M A R I A H E L L E B E R G

vildeK V I N D E R

mildeK V I N D E R12 kvindeliv fra guldalderen

S A M L E R E N

M A R I A H E L L E B E R G

vildeK V I N D E R

mildeK V I N D E R12 kvindeliv fra guldalderen

S A M L E R E N

MA

RIA

HE

LL

EB

ER

Gvilde

KV

IND

ER

milde

KV

IND

ER

MA

RIA

HE

LL

EB

ER

Gvilde

KV

IND

ER

milde

KV

IND

ER

SA

ML

ER

EN

Maria Helleberg, født 1956,debuterede 1986 med den histo-riske roman Seersken. Hun harogså udgivet samtidsromaner somPigerne, Konebytning og En andenshjerte, men det er stadig de histo-riske romaner, som gør hende tilen af Danmarks mest læste forfat-tere. På det seneste bl.a. Kærlig-hedsbarn om Struensees og Caro-line Mathildes “uægte” datter.Moderen havde Maria Hellebergudgivet en roman om allerede i1991, Mathilde, og med Dron-ningeskolen om “kærlighedsbar-nets” barn, der blev dronning afDanmark som Christian denOttendes hustru, har Maria Helle-berg færdiggjort den tredje gene-ration af markante kvinder i Dan-marks historie.

Maria Helleberg har også udgi-vet børne- og ungdomsbøger, rej-sebøger, teaterstykker og biogra-fier. I 2005 udkom romanen Cæsarog Kleopatra.

Kvinder – i hvert fald kvinder i deførende kredse – kunne omkring år1800 leve et meget friere liv end deresformødre. Det blev måske kun en lilletidslomme med frihed, for alleredeomkring 1825 begynder mulighedernefor kvinder igen at lukke sig. Manskulle helt ind i det 20. århundrede førkvinder igen for alvor kunne sprængegrænser og leve selvstændigt.

Der er naturligvis opstået en delmisforståelser omkring denne frie pe-riode, og Maria Helleberg vil meddenne bog vise, hvor overskridendeder (også) blev levet i guldalderensborgerlighed.

Her er i levende biografisk form 12kvindeliv fra guldalderen. Tre inspira-tionskilder og formødre fra Frankrigog ni danske kvinder. Med KammaRahbek og Thomasine Gyllembourgsom et par af de bredest kendte.

FO

TO

: © M

OR

TE

N H

OL

TU

M

BOGEN ER ILLUSTRERET

Forside: Udsnit af Jens Juel:

Julie Reventlow, olie på lærred,

1785; Schleswig-Holsteinische

Landesmuseen, Schloss Gottorf.

OMSLAG: Neel Dich Abrahamsen

9 788763 803441

ISBN 87-638-0344-5ISBN 87-638-0344-5

55010_om_vilde kvinder 16/02/06 13:36 Side 1

1

vilde KVINDER , milde KVINDER

2

A F S A M M E F O R F AT T E R

Seersken, 1986

Så mangen sti vild, 1988

Som en vredens plov, 1990

Marskallens kvinde, 1991

Statholderens hustru, 1991

Mathilde, 1991

Slavebarnet, 1992

Fremmede naboer. Polens historie, 1992

Børnejægeren, 1993

Undtagelsestilstand, 1993

Lucrezias ægteskab, 1994

Louise længe leve, 1994

Knivstikkeren, 1995

Valeria, 1995

Svanekød, 1996

Pigerne 1997

At gå i barndom, 1997

Leonora, 1997

Lady Hamilton og hendes tid, 1998

Milady, 1998

Beth, 1999

Under huden på Rom, 1999

Under huden på Napoli, 1999

Konebytning, 1999

Martha, Marie og Anna, 1999

Rigets Frue, 2000

En andens hjerte, 2001

Miss Suzanna, 2001

Kærlighedsbarn 1-2, 2002

3

M A R I A H E L L E B E R G

vildeK V I N D E R

mildeK V I N D E R

12 kvindeliv fra guldalderen

S A M L E R E N

4

V I L D E K V I N D E R , M I L D E K V I N D E R

© Copyright Maria Helleberg, 2003

Omslag og tilrettelægning: Neel Dich Abrahamsen

Bogen er sat med Janson Text

hos Christensen Grafisk ApS

og trykt hos Narayana Press, Gylling

Printed in Denmark 2006

2. udgave, 1. oplag 2006

ISBN-10: 87-638-0344-5

ISBN-13: 978-87-638-0344-1

5

INDHOLD

O M AT G E N F I N D E K V I N D E R 7

F O R B I L L E D E R N E 13

Madame Tallien 13

Madame de Staël 23

Madame Récamier 44

S Y B I L L E S C H U B A RT- R E V E N T L O W 55

J U L I E S C H I M M E L M A N N - R E V E N T L O W 89

L O U I S E R E V E N T L O W- V O N G R A M M - S T O L B E R G 114

C H A R L O T T E S C H U B A RT- S C H I M M E L M A N N 149

T H O M A S I N E B U N T Z E N - H E I B E R G - G Y L L E M B O U R G 184

F R IE D E R I K E M Ü N T E R - B R U N 252

C H R I S T I A N E H E G E R - O E H L E N S C H L Ä G E R /

K A R E N M A R G R E T H E H E G E R - R A H B E K 302

E L I S E A H L E F E L D T- L Ü T Z O W 339

O M AT S V Æ R M E I L U N D E 367

L I T T E R AT U R 369

6

7

OM AT GENFINDE KVINDER

Lige siden år 1800 har generation efter generation været fascineret afårhundredskiftets kvinder. Enten i beundring – eller i forfærdelse. Daårhundredet blev gammelt og skrøbeligt, indtog kvinder en ganske an-den og langt mere tilbagetrukken stilling i samfundet, og kvinderollenvar veldefineret – af mænd – og meget smal. De vildeste af kvinderneglemte man høfligt, mens andre, der syntes at leve op til tidens krav, fiklov at stikke hovedet frem i al diskretion. Det var egentlig først slutnin-gen af 1900-tallet, som vovede at tage kvinderne fra 1800 alvorligt, ogda var det for sent: kravene havde ændret sig. Radikale bevægelser in-den for historieforskningen ønskede at beskæftige sig med de storemassers bevægelser, ikke med elite, individer og normbrydere. De vel-havende kvinders natursværmeri og følelsesfuldhed blev lagt for had.Og kvindebevægelsen følte sig fremmed over for disse milde kvinder.Nye landvindinger gjorde en energisk og grådig generation blind for,at fortidens kvinder ikke hele tiden havde arbejdet målbevidst for ret-ten til at blive universitets-lektorer. Alle andre drømme end de, kvin-der år 1975 nærede, blev suspekte. Og ud røg Christiane, Lotte, Billeog Elise.

Men spændende er de nu, disse kvinder som føjede sig under vilkå-rene og alligevel opnåede hvad de ville. De spildte ikke tiden med atbeklage sig over manglende rettigheder. De udnyttede simpelthen deforhåndenværende muligheder – og flyttede hele tiden grænserne fordet mulige. Lige til ustyrlige kræfter puffede grænserne langt tilbage.Da demokratiet definerede en borger, blev kvinderne relegeret til sam-fundets bagerste rækker. Det var ikke tilfældet omkring år 1800.

Nej, de kunne ikke blive hverken embedsmænd, professorer ellerofficerer. De accepterede begrænsningerne, der jo også var klasse-mæssige, og fandt en vej. Uden nogen bevidst strategi, man levede ogmødte udfordringerne, voksede og påtog sig de pligter skæbnen på-lagde én.

8

Tiden omkring 1800 blev allerede af næste generation opfattet som enren vildfarelse. Spændende, men skræmmende. En kulørt, usædeligvildfarelse, man heldigvis var kommet sig over. Da Johanne Luise Hei-berg omkring 1850 skulle spille et stykke, der foregik omkring år 1800,insisterede skuespillerne først på at iføre sig historisk korrekte kostu-mer. Så kom man på bedre tanker.

Vi to damer, som spillede i stykket, turde (…) ikke indlade os på at overhol-de kostumet strengt fra den tid. Enhver, som kan erindre kejserinde Jose-phines dragt eller madame Récamiers fra hin første kejsertid med kjolelivetaf et par tommers længde oppe under armene, og i den grad blottet, at brystog arme så godt som var ubedækkede, kan vel begribe, at den art af korrekt-hed ikke lod sig fremstille uden i høj grad at støde blufærdigheden og for-rykke vore to pæne, anstændige dameroller.

Som klædedragten, så moralen. Og kvinderollen. Allerede i 1820ernevar verden blevet en anden. Den økonomiske velstand var forbi efterstatsbankerotten, der var ikke længere overskud – det selskabelige livindskrænkedes til familiebesøg om søndagen, den eneste ugentlige fri-dag, og til at more sig over vaudeviller i Det kongelige Teater. Bortevar de forgangne årtiers tro på evig opgang og opsving. Borte varkapernes nyrige nydelsessyge. Borte var Lotte Schimmelmann og deninternationale glans. Tilbage var blevet familien og ”det nære”.

Men ikke for nogen pris det kropsnære! Efter betagelsen af krop ogkøn kom en inderlig kropsforskrækkelse, der senere i århundredetskulle udarte til direkte frygt. For den victorianske husfader var privat-livet ikke længere nødvendigvis en kilde til glæde, et sted for afslapningog afkobling, men et område der rummede utallige risici, fordi manher kom tæt på de lavere klasser, på kvinder, børn og tjenestefolk, ogderigennem på dele af hans egen personlighed, som helst ikke måttekomme til syne i offentligheden.

Det var svært for eftertiden at finde hoved og hale i denne opbruds-tid. Man læste måske nok stadig Knud Lyne Rahbeks rørstrømske skil-dring af kvindens rolle i samfundet som opdrager og forædlende faktor,

9

men man læste teksterne ud fra den nye verdensorden. Den nye bor-gerlige verdensorden. Den ægte borger var en mand, han havde rettig-heder og pligter. Kvinden defineredes ud fra, hvad hun ikke var – der-for manglede hun både rettigheder og pligter. Mens manden blev sam-fundsborger, blev kvinden formindsket til en biologisk enhed.

Hvor ungkarlen og den evigt platonisk forelskede Rahbek havdelovprist kvinden, ægteskabet, kønnenes dobbelthed og kompleksitet, såeftertiden kun løshed, slaphed, ja den rene opløsning. Det skulle varehelt op til det nye århundredskifte, før man igen tog ægteskabet op tildebat, og da endte man faktisk med den modsatte konklusion af kvin-derne år 1800. I stedet for at reformere ægteskabet og satse på det,gjorde kvinderne ny åbent mytteri, de ville ud. Det kan man ikke for-tænke dem i. Et helt århundrede havde faktisk svigtet sine idealister.

Jane Austen kaldte i begyndelsen af 1800-tallet ægteskabet for ”kvin-dens profession”. Ægteskabet var ikke kun privatliv, sex, afslapning ogaffodring af fælles børn. Ægteskabet bestod for denne bogs hovedper-soner i et intrikat væv af pligter og handlinger. Enhver sammenkomstkrævede minutiøse forberedelser og overblik. Salonerne krævede enbred og grundig orientering på alle tænkelige områder – politik, litte-ratur, militær, musik, malerkunst, mode, filosofi og økonomi.

Flere af kvinderne var med til – eller alene om – at styre store gods-komplekser, med tilhørende skoler, seminarium, landbrugsskole oglandbrugs-forskningscenter. Det var en ulønnet opgave, men den væg-tede nok lige så tungt som hos en nutidig administrerende direktør foren koncern.

Og vel fik Kamma Rahbek ikke løn for sine collage-æsker, men derepræsenterede allerede en værdi i hendes egen levetid. Disse kvinderarbejdede, men de ”havde” ikke et arbejde, og de fik aldrig løn. Ganskesom deres mænd led flere af disse kvinder under alle symptomer påstress. For selv om man i fortiden havde bedre tid til alt end vi har, såanede folk år 1800 jo ikke, at man 200 år senere ville få endnu meretravlt.

10

Sandheden om guldalderen er mangetydig. Samfundet var både ufatte-lig brutalt og komisk sentimentalt. Styreformen var både stift enevæl-dig – og ekstremt lydhør over for signaler. Ufattelig skønhed og nedriggrusomhed trivedes side om side, uden at nogen tænkte på revolte.Den overordnede retfærdighed var uantastet.

På nogle områder bød perioden fra 1775 til 1825 dog på nogle heltenestående muligheder. Især for kvinder. Og de forstod at gribe demalle.

1700-tallet opfattes populært som ”kvindens århundrede”. Det villemange kvinder, som levede i 1700-tallet, nok være ret forbavsede overat høre. Men kvindelige kunstnere gjorde sig gældende på lige fod medmandlige, og principper som samtiden opfattede som specifikt femi-nine, stod i høj kurs.

I tiden fra 1770 til 1830 var den begavede, aktive, udfarende ogstærke kvinde ubetinget erotisk attraktiv. Til trods for at man uaflade-ligt ledte efter det søde, det milde og det barnlige hos hinanden, sattesamtiden pris på en vis kontrolleret vildskab brugt i ”den gode sags”tjeneste.

Påklædningen signaliserede forandringerne. Disse kvinder voksedeop i rokokotidens strengt regulerede verden, modnedes mens LouisSeize blomstrede, forkastede pudret opsat hår, korset og pocher og sti-ve sko, men opdagede til gengæld natur og familie.

De kom til at danse i musselinskjoler så lette, at de kunne trækkesgennem en ring, og at opleve en hidtil ukendt kropslighed. For så igenat iføre sig korset og sløre kroppen og skovle håret op på hovedet, daNapoleonskrigene ebbede ud og Europas gamle orden blev restaure-ret. Krop og politik hang sammen.

Ingen af de vilde danske kvinder kom til at opleve politisk eller per-sonlig forfølgelse. Deres frihed var langt større end deres franske ”for-billeders”. Hvor de franske kvinder hele tiden måtte reagere på verita-ble politiske jordskælv, formidlede kun ekkoet sig til København. De-res danske tryghed var langt mere grundfæstet. De kunne svaje med,udvikle sig med tiden, og udnytte dens stadig skiftende muligheder.

11

Paradoksalt nok skulle der skønlitterære behandlinger til, før flere afdisse kvinder fik et værdigt liv. Charlotte Dorthea Biehl har været gen-stand for hån, nedvurdering og udelukkelse lige siden sin død. Førstmed Mette Winges ”Skriverjomfruen” kunne en anden kvindelig skri-bent pege på hendes storhed og på sammenhængen i hendes liv ogværk. Biehl var ikke en latterlig ”slots-sladdertaske”, men et værdifuldtøjenvidne, måske netop fordi hun stod udenfor og havde så godt etudsyn fra sin ophøjede position.

Ligeledes fandt Thomasine Gyllembourg vej ud af skyggen somhustru, mor og svigermor, og blev placeret i sin egen tid i AnnemarieEjrnæs’ roman ”Som Svalen”, der tilmed formåede at ignorere hoved-personens livsværk for i stedet at fortælle kroppens og sindets historie.Det er et indlevelsesprojekt som samtidig viste den historiske romansformat – og historieskrivningens grænser.

12

13

FORBILLEDERNE

Forbillederne var mange, men tre skiller sig ud, tre overlevere. Hver påsin måde forstod de at klare sig i en verden, der var langt mere voldelig,konsekvent og kulørt end den samtidige danske hverdag.

MADAME TALLIEN

Madame Tallien begyndte livet som Theresa Cabarrus, fra en spansk-fransk adelig familie, hendes far var skatmester hos den spanske konge.Ganske ung blev hun bortgiftet til en marquis de Fontenay, og konsta-terede hurtigt at hun ville ud af ægteskabet for enhver pris. Som deneneste kvinde blev hun ganske ung optaget i en diskussionskreds, derbl.a. rummede filosoffen og samfundsteoretikeren Condorcet, der le-gede med teorier om almindelig valgret – også for kvinder.

Theresa var en slags revolutionens vidunderbarn, der formåede atleve på egen hånd, fraskilt og selvsikker, med skiftende partnere. Hunblev også beviset på, at bare man gav kvinder en god uddannelse, var demænds – ja, der findes intet andet ord end ligemænd.

Denne iagttagelse gik helt imod revolutionens elskede Rousseauslære, men ingen benægtede Theresas evner.

Hun gav sig til at studere uddannelsespolitik: et sted måtte man jobegynde omformningen af samfundet. Revolutionen hyldede hendeførst som selve symbolet på kvindelig skønhed, begavelse og handle-kraft forenet med mildhed, skønhed og ungdom. Det kom bag på hen-de, at rædselsperiodens politiske ledere var både kvindefjendske ogkvindeskræmte. Hun forsøgte at skjule sig i Bordeaux, hvor hun opda-gede at en gammel bekendt, den deputerede Tallien, var udsendt for atudrydde al kontrarevolutionær bevægelse – også liberale revolutionæresom hun selv. De to mødtes, forelskede sig og flyttede sammen. Hen-rettelsesbølgen stilnede i Bordeaux, Theresa havde taget den blide Tal-

14

lien i skole, men det varede kun kort før hans manglende iver blev be-mærket og han blev kaldt til Paris. Theresa fulgte efter – og blevprompte arresteret. Fra sit fængsel skrev hun fortvivlet og vred til Tal-lien og opfordrede ham til at redde sig. Og landet. Underforstået: den,der tog magten fra Robespierre, satte sig i hans sted som landets leder.

Tallien havde i mellemtiden taget kontakt med andre utilfredse ho-vedpersoner i det politiske liv, og sammen gennemførte de kuppet modRobespierre og afsluttede terroren.

Theresa blev befriet sammen med de tusinder som afventede hen-rettelse i fængslerne – og hun blev igen symbol på revolutionen som”Notre Dame du Thermidor”, den måned hvor Robespierres styreblev bragt til fald. Deres kærlighed fremstillet som indbegrebet af enbedre tid. Nu skulle udviklingen tilbage på ret kurs, man ville genskabeantikkens frie republik og skabe en fri sanselighed.

Theresa var ikke den eneste, som var undsluppet døden og nu le-gede, livsgrådig og indædt. De led af overlevelsessyndrom, disse ungemennesker, som bandt stramme røde bånd om halsene for at vise at dekunne være blevet guillotineret. De afholdt fester, hvor man hilste påhinanden ved at give et hårdt nik med hovedet, som om det faldt ned ien kurv. De kunne ikke få nok af noget, og de var sygeligt optaget afkroppen og kropslighed efter at have siddet indespærret i månedsvisuden at kunne tage bad eller se solen.

Hvis Theresa havde troet, at hun skulle gå over i historien som enstor reformator af det franske uddannelsessystem, så tog hun fejl: hunblev Direktoriets dronning, symbolet på en kaotisk mellemperiode.

Revolutionens hovedpersoner blev hurtigt verdensberømte, i altfald fulgte hele det oplyste Europa med i begivenhederne, men kun påanden hånd. Fyrsterne blev afbildet jævnligt og portrætterne gengivet ikobberstik, så man kunne danne sig et billede af hvordan Louis denSekstende eller Katarina den Store så ud. Men med revolutionsheltenevar det anderledes, de havde meget andet at passe end at stå model, ogde kom fra samfundslag hvor det ingenlunde var en selvfølge at bliveforeviget. På denne baggrund blev Theresa en vigtig identifikations-figur, en af de få kvinder som gled i ét med revolutionen. Og nysgerrig-

15

heden var glubende. I det Schimmelmannske hjem i København blevalt lagt til side, den aften hvor hertugen af Augustenborg med postenhavde modtaget portrætter af revolutionens ledere, nu kunne man om-sider lære dem at kende. Theresa var sikkert en af de afbildede.

I 1794-5 malede Jacques-Louis David et af sine politisk korrektekæmpelærreder. Denne gang valgte han en utraditionel scene fra antik-ken: sabinerinderne hindrer krigen mellem deres mænd og fædre. For-historien er selvfølgelig at romerne efter byens grundlæggelse røvedesabinske kvinder for at skaffe sig hustruer. Nu var ægteskaberne fuld-byrdet og der var børn og børnebørn.

Billedet var desuden en raffineret kunsthistorisk replik til NicolasPoussins berømte værk fra 1624, forestillende romerne bortrøvende deforsvarsløse sabinske kvinder. Hvor 1600-tallet viste vold og ulykke,kunne den franske republik nu vise forsoning og fred. Hvor mændenehos Poussin er de aktive, er historien vendt på hovedet hos David.

For os er hverken motiv eller udførelse måske nogen provokation,men samtiden var målløs. Nok er mændene fremstillet med arkæolo-gisk præcision, men det er kvinderne som virker mest levende, solda-terne ligner statuer. Midt i billedet ses en kvindelig furie, der alligevelformår at virke forbavsende elegant. David kunne ikke lade være medat idealisere. Han ville bevise at den nye stat var udviklingens slutsten.

Det var helt nyt at fremstille kvinder som aktive, som fredbringereog forsonere. Ellers havde David fremstillet sine historiske kvindersom magtesløse iagttagere til mændenes brutale politiske spil – i”Brutus” – eller som sørgende, passive figurer – i ”Horatiernes Ed”.Nu havde kvinderne fået en ny historisk rolle, og David måtte skildredenne rolle.

Kvinden i billedets midte er en hyldest til Theresa Tallien. Fred-bringeren, Notre Dame du Thermidor.

Sammen med sin nye ægtemand Tallien skabte hun forsoning og en nyregeringsstil. Men Talliens storhedstid var forbi, han blomstrede opsom lederen af kuppet i Thermidor, men kunne ikke manøvrere gen-

16

nem det mere krævende, nuancerede politiske liv i en opbygningstid.Hvor hun stadig formåede at spille revolutionens skiftende roller, blevhan som politiker fanget af sin egen fortid. Før Theresa kom til Lyon,havde han været en af de rabiate unge, som bragte Robespierre til mag-ten – og håndhævede hans justits. Han havde sin del i skylden for”septembermordene”, d.v.s. den systematiske nedslagtning af de men-nesker, som mere eller mindre tilfældigt befandt sig i fængslerne i sep-tember 1792, den dag hvor revolutionen mistede sin uskyld og for al-vor kørte af sporet. Det rystede Theresa at høre, at når hun blev kaldt”Notre Dame du Thermidor”, råbte folk ”Notre Maitre de Septem-bre” efter hendes mand.

Mens hun kunne bruges som frontfigur med stor signalværdi, varhendes mand ved at blive et politisk problem. Han ville have dividendeaf sin bedrift og spille en betydelig politisk rolle i fremtiden. Men kra-vene var for store. Theresa blev udvalgt til demonstrativt at lukke Jako-biner-klubbens lokaler og dermed slutte rædselsherredømmet for al-tid.

I maj 95 fik parret en datter, Rose-Thermidor: Rose efter Theresasnærmeste veninde Rose de Beauharnais, senere kendt som kejserindeJoséphine, og Thermidor efter befrielsen. Dette barn skulle senerekomme til at skifte navn hver gang historien og den politiske nødven-dighed spillede ind. Men ægteparrets gode tid var allerede forbi.

Ægteskabet med Tallien havde paradoksalt nok hæmmet Theresaspolitiske ambitioner, de facto ødelagt hendes karriere. Hun kunne hol-de stort hus med salon, invitere gæster, og forsøge i blinde at influerepå de politiske beslutninger. Men i virkeligheden blev beslutningernetaget helt andre steder.

Tallien var kommet let til sin position og havde skaffet sig fjender,der regnede med, at han var let at skaffe sig af med. Vedholdende ryg-ter kædede Tallien sammen med royalisterne, og hævdede at han for-søgte at få sønnen af den henrettede franske konge på tronen – modgod betaling og en post som minister i en ny formynderregering.

Rygterne var svære at mane i jorden, ikke mindst fordi Tallien oghans nærmeste faktisk var meget optaget af, hvad man skulle stille op

17

med den overlevende prins. Rygterne begyndte at true Talliens karri-ere.

Nu var han tvunget til at vise sin revolutionære ånd. Man havdetaget 700 fanger, da den royalistiske flåde forsøgte sin mislykkede inva-sion i Frankrig, og de blev henrettet, trods Talliens løfte om benåd-ning. De gamle dage lå trods alt ikke særlig langt tilbage.

Theresa og Tallien skændtes og sloges, Tallien flygtede fra hjem-met, drak og spillede formuer op. Omverdenen iagttog undrende detteideal-ægteskabs forbavsende hurtige opløsning. I august 1795 var The-resa allerede engageret i et nyt forhold. Hun flyttede sammen med dennye regeringsleder Paul Barras, og nu blev hun omsider hvad hun hav-de ønsket, en politisk frontfigur.

Langt senere skulle Napoleon på Skt. Helena i sine erindringer for-søge at stemple Barras som en homoseksuel, der slørede sit egentligeliv ved hele tiden at skifte sine elskerinder ud. Måske forsøgte han blotat dække over det faktum, at hans egen kone Joséphine de Beauharnaishavde været Barras’ officielle elskerinde. Hvis Barras var bøsse, så skul-le der formentlig en Theresa Tallien til for at åbne hans øjne for andremuligheder. Men datiden var ikke så snæversynet som nutiden, og bi-seksualitet var faktisk mere almindelig end homoseksualitet.

Desværre for Napoleons ræsonnement skrev den kyniske ironikerBarras også sine erindringer og beskrev nøje forskellen på Joséphine ogTheresa som erotiske partnere; mens Joséphine altid kalkulerede ogaldrig gav slip på sig selv, var Theresa en overdådig elskerinde, altid isansernes vold.

Theresa ville næppe have fulgt Barras’ råd om at gifte sig med enuappetitlig, dårligt klædt korsikansk indvandrer, det kunne være prak-tisk at have i baghånden. Napoleon forsøgte faktisk at gøre tilnærmel-ser til Theresa, der fandt ham komisk, men donerede stof til et nyt paruniformsbukser til ham. Rose tog korsikaneren, blev til Joséphine, kej-serinde og myte. Theresa fik sin korte sommer – og Barras.

Paul Barras havde både adelige og militære rødder og forlenede Di-rektoriet med en vis gammeldags elegance. Efter hungersnød og puri-tanisme væltede man sig i luksus, kostbarheder og god mad, sidste ny-

18

este mode og spiste udsøgte retter. Revolutionen havde opløst alle destore huse og gjort deres kokke arbejdsløse, nu fandt de ansættelse irestauranter og hos de ledende politiske personligheder. For førstegang siden 1789 så det ud som om Frankrig var inde i en stabil politiskperiode, og der var mulighed for vækst.

Theresa var Barras’ trofæ: han havde erobret selve symbolet på revolu-tionen, hun som havde optrådt i amazonedragt på Marsmarken, op-læsende endeløse taler om fremtidens lykke. Hun havde været den per-fekte frihedsbringer i Thermidor. Hun repræsenterede den positivekontinuitet. Tallien havde været med til alle rædslerne og taget ansva-ret for de fleste. Theresa, derimod, var politisk ren og nyttig – hendessignalværdi var uovertruffen. Måske vidste hun det selv. Men stille ogroligt bevægede hun sig væk fra den politiske slagmark og ind i en heltny rolle. Mens hendes mand styrede landet, skabte hun en ny om-gangsform.

Tidligere havde selv en ægtemand næppe turdet berøre den stol,hvorpå en kvinde sad. Men når Barras og Theresa modtog gæster, komde ud arm i arm, han med armen bag ryggen på hende, hun med hån-den hvilende på hans skulder. Denne gestus blev mode og genfindes iportrætter overalt i Europa, som symbolet på det nye, ømme og føl-somme ægteskab. Tidligere havde det været lettere komisk og ”borger-ligt” at elske sin ægtefælle, nu var de borgerlige dyder blevet bådemode og norm.

Theresa drev det nye ægteskab ud i sin ekstreme konsekvens, hunlevede kun sammen med sine mænd til forelskelsen var blegnet, så lodhun sig lede af nye, stærke følelser ind i et nyt forhold.

Hun skabte sin egen lille verden af ny æstetik i den ombyggede bon-degård La Chaumiere, en sær blanding af ydre enkelhed og indre glans– Direktoriet i en nøddeskal. Men intet var, hvad det gav sig ud for. Herankom man til et demonstrativt landligt hus – og trådte ind i et byhusindrettet efter den nyeste, klassicistiske mode. Sko blev til sandaler,stole til curuler, senge til græske gravmæler og kvinderne klædte sig (af)i flortynde gevandter, der skulle illudere antikkens Rom og Athen.

19

Theresa udnyttede sin fysiske skønhed skamløst, den nye mode frem-hævede hendes overdådige former, og hun trivedes åbenbart med op-mærksomheden. Flere portrætter fra Direktoriets muntre dage viserhende trodsigt ekshibitionistisk ligefrem blotte sig for beskueren.

Det var slut med revolutionens prægtige teaterstykker, ikke flereunge kvinder i hvide kjoler bekransende statuer. Desværre betød Di-rektoriet ikke opbygning og demokrati, som mange håbede. Korrup-tion, ligegyldighed over for materiel nød, opbygning af svimlende for-muer og hensynsløst forbrug blev det aftryk, perioden affødte. Detkunne ikke vare ved.

Da Barras’ stjerne blegnede, indledte Theresa et langt samliv med ban-kieren Ouvrard, en af de mange spekulanter, der skabte sig formuer påleverancer til den nye republikanske hær. Det skulle vise sig at være etklogt valg, uden Ouvrard ville hun være havnet i en fortvivlet situation,da førstekonsulen Bonaparte begyndte sin gen-moralisering af sam-fundet. Ouvrard lod sig aldrig skille, men gennemførte et gammeldagsdobbeltliv med to familier – endnu en nyskabelse, den borgerlige patri-ark med ret til flere forskellige familier.

Ingen lod til at vente, at de store franske sejre på slagmarken villemedføre et militærdiktatur. Disse oplyste mennesker kendte ikke denantikke historie godt nok, især ikke den romerske republiks sidste hun-drede år. Barras og Theresa Tallien befordrede selv Napoleon Bona-partes karriere, men meningen var at han skulle vise sig nyttig og sikrerepublikkens grænser. Italiens-felttoget i 1797 ændrede billedet totalt.Republikken blev aggressor – og Bonaparte blev til Napoleon.

Efter hans magtovertagelse blev Theresa ostrakiseret, kejseren op-fattede og omtalte hende som en gemen prostitueret, en kvinde hvisnedbrydende påvirkning samfundet skulle beskyttes imod. Hun havdeafløst hans kejserinde Joséphine som Barras’ elskerinde, og han øn-skede at udslette ethvert minde om Direktoriets vilde kvinder. I virke-ligheden havde hun i en periode simpelthen været det nye kvindeideal:den seksuelt frigjorte, moderne kvinde – som tilmed var politisk magt-fuld. Den tid var grundigt forbi. Nye helte dukkede op på stjernehim-

20

melen, generaler og deres hustruer, og Theresa sad tilbage som et levnfra en allerede meget fjern fortid, for altid forsynet med sin andenmands efternavn, Tallien.

Joséphine havde fået forbud mod at kontakte sin bedste veninde, ogdet lykkedes faktisk Napoleon at fordrive madame de Staël og atskræmme madame Récamier – men aldrig at nå Theresa Tallien. Hunforpuppede sig i sit luksuriøse hjem med sine børn og sin elskedeOuvrard, der tjente millioner på kejserens krige. Drømmenes tid varforbi, for mange andre var tiden blevet storslået og fuld af muligheder,for hende var det modsatte sket. Hendes storhedstid blev lagt for hadeller simpelthen fortiet i skam.

Senere historikere har haft svært ved at forholde sig til Direktoriet –enten fordi man beundrede revolutionens råstyrke eller Napoleonsordnende kraft. Eller fordi kønsfordomme fik det værste op til overfla-den ved tanken om, at en række kvinder havde haft indflydelse på detpolitiske liv. Ingen har nogensinde virkelig elsket og beundret dennemellemperiode. Direktoriet opfattes stadig som en national svagheds-periode, hvor scenen domineredes af letlevende kvinder, hvor moralskfordærvelse, letsind og ødselt pengeforbrug tog magten. Men faktiskvar Direktoriets hektiske forbrugersamfund mindre ødselt end det se-nere kejserhof, der havde hele Europa at stjæle fra. Og Direktoriet varden eneste periode under revolutionen, hvor man gav sig tid til atstandse op og overveje fremtidens veje seriøst, under inddragelse afandre end de faktuelle magthavere. Det sidste tidspunkt, hvor alle næ-rede håb om, at samfundet kunne udvikles på baggrund af kvalificeredemenneskers velformulerede ønsker.

Da forholdet til Ouvrard kølnedes, stod Theresa tilbage med en størrebørneflok, der havde tre forskellige fædre. Tallien var i dyb unåde, fat-tig og fordrukken, men stadig en god og trofast ven. Han havde forsøgtat skaffe sig et arbejde under først konsulatet, siden kejserdømmet, ogNapoleon slæbte ham med i trænnet til Egypten, hvor han ikke fik ud-rettet meget nyttigt, men opsugede enhver tænkelig tropesygdom ogmistede sit ene øje. Han vendte desillusioneret tilbage til Frankrig og

21

genoptog kontakten med sin datter, men turde ikke vise sig for sin fra-skilte kone, han havde jo mistet sit gode udseende.

De to ophørte aldrig med at korrespondere; milde og kærlige breveflød mellem to gode venner, der engang havde elsket hinanden. Omikke andet, kunne de være stolte af deres civiliserede skilsmisse.

I sin alderdom blev Tallien en mytisk figur, krumbøjet og klædt ilaset tøj var han altid på vej gennem byen for at pantsætte levn fra for-tiden, mere end villig til at rive en god historie af sig, hvis man gav etglas på den nærmeste café. Skattene, han solgte, stammede fra The-resa. Han havde skabt hendes ry, og hun forsøgte at beskytte ham, menmåtte erkende sin egen magtesløshed.

Den sidste mand i Theresas liv førte hende tilbage til udgangspunktet.Han var meget yngre end hende og havde – efter hvad han selv påstod– forelsket sig i hende midt under revolutionen, og siden da afventetdet rette tidspunkt. Nu friede han til hende, og tilbød at tage den en-lige mors store børnefamilie med sig. Ind i den franske adel, endda enaf de ældste og mest selvbevidste familier, der havde lidt under revolu-tionen.

Nu skulle hun glide ind i et gammeldags, adeligt liv som fyrstinde afChimay. Hendes svigerfar blev dybt chokeret over sønnens valg, enhalvgammel kone med en flok børn, en revolutionær, en sansculotte,hvad tænkte han dog på? Var det meste af hans familie ikke blevet guil-lotineret under revolutionen?

Hun måtte opbyde al sin charme og alle sine argumenter på skriftfor at få svigerfaderen til at acceptere ægteskabet. Hun kæmpede somen løve på sine børns vegne. Resten af familien undgik hende, mengodsernes bønder var spændt på den nye fornemme og mærkelige re-volutionsdame, Notre Dame du Thermidor.

Hverken ægtemandens familie eller det hollandske hof, hvor hanvirkede som fransk ambassadør, anerkendte Theresa, der fødte sin nyemand et utal af børn, styrede hans godser og blev matriark. Og æret afsine nærmeste for sin diskrete optræden. Hun havde spillet så mangeroller, nu spillede hun aristokrat, en forbavsende let rolle.

22

I 1814 forsøgte hun at besøge Louvre med alle sine børn – og blevnødt til at flygte på grund af nysgerrige skarer. Hendes tid som front-figur var ikke forbi, selv om hun omsider havde fået nok af offentlig-hed.

Barras levede stadig og opfattede sin forhenværende elskerindes so-ciale rutschetur opad med sædvanlig ironi, især hendes ophøjelse tilfyrstinde! Mens han kunne trække sig tilbage og leve undrende iagtta-gende, uden at spille nogen som helst politisk rolle, skånet af bådeNapoleon og kongerne, havde Theresa hele tiden befundet sig i enudsat position.

Hendes sidste ægteskab udsprang af kærlighed, men var også påmange måder et klogt træk, en måde at gå i dækning på. Nok stod hunuforstående over for restaureringen af alle de gamle former efter 1815,men hun kendte dem jo og kunne håndtere dem.

Hun havde haft sin tid i solen og blev for udlandet et symbol pårevolutionens ekstreme holdninger og handlinger. Enten beundret el-ler ynket, aldrig ligegyldig. Ingen danske kvinder fik hendes mulighe-der, men heller ikke hendes problemer. Men mens madame Tallien kuni en kort periode kunne udøve egentlig magt, var tiden moden til denførste kvindelige politiker og systemkritiker uden for fyrstehusene.

Hvor Theresa druknede i sit køn, formåede hendes afløser som ver-dens bedst kendte kvinde at pendle mellem traditionelle feminine ogmaskuline kvaliteter. Hun var tillige den første kvindelige bestseller-forfatter og den første af en række kvindelige berømtheder – men hunvar så enestående at hun umuligt kunne danne skole, og så domine-rende at hun snarere fremprovokerede afsky end beundring.