Gudindens sidste offer

23

* 1 *

KØBENHAVN, 1 ÅR SENERE

“Så flyt dig dog!”Forskrækket trådte Thea et skridt tilbage. Hun havde stået med

hån den løftet, parat til at banke på, da en ung kvinde rev døren op. Køn var hun. Og knotten. Et kort øjeblik stod de og stirrede på hinan-den. Så slog kvinden Theas hånd til side og masede sig forbi.

Thea tjekkede navneskiltet ved døren. ‘Jens Jørn Lintrup’. Den var god nok. Hun gned åndsfraværende sin arm, mens hun kiggede efter den oprørte skønhed. Kvinden fejede ned ad gangen som en diva i en gammel sort-hvid film. Fellini. Bølgende hår. Hidsige klik-klak fra selvbevidste stiletter. 101 strygere i gang med at piske en stemning op.

Slet ikke: Sur studerende svanser ud af professors kontor på Københavns Universitet Amager i et interiør af linoleum, lysstofrør og en svag lugt af madpakke.

Thea stod stille og fik vejret. Hun følte sig svimmel efter turen op ad trappen i universitetets bygning i Snorresgade. Trin efter trin på trappens sort-hvide terrazzosten, der lignede gulvet på gamle bade-værelser. Nye mønstre for hvert trin. Hund. Træ. Kvinde i profil. På hver afsats havde hun passeret en ny dør, der lovede lutter fornuftige aktiviteter på den anden side. ‘Bibliotek’, ‘Kantine’, ‘Undervisning’,

Gudindens sidste offer.indd 23 03/02/12 13.30

24

‘Eskimoisk’. Først på syvende sal havde hun omsider taget imod dø-rens tilbud om ‘Nærorientalsk Arkæologi’.

“Thea Vind? Fra forsk.nu? Kom bare ind.”Manden, der måtte være Jens Jørn Lintrup, stod bag sit skrivebord

og vinkede hende ind. Han nikkede indbydende mod en ledig stol.Thea trådte nærmere, gav hånd og klemte sig ned på stolesædet.

Hun trak vejret forsigtigt. Lintrups kontor var et studium i balan-cekunst. Reoler fra gulv til loft var proppet med bøger og papirer. Papkasser, notesbøger, æsker, ringbind og mapper var stablet til høje tårne. De så ud, som om de ville styrte sammen, hvis nogen hostede. Kun skrivebordet skilte sig ud. Det stod ryddet og blankt med en en-som pc af ældre dato.

“Clean desk,” sagde manden glad med et tilfreds nik mod bordet.“Ledelsens krav. Ligesom i store, amerikanske virksomheder. Kaf-

fe, ven?”Theas humør steg, da hun kiggede nærmere på sin interviewper-

son. Jens Jørn Lintrup var en mand midt i 40’erne, lav, rund med tidligt gråt hår i en vilter glorie om et venligt ansigt. Briller i tyndt stål, lys skjorte, mørke bukser. Duft af nystrøget bomuld. Mørkeblå øjne. Hans håndtryk havde været varmt og tørt. Thea kunne ikke hu-ske, at fremmede havde kaldt hende “ven” siden dagene i Århus på Journalisthøjskolen.

Han betragtede hende ivrigt, som om de skulle til at lege en sjov leg.Dagen før var Jens Jørn Lintrup blevet valgt til Årets Bedste Un-

derviser på Humaniora. ‘Positiv historie. Oplagt emne til vores serie om Forsker med Fynd,’ havde redaktøren slået fast på morgenens møde.

Nu stod Årets Bedste Underviser med ryggen til hende, mens han støttede en elkoger, der vippede usikkert på en stak bøger i vindues-karmen.

Da han vendte sig om igen, var det med to krus dampende kaffe i hånden.

Thea åbnede interviewet blødt.


25

“Bruger du nogle bestemte metoder, når du underviser?”Lintrup så ned i sit krus. Mumlede noget.“Undskyld, sig det igen?”“Nej, øh, jeg kender faktisk ikke så meget til metoder, altså pæda-

gogiske metoder.”Han kiggede ud ad vinduet som for at tjekke, om en brugbar pæ-

dagogisk metode i sidste øjeblik var dumpet ned på hustaget overfor. “Du har ikke læst nogle bøger eller artikler, som du kan anbefale

til andre undervisere?”“Næh, jeg forsøgte engang at læse en bog om pædagogik, men så

faldt jeg i søvn. To gange. Og så glemte jeg den.” Han så appellerende på hende. “Men det skal du jo ikke skrive, vel?”

Sådan fortsatte de et par minutter. Hun spurgte løst og åbent for at give ham plads. Om hans egne tanker om god undervisning. Om han havde forbilleder fra sin egen tid som studerende. Om det bedste ved at undervise. Og det værste. Alle hendes spørgsmål mødte høflig rådvildhed.

Thea sukkede lydløst.Så slukkede hun sin lille digitale optager. Det var sjældent, hun

lyttede til interviewene, notater var nok, men optageren var god til at skabe struktur og professionel afstand. Når hun tændte den, holdt folk op med at småsnakke og koncentrerede sig om at svare på spørgs-mål. Når hun slukkede den, tav de. Ofte midt i en sætning.

Lintrup var ingen undtagelse. Årets Bedste Underviser sad nu tavs og nippede til sin kaffe, synligt ulykkelig over, at han ikke var bedre til at lege interview.

Så slog han ud med hænderne i en hjælpeløs gestus.“Jeg fortæller jo bare de studerende, hvad jeg har fundet ud af ...”Thea slog let med kuglepennen mod fortænderne, mens hun vej-

ede fordele mod ulemper. Redaktøren ville kun brokke sig, hvis artik-len gav ballade hos forsk.nu’s politiske herrer. Lintrup ville slippe ud af en klemme, han uforskyldt var havnet i. Hun selv ville opleve en forsker fortælle om sin livslange lidenskab. Så hvorfor ikke?


26

Hun smilede til sin nye ‘ven’, lænede sig godt tilbage i stolen og tændte optageren igen.

“Jamen, så lad os tale om arkæologi i stedet for. Hvad er det, du har fundet ud af?”

Lintrup rettede sig op. Nu så han ivrig ud. Og lettet. Præcis som hun havde forventet. Thea nikkede hen mod en lille, lys figur med meget store øjne, der stod lænet op ad en bogryg.

“Hvad har du fundet ud af om den dér for eksempel?”Lintrup greb straks figuren og lagde den i hendes hånd. Den var

flad og glat og føltes kølig. Den målte ikke mere end en tommel-finger. Øjnene fyldte hele den øverste halvdel. De så ud til at være mejslet ind i den lyse sten og trukket op med mørk farve.

“En kopi i alabast. Originalen er over 5.500 år gammel. Den var et af de første fund fra en af de første udgravninger i Syrien.”

“Spændende,” sagde hun venligt.“Ja, ikke?” Han lænede sig frem. Nu havde han ingen problemer

med stemmen.“Vi kalder dem øjenidoler. Vi har fundet over 300 intakte eksem-

plarer og et helt gulv fuldt af fragmenter i en bygning, man derfor kal-der for ‘Øjentemplet’. Der har været tusindvis af dem, nogle forskere gætter på op mod 20.000 figurer, alle sammen ganske små, mellem to og 11 centimeter i højden.”

“Har du selv gravet dem ud?”“Nej, nej. De blev fundet i 1930’erne af en engelsk arkæolog,

Max Mallowan. På et sted, der engang hed Nagar, men i dag hedder Tell Brak. Nogle figurer har to øjne, andre har helt op til seks øjne. Mærkeligt, ikke? Vi aner ikke hvorfor.”

“Offergave?” foreslog hun.“Ja, jo, sandsynligvis. Vældig sandsynligt. Vi ved det bare ikke,”

pointerede Lintrup.Thea kiggede på ham. Han virkede ikke nedslået over øjenidoler-

nes ukendte funktion, snarere opmuntret.“Er det kedeligt?” spurgte han bekymret.


27

“Nej, nej,” sagde Thea let. “Det er bare så lang tid siden ...”Lintrup skubbede sine briller på plads på næsen og så på hende

med åbenlys undren. “Lang tid? Slet ikke, ven! Det er 5.500 år siden, og det er faktisk

ganske kort tid.” Hans øjne lyste. “Det er mere end to millioner år siden, at vore forfædre begyndte at gå oprejst. De kunne tænde ild og lave redskaber, og de kunne også finde ud af at samarbejde, når de gik på jagt. Og de levede sammen i bosættelser, der var mere el-ler mindre permanente. Og hvad sker der så de næste to millioner år?”

Thea trak på skuldrene, smilede, ventede. “Ingenting!” sagde Lintrup glad. Et brændende spørgsmål havde

omsider fundet et klart svar.“Der sker ingenting,” gentog han, “de lunter bare rundt og udvik-

ler hjerne. I to millioner år. Men så ...! Forestil dig, at hele menne-skets udvikling fra homo erectus og frem til i dag svarer til et døgn med 24 timer. Nu er der gået 23 timer og 53 minutter. Og så ... kapow! I de sidste syv minutter, for omkring 10.000 år siden, sker det hele på én gang! Agerbrug, husdyrhold, sociale skel, håndværk, storbyer og krige. I løbet af de syv minutter får vi alt det, vi kender i dag. Flyvemaskiner og kloaksystemer og fredsbevarende styrker og afgift på æggelikør. Det er civilisationens eget big bang. Og det begynder lige hér.”

Lintrup slog ud med hånden mod en reol, hvor et landkort hang på en kuglepen, der var presset ind under en stabel bøger.

Thea kiggede på kortet. Det forestillede Mellemøsten.Lintrup havde rejst sig. Hans hånd strøg hen over kortet i en blød,

langsom bevægelse mod uret, fra kysten ved Den persiske Golf, op over Iran, Irak, Jordan, Syrien og helt op til Middelhavet.

“Den gyldne halvmåne. Riget mellem de to floder, Eufrat og Tig-ris. Det gamle Mesopotamien.” Han faldt i staver.

En tid var der stille på kontoret. Så smilede han.“Har du ur på?”


28

“Ja,” svarede hun.“Op og stå,” kommanderede han. Thea adlød. Han gik rundt om

skrivebordet og trak hende med ud på gulvet.“Nu regner vi ud, hvor kort tid 5.500 år egentlig er. Tag tid fra

NU,” sagde han, mens han gav hende et håndtryk. “Goddag, goddag! Jeg hedder Jens Jørn Lintrup. Dejligt vejr i dag.” Han snurrede hur-tigt en halv omgang om sig selv og svarede. “Vær hilset! Mit navn er Samsar Gawra. Måtte solen skåne din ged. NU.”

“Ti sekunder,” sagde Thea.“Okay. Forestil dig så, at en repræsentant fra hver generation står i

en lang række og er parat til at sige goddag.”“Hvilke generationer?”“Ja, alle de generationer, der har levet fra dengang og frem til i

dag. Vi går 5.500 år tilbage, til dengang de små figurer blev stillet op i Øjentemplet i Tell Brak. Araberne står forrest i rækken. De ankom sidst. Før dem boede der persere. Og før dem huritter. Og inden da var der assyrer, akkader, sumerer og endnu flere folkeslag. Pyt med navnene. Nu står de der. Hele banden. Én repræsentant fra hver ge-neration fra Øjentempel-tiden og indtil i dag. Lad os så regne ud, hvor lang tid det ville tage os at hilse på dem alle sammen.”

Lintrup lod sig dumpe ned i sin stol igen, rev en skuffe op og smed en lommeregner på bordet.

“Altså. Vi siger, at der går 25 år på en generation. 25 år op i 5.500 år, det er 220 generationer. Det vil sige, at der nu står 220 repræsen-tanter, som vi vil hilse på. Er du med?”

“Jeg er med,” svarede Thea.“Godt! Det tager 10 sekunder for hver generation, goddag, god-

dag, det er 2.200 sekunder, dum, dum, vi dividerer med 60, så har vi minutterne ... Det bliver 36 minutter. Fantastisk, ikke? På lidt over en halv time kan du eller jeg nå at hilse høfligt på en repræsentant fra hver eneste generation, der har levet mellem dengang og nu! Og så er det da ikke ret lang tid, vel?”

“Næh,” indrømmede Thea.


29

“De har sandsynligvis også lignet os, men det er jo svært at vide. Vi har ingen skriftlige kilder, for de har ikke opfundet rigtigt skriftsprog endnu. De har levet i et bysamfund, de har dyrket jorden, gået på jagt, bygget huse, bedt til deres guder, været glade for udsmykning og ind imellem spist i kantinen.”

“I kantinen?”Lintrup så igen fornøjet ud over at have fanget interessen hos sin

tungnemme elev.“Måske. Vi gætter bare. Man har fundet rester af et storkøkken.

Det har ligget i en åben gård med flere varianter af ovne og åbne grill-steder. Man har også fundet bjerge af lerskåle, der ser ud til at være masseproducerede og meget enkle og grove. Muligvis har vi fundet civilisationens første éngangstallerkener.”

“Men var de ikke for fattige til brug-og-smid-væk?”Lintrup lagde hovedet på skrå.“Både ja og nej. Dengang lå Tell Brak i et af verdens rigeste om-

råder. Fra nord kom sølv og kobber fra minerne i Anatolien. Fra øst, helt fra på den anden side af Afghanistan, kom tin og den blå lapis lazuli, der var en eftertragtet smykkesten. Mod syd lå det centrale Mesopotamien, og der var handelsruter helt ned til Ægypten. Mod vest var der adgang til hele Middelhavet. Området var også meget frodigere end i dag. Det regnede mere. De fyre har haft det hele. Eller rettere sagt, nogle har. I en grav i nærheden, i det nordlige Irak, har man fundet over 25.000 perler af turkis, jade, lapis lazuli, hvid fajance, guld, muslingeskaller, elfenben. Og hvad fortæller det os?” spurgte han ivrigt.

Thea tøvede.“Måske at nogen var rige?”“Mm. Og at de havde god tid. De har ikke bare overlevet. De har

også dekoreret krukker, udsmykket templer, fremstillet figurer, og så har de lige hygget sig med at producere 25.000 perler. Uden hjælp fra Panduro Hobby.”

“Det lyder fredeligt.”


30

“Ja, bortset fra, at man også har fundet verdens første massegrav ikke så langt derfra. Der har sandsynligvis været lige så meget krig og had og nid og nag som i dag.”

Thea kiggede ned over sine notater. Hun skævede til sit ur. Udenfor skinnede solen.

“Alt efter øjnene, der ser ...”Hun så hurtigt op. Havde hun tabt tråden? Hvilke øjne? De små

figurers? Arkæologernes?Over for hende så Lintrup ud til at være faldet i staver. Hans egne

blå øjne var igen rettet mod taget overfor uden at fokusere på noget bestemt.

Thea rømmede sig og greb ud efter alle journalisters halmstrå til brug for de blanke sekunder, hvor man har glemt sin historie, sin vinkel og sit eget navn. To små ord.

“Hvordan det?” Lintrups blik vendte tilbage fra sin ekskursion. Han trak på skuld-

rene.“Nogle arkæologer er alt for opsatte på at finde dét, de søger. Hvis

katolske arkæologer finder knogler under Peterskirken, er de overbe-viste om, at de har fundet apostlen Peter. Andre arkæologer kan ikke bære at drage de konklusioner, der råber dem lige op i ansigtet. Der findes muslimske arkæologer, der ikke vil grave i Petra i Jordan efter nabatæernes forfædrekult, fordi kulten er knyttet til sten. Man tilbad forfædrene gennem sten. Og hovsa! Pludselig minder det dem alt for meget om den sorte sten i kabaen i Mekka. Og hvad nu, hvis der var tusindvis af sorte, kultiske sten dengang? Og de alle sammen var knyttet til forfædrekult? Kan man så stadig tage på pilgrimsrejse til Mekka? Og så videre. Politiske arkæologer vil genrejse deres fædre-lands stolthed. Feministiske arkæologer ser matriarkater alle vegne.”

Lintrup tav. Hans hænder, der før havde gestikuleret og ivrigt gen-opbygget en hel civilisation, lå nu foldede på skrivebordet foran ham.

Thea betragtede ham. Måske var han snarere i slutningen af 40’er-ne.


31

“Men det er vel meget naturligt at have en sag, man er optaget af?” spurgte hun.

“Jo. Det er naturligt, og det er menneskeligt, og det er oven i købet sympatisk. Det er bare ikke videnskabeligt. Præcis derfor har vi vi-denskabelige metoder. Til at skille skæg fra snot. Alle arkæologer har en teori. Hvis de siger noget andet, lyver de. Men teori uden fakta er hjernespind og politik og misbrug af arkæologiens navn.”

Lintrups stemme havde fået en lukket klang. Legebarnet fra før var forsvundet. Den mand, der nu sad over for Thea, var en mand med et problem.

Han rejste sig brat, undgik hendes blik. “Vi er desværre nødt til at slutte nu.”For første gang under interviewet så han afvisende ud. Thea over-

vejede at bide sig fast i emnet. Humørskift hos en kilde var som regel interessant. Det pludselige mismod, de fremskudte skuldre, der for-søgte at beskytte en vigtig information, blikket, der søgte nedad.

Så rystede hun impulsen af sig. Herregud. Årets Bedste Underviser. Forsker med Fynd ...

Hun nikkede, rejste sig og fik i det samme øje på en gylden figur. Den stod tæt op ad Lintrups computer. Som om den i hast var flyttet i skjul.

Thea gik i stå, mens hun betragtede den langlemmede, unge kvin-de, indhyllet i en dybblå kappe. Hun tøvede. Vanvittig smuk var hun og ... hendes ansigt ... det havde et underfundigt udtryk, som om den gyldne kvinde var på nippet til at smile ad en opdagelse, som var hendes helt alene.

“Er hun også en kopi fra Tell Brak?” spurgte Thea nysgerrigt.Lintrup svarede ikke. Forsigtigt flyttede han figuren lidt længere

væk. Den havde et lille hak i den ene fod.“Ishtar ...” sagde han stille frem for sig.I lang tid var der kun tavshed i rummet.Så tog Lintrup sig tydeligvis sammen. Han så på Thea med et ud-

tryk, hun ikke kunne tolke.


“Hendes historie er en helt anden ... “ begyndte han, men gik i stå, mens hans blik vendte tilbage til den gyldne figur.

Han rystede svagt på hovedet. Så rakte han hånden frem til farvel. Et kort sekund så han alvorligt på Thea.

“Hendes historie vil også blive fortalt. Snart.”


33

* 2 *

Den Blå Sofa rev stadig i øjnene. Thea bandede. Hvorfor i alverden havde hun ikke smidt den ud? Den var for stor, for blå og for grim. Især var den en konstant påmindelse om hendes mangel på realitets-sans. Et monument over hendes naivitet. Eller var det mangel på interesse?

Ærgerlig kylede Thea sine nøgler ned i skålen i vindueskarmen.Hendes mor mente det sidste. ‘En mand har brug for opmærksom-

hed, min pige! Hvis du nu havde gjort dig lidt mere umage ...’ Den rå version havde hun tilfældigt overhørt, da moren talte i telefon. ‘Det er en doven so, der ikke kan holde de andre fra truget!’ Og efter den lille perlelatter, der var hendes mors version af Smil gennem Tårer. ‘Er det ikke sådan, man siger?’

Hun sparkede støvlerne af. 32 år var hun, veluddannet, vellønnet, ansat til at gennemskue verden. Alligevel havde hun ikke opdaget, at hendes kæreste var holdt op med at beklage sig over hendes lange arbejdsdage. Hun havde heller ikke registreret, at hendes bedste ven-inde ikke længere havde tid til at ses.

Ikke før det var for sent.Synet af de to på Den Blå Sofa havde været fri for smerte.I første omgang.Den aften for tre måneder siden var hun kommet tidligt hjem,

havde skyndt sig op ad trappen, låst sig ind, råbt ‘Hej’ og stået i dø-


34

ren ind til stuen, mens hendes hjerne forsøgte at bearbejde øjnenes uventede besked.

Hun havde været tæt på at råbe: ‘Hold så op med det der!’ som om hun var et barn til en Mester Jakel-forestilling og stadig kunne nå at påvirke handlingen, hvis hun bare hujede højt nok. Ellers huskede hun ikke så meget. Martin var snublet, da han ville trække sine buk-ser på, og hun havde refleksmæssigt rakt hånden ud for at støtte ham. Senere havde de stået foran hende. Deres munde havde bevæget sig.

Hun huskede, hvordan følelsen af glad hjemkomst havde siddet i kroppen længe efter, at hjernen havde forstået, at ‘glad’ var helt for-kert lige nu.

I et glimt havde hun set sin farmor for sig, da farmoren lå på hospi-talet efter en blodprop i hjernen. Hun kunne ikke længere tale. En af de sidste dage, hun levede, havde hun siddet i sin seng på hospitalet, skrøbelig og med gennemsigtig hud, men med liv i øjnene. Patienten i nabosengen, en ung kvinde, havde fået besøg af sin mand og sine to små piger. Pigerne fik lov til at løbe ned til stranden. De var kommet tilbage med fine sten, som de havde samlet til deres mor. De havde også fundet nogle smukke sten til Theas farmor. Genert havde de stået ved farmorens seng og rakt stenene frem mod den gamle dame. Og så var det gået galt.

Farmors ødelagte hjerne havde kortsluttet signalerne små børn og gave. Hun havde puttet stenen i munden.

Sekundet efter var hendes fejltagelse gået op for hende. For sent.Thea huskede stadig billedet af de forlegne småpiger ved siden af

den gamle dame, der sad ret op og ned i sin seng med munden fuld af sten og tårer i øjnene af skam.

Den Blå Sofa burde have været det første møbel, hun havde smidt ud.

Hun burde også have råbt og skreget og kastet deres tøj ud af vin-duet. Hun burde i det mindste have smadret de to vinglas, der stod så hyggeligt på spisebordet. Intet havde hun gjort. Hendes krop havde føltes så stiv. ‘Jeg går en tur. Du skal ikke være her, når jeg kommer


35

tilbage,’ havde hun mumlet til Martin, da hendes smil omsider var skrumpet ind til en mere passende grimasse.

Tamt. Virkelig tamt. Nede på gaden havde hun betragtet sin egen ånde, der danne-

de små tåger i luften foran hende. I lang tid tænkte hun kun på at blæse ringe. Kunsten var at bruge mellemgulvet til at puste i små stød. Hun havde husket vanter og halstørklæde, men glemt frakken. Neonreklamer blinkede kulørt fra facaderne på de sidste huse langs Peblinge Dosseringen. Der var også stjerner. Et par løbere passerede hende. Den ene strejfede hende i forbifarten. Han havde drejet ho-vedet og bevæget munden og set vred ud. Søens vand stod blankt. Hun indrammede en svane med en smuk ring af ånde. Og en and. Bilernes røde baglygter på gaden havde et eventyragtigt skær. Der var tre dage til jul.

Næste dag var hørelsen kommet igen. Mod en solid bonus havde hun overtalt et flyttefirma til at køre alle Martins ting ud til Tanjas adresse i Brønshøj. Sofaen havde hun beholdt. Ikea havde forsynet hende med nye møbler. Klik, klik, klik. Ønsker du transport? Ja tak.

Først på tredjedagen var det gået op for hende, at hun havde mistet sin lugtesans. Hun stod hos sin grønthandler og kunne ikke huske ordet for koriander. Duften i butikken plejede at være mættet af kryd-derurter, oliven og feta. Nu var den tør og ligegyldig. Mere var der ikke at sige. Lugtesansen var kommet tilbage.

Det var ensomheden også. Tre små klemt på dørtelefonen fik Thea til at presse læberne sam-

men og undertrykke dagens anden forbandelse.“Hej?”“Hej ...”Hun trykkede hoveddøren åben. Med panden mod dørkarmen

stod hun og ventede og lyttede til de tre personer på vej op. Alexander og Anna-Sophie holdt sig pænt efter deres mor. Camilla begyndte samtalen halvvejs nede på den sidste trappe.


36

“Hej Thea, jeg ringede hen til redaktionen, og de sagde, at du arbejdede hjemme resten af dagen. Og så ville vi lige smutte forbi og se, om du havde det godt?”

“Tak. Jeg har det fint. Det var sødt af jer, men jeg er faktisk stadig på arbejde. Jeg skal nå at skrive en artikel, så øh ... måske en anden gang?”

“Nå, ja, du har jo så travlt ...”Thea krympede sig. Hun mærkede følelsen af magtesløshed brede

sig. Camilla smilede tyndt. Ventede. “Kan vi så alligevel ikke være her?” Hendes 5-årige niece kiggede

op på sin mor med et udtryk af let panik.Thea øjnede sit nederlag.“Du har måske noget, du skal?” spurgte hun sin søster.Camilla lyste op.“Jo, forstår du, jeg er inviteret til en venindekomsammen om lidt,

det varer kun nogle timer, ja, faktisk er det også lidt forretning, sådan en slags homeparty, kunne godt være en chance for mig, så jeg også kunne komme videre med alting ...”

Skak og mat. Thea åbnede døren helt.“Hvad skal du så lære at sælge?”“Ikke noget, som egner sig for små krukker med store ører.”Perpleks stirrede Thea på sin søster, mens hun forsøgte at afkode

svaret. Så lænede søsteren sig ind mod hende. “Erotisk legetøj, ja og også lingeri.”

Thea trådte et skridt tilbage.“Skal du til dildoparty klokken to om eftermiddagen?!”Hun kunne selv høre, at hun havde talt for højt. Hendes søster

bøje de sig hurtigt ned over børnene. “Alexander! Ingen computer-spil. Du skal lave lektier! Anna-Sophie! Kan du tegne en fin tegning til moster, mens mor er væk?” Og så, med en blanding af irritation og noget andet, som Thea ikke helt kunne tolke. “Thea, jeg er tilbage klokken fem, lover!”

Thea kiggede tankefuldt på sin søsters lyse hår. Det var endnu ly-


sere, end det plejede at være. Ubegribeligt, at de var i familie. Så vinkede hun spagt og kastede et ‘pas på dig selv’ ned ad trappen, hvor det forsøgte at indhente søsterens ryg og klaprende hæle.

Langsomt lukkede hun døren og stod og betragtede sin nevø og sin niece, der kiggede forventningsfuldt tilbage med blottede tandbøjler. Drengens briller var gledet ned på næsen. Hans hud var fugtig og varm.

“Har du lyst til at lege med computeren, Alexander?” spurgte hun og spekulerede for 117. gang på, om der stadig kunne være en lille-bitte chance for, at hun i virkeligheden var et hittebarn, der var hav-net i en helt forkert familie. Hun forestillede sig brevet fra den gamle sygeplejerske, der på dødslejet bekendte sine synder i stejl skråskrift. ‘Jeg ved, det var forkert, men hun lå på dørtrinnet til Stiftelsen, og ...’ Her gik fantasien for det meste i stå, fordi hun kom til at tænke på sin farmor. Inden sygdommen havde klemt al farve ud af farmoren og efterladt hende bleg udvendig og grå indvendig, havde hun og Thea haft samme mørke hår, samme grønne øjne, spinkle kropsbygning og slanke fingre. De havde også været fælles om de små, skæve grin, når verden blev for mærkelig.

“Moster Thea?”Anna-Sophie stak sin hånd i hendes.“Hvad er en dildo?”


38

* 3 *

Nogen havde pumpet hendes hjerne op, men glemt at forstørre kra-niet. Blodårer dunkede smertefuldt på den trange plads. Forsigtigt åbnede Thea øjnene. Hvidt lys skar sig ind i kvalmen. Hun lukkede øjnene igen.

Alexanders blanke, varme ansigt stod i skarp erindring. Han havde også været endnu mere snottet end normalt.

Æv! Hun gad ikke at være syg. Indtil for tre måneder siden var ‘syg’ en tilstand af varme supper, romaner i sengen og Martins ansigt fuld af omsorg og kærligt drilleri.

Hun åbnede øjnene igen. Samlede kræfter. Så slog hun dynen til side, svingede benene ud over kanten og rejste sig halvt op. En overvældende svimmelhed pressede hende tilbage igen. Langsomt rullede hun rundt og lod sig glide halvt ud af sengen. Til sidst opgav hun at komme op i voksenhøjde og kravlede ud på badeværelset efter kodimagnyler og vand.

En time senere, da hendes telefon ringede, var hun i stand til at rejse sig og finde mobilen frem fra tasken. Hun hørte oven i købet sig selv sige flere sammenhængende sætninger.

“Jo, selvfølgelig. Ja, jeg sender den med det samme,” lovede hun.Redaktørens stemme lød påtaget munter.“Du arbejdede jo hjemme i går. Men måske blev det til mere

hjemme, end det blev til arbejde?”


39

Hun besluttede sig for at overhøre hans ynkelige forsøg på at puste sig op.

“Nej,” sagde hun neutralt, “den er klar til at blive lagt på. Du får den nu. Jeg ringer mandag morgen, hvis jeg ikke er blevet rask hen over weekenden.”

Udmattet, men oprejst stavrede hun hen til computeren og satte sig til at løbe artiklen igennem. Hendes fingre klistrede til tastaturet. Alexander havde haft vingummier med.

Eftermiddagen med ungerne havde været uendelig. Alexander havde fordybet sig i sit spil og kun åbnet munden ved 18-tiden for at vælge mellem Margherita og Napolitana. Thea havde forsøgt at overtale Anna-Sophie til at hoppe vildt i Den Blå for at se, om den dog ikke ville gå i stykker. Pigen havde kigget længe på hende uden at svare.

Så havde de sat sig til at tegne. I fem timer.Hendes søster var først kommet ved 20-tiden, underligt tavs.

Camilla havde ikke undskyldt forsinkelsen. Hun havde heller ikke brokket sig over Alexander og computeren. Først efter at Thea havde lukket døren bag dem og forgæves stået ved vinduet for at vinke, hvis en af dem skulle vende sig om, var hun gået ud i køkkenet, havde taget sig en stiv whisky og var gået i gang med artiklen.

Nu sad hun og rettede nogle slåfejl. Morgenens gensyn var tåleligt. Artiklen havde faktisk både hoved og hale. Ikke at det betød så meget. Redaktøren kunne ikke genkende en journalistisk vinkel, om han så satte sig på den. Lintrup ville være mest optaget af faktuelle oplysnin-ger. Kollegerne ville ikke gide læse den.

Thea havde vinklet artiklen på Lintrups pointe om, at politiske og religiøse motiver forplumrer arkæologers evne til at se klart. Et par steder indføjede hun “måske”, “sandsynligvis” og “i de fleste tilfæl-de”. Ellers ville Lintrup selv gøre det, vidste hun, når han som aftalt tjekkede sine citater. Det gjorde de fleste forskere. Hun kontrollerede også de links, hun havde lagt i bunden af artiklen. De ledte læseren videre til omtaler af tidligere års prisvindere og til flere artikler i se-


40

rien Forsker med Fynd. Til sidst mailede hun artiklen til redaktøren og til Lintrup. Han ville sikkert kunne lide den. Masser af arkæologi. Ingen pædagogik.

Kort tid senere lukkede hun ned for computeren og vaklede til-bage til sin seng.

Sidst på formiddagen fik hun det så godt, at hun kunne lave sig en kop te. Hun gik i seng igen iført pyjamas og selvmedlidenhed, sta ble-de nogle puder op i ryggen og lagde sig til at betragte himlen over Peblingesøen.

Sengen fra Ikea var aldrig kommet længere end til stuen. Hun kun-ne lide at leve i lejlighedens store rum ud mod Søerne. Her stod også hendes bærbare, hvor hun tilbragte de fleste aftener med at surfe på nettet. Ofte tilfældigt. Alt, hvad der pirrede hendes nysgerrighed og handlede om verden. Den ydre, ikke den indre. Hun vidste det godt. Hun var ved at blive sær. Hun savnede ikke Martin. Eller Tanja. Eller nogen.

Med tiden var to følelser vokset i samme tempo. Trangen til at være alene og ubehaget ved at være ensom.

Af hensyn til den første følelse havde hun lukket sin profil på facebook. Af hensyn til den anden gik hun hver torsdag på Folke-universitetet sammen med nogle pensionerede ingeniører og gym-nasielærere. De lærte om astrofysik. Sorte huller og galakser og supernovaer. I pauserne talte de om universet. Ingen spurgte til hen-des privatliv. Måske kunne man se på hende, at hun ikke havde et. Passede hende fint. For tiden havde hun det bedst med ting, der be-fandt sig rigtig langt væk. For eksempel et par hundrede millioner lysår.

Hun overvejede at lade mobilen være tændt. Hvis nu Lintrup ringede. Der var stadig lang tid til fyraften. Nej. Hun havde skrevet begge telefonnumre i mailen. Han måtte ringe til redaktionen, hvis han havde rettelser.

Thea kneb øjnene sammen og kiggede på de drivende skyer. Solen sendte flygtige stråler som smil fra en himmel, der var usikker på sit


eget humør. Tvetydigt. Som ansigtsudtrykket på den gyldne figur på Lintrups kontor. Sært, så studs han var blevet, da hun havde spurgt om figuren.

Hendes øjne gled i. Ham om det.Han havde nok bare haft travlt.


42

* 4 *

Fatima Omran kørte rask sit ID-kort gennem læseren ved siden af døren til den lange gang på syvende sal.

Hun baksede med rengøringsvognen, mens hun holdt døren på klem med den frie hånd. Her var så mørkt. Hun fandt kontakten og stod så og ventede, mens neonrørene blinkede sig vågne. Så skub-bede hun sin vogn ned ad gangen.

Her var også meget stille. Og dog. Hun lyttede. Efter fem års ren-gøring hver uge i samme bygning kendte hun de fleste lyde.

En gang imellem mødte hun en af de ansatte, når de arbejdede om aftenen. Så forsøgte hun at se, om de lignede hinanden, altså personerne og rummene. Det gjorde de for det meste, men ikke al-tid. Det næste kontor for eksempel var rodet og proppet med tusind ting, men professoren selv var pæn i tøjet og velklippet og hilste altid høfligt på hende på arabisk.

Hun rynkede panden. Havde han ikke sagt, at han først ville kom-me igen på mandag?

Alligevel var lyset tændt. Fatima rømmede sig, inden hun bankede let på dørkarmen ved den åbne dør.

Hun kiggede ind. Skrivebordet var tomt. Dejligt. Så kunne hun omsider komme til at tørre det af. Hun trådte ind i rummet med en opvreden klud og en hilsen på læberne.

Og så gik Fatima Omran i stå.


Det her var helt forkert.Manden, der lå på gulvet, kunne umuligt være faldet i søvn i en så

akavet stilling.Havde han fået et hjerteanfald?Hun mærkede, hvordan sveden begyndte at pible under hendes

kittel. Hurtigt trådte hun endnu et par skridt ind i rummet og knæ-lede med besvær ned på begge knæ ved siden af manden, der lå helt inde ved væggen med ryggen mod hende. Hun kunne næsten ikke genkende det grå hår, der var klistret sammen i nakken i en rødbrun plamage. Blodet var løbet ud over det meste af ryggen på hans lyse skjorte.

Med en kraftanstrengelse tog hun sig sammen. Hun blinkede et par tårer væk og rørte let ved hans skulder. Uden varsel væltede over-kroppen ned over hendes knæ. Hun kunne ikke undgå at se direkte ned på hans forvredne ansigt. Hans blå øjne stirrede tomt på hende. Kroppen, der nu halvvejs lå i hendes skød, var kold. Hun forsøgte at rejse sig igen, men den slappe krop var alt for tung.

Så brød Fatima Omran sammen. Med tårerne trillende ned ad sine kinder lempede hun nænsomt den døde professor ned på gulvet.

Først da gik det op for hende, hvad der mere var helt forkert.Skriften på væggen over liget. Den var på arabisk.Hun kunne læse den.Fortvivlet rokkede den gamle kvinde frem og tilbage, stadig sid-

dende på sine knæ, mens hun mumlede de ord, der stod rødbrune og rædselsfulde på væggen foran hende.

‘Død over den vantro.’


Documents

Gudindens sidste offer