Grænseland

Indholdsfortegnelse

Tak til Henrik BjerregravJoan HustedSusanne SommerHenrik MellerHenriette LindFalck for hjælp med Volvoen

OmslagsfotoNikolaj Svennevig

TrykDamgaard-Jensen A/S

Journalisthøjskolen20.11.2008

Malene Korsgaard LauritsenSide 2

Nikolai Linares LarsenSide 8

Søren StaalSide 14

Nikolaj SvennevigSide 28

Svedperler, medister og Hallo

Kristoffer Juel PoulsenSide 38

Louise Leth-EspensenSide 46

Astrid DalumSide 20

På grænsen af livet

Frejas herre

“Jeg skal aldrig arbejde i Tyskland igen”

Verdens mærkeligste grænse

En fåreavlers kamp

Angelina NielsenSide 34

“Der må være en grænse”

“Det er sgu noget af et rakkerliv”

1

VERDENS

I Rudbøl tæt ved Tønder løber grænsen til Tyskland langs striberne midt ude på vejen. På den ene side bor dansk-erne, og overfor bor deres tyske genboer.

M Æ R K E L I G S T E

GRÆNSE

FOTO OG TEKST MALENE KORSGAARD LAURITSEN

2

3

Midt i et fladt, mørkt marklandskab i Sønderjylland ligger der en lille samling huse omkring en enkelt gade. Følger man den svungne, gamle vej med en stor, urolig sø ved sin side, vil man passere hele to kroer og en campingplads. Hele arrangementet, som tilsammen udgør byen Rudbøl, har nemlig masser af nysgerrige besøgende, for denne vej er spækket med historie. Fortsætter man ligeud, kan det være svært at bedømme, hvornår man forlader Danmark og entrerer Tyskland, for i Rudbøl løber grænsen midt på vejen langs striberne. På den højre side bor danskerne, på den venstre side tyskerne, og overhaler man bilen foran vil man altså komme et smut til Tyskland og tilbage igen.

Den tomme og stille vej afviger umiddelbart ikke fra alle andre pæredanske, regnvåde landeveje i gråt leverpostejsvejr på trods af sin usynlige og usædvanlige opdeling. Postbuddet kommer hver morgen og smider avisen, men senere kommer endnu en post – med tyske plader på bilen – og afleverer post til den anden side af gaden. Alle de park-erede biler på venstre side af gaden har tyske nummerplader, og langs kanten står de tyske reflekspæle med sorte striber i stærk kontrast til de danske med orange striber langs den anden side af vejen. Selv søen skilter, ved nærmere eftersyn, med at være multinational. Vil man bade skal man nemlig sørge for, at det er i vand, der tilhører den

4

tyske del af søen. Her er der bygget badebroer, mens der er ”badning forbudt” i den danske del af søen. Aldrig uden pasI et af de danske huse bor Thomas Georg Nielsen med sin kone Inger. Deres bedstefædre var naboer, og de var med til at fastlægge grænsens placering i 1920. En af følgerne af det tyske krigsnederlag i 1918 var, at den nye tyske regering accepterede, at grænserne skulle gen-etableres ud fra princippet om ”folkenes selvbestemmelsesret”. Fire af beboerne på gaden ønskede at være danske, mens resten ville være

tyske. Kommissionen, som skulle fastsætte grænsens placering, besluttede at lade den løbe 130 meter midt på vejen, og kun en enkelt person måtte flytte over på den anden side af gaden for at forblive tysker. I dag går Thom-as Georg og Inger altid rundt med deres pas på sig i tilfælde af, at de skulle krydse gaden eller handle ind i supermarkedet 200 meter nede ad gaden. Thomas Georg forklarer: ”Skulle det hænde, at der en dag var kontroltjek, så får man 500 kroner i bøde uden sit pas på sig”. Thomas Georg kender alt til grænsens historie og historiens hovedpersoner. Den gamle sønderjyde gør sig stor umage med at tale på rigsdansk, det bedste han har lært, og fortæller om dengang det ikke var så nemt at bo med Tyskland som genbo.

5

Efter Anden Verdenskrig forlangte englænderne en kraftig adskillelse mellem danskere og tyskere. For enden af den lille vej i Rudbøl delte en bom Danmark og Tyskland på tværs, mens grænsevagter gik på midten langs vejen og sørgede for, at gadens beboere ikke krydsede vejen eller talte sammen over de hvide striber. I det sidste danske hus inden grænse-bommen boede Broder Pørksen. Han havde sin tyske nabo ansat som sin husbestyrerinde, og hun boede i hans hus. Hendes forældre måtte gerne tale med hende på gaden, men hvis hun ville besøge dem, måtte hun cykle 30 kilometer rundt om søen til nærmeste grænseovergang for at få stemplet sit pas. De strenge grænseregler ophørte først i 1951, og siden har man kunne bevæge sig frit mellem Danmark og Tyskland i Rudbøl.

6

Thomas Georg Nielsen sænker de nordiske flag, som hænger lige, hvor Danmark slutter.

Sprogbarriere Men hvordan er det ovre på den anden side af vejen? I nummer 48 bor et tysk ægtepar i et stråtækt hus med hvide blondegardiner i vinduet. Lige overfor ligger det danske nummer 48. Det er et udlejningshus, og de danske lejere banker fejlagtigt ofte på hos det tyske par ved ankomsten. Men de uventede besøg bliver sjældent lange, for det tyske par åbner altid døren med ”Entschuldigung, wir sprechen kein Dänisch”.

7

Klokken er 5.40. En blå Golf IV krydser grænsen syd for Tønder. Det er langt fra første eller sidste gang at føreren kører her på dette tidspunkt. Hun hedder Inga Ellerbrock, er 30 år og tysk stats-borger, og så pendler hun hver dag mellem Tyskland og Danmark for at passe sit arbejde som postbud i Tønder

“Jeg skal aldrig arbejde i Tyskland igen”

TEKsT oG foTo NIKolaI lINarEs larsEN

8

”Vejret i dag, ja, det står ned i stænger”, siger den kække radiovært og kvitterer med at lade Brigth Sun-shiny Day buldre ud gennem højtalerne. Postarbejderne sidder ved hver deres hyldesystem og sorterer den post, de skal ud med klokken 7.30. Nogle i bil, andre på knal-lert. I dag har Inga en rute i indre by, så for hende står den på cykel - og regntøj. For radioværten har ret. Det står virkelig ned i stænger.”Jeg kan ikke lide regnvejr! Men det er stadig bedre end at sidde på et kontor”, fortæller Inga med sin tyske accent og tramper løs i pedalerne. Det er en af de dage, hvor posten bare skal ud. Også selvom vejret lokker til at sidde indendøre og drikke varm kakao. Smilet kom-mer dog igen frem, da hun begynder at tale om at cykle i kortærmet skjorte og shorts. ”Om sommeren har jeg verdens bedste job. Men lige nu..Øv!”

DänemarkAt Inga skulle ende på et posthus i Tønder, var ikke umiddelbart planen. Men efter 10 års tro tjeneste i det tyske postvæsen, begyndte ledelsen at svinge spare-kniven, og da Inga hørte at Post Danmark manglede postbude, tog hun chancen, inden hun selv blev sparet væk. ”Det var en god chance, men jeg var bange. Jeg skulle flytte væk fra familien, lære dansk, men jeg ville få en bedre løn”, forklarer Inga Ellerbrock. Men der var flere faktorer i Danmark, der gjorde beslutningen let. Hun ville få mere i løn, arbejde færre timer om ugen, have væsentlig færre ruter der skulle memoreres samt blive en del af den mere afslappede danske mentalitet, som hun havde hørt om. I Tyskland kunne hun være uheldig at få en rute, der krævede over en times transport fra sit hjem. De lidt senere mødetider i Tyskland medførte også, at hun havde senere fri. Det betød mindre tid til fritidsinteresser og familie. En oplevelse, der stadig sidder dybt i Ingas hukommelse, var, da hun ikke kunne få fri til hendes bedstemors 80 års fødselsdag. Disse oplevelser var alle med til at gøre valget om at tage til Danmark og starte på en frisk til en nem belutning.

9

Tingene falder på pladsDet danske eventyr startede på Als, hvor hun gik på et intensivt dansk-kursus. Efterfølgende røg hun til Taastrup, hvor hun blev indlogeret med tre andre piger i en lejlighed. Denne var dog tidligere blevet brugt som et bordel, så i de første par uger var det ikke unormalt, at der stod diverse mænd uden for deres dør og spurge efter ”sex for money”. Inga måtte dog skuffe de ivrige mænd. Her boede kun postbude. Ni måneder senere var livet nær den danske hovedstad blevet for meget, og hun længtes efter at komme tilbage til sit gamle område. Der var sygdom i familien, og Inga kunne mærke, at distancen var blevet for stor. Hun søgte om at blive forflyttet til Tønder, og hendes ønske blev hørt. Posthuset i Tønder lå kun 20 minutter fra hendes barndomshjem, så forflyttelsen ville blive svaret på alle hendes bønner. Alt faldt i hak.

På eget græsMens hun cykler fra postkasse til postkasse, er hun fokuseret, men tankerne falder også på, hvad hun skal senere. Hun skal hjem til forældrene. Og så skal hun ud til sin store kærlighed: Hesten Domant. Fem timer på cykel i regnvejr er nu forbi. Al posten kom frem, og klokken er 14, da hun igen suser over grænsen. ”Jeg skal aldrig arbejde i Tyskland igen. Alt er bedre i Danmark. Det er sjældent, jeg stresser over mit arbejde, og jeg har nogle gode og hjælpsomme kollegaer. Har man brug for hjælp eller laver en fejl, så står der altid en klar til at give en hånd med”, fortæller Inga og afslutter med en sætning, der ikke er til at tage fejl af: ”De kunne give mig en million euro, jeg ville ikke tage tilbage”.Uden for bilens vinduer er der marker. Tyske marker. Og der står en masse vindmøller. De er også tyske. Kort tid efter er hun hjemme på det daglige besøg hos hendes mor og far. Der er lavet varm mad og familien hygger. Dog kun lige i 25 minutter, for Inga skal videre. To kilometer i bil og hun er hjemme. Hun skal have skiftet den røde postuniform ud med noget mere praktisk tøj. For næste

besøg er hos Domant.Inden da når hun lige at tjekke sin profil på den tyske chatportal studivz.de. Hun sætter sig i sin kæmpe sofa under et billede hendes mor har malet. Det forestiller en løve. Hendes stjernetegn. Der er ikke kommet nogle nye beskeder siden i går, så hun tjekker lige op på nogle af de grupper, hun er med i. Hun er blandt andet med i gruppen ”Dansk er et dejligt sprog”.

Gummistøvlerne træder ned i den smattede blanding af mudder og hestepærer. Ude på marken står Domant. Han er 20 år gammel og oprindeligt fra DDR. Og han har en stor plads i Ingas hverdag. Når hun sætter sin gule jernhest i Tønder, går der ikke mange timer, før hun sidder på sin fuldblodshest. Domant er lyspunktet i en hverdag, hvor der i dag har været fem timers cykling i regn. Hel-digvis regner det ikke længere. Solen er så småt på vej ned, så i bedste western-stil sætter Inga sig op på sin tro føljesvend og tager en lille tur. Men ikke ud mod solnedgangen. Domant er blevet for gammel. De rider ind mod stalden i stedet.

10

11

“Herre tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.”

Foto og tekst Nikolaj Svennevig

12

“Sommetider slog SS-soldaterne så hårdt, at fangens nyrer sprængtes.”

”Fan’me om de dør af sult, bare jeg kommer hjem til Danmark.”

“Vi var så egoistiske. Hvis det var udenlandske fanger, det drejede sig om, havde vi ingen barm-hjertighed. Det var nødvændigt for at overleve.”

Ejner Brøgger, 85, kom til Frøslevlejren den 13. august, 1944. Natten til den 15. september blev han sammen med 200 andre danske fanger sendt i kreatur-vogne ned gennem Nordtyskland til kz-lejren Neuengamme. Her sad han indtil krigens afslutning.

13

Frejas herre

14

TeksT og FoTo søren sTaal

Det er tidligt om morgenen. I øst har lyset jaget mørket på flugt og efterladt sig en tyk grå masse bag sig. Fra de nøgne træer falder store dråber vand kolliderende mod jorden med en klikkende lyd, der minder om et gammelt håndoptrukket vækkeur, der ikke kan bestemme sig for, hvilket tempo det skal slå i. Hengemt bag et levende hegn af gamle træer ligger en gård i udkanten af lydersholm. gården ejes af den 21-årige lars Jacewicz og Julie Bech på 23 år. lars er landmand, og det er Julie også. De er fælles om at passe gårdens besætning, der består af cirka 100 styk ungkvæg, samt yderlige 30 styk kvæg, der står på en naboejendom ejetaf lars ’ far Bjarne

MorgenfodringGummi marcherende i takter på to. Grus grejnes knaser under støvlesålerne.Frisk vind fra sydvest blæser den kølige morgen indenfor. Iklædt landmandsudrustning frygter jeg hverken vejr eller vind .Staldporten rulles til side. Den friske novemberblæst puster frisk luft ind i stalden.Sidste port åbnes, nu er der gen-nemtræk for tis og hø. Julie starter med at skære en balle græs op, så Lars kan bruge Bobkatten, den moderne høtyv til hurtigt og ef-fektivt at fordele dyrenes godter. Inde i en af båsene står Lars. Han er allerede i fuld gang med at muge ud. Hurtigt bagefter kommer Julie og stryger savsmuld på gulvene, alt imens kreaturene løber klodset frem og tilbage i forvirring. Men da de når det nystrøgede savsmuld, udviser de en tydelig tilfredshed med deres nye senge.

15

Det er en årlig tradition, at der et par gange i efteråret afholdes storjagt på faderens gård.Lars deltager i år som hun-defører, efter at parret sidste år anskaffede sig en labradortæve kaldet Freja. Efter morgenens fodring gennemgåes jagtplan-erne. Stærke hænder rækkes venligt ud, og hård hud møder hård hud i en stram tilkendegivelse af hinandens nærvær.Med et brølende kor fra køer må jagtafholderens parole kæmpe mod tonstunge okser, der ivrigt giver deres besyv med. Små plastikglas går fra hånd til hånd hurtigt forfulgt af en flaske Gammel Dansk. De våde diplomer skylles ned med brede smil, og et lille arhh afs-lutter ritualet. Dyb mandelat-ter og hylende hunde afslutter åbningen. Jagten er i gang.

Jægerne

Jægerne jagerI støvende regn placerer Lars jægerne på deres poster langs læhegnene. Alle mand venter anspændt i stilhed. ”Kommer der et dyr ud her?”. Hundene glammer, og bjæffer fra skov og krat. Der er helt sikkert nogen hjemme derinde. Flokke af småfulge tager retræten og flygter hastigt afsted.

”Dyr fremad”, råbes der inde fra såten. Alle letter sig en halv meters penge for af kunne følge med. Jægeren stirrer ind i skoven, kniber øjnene sammen for bedre at kunne fokusere. Åndedrættet holdes roligt og bevidst nede, herfra siver en varme ud i kroppen, der finder vej ud i jægerens forfrosne fingre.Højre tommeltot afsikrer geværet med et lille klik.

Hunden er igen blevet tavs, ingen lyde kan berette om, hvad der foregår. ”Knæk”, lyder det fra en kvist få meter inde i skoven , alarmen går, hundesirenerne er i fuld udrykning.Med et modigt spring kaster rådyret sin adrætte krop ud fra buskadsets skjul og galloperer forbi en svingede bøsse.

16

FremtidenJulie har fravalgt jagten. ”Jeg synes faktisk, at det er lidt synd for dyrene,” siger hun. Men kødet fra jagten passer fint ind i husholdningen, hvor æggene er økologiske, ligesom retsen af landbruget. Med til gården hører 250 hektar land, og de lejer yderligere 272 hektar. Til januar venter de, at de to bliver til tre, så der er lagt store planer om udviddelse, opbygning af nye

stalde og husrenovering. Julie vil gerne forøge hendes hestebesætning. Indtil videre venter tre hvide hopper, en hingst, et hingsteføl og en vallak på nye stalde. Drømmen er et stutteri.

17

Hver gang, der er disco på barkleys i tønder, tager ol guldmedaljevinder i langrend kasper plassmann sin kæreste emma med til fest

tekst og foto søren staal

18

Hver gang, der er disco på barkleys i tønder, tager ol guldmedaljevinder i langrend kasper plassmann sin kæreste emma med til fest

19

På grænsen af livetTeksT og foTo AsTrid dAlum

4København. Faderen var for længst forsvundet. Han havde aldrig interesseret sig for sin søn. John boede alene med sin mor i en lille lejlighed. En dag blev hun kørt ned af en bil og døde. John var pludselig forældreløs og flyt-tede ind hos sine bedsteforældre i Odense. Et alt, alt for voldsomt liv gik John i møde.

11Vinter. Laden var kold og fugtig. Selvom der var tændt op i kakkelovnen inde i stuen i hjemmet hos bedste-forældrene, foretrak John at ligge med sin bedste ven, schæferen King, på en halmballe. Drengene fra omegnen var enten for store eller for små til at lege. King havde alle de egenskaber, der betød noget for et venskab efter Johns hoved. Et lyttende øre og et roligt væsen. En dag besluttede bedsteforældrene, at King skulle aflives. ”Da den blev aflivet, fik jeg nærmest et flip”. John mistede sin bedste ven.

26Kærlighed. Hustruen Alice var højt elsket trods et smer-tefuldt ægteskab med mange skænderier, seksuelle frus-trationer og dårlig økonomi. Langsomt smuldrede Johns psyke, og han havde svært ved at rumme livet, rumme sin søn og sin kærlighed til Alice. En kærlighed, der ikke blev gengældt. Negative som positive følelser blev oplevet med dobbelt effekt, og nedturene eskalerede. En dag tog Alice deres fælles søn og skred. ”Jeg har en vis tilbøje-lighed til at tro, at Gud har været med inde i billedet for at straffe mig og give mig en belæring om, at en kvinde ikke er en mands seksuelle legetøj, men skal værdsættes og ikke kun være spændende som en krop”.

21

22

28Gåsetårnet. Efter nogle anstrengende måneder på psykiatrisk afdeling i Vordingborg stjal John en dåse køresygetabletter og vandrede op til Gåsetårnet. Dette pragteksemplar af et stykke danmarkshistorie måtte være et værdigt sted at lægge sig til at dø. ”Jeg skyllede hele lortet ned med en guldbajer”. Men livet sluttede ikke her. Forbavset vågnede John den efterfølgende dag på psykiatrisk afdeling og måtte fortsætte med at kæmpe.

30Landevejen. Helt alene. I to år. Den ene fod foran den an-den. Øl og cigaretter. Landevejen førte John til Tønder. Kommunen sørgede for et sted at bo og lidt penge på kontoen. Men John kunne ikke betale sine regninger og mistede sin bolig.

35 Skorstenen. ”Jeg kunne se døden i hendes øjne”. John mødte en kvinde, som han følte, havde mistet livslysten. Han kunne om nogen sætte sig ind i hendes verden og prøvede blot på at hjælpe ved at fortælle hende, hvor-dan hun kunne begå selvmord. ”Det forfulgte mig, at jeg havde været med til at give opskriften på, hvordan en syg kvinde kunne begå selvmord”. Samvittighedskval-erne blev for store for John, og han kravlede op i en høj skorsten i Tønder. ”Det er mærkeligt, at jeg sidder her – stadig i live”.

27Sorg. Tabet af hustruen Alice var ikke til at holde ud. Johns hverdag var fuld af sorg, angst og modløshed. Depressiv og ensom vandrede han rundt i Tønders romantiske gader med sort sind og dybe sår i sjælen. Første selvmordsforsøg. ”Jeg var bange for at stå alene med tilværelsen”. Nu måtte det være de andres tur til at miste. Men John mistede ikke livet som ellers ønsket. Han mistede sig selv. Et helt år var han indlagt på psykiatrisk afdeling i Vordingborg.

23

56Sat af. ”Jeg lod bare være med at gå til læge”. John lider af sukkersyge. Trods lægernes advarsler, blev John ved med at drikke øl, ryge cigaretter og spise usundt. Konsekvenserne var til at føle på. Lægerne satte Johns højre ben af på grund af koldbrand. ”Jeg kan ikke holde op med at ryge. Det kan jeg bare ikke”. John ryger 60 om dagen. De gule fingerspidser og hans røgfyldte stue er stumme vidner. ”Jeg har sagt til min fodspecialist, at hun skal give mig rabat. Jeg har kun fire tæer tilbage – det er halvt arbejde for hende”.

59I dag. Dette er ikke beretningen om en mand, der har mistet alt, men får det hele tilbage. Dette er beretnin-gen om en mand, der blev givet et liv, der var så pisse uretfærdigt. Et liv, hvor der var flere dårlige end gode dage. Et liv, hvor det skrøbelige sind og de sorte tanker tager over og dræber livsmod, lyst og kærlighed. Johns historie har ikke været lykkelig, men sidste kapitel er ikke skrevet endnu.

45Slagterkniv. For første gang følte John, at han havde fundet en kvinde, der kunne acceptere ham. En kvinde, der forstod hans psykiske tilstand. John var glad, købte to billetter til Bornholm og lejede en ferielejlighed. Forventningsfuld tog John af sted for at hente sin nye kæreste inden afgang mod Bornholm. Det blev et mareridt. Det slog klik. Hjernen gik i sort. Han blev helt, helt afsindig, da han blev fortalt, at kæresten ikke længere var hans kæreste, men nu tilhørte en anden mand. John stormede ud på gågaden i Tønder, sprang ind i en café og huggede deres største slagterkniv. Han jagtede kvindens nye kæreste ned gennem gågaden med slagterkniven i den ene hånd. ”Jeg ville skære hans nosser af”. Kapløbet sluttede på psykiatrisk afdeling i Augustenborg, hvor John derefter tilbragte et år.

25

Tyskere køber sexartikler i Danmark for ikke at blive set af naboen. Danskere køber slik i Tyskland og tager også gerne med til naboen

Tyskere køber sexartikler i Danmark for ikke at blive set af naboen. Danskere køber slik i Tyskland og tager også gerne med til naboen

TEKST OG FOTO

ANGELINA NIELSEN27

En tæt dis hænger over Tøndermarskens flade vidder og afgrænser den ellers uendelige udsigt. Gennem de hvide tåger høres bramgæssenes skvadren, kun afbrudt af en bilmotor, der kobler ud.Fåreavleren Leon Sønnichsen åbner et led og triller sin pickup ind på marken. Det er hans nabo, Uwes, får, der skal flyttes på nyt græs i dag. Uwe har ikke selv nogen hyrdehund, så Leon og Boarder Collien Santo hjælper til.

Mens de store gummistøvler raskt vader igennem den smattede jord, er Santo for længst fløjet af sted i et forsøg på at komme bag om fåreflok-ken.“Sit down!”gjalder Leons dybe røst ud over Tøndermarskens landskab og får en lille sort prik til at lægge sig ned i det fjerne. Selvom Santo adlyder det mindste vink fra sin ejer, kan en flok forvirrede får nogle gange virke pirrende på ham. Ikke desto mindre er han udmærket klar

I den sydvestligste afkrog af det danske rige har fåreavl næsten altid eksisteret. Med det ustadige Vesterhav som nabo har befolkningen altid måtte kæmpe for overlevelse. Den kamp findes stadig - dog mindre drabelig og med nye modstandere

En fårEavlErs kamp

TeksT og FoTo NIkolaj sVeNNeVIg

28

En fårEavlErs kamp

over, hvad der skal gøres og hvordan. I løbet af få minutter er hele flok-ken gænget ud af folden og ud på vejen.Bag forsædet sidder hunden Nelle. Hårene omkring munden er grå, og hun gider ikke længere ud af bilen. Men instinktet fejler ikke noget. Mens pickuppen genner fåreflokken hen mod Uwes gård, gør hun, hver gang et får skiller sig lidt ud fra flokken.�Det er mit vigtigste redskab eller medhjælper, om man vil. Uden en hund ville det være praktisk talt umuligt at drive fåreavl,� siger Leon, der selv har trænet begge hunde op til jobbet.

Et liv med fårHer, cirka tre kilometer syd for Højer, er Leon født og opvokset på den gård, hans farfar byggede for snart 100 år siden. Både faren og farfaren var fåreavlere, og nu har han videreført deres hverv. De 300 får familien havde på hans fars tid, er nu vokset til 1200, der igen bliver forøget med ca. 1800 lam hvert forår. Dette er ikke Leons måde at drive stordrift på, men simpelthen en nødvendighed for at få det til at hænge sammen. Hvor man førhen også kunne tjene penge på uld, er der nu kun fortjen-este på fårene som kødproduktion. Her har et nyt brand dog sikret ham en nogenlunde stabil indtægt. Det er det såkaldte �”Vadehavslam”, hvor københavnske gourmetrestauranter er de store aftagere. Det bringer lidt optimisme omkring fremtiden.”Jeg ved jo godt, at fåreavl langt fra er en guldgrube. For mig er det snarere en livsstil,” joker Leon.

Den store arbejdsmængde, og hvad der efterfølgende er tilbage under stregen, har fået flere af hans naboer til at stoppe. Men selvom hans arbejdsuge ofte strækker sig ud over de 50 timer, nægter han at dreje nøglen om. Hans livsstil er drivkraften.

En naturlig kampNaturen er en af de ting, Leon specielt nyder ved marsklandet. Men samtidig er den en af grundene til, at det gennem årene er blevet svær-ere for ham at leve som fåreavler. Som en del af den nye nationalpark Vadehavet gør hans beliggenhed, at det kun er muligt at have får, da kvæg og agerbrug ville ødelægge naturen.Han håber at der, på trods af diverse fredningsdirektiver, ikke vil ske de store ændringer med hensyn til fåreavl. Det er dog med en vis skep-sis, at han ser, hvordan flere og flere forbud falder ned over marsken.”Det er jo vores forfædres foretagende, der har skabt landskabet, som det er nu. Der har aldrig været drevet intensivt landbrug herude, hvilket er grunden til, at marsken er så velbevaret og frodig. Det hele er så naturligt som muligt herude,”�argumenterer Leon, mens han genner fåreflokken ind i laden.Ikke så meget som et lille�”mæh”�bliver udstødt. De forvirrede fåreøjne titter op af den uldne hvide masse, som Leon, hans polske medhjælper Tomaz og Uwe rutineret opdeler med jerngitre.Efterårets faste tjans er gået i gang. Størstedelen af flokken tumler klodsede op ad rampen til anhængeren, der skal køre nogle kilometer nordpå. Her skal de hjælpe med at holde en landmands græs sundt

29

vinteren over. Nogle af de ældre individer bliver sorteret fra og får den tvivlsomme ære af at blive til pølsefyld.

Ingen ambitionerHerude hjælper Leon og Uwe hinanden med fårene, også selvom Uwe kun har 350 stykker og det mest som sidegesjæft. De to er vokset op som naboer og har begge været vidne til, hvordan tiden har haft sin klare påvirkning af området.“Der må ikke komme noget nyt herude. Med alle de fredningsdirektiver for området gælder det om ikke at have for store ambitioner,” siger Leon, der på trods af sin kærlighed til området, også ser hele fredning-sprocessen som en trussel mod udviklingen herude.Men den danske samfundsudvikling spiller også en rolle. Tomaz fra Polen har været Leons medhjælper i snart otte måneder. Oftest bliver Leon nødt til at vende blikket mod Østeuropa for at skaffe nye hjælp-ere. Arbejdet som fåreavler kræver nemlig en arbejdsuge, der over-skrider de 37 timer, som kun få unge danskere er villige til at arbejde ud over.“Det er noget sjovere at have fri hver fredag fra klokken 17 og deru-dover have lidt ekstra penge til sig selv,” siger Leon og fortsætter �”Der kommer nok heller ikke til at være landbrug herude efter mig. I hvert tilfælde ikke i min familie.”Han har tre døtre, men ingen af dem har vist interesse for landbruget. De følger tendensen i Højer, hvor ungdommen stille of roligt forsvinder. Efterhånden er de eneste unge, der vælger at blive boende, landmænd, der kan leve af deres erhverv omkring de indre dele af marsken.

Cool businessTomaz og Uwe kører af sted med fårene. Imens triller Leon tilbage til sin fædrene gård. Omkring den er fornyligt blevet opført nogle lader til fårene, men selve hovedbygningen har set bedre dage. Den bliver også kun brugt af hans medhjælpere og som frokoststue, når han arbejder. Selv har han købt et parcelhus inde i Højer, hvor han bor sammen med familien. “Det ville jo ikke give nogen mening at sætte mange penge i et nyt hus ude i marsken, hvis vi om få år ikke ville kunne få det solgt,” siger Leon, mens han tænder en cigaret og tømmer sin kaffekop. Mobilen ringer ustandseligt. Efterspørgelsen på hans lam er stor, og telefonens kimen vidner om en travl forretningsmand, der ikke lader sig slå ud af enhver modstand. Leon bliver. Han har marsken i blodet.

30

31

Det er her, de venderfoto Nikolai liNares larseN

33

Svedperler, medister og Hallo

Ålejern og tallerkenrække på væggene, tjener med nissehuer, ris a la mande i overflod, kromandens skønsang, Arnbit-ter, Fernet Menta og fællessang. Velkommen til Hotel Ballumhus. Ballet starter og slutter ikke før, alle har moret sig.

TeksT og foToAngelinA nielsen

34

”Så lægger vi hovedet ned på bordet, kom så alle sammen! Tag hænderne om bag stolerykken og strit med tommelfingrene!” Det bliver gjort, som Kim befaler. Ved siden af hver tallerken ligger nu et hoved. Imens slutter Hallo sig til Kim, og bandet spiller ” Vi er ikke som de andre, vi er noget for os selv”.

Sild i flere afskygninger, kold laks camoufleret med rejer, grønlangkål i uanede mængder, flæskesteg i eget fedt. Det hele pyntet med appelsinskiver. Franske kniplinger og fornemt mad hører ikke hjemme her. Det gør til gengæld nervøst velour og traditionel dansk kromad, og der er mere end rigeligt af det.

Ingen er sikre, når den 129 kilo tunge kroejer underholder. Den smukke unge blondine får et par sjofelheder, stamkunderne får røg og tjenerne bliver introduceret:”Det er Kamillas første aften som tjener. Hun er ikke medlem af en fagforening, så hun får 10 kroner mere i timen end de andre” spøger Kim Madsen som er kromanden på stedet.

Det er længere ude end kragerne flyver, højere oppe end grænsehandelen, men helt dernede hvor vreden kål er på menuen, og møjn er standardreplik. Dog ikke så langt ude, at bus-sen fra Lolland ikke kan finde det. I alt er der 198 gæster, der denne lørdag har fundet vej til Ballum. De fleste af dem kommer fra andre egne af landet end Sønderjylland. Sådan er det hver lørdag. Dansktop og glade mennesker.

35

De ligner hinanden. På afstand, men også tæt på. De samme tænder, briller, frisurer og tøjstil. Men der er år imellem dem. De har danset hele aftenen og var kun væk fra dansegulvet, da der blev spillet Fede Finn og Funnys Boys’ ellers så populære sang om brændende kærlighed. Den sang er bunden, mener Bente og og datteren Lea Bjergkvist. De er store Kim og Hallo fans og har taget den lange vej fra Sjælland for at høre bandet og danse. Det gør de gerne, og det har de gjort siden Lea var 13. Nu er de 20 og 48 og tager stadig til bal sammen, mens faren og sønnerne må vente hjemme.

Skulle der komme slåskamp på kroen, får man med kromand kim at bestille. En udsmider har der dog ikke været brug for, i de 22 år Kim og konen Putte har haft Hotel Ballumhus. Så Kim trisser rundt og hygger, og Putte får tingene til at glide i køkkenet.

Ikke enkebal - bare bal - slår kromand Kim fast. Der er nemlig ingen penge i enkebal. Til enkebal sover folk ikke på hotellet, men kører hjem. Det betyder, at der ikke bliver solgt så meget alkohol som til bal, hvor folk sover på hotellet. At det ikke er enkebal, står også klart, når man forhører sig nærmere om, hvem folk danser med. Nogle er meget åbne og vil gerne danse med dem, de ikke kender, men de fleste danser kun med dem, de kender.

36

Ballet er næsten slut. Svedperlerne vidner om flere timers dans. Inden bandet drager mod nord, og tjenerne gør klar til morgenmad, samles alle på danseg-ulvet. “Skuld gammel venskab rejn forgo, og stryges fræ wor mind?” synger alle, mens de holder hinandens hænder. Teksten stemmer overens med publi-kum. Det er nemlig de færreste, der kommer alene. Det er mere de gamle venskaber, der bliver holdt ved lige, end nye der opstår. “Skuld gammel venskab rejn forgo med dem daw så læng læng sind?”

Musikken er stoppet. Festen er slut, men Helle Larsen og Gitte Borch Andersen går ingen steder, før de har fået farvelknus af alle Kim og Hallo-bandmedlem-merne. Det er en af forskellene mellem Kandis og Kim og Hallo. Fansene får altid knus før og efter koncerten. Det er også en af grundene til, at Helle og Gitte er fans af dem. ”De ser jo skide godt ud, og så er de mere nede på jorden end Kandis” siger Gitte.Sidste weekend var de i Tyskland, denne gang Ballum og næste uge hvem ved. Mel-lem to til fire gange om måneden drager kvinderne ud fra Fyn for at høre bandet spille. I aften er det Gittes 22-års bryllupsdag, men manden må vente derhjemme til Kim og Hallo har spillet.

37

“DER MÅ VÆRE EN GRÆNSE”

38

TeksT og foTo krisToffer juel Poulsen

På stadebjerggård, grænsevej 1 i ellum, bor en grænseløs nationalist. Økologisk land-mand Andreas Åbling Petersen er sønderjyde med stort j og international med stort i. Han er lokal og global. synet er stærkt svækket, og håret har fået lov at gro lige siden den dag i 1969, hvor han gik til frisøren og fik et chok over, at det kostede 17 kroner for en klipning. som han selv siger, er der ingen grund til at ændre på noget, der i forvejen er smukt. Men inden under den grønne hue og julemandsskægget gemmer der sig en ildsjæl, der aldrig er veget tilbage for at stå ved sine personlige holdninger

“DER MÅ VÆRE EN GRÆNSE”

39

LandsbytosseAndreas Åbling Petersen er en indædt modstander af uretfærdighed, og han har meninger om mangt og meget. Lige fra Muhammed tegninger til årets fejlslagne kartoffelhøst. Men i modsætning til så mange andre har han aldrig været bange for at kaste sig ud i åben kamp og give sin mening til kende i avisernes spalter, selvom den tit har stået i kontrast til alle andres. Og han er

grænseløst stædig og vedhol-dende. En vedholdenhed der i slutningen af firserne, efter en 12 år lang strid med kommu-nen omkring lukningen af en jernbaneoverskæring, udløste et eftertrykkeligt spark i røven, da han blev smidt ud af partiet Venstre med beskyld-ningen om at være kommunist, men som til gengæld udløste ærestitlen ”Årets Landsby-tosse” hos Landsforeningen af Landsbysamfund.

Ud med unionen”Det er jo ikke fordi, at jeg er en kværulant. Jeg blander mig kun, når det er virkelig vigtigt”. Som for eksempel i spørgsmålet om hvorvidt Anders Fogh Rasmussen har ført danskerne bag lyset og sat Grundloven over styr ved at undlade at lade Lissabon traktaten komme til en folkeafstemning i Danmark. En kamp der i tidens løb

har ført til bunkevis af læserbreve - griflet ned med kuglepen ved sengebordet midt om natten mens inspirationen er på sit højeste - hvori han roligt og velfor-muleret argumenterer for sine synspunkter om, at EU er ødelæggende for det danske folkestyre. Det har sågar ført til et sagsanlæg mod Statsministeren med påstand om grundlovsbrud.

40

Internationalt udsynEn anden sag, der ligger Andreas meget på sinde, er kampen for at bevare den dansk-tyske grænse, hvilket de mange valgplakater for Den Sønderjyske Borgerliste, med mottoet ”DER MÅ VÆRE EN GRÆNSE!”, rundt om i stuen vidner om. For Andreas er det dog langt fra fremmedhad og overdreven na-tionalisme, der er motivet for hans modstand mod de frie europæiske grænser. Tværtimod er han en mand med mange venner og internationale kontakter – tre af dem har opkaldt deres børn efter ham. ”For mig er grænser med til at bevare og styrke de enkelte landes kulturelle særpræg og traditioner. Og hvis man ikke havde en grænse, hvordan skulle man så kunne være grænseoverskridende?”, siger han med et glimt i øjet.

Den lettiske forbindelseOg grænseoverskridende er lige netop hvad Andreas Åbling Petersen er. Da muren faldt og Sovjetunionen brød sammen, kørte han i en gammel bil ned igennem Østeuropa og endte i Letland, hvilket resulterede i, at han i 1991 i fællesskab med nogle lokale, købte en gård i Letland, og blev formand i ”Dansk-Baltisk Landboudvek-slingssamarbejde”. En forening der siden starten af halvfemserne har sendt gamle landbrugsmaskiner og genbrugstøj til de fattigste provinser i Letland. Op i mod 40 lettere har siden da været forbi Grænsevej 1 som gæster hos

Andreas. Lige for tiden er det Biruta, en kvinde i sin bedste alder, der bor på Stadebjerggård og står for sortering og pakning af nødhjælpen. Udover Biruta bor der også den unge tyske trækunstner Janis, som hjælper til med de daglige gøremål. Efterhånden som det rent økonomisk er begyndt at gå bedre for Letland, har Andreas dog rettet sit blik mod Georgien som modtagerland. Via com-puteren skriver han jævnligt sammen med Irine, som er den lokale kontak-tperson i ”Dansk-Georgisk Samarbejde”, og han følger udviklingen i den tidligere Sovjetstat med stor interesse.

41

Dear Irine.Now I just write to tell you, that we this morning have loaded human aid for Georgia and send it to the address, you gave me.Here we loaded 101 sacks with clothes for children, 50 sacks with clothes foar women, 37 sacks with clothes for men, 2 boxes with hospital things, 13 boxes with footwear and 13 madrases.Now the container will be send to Hamburg, put on a ship and sailed to Georgia, to where it will come sometime within a month time. – I am sorry, that we were not able to send earlier, and that it takes that long time for the container to come to Georgia.Please tell me, what we else can do to help you in your difficult situ-ation. I hereby wish the best for you and your family, organisation and country.From Andreas.

42

Noget for nogetDet er mørkt udenfor og klokken nærmer sig halv otte. De første naboer er begyndt at ankomme fra nær og fjern. Det er tirsdag, og som det har været traditionen siden 1992, er der i aften studiekreds og sprogundervisning i lettisk og dansk på Stadebjerggård. Her er alle lærere og elever på samme tid. Danskerne lærer letterne dansk og vise versa. Det er en sej og langsommelig proces, hvor deltagerne skiftes til at læse sætninger op fra et stykke papir, hvorpå der er oversat forskellige sæt-ninger fra hverdagen. Som sædvanlig afsluttes sprogaftenen med kaffe og småkager, som Biruta har sørget for står klar på det store langbord. Stemningen er god og der bliver for-talt vittigheder og ordsprog fra begge sider af Østersøen. De kalder det kulturudveksling.

43

44

Foto Nikolaj sveNNevig

3.240.000 kilometer

46

tekst og foto Louise Leth-espensen

47

Henrik Nielsen er 43 år og lastbilchauffør for Erik Moldt. Han har kort hår, er nybarberet og har praktisk arbejdstøj på. Træder man op i førerhuset på hans lastbil, ser man, at alt er rent, og der dufter af hans favoritrens med citron. Skuffelsen er uundgåelig, hvis man forventer en Trucker i ordets mest beskidte forstand.”Jeg har prøvet at holde ved siden af en chauffør, hvor hans Wunderbaum-stank sneg sig helt ind i mit førerhus. Så sagde jeg sku, at han skal lukke sit vindue.” Henrik griner, ”Der er dem, der hedder ratholdere

og dem, der hedder chauffører.” Han uddyber, at ratholdere sidder med benene oppe og med en smøg i mundvigen. ”De griller pølser på kaffemaskinen og har ikke været i bad i flere dage.”På denne rute er lasten kørestole og parketgulve, som skal læsses af i Frankfurt, og han har kørt siden klok-ken 8 i morges.”Det er sgu lidt af et rakkerliv, nogle gange skal man starte med at køre klokken tre om natten, og man ved ikke, hvornår man er hjemme.”

“Det er sgu noget af et rakkerliv”

kilometertælleren kører. Vejskilte, træer, marker og landegrænser passerer forbi, det eneste selskab er den kvindelige navigator stemme.

47

UdlængselHenrik blev udlært i 1980 som pladesmed, men fandt hurtigt ud af, at hans fremtid ikke lå blandt de rustne biler og en evig stank af maling.Allerede efter to år drog han til Washington for at arbejde på en gård.”Jeg har altid været grænsesø-gende, så jeg greb den første chance for at komme afsted. Jeg havde ikke det bedste forhold til min familie, så der var ikke rigtig noget, der holdt på mig.”I USA blev han venner med en lastbilschauffør, og begy-ndte selv at fragte korn og kartofler til Idaho. Her på de tyske motorveje ligger Amerika langt væk, men han drømmer tilbage til det unge, frie liv med letpåklædte damer, der var vilde med den eksotiske skandinav.Henrik fik smag for livet som chauffør og har efterhån-den lagt 3.240.000 km bag sig.

Imellem de mange kilometer er det også blevet til tre børn og en kone.”Der er mange, der synes, at min kone og jeg har et

mærkeligt forhold. De forstår ikke, hvordan jeg kan være så meget væk fra familien. Og når jeg ende-lig er hjemme, rejser min kone med sit arbejde. Men sådan lever vi nu en gang, og det fungerer for os.”Det er blevet aften og modsat ratholderne, holder han ind for at

smøre et par håndmadder frem for pølser. Syv minutter efter er han på vejen igen.Døden på vejeneHenrik har oplevet to alvorlige ulykker i sin tid som chauffør. Begge med døden til følge for dem, der blev ramt af hans last, hvis vægt blev multipliceret af farten.Billederne myldrer frem fra hukommelsen. Det var for-middag og Henrik havde læsset nogle varer af i Århus. Han skulle lige ud i krydset, hvor et ægtepar kørte i venstresvingsbanen.

”Der er mange, der synes, at min kone og jeg har et

mærkeligt forhold.”

49

Manden overholdte ikke sin vigepligt og drejede lige ud foran ham. Alt går i sort. Efter sammenstødet steg han ud af bilen. Kvin-den lå på vejen og mumlede, at de skulle huske at købe mælk. Manden blev slynget ud af førerhuset, og den liv-løse krop lå ude i krydset.Den anden ulykke var lige så uundgåelig som den første. En sen aften på en landevej kunne Henrik se en modkørende, der langsomt bevæger sig over i den modsatte vejbane; fron-talt mod lastbilen. Panisk trådte han på bremsen, men der var ingen mulighed for at afvige. Metallet på den skrøbelige personbil var krøllet fuldstændig sammen. Bilen var blevet kastet flere meter i den modsatte retning, og føreren var død på stedet.

I begge tilfælde var Henrik uden skyld.”Det er en risiko, man må tage med jobbet. Man ved ikke, hvornår man kommer ud for en ulykke, det kan være i dag eller i morgen.

Måske lige om lidt”.Han lader den sidste sætning runge ud i det mørke førerhus. Udenfor banker regnen mod ruden og vinduesviskerne arbejder på højtryk. Klokken er blevet elleve, og han triller ind på en øde rasteplads,

hvor natten skal tilbringes. Han fortæller røverhistorier om de steder, homoseksuelle mødes, og om chauffører der bliver gasset i løbet af natten, så de desperate tyve kan gøre deres arbejde.

Han tænder det lille fjernsyn i fodenden af sengen og ser lidt af en tysk actionfilm, inden han ligger sig til at sove.

”Man ved ikke, hvornår man kommer ud for en ulykke, det kan være i dag eller i morgen. Måske lige om lidt”.

Foto aF Malene Korsgaard lauritsen

QuadratischPraktisch

Gut

53

Foto aF Malene Korsgaard lauritsen

QuadratischPraktisch

Gut

53

52