Gjesings Historie 1-24

Træk af

Gjesings

historie

Artikelserie

af

Poul Erik Højbak

Alle artikler

har været bragt i

forskellige

lokale tidsskrifter

Træk af Gjesings historie

Artikeloversigt

1. Gjesing-sangen 2. Egnens forhistorie 3. Johan Andersen fortæller 4. Spangsbjerg Mølle. Kirsten Beiter Andresen fortæller 5. Landskab og vejrlig 6. Almene boliger i Gjesing-området 7. Interview med Jørgen Schwartz 8. Spangsbjerg Mølle op gennem tiden 9. Luftangrebet på Esbjerg Flyveplads 10. Grønne områder og stiforbindelser 11. Gjesing Kirke og Sogn 12. Kirke og tro gennem tiderne. Bryndum Kirke 13. Veje og transportforhold 14. Gjesing Foredragsforening 15. Kjersing Hede. Holger Willadsen fortæller 16. Interview med Aage Jensen, Tarp 17. Interview med Marija Hebib 18. Omkring Bystævnet ved Kirken 19. Førstelærerens kone fortæller. Fru Kirstine Petersen 20. Glimt af Folkeskolen 1700-1900 21. Luftangrebet på Esbjerg Flyveplads. Lis Andersen

fortæller 22. Jørgen Schwartz: Sådan husker jeg min barndom i

Gjesing 23. Jørgen Schwartz: Min tid som bondekarl i Gjesing 24. Jørgen Schwartz: Sådan husker jeg besættelsen i

Gjesing

_______________

Alle artikler har været bragt i:

Ulvehyl - Gjesingparkens Beboerblad Gjesingposten

Optimisten (Tarp Ældrecenter og Områdecenter Gjesing Midtby)

1. Her hvor fordum mark og hede veksled over alt. Hvor det tvivlsomt var at lede, når det trævækst gjaldt. Intet var her til at binde hårde barske vestenvinde, der fór frem med magt og vælde for hvert træ at fælde. 2.Vindens vælde fik dog ende, da i kamp man drog, enigt mod den fælles fjende, magten fra ham tog: ved at plante hegn og lunde, så at ej så let han kunne fare over mark og enge, mildhed bort at trænge.

Gjesing-sangen

3. Gjesing derved blev forandret med dens liv og kår. Hedens lyng nu bort er vandret, skov i stedet står, og hvor før lå gårde spredte, nye mænd sig nu beredte til en villaby at bygge, lun i havers skygge. 4. Hurtigt drøm til dåd blev fremmet: ”Rask det måtte gå.” Gård på gård blev snart indlemmet for det mål at nå. Og nu har vi så oplevet, at i hast er Gjesing blevet til en by med smukke gader, haver og facader.

Træk af Gjesings historie (1)

Hvornår var det nu det var? - Lokalhistorie for Gjesing-området

Med udgangspunkt i Gjesing-sangen vil vi i dette og kommende numre forsøge at kaste lys over forskellige ting i Gjesing-områdets historie, for eksempel: ♦ Hvor langt skal vi tilbage, før

der kun var mark og hede i Gjesing-området?

♦ Hvordan gik det til, da man

begyndte at plante hegn og skov? - Hvem var fore-gangsmænd (m/k)?

♦ Hvordan var livet på gårde-

ne, og hvornår forsvandt de til fordel for villaer og anden bebyggelse?

♦ Hvornår blev skolen bygget,

og hvordan så den ud i be-gyndelsen?

- Ovenstående er blot nogle indle-dende spørgsmål omkring Gje-sings historie. Vi har tænkt os at gå ret grundigt til værks i en belys-ning af Gjesings fortid. Andre emner (i tilfældig rækkeføl-ge) kan være: • Gjesing-Centret og Storm-

gade-krydset • Gjesing Nord • Forsamlingshuset • Kirken • Gjesingparken • Naturen og Nørreskoven • Vejene og sti-systemerne • Skolerne • Spangsbjerg Hospital • Foreningsliv og arrange-

menter • Fritidscentret • Gjesing Borgerforening og

5. Midt i byens smukke center der blev skolen lagt, og hver morgenstund der venter friske kræfter bragt. Rundt fra mange hjem hver moder sender sine kære poder, ønsker de til brug for livet rette hjælp får givet. 6. Nu kan hver der her til huse i vor nye by føle, selv når storme suse, er her læ og ly. I hvert hjem bag hegn og haver kan vi nu om livets gaver samles trygt med vore kære, Gjesing, dig til ære. S. Petersen.

Af Poul Højbak Gjesing-Posten

• Områdecenter Gjesing Midt-by

Hvis nogen har noget at fortælle eller ting af interesse, hører vi me-get gerne fra jer. Det kan være billeder eller beret-ninger, tegninger. Alt har interes-se. Eventuelle bidrag og henvendelser vedrørende dette til: Poul Højbak Ulvevej 62, 1. th. Telf. 75 15 89 45

Mel.: Danmark, dejligst vang og vænge

Gjesings historie 1-24Side1

Når man bor i Gjesing er det vel naturligt at stille sig selv spørgs-mål vedrørende byens og egnens forhistorie. Jeg har valgt at gå sy-stematisk til værks med henblik på at kaste lys over forskellige aspek-ter af Gjesings fortid, for eksem-pel: • Landskabets forvandling

gennem tiderne, herunder plantnings-sagen (fx Nørre-skoven) og udstykningen med grønne områder, nye veje og sti-systemer.

• De første mennesker i Gje-

sing-området • Gårdene og landbrugets ud-

vikling. • Husbygning gennem tider-

ne. • Håndværk og handel. • Skolerne og undervisning. • Kirken. • Foreningsliv. • Sundhed og sygdom. • Udviklingen siden kommu-

nesammenlægningen i 1969.

Men først vil jeg skitsere hoved-træk af tidsforløbet fra de første tider til i dag (1998).

Landskabets tilblivelse Brunkulstiden For 25 mill. år siden var landet be-vokset med skove, der senere blev til brunkul.

Træk af Gjesings historie (2) Af Poul Højbak

Landet omkring Esbjerg sank ef-terhånden og forvandledes til hav. Senere hævede havbunden sig, og i dag kan man ved havskræn-terne i Sædding, Hjerting, Sjelborg og Marbæk se lag af aflejringer gennem tiderne. Man kan konstatere, at aflejringer-ne (der hovedsagelig består af ler og sand) er dannet på bunden af havet, da lagene er opblandet med muslingeskaller. I forbindelse med byggemodnin-gen af Vestervangsområdet i slut-ningen af 1960-erne kunne man se spor af den gamle havbund.

Istiden Danmark har haft tre istider. I de to første nåede isen helt ud til Ve-sterhavet og aflejrede materiale til den bakkeø, som vor egn nu ligger på. Isen i tredie istid nåede kun til midt ned langs Jylland (den jyske høj-deryg). Afsmeltningen af isen har skabt de vestjyske sandsletter, he-derne.

Plantevækst Efter istiden har vi i rækkefølge haft tundra, fyrreskov og egeskov. Man mener, at fortidskovene har strakt sig fra Varde til Ribe. Men skovene blev ødelagt og erstattet af lyng og heder. Omkring Fourfeld-Gjesing bæk har man fundet egestammer og -stubbe. Hedeselskabet der stiftedes 1866 gav stødet til, at man arbejdede på at forvandle heden til skov igen. Nørreskoven og Vognsbølparken er resultatet af lokale kræfters ar-bejde. Den ældste befolk-ning på egnen De første mennesker her har været jægere og fiskere (ældre stenalder 4000-2500 f. Kr.). Deres boliger har været jordhuler og telte af skind.

Vikinge-bopladserne ved Gjesing, Vognsbøl og Sædding lig-ger alle ved ådalene, henholdsvis Fourfeld-Gjesing bæk, Spangsbjerg Møllebæk og Guldager Møllebæk.


I yngre stenalder (2500-1500 f. Kr.) var befolkningen kvægavlere og agerbrugere. De ryddede skov med flint-redskaber og tilsåede jor-den med hvede og byg. Et vandrefolk fra Rusland bosatte sig i Vestjylland mellem 1800 og 1500 f. Kr. De begravede deres døde i enkeltgrave. Der er her på egnen fundet særlig mange af disse grave. Heraf skøn-ner man, at egnen dengang har været tæt befolket. I bronzealderen (1500-400 f. Kr.) importeredes bronze til våben og redskaber. Som betaling anvendtes først og fremmest rav, som der var nok af her. Romerske handelsfolk lærte os i jernalderen (400 f. Kr til 1000 e. Kr) at lave redskaber og våben af jern, som udvandtes af myremalm. Klimaet blev igen koldere og mere fugtigt, og befolknings-tallet var i aftagende. Vikingesnekker på Fourfeld-Gjesing Bæk? I vikingetiden (ca. 850-1050) vok-sede befolkningstallet igen og det kneb med eksistensmuligheder. Unge mænd samlede sig i bådelav og drog på vikingetog, særlig til England og Nordfrankrig. Man formoder, at Fourfeld-Gjesing bæk har været sejlbar dengang. Det samme gælder Sejlsted mose (der hvor Vognsbølparken nu lig-ger). Landskabet har ligget lavere end nu, og måske har disse steder været besejlet af vikinge-snekker! Kjersing hede Opdyrket i 1300- tallet Man har på Kjersing hede fundet plovfurer fra omkring midten af 1300-tallet. Det kan ses, at den dyrkede jord er sprunget i hede

igen. Kongeligt besøg Kristian III der indførte Lut-herdommen i Danmark 1536 har to gange været på besøg i Bryn-dum præstegård. Der blev i 1927 rejst en mindesten om begivenheden. Den står på kirkepladsen ved forsamling-shuset. 1700-tallet Ved udskiftningen i 1788 var der 16 gårde og 10 huse i Gjesing for-delt på: • Østerbyen (ca. lidt vest for

det nuværende Bilka-område) og

• Vesterbyen (sydøst for

Blåbjerggårdskolen). - Desuden • Spangsbjerg Møllegård,

som efter 1627 hen-regnedes til Gjesing.

Husenes byggemåde

Før udskiftningen (1788) var der mange stråtækte bindingsværks-gårde her på egnen. Op mod midten af 1800-tallet blev de afløst af teglstenshuse af hjem-mebrændte sten lavet af ler fra Lerbjerg. Trafik og veje Kongevejen eller ryttervejen, som den kaldtes, gik fra Ribe gennem Bryndum til Varde. Den stammer fra omkring 1536. Den blev senere også brugt som postvej. Vejen for-svandt tilsyneladende i midten af 1600-tallet. Første kørevej mellem Strandby og Varde blev anlagt i 1858 (altså før Esbjerg blev grundlagt!). Den bugtede sig som grusvej gennem Gjesing og Tarp. Hovedvejen mellem Kolding og Esbjerg blev færdig 1873. Den var ført øst om hovedbanegården og fortsatte gennem Kongensgade og Strandbygade. Dagvognen Dagvognen mellem Esbjerg og Hjerting kørte omkring 1900 over

Nogenlunde sådan har vore forfædre boet her på egnen om-kring Kristi fødsel. (Foto fra jernalderbopladsen i Guldager plantage.)


Tarp indtil Strandvejen blev anlagt omkring 1914. Hovedvej 12 mellem Esbjerg og Varde blev lavet i 1935. Vestervangs- Området 1964 blev Gl. Vardevej udvidet på strækningen fra Esbjerg til Vogns-bølparken. Omtrent samtidig an-lagdes Spangsbjerg Møllevej og Golfvej med sideveje (det dengang nye byggeområde “Vestervangen”). Krebsestien Som første skridt til områdets mange sti-systemer opkøbte landsretssagfører A. C. Krebs for Esbjerg kommune jordarealerne til Krebsestien, der følger Fourfeld-Gjesing bæk fra Nørreskoven til Guldager station. Dette skete om-kring 1935. Arbejdet på stien blev påbegyndt som nødhjælpsarbejde i 1941. (Se foto – 1998!). Esbjerg havn og by Efter krigs-nederlaget 1864 blev der stor interesse for en havn på vestkysten til afløsning af Ham-borg, der før havde været vigtigste udskibningshavn for den danske eksport. Fremkomsten af Esbjerg har selvsagt forandret situationen på Gjesing-egnen. Samtidig var alt under forandring i Danmark: Landbruget blev omlagt fra vegetabilsk til animalsk produk-tion, andelsbevægelsen opstod, industrialiseringen fik voksende betydning og mange flyttede fra land til by. Tilflytningen til Esbjerg by var jo ekstra voldsom. Fra 1868 til 1901 voksede indbyggertallet fra ca. 30 til over 13.000. Esbjerg blev selv-stændig kommune i 1894 og fik købstadsstatus i 1899.

Krebsestien 1998 nord for vandværket.

I de næste numre følger vi op med fx: • Kommunesammenlægning og nye bydele. • Udstykning og grønne områder. • Mere detaljerede artikler om Gjesing før og nu • Samtaler med og bidrag fra lokale folk, der kan

huske spændende ting om Gjesing førhen. __________________________ • Vi hører meget gerne fra jer, hvis nogen har no-

get at fortælle, billeder, beretninger eller andet. Alt har interesse!

• Eventuelle bidrag og henvendelser vedrørende

dette til: • Poul Højbak • Ulvevej 62, 1. th., tlf. 75 15 89 45.


Johan Andersen Fortæller:

Børnemælksgård I Gjesing lå én af de flotteste stalde i miles omkreds. Viggo Løn-ne havde det, der hed børne-mælksbesætning, dvs. at dyrene var under stadig dyrlægekontrol og stalden var tophygiejnisk, dvs. at der var riflede klinker på gulvene og hvide fliser op i 2 meters højde, og alle skrappe forholdsregler blev overholdt til punkt og prikke. Mæl-ken tappede de selv på flasker som så blev distribueret gennem et mejeri.

Gjesing under 2. Verdenskrig Igennem Gjesing var der under 2. Verdenskrig både løbegrave, tankgrave og minefelter på kryds og tværs. Mange er de dyr, der kom til skade eller omkom i disse minefelter.

Minerne Minerne var hovedsagelig

Johan Andersen, Golfvangen 24 har glædet os med nedenstående artikel.


Johan Andersens forældre drev slagterforretning i Tarp i over 40 år, og ved at være med sin far ude på landture med slagtervognen fik han stort kendskab til beboerne i oplandet. Da Johan Andersen som ingeniør på Stadsingeniør-kontoret forestod kloakerin-gen af Gjesing Nord området i 70- og 80-erne fik han man-gen hyggelig samtale med gårdmændene.

flaskeminer, som var forbundet med tråde, således at når menne-sker eller dyr kom ind i minefelter-ne og enten sparkede til trådene eller trådte på dem – ja – så eks-ploderede en hel flok miner om-kring den som var derinde, og højst sandsynligt ville vedkom-mende blive lemlæstet eller dræbt. Mange er de dyr, der endte de-res liv der, og enkelte mennesker kom tilskade, når de fx ville ind og hjælpe et dyr, der lå lemlæstet i minefeltet. Her i Gjesing bor der i dag en mand, der som helt ung sammen med sin lillebror (min bedste skole-kammerat) ville ind i minefeltet for at hjælpe et nødstedt dyr. Den sto-re af drengene kom til at træde på en snor mellem minerne, og der-ved sprang der nogle miner og rev foden af ham medens krudtslam-met sprøjtede omkring og ramte lillebroderen i hovedet, således at han til sin død var fyldt af blå plet-ter i ansigtet.

Udkigstårnet Nede i kanten af Nørreskoven ligger der en lille forhøjning som tyskerne lavede, og på den blev der bygget et udkigstårn, som stod indtil de første huse langs skoven blev bygget. Fra dette tårn kunne man se vidt omkring, og det var sjovt at stå deroppe og så se ud over et land-skab, hvor man stort set kendte alle der boede i området.

Skolen Den 1. Maj 1939 begyndte jeg i 1. Klasse i Gjesing Skole (- Den, der lå ved rundkørselen ved Gje-sing Centret!). Vores lærerinde hed frk. Niel-sen, og vi børn elskede hende over al måde. Hun var ikke fuldt uddannet og måtte kun have de små klasser (1-2 årg.), medens lærer Petersen om sommeren havde de andre årgange.

Gjesing omkring 1939 Ringvejen er indtegnet stiplet, sådan som den er beliggende i dag. Man kan nok genkende forlø-bet af Stormgade og noget af Gl. Vardevej samt Vester Gje-singvej De små sorte cirkler er ejen-domme og gårde. Den store ring er ”Gjesing Kulturcenter” dvs. Ejnar Han-sens lade (ved Radio Holm – Harald Nyborg), hvor der som beskrevet i teksten var skole-stue under krigen fra 1943, da tyskerne tog både skole og for-samlingshus. De få villaer dengang var for-trinsvis placeret langs Gl. Var-devej.

1 Gjesings historie 1-24

Side5

Vinterlæreren Om vinteren blev han aflastet af noget, vi kaldte en vinterlærer. Han tog sig af 3. og 4. Årgang, medens lærer Petersen selv tog sig af 5. - 7. Årgang. Undertiden vikarierede hans kone for ham.

9. April 1940 Den 9. April 1940 var der ikke mange børn, der kom i skole, og dem der kom blev sendt hjem igen. Men snart blev skolegangen normal igen, og det varede et par år, inden der igen skete noget væ-sentligt.

Eksamensdagen Eksamensdagen var en festdag, for da kom hele skolekommissio-nen med sognepræsten som for-mand, alle i fint tøj, og til lejlighe-den var vi børn også stadset op. Vi blev nævnt ved navns næv-nelse én for én og skulle så først læse et stykke op, og senere skul-le vi op til tavlen for at regne nogle opgaver, som blev dikteret. Når alle havde været gennem skærsilden, gik lærere og skole-kommissionen ind og voterede, om vi havde bestået eksamen

(de drak vist nok mere kaffe og tal-te om ungernes opførsel i alminde-lighed, for der var ingen der dum-pede i den tid, jeg gik på Gjesing skole). Herefter blev klassen kaldt ind igen, og jubelen var uendelig, da vi fik at vide, at alle havde bestået med glans. I skolen var der en god tone og et godt kammeratskab.

Vi græd af kulde Om vintrene først i fyrrerne skal siges, at de var meget hårde og uhyggeligt kolde. Det var de omtal-te isvintre, og når vi børn fra Tarp på vej til skole kom til Gjesing bro, var vi så forfrosne, at vi græd af kulde. Heldigvis var gårdejerne så for-stående, at de lukkede staldene op for os, således at vi kunne få lidt varme. Hvor kan en stald være skøn lun, når man fryser så meget. Nu må man ikke tro, at vi frøs fordi vi ikke måtte få tøj, men det kunne ikke skaffes for penge, så der blev syet om og syet om. Helt ærlig, så tror jeg, at vi dengang var mere tilfredse og glade, når vi fik noget nyt tøj.

Jeg er ikke helt fri for at mene, at måske er det nu gået i den an-den grøft, for aldrig har der været så meget godt og smart tøj som i dag. En ting der glæder mig meget er, at der nu igen er ved at være forskel på arbejdstøj og festtøj (det sidste var en sidebemærkning!).

”Gjesing Kulturcenter” Senere i krigen (1943) tog ty-skerne så både skolen og forsam-lingshuset, og hvad skulle man så gøre, for børnene skulle have no-get skolegang. Gode råd var dyre, men så blev der i Ejnar Hansens lade (der hvor Radio Holm nu har parkerings-plads) bygget en skolestue med bibliotek og gang. Der blev udvist en kolossal akti-vitet i dette lokale, idet der var un-dervisning for 7 årgange samt ungdomsskole – og forskellige for-eninger brugte lokalet om efter-middagen efter skolegang og om aftenen, så I kan tro, der var liv i ”Gjesing Kulturcenter” (Se kort ”Gjesing omkring 1939”).

Bombardement af Flyvepladsen En sommersøndag eftermiddag (27. August 1944) løb vi børn og legede ude på gaden i Tarp. Plud-selig kom der en meget stor flok engelske flyvemaskiner lavt ind over Tarp og Gjesing og smed en hel masse bomber. Tyskerne skød efter dem det bedste, de havde lært, hvorfor gra-natsplinter sprøjtede rundt omkring os børn, og vi styrtede ind i bager-butikken i Tarp (jeg tror aldrig, der har været så mange mennesker på én gang i butikken, hverken før eller senere).

”Hvor er ungerne?” Den samme formiddag var mor cyklet med sin søster og svoger. Min lillesøster var ude at lege med sine veninder og jeg med mine kammerater. Far sov middags-søvn, da han blev vækket af det

Gjesing omkring 1978 Stormgade (hovedvej 12) anlagdes 1935, Spangsbjerg Møllevej omkring 1964. Det samme gjaldt Golfvej og Ve-stervangskvarteret. Gjesing Nord påbegyndtes op til kommunesammenlægnin-gen i 1969. Vestgrænsen af Gjesing føl-ger Fourfeld Bæk. Arbejdet på Krebsestien, der følger bæk-ken, blev påbegyndt som nød-hjælpsarbejde i 1941. Syd for Gjesing Ringvej kan man skimte Vestervangsskolen og Gjesingparkens fem blokke. Selskabet ”Esbjerg-Gjesing Plantage” stiftedes 1890, og det blev begyndelsen til Nørre-skoven.


Side6

infernalske spektakel fra flyvema-skiner og eksploderende bomber, og hans første tanke var: ”Hvor er ungerne?”.

Nødslagtninger Vi var efterhånden blevet sam-let, da dyrlægen kom kørende og ville have far med ud at skyde nogle dyr, der var blevet invalide-rede under bombeangrebet. Først kom vi ned til en ejendom øst for banen i Gjesing, hvor vi skulle slå en ko ned. Derefter kør-te vi til Oxvang, hvor der stod en skrigende hest foran et tørvelæs. Jeg har aldrig hørt så hjerteskæ-rende lyd, som den der kom fra hesten. Der var kommet en gloen-de granatsplint skråt ind fra halero-den, og vi fandt den helt fremme ved bringen på hesten, da den var slagtet.

I tysker-bunkeren I Gjesing skole gik jeg i klasse med en pige, som denne søndag eftermiddag sammen med sin far ville gå hen til en nabo, men da flyverne kom, løb de ned i en bun-ker, og de hørte et øredøvende brag. Da de – sammen med en tysk soldat, der også var løbet ned i bunkeren – ville op, opdagede de, at bunkeren var drejet næste en halv omgang rundt. Hvis ikke den tyske soldat havde haft sin feltspa-de, er det ikke godt at vide, hvad der ville være sket.

Huset jævnet med jorden Da de kom op, så de, at deres hjem var fuldstændig jævnet med jorden. Til alt held var hendes mor ude på gårdspladsen da bomben faldt, og ingen i familien led per-sonskade. Gårdejer Olav Willadsen, Sol-bakkegård, har et luftfotobillede af gården, hvorpå man kan tælle ar efter ca. 30 bomber. Gården var da også kun en stor stak brokker, da den eftermiddag var gået.

”De gode, gamle da-ge.” Mange er de gårde og ejendom-

me her i området, som jeg har set jævnet med jorden. Det kan vel ikke være andet end at man som-metider lader tankerne gå tilbage og så spørger sig selv: ”var det nu bedre i de gode, gamle dage?”.

Udviklingen i Gje-sing efter krigen 1940-45 I de første år efter krigen gik ud-viklingen forholdsvis stille og roligt, dog begyndte Esbjerg at mangle kolonihaver.

Når man først er Begyndt…... Nogle af gårdmændene be-gyndte så småt at udstykke deres jorder, og når de først var begyndt herpå, var det nødvendigt at fort-sætte.

Opkøb af gårdene Senere begyndte Bryndum og Esbjerg kommuner at opkøbe går-dene efterhånden som de blev ud-budt til salg, og så tog udviklingen fart.

Udstykning I Gjesing Nord er der over 700 parceller, og i området syd for Ringvejen er der ca. 750 parceller

foruden hvad der allerede er byg-get af lejeboliger og ejerlejlighe-der. Det vil sige, at der i dag (1978) er i alt 2700 boliger i Gjesing, og det er jo noget mere end de ca. 70 boliger, der var i min barndom.

De dejlige cykel– og Gangstier Én ting glæder mig meget, og det er den måde, området er byg-get op på – jeg tænker her på alle de dejlige cykel– og gangstier, der er udført i området, og jeg vil på det varmeste anbefale borgerne at bruge dem. Der er jo ingen me-ning i, at der bliver ofret millioner af kroner på at sikre borgerne i tra-fikken, når stierne ikke bliver brugt tilstrækkeligt.

Brug stierne! Jeg synes, at vi her skulle hjæl-pes ad med at gøre det moderne at bruge stierne – og hvis I skal være helt ærlige – synes I så ikke, at vi her i Gjesing har betalt nok på trafikkens alter? Skulle det være nødvendigt at betale ret meget mere der – det er bl.a. op til borgerne at afgøre det. Med venlig hilsen Johan Andersen Golfvangen 24

”EN PRAKTISK SØ” stod der under et avisbillede fra slutningen af 80-erne af søen nordvest for Bilka-krydset. Johan Andersen har som ingeniør på Stadsin-geniørkontoret stået for arbejdet med søen, som – udover at være en lille oase – er et forsinkelsesbasin for regnvand fra Kjersing-området m.m. Regnvandet fra om-rådet samles og forsinkes i søen inden det via regnvandsledninger, Gjesing bæk og Fourfeld bæk ledes ud i havet.

Artiklen er en bearbejdelse af materiale fra en gæsteoptræden i en 5. Klasse på Vestervangs-skolen i 1978.


Side7

Træk af Gjesings historie (4) Kirsten Beiter Andresen, Elmevangen 10, har velvilligt tilsendt os nedenstående artikel. Den omtalte Ellen Margrethe Hansen var datter af den sidste møller på Spangsbjerg Mølle Termann Tranberg Hansen. Som det vil være bekendt har ejerne omkring Spangsbjerg Møl-le haft stor betydning for Gjesing gennem tiderne.

Ovenstående billede af Spangsbjerg Mølle sad som dørstykke i en gård i Rousthøje. Dørstykket er malet mellem 1857 og 1871.

August 1998 Mit indlæg er resultat af Poul Højbaks opfordring i Gjesing Po-stens juni nummer, til at fortælle om det gamle Gjesing i enhver tænkelig henseende. Barndom i Spangsbjerg Møllegård Jeg kendte Ellen Margrethe Hansen personligt i en årrække. Hendes farfar Hans Chr. Hansen var møller og ejede Krogesgård ved Tjæreborg. Han købte senere Spangsbjerg Mølle og Spangs-bjerg Møllegård med tilhørende jorder (se illustration!). Her blev Ellen Hansens far Termann Han-sen, født i 1865. I 1902 overtog hendes far møl-len, hvor hun voksede op sammen med 8 søskende (hun blev født i 1906).

Gjesing gamle skole De gik i den gamle skole, som blev revet ned for nogle år siden. På stedet, hvor skolen lå, er der rejst en sten med inskription (stenen står midt i rundkørselen ved Gjesing Centret – se foto!) Børnene gik dengang i skole i træsko den lange vej fra Spangs-bjerg Mølle; de skulle komme hjem fra skolen om middagen for at spi-se. De måtte tit løbe for at nå retti-digt tilbage til skolen. Spangsbjerg Mølle som kartoffelmelsfabrik Efter flere år blev møllen om-dannet til kartoffelmelsfabrik, som jeg har fået det fortalt, og jorderne, hvor i dag Vognsbølparken og Spangsbjerg hospital ligger, over-gik til Esbjerg kommune. Billedtekst: Ellen Margrethe Hansen

med sin mor, Johanne Hansen, og far, Termann Tranberg Hansen samt lillebror.

Alle illustrationer uden navn er venligst udlånt at Kirsten Beiter Andresen.


Side8

Den sidste bygning, der har hørt under Spangsbjerg Mølle, blev re-vet ned for et par år siden. Den lå på hjørnet af Spangsbjerg Mølle-vej og Hospitalsvej. Selve møllen brændte i øvrigt flere gange. Dette var mest om de ydre for-hold, som Ellen Margrethe Hansen voksede op med og under. Tiden imellem hendes opvækst i Gjesing og tiden i Bramminge ved jeg følgende om: Selskabsdame på Sjælland Hun var i nogle år en slags hus-h o l d e r s k e / h u s f a k t o t u m /selskabsdame hos kammerjunke-rinde Salicath i København. Hun havde feriebolig ved Tisvildeleje, hvortil frk. Hansen naturligvis fulg-te med i nogle uger om somme-ren. Ligesom Laura i ”Matador” Ligesom Laura i ”Matador” mod-tog frk. Hansen en ærefuld og og-så økonomisk erkendtlighed for lang og tro tjeneste. Dog blev det ikke til nogen medalje for hendes 10 år hos Salicath’s, i modsætning til Laura, der havde tjent familien Varnæs i 25 år. Men hun fik hvert år i resten af sin levetid et beløb, som de seneste år var steget til 500 kr., som hun modtog hen imod juletid (se illustration!). Kong Frederik IX I helårsboligen i Bredgade i Kø-benhavn kom den daværende kronprins Frederik, dronning Mar-grethes far, tit på besøg. Ellen

Stenen midt i rundkørselen ved Gjesing Centret.

(Foto: Poul Højbak)

Det Kvindelige velgjø-rende Selskab På dokumentet står der: Det Kvindelige velgjørende Sel-skab i Kjøbenhavn tildeler herved Ellen Margrethe Hansen en Præ-mie på kr. 25,- for 10 Års lang og tro Tjeneste hos Kammerjunkerin-de Salicath, Kjøbenhavn. Kjøben-havn den 28. Oktober 1940. På Bestyrelsens Vegne (navn), Overbestyrerinde.

Hansen åbnede ofte døren for ham; men en gang, hun havde været ude i byen, var det kronprins Frederik, der åbnede døren for hende, da hun kom tilbage! Ellen Hansens far i Bramminge Ellen Hansens far levede en år-række i Bramminge. Da hans kone døde i 1940, rejste Ellen Hansen hjem til ham og passede ham i fle-re år til hans død i 1953. Bor til leje i vores hus Personen Ellen Margrethe Han-sen var meget speciel. Da jeg lær-te hende at kende, var jeg 11 år gammel. Mine forældre havde købt det store hus i Jernbanegade 12 i Bramminge. Min far drev her-reekviperingsforretningen ”Engelsk Beklædnings Magasin” i Brammin-ge. Her kontaktede E. Hansen ef-ter sin fars død min far, og de fik en aftale om, at hun kunne leje sig ind på 1. Sal i vores hus, og min far kunne tilbyde hende tilretning af sine kunders tøj

Som delvist eksistensgrundlag. Ef-ter ca. 15 år flyttede hun om i El-megade, hvor hun boede adskilli-ge år. Derefter kom hun i en høj alder på alderdomshjemmet ”Solgården”, også i Bramminge, hvor hun boede til sin død som 92 årig (1997). Hun blev aldrig gift. Det var i grove træk hendes lev-nedsforløb, som jeg kender til det.

Her – på hjørnet af Spangsbjerg Møllevej og Hospitalsvej – lå den sidste bygning, der har hørt under Spangsbjerg Mølle. Den ny bebyg-gelse hedder: - ja, hvad andet end ”Spangsbjerg Møllegård”.

(Foto: Poul Højbak)

Børne-trækplastre Så vil jeg fortælle nogle træk fra hendes hverdag: Jeg, min lillebror og lillesøster var jævnligt på besøg oppe hos hende, da hun boede på 1. sal i vores hus. Hun var en meget myndig dame, lattermild al-ligevel, spændende, ikke som folk er flest. Hun havde nogle “børne-trækplastre”, usædvanlige ting, vi måtte lege med, når vi besøgte hende, bl. a. en stor vase, i form af en sølvsvane, op i hvilken vi skulle ramme brikkerne fra et gammelt loppespil af ben (ikke plastic!). Så sad vi på gulvet og øvede os, mens hun syede gardiner for den lokale gardinforretning, lagde benklæder op til kunderne i min fars forretning, maskede strømper op for byens damer, eller vendte flipper på byens herrers man-chetskjorter (så holdt skjorterne til en ny omgang “slid”, og så var der jo sparet penge). Ikke mange penge at gøre med Hun havde ikke mange penge at gøre med, det lagde hun ikke


Side9

selv skjul på, så hun tjente til livets underhold ved ovennævnte be-skæftigelser. Hun syede f. eks. og-så dukketøj til mine og min søsters dukker, på min mors bestilling. Det fik vi så i jule- eller fødselsdagsga-ve. Zig-zagge Min ældste datter, som i dag er 32 år, kan også huske “Hanse”, som hun kaldte hende. Også hun fik lov til at lege med loppespillet og sølvsvanen, etc., og hun måtte sågar engang imellem på “Hanse”s skød, sy zig-zag på en tøjrest, mens “Hanse” diskret sty-rede lidt med. For en 2-3 årig var det alletiders, så det lød tit: “Op til ‘Hanse’ og zig-zagge!” Juletræ Som sagt havde hun ikke man-ge penge, og en ting som et jule-træ ville hun i hvert fald ikke bruge penge på. En advent, hvor jeg nok har været omkring 12 år, syntes jeg, at det var så synd for hende, at hun skulle holde jul uden et jule-træ, at jeg lavede noget julepynt, som jeg gik op til hende med og spurgte, om jeg ikke nok måtte pynte hendes store kongevin, en plante, til hende. Det måtte jeg gerne, og hun var da også glad for sit “juletræ”, så vidt jeg husker. Egetræs dragkisten Men selv om det var småt med pengene, var hendes skønne, gamle møbler og inventar skam ikke til salg! Hun havde en kæm-pestor, pragtfuld udskåret egetræs dragkiste, som havde stået på Spangsbjerg Mølle og før det, på t “Krogesgård” ved Tjæreborg. Og måske pga. det sidste, var “Tjæreborgpræsten”, Eilif Kroga-ger, interesseret i at købe den. Han havde i hvert fald fundet ud af, hvor kisten befandt sig, og en dag aflagde han Ellen T. Hansen et besøg i Bramminge. Han ville jo meget gerne købe kisten, og med de overtalelses- og forhandlings-evner (og økonomiske midler), han havde, skulle man tro, at han hav-de fået lov at købe den. Men nej - ikke hos frk. Hansen!: Den slags havde virkelig så stor affektions-værdi, at man skulle være i yder-

yderste nød for at skille sig af med den. Det ville næsten være som at sælge en del af sig selv! Så den gode Tjæreborgpræst måtte for en gangs skyld gå med uforrettet sag!

Den sidste møller på Spangsbjerg Møl-le – Ellen Margrethe Hansens far som ældre. Spangsbjerg Mølle måtte – ligesom an-dre vind– og vand-møller – nedlægges da elektriciteten holdt sit indtog. Dette skete i 1917.

”Lyntoget” Når hun færdedes ude i byen, bl. a. på indkøb, var hun et kendt og særpræget indslag i bybilledet. Hun blev kaldt “lyntoget”, fordi hun virkelig gik lynhurtigt og målrettet og med blikket rettet stift fremad (Byens bedste børn morede sig lidt over det - de værre gjorde vist-nok lidt nar.). Sukkermadder Hun levede meget spartansk. Tit spiste hun i løbet af en dag kun rugbrød med sukker: hendes el-skede sukkermad. Alligevel var hun aldrig syg. Menneskesky Hun brød sig ikke om at omgås andet end nogle få mennesker, var lidt menneskesky. Det blev værre med alderen. Hun brød sig ikke om at blive fotograferet. Når hun var med til vores familiefester, og der blev fotograferet i hendes nær-hed, vendte hun sig væk, eller sat-te en hånd, så den dækkede for ansigtet. Derfor tror jeg ikke, der findes ret mange fotos af hende som voksen. Under kommando Et par gange passede hun os tre børn, mens vores forældre var i udlandet. Så kom vi under kom-mando: Vi skulle have forklæde på, når vi spiste. Og hvis vi glemte at lukke døren ud til gården, koste-de det 5 øre!

På besøg i Gjesing Da hun boede i Elmegade i Bramminge, var jeg i 1973 flyttet ind på Bjørnevej 2 i Gjesing. Da hentede jeg hende dertil, så hun kunne se vores nye hjem. Jeg kør-te hende også hen til hendes “gamle steder” her i Gjesing. Hun genopfriskede endnu en gang sine barndomsminder for os. Døren var lukket Efter at hun i Bramminge var flyttet til Elmegade, skete det ofte-re og oftere, at hun ikke lukkede op, når man bankede på hendes dør - hverken for min mor, for mig, eller for nogen anden, selvom vi havde hørt hende indenfor døren, før vi bankede på. Og de gange, vi blev lukket ind, blev det mere og mere tydeligt, at hun egentlig helst ville være alene. Så til sidst holdt vi op med at besøge hende. Nogle år senere kom hun så på “Solgården”, alderdomshjemmet i Bramminge. Ellen Hansen testamenterede sine gamle møbler og en del af det øvrige bohave til Esbjerg Museum. En brik i et puslespil Hermed slutter jeg min beret-ning om en af døtrene af den sid-ste møller på Spangsbjerg Mølle. Det var selvfølgelig kun en lille brik i det puslespil, der udgjorde hen-des liv. Men forhåbentlig kan det også bruges til en brik i det pusle-spil, der hedder “Gjesings fortid”. Kirsten Beiter Andresen Elmevangen 10 6715 Esbjerg N


Side10

Træk af Gjesings historie (5) Af Poul Højbak

Gjesings landskab og vejrlig har op gennem tiderne været præget af vestenvind og sandflugt. Mennesket har grebet ind overfor disse bar-ske ydre vilkår med bl. a. be-plantning. I nyere tid har Gjesings landskab og vilkår især væ-ret underlagt forandringer pga. Esbjergs opståen, ud-stykning af landbrugsjord til villabebyggelse samt kom-munesammenlægning.

Gjesingsangen Det hedder i Gjesingsangen: Intet var her til at binde hårde barske vestenvinde, der for frem med magt og vælde for hvert træ at fælde. Vindens vælde fik dog ende, da i kamp man drog, enigt mod den fælles fjende, magten fra ham tog ved at plante hegn og lunde, så at ej så let han kunne fare over mark og enge, mildhed bort at trænge.

Vadehavsområdet Selvom denne artikelserie handler om Gjesings historie, vil vi nu gå ud over lokalområdets grænser for at se lidt på, hvad de tilgrænsende landskaber består af, hvorfor de ser ud, som de gør, samt hvilke kræfter der har været medvirkende til at danne dem.

Ho-bugt området Gjesings naturforhold er selvsagt meget præget af Ho-bugt området. Dette er igen underlagt de samme betingelser, som gælder for De

Frisiske Øer (den ørække der strækker sig fra Den Helder i Hol-land til Blåvandshuk). Fanø er den nordligste af De Frisi-ske Øer, men Skallingen (og der-med Ho bugt) er landskabsmæs-sigt i vold af de samme virkende kræfter som disse øer.

De Frisiske Øer og Skallingen Mod vest består landskaberne af en strandflade med klitrækker. Mod øst er der marskenge. Mel-lem øerne (og Skallingen) er der dyb (fx Grådyb). Ind mod fastlan-det er der vadehav med højsande og tidevandsrender (loer. - Fanø-færgen sejler fx ind i en lo ved Nordby!). Vadehavet er så lavt, at det faktisk kun eksisterer ved højvande. Ved lavvande er sejlads kun mulig i dyb, løb og større render ("loer"). Kystlinierne er under stadig foran-dring idet dannelsen af landska-berne er udtryk for en ligevægtstil-stand.

De virkende kræfter De virkende kræfter er tidevandet, bølgekraften og vinden (samt an-dre meteorologiske forhold). Disse kræfter vil vi se på senere, men først lidt om historien.

Historisk Grækeren Pytheos der levede om-kring Kristi Fødsel var på rejse til det sydlige Nordsøområde. Med stor undren betragtede han tide-vandet og kaldte det "havets ånde-dræt". Vadehavsregionen med dets brede bælte - der to gange i døgnet tørlægges og igen fyldes med vand - er "havets lunger". Vadehavsområdet har op gennem tiden kostet uhyre ofre i menne-skeliv og materielle goder. I nyere tid med moderne teknik kan man bedre magte vilkårene. Havet har ustandselig nedbrudt kysten og lagt til andre steder. Skallingen er dukket op af havet i løbet af de sidste 3-400 år. Der findes få landområder, der i

Fourfeld bæk 1999. Dette hører nok til de landskaber, der har for-andret sig mindst


Side11

den grad har forandret sig i tidens løb.

Landskabsformerne og de virkende kræfter Klitter opstår ved, at bølgeslaget skyller sand fra havbunden op på strandbredden, hvorfra vinden fø-rer det ind i landet. Her samler sandet sig i læ af forhindringer. Klitbæltet kan være 6-7 km. bredt. Bølgeslag og materialevandring har udlignet kysten og planeret havbunden ved brænding og tilfør-sel af materiale. Brændingen har skabt en beskyt-tende kæde af barrer, hvorpå sandflugten har ophobet klitræk-kerne. Men det er tidevandet, den rytmi-ske hævning og sænkning af havspejlet, der har givet vadeha-vet præg som mellemstadium af hav og land. Tidevandet skyldes især månens tiltrækning. Det følger månedøg-net. Det vil sige, at der er to gange højvande og to gange lavvande indenfor 24 timer og 50 minutter (ca. 6 1/4 time mellem lav- og høj-vande). Tidevandets størrelse er forskellig, nemlig ca. 1,5 meter ved Esbjerg, ca. 2 meter ved grænsen og 0,5 meter nord for Blå-vandshuk.

Sandflugten For 3-400 år siden var sandflugten en katastrofe. Vandreklitter dæk-kede markerne, stoppede vandlø-bene og tilsandede husene. Man-ge blev drevet fra hus og hjem.

Menneskets indfly-delse på landska-berne I 1792 kom der en lov om organi-sering af kampen mod sandflug-ten. Der var tale om pligtarbejde uden betaling. Man tilplantede klit-terne med hjelme. Disse planter, der gror naturligt i klitterne gen-nemvæver sandet med sine rød-

der. Hvis den bliver dækket med sand, vokser den op igennem det. Sandlag kan ligefrem stimulere væksten.

Tilplantning I 1850’erne lykkedes det for første gang at tilplante klitter med træer. Først var det bjergfyr, senere gran og løvtræer. Der opstod plantager, som foruden at dæmpe sandflug-ten også producerede brændsel og skaffede arbejde.

Plantningssagen. Hedeselskabet stiftedes 1864 og gjorde en stor indsats ved at plan-te heder til og frugtbargøre jord ved dræning og mergling. Desu-den sørgede de for, at der blev plantet læhegn til at dæmpe på ve-stenvinden og sandflugten. Efter at Esbjerg blev grundlagt, var der også her mange fremsynede mennesker, der var aktive for at lave læhegn og tilplante områder på egnen: Vindens vælde fik dog ende,

da i kamp man drog, enigt mod den fælles fjende, magten fra ham tog ved at plante hegn og lunde, så at ej så let han kunne fare over mark og enge, mildhed bort at trænge.

Nørreskoven I 1890 stiftedes plantningsselska-bet "Esbjerg-Gjesing Planta-ge" (Senere "Nørreskoven"). Man rådede over 107 tdr. land, som man agtede at tilplante i løbet af 10 år. Plantagen solgtes 1906: Sct. Jo-seph Søstrene købte 17,5 tdr. land og anlagde her Spangsbjerg Sa-natorium. Esbjerg kommune købte resten. Plantagen fik nu navnet "Nørreskoven". Ditlev Lauritzen begyndte i 1902 arbejdet på det, der skulle blive til Vognsbøl Plantage. Som nævnt i "Træk af Gjesings historie (2)" opkøbtes omkring 1935 arealerne til "Krebsestien". Krebsestien - der følger Fourfeld-Gjesing bæk fra Nørreskoven til Guldager station - er opkaldt efter foregangsmanden landsretssagfø-rer A. C. Krebs.

Parti fra Nørreskoven


Side12

Arbejdet på stien blev påbe-gyndt som nødhjælpsarbejde i 1941. Esbjerg Statshavn 1868 Loven om Esbjerg Statshavn satte gang i en udvikling, der naturligvis også fik betydning for Gjesing. Es-bjerg blev selvstændig kommune i1894 og fik købstadsstatus 1899. Gjesing var langsomt ved at ænd-re sig fra at være et landbrugsom-råde til at blive en del at et stort bysamfund. Udstykning i Bryn-dum kommune Indtil kommunesammenlægningen i 1969 var Gjesing jo en del af Bryndum kommune. Af udviklingen af Gjesingområdet frem til kommu-nesammenlægningen kan næv-nes: • Udstykningen begynder så

småt først i 1950'erne med salg

af landbrugsjord til kolonihaver i den sydlige del af Gjesing. (Se ”En Gjesing-sang” øverst på siden).

• I 1959 blev Spangsbjerg Mølle-gård solgt til Bryndum kommu-ne.

• I 1964 påbegyndtes anlæg af Spangsbjerg Møllevej, Golfvej og Vestervangskvarteret.

• I 1969 lancerede Bryndum Kommune en udstykningsplan for Gjesing Nord området.

Efter kommune-sammenlægningen 1969 For at leve op til bybefolkningens voksende behov for fritidsområder i det åbne land, blev der på grund-lag af "Egnsplan 1970" påbegyndt en mere detaljeret planlægning af de grønne områder med tilhøren-de stiforbindelser. Dette skal vi høre mere om i et kommende nummer.

I de næste numre

følger vi op med: • Nye bydele og kommune-

sammenlægning. • Udstykning og grønne

områder. • Mere detaljerede artikler

om Gjesing før og nu _______________ Vi hører meget gerne fra jer, hvis nogen har noget at for-tælle, billeder, oplysninger eller andet. Eventuelle bidrag og hen-vendelser vedrørende dette til: Poul Højbak Ulvevej 62, 1. Th. Tlf. 7515 8945

En Gjesing-sang ”Klippet fra side 9 i GJESING-POSTEN, dec. 1979 af Johan Andersen som skriver: Det forlyder at denne sang oprindelig er skre-vet til en gadefest i Gjesing, men jeg ved ikke hvem der er forfatter.

Mel.: Nyboders pris Nord for Esbjerg ligger der en landsby, kaldet Spangsbjerg eller Gjesing by, der fortælles mange sagn fra denne nogle få erindrer vi på ny. Der gik bønder bag de tunge plove, der var konen som bar tunge neg, tænk jer alt, ja alt var fryd og gammen, hver en flittig bonde gik og sled. Så en dag gik der panik i bonden: ”Jeg vil ikke slide mig ihjel, derfor lader jeg mit jord udstykke, kapitalen gi’r mig sjælefred”. Andre bønder købte det i stedet, og de bygged sig et lille hus - der er dejligt her på bondens ager, her er fuglefløjt og vindens sus.

Mange veje er der blevet anlagt her på bondens frugtbar’ agerjord, og de nye ”bønder” har forstået flot at bygge, plante, så i jord. Men hvad laver disse nye ”bønder” for til korn og roer er ej plads, godt de tjener – se dig rundt om bordet der de sidder nok så veltilpas. Hvad de laver? - ja, nu skal I høre det er helt utroligt, men dog sand - nogle lærer mange børn at regne, en er tømrer – kaldet håndværksmand, en går rundt og klipper mænd og koner, så frisuren får et herligt snit, der er også dem der syr derhjemme, men kun få har tid til en visit. Kendetegnet er dog for os alle - at vi virk’lig har så travlt hver dag, for der skal jo tjenes mange penge, det er både mand og kones sag. Tid til fest – det har vi jo i aften, og vi fejrer denne med manér - Tag dit glas, og rejs dig op fra stolen, tøm dit glas, og se så hvad der sker.


Side13





Barndommen Egentlig har jeg haft tre barndoms-hjem, idet jeg har boet i to forskel-lige huse på Gl. Vardevej, før vi flyttede til det hus, hvor jeg har haft det meste af min barndom. Det var på Søndervangsvej (ved den nuværende regnvands sø, nord for Gjesing Centret og Ring-vejen). Her byggede min far den første landarbejderbolig i Ribe Amt. Der var dengang den regel, at hvis man byggede efter bestemte ret-ningslinier, kunne man få fordelag-tige lån. Min far var en stejl fyr, og ville ikke bygge efter de fastsatte bestemmelser, men det lykkedes ham at få lånet alligevel. Jeg var dengang 11-12 år, og vi boltrede os på den store eng, der var på stedet. Der var også fire mergelgrave, men disse blev fyldt op under krigen af tyskerne med overskudsmateriale fra deres bun-kers byggeri. Vi var seks børn, hvoraf jeg var den ældste. Min far var arbejdsfor-mand ved byggeri og vejarbejde. Han ville ikke arbejde for tyskerne (som jo ellers betalte godt). Da kri-gen var forbi, fik han af den grund en erkendtlighed på 2500 kroner, som de andre beboere havde samlet ind. Medvirkende til dette var måske, at min mor døde på det tidspunkt. Krigen Under krigen var huset omkranset af minefelter, løbegrave og pig-trådsspærringer (Se fotos næste side!). Desuden var der bunkers, små såkaldte ringstillinger, hver bemandet af 4-5 soldater. Herfra kunne de forsvare sig med ma-skingevær. Herudover var der skyttegrave og huler i jorden. Alt dette var led i forsvaret omkring lufthavnen, idet tyskerne åbenbart

forventede en invasion af englæn-derne. Fire af soldaterne var polakker tvunget ind i den tyske hær, og de kom i mit hjem og hørte illegal ra-dio. Som tak forærede de min mor brændsel. Dette var der jo mangel på. Den 4. maj om aftenen da vi i radi-oen hørte om tyskernes kapitulati-on, gik jeg ud og så ud over de ty-ske skyttegrave. En af mine kam-merater var der også, og i kådhed sparkede han jord ned i hovedet på tyskerne, hvorefter de skød på ham og dræbte ham. (De havde nok ikke hørt om kapitulationen). Efter krigen blev min far småentreprenør og arbejdede med oprydning efter tyskerne. Skolegang Vi var under den såkaldte vestjy-ske ordning, hvilket indebar, at vi om sommeren kun var i skole hver anden dag fra klokken 8 til 12. Om vinteren gik vi til gengæld hver dag

fra klokken 9 til 16. Da jeg havde job som avisbud på Vestkysten, fik jeg en særordning, der gik ud på, at jeg kunne holde fri klokken 14. Jeg hentede så på cykel aviserne i Vestkystens trykkeri, der dengang lå i Kongensgade. Min avisrute gik over Spangsbjerg, Gjesing, Tarp, Bryndum og Forum, så jeg kom til at køre ca. 50 kilometer på cykel hver dag. Ud at tjene Da jeg var den ældste af seks børn, måtte jeg i 14 års alderen ud at tjene hos bønderne for at klare mig selv. Som sekstenårig skulle jeg en dag hente et læs roer men gjorde gård-ejeren opmærksom på, at vognen var medtaget og ikke ville kunne holde til læsset. Hertil fik jeg at vide, at det skulle jeg ikke blande mig i men gøre, som der blev sagt. Da jeg var på vej hjem med læs-set, skete der imidlertid det, som jeg havde frygtet: hjulene brød sammen, hestene blev forskræk-kede og løb løbsk, mens jeg kom i klemme og blev slæbt med. Resul-tatet var et brud på den ene hofte. De næste tre år var jeg indlagt på hospital, bl.a. på Ortopædisk i Kø-benhavn og Refsnæs Kysthospital. Da jeg kom ud havde jeg en stiv hofte. Først i 57 års alderen blev jeg hjulpet med en indopereret kunstig hofte. Det blev for mig afslutningen på landbruget. Jeg læste så på Han-delsdagskole et år (og senere på aftenseminariet) og kom derefter til at arbejde en tid på kontoret hos min far. Senere var jeg i ni år se-kretær på Skolepsykologisk Kontor i Esbjerg og fik godt kendskab til skoleverdenen. Dette kom mig til gode, da jeg senere var inspektør i

Vi har haft en samtale med forhenværende inspektør på Esbjerg Tekniske Skole, Jørgen Schwartz, Højvangshaven 126. Jørgen Schwartz er født og opvokset i Gjesing og fortæller:

Jørgen Schwartz


Side17

30 år på Esbjerg Tekniske Skole. Foreningsliv i Gjesing Som dreng dyrkede jeg som de fleste af mine kammerater gymna-stik to gange om ugen i Gjesing Gymnastikforening. I Ungdomsforeningen fik vi kultu-relt stof fyldt på med højskole-sangbogen, foredrag og kaffe bag-efter. Dette foregik i Forsamlings-huset, og alle deltog. Der kunne være 40-50 unge sådan en aften, hvor fællesskabet var i højsædet. Ellers var det Gjesing Foredrags-forening, der bar byens kulturliv.

Gjesing Idrætsforening I 1949 kom der en ny sportsplads der, hvor Gjesing Centret nu lig-ger. Gymnastikforeningen ville ik-ke have en fodboldafdeling, og no-gen spurgte mig, om jeg ville være med til at lave en boldklub. Det endte med, at jeg blev formand for det nedsatte udvalg, og jeg blev foreningens formand de første 16 år af dens levetid. Senere er jeg også blevet æresmedlem. Da foreningen stiftedes i 1949, kan man jo hurtigt regne ud, at den lige har haft 50 års jubilæum, i dag un-der navnet Spangsbjerg Idrætsfor-ening (SIF). (Senere i denne tekst

kommer der en forklaring på, hvor-for foreningen skiftede navn). Idrætsforeningen fik succes lige fra begyndelsen. Mange meldte sig ind, og vi fik mange hold. Vi henvendte os til Gymnastikforenin-gen og spurgte, om de ville være med til i fællesskab at lave en sportsfest. Vi fik dette svar: - Ja, hvis I tager udgifterne, så tager vi indtægterne! Dette samarbejde blev der altså ikke noget af. Det kom så til at gå sådan, at Gymna-stikforeningen døde, vi bestod. Spangsbjerg Idrætsfor-ening (SIF) Som ovenfor nævnt, er det Gje-sing Idrætsforening, der i midten af

Mit barndomshjem – ligger endnu over for sø på Søndervangsvej

Mit hjem ”beskyttet” af tyske minefelter og pigtrådsspærringer

Tysk ringstilling udenfor mit hjem


Side18

50'erne skiftede navn til Spangs-bjerg Idrætsforening (SIF). Dette skyldes, at vi fik mange medlem-mer fra Esbjerg samt at en del af Spangsbjerg hørte under Esbjerg Kommune og resten under den daværende Bryndum Kommune (som jo også Gjesing var en del af). Dengang gik Spangsbjerg helt ind til det nuværende Vandrerhjem på Gl. Vardevej (Oprindelig var bygningen Arbejderhøjskole, sene-re Søfartsskole). Bryndum kommune ville imidlertid ikke give tilskud til Idrætsforenin-gen, men det ville Esbjerg Kom-mune på betingelse af, at navnet relaterede til Spangsbjerg. Derfor skiftede vi navn i midten af 50'er-ne. I 1955 vandt et hold i A-rækken det jyske mesterskab i fodbold. Haveselskabet Skov-brynet

Omkring 1950 var jeg med til at starte Haveselskabet Skovbrynet. Gartner Thomsen solgte sin jord til Haveselskabet for ca. en halv milli-on kroner. Det drejede sig om are-alet omkring de nuværende veje Solglimtsallé og Skovbrynsallé. Udstykningen begyn-der Dette blev begyndelsen til Gje-sings forvandling fra bondesam-fund til del af et storbysamfund I nævnte haveforening var jeg kas-serer og medlem af bestyrelsen. Tanken var fra begyndelsen, at jorden skulle bebygges, men for at komme i gang, blev det som have-forening. Der kom jo flere haveforeninger. Nummer to var på de arealer, der nu er bebygget af den gamle Gje-sing Skole (nu Sygeplejeskole mv.). Derefter kom der en havefor-ening omkring Golfvej og Skov-bakken.

Sjovt nok var det i begyndelsen grundene nærmest Nørreskoven, der var billigst. Når man tegnede sig for en grund, betalte man en leje på ca. 40 kroner om måneden. Østerbyen og Vesterbyen Før i tiden talte man om Gjesing Østerby og Gjesing Vesterby: Alt øst for Gl. Vardevej var Østerbyen, vestfor var Vesterbyen. Der var det sjove, at der boede to Thue Thuesen i Gjesing, og for at skelne, kaldte man den ene "Thue Thuesen Østerby", og den anden "Thue Thuesen Vesterby". Da den ene imidlertid døde, kom man til at bringe et billede af den anden i avi-sen. Det var ikke så heldigt. Fælles aktiviteter Som før nævnt var der meget stor opbakning omkring aktiviteterne i Gymnastikforeningen, Ungdomsfor-eningen, Foredragsforeningen og Idrætsforeningen, og folk strømme-de til, når der var dilettant i forsam-lingshuset. Det samme var tilfældet, når der var gymnastikopvisning, ju-letræ eller baller i Idrætsforeningen. Udviklingen i Gjesing Den største revolution i Gjesing om-rådet har været udstykningen, be-gyndende med haveforeningerne. Der blev færre og færre og færre bøndergårde, og tilsvarende flere parcelhuse og andet. Denne udvik-ling skyldes jo i høj grad Esbjergs grundlæggelse i 1868 og den der-med følgende udvikling for hele om-rådet.

Poul Højbak Fotos uden navn er venligst udlånt af Jørgen Schwartz.

Idrætsforeningens

første

1. hold 1950.

Søen ved Stormgade, nord for Ringvejen. I baggrun-den kan man skimte Jørgen Schwartz’ barndoms-hjem. (Foto 1999: Poul Højbak).


Side19

Træk af Gjesings historie (8) Spangsbjerg Mølle

Denne artikel handler først og fremmest om Spangsbjerg vand-mølle, men for at kunne beskrive den rigtigt, er det nødvendigt med en fremstilling af vandmøller ge-nerelt, deres historie, opbygning mv. Vandkraft i Danmark gennem tiderne Sammenlignet med fx Norge og alpelandene, er de danske vandløb kun små og kraftløse, men det er et faktum, at vandkraften i Danmark op gennem tiden har spillet en stor rolle. Det er åer og bække, der har leve-ret drivkraft til de danske vand-møller. I vort flade land er ådalene ikke særlig iøjnefaldende, men hvis du er opmærksom på det, er der for eksempel en meget tydelig sænkning af landskabet omkring Fourfeld Bæk. Dette kan bl.a. ses fra Ringvejen ved grænsen mellem Gjesing og Sædding/Fourfeld. Det er hævdet, at verdens første registrerede vandmølle fandtes o. 200 før Kristi fødsel i Bolle i Nordjylland. Der skulle være tale om en såkaldt skvatmølle, men på-standen holder vist ikke. Derimod vides det med sikkerhed, at kendskabet til større møller i Danmark er blevet udbredt af munkene sammen med kristen-dommen.

Vandmøllernes opbygning og produktivitet De første møller, som kendes fra o. Kristi fødsel, var små og simple. De kaldtes skvatmøller og var i brug også her i landet til o. 1700. Navnet kom formodentlig af, at der kun skulle en lille skvat vand til at drive skvatmøllen. Kokspang mølle, der omta-les første gang 1446 har antagelig været en skvatmølle. I en sådan mølle faldt vandet skråt ind på det horisontalt liggende vandhjul, hvis aksel havde fat di-rekte i den øverste møllesten og drejede den rundt mod underste-nen.

Da kværnstenene var små, kræve-des der ikke megen kraft. Produk-tiviteten har naturligvis været til-svarende begrænset. Man har skønnet, at i stenalderen blev en tiendedel af arbejdskraften anvendt til at kværne korn. Set i det perspektiv er det tankevækken-de, at selv en lille mølle kunne er-statte op mod 100 personers ar-bejdskraft. Det antages, at der i Danmark har været en sådan skvatmølle i hver by og større gård. Møllerne blev bygget, hvor åens fald var størst og om muligt i en snæver dal, hvor man let kunne etablere en møllesø ved opstem-ning af vandet. I 1100-tallet fremkom større vand-møller med lodretgående vandhjul. I nyere tid var vandmøllerne en betingelse for den voksende indu-stri på land og i by. Et almindeligt vandhjul ud-nytter 50-65% af energimængden. De senere fremkomne vand-turbiner udnytter 70-85 % af ener-gien. Ved en vandmængde i mi-nuttet på 18 m3 og en faldhøjde på 2 meter vil det svare til godt 6 HK – med nutidens målestok en beske-den effekt. Vindmøllerne Ved nogenlunde konstant vind (20 meters vindfang) har en mølles ydelse svaret til ca. 25 HK (6-8

Af Poul Højbak Spangsbjerg Mølle og dens ejere har op gennem tiden spillet en stor rolle for lokalsamfundet. I landet som helhed har møllerne haft en afgørende funktion i industrialiseringen af landbrug og håndværk.

Esbjergs grønne områder ”De grønne kiler” ligger i Ådalene: Ved Gjesing-Fourfeld bæk (Krebsestien og Nørreskoven), arealerne langs Spangsbjerg møllebæk samt området om-kring Guldager Møllebæk og Ådalen.

Varde Å

Guldager Møllebæk

Gjesing-Fourfeld Bæk

Spangsbjerg Møllebæk

Fanø


Side20

tønder korn i timen). Regnbyger gjorde møllens gang ustadig. Vindmøllernes produktivitet har været afhængig af beliggenhe-den, om der er fri vind til alle si-der. Spangsbjerg Vandmølle Der er omtalt vandmøller her på egnen siden 1400-tallet, nemlig i Spangsbjerg (omtalt første gang 1427), Guldager (1433), Kokspang (1446) og Sønderris (første halvdel af 16. århundrede). Spangsbjerg Mølle blev nedlagt 1936, og møllesøen blev udtørret, engarealet afvandet. Møllesøen er

i de senere år blevet genetableret. Møllehusets ruin er fjernet, og på stedet er der rejst en boligaf-deling med navnet ”Spangsbjerg Møllegård”. På en af bygningerne sidder den viste mindeplade (På billederne ser man kun vindmøl-len!). Spangsbjerg mølle og nog-le af dens ejere Møllen har haft skiftende ejere, bl.a. Bramming Hovedgård og kronen. Ifølge mundtlig overlevering blev bønderne på et tidspunkt tvunget til at anlægge en dæmning til møl-ledammen. Det vides, at hele Jerne sogn fik malet her i 1600-tallet. I 1838 for-maledes 3060 tønder korn til mel og 1620 tønder til gryn (1 tønde korn = 139,1 liter). Maturin Castesen, der var præst i Jerne 1700-1747, har ejet møllen. (Der er en mindetavle over ham i Jerne Kirke). Herefter begynder en opgangstid. 1761 tilhørte møllen Morten Spangsbjerg, og i slutningen af 1700-tallet var møllen nærmest et gods. Der hørte 14 fæstegårde ind under Møllen. Mølleren har været kongelig privi-legeret. Ifølge bevillingsbrevet kunne bevillingen ikke fratages ham, så længe han ikke nægtede at male for bønderne. Hans betaling for at male var en "toldkop" fuld. Dette svarede til 1/18 af det male-de korn. Møllen brændte 1834 og blev op-bygget i mere tidssvarende skik-kelse. Møllesøen var på det tids-punkt godt 18.000 m2. I 1852 overgik Spangsbjerg Mølle i tre generationer til en gammel møllerslægt, der har ejet de fleste af vandmøllerne i det vestlige af Ribe amt: Niels Hansen indtil 1865, hvorefter sønnen Hans Chri-

stian Hansen overtog den. Som tredje generation blev Termann Tranberg Hansen i 1902 til 1917 den sidste egentlige møller på Spangsbjerg (- se foto!). Herefter overgik den til et konsortium, der omdannede Møllen til kartoffel-melsfabrik frem til 1920'erne. I 1859 blev der tilbygget en vind-mølle, som malede hvede til flor-mel. Den havde datidens bedste maskiner og fik stor søgning fra omegnen. Der var foruden møller Hansen selv 2-3 møllersvende. Toldkornet anvendtes til studefed-ning i det tilhørende landbrug. Stu-dene gav gødning, som forøgede det dyrkede areal.

Der afgik en vogn til Varde én til to gange om ugen indtil Esbjerg fik betydning. Da afsendte man to gange om dagen en fuldt belæsset vogn til byen. Før Esbjerg Valse-mølle kom, forsynede Møller Han-sen omtrent hele Esbjergs befolk-ning med brødkorn. Elektriciteten og konkurrence bi-drog til, at det gik tilbage for møl-len. Den tilkoblede vandturbine leverede elektricitet til gården. H. C. Hansen var en ægte vestjysk handelsmand, der bl.a. forsynede byggeriet af Esbjerg havn med sten. Dette førte til den folkelige talemåde: "Spangsbjerg-mølleren forvandler sten til brød". Han var endvidere interesseret i fine anti-kviteter.

Det var også ham, der solgte jord til Spangsbjerg Sanatorium,

På mindepladen står der: Spangsbjerg Mølle med mølle-dam til højre, foto fra o. 1900.

Spangsbjerg Mølle

På dette sted lå indtil 1994 Spangsbjerg Møllegård. Avls-gården hørte til den tidligere

Spangsbjerg Vandmølle der lå lidt længere mod øst ved den

tilhørende mølledam. Vandmøl-len nævnes første gang i 1427 og eksisterede som vandmølle

indtil 1936. I perioden fra 1859 til 1936 var

der også vindmølle.

Nederst: Spangsbjerg Mølle ef-ter et bemalet dørstykke fra Sø-

gård i Rousthøje. Malet o. 1871.

En tilgroet Spangsbjerg Møllesø 1998

Foto: Poul Højbak


Side21

og han spillede en stor rolle ved jordopkøb til Nørreskoven. Holger Villadsen har ejet Spangs-bjerg Møllegård efter at mølledrif-ten var ophørt. Han rejste en møl-lesten med inskriptionen: "Her lå Spangsbjerg Mølle / Omtaltes før-ste gang 1427 / Nedrevet 1941 / Møllens og egnens historie er ulø-selig knyttet sammen." Der har åbenbart ikke været mølle-stue på Spangsbjerg, for Termann Tranberg Hansen omtaler en bænk, hvor folk kunne spise deres mellemmad, mens kornet blev ma-let. De havde spændt hestene fra vognen. Om der var staldplads, meddeles der ikke noget om. Som før nævnt blev Møllen ned-lagt 1936. Under Hedeselskabets medvirken blev Spangsbjerg Møl-lebæk reguleret mellem banelinien og Møllen, og mølledammen og engarealerne blev udtørret. Der blev betalt 3000 kroner i erstatning for vandkraftens nedlæggelse. Vandmøllen har været velfunge-rende, men har under tørkeperio-der manglet vand. Det samme har været tilfældet ved frost om vinte-ren. Møllernes rolle i det dan-ske samfund. Møllernes hovedopgave har været at omdanne kornet til dyre- og menneskeføde.

Mindre kendt er det, at de i vid udstrækning har været brugt til papirproduktion, uldspinderi og klædeforarbejdning, møntslagning, tilvirkning af krudt samt værk-tøjs– og våbenindustri (hammer– valse– og drejeværker, smedning, slibning og polering af emner). Mekaniseringen af landbruget be-gyndte med møllerne, og deres energiherredømme forsvandt efter 2. verdenskrig. De nye elproduce-rende vindmøller falder udenfor denne beskrivelse. (Det skal dog nævnes, at Danmark er absolut fø-rende internationalt med vindmøl-leproduktion. Dette skyldes prak-tisk anvendelse af vindkraft samt forskning bl.a. på Askov Højsko-le). Ejerne I gammel tid var møllerne ofte ejet

af kongen, herremændene eller klostrene. Ellers har møllererhver-vet i århundreder været privilege-ret, og mølleren var en slags em-bedsmand, der ofte rangerede soci-alt lige efter præst og degn. Til møllen hørte som regel landbrug, så de fleste møllere har siddet godt i det økonomisk. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) fortæller: "Forhen da mølletvangen bestod,

var mølleren en af de største i sog-net. Når han kom til et samlag, tog alle huen af, tyssede, hvis nogen var lovlig højrøstet, og gjorde plads. Det hed: 'Der kommer møl-leren'. Nu er forgyldningen gået af Sankt Gertrud. Man lægger knap mærke til ham og det hedder: 'Åh, det er ikke andet end mølleren'." Nogle møller har været drevet af fæstemøllere, som ofte har været nødt til at have biindtægter ved fx at istandsætte landbrugsredskaber for bønderne. Livet på møllerne Møllen virkede ofte dragende på mange unge. Det var stedet, hvor der skete noget: Nyheder blev ud-vekslet, og der var ofte en munter stemning i møllestuen, hvor mølle-gæsterne opholdt sig og blev be-spist. Møllestuen var ofte med murstensgulv, langbord og traditi-onel fast bænk. I gården og stalden var der et leben af gæsternes vog-ne og heste. I nyere tid gik mange unge i lære som møllersvend efter konfirmati-onen. Læretiden varede 2-3 år, hvorefter man en tid blev forbund-ter. Om muligt gik man på teknisk skole, men egentlige lærekontrak-ter var der først tale om efter 2. verdenskrig. Der fandtes en overgang en fagfor-ening "Dansk mølleriarbejderfor-bund", men den fik aldrig rigtig fodfæste. Møllersvendene havde en efter forholdene høj løn, og de regnede sig for mere end blot al-mindelige arbejdere. Desuden boe-de og spiste de på møllen, ofte som en del af familien, og de følte derfor en vis samhørighed med be-driften. Arbejdstiderne har været flydende, for der måtte produceres, når for-holdene var til det.

Billedet viser den sidste møl-ler på Spangs-bjerg: Termann Tranberg Han-sen. Billedet er ven-ligst udlånt af Kirsten Beiter Andresen.

Spangbjerg Mølle eksisterer ik-ke mere, men for at få et ind-tryk af en vandmølle, bringes her et foto af Åbenrå Slotsmøl-le.

Foto 1998: Poul Højbak


Side22

Møllerens indtjenings-muligheder og beskatning Møllerne var allerede fra de ældste tider forpligtet til at betale afgift til kongen eller kirken. Ved matrikuleringer i 1600-tallet blev møllerne ansat til hart-korn ligesom jorden og betalte skat herefter. Møllerne blev i de såkaldte markbøger undersøgt, be-skrevet og vurderet. Mølleriet blev privilegeret, og fri næring blev det først ved lov i 1852. Som før nævnt var mølleren ofte en holden mand. Han fik 1/18 af kornet som betaling for at male det. ”Når mølleren mangler brød, er landet i nød!” Dette ord-sprog siger måske lidt om folks syn på mølleren.

Et kig på kraftoverføringen i en vandmølle


Serien ”Træk af Gjesings historie”

fortsætter.

Eventuelle bidrag og henvendelser

til Poul Højbak

Ulvevej 62, 1. th. Tlf. 7515 8945


Side23


Side24

1

Træk af Gjesings historie (9) Luftangrebet på Esbjerg Flyveplads

søndag den 27. august 1944

Øjenvidneberetningen Birthe Dahl, Vidars Alle 3, 6705 Esbjerg skriver: Søndagsskolen lavede hvert år en julefest, hvor vi blev budt på varm cacao og smørboller, godteposerne manglede heller ikke. Om somme-ren arrangerede de en udflugt, der som regel gik til Tarp kro, hvor de voksne drak kaffe i krohaven og vi børn fik en sodavand og et stykke kage, hvorefter vi legede forskelli-ge sangleje, indtil turen atter gik ind til byen. En sådan udflugt var min bror Kurt og jeg med på i sommeren 1944. Min mor var forhindret i at deltage, så hun havde fået en dame til at passe på os. Vi børn kom til tiden nyvaskede, nystrøgede og spændte på udflug-tens oplevelser, men på netop den-ne tur, skulle det gå helt anderle-des end det plejede. Hestene var gjort pænt istand til turen med blomster ved ørerne, og hestevognene vi skulle køre med, var pyntet med grønne grene og blomster, der var stukket ned mellem det grønne på hver side af de to køretøjer.

Sommerudflugten den 27. August 1944 faldt på en meget smuk som-merdag, hvor mange esbjergensere var ude for at nyde sommeren og naturen ved enten skov eller strand. Udflugten skulle som sædvanlig gå til Tarp kro. Vi skulle mødes kl. 1330 hos vognmand Jacob Peder-sen i Svendsgade, han skulle sam-men med en anden køre os til be-stemmelsesstedet. Tyskerne havde under krigen be-slaglagt flyvepladsen og en af går-dene (Solbakkegaard) der lå meget tæt ved pladsen. Begge disse steder blev denne eftermiddag bombarde-ret af engelske flyvere. Solbakke-gaard var efter bombardementet næ-sten jævnet med jorden, og flyve-pladsen med mandskab blev svært beskadiget. Bedst som vi var kommet på plads i vognene og skulle køre, begyndte luftalarmen at hyle. Vi blev alle kaldt ned igen og sendt ind i stuerne hos vognmand Pedersens, men det varede ikke længe, inden luftalar-men blæste af, og de voksne skøn-nede, at vi godt kunne risikere at begive os ud på turen. Der blev sunget glade sange under køreturen, der gik ud ad Stormgade, men vi nåede ikke vort mål. Da vi kom til broen, der går over banelin-jen, lød luftalarmen igen. Flyverne

kom lavt ind over området, de blev kraftigt beskudt af tyskerne fra jor-den, og vi kunne se nogle store røg-skyer og noget der brændte lidt læn-gere ude. Der blev hurtigt taget en beslutning om, at det var alt for risikabelt at forsøge at nå Tarp kro. Hestekøretøjerne drejede til venstre fra hovedvejen og ind på en smal grusvej, der førte op til en bonde-gård. Her bad vi om husly. Vi blev hurtigt lukket ind i stalden, hvor vi opholdt os under bombardementet. Vi børn blev holdt hen med sange og fortællinger, jeg var for lille til helt at fornemme hvor alvorligt det var, men det at nogle af damerne græd, det havde jeg dog aldrig ople-vet før.

En af damerne i stalden var ved at gå i panik, hun kom ind i stuen til værtsparret, hvor de prøvede at be-rolige hende, så uroen ikke bredte sig. De voksne stod og fulgte slaget fra staldvinduerne, og så hvordan de engelske bombefly åbnede maverne og lavede bombetæpper over flyve-pladsen, tyskerne svarede igen med kanoner og maskingeværer. Det var indimellem så kraftigt, at det føltes som om jorden skælvede. Desværre så de også et engelsk fly, der blev ramt så kraftigt, at flyet

Af Birthe Dahl og Poul Højbak

I serien "Træk af Gjesings historie" har vi tidligere været inde på forhold omkring Gjesing under 2. verdenskrig (nr. 3, Johan Andersen og nr. 7, Jørgen Schwartz). Denne gang bringer vi en øjenvidneberetning om luftangrebet på Esbjerg Flyve-plads. - Først Birthe Dahls beretning - derefter fortæller vi lidt om baggrundshisto-rien.


knækkede midt over og styrtede ned, en anden flyver blev ramt i halen, den tabte fart for så også at falde til jorden, halen fandt man senere i Gjesing på gårdejer Løn-nes mark. Det var ikke kun flyvepladsen, der blev ramt, der blev også kastet bomber på banelinien der går til Varde ca. fem kilometer uden for Esbjerg. Det var meget tæt på bon-degården, hvor vi sad i stalden. På samme tid inde i byen forsøgte min mor at komme ud til os, hun var naturligvis blevet meget ban-ge, da hun hørte, at englænderen bombede flyvepladsen Hun cykle-de ud ad Haraldsgade, så lød luft-alarmen, og hun måtte søge ly i en opgang. Da sirenen tav, cyklede hun lidt videre, men hun nåede ikke væk fra Haraldsgade, inden sirenen atter lød. Hun blev nu luk-ket ind hos et ægtepar hun ikke kendte, de overtalte hende til at blive, til der var blevet ro og så vende om og cykle hjem, da hun alligevel ikke vidste, hvor vi var. Vi blev i stalden til allersidst på eftermiddagen, og det var en noget afdæmpet udflugt, der kørte hjem ad Gl. Vardevej og tilbage til Svendsgade, hvor vi hurtigt skiltes efter at have bedt en bøn og sunget Altid frejdig når du går. De følgende sommerudflugter gik ligeledes til Tarp kro, men nu un-der mere fredelige forhold, og hver

gang vendte vi ind på gårdsplad-sen til det venlige ægtepar, der havde givet os ly for bomberegnen og råbte hurra for dem. (Øjenvidneberetning slut!) Esbjerg Flyveplads Flyvepladsen i Kjersing eksistere-de allerede inden krigen som en mindre dansk civil flyveplads på ca. 80 tdr. land. Søndag den 27. august 1944 ødelagde allierede fly den ved et omfattende dagsbom-bardement. Den kunne først tages i brug igen i 1948 og blev nedlagt som flyveplads i 1971 og for-svandt helt i 1981. Fra april 1941 var der statio-neret mindre tyske jagerstyrker for at beskytte den jyske vestkyst samt skibs-trafikken. Befæstningsanlæggene omkring flyvepladsen strakte sig fra An-drup til syd for Tarp og vest for "Bilka-krydset" (Søen ved Sønder-vangsvej som omtalt af Jørgen Schwartz og Johan Andersen i tid-ligere artikler i serien). Solbakkegaard I 1942 stillede tyskerne krav om at overtage Solbakkegaard, som lå lige syd for Flyvepladsen. Ved hjælp af bl.a. stiftamtmanden i Ribe lykkedes det at få beslutnin-gen udskudt, men 1. november 1943 blev gården beslaglagt. Ty-skerne tvang ejeren - Holger Vil-ladsen med familie - ud og gav gården navnet "Südhof". Tyskerne

fortsatte landbruget og ansatte en forvalter. Han blev dræbt, da går-den blev bombet. Der lå en tysk kommando-bunker ved Solbakkegaard. Herfra blev de tyske luftværnsbatterier ledet. Luftangrebet Aktionen var det største luftangreb på dansk område under krigen. Det primære mål ved Berlin blev ikke angrebet på grund af dårlige vejr-forhold. Der var flere overflyvnin-ger før det endelige angreb på Fly-vepladsen blev sat ind omkring klokken 15.

Angrebet blev sat ind i fire bølger. Der blev i alt kastet knap 150 tons bomber af op mod 60 bombefly støttet af jagere. Ét fly blev tabt og 10 allierede soldater savnedes. Ud over den nævnte forvalter, blev to andre danskere dræbt.

"Tyskerne skød ikke, før vi var på kanten til Flyvepladsen. Så brød helvede løs, himlen var sort af flak og sporlys!" - Således blev situationen karakteriseret af en af de allierede piloter. Solbakkegaard blev totalt jævnet med jorden, ramt af adskillige fuldtræffere, så det hele lignede et månelandskab. Familien Villadsen var uskadt, da de jo var tvunget ud og nu havde overtaget Spangsbjerg Møllegård. Banelinien syd for Gjesing blev ødelagt under fjerde bombe-tæppe.

2

Tysk ringstilling ved Sønder-vangsvej (Det nuværende

Bilka-kryds). Foto venligst udlånt af

Jørgen Schwartz

I tidligere artikler i serien har Johan Andersen og Jørgen Schwarts fortalt om Gjesing

under 2. verdenskrig.

Serien ”Træk af Gjesings historie” fortsætter.

Eventuelle henvendelser til

Poul Højbak tlf. 75158945

[email protected]

Tyske pigtrådsspærringer og minefelter ved

Søndervangsvej. Foto venligst udlånt af

Jørgen Schwartz



Side27

Træk af Gjesings historie (10) Grønne områder og stiforbindelser

Den første tilplantning Som nævnt i "Træk af Gjesings historie (5)", har sandflugten været et stort problem i mange vestjyske egne. I bestræbelser på at dæmpe denne lykkedes det i 1850'erne for første gang at tilplante klitter med træer. Først var det bjergfyr, sene-re gran og løvtræer. Der opstod plantager, som foruden at dæmpe sandflugten også producerede brændsel og skaffede arbejde. Hedeselskabet Det Danske Hedeselskab stiftedes 1866 med det formål at fremme skovplantning og læplantninger i Jyllands hedeegne med videre. Hedeselskabet blev inspiration for andre, og efter at Esbjerg blev grundlagt (i 1868), var der også her mange fremsynede mennesker, der var aktive for at tilplante områ-der. Plantningssagen her på egnen I 1890 stiftedes plantningsselska-bet "Esbjerg-Gjesing Planta-ge" (Senere "Nørreskoven"). Den første bestyrelse bestod af Skibsre-der Ditlev Lauritzen, købmand Thorvald Nielsen, Dr. Bruun, di-rektør C. Breinholt, gårdejer P. Gregersen, møller H. C. Hansen og gartner Pedersen. Man rådede over 107 tdr. land, som man agte-de at tilplante i løbet af 10 år. Plantagen solgtes 1906: Sct. Jo-seph Søstrene købte 17,5 tdr. land

og anlagde her Spangsbjerg Sana-torium. Esbjerg kommune købte resten. Plantagen fik nu navnet "Nørreskoven". Skibsreder Ditlev Lauritzen be-gyndte i 1902 arbejdet på det, der skulle blive til Vognsbøl Plantage. Omkring 1935 opkøbtes arealerne til Krebsestien. Stien - der følger Fourfeld-Gjesing bæk fra Parkvej gennem Nørreskoven til Guldager station - er opkaldt efter fore-gangsmanden landsretssagfører A. C. Krebs. Arbejdet på stien blev påbe-gyndt som nødhjælpsarbejde i 1941. Hvorfor beplanter man? Hedeselskabet og plantningssagen har haft stor betydning for frugt-bargørelsen af den danske land-brugsjord. I dag beplanter man især af hensyn til følgende:

1) Øko-systemet Byområder udgør et ustabilt øko-system på grund af forurening og ændret anvendelse af arealerne. Her optræder skovplantning posi-tivt, idet denne regnes for at have stor klimamæssig værdi og kan være støjdæmpende og luftrensen-de. Der opnås forbedringer af na-turmiljøet i hele egnen ved skov- og læplantninger. 2) Fritidsområder Desuden har bybefolkningen et voksende behov for fritidsområder i det åbne land. Stadig flere men-nesker har indendørs arbejde og ønsker derfor i deres fritid at kun-ne færdes i frie omgivelser i natu-ren. Med beplantning fremskaffer man varieret udbud af muligheder for at tilfredsstille befolkningens behov for udøvelse af fritidsaktiviteter. Før kommunesammenlægningen Indtil kommunesammenlægningen i 1969 var Gjesing jo en del af Bryndum kommune. Allerede da var der gang i planer vedrørende grønne områder, idet Bryndum kommune eksempelvis var langt fremme i planlægning af Gjesing Nord området. Spangsbjerg Mølle-vej og "Vestervangskvarteret" var anlagt eller under udbygning.

1

Af Poul Højbak

I dag har vi alle glæde af egnens grønne områder og stiforbindelser. De er jo ikke kommet af sig selv, og i denne artikel vil vi se lidt på nogle af de drivende faktorer frem mod målet: de grønne områder og stierne. Til sidst vil vi også skitsere nogle turmuligheder på disse stier.

Sti som de ser ud de fleste steder.

Foto: Poul Højbak


Efter kommunesammenlægningen For at skaffe bybefolkningen flere fritidsområder i det åbne land, blev der på grundlag af "Egnsplan 1970" påbegyndt en mere detalje-ret planlægning af de grønne om-råder med tilhørende stiforbindel-ser (Esbjerg byråds kulturudvalg). Den grønne plan Forskellige kommunale instanser arbejdede på at fortsætte denne udbygning. Man ønskede at reali-seringen blev synkroniseret med byens udvikling i øvrigt. Den grønne plan blev udarbejdet, idet man tog hensyn til egnens land-skabelige, naturvidenskabelige, historiske, undervisningsmæssige og rekreative værdier. "De grønne kiler" Ovennævnte plan fokuserede især på arealer mellem bebyggelsesom-råder langs vandløb, de såkaldte "grønne kiler". En vigtig målsæt-ning for arbejdet var at kunne vej-lede med hensyn til afgrænsning mellem bebyggelsesområder og ubebyggede grønne områder, samt at kunne give forslag til et system af landskabsstier. Planlægningen af byområderne og det åbne land skulle ses i sammenhæng. Anlæg og vedligeholdelse Grønne områder kræver en eller anden form for anlæg og vedlige-holdelse. Den supplerende be-plantning ønskede man foretaget

med træsorter, der har været hjem-mehørende på egnen. Ådalene Vedrørende de brede ådale (fx Fovrfeld-Gjesing bæk) besluttede man, at indgrebene skulle være så små som muligt. Langs ådalene ville man så vidt muligt bevare landskaberne med engarealer og andre landbrugsarealer. Stisystemerne For at gøre de grønne områder tilgængelige for offentligheden og for beboerne i de tilstødende bo-ligområder foreslog man som nævnt at udbygge et differentieret stisystem. Stierne er endvidere nødvendige for at optage det slid, der opstår hvor mange mennesker færdes. Stierne opdelte man efter funktion med to hovedformål: 1) Stier over-vejende til transport, herunder stier langs bilveje, og 2) Stier overve-jende til rekreative formål, hen-holdsvis med fast belægning eller uden - (Trampestier"). De første var tænkt til cykel-, knallert- eller gangtrafik a) fra hjem til skole eller børneinstituti-on, b) fra bolig til indkøbscenter eller c) fra bolig til arbejdsplads. De andre stiers formål skulle være cykel- eller gåture foretaget som rekreation.

Turmuligheder på stierne Efter denne korte gennemgang af nogle faser i tilblivelsen af egnens grønne områder og stier, vil vi gå over til at nævne nogle af stisyste-mernes rige muligheder for (med udgangspunkt i Gjesing) at komme rundt på cykel eller til fods. Cykelstikort Kommunen har udgivet et kort over cykelstier i Esbjerg og om-egn. Det kan erhverves bl.a. på Turistkontoret. Med kortet i hån-den har man et godt overblik over turmulighederne. Bytur ad grønne stier Tidligere har man kunnet følge mange forskellige stier gennem Nørreskoven, men som følge af stormen 3. december 1999 er der stadig mange steder spærret af væltede træer. Forhåbentlig bliver der snart ryddet og farbart igen. Man kan tage cyklen til Esbjerg bycentrum og næsten hele vejen køre ad grønne stier. Følgende tur er nu passabel: Hvis man bor hen-sigtsmæssigt for det, kan man star-te ved Poppelvangen/Gjesing Ringvej og køre sydpå ad Kreb-sestien (langs skovbrynet/Fovrfeld bæk) frem til Parkvej. Følg Parkvej ca. 150 meter i ret-ning mod Gl. Vardevej. Tag stien sydpå gennem Strandskoven. Kryds Vognsbøl Engvej og følg betonstien (fra tyskertiden). Kryds Gl. Vardevej og følg stien gennem Vognsbølparken. Kryds Stormga-de og følg stien det sidste stykke

2

Trampesti over Fovrfeld Bæk syd for Gjesing Ringvej.

Foto: Poul Højbak

Sti ved viadukt under banelinien nord for

Teknisk Skole Foto: Poul Højbak

Sti i Nørreskoven. Foto: Poul Højbak


frem mod Strandby Kirkevej. Her-fra kan man følge Jyllandsgade eller de øvrige "stille veje" frem mod bycentrum. Mod Guldager Plantage ad Krebsestien Man kan følge Krebsestien (der jo følger vandskellet ved Fovrfeld bæk) hele vejen frem mod Gulda-gervej. Undervejs kommer man gennem en viadukt under Vest-kystvej. Kryds Guldagervej og følg Gulda-ger Stationsvej frem til afkørsel mod Guldager plantage. (Her kan det anbefales at besøge jernalder-landsbyen for at få et levende ind-tryk af bolig- og livsformerne her på stedet omkring Kristi fødsel). I stedet for at følge Krebsestien hele vejen, kan man fra Gjesing Ringvej bruge de forskellige stisy-stemer gennem Gjesing Nord frem til viadukten under Vestkystvej. Mod Tarp Stierne mod Tarp er af kategorien "overvejende til transport". Start ved "Bilka-krydset" på vestsiden af Stormgade. Følg stisystemerne. Kør gennem viadukten under Stormgade og følg stierne mod Tarp. Langs Spangsbjerg Mølle-bæk til Kvaglund Start ved Gjesing Fritidscenter/Sygeplejeskolen og følg stierne og kør gennem viadukten under Stormgade. Følg veje og stier syd-på forbi vandværket. Følg stierne østpå gennem den lille lund nord for Teknisk Skole. Kør gennem viadukten under banelinien og følg stierne mod Kvaglund. Mod Menneskeskulpturen ved Fiskerimuseet Man kan også følge Spangsbjerg Møllebæk "med strømmen" fra Mølledammen ved Spangsbjerg Møllevej. Følg stien sydpå ved Niels Bohrsvej gennem Nørresko-ven. Kryds Parkvej og følg stierne gennem Vognsbølparken og Strandskoven. Følg Vognsbøl

Engvej og Gravlundvej samt sti ved Gravlunden mod Sædding Ringvej Andre ture på egnen Der er også turmuligheder ad stier mod Sædding strand og Hjerting. Fra Guldager Stationsby er der stier og "stille veje" mod Sjelborg og Marbæk. En venlig tanke Til slut kan vi så sende en venlig tanke til alle de mange mennesker der gennem tiderne på forskellig måde har medvirket til at skabe disse gode faciliteter.


fortsætter.

eventuelle henvendelser til

Poul Højbak tlf. 75158945

[email protected]


Side30

Træk af Gjesings historie (11) Gjesing Kirke og sogn

Gjesing Sogn Oprindeligt var Gjesing som be-kendt en del af Bryndum sogn og hørte til Bryndum Kirke. På grund af hurtigt voksende befolkningstal fik Gjesing i 1974 en foreløbig kirke - en såkaldt vandrerkirke - og i 1977 sit eget menighedsråd som et distrikt i Bryndum sogn. Endelig i 1979 blev Gjesing ved kongelig resolution et selvstændigt sogn. Samtidig oprettedes en stil-ling som sognepræst og en stilling som residerende kapellan for Gje-sing menighed. (I øvrigt var stave-måden indtil for nylig Gesing Kir-ke). Vandrekirken Vandrekirken toges som nævnt i brug i december måned 1974. Den var beliggende på Bævervej (foran den nuværende kirke. Dette sted er i øvrigt sognets højeste punkt!). Den var på i alt 175 m2, hvoraf 100 m2 udgjorde selve kirkerum-met. Der var 112 stolepladser (feltstole), og belysningen bestod af kinesiske rislamper. Kirken var ret primitiv, men fungerede ud-mærket. Den bestod af elementer, der kunne pilles ned og sættes op igen. Prisen var 390.000 kr. Vandrekirken har været brugt flit-tigt. I snit er der kommet 70-80 mennesker til gudstjenesterne. Til vielser har de fleste dog foretruk-ket Bryndum Kirke. Fra landsbysamfund til forstadssogn Hanne Sander var først præst i Bryndum sogn med Gjesing som

særligt arbejdsområde. I 1979 blev hun sognepræst i det nye selvstæn-dige Gesing sogn. På samme tid blev hendes mand Eberhard Harbsmeier ansat som residerende kapellan. Ægteparret flyttede sam-tidig ind i den nyindkøbte præste-bolig Lundebakken 13. Dengang boede der 7.500 indbyg-gere i området. I den tidligere landbrugsjord skød der det ene parcelhus op efter det andet. Som nævnt tidligere i denne artikelse-rie, foregik der også et omfattende byggeri af almene boliger i Gjesin-gområdet (i alt 1232 lejligheder i årene 1976 til 1987). De ting, der skete i sognet var ikke blot er af nyere dato. Der var for-bindelseslinier tilbage til det oprin-delige Gjesing. Disse varetoges fx af idrætsforeningen, svømmeklub-ben, foredragsforeningen, hushold-ningsforeningen samt af politiske foreninger og spejderarbejde: KFUM- og KFUK-spejderne, FDF/FPF. Endvidere havde KFUM og KFUK civilt børne- og

u n g d o m s a r b e j d e s a m t "fredagsfamilien". Der var et godt samarbejde mellem det kirkelige børne- og ungdomsarbejde, præ-sterne og menighedsrådet. Det ma-nifesterede sig bl.a. i hyppige fa-miliegudstjenester. Sognets tilbud Et aktivitetsudvalg bestående af menighedsrådsmedlemmer og præsterne tog sig af de sognekirke-lige arrangementer: Åbent hus ef-termiddage med foredrag og lig-nende, sogneaftener med kirkelige og folkelige emner, samt studie-kredse i litteratur og bibelske em-ner. Konfirmanderne havde deres egen klub, og der var møder for dåbsforældre. Den ny kirke Menighedsrådet udskrev i 1979 en arkitektkonkurrence vedrørende byggeri af en ny kirke. Der var fire indbudte deltagere, og vinderpro-jektet var udført af Keld Wohlert og Niels Munk, Solrød Strand (syd for København). Selve byggeriet var forudsat at skulle koste 5,5 mill. kroner. Hertil regnedes med et lignende beløb til "alt det løse". I programmet forud for projekt-konkurrencen var det understreget, at byggeriet skulle være af arkitek-tonisk og byggeteknisk kvalitet, velproportioneret og harmonisk, indeholde en række funktionelle hensyn samt give tilfredsstillende løsninger med hensyn til anlæg og drift. Dommerkomiteen heftede sig især

1

Der er kirkeligt set sket utroligt meget i Gjesingområdet i de senere år. I denne og en følgende artikel vil vi se nærmere på Kirken og dens rolle i lokalsamfundet.

Af Poul Højbak

Vandrekirken der var i brug

fra 1974 til 1982


ved, at vinderprojektet havde taget hensyn til indpasningen i det flade vestjyske landskab. Af andre kommentarer til projektet kan nævnes: - planen er enkel og overskuelig! - Bygningen afspejler kirkens rolle i dagens Danmark idet den er en ny udgave af den fortrolige byggeskik, der kende-tegner vore kirker fra fortiden! - Kirken markerer sin identitet i for-hold til den omgivende bebyggel-se! - Projektet udtrykker konse-kvent stræben mod forenkling i udformning af planen og i valget af former, materialer og farver! - Projektet vil blive en god ramme om kirkelige handlinger og et alsi-digt menighedsliv! Der var også kritiske bemærknin-ger til projektet, idet der var regnet med indgang fra nord. Derfor måt-te man spejlvende planen. Våben-huset måtte også ændres på nogle punkter Lokalplan for området I forbindelse med kirkebyggeriet skulle også indarbejdes placerin-gen af det kommende Gjesing Center, som skulle opbygges på sportspladsen (mellem forlægnin-gen af Gl. Vardevej og kirken).

Der skulle også sættes plads af til børneinstitutioner. Byggeriet af kirken Byggeriet startede 1. november 1980. den indbudte licitation gav en samlet håndværkerpris på 6,5 mill. kroner, hvilket var under det budgetterede. Det blev otte lokale firmaer, der - sammen med et en-kelt udenbys firma - skulle bygge den ny kirke. Indvielse og festuge Ved indvielsen deltog bl.a. kirke-minister Elsebeth Kock-Petersen og biskop Helge Skov samt om-kring 100 indbudte gæster. Efter indvielsen og biskoppens indvielsestale, var der prædiken ved sognepræst Hanne Sander. Som afslutning blev der af et sam-mensat kor sunget en motet kom-poneret af kirkens organist Lars Emig. Koret blev ledet af Lars Emig.

For at vise sognets beboere, hvad kirken kunne bruges til, var der desuden festuge med åbent hus, lysbilleder, udstillinger og forskellige arrangementer. Kirken Bygningen er på 849 m2 i stueplan plus 169 m2 i kælder (til depoter

2

- Man kan på¨tegningen tydeligt se gangstrøget, der forbinder menighedssal og kirke samt ”kam-bygningerne”, der indehol-der kontorer og konfirmandstuer.

og spejderlokaler). Der er i kirken omkring 175 faste pladser. Desu-den kan der sættes stole ind, så kirken kan rumme i alt ca. 300 personer. Altertavlen (et vævet tæppe med inskriptionen "Gud kalder - stille dog") er af Jette Nevers. Hun har også lavet tæppet over prædikesto-len med ordene "Gud med dig tale vil". Begge tekster er fra Brorsons salme "O, lytter til, I folk". Tæpperne er lavet efter en konkurrence udskrevet af menig-hedsrådet. I betingelserne indgik, at arbejdet skulle rumme kristen symbolværdi samt kunne indgå i en helhed med kirkerummets ind-retning og inventar. Kompositio-nen i midten er et græsk oldtids-kors, vævet med en lysende blå farve, himlens farve. Altersølvet er - ligeledes efter kon-kurrence - lavet på Bent Gabriel-sens guldsmedie i Kolding. Den gennemgående dekoration er kors-motivet fra altertæppet.

Døbefonden er lavet af Schø-ler, Nykøbing F. I begyndelsen måtte man nøjes med det firstemmige orgel fra vandrerkirken. Det nye på 19 stemmer blev leveret af Bruhn og Søn, Rødekro. Klokketårnet har to klokker med vers af Ole Sarvig: "Jeg taler om dit håb kalder til fred og dåb", og "Du som færdes her: En glæde er dig nær". Kirken blev i 1983 af Esbjerg By-fond præmieret for god arkitektur.



fortsætter

Eventuelle bidrag eller henvendelser til

Poul Højbak

Ulvevej 62, 1. th. tlf. 7515 8945


Side33

Træk af Gjesings historie (12) Kirke og tro lokalt gennem tiderne

Bryndum Kirke

Kirkens historie i Danmark Kirken i Danmark - og med den Bryndum sogn - har i store træk gennemløbet følgende faser: Mission i vikingetiden. Den romersk-katolske kirke i

middelalderen. Den lutherske reformation

(1536) og enevældens statskir-ke.

Folkekirkens oprettelse ved Grundloven i 1849.

Sognet i oldtiden Sognet har i oldtiden været for-holdsvis tæt befolket, hvad 180 gravhøje på sognets jorder - deriblandt én på kirkegården - vidner om. I sognets nordligste by, Forum, er fundet en af de første almindelige stensætnin-ger til dødes begravelse. Det antages, at der allerede før år 1000 har været bygget træ-kirker her på egnen, men man har dog ikke fundet rester af dem. Formentlig har der ligget en trækirke mellem de to bron-cealderhøje (Foruden den ovenfor nævnte høj på kirke-gården, lå der indtil 1870 også én ud for indgangen til kirkegår-den). Sagn om Bryndum kirkes opførelse "Kirken siges at være bygget af tvende kæmper, som skal være

begravet i højen inde på kirke-gården øst for koret. Det kunne være lige så rimeligt, at de var begravet i sakristiet; thi ville de gøre så store opofrelser for kri-stendommen og være den så hengiven, at de ville bygge kir-ken, så er det mindre rimeligt, at de ønskede sig begravet ef-ter hedensk skik i høje af jord i stedet for nær ved kirken, som de selv havde bekostet; og hvem er vel mere berettiget til det end de tvende, som selv havde bygget kirken?" Trækirkerne brændte mange steder, og over hele landet tog man fat på at erstatte dem med stenkirker. Op mod 2000 kirker landet over vidner om denne store kirkebygningstid.

Bryndum kirke Stenkirken menes at være på-begyndt i 1240'erne. Byggesti-len viser træk af både romansk og unggotisk. Kirken, der siges at være en af Jyllands fornemste kva-derstensbygninger, har nok op-rindelig bestået af koret og to hvælvinger. De øvrige hvælvin-ger samt tårn og våbenhus er bygget til senere. Stenmesteren og hans svende Det meste af kirken er udven-dig opført af granitsten, opsam-let i omegnen. Disse sten blev oprindelig ført hertil af istider-nes gletchere fra Norge og Sverige. På store slæder med okseforspand er de blevet slæbt til byggepladsen, hvoref-ter stenmesteren og hans sven-de kunne gå i gang med at til-hugge stenene. Det har krævet målbevidst flid at lave et sådan bygningsværk med den tids hjælpemidler. Munkesten og buer Kunsten at bygge stenkirker er ført hertil af munke, som bl.a. lærte os at lave sten af ler, munkesten. Kirkerne fra den tid er i den romanske stil, benævnt således, fordi den stammer fra Rom. Den kaldes også rund-buestil pga. de halvrunde buer

1

Af Poul Højbak

Som nævnt i sidste artikel var Gjesing en del af Bryndum sogn frem til 1979. Derfor vil vi i denne artikel se på Bryndum kirke.

I billedets forgrund ser man den omtalte gravhøj, hvori de to kæmper ifølge sagnet skulle være begravet.

(Foto 2000: Poul Højbak)


over vinduer og døre. Et andet særpræg ved bygge-stilen er de metertykke mure og de små og højtsiddende vindu-er, som gjorde kirken til et til-flugtssted i de mange ufredsti-der i middelalderen. Andre byggematerialer Det øverste af tårnet er af mur-sten. Den indvendige mur be-står hovedsagelig af tufsten, en vulkansk sten fra Rhinområdet. Disse sten er uden tvivl sejlet hertil, måske gennem Alslev-Forum å. Oprindelig har skibet haft bjælkeloft, som senere er ble-vet erstattet med de nuværen-de hvælvinger. Taget på kirken har fra begyndelsen været stråtag ind-til det blev afløst af bly. I 1890 blev stengulvet erstattet med bræddegulv. Omkring 1900 bliver kir-ken for første gang opvarmet under gudstjenesten, og i 1902 blev den forsynet med orgel. Kong Kristian d. 3 Som det fremgår af billedtek-sten under foto af mindestenen gæstede kong Kristian d. 3. med stort følge sognet i refor-mationsåret 1536 og igen i 1539. Krige og forfald Under 30-års krigen 1618-1648 og i den påfølgende krig mod Sverige 1657-59 led sognet forfærdeligt. Bl.a. præstegår-den blev udplyndret og ødelagt, og i sognets forskellige byer var kun enkelte gårde tilbage. I de påfølgende 200 år forfaldt kirken. Den blev restau-reret i årene 1858, 1890 og 1927. Stendiget Om en tilmuret indgangsdør går det sagn, at den blev muret til, fordi der om sommeren

samledes så mange hugorme, at kvinderne var bange for at gå ind. Dengang lå kirkegården hen som lynghede, og stendi-get var god yngleplads for hug-ormene. Stendiget led senere overlast, idet sten derfra af de private kirkeejere blev solgt til bygnin-gen af Esbjerg havn, og midler-tidigt blev der rejst et pigtråds-hegn. Dette førte med sig, at Bryndum i omegnen omtaltes som "stedet, hvor de hegner for de døde med pigtråd."

Ufred En anden forklaring på den ovenfor nævnte tilmurede dør er, at våbenhuset blev bygget, da der op gennem middelalde-ren næsten altid var ufred med røveri og plyndring. Heraf kom-mer navnet våbenhus: det sted, hvor mændene under kirke-gang kunne skille sig af med deres våben. Kirkens ejere Gamle dokumenter siger til ek-sempel, at Bryndum Kirke i 1697 ejedes af amtmand over Bøvling Amt Jørgen Gubbe Kaas. Man kan også se, at Kir-ken ofte har skiftet ejer. Disse private ejermænd har tit været bosiddende udenfor sognet, og de har haft kirken som en for-retning, der helst skulle give den størst mulige fortjeneste. I 1875 blev kirken overdraget til "en del mænd i sognet" for en købesum af 24.000 kroner. Der blev dannet et interessentskab, som valgte en mand - en så-kaldt kirkeværge - til at admini-strere kirkens midler samt tien-de og vederlag for pligtarbejde til Kirken. Foruden kirketienden var enhver i sognet bosiddende mand med hartkorn (jord) skyl-dig at udføre pligtarbejde til Kir-ken. Der var en vis misundelse i sognet overfor kirkeejerne, selv om det aldrig har været nogen strålende forretning, og i 1933 blev Kirken selvejende, idet interessentskabet overdrog den med alt tilbehør til menigheds-rådet for 12.000 kroner plus kirkeejernes restgæld. Sømærke Kirken ligger højt, og dens tårn har tilbage i tiden været sø-mærke for indsejlingen til Hjer-ting. Der var rejst et mærke på Sædding Strand. Når dette

2

På stenen, der er rejst ved si-den af forsamlingshuset, står der: Denne sten som har henligget foran Bryndum Kirkes ind-gangsdør rejstes til minde om Kong Kristian d. 3. der ved en kirkerigsdag 1536 indførte re-formationen og samme år - og atter i 1539 - med stort følge gæstede sognet, passerede Ryttervejen, der gik over sog-nets jorder og da var forbindel-sesvej mellem Ribe og Varde.



holdtes i flugt med Bryndum kirketårn, kunne man sejle ret ind i Grådyb. Af den grund var der en klausul, at kirkens tårn ikke måtte nedrives. Menigheden i begyndel-sen af 1900-tallet I en beretning fra 1925 om sin tid i sognet har pastor Tage Møller en rammende omtale af menigheden: "Menigheden i Bryndum Sogn holdt fast ved gamle kir-kelige traditioner, som var lidt fremmede for mig. Når præsten gik på prædikestolen, rejste den sig op. Det havde jeg aldrig set før, og første gang gav det et lille sæt i mig, men jeg tænk-te så, at det var deres måde at byde mig velkommen på. Men næste søndag gen-tog det sig, og det blev ved. En gang spurgte jeg så Anton Gre-gersen, hvorfor de rejste sig, når jeg gik på prædikestolen, det ville jeg hellere, de lod væ-re med. Da svarede han: 'De må da ikke tro, det er Dem, vi rejser os for; det er for Ordet, de skal forkynde.' Det var et godt svar; det satte mig på plads, også over-for den store opgave at forkyn-de Ordet. Jeg har aldrig siden protesteret mod denne gamle skik." Pastor Bue Bennike beretter om sin menighed: "Så havde vi da vor gerning blandt vestjyder. Det er et prægtigt folkefærd. De vil gerne høre. Og de vil gerne høre no-get, der kræver tænkning, og ikke blot henvender sig til følel-serne. De er solide. Man kan stole på dem. Og de er kirkeli-ge, måske noget konservative og traditionsbundne. De er sin-dige og langsomme i det. De er ikke så lette at komme ind på livet af, hjertet har de ikke på læberne. Har en vestjyde ople-vet noget, han er optaget af,

siger han ikke: 'Det var storslå-et, herligt, bedårende', men 'Det kunne have været værre.' Det er en stor ros af en vestjy-des mund. (.........) Og så var pastoratets folk jo på en god måde en ensartet be-folkning, næsten udelukkende landbefolkning (Kun den sydli-ge del af Bryndum sogn var ved at præges af byen)." (Citat slut). Den sidste bemærkning gælder jo især Gjesing, som var ved at blive en del af et storbyområde. Kirkens rolle i samfundet i dag I dag befinder kirken sig i et verdsliggjort samfund. Denne verdsliggørelse begyndte med reformationen og kulturradika-lismen i slutningen af 1800-tallet. En af Kulturradikalismens mærkesager var, at mennesket som individ helt kunne frigøre sig fra religionen og kristen-dommen. Tidligere var kirken en selvfølgelig del af befolknin-gens liv, men verden har i dag stort set frigjort sig fra kirkens budskab. Kristendommen lever også på politiske principper, idet der er en nær forbindelse mellem den politiske magt og kirken. Folkekirken er grund-lovsfæstet og støttes af staten. I det almindelige Dan-mark er Kirken stadig en fast ramme om tilværelsen. De fle-ste har brug for de kirkelige tra-ditioner, men man må sige, at der er et overvejende passivt forhold mellem kirke og folk. Eventuelle bidrag og henven-delser vedrørende serien til:

Poul Højbak

Ulvevej 62, 1. th. Telf. 7515 8945


Side36

Træk af Gjesings historie (13) Veje og transportforhold i lokalområdet

gennem tiden

De tidligste tider De første veje på egnen har for-mentlig været rensdyrenes trækru-ter (efter istiden, ca. 11000 f. Kr.), som vestpå har fulgt ådalene. Rensdyrene har haft følgeskab af de første beboere, nemlig småflok-ke af jægere, som var afhængige af rensdyrene. Omkring Kristi fødsel har man haft studetrukne køretøjer, og der har været en vis trafik af handels-mænd fra romerriget. Vikingetiden I vikingetiden har der været mar-kedspladser, hvor land- og vand-veje mødtes. Bønderne strømmede til med deres varer og mødtes med vandrehåndværkere og handels-folk. Unge mænd har samlet sig i bådelav, som drog på vikingetog. Der er tegn på, at der har været vikingeskibe i den nuværende Vognsbølparken, som på den tid var en havbugt. Mange af vore ældste landsbyer - heriblandt Gjesing, Kjersing og Bryndum - har eksisteret i vikinge-tiden, men vejene imellem dem var dårlige og kun markeret som spor. Middelalderen I middelalderens landsbyer har man haft bygader. Spangsbjerg har sikkert fået sit navn efter den spang (smal bro), der førte over bækken ved Spangsbjerg Mølle. Møllen er omtalt første gang i 1427, og hertil har omegnens bøn-der kørt deres korn for at få det malet. Ellers har hver landsby dan-net et lille samfund for sig. Gårde-

ne lå tæt sammen, og jorden blev dyrket i fællesskab. Den nyere tid Ryttervejen, der også kaldtes den gamle Kongevej, gik gennem Bryndum sogn. Som nævnt i en tidligere artikel rejste Chr. III. to gange (1536 og 1539) ad denne vej. Bryndums beliggenhed ved Ryttervejen forårsagede, at sognet led meget under svenskekrigene. Svenskerne drog gennem sognet og brændte og skændede. Præste-gården og en mængde bøndergårde blev brændt ned til grunden. En anden vej, som har haft stor betydning, er vejen fra Varde gen-nem Bryndum og Gjesing. Vejen blev brugt til postdiligencen, som besørgede post fra Varde til Strandby Kro og Fanø samt brev-samlingstedet i Kjersing. Vejen benyttedes også af kræmmere, smuglere og andet godtfolk. Lige-ledes fungerede vejen som kirke-vej til Bryndum og til folks ind-købsture til Varde. Vejen gik også under navnet Gl. Kjersing Kirke-vej. I slutningen af 1700-tallet var der problemer med manglende skoler og derfor alt for lange skoleveje. Åer og sejlads Det menes, at byggematerialer til Bryndum kirke (omkring 1240) blev sejlet hertil gennem Alslev-Forum å (landet lå lavere den-gang!). Evertsejladsen i Vadehavet og åerne falder i to perioder, nemlig ca. 1770-1830 samt omkring 1870, hvor everten blev anvendt i forbin-

delse med opbygningen af Esbjerg havn. Transport af varer over land var besværliggjort af, at vejene var få og dårlige. Transport med stude og vogn gik langsomt. Som handels-vej var søvejen vigtigere. Den lo-kale transport i Vadehavsregionen skete med små fladbundede lægte-re eller everter. På grund af deres flade bund kunne de ligge på va-den ved lavvande, og bøndernes vogne kunne køre ud til dem og laste og losse. Lægterne benyttede bl.a. Hjerting og Varde Å og de andre sydvestjyske åer. Skipperne, der desuden ofte medvirkede til smug-lertrafik, kunne hyre pramdragere til at trække båden.

Der var dog kun et fåtal læg-tere beskæftiget samtidig i Vade-havsregionen, så de kunne ikke kompensere for de dårlige vestjy-ske veje. Lægternes rolle udspille-des, da markedsøkonomien slog igennem. Fremtiden var ikke ever-tens, men dampskibets og jernba-nens.

Åløbene var en hindring for trans-port over land. Der fandtes fx en trækfærge over Varde å (ved Tarphage). Det var nærmest en slags tømmerflåde, der kunne transportere bøndernes køretøjer. Diagonalvejen (”Tingvejen”, på-begyndt i 1930) følger en beske-den højderyg, der samtidig danner vandskellet mellem de små vand-løb, der søger sydøstpå mod Sne-um å og dem, der søger mod nord-vest til Varde å.

1

Af Poul Højbak


Udskiftningen I Bryndum fandt udskiftningen sted 1784, og der blevbl.a. nedfæl-det bestemmelser om vejenes an-læggelse, istandsættelse og vedli-geholdelse. På samme tid hedder det: "Christen Smed Klager at Hand skal fare igjennem Niels Sørren-sens Enkes lod, og at til denne vej ikke er aflagt meere end en Een-spor Vei, saa Tvende vogne ikke kand kiøre hverandre forbie." Gjesing bestod før udskiftningen i 1788 af 16 gårde og 10 huse. Det gamle landsbyfællesskab op-hørte, og mange flyttede gården bort fra landsbyen og ud i deres nye markområder. Vejforordningen 1793 Vejnettet blev inddelt i tre klasser: 1) Hovedlandevejene, som bandt landsdelene sammen, 2) De min-dre landeveje, som gik fra købstad til købstad, havn eller ladeplads, og 3) biveje eller sogneveje. Vejanlæg blev betragtet som en militær opgave. Den gamle vestjyske hovedvej kom nordfra og gik over Skjern å ved Tarm. Her delte den sig mod henholdsvis Vejle og Varde. Post- og persontransport Tidligere tog postvæsenet sig både af brev- og persontransport. Fra ca. 1840 skete der forbedringer, så posten kom hyppigere frem, og der tilstræbtes persontransport i lukke-de vogne. Der var ingen postud-bringning. Man måtte selv hente posten ved en poststation (Kjersing eller Strandby Kro). Det var almindelig brugt, at man gav en person ”bærepenge” for at hen-te posten og foretage andre ærin-der. 1849 blev der for første gang sendt post fra Hjerting til England.

Omkring samme tidspunkt drøfte-des det i amtsrådet at udbedre ve-jen mellem Hjerting og Kolding. Dalgas havde understreget betyd-ningen af, at ”en sådan vej ville på en vis måde have sat Vesterhavet i forbindelse med Østersøen.” Der var også på dette tidspunkt mange klager over vejene, som fx: "Man kan dårligt nok køre en tom vogn igennem for ikke aldeles at forslæbe trækdyrene." Amtets vejmænd havde nok at se til. De skulle inspicere vejen og "samle fra vejbanen de løse sten, som måtte findes på samme, samt ituslå på stedet de enkelte større sten, som måtte rage frem på ba-nen." Fra Postvæsenets køreplan ved man, at det i 1863 tog 11 timer i åben vogn at rejse fra Varde over Grindsted til Vejle. I 1906 blev der ombæring af post alle hverdage overalt i landet. Der var postkontorer i Ribe og Varde helt fra før 1700. Sognets veje De fleste biveje var gamle mark-veje der ved udskiftningen om-kring 1800 blev til sogneveje. De lokale veje skulle sognet selv ved-ligeholde. Sognerådene måtte ud-kommandere folk til at oprense grøfterne og udbedre skader. Sog-neboerne måtte ofte afgive vogn og hest samt en karl til arbejdet. På grund af forsømmeligheder måtte man nogle steder påligne udgifter-ne til vedligeholdelsen på beboer-ne. Landbrugets ændrede driftsformer I det gamle bondesamfund havde der ikke været stort behov for veje. Det var den økonomiske udvikling indenfor landbruget, der for alvor

skabte et behov for bedre vejfor-bindelser. Fra omkring midten af 1800-tallet fik bønderne brug for at transpor-tere flere varer til byerne, og de købte mere efterhånden som hjem-meproduktionen af en række dag-ligvarer ophørte. Loven om næringsfrihed fra 1857 fik også indflydelse på handel og trafik. De ændrede driftsformer i landbru-get betød ligeledes mere transport over længere afstande. Der skulle være farbar vej til mælkekusken. Mejerierne skulle bruge kul. Da jernbanerne blev anlagt, blev der hurtigt livlig trafik til og fra stati-onsbyerne (foderstoffer og kunst-gødning til gårdene). Andelsbevægelsen Andelsmejeriet i Tarp blev indviet i 1884. Den forøgede transport på grund af andelsbevægelsens foretagen-der (og teglværker) stillede større krav til vejene og deres beskaffen-hed. Man kunne ikke længere nø-jes med grusbelægning. Vejlov 1867 Skellet mellem hovedveje og lan-deveje blev ophævet. Lokale råd fik større indflydelse på anlægsar-bejder og tilsyn med vejene. I slutningen af 1800-tallet anvendtes sommetider mere end halvdelen af amtets budgetter til vejanlæg. Kun vejen Ribe-Varde var regnet som en hovedvej. Selv om amtet ikke var tilstrækkeligt forsynet med veje, måtte planerne vente, til man fik afklaret jernbaners og sta-tioners beliggenhed. Esbjerg havn Efter loven om Esbjerg havn i 1868, var der det problem, at alle


Side38

oplandets veje pegede mod enten Ribe eller Varde. Man måtte ind-føre en ny infrastruktur vedrørende veje, jernbaner og havne. Jernbanerne I 1868 forelagde indenrigsminister Estrup forslag om jernbaneanlæg i Jylland. Det var samtidig med for-slaget om Esbjerg havn, så både den sydjyske tværbane og Vestba-nen blev inddraget i forhandlinger-ne. I 1874 åbnedes jernbanen i Es-bjerg, og det bevirkede bl.a. for-bedringer i post- og persontrans-porten samt behov for veje til de nye stationsbyer. Dagvognen Foruden diligencerne og postvæse-nets dagvogne, der kørte på de officielle postruter, opstod der og-så sidst i 1800-tallet private dag-vogne, der kørte mellem byerne og landsbyerne. Dagvognene blev især forbindel-sesled fra de nye stationsbyer til omegnen. Mange fortsatte langt ind i 1900-tallet indtil de blev slået ud af rutebilerne. Karl Riber, der omkring 1900 kør-te fra Hjerting til Esbjerg fortæller:

"I førstningen kørte jeg med en charabanc (åben vogn med to bænke langs siderne), så købte jeg en gammel hotelvogn fra Hotel Spangsberg, den første lukkede vogn Esbjerg ejede. Jeg skulle gi-ve to læs hø for den. Jeg fik den malet og gjort i stand. Det var en stærk vogn. Jeg havde tit 2000 pund ovenpå den, mens passage-rerne i ro og mag tog sig et spil kort inde i vognen." Cykler og kollektiv transport Cykler (og bydrenge) blev almin-delige i 1920'erne. Samtidig fik Esbjerg sin første bybus, og der oprettedes rutebilforbindelser.

Lastbiltransport Efterhånden som vejnettet blev udbygget, fik Esbjerg større mu-ligheder for kontakt med oplandet gennem lastbiltransport. Den nye forbindelse fra Esbjerg til områderne nord for Varde å (Tarphagevejen, påbegyndt 1938) var ikke velset i Varde. Der har været en strid mellem de to byer om oplandet. Varde var jo bøndernes gamle handelsby, hvor-fra mindre veje strålede ud til de små ladepladser. Gjesing Fra omkring 1950 mistede Gjesing sit præg af landsby med landbrug som hovederhverv. Området var ved at blive del af et storbysam-fund. Der blev et samarbejde mellem Esbjerg og omegnskommunerne om byplanlægning. Ændringer i familiemønsteret På samme tidspunkt fik familien et stigende transportbehov på grund af, at også gifte kvinder i stigende grad kom ud på arbejdsmarkedet. Der blev altså nu tale om transport (udover til arbejdsplads og skole) til dagsinstitutioner, fritidsordninger og familiens forskellige fritidsbe-skæftigelser samt ferier. Den voksende privatbilisme stille-de også krav om bedre og bredere veje samt parkeringspladser. Esbjerg storkommune Omkring 1970 blev Esbjerg stor-kommune realiseret. Det nedsatte egnsplanudvalg pege-de bl.a. på, at Esbjerg skulle ud-bygges til et trafikalt center for den sydvestlige del af Jylland, og at det kollektive trafiknet blev ud-bygget med bybusser mellem by-delene.

Radialvejene var anlagt: Hjerting-Sædding Strandvej, Tarphagevej, Stormgade, Hovedvej 1 (Store-gade) og Darumvej. Der fulgte nye veje, stisyste-mer og grønne områder, og de nye boligområder i Gjesing og Sæd-ding-Fovrfeldt skulle sættes i for-bindelse med hinanden.

Serien

”Træk af Gjesings historie”

fortsætter.

Eventuelle bidrag

eller henvendelser

til

Poul Højbak Ulvevej 62, 1. th. Tlf. 7515 8945


Side39

Træk af Gjesings historie (14) Gjesing Foredragsforening

Starten Ideen til foreningen kom fra lærer-ægteparret Søren og Kirstine Pe-tersen. De kom til Gjesing i 1922 og der var på det tidspunkt en ak-tiv ungdoms- og gymnastikfor-ening. De følte imidlertid savnet af kulturelt arbejde for den lidt ældre generation. Oktober 1929 blev der indkaldt til det første møde i den nystiftede forening, og mange vi-ste interesse for sagen. Forsamlingshuset Fra begyndelsen var forsamlings-huset (der lå ved rundkørselen ved Gjesing Centret) rammen for for-eningens aktiviteter. Bygningen var utæt, og det var så som så med komforten. Men folk kom allige-vel og hyggede sig. Grundtvigs højskoletan-ker Foreningen byggede på Grundt-vigs højskoletanker om folkeligt og kulturelt oplysningsarbejde. Det var almindeligt dengang, at landboungdommen tog på højsko-le, og foredragsforeningen udfyld-te derfor et tomrum for de unge mennesker, når de kom hjem. Søren Petersen var formand fra starten i 1929 til han tog sin afsked som lærer i

1958. Da biler ikke var almindeli-ge dengang, kom foredragsholder-ne i god tid og spiste og overnatte-de hos lærerparret. Krigen Tyskerne tog forsamlingshuset i 1940, hvorfor foredragsforeningen flyttede aktiviteterne til den nu nedrevne skole (ved forsamlings-huset). I 1943 tog tyskerne også skolen, og der blev indrettet skole-stue i Ejnar Hansens lade (mellem Radio Holm og Bauhaus). I dette lokale - der i folkemunde blev kaldt "Gjesing Kulturcenter" - var der undervisning for 7 årgange. Desuden blev det om aftenen brugt af forskellige foreninger, der-iblandt foredragsforeningen. Trods de trange forhold kunne der sam-les 60-70 mennesker sådan en af-

ten. Folk trængte virkelig til at være sammen i krigens sidste år. Efter krigen rykkede foredragsfor-eningen tilbage til forsamlingshu-set, der var blevet restaureret. Fra Gjesing Skoles start på Gl. Vardevej i 1964 havde foreningen sine aktiviteter her. Fra land- til bysamfund Der var i 1950'erne en frygt for, at foreningen ikke ville overleve Gje-sings overgang fra land- til bysam-fund, men tilflytterne sluttede op om foreningen.

1

Af Poul Højbak

Gjesing Foredragsforening blev stiftet i 1929 og kan altså om få år holde 75 års jubilæum.

Vi har haft en samtale med Knud Ejnar Jessen,

der var formand for foreningen fra 1966 til 1982, samt med den nuværende formand Grethe Jensen.

De fortæller hver for sig fra deres formandstid. Men først skal vi se på starten af foreningen og den første tid.

Gjesing forsamlingshus og gl. skole Det var her foreningens aktiviteter foregik de første mange år.

Tegningen er af Erling Juhl, søn af foreningens stifter Søren Petersen.


Knud Ejner Jessen fortæller Knud Ejnar Jessen, der som oven-for nævnt var formand for forenin-gen 1966-82, siger: Jeg er selv tilflytter, og det står stærkt for mig, at bønderne knytte-de an til os nye, bød os velkom-men og fik os ind i et forpligtende forhold. Personligt var jeg bekendt med højskoletraditionen, idet vi også havde en foredragsforening på min hjemegn. Jeg var vant til at komme i skolen om aftenen og høre foredrag. Desuden var jeg i min ungdom på Ryslinge Højsko-le. Foreningens idegrundlag Stifteren lærer Petersen mente, at når de unge mennesker kom hjem fra højskole, skulle de have et sted, hvor de kunne fortsætte højskole-aktiviteterne: synge, diskutere og høre foredrag. Der skulle være lyspunkter i hverdagen. Glæden i et åndeligt fællesskab med grundt-vigsk sigte var afgørende. Man tilstræbte en helhed af skole, hjem og kirke. Den oprindelige befolkning har udvist stor trofasthed overfor for-eningen, men i min formandstid deltog de unge lærere ikke - og heller ikke de skiftende præster. Derfor blev der ikke noget ar-bejdsfællesskab med skole og kir-ke. Der skete en adskillelse. Spørgeskemaer Den ny bestyrelse i 1966 havde lyst til at prøve lidt andet. Jeg kan bl.a. huske, at vi sendte spørgeske-maer rundt vedrørende medlem-mernes ønsker om foreningens aktiviteter. Vi havde også ved en lejlighed et panel af bønder, der diskuterede deres forhold til kirke og Gud. Jeg husker fx tydeligt hvordan en af dem fortalte, at han

sommetider "holdt kirke" i sin mark. Fællesmøder Ofte havde vi fællesmøder med Kirkeligt samfund på Tarp Kro, og vi havde julemøder med Hushold-ningsforeningen. 50 års jubilæet 1979 Vi havde store planer og mente, at vi skulle holde jubilæet på en høj-skole og med folkedans. I stedet blev det til, at fru Kirstine Petersen fik en artikel i Vestkysten samt at der blev holdt en middag med ef-terfølgende foredrag af lokalhisto-rikeren Verner Bruhn. De medlemmer, som havde været med i den første bestyrelse, blev æresmedlemmer. Emner for aftnerne Vi havde så forskellige emner som foredrag om vietnameserne, ånds-svage, børnehjem, rejser, og vi havde almindelig underholdning, korsang og oplæsning. Talere Som talere havde vi fx nogle fra det sociale område, forfattere, mu-seumsfolk, psykologer, politikere, kunstnere og folk fra Esbjerg Høj-skole. Vi havde også besøg af amatørteaterforeningen Syvkanten. Jeg oplevede, at mange følte det som noget positivt at holde fore-drag i foreningen. Foreningens fremtid Jeg tror, den vil komme til at holde 100 års jubilæum som en stor for-ening. Der er jo i øjeblikket meget stor opbakning. Om det lykkes at samle emner for hjem-skole-kirke, ved jeg ikke, men foreningen ev-ner at ramme det, som mange ger-ne vil samles om.

Grethe Jensen fortæller Grethe Jensen, der startede som formand 1983, siger: Mit møde med Foredragsforeningen Min første deltagelse i foreningens møder var i 1975. Det var en stor glæde for mig, og jeg følte mig straks hjemme. Det skyldes måske, at jeg på forhånd kendte traditio-nen fra ungdomsforening og fra mit ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborg vinteren 1952-53. Lokaler Da jeg begyndte at komme i for-eningen, foregik møderne i Gje-sing Skole på Gl. Vardevej. Jeg kan fx huske, at vi havde stort be-svær med at bugsere klaveret fra et klasseværelse til kantinen, hvor møderne blev holdt. I 1983 stod mange foreninger i kø for at få lov til at benytte den ny-byggede kirkes lokaler. Vi havde i Foredragsforeningen en debat, om vi også skulle flytte fra skolen til kirken. Resultatet blev jo altså, at vi gjorde det, og det har vi aldrig fortrudt. Bestyrelsesarbejdet Jeg kom i bestyrelsen 1979. Vi var syv medlemmer, men vi havde mænd og koner med til møderne, så vi var 14 i alt. Vore ægtefæller hyggede sig sammen, mens vi planlagde møderne. Bagefter hav-de vi så stort kaffebord (uden til-skud!!), og vi hyggede os med sang og spil. De fleste var stadig-væk de oprindelige landboere og vi havde det skønt sammen. En-gang forlagde vi et møde til Fanø, hvor vi bl.a. var på en lang vandre-tur sammen.


Side41

I skolen stod vi selv for det hele: købte ind, lavede kaffe, smurte ostemadder og vaskede op. I be-gyndelsen gjaldt den regel, at den sidst ankomne skulle lave kaffe. Den sidst ankomne var jo altså mig, men jeg fik det hurtigt lavet om til, at jeg skulle pynte borde i stedet for. Da vi flyttede til kirken, blev vi enige om at få en fast kaffedame. Det blev sådan, at hun laver kaffe og bager brød, og bestyrelsen nø-jes så med at dække bord og vaske op. Jeg blev formand i 1983, men blev på grund af sygdom afløst af Ka-ren Popesko i 1987. I 1989 tog Jørgen K. Jensen over, men han døde desværre i 1992. Så overtog jeg igen og har så været formand siden Økonomien Vi glæder os over, at vi har fået et godt samarbejde med bestyrelsen for Grundtvigshuslegatet. Det har givet os en bedre økonomi. Emner og talere Vore talere har mest været journa-lister, præster og højskoleforstan-dere. Emnerne var fx Sønderjyl-land og grænsen, Færøerne, forfat-tere og deres værker, sange og de-res baggrund samt rejsebeskrivel-ser og lysbilledforedrag. Glæde! Vi er umådelig glade for at være i kirkens lokaler med vores for-ening. Både foredragsholdere og medlemmer trives der. Det er mig en stor glæde, at bønderne er trofa-ste og fortsat kommer til møderne. Det er kun i lokalbladene, vi aver-terer vore arrangementer, for vi føler egentlig, at foreningen er stor nok, da lokalerne kun kan rumme ca. 80 mennesker. Men måske er det på tide at få yngre mennesker til at tage over,

1. A hår vat te' foredrag her i vor forening. A vil støt' en gue sag, det var da mi mening. Hver gång tejer a a'sted, for a vil så gjaen mej. Jow a tanker gødes hver gång at vi mødes. 2. Først æ formand res sig op by'er os walkummen, han må bank lidt o æ kop før æ snak forstummen. Vi vil syng en lille sang. "Danmark dejligst ve' og vang", mens de sidst de kommer synger vi æ nummer. 3. Så begyndt æ mand o tål, o han vidst en masse, nok a tøt at han vild' prål, det ku vist et passe. Av o te han tow en to'r, krasset sig lidt i æ ho'r. Han var et barbiret, men han var studiret. 4. Han fortoel om småt o stuer her i vor forsamling, o han ku beleg hans uer, der var ingen famling. Men a kigget i mi kop, mon et snår han holder op. A trængt te mi kaffe, det æ pi'er ku skaffe.

5. A ska low æ snak den gik, du sku li'e hør' a'ter, der bløw snakket poletik o di stuer skatter. Men vi sku jo pas æ ti o æ klok var over ni, for æ mand sku vi'er mæ di sølle ti'er. 6. Der bløw spu'er i vest og øst, o han ku det hiele. Det er bår en sølle trøst, jen er født for tiele. Men a trovr det bløw for dyer, hvis at han sku te o styer, bløw vi ruiniret, så var vi leviret. 7. Det var bløwn ve a ti at æ mød sku ende, førend at det var forbi skuld vi syng en kende. Til den sidste kaffetoer, "Altid frejdig når du goer." Jow, der er en mening mæ den her forening.

3

Sang fra Gjesing Foredragsforenings 50 års jubilæum 1979

Af Peder B. Christensen. Melodi: I en kælder......

Serien ”Træk af Gjesings historie” fortsætter.


vedrørende dette til:

Poul Højbak Ulvevej 62, 1. th. Telf. 7515 8945


Træk af Gjesings historie (15) Holger Willadsen

Holger Willadsen skriver:

Kjersing Hede Kjersing By havde dengang kun to Gaarde, som laa nede ved den syd-lige Del af Marken ved Engen. Et Engdrag dannede Skel mellem Kjersing og Kvaglund, og Nord derfor strakte sig den store Kjer-sing Hede, der i fordums Tid gik saa mange Myter og Sagn om. Disse store Hedearealer havde i gamle Dage været opdyrket – det var der endnu ved Aarhundred-skiftet Spor af – men Svenskernes tre Invasioner lagde disse Egne øde og fattige. Ogsaa den sorte Død hærgede disse Egne. I de følgende 200 Aar laa de før saa frodige Egne hen som øde He-destrækninger, og der, hvor der lige før Krigens Udbrud var byg-get en moderne Flyveplads, fand-tes en af de vildsomme Stræknin-ger i Vestjylland. Smuglere og andre Skarnsfolk Forbindelsesvejen fra Varde By til Strandby Kro gik over Kjersing Hede. Denne Hedevej blev ikke alene benyttet af Postdiligencen, men ogsaa af førende Kræmmere, talrige Smuglere og andre Skarns-folk, som paa denne øde Vej drev

mørkets Gerninger. Fra denne He-devej ned til Engen var der en Slugt, som var tilgroet med Lyngris, Pors og Bævreasp, og i det mest tætbevoksede laa der i Napoleonstiden et Smuglerhus, som var Smuglernes faste Op-holdssted. De Varde-Købmænd optraadte som Hælere ved Opkøb af stjaalne Varer og Smuglergods, som blev ilandsat ved Rørkjær. Her kunde Smugleriet foregaa i Læ af Esbjerg Klev, for de Hjer-ting Toldere. Fra Smuglerhuset gik en Gangsti over den sumpede Mose, og for at forcere den – særlig om Natten – skulde man være meget stedkendt, da man skulle hoppe fra Sten til Sten. Troldtøi og Nøkker I Kanten af Flyvepladsen laa i sin Tid en Jordhytte, som i mange Aar brugtes til Faarefold; der boede en gammel Kone, som i mange Maa-der spillede en stor Rolle som For-bindelsesled mellem de Varde Købmænd og Smuglerne. Ingen kunde som denne gamle Kone be-rette om alskens uhyggeligt Trold-tøi og Nøkkers Færd. Hun skabte en vis Skræk paa Egnen, og de mange uhyggelige Ligskarer, som var Smuglernes Form for Udøvel-sen af deres lovløse Færd, der van-

drede frem i mørke og stormfulde Nætter, skabte en uhyggelig My-stik. Man mente, at Kjersing Hede var Hjemsted for Troldtøj og meget andet. Derfor nærede Sognets Folk og de gode Folk i Jerne Sogn en vis Rædsel for at passere denne Hedevej eller Kjersing Kirkevej ved Nattetide. Denne gamle Hede-vej med 24 Hjulspor gik i fordums Dage over den nyanlagte Flyve-plads. Ræven Paa de store Hedearealer laa der tre store Flodstier eller Damme; der rørte sig om Sommeren et umaadeligt rigt Fugleliv, det var mest Hjejler, Viber og den lille Ryle, men ogsaa Storsporven slog sig ned, især ved den Tid Revlin-gerne var modne, de var en Læk-kerbidsken for denne. Vildænder-ne havde ogsaa et yndet Tilflugts-sted i disse Damme, og selv Vild-gæssene og Vildsvanerne kunde i Træktiden slaa sig ned for en kort Tid.

Om Sommeren stod de nøjsom-me Hedefaar paa det sparsomme Græs, og man skulde tro, at Ræven ville æde Lammene, men det var ikke Tilfældet. Disse Ræve havde den fremragende Egenskab, at de aldrig tog noget Lam. Dette er i

1

Én af de vigtigste kilder til kendskab om det gamle Bryndum sogns historie er Holger Willad-sens bog fra 1946: "Bryndum. Vester Nebel. En Skildring af Udviklingen i Sognene fra Udskift-ningens Tid og op til vore dage." Jeg har haft samtaler med Holger Willadsens søn Olav Willadsen, og det er mit håb, at dette efterhånden fører til artikler om forskellige emner omkring lokalområdet og dets menneskers fortid. Som en indledning bringes her - med Olav Willadsens tilladelse - en gammel beretning om Kjersing hede.

Poul Højbak


nøje Overensstemmelse med de vise gamle Ord: "Ræv bider aldrig Lam paa sin egen Mark".

Kjersing Hede har sin meget inte-ressante Historie, og selv om He-den ved Vintertid kan være dyster, ændres det, naar Sommeren kom-mer med sine lange lyse Dage. Den vide Udsigt, Fuglenes Fløjt og Sang og Lyngens Purpurtæppe ved Efteraarstide er en Skønhed, særlig paa Dage, hvor Solen er varm og livgivende. Kjersing Havn Paa anden Maade kan Kjersing ogsaa være interessant, naar de gamle Kjersingbønder samledes i Vennelag med Punche i Kæmpe-krus og spøgte og fortalte om, at Kjersing skulde have en Havn, og naar de havde set Bunden af Kru-sene tilstrækkelig mange Gange, bestemte de, at de vilde bygge en Galease, som skulde sejle til Ham-borg efter Brændevin. I Dag er Havnen en Kendsgerning, men paa ingen Maade, som de havde tænkt sig. Nu er det skønne væk fra denne Plads, Lyngens smukke Purpurtæppe er forlængst forsvundet. Fuglenes Fløjt og Sang er forstummet, og kun Resterne er tilbage af en krigshærget og røm-met Flyveplads, hvis Dysterhed taler sit manende Sprog. Dalgas I Kjersing er Heden forlængst for-svundet, for her fejrede det Arbej-de, Oberst Dalgas satte i Gang un-der Mottoet: "Hvad udad tabtes, skal indad vindes" sine største Tri-umfer. Og dette Motto: "Hvor Plo-ven ej kan gaa, og Leen ej kan slaa, der bør et Træ at staa", blev heller ikke gjort til Skamme i Kjersing. Der blev plantet en Del Smaaplantning, Hegns- og Læbæl-ter, og ved Gaardene blev der plantet Læ for Have og Bygninger.

En Del af disse Plantninger maatte desværre opryddes ved Anlæg af Flyvepladsen. Kjersingboerne og Fanø I Kjersing har Befolkningen ude-lukkende ernæret sig ved landbrug og Salg af Tørv, Lyng og Klyne, der solgtes til Fanø; for disse Va-rer købte Kjersingboerne Parter i Fanøskibene, og der var i mange Aar en betydelig Forbindelse mel-lem Kjersing og Fanø, især Søn-derho. Holger Willadsen Holger Willad-sen skriver:

Kjersing Hede Kjersing By havde dengang kun to Gaarde, som laa nede ved den syd-lige Del af Marken ved Engen. Et Engdrag dannede Skel mellem Kjersing og Kvaglund, og Nord derfor strakte sig den store Kjer-sing Hede, der i fordums Tid gik saa mange Myter og Sagn om. Disse store Hedearealer havde i gamle Dage været opdyrket – det var der endnu ved Aarhundred-skiftet Spor af – men Svenskernes tre Invasioner lagde disse Egne øde og fattige. Ogsaa den sorte Død hærgede disse Egne. I de følgende 200 Aar laa de før saa frodige Egne hen som øde He-destrækninger, og der, hvor der lige før Krigens Udbrud var byg-get en moderne Flyveplads, fand-tes en af de vildsomme Stræknin-ger i Vestjylland. Smuglere og andre Skarnsfolk Forbindelsesvejen fra Varde By til Strandby Kro gik over Kjersing Hede. Denne Hedevej blev ikke alene benyttet af Postdiligencen, men ogsaa af førende Kræmmere, talrige Smuglere og andre Skarns-folk, som paa denne øde Vej drev mørkets Gerninger. Fra denne He-devej ned til Engen var der en Slugt, som var tilgroet med

Lyngris, Pors og Bævreasp, og i det mest tætbevoksede laa der i Napoleonstiden et Smuglerhus, som var Smuglernes faste Op-holdssted. De Varde-Købmænd optraadte som Hælere ved Opkøb af stjaalne Varer og Smuglergods, som blev ilandsat ved Rørkjær. Her kunde Smugleriet foregaa i Læ af Esbjerg Klev, for de Hjer-ting Toldere. Fra Smuglerhuset gik en Gangsti over den sumpede Mose, og for at forcere den – særlig om Natten – skulde man være meget stedkendt, da man skulle hoppe fra Sten til Sten. Troldtøi og Nøkker I Kanten af Flyvepladsen laa i sin Tid en Jordhytte, som i mange Aar brugtes til Faarefold; der boede en gammel Kone, som i mange Maa-der spillede en stor Rolle som For-bindelsesled mellem de Varde Købmænd og Smuglerne. Ingen kunde som denne gamle Kone be-rette om alskens uhyggeligt Trold-tøi og Nøkkers Færd. Hun skabte en vis Skræk paa Egnen, og de mange uhyggelige Ligskarer, som var Smuglernes Form for Udøvel-sen af deres lovløse Færd, der van-drede frem i mørke og stormfulde Nætter, skabte en uhyggelig My-stik. Man mente, at Kjersing Hede var Hjemsted for Troldtøj og meget andet. Derfor nærede Sognets Folk og de gode Folk i Jerne Sogn en vis Rædsel for at passere denne Hedevej eller Kjersing Kirkevej ved Nattetide. Denne gamle Hede-vej med 24 Hjulspor gik i fordums Dage over den nyanlagte Flyve-plads. Ræven Paa de store Hedearealer laa der tre store Flodstier eller Damme; der rørte sig om Sommeren et umaadeligt rigt Fugleliv, det var mest Hjejler, Viber og den lille Ryle, men ogsaa Storsporven slog


Side44

sig ned, især ved den Tid Revlin-gerne var modne, de var en Læk-kerbidsken for denne. Vildænder-ne havde ogsaa et yndet Tilflugts-sted i disse Damme, og selv Vild-gæssene og Vildsvanerne kunde i Træktiden slaa sig ned for en kort Tid.

Om Sommeren stod de nøjsom-me Hedefaar paa det sparsomme Græs, og man skulde tro, at Ræven ville æde Lammene, men det var ikke Tilfældet. Disse Ræve havde den fremragende Egenskab, at de aldrig tog noget Lam. Dette er i nøje Overensstemmelse med de vise gamle Ord: "Ræv bider aldrig Lam paa sin egen Mark".

Kjersing Hede har sin meget inte-ressante Historie, og selv om He-den ved Vintertid kan være dyster, ændres det, naar Sommeren kom-mer med sine lange lyse Dage. Den vide Udsigt, Fuglenes Fløjt og Sang og Lyngens Purpurtæppe ved Efteraarstide er en Skønhed, særlig paa Dage, hvor Solen er varm og livgivende. Kjersing Havn Paa anden Maade kan Kjersing ogsaa være interessant, naar de gamle Kjersingbønder samledes i Vennelag med Punche i Kæmpe-krus og spøgte og fortalte om, at Kjersing skulde have en Havn, og naar de havde set Bunden af Kru-sene tilstrækkelig mange Gange, bestemte de, at de vilde bygge en Galease, som skulde sejle til Ham-borg efter Brændevin. I Dag er Havnen en Kendsgerning, men paa ingen Maade, som de havde tænkt sig. Nu er det skønne væk fra denne Plads, Lyngens smukke Purpurtæppe er forlængst forsvundet. Fuglenes Fløjt og Sang er forstummet, og kun Resterne er tilbage af en krigshærget og røm-met Flyveplads, hvis Dysterhed taler sit manende Sprog.

Dalgas I Kjersing er Heden forlængst for-svundet, for her fejrede det Arbej-de, Oberst Dalgas satte i Gang un-der Mottoet: "Hvad udad tabtes, skal indad vindes" sine største Tri-umfer. Og dette Motto: "Hvor Plo-ven ej kan gaa, og Leen ej kan slaa, der bør et Træ at staa", blev heller ikke gjort til Skamme i Kjersing. Der blev plantet en Del Smaaplantning, Hegns- og Læbæl-ter, og ved Gaardene blev der plantet Læ for Have og Bygninger. En Del af disse Plantninger maatte desværre opryddes ved Anlæg af Flyvepladsen. Kjersingboerne og Fanø I Kjersing har Befolkningen ude-lukkende ernæret sig ved landbrug og Salg af Tørv, Lyng og Klyne, der solgtes til Fanø; for disse Va-rer købte Kjersingboerne Parter i Fanøskibene, og der var i mange Aar en betydelig Forbindelse mel-lem Kjersing og Fanø, især Søn-derho. Holger Willadsen Holger Willad-sen skriver:

Kjersing Hede Kjersing By havde dengang kun to Gaarde, som laa nede ved den syd-lige Del af Marken ved Engen. Et Engdrag dannede Skel mellem Kjersing og Kvaglund, og Nord derfor strakte sig den store Kjer-sing Hede, der i fordums Tid gik saa mange Myter og Sagn om. Disse store Hedearealer havde i gamle Dage været opdyrket – det var der endnu ved Aarhundred-skiftet Spor af – men Svenskernes tre Invasioner lagde disse Egne øde og fattige. Ogsaa den sorte Død hærgede disse Egne. I de følgende 200 Aar laa de før saa frodige Egne hen som øde He-destrækninger, og der, hvor der lige før Krigens Udbrud var byg-get en moderne Flyveplads, fand-

tes en af de vildsomme Stræknin-ger i Vestjylland. Smuglere og andre Skarnsfolk Forbindelsesvejen fra Varde By til Strandby Kro gik over Kjersing Hede. Denne Hedevej blev ikke alene benyttet af Postdiligencen, men ogsaa af førende Kræmmere, talrige Smuglere og andre Skarns-folk, som paa denne øde Vej drev mørkets Gerninger. Fra denne He-devej ned til Engen var der en Slugt, som var tilgroet med Lyngris, Pors og Bævreasp, og i det mest tætbevoksede laa der i Napoleonstiden et Smuglerhus, som var Smuglernes faste Op-holdssted. De Varde-Købmænd optraadte som Hælere ved Opkøb af stjaalne Varer og Smuglergods, som blev ilandsat ved Rørkjær. Her kunde Smugleriet foregaa i Læ af Esbjerg Klev, for de Hjer-ting Toldere. Fra Smuglerhuset gik en Gangsti over den sumpede Mose, og for at forcere den – særlig om Natten – skulde man være meget stedkendt, da man skulle hoppe fra Sten til Sten. Troldtøi og Nøkker I Kanten af Flyvepladsen laa i sin Tid en Jordhytte, som i mange Aar brugtes til Faarefold; der boede en gammel Kone, som i mange Maa-der spillede en stor Rolle som For-bindelsesled mellem de Varde Købmænd og Smuglerne. Ingen kunde som denne gamle Kone be-rette om alskens uhyggeligt Trold-tøi og Nøkkers Færd. Hun skabte en vis Skræk paa Egnen, og de mange uhyggelige Ligskarer, som var Smuglernes Form for Udøvel-sen af deres lovløse Færd, der van-drede frem i mørke og stormfulde Nætter, skabte en uhyggelig My-stik. Man mente, at Kjersing Hede var Hjemsted for Troldtøj og meget andet. Derfor nærede Sognets Folk


Side45

og de gode Folk i Jerne Sogn en vis Rædsel for at passere denne Hedevej eller Kjersing Kirkevej ved Nattetide. Denne gamle Hede-vej med 24 Hjulspor gik i fordums Dage over den nyanlagte Flyve-plads. Ræven Paa de store Hedearealer laa der tre store Flodstier eller Damme; der rørte sig om Sommeren et umaadeligt rigt Fugleliv, det var mest Hjejler, Viber og den lille Ryle, men ogsaa Storsporven slog sig ned, især ved den Tid Revlin-gerne var modne, de var en Læk-kerbidsken for denne. Vildænder-ne havde ogsaa et yndet Tilflugts-sted i disse Damme, og selv Vild-gæssene og Vildsvanerne kunde i Træktiden slaa sig ned for en kort Tid.

Om Sommeren stod de nøjsom-me Hedefaar paa det sparsomme Græs, og man skulde tro, at Ræven ville æde Lammene, men det var ikke Tilfældet. Disse Ræve havde den fremragende Egenskab, at de aldrig tog noget Lam. Dette er i nøje Overensstemmelse med de vise gamle Ord: "Ræv bider aldrig Lam paa sin egen Mark".

Kjersing Hede har sin meget inte-ressante Historie, og selv om He-den ved Vintertid kan være dyster, ændres det, naar Sommeren kom-mer med sine lange lyse Dage. Den vide Udsigt, Fuglenes Fløjt og Sang og Lyngens Purpurtæppe ved Efteraarstide er en Skønhed, særlig paa Dage, hvor Solen er varm og livgivende. Kjersing Havn Paa anden Maade kan Kjersing ogsaa være interessant, naar de gamle Kjersingbønder samledes i Vennelag med Punche i Kæmpe-krus og spøgte og fortalte om, at Kjersing skulde have en Havn, og naar de havde set Bunden af Kru-sene tilstrækkelig mange Gange, bestemte de, at de vilde bygge en

Galease, som skulde sejle til Ham-borg efter Brændevin. I Dag er Havnen en Kendsgerning, men paa ingen Maade, som de havde tænkt sig. Nu er det skønne væk fra denne Plads, Lyngens smukke Purpurtæppe er forlængst forsvundet. Fuglenes Fløjt og Sang er forstummet, og kun Resterne er tilbage af en krigshærget og røm-met Flyveplads, hvis Dysterhed taler sit manende Sprog. Dalgas I Kjersing er Heden forlængst for-svundet, for her fejrede det Arbej-de, Oberst Dalgas satte i Gang un-der Mottoet: "Hvad udad tabtes, skal indad vindes" sine største Tri-umfer. Og dette Motto: "Hvor Plo-ven ej kan gaa, og Leen ej kan slaa, der bør et Træ at staa", blev heller ikke gjort til Skamme i Kjersing. Der blev plantet en Del Smaaplantning, Hegns- og Læbæl-ter, og ved Gaardene blev der plantet Læ for Have og Bygninger. En Del af disse Plantninger maatte desværre opryddes ved Anlæg af Flyvepladsen. Kjersingboerne og Fanø I Kjersing har Befolkningen ude-lukkende ernæret sig ved landbrug og Salg af Tørv, Lyng og Klyne, der solgtes til Fanø; for disse Va-rer købte Kjersingboerne Parter i Fanøskibene, og der var i mange Aar en betydelig Forbindelse mel-lem Kjersing og Fanø, især Søn-derho.

Holger Willadsen

Serien

”Træk af Gjesings historie”

fortsætter.

Eventuelle bidrag

eller henvendelser

til


E-mail: [email protected]


Side46


Side47

Træk af Gjesings historie (16) Aage Jensen, Tarp fortæller

A gaastowt Jeg er født på Gaasagergaard (som lå der, hvor Solvangen nu er). Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, at navnet Gaasagergaard kom af "a gaastowt", som var et sted gæssene holdt til. Gården var en udflyttergård fra udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, og ved "a gaastowt" kom gården til at ligge. Det var mine oldeforældre, der flyttede ud dengang, så det var en gammel slægtsgård. På stedet var der nogle siv og en grøft ned til bækken. Dengang var der jo ikke noget med dræning. Da grøftede de for at få vandet ud. Som før nævnt lå gården ved den nuværende vej Solvangen, og jeg mener at have set 2 kastanietræer fra dengang i en have. Skolen Mine forældre var aktive i forskel-ligt foreningsarbejde (fx Gjesing Foredragsforening) og i skolear-bejdet. Skolen lå dengang ved den nuværende rundkørsel på Gl. Var-devej, og vi børn skulle hjælpe med arbejdet, før vi skulle i skole. Skoletiden var fra klokken 9 til 16 med en times middagspause. Vi ikke kunne ikke nå at komme hjem på den time, så vi havde en kraftig madpakke med. Da jeg var 10 år gammel, fik jeg en cykel. I 1. og 2. klasse havde vi Kristia-ne, som vi kaldte hende (frk. Niel-sen), som lærer og i de andre klas-ser Søren Pedersen og vinterlære-rerne Warming og Ebbesen.

Konfirmation Jeg blev konfirmeret i Bryndum Kirke hos Pastor Bue Bennike. Vi gik til præst i den gamle præste-gård og måtte gå frem og tilbage fra skolen. Selve konfirmationen foregik 7. april. Da mine forældre havde sølvbryl-lup 19. april, blev der holdt en fæl-les fest langfredag. Dengang måtte man ikke danse på disse helligda-ge. Derfor blev gæsterne inviteret til klokken 5 om eftermiddagen. Så kunne vi danse efter midnat. Mine forældre gik en del i kirken og kendte præsten udmærket. Jeg kan ikke huske, om han var med til festen. Ud at tjene Som 14-årig havde jeg den første plads, hvorefter jeg var hjemme og hjælpe igen et par år. Derefter kom jeg rigtig ud at tjene i 10 år. Tørvemose i engen Vi lavede tørv ved, at der blev skubbet en slags ramme ned i mo-segraven. Den blev trukket op, og der blev spændt heste for. Tørvene blev spredt ud for at tørres, og de skulle vendes og stuves op i spidse

stakke på ca. en meters højde, tag-lagt og med mellemrum mellem tørvene, så det kunne blæse igen-nem. Landbrugsskole 24 år gammel kom jeg på land-brugsskole. Det var i krigens første år. For at komme lidt længere hjemmefra, var der bestilt plads til mig på Kærhave Landbrugsskole på Sjælland, men de meddelte, at på grund af omflytninger kunne de alligevel ikke tage mig. I forbindelse med krigen blev nog-le unge indkaldt til militæret, og i den forbindelse kom jeg som følge af afbud ind på Ladelund Land-brugsskole. Vi var to kammerater, der skulle følges, men min ven blev indkaldt som garder. Jeg slap fordi jeg var lidt ældre. Krebsestien Landsretssagfører Krebs var i be-gyndelsen af 1930'erne hos far flere gange om at afgive jord til den senere Krebsesti. Der var en del møder om sagen og også en vis modstand. Min far holdt på, at det var en fordel, at vi på grund af be-plantningen ville få læ fra vest. Der blev udbetalt en mindre erstat-ning for afgivet jord. Det var jo ned mod bækken og derfor den yderste ende af marken, de tog. Der var mange arbejdsløse, og projektet blev iværksat som nød-hjælpsarbejde med en blandet be-plantning. Denne blev desværre misligholdt under krigen.

1

Vi har haft en samtale med Aage Jensen, der er født på Gaasagergaard i 1921. Han har næsten hele sit liv boet i Gjesing eller Tarp.

Anne Lise og Aage Jensen.



Fritidsaktiviteter I min ungdom deltog jeg i komedi-er, gymnastik, folkedans, ung-domsmøder og private fester. I krigens trængselstider var der et fantastisk sammenhold. Min far var med til at stifte Gjesing Fore-dragsforening (1929), og jeg kom ret hurtig i bestyrelsen og har sid-det der alle årene indtil i dag. Skudt af tyskerne 4. maj 1945 var vi nogle stykker, der spillede håndbold på de baner, der lå der, hvor Gjesing centret nu er. Da vi var færdige, råbte en da-me til os, at krigen var slut. Vi blev selvfølgelig glade, og vores kammerat Holger Nielsen sparke-de i kådhed nogle jordknolde ned i en tysk løbegrav. Der dukkede en tysker op med et gevær, og Holger Nielsen blev vist bange og løb. Tyskeren skød ham. De havde ik-ke hørt, at der var kapituleret og troede vist, at det var sabotage. Mens de andre tog sig af Holger, ringede jeg efter en ambulance fra Stigård, hvor jeg havde plads den-gang. Holger døde desværre på sygehuset.

Minefelter På mit barndomshjem Gaasager-gaard var jorden spækket med tankgrave, løbegrave og minefelter lige op til vores have. Man kunne se minerne, som var runde flaske-miner med en snor. Hvis man løb ind i snoren, sprang minen. Vores hund gik til på den måde, og det var med at holde godt styr på krea-turerne. Fodermester Som voksen var jeg fodermester nogle år på fast løn plus procenter af salget af mælk og kreaturer. Den aflønning gav lidt større inte-resse i, at det gav godt. Der blev så afregnet til november på grundlag af bilag fra salget. Vi solgte bl.a. en tyr til en avlsforening i Vend-syssel efter et ungskue i Varde (1948). Forlovet og selvstændig I 1947 blev jeg forlovet med min nuværende kone, og jeg følte mig færdig til at blive selvstændig. Gaasager Nygaard I november 1948 købte vi af min moster og morbror Gaasager Ny-gaard, der i sin tid var udstykket fra Gaasagergaard. Ejendommen var på 25 tdr. land, og der var 7 køer, 4 svin, 2 små heste og en smule høns. Gården lå der, hvor Vestervangsskolen nu ligger. Aftægt Som det var almindeligt dengang i Gjesing indbefattede købet en af-tægtskontrakt. Det vil sige at mo-ster og morbror skulle bo hos os på livstid, og de skulle forsynes med fx brændsel, mælk og flæsk. Vi fik lavet et værelse til dem på loftet, og de havde den ene stue og et lille køkken. Moster døde i 1952, men morbror havde vi boen-de i 18 år. Han flyttede med os til Tarp. Da min mor og far blev gift i 1910, blev mine bedsteforældre på

samme måde boende hos os i mit barndomshjem. Prisen på gården Ud over aftægtskontrakten skulle vi give 50.000,- kroner for Gaasa-ger Nygaard. Vi kunne i Kreditfor-eningen låne 1000 kr. pr. tønde land. Med kurstab fik vi 23.000 kr. hjem. Jeg har nok selv haft ca. 10.000 kr., som jeg havde sparet op i min fodermestertid. Resten fik vi som lån i banken med en af-dragstid på 10 år. Naturalier Da vi startede, var der ikke meget at råbe hurra for, men vi kunne stort set leve af vore egne grønsa-ger og kartofler og den gris, vi ind imellem slagtede på gården med hjælp af slagteren. Så skulle grue-kedlen være fuld af varmt vand. Det var en stor dag, for så fik vi fersk flæsk. Ellers var flæsket jo saltet. Det var en oplevelse, da vi som nogle af de første fik egen frostboks. Malkning De første fire år malkede vi med hånd. Omkring 1954 købte vi mal-kemaskine. Det var den eneste ting vi købte på afbetaling. Det var no-get med en udbetaling og resten i løbet af kort tid. Så vidt jeg husker købte vi af smeden i Tarp, Friis Sørensen. Mink Engang fangede vi en mink i bryg-gerset, da vi var ved at lave om. Det var en brun pastelmink, som vi en tid fik passet hos min svoger i Kjersing. Det viste sig, at den var gravid, og den fødte seks unger, som blev grundlaget for en mink-farm. Vore tre drenge På cirka samme tid legede drenge-ne i engen og kom farende hjem og fortalte, at de havde set en mink ved åen. Det lykkedes os at fange

2

Gaasager Nygaard ca. 1949 Vejen i forgrunden er den

nuværende Vester Gjesingvej.

Foto venligst udlånt af Aage

Jensen.


den. Det var en Pearl mink, som fik navnet "Perle". Vi lavede avl på den og endte med at have næ-sten 150 tæver. Pelsdyrfoder Vi hentede foder til minkene hos Sv. Aa. Dooleweerdt på hans ejen-dom på den nuværende Golfvan-gen. I begyndelsen, da vi ikke hav-de så mange mink, foregik det på cykel, senere på traktor. Vi fik traktor omkring 1956, og hestene blev solgt. Brændsel Vi fyrede med tørv (som vi kaldte klyne) i kakkelovnen i stuerne og i komfurerne i køkken og bryggers. Vi brugte også hugget kvas, og begge dele købte vi rundt omkring. Det var slut med det, da vi fik kul-fyr omkring 1957. Jeg pløjede en granat op Omkring 1957 var jeg nær blevet slået ihjel. Jeg pløjede min jord omkring den banke, der ligger ved den nuværende Grønlandsparken 24 a-f. Pludselig så jeg en krans af takker, der vendte op. Efter at have set lidt nærmere på tingesten, tog jeg hjem og ringede. Det endte med, at der kom en sprængnings-kommando, vistnok fra Tønder. Alle dyr blev beordret ind, og tin-gen eksploderede med et mægtigt brag. Da Ringvejen kom Vi havde jo regnet med at blive i Gjesing, men i 1965 så jeg på et kort ved kommunen, at den nye Gjesing Ringvej skar vores jord. Jeg var så klar over, at vi ikke kunne blive boende. Kommunen var ikke interesseret i at købe jor-den. Senere købte de den dog for at bygge Vestervangsskolen. Udstykning Det endte så med, at vi i december 1965 solgte til Jens Peter Kock fra Odense. Han købte også Gl. Gaa-

sagergaard, der var overtaget af min bror Carlo Jensen. På hans jorder begyndte J. P. Kock en ud-stykning, og min bror købte ejen-dom i Sadderup. Da vi solgte, fik vi en udbetaling og resten over 10 år. Vi var lidt bekymrede for, om pengene var sikre, men pengene kom altid præ-cis til terminen. Ejendom i Tarp I 1966 købte vi så ejendom i Tarp, ved Tarp Byvej. Den var på 25 tdr. land, men i løbet af kort tid lejede vi yderligere ca. 25 tdr. land ved en naboejendom. Vi modernisere-de staldbygningerne og byggede laden om til svin. I 1968 byggede vi et stort maskinhus. Landbruget blev drevet traditionelt med køer og svin samt mink. Fødselsdagsklub Ret kort efter, vi var flyttet til Tarp, blev vi medlem af en fød-selsdagsklub med i alt ti par, dvs. 20 personer. Lige siden dengang har vi hvert år været sammen til formiddagskaffe klokken 10 til alle fødselsdagene. Vi har visse faste traditioner: Der serveres flad rugbrød og rundstykker med 2 kaf-fepuncher, og vi synger to sange og spiller kort bagefter. Hen på eftermiddagen drysser vi så hjem.

Vangen 8 1989 solgte vi gården til en trav-mand, hvorefter vi flyttede ind på Vangen 8, hvor vi nyder vort oti-um. Optræden Lige siden konfirmationen har jeg optrådt rundt omkring i forsam-lingshusene og lignende steder, bl.a. sammen med Grethe Jensen. – Jeg har også lavet festsange og taler på rim som prologer eller monologer over festdeltagerne, slutter Aage Jensen sin beretning.

Poul Højbak

Serien Træk af Gjesings historie

fortsætter

Evt. henvendelser til

Poul Højbak Ulvevej 62, 1. th.

tlf. 7515 8945 [email protected]

3

Aage Jen-sen i gang

med en sketch om Grovvare-

foreningen.

(Bryndum Forsam-lingshus

1982)



Ankomsten til Danmark Vi var naturligvis meget for-skræmte over begivenheder-ne i Bosnien. Det var umu-ligt for os at blive, og ved ankomsten til Danmark var vort største håb bare at for-blive i live. Samtidig var vi bekymrede for familie og venner derhjemme. På tre år var vi i 3 forskellige flygtningelejre: 8 måneder i Jyderup på Sjælland, 3 må-neder i Ranum i Nordjylland og 2 år i Ribe. Alle bosniere var indkvarteret samme sted indtil vores sag var behandlet. Vi var underlagt en speciel paragraf (§15) i flygtningeloven. I begyndelsen håbede vi på at komme tilbage, men krigen fort-satte, og situationen i Bosnien var sådan, at vi ikke i længden kunne tænke på at komme tilbage. Efter tre år ønskede vi at blive i Dan-mark. I lejren i Ribe var vi 10-12 famili-er fra samme by, Trebinje, der ligger i serbisk område ca. 28 km. fra Du-brovnik (Kroatien), hvor min far og søskende bor nu. Vi syntes i begyndelsen, at alt var godt i lejrene, men efterhånden ønskede vi at have et normalt liv.

Under ofte meget trange forhold var det ikke altid lige nemt med så mange mennesker sammen. Selv om vi alle kom fra Bosnien, var vi af forskellig baggrund og opdra-gelse. Min mand kunne ikke klare at gå i lejren med alle de tanker, så han arbejdede frivilligt på et bog-binderi i Esbjerg.

Vores datter Nina var 12 år, da vi ankom til lejren i Jyderup. Efter fem måneder kom hun i den danske folkeskole. Der kunne hun imidlertid ikke blive pga. den danske lovgivning (§15), og hun kom i en bosnisk skole, der var oprettet på frivillig basis i lej-ren. Her fik hun også undervisning i dansk. Hun havde spillet blok-fløjte i Bosnien siden hun var seks

år, og i lejren skaffede vi en tværfløjte. Da vi kom til lejren i Ribe, fik Nina en musiklærer fra Esbjerg, og hun gik på musikskolen i Ribe. Efter lejren i Ribe kom vi direkte til Gjesing og flytte-de ind i den lejlighed, vi stadig bor i. Børnene kom i Vestervangsskolen. Det sid-ste år i Ribe havde de også gået i den danske folkesko-le. Efter 10. klasse kom Nina i gymnasiet, og hun blev student sidste år.

Nina har gået fire år på MGK (Musikalsk Grundkursus) og er nu efter optagelsesprøve studerende på Vestjysk Musikkonservatorium på den klassiske linie med fløjte som hovedinstrument og klaver som bifag.

Vores søn Alen arbejder i et bogbinderi i Sædding, hvor min mand var ansat. Alen har forsøgt at få en læreplads som tømrer, men det er ikke lykkedes. Det var så min mands ide, at han skulle prøve bogbinderiet, og min søn kan lide at arbejde der. Han starter klokken 6.30 om morgenen. Han er en god dreng. Vi er kom-met hinanden nærmere, efter at vi har mistet vor mand og far.

1

Vi har haft en samtale med Marija Hebib, som er flygtning fra Bosnien. Hun er en del af Gjesings nyeste historie, idet den ulykkelige borger-krig i det tidligere Jugoslavien har bevirket, at hun nu bor i Gjesing med sin familie.

Marija Hebib fortæller

Nina og Marija Hebib. Alen havde desværre overarbejde!

Foto: Poul Højbak


Til oktober skal Alen på Teknisk Skole, hvorefter han skal i lære på bogbinderiet.

Bilulykken Til min store sorg mistede jeg min mand og min mor ved en bilulykke for knapt et år siden. Det var i Kroatien på vej hjem efter ferie. Min mand og jeg var gift i 20 år. Ved ulykken brækkede jeg højre ben og 5 ribben. Alen var også med i bilen, men var heldig og slap med en forstuvning af det ene ben.

Social- og Sundhedsskolen Jeg har arbejdet på Fovrfeld Æl-drecenter og var i gang med en uddannelse på Social- og Sund-hedsskolen her i Gjesing. Jeg var glad for det, og jeg kunne også godt fortsætte på Skolen, men pga. mén fra ulykken, kan jeg ikke kla-re de tunge løft. Derfor har jeg måttet opgive denne uddannelse.

Arbejde I stedet er jeg nu begyndt at arbej-de på et skilte-reklame-firma inde i byen. Det er en god virksomhed med lang erfaring i branchen. Jeg er glad for at være der og har nog-le gode arbejdskammerater, der er flinke til at hjælpe, når der er pro-blemer. Vi er vant til at arbejde, og jeg ønsker ikke at gå hjemme. I Bosni-en var jeg på kontor i 15 år på en metalvarefabrik. Min mand arbej-dede også i Bosnien på et bogtryk-keri.

Vort liv i Danmark Børnene lærte meget hurtigt det danske sprog og at tilpasse sig i skolen, selvom skolesystemet er lidt anderledes i Danmark. Jeg har selv gået på Sprogskolen to et halvt år. Selv om jeg er glad for

Danmark, kan jeg ikke nægte, at jeg savner Bosnien, mit fødeland. Hvis min mand havde levet, havde vi måske søgt tilbage, men jeg tør ikke gøre det alene. Mine børn er faldet godt til og vil blive i Dan-mark, og efterhånden føler jeg mig dansk og har også søgt dansk stats-borgerskab. Det er mest gamle mennesker, der søger tilbage til Bosnien. De har svært ved at lære det danske sprog. Jeg har jo mine børn og gode ven-ner her i Danmark. De fleste er Bosniere, men jeg har også nogle danske venner, bl.a. en meget god veninde, som desværre er flyttet til København. Jeg har stadig forbin-delse med hende, selv om hun er flyttet. Vi har nu været i Danmark i otte år, og man vænner sig til de ander-ledes forhold. Man lærer at være her. Når der er fodbold i fjernsy-net, er det Danmark, jeg holder med. Jeg er godt klar over, at det ikke altid er let for Danmark med de mange fremmede, men det er heller ikke let at være flygtning. Gjesing er et godt område. Vi har nu boet her i fem et halvt år i den samme lejlighed, og her er stille og roligt. Vi er glade for ejen-domsfunktionærerne, som holder det hele så fint.

Ønsker for fremtiden Jeg håber aldrig mere, der bliver krig, og jeg ønsker, at mine børn får et godt liv her i Danmark, og at vi må være sunde og raske.

Poul Højbak


fortsætter.


Poul Højbak

Ulvevej 62, 1. th. Tlf. 7515 8945


Side52


Side53

Træk af Gjesings historie (18) Omkring bystævnet ved kirken

Bystævnet ved kirken er et minde om den gamle Gjesing landsby før gårdene blev flyttet ud på marker-ne ved udskiftningen i 1780'erne. Der er en sten for hver af de gamle Gjesing-gårde, og i midten ses oldermandsstenen, hvor olderman-den havde sin plads. Han var landsbyens ledende person. Det var ham, som indkaldte til bystæv-ne, og det kostede bøde ikke at møde op. Bystævnet - eller bylauget - admi-nistrerede byens love og vedtæg-ter, som formentlig var udstedt efter Jyske lov. Møderne blev som regel holdt efter kirketid. Her af-gjorde man blandt andet, hvornår de forskellige markarbejder i "fællesdriften" skulle påbegyndes. Den historiske baggrund I 1780'erne begyndte de store landboreformer. Man forlod det gamle landsbyfællesskab og ud-skiftede jorden, så gårdene deref-ter lå spredt. 1788 ophævedes stavnsbåndet og bonden fik sin personlige frihed. Landsbyen før udskiftningen i 1780'erne Der var dengang 16 gårde og 10 huse i Gjesing fordelt i Østerbyen og Vesterbyen. Desuden var der Spangsbjerg Møllegård.

Østerbyen har ligget ved den nu-værende hestepension (Overfor Bilka). Vesterbyen har ligget mel-lem Blåbjerggårdskolen og Ring-vejen. Den opdyrkede jord Omkring landsbyen lå de opdyrke-de jorder opdelt i et mindre antal store enheder, de såkaldte vange. De enkelte vange opdeltes igen i mindre størrelser, åse. Opdelingen i åse rettede sig stort set efter jord-bundens beskaffenhed. For at stille alle bønder lige havde hver bonde fået strimler af såvel gode som af mindre gode arealer. Den enkelte bondes marker kom således til at ligge meget spredt, og af praktiske grunde var man nødt til at indordne sig under hin-anden og få fælles fodslag i mark-arbejdet. Udenom har der været store områder med hede og uop-dyrket jord (overdrev). Græsmarksbrug Man har sandsynligvis drevet det såkaldte græsmarksbrug, hvor landsbyens jorder var delt op i 6-12 tægter. Halvdelen af tægterne var besået med skiftevis rug, byg, havre eller boghvede. Resten lå hen med græs. Hvert år skiftede man, så en ny tægt blev inddraget til dyrkning og en anden tægt fik lov at hvile med græs. På den må-de fik jorden flerårig hvile (oftest en ti-årig rotation).

"Fællesskabstiden" Perioden frem til landboreformer-ne kaldes ofte for fællesskabsti-den, men et egentligt dyrknings-fællesskab var der ikke tale om. Hver gårdmand havde sine egne redskaber og bearbejdede kun sine egne agre. Men pløjning, såning og høst måtte udføres samtidigt, for at man ikke skulle ødelægge naboens arbejde eller fa sit eget ødelagt.

1

Af Poul Højbak

De bystævne-sten, man kan se omkring træet foran Gjesing kirke er ikke originale. De har været opstillet på Stigård, og er kopier af sten fra

de 15 gamle Gjesing-gårde.

"Vinteregen", som stenene omkranser, skal gøre det ud for "bytræet" (Se foto!)

Bystævnet ved kirken. (Foto 2001: Poul Højbak)

På midterstenen står følgende:

Vinteregen

11 3 1891 / 1991

Gave til Landboforeningen

fra

Læplantslauget


Bystævnet På bystævnet aftalte man et tids-punkt for, hvornår de forskellige arbejder skulle påbegyndes. Hver-vet som oldermand gik på omgang blandt byens gårdmænd og kunne ikke besiddes af en kvinde. En kvinde kunne i det hele taget kun undtagelsesvis komme til bystæv-ne, hvis hun var enke eller hendes mand var syg. Heller ikke hus-mænd eller håndværkere havde ret til at deltage i beslutningsproces-serne. Foruden sager vedrørende jorddyrkningen, kunne man også diskutere ansættelse af byens smed eller hyrde, anskaffelse af en fæl-les bytyr, forholdsregler over for de fattige, ildebrand og lignende. Efter udskiftningen blev der kun plads til 15 gårde i Gjesing. Den 16. gård blev bygget i Tarp ved fælles hjælp af de 15 gårde i Gjesing. Landbyen Gjesings gårde lå den-gang alle samlet i Vester Gjesing - alle undtagen »Stigård«, som lå i Øster Gjesing. Den var kun for-bundet med de øvrige ved hjælp af en række kampesten. Gården grænsede ind til Spangsbjerg Møl-le. Efterhånden som al heden blev opdyrket, blev Stigård stykket ud i yderligere nogle gårde. Her havde også Gjesings første skole til huse, og ligeledes "Gjesing Sparekasse". Det bystævne, vi kan se ved kirken i dag, er som nævnt en kopi af det, der lå på »Stigårds« toft ved gade-kæret og bytræet. Det gik tabt ved opfyldning af gadekæret og vi kan takke fhv. ejer af Stigård, Karl Hansen, for den kopi, der er gen-tableret ved kirken. Om vinteren har man nok afholdt bystævnemø-derne indendørs, det var da for koldt til at opholde sig under åben himmel. Stævnet sluttedes nok ofte af med et bygilde, da bymæn-dene ikke alene udgjorde et lav, men også et "gilde".

Stensatte bystævner Det er imidlertid kun fra forholds-vis få egne af Danmark, der ken-des stensatte bystævner. Hvor man ikke havde et stensat stævne, sam-ledes man blot på en central belig-gende plads i landsbyen, for ek-sempel på bygaden. Da landsbylavene blev opløste, gik det ofte sådan, at nogle erhvervede sig de store stævnesten og anvend-te dem til andet formål. Sladder og bagtalelse Tingbøgerne giver vidnesbyrd om, at landsbyfælleskabet ikke blot var en idyl. Det vrimler med retssager om forholdet naboer imellem. Der kunne være en hel del mistro, slad-der og bagtalelse. Det var bagsiden ved det nære fællesskab. Mange tvistigheder blev afgjort på bystævnet, landsbyens eget ting-sted. Bystævnets opgaver Et landsbyfællesskab var først og fremmest et arbejdsfællesskab, og var det ikke organiseret, kunne fællesskabet ikke fungere. Marker-ne lå spredt mellem hinanden ude omkring landsbyen, og derfor måt-te man have et samarbejsudvalg, et lag, hvor man kunne forhandle sig til rette om, hvornår man skulle begynde at pløje, så og høste. Bylaget måtte også sørge for, at markfreden blev opretholdt ved at foretage regelmæssige eftersyn af markhegn og led, tøjr og kvægfol-de for at sikre afgrøden mod de løsgående køer og heste, får, svin og gæs. Oldermanden skulle også opkræve bøder, tiende og andre skatter, og han skulle efterse skor-stene, veje, broer, vandløb og ga-dekær. Han skulle endog foretage husundersøgelser hos folk, man mistænkte for tyveri. Landsbyens folk Bønderne udgjorde tit kun en lille del af landsbyens befolkning. De var ofte temmelig formuende folk.

Småbrugerne og jordløse hus-mænd havde svært ved at slå sig igennem, når de ikke kunne sælge tørv, lyng eller andet. En del hus-folk, der foruden deres jordlod drev en anden næring som tøm-mermænd, snedkere, vævere, mu-rere, tækkemænd, fiskere, stenklø-vere etc., kunne klare sig rimeligt. Enlige kvinder kunne ernære sig ved vævning, skræddersyning, spinden, binden og dagleje. Mand-lige indsiddere kunne klare sig med dagleje, fiskeri eller hånd-værk. "Den tjenende klasse" havde som regel gode kår. En karl kunne have 16 til 20 rigsdaler om året eller mere, en pige 8 til 10 rigsdaler. Det hedder i et samtidigt skrift: "Tillige nyder tyendet påske- og julerente, som består i et sigtebrød og et stykke ost; om mikkelsdag 29 september - 1 pund uld, og desu-den et får født. For tjenestepige fås og 1/4 skæppe hørfrø, og hen-de undes fornøden tid til at få hør-ren gjort i stand. Iøvrigt beværtes tyendet med god kost, uden hvilken det ville blive vanskeligt for en husbonde at få folk i sin tjeneste". Slutbemærkning om stavemåden: "Gesing" eller "Gjesing" Kirken har som bekendt en årræk-ke været kaldt "Gesing Kirke". Det skyldes at man har formodet, at ordet kommer fra det gamle ord gese, der betyder eng. Ordet »gjese« betyder imidlertid gås, og en af de ældste gårde på egnen hed "Gåsagergård" [Se "Træk af Gje-sings historie (16) Aage Jensen, Tarp fortæller"]. Derfor må man tro, at den historisk korrekte stave-måde er "Gjesing". (Denne stave-måde ses også på kort fra 1700'tal-let).


Side55


Side56

Træk af Gjesings historie (19) Førstelærerens kone fortæller

Det miljø og den skole, vi skal høre om, ligger i Gjesing ved Es-bjerg i et gammelt landsbysam-fund, hvor der nu er højhuse og enfamiliehuse. Førstelærerens kone, den 81 årige fru Kirstine Petersen, var helt ung, da hun sammen med sin mand, førstelærer Søren Petersen kom til Gjesing for første gang. Ankomsten til Gjesing Vi kom hertil i 1922. På det tids-punkt lå skoleferien i august må-ned, så vi kom til 1. september. I august måned skulle børnene hjæl-pe til med høsten derhjemme. Læ-rerne havde ikke så lang ferie, som de har i dag. Jeg var ikke særlig begejstret for at komme her til Vestjylland. Vi kom fra Fredericia og havde efter den tids forhold en ret moderne lejlig-hed. Øde og trist Men da jeg kom med herud, og så hvordan her så ud - øde og trist var der herude. Der var jo ikke nogen hovedvej. Der var kun den gamle Vardevej, og den var grusbelagt. Og vi spadserede herud fra Es-bjerg. Vi var kommet dagen i for-vejen og havde logeret os ind i Esbjerg. Min mand tog ud om morgenen for at holde skole, og så kom han og hentede mig om efter-middagen, og da vi så kom herud, var der låset ind til lejligheden, og vi måtte vente på en nøgle. Så sat-

te vi os ned i haven, og den var tilgroet, for den havde stået tom et stykke tid. Så sagde jeg til min mand: "Det varer ikke længe, før jeg fortrækker herfra. Her får du ikke lov til at beholde mig!" Lejligheden Men, vi kom så ind, og lejligheden var meget, meget dårligt vedlige-holdt. Der var ikke vand indlagt, der var ingen vask eller udløb, og udenfor stod der en pumpe, en gammeldags pumpe, så vi skulle slæbe alt vandet ind og spildevan-det ud, og der var også en ko og en tørrekasse. Inde i den ene stue stod der en stor kalkbalje. Der havde gået en mand, der var ved at repa-rere nogle huller i væggene, og de var oliemalede i sådan nogle diar-réfarver. Jeg syntes, det var ræd-selsfuldt. Og kakkelovne var der jo også. Befolkningen Men efterhånden som vi lærte be-folkningen at kende, blev vi jo klar over, at vi i grunden var kommet på det rette sted. Skoleforholdene Hvad angik skoleforholdene, så var den nye skole ikke bygget på det tidspunkt. Den blev bygget 1924, og i en anden gammel byg-ning var der foruden lærerboligen to små klasseværelser. Og imellem de klasseværelser var der en lille smal gang med cementgulv. Og der var knagerækker på hver side,

på den ene side til de små, og på den anden side til de større. Der var en lærerinde - og hun hav-de 1. klasse - frøken Nielsen, som for øvrigt bor her og lever endnu (1976). Og den gang gik de to æld-ste klasser kun i skole onsdag for-middag fra 7 til 12 om sommeren, fordi de skulle hjælpe hjemme, og så havde min mand jo slået tre klasser sammen: 2. 3. og 4. var

1

Fru Kirstine Petersen var gift med Gjesings kendte førstelærer Søren Petersen, som bl.a. har skrevet Gjesingsangen og bogen "Bryndum sogns historie".

Denne artikel bygger på en samtale med Peter Bjerg Poulsen (Radio Syd) i 1976, hvor Kirstine Petersen var 81 år.

Peter Bjerg Poulsen har velvilligt givet tilladelse til, at vi gengiver samtalen

Fru Kirstine Petersen og Søren Petersen ved deres guldbryllup 19. juli 1970.


slået sammen i én pulje, og så hav-de han 5. og 6. i en anden. Om sommeren gik altså de mel-lemste klasser hver dag fra 8 til 12, men de ældste gik kun fra 7 til 12 om onsdagen.

Min mand syntes, det var alt for lidt, de ældste børn fik, fordi det tog så lang tid om vinteren at få dem op der, hvor de egentlig skulle være. Så han begyndte at arbejde på, om ikke vi kunne få noget mere skolegang for de store, og da så i 1924 den ny skole blev bygget, så fik de lidt mere skole-gang. Så kom de ældste børn til at gå fem dage om ugen fra 8-12, og senere kom de til at gå hele dagen. Vinterskoleordningen Vi havde det system, som kun fin-des i Ribe og Ringkøbing amter, med vinterskoleordning, dvs. fra november til maj, da havde vi en ekstra lærer, og da gik børnene så alle sammen så nær som de yngste i skole i 6 timer hver dag. De vinterlærere havde vi altid på kost, der var jo ikke nogen andre, der ville tage sig af dem, og de havde ikke råd til at spise ude. Jeg kan huske, at de første vinterlærere fik 140 kroner om måneden på egen kost, og så havde de et lille elendigt værelse, som de opholdt sig i. Min mand havde altså alle fag. Lærerinden måtte kun have den yngste klasse, fordi hun var ikke fuldt uddannet. 42 børn i klassen Der var så et tidspunkt, hvor min mand havde 42 af børnene samlet, og der var vist ikke ret mange læ-rere dag, der ville finde sig i det der, eller ville synes, at de kunne få noget ud af det. Men uden at prale af min mand, så tror jeg nok, at han havde en særlig evne til at få noget ud af det. Nu var børnene jo også mere rolige på det tids-punkt, end børn de er i dag, så de er lettere at få til at arbejde i grup-

per, og det gjorde han jo selvfølge-lig. De havde jo ikke alle de man-ge fag, som de har i dag, men de havde da både dansk og regning, geografi og historie, naturhistorie og biologi, og efterhånden fik de også sprog ind i skolen, men det var først de senere år. Vestjyderne Men efterhånden som vi lærte be-folkningen at kende, så blev vi jo klar over, at det var en umådelig flink befolkning, som vi kom til at synes meget om. Man siger om vestjyderne, at man sammenligner dem med et æg, at kommer man først ind igen-nem skallen, så er man der. Og det viste sig jo, at vi kom igennem skallen, og det resulterede jo i, at vi kom ud til alt, hvad der foregik i Gjesing. Det var lige fra barnedåb og til begravelser, konfirmationer, bryllup og sølvbryllup, alle mulige fester, og så havde de den skik i hvert fald de første mange år, at hver husstand - altså gårdene - de holdt sådan et gilde, ikke i nogen bestemt anledning, bare fordi de sagde, at de skyldte folk, og i ste-det for at tage dem hjem i smågrupper, så holdt de det i for-samlingshuset. Forsamlingshuset var et samlingssted sammen med skolen. Det var der, der skete no-get. Og til de gilder var der op til halvanden hundrede mennesker til spisning, og det har forekommet, at vi har spist flæskesteg tolv afte-ner i træk. Da blev vi godt nok lidt træt af det efterhånden. - Føltes det ikke som lidt af en belastning, at I skulle i byen hver eneste aften? - Nej, det føltes faktisk ikke som en belastning, for vi havde den skik, at - og det sagde vi fra be-gyndelsen af, at skal vi med til alt det, der foregår her, så må I finde jer i, at vi går tidligt hjem. For skal

vi op og være friske om morgenen, så er vi nødt til at gå tidlig hjem, og det fandt folk sig i. Foreningslivet Der var jo også et foreningsliv her. Min mand var med til at oprette foredragsforeningen, og da vi kom, da var der en meget, meget aktiv ungdomsforening i gang, og den blev min mand straks formand for. Han blev selvfølgelig også formand for foredragsforeningen og mange andre foreninger senere hen. Han oprettede også en landbrugs-faglig skole og senere en ung-domsskole, og det blev holdt efter den normale skoletid, og så var der faglærere til at undervise, og han havde selv nogle fag også der efter skoletid. Landsbysamfundet - Er der ikke noget overraskende i, at et landsbysamfund kan trives og udvikle sig så stærkt lige i nærhe-den af en storby? - Jeg tror ikke, at det er det. Det er muligt, at det ville være anderledes i Østjylland, men ikke i Vestjyl-land. Vi havde nok forbindelse med Esbjerg, det havde vi selvføl-gelig, fordi det var det eneste sted, vi kunne handle. Og efterhånden så lærte man jo også en hel del mennesker at kende derinde. Den var jo ikke så stor. Man kunne bedre overskue den, end man kan i dag. Og folk herude fra tog da til Esbjerg til et eller andet, møder og biograf og hvad der nu var. Og vi fik efterhånden en del bekendte derinde, og det var særlig blandt kolleger. Timetallet i skolen - Men når man nu fx sammenlig-ner skoleforhold i Esbjerg på det tidspunkt bare fem-seks kilometer herfra, da gik man jo i skole hver dag, og flere timer end her.


Side58

Man havde ikke flere timer. Vi havde mange timer her. Vi havde forholdsvis mange timer her, og jeg kan se, at min mand har skre-vet her i sin bog noget om, hvor mange timer, man havde her: Vi havde 6480 timer om året. Det har de ikke i dag. Og vi havde lidt flere timer om året, end de havde inde i Esbjerg. Men så havde vi lagt en længere skoledag, end de havde derinde, og vi havde også flere undervisningsdage, end de havde derinde.

Vi fulgte ikke sommerferien med Esbjerg. Vi havde vores egen sommerferie her. Den lå som sagt der i august måned i de første år. Efterhånden så kom vi jo altså ind under samme forhold som Esbjerg, både med timer og med skoledage og med sommerferie. ”Skallen” - Vi talte for lidt siden om, at vest-jyder har ligesom en skal, som man skal igennem. Hvorfor har de den skal? Fordi de er lidt mistænksomme overfor folk - altså de vil se deres folk an, inden de antager dem, og det var jo nok mere dengang end i dag. Jeg tror, vestjyderne har for-andret sig utroligt meget de år, jeg har kendt dem. Men nu må De huske på, at alle dem jeg snakker om her, de er døde. Der er kun et par stykker tilbage af dem, der var, da vi kom her. De andre vestjyder her, det er jo børn af de mennesker der, og de var noget anderledes indstillet end den yngre generation. Når der kom nogle fremmede, som de ikke kendte, så skulle de altså undersø-ges på kryds og tværs, og De kan tro, at vi har været ude for mange undersøgelser både på den ene og den anden måde. Men, altså, vi blev antaget. Og det var altså det, som vi blev så glade for. Det var derfor, at vi blev her.

Konen med koen En af de første dage, vi var herude, skulle vi ud at proviantere, og der var ikke andre steder end Tarp Brugsforening dengang. Og vi spadserer derop og kommer forbi et lille hus, hvor der gik en gam-mel kone og græssede med en ko i vejgrøften. Og vi sagde "Goddag!" til hende, og så siger hun.: "Med forlov at spørge, er det dem ny lærerfolk!", sagde hun. "Ja, det var det da!". "Nå, ja, det kan jeg nok tænke!" sagde hun, "for a bønder har jo ikke tid til at gå og spadsere midt om a daw!" Og så fortalte hun os, at hun kom ned i bibliote-ket og lånte bøger en gang imel-lem. Så sagde min mand, at det var hun da velkommen til, og så føjede jeg til, at så kunne hun komme efter skoletid, da fik vi altid en kop kaf-fe, og så kunne hun få en kop med. Og næste dag da mødte hun op med et renstrøget forklæde og koen, og den græssede nede i grøf-ten udenfor skolen, og så kom hun ind og fik sin kaffe. Og da vi hav-de drukket den, så siger min mand: "Det kan være, vi skal gå over på biblioteket og se at finde den her bog?" Og så sagde hun, at det kun-ne han bare selv gøre, for det skul-le være en Morten Korch. Og da vi så blev alene - nu var jeg så på det tidspunkt gravid - og da vi så blev alene, så satte hun et meget stramt ansigt op, og så sagde hun:

"Ved du, hvad de siger?". "Nej, det vidste jeg da ikke!". "De siger, du skal ha' en bette!". "Nå!" sagde jeg, "Gør de det?". "Ja, pas-ser det?" sagde hun. "Ja!" sagde jeg, "Det passer da!".

"Hvor længe har I været gift?" . "Ja, vi har da været gift i to et halvt år!". "Nå...!" sagde hun. Så blev hun formildet, og vi blev for øvrigt da ret gode venner efter-hånden.

Moral - Mødte man ofte denne stærke og markante indstilling til, hvad man må og ikke må? - Uh! I allerhøjeste grad! Det var en skandale, hvis det skete i en familie, det var det bestemt. Og hun troede selvfølgelig, at vi lige var blevet gift, og så kom jeg i den tilstand der! - Men kunne man så gøre indven-dinger mod den indstilling og prø-ve at forklare folk, at der var må-ske andre løsninger? - Det tror jeg ikke, var let den gang. Det var det ikke! Nu havde vi ikke mange tilfælde af den slags, bestemt ikke. Jeg har kun oplevet et par stykker, og de var meget ulykkelige. Ellers tror jeg, at det var omsonst at snakke med folk om det dengang. Det kan godt være, min egen indstilling var lige-sådan. - Det tror jeg nok! - Hvordan skal man så bedømme det, når man nu sidder med bag-klogskab og kigger tilbage? - Ja, men jeg tror, at hele indstil-lingen var sådan dengang, ikke alene herude, men også andre ste-der, altså det var en skam i bedre familier - og det var bedre famili-er, der boede herude. Hvis vi tænker på lærere, så var det da en frygtelig skandale. Det var det da. Hvis en lærer kom med sin kone, og hun gik i den tilstand der, ja så tror jeg ikke, de havde taget ham, og derfor var det måske godt, at de ikke så mig på forhånd, for jeg var ikke med her-ude. Men i dag, da tager men jo ikke hensyn til det, selv om en lærerinde kommer i den situation, og efter min mening, så - det er en privat sag, mener jeg. Men det var det bestemt ikke dengang. Folk dumpede ind Og nu var skolen jo - det blev ef-terhånden sådan et sted, hvor folk


Side59

dumpede ind og snakkede om et eller andet. Der kom så mange og gerne ville have et eller andet råd af min mand og snakke om tinge-ne, og De kan tro, at jeg har serve-ret kaffe, ja, i litervis i de år. Og på anden måde til hverdag som sagt, altså ikke med selskabelighed i den forstand, det havde vi selvføl-gelig også noget af, men De ved - sådan de her, der kommer ind og skal lige have en kop kaffe og en snak - ikke, og så var min mand jo der formand for både Ungdoms-forening og Foredragsforening og andre foreninger. Foredragsholderne Da havde vi jo den ordning, at fo-redragsholderen altid kom hos os og spiste til aften for at vi kunne få en snak med ham og sådan blive kendt med ham, og det var meget hyggeligt. På den måde har vi haft et utal af besøgende. Snakken - Hvad snakkede I om, når nu I mødtes igen og igen rundt om-kring på gårdene? - Ja, hvad snakkede vi om? - selv-følgelig om mange ting. Hvis et gilde blev holdt derhjemme, så havde de jo den skik, at - når vi havde spist - mændene sad i den ene stue, og damerne i den anden, og hvad damerne - ja, hvad de snakkede om - om deres børn og hvad de nu oplevede i det daglige sådan, og det var jo også interesse-rede mennesker.

Vi kunne godt snakke om an-dre ting, og så spillede de kort - og det gør de den dag i dag. Så snart de er færdige med at spise, så farer de jo i kortene med det samme. Og nu er jeg altså ikke kortspiller, så jeg har aldrig spillet kort, jeg for-står ikke at spille kort, men jeg har ikke noget imod det, og jeg synes det er udmærket underholdning, når man er så mange samlet. Det er jo ikke til at snakke sammen i sådan en stor flok og få noget ud af det.

Ingen standsforskelle! - Nu skete der jo mange ting gen-nem tiden i 20'erne og 30'erne po-litisk. Var det også noget, der var med i de samtaler? - Folk herude var jo bønder, land-mænd de fleste af dem. Men jeg vil ikke sige, at der nogen sinde var nogen politisk fejde herude, selv om også der var andre, der havde en anden mening. Og det var selvfølgelig - og da kan jeg da godt sige, at os nede i skolen hav-de lidt anden - nu har vi aldrig blandet os meget i politik, men man skal selvfølgelig finde sin mening om, hvem man skal stem-me på. Men der var aldrig tale om - jeg mærkede aldrig noget med, at der var politiske uenigheder. For de fleste af dem, det var jo ven-stremænd herude, og så som sagt var der selvfølgelig nogen andre, som ikke var landmænd. De havde måske en anden politisk opfattelse. Sammenholdet Men da vil jeg lige tilføje, at det der egentlig tog os meget, det var det sammenhold, at når der var noget, så var arbejderen med til festerne lige så vel som de store gårdmænd. Der var ikke nogen standsforskel. Og nu kom jeg fra Vendsyssel, hvor der var meget stor standsforskel., og min mand kom fra Østkysten, ved Kolding,

hvor der også var meget standsfor-skel. Der kunne husmænd og gård-mænd jo ikke komme sammen, men her kom de alle sammen, og det gør de den dag i dag. Det store ved vestjyderne - Det var ikke sådan, at der var enkelte, som var udelukket fra det fællesskab? - Nej, hvis de var det, så var det deres egen skyld. Det var jo ikke fordi, at man så ned på dem, abso-lut ikke. Nu var der selvfølgelig ikke så forfærdelig mange huse. Det var jo mest gårde. Men jeg har aldrig mærket, at nogen så ned på andre. Og det synes jeg, er det sto-re ved Vestjylland og ved vestjy-derne, for det finder man ikke ret mange andre steder. Skolen under krigen - Under krigen, da var der helt særlige forhold her på skolen i Gjesing. - Ja, det kan De tro, der var. Det første, der skete en af de første dage, efter at tyskerne havde besat lufthavnen herude - Der var en lille lærerindelejlighed, som blev indrettet, da den anden skole blev bygget - og den beslaglagde ty-skerne en af de første dage, de var her, til noget telefonvæsen. Og det var så den lejlighed, som vinterlæ-rerne i sin tid havde brugt.

4

Gjesing gamle skole og forsamlingshus, der lå ved den nuværende rundkørsel ved Gjesingcentret.

Tegningen er af Erling Juhl, søn af Kirstine Petersen og Søren Petersen.


Forsamlingshuset besat Nogen tid efter blev hele forsam-lingshuset besat, og i 1943, den første maj, da tog de hele den nye afdeling. Der var efterhånden ble-vet bygget et klasseværelse mere til. Så nu var der altså tre klasse-værelser derovre. Da havde vi dem jo på nær hold. Det var meget ube-hageligt, fordi de prøvede jo på at indynde sig hos os, og ville gerne snakke med os, og vi var jo ret afvisende. Da måtte vi flytte ned i det lille lokale i den gamle bygning der, og holdt skole der fra klokken otte om morgenen til klokken seks om aftenen med skiftende hold. Vagtposter Og vi havde det sådan, at vi kunne ikke gå udenfor en dør, uden vi blev undersøgt. Hvis jeg skulle ind til byen, og jeg havde en taske med, så blev den undersøgt inden jeg tog derind, og den blev under-søgt, når jeg kom hjem. Og vi havde hele dagen igennem en vagtpost gående uden-for vores vinduer, og om natten havde vi det udenfor vores sove-værelsesvinduer. Og på det tidspunkt havde vi altså ikke træk og slip inde i huset, men derimod tre rum bagom - med tremmer for - De ved. Det ene var for læreren, og de to var for børne-ne, og hver gang, vi skulle derud, da havde vi en vagt udenfor. Sat ud af lærerboligen Første december samme år blev vi sat ud af lærerboligen og måtte flytte over hos Holger Hansen på den anden side af Stormgade. Og på modsatte side, der lå der en gård. Den havde hans bror Ejner Hansen, og her blev indrette et lokale i laden, hvor der også blev holdt skole fra klokke otte om morgenen til klokken seks om af-

tenen. Og det fortsatte vi altså med de to år, vi var derovre. Gjesing i dag - Hvis vi nu pludselig springer frem og ser på tingene i dag, hvor-dan er det så at se, at det landsby-samfund, der var dengang, det er faktisk blevet afløst af noget helt andet? - Ja, på en måde, så synes jeg, det er synd, at landsbysamfundene forsvinder, men jeg befinder mig godt i det samfund, vi har i dag, og jeg tror i grunden, at de, der er tilbage af gjesingborgerne, også gør det, fordi tiden har jo forandret sig meget, og vi selv forandrer os.

Det er ganske vist kommet hurtigt, men vi har alligevel væn-net os lidt til det. Og jeg må sige for mit vedkommende, at i dag da er jeg glad for det samfund, der er nu. Da ville jeg ikke have brudt mig om at bo herude, hvis der hav-de været øde og som der var den-gang. Der var jo noget imellem gårdene. Det var jo ikke sådan, at vi var så tæt pakket, som vi er nu. Det ville jeg ikke have brudt mig om. Kontakt mellem skole og forældre Men hvis jeg havde været i arbej-de, så ville jeg have været ked af det - af det samfund her. Så ville jeg have ønsket det gamle lands-bysamfund. Absolut.

Fordi, det var noget ganske andet - altså den kontakt, læreren havde med forældrene, den eksi-stere jo ikke mere, og vil aldrig komme til at eksistere. - Nej, vi kan vel ikke engang gen-skabe det, selv om vi prøvede? - Nej. Det kan umuligt gennemfø-res. Men jeg vil bare sige, at både børn og forældre og lærere, de går glip af en kolosal masse, som vi andre har oplevet. Det gør de!

Poul Højbak

Serien

”Træk af Gjesings historie” fortsætter.


Poul Højbak

Ulvevej 62, 1. th. Tlf. 7515 8945

E-mail: [email protected]


Side61

Træk af Gjesings historie (20) Glimt af folkeskolen 1700-1900

- Med særlig fokus på landdistikterne og Bryndum sogn

Ideer om undervisning Op gennem tiden har forskellige instanser, strømninger og bevægel-ser gjort en indsats for at højne uddannelsesniveauet i befolknin-gen. De har haft forskellige mål-sætninger for bestræbelserne, men de har været enige om, at målene ikke kunne nås uden kundskaber: • Pietismen ønskede at vække

den enkelte til et bevidst kri-stenliv.

• Enevældens hovedmål var at indskærpe menigmand lydig-hed.

• I oplysningstiden arbejdede man for at gøre bonden og almuen tjenlig til at tage del i landets styre.

• Bev æge l s e rne o mk r ing Grundtvig og Kold ville væk fra terperiet til fordel for "det levende ord".

På hver deres måde har disse og andre fænomener og bevægelser ydet deres bidrag til udviklingen af den danske folkeskole. Pietismen og enevælden omkring 1700 Som ovenfor nævnt gjorde den religiøse bevægelse pietismen en stor indsats for undervisning af de dårligst stillede. Man ønskede at vække den enkelte til et bevidst kristenliv, at børn og unge blev bibragt "den rette saliggørende

kundskab". Dette mål kunne ikke nås, hvis børnene ikke kunne læse. Fattigloven af 1708 krævede sko-ler i alle landets sogne, men loven fik kun få praktiske følger. Men godsejere (bl.a. Frederik 4.s sø-skende) organiserede skoler på deres godser, og kongen selv op-rettede 240 skoler på ryttergodser-ne (omkring 1720). Målsætningen var dels at "plante ungdommen i den sande kristen-dom og gudsfrygt" (Pietismens krav om barnlig fromhed og tillid til Gud), dels at "lære børnene det, hvormed de i sin tid kunne tjene deres konge og fædreland" (Enevældens ønske om at indskærpe menigmand lydig-hed). Skrivning og regning skulle kun læres af de børn, hvis forældre ville betale ekstra for det, og under forudsætning af, at læreren magte-de opgaven. Oplysningstiden I slutningen af 1700-tallet indså nogle fremsynede mænd, at almu-en og den danske bonde, der var blevet fri for stavnsbåndet, også skulle også have oplysning for at kunne tage del i rigets styre. Ud fra denne tanke skabtes »Loven om Folkeskolen 1814«. Denne lov har skabt betingelser for skolens udvikling i de følgende 100 år.

Tre slags undervisere Christian 6.s skolelove fra 1739 omtaler tre slags undervisere: deg-ne, skoleholdere og omgangslære-re.

Degnen var kirkelige embeds-mænd med en akademisk uddan-nelse. Han skulle holde børneskole i degneboligen. Desuden skulle han lede sangen i kirken, sørge for, at der blev ringet med kirkeklok-kerne og i øvrigt påse, at kirken var i orden.

Skoleholderen (blandt folk kaldt "sædedegn" fordi han boede fast i landsbyen) skulle undervise ude i sognene. Han skulle være "en duelig bondekarl."

Omgangslæreren (populært kaldt "løbedegn" fordi han under-viste rundt omkring) skulle arbejde på tyndt befolkede steder i sogne-ne. Det var oftest studenter eller store børn m ringe uddannelse. Latinskolen i Varde har (indtil den blev nedlagt i 1740) sendt mange af sine disciple her til egnen. De blev ikke særlig populære i befolk-ningen, da de som regel passede deres arbejde dårligt. Sædedegnen skulle være "en gudfrygtig og skikkelig karl, som er duelig til at informere og kan skrive temmelig godt, men regner kun lidt", at han skulle "lære børnene ordene, som står i deres katekismus."

1

Af Poul Højbak

I Danmark har vi haft en historisk udvikling uden voldsomme revolutioner. Det skyldes nok ikke mindst, at der hos magthavere og overklasse har hersket en fremsynethed med hensyn til at udvikle og uddan-ne almue og landboere. I det følgende skal det vises, at i landdistrikterne kom den boglige dannelse "iklædt bondeklæ-der". Det skyldes i høj grad, at den mest udbredte undervisertype i lange tider var sædedegnen, som havde rod i landbokulturen og derfor "talte samme sprog" som sine elever.


For at blive ansat, skulle han af-lægge prøve for provsten og sog-nepræsten. Man så ofte, at han forbedrede sine kundskaber ved selvstændig læsning og undervis-ning hos præsterne. Boglig dannelse iklædt bondeklæder Sædedegnen, der ofte var hånd-værker eller husmand, var en mand af folket, som i sin indstil-ling og tankegang hørte hjemme i elevens omgangskreds. Derved undgik skolevæsenet at blive op-fattet som et pres fra myndighe-derne, men i stedet som en del af folkets verden. Man kan sige, at i stedet for at påtvinge bondesam-fundet overklassens levevis, trængte den boglige dannelse ind i almuens rækker iklædt bondeklæ-der, og skolen blev en del af lands-bybefolkningens liv. Adskillige af disse lærere erstattede hvad de manglede i boglig uddannelse med solid menneskelig erfaring. Gejstligheden og landbokulturen Præsten har spillet en umådelig rolle på den danske folkeskole helt frem til 1933, hvor det præstelige tilsyn med skolerne afskaffedes og erstattedes med forældreråd og amtskonsulenter. Sognepræsten var både gejstlig og civil embedsmand og som regel den højest uddannede i sognet, og han skulle holde løbende kontrol med den lokale skole. Han skulle selv som landmand drive en gård og var naturligt interesseret i at følge med udviklingen. Ofte lærte han bønderne nye landbrugsmeto-der. En bondedrengs opdragelse o. 178o Der forekom også modsætninger mellem præstens boglige dannelse og landbokulturen. For eksempel skildrer en samtidig præst, P. C.

Steenvinkel i Svendborg, med no-gen ensidighed en bondedrengs opdragelse o. 178o således: „Barnets første udflugt er på fæl-leden for at vogte gæs og af dårli-ge legekammerater lære råheder, grovheder, eder og skældsord samt selvrådighed. Når moderen ikke længere kan ave det, og det ikke længere hjælper at kyse det med bussemanden eller præsten, brin-ges det til skolen, med hvilken man længe har truet det. I to-tre vintre lærer det at stamme ordene i en katekismus, og nu er det stort nok til at køre plov. Så tages det ud af skolen og siger læsningen far vel, henbringer tiden i slid og tan-keløshed, indtil det „skal til" (dvs. gå til præsten). Nu er der atter jammer, thi præsten er streng. ... " Degnestanden (som blev nævnt i Christian 6.s skolelove fra 1739) med dens la-tinske dannelse forsvandt i lands-byerne med skolelovene efter 1800 og erstattedes af skoleholderne, der var ikke-akademisk uddannede og som var groet af den gamle landbokultur. Degnen som kulturelt midtpunkt Sædedegnene blev mange steder et kulturelt midtpunkt på sin egn. De bidrog til at føre nye ideer ind i landbosamfundet og blev derved en central faktor i befolkningens dagligliv. De praktiserede oplys-ningstidens tanker om viden og almennytte som særlig værdifulde egenskaber. Det hedder fx: "Byens unge karle samles om aftenen hos skoleholde-ren, hvor de skriver, regner og læ-ser gode almueskrifter." Hvad undervistes der i? I begyndelsen læsning og religion. Senere kom regning, skrivning og sang med.

Hjælpemidler og lokale-forhold Bogbestanden bestod ofte af Ny Testamente og nogle katekismus-bøger. Disse bøger var ofte eneste grundlag for undervisningen i stavning og læsning. Af og til ly-der det, at der var "ingen bog af nogen slags", og "Der savnes vægtavler og tavler til børnenes brug". Gik det højt, brugte man tillige ABC-bogen og måske af og til en avis. Bygninger og inventar var ofte i slet stand. Skolerne var i lang tid bindingsværk med lerklining, og vejr og vind for hårdt frem mod dem. "Gulvet er af ler og fugtigt. Vinduerne er små og mådelige. Åben kakkelovn er der og mådelig indretning og vedligeholdelsen er yderst mådelig. Til alt dette er og skolestuen i mine tanker vel li-den." Møblementet bestod i almindelig-hed af borde og bænke rammet ned i gulvet på pæle. En del skole-holdere brugte skolestuen som magasin eller opholdssted for høns og duer. Skoleholderens indtægt Skoleholderne havde "et levebrød, hvor de dagligen må savne det nødtørftigste til deres og families underholdning". De er om somme-ren "nødt til ved deres hænders arbejde at fortjene føden" for ikke "fast sidde og crepere". Der taltes også om skoleholdere, der øgede deres kummerlige ind-tægt ved at brænde brændevin og holde smugkro for bønderne. Præstens magt Præsten havde ofte stor magt over de ustuderede skoleholdere, ikke mindst fordi disse blev ansat efter prøve hos provst og præst. Tillige fik skoleholderen ofte sin under-visning af præsten.


Side63

Seminarier i begyndel-sen af 1800-tallet En stor del af de seminarier, der oprettedes i begyndelsen af 1800-tallet blev startet af præster, og undervisningen foregik rundt om-kring på præstegårdene. I året 1816 blev der færdiguddannet 80 lærere på seminarier i hele landet. I 1811 var 275 skoleholdere i Ribe stift på efteruddannelseskursus. Efter 1814-loven hed underviseren ikke længere "degn" eller "skoleholder", men "skolelærer". I 1867 var der i alt ca. 3000 lærere i landdistrikterne, heraf var 88 % seminarieuddannede. Disse lærere underviste ca. 200.000 børn. Skolevejene Provst Svitzer i Varde skrev alle-rede i 1735: »Den nye lov kan ik-ke gennemføres i Vestjylland som andre steder i landet, fordi børnene på grund af sognenes store ud-strækning ville få for lang skole-vej, og fordi de forår, sommer og efterår ikke kan undværes til arbej-de hjemme i marken. I mange sog-ne er forældrene i lang tid på ha-vet, og børnene må passe huset. En regelmæssig skolegang ville derfor blive til mere besværing end nyt-te«. Skolehusets beskaffenhed Det hedder et sted: „at skolestuen fandtes så aldeles forfalden, at bør-nene ikke kunne være der med sikkerhed for ikke at falde ned, og at skolelæreren ikke uden fare for at falde ned fra en stol, som han selv har taget ud af sin stue, kunne sidde på sin plads, hvorfor kom-missionen besluttede, at skolegan-gen skulle udsættes indtil næste torsdag, og at gulvet forinden den tid skulle jævnes".

"Gulvet er af ler og fugtigt. Vinduerne er små og mådelige. Åben kakkelovn er der og mådelig indretning. Det hele ligesom og vedligeholdelsen er yderst måde-lig. Til alt dette er og skolestuen i mine tanker vel liden".

I almindelighed var gulvene af ler eller sten, og møblementet bestod af borde og bænke rammet ned i gulvet på pæle. Til disse hin-dringer for undervisningen kom, at en del skoleholdere og degne brugte skolestuen som magasin eller opholdssted for høns og duer. Forsømmelser Den alvorligste hæmsko for under-visningen var imidlertid det store antal forsømmelser, der var almin-deligt i den tids skoler. „Også i disse skoler har forsømmelserne været meget for store, og bør de standses ved alvorlig overholdelse af reglementet", skrev biskop Munter om et par skoler, hvor kendsgerningerne viste, at af 44 skolepligtige børn var der 11, som aldrig mødte, og 5, som kun sjæl-dent viste sig.

Adskillige steder viser for-sømmelseslisterne, at det var al-mindeligt, at halvdelen af børnene udeblev. Det havde mange årsager, blandt andet lange og ufremkom-melige skoleveje. „Ingen af børne-ne går til skole formedelst vejens besværlighed". Den „er upassabel for børnene om vinteren i tø- og regnvejr formedelst store vande af åer og så yderlig slet, at det er plat umuligt for børnene at komme til skolen undtagen de lange sommer-dage og i stærk frost om vinteren".

Ud at tjene En anden hindring for børnenes skolegang var, at mange børn fra de var 6-8 år måtte „ud at tjene for at erholde føden og stundom lidt til klæder til hjælp for vinteren", og andre „behøves til forældrenes tjeneste til deres avlings og besæt-nings tilsyn".

Over for de fænomener hjalp det ikke, at „skolen ligger så belejlig, at børnene uden at klage over for lang skolevej meget vel kan søge den". Selv om „de fleste skolebørn har ikke over en kvart mil til sko-len, og vejen er over grønne mar-ker og ikke besværlig", var for-sømmelserne store. Det var vigti-gere, at arbejdet på gårdene blev gjort, end at børnene søgte skolen.

Selve skolearbejdet vanskelig-gjordes for læreren, fordi han skul-le undervise alle aldersklasser un-der ét. Skoler i Bryndum og Gjesing I 1749 blev det vedtaget, at der skulle oprettes to skoler her i sog-net: en hovedskole i Bryndum, hvor degnen skulle undervise, og en biskole i Gjesing, hvor en vin-terskolelærer skulle tage sig af undervisningen i nogle måneder om vinteren "fra rugen er sået og fæet bindes ind til høveder og plo-ve tages ud igen". Efter den nye lov skulle børnene ikke blot undervises i religion, men også i læsning, skrivning og regning. Beboerne skulle selv sør-ge for kost, løn og logi til vinterlæ-reren, og undervisningen foregik i en lejet stue. Bryndums første skole 1749 har formentlig ligget på hjørnet af Præstevangen og Bryndumvej, og den har set ud som følger: "Otte-ti fag af god bondebygning, dog med større loftshøjde end i almindelige bondehuse, med stolper og fod-stykker af eg, det øvrige tømmer af fyr, klinede vægge og halmtag. Der skulle være stald for to køer og nogle får og rum til foder. Sko-lestuen skal være så stor, at alle til skolen hørende børn bekvemt kan rummes i den, og ved et lavt skil-lerum delt i en afdeling for piger og en for drenge. Ved hvert skole-hus skulle være brønd og kålhave".


Side64

Da en del af degnens løn var udbyttet af 2 køer, får og kålhave, skulle der til skolen høre et græs-ningsareal.

Skolen betjente også børnene fra Forum, Forumlund, Fuglbæk og Astrup. Beskrivelse af Bryndum skole 1750 Biskoppen og præsten visiterede med mellemrum skolen for at hø-re, om eleverne kunne det, de skul-le, det vil primært sige katekis-men.

Fra 1746-76 var Albert Hiero-nimussen Klagenberg præst i Bryndum. Ved biskoppens visitats i 1750 "prædikede præsten skikke-ligt om Guds i Kristus åbenbarede nåde". "Ungdommen svarede kun mådeligt". Årsagen var formodent-lig, "at der ikke i sognet er holdt ordentlig skole, som ske burde, på grund af adskillige vanskeligheder, som dog nu håbes at være til ende, så sognepræsten har med des stør-re nidkærhed lovet at drive på med ungdommens undervisning".

Degnen, stud. Thomas Hø-berg, berettedes at være god og hans skolehold upåklageligt. I 1762 var degnen 85 år og "forestod skolen med eksemplarisk flid. Intet blev klaget, ej heller over menighederne". Skolehuset i Bryndum 1789 Herredsprovsten meddelte 1789 i sin indberetning at Bryndum skole havde 93 børn, at skolehuset be-stod af 4 fag i god stand. Det kun-ne rumme 40 børn ad gangen. Degneboligen var "skikkelig", og der hørte en liden kålhave til.

Udenfor sognet måtte skole-mesteren gå med børnene fra hus til hus, da der ikke fandtes noget skolehus. Til gengæld fik han fri kost. Børnenes skolevej bedømte han som god.

Gjesings første skole 1832 Loven af 1814 krævede, at alle børn kun måtte have en halv mil til skole. Det førte til, at man i Forum og Gjesing opførte skoler i 1832. I Gjesing boede i den ene ende af skolehuset en gammel kone mod som vederlag at fyre i bilæggerov-nen. Hun tog sig også af børnene, lagde rent halm i træskoene, tørre-de strømper og forbandt småsår. Terperiet Kirkens præg på undervisningen var stærk i århundreder. Konfirma-tionen blev indført 1736. Den hav-de karakter af en eksamen i kri-stendommens trossætninger, og uvidende afvistes fra konfirmatio-nen. Det åndløse terperi i katekismus fortsatte her på stedet helt frem til omkring år 1900, idet præster og lærere da havde en grundtvigsk indstilling. Det samme gjaldt en del af befolkningen, som var ble-vet påvirket i samme retning ved højskoleophold. Nye skoler i slutningen af 1800-tallet I Gjesing kom der i 1886 ny skole og tilhørende lærerbolig til første-læreren. Det samme skete i Bryndum 1893 og i Forum 1898.


fortsætter


til


[email protected]


Side65


Side66

Træk af Gjesings historie (21) Luftangrebet på Esbjerg Flyveplads

27. august 1944

Øjenvidneberetning

Skolegang Jeg gik i skole med bl.a. Johan Andersen (Se artikel 3 i denne se-rie) og husker Søren Petersen som en rar lærer. Han var sammen med sin kone Kirstine Petersen med til min konfirmation og til vores bryl-lup i 1962. Jeg var glad for ham som lærer.

Vi havde også en anden lærer, der hed Henry. Han boede ved Spangsbjerg.

I 1943 overtog tyskerne sko-len, og vi blev undervist i Einar Hansens lade. Efter at vores ejen-dom blev ødelagt, flyttede vi til Torrup, og jeg kom i Grøndal sko-le. Krigen Under krigen tog tyskerne vores gård, men vi fik lov at blive boen-de. De byggede fire officersbarak-ker på naboen Jørgen Hansens jord lige op til os, så vi havde dem tæt inde på livet. Tyskerne opførte sig godt og gav os for eksempel mad til grisene fra deres køkken. De kom med maden i tønder. Mange af dem havde selv børn derhjemme, og når de kom fra orlov, havde de som regel no-

get med til mig, for eksempel på-klædningsdukker. En dag da tyskerne ville købe æg - eier - misforstod min far dem og sagde: - Ja, det er mig, der ejer gården! Da jeg engang cyklede til købman-den i Spangsbjerg for at handle ind for min mor, kom jeg til at føl-ges med én af tyskerne. Jeg kan

huske, at jeg var genert over at følges med en tysk soldat. Desværre havde vi en del tyverier fra danske arbejdere og folk fra Esbjerg. Der var jo mangel på alt, og der forsvandt alt muligt, bl.a. lapperne fra min fars arbejdsbuk-ser, som hang til tørre. Jeg kan huske den tragiske hæn-delse, da Gunnar Gregersen og

1

Lis Andersen var 12 år, da Esbjerg Flyveplads blev angrebet af allierede fly.

Hun var enebarn og boede sammen med sine forældre, Torpen og Carla Ehlersen, på deres gård, der lå umiddelbart øst for banelinien, vest for den nuværende Sallingsundvej

(syd for cykelstien under banelinien).

Familien Ehlersens ejendom blev totalt ødelagt, da banelinien blev ramt af bomber.

De mindste klasser fra Gjesing Skole ca. 1942

Lis Andersen står (i lys bluse) midt i næstsidste række. Førstelærer Søren Petersen ses længst til højre (med kasket).

Bag ham står andenlæreren Henry og foran frk. Nielsen.

Lis Andersen, født Ehlersen, fortæller


hans bror fra Sejlstedlund trådte på en mine, og Gunnar mistede en fod og hans bror døde efter nogen tid. Luftangrebet Lis Andersen fortæller, at luftan-grebet var en frygtelig oplevelse: Der var høstgilde om aftenen, og min mor var cyklet til bager Søn-dergaard i Esbjerg efter fløde-skum. Jeg legede med Jørgen Han-sens søn, da skyderiet begyndte. Far gik på vejen, og vi løb op til ham og fulgtes ned i løbegraven og kom ind i bunkeren. Heldigvis nåede vi ikke at få døren lukket, for så var vi blevet kvalt, da ind-gangen blev lukket af jord fra et bombenedslag. Jørgen Hansens søn ville ikke med i bunkeren, men gemte sig i en løbegrav under sin dyne. Sammen med os var en tysk kvin-de og en soldat søgt ind i bunke-ren. Jeg kan huske, at kvinden sag-de "Donnerwetter!", da bomberne kom tæt på. Soldaten gravede os bagefter fri med sin feltspade.

Da vi kom ud, så vi, at vores ejen-dom næsten var knust: Ikke et vin-due eller en dør var hel, taget var faldet ned og gardinerne flagrede. Jeg syntes, at min far lignede en mand på 80 år, da han bad mig følge med nogle naboer til en an-den gård. Min mor var som sagt i Esbjerg, da angrebet begyndte. De kunne inde i byen høre bragene, og der regnede også granatsplinter ned. Nogen fortalte min mor, at det var Flyvepladsen, der blev bombet. Naturligvis blev min mor bange for, hvordan det gik familien, mand og barn, og hun trak med cyklen op ad vejen under luftalar-men. Hun mødte min far på vejen, og han fortalte, at jeg var på en anden ejendom. Følgende interview med Lis An-dersens mor kaster lys over livsvil-kårene for Lis Andersen og hendes

familie dengang. - Og det viser også lidt om, hvordan børn for-holdt sig til krigens tid i 1980: Interview m. Carla Ehlersen (Interviewet med Lis Andersens mor er foretaget 1980 af fire børn i 6-7 klasse da Carla Ehlersen var 77 år) "Carla Ehlersen boede under 2. verdenskrig (40-45), på et lille husmandssted i Gjesing, der arbej-dede hun også. Hun var 37 år ved krigens begyndelse. Hun mærkede ikke, at der var mangel på stof og fodtøj, selv om der var rationeringsmærker på næsten alt. Brændselsforsyningen var der ikke problemer med, da hun og hendes mand selv havde en skov, som de fældede træer i. Til op-varmningen i stuen havde de en kakkelovn. I køkkenet brugte de et komfur.

2

Attrap Flyvepladsen i Torrup Tegning af modstandsmand Sv. Aa. Bondesen

fra Torrup Østergård.

Flyvepladsen var ca. 70 tdr. land = 38.500 m2

1) Barak. 2) Beskyttelsesrum. 3) Hangar. 4-5-6-7) Overdækkede kvasbunker. 8) Vindpose.

9) Maskingeværstilling

Prikkerne ved skel er røde og grønne lys.

Sølvbryllupsbillede af Lis og Verner Andersen

1987


De havde ikke brug for ben-zin, da de ingen bil havde. I mar-ken brugte de redskaber med håndkraft, bl.a. plejl. Der var mangel på næsten alle fødevarer, da de var rationere-de. De varer, som ikke var ratione-rede, var der stort set ikke mangel på. Man måtte spare på mærkerne og evt. bytte med andre. Det var meget forskelligt, hvad man fik udleveret for mærkerne, da antallet stod på mærket. Før Danmark kom med i krigen, troede de at man ville komme med. Carla Ehlersen oplevede d. 9. april ved at der kom flyvere ind over landet og tyske militær-biler på vejene. Legitimationskortene skulle bruges, når tyske soldater bad om at måtte se dem. For at skaffe sig oplysninger om krigens gang, lyttede de til den engelske radio (BBC). Carla Eh-lersen havde ingen problemer med at lytte til den engelske radio. De tyske soldater var venli-ge mod Carla Ehlersen og hendes familie. Tyskerne gav dem også mad, selv om man skulle tro, det var omvendt. Efter krigen havde hun ondt af de tyske soldater. Det var hendes indstilling efter kri-gen."

(Interview slut!)

Attrap Flyveplads i Torrup Lis Andersens mand, Verner An-dersen, er i besiddelse af en teg-ning og beskrivelse af en attrap flyveplads i Torrup (Se tegning). Denne flyveplads var beliggende ved Torrupvej mellem Tarp og Alslev (Nord for Guldager Planta-ge). Tegning og tekst er af mod-standsmand Sv. Aa. Bondesen fra Torrup Østergård. Han var 18-20 år dengang og er død nu. Sv. Aa. Bondesen skriver: "Danmark blev besat af værne-magten den 9. april 1940. Først på sommeren 1940 begyndte tyskerne at anlægge en attrap-flyveplads på den østlige del af Torrup. Områ-det, der var udmark for 6 gårde, lå i græsmarker mest til afgræsning af ungkreaturer. Pladsen blev lavet, så det lignede en rigtig militær flyveplads. For-målet var, at hvis Esbjerg Flyve-plads skulle bombes, at bomberne blev kastet på attrap-flyvepladsen i Torrup. Søndag den 27. august 1944 blev Esbjerg Flyveplads bombet af 60 stk. B-17, kaldt for Flyvende fæst-ninger. Der blev nedkastet 147

tons sprængbomber plus mange hundrede brandbomber. Der blev beskudt af mange jagermaskiner. Flyvepladsen blev totalt ødelagt, og der kom ikke en flyvemaskine til at starte fra Esbjerg Flyveplads mere."

(Sv. Aa. Bondesens beskrivelse slut!)

Modstandsbevægelsen Verner Andersen mener, at Sv. Aa. Bondesen som medlem af mod-standsbevægelsen underrettede de allierede om attrapflyvepladsen og bl.a. også om De store kanoner, der strandede på Guldager Station, men som skulle til Tirpitz-stillingen ved Blåvand. Englæn-derne ville gerne vide, når de blev stillet op, men kanonerne kom al-drig fra Guldager Station pga. mangel på vogne.

Poul Højbak

Alle fotos i denne artikel er velvilligt udlånt af

Lis Andersen


fortsætter

Eventuelle bidrag eller henvendelser

til


[email protected]

3

Lis Andersen med sine forældre

Den lille Lis bæres af sin mors søster Rigmor.

Huset er stuehuset i Lis’ barndomshjem.


Træk af Gjesings historie (22) Jørgen Schwartz:

Sådan husker jeg min barndom i Gjesing

Min far Min far var arbejdsmand og ernæ-rede sig ved alt forefaldende arbej-de. Hvis han blev arbejdsløs, skaf-fede han sig straks andet arbej-de - ofte meget dårligt betalt Jeg kan huske, at jeg - 3 - 4 år - var med ham, da han i en periode har-pede grus i en grusgrav lige nord for Tarp by (I dag bor skoleinspek-tør Amstrup, Vestervangsskolen på stedet).

Grusharpning bestod i, at han med skovl kastede en blanding af sten og sand på et skråtstillet sold, der skilte sten fra sand Derefter kørte han med trillebør stenene (gruset) i én dynge og sandet i en anden dynge. Betalingen var nogle få ører for hver trillebørfuld han ’producerede’. Jeg hjalp ham med at holde styr på hvor mange bør-fulde, han skulle have betaling for.

Huset Huset, vi boede i, var meget dår-ligt og fugtigt. Det var selvfølgelig kakkelovnsfyret, men svært at var-me op, fordi fugten drev ned ad væggene. Der var ikke indlagt el, så belysningen var petroleumslam-per. Toilet var der selvfølgelig heller ikke - vi måtte benytte et udendørs lokum.

Vores møblement bestod af 1 bord, 4 stole, 2 kurvestole og et

skab samt 2 senge. Jeg husker end-nu tydeligt, at vi jævnligt måtte have kurvestolene ud for at rengø-re dem for svamp mv. Det var sundhedsfarligt at bo der, hvilket da også forårsagede, at min bror, der dengang var spæd pådrog sig en sygdom, som han fik alvorlige men af.

Gjesing I 1930 flyttede vi til Gjesing - Gl. Vardevej nr. ? Dengang lå der kun

5 huse samt en bondegård på ste-det. Gården - der på et tidspunkt nedbrændte og igen blev op-ført - er nedlagt og udstykket. Det hus, vi flyttede til, var et tofamilie-hus, der nu også er nedlagt og der er for få år siden bygget 2 huse her.

Elektrisk lys Dette hus, hvor ejeren boede i den ene ende af huset, var moderne i forhold til det vi kom fra. - Her var f. eks. elektrisk lys. Jeg mindes, hvor begejstret min mor var for at kunne få lys ved at trykke på en kontakt i stedet for at skulle have petroleumslampen tændt.

Vandpumpe i gården Huset bestod af stue, soveværelse og køkken samt et lille bryggers, og så havde vi et lille værelse på loftet til rådighed Der var ikke indlagt vand. Det måtte hentes ved en pumpe i gården. Pumpen bestod af en lang, udhulet træstamme for-synet med en hævert og en pumpe-stang. Pumpen var gravet så langt ned i jorden, at den nåede vandfø-rende lag. Det brugte vand kunne nu hældes i en vask i bryggerset. Herfra løb det ud i en åben rende-sten, der førte hen til et hul i jor-den i ejerens hønsegård. Når hullet var fyldt, kom ejeren, som for øv-

1

Jørgen Schwartz, der er forhenværende souschef på Esbjerg Tekniske Skole (EUC Vest), har glædet os med denne artikel.

Jørgen Schwartz har tidligere medvirket i denne serie (nr. 7).

Poul Højbak

Jørgen Schwartz


rigt var en ældre enlig dame, der hed Maren, og tømte hullet med en spand med hvilken hun transporte-rede vandet hen i den anden ende af hønsegården. En opgave, som hun havde op til flere gange om ugen.

Nye møbler og radio Vi fik nye møbler. Kurvestolene, som var ædt op af svamp blev skiftet ud med en divan med di-vantæppe. Bag divanen et vægtæp-pe, der forestillede et østrigsk bjerglandskab. Vi fik radio. Den var todelt En firkantet modtager-kasse med en tragtformet højttaler ovenpå. (Det varede dog ikke læn-ge, inden vi havde mere moderne radioer med indbygget højttaler.) Der var dog ikke råd til, at min bror og jeg (3 og 5 år) kunne få en seng. Vi sov stadig i sengene hos vore forældre.

Der var en ret stor grund til boligen, og her kunne vi dyrke grøntsager, holde høns og gæs osv. Huslejen var 2o kr. månedlig.

Den nye Vardevej Min far havde fået mere stabilt arbejde ved gennemførelsen af den nye Vardevej. Hovedvej 12 (nu

Stormgade) - Danmarks mindste hovedvej - gik kun fra Esbjerg til Varde. Anlæggelsen af vejen kræ-vede en bro over jernbanen i Gje-sing. Indtil da måtte man ad gam-mel Vardevej passere jernbanen via en bevogtet overkørsel lige nedenfor broen. Hver gang et tog passerede, måtte ledvogteren ud og sænke bommene. En opgave, han havde både nat og dag. - Men der passerede dog heller ikke så mange tog dengang. Selve vejar-bejdet blev for øvrigt udført med skovl, trillebør og tipvogne. Vejen blev indviet i 1934.

Min skolegang. Jeg gik i Gjesing skole i de 7 år, der dengang var undervisnings-pligtig. Man gik 2 år i første klas-se, 2 år i anden klasse og 3 år i tredje klasse. Det var den vestjy-ske skoleordning, hvor man gik i skole om sommeren hver anden dag fra kl. 8 -12 og om vinteren hver dag fra kl. 9 -12 og fra kl. 13 -16. I middagspausen kunne børnene gå hjem og spise til mid-dag. Det var almindeligt, at man fik dagens hovedmåltid midt på dagen. Nogle havde dog så langt til skole, at de ikke kunne nå hjem. De boede i f.eks. Kjersing eller Tarp og måtte spise madpakken på skolen.

Om sommeren kunne man blive helt fritaget for at gå i skole, hvis der var brug for børnenes hjælp derhjemme på gårdene. Da jeg kom fra et arbejderhjem, kunne jeg ikke få fri for skolegang om sommeren. Jeg kan dog ikke hu-ske, at nogen af gårdejerne benyt-tede sig af muligheden.

Skolefrøkenen Min første skoledag var den 1. maj 1934. Jeg husker denne dag meget tydeligt. Vores skolefrøken hed Kristiane, og jeg syntes straks godt om hende, men havde stor respekt. Man turde simpelthen ikke tale til hende, hvis man ikke var blevet spurgt Vi startede dagen med at

synge: Nu titte til hinanden de fav-re blomster små ---

Derefter fik vi udleveret og gennemgået en liste over de ting, vi skulle bede vores forældre om at anskaffe - det drejede sig om en læsebog, OLE BOLE, om en reg-nebog, og en tavle med griffel, som skulle bruges i undervisnin-gen. Man fik altså ikke, som i dag udleveret undervisningsmaterialer på skolen. Hele skoleforløbet måt-te forældrene selv betale. Og selv om en tavle kun kostede 50 øre og en griffel 2 øre, en bog 1 krone osv., kunne det godt være en øko-nomisk belastning for hjemmene, hvor der var mange børn og ind-tægterne små.

Den første skoledag sluttede med, at Kristiane læste en historie.

Læsning, regning og sang Skemaet for første klasse, der jo omfattede 2 årgange, indeholdt faktisk kun læsning og regning og sang. Jeg kan for øvrigt ikke hu-ske, at vi fik udleveret et skema. Det var heller ikke nødvendigt, da vi kun havde Kristiane til alle ti-merne, og hun bestemte selv, hvad timerne skulle indeholde. Jeg var meget optaget af at gå i skole - så optaget, at jeg næsten hver dag videregav, hvad jeg lærte i skolen til min 2 år yngre bror, så da han begyndte i skolen, kunne han næsten læse lige så godt som jeg.

Førstelærer Petersen Efter 2 år forlod jeg første klasse for at begynde i anden klasse. Her fik vi en lærer, der hed Madsen, dog kun om vinteren. Om somme-ren havde vi førstelærer Petersen, som i dette halvår kunne bestride både 2. klasse og 3. klasse, da dis-se klasser jo kun gik i skole hver anden dag. Det var for øvrigt ikke altid nogen let opgave at være førstelærer på landet dengang. Foruden at under-

2

Vandpumpen i gården Jørgen Schwartz

med sin lillebror


vise skulle han passe et lille biblio-tek, som var til rådighed for lokal-befolkningen. han skulle passe skolens fyr, han skulle holde en ret stor have, og så skulle han sørge for, at lokumsspandene blev tømt - ikke et uvæsentligt arbejde, for 40-50 elever kunne hurtigt fylde de spande, der var anbragt i de to af-trædelsessteder, der fandtes bag ved skolen. Endelig kunne læreren også være kirkesanger, og det var en selvfølge, at han deltog i alle de gilder, der blev holdt rundt på går-dene og i forsamlingshuset.

Ro i timerne I 2. klasse kørte vi videre med de samme fag, dog suppleret med lidt geografi og danmarkshistorie. Jeg husker, at det var meget spænden-de, at få indblik i denne nye ver-den. - Vi begyndte også at få lekti-er for. Men hvis man var meget opmærksom i timerne, kunne man faktisk undgå at skulle arbejde hjemme. Lektierne blev altid grun-digt gennemgået af læreren, og lyttede man godt, kunne man hu-ske det til evt. overhøring dagen efter eller senere. Regnestykkerne blev også gennemgået på klassen, og der blev givet nogen tid til løs-ning heraf. Og var man flittig kun-ne man nå at regne de stykker, man egentlig skulle have som hjemmeopgave. - På den måde havde jeg næsten aldrig hjemme-opgaver. I dag er det ikke uvæ-sentligt at bemærke, at der den-gang var fuldkommen ro i timerne. Skulle en elev komme til at for-styrre roen, blev han sat i skamme-krog eller vist udenfor døren. Det var heller ikke udelukket at lære-ren tog spanskrøret i brug. - Og det var en stor skam, som forældrene helst ikke måtte få noget at vide om, og som jo også var ret ubeha-gelig for eleven. Jeg har dog aldrig haft en sådan oplevelse, men jeg har set, at det har overgået, flere skolekammerater. Nu er spanskrøret afskaffet, skam-mekrogen er afskaffet, og det er

godt, for det tjente sjældent formå-let. Jeg har et stærkt indtryk af, at roen i klassen også er afskaffet mange steder, og det er et spørgs-mål, om det er af det gode, for ind-læring sker formentlig bedst, når eleverne har mulighed for at kon-centrere sig. Det er min erfaring fra ca. 40 års virke i den danske undervisningsverden.

3. klasse Efter 4 års skolegang kom jeg i 3. klasse. Der var ikke noget der hed oprykningseksamen her - alle, der havde gået 4 år i skole kom i 3. klasse, hvor 3 årgange blev under-vist samtidig. Det krævede selvføl-gelig en særlig pædagogik, men den kunst mestrede lærer Petersen.

Nye skolefag Det var ikke uden en vis stolthed, man kom et klassetrin op - ikke alene det, men det var jo også sko-lens afgangsklasse. Her fortsatte vi med fagene læsning og regning, og danmarkshistorie blev der nu gjort en hel del ud af. Bl.a. skulle vi kunne kongerækken udenad (hvad vi så ellers skulle bruge den til senere i livet?).

Geografi og Naturhistorie blev der også gjort mere ud af, men bibelhistorie kom til som nyt og dominerende fag. Vi skulle læ-re en mængde salmevers udenad Og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. For når de nu var nedskrevet i sal-mebogen, kunne man jo bare syn-ge fra den. - Jeg skal indrømme, at jeg senere i livet har haft en vis glæde af denne udenadslæren. Kongerækken har jeg da heldigvis for længst glemt.

Udenadslæren I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor megen tid, der gik med al denne udenadslæren i religion og danmarkshistorie. Den tid, der her blev brugt, kunne med stor fordel have været anvendt på fysik eller udenlandske sprog.

Men sådanne fag blev der ikke anvendt så meget som én time på i hele skoleforløbet.

Sangtime Næsten hver dag sluttede dagen med en sangtime, hvortil læreren spillede violin. Han var ikke den største mester ud i violinkunsten, men det var meget hyggelig Det var de danske sange, der her blev sunget. Dem skulle vi dog ikke lære udenad, men de blev efter-hånden sunget så mange gange, at man kunne huske dem uden brug af sangbog.

Morgenbøn

Hver dag startede med morgen-bøn - Fadervor - og når vi forlod skolen om eftermiddagen - eller om sommeren ved middags-tid - stillede læreren sig op ved klasseværelsets udgang, og vi for-lod lokalet en efter en bukkende for læreren.

Gymnastik Ind imellem havde vi gymnastik. Det foregik i forsamlingshusets store sal med læreren som instruk-tør. Der var ikke mulighed for at klæde om, lige som der heller ikke

3

Hovedvej 12 (Stormgade) Anlægges


bagefter var mulighed for at få et bad. Det foregik i det tøj, vi gik og stod i, og læreren stod og kom-manderede iført jakkesæt, skjorte og slips. Bag ved skolen lå Gje-sing boldbane, men den blev næ-sten aldrig brugt af skolen. Jeg kan ikke huske, at jeg har spillet fod-bold på den indenfor skoletid mere end et par gange. Når jeg tydeligt husker det, er det bl.a. fordi lære-ren sagde: Nu deler vi klassen op i to hold, der skal spille mod hinan-den. Så valgte han to drenge, som så måtte vælge hver sit hold ved at pege de enkelte elever ud. Jeg var altid den sidste, der blev udpeget, fordi jeg ikke duede til at spille fodbold (Indenfor dette område tog jeg senere i livet hævn).

Udflugt Én gang om året var vi på udflugt. Denne udflugt gik for de mindre årgange til Varde eller til Endrup-holm. Senere kom f. eks. Silke-borg med Himmelbjerget med på udflugtslisten. I sidste skoleår kom vi på en 4 dages tur til København. Det var en vældig oplevelse. Vi skulle have boet på Fregatten Jyl-land (Den ligger i dag i Ebeltoft, men dengang lå den som indkvar-teringsskib i København).

Af en eller anden grund kom vi ikke til at bo på skibet, men blev indkvarteret på en af byens folkeskoler, hvor vi lå side om side i skolens gymnastiksal. Vi så, hvor kongen boede, vi var i Zoolo-gisk Have på Nationalmuseet osv.

Tandbørstning To ting står helt tydeligt for mig fra den tur. For det første skulle vi foruden lagner, håndklæder mm have tandbørste og tandpasta med. Jeg havde aldrig ejet en tandbørste og derfor heller ikke haft brug for tandpasta. Nå, men min mor fik købt en tandbørste, hvorimod der ikke også var råd til køb af tandpa-sta, så hun sagde, om jeg ikke kun-ne bruge håndsæbe også til tæn-derne - håndsæbe havde jeg jo alli-

gevel med. Jeg skal indrømme, at det er den eneste gang, jeg har børstet tænder i håndsæbe. - Jeg fik 4 kr. med i lomme-penge. Jeg syntes nu ikke, at jeg kun-ne tillade mig at bruge alle pengene, så jeg havde 35 øre med hjem igen. (For disse penge kunne jeg selvfølgelig ha-ve købt tandpasta).

Juleafslutning En anden stor årlig begivenhed var sidste skoledag inden jul, Her var klasselokalet pyntet på forskellig måde. Bl.a. havde lærer Petersens drenge Mogens og Erling tegnet et vældigt nisselandskab på tavlen. Der blev læst julehistorier, og der blev selvfølgelig sunget julesal-mer. Læreren fik den gave, vi i god tid forinden havde samlet ind til, og vi fik udleveret de julebø-ger, vi i god tid inden jul gennem læreren havde afgivet bestilling på. Det var f. eks. Børnenes Jul og Ved Julelampens skær. Og vi fik lov til at tage den juleudsmykning, vi havde lavet i nogle timer i de-cember måned, med hjem.

Ud af skolen I slutningen af 7. skoleår skulle vi gå til konfirmationsforberedelse for at vi kunne blive konfirmeret Det foregik dels i den dengang nye præstebolig i Bryndum, men også sommetider i V. Nebel Kirke. Bryndum og V. Nebel kirker blev betjent af samme præst - pastor Schmidt (Han var ny præst ved disse kirker, og jeg var på hans første konfirmandhold). Der var ikke offentlig transport til denne konfirmandforberedelse. Det var en selvfølge, at eleverne selv sør-gede for transport hvad enten det var til Bryndum eller til V. Nebel, og det foregik altid pr. cykel. Jeg blev konfirmeret i V. Nebel kirke

efteråret 1940. Og så var jeg - efter datidens målestok - voksen og kom ud at tjene på landet. Jeg ville gerne have været i tømrerlære, men det var der ikke råd til, så jeg fik plads på en gård i Gjesing. Min løn for 1 år var foruden kost og logi 400 kr. Det var selvfølgelig en økonomisk lettelse for mine foræl-dre, at jeg forlod hjemmet, hvor der efterhånden var kommet 6 un-ger i reden.

Avistur Jeg var meget aktiv som dreng, og havde forskellige job i min skole-tid. Jeg havde f. eks. en daglig avistur på op mod et halv hundre-de kilometer det sidste par år, jeg gik i skole. For at klare dette job, der tog 6-7 timer daglig fik jeg fri fra skolen kl. 14, hvor skemaet ellers løb til kl. 16. - Jeg startede så på min cykel ind på Vestkysten, der blev fabrikeret i Kongensgade (Hvor Bog & Ide nu har til huse). Efter at have fået udleveret ca. 150 aviser her startede jeg på min tur ved først at aflevere en stak til min bror Helge, som skulle udbringe dem i Andrup. Dernæst fik min søster Jonna en stak, som hun ud-leverede til nogle af beboerne i Spangsbjerg. Jeg selv fortsatte tu-ren, der gik over V. Gjesing, Øster Gjesing, Tarp, Bryndum og Fo-rum - i alt skulle jeg 102 steder hver dag, ofte var jeg ikke hjemme før sent på aftenen.

4

Jørgen Schwartz 8 år med sin mor og søskende


Bydreng Om søndagen var jeg bydreng for bageren i Tarp. F. eks fik jeg søn-dag morgen udleveret en stor kurv med rundstykker, og så var det min opgave at sælge dem i Gulda-ger og omegn. De kostede 5 øre stykket, og jeg var meget populær hos beboerne, som satte stor pris på at få morgenbrødet leveret næ-sten på sengen. Jeg fik 1 kr. hver gang, der tog ca. 3 timer. Det skete også at jeg om aftenen efter min avistur bragte brød ud til forsam-lingshuset i Bryndum eller Gulda-ger, når der her var bal.

Ekvipering Siden mit 11. år har jeg selv betalt alt mit tøj, og hvad jeg ellers hav-de brug for. Jeg betalte f. eks. selv mit konfirmationstøj Det bestod i et mørkt jakkesæt, hvid skjorte og slips. Desuden sokker med sokke-holdere. - Alt kostede 72 kr. og blev købt i en forretning på hjørnet af Borgergade og Jyllandsgade i Esbjerg. Jeg fik en masse tele-grammer til min konfirmation - fra næsten alle steder, jeg kom med aviser. Jeg fik i alt 102 kr. som jeg bl.a. brugte til køb af arbejdstøj og et brugt lommeur, købt hos en marskandiser.

"Mand" i huset Som den ældste af børneflokken var mange opgaver lagt på mig, ikke mindst fordi min far var ble-vet ansat som arbejdsleder ved Ribe amt, og det betød, at han måtte arbejde på forskellige lande-veje rundt i amtet. Når hans arbej-de lå mindre end 25 km fra hjem-met cyklede han på arbejde hver dag. Dvs. at han ofte tog af sted hjemmefra kl. 4 om morgenen og var ikke hjemme igen før vi børn var kommet i seng, så vi så ham kun om søndagen.

Det skete også, at han arbej-dede andre steder i landet, og så måtte han selvfølgelig bo ude, og var så også kun hjemme om søn-

dagen. Jeg måtte så være "mand" i huset med hvad det indebar. - Pas-se have, sørge for brændsel, hjæl-pe med indkøb osv.

Smalkost Der var ikke mange penge at slå til side med i mit barndomshjem. Min fars ret beskedne løn skulle dække alle nødvendige udgifter, da min mor ikke havde arbejde, men skul-le gå hjemme og passe børnene. Den gang var det heller alminde-ligt at kvinder arbejdede udenfor hjemme Den gris, vi årligt fedede op og de få høns, vi havde, ydede et godt bidrag til den daglige kost, som ellers bestod af sukkermadder og ostemadder. Til middag fik vi dog altid 2 retter mad, der dog var domineret af kartofler, som næsten ingenting kostede. Derudover kun-ne vi ofte få billige, ja endog gratis fisk. Den gang var bakskuld ikke en mere eller mindre festspise som nu om dage. Da var det en næsten daglig fornødenhed.

Tandlægeregningen En lille begivenhed, som godt be-skriver min families økonomi. Da jeg var 12 år fik jeg en ualminde-lig slem tandpine. Min far, der havde haft gebis siden sine unge dage holdt på, at jeg skulle ind til lægen og få tanden rykket ud, selv om jeg i øvrigt havde flotte tænder (de fleste har jeg endnu i dag). - Min mor tog mig med til lægen. Han kiggede på tanden og sagde, at det ville være synd at rykke den ud og anbefalede, at vi tog til en tandlæge. Efter lang be-tænkningstid besluttede min mor at følge lægens råd. Så vi tog ned til tandlæge Rand i Kirkega-de. - Han kiggede på tanden og konstaterede at der skulle en rod-behandling til. Min mor spurgte forsigtigt, hvor meget det ville koste, og han svarede: et sted mel-lem 10 og 15 kr. Det blev efter megen betænkning accepteret af mor. En rodbehandling den gang betød 4 tandlægebesøg, og det var

ret pinefuldt. Jeg tog selvfølgelig cyklen fra Gjesing og ind til tand-lægen hver gang.

Da jeg skulle ind til tandlægen næstsidste gang, bad min mor mig om at få en regning med hjem. Det fik jeg. Den lød på 14 kr. Heraf var der cement for 3 kr. Jeg kan huske, at min far blev meget vred over denne regning. Navnlig var han fortørnet over, at den smule cement, der var stoppet i min tand kunne koste så meget. For det be-løb kunne han købe flere sække cement. Min mor tog mere seriøs på sagen. Hun sagde: Når du nu kommer ind til tandlægen sidste gang, så spørg ham, om han ikke skal have en gås til Mortensaften, for så kunne den gås, vi havde gået og fedet på hele sommeren måske dække regningen.

Jeg var meget ked af at skulle spørge tandlægen om, hvad han spiste Mortensaften, og om han ikke ville modtage en gås som dækning af regningen for min tand. Tandlægen gik straks ind på denne handel, så nogle dage efter afleverede jeg vores mortensgås til tandlægen, og vi måtte nøjes med frikadeller i stedet.

Alle fotos i denne artikel er velvilligt udlånt af

Jørgen Schwartz


fortsætter

Eventuelle bidrag eller henvendelser

til


[email protected]


Side74


Min tid som bondekarl i Gjesing

Ud af skolen Jeg gik ud af Gjesing skole til sommerferien 1941. Der var sim-pelthen ikke mulighed for at fort-sætte skolegangen af den simple grund, at 7. klasse var afgangs-klassen. Der var kun en mulighed for at fortsætte i skolen, og det var på Esbjerg Statsskole, hvor man kunne komme på gymnasiet og læse til en studentereksamen eller få en realeksamen. Elever fra Gje-sing skole, der skulle gå den vej, havde allerede i 5.-6. klasse fået ekstraundervisning med henblik på at klare de krav, der blev stillet for at kunne blive optaget. Jeg var ikke en af dem, læreren mente ik-ke, man skulle bruge ekstra kræf-ter på at kvalificere mig til at gå den vej. I øvrigt havde mine foræl-dre heller ikke råd til at lade mig "studere", så der var heller ikke tilskyndelse fra den side. Konfirmationen I det sidste halve år af min skoletid gik jeg til konfirmationsforbere-delse (man gik til præst) hos pastor Schmidt i Bryndum. Han var den gang lige flyttet ind i en ny præste-bolig (den samme som bruges som præstebolig i dag). Jeg var således

med til at indvie den nye præste-gård. Vi gik til præst 1 gang om ugen, og turen fra Gjesing foregik på cykel. Der var ikke andre trans-portmuligheder. Vi fik terpet sal-mevers så grundigt, at jeg endnu i dag ikke behøver nogen salmebog, når jeg en gang imellem kommer i kirke.

Konfirmationen foregik i V. Nebel kirke, da pastor Schmidt var præst ved både Bryndum og V. Nebel kirker. Og for at dele sol og vind lige, blev konfirmationen af-holdt i Bryndum. om foråret og i V. Nebel om efteråret. Mine foræl-dre var selvfølgelig med i kirken ved min konfirmation, og vi fulg-tes alle 3 ad på vore cykler til V. Nebel kirke.

Jeg havde selv tjent til mit konfirmationstøj, der bestod af en mørkeblå habit, hvid skjorte, slips, sokkeholdere og ærmeholdere. Det havde alt sammen kostet 72 kr. og var købt hos Federsen - en herre-ekviperingsforretning på hjørnet af Jyllandsgade og Borgergade i Es-bjerg.

Jeg fik 102 telegrammer. Jeg var jo en "kendt" person, da jeg hver dag kom rundt i hele Bryn-dum kommune med aviser. En del af telegrammerne indeholdt penge,

i alt blev det til 112 kr. Af mine forældre fik jeg en tegnebog. Der ud over fik jeg ingen gaver. Ud at tjene på landet 14 år, færdig med skolen og hvad så?

Jeg ville meget gerne have været i tømrerlære - eller i hvert fald lære et fag. Men da vi var 6 søskende derhjemme, var der ikke råd til det. Jeg blev nok lidt skuffet et par år senere, da min ældste bror fik en læreplads, som jeg gerne ville have haft. Men min mor men-te, at det var vigtigere, at min bror fik en faglig uddannelse, for han var ikke så robust, og hun var sik-ker på, at jeg nok skulle klare mig.

I stedet blev det bestemt, at jeg indtil 1. november skulle passe min avistur og supplere min ind-tægt ved forskellig budtjene-ste - bl.a. for bageren i Tarp. 1. november, der var skiftedag på landet, skulle jeg så have plads som medhjælper på en gård, selv om jeg bestemt ikke havde noget ønske om at blive landmand.

I god tid inden begyndte min far og jeg at se os om efter en eg-net plads til mig. Der viste sig at være flere muligheder. Der var dengang næsten 20 gårde i Gje-

1

Jørgen Schwarts, der er forhenværende souschef på Esbjerg Tekniske Skole (nu EUC Vest),

har tidligere medvirket i denne serie (nr. 7 og 22). Vi har hermed fornøjelsen at bringe hans beskrivelse

af sin tid ved landbruget her i Gjesing i begyndelsen af 1940’erne.

Poul Højbak


sing/Kjersing-området, og den, min far fandt egnet til mig, lå i den nordlige del af Gjesing (hvor der i dag er industriområde). Den havde ca. 60 tdr. jord, hvoraf det meste lå omkring gården Der var 14 malke-køer, en del svin, 5 heste og en masse høns. Mandskabet på går-den bestod af bondemanden og hans kone samt en karl - og så mig. Aftale om løn mv. Min far, der kendte bondemanden, var med til "ansættelsessamtalen", hvor der blev indgået mundtlig aftale (det var ikke nødvendigt med noget skriftligt, man stolede på hinanden) om, at jeg skulle ar-bejde på gården fra 1/11 1941 til 31/10 1942. Jeg skulle deltage i alt forefaldende arbejde på gården. Arbejdstiden var almindeligt fra kl. 6,30 til kl. 18, afbrudt af et middagshvil på 1 time. Lønnen blev aftalt til 400 kr. for året samt kost og logi. Jeg syntes nok, at lønnen lå i underkanen af, hvad jeg mente at være værd, da en af mine kammerater, som jeg ikke mente var dygtigere end mig, skul-le have 425 kr. Nå, men min far mente, at man godt måtte slække lidt på lønnen, blot man fik gode arbejdsforhold! Mit arbejdsudstyr For nogle af de penge, jeg havde fået til min konfirmation, købte jeg et sæt arbejdstøj, et par gummi-støvler, et par træsko og lidt un-dertøj. Endvidere købte jeg et brugt lommeur formedelst 40 kr. hos marskandiser Gravil i Esbjerg. Et nyt ur var der slet ikke penge til.

Det var aftalt, at jeg skulle medbringe et klædeskab, men den smule tøj, jeg havde kunne nemt være i en kommode. Således ud-styret startede jeg mit liv som bon-dekarl den 1. november 1941.

Mit værelse Det var første gang i mit liv, jeg skulle bo uden for mit barndoms-hjem, hvor jeg havde været vant til ikke alene at dele værelse, men også seng med søskende, så jeg glædede mig til at få "mit eget væ-relse". Det fik jeg imidlertid ikke. Jeg skulle dele værelse med den anden karl på gården. Han var en kraftkarl på næsten 2 meter, han var 28 år, og han brugte nr. 51 i fodtøj. Jeg var fra start lidt bange for ham, og selv om jeg skulle dele værelse med ham og gå op og ned af ham hver dag, fik jeg aldrig et godt forhold til ham. Værelset var udstyret med 2 senge med halm i bunden i stedet for madras, et lille bord, en enkel stol, og så var der lige plads til hans klædeskab og min kommode. Der var ingen mulighed for opvarm-ning af værelset, så i vinteren 41/42, hvor det var ualmindeligt koldt, var der is på væggene, vores håndklæder var stivfrosne, når vi skulle bruge dem, og det var be-stemt ikke nogen fornøjelse at sti-ge ud af sengen om morgenen og sætte fødderne på et gulv med frostgrader. Toiletforholdene Der var selvfølgelig ikke noget badeværelse. Vi vaskede os i et vandtrug i stalden, hvor der hel-digvis altid var + grader. Det kun-ne selvfølgelig aldrig blive til me-re end "etagevask".

Toilettet var et lokum bestå-ende af et bræt med en spand un-der. Det lå på den anden side af gården, og det var bestemt ikke nogen fornøjelse, hvis man f.eks. i vintertiden var nødsaget til at be-søge det om natten - ud af sengen i frostgrader, iføres tøj for at kunne holde varmen til "rejsen" til lo-kummet. Hvorfor man ikke kunne placere det et mere centralt sted, kunne jeg ikke forstå. Årsagen var måske, at bondemanden selv al-drig benyttede det. Han sad gerne i

kostalden og forrettede sin nød-tørft i den samme rende, som køer-ne brugte. Den måde at gå på "toilet" på, lærte jeg aldrig. Arbejdsdagen Arbejdsdagen startede kl. 6,30, hvor dyrene skulle fodres, der skulle muges ud, og der skulle malkes. Som en af de første gårde i Gjesing var "min" gård udstyret med malkemaskineanlæg. Maski-nen kunne malke det meste af mælken af køerne, men de skulle malkes efter pr. håndkraft for at få de sidste dråber med. Mælken blev siet over i mælkejunger, som blev afhentet af mælkekusken, der hed Lille Anton og som samlede mælk op på en række gårde og aflevere-de den på et mejeri i Kongensgade i Esbjerg (i dag Jensens Bøfhus).

Hans transportmiddel var en ladvogn på gummihjul, trukket af 2 heste. Når der ikke blev anvendt benzindrevet køretøj, var grunden, at krigen - og hermed besættelsen af tyskerne havde sat en stopper for benzinsalget.

Efter morgenarbejdet var der morgenmad, som skulle spises, så vi kunne være klar til at tage far på arbejdet i stald og mark kl. 8.

2

Jørgen Schwartz


Kosten Morgenmaden bestod af havre-grød, kogt på vand. Desuden hjemmebagt rugbrød med ost eller marmelade, hvis ikke der var ble-vet slagtet, for så fik vi blodpølse. På grund af krigen blev der slagtet en hel del svin på gården. Jeg hu-sker, at der i november og decem-ber måneder blev slagtet over 20 svin, som blev solgt privat (vist ikke helt lovligt). Blodet kunne ikke sælges, så det fik vi i form af blodpandekager eller blodpølse, ikke alene om morgenen, men og-så om aftenen den ene dag efter den anden (Jeg har ikke spist blod-pølse siden). Middagsmaden - vi fik varm mad midt på dagen - bestod mest af saltet, fed flæsk, og når det skulle være særlig flot blev der serveret flæskesteg. Kød og flæsk fra de slagtede svin blev saltet ned i store kar for at kunne holde sig. Man kendte jo ikke til køleskabe og frysebokse.

Der var altid 2 retter mad. Foruden kødretten var der efterret, der oftest bestod af mælkegrød eller frugtgrød.

Aftenmåltidet bestod - hvis vi ikke fik blodpølse - af rester fra middagen og brød med ost eller sirup.

Der var ikke megen afveks-ling i kosten, men vi gik aldrig sultne i seng.

Efterårsarbejdet i marken I november måned skulle de sidste roer tages op, køres i kule og dæk-kes med halm og jord for så vidt muligt at holde roerne frostfrie til fodring vinteren igennem.

Roeoptagningen foregik de fleste steder med håndkraft. Dvs. at man rykkede hver enkelt roeplante op og med en særlig kniv, skilte roden fra toppen. Ro-den blev lagt i en række for sig og toppen i en række for sig. Det var et meget hårdt arbejde, der var

særlig slem for arme og ryg. På "min" gård var man mere

avanceret. Her skulle vi med en skarpslebet skovl hugge toppen af roerne. Derefter blev roden med en hestetrukken roeoptager trukket op af jorden.

Derefter blev roerne læsset på hestevogn og kørt til roekulen. Toppene blev kørt hjem, og det der ikke med det samme blev ser-veret for køerne - for øvrigt med det resultat, at de fik tynd mave, så det var farligt at færdes bag dem i stalden - blev "syltet" hen til sene-re brug.

Da roearbejdet var tilende-bragt skulle alle marker pløjes, inden frosten satte ind. Alt markar-bejdet blev foretaget med heste-spand, da man ikke endnu havde traktorer.

I slutningen af oktober, hvor der ikke var mere græs til køerne på markerne, kom køerne på stald. Her stod de så, til de igen kunne blive lukket ud omkring 1. maj.

Fridage Ifølge aftalen skulle jeg have fri hver anden søndag. Det vil dog sige, at jeg skulle være færdig med det almindelige arbejde i stalden først, så klokken blev ofte 10, in-den jeg kunne være fri. Og så tog jeg gerne hjem Jeg tog for øvrigt hjem hver aften, når jeg var færdig med arbejdet på gården, og jeg havde fået aftensmad. Jeg blev aldrig fortrolig med, at jeg boede på gården. Jeg betragtede det som et sted, hvor jeg arbejdede, fik min mad og sov. Men jeg forestillede mig, at jeg boede hjemme, og går-den var et sted, jeg var nødsaget til at være for at tjene til livets op-hold.

I ansættelsessamtalen var be-stemt, at jeg skulle have 1 uges vinterferie og 1 uges sommerferie. Da jeg i februar fik vinterferie, tog jeg også hjem. Det værelse, som min bror og jeg tidligere havde haft, var blevet udlejet for at styr-ke familiens økonomi, så der var

faktisk ingen seng til mig derhjem-me. Derfor sov jeg sammen med én af mine mindre søskende i mine forældres soveværelse. Jeg husker, at jeg fældede nogle tårer, da jeg igen skulle tilbage til gården efter overstået ferie. Sommerferien blev en særlig ople-velse. Da fik jeg lov til at besøge min far i nogle dage.

Han arbejdede på det tids-punkt som arbejdsleder ved et større vejprojekt i nærheden af Kolding. Han boede i den tid, ar-bejdet varede på Hvilested Kro, og her boede jeg sammen med ham - jeg tror i tre dage. Jeg følte virkelig, at jeg var noget. Tænk, at bo på kro og ingenting at skulle bestille i flere dage. Her var det særlig svært at vende tilbage til arbejdet på gården.

Landbrugsskole I vintertiden kunne man gå på landbrugsskole 1 eftermiddag om ugen, hvis gårdejeren gav fri til at deltage - ikke fordi jeg havde lyst til at lære noget om landbruget, men jeg så her en mulighed for at få nogle fri-eftermiddage.

Undervisningen foregik på Gjesing skole, og lærer Pedersen, som jeg havde haft som lærer i Folkeskolen, underviste i regning. En lærer fra en landbrugsskole kom og underviste i landbrugsfag-lige fag. Jeg kan endnu - 60 år ef-ter - huske, at vi lærte om, hvor store doser kunstgødning, der skulle spredes på jorden for at give en god afgrøde. Jeg husker også, at vi lærte om foderenheder, dvs. det kvantum hø, roer og kraftfoder man skulle "servere" for køerne.

Julen Fra juleaftensdag og indtil Hellig Trekonger (6. januar) lå alt arbej-de, der ikke var absolut nødven-digt stille. Vi skulle kun sørge for, at dyrene blev passet, og måske


Side77

lidt ekstra at æde i anledning af julen. Så der var rig lejlighed til at slappe af.

I julegave fik jeg af bonde-manden et lommetørklæde og 2 kr. Arbejdet om vinteren I vintertiden bestod arbejdet i at passe dyrene og forberede det fo-der, de skulle have. En af mine opgaver var at strigle køerne. Dvs. at deres pels skulle bearbejdes med en slags kam med meget små "tænder" og en meget stiv børste.

En kort tid efter, at jeg var startet på gården, blev jeg sat til at strigle de 14 køer, der stod på stald. Da jeg var færdig med det, spurgte jeg bondemanden, om jeg ikke skulle give grisene samme omgang. Han sagde, at det kunne jeg da godt, samtidig med at han smilte. Jeg kan godt forstå, at han morede sig lidt, for grisene ville ikke strigles. De for rundt i stien, og det var simpelthen umuligt for mig at få fat i dem. Efter en tids jagt på de ustyrlige grise, kom bondemanden ind til mig og sagde, at grise strigler man ikke. Det var kun køer og heste, der skulle "friseres". Men hvordan skulle jeg vide det. Jeg havde jo ikke været på en gård før. Vi skulle køre roer hjem fra roeku-len og læsse dem af i roekamme-ret, hvorfra vi hver dag hentede dem og i roeskæremaskinen skar dem i stykker, før de blev serveret for køerne. Fra loftet skulle hentes hø, som også indgik i det daglige foder. Vi skulle tærske den korn, som laden var blevet fyldt med om sommeren. Tærskearbejdet var det værste, jeg vidste. Jeg skulle stå oppe i kornstakken og forke neg hen til karlen, der stod og puttede dem i tærskeværket, der skilte korn fra halm. For det første sprang musene om benene på mig, for det andet støvede det så kraf-tigt, at man flere dage efter kunne spytte støvmættet, sort slim op. At lungerne holdt til det, er uforståe-ligt. Den korn, der kom ud af

tærskningen blev malet til en me-get grov form for mel og brugt til grisefoder, men også hestene fik sin del af det. Dyrenes formering Vi skulle selvfølgelig også tage os af dyrenes formering. Der blev født såvel grise som kalve, lige som der gør i dag. Men hvor dyre-ne i dag bliver kunstigt befrugtede, brugte man den gang naturmeto-den. Vi havde ikke vores egen or-ne, så når grisene skulle befrugtes, lejede vi en orne på ornecentralen. En gårdmand, der havde særlig gode orner, rejste fra gård til gård med disse hangrise. Han ankom gerne med den i en tremmekasse, lukkede den ind til den eller de grise, der havde brug for dens hjælp. Og imens ornens ejer var inde og få en kop kaffe, ordnede ornen grisen.

Herfra stammer annoncen i et dagblad:

Hvad er rosen uden torne hvad er grisen uden orne Du ringer og kalder jeg kommer og knalder.

Vi havde en stor godmodig tyr på gården, og den havde kun som opgave at stå til rådighed for går-dens køer. En af køerne skulle dog have en særlig betjening. Så når tiden var inde blev jeg sendt af sted med koen, som jeg trak i et reb til den anden ende af Gjesing, hvor en bondemand havde en stor, arrig tyr, som straks betjente vores ko. Herefter kunne jeg begive mig på vej hjem igen med koen, som ikke alene havde mødt en anden tyr, men også havde fået en "spadseretur" ud af det. Hvorfor vores egen godmodige tyr ikke var god nok, fik jeg aldrig at vide. Fritiden Jeg har tidligere nævnt, at jeg tog hjem til mine forældre hver aften. Jeg brød mig ikke om at være på gården. Men ellers var der i vinter-

tiden mulighed for at gå til gymna-stik i forsamlingshuset i Gjesing. Der var møder i ungdomsforenin-gen en gang imellem, hvor højsko-lesangbogen blev flittigt brugt og hvor der blev holdt forskellige fo-redrag. Og det skete da også, at der blev afholdt bal i omkringlig-gende forsamlingshuse eller på Tarp Kro. Ved et forsamlingshusbal var det almindeligt med et tre-mands or-kester, klaver, violin og trommer. Alle karlene sad på bænkene i den ene side af salen, og pigerne var bænket i den anden side af salen. Når der blev spillet op til dans, løb karlene hurtigt over gulvet og in-klinerede for de piger, de havde siddet og udset sig. Jeg var ikke særlig hurtig, så jeg fik sjælden "gevinst".

Forsamlingshuset havde en stor og en lille sal. I den store sal, dansede man, og i den lille kunne man købe en kop kaffe eller en sodavand. Det var ikke tilladt at udskænke stærke drikke. Derfor var det ikke ualmindeligt, at nogle medbragte øl og spiritus, som de stod udenfor forsamlingshuset og drak, selv om det ikke var velset. Når ballet var forbi, drog man hjem til gårdene, men det kunne da være, at man skulle følge en pige hjem. Jeg husker første gang, jeg fulgte en pige hjem. Jeg var da 16 år og havde ikke særlig lyst til det, men jeg havde hørt (og også set), at sådan gjorde man. Jeg hav-de lånt min mors cykel for at tage til bal i V. Nebel - ca. 12 km hjem-mefra.

Her dansede jeg en del med en pige - som det viste sig - også var på cykel fra Gjesing til V. Ne-bel for at komme til bal. Da ballet sluttede, spurgte jeg - genert, som jeg var - om vi ikke skulle følges ad. Det syntes hun, var en god ide. Det viste sig, at hun boede i den anden ende af Gjesing, så jeg men-te, at det ville være rigtigst at til-byde at følge hende helt hjem.. Da vi kom til gården, hvor hun tjente, spurgte hun, om jeg ikke ville med


Side78

op på hendes værelse. Og selv om jeg egentlig havde lyst til det, sag-de jeg nej tak. Jeg var nemlig ban-ge for, at nogen skulle komme og stjæle min mors cykel, som ikke var udstyret med en lås. Hun syn-tes godt nok, at det var en mærke-lig undskyldning .for ikke at tage imod hendes tilbud. Forårsarbejdet Forårsarbejdet kom først rigtig i gang slutningen af april på grund af en lang og streng vinter. Først skulle der sås kunstgødning og måske kalk, derefter skulle jorden harves et par gange, inden den var tjenlig til at man kunne så korn: havre, rug, hvede og byg. Roerne var den sidste afgrøde, der blev sået. Alt markarbejdet blev udført med hestespand, og når vi f.eks. skulle harve jorden, gik man efter hestespandet marker op og marker ned fra tidlig morgen til sen aften. Det var mange kilometer man fik gået sådan en dag, og man havde ingen problemer med at falde i søvn, når man kom i seng.

Det var drøje dage, men også dejlige dage. Det var skønt at føl-ge, hvordan alt spirede og groede, det var dejligt at høre lærken slå sine triller, og det var herligt at gå ude i den friske luft hele dagen. Køerne var også kommet på græs, så de blev drevet ud, så snart vi var færdige med morgenmalknin-gen, og de gik så ude og åd af det saftige græs til de om aftenen på ny blev drevet i stald for at blive malket igen.

I begyndelsen af juni måned skulle roerne udtyndes. De var sået i ret tykke rækker, og nu skulle de udtyndes. Det vil sige, at man hak-kede alle planter op, så der kun stod en enkelt plante for hver 20 - 25 cm for at give plads til at roen kunne udvikle sig og blive stor og kraftig, inden den skulle høstes i okt,/nov. Jeg tror ikke, at jeg var nogen særlig god tjeneste-karl, selv om jeg gjorde mit bed-ste. Men en ting var jeg god til og

det var til roeudtynding. Ingen var så hurtig hertil, som jeg.

Sommertiden I Juni måned skulle der slås græs, som skulle tørres til hø, som vi havde til vinterfoder til dyrene.

Græsset blev slået med en hestetrukket slåmaskine. Efter et par dages forløb gik vi i gang med at vende det. Det foregik med en rive af træ. Hvis vi så var heldige, at der ikke kom regn, kunne høet sættes i høstakke, hvor det stod nogle dage, inden det blev kørt hjem på høloftet.

I juli måned blev ferie afvik-let. Den anden karl på gården og jeg skulle hver have 8 dage fri, og bondemanden skulle også have mulighed for et par fridage.

Kornhøsten I slutningen var juli måned var kornet modent til høst. Mejning af kornet foregik med selvbinder trukket af 3 heste. Inden selvbin-deren kunne tages i brug, skulle der høstes for. Det vil sige, at vi med le høstede kornet i et par me-ters bredde rundt om hele korn-marken. Det felt rundt om hele marken, der herved fremkom, var til selvbinderens første omgang omkring kornmarken. Hvis vi ikke høstede for med le, skulle selvbin-deren jo køre første omgang i kor-net, og det ville betyde, at mange kerner gik tabt.

Når kornet var høstet, og ne-gene lå i lange rækker efter selv-binderen, skulle de sættes i skok (negene blev sat op mod hinanden to og to) for at stå og tørre, inden de blev kørt hjem i laden eller sat i hæs (en stor stak) uden for gården. Her kunne man hente det, efter-hånden, som man fik brug for det om vinteren.

I høsttiden kunne arbejdsda-gene blive meget lange - fra 5 morgen til 21 aften, men det blev lønnen ikke højere af. I gennem-snit fik jeg 1,10 kr. om da-gen - eller ca. 7 øre i timen!

Efterårsarbejdet Høsten i 1942 trak længe ud, fordi vi havde problemer med at få ne-gene tørre, inden vi kunne køre dem i hus (Vi havde en meget regnfuld eftersommer) Vi måtte vende skokkene 2-3 gange, inden de var tjenlige til at blive kørt ind. Det vil sige, at et neg havde været i hænderne på os mange gange, inden det lå hjemme i laden. Da alt kornet var bjærget, kunne det egentlig efterårsarbejde begyn-de. Stubmarkerne - der, hvor vi havde høstet kornet - skulle først skrælpløjes - man pløjede ikke særlig dybt, kun så man lige fik overfladen med stubbene vendt ned. Senere dybpløjede man. Hvorfor man ikke med det samme kunne dybpløje og derved spare en gang pløjning, gik aldrig op for mig.

Sidst i oktober måned be-gyndte roehøsten som beskrevet tidligere.

Den 31. oktober 1942 var min tid på gården udløbet og jeg kunne sige farvel til landbruget med 110 kr. på lommen. Det var, hvad der var tilbage af de 400 kr., der var aftalt som årsløn. Jeg havde i årets løb hævet 19 - 20 kr. ad gangen efterhånden som jeg skulle bruge til lommepenge og nyt tøj. Jeg tog en pause Jeg havde ikke lyst til at fortsætte ved landbruget, så derfor fik jeg plads som "huskarl" hos bageren i Tarp. Her havde jeg jo tidligere været bud. Jeg hyrede mig hen for et halvt år. Her skulle jeg hjælpe til på forskellig måde: Bringe varer ud, sørge for, at der hele tiden var brændsel til bageriets fyr. Der blev fyret med træstammer, da det pga. krigen ikke var muligt af få kul, som man ellers brugte,. Jeg skulle


Side79

hjælpe til i bageriet, fodre bage-rens gris, feje fortov osv.

Efter 1/2 års forløb stoppede jeg her. Jeg fik en fin anbefaling, hvor der bl.a. stod, at jeg havde passet mit arbejde som huskarl på bedste måde. Jeg var selvfølgelig glad for denne anbefaling, som jeg stadig gemmer. Og min mor var ikke i tvivl om, at jeg med denne i hånden kunne nå langt i livet. Ny plads på landet Den 1. maj 1943, da min aftale med bageren udløb, tog jeg igen plads på en gård, som var meget større, end den jeg før havde været på. Her skulle jeg ikke have noget med dyrene at gøre, det havde man en fodermester til. Jeg skulle kun arbejde i marken sammen med 4 andre karle på gården.. Vores ar-bejdsdag lå i ret faste rammer fra kl. 7 morgen til 18 aften.

Jeg fik her et værelse oppe på høloftet med opgang direkte fra hestestalden. Min "seng" var en madras på gulvet, og da der ikke var plads til et klædeskab, måtte mit tøj hænge på et par søm på væggen. Døren ud til høloftet kun-ne ikke lukkes, så jeg fik ofte be-søg af mus og andet kryb, når jeg var kommet i "seng".

Trods disse ret kummerlige forhold var jeg glad for at være der. Vi fik en god forplejning, selv om der på grund af krigen var knaphed på mange fødevarer. Og ikke uvæsentligt: der var et ual-mindeligt godt kammeratskab på gården. Og så sluttede min landbrugskarriere Den 31. juli 1943 - på min 16 års fødselsdag - kom jeg til skade ved et uheld i marken. Jeg fik et brud i venstre hofte, og min karriere ved landbruget var hermed slut. Der fulgte nu ca. 3 års syg-dom pga. skaden, og mit liv blev hermed totalt ændret.

Jørgen Schwartz


Side80



Sådan husker jeg besættelsen i Gjesing

Verdenskrigen 1939 - 1945 Den 2. september 1939 erklærede England Tyskland krig, fordi Hitler med sine soldater var gået ind i Polen. Umiddelbart før havde han besat Østrig og en del at Tjekkoslovakiet, og for at bremse hans overfald på flere lande erklærede England krig. Det skulle vise sig, at Hitler besatte mange lande, inden han blev endeligt bremset 5 år senere. Jeg husker tiden omkring 1. september 1939 præget af megen angst for en ny verdenskrig (Det var jo ikke mere end 20 år siden 1. verdenskrig var sluttet). Der blev spillet sørgemusik i radioen, og aviserne skrev meget om krigens grusomheder Jeg var 12 år dengang, og jeg interesserede mig meget for situationen, derfor står tingene meget klart for mig endnu i dag, næsten 65 år efter. Vi tænkte, at der nok ikke skete noget i lille Danmark, som for øvrigt også havde erklæret sig neutral, hvilket vil sige, at vi ikke holdt med hverken den ene eller anden part i krigen.

Bomber i Esbjerg Men allerede nogle få dage efter krigens udbrud mellem England og Tyskland blev der kastet bomber i Esbjerg. En ejendom i Frodesgade var blevet totalt smadret af en bombe, kastet af en engelsk flyver. Vi boede dengang i Gjesing, Gammel Vardevej, og vi undrede os over, at en mængde mennesker kom trækkende med trækvogne og

cykler med anhængere belæsset med tæpper, dyner og tøj på vej ud af byen. Først senere på dagen hørte vi i radioen, at Esbjerg var blevet bombet, og at folk flygtede ud af byen. Det viste sig dog hurtigt, at det var et uheld, at Esbjerg var blevet bombet. Det drejede sig om en engelsk flyver, der var kommet ud af kurs, og at bomberne var tiltænkt Tyskland. Folk kunne så vende tilbage med deres pik-pak igen.

Sådan husker jeg besættelsen Selv om der var krig i Europa, levede vi forholdsvis stille og roligt her i landet. Vi mærkede ikke meget til, at der var uro rundt omkring vore g r æ n s e r . K u n begyndte det at blive vanskeligt med at få visse varer, som f.eks

kaffe, tobak og andre ting fra udlandet. Den smule, der var til rådighed blev fordelt mellem os ved hjælp af rationeringsmærker. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Tidligt om morgenen kom en masse store flyvemaskiner og kastede flyve-blade ned over hele landet. Disse flyveblade meddelte, at vi var blevet besat af tyske soldater, og at vi ikke måtte genere dem på nogen måde, de var kun kommet for at beskytte os mod et evt. angreb fra England. (Det lød jo meget godt, men det var der ikke mange, der troede på!). Vi gik i skole, som vi plejede, og læreren kommenterede kort situationen og gjorde meget ud af at fortælle, at vi ikke skulle være bange, men blot forholde os rolige. Hen på eftermiddagen - i et frikvarter - stod vi ude i skole-gården og så en lang række biler belæsset med soldater og træk-kende på kanoner og andet krigs-materiel, komme kørende ad hovedvejen og drejende af mod flyvepladsen. Jeg husker, at jeg

1

Jørgen Schwartz

Sådan så rationeringsmærker ud. Der var ikke alene mærker til sukker, smør og håndsæbe. Næsten alt, der skulle bruges i den

daglige husholdning var rationeret.


talte 52 køretøjer i en lang række efter hinanden. Det gav os da en vis skræk for, hvad der nu skulle ske, selv om flyvebladene sagde, at vi ikke skulle være bange. Radioen, som vi kun kunne tage på 1 station (der hed København / Kalundborg) med-delte ved flere ekstraudsendelser, hvordan vi skulle forholde os. F.eks. skulle vi allerede fra den første aften (altså den 9. april) mørklægge. Det vil sige, at vi skulle dække vinduerne af, så der ikke kunne trænge lys ud. Det var for at forhindre engelske flyvere i at orientere sig efter mørkets frembrud. Jeg husker meget tydeligt, at min far ikke ville mørklægge. Han ville ikke lade sig kommandere af nogle tilfældige tyske soldater, der havde besat landet. Da vi imidler-tid var blevet truet med skud mod ikke mørklagte huse, bøjede han sig for min mors ønske om at få vinduerne dækket til. Det skete ved at hænge tæpper o.l. for vinduerne. Nogle dage efter kunne man købe sorte rullegardiner, som vi kunne bruge. Vi vænnede os hurtigt til, at vi ikke måtte bruge lys, der kunne ses fra luften. Såvel billygter som cykellygter blev også "mørklagt". De blev forsynet med en slags hætter, hvorfra der kun kunne trænge en smal lysstribe ud. Al gadelys blev slukket, så alt lå hen i mørke.

Flyvepladsen Esbjerg flyveplads var blevet åbnet i midten af 1930-erne. Herfra var der en daglig afgang med ruteflyver til København, og et par gange om ugen en afgang til Ålborg. Esbjerg var meget stolt af denne lufthavn, der var forsynet med en stor Hangar. Foruden ruteflyvning, som nævnt, var der også et par privatfly, der benyttede flyvepladsen. Tyskerne besatte som det første flyvepladsen, og lukkede for s å v e l r u t e f l y v n i n g s o m privatflyvning. De gik straks i gang med at udvide startbanerne, og der var daglig en summen af tyske flyvemaskiner, der lettede og landede. Der blev bygget større hangarer, der blev opført store bygninger til soldaterne, der blev bygget store beskyttelsesrum osv. Alt var dog kamufleret med store mørkegrønne net, så man ikke kunne se det fra luften. (Kamu-flagen var dog ikke bedre end at englænderne i 1944 bombede og ødelagde hele lufthavnsområdet). Store områder omkring flyvepladsen blev afspærret, og her kunne man kun komme, hvis man havde en særlig passerseddel, som kun folk, der arbejdede inden for området kunne få udleveret. Huse og gårde, der lå inden for det afspærrede område, blev besat af tyskerne, og beboerne fik besked på at flytte omgående. Det sted, jeg tjente i 1940/41, lå lige op til det område,

der var afspærret, så jeg kunne fra gårdens marker følge med i hvad der skete i det afspærrede område. Foruden at der var en vældig aktivitet med byggeri osv, kunne jeg følge, hvordan der b l e v e k s e r c e r e t o g k o m m a n d e r e t m e d soldaterne, der blev holdt i skarp træning. Jeg kom for øvrigt nogle gange inden for det afspærrede område. Det var, da jeg var ansat ved

bageren i Tarp. Her handlede tyskerne meget, og somme tider bestilte de brød til levering, og så var de jo nødt til at udstyre mig med en passerseddel. Jeg husker, at jeg sidst på eftermiddagen juleaftensdag 1941 blev sendt ud til en af de tyske kanonstillinger med kaffebrød til soldaternes juleaften. Det var en helt speciel oplevelse at se, hvordan disse soldater, der sad i primitive skure ved siden af kanonerne, havde forberedt sig til at holde juleaften.

Rationering Jeg nævnte, at kaffe og tobak hurtigt slap op, da man ikke kunne indføre disse varer. Ligeledes var det med mange andre varer. Næsten alle fødevarer var rationerede. Det vil sige, at vi fik udleveret rationeringsmærker på alle daglige fornødenheder. Når man rationerede var det for at forhindre, at dem, der havde penge nok, skulle købe det hele, så der ikke blev noget til dem, der ikke havde råd til at købe mere, end de lige brugte til daglig. Kaffen slap som sagt hurtigt

2

Mit hjem ”beskyttet” af minefelter Og pigtrådsspærringer

En tankspærring 3 m. dyb, 5 m. bred

”Bro” over tankspærring I Spangsbjerg


op, men kaffe kunne vi ikke undvære, så derfor brugte man kaffeerstatning. Det var f eks. noget, der hed Richs, som man også kendte før krigen til at drøje den rigtige kaffe med. På et tidspunkt blev der også knaphed på disse kaffeerstatninger, og hvad gjorde man så? Ja, så begyndte man at brænde rugkerner, male dem så det lignede kaffe, og så drak man det på samme måde, med sukker eller fløde, som havde det været rigtig kaffe. Da jeg gik på krykker og skulle have tiden til at gå med noget, sad jeg ofte og brændte rug til kaffebrug. Da det røg og lug-tede ubehageligt, havde jeg indret-tet et fyrsted ude i haven. Tobak kunne vi heller ikke få, så her begyndte man - navnlig på Fyn at dyrke tobaksplanter. Bladene herfra blev så behandlet på samme måde, som man gør i de sydlige lande, men resultatet blev kun tilnærmelsesvis noget, der smagte som tobak. Men også den danske tobak blev rationeret. Min far mente, at han selv måtte kunne avle tobak, så han fik anskaffet nogle spæde tobaks-planter, som blev plantet hjemme i haven. Nogle dage efter, var planterne væk. Det viste sig, at han havde rykket planterne op, lagt dem i solen og tørret dem i et par dage og så røget dem. Engang var han så smøgsyg, at han gik ud og plukkede nogle bøgeblade og røg dem i sin pibe. - Det gjorde han kun 1 gang! Det smagte modbyde-ligt. Det blev også småt med tøj. Gammelt tøj blev lappet og syet om. Kunne man købe tøj i forretningerne, var det lavet af kradsuld, noget, der var ubehage-ligt at gå med. Ja endog papir blev brugt til at lave tøj af. Men selv om det var noget af et lotterispil at finde noget ordentligt tøj, så vænnede vi os også til den situation.

Grisen og geden Vi gik aldrig sultne i seng, selv om der var vareknaphed. Vi havde altid en gris gående hjemme i vores grisesti. Den lå for enden af vores udhus, der var sammen-bygget med selve huset, og det var ikke ligefrem parfumedufte, den udsendte til hele huset. Grisen blev slagtet til jul, og kødet blev saltet ned i store kar, så vi havde til lang tids forbrug. Der var jo ikke noget, der hed fryseboks eller køleskab dengang. Noget af kødet blev dog røget og brugt som pålæg. Det blev gerne hængt op på loftet, hvor vi så kunne hente det, efterhånden, som vi fik brug for det. Den varme skorsten var et velegnet sted at hænge en røget skinke på. Vi havde også en ged, som jeg for øvrigt havde lavet et seletøj til, så den kunne bruges som trækdyr for en lille vogn. Den

leverede også mælk, som jeg malkede den for hver aften. Et par gæs havde vi også gående, ligesom nogle høns leverede det daglige forbrug af æg. Både gris og gæs og høns skulle have korn, og det kunne man ikke købe. Derfor fik vi lov til at samle aks på bondemændenes marker, når de havde høstet og kørt afgrøden hjem. Der lå altid en del strå med kerner tilbage.

Tørv Vi havde kulfyret komfur, tilsluttet radiatorer, som vi ikke kunne købe kul til. Derfor gravede vi tørv om

sommeren. Min far lejede et lille stykke mose, og her tog hele familien så ud og gravede mosejord op, delte det i små-stykker, lagde det til tørring i solen en måneds tid, og så var det klar til at blive kørt hjem, hvis det ikke havde regnet for meget. Her lånte vi et par heste og en vogn hos en bondemand.

Natlige overflyvninger Da englænderne begyndte at bombe byerne i det nordlige Tyskland, kom bombeflyene ind over Esbjerg-området. Det skete oftest om natten, og så lød sirenerne, hvilket var signal til os om at gå i beskyttelsesrum. - Et sådan havde vi gravet ude i haven, men det var ikke særlig rart at komme herud, da navnlig ikke om vinteren i sne og kulde. Derfor blev vi gerne i vores senge og håbede på, at der ikke skete noget, selvom tyskerne skød kraftigt på disse bombefly. Det lykkedes da også en gang imellem at ramme et, som så styrtede ned, og det var noget af en sensation at kunne få mulighed for at se en sådan nedskudt flyvemaskine, eller dele deraf. Men tyskerne tillod ikke, at vi kom for tæt på. Dagen efter overflyvninger med meget skyderi kunne vi finde granatsplinter rundt omkring. Jeg kan huske, at vi havde samlet flere spandfulde heraf.

Skolen blev besat En skønne dag fik læreren besked på, at han i løbet af få dage skulle rømme skolens tre klasseværelser samt hans lærerbolig. Ligeledes skulle forsamlingshuset rømmes.

3

Nedgang til vores beskyttelsesrum i haven

Tysk ringstilling udenfor mit hjem


Alle lokaler skulle bruges til indkvartering af soldater. Der blev så indrettet et par skolestuer i en gammel lade i nærheden af skolen, og her foregik undervisningen så indtil krigens slutning. Læreren med sin familie fik lov til at bo på en af gårdene. Da forsamlingshuset også var blevet besat, gik man over til at holde ladebal, for ungdommen skulle selvfølgelig have mulighed at komme sammen og danse, og hvad man ellers kom sammen om. På nogle af gårdene ryddede man ladebygningen og spillede her op til dans på samme måde som i et forsamlingshus. I lange tider var der udgangsforbud mellem kl. 8 aften til kl. 6 morgen. Det vil sige, at vi ikke måtte færdes ude i dette tidsrum. Der gik tyske vagter overalt for at sikre at forbuddet blev overholdt. Men det forhindrede ikke, at der kunne holdes sammenkomster og baller. Så startede man kl. 3 om eftermiddagen, så vi kunne være hjemme inden kl 8 om aftenen. Hvis vi færdedes ude efter den tid, kunne vi risikere at blive arresteret af tyskerne. Den gård, jeg var på det sidste år, jeg var på landet, blev også besat af soldaterne. De lagde beslag på store dele af bygnin-gerne, hvor de opstaldede deres heste og skaffede tag over hovedet til mange soldater. Det betød, at der var vagt omkring gården døgnet rundt, og for at vi kunne komme ind, skulle vi vise

passerseddel, som tyskerne havde udstyret os med. Det var ikke altid rart at komme hjem til gården om aftenen, når det var mørkt og skulle passere vagten, der gik med skarpladte geværer.

Soldater er også mennesker Vi blev venner med mange af de tyske soldater, og efterhånden kunne vi kommunikere med dem, selv om vi ikke havde lært tysk. I en bunker lige uden for vores havehæk lå der til stadighed 4 soldater. Der var kun 2 sove-pladser, men de skiftedes til at holde vagt og sove. Det var enten helt unge soldater - 16-17 år eller ældre soldater på omkring 50 år, der lå her. De kom tit derhjemme og fik en kop "kaffe" og hørte engelsk radio, selv om det var strengt forbudt. De vidste, at der ikke var meget at slå til side med derhjemme, så derfor kom de med brændsel til os, det var brædder og andre ting, som de stjal på tyske byggepladser. De var i hvert fald ikke loyale overfor den tyske værnemagt og gav tit udtryk for deres afsky for krigen, men de var jo tvungne til at deltage.

Vores hjem omringet Jeg har tidligere kort nævnt hvordan vort hjem var omringet af befæstninger. For at komme til huset, hvor vi boede, skulle vi passere en bro over en tankspærring, et minefelt og en pigtrådsspærring. Tankgraven var en dyb "grøft" 3-4 m dyb og 4-5 m bred. Den skulle forhindre at tanks kunne komme over. Minefeltet var et bredt bælte på 15-20 m, der var belagt med miner, som sprang ved let berø-ring. Vi kunne tit høre disse miner springe, hvis et større dyr var kommet ind i minefeltet. Pigtrådsspærringen var et bælte på 5-6 meters bredde bestående af en hel masse pæle påhæftet pigtråd i alle retninger, så

de udgjorde en spærring, der var umulig at komme igennem. Derudover var der løbegrave og bunkers lige uden for huset. Arbejdet med etablering af alle disse forhindringer blev udført af danske arbejdere, der blev betalt mere end normal arbejdsløn for deres indsats. Arbejdet blev udført med skovl og trillebør, selv tankgravene, der som nævnt var meget dybe, blev udført på den måde.

Dagliglivet Selv om alt var rationeret, var det svært at skaffe tøj, fodtøj og brændsel. Og bilerne, der ikke kunne fås benzin til, var udstyret med en "kakkelovn", der blev fodret med træstykker, som under forbrænding udviklede gas, som bilen kunne køre på. Selv om der ofte var ud-gangsforbud, og vi nat efter nat måtte høre på kanontorden, så holdt vi humøret oppe. Det kunne godt være forbundet med en form for spænding, om vi nu kunne skaffe de ting, der var fornødne for at opretholde livet. Når man i dag , hvor vi kan få næsten alt, hvad vi ønsker, hvor vi har fjernsyn, computere, internet osv., ja da kan det selv-følgelig være uforståeligt, at vi overlevede det. Men da vi jo heldigvis aldrig fik krigen helt ind på livet, tror, jeg ikke, at vi har taget skade af at opleve denne tid. Der skulle for øvrigt gå mange år efter krigen, før tingene fungerede normalt igen. Jeg tror,

4

Således så én af gårdene i Gjesing ud efter luftangrebet på

Esbjerg Flyveplads I august 1944

5. Maj 1945


at vi var helt hen i begyndelsen af 50-erne, før de sidste rationeringer blev ophævet. Jeg husker hvor stor en begivenhed det var, da vi igen kunne købe appelsiner og bananer for ikke at snakke om hvor stor en nydelse det var, at den rigtige kaffe afløste rugkernerne, som var brugt som kaffeerstatning.

Befrielsen Hver aften ved 20-tiden sad vi omkring radioen for at høre radioudsendelse fra England, som sendte de nyheder, som tyskerne ikke tillod den danske radio at sende. Det var dog ofte umuligt at høre, hvad der blev sagt, da tyskerne ofte forstyrrede udsen-delserne med mange skrattende lyde for at forhindre aflytningen. I disse udsendelser fra England indgik ofte en hel del hilsener til forskellige personer. Det var kodemeddelelser til danske sabotører om f.eks. nedkastning af våben fra engelske flyvere. Våben, der skulle bruges af danske frihedskæmpere i kampen mod tyskerne. Den 4. maj 1945 sad vi også omkring radioen, der som sæd-vanlig startede med at bringe hilsener. Men pludselig blev udsendelsen afbrudt, og speakeren meddelte, at tyskerne havde kapituleret i Nordtyskland og Danmark. Vi blev ellevilde af glæde, og jeg husker, at noget af det første vi gjorde, var at rive mørkningsgardinerne ned og tænde stearinlys i vinduerne. Vi gik ud på vejen for at se reaktionerne på freden rundt om på gårdene og husene i Gjesing. Alle var glade over, at det åg, der havde ligget på os i 5 år nu var væk. Et skår i glæden var, at en af mine kammerater blev dræbt af en tysk soldat. Min kammerat havde siddet og hørt radioudsendelsen om tyskernes kapitulation. Og han blev lige som vi andre ellevild og løb straks ud på vejen og i kådhed sparkede han noget jord ned i

hovedet på nogle tysker soldater, der lå forskansede i vejkanten. (Tyskerne lå rundt omkring i grøfter og løbegrave med skarpladte geværer, da Esbjerg-området var erklæret i undtagel-sestilstand, fordi tyskerne frygtede engelsk invasion på Vestkysten.) Soldaten, der fik jord i hovedet, vidste ikke, at tyskerne havde kapituleret, så derfor sprang han op og skød mod min kammerat, som desværre døde på vej til hospitalet. I dagene efter 5. maj så vi de tyske soldater forlade deres stillinger rundt omkring. De måtte nu gå på deres ben til Tyskland, og i lange kolonner kom de marcherende, udmattede og slukørede, men formentlig glade for, at de havde reddet livet. I grøfter og vejkanter kunne vi finde geværer, stålhjelme, gasmasker osv, udstyr, som de ikke gad slæbe på. - Og hvad skulle de forøvrigt bruge det til? Min bror og jeg samlede et større depot af disse krigs-genstande, som vi havde liggende derhjemme, indtil der blev givet strenge ordrer om at aflevere det til det danske militær. Gjesingboerne havde rejst en vældig flot æresport på Vardevej til modtagelse af de engelske soldater, der skulle komme til byen et par dage efter befrielsen. En flok soldater, der var på vej til Tyskland væltede den imidlertid, inden englænderne kom

frem, og de tvang de nærmeste beboere til at fjerne resterne af æresporten. Besættelsen var forbi, og alle glædede sig til at alting igen kunne komme i normal gænge. Men der skulle gå mange år, før det var tilfældet.

5

Æresport rejst på Stormgade (Ved nuværende afkørsel til Bilka)

Til ære for engelske soldater. Den blev dog væltet af tyske Soldater, inden englænderne

nåede frem


Documents

Gjesings Historie 1-24