Obligatorisk Hjemmeopgave

Moderne Filosofi I a & b

Navn: Mette Mau Carstensen

Uddannelse: Filosofi grundfag

En kritisk diskussion af Freges opfattelse af mening & reference. Freges sprogfilosofi sammenlignes med mindst én anden opfattelse fra det opgivne pensum.

IndholdsfortegnelseIndledning s. 2

Frege s. 3

Freges opfattelse af mening & reference s. 3-7

Diskussion vedrørende Freges opfattelse af mening & reference s. 8-10

Sammenligning mellem Freges sprogfilosofi og Kripkes sprogfilosofi s. 11-12

Afsluttende bemærkninger s. 13

Litteraturliste s. 14

Indledning (Dette er baseret på PFL s.16-17, VTF s.7, se litteraturliste)

Den moderne analytiske filosofi er en fælles betegnelse for forskellige retninger i det 20.

århundrede. Grundidéerne er fælles for de forskellige retninger og er indeholdende en skepsis

overfor metafysikken og etikken, en empiristisk holdning til tilværelsen, en ikke-systematisk

filosofi og benyttelsen af den særlige filosofiske analyse. Den filosofiske analyse er kendetegnende

ved, at metoden afklarer betydningen af ”de udtryk, som indgår i de centrale

problemformuleringer” (Fra PFL s.16, se litteraturliste). Denne metode er den eneste, hvormed

filosofien kan opnå resultater. Metoden afklarer de forskellige problemformuleringer, og derved

opstår en forståelse af problemet i renere form. De forskellige udtryk bliver reduceret til et

dagligsprog, og derved opstår der mindre forvirring, da man ikke skal definere diverse begreber og

udtryk. Frege var en af hovedmændene indenfor den moderne analytiske filosofi. Jeg vil i denne

opgave kritisk diskutere Freges opfattelse af mening & reference, dette gør jeg ved hjælp af

Russells og Wittgensteins teorier. Ydermere vil jeg sammenligne Freges sprogfilosofi med

Kripkes teori. Jeg vil kort give et historisk oprids, en gennemgang af Freges opfattelse af mening &

reference, og derefter beskæftige mig med den egentlige problemstilling.

Historie, Frege(Dette er baseret på VTF s.8, PFL s.140-141, se litteraturliste)

Gottlob Friedrich Ludwig Frege blev født i 1848. Han studerede matematik, fysik, kemi og filosofi i

Jena og Göttingen og var professor i matematik i Jena i perioden 1879-1917. Han trak sig tilbage i

1917 på grund af helbredet og han døde i 1925.

Frege var en af hovedmændene bag den moderne analytiske filosofi. Hans bidrag til dette var hans

grundlæggelse af den moderne matematiske logik, hans logicisme og hans grundlæggelse af den

semantiske analyse af sproget. Dette vakte dog ikke stor opmærksomhed i hans samtid, og først

efter hans død blev hans værker og filosofi anerkendt. Frege havde en stor indflydelse på filosoffer

såsom Wittgenstein, Russell, Carnap og Husserl. Carnap var dennes elev, og Russell og

Wittgenstein blev inspireret gennem diverse skrifter og breve.

Freges opfattelse af mening & reference(Dette er baseret på VTF s.8-22 , PFL s.29, 140-141, 383, Kompendium s.1-21, se litteraturliste)

I Freges værk ”Über Sinn und Bedeutung”, fremstiller Frege sin distinktion imellem ”Sinn” og

”Bedeutung”. I denne opgave vil jeg oversætte ”Sinn” med mening, og ”Bedeutung” med reference.

Der er andre oversættelser af de to ord, men mening & reference er hvad jeg vil holde mig til i

denne opgave.

Freges opfattelse af mening & reference, blev udledt af tre problemstillinger: Navneudtryk uden

referent, intentionelle sætninger og informative identitets-sætninger.

Freges mål for sin filosofi var at finde ”en systematisk teori, der for hvert eneste udtryk i ethvert

sprog kunne redegøre for, hvorfor dette udtryk betyder det særlige, som det nu engang gør”(Fra

VTF s. 8, se litteraturliste). Dette projekt startede ved at Frege fandt forbindelsen mellem

matematikken og logikken, logicisme, og det medførte yderligere, at Frege formulerede en generel

semantik for det naturlige sprog. Semantikken for det naturlige sprog ledte Frege på de tre

problemstillinger, og på grund af disse hindringer indførte han distinktionen mellem mening &

reference.

Logicismen opstod da Frege fik den idé, at matematikken er baseret på logikkens grundprincipper.

Ud fra dette arbejde grundlagde Frege den moderne logik. ”Logik er læren om ræsonnementers

gyldighed” (Fra VTF s. 9, se litteraturliste). Ræsonnementer består af præmisser og konklusioner,

og gyldigheden af ræsonnementet kommer af, at konklusionen følger af præmisserne. Er

præmisserne sande så er konklusionen også. For at undgå at man skal have en stor viden, eller at

man skal ud og foretage empiriske undersøgelser hver gang man har et ræsonnement, undersøger

man gyldigheden i et argument ved at se på den logiske struktur. Dernæst har man forskellige

metoder indenfor logikken til afklaringen af argumentets gyldighed. Det var her Frege havde

afgørende betydning. Frege udviklede ”et formelt sprog med egen syntaks og semantik samt et

regelsæt, ved hjælp af hvilket alle gyldige argumentstrukturer kunne udledes.” (Fra VTF s.10, se

litteraturliste) 1 ”Frege inddelte alle de logiske udtryk i to kategorier: de sætningslogiske udtryk og

de prædikatslogiske udtryk.” (Fra VTF s.10, se litteraturliste). De sætningslogiske udtryks syntaks

opstiller fem regler2 for logikkens uendelige kompleksitet, og tilhørende regler viser, at man kan

bevise gyldighed. De prædikatslogiske udtryk udtaler sig om, hvordan prædikater/egenskaber

forholder sig. Prædikaterne finder anvendelse på to logiske ord, alle () og nogen (). Det specielle

ved dette i forhold til Freges filosofi er, at dette er en kvantor- prædikat - model. Det vil sige, at

hvor for eksempel Aristoteles3 ville have en sætning af formen: Alle F er G, hvor ”alle F” er subjekt

og ”er G” som prædikat, havde Frege den betragtning, at både ”F” og ”G” er prædikater. Freges

model gør det muligt at se på sætninger med mere end et prædikat, for eksempel ”Alle elsker alle”.

Det mest væsentlige er dog, ”med den fregeanske formalisering af argumentet bliver det nu muligt

at demonstrere gyldigheden ved hjælp af reglerne fra regelsættet.” (Fra VTF s.13, se

litteraturliste). Det var imidlertid ikke så meget reglerne, der optog Frege, det var nærmere

gyldigheden. ”Reglerne skal indfange og afspejle det særlige ved de logiske udtryk, der sikrer, at

præmissernes sandhed overføres til konklusionen i de gyldige strukturer.” (Fra VTF s.14, se

litteraturliste). Med dette for øje udviklede Frege en semantik for det logiske sprog. Det er det, der i

dag kaldes for sandhedsfunktioner. Sandhedsfunktioner er tabeller opstillet over de forskellige

domslogiske konstanter, ”ved hjælp af tabellerne kan sandhedsværdien af en hvilken som helst

1 ”Frege benytter sig i Begrebsskrift af en særegen notation, der er blevet opgivet i løbet af det 20. århundrede. I nærværende gengivelse af Frege benyttes derfor i stedet den, der er blevet standard i moderne logikbøger” (Fra VTF s. 10, se litteraturliste) 2 ”1. Sætningsvariable er syntaktisk korrekte udtryk. 2. Hvis A er et syntaktisk korrekt udtryk, så er –A også et syntaktisk korrekt udtryk. 3. Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (AB) også et syntaktisk udtryk. 4. Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (A & B) også et syntaktisk korrekt udtryk. 5. Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (A v B) også et syntaktisk korrekt udtryk.” (Fra VTF s.11, se litteraturliste) 3 Aristoteles (384-322 f. Kr.) Fader til den formelle logik. Frege var ikke den første til at se på ”alle” og ”nogen”, og Aristoteles er naturlig at vælge til eksemplet, da han var den første formelle logiker. (Fra PFL s. 29, se litteraturliste)

domslogisk formel beregnes givet sandhedsværdierne for dens variabler.” (Fra PFL s.383, se

litteraturliste). På denne måde kan gyldigheden findes for de semantiske sætningslogiske udtryk.

Semantikken for de prædikatslogiske udtryk er principmæssigt det samme, nemlig at ”påvise,

hvorledes de logiske udtryk indvirker på præmissernes og konklusionens sandhed på en sådan

måde, at konklusionen i et gyldigt ræsonnement altid må være sand, når præmisserne er det.” (Fra

VTF s.15, se litteraturliste). Udfra dette udleder Frege sit ”kompositionalitets princip for betydning:

Betydningen af en sætning kan bestemmes ud fra betydningen af sætningens konstituenter.” (Fra

VTF s. 15, se litteraturliste). Dette princip er en funktion, ligesom sandhedsfunktionerne for de

sætningslogiske udtryk. En funktion ”fra betydningen af sætningskomponenterne til en

sandhedsværdi af hele sætningen.” (Fra VTF s.15, se litteraturliste). Det vil sige, at ”betydningen

af ”(x)Fx” er en sandhedsværdi: sand hvis alle udtryk af formen Fa, Fb, Fc og så videre er sande,

og ellers falsk. Ligeledes er betydningen af ”(x) Fx” en sandhedsværdi: sand, hvis mindst ét af

udtrykkene Fa, Fb, Fc og så videre er sande, og ellers falsk.” (Fra VTF s.15, se litteraturliste)

”(x) Fx” betyder at Fa, Fb, Fc er sande. Er præmissen sand må konklusionen også være det.

Med dette på plads udarbejdede Frege en semantik for det naturlige sprog. Freges udgangspunkt er

et ords reference. Et ords reference er ”den enkeltting, det pågældende navn står for.” (Fra VTF

s.15, se litteraturliste) og videre ”en hel sætning refererer således til en sandhedsværdi.” (Fra VTF

s. 16, se litteraturliste). Fra kompositionalitets princippet følger substitutionsprincippet, dette lyder:

”Ethvert udtryk, der indgår i en sætning, kan substitueres med ethvert andet udtryk med samme

reference, uden at sætningen selv ændrer reference (sandhedsværdi).” (Fra VTF s. 16, se

litteraturliste). Dette princip viser sig at være brugbart i henhold til beviset om, at konklusionen

følger af præmisserne. Hvis et udtryk i ræsonnementet udskiftes med et andet af samme reference,

behøver man ikke endnu en gang at se på, om konklusionen følger præmisserne. Det siger

substitutionsprincippet. Sandhedsværdien ændres ikke, fordi det udskiftede udtryk har samme

reference, som det nyindsatte. Dette betyder også, at en masse arbejde er sparet. Vi kan nu i

logikken nøjes med at se på det pågældende ræsonnements struktur, og ud fra dette konkludere at

dette gælder for alle med samme struktur. Med dette havde Frege løst sin opgave, men da han ville

overføre dette på det naturlige sprog, var det svære end som så.

Det naturlige sprog var for Frege mere problemfyldt end hans eget idealiserede logiske sprog. Det

gav især tre problemer: navneudtryk uden referent, intentionelle sætninger og informative identitets-

sætninger.

Med navneudtryk uden referent (tomme navne) menes der udtryk såsom ”det største tal eller

Sherlock Holmes”. Disse er navneudtryk, der bruges i det daglige og som forstås. Men i

virkeligheden er det meningsløst. Vi taler om ting, som i virkeligheden ikke eksisterer. Vi taler om

udtryk, som ingen referent har, og alligevel bruges de i vores sprog.

Intentionelle sætninger er sætninger der udtrykker følelser, for eksempel tro, frygt, forventninger og

håb. I sådanne sætninger holder substitutionsprincippet ikke, og holder dette princip ikke, så holder

kompositionalitetsprincippet heller ikke. Et eksempel på dette er: ”Peter håber, at han en dag

møder Superman Denne sætning kan være sand, samtidig med at denne er falsk: Peter håber, at

han en dag møder Clark Kent” (Fra VTF s. 17, se litteraturliste). Pointen er, at det er muligt, at

Peter ikke ved, at Superman og Clark Kent er én og samme person. I denne situation holder

substitutionsprincippet ikke og dermed heller ikke kompositionalitetsprincippet.

De informative identitets-sætninger illustreres bedst ved Freges eget eksempel med Morgenstjernen

& Aftenstjernen. Dette går i store træk ud på, at Morgenstjernen er den samme som Aftenstjernen.

Begge navne svarer til planeten Venus, der på forskellige tidspunkter har forskellige positioner.

Man har derfor troet at det var to forskellige planeter, men i virkeligheden er det én. Det vil sige, at

de to navne dækker over én og samme genstand. Problemet i dette er, at sætninger gerne skulle

være informative, og sætningen ”Morgenstjernen er identisk med Aftenstjernen” er lige så

informativ, som sætningen ”Morgenstjernen er identisk med Morgenstjernen”.

Det var disse tre problemstillinger, der ledte Frege til hans distinktion mellem mening & reference.

Reference har jeg allerede givet en definition af, og det var også denne, som Frege hurtig fandt

nødvendig at indsætte i det logiske sprog. Mening derimod er dette ”mere”, som der er i sproget.

Frege definerede mening som: ”den måde, som navnets referent præsenterer sig for os på.” (Fra

VTF s.19, se litteraturliste). Mening er det led i sproget, der formidler udtrykkets reference. Mening

er en del af sproget, der er i vores bevidsthed. Reference derimod er lokaliseret ude i den ydre

verden. Men dermed er ikke sagt, at mening er subjektiv, Frege laver et kompromis mellem mening,

som rent subjektiv og rent objektiv. Frege mener, at: ”mening er ganske vist subjektiv i den

forstand, at den er umiddelbar transparent for os; men samtidig er den objektiv derved, at den

medierer forbindelsen til noget objektivt, nemlig til det, som udtrykket refererer til”(Fra VTF

s.19,se litteraturliste).

”I et ideelt sprog gælder det endvidere, at hvert navneudtryk har netop én referent og netop én

mening”(Fra VTF s. 19, se litteraturliste). Dette er dog kun noget, der gælder for det ideelle sprog.

I det naturlige sprog er der mange forskellige kombinationer, forskellige udtryksformer, der ikke er

tilgængelige på det ideelle sprogplan. Således kan der være navneudtryk uden referent, eller udtryk

der har flere meninger.

Men uanset dette så kan Frege redegøre for de tre problemstillinger: Navneudtryk uden referent,

intentionelle sætninger og informative identitets-sætninger. Dette kan han ved hjælp af sin mening

& reference distinktion.

Navneudtryk uden referent, også kaldet tomme navne, er udtryk med mening men uden referent.

Det er heller ikke relevant om der en reference til meningen, mener Frege. Mening udtaler sig

nemlig ikke, om der findes en bestemt genstand ude i den virkelige verden. Vi forstår sætningen

uanset, om der i virkeligheden eksisterer den omtalte genstand. Det være sig en ting, personer eller

andet.

De intentionelle sætninger skabte problemet med at opretholde substitutionsprincippet, og dermed

også kompositionalitetsprincippet. Distinktionen mellem mening & reference bruges her til at redde

principperne. Eksemplet var sætningen ”Peter håber, at han en dag møder Superman”. Problemet

var, at Superman ikke uden videre kan erstattes med Clark Kent i denne sætning. Nu påpeger Frege,

at ”et navneudtryks reference er det, navneudtrykket refererer til” (Fra VTF s.21, se litteraturliste).

Dog er forskel på referencen i intentionelle sætninger og ikke-intentionelle sætninger. Det der

skaber den intentionelle del i vores sætning er ordet håber Peter håber at møde Superman, men

Superman og Clark Kent er jo den samme, så hvis Peter en dag møder Clark Kent, ja så har Peter

også mødt Superman. Peter håber at møde Superman og dermed også Clark Kent, bliver et

spørgsmål om, hvad Peter tror. Hvis Peter tror, at Superman er én og samme person som Clark

Kent, så betyder det ikke noget om det er den ene eller den anden Peter møder. Hvis Peter derimod

ikke forbinder Superman og Clark Kent, så bliver Peter skuffet, hvis han en dag bliver lovet at

møde Superman, og det er Clark Kent, der er der. Det hele kommer an på, hvilken mening Peter har

angående Superman/Clark Kent. ”Når et navneudtryk er indeholdt i en intentionel sætning, vil dets

reference således være lig med dets sædvanlige mening.” (Fra VTF s.21, se litteraturliste). Dette er

helt i overensstemmelse med substitutionsprincippet.

Endelig har vi de informative identitetssætninger. Freges distinktion kan her forklare, hvorledes

identitetssætninger kan være informative. Når vi for eksempel bliver fortalt, at Morgenstjernen er

identisk med Aftenstjernen, så får vi i virkeligheden information om, at de to forskellige meninger

har samme referent. Dermed lærer vi noget om de to meninger.

Diskussion vedrørende Freges opfattelse af mening og reference(Dette er baseret på VTF s. 8-22,42-68. , PFL s. 66, 197,377-378, 453-456,

http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf,

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Russell.html,, http://www.mpn3.dk/mening.PDF )

På Freges tid mente filosofferne, at hans værker var for matematiske, og matematikerne mente

værkerne var for filosofiske. Uanset dette er der dog alligevel nogle, der læste Frege og

kommenterede hans ideer.

Russell mente, at matematikkens grundprincipper kan udledes af logikken, altså logicisme, og dette

er en af lighedspunkterne med Frege. Uenigheden melder sig ved opfattelsen af mening &

reference. ”Frege står for den indirekte opfattelse af mening & reference. Relationen består af tre

elementer: Det sproglige udtryk, den genstand der refereres til (Bedeutung), og et begrebsmæssigt

indhold der muliggør fastsættelsen af referencen (Sinn). Dette er grundlaget for det indirekte syn på

reference. Russell foreslår derimod, at visse udtryk kan referere uden det begrebsmæssige bindeled,

og grundlægger dermed den direkte reference-teori.” (Fra .

http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf, se litteraturliste). Russell accepterede

således Freges tidligere arbejde, for eksempel Freges ”Begrebsskrift”, men var uenig med Frege

hvad angår ”Om mening & reference”. Det vil altså sige at Russell er enig med Frege når vi taler

om reference. Russell mener, at sproget skal tilskrives en semantisk værdi eller reference, semantisk

værdi og reference er dermed det samme. Men når Frege taler om mening har Russell en helt anden

holdning. Russell var stor tilhænger af princippet Ockhams ragekniv4, og det er blandt andet på

denne baggrund at Russell helt vil forkaste Freges mening. Russell mener, at Freges mening er

overflødig og dårlig forsvaret. Frege har simpelthen intet forsvar for at antage mening i sin teori og

ingen argumenter for nødvendigheden af antagelsen. Det væsentlige i Russells kritik af Frege

bygger på forskellen mellem kvantorerne og navnene. Det er her, at der er forskellige typer for

semantisk værdi. Navne har den semantiske værdi at være objekter og kvantorerne er anden-ordens

funktioner. Denne skelnen mellem navne og kvantorer medfører, at navne bliver nødt til at

forudsætte eksistensen af objekter. De objekter som navnet står for. Både Frege og Russell skelnede

i mellem navne og kvantorer. Russells ubestemte beskrivelser følger også Freges tanke, og Russells

opgave var den samme som Freges, at redegøre for beskrivelserne ved hjælp af kvantorer. Russells

bestemte beskrivelser går imod Freges. Frege mener, at bestemte beskrivelser i det naturlige sprog

skulle klassificeres som navne, og dette er et problem. ”Ifølge Freges semantik er en sætnings 4 Det princip at overflødige begreber, forudsætninger og så videre helt skal skæres væk fra ens teori. Teorien skal være så enkel som muligt, og så lidt som muligt skal antages.

sandhedsværdi bestemt af den semantiske værdi af de dele den består af. Og hvis et af de udtryk den

er bygget op af ikke har nogen semantisk værdi, så kan sætningen som helhed heller ikke have

nogen semantisk værdi, og det vil sige at den hverken er sand eller falsk”(Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli140/h2000/Russell.html, se litteraturliste). Frege indførte

mening for at komme udenom problemet. I det naturlige sprog opstår problemet når et navn ingen

reference har, har navnet ingen reference er det hverken sandt eller falsk. Samtidig mente Frege, at

denne tanke var sætningens mening, og dermed sætningens sandhedsbetingelse. Problemet med

Freges klassificering af navne går på, at gyldigheden i et argument bliver svær at bevise. Frege ville

bevise gyldigheden ved at vise sandhedsværdien for de enkelte dele i argumentet, og derefter vise at

konklusionen altid er sand, hvis præmisserne er det. Problemet opstår når vi klassificerer navne

uden semantisk værdi. Gør vi dette, kan vi ikke bevise gyldigheden i argumentet ved hjælp af

Freges model. Frege selv var opmærksom på problemet, hans forslag til en løsning var følgende: Vi

skal tildele navne ”som ikke udpeger noget en tilfældigt valgt genstand som sin semantiske værdi.”

(Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Russell.html, se litteraturliste). Dette kan

ikke kritiseres fra et rent logisk synspunkt. Freges forslag er så godt som noget andet, men sætter

man dette ind i en større sprogfilosofisk sammenhæng redder det intet.

Et navns mening i sproget er ikke afhængigt af, men derimod grundlæggende for, at det har

reference. Dette forhold er også gældende ved sætninger, således at forståelse af en sætnings

mening er at forstå dens sandhedsbetingelser og at vide, hvordan virkeligheden ser ud, hvis

sætningen skulle være sand. Vi forstår dermed ifølge Frege et givent sprog, når vi har en viden, der

kan konkludere, om forskellige sætninger i sproget er sande. I sin søgen efter begrebet mening tager

Frege således begrebet sandhed og definerer mening ud fra dette. Problemet er blot, at Frege tager

begrebet sandhed for givet Frege kommer da også selv ind på dette ved at sige, ”at vi kun kan råde

over en definition, der giver os en skabelon over begrebet sandhed” (Fra

http://www.mpn3.dk/mening.PDF, se litteraturliste). Dette er netop kritikken af mening.

WittgensteinWittgenstein5 var meget inspireret af både Russell og Frege, og fortsatte sin egen filosofi i deres

ånd. Wittgensteins filosofi er således en omfattende teori om logikkens grundlag og sprogets

virkemåde.

Den unge Wittgenstein var delvis enig med Frege og med Russell. Ligesom Russell har

Wittgenstein en ide om elementarsætninger, Russells logiske atomisme. Men Wittgenstein er også

enig med Frege i, at man kun forstår en sætning, når man kender sætningens sandhedsbetingelser.

Sådan er der mange lighedspunkter imellem disse tre, men forskelle er der også. Jeg vil nu se på

forskellene imellem Wittgenstein og Frege.

Frege skelnede imellem mening & reference. Wittgenstein skelnede imellem sætning/tanke &

mening. Wittgenstein mente ”at enhver meningsfuld sætning, enhver egentlig tanke, må have en helt

bestemt mening.” (Fra VTF s.56, se litteraturliste). Dette er forskelligt fra hvad Frege mente. Frege

mente, at der i det naturlige sprog fandtes tilfælde, hvor en sætning kan have flere forskellige

meninger. Ydermere er der en forskel på de to filosoffers definitioner af, hvad tanker er for noget.

Wittgensteins meningsteori er altså forskellig fra Freges. Wittgensteins meningsteori kan kort

forklares på følgende måde: ”Den virkelighed, som verden er, kan vi begribe gennem

kendsgerninger eller sagsforhold (relationer mellem genstande), fordi de billeder, som

sproget/sætningerne formidler, har den samme logiske form og struktur som det, de afbilder. Det er

dog ikke nok at kunne begribe denne virkelighed, den skal også have en mening. Den måde,

hvormed Wittgenstein vil vise os, at en sammensætning af navne kan have mening, er gennem en

række af de sætninger ”Tractatus Logico-Philosophicus” indledes med. Her ser vi, at alt hvad der

kan være, er sagsforhold og kombinationer af sagsforhold, og at de sagsforhold der rent faktisk

findes er kendsgerninger. Verden er dermed den samlede mængde af kendsgerninger” (Fra

http://www.mpn3.dk/mening.PDF, se litteraturliste). Man må sige at Wittgenstein helt

grundlæggende griber problemet an på en helt anden måde end Frege. Men hvad mening angår, så

er den grundlæggende forskel, at Wittgenstein ser mening som en del af sproget, der skal have

samme logiske form og struktur som det, det skal repræsentere.

5 En af kendetegnene ved Wittgenstein er, at han bliver opdelt i den unge og den ældre. Wittgenstein startede med at udgive værket ”Tractatus Logico-Philosophicus” i 1921 og anså sin filosofi som afsluttet efter dette værk. Men i 1929 genoptog han sit filosofiske arbejde, og det resulterede i værket ”Philosophische Untersuchungen” der udkom i 1953. Dette værk er ganske anderledes end det første. Wittgenstein havde i årerne efter ”Tractatus Logico-Philosophicus” opbygget en kritik af sit eget værk, og det var denne kritik han udtrykte i ”Philosophische Untersuchungen”. Derfor er Wittgensteins filosofi opdelt i den unge og den ældre

Sammenligning mellem Freges sprogfilosofi og Kripkes sprogfilosofi(Dette er baseret på VTF s.8-22, 37-51, 162-172,

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, PFL s.248-250, se litteraturliste)

Kripke er en amerikansk logiker og filosof. Han bidrog afgørende til modallogikkens semantik, og

startede således sin sprogfilosofi på samme måde som Frege. ”Modallogik er udsagns - og/eller

prædikatslogik, der udvides ved at tilføje modaludtrykkene nødvendighed & mulighed i form af

operatorer med en fast betydning, på linie med de logiske konstanter og de almindelige kvantorer.”

(Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) Udover dette

har Kripke et sprogfilosofisk system, der bygger på forholdet mellem navne6 og beskrivelser7.

Jeg vil i denne sammenligning se på Kripkes system af navne & beskrivelser og på Kripkes kritik af

Frege.

Kripke har som nævnt denne distinktion mellem to klasser af udtryk, navne & beskrivelser. Ved

navne forstås udtryk, som vi bruger intuitivt i dagligsproget, egennavne. De bestemte beskrivelser

er derimod hentet fra logikken, og det karakteristiske ved disse er hvordan deres reference

bestemmes. Grundproblemet for Frege og Kripke var, at forklare hvad det er der bestemmer et

navns reference. Frege mener at et navns reference bestemmes af dets mening, og det er denne teori

Kripke helt ønsker at forkaste. Frege mente, at forståelsen af et navns mening giver en bestemt slags

viden om navnets reference også. Kripke mener, at Frege antager at sprogbrugeren kender til

hvordan vi bruger sproget. Og dette er ikke realistisk. Alle bruger sproget, også de mennesker der

ikke tænker videre over det. Kripke opstiller mod -eksempler til dette, og det er generelt Kripkes

måde at arbejde på. Kripke ønsker ikke at udtale, at Freges arbejde er helt værdiløst, der er mange

sandheder i det Frege har formuleret, men det holder ikke fuldstændigt. Kripkes mod -eksempler

viser os fejlene i Freges system, og nogle fejl har selv Frege været inde på. Kripke ”oversætter”

Freges teori til, at sprogbrugeren navngiver genstande på følgende måde: ”Sprogbrugeren ønsker at

navngive et objekt. For at gøre dette, må sprogbrugeren først finde på en måde at beskrive

genstanden på, som er sand om genstanden, og kun om denne genstand. Når brugeren har fundet

denne beskrivelse, formes eller dannes en bestemt intention eller hensigt.” (Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste).

6 ”Navne som rigide designatorer” (Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) 7 ”Beskrivelser som ikke-rigide designatorer” (Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste)

Kripkes indvending imod dette er, at det kun er meget kompetente sprogbrugere, der ville kunne

gøre dette. Det er meget svært at komme med en unik beskrivelse for alle genstande, hvis de skal

navnegives. Kripkes eget mod -eksempel omhandler fysikeren Feynman. Det er de færreste, hvis de

overhovedet har hørt om ham, der kan give en unik beskrivelse af Feynman. De som kan vil højst

sandsynlig kun kunne sige, at han var en berømt fysiker, (hvilket man kan sætte spørgsmålstegn

ved, hvis det er de færreste der kender ham?!) og sandheden er, at der findes mange berømte

fysikere. Men selv om vi ikke kan komme med en unik beskrivelse af ham, vil de fleste af os stadig

kunne forstå et spørgsmål, som for eksempel: ”Ved du hvad Feynman egentlig var kendt for?”.

Kripkes påstand er, at vi udmærket godt kan forstå og tale om genstande, uden først at skulle give

unikke beskrivelser af dem. Denne påstand medfører, at der ikke er en nødvendig betingelse for

reference i Freges forstand. En anden indvending er, at beskrivelserne ofte bliver cirkulære. Tit vil

vi kun kunne beskrive en bestemt genstand ved hjælp af andre navne, og så vil beskrivelsen blive

cirkulær. ”Cirkulariteten kan ikke være med til at forklare, hvordan det lykkedes for navnet at

refererer til en bestemt person/genstand.” (Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) Kripke påstår at

selvom vores beskrivelser tit er cirkulære, forhindrer det os ikke i at forstå sproget. Vi kan stadig

referere til det, som navnene står for. En tredje indvending er at en person kan bruge et navn,

selvom personens beskrivelser af navnet er forkert. ”Grundtanken er, at en person kan bruge et

navn således, at det refererer til det, den almindeligvis gør på trods af at de beskrivelser personen

forbinder med navnet faktisk viser sig at være falske, betragtet som beskrivelser af det, som

personen ønsker at referere til.” (Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) Kripke kommer

altså med en række indvendinger imod Freges system der indikerer at sprogbrugeren er i stand til at

bruge et navn på nogle måder, som Freges system ikke tager højde for.

Afsluttende bemærkningerFrege lagde ud med logicismen, og formulerede en semantik for det logiske sprog. Hovedbegrebet i

semantikken blev referencen. Frege prøvede at overføre dette til det naturlige sprog, men dette var

mere genstridigt. Problemerne førte til at Frege indførte distinktionen mellem mening & reference.

Russell var af en anden mening på dette punkt, da han mente at begrebet om mening er overflødigt.

Det der adskiller almindelige navne fra logiske er ikke deres mening, ifølge Russell, men i stedet at

de ikke har nogen reference. Et nyere bidrag til sprogfilosofien er Kripkes. I modsætning til både

Russell og Frege var han mere interesseret i sprogets sociale aspekt, og søgte at vise, at den

beskrivende referenceteoris betingelser i mange situationer ikke opfyldes, da vores brug af navne

afhænger af sprogfællesskabet og navnets historie.

Jeg har i denne opgave besvaret følgende: En kritisk diskussion af Freges opfattelse af mening &

reference, og en gennemgang af denne. Jeg har sammenlignet Freges sprogfilosofi med Kripkes, og

på denne måde vist nogle mangler i Freges system.

LitteraturlisteForkortet navn: Navn:

VTF Vor tids filosofi, Engelsk og Amerikansk Filosofi, Poul Lübcke, Politikens

Forlag, 2003

PFL: Politikens Filosofi Leksikon, Poul Lübcke, Politiken, 1983

DSF: Politikens bog om De Store Filosoffer, Bryan Magee, Politiken, 1998

Kompendium: Kompendium til Moderne Filosofi 1b, Jens Hebor SDU, efteråret 2003,

Websites:

http://www.zap.to/jaeger

http://online.sfsu.edu/~kbach/FregeRus.html

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Russell.html

http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Frege2.html

http://www.mpn3.dk/mening.PDF

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html