side 28 side 29

Det er næsten umuligt at forestille sig, at der inde under de udtørrede, farveløse skråninger på bjerget Cabezón de Oro gemmer sig en verden, der er en diame-tral modsætning med farvestrålende sten-formationer samt et behageligt køligt og fugtigt klima.

Sådan tænker jeg i hvert fald, da jeg med resten af familien i den lejede fem-

gears Ford Focus snegler mig op ad den stejle landevej i middagsheden og ankom-mer fem minutter i 12, hvilket betyder, at vi lige præcis kan komme med på næste rundvisning. Man kan kun besøge klip-perne med guide, og for seks euro pr. vok-sen kan jeg stærkt anbefale, at man tager en udflugt fra Alicante, eller hvor man måtte opholde sig på Costa Brava.

På billetten er der et kamera med et stort, rødt kryds henover. ”Satans,” når jeg at tænke, da en rejseartikel uden bil-leder er cirka lige så interessant som en fodboldkamp uden en bold.

Nå, det må jeg snakke med guiden om, beslutter jeg, mens vi par- og familievis får taget ét af den slags billeder foran et billedtæppe, der aldrig bliver helt godt.

Til gengæld bruges der rigeligt med blitz, så pupillerne er totalt udvidede, da vi træder gennem en port og ind i grotten, der minder om en katedral med en særlig akustik og en forunderlig storhed.

Husk fantasien70 meter er der fra bund til top, og det er immervæk to gange Rundetårn oven

på hinanden. At komme fra 40 grader og ubarmhjertig sol udenfor og ind i dette gigantiske køleskab føles himmelsk. Selv om udsigten fra Cabezón de Oro er impo-nerende, tror jeg, at samtlige 30 deltagere på denne rundvisning vil give mig ret i, at Cuevas de Canelobre slår den med læng-der. Det er næsten ikke til at begribe, at dette surrealistiske, indelukkede rum har

skabt sig selv over flere millioner år uden hjælp fra hverken menneskehånd eller rumvæsner. I hvert fald ikke så vidt gui-den er informeret. Den britiske guide er yderst professionel og vidende. Med flere børn i gruppen forsøger han at fange deres opmærksomhed ved at vise dem,

spanienTekst og foto: simon staun, sim@fyens.dk

En halv times kørsel fra Alicante ligger den bjerg­tagende drypstensgrotte Cuevas de Canelobre, der byder på 17 grader året rundt og en række tryllebindende, naturskabte skulpturer

side 28

Cuevas de CanelobreDrypstensgrotte 24 kilome-ter fra alicante tæt på byen Busot. Grotten har været kendt i cirka 1300 år, da maurerne, som havde besat store dele af spanien, fandt den i 700-tallet.Drypsten dannes , når kulsyreholdigt vand pas-serer gennem kalk. når drå-berne rammer gulvet, vil en del af kalken blive udskilt, og der dannes efterhånden en opadvoksende drypsten-søjle, en stalagmit. De al-mindelige drypsten, som vender nedad, hedder sta-laktitter.et landskab med drypstens-huler, underjordiske floder og jordfaldshuller kaldes karst efter landskabet af samme

Farverig drypstenskatedral

Man skal stå de helt rigtige steder for at kunne se de figurer og skabninger, guiden nævner. Men man kan også bare finde sine egne ved fantasiens kraft.

Fortsættes næste side »

SPANIEN

FRANKRIG

PORTUG

AL

Barcelona

MIDDELHAVET

Alicante

Madrid

se flere billeder fra grotterne på www.mitfyn.dk

side 30

Det tager kun en halv time at køre til grotten fra alicante. Turen derud er som at køre gennem kulissen til en western.

hvilke dyr, fabeldyr, ansigter og skikkelser de skal holde øje med rundt på de forskel-lige plateauer.

Min femårige datter er ved at tabe næ-sen af forundring, da han skiftevis peger på stalaktitter og stalagmitter, der ligner en stor hvide haj fra gyserfilmen ”Dødens gab”, et dragehoved, en kvinde med sit barn i favnen som Jomfru Maria og en romersk hjelm. For ikke at glemme den enorme kandelaber-stalagmit, der har gi-vet navn til grotten. Der er nærmest ingen grænser for, hvilke skabelser og skikkelser man kan se for sig, hvis man husker at tage fantasien med ind i halvmørket.

Den hvide baby på 35 årJeg vidste godt på forhånd, at drypstens-formationer ikke just er hurtigvoksende. Men da guiden fortæller, at de blot vokser en centimeter på 100 år, overrasker det mig. For grottens længste stalaktitter og højeste stalagmitter er mere end 12 me-ter. 1200 centimeter gange 100 år. Det er 120.000 år. Det får det ikke til at gøre mindre ondt, da han med smerte i øjnene fortæller, at der under den spanske bor-gerkrig blev ødelagt flere mange hund-red tusinde år gamle stalaktitter, da man sprængte sig vej gennem klippemuren for at skabe en bredere indgang.

- Under borgerkrigen opbevarede og reparerede man flymotorer herinde, og for at få dem herind brugte man dynamit til at skabe den indgang, I kom ind ad. Det betød, at mange stalaktitter blev sprængt i stykker eller faldt til jorden og gik i styk-

ker på grund af rystelserne. I kan stadig se sværtede vægge på grund af soden fra eks-plosionerne, siger han og peger op.

Grotten blev også brugt til skjulested, og der skulle grangiveligt have boet hjem-løse børn i grotterne. Grottens yngste beboer i dag - i hvert fald hvis man taler om stalagmitterne – er ”Den hvide baby”, der med sine 35 år ligner en pøl af størk-net stearin på en klippe. Om blot 10.000 år vil den være vokset til en hel meter, og jeg håber da, at jeg til den tid kan komme forbi og hilse på den.

Jeg tror dog, at jeg vil forsøge at vende tilbage lidt tidligere. Kunne det arrange-res, så det passede med én af de klassiske koncerter i grotten, ville det være perfekt. Jeg er ikke den store fan af klassisk musik, men akustikken i drypstenshulen er helt unik, og med de rammer tør jeg slet ikke forestille mig, hvor musikken kan føre mig hen.

Britisk skældud til russerDet er som sagt forbudt at tage billeder, og det skal også tilføjes, at det er ganske svært at tage billeder under disse lysfor-hold. Inden vi gik ind i grotten, havde jeg indstillet mit kamera til det svage lys, og jeg sørgede konstant for at gå bagest ned ad trapperne, når gruppen bevægede sig ned mod bunden af grotten. Derfor kan jeg indimellem placere kameraet på et ge-lænder og undgå rystende hænder.

Da vi er på vej op mod drypstensforma-tionen, der ligner en romersk hjelm, be-gynder en russer at finde sit kamera frem, mens mit hænger i sikkerhed på min ryg. Guiden spotter ham og udbryder straks:

når man står i bunden af grotten, fornemmer man, hvor enorm den er.

- Ingen billeder! Du må have glemt, hvad jeg sagde, inden vi gik herind, hvæ-ser guiden med en spydighed, som kun en brite kan manifestere.

Jeg får næsten ondt af russeren, hvilket ellers er en sjældenhed for tiden. For en sikkerheds skyld gemmer jeg mit memo-rykort i en bukselomme, hvis vagterne mod forventning tjekker indholdet, inden man forlader grotten.

Det er naturligvis ikke i orden at bryde

en regel, men hvis man ikke bruger blitz, kan jeg i min vildeste fantasi ikke fore-stille mig, det skader at forevige den spek-takulære grottes drypsten. Selv om mine fotografier på ingen måder yder Cuevas de Canelobres sælsomhed respekt, er jeg alligevel glad for at have dem.

For det billede, vi efterfølgende køber for fem euro, er et noget tamt minde fra én af de mest oplagte seværdigheder tæt på Alicante.

Fortsat fra foregående side »