FiliongGONG

Organ for Lydforeningen GONG Nr. 25, juni 2009

Indhold:

Om helheden / Knud Brant Nielsen Den nordiske sang er ung… / Skye Løfvander Besyv Chakramusik … samt kort nyt, faste rubrikker, anekdoter, begivenhedskalender og meget andet!

FiliongGONG er organ for

Lydforeningen GONG, www.gong.dk

GONG er en ung forening, der forsøger at favne

musikalske udtryk som intuitiv sang, overtone-

sang, akustiske improvisationer og performance.

Foreningens formål er at skabe muligheder for

træning, leg, forskning og fordybelse i sammen-

hængen mellem stemme, klang, krop og psyke.

Vægten lægges på helhedsskabende lydudfol-

delse, overtonesang og lydhealing med både

kunstneriske, terapeutiske og meditative

aspekter.

Dette søges realiseret gennem sangaftener, kon-

certer, undervisning og netværksdannelse samt

oprettelse af vidensbank og kontakt med andre

foreninger, grupper og individer med be-

slægtede interesser.

Vi er uafhængige af økonomiske, politiske og

religiøse interesser.

Bestyrelsen i GONG, valgt på generalforsam-lingen 28. februar ’09, konstitueret 3. marts:

Formand, netmester: Jimmi P. Andersen,

27 21 90 69, lpjpa@yahoo.dk

Næstformand: Susanne Rasmussen,

35 26 56 80, suspaa5@hotmail.com

Kasserer: Iben Molin, 28 49 14 13,

iben@ibenmolin.dk

Sekretær: Skye Løfvander,

44 64 07 37/ 20 97 07 01,

skye.lofvander@gmail.com

… du er altid velkommen til at kontakte

bestyrelsesmedlemmerne om foreningens

forhold!

Indmeldelse i GONG sker ved indbetaling af

medlemsgebyr (se næste spalte) på foreningens

girokonto: 10015529. Netbank eller indbetaling via bank:

Reg.-nr. 1551, konto-nr. 10015529

Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01.

Husk at oplyse dit navn og hvad indbetalingen

skal dække!

Eventuelle spørgsmål vedrørende indmeldelse

og betaling kan ske til sekretæren.

Årsmedlemskab: 250,- kr. Nye medlemmer afregner det første år iht.

indmeldelsestidspunktet:

1. januar- 31. marts: 250,- kr.

inkl. 4 FiliongGONG

1. april- 30. juni: 200,- kr.

inkl. 3 FiliongGONG

1. juli- 30. september: 150,- kr.

inkl. 2 FiliongGONG

1. oktober- 31. december: 300,- kr.

inkl. medlemskab 2010 og 1+4 FiliongGONG

SONG/GONG

Personer bosiddende i Sverige, der er

fuldgyldige medlemmer af SONG (vores søster-

forening i Sverige), kan få et SONG-GONG

medlemskab. Dette indebærer:

- Medlemskontingent 50 % af GONGs medlems-

kontingent (125 kr. for 2009)

- Modtager FiliongGONG som andre GONG-

medlemmer.

- Kan deltage for halv pris i: Sangaftner, Spire-

kor, Træningsgruppen og andre aktiviteter, uden

honorarlønnet leder.

- Kan deltage i workshops og koncerter til

almindelige medlemspriser.

- Har ikke stemmeret på GONGs general-

forsamling og kan ikke opstille til GONGs

bestyrelse.

Om FiliongGONG: Vores medlemsblad udkommer fire GONG årligt

og sendes til medlemmer af foreningen samt til

særligt interesserede.

Pris, løssalg: 30,- + porto. Abonnement, ikke-medlem: 125,- pr. år.

Bladets indhold skal så vidt muligt relatere til

foreningens formålsparagraf. Alle er vel-komne

til at bidrage med indlæg, helst i elektronisk

form. Redaktionen kan dog ikke garantere, at

alle indlæg trykkes.

Oplag, FiliongGONG nr. 25: 160 eks.

Deadline, nr. 26: 20. august

Henvendelser: Skye Løfvander,

Fredskovhellet 2 G, 21, 3400 Hillerød.

Tlf. 20 97 07 01, skye.lofvander@gmail.com

Redaktørenlyd … det, som skulle have været til sommer-inspiration, bliver nu i stedet en optakt til den kommende sæson. Læserne bedes undskylde forsinkelsen! Til gengæld er der bonus på indholdssiden, idet bladet denne gang består af fire store artikler, hvis omfang har nødven-diggjort 32 tryksider mod normalt 28. Og så har vi tilmed krympet annoncerne, så de næsten kræver lup. De vender dog tilbage til almindelig skriftstørrelse i næste nummer. Alle FiliongGONG-læsere er vel med på, at ryt-me er vigtigt. I GONG har vi en uge-rytme med de faste aktiviteter i Tårnstudiet, vi har en månedsrytme med udsendelsen af nyhedsmail og samme frekvens følger de større koncerter og/ eller workshops omtrent. Et trykt blad er måske lige ved at være utidssvarende, og det sker da også, at redaktøren som denne gang snubler i processen, men et musikalsk øre kan måske tage det som et ’break’ eller en ottende-delspause, og bladet har altid været en god mulighed for at løbende at gøre status over, hvor langt vi er kommet, hvor vi er på vej hen og at have et manifest udtryk for det. Det er ikke mindre vigtigt efter sidste general-forsamling, hvor vi både fik ny formand og ny kasserer. Vi er stadig på vej med at finde rytmen i det også, foruden de praktiske udfordringer med fuldmagtsoverdragelser osv. Men ånden og stemningen i bestyrelsen er, som den skal være. Vi har et par gange oplevet, at supple-anter eller gæster har udtrykt beundring over godt mødeklima, hvor der både er plads til målrettet arbejde og sociale omveje… og omvendt! Vi vil gerne bevare de gode rytmer og måske endda ornamentere med nogle pral-triller, mordenter og diverse koloratur! Akustiske ekskursioner, som er et af de ele-menter vi gerne vil arbejde videre med, fik vi afprøvet i maj, hvor starten gik i Botanisk Haves Palmehus. Som altid når vi giver lyd, handler det om at kunne mærke balancen mellem på den ene side, hvad man har af udtryk, der trænger sig på, og på den anden, hvad rummet og de sagesløse andre mennesker kan have glæde af. Den rette kombination af frækhed og respekt – vi havde ikke spurgt om lov – kan medføre situationer, hvor både sangerne og de mennesker, som tilfældigvis befinder sig i rummet, kan føle sig løftede. Vi fik flere både udtalte og uudtalte tilkendegivelser om, at det lige akkurat var det, som skete.

Næste station var Geologisk Museum, som har to kupler: den første ved indgangen til højre, den anden i modsatte ende, udsmykket af Per Kirkeby. Blandt de fem GONG-sangere var der vist stort set enighed om, at akustikken var mere værd at komme for end de Kirkebyske smørerier. Vi havde set vores snit til at smutte ned i dette lidt afsides hjørne, men undervejs tiltrak vi os opmærksom-hed… på den gode måde. Vi kunne ret uforstyrret folde en ret lang session ud. Dette gik ikke helt så nemt, da vi drog videre til Statens Museum for Kunst, hvor der dels var kon-cert, dels flere mennesker og endelig var vi ved at være lidt trætte. Garderoben i kælderen har spæn-dende hvælvinger og der er flere gode hjørner, men pga. opsyn og publikum er det svært at åbne op… det lignede et antiklimaks! Men så ringede Hanne Siboni, som egentlig ville have været med fra star-ten, men som nu var taget ud for at øve i Kapellet på Assistens – og så vidste vi godt hvad ende-stationen skulle være. Kapellet har en vigtig plads i foreningens historie og akustikken er fantastisk. Vi var vist lidt trætte, men vi fik sat det rigtige punktum.

Geologisk Statens Museum Kapellet

SommerGONG ’09 er også et kvad værd, for sine intense sociale udvekslinger, for kreativitet og kuli-nariske udfoldelser for nye venner, sang og trom-mer, for balancen mellem anarki og orden og for rammerne, som vi føler os godt tilpas i.

I efteråret bliver et af de nye elementer i vores rytme GONG-saloner i Tårnstudiet, hvor spændende emner præsenteres og vendes i et levende forum.

I skrivende stund har vi netop afviklet koncert med Hosoo & Ensemble Transmongolia. Det var glæde-ligt at så forholdsvis mange dukkede op på en som-mersøndag, at bandet vanen tro ikke holdt noget tilbage og at rammen i form af Kapernaums-kirken atter viste sig perfekt til den form for koncert. Koncerten blev den første del af efterårets serie, ’Øret mod øst’, hvor næste kapitel er taiwanesisk, i Tårnstudiet 22. august, og mere er på bedding, bl.a. et ’Jødeharpe-træf’. Mongolerne tog videre til Sverige, hvor Gösta fejrede sin 60 års fødselsdag med et brag af festlige dage. TILLYKKE fra GONG til denne gode ven og inspirator!

O m h e l h e d e n majoritet & minoritet

Dette indlæg i kulturkonferencen, Castberggård 1992, om døve, døvblevne, hørehæmmedes, under-visningsmuligheder og kommunikationsformer er et forsøg på at vise at døveverdenens TEGN og høreverdenens ORD mødes i EKSPREMet, udtryks-enheden der afspejler tiden som historie og tiden som tilblivelse.

Efter den forløbne måneds inspirerende arbejde med indlægget er spørgsmålet for mig ikke, om ekspremologien er relevant for døve, døvblevne, hørehæmmede, men - hvordan?

Indlægget er således et stort spørgsmål: Hvad har disse tre - TEGN, EKSPREM, ORD - at sige hinanden?

Knud Brant Nielsen, Hovedstadens Ordblindeskole, marts-april 1992.

Hvad kan minoriteten give majoriteten - og dermed helheden? David slyngede Goliat en sten for pan-den. Det var hans løsning: “Der fik du den - og så er du død.” Det var dengang.

I dag ved vi at minoritet & majoritet er komple-mentære: når de kommunikerer, skabes udvikling for helheden.

Hvad kan døve, døvblevne og hørehæmmede som mindretal give det hørende flertal - og dermed hel-heden? Noget at tænke over!

Selvfølge og nødvendighed

For de fleste hørende er sproget så selvfølgeligt, at de knap skænker det en tanke. Sproget er der bare: man kan bruge det efter forgodtbefindende eller lade være.

For døve, døvblevne og hørehæmmede er sproget en tvingende nødvendighed. Nøden vender minoritetens opmærksomhed mod sproget og kan åbne for en særlig oplevelse af hvad sprog er, kan føre til en særlig viden om sprogets skjulte indre side.

Digtere er også minoritet. Også de arbejder med ordenes indre side. Og også de af indre nødven-dighed.

Nøden kan føre døve, døvblevne og hørehæmmede - og digtere - ind til sprogets bankende hjerte, tæt på det pulserende liv, nær det evige nu, hvor fortid og fremtid mødes i det poetiske, skabende.

Udforskningen af sprogets indre er opgave og gave til minoriteten: indlevelse i det ringeagtede og upåagtede, i det der ikke råber højt men virker i det stille.

Arkitekten le Corbusier beundrede musikkens skrift-sprog og søgte et tilsvarende skriftsprog for arki-tekturen.

Løsningen fandt han i DET GYLDNE MÅL, hvori minoritet forholder sig til majoritet som majoritet forholder sig til helhed:

Idet minoritet og majoritet vekselvirker med hinanden og med helheden, opstår livets bevægelser og former.

Ordet omkring er opbygget af 10 ekspremer – ud-tryksenheder - og er selv som udtryksenhed det 11. EKSPREM.

Her ses syv af ekspremerne med nogle af de mange ord, der svinger med (resonerer = giver resonans) i ordet omkring:

O M R I

‘rund’ ’omslutte’ ’rund’ ’indeni’

sol mur rund prik

klode rum rulle i

korona mund trille inde

bold lomme dreje lille

pose vams rotere bitte

pokal skærm skrue kim

OM KR RING

’om’ ’krum’ ’ring’

om kreds ring

tom krave kringle

krans

krone

krukke

Holger Drachmann indleder sit digt om kong Valde-mars kærlighed til Tove med at male Gurre Sø i ord:

Rundt omkring ved søen

stritter sivets ringmur

Ro og ro er to sider af samme mønt: ikke-bevægelse (hvile) og bevægelse (kredsløb). Og det ligger i bogstaverne:

R bruges ofte til at angive bevægelse, og 0 ofte om det runde. Altså ’R=bevægelsé’ + ’O=rund’ = kredsende bevægelse = ro.

Men det runde bogstav 0 bruges også ofte om harmoni, balance: når ’R=bevægelse’ falder til hvile i ’O=harmoni’, opstår ro.

Således bruger folkeviddet ordenes indre liv - oftest uden at være sig det bevidst. Det er ordenes her-og-nu-liv, men det er også historie og tradition. Således skriver filosoffen Platon:

“For det første synes jeg, bogstavet r ligesom er et middel til at udtrykke al bevægelse” og

“0 er tegnet for det runde”.

Skrevet for 2400 år siden!

Og i Dansk-Tegn Ordbog bruges den runde bevæ-gelse for at angive fx. omkreds, omgås, omsætning, sol, hel=komplet=total= verden.

Og digteren Gustaf Munch-Petersen tegner i digtet Rids ved hjælp af mange R en enkel skitse af vibens flugt:

viben skriger

en cirkel sort

skriger en kurve

hvid i luften –

saltengen drejer sig

Digteren og folkesjælen mødes i fortættede og udtryk:

Johannes V. Jensen ønskede ”at bekræfte de raske i retten til riget” - og den energiske aktivitet ses i vendingen ’at gøre karriere’. Karrierens vrængbillede er ræset. Heraf i protest mod konkurrence-stress det rammende rotte-ræs.

Når bogstav(er) og udtryk forener sig til en udtryks-enhed, skabes et eksprem, fx. ’R=bevægelse’, ’O=rund’, ’O=harmoni’

- og ’OMKRING=omkring’!

’Krum’ og ’ret’ er i årtusinder oplevet som modsætningspar: Produktet af reciprokke tal er tallet 1, f.eks. 1/4 x 4/1 = 1: der er absolut symmetri om omkring aksen 1/1, énheden.

Tilsvarende er det absolut balance, om de lodrette linier er strenge på et instrument: til venstre for 1/1 høres da - 1/4- 1/5- 1/6 - en dur-treklang, til højre - 4/1- 5/1- 6/1 - en mol-treklang.

De to tonekøn.

I absolut harmoni om aksen 1/1.

Robert Jacobsens skulptur bærer det franske navn Statique, der betyder både statisk og ligevægtslære. Og ligevægt er der - mellem krum og ret.

’Krum & ret’-komplementariteten er tidløs og objektiv.

Af KR og ’krum’ dannes ekspremet ’KR=krum’ både som udtryk for bevægelse (fx at kredse) og som ud-tryk for form (fx en kreds). Af ST og ret/ lige’ dan-nes ekspremet ’ST=ret/lige’, der også både udtryk-ker bevægelse (fx at stige) og form (fx en stige).

Her-og-nu-liv

Vekselvirkningen, spændingen mellem krum og ret som komplementært par, ses i grundvidenskab og billedkunst - og i poesi:

Rundt omkring ved søen

stritter sivets ringmur

og

Kræfter stemmer kræfter til styrke

ruden krummes - stormen står på

- og verdenshistorisk drama

Mennesket var for 2400 år siden i krise og kæm-pede for at komme ud af det net af myter, det følte sig spundet ind i. Det lykkedes: ud af den cykliske tids kredsen frigjordes den lineære tids mål-rettethed.

Fra O til →

Kulturhistorikeren Jean Gebser påviser krisens

sproglige sammenhæng, der - helt bogstaveligt – findes i spejlrødderne ‘gher-regh’! idet bevidst-heden havde behov for at komplettere den hidtil dominerende ‘gher’ med ‘regh’:

’bevægelse i kreds’: ‘gher’ –

‘regh’ : ’bevægelse i ret linie’

’gher’ ’regh’

kreds, kurve, cirkel regel, erigere, dirigere;

krone, kreere; kræve række; ret, rigtig

- og globalt opbrud

I vort århundrede opleves en voksende uro, der varsler undergang eller et nyt højere kulturtrin - som for 2400 år siden.

Nu gælder det frigørelse af mental bevidsthed til den mere om fattende integrale bevidsthed, fra lineær tid til radiær tid, idet den lineære tænkning har fortabt sig i udadrettethed og må forvandles i i radiær tids besindelse:

�

Nytænkning på alle områder også sprogets - er nød-vendig!

- og fremtidsvisioner

Sproget er i fokus i disse år. Overalt søges analogier til det. Ikke mindst forbindelsen musik, matematik, geometri - og sprog. En ny menneske-forståelse? En neo-renæssance?

Visionært formulerer digteren Paul la Cour:

“At bryde Brødet..! Det er som en Tonerække hos Bach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om Ordenes Liv.”

Hermann Hesse skriver i fremtidsromanen Glas-perlespillet:

“Spillet blev periodevis overtaget og efterlignet af næsten alle videnskaber, dvs. anvendt på deres do-mæne; bevidnet er dette for den klassiske filologis og logikkens domæner. Den analytiske betragtning af musik-værkerne havde ført til, at man indfangede musikalske forløb i fysisk-matematiske formler. Kort efter begyndte filologien at arbejde med denne metode og at måle sproglige strukturer på samme måde, som fysikken målte naturprocesser; derpå fulgte undersøgelsen af de bildende hvor der via arkitekturen allerede længe havde bestået en forbindelse til matematikken. Og nu opdagede man mellem de ad denne vej tilvejebragte abstrakte for-mer stedse nye relationer, analogier og paralleller.”

Filosoffen og matematikeren René Thoms yndlings-citat stammer fra en anden matematiker, Riemann:

“Når vi tænker en tanke, så er denne tankes mening intet andet end den underliggende fysiologiske pro-ces’ form. Semiotikken er derfor studiet af de former der opstår, når vi tænker... Problemet er (-) at søge at beskrive de simplificerede, stabile former i tænk-ningen, der resulterer af denne underliggende, kom-plicerede dynamik, på en enkel og brugbar måde.”

- og nu?

Filosoffen Mark Johnson er i The Body in the Mind fra 1987 måske nærmest på en vej ind i en realistisk, livsnær fremtid:

“Forestillingsstrukturer er gentagne dynamiske møn-stre i sansning og motorik, som gør at vi oplever og erfarer sammenhængende og struktureret ...“

“For mig er det vigtigste at vise at disse forestillings-strukturer har en tilstrækkelig stærk indre struktur til at binde vor forståelse og tænkning: de struktu-rerer vores måde at være i verden og vores måde at have en verden.”

Omkring år 1000 fik Guido fra Arezzo ideen om et musikalsk skriftsprog med linier og noder.

Først mere end 500 år senere var klaviaturet afklaret. Men så sent som i 1970’erne opdagede Frede Schandorf, at både skriftsprog og klaviatur er resultat af et enkelt matematisk princip, ’+2-tabel modulo 7’: et ur med 7 timer, hvor man tager 2 timer ad gangen.

Altså først SKRIFTSPROG, så INSTRUMENT - og sidst ERKENDELSEN af sammenhængen: sprog og klaviatur skabes samtidig - gennem veksel-virkningen mellem minoritet & majoritet og helhed - ved de enklest mulige tal 1:2:3:4.

Venter på ordets område tilsvarende afsløringer af sammenhænge mellem DØVES TEGNSPROG og HØRENDES BOGSTAVSPROG?

Måske samtidig med en intuitiv afdækning af, at tegnsprog og bogstavsprog indgår i en større, sammenhængende udvikling mod en ny kulturs mere præcise, rigere og endnu mere LEVENDE FÆLLESSPROG?

Sprogforskeren Otto Jespersen troede på en lignende UDVIKLING:

“Jeg tror ikke på en første gylden tidsalder, hvor alt i sproget var ekspressivt og havde præcise betydnings-indhold, men snarere på en langsomt fremad-skridende tendens mod fyldigere, lettere og mere adækvate udtryk (også emotionelt) - og i denne ud-vikling udgør det voksende antal lydsymbolske ord et ikke ubetydeligt element.”

DANSK-TEGN & DANSK- EKSPREM

ORDBOG ORDBOG

(1164) ’BR=brække’

itu brase sammen

afbryde brakmark

beskadige brase sammen

brud(et) brat

brække breakdance

defekt breakdown

destruere breche

forstuve brik

havari briket

hæve (møde) briste

i stykker brodsø

knække brokkasse

skade brokke sig

spolere brud(et)

ødelægge bryde

bræ

brække

brøde

brøk

Dansk-Tegn Ordbog og en ’Dansk-Eksprem Ordbog’ ville have meget at sige hinanden.

Ekspremologi – spotlights og flash

Livets kendetegn er bevægelse. Ekspremerne er livets udtryk: Jeg modtager, oplever og udsender bevægelser/ udtryk/ sprog.

Piet Hein grukker det således:

At jeg er hele verdens centrum,

er ingen hasarderet dom;

jeg slutter mig rent logisk til det,

for resten er jo udenom.

Ekspremerne fokuserer ofte på en bestemt sansekanal:

motorisk: ’SPR=sprede’: sprække, sprætte, sprælle, sprøjte

visuel: ’KR=krum’: krone, krans, krave, kringle, krikke

taktil: ’KN=knibe/knække’ : kno, knæ, knogle, knyst, ’knop’

kinæstetisk: ’FN=luftstrøm’: fnise, fnyse, fnug, fnok

auditiv: ’KL=’lyd’’: klinge, klokke, klukke, klirre, klaske

Ekspremerne sætter ofte hinanden i relief som modsætninger:

’ST=lige’ & KR=krum’

’ST=stav/stiv’ & ’SL=slange/slynge’

’ST=sammentrækkende/centripetal’ &

’SV=udvidende/centrifugal’

’SM=mund-’ & ’SN=næse-’

Ekspremerne kan (af og til) udvikles af hinanden:

’ST=lige’ + ’R=bevægelse’ = ’STR=langstrakt’

’S=bevægelse’ + ’KR=krum’ = ’SKR=skrabe’

’SK=skubbe’ + ’R=rund’ = ’SKR=skrabe’

Ekspremerne skaber - ved ekspressiv resonans — sam(men)spil mellem ord på kryds og tværs af andre sproglige spilleregler:

kl- klumpe klaske

d- dumpe daske

sl- slumpe slaske

b- bumpe baske

pl- plumpe plaske

’rumpe-----------dasker’

Ekspremerne kan forene sig til skabende kraft (poetisk kohæsion) i digtets tætte væv af ord: ’L=let/bevægelig’ & ’I=fin/liflig’ fletter sig til fælles udtryk for ånden i Grundtvigs pinsevers:

Det ånder himmelsk over støvet,

det vifter hjemlig gennem løvet,

det lufter liflig under sky fra paradis,

opladt på ny,

og yndig risler ved vor fod

i engen bæk af livets flod.

HISTORIENS SANG

Som dybest Brønd g altid klarest Vand,

og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,

saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand

ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.

Din egen Dag er kort, men Slægtens lang

læg øret ydmygt til dens Rod forneden:

Aartusind toner op i Graad og Sang,

mens Toppen suser imod Evigheden!

Livets træ - sprogets træ

Sproget - livets udtryk - er som et træ med rod og stamme, grene og blade, blomster og frugter, krone og top, frø og kim.

Stammen gennemstrømmes at’ safter fra rod til krone og fra krone til rod, begge veje: såvel sprog-forskningens beskrivelse af rod og stamme som den skabende bevidstheds stadige virken: ud-vekslingen mellem krone (kommende, nuværende og tidligere sprog) og rod (arketypernes, urbilleder-nes udtryk)

- mellem nærvær og oprindelse, mellem nutid og altid.

Oplevet sådan er den ekspressive livssaft ikke blot fortid eller abstrakt sprogteoretisk fænomen, men altidig oprindelse, tilblivelse, skabelse.

Denne evige vorden er statisk-dynamisk, således at ordet ’stå’ ikke blot i fortid er skabt at’ roden ’sta-’, men stadig dannes, permanent bliver til, hver gang ordet handles, siges, tænkes.

Heraf springer naturligt hypotesen, at ordet ’stå’ og dets rod ’sta-’ er udtryk for samme arketype, samme urbillede, som står bag kropsholdningen ’stå/opretstående’ som homo erectus’ adelsmærke: evnen at stå, som i fortid var én af udviklingens store erobringer, som i nutid er tindrende fryd hos småbarnet og dets omgivelser, som i fremtid vil minde mennesket om dets opgave som vare-tager af jordklodens skabende kraft: arketypen ’stå’, som i al tid var, er og vil være.

En fundamental ændring af sprogopfattelsen an-tydes alene i oplevelsen af at stammen ikke er at forstå statisk, men dynamisk, som strømmende struktur i vedvarende udveksling mellem sprog-træets krone og rod, stadig genfødt og båret af den ekspressive livssafts informationskraft: i oplevelsen af det statiske ST forvandlet til det dynamiske STR, fra statik til strømmen ved tilføjelse af R, bogstavet for bevægelse, R, der i sanskrit - østens latin - udgør en rod med betydningen ’at bevæge sig’, sammen-faldende med grundekspremet ’R=bevægelse’.

En frugtbar arbejdsmodel?

Øverst sprogtræets krone, nederst sprogtræets rod.

Til venstre døveverdenens tegn, til højre høre-verdenens ord.

Krone og rod vekselvirker i stammen - som natur. Tegn og ord kommunikerer i fællesskabet - som kultur.

Aksen krone- rod står vinkelret på aksen tegn- ord, er som elektromagneten hvis leder og magnet skaber et kraftfelt.

Krone og rod belives af tegn og ord.

Tegn og ord oplives af krone og rod.

Helhedens stemme

Kulturminister Grethe Rostbøll udtalte i marts i år:

“Om dansk sprog og. kultur er i fare, afhænger af os selv. Ândelig dovenskab og slaphed vil true os mere end alverdens traktater om internationalt sam-arbejde.”

Majoriteten ved det endnu ikke. Den kender ikke sin egen nød. Minoriteten - der af dyb og ægte erfa-ring kender nødvendigheden - kan komme majo-riteten til undsætning ved at tage sin opgave alvorligt: at levende- og inderliggøre sproget.

Det er før set at minoritetsgrupper var majoritetens helhedens avantgarde.

Således blev det ordblindeområdet, der fandt det radiære alfabetiseringsprincip, som nu er overtaget af lingvisterne. Tilsvarende kan døve, døvblevne og hørehæmmede - ved fælles indsats - tilføre dansk (og indoeuropæisk) sprog og kultur ny oplevelse og

forståelse af menneskelivet via pionerarbejde med sprogets inderside, den poetiske, den skabende.

I 1776 forfattede Thomas Jefferson Den ame-rikanske uafhængighedserklæring.

Lad denne store præsident - dette store menneske – begrunde og begejstre:

“Handlinger til gavn for andre giver os lyst, men hvorfra kommer det, at de giver os lyst? Fordi der fra naturens hånd er indplantet en kærlighed til andre i vort bryst, en sans for pligt over for dem, kort sagt et moralsk instinkt, som uimodståeligt får os til at føle deres nød og komme dem til hjælp.”

Afslutning på lørdagssurprise-foredraget

Uden minoritet, ingen majoritet. Uden majoritet, ingen minoritet.

De behøver hinanden, de er komplementære - og udgør tilsammen helheden.

Og helhedens - fællesskabets - kulturminister mener:

”Om dansk sprog og kultur er i fare afhænger af os selv. Åndelig dovenskab og almindelig slaphed vil true os mere end alverdens traktater om inter-nationalt samarbejde.”

Hvad kan nu døve, døvblevne og hørehæmmede som samlet minoritet tilbyde majoriteten?

Ja, minoriteten er jo - af nød-vendighed – sprog-bevidst og har et ganske særligt kendskab til sproget.

Og det er før sket, at en minoritet ydede til majo-riteten: det var således ordblindeområdet, der fandt det radiære alfabetiseringsprincip, som nu er over-taget af majoriteten, af lingvisterne. Og her er ma-joritetens ’forkant’ Mark Johnson, der i 1987 skriver:

“For mig er det vigtigste at vise, at disse forestil-lingsstrukturer er veldefinerede og findes overalt, og at de har tilstrækkelig stærk indre struktur til at binde vores forståelse og tænkning: de strukturerer vores måde at være i verden og vores måde at have en verden.”

Her - mener jeg - kunne nu døve, døvblevne og høre-hæmmede som samlet minoritet, der er tegn- og ordbevidst, konfrontere majoriteten med ople-velses/ forståelsesstruktur- og bogstav-forbin-delsen i fx ekspremerne ’KR=krum’, ’ST=lige’, ’IRRE=lille gentagen bevægelse’, ’STR=strække’, ’KN=knibe’ osv.

Eller minoriteten kunne lade sig inspirere af ’Castberggård-dynamoen’.

Den voksede ud af konferenceindbydelsens forside med det smukt rolige symmetriske anlæg omkring flagstangen. Tegningen genfandt jeg i en 3000 år gammel helleristning fra Bohuslen - det dynamiske solkors - og herudaf voksede ’Castberggård-dynamoen’!

’Castberggårddynamoen’ eller ’Den poetiske generator’ har fire vekselvirkende enheder i en helhed: til venstre døveverdenens tegn, til højre høreverdenens ord, øverst sprogets krone af tidligere, nuværende og fremtidige sprog, nederst sprogets rod: arketyperne, urbillederne.

I den vandrette akse kommunikerer tegn og ord i fællesskabet som kultur.

I den lodrette akse vekselvirker krone og rod i træstammens strømmende struktur som natur.

Lodret og vandret står vinkelret på hinanden, de er som magnet og leder i elektromagneten, der skaber et kraftfelt.

Det kraftfelt tror jeg på. Også at det er poetisk, altså skabende, et skabende kraftfelt, et poetisk kraftfelt. Og det er ganske vist. Om modellen virker(!) véd jeg ikke, men den er i hvert fald poetisk. Det har jeg autoritativ dækning for hos digteren Peter Plys:

En vinkel er kantet,

en cirkel er rund.

Det er jo ekspremet ’KN=knække’ i vinkel og kantet og ekspremet ’KR=krum’ i cirkel og ’R=rund’ i rund

- og dermed det rette og det krumme, 1-tallet og nullet: 1 & 0 - og hvor de mødes, kan der ske noget, her skabes livet, her genereres det gamle som evigt ungt, her er der drøn på drengen.

Måske er modellen et trin på en vej eller katalysator for noget bedre

- da har den tjent sit formål.

Uden minoritet ingen majoritet ingen helhed!

Måtte minoriteten erkende sit selvværd som uundværlig inspiration og pirkende incitament for majoritet og helhed.

Med ønske om drøn på dynamoen: et godt eksprem ’R=bevægelse’:

RRRRRRRRRRRRRRRRRRRR………………………..

Knud Brant Nielsen Castberggård, 9.5.92

Kilder/ henvisninger, ordnet sekventielt:

- Helleristning (udsnit) fra Bohuslen, Sverige – af Fred Gudnitz: Broncealderens Monumentalkunst 1962

Le Corbusier: Le Modulor 1953

1. Samuelsbog, kapitel 17

Holger Drachmann: ’Døgnets Salmer II’ 1879

Platon: dialogen Kratylos

Dansk-Tegn Ordbog

G. Munch-Petersen: ’Rids’ af ’Nitten digte’

Johannes V. Jensen: stedet ukendt: ’Bevinget ord’

Hans Kayser: Lehrbuch der Harmonik 1950

Robert Jacobsen: ‘Statique II’ 1959

Holger Drachmann : ‘Døgnets Salmer II’ 1879

Jacob Brant: ’Digte’ 1967

Jean Gebser: Ursprung und Gegeawart 1949/53

Frede Schandorf: Om chronomatik 1970-

Otto Jespersen: Linguistica 1933

Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog 1948

Hermann Hesse: Glasperlespillet 1943

René Thom i dagbladet Information 3.4.1992

Mark Johnson: The Body in the Mind University of Chicago Press 1987

Dansk-Tegn Ordbog 1979

Piet Hein: Gruk fra alle årene

N.F.S.Grundtvig : af ’I al sin glans nu stråler solen’ 1843/53

Jeppe Aakjær: ’Historiens Sang’ 1916

Jean Gebser: Ursprung und Gegenwart 1949/53

Grethe Rostbøll ifølge Berlingske Tidende 18.3.1992

Thomas Jefferson, citeret i Information april 1992

Den nordiske sang er en ung… /Skye

I løbet af vinter og forår har vi haft mulighed for at gribe en tråd, der ved Berit Alette Miennas sikre og nænsomme hånd leder lige ind til kernen af den fascinerende samiske kultur. Deltagerne hendes workshops i joik og anden samisk sang har haft fornøjelsen af at synge om Deano Maiia, som rejste gennem de nordlige regioner og fordrejede hovedet på mænd. Sangen går - meget karakteris-tisk for joik - i en d-dur-pentaton skala:

Hør melodien: www.kortlink.dk/uru

Nu vi er ved kvinder og navne, så lad det lige blive klart, at Berit egentlig kun præsenterer sig sådan for at gøre det lettere for os: den korrekte samiske form er Biret. Og vi får heldigvis mulighed for at gøre båndet stærkere, idet vi gør klar til Nordisk koncertaften i Rundetaarn 5. september og Nordisk Kulturuge 8.-14. november på Nørre Allé i sam-arbejde med Verdenskulturcentret som bor dér. Kom og mød os i lavu’en (same-teltet)!

På vej til en koncert sammen med Biret udtrykte jeg min forundring over, hvordan de norske og svenske samfund, som vi plejer at betragte som blandt de længst fremskredne mht. humanitet, i den grad har kuet og undertrykt det oprindelige folkeslag højt mod nord… hvorpå Biret nøgternt og venligt gjorde opmærksom på, at den væsentligste del af undertrykkelsen af de norske samer er sket under dansk overherredømme!

Til venstre: Shamanistisk helbredelses-ritual med tromme. Til højre: 'Runetromme' tilhørende den 100 år gamle same, Anders Paulsen. Trommen blev konfiskeret af myndighederne i Vadsø i 1691. I 1694 blev den overført til det Kongelige Kunst-kammer i København. Siden 1979 har den befundet sig på Saami Museum i Karasjok, Finnmarken, Norge. Kopi findes vistnok på Nationalmuseets etnografiske samling, København. Mere om sametrommen, mange billeder: http://old.no/samidrum/

Sammenstødet mellem naturfolkets shamanistiske verdenssyn og den kristne kultur bliver vel så tyde-ligt, som det kan blive med de dekorerede shaman-trommer, hvor man både kan se kors og kirker og de traditionelle shamanistiske elementer: verdens-akse, solkors, de tre verdener, dyrene osv. Samerne var generelt åbne for kristendommen og inkorpo-rerede den i sine anskuelser, men kirken forlangte, at være totalt enerådende på troens område. Presset var mest intenst efter reformationen, fra det 16. til det 19. århundrede var trommerne og den tilhørende sang aldeles forbudt – undertiden med dødsstraf som følge - og det skærer i hjertet at høre om den undertrykkelse, der har fundet sted helt op til tiden for Birets opvækst, og som også er blevet skildret i tale, på film og skrift af den kendte sanger-inde, Marie Boine, der ligesom Biret kommer fra same-hovedstaden, Karasjok i norske Finmarken.

Her er Deano Maiia i gang med sin væv! Man må gå ud fra, det er en kunstners frie gengivelse, for det har ikke været muligt at finde hårde facts om denne samiske femme fatale.

Kalevala

Her er to mænd i gang med??

… her er kæben af en gedde

… og endelig strengeinstrumentet kantele, også kaldet kannel.

Hvordan hænger det nu også sammen med det anslåede tema om nordisk sang?

Samerne var ikke kun presset af kulturerne syd-vestfra, også mod sydøst var der spændinger med finnerne, som gennem årene pressede samerne højere op mod nord. Begge folkegruppers sprog tilhører den finsk-ugriske sprogstamme, som sandsynligvis har sine rødder i Ural-Volga-området. Nyere genetisk forskning har i øvrigt påvist, at en anden del af den samiske baggrund deles med Europas første indvandrere, som også har baskerne som efterkommere, men at samerne har været bosat i det nordligste Skandinavien meget længe. Konflikterne mellem samer og finner er sandsyn-ligvis noget af baggrunden for det finske Kalevala-epos. Aksen i eposset udspændes mellem Kalevala-landet og Pohjola, landet mod nord. Det er dog næppe entydigt geografisk. De to mænd, som sidder her ovenfor, er i færd med at synge strofer af dette omfangsrige kvad, på den traditionelle måde. For at indlære og viderebringe de mange vers sætter sangerne sig overfor hin-anden, griber hinandens hænder og vugger sig ind i en rytme, mens de kalder teksterne frem.

Verslinierne hører sammen parvis – ikke nødvendig-vis med rim og har alle samme metriske opbygning: fire trokæer (lang stavelse- kort stavelse): Ka-le va-la har-me trik-ken lang-kort lang-kort lang-kort lang-kort

Det overleverede melodimateriale er pentatont

Værket er en collage af over 20.000 verslinier af samlet af Elias Lönroth (1802-84), som også selv har tildigtet et par procent af materialet for at kitte det sammen. Han indsamlede versene, som fandtes spredt i forskellige regioner i forskellige varianter og i større eller mindre uddrag, ved mellem 1827-42 at vandre 20.000 km rundt i Finland for at opsøge Kalevala-sangere og notere de dele, de hver især kunne huske. De første 32 sange bestående af godt 12.000 vers udkom i to bind 1835-36. I 1849 udgaves det, vi i dag kender som Kalevala, med 50 sange, som skildrer mytologiske skikkelser fra jordens skabelse til noget, der nok spejler historiske begivenheder.

Den mest markante gennemgående figur er den shamanistiske helt Väinämöinen, som behersker sangens og musikkens magiske kræfter. Han laver en kantele af kæben fra en gedde og kan med spillet på den og sin sang mane kræfterne i flere verdener. Väinämöinens båd støder på grund på en gigantisk gedde. Det lykkes ham at hugge hovedet af den, og deraf tilberedes et stort måltid. Af geddens kæbe laver han en kantele med strenge snoet af man-hårene fra en af skovguden Hisii’s hingste. Han sen-der instrumentet til snart den ene, snart til den anden, men ingen formår at vække den sande glæde, indtil kantelen selv taler og beder om at blive spillet af den mand som tilvirkede den:

41. SANG, Väinämöinens spil

Gamle, vise Väinämöinen, denne eviggamle sanger, rettede nu sine fingre, vasked sine tommeltotter, satte sig på spillestenen, slog sig ned på syngehellen, han tog plads på sølverbakken, satte sig på gyldenhøjen, tog sin strengeleg i hånden, på sit knæ den krumme kannel, lagde fingrene på strengen, tog til orde så og sagde: »Den skal komme her og høre, som ej førhen har lånt øre til en evig sangers toner, til en lille kannels klange.«

Pekka Halonen (1865-1933): Väinämöinen spiller kantele (1897)

Gamle, vise Väinämöinen tog nu til at spille dejligt på sit hakkebræt af knogler, kannelen af fiskeskroget. Fingren løftede sig smidigt, tomlen hævede sig spændstigt. Glæden blev til ægte glæde, frydefuldere blev fryden, spillet lød, som spil skai lyde, sangen klang, som sang skal klinge, geddetanden toned klangfuldt, toner strømmed ud fra knoglen, hingstehårene de hvined, ridehestens hårstrå skingred. Gamle Väinämöinen spilled. Der var ej i hele skoven, én, som gik på fire fødder, hoppede på sine langben, som ej kom der for at høre, for at frydes over spillet. Vimse egern hopped hastigt, sprang fra gren til gren i skoven, væsler nærmede sig stedet, lagde sig på markens gærder, elsdyr styrted over heden, skovens losser rendte lystigt. Ulven vågnede i mosen, bjørnen rejste sig på heden, fra sit skjul blandt uens fyrre, fra buskadsets tætte graner. Ulven løb en længre strækning, bjørnen vandred over heden, satte sig til sidst på hegnet, stilled sig ved gærdelågen, hegnet styrted om på klippen, lågen rulled ned på lien.

Så sprang bjørnen op i granen, svang sig op i fyrretræet, for at glædes over spillet, frydes over glade toner. Hvad der var af luftens fugle, hvad der svævede på vinger, det kom styrtende til stedet som et snevejr, når det stormer, for at glædes over spillet, for at frydes over kiangen. Og derhjemme hørte ørnen Suomis smukke tonestrømme; straks forlod den sine unger, gav sig til at flyve hurtigt til de kønne kanneildange, Väinämöinens smukke toner. ørnen svæved højt i luften, høgen fløj igennem skyen, og fra bølgen kom en isand, svanen fra en sumpet mose; der kom også bitte finker, kvidrende fløj mange fugle, der kom hundredvis af siskner, der kom næsten tusind lærker. De beundred ham fra luften, kvidred højt på mandens skulder, medens helten skabte toner, medens Väinämöinen spilled. Og naturens smukke døtre, luftens unge, skønne kvinder, blev forundret over spillet, lytted til den lille kannel, én sad højt på luftens bue, skinnede på himlens hvælving, og en anden på en blåne, på dens røde rand hun blomstred. Denne smukke månepige, solens underskønne datter, sad og holdt om vævekammen, løftede på sylleskaftet, mens hun væved på et guidstof, væved sølvstof, så det skramled, på den røde rand af blånen, yderst på den lange bue. Men så snart de fik at høre lyden af de smukke toner, så gled kammen dem af hænde, så faldt skytlen ud af hånden, og de gyldne tråde bristed, sølverskaftets tråde klirred. Og det væsen fandtes ikke, heller ikke under vandet, som bevæged sig med finner i den tætte fiskestime, som ej kom der for at lytte, for at frydes over spillet.

Gedder svømmed egenrådigt, vandets hunde vred sig fremad, og fra skærene kom laksen, heltene fra dybe høller, heitlinger og bitte skaller; aborrer og andre arter, svømmed bryst mod bryst mod sivet, lagde sig ved søens bredder, for at høre Väinämöinen, glædes over mandens toner. Ahto, vandets egen konge, bølgeoldingen med græsskæg, svømmed op til overfladen, viste sig tæt ved et søblad, lyttede til spillets toner, tog til orde så og sagde: »Aldrig har jeg hørt dets lige, ingentid og ingensinde, vise Väinämöinens spillen, denne gamle sangers toner. « Andepiger, som var søstre, kvinder, som var klædt i sivgræs, sad og kæmmed deres hårpragt, børsted deres lyse lokker, med en kam, som havde sølvkant, med en børste, som var gylden, da de hørte sære klange, helt vidunderlige toner. Kammen styrted ned i vandet, børsten sank i bølgedybet; deres hår blev ikke kæmmet, lokkerne kun halvvejs redte. Selve vandets egen frue, kællingen, som havde sivbryst, rejste sig i søens bølger, løftede sig op i vandet og kom hurtigt hen til sivet, klatred op på søens stene, for at høre disse klange, vise Väinämöinens toner. Helt besynderlig var klangen, stærkt betagende var spillet. Kvinden faldt i dyb, dyb slummer, da hun lagde sig på maven oven på en broget klippe, på den tykke helles midte. Gamle, vise Väinämöinen spilled én dag og den næste, og det mandfolk fandtes ikke, og den karl var ej i live, ingen mand og ingen kvinde, ingen pige, som bar fletning, uden de kom til at græde, uden deres hjerter smelted. Unge hulked, gamle hulked, også gifte karle hulked,

både mænd, som ej var gifte, og de halvvejs voksne knægte, drenge hulked, piger hulked, selv de alleryngste blandt dem, så besynderlig var sangen, så betagende var spillet. Selve vise Väinämöinen gav sig til at fælde tårer; der faldt dråber fra hans øjne, tårerne tog til at trille, nogle var som tranebærret, andre ligned store ærter, nogle æg af agerhønen, andre var som svalehovder. Vand løb fra det ene øje, tårer strømmed fra det andet, sived over mandens kinder, drypped på hans smukke ansigt, strømmed fra det smukke ansigt, ramte så hans brede kæber, strømmed fra hans brede kæber, ramte så hans hårde mandsbryst, strømmed fra hans hårde mandsbryst, ramte så hans stærke knæer, strømmed fra hans stærke knæer, ramte vristen på hans fødder, faldt fra vristen på hans fødder ned på jorden under foden. Derpå trilled disse tårer fra den gamle Väinämöinen til de dybblå strømmes strandbred, fra de dybblå strømmes strandbred sank de gennem klare bølger, ned på bundens mørke mudder.

Kalevala har haft større betydning for den finske nationalbevidsthed end Paavo Nurmi, Alvar Aalto, Jean Sibelius og Nokia tilsammen og kantelen er i dag Finlands nationalinstrument. Der findes et væld af materiale på nettet. Det følgende kan anbefales: www.kortlink.dk/6pk9

Väinämöinen minder umiddelbart om en skikkelse som Orfeus fra den græske mytologi, som med sin sang og lyrespil kunne besværge alle naturens riger. Her ses han omgivet af dyr, der hengiver sig til musikken. Eposformen med et væld af vers kendes også fra bl.a. middelalderens ridderdigtning i trou-badourernes tid, f.eks. Parzifal.

Kantelen kan også være et udgangspunkt til at forstå Kalevalas historiske sammenhæng, dels ved at se på bræt-citherens udbredelse og udvikling i Europa, dels ved fund af historiske instrumenter. Her er ulempen naturligvis, at de gamle kanteler blev fremstillet af forgængelige materialer, som trods alt nok oftere var træ end geddekæber. Før metal-strengenes tid har man brugt hestehår og snoet menneskehår. Der er også lingvistiske træk, som kan belyse instru-mentets historie. Kantele kan bl.a. være etymo-logisk beslægtet med den mellemøstlige quanun:

Imidlertid er og bliver Kalevala et kludetæppe syet sammen af Lönroth, hvor nogle af lapperne er klippet ud af ham selv, andre stammer fra digtere i århundrederne umiddelbart forud for samlingen, den væsentligste del formodes at stamme fra mid-delalderen, mens måske 20 % af sangene kan stam-me tilbage fra et Estland før kristendommen.

… her findes igen en dansk forbindelse, idet hoved-staden dér jo hedder Talinn (egentlig Tanii Linn, danskerborgen). Hertil knytter sig også historien om Valdemars korstog mod esterne 1219, hvor Dan-nebrog ’faldt ned fra himlen’. Imidlertid kendtes Talinn fra østlige slaviske kilder som Kolyvan, (jf. Kalevala) og er første gang noteret i et atlas fra 1154 som qlwny. Det skal bemærkes, at det er sam-me år, som Finland blev kristnet under svenske kong Erik.

Jeg ejer selv en dejlig kantele fra Estland, hvor min afdøde farmor kommer fra – dog af tysk slægt. Min far tog instrumentet med efter en rejse tilbage til fortiden. Og den spreder ret med sin sølverne klang en lindring og lise når tiden er trang … og er et rent ud glimrende redskab til at opøve ørets sans for rene intervaller og skalaer, når man stemmer den. Dette vækker imidlertid også spørgsmålet om, hvorfor kantelen af kalevala-forskere så entydigt kategoriseres som et instrument, der fandt sin plads i en shamanistisk sammenhæng, altså i en natur-forbundet religion og verdensanskuelse. Dels er det ganske enkelt trommen, som er definerende fællesnævner for de shamanistiske kulturer, dels har lignende strengeinstrumenter med de komplekse muligheder for stemning, skalaer og proportions-forståelse været en af de vigtigste – sikkert langt mere end de fleste gør sig klart - omdrejningsakser for udvikling af ’høj-kulturer’ gennem tusinder år. Svaret er primært, at Väinämöinen-skikkelsen i Kale-vala på en lang række områder er skildret som en shaman: han rejser til jordens indre, han har direkte kontakt med dyrene, han besværger og maner, han emmer af magi og trolddomskundskab i direkte kontakt med naturens riger og elementer. Myten fylder mere end det håndgribelige.

Det er også værd at drage sammenligning med en anden shamanistisk kultur, hvor et strenge-instrument har stået centralt, nemlig de mongolske og tuvinske folkeslags hestehoved-violin, som op-rindeligt blev bygget med et heste-kranium som selve instrumentets sangbund (’klang-kassen’), ikke blot som ovenfor instrumentets hoved.

Det er karakteristisk at udviklingen fra shamanistisk præget verdenssyn til buddhisme, både i disse og andre områder er forløbet langt mere gnidningsfrit end tilsvarende overgange til kristendom.

Der trods alt næppe blevet bygget så mange kanteler over geddekranier, men det er et typisk træk i shamanisme, at man kan ride på instru-mentets sjæl under spillet og det drejer sig også i helt konkret forstand om sjælen af det dyr, der har lagt hår, fjer, skind eller knogler til. Väinämöinens kantele blev udstyret med hår fra en af den mægtige naturånd Hiisis hingste, og en gedde så stor, at en båd kan grundstøde på den, er naturligvis ikke en hvilken som helst gedde, så det belyser også, hvilke kræfter Väinämöinen spiller og synger frem.

På shamantrommer fra Centralasiens nomadefolk har heste naturligvis samme ikonografiske status som renerne har for samerne.

Hvis Kalevala er mere end mytologiske forestillinger sat på vers, men også spejler historiske forhold, er det ikke kun de konkrete konflikter mellem de finske og samiske folke-grupper, der skildres, det er også kulturkriser ved overgangen fra en verdens-anskuelse til en anden.

I Kalevalas allersidste sang skildres en konflikt mellem Väinämöinen og det drengebarn, som til sidst døbes og udråbes til konge af Karelen (nutidens sydøstlige Finland og Russiske grænse-områder), hvorpå Väinämöinen må trække sig, og ligesom andre mytologiske skikkelser sluttelig sejler bort i sin båd. Han efterlader som gave en anden magisk kantele, med ramme af birk og strenge snoet af en villig jomfrus hår. Det nævnte drenge-barn er såmænd født af Marjatta, der undfangede ham ved at spise et tyttebær. Med dåbs-temaet, shamanens nederlag og Kristus- og Maria-allusio-nerne er Väinämöinens svanesang således oplagt en beskrivelse af kristendommens overtag og sha-manismens tilbagetog. Om denne pointe skal tilskrives Lönroth eller traditionen, har jeg endnu ikke fået klarhed over.

Det er imidlertid væsentligt, at skellet mellem natur-religion og kultur-religion selvfølgelig ikke kan være kniv-skarpt og entydigt, og her tænkes ikke kun på mange moderne shamaners uforbe-holdne glæde for sne-scootere og digital teknik. Forskeren Bo Sommarström fremsatte således i 1980’erne en hypotese om same-trommens funk-tion som stjernekort, hvor en undersøgelse af 41 trommer fra det sydlige sameland af typen med et centralt solkors sandsynliggjorde, at placeringen af trommernes figurer kunne tilskrives dyre-kredsens stjernebilleder foruden konstellationer som Pega-sus, Orion og Mælkevejen.

Uanset om teorien er korrekt, er det evident, at vores forestilling om såkaldt primitiv kultur sætter vores egen dekadence i relief. Vi har evigheds-kalendere i vores mobiltelefoner, men de fleste tror, der går 28 døgn fra fuldmåne til fuldmåne – mens det korrekte tidsrum er lige godt 29½ døgn.

Og der hersker en helt tilsvarende fremmedgørelse i musikken, som verden over nu er indkapslet i en sammenhæng, hvor sansen for rene intervaller og skalaer er gået fløjten som følge af et århundredes praktiske men noget ufølsomme stemnings-politik.

Uanset om man skal forstå Kalevalas kerne som et udtryk for forestillinger der hører en førkristelig kultur til, eller den netop spejler en ung by- og nationalkultur, er der meget som vækker tanker. Det er vel positivt, at man ikke i de moderne skoler terper udenadslære, men vi har faktisk i vid ud-strækning mistet evnen til at bruge hjernens kolos-sale hukommelses-muligheder, ikke mindst i sam-menhængen med det rytmiske aspekt. Endnu for 50 år siden var der en almindelig bevidsthed om trokæer, jamber og øvrige elementer til forståelsen af versformer. Ideen bag indlæring af salmevers er - uanset om man finder indholdet tidssvarende og at det naturligvis kan gribes forkert an – noget nær et eviggyldigt første skridt til at inderliggøre poesi. Det er for så vidt glædeligt, at lysten til at rime og rytmisere bryder gennem asfalten i form af rap og poetry slam, men hvad kan det ikke blive til, hvis glæden og udtryks-trangen kan virke videre uden angst for struktur-bevidsthed!? … og hvem siger, det skal være på bekostning af evnen til med vers og sang at komme på bølgelængde med naturens riger og elementer!? Om vi så lige med det første kommer på niveau med det, der herskede i form af skjalde-digtningen (læs herom: www.kortlink.dk/6ppx ) i det norrøne område eller med Kalevala-digt-ningen, er nok et spørgsmål, men Väinämöinen lovede ved sin afrejse som en Holger Danske at vende tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt.

Väinämöinen stævner ud. Til venstre Marjatta med barn.

Besyv /Skye Løfvander

Det er meget vanskeligt at komme udenom den teo-sofiske impuls, hvis man bevæger sig i kredse, der søger et holistisk verdensbillede og indre udvikling, meditation osv. Teosofien har farvet den store og meget løst definerede ’new age’ subkultur, og må betragtes som repræsentant for den mere modne og afklarede del af det miljø. Imidlertid blomstrer det med myter og løstflyvende forestillinger, som det kan være nødvendig at sortere fra i et mere tids-svarende forsøg på at lancere et holistisk verdens-billede. Undertegnede har en slægtskabsfølelse, men bestemt også et skarpt og kritisk øje til de ’sand-heder’, teosofien bygger på, og de måder, de bliver præsenteret. Der har her ikke været plads til de refleksioner, diskussion, underbygning og doku-mentation for kritikpunkterne, som luftes her. Se mere på www.detspringendepunkt.net Teosofisk Forening har ganske storsindet inviteret til debat om de berørte temaer tirsdag d. 27. oktober kl. 19.00 i centeret, Skt. Knudsvej 27, Frederiksberg C. Syv planeter, syv toner, syv farver, syv chakraer, syv ugedage, syv verdenshave, syv stråler… Man bliver let revet med allerede efter at have nævnt syv vigtige syv-delte strukturer. Imidlertid er det spørgsmålet, om vi ikke af gammel vane påtvinger en syvdeling på områder, hvor det dybest set slet ikke er oplagt?

Tobias Schütz: Harmonia macrocosmi cum microcosmi (Harmonien mellem mikro- og makrokosmos), 1654. - Et verdensbillede som det kunne se ud til og med renæssancen: Der er fire elementer: jord, vand ild og luft (nederst til venstre) og tre kvaliteter/principper: kviksølv, salt og svovl (astrologiens bevægelig- fast- kardinal/ sjæl- krop- ånd, nederst til højre). Kosmos flankeres af hhv. Hermes Trismegistos, den myto-logiske ophavsmand til Smaragdtavlen (”Som foroven, så-ledes også forneden”) og Paracelsus. Gud, faderåndens hånd, styrer Anima, sjælen, som igen bevæger (jf. at animere) det jordiske menneske.

Den gamle vane rækker tilbage til dengang, vi betragtede og spejlede os i de primære himmel-legemers bevægelser, og dem var der jo syv af: Sol og måne – varm og kold, Mars og Venus – krig og kærlighed, Jupiter og Saturn – udvidelse og sam-mentrækning - og så Merkur, den lille Peter Spille-mand! De to himmellys – dagens og nattens – og de fem vandrestjerner blev betragtet som guder og det er egentlig ikke så underligt i en fase, hvor der var mindre lysforurening, og især fordi man brugte himmelhvælvingens lys til at forstå kosmos: tidens gang og rummet omkring sig. De syvs symbolik blev ført over i de strukturer, man brugte til at holde styr på sin daglige tid og sit hverdagsrum, men nogle af associationerne bør vi nok tage op til revision!! Der skete en vældig omvæltning i renæssancen, hvor man med mikroskop og teleskop fik åbnet op for nye indsigter i både mikro- og makrokosmos. Bl.a. blev det efterhånden klart, at solen var i systemets centrum og at der var flere planeter! Mange har været kede af den rationalisme som fulgte: det har kunnet opleves som sjælen blev drevet ud af verdensbillederne.

Med teosofiens ankomst i anden halvdel af 19. århundrede udkrystalliseredes anskuelser i en sub-kultur, som forsøgte at genvinde oldtidens holis-tiske oplevelse af verden. Imidlertid virker det som om, moderne teosofiske formidlere blindt videre-fører forestillingen om, at alting går op i syv, så derfor må vi lige tage en tur rundt i hepta-landskabet:

Stifteren af Teosofisk Samfund Helena P. Blavatskys betragtninger om de syv stråler - et begreb som er blevet en kerneforestilling i teosofien - møder vi, så vidt vides, første gang i Isis Unveiled fra 1877. I det tykke værk præsenteres vi for, hvad forfatteren anser for begrebets baggrund, særlig i første binds kapitel 9, som for en stor del handler om tallet syv:

Helena Petrovna Blavatsky 1831-91,

stifter af Teosofisk Samfund, New York 1875

”Vi må konsultere pythagoræerne og kabbalisterne for at forstå dette tals indhold. I eksoterisk forstand er regnbuespektrets syv stråler repræsenteret af den syv-hovedede gud Heptaktis. Disse syv stråler udgår fra de tre primære stråler, nemlig den røde, den blå og den gule, der tilsammen danner den solare tre-enighed, som et udtryk for hhv. ånd-substans og ånd-essens. Moderne videnskab har på tilsvarende vis ført de syv stråler tilbage til tre primære, og således underbygget oldtidens indsigt, hvad angår i det mindste en af de synlige manifestationer af den usynlige guddom samt syvheden inddelt i hhv. en firhed og en trehed.”

”Og hvilke tal optræder oftest i sanskrit-teksterne til de ophøjede hymner til skabelsen og den ene Gud og de talløse manifestationer af hans kraft? ÉT, TRE og SYV. Læs hymnen af Dirghatamas ’Til Ham som repræsenterer alle guder’: ”Den nærværværende, vores velsignede herre, vores offerbringer, har en bror som spreder sig i himlens mellemste region. Der findes en tredje bror, som vi bestænker med vore drikofre… Det er ham, jeg har set som menneskets herre og bevæbnet med syv stråler.” Og atter: ”Syv tømmer styrer vognen med det ene hjul, som trækkes af en hest, der skinner med syv stråler. Hjulet har tre arme, et udødeligt hjul som aldrig slides og hvorfra alle verdener er ophængt.”” Det korte af det lange må blive, at der plæderes for et verdensbillede, som dels trækker på oldtidens kulturer, hvor de syv himmellegemer gennem-syrede forståelsen af alt, dels forudsætter, at eksempelvis den moderne lyslære bekræfter en grundlæggende syvdeling.

I en meget refereret artikel The Number Seven fra Tidsskriftet the Teosophist, 1880, fremstår læren om syvtallets fortræffelighed bestemt ikke mere reflek-teret og velfunderet, det er tværtom en oprems-ning af myter og tradition, hvor syvtallet spiller en fremtrædende rolle.

At en syvdeling med baggrund i antallet af himmel-legemer må være tvivlsom, er allerede antydet. Moderne teosoffer synes at klamre sig til anskuelsen og forsøger at ’redde’ den bl.a. ved at sondre mellem såkaldt ’hellige’ og ’ikke-hellige’ planeter. Hvis vi videre skal betragte regnbue-spektret og farvelære, må man se i øjnene, at delingen rød- orange- gul- grøn- blå- indigo- violet kun er blevet møntet, fordi Newton selv var farvet af de astro-logiske og alkymiske forestillingsverdener – med syv i højsædet - som han også beskæftigede sig ind-gående med.

Farve- og tonecirkel fra Isaac Newtons (1643-1727) Opticks (1704). Det er kendetegnende, at Newtons autoritet - for så vidt berettiget – har været så stor, at det tog viden-skaben 200 år – og teosofien mindst 300 - at korrigere hans ikke helt holdbare association! Senere teosofiske udlægninger af de ophøjede syv peger på de tre primærfarver, tre sekundærfarver og hvid som en kombinatorisk A, B, C, A+B, A+C, B+C, A+B+C, men det opfylder akkurat ikke deres egen grundforestilling om ’syv stråler som udgår fra tre primære’… som moderne videnskab vel at mærke heller ikke underbygger!

Til venstre: Subtraktiv farveblanding (pigmentfarver: maling, printerblæk mm.) Til højre: additiv farveblanding (lysstråler: tv, scenelys mm.).

Der er i lyset af senere erkendelse intet hold i at betragte indigo som en grundfarve, idet spektret primært er tredelt og sekundært seks-delt – omend med rød-orange, grøn og blå som grund-farver (se blot dit Tv, som jo er en strålekanon!), hvis vi skal tale stråler (i modsætning til pigment-farvernes magenta- gul- cyan).

At fascinationen drev Newton videre til at sammen-holde farveoktaven med toneoktaven er bemær-kelsesværdigt i både heldig og uheldig forstand… og er i øvrigt blevet duplikeret, men desværre ikke korrigeret af andre videnskabelige sværvægtere som Carl F. Gauss (1777- 1855) og Hermann von Helmholtz (1824-91). Første del af associationen er klar: I både farvernes og tonernes verden betyder begrebet oktav ’gentagelse af samme kvalitet på et nyt niveau’. Det er derfor, rød og violet ikke bare skal betragtes som to ender af en målestok, men som nabofarver i en cirkel – eller måske mere korrekt: en spiral! Og det derfor, at mænd og kvinder uden problemer synger smukt sammen enstemmigt, selvom kvinder-nes toner reelt svinger med den dobbelte frekvens. Alle C’erne på et klaver har samme navn, samme identitet, men adskilt med fordobling/ halvering af bølgelængde/ frekvens i forhold til nabo-oktaverne.

Matematisk er oktaven svingningsforholdet 1:2. Visuelt-strukturelt er spiralen et oplagt billede: Noget udvikler sig og vender tilbage på et højere eller lavere niveau.

Kontinuert spektrum, der, som det fremgår af bølge-længderne, dækker lige knapt én oktav. I Regnbuespektret mangler det såkaldte purpurbånd, som ville have fuldbyrdet oktaven. Indigo indgår mellem ca. 450 og 420nm, men er at betragte som en tertiær farve. Enhver deling af oktaver – også farvespektrets – er kulturelt betinget, om end nogle delinger er mere oplagte og universelt begrundede end andre.

Vi kan ret præcist se én oktav/ én spiralvinding/ frekvens-proportionen 1:2 af regnbuespektret, som naturligvis indeholder uendeligt mange farver. NB! De angivne værdier er ikke som ovenfor farvernes bølgelængde, men den omvendt proportionale frekvens. Her er purpurbåndet med.

… Men vi kan høre omkring 10 oktaver af det tonale spek-trum. Her er der 8½ oktav. Ved fordoblinger af den dybe tone på 32 Hz i centrum, kommer vi otte oktaver højere til 8.192 Hz. Det er vigtigt at holde sig for øje, at spiral-strukturen er en anskueliggørelse af ’natur’, mens akserne – oktavens deling - er menneskeværk, kultur, i dette tilfælde ligedelt oktav/ ligesvævende temperatur.

Men hverken Newton eller stort set alle de andre, som har beskæftiget sig med analogierne mellem en toneskala og et regnbuespektrum har reflek-teret tilstrækkeligt dybt over, at førstnævnte er et kultur-produkt, sidstnævnte er natur. Og det er i de spirituelle subkulturer alt for udbredt med en søvngængeragtig sætten lighedstegn mel-lem farver og toner.

Det er nødvendigt at reflektere over, dels hvor langt de to verdener befinder sig fra hinanden – de ca. 44 oktaver er en kolossal afstand – dels at det handler om to forskellige bølgetyper og endelig, at netop det faktum, at vores sanse-apparat er åbent for meget forskellige størrelser udsnit af de respektive spektre – én hhv. 10-11 oktaver – gør, at vi strukturerer vores oplevelse af dem meget forskelligt.

Musikkens oktav kan mennesket dele, og har men-nesket delt, på et væld af forskellige måder. De pentatone – oktavens deling i fem trin – synes at have været dominerende på et tidligere stadium, mens det for tiden især er de heptatone – syvdelte - skalaer der hersker – men det er ikke nødvendigvis for al evighed og det kan gøres på tusinder af måder, hvis vi både forstår skala og tonesystem (stemningen af tonerne) som variable! Man kan sågar med en kombination af historiske og matematiske ræsonnementer give et bud på, hvad der ligger bag næste sving i forhold til oktavens deling til tonemateriale! Og hvis vi skal se på toneoktavens naturlige deling, er syv-tallet slet ikke relevant, da vi så skal tænke binært – i et to-talssystem, for mht. antallet af tonetrin deles hver oktav i naturtonerækken efter sekvensen 1- 2- 4- 8- 16- …

Naturens deling af oktaven i naturtonerækken - her de første 16 deltoner, svarende til fire oktaver. Akserne afviger tydeligt fra den ’kultiverede’ tonespiral.

Hvis man endelig skulle pege på syvtallets vigtige rolle i musikken er det i en struktur, som stadig er kulturelt betinget, men dog er næsten universel: 12 rene kvintskridt, proportionen 2:3, svarer næsten til 7 oktavspring, proportionen 1:2. Eller matematisk: 27= 128 er næsten det samme som (3/2)12= 129,746

Det er i bund og grund derfor, vi har inddelt oktaven i 12 halvtoner, og deraf benytter de syv til en skala. Imidlertid kan noget lige – potenser af 2 – aldrig møde noget ulige – potenser af 3/2 – så de to primære funktioner i musikken mødes aldrig, og derfor er der i virkeligheden mere basis for at kalde 31 og 53 for ’hellige’, da 231 og (3/2)53 næsten mødes på kornet, men så er der efterhånden også mange tangenter at holde styr på! Men kort sagt er det temmelig tvivlsomt, hvor urokkelige syv-delingerne er!

Der er sandelig heller ikke bare syv endokrine kirtler eller nerveplexi, som er basis for den senere teo-sofis forståelse af de såkaldte chakraer – energi-centre med kropsligt fokus. Og hele den æter-teori, som udgør basis for begreber som æterlegeme, på hvis baggrund chakraerne tænkes at fungere, er for længe siden forkastet af videnskaben. Det betyder naturligvis ikke, at chakra-modellen blot skal dømmes irrelevant, men der reflekteres for lidt over teoriernes fundament i de kredse, som benytter dem!

Kvintspiralen: Går 7 og 12 nu også op? Start i figurens centrum, værdi 1. Der er 7 oktaver/ 7 vin-dinger/ 7 fordoblinger - til værdi 128 øverst på ’kl. 12-aksen’. Ved at stable 12 rene kvinter – relativ frekvens-værdi 3/2 – fra samme udgangs-punkt: +1k- +2k-…+12k mødes de to processer nogenlunde. Afvi-gelsen, som akkumuleres undervejs, er dog meget tydelig og anskueliggør det såkaldte ’pythagoræiske komma,’ som nødven-diggør temperering – udjævning af intervallerne. Kvint-genere-ringens akser ligger over spiralen. Den ligedelte oktav med akser som vores urskiver (skjulte akser under spiralen) er praktisk og den yderste konsekvens af hundreder års kamp med uoverens-stemmelserne. Men den har også ført til tonalitetens opløsning og vores manglende sans for rene intervaller. Vores kultur har indpræget alvorligt falske tertser og sekster som lige-delingens offer.

Det burde vel også efterhånden være klart for de fleste, at en uge på syv dage ikke går op i hverken månefasernes 29½ døgn eller årets 365 ¼ døgn. Det er interessant, at på samme måde Newton troede, det var meningen, at regnbue-spektret og syvtoneskalaen skulle passe sammen, så tror fler-tallet af moderne mennesker, ikke mindst ’esote-rikerne’, stadig, at der forløber 28 dage fra fuld-måne til fuldmåne!

Problemet med den analogi-tænkning, som var udbredt til og med renæssancen, er smukt belyst af eventyret om Askepot: For at få foden til at passe glasskoen hugger man gladeligt en hæl eller klipper en tå og glemmer hele meningen med at være en rigtig prinsesse: At der må være en gennem-sigtighed, som rækker fra isse til hæl, og at den ikke kan være spekulativ! Verden opleves som én, og alle dens elementer og sanseområder må naturligvis samordnes et sted, så det med at søge lighedstræk på tværs skal man bestemt ikke rynke på næsen af. Men man skal være vågen for, hvornår man stræk-ker sin lighedstegn for vidt, så man i stedet for at udvide og åbne sit verdensbillede opnår ren og skær indskrænkelse!

Det virker som om, de moderne teosoffer, når de mere eller mindre bevidst må imødegå manglen på overensstemmelse med det virkelighedsbillede, det større menneskelige fællesskab bygger på, har en tendens til at påberåbe ’esoteriske’ kilder med adgang til ’dybere’ sandhed, som regel via kana-lisering, clairvoyance og introspektive teknikker.

Men det højeste må og skal spejle sig klart i det laveste, hvis det hele skal give mening! Det er ikke rimeligt at henvise til de syv strålers oprindelse i stjernebilledet Store Bjørn - eller hvor man nu kan finde på - hvis de ikke også spejler sig i noget jordisk, som giver klar mening!!

Askepot ved sin moders grav

Chakramusik /Skye Løfvander

Når begrebet chakra er blevet så populært i selv-udviklingskredse, skyldes det oplagt en kulturelt betinget længsel efter sammenhæng mellem krop og ånd og et ønske om at kunne sætte egen pri-mære, sanselige erfaring ind i en religiøst eller holistisk farvet ramme. Mange, som benytter disse begreber, har et lidt romantiserende forhold de kilder, som de flyder fra - de vise, holistiske og harmoniske kulturer - og har en tendens til at glemme, at Indien i høj grad også havde et ekstrovert fokus på teknik, handel og krig. De overleverede forestillinger i form af tekster og diagrammer har netop ikke som primær kilde yogier, der levede isoleret i bjerghuler eller ashramer, men kultur-mennesker med interesse i matematik, sprog, anatomi.. og givetvis også musik. I øvrigt er de første skriftlige overleveringer om chakraer nok betydeligt senere, end mange der dyrker den ’evige’ visdomstradition sikkert fore-stiller sig, idet de dukker op som begreb – tilmed kun med god vilje i fortolkningen af teksten - i de senere upanishader, langt oppe i vores tidsregning.

Gengivelse af chakraer, Indien, 19. århundrede.

Ordet chakra kan nærmest oversættes med 'hjul' og afbildes traditionelt ofte som lotusblomster, hvor antallet af kronblade indikerer det relevante energicenters 'frekvens'. Det er bemærkelsesværdigt, at der trods en vis spredning er relativ stor enighed om chakraernes placering og frekvens. Men endnu mere påfaldende er det, at deres struktur vidner om et tankesæt gennemsyret af et heksagesimalt (60-) talsystem.

Dette system forbinder vi især med de mesopotamiske kulturer, og vi bærer stadig vidne om det ved venstre håndled med den 60-delte urskive.

Det er næppe vild spekulation at antage, at meso-potamierne ikke kun benyttede systemet til at sætte værdi på mål og vægt, men havde etableret et holistisk tankesæt, som bl.a. indbefattede planeter, guder og ... musik.

Anu Enki

Sin/ Nanna Shamash/ Utu

Ishtar/ Innanna

Nergal Bel/ Marduk

Her er først det mesopotamiske gudeparnas, som taler i et stærkt og elementært musikalsk sprog:

60: Skaber-/himmelgud Anu

50: Visdoms- vand- og bjergguden Enki

40: De ferske vandes gud Ea/ Enlil

30: Måneguden Sin/ Nanna

20: Solguden Shamash/ Utu

15: Venus Ishtar/ Innanna

12: Mars/ underverdenens Nergal

10: Jupiter, Bel/ Marduk.

For at forstå musikken i dette, henvises til den kul-turbærende monochord (ovenfor). Ved en strengelængde på 60 enheder - det være sig tommer, centimeter eller hvad som helst – frem-kommer i oktaven mellem 30 og 60 en durskala, hvis elementer alle tilhører såkaldt ren stemning, dvs. de opstår som forhold mellem delinger af strengen med hhv. 2, 3 og 5:

- 2 bliver gennem længde- eller frekvensforholdet 1:2 (ét til to) ophav til oktaven.

- 3 bliver gennem proportionen 2:3 ophav til den rene kvint.

- og 5 bliver gennem 4:5 ophav til den rene store terts.

30- 32- 36- 40- 45- 48- 54- 60 svarer til: do'- ti- la- so- fa- mi- re- do.

Eller, opløst til primfaktorer: 2x3x5- 2x2x2x2x2- 2x2x3x3- 2x2x2x5- 3x3x5- 2x2x2x2x3- 2x3x3x3- 2x2x3x5. De ovennævnte guders 60- 50- 40- 30- 20- 15- 12- 10 er først en mol-treklang 60- 50- 40, dernæst grundtonens overtonerrække 2, 3, 4, 5 og 6: hhv. oktav, ren kvint, oktav, stor terts og ren kvint.

Rekonstruktion af lyre fra omkring 2.600 fvt. Hver enkelt streng var viet til en gud. For mere om sammenhængen mellem musik og tal i de mesopotamiske kulturer henvises til den forskning som er gjort af blandt andre Ernest McClain og Richard Dumbrill (Archeomusicology of the Ancient Near East).

Forsideillustration fra Athur Avalons (pseudonym for Sir John Woodroffe, 1865-1936) bog the Serpent Power, som udkom første gang 1919 og var banebrydende for vestens forståelse af konceptet. I bogen gennemgås to tantriske tekster fra det 16.

århundrede - mogul-tiden i Nordindien.

Dermed er springet måske knapt så overraskende, når vi kigger på chakra-systemet med musikalske briller, og får en fornemmelse af et billede, som ikke kun er undfanget ved intuitiv skuen, men også er vævet ind i en kulturel sammenhæng:

Der skelnes her mellem intervaller som hhv. trin: sort skrift under symbolerne og som skridt: hvid skrift, mellem de enkelte trin. I musikalsk forstand taler vi her om et system, som indeholder alt, hvad man kan ønske sig af musikalske byggeklodser, og som spænder over lige knapt otte oktaver fra 4 til 972. Der er akkurat otte oktaver fra 4 (=22) til 1024 (= 210) Menneskets hørespektrum angives ofte som 20- 20.000 Hz, svarende til knapt ti oktaver og et koncertflygel spænder over godt syv oktaver, så musikalsk set er frekvensbåndet absolut passende. Grundlæggende har vi fat i det, som i musikken kaldes en Maj-akkord: En dur-treklang med en stor septim. Der er flere bemærkelsesværdige forhold, bl.a., at der er to oktaver: 4-8-16 mellem rod og hals, hvor symbolikken er, at man går fra den skabte verdens elementer ind i den oversanselige æters dimension. I det indiske chakra-system spejles det af hhv. en grå (jordisk) og en hvid (æterisk) elefant. Sahashrara - den indiske betegnelse for krone-centret - omtales populært som 'den tusindbladede lotus', men angives som regel til at have frekvensen 960 eller 972. I sidstnævnte tilfælde med 12 indre og 960 ydre kronblade. 960 er den såkaldt rene stemings store septim, som i moderoktaven mellem 1 og 2 hedder 15:8. 972 er den såkaldt pythagoræiske (et system som bygger udelukkende på faktor 2 og 3) store septim, som i moderoktaven hedder 243:128. Det vitale spørgsmål og springende punkt er så naturligvis, hvad der er baggrunden for dette aftryk af heksagesimal tal-forståelse i indisk spirituel kultur. Som bekendt har de såkaldte arabertal - og dermed 10-talssystemet - sin oprindelse i Indien, men der er flere overleveringer, som vidner om at der har været områder og tidsperioder med særdeles højtudviklet forståelse af geometri og matematik. Det er reelt et udtryk for fremmedgørelse, at vi i vores moderne kultur har sporet os så snævert ind på 10-talssystemet.

Oktav, 1:2 Ren kvint, 2:3

Ren kvart, 3:4 Ren stor terts, 4:5

Ren lille terts, 5:6

En fascinerende måde at anskueliggøre intervaller, de mønstre der opstår når to frekvenser mødes, er de såkaldte Lissajous-figurer. Ovenfor er de grund-læggende intervaller gengivet, der, som det frem-går, falder sammen med chakra-systemets.

Med chakraerne kerne-lyde, Lam- Vam- Ram- Yam- Ham- AUM, kommer den mediterende rundt i ansatsrørets forskellige områder. Yam-lydens ansats er gengivet med et J, da det naturligvis ikke drejer sig om vokallyden Y.

Broen mellem krop og ånd, koblingen mellem menneske og musik er sproget. De indiske ånds-retninger har - i lighed med eksempelvis de græske og hebræiske - været meget opmærksomme på de skabende kræfter, sproglydene er hyllet i.

Sanskrit er et sprog, som af forskere er blevet hyldet som det mest veldefinerede, formfuldendte og udtryksegnede. De spirituelle traditioner er for en stor del bygget på indsigter, som dengang fandt plads i et univers med guder og mytologi, men som man nutildags nærmest må kalde fonetik: Mantra er ikke bare 'magisk remse' - selvom moderne mediterende ofte glemmer dette faktum, og derved gør det, som skulle have været fordybelse, til en automatproces. Ordet har samme rod som menneske og mening og spejler sig også i sanskritordet manas, ’tanke’ (-sindets koordine-rende evne). I chakra-systemet understreges sprogets skabende kræfter, dels ved at de 50 tegn i alfabetet indføjes i de 4+ 6+ 10+ 12+ 16+ 2 = 50 kronblade, idet pande-chakraets 96 blade ofte anskues som fundamentalt to-delt. Derudover hører der til chakraerne såkaldte 'bija-mantraer', frø- eller kim-stavelser, som ud-trykker kernen af chakraets kvalitet og så at sige kan spore den mediterende ind på den: Lam- Vam- Ram- Yam- Ham- Om for chakra-sekvensen fra rod til pande. Alle disse mantraer og fleste øvrige ender på en af de tre nasaler - eller nynnelyde - M, N og Ng (fonetisk noteret: [η]).

Mantraet par excellence, det som i den indiske spirituelle forståelse er selve skabelsen grundtone, hører til pandechakraet og gengives som sammensat af tre tegn A-U-M, der bl.a. repræ-senterer treenigheden Brahma- Vishni- Shiva:

Som det det tidligere er belyst her i bladet, er det grundlæggende her en organiske bevægelse fra den mest åbne bagtungevokal frem mod den mest lukkede for endelig at klinge ud på nynnelyden M. Et musisk trænet øre vil parallelt hermed typisk kunne høre fremhævede overtoner fra først omkring nr. 6-8 i rækken, og derpå trinvist nedad. Se mere herom på www.kortlink.dk/6psv

Mantraet AUM kommer ikke hele den fonetiske palet rundt, der er endnu nogle hjørner med skaber-kulører:

- Den tilsvarende organiske sekvens fra det mest åbne [α]-lyd til nasalen/ nynnelyden [η] (ng-lyden) går via A- Æ- E- I og gengives i kompakt form som AING, mantraet for gudinden Saraswati:

[η] kommer også til udtryk i det mest udbredte mantra i den tibetanske buddhisme: Om mani padme hum, hvor hum udtales hung.

En tredie organisk sekvens går fra [α] via Ø og Y til N, og det er lidt pudsigt, at det i den kristne sang- og messetradition mest har været denne nasal, man har nynnet på i Kyrie eleison, Christe eleison og Amen!

Prøv at finde disse sekvenser i eget mundtøj, det vil måske give…

Indisk præget spiritualitet har ofte en grundtone af at betragte den ydre verden som en sølle skin-virkelighed, hvor opgaven er forsagelse og at ofre drifterne til ånden, billedligt talt vække og rejse kundalini til kronecentret. Moderne mediterendes udfordring i en kultur med helt andre muligheder og udfordringer er konstant at søge den meditative indfaldsvinkel, som ikke blot er repeterende og fjerner fokus fra kroppen og dens samspil med den ydre verden.

At have vågenhed for øje er fast arbejde! For mange er det på tide at opdage, at det at være et rumvæsen ikke primært handler om den femte dimension, hvis ikke først meningen med de tre er forstået, integreret og blevet til glæde og gavn.

Et tre-dimensionalt koordinat-system etablerer med sine akser et rum beskrevet af kuglens perfekte geometri:

I sin meditation kan man ikke blot at have fokus på det lodrette, spændingsfeltet mellem ånd og stof, centerlinien med dens fascinerende - og lidt forførende - kraftstationer. Det er mindst lige så vigtigt at se til, at de to øvrige primære balancer, mellem højre-venstre og frem-tilbage, med deres tilhørende psykologiske indhold, også fungerer! Og først og fremmest, at det virkelig bliver til berigelse og fordybelse!

AUM

Det føltes oplagt at runde af med refleksioner fra den vestlige tradition om den sjælelige ladning af de musikalske intervaller, vi her kort har været inde på. GONG havde i foråret besøg af en umådelig velsyngende Iégor Reznikoff, som har specialiseret sig i den tidlige kristne sang: byzantinsk, grego-riansk og gallikansk. Her følger en liste over den iboende mening, han oplever i præcist intonerede intervaller i forhold til en given drone. Asso-ciationerne står naturligvis for hans regning, mødet mellem sjæl og proportion er ikke eksakt videnskab: Oktav, 1:2 Lys, enhed, glad, høj Ren kvint, 2:3 Lys, kontemplativ, fuld af lys,

himmelsk eller guddommelig (blidt intoneret)

Natur-kvart, 8:11 (mellem ren og forstørret kvart)

Karakteristisk sorg, undertiden ’hinsides sorg’, usædvanlig (blidt intoneret)

Ren kvart, 3:4 Fred, fredelig styrke (hvorimod

den lidt lysere klingende tempe-rerede kvart er lidt agressiv)

Pythagoræisk storterts, 64:81 Kald, opvågnen, klarhed Ren storterts, 4:5 Sød, hengiven, angerfuld (gråd-

fremkaldende) Proportionen 9:11 (mellem lille terts og storterts)

Heroisk, et kald mod en svær be-slutning, overgang eller gennem-gang

Ren lille terts, 5:6 Afventende, accept, længsel Pythagoræisk lille terts, 27:32 Afventende, i smerte eller sorg Stor sekund, 8:9 Lodret, stærk, kald, stående,

givende, åbenhed Proportionen 10:11 (mellem halvtone og heltone) Spænding, uklart håb, mysterium Prim, 1:1 Enhed, fred, kontemplation i

enhed

SONG (vores søsterforening i Lund) www.overtone.se

Sångaftnar i Klosterkyrkan Sedan flera år arrangerar SONG öppna sångkvällar i Klosterkyrkan med improviserad ordlös sång. Datum för sång- kvällarna hösten 2009 är; 11 okt, 25 okt, 8 nov, 22 nov samt 6 dec. Kom i håg att komma i tid, vi börjar kl 20!

Workshop, Liberiet i Lund Fredag 28 aug kl 18 – 21 Torsdag 17 sep kl 18 – 21 Söndag 20 sep kl 18 – 21. Plats: Liberiet i Lund, omedelbart söder om dom-kyrkan. Kursledare: Gösta Petersen. Kursavgift: 800 kr (500 kr för medlemmar i SONG). Avgiften gäller för alla tre kurs-tillfällena. Vem kan deltaga? Kursen riktar sig till såväl nybörjare som erfarna. Det krävs inga förkunskaper för att kunna deltaga. Anmälan: Helst via mail: Goesta.Petersen@djingis.se (eller tel Gösta 046-12 53 27). Antalet kursdeltagare är begränsat till ca 20 st max. Välkommen!

Workshop, Solberga gård, Skördefesten på Öland Kursledare: Gösta Petersen och Skye Løfvander. Tider: Fredag 25 sep kl 13 – 17, lördag 26 sep kl 10 – 17, söndag 27 sep kl 9 – 12. Kursledare: Skye Løfvander och Gösta Petersen. Vi håller till på Solberga gård på Öland, ca 5 km från Borgholm. Kursavgiften är 1 000 SEK (800 kr för studerande och medlemmar i SONG) och kostnad för logi är 400 SEK (två nätter). Därutöver tillkommer kostnad för måltider. Du är väl-kommen att vara med och sjunga på Ismantorps fornborg fredag och lördag kväll. Det kommer att bli sena kvälls-konserter med övertonssång på Ismantorps fornborg på fre-dag och lördagskvällen. Vem kan deltaga? Kursen riktar sig till såväl nybörjare som erfarna. Det krävs inga förkunskaper för att kunna deltaga. Anmälan: Helst via mail: Goesta.Petersen@djingis.se (eller tel Gösta 046-12 53 27). Antalet kursdeltagare är begränsat till ca 20 st max. Välkommen!

Annoncer fra medlemmer og venner:

Regler for annoncesiderne: Medlemmer annoncerer gratis for aktiviteter med relation til overtonesang og lydhealing, dog kun faktuelle oplysninger: tid, sted, pris osv. Øvrige: 1/6 side: 50,- kr., ½ side: 100,- kr.

David Hykes International Summer Retreat, Stevns. Søndag den 2. august kl. 16.00- fredag den 7. august kl. 12.00 i Gl. Højerup Kirke. Helt særlige omgivelser danner ramme om denne workshop. Flere kirker på Stevns Klint benyttes. Pris: Ved tilmelding inden 1. maj 3200 kr. Efter 1. maj 4300 kr. Priserne er eksklusiv kost og logi. Tilmelding = indbetaling af depositum 1.500 kr. pr. check til Harmonix el. Danske Bank 1551-1678 04 64. Overnatning: Velindrettet Bed & Breakfast i gå-afstand fra Rødvig. Pris pr. nat mellem 160-220 kr., gode køkkenfaciliteter. Transport: Tog fra Køge til Rødvig. Cykler kan lejes. Kontakt: Harmonix Bénédicte Sales, Ibsgården 72A, 4000 Roskilde , 33 24 27 14 / 40 97 47 66 benedicte@harmonix.dk , www.harmonix.dk

Mongoliet på film, Cinemateket 14.-30. august, Kbh. K. www.kortlink.dk/6tq5

Choduraa Tumat – leder af Tyva Kyzy – arbejder med en performance i København 2.-20. august og første halvdel af september. I sin over-skydende tid giver hun undervisning til enkelt-personer og grupper. Kontakt: Skye, 20 97 07 01

Hosoo & Ensemble Transmongolia … besøger København i forbindelse med verdensmusikmessen WOMEX www.womex.com, Bella Centeret, 28. oktober- 1. november og Århus 22. november ifm Lydens Kraft: www.heartsandhands.dk

Anne-Marie Kozeluh Syng dig glad. Sang- og stemmetræning for alle. Der ndervises individuelt og i små grupper. Ring 60 71 10 83 om prøvetime. Fyraftenssang i Rosenhaven, Kgs. Have. Tirsdage 17.00- 18.30: Stemmetræning, intuitiv sang og lejlighedssange. Alle kan være med. Pris: 80,- kr. pr. gang. Tilmelding samt yderligere information hos Anne-Marie 60 71 10 83.

Shamansk Healing v/Karin Brønnum Til lyden af trommen og raslen; med sang og med stilhed befrier vi kroppen for kvælende energi og oplever genfor-eningen med tabte sjæledele på medfølelsens grundlag. Tlf. 6084 0800 www.shamanens-hjul.dk Syng Jorden! Karin Zastrow pusler med et to-delt projekt i forbindelse med klimatopmødet til efteråret: - En bølge af sang over kloden fra tidszone til tidszone - En eller flere dages maraton-sang i København under COP15. Kontakt:: 2212 0787. karin@zastrow.dk Hanne Siboni www.voicecolour.dk Mobil: 22 195 888 Lyd i helhed & hjerte - væren i lyd! Lene Ravn Sang- og taleundervisning tilbydes til udvikling af din stemmepersonlighed. Herunder logopædisk vejledning og nyttig urtehjælp til din store stemmepræstation - eller til hvis der en morgen skulle ske det slemme, at du ganske har mistet din stemme... Livsglad fælles sang rykker jeg også gerne ud med og sætter igang. Undervisning i Kbh.. 39 65 54 95 / 60 61 18 60 Denmarks Intuitive Music Conference Organized by Carl Bergstrøm-Nielsen and Henrik Ehland Rasmussen. Max. participant number: 30 All intuitive art-forms & artists are welcome. The conference will take place from Thursday 6th August (from 5.30 pm) till Sunday 9th (5 pm)! This is one day longer than previously... Place: Town of Svendborg, on Funen, the major island in the middle of Denmark. www.intuitivemusic.dk/intuitive/dimc.htm Sydsjælland kalder! Individuelle stemmesessioner tilbydes: Sang-og stemme-træning, følelsesforløsning, personlig udvikling og vækst gennem stemmen. v. Helle Mørch. Aktuelle kurser: www.hellestemme.dk Jane Maluka World Soul Music * World Wide 4 Peace Human Rights Healing www.janemaluka.com Trommecirkel Tjele 3. søndag i måneden kl. 15 – ca. 17. Alle med en håndtromme er velkomne. Ring/mail og meld dig til fra gang til gang. Åbne Lydaftener i Mollerup: 1. mandag i måneden fra kl. 19.30 – 21.30. Alle kan være med til at synge/give lyd. Ring/mail og meld dig til fra gang til gang. Læs mere her: www.soundvision.dk Telefon: 21 403 487

GONG præsenterer:

Chen Tse-Shuang

Koncert for erhu - traditionelt kinesisk stryge-instrument, Tårnstudiet, lørdag 22. august, 19.00. Entré: 70,-/ 50,- kr. Se smagsprøve fra koncert: www.kortlink.dk/6gbf. Nu med fantastisk bonus: Multi-musikeren Monty: Kigge- & lytteprøve: www.kortlink.dk/6s38

Chen Tse-Shuang er en fremragende musiker på det traditionelle stryge-instrument erhu. Hun bor på Taiwan, har spillet erhu i 20 år og haft det som hovedinstrument under sine studier, så hun nu behersker det på et højt niveau. Hun er fast medlem af det Taiwans nationale tv’s husorkester ’The Power of Fifteen’ og har de seneste år også udfoldet sig som komponist inden for flere genrer: pop, jazz og verdens-musik. Kernen i hendes repertoire er dog den klassiske kinesiske tradition med rødder langt, langt tilbage. En erhu har kun to strenge, som er stemt i kvint-afstand og gives fylde af den lille pyton-skindbeklædte resonanskasse, som anbringes på venstre lår. Instrumentet har en imponerende fylde og spændvidde i udtrykket, når det trakteres af en spiller af Chens standard. Chen præsenterer sin kunst med dyb indlevelse og er tilmed verbal formidler med nærvær og humor, som åbner vores øjne for alle de spændende ligheder og forskelle mellem øst og vest.

Zaka Vi lægger an til Workshop i georgisk sang v/ Zaka enten weekenden 17.-18. oktober eller 28.-29. november. NB! Ny dato! Sæt kryds og glæd dig!

Nordiske strenge og stemmer Rundetaarn, lørdag d. 5. september kl. 20.30. … En koncert som øser af de rige kilder i nordisk musiktradition. Entré: 100,-/ 80,- kr. v/ dør

Helle Thun formidler urtonen i den nordiske folke-musik: svensk sætersang, kulning, vallvisor og joik. Hendes personlige og autentiske formidling af ubrudt svensk folkemusiktradition med en helt ene-stående stemme er unik på den danske scene. Mads Vinding behøver næppe den store præsen-tation, da han er kendt af alle musikelskere som en af landets helt store bas-koryfæer. Den lyriske tone fra hans bas, som trakteres med et teknisk mester-skab i verdensklasse klæder de svenske folketoner og løfter dem til nye dimensioner. Berit Alette Mienna fra Karasjokk, Nordnorge, viderebringer den samiske joik så autentisk som det lader sig gøre og med et nærvær og overskud så man løftes, røres og beriges. Man kan joike et land-skab, et dyr eller et menneske, og det vil ikke sige at ’synge om’, men at bevæge sin sjæl ind til kernen af landskabets/ dyrets/ menneskets væsen og synge derfra! Marianne Eising dimitterede fra DKDM 1972. violinist i Sjællands og Odense Symfoniorkestre, og Basel Radioorkester, spillet bratsch i Goetheanum Quartett og Basel Sinfonietta. Siden 1997 leder og dirigent for Sinfonietta Fredericia. Fungerer des-uden som koncertmester i Fredericia Byorkester. Aviaja Lumholt. Blødt svungne melodier, øresøn-derrivende vulkanudbrud. Aviaja behersker alle temperamenterne og formidler dem ved hjælp af sin personlige udtryksfulde stemme og sin perfor-mance som er inspireret af grønlandsk maskedans. Hun er uddannet på den grønlandske teaterskole Tuukkaq og Rytmisk Musikkonservatorium. Kendt for sin optræden med blandt andre Rasmus Lyberth og New Jungle Orchestra Julia Woxberg inkarnerer den svenske folke-tradition, som hun er født ind i, opvokset med og formidler med stor skønhed og klarhed. Hun akkompagnerer sin egen sang på guitar og violin.

Berit Alette Mienna & Marianne Eising: Joik og bratsch Helle Thun & Mads Vinding: Svensk sætersang og bas Aviaja Lumholt: Guitar og vokal med grøn- landske undertoner Julia Woxberg: Svenske folketoner

Faste aktiviteter, august- oktober 2009 Info: Susanne E.: 30 24 40 32/ Skye, 20 97 07 01

Åbne Sangaftener Anden tirsdag i måneden, 19.00- 21.30, Tårnstudiet, Vesterbrogade 405. Kbh. V. 11. august, 8. september, 13. oktober Vi breder nu ledelsen af disse aftener mere ud: Sæsonens første aften, 8. august, bliver ledet af Anne-Marie Kozeluh, og indledes med øvelser til bevidstgørelse af kroppen som stemmens instrument. Sangaftener er åbne for alle. Kort indtuning fulgt af fælles improviseret sang, øvelser med vejledning og andre kreative indslag. Er det ikke muligt at komme til tiden, så ring og lav en aftale, inden døren lukkes kl. 19.00! Medlemmer 40,- kr., gæster 70,- kr.

Lydhealingsarrangement 4. tirsdag i hver måned, kl. 19 i Tårnstudiet. 25. august, 22. september, 27. oktober Vi afprøver forskellige måder at give og modtage lyd, prøv f.eks. ’didgeridooisering’, shaman-tromme, bækken-ekspansion, syngeskåle og den store soma-chord! 40,-/70,- kr.

Ny sæson starter i Spirekoret Spirekoret er for medlemmer der har lyst til at udforske mulighederne i improviseret sang, som det kan folde sig ud på basis af fælles klang og lyttende ører. Vi synger frit i cirkel, afvekslende med øvelser som skal gøre os mere fortrolige med gruppe-dynamik og give os mod på også at synge for andre. Spirekoret øver den første og tredje tirsdag i hver måned. Tilmelding nødvendig inden sæsonstart 18. august, koret kører indtil december. Info/ tilmelding: Skye, 20 97 07 01/ Susanne E., 30 24 40 32

Nyt: GONG-salon Vi vil fremover på udvalgte søndagsaftener åbne Tårnstudiets smukke rammer for saloner med inspirerende oplæg om lyd-relaterede emner af engagerede og indsigtsfulde lydmennesker. Søndag d. 23. august kl. 19.00 fortæller Knud Brant Nielsen om ekspremernes univers. Ekspremer er sproglige ’udtryks-enheder’, små sproglyde, der smelter mening og lyd sammen: www.kortlink.dk/6p2n Søndag d. 20. september kl. 19.00: Karin Brønnum om ’Shamanens univers – naturens stemme’. Søndag d. 25. oktober kl. 19.00: Jesper Grube Overgaard: Sfærernes harmoni. Info om GONG-salon: Susanne R.: 35265680/ 27325991 eller Skye, 20970701