Erstatnings og forsikringsret juli2014

Nyhedsbrevet fra Andersen Partners Juli 2014

Det nyeste inden for erstatnings- og forsikringsret

Erstatnings- og forsikringsret

Højesterets dom af 17. juni 2014

Skadelidte havde ikke krav på erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvars-lovenSagen vedrørte en tilskadekomst, som var overgået en chauffør på et autoværksted.

Den skadelidte havde efterfølgende en række forskellige lidelser. En del af disse lidelser, som påvirkede den skadelidtes erhvervsevne, var ikke en følge af tilskadekomsten.

I arbejdsskadeforsikringssagen havde Arbejdsska-destyrelsen fundet, at skadelidtes erhvervsevne var ophævet, og havde under anvendelse af reglen om omvendt bevisbyrde mellem en anerkendt

arbejdsskade og den skadelidtes erhvervsevnetab i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, fundet, at erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringslo-ven som følge af tilskadekomsten måtte fastsættes til 20 %.

Den skadelidte anlagde retssag mod autoværkste-det med krav om blandt andet erstatning for et erhvervsevnetab på 20 % efter erstatningsansvars-loven, svarende til det erhvervsevnetab som han havde modtaget erstatning for efter arbejdsskade-sikringsloven.


På trods af de forskellige bevisbyrderegler m.h.t. årsagssammenhæng mellem en tilskadekomst og den skadelidtes erhvervsevnetab, som gælder efter henholdsvis erstatningsansvarsloven og arbejds-skadesikringsloven, indhentede den skadelidte ikke under byretssagen og landsretssagen en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om størrelsen af sit er-hvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven.

Desuagtet fandt såvel Retten i Odense som Østre Landsret det bevist, at tilskadekomsten havde med-ført et erhvervsevnetab på 20 % efter erstatningsan-svarsloven, svarende til det erhvervsevnetab som den skadelidte havde modtaget erstatning for efter arbejdsskadesikringsloven.

Efter at autoværkstedet med Procesbevillingsnæv-nets tilladelse havde anket landsrettens dom til Højesteret, anmodede den skadelidte Arbejdsska-destyrelsen om en udtalelse om størrelsen af sit erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede i sin udtalelse, at den skadelidtes erhvervsevnetab efter erstatnings-ansvarsloven som følge af tilskadekomsten var mindre end 15 %, selvom det var blevet fastsat til 20 % efter arbejdsskadesikringsloven. I den forbin-delse anførte Arbejdsskadestyrelsen, at de forskel-lige bevisbyrderegler efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven kan medføre, at erhvervsevnetabet som følge af en tilskadekomst fastsættes forskelligt efter de to love.

Højesteret fandt det i modsætning til byretten og landsretten ikke bevist, at den skadelidte som følge af tilskadekomsten havde pådraget sig et erhvervsevnetab på mindst 15 % efter erstatnings-

ansvarsloven, og fandt derfor, at den skadelidte ikke havde krav på erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. I sin begrundelse for, at den skadelidte ikke havde bevist at have pådraget sig et erhvervsevnetab på mindst 15 % efter erstatningsansvarsloven som følge af tilskadekomsten, henviste Højesteret til, • at erhvervsevnetabsprocenten som følge af en tilskadekomst kan fastsættes forskelligt efter hen-holdsvis erstatningsansvarsloven og arbejdsska-desikringsloven, hvis der efter de to love anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem skaden og den skadelidtes erhvervsevnetab, • at Arbejdsskadestyrelsen i sin udtalelse havde vurderet, at den skadelidtes erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven som følge af tilskade-komsten var mindre end 15 %, og at Højesteret ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskade-styrelsens vurdering af den skadelidtes erhvervs-evnetab efter erstatningsansvarsloven som følge af tilskadekomsten.

Højesterets dom og Arbejdsskadestyrelsens ud-talelse viser, at den skadelidte i sager, hvor den skadelidte har lidelser, som ikke er en følge af tilskadekomsten og som påvirker erhvervsevnen, må indhente en udtalelse om sit erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven for at kunne løfte bevisbyrden for størrelsen af sit erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven som følge af tilska-dekomsten, selvom der foreligger en afgørelse om størrelsen af erhvervsevnetabet efter arbejdsskade-sikringsloven som følge af tilskadekomsten.


Dom af 20. juni 2014 afsagt af Retten i Randers

Ikke årsagssammenhæng mellem hændelse på arbejde og medarbejderens efterfølgende sygdom og uarbejdsdygtighedEn chauffør havde anlagt retssag mod sin arbejds-giver med krav om erstatning for tabt arbejdsfortje-neste og godtgørelse for svie og smerte som følge af en hændelse i forbindelse med sit arbejde, hvor han som følge af glat føre var faldet på virksomhedens område og havde slået sin højre skulder.

Retslægerådet havde besvaret spørgsmål til brug for sagen og havde i den forbindelse anført, at chaufførens gener fra højre skulder med stor sandsynlighed var en følge af bristning af styrese-nen supraspinatus, at det ikke ud fra en foretaget MR-scanning og operation kunne afgøres, hvorledes bristningen var opstået, og at det ved bedømmelsen af, om bristningen af supraspinatussenen kunne være en følge af den hændelse, som chaufføren hav-de været udsat for, var afgørende, om der forud for hændelsen havde været symptomer fra skulderen, og om generne var opstået i umiddelbar relation til ulykkestilfældet.

Arbejdsgiveren blev frifundet, idet retten ikke fandt det bevist, at de gener fra højre skulder, som var

en følge af bristningen af supraspinatussenen og som var årsag til chaufførens sygemeldinger, var en følge af den pågældende hændelse.

Retten begrundede dette med, at chaufføren ikke havde bevist, at han havde haft gener i skulderen i umiddelbar relation til ulykken.

I den forbindelse henviste retten til, at chaufføren fortsatte med at arbejde efter, at han var faldet og havde slået højre skulder, at chaufføren først omkring en måned efter hændelsen søgte læge, at chaufføren først omkring tre måneder efter hæn-delsen omtalte hændelsen over for sin egen læge, at ingen af de vidner, som chaufføren havde ført, havde kunnet forklare nærmere om, hvornår chauf-føren begyndte at klage over skuldergener, og at chaufføren en måneds tid inden hændelsen havde aftalt en konsultation hos sin egen læge vedrørende ”smerter i arm”, hvilken konsultation blev aflyst, og at det ikke kunne udelukkes, at de anførte smerter var skuldergener.

Ankestyrelsen

Ankestyrelsens principafgørelse 33-14 om anerkendelse af arbejdsskadeHøjesteret anførte i sin dom af 8. november 2013 (U.2014.453.H), som er omtalt i vores nyhedsbrev fra januar måned, nogle generelle bemærkninger vedrørende anerkendelse af arbejdsskader efter arbejdsskadesikringsloven.

Ankestyrelsen har nu truffet fire afgørelser, der præciserer, hvor den nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade, går. Ankesty-

relsens fire afgørelser kan ses påwww.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=163805

I samtlige fire afgørelser har Ankestyrelsen anført, at afgørelsen af, om en hændelse kan anses for at have medført en personskade, der kan anerkendes som en arbejdsskade, skal foretages i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringslo-ven. Forbigående smerter, der ikke kræver behand-ling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke


Dette nyhedsbrev er kun til generel oplysning og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Andersen Partners påtager sig intet ansvar for tab som følge af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller andre forhold i forbindelse hermed

Jakob Blicher Ravnsbo

+45 76 22 22 20+45 40 57 53 [email protected]

Ulrik Christrup

+45 76 22 22 05+45 21 21 47 [email protected]

Kenneth Cramer

+45 76 22 22 47+45 40 52 62 [email protected]

www.andersen-partners.dk

være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand. Dette er i overensstemmelse med det i Højesterets dom af 8. november 2013 (U.2014.452.H) anførte.

I de tre af afgørelserne fandt Ankestyrelsen, at hæn-delserne ikke kunne anerkendes som arbejdsskader, idet hændelserne alene havde medført gener, der ville gå over af sig selv uden behandling. I den ene af disse afgørelser anførte Ankestyrelsen, at den omstændighed, at den skadelidte havde modta-get behandlinger hos en fysioterapeut, var uden betydning, idet generne ville være forsvundet inden for kortere tid, selvom behandlingerne ikke havde fundet sted.

I den fjerde afgørelse fandt Ankestyrelsen, at en

hændelse, hvor den skadelidte fik en blodansam-ling, var en arbejdsskade. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at den skadelidte havde fået udtømt blod fra blodansamlingen, og at denne behandling efter en lægelig vurdering var et indgreb med en deraf følgende risiko for komplika-tion. Uanset, at der ikke var vedvarende gener som følge af indgrebet, vurderede Ankestyrelsen, at den pågældende behandling medførte, at personskade-begrebet var opfyldt, og at der derfor var tale om en arbejdsskade, der kunne anerkendes efter loven.

Documents

Erstatnings og forsikringsret juli2014