1

2

Lars Ørlund.

” DEN FJERDE MAND.” Copyright: 2009 Lars Ørlund. Denne bog er udelukkende et Produkt af forfatterens fantasi, eventuelle ligheder med virkelige begivenheder og eksisterende eller afdøde personer, er derfor helt tilfældige. Til: Mine to store drenge Jeppe og Lasse

3

” Vi fik valget mellem krig og ærestab, vi valgte ærestabet, og får derfor krigen”. Winston Churchill 29 sep. 1938 – efter Munchenaftalen.

4

KAPITEL 1. “FØRSTE MAND ” ”Embalm, cremate, and bury. But take no risk”. Churchill´s mening om Tyskland i april 1938.

5

Chapmans Peak, Sydafrika, den 15. November. 2007. Regnen tog hurtigt til da John passerede det sidste hus i Flora Bay. Få hundrede meter længere fremme kastede den sig, båret af Sydatlantens brølende lavtryk, rasende mod både bjerge og bil. John fortsatte op af den smalle bjergvej, som efter en række ulykker og stenskred, nu igen var blevet åbnet for trafik. Til venstre for ham rejste bjergvæggen sig nøgen og næsten lodret mere end 300 meter, og til højre, bag det spinkle autoværn, var der et fald på 400 meter til Sydatlantens kolde, og vindblæste bølger. Skønt bilens viskere kørte på højeste hastighed kunne han kun periodevis skimte lyskeglen fra fyret på Slangkop Point, mens lyset fra den store landrover bag ham, syntes langt mere konstant. John kastede endnu et hurtigt blik i bakspejlet, og prøvede at bedømme afstanden til den bagvedkørende vogn. Efter at den en tid havde holdt sig i en statisk afstand af godt 50 meter, kom lygterne bag ham nu hurtigt nærmere. John vidste at de om få minutter ville være forbandet tæt på, og tæt nok til at køre ham af vejen, ud over klippen og ud i et frit fald mod havet. Et par sveddråber løb ind i hans øjne og generede synet, mens han febrilsk prøvede at huske vejen, der de næste ti kilometer snoede sig rundt om Chapmans Peak, sprængt ind i bjergsiden, for mere end hundrede år siden. Nogle år tidlige, da han boede i området, brugte han ofte vejen, men den virkede anderledes i mørket, og han kunne ikke komme i tanke om nogen mulighed for afkørsel eller sidespor, før afkørselen til Fish Hoek, der i den nuværende situation syntes uendelig langt væk. Regnen tog til og væltede nu ned. Set gennem forrudens begrænsede synsfelt hang den ned som store semipermeable gardiner i lyskeglen. Han tørrede sveden bort fra ansigtet og så usikkert frem af vejen. Højt over ham begyndte mudder og sten at løsne sig. De skyllede og rullede ned af bjerget, og dækkede stadig mere af vejbanen. Han forsøgte at koncentrere sig om kørselen, og i det mindste i nogle få sekunder glemme den bagvedkørende bil, men lyskeglen i spejlet kunne ikke overses. ” Shit”.

6

For første gang siden han ankom til landet ønskede han at han havde brugt tjenestens folk i stedet for selv at lege agent, flere år efter at han reelt var stoppet med feltarbejde. Problemet var at det hele havde virket så ligetil set fra hans computeriserede kontor i Wauxhall. At det tilsyneladende bare var endnu en rutineovervågning og at han fuldstændig havde undervurderet sin modstanders ressourcer. John mærkede hvordan den bagvedkørende landrover ramte hans kofanger og sendte ham slingrende ned af den smalle, glatte vej. Han blev slynget tilbage i sædet, greb fastere om rattet, trådte speederen lidt ned og genvandt langsomt kontrollen. Han kastede et hurtigt blik i bakspejlet. Bilen bag ham var faldet lidt tilbage, som ønskede føreren at se resultatet af første forsøg, men utilfreds, med udviklingen mindskede han igen afstanden, parat til at ramme Johns bil igen. John så anspændt frem gennem den vanddækkede forrude og opdagede at vejen, lidt længere fremme tilsyneladende svingede skarpt til venstre, hvilket gav ham en desperat ide. Om det ville lykkedes afhang af både lidt dygtighed og en helvedes masse held. John følte sig langtfra sikker på resultatet, men beslutningen skulle tages på et splitsekund, hvis den skulle have nogen mening. Skønt han allerede kørte for stærkt på den glatte vej, satte han farten yderligere op da han nærmede sig svinget. En overgang øgedes afstanden til den bagvedliggende vogn. John betragtede vejen koncentreret, kastede så vognen rundt i en halsbrækkende manøvre, slukkede lyset og bremsede kraftigt op. Vognen begyndte at slingre og skride fra side til side, en enkelt gang strejfede den autoværnet, så holdt den helt stille, tæt inde ved den stejle klippevæg. Sekunder efter fik han øje på lyset fra forfølgeren, så hvordan det hurtigt voksede, mens lyskeglerne famlende afsøgte mørket. Han kunne næsten mærke hvordan den store vogn sprang rundt om svinget. Han tændte lyset og trådte på bremsepedalen, hele hans muskulatur spændtes og hans knoer blev hvide af grebet på rattet. Så mærkede han slaget. Landroveren, hvis fører havde opdaget ham for sent, forsøgte febrilsk at undvige, men ramte alligevel den højre side af hans bagerste kofanger. Hans bil blev først kastet ind mod bjergsiden, så fortsatte den ukontrolleret ud mod midten af vejen, hvor den i nedsat tempo fortsatte fremad.

7

John forsøgte at bremse og mere mærkede end så, landroveren passere, hvor der ingen plads burde være. Længere fremme, så han hvordan den ude af kontrol ramte autoværnet, der slyngede den tilbage på vejen. Den slingrede kraftigt og ramte igen autoværnet i en byge af gnister. John så hvordan autoværnet gav efter, da bilen forsvandt i mørket. Han bemærkede ikke mere sveden der løb ned fra panden og dryppede fra både næse og hage. Hans bil fortsatte i slowmotion, så ramte den resterne af autoværnets ødelagte forankring. Lyden af flænset metal, hjul der skred, lugten af adrenalin, og en motor der arbejdede for fulde omdrejninger fyldte kabinen. ” TARBERT ” Skotland den 2. juli 2007. John lagde fiskestangen fra sig på den lille mole, og lagde med øvede hænder endnu to friskfangede makrel ned i termokassens kolde is. Det var en af de meget sjældne skotske sommerdage, hvor havet lå blankt som et spejl under den blå himmel. En fiskekutter på vej ind fra Loch Fyne passerede forbi og sendte en v-formet bovbølge mod molen og stranden. Han tørrede fingrene i en klud og fulgte ubevist bølgen med øjnene. Den åbnede sig favnende mod havet, brød den blanke overflades monotoni og knustes så forudsigeligt i hvidt skum mod strandens sten og klipper. Nogle store havmåger patruljerede støjende og rutinemæssigt brændingen på udkik efter fisk og krabber. John smilede op mod fuglene, tørrede hænderne, og tog stangen op for at fortsætte fiskeriet. Pludselig skiftede mågerne retning, flaksede lidt rundt og dykkede et par gange, men opgav hurtigt og fortsatte mod nye mål. John så undrende på dem og fangede i et kort sekund, noget i vandet, noget der var sat i bevægelse af bølgen og som nu skvulpede i overfladen tyve meter ude. Han stoppede overrasket op, og kneb øjnene sammen mod solen, men i det skarpe modlys så han nu kun de mange reflekser i overfladen. Måske havde han taget fejl. Det var sandsynligvis bugen fra en død fisk eller noget affald kastet i vandet fra en af byens halve snes kuttere. Han trak på skulderen, kastede et hurtigt blik på uret og fortsatte fiskeriet. John elskede at fiske, det gav tid til eftertænksomhed, gode tanker, eller endnu bedre slet ingen tanker, hvad han ofte følte han havde brug for i en ellers alt for stresset hverdag. En halv time mere, så ville han gå de få hundrede meter hjem og tilberede de friske fisk, eventuelt supplere dem med nogle af de jomfruhummere han samme morgen havde købt på fiskeauktionen. For sit indre blik så han allerede de gyldne, smørstegte makrel, overhældt med en god hollandaise og en lille håndfuld hummerhaler, lidt friskt brød og en udsøgt tør hvidvin. Det eneste han manglede og savnede, for at gøre livet perfekt, var dejlige smukke og sexede Cathrine. Han så drømmende over fjorden mod de skovklædte bjerge, hvis spejlbillede stod på hovedet i vandet, hvor en skarv svømmede rundt i himlen og forstyrrede det ellers fuldkomne sceneri.

8

John klukkede svagt af sin egen kødelige svaghed og glædede sig til feriens daglige højdepunkt, middagen på terrassen, få meter fra vandkanten. Et glas fyldt med kold, tør hvidvin og med en enestående udsigt over byen og havnen. Det var sjældent af John havde tid til at holde ferie, så ofte blev det kun til nogle få stjålne dage eller en lang weekend sammen med Cathrine, hans ekskone, der som ham selv havde en udpræget hang til små vidunderlige kroer og romantiske middage. Cathrine som igen var gift, denne gang med en stabil og dygtig overlæge, der gav hende den tryghed John aldrig havde formået. Cathrine som han stadig elskede, men havde smidt væk på grund af en langbenet blondine på kun tyve. Cathrine som han stadig begærede, mere end nogen anden kvinde. Cathrine som forgæves havde bønfaldet ham om at træde ud af tjenesten, da han blev tilbudt et attraktivt arbejde som underviser i politisk videnskab på Cambridge. Cathrine som han vidste han aldrig kunne undvære, og Cathrine som havde fået nok af usikkerheden ved at være en MI6 agents kone, og til sidst havde forladt ham. John havde virkelig trængt til ferie, efter at han, med held, havde afsluttet en større og meget langvarig sag. Der skønt den foregik i London havde rødder i en Al´Qadr træningslejr i det nordlige Pakistan. Han vidste af MI6 reelt skyldte ham flere måneders ferie, men det gjorde de nu hvert eneste år. Han fik blot aldrig mulighed for at holde mere end nogle få dage eller en forlænget weekend Ikke at det betød så meget, for han havde aldrig delt tilværelsen op mellem arbejde og fritid. For John havde arbejdet altid været en del af livet, på samme måde som det at sove eller spise. Men efter måneders arbejde, døgnet rundt, var han træt, rigtig træt, og havde besluttet sig for at rive to uger ud af kalenderen, for at holde en tiltrængt arbejdspause. Han kunne selvfølgelig være blevet hjemme, og læst nogle gode bøger, men vidste, at han så automatisk ville fortsætte de mange sager der altid lå ufærdige på hans skrivebord. Hans arbejde var Mellemøsten og det nordlige Afrika, men havde ofte forgreninger der rakte ud mod resten af verden. F.eks. var han for nyligt, under efterretningssager fra Iran stødt på oplysninger om kinesernes arbejde med kunstig intelligens og nogle rygter om at de reelt havde fået godt 100.000 hjerneceller fra en rotte til at styre en mindre robot. Han havde forelagt materialet for deres biologiske troldmand Kevin, der havde givet ham et længere foredrag om påvirkning af synapser, og den fremtidige sammensmeltning af menneske og maskine. Ord som fusionsorganismer og cybords var strøget gennem rummet. John stod hurtigt af på den videnskabelige side af sagen og havde rejst sig for at gå tilbage til sin egen afdeling, men nåede dog at høre Kevins sidste bemærkning inden han lukkede døren. ” Husk på at den menneskelige hjerne ikke er blevet opdateret i 30.000 år, tænk på de spildte potentiale”. Han havde de efterfølgende timer haft svært ved ikke at tænke på Kevins ord, men var så gledet tilbage til andre og mere presserende emner. Den følgende måned var det kun blevet til få timers søvn, han nærmest levede på speed, men det var til sidst lykkedes afdelingen at knække en af Londons største terrorceller. Derefter var han totalt udkørt og måtte væk fra afdelingen, væk fra enhver tanke om efterretningstjenesten.. Det var ikke fordi han ønskede noget vildt, fjernt og eksotisk, langtfra, blot et par uger med god mad og masser af tid til at fiske og læse. For John elskede at læse, men havde, i dagligdagen, sjældent tid til andet end det faglige, der primært bestod af bjerge af rapporter indsamlet af hans agenter i Mellemøsten, Europa og Afrika. Han drømte om tid til en god roman, eller til nogle af de mange historiske dokumenter han havde samlet, og selvfølgelig rejste han ikke længere væk, end at afdelingen, enten i Cheltenham eller London, kunne få fat på ham hvis lokummet brændte.

9

Han havde, mere eller mindre ubevist, valgt at leje et hus i den lille skotske kystby Tarbert, hvor hans familie ofte feriere da han var barn. Dengang boede de hos Josephine, en nu for længst afdød tante lidt syd for byen. Hendes lille hus lå ved siden af den halte fåreavlers, der hvor vejen drejede af mod Druimdrishaig. Det var et afsides område af Skotland, der ikke synes at have forandret sig siden han sidst havde været der, til hendes begravelse for godt femten år siden. De havde begravet hende på den lille kirkegård, hvorfra hun kunne se ud over fjorden og de altid grønne bakker på Kintyre. For det var der hun havde levet alle sine 82 år, og kun der hun følte sig hjemme. Da han ankom, for nogle dage siden, stoppede han op ved kirkegården, lagde en blomst ved stenen og så ud over havet. Det var som om han stadig kendte fjordens tavse rytme, genkendte blomsterne i grøften og huskede hvert et træ og hus i landskabet. Det var som om noget eller nogen kaldte på ham, som om hele Kintyre hviskede, ” Hvor har du dog været så længe”. Og han havde allerede første aften kørt en tur mod Campeltown, og passeret hendes gamle hus, der var hvidt med to skorstene og en lille sidebygning. Instinktivt tiltrukket af stedet havde han stoppet bilen i vejkanten, som forventede han at tante Josephine ville komme ud af den lille mørke dør for at gå en tur i sin smukke, men vindblæste have. Æbletræerne, han plejede at klatre i, stod der stadig, som tavse vagter mod forandringer i en have, hvis lille grønne paradis havde været hendes et og alt. Det var et ganske lille hus, langt mindre end han huskede, men blot synet, havde bragt minder frem han troede han for længst havde fortrængt. Minder om en familie og ikke mindst en drengs mange spændende oplevelser i en solrig og vild natur ved de skotske kyster. Det forekom ham, at verden havde været meget anderledes dengang, været mere fredelig, og langt mere rummelig. Men måske havde kravene til dagligdagen blot været mindre, ligesom hans egen viden om verden. Han stod ud af sin gamle ”Morgan” for at indånde aftenens blomsterkrydrede luft. Han huskede stadig hvordan hans far, hjemme i Huntingdon, havde pakket den gamle Morris, givet den et kærligt klap på træværket og derefter med en mine som en pilot på et større passagerfly, bedt dem stige ind, som starten til den årlige ferieuge hos tante Josephine i Skotland. Dengang havde en uge været en naturlig og rimelig længde for en ferie, og hans far, der var ansat ved staten, havde næppe kunne forestille sig en verden hvor tre – fire ugers sommerferie var blevet normen. John mærkede rykket i stangen, da endnu en veltrimmet makrel tog agnen. I det klare vand kunne han se den som en blank torpedo, få meter under overfladen. Han fulgte dens hurtige flugt med øjnene og gav sig god tid, fightede den lidt, og fik igen øje på den blege hvide bold, der fulgte bølgebevægelserne ti-tyve meter fra molen. En bold der, skønt helt under vand, havde en øjenfaldende lighed med et menneskets hoved. Han løfte makrellen ud af vandet og lagde den ned i isboksen, ved siden af de andre, og så på fiskene, hvis grønne og sortbølgede mønster reflekterede sollyset. Hans tante der var dybt religiøs og aldrig mistede en gudstjeneste i den lokale kirke, ville have kaldt den endnu et højdepunkt i skaberens udfoldelse, og måske havde hun ret. John havde ofte ønsket at han havde besiddet blot en lille del af tante Josephines religiøse overbevisning, eller rettere sagt en lille del af den tiltro hun havde til den gode verden som gud så viseligt havde skabt. Desværre var der ikke ret meget af det han oplevede i hverdagen der syntes at underbygge den gamle dames milde livssyn. John rettede sig op, så eftertænksomt ned i vandet og pakkede stangen sammen.

10

Han stod lidt, som kunne han ikke beslutte sig, men kaldte så på to unge drenge der roede rundt i en jolle længere inde i havnen. Først reagerede de ikke, men hans vedholdende fægten med armene fik dem til sidst til at vende båden, for at se hvad han ville. En time senere var vejen langs den ellers søvnige havnefront spærret af to patruljevogne fra Campeltown, der med blinkende lygter og selvlysende plasticstrimler, prøvede at forhindre at den stadig større mængde af nysgerrige byboere trængte ud på den lille træbro, hvor man havde valgt at lægge det stærkt opløste lig under en presenning. Fortøjet til broen sad de to knægte stadig i deres jolle, blege og uden helt at vide hvordan de skulle takle situationen, og de mange tilråb fra kammeraterne. Men de havde fået besked på at vente i båden indtil politiet fra Glasgow eller Oban ankom og tog over. John, der hurtigt var blevet træt af opmærksomheden, havde valgt at aflevere sit navn og sin adresse til betjentene fra Campeltown, og havde derefter bragt sine fisk hjem til det lejede hus. Egentlig var det jo heller ikke noget der kom ham ved. Han vidste selvfølgelig at han ville blive afhørt som vidne på et eller andet tidspunkt, om ikke andet så under ligsynet, men havde ellers ikke tænkt sig at lade en tilfældig strandskyller komme i vejen for hans velfortjente ferie. Han rensede hurtigt fiskene ved køkkenvasken og gik derefter ud i haven, hvor han satte sig på bænken for at nyde roen og den fantastiske udsigt. Da politiet ankom, godt en time senere, sad han ved havebordet og læste i en historisk rapport fra første verdenskrig. Han havde oprindelig læst politik og nyere historie ved Cambridge, og selvom det ikke mere var en del af hans professionelle virke, var historiske kilder, ikke mindst dem der havde Churchill som ophavsmand, en kær hobby. John bladede forsigtigt i dokumentet og kunne ikke lade være med at klukke over teksten, i den næsten hundrede år gamle undersøgelsesrapport. ”The sixth phase in these transactions was thus reached. The decision of February 16 th , the execution of which had been suspended on the 20 th , again became operative on March 10 th.” Han så på forsiden for at se hvilket idiot der havde skrevet den tekst. Embedsmandssprog?. Hvis det virkelig var sådan han og hans medarbejdere stadig udtrykte sig, var der ikke noget at sige til at de fleste af landets indbyggere fandt magtapparatets sprogbrug snørklet og fyldt af alt for mange ligegyldige ord. John hørte bilen stoppe, og så nysgerrigt op. To betjente steg ud og åbnede havelågen. Han lagde opgivende rapporten fra sig på bordet. Den forreste og civilklædte betjent forcerede de sidste trin på stentrappen. Han viste sit skilt inden han med en dyb rungende og noget hæs stemme spurgte: ”Er de John Norton?”. John skubbede stolen tilbage og rejste sig. Han rakte hånden frem. ”Ja, og hvad kan jeg så hjælpe de herrer fra ordensmagten med?” ”Jeg forstår at det var dem der fandt den afdøde”. Opdageren konsulterede for en sikkerheds skyld noterne i sin lille sorte bog. ”Fandt og fandt, det var vel mere den afdøde der opsøgte mig”. Betjenten så spørgende op fra sine noter, det var som om han i et kort øjeblik havde mistet koncentrationen. Bag ham stillede den uniformerede medhjælper sig op af et træ, med et udtryk som ragede verden ham en bønne, hvad den sandsynligvis også gjorde. ”Hvordan det?” John nikkede ned mod fjorden, og den lille træbro. ”Jeg stod dernede og fiskede da han kom svømmende, jeg så ham skvulpe rundt i vandet foran molen”. ”Svømmende, men han havde jo..”

11

Betjenten stregede noget i sine noter. ”Meget morsomt, men hvad laver de så Hr. Norton?”. ”Holder ferie”. ”Og når de ikke holder ferie?” Stemmen begyndte at lyde lidt anstrengt. ”Så er jeg ansat af regeringen”. Betjenten så nysgerrigt på John, og fik et lettere irriteret udtryk i ansigtet. ”Som hvad?” John gravede sin identifikation op af lommen og rakte den til betjenten, der efter et kort blik opgivende stak blokken og kuglepennen i lommen. ”Pis”. Han gik nogle skridt væk, drejede sig så og betragtede John nogle sekunder. ”Er det en sag, I arbejder på?” ”Ikke det jeg ved af ”. Kriminalbetjenten ventede lidt mens han tænkte sig om. ”Er det så noget du har tænkt dig at gå ind i?”. ”Jeg er på ferie, og reelt skide ligeglad med jeres lig, men derfor må du selvfølgelig godt fortælle mig hvis I finder ud af noget som er mere interessant end blot det lokale”. ”Har du ringet og underrettet efterretningstjenesten om fundet?” ”Næh, hvorfor skulle jeg dog det”. Kriminalbetjenten syntes at tage en beslutning. ”Ok, jeg regner med at du bliver i byen, selv bor jeg på hotellet, hvis der er noget du vil fortælle”. ”Hvilket et, Anchor?” ”Det ved jeg ikke endnu, men der lå et lyserødt hotel, med grønne skodder nede i havnen?” ”Ja, det er Anchor Hotel, de har for øvrigt et glimrende køkken, som jeg kun kan anbefale på det varmeste hvis det gælder fisk, krebsdyr og østers”. ”Fint, så bor jeg der”. Betjentens humør var tydeligvis blevet bedre efter de sidste oplysninger. ”Hvis du får lyst, kan du komme ned og få en øl i løbet af aftenen, eller måske i morgen når vi ved noget mere, så kan vi sludre lidt sammen sådan mere professionelt”. ”Aftale”. John fulgte patruljevognen med øjnene da den vendte på den smalle vej foran huset, så fortsatte han med at læse i den gamle rapport, som han uofficielt havde lånt af bibliotekaren på The Stationery Office i London, og højtideligt havde lovet at levere tilbage straks efter ferien. Han gjorde nogle få notater, men opgav så at koncentrere sig. Historien om den druknede var alligevel så småt begyndt at pusle i hans hjerne. Han så eftertænksomt ud over fjorden, hvor endnu en kutter kom ind fra havet. Den var sort og bar navnet ”Golden Strand” malet med guld i stævnen. John kendte skipperen og fulgte den med øjnene til den lagde til ved kajen foran fiskeauktionen. De hvide bøjer, fra trawlet der hang agter, fik ham til at tænke på den druknede. ”Gad vide hvem den døde var?”. Han mærkede en begyndende nysgerrighed, men havde med vilje ikke undersøgt liget da de bragte det i land. Døde fiskere, eller hvad det nu var for en, kom ikke ham ved, og selvom han besad et vist mål af ekspertise, vidste han, at de lokale betjente ville hade ham, hvis han stak blot det yderste af næsen i deres sager. Der var for øvrigt ikke noget overraskende i, at de fleste landbetjente opfattede det som en både nedladende og direkte utidig indblanding, hvis storbys betjente og især kollegaerne fra London blandede sig i efterforskningen. For John var ikke i tvivl om, at mange storbykollegaer følte sig

12

både bedrevidende, og ofte opførte sig direkte arrogante når det galt forholdet til deres mere provinsielle kollegaer. Kollegaer som de, mere eller mindre skjult, titulerede bonderøvene. Hvilket absolut ikke var ment som en udmærkelse. Han rejste sig eftertænksom, så en sidste gang ned over fjorden, og gik så ind for at forberede aftenens fisk. Inde i byen var den druknede lagt i en pose på gulvet i kølehuset hos fiskeeksportøren. Det var ganske vist ikke den ideelle opbevaring, men dog en brugbar løsning til retsmedicineren ankom fra Edingburg den følgende morgen.

TARBERT den 3. juli. Der var kun ganske få gæster i hotellets pub, da John trådte ind i halvmørkedet, men heldigvis var en af dem kriminalbetjent Keith Buxton fra CID i Glasgow. Buxton så op, da John trådte ind, en smil bredte sig på hans ansigt. ” Nå, jeg håbede også på at du ville se ind, hvad kan jeg byde på?” ” Drought please”. Han satte sig på stolen ved siden af betjenten, der bestilte den mørke skummende øl hos bartenderen. John så sig omkring i lokalet, men genkendte ingen. Han ventede tavst til det kolde glas stod på baren foran ham og smagte så tilfreds på det lokale øl. Det havde været en varm dag og han tørrede eftertænksomt skummet af overlæben inden han vendte sig mod betjenten. ” Tak for skænken, har I fundet ud af noget”. ” Næh, ikke ret meget”. ” Det tænkte jeg nok, da jeg så at I havde sat hans billede op i nogle af forretningerne, kønt er det ikke, men har I slet ikke noget på ham?”. ” Nej kun meget lidt, han er tilsyneladende fremmed, ingen i byen kender ham og vi er reelt helt på bar bund”. ” Hvad med brugbare fingeraftryk?”. ” Det er svært, han har ligget for længe i vandet, vi fik måske et enkelt, som computeren desværre ikke kender”. ” Hvad siger Interpol?” ” Nitte, ukendt” ” Papirer?” ” Der var intet der kunne identificere ham, men han havde mere end 500 £ i lommerne, plus en foldekniv, så det er ikke et røveri”. Betjenten så undersøgende på John. ” Der for øvrigt noget der undrer mig?”. ” Og hvad er så det?, hvis du altså må fortælle det til en ferierende britte” ” Det ved jeg ikke, men måske kan du hjælpe mig” Han trak en lille pose op af lommen og hældte nogle små sten ud i hånden. ” Ved du hvad det er?” John betragtede de gråblå sten. ” Nu kan man aldrig være sikker, og jeg er jo ikke gemmolog, men hvis de er ægte ligner det Tanzanite” ” Ok. Det undrer mig for øvrigt at du ikke var nysgerrig nok til at undersøge hans lommer, eller gjorde du?” ” Så havde jeg ikke efterladt de 500£”.

13

Betjenten betragtede ham indgående usikker på om John mente det. ” Der kunne jo være en grund”. ” Ja, som tidligere nævnt var det jo ikke mit bord”. Keith tav nogle sekunder mens han forsøgte at finde ud af hvad John havde gang i. At en efterretningsagent skulle være så korrekt troede han simpelthen ikke på, der måtte ligge en lort begravet et eller andet sted, som politiet endnu ikke havde opdaget. Han stak igen stenene i lommen. ” Jeg må vel hellere få en ekspert til at undersøge stenene, hvad var det du kaldte dem?” ” Tanzanite, hvis det er rigtigt, er det nogle af verdens sjældneste ædelsten, hele forekomsten er på under 4 km2”. Keith betragtede ham igen, men sagde ikke noget. John drak igen af sin øl, et svagt smil viste sig i mundvigen. Han var begyndt at nyde situationen og vidste at betjentens hjerne arbejdede på højtryk for at placere ham. John hørte døren gå op, og så i spejlet bag baren skipperen fra ”Golden Strand” komme ind i pubben sammen med sin medhjælper og den lille hvide terrier, som fulgte ham overalt, både til lands og til vands. John vidste at mange af skipperne, når de havde afregnet på auktionen, gav besætningen en pint på en af havnens pubber, som en hyggelig og traditionel måde at slutte arbejdsdagen på. John vendte sig om. ” Hej Chris, hvordan gik det?” ” Ok”. Fiskeskipperen satte sig bagerst i lokalet. Han lagde kasketten på bordet og bestilte øl til sig selv og medhjælperen. Den lille terrier rullede sig hjemmevandt sammen under bordet. De følgende minutter betragtede fiskeskipperen vågent Johns samtale med politiet, sludrede lidt med nogle andre fiskere der kom eller gik, og tømte så glasset for at gå hjem til konen og den ventende aftensmad. John så ham passere vinduet og fortsætte ned af gaden. Han misundte ham ikke og vidste at det var et hårdt liv at være hummerfisker i Tarbert, hvor Chris lagde ud fra havnen ved tretiden hver nat for at nå 4-5 trawltræk inden han 12-13 timer senere kom tilbage for at sælge sine 8-9 kasser jomfruhummere. ”Hvor længe bliver du i Tarbert?” John vendte sig igen mod Keith. ”Til lørdag den 9., hvorfor?” ”Bare nysgerrighed, hvis jeg skulle få brug for dig”. ”Det kan jeg næppe forestille mig, men du er selvfølgelig altid velkommen, du ved hvor jeg bor”. Han rejste sig op. ”Og tak for skænken, jeg skylder dig en gengældelse inden jeg rejser”. Da John forlod pubben så Keith længe og eftertænksom efter ham. Og da politimanden ti minutter senere stod ude ved havnekajen, hvor de sidste kuttere nu var ved at lægge til, trykkede han et Glasgow-nummer ind på mobilen. Han ventede til en kendt stemme gik igennem. ”Ja det er Keith, jeg ringer fra Tarbert, du ved der hvor vi fandt en strandvasker i går, men det er nu ikke det jeg ringer for. Gider du gøre mig en tjeneste, sådan rent uofficielt”. Han lyttede lidt. ” Muligvis, men det jeg vil have dig til, er at se hvad du kan finde på en John Norton MI6, mail det til mig så snart du har noget”. ” Nej, nej det er bare personlig nysgerrighed”. Keith afbrød aftalen og gik smånynnende langs kajen mod købmanden på hjørnet.

14

Tarbert den 4 juli. John havde været tidligt oppe og var gået en tur gennem den endnu ikke særlig morgentravle by. Han havde taget brød med fra bageren på hjørnet, og havde spist morgenmad på en stadig kølig terrasse, mens han havde nydt at iagttage byen som langsomt vågnede. Under normale omstændigheder var morgenmad noget John indtog i bilen eller på kontoret, oftest i form af et papkrus med kaffe og en indpakket sandwich. Det var blot en af mange ligegyldige rutiner der skulle overstås i en travl hverdag. Nu havde han pludselig tid til at nyde både stilheden og maden. For John var ……………….. Fortsættelse følger