De dødes navne af Oliver Bottini - læseprøve

143mm 143mm43,5 mm

21

9m

m

0811147887719

O� VERBO� INI

O� VER

BO� IN

I

DEDØDESDØDES

DE D

ØD

ES NAV

NE

2003. Sommer i det sydlige Tyskland. På en øde eng uden for den

fredelige landsby Kirchzarten rykker det lokale brandkorps ud for

at slukke en brand i et lille skur. Ingen aner uråd, da engen plud-

selig eksploderer i et inferno af ild. Det tilsyneladende uskyldige

skur gemte på et illegalt våbenlager.

Kriminalkommissær Louise Boní fra politiet i Freiburg står over

for en dobbelt udfordring: Hun skal for første gang bekæmpe for-

tidens dæmoner uden hjælp af alkohol. Og hun skal – under som-

merens hedebølge – opklare en sag, som politi- og efterretnings-

væsen fra nær og fjern blander sig i.

Efterforskningen cirkler i første omgang omkring krigen i eks-

Jugoslavien, men et koldblodigt mord kaster sagen i en anden

retning: den betændte politiske situation i Pakistan efter 11. sep-

tember 2001.

Dobbeltspillet, kynismen, dæmonerne – og længslen efter en

mand, en ganske særlig mand. Det hele kører sammen for Louise

Boní, mens tingene spidser til i den kvælende hede.

de dødes navne er anden bog i Oliver Bottinis prisvindende

krimiserie om Louise Boní og hendes kolleger i kriminalpolitiet i

Freiburg. En atmosfærefyldt krimi med menneskelig og litterær

dybde.

KRIMI

NAVNE”Skøn heltinde (…) Sårbar og selvironisk

og lige til at knuselske.” - WA.

O L I V E R B O T T I N I

Kriminalroman People’sPress

Oversat fra tysk af

Henrik Andersen

DE DØDESNAVNE

Bog De dødes navne FINAL:Layout 1 02/03/11 14:12 Side 3

2003. Sommer i det sydlige Tyskland. På en øde eng uden for den frede-lige landsby Kirchzarten rykker det lokale brandkorps ud for at slukke en brand i et lille skur. Ingen aner uråd, da engen pludselig eksploderer i et inferno af ild. Det tilsyneladende uskyldige skur gemte på et illegalt våbenlager.

Kriminalkommissær Louise Boní fra politiet i Freiburg står over for en dobbelt udfordring: Hun skal for første gang bekæmpe fortidens dæmo-ner uden hjælp af alkohol. Og hun skal – under sommerens hedebølge

– opklare en sag, som politi- og efterretningsvæsen fra nær og fjern blan-der sig i.

Efterforskningen cirkler i første omgang omkring krigen i eks-Jugo-slavien, men et koldblodigt mord kaster sagen i en anden retning: den betændte politiske situation i Pakistan efter 11. september 2001. Dob-beltspillet, kynismen, dæmonerne – og længslen efter en mand, en gan-ske særlig mand. Det hele kører sammen for Louise Boní, mens tingene spidser til i den kvælende hede.

De dødes navne er anden bog i Oliver Bottinis prisvindende krimiserie om Louise Boní og hendes kolleger i kriminalpolitiet i Freiburg. En at-mosfærefyldt krimi med menneskelig og litterær dybde.

O L I V E R B O T T I N I

Kriminalroman People’sPress

Oversat fra tysk af

Henrik Andersen

DE DØDESNAVNE


3


1

NU GJORDE HUN alting for første gang, tænkte Louise Boní ogtog en flaske op af skuldertasken og satte sig i græsset. For før-ste gang overarbejde, for første gang Kirchzarten, den førstedøde. I nat den første alvorlige krise og for et par dage siden sexmed Anatol for første gang. For en uge siden det første opgørmed Rolf Bermann. De første mareridt, den første tvivl om,hvorvidt hun ville klare det. Hendes vej tilbage til hverdagenvar brolagt med uropførsler.

Hun åbnede skruelåget og tømte halvdelen af flasken. Snarttreogfyrre, og livet – hendes liv – begyndte forfra.

Det var en ret ubehagelig tanke. Hun betragtede Schneider, der i flere minutter havde stået

ubevægelig i udkanten af brandstedet med blikket rettet entenmod skoven eller bakken bag træerne. Kønne, kedelige Schnei-der, som altid fortabt uden Bermann. Som for fem månedersiden, da han sad i sneen uden for Münzenried, den dag Nat-chaya og Areewan døde.

Siden hun var kommet tilbage, skete alt for første gang, ogdog førte alt direkte til livet før hendes ophold i Kanzan-an.Hun førte flasken op til munden og tømte den, åbnede denanden flaske og drak halvdelen. Det var ligegyldigt, hvor megetvand hun drak, tørsten forsvandt aldrig.

Tørsten og søvnløsheden. Klokken tre i nat stod hun ved kassen på en tankstation i

Freiburg med fire flasker sprut i posen. Hjemme stillede hun

25


De dødes navne

Oversat af Henrik Andersen efter originaludgaven:

Im Sommer der Mörder

Copyright © 2006 by S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main

Published by agreement with Leonhardt & Høier

Literary Agency A/S, København

Copyright © dansk udgave 2011 by People’sPress, København

Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Minion

Produktion: CPI-Clausen & Bosse, Leck

ISBN 978-87-7108-111-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2011

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge

gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


54

flaskerne op foran sig på sofabordet. Udmærket, råbte hun, hvisdu absolut vil drikke, så gør det dog! Vodka? Bourbon? Du kanfå lige, hvad du vil! Vodka? Ja? Så drik dog! Drik, hvad du vil!

Ja, ja, ja, råbte dæmonerne i hendes hoved. Nej, skreg Louise. Ikke i dag!Hun forlod lejligheden og kørte til den øde politistation.

Hun havde endnu ikke et kontor, intet skrivebord, ingen tele-fon. Altså satte hun sig på Almenbroichs kontor, han havde denmest bekvemme stol, var chef for kriminalpolitiet og støttedealtid sine medarbejderes kamp mod dæmonerne.

Men Almenbroich dukkede ikke op på kontoret den mor-gen. Den vagthavende havde informeret ham hjemme. Han varkørt direkte til Kirchzarten.

Hun betragtede brandstedet. Bermann havde først sendtbud efter hende sent på eftermiddagen, så hun vidste endnuikke ret meget. Våben i en kælder, som ingen kendte til, et træ-skur, som ingen havde anvendt, en eng, der tilhørte en bonde,ingen kunne lide.

Og en død brandmand. Hun havde endnu ikke læst vidneudsagnene og ikke delta-

get i efterforskningsgruppens møde tidligere den dag. Betænk-somme Bermann. Varsomt skulle hun føres tilbage til hverda-gen. Vi må ikke overbebyrde hende, havde han i sidste uge sagtforan det forsamlede mandskab. Hun havde været væk i langtid. Havde været syg. Men hun var helbredt. Ikke sandt, Luis?Du er da helbredt nu?

I begyndelsen havde han overvejet at anbringe hende i enanden afdeling. Hvad siger du, spurgte han den første arbejds-dag, ville sædelighed ikke være noget for dig, Luis? Sædelighedville da passe fint? Eller hvad med ungdomskriminalitet? Slud-der og vrøvl, havde hun sagt.

De var blevet enige om, at hun skulle blive i Bermanns D IIog i begyndelsen nøjes med at “assistere”, som Bermann ud-trykte det. Han sagde ikke noget om, hvad “assistere” indebar.

26


Hun tømte den anden flaske og stak den i tasken. Hun villegerne være blevet væk lidt længere. Langt væk fra Verden ogHverdag, fra pligter og andre mennesker. På den anden side vardet spændende at være tilbage. At opleve nysgerrigheden i alleblikke og alle stemmer, til tider også overraskelsen. Og ind-imellem en ny intensitet hos Bermann og andre mænd, et fæ-nomen, som det var flere hundrede år siden, hun sidst havdeværet genstand for.

Seks kilo mindre og fire måneder med frisk luft var åben-bart til at få øje på.

Schneider bevægede sig. Han vendte sig om mod hende, løf-tede den ene hånd og gjorde tegn i retning af Freiburg. Skal viikke snart køre? Hans ansigt blev oplyst af solens sidste stråler.Et venligt og tomt modekatalog-ansigt, som man først kunnetage blikket fra, når man forstod, at det aldrig ville komme tilat indeholde en sjæl.

Hun rystede på hovedet. Vi bliver. Vi venter på genfærdet,det skal nok komme.

Der gik en halv time. Solen forsvandt bag bakken. Schneiderhavde sat sig ind i bilen, hun hørte, at han talte i telefon. En pa-truljevogn fra Kirchzarten kørte langsomt forbi, HeinrichTäschle, lederen af den lokale politistation, arbejdede også over.Hun havde set ham samme eftermiddag, men ikke haft lejlig-hed til at hilse på ham. En stor, lettere kejtet politikommissæri halvtredsårsalderen, født i Kirchzarten, skolegang i Kirchzar-ten, gift i Kirchzarten. Han gik mistroisk ved siden af Bermann,hatten i hånden. Senere så han fra sin tjenestebil, hvordan kri-minalpolitiet centimeter for centimeter finkæmmede hans eng.Den gamle rivalitet mellem ordenspoliti og kriminalpoliti. Hankørte ved syvtiden og var siden da kommet forbi tre eller firegange.

Hendes mobiltelefon spillede Erik Satie. Det varede lidt,inden hun fandt den mellem alle de tomme plasticflasker i ta-

27


54

flaskerne op foran sig på sofabordet. Udmærket, råbte hun, hvisdu absolut vil drikke, så gør det dog! Vodka? Bourbon? Du kanfå lige, hvad du vil! Vodka? Ja? Så drik dog! Drik, hvad du vil!

Ja, ja, ja, råbte dæmonerne i hendes hoved. Nej, skreg Louise. Ikke i dag!Hun forlod lejligheden og kørte til den øde politistation.

Hun havde endnu ikke et kontor, intet skrivebord, ingen tele-fon. Altså satte hun sig på Almenbroichs kontor, han havde denmest bekvemme stol, var chef for kriminalpolitiet og støttedealtid sine medarbejderes kamp mod dæmonerne.

Men Almenbroich dukkede ikke op på kontoret den mor-gen. Den vagthavende havde informeret ham hjemme. Han varkørt direkte til Kirchzarten.

Hun betragtede brandstedet. Bermann havde først sendtbud efter hende sent på eftermiddagen, så hun vidste endnuikke ret meget. Våben i en kælder, som ingen kendte til, et træ-skur, som ingen havde anvendt, en eng, der tilhørte en bonde,ingen kunne lide.

Og en død brandmand. Hun havde endnu ikke læst vidneudsagnene og ikke delta-

get i efterforskningsgruppens møde tidligere den dag. Betænk-somme Bermann. Varsomt skulle hun føres tilbage til hverda-gen. Vi må ikke overbebyrde hende, havde han i sidste uge sagtforan det forsamlede mandskab. Hun havde været væk i langtid. Havde været syg. Men hun var helbredt. Ikke sandt, Luis?Du er da helbredt nu?

I begyndelsen havde han overvejet at anbringe hende i enanden afdeling. Hvad siger du, spurgte han den første arbejds-dag, ville sædelighed ikke være noget for dig, Luis? Sædelighedville da passe fint? Eller hvad med ungdomskriminalitet? Slud-der og vrøvl, havde hun sagt.

De var blevet enige om, at hun skulle blive i Bermanns D IIog i begyndelsen nøjes med at “assistere”, som Bermann ud-trykte det. Han sagde ikke noget om, hvad “assistere” indebar.

26


Hun tømte den anden flaske og stak den i tasken. Hun villegerne være blevet væk lidt længere. Langt væk fra Verden ogHverdag, fra pligter og andre mennesker. På den anden side vardet spændende at være tilbage. At opleve nysgerrigheden i alleblikke og alle stemmer, til tider også overraskelsen. Og ind-imellem en ny intensitet hos Bermann og andre mænd, et fæ-nomen, som det var flere hundrede år siden, hun sidst havdeværet genstand for.

Seks kilo mindre og fire måneder med frisk luft var åben-bart til at få øje på.

Schneider bevægede sig. Han vendte sig om mod hende, løf-tede den ene hånd og gjorde tegn i retning af Freiburg. Skal viikke snart køre? Hans ansigt blev oplyst af solens sidste stråler.Et venligt og tomt modekatalog-ansigt, som man først kunnetage blikket fra, når man forstod, at det aldrig ville komme tilat indeholde en sjæl.

Hun rystede på hovedet. Vi bliver. Vi venter på genfærdet,det skal nok komme.

Der gik en halv time. Solen forsvandt bag bakken. Schneiderhavde sat sig ind i bilen, hun hørte, at han talte i telefon. En pa-truljevogn fra Kirchzarten kørte langsomt forbi, HeinrichTäschle, lederen af den lokale politistation, arbejdede også over.Hun havde set ham samme eftermiddag, men ikke haft lejlig-hed til at hilse på ham. En stor, lettere kejtet politikommissæri halvtredsårsalderen, født i Kirchzarten, skolegang i Kirchzar-ten, gift i Kirchzarten. Han gik mistroisk ved siden af Bermann,hatten i hånden. Senere så han fra sin tjenestebil, hvordan kri-minalpolitiet centimeter for centimeter finkæmmede hans eng.Den gamle rivalitet mellem ordenspoliti og kriminalpoliti. Hankørte ved syvtiden og var siden da kommet forbi tre eller firegange.

Hendes mobiltelefon spillede Erik Satie. Det varede lidt,inden hun fandt den mellem alle de tomme plasticflasker i ta-

27


76

sken. Det var en ny telefon, og hun havde kun gemt nogle fånumre på den, det her var ikke et af dem. Wilhelm Brenner, envåbenekspert fra Teknisk Afdeling. “Jeg havde godt nok hørt,du var tilbage igen. Hvordan var der ude hos buddhisterne?”

“Som der nu engang er ude hos buddhister.”“Jaså, husker du at meditere hver dag?” Hun lo høfligt. “Du

må fortælle mig om det engang,” sagde Brenner. “Ja.” Et lille øjeblik troede hun faktisk på, hun engang ville

gøre det. Hun smilede for sig selv. Var hun blevet naiv i Kan-zan-an? Eller havde hun bare vænnet sig af med hverdags-floskler?

Schneider kom hen til hende og satte sig på hug. Hvis hunikke fejlfortolkede hans ansigt i skumringens rødlige lys, varhan enten forlegen eller nervøs. Hun formede tavst bogstaverneT-A. Schneider rakte ud efter telefonen, men bevægelsen varikke specielt målrettet.

Det var sandt. Officielt “assisterede” hun kun. Hun smilede truende, og Schneider trak hånden til sig. Brenner havde undersøgt de første af de ødelagte våben og

fundet producentnavn og modelbetegnelse på en del af dem:Pistoler af typen Model 57, den jugoslaviske licensversion afden russiske 7,62 millimeter Tokarew. Lette maskinpistoler aftypen Model 61, den jugoslaviske licensversion af den tjekko-slovakiske Skorpion. Kalasjnikovs uden modelbetegnelse, menudførslen tydede på, at det ligeledes var jugoslaviske licensver-sioner af den russiske original.

“Jugoer,” sagde Louise. “Ja,” sagde Brenner. “Våbnene?” spurgte Schneider. Hun nikkede. “Rottweil,” sagde Brenner og Schneider samtidig. Brenner tilføjede “I begyndelsen af halvfemserne”, Schnei-

der “sidste år”. Hun nikkede igen. Det våbenfund, man sidsteår havde gjort i en garage i Rottweil, var ubetydeligt. En flok vå-

28


benidioter, der tilsyneladende forberedte sig på Tredje Ver-denskrig, havde købt maskinpistoler, maskingeværer, pistolerog ammunition. Rottweil fra begyndelsen af halvfemserne varmere interessant: Landeskriminalamt, LKA, var stødt på enkroatisk våbenhandlerring. Hvis hun ikke huskede forkert,stammede en del af de våben fra Jugoslavien.

Brenner lovede at finde ud af, hvilke våbentyper og model-ler det havde drejet sig om.

“Har I fået talt skidtet op?” spurgte hun. “Ja. Fireogtyve kasser.”“Og?” hviskede Schneider. “De har ikke fået talt op endnu.”“Hvem taler du med?” spurgte Brenner. “Schneider.”“Schneider, Schneider ... Hvem er det nu, det er?”“Ham den kønne. Hvornår får vi jeres rapport?”Schneider fik rynker i panden, Brenner sukkede. “Om to

uger.”“I er ikke ligefrem blevet hurtigere, mens jeg har været ude

hos buddhisterne.”“Jo, det er vi. Vi er bare blevet langsommere, siden du er

kommet tilbage.”De lo, mens de sagde farvel. Schneider rejste sig med knagende knæ, og hun tænkte, at

den hæslige alder tilsyneladende var begyndt at hærge bag hanskønne ydre. Han var i slutningen af fyrrene, hvilket ikke varnoget problem udenpå, kun indeni.

I det øjeblik så hun genfærdet. Det stod ubevægeligt og stir-rede på hende knap tyve meter bag Schneider.

Det var åbenbart de ubevægelige mænds dag.

Hun havde regnet med, at det ville være Baudy, lederen af Kirch-zartens frivillige brandkorps, der kom, men det var Riedinger,bonden. Også i orden, tænkte hun.

29


76

sken. Det var en ny telefon, og hun havde kun gemt nogle fånumre på den, det her var ikke et af dem. Wilhelm Brenner, envåbenekspert fra Teknisk Afdeling. “Jeg havde godt nok hørt,du var tilbage igen. Hvordan var der ude hos buddhisterne?”

“Som der nu engang er ude hos buddhister.”“Jaså, husker du at meditere hver dag?” Hun lo høfligt. “Du

må fortælle mig om det engang,” sagde Brenner. “Ja.” Et lille øjeblik troede hun faktisk på, hun engang ville

gøre det. Hun smilede for sig selv. Var hun blevet naiv i Kan-zan-an? Eller havde hun bare vænnet sig af med hverdags-floskler?

Schneider kom hen til hende og satte sig på hug. Hvis hunikke fejlfortolkede hans ansigt i skumringens rødlige lys, varhan enten forlegen eller nervøs. Hun formede tavst bogstaverneT-A. Schneider rakte ud efter telefonen, men bevægelsen varikke specielt målrettet.

Det var sandt. Officielt “assisterede” hun kun. Hun smilede truende, og Schneider trak hånden til sig. Brenner havde undersøgt de første af de ødelagte våben og

fundet producentnavn og modelbetegnelse på en del af dem:Pistoler af typen Model 57, den jugoslaviske licensversion afden russiske 7,62 millimeter Tokarew. Lette maskinpistoler aftypen Model 61, den jugoslaviske licensversion af den tjekko-slovakiske Skorpion. Kalasjnikovs uden modelbetegnelse, menudførslen tydede på, at det ligeledes var jugoslaviske licensver-sioner af den russiske original.

“Jugoer,” sagde Louise. “Ja,” sagde Brenner. “Våbnene?” spurgte Schneider. Hun nikkede. “Rottweil,” sagde Brenner og Schneider samtidig. Brenner tilføjede “I begyndelsen af halvfemserne”, Schnei-

der “sidste år”. Hun nikkede igen. Det våbenfund, man sidsteår havde gjort i en garage i Rottweil, var ubetydeligt. En flok vå-

28


benidioter, der tilsyneladende forberedte sig på Tredje Ver-denskrig, havde købt maskinpistoler, maskingeværer, pistolerog ammunition. Rottweil fra begyndelsen af halvfemserne varmere interessant: Landeskriminalamt, LKA, var stødt på enkroatisk våbenhandlerring. Hvis hun ikke huskede forkert,stammede en del af de våben fra Jugoslavien.

Brenner lovede at finde ud af, hvilke våbentyper og model-ler det havde drejet sig om.

“Har I fået talt skidtet op?” spurgte hun. “Ja. Fireogtyve kasser.”“Og?” hviskede Schneider. “De har ikke fået talt op endnu.”“Hvem taler du med?” spurgte Brenner. “Schneider.”“Schneider, Schneider ... Hvem er det nu, det er?”“Ham den kønne. Hvornår får vi jeres rapport?”Schneider fik rynker i panden, Brenner sukkede. “Om to

uger.”“I er ikke ligefrem blevet hurtigere, mens jeg har været ude

hos buddhisterne.”“Jo, det er vi. Vi er bare blevet langsommere, siden du er

kommet tilbage.”De lo, mens de sagde farvel. Schneider rejste sig med knagende knæ, og hun tænkte, at

den hæslige alder tilsyneladende var begyndt at hærge bag hanskønne ydre. Han var i slutningen af fyrrene, hvilket ikke varnoget problem udenpå, kun indeni.

I det øjeblik så hun genfærdet. Det stod ubevægeligt og stir-rede på hende knap tyve meter bag Schneider.

Det var åbenbart de ubevægelige mænds dag.

Hun havde regnet med, at det ville være Baudy, lederen af Kirch-zartens frivillige brandkorps, der kom, men det var Riedinger,bonden. Også i orden, tænkte hun.

29


98

Da hun om eftermiddagen ankom til brandstedet, stod Rie-dinger i skovbrynet og betragtede alt postyret. Bermann havdesagt, Riedinger var blevet forhørt hele dagen, både af krimi-nalpolitiet, sporsikringen, brandvæsenet, borgmesteren, stats-advokaten og pressen, af “ høj og lav” så at sige. Nu var hanåbenbart så edderspændt, at ingen turde komme i nærheden afham. Han havde truet en af journalisterne, skældt en betjenthuden fuld. Hun havde været på vej hen til ham, men Bermannhavde holdt hende tilbage. “Du er her kun for at assistere, Luis,”havde han sagt og set på hende med det der nye intense blik.Mandeblikket. Det var et latterligt blik, men hun tog det ikkedesto mindre som et bevis på, at hun havde forandret sig. Hunhavde klaret det og ville klare de kommende minutter, timer,dage.

Da hun nu så Hannes Riedinger, besluttede hun, at hunskulle vente lidt med at gå hen til ham. Vise, at hun var afslap-pet. Hun smilede venligt til ham.

“Nå, hvad sagde Brenner?” spurgte Schneider. “Du kan først fortælle mig, hvad Riedinger har sagt.”“Hvorfor Riedinger?”“Hvornår opdagede han branden?”Schneider sukkede modvilligt. Riedinger havde fortalt, at han var stået op klokken halv fem,

havde set til køerne og sat hunden i snor. Da han gik tilbage tilstuehuset, så han de første flammer i mørket. Han satte sig opi traktoren, men havde efter halvtreds-tres meter indset, at hanikke ville være i stand til at slukke branden alene og da slet ikkeuden vand. Derfor vendte han om og ringede til alarmcentra-len. Så kørte han ud til det brændende skur med et par spandevand, men på det tidspunkt var flammerne allerede høje somet hus. Som om nogen havde åbnet porten til Helvede.

“Sagde han det sådan?”Schneider nikkede. “Hvad var det så, Brenner sagde?”Hun gav ham en sammenfatning af telefonsamtalen. Hun

30


kom i tanke om, at hun havde glemt at spørge Brenner om am-munition og sprængstoffer. Om det var branden, der udløsteeksplosionen. Hun stirrede tavst på Schneider.

“Og hvad var det så, der fik skidtet til at eksplodere?” spurgtehan.

Hun sukkede og trak på skuldrene. Schneider gik hen til tjenestebilen for lede Brenners infor-

mation videre til Rolf Bermann. Hun løftede blikket. Riedin-ger så stadig på hende. Porten til Helvede, bare fordi nogenhavde sat ild til et lille, ligegyldigt træskur? Hun vidste næsteningenting om Riedinger. Kun, at ingen kunne lide ham, og athan levede alene. At et brændende træskur i hans øjne var por-ten til Helvede. Det var ikke særlig meget. Men det fortalte enhel del, når man tog i betragtning, at flertallet i Kirchzarten til-hørte den højtuddannede, velstående middelklasse.

Schneider kom tilbage. “Lad os køre. Rolf siger, vi skalkomme ind på stationen med det samme.”

“Sagde han ellers noget?”“At Löbinger og D 23 også er om bord.”“Om våbnene, mener jeg.”Schneider tøvede. “Kom nu, Heinz.”Schneider satte sig igen på hug. Slipseknuden sad stadig per-

fekt, selv om han havde været i tjeneste de seneste fjorten timer,og der var ikke så meget som et støvfnug eller et græsstrå påden lysebrune habit. Snavs kom aldrig i nærheden af HeinzSchneider, det var kun noget for andre. End ikke de høje som-mertemperaturer påvirkede ham. Hun tænkte på Hollerer –ubarberet, plettet uniformsjakke, brødkrummer på maven.

Det runde hvide ansigt i den mørke, blodige nattesne. Første gange, der stadig ventede forude – at møde Hollerer

og besøge Nikschs grav. Hun fortrængte tankerne og lyttede til Schneider, der dæm-

pet fortalte, at Bermann allerede om eftermiddagen og nu igen

31


98

Da hun om eftermiddagen ankom til brandstedet, stod Rie-dinger i skovbrynet og betragtede alt postyret. Bermann havdesagt, Riedinger var blevet forhørt hele dagen, både af krimi-nalpolitiet, sporsikringen, brandvæsenet, borgmesteren, stats-advokaten og pressen, af “ høj og lav” så at sige. Nu var hanåbenbart så edderspændt, at ingen turde komme i nærheden afham. Han havde truet en af journalisterne, skældt en betjenthuden fuld. Hun havde været på vej hen til ham, men Bermannhavde holdt hende tilbage. “Du er her kun for at assistere, Luis,”havde han sagt og set på hende med det der nye intense blik.Mandeblikket. Det var et latterligt blik, men hun tog det ikkedesto mindre som et bevis på, at hun havde forandret sig. Hunhavde klaret det og ville klare de kommende minutter, timer,dage.

Da hun nu så Hannes Riedinger, besluttede hun, at hunskulle vente lidt med at gå hen til ham. Vise, at hun var afslap-pet. Hun smilede venligt til ham.

“Nå, hvad sagde Brenner?” spurgte Schneider. “Du kan først fortælle mig, hvad Riedinger har sagt.”“Hvorfor Riedinger?”“Hvornår opdagede han branden?”Schneider sukkede modvilligt. Riedinger havde fortalt, at han var stået op klokken halv fem,

havde set til køerne og sat hunden i snor. Da han gik tilbage tilstuehuset, så han de første flammer i mørket. Han satte sig opi traktoren, men havde efter halvtreds-tres meter indset, at hanikke ville være i stand til at slukke branden alene og da slet ikkeuden vand. Derfor vendte han om og ringede til alarmcentra-len. Så kørte han ud til det brændende skur med et par spandevand, men på det tidspunkt var flammerne allerede høje somet hus. Som om nogen havde åbnet porten til Helvede.

“Sagde han det sådan?”Schneider nikkede. “Hvad var det så, Brenner sagde?”Hun gav ham en sammenfatning af telefonsamtalen. Hun

30


kom i tanke om, at hun havde glemt at spørge Brenner om am-munition og sprængstoffer. Om det var branden, der udløsteeksplosionen. Hun stirrede tavst på Schneider.

“Og hvad var det så, der fik skidtet til at eksplodere?” spurgtehan.

Hun sukkede og trak på skuldrene. Schneider gik hen til tjenestebilen for lede Brenners infor-

mation videre til Rolf Bermann. Hun løftede blikket. Riedin-ger så stadig på hende. Porten til Helvede, bare fordi nogenhavde sat ild til et lille, ligegyldigt træskur? Hun vidste næsteningenting om Riedinger. Kun, at ingen kunne lide ham, og athan levede alene. At et brændende træskur i hans øjne var por-ten til Helvede. Det var ikke særlig meget. Men det fortalte enhel del, når man tog i betragtning, at flertallet i Kirchzarten til-hørte den højtuddannede, velstående middelklasse.

Schneider kom tilbage. “Lad os køre. Rolf siger, vi skalkomme ind på stationen med det samme.”

“Sagde han ellers noget?”“At Löbinger og D 23 også er om bord.”“Om våbnene, mener jeg.”Schneider tøvede. “Kom nu, Heinz.”Schneider satte sig igen på hug. Slipseknuden sad stadig per-

fekt, selv om han havde været i tjeneste de seneste fjorten timer,og der var ikke så meget som et støvfnug eller et græsstrå påden lysebrune habit. Snavs kom aldrig i nærheden af HeinzSchneider, det var kun noget for andre. End ikke de høje som-mertemperaturer påvirkede ham. Hun tænkte på Hollerer –ubarberet, plettet uniformsjakke, brødkrummer på maven.

Det runde hvide ansigt i den mørke, blodige nattesne. Første gange, der stadig ventede forude – at møde Hollerer

og besøge Nikschs grav. Hun fortrængte tankerne og lyttede til Schneider, der dæm-

pet fortalte, at Bermann allerede om eftermiddagen og nu igen

31


1110

havde påpeget, at en uforholdsmæssig høj andel af brandstif-tere kommer fra de frivillige og professionelle brandmændsrækker. Måske havde en af de frivillige brandmænd i Kirch-zarten sat ild til skuret. Hun nikkede eftertænksomt. Et perfektmål for en pyroman. Ilden ville ikke kunne brede sig, ingenmenneskeliv ville være i fare.

Schneider rettede sig op, det knagede igen i leddene. “Lados nu komme af sted, okay?” Han stivnede midt i en bevægelse.“Der står nogen ... “

“Riedinger.” Louise rejste sig op, hængte tasken over skul-deren.

“Hvor længe har han stået der?”“Nogle minutter. Kom, lad os snakke lidt med ham.”Schneider holdt hende tilbage. Riedinger var farlig. En

mand, som naboerne undgik, og som havde pudset hunden påasylansøgere og hollandske campister, fordi de var kommet indpå hans grund. Som havde slået sine børn og sin kone, drevetsin medarbejdere væk, været nødt til at sælge det meste af sinjord på grund af økonomiske problemer. En mand, der stodved ruinens rand.

Det havde Berthold Meiering, Kirchzartens borgmester, for-talt.

“Vær forsigtig, Luis.”“Er han alkoholiker?”Schneider sænkede forskrækket blikket. Hun smilede. “Kom så,” sagde hun.

Riedinger var ikke ret meget højere end hende, men dobbelt såbred. Hans ansigt var lukket, hans øjne lyse med klar iris. Nej,han var ikke alkoholiker. Tanken beroligede hende, hun vidsteikke hvorfor.

Schneider præsenterede hende som en “kvindelig kollega”og sagde, at hun havde yderligere et par spørgsmål. Riedinger

32


sagde, han ikke havde lyst til at svare på flere spørgsmål, hanhavde ikke lavet andet end at svare på spørgsmål hele dagen.“Mine spørgsmål er anderledes,” sagde Louise.

Schneider så overrasket på hende, Riedinger drejede hove-det og spyttede.

“Hvor er Deres børn?”Riedinger udstødte en vred latter. “Deres kone, Deres medarbejdere? Hvorfor er de alle sam-

men væk?”“Luis,” sagde Schneider advarende. “Den slags spørgsmål, hr. Riedinger.”Riedinger var holdt op med at le. De runde kinder var ble-

vet røde, øjnene små. Det var, som om noget begyndte at vi-brere inden i ham. Schneiders hånd lå pludselig på hendes arm,og han trak hende væk. Hun indså, at begge mænd troede, hunforsøgte at provokere Riedinger, og at han nu var på nippet tilat slå hende. Hun løftede den ene hånd, vinkede afværgende.Nogle gange havde hun stadig svært ved at få den gamle bram-fri og den nye mere afslappede Louise til at spille sammen, nårhun skulle sige noget. Så var det gamle Louise, der satte ord påde tanker, som gik gennem hovedet på den nye.

“Den slags spørgsmål,” gentog hun, pludselig utrolig træt.Men på det tidspunkt havde Riedinger allerede vendt ryggen tildem, og han forsvandt i mørket.

Schneider var tavs, indtil de nåede tunnellen på B 31. Så mum-lede han for sig selv: “Sikke nogle spørgsmål ... Er vi pludseligblevet psykologer? Vi er politifolk ... “ Louise havde ikke lyst tilat gå ind på det. Hun tænkte på Riedinger, der gik et sted i mør-ket bag dem og sydede af vrede, men ikke længere havde nogen,han kunne slå på. Hun var overbevist om, at den information,de skulle bruge for at komme videre, var lagret et sted i hanshoved. Skuret tilhørte ham, engen tilhørte ham, og det havde

33


1110

havde påpeget, at en uforholdsmæssig høj andel af brandstif-tere kommer fra de frivillige og professionelle brandmændsrækker. Måske havde en af de frivillige brandmænd i Kirch-zarten sat ild til skuret. Hun nikkede eftertænksomt. Et perfektmål for en pyroman. Ilden ville ikke kunne brede sig, ingenmenneskeliv ville være i fare.

Schneider rettede sig op, det knagede igen i leddene. “Lados nu komme af sted, okay?” Han stivnede midt i en bevægelse.“Der står nogen ... “

“Riedinger.” Louise rejste sig op, hængte tasken over skul-deren.

“Hvor længe har han stået der?”“Nogle minutter. Kom, lad os snakke lidt med ham.”Schneider holdt hende tilbage. Riedinger var farlig. En

mand, som naboerne undgik, og som havde pudset hunden påasylansøgere og hollandske campister, fordi de var kommet indpå hans grund. Som havde slået sine børn og sin kone, drevetsin medarbejdere væk, været nødt til at sælge det meste af sinjord på grund af økonomiske problemer. En mand, der stodved ruinens rand.

Det havde Berthold Meiering, Kirchzartens borgmester, for-talt.

“Vær forsigtig, Luis.”“Er han alkoholiker?”Schneider sænkede forskrækket blikket. Hun smilede. “Kom så,” sagde hun.

Riedinger var ikke ret meget højere end hende, men dobbelt såbred. Hans ansigt var lukket, hans øjne lyse med klar iris. Nej,han var ikke alkoholiker. Tanken beroligede hende, hun vidsteikke hvorfor.

Schneider præsenterede hende som en “kvindelig kollega”og sagde, at hun havde yderligere et par spørgsmål. Riedinger

32


sagde, han ikke havde lyst til at svare på flere spørgsmål, hanhavde ikke lavet andet end at svare på spørgsmål hele dagen.“Mine spørgsmål er anderledes,” sagde Louise.

Schneider så overrasket på hende, Riedinger drejede hove-det og spyttede.

“Hvor er Deres børn?”Riedinger udstødte en vred latter. “Deres kone, Deres medarbejdere? Hvorfor er de alle sam-

men væk?”“Luis,” sagde Schneider advarende. “Den slags spørgsmål, hr. Riedinger.”Riedinger var holdt op med at le. De runde kinder var ble-

vet røde, øjnene små. Det var, som om noget begyndte at vi-brere inden i ham. Schneiders hånd lå pludselig på hendes arm,og han trak hende væk. Hun indså, at begge mænd troede, hunforsøgte at provokere Riedinger, og at han nu var på nippet tilat slå hende. Hun løftede den ene hånd, vinkede afværgende.Nogle gange havde hun stadig svært ved at få den gamle bram-fri og den nye mere afslappede Louise til at spille sammen, nårhun skulle sige noget. Så var det gamle Louise, der satte ord påde tanker, som gik gennem hovedet på den nye.

“Den slags spørgsmål,” gentog hun, pludselig utrolig træt.Men på det tidspunkt havde Riedinger allerede vendt ryggen tildem, og han forsvandt i mørket.

Schneider var tavs, indtil de nåede tunnellen på B 31. Så mum-lede han for sig selv: “Sikke nogle spørgsmål ... Er vi pludseligblevet psykologer? Vi er politifolk ... “ Louise havde ikke lyst tilat gå ind på det. Hun tænkte på Riedinger, der gik et sted i mør-ket bag dem og sydede af vrede, men ikke længere havde nogen,han kunne slå på. Hun var overbevist om, at den information,de skulle bruge for at komme videre, var lagret et sted i hanshoved. Skuret tilhørte ham, engen tilhørte ham, og det havde

33


1312

været sådan længe. Hvis han virkelig ikke havde vidst noget omvåbnene, ville han alligevel være forbindelsen mellem kælde-ren og dem, som havde anvendt kælderen.

Hun ønskede, hun kunne snakke med Reiner Lederle omdet her. Brainstorme lidt uden at risikere at blive kaldt skør. MenLederle befandt sig på et onkologisk rehabiliteringscenter etsted i Franken. For fem måneder siden havde han sagt, han villevinde. Men han havde ikke vundet. Kræften var kommet til-bage et andet sted. Få dage før hendes tilbagevenden havde defjernet en svulst og hans galdeblære.

Hun tænkte stadig på Lederle, da hun fulgte efter Schneider opad trappen til tredje sal på politigården. På gangen blev lydenaf hendes skridt opslugt af det lave loft. Det var, som om Schnei-der hele tiden insisterede på at gå en meter foran hende. Udenfor Bermanns kontor rettede han på slipseknude og skjorte-krave, som om de få timer i hendes selskab havde trukket hansudseende ned på et tvivlsomt niveau. Han bankede på, og detrådte ind.

Almenbroich sad på kanten af Bermanns skrivebord. Hanvirkede udmattet. Direkte fra morgenbordet til Kirchzarten,om formiddagen tilbage til det ugentlige ledelsesmøde i Frei-burg, derefter ud til Kirchzarten igen, alt sammen i seksogtre-dive graders varme. Han smilede dog kort, da han så Louise.Den strenghed, han havde anvendt, da han for knap et halvt årsiden tvang hende til at gå på sygeorlov, var forvandlet til di-stanceret mildhed. Det var, som om han også reagerede på deforandringer, der var sket med hende udenpå og indeni. Hunvidste ikke, om han reagerede som mand eller bekymret chef.

Bermann sad på kontorstolen og svingede sig frem og til-bage med fødderne. Ved den lille håndvask stod Anselm Lö-binger, der var chef for D 23, afdelingen for organiseret krimi-nalitet. Han smilede til Louise i spejlet.

34


“Så er vi da vist også færdige,” sagde Almenbroich og rejstesig op.

Bermann nikkede, og Löbinger sagde: “Ja.” Man kunne seirritationen på Bermann, men ikke på Löbinger. De havde væretkonkurrenter, siden det var blevet offentliggjort, at chefen forInspektion I ville gå på pension mod slutningen af året – dehavde nemlig begge søgt stillingen. Chef for Inspektion I betødfølgende: Stedfortræder for kriminalpolitiets chef, leder af femafdelinger, herunder drabsafdelingen og afdelingen for statenssikkerhed, forfremmelse til løngruppe A 13 og rang af vicepo-litiinspektør. Det var værd at slås for. Stillingen var opslået ihele delstaten, men Almenbroich havde tilpasset ansøgerprofi-len til Bermann og Löbinger – erfaring som afdelingsleder,medlem af kriminalpolitiets ledelsesgruppe, erfaring med sam-arbejde med det franske politi, højst i slutningen af fyrrene.Han ville have en af de to. Han lod ikke skinne igennem hvemaf dem. Det kunne til tider besværliggøre kommunikationen.

Almenbroich gik hen mod døren. “Udmærket,” sagde hanog forlod rummet.

Löbinger, en lille kompakt mand i slutningen af fyrrene medbriller, tørrede sine hænder og vendte sig om mod Bermann.“Ingen af os har fået det, vi vil have. Men lad os prøve at få detbedste ud af det.”

Bermann nikkede uinteresseret. “Vi ses i morgen,” sagde han.

For Rolf Bermann begyndte “i morgen” lige efter, at Anselm Lö-binger var gået. “Rottweil 1992,” sagde han. “Gennemgå alt,hvad LKA har om den sag. Tag kontakt med Pilbrich i forbin-delsesgruppen, han ledte efterforskningen dengang. Tjek hverteneste navn, der spillede en rolle.” Han pressede koncentreretøjnene sammen, og der var kraft og beslutsomhed i hans be-vægelser. Vi skal nok få dem, sagde hans mimik, hans gestus,hans kropsholdning. Schneider hang ved hans læber, og det

35


1312

været sådan længe. Hvis han virkelig ikke havde vidst noget omvåbnene, ville han alligevel være forbindelsen mellem kælde-ren og dem, som havde anvendt kælderen.

Hun ønskede, hun kunne snakke med Reiner Lederle omdet her. Brainstorme lidt uden at risikere at blive kaldt skør. MenLederle befandt sig på et onkologisk rehabiliteringscenter etsted i Franken. For fem måneder siden havde han sagt, han villevinde. Men han havde ikke vundet. Kræften var kommet til-bage et andet sted. Få dage før hendes tilbagevenden havde defjernet en svulst og hans galdeblære.

Hun tænkte stadig på Lederle, da hun fulgte efter Schneider opad trappen til tredje sal på politigården. På gangen blev lydenaf hendes skridt opslugt af det lave loft. Det var, som om Schnei-der hele tiden insisterede på at gå en meter foran hende. Udenfor Bermanns kontor rettede han på slipseknude og skjorte-krave, som om de få timer i hendes selskab havde trukket hansudseende ned på et tvivlsomt niveau. Han bankede på, og detrådte ind.

Almenbroich sad på kanten af Bermanns skrivebord. Hanvirkede udmattet. Direkte fra morgenbordet til Kirchzarten,om formiddagen tilbage til det ugentlige ledelsesmøde i Frei-burg, derefter ud til Kirchzarten igen, alt sammen i seksogtre-dive graders varme. Han smilede dog kort, da han så Louise.Den strenghed, han havde anvendt, da han for knap et halvt årsiden tvang hende til at gå på sygeorlov, var forvandlet til di-stanceret mildhed. Det var, som om han også reagerede på deforandringer, der var sket med hende udenpå og indeni. Hunvidste ikke, om han reagerede som mand eller bekymret chef.

Bermann sad på kontorstolen og svingede sig frem og til-bage med fødderne. Ved den lille håndvask stod Anselm Lö-binger, der var chef for D 23, afdelingen for organiseret krimi-nalitet. Han smilede til Louise i spejlet.

34


“Så er vi da vist også færdige,” sagde Almenbroich og rejstesig op.

Bermann nikkede, og Löbinger sagde: “Ja.” Man kunne seirritationen på Bermann, men ikke på Löbinger. De havde væretkonkurrenter, siden det var blevet offentliggjort, at chefen forInspektion I ville gå på pension mod slutningen af året – dehavde nemlig begge søgt stillingen. Chef for Inspektion I betødfølgende: Stedfortræder for kriminalpolitiets chef, leder af femafdelinger, herunder drabsafdelingen og afdelingen for statenssikkerhed, forfremmelse til løngruppe A 13 og rang af vicepo-litiinspektør. Det var værd at slås for. Stillingen var opslået ihele delstaten, men Almenbroich havde tilpasset ansøgerprofi-len til Bermann og Löbinger – erfaring som afdelingsleder,medlem af kriminalpolitiets ledelsesgruppe, erfaring med sam-arbejde med det franske politi, højst i slutningen af fyrrene.Han ville have en af de to. Han lod ikke skinne igennem hvemaf dem. Det kunne til tider besværliggøre kommunikationen.

Almenbroich gik hen mod døren. “Udmærket,” sagde hanog forlod rummet.

Löbinger, en lille kompakt mand i slutningen af fyrrene medbriller, tørrede sine hænder og vendte sig om mod Bermann.“Ingen af os har fået det, vi vil have. Men lad os prøve at få detbedste ud af det.”

Bermann nikkede uinteresseret. “Vi ses i morgen,” sagde han.

For Rolf Bermann begyndte “i morgen” lige efter, at Anselm Lö-binger var gået. “Rottweil 1992,” sagde han. “Gennemgå alt,hvad LKA har om den sag. Tag kontakt med Pilbrich i forbin-delsesgruppen, han ledte efterforskningen dengang. Tjek hverteneste navn, der spillede en rolle.” Han pressede koncentreretøjnene sammen, og der var kraft og beslutsomhed i hans be-vægelser. Vi skal nok få dem, sagde hans mimik, hans gestus,hans kropsholdning. Schneider hang ved hans læber, og det

35


(f. 1965) er tysk krimiforfatter. Han de-

buterede med mord i zen, der blev rost til

skyerne og hædret med ”Deutscher Krimi

Preis”. Oliver Bottini har studeret moderne

tysk litteratur, italiensk og psykologi ved

universitetet i München. Han er opvokset i

Nürnberg og bor i Berlin.

Serien med Louise Boní er blevet en stor

succes i Tyskland og i udlandet og rummer

til dato fem (fritstående) bind, hvoraf to er

udkommet på dansk.

OlıVER BOtTINI

Documents

De dødes navne af Oliver Bottini - læseprøve