1

nr. 1/ marts 2015

magasin

ISS

N: 2

245

-6

95

3

Det største i livet er at kunne give – skuespiller Bodil Jørgensen

Præst på

trods

Tema:

Madagaskar

2

"TROEN kommer af det, der høres" (Rom. 10,17) og "I er

verdens lys. … jeres lys [skal] skinne for mennesker, så de ser

jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene"

(Matt. 5,14&16). Den Gassisk Lutherske Kirke (FLM), som er

Danmissions samarbejdspartner i Madagaskar, arbejder ud

fra begge disse bibelcitater. Forkyndelsen af evangeliet for

alle mennesker og for det hele menneske – det har FLM for-

muleret som sin hovedopgave. Guds kærlighed videregives

gennem den mundtlige forkyndelse så at sige til ørene og

vises i diakoni- og udviklingsarbejdet til hele kroppen.

DENNE sammenhæng i arbejdet havde jeg selv den glæde

at være en del af, da min kone og jeg fra 2004 til 2013 var

udsendt til Madagaskar. Den største oplevelse fik jeg et af

de første år, mens jeg arbejdede med et lille landsbyud-

viklingsprojekt i det nordøstlige Madagaskar i et område,

hvor FLM også havde placeret evangelister for at etablere

nye menigheder. En mand, der var udpeget som foregangs-

mand i landbrugsudvikling og derfor via projektet fik ekstra

træning i bl.a. vaccination af høns og kompostproduktion,

begyndte lige efter første kursus at komme i den lille, nye

lutherske menighed i sin landsby. Vi havde hørt om det

og glædede os over det, men vidste ikke hvorfor han var

begyndt at deltage. En af evangelisterne i området fortalte

så, at manden – et par år før vi kom dertil – havde haft en

drøm, hvor nogle hvide mennesker kom og førte ham ind

i kirken. Den drøm var han kommet til at huske på under

det første kursus, som ikke handlede om kristendom, men

bl.a. om gulerodsdyrkning og om at være foregangsmand

i landsbyudviklingen. Jeg tror, Gud gav ham den drøm og

senere brugte os som de „hvide mennesker„. Her oplevede

vi konkret at være med i Guds mission. Dér gav det for alvor

mening at være missionær.

MANDEN med drømmen er kun én ud af mange tusinde,

der tilslutter sig Madagaskars lutherske kirke, som oplever

stor vækst. I en årrække viste statistikkerne, at der i gen-

nemsnit blev oprettet én ny menighed om ugen. Og kirke-

væksten fortsætter, så derfor støtter Danmission uddan-

nelse af kateketer og præster, der bl.a. skal undervise de nye

kristne.

MEN ikke bare kirken vokser. Det gør befolkningen også

– fra ca. 16 mio. i 2003 til ca. 23 mio. i 2014 – og det med-

fører et pres på landets naturressourcer. Afskovning og

jorderosion er udbredt. Og det er medvirkende til den

udbredte fattigdom – en fattigdom, som steg markant under

Madagaskars lange politiske krise 2009-2014. I lyset heraf

samarbejder FLM og Danmission om fattigdomsbekæm-

pelse med særligt fokus på god forvaltning af naturressour-

cer, så de mange munde forhåbentligt også i fremtiden kan

mættes. Dette arbejde involverer også viden om rettigheder

og fokus på fortalervirksomhed, så bønderne og lokalsam-

fundene ikke mister den jord eller det vand, som de har

ret til, til mere magtfulde og pengestærke personer eller

firmaer.

HER i magasinet kan du læse mere om Madagaskars lu-

therske kirke og Danmissions samarbejde, hvor mundtlig

forkyndelse og fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd.

Simon Schøler

Kristensen,

regionsleder for Afrika og

nu bosat i Tanzania

For ører og krop

Strandagervej 242900 HellerupTlf.: 3962 9911Fax: 3962 0206Mail: danmission@danmission.dkwww.danmission.dk

Giro: 600-0398Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398Sms: DM til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Online: danmission.dk/stoet

Udgives af Danmission Udkom-mer 4 gange årligt Bladet sendes til alle givere og kirker Forsidefoto: Charlotte Dyhr Tryk: Rosendahl De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout) Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere Deadline til næste nummer: 1. april 2015

− er en missionsorganisation, som arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom

leder

Følg os også på www.facebook.com/danmission og www.youtube.com/danmission

3

MADAGASKAR: Tro kræver handling. Madagaskerne strømmer til kirken, men mangler præster til de mange nye menigheder – derfor støtter Danmission teologisk uddannelse. Madagaskar er det fjerde fattigste land i verden – derfor støtter Danmission den lutherske kirkes kamp mod fattigdom og for håndhævelse af de fattiges ret-tigheder. I Madagaskar er der brug for at værne om den forholdsvis fredelige sameksistens mellem kristne og muslimer – derfor arbejder Danmission med dialog.

Så er der lukket for vandet – for altid Præstedrømmen har sin pris Smerten var ikke det værste Det kræver mod at lykkes Livet som udsendte i Madagaskar

SYRIEN: ”Da jeg var yngre, troede jeg, at en biskops vigtigste opgave var det gejstlige, men det er det ikke. At hjælpe mennesker i nød er min førsteprioritet, og også biskoppen tager del i det hele,” fortæller biskop Toume, som ofte selv tager den risikofyldte biltur til Libanon for at købe fx modermælkserstatning.

INTERVIEW: Når medmennesker i Syrien må gå igennem Helvede på jord, og når hendes eget liv vælter hende omkuld, så er det vig-tigste for skuespiller Bodil Jørgensen: at give, vise empati og handle. Danmission Magasin har mødt skuespilleren til en snak om tro, apati-ske danskere og et liv efter døden.

GENBRUG: Indretningsarkitekt Gitte Lacarriere har en mission: Hun vil overbevise danskerne om, at det er fedt at bo med genbrug – og at genbrug er en nødvendighed, hvis vi skal videregive verden i ordentlig stand til vores efterfølgere. Se hvordan hun fx tryller et strygebræt om til spisebord.

MISSIONSHISTORIE: Læs hvordan missionsarbejdet gik hånd i hånd med engagement i skole, sundhedspleje, velfærd og produktion for at hjælpe befolkningen ud af fattigdom. Og hvordan budskabet om mission blev spredt i Danmark.

LODSEDLER: Så er det tid til at sælge og købe lodsedler under Landslotteriet til mission og udvikling 2015.

ÅRETS LUCIA INDSAMLING: 247.293 kroner og 17 øre – så meget kom der ind ved Lucia-optog, i raslebøsser, på salg af engle, koraftner og de mange flotte aktiviteter.

4-17

18-19

20-22

23-25

26-27

28

29

4-17

26-27

23-25

20-22

Indhold

4

80 procent af madagaskerne bor på landet,

hvor de lever af landbrug eller fiskeri. Vand,

jord og skov er grundlaget for deres liv.

Men meget få har skøde på deres jord – 91

procent af de arealer, som dyrkes og bruges

til husdyrenes græsning, ”ejes” kun af små-

bønderne via traditionel sædvaneret. Ofte

er de magtesløse over for den rige lokale

elite og udenlandske investorer, hvilket har

fået Madagaskars lutherske kirke (FLM) til –

med støtte fra Danmission – at arbejde for

de fattiges rettigheder.

Hvorfor er kampen for jordrettigheder og social retfærdighed kirkens opgave?„Gud har givet os jord, som vi skal passe

på og dyrke. Uden jord kan vi ikke over-

leve i Madagaskar, hvor 80 procent af

befolkningen er bønder. Derfor er det så

vigtigt, at kirken som en del af Kristi legeme

arbejder for bønders jordrettigheder,“ siger

FLM’s generalsekretær Samoela Georges og

tilføjer, at social uretfærdighed er en kilde

til korruption og konflikt både i kirke og

samfund. Derfor er social uretfærdighed

en hindring for folks åndelige liv og for for-

bedringen af levestandarden, og derfor skal

kirken bekæmpe social uretfærdighed.

„FLM forstår udbredelsen af evangeliet

som en mission, der går hånd i hånd med

udviklingsarbejde. Da Jesus vandrede på

Jorden var fx helbredelse af de syge en del

af hans virke. Som kristen kirke skal vi også

huske at prædike evangeliet i både ord og

handling,“ siger generalsekretæren.

Anten’Aina Rakotovan, som er leder af

FLM’s udviklingsafdeling for landbrug, hus-

dyrhold og miljø, forklarer, hvorfor netop

jordrettigheder er så vigtige i Madagaskar.

„Landet er rigt på naturressourcer: Vi har

olie, mineraler, sten, palisandertræ, guld og

safirer. Alle disse værdier er knyttet til jord.

Når investorer opkøber vores jord, fratager

de os adgangen til naturressourcer og der-

med også muligheden for, at ressourcerne

bruges til at hjælpe almindelige mennesker

ud af fattigdommen,“ siger han og uddyber:

„Jordrettigheder er også livsvigtig for

den enkelte bonde. Mister en familie sin

mark, mister den både mad og muligheden

for at tjene lidt på salg af afgrøder. Og alene

frygten, for at det sker, har negativ konse-

kvens. Ofte dyrker bønderne kun et lille

stykke jord, som de nemmere kan overvåge

Kirken til kamp for rettigheder

Af Annika Bach, Danmissions udsending i Magadaskar

I Madagaskar, hvor hele 80 % lever som bønder, ser den lutherske kirke det som en af sine fornemste opgaver at skabe bedre rettigheder for de hårdtprøvede bønder. Magtfulde udenlandske investorer, korruption og uvidenhed blandt bønderne er de største udfordringer.

MADAGASKAR KORT FORTALT587.040 km² (13 gange Danmarks areal).

Ca. 23 millioner indbyggere.

Verdens 4. fattigste land – 92 % lever under fattigdomsgrænsen.

41 % er kristne og 7 % muslimer, men størstedelen – 52 % - følger den tra-ditionelle tro på forfædrenes ånder.

Madagaskars lutherske kirke (FLM), som er Danmissions partner, har over 3,5 millioner medlemmer og er den tredjestørste kirke i landet. FLM er den næsthurtigst voksende lutherske kirke i verden. Verdens største lutherske menighed finder man i området kaldet "67 Hektar" i hovedstaden Antananarivo - om-kring 10.000 mennesker kommer i kirke her hver søndag.

Fra 2009 og 5 år frem var Madagaskar fanget i en politisk krise, efter at Andry Rajoelina, den daværende borgmester i hovedsta-den, tog magten ved et militærkup. I 2013 lykkedes det at gennemføre et demokratisk valg. Sejrherren blev Hery Rajaonarimampianina, der til-trådte som præsident 1. januar 2014.

Antsiranana(Diégo-Suarez)

Toliara (Tuléar)

Manakara

Toamasina(Tamatave)

Antsirabe

Fianarantsoa

Mahajanga(Majunga)

ANTANANARIVO(TANANARIVE)

Moroni

Nacala

Pemba

Madagaskar

tema: madagaskar

Kirken til kamp for rettigheder

Foto

: Ch

arlo

tte Dyh

r

og passe på. Derfor ligger store områder jord

uopdyrket hen, hvilket er paradoksalt i et

land med stor fattigdom.“

Hvad hindrer håndhævelse af jordrettigheder? „Det største problem er uvidenhed blandt

bønderne. Oftest ved de ikke, hvordan de

kan få registreret deres jordlod. Og selv

hvis de har hørt om de lokale jordregi-

streringskontorer, tænker de, at det ikke

vedrører dem, men kun er for politikere og

folk højere oppe i hierarkiet. Hvis jor-

den bliver taget fra småbønderne, aner

de heller ikke, hvad de skal gøre, og hvor

de skal gå hen for at få hjælp. Men den

største udfordring hænger dog sammen

med korruptionen. For det er regeringen

og embedsfolkene, der tjener på salg af

naturressourcerne. Salgsaftalerne laves bag

lukkede døre, og ministre får penge direkte

i egen lomme for at sælge til investorerne,“

siger Anten’Aina Rakotovan.

Resultatet er, at regeringen "sælger"

bøndernes jord, uden at nogen klager! Hvert

år sælges eller udlejes i gennemsnit 160.000

hektar – næsten lige så stort et areal som

Lolland-Falster. Det fremgår af opgørelser

fra SIF (Solidarité des intervenant sur le

froncier), som er en national jordrettigheds-

organisation i Madagaskar. Et grelt eksem-

pel er fra 2008, da det sydkoreanske firma

Daewoo "lejede" 1,3 mio. hektar – Sjælland

to gange – af regeringen for at udvinde guld.

Den aftale vakte ramaskrig og var medvir-

kende til kuppet mod præsidenten i 2009.

5

6

Så er der lukket for vandet - for altid!

Af Annika Bach, Danmissions udsending i Magadaskar

Forestil dig, at du en morgen åbner for

vandhanen og opdager, at der intet vand er,

fordi en rigmand i dit nabolag har lukket

for dit vandrør og ført alt vandet hen til

sit eget hus… Det var, hvad 2.500 indbyg-

gere i landsbyen Ampasamanantongotra i

Madagaskar oplevede sidste år.

„Det var frygteligt. En morgen kom jeg

ud for at hente vand ved en af landsbyens

11 vandposter. Rundt om vandposten stod

flere oprørte landsbybeboere. Jeg kunne

næsten ikke tro det, da jeg hørte det. Men

der var intet vand. Ejeren af den lokale

restaurant "Lingilo" havde kappet det vand-

rør, som ledte vand til os andre i landsbyen,

og ført alt vandet hen til sin restaurant,“

fortæller Ramanahirana, som er medlem af

landsbyens udviklingskomité.

„Det havde enorme konsekvenser for

os. Rent vand er livsvigtigt. Og hver dag

måtte vi bruge lang tid på at lede efter vand.

Her er ingen sø eller å, så vi endte med at

hente vand fra vores rismarker og bruge

det som drikkevand og til madlavning. Det

var hårdt, både fordi vi ikke kunne finde

nok vand, men også fordi vi blev meget

syge af det beskidte vand,“ fortæller hun.

Tog til genmæleSituationer som denne, hvor fattige folks

rettigheder og adgang til ressourcerne

trædes under fode, er langt fra ualminde-

lige i Madagaskar. Derfor kom det sikkert

også som en overraskelse for restauran-

tejeren, at hans naboer ikke bare fandt sig

i hans svinestreg. Oftest kender folk ikke

deres rettigheder og ved ikke, hvordan de

skal stå fast på dem. Men sådan er det ikke i

Ramanahiranas landby, så hun og landsby-

komitéen tog til genmæle.

„Komitéen samlede landsbyboerne,

og vi fortalte, at vi har ret til vand, og at

restaurantejeren havde krænket vores ret

ved at lukke for vandrøret. Sammen skrev

vi et brev til den regionale vandtjeneste og

fortalte, at restaurantejeren havde stjålet

vores vand. De sendte teknikere ud for at

undersøge situationen og skrev en rapport,

som blev sendt til et dommerkontor i regi-

onshovedstaden Miarinarivo. Dommeren

dømte retfærdigt til landsbyens fordel,

og resultatet blev, at hele landsbyen igen

fik adgang til rent drikkevand,“ fortæl-

ler Ramanahirana, mens hun viser rundt

i landsbyen, som ligger omgivet af golde

bakketoppe. Langs hovedvejen er små

lerhuse, og bagved dem er de små jordlod-

der med ris, vild peber, majs og frugttræer.

Indbyggerne lever af det, de kan dyrke.

Vandafgift: 1 kr. om månedenLandsbyens udviklingskomite er en del af

den lutherske kirkes indsats for at skabe

bedre vilkår for den madagaskiske befolk-

ning. Komitéerne, som Danmission har

støttet siden 2009, beskæftiger sig med

Ramanahiranas gik til den lokale udviklingskomité, som er støttet af Danmission og den lutherske kirke i Madagaskar, og fik hjælp til at tage kampen op mod den restaurantejer, der uden videre havde kappet vandforsyningen til lands-byens indbyggere.

7

Foto

: Tom

Jørg

ensen

tema: madagaskar

Danmission i

MadagaskarDanmission har været engageret i Madagaskar siden 1978. Vi arbejder med kirkeudvikling, fattigdoms-bekæmpelse og dialog. Den primære partner er Madagaskars lutherske kirke (FLM).

Madagaskere søger med glæde mod den lutherske kirke. Faktisk er tilgangen til kirken så stor, at der ikke er præster eller kateketer nok til at drive de nye menigheder eller give de nye kristne en ordentlig kristendomsoplæring.

Derfor arbejder Danmission på:

At styrke kirken og dens selvstændighed så den fortsat kan vokse og håndtere alle de nye menighe-der. Vi støtter uddannelse af kateketer og præster - bl.a. på Bibelskolen og det teologiske fakultet SALT.

Ca. 80 % af Madagaskars befolkning lever af land-brug, men de færreste kan dyrke afgrøder nok til sig selv og familien. De fleste steder bruges traditionelle dyrkningsmetoder, som giver lille udbytte, men kræ-ver stort arbejde.

Derfor arbejder Danmission på:

At forbedre befolkningens levevilkår gennem bæ-redygtig brug af naturressourcerne. Arbejdet med fattigdomsbekæmpelse styrker samtidig folks viden om rettigheder, og giver dem redskaber til at kræve deres ret.

Muslimer og kristne har historisk set en forholdsvis fredelig sameksistens i Madagaskar, men der er brug for at værne om freden og styrke den ved at bringe kristne og muslimer sammen og derigennem bygge grundlaget for et samarbejde, som kan være til gavn for hele Madagaskar .

Derfor arbejder Danmission på:

At bringe kristne og muslimer sammen samt give kirkens medarbejdere viden om islam i samarbejde dialogcentret Shalom.

Danmission og kirkens nødhjælpsafdeling hjælper desuden under naturkatastrofer. Hvert år rammes Madagaskar af cykloner med store ødelæggelser og oversvømmelser til følge. Folks huse braser sammen, deres marker oversvømmes og de står tilbage på bar bund. Kirkens nødhjælp giver flere tusinde familier hjælp, som redder liv, og giver dem en ny start.

mange områder – fx kvinders vilkår, rent drikke-

vand, skolegang, sundhed og bedre infrastruktur.

Men rettigheder og adgang til ressourcer er noget

af det allervigtigste – for hvis folk bliver frarøvet

eller franarret deres jord og vand, mister de fun-

damentet for udvikling. Derfor lærer komitéerne,

hvilke rettigheder folk har, hvem der har ansvaret

for, at de bliver respekteret, og hvor de kan klage,

hvis rettighederne bliver krænket. Og det var

netop det, som gjorde, at de fattige landsbyboere

i Ampasamanantongotra ikke var handlingslam-

mede og magtesløse, da vandrøret blev kappet.

„I begyndelsen blev restaurantejeren vred på

os, men med tiden er vi blevet forsonet. Nu henter

han også vand ved en vandpost og er med til at

vedligeholde alle vandposterne ved lige som alle

andre at betale 1 krone om måneden. Selv om vi

er fattige, har vi kunnet sætte os i respekt. Vi er

ikke længere nødt til at finde os i, at folk med flere

penge eller mere magt gør, som det passer dem,“

fortæller Ramanahirana, mens de andre komité-

medlemmer smiler stolte og glade til hinanden.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Foto

: Ch

arlo

tte Dyh

r

tema: madagaskar

7

8

Dr. Lotera Fabien er en venligt udseende mand, lidt rundt i

det, men med opmærksomme øjne og en rolig natur. Han er

også en mand, som man hurtigt kan mærke er oprigtigt inte-

resseret i én, og derfor er det også nemt og behageligt at være

sammen med ham.

„Så… hvad skal vi så snakke om?“ spørger han muntert.

„Dig,“ svarer jeg.

„Åh nej,“ griner han tilbage.

Lotera Fabien er rektor for det teologiske fakultet (SALT)

i Madagaskars lutherske kirke, og det betyder, at han er en

indflydelsesrig person, der bliver lyttet til. Men han har også

meget på hjerte. Han brænder for teologi, særligt teologi i

praksis og for god ledelse.

Hvad er dine drømme og visioner for kirken og for SALT?„Jeg arbejder for en bæredygtig kirke, som er selvfinansie-

ret. Mission har i mange året været lig med, at folk udefra,

fra Norge, Frankrig, USA og Danmark, kom til Madagaskar

for at missionere, undervise og hjælpe os. Men nu er tiden

kommet til, at vi i Madagaskars lutherske kirke også skal

gå ud i verden – og ikke kun i Afrika – for at missionere. Vi

har noget at give, såsom at lægge hænderne på folk for at

uddrive dæmoner og bede for helbredelse af syge, hvilket

der er brug for også andre steder. Men for at vi kan gøre det,

må vi kunne stå på egne ben som kirke og være stærkere

økonomisk og mere uafhængige,“ svarer Lotera Fabien.

Fik udpeget en kassererGod administration og godt lederskab er ikke kun vigtigt for

økonomien. Det påvirker selve kirkelivet, siger rektoren og

giver et eksempel:

„Da jeg kom til kirken i Farafangana, plejede kateketerne

selv at administrere den kollekt, som blev indsamlet ved

gudstjenesten. Det er jo betroede midler, så det var ikke

rimeligt og ikke godt for kirken. Derfor fik jeg stoppet det

og fik udpeget en kasserer til at tage sig af pengene. Nogle

af kateketerne blev vrede over ændringen, men de fleste

kunne efterhånden følge mig. Lægfolkene i kirken blev

glade, da de nu kunne se, hvordan deres penge blev brugt.

Det betød, at opbakningen til kirken voksede endnu mere –

og ikke kun talt i penge.“

Lederskab og administration er meget vigtigt i

Madagaskars lutherske kirke, som vokser med cirka en ny

menighed om ugen – på landsplan. Derfor er uddannelse af

fremtidens kirkeledere så vigtig. For Lotera Fabien er det at

være rektor på SALT da heller ikke bare et job, men noget

han har et kald for og er blevet kaldet til.

„Da jeg fik dette job, skete det ikke på samme måde som

hos jer i Danmark. Jeg søgte det ikke og var ikke til jobsam-

tale, men jeg blev udvalgt, og sådan har det været med alle

de poster, jeg har haft inden for kirken. Det er en stor ære, at

kirken har kaldet mig, for Gud arbejder igennem kirken.“

Øje for praktiske problemerLotera Fabien er en handlingens mand, og for ham er det

vigtigt, at der altid følger handling med ordene og troen,

også selvom det kan være svært eller hårdt. Den holdning til

kristendom og til kirken har betydet, at han har måttet følge

sit kald, at han har taget opgør med kolleger og medarbej-

dere som blandt andet med kateketerne i Farafangana, og at

han ikke kan lukke øjnene for sine studerendes hverdags-

problemer på SALT.

„En dag gik jeg en af mine ture på Campus-området, hvor

de studerende bor. 'Sådan kan ikke engang køer bo – bare vi

havde penge til at gøre noget,' tænkte jeg. Husene er bygget til

singler, men nu bor her hele familier. Der er ingen køkkener,

så maden blev lavet på gangene, som var sorte af sod og aske

fra de små bålsteder. Intet sted kunne røgen slippe ud. Så jeg

fik en idé, som jeg delte med de andre lærere, og vi var enige

om, at vi måtte gøre noget. Vi brugte så nogle af de penge,

Af Rune Bach, Danmissions udsending i Madagaskar

Tro kræver handling

fortsættes side 10...

En sund og økonomisk uafhængig kirke, der kan favne de mange, der søger kristendommen. Sådan lyder ønskerne for den lutherske kirkes fremtid fra rektor på det teologiske universitet i Madagaskar, der støttes af Danmission.

9

BLÅ BOG:Lotera Fabien er født i 1956 og uddannet præst. Han har studeret i USA, hvor han både har taget sin kandidat og sin Ph.d i Praktisk Teologi. Lotera har virket som præst i den Madagaskisk Lutherske Kirke (FLM) og i en menig-hed i USA. Han har under-vist på et luthersk college og et regionalt præstesemina-rium, inden han blev lærer i praktisk teologi på det lutherske teologiske fakul-tet: SALT. Siden 2007 har han været rektor for SALT, hvor han stadig underviser i praktisk teologi. SALT støt-tes af Danmission.

fortsættes side 10...

KATEKET:En kateket underviser i kristen troslære. Oprindelig var det kateketens opgave at give dåbsforberedende undervis-ning i den kristne tros lære-sætninger – altså katekismus. I dag underviser kateketen mere bredt i kristendom. Nogle ste-der fungerer kateketen som en slags hjælpepræst i hverdagen.

KALDET:Et kald er i kristen sammen-hæng en indre, åndelig tilskyndelse til at handle efter det, man er overbevist om. Vi er bibelsk set alle kaldet til at gå Guds ærinde i forhold til missionsbefalingen, men vi kan også være kaldet til specifikke opgaver.

Foto

: Ch

arl

ott

e D

yhr

9

tema: madagaskar

10

... fortsat fra side 8

vi havde tjent på udlejning til bl.a. Danmissions volontører,

og fik vores gartner til at bygge et nyt fælleskøkken sammen

med en studerende, der er bygningskonstruktør.“

Når man møder en mand, som Lotera Fabien, så hører

man efter, når han taler. Ikke fordi han er frygtindgydende

eller overvældende, men fordi der er autoritet og karisma

bag ved hans ord og væsen – det er et liv i tro og handling.

Derfor er det også spændende at høre, hvad han har at sige

til os i Danmark, som han har besøgt flere gange:

„Da jeg var i USA, sagde folk hjemme i Madagaskar:

"Lotera er heldig, han er i et rigt land, og det vil påvirke ham,

så han også kan blive rig." Men for mig var det at være i USA

ikke en tilfredsstillelse. Min dybe tilfredsstillelse og min

glæde er min tro på Kristus. Jeg er i Kristus, og den hellige

ånd arbejder i mig. Dét er min glæde, dét er min tilfredsstil-

lelse. Jeg er ligeglad med, om jeg har det ene eller det andet.

Der er ting, jeg har brug for – en telefon, en computer, en

bil, men de ting er ikke min tilfredsstillelse, de er ikke min

glæde. Min glæde er uden for de materielle ting. Jeg kender

mange, som har masser af penge og rigdom. De har alle

de ting, man har brug for i livet, men indeni lider de, for

de føler sig ikke tilgivet og glade. De søger altid, altid, altid.

De følger efter noget, som de ikke engang ved, hvad er. Jeg

søger ikke efter dette, løber ikke efter det, for jeg har det al-

lerede. Dét er meningen ved at følge Jesus. Uanset om du er i

et fattigt land eller ej.“

KORT OM SALT Det norske missionsselskab introducerede teologisk undervisning i 1851. Det blev grundlaget for det første præsteseminarium, der blev oprettet i 1889 i byen Fianarantsoa i det sydlige Madagaskar.

I 1980’erne var interessen for at læse teologi så stor, at den lutherske kirke (FLM) oprettede regionale præsteuddannelser. Samtidig steg behovet for en overbygning til seminarierne. Det førte i 1989 til indvielsen af SALT – Sekoly Ambony Loterana momba ny Teolojia, som betyder Luthersk Skole for Højere Teologi. Danmission var med helt fra starten og støttede oprettelsen af SALT med byggeriet af det første bibliotek. Lige siden er der gennemført en lang række forskellige projekter i samarbejde mellem SALT og Danmission, ligesom der sendes danske gæstelærere og volontører til SALT. En ny samarbejdsaf-tale har fokus på den madagaskiske kirkes bæredygtighed samt pædagogisk undervisning.

SALT udbyder i øjeblikket en bachelor og en kandidatgrad i teologi til 131 elever.

Foto

: Ch

arlo

tte Dyh

r

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

11

Egentlig ville den unge ingeniørstuderende ikke med. Men

Parouse lod sig lokke af søsteren og tog med på kirkelejr.

Det ændrede hans tilværelse og fremtidsudsigter brat.

„Kirkelejren var fyldt med mennesker, som var samlet for

at prise Gud. På et af de mange vækkelsesmøder hørte jeg en

præst fortælle om profeten Jeremias. Det var en stærk præ-

diken, som handlede om, hvordan Gud kaldte Jeremias. Der

stod jeg – midt mellem alle disse mennesker – og blev fyldt

af Helligånden. Da kom kaldet til at blive præst,“ fortæller

Parouse og kalder sin søster et "redskab" i Guds hænder.

At følge kaldet skulle dog ikke blive en vej uden huller og

bump. Da han kom hjem og fortalte familien om oplevelsen

og om kaldet, mødte han modstand. Parouse kommer fra

en veluddannet familie i det nordlige Madagaskar – hans

far er tandlæge og hans mor jordemoder – og forældrene er

aktive i kirken.

„Især min mor var bekymret for mine fremtidsudsigter

som præst og pressede på for, at jeg skulle fortsætte ad den

vej, jeg allerede gik på og gennemføre en Ph.d. i elektronik,“

siger Parouse. Moderen vidste, at han som præst måtte lide

mange materielle afsavn – at han fx aldrig ville få særlig

meget i løn, da præstelønnen afhænger af menighedens

indtægter, som ofte er meget små.

„Min onkel prøvede at friste mig. Han arbejdede på et

postkontor og kunne give mig et langt bedre betalt job. Men

jeg lod mig ikke friste. Jeg ville følge Guds plan,“ fortæller

Parouse.

I 2006 valgte Parouse at tage hul på teologistudiet på se-

minariet i Mahajanga i det nordlige Madagaskar. Efter endt

eksamen blev han ordineret i 2010. Han arbejdede to år

som præst, hvorefter han fik et stipendie af synoden for at

kunne videreuddanne sig på den lutherske kirkes teologiske

fakultet SALT, som Danmission støtter.

I dag er han 31 år og bor på et værelse på SALT sammen

med sin kone og deres piger på 1 og 3 år. Relationen til hans

forældre er blevet bedre – hans mor har lært at acceptere

det kald, han fik. Men moderen fik ret i, at hans kald ville

betyde et økonomisk beskedent liv. Selvom det er uvist for

Parouse, om han kan færddiggøre sit studie med støtte fra

sin kirke, så lader han sig ikke slå ud. Det er ikke usædvan-

ligt, at studerende må droppe ud, fordi stipendierne bort-

falder. Parouse tager en måned ad gangen, som han siger.

Bekymringerne om hvad fremtiden måtte byde for ham og

hans familie, lægger han over i Guds hænder.

„Jeg har aldrig fortrudt mit valg - at være præst er så

meningsfyldt. Jeg ønsker blot at færdiggøre mine 5 års stu-

dier her på SALT. Og så venter jeg på, hvilke planer Gud har

for mit liv.“

Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for fundsraising

Foto

: Ch

arlo

tte Dyh

rtema: madagaskar

Præstedrømmen har sin pris

Parouse havde en lovende karriere som ingeniør foran sig. Alligevel valgte han at følge kaldet til at blive præst. Nu studerer han på det teologiske fakultet SALT, hvor han også bor sammen med sin familie.

12

„Hvis jeg ikke gjorde tingene, sådan som min mand forven-

tede, eller hvis jeg sagde ham imod, så slog han mig. Jeg blev

slået flere gange om ugen. Men det værste var ikke smerten

– det værste var, at jeg ikke havde nogen, jeg kunne tale med

om det. Jeg var helt alene og følte mig meget ensom.“

Betherine Razafindramanga sidder ganske stille, mens

hun fortæller sin historie med en overraskende åbenhed og

ligefremhed i betragtning af det tabubelagte emne. I 13 år

blev hun udsat for hustruvold. Som så mange andre mada-

gaskiske kvinder fandt hun sig i mandens opførsel – vold i

hjemmet er nærmere reglen end undtagelsen i Madagaskar,

hvor 55 procent af alle kvinder (ifølge det amerikanske

udenrigsministeriums rapport om menneskerettigheder i

Madagaskar) får bank af deres mænd.

Det var da heller ikke Betherine Razafindramangas op-

rør, der satte en stopper for volden.

Erstattet af en ny koneHele situationen eskalerede, da hun en dag blev så syg,

at hun ikke var i stand til at tage sig af husarbejdet – hun

kunne hverken gå eller stå. Manden kaldte hende ubrugelig,

og sendte hende og deres 5 fælles børn hjem til hendes for-

ældre. Først fire måneder senere var hun rask og tog hjem

til sin mand igen.

„Jeg blev meget overrasket og chokeret. For i mit hjem

var der en ny kvinde. Min mand havde erstattet mig med en

ny kone. Han sagde, jeg skulle forsvinde og aldrig komme

tilbage. Jeg blev så rasende over det, han havde gjort, at jeg

nægtede at gå. Jeg ville ikke acceptere at blive smidt ud af

mit eget hjem på den måde,“ fortæller hun.

Manden blev så vred over hendes manglende lydighed,

at han om natten rev stråtaget af huset, inden han tog hen til

den anden kvinde.

„Da føltes det, som om min verden faldt sammen. Jeg

stod alene tilbage med 5 børn, et ødelagt hus og ingen

penge til et nyt tag. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage

mig af mine børn i denne situation,“ siger hun.

Viden er magtMen Betherine Razafindramanga var ikke så alene, som

hun frygtede. For landsbyens udviklingskomité, som støttes

af den lutherske kirke og Danmission, hørte om episoden

og støttede hende. Medlemmerne af udviklingskomitéen

er blevet undervist i bl.a. kvinders rettigheder. De kender

nu loven, som siger: Vold i hjemmet er strafbart; mænd er

forpligtiget til at betale børnepenge til ekskonen, hvis de

forlader hende; kvinder har lige så meget ret som mænd til

at eje og arve jord og ejendom. På grund af den viden kan

Af Annika Bach, Danmissions udsending i Madagaskar

Smerten var ikke det værste25 kroner om måneden i børnepenge fra eksmanden og oplevelsen af ikke at stå alene – det er noget af det, som Bertherine Razafindramanga fik ud af at gå til landsbyens udviklingskomité for at få hjælp.

Bertherine foran sit hus med de dokumenter, som hun fik tilkæmpet sig med hjælp fra landsbyens udviklingskomité.

13

BaggrundI Madagaskar udsættes over halvdelen af alle kvinder for vold i hjemmet. Det er så ud-bredt, at en tredjedel af kvinderne synes, det er helt i orden, at mændene slår – fortæller organisationen Gender Links for Equality and Justice, der arbejder med ligestilling i Afrika. Madagaskiske kvinder opfattes traditionelt som mindre værd end mænd og finder sig derfor i at blive krænket og diskrimineret ikke kun i ægteskabet, men også på mange andre områder af livet. Derfor er der et stort behov for at styrke kvinders muligheder og rettigheder. Og det gør den lutherske kirke – med støtte fra Danmission – bl.a. gennem lokale udviklingskomitéer, der har kvinders rettigheder som et af punkterne på dagsordenen.

Elitanitra fra udviklingskomitéen i landsbyen Antalata Vaovao siger: „Det største problem er, at kvinder tror på den fremherskende opfattelse af, at kvinder er mindre værd end mænd. Kvindernes mindreværd gør, at de i høj grad finder sig i overgrebene. De ac-cepterer deres livssituation og ræsonnerer, at deres primære opgave er at sørge for det huslige arbejde og blande sig uden om alt andet.“

En stor udfordring i Madagaskar er, at den nationale lovgivning ikke bliver håndhævet ude i landområderne, hvor traditioner og gammel sædvane dikterer livsvilkårene. Så højt på dagsordenen i den lutherske kirkes udviklingskomitéer står, at lovene bliver håndhævet, og at overtrædelser straffes, hvilket ofte ikke sker i dag. At komitéerne og dermed landsbyens kvinder generelt kender deres rettigheder, giver handlemuligheder og selvværd.

Elitanitra fortæller, at hun – før hun kom med i projektet – tænkte, at kvinder ikke kunne sige noget til offentlige møder, ordne pa-pirsager eller stille op til fx lokalvalg. „Men selvfølgelig kan vi det, selvom vi er kvinder,„ siger hun og er selv et levende eksempel på, at kvinder kan deltage aktivt i samfundslivet til alles bedste.

komitéerne tage til genmæle, når kvinder bliver kræn-

ket og kræve lovene håndhævet. Og derfor var komitéen

i Ampasamanantongotra i stand til at hjælpe Betherine

Razafindramanga med at kræve sin ret.

Hanitra Ravololomalala fra udviklingskomitéen gik til

det lokale regeringskontor med sagen. Da embedsmanden

hørte, at hun kendte loven og vidste, hvordan hun skulle

holde kontoret ansvarligt, lyttede han til hende. Han skrev et

brev, som pålagde Betherine Razafindramangas eksmand at

betale for reparation af skaderne på huset samt betale bør-

nepenge på 25 kroner om måneden. Hanitra Ravololomalala

overrakte brevet til manden, og gjorde ham opmærksom på,

at vold i hjemmet er strafbart. Hun sagde også, at hun ville

gå til de regionale myndigheder, som forsvarer kvinders

rettigheder i voldssager, hvis han ikke overholdt forskrif-

terne i brevet. Det fik manden til at indse, at hans adfærd

havde konsekvenser, som han ikke kunne løbe fra.

Betherine Razafindramanga har i dag et nyt tag, et vel-

fungerende hjem og modtager 25 kroner fra sin eksmand om

måneden som hjælp til at forsørge deres fælles børn. Men

mest af alt er hun taknemmelig for ikke at stå alene længere.

Nu er hun også en del af den lutherske kirkes udviklingsko-

mite, og sammen vil de gerne hjælpe endnu flere kvinder

som udsættes for overgreb og diskrimination i deres landsby.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Foto

: An

nika

Ba

ch

13

tema: madagaskar

14

Det kræver mod at lykkes

Hanitra Ravololomalala er en ildsjæl, som brænder for at lede

udviklingen af sin landsby Ampasamanantongotra i det cen-

trale Madagaskar sammen med den lokale udviklingskomité.

Hun går foran og er dybt engageret i at forbedre livsvilkårene

for sine medmennesker.

Da jeg møder Hanitra, lægger jeg straks mærke til

hendes store smil og stærke udstråling. Her er gåpåmod,

initiativ og viljestyrke. Med spørgsmål og forslag engagerer

hun sig i komitéens diskussioner om, hvordan man skal

fremme udviklingen i landsbyen. Hun giver selvsikkert sit

besyv med, og det er tydeligt, at komitéen respektfuldt tager

hendes ideer til sig.

Hanitra er 39 år. Hun blev gift som 19-årig og har tre børn

sammen med sin mand. Hanitra leder byens skole, som hun

på eget initiativ har været med til at starte. På skolen går der

97 elever fordelt på seks klasser og med i alt tre lærere.

„På et tidspunkt blev skolebygningen for lille. Så arrange-

rede jeg et juice-party på skolen, hvor jeg inviterede forældre,

kirkeledelsen og landsbybeboerne. Jeg fortalte om vigtigheden

af uddannelse og om mine visioner for en landsbyskole, som

kan give grunduddannelse til alle børn. Sammen fik vi samlet

nok ind til at udvide skolebygningen,“ fortæller Hanitra. Og

hendes smittende begejstring efterlader ingen tvivl om, at hun

kan samle og engagere folk om en fælles sag.

Da jeg spørger Hanitra, hvad der driver hende, svarer

hun: „Det handler om at have modet til at gå efter sine

drømme og turde lykkes med at føre dem ud i livet. Det er

vigtigt at folk oplever, at det er muligt at opnå de mål, man

sætter sig. Og det kan lykkes, hvis vi står sammen og hjæl-

per hinanden. Kirken er meget vigtig i den sammenhæng,

for netop her er vi ikke alene, men en del af fællesskabet.“

14 års hustruvoldDa Hanitra Ravololomalala kom med i udviklingskomitéen,

som den lutherske kirke – med støtte fra Danmission – er

med til at oprette i en række landsbyer, lærte hun om ret-

tigheder, om at stå sammen for at skabe forbedringer og om,

hvor man kan hente hjælp. Den viden har givet hende større

selvværd og troen på, at man kan opnå de mål, man sætter

sig. Men mest af alt har forandringen i hendes eget liv givet

hende troen på, at det kan betale sig at forsøge at forandre

ens livssituation.

Hanitra har selv været udsat for vold i hjemmet gen-

nem 14 års ægteskab. Med støtte fra projektet og kirken fik

hun mod til at tale med sin mand om, at det måtte stoppe.

Hendes mand lyttede og tog det til sig, og i dag har de det

godt sammen. Hanitra og hendes mand deles nu om de

hjemlige opgaver – de sørger sammen for fx madlavning og

indkøb, hvilket er atypisk i den madagaskiske kultur. Og at

hun selv har oplevet problemer og fundet en løsning, gør

Hanitra til en troværdig rollemodel i landsbyen med taleret

ind i andre kvinders liv.

„Jeg er stolt af mit frivillige arbejde med kirken. Det

giver mig noget at hjælpe folk med deres problemer og gøre

dem bevidste om deres muligheder i livet,“ siger Hanitra,

som griber enhver lejlighed for at fortælle folk om deres

potentiale og om deres rettigheder – om kvinders ret til at

sige fra over for hustruvold, om børns ret til uddannelse og

om alles ret til et værdigt liv.

Nu er hendes største drøm at blive ansat ved det lokale

regeringskontor og lede udviklingen i landsbyen. Gennem

kirkens projekt har hun fået troen på, at ikke kun mænd,

men også kvinder kan søge og bestride sådanne stillinger.

For Hanitra Ravololomalala er målet med jobbet at få mu-

lighed for at hjælpe endnu flere i landsbyen. Og efter at have

mødt hende og hendes entusiasme kan man kun ønske for

både hende og regeringskontoret, at hun får chancen for at

gøre en endnu større forskel for sin landsby.

„Det handler om at have modet til at gå efter sine drøm-

me og turde lykkes med at føre dem ud i livet.“

Af Annika Bach, Danmissions udsending i Madagaskar

Hanitra Ravololomalala (tv.) er med i landsbyens udvik-lingskomité, som har hjulpet bl.a. Betherine (i midten).Fo

to: A

nn

ika

Ba

ch

15

tema: madagaskar

Saholinirina Fetison har en drøm. En drøm om at kunne

holde nadver og døbe mennesker ind i den kristne kirke

– ja, at kunne virke som præst. Umiddelbart er det svært

at se, hvorfor den drøm ikke skulle kunne gå i opfyldelse.

Madagaskars hastigt voksende kirke har stor mangel på

præster – især dygtige og veluddannede – og Saholinirina

Fetison har ikke alene bestået eksamen fra præstesemina-

ret, men er også netop gået i gang med en 5-årig overbyg-

ning på det teologiske fakultet SALT.

At det alligevel ikke er en formsag at blive ordineret

som præst skyldes, at Saholinirina Fetison er kvinde.

For kvinder kan ikke ordineres i Madagaskars lutherske

kirke (FLM) og kan derfor ikke forrette nadver og dåb.

Kvindelige teologer i FLM må dog gerne prædike og forestå

bibelundervisning. Der er således kvindelige lærere på

både bibelskoler, præsteseminarier og SALT. Kvinder

har også gennem mange år kunnet vælges som medlem-

mer af råd på alle niveauer i kirken. Op mod en tredjedel

af de 120 medlemmer af FLM’s nationale kirkekomité er

kvinder.

„Når man spørger ude i kirkerne, vil de gerne have

kvindelige præster,“ siger Saholinirina Fetison. Og der er

da også eksempler på, at kvindelige teologer på grund af

præstemanglen fungerer som de facto sognepræster ude i

landet.

Spørgsmålet om kvindelige præster diskuteres ivrigt i

Madagaskar, som det også har været tilfældet i Danmark,

der fik sin første kvindelige præst i 1948. Det er FLMs

generalsynodemøde – generalforsamling – der beslutter,

om kvinder som Saholinirina Fetison skal kunne ordine-

res. Generalsynoden afholdes hvert 4. år – næste gang i

september 2016 hvor der er lagt op til, at spørgsmålet om

kvindelige præster kommer på dagsordenen.

Saholinirina Fetison er 46 år og ugift, men har en stor

familie med 7 søskende. Hun er født ind i en kristen fami-

lie. Hendes bedstefar var præst, og to andre familiemed-

lemmer fik også kaldet til at blive præst – begge kvinder,

der er i samme situation som hende.

„Gud har kaldet mig til at studere på SALT, og det bliver

spændende at se, hvilke planer Han videre har for mig,“

siger Saholinirina Fetison, der arbejdede 18 år i kirkens

sundhedsafdeling, inden hun sagde sit job op for at læse

teologi. Synoden har givet hende et stipendie for at vide-

reuddanne sig på SALT, og hun arbejder hårdt, så synoden

vil give hende mulighed for at fuldføre det 5-årige studie.

„Jeg drømmer om, at der sker en omvæltning i kirken i

løbet af mine år på SALT, så jeg og andre kvinder kan blive

ordineret. Det underminerer mig og min viden at fast-

holde mig i en rolle som sekundær i kirken. Jeg tror på, at

kvinder har en rolle som praktiserende præster, og det vil

jeg arbejde for. Det skal nok lykkes - jeg tror på, at Gud vil

skabe en vej,“ siger Saholinirina Fetison.

Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for fundsraising

Præst på trodsFo

to: A

nn

ika B

ach

At blive ordineret som præst – det er Saholinirina Fetisoms drøm.

16

Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden I påtog jer et job og et liv i et fremmed land?„For os var det en stor beslutning. Vi vidste jo ikke rigtigt,

hvad vi gik ind til, så det var som at tage skridtet ind i en

usikker, men spændende fremtid. Det er vel aldrig fedt at

forlade en skøn lejlighed på indre Vesterbro i København

for at flytte til en hovedstad, der er stemplet som verdens 10.

værste by at bo i. Og samtidig har vi begge nære relationer

til vores familier og venner, så det var heller ikke uden et

savn, da vi rejste ud. Men drømmen om et liv, som ikke bare

bestod af villa, Volvo og vovhund, men af meningsfuldhed

og betydning drev os af sted.“

Hvad gør jeres job spændende?Rune: „Store udfordringer, mange mennesker og et enormt

behov her i Madagaskar. Det at jeg faktisk har noget at

bidrage med. Og så muligheden for at samarbejde med ver-

dens næst hurtigst voksende lutherske kirke giver så meget

mening. At Danmission arbejder holistisk – det vil sige at

kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse går hånd i

hånd – er også et stort plus.“

Annika: „Mit job er spændende og engagerende, fordi

Danmission har en særlig tilgang til fattigdomsbekæm-

pelse, som er yderst relevant og skaber positiv forandring i

Madagaskar – et land hvor 92 procent lever i fattigdom. Landet

modtager millioner i bistand fra andre donorer, men det ryk-

ker ikke altid det store, men skaber blot større afhængighed.

Danmission går via den lokale kirke ind og arbejder for, at

menneskene selv kan være katalysatorer for forandring. Vi

arbejder for at bygge et stærkt og handlekraftigt civilsamfund

op, som selv har mulighed for at påvirke deres livssituation.“

Hvad gør det svært?Annika: „Det siger sig selv, at når 92 % lever i fattigdom,

så er udfordringerne store. Det er svært at være vidne til,

hvordan korruption er med til at ødelægge et land og forar-

me millioner af mennesker. Jeg kan blive helt harm over al

den uretfærdighed, og at der sidder en lille procentdel, som

tærer på landets ressourcer på befolkningens bekostning.

Derudover er det sværeste, at vi ikke kan hjælpe mere, at

midlernes størrelse sætter begrænsninger for vores ind-

sats. Derfor er det så vigtigt, at netværket og de frivillige i

Danmark er med til at støtte Danmissions arbejde, fordi vi

sammen kan gøre endnu mere.“

Rune: „For at forstå den madagaskiske befolkning er det

enormt vigtigt at forstå deres kultur og deres religion.

Danmission arbejder gennem kirken, som er en fantastisk

kraft i samfundet. Men både kultur og religion kan også

være hæmsko for arbejdet. For eksempel siger kulturen, at

du ikke må sige en autoritet imod – og slet ikke offentligt.

Det kan betyde, at demokratiske afstemninger bliver fejet

af bordet på møder, fordi en leder ikke bryder sig om det,

der skal stemmes om. Men jeg kommer jo også med min

danske forståelse af tingene, og det er min udfordring at

holde mig det for øje. Som dansker handler det om tid,

resultater og handling. Den madagaskiske kultur bygger i

høj grad også på tid, men ikke det at komme til tiden eller

effektiv udnyttelse af tiden, mere det at bruge meget tid

sammen. Resultater handler her ikke så meget om konkrete

beslutninger, hvorimod et godt møde er et møde, hvor vi

har snakket meget om det pågældende, uden at vi behøver

have taget en beslutning. Og med hensyn til handling, så

er det i Danmark okay at forsøge nogle ting, prøve sig frem

og learning by doing, hvilket også betyder, at man fejler ind

imellem. Jeg har haft et ordsprog, som hedder: Hvis ikke du

tør brænde nallerne, så udvikler du dig aldrig. Det ordsprog

passer slet ikke ind i Madagaskar, hvor det at brænde nal-

lerne kan have store og uoverskuelig konsekvenser, både

religiøst og kulturelt på en helt anden måde end i Danmark.

Derfor kan jeg ikke bare holde fast i min fordanskede tan-

kegang, men jeg må forsøge at kombinere den madagaski-

ske og den danske forståelse, hvor det er muligt og til gavn

for både Danmission og partneren.“

På Danmissions hjemmeside www.danmission.dk kan du

følge Annika og Rune Bach og deres arbejde som udsendinge

i Madagaskar. Her kan ud også læse blog med oplevelser og

overvejelser fra Danmissions øvrige udsendinge.

Livet som udsendte

i MadagaskarAf Tove Lind Iversen, redaktør

For Annika og Rune Bach, der nu har boet og arbejdet som Danmissions udsendte i Madagaskar siden 2013, er det især forskellen i synet på autoriteter og på tid, der udfordrer deres danske mentalitet.

17

Foto

: Ch

arlo

tte Dyh

r

17

tema: madagaskar

Annika Bach er landerepræsentant for Danmissions fattigdomsbekæm-pende arbejde i Madagaskar, mens Rune Bach er landerepræsentant for Danmissions kirke- og dialogarbejde i landet. De står bl.a. for den daglige kontakt til Danmissions samarbejds-partnere, hvoraf den største er Madagaskars lutherske kirke (FLM).

18

„Nu kæmper folk for noget så basalt som

at skaffe mad til deres familier. Mange

bekymrer sig ikke længere om deres børns

skolegang, og selv vintertøj er blevet så

dyrt, at det er umuligt at få fat i,“ fortæl-

ler Rahaf Abdo fra landsbyen Deir Attieh

i den kristne Kalamoun Dal i Syrien, som

er det område, hvor Danmission uddeler

nødhjælp gennem vores partner FDCD.

For selvom nødhjælpsorganisationer gør,

hvad de kan, så mangler folk det mest

nødvendige.

„Vi kæmper mod sulten,“ fortæller

Rahaf Abdo. Hun er deltidsansat af FDCD,

men bruger derudover al sin tid på frivil-

ligt arbejde for de landsmænd, som er

flygtet til området. „For et par dage siden

fortalte en kvinde mig om sit umulige

dilemma: De månedlige madrationer ræk-

ker kun til cirka 15 dage, så da første halv-

del af måneden var gået, måtte hun vælge

mellem mad eller varme til sin familie. De

få penge, hun selv har, rækker ikke til både

fødevarer og brændsel. Hun valgte maden,

men nu holder kulden børnene vågne om

natten.“

2015 begyndte hårdt for de syriske

flygtninge med rekordlave temperaturer

og bidende snestorme. Den ekstreme kul-

de har kostet mange liv, og nødhjælpsorga-

nisationerne i og uden for Syrien advarer

om akut behov for varme til de op mod 11

millioner syrere, der er gjort til flygtninge

under de seneste fire års borgerkrig. Men

når valget står mellem mad og varme, er

man tvunget til at vælge mad.

„Uden mad dør vi. Når der mangler

mad, holder alting op med at fungere.

Derfor er madrationerne, som Danmission

hjælper med, helt afgørende for, at folk

overlever,“ siger Rahaf Abdo.

Tørklæder til kristne kvinderDet er svært ikke at blive modløs på vegne

af de mange interne flygtninge. Det, der

trods alt holder modet oppe hos Rahaf

Abdo, er viljen og håbet hos syrerne, som

arbejder for fred og forsoning på tværs af

religioner og andre skel.

„Folk hjælper hinanden, så godt de

kan. Det giver mig håb for fremtiden at se,

hvordan unge frivillige kræfter samles og

knokler for lokalsamfundene som fx det

netværk, der fordeler nødhjælp fra bl.a.

I Syrien vælger man mad eller varme„Hvis jeg alene prædiker om Jesu gerninger uden også at handle, så mister folk troen,“siger biskop Toume, som selv trodser faren for at skaffe nødhjælp.

Af Tove Lind Iversen, redaktør

19

Danmission. Og da militante islamistiske

grupper sidste år angreb Deir Attieh, skjul-

te muslimske familier kristne i deres hjem.

De gav de kristne kvinder og piger tørklæ-

der på for at beskytte dem og forsvarede

byens kirke. Efterfølgende har muslimer og

kristne i fællesskab arbejdet på at renovere

kirken,“ fortæller Rahaf Abdo. Hun har

deltaget i Danmissions projekt for unge

syriske aktivister – kristne og muslimer –

som har lært, hvordan man bruger dialog

og konfliktløsning og efterfølgende sam-

men har startet lokale aktiviteter i deres

borgerkrigsramte land.

Biskoppens babymælkDet er heller ikke nemt at være kirke el-

ler præst midt i en humanitær krise som

den i Syrien. Det medgiver Elias Toume,

der både er biskop og en central figur i

nødhjælps- og dialogarbejdet i Kalamoun

Dal.

„Vi kan ikke opfylde alle de behov, vi

møder. Indtil videre har jeg fulgt en simpel

strategi: Gennemsigtighed! Når vi har no-

get, deler vi ud, og hvis folk kommer til os,

når vi intet har, så siger vi det, som det er.

På den måde oplever folk også, at vi gør alt,

hvad der står i vores magt for at hjælpe,“

siger han og uddyber:

„I den her situation ser jeg humanitært

arbejde som min første og vigtigste opgave

som biskop. Da jeg var yngre, troede jeg, at

en biskops vigtigste opgaver var det gejstlige,

men det er det ikke. At hjælpe mennesker

i nød er min førsteprioritet,“ siger han og

fortæller, at han ofte tager den risikofyldte

tur ind i Libanon for at fylde bilen med varer,

der ikke længere kan skaffes eller som er

blevet helt ubetalelige i Syrien – fx moder-

mælkserstatning til babyerne. Det kan han,

fordi han som biskop har særlig tilladelse til

at krydse grænsen, men embedet er ingen

sikkerhedsgaranti. Han kan fortælle, om to

syriske bispekolleger, som for to år siden

blev kidnappet, og som ikke er vendt tilbage.

Ingen kender deres skæbne.

„Det er meget vigtigt, at folk ser, at

kirken handler. Når en situation er så

alvorlig, som den er i Syrien lige nu, er der

brug for at tro omsættes til handling. Hvis

jeg alene prædiker om Jesu gerninger

uden også at handle, så mister folk troen,“

siger han.

I Syrien vælger man mad eller varme

Syrien har overhalet Afghanistan som landet med verdens største flygtninge-gruppe: Op mod 11 mio. syrere er flygtet – heraf har 7,6 mio. søgt tilflugt andre steder i Syrien, mens 3,3 mio. har forladt landet.

200.000 skønnes at have mistet livet pga. fortsatte voldshandlinger, som FNs særlige

udsending til Syrien, Staffan de Mistura, i januar kaldte "en skændsel".

Borgerkrigen raser på fjerde år og har smadret Syriens og syrernes økonomi. Store dele af olieindustrien er ikke læn-gere på regeringens hænder, turismen er forsvundet, den internationale handel er suspenderet af sanktioner, og landbruget

er i vid udstrækning forvandlet til slagmark mellem regeringstropper og oprørere. For almindelige syrere er den største udfordring at klare sig fra dag til dag. Der mangler mad og medicin, børn og unge får ingen skolegang, og så er tyfus, mæslinger og polio kommet tilbage. Danmission hjæl-per de internt fordrevne takket være vores mangeårige partnere i området.

Jeg er taknemmelig for, at der er så mange i Danmark, der er med til at sætte fokus på situationen for de mange millioner syriske flygtninge. Og jeg skal også bringe en dybfølt tak fra vores partnere – både for hjælpen og for oplevelsen af, at de ikke er glemt. Det gør en forskel, at der er købt tæpper og mad til nogle af de internt fordrevne i det kolde Syrien.

Birgitte Søgaard Lauta, regionsleder for Mellemøsten

Tak for hjælpen til Syrien

I 2014 kom der 264.654 kroner ind til Syrien, men der er stadig et kæmpe behov, og indsamlingen fortsætter. Sådan kan du give et bidrag:

Syrien Fakta

2020

„Lige til min død vil jeg give. Jeg tror fuldt

og fast på det – jeg vil risikere mit liv for

det. For kun ved at gøre fremskridt i og

med det gode, kan man bekæmpe det

onde,“ siger skuespiller Bodil Jørgensen.

Hun leverer ordene med en skarphed i

stemmen, der står i stærk kontrast til hen-

des sarte og fint skrøbelige ydre.

For den 53-årige folkekære skuespiller,

som siden 1990 har spillet markante roller

på Det Kongelige Teater, medvirket i et hav

af film og TV-serier og for tiden er aktuel

med forestillingen "Den Grønne Elevator",

er det at give lige så naturligt som at trække

vejret. Derfor sagde hun også uden tøven

ja til at give en bid af sig selv og sin tid for

at være ambassadør for Danmissions jule-

kampagne til fordel for ofrene i Syrien.

„Syrien er Helvede på jord. Det er fryg-

teligt, frygteligt at tænke på, hvad de skal

igennem,“ siger hun med henvisning til de

op mod 11 millioner syrere, der er flygtet

fra deres hjem.

Verden savner empatiI hjemmet på Nørrebro i København, som

Bodil Jørgensen deler med ægtefællen

Morten Søborg, der er filmfotograf, og bør-

nene Johannes 17, Østen 14 og Rigmor 6, er

krigen i Syrien ikke bare noget, man ser på

TV og læser om på internettet. Her forhol-

der man sig til det og skrider til handling.

„Vi er ikke selv herrer over, hvor vi bli-

ver født. Og som Østen for nylig sagde, så er

vi heldige, at vi er født i Danmark. Derfor er

det også vigtigt, at vi kan sætte os i andres

sted – den empati, synes jeg, at verden sav-

ner. Vi må se hinandens lidelser. I dag ved

vi jo, hvad der sker af grusomme ting – det

Hvis ikke vi handler, er vi blevet umenneskeligeNår medmennesker i Syrien må gå igennem Helvede på jord, og når hendes eget liv vælter hende omkuld, så er det vigtigste for skuespiller Bodil Jørgensen: at give, vise empati og at handle. Danmission Magasin har mødt skuespilleren til en snak om tro, apatiske danskere og et liv efter døden.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

21

sørger den moderne teknologi for – og

derfor har vi i endnu højere grad en for-

pligtelse. Hvis ikke vi handler, er vi blevet

umenneskelige,“ siger Bodil Jørgensen.

Derfor valgte familien også at droppe

julegaverne sidste år og i stedet donere

gavebudgettet til Syrien. Og med jævne

mellemrum bliver der samlet tæpper og

tøj sammen, som familien sender til Syrien

via Al-Nour moskéen på Blågårdsgade i

København.

„Vi har så meget! Rundt omkring hos

folk ligger der en masse dyner, tæpper

og tøj, som kunne sendes til Syrien. Vi

kunne sagtens gøre mere! Vores vel-

færdsstat har toppet – et af vores største

problemer er, at vores toge ikke kører til

tiden.“ Bodil Jørgensen leverer sin dyb-

følte indignation med kraft i den ellers så

blide stemme, mens hun læner sig indover

spisebordet og fortsætter opsangen til sine

medmennesker:

„Vi er blevet betændt af rigdom – vi er

mætte, fyldt op, og det gør os apatiske. Vi

har så svært ved at falde på knæ og sige tak

for livet. Alt skal gøres op i dag. Hvis jeg

giver dét, så skal jeg have dét. Vi er langt

fra at være det kristne folkeslag, vi bry-

ster os af at være. Som Jesus siger: Du tror,

du er god, men der er lang vej endnu! Jeg

kan blive så harm over, at vi ikke er bedre

til at støtte fx det syriske folk. Vi er ikke i

nød her i Danmark, og det er rimeligt let

at foretage sig noget, for det vælter jo ind

med girokort, så det er bare at gribe et og

betale. Vi kan nedsætte vores eget forbrug

for at få råd til at hjælpe i Syrien. Nogle

siger så, at man ikke kan være sikker på,

at pengene når frem. Men det er en dårlig

Foto

: Flemm

ing

Bo

fortsættes side 22...

Foto: Kirstine Thye Skovhøj

22

undskyldning – sæt dig ned og undersøg det, for det er der

alle muligheder for i dag, hvor organisationernes informa-

tioner ligger fremme på nettet. Find ud af, hvor det er bedst

at give og gør det!“

Del Guds kærlighedFor Bodil Jørgensen er det ganske enkelt, hvorfor vi danske-

re skal blive bedre til at give til fx de syriske ofre. Hun tror

på, at Gud sendte sin søn Jesus for at lære menneskene, at vi

skal dele kærligheden til verden og hinanden.

„Verden i dag tager uden at give! Kærlighedsbudskabet,

som Kristus og Gud deler med os, er ikke til at tage fejl af:

Vi skal give! For mig er der en rigdom ved at være sammen

med Vorherre, for han giver noget igen, som ingen andre

kan. Vi må tro på det gode og kæmpe for det. For jo flere,

der tror på det gode, jo bedre bekæmper vi det onde.“

Bodil Jørgensen læner sig igen lidt tilbage i stolen, som

om hun skal puste lidt ud. Men der går ikke mere end nogle

sekunder, så lader hun hånden glide over et lille blåt forklæ-

de, der hænger på stolen ved siden af hende og løfter det op:

„Rigmor tilbyder tit, at vi kan sende noget af hendes

tøj og ting til Syrien. Det er jo ikke, fordi jeg plaprer løs

og fylder hende med skyld og skam og pensler syrernes

lidelse ud. Det skal hun ikke tage på sig, men derfor kan hun

sagtens have en bevidsthed om, at der i Syrien er familier,

der må bo i telt, der ikke har en madpakke, og som fryser

om fingrene. Hun vil meget gerne dele, og det er vigtigt, at

hun kan det,“ siger Bodil Jørgensen, mens hun lader den ene

hånd bevæge sig gennem den bølge af rødt hår, der ligger

som et let skjold over den øverste del af hendes pande.

Livet forpligterBodil Jørgensen var uden skjold og beskyttelse, da hun

i sommeren 2014 under optagelserne til en "Far til fire"-

film blev hårdt kvæstet af en traktor, og da hun i 1988 slap

levende fra, at en beruset lokofører med høj fart kørte af

sporet ved Sorø – 8 døde, og 72 blev kvæstet.

„Efter togulykken, og nu traktorulykken, føler jeg, at jeg

har en særlig forpligtelse til at gøre mig umage. Vi kan ikke

gøre alt her i livet, men vi kan gøre det, vi kan gøre. Min mor

var dement i 10 år, og min far kunne godt have brokket sig,

men det gjorde han aldrig. Han kunne ikke have min mor

boende hjemme, men han kunne besøge hende to gange

om dagen på plejehjemmet, gå ture med hende, tale med

hende – hvert lille bitte pip fra mor tog han til sig og gemte

i hjertet. Jeg er opdraget til, at vi har en forpligtelse over for

vores nærmeste – vi skal være stærke. På samme måde har

vi en forpligtelse over for livet.“

Det er, som om Bodil Jørgensen har en særlig urkraft

inde i sin spinkle krop, der får hende til at overleve ulyk-

ker, være generøs og givende. Hun skæver op til den Jesus-

figur, der hænger i køkkenet, mens hun fortæller, hvordan

hendes tro, Gud, er det sidste, hun tænker på, inden hun

sover.

„Tro for mig er som stor musik, som det inderste af det

inderste, som marven på et ben. Jeg kan sagtens have en

masse bekymringer, men det sidste jeg tænker på, inden jeg

skal sove, er, hvor godt det er, at jeg hviler mit hoved i Guds

hånd.“

Hun vender sig lidt på stolen og drejer kroppen mod

lyset, der falder ind ad altandøren, mens hun kniber øjnene

i et smil.

„Det er da fantastisk, at solen står op hver dag, at ane-

monerne titter frem, at lyset vender tilbage, at årstiderne

skifter. Det må jeg sige Gud tak for.“

Et liv efter dødenBodil Jørgensens blik flakser end ikke et splitsekund, når

hun bliver spurgt til, hvad hun tænker om døden. For i hen-

des familie eksisterer der en solid tro på, at der findes et liv

efter døden, hvor de alle vil gense hinanden.

„Jeg ved ikke, hvordan der ser ud, men jeg skal nok flyde

eller svæve rundt et eller andet sted. Jeg skal ikke gøre

noget særligt for at gøre mig fortjent til et liv efter døden,

sådan tænker Gud slet ikke. I forhold til Ham er der ikke

noget regnskab – det er Han for stor til. Hos Vorherre er der

plads til alle – mordere, banditter og skilsmisseramte. Gud

stiller ikke krav. Det er os, der må kigge ind i os selv eller

op,“ siger Bodil Jørgensen.

Traktorulykken har rykket visheden om døden nær-

mere, og derfor er hun også taknemmelig og glad for at

se, hvordan hendes børn agerer i verden. Hvordan hendes

ældste søn Johannes, som hun har sammen med den af-

døde instruktør Henrik Sartou, og sønnen Østen er vokset

op og blevet omsorgsfulde og sociale væsener.

„Jeg blev så stolt af Østen, der for nylig kom hjem og for-

talte, hvordan han havde forsvaret en somalisk dreng, fordi

nogle større drenge havde kaldt hans far pirat. Østen gik

resolut derhen og blandede sig, og de sprang på ham. Han

risikerer noget for andre. Han har en indre kraft – ingen be-

røringsangst. Han tør give noget af sig selv,“ fortæller Bodil

Jørgensen med stolthed i stemmen og fortsætter:

„Jeg vil gerne have, at børnene bliver glade i livet, og

man bliver glad af at give, hvad enten det er til en kamme-

rat, der bliver mobbet, eller man sender tæpper og tøj eller

penge til Syrien. Det største i livet er at kunne give“.

... fortsat fra side 21

23

„Det er utroligt at tænke på, at det arbejde,

man laver i genbrugsbutik i fx Midtjylland

rækker hele vejen til Afrika,“ siger

Danmission Genbrugs nye udviklingskon-

sulent, Linda Gamst Josefsen, med henvis-

ning til Danmissions arbejde for at skabe

bedre vilkår for fattige og udsatte i Afrika,

Asien og Mellemøsten.

Den tidligere folkeskolelærer begyndte

sit nye job i januar, og én af hendes første

arbejdsopgaver er en rundtur til nogle

af de 17 genbrugsbutikker, som hun skal

supervisere.

„Jeg glæder mig til at lære de frivillige

og de enkelte butikkers historie at kende

og finde ud af, hvad de er optaget af. Og jeg

glæder mig meget til at blive en del af et

stort fællesskab, hvis arbejde rækker langt

ud i verden.“

Fra sit professionelle virke, men også

fra sit eget frivillige engagement bl.a.

som aktiv i Horsens Valgmenighed og

næstformand for Rudehøj Efterskole, har

Linda Gamst Josefsen erfaring med at

arbejde med frivillige.

„Frivillighed er en værdi for mig, som

jeg selv udlever, og det giver mig en god

indføling med og forståelse for frivillige.

Som udviklingskonsulent ser jeg det som

en af mine vigtigste opgaver at motivere og

"pleje" de mange frivillige.“

Linda Gamst Josefsen vil også gerne

være med til at gøre Danmission og arbejde

både ude og herhjemme – bl.a. takket være

overskuddet fra Danmission Genbrug –

endnu mere synligt i det midt- og vestjyske.

„Kan genbrugsbutikkerne i mit område

få endnu større gennemslagskraft og blive

endnu mere integreret i lokalsamfun-

det? Er det fx muligt at etablere et givtigt

samarbejde mellem en efterskole og en

genbrugsbutik?“ lyder det fra Linda Gamst

Josefsen, som er bosat i Horsens med sin

mand og to døtre på 10 og 12 år.

Genbrug så det kan mærkes i Afrika41-årige Linda Gamst Josefsen er ny udviklingskonsulent for Danmission Genbrug i Midt- og Vestjylland.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Bodil Jørgensen om genbrug:„Jeg handler genbrug, fordi der allerede er nok tøj i verden. Det er de samme tøjbutikker, der er at finde i alle danske provinsbyer, vi går i det samme tøj, køber og smider ud. Det er vanvittigt! Jeg siger til min 6-årige datter Rigmor, at hvis hun vil have en ny kjole, så skal hun give en af sine andre kjoler væk – det er vanvittigt bare at rage til sig og blive af-hængig af materialistiske ting. Og den er Rigmor med på.

Jeg synes, det er så fint med genbrug, for der kan man finde ting fra fortiden. Maleriet, vi har hængende i vores køk-ken, har jeg fundet i en genbrugsbutik. Det minder mig om en sø og et naturområde uden for min barndomsby Vejen, hvor jeg plejede at gå tur med min far.

Det gør mig tryg at bo med genbrug. Jeg bliver utryg, når jeg kommer ind i et hjem fyldt med Ikea-møbler - det er så anonymt. Jeg køber også gerne gaver i genbrug, der kan man finde sjove ting.

Der er fx en meget fin Danmission Genbrug i Odense, som jeg har besøgt, hvis jeg har været på turne i byen.“

Foto

: Flemm

ing

Bo

Linda Gamst Josefsen – ny udviklingskonsulent i Danmission Genbrug

24

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Indretningsarkitekt Gitte Lacarriere har en mission: Hun vil overbevise danskerne om, at det er fedt at bo med genbrug – og at genbrug er en nødvendighed, hvis vi skal videregive verden i ordentlig stand til vores efterfølgere.

Strygebrætter, bøger og tændstikæsker forvandles til møb-

ler og udsmykninger, og en bunke gamle læderkufferter får

nyt liv som talerstol til kultur- og kirkeminister Marianne

Jelved.

Indretningsarkitekt med speciale i genbrug, Gitte

Lacarriere, er fyldt med gode ideer. De gode ideer deler

hun ud af, når hun afholder workshops på biblioteker og

skoler, via sin blog og klumme i avisen Nordjyske, og når

hun indretter kontorer, kantiner, mødelokaler og foredrags-

sale for virksomheder.

„Jeg vil gerne være med til

at skubbe til opfattelsen af, at vi

kun skal omgive os med nye ting.

Jeg tror på, at jeg gennem mit

arbejde viser, at det er fedt at bo

med genbrug, og at det giver god mening både økonomisk

og i forhold til bæredygtighed. Man får også en langt mere

personlig stil med genbrug,„ siger Gitte Lacarriere, hvis

virksomhed har base i Nørresundby i Nordjylland.

Siden hun for 10 år siden vendte hjem fra London, hvor

hun tog sin uddannelse og efterfølgende bosatte sig, har

hun været optaget af at indrette med genbrug.

„Da genbrugsbutikkerne først kom frem, lå de tit godt

gemt inde i en baggård, men i dag ser vi jo enorme gen-

brugsbutikker. Genbrug er ikke længere kun for dem, der

ikke har så mange penge. Selvfølgelig er

der stadig mange, der har brug for at vise et

Genbrug er hipt, bæredygtigt og billigt

Foto

: Git

te L

aca

rrie

re

Et strygebræt der transformeres til et smukt bord eller til en anderledes opslagstavle og gamle lampeskærme, fundet i

genbrug, der forvandles til lysestager til fyrfadslys. Specialist i indretning med genbrug, Gitte Lacarriere har et særligt øje for

at se nye muligheder i gamle ting.

25

bestemt slags image ved kun at bo med nye ting og dyre de-

signermøbler, men tendensen er, at flere går i genbrugstøj

og indretter med genbrug.„

Luft i budgettetHjemme i privaten præger genbrugsfund selvsagt

indretningen.

„80 procent af vores ting genbrug – vi bor simpelt og

bæredygtigt. Jeg har dog valgt at købe nye senge til mig og

mine børn og vores spisebord er nyt, men ellers er alt gen-

brug,„ siger Gitte Lacarriere.

Fordelen ved at bo med genbrug er, at det gi-

ver luft i budgettet til oftere at skifte ting ud, mener

indretningsarkitekten.

„Nogle af de ting, jeg køber i genbrugsbutikkerne, opfat-

ter jeg mere, som om jeg lejer dem. For efter et stykke tid

med fx en lampe så leverer jeg den tilbage til genbrug. Som

mennesker forandrer vi os gennem livet, og vores hjem skal

forandre sig sammen med os. Sådan en forandring er det

muligt at skabe, når man vælger at bo med genbrug.„

Genbrug kræver tålmodighedGitte Lacarriere kommer ofte i Danmission Genbrug i

Svenstrup, der ligger tæt på hendes hjemmeadresse. Det

kræver tid og tålmodighed at indrette med genbrug, og hun

har efterhånden fundet sine favoritgenbrugsbutikker, som

hun endevender for genbrugsfund.

„Det kan være et tidskrævende job at indrette med

genbrug, men det er det værd. Hvis man står overfor at ville

forandre sit hjem, så skal man først og fremmest starte med

en grundig oprydning. Når man har ryddet op, så anbefaler

jeg, at man tager udgangspunkt i sin yndlingsfarve. Begynd

så med at tage i genbrugsbutikker og kig dig omkring efter

fx noget gult. Måske finder man en fed vase, der kan være

inspiration, og så er man ligesom i gang. Det kan også være

man står og mangler et bestemt møbel. Min anbefaling er,

at man lader en bestemt farve eller et aktuelt behov være

afsættet for at tage på genbrugsjagt.„

Man skal heller ikke være bange for at forandre de ting,

man køber i genbrug, mener Gitte Lacarriere. Hun har for

nylig omdannet to gamle strygebrætter, som hun købte

brugt til den nette sum af 30 kroner, til henholdsvis et bord

og en opslagstavle. Og for tiden er hun på jagt efter gamle

globusser, som hun laver til lamper.

Læs mere om Gitte Lacarriere og få tips til at indrette med

genbrug på lacarriere.dk

genbrug

25

Gitte Lacarriere er uddannet indretningsarkitekt i London og lancerede i 2009 sin egen kollektion, som består af vintagemøbler, som hun giver nyt liv ved beklæde dem med retro-stoffer. Ideen bag kollektionen er at

bringe farve, humor og genbrug ind i hjemmet eller på kontoret.

26

Missionen fortalt

i billederDanmissions historie rækker helt tilbage til 1821, og et væld af fotos dokumenterer arbejdet, der foregik ude i verden, men også hjemme i Danmark. Siden 2012 har en gruppe af ihærdige frivillige arbejdet på at sortere de omkring 50.000 fotos, som er samlet lige siden dansk ydremission så dagens lys i 1821, i en online fotodatabase. De mange fotos fortæller et væld af sjove, skæve og skelsættende historier, som fortjener at blive husket og fortalt. Historier om hvordan danske missionærer – mænd og kvinder – rejste ud i verden og opbyggede kirke-samfund. Det store foto-materiale byder også på billedelige fortællinger om, hvordan budskabet om mission blev spredt i Danmark. I dette nummer af Danmission Magasin får du et par historier om omrejsende missionærer og vandreudstillinger.

Når missionæren svingede ind på vores gårdsplads på sin cykel med en brun kuffert på bagagebæren, var det som et vindpust fra eksotiske himmelstrøg.

Dengang i 1960’erne, da TV var lig ”Ingrid og Lillebror”, satte det gang i min eventyrlyst, når mis-sionæren åbnede kufferten og viste slangeskind, knive, Bibler med frem-medartede bogstaver, lændeklæder og sort/hvide fotos, mens han eller hun fortalte om livet så langt væk som Arabien, Indien og Tanzania. Som lille pige var jeg fast besluttet på at ville være præst, så jeg selv kunne rejse ud i verden som missionær og opleve eventyret.

Jeg endte som journalist, men jeg er ikke i tvivl om, at missionærer på hjemmeophold har en del af ansvaret for min udlængsel. I dag møder vi verden på rejser og på TV, men jeg er sikker på, at det gør indtryk og skaber opbakning, når udsendinge også nu om dage rejser rundt på foredragsturné i Danmark.

Af Tove Lind Iversen, redaktør

26

Et strygebræt der transformeres til et smukt bord eller til en an-derledes opslagstavle og gamle lampeskærme, fundet i genbrug, der forvandles til lysestager til fyrfadslys. Specialist i indretning med genbrug, Gitte Lacarriere har et særligt øje for at se nye muligheder i gamle ting.

27

Hvad gør man, når man ikke sådan lige kan rejse til Afrika og Arabien? Man flytter da bare en hytte fra Tanzania og en stue fra Yemen til Danmark. I missionshuse og gymnastiksale opbyggede missionsselskaberne i årtier livagtige udstillinger af hjem med mennesker og lokale ting, så man fik en fornemmelse af selv at være der.

På udstillingen var der ofte en hjemvendt missionær, som fortalte om, hvordan lokalbefolkningen havde taget imod missionæren og budskabet, men også om lokale skikke og strabadser. For at samle ind til arbejdet ude kunne der fx være tombola og en café. Det var almindeligt, at skoleklasser fra omegnens skoler flyttede timerne i geografi eller religion til udstillingerne, så børnene på den måde kunne få et indblik i livet i det fjerne. Flere missionsselskaber havde særlige sekretærer, der var ansvarlige for opsætning og flytning af udstillingerne.

Missionsudstillinger findes ikke mere i den form, men ønsket om at opleve, hvordan det er at være på mission, og hvordan virkeligheden er for de mennesker, vi slår følgeskab med ude verden, den er der stadig. Det oplever vi i Danmission bl.a. gennem interessen for foredrag og for vores rejser og genbesøg.

27

28

Det populære undervisningstilbud til danske konfirmander – Konfirmand

Aktion – er de seneste måneder rullet gennem Danmark. Globale Fortællere

fra Danmark og Myanmar har sammen mødt konfirmander for at fortælle om

det at være ung, kristen og kirke i Myanmar og i Cameroun. Det handler om

tro – og "tro på trods".

Det er 20. år i træk, at Konfirmand Aktion, der er et samarbejde mel-

lem Danmission, Mission Afrika, Afrika In Touch og FUV (Folkekirkens

Uddannelses- og Videnscenter) kører ud til konfirmander i Folkekirken.

Holdet i år består af: Thomas (DK), Htoi Lar (Myanmar), Henriette (DK),

Sapal Phyu (Myanmar), Heidi (DK), Signe (DK). Turen startede desværre uden

de to gæstelærere fra Cameroun, som fik afslag på visum til Danmark, men

heldigvis kunne Signe og Henriette køre det planlagte program uden deres

makkere fra Cameroun.

Hvilke tanker flyver gennem en Global Fortællers hoved, inden man kaster

sig ud i en to måneders lang foredragsturné i Konfirmand Aktion?

Thomas fra Danmark fortæller: „Jeg vidste, jeg skulle arbejde tæt sam-

men med Htoi Lar – men hvem skulle han vise sig at være? Jeg blev mere end

glædeligt overrasket. Vi ligner hinanden, har samme humor, arbejder godt

sammen og går til opgaven på samme måde.“

Htoi Lar fra Myanmar fortæller: „Jeg har i mange år arbejdet som frivillig i

nogle af flygtningelejrene i Kachin i det nordlige Myanmar. Her raser verdens

længste borgerkrig. I lejrene afholder jeg gudstjenester og prøver at indgyde

folk det håb, Gud gav mennesker Det betyder meget for mig at kunne fortælle

danske konfirmander om situationen og behovet for hjælp.“

2015 er sidste år med Globale Fortællere fra Myanmar. Fra 2016 gælder det

Cambodja og Cameroun under temaet "På Vej!" Ønsker du at vide mere om

Konfirmand Aktion, så kontakt Rebekka Steinvig: 41 999 335 / rs@danmission.dk

Lodseddelsalg for mission nytterSalg af lodsedler er langt fra passé. I 2014 gav Landslotteriet til mission og udvikling omkring 400.000 kr. i overskud til de 6 deltagende missionsselskaber – heraf gik 186.409 kr. til Danmission. Det nytter altså at gå fra dør til dør eller sælge lodsedler i genbrugsbutikker, kirker og missionshuse.

Hjælp os igen i år med at sælge lodsedler til fordel for mission og udvikling! Over hele landet kan frivillige fra kirker, menig-hedshuse, genbrugsbutikker og lokalfor-eninger sælge lodsedlerne fra 15. marts til 15. maj 2015.

For en 20’er – som nu også kan gives via Mobile Pay – kan du være med til at gøre en forskel for medmennesker i Asien, Mellemøsten og Afrika, der har brug for hjælp – hvad enten det skyldes krig, natur-katastrofer, sygdom eller fattigdom.

Tak for din hjælp – uanset om du sælger eller køber lodsedler, så bidrager du til, at endnu flere kan få uddannelse, sundhed og støtte til at kæmpe sig ud af fattigdommen gavn for dem selv og det land, de bor i.

Oven i købet har du muligheden for at vinde en af de mange gevinster, der er på lodsedlen. Der er gevinster for 121.133 kr. Lodsedlen er et skrabelod, så du straks kan se, om du har vundet.

Kontakt fundraiser og netværkskoordi-nator Anna-Marie Lauenstein på 41 999 332 eller aml@danmission.dk, hvis du vil være med til at sælge eller købe lodsedler! Dem som har en venskabsmenighed kan også sælge lodsedler. For hver lodseddel man sælger kan man give 13 kr. til sin venskabsmenighed.

Konfirmand Aktion kører – for 20. gang!

Gevinster for 121.133,- kr.

inkl. afgifter

Skrab og se straks

om du har vundet

Landslotteri 2015

Ved køb af denne lodseddel støtter du kirkelige

missionsorganisationer, der arbejder side om side

med lokale samarbejdspartnere ude i verden.

Kirkerne i Afrika, Mellemøsten og Asien gør et stort

arbejde lokalt. Her får mennesker styrke og inspiration

til at forandre deres liv gennem bedre ernæring, sundhed,

uddannelse og det kristne budskab.

HÅB OG HJÆLP TIL SELVHJÆLP

Pris

20,-Dit bidrag

gør en forskel!

„Den største velsignelse er alle de nye men-nesker, jeg møder: Samarbejdet med Heidi og de andre Globale Fortællere, mødet med konfirmander, præster og værtsfamilier. Jeg er blevet mødt med en stor gæstfrihed.“ – Sapal Phyu (t.h.)

„Som Global Fortæller får jeg øje for verden, fx hvor dygtige danske unge er til engelsk. Det må være takket være et godt skolesy-stem. Jeg lærer meget, og det tager jeg med hjem, så jeg kan lede og inspirere unge i Myanmar.“ – Htoi Lar (t.v.)

Foto

: Reb

ekka S

teinvig

29

Sammen tændte vi

lysÅrets Lucia Indsamling er inspireret af

Santa Lucia, som spredte lys og håb ved at

hjælpe andre. 247.293 kroner og 17 øre, så

meget kom der ind ved Lucia-optog, i ras-

lebøsser, på salg af engle, koraftener og de

mange flotte aktiviteter. Tak til alle som var

med til at sprede lyset i 2014. Under Årets

Lucia Indsamling var fokus: fællesskaber.

Fællesskaber i Madagaskar, hvor Danmission

bl.a. hjælper fattige og udsatte kvinder med

at oprette låne-sparegrupper. Her kan de

dele ressourcer og erfaringer og støtte hin-

anden. Men også fællesskaber herhjemme i

Danmissions netværk – både nye og gamle.

Danmission Unge: I 2014 indgik Danmission Unge i Aarhus

i et nyt fællesskab sammen med 4 andre

kristne ungdomsorganisationer. Sammen

afholdt de en julebasar i slutningen af

november. Dagen var en bragende succes

både for de mange besøgende og for de

flere end 60 frivillige, der hjalp til på dagen.

Som Christina Paabøl Thomsen, en af de to

ungdomsentreprenører i Danmission Unge

Aarhus, bagefter sagde: „Samarbejdet er en

god mulighed for at stå sammen om en fæl-

les sag – her konkret om at forbedre børn

og unges muligheder ude i verden.“

Danmission Genbrug: Et rekord stort antal af Danmissions

genbrugsbutikker deltog i Årets Lucia

Indsamling 2014. Mange butikker afholdt

egne Lucia-arrangementer, og der blev

samlet ind ved luciaoptog, juletombola og

ved medarbejderfester. Derudover solgte 50

butikker skrabelodder.

Lucia-engle: 2014 blev året hvor Lucia webshoppen

for alvor kom i gang. Her kunne man bl.a.

købe Årets Lucia Glasengel samt engle

fra Danmissions projekter i Bangladesh

og Tanzania. Englene var mere populære

end nogensinde, og salget er gået over al

forventning. Danmissions frivillige i Viborg

gik sammen med glaskunstner Kirsten

Gjelstrup om at producere deres egen

glasengel, som blev solgt til støtte for Årets

Lucia Indsamling, og i Bording solgte børne-

klubben Klub J deres hjemmelavede engle.

Lucia-stafet: Danmissions ambassadør, gospelsanger

Laura Kjærgaard, skød Lucia-stafetten

i gang, da hun sammen med sit kor

"Copenhagen Gospel Singers" holdt et brag

af en koncert. Herfra blev stafetten sendt

på tur rundt i det meste af landet. 20 kor

samlede i 2014 ind til øveaftener, julefester,

koncerter og i Københavns Lufthavn. Som

noget nyt har alle deltagende kor været med

i konkurrencen om en workshop med de

to britiske gospelinstruktører. Vinder blev

gospelkoret "Grace" fra Karlslunde.

Tillykke!

„Vi kan være stolte af fællesskabet i

Danmission og af de mange flotte arrange-

menter og indsamlinger, som blev afholdt

i forbindelse med Årets Lucia Indsamling

2014. Vi kan ikke overvinde mørket i ver-

den, men sammen kan vi tænde et lys. Jeg

håber, at mange af jer også vil være med til

at sprede lys, når vi i år for femte gang hol-

der Årets Lucia Indsamling,“ siger Birgitte

Nørgaard Warming, som er teamleder for

netværk.

Af Kitte Fabricius, praktikant

Foto

: Ch

rist

ina

Ko

foed

-Nie

lsen

29

30

Tag konfirmanderne med på teenlejrTil sommer inviterer Danmission igen børn og unge på sommerlejre. Som noget nyt er de to globale fortællere fra Konfirmand Aktion, Thomas og Heidi, med på teenlejr på Blåvandgaard, hvor de håber at gense mange af konfirmanderne, som de har mødt under Konfirmand Aktion.

På hjemmesiden kan du i løbet af foråret læse mere både om teenlejr og børnelejr på Blåvandgaard, men også om pigelejren på Kildeborg og om Bisseruplejren.

Husk sommerens SeniorlejrÅrets seniorlejr i Virksund byder på spændende foredrag om mission, men også bibeltimer, festaften og tid til hyggeligt samvær. Mød den nyvalgte biskop og tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær, som taler under overskriften ”Mission og Diakoni ude i verden og i Viborg Stift”. Og så er der gensyn med Tanzania og jubilæumsrejse til Indien samt nyt fra den gassiske lutherske kirke og Det Arabiske Initiativ.

Tid og sted: 8. til 12. juni 2015. Virksund Centret, Højslev. Pris: 2.500-2.950 kr. pr. pers. (afhængig af værelse). Program: Se hjemmesiden www.danmission.dk eller kontakt Bodil og Asger Jensen på 75 76 13 25Tilmelding: Senest 18. maj hos Bodil og Asger Jensen på 75 76 13 25 eller abjensen@dlgmail.dk

En dag for de frivilligeNye ideer og inspiration til Danmissions frivilliges arbejde i

genbrugsbutikker, kirker og kredse. Det var resultatet, da over 150

frivillige fra Danmission var sammen på tre netværksseminarer

rundt om i landet. Mødestedet i København, Danmission Genbrug

i Odense og Borremose Efterskole i Nordjylland var rammen om

tre spændende dage med foredrag og workshops, som på hver sin

måde gav indblik i Danmissions arbejde. Hovedtaler var fagkon-

sulent Christina Dahl Jensen, der gav et indblik i Danmissions fat-

tigdomsbekæmpende arbejde med fokus på et projekt i Cambodja,

der er med til at bevare den truede skov i Prey Lang og forbedre

livsvilkårene for den lokale befolkning.

Det blev tre dage med god stemning, snak og netværk på kryds og

tværs. Og mange af deltagerne gav efterfølgende udtryk for, at det

havde været både givende og lærerigt at være med og en god måde

at knytte det frivillige bagland tættere sammen.

Foto

: Ka

rin Bo

rup

Ra

vnb

org

værmed

værmed

læs mere på www.danmission.dk

læs mere på www.danmission.dk

31

Stiftsårsmøder 2015

Viborg stift14. marts kl. 10-16. Skive Kirke og Sognehus

Århus Stift14. marts kl. 10-15.30. Torsted Kirke, Horsens

Helsingør og København Stifter14. marts kl. 10-15. Danmission, Strandagervej 24, Hellerup

Aalborg Stift21. marts kl. 10-16. Vodskov Kirke og sogne-gård, Vodskov

Ribe Stift21. marts kl. 10-15.30. Treenighedskirken, Esbjerg

Haderslev Stift21. marts kl. 10-16. Gårdslev Kirke ved Vejle

Fyn Stift22. marts kl. 11-16. Lumby Kirke og sognegård, Odense

Roskilde Stift:12. april kl. 10-16. Svogerslev Kirke

Lolland/Falster Stift19. april kl. 10-15. Sakskøbing Kirke og sognegård

IKON årsmøde:21. marts Aarhus

Årsmøder i genbrugsrådene:

Syd: 16. april kl. 10-16

Øst: 24.marts kl.10-15.30: Tåstrup

Nord: 13.april kl.10-15.30: Herning

Danmissions repræsentantskab

indkaldes til møde 5.-6. september 2015

på Hotel Nyborg Strand

Frimærkesalg for

næsten 85.000 kr.I 2014 steg Danmissions indtjening fra frimærkesalg med hele 13.000 kr.

svarende til næsten en femtedel af indtjeningen fra 2013. Særligt Kirkens

Genbrug i Espergærde har bidraget med et ekstrastort beløb i 2014, hvor de

bl.a. modtog nogle flotte samlinger fra dødsboer.

En stor tak til alle jer, der har indleveret frimærker i årets løb eller som på

anden måde har hjulpet med, så mærkerne er blevet klippet, pakket og solgt!

Frimærker kan afleveres på Mejsevej 8 i Skjern, til Danmissions

Genbrugskonsulenter eller ved Repræsentantskabsmødet.

Else Højvang, Danmissions udsending til Tanzania, kommer på hjemmeophold 7. til 30. september. Få besøg af den erfarne foredragsholder. Bestil foredrag hos Karin Borup Ravnborg på: kra@danmission.dk eller 41 999 330.

Foto: Magnus Sort Eidemak

magasinid 46005

600-0398 600-0398

Det største i livet er at kunne give – hjælp ofrene i Syrien

Foto

: Flemm

ing

Bo