LIXEN | marts 2012 | �

Mikael Bertelsen Legekammerater med sendetid

Mads Brügger og

PORTRÆT

10 | marts 2012 | LIXEN PORTRÆT

Kan I huske, hvornår I første gang kunne mærke, at I var gode til at samarbejde?

Spørgsmålet bliver stillet på et omkring 15 kvadrat-meter stort kanalchefkontor på første sal i Radio24syv-komplekset. Her står to skriveborde tæt rykket sammen, som sengene hos et lykkeligt ægtepar, og for enderne sid-der Mads Brügger og Mikael Bertelsen. De to mænds tanker bevæger sig over skrivebordene og mødes præcis i midten af lokalet. Begge tænker de på “Skjoldhøj Arkivet” – en radiodokumentar, der dannede rammen for deres første rigtige samarbejde. »Jeg kan huske, at jeg simpelthen ikke turde at kaste mig ud i den opgave. Sådan kan jeg stadig have det - en form for blufærdighed eller hæmmende kontrolsyge«, forklarer Mikael Bertelsen og slår tankerne i bakgear.

Et Bertelsen og Brügger-fundament Klokken er tre om natten et sted i 2002, og stilheden har fået grebet i Skjoldhøjparken lidt uden for Aarhus. Foran hoveddøren på et typehus i midten af Danmarks største parcelhushav står tre tøvende skikkelser og kaster

Mads Ellegaard, Kristian Corfixen

Engang fik Mads Brügger, for tændt mikrofon, skubbet Mikael Bertelsen over en dørtærskel til en smørgul entré langt væk fra København. Det blev starten til et arbejdsvenskab, hvor de to i nu ti år har indrammet bidder af virke-ligheden.

skygger mod en brun teglvæg. To af dem er Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Bevæbnet med en tekniker, ledninger og dirrende mikrofoner finder de en nøgle under en dør-måtte. Det var ikke med sin gode vilje, at Mikael Bertelsen den nat lod optageren snurre i de første minutter foran parcelhuset. Den forsigtige mand ville gerne vide, hvad der gemte sig bag hoveddøren i det lejede hus, før REC-knappen fik lov at lyse op som en rød klat i mørket. »Mads sagde: “Jamen, vi tænder bare båndoptageren nu - så er vi i gang”, og så låste vi os ind i huset. Det var en kæmpe hjælp for mig, at Mads ligesom skubbede mig ud i det«, forklarer Mikael Bertelsen. Han drejer et par grader i kontorstolen og sender et anerkendende nik mod den rødmossede mand over for ham. Brügger fik den nat for ti år siden skubbet Bertelsen over dørtærsklen til en smørgul entré for tændt mikro-fon i postnummeret 8381. Det gør han stadig i dag, og ugen i Skjoldhøjparken skulle vise sig som syv dage, hvor Brügger og Bertelsen i et et-plans-hus lagde fundamentet til et fremtidigt arbejde på flere planer. Ordresedlen fra P1-redaktøren lød på tolv timers dug-frisk radiodokumentar, og timerne ligger i dag i redigeret og digitaliseret form under navnet “Skjoldhøj Arkivet”. »Der udviklede sig en form for sympatisk, positiv konkurrence imellem os, synes jeg. Den gik ud på at prøve at finde ind til den inderste kerne og sjæl af det her kvarter«, forklarer Brügger. “Skjoldhøj Arkivet” vandt senere en Kryger-pris, og Brügger beskriver forløbet som en intens ryste-sammen-tur for de to DR-udsendte. Her oplevede han første gang, at de var gode til at supplere hinanden, og han er over-bevist om, at han ikke ville kunne have lavet optagelserne med andre end Bertelsen. »Arbejdspresset og arbejdsbyrden, der skulle løftes, var så tung, at det et eller andet sted fordrede, at vi var fuldstændig synkoperede og havde en øjeblikkelig kongenialitet, hvis det skulle kunne lade sig gøre. Og dén var der med det samme med Mikael«, fortæller Brügger.

Et fælles sprog Den mentale kobling mellem de to kommer klart til ud-tryk, som de sidder dér med panderne rettet mod hinan-den på kontoret en almindelig arbejdsmandag. Sætninger bliver usagt færdiggjort af den anden, og tanker og idéer jongleres ivrigt rundt under det nymalede loft. Plud-selig hænger en tanke fast i luften, den ramte en fælles reference, og samtalen tager en drejning. »Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der. Man er afhængig af at have nogen, man har et fælles sprog med«, fortæller Brügger. Han fortsætter.

»På en måde er det blevet et arbejdsselskab, der er blevet til et virkelig...«

Mads Brügger stopper op og leder efter det rette ord på sproghylden.

»...dårligt selskab?« supplerer Mikael Bertelsen. De to mænd griner, så kontorstolene under dem ryster.

Brügger samler tråden op. »At have et privatliv og arbejdsliv, der er blandet sammen, det kunne jo godt være opskriften på et gedigent fjend-skab, men det går forbløffende. Også i forhold til nogle af de meget hasarderede ting, som vi har været involveret i«, fortæller han. Blikkene mødes over skrivebordet, og med et nik fyldes kontoret af enighed. »Men vi er faktisk meget uenige - altså som udgangs-punkt«, siger Bertelsen. Fra Brügger lyder der et sammen-stemmende brum, og der er igen opnået konsensus på de 15 kvadratmeter. Sådan fungerer det typisk mellem chef-duoen. De bliver som oftest enige.

Enig om uenighedPå trods af umiddelbar samklang i kontorlokalets akustik, udspringer det prisbelønnede samarbejde af makkepar-rets forskeligheder. »Mads tiltrækkes eller opmuntres måske af noget, man officielt kan kalde dårlig stemning, hvor jeg mere er en, der prøver at please og lave god stemning. Jeg kan være mere konfliktsky, hvor Mads kan være mere konfronter-ende«, forklarer Bertelsen. »Meningen med journalistik er jo dybest set at sætte fut i fejemøjet. Ellers så er ens fag jo ... der er vel ingen, der kan være interesseret i status quo«, siger Brügger. På den måde supplerer de to hinanden godt. Der gives plads til deres diversitet samtidig med, at de giver det bedste videre til hinanden. Brügger kan tæmmes og Bertelsen få et puf. Som den nat foran hoveddøren i Skjoldhøjparken. Men der også brug for Bertelsens eftertænksomme bremse, når Brügger afsøger grænser. »I mange sammenhænge er Mikael den eftertanke og det blik, som adskiller det, vi er i gang med – den margin, der er mellem fiasko og succes«, siger Brügger. Han henter et eksempel frem fra anekdoterne: »Her sidste år med Læsegruppen Sundholm (et litter-aturprogram med hjemløse på DR2 fra 2011 red.). Der tænkte jeg som idé, at vi skulle have en t-shirt på hver, hvor der stod henholdsvis: ”Hej, jeg hedder Mads” og ”Hej, jeg hedder Mikael”, men hvor Mikael meget rigtigt ser, at hvis vi havde gjort det, så var programmerne aldrig blevet det, de er. Det havde fucket det hele op«, forklarer Brügger. Radio uden restriktionerI efteråret 2011 kastede de to sig ud i, hvad de beskriver som deres hidtil mest udfordrende projekt. Duoen fik et tilbud om at være med til at slå strøm til Radio24syv-kraftværket, og i rollen som kanalchefer har de takket ja til at tegne profilen på Danmarks nye taleradio over de næste otte år.

» Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der

Mads Brügger

Et makkerskab forenet i forskellighed

LIXEN | marts 2012 | 11

Kun en glasdør skiller Bertelsen og Brüggers kontor fra stationens redaktionslokale, og vinduet ud mod kolle-gaerne er nærmest symbolsk for projektet 24syv. Med en ledelsesstruktur, der er flad som en hollandsk hovedvej, er der kontakt mellem ledere og medarbejdere, og lyd-fabrikken huser 4 chefer og 55 studieværter at holde styr på. »Vi har tænkt stedet her som en mellemlederfri arbejds-plads. Vi kommer jo fra systemer, hvor ansvarsfordelingen var delt ud på op til seks-syv led«, siger Bertelsen. Et af målene er at få snøret mediets konventioner en smule op. For måske kan radiosløjfen slås på en an-derledes og bedre måde. Derfor er der givet plads til det alternative, hvor mikrofonkablerne ender. »Hver gang vi har sendt et minut som ligeså godt kunne have været på P1 eller P4, så har vi i virkeligheden spildt et minut«, forklarer Mads Brügger. »Det har jeg virkelig tænkt meget over«, tilføjer han. For Bertelsen og Brügger handler Radio24syv om at ramme en anden tangent på frekvensklaveret. Derfor fylder forfattere, musikere og filminstruktører godt ud i studieværts-staben. »Men i virkeligheden eksperimenterer vi måske slet ikke nok«, ræsonnerer Brügger. »I forhold til at det første år jo dybest set er hvede-brøds-dagene, så kunne det godt være, at vi skulle have lagt end-nu hårdere ud, og taget imod endnu flere tæsk. For man kan jo altid rette ind. Man kan altid normalisere, vand-kæmme og klippe de buskede øjenbryn af«, siger han.

Kanalchefer med sendetid Brügger og Bertelsen gør sit for at bidrage med originalt indhold til fladen. Hver lørdag står de sammen bag pro-grammet “Interne Affærer”, hvor der er selvransagelse for åbne mikrofoner.

Mads Brügger forklarer:

»Det er jo et sted, hvor Mikael og jeg kan...«

»Afreagere?« spørger Bertelsen. »... og lege. Og prøve at lege med grænserne for det ærlige og det pinlige«, fortsætter Brügger.

Ærlighed blev et klart element i ”Interne Affærer”,

hvor Radio24syvs lyttere en lørdag i februar blev ind-draget i en privat Facebook-korrespondance mellem Mikael Bertelsen og P1-værten Lasse Jensen, der satte Radio24syv i bås med IC4-toget – et statsprojekt, der var dømt til at mislykkes. På opfordring fra Brügger, sad en stolt, indebrændt og såret kanalchef og læste op fra værts-ordvekslingen. Udsendelsen er et eksempel på, hvordan ”Interne Affærer” lader fejl finde frem i lyset, og normerne bliver låst uden for studiet. »Jeg tænkte: “Arh, det skal jeg ikke, for jeg gør jo sådan

en dårlig figur”. Men det er også der, det begynder at blive sjovt at gøre det. Fordi det er uklogt. Det kan jeg meget godt lide. Det er klart, at hvis du havde haft en presseråd-giver, så havde de sikkert talt én fra det«, siger Bertelsen.

At slippe ud af kassenAt være lidt anderledes og slingre uden for normerne er for mange blevet kendetegnende for Bertelsen og Brügger. Mikael Bertelsen forklarer, at det ofte er mær-katerne “ironisk” og “skævt”, som han bliver konfronteret med, og han forstår ikke den ensartethed, som især jour-nalister møder ham med. »Nu har jeg alligevel lavet det her i tyve år, og jeg har aldrig prøvet ikke at blive interviewet om andet end det. Hvad er det for en forudsigelighed, som folk går til mig på?«, spørger han.

»Det har jo aldrig været noget, som jeg har haft som mit udgangspunkt. Jeg har mere tænkt, at det var min eneste måde at gribe det an på. Vi tænker jo ikke “nu skal vi lave noget skide skørt”. Vi tænker “hvordan kan vi lave det her”«, forklarer Bertelsen. Han peger på, at en stor del af det makkerparret har lavet, har været “straight” og nærmest “én til én”. Det er blandt andet ”Skjoldhøj Arkivet” et eksempel på. Mads Brügger byder ind: »Det dukker altid op, og det er jo mærkeligt, for hvem

» Vi tænker jo ikke “nu skal vi lave noget skide skørt”

Mikael Bertelsen

siger, at det er Mikael og jeg, der afviger? Det kan jo lige så godt være, at det er 85,5 procent af resten af journaliststanden, der afviger fra, hvad der ville være det rigtige at gøre«, forklarer han. Bertelsen har altid reageret imod, at folk ønsker at putte hinanden i kasser. »Man bør også sætte folk fri og give dem lov til og være ironiske det ene øjeblik og være ærlige det andet øjeblik. Det synes jeg, man skal påskønne. Ellers så får man jo bare… en masse mennesker med det samme«, fortæller han. »I sidste ende mener jeg, at du lige så godt kan se den måde, som vi formidler ting på, som en øvelse i mediekri-tisk sans. Du burde jo lytte til alt, hvad du hører og ser, på samme måde som du lytter til vores programmer. Jeg kan love dig for at, de laver numre med dig«, afslutter Ber-telsen.

krsoe11@student.sdu.dk madha11@student.sdu.dk

Pause. Lixens fotograf har lovet at sende billederne til Mikael Bertelsen, hvis det fungerede med bananen. Det gjorde det. Fotos: Bjørn Hvidsteen

PORTRÆT