Bibelstudium 2015-4

BIB

EL

ST

UD

IUM

Oktober · November · December 2015

ISSN

16

03-6

90

5IS

BN

978

87

7532

575

7

Jeremias

1. KVARTAL 2007

© 2015 Dansk Bogforlag, Nærum

ISBN 978 87 7532 575 7 • ISSN 1603-6905

BIBELSTUDIUM

FOR SABBATSSKOLEN

Jeremias

Imre Tokics

4. kvartal

Forfatter

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK

4. KVARTAL 2015

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen

Hovedforfatter: Imre Tokics

Oversættelse: Marit Birch Petersen

Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen

Korrektur: Elsebeth Daugaard

Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen

Tryk: Strandbygaard Grafisk

© 2015 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flamme-logoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

3. oktober

10. oktober

17. oktober

24. oktober

31. oktober

7. november

14. november

21. november

28. november

5. december

12. december

19. december

26. december

INDLEDNING TIL 4. KVARTAL ................................................ 4

1. Jeremias’ profetiske kald .............................................. 6

2. Indre og ydre kriser ...................................................... 16

3. Judas fem sidste konger ............................................... 26

4. Irettesættelse og straf .................................................. 36

5. Mere lidelse til profeten ............................................... 46

6. Symbolske handlinger ................................................... 56

7. Krisen fortsætter .......................................................... 66

8. Josijas reform ............................................................... 76

9. Jeremias’ åg ................................................................. 86

10. Jerusalems ødelæggelse ............................................... 96

11. Pagten ......................................................................... 106

12. Tilbage til Egypten ....................................................... 116

13. Lærdomme fra Jeremias’ Bog ....................................... 126

3

4.

KV

AR

TAL 2

015

4

Jeremias – ham vi ikke hører om i børnesabbatsskolen”Da hørte jeg Herren sige: ‘Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?’ Jeg svarede: ‘Her er jeg, send mig!’“ (Es 6,8).

Dette vers har vi hørt mange gange før, men det er ikke Jere-mias. Det er Esajas, og han svarer ”rigtigt“. Han giver det svar, som vi alle sammen ville ønske, at vi gav, hver gang Gud kalder os til at gøre noget for Ham.

Men Gud kaldte Jeremias, og uanset hvor meget han stritter imod, så har Gud altså et budskab, som han må levere til kongen og til fol-ket. Vi kunne i denne sammenhæng tage emnet omkring vores frie vilje op, men det væsentlige for mig her er, at vi benytter anlednin-gen i vores studiegrupper rundt omkring i landet, til at være ærlige og tale med hinanden om, hvordan vi har det med Gud.

Ønsker vi at gøre, hvad Han kalder os til? Har vi svært ved at adlyde Gud? Hvordan kan vi lade os bruge af Gud, også selvom vi har det svært?

Lader man spørgsmålene blive ved det teoretiske, så er det let at sidde og tale om de andres problemer. Men hvis vi tør være helt ær-lige over for hinanden, så opdager vi måske, at der findes lidt flere Jeremias’er og knap så mange Esajas’er.

Her kan vi hente trøst i ordene fra Jeremias, som midt i sin ”elen-dighed” kunne videregive disse ord fra Gud: ”Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted. Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb“ (Jer 29,10-11).

Føler du dig fremmed, forladt og alene, så skal du vide, at Jesus også har givet os et løfte, nemlig at Han kommer snart (Åb 22,20).

Thomas RasmussenKontaktperson for sabbatsskolen

5

INDLEDNING

MI-JITTANBibelsk hebraisk indeholder mange ud-tryk, ord og talemåder, som betyder no-get andet, end det de umiddelbart siger. Et eksempel på dette er mi-jittan, som er sammensat af to hebraiske ord, mi, som er spørgeordet ”hvem“ og jittan, som be-tyder ”vil give“ – ”hvem vil give?“

I den hebraiske bibel udtrykker denne sætning et ønske, et begær, en inderlig længsel efter noget. Vi finder det fx efter israelitternes udgang af Egypten, da de stod over for store udfordringer i ørkenen. De klagede deres nød med ordene: ”Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten“ (2 Mos 16,3). Udtrykket ”gid“ kommer fra mi-jittan. I Salme 14,7 udbryder David: ”Gid Israels frelse må komme fra Zion!“ Igen benyttes udtrykket mi-jittan. Og i Job 6,8 siger Job: ”Gid min bøn blev hørt.“

I 5 Mos 5,29 gennemgår Moses for folket, hvordan Gud havde ledt dem og sørget for dem, mindede dem om, at de havde forlangt, at han, Moses, skulle tale til Herren på deres vegne, så de ikke skulle dø. Ifølge Moses havde Gud, som var tilfreds med deres bøn, sagt: ”Gid de altid må frygte mig i deres hjerte og holde alle mine befalinger, så det må gå dem og deres børn godt i evighed.“

Igen benyttes udtrykket mi-jittan. Her er det Gud – Skaberen – som benytter et udtryk, som normalt blev forbundet med menneskers svaghed og begrænsninger.

Her er tale om den frie viljes realitet – de begrænsninger, der er for, hvad Gud vil gøre midt i den store strid. Gud vil ikke overskride vores frie vilje (så ville den ikke længere være fri).

Hvis der er nogen bog i Det Gamle Te-stamente, som åbenbarer for os, hvordan

Gud ønsker, at menneskene skal adlyde ham, men også menneskers tendens til ikke at ville det, så er det Jeremias’ Bog. Midt i store geopolitiske forandringer i det gamle Mellemøsten genfortæller Jeremias’ Bog profetens arbejde og bud-skab, idet han med lidenskab og trofast-hed forkyndte Guds budskab til et folk, som stort set ikke ønskede at høre.

Bogen begynder med profetens kald og fører os gennem årtier af bibelhistorie, hvor Herren brugte denne mand til at forkynde sandheder, som lige fra begyn-delsen har været grundlaget for Bibelens budskab. Blandt alle de åndelige sandhe-der i bogen fanger disse ord essensen af det, Gud ønsker for sit folk: ”Dette siger Herren: ‘Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren’“ (Jer 9,22-23).

At læse Jeremias’ Bog er som at fore-tage en åndelig rejse, som skifter mellem det dybeste af menneskeligt fordærv til Guds storhed, majestæt og ophøjethed – den Gud, som i sin ophøjethed råber til os alle, selv i vores syndige tilstand: Mi-jittan, at I altid må frygte mig i jeres hjerte!

Imre Tokics, PhD, er leder af den gammeltestamentlige afd. ved Adventist Theologi-cal College i Pecel i Ungarn. Han er professor i Det Gamle Testamente samt jødisk re-

ligionsvidenskab og har også en doktor-grad i jura (LLD).

11

6

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene“ (Jer 1,5).

Vi ved mere om Jeremias’ liv end om nogen anden af de gammelte-stamentlige profeter. De biografiske oplysninger i bogen hjælper os til bedre at forstå hans arbejde som profet. Jeremias havde så stor indflydelse på historien, at selv på Jesu tid blev han betragtet som en meget stor profet.

Samtidigt var hans profetiske arbejde, ud fra en menneskelig stan-dard, ikke særlig vellykket. På trods af årtier med ihærdige advarsler og tryglen lyttede folket stort set ikke til de budskaber, han bragte fra Herren.

Men på trods af al modstand kunne Jeremias ikke bestikkes. Han stod fast som ”en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze“ (Jer 1,18), ikke i egen styrke, men ved Guds kraft.

Jeremias havde på mange måder ikke et lykkeligt liv. Hans kald førte til lidelse, elendighed og afvisning, ja til og med fængsling. Og det værste var, at mange af disse problemer skyldtes netop dem, han forsøgte at hjælpe og lede i den rigtige retning. På den måde var Je-remias et forbillede på det, Jesus skulle udsættes for flere hundrede år senere i det samme land.

· Es 1,19· Jer 7,5-7· 1 Kong 2,26· Jer 1,1-5; Es 6,5· Jer 1,6-19· Matt 28,20

Jeremias’ profetiske kald

TIL SABBATTEN | 3. OKTOBER 2015

SØNDAG

7

Es 1,19Jer 7,5-7Ez 18,23

Matt 3,7-11

Til at tænke over

Gennem deres kald var profeterne fast besluttet på at beskytte Guds lov. De stod fast på pagten og De Ti Bud (Jer 11,2-6). Mika 3,8 giver et resume af profeternes opgave, der bestod i at ”fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd.“ Og begrebet synd gi-ver selvfølgelig ingen mening adskilt fra loven (se Rom 7,7).

Hvad var profeternes budskab til folket? Hvordan er dette budskab stadigvæk det samme for os i dag?

Guds dom var ikke uundgåelig; men den ville komme, hvis folket ikke vendte om fra deres onde veje. Men forandring er ikke let, især ikke når folk er vant til at gøre det, der er forkert. Hvem har ikke set, hvordan mennesker bliver vant til noget ondt, det som på et tids-punkt har virket frastødende på dem? Profeternes budskab bestod i at gøre folk opmærksomme på, hvor onde deres syndige liv var, og hvilke følger det ville få, hvis de ikke vendte om. Budskabet var selv-følgelig ikke profeternes budskab, men Guds.

Profeterne siger ikke noget om, hvordan Guds ord blev åbenbaret for dem, eller hvordan de hørte det. Nogle gange talte Gud til dem direkte, andre gange rørte Helligånden dem gennem drømme eller syner eller måske gennem ”en sagte susen“ (1 Kong 19,12). Uanset, hvordan budskabet kom til dem, havde profeterne en opgave, ikke kun med at videregive Guds vilje til almindelige mennesker, men også til konger, kejsere og generaler, hvis det var nødvendigt.

Denne opgave indebar et stort ansvar. Hvis de sagde sandheden, ville disse mægtige mænd slå dem ihjel; men hvis de ikke præsente-rede sandheden, ville Guds dom også ramme dem. Det var et tungt kald at være profet, og ud fra, hvad vi kan læse i Bibelen, blev dette kald taget meget alvorligt af dem, der fik det.

Vi kan være glade for, at de tog det alvorligt; for deres budskaber er givet videre til os gennem Bibelen. På den måde taler deres ord stadigvæk til os i dag. Spørgsmålet i dag er det samme som på Jere-mias’ tid: Vil vi lytte?

Hvad siger profeterne til os, selv efter så lang tid? Hvad er kernen i deres grundlæggende budskab til Guds folk?

Profeterne

27. SEPTEMBER 2015

MANDAG

8

1 Kong 11 Kong 2,26

Til at tænke over

Hvad var baggrunden for, at Ebjatar blev forvist til sit hjem i Anatot?

Efter at have grundfæstet sit kongedømme besluttede Salomo, i en strid med Adonija om tronfølgen, at fjerne præsten Ebjatar og forvise ham til hans hjemby Anatot, som sandsynligvis lå ca. 5 km nordøst for Jerusalem. Hilkija, Jeremias’ far, var medlem af en præ-stefamilie i Anatot. Nogle har spekuleret over, hvorvidt Jeremias’ familie nedstammede fra Ebjatar. Vi ved det ikke; men vi ved fra Jer 1,1, at profeten var af fornem herkomst. Vi kan her se, at Gud ned igennem profetiens historie har kaldt alle slags mennesker – hyrder, rabbinere, fiskere, præster – til at være profeter.

”Jeremias tilhørte det levitiske præsteskab og var blevet oplært i den hellige tjeneste lige fra barndommen. I de lykkelige år, hvor han uddannede sig til præstegerningen, anede han ikke, at han fra fødslen var helliget til ”profet for folkene“. Da Guds kald lød til ham, blev han overvældet, fordi han følte, at han var uværdig. ”Ak, Gud Herre,“ udbrød han, ”jeg er ung; jeg forstår ikke at tale“ (Jer 1,5-6).“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 198).

Det var meningen, at præsterne skulle være folkets moralske og ån-delige ledere. De var blevet tildelt vigtige opgaver, som havde ind-flydelse på næsten ethvert område af nationens åndelige liv. Nogle af dem havde udført deres opgave med stor trofasthed; andre havde misbrugt og udnyttet deres position i en grad, som er vanskelig at forestille sig. Vi vil snart opdage i Jeremias’ Bog, at profeten talte meget hårdt imod disse troløse præster, som havde vist sig uværdige til det ansvar og kald, de var blevet betroet.

Hvilke åndelige ansvarsområder har du, enten det er i dit hjem el-ler i kirken, eller begge eller andre steder? Hvis en profet skulle tale til dig om dit ansvar, hvad tror du, han eller hun ville sige til dig?

Jeremias’ familiebaggrund

28. SEPTEMBER 2015

TIRSDAG

9

Jer 1,1-5

Jer 1,4-5

Til at tænke over

Hvad fortæller disse vers om Jeremias’ kald?

Ligesom andre profeter i Det Gamle Testamente (og ligesom Paulus i Det Nye; se Gal 1,1 og Rom 1,1), var Jeremias ikke i tvivl om, hvem der kaldte ham. Han er meget tydelig både i disse vers og hele vejen i sin bog om, at det han talte, var ”Herrens ord“, som var kommet til ham. Denne stærke overbevisning var uden tvivl det, der fik ham til at blive ved på trods af stærk modstand og hårdt arbejde, lidelse og prøvelser.

Jeremias blev kaldt i kong Josijas trettende regeringsår, som var ca. år 627/626 f.Kr. Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår profeten blev født, eller hvor gammel han var, da han begyndte sit arbejde. Men vi vil se, at han selv opfattede sig som et barn, der var alt for ung til den opgave, han blev givet.

Hvilken forsikring og trøst burde disse ord have givet ham?

Før Jeremias blev født, havde Gud udvalgt ham til at være profet. Gud satte ham til side til denne profetiske rolle fra det øjeblik, han blev undfanget. De ord, der oversættes med ”helligede jeg dig“ (vers 5) kommer fra et udsagnsord, der bl.a. betyder ”at blive hel-liget“, ”at være hellig“, ”at hellige“. Det har helt afgjort en religiøs overtone og bruges også i forbindelse med helligdomstjenesten. Or-det ”helligdom“ kommer faktisk fra den samme rod. Dets betydning angiver, at noget eller nogen er ”sat til side til helligt brug“. Dette er, hvad Gud havde planlagt for Jeremias, til og med før han blev født. Disse vers lærer ikke forudbestemmelse eller forud-eksistens; i stedet lærer de Guds forudviden.

Gud kender enden fra begyndelsen. Hvilken hjælp kan vi finde i denne tanke midt i de prøvelser, som vi uundgåeligt møder i livet?

Jeremias’ profetiske kald

29. SEPTEMBER 2015

ONSDAG

10

Jer 1,6 Es 6,5

2 Mos 4,10-15

Jer 1,7-10

På trods af Guds forsikring om, at Jeremias var blevet valgt af Gud til denne opgave, var den unge mand bange og følte ikke, at han kunne magte det. Måske ønskede han ikke denne opgave, når han tænkte på, hvor forfærdelig den åndelige tilstand var på hans tid, og hvad opgaven indebar.

Sammenlign teksterne. Hvad har alle disse hændelser tilfælles?

Af en eller anden grund følte ingen af disse mænd sig egnede til opgaven. Måske var dette en vigtig forudsætning for at være pro-fet: en følelse af ens egen uværdighed og manglende evner til en så afgørende og betydningsfuld opgave. Et talerør for Skaberen? Det er ikke så underligt, at de veg tilbage fra opgaven, i hvert fald til at begynde med.

Læg også mærke til Jeremias’ første reaktion, efter at han blev kaldt. Med det samme talte han om sin manglende evne til at tale, ligesom Moses havde gjort. Esajas nævner også i sit svar sin mund og sine læber. De var godt klar over, at hvad dette ellers måtte kræve af dem, indbefattede det tale og kommunikation. De skulle modtage budskaber fra Gud og ville som profeter være ansvarlige for at forkynde disse budskaber til andre. I modsætning til i dag, hvor de kunne skabe en hjemmeside eller sende sms’er, ville deres kommunikation i reglen foregå ansigt til ansigt. Forestil dig at skulle stå foran fjendtligt indstillede ledere eller oprørske mennesker og give dem en skarp irettesættelse og advarsel. Det er let at forstå disse kommende profeters modvillighed.

Hvad er Guds svar til Jeremias? Hvorfor bør dette svar give os håb og tillid, uanset hvilket kald Gud har givet os?

Modvillige profeter

30. SEPTEMBER 2015

TORSDAG

11

Profeten er Guds vidne; det er hans opgave ikke at tale på egne vegne, kun på Guds. Jeremias blev ikke kaldt til at finde løsninger på folkets problemer eller at blive en stor personlighed eller karismatisk leder, som folket skulle følge. Jeremias havde den ene opgave at videregive Guds ord til folket og dets ledere. Eftertrykket ligger ikke på mennesket eller på menneskelige evner; det ligger udelukkende på Guds magt og kraft. Profetens opgave var et lede folket hen til Gud, hvor den eneste løsning på alle deres problemer fandtes. Og det er selvfølgelig stadigvæk tilfældet for os i dag.

Hvad handlede Jeremias’ første syn om?

De fleste bibeloversættelser oversætter det hebraiske udtryk i vers 11 med ”en gren af et mandeltræ“. Men disse oversættelser får ikke det hebraiske ordspil med. Det ord, der oversættes med ”mandel-træ“, har den samme rod som udsagnsordet ”at våge over“, som vi finder i vers 12, hvor Herren siger, at han ”våger over“, at hans ord bliver udført.

Man kunne sige, at det centrale budskab i hele Jeremias’ Bog findes her i vers 11 og 12. Guds ord vil gå i opfyldelse. En dag vil alle se begivenheder ske nøjagtigt som Gud har forudsagt. Gud ønsker, at hans folk skal vende om fra deres synder. Han har tilbudt nåde og tilgivelse, men han tvinger ingen til lydighed og frelse. Hvis hans folk ikke vil vende om til ham, vil hans ord om dom og straf blive opfyldt lige så sikkert, som hans ord til Israel blev det i Jeremias’ bog.

Som vi også kan se, var Guds ord her ikke kun for folket. Gud talte direkte til Jeremias selv og underviste ham, så han var forberedt på den modstand, han ville møde. Uanset, hvad der skete, havde Jeremias Guds løfte om, at ”jeg er med dig.“ Og som vi vil opdage, havde han brug for det. Er det ikke tilfældet med os alle sammen?

Hvilken forsikring kan vi, som lever i dag, finde i disse ord?

Jer 1,11-19

Matt 28,20

En mandelgren

1. OKTOBER 2015

FREDAG

Læs Ellen White

12

Spørgsmål til drøftelse

I indledningen til sin kommentar til Jeremias’ Bog skrev Martin Luther: ”Jeremias var en bedrøvet profet, som levede i en elendig og vanske-lig periode. Derudover blev hans profetiske tjeneste gjort særdeles vanskelig, idet han kæmpede og sloges med et opfarende og stædigt folk. Han havde tilsyneladende ikke meget fremgang; for han ople-vede, at hans fjender blev mere og mere onde. Flere gange forsøgte de at slå profeten ihjel. De udsatte ham for stort pres og piskede ham flere gange. Men han overlevede og så med sine egne øjne, hvordan hans land blev ødelagt og hans folk ført i landflygtighed.“

”Jeremias skulle komme til at vidne for folket om sandhed og ret-færdighed i fyrre år. I en tid, hvor frafaldet var så graverende, at det ikke havde noget sidestykke, skulle han være et levende vidnesbyrd om, hvordan det præger et menneskes liv og karakter at tjene den sande Gud. Han skulle være Herrens talerør under de frygtelige be-lejringer, som Jerusalem ville komme til at opleve. Han skulle forud-sige, at Davids hus ville falde, og at det smukke tempel, som Salomo havde bygget, ville blive ødelagt. Hans frygtløse udtalelser ville ko-ste ham friheden; men under sit fangenskab skulle han vedblivende tale imod synden i de højeste kredse. Han ville blive foragtet, hadet og forkastet af mennesker og ville til sidst komme til at opleve, at de profetier. han selv havde fremsat om den truende dom, gik i opfyldelse. Han ville også blive berørt af den sorg og elendighed, som fulgte i kølvandet på den domfældte bys ødelæggelse.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 198-199).

Noget, der bør få os alle til at tænke efter, er den bedrøvelige kendsgerning, at Gud havde advaret Jeremias om, at han ville møde stor modstand fra sit eget folk. Læs Jer 1,17-19 igen. Hvem var det, der ville komme til at modarbejde ham? Hvilke alvorlige lærdomme bør vi i dag tage til os fra denne kendsgerning? Med andre ord, hvordan er vores holdning over for det profetiske ord til os, især når vi hører ting, vi ikke bryder os om? Hvordan kan cita-tet herover fra Ellen White være med til at udtrykke den alvorlige sandhed, at det er dem, der burde have åbenbaret den sande Gud over for verden, der blev de værste til at modarbejde og angribe Guds talerør og kæmpe imod Gud selv? (Se også Præd 1,9).

2. OKTOBER 2015

DIALOG

13

Aktiviteter og dialog

Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybende spørgsmål

Personligt kristenliv

Baggrund

Som det nye kvartals første sabbat er denne dag en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til de bibeltekster, vi studerer, og at forberede aktiviteter for de efterfølgende sabbatter. Planlæg fx en fællesspisning for din klasse.

• Læs Jeremias 1,1-19 igennem. Noter ord og udtryk eller elemen-ter i bibelteksten undervejs, som du godt kunne tænke dig at få nøjere forklaret – og tag dem med til klassen

• Hvis I finder ud af, at I har spørgsmål, som lektien ikke dæk-ker, eller I selv ikke umiddelbart kan finde svar på, begynd at samle sådanne spørgsmål sammen. Lad et eller flere af klassens medlemmer undersøge og forsøge at finde svar, eller inviter en bibelekspert til at besøge klassen ved en passende anledning.- Inddel teksten i afsnit og lav overskifter.- Hvad er hovedsagen i hvert af disse afsnit?

• Lad evt. en fra klassen finde eksempler i Det Gamle Testa-mente, hvor udtrykket ”Herrens Ord“ er anvendt i tilknytning til profetiske budskaber.

• Hvad er en profet i bibelsk forstand? Er en profet en person, der udelukkende forudsiger begivenheder? Arbejder alle bibelske profeter på samme måde, sammenlign evt. med ApG 21,9 og 1 Kor 14,3?- Hvad er forskellen på bibelske profeter og sandsigere, diverse

medier, clairvoyante og lignende?- Hvad er forskellen på bibelske profeter og meteorologer eller

økonomiske vismænd?

• Skælder ægte profeter altid ud? Skal vi, når vi læser dem, bruge dem til at skælde andre ud?

Tror du, at Gud fra din fødsel har haft en plan med dit eller mit liv? Hvis du eller jeg har truffet tåbelige valg i livet, har Gud så en plan B, en plan C, eller en plan …?

En profet er i Bibelen en person, som er sendt med et budskab fra Gud. Profeten er underlagt Gud alene. Han får ikke sin autoritet,


14

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


fordi han har en formel lederrolle, men på grund af budskabet, Guds Ord. I Jeremias’ Bog er et af hovedproblemerne, at profeten kæmper med professionelle, ansatte profeter, der alle er lønnet af de forskel-lige konger. Sådan var skik og brug. I en religiøs tidsalder gav det an-seelse og bekræftelse at have ”profeter“ ved hoffet til at legitimere kongens ønsker.

I bibelsk sprogbrug både i Det Gamle og Det Nye Testamente be-tyder ”hellige“ eller ”helliggøre“ at ”vie“ nogen eller noget til Gud. I langt de fleste tilfælde er det personer, som helliges, i Det Nye Testamente altid. Gud havde altså fra begyndelsen viet Jeremias til profetgerningen.

Udtrykket ”Herrens Ord“ er et nøglebegreb i Det Gamle Testa-mente. Det dækker over Guds åbenbaring og hans tilstedeværelse gennem hans inspirerede profeters budskaber.

15

TIL SABBATTEN | 3. OKTOBER 2015NOTER

22

16

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Israel var hellig for Herren, det var hans førstegrøde, alle, som spiste af den, pådrog sig skyld, ulykke ramte dem, siger Herren“ (Jer 2,3).

Hvis vi skulle vælge et enkelt ord til at beskrive menneskenes til-stand efter syndefaldet, ville det være ”krise“, hvis omfang bedst kan forstås i lyset af, hvad der skulle til for at redde os ud af denne krise, nemlig Jesu død på korset. Det må være en temmelig alvorlig krise; tænk på, hvor enestående løsningen var nødt til at være.

Mange af beretningerne i Bibelen foregår på baggrund af en eller anden krisesituation. Situationen på Jeremias’ tid var ikke anderle-des.

Guds folk stod over for mange udfordringer, både udefra og internt. På trods af den frygtelige militære trussel fra fremmede magter kom den største krise desværre på mange måder indefra. ”Indefra“ be-tød ikke kun en korrupt ledelse og et korrupt præsteskab, slemt nok i sig selv. ”Indefra“ betød også mennesker med hjerter så forhær-dede og ødelagte af synd og frafald, at de nægtede at lytte til de advarsler, Gud sendte dem – advarsler som kunne have reddet dem fra katastrofen.

Synd er i sig selv slemt nok; men når man nægter at vende om fra den, er der virkelig krise!

· Dom 2,1-5· 1 Kong 12,26-31· 2 Krøn 33,9-10· Jer 2,1-28; 5,2-3

Indre og ydre kriser


SØNDAG

17

Dom 2,1-15

Til at tænke over

Da israelitterne efter mange års vandring i ørkenen endelig kom ind i det lovede land, gik der ikke ret lang tid, før problemerne be-gyndte. Der skulle kun et nyt slægtled til, før der opstod en åndelig krise, fordi de ”ikke kendte Herren“ (Dom 2,10). Denne process blev gentaget og gentaget og prægede nationen gennem hele dens hi-storie. Noget tilsvarende skete senere for den kristne kirke.

Hvad var årsag til krisen, og hvordan kom den til udtryk?

Vers 11 siger: ”Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne.“ Hver ny generation, den ene efter den anden, bevægede sig et skridt længere bort fra Herren, indtil befolkningen gjorde lige netop det, Herren havde sagt, de ikke skulle gøre. På grund af deres synd oplevede de den ene krise efter den anden; men selv da havde Gud ikke opgivet dem. Han sendte dem dommere (Dom 2,16), som befriede dem fra deres umiddelbare trængsler.

Efter dommertiden oplevede nationen en forholdsvis fredelig og fremgangsrig periode, der er blevet kaldt ”det samlede konge-dømme“ under Sauls, Davids og Salomos regering. Dette varede i ca. 100 år. Under David og senere under Salomo voksede landet til en lokal stormagt.

Men ”de gode tider“ varede ikke ved. Efter Salomos død (ca. 931 f.Kr.) blev landet delt i to dele, Israel i nord og Juda i syd. Meget af skylden kan lægges på Salomos fejlagtige styre, som på trods af al sin visdom havde mange fejl. ”Israels stammer havde længe lidt grov uret på grund af deres tidligere kongers overgreb. Salomos ødsel-hed under frafaldet tvang ham til at pålægge folket tunge skatter, ligesom de måtte udføre meget slavearbejde for ham.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 48). Tingene blev aldrig de samme igen for Guds udvalgte folk. Alt det, Gud havde advaret dem om ikke at gøre, gjorde de, og derfor kom de til at høste de sørgelige følger.

Tænk over det problem, at den næste generation ikke har de samme værdier og trospunkter som den tidligere. Hvordan har vi som en kirke taklet dette problem? Hvordan kan vi lære at overføre vores værdier til dem, der kommer efter os?

En kort historie

4. OKTOBER 2015

MANDAG

18

1 Kong 12,26-31

2 Krøn 33,9-10.21-222 Kong 24,8-9.18-19

Til at tænke over

Efter delingen af riget blev situationen endnu værre. I Nordriget foretog kong Jeroboam nogle frygtelige åndelige valg, som fik lang-varige onde følger.

Hvad bør dette fortælle os om, hvordan de umiddelbare omstæn-digheder kan forkvakle vores dømmekraft?

Da kongen indførte afgudsdyrkelse, ledte han folket i en katastro-fal retning. ”Det frafald, som begyndte under Jeroboams regering, blev mere og mere udpræget og resulterede til sidst i Israels riges fuldstændige ødelæggelse“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 55). I 722 f.Kr. gjorde assyrerkongen Salmaneser en ende på kongeriget Israel og førte dets indbyggere i landflygtighed til forskellige dele af sit store rige (se 2 Kong 17,1-7). Der var ingen, der vendte hjem fra denne landflygtighed, og for en tid forsvandt Israel fra historien.Det var ikke helt så slemt i Sydriget, i hvert fald ikke endnu. Men det stod heller ikke godt til, og ligesom i Nordriget forsøgte Herren at spare disse mennesker fra de ulykker, som Nordriget oplevede. Denne gang kom truslen fra babylonierne. Desværre havde Juda med få undtagelser en række konger, der blev ved med at lede na-tionen dybere ind i afgudsdyrkelse.

Hvad fortæller disse vers om nogle af Judas kongers regering?

På trods af folkets dårlige ledere sendte Gud sit ord gennem pro-feterne, deriblandt også Jeremias, i et forsøg på at få folket til at vende om fra den synd og det frafald, som var ved at ødelægge dem. Dette formål ligger bag mange af Bibelens profetiske bøger. Herren var ikke villig til at opgive sit folk uden at give dem tid og muligheder nok til at vende om fra deres syndige veje og blive spa-ret for den ødelæggelse, som deres synd ellers ville medføre.

Det er meget svært at sætte sig ud over sin egen kultur og om-givelser og betragte sig selv objektivt. Det er faktisk umuligt. Hvorfor er det derfor så vigtigt, at vi hele tiden måler os selv med Bibelenes standard? Hvilken anden standard har vi?

De to riger

5. OKTOBER 2015

TIRSDAG

19

Jer 2,1-28

Til at tænke over

På denne baggrund begyndte den unge Jeremias sit profetiske arbejde. ”Herrens ord“ kom til ham, og han talte det i håb om, at folket ville lytte og tage det til sig, så de kunne undgå den ødelæg-gelse, som ellers var uundgåelig.

Læs teksten og besvar følgende spørgsmål:Hvilke løfter havde Gud givet folket, da de var tro imod ham? (Se vers 2-3).

Hvilke synder begik nogle af præsterne, de lovkyndige, hyrderne og profeterne? (Se vers 8).

Hvordan bedrog folket sig selv på frygtelig vis mht. deres sande åndelige tilstand? (Se vers 23-24).

Selv om folket havde oplevet en vis grad af åndelig reformation un-der Hizkija og Josija, vendte folket tilbage til deres tidligere syndige vaner og et endnu større frafald. Gennem hele sin tjeneste lagde Jeremias ikke fingrene imellem, når han beskrev, hvad der foregik.

Hans ord i Jer 2,13 er i særlig grad interessante. Folket havde gjort to onde ting: de havde forladt Herren, kilden med levende vand, og som en følge deraf havde de udhugget cisterner for sig selv. De revnede og kunne selvfølgelig slet ikke holde vand. Med andre ord havde de mistet alt ved at forlade Herren. Disse ord får endnu større betydning i lyset af Jesu ord i Joh 4,10.

I Jer 2,5 sagde Herren, at folket havde fulgt ”tomme guder“ og som et resultat deraf var de endt i ”tomhed“. Det hebraiske ord for begge disse udtryk kommer fra det samme ord (hbl), som bruges i Prædikerens Bog om ”tomhed“. Det betyder også ”damp“ eller ”åndepust“. Hvorfor fører det til tomhed, hvis vi følger ”tomme guder“ eller værdiløse ting? Hvad betyder det? Hvordan kan denne tanke hjælpe os til at forstå dem, der af og til føler, at deres liv er tomt og meningsløst? Hvad er løsningen på deres problem?

To onder

6. OKTOBER 2015

ONSDAG

20

Jer 27,6

Jer 25,8-12

Til at tænke over

Baggrunden for nogle af de politiske hændelser, som var med til at forme Jeremias’ arbejde, er til en vis grad gået tabt i historien. Det vil sige, at mange af detaljerne ikke er tilgængelige. Men vi har mere end nok oplysninger i Bibelen og hjælp fra nogle arkæologiske fund til at danne et generelt billede af, hvad der skete. Selv om det ud fra et menneskeligt synspunkt sandsynligvis ser ud, som om ingen havde kontrol med, hvordan disse forskellige nationer kæmpede om landområder, magt og overherredømme, lærer Bibelen os noget andet.

Hvordan skal vi forstå dette?

Det lille kongerige Juda var i Jeremias’ tidligste år fanget i de mi-litære kampe mellem Babylon, Egypten og Assyriens aftagende magt. Da det assyriske storrige var ved at gå i opløsning sent i det syvende århundrede f.Kr., forsøgte Egypten at genvinde sin magt og dominans i området. Men ved slaget ved Karkemish i 605 f.Kr. blev Egypten knust, og Babylon blev den nye verdensmagt.

Denne nye magt gjorde Juda til en vasalstat. Jojakim, Judas konge, kunne kun stabilisere sit rige ved at sværge troskab over for den babyloniske konge. Men mange i landet ønskede ikke at gøre dette. De ville hellere kæmpe og befri sig fra babyloniernes herredømme, selv om dette ikke var, hvad Gud ønskede af dem. Tværtimod brugte Gud Babylon specifikt som et redskab til at straffe folket for dets frafald.

Hvordan lød Jeremias’ budskab til Judas befolkning?

Gentagne gange advarede Jeremias folket om, hvad der ville ske på grund af deres synd. Igen og igen nægtede mange af de politiske og religiøse ledere at lytte til advarslerne. De troede hellere det, de ønskede at tro, nemlig at Gud ville skåne dem. De var trods alt Guds udvalgte folk, var de ikke?

Hvornår har du sidst valgt at tro det, du selv ønskede, uanset hvor tydeligt forkert det viste sig at være? Hvilken lektie har du lært, så det samme ikke kommer til at gentage sig?

Truslen fra Babylon

7. OKTOBER 2015

TORSDAG

21

Jer 5,2-3

Til at tænke over

I Jer 5,1 beder Herren folkene om at løbe gennem Jerusalems gader for at se, om de ”kan finde nogen, en eneste, der øver ret og søger sandhed, så vil jeg tilgive byen.“ Dette minder os om to historier. Den ene har vi fra Diogenes, en græsk filosof fra det fjerde århund-rede f.Kr., som ifølge legenden plejede at gå rundt på markedsplad-sen hver dag og hævdede at lede efter en ærlig mand. Den anden historie ved vi er sand. Det er den, hvor Gud taler til Abraham og fortæller ham, at hvis han kunne finde 50 retfærdige (det blev hur-tigt reduceret til 10), ville han ikke ødelægge Sodoma og Gomorra.

Pointen i Herrens ord til Jeremias var at vise, hvor omfattende frafal-det og synden var blevet blandt hans folk. Var der ingen, som øvede retfærdighed og søgte efter sandhed?

Hvad siges der i disse vers, der viser, hvor slemt det var blevet? (Se 3 Mos 19,12).

Disse vers introducerer en pointe, der er gennemgående i hele bo-gen. Uanset hvor dybt landet var faldet, troede mange, at de sta-digvæk trofast fulgte Herren. De udtalte hans navn; men de gjorde det på en ”falsk“ måde i stedet for ”i sandhed, ret og retfærdighed“ (Jer 4,2), som Herren havde befalet dem. De lyttede ikke til de advarsler, som kom fra Gud; men de fortsatte med deres liv og reli-giøse handlinger, som om alt var i orden mellem dem og Gud, mens der i virkeligheden næsten ikke var noget, der var ret mellem dem.

Omfanget af deres bedrag ses i Jer 7,4, hvor folket ville søge en falsk trøst i ordene ”Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel“, som om det faktum, at de havde templet, var alt, de behøvede, for at sikre sig at alt ville gå godt. En ting er at være klar over, at du er i en krisesituation; men når du befinder dig i en og ikke ved det, er du i en endnu værre situation.

Hvordan kan vi som syvende dags adventister, med alle de fan-tastiske sandheder vi har, sikre os, at vi ikke havner i en lignende situation, hvor vi tror, at vores særlige kald i sig selv er nok til at frelse os?

At sværge falsk

8. OKTOBER 2015

FREDAG

22

Til videre studium


”I må ikke dyrke Gud på den måde, vi gør her i dag, hvor hver især gør, som han finder for godt“ (5 Mos 12,8). Gud siger, at han vil vise dig barmhjertighed, når ”du adlyder Herren din Gud og holder alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, og gør, hvad der er ret i Herren din Guds øjne“ (5 Mos 13,19). ”På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt“ (Dom 17,6; 21,25).

Vi finder en yderst vigtig kontrast fremsat i disse vers, især i vores tid, hvor mange stejler over for tanken om at blive fortalt af en autoritet uden for dem selv, hvad de skal gøre, eller hvad der er ret eller forkert. I disse vers kan vi se en tydelig forskel mellem disse to livssyn. I det ene gør folk alt det, de selv finder for godt; i det andet skal folk gøre det, der er ret i ”Herrens øjne“. Problemet med den første holdning er, at som så tit ned igennem historien er det, der er ret i folks egne øjne, forkert i Guds øjne. Dette er grunden til, at vi er nødt til at underkaste alt, selv vores samvittighed, under Guds ord.

1. Kan du give eksempler på, hvor ”gode“ mennesker gjorde no-get forkert, selv om de på det bestemte tidspunkt mente, at de gjorde det rigtige? Mange kulturer ser i dag tilbage med afsky på noget, der en gang var almindelig praksis. Hvilke lektier kan vi i dag lære fra det om, hvorfor vi ikke alene har brug for at un-derkaste os Bibelens lære, men også må være meget forsigtige med, hvordan vi fortolker Bibelen? Dette er især vigtigt, når vi indser, at nogle af de frygtelige ting, der blev gjort, blev udført af mennesker, som mente, at de kunne retfærdiggøre deres gerninger ud fra Bibelen. Hvad bør dette fortælle os om, hvor grundlæggende og fundamentale De Ti Bud må være for alle vores trospunkter?

2. Tænk over, mens vi studerer Jeremias’ Bog i dette kvartal, at på trods af den ene advarsel efter den anden troede folket, at alt var i orden mellem dem og Gud. Hvad fik dem til at tage så grundigt fejl med hensyn til deres virkelige tilstand? Hvilken lærdom bør det være for os i dag?

9. OKTOBER 2015

DIALOG

23


Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybendespørgsmål

Mødet meddagligdagen


• Se på et kort over de storpolitiske forhold på Jeremias’ tid. Iden-tificer lande og væsentlige byer. Hvilke nationer er i dag place-ret i de tilsvarende områder.- Få evt. en historisk kyndig til at fremstille den overordnede

rækkefølge af hovedbegivenheder og af de forskellige rigers magtperioder.

• Prøv denne sabbat også at få et bredt overblik over hele Jere-mias’ Bogs indhold.

• Selv om der naturligvis er betydelige begrænsninger mht. vores viden om samtidens forhold, har vi også adgang til mange bil-leder, relieffer, statuer etc. fra både assyrerne og babylonerne.- Få evt. et medlem af klassen til at forberede en fremvisning

af sådanne illustrationer for hele klassen.

• Jeremias opfordrer til at vende tilbage til de gode, gamle dage. I lyset af hans situation er det fuldt forståeligt. Tænk over vores situation i dag. Er de gamle dage altid bedre?- Hvorfor tror du, at vi ofte føler det eller siger det?- Hvilke træk ved ”ældre“ tider ville du gerne være foruden?

Kvindeundertrykkelse, slaveri m.m.?

• Det er tilsyneladende let at bedrage sig selv. Hvis man bekender sig til at være troende, vil man naturligvis forsøge at retfærdig-gøre sine synspunkter med henvisning til Skriften.- Kan du finde sådanne eksempler, hvor mennesker har ind-

bildt sig synspunkter, som de så siden har søgt Bibelens ord til at underbygge? Drøft dine eksempler med klassen.

• Hvis du skulle løbe igennem din hjembys gader for at finde de retfærdige og gode mennesker, hvor mange ville du finde?- Hvilke positive karaktertræk synes du er fremherskende

blandt de mennesker, du møder til dagligt?- Hvilke negative træk, synes du, er udprægede i vores sam-

fund?

Hvad bør du gøre, hvis du ligesom Jeremias møder forhold, du føler er helt forkerte? Hvad kan du gøre? Hvordan kan du sikre dig,


24

DIALOG

Baggrund

NOTER


at din reaktion er præget af kærlighed til syndere og oprigtig om-sorg for deres gudsforhold og evige skæbne?

I 2. Krønikebog 34-35 kan du læse om kong Josijas reform. Den spil-ler en stor rolle i forståelsen af baggrunden for begivenhederne i Je-remias’ Bog. På Josijas tid fandt man lovbogen i templet. Hvor meget af de fem Mosebøger, denne bog indeholdt, kan være vanskeligt at afgøre. Bøger var jo ikke på den tid trykt som bøger i vores forstand. Men alt tyder på, at i det mindste centrale dele af 5. Mosebog var en del af indholdet. I sin forkyndelse er Jeremias stærkt præget af 5. Mosebog både i tankegang og sprogbrug. I 5. Mosebog fremhæves tanken om, at Guds folks frafald fører til trængsel og evt. landflyg-tighed. Det er på baggrund af denne idé, at Jeremias fremfører sit budskab fra Gud.

Teksten i Jeremias’ Bog hører på nogle områder til de vanskeligste i Skriften. Selv om selve sproget er enkelt nok at forstå, er der stor forskel på nogle af de manuskripter, hvor vi har en tidlig Jeremias tekst. En del af profetierne om fremmede folkeslag genfinder vi også i andre profetskrifter, og det er et åbent spørgsmål, hvem der først fremførte nogle af disse profetier. Når det er sagt, er hovedbudska-bet i bogen klart og tydeligt.

25


25

33

26

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Han fældede retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, og det gik ham godt. Er det ikke at kende mig? siger Herren“ (Jer 22,16).

Den berømte russiske forfatter Fjodor Dostojevskij tilbragte i 1800 tallet fire år i et sibirisk fængsel for samfundsfjendtlige politiske ak-tiviteter. Da han senere skrev om sine oplevelser, talte han om nogle af sine medfangers totale mangel på anger over deres forfærdelige handlinger. ”I adskillige år så jeg aldrig tegn på anger hos disse men-nesker; ikke spor af fortvivlet eftertanke over deres forbrydelser, og de fleste af dem havde den indre overbevisning, at de havde handlet ret.“ (Joseph Frank, Dostoevsky, the Years of Ordeal, 1850–1859, p. 9).

Dostojevskij kunne, med undtagelse af Josija, have talt om de fem konger, der herskede i Juda under Jeremias’ profetiske tjeneste. Den ene efter den anden af disse mænd syntes fuldstændig uden anger over deres handlinger, selv da det blev mere og mere tydeligt, at disse handlinger var årsagen til de ulykker, som Herren gennem Je-remias havde advaret om ville komme.

Det var aldrig Guds mening, at Israel skulle have en konge. Sidst i denne uges studium vil vi bedre forstå hvorfor. Vi vil også forstå det enorme pres, som den stakkels Jeremias var under i store dele af sit utaknemmelige arbejde.

· 2 Krøn 34· Jer 22,1-19; 29,1-14· 2 Krøn 36,11-14· Jer 23,2-8

Judas fem sidste konger


SØNDAG

27

2 Krøn 34

Til at tænke over

Josija var den sekstende konge til at herske i Sydriget. Hans rege-ringstid var 640-609 f.Kr. Han blev konge, da han kun var otte år, hvor landet i mere end et halvt århundrede havde oplevet et mo-ralsk og åndeligt forfald under hans far (Amon) og bedstefar (Ma-nasse), to af de mest onde konger i Judas historie. Josijas regering varede i enogtredive år. På trods af omgivelser, der kæmpede imod ham gjorde Josija i modsætning til sine forfædre, ”hvad der var ret i Herrens øjne“ (2 Kong 22,2).

”Til trods for, at Josija var søn af en ond konge og var hårdt fristet til at gå i sin fars spor, og skønt han kun havde få rådgivere, som opmuntrede ham til at gøre det, der var ret, var han tro imod Israels Gud. Han tog ved lære af fortidens fejltagelser og besluttede at gøre det rette i stedet for at kaste sig ud i den samme synd og nedvær-digelse som hans far og bedstefar. Han ”veg ikke til højre eller til venstre“. Han skulle beklæde en ansvarsfuld stilling og besluttede at rette sig efter den vejledning, som Israels konger havde fået. Takket være hans lydighed kunne Gud bruge ham som et kar til ære.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 188).

Hvori bestod Josijas reform, og hvorfor bør sådanne elementer være grundlæggende for ethvert forsøg på åndelig reform, enten den er personlig eller kollektiv?

Josijas reform bestod af to hoveddele. For det første fjernede det så vidt muligt alt det, der kunne minde om afgudsdyrkelse. Det vil sige, han gjorde, hvad han kunne for at fjerne de onde skikke, der havde udviklet sig i landet.

Men dette var kun det første skridt. Ondskab og mangel på forkerte handlinger fører ikke automatisk til det, der er godt og rigtigt. Efter at have hørt lovbogen oplæst var hans næste skridt at indgå en pagt med Herren om at ”følge Herren og holde hans befalinger, forma-ninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl, og således handle efter pagtens ord, som stod i denne bog“ (2 Krøn 34,31).

Læs 2 Krøn 34,32-33. Hvad siger disse vers os om eksemplets magt, især for mennesker i magtfulde og indflydelsesrige stillin-ger? Tænk nøje over, hvilken indflydelse dine ord og handlinger har på andre.

Under Josijas styre

11. OKTOBER 2015

MANDAG

28

2 Krøn 36,42 Kong 23,

31-34

Jer 22,1-19

Til at tænke over

Joakaz (også kendt som Shallum) var 23 år, da han efterfulgte sin far på tronen. Hans regeringstid varede kun i tre måneder. Farao skiftede ham ud med hans bror; for Joakaz gik ikke ind for Egyptens politik. Joakaz blev ført til Egypten, hvor han døde.

Den konge, der efterfulgte Joakaz, var Jojakim, som herskede fra 609 til 598 f.Kr. Han var Josijas søn. Da Nebukadnesar indtog Je-rusalem, blev Jojakim sammen med kar fra templet ført til Babylon. Igen advarede Jeremias folket om, at deres nye konge ledte dem den forkerte vej.

Nævn nogle af de ting ved Jojakim, der bragte en så skarp irette-sættelse fra Herren.

Gennem Jeremias kom Gud med meget skarpe ord til denne kor-rupte og begærlige konge. Jojakim var en grisk konge, som under-trykte folket og lagde store skatter på Juda (se 2 Kong 23,35) for at betale egypterne. Endnu værre var det, at han benyttede tvangs-arbejde for at udføre omfattende udsmykninger af sit palads i klar modstrid med loven, som var meget tydelig mht. at betale folk for det arbejde, de udførte: ”Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag“ (3 Mos 19,13). I modsætning til sin far tillod Jojakim også, at hedenske skikke igen blomstrede op i Juda.

Jer 22,16 kommer med en stærk udtalelse. Gud sammenligner den korrupte Jojakim med hans far Josija, og siger til ham: ”Han fældede retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, og det gik ham godt. Er det ikke at kende mig? siger Herren.“ Sandt kendskab til Gud kommer med andre ord gennem den måde, hvorpå vi behandler dem, der li-der nød; det kommer, når vi sætter os selv til side for at hjælpe dem, som aldrig kan gøre noget for os til gengæld. Igen ser vi her, ligesom over alt i Bibelen, Guds bekymring for de fattige og hjælpeløse og også vores pligt til at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv.

Mediter over tanken om, at vi kommer til at kende Gud ved at hjælpe de fattige og hjælpeløse. Hvad betyder dette?

Joakaz og Jojakim: yderligere fald

12. OKTOBER 2015

TIRSDAG

29

2 Kong 25,27-30

Jer 52,31-34

Jer 29,1-14

Til at tænke over

Jojakin blev Judas nittende konge. Han var søn af Jojakim og regerede på Davids trone i kun tre og en halv måned. I 598 f.Kr. kom Nebukad-nesar med sin hær til Jerusalem og tog den 18-årige konge, hans mor og koner og mange andre af de kongelige til fange. I 561 f.Kr., i det syvogtredivte år af Jojakins landflygtighed, blev han benådet af Evil-Merodak, Nebukadnesars efterfølger. Han fik lov til at spise sammen med Babylons konge, og han kunne igen iklæde sig sine kongelige klæder. Hans sønner var også i Babylon sammen med ham; men Jere-mias’ profeti sagde, at de kom til at opgive Davids trone.

Herrens ord gennem profeten, efter at kong Jojakin og hans familie og hof blev ført som fanger til Babylon. Hvordan ser vi Guds kærlig-hed og nåde selv i denne tragiske situation?

Et af de bedst kendte vers i Bibelen er dette: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb“ (Jer 29,11). Den umiddelbare sammenhæng er denne: Herren taler gennem Jeremias til Judas landflygtige, som havde set deres tilværelse totalt omvæltet af deres babyloniske erobrere. Men selv da, uanset hvor frygtelig deres situa-tion syntes, ønskede Gud, at de skulle være klar over, at han elskede dem fremdeles og kun havde godt i tanke for dem. Når man tænker på deres forfærdelige situation, må de utvivlsomt have sat stor pris på dette løfte, som var så fuldt af håb. Selv midt blandt alle de alvorlige advarsler og trusler blev folket altså givet et løfte om ”en fremtid og et håb.“ Hvor må det især på det tidspunkt have haft stor betydning for dem at få en sådan forsikring!

En fremtid og et håb? Hvilke løfter fra Gud om ”en fremtid og et håb“ kan du tilegne dig netop nu, uanset hvilken situation du befin-der dig i?

Kong Jojakins korte regeringstid

13. OKTOBER 2015

ONSDAG

30

2 Krøn 36,11-14

Jer 38,14-18

Til attænke over

Hvad fortæller disse vers om Judas sidste konge før nationens en-delige undergang? Hvilke åndelige principper om frafald finder vi i disse vers?

Sidkija (også kendt som Mattanja) var enogtyve år, da han blev konge. Han blev indsat af Nebukadnesar som en marionetkonge. Desværre fortæller teksten os, at han ikke havde lært fra de foregå-ende kongers fejl, og som et resultat deraf førte han nationen ud i endnu større ulykke.

2 Krøn 36,14 fremfører en pointe, en dyb sandhed, som på mange måder lå til grund for deres frafald. I listen over alle de onde ting, der blev gjort under kong Sidkija, siges det om Juda, at de ”fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke.“

Her finder vi folket mange hundrede år efter udvandringen af Egyp-ten. I mange hundrede år havde det været pagtsfolket, som skulle være et lys og en lygte for de andre folkeslag (5 Mos 4,5-8). Men de er stadigvæk så fanget af den fremherskende kultur, så optaget af deres naboers kulturelle og religiøse omgivelser, at de ”fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke.“

Mon der er et budskab til os også heri?

Hvad spurgte kongen Jeremias om og hvorfor?

Herren havde gentagne gange gjort det klart, at nationen skulle underlægge sig Babylons herredømme, at denne indtagelse var straffen for deres synd. Men Sidkija nægtede at lytte og indgik en militær alliance imod Nebukadnesar. Israel klyngede sig til håbet om en militær sejr for Egypten. Men i 597 f.Kr. besejrede Nebukadnesar faraos hær. Dette nederlag beseglede endeligt Jerusalems og folkets skæbne. Til trods for de mange anledninger om at angre og til at gennemføre reform og vækkelse nægtede Juda at lytte.

Som kirke er vi blevet kaldt til at forkynde et budskab for verden, som ingen andre forkynder. På mange måder ligner dette, hvad Juda skulle gøre. Hvilke lærdomme kan og bør vi lære af deres fejl?

Ved enden af en blindgyde

14. OKTOBER 2015

TORSDAG

31

Jer 39,8-9

Jer 23,2-8

Hvad skete der med Israel og Jerusalem, efter at de havde afvist Guds budskab?

Alt det, Gud havde advaret dem om, var nøjagtigt, hvad der skete. Hvor nødigt de end havde villet tro advarslerne, kom de i høj grad til at tro, efter at det hele gik i opfyldelse. Hvem har ikke selv på et personligt plan oplevet noget lignende? Vi er blevet advaret af Gud om ikke at gøre noget bestemt, for så vil dette eller hint ske. Men vi gør det alligevel og må derfor tage konsekvenerne heraf.

Hvilket budskab finder vi her? Hvilket håb gives til folket?

Fra en menneskelig synsvinkel syntes alt håbløst: landet lå i ruiner, templet var ødelagt, deres ledere var i landflygtighed og fangen-skab, og Jerusalem var en bunke sten. Den jødiske nation og det jødiske folk burde være forsvundet fra historien på dette tidspunkt, ligesom så mange andre folk havde gjort, som havde oplevet det samme.

Men Herren havde andre planer, og i versene 2-8 (og i mange andre vers) gav han dem det håb, at ikke alt var tabt, men at der ville blive en rest tilbage, som skulle komme hjem igen, og gennem denne rest skulle alle løfterne opfyldes. Midt blandt alle advarsler om under-gang og ødelæggelse gav profeten også folket deres eneste håb.

”De sidste år af Judas riges historie var præget af mørke, ødelæg-gelse og død, og i denne tid ville selv det tapreste hjerte have for-tvivlet, hvis ikke det havde haft de opmuntringer at klynge sig til, som Guds tjenere forkyndte. Herren gav i sin nåde sin evige vilje til kende ved Jeremias i Jerusalem, Daniel ved Babylons hof og Ezekiel ved floden Kebar og forsikrede sit udvalgte folk om, at han var villig til at opfylde de løfter, som stod nedtegnet i Moses’ skrifter. Han ville opfylde det, han havde sagt, på dem, der var tro mod ham. Guds ord er levende og blivende (1 Pet 1,23).“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 225).

De mørke år

15. OKTOBER 2015

FREDAG

32

Læs Ellen White


”Profeternes formaninger var tilsyneladende næsten frugtesløse i de sidste år af Judas frafald, og da kaldæernes hære kom og belejrede Jerusalem for tredje og sidste gang, mistede alle håbet. Jeremias forudsagde, at det ville ende med en katastrofe. Han blev jo netop kastet i fængsel, fordi han blev ved at opfordre nationen til at over-give sig. Men Gud overlod ikke de få trofaste, som stadig var i byen, til fortvivlelsens mørke. Selv da Jeremias blev holdt under opsyn af mennesker, som foragtede hans budskab, fik han stadig nye åben-baringer om Himlens villighed til at tilgive og frelse, og disse budska-ber har været en aldrig svigtende kilde til trøst for Guds menighed fra den dag til nu.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 226).

Bemærk udtrykket ”Himlens villighed til at tilgive og frelse“. Tænk over de mange måder, vi er blevet vist ”Himlens villighed til at tilgive og frelse“. Korset alene burde trods alt fortælle os om denne vil-lighed. Vi har Guds Ord, som åbenbarer frelsesplanen for os. Vi er blevet givet Profetiens ånd, som er en fantastisk gave. Hvordan er vi ellers blevet vist ”Himlens villighed til at tilgive og frelse“?

1. ”[Folket kom hen] til profeten Jeremias og sagde: ‘Vi bønfalder dig om at bede til Herren din Gud for alle os, der er tilbage. Som du selv ser, er vi kun få tilbage af de mange, der var’“ (Jer 42,2). Hvad siger dette vers samt det, vi læser i vers 3, om temaet om en rest i Jeremias’ Bog?

2. Det er så let fra vores synsvinkel at se tilbage på bibelhistorien og se alle de fejl og mangler og åndelige ufuldkommenheder, som Guds folk dengang havde. Og det bør vi gøre; for vi er blevet fortalt, at disse historier er nedskrevet som eksempler for os (1 Kor 10,11). Men det er trist, at mange af disse men-nesker på den tid, i deres egen sammenhæng og kultur, troede, at de gjorde det rigtige, at alt var i orden mellem dem og Gud. Hvilken advarsel bør dette være for os om, hvor blinde vi kan blive mht. vores egen åndelige tilstand? Hvad kan vi gøre for at opdage vores sande åndelige tilstand? Hvorfor er det så vigtigt, at korset står centralt i denne proces? Hvad vil der ske med os, hvis vi ikke gør korsets budskab til centrum i vores åndelige liv?

16. OKTOBER 2015

DIALOG

33


Guds Ord og klassens

aktiviteter


• Læs overskrifterne til andre af de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente. Noter hvilke af disse profeter som levede samtidig med Jeremias – og altså muligvis har kendt ham personligt.

• Begrebet pagten er af stor betydning i Jeremias’ Bog og dækker over Guds aftale med sit folk. Denne aftale eller pagt gik tilbage til Abraham og i en vis forstand videre helt til Edens have.- Find tekster i Jeremias Bog, hvor ordet ”pagt“ er omtalt og

læs dem sammen. Vær opmærksom på, at nogle af disse tek-ster bliver mere detaljeret behandlet senere i studiet.

- Sammenlign evt. disse tekster med brugen af begrebet i Da-niels bøn i Daniel 9, se specielt vers 4-5. Daniels bøn kom-mer efter et studium af netop Jeremias’ Bog og er sprogligt og tematisk stærkt præget af den.

• Hvad gør et rige godt at leve i – hvad gør en nation god? Prøv at sammenfatte nogle af de karaktertræk, der hører til et godt samfund.- Hvor mange af disse kendetegn finder du i Danmark? Hvad

synes du evt., der mangler?- Hvis du skulle sammenligne dagens Danmark med Juda på

Jeremias’ tid, hvilket rige er bedst? Hvor ville du helst leve?- Hvis Danmark er et sækulært land, hvordan kan det da være,

at så mange synes, at det er det bedste at leve i – og at un-dersøgelser verden over igen og igen kårer danskerne som verdens lykkeligste folk?

• Hvilke træk tror du, Gud var mest frustreret over i Juda: deres religiøse hykleri eller selvbedrag eller deres holdning til de fat-tige og nødlidende? Eller …?

• Profeterne fra denne periode taler om, hvorledes Gud brugte babylonerne til at straffe Judas folk for deres ugudelighed (jf. Hab 1,2-4).- Hvordan kunne Gud bruge fremmede magter som straffe-

redskab, når disse fremmede magter var lige så onde – eller måske til og med værre?

- Synes du, at man kan bruge den samme forklaring på mo-derne rigers storhed og fald, som disse bibeltekster anvender


34

DIALOG

Baggrund

NOTER


om datidens riger og deres forhold til Israels folk? Tænk på Nazityskland m.fl

- Hvorfor eller hvorfor ikke?

I den kristne udgave af Det Gamle Testamente inddeles bøgerne i Moseloven, de historiske bøger, poesi og visdom og profeterne. Profeterne er inddelt i de såkaldt fire store (Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel) og de tolv små. De samme bøger genfindes i den hebrai-ske bibel; men her er inddelingen anderledes. Loven (toraen) er de fem Mosebøger. En række af bøgerne er samlet under kategorien ”skrifter“ (ketubim). Profeterne udgør også en kategori (nebiim). Tilsammen kaldes toraen, nebiim og ketubim for tanakh, navnet for den hebraiske bibel. Den hebraiske bibels inddeling af profeterne i undergrupper er imidlertid for mange kristne i dag overraskende. Den skelner ikke mellem de ”store“ og de ”små“, men mellem de tidlige og de senere, og blandt de tidlige hører også en bog som Josvas Bog. Det skyldes, at alle inspirerede bøger i en vis forstand regnes for profetiske. De gengiver måske ikke fremtidsforudsigelser; men de fremfører, hvad Gud har åbenbaret. Samme opfattelse af den profetiske inspiration finder vi i Det Nye Testamente, fx i 2 Pet 1,19-21, der næppe kun taler om nogle af Det Gamle Testamentes bøger, men om dem alle.

35


44

36

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Helbred mig, Herre, så jeg bliver helbredt, frels mig, så jeg bliver frelst, for du er min lovsang“ (Jer 17,14).

”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen“ (Præd 1,9).

Intet nyt under solen? Dette er specielt rigtigt, når det gælder Guds profeters liv og arbejde. De blev ofte kaldt til at komme med ad-varsler og irettesættelser til mennesker, der burde have vidst bedre. Lydige mod deres kald blev de fleste af profeterne udsat for stærk modstand eller til og med straffet af de åndelige ledere, som burde have været de første til at lytte til dem. Det er ikke overraskende, at Jesus sagde: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres med-skyldige i profeternes blod“ (Matt 23,29-30).

I denne uge vil vi begynde at se på Jeremias’ prøvelser. Hans arbejde synes udelukkende at bestå af irettesættelser og straf: han kommer med en irettesættelse, og lederne straffer ham.

· Jer 17,5-10· Jer 17,1-4· Jer 11,18-23· Joh 3,19· Jer 12,1-6; 14,1-16

Irettesættelse og straf


SØNDAG

37

Jer 17,5-10

Til at tænke over

Fra de første kapitler i Første Mosebog til de sidste kapitler i Johan-nes’ Åbenbaring giver Bibelen os valget mellem kun to måder at leve på: enten følger vi Herren med hele vores hjerte og sjæl, eller også gør vi det ikke. Mange har fundet Jesu udtalelse vanskelig at accep-tere: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder“ (Luk 11,23). Dette er en stærk og entydig udta-lelse om en åndelig virkelighed, der er større, end den i første om-gang ser ud til at være, eller hvad sund fornuft måske ville fortælle os. Her møder vi den store strids tema på det mest grundlæggende plan. Og alligevel siger Jesus egentlig ikke noget nyt eller overra-skende. Det har altid været på denne måde.

Hvilke vigtige åndelige principper finder vi her, især i lyset af den store strid mellem Kristus og Satan?

Den umiddelbare sammenhæng for disse vers er sandsynligvis Judas kortvarige politiske affærer. Herren ønskede, at de skulle forstå, at deres eneste hjælp fandtes hos Gud, ikke hos politiske eller militære magter. Det ville de senere komme til at indse; men da var det for sent. Selv om Gud benytter andre mennesker til at hjælpe os, må vi til syvende og sidst sætte vores lid til ham alene. Vi kan aldrig med sikkerhed kende andre menneskers motiver; vi kan altid vide, hvad Guds planer for os er.

Med god grund advarer Jeremias 17,9 om menneskehjertets svige-fuldhed. Den hebraiske tekst siger, at hjertet er mere bedragerisk end ”alt“. Selv om de fysiske følger af synd er skrækkelige, er de ikke nær så slemme som de moralske og åndelige følger. Problemet er, at da vores hjerte er så bedragerisk, kan vi ikke helt og fuldt vide, hvor slemt det egentlig står til. Jeremias skulle snart selv komme til at op-leve, hvor onde menneskers hensigter kan være.

Hvordan kan vi lære at have større tillid til Gud, end vi har haft indtil nu? Er der lige nu situationer i dit liv, hvor det er betydnings-fuldt, at du handler i tro og gør, hvad der er rigtigt i Guds øjne?

De to veje

18. OKTOBER 2015

MANDAG

38

Jer 17,1-4

Til at tænke over

Jeremias’ opgave var slet ikke let. Måske er der nogle mennesker, der finder en pervers glæde i at udpege andres synder; men de fle-ste af os ville synes, at det er en meget lidt tiltalende opgave, især på grund af den reaktion, den oftest fremkalder. Når der gives en irettesættelse, vil nogle mennesker angre og ændre deres liv; men det er ikke tilfældet for de fleste, især ikke hvis irettesættelsen er meget direkte og kraftig. Og Jeremias’ ord var netop som alle profe-ternes budskaber meget direkte og barske.

Hvilke advarsler giver Jeremias folket?

Billedet af synden indridset i hjertet er særlig barskt. Det viser, hvor dybt ødelæggelsen går. Tanken er ikke kun, at synden er skrevet som med en pen, men den er indgraveret i hjertet, ridset ind med et værktøj. Dette bliver endnu barskere, når vi husker Herrens ord til Judas forfædre: ”når du adlyder Herren din Gud og holder hans befalinger og love, der står skrevet i denne lovbog, og vender om til Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl“ (5 Mos 30,10; sml. med Sl 40,8 og Jer 31,33). De skulle elske Gud og adlyde hans lov med deres hjerte; nu er deres synd – overtrædelsen af Guds lov (1 Joh 3,4) – ridset ind i deres hjerte.

”De mennesker, der hævder, at de har fået Guds lov betroet, bør ikke smigre sig med, at de ikke vil få Guds retfærdighed at føle, fordi de udadtil viser ærbødighed for budene. Ingen bør nægte at tage imod irettesættelse, når de gør det onde, eller beskylde Guds tjenere for at være for nidkære, når disse søger at rense lejren for ondt. Gud hader synd og opfordrer dem, der hævder, at de holder hans lov, til at afstå fra al uretfærdighed.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 202).

Synd indgraveret i hjertet? Dette er en skræmmende tanke. Hvad fortæller dette billede om, hvor dybt og intenst arbejdet med at rense vores hjerter må være? Hvad er den eneste måde, hvorigen-nem dette kan opnås?

Judas synd

19. OKTOBER 2015

TIRSDAG

39

Jer 11,18-23

Til at tænke over

”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menne-skene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde“ (Joh 3,19).

Det triste ved Jeremias’ historie er, at den modstand, han mødte, kom fra netop dem, Gud gennem ham forsøgte at frelse. Herren øn-skede at spare dem for deres visse undergang. Men tit ønsker men-nesker ikke at høre det, de har brug for at høre; for det går imod deres syndige og fordærvede ønsker.

Hvad sker der her? Hvad minder nogle af billederne os om?

I det gamle Israel kunne personer, som profeterede falsk i Herrens navn, få dødsstraf. Men i dette tilfælde er der intet, der tyder på, at Anatots indbyggere mente, at Jeremias var en falsk profet. De ønskede kun at lukke munden på ham. De ønskede ikke at høre det, han havde at sige. Selv om teksten ikke siger noget direkte om, hvordan de planlagde at slå ham ihjel, mener nogle forskere, at de kan have tænkt på at forgifte ham.

Som vi så tidligere, var Anatot Jeremias’ hjemby, og indbyggerne afviste hans budskab i så stor grad, at de ønskede at slå ham ihjel. Men dette var kun begyndelsen på en langt mere omfattende afvis-ning fra alle bortset fra en lille ”rest“ blandt hans egne landsmænd.Alt dette, også billedet med ”et lam der intetanende føres til slagt-ning,“ får os selvfølgelig til at tænke på Jesu offer. På en måde var Jeremias et billede på Jesus, ikke i profetisk forstand som offerdy-rene, men ved at han ligesom Jesus mødte stor modstand netop fra dem, han kom for at hjælpe. Denne situation i Jeremias’ liv minder i høj grad om, hvad Jesus tidligt i sit arbejde også blev udsat for (Luk 4,4-30).

Hvornår hørte du sidst noget, du vidste, var rigtigt, men som du ikke ønskede at høre? Hvad var din første reaktion? Hvorfor må vi i disse situationer lære at tage korset op og følge Jesus?

En advarsel til Jeremias

20. OKTOBER 2015

ONSDAG

40

Jer 12,1-4

Til at tænke over

I de første kapitler i Jeremias’ Bog havde Gud advaret profeten om, at hans opgave ikke ville blive let. Jeremias fik ved sit kald at vide, at Judas konger, stormænd, præster og folk ville ”angribe“ ham (Jer 1,19). Selv om han også fik at vide, at Herren ville være med ham og redde ham, og at hans modstandere ikke ville ”overvinde“ ham, har advarslen om, at størstedelen af hans eget folk ville kæmpe imod ham, givetvis ikke været særlig velkommen. Men Jeremias var endnu ikke klar over, hvor slemt det skulle blive, og da prøvelserne kom, var han forståeligt nok både vred og såret.

Selv om Jeremias taler om sin egen situation, hvilket universelt emne kæmper han med i disse vers? Hvordan er profetens hold-ning over for dem, der har såret ham? Hvad fortæller dette os om, hvor menneskelig selv en af Guds mest trofaste tjenere var?

Jer 12,1 er fyldt med gammeltestamentlige lovudtryk: de hebraiske ord for ”ret“, ”anklage“ og ”gå i rette med“ er alle hentet fra dati-dens retssprog. Profeten, som er oprørt over det, han udsættes for, kommer med en ”anklage“ imod Herren. Hans klage er selvfølgelig meget almindelig: hvorfor går det tilsyneladende de onde godt, mens han, Jeremias, som kun ønsker at gøre Guds vilje, møder så mange prøvelser?

Her ser vi også Jeremias’ menneskelighed. Han ønsker, at de, der har behandlet ham dårligt, skal straffes. Her taler han ikke som teolog; han taler som et syndigt menneske, som har brug for nåde, og der ligesom Job og mange andre af Guds trofaste tjenere ikke forstår, hvorfor disse ting sker for dem. Hvorfor skulle Jeremias, Guds tjener, kaldt til at forkynde Guds sandhed for et oprørsk folk, udsættes for sine egne bysbørns forræderiske sammensværgelser? Jeremias stolede på Gud; men han forstod slet ikke, hvorfor det gik, som det gjorde.

Hvordan kan vi lære at stole på Gud på trods af alt det, der sker, som slet ikke giver mening for os?

En klagesang

21. OKTOBER 2015

TORSDAG

41

Jer 14,1-10

Jer 14,11-16

Hvad sker der?

Hele landet var ramt af tørke; enhver by og landsby led under den. De fattige og de rige led sammen. Ikke engang de vilde dyr kunne udholde manglen på vand. Stormændene ventede ved byporten på deres tjenere i håbet om, at de havde fundet vand; men kilderne var udtørrede. Der var intet vand, og uden vand kunne livet ikke fort-sætte. Lidelserne blev værre for hver dag, der gik. Folket iklædte sig sørgeklæder og gik med blikket sænket. Indimellem ville de pludselig knæle og råbe i desperat bøn.

I en tid med en sådan naturkatastrofe var det skik at besøge templet i Jerusalem (Joel 1,13-14; 2,15-17) for at faste og bringe særlige ofringer til Gud.

Jeremias så folkets iver; men han vidste godt, at de ikke søgte Herren, de ønskede kun vand. Dette gjorde profeten endnu mere bedrøvet. Jeremias bad også, ikke om vand, men om Guds nåde og nærværelse.

Jeremias forstod også, at dette kun var begyndelsen på de van-skeligheder, der skulle komme. Gud så folkets hjerter og vidste, at hvis han fjernede tørken, ville deres anger også forsvinde. Folket gjorde alt for at ændre på deres situation. De rejste til Jerusalem, bad, fastede, klædte sig i sæk og bragte ofre; men de glemte det afgørende: sand omvendelse, ægte anger. De var kun interesseret i at fjerne konsekvenserne, ikke selve problemet, deres synd og uly-dighed.

Hvordan skal vi forstå disse vers?

”Du må ikke bede om lykke for dette folk,“ sagde Gud til Jeremias, selv om Jeremias tidligere havde været et godt eksempel på forbøn: ”Selv om vore synder vidner imod os, må du, Herre, gribe ind for dit navns skyld“ (Jer 14,7). Selv om vi opfordres til at bede ”uophør-ligt“ (1 Thess 5,17), åbenbarer Herren, som kender alt fra begyn-delsen til enden, i dette tilfælde over for Jeremias, hvor syndige og frafaldne disse mennesker var. Gud kender selvfølgelig menneskenes hjerter, og han kender også fremtiden; det gør vi ikke. Derfor mister Det Nye Testamentes opfordring til at bede, selv for vores fjender, ikke sin gyldighed i denne situation.

En desperat situation

22. OKTOBER 2015

FREDAG

42

Læs Ellen White


Jeremias kæmpede med et spørgsmål, som vi alle stiller. Hvordan forklarer vi det onde? Men måske er dette i virkeligheden proble-met. Vi kan ikke forklare noget, som er uforklarligt, og som til og med kan betegnes som meningsløst. I denne forbindelse skrev Ellen White: ”Det er umuligt at forklare syndens oprindelse med henblik på at give en grund til dens eksistens… Synden er en ubuden gæst, og ingen kan forklare, hvorfor den kom. Den er mystisk og ufor-klarlig. At undskylde den er det samme som at forsvare den. Hvis der kunne findes en undskyldning for den eller en årsag til, at den eksisterer, ville den ophøre at være synd.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 396. 397). Udskift ordet synd med ondskab, og citatet giver stadigvæk mening: Det er umuligt at forklare det ondes oprindelse med henblik på at give en grund til dets eksistens… Det onde er en ubuden gæst, og ingen kan forklare, hvorfor det kom. Det er mystisk og uforklarligt. At undskylde det er det samme som at forsvare det. Hvis der kunne findes en undskyldning for det eller en årsag til, at det eksisterer, ville det ophøre at være ondskab.

Når tragedier rammer, hører vi tit mennesker sige, eller vi selv tænker: Jeg forstår det ikke. Det giver ingen mening. Der er en god grund til, at vi ikke forstår; for det er nemlig uforståeligt. Hvis vi kunne forstå det, hvis det gav mening, hvis det passede ind i en eller anden logisk og fornuftig plan, ville det jo ikke være så ondt; det ville ikke være så tragisk, for det ville have en fornuftig hensigt. Hvor er det vigtigt, at vi husker, at ondskab, ligesom synd, ofte ikke kan forklares. Men vi har korsets virkelighed, som viser os Guds kærlighed og godhed på trods af den uforklarlige ondskab, som syn-den fører til.

1. Tænk grundigt over tanken om, at ondskab og lidelse ikke gi-ver mening, at de ikke har nogen fornuftig eller god forklaring. Hvorfor er det bedre på denne måde? Tænk over det. Der sker en frygtelig tragedie – måske er det et lille barn, der dør på grund af en frygtelig sygdom efter lang tids lidelse. Ønsker vi virkelig at tro, at der findes en god og fornuftig begrundelse for dette? Er det ikke bedre at tilskrive det de forfærdelige og onde følger af at leve i en syndig verden? Drøft dette i klassen.

23. OKTOBER 2015

DIALOG

43



aktiviteter

Mødet med dagligdagen


Personligtkristenliv

Baggrund

Jeremias er kendt som en mand, der beder for andre. Daniels bøn i Dan 9 er en forbøn, inspireret af Jeremias’ profetier.

• Find eksempler på forbøn fra Jeremias’ Bog og andre bibelske bøger.

Find eksempler på begivenheder fra ugens løb, der virker menings-løse. Del dem med din klasse.

• Er der en forklaring på alle begivenheder, eller findes der virke-lig meningsløse begivenheder?- Hvis Gud suverænt bestemmer alt, kan der så være noget

frit valg for mennesker? Hvis menneskers valg ændrer Guds plan, hvordan kan vi så holde fast ved troen på, at det er Gud, der styrer verdens gang?

• Hvorfor beder vi for andre (hvis vi gør det!)? Gør det nogen for-skel?- Synes du, at I i jeres menighed beder for lidt offentligt sam-

men for andre mennesker? Hvordan mener du, at fælles bøn for andre bedst kan organiseres? Kom med konkrete forslag!

• Hvad betyder det personligt for dig, at Gud giver dig frihed til at vælge? Hvordan udøver du denne frihed i dit liv?

• Tænk over, hvem du beder for dagligt. Jeremias bad også for mennesker, som bekæmpede ham. Hvem mere kunne du ind-drage i din ”bedeliste“?

Forholdet mellem Guds suverænitet og menneskelig frihed har været et afgørende teologisk problem ned gennem kirkens historie, og de forskellige synspunkter rækker fra den ene til den anden yderlighed. Det svar, der gives, afhænger også af synet på menneskets natur. Pelagius (4. årh.) fx opfattede menneskets situation og natur som så uberørt af syndefaldet, at han anså det for at have evne til selv at vælge Gud på samme måde som Adam oprindeligt kunne. Augustin (død 430) mente derimod, at mennesket var så bundet, at det syn-dede hele tiden, og at det også som omvendt kristen var bundet.

Calvin fremhævede Guds suverænitet så stærkt, at han hævdede,


44

DIALOG TIL SABBATTEN | 24. OKTOBER 2015

NOTER

at nogle mennesker er forudbestemt til frelse, andre til fortabelse, et syn, der i realiteten udelukker menneskelig frihed. Adventister står i reformatoren Arminius’ tradition. Med ham har vi understreget, at vi godt nok er bundet og afhængig af Guds nåde; men at Guds Ånd virker på det uomvendte menneske, så Gud i sin nåde derved giver os muligheden for a vælge ham, når han åbenbarer sig for os. Vi har også lagt vægt på den store strid mellem godt og ondt. Dette per-spektiv indebærer, at mange begivenheder er onde og meningsløse i den periode, hvor synden dominerer, altså mellem syndefald og Jesu genkomst. Vores opgave er at stille os på Kristi side i denne kamp for det gode. Gud er altså suveræn, men har valgt for en tid at uddele-gere sin magt og give os muligheden for at vælge. På dommens dag vil alle blive stillet til regnskab for deres valg.

45


55

46

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke, du var mig for stærk, og du vandt. Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig“ (Jer 20,7).

En ting man vil opdage, hvis man har valgt at følge Jesus i nogen tid og prøver at følge hans vilje, er, at det ikke garanterer en let tilvæ-relse. Vi er trods alt blevet fortalt: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus“ (1 Tim 3,12). Denne sandhed kom Jeremias i høj grad til at opleve.

Men samtidigt vil vores tro give os en større forståelse, som vi kan fastholde midt i vores vanskeligheder. Det betyder, at når vi udsæt-tes for uretfærdige og urimelige lidelser og prøvelser, behøver vi ikke at stå alene med en følelse af meningsløshed og formålsløshed, som mennesker, der ikke kender Gud, ofte føler. Vi ved noget om den større sammenhæng og det endelige håb, som Gud tilbyder os, uan-set hvor dyster nutiden synes. Fra denne viden og dette håb kan vi få styrke. Jeremias kendte lidt til denne sammenhæng, selv om han til tider syntes at glemme den og i stedet fokuserede på sine lidelser.

· Jer 23,14-15· Jer 20; ApG 2,37· Job 3· Jer 18,1-10.18-23

Mere lidelse til profeten


SØNDAG

47

Jer 23,14-15; 5,26-31

Vi befinder os mere end to tusind år fra Jeremias’ tid og måske endnu længere væk kulturelt og socialt. Derfor kan det være svært for os at forstå alt det, der foregik dengang. Når vi læser Bibelen, og især de barske advarsler og trusler som Gud gav sit folk, synes mange, at Gud fremstilles som en meget hård, ondskabsfuld og hævngerrig Gud. Men dette er en forkert forståelse, som kun er ba-seret på en overfladisk læsning af teksterne. I stedet viser Det Gamle Testamente det samme som Det Nye, nemlig at Gud elsker men-neskene og ønsker at frelse os; men han tvinger ingen til at vælge ham. Hvis vi ønsker at gøre det, der er forkert, selv på trods af hans opfordringer til os, har vi vores frie vilje til at gøre det. Men vi må ikke alene være opmærksom på konsekvenserne, men også huske, at vi på forhånd blev advaret om dem.

Nævn nogle af de onde ting, som Herren irettesatte Juda for. Hvilke ting profeterede Jeremias imod?

Opremsningen af forskellige onde handlinger her er kun et lille ek-sempel på, hvad Guds folk var havnet i. Både præster og profeter var ”gudløse“, egentlig ufattelig ironisk, når man tænker på, at præ-sterne skulle være Guds repræsentanter og profeterne hans talerør. Og dette er kun begyndelsen på de problemer, Jeremias stod over for.

De onde ting, der her nævnes, tilhører en række forskellige kate-gorier. Vi finder de åndelige lederes frafald; de leder også andre, ”så ingen vender om fra sin ondskab“ (Jer 23,14). Selv når Herren advarer dem om den kommende dom, fortæller profeterne, at den ikke vil finde sted. Samtidigt var de kommet så langt væk fra Gud, at de også havde glemt formaningen om at tage sig af de faderløse og forsvare de fattige (Jer 5,28). Folket var på enhver måde faldet bort fra Herren. En stor del af Bibelen, i hvert fald i de profetiske bø-ger i Det Gamle Testamente, gengiver Guds kald til sit frafaldne folk om at komme tilbage til ham. På trods af al denne ondskab og mere til, er Gud villig til at tilgive dem, helbrede dem og genoprette dem. Men hvad mere kunne der gøres for dem, hvis de ikke ville?

Gudløse præster og profeter

25. OKTOBER 2015

MANDAG

48

Jer 20,1-6

Til at tænke over

Profeternes opgave har altid været at videregive Guds budskab, ikke at regne ud, hvor mange der tog imod eller forkastede det. I reglen er tallet på dem, der tager imod profeternes budskab, når det bliver forkyndt, meget lille. Vi ved fx ikke, hvor mange der levede på Noas tid; men vi kan med rimelig stor sikkerhed antage, at flertallet ikke anerkendte hans budskab, når vi ser, hvor få der var med i arken. Dette lader til at være det almindelige mønster ned igennem hele Guds folks historie.

Hvordan blev Jeremias’ budskab modtaget?

For at få en bedre forståelse af, hvad der foregik, er det bedst at læse, hvad Jeremias havde profeteret – de ord, der skaffede ham så store problemer med en så højtstående embedsmand. Vi finder no-get af denne profeti i Jeremias 19: Gud vil bringe ”over dette sted en ulykke“ (Jer 19,3), han vil lade folket ”falde for sværdet … og deres lig giver jeg til føde for himlens fugle og jordens dyr“ (Jer 19,7) og han vil forårsage, at Judas indbyggere kommer til at spise hinanden (Jer 19,9).

Ingen ville bryde sig om at være genstand for en sådan profeti, og Pashkur følte sig i særlig grad krænket. Hans første reaktion var, som de flestes ville have været. Han nægtede at tro budskabet. Hvem ville vel ønske at tro noget så afskyeligt? Men derudover benyttede Pashkur sin stilling til at straffe budbringeren. Han lod Jeremias prygle ifølge loven (5 Mos 25,1-3) og lod ham lægge i blokken. Selv om Pashkur løslod ham næste dag, fik denne smerte-fulde og ydmygende behandling ikke Jeremias til at holde op med at forkynde sin profeti. Denne gang var den ikke rettet mod Juda, men specielt mod Pashkur og hans familie. Inden længe ville Pash-kur og hans families skæbne blive et skrækindjagende eksempel for alle, som så dem i fangenskabets lænker. Dette er også første gang i Jeremias’ Bog, at Babylon nævnes som det sted, hvor de skulle føres i fangenskab. (Kapitlerne og selv dele af kapitlerne er ikke i kronolo-gisk rækkefølge.)

Forestil dig, at du fik en sådan profeti udtalt over dig. Hvordan tror du, at din første reaktion ville være i modsætning til, hvordan den burde være? Hvordan burde den være? (Se ApG 2,37.)

Jeremias i blokken

26. OKTOBER 2015

TIRSDAG

49

Jer 20,7-14

Jer 20,9

Til attænke over

Jeremias’ barske ord til Pashkur og resten af folket var ikke hans egne; de blev ikke udtalt på grund af hans vrede over at være blevet lagt i blokken et helt døgn. Det var Herrens ord gennem ham til folket.

Men det, der så siges, kommer direkte fra Jeremias’ eget hjerte, nedskrevet gennem Helligåndens inspiration. Det er et dybfølt råb fra et menneske, som ganske enkelt ikke bryder sig om den situa-tion, han befinder sig i, og giver udtryk for det.

Hvad siger han? Hvad kan dette lære os om hans menneskelige svagheder, og også om vores egne?

Til at begynde med er hans ord næsten gudsbespottelige. Man kan undre sig over, at han ville sige, at Gud havde lokket ham, når Gud lige fra begyndelsen havde advaret ham om, at han kom til at møde kraftig modstand. Alligevel klager han: ”Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe.“

Hvad er samtidigt den vigtige betydning af det, han siger her?

Han ville gerne have opgivet og standset med sin forkyndelse; men Guds ord var som en ild i hans hjerte og hans knogler. Hvilket mæg-tigt billede på en, der kendte sit kald, og som på trods af personlig smerte var villig til at følge dette kald, ligegyldigt hvad der skete. (Vi finder lignende tanker nedskrevet i Amos 3,8 og 1 Kor 9,16).

Vi ser i disse vers den kamp, Jeremias gennemlevede. Vi kan se den store strid finde sted både uden for ham og inden i ham. I det ene øjeblik lovpriser han Gud for at redde de svage fra de onde; men som vi vil se i morgendagens afsnit forbander han straks efter det øjeblik, han blev født.

Hvorfor er det især under frygtelige vanskeligheder vigtigt at prise Gud og dvæle ved de mange måder, hvorpå han har åbenbaret sin kærlighed for os?

En brændende ild i hans hjerte

27. OKTOBER 2015

ONSDAG

50

Jer 20,14-18

Til at tænke over

Selv de hårdeste bibelkritikere er nødt til at indrømme, at Bibelen ikke forsøger at skjule menneskers fejl og svagheder. Med undta-gelse af Guds Søn, som var uden fejl og synd, er det meget få af de personer, der omtales i Bibelen, der ikke får deres fejl og svagheder afsløret. Dette gælder også for profeterne. Som vi sagde før, er disse profeters Gud fuldkommen; men profeterne, som tjente ham, var det ikke. De var ligesom alle os andre syndere, som havde brug for at få Kristi retfærdighed tilregnet gennem tro (se Rom 3,22). Fra Noa til Peter og alle ind imellem, var de alle syndige mennesker, hvis eneste håb, som Ellen White udtrykker det, var at komme til Herren og sige: ”Jeg har ingen fortjeneste eller godhed, hvormed jeg kan gøre krav på frelse; men jeg fremstiller for Gud det fejlfri Guds Lams sonende blod, som fjerner al verdens synd. Dette er min eneste bøn. Jesu navn giver mig adgang til Faderen. Hans øre og hjerte er åbent over for min svageste bøn, og han sørger for mine dybeste behov.“ (Ellen White, Faith and Works, s. 106).

Hvad fortæller dette afsnit om profetens sindstilstand mht. hans egen personlige situation?

Hans ord minder os om Job, hvis situation var meget værre end Jeremias’ (Se Job 3). Selv om Jeremias havde visheden om, at han fulgte Guds vilje, og at Gud var med ham, var han på dette tids-punkt overvældet af sin smerte. Uanset hvad hans intellektuelle forståelse af sandheden var, så blev den i det øjeblik overskygget af hans egne plager.

Mange mennesker befinder sig til tider i en lignende situation. Rent intellektuelt kender de alle Guds løfter; men de er så overvældet af sorg og smerte, at disse løfter skubbes til side, og det eneste de kan fokusere på, er deres umiddelbare lidelser. Dette er en forståelig re-aktion; det betyder dog ikke, at den er rigtig; men den er forståelig. Igen ser vi Jeremias’ menneskelige svagheder, som ligner svagheder, vi alle har.

Har du nogen sinde følt, ligesom Jeremias gjorde her? Hvis du har, hvad lærte du af den erfaring, som kunne hjælpe dig næste gang, du er i en lignende situation?

”Forbandet den dag“

28. OKTOBER 2015

TORSDAG

51

Jer 18,1-10

Jer 18,18-23

Til at tænke over

Hvilke vigtige principper mht. profetisk fortolkning finder vi her?Hvilke betydningsfulde åndelige principper finder vi også i de samme vers?

På trods af al ondskaben, var Gud alligevel villig til at give folket mu-ligheden for at omvende sig. Her ser vi igen Guds nåde tilbudt dem, som ville tage imod. Selv på dette tidspunkt havde de mulighed for at vende om, på trods af alt det de havde gjort.

I disse vers kan vi også se, at mange profetier er givet på betingel-ser. Gud siger, at han vil gøre noget, ofte at bringe straf. Men hvis folket angrer, vil han ikke gøre det, han sagde, at han ville gøre. Det er sagt på betingelse og afhænger af, hvordan folket reagerer. Og hvorfor skulle Gud gøre noget andet? Han ville jo ikke opfordre sit folk til at vende sig bort fra deres onde vej for så alligevel at straffe dem, hvis de angrede og omvendte sig. Hvis de gør det, vil han ikke straffe dem, og dette siger han tydeligt i disse vers.

Hvilke begrundelser mener folket at have for det, de ønsker at gøre med Jeremias? Hvad er Jeremias’ meget menneskelige reaktion?

Hvor må Jeremias have følt sig totalt frustreret over at blive fordømt af dem, der angreb ham, fordi de sagde, at de ønskede at bevare ”præstens belæring eller den vises råd eller profetens ord.“ Hvor kan vores hjerte dog bedrage sig selv!

Hvorfor bør vi være forsigtige med at gøre eller sige noget i Guds navn? Del dit svar med klassen på sabbatten.

Planer imod profeten

29. OKTOBER 2015

FREDAG

52

Til videre studium


I Jer 18,11-17 fortæller Herren sit folk, at de skal holde op med at gøre de ting, de gør. I vers 11 står der: ”Vend jer dog alle fra jeres onde vej, og gør jeres færd og jeres gerninger gode!“ Vers 12 for-tæller os, at Gud siger, at han allerede ved, at de ikke vil lytte til hans advarsler og appeller, men at de vil blive ved med at følge de-res ”onde hjertes forstokkethed“. Derefter fortæller Gud, hvad han vil gøre som en følge af deres ulydighed. Dette er et af de mange steder i Bibelen, der viser, at Guds forudviden om vores valg ikke på nogen måde forhindrer vores frihed til at vælge. Hvorfor ville Gud have bønfaldt dem om at vende om fra deres onde vej, hvis ikke de havde friheden til at adlyde ham? Og hvorfor skulle han straffe dem for deres ulydighed, hvis de ikke havde friheden til at vælge lydig-hed? Det er tydeligt, at Herren vidste nøjagtigt, hvad deres frie valg ville blive, selv før de foretog disse valg. Denne sandhed ses også i fx 5 Mos 31,16-21. Selv før Israels børn gik ind i det lovede land, fortalte Gud Moses, at han vidste, at de kom til at ”vende sig til andre guder og dyrke dem“ (5 Mos 31,20). Her finder vi yderligere bevis for, at Guds forudviden om vores valg ikke griber ind i vores frihed til at foretage disse valg.

1. Tænk nøjere over det sidste spørgsmål i torsdagsafsnittet. Hvem af os har ikke mødt mennesker, som siger, at de gjorde dette eller hint, fordi Gud sagde det? Hvilket svar kan man give mennesker, der påstår dette? Der er ingen tvivl om, at Gud vil lede os; men hvilke prøver kan vi foretage for at sikre os, at det vi gør eller siger, virkelig kommer fra Gud?

2. Jeremias sagde, at Herrens ord var som en ”brændende ild“ i hans hjerte. Hvordan kan vi sørge for, at denne ild også bræn-der i vores hjerter?

3. Hvad kan vi finde ud fra de vers, vi har studeret i denne uge, som kan hjælpe os til at forstå, hvad vækkelse og reformation indebærer? Dette var trods alt, hvad Herren ønskede hos sit folk. Hvorfor er fx en opfattelse af vores egen syndighed så vig-tig for vækkelse? Med dette i tanke, hvorfor må korset og det håb, det tilbyder, være central i al vækkelse?

30. OKTOBER 2015

DIALOG

53



aktiviteter



Baggrund

• Find sammen med din klasse eksempler fra Det Nye Testa-mente, hvor Jesus og de første kristne henviser til Det Gamle Testamente og specielt til Gud i Det Gamle Testamente.- Opfattede de Det Gamle Testamentes billede af Gud som

forskelligt fra den Gud, de tilbad? Hvordan kan det være, at så mange i dag gør det?

- Se fx Joh 5,39. Hvad var det, de så, som mange, der i dag læser eller måske blot hører om Det Gamle Testamente, ikke har opdaget?

• Hvordan vil du forklare for andre, at Gud er den samme i begge testamenter, hvis de påstår noget andet?

• Hvordan opfatter du begreberne vækkelse og reform? Hvad er forskellen? Var Jeremias reformator? Hvilke konkrete områder på Jeremias’ tid krævede ifølge bogen reformer?- På hvilke områder synes du, at vi trænger til en reform? Tænk

lokalt, men også bredere i forhold til kirke og samfund.

• Af og til siger mennesker, at de træffer deres valg, fordi Gud leder dem. Hvordan vil du afgøre, om det virkelig er Gud?- Hvordan vil du reagere, hvis nogen siger, at de har et bud-

skab til dig fra Gud? Hvordan bør du reagere?

• Bed Gud om at bringe vækkelse og åndelig fornyelse i dit og kirkens liv. Bed samtidig om ydmyghed til at undgå en negativ kritisk holdning til den, dens ledere og dens fællesskab på trods af svagheder og behov for reform.

Det Gamle Testamente er endnu længere væk fra vores tid end Det Nye, både historisk og kulturelt. Det betyder også, at der er flere tekster, som er vanskelige at forstå. Det er imidlertid vigtigt at indse, at Jesus og apostlene ikke så den modsætning mellem Det Gamle Testamentes Gud og deres, som er så almindelig i dag ikke mindst i en luthersk kultur.

Bedre historisk viden og ikke mindst en klarere forståelse af de litterære genrer i Det Gamle Testamente kan hjælpe os til at se, hvad Jesus så.

Det er også vigtigt at forstå, hvad formålet er med de enkelte


54

DIALOG

Forstå det bedre

Til attænke over

NOTER


bøger. Det er fx let for mennesker i dag at læse Dommerbogen, som om den giver os heltebilleder af dommere og fortæller, hvordan vi bør opføre os. Men bogen selv siger aldrig noget sådant og har et helt andet formål.

For den tidlige kristne kirke var det af afgørende betydning at fastholde troen på Det Gamle Testamentes Gud, ikke mindst i ud-formningen af treenighedslæren. Opfattelsen af Gud som skaber og evig stod i modsætning til den hedenske tankegang, hvor guder kunne have en begyndelse. Samtidig var der i Romerriget en udbredt modstand mod jøderne, som viste sig i fx en forkastelse af deres skrifter og af sabbatten.

Da Daniel bekendte sit folks synd i sin bøn i Daniel 9,4-19, talte han ikke om de andre, men sagde ”vi“ har syndet (se Dan 9,5-9). Han indbefattede sig selv i sin kritik. Enhver sand reformator i en-dens tid vil følge hans eksempel.

55


66

56

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?“ (Rom 9,21).

Enhver, der studerer Bibelen, er klar over, at den er fyldt med sym-boler, der repræsenterer andre tanker og ideer, end de selv umid-delbart henviser til. Hele den jordiske helligdomstjeneste var fx en symbolsk profeti om frelsesplanen. ”Betydningen af den jødiske husholdning forstås endnu ikke helt. Store og dybe sandheder ligger gemt i dens ceremonier og symboler. Evangeliet er den nøgle, der kan åbne for dens hemmeligheder. Dens sandheder bliver opladt for vores forståelse, når vi får kundskab om frelsesplanen.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bind, s. 124). Gennem symbolismen i den jordiske helligdom eller symbolerne i de profetiske bøger (som fx i Dan 2,7,8 og Johannes’ Åbenbaring) samt på mange andre måder har Gud benyttet symboler til at tilkendegive sandhed. Også Jesus benyttede symboler i sine lignelser for at forklare dybe sand-heder.

Jeremias’ Bog er rig på symboler og billeder. I denne uge vil vi se lidt nærmere på nogle af disse symboler, hvad de var, hvad de betød, og hvilke lærdomme vi kan trække ud af dem.

· 1 Mos 4,3-7· 4 Mos 21,1-9· Es 29,16· Rom 9,18-21· Jer 19· Hebr 5,14· Jer 13,1-11

Symbolske handlinger

TIL SABBATTEN | 7. NOVEMBER 2015

SØNDAG

57

1 Mos 4,3-7

4 Mos 21,4-9Joh 12,32

Til at tænke over

Bibelen er rig på symboler. Der findes alle slags, og i de fleste til-fælde henviser de til en sandhed, der er større end dem selv.

Hvad symboliserer de to forskellige ofre?

Meget tidligt i Bibelen kan vi se forskellen mellem menneskets for-søg på at opnå himlen gennem sine egne gerninger (som i Kains offer) og dets erkendelse af, at frelsen udelukkende skyldes Guds nåde, som kun bliver gjort tilgængelig for os gennem den korsfæ-stede frelsers fortjeneste (Abels offer).

Hvad var symbolikken med kobberslangen, der blev løftet op på en stang?

”Israelitterne reddede livet ved at se på den ophøjede slange. Dette blik forudsatte tro. De levede, fordi de troede på Guds ord og sto-lede på det middel, som var skaffet til veje for at helbrede dem.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 219-220).

Gennem hele Det Gamle Testamente var tjenesten i den jordiske helligdom den mest detaljerede symbolske fremstilling af frelsespla-nen. Hvor meget israelitterne forstod af meningen med de forskel-lige ritualer har i flere tusind år været et spørgsmål til drøftelse, selv om mange uden tvivl havde fat på den vigtigste af de mange sand-heder, der blev udtrykt derigennem, nemlig stedfortrædende forso-ning, hvor en stedfortræder måtte dø i deres sted, for at de kunne få tilgivelse for deres synd (se 1 Kor 5,7).

Gennem helligdomstjenesten har vi ikke alene fået symboler, der pegede hen på Jesu død, men også på hans ypperstepræstelige tjeneste i himlen, dommen før Jesu genkomst samt den endelige ud-ryddelse af synd ved tidernes ende.

Hvilke andre bibelske symboler om frelsesplanen kan du komme i tanke om? Hvilke af dem taler i særlig grad til dig om Guds frel-sende nåde og det håb, vi derigennem kan have?

Sandhed gennem symboler

1. NOVEMBER 2015

MANDAG

58

Til at tænke over

Hvilke vigtige sandheder fremsættes i disse vers og de symboler, vi finder i dem? (Se også 1 Mos 2,7).

Jer 18,1-10

Es 29,16

Es 45,9

Es 64,7

Rom 9,18-21

Jeremias ønskede at opgive på grund af den konstante modstand og forfølgelse, han blev udsat for. Var det det værd at slås og kæmpe for dette folk? Til tider følte han helt sikkert, at svaret var nej.

Der er dog ingen tvivl om, at da han betragtede pottemagerens hænder, så han et billede, der symboliserede, hvordan Herren arbej-der med det menneskelige ler. Uanset hvilke andre sandheder vi kan finde i billedet med pottemageren og leret, så lærer det os om Guds ultimative overherredømme. Hvor håbløs situationen end syntes set fra Jeremias’ synsvinkel, så viste symbolikken i pottemageren og leret, at på trods af menneskers forkerte – til og med forsætligt forkerte valg – så er det til syvende og sidst Gud, der styrer verden. Han er den absolutte kilde til al magt og autoritet, og til sidst vil han sejre, uanset hvordan det ser ud lige nu.

Flere århundreder efter Jeremias’ tid benyttede Paulus dette gammeltestamentlige billede i Rom 9 og brugte det i bund og grund til at lære de samme ting, som Jeremias gjorde. Faktisk kan det være, at Paulus henviser direkte til Jer 18,6 i Rom 9,21. På trods af menneskenes frie vilje og frie valg og de katastrofale følger, det ofte har, når vi misbruger den, kan vi være sikre på, at vi til sidst kan sætte vores håb til Guds absolutte herredømme. Han elsker os med en selvopofrende kærlighed, som kom til udtryk på korset. Det onde vil ikke vinde; Guds kærlighed vil. Hvilket fantastisk håb!

Hvordan kan du lære at stole på den lærdom, vi finder i billedet med pottemageren og leret, uanset hvordan din situation er lige nu? Hvilke andre tekster i Bibelen viser os Guds suverænitet?

Pottemagerens ler

2. NOVEMBER 2015

TIRSDAG

59

”For de har svigtet mig og misbrugt dette sted og tændt offerild for andre guder, som hverken de eller deres fædre eller Judas konger har kendt; de har fyldt dette sted med uskyldiges blod“ (Jer 19,4).

I dette vers ser vi et par eksempler på det onde, der havde grebet Juda. Ud over at svigte Herren, ofre røgelse til ”andre guder“ og udgyde ”uskyldiges blod“, havde de også ”misbrugt dette sted“. På hebraisk betyder dette udsagnsord at ”gøre fremmed“, eller at ”vanhellige“. Teksten siger ikke noget om, hvorvidt ”dette sted“ var selve templet eller Jerusalem. Pointen er, at nationen skulle være hellig og særlig for Gud (se 2 Mos 19,5-6), forskellig og anderledes end folkene omkring dem. Men dette var ikke tilfældet. De mistede deres særlige kendetegn, den forskellighed, der ville have gjort dem til et vidne for verden. De var blevet ligesom alle andre.

Hvad kan vi lære af dette?

”De har bygget offerhøje for Ba’al for at brænde deres sønner som brændofre til Ba’al. Det har jeg aldrig befalet, jeg har aldrig talt om det eller haft det i tankerne“ (Jer 19,5).

Selv om ideen med menneskeofringer var kendt i oldtiden, var det en afskyelighed for Gud, som forbød dette for israelitterne (5 Mos 18,10). Udtrykket ”haft det i tankerne“ i verset ovenover siger på hebraisk: det kom ikke op i mit hjerte. Dette var et idiomatisk udtryk, som viste hvor fremmed og langt fra Guds vilje en sådan praksis var. Hvis vi syndige og hårdhjertede mennesker finder det afskyeligt, forestil dig, hvordan det må være for vores hellige Gud.

Med tiden havde syndens og kulturens magt i den grad overvældet Guds folk, så de var begyndt at udføre dette grufulde ritual. Dette er en kraftig advarsel til os om, hvor let det er at blive så blinde over for vores kultur og omgivelser, at vi går med til og endog deltager i ting, som vi aldrig ville tolerere, men ville afsky, hvis vi havde den rette forbindelse med Gud og var lydhøre over for hans ord (se Hebr 5,14).

En nations forfald

3. NOVEMBER 2015

ONSDAG

60

Jer 19,1-15

Til at tænke over

Som vi så i går var folket endt i et stort frafald. Og de fattede ikke budskabet. Gud bad derfor Jeremias om at udføre en mægtig lignel-seshandling, som ideelt set skulle få dem til at vågne og indse den overhængende fare.

Hvad skulle Jeremias gøre, og hvad var betydningen af denne handling?

Igen skulle Jeremias gå til pottemagerens hus. Men denne gang ønskede Gud, at han bragte vidner med sig, så de tydeligt kunne se, hvad han ville gøre. Vidnerne var Judas ældste og præster (Jer 19,1). Som ledere var de ansvarlige for det, der skete i landet, og derfor var det nødvendigt, at de fik det budskab, som Jeremias skulle give dem gennem denne symbolske handling. Potteskårporten, hvor han skulle knuse lerkrukken, har muligvis været i nærheden af, hvor pottemagerne arbejdede. Lige udenfor porten har måske været det sted, hvor de smed deres potteskår fra ødelagte krukker. På denne måde blev symbolikken endnu stærkere.

Hvilken nytte har en knust krukke? Hvis krukken var revnet, kunne man måske have fundet et eller andet at bruge den til, selv om det ikke var dens oprindelige formål. Men Jeremias skulle ikke kun få krukken til at revne. Han skulle knuse den og dermed gøre den helt ubrugelig. Med både handlingen og de ord, der fulgte, er det svært at forestille sig, at folket ikke forstod advarslen. Men at forstå en advarsel og at reagere på den er selvfølgelig to forskellige ting.

Hvad der var endnu mere skræmmende ved denne handling var, at der tilsyneladende ikke var nogen vej tilbage. Hvem kan reparere en knust krukke? Selv om Gud gav nationen et håb for fremtiden, var Judas indbyggere og deres børn lige nu fortabt, medmindre de omvendte sig. Alle de steder, de havde vanhelliget med deres mod-bydeligheder og synd, ville snart blive vanhelliget af deres lig. Måske kan omfanget af deres fordærv bedst forstås, når vi ser, hvor frygte-lig straffen var for deres synd.

Tænk over noget, der er blevet så ødelagt, at det ikke kan repare-res. Hvad var dets oprindelige brug, og hvad skete der, som gjorde det ubrugeligt? Hvor bør vi være påpasselige, så det samme ikke sker med os!

Knus krukken

4. NOVEMBER 2015

TORSDAG

61

Jer 13,1-11

Jer 13,115 Mos 4,5-8

Et bælte af hørlinned

Hvilken lignelseshandling blev Jeremias beordret til at gøre, og hvilken vigtig lektie skulle det lære folket?

Denne symbolske handling har skabt en del vanskeligheder for for-skere; for floden Eufrat, som er den almindelig fortolkning, men ikke nødvendigvis den eneste forståelse af det hebraiske, var hundrede-vis af kilometer fra Jerusalem. Ezra brugte fire måneder på at rejse den ene vej dertil omkring 150 år senere (Ezra 7,9). For at budskabet bedre kunne forstås, bad Gud Jeremias om at gå frem og tilbage to gange. Dette har fået nogle forskere til at mene, at det drejer sig om et andet geografisk sted. Andre påstår, at den lange afstand, han skulle tilbagelægge, var med til at vise ham, hvor langt bort Israels børn skulle føres. Og efter at han vendte hjem fra en så lang rejse, kunne Jeremias bedre forstå den glæde, det ville være at vende hjem efter 70 års landflygtighed.

Under alle omstændigheder symboliserer bæltet både Israel og Juda, oprindeligt rene og uden pletter. Gud selv er den, der bærer bæltet. Dette viser bl.a., hvor nært knyttet Gud var til sit folk. Nogle kom-mentatorer har set betydning i det faktum, at bæltet var lavet af hør, det samme materiale som præsternes dragt (3 Mos 16,4). Juda skulle trods alt være et kongerige af præster (2 Mos 19,6).

På samme måde, som bæltet var blevet ødelagt, ville nationens stolthed også blive det. Som et bælte er knyttet tæt om en mands talje, havde dette folk engang været knyttet tæt til Herren og havde været en kilde til Guds berømmelse, lovsang og herlighed. Men det var blevet snavset og ødelagt ved kontakt med de omkringliggende kulturer.

Sammenlign de to tekster. Hvordan viser disse vers til sammen, hvad der skete med Guds folk? Hvad bør disse tekster også sige os?

5. NOVEMBER 2015

FREDAG

62

Til videre studium

Es 55,8


6. NOVEMBER 2015

Billedet med pottemageren og leret, især som det bruges i Romer-brevet 9, rejser det vigtige spørgsmål om, hvordan vi skal forstå Guds handlinger. Kendsgerningen er selvfølgelig den, at vi tit ikke forstår dem. Dette bør vel ikke være nogen overraskelse. Som men-nesker er vi ganske enkelt meget begrænsede i, hvad vi ved om det meste i livet. Det gælder endnu mere vores forståelse af Guds veje.

Denne pointe, menneskenes begrænsede kundskab, ses i det, der kaldes ”problemet med selvreference“. Tag et kig på følgende sætning: ”Barberen i Sevilla barberer alle, der ikke barberer sig selv.“ Barberer barberen i Sevilla sig selv? Hvis han barberer sig selv, kan han ikke barbere sig selv; for han barberer alle, som ikke barberer sig selv. Men hvis han ikke barberer sig selv, er han af samme grund nødt til at barbere sig selv; for han barberer alle, der ikke barberer sig selv. Svaret skaber et uløseligt paradoks, der afslører ræsonne-menters begrænsninger. Hvis fornuftige ræsonnementer går i hård-knude med sig selv på grund af noget så banalt som, hvem barberen i Sevilla barberer, hvor meget mere kan det ikke ske med noget så dybsindigt som Guds natur og omfanget af hans handlinger i vores verden? Men vi har korset, som giver os rigelige begrundelser for at stole på ham og hans kærlighed, selv når det, der sker i Guds ver-den, slet ikke giver nogen mening for os.

”For mange mennesker er syndens oprindelse og årsagen til det ondes eksistens en stor gåde. De ser syndens værk og den frygtelige sorg og fortvivlelse, den forårsager – og de spørger, hvordan dette kan findes under Guds overhøjhed, han som er uendeligt vis, mæg-tig og kærlig. Her er et mysterium, som de ikke kan finde nogen for-klaring på. Og i deres uvished og tvivl er de blinde for de sandheder, der tydeligt fremgår af Guds ord, og som er af afgørende betydning for frelsen.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 396).

1. Hvilke udfordringer møder vi i tanken om Guds absolutte over-herredømme mht. spørgsmålet om det onde? Hvordan hjælper forestillingen om den store strid os til, i hvert fald indtil videre, delvist at arbejde os igennem de vanskelige spørgsmål?

2. Hvilke andre symboler kan du finde i Bibelen? Hvorfor benytter Gud i det hele taget symboler? Hvilke fordele er der ved at be-nytte symboler?

DIALOG

63



aktiviteter




• Prøv at finde poesi eller anden kunst, der illustrerer Jeremias’ erfaring. En søgen på nettet kan give adgang til en mængde billeder af yderst forskellig kvalitet. Salmebogen er også en po-tentiel kilde, fx med sangen ”Din vej, o Herre“. Del jeres fund i klassen.

• Lad alle fra klassen finde et billede, en genstand eller et vers (bi-belvers eller vers fra en sang), som de føler fortæller, hvem de er. - Denne type aktivitet kan varieres på mange måder, som fx

hvis du var en blomst, et træ, et dyr osv.

En lignelseshandling er en handling, der udføres, fordi den udtrykker en sandhed. Et eksempel er Jesu indtog i Jerusalem på et æsel.

• Hvilke andre lignelseshandlinger kan du finde i Bibelen?- Hvorfor tror du, at Gud bad sine profeter om at udføre så-

danne lignelseshandlinger? Hvorfor ikke bare sige det, som det var?

- Kan du finde situationer i dag, hvor det ville gavne kommuni-kationen at udføre sådanne symbolske handlinger?

• Tænk over virkningen af god poesi? Hvad er forskellen på den måde, poesi og prosa påvirker publikum? Hvorfor kan det være godt at bruge poesi? Hvad er begrænsningerne for poesi, hvor og på hvilke områder eller i hvilke situationer vil du synes, at vi skal tale i prosa?- Hvorfor åbenbarer Gud så mange sandheder i poesi, billeder

og symboler?

Tænk over, hvilke symboler du dagligt ser eller hører uden at tænke nøjere over, at de er symboler, men som du umiddelbart forstår. Prøv at lave en liste over nogle af dem. Hvorfor bruges de? Hvorfor bruger en virksomhed et logo, et billede eller måske et fast udtryk som kendemærke?

Hvilke symboler i Bibelen kan du tænke på, som bringer dig trøst, opmuntring, håb, vished? Prøv at læse de tekster eller synge nogle af de sange, som fremhæver disse symboler.


64

TIL SABBATTEN | 7. NOVEMBER 2015DIALOG

Baggrund

NOTER

Det Gamle Testamente er ikke bare skrevet i prosa. Ca. 40 % er i po-esi, og næsten alle profetiske budskaber er poetiske. Dertil kommer, at profeterne anvender mange typer af symboler, metaforer m.m.

Hele helligdomstjenesten kan opfattes som en kæmpemæssig symbolsk præsentation af Guds plan for menneskers frelse. Den gennemsyrer hele Bibelen, også Det Nye Testamente, og det er i virkeligheden vanskeligt at forstå store dele af Skriften uden et vist kendskab til helligdommens symbolverden.

Symboler er ikke i sig selv mærkelige. Tværtimod udgør de en na-turlig del af den måde, vi som mennesker kommunikerer på. Det mærkelige, mange ofte føler ved de bibelske symboler, skyldes i virkeligheden kulturforskellen mellem vores verden og de bibelske forfatteres.

65

TIL SABBATTEN | 7. NOVEMBER 2015NOTER

77

66

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren“ (Jer 9,23).

Guds tjeners ve og prøvelser fortsætter. Det meste af Jeremias’ Bog handler faktisk om de udfordringer og kampe, som profeten ople-vede i sine forsøg på at få folket til at lytte til de ord, Herren ud fra sin kærlighed og bekymring ønskede at sige til folket.

Forestil dig, hvad der ville være sket, hvis folket havde lyttet til Jere-mias og taget imod profetens advarsler. Hvis de havde lyttet – hvis folket, kongerne og lederne havde ydmyget sig for Gud – ville den frygtelige krise aldrig være kommet. De havde muligheden for at omvende sig. Selv efter at de havde gjort så meget forkert, så meget ondt, var døren til forløsning og frelse ikke lukket. Døren stod åben; men de nægtede ganske enkelt at gå ind af den.

Det er så let for os i dag at ryste på hovedet af deres hjerters hård-hed. ”Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået“ (1 Kor 10,11). Vi har disse eksempler; hvad vil vi lære fra dem?

· Jer 9· Jer 10,1-15· Rom 1,25· Jer 26· ApG 17,30· ApG 5,34-41

Krisen fortsætter


SØNDAG

67

Jer 9

Til at tænke over

I Jeremias 9 begynder profeten sin klagesang, fordi han kunne se, at den kommende katastrofe over hans land og folk var uundgåelig. Gud havde udtalt dom over Jerusalem, og når Gud siger noget, vil det ske. Det, de skulle udsættes for, var ikke noget positivt og hel-ler ikke en af de frygtelige og uforklarlige oplevelser, som indtræffer fra tid til anden. Nej, de skulle møde Guds direkte straf. Og det var denne erkendelse, som var årsag til Jeremias’ store sorg. Men hans sorg var trods alt kun en lille genspejling af den smerte, Gud må have følt.

Selv om sammenhængen ikke er den samme, gengiver følgende citat tanken meget malende: ”Korset er for vores sløvede sanser en åbenbaring af den smerte, som synden lige fra sin første begyndelse har bragt over Guds hjerte. Enhver afvigelse fra det rette, enhver grusom handling, ethvert menneskes mislykkede forsøg på at nå op til hans forbillede volder ham sorg. Når de ulykker kom over Israel, som var de visse følger af at skille sig fra Gud, – når de blev over-vundet af deres fjender og udsat for grusomhed og død, - bliver der sagt, at ”da kunne han ikke længere bære, at Israel led nød“ (Dom 10,16). ”Han blev en frelser for dem i al deres nød, … han løftede dem op og bar dem alle fortidens dage“ (Es 63,8-9).“ (Ellen White, Uddannelse, s. 264).

Læs profetens sørgelige klagesang. Læg især mærke til vers 22-23. Hvorfor er disse ord stadigvæk relevante for os i dag?

Det er blevet sagt, at når det gælder døden, er vi alle som ”en by uden bymure“. Visdom, magt og rigdom har alle deres plads; men det er nytteløst, meningsløst og tomt at stole på dem midt i en kri-sesituation, eller når man står over for døden. Midt i alle advarslerne om den kommende undergang får folket at vide, hvad der virkelig har betydning. I den grad det er muligt gælder det om at kende og forstå Guds kærlighed, ret og retfærdighed. Hvad andet kan give os håb og trøst, når alt jordisk, alt menneskeligt, vores eget legeme iberegnet, svigter os?

Hvad fortæller korset os om Guds kærlighed, ret og retfærdighed?

Den der er stolt …

8. NOVEMBER 2015

MANDAG

68

Jer 10,1-15

Til attænke over

Som vi allerede har set, var Guds folk kaldt til at være anderledes end folkeslagene omkring dem. Disse andre folk var alle gennemsy-ret af hedenskab, afgudsdyrkelse og falske lærdomme. En stor del af advarslerne i de fem Mosebøger gjaldt i særlig grad om ikke at følge deres naboers skikke. Israelitterne skulle i stedet være vidner for ver-den om, at Gud er Skaberen og Frelseren. Desværre er meget af Det Gamle Testamentes historie gengivelser af, hvordan Guds folk tit blev lokket til at gøre netop de ting, det var blevet advaret imod.

Hvad fortæller Gud sit folk i disse vers? Hvordan ville den samme advarsel lyde i dag, hvis den skulle gives til os i vores kultur og sammenhæng?

Jeremias fortæller folket, hvad de allerede burde have vidst. Disse he-denske guder er blot menneskeskabte og resultatet af folks egne dæ-monisk fordærvede forestillinger. Dette er et godt eksempel på det, Paulus flere århundreder senere mente, da han skrev om dem, der ”udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabnin-gen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid!“ (Rom 1,25).

Læg mærke til, hvordan Paulus i dette vers opstiller kontrasten mel-lem skabningen og Skaberen. Vi ser den samme kontrast i versene i Jeremias 10, som taler om disse ”guders“ magtesløshed og svaghe-der i modsætning til den sande Gud. Jeremias forsøger hele vejen i disse vers at vise folket, hvor tåbeligt og latterligt det er at sætte sin lid til indbildte magter, som ikke er i stand til at gøre noget som helst. Alt dette står i modsætning til skabelsens Gud, som ikke kun skabte verden, men som med sin kraft også opretholder den (se Hebr 1,3).

Uanset hvor gamle disse tekster er, er budskabet i dem stadig rele-vant. Måske fristes vi ikke til at bøje os og tilbede menneskeskabte statuer; de fleste af os er heller ikke chokeret eller bange for him-meltegn. Men det er stadigvæk let at sætte sin lid til ting, der ikke kan frelse os mere, end disse afgudsbilleder kunne frelse Juda på dommens dag.

Hvilke ting kan vi, hvis vi ikke er på vagt, komme til at have større tillid til, end vi burde?

Skabninger eller Skaberen?

9. NOVEMBER 2015

TIRSDAG

69

Jer 26,1-6

2 Krøn 6,36-39 Ez 14,6

Matt 3,2Luk 24,47

ApG 17,30

Til attænke over

Hvilket håb tilbyder Gud sit folk i denne tekst?

Budskabet her er det samme, som det vi finder hele vejen gennem både Det Gamle og Det Nye Testamente. Det er et kald til omven-delse, til at vende om fra vores synd og finde den frelse, som Gud tilbyder alle.

Hvad er budskabet i de følgende tekster?

”Judas indbyggere fortjente ikke Herrens gunst; men Gud nænnede ikke at forkaste dem. Det var dem, der skulle ophøje hans navn blandt hedningerne. Skønt mange af dem slet ikke kendte hans egenskaber, ville de blive vidne til den guddommelige karakters herlighed. Det var netop for at give folket en klar forståelse af sine nådige planer, at han gang på gang sendte sine tjenere profeterne til dem med dette budskab: ”Vend om fra jeres onde vej“ (Jer 25,5). Han lod Esajas sige: ”For mit navns skyld holder jeg igen på min vrede, for min æres skyld lægger jeg bånd på mig og udrydder dig ikke.“ ’For min egen skyld handler jeg, ellers vanæres mit navn, og min ære giver jeg ikke til nogen anden’ (Es 48,9.11).“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 155-156).

Enten det er Det Gamle eller Det Nye Testamente, så er Guds bud-skab til os alle det samme: vi er syndere, vi har handlet forkert, vi fortjener at blive straffet. Men gennem Kristi kors, gennem Jesu forsonende død, har Gud skabt en måde, hvorved vi alle kan blive frelst. Vi er nødt til at indrømme vores syndighed, vi må i tro tage imod Jesu fortjeneste, som uden vederlag gives til os på trods af vores uværdighed, og vi er nødt til at angre vores synd. Og sand anger indbefatter selvfølgelig, at vi ved Guds nåde fjerner synden fra vores liv.

Uanset hvad vi har gjort, kan vi angre vores synd og få tilgivelse. Dette er den store gave, evangeliet tilbyder os. Hvilke synder har du netop nu brug for at angre?

Et kald til omvendelse

10. NOVEMBER 2015

ONSDAG

70

Jer 26,10-11

Jer 26,13-15

Til attænke over

Når vi fra vores synsvinkel ser tilbage, er det svært at forstå, hvor-dan folket kunne være så hårdhjertet. Som vi så i gårsdagens afsnit, var Jeremias’ budskab på trods af dets barske indhold også fyldt med håb. Hvis de omvendte sig, ville Gud forhindre den frygtelige straf, som baseret på pagtens løfter og forbandelser ellers ville ramme dem. Hvis de bare ville gøre det, de skulle gøre, hvis de bare ville adlyde Gud og modtage de velsignelser, som lydigheden ville medføre, ville alt gå godt. Gud ville tilgive, Gud ville helbrede, Gud ville genoprette. Evangeliets gave, som senere ville komme gennem Jesu offer, ville være tilstrækkelig til at tilgive alle deres synder og genoprette dem.

Hvilket budskab om håb og løfte om frelse!

Hvordan var reaktionen over for Jeremias og dette budskab?

I Israel var det kun en lovligt indkaldt ret, der kunne afsige dødstraf. Kun en flertalsbeslutning blandt dommerne kunne stadfæste dødstraf. Præsterne og profeterne domfældte Jeremias med deres dødbringende anklager. Hans modstandere ønskede at fremstille ham som en politisk kriminel og en forræder.

Hvordan svarede Jeremias?

Jeremias veg overhovedet ikke tilbage; med en dødstraf hængende over sig, og uden tvivl med stor frygt, lempede han ikke på de ord, Gud havde givet ham. Gud havde lige fra begyndelsen advaret ham mod at trække noget fra af det, han bad ham om at sige (Jer 26,2). I modsætning til den til tider klagende Jeremias, som forbandede den dag, han blev født, ser vi ham her som en Guds mand, der trofast og med overbevisning stod fast.

Hvornår har du sidst været nødt til at være standhaftig mht. sand-heden, som vi finder den i Jesus, selv om det kom til at koste dig noget? Er der noget galt, hvis du aldrig har været nødt til det?

Et krav om dødstraf

11. NOVEMBER 2015

TORSDAG

71

Som vi så i går, var Jeremias på trods af risikoen og sine egne fø-lelser standhaftig, selv om han godt var klar over, at hans holdning kunne medføre døden. I Jer 26,15 advarede han meget tydeligt stor-mændene og præsterne om, at hvis de dræbte ham, ville de blive straffet for at have udgydt uskyldigt blod. Jeremias vidste, at han ikke var skyldig i de anklager, de bragte imod ham.

Hvordan undgik Jeremias at blive dræbt?

Det er interessant, at præsterne og profeterne, som burde være folkets åndelige ledere, måtte irettesættes og udfordres af landets ”ældste“ og af ”almindelige mennesker“, som forsvarede Jeremias. De mindede dem om Mika, som havde levet i Israel et århundrede før Jeremias. Kongen dengang havde ikke straffet Mika, men lyttet til hans råd, og hele folket omvendte sig og afværgede dermed ka-tastrofen, i hvert fald for en tid. Nu på Jeremias’ tid ønskede folket, som var klogere end deres ledere, at spare nationen for at begå den alvorlige fejl at slå en af Guds profeter ihjel.

Frifindelsen understregede, at Jeremias ikke var skyldig i det, han blev anklaget for. Men præsternes og profeternes had blev kun for-stærket. De fyldtes med vrede og et ønske om hævn, som fik dem til at planlægge og senere i fuldt raseri at kaste sig over Jeremias. Hans løsladelse betød kun et øjebliks ro for profeten. Han var stadigvæk ikke helt uden for fare.

Her ser vi et eksempel på, hvordan nogle mennesker havde lært en lektie fra tidligere tiders historie, mens andre, som kendte den samme historie, nægtede at lære den samme lektie. Vi ser noget lignende flere århundreder senere, hvor farisæeren Gamaliel advarer de andre ledere mht. hvordan de skulle behandle Jesu efterfølgere.

Hvilken parallel finder vi her til det, der skete med Jeremias? Endnu vigtigere er spørgsmålet, hvad vi selv kan lære af historien og de fejl, mennesker før os har begået.

Jeremias undslipper

12. NOVEMBER 2015

Jer 26,16-24

ApG 5,34-41

FREDAG

72

Til videre studium


”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os“ (1 Joh 3,16). Uanset hvor meget synden har ødelagt skaberværket og vores evne til at værdsætte det eller tolke det korrekt, er der ingen tvivl om, at vi stadig kan betragte naturen, medmenneskelige forhold og skaberværkets fantastiske undere og få et glimt af Guds kærlighed. Men på korset blev forhænget trukket til side, og verden blev gi-vet den tydeligste og klarest muligt åbenbaring af Guds kærlighed – en kærlighed så stor, at den førte til det, Ellen White betegner som ”adskillelsen af de guddommelige kræfter“. (The SDA Bible Commentary, 7. bind, s. 924).

Adskillelsen af de guddommelige kræfter?Så stor var Guds kærlighed, at Guddommen, som har en evig

indbyrdes kærlighed, udholdt denne ”adskillelse“ for at frelse os. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ (Matt 27,46) er det tydeligste og mægtigste udtryk for den guddommelige ”adskil-lelse“, som det kostede at frelse os. Her kan vi igen se den smerte og lidelse, vores frelser måtte udholde på grund af vores synd.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at ”vi elsker, fordi han elskede os først“ (1 Joh 4,19). Som syndige mennesker kan vi selvfølgelig kun efterligne denne kærlighed, og selv denne efterligning er tit for-dærvet af vores egen selviskhed og syndige ønsker. Guds kærlighed overgår langt vores kærlighed; vi genspejler Guds kærlighed på samme måde, som en mudderpøl genspejler himlen.

1. Selv om de fleste af os i dag ikke tilbeder dyr eller naturobjek-ter, sådan som man gjorde i fortiden, hvordan kan vi alligevel stå i fare for at gøre naturen selv til en afgud eller en falsk gud?

2. Hvilken rolle spiller anger og omvendelse i en kristens liv? Med andre ord, hvilken betydning bliver anger og omvendelse ved med at have i vores trosliv, ud over den første, oprindelige om-vendelse, hvor vi tog imod Jesus som vores frelser?

3. Prøv at fatte tanken om ”adskillelsen af de guddommelige kræf-ter“. Hvordan skal vi forstå den? Hvad fortæller den os om, hvor livsfarlig og dyr synden er?

13. NOVEMBER 2015

DIALOG

73


Guds Ord og klassens aktiviteter



På denne syvende sabbat i kvartalet kan det være en idé at samle nogle af spørgsmålene og indkalde en gæst eller lade nogle af klas-sens medemmer fremlægge resultatet af nogle undersøgelser, de har foretaget.• Har din klasse overvejet et missionsprojekt som klasse?• Lav en liste med eksempler fra Bibelen på menneskelig stolt-

hed.

Find eksempler fra ugens liv i dagens Danmark, hvor stolthed og hovmod har vist sig i særlig grad.

Filosoffen Nietzsche kaldte det kristne begreb om ydmyghed for ”slavemoral“. Han mente, at det var typisk for en gruppe menne-sker, der ikke betød så meget i samfundet, og som forsvarede deres ringe position ved hjælp af tanken om ydmyghed!

• Kan vi være for ydmyge? Drøft, i hvilke situationer vi bør give efter, og i hvilke vi bør markere os klart og tydeligt. Hvordan skal vi i så fald markere os?- Er vendingen ”hovmod går forud for fald“ et udtryk for en

sådan slavemoral – og altså for svaghed?

Monoteismen er troen på én Gud. Historisk afløste den polyteismen, hvor man tror på mange guder. Argumentationen mod de mange guder findes allerede i Jeremias’ Bog, selv om der går århundreder, før monoteismen vinder sejr.

• I dag bruger mange ateister samme argumentation imod troen på én Gud, som kristne i sin tid brugte mod flerguderiet. Naivt, barnligt, uvidenskabeligt osv. Hvordan vil du i dag svare på en sådan kritik?

• Findes der naturtilbedelse i nutidens vestlige kultur? Hvordan skelner vi mellem naturrespekt og naturtilbedelse? - Hvis vi ikke skal tilbede naturen, men dens Skaber, hvordan

kan vi undgå at udnytte og misbruge naturen?- Er alt, hvad der er naturligt, godt?


74

DIALOG


Baggrund

NOTER


Stolthed er en egenskab, som vi i reglen har vanskeligt ved at se hos os selv (det gælder naturligvis for mange menneskelige svagheder). Overvej, om du udviser unødvendig og/eller selvisk stolthed på områder i dit liv. Hvad kan du gøre for at bringe dit liv i større overensstemmelse med Kristus på dette punkt?

At Gud kunne blive menneske i Jesus er et mysterium, men ikke desto mindre afgørende for den kristne tro. Hvordan gudsmenne-sket Jesus kunne dø og opstå er også en del af det grundlæggende kristne mysterium. Det er centralt for denne kristne opfattelse, at det er Gud selv, der bliver menneske, fordi det fortæller os, hvordan Gud egentlig er. Han er en Gud, der villigt giver sig selv, som ydmyger sig til døden på et kors for at redde dig og mig. Al kristen etik bør byg-ges på denne virkelighed.

75


88

76

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Her-ren, helt efter Moses’ lov, og efter ham kom der ingen som han“ (2 Kong 23,25).

Forældre ved, hvor svært det er at se børn foretage valg, som vil skade dem, især hvis det sker, når børnene er store og uden for forældrenes kontrol. Denne smerte gælder selvfølgelig ikke kun for forældre og børn; hvem har vel ikke på et eller andet tidspunkt op-levet, at en ven eller et familiemedlem eller andre foretog et valg, som man vidste ville være ødelæggende for dem? Dette er en uhel-dig side af, hvad det vil sige at have en fri vilje. En fri vilje, især en fri moralsk vilje, betyder intet, hvis vi ikke har frihed til at foretage forkerte valg. Et ”frit“ menneske, som kun kan vælge det rigtige, er egentlig ikke fri, og egentlig heller ikke virkelig moralsk.

En stor del af Bibelen er derfor historien om Gud, der advarer sit folk om ikke at foretage forkerte valg. Dette er også i høj grad, hvad Jeremias’ Bog handler om: Guds indtrængende opfordringer til sit udvalgte folk, fordi han respekterer deres frie vilje og valg.

Og selv om de fleste af beretningerne desværre ikke har en god afslutning, vil vi i denne uge se et glimt af håb. Vi vil se en af de få konger, som i anvendelsen af sin frie vilje valgte at gøre det, ”der var ret i Herrens øjne.“

· 2 Krøn 33· Hab 1,2-4· 2 Kong 22· Fil 2,3-8· 2 Kong 23,1-28· 1 Kor 5,7

Josijas reform


SØNDAG

77

2 Krøn 33

Til attænke over

Uanset, hvor meget vi holder af at tale om objektivitet, om at se tingene, som de virkelig er, er vi mennesker håbløst subjektive. Vi ser ikke verden, som den egentlig er, men som vi er. Og fordi vi er syndige mennesker, vil vores fordærv have indflydelse på vores op-fattelse og fortolkning af verden omkring os. Hvordan kan vi ellers forklare en person som Manasse af Juda (ca. 686-643 f.Kr.), især de tidlige år af hans frygtelige frafald? Det er svært at forestille sig, hvordan han over for sig selv kunne retfærdiggøre de modbydelige og frygtelige ting, der florerede i Juda.

Hvad fortæller denne beretning om, hvor fordærvet kong Manasse var? Men hvad lærer den os også om Guds villighed til at tilgive?

Der er ingen tvivl om, at det kunne få hvem som helst til at gennem-tænke sit liv og sine handlinger, hvis man med bånd og lænker blev ført i fangenskab i Babylon. Men teksten er tydelig: Manasse ang-rede virkelig sine handlinger, og da han var blevet genindsat på tro-nen, forsøgte han at rette op på de onde ting, han havde gjort. Men skaden var desværre større, end han måske havde forestillet sig.

”Men selv om han angrede dybt, var det for sent at redde riget fra det fordærv, som den langvarige afgudsdyrkelse havde medført. Mange af indbyggerne var snublet og rejste sig aldrig mere.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 188). Og endnu mere uheldigt var det, at Manasses egen søn Amon var en af dem, der var blevet kraftigt påvirket af Manasses frafald. Amon overtog tronen efter sin fars død, og ”han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, sådan som hans far Manasse havde gjort. Han bragte slagtofre til alle de gu-debilleder, hans far Manasse havde lavet, og dyrkede dem“ (2 Krøn 33,22). Men i modsætning til sin far vendte han aldrig om fra sine onde veje.

Hvem har ikke personligt erfaret de frygtelige følger af synd, selv om den er blevet tilgivet? Hvilke løfter kan vi tage til os om sejr over synd? Hvorfor ikke gøre brug af disse løfter her og nu, så du ikke behøver at lide under de frygtelige konsekvenser, som din synd kan føre med sig?

Manasse og Amons regeringstid

15. NOVEMBER 2015

MANDAG

78

2 Krøn 33,25

Hab 1,2-4

Til at tænke over

En prædikant sagde engang: ”Vær forsigtig med, hvad du beder om. Det kan være, du får det.“ Israel havde bedt om og længtes efter at have en konge ligesom alle de andre nationer rundt om dem. De fik, hvad de bad om, og meget af Israels historie efter dommertiden er historien om, hvordan disse konger faldt fra og dermed også førte hele nationen til frafald.

Men der var undtagelser, som fx kong Josija, som overtog tronen i 639 f.Kr. og herskede til 608 f.Kr.

Hvad var årsagerne til, at der kom en ny konge på tronen?

Selv om demokrati skal være et folkestyre, er det ikke sådan, man forventer, at det skal foregå. Ikke desto mindre gjorde folket deres ønsker tydelige, og det skete, som de ønskede. Den unge konge besteg tronen i en tid med store omvæltninger, frafald og vold, selv i de øverste lag af regeringen. Mange af de, som var trofaste i landet, undrede sig over, om Guds løfter for det gamle Israel nogen sinde ville blive opfyldt. ”Menneskeligt set så det ud, som om det næsten var umuligt, at Guds plan med det udvalgte folk kunne gennemfø-res.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 188).

Disse trofaste menneskers bekymringer kom til udtryk i Habak-kuks ord. Hvad siger profeten?

Desværre ville løsningen på problemet med undertrykkelse, vold, strid og lovløshed komme nordfra, fra babylonierne, som Gud ville bruge til at fælde dom over sit frafaldne folk. Som vi hele tiden har set, havde det ikke behøvet at gå sådan. Men fordi de nægtede at omvende sig, måtte folket opleve straffen for deres synd.

Hvor tit synes ”Guds plan“ at være umulig at gennemføre, set ud fra en menneskelig synsvinkel? Hvad fortæller dette os om, at vi har brug for at handle i tro ud over det, vi ser eller til fulde forstår?

En ny konge

16. NOVEMBER 2015

TIRSDAG

79

2 Kong 22,3-7

Til at tænke over

”Josija var otte år, da han blev konge, og han regerede enogtredive år i Jerusalem. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra Boskat. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne; han fulgte helt i sin fader Davids spor og veg ikke til højre eller til venstre“ (2 Kong 22,1-2).

Hvad er bemærkelsesværdigt ved denne tekst, når man tænker på omstændighederne omkring hans overtagelse af tronen?

Bibelen giver ingen forklaring på denne unge mand. Når man tager omstændighederne i betragtning, var han forudbestemt til at blive lige så frafalden og ond som sin far. Men det blev han ikke. Af en eller anden grund valgte han en anden vej, og det skulle komme til at have en positiv, omend begrænset, indflydelse på landet.

2 Kong 22 omtaler, hvad Josija gjorde med hensyn til templet. Der var gået mange, lange århundreder fra templets indvielse under Sa-lomo frem til Josijas reform (622 f.Kr.). Kongerne havde egentlig slet ikke taget vare på templet. Med tiden var disse engang så smukke bygninger begyndt at falde sammen. Den unge konge så, at templet ikke længere var egnet til tilbedelse på grund af de mange års forsøm-melse.

Hvad gjorde Josija, da han opdagede, at templet var i så dårlig stand?

I dag ville vi nok sige, at Josija sendte sin finansminister til ypperste-præsten for at bede ham om at planlægge og have opsyn med det materiale og arbejde, der skulle til for at renovere templet. De be-høvede ikke at stå til regnskab for de midler, de blev betroet; for de handlede med stor trofasthed. Af en eller anden grund havde Josija tillid til dem, og så vidt vi kan læse ud fra teksten, levede de op til denne tillid.

Det er meget godt at sætte templet i stand; men hvad er til syvende og sidst det afgørende for sand vækkelse og reform? (Se Fil 2,3-8.)

Josija på tronen

17. NOVEMBER 2015

ONSDAG

80

2 Kong 22,8-11

2 Kong 22,12-20

Istandsættelsen af templet, Israelitternes centrum for tilbedelse i lange tider, var vigtig; men istandsættelsen af en bygning var ikke det eneste, der var behov for. Selv den smukkeste og rigest ud-smykkede bygning, som har til hensigt at hjælpe de tilbedende til at opleve noget af Guds magt og storhed, er ikke i sig selv nok til at vække gudfrygtighed blandt folk. Historien er fuld af sørgelige ek-sempler på mennesker, som det ene øjeblik ”tilbad“ i en smuk kirke et eller andet sted, og det næste øjeblik gik ud og begik en grusom-hed, som måske endda var foranlediget af det, de havde lært i den smukke bygning.

Hvad skete der under istandsættelsen af templet? Hvorfor har Josi-jas reaktion på disse begivenheder så stor betydning?

De fandt dele af Moses’ lovbog. Bibelen siger ikke, hvilken del det var, eller om det var hele lovbogen. Den havde sandsynligvis været begravet inde i en af murene i templet.

Hvilket budskab fra Gud havde Hulda til folket? Hvad burde disse ord sige os i dag?

Hulda overbragte det samme budskab, som Jeremias allerede flere gange havde profeteret. De, som havde vendt sig bort fra Herren, havde gennem deres gerninger gravet deres egen grav, og de kom til at bære følgerne af det.

”Herren lod Hulda give Josija meddelelse om, at Jerusalems øde-læggelse ikke kunne afværges. Folket kunne ikke undgå deres straf, selv om de ydmygede sig for Gud nu. Deres sanser var blevet sløvet så længe på grund af synd, at de snart ville begå de samme synder igen, hvis de ikke blev straffet. Profetinden sagde: ’Dette siger Her-ren, Israels Gud: Sig til den mand, som har sendt jer til mig: Dette siger Herren: Jeg bringer ulykke over dette sted og over dem, der bor her, alt det, der står i den bog, som Judas konge har læst, fordi de svigtede mig og tændte offerild for andre guder, så de krænkede mig med deres hænders værk; derfor er min vrede flammet op mod dette sted, og den skal ikke slukkes’ vers 15-17.“ (Ellen White, Pro-feter og konger, s. 195).

Lovbogen

18. NOVEMBER 2015

TORSDAG

81

2 Kong 23,1-28

1 Kor 5,7

Til trods for advarslerne om den kommende ødelæggelse, var Josija besluttet på at gøre det, der ”var ret i Herrens øjne“. Ulykkerne kunne måske ikke afværges; ”men selv om Herren havde kundgjort Himlens straffedomme, undlod han ikke at give folket lejlighed til at angre og omvende sig. Josija så i dette, at Gud var villig til at blande sin straf med nåde, og besluttede at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at gennemføre grundige reformer.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 195).

Hvad var kernen i den reform, som den trofaste konge forsøgte at udføre blandt sine frafaldne undersåtter? Hvad fortæller disse handlinger om, hvor slemt det i virkeligheden stod til blandt dem, der var Guds udvalgte folk?

Josija samlede hele folket i Jerusalem for at forny deres pagt med Gud. Den nyopdagede lovbog blev læst, og derefter aflagde de en ed på, at de ville følge Israels Gud.

Kongen udførte ikke selv disse handlinger; han bad dem, der havde det åndelige ansvar, om at gøre det nødvendige. For eksempel var der i templet gennem århundreder blevet samlet forskellige statuer og symboler, der havde været med til at gøre andre folks afguds-dyrkelse populær i Israel. Nogle gange havde disse ting været en del af fredsforhandlinger og var blevet påtvunget landet; andre gange udstillede kongerne dem for at tilkendegive deres pacificering, deres tegn på overgivelse. Men uanset baggrunden hørte de ikke hjemme i templet, og Josija befalede, at de skulle fjernes og ødelægges.

Påskefejringen under Josijas reform foregik ikke kun i de enkelte familier, som det havde været skik; men hele folket fejrede den sammen. Påskefejringens symbolske budskab for folket var, at de nu havde lagt den forgangne tid bag sig og var gået ind i en ny tid, hvor de lovede at tjene den sande Gud, som havde ført dem ud af Egypten, som havde givet et hjemland for stammerne, som han havde lovet, og som var med dem i deres liv hver dag.

Betydningen af at fejre påsken som nation var, at de nu, i hvert fald ideelt set, begyndte noget nyt; for alt det gamle var forbi. Hvad bør fejringen af påsken betyde for os som syvende dags adventister i dag?

Josijas reform

19. NOVEMBER 2015

FREDAG

82

Til videre studium


Som vi så tidligere, kan vi ud fra de reformer, Josija var nødt til at foretage, se, hvor dybt Israel var faldet. Hvordan var det sket? På en måde er svaret meget let: fordi hele menneskeheden er faldet så dybt. Hvor dybt menneskeheden er faldet blev vist i et berømt eks-periment ved Yale University i 1960erne.

Deltagerne blev udvalgt tilfældigt gennem avisannoncer og fortalt, at de skulle give elektriske chok til folk, som var fastbundet til stole i et andet værelse. Knapperne, der udløste disse chok, var markeret fra ’Svagt chok’ til ’Fare! Alvorligt chok’, plus to mere, der var markeret med ’XXX’. Deltagerne blev bedt om at give elektriske chok i overensstemmelse med de ordrer, som den ledende viden-skabsmand gav. Når de gjorde det, kunne deltagerne høre skrig og råb om nåde fra menneskene i det andet værelse. I virkeligheden var dette kun skuespil; de fik slet ingen elektriske chok. Pointen med eksperimentet var at finde ud af, hvor langt disse ’normale’ delta-gere ville gå i at tilføje, hvad de troede var smerte mod andre, som de slet ikke kendte, bare fordi de var blevet beordret til at gøre det. Resultaterne var skræmmende. Selv om mange af deltagerne blev nervøse, oprørte og til og med vrede, var det chokerende resultat, at 65 procent ikke lod være med at give de kraftigste ’chok’ til disse mennesker samtidigt med, at de virkelig troede, at de tilføjede dem smerte. ”Almindelige mennesker“, skrev den videnskabsmand, der foretog eksperimentet, ”der ganske enkelt udfører deres opgave, og som ikke har nogen speciel fjendtlig holdning, kan blive redskaber i en frygtelig ødelæggelsesproces.“ Hvor mange ’almindelige’ menne-sker har ned igennem historien og også i dag gjort frygtelige ting? Alt for mange! Hvorfor? Som kristne kender vi svaret. Vi er ganske enkelt alle syndere.

1. Hvad fortæller historien om Josijas reform os om betydningen af Guds ord i vores liv?

2. Der kunne stilles et meget relevant spørgsmål: Hvis det var for sent at afværge den kommende katastrofe, hvorfor så opfordre til anger og vækkelse og reformation? Hvad var hensigten? Hvad ville du svare? Kan begrundelserne måske findes i den indflydelse, en sådan vækkelse ville have på den enkelte, selv om det var for sent at redde landet som et hele?

20. NOVEMBER 2015

DIALOG

83


Guds Ordog klassens aktiviteter




• Konge- og Krønikebøgerne indeholder for næsten alle kongerne i Juda og Israels historie en kort udtalelse, som beskriver, om de var gode, fulgte Herren eller det modsatte. Prøv at finde dem – eller fordel dem blandt klassens medlemmer. Udarbejd en liste.

• Lav en oversigt over de fester, som blev afholdt i templet i Je-rusalem, nogle indstiftet på Sinaj, andre tilføjet i historiens løb, Søg om fornødent eksperthjælp.- Fastslå, hvornår på året de faldt.- Hvilke af disse fester er omtalt i evangelierne i Det Nye Te-

stamente?

• Prøv at lave en liste over nogle af de storslåede bygningsværker, som er blevet konstrueret i historiens løb for at blive brugt til tilbedelse, som fx Peterskirken i Rom, dens afrikanske genpart, Hagia Sophia i Istanbul m.fl.- Hvad tror du er tiltrækningen ved at tilbede i sådanne om-

givelser? Hvilke problemer finder du i forbindelse med disse bygningers tilblivelse og historie?

- Er gudstjenester sådanne steder for upersonlige?- Hvilken betydning har en bygnings skønhed og æstetik for

vores tilbedelse? Er den ligegyldig? Bør vi gøre mere eller mindre ud af det æstetiske? Hvad kan vi gøre for at gøre vores gudstjenester mere tiltalende for mennesker, for hvem æstetik betyder meget?

- Hvordan ser din kirkebygning ud i sammenligning? Kan/skal der gøres noget for at forbedre den?

- Hvordan tror du, at den himmelske gudstjeneste er at sam-menligne med tilbedelsen i alle disse jordiske bygninger?

Hvordan ville dit liv blive beskrevet, hvis en inspireret forfatter kortfattet skulle gengive dit livsværk og din livsholdning, ligesom kongernes i Israel?

• Hvilke fester fejres kollektivt i dagens Danmark? Hvilke af disse er religiøse? Har nogen af dem bibelsk baggrund?- Hvordan kan du og din menighed i udadvendt mission ud-

nytte, at mennesker i Danmark ved jul og påske kan være mere åbne for de bibelske beretninger?


84

DIALOG

Baggrund

NOTER

Som adventister har vi aldrig gjort det til en forpligtelse at følge et kirkeår med religiøse fester, fordi vi ikke finder sådanne indstiftet og forordnet i Skriften. De gammeltestamentelige fester var alle forbil-leder på tjenesten i den himmelske helligdom i den kristne tidsalder. Den himmelske tjeneste forudsætter Jesu offerdød på korset. Vi har derfor som adventister ikke officielt fejret nogen anden hellig tid end sabbatten, der blev indstiftet ved skabelsen og er gyldig for alle mennesker til alle tider.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke sammen med andre kristne i vores samfund kan fokusere på de bibelske begivenheder, når de fejres i kristenheden, hvad enten det er Jesu fødsel eller hans død og opstandelse.


85


99

86

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og henvendt til alle sagde Jesus: ‘Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig’“ (Luk 9,23).

Som vi allerede har set, prædikede profeterne ikke kun med ord, men også gennem lignelser. Af og til var de nødt til at virkeliggøre deres budskaber. Dette var en anden måde at gøre deres pointe tydelig på.

Igen blev Jeremias bedt om at ’virkeliggøre’ de ord, han skulle for-midle. Først skulle han bære et åg af træ. ”Dette sagde Herren til mig: Lav reb og stænger til et åg, og læg det over din nakke“ (Jer 27,2). Selv under de bedste omstændigheder var dette en temmelig anstrengende opgave. I dette tilfælde blev det endnu sværere, fordi en falsk profet protesterede imod det, Jeremias sagde. I denne uge vil vi få et tydeligt billede af, hvordan sandhed og løgn kæmpede om folkets opmærksomhed og hjerter. Vi skal også se, hvordan et budskab om nåde også kan være et falskt budskab.

Jeremias blev også forbudt at sørge, når andre sørgede, og at glæde sig, når andre gjorde det. Pointen var, at folket skulle indse, hvad der ville ske på grund af deres synd, og omvende sig og adlyde, så de frygtelige følger af deres ulydighed kunne blive formildede.

· Jer 16,1-13· Hos 1,1-3· Jer 27,1-18· Dan 4,25· Jer 28· 2 Tim 4,3-4

Jeremias’ åg


SØNDAG

87

Jer 16,1-13

Til at tænke over

Der er ingen tvivl om, at Jeremias’ tilværelse ikke var let (og han ville være den første til at indrømme det!). Men det var faktisk hårdere, end vi måske har forestillet os.

Hvad var Guds budskab til Jeremias? Det var meget hårdt. Kunne det på nogen måde blive en velsignelse for profeten? (Sammenlign med Hos 1,1-3).

I modsætning til Hoseas, som skulle gifte sig med en prostitueret for at vise, hvor ødelagt forholdet mellem Israel og Gud var blevet på grund af folkets åndelige hor, skulle Jeremias slet ikke gifte sig eller få børn. Dette var faktisk temmelig sjældent og ekstremt i den tids kultur. I Israel var det meget vigtigt for en ung mand at stifte fami-lie. Ud over kærligheden og venskabet mellem ægtefællerne, var det også vigtigt at føre slægtens navn videre. Hvorfor forbød Gud Jeremias at stifte familie? Svaret er, at hans eget liv derved kunne være en lignelse på, hvor frygtelig den tid ville blive, hvor familier blev splittede og adskillelsens smerte tyngede de overlevende. Jere-mias’ mangel på familieliv var en stadig advarsel og lærdom for hans samtidige.

Jeremias’ ensomhed indbefattede også andre områder. Han blev forbudt at gå ind i huse, hvor der blev holdt sørgefest; dette skulle symbolisere folkets uvillighed til at reagere på Guds kald til omven-delse og vækkelse.

Jeremias måtte heller ikke tage del i deres glade fester. Dette skulle symbolisere de tider, der ville komme, når babylonierne ville gøre en ende på al deres fryd og glæde.

På denne måde ville de menneskelige bånd, der bindes enten gen-nem sorg eller glæde, ikke blive en del af Jeremias’ tilværelse. Sor-gerne og savnene i hans liv skulle være en anskuelsesundervisning for folket. Hvis de dog bare havde lært af det!

Hvordan bør denne beretning hjælpe os til at lære at sætte pris på den medmenneskelige hjælp og støtte, vi får fra andre eller kan give til andre? Selv om denne støtte er vigtig, hvordan kan vi lære, at vores bedste hjælp og støtte til syvende og sidst kommer fra Gud?

Et ensomt liv

22. NOVEMBER 2015

MANDAG

88

Jer 27,1-18

Jer 27,5

Til at tænke over

Hvad er Herrens budskab til folket? Hvorfor virkede dette som for-ræderi for mange, der hørte det?

Det åg, som Jeremias skulle bære, var et tydeligt tegn på den ydmy-gelse, som folket led under. De var under det, vi vil kalde en militær okkupation. (I 5 Mos 28,48 og 1 Kong 12,4, finder vi billedet med et åg som et udtryk for undertrykkelse.) Jeremias skulle fysisk erfare, hvad den babyloniske invasion kom til at betyde. Træåget, som Je-remias lagde på sine arme og skuldre, var halvanden meter langt og otte centimeter tykt. Kernen i hans budskab var, at hvis et land gjorde oprør imod Babylon, ville Herren opfatte det, som om landet havde gjort oprør imod ham, og oprørerne ville komme til at lide som en følge af dette.

Selv om der er lidt uklarhed i originalteksten, lader det til, at Jeremias ikke kun skulle lave et åg til sig selv men også til de udenlandske udsendinge, som var kommet til Jerusalem, og som på trods af Guds advarsler om ikke at gøre det, lagde planer imod Nebukadnesar. Den naturlige reaktion ville være at kæmpe imod en fremmed invasions-magt, og det var, hvad de ønskede at gøre. Jeremias’ ord var derfor utvivlsomt ikke særligt populære.

Hvad er især betydningsfuldt i budskabet i denne tekst? (Se også Dan 4,25).

Ligesom overalt i både Det Gamle og Det Nye Testamente finder vi også her, at Gud som Skaberen er hersker over hele jorden. Selv midt i det, der ser ud til at være kaos og katastrofe, en hedensk magts in-vasion og undertrykkelse, åbenbares Guds magt og autoritet. Dette skulle være en kilde til håb for alle dem, der var og er en del af den trofaste rest.

En ting er at være under et trældomsåg. Men spørg dig selv, om du har lagt et uretfærdigt åg på nogen. Hvis du har, hvorfor så ikke fjerne det her og nu?

Jeremias’ åg

23. NOVEMBER 2015

TIRSDAG

89

Jer 28,1-9

En dårlig nyhed er en dårlig nyhed, og tit ønsker vi ikke at høre den, eller vi forsøger at rationalisere den væk. Dette var også tilfældet i Juda med det åg, som Jeremias bar som et tydeligt advarselsbud-skab til folket. ”Repræsentanterne for de forskellige nationer blev målløse af overraskelse, da Jeremias kom med underkastelsens åg på sin nakke og kundgjorde dem Guds vilje.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 215).

Forestil dig, at du som en af Judas indbyggere er vidne til disse begivenheder. Hvem ville du tro på? Hvem ville du ønske at tro på? Hvilke begrundelser ville du have for at tro på Hananja frem for på Jeremias?

Jeremias hævede sin røst i Guds navn. Hananja talte også i Guds navn. Men hvem af dem talte på Guds vegne? De kunne ikke begge to gøre det! For os i dag er svaret indlysende. Men dengang var det måske noget vanskeligere, selv om Jeremias har en meget vigtig pointe i vers 8 og 9: tidligere tiders profeter har bragt de samme budskaber, som jeg gør, nemlig om dom og ødelæggelse.

”I overværelse af præsterne og folket henstillede Jeremias indtræn-gende til dem at underkaste sig Babylons konge i det antal år, som Herren havde angivet. Han henviste Judas mænd til de profetier, som var blevet fremsat af Hoseas, Habakkuk, Sefanias og andre, som havde irettesat og advaret folket ligesom han selv. Han pegede på begivenheder, der var indtruffet som en opfyldelse af profetier, der forudsagde, at folket ville blive straffet for de synder, som de ikke havde angret. I fortiden var de, som ikke ville angre, blevet hjemsøgt af Guds straf, akkurat som han havde forudsagt ved sine tjenere.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 215).

Ligesom vi i dag bør lære af de bibelske beretninger, forsøgte Jere-mias at få folket på sin tid til at gøre det samme: lær af fortiden, så I ikke begår de samme fejl, som jeres forfædre gjorde. Det blev ikke lettere for Jeremias at få folket til at lytte nu, hvor Hananjas ”bud-skaber“ modsagde hans.

Hananja, hvis navn betyder ”Gud har været nådig“, kom tilsyne-ladende med et budskab om nåde, tilgivelse og frelse. Hvilke lær-domme bør vi tage til os fra denne falske nådesforkynder?

Strid blandt profeterne

24. NOVEMBER 2015

ONSDAG

90

Jer 28,1-11

Jer 28,12-14

Til attænke over

Kampen mellem profeterne foregik ikke kun med ord, men også gennem handlinger. I lydighed mod Guds befaling lagde Jeremias et åg af træ på sin nakke; dette var et tydeligt symbol på det budskab, han havde bragt folket.

Hvad var den profetiske symbolik i Hananjas handling?

Forestil dig fx, at en person, der havde hørt Jesu udtalelse og vidste, hvad der var sket, efter at Jesus havde forbandet figentræet (Mark 11,1. 19-21), plantede et nyt figentræ på samme sted i et forsøg på at bestride Jesu profeti. Dette er, hvad Hananja gjorde med Jeremias og den profeti, som åget på hans nakke symboliserede. Handlingen trodsede åbenlyst Jeremias’ forkyndelse.

Læg også mærke til Jeremias’ reaktion. Bibelen siger ikke noget om, hvad han sagde, lige efter åget var blevet brækket. Han vendte sig blot om og gik sin vej. Hvis historien endte der, ville det have set ud, som om profeten trak sig tilbage med et stort nederlag.

Hvad var det næste, der skete? Hvad var Jeremias’ nye budskab?

Jeremias’ svar var ikke et hævnbudskab: du gjorde dette mod mig, derfor vil jeg gøre dette mod dig. I stedet var det et tydeligt budskab fra Herren, men nu endnu kraftigere end før. Måske kunne nogen brække et åg af træ; men hvem kunne brække et af jern? På en måde sagde Gud til dem, at på grund af deres stædighed og afslag om at adlyde gjorde de kun deres egen situation værre. Hvis de tro-ede, at et åg af træ var slemt, prøv så et af jern.

Hvem har ikke været nødt til at lære en lektie på den vanskelige måde ved på grund af genstridighed at gøre tingene værre for dem selv? Hvorfor er det altid bedre i vores forhold til Gud at underka-ste os og overgive os med det samme, fremfor at blive ved med at kæmpe og gøre tingene sværere for os selv?

Et åg af jern

25. NOVEMBER 2015

TORSDAG

91

Til at tænke over

”Profeten Jeremias sagde til profeten Hananja: ’Hør, Hananja! Du er ikke sendt af Herren! Du har fået dette folk til at sætte sin lid til løgn’“ (Jer 28,15).

Svaret på, hvem der havde ret, Jeremias eller Hananja, kom hurtigt. Jer 28,16-17 fortæller om den falske profets skæbne, der svarede nøjagtigt til, hvad den sande profet havde forudsagt.

Selv om Hananja døde, havde han alligevel gjort folket stor skade. På en måde kan man sige, at hans gerninger fulgte ham. Han fik folket til at ”sætte sin lid til løgn“. Det hebraiske udsagnsords form er hifil, en kausativ form af udsagnsordet ”at sætte sin lid til“. Han fik dem til at stole på en løgn, ikke ved at han fysisk tvang dem, men ved hjælp af bedrag. Selv om Gud ikke havde sendt ham, talte han i Guds navn, hvilket i Juda indebar stor autoritet. I tillæg var Hananjas budskab om ”nåde“, ”tilgivelse“ og ”frelse“ noget, som folket gerne ville høre, især i lyset af den store trussel Babylon udgjorde for folket. Men det var et falsk ”evangelium”, et falsk bud-skab om frelse, som Herren ikke havde givet dem. På et tidspunkt, hvor folket havde brug for at høre Jeremias’ ord og det budskab om frelse, som han bragte, lyttede de i stedet til Hananjas ord. Dette forværrede kun deres elendighed.

Hvad har følgende tekster fælles med Jer 28,15?

2 Tim 4,3-4

2 Thess 2,10-12

Tingene er ikke meget anderledes i dag. Vi befinder os i den store strid, en kamp om denne verdens milliarder af indbyggeres hjerte og sind. Satan arbejder ihærdigt på at få så mange som muligt til at ”sætte deres lid til løgn“. Denne løgn kan komme i mange former og forklædninger; men den er altid en løgn. Satans løgne kan dreje sig om næsten hvad som helst, så længe de ikke indeholder sand-heden, som vi finder den i Jesus; for Jesus sagde trods alt: ”Jeg er vejen, sandheden og livet“ (Joh 14,6).

Hvilke løgne er almindeligt udbredte i din kultur i dag? Hvorfor er vores eneste beskyttelse imod dem at holde fast i Jesus og hans ord?

At stole på løgn

26. NOVEMBER 2015

FREDAG

92

Til videre studium


Som vi har set, ønsker folk at tro på gode nyheder, ikke dårlige. For eksempel ønskede de at lytte til Hananjas budskab, ikke Jeremias’. Det samme sker i dag. Mange påstår fx stadigvæk, at verden vil blive bedre med tiden. Men selv en ateist som Terry Eagleton kan se, hvor latterlig en sådan tanke er: ”Hvis der nogensinde fandtes en from myte og troværdig overtro, er det den liberale-rationalistiske tro, at med undtagelse af nogle få mindre forstyrrelser er vi alle på vej mod en bedre verden. Denne skrøbelige triumferen er et levn fra liberalismens heroiske tidsalder, hvor middelklassens stjerne var opadstigende. I dag befinder den sig klods op ad kynisme, skepsis eller nihilisme, som meget af denne ærefulde arv er degenereret til.“ (Reason, Faith, and Revolution: Reflections on the God Debate, s. 70, Kindle edition).

Selv om nogle sider ved tilværelsen er blevet bedre, tilbyder vores verden i sig selv meget lidt håb eller trøst, især ikke på lang sigt. Hvis vi ønsker virkeligt håb, må det findes i noget guddommeligt, ikke jordisk, i noget overnaturligt, ikke naturligt. Og dette er selvfølgelig, hvad evangeliet drejer sig om. Guds guddommelige og overnaturlige indgriben i vores verden og vores liv. Uden dette ville vi ikke have andet end flere Hananjaer og deres løgne.

1. Tænk over jordens fremtid som et hele, selv ud fra en ren men-neskelig synsvinkel. Er den fuld af håb og positive løfter, eller ser den skræmmende, farlig og uvis ud? Begrund dine svar.

2. I sammenhæng med Hananjas løgne så vi, at Jeremias’ budskab var at se tilbage på fortiden, at se på historien og lære af den. Ellen White skrev noget lignende: ”Vi har intet at frygte for fremtiden andet end, at vi glemmer, hvordan Herren har ledet os og undervist os i fortiden.“ (Life Sketches, s. 196). Hvad mente hun med denne udtalelse? Hvad skete i vores fortid, og hvad har Gud undervist os om, som kan hjælpe os til at være forberedt på det, der utvivlsomt vil ske i fremtiden?

3. Hananja prædikede et falsk budskab om nåde. Tænk over nogle af de falske budskaber om nåde i vores tid, som vi må være på vagt over for? Nåde er selvfølgelig vores eneste håb; men på hvilke måder kan den blive fremstillet forkert?

27. NOVEMBER 2015

DIALOG

93





Baggrund

• Find eller lav evt. et moderne eksempel på en lignelseshandling (et ikke bibelsk eksempel indtraf, da en iraker smed en sko efter USAs præsident, en lignelseshandling på grund af den symbol-ske betydning, irakere tillægger skoen).

• Prøv ud fra Bibelens beskrivelser at opstille kendetegn på falske profeter.

• Lad et medlem af klassen finde og læse det første kapitel af Dietrich Bohhoeffers bog ‘Efterfølgelse’ – og drøft indholdet.

• Har domsprofeter altid ret?

• Betød Jeremias’ budskab, at Gud ikke var nådig? Var Gud nådig mod de enkeltpersoner, som omvendte sig?

• Hvorfor blev fx Daniel og hans venner ført i landflygtighed? Var de skyldige i folkets frafald?

• Drøft forholdet mellem et individuelt og et kollektivt forhold til Gud.

• Findes der i dagens Danmark mennesker, der påstår, at Gud ta-ler igennem dem?

• Hvilke eksempler har du mødt på mennesker, der er blevet givet magt og indflydelse, som de misbruger til egen fordel?

Jeremias og Daniel er omtrent samtidige, og ligesom Jeremias taler til Judas konger om det ansvar, Gud har givet dem, forkynder Daniel for Nebukadnezzar, en hedensk konge, at det er Gud alene, som tildeler konger og myndigheder deres magt (se tekster som Daniel 2,21, 37-38; 4,17.25.32).

Alle magter og myndigheder vil derfor komme til at stå til regn-skab for, hvordan de har forvaltet deres magt og ansvar. I Daniels Bog kommer dette til udtryk i den afsluttende himmelske doms-handling i Daniel 7 (specielt vers 9-14). I Jeremias’ Bog er en sådan dom over rigerne forudsat i profetens udsagn om de forskellige fol-keslag, specielt Babylon (se kapitlerne 46-52).


94

DIALOG


NOTER


I Daniels syn i 7,13-14 er det til syvende og sidst kun Menneskesøn-nen, Messias, Jesus Kristus, som kendes værdig til at herske. Han alene har aldrig og vil aldrig misbruge sin magt. Den, der tilhører ham og tilbeder ham, vil få del i Guds rige af nåde alene.

Hvilket ansvar og hvilken magt eller indflydelse har du modtaget fra Gud? Hvordan forvalter du det? Vi må alle erkende, at vi ikke kan sige os fejlfri i det ansvar, Gud har betroet os. Når det er tilfæl-det, hvorfor tror du, at Gud alligevel vil/kan være dig nådig?

95


1010

96

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt“ (Jer 29,7).

”Gud ville i løbet af få år benytte Babylons konge som sin vredes kæp for at straffe et Juda, der ikke ville erkende og angre deres synd. Nebukadnesars hære skulle ved flere lejligheder belejre og gøre indfald i Jerusalem. Landets indbyggere ville i flere afdelinger blive ført som fanger til Sinears land for at leve i tvungen landflyg-tighed. Til at begynde med blev kun nogle få bortført, men senere løb antallet op i tusinder og titusinder. De jødiske konger Jojakim, Jojakin og Sidkija ville efter tur blive den babyloniske konges vasal-ler, og alle tre ville gøre oprør imod ham. Den oprørske nation ville blive straffet hårdere og hårdere, og til sidst ville hele landet blive lagt øde. Jerusalem ville blive ødelagt og fortæret af flammer, det tempel, som Salomo havde bygget, ville blive ødelagt, og Judas rige ville falde og aldrig mere få sin gamle position blandt nationerne tilbage.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 205).

Som vi har set og vil se, skete ingen af disse begivenheder uden mange forudgående advarsler og bønfaldelser fra profeterne, især fra Jeremias. Afvisningen af deres budskaber førte kun til ulykke. Måtte vi lære af deres fejl!

· Ez 8· Rom 1,22-25· Jer 37,1-10; 38,1-6· Jer 29,1-14· Dan 9,2

Jerusalems ødelæggelse

TIL SABBATTEN | 5. DECEMBER 2015

SØNDAG

97

Ezekiel 8

Selv om Jeremias sikkert til tider har følt sig meget alene, var han det ikke. Gud havde kaldt Ezekiel, som levede blandt fangerne i Babylon samtidigt med Jeremias, for at trøste og advare de land-flygtige og bekræfte det, Herren havde talt gennem Jeremias i disse lange og vanskelige år. Ezekiel var kaldt til at advare de landflygtige mod at tro på de falske forudsigelser om, at de snart skulle komme til at vende hjem fra Babylon. Han skulle også gennem forskellige symboler og budskaber forudsige den forfærdelige belejring, som Jerusalem til sidst ville blive udsat for, fordi folket ikke ville angre og vende om fra deres synd og frafald.

Hvad blev profeten vist? Hvad fortæller dette os om, hvilken stor indflydelse den fremherskende kultur kan have, og hvordan den kan påvirke selv det, der er mest helligt? Hvilken advarsel ligger der heri for os?

Der er ingen tvivl om, at Moses’ skrifter samt profeterne igen og igen og meget tydeligt advarede imod afgudsdyrkelse og tilbedelse af andre guder. Men disse vers viser os, at dette var nøjagtigt, hvad der foregik, selv inden for templets hellige område. At ”græde over Tammuz“ var en klageceremoni for en mesopotamisk gud. Det er ikke så mærkeligt, at 2 Krøn 36,14 siger: ”Alle de ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde hel-liget i Jerusalem, gjorde de urent.“

Kig nøje på Ez 8,12. Oversættelsen af udtrykket hver i ”sit billed-kammer“ er en smule uklar. Det kan betyde det kammer, hvor de hver især opbevarede deres egne afgudsbilleder; men det kan også henvise til deres egen fantasis kamre, altså deres egne hjerter. Uan-set betydningen, så var de ældste, lederne, faldet så dybt, at de på-stod, at Herren ikke så, hvad de gjorde, og at Herren havde forladt landet. Det er egentlig en anden måde at sige: ”Herren er ligeglad med disse ting; de er ikke vigtige.“ Midt i de hellige omgivelser af Herrens tempel var disse mennesker i gang med den groveste af-gudsdyrkelse, idet de gjorde alt det, de gennem Guds ord specifikt var blevet forbudt at gøre. Og endnu værre var det, at de over for sig selv retfærdiggjorde deres handlinger. Her ser vi igen, hvad Pau-lus mente, da han talte om dem, der tilbad det skabte i stedet for Skaberen (Se Rom 1,22-25.)

Gråd over Tammuz

29. NOVEMBER 2015

MANDAG

98

Jer 37,1-10

Jer 38,1-6

Til attænke over

Sidkija, hvis navn betyder ”Jahves retfærdighed“, var den sidste konge på Judas trone, før landet blev ødelagt af babylonierne i 586 f.Kr. Til at begynde med så det ud til, at han var villig til at følge Jeremias’ ord og underkaste sig babylonierne. Men denne holdning varede ikke ved.

Hvilken advarsel havde Jeremias for kong Sidkija?

Under pres fra sine undersåtter, sandsynligvis fra aristokratiet, ig-norerede Sidkija Jeremias’ advarsler og indgik i stedet i en militær alliance med Egypten i håb om at afværge truslen fra Babylon. (Se Ez 17,15-18.) Men som han var blevet stærkt advaret om, kom hans redning alligevel ikke fra egypterne.

Hvad skete der (igen) med Jeremias, fordi han forkyndte Guds ord til folket?

Jesus sagde: ”En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus“ (Mark 6,4). Stakkels Jeremias blev igen udsat for sine landsmænds vrede. Men ligesom resten af landet kunne han ikke sige, at han ikke var blevet advaret. I hans tilfælde gjaldt advarslerne de prøvelser, han ville møde, hvis han for-blev tro imod Gud. Og det gjorde han.

Det må have været vanskeligt for Jeremias at blive anklaget for at svække folkets moral. Det er egentlig forståeligt, at de ønskede at gøre ham tavs. Han havde jo i årevis forkyndt, at det ville være for-gæves for dem at kæmpe imod en ydre fjende, selv om det var det, de ønskede at gøre. Han havde gjort det klart, at de ikke ville vinde, og at selv Gud var imod dem. Deres synd havde i den grad forhær-det dem, at de ikke længere kunne høre Guds stemme tale til dem; i stedet troede de, at det var fjendens stemme.

Selv om det var hårdt for Jeremias at blive kastet i cisternen, må det have været endnu værre at lytte til anklagerne imod ham om at ville skade sit eget folk, ikke redde dem. Hvordan føles det at blive beskyldt for at såre dem, du forsøger at hjælpe?

Kong Sidkijas ulykkelige regeringstid

30. NOVEMBER 2015

TIRSDAG

99

Jer 40,1-6

Til at tænke over

Belejringen af Jerusalem begyndte for alvor i januar i 588 f.Kr., og varede til sommeren 586 f.Kr. Jerusalem havde været i stand til at holde ud i mere end to år, før Jeremias’ profetier gik i opfyldelse, og de babyloniske tropper brød igennem muren og ødelagde byen. Hungersnøden var så slem inden for muren, at forsvarerne mistede al deres styrke og ikke længere kunne holde stand. Kong Sidkija flygtede med sin familie, men forgæves. Han blev fanget og ført til Nebukadnesar, som lod hans sønner halshugge for øjnene af ham. Vi kan læse meget af denne tragiske historie i Jer 39,1-10.

Hvorfor var Nebuzar’adans ord til Jeremias så betydningsfulde?

Det er fascinerende, at denne hedenske kommandant forstod situationen så meget bedre end Jeremias’ egne landsmænd! Ba-bylonierne kendte tydeligvis til Jeremias og hans arbejde, og de be-handlede ham anderledes end de andre, fx Sidkija (se Jer 39,11-12). Teksten siger ikke noget om, hvorfor denne hedenske leder forkla-rede Jerusalems ødelæggelse som Guds straf for folkets synd frem for hans egne guders overlegenhed over Judas Gud. Det er et over-raskende vidnesbyrd om, hvordan Gud, selv under en så unødvendig katastrofe, havde åbenbaret noget om sig selv over for hedningerne.

Hvad ville Jeremias vælge – tage med fangerne til Babylon eller forblive sammen med dem, som var tilbage i landet? Ingen af disse muligheder var specielt indbydende, når man tænker på de omstæn-digheder, de befandt sig i. De åndelige behov hos begge grupper var utvivlsomt store, og Jeremias kunne være en hjælp for dem, han valgte at tilslutte sig. Han besluttede sig for at blive sammen med dem, der blev tilbage i landet, de fattige, som uden tvivl havde brug for al den opmuntring og hjælp, de kunne få (se Jer 40,6-7).

Hvordan kan du lære at hjælpe andre, uanset hvilken situation de befinder sig i? Hvorfor er det vigtigt, også for dig selv, at du gør alt, hvad du kan for at hjælpe?

Jerusalems fald

1. DECEMBER 2015

ONSDAG

100

Jer 29,1-14

5 Mos 30,1-4

Til at tænke over

”Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren“ (Jer 29,13-14). Hvilken erfaring har du selv med dette løfte? Hvad betyder ’af hele jeres hjerte’?

Gud kender enden fra begyndelsen. Selv mens Jerusalems indbyg-gere kæmpede imod babylonierne og blev ved med at håbe, at de falske profeters ord var sande, brugte Herren Jeremias til at tale om fremtiden, at tale til dem, der allerede var i Babylon, og til dem, der ville havne der. Og hvilket budskab!

Hvordan ses Guds kærlighed og nåde i disse vers?

Her finder vi et sandt budskab om nåde, så forskelligt fra de falske ’nåde’-budskaber, folket havde hørt fra de profeter, der fortalte, at deres landflygtighed kun ville blive kortvarig, kun et par år. Det var ikke Guds plan, og sådan kom det ikke til at gå. I stedet var de, ba-seret på Moses’ tydelige ord, nødt til at acceptere, at dette var deres skæbne, i hvert fald lige nu; men som Moses også havde sagt, ville de komme hjem til deres land igen, hvis de omvendte sig.

Hvordan genspejler disse vers det, Jeremias sagde til folket? (Se også 5 Mos 4,29).

Som kirke har vi fået den profetiske gave gennem Ellen White. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke har den samme holdning til hende i dag, som mange, men ikke alle, havde til Jeremias?

Af hele jeres hjerte

2. DECEMBER 2015

TORSDAG

101

Jer 29,10

Til at tænke over

Jeremias’ profetier burde have haft en dobbelt virkning på de land-flygtiges tankegang: på den ene side burde de ikke tro de falske pro-feters ord, og på den anden side burde de ikke blive modløse. Han bad sine landflygtige landsmænd om at bede for Babylon. Dette har sikkert overrasket dem, der var blevet taget til fange. Dette var en uhørt opfordring i Israels historie. Det var helt utænkeligt at bede for en fjende, som havde gjort det, Babylon havde gjort mod dem, Guds udvalgte folk. Profeten brød med hele deres opfattelse af templet i Jerusalem; de kunne bede i et fremmed land, og den evige Gud ville høre dem.

Læg også mærke til, hvad Jeremias siger i Jer 29,7: deres ’værts-lands’ fremgang ville også betyde fremgang for dem. Som frem-mede og udlændinge i landet var de særligt udsatte, når det gik dårligt i landet. Ned igennem historien har vi set sørgelige eksempler på intolerance, som blev ekstra forstærket, når et land oplevede vanskelige tider. Folk leder efter en syndebuk, nogen de kan skyde skylden på, og minoritetsgrupper eller fremmede bliver tit et let mål. Dette er desværre en ulykkelig kendsgerning.

Hvilket fantastisk håb gives til de landflygtige? (Se også Jer 25,11; 12,2; 2 Krøn 36,21; Dan 9,2).

Alt det, Herren havde sagt ville ske, var sket, så de havde al grund til at stole på, at han også ville opfylde denne profeti (Jer 29,10). Vi ved ikke, hvorfor deres landflygtighed skulle vare i nøjagtig 70 år; men der er en tydelig forbindelse til tanken om en sabbatshvile for landet (se 3 Mos 25,4; 26,34.43). Det vigtige ved denne profeti er, at hvis de havde modtaget den med tro og underkastelse, ville den have givet de landflygtige håb og forsikring om Guds fuldstændige overherredømme. På trods af, hvordan det så ud, og på trods af den forfærdelige ulykke, de var ramt af, kunne de vide, at ikke alt var tabt, og at Gud ikke havde forladt dem. De var stadigvæk hans pagtsfolk, og Gud var ikke færdig med dem eller med Israel som nation. Der var stadigvæk frelse at finde for alle dem, der var rede til at opfylde betingelserne.

Hvilke profetier giver dig håb for fremtiden? Hvilke af dem styrker din tro og hjælper dig til at stole på Gud, uanset hvad der vil ske?

70 år

3. DECEMBER 2015

FREDAG

102

Læs Ellen White


”Vi står hele tiden i fare for at hæve os op over evangeliets en-kelhed. Mange har et brændende ønske om at overraske verden med noget originalt, som skal løfte mennesker op til en tilstand af åndelig ekstase og forandre deres nuværende religiøse erfaring, de har i øjeblikket. Og der er virkelig behov for en forandring i vores religiøse erfaring; for betydningen af sandheden for vores tid bliver ikke forstået, som den skulle. Men den forandring, vi har brug for, er et fornyet hjerte, og dette kan kun ske ved, at vi hver især beder Gud om hans velsignelser og kraft, at hans nåde må omslutte os, og at vores karakter må forvandles. Det er denne forandring, vi har brug for i dag, og vi må bede inderligt og udholdende for at få del i denne erfaring. Vi må i oprigtighed spørge: ’Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’ Vi må med sikkerhed vide, hvilke skridt vi skal tage på vejen mod himlen.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 187-188).

1. Vi så, at Jeremias opfordrede folket til at ’Søge Herren.’ Hvor-dan gør vi det? Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig: ’Jeg ønsker at kende Gud personligt; hvordan finder jeg ham?’

2. Tænk over, hvordan profeterne ned igennem Israels historie var blevet mishandlet og misforstået af deres samtid. Hvad kan og bør dette lære os mht. hvordan vi forholder os til Ellen White og hendes tjeneste? Tænk over hendes arbejde i forbindelse med Jesu ord: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og si-ger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at I er børn af dem, der dræbte profeterne“ (Matt 23,29-31).

3. Tænk dybere over, hvilke profetier der giver dig håb for fremti-den. Mange bibelske profetier er tidligere gået i opfyldelse, og fra vores nuværende synsvinkel kan vi se, at de gik i opfyldelse. Hvordan kan disse opfyldelser hjælpe os til at stole på, at de profetier, der endnu er fremtid, også vil gå i opfyldelse?

4. DECEMBER 2015

DIALOG

103


Guds Ordog klassens aktiviteter


Baggrund

Israels folks hjemkomst fra det babyloniske fangenskab var på mange måder et historisk mirakel. Deres skæbne adskilte sig drastisk fra den, andre folkeslag fik. Profetierne om denne tilbagevenden fylder Det Gamle Testamentes sider. Jeremias’ og Daniels bøger er gode eksempler.

• Hvilke andre mirakuløse bibelske profetier kan du finde?

• Læs Joh 13,19. Drøft hvad formålet med profetier er. Er det Guds tanke, at vi i detaljer skal beregne fremtiden, eller er pro-fetier mere givet for at vi, når de er opfyldt, kan se tilbage og få tillid til, at Gud også vil lede fremover?

• Grundtvig udtrykker i salmen ”Rejs op, dit hoved, al kristen-hed“ den følgende tanke: ”Ja, bed for Babel, til grant du ser, at bøn og sukke ej båder mer!“- Skal vi bede for Babylon? Hvilke bibelske begrundelser og

eksempler kan du give for et positivt svar?- Hvem skal vi i så fald bede for i dag?

• Tror du, at Daniel bad for Nebukadnezzar, der havde ødelagt templet i Jerusalem og ført ham og andre i fangenskab og bragt stor smerte til Guds folk?

Den historiske periode på omkring 70 år, som Jeremias profeterede om, blev nøje studeret af Daniel i landflygtighed (se Dan 9,1-2). Frygten for, at denne profeti var betinget (et princip, Daniel kunne finde i Jer 18,1-10) ledte til Daniels indtrængende bøn om ikke at udsætte folkets tilbagevenden til Juda (Dan 9,19). Denne frygt var forstærket af synet om den lange tidsperiode på 2300 aftener og morgener i Daniel 8. Gud sendte derfor Daniel en forklaring, hvori tallet 70 spillede en væsentlig rolle. 70 profetiske uger (= 490 år) af denne lange perioder ville blive fastsat for jødefolket som Guds folk. Ved slutningen af denne periode ville Messias komme, blive henret-tet, besejre synd og indvie den himmelske helligdom. Den profetiske periode på 490 år drejede sig om jødefolket og templet i Jerusalem; den længere periode i Dan 8,14 drejede sig om Guds folk som hel-hed og den himmelske helligdom.


104

DIALOG



Det betyder

NOTER


Ezekiel var en anden bibelsk profet, der levede samtidigt med Jere-mias. I modsætning til Jeremias blev Ezekiel ført i fangenskab i Me-sopotamien, hvor han befandt sig, da han modtog sit profetiske kald. På dette tidspunkt var Jerusalem og templet endnu ikke ødelagt, og da de landflygtige jøder opdagede, at de havde en profet iblandt sig, fik de håb om snarlig tilbagevenden til hjemlandet. Dette håb blev knust, og den bitre erfaring blev illustreret med en lignelseshandling. Ezekiel spiste en bogrulle, der smagte sødt som honning, men senere gav mavesmerter Ezek 2,9-3,3. I Åbenbaringens Bog 10,10 bruges denne erfaring til at illustrere, hvorledes adventbevægelsens umid-delbare forventning om Jesu komme leder til en fornyet profetisk opgave for Guds menighed: det er ikke slut endnu.

• Bed i denne uge for både venner og fjender!

Har du mødt mennesker, som anvender de gammeltestamentelige profetier, der blev opfyldt ved hjemkomsten fra Babylon, som om de drejer sig om det moderne Israel? Hvordan vil du argumentere med dem for at klargøre, hvad Bibelen egentlig lærer?

Tammuz var en frugtbarhedsgud, der blev dyrket som en guddom, der døde og opstod som et billede på høsten. Mange af datidens religioner var frugtbarshedsreligioner, hvor guderne var et med na-turen, og hvor de religiøse ritualer havde til formål at sikre vækst i dyrkningen af jorden og fremtid i slægten. Ritualerne havde derfor ofte et stærkt seksuelt præg.

105

TIL SABBATTEN | 5. DECEMBER 2015NOTER

1111

106

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus“ (Jer 31,31).

Selv om Bibelen taler om pagter i flertal (Rom 9,4; Gal 4,24), er der kun en grundlæggende pagt, nådens pagt, hvor Gud giver frelse til syndige mennesker, som i tro tager imod den. Ideen om flere pagter stammer fra de forskellige måder, Gud har gentaget det væsentlige pagtsløfte for at nå sit folks behov på forskellige tidspunkter og un-der forskellige forhold.

Hensigten er den samme, enten det drejer sig om pagten med Adam (1 Mos 3,15), pagten med Abraham (1 Mos 12,1-3; Gal 3,6-9), pagten ved Sinaj (2 Mos 20,2), pagten med David (Ez 37,24-27) eller den nye pagt (Jer 31,31-33). Gud tilbyder os frelsen som en ufortjent gave, og menneskenes reaktion på denne gave, som på en måde er menneskenes overholdelse af deres side af pagten, er tro-fasthed og lydighed.

Vi finder den første omtale af den nye pagt hos Jeremias i forbin-delse med, at Israel skulle vende hjem fra landflygtighed, og de vel-signelser, Gud ville give dem. Selv midt i vanskeligheder og ulykker tilbyder Gud sit vildfarne folk håb og genoprettelse.

· 1 Mos 9,1-17; 12,1-3· Gal 3,6-9.15-18· 2 Mos 24· Jer 31,31-34· 1 Kor 11,24-26

Pagten


SØNDAG

107

1 Mos 9,1-17

Til attænke over

Når vi ser på verden omkring os i dag, synes vi, at der er meget ond-skab; og alligevel holder Gud os ud. Vi kan derfor knapt forestille os, hvor slemt det må have været, da Gud valgte at ødelægge hele verden med en vandflod. ”Gud havde givet menneskene sine bud som en leveregel; men hans lov blev overtrådt, og enhver tænkelig synd var resultatet. Menneskenes ondskab var åbenlys og dristig, retfærdigheden blev trådt i støvet, og de undertryktes skrig nåede Himlen.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 48).

Hvilken pagt indgik Gud med menneskeheden, og hvordan ser vi deri Guds kærlighed over for sine skabninger?

Den pagt, Gud tilkendegav over for Noa, er den mest universelle af de bibelske pagter; det var en pagt med hele menneskeheden, og den indbefattede også dyrene og naturen (1 Mos 9,12). Dette var også en en-sidet aftale. Gud stillede ingen krav eller betingelser fra dem, han indgik en pagt med. Han lovede ganske enkelt ikke at ødelægge jorden med vand igen. Punktum. I modsætning til andre pagter, var der ingen betingelser opstillet i denne.

Derefter beseglede Gud sin pagt med et synligt tegn, regnbuen, som symboliserer pagtsløftet om, at jorden aldrig mere skal ødelæg-ges gennem en oversvømmelse. Så hver gang vi ser en regnbue, er selve det faktum, at vi er her og kan se den, i sig selv en bekræftelse af dette gamle pagtsløfte. (Hvis vi var blevet udslettet af en uni-versel oversvømmelse, ville vi trods alt ikke være her nu og kunne se regnbuen!) Midt i denne verdens vedvarende synd og ondskab bliver vi fra tid til anden velsignet med regnbuens skønhed, som er et tegn på Guds nåde over for hele verden. Vi kan betragte den og fatte mod, ikke kun fordi den er så smuk, men også fordi vi ved, at den er et budskab fra Gud, et budskab om hans kærlighed til vores sølle planet.

Dvæl ved tanken om regnbuens storhed og skønhed. Når vi tænker over, hvad Bibelen fortæller os om regnbuen, hvordan kan den være med til at drage os til Gud, til noget der er større end alt, hvad denne verden kan tilbyde os?

Guds pagt med hele menneskeheden

6. DECEMBER 2015

MANDAG

108

1 Mos 12,1-3; 15,1-5; 17,1-4

Gal 3,6-9. 15-18

Til attænke over

Hvad fortæller disse tekster os om, hvad Herren ønskede at gøre gennem den pagt, han indgik med Abraham?

Nådepagten med Abraham er grundlæggende for hele forløbet i frelseshistorien. Dette er grunden til, at Paulus brugte den til at for-klare frelsesplanen, som den blev opfyldt i Jesus Kristus.

Hvordan forbinder Paulus pagten med Abraham med Jesus og med frelse ved tro alene?

Gennem Abrahams afkom – som ikke kun henviser til hans mange efterkommere, men specielt til en, nemlig Jesus (se Gal 3,16), ville Gud velsigne hele verden. Alle kan tilhøre Abrahams afkom gen-nem tro på Kristus (Gal 3,29) og vil derved opdage, at Abrahams Gud også er deres Gud. Selv dengang ”troede [Abraham] Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed“ (Gal 3,6). Abraham blev ikke mere end røveren på korset frelst gennem sine gerninger. Det har al-tid været og vil altid være Guds nåde alene, der frelser os. Abraham opfyldte sin del af pagten, Hans lydighed viste den tro, der greb fat i løftet om frelse. Det var ikke hans gerninger, der retfærdiggjorde ham; hans gerninger viste i stedet, at han allerede var retfærdig-gjort. Dette er pagtens hovedindhold; det er sådan, den viser sig i den troendes liv (se Rom 4,1-3).

Tænk over den fantastiske sandhed, at dit håb om frelse kun kom-mer fra Jesu retfærdighed, som ved tro bliver tilregnet dig. Hvilket håb og glæde kan du finde i, hvad Gud på denne måde gør for dig?

Pagten med Abraham

7. DECEMBER 2015

TIRSDAG

109

2 Mos 24

Hebr 4,2

Til at tænke over

Hvordan blev pagten mellem Israel og Gud indgået på Sinaj?

Moses gik sammen med nogle af folkets ledere op på Sinaj. Blandt disse ledere var Aron og hans to sønner som repræsentanter for præsterne, de 70 ældste og ledere, der repræsenterede folket. De mænd, der gik sammen med Moses, skulle standse et godt stykke fra bjergets fod; men Moses fik lov til at gå derop, hvor Gud viste sig.

Senere kom Moses ned og bekræftede pagten med hele folket. Han forkyndte for dem, hvad Gud havde talt til ham, og hele folket sva-rede: ”Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre“ (2 Mos 24,3).

Historien viser os selvfølgelig, hvad vi selv så ofte erfarer, at ét er at love at adlyde, noget helt andet at overgive os i tro og tage imod den guddommelige kraft, som giver os nåde til at gøre, hvad vi lo-vede.

Hvordan forklarer dette vers Israels nederlag? Hvordan kan vi lære at undgå at gentage den samme fejl?

Kun ved tro og ved at gribe fat i de løfter, der kommer ved troen, kan vi være lydige – en lydighed, der udtrykkes ved loyalitet over for Guds lov. Lydighed mod loven var ikke mere i modstrid med den evige pagt på Moses’ tid, end den er i dag. Den almindelige misfor-ståelse mht. loven og pagterne, som tit kommer gennem læsningen af Paulus, skyldes, at man ikke tager den sammenhæng i betragt-ning, hvori Paulus skrev. Han gjorde op med de modstandere, der kæmpede for, at man skulle overholde alle Moselovens forskrifter. De ønskede at gøre loven og lydighed mod den til det vigtigste i troen; Paulus derimod ønskede at gøre Kristus og hans retfærdighed til det vigtigste.

Hvor tit har du sagt: ”Alt, hvad Herren befaler, vil jeg gøre,“ for senere ikke at gøre det? Hvordan er denne uheldige virkelighed med til at gøre løftet om nåde så meget mere dyrebar for os? Hvil-ket håb ville vi have uden dette løfte?

Pagten ved Sinaj

8. DECEMBER 2015

ONSDAG

110

Jer 31,31-34 Hvad betyder denne tekst både i sin umiddelbare sammenhæng og for os i dag?

Jeremias forkyndte disse ord midt under den største krise folket endnu skulle møde, nemlig den kommende babyloniske invasion, hvor landet var truet med total udryddelse. Igen ser vi her, ligesom andre steder, at Herren tilbyder håb, et løfte om, at dette ikke var enden, og at de ville få endnu en chance til at blomstre i Herrens nærværelse.

Det første løfte i Bibelen om ’den nye pagt’ finder vi altså i forbin-delse med Israels endelige hjemkomst fra fangenskabet i Babylon og den velsignelse, som Gud ville give dem, når de vendte hjem. På samme måde som bruddet af pagten ved Sinaj (Jer 31,32) bragte dem i landflygtighed, ville genoprettelsen af denne pagt bevare dem og give dem håb for fremtiden. Ligesom pagten ved Sinaj ville den nye pagt bygge på et personligt forhold, og den ville indbefatte den samme lov, De Ti Bud; men nu ville de ikke kun være skrevet på stentavler, men i deres hjerter, hvor de hele tiden burde have været.

”Den samme lov, der blev skrevet på stentavlerne, skrives af Hel-ligånden på hjertets kødtavler. I stedet for at prøve at tilvejebringe retfærdighed selv tager vi imod Kristi retfærdighed. Hans blod soner vor synd. Hans lydighed tilregnes os. Da fornyes hjertet ved Hel-ligånden og frembringer ’Åndens frugt.’ Ved Kristi nåde skal vi leve i lydighed mod Guds lov, som er skrevet i vort hjerte. Når vi har Kristi Ånd, vil vi vandre, som han vandrede.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 187).

Under den nye pagt ville deres synd blive tilgivet, de ville selv kende Herren, og ved Helligåndens kraft, som virkede i dem, ville de holde Guds lov. I den gamle pagts skygger og symboler, ligesom i den nye pagts virkelighed, var frelsen altid ved tro, en tro som ville åbenbare ’Åndens frugt’.

Den nye pagt 1. del

9. DECEMBER 2015

TORSDAG

111

Luk 22,201 Kor 11,24-26

Til at tænke over

Jeremias’ profeti om den nye pagt har en dobbelt anvendelse. For det første henviser den til Israels omvendelse til Gud, og at han ville føre dem hjem igen. Men den henviser også til Jesu gerning som Messias, hvis død stadfæstede pagten og forandrede forholdet mel-lem mennesker og Gud. Det er gennem den nye pagt, vi finder frel-sesplanen udtrykt på den mest fuldstændige måde. Tidligere var den kun blevet åbenbaret gennem skygger og symboler (Hebr 10,1).

Hvilken forbindelse er der mellem disse tekster og Jeremias’ profeti?

I Det Gamle Testamente pegede påskelammet, såvel som alle blo-dige ofre i helligdommen, frem til det ene offer, som Jesus gav på Golgata. I forbindelse med påskefejringen nød israelitterne påske-lammet som en symbolsk handling. Da Jesus indstiftede nadveren, gjorde han brødet og vinen til symboler på sit legeme og blod. Disse elementer fik dermed symbolsk den betydning, som påskelammet havde haft i den gamle pagt.

Sammen giver brødet og vinen os et kort, men dybsindigt resume af frelsens historie. Selv om de kun er symboler, forstår vi alligevel gen-nem dem, hvor meget Gud har gjort for os.

Paulus bruger nadveren til ikke alene at pege på Kristi død, men også på hans genkomst. Uden Jesu genkomst ville hans første komme være meningsløs. For hvilken gavn ville vi have af hans første komme uden hans genkomst, hvor vi skal opstå fra graven (1 Thess 4,16; 1 Kor 15,12-18)? Jesus stadfæstede den samme for-bindelse, da han sagde: ”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige“ (Matt 26,29). Der er ingen tvivl om, at Jesu før-ste komme er uløseligt knyttet til hans andet komme. Hans første komme finder kun sin ultimative fuldendelse i hans andet komme.

Når du næste gang deltager i nadveren, tænk da over Jesu ord om, at han ikke ville drikke af vintræets frugt før han gør det sammen med os i Guds rige. Hvad får det dig til at føle? Hvad siger det om det nære forhold, Jesus ønsker at have med os?

Den nye pagt 2. del

10. DECEMBER 2015

FREDAG

112

Til videre studium


Vi har set, at Bibelen lærer, at regnbuen er et tegn på Guds pagts-løfte om aldrig at ødelægge jorden igen med en vandflod. På grund af videnskaben ved vi godt, at regnbuen opstår, når solstråler både brydes og genspejles i vanddråber, som spreder lyset i forskellige vinkler. Lyset trænger ind i en vanddråbe via et punkt, kastes tilbage fra bagvæggen i dråben til et andet punkt, kommer ud fra vand-dråben via et tredje punkt og dermed skabes de farver, vi kan se. Digteren John Keats var bange for, at videnskaben ville ’optrævle en regnbue’; men selv om vi kunne analysere, måle, forudsige og be-regne alt omkring en regnbue helt ned til det inderste af hvert pro-ton og undersiden af hver kvark, ville det ikke bevise andet end, at vi bedre forstår de naturlove, som Gud brugte til at skabe tegnene på denne pagts løfter. Måske vil videnskaben en dag være i stand til at forklare alt om, hvordan regnbuer opstår – selv ned til det 25. decimal, - men den kan aldrig forklare, hvorfor de opstår.

Men vi ved det. Vi ved, at Gud skabte vores verden på den måde, at når sollys og vanddråber er i det rette forhold til hinanden, vil vand-dråberne bryde lyset og genspejle det i forskellige vinkler, der skaber bånd af elektromagnetiske bølger, som når vores øjne og giver os et billede af en regnbue. Gud gjorde det (det hvorfor-spørgsmål, som videnskaben ikke kan forklare) for at minde os om sit pagtsløfte. Al-drig igen vil han ødelægge hele jorden med vand.

1. Nævn nogle af de vigtige sandheder, som vi finder i Bibelen, som videnskaben aldrig kan lære os? Kan det være, at de aller-vigtigste ting, vi ved, aldrig kan åbenbares ved hjælp af viden-skaben? Fx hvilke af livets sandheder?

2. Gennemgå sammen i klassen det vigtige forhold mellem tro og gerninger i frelsesplanen. Hvilken rolle spiller troen, hvilken rolle spiller gerninger, og hvilken plads har begge i den kristnes liv?

3. Hvad betyder det, at Guds lov er skrevet i vores hjerter? Hvad siger det om Guds lovs evige gyldighed, selv under den nye pagt?

11. DECEMBER 2015

DIALOG

113





Baggrund

• Prøv at opsummere, hvad der gør Jesu offer så meget bedre end de ofringer, der blev bragt i den jordiske helligdom.

• Hvorfor er et offer nødvendigt? Hvorfor er lige præcis Jesu of-ferdød nødvendig for at sikre frelse? - Hvorfor kan dette offer give os tilgivelse for synd? Skal der

mere til for at få tilgivelse?- Hvad er forskellen på de ”ofre“, vi somme tider taler om, at

vi bringer, og Jesu død på Golgata?

• Var Jesu offer frivilligt, eller var han nødt til at dø?- Hvad er ”pagtsordene“ eller indholdet i Guds pagt med Is-

rael? Dvs. hvad er det skrevne grundlag for aftalen?

• I dåben slutter vi pagt med Gud og bekender os til at leve vores liv på basis af Jesu død og opstandelse.- Hvordan er forholdet mellem denne bekendelse og dit og

mit faktiske liv? Hvordan får vi bekendelse og liv til bedre at nærme sig hinanden?

Hvad er din aftale med Gud? Eller hans aftale med dig? Hvordan har han bekræftet den? Hvordan har du bekræftet den offentligt?

• Kan du finde ekesmpler på moderne pagtslutninger, fra sam-fundslivet eller fra international politik? Hvad er ligheder og forskelle mellem dem og Bibelens forskellige pagter? - Hvordan bekræftes eller ratificeres sådanne pagter? Hvordan

blev Guds frelsespagt ratificeret (se fx Hebr 9,14-15)?

Begrebet ”pagt“ spiller en stor rolle i Bibelen, og ikke mindst i kirker inspireret af reformatoren John Calvin har man udviklet teologiske perspektiver baseret på tanker om pagterne. Det gammeltestament-lige ord har betydningen ”aftale, overenskomst“, og sådanne blev i datiden oprettet i mange sammenhænge, lokalt i juridisk betydning eller internationalt, når nationer indgik aftaler. Guds pagt med Israel er beskrevet på en måde, der minder om aftaler mellem en stor-konge og de folkegrupper eller nationer, der var underlagt ham – hititternes aftaler med vasalriger nævnes ofte som et eksempel.

I sammenhæng med frelse er det naturligvis altafgørende at


114

DIALOG TIL SABBATTEN | 12. DECEMBER 2015

Det betyder

forstå, at Guds evige pagt bygger på Jesu offer på Golgata. Det er denne handling, der juridisk ratificerer pagten og sikrer den troende frelse.

En af de tekster, der er blevet diskuteret mest i forbindelse med adventisters forståelse af den himmelske helligdomstjeneste, er Hebr 9,1-11. De to grundlæggende opfattelser afspejler sig i forskellige oversættelser, hvilket naturligvis kan forvirre. Et almindeligt syn er, at Hebræerbrevet opfatter tjenesten i den Hellige afdeling som et ud-tryk for israelitternes helligdom i Det Gamle Testamente og tjenesten i det Allerhelligste, Den Store Forsoningsdag eller Renselsesdag, som den kristne æra. Adventister forstår imidlertid tjenesten i den him-melske helligdoms afdeling som to faser i den kristne æra.

Et afgørende argument for adventisters syn er følgende:I Hebr 8,13 tales der om, at den første tjeneste er forældet. Hvis dette var en henvisning til tjenesten i den første afdeling, ville vi have store teologiske problemer. For tjenesten i det Hellige indbe-fatter Jesu forvaltning af vores bønner, illustreret ved røgelsen (fx Åb 5,8), Helligåndens arbejde for syndere illustreret ved lysestagen, samt Guds omsorg for sit folk illustreret ved skuebrødsbordet. Det giver ingen mening at hævde, at denne tjeneste er forældet og altså ikke foregår i den kristne tidsalder. Modsætningen i Hebræerbrevet er ikke mellem de to afdelinger af den himmelske helligdom, men mellem den gammeltestamentlige forbilledlige tjeneste og tjenesten i den himmelske helligdom. Denne blev indviet ved Jesu himmelfart, se fx Hebr 9,18-25, der med henvisning til 2 Mos 24,8 sammenligner den med indvielsen af tabernaklet i ørkenen.

I Hebræerbrevet anvendes ordet diatheke om pagt, og forfatteren spiller på dette ords dobbeltbetydning. Ordet kan nemlig både be-tyde pagt i betydningen aftale og testamente (den samme dobbelt-hed finder vi på latin med ordet testamentum). For at et testamente kan virkeliggøres, må en person være afgået ved døden. Død er altså betingelsen for pagtens virkeliggørelse. I Hebræerbrevet er denne betingelse opfyldt på korset.

115


1212

116

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Herren skal være et sanddru og troværdigt vidne imod os, hvis vi ikke handler efter hvert ord, Herren din Gud sender til os gennem dig“ (Jer 42,5).

Vores studium i denne uge tager os hen imod slutningen af historien om profeten Jeremias. Men det er ikke en ’og de levede lykkeligt til deres dages ende’-afslutning. På en måde kunne man opsummere denne uges studium og faktisk en stor del af Jeremias’ Bog ved at sige, at vi her ser et eksempel på nådens begrænsninger. Det vil sige, at nåden ikke vil frelse dem, der helt og aldeles nægter at tage imod den. Uanset, hvor meget Herren talte til folket, tilbød dem frelse, beskyttelse, fred og fremgang, foragtede og afviste alle på nær nogle ganske få Guds tilbud.

Hvad så med Jeremias? Fra en menneskelig synsvinkel var hans liv og gerning fuldstændig forgæves. Den ’grædende’ profet havde rigeligt at græde over. Selv efter at alt det, han havde advaret om, gik i opfyldelse, blev folket ved med at holde fast ved deres syndige liv, hedenskab og oprør. De trodsede åbenlyst profeten og latterlig-gjorde Guds ord til dem.

Vi må også være forsigtige. Det er rigtigt, at nåde er kun nåde, fordi den tilbydes dem, der ikke fortjener det; men Gud tvinger ingen. Vi må være villige til at tage imod hans tilbud.

· Jer 40,7-16· Jer 41-43· 2 Mos 16,3· 4 Mos 16,13· Jer 44

Tilbage til Egypten


SØNDAG

117

Jer 40,7-16

Jer 41

Til at tænke over

Med Jerusalems ødelæggelse og det totale nederlag til babylonierne skulle man tro, at folket havde lært deres lektie. Desværre gjaldt det ikke alle, og dramaet var endnu ikke forbi.

Hvilket budskab blev (igen) givet til folket?

På trods af et fredsbudskab og den efterfølgende fremgang (se Jer 40,12), var ikke alle tilfredse med status quo.

Hvilke nye vanskeligheder ville den rest, som var tilbage i landet, nu møde?

Selv om der ikke gives en begrundelse for mordene, kan man ud fra det faktum, at morderen hørte til ”kongeslægten og var en af kon-gens embedsmænd“, måske drage den slutning, at denne arrogante overklasse stadigvæk ikke havde accepteret tanken om, at Guds udvalgte folk skulle underkaste sig Babylons herredømme. Da Ge-dalja var blevet indsat som hersker af Babylons konge (se Jer 40,5), betragtede disse mænd ham måske som en forræderisk marionet, der var illoyal mod sit eget folk, og som derfor skulle fjernes sam-men med sit hof.

Vi kan i fortsættelsen i kapitlet se, at denne rest nu stod over for en ny trussel. De frygtede, at babylonierne, som ikke kendte til alle detaljerne i det, der var sket, ville hævne Gedaljas og de kaldæiske soldaters død (ser Jer 41,3).

Ismael og hans mænds synder skabte frygt blandt dem, som ikke havde nogen del i disse synder. Er det også muligt, at vi gennem vores ulydighed kan være årsag til andres smerte og lidelse, selv om de ikke har nogen del i vores synd?

Politisk anarki

13. DECEMBER 2015

MANDAG

118

Til at tænke over

I deres frygt for babylonierne henvender folket sig til Jeremias, for at han skal bede for dem om guddommelig vejledning. På dette tids-punkt må de have været overbeviste om, at Jeremias var en Guds profet, og at det han sagde, når han talte i Herrens navn, ville ske.De lovede også, at de ville gøre alt det, Gud bad eller befalede dem om at gøre. Når vi læser, møder vi tilsyneladende et folk, der har lært deres lektie, og som ikke alene ønsker at kende Guds vilje, men endnu vigtigere, som også ønsker at følge den. Deres ord: ”Hvad enten det er godt eller dårligt, vil vi adlyde Herren vor Gud, som vi sender dig til. Det vil gå os godt, når vi adlyder Herren vor Gud“ (Jer 42,6) var en stærk trosbekendelse. Og det var også på tide, efter alt det, der var sket.

Læg mærke til parallellen med Jeremias’ tidligere budskaber: lad være med at stole på fremmede magter. Stol på Herren, og han vil give jer fremgang og befri jer, når tiden er inde. Frelse kommer ikke noget andet sted fra eller fra nogen anden. De fremmede magter hjalp jer ikke tidligere, og de vil heller ikke hjælpe nu.

Gud er nødt til at advare dem; for han kender deres hjerters tenden-ser. Han ved, at de tænker på at rejse tilbage til Egypten (tænk over symbolikken i denne handling) for at få den beskyttelse, de ønsker. Gud gav dem derfor meget tydelige og klare befalinger om ikke at gøre det; for dette valg ville kun bringe ulykke.

Igen ser vi det tydelige valg; et valg, som vi alle står over for: liv og fred gennem tro og lydighed mod Jesus, eller elendighed og død ved ikke at tro eller være lydige. Omstændighederne kan være me-get forskellige; men til syvende og sidst er vi alle nødt til at foretage det samme valg. Sammenlignet med folket på Jeremias’ tid har vi måske ikke altid så tydelige og klare advarsler, men vi har dem.

Liv eller død, velsignelse eller forbandelse. Hvilke valg foretager du hver dag, som enten fører til det ene eller det andet?

En bøn om guddommelig vejledning

14. DECEMBER 2015

TIRSDAG

119

Jer 43,1-7

2 Mos 16,3 4 Mos 16,13

Til at tænke over

Hvis du ikke har læst videre, vil Jer 42 være meget spændende. Hvad ville folket gøre? Ville de holde fast i troen, en tro der ville vise sig i lydighed? Ville de forblive i Juda? Eller ville de gøre den samme fejl, som man havde gjort i fortiden, og i stedet for at følge et ty-deligt ’så siger Herren’ gøre, hvad de selv havde lyst til, på trods af Guds tydelige advarsel i de sidste vers i kapitel 42 om, hvad der ville vente dem, hvis de vendte tilbage til Egypten?

Hvad valgte de at gøre?

Når Guds ord ikke stemmer overens med vores planer eller ønsker, har vi en tendens til at tvivle på deres guddommelige oprindelse. Dette var tilfældet med folket og deres ledere i forbindelse med Jeremias’ ord. Det var åbenbart kun omstændighederne, der var blevet forandret, ikke folkets tanker og hjerter. De fritog sig fra det løfte, de havde aflagt, ved at angribe profeten Jeremias. Men de ønskede ikke at angribe den nu aldrende profet direkte. Så de lagde skylden på Baruk, hans ven og somme tider skriver, og lod deres vrede gå ud over ham, idet de hævdede, at han havde vendt profe-ten imod dem.

Hvilke ligheder er der mellem det, folket sagde til Jeremias og det, deres forfædre havde sagt til Moses?

Den menneskelige natur forandrer sig ikke, men forsøger altid at finde en syndebuk for problemerne og en undskyldning for at gøre sit eget. Baruk blev derfor af en eller anden grund beskyldt for at ønske, at alle hans landsmænd skulle blive dræbt af babylonierne el-ler ført i landflygtighed til Babylon. Jer 43,1-7 fortæller ikke, hvorfor folket troede, at det var Baruks ønske. Bibelen forklarer heller ikke, hvorfor Israels børn mente, at Moses ønskede, de skulle dø i ørke-nen, efter at de havde forladt Egypten. Folk er ikke altid i stand til at tænke klart og fornuftigt, når følelserne løber af med dem. Det er derfor altafgørende, at vi overgiver vores lidenskaber og følelser til Gud.

Hvor tit lader vi vores lidenskaber og følelser formørke vores døm-mekraft eller til og med tilsidesætte et ’så siger Herren?’ Hvordan kan vi beskytte os mod at lade følelser og lidenskaber styre vores liv? (Se 2 Kor 10,5).

Tilbage til Egypten

15. DECEMBER 2015

ONSDAG

120

Jer 43,8-13

Til at tænke over

Hvad sagde Herren gennem Jeremias?

Takpankes var en by ved Egyptens nordøstlige grænse med store fæstningsanlæg, hvor der boede en stor koloni af jøder.

Igen ønsker Gud, at Jeremias skal videregive en profeti gennem en symbolsk handling. Selv om ord har stor magt, kan det af og til være, at en pointe er tydeligere og stærkere, hvis noget fortælles gennem en praktisk handling.

Vi får ikke at vide nøjagtigt, hvordan Jeremias skulle begrave ste-nene ved indgangen til Faraos palads. Men pointen var tydelig. Selv den mægtige Farao kunne ikke måle sig med Gud, som ville lade det gå nøjagtigt som forudsagt. De flygtninge, som havde troet, at de kunne finde beskyttelse og sikkerhed ved at rejse til Egypten, tog ligeså meget fejl som dem, der troede, at de kunne finde det ved at lade egypterne komme til dem (Jer 37,7-8). De egyptiske guder var ubrugelige, et resultat af en forkvaklet fantasi; disse guder var hedenske modbydeligheder, som holdt folket i total uvidenhed om sandheden. Israelitterne burde have vidst, ligesom vi bør vide det i dag, at vi kun finder virkelig beskyttelse og sikkerhed ved at være lydige mod Gud.

”Når selvopofrelse bliver en del af vores religion, vil vi forstå og følge Guds vilje; vores øjne vil blive salvet med øjensalve, så vi kan se de fantastiske ting i hans lov. Vi vil se lydighedens vej som den eneste vej til sikkerhed. Gud holder sit folk ansvarligt i forhold til det sandhedslys, de har forstået. Hans lovs krav er retfærdige og rimelige, og ved Kristi nåde forventer han, at vi opfylder hans krav.“ (Ellen White, The Review and Herald, 25. februar 1890).

Tænk også over symbolikken i, at israelitterne rejser tilbage til Egypten i deres ønske om at finde sikkerhed. Hvor ironisk! Hvor-dan kan vi i åndelig forstand fristes til at ’gå tilbage til Egypten’ for at finde det, vi mener, vi ikke kan finde hos Gud?

I landfl ygtighed

16. DECEMBER 2015

TORSDAG

121

Jer 44,1-10

Jer 44,15-19

Til at tænke over

Hvad foretog de landflygtige sig i Egypten?

Under landflygtigheden i Egypten var Jeremias nødt til at møde de samme problemer, som da han og folket boede i Juda. Dengang var han nødt til at tale til lederne; nu skulle han tale til de almindelige mennesker, som i landflygtighed begik de samme synder, der til at begynde med havde ført denne ulykke over dem.

Hvilket overraskende svar gav de Jeremias, da han konfronterede dem?

Deres hjerters hårdhed og det bedrag, de lå under for, er forbløf-fende. I bund og grund så de Jeremias lige i øjnene og trodsede ham og det, han havde talt til dem i ’Herrens navn’.

Deres begrundelser var enkle. Tidligere, før Josijas reform, mens de var gennemsyret af afgudsdyrkelse og brændte røgelse for Him-meldronningen og udgød drikofre for hende, gik det dem godt. Materielt set havde de det godt, og de boede i tryghed. Og det var kun efter Josijas reform, (som alligevel kom for sent og kun var halv-hjertet), at ulykken ramte. Så hvorfor skulle de lytte til Jeremias og alle hans advarsler?

Jeremias’ svar (Jer 44,20-30) var: Nej, I forstår ikke. Alle disse kata-strofer har ramt jer, netop fordi I gjorde alt dette. Og fordi I stædigt nægter at forandre jer, vil endnu flere ulykker ramme jer, og den sikkerhed, som I troede, at I ville finde i Egypten, er bedrag og løgn ligesom de afguder, I tilbeder. I vil til sidst indse, hvad der er rigtigt; men da vil det være for sent.

Det ser ud til at gå mennesker godt, som er gennemsyrede af synd og vantro, samtidigt med, at de trofaste kristne til tider udsættes for frygtelige prøvelser. Hvordan kan vi forholde os til denne vir-kelighed?

Åbenlys trods

17. DECEMBER 2015

FREDAG

122

Til videre studium


Gennem Jeremias’ Bog, ligesom i hele Bibelen, konfronteres vi med spørgsmålet om godt og ondt. Vi kristne kender forskellen på godt og ondt, fordi Gud har defineret disse begreber for os i mange for-skellige sammenhænge (se fx Rom 7,7; Mika 6,8; Jos 24,15; Matt 22,37-39; 5 Mos 12,8). Men hvad nu, hvis man ikke tror på Gud? Hvordan kan man da kende forskel på godt og ondt? Den ateistiske forfatter Sam Harris havde et forslag. Han skrev en bog kaldt Det moralske landskab, hvor han argumenterer for, at godt og ondt kun kan og bør forstås i videnskabelige termer. Det vil sige, på samme måde som videnskaben har hjulpet os til at forstå forskellen mellem stærk kernekraft og svag kernekraft, bør den hjælpe os til at kende forskel på ret og forkert, på godt og ondt. Han fremsætter til og med tanken om, at videnskaben en dag vil blive i stand til at hel-brede ondskab. ”Forestil dig, hvad der ville ske, hvis vi opdagede en helbredelse for menneskelig ondskab. Forestil dig for argumentets skyld, at enhver relevant forandring i den menneskelige hjerne kan foretages billigt, sikkert og uden smerte. Helbredelse for psykopati kan tilsættes direkte til maden, ligesom D-vitamin. Ondskab vil da ikke længere være mere end en form for underernæring.“ (The Moral Landscape, s. 109, Simon & Schuster, Inc., Kindle Edition). De fleste videnskabsmænd, også dem der ikke tror på Gud, tvivler dog på, at videnskaben kan løse disse problemer. Men hvor ellers kan du finde en løsning, hvis du ikke tror på Gud?

1. ”For os afhænger alt af, hvordan vi forholder os til Guds be-tingelser.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 118). Hvorfor er det en fejl at tro, at nåden ikke gives på betingelser? Betingelser er ikke det samme som gerninger eller noget, der giver os fortjeneste over for Gud. Hvordan kan vi lære at skelne mellem den falske lære om retfærdiggørelse ved gerninger (legalisme) og den falske lære om, at frelse ikke gives på betin-gelse (billig nåde)?

2. Tænk grundigere over spørgsmålet til sidst i torsdagsafsnittet. Hvad ville du svare, hvis nogen sagde til dig: ”Jeg tror ikke på Jesus; jeg tror ikke engang på Gud. Se hvor godt det alligevel går mig. Faktisk vil jeg påstå, at det går mig bedre end dig, og du er kristen.“

18. DECEMBER 2015

DIALOG

123





Baggrund

• Læs Klagesangene sammen og drøft det indtryk, beskrivelsen efterlader, af situationen i Juda efter ødelæggelsen af byen og templet.

• Prøv at finde eksempler på nogle af Jeremias’ bønner i bogen.

• Hvad laver en bog som Klagesangene i Bibelen? Bør der ikke kun være lovsang og pris til Gud?- Hvad er dens funktion, dvs. hvad fortæller den om Gud og

os, som er nyttigt at vide i lyset af Bibelens budskab som et hele?

• Forestil jer, at I var i samme situation som jøderne, der beslut-tede at drage til Egypten. Hvad ville være jeres overvejelser? Hvad ville være afgørende for jeres beslutning?- Hvordan vil I afgøre, om beslutningen var følelsesbaseret

eller et udtryk for tro? Hvordan bestemmer I det i dagens si-tuation?

• Det er ikke altid let at tolke historiske begivenheder. Hvad ville have været klare indicier og udslagsgivende for folket på Jere-mias’ tid? Hvordan kunne de vide, om Gud var med dem eller ej?

• Tænk over, om de ønsker, du udtrykker i dine bønner, afspejler Guds vilje eller din egen!

• Hvordan tolker du begivenhederne i dit liv? Hvis det går dig godt, er det så en direkte velsignelse fra Gud og et tegn på, at alt er vel med dig åndeligt? Hvad med den omvendte situation?

Historisk er det interessant, at der på dette tidspunkt allerede var jø-der i Egypten. Langt sydpå i Nilen, på øen Elefantine, fandtes en ko-loni af jødiske lejesoldater med deres familier. I løbet af de følgende århundreder byggede de til og med et tempel og brevvekslede med ledelsen af det jødiske samfund i Judæa efter hjemkomsten fra Ba-bylon. Fundet af tekster fra Elefantine har været med til at kaste lys over jødisk liv og religion i ”adspredelsen“.


124

DIALOG

Det betyder

NOTER


Det danske ord ”jeremiader“ benyttes om klagesange, inspireret af profeten Jeremias’ erfaring og forstærket af den sandsynlige tradi-tion, at Jeremias er forfatter af den bog, der bærer navnet ”Klage-sangene“.

125


1313

126

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet“ (Jer 23,5).

Vi er nu nået til afslutningen af vores studium af Jeremias’ Bog. Det har været et spændende studium, fyldt med drama, følelser og energi, mens vi har fulgt profetens saga.

Profeterne skrev ikke i et vakuum. Jeremias var ingen undtagelse. Hans budskab kom fra Herren til et folk på et bestemt tidspunkt og sted og under helt specifikke omstændigheder.

Men selv om hans omstændigheder var totalt anderledes end vo-res, eller forskellig fra de mange andre generationers, som har læst Jeremias’ Bog, finder vi alligevel i hans bog vigtige principper for Guds folk til alle tider.

Blandt disse principper er troskab mod Gud og lydighed mod hans bud, sand religion, dvs. religion, som udspringer fra hjertet i modsætning til tomme og døde ritualer, som kan lulle folk ind i en falsk følelse af selvtilfredshed. Vi ser også, hvor nødvendigt det er, at Guds folk villigt lytter til irettesættelser, selv når de går på tværs af det, man ønsker at høre. Et andet princip vedrører sand vækkelse og reformation. Det er også tydeligt, at vi bør stole på Gud og hans løfter i stedet for menneskelig styrke. Og sådan kunne man fort-sætte.

I denne uge vil vi se nærmere på nogle af de mange lærdomme, vi kan hente gennem denne åbenbaring af Guds kærlighed til sit folk midt i de kraftige advarsler til dem om, hvad deres handlinger vil føre til.

· Jer 2,13; 6,20; 7,1-10· Matt 9,12· 5 Mos 6,5· Jer 10,1-15; 23,1-8

Lærdomme fra Jeremias’ Bog


SØNDAG

127

Til at tænke over

Som syvende dags adventister har vi den forståelse, at det grund-læggende spørgsmål i den store strid handler om Guds karakter. Hvordan er Gud egentlig? Er han den uretfærdige tyran, som Satan påstår, eller er han en kærlig og omsorgsfuld far, som kun ønsker det bedste for os? Dette er i virkeligheden de allervigtigste spørgs-mål i hele universet. Hvordan ville vores situation være, hvis Gud ikke var god og kærlig og selvopofrende, men ond og vilkårlig og sadistisk? Hvis det var tilfældet, vi ville være bedre stillet uden en gud.

Spørgsmålet er altså uhyre vigtigt. Heldigvis har vi svarene, og de ses allerbedst på korset.

”Aldrig skal det glemmes, at han, hvis kraft skabte og opretholdt de utallige verdener i rummets umådelige rige, Guds elskede søn, him-lens Majestæt, som keruber og skinnende serafer tilbad af hele deres hjerte, ydmygede sig for at løfte det faldne menneske op; at han bar syndens skyld og skam og oplevede, at Faderen skjulte sit ansigt for ham, indtil en fortabt verdens elendighed fik hans hjerte til at briste og slukkede hans liv på Golgatas kors. Det vil altid vække universets undren og tilbedelse, at alverdens skaber lagde sin herlighed til side og ydmygede sig af kærlighed til mennesket.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 526).

Hvordan kommer Guds karakter til syne i følgende tekster fra Jeremias’ Bog? Hvad fortæller de om ham?

Jer 2,13 Jer 5,22

Jer 11,22 Jer 31,3

Jer 3,7

Dette er kun nogle få af de billeder og udtryk, som bruges i bogen for at vise os noget af Guds natur og karakter. Han er livets kilde, den mægtige Skaber, en dommens Gud, en Gud der elsker os og kalder på os igen og igen, for at vi skal angre vores synd og vende om fra den vej, der vil føre til ødelæggelse.

Hvordan har du selv oplevet, at Gud er en kærlig Gud?

Jeremias’ Gud

20. DECEMBER 2015

MANDAG

128

Jer 6,20; 7,1-10

Til at tænke over

”Der findes et dokument, som gengiver Guds endeløse, nedslående kamp med organiseret religion. Det kaldes Bibelen.“ (Terry Eagle-ton, Reason, Faith, and Revolution: Reflections on the God Debate, s. 8. Kindle Edition).

Dette er ikke helt rigtigt; for Bibelens religion, den religion, som Gud har givet menneskene, var altid en ”organiseret religion“.

På den anden side er der i Jeremias’ Bog ikke er nogen tvivl om, at Herren forsøgte at lede folket bort fra de kolde og døde, men meget organiserede ritualer, som var kommet til at dominere deres tro – ritualer, som de troede, dækkede deres synd.

Det er værd at gentage, at størstedelen af Jeremias’ problemer skyldtes lederne og præsterne og folk, som troede, at fordi de var Guds udvalgte og Abrahams børn, pagtsfolket, så var alt i orden mellem dem og Gud. Hvilket sørgeligt bedrag, som vi, der også er af Abrahams afkom (Gal 3,29), bør være på vagt over for.

Hvad er budskabet i disse tekster? Hvordan kan vi anvende prin-cipperne i disse tekster i vores egen vandring med Gud?

Læs Jer 7,9-10 igen. Hvis man ønsker at finde et eksempel på en situation, hvor den såkaldte ’billige nåde’ passer, så har vi den her. Folket begår alle disse synder for så at komme tilbage til templet for at ’tilbede’ den sande Gud og påberåbe sig tilgivelse? Med mindre de forandrer deres liv, især den måde de behandler de svage i sam-fundet på, så kommer de til at møde en hård dom.

Hvor de dog bedrager sig selv! De tror, at deres organiserede reli-gion med dens ritualer er nok til at dække over deres synder, så de kan fortsætte med dem.

Hvad er forskellen på det, Jeremias advarer mod her og det, Jesus siger i Matt 9,12?

Ritualer og synd

21. DECEMBER 2015

TIRSDAG

129

Jer 17,7.10Jer 9,23-24

Til attænke over

Hjertets religion

”Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud“ (Rom 14,12).

En stor del af Jeremias’ Bog henvender sig til folket som et hele. Igen og igen talte han om Israel og Juda samlet, som Guds ”ægte stikling“ (Jer 2,21) eller Herrens ”elskede“ (Jer 11,5; 12,7), hans ”vingård“ (Jer 12,10) og hans ”hjord“ (Jer 13,7). Der er ingen tvivl om, at vi i bogen får en opfattelse af det fælles kald, Gud gav til dette folk.

Det samme er selvfølgelig tilfældet i Det Nye Testamente, hvor kirken igen og igen beskrives som en fælles enhed (se Ef 1,22; 3,10; 5,27).

Alligevel er frelsen personlig, ikke blot et fælles anliggende. Vi frelses ikke som en pakkeløsning. Som det var tilfældet med kirken i Det Nye Testamente, bestod også nationen Juda af enkeltpersoner, og det er på dette individuelle plan, at de virkeligt betydningsfulde spørgsmål opstår. Den kendte tekst i 5 Mos 6,5, ”Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke“, blev talt til hele folket, men gives i anden person ental. Der er tale om du, ikke I; Gud taler til hver enkelt individuelt. Til sy-vende og sidst er vi alle personligt nødt til at aflægge regnskab over for Gud.

Det samme ser vi hos Jeremias.

Hvad siger disse tekster om vigtigheden i en personlig, individuel vandring med Gud?

Selv om både Det Gamle og Det Nye Testamente taler om Guds kirke som et fællesskab, er sand tro altid individuel. Hver enkelt må dagligt overgive sig til Gud og personligt vælge at vandre i tro og lydighed.

Der er ingen tvivl om, at vi hver især er ansvarlige mht. vores egen sjæls frelse. Men hvordan kan vi sikre os, at vi gør alt, vi kan, for at hjælpe og opmuntre andre? Hvem kender du, med hvem du lige nu kan dele nogle venlige og opløftende ord?

22. DECEMBER 2015

ONSDAG

130

Jer 10,1-15 Hvad var en af de store synder, som folket begik, og som Jeremias hele tiden var nødt til at påtale?

Det interessante i disse vers er ikke kun den måde, profeten viser, hvor tomme, ubrugelige og latterlige disse afguder er, men hvordan han sammenligner dem med den levende Gud. Disse afguder er magtes-løse. Hvilken modsætning til Herren, som skabte himlen og jorden! Han er evig, mens disse afgudsbilleder skal udryddes for evigt. Hvem bør vi altså tilbede og hellige vores liv til? Det falske, nytteløse og magtesløse eller Herren, hvis kraft og magt er så stor, at han skabte og opretholder hele universet? Svaret er indlysende.

Men virkeligheden er alligevel den, at også vi står i fare for afguds-dyrkelse. Selv om vi i dag ikke tilbeder den samme slags afguder, som man gjorde på Jeremias’ tid, er vores moderne tilværelse fuld af falske guder. Disse moderne afguder er måske det, vi elsker højere end Gud. Det, vi ”tilbeder“ (og tilbedelse betyder ikke altid sang og bøn), bliver vores gud, og vi gør os skyldige i afgudsdyrkelse.

Nævn nogle ting, som vi kan stå i fare for at gøre til afguder? Hvad med fx din telefon eller i-pad, penge, berømmelse, ja til og med andre mennesker? Lav en liste over, hvad disse eventuelle afguder kan være, og spørg derefter dig selv, hvilken egentlig frelse disse ting tilbyder dig.

Rent intellektuelt ved vi selvfølgelig, at ingen af disse ting er værd at tilbede. Vi ved egentlig godt, at intet af det, denne verden tilbyder, eller det, vi gør til afguder, kan tilfredsstille vores sjæl og slet ikke frelse os. Vi ved det godt, og alligevel er det så let at blive fanget i en moderne form for afgudsdyrkelse, som Jeremias så ihærdigt langede ud efter. Det eneste, der kan redde os, er hele tiden at have blikket fæstet på Jesus og det, han har gjort for os.

Afgudernes undergang

23. DECEMBER 2015

TORSDAG

131

Jer 23,1-8

Til at tænke over

”Profeternes formaninger var tilsyneladende næsten frugtesløse i de sidste år af Judas frafald, og da kaldæernes hære kom og belejrede Jerusalem for tredje og sidste gang, mistede alle håbet. Jeremias forudsagde, at det ville ende med en katastrofe. Han blev jo netop kastet i fængsel, fordi han blev ved med at opfordre nationen til at overgive sig. Men Gud overlod ikke den trofaste rest, som stadig var i byen, til fortvivlelsens mørke. Selv da Jeremias blev holdt under opsyn af mennesker, som foragtede hans budskab, fik han stadig nye åbenbaringer om Himlens villighed til at tilgive og frelse, og disse budskaber har været en aldrig svigtende kilde til trøst for Guds menighed indtil i dag.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 226).

Midt i overvældende frafald og ulykke har Gud altid haft et trofast folk, selv om de ikke har været mange. Meget af Jeremias’ og de andre profeters budskaber handlede om frafald og troløshed; for Herren ønskede netop at frelse folket fra dette. Alligevel har Herren altid haft en trofast rest. Og sådan vil det blive ved med at være lige til verdens ende (se Åb 12,17).

Hvordan kommer tanken om en rest til udtryk i disse vers? Hvordan gælder dette for Det Nye Testamentes tid? (Se også Jer 33,14-18).

Bibelforskere har længe set en profeti om Messias i versene 5-7, en profeti om frelse for Guds trofaste folk. Det er rigtigt, at en rest vendte tilbage efter landflygtigheden i Babylon; men det var ikke nogen strålende tilbagevenden. Guds plan ville imidlertid blive op-fyldt gennem Davids afkom, gennem en ”retfærdig spire“, gennem den konge, som en dag skulle komme.

Denne profeti gik delvist i opfyldelse med Jesu første komme (se Matt 1,1; 21,7-9; Joh 12,13). Den vil få sin endelige opfyldelse ved Jesu genkomst (se Dan 7,13-14), når alle Guds trofaste, hans sande rest, i al evighed vil bo i fred og sikkerhed. Forløsningen, som først blev symboliseret gennem udgangen fra Egypten, vil være endelig, fuldstændig og evig.

Hvad er dit håb for fremtiden? Hvordan kan du lære at stole mere på Guds løfter og deres opfyldelse i dit eget liv?

En rest

24. DECEMBER 2015

FREDAG

132

Til videre studium


For mange år siden holdt adventistprædikanten W.D. Frazee en prædiken, han kaldte ”Vindere og tabere“. I sin prædiken gennem-gik han forskellige bibelske personers liv, hvor han specielt så på deres arbejde og tjeneste. For hver af dem stillede han spørgsmålet: Var han en vinder eller en taber?

Johannes Døber levede et ensomt liv i ødemarken. Selv om han til sidst fik en lille gruppe, der fulgte ham, var han slet ikke så suc-cesrig som Jesus. Og de sidste dage af sit liv tilbragte han i fængsel, hvor han blev plaget af tvivl, og han endte med at få sit hoved hug-get af (Matt 14). Efter at have genfortalt historien, spurgte pastor Frazee: ”Var Johannes en vinder eller en taber?“

Hvad med profeten Jeremias? Hvor succesrig var han? Han gen-nemgik store lidelser, og han var heller ikke bange for at klage og jamre over det. Med ganske få undtagelser lod det til, at præsterne, profeterne, kongerne og folket ikke brød sig om det, han sagde. Han blev til og med betragtet som en forræder. Til sidst kom den ulykke og ødelæggelse, som han havde brugt hele sit liv på at advare imod. Han blev kastet ned i en mudret brønd, og de håbede, at han ville dø der. Han overlevede imidlertid og var vidne til, at hans nation blev ført i landflygtighed, mens Jerusalem og templet blev ødelagt. Fra et menneskeligt synspunkt var der ikke meget, der gik godt for Jere-mias. Man havde god grund til at sige, at han havde et elendigt liv.

1. Var Jeremias en vinder eller en taber? Hvad er begrundelserne for de valg, du foretager? Hvis du svarer, at han var en vinder, hvad siger det om, hvor vigtigt det er ikke at dømme virkelig-heden ud fra verdens målestok? Hvilken målestok bør vi bruge i vores forsøg på at forstå, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, succes eller nederlag?

2. Hvordan kan vi se Jeremias’ liv som billede på Jesu liv og ger-ning? Hvilke paralleller kan du finde?

3. Tidligere i ugen så vi på problemet med ’billig nåde’ og den holdning, at udførelsen af visse religiøse ritualer er det eneste, der kræves for at dække over vores synd. Hvori består sand nåde i modsætning til den billige, værdiløse og til og med be-drageriske version, som vi advares imod?

25. DECEMBER 2015

DIALOG

133


Guds ordog klassensaktiviteter



Dette er kvartalets sidste sabbat. Den er velegnet til at sammenfatte kvartalets studium eller se på spørgsmål, der har hobet sig op i løbet af studiet. Juletiden kan selvfølgelig skabe både udfordringer og muligheder.

• Hvilke bibeltekster eller emner har i særlig grad talt til dig i dette kvartals lektier?- Er der noget, du på grund af disse lektier kunne tænke dig at

gøre anderledes i dit personlige liv?- Del med andre i klassen, hvad du har lært om Gud i løbet af

dette kvartal.

• Hvordan ved du, hvordan Gud er?- Hvad har du lært om ham fra Jeremias’ Bog?

• Hvad har overrasket dig i studiet af Jeremias?

• Drøft Jeremias’ Bog i lyset af Skriften som et hele. Hvad bidrager den med? Hvad ville vi miste, hvis den ikke var med i Bibelen?

• Prøv at tænke over organiseret religion og de forskellige måder, religion har været udøvet i historiens løb.- Hvordan vil du vurdere dem? Hvad er fordelene og ulem-

perne ved organiseret religion?

• Mange går i dag til angreb på al religion (et eksempel er den britiske videnskabsmand Richard Dawkins). Er der områder, hvori du/I er enig i hans kritik af religion?- Hvad vil du foretrække: at leve i samfund med falsk eller in-

tolerant religion eller i et samfund med udbredt ateisme og vantro?

• Behøver man at være religiøs for at være kristen?

• Hvordan udøver du din religion? Hvad foretager du dig i forhol-det til Gud, som er enestående for dig og andre kristne i sam-menligning med ikke-kristne?

• Hvilken betydning har fællesskabet af troende for den måde, hvorpå du praktiserer din religion?


134

DIALOG


Baggrund

NOTER


Hvordan har du mødt religion og religionsudøvelse i ugen, der er gået? Del evt. eksempler med din klasse.

I oldtidens Rom var religio oprindeligt et udtryk for udførelsen af de fælles offentlige riter. Ordet sagde ikke i sig selv noget om, hvordan mennesker følte i den forbindelse. På Det Nye Testamentes og i den første kristne menigheds tid fastholdt den romerske statsmagt be-tydningen af den offentlige religion; men samtidig opstod en lang række mere personlige religioner, hvori den enkelte kunne give ud-tryk for sin religiøse længsel og søgen.

Som tiden er gået, er ord som religion og religiøs derfor anvendt på mange forskellige måder. De kan bruges til at betegne kollektiv praksis, men også i nogle sammenhænge være en betegnelse for den individuelle oplevelse af det guddommelige.

135


Documents

Bibelstudium 2015-4