B E T Æ N K N I N Gom

ændring i lov nr. 129 af 15. april 1930om

forsikringsaftaler

BETÆNKNING NR. 2 15

1959

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

INDHOLDS FORTEGNELSE.Side

Udvidelsen af udvalgets kommissorium 5

I. Lovudkast 7

II. Den nugældende ordning 8

III. Udvalgets hovedsynspunkter 101. Almindelige bemærkninger 102. Skadesforsikring 10

a. Betingelserne for lempelse 11b. Lempelseshensyn 12

3. Summaforsikring 134. Selvforsikring 15

IV. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser 16

V. Bilag. De nordiske landes udkast opstillet som paralleltekster 19

UDVIDELSEN AF UDVALGETS KOMMISSORIUM.

Under forhandlingerne mellem de nordiskeudvalg om statens og kommunernes erstatnings-ansvar har der været rejst spørgsmål om at fore-slå særlige bestemmelser om begrænsning afdet offentliges ansvar for meget store skader.

Det danske udvalg var heroverfor af denprincipielle opfattelse, at erstatning for skader,for hvilke det offentlige i henhold til udka-stet til lov om statens og kommunernes erstat-ningsansvar er ansvarlig, bør fastsættes påsamme made som inden for den almindeligeerstatningsret. En særlig begrænsning af erstat-ningen anså man for så meget mere uheldig,som lovudkastet alene angår statens og kom-munernes offentligretlige erstatningsansvar,medens deres privatretlige ansvar skal bedøm-mes efter de almindelige erstatningsregler. Ud-valget har i det hele taget søgt at udforme deforeslåede regler om det offentligretlige erstat-ningsansvar i nær tilknytning til den alminde-lige erstatningsret. Mener man, at der indenfor visse områder af erstatningsretten er trangtil regler, der begrænser erstatningens størrelse,bør den nærmere undersøgelse af dette spørgs-mål efter udvalgets opfattelse omfatte både detoffentligretlige og det privatretlige erstatnings-ansvar.

En almindelig begrænsning af erstatningsan-svaret har imidlertid hjemmel i forsikringsaf-talelovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Denne bestem-melse giver domstolene adgang til under vissebetingelser at nedsætte erstatningsansvaret ellerlade det helt bortfalde i tilfælde, hvor den ska-dede interesse er dækket ved forsikring, hvil-ket ofte er tilfældet, hvor der kan blive tale

om store tab. Danske domstole har imidlertidværet utilbøjelige til at bringe bestemmelsen tilanvendelse på statens og kommunernes erstat-ningsansvar.

De nordiske forsikringsaftalelove er på dettepunkt ret forskellige. I Sverige har man underhenvisning hertil i tilknytning til de nordiskeforhandlinger om statens og kommunernes er-statningsansvar rejst spørgsmål om en ændringaf den svenske forsikringsaftalelovs § 25 ogforeslået, at spørgsmålet om forsikringsselska-bernes regres optages som et led i det stedfin-dende nordiske lovgivningsarbejde på erstat-ningsrettens område.

Som følge heraf blev det danske vidvalgskommissorium ved justitsministeriets skrivelseaf 23. september 1955 udvidet til også at om-fatte overvejelse af en ændret formulering afforsikringsaftalelovens § 25 med henblik påat tilvejebringe større retsenhed mellem denordiske lande på dette område. Samtidig blevdirektør i Kjøbenhavns Brandforsikring, cand.jur. Knud Christensen, udpeget til at indtrædesom medlem af udvalget for at deltage i drøf-telserne vedrørende dette spørgsmål.

Udvalget har herefter overdraget det til for-manden samt direktør Knud Christensen oghøjesteretsdommer Trolle at føre forhandlingermed de fra Finland, Norge og Sverige udpe-gede delegerede.

I Finland blev dette hverv først overdragetförvaltningsrådet Matti Aura og professor ArvoSipilä, men senere overdraget jur. dr. TaunoSuontausta.

I Norge blev hvervet overdraget professor

Kristen Andersen og høyesterettsadvokat Dag- gerede i Oslo i marts 1956, i København i majfinn Dahl. 1956, i Stockholm i marts 1957 og i Helsing-

I Sverige blev hvervet overdraget justitierådet fors i august 1957.Gösta Walin. Som resultat af det danske udvalgs arbejde

Der har været afholdt møder mellem de dele- fremkommer denne betænkning.

København, december 1958.

Poul Andersen, Knud Christensen. M. Edelberg.formand.

Poul Gaarden. H. Salicath. Jørgen Trolle.

/. Bangert,sekretær.

I. UDKAST TIL LOV OM ÆNDRING I LOV NR. 129 AF 15. APRIL 1930OM FORSIKRINGSAFTALER.

§ 1 .I lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsik-

ringsaftaler affattes § 25 således:»Stk. 1. Ved skadesforsikring indtræder selska-bet i det omfang, i hvilket det har betalt er-statning til den sikrede, i dennes ret mod den,der måtte være erstatningspligtig.Stk. 2. Gør selskabet regres mod trediemand,der ikke selv har forvoldt skaden forsætligt el-ler ved grov uagtsomhed, kan retten under hen-syn til grundlaget for ansvaret, herander omansvaret udelukkende hviler på D.L. 3-19-2,for Færøernes vedkommende Norske Lov3-21-2, samt til omstændighederne iøvrigt be-stemme, at selskabets krav skal bortfalde ellernedsættes, såfremt dette kan ske uden tilside-sættelse af forsikringsmæssige hensyn.Stk. 3. Forsikringsselskabet kan ikke påberåbesig noget forbehold, som strider mod stk. 2.Stk. 4. Ved livs-, ulykkes- og sygeforsikringhar selskabet intet krav mod den, der er ansvar-lig for forsikringsbegivenheden. At den sikrede

har modtaget erstatning af selskabet eller af denansvarlige, påvirker ikke hans krav henholdsvismod den ansvarlige eller mod selskabet.Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder doganvendelse ved ulykkes- og sygeforsikring, forså vidt forsikringsydelsen har karakteren af envirkelig skadeserstatning.Stk. 6. I det omfang skadelidte kan få skadendækket af en skadesforsikring eller en forsik-ring som omhandlet i stk. 5, har han ikke overfor den ansvarlige bedre ret end selskabet.«

§ 2.Som ny § 25 a indføjes efter § 25:»Hat skadelidte under hensyn til sprednin-

gen af sine økonomiske interesser undladt attegne sådan skadesforsikring, som det er sæd-vanligt at tegne, har han ikke større ret overfor den ansvarlige, end om han havde tegnetforsikring.«

§ 3.Denne lov træder i kraft den

II. DEN NUGÆLDENDE ORDNING.

Reglen i forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1,gælder kun for skadesforsikring, medens be-stemmelser om anden forsikring findes i § 25,stk. 2.

Ifølge § 25, stk. 1, indtræder forsikrings-selskabet i det omfang, i hvilket det har betalterstatning til den sikrede, i dennes ret mod denerstatningspligtige, men erstatningspligten kannedsættes eller efter omstændighederne heltbortfalde, hvor trediemand har voldt skadenved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes somgrov, eller hvor ansvaret udelukkende hviler påreglen i D.L. 3-19-2. Der er ikke hjemmel tillempelse til fordel for en skadevolder, som harhandlet forsætligt eller groft uagtsomt og hellerikke, hvor ansvaret går udover den almindeligeerstatningsregel eller D.L. 3-19-2, som f. eks.i henhold til § 8 i bekendtgørelse af sølovennr. 319 af 1. december 1937, § 65 i færdsels-loven nr. 153 af 24. maj 195 5, §§ 1, 7 og 9 ilov om skade ved jernbanedrift nr. 117 af 11.marts 1921, §§ 36-38 i bekendtgørelse af lovom elektriske stærkstrømsanlæg nr. 356 af 30.juli 1949, §§ 6-8 i bekendtgørelse af lov omluftfart nr. 251 af 6. august 1937, § 13 i lovom hunde nr. 164 af 18. maj 1937 og § 3 i lovom mark- og vejfred nr. 107 af 31. marts 1953.Efter hvilke hensyn det skal afgøres, om ned-sættelse og bortfald skal finde sted, er over-ladt til domstolenes afgørelse.

I henhold til denne bestemmelse har der ud-viklet sig en righoldig praksis. Ved bedømmel-sen af, om lempelse (for kortheds skyld brugesdette udtryk her og i det følgende både omnedsættelse og bortfald af erstatningen) skalske, synes domstolene i nyere tid i uagtsom-hedstilfældene fortrinsvis at lægge vægt påskyldgraden. Er der udvist ringe skyld, er dertilbøjelighed til at lade ansvaret helt bortfalde,

medens der gives fuld regres, hvor handlingener udslag af en mere betydelig uagtsomhed,løvrigt er det ofte vanskeligt af dommene atse, om domstolene i de enkelte tilfælde haranset uagtsomheden for grov, således at derikke er hjemmel til lempelse, se f. eks. Vestrelandsrets dom i Vestre Landsrets Tidende1958.2, eller om man blot har anset uagtsom-heden for så betydelig, at der ikke er fundetgrundlag for at lempe.

Det synes fortrinsvis at være, hvor der ertale om dagliglivets fejl, at ansvaret lempes.Foreligger der, hvad man kunne kalde en fagligfejl, eller voldes skaden ved anvendelse af sær-lige maskiner eller lignende, f. eks. motorsaveeller roetog, finder lempelse oftest ikke sted.Endvidere synes lempelse normalt ikke at ske,hvor skaden skyldes manglende vedligeholdelseaf bygninger eller lignende faste anlæg ellerved culpaansvar for skade voldt af dyr. Hvadsærlig angår det offentliges ansvar, er der somforan anført utilbøjelighed til at lempe.

Hvor ansvaret hviler på D. L. 3-19-2, er dertilbøjelighed til helt at fritage for ansvar. Dettegælder dog i mindre udstrækning, hvor derforeligger en faglig fejl. Har husbonden selvudvist uagtsomhed, ved valget af den under-ordnede eller ved instruktionen af ham, bedøm-mes forholdet efter de ovennævnte synspunkter.

Er den ansatte en person i overordnet stil-ling, kan der blive tale om at bedømme tilfæl-det, som om husbonden selv havde forvoldtskaden (identifikation), især når der er taleom en juridisk persons direktører eller besty-relse (organansvar).

Endelig skal det bemærkes, at domstolenehar lempet ansvaret under hensyntagen til ska-devolderens økonomiske forhold, jfr. navnlighøjesteretsdom i U. 1949.112.

Selv om den nugældende regels affattelsesynes at anse nedsættelse af erstatningen somhovedreglen, når lempelsesadgangen benyttes,er praksis gået i retning af her at lade ansvarethelt bortfalde.

Det er selve erstatningspligten, som kannedsættes eller bortfalde. Nedsættelse eller bort-fald rammer således både regresretten og skade-lidtes krav.

Foreligger der summaj or sikring, er der ikkeadgang til regres, og i disse tilfælde kan skade-lidte kumulere sit krav mod den ansvarlige medkravet mod forsikringsselskabet.

Under summaforsikring falder livsforsikringog ulykkesforsikring, for så vidt angår erstat-ning for dødsfald, invaliditet og dagpenge.Sygeforsikring anses ligeledes for summaforsik-ring, for så vidt angår dagpengeerstatning, menikke med hensyn til erstatning for udgifter tillægehjælp og medicin.

Uden for forsikringsaftalelovens § 25 falderydelser fra den lovpligtige ulykkesforsikringog statsanerkendte sygekasser, jfr. ulykkesfor-sikringslovens § 4 og forsikringsaftalelovens§ 1, stk. 2. Det er antaget, at der her er regres,ved den lovpligtige ulykkesforsikring dog kunifølge tilladelse fra direktoratet for ulykkes-forsikringen.

Hvad angår pensioner bemærkes, at staten ogkommunerne, formentlig også private pensions-kasser, se U. 1953.1142, har regres for den for-øgede pensionsbyrde.

Regreskravet og skadelidtes krav på erstat-

ning for skade, som ikke dækkes af pensionen,kan tilsammen ikke overstige, hvad skadelidtekunne have krævet, om pensionskravet ikkeforelå, og bliver der på grund af denne begræns-ning ikke fuld dækning for begge tab, gårskadelidtes krav forud for regreskravet. Hvilerpensionskravet: på en almindelig forsikring, bli-ver der næppe regreskrav for forsikringssel-skabet, og skadelidte kan kumulere pensions-kravet med et krav mod den ansvarlige.

Reglerne i de andre nordiske lande afvigerpå flere punkter fra den danske ordning.

I Norge har reglen om forsikringsselskabetsregres mod den for skaden ansvarlige sammeindhold som den danske regel, dog at lempelseer udelukket, hvor skaden er voldt i næring ellerbedrift. Det er kun regreskravet, ikke skade-lidtes erstatningskrav over for den erstatnings-ansvarlige, der kan lempes. Anlægger skadelidtesag mod den ansvarlige uden om forsikringen,kan lempelse således ikke ske. Ved summafor-sikring er reglen som i Danmark.

I Finland og Sverige er der kun regres, hvorskadevolderen har handlet forsætligt eller groftuagtsomt, og hvor der er ansvar udover culpa-reglen. Der er ingen adgang til at lempe re-greskravet. Bestemmelserne vedrører ikke ska-delidtes krav mod den erstatningsansvarlige.Reglerne om summaforsikring er som i Dan-mark, løvrigt skal nævnes, at reglerne i Fin-land og Sverige kan fraviges ved forsikrings-aftalen.

III. UDVALGETS HOVEDSYNSPUNKTER.

1. Almindelige bemærkninger.I den forberedende betænkning om nordisk

lovgivning om erstatningsansvar er der rejstspørgsmål, om erstatningsansvaret kan afskaf-fes i det omfang, hvori tabet dækkes ved for-sikring. Det antoges, at problemet for en kom-mende erstatningslov hovedsagelig ville blive,om det var muligt at nå længere frem ad denvej, lovgivningen betrådte med forsikringsaf-talelovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Det anførtes idenne forbindelse, at navnlig to vigtige hensynkunne føre i retning af at opretholde erstat-ningsansvar, dels præventionshensynet, dels ethensyn til, at visse virksomheder »selv bør bærede omkostninger«, de medfører for samfundetved at tilføje andre skade. Endvidere blev detforeslået, at man i forbindelse med en revisionaf forsikringsaftalelovens § 25 overvejede, omlempelsesreglen ikke burde udvides til tilfælde,hvor skaden rammer en større virksomhed ellerinstitution, der undlader at tegne forsikring,fordi dens størrelse vil give den fornødne risiko-udligning.

Under de nordiske forhandlinger har der franorsk side været stillet forslag om, at lempel-sesreglen udformes således, at der alene givesforsikringsselskaberne hel eller delvis regres,hvor domstolene under hensyn til skadevolde-rens skyld, skadens omfang og omstændighe-derne iøvrigt måtte bestemme det. En regel afet så ubestemt indhold, der i princippet gørregres til en undtagelse og således kan med-føre en betydelig indskrænkning af erstatnings-ansvaret, har det danske udvalg ikke ment atburde tiltræde. Reglen ville antagelig ikke fåsamme præventive betydning som den gælden-de bestemmelse, og den ville, hvilket udvalgettillægger væsentlig betydning, gøre det vanske-ligere på forhånd at skønne over, hvornår dom-

stolene vil anerkende et regreskrav, og derforvanskeliggøre udenretlige afgørelser af regres-spørgsmålet. Ofte vil regresopgøret finde stedmellem to forsikringsselskaber, som kun vilrejse sag, hvis der kan være tvivl om udfaldet.Det er da af stor betydning, at det gennem lov-givning og praksis fastlægges, i hvilke typeraf tilfælde der er fuld eller delvis regres. Ud-valget nærer frygt for, at en regel som den franorsk side foreslåede ville give anledning tilmere konkret begrundede afgørelser.

Efter den svenske forsikringsaftalelovs § 25er der som ovenfor nævnt kun regres ved for-sætlig og groft uagtsom skadeforvoldelse, oghvor der er erstatningsansvar udover culpa-reglen. Der er ingen adgang til at lempe regres-kravet. Fra svensk side er det over for det oven-nævnte norske forslag blevet fremhævet, at mannæppe kan tænke sig at opgive denne ordningtil fordel for en regel, der giver adgang til atlempe den ansvarliges erstatningspligt, hvis be-stemmelsen ikke samtidig angiver de betingelserog hensyn, der skal lægges til grund ved afgø-relsen af, om nedsættelse eller bortfald skal fin-de sted. Dette antages navnlig at være af betyd-ning, når forsikringsselskaberne skal bedømme,om regressøgsmål bør anlægges. Spørgsmåletantages også at være af betydning for opnåelseaf reel nordisk retsenhed, idet en adgang tillempelse af regres- og erstatningsansvaret, somikke er afhængig af visse i loven opstillede be-tingelser og hensyn, let kan føre til en forskelligretspraksis. Det danske udvalg må tiltræde dissesynspunkter.

2. Skadesforsikring.Udvalget mener, at navnlig præventionshen-

synet må føre til principielt at opretholde den

11

gældende regel om regresansvar. I så hense-ende skal anføres, at det ikke alene er ved for-sætlig og groft uagtsom skadeforvoldelse, atregresretten er af betydning. I tilfælde af sim-pel uagtsomhed er regreskrav sjældne, men for-sikringsselskaberne tillægger muligheden forregres væsentlig betydning ud fra et præven-tionssynspunkt. Det kan også anføres, at an-svarsforsikring er blevet mere og mere udbredt,hvorved vidtgående regler om lempelse af er-statningspligten er blevet mindre påkrævet.

Det er i det hele udvalgets opfattelse, at dengældende regel og den i tilknytning hertil ud-viklede retspraksis stort set må anses for til-fredsstillende, og at der for så vidt ikke erstørre trang til ændringer.

Udvalget har dog ment at burde foreslå nogleændringer i og tilføjelser til de nugældendebestemmelser. Dette skyldes i første række øn-sket om såvidt muligt at opnå nordisk retsenhedpå dette vigtige område af erstatnings- og for-sikringsretten.

Den almindelige regresret, som udvalget ihenhold til foranstående foreslår opretholdt,kan være udelukket, fordi regres ville være istrid med forsikringsaftalens forudsætninger.Det vil således kunne være i strid med forsik-ringstagerens forudsætninger, at der udøvesregres, hvor skaden er forvoldt af ham nærtstående personer eller personer, der lever i øko-nomisk fælleskab med ham. Det kan også værei strid med en forsikringstagers forudsætnin-ger, at der gøres regres mod en person, hvisting han har lovet at holde forsikret, f. eks.mod brugeren af en ting, som ejeren har lovetbrugeren at holde forsikret. Hvis den, der hartegnet forsikring af trediemands interesse, harvoldt skade ved en mindre uagtsomhed, ellerskade er voldt af hans folk, vil regres hyppigtvære i strid med forsikringsaftalens forudsæt-ninger.

a. Betingelserne for lempelse.1°. Efter forsikringsaftalelovens § 25 er det

udelukket at lempe ansvaret til fordel for enskadevolder, som har handlet groft uagtsomt.Udvalget har overvejet, om dette er velbegrun-det. I den forberedende betænkning ytres tvivlom rigtigheden af denne afgrænsning, og detforeslås undersøgt, om det måtte være muligtat knytte reglen til omstændigheder, hvis til-stedeværelse kan fastslås med større sikkerhed.

Som begrundelse for indførelse af en adgang

til lempelse til fordel for en skadevolder, somhar handlet groft uagtsomt, er det blevet an-ført, at grænsen mellem simpel og grov uagt-somhed er flydende, og at begrebet grov uagt-somhed varierer i forskellige relationer og op-fattes forskelligt i de nordiske lande. Man harogså peget på, at en adgang til lempelse i til-fælde af grov uagtsomhed ville harmonere medreglen i forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2,hvorefter det, når den sikrede selv har fremkaldtforsikringsbegivenheden ved groft uagtsomt for-hold, skal afgøres under hensyn til skyldgradenog omstændighederne iøvrigt, om erstatningskal ydes og i bekræftende fald med hvilketbeløb.

I motorerstatningsudvalgets udkast har manforeslået den gældende regel om ansvarsforsik-ringsselskabets pligt til at gøre regres mod ska-devolderen i tilfælde af forsæt og grov uagt-somhed ændret, således at det afgørende bliver,om skaden er voldt ved forsæt eller hensyns-løshed. En sådan regel knytter ikke regres-retten til omstændigheder, der er lettere atfastslå end grov uagtsomhed, og kriteriet vilnæppe i større almindelighed være hensigts-mæssigt inden for erstatningsretten.

Efter praksis lempes ansvaret ikke, hvor derforeligger betydelig uagtsomhed, selv om denneikke kan betegnes som grov. Dette tyder på, aten adgang til lempelse i tilfælde af grov uagt-somhed ikke er påkrævet.

Udvalget mener ikke at kunne tillægge be-stemmelsen i § 18 nogen betydning i denneforbindelse, da den angår det kontraktmæssigeforhold mellem et forsikringsselskab og detsforsikringstager.

Under hensyn til det anførte mener udvalget,at det fortsat bør være en betingelse for lem-pelse, at den ansvarlige ikke selv har voldtskaden forsætligt eller groft uagtsomt.

2°. Efter forsikringsaftalelovens § 25 er dersom tidligere nævnt ikke adgang til at lempeerstatningsansvar, der går udover den alminde-lige erstatningsregel og bestemmelsen i D.L.3-19-2.

Fra norsk og svensk side har man ønsket enlempelsesregel, som giver adgang til lempelseogså i tilfælde af objektivt ansvar. Et sådantansvar har i hvert fald i Norge vundet aner-kendelse i større udstrækning end i Danmark.

Den danske ordning, hvorefter der ikke eradgang til lempelse i tilfælde af objektivt an-svar, har såvidt udvalget bekendt ikke givet an-ledning til utilfredshed, men det må herved

12

erindres, at danske domstole hidtil kun i megetbegrænset omfang har anerkendt et sådant an-svar uden for tilfælde af positiv lovhjemmel.Det kan tænkes, at domstolene her i landet vilkomme ind på i videre udstrækning at aner-kende et ulovbestemt objektivt ansvar. Underhensyn til denne mulighed har udvalget mentat kunne foreslå en affattelse, der i overens-stemmelse med de andre landes udkast åbner ad-gang til at anvende lempelsesreglen på objektivtansvar.

Den bestående adgang til at lempe erstat-ningsansvar, som udelukkende hviler på D.L.3-19-12, er opretholdt, jfr. nedenfor.

Som nævnt foran side 8 antages det, at derikke i henhold til forsikringsaftalelovens § 25,stk. 1, er adgang til at lempe et med D.L.3-19-2 beslægtet, men strengere ansvar. Ved-rørende adgangen til at lempe ansvaret efterD.L. 3-19-2 henvises til nedenfor side 13.

3°. Som en ny betingelse vedrørende adgan-gen til at lempe erstatningsansvaret foreslås det,at lempelse ikke skal kunne ske, såfremt dettemedfører en tilsidesættelse af forsikringsmæs-sige hensyn. I et par danske landsretsdomme,jfr. U. 1936.444 og 1945.965, anføres det, atforsikringsmæssige hensyn ikke talte mod lem-pelse. Den nævnte betingelse, som er optaget iudkastet efter forslag af det svenske udvalg,vil kunne tjene som hjemmel for udelukkelseaf lempelse både i tilfælde, hvor lempelse hid-til har været udelukket, fordi ansvaret er videre-gående end den almindelige erstatningsregel ogD.L. 3-19-2, og i tilfælde, hvor adgangen tillempelse ikke er blevet bragt i anvendelse.

Betingelsen er i de førstnævnte tilfælde etkorrektiv til den foreslåede mulighed for atlempe et objektivt ansvar, idet den giver etholdepunkt for at undlade lempelse, hvor degrunde, der taler for et objektvt ansvar, ogsåtaler for, at lempelse ikke bør ske.

Først og fremmest er herved tænkt på, at enrække virksomheder bør bære risikoen for deskader, de forvolder, fordi skaderne bør ansesfor et led i virksomhedernes driftsrisiko, som dekan indregne et vederlag for i deres priskalku-lationer. Er der tale om større foretagender, vildisse selv at være i stand til at afholde udgiftentil erstatninger. Eksempelvis kan nævnes an-svaret for skade voldt ved jernbanedrift, luft-fart, stærkstrømsanlæg og sporvejsdrift. Imid-lertid bør virksomhedens størrelse ikke væreafgørende. Hovedvægten bør lægges på, hvilkenart virksomhed der udøves;. Drives virksomhe-

den af et mindre foretagende, kan dette i reglentegne ansvarsforsikring.

Endvidere er ved forsikringsmæssige hensynblandt andet tænkt på søforsikringsforhold. Re-derens ansvar efter sølovens § 8 kan ikke lempesefter den gældende regel og bør som tidligerenævnt efter udvalgets mening heller ikke lempesi fremtiden. Regresretten tillægges på dette om-råde afgørende betydning for forsikringsselska-berne og derigennem for præmiernes størrelse.Desuden har regresretten en særlig betydningsom følge af søfartens internationale karakter.Det ville være uheldigt, om man i de nordiskelande indførte en begrænsning af ansvaret, somikke kendes i andre lande.

Det har været overvejet at optage en udtryk-kelig bestemmelse, der udelukker lempelse afansvaret efter sølovens § 8, men man har næretbetænkelighed derved, da en sådan bestemmelsekunne lede til uberettigede modsætningsslut-ninger.

b. Lempelseshensyn.Er de foran nævnte betingelser opfyldt, kan

retten bestemme, at erstatningen skal bortfaldeeller nedsættes.

1°. Når der ifølge udkastet skal tages hen-syn til grundlaget for ansvaret, tænkes hervedfor det første på skyldgraden. Dette hensyn hardomstolene i hidtidig praksis lagt væsentligvægt på, jfr. ovenfor side 8.

Med hensyn til grundlaget for ansvaret bliverdet dernæst af betydning, om der foreligger etansvar udover den almindelige erstatningsregel.Lempelse af et sådant ansvar har hidtil væretudelukket, og på de områder, hvor der for ti-den er anerkendt et objektivt ansvar, vil derantagelig, selv om udkastet ophøjes til lov, kunrent undtagelsesvis blive tale om lempelse,f. eks. måske med hensyn til ansvaret for dyr ihenhold til de særlige bestemmelser i D.L.6-10, som endnu lejlighedsvis anvendes, og ihenhold til mark- og vej fredsloven samt medhensyn til det ubetingede ansvar for hunde. Forså vidt angår det sidstnævnte ansvar er derimidlertid pligt til at tegne ansvarsforsikring, ogogså skader voldt af andre husdyr vil i vidt om-fang være dækket af ejerens ansvarsforsikring.Med hensyn til betydningen af ansvarsforsik-ring henvises til det nedenfor anførte.

Som et hensyn vedrørende grundlaget foransvaret, der kan føre til lempelse, fremhæverudkastet, om ansvaret udelukkende hviler på

13

D.L. 3-19-2. Den foreslåede formulering skulleherefter ikke på dette punkt kunne give anled-ning til nogen ændring af retspraksis, jfr. oven-for side 8. Ved ordet »udelukkende« er dettilkendegivet, at der i almindelighed ikke ergrund til at lempe et med D.L. 3-19-2 beslæg-tet, men strengere ansvar.

2°. De hensyn, som omfattes af udtrykketgrundlaget for ansvaret, er ikke de eneste, sombør tillægges vægt ved afgørelsen af, om lem-pelse skal kunne ske. Udvalget har derfor fore-slået, at lempelse skal kunne ske under hensyntil »omstændighederne iøvrigt«.

Der tænkes herved i første række på, om detfulde ansvar ville ramme den pågældende uri-meligt hårdt henset til hans økonomiske for-hold. Dette hensyn vil navnlig få betydning,hvor en ringe uagtsomhed medfører en storskade. Den omstændighed, at skaden er voldti hverdagslivets forhold, kan tale for lempelse.

3°. Udvalget har overvejet, om det bør væreaf betydning for spørgsmålet om lempelse, atskadelidtes ansvar er dækket af en ansvarsfor-sikring. Herom bemærkes:

Hvor der foreligger tvungen ansvarsforsik-ring, bør der efter udvalgets opfattelse ikkeske lempelse af ansvaret, for så vidt skaden kandækkes inden for forsikringssummen. Derimodkan det ikke være udelukket at lempe ansvar,der ikke er dækket af den tegnede forsikring.

Foreligger der en frivillig ansvarsforsikring,bør dette som hovedregel ikke få betydning vedbedømmelsen af, om lempelse skal ske. At denansvarlige har valgt at dække sig mod ansvaretved en forsikring, for hvilken han har ydet ve-derlag gennem betaling af præmier, bør efterudvalgets opfattelse ikke medføre, at han fuldtud undergives et ansvar, som ellers ville bort-falde eller blive nedsat.

Betragter man under denne forudsætning deskader, som omfattes af en ansvarsforsikring,vil forholdene, hvor der er tale om en sæd-vanlig familieansvarsforsikring, ofte ligge så-ledes, at det vil være rimeligt at lempe. Deskader, der omfattes af en sådan forsikring, vilsom oftest skyldes en ringe uagtsomhed udenerhvervsmæssig tilknytning. Præventive grundetaler derfor ikke væsentligt imod anvendelse afadgangen til lempelse. Lempelse af ansvaret vilkunne bidrage til at billiggøre familieansvars-forsikring, hvilket udvalget finder ønskeligt.

Ved skader, der omfattes af en ansvarsfor-sikring tegnet for en erhvervsvirksomhed, børlempelse sjældent finde sted, navnlig ikke, hvor

der er tale om en virksomhed, hvortil der erknyttet en særlig risiko. Sådanne virksomhederbør i vidt omfang bære de skader, de forvolder.Lempelse kan undertiden være rimelig, hvorskadeforvoldelsen kun står i fjernere forbin-delse med erhvervsvirksomheden. Foreligger deren faglig fejl, vil dette tale imod lempelse.

I tilfælde, hvor der kunne være tale omlempelse, fordi ansvaret ville ramme den an-svarlige urimeligt hårdt henset til hans økono-miske forhold, kan der være grund til at und-lade lempelse, hvis der er ansvarsforsikret.

4°. Udkastet medfører ingen ændring medhensyn til betydningen af, at en skade er voldt ikontraktforhold. Lempelse bør her ikke findested med hensyn til den kontraktlige hovedfor-pligtelse, men lempelse bør kunne ske, hvordet drejer sig om skader, der kun har fjerneretilknytning til kontrakten. Lempelse bør her- i overensstemmelse med gældende praksis -som regel ikke ske, hvor der foreligger fagligefejl, eller hvor en genstand er overgivet skade-volderen til forarbejdning eller transport.

3. Summaforsikring.Efter forsikringsaftalelovens § 25, stk. 2, er

regres udelukket ved livs-, ulykkes- og syge-forsikring. Ved ulykkes- og sygeforsikring erder dog regres, for så vidt forsikringsydelsenhar karakteren af en virkelig skadeserstatning.

Som en konsekvens af den bestemmelse, somudelukker regres, hedder det i § 25, stk. 2, 2.pkt. : »At den sikrede har modtaget erstatningaf selskabet eller af skadevolderen, påvirkerved disse forsikringer ikke hans krav henholds-vis mod skadevolderen eller mod selskabet.«

Som begrundelse for bestemmelsen om ude-lukkelse af regres er det anført, at det er na-turligt at lade skadelidte beholde sit krav modtrediemand, der er erstatningspligtig for tab,som er lidt ved forsikringsbegivenheden, nårdet er en for selskabets betalingspligt irrele-vant omstændighed, om sådant tab er lidt ellerej. At dette er tilfældet ved summaforsikringen,beror på, at summaforsikring, der kun findesinden for personforsikring, tilsigter at yde er-statning for tab af retsgoder, hvis værd forden sikrede ikke lader sig udmåle i penge.

Det er dog et spørgsmål, om denne betragt-ning behøver at føre så vidt. At fastsætte for-sikringssummen til et bestemt beløb kendes og-så ved anden forsikring end summaforsikring,hvor det er vanskeligt at fastsætte tabet, f. eks.

14

visse slags drifttabsforsikring, og summaforsik-ring tegnes ofte for at dække et økonomisk tab.

Livsforsikring tegnes i vidt omfang som enform for opsparing, og der bør derfor i hvertfald ikke, for så vidt angår denne forsikrings-art, gives forsikringsselskabet regres med denfølge, at de efterlevendes krav mod den an-svarlige beskæres.

Formålet med syge- og ulykkesforsikring vili første række være at sikre sig mod det økono-miske tab ved sygdom og tilskadekomst, og op-sparingssynspunktet gør sig i hvert fald ikkegældende i samme omfang som ved livsforsik-ring. Det skal i denne forbindelse nævnes, atden lovpligtige ulykkesforsikring og de stats-anerkendte sygekasser, som falder helt uden forforsikringsaftaleloven, har regres, således at derikke bliver tale om kumulation.

Med hensyn til syge- og ulykkesforsikringforeslår udvalget, at der i overensstemmelse medforsikringsaftalelovens § 215, stk. 2, 3. punktum,tillægges forsikringsselskabet regres, for så vidtforsikringsydelsen har karakteren af en virkeligskadeserstatning.

Pensionsforsikringer dækker også i et vistomfang det økonomiske tab ved sygdom og til-skadekomst før opnået pensionsalder. Efter dengældende ordning må det antages, at pensions-forsikringsselskaberne ikke har regres, og atskadelidte således kan oppebære pensionsydel-sen og samtidig kræve fuld erstatning af denansvarlige. Derimod har stat og kommuner, somikke har tegnet pensionsforsikring, fået tillagtregres mod den ansvarlige for den forøgedepensionsbyrde, jfr. ovenfor side 9. Noget til-svarende kan måske antages med hensyn tilydelser fra private pensionskasser, se U. 1953.1142.

Mod den gældende ordning er der med hen-syn til pensions- og andre forsikringer, sommedfører udbetaling af periodiske ydelser tilden sikrede, fremført to indvendinger.

For det første er det gjort gældende, atskadelidte undertiden opnar mere end fuld er-statning. Dette har navnlig været tilfældet iSverige, hvor erstatning for personskade somoftest ydes i form af livrente. Det anføres, atbetænkelighederne herved bliver større, efter atdet må forventes, at forsikringsmaksimum forpersonskade ved motorulykker, der er en hyp-pigt forekommende skadeså rsag, bliver betydeligforhøjet eller måske endog helt ophævet. I Dan-mark, hvor erstatningen i langt de fleste til-fælde fastsættes til et kapitalbeløb, er mulig-

heden for dobbelterstatning med det nuværen-de erstatningsniveau imidlertid ikke af så storbetydning.

Dernæst kan det undertiden synes nogeturimeligt, at der gives regres ved pensionsydel-ser fra stat og kommune, men ikke ved pen-sionsydelser i henhold til en forsikring. For-skellen kan ikke begrundes med, at den skade-lidte eller hans arbejdsgiver har betalt præmienfor pensionsforsikringen. Også statens og kom-munernes tjenestemænd yder bidrag til pen-sionen, som i det omfang, den ikke modsvaresaf sådanne bidrag, hovedsagelig må anses foret arbejdsvederlag. Pensionsretten må både fortjenestemænd og privat ansatte betragtes som etled i deres aflønning.

Med hensyn til kapitalforsikring har der væ-ret enighed mellem de nordiske landes udvalgom ikke at foreslå nogen ændring af den gæl-dende ordning.

For så vidt angår forsikringer, der giver rettil udbetaling af periodiske ydelser, foreslår detfinske, norske og svenske udvalg, at forsik-ringsselskabet skal kunne tage forbehold i for-sikringsaftalen om, at det vil gøre regres medhensyn til den forøgede pensionsbyrde i overens-stemmelse med de for skadesforsikring foreslå-ede regler. Den foreslåede regel er dog begræn-set til tilfælde, hvor en arbejdsgiver tegner for-sikringen til fordel for en hos ham ansat, ogforbeholdet kan alene angå ydelser til denskadelidte selv, ikke til hans efterladte. Der-imod er det uden betydning, om den skadelidteselv har betalt en del af præmien.

Det danske udvalg har haft under overvej-else at foreslå en lignende ordning. Man harindhentet en udtalelse fra Assurandør-Societe-tets komité, der efter at have indhentet ud-talelser fra nogle forsikringsvirksomheder ogfra livsforsikringsselskabernes forening har fra-rådet en sådan bestemmelse. De indhentede ud-talelser går ud på, at: sondringen mellem kapi-talforsikring og forsikring med løbende udbeta-linger er for vilkårlig. Videre anses det foruheldigt i forhold til pensionsordninger på op-sparingsbasis, dersom man åbner adgang forforsikringsselskaberne til at gøre regres ved deegentlige renteforsikringer. Det anses også forvilkårligt at gøre forskel på forsikringer tegnetaf arbejdsgiveren og forsikringer tegnet af densikrede. Da skattelovgivningen stort set tillader,at udgiften til sådan forsikring fradrages i sam-me omfang, hvadenten den udredes af arbejds-giveren eller af arbejdstageren, er der ikke noget

15

til hinder for, at arbejdsgiveren yder arbejds-tageren et tilskud til tegning af pensionsforsik-ring og overlader det til ham selv at tegne for-sikringen. Endelig har man henvist til, at pen-sionsforsikringsselskaberne i det overvejendeantal pensionsaftaler har bestemmelser om, atretten til pensionen er uafhængig af, om densikrede har adgang til erstatning i henhold tilulykkesforsikringsloven eller andre erstatnings-regler.

Det danske udvalg mener under hensyn tilde således af forsikringsselskaberne fremførtesynspunkter ikke at burde foreslå nogen æn-dring af den gældende ordning vedrørende re-gres ved summaforsikring.

Der vil herefter fortsat med hensyn til re-gres eller kumulation bestå en forskel mellempensionsydelser fra stat og kommune og pen-sionsydelser i henhold til forsikring. Udvalgetmener, at hvis forskellen skal fjernes, bør detrettest ske ved at frakende stat og kommune ad-gang til at gøre regres mod skadevolderen forforøgede pensionsudgifter, således at skadelidtefår adgang til at kumulere et krav mod skade-volderen med pensionskravet. Man har afståetfra at stille forslag om en sådan ændring.

4. Selvforsikring.I henhold til gældende lov er der kun adgang

til at lempe ansvaret, hvor den skadelidtesinteresse er forsikret, men lempelsesreglen iforsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, 2. pkt, eranvendt, hvor der er indrettet en selvforsik-ringsordning, således som det f. eks. er sketved lov om en brandforsikringsfond nr. 704af 22. december 1920, jfr. U. 1939-58. At derhos skadelidte findes en vis risikoudligning,antages ikke at kunne medføre lempelse, når derikke er indrettet en selvforsikringsordning, se

U. 1951.680 (H) om skade tilføjet Køben-havns belysningsvæsen og 1944.638 om skadepå et automobil tilhørende Statens civile luft-værn.

Udvalget har fundet det mindre rimeligt, atdet i alle tilfælde skal være afgørende for denansvarliges stilling, om skadelidte af særligegrunde har ment at kunne undvære forsikring.

Der kunne være tale om en regel, der gavadgang til lempelse, hvor skadelidte ikke erdækket af en forsikring, men ville have væretdækket, hvis han havde tegnet sådan forsikring,som det er sædvanligt at tegne, måske såledesat adgang til lempelse af ansvaret skulle værebetinget af, at skadelidte, uden at en selvfor-sikringsordning er indrettet, udtrykkelig har be-sluttet selv at: bære sin risiko. Dette kan tæn-kes, hvor spørgsmålet om forsikring har væretrejst i en kommunalbestyrelse eller et aktiesel-skabs bestyrelse.

Udvalget foreslår, at der indføres adgangtil lempelse af ansvaret, hvor skadelidte underhensyn til spredningen af sine økonomiske in-teresser har undladt at tegne sådan skadesforsik-ring, som det er sædvanligt at tegne, og mener,at det i så henseende bør være uden betydning,om der foreligger en udtrykkelig beslutning omikke at tegne forsikring. Under den angivneforudsætning bør skadelidte ikke over for denerstatningsansvarlige stilles bedre, end om hanhavde forsikret. Dette får navnlig betydning,hvor skaden rammer staten eller en kommune.Staten forsikrer normalt ikke, og nogle af destørre kommuner finder det også stemmendemed deres interesser ikke at tegne forsikring.Den foreslåede bestemmelse kan endvidere fåen vis betydning for store private foretagender.

En tilsvarende bestemmelse foreslås af detfinske, norske og svenske udvalg.

IV. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER.

Til § 1.Stk. 1, der svarer til forsikringsaftalelovens §25, stk. 1, 1. pkt, indeholder hovedreglen omforsikringsselskabets regresret ved skadesfor-sikring. De foreslåede ændringer er rent re-daktionelle.Stk. 2, der svarer til forsikringsaftalelovens§ 25, stk. 1,2. pkt., indeholder reglen om lem-pelse af selskabets regresret. Udkastet er hernæsten enslydende i de nordiske lande.

1. Bestemmelsen angår kun regresansvaret,idet ansvaret over for den skadelidte først om-handles i stk. 6. Ansvaret er ligesom efter dennugældende bestemmelse det samme i beggetilfælde. Ændringener således rent redaktionelog skyldes ønsket om at opnå en ensartet op-bygning af de nordiske udkast.

Bestemmelsen er anvendelig ikke blot, hvoret skadesforsikringsselskab gør regres mod enansvarlig eller dennes ansvarsforsikringsselskab,men også hvor et ansvarsforsikringsselskab gørregres mod en person, der er medansvarligfor skaden.

2. Lempelse kan ligesom efter den nugælden-de bestemmelse være bortfald eller nedsættelse,men medens nedsættelse naevnes først i den gæl-dende bestemmelse, nævner udkastet bortfaldførst. Anledningen til denne ændring, som eruvæsentlig, er, at nyere praksis, hvor lempelsefinder sted, som oftest lader ansvaret helt bort-falde. Der er på dette punkt overensstemmelsemellem de nordiske landes udkast.

3. Det er fortsat en betingelse for lempelseover for en erstatningsansvarlig, at han ikke selvhar voldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt.Det fremgår af formuleringen, at lempelse af enarbejdsgivers ansvar som efter gældende retkan ske, selv om tjeneren har handlet forsætligteller groft uagtsomt. Er skadevolderen en per-son i overordnet stilling, kan der være spørgs-

mål om at identificere arbejdsgiveren medskadevolderen, navnlig hvis arbejdsgiveren eren juridisk person, der kun kan handle gennemsine organer, jfr. ovenfor side 8.

Som en ny betingelse er foreslået, at lempelsekun kan finde sted, hvor dette kan ske udentilsidesættelse af forsikringsmæssige hensyn.Herom henvises til det foran side 12 anførte.

4. Medens den gældende bestemmelse intetindeholder om de hensyn, som skal være af be-tydning ved afgørelsen af spørgsmålet om lem-pelse, hedder det i udkastet, at lempelse kan skeunder hensyn til grundlaget for ansvaret; mendet siges, at der også kan tages hensyn til om-stændighederne iøvrigt, se nærmere ovenforside 13.

Det er udvalgets opfattelse, at domstolenefortsat bør søge at træffe deres afgørelser somtypeafgørelser og ikke rent konkret.Stk. 3 svarer til den nugældende § 25, stk. 3.Stk. 4, der med en enkelt redaktionel ændringer enslydende med den nugældende § 25, stk.2, 1. og 2. pkt., indeholder hovedreglen om, atforsikringsselskaberne ikke har regres ved livs-,ulykkes- og sygeforsikring og reglen om kumu-lation af kravene mod selskabet og den ansvar-lige.Stk. 5 er bortset fra en enkelt redaktionel æn-dring enslydende med den nugældende § 25,stk. 2, 3. pkt., jfr. stk. 3.Stk. 6 opretholder i forbindelse med stk. 2 denefter forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1,2. pkt.gældende ordning, hvorefter lempelsesreglengælder både om regreskravet og skadelidtes kravmod den ansvarlige.

Til § 2.Bestemmelsen, der er ny, omfatter kun til-

fælde, hvor skadesforsikring er undladt, hvor-

17

ved bemærkes, at de i udkastets § 1, stk. 5, om-handlede forsikringsydelser ikke i så henseendeanses for skadesforsikringsydelser.

Bestemmelsen gælder både tilfælde, hvorskadelidte helt har undladt at tegne forsikring,og tilfælde af underforsikring.

Bestemmelsen er uanvendelig, hvor det ikkeer spredning af skadelidtes økonomiske inter-esser, som er grunden til, at han har undladtat tegne forsikring, men f. eks. den omstæn-dighed, at han, fordi han er økonomisk vel-stillet, uden vanskelighed selv kan bære ind-trædende skader.

Bestemmelsen er kun anvendelig, hvor ska-delidte har haft mulighed for at forsikre denskadede interesse. Hvis skadelidte nok har haftmulighed for at tegne forsikring, men kun meden vis selvrisiko, være sig fordi en sådan erpåbudt ved lov, hvilket f. eks. er tilfældet medhensyn til kaskoforsikring af motorkøretøjer,der udlejes uden fører, eller fordi forsikrings-selskaberne ikke tegner forsikringer af den på-gældende art uden selvrisiko, bliver der ikketale om lempelse af erstatningspligten, for så

vidt angår skade, som ville falde ind underselvrisikoen. Det samme vil gælde, hvis skade-lidte har tegnet forsikring og selv har ønsket atbære en selvrisiko, som ikke kan anses forunormal.

Ved bedømmelsen af, om det er sædvanligtat tegne forsikring for interesser som den ska-dede, må sammenligning ske med andre, somhar lignende interesser. Foreligger der en fri-villig selvrisiko, må det afgørende være, om detinden for den pågældende art interesser ersædvanligt, at forsikring tegnes med selvrisiko.

Når det hedder, at den skadelidte ikke harstørre ret til erstatning, end om han havdeforsikret, betyder dette, at lempelsesreglen i§ 1, stk. 2, jfr. stk. 6, kommer til anvendelse.

Bestemmelsen i § 2 vil navnlig få betydning,hvor staten eller en kommune er skadelidt, menden kan også få betydning for store privateforetagender. Rederivirksomheders erstatnings-krav vil dog i det væsentlige være uberørt afreglen, navnlig fordi bestemmelserne om lem-pelse ikke vil finde anvendelse på ansvaret ihenhold til sølovens § 8, jfr. ovenfor side 12.

V. BILAG.

DE NORDISKE LANDES UDKAST OPSTILLET SOM PARALLELTEKSTER.

20

DANSK FINSK

2 5. 255//è. i. Ved skadesforsikring indtræder selska-bet i det omfang, i hvilket det har betalt erstat-ning til den sikrede, i dennes ret mod den, dermåtte være erstatningspligt g.

Stk. 2. Gør selskabet regres mod trediemand,der ikke selv har forvoldt skaden forsætligt ellerved grov uagtsomhed, kan retten under hensyntil grundlaget for ansvaret, herunder om ansva-ret udelukkende hviler pä D. L. 3-19-2, forFærøernes vedkommende Norske Lov 3-21-2,samt til omstændighederne iøvrigt bestemme, atselskabets krav skal bortfalde eller nedsættes, så-fremt dette kan ske uden tilsidesættelse af for-sikringsmæssige hensyn.

Stk. 3. Forsikringsselskabet kan ikke påberåbesig noget forbehold, som strider mod stk. 2.

Stk. 4- Ved livs-, ulykkes- og sygeforsikringhar selskabet intet krav mod den, der er ansvar-lig for forsikringsbegivenheden. At den sikredehar modtaget erstatning af selskabet eller af denansvarlige, påvirker ikke hans krav henholdsvismod den ansvarlige eller mod selskabet.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder doganvendelse ved ulykkes- og sygeforsikring, forså vidt forsikringsydelsen har karakteren af envirkelig skadeserstatning.

Stk. 6. I det omfang skadelidte kan få skadendækket af en skadesforsikring eller en forsik-ring som omhandlet i stk. '3, har han ikke overfor den ansvarlige bedre ret end selskabet.

§ 25 a.Har skadelidte under hensyn til spredningen

af sine økonomiske interesser undladt at tegnesådan skadesforsikring, som det er sædvanligtat tegne, har han ikke større ret over for denansvarlige, end om han havde tegnet forsikring.

1 mom. Vid skadeförsäkring inträder, undervillkor varom nedan i denna paragraf stadgas,försäkringsgivaren i försäkringshavarens rätt attkräva skadestånd upp till det belopp, som för-säkringsgivaren erlagt på grund av skadan.

Där återkrav göres gällande mot den som ickesjälv uppsåtligen eller genom grov vårdslöshetframkallat försäkringsfallet, äge rätten med be-aktande av skadeorsaken och omständigheternai övrigt samt arten och omfattningen av denverksamhet, som förorsakat skadan, bestämma,att återkravet skall bortfalla eller nedsättas.

Förbehåll, som strider mot andra stycket, måej åberopas av försäkringsgivaren.

2 mom. Vid liv-, olycksfalls- eller sjukförsäk-ring äge försäkringsgivaren ej av den som fram-kallat försäkringsfallet, eller eljest i anledningdärav är pliktig att gälda skadestånd, återkrävavad han utgiver.

Där försäkringsgivaren förbundit sig att er-sätta verkliga beloppet av sjukvårdskostnadereller andra utgifter eller förluster, äge försäk-ringsgivaren dock samma rätt som i 1 mom.sägs.

Vid försäkring, som för anställd tecknas avarbetsgivaren, äge ock försäkringsgivaren att ifråga om förtidspension eller annan periodiskförmån till honom göra förbehåll om rätt tillåterkrav enlig vad i 1 mom. sägs.

3 mom. Skadelidande äge ej mot den skade-ståndsskyldige bättre rätt än försäkringsgivarenför vad som omfattas av skadeförsäkring ellerav liv-, olycksfalls- eller sjukförsäkring, i denmån sådan försäkring enligt vad ovan sagts äratt bedöma såsom skadeförsäkring.

4 mom. Den som måste antagas hava med hän-syn till omfattningen av sina intressen under-låtit at taga skadeförsäkring, äge ej rätt tillskadestånd i vidare mån än försäkringsgivaren,om försäkring funnits.

21

NORSK SVENSK

25.1. Ved skadeforsikring inntrer selskapet, på denedenfor nevnte vilkår, i sikredes rett til åkreve erstatning, i den utstrekning skaden om-fattes av forsikringen og blir dekket av sel-skapet.

Gjøres slikt krav gjeldende mot en som ikkeselv forsettlig eller grovt uaktsomt har fremkaltforsikringstilfellet, kan retten etter grunnlagetfor ansvaret og omstendighetene forøvrig, be-stemme at kravet skal falle bort eller nedsettes,hvis dette kan skje uten tilsidesettelse av for-sikringsmessige hensyn.

25 §1 mom. Vid skadeförsäkring inträder, undervillkor varom nedan sägs, försäkringsgivaren iförsäkringshavarens rätt att kräva skadestånd, iden mån skadan omfattas av försäkringen ochvarder ersatt av försäkringsgivaren.

Där återkrav göres gällande mot den somicke själv uppsåtligen eller genom grov vårds-löshet framkallat försäkringsfallet, äge rättenmed beaktande av skadeorsaken och omständig-heterna, i övrigt bestämma, att återkravet skallbortfalla eller nedsättas, om det finnes kunnaske utan åsidosättande av försäkringsmässigahänsyn.

Forbehold som strider mot annet ledd kanikke påberopes av selskapet.

3. Ved livs-, ulykkes- og sykeforsikring kanselskapet ikke av den som har fremkalt forsik-ringstilfellet, kreve noe av hva det har betalt tilsikrede.

Förbehåll, som strider mot andra stycket, måej åberopas av försäkringsgivaren.

2 mom. Vid liv-, olycksfalls- eller sjukförsäk-ring äge försäkringsgivaren ej av den som fram-kallat försäkringsfallet, eller eljest i anledningdärav är pliktig att gälda skadestånd, återkrävavad han utgiver.

Hvis selskapet har forpliktet seg til å dekkede beløp som faktisk er medgått til å bestridekuromkostninger eller andre utgifter eller tap,har det samme rett som fastsatt under punkt 1.

Ved forsikring som en arbeidsgiver har teg-net for en ansatt, kan selskapet - når det gjelderpensjon eller annen periodisk godtgjørelse —forbeholde seg rett til regress etter regiene ipunkt 1.

4. Skadelidte har ikke større rett mot skade-volderen enn selskapet har for det som omfattesav skadeforsikring eller av livs-, ulykkes- og sy-keforsikring i den utstrekning slik forsikring,etter hva ovenfor er bestemt, blir å oppfattesom skadeforsikring.

2. Har skadelidte på grunn av sine økonomiskeintressers spredning unnlatt å tegne skadesfor-sikring, får han ikke større rett til erstatningenn om han hadde forsikret.

Där försäkringsgivaren förbundit sig att er-sätta verkliga beloppet av sjukvårdskostnadereller andra utgifter eller förluster, äge försäk-ringsgivaren dock samma rätt som i 1 mom.sägs.

Vid försäkring, som för anställd tecknas avarbetsgivaren, äge ock försäkringsgivaren att ifråga om förtidspension eller annan periodiskförmån till honom göra förbehåll om rätt tillåterkrav enligt vad i 1 mom. sägs.

3 mom. Skadelidande äge ej mot den skade-ståndsskyldige bättre rätt än försäkringsgivarenför vad som omfattas av skadeförsäkring ellerav liv-, olycksfalls- eller sjukförsäkring, i denmån sådan försäkring enligt vad ovan sagts äratt bedöma såsom skadeförsäkring.

4 mom. Den som måste antagas hava med hän-syn till omfattningen av sina intressen under-låtit att taga skadeförsäkring, äge ej rätt tillskadestånd i vidare mån än försäkringsgivaren,om försäkring funnits.