VILLE DU REJSE EN UGE ALENE PÅ CHARTERFERIE UDEN DIN FAMILIE?

Jeg har vundet en charterrejse for 1 person. Rejseselskabet har helt sikkert håbet at sælge rejser til hele familien på dén måde. Men charterrejse for hele familien er ikke lige i budgettet, og jeg tænker faktisk, at den bare ryger i skraldespanden. Det er min mand, der foreslår, at jeg måske skulle overveje selv at tage af sted. Først afviser jeg blankt. EN UGE. Det kan jeg da ikke. Jeg, der engang var meget selvstændig og har rejst alene alle mulige steder, finder det nu angstprovokerende at skulle af sted alene. Og måske netop derfor begynder det at føles endnu vigtigere at gennemføre det. Alene.

Jeg begynder at lege med tanken og ender med på den ene side at glæde mig. En barnlig glæde, som jeg næsten ikke tør sige højt. Jeg glæder mig til at være alene. Helt alene. På den anden side får jeg dårlig samvittighed overfor min mand uden helt at forstå hvorfor. Der er også en indre stemme, der hvisker, at jeg ikke kan tillade mig at tage væk fra min 3 årige datter. En stemme jeg først nu er begyndt at udfordre, for jeg er slet ikke enig. Hun har jo en fantastisk far, der nok skal sørge for hende. Og igen, bliver det endnu vigtigere at gøre det. Alene.

I 3 år, har vi gjort alt sammen som familie. I 3 år har jeg været selvudnævnt projektleder for familien. Selvudnævnt fordi ingen har krævet af mig, at jeg i søvne skulle kunne svare på, om børnehaven skal på tur i morgen, om der er smør i køleskabet, om tasken er pakket, og om der er skiftetøj i børnehaven. Listen er lang. Ja, det er ikke fordi min mand ikke VIL deltage eller tage sig af ting. Han undrer sig bare først, når han fysisk står i børnehaven og leder efter gummistøvlerne, når der er lovet heldagsregn. Det er naturligvis et tænkt eksempel, han har aldrig stået i den situation. Min hjerne sørger for den slags. Det har dog sin pris at holde styr på tingene 3 uger frem i tiden. Jeg kan blive en sur kælling der brokker sig og er meget træt og utilfreds. Og igen, ingen har bedt mig være den, der husker alt for alle. Jeg har bare så svært ved at lade være og faktisk svært ved at finde ro, hvis ikke der er ”styr på det”. Den sure kælling kommer frem, når jeg i for lang tid har været for meget projektleder, og i for lidt tid ikke har været MIG.

Ser du, før jeg fik et barn, var jeg faktisk fløjtende ligeglad med praktiske ting, og der var heller ikke ret mange af dem. Jeg er også en af dem, der fik børn sent. Jeg nåede at vænne mig til et meget mageligt voksenliv med masser af ”alene” tid. Det har taget mig lang tid at finde ud af sammenhængen imellem projektleder rollen som mor og min stigende indre utilfredshed, som kommer ud som brok. I lang tid gik jeg ellers og tænkte, at ”hvis bare han gjorde sådan og sådan eller ”når dit og dat sker, så…”. Langsomt, har jeg indset, at det hele er MIG. Det er mig, der tror jeg skal og bør en hel masse, som jeg ikke gider, men gør alligevel for til sidst at blive utilfreds, træt og et brokkehoved. Misforstå mig ikke, det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om livet som mor. Den del, jeg ikke bryder mig om, er de krav og pligter, jeg har lagt ned over mig selv, fordi sådan er ”en god mor”.

Da afrejse dagen oprinder, har jeg travlt med at læsse af på min mand og fortæller ham om alle ugens gøremål. Han kigger på mig og siger: ”kan du ikke bare skrive en liste?” Lige der går det op for mig, at jeg er i gang med at sørge for, at han gør det på MIN måde hele ugen. Jeg forsøger at styre slagets gang, selvom jeg ikke engang skal deltage. Og lige der, beslutter jeg at holde mund, at lade det være. Lader dem selv finde ud af det uden min indblanding. Jeg vender mit fokus mod mig selv, min tur, min uge.

Jeg har medbragt et yoga program, der let kan laves på hotelværelset. Jeg har støvet bøgerne af der i et par år har ligget på natbordet og ventet på at jeg satte tiden af til at få dem læst, og taget dem med. Jeg medbringer med vilje ikke en computer.

Den første morgen er det lidt akavet, at alle chartergæsterne sidder i store grupper og spiser med deres familier, og jeg sidder alene. De er alle meget åbne og gæstfrie og inviterer mig ofte til at sidde ved deres bord. Jeg afslår, venligt. Det ville ellers være nemt at sige ja og slippe for at blive konfronteret med sig selv. Men jeg holder fast, jeg er her primært for at være mig selv. Og i øvrigt er smalltalk ikke min stærkeste side. Jeg går lange ture fra hotellet til strandpromenaden. I starten bemærker jeg, at jeg skynder mig. Som om jeg skal hjem til noget. Fritid har, de sidste 3 år, været forbundet med en bagkant, nogen der ventede derhjemme. Men, langsomt vænner jeg mig til at gå langsomt. Jeg sover ti timer hver nat. Jeg genvinder min gamle handlekraft og selvstændighed og opdager, at jeg godt kan være alene og nyde det. Jeg tilbringer timer ved poolen og læser 2 bøger uden at blive afbrudt. Jeg bevæger mig fra hele tiden at gøre noget til bare at være. Solen skinner fra morgen til aften, og der er minimum 27 grader. Som ugen går, bliver jeg mæt af mit eget selskab og møder to søstre, som er virkelig godt selskab. Jeg vælger at tilbringe tid med dem af lyst og ikke af nød. Vi har meget at snakke om, og jeg er glad for at have lært dem at kende. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde talt med dem, hvis jeg ikke var alene af sted.

Jeg ringer ikke hjem og tjekker hvordan alting går. Jeg taler med min mand og datter et par gange, hvor vi via internettet også kan se hinanden. Hun er glad og har det godt. Jeg bliver klar til at vende tilbage til hverdagen. Jeg dropper at have dårlig samvittighed over at nyde min tid alene, for jeg ved, den er på lånt tid. Om lidt er det hverdag. En hverdag jeg skal lære at gøre mere tålelig og behagelig for mig selv. Så jeg ikke bliver kvalt og får klaustrofobi af mine egne krav og urealistiske forventninger.

Ville jeg gøre det igen? Måske ikke 7 dage og måske ikke charterferie, men ja, og jeg håber, at jeg gør det igen.

Diskussion

konklusion