Arabisk medicin - Academia.dk · skaben med dens faglige naboområder som farmakologi, dvs. læren om lægemidler og deres virkninger, og biologi, dvs. zoologi, botanik og i bredere

65921_thumb.jpg

Arabisk medicin

001_196_Arabisk medicin.indd 1 28/08/07 14:07:50

Arabisk medicinPhilippe Provenal

Aarhus Universitetsforlag


Arabisk mediciner sat med Adobe Caslon Pro Philippe Provenal og Aarhus Universitetsforlag 2007Omslag: Jrgen SparreTilrettelgning og sats: Anne Marie Kaad

Bogen udsendes med sttte fra Landsdommer V. Gieses Legat, Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond, Forskningsrdet for Kultur og Kommunikation og Aarhus Universitets Forskningsfond

Aarhus UniversitetsforlagLangelandsgade 1778200 rhus N

Fax 89 42 53 80www.unipress.dk


eISBN 978 87 7934 978 0

http://www.unipress.dk

Indhold

7 Forord 13 1. Den arabiske verden, kulturhistorisk introduktion 29 2. Naturvidenskaberne og medicinen i den arabiske kultur 4 3. Oversttelserne 63 4. Opfattelsen af den menneskelige krops fysiologi

i den klassiske islamiske kultur

71 . De store lger 91 6. Store systematikere de tre strste navne 10 7. Farmakologi 123 8. Oversigt over zoologien og botanikken i den klassiske

arabiske kultur

129 9. Oftalmologi 133 10. Sygehusene og lgegerningen som profession 139 11. Oversttelserne fra arabisk til latin og den

europiske udvikling

149 12. Sammenfatning

13 Appendiks 181 Ordforklaringer 187 Litteraturliste 191 Indeks



Forord 7

ForordDenne bog handler om den arabiske medicins historie. Med den arabiske medicin menes den lgevidenskab som beskrives og doku-menteres i medicinske tekster skrevet p arabisk, frem for alt i den islamiske civilisations klassiske periode fra ca. 700 - 100.

Begrundelsen for at skrive denne bog er, at det emne, som bogen behandler, ikke tidligere er blevet genstand for noget strre bogvrk p dansk. Selv om vi i Danmark har haft store internationale navne som f.eks. professor Johannes Pedersen og professor Frants Buhl, nr det glder den videnskabelige behandling af mellemstlige kulturer, s er den arabiske lgevidenskabs historie aldrig blevet gjort til gen-stand for en omfattende indfring p dansk.

Den arabiske medicin reprsenterer et vsentligt led i den vest-lige medicinske tradition. Selv om man i Europa gerne ser sig selv som den direkte arvtager til den klassiske antik, s forbliver det et, al-mindeligvis ukendt, faktum, at den europiske medicinske udvikling ikke kunne have fundet sted uden det arabiske mellemled, som frte den videnskabelige medicinske tradition fra det klassiske Hellas og Rom til den europiske renssance. Araberne overtog gennem en energisk oversttelsesvirksomhed i det 8.-9. rhundrede den grske videnskabelige arv og udvidede den bl.a. med persiske og indiske bidrag samt med egne erfaringer og forskningsresultater. Denne op-daterede og voldsomt udvidede viden blev igen overfrt til Europa gennem en lige s energisk oversttelsesvirksomhed, som gik fra arabisk til latin, i det 11.-12. rhundrede.

Mange af forfatterne til disse tekster var imidlertid ikke arabere, men kunne have syrisk eller persisk eller et andet sprog som moders-ml. Ligeledes behvede de langtfra at vre muslimer. Blandt den arabiske medicins strste navne findes mange kristne og jder eller folk fra en helt fjerde religion.


arabiskmedicin

8 Forord

Bogen prsenterer den historiske udvikling i den ovenfor skit-serede tidsperiode og civilisatoriske omrde, hvad angr lgeviden-skaben med dens faglige naboomrder som farmakologi, dvs. lren om lgemidler og deres virkninger, og biologi, dvs. zoologi, botanik og i bredere forstand lren om levende vsener i al almindelighed.

Efter en indledning, hvor de brede historiske tildragelser i om-rdet skildres, kommer en mere specifik udredning af den lgevi-denskabelige udvikling set i historisk sammenhng. Da videnskab og videnskabelige aktiviteter ikke er noget, som finder sted i luften uafhngigt af det omgivende samfund, men er en del af samfundets almindelige kulturelle og historiske udvikling, er det ikke kun natur-ligt at skildre den videnskabshistoriske udvikling som en del af en sdan proces. Faktisk er det ndvendigt at skildre den som det, den er, nemlig en historisk proces, som kun kan forsts i sin historiske sammenhng.

Den populrvidenskabelige tendens til at fokusere p og be-dmme fortidens prstationer efter, i hvor hj grad de var i overens-stemmelse med nutidens videnskabelige syn p de omtalte emner, eller mindre tendentist efter, i hvor hj grad de bidrog til den nu-vrende videnskab det der er under et kan kaldes at sge nutiden i fortiden har ikke noget at gre med en historisk beskrivelse.

P den anden side m man heller ikke falde i den anden grft som nogle af tilhngerne af den skaldte postmoderne betragt-ning, der hvder, at fortidens videnskabelige resultater, synspunkter og metoder (og for den slags skyld ogs de moderne) ingen vrdi har i sig selv som beskrivelse af verden, men er reduceret til noget, der nrmest kun er sociale, kulturelle eller litterre konstruktioner. Denne mde at se tingene p turde imidlertid vre alt for ensidig. Hvis det viser sig ved alle observationer og undersgelsesmetoder, at en bestemt blomsterart har fem kronblade, s er det nok fordi blom-sterne p denne planteart har fem kronblade i den virkelige verden. Mere humoristisk kan man sige, at placerer man en sdan socialre-lativist foran en lve, vil det vre interessant at se, om han kan bort-forklare lven som en social konstruktion, eller om han tager benene p nakken.


Forord 9

Forord

Den videnskabelige tilgang i almindelighed bestr i at arbejde med og bruge de videnskabelige betragtninger, mder og metoder i ens undersgelser, beskrivelser og analyser af den empiriske og fak-tuelle verden. Disse beskrivelser og analyser munder ud i konklusio-ner vedrrende denne verdens beskaffenhed og de naturlige sam-menhnge, som findes i den. Disse konklusioners holdbarhed kan s efterflgende undersges og prves ved at teste arbejdsgangen og den behandlede problematik kritisk. Alt dette danner selve naturvi-denskabens grundvilkr og er samtidigt baggrunden for dens resul-tater, hvad enten det drejer sig om middelalderlige plantebeskrivelser eller moderne elektronik. Derfor er beskrivelsen af disse grundvil-krs historiske udvikling selve grundlaget for naturvidenskabernes historie.

Vi vil derfor se den arabiske lgevidenskab i dens historiske og kulturelle kontekst. Den historiske og samfundsmssige udvikling i Mellemsten, Nordafrika og de arabiske omrder p Den Iberi-ske Halv vil blive skildret i ndvendigt omfang i kapitel 1 sammen med religionen islam som ramme for bde den almene og den lge-lige etik i den arabiske civilisation. Den tidlige arabiske medicin, den almene videnskabshistorie i den arabiske verden, den middelal-derlige arabiske kulturs syn p videnskab og medicin samt datidens populrvidenskabelige medicin beskrives i kapitel 2. Dette frer over i beskrivelsen af den store oversttelsesblge af frst og frem-mest grsk faglitteratur til arabisk samt af oversttelsernes kvalitet og betydning i kapitel 3. Synet p den menneskelige krops fysio-logi og de grundliggende medicinske teorier i den arabiske klassik beskrives i kap. 4 Derefter kommer en beskrivelse af de store navne inden for den arabiske medicin med en skildring af disse forskellige lgers bidrag til medicinens historie i kapitel . Vi giver de tre mest betydningsfulde lger deres eget kapitel i kapitel 6. Derefter skildres farmakologien og dens betydningsfulde videnskabshistorie i den ovenfor beskrevne tidsperiode i kapitel 7. Andre tilknyttede emner som oftalmologi, zoologi, botanik og generelle biologiske be-tragtninger i den arabiske verden skildres ogs i bogen i kapitel 8-9, og til sidst beskrives kort sygehusvsenet i den arabiske verden og


arabiskmedicin

10 Forord

lgegerningen som profession i kapitel 10. Den store oversttel-sesblge af arabisk medicin til latin i Europa i det 11.-12. rhund-rede og den arabiske medicins betydning for medicinens historie i Europa beskrives i kapitel 11, og hele udviklingen sammenfattes til sidst i kapitel 12.

Det skal her understreges, at det her skildrede emneomrde er srdeles stort, og at hvert eneste af de i det forrige afsnit omtalte em-ner i virkeligheden nemt kunne blive genstand for hver sin bog, og de er somme tider ogs blevet det i den udenlandske litteratur. Det er derfor umuligt at have det hele med i bog, der har som mlstning at vre en bred og almen indfring. Hvis man vil have flere detaljer, henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler, som str i litteraturlisten.

Bagest i bogen findes et appendiks med frst detailbeskrivelser af forskellige arabiske lgebger og med nyoversatte arabiske me-dicinske tekster. Derefter kommer en ordliste over medicinske og religionsvidenskabelige termer og til sidst en litteraturliste over den i arbejdet med denne bog anvendte litteratur.

Til at skrive denne bog er der blevet brugt mange kilder. De str alle nvnt i litteraturlisten bagest, men flgende vrker har vret srlig vigtige:

Jacquart, Danielle og Francoise Micheau (1990): Lamdecinearabeetl occidentmdival, Maisonneuve et Larose, Paris.

Rashed, Roshdi (red.) (1996): Encyclopedia of the History of ArabicScience,3 bind, Routledge, London og New York.

Ullmann, Manfred (1970): DieMedizinimIslam,E.J. Brill, Leiden/Kln.

Hvor ikke andet er anfrt, er alle oversttelserne fra arabisk foreta-get af forfatteren. Alle korancitater er oversat fra arabisk af bogens forfatter. Versnumrene stammer fra versinddelingen i Kairoudgaven fra 1923.


Forord 11

Forord

Transskriptionernefraarabisktildanskertilpassetdanskstavemde.Detvilsige,atemfatiskekonsonanterogandrelyde,somikkefindespdansk,entenerudeladteellertilnrmede.Forarabisterangivesdoghertransskriptionstavlen:

=a =d d= =k

=b =dh t= =l

=t =r =z =m

=th =z = =n

=dj =s =gh =h

=h =sh =f =w

=kh =s =q =y

Hamzahangivesmedoglangevokalerangivesmedencirconflexeoverdentilsvarendelatinskevokal.

TaksigelserDennebogkunneikkevreblevettiludenhjlpogrdfraenrkkepersoner:

Mag.art., ph.d. i semitisk filologi John Mller Larsen takkesvarmt for kritisk gennemlsning af bde arabisk originaltekst ogdanskteksttilendelafoversttelserneogfornyttigerdtildisse.

Cand.mag.art.ireligionshistorieogsemitiskesprogJensAndrPedersenHerbenertakkesmegetforgoderdombogudgivelseroglayoutgenerelt.

Frstebibliotekar p Det Kongelige Biblioteks Orientalsk Ju-daistiskAfdelingmag.artStigT.Rasmussentakkesforhjlpmedatfindeillustrationsforslagogfortilladelsetilatbrugesiderogil-lustrationer framanuskripter tilhrendeDetKongeligeBibliotekssamlinger.


12 Forord

Lektor cand.mag. i klassisk filologi Ivar Gjrup takkes for hjlp med oversttelserne af bogtitler p klassisk grsk og latin.

Redaktrerne p Aarhus Universitetsforlag Carsten Fenger-Grn-dahl og Anne Sofie Steens takkes varmt for god sttte og godt sam-arbejde i forbindelse med udgivelsen af denne bog.

Endeligt takkes den faglige referent lektor emeritus cand. theol Svend M. Sndergaard varmt for sit store arbejde med at gennem-lse hele manuskriptet kritisk. Hans mange rettelser og rd har v-ret til stor gavn for bogen.

arabiskmedicin


Den arabiske verden 13

1. Den arabiske verden, kulturhistorisk introduktion

Det arabiske omrde geografi og historieDen arabiske kultur har sit udspring p Den Arabiske Halv. Det vldige rektangulre stykke land, som fra det syro-mesopotamiske omrde strkker sig mod sydst og begrnses af Den Persiske Golf mod st, Det Indiske Ocean mod syd og af Det Rde Hav mod vest. Mod nord gr Den Arabiske Halv direkte over i Den Syriske rken og Syrien og Mesopotamien, det nuvrende Irak. Eufrat gr mod sydst fra sit udspring i Lilleasien, det nuvrende Tyrkiet, til Den Persiske Golf, og mod nordvest set fra det arabiske landomrde afgrnses landene af Middelhavet og mod nord af Sortehavet. Det, at landomrderne synes afgrnset i nsten alle retninger af vand, har mske givet Den Arabiske Halv sit arabiske navn Djazrat al-Arab, hvilket betyder Arabernes , selv om nogle af de afgrn-sende have egentlig findes uden for det arabiske omrde. Den Arabi-ske Halv er p 3,2 millioner km2. Det er med andre ord et vldigt landomrde. Til sammenligning kan det anfres, at Grnland er p 2,2 millioner km2. Dets naturlige vegetation bestr for den strste del af territoriets vedkommende af rken eller busksteppe. Kun i det sydlige omrde grnsende mod Det Indiske Ocean srger et mon-sunklima for en visse steder yppig vegetation. Det sydarabiske om-rde regnes for en del af det afrikanske naturomrde, men der findes mange endemiske arter, og faunaen og floraen bliver mere nordlig med tiltagende hjde. Ellers findes der kun vegetationsrige steder i oaserne eller i de nordlige grnselande Mesopotamien og Syrien. Mod vest strkker en bjergkde sig fra nord til syd langs med R-dehavet. Denne bjergkde fortstter langs Det Indiske Ocean ind i


arabiskmedicin

14 Den arabiske verden

det nuvrende Oman. Fra hjlandet i vest gr en slette langsomt ned mod st for at ende i Den persiske Golf. De sydligere kyster langs golfen p den arabiske side er drejet mod nordst mod Hormuz-strdet, sledes at den sydstlige del af Den Arabiske Halv strk-ker sig mod de iranske kyster.

Rent sprogligt er det her beskrevne omrde hjemsted for og do-mineret af de semitiske sprog. De semitiske sprog er en sprogstam-me af nrtbeslgtede sprog. De mest kendte er arabisk, hebraisk og aramisk. Disse tre er stadigvk levende sprog, og arabisk er klassifi-ceret som et verdenssprog i FN-regi. Etiopisk er udddt i sin klassi-ske form, men lever videre i dattersprogene tigr, tigia og amharisk. Sydarabisk lever videre i en afvigende udgave som talesprog p en Socotra. Derimod er det gamle kultursprog akkadisk helt udddt og liges ugaritisk, fnikisk og andre nordvestsemitiske sprog. Arabisk blev talt af befolkningen p Den Arabiske Halv. Det vil sige, at det var rkennomadernes sprog. At arabisk i vore dage er talesprog og officielt sprog i store dele af Mellemsten og Nordafrika, skyldes udelukkende de arabiske erobringer i det 7.-8. rhundrede. Oprin-deligt blev sproget kun talt p Den Arabiske Halv.

Mesopotamien har vret hjemsted for nogle af de ldste hj-kulturer i verden. Det begyndte med sumererne, som oprettede de frste bystater i Mellemsten i det sydlige Mesopotamien fra ca. 3000 - 230 f.v.t., efterfulgt af forskellige lokale riger, imperier og dynastier, men omkring 900 f.v.t begyndte det akkadisk talende folk assyrerne i det nordlige Mesopotamien en ekspansion under kong Adad-Nirari, som gjorde sit rige, det babylonske, til et imperium, som kulminerede under kong Assurbanipal 669-630 f.v.t. Dette im-perium blev aflst af det nybabylonske rige omkring 60, men al-lerede ca. 0 til 22 blev hele Mellemsten inklusive Egypten ved erobringer indlemmet i det persiske rige. Dette rige blev erobret af Alexander den Store fra 336 til 329, det r hvor Alexander dde.

Alexander den Stores erobringer reprsenterer en kulturhisto-risk begivenhed af allerstrste betydning. De afstedkom en kultur-blanding med grsk kulturel dominans, kaldet for hellenismen. Det medfrte, at fra og med denne tid var Mellemsten en del af den



Denarabiskeverden

kulturkreds, som betegnes som den klassiske, selv om Mellemsten selvsagt havde betydningsfulde egne forhold og kulturtrk. Fra og med hellenismen kom ogs store dele af den kulturudvikling, som europerne meget gerne ser sig som arvtagere til, til at foreg i Mel-lemsten og Nordafrika. Her behver man blot at nvne den rolle, som biblioteket i Alexandria kom til at spille for den fortsatte kul-turudvikling.

Efter Alexanders dd blev riget delt mellem hans generaler. I Egypten herskede ptolemernes dynasti og i Syrien, Mesopotamien og Persien seleukidernes. I 63 f.v.t. kom den vestlige del af Mellem-sten under romerne, medens Mesopotamien blev indlemmet i det partiske rige. Parterne var et persisk folk, og Mesopotamien forblev persisk under det sassanidiske dynasti helt frem til de arabiske ero-bringer. Den sassanidiske hovedstad var Ctesiphon (p arabisk al-Madin), som l i Mesopotamien.

Det arabiske omrde forblev dog indtil islams fremkomst en perifer del af det hellenistiske omrde. De riger, som fulgte efter Ale-xanders erobringer, havde ingen eller kun ringe politisk magt over de arabiske urbane centre. De havde derimod en stor kulturel indfly-delse, og selv den frislamiske arabiske digtning synes at vise grsk indflydelse.

Historisk rids over den religise, politiske og samfundsmssige udvikling i det arabiske omrdeI dette afsnit kortlgges den historiske og sociale udvikling inden for de samfund og omrder, som danner grundlag for bogens emne, med henblik p at kunne indplacere den videnskabshistoriske udvik-ling i dens sociale og kulturelle kontekst. For en tilbundsgende be-handling af de arabiske landes og de arabiske folks historie henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler som findes i litteraturlisten.

Som det fremgr af ovenstende, var det arabiske omrde et randomrde, som ikke kom vsentligt under stormagternes herre-dmme. Arabiens vldige rken- og steppeomrder var ikke srligt attraktive hverken med hensyn til kolonisering eller konomisk ud-


arabiskmedicin


bytte. Araberne var for det meste organiseret i nomadiske og halvno-madiske, dvs. mobile stammer, som var svre at styre, og da plynd-ringer ofte hrte med til stammernes konomi, blev de oftest betrag-tet som rvere og marginaliseredes af de bofaste samfund.

Selv om det arabiske omrde var en vigtig handelsvej mellem det mediterrane omrde og Det Indiske Ocean, forblev de arabiske stammer politisk selvstndige, bde de nomadiske og det mindretal, som var fastboende. Storrigerne havde i praksis ingen direkte poli-tisk indflydelse over den arabiske befolkning om end i nogen grad en materiel. Halven blev rig p transithandelen dels ved karavane-transport over land og dels ved skibsfart p Det Rde Hav. Vigtige handels- og finanscentre opstod i tilknytning til handelen med byen Mekka som det mest kendte eksempel.

Rent sprogligt udviste Den Arabiske Halv en stor enhed, idet rkenkulturerne talte et sprog, som blev stamfaderen til det klassi-ske arabiske sprog. Kun i det sydarabiske omrde talte man et andet sprog, som logisk kaldes for sydarabisk, mens klassisk arabisk og dets forlbere betegnes som nordarabisk. Der var dog en hel del dialek-tale forskelle. Imidlertid blev de store central- og starabiske stam-mers sprog til et hjsprog, som brugtes af de arabiske digtere. Dette hjsprog var derfor en digterisk koin et fllessprog, som blev for-stet af alle og blev brugt i digtningen. Digteren var ikke kun poet i vores forstand, men tillige stammens eller gruppens talsmand, og han havde derfor en stor kulturel og politisk betydning i det dav-rende arabiske samfund. Koranen blev nedfldet p dette hjsprog, som derfor, med nogle mindre forskelle, er lig med det klassiske ara-biske sprog, som endnu i dag er det officielle sprog i de arabiske lan-de og lig med skriftsproget som sdan. Selv om de talte dialekter i de forskellige arabiske lande og regioner kan variere meget indbyrdes, sledes at forskellene kan minde om forskellene mellem de skandi-naviske sprog, forbliver klassisk arabisk det skrevne sprog og ogs det talte sprog i radio og fjernsyn. Denne sproglige kontinuitet er vigtig, fordi den betyder, at den arabiske verden i alle historiske perioder har udgjort en skriftsproglig enhed, og litteratur, ikke mindst faglittera-tur, kunne lses og skrives i alle dele af den arabiske verden.



Denarabiskeverden

Det sydarabiske omrde var, som allerede nvnt, hjemsted for gamle hjkulturer baseret p landbrug. De mest kendte er den sa-biske og den miniske. Dette omrde blev dog i rhundrederne fr islams fremkomst udsat for kraftig politisk indblanding fra svel det etiopiske som det persiske rige.

Mod nord fungerede Ghassan-stammen og Lakhm-stammen som stdpudestater for henholdsvis Byzans i st og Persien i vest. Ghassans leder blev udnvnt til archont (regeringsforstander) af Byzans, og Lakhm-stammens ledere var regulre konger, som var vasaller til de sassanidiske herskere. Disse grnsestaters rolle var at vrne mod arabiske nomader og deres plyndringstendenser.

Omkring r 70 efter vor tidsregning blev Profeten Muham-med fdt i byen Mekka, som ligger mod vest p Den Arabiske Halv i landskabet Hidjz ca. midtvejs mellem det nuvrende Jor-dan og det Indiske Ocean. Omkring 610 begyndte han at f en rkke benbaringer, hvad der satte ham i samme tradition som de bibelske profeter. Her skal ikke redegres i detaljer for islams religise historie, men Profeten fik verdslig magt, da han, fra en begyndelse som prdikant, endte med at blive leder for de men-nesker, som fulgte ham og hans religise budskab, idet de kom i opposition til de velstillede familier og klaner i Mekka. I 622 ud-vandrede han fra Mekka sammen med dem, der var konverteret til den nye religion, da de havde fet asyl i oasebyen Yathrib, som lig-ger knap 30 km stik nord for Mekka. Byen skiftede senere navn til Madnat-al-Nab = Profetens By, i daglig tale Medina. I og med at de troendes loyalitetsforpligtelser over for deres egne stammer blev opgivet til fordel for en forpligtelse mod deres religionsfller, blev konsekvensen, at de troende i praksis kom til at fungere som en ny klan eller stamme, som kunne slutte pagter, fre krig og i det hele taget optrde som en politisk enhed. Denne frste statsdan-nelse blev til det, som kaldes for Medinastaten, hvor Profeten var den ubestridte leder. Denne stat blev ndt til at forsvare sig selv bde politisk og militrt mod svel indre som ydre fjender. Profe-ten voksede imidlertid med opgaverne, og han kunne til sidst g sejrrigt ind i sin fdeby Mekka. Medinastaten dkkede da store


arabiskmedicin


omrder p Den Arabiske Halv. Dens territoriale kerneomrde udgjordes af landskabet Hidjz.

Inden Profeten dde, havde han ikke taget nogen beslutninger vedrrende ledelsen af den nye stat. Efter Profetens dd i 632 blev der derfor ad hoc blandt Profetens mest fortrolige fundet en ny le-der, som blev kaldt for Khalfat an-Nab = Profetens Reprsentant. P dansk bliver begrebet til kalif . Kaliffen var de troendes politiske, samfundsmssige og religise leder.

De arabiske stammer, som blev forbrdret gennem den nye re-ligion, fik kanaliseret den flles energi ud i nogle vldige militre erobringer. Disse blev frst rettet mod nabolandene Byzans og Per-sien, hvis modstandskraft nu var blevet alvorligt svkket gennem de-res indbyrdes krige og rivaliseringer. Fra 634-72 kom det arabiske omrde til at dkke alle landene i Mellemsten og Nordafrika samt Den Iberiske Halv plus erne Cypern og Rhodos. I 713 blev Sind, landet omkring Indusfloden, erobret. Hele dette vldige omrde blev til et arabisk imperium, som strakte sig fra det nuvrende Pakistan til Pyrenerne. Det arabiske imperium var en naturlig forlngelse af de tidligere imperier i omrdet, samtidigt med at tidligere told- og handelsbarrierer blev fjernet. Selv om araberne nogle steder i be-gyndelsen ikke kontrollerede andet end geografiske nglepositioner i deres vidtstrakte imperium, konsoliderede de gradvist deres magt. Dette skyldtes bl.a., at de udviste en for samtiden bemrkelsesvrdig tolerance over for andre folk og religioner, og lige s vigtigt, at de ikke foretog plyndringer og massakrer. Tropperne var srdeles veldiscipli-nerede, hvilket i hj grad skyldtes den nye tro, og i praksis blev kun den ejendom, hvis ejere var flygtet definitivt for de arabiske fremstd, inddraget af de nye magthavere, dog efter at statsmagten havde hvet en femtedel af land eller lsre som statsafgift. For den oprindelig be-folkning skete overgangen fra det gamle til det nye styre derfor med en for samtiden usdvanlig orden og fravr af delggelser.

Selv om de troende udadtil fungerede som en politisk enhed, forblev loyaliteten med de gamle stammer strk. S lnge Profeten levede, og da isr s lnge den spirende islamiske stat var i defen-siven, forblev troskaben mod den nye stamme strk, men allerede



Denarabiskeverden

kort tid efter Profetens dd opstod der strid og konflikter af stam-me- eller klanpolitisk art, og allerede inden for 20 r efter Profetens dd kom det islamiske samfund ud i regulr borgerkrig.

Det blev umayyadernes dynasti (661-70), som i flere omgan-ge vandt borgerkrigen. Denne familie hrte til de betydningsfulde kbmnd i Mekka, og under deres styre blev det arabiske impe-rium konsolideret. De indfrte arabisk som administrationssprog, hvor man fr havde brugt de tidligere imperiers sprog, de arabiske tropper kom til at virke som effektive fredsskabere og fredsvogtere med hensyn til de tidligere konflikter i omrdet, og landene, som fr havde vret adskilt af told- og handelsbarrierer i fredstid, blev nu forenet under t styre, hvilket medfrte en fri bevgelse af varer og kapital, men i lige s hj grad ogs af tanker, skrifter og andre kul-turelle forhold.

Det br understreges, at de nye magthavere i hj grad blev budt velkomne af de erobrede befolkninger i Syrien og Egypten. I Mel-lemsten var den kristne retning i overvejende grad monofysitisk, hvilket blev betragtet som kttersk af det ortodokse Byzans. Den re-ligise rivalisering mellem den mellemstlige befolkning og Byzans afstedkom, at araberne, der med islam faktisk sikrede religionsfrihed, blev betragtet som befriere fra det byzantinske g (jf. Lombard 1971 s. 36). Desuden blev islam af de kristne indbyggere ikke i begyndel-sen betragtet som en konkurrerende religion, men mere som en art misforstet almuekristendom (jf. Gardet 1971).

Under umayyadernes styre fandt de frste mder mellem ara-berne og de erobrede befolkningers kultur sted. Selv om araberne var mere optaget af at konsolidere det nye rige end i at virke som mcener for kunst og videnskab, var de ikke sene til at opdage for-delene ved de tekniske og videnskabelige frdigheder, som fandtes i de nyligt erobrede lande. Specielt br nvnes kaliffen Abd al-Malik (68-70), som indfrte arabisk som administrationssprog i stedet for grsk og persisk, og som fik opbygget kalifatets omfattende post-vsen (Toll 2002 s. 1). Den frste videnskabelige aktivitet i arabisk regi fandt sted i denne periode, men den havde mere at gre med litteratur- og sprogforskning end med naturvidenskab.


arabiskmedicin


Umayyadernes dynasti aflstes efter en voldsom konflikt af ab-basidernes (70-128). Selv om abbasiderne mistede enhver politisk magt med mongolernes erobring og delggelse af Bagdad i 128, fortsatte dynastiet med at fre en skyggetilvrelse i Egypten under mamelukkernes styre, til osmannerne erobrede Egypten i 117. Os-mannernes fyrste Selim I fik den sidste abbasidekalif al-Mutawak-kil III til at overgive osmannerne den kalifale titel og vrdighed. Nyere historisk forskning synes dog at drage denne detalje i tvivl, men under alle omstndigheder fortsatte osmannerne som kaliffer. I virkeligheden forblev det arabiske imperium kun helt og udelt un-der umayyadernes styre. Allerede kort efter abbasidernes magtover-tagelse rev Andalusien sig ls i 7 (al-Andalus er den arabiske be-tegnelse for de arabiske omrder p Den Iberiske Halv). Det var en umayyadisk overlevende ved navn Abd al-Rahmn, som overtog styret i Spanien og grundlagde det spanske umayyadiske dynasti. Lidt efter lidt blev kalifatets forskellige provinser i praksis politisk uafhngige, idet deres fyrster eller guvernrer lod deres magt blive arvelig. Iran og Egypten blev omtrent samtidigt (867-868) praktisk taget selvstndige, men kalifatet genvandt fuld kontrol med Egyp-ten i 90.

Fra og med 861 begynder kaliffernes magt at vakle i Bagdad. Som flge af magtstridigheder ved hoffet og i kaliffernes livgarde begyndte en periode med anarki. Idet centralmagten svkkedes, var det naturligt, at provinserne begyndte at sge selvstndighed (Bur-lot 1982 s. 3-4). Fra og med 94 var det storvisirerne, som fik al magten, og kaliffens magt blev reduceret til en ren nominel titel (Burlot 1982 s. ). Selv i kalifatets hovedstad opstod der derfor dynastier af storvesirer, som udvede den reelle magt, sledes at den kalifale titel endte med at blive en politisk tom, men stadigvk sr-deles symbolladet titel, som alt andet lige kan sammenlignes med de royale titler i moderne konstitutionelle monarkier. Det var sle-des kun under de frste godt hundrede r af abbasidernes dynasti, at kalifatet fungerede som et regulrt imperium. I Nordafrika var der i det 8.-10. rhundrede forskellige sm kongedmmer, som af oftest religise rsager ikke anerkendte kaliffen i Bagdad, men fati-



Denarabiskeverden

midernes dynasti, som herskede fra 969-1171 i Kairo i Egypten, gik endnu videre og endte med at tildele sig selv den kalifale titel, hvilket afstedkom at umayyaderne i Cordoba i Spanien som modvgt ogs erklrede sig for kaliffer. Profeten Muhammed havde pludselig tre efterflgere eller vikarer p jorden, hvilket ikke var i overensstem-melse med islamisk ortodoksi.

Alle disse forskellige politiske udviklinger br dog ikke skjule det vsentligste, nemlig at det i kalifatets lande og dets efterflgere lykkedes at skabe en regulr enhedskultur, som havde klassisk ara-bisk, ogs kaldet litterr arabisk, som fllessprog og skriftsprog, som havde islam som grundreference og arven fra antikkens civilisationer som altoverskyggende kulturel arv.

Udviklingen i Qayrawn og NordafrikaSom eksempel p regionernes selvstndige udvikling kan nvnes aghlabidernes hof i Qayrawn (Kairouan), i det nuvrende Tune-sien. Byen Qayrawn blev grundlagt i 670 af de erobrende arabi-ske styrker som militrt stttepunkt for erobringen af den romerske provins Africa, som dengang tilhrte Byzans, alts det stromer-ske rige. Byen er anlagt 10 km syd for det nuvrende Tunis i et goldt steppe- og rkenlandskab. I begyndelsen fungerede den som en srligt stor beduinlejr p samme vis som andre arabiske byer, hvis hovedopgave var at sttte erobringerne. Placeringen i rkenen var desuden af strategisk betydning, da araberne beherskede rkenrejser med kameler, hvilket byzantinerne ikke gjorde.

Takket vre omfattende kunstvandingsanlg blev Qayrawn en betydningsfuld by, som fungerede som provinshovedstad for Nordafrika. r 800 blev Ibrahm ibn Aghlab indsat som guvernr i Qayrawn for provinsen Ifrqiyah (Africa) af kaliffen Hrn al-Rashd. Ibn Aghlab blev tildelt en srdeles hj grad af selvstndig-hed, bl.a. retten til selv at vlge sin efterflger, hvorved der opstod et dynasti af guvernrer. Aghlabiderne, som dette dynasti kaldes, fik politiske ambitioner og erobrede Sicilien i 827-902, bl.a. for at sikre sig den maritime handel i det sydlige Middelhav. Selv om erobrin-


arabiskmedicin


gerne blev udfrt i en ideologisk ramme af hellig krig var rsagerne selvklart politiske og konomiske. Sicilien forblev p arabiske hn-der indtil den normanniske erobring i 1061-1091.

Qayrawn blev et stort kulturcenter. Byen havde flere tusinde indbyggere, og den store moske, som fyrst Ziydat Allh (817-838) lod bygge, og som nu er en stor turistattraktion, blev ramme om et frugtbart videnskabeligt og religist liv. Moskeens teologiske akti-viteter var p hjde med dem, som fandt sted i Mellemstens store centre. Qayrawn var med andre ord i 800- og 900-tallet et stort lr-domscenter. Desuden var der en bermt talmudisk skole, og det j-diske samfund var indflydelsesrigt og konomisk velstende. Jder og kristne var anerkendte borgere som pagtsfolk efter islamisk lov, og epigrafen afslrer, at de kristne indbyggere blev ved med at bruge latin til det 11. rhundrede ( Jacquart og Micheau 1990 s. 107-109). Den store moske i Qayrawn har et stort bibliotek, og de ldste do-kumenter i biblioteket gr tilbage til 800-tallet. I vore dage er alle dokumenterne blevet flyttet til en institution kaldet for Dral-Thiq-fah = Kulturhuset, som ligger lige over for moskeen, og hvor de bliver opbevaret under moderne forhold.

Udviklingen i SpanienDe frste arabiske tropper satte over Gibraltarstrdet i 711, og Den Iberiske Halv kom, med undtagelse af omrderne langs den stlige del af nordkysten, helt p arabiske hnder i 716. Indtil nasrider-nes kongedmme i Granada overgav sig til det spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492, var der i hele den mellemlig-gende periode en eller flere arabiske provinser eller kongedmmer i omrdet. Fra de frste militre togter i 711 til 7 hrte Den Ibe-riske Halv under umayyadernes styre i Damaskus, og al-Andalus, som de arabiske omrder p Den Iberiske Halv kaldtes af araberne, var en af kalifatets provinser. Omrdet blev regeret af en guvernr, som i praksis var nsten selvstndig, men formelt sorterede under generalguvernren for al-Maghrib (kalifatets vestlige omrder dvs. Nordvestafrika og Den Iberiske Halv), som residerede i Qayrawn,



Denarabiskeverden

mens guvernrerne for Den Iberiske Halv boede i Sevilla og Cor-doba (Hitti 1970 s. 493-03). Efter abbasidernes magtovertagelse lykkedes det for n mand fra umayyadernes familie at flygte fra den massakre, som afsluttede umayyadernes dynasti i 70. Han hed Abd al-Rahmn og nede helt til Spanien, hvor han tog magten og i 76 grundlagde en selvstndig stat med Cordoba som hovedstad, s-ledes at det arabiske Spanien blev uafhngigt af kalifatet. Da Abd al-Rahmn ikke anerkendte abbasidekaliffens autoritet, men heller ikke ville anerkende det arabiske Spanien som andet end en provins i sit rige, som jo skulle vre kalifatet, njedes han med titlen amr (emir) dvs. fyrste.

Fig.1.DettefotoertagetidetkongeligepaladskompleksAlhambraiGra-nada.Alhambrakommerfradetarabiskeal-Hamr,hvilketbetyderDetRde(Fort),daenstordelafbygningerneerbyggetafrdligesandsten.Granadaharvretarabiskca.714til1492.PaladskomplekseterbyggetafNasridernesdy-nasti,ogdetblevbyggetsentidetarabiskeSpanienshistorie,idetkongedmmetGranadalngelsomarabiskenklaveomgivetafdekristneomrder.Paladsetviserisinkunstneriskeforfinelsedenarabiskehjkultursstorebetydningfordespanskearabere(egetfoto).


arabiskmedicin


Lnge var det efterkommere af umayyadekaliffernes dynasti, som herskede i de arabiske dele af Den Iberiske Halv, og i 929 erklrede emiren Abd al-Rahmn III (regerede 912-961) sig for kalif, hvilket var et politisk trk, som var ndvendigt for at konsolidere dynasti-ets magt over for fatimidekaliffen i Qayrawn og abbasidekaliffen i Bagdad. Bde denne hersker og hans efterflger, al-Hakam II (rege-rede 961-976), promoverede kraftigt udviklingen af videnskaberne i det muslimske Spanien ( Jacquart og Micheau 1990 s. 139), f.eks. kom det kalifale bibliotek til at indeholde flere tusinde bind, iflge nogle kilder op til 400.000 bind. Selv om dette tal nok er overdrevet, m man betnke, at alle disse bger var hndskrevne, og de kom i bedste fald i meget sm oplag efter vore moderne forhold. Det ka-lifale bibliotek reprsenterede med andre ord en kolossal intellek-tuel arbejdsindsats, som dog ogs fandtes i andre vigtige islamiske bycentre. I det hele taget blev det islamiske Spanien en kulturens hjborg, isr i det 10. rhundrede under det spanske umayyadiske kalifat (Burlot 1982 s. 126-128 og 144-14).

Adskillige af den arabiske islamiske hjkulturs store navne kom fra Spanien. Fyrsterne og senere kalifferne omgav sig med navnkun-dige litterater og videnskabsmnd, og de var rundhndede mcener. Paladserne og moskeerne fra den islamiske tid i Spanien viser i deres kunstneriske udformning den forfinelse, som den spansk-arabiske kultur blev et medium for. Det bemrkelsesvrdige er, at interessen for hjkulturen holdt sig, ogs efter at kalifatet var get under, og det islamiske Spanien gik en politisk dekadence i mde, hvor territoriet blev delt mellem mange sm fyrstehuse. Et af disse, nasridernes dy-nasti, som herskede over et lille kongerige med Granada som hoved-stad, blev ved magten, til det tabte militrt mod det kristne spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492. I oktober samme r ankom Columbus til en lille ud for Amerikas kyst, og med ind-dragelsen af det amerikanske dobbeltkontinent fik Europa et ko-nomisk forspring i forhold til resten af verden, som var afgrende for, at Europa blev den verdensmagt, som til sidst underlagde sig det meste af verden i det 19. og 20. rhundrede. Det bermte nasridi-ske paladskompleks Alhambra (fra det arabiske al-Hamr, dvs. det



Denarabiskeverden

rde (fort)) viser i sin kunstneriske forfinelse, at store kunstneriske og kulturelle frembringelser stod i hj kurs hos araberne i Spanien lige til det sidste.

Islams selvforstelse og etikSelv om islams selvforstelse og religise ideer ikke skal behandles detaljeret i denne bog, er det dog ndvendigt at komme ind p dette omrde, da det kan forklare de etiske og kulturelle krav, som den arabisk-islamiske medicin kom til at flge.

Profeten Muhammed tilhrer religionsfnomenologisk samme gruppe som de bibelske profeter, og han opfattede selv sin mission som liggende i naturlig forlngelse af disse. Iflge den islamiske forstelse er den islamiske benbaring afslutningen og fuldendelsen af den benbaring, som findes i de tidligere skriftreligioners hellige bger. Den frste profet var Adam, og siden sendte Gud en rkke profeter som budbringere og advarere til menneskeheden. Til disse regnes Bibelens profeter. Islam regner endda en del bibelske per-soner som profeter, som ikke betegnes som sdan i Den Hebraiske Bibel (Det gamle Testamente) for eksempel Abraham og kong Da-vid. benbaringen fortsttes med Jesus og Det Nye Testamente og afsluttes med Muhammed og Koranen, som er den skriftlige ned-fldelse af de benbaringer, som Profeten Muhammed modtog og reciterede mundtligt.

Det betyder, at den etik og moral, som kommer frem i Koranen, og som var den, som muslimerne, som de troende kalder sig, kom til at flge, er en blanding af gammel arabisk sdvane og jdisk-kristen moral. Den etiske og religise fordring er grundliggende den samme som i de bibelske religioner. Sledes str der i Koranen:

Fromhed bestr ikke i, at I vender Jeres ansigter mod st eller vest (i bn), men fromheden er (tilstanden hos) hvem, som tror p Gud og p den Yderste Dag, p englene, p den benbarede Skrift og p profeterne, som giver (af sit) gods, p trods af sin krlig-hed til det, til de nre folk og til de forldrelse, til de fattige, til


arabiskmedicin


vandringsmndene, til de trngende og til slaverne, (hvem) som udfrer bnnen og giver almisse. De som opfylder deres pagt, nr de opretter en pagt, de som er udholdende i trngsel og modgang og i svre tider. Disse er de oprigtige, og disse er de, som flger benbaringen (Koranen 2.177).

Det, at man skulle tage sig af de fattige, de syge og de forldrelse, kort sagt af de marginaliserede i samfundet, gennemsyrer hele den islamiske etik og skulle selvflgelig f store konsekvenser for hele or-ganiseringen af det medicinske system. Der er flere skaldte tradi-tioner, som beretter, at Profeten Muhammed opfordrede til, at man besgte de syge, og sygebesg betragtes derfor som en religis for-dring. At der blev bygget sygehuse, og at behandlingen ofte var gratis eller nsten gratis for de fattige grupper, var ikke kun en konsekvens af det samfundsnyttige i sdanne tiltag, men frst og fremmest en religis og etisk fordring, hvis opfyldelse ville give stor belnning hos Gud i efterlivet. Denne etiske fordring phviler bde samfun-det og den enkelte. Det blev efterhnden almindeligt i de islamiske samfund, at folk testamenterede store summer eller fast ejendom til fromme stiftelser, som skulle drive samfundsnyttige foretagender, hvilket i al vsentlighed vil sige institutioner, som tog sig af syge el-ler som stod for videnskab og undervisning. At mange institutioner sagtens kunne tage sig af alle disse hverv, gjorde kun sagen bedre.

Et andet vigtigt aspekt ved islams selvforstelse er, at denne re-ligion opfatter sig selv som en naturlig efterflger af de bibelske re-ligioner. Iflge islam bragte alle profeter det samme budskab, som desvrre blev forvrnget af menneskene, idet kun islam reprsen-terer den historisk set endelige, men religist tidlse, helt oprettede og guddommeligt beskyttede benbaring. Deraf flger, at jdedom og kristendom samt andre monoteistiske religioner, som f.eks. Irans religion mazdeismen eller de gnostiske bevgelser, opfattes som en form for proto-islam. Disse religioner nyder de islamiske samfunds beskyttelse. Allerede i Koranen er der vers og passager, som stadf-ster tolerancen mod andre religioner af monoteistisk observans. Her flger et par eksempler:



Denarabiskeverden

Ingen tvang i Religionen! Retledelsen har tydeliggjort sig fra vildfarelsen, s at hvo afsvrger afguderiet og tror p Gud, har grebet i det fasteste greb uden brud overhovedet, thi Gud er den Hrende og vidende (Koranen 2.26).

Visselig, de som tror [dvs. muslimerne], og de, som ver jdedom, og sabierne2 og de kristne, de som tror p Gud og p den Yder-ste Dag, og som handler godt, deres ln er hos deres Herre. Hos dem vil der ej vre frygt, og de vil ikke vre bedrvede! (Koranen 2.62, og verset gentages i sin nsten njagtige ordlyd i .69).

Flgen blev, at de religioner, som har en helligskrift, og som er mo-noteistiske, opnede det islamiske samfunds beskyttelse, mod at de-res medlemmer betalte en skat eller tribut. Omvendelser blev ikke krvet. Denne tolerance blev af allerstrste betydning for naturvi-denskaberne og medicinen, da den afstedkom, at jder, kristne og andre befolkningsgrupper, som beherskede den tids videnskaber, i modstning til araberne, som var kommet ind fra rkenen og havde sat sig som en militr elite, ikke alene fik frie hnder, men ogs det islamiske samfunds fulde moralske og i meget hj grad ogs materi-elle opbakning til at dyrke og formidle naturvidenskaberne. Det blev endda sagt i spg i det 9. rhundrede, at skulle man anses for at vre en dygtig lge, s krvede det, at man havde et kristent navn og til-hrte den helleniserede aramiske befolkning.

I det hele taget er den islamiske kultur en kultur, hvor det at sge viden er i hjsdet. Allerede i Koranen str der:

I den koraniske tekst str der ikke i egentlig forstand afguderi, men ordet tght, der p den tids arabisk var navnet p det hellige telt, som de nomadiske beduiner brugte til forskellige ritualer i forbindelse med dyrkelsen af de hedenske guder.

Et religist monoteistisk samfund i profetens samtid. Identiteten p disse sabiere, eller sabere, som de oftest benvnes, er noget dunkel, men noget tyder p, at det drejer sig om arabiske manichere. I den klassiske tid brugtes begrebet isr om en sekt fra Irak af tilbedere af astrale guddomme (de Blois 199).


arabiskmedicin


Forkynd i din Herres navn som skabte skabte mennesket af en fasthftning Forkynd, for din Herre er den ndigste, som lrte ved pennenlrte mennesket, hvad det ikke vidste!

Iflge en vidt udbredt islamisk tradition skulle disse fire verslinjer fra Koranens 96. sura vre det frste, som Muhammed fik benbaret ved begyndelsen af sin profetgerning. De udsiger med fynd et tema, som det klassiske islam skulle komme til at lgge vgt p, nemlig lrdom. Det er glorvrdigt i den klassiske islamiske kultur at skaffe sig indblik i det, man endnu ikke kender, i at forholde sig ben til verden. Desuden str der i Koranen: Min Herre forg min viden (Koranen 20.114). Selv om det i denne passage egentlig drejer sig om religis viden og i srdeleshed om kendskab til den koraniske benbaring, s har den islamiske eksegese opfattet det som en klar angivelse af det fortjenstfulde i at sge viden. En meget bermt pro-fettradition, det vil sige en beretning om, hvad Profeten har sagt, er endnu mere eksplicit: Sg viden, om I end skal sge den i Kina. Det at sge viden blev anerkendt som en gennemfrt positiv ting i den islamiske kultur. Selv om konservative og puritanske tendenser har ment, at ordet skulle begrnses til religis viden, og at den, som rejste i sgen efter viden, var en person, som rejste ud for at samle profettraditioner, s blev det at have viden og sge at forge den opfattet som et yderst fortjenstfuldt og positivt forhold, og denne opfattelse gennemtrngte hele det islamiske samfund. Videnskabs-manden (p arabisk lim, flertal: ulam, et participium som svarer fuldstndigt til det franske savant) er med andre ord en person, som ikke alene udfrer en samfundsnyttig opgave, men hvis aktivitet er i fuld overensstemmelse med et religist krav stillet til menneskene. Endnu i vore dage str der i Mellemsten stor respekt om folk, som uddanner sig og prver at opn resultater inden for videnskab og ndsliv. En respekt, som langtfra kun kommer af den sociale prestige og de konomiske fordele, en sdan aktivitet kan resultere i, men simpelthen fordi den veluddannede har gjort noget fortjenstfuldt i sig selv.


Naurvidenskaberne og medicinen 29

2. Naturvidenskaberne og medicinen i den arabiske kultur

Den tidligste medicinDen behandling af syge, som fandtes i det gamle frislamiske arabi-ske samfund, havde mere at gre med magi end med nogen form for systematisk videnskab. Den frislamiske poesi, som er den vigtigste, men langtfra uproblematiske kilde til vores kendskab til det frisla-miske Arabien, indeholder navne p mange forskellige sygdomme og lidelser. Beduinernes kendskab til anatomien var srdeles enkel, men man gjorde sig visse tanker om organernes funktion. Leveren var sde for sult og trst, men isr for flelser og lidenskaber. Hjer-tet var forstandens sde. Disse forestillinger m siges at vre gam-melsemitiske, da man i Den Hebraiske Bibel ofte bruger udtrykket at ransage hjerte og nyrer i betydningen at undersge et menneske moralsk. Lgen blev kaldt for tabb,et indfdt arabisk ord for lge, som stadig er det arabiske ord for lge p moderne officielt arabisk. I den frislamiske tid kunne man ogs bruge ordet s,som stammer fra aramisk, men begge disse ord var betegnelser for personer, som udfrte behandlinger, og ikke p nogen mde betegnelser, som stod for en uddannelse (Ullmann 1970 s. 16).

Til sygdomsbehandlingen hrte naturligvis ogs magiske/reli-gise forestillinger. Da det var kendt, at der i oasen Khaybar fandtes en endemisk form for feber, og da man mente, at denne feber kun angreb mennesker, plejede besgende til oasebyen at skryde ti gange som et sel foran byporten for at f feberen til at tro, at de var sler og ikke mennesker (Ullmann 1970 s. 17). At sygdom personificeres som en dmon er ogs en gammelkendt semitisk forestilling, som gr tilbage til det gamle Mesopotamien.


arabiskmedicin

30 Naurvidenskaberne og medicinen

Den sindssyge blev kaldt for madjnn, hvilket direkte oversat betyder besat af en djinn,alts en nd. Dog havde dette ord vid be-tydning, da det ogs kunne betyde begejstret eller inspireret. Det var i hvert fald utnkeligt, at en stor digter skulle digte uden inspiration fra sin djinn.

I og med at Den Arabiske Halv havde vret udsat for hel-lenismen i over 600 r, var dette landomrde en del af hellenismens kulturkreds, selv om det, som tidligere sagt, absolut hrte til dens randomrder. Forskellige dele af den klassiske medicin blev derfor taget i anvendelse, ssom kauterisation og kopstning, og man an-vendte forskellige naturmedikamenter, ssom mlk og honning. At der fandtes folk, som havde opholdt sig lngere tid i det byzantinske og/eller sassanidiske omrde og der havde opnet en oftest rudimen-tr uddannelse i medicin, er dog hvet over enhver tvivl. Sledes omtales, at en vis Hrith ibn Kalada fra stammen Thaqf, som skulle have fulgt profeten Muhammed, havde fet en medicinsk uddan-nelse i bde Yemen og Persien. Hrith er en historisk person, men de biografiske oplysninger, vi har om ham, er s legendeprgede og med s eklatante anakronismer, at de ingen vrdi har som historisk dokumentation (Ullmann 1970 s. 19-20). Alligevel kan han ses som et eksempel p en person, som m have udvet lgegerningen p et mere professionelt plan i datidens Arabien.

Her flger en beskrivelse af en lgelig behandling, som kaliffen Umar, islams anden kalif (regerede 634-644), fik, efter at han var blevet udsat for et attentat. Det br dog bemrkes, at den bog, hvor-fra beskrivelsen er hentet, frst blev skrevet i 800-tallet af historike-ren Muhammad ibn Djarr al-Tabar, dvs. p en tid, hvor den klas-siske medicin fra antikken var begyndt at gre sig strkt gldende i den arabiske verden.

og Ab Lululah [attentatmanden] kom ind blandt folkene. I sin hnd havde han en dolk med to klinger og med grebet i midten. Han stak Umar seks gange, hvoraf et af stdene ramte ham under navlen. Det var dette [sr] som drbte ham () Man sagde: lO de Troendes Leder, mon ikke du burde sende bud ef-



Naurvidenskaberneogm

edicinen

ter lgen? Derp blev en lge fra Hrith ibn Kab-stammen til-kaldt. Han gav ham vin at drikke, og vinen kom ud [af sret i ma-ven] med blandet farve (tvefarvet). Lgen sagde: Giv ham mlk at drikke, og mlken kom ud hvid. Derefter blev der sagt: O De Troendes Leder, gr dit testamente. Han svarede: Dette har jeg lige fuldfrt (de Goeje, red. 1902, s. 2-).

Med islams komme skete der ikke nogen jeblikkelig forandring i den tids arabiske lgekunst. Koranen omtaler hverken lger eller lgevirksomhed. I forbifarten nvnes honning som lgemiddel i kapitel (sura) 16, vers 69: [fra bierne] udgr der, fra deres buge, en drik af forskellige farver, i hvilken der er helbredelse for menneskene. Visselig i dette er der tegn for et folk, som tnker efter. Honningens helbredende evner er her brugt som eksempel p Guds visdom og gavmildhed mod mennesket, hvilket desuden klart fremgr af passa-gen i Koranen, hvorfra dette citat er hentet. Andre steder i Koranen sttes embryologiske beskrivelser i sammenhng med beskrivelser af Guds skaberkraft:

Vi har visselig skabt mennesket ud fra et stykke ler, derefter satte vi det som en [sd]drbe p et sikkert opholdssted, derefter skab-te vi drben om til en fasthftning, og s skabte vi fasthftningen om til [noget af konsistens som] et stykke gennemtygget kd, s skabte vi kdstykket om til knogler og bekldte disse med kd, og derefter gjorde vi det til en ny skabning. Fyldt med lykkekraft er Gud den bedste af alle skabere! (Koranen 23.12-14).

Fosterudviklingen er her beskrevet, sledes som den tids arabere for-stod den ud fra deres iagttagelser af aborter og fostre. Det kan synes inkonsekvent, at menneskets skabelse af ler i den mytiske urtid st-tes sammen med den fysiske fosterudvikling, men dette er en flge af Koranens opfattelse af Gud som det egentlige ophav til alt. Men-neskets skabelse ud af ler er for vrigt fllessemitisk, idet den jo som bekendt bde findes i den klassiske hebraiske kultur og i det akka-diske omrde, men det br erindres i hvor hj grad den koraniske


arabiskmedicin


tekst ogs bygger p kristen og jdisk tradition. Denne beskrivelse af fosterudviklingen findes i mere eller mindre stiliseret form andre steder i Koranen.3

Det er klart, at da den primitive beduinlgekunst mdte den avancerede hellenistiske medicin, mtte den vige pladsen. Som Man-fred Ullmann skrev: Forestiller man sig, at den primitive beduinme-dicin p dette tidspunkt blev konfronteret med en lgevidenskab, som var blevet modnet systematisk og metodisk i lbet af mere end tusinde rs udvikling, hvis teoretisk grundlag var uimodsigeligt efter datidens teoretiske formen, og som berrte alle omrder af fysio-logien og patologien, hygiejnen og terapien, s kan man sknne, at araberne her mdte en helt ny verden, som de ikke kunne stte sig op imod ud fra deres egen, og som de simpelthen mtte acceptere (Ullmann 1970 s. 2). Med de ndvendige ndringer kan dette citat anvendes om en lang rkke af kulturelle, samfundsmssige og vi-denskabelige forhold og faktorer, som gjorde sig gldende i den tid-ligste arabisk-islamiske kultur. Araberne afbrd med andre ord ikke den kulturelle udvikling, men fortsatte den med fornyet kraft.

De videnskabelige aktiviteter under umayyadekalifatet Det er selvklart, at da de arabiske erobrere stiftede bekendtskab med kulturerne i de nyerobrede omrder, blev de imponerede over det, de fandt. Selvflgelig var de frislamiske arabere klar over, at der nord og st for dem fandtes store og konomisk langt mere velstillede riger end de samfund, de var vant til, og med langt mere indvik-lede samfundstyper. Dele af den arabiske befolkning var ogs i kon-stant handelssamkvem med naboomrderne, og beduinstammerne i grnselandet til Mesopotamien og det syro-palstinensiske omrde foretog ogs plyndringstogter mod landsbyer og folk tilhrende den fastboende befolkning, selv om ghassaniderne og lakhmiderne i ti-

86.6-7; 77.20-22; 7.37-38; 3.4-46; 76.2; 36.77; 18.37; 32. 7-9; 16.4; 40.67; 3.11. Koranstederne er her anfrt i den rekonstruerede kronologi for Koranens tilblivelse, som er udarbejdet af Rgis Blachre.




edicinen

den op mod islams fremkomst havde sat en forholdsvis effektiv stop-per for den slags togter.

Som det tidligere er blevet nvnt, var der ikke nogen egentlig videnskabelig virksomhed i arabisk regi under de fire frste kaliffer, dvs. tidsperioden fra 632-661, og under umayyadernes dynasti var den ret begrnset i forhold til, hvad der senere skulle flge, men det var dog i denne periode, at man fra arabisk hold begyndte med undersgelser af det arabiske sprog, og at de frste biografiske op-tegnelser fandt sted. Det var et noget kontroversielt sprgsml i det tidlige islamiske samfund, om beretninger om Profetens afgrelser skulle nedfldes p skrift, idet det frygtedes, at disse beretninger skulle relativere Koranen. Dog blev der allerede i lbet af det frste islamiske rhundrede nedskrevet en rkke af disse beretninger. Da der allerede i r 66 (dvs. 24 r efter Profetens dd) opstod poli-tisk strid i Medinastaten som flge af mordet p den tredje kalif, Uthmn, betd dette, at det blev ndvendigt at understtte politiske synspunkter ved at referere til Profeten. Da det samtidigt blev er-kendt, at de folk, som havde kendt Profeten personligt, og derfor var de ledende autoriteter inden for kendskab til Profetens sunnah, dvs. hans ord og handlinger, efterhnden var begyndt at forsvinde enten ved naturlig afgang, eller fordi de blev drbt i krigene, blev mod-standen mod at nedflde traditioner p skrift aflst af erkendelsen af ndvendigheden af at have et skriftligt materiale liggende. Det var dog kun meningen, den arabiske tradition tro, at disse skriftlige samlinger skulle sttte den mundtlige overlevering. De skulle ikke erstatte den (TheCambridgeHistoryofArabicLiterature, bind 1 s. 272 og Pedersen 1946 s. 14-1). Til at begynde med gjorde man intet andet end at nedskrive de mundtlige traditioner, som var i omlb, men snart gjorde behovet sig gldende for at have mere systematiske samlinger.

En anden virksomhed, som fra begyndelsen blev drevet betyde-ligt mere systematisk, var kodificeringen af det arabiske sprog. Den islamiske religions afhngighed af den koraniske tekst medfrte, at det blev ndvendigt at have et nje kendskab til bde vokabular og grammatik. Desuden gjorde det arabiske imperium det ndvendigt


arabiskmedicin


for ikke-arabere at erhverve sig et godt og grundigt kendskab til erobrernes og den politisk dominerende religions sprog, hvad enten de konverterede til islam eller ej, isr hvis disse mennesker af en anden baggrund end arabisk nskede at forbedre deres muligheder for at f ledende stillinger i den nye stat, som var under opbygning. De frste vrker inden for arabisk grammatik blev skrevet allerede i anden halvdel af 600-tallet, men den mest betydningsfulde arabiske grammatik fra den klassiske tid blev skrevet af perseren Sbawayh i 700-tallet (Hitti 1970 s. 242).

Nr det glder de videnskabelige aktiviteter, som ikke havde at gre med arabisk sprog og historie, blev de under umayyadernes dy-nasti i begyndelsen ved med at foreg p de gamle kultursprog, hvil-ket her frst og fremmest vil sige grsk og aramisk i dens syriske udgave (jf. L. Costaz 1992 s. 234 916), og det var uddannede folk fra disse hellenistiske eller iranske befolkningsgrupper, som blev sat til at varetage undervisningsmssige, medicinske, ingenirmssige eller andre opgaver, som det krvede en uddannelse at udfre. Selv om Iran var en anden stat end Byzans, med en egen kultur, var den hellenistiske indflydelse ogs strk i Iran, specielt i byen Gonds-hpr. Som et fysisk udtryk for disse forhold kan nvnes umayya-dernes sommerpalads i Anjar i det nuvrende Libanon. Bygnin-gernes arkitektur og byplanen for paladskomplekset er begge klart klassisk/byzantinske og ligner ikke senere islamisk arkitektur.4

Hvad angr lgevidenskaben under umayyaderne, s er vores kilder s f og ofte modsigende, at det er umuligt at sige noget kon-kret om den. Araberne opfrte sig i en stor del af denne periode som en militr elite, der ikke blandede sig for meget med lokalbe-folkningen. Man m regne med, at de sundhedsproblemer, som op-stod blandt araberne f.eks. i de store beduinlejre, der fungerede som garnisonslejre, ofte blev behandlet efter rkenarabernes sdvanlige behandlingsmetoder. Den bofaste, helleniserede befolkning kendte selvflgelig den antikke medicinske tradition, og det var uundgeligt,

P. Provenal, personlig observation i Anjar, Libanon, 1998 og 2004.




edicinen

at araberne hurtigt stiftede bekendtskab med den klassiske medicin ved aktuelle sygdomstilflde, men der blev ikke for alvor foretaget noget for at gre denne medicins teoretiske grundlag tilgngelig for araberne p deres eget sprog i lbet af denne periode.

AlexandriaErobringen af Egypten skete i 639-642. Alexandria blev erobret af araberne i 642. Erobret er mske s meget sagt. Byen blev, sammen med resten af Egypten, overgivet gennem en traktat, Alexandria-traktaten, som blev underskrevet af den arabiske general Amr ibn al-s og den koptiske kirkelige leder, som hbede at kunne admini-strere byen uafhngigt af Byzans. Det br huskes, at byzantinerne havde prvet at ptvinge de monofysitiske koptere deres melkiti-ske kristendom (Hitti 1970 s. 164-16). Alexandria var stadigvk et center for videnskab og boglige studier. Det bermte bibliotek fand-tes ganske vist ikke mere, da araberne kom. Vi ved ikke helt, hvad der skete med det, da de historiske kilder er for f, men byen var stadig-vk det sted, hvor man kunne skaffe sig bger i filosofi, medicin og alle de vrige akademiske fag, som var udbredt i senantikken.

Alexandria havde siden Ptolemernes dynasti i Egypten funge-ret som et litterrt og videnskabeligt centrum. Byens bermte bib-liotek havde naturligvis vret centrum for de videnskabelige akti-viteter, ikke mindst de medicinske. Byen havde lige s lnge vret bermt som et centrum for medicinsk undervisning og forskning, og denne aktivitet fortsatte nogen tid efter den arabiske erobring (jf. Ullmann 1970 s. 88). Ikke alene blev autoriteternes vrker be-varet og afskrevet til senere brug, de blev ogs kommenteret, og der blev lavet kompendier af dem. Da Galens omfattende forfatterskab blev anset for at vre for omfangsrigt til en effektiv tilegnelse, blev 16 af hans medicinske vrker samlet i et enkelt autoritativt korpus. Korpusset blev tidligt oversat til syrisk, hvilket skete i det femte til sjette rhundrede, og senere til arabisk. Det blev forget med nogle af Hippokrates vrker og blev p latin kaldt for SummariaAlexan-drinorum= Alexandrinernes sammendrag eller Resumer.Detskulle


arabiskmedicin


blive en stende autoritet i den arabiske verden. En oversigt over sammendraget findes i appendiks tekst 1.

Gondshpr Byen Gondshpr, som ligger i det sydvestlige Iran, blev grundlagt i 260 af kong Shpr den frste (241-272), som ogs gav byen dens navn. Da araberne erobrede byen i 638, fandtes der her et blom-strende samfund af nestorianske kristne. Disse blev anset for h-retikere af Byzans, og derfor havde de sgt til det sassanidiske Iran for at f religionsfrihed. Sammen med folk fra andre religioner dan-nede nogle af disse nestorianere en akademisk og intellektuel elite. Disse folk havde syrisk, det vil sige en sen udgave af aramisk, som modersml, men mange talte ogs grsk og sanskrit, Indiens gamle kultursprog. Gondshpr havde virket som et sidste tilflugtssted for hellenistisk videnskab og filosofi, der havde mistet anerkendelse fra staten, efter at Romerriget officielt havde gjort kristendommen til statsreligion. I Gondshpr blev undervisning i medicin sat i sy-stem, og der blev undervist i bde teori og praksis. Man har lnge ment, at den medicinske skole i Gondshpr dannede forbillede for de senere muslimske sygehuse, men det er blevet tilbagevist af nyere forskning (Savage-Smith 1996 s. 934).

Denne hellenistiske kultur havde haft flere centre i Mellem-sten fr de islamiske erobringer. Foruden de vsentligste, Alexan-dria i Egypten og Gondshpr i Iran, var der Edessa i Syrien samt Antiochia og andre kristne nestorianske centre.

Naturvidenskaberne og medicinen under abbasidekalifatet Da abbasiderne erobrede magten i 70, markerede denne begiven-hed en radikal ndring i den islamiske civilisations historie. Abbasi-derne havde deres magtbase i Iran, og deres regering var i langt h-jere grad pvirket af iransk kultur og isr kongeopfattelse og politisk opfattelse, end det havde vret tilfldet under umayyaderne, som




edicinen

havde beholdt en del af de oprindelige arabiske kulturtrk. Blandt andet blev kaliffen hos umayyaderne i hjere grad betragtet som en arabisk stammehvding, og renlivet arabisk kultur fra Den Arabiske Halv stod strkt blandt de besttende arabere under umayyaderne, selv om dette trk svkkedes i den senere del af perioden. Abbaside-kaliffen blev derimod i langt hjere grad betragtet som en konge el-ler rettere en kejser i traditionel byzantinsk og isr persisk forstand. En ny hovedstad, Bagdad, blev grundlagt ved Tigris bred i 762 for at flytte magtens centrum fra den tidligere hovedstad, Damaskus i Syrien, til Irak, som l tttere p abbasidernes oprindelige magtbasis i Iran. Hoffet begyndte at blive langt mere prgtigt, og den persi-ske anerkendelse af videnskab og boglig viden blev udbredt. Det var sledes under abbasiderne, at den kraftige tilegnelse af den viden, som stammede fra de tidligere kulturer, blev pbegyndt og bragt til fuldbyrdelse.

Som tidligere nvnt forblev abbasidekalifatet kun helt og udelt i ca. et rhundrede efter dets grundlggelse. Historisk set var mus-limerne kun forenede i et imperium under n islamisk leder under umayyadernes kalifat fra 661-70. Derefter begyndte rigets forskel-lige dele at g fra hinanden, idet de de facto om ikke altid de juro blev politisk selvstndige. De enkelte provinsguvernrer fik efterhnden en reel selvstndighed, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at de lod deres magt blive arvelig, s selv om de formelt set var guvernrer indsat af kaliffen i Bagdad, s var de reelt fyrster i eget kongehus. Disse fyrster holdt hof, fungerede som mcener for kunst og videnskab og frte krige. Dette skete naturligvis ikke p n gang, men allerede i 7 blev Spanien selvstndig med grundlggelsen af det umayyadiske emirat i Cordoba, og i 868 blev Egypten politisk om ikke nominelt selvstndig under dets guvernr Ahmad ibn Tuln. Imperiets op-splitning i selvstndige provinser medfrte en mangfoldiggrelse af politiske og dermed ogs kulturelle centre. Disse mange kulturcen-tre, af hvilke de vigtigste var Cordoba i Spanien, Qayrawn i Nord-afrika, Kairo i Egypten, Damaskus i Syrien og Bagdad i Irak samt forskellige byer i Iran, var en afgrende baggrund for den islamiske kulturs store bedrifter og landvindinger. Dette srdeles vigtige fak-


arabiskmedicin


tum overses ofte af moderne islamiske og/eller arabiske ideologer, som drmmer om imperiets storhed under kalifferne.

I overensstemmelse med den i kapitel 1 beskrevne islamiske op-fattelse af videnstilegnelse som en klar positiv ting, som Gud opfor-drer til, stod videnskaben i hj kurs, og det blev regnet for en fornem pryd for en fyrste, hvis han havde stttet videnskab og videnskabe-lige aktiviteter rundhndet. Det gjaldt bde kaliffen og de vrige fyrster i det islamiske omrde. Dette er vigtigt historisk set, for det medfrte, at videnskabelige aktiviteter i hj grad blev udfrt i stats-ligt regi. Det skete ogs ofte, at privatpersoner stttede videnska-belige aktiviteter rundhndet. Videnskabsmnd blev almindeligvis budt velkommen i de forskellige fyrsters biblioteker, som kunne vre srdeles velforsynede.

Der er en ting, som det er vigtigt at sl fast vedrrende abbasi-dekalifatets videnskultur, og det er, at denne kultur var tvrkulturel og tvrreligis. Som eksempel kan nvnes al-Qifts vrk. Al-Qift boede i Aleppo i det nuvrende Syrien og dde i 1248. Han skrev et vrk med biografier af 41 videnskabsmnd. Heriblandt nvnes alene fra den islamiske periode 297 videnskabsmnd. Af disse stam-mer de 18 fra det tidlige abbasidekalifat, dvs. fra det niende og tien-de rhundrede, 113 af disse videnskabsmnd stammede fra Irak, og blandt disse var 37 kristne, 11 sabere og otte jder. Det vil sige at, af de 113 var de 6 eller lige knap halvdelen ikke-muslimer. At 71, % af de af al-Qift nvnte videnskabsmnd fra 800- og 900-tallet stammede fra Irak viser, hvor intellektuelt aktivt omrdet omkring kaliffernes hof var (jf. Micheau 1996 s. 988). Med andre ord gjorde det koraniske pbud mod religionstvang og det muslimske samfunds srdeles vide tolerance over for andre religioner og kulturformer en srdeles givtig grobund for opvksten af et samfund, hvis kulturelle grundlag i de fleste vigtige henseender udgjordes af en blandings-kultur, og hvis resultater var uovertrufne. Omrdet havde tidligere oplevet en lignende gensidig frugtbargrelse under hellenismen, og det var i hj grad dens arv, som blev frt videre.

Se note 2.




edicinenDen klassiske arabiske opfattelse af naturvidenskab og medicinVi skal som sagt til anden halvdel af det 8. rhundrede efter abba-sidernes erobring af magten, fr der sker en kraftig udbygning af de naturvidenskabelige aktiviteter. Det br her pointeres, at betegnel-serne naturvidenskab, humanistisk videnskab og teologi, som bruges her i bogen, er anakronismer i forhold til den inddeling af viden-skaberne, som man havde i den klassiske islamiske kultur. Betegnel-serne er brugt her for overskuelighedens skyld, men iflge de klas-siske arabiske tekster var inddelingen en helt anden. De forskellige klassiske islamiske filosoffer brugte almindeligvis hver sin inddeling af videnskaberne. Disse inddelinger stammede til dels fra den klas-siske antik, men de blev ofte videreudviklet af de arabiske filosoffer. Sledes nvner filosoffen al-Frb (870-90) i indledningen til sin bog OpregningafVidenskaberne:

Vi satte os som ml i denne bog at opregne de kendte videnska-ber n for n og at lade kende det, som hver enkelt af disse inde-holder i sin helhed, samt alle de dele, som den enkelte videnskab har, samt indholdet af disse dele. Vi stter det i fem kapitler: Det frste handler om sprogvidenskaben og dens dele. Det andet om logikken og dens dele. Det tredje om de matematiske videnska-ber, dvs. aritmetik, geometri, optik, astronomi, musik, vgte og mekanik. Det fjerde er om naturvidenskaben og dens dele og om metafysikken og dens dele, og det femte er om den politiske vi-denskab og dens dele, om jurisprudens og om teologi [p arabisk: kalm] (IhselUlm red. 1991 s. 7).

Al-Frb nvner overhovedet ikke medicinen nogen steder i sin behandling af videnskaberne i dette vrk. I det 9. eller 10. rhund-rede skrev en gruppe intellektuelle, som kaldte sig for Renhedens Brdre, en rkke essays om forskellige videnskabelige og filosofiske emner fra samtiden. Disse essays kaldte de for epistler (p arabisk rasil), og de er en srdeles fin introduktion til den tids videnska-belige aktivitet. Her kan man se, at arven fra den grske og helleni-


arabiskmedicin


stiske klassik er altdominerende. Men heller ikke hos dem nvnes medicinen, selv om nogle epistler beskftiger sig med beskrivelser af de forskellige videnskaber. Blandt andet finder man en srdeles nj-agtig beskrivelse af zoologi og botanik. Forklaringen synes at vre, at videnskab og filosofi var tt knyttet til hinanden, ligesom de for vrigt var det i antikken, og medicin blev mere betragtet som en kunst eller et hndvrk end som en intellektuel aktivitet. Vi skal til de klassiske arabiske lrebger i medicin for at finde en definition p lgevidenskab. Ibn Sn (Avicenna) (980-1037) skriver sledes i indledningen til sin Canon:

Jeg siger: Medicinen er visselig en videnskab, ved hvilken man opnr viden om menneskekroppens tilstande, hvad angr sund-hed og usundhed, for at bevare sundheden vedvarende og gen-vinde den hurtigt; og jeg er den, som siger, at medicinen inddeles bde i teori og i praksis, idet I andre [lger] har sat den helt som en teoretisk videnskab, nr I siger, at den er [ren] videnskab. Men p dette tidspunkt besvarer vi dette ved at sige derimod, at det si-ges om [de forskellige] hndvrk, at der er de dele af dem, som er teoretiske, og dele, som er praktiske, og om de [natur]filosofiske videnskaber siges det, at de bde er teoretiske og praktiske, og [ligeledes] siges det om medicinen, at der er de ting, som er teo-retiske og praktiske, idet der menes noget forskelligt med udtryk-ket teoretisk og praktisk for hver inddeling [af videnskaberne]. Men her behves ikke nogen nrmere forklaring angende disse forskellige meninger, undtagen i det, som har med medicinen at gre, for nr det siges, at der i lgevidenskaben findes svel det, som er teoretisk, som det, der er praktisk, er det ikke ndvendigt at mene, at hvad lgerne her mener, er, at den ene del af lgevi-denskaben lrer den videnskabelige, medens den anden del [dre-jer sig] om den rent praktiske del af gerningen, sledes som det [almindeligvis] tnkes, idet der dog er adskillige forskere, som har dette standpunkt. Tvrtimod er det ndvendigt at vide, at det, der menes, er noget andet, nemlig at der ikke er nogen af de to inddelinger i medicinen, som ikke er videnskabelig, men




edicinen

at den ene er videnskaben om medicinens grundteorier, medens den anden er [videnskaben] om, hvordan dens praksis flges [dvs. videnskaben om, hvordan grundteorierne omsttes til praksis]. Frst derefter fr den ene af disse to srskilt betegnelsen viden-skabelig eller teoretisk, mens den anden fr betegnelsen praktisk. (Ibn Sn, red. DrSdir bind 1 s. 3)6.

Men selv hos Ibn Sn blev medicinen betragtet som en videnskab, som var underordnet den egentlige naturvidenskab, hvilket fremgr af hans store filosofiske og videnskabelige hovedvrk Kitbal-Shif = Bogenom[sjlens]helbredelse, og hans mindre videnskabelige ency-klopdi forfattet p persisk DneshNma=BogenomVidenskaberne(Mazliak 2004 s. 4-49). Den vsentligste forskel mellem den ara-biske middelalders medicin og den moderne bestr i, at hvor vi be-tragter medicin som en videnskab, der br vre baseret p objektive iagttagelser og eksperimenter, s mente man i den klassiske islamiske kultur, i forlngelse af, hvad der gjorde sig gldende i den klassiske antik, at den medicinske viden skulle vre baseret p solide filosofi-ske kundskaber. Lgerne havde gennemgende et rationelt forhold til menneskekroppen og dens sygdomme, og mange observationer blev gjort og nedfldet. Den rationelle filosofi blev s betragtet som det fundament, som p grund af sin systematiske opbygning ud fra forklarende grundprincipper sikrede en sikker viden og en gennem-frt forstelse af tingenes natur.

Det br nvnes, at astrologi, alkymi og magi i den klassiske isla-miske kultur blev betragtet som fuldgode videnskaber. Det ville vre at projicere vores moderne opfattelse p middelalderens mennesker at kalde dem for pseudovidenskaber. Ud fra den tids verdenssyn og naturforstelse havde de nvnte omrder logiske og fornuftige for-klaringsmodeller. Der var virkelig mange naturfnomener, for ek-sempel magnetisme i magnetjernsten eller ravs evne til at tiltrkke ting ved statisk elektricitet, som man ikke havde nogen forklaring p

Oversttelsen er allerede udgivet i arbejdspapirer for CFK 116-02.


arabiskmedicin


og mtte acceptere som en sregenskab (arabisk khssah, latin vir-tus) ved disse naturalia. Hvad angr astrologi, var det jo ogs klart, at mnen havde indvirkning p tidevandet, s det l fast, at hvad der skete i de himmelske sfrer havde indvirkning p den jordiske ver-den. Ikke desto mindre blev bde astrologi og alkymi undsagt af for-skellige videnskabelige personligheder. Historikeren og sociologen Ibn Khaldn (1332-1406) betegnede sledes konsekvent astrologien som en falsk videnskab og argumenterede bde rationelt og religist mod den (Rosenthal 198 bind 3, s. 28-267).

Fig2.DettebilledeviserdedobbeltebueridenStoreMoskeiCordoba.Detintellektuellelividenislamiskeklassikvarcentreretomkringmoskeerne.Dissefungeredesledesikkeblotsomkultiskecentre,menblevogsbrugtsomenslagshjerelreanstalt(egetfoto).

Til slut m det ogs nvnes, at der allerede i middelalderens isla-miske kultur fandtes en skelnen mellem videnskab og populrvi-denskab. Den gte naturvidenskab med dens basis i den klassiske naturfilosofi var allerede dengang en svr disciplin. At systematisere observationer og originale data, for at bruge de moderne udtryk, og




edicinen

fortolke dem i lyset af den tids videnskabelige paradigmer, eller blot at forholde sig rationelt til dem, var ikke nogen let sag. Der var der-for ligesom i vore dage blandt mere eller mindre dannede mennesker en simplere eller populr forstelse af de forskellige discipliners ind-hold. Et eksempel p dette kan man finde i Tusindognnat i fortl-lingen om slavinden Tawaddud. Hun bliver i historien eksamineret af lrde mnd, dvs. teologer, lger m.m., i kaliffens phr. I sine svar og forklaringer kommer hun den middelalderlige islamiske viden-skab rundt, men forklaringer, som viser en god forstelse, blandes op med forsimplinger og folketro. I Steen Hasselbalchs udgave fra 1968 findes historien i bind 6 s. 91-133. I denne udgave bliver slavindens navn europiseret til Sympathia.

Profetmedicin, alternativ behandlingVed siden af den etablerede humorale medicin opstod der i lbet af det 10. rhundrede en tradition, som hentede sin medicinske auto-ritet hos beretningerne om Profeten Muhammed og hans ord og handlinger vedrrende sundhedsmssige forhold. Denne form for tilgang til de sundhedsmssige problemer blev kaldt for Al-Tibbal-Nabaw=ProfetiskMedicin,og medicinens basis var enkel. Kun religis benbaring kunne vre en kilde til sikker viden. De klassi-ske autoriteter og de store lger blev simpelthen regnet for mindre plidelige end Koranen, Profeten og hans fllers ord, gerninger og levnedslb (Savage-Smith 1996 s. 927), kort sagt deres sunnah for at bruge det arabiske ord. Man kan betragte den profetiske medi-cin som den arabiske middelalders pendant til vor tids og vor kul-turs protestbevgelse i form af alternative behandlingsformer. Begge typer bevgelser henter ofte deres autoritet fra ikke-rationelle be-tragtninger og har det til flles, at deres forstelsesgrundlag er langt simplere og lettere at fatte for lgfolk.

Her skal ikke bruges megen plads p denne blanding af religion og sundhedslre. For en god gennemgang se Ullmann (1970) s. 18-189 og Savage-Smith (1996) s. 927-930. I stedet vil ordet blive over-ladt til historikeren og sociologen Ibn Khaldn (1332-1406):


arabiskmedicin


Beduinerne, blandt [folkene fra] de forskellige samfundstyper, har en lgegerning, som de overvejende bygger p praktisk er-faring, men [som er] begrnset til nogle [f] personer. [Denne gerning er] arvet fra stammens gamle mnd og koner. Somme-tider bliver nogle raske af denne lgegerning. Dog er den ikke baseret p naturlovene, ej heller p fortrolighed med [de humora-le] blandinger. Blandt araberne [p Profetens tid] var der mange, som kendte denne form for medicin, og der var kendte lger som [f.eks.] Hrith ibn Kalada m.fl. Den medicin, som er overleveret i de islamiske profettraditioner, er af denne kategori og har over-hovedet ikke noget med [den religise] benbaring at gre. Den er blot en sag, som var sdvanlig blandt araberne, og som blev taget med i det, som blev berettet om Profetens forhold af samme slags som de [vrige] almindelige og naturlige forhold, der blev nvnt, og ikke i henhold til, at dette p den mde skulle vre lov-budt gerning, for Profeten er blot blevet sendt for at lre os de re-ligise forordninger og ikke for at rde i medicin eller i de vrige sder og skikke. I sagen om daddelpalmens bestvning udtrykte han den tanke, som han fik: I ved mere om Jeres verdens forhold end mig. Man br ikke tilskrive, at noget af det, som siges om lgegerning i de berettede profettraditioner, skulle vre lovbudt, thi dr findes der ikke noget, hvor Gud henviser til sligt, undta-gen hvis det bruges med henblik p at sge [Guds] velgerninger og som [tegn] p, at man holder sin trospagt, for her er der en stor nyttevirkning, men det har intet med den humorale medicin at gre. Det har blot noget at gre med virkningerne fra troens ord, sledes som det skete med den mavelidende, som blev behandlet med honning (Ibn Khaldn red. Dr al-Fikr, s. 493-494).


Oversttelserne 4

3. OversttelserneDen store oversttelsesblge af isr grsk videnskabelig og filoso-fisk litteratur til arabisk, som gjorde sig gldende fra 70 til ca. 900, reprsenterer en af de store begivenheder i verdens kulturhistorie. I lbet af oversttelsesprocessen blev s godt som al tilgngelig vi-denskabelig litteratur oversat. Det var dog ikke kun arabisk, som var modtagesproget. Bagdad, men ogs andre store bycentre i den isla-miske verden blev i praksis hjemsted for en usdvanlig energisk vi-denskabelig aktivitet, og andre kultursprog i omrdet blev ogs mod-tagesprog for oversttelserne. Her tnkes isr p syrisk, men ogs hebraisk. At det i hj grad var lokale, hjt uddannede personer, som tog sig af oversttelserne, betyder, at de fleste oversttere, og i hvert fald de bermteste, ikke var etniske arabere, idet syrisk eller et andet sprog var deres frste sprog. De store oversttere havde dog et frem-ragende kendskab til arabisk, og det er blandt andet deres indsats, man kan takke for, at arabisk blev et af verdens store kultursprog.

Det er ikke helt klarlagt endnu, hvilke faktorer der var udlsen-de og befordrende for oversttelsesblgen, men dels var der i forve-jen i den persiske kultur en positiv indstilling til oversttelser og til-egnelse af udenlandsk viden, og dels blev det hurtigt ndvendigt for muslimerne at tilegne sig de filosofiske og formal-logiske redskaber, som deres antagonister fra andre religioner brugte i de religise dis-puter. Samtidigt var den islamiske kultur som nvnt selv indstillet positivt til vidensforgelse. At tilegnelsen af filosofiske redskaber var vigtig kan ses af, at et af de frste vrker, som blev oversat til arabisk, var Topikkenaf Aristoteles (Gutas 1998 s. 61-72). Vrket blev over-sat s tidligt som ca. 782 fra en syrisk mellemoversttelse, men med konsultationer i den grske original. Den blev oversat p kaliffen al-Mahdis (d. 78) foranledning, og overstteren var den nestorianske patriark Timotheus den Frste, men med hjlp af Abu Nuh. Sidst-


arabiskmedicin

46 Oversttelserne

nvnte var kristen og sekretr for guvernren i Mosul (Gutas 1998 s. 61). Det blev dog ogs ndvendigt for at kunne beg sig i diskus-sioner med de helleniserede aramiske og grsktalende understter i det arabiske kalifat at tilegne sig mange andre vsentlige dele af den klassiske grske viden. Oversttelsesbevgelsen blev startet af den anden abbasidekalif, al-Mansr (regerede 74-77), men han var frst og fremmest interesseret i astrologi, hvilket for vrigt var en ny videnskab for araberne, idet der ikke er spor efter astrologisk virksomhed i det frislamiske eller tidligt islamiske samfund. Ara-berne kendte himmelen srdeles godt, idet de brugte nattehimmelen til at orientere sig efter p deres vidstrakte rejser i rkenen, men som s meget andet i beduinkulturen var det i udstrakt grad en praktisk anvendelig viden, som kunne bruges her og nu, som interesserede. I kalifatets tid er kulturpvirkningerne imidlertid blevet s strke, og da isr hos den islamiske elite, som boede i de store nyerobrede byer, at et regulrt kulturskifte havde fundet sted. Alt det ovennvnte, kombineret med nsket om at tilegne sig praktiske redskaber til at konsolidere det nye imperium, afstedkom, at der i kalifatet fra og med anden halvdel af 700-tallet til og med hele 900-tallet blev for-anstaltet en oversttelsesvirksomhed, som skulle f afgrende be-tydning i verdens kulturhistorie. Alle former for videnskabelig lit-teratur blev anskaffet og oversat. Oversttelserne blev foretaget efter den tids bedste filologiske metoder, og overstterne blev ofte betalt srdeles hje lnninger for deres arbejde. De anerkendte overst-tere havde ingen vanskeligheder med at finde beskftigelse. Over-sttelsesvirksomheden foregik bde i statsligt, dvs. i kaliffens, og i privat regi. Velstende mennesker hyrede privat overstterne til at overstte bestemte vrker, p samme mde som kaliffen eller dennes embedsmnd gjorde. Sledes havde de tre brdre, kendt som Ban Ms (dvs. Moses snner) flere oversttere i deres brd.

En af den arabiske kulturs frende personligheder, forfatteren al-Djhiz (776-868), skrev sledes om samtidens krav til en overst-ter:


Oversttelserne 47

Oversttelserne

Overstteren br ubetinget srge for, at hans sproglige udtryk ligger i den oversatte [teksts] egentlige mening, og at hans faglige kompetence ligger inden for selv samme kundskabsomrde. Han br kende svel det sprog, han overstter fra, som det sprog, han overstter til, sledes at han str lige og ypperst p begge sprog. Nr vi ser ham tale to sprog, ved vi [imidlertid], at han gr begge uret, thi de to sprog tiltrkker hinanden, lner af hinanden eller modstter sig hinanden. Hvorledes kan hans sproglige formen inden for dem begge, nr de befinder sig samlet hos ham, vre p samme niveau, som hvis han kun besad t, da han kun besidder n kraft, og nr han taler p det ene sprog, vil denne kraft blive brugt op p dem begge. P samme vis [lider oversttelsen s meget des-to mere], hvis han taler mere end to sprog. Man m regne med, at sledes vil oversttelserne vre for alle sprogs vedkommende. Jo svrere og snvrere den videnskabelige del er, og jo frre perso-ner, som kender den, jo svrere vil det vre for overstteren, og jo mere vil han vre tilbjelig til at beg fejl. Man vil aldrig nogen-sinde finde en overstter, som er blot n af disse videnskabsmnd vrdig (al-Djhiz red. 1996 vol. 1 s. 7-76)7.

Det str dog fast, at selv om oversttelsesblgen blev startet for at skaffe sig nyttig viden, s forblev den frende oversttelsesideologi i hele perioden, at oversttelserne reprsenterede et absolut kultur-gode, som den intellektuelle elite til forskel fra de traditionsbundne religise ledere ans som tvingende ndvendigt at sikre og tilegne sig. Det blev oven i kbet propaganderet, at byzantinerne havde svigtet deres grske intellektuelle arv, idet de p grund af kristendommens antifilosofiske holdning var holdt inde med at sttte filosofiske og vi-denskabelige studier. Deri l ogs en klar advarsel til muslimerne om at dyrke filosofi og rationel viden og ikke flge de traditionalistiske religise ledere. Det blev dog ogs i det 9. rhundrede, at den islami-ske teologi gjorde et banebrydende arbejde, og med kodificeringen

Oversttelsen er allerede udgivet i arbejdspapirer for CFK 116-02.


arabiskmedicin

48 Oversttelserne

af de islamiske traditionssamlinger (hadth-samlingerne) gav den de traditionalistiske teologer et instrument, som skulle blive afgrende i kampen mod filosofien. At mange teologer lidt senere i perioden al-ligevel brugte de grske logiske metoder i deres teologiske apologier, det som kaldes for kalm p arabisk, viser kun, i hvor hj grad den grske arv gennemsyrede hele den islamiske klassik.

Det tidlige abbasidekalifat reprsenterede ikke kun en blom-stringstid for arabisk kultur, men ogs for syrisk. En stor del af be-folkningen i Syrien og Mesopotamien var stadigvk syrisksproget, og oversttelsesvirksomheden gik lige s ofte til syrisk som til ara-bisk, og i de fleste tilflde var syrisk et mellemsprog i oversttelsen fra grsk til arabisk, selv om en vsentlig del af oversttelserne gik direkte fra grsk til arabisk (Ullmann 1970 s. 116). I denne periode var mange af de intellektuelle i kalifatets vestasiatiske dele kristne, hvis frstesprog var syrisk. Man m derfor ikke opfatte den tids sy-risksprogede videnskabelige litteratur som andet end en integreret del af den videnskultur i kalifatet, som blev udviklet i denne periode. Noget lignende kan siges om den tids jdiske litteratur (Mingana 193 s. xv-xxiii, Almbladh 1999).

Fra og med al-Mansr stttede den kalifale magt oversttel-sesvirksomheden aktivt, men det blev den syvende abbasidekalif, al-Mamn, som skulle blive husket for sin strke sttte til oversttel-sesvirksomheden og for sin lige s strke sttte til de rationalistiske filosofiske retninger. Selv om der fandtes magtpolitiske grunde til det sidste, idet kaliffen nskede at styrke sin egen magt ved at svkke de selvstndige religise lederes magt og den opposition til den kalifale magt, som disse kunne forrsage, s m man erkende, at denne kalif gik helhjertet ind for de rationelle videnskaber og filosofier (Gutas 1998 s. 80-9). Kaliffen indfrte ligefrem en inkvisition vedrren-de dommeres og embedsmnds troskab over for den filosofiske og teologiske retning mutazilismen, som reprsenterede den rationelle tanke par excellence. Ville man ikke tilslutte sig de mutazilitiske te-ser, kunne man ikke beholde et officielt embede. Inkvisitionen blev senere afskaffet af kaliffen al-Mutawakkil.


Oversttelserne 49

Oversttelserne

Det var i al-Mamns regeringsperiode (813-833), at Visdom-mens Hus (arabisk Baytal-Hikmah)blev grundlagt. Da der kun er f historiske kilder, er det svrt at bringe en detaljeret redegrelse for denne institutions funktionsomrde. Visdommens Hus var et bib-liotek og en forsknings- og oversttelsesinstitution grundlagt med udgangspunkt i kaliffens bibliotek. Dens funktionsomrder var at srge for anskaffelse af videnskabelige bger og for studier og over-sttelser af disse. Traditionelt har man sagt, at den blev grundl

Documents

Arabisk medicin - Academia.dk · skaben med dens faglige naboområder som farmakologi, dvs. læren om lægemidler og deres virkninger, og biologi, dvs. zoologi, botanik og i bredere