ANNE LINNET

TESTAMENTET

People’sPress

TestamentetCopyright © Anne Linnet/Linnet Songs ApS 2012

Copyright denne udgave © People’sPress 2012Omslag: Rasmus Funder

med fotos af Les Kaner og Gorm ValentinBogen er sat med Garamond

hos An:Sats, Espergærdeog trykt hos CPI, Clausen & Bosse, Leck

ISBN 978-87-7108-597-61. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2012

www.annelinnet.dk

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse

uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

35

Shit & Chanel 1

Når jeg er ude og spille med Tears, tænker jeg på, hvorfor der ikke er andre sangerinder i Århus, piger på min alder, der synger med bands eller er musikere, spiller guitar og klaver som jeg selv, og hvorfor er der egentlig ikke nogen kvindelige bassister eller trommeslagere, når der nu er så mange orkestre? Det er kun drenge, der er musikere. Un-derligt. Ja, der er et pigeorkester, de hedder Lady Birds, men de kan vist ikke spille noget som helst, det er vist noget med, at de smider tøjet. Det er jo ligesom noget helt andet, det har jo ikke meget med musik at gøre, altså musik for musikkens skyld. Jeg har hørt om et band med helt unge ude fra Friskolen, hvor der skal være to piger med, den ene spiller klaver, og det er vist hende, min lillebror Kinge er begyndt at se noget til. Den anden spiller percussion. Holger kender dem fra skolen og siger, de swinger meget godt, dem må jeg vist ind og høre. De spiller på Trinbrædtet en af dagene.

De hedder Koen, hold kæft for et navn til et band. Det lugter af hippieudkrads og sure tæer, men det kan jo være lige meget, hvis de swinger. Her er fuldt af folk fra Friskolen, de har alle sammen farve-strålende, løsthængende gevandter på. Det er nu et herligt folkefærd, de ser altid ud, som om de er til fest og lige har fået et drøn af en ordentlig huga. De ser også alle sammen så leddeløse og tilbagelænede ud, gad vide om det er, fordi de danser så meget derude på den skole. De har en danselærerinde, hun er noget af det flotteste, jeg har set. Ivalo, alene navnet smager af noget eksotisk, noget særligt, og hun er virkelig noget særligt, bare måden hun bevæger sig på. Det er så blødt, og at hun samtidig er en køn, mørkhåret kvinde giver én

36

fornem melsen af, at noget helt usædvanligt er lykkedes med hende som kvinde.

Hun er gift med Leif, musiklæreren på Friskolen, han har et stort, mørkt, krøllet hår, der danser til alle sider, når han taler. Han er så levende, så engageret i alt hvad han gør, hvad enten det er at spille med de unge mennesker eller diskutere, om det er godt at kunne læse noder eller ej. Holger og Leif er modsætninger, hvad den diskussion angår. Holger synes, kendskabet til noder er et must, hvis man vil være musiker, Leif mener, noderne er i vejen for feelingen i musikken. Holger siger, at feelingen selvfølgelig er det vigtigste, men at noderne er et godt redskab, og at de kun er en hæmsko, så længe det kræver energi og koncentration at læse dem. Når man først er kommet over det punkt, er de jo at sammenligne med det at læse, og bogstaver kommer jo ikke i vejen for det talte ord, når man vil sige noget.

Men Leif holder stædigt fast i, at noderne har fanden skabt, de gør folk stive i deres musikopfattelse, de blokerer for fornemmelsen af samvær musikerne imellem, „hør bare på symfoniorkestre, det er sgu da en omgang stiv, europæisk, legemfjendsk udladning, der kommer fra den kant. De lifter sgu aldrig samtidig, det halve af dem kommer for sent, de lytter ikke efter hinanden, fordi de har så travlt med at spille noderne. Næh, sammenspil, det er noget helt andet, det er sgu da at mærke, hvor hinanden er, og forholde sig til hinanden.“ Diskus-sionen er uden ende, Holger og Leif kan blive ved i det uendelige. Jeg går i baren og henter mig en sodavand. Nu må Koen godt snart begynde at spille.

De swinger virkelig godt. Bassisten Erik spiller bare den fedeste bas, og Astrid ved klaveret er en fornøjelse at høre på. Ulla spiller på ko-klokke, og jeg kan høre, at de også har Ed som lærer, hun lig-ger fuldstændig, som Ed kan lide det, tungt og insisterende. Lidt for tungt til tider, det lyder, som om de favoriserer det tunge backbeat så meget, at jeg ville falde i søvn af det på længere sigt. Fremdrift, fremdrift, kom nu, det må være en blanding, ellers bliver det sgu for tungt. Men skønt endelig at se nogle piger udfolde sig på scenen som det naturligste i verden.

*

37

Jeg går og tænker på, at det vil være sjovt at danne et orkester, der udelukkende består af piger. Jeg ringer til Astrid, som jeg nu kender bedre, fordi hun er blevet kæreste med Kinge, og spørger, om hun og Ulla kunne tænke sig at mødes og snakke en dag. Det vil de gerne. Min storebror Lars, der under stor tumult er blevet skilt fra sin Ditte, vistnok fordi han mere end kiggede på en fremmed pige til en fest, har lige fået sig en ny kæreste – igen. Denne gang hedder hun Lone, og hun har det skønneste helt lyse, lange, krusede hår og øjne, der smiler. Og så spiller hun guitar. Jeg ringer til Lone og spørger, om hun vil være med til en snak. Det lyder da spændende, griner hun. Holger har haft en elev ude på Engdalsskolen i Brabrand, han viser mig et plade-cover med ham selv siddende oppe på vores garagetag sammen med fem helt unge piger. „Hende dér den mørkhårede, hun synger rigtig godt, jeg har været hendes lærer, siden hun gik i tredje klasse, hun har en god, lys stemme, og så er hun sød. Prøv at ringe til hende.“ Ja, Lis vil gerne komme og snakke.

Vi mødes hos mig på Åbyvej. Holger er gået i byen, og jeg har lagt Eva i seng og lavet te. Snakken går fra det øjeblik, de træder ind ad døren. Hvad hver især laver, hvilken musik vi kan lide, hvem vi har spillet med, og hvilke instrumenter vi hver især har det godt med. Lone spiller guitar og kunne godt tænke sig at prøve, om hun kan finde ud af at spille bas. Lis vil gerne prøve at spille trommer, og så vil hun synge, Ulla spiller percussion, men vil også gerne synge. Astrid er ikke i tvivl, det er klaveret og så måske lidt sang. Jeg vil spille guitar og klaver og synge.

Der er rigeligt at snakke om, og vi bliver helt euforiske og hvirvler os ud i grinerier og råben højt i bar forventningsglæde. Vi bliver enige om at mødes i næste uge og stille alle instrumenterne op i stuen og prøve os lidt frem.

Hvor er de søde og forskellige. Lone er smilende og grinende varm, hendes musikalske baggrund er lige så klassisk, som den er rytmisk, ja måske i virkeligheden mere klassisk, og så har hun en forkærlighed for det fine og lyst klingende, som hun jo finder i guitaren. Paradoksalt nok er det hende, der nu står og spiller bas, orkestrets dybest klingende

38

instrument. Lis er lidt mere reserveret, men hun er jo også den, der er mest fremmed. Hun kommer fra et helt andet miljø derude i Bra-brand, mens vi andre kender lidt til hinanden i forvejen. Lis spiller trommer, eller prøver på det. Det er sin sag at få motorikken til at fungere glidende og ubesværet bag trommesættet, når man samtidig synger. Astrid og Ulla er nærmest som søstre, der kender hinanden ud og ind og ved, hvad hinanden vil sige, det er tydeligt, at de har fælles musikalsk baggrund og kender hinandens måde at fungere musikalsk på.

Det kommer vist til at tage tid det her. For det er sjovt som sam-menspil er et sprog, hvor man langsomt tilpasser sig hinanden og langsomt finder ind til det særegne i de andres sprog. Ligesom man i sangen tilpasser sig efter hinandens klang og efterhånden ved, hvordan man opnår den fællesklang, man ønsker. Det er helt utroligt at opleve den sammensmeltning af identiteter, der foregår, uden at det går ud over den enkeltes identitet, men det er helt klart en balancegang, hvor man indimellem overskrider hinandens grænser, og disse overskridelser sætter sig som småirritationer, akkurat som i et parforhold. Heldigvis er vi gode til at grine og til at fortælle hinanden, når vi mærker, vi går forkert af hinandens musikalske meddelelser.

Det er noget helt andet end at øve med Tears. Med dem er det ubesværet. Dér læner jeg mig bare tilbage i fornemmelsen af, at bunden under mig er ubrydelig, at min sang kan svinge sig ud og ind mellem rytmikken og tonerne i et univers, der bare fungerer, fordi drengene har spillet sammen i hundrede år og har et stærkt og ubesværet fæl-lessprog. Med pigerne er det som at lære et nyt sprog at kende. Som om fællessproget ikke er blevet til endnu, og de enkelte gloser først skal udtales, vendes og drejes og repeteres i det uendelige, før de er blevet en naturlig del af et fælles ordforråd.

Vi knokler derudad. Ulla har bemægtiget sig trommerne og sid-der i sin tynde kjole med spredte ben og giver stortrommepedalen én på go’dagen med højre fod, mens venstre tramper insisterende på hihat-pedalen, der klasker hihat-bækkenerne sammen. Samtidig suser trommestikkerne hen over skind og metal, som er der sluppet en tornado løs i et køkken. Det ligger godt for hende, hun har samme

39

stabile, tunge slagkraft på sættet, som hun har på ko-klokken, selvom det motoriske jo kræver en anden overlegenhed. Men hun går til opgaven optændt af energi og en viljestyrke, som er forudsætningen for en god trommeslager.

Lone bliver også hurtigt bedre på bassen. Hun flytter fingrene lige så hurtigt og elegant, som hun gør på guitaren, og så har hun den menta-litet, der skaber en god bassist. Hun er mægleren. Den der ligger solida-risk med trommeslageren, men samtidig guider tempofornemmel sen, hvis trommeslageren bliver for irriterende bestemmeragtig. Det er Lone, der bløder den hårde, tunge dominans op, så klaveret og guita-rerne ikke føler sig som marionetter, men som livgivende medspillere.

Astrid er den, der teknisk er bedst kørende. Hun har også spillet keyboard i mange år og spiller sindssygt gode soloer. Lis og jeg giver den gas på hver sin rytmeguitar, og Lis kaster sig snart ud i at spille soloer også. Jeg nyder at spille de rytmiske riffs, mens Lis og jeg synger derudad. Det er fantastisk at mærke, hvordan vores stemmer begynder at smelte sammen, og hvor legende let vi skiftes til at synge de høje topstemmer. Vores stemmer smyger sig over og ind under hinanden som to delfiner, der leger i vandet.

På denne måde er vi alle sammen landet lige præcis dér i lydbille-det, hvor vores mentalitet understøtter vores funktion i gruppen – og det er sket næsten umærkeligt, næsten af sig selv. Som om vores øvesituationer har givet os plads, så vi hver især finder os til rette og begynder at nyde de roller, vi har indtaget på instrumenterne og med vores stemmer.

Vi begynder at øve nede hos Ulla i nærheden af Brabrandstien, hvor hendes forældre, Ebba og Bruno, bor i et lavt, sort træhus, der er blevet udvidet med tiden og derfor har en ekstra tilbygning, som er et ideelt øvelokale. Her kan vi have instrumenterne stående fremme og behøver ikke at pakke ned efter hver øver.

Ebba og Bruno har lavet kaffe, og Ebba sidder i sit køkken og smøger den. Bruno går rundt og hjælper med at stille sanganlægget op og få stativerne til at makke ret, han har alverdens værktøj og står og skruer på et gammelt mikrofonstativ med en svensknøgle. „Så nu kan det vist holde lidt endnu,“ siger han, bøjer hovedet og forsvinder.

40

Han er ret skøn, ham Bruno, han vil så gerne hjælpe, men har tyde-ligvis respekt for, at vi også gerne vil klare alting selv. Han er meget fintfølende med ikke at blande sig i vores ungpige-kvindeverden, men samtidig være parat, hvis vi skulle have brug for ham.

Ebba har dybe rynker i ansigtet, selvom hun vist ikke er meget ældre end min egen mor, hun ryger nok for mange smøger. Hun minder mig lidt om Holgers mor med forkærligheden for at sidde i et køkken med en smøg i munden og en dampende kop kaffe. Der er noget hyggeligt kolonihaveagtigt over Ebba i køkkenet, som om hun er indbegrebet af en dansker fra sin generation. Hun spørger interesseret til, hvad vi går og laver, og om vi ikke vil have en småkage, og det bliver hurtigt sådan, at vi i pauserne lander i Ebbas køkken ved det lille bord med voksdugen, bare fordi hun er så rar at snakke med.

Astrid har skrevet et nummer, en sang der hedder Helt alene. Hun spiller den på klaveret og synger, mens vi andre sidder rundt omkring i øverummet. Det er noget af det bedste, jeg ved, når nogen spiller og synger noget, man ikke har hørt før, og man lige så langsomt kommer ind i sangens univers. Astrids sang er dybt alvorlig og helt nøgen og samtidig lidt snørklet, som om hun har været langt inde i klaveret for at finde den. Vi er hurtigt enige om, at den vil vi da gerne spille, og så går vi ellers i gang. Astrid skriver akkorderne ned, og Lone spiller med på Astrids bastoner og øver de rytmiske spidsfindigheder, der lig-ger i bunden. Lis og jeg kæmper med harmonierne på hver sin guitar og prøver at lægge dem forskelligt, så vores instrumenter ikke klinger ens, selvom vi spiller de samme akkorder. Ulla forsøger, det bedste hun kan, at følge med på trommerne.

„Nej, ikke sådan,“ siger Astrid, „prøv at spille lidt mere lige på.“„Hun skal da gå med bassen her,“ siger Lone.„O.k., lad os prøve det,“ siger Ulla og prøver igen.Det tager en helvedes tid at få bas og trommer på plads, så Lis

og jeg går op i køkkenet til Ebba. Lis går foran mig. Hold kæft, hvor har hun en lækker røv. Den gad jeg da godt kigge lidt på. Jeg griner ad mig selv. Nu stopper festen, for fanden vi skal arbejde sammen. Ja og hvad så, det har da aldrig skadet nogens guitarspil, at de havde en god røv. Nå, godt hun ikke kan høre, hvad jeg tænker. Jeg elsker

41

hende så højt, det er bare så fedt, når vi synger sammen, vi trækker jo nærmest vejret sammen nu.

Ebbas køkken er forvandlet, det er blevet lysere, det sprudler, som om det har drukket champagne, kaffen er sort, og jeg kan ikke få mere ned. Jeg er fascineret af Lis, selvom jeg opfatter hende som en søster, en lillesøster der på mange måder er mig fremmed, selvom vi efterhånden kender hinanden temmelig godt. Hun er mørk, jeg er lys, og jeg fornemmer, hun er mere indesluttet end mig, selvom hun for det meste er sjov og grinende.

Efter nogen tid lyder Helt alene rigtigt godt. Det er sjovt, som den sang er ligesom Astrid selv, rolig og blød. Faktisk er det ret utroligt, som de numre, vi hver især kommer med, på en eller anden måde bærer skaberen i sig, som om man kan lægge nogle karaktertræk i en sang, et genetisk aftryk af en slags, der fuldstændig røber ens egen identitet dybt ned i rødderne. Så bliver barnet selvfølgelig „klædt på“ i gruppens måde at spille på og måden, der bliver sunget på, men selve identiteten er alligevel intakt.

Ulla har skrevet en sang, der hedder Jorden, vinden, fuglene. Den vil hun gerne synge selv, og eftersom det er svært at synge og spille trom-mer samtidig, får jeg allernådigst lov til at spille på hendes trommesæt i den sang. Det er en nydelse at spille på trommesættet, bortset fra at det er pisse besværligt, fordi jeg skal stille hi-hatten om på højre side af stortrommen og også flytte lilletrommen. Af en eller anden mystisk grund har jeg ét-fornemmelsen i venstre ben, det må være ligesom at være kejthåndet, bare i fødderne. Men jeg er ikke kejthåndet, så hænderne kører løs på lilletromme, hi-hat og bækkener på normal vis. Det er en skøn fornemmelse at være den, der lægger bundens slag tungt og hårdt, det er så fysisk og befriende at nakke tønderne en på torsken. Bare det at spille trommer i ét nummer er en stor lykke, så jeg øver gerne Ullas nummer i det uendelige.

Det går op for mig, at mine efterhånden mange år alene om natten med min guitar, mens jeg forsøger at få teksternes lydlige kvaliteter til at smelte sammen med meningen og musikken, har givet mig en helt anden indgang til ordenes verden end de andre piger. Måske derfor spørger Lone, om jeg vil lave en tekst til en sang, hun har skrevet.

42

Hun sætter sig ved klaveret, som hun utroligt nok også behersker, og spiller og nynner melodien. Jeg får med det samme en fornemmelse af noget ensomt og uforløst, det må på en eller anden måde ligge i musikken, så jeg siger straks, at det vil jeg gerne. Jeg fornemmer præcis, hvordan hun havde det, da hun skrev den sang. Vi optager den på et bånd, som jeg tager med hjem.

Jeg spiller båndet igen og igen – og igen. Nogle ord kommer fly-vende af sig selv, nogle skal jeg lytte længe efter, men det er spændende at finde de rigtige og guide dem ind i en sammenhæng, så selve for-nemmelsen af uforløst ensomhed bliver mere tydelig. Da den endelig efter mange timer er færdig, er jeg glad. Jeg er lige så opstemt, som når jeg selv har skrevet en sang, hvor det er lykkedes at få musik og tekst til at smelte sammen.

Jeg er så spændt på, om Lone kan lide teksten, at jeg som det første nede hos Ebba og Bruno giver hende den i hånden, mens jeg afspiller båndet og synger ordene. Den er kommet til at hedde Angst. Bagefter spørger hun undrende, hvor jeg vidste det fra. Så griner vi og går i gang med at øve, og det bedste er næsten at mærke, at den opstemthed, jeg selv følte, da teksten var færdig, har forplantet sig til hende, så hun nu står med et saligt smil om læberne, mens hun øver sig i at spille bas til sangen. Lis og jeg kæmper med akkorderne på guitarerne og bander og svovler over så pisse svært og helt ad helvede til, det ligger på de rådne spader. Så griner vi igen, og Ebba stikker hovedet ind i øvelokalet og siger, at der er kaffe, når vi har lyst.

Lis har skrevet en sang, der hedder Dejlig dreng. Hun spiller den for os på sin guitar og synger: „Du er en dejlig dreng, du er lige noget for mig, du er lige til at bide i,“ og så kommer der noget rytmisk triol-værk i guitarens akkorder, og Astrid er straks i gang med at prøve at spille med på det, det er lige sådan noget, der trigger hende, rytmiske finurligheder. Så kravler hun langt ind i klaveret og kommer ikke frem, før hun har helt styr på at spille det og har skrevet det ned.

Vi har diskuteret, hvad vores pigeband skal hedde, og Holger har fortalt, at Bjørn Veierskov, som spiller orgel i Tears og har skrevet en stor, musikhistorisk afhandling på universitetet, har døbt et musik-fænomen, hvor man blander det, der er godt, med det, der er skidt,

43

for „shit og chanel“. Vi er alle sammen vilde med navnet, og ja, mon ikke det er lige præcis det, vi gør? Blander vores forskellige musikopfat-telser, vores forskellige tekniske færdigheder, vores forskellige følelser, vores forskellige måder at udtrykke os på? Blander skidt og kanel, lort og lagkage. Vi er alle sammen vilde med navnet, selv Astrid som er så omhyggelig med ord.

Astrid er så ordentlig, måske er det, fordi hendes mor er lærer – det har nok smittet af. Hun har en helt sjælden glæde ved at formulere sig om selv de simpleste ting, man egentlig ikke behøver bruge mange ord på. Det skal formuleres og formuleres, det lyder nogle gange lidt gammeldags, og jeg tænker på, om det også er noget, der er smittet af, for hendes far er så professoragtig. Han er lektor i dansk litteratur på universitetet og har en endnu mere udtalt trang til verbale snørklerier end Astrid. De har alle sammen overformuleringstendenser, det er, som om det er den normale omgangsform hjemme hos dem.

Det er aften, og jeg er gået med Astrid ind på vej hjem fra øveren. Hendes forældre bor i et rødt etplans murstenshus på Arnegårdsvej. Alle ting til morgenbordet er allerede sat frem på køkkenbordet: træ-brikker at smøre morgenbrødet på, æggebægre, tekrus, skeer, knive og gafler. Her er godt nok orden, så det vil noget, jeg er målløs. Der er også orden hjemme hos mine forældre, men ikke sådan her.

„Stiller de morgenhalløjet frem hver aften?“ spørger jeg vantro. „Ja, det har de altid gjort,“ siger Astrid, „så synes de det er nemmere

at nå det hele om morgenen.“ Jeg forstår slet ikke denne sirlighed. Hjemme hos os dækker vi da

bord om morgenen. Astrid bor ellers efterhånden lige så meget oppe på Linde Allé

hos min familie sammen med Kinge, som hun bor hjemme hos sine forældre, „men nu har mine forældre efterhånden vænnet sig til det, så der er ikke så meget brok mere,“ siger hun. Så fortæller jeg hende historien om, da Holger og jeg en sen nattetime flyttede puder fra Linde Allé ned på Åbyvej, og vi griner, så tårerne triller, da jeg efterligner min fars stemme: „Så længe det kun er puderne, der flytter, Lisser.“

Senere siger jeg godnat og går hjem ad de mørke, stille villaveje. Jeg er vild med at gå om natten og elsker at se på husene og det forskellige

lys, de udsender. Som om husene med deres mange forskellige vinduer og forskellige måder at sende lyset indefra ud i natten på fortæller en historie om de mennesker, der bor i dem, og om den måde, de selv ånder og går til ro på, efterhånden som lysene slukkes.

74

Vallekilde 1

Holger skal som sædvanlig undervise i saxofon og sammenspil på Valle kilde Højskole. Det er sommer, og det er musikere eller kom-mende musikere, der kommer her. Jeg er blevet bedt om at undervise et lille hold i sammenspil. Jeg har sagt ja, og vi har i Shit & Chanel tilbudt at give koncert en aften. Mor og far passer Eva, og jeg har fyldt den gamle, hvide Mercedes med instrumenter og tager Kalundborg-færgen. Jeg har spurgt Lise, om ikke hun kunne tænke sig at komme væk fra alting og tage med på stævnet. Så kunne jeg jo få noget sangundervisning indimellem, og hun kunne selv tage de kurser, hun synes er spændende.

Mit lille hold er større, end jeg troede. Der er en hel gruppe, der spiller percussion, og jeg må rundt til de andre lærere og låne flere instrumenter. Heldigvis er der nogle på holdet, der kan spille, altså virkelig spille. Irene Becker, en skøn, ung, lys, langhåret pige styrer keyboards, og en trommeslager, Karen Mortensen, spiller kanon og lægger en god steady bund under percussionfolkene og blæserne, som er vidt forskellige. Nogle kan ingenting, og enkelte spiller godt. Jens Jørn Gjedsted kommer forbi og siger, han gerne vil hjælpe til med at få blæserne til at fungere, hvis det har interesse. Det har det, han er en skat, så han deltager indimellem med sin trompet. Det begynder at tage form, de er alle sammen så tændte, at det bliver en spændende prøven sig frem og hjælpen hinanden til at få det optimale ud af vores orkester. Jeg opdager, at jeg faktisk nyder at have mange ting kørende samtidig og stille og roligt samle dem til en helhed. Irene er uvurderlig på el-klaveret, det er umuligt at instruere alle grupper samtidig, og

75

hun tager som en helt naturlig ting sin tørn. Det begynder at lyde af noget. Hvor er det fantastisk, når en proces starter med at lyde af ingenting, og så i løbet af nogle dage tager form og pludselig er musik, hvor alle giver plads til hinanden. I virkeligheden er det vel lige så meget en social proces, hvor vi lærer hinandens sprog og finder ud af, hvor gode eller dårlige vi hver især er til at udtrykke os. Én, der ikke kan spille særlig godt endnu, kan virkelig komme til at udtrykke sig, hvis han eller hun får den rigtige funktion i helheden, og det er en fornøjelse sådan at lytte sig frem til de bedste kombinationer af roller, så den enkelte føler sig godt tilpas og både kan magte sin rolle og bidrage til helheden.

Da jeg har fri, går jeg over i kirken, hvor jeg skal møde Lise. Vi har lånt en nøgle og låser os ind. Solen sender blege eftermiddagsstråler ind ad vinduerne, åh, hvorfor er det altid noget særligt at komme ind i en kirke? Ligegyldigt hvor lille eller stor den er, så emmer sådan et sted altid af en bestemt ro og koncentration, som om alle de tanker, menneskene har haft her, hænger i rummet. Hun beder mig synge. Uden akkompagnement, ingenting, bare min stemme.

„Lyt til rummet,“ siger hun, „lyt til hvad din stemme får forærende af rummet.“

Jeg synger og lytter. Det er noget helt andet at synge her end i konservatoriets små, lukkede rum. Her lyder alting større og rundere.

„Kan du mærke det?“ spørger hun. „Du bliver mere animeret til at bruge din støtte, når du synger i dette rum, fordi du pludselig kan høre din stemmes kraft meget bedre.“

Hun går om bag mig og lægger sine hænder på siderne af mig og presser dem mod hinanden. „Så, brug din støtte til at flytte mine hænder, mens du synger,“ siger hun.

Jeg synger og synger og flytter hendes hænder og trækker vejret helt ned i maven og synger videre. Der kommer mere og mere knald på stemmen. Vi bliver ved sådan længe.

„Se, nu er du fuldstændig klar over, hvad det handler om,“ siger hun og sætter sig på en bænkerække.

Jeg ser på hende, som hun sidder dér og bliver ramt af de matte solstråler, der kommer ind i rummet. Hvor er hun smuk. Hun er rolig

76

og alligevel lidt urolig, hvad er nu det? Vi siger ingenting i et stykke tid, jeg går op og kigger på alteret, det er helt bart og nøgent, og Jesu hænder bløder fra korset. Det minder mig om, at jeg må se at få snak-ket med min far om de hænder. Jeg synes, mine egne er så varme. Så går jeg ned og sætter mig ved siden af hende på bænkerækken.

„Jeg har besluttet at tage væk nogle år,“ siger hun. Sådan helt uden videre. Ordene hænger i luften, ellers er her stille. Alt for stille.

Jeg siger ingenting. „Jeg er blevet tilbudt et job på Grønland og flytter derop sammen

med børnene.“Jeg siger ingenting.„Jeg trænger til at komme væk fra det hele,“ siger hun. „Du får en

anden lærer i sang.“„Jeg vil ikke have nogen,“ siger jeg. „Jeg er nødt til at tænke på mig selv og komme til hægterne igen.

Det tror jeg bedst, jeg kan langt, langt væk fra det hele, og børnene har også godt af at opleve noget helt andet,“ siger hun.

Jeg rejser mig op. Hun rejser sig op. Jeg holder om hende, og vi står sådan lidt.

Hvordan fanden har hun tænkt sig, jeg skal klare mig uden hende? Hun er den eneste, jeg kan tale med. Sådan rigtigt. Om noget der betyder noget. Mine hænder er også alt for varme, ikke udenpå, men inde i håndfladerne, som om jeg holder om en usynlig ildkugle. Hvad fanden sker der?

Vallekildes gongong lyder, der er spisning ovre i kantinen. Jeg læg-ger hænderne på hendes skuldre og kysser hende på kinden. Så går vi ud af kirken og låser efter os.

Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at formulere mig og fortælle hende, hvor meget hun betyder for mig, at jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal klare mig uden vores venskab. Jeg lukker mig inde i mig selv og går op på værelset og ruller mig sammen på min seng. For fanden, så ligger man her som et andet umælende dyr.

Holger kommer og spørger, hvorfor jeg ikke kom over i kantinen og spiste med de andre.

„Jeg er bare lidt utilpas.“

77

Han drøner af, der er koncerter alle vegne.Det er min fødselsdag i morgen. Jeg bliver 21. Så skulle da fanden

ligge her og være ked af det.

Næste dag kommer Lise med blomster. Til fødselsdagsbarnet. Tak, hvor er de smukke. Og nu skal jeg lade være med at være ked af det, vi kan jo skrive sammen. Holger har glemt, at det er min fødselsdag. „Guuud, er det i dag.“ Typisk. Nå, skidt med det.

Shit & Chanel skal give koncert i dag, og i morgen skal vi i studiet oppe i det nye Tocano-studie, der ligger oppe i byen. Jeg har ikke lyst til andet end at flygte langt ind i musikken.

Det gør jeg så til koncerten om aftenen, hvor jeg knalder alle mine energier af på scenen sammen med pigerne. Dette her fungerer, dette her oser af sex og liv, og samtidig med at jeg glemmer alt, er det lige præcis det „alt“, der synges ud over scenekanten. Stor succes. Shit & Chanel er ved at blive anerkendt som et velspillende, sammenspillet band med energi til at løfte publikum og sig selv langt ud over rampen.

Jeg har proppet min gamle Mercedes med instrumenter og højtalere, klokken er 6 om morgenen. Astrids lillebror Morten er mast ind på forsædet ved siden af mig, han kan lige akkurat være der. Vi skal nå Kalundborg-færgen. Det er en smuk morgen, ikke en bil på lande vejen, og jeg kører godt til. Da vi kører igennem en lille landsby, lægger jeg mærke til en flok unge, der står ved et hus i vejsiden lidt længere fremme. Nå, de er nok på vej hjem fra diskotek om morgenen herude på bøhlandet.

Vi har god fart på og nærmer os stedet, hvor de står. Pludselig træder én af dem ud på vejen og fægter med armene og et lille skilt. Dårlig joke, tænker jeg, fis af for fanden eller du bliver kørt ned. Jeg kan ikke nå at bremse og sætter i stedet farten op og suser i en bue uden om ham. Vi kører videre for fulde drøn, og jeg bander og svovler over så åndssvage, de er herude på Lars Tyndskids marker. I virkeligheden har jeg stadig adrenalinen pumpende i kroppen efter den hurtige beslutning, det krævede at komme uden om idioten.

Babubabu … panserne er efter os … hvad laver de herude på

78

landet kl. 6 om morgenen? Jeg sætter farten op, gad vide om jeg kan køre fra dem, nåh nej … det kan jeg nok ikke i den gamle spand, jeg må hellere sætte farten ned i stedet for. Vi bliver vinket ind til siden. Panserne holder ind bag os, og en af dem står ud af bilen og går hen mod os. Jeg ruller vinduet ned og lægger armen op i karmen. Panseren er kokrød i hovedet af raseri.

„Hvad fanden er det for en måde at køre på?“„Ja, hvad er det for noget at springe ud foran en bil i fart?“ siger jeg. „Så du ikke skiltet? Der står: Politiet.“ „Nå, det lignede ikke et politiskilt. Jeg troede, det var drengestreger

sådan at springe ud foran bilen,“ siger jeg. „Drengestreger?“ Nu er han rigtig gal.„Ja, man forestiller sig jo ikke at møde politiet ude på landet kl. 6

om morgenen.“ „Du får en bøde, du kørte alt for stærkt,“ siger han. „O.k.,“ siger jeg og står ud af bilen. Han vil se mit kørekort. „Nåh, er det dig?“ spørger han. Ja, det er det jo. „Jeg bliver altså nødt til at give dig en bøde,“ siger han. „Det er helt i orden, hvor stor bliver den?“ „Den bliver stor, du kørte alt for stærkt.“ Jeg får min bøde, og vi kører videre og når færgen. Vi griner hele

vejen ad episoden, som helst ikke skal gentage sig, når jeg senere i dag kører tilbage til Vallekilde for at hente de andre.

Far og mor har fået bygget et hus ude på Mols. Hus Linnet ligger med udsigt ud over bakker og enge og vandet mod syd. Vi er alle sammen vilde med at være derude, og selvom vi nok kommer til at savne fe-rierne i Rørvig i faster Anne og onkel Jørgens sommerhus, så er dette en vidunderlig erstatning for duften i regnvejr på Lynghusvej, som for mig står som topmålet af duftesansens nydelse – denne bløde, rene duft af nyvaskede fyrretræer og lyngarealer der smyger sig som bløde skyer mod ens kinder.

Mols har noget andet. Når jeg går gennem skoven ud mod skrænter-ne ned til vandet, føler jeg mig flere tusind år tilbage i tiden. Jeg

79

springer adræt op gennem kløften nede fra stranden, op ad græssiderne der skråner ned mod en lille bæk, der har sit udløb her. Jeg finder fodfæste hele vejen op, hurtigt og sikkert, og styrer mod lejren, der ligger heroppe gemt af vejen inde i skoven, som er en let løvskov med et vidunderligt lys ned gennem bladkronerne. Inde i lejren er der en bålplads i midten, og et spid med et vildsvin steger i bålet og bliver indimellem vendt af en halvvoksen dreng, der står og griner med sit lyse strithår og sine blå øjne. Det er min søn, og jeg genkender ham og glæder mig, til jeg skal møde ham senere i dette liv. Hulerne om bålpladsen er bygget op med levende træer som stolper, og som vægge er afhuggede træer bundet sammen med bark og har nogle steder huder på siderne både udvendig og indvendig. Nogle af hulerne har græs på taget, og planterne slynger sig nedover, som om det er levende grønne bunkere, man kan gå ind i. Jeg elsker livet i skoven, hos os er det både mændene og kvinderne, der jager, og vi mangler ikke noget, vi er jægere.

Jo, Mols har noget. Her er på en eller anden måde højt til loftet, og al den plads kommer ind i hovedet og gør, at man bare kan slippe tankerne fri og samtidig se det hele så klart. Eva er også vild med at være herude og stavrer rundt oppe ved huset på sine små ben, og jeg synes efterhånden, jeg er verdensmester i at tænke frem i tiden for at spare hende for at skvatte ned fra terrassen, slå sig på en sten eller få fat i forkerte ting og sager i køkkenskabene. Jeg render hele tiden rundt i røven af hende, og Holger siger, at jeg skal lade være med at være så bekymret. Så siger jeg, at han jo så kunne tage at løbe rundt i røven af hende, men han siger, at hun også skal lære at slå sig. Sikke noget sludder, hvorfor skal hun det? Man kan sgu da lige så godt spare sine unger for nogle knubs, og der er da ingen, der ligefrem tror, det er sundt at slå sig, skvatte ned fra et eller andet, drikke noget forkert eller brænde sine fingre.

„Så brænder hun kun sine fingre én gang, sæt dig nu ned og slap af.“ „Sikke noget forpulet sludder, hvorfor fanden skal hun brænde

de fingre?“ „Hun skal da heller ikke brænde fingrene, men man kan da ikke

være lige i hælene af hende hele tiden,“ siger han opgivende.

„Det kan man da blive nødt til, når man nu er blevet mor og ikke vil have, der skal ske ungen noget,“ siger jeg på vej ud ad terrassedøren.

„Du er for pylret,“ råber han efter mig og trutter i sin saxofon, som altid hænger om halsen på ham, som om den er en del af hans krop.

„Ja, og du er doven,“ siger jeg for mig selv og når lige akkurat at fange Evas arm, inden hun er på vej ud over terrassekanten.

Det mener jeg nu ikke. Han er ikke doven, men han slapper altid så meget af, at jeg hele tiden føler det er mig, der pisser rundt. Hvis han nu gad pisse bare lidt rundt, vel at mærke uden at jeg blev nødt til at bede ham om det, så kunne det være, jeg ikke selv ville være så opslidende bekymret hele tiden.

81

Bryllup

Vi har snakket om at gifte os. Han har ikke været nede på knæ. Det har jeg heller ikke.

Vi har været inde på rådhuset og bestille vielsen. Da vi skal til at gå ud fra kontoret, spørger damen bag skranken mig, om jeg skal have min mands navn eller beholde mit eget, for den rubrik har jeg ikke udfyldt.

„Mit eget naturligvis,“ siger jeg. Da vi kommer uden for døren, ser jeg Holgers ansigt. Jamen hvad

er han pludselig så ked af? At jeg ikke vil have hans navn? Vi har slet ikke snakket om det, og jeg kan egentlig godt lide at hedde det, jeg hedder, men hvor ser han bare ked ud af det.

„Vil du gerne have, jeg tager dit navn?“ spørger jeg. „Ja,“ siger han alvorligt. Nå, så åbner jeg døren til kontoret igen og går ind og siger, at nej,

jeg tager naturligvis min mands navn. Holger lyser op og ser vældig tilfreds ud. Vi går ned ad gangen med hinanden i hånden, og jeg siger mit nye navn for mig selv. Jeg standser op. Nej, det lyder åndssvagt, helt ærligt, jeg vil altså hellere beholde mit eget navn. Jeg gør om på hælen og går ind på kontoret igen. Damen bag skranken kigger op: „Ja?“

„Ja, jeg vil altså have mit eget navn alligevel,“ siger jeg, og hun tager papirerne frem og retter igen.

Da jeg kommer ud fra kontoret, står Holger lænet op ad gelænderet. Han ligner døden fra Lübeck.

„Betyder det virkelig så meget for dig, at jeg hedder dit navn?“ spørger jeg.

82

„Ja, det gør. Jeg vil så gerne have, at du er min kone rigtigt.“ „Kone rigtigt? Det er altså ikke rigtigt, hvis jeg ikke tager dit navn?“Ja, han kan ikke gøre for det, men sådan har han det. „O.k., jeg er da ligeglad, hvad jeg hedder.“ Så går jeg ind til damen igen og siger, at nu har jeg bestemt mig, jeg

skal hedde min mands navn. Holger bliver så glad. Damen spørger, om jeg måske skal tænke over det.

„Næh,“ siger jeg. Vi bliver gift, uden at nogen får noget at vide bortset fra min

gode ven og gamle lærer fra folkeskolen Carl Åge og min bror Lars. Mor er i Italien med min ældste bror Niller, og far er på arbejde på Amtssygehuset. En ganske almindelig dag, næsten, for det er Evas 1 års fødselsdag.

Vores barnepige, Marianne, som er en uvurderlig hjælp, tager Eva et par timer, mens det skal foregå inde på rådhuset. Jeg tager min fineste kjole på, den jeg har fået af Andy.

Andy er den kvinde, min far arbejdede med i modstandsbevægelsen under krigen. Hun havde fået kjolen foræret af russiske kvinder på et lazaret i Rusland, hvor hun arbejdede som sygeplejerske. De russiske kvinder havde selv syet den til hende, da hun skulle giftes med sin elskede oberst. Kjolen er sort og har de smukkeste broderier i halsen og på skuldrene, flere tusinde bitte, bitte små sting i de skønneste farver. Den er så smuk.

Jeg tager den på og spørger Holger, om han har sørget for en brude-buket. En hvad for noget? En brudebuket, sådan en skal man da have, når man skal giftes. Nå, men det har han ikke tænkt på. Nå, men så gider jeg ikke tage med ind på rådhuset, han kan sgu selv gå derind og stå og flagre, bruden kommer ikke. Jamen, kan vi ikke bare tage nogle blomster i haven så? Næh, det skal være en rigtig brudebuket, her skal man giftes, det skal da være smukt og festligt, ellers kan det være lige meget. Nå. Han snor sit overskæg. Jeg tager kjolen af igen og går i det bare ingenting ud og laver mig en kop kaffe.

Det ringer på døren. Det er min bror Lars. Han har et fotografi-apparat med, så han kan tage nogle billeder af brudeparret, og han har en smuk buket blomster med til sin søster.

83

„Skal du ikke have tøj på?“ spørger han og kigger på sit ur. Næh, jeg bliver hjemme. Han griner. „Nå, her er blomster, værsgo. Jeg kører ind til rådhuset og venter

på jer.“ Holger er lykkelig. „Nu har du en brudebuket, lad os så komme

af sted.“ „Ja, o.k., men det er fra min bror.“ „Hvad så? Blomster er blomster.“Det synes jeg nu ikke. „Det kan altså godt være, jeg siger nej,“

siger jeg. „Ja, se nu bare at få kjolen på, så vi ikke kommer for sent.“ Jeg tager kjolen på og mine cowboystøvler, og Holger står parat i

hvid skjorte og en smuk sort vest med broderier. Da vi kommer ind på rådhuset, er min ven Carl Åge kommet, han har også kamera med, og det er et rigtig professionelt et, for han er hamrende god til at tage billeder. Carl Åge og Lars venter på os udenfor, mens vi bliver gift.

Man sidder på en stol, riv ret op og ned, og der står et skrivebord, hvor der sidder nogle ældre mænd med papirer. Rummet er stort og neutralt, det kunne handle om hvad som helst. Holger siger ja. Jeg siger … ja. Så går vi ud i solen, hvor der bliver taget billeder, og jeg er nu en gift kvinde.

Min onkel Asbjørn kommer ud fra rådhuset, han er ingeniør og kommer fra et møde.

„Hvad laver I her?“ spørger han desorienteret. „Vi er lige blevet gift.“„Hvor er Peder og Lis?“ spørger han. „Far er på arbejde, og mor er med Niller i Italien.“Han ryster på hovedet og griner. „Må jeg så ikke få lov til at byde

på et eller andet på restauranten derovre?“ han peger. „Jo …“ Bagefter tager vi hjem og går en tur med Eva, og om aftenen tager

vi op på Linde Allé og hygger os med far, som lige skal vænne sig til tanken om, at hans datter er blevet gift, uden at familien har haft en chance for noget som helst. Han er ikke ubetinget glad. Han og mor har hele tiden været bekymrede over, at Holger er så meget ældre end

84

mig, og selvom jeg ved, at far på mange måder respekterer ham for hans dybe engagement i musikken, så ved han også, at Holger kom-mer fra en helt anden baggrund end mig, og at han indimellem kan miste besindelsen. Og det har min far det rigtig svært med.

„Skal I så på bryllupsrejse?“ spørger han. „Næh, det har vi ikke tænkt på.“ „Tænk at vores eneste datter har giftet sig, uden at vi fik noget at

vide. Mor og jeg ville da gerne have holdt en stor fest, lad os ringe til hende.“

Vi ringer til mor, der græder i telefonen over nyheden, og jeg synes, jeg kan høre, at det ikke er af almindelig lykke. Det lyder nærmest, ligesom dengang jeg sprang ned fra et højt klatrestativ og forstuvede foden. Som en gråd af lettelse over at jeg trods alt ikke er død.

En måned efter vi er blevet gift, er Holger lærer på et rytmisk mu-sikstævne ude i Silkeborg. Han har været af sted i to dage, og vi har aftalt, at jeg skal komme ud og besøge ham. Det er ved at blive aften, og jeg er taget op på Linde Allé med Eva, der er faldet i søvn i liften. Mor siger, at hun gerne vil passe Eva, og at jeg bare kan tage af sted, så klarer hun resten, og jeg kan også blive derude og sove, hvis jeg har lyst. Hun vil gerne tage Eva i nat og i morgen tidlig.

Frihed, skønt. Jeg kører til Silkeborg og glæder mig til at feste lidt, høre noget musik og være sammen med min mand. Jeg har endnu ikke vænnet mig til at sige min mand. Det lyder så gammeldags, som om livet allerede er forbi, og resten er helt forudsigeligt. Det er det ikke.

Da jeg kommer derud, har et af hans hold koncert. Jeg sidder og lytter og ser på ham. Han elsker virkelig at undervise, og det er sjovt at se, som hans spilleglæde smitter. Her er mange kvinder, og de er alle sammen ældre end mig. Det er skolelærerinder, der skal lære at spille sammen, og når de er vendt tilbage til deres klasser rundt om i landet, kan de lære det fra sig, de lærer nu. Holger er lykkelig, det lyser ud af ham, og nu jeg tænker over det, så lyser han faktisk på en anden måde, end han plejer. Der er helt tydeligt sket noget med ham, han er opstemt på en anden måde, end han plejer. Han smiler og griner og snor ikke på noget tidspunkt sit overskæg.

88

Ulla 1

Hun danser i en lyserød- og hvidternet kjole – som en bondepige til høstbal – i fuld fart over dansegulvet. Hun slår en smittende latter op og kaster hovedet med det lange, krøllede hår bagover. Hendes dansepartner er en gammel, ranglet mand i jakkesæt, han har løsnet slipset og er rød i hovedet af spænding og anstrengelse – han griber grådigt efter de hænder, hun af og til rækker ham i dansen, og tænker tydeligvis mere på at gribe om hendes runde, svulmende bryster – han slikker sig om munden – han ligner en blodhund – med store hudfolder på kinderne – han har fået færten af et bytte, som han har tænkt sig at forfølge, til det udmattet synker sammen i hans arme.

Hun synker ikke nogen steder – hendes energi er guddommelig – hun er helt andre steder – hun svæver rundt i sin egen krop og følger den bankende musik helt ud i alle lemmer – hun nyder sig selv – hun nyder sin magt over den halsende, dumme blodhund – ha – hendes kræfter slipper aldrig op – idioten har ikke en chance, og han ved det ikke engang. Måske får han lov til at slikke hendes storetå, måske får han lov til at se hendes bryster, måske får han lov til at holde om hendes røv, mens han gnider sig op ad hende.

Jeg skal brække mig. Jeg sidder i et hjørne af stuen og ser mig om efter et askebæger, jeg kan kaste op i. Gudindens dans slår mig helt ud. Hvad skal det til for? Hvem er hun? Jeg ser igen tryllebundet på hende, og det går op for mig, at hun danser med sig selv – hun ænser ikke nogen – ikke andet end at ensomheden transformeres langt ud i alle nervebaner og opløses i det lys, der har dannet sig omkring hende, som er hun en helgen, der er gået forkert, et væsen der hører hjemme

89

i skyernes verden, men mærkeligt nok er havnet på et dansegulv til en privatfest i et etplanshus i en forstad til Århus. Hun suger mig til sig, som er hun en magnet og jeg et viljeløst objekt, der er kommet for tæt på energifeltet. Så smuk hun er. Så smuk og dejlig.

Jeg går – ud i køkkenet og spørger henkastet værten, hvor pigen i den lyserøde kjole kommer fra. Hun er elev inde på teaterskolen. Nå. Jeg går ind i danselarmen igen, og nu danses der tæt. Blodhundens brede, fede fingre famler ned over den lyserøde kjole, der slår en latter op og koket gør sig fri af det indespærrende greb – nu er han ked af det. Så læner hun sig pludselig mod ham som en kælen kat, og han snapper efter vejret og breder sine store, fede fingre ud over hendes røv som et klæbende spindelvæv over en jordklode.

Nu skal jeg altså brække mig. Hvad fanden laver hun? Han kunne være hendes bedstefar. Hun smiler til ham og dikker ham på hagen. Hans tunge hænger ud af halsen langt ned ad slipset og fortsætter ned i pikken, der har slumret længe nok – så længe at han var bange for, at den var afgået ved døden. Det er den ikke – hvilken lettelse – det gibber i den – han er lykkelig – han må bare se at få den banket op i den lyserøde kjole med det lange, krøllede hår.

Jeg går ud og brækker mig. Jeg ville have nået lokummet, men når kun til håndvasken. Jeg ser mig selv i spejlet. Hvad fanden laver du her – gå dog hjem.

På vej ud til bilen kommer den lyserøde kjole flagrende forbi. Hun kigger på mig, men ser ingenting. Hun er langt inde i sig selv og langt ude af sig selv, åndssvage kælling, hvad fanden laver hun? Hun spilder tiden. Et væsen som hende skulle ligge med mig på en bølgehvid sky og smile, mens jeg rækker hende vindruerne, som hun langsomt tager imod med sine røde læber.

De følgende dage danser den lyserøde kjole for mine øjne, når jeg lukker dem, og den flagrer stadig lystigt af sted, når de er åbne. Den skide kjole, kunne den ikke bare flagre ad helvede til, men åh, håret der bølger ned over halsen i bløde buer, og ansigtet, der er så stærkt og fint, holder mig fanget i et fast greb. Så smuk hun er. Så smuk og dejlig.

90

Jeg kigger efter hende alle vegne og er ved at opgive, da jeg en af-ten til en koncert på Tagskægget i Klostergade pludselig ser hende stå og lyse midt i menneskemængden. Hun smiler til mig, som om hun kender mig lige så godt, som jeg kender hende. Den lyserøde kjole er gledet af hende, og hun er en helt anden end sidst – som om det var den, der var berusende overkåd, og nu er de stramme bukser og den sorte sweater alvorlige og eftertænksomme.

Mine øjne hviler i hendes – et øjeblik hvor alt udenom forsvinder, et kort sekund hvor jeg genfinder noget, jeg ikke er helt sikker på, eksisterer i denne verden. Jeg kan mærke varmen skylle op i kroppen og tænker, at jeg hellere må sige noget, før jeg får åndenød.

„God fest forleden,“ siger jeg. „Ja, det af den man kan huske,“ griner hun, men det er ikke med

den dumme, overstadige latter, jeg husker fra festen, det er en anden slags latter – fuld af uro. Hun virrer med hovedet, og det krøllede hår står om hende som en kraftfuld manke, der strutter af den samme energi, hun selv udstråler. Så fandenivoldsk dejlig er hun, så stærk som en okse, men sart som en mimose og med et fint næsten umærkeligt strejf af ensomhed. Det forvirrer mig, at så stærk en udstråling gemmer på så sart en sårbarhed, og strejfet af ensomhed forstår jeg slet ikke.

Alt i mig er en stor undren over dette kvindemenneske, der drager mig, som er jeg et tilfældigt skib, der sejler viljeløst rundt, og pludselig er inde i den spiral, der drejer venstre om og hvirvler af sted, når jeg lukker vandet ud af mit badekar, da jeg er kommet hjem. Jeg tørrer mit lange hår med håndklædet og griner lidt ad mig selv i spejlet. Hvorfor kan jeg ikke få hende ud af mine tanker? Jeg ser hende hele tiden for mine øjne. Hun danser i sin lyserøde kjole og kaster hovedet bagover, mens hun ler, eller hendes ansigt vender sig mod mig, præcis som det gjorde tidligere i aften, og hendes øjne ser alvorligt på mig, som om vi i det øjeblik har tvillingetanker.

Min guitar synger gennem natten og smelter sammen med ordene, der har fyldt mig og nu så selvfølgeligt kommer ud over mine læber: „Du er så smuk og dejlig.“ Natten er så klar, og der er en særlig ro, når alle i huset sover. Jeg går ind i mig selv og finder stille og roligt de rigtige ord og toner.

91

En halv time senere er den der. Enkel og præcis.

Smuk og dejlig

Jeg gik ind til byen for at kigge efter digpluds’lig stod du der i mængden og smilede til mig

Ja alle folk ka’ se det straks du er så smuk og dejligdine øjne skinner du må hellere passe på

Ja pas på at ilden i mig ikke bliver tændtvi ku’ begge to meget let blive forbrændt

Men det er ikke let for du er så smuk og dejligdine øjne skinner ta’ og kig den anden vej

Du er lidt forvirret siger du og lersmiler lidt vemodigt når du spør’ mig hva’ det er der sker?

Men jeg ved det heller ikkedu er så smuk og dejligdine øjne skinner stærkere end nogen sol

Jeg går i seng ud på morgenen med en glæde i kroppen, en glæde over at noget er lykkedes, at det har været muligt at finde så kort og præcis en form til at fastholde alt det, der har fyldt så meget. Det fylder sådan set stadig lige meget, men nu det er kommet ud, befrier det mig for en tyngde, jeg helt fysisk kan mærke, ikke længere besværer min krop.