Alle kan tale om traumer

- Hvorom der ej kan tales, bør der ikke ties

Af Anette Holmgren

Abstrakt: Traumer kan hverken ties eller tales ihjel. Deres forstyrrende effekt kan sjældent

fuldstændig bortfalde, men de kan miste en del af deres indflydelse, hvis omgivelserne har øje for

andet end ubehaget og smerten i de ubehagelige hændelser. Denne artikel vil anskueliggøre, at

ingen kun er ofre for traumer. Der er altid en respons i forhold til traumatiske hændelser, det vil

sige en handling, noget man har gjort. Disse handlinger, selv når de blot er en tanke, udtrykker

modstand og handlekraft, dér hvor man muligvis troede, at man intet havde gjort. Dette betyder

også, at ingen oplever traumatiske begivenheder uden at disse efterlader sig viden og færdigheder,

som personen uvægerligt vil tage med sig videre i livet. Opmærksomheden på hvad personen gjorde

i den ubehagelige situation, samt opmærksomhed på viden og færdigheder der kan relateres til de

traumatiske begivenheder, kan åbne op for nye forståelser og tilbyde platforme, hvorfra samtale

bliver mulig. Artiklen er en redigeret form af kapitlet: Alle kan tale om traumer, i bogen: Fra terapi

til pædagogik, red. Anette Holmgren, Reitzel 2010.

Hukommelsen som folder

”Da jeg var 12 år gammel sprang jeg ud fra en vippe og ramte kanten af swimmingpoolen og

brækkede ryggen. Jeg lå mange måneder på et hospital, hvor jeg hverken kunne gå eller tale. På

hospitalet roterede forbrændte børn rundt i væskebade.” Sådan begyndte den amerikanske musiker

og multikunstner Laurie Andersen sin fortælling om barndommens hospitalsoplevelser, da hun i juli

2009 gav koncert sammen med husbonden Lou Reed i DR’s koncerthus. ”Jeg har fortalt historien

om dengang jeg brækkede ryggen mange gange” fortsatte hun, ”men der var altid noget mærkeligt

ved beretningen. Som om noget manglede. En dag, mens jeg fortalte historien, blev jeg pludselig

bragt tilbage til hospitalet. Transporteret tilbage i tiden. Jeg huskede for fuld styrke, det jeg havde

glemt. Lugten af brændt kød og lyden af børn der dør. Sanseoplevelser jeg havde rengjort min

historie for på samme måde, som sygeplejersken fjernede sporene af de døde børn”.

Laurie Andersons beretning understregede for os, hendes publikum, hvordan måden vi fortæller

vores liv, former det selvsamme liv gennem ord, og hvordan hukommelsen fremhæver nogle og

mørklægger andre dele af oplevelserne udenfor vores bevidste kontrol. Det er fortællingen om,

hvordan smertefulde oplevelser, der ikke udsættes for opmærksom og nysgerrig undersøgelse, kan

stivne og fastlåses i en bestemt form. En form, der i Laurie Andersons fortælling, fjernede flere og

flere spor: ”You tell your story ( ) and you hold on to it. And every time you tell it, you forget more”.

(L.Andersen, DR’s koncerthus, juli 2009)

Det er ikke kun smertefulde oplevelser, som kan blive renset for detaljer. I forsøget på at skabe

mening og en form for konsistens i tilværelsen, former vi vores erfaringer efter bestemte mønstre

eller temaer. Disse mønstre eller temaer former beretninger om vores fortid; de danner baggrund for

vores forståelse af nutiden, og de skaber forventninger og billeder af fremtiden.

Hele meningstilskrivelsesprocessen, altså hvordan vi får tilværelsen og livet til at hænge sammen i

fortid, nutid og fremtid, er en kompliceret og mangefacetteret proces. Men en form for (menings-

)komprimering finder helt sikkert sted. Det er umuligt at bevare alle detaljer i det levede liv.

Det er denne tilværelsens komprimering, som efterlader sig bestemte spor fra forskellige oplevelser.

Den franske filosof Gilles Deleuze (2005) taler om, at hændelser i livet samler sig som folder i

vores hukommelse. I samtaler kan hukommelsesfolderne udfoldes og vise sig at indeholde hidtil

oversete hændelser, der kan danne basis for mere nuancerede tolkninger og konklusioner. Hermed

opstår en ny fold eller en ny fortælling, som bidrager til det samlede billede af oplevelsen - på

samme måde som lugten af brændt kød og lyden af børn der døde, tilførte Laurie Andersens nye

billeder og forståelser af barndommens hospitalsophold. Med åbningen af en sanseoplevelsernes

fold forstod hun pludselig den uvirkelige fornemmelse, hun hidtil havde følt, når hun fortalte sin

historie. Åbningen af folden skabte en forbindelse mellem nutiden og barndommens oplevelser,

som ikke havde været verbalt tilstede før.

Sprog og sansning

Baggrunden for denne artikel er, at jeg igennem mange år har hørt professionelle med en ikke-

terapeutisk uddannelse udtrykke bekymring og tilbageholdenhed i forhold til at ”gå ind i” en

samtale om traumatiske begivenheder. Det er som om, traumer og samtaler om traumer er omgivet

af en form for (ære)frygt og ærbødighed. En (ære)frygt skabt af fordomme om, at samtaler om

traumer kun kan, eller helst skal, varetages af veluddannede krise- og/eller traumeterapeuter.

Dette kan muligvis kædes sammen med strukturalistiske ideer om at psyken, indeholder undertrykte

kræfter, som ikke kan kontrolleres, hvis de slippes fri. Disse ideer opstod med udviklingen af

psykoanalysen som metaforer, men er igennem tiden transformeret til kulturelle sandheder om

mennesket, nærmest i kraft af de mange gange de er blevet sagt. Bearbejdningen af disse kræfter

bør foregå med varsomhed og under særlige kontrollerede og styrede former. Former som

terapeutisk praksis har taget patent på. Et andet forhold der spiller ind, er nyere terapeutiske ideer

om, at traumatiske oplevelser skal ”tales væk”. At man ved at fortælle og genfortælle sin historie

gentagne gange kan fratage begivenhedernes deres traumatiserende indflydelse. Disse former for

traumeterapi stoppede omkring 80’erne, da man blev klar over, at genfortællinger af de ubehagelige

begivenheder i nogle tilfælde fastholdt traumerne og bragte muligheder for re-traumatisering, det vil

sige en genoplevelse af de ubehagelige oplevelser som effekt af samtalen. Problemet har

efterfølgende været, at bekymringen for re-traumatisering har efterladt professionelle, der arbejder

med traumatiserede mennesker, i en form for samtalevacum.

Narrativ praksis benytter sig af en anden metafor om det psykiske end beskrevet ovenfor. I en

narrativ forståelse af livet, vil der altid være dele af det levede liv, som ikke bliver en del af de

fortællinger, vi fortæller om livet. Bevidstheden indeholder ikke-bevidste erfaringer, men disse ses

ikke som ubevidste fortrængte konflikter, men som netop ikke-bevidstgjorte hændelser og dele af

hændelser, der ikke har fået plads i det, der bliver fortalt om et hændelsesforløb. Ikke alle hændelser

kan inddrages i fortællingerne om livet. Hændelser der ikke i øjeblikket kan tilskrives mening, og

som samtidig er ubehagelige, forbliver sanseoplevelser, indtil personen kan skabe forståelse

omkring hændelsen. Sandsynligvis bevarer mennesket en stor del af disse ikke-fortalte hændelser

lagret som ikke sproglige sanseoplevelser. Disse sanseoplevelser kan bringes ind i bevidstheden

gennem pludselig opstået meningsfulde sammenhænge, hvorved de sprogliggøres og

sammenkædes med tidligere hændelser og fortællinger om hændelser, som vi så i indledningen med

lugte og lyde fra hospitalet. Alle kender til dette. Hvordan hændelser og ting der sker i nutiden

pludselig bringer ting man ikke har tænkt på meget længe frem i bevidstheden eller hvordan nye

forståelser af sammenhænge kan sætte gamle forståelser i et nyt lys.

I en narrativ, eller en post-strukturalistisk forståelse, kan ikke sproglige fornemmelser, beskrives

som sansninger, der ikke har fået form og derfor ikke endnu er kædet sammen i en meningsfuld

beskrivelse eller fortælling eller i et meningsfuldt udsagn.

Vigtigheden af at kunne tale om traumatiske erfaringer

Traumatiske oplevelser omgives ofte med tavshed. De fleste af os har oplevet ubehagelige ting i

livet, som vi ikke har fortalt til andre. Både i min praksis og i min undervisning er jeg næsten

dagligt ude for, at mennesker fortæller om begivenheder, de ikke har talt om tidligere.

”Jeg har bare aldrig tænkt, at det var noget, man kunne tale med andre om”

”Jeg har nok tænkt, at det ikke ville hjælpe noget at tale om det”

”Jeg har jo mest haft lyst til at glemme det”.

Mange mennesker har dårlige erfaringer med at fortælle andre om ubehagelige oplevelser, sikkert

fordi disse "andre" ikke har erfaringer med at lytte til voldsomme hændelser. Hvis vi som

professionelle ikke kan eller vil tale om de traumatiske hændelser, risikerer vi at cementere

”sandheder” som, at det ikke hjælper at tale eller, at det er bedre at prøve at glemme eller, værst af

alt, at personen tænker ”det er mig selv, den er gal med”.

Traumehierarki

Indenfor den professionelle verden, synes der at være en form for hierarkisk inddeling af

besværligheder. Bestemte problematikker, herunder traumer, menes at kræve særlige uddannelser

eller særlige terapeutiske færdigheder, mens andre problematikker godt kan klares af f.eks.

pædagogisk personale. Jeg har aldrig helt forstået, at en person godt kan tale med forældre om,

hvordan de skal være sammen med deres børn, men ikke kan tale med dem om eventuelle

traumatiske hændelser, som er med til at vanskeliggøre livet med børnene. Jeg mener, at det er

meget uhensigtsmæssigt at reservere varetagelsen af bestemte problematikker, herunder traumer, til

særlige faggrupper, frem for at udvikle forståelser og metoder, der kan bruges af alle, der møder

effekterne af traumatiske hændelserne i deres daglige arbejde.

Når professionelle udtrykker varsomhed med at tale med et barn eller en voksen om traumatiske

oplevelser, handler dette sandsynligvis om en bekymring for at kunne komme til ”at skade”. Jeg har

hørt professionelle sige: ”Man skal ikke lukke op for noget, man kan risikere ikke at kunne lukke

igen” eller ”man skal ikke gå i gang med noget, man ikke er uddannet til”. Det handler altså om en

etisk ordentlighed. Men alle professionelle bliver nødt til at kunne forholde sig til traumatiske

hændelser, blandt andet fordi de mennesker, vi taler med, ikke nødvendigvis skelner imellem, om

de taler med en uddannet terapeut eller ej. Her er det andre faktorer som gør sig gældende, nemlig

om samværet er rart, tillidsfuldt, ikke fordømmende og lyttende. Under sådanne samværsformer

sker der ikke sjældent det, at mennesker får lyst til at tale om deres liv, herunder muligvis

traumatiske eller ubehagelige hændelser.

Hvad er et traume?

I de senere år, hvor jeg har beskæftiget mig mere indgående med effekten af traumatiske oplevelser

i menneskers liv, er min forståelse af traumatiske hændelser blevet tiltagende bredere. Det betyder,

at jeg i dag mener, man kan betegne selv mindre ”rystelser” som traumatiske. Samtidig er jeg

gentagne gange blevet mødt med en ulyst hos mennesker, jeg taler med, til at tale om fortidige

hændelser som traumatiske, fordi de derved indskriver sig under paraplyen af ”traumatiserede”.

Den næsten diagnostiske betegnelse traumatiseret skaber en totalisering, som desværre er effekten

af måden, man ofte beskriver mentale vanskeligheder på. Betegnelser, der lægger sig ud over hele

personligheden, skaber et forkert eller skævt billede af, hvordan vanskelighederne opleves. Jeg ser

det som en konstant bestræbelse for alle professionelle at blive langt bedre til at lave beskrivelser,

der er tættere forbundet med menneskers faktiske oplevelser.

Traumehuller

I forhold til traumatiske hændelser, giver det for indeværende mening for mig at tale om, at vi kan

falde i traumehuller. At falde i et traumehul er betegnelsen for det som sker, når nutidige hændelser

skaber hukommelsesspor til tidligere hændelser, som har været traumatiske. Alle kender til dette. I

hverdagen oplever vi det, som at have særlige sårbarheder. De fleste ved, hvor de har ”ømme

punkter”. Men ikke alle er opmærksomme på de hændelser, som kan have spillet en rolle i forhold

til ømheden og som kan have skabt den. Ømme punkter opstår ikke af sig selv, lige som blå mærker

heller ikke kommer af sig selv. Ømme punkter har sit udspring i konkrete oplevelser i det levede

liv.

Da jeg var 14 år var jeg med en gruppe af piger og en gymnastiklærer taget fra den lille by i

Jylland, hvor vi boede, til København, for at deltage i et stort skoleatletikstævne. Stævnet gik godt

og på togturen hjem klumpede vi os sammen i 6- personers kupeen for i fællesskab at beundre

guldmedaljerne. Et sted imellem Horsens og Skanderborg gik vi i samlet flok gennem toget ned til

togkiosken. På vej tilbage til vores kupé bliver en kupédør pludselig åbnet og en ung mand stikker

hovedet ud og kikker på de forreste piger i flokken. Han smiler bredt og udbryder: ”Aah, schöne

mädchen”. De forreste piger fniser og skynder sig videre. Jeg går bagerst i flokken og nærmer mig

den unge mand. Idet jeg går forbi, ranker jeg ryggen en smule i forventning om det kommende

kompliment, og ser den unge tysker i øjnene. ”Nein, du bist hässlich” siger han, da han ser mig.

Jorden forsvandt under mig. Skammen var total. Jeg vidste det jo godt. Jeg vidste jo godt, at jeg var

hæslig. Hvordan kunne jeg overhovedet have forestillet mig, at han ville sige andet. Havde de andre

hørt det? Ingen sagde noget. Og jeg sagde intet. Jeg sagde intet i 20 år. Men oplevelsen brændte sig

fast. Den koblede sig på tidligere kommentarer omkring mit udseende og blev til et ømt punkt en

fold i min bevidsthed, som selv ikke fremtidige komplimenter har kunnet vaske helt væk.

Nogle mennesker er så plaget af traumatiske oplevelser, at de sjældent oplever stunder uden for et

traumehul. De oplever, at der ikke er mange øjeblikke eller steder med hvile og tryghed.

Traumatiske oplevelser er som et blåt mærke eller et åbnet sår i bevidstheden. Selvom vi forstår et

blåt ømt punkt, er det alligevel ømt.

Negative konklusioner

Traumatiske hændelser kan lagre sig i vores hukommelse, enten som fornemmelser af sårbarhed

eller ubehag uden tilknyttede erindringer eller som bevidste erindringer om ubehagelige oplevelser.

Både bevidste og ikke bevidste traumatiske hændelser folder sig i bevidstheden sammen med

konklusioner om verden, om andre mennesker og om en selv. Når man ikke kan få den traumatiske

hændelse til at give mening ud fra kendt viden om verden og reflektere over hændelsen i lyset af

denne viden, efterlader traumet en simpel og ofte negativ ikke reflekterbar meningstilskrivelse – en

”sådan er det bare” konklusion.

Selv midt i traumatiske oplevelser forsøger mennesker at få det, som sker med dem, til

at give mening. For mange mennesker, men ikke alle, er oplevelsen af traumer

uforenelig med nogen velkendte temaer og med nogen foretrukken fortælling om deres

identitet, hvilket vil sige temaer og beretninger om identitet, som er forbundet med en

selvbiografisk hukommelse og med et indre livs sprog, som organiserer oplevelser og

erfaringer og har en karakteristisk narrativ struktur.

Den traumatiserede oplevelses uforenelige natur fører et menneske ud i territorier af

mening, som er afspaltede fra disse velkendte temaer og fortællinger om selvet. På

grund af dette bliver de former for mening, der produceres i disse territorier, som

regel dybt negative og ikke åbne for revision på samme måde som de former for

mening, som er forbundet med fortællinger om selvet, er det – andre oplevelser af ens

liv, som kunne modsige disse former for mening, har ikke megen virkning på dem.

(Michael White, 2008, s.85)

Negative konklusioner som er en effekt af de vanskeligheder der er forbundet med at skabe mening

omkring traumatiske hændelser er efterfølgende med til at give mening til fremtidige hændelser, og

bliver en slags selvopfyldende profeti om livet og identiteten. Dette er en af grundene til, at det i høj

grad kan betale sig at adressere selv mindre traumatiske oplevelser, før disse får tilegnet sig

omfattende definitionsmagt over livet.

Traumer træder på værdierne

Traumet bidrager til nedgørelse af det, mennesker tillægger værdi. Det er devalueringen af, hvad

man værdsætter, og hvad der betyder noget for et mennesker, som meget signifikant leder til

udviklingen af en fornemmelse af at være ødelagt. (Michael White, 2008)

Eksempelvis træder mobning voldsomt på et barns ønske om og værdier i forhold til at være en del

af fællesskabet. I forsøget på at holde fast i egne værdier om at være accepteret og god nok,

forsøger børn, der bliver mobbet, ofte næste dag at rette op på det, som gårsdagens mobning

handlede om. Problemet for det mobbede barn er dog, at dagen efter omhandler mobningen et nyt

tema, så langsomt mister man initiativet og fornemmelsen af at kunne gøre noget ved situationen

(Bo H. Nikolajsen, 2010).

Kaethe Weingarten, skriver i sin bog Common Shock (2003, s.55) følgende (min oversættelse):

”Jeg husker at sidde ved aftensbordet en aften hvor mine forældre skændtes. Jeg tegnede et otte-tal

i mit hoved omkring mine forældre, måske hundrede gange. Det var som om linjen i mit hoved

kunne skabe en usynlig grænse mellem dem og mig, hvor jeg kunne være sikker. Da jeg endelig

forlod bordet, gik jeg ind på mit værelse og nævnte aldrig skænderiet til nogen. Ikke engang til min

søster som var der.

Hvis nogen havde spurgt mig om mine forældre skændtes, ville jeg have sagt ”nej”. Ikke fordi jeg

ville lyve, men fordi de ord ikke ville have fanget den kortvarige disharmoni imellem mine forældre.

Min far eksploderede overfor min mor. Mine forældre skændtes ikke. Derfor ville en sædvanlig

måde at spørge til episoden på ikke vække genklang. Det er ofte sådan, at når et begreb mislykkes i

forsøget på at beskrive menneskers oplevelser, vanskeliggøres artikulationen af oplevelsen og

tavshed opretholdes i mangel af bedre.

Stilheden i min familie omkring min fars uregelmæssige og uforudsigelige raseri overtrumfede alt

andet, i det mindste for mig. Det satte grænser for min tillid, min følelse af sikkerhed og min

fornemmelse af at høre til. Tavsheden skabte en isolation, som jeg igennem hele mit liv har arbejdet

på at gå imod, i relation til min egen familie og mine venner og med mine klienter og kollegaer.”

Traumatiske hændelsers nedbrydning af det, som mennesker værdsætter, og som har betydning i

deres liv, er samtidig det, som kræver særlig opmærksomhed i samtaler om traumatiske hændelser.

Der vil nemlig altid i en beretning om ubehagelige hændelser findes handlinger, som går i retning af

varetagelse af det, som personen værdsætter. Disse handlinger er ofte usynlige eller ikke tillagt

betydning i de dominerende fortællinger om ubehaget. Det er udfoldelsen af disse handlinger som

kan skabe en genetablering til egne værdier og dermed til fornemmelsen af sig selv. Hvordan vil jeg

vende tilbage til senere.

Bevidsthedstrømmen

Forståelsen af, hvordan traumatiske hændelser øver indflydelse på menneskers liv, må nødvendigvis

indbefatte en forståelse af den menneskelige bevidsthed. En sådan forståelse kan altid kun være en

metaforisk beskrivelse, med mindre man forsøger at forstå bevidsthed udelukkende i neurologiske

termer. Den engelske psykolog og filosof William James (1842-1910l), var den første som foreslog

at beskrive bevidsthed som en strøm. Han anså bevidsthedsstrømmen som en sammenhængende

fornemmelse af verden og selvet over tid. Denne form for bevidsthed, mente han, var en del af

hukommelsessystemet og udvikles omkring 5 års alderen i forbindelse med, at barnets ydre tale og

leg i højere grad bliver til et indre liv. Barnet udvikler bevidsthed i takt med at sanseindtryk lagres i

hukommelsen og disse kobles med mening og erfaring opsamlet i samspillet med omverden.

Efterhånden etableres en indre verden, som resonerer med den ydre verden i en konstant

udveksling. I takt med at det ydre liv bliver til indre liv, sker der, hvad man kan kalde en fordobling

af bevidstheden. Det vil sige, at det lille barn bliver i stand til på en gang at foretage en handling og

at reflektere over handlingen. Man kan tale om, at bevidstheden opererer både med et mig (den der

handler) og et jeg (den instans, der kan betragte mig’et, der handler) (R.Meares, 2000)

Når man handler og er aktiv er denne indre del af bevidstheden ikke så mærkbar. Den bliver mere

synlig, når man er i ro og opmærksomheden rettes mod den indre tale og billedverden. Det indre liv

er fyldt af fantasier, forestillinger, analogier og metaforer og fungerer ved at skabe

sammenligninger og sammenkædninger mellem forskellige dele af vores sansninger og erfaringer.

Det er bevidsthedsstrømmen, der gør, at mennesker kan skabe sammenhæng i livet. Uden

bevidsthedsstrømmens kreative karakter ville livet fremstå som en lang række af ikke forbundne

hændelser. Alle de sammenkædninger, konklusioner og meningsskabelsesaktiviteter,en person

udfører i løbet af en dag (og muligvis også om natten), er resultatet af bevidsthedens strømninger.

Men bevidsthedsstrømmen er mere end blot indre tænkning og refleksion. Den australske psykiater

Russel Meares (2000) er en af de personer, som har videreført William James’ ideer. Han påpeger,

at den menneskelige bevidsthed, består ikke kun af et jeg som kan reflektere over et mig, men at

bevidstheden også består af en fornemmelse af migselv, som er forskelligt fra både jeg’et og mig’et.

Det er denne del af bevidshedsstrømmen, (fornemmelsen af sig selv) som får et menneske til at føle

sig som sig selv, det vil sige som den samme person, livet igennem på trods af de forandringer, der

er sket.

Meares blev opmærksom på dette via et fænomen, som blandt andet opstår, når mennesker befinder

sig i vanskelige og pressede situationer, og efterfølgende ser tilbage på disse og ikke kan genkende

deres egne reaktioner. Meares mener, at man kan beskrive bevidstheden i disse situationer, som et

jeg der kigger på sig selv, men ikke føler sig som sig selv. En person vil i sådan en situation sige:

”Jeg ved, det var mig, der gjorde det, men jeg var ikke mig selv." Bevidsthedsstrømmen består altså

også af denne fornemmelse af sig selv, som man i særlig pressede situationer kan miste eller have

vanskeligt ved at mærke. Det er dette fænomen, der kan få en person til at sige: ”Jeg er helt ude af

mig selv” eller ”jeg føler mig ved siden af mig selv” eller ”jeg kan ikke genkende mig selv”.

Når mennesker udsættes for alvorlige chok, vil de ofte opleve det som om, de har handlet i trance

eller udenfor deres egen bevidsthed. Man føler i disse situationer, at man ikke har kontrol over ”sig

selv”, men man ved godt, at man ”er” sig selv. Fornemmelsen af sig selv, siger Meares, kan

ødelægges af traumatiske hændelser, ligesom traumer i barndommen kan forhindre dens etablering

(Meares, 2000). Et barn, der ikke har haft mulighed for at etablere et stabilt og rigt indre liv, fordi

det hele tiden er blevet forstyrret af ydre uro, som har krævet dets opmærksomhed, er i risiko for

ikke at etablere en særlig stabil fornemmelse af sig selv. Uden en stabil fornemmelse af sig selv,

lever man uden stabile referencepunkter. Livet opleves som noget, der overgår én og som noget, der

kun kan tages stilling til ud fra tænkning og ikke ud fra en fornemmelse af sammenhænge, som

passer med ens erfaringer. Man har mistet eller aldrig etableret en ”resonansboks” med hvilken,

man kan møde livet, hvilket gør livet meget sårbart, fordi man kun kan møde livet med ydre

handlinger eller færdiglavede konklusioner (ibid).

Det er en stabil fornemmelse af sig selv, som muliggør, at et menneske kan møde livet med en vis

form for ro og overblik begrundet i den viden og erfaring, man har med sig. Dette betyder, at man

netop ikke er i fare for at ”miste sig selv”, når man deltager i livet. Selv mindre traumatiske

hændelser kan efterlade børn og voksne med en fornemmelse af, at det, som skete, hændte udenfor

deres kontrol, og at de i situationen mistede ”herredømmet” over situationen og dermed over deres

liv. Fornemmelsen af at miste sig selv sker, når man enten ikke kan skabe mening i forhold til

hændelsen eller når man ikke bevidst kan fastholde eller beskytte det, som man værdsætter. Disse

hændelser lagrer sig i hukommelsen og kan bevirke, at man i nutiden kan oplever begivenheder,

som skaber spor tilbage til disse tidligere hændelser, og at fornemmelsen af at miste sig selv

gentages. Dette vil som regel lede til forskellige forsøg på selvbeskyttelse.

Mødet med effekterne af traumer

Mødet med effekterne af traumatiske oplevelser kan både være skræmmende og besværlige og

meget ofte uforståelige. Når professionelle står overfor reaktioner, som de ikke forstår, og som

udefra synes ude af proportioner med situationen, så har man næsten altid stødt ind i traumatiske

erfaringer. Den, der står udenfor, kan ikke begribe kraften i de reaktioner, man møder.

Traumatiske erindringer udløses uvægerligt af generel stress, af specifikke

belastninger og/eller af specifikke udløsere. Disse udløsere afspejler visse aspekter af

det oprindelige traume, og de kan være interne, som for eksempel ved en specifik

følelsesmæssig eller sensorisk oplevelse, eller eksterne, som for eksempel ved visse

omstændigheder eller relationelle hændelser. Disse eksterne udløsere kan være

forbundet med omstændigheder, i hvilke der er opfattet fravær af social gyldighed

eller med oplevelser af nedgørelse, og måske i forbindelse med latterliggørelse eller

kritik. (M.White 2008, s.83)

Traumer efterlader spor af stædighed, afvisning, påståelighed, let antændelighed, isolation, tavshed,

vrede, spændte muskler og blokering af refleksion og "mærkning".

Når traumatiske erindringer invaderer hverdagsbevidstheden, er resultatet ofte en

adskillelse af de to sider af bevidstheden – fordoblingen af bevidstheden ophæves.

Man har ikke længere et udsigtspunkt i nutiden, hvorfra det er muligt at bevare en

bevidsthed om, at det, man oplever, stammer fra et andet tidspunkt i ens liv

(M.White, 2008, .s.84)

Når man bliver ramt på et ømt punkt eller i et åbent sår, så reagerer man med en eller anden form

for beskyttelse. I det perspektiv vil de beskrevne uforståelige reaktioner meget ofte være et forsøg

på selvbeskyttelse. Et forsøg på at forsvare sig imod "mærkningen" af nuværende eller tidligere

traumatiske oplevelser.

Der er altid en respons

Når mennesker udsættes for ubehagelige hændelser, vil man altid forsøge at mindske skaderne af

det ubehagelige. Man vil, hvor undseeligt det end syntes, forsøge at beskytte sig selv, mod effekten

af det ubehagelige. Dette kan ske, både mens det ubehagelige foregår og bagefter, hvor følelser,

billeder og tanker står tilbage. Forsøg på beskyttelse kan være at lukke øjnene, at forsøge at løbe

væk, at skrige eller at blive helt stille. Det kan være at forsøge at opføre sig virkelig pænt eller at

lave ballade ved enhver given lejlighed. Det kan være at søge trøst i bøger, i mad, i naturen, hos

venner, hos dyr eller hos en Gud. Det kan være at søge hjælp eller forsøge at klare det selv. Det kan

være at forsøge at beskytte andre. Samtaler om traumatiske hændelser er samtaler, hvor man altid

lytter både til beretningen om det skete og til spor efter det som personen fortsat tillægger værdi på

trods af det, som de har været igennem. Forskellige terapeutiske retninger har fokus på menneskers

responser i relation til deres livs hændelser og de ressourcer og handlemuligheder som kan uddrages

af, hvad man konkret har gjort for at passe på sig selv (og andre) i vanskelige situationer.

Responserne kan forholdsvis let kobles til principper eller livsanskuelser, som er betydningsfulde

for personen. Fornemmelsen af at have holdt fast i noget betydningsfuldt, på trods af den

traumatiske hændelse, skaber et afgørende udgangspunkt for at kunne inddrage begivenheden i den

del af bevidstheden, som er under indflydelse af bevidsthedsstrømmmen og dermed skabe mulighed

for refleksion og nuanceret tilgang til hændelsen. I narrativ praksis kaldes dette for princippet om

dobbelt lytning.

Jeg anvender udtrykket ”dobbelt lytning” for at beskrive min position i disse

samtaler. Når jeg møder mennesker, som konsulterer mig om en traumatisk oplevelse

og deres eftervirkninger, lytter jeg til historier om traumet, men jeg lytter også efter

udtryk for, hvad mennesker har fortsat med at tillægge værdi i deres liv på trods af,

hvad de har været igennem. Jeg finder også tegn på den pågældende persons

reaktioner på det traume, han eller hun oplevede. Og jeg forsøger at etablere en

kontekst, så de mange lag i disse reaktioner kan blive udførligt og detaljeret afdækket

og virkningsfuldt anerkendt og respekteret. (MW,2008 s.43)

Mona havde igennem sin barndom været udsat for gentagne traumatiske hændelser. Hun havde

tidligere haft flere samtaleforløb, og ønskede egentlig ikke at tale mere om sine

barndomsoplevelser. En dag berørte vi alligevel nogle af oplevelserne og efterfølgende udspillede

følgende samtalesekvens sig.

Anette: Hvordan overlevede du?

Mona: Det er der mange som har spurgt mig om. Jeg bad til Gud.

Man kunne have stoppet her og været tilfreds med, at Mona som barn trods alt havde haft en Gud at

trøste sig hos. Men handlingen ”bede til Gud” giver mig ikke en klar fornemmelse af, hvad det er

Mona værdsætter. Jeg hører om en handling, men kender endnu ikke forbindelsen til, hvad der er

betydningsfuldt for Mona. For at skabe forbindelse til sig selv, genetablering af bevidstheds-

strømmen, skal responserne kobles til betydning. Jeg må blive ved at spørge, til jeg får en

fornemmelse for, hvad der var betydningsfuldt for Mona i situationen.

Anette: Hvad bad du for?

Mona: Jeg bad for kærlighed og indsigt

Jeg forstod godt, at et barn bad Gud for kærlighed, men jeg forstod ikke, hvordan indsigt var vigtig.

Derfor spurgte jeg videre om indsigten, men jeg kunne ligeså vel have spurgt mere til kærlighed.

Anette: Hvordan indsigt?

Mona: Da jeg var 8 år fik jeg på et tidspunkt nye sko og jeg bad om aftenen til, at jeg måtte få dem

på næste dag.

Denne lille fortælling forklarede mig betydningen af indsigt. Det handlede her om forældrenes

indsigt i, hvad man ønsker sig allermest, når man er 8 år og har fået nye sko. Mona havde ikke

tidligere været bevidst om eller i tale sat sin værdsættelse af indsigt på denne måde. Mens vi talte,

mærkede hun for første gang i mange år sig selv som 8 årig. Det var som om, erindringen åbnede

for folder i bevidstheden, der ellers havde været lukket i selvbeskyttelse i mange år. Det var ikke

lykkes de traumatiske hændelser at ødelægge Monas tilknytning til indsigt. Denne tilknytning havde

hun bevaret igennem livet og hendes egne færdigheder i den retning, var højt udviklede. Ved at

opdage sin egen værdsættelse af indsigt, da hun var barn, genetableredes en kontinuitet igennem

livet. Et "mig selv", i relation til indsigt. Et "mig selv", som en person der altid har værdsat indsigt.

Et "mig selv", som den samme person igennem hele livet. På denne måde genetablerer

bevidsthedsstrømmen sig og kan danne begyndende resonans eller ståsteder, når fremtidige

hændelser bringer de traumatiske oplevelser tilbage. Hendes viden og relation til ”indsigt” bliver en

viden hun kan holde fast i, som er forankret i tid, når traumevindene blæser.

Spørgsmål der kan bringe responser frem

I mange sammenhænge har man som professionel ikke meget tid til rådighed før nye aktiviteter

kalder. Alligevel er det muligt i sådanne situationer at have fokus på dobbeltlytning, hvis et barn

eller en voksen beretter om en ubehagelig hændelse, eller hvis man som professionel har været

vidne til en ubehagelig hændelse. I disse situationer kan spørgsmål som:

Hvad gjorde du for dig selv som hjalp lidt?

Hvordan kom du på det?

Er du glad for, at du trods alt kunne komme op med det?

Hvorfor var det godt?

Hvad er du trods alt glad for lykkes for dig i situationen?

Hvorfor er du glad for det?

Hvad er du glad for, det lykkedes dig ikke at gøre i situationen?

Hvorfor er du glad for det?

Disse spørgsmål har alle til formål at genetablere forbindelsen til noget, som personen værdsætter.

De leder til, hvad der er vigtigt for personen og de leder til færdigheder, til noget personen har været

i stand til, på trods af den ubehagelige oplevelse.

Op af floden

Det er som sagt muligt at mindske traumatiske oplevelsers indflydelse på en persons liv. Følgende

beskrivelser, som omhandler, hvordan man kan tale med mennesker, der har været udsat for

traumatiske oplevelser, gælder både, hvis disse oplevelser er sket for nylig, og hvis det er

oplevelser, som er sket tidligere i en persons liv.

Michael White (2008) har beskrevet genoplevelsen af traumatiske begivenheder som at blive kastet

ud i en brusende flod. Mens man er i flodens brus kan man ikke gøre andet end at kæmpe for at

holde hovedet over vandet. Man har ingen steder at stå eller finde hvile. Når man skal tale med

mennesker, som mærker effekterne af et traume, er det vigtigt, at personen har et sted at stå, hvorfra

det er muligt at tale om de ubehagelige oplevelser. Et sted hvorfra traumet kan betragtes. Michael

White har beskrevet dette som, at man skal kunne stå på flodbredden og se på floden af traumatiske

hændelser. Man skal altså stå et sikkert sted og ikke ude midt i oplevelserne, for at kunne tale om

oplevelserne.

Sagt på en anden måde, så skal man have tilstrækkelig følelsesmæssig afstand til oplevelserne, så

det er muligt at betragte dem, uden at blive kastet ud i floden. Jeg har ofte prøvet at tale med både

voksne og børn om ubehagelige hændelser, og mens vi har talt, er oplevelserne pludselig rykket så

tæt på, at det samme ubehag, som mærkedes i selve situationen, genkaldes kropsligt. Med

metaforen om floden, kan man sige, at personen er på vej ud i floden.

Flodbredden er der, hvor personen er forankret til meningsfuld forståelse og til egne værdier. En

samtale om traumer kræver, at den professionelle hele tiden har opmærksomheden rettet netop mod

genetableringen og fastholdelsen af personens relation til mening og til sig selv og herigennem

forsøger at hjælpe personen til at forblive på bredden.

Med udsigtspunkt fra flodbredden kan det være muligt for en person at se på dele af den

ubehagelige hændelse, som muligvis ikke har fået så meget opmærksomhed. Dette drejer sig både

om alternative meningstilskrivelser og om modstandshandlinger, som ikke tidligere er blevet

bemærket.

Efterhånden som de alternative historier bliver udviklet i terapeutiske samtaler, bliver

de til øer, hvor man kan finde sikkerhed og næring, så til øgrupper og til sidst til

kontinenter af sikkerhed, der åbner andre livsverdener for de mennesker, som

konsulterer os. …Som et resultat af disse samtaler opdager mennesker, at de har et

andet sted at stå, som gør det muligt for dem at give udtryk for deres traumatiserende

oplevelser uden at blive defineret af disse oplevelser.

(M.White2008 s.67)

Hvis man taler om traumatiske oplevelser på måder, der bringer én tilbage til den traumatiske

oplevelse uden afstand til oplevelsen og uden et andet sted at stå i relation til oplevelsen, vil man

atter opleve sig defineret af det, som skete. Dette er mange steder beskrevet som re-traumatisering.

Veninden der forsøgte at tage sit eget liv

Følgende er uddrag af en samtale med Lisa. Lisa kom til mig, fordi hun for nylig havde været ude

for, at hendes veninde Eva, for øjnene af hende, havde forsøgt at tage sit eget liv. Episoden skete til

en stor fest på en skole. Veninden overlevede uden fysiske mén, og der var ikke brug for læge, da

episoden fandt sted.

Lisa var efterfølgende meget chokeret og ulykkelig. Når hun forsøgte at tale om episoden sagde

personerne omkring hende, at det da var godt, der ikke var sket noget; det hjalp hende bare ikke.

Derfor var hun holdt op med at tale om hændelsen og mente, at de fleste nok troede, hun var

kommet over det, der var sket.

Vi kommer ind i samtalen, efter Lisa har fortalt om selve episoden. Jeg spørger grundigt til Lisas

handlinger (altså til hvad hun har gjort), fordi det er ved at koble handlingerne eller responserne til

mening og værdi, at man kommer til alternative beskrivelser af de traumatiske hændelser.

Lisa havde ikke behøvet tale med en terapeut. Hun kunne have talt med en lærer, en pædagog, en

fra hendes familie eller omgangskreds eller en anden, som var i stand til at lytte efter responser og

samtidig være omsorgsfuld og forstående i forhold til ubehaget i oplevelsen.

Anette: Når jeg lytter til din beskrivelse af forløbet, synes jeg, det lyder som om, du havde en

fornemmelse af, at du ikke skulle råbe ud til alle, at en person netop havde forsøgt at

tage sit eget liv?

Lisa: Ja

Anette: Hvordan kunne du fornemme det?

Lisa: For det første, det er bare ikke fedt for hende, det der med at der kommer så meget

opmærksomhed om det. Heller ikke fedt for mig, at hver gang folk kommer hen og

spørger, hvad er der galt, og så skal jeg stå og fortælle det til alle. Det havde jeg bare

ikke lyst til på det tidspunkt.

Anette: Hvad ville du godt passe på?

Lisa: Jeg havde bare ikke lyst til, at alle skulle vide det, også fordi det ville ødelægge

aftenen fuldstændig. Man kommer ligesom for at hygge sig, og så sker der sådan no

get her, det går ud over alle andre.

Anette: Så noget af det du prøvede på, det var, at det ikke ville ødelægge aftenen for alle?

Lisa: Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad man skal sige..bare..der skulle ikke komme for meget

opmærksomhed..

Anette: Også for Evas skyld?

Lisa: Ja

Anette: Hvad ville du godt beskytte hende imod?

Lisa: Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvorfor hun har gjort det, om det er pga.

opmærksomhed.

Anette: Fra dit perspektiv synes du så, at hun ikke skulle udsættes for, at alle vidste det om

hende?

Lisa: Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ville, jeg var i chok og kunne ikke tænke klart.

Anette: Alligevel har du gjort nogle ting, for at hele festen ikke skulle komme til at handle om

selvmordsforsøget. Du siger, at du gerne ville bevare den festlige stemning, og du

ville heller ikke skabe mere drama? Ville du også gerne selv kunne have en ordentlig

fest?

Lisa: Altså, det ville jeg gerne, men det kunne jeg overhovedet ikke. Der var nogen som

godt kunne se, at jeg havde det virkelig ikke godt. Jeg ringede så til min mor, og hun

sagde, at jeg skulle snakke med en lærer.

Anette: Hvad syntes du om det forslag?

Lisa: Det var smart, men jeg havde bare ikke lyst til det på det tidspunkt... jeg ved det ikke,

jeg havde bare ikke brug for en lærer dér.

Anette: Synes du ikke helt, det kom lærerne ved?

Lisa: Jo, det synes jeg helt klart. Men den aften havde jeg bare ikke lyst til at tale med dem.

De lærere, jeg havde lyst til at fortælle det til, var der ikke på det tidspunkt. Jeg havde

ikke lyst til at gå hen til en tilfældig lærer og tale om det her.

Anette: Hvorfor ikke?

Lisa: Jeg ved det ikke (græder). Det… det havde jeg bare ikke lyst til

På dette tidspunkt i samtalen mærker Lisa ubehaget, hun stod i den aften. Frem for at spørge mere

til, hvor ubehageligt det måtte have været, hvilket ville bringe hende endnu tættere på oplevelsen og

hermed ”længere ud i floden”, er jeg interesseret i at skabe mening i forhold til ubehaget og forsøge

at forstå, hvilke værdier der bliver truet i denne situation.

Anette: Hvad ville du ikke risikere – hvad kunne du risikere?

Lisa: Ja, men altså, det er ikke alle lærere, jeg kender lige godt, og jeg kunne risikere at gå

hen til én og ikke ane, hvordan vedkommende ville reagere.

Anette: Hvad kunne du frygte, at en lærer kunne gøre i sådan en situation?

Lisa: Jamen bare skabe total drama ud af det, og så kommer der det ene og det andet, og så

sker der en hel masse, og det hele kører bare op. Så ender det i det, jeg slet ikke ville

have, det skulle ende i, med at alle bliver involveret i det, og festen kom til at handle

om, at hun havde forsøgt at tage sit liv.

Anette: Ja ,det er det, jeg kan fornemme, at du har haft et ønske om, at det ikke skulle blive

mega dramatisk og, at festen ikke skulle handle om det?

Lisa: Men så ender det så med, at jeg går hen til en lærer. Jeg tror, jeg stod og snakkede

med ham i 20 min.

Anette: Hvad prøvede du at få ham til?

Lisa: Bare fortælle ham, hvordan jeg havde det og bare..

Anette: Prøvede du også at sige til ham, at han ikke skulle gøre for meget?

Lisa: Ja, det sagde jeg til ham, at han ikke skulle skabe noget stort ud af det her.

Anette: Det sagde du til ham?

Lisa; Ja, det sagde jeg til ham. Jeg synes ikke, det var det, som festen skulle handle om nu.

Det er sket, og der skal tages fat i det, men der skal ikke skabes noget stort drama ud

af det.

Anette: Hvad synes du om, at du i den situation, hvor du lige har stået sammen med en, som er

sprunget ud og faldet ned, hvad synes du om, at du i den situation kan guide en lærer

til ikke at skabe stort drama?

Lisa: Jeg ved det ikke..jeg forstår det ikke rigtig (smiler)

Anette: Forstår du det ikke?

Lisa: Nej

Anette: Du står i en situation, som du aldrig har oplevet før, og så formår du at handle på en

måde, så festen ikke bliver ødelagt for de andre, og så der ikke bliver skabt vildt

meget drama. Du guider en lærer ved at fortælle, hvordan du har det og sige, at der

ikke skal skabes noget stort ud af det her.

Lisa: Jeg tror da, det er godt, at jeg talte med en lærer om det. Så de ved, hvad der sker,

også når det er dem, der holder festen. Det er dem, der har ansvaret.

Anette: Så du får lagt ansvaret hen, hvor det skal lægges?

Lisa: Det er selvfølgelig godt nok. Der VAR ikke særlig mange, der vidste det. Og det sjove

var, at efter jeg havde talt med læreren, så gjorde han noget, men det ødelagde ikke

festen, ligesom jeg håbede på, at det ikke ville gøre. Altså, jeg tog hjem efter det der,

men da jeg var inde og sige farvel, så var alle folk stadig glade, og det havde ikke

påvirket festen, og det syntes, jeg var godt.

Anette: Kan du genkende dig selv som en, der kan være medvirkende til at ting ikke kører helt

så meget op?

Lisa: Ja, jeg synes godt, at jeg kan overskue sådan nogle ting, det synes jeg også, at jeg har

kunnet før på skolen. For eksempel når der har været sådan noget tøsefnidder. Jeg

gider det virkelig ikke. Der er bare altid det der pigefnidder, sladder og jeg ved ikke

hvad. Derfor har jeg da mange gange, når der har været to, som har været oppe og

skændes for vildt, der har jeg da sat mig ned og snakket med dem hver især og prøvet

at finde ud af det

Anette: Har du det?

Lisa: Ja, det har fungeret meget godt, synes jeg. Jeg gider bare ikke sådan noget.

Anette: Så du har på en eller anden måde været med til at tale ting ned i stedet for at tale det

op?

Lisa: Ja.

I dette eksempel bevirker samtalen, at Lisa får øje på, hvordan det lykkes hendes at fastholde og

bevare sit ønske om ikke at lave unødvendigt drama i en meget vanskelig situation. Dette er

naturligvis ikke det eneste, der kunne fortælles om Lisas handlinger og responser i situationen, det

er en fortælling, blandt mange mulige. Det er samtidig en fortælling, der går imod den dominerende

fortælling hun kom med - en fortælling om, at hun intet kunne gøre, og at hun havde været

magtesløs. Samtalen muliggør, at det bliver muligt for Lisa at tænke og tale om episoden fra et andet

ståsted. Samtidig tydeliggør samtalen at Lisa ikke bryder sig om unødig dramatik. Værdier kommer

ikke ud af ingenting og Lisas erfaringer med dramatik fra andre dele af hendes liv, kunne være

temaer i eventuelle fortsatte samtaler.,

Genetablering af bevidsthedsstrømmen

Med metaforen om bevidsthedsstrømmen kan man sige, at hændelser bliver til traumer, når de

bevirker, at bevidsthedsstrømmen bliver brudt, og personen ikke kan etablere sammenhæng mellem

den traumatiske hændelse, og det personen almindeligvis kender og værdsætter. Dette kan efterlade

personen med en oplevelse af indre uro, brud af sammenhænge og manglende viden om

handlemuligheder i eventuelle fremtidige lignende situationer, hvilket naturligvis skaber utryghed

og vagtsomhed.

Men der kan aldrig kun fortælles én historie om en given episode. Uanset hvor meget en person

oplevede sig ved siden af sig selv eller oplevede sig uden kontrol i situationen, vil der altid være

elementer af noget andet. Dette andet er fokus i en narrativ samtale om ubehagelige oplevelser. Det

er opmærksomheden på ”hvad der ellers er tilstede”, som giver mulighed for at tilføje beretningen

om traumer noget mere og dermed skabe en genetablering af bevidsthedsstrømmen.

Min handling gjorde det hele være

Beretningerne om responserne på de overgreb eller ubehagelige hændelser, man har været udsat for,

er sjældent en del af en persons fortælling om de traumatiske oplevelser, med mindre oplevelsen

fortælles som en heltehistorie. Ofte er børn og voksnes selvbeskyttelseshandlinger blevet

problematiseret eller endda hånet af andre, og synes dermed at have bidraget til yderligere ubehag

og negative selvfølelser.

Jeg husker, at jeg engang som barn blev troet at være en dreng af den lokale barber, og han

klippede mit hår helt tæt og afsluttede med en gang barbersprit. Det var først med nabofamiliens

rungende latter, at misforståelsen gik op for mig, og mit held – ”se, jeg fik barbersprit på” – i

stedet blev til skam – ”han troede, jeg var en dreng”. Næste dag lånte jeg min fars strikkede hue for

at beskytte mig selv for klassekammeraternes latter, hvorved jeg gjorde mig selv til frikvarterets

jagede offer: ”Hvem kan rive huen af Anette”. Forsøget på beskyttelsen endte i ydmygelse på

skolens græsplæne, med den jagtende flok omkring mig; den strikkede hue revet af og det

drengeklippede korte hår udsat for spottende latter.

En kvinde, jeg talte med, fortalte mig følgende om barndommens traumatiske oplevelser med

ydmygelser og kaos:

En aften mens vi spiste aftensmad, rejste min mor sig pludselig op og løb hen til altanen og

begyndte at klatre over for at hoppe ud. Min far så på hende med foragt og kommanderede: ”Lad

hende være, hun er hysterisk”. Det kunne jeg ikke, så jeg løb hen og tog fat om hendes ben og trak

hende ind. Bagefter lå hun på gulvet i stuen og skreg. Min far sagde, at jeg skulle spise min mad.”

”Hvor var det godt, du trak hende ind”, sagde jeg. Kvinden så overrasket på mig. ”Synes du?”

sagde hun. ”Jeg har altid selv tænkt, at det var lidt latterligt. Hun var jo sikkert ikke sprunget, som

min far sagde”.

Jeg sendte udkastet til denne artikel til den pågældende kvinde. Hun sendte mig følgende svar:

”Kære Anette,

Da jeg læste det du havde skrevet tænkte jeg ”Hold da op. Var det sådan jeg havde udtrykt mig i

sessionen?” Jeg kom til at le, fordi det lyder jo helt vanvittigt og det var det jo også! Men jeg har

aldrig tænkt, at det var latterligt, at jeg trak min mor ind. Men min far syntes, at det (jeg) var

latterligt. En anden gang, var min mor sprunget i en havn, i iskoldt vand, for at begå selvmord, men

blev reddet i sidste øjeblik. Min fars eneste kommentar var: ”Det var da ærgerligt, at det ikke

lykkedes”. Underforstået, at jeg da var en idiot, at jeg ikke kunne se, at hendes liv var værdiløst!

Jeg både så og fornemmede, at min mor var i affekt, da hun var på vej til at springe ud fra altanen

fra tredje sal. Jeg skreg og flåede i hende for at stoppe hende. Rædslen over, hvad der kunne være

sket, hvis jeg ikke havde kunnet bevæge mig ud af min lammelse og chok, da hun rejste sig og skreg:

”nu springer jeg din djævel ” til min far. Og rædslen over min fars kynisme, da han efterfølgende

snerrede: ” nu sætter du dig ned og spiser”. Imens lå min mor på gulvet med totalt

nervesammenbrud og skreg og rystede. Jeg rystede også så meget , at jeg ikke kunne få gaflen ind i

munden og jeg var rystende angst for også, at blive lagt for så voldsomt og uforståeligt et had, at

jeg alligevel forsøgte at spise. Hvis der var noget jeg var ked af eller bekymret for, sagde min far

altid: ” Du er lige så hysterisk som din mor ”, og det var jo de ekstreme situationer, han relaterede

til , så det var vanskeligt for mig at turde tro på mine egen impulser og reaktioner. Det var så

ydmygende og frygteligt at være en del af denne episode, som der aldrig siden blev nævnt et ord om.

Denne og andre frygtelige spisesituationer, har gjort så stort et indtryk på mig, at jeg hele mit liv

har haft store problemer med bl.a. at spise med glæde ved et spisebord.

Da du i situationen mødte mig med stor forståelse og indsigt og oven i købet som en engel udtalte

disse ord: ”Hvor var det godt, at du trak hende ind”, blev oplevelsen gestaltet på plads for mig .

Oplevelsen handlede pludselig ikke mere om min far og mor, men om mig! Og jeg var ikke

hysterisk og dum, men havde handlet på en måde som kunne værdsættes.”

Du kan referere til samtalen som du har hæftet dig ved den eller du kan korrigere den i forhold til

det her skrevne. Jeg er bare så involveret i oplevelsen, at jeg blev nød til at kommentere..

NB. Jeg tror jeg var ca. 9/10 år

Kærlig hilsen

M

Når det ikke er lykkes modstandshandlingerne at fjerne ubehaget, tillægges det, man trods alt

forsøgte at gøre, sjældent værdi. Og hvis effekten af ens handlinger, er hån eller latterliggørelse fra

andre, så skaber beskyttelseshandlingerne blot yderligere negative følelser og tanker. For at kunne

inddrage responser eller beskyttelseshandlinger i beretningen om ting, der er hændt en, har man

brug for andre, som kan være medvirkende til at fremhæve handlingernes intention og bekræfte

disse som meningsfulde og netop intentionelle handlinger. Man har brug for andre, der kan

tydeliggøre, at disse handlinger, uanset deres effekt, var et forsøg på at gøre noget.

I samtaler om traumer kan responserne knyttes til personlige værdier og dermed trækkes ud af

tilfældighedernes lys. Jeg tog for eksempel ikke min fars hue på, fordi jeg var et fjols, der ikke

kunne tænke og forud se, at det ville gøre det hele meget værre, hvilket jeg selv mente. Jeg tog huen

på, for at tage vare på mig selv. Når kvinden, jeg talte med, som barn ikke adlød sin far, var det ikke

fordi, hun ikke kunne skelne hysteri fra alvor; men fordi hun ville sikre sig, at moderen ikke denne

gang lykkedes med selvmordsforsøget. Dermed sikrede hun samtidig sig selv som én, der ikke bare

havde ladet selvmordet ske.

Traumesamtaler som konventionalisering af erfaring.

Jeg er for nylig blevet opmærksom på, hvordan man kan genetablere forbindelsen til sig selv ved at

forsøge at etablere en fortælling omkring hændelsen. Dette kan ske ved at skabe en ramme for det

ubehagelige på måder, der giver plads til personens oplevelse, ved at konventionalisere det skete.

Konventionalisering er en måde, hvorpå man skaber en form for generaliseret fortælling om

hændelsen. For eksempel gav det ikke plads til Lisas oplevelse, at hendes omgivelser sagde, at det

var godt, der ikke skete noget med veninden. Denne fortælling om episoden kunne ikke indeholde

de ubehagelige og blandede følelser, som Lisa stod tilbage med efter oplevelsen.

I min familie har vi flere togberetninger. Da min niece var 12 år var hun med sit håndboldhold til et

stort mesterskab. Hun var ny på holdet og vidste, at hun var udtaget for at få oplevelsen af selve

turen, og at hun ikke ville få meget spilletid. Betingelser hun havde fuldt accepteret. På vejen hjem

fra mesterskabet, som var endt med en sølvmedalje, begyndte spændingen i kupeén at stige, da toget

nærmede sig København. På hovedbanegården tager min niece sølvmedaljen frem og hænger den

uden på hættetrøjen. En af de andre spillere vender sig om og siger: ”Hvorfor tager du medaljen

uden på trøjen?” ”Jeg vil bare gerne vise, at vi har vundet sølv” siger min niece med et lille smil,

hvortil den anden svarer: ”Ja, men du har jo nærmest ikke spillet!”

På perronen, hvor hendes mor og jeg står med flag, bliver vi bedt om at pakke flagene sammen og

køre hjem nu. Der er meget tavst i bilen hjem. Vi er helt uforstående. Først efter nogle timer kan

tårerne ikke holdes tilbage og oplevelsen kommer frem. Det blev hurtigt klart for mig, at vi ikke

ville komme nogen vegne med at tillægge den anden bebrejdelser – hvilket jeg godt forstod. De

skulle jo fortsat være holdkammerater. Efter et stykke tid med trøst og snak om andre ting, satte jeg

mig på hug foran min niece, kikkede hende i øjnene og sagde: ”Du skal bare vide, at der er ingen

som bliver større af at gøre andre små”. Straks jeg havde sagt sætningen, så jeg et lille glimt af

forståelse i hendes øjne. En begyndende platform var etableret. Sætningen gjorde det muligt for

hende at stå sammen med noget, som hun med sine erfaringer om livet kunne tilslutte sig, og den

skabte dermed et ståsted, hvorfra hun kunne holde ud at tænke på oplevelsen – selvom den stadig

var øm – og hvorfra hun kunne komme videre sammen med sine holdkammerater.

I eksemplet med min niece gav det mening for hende, at man ikke bliver større af at gøre andre

små. Denne konventionalisering kunne på en gang resonere med hendes egne etiske eller moralske

erfaringer – at man ikke skal gøre andre små - og omfavne hendes oplevelse af situationen – at hun

havde følt sig gjort lille. Den generaliserede fortælling om hændelsen fjernede ikke ubehaget. Hun

blev stadig ked af det, når hun tænkte på episoden. Men den frigjorde hende fra definitionen som

en, der ikke havde fortjent at glæde sig over holdets medalje. Den skabte en platform, hun kunne stå

på. Bragte hende ind til flodbredden. Herfra fik hun mulighed for at begynde at tænke i alternative

meninger så som, at alle havde været trætte, og at holdkammeraten muligvis ikke havde ønsket at

såre.

Den amerikanske psykolog Jerome Bruner har sagt følgende om konventionaliseringer:

Ingen menneskelig kultur kan fungere uden en eller anden måde at håndtere både de

uforudsigelige og de uforudseelige ubalancer, der er en uundgåelig del af livet i et

samfund. Uanset hvad den ellers gør, må kulturen udtænke måder at inddæmme

uforenelige interesser og aspirationer på. En kulturs narrative ressourcer – dens

folkeeventyr, dens gammelkendte historier, dens fremvoksende litteratur, selv dens

måde at viderebringe sladder på – konventionaliserer de uretfærdigheder, den

frembringer og inddæmmer derved sine ubalancer og uforeneligheder.

(Bruner 2005, s. 107)

Professionelles evner til at konventionalisere eller historieskabe, kan altså indramme ubalancer, der

uundgåeligt er en del af livet hos de mennesker vi møder og arbejder med, og hjælpe i håndteringen

af disse ubalancer eller traumatiske hændelser.

Mange velkendte konventionaliseringer, som ”godt det ikke var værre” og " man må jo prøve at

komme videre", ikke vil kunne rumme uforenlighederne i de fleste traumatiske hændelser. Disse

traditionelle former for konventionaliseringer kan forstærke den traumatiske oplevelse, idet deres

forklaring udelukker væsentlige dele af oplevelsen og dermed skabes disse oplevelser (og personen)

som forkert.

Konklusion

Nietzsche (1844-1900) har sagt, at den stærkeste kraft, er kraften til at ville livet. Samtaler om

traumers indflydelse på menneskers liv er en lang række af fortællinger om kraften til at ville livet.

Kræfter der viser sig i de handlinger, som går imod traumernes forsøg på definering af personen,

kræfter der viser sig i de selvbeskyttelseshandlinger, som altid er tilstede i en traumefortælling, og

kræfter der viser sig i den viden om livet, som går imod selve den traumatiske handling.

Samtaler om traumer er samtaler om overlevelse, om responser og om den form for liv, som et

menneske værdsætter, kontrasteret i de ubehagelige oplevelser.

Alle kan tale om traumer, og ingen bør vige tilbage fra at indlede en samtale om ubehagelige

oplevelser. Man behøver ikke kunne stille fantastiske spørgsmål, der på en gang tydeliggør

alternative fortællinger. Blot det, at det er muligt at fortælle sin historie til en anden, kan ses som en

modmagtshandling. Det vigtigste princip er at bevare dobbeltlytningens fokus:

”Hvad siger det om, hvad der er vigtigt for dig, at du nu fortæller mig om dette, der er

sket?”

”Hvad er vigtigt for dig, at folk forstår omkring det, du har været udsat for?"

”Hvad siger det om, hvad der er vigtigt for dig?”

”Hvad er du glad for, at du trods alt gjorde, midt i alt det forfærdelige?”

Samtaler om traumer handler ikke om at gøre mennesker til helte i deres egne traumefortællinger.

Det handler ikke om at sige: ”Det har været forfærdeligt for dig, men hvor var det godt, du kunne

holde fast i dette”.

Samtaler om traumer handler om at kunne holde ud at lytte til ubehagelige og nogle gange

forfærdelige hændelser og vide, at det, som er sket, har været traumatisk og forfærdeligt og samtidig

vide, at der sideløbende har været responser, som vidner om personens færdigheder, viden og

værdier. Det er dobbeltlytningen, som gør det muligt at udholde andres smerte.

Det værste, man kan møde traumatiske oplevelser med, er tavshed. Tavshed bekræfter traumer. Og

traumer går ikke over af sig selv.

Litteratur:

Bruner, Jerome 1999: Mening i handling. Århus: Forlaget Klim

Bruner, Jerome (2005) At fortælle historier - i juraen, i litteraturen og i livet", København:

Forlaget Alinea.

Deleuze, Gilles & Guattari, Felix (2005): Tusind Plateauer. Det kongelige danske kunstakademis

billedkunstskoler

Denborough, David (red.) (2008): Traumer. Narrativ behandling af traumatiske oplevelser.

København: Dansk Psykologisk Forlag

Holmgren, Anette (2008): Terapifortællinger. Dansk psykologisk Forlag

Horsdal, Marianne (1999): Livets fortællinger. Borgen

James, William (1909): A pluralistic Universe, New York: Longmans, Green. Genoptrykt 1996,

Lincoln: University of Nebraska Press.

Mearse, Russel (2000): Intimacy & Alienation. New York, Routledge

Mearse, Russel (1992): The Metaphor of Play. New York, Routledge

Nikolajsen, Bo Handrup (2010): Essay nr.3, fra efteruddannelse på DISPUK

Weingarten, Kaethe (2003): Common Shock. New York. Dutton

White, Michael (2006) Narrativ teori. København: Hans Reitzels Forlag

White, Michael (2008) Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag