09fokusnyt

ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

Tilgivelse

2

fokusnyt

I de sidste to numre af Nyt Fokus har vores fa-milieskribent, Anne-May Müller, skrevet nogle fi ne artikler om tilgivelse i forbindelse med familielivet. Her i denne udgave vil vi gøre tilgivelse til vores tema generelt. Tilgivelse er noget, der berører os alle både indenfor og udenfor familien. Selv på det nationale og in-ternationale plan kan forsoning og tilgivelse gøre den store forskel, om et land eller en re-gion kan komme videre eller skal hænge fast i det uforsonlige hængedynd, hvor alle parter lider. Jeg kom forbi disse tanker, da jeg søgte under ”tilgivelse“ på internett et:

”Tilgivelse er at overse fejl og give slip på vrede. Tilgivelse sparer os fra den unødvendige lidelse at genopleve smerte om og om igen. Tilgivelse rett er ikke op på et fejlvalg, den får åndens gavmildhed til at frigøre det. Tilgivelse kan helbrede selv den alvorligste krænkelse. Den giver en vel-signet mulighed for en ny start. Ved at tage imod guddommelig tilgivelse, forvandles håbløshed og skyldfølelse til beslutsomhed. At tilgive os selv tager os videre, vi er klare til at gøre ting på en ny måde. Vi har medfølelse med os selv og tro på, at vi kan forandre os. Tilgivelse åbner håbets dør.“ (Den norske forfatter Jane Mysen – Th e Virtues Project).

Tilgivelse er en væsentlig kristen værdi, som griber ind i vores forhold til både Gud og medmennesker. Det er en gudgiven kvalitet, som er videregi-vet til os mennesker, for at vi skal kunne sameksistere i en på mange måder brutal, hensynsløs og ond verden. Selv ikke-kristne anerkender tilgivelse som et alment menneskeligt gode. I de følgende citater og artikler vil vi be-røre dett e emne set fra forskellige forfatt eres indfaldsvinkler, hvor artiklen ”Syndernes forladelse“ lægger det bibelske grundlag. Selv børnehistorien kommer inden om emnet.

I dett e nummer vil familieartiklen handle om bedsteforældrenes bety d-ning for familielivet. Som altid vil der være nogle praktiske råd og opmun-trende tanker at tage med.

God læselyst!

Tanker om

tilgivelseEt blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)Tlf. 5130 3633nytfokus@adventist.dk

RedaktionSven Hagen JensenWalder HartmannBent Nielsen

Udgiver:Syvende Dags Adventistkirken i DanmarkConcordiavej 162850 Nærumadventist.dk

Udgives med støtt e fra KEHAP Fonden

ISSN:2246-6053

Grafi sk opsætning:Bente Skov-Hansen,Adventistkirkens Mediecenter

Tryk:Øko-tryk

Illustrationer i bladet:thinkstockphotos.comAdventistkirkens Mediecenter

Forside foto:

af Sven Hagen Jensen

09

I mfi fte

” l l f l

3

10 citater om tilgivelse

Bibelen, Koranen, Gandhi, Leo Tolstoy, Desmond Tutu m.fl . giver deres forskellige bud på, hvordan og hvorfor man skal tilgive. Samlet af Kristinn Berg Gunnarson, klippet fra religion.dk

Tilgiv altid dine fj ender, intet irriterer dem mere. (Oscar Wilde)

At fejle er menneskeligt; at tilgive er guddommeligt. (Alexander Pope)

Tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 14-16)

Kristendommen med dens doktriner om ydmyghed, om tilgivelse, om kærlig-hed, er uforenelig med sta-ten, dens arrogance, dens vold, dens straf, dens krige. (Leo Tolstoy)

Gengældelsen for en ond handling er noget tilsvaren-de, lige så ond som den. Men den, der bærer over og skaber forlig, ham vil Gud lønne. Han elsker ikke dem, der handler uret. (Koranen 42:40)

De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke. (Mahatma Gandhi)

Uden tilgivelse er der ingen fremtid.(Desmond Tutu)

Ham, der ikke kan tilgive andre, ødelægger broen, som han selv er nødt til at passere, hvis han nogen sinde skal i him-melen; for alle har behov for at blive tilgivet. (George Herbert)

Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave. (Gammelt

kinesisk ordsprog)

Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tilgive healer os personligt. At tolerere alt sårer os i det lange løb. (Lewis B. Smedes)

4

I vores familie er vi velsignet med en fl ok dejlige drenge, og vi har også nogle fan-tastiske bedsteforældre, som tager fat og har givet og stadig giver masser af hjælp. Men det er jo ingen selvfølge. Hos os er det at have bed-steforældre en win-win-win situation.

Lad mig forklare:

Det er en kæmpe gevinst for børnene. Børn kan ikke have for mange voksne omkring sig, der oprigtigt elsker dem! Så at få lov til at vokse op med en god relation til sine bedsteforældre er et rigtig godt grundlag og en kæmpe gave for et barn. Bedsteforældre kan give nærvær, kærlighed og tid på en måde, som forældrene

ikke kan – fordi de har opdragerrollen foruden alle de andre ting, dagligdagen kræver.

Det er påvist igen og igen, at børn og unge har brug for voksne rollemodeller, de kan spej-le sig i og lære om livet fra. Her spiller bedste-forældrene en stor rolle. For selvom forældre-ne er de vigtigste voksne i børns og unges liv, så kommer der en teenagetid, hvor forældrene ofte bliver ret så dumme. Og så er det ekstra rart at have bedsteforældre, der forstår, og som man kan lett e sit hjerte hos. De har ofte bedre tid og skal ikke samtidig stå som opdragerne eller tage alle konfl ikterne.

Bedsteforældre kan ofte give en ro, som for-travlede og pressede forældre ikke kan. Bedste-forældrene er ikke under samme pres, fordi de

Man hører mange ting om det at blive bedsteforældre. Nogle synes, det er helt fantastisk og går næsten mere op i barnebarnet, end de gj orde i deres egne børn. Og for andre er det forbundet med smerte og sorg eller frustrationer og forvirrende forventninger.

Livets dessert – eller?af Anne-May Müller

Anne-May Müller, præst, hustru og mor – bliver

dagligt nødt til at bede både Gud og mennesker

om tilgivelse, selvom hun ikke synes, det er nemt.

5

ikke står med det sidste ansvar, men kan hygge og komme med punktindsatser, hvor forældre-ne har ansvaret i det lange løb.

Det er en kæmpe gevinst for forældrene. Hvor har vi været og er dybt taknemmelige for den hjælp, vi får af bedsteforældre. De har hjulpet med utallige ting. Jeg kan ikke tælle alle de gange, de har lavet ”ride ranke“, lavet

mad til os, handlet for os, klip-pet hæk, bagt boller, serveret vafl er, taget ungerne i Lego-land, strøget skjorter, skiftet bleer, passet syge børn, gået op og ned af stuegulvet med en overtræt skrigebaby på armen, læst godnathistorier, givet ture på havetraktoren og meget, meget mere! Vi er dybt privi-legeret og taknemmelige, fordi vi har den hjælp – også selvom der er 2½ times kørsel og en Storebæltsbro imellem os.

Vi har også brugt bedstefor-ældre til at passe børnene, når både Mor og Far havde brug for – eller blev nødt til – at tage

væk over fl ere dage enten arbejdsmæssigt el-ler privat. Vi har nemlig prioriteret at tage væk engang imellem – bare os to voksne. For lige at trække vejret i en hektisk familiehverdag, men også for lige at minde hinanden om, hvor vig-tig vores indbyrdes relation er. Hvorfor vi valg-te det her familieprojekt, og hvorfor vi vælger at holde hinanden ud midt i kaos.

Jeg kan kun understrege vigtigheden af, at forældrene husker at holde deres eget forhold ved lige, når alt pludselig går op i børn, ble-skift, madpakker og logistik. Husk at tage tid til hinanden og plej det forhold, der skal være grundlaget for familien, også efter at børnene er fl øjet fra reden. Det har givet energi og luft til at give den en tørn mere. Der har vi haft mu-

lighed for at trække på bedsteforældrene, og det har været trygt for os, fordi vi vidste, at de var i gode hænder der imens.

Det er en kæmpe gevinst for bedsteforæl-drene. Det er en gave at kunne få lov til at være noget for en ny generation. Som bedsteforæl-dre kan man være med til at præge den nye slægt og give dem en rigtig god ballast.

Du kan fortælle din historie – for din histo-rie om din opvækst og barndom er det kun dig, der kan fortælle, og den er meget anderledes end den virkelighed, dit barnebarn oplever.

Selvom livserfaring ikke kan gives videre, fordi den selv skal erfares, så har du en mas-se visdom, som du kan få lov til at øse af til et barn og en ung, som står overfor nogle af de samme dilemmaer, som du selv gj orde. Du kan få lov at opleve, at dine erfaringer ikke er spild-te, men kan gives videre.

Værdier – hvad står du for? Og hvordan kan du bringe de vigtige værdier videre til næste generation. Du har en helt anden taleret ind i barnets liv, end dets forældre har. Brug anled-ningen til at fortælle, hvad der bety der noget for dig.

Det er svært at føle sig ensom og sat udenfor samfundet, når man har friske børnebørn, der tumler rundt om en. Og har du ældre børne-børn, så kan de hjælpe dig med en masse (må-ske IT og teknik), som du synes, det er svært at følge med i. Udnyt hinandens viden og res-sourcer.

Du kan give dine børnebørn noget af det, som du er ked af, at du ikke fi k givet dine børn. Måske er det nærvær, gaver, forkælelse, knus, hjælp eller tid, som du har at byde ind med? Det er aldrig for sent at rett e op på tingene, og børnebørn kan vel ikke elskes for meget??

Men gode relationer mellem generationer er ikke altid gnidningsfrit – og det kigger vi nær-mere på i næste nummer af Nyt Fokus.

6

Her er nogle illustrationer fra Bibelen, som fortæller, hvordan Gud tilgiver. Jeg har inddelt dem i tre kategorier.

1. TILGIVELSENS DEMONSTRATION Når vores åndelige forfædre i Det Gamle Te-stamente syndede imod Gud eller deres med-mennesker, skulle de bringe et dyr som off er. Personen bragte f.eks. et lam til indgangen af tabernaklet eller templet, lagde sine hænder på off erets hoved og bekendte sine ugerninger for Gud. Synden blev derved overført til off er-dyret. Kan man overføre synd på denne måde? Synd er et begreb for en forkert handling, for ord, der har såret et andet menneske, for tan-ker, der ødelægger vores sind. Men ved denne handling blev det illustreret, at jeg må lægge synden fra mig. Lægge den, i dett e tilfælde på et dyr, som så skal dø for mine ugerninger. Før der fandtes noget tabernakel, var det nok sådan, at synderen selv skulle slagte lammet. Senere blev det præstens opgave.

Præsten foretog så en anden symbolsk handling. Han tog lidt af blodet og stænkede

noget af det på forhænget til den inderste afde-ling af tabernaklet eller templet, det allerhel-ligste. På den måde blev mine synder anbragt der i templet. Jeg var løst fra dem. Skylden blev taget fra mig. Synden og skylden lå et andet sted. Jeg behøvede ikke længere at bære rundt på dem.

En gang om året, på den store forsonings-dag, havde man så en anden demonstration af tilgivelsen. Denne gang gj aldt det hele folkets synder, der blev båret ud af templet, og hvor hele folket kollektivt blev løst fra deres synder og oplevede tilgivelse. Beskrivelsen fi ndes i 3 Mosebog 16.

Hele dett e off ersystem pegede hen mod Kristus, som var det sande Guds lam, der tog al vores synd og skyld på sig og døde for os på korset. Igennem ham, og kun igennem ham, kan vi få syndernes forladelse, når vi beder om det (Kol 1,14; 1 Joh 1,9)

I Det Nye Testamente fi nder vi det også ty deliggj ort. Vi kan opleve det helt personligt ved dåben, altså troens dåb, sådan som Bibelen beskriver den f.eks. i Romerbrevet, kapitel 6,

af Richard Müller

For nogle år siden talte jeg med en mand, der mente, at han ”næsten“ kunne tilgive en anden person, som havde forurett et ham. En anden person, jeg mødte, var meget oprørt over de ord en medstuderende brugte mod ham, og han sværgede højlydt, at han ”aldrig, aldrig, aldrig“ ville tilgive ham. Jeg håber ikke, at Gud har en sådan indstilling over for os, for så har vi vist intet håb om at opnå syndernes forladelse.

Syndernes

FORLADELSE

7

1-11. Billedet, der bruges, er en dyb vandgrav. Teksten siger: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, …“ (vers 4). Alt, der belastede os fra fortiden, blev dækket til med vand, vasket af. Dåben er dermed en Guds gave til os, et tegn, en demonstration, et tilgi-velsens symbol.

2. TILGIVELSENS SPROGBILLEDERVed hjælp af sproget danner vi os billeder, som hjælper os til at forstå de dybe sandheder om tilgivelse og syndernes forladelse.

Det danske ord tilgive har f.eks. tre bety d-ninger: a. føje til, lægge til, b. indrømme, tilstå, medgive, c. give afk ald på at straff e, forlade.

På hebraisk har ordet kaphar i Det Gamle Testamente grundbety dningen at ”dække til“. Et enestående billede af tilgivelse. Det, som er dækket til, skal man ikke mere se på eller min-des. Samme ord bliver brugt for at beskrive for-soningen. Tilgivelse og forsoning hører nemlig sammen. Så snart tilgivelsen har fundet sted, er forsoningen også sket. Det, som adskilte, det som stod i vejen, er taget bort eller dækket til – det gamle forhold er genoprett et, man er forsonet.

Der bruges også andre ord for tilgivelse: nasa (at løfte op, at løfte bort) og salach (at sende bort, at lade gå).

I Det Nye Testamente fi nder vi lignende ord for tilgivelse med bety dningen: at løse fra, at sende bort eller at give bort.

Ligeledes fi ndes der andre bibelske udtryk, som ikke bliver oversat med ”tilgivelse“, men som har samme bety dning: at viske ud, at ud-slett e, at fj erne, at rense, at vaske bort eller va-ske ren, og fl ere andre ord.

3. TILGIVELSENS LIGNELSERHer er nogle af de mange billeder, der hjælper os at forstå og tro på Guds tilgivelse og vores tilgivelse af hinanden. Pladsen tillader kun at nævne selve billedet og teksten i Bibelen. Men billederne er så ty delige, at de ikke behøver no-gen forklaring.

a. ”Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fj ernet vore synder fra os“ (Salme 103,12).

b. Snavsede klæder bliver skiftet med nye klæder (Zakarias 3,3-4).

c. ”Rens mig med isop“ (Salme 51,9).Denne urt blev brugt i middelhavs-landene mod betændelse og bliver dermed et billede på tilgivelsens ren-sende eff ekt.

d. Hvid som sne eller uld (Salme 51,7; Esajas 1,18).

e. Nyt hjerte (Ezekiel 36,26).

f. Rundhåndet tilgivelse (Salme 86,5). Ikke ”måske“ tilgivelse eller ”halv“ til-givelse, men mere end forventet.

g. At kaste synden bag sig (Esajas 38,17).

h. ”Træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb“ (Mika 7,19).

i. Lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15,11-24).

j. Lignelsen om den gældbundne tjener (Matt hæus 18,23-35).

Hvilket væld af billeder og lignelser for at illu-strere, hvad Gud gør med vores synder og med vores skyld, og hvordan vi skal forholde os overfor hinanden. De ovenanførte eksempler fra Bibelen er ikke udtømmende men skulle være nok til at vække en glæde og taknemme-lighed i os overfor Gud, at han tilgiver os alle vores synder for Kristi skyld, hvis vi beder ham ydmygt om det. Men som bønnen ”Fadervor“ lærer os, fi ndes der en betingelse for tilgivel-se, nemlig vor villighed til at tilgive hinanden. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere“

Richard Müller, Dr. theol.,

professor emeritus

8

I en kendt mands erindringsbog står der om en anden mand: ”Han kunne aldrig tilgive!“ Hvis man havde fornærmet ham, gemte han på det i et bitt ert sind lige til sin dødsdag.

Nogle har let ved at glemme. Andre kan ikke. Sindet kan være så forskelligt. Eller man kan foragte denne mand, kalde ham hård og umen-neskelig, fælde dom over ham. Det er dog vist såre menneskeligt, at mennesker gemmer på de krænkelser, der tilføjes dem. Den uret, der ramte dem, sidder som en torn i kødet. De har det som krigsveteraner, der går rundt med en geværkugle i kroppen, og lægerne kan ikke få den væk.

Det er almindeligt mellem mennesker, at vi gemmer på krænkelser. De sidder som en brod i vort sind. Man tænker ikke over det til dag-ligt, men det ligger og ulmer som en gnist. Der skal blot en erindring til, så slår hadet ud i lys lue igen. Der skal ske et mirakel, hvis man skal befries derfra.

For at tilgive det er mere end at slå en streg over det, nu gider man ikke være vred længe-

re. Tilgive er at ”tilgive af hjertet,“ siger Jesus, så der ikke er en rest eller et ar tilbage af det gamle had. Det kan synes som et fatamorgana at tilgive på den måde.

TO GRUNDE TIL AT TILGIVEI sit evangelium taler Jesus til os ”med rett e“ krænkede mennesker: Jeg skal nævne dig to grunde til, at du skal tilgive. Den ene grund: Du er selv skyldig! Du har selv brug for tilgivelse! Den anden grund: Du har hver dag fået tilgivel-se af din skaber! Skulle det ikke være grunde nok til at glemme fornærmelsen?

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.“ Den bøn har vi bedt mange gange. Men når nu der er personer, som har trådt på os, chikaneret os, behandlet os dybt uretfær-digt? Og de drømmer ikke om at bede om til-givelse. Hvad så?

HVORDAN TILGIVE TYRKERNE?I sin bog ”Liv i overfl od“ fortæller den kendte missionær Stanley Jones om en armenier, der spurgte: ”Hvordan kan jeg tilgive ty rkerne?“ Det var jo med tanke på ty rkernes massemord

Tilgivelse– om gammelt og nyt sind

af Aage Andersen

Tilgivelse er et af de mest følsomme områder mellem mennesker. At tilgive er ikke altid let – men fred med Gud indebærer, at vi slutt er fred med vore medmennesker.

Aage Andersen, Pastor emeritus

og free lance journalist

9

på armenierne un-der første verdenskrig.

Tyrkerne myrdede omkring halvanden million uskyldige

mennesker.

Stanley Jones kunne fortælle, hvordan en ung armensk kvinde havde fået kraft

til at tilgive en ty rk. Hun og hendes bror var blevet angrebet af nogle ty rker i en gyde, og

mens hun var undsluppet ved at klatre over en mur, var hendes bror blevet dræbt for øjne-ne af hende.

Hun var sygeplejerske, og da hun senere gj or-de tjeneste på hospitalet, genkendte hun en af sine patienter som netop den ty rkiske soldat, der havde myrdet hendes bror. Hendes første følelse var: Hævn! Soldatens liv var absolut i hendes hænder. Men i stedet beslutt ede hun for Kristi skyld at tilgive ham. Hun kæmpede for hans liv og hjalp ham ved sin pleje tilbage til livet.

Da han begyndte at komme sig, fortalte hun, hvem hun var. Den ty rkiske soldat spurgte for-undret: ”Hvorfor lod du mig ikke dø, når du havde mig i din magt?“ ”Jeg kunne ikke,“ svare-de den unge pige, ”jeg kunne simpelt hen ikke, for jeg er en kristen, og min Mester tilgav sine fj ender, som korsfæstede ham. Jeg må gøre det samme for hans skyld.“

”Vel,“ sagde den ellers hærdede ty rk, ”hvis dett e er at være en kristen, vil jeg også være det!“

Dett e er virkelig sket. At en lærte at til-give for Kristi skyld. Men hvordan tilgive, hvis man in-genting føler? Jesus opfordrer os til at bede for dem, der gør os ondt og forfølger os. Så meget må vi kun-ne gøre – i lydighed mod Kristus. Det er ikke sikkert, vi føler noget ved det, men hvis vi alligevel gør det til en vane, kan det være, Gud lader det under ske, at vi ikke længere hader den eller dem, der har gj ort os ondt.

Der er teorier om, at hvis man går rundt med undertrykt vrede og had, kan det tære på livs-kraften. Omvendt fortalte en læge, at han en-gang oplevede et mavesår begynde at heles, da vedkommende holdt op med at bære nag til et andet menneske.

Måske kan vi ved Guds nåde komme dertil, hvor gamle Ingemann var nået, da han i sine ældre år sad og så ud over Damhussøen og føl-te sig inspireret til at skrive den dejlige aften-sang, hvor et af versene lyder:

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,som her dig ej forstår!Se, over by og dal i kvæld nu fredens engel går.

Jiska, du kom til Danmark i en ung alder. Kan du fortælle lidt om din baggrund?

Jeg er født i Bremen i Tyskland, og da jeg var 10 år gammel, fl ytt ede jeg til Danmark med hele min familie. Begge mine forældre er født i Bremen. Jeg er den tredje pige i en søsken-defl ok af fi re piger.

Var det svært at tilpasse sig de danske forhold?

Fordi jeg kun var 10 år gammel, da vi fl ytt ede, var det ikke en stor udfordring at lære spro-get. Som barn tænker man ikke over, hvordan man lærer et nyt sprog, det kommer næsten af sig selv. Jeg oplevede ikke, at der er store forskelle mellem den ty ske og danske kultur, og jeg satt e stor pris på den vestjyske afslap-pethed og venlighed.

Hvor har du din interesse for den kristne tro fra?

Troen er en essentiel del i mit hjem. Gud er en naturlig del af samtalerne. Det bety der ikke, at vi ikke har problemer, men vi prøver at løse dem efter Bibelens principper med til-

givelse, ærlighed og betænksomhed. Jeg kan huske, hvordan vi bad sammen som familie, især når der skulle træff es store beslutninger, og hvordan mor og far fortalte os historierne fra Bibelen. Det har præget mig, og der vok-sede en tillid frem til en, som er større end mig selv. Det er klart, at jeg ikke kunne bygge på, at mine forældre er troende. Der kom en tid i teenage årene, hvor jeg meget klart måt-te vælge for mig selv. Var den personlige tro på Jesus noget, jeg ville have som en central del af mit eget liv? Men at jeg havde set, at troen havde gj ort en forskel i mine forældres liv, havde stor bety dning for mit eget valg om at overgive mit liv til den samme kærlige far.

Nu er du i gang med at studere medicin. Hvorfor valgte du denne studieretning? Har du nogle drøm-me, du håber at indfri?

Jeg har altid interesseret mig for naturen, og med tiden voksede en stor interesse for den menneskelige krop frem i mig. Jeg valgte at læse medicin, fordi jeg ville opnå en større vi-den om kroppen, og hvordan den fungerer. Det er utrolig spændende og et stort privilegium at

Min tro bety der meget

Nogle har stadig den idé, at troen på en skabende Gud og en opstanden Frelser kun kan tages seriøst af fromme gamle koner fra Vestjylland eller mennesker, som ikke har kontakt til det virkelige liv. Her skal du møde Jiska Rose, en ung medicinstuderende fra Odense, for hvem troen har en central plads i hendes liv.

Interview med Jiska Rose

10

11

få lov til at lære om kroppens funktioner med håndgribelige hjælpemidler. Jeg håber at kunne bruge denne viden til at hjælpe mennesker til et bedre helbred. Det kan jo ske på mange måder; ved foredrag, direkte konsultation og indirekte arbejde for at sprede viden om sund livsstil. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at arbejde helt konkret, men jeg er meget interesseret i direkte kontakt og samtale med mennesker.

Lægestudiet bygger vel i stor grad på en videnskabe-lig tilgang til mennesket og tilværelsen. Har det givet dig nogle konfl ikter mellem din tro og din viden?

Det er sket fl ere gange, at jeg er uenig med un-dervisningen, men ikke direkte kan forklare eller bevise mit synspunkt på stående fod. Det kan være svært kun at få præsenteret én side af sagen og aldrig høre argumenter for, at det også kunne forklares på en anden måde. Jeg har venner, som læser medicin på et universi-tet, hvor tro er en naturlig del af undervisnin-gen. Det kunne da være stort at have under-visere, som er åbne for, at al kompleksiteten i kroppen ikke bare er opstået tilfældigt. Men mange gange synes jeg, at når underviseren fortæller om fakta som anatomi og fy siologi, så kan det ikke skjules, hvor smart det hele funge-rer, når man er rask, og det giver forelæserne også ofte udtryk for.

Jeg har set dig meget aktiv i kirkesammenhæng. Hvor meget betyder din tro egentlig for dig?

Min tro bety der, at når jeg er ked af det, har jeg nogen at komme til. Når jeg er glad, er der altid nogen at dele det med. Når jeg har dårlig samvitt ighed, fordi jeg har gj ort noget forkert, er der nogen, som virkelig kan hjælpe mig med mit problem. Når jeg føler mig utilstrækkelig eller rådvild, er Jesus der til at vejlede mig. Har jeg det svært, ved jeg, at han havde det værre end mig her på jorden, og derfor ved han, hvor-dan det føles. Har jeg det godt, ved jeg, at han glæder sig sammen med mig. Kort sagt, min tro har indvirkning på alle situationer i mit liv, og uden den ville jeg være som et siv i vinden, fordi jeg ikke ville have noget at rett e mig efter. I Bibelen fi nder jeg svar på, hvor jeg kommer fra, hvad der sker lige nu, og hvad fremtiden bringer. Det er så genialt, at jeg kan vide, at Bi-belen er til at stole på, fordi den har forudsagt ting i fortiden, som er gået nøjagtigt i opfy ldel-se. Det giver tryghed og et fast fundament at bygge på.

12

Hvis man på ferieture sydpå har be-søgt en af de mange katolske kirker, har man måske undret sig over at høre stille samtale fra noget, der ligner små telefonbokse. I sådanne tilfælde har der sikkert været tale om skriftemål, en overset faktor i de fl este lutherske kirker. Muligheden for at bekende og tale ud med et andet menneske. At bede sammen med en anden har nemlig en forvandlende kraft, der kan føles som en befrielse til at leve af Guds nåde.

Radio24syv har været med til at aktualisere begrebet: Skriftestolen, der i tidligere tider var en integreret del af de fl este kirker. Dengang handlede det om befrielse fra synd, i dag er det et panélprogram om tro og eksistens, der hver søndag tematiserer aktuelle eller evigt aktuelle spørgsmål. I programmet har vært Mads Hol-ger altid besøg af tre gæster, der som regel er hentet fra Skriftestolens ca. 25 fast tilknytt ede forskellige gejstlige i ordets bredeste forstand. Det vil sige præster, rabbinere, imamer, men måske også politikere, kunstnere, debatt ører og repræsentanter fra andre trosretninger el-ler fi losofi er.

En anden form for skriftestol fi ndes i vore dage i ugeblade eller magasiner, hvor læserne kan betro deres problemer til en brevkasse-redaktør, der så mere eller mindre kvalifi ceret

giver sit svar på, hvad spørgeren skal gøre. I et fagblad forklaredes det på denne måde:

”Brevkanden er Kandens helt egen og helt nye brevkasse. Har du brug for kyndig vejled-ning? Skriv dit spørgsmål til kanden@ps.au.dk. Bemærk at vi får rigtig mange henvendelser, hvorfor der kan gå et ubestemt antal dage, før du får svar. Så kryds fi ngre, hvis du har brug for akut vejledning.

Ideen opstod som en naturlig følge af ju-ledagen. Behovet fremstod lysende klart, da Kandens skriftestol i den grad kom på overar-bejde! Her gik det for alvor op for os på Redak-tionen, at der går en del syndere frit omkring i blandt os. Vi har ved urafstemning i Kanden beslutt et at slå et slag for dydens sti – derfor vil vores kompetente panel kvit og frit guide jer gennem livets mest presserende dilemmaer.“

BIBELENS RÅD TIL MODERNE SYNDERE”Og dett e er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fæl-lesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod ren-ser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os“ (1 Joh 1,5-8).

Vi vil helst benægte, at vi er syndere, og at der skulle være noget galt med os. Vi kan må-

Benægtelse – Bekendelse –

BEFRIELSEaf Walder Hartmann

13

Walder HartmannSeniormedarbej-der v. Adventist-kirken Danmark

ske gå med til, at vi har nog-le svagheder og begår nogle

fejl, men at der skulle være noget grundlæggende galt, det

går vi meget nødig med til at indrømme. Hos de andre, ja; men

ikke hos os selv. Ind imellem minder vores indbyggede

samvitt ighed os dog om, at der er noget galt. Minder os om, at vi bærer oprøret mod Gud i os, er syndere for ham og derfor gør os skyldige i både overtrædelses- og undladelsessynder. Er-kendelsen af denne grundsynd må dog ikke få os til at negligere hverken de moralske synder eller konkrete overtrædelser af Guds leveregler.

Ligesom det er vigtigt at erkende sin synd, er det også vigtigt at sætt e navn på den, stå ved den og bekende den. Gør vi det, har Gud lovet, at vi får tilgivelse og bliver renset for uretfær-dighed. Med andre ord bliver vi befriet til at leve af Guds nåde.

BEFRIET TIL AT LEVENår Gud vil tilgive os, skylder vi ham den re-spekt, at tage hans ord for fulde pålydende og holde op med at bebrejde os selv. ”Over for ham (Gud) kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for, thi Gud er større end vort hjerte og kender alt“ (1 Joh 3,19-20). Når Gud tilgiver os, så må vi også til-give os selv.

Luther giver fl g. råd på dett e område: ”Men hvad skal man så skrifte? Her har vore prædi-kanter indtil nu fy ldt os med talen om de fem sanser, de syv dødssynder og de ti bud, som de har forvirret samvitt ighederne med. Men

det skal foregå sådan, at du først prøver, hvad der trykker dig. De synder, som så nager dig mest, og som din samvitt ighed er besværet af, dem skal du bekende og skrifte for en anden kristen. Derfor behøver du ikke at søge læn-ge og at plage dig med at opregne alle synder. Nævn dem, der falder dig ind og sig: Sådan og sådan har jeg fejlet, og i det og det er jeg faldet. Her ønsker jeg trøst og et godt råd. For skrif-temålet skal være kort. Og hvis du kommer i tanke om noget, du har glemt, skal du ikke lade dig forvirre af det, for du skrifter ikke af den grund, at det er en god gerning, og som mått e du nødvendigvis gøre det, men for at modtage trøst ved absolutionen. Derfor skal man ikke bekymre sig, hvis man måske har glemt nogle synder i skriftemålet. Selv om man har glemt dem, er de dog tilgivet. For Gud ser ikke på, hvor nøjagtigt du har skriftet, men på sit ord og på din tro på det. Absolutionens ord lyder heller ikke sådan, at nogle synder er dig forladt og andre ikke, men det er en altomfatt ende prædiken, som forkynder dig, at Gud er dig nå-dig. Men er Gud dig nådig, så må alle synder jo være fj ernet. Derfor hold dig kun til absolutio-nen og ikke til din egen bekendelse. Tænk ikke på, om du har glemt noget eller ej. Så meget som du tror, så meget er dig forladt.“

Nu fryde sig hver kristen mandog springe højt af glæde!Ja, lad os alle trindt om landmed liv og lyst nu kvæde!For Gud, så god som han er stærk,har gj ort et herligt underværk,betalt i dyre domme.

14

En lille dreng, der hed Lukas, besøgte en som-mer sine bedsteforældre på deres gård sam-men med sin søster Mett e. Her fi k han sin første slangebøsse, som han kunne lege med ude i skoven. Han udså sig nogle mål, som han kunne skyde mod, men han fi k aldrig ramt

det, som han sigtede på. Efter et sty kke tid var han blevet træt af at skyde med slangebøssen og gik hjem fra skoven.

Han var noget skuff et, men nu var det tid at komme tilbage og spise middagsmad. Idet han kom traskende af sted og nærmede sig stue-huset, fi k han øje på Bedstemors yndlings-and. Den var rigtig fl ot, som den gik der og snadrede i vand-pytt erne. Ikke så underligt, at Bedste-mor var stolt af den.

Pludselig fi k han en hurtig indskydelse og sig-tede på anden. Stenen fra slangebøssen susede af sted med lynets fart og ramte anden lige i hovedet. Den var dræbt på stedet. Lukas var chokeret og ked af det. Det var slet ikke me-ningen, at det skulle ende sådan. Der gik panik i ham, han greb fat i anden og skjulte den bag brændestablen ved huset. Da han kikkede op, så han sin søster iagtt age ham. Mett e havde set det hele, men hun sagde ingenting.

Efter middagsmaden sagde Bedstemor, ”Met-te, kom lige og hjælp mig med opvasken.“ Men Mett e sagde: ”Bedstemor, Lukas har fortalt mig, at han gerne vil hjælpe til i køkkenet i dag, er det ikke rigtigt, Lukas?“ Og så hviskede hun til ham, ”Husker du anden?“ Så Lukas tog sig af opvasken uden at sige et ord.

Senere spurgte Bedstefar om børnene kunne tænke sig at tage med ud på en fi sketur. Begge børnene var begejstrede. Der skete så meget spændende herude på landet hos Bedstefar og Bedstemor. Men Bedstemor sagde, ”Jeg er ked af det Mett e, men jeg har brug for, at du hjælper mig med at forberede aftensmaden.“

Husker du anden?børnehistorie af Poul Meissner

det, soEfter eblevetmed shjem

Han menkommidkomoghuBeanfl oogpum

Når man bor i byen, kan det være rigtig sjovt at komme en tur på landet. Her er der mere luft mellem husene. Og her tager man det ofte lidt mere med ro og har tid til at se sig omkring. Man kan også få masser af motion og samle sig en god appetit, når man løber gennem skoven eller hen over marken. Noget af det bedste er dyrene, som fi ndes i det fri, men også i forbindel-se med mange landbrug.

15

Mett e smilede og sagde, ”Det er helt i orden, for Lukas har fortalt mig, at han gerne vil hjælpe med aftensmaden.“ Og hun hviskede igen: ”Hu-sker du anden?“ Så Mett e kom med Bedstefar på fi sketuren, og Lukas blev tilbage og hjalp Bedstemor.

Efter nogle dage, hvor Lukas havde gj ort sit eget arbejde i huset og også Mett es, kunne han til sidst ikke holde det ud længere. Det var det rene slaveri. Han gik til Bedstemor og bekend-te, at han havde slået anden ihjel. Hun knæle-de ned og lagde sine arme om ham og sagde, ”Kære Lukas, jeg ved det allerede. Ser du, jeg stod bag vinduet og så alt, hvad der skete. Men fordi jeg elsker dig, tilgav jeg dig. Jeg undrede mig bare over, hvor længe du ville tillade Met-te, at gøre dig til slave.“

Nu er det sådan, at Gud ikke bare tilgiver os, men også glemmer det, vi har gj ort forkert, for-di han elsker os. Han går ikke rundt og er vred på os. Men hvor længe vil vi gå rundt med dår-lig samvitt ighed i stedet for at bekende det, vi har gj ort forkert mod Gud og andre?

KORRESPONDANCE SKOLEN

Sundhed og velvære

10 studiebreve

Skabelse eller udvikling

10 studiebreve

Fokus på Jesus10 studiehæfter

KAPITEL 6

7Tilbedelsens lov

7. STUDIEBREV

Daniels Bog

Daniels Bog16 studiebreve

Fire andre relevante kurser fra KSKOLEN:

Muslimer blandt kristne

Muslimer blandt kristne

Tilmeld dig allerede i dag på kskolen.dk eller tlf. 4558 7770

• Ligheder og forskelle i tro og praksis• Er sameksistens mulig?• Hvad forstår man ved Shariah-lov, Jihad og Hadith?

14 spændende og aktuelle studiebreve med posten eller online.

KORRESPONDANCE SKOLEN

[ f o k u s p å j e s u s I I ]

1010

Et nyt liv med Jesus

Giv mig dit hjerte

IIII