Embed Size (px)
Citation preview
10 Tirsdag 25. november 2014 Folkebladet
bogkassen
Folkebladet Tirsdag 25. november 2014 11
bogkassen
bogkassen
Arne Mariager skriver hver tirsdag boganmeldelser i Folkebladet. Arne Mariager er journalist og tidligere chefredaktør på blandt andet Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad.
78 danske statsborgere blev dømt til døden i retsopgøret efter besættelsen, men 32 af dem blev benådet. Hvorfor reddede de livet, mens andre blev skudt?
Af Arne Mariager [email protected]
Retsopgøret mod de tusind-vis af danske statsborgere, der under besættelsen sam-arbejdede med tyskerne på forskellige måder - fra al-mindelig værnemageri til stikkeri og drab - skulle være retsstatens opgør med ond-skaben og uretten. Sådan blev det ikke helt. På snart 70 års afstand ses retsopgø-ret tydeligere, og der hviler mørke skygger over flere af dommene.
Det er ikke en ny konklu-sion den autodidakte histo-riker, økonomen Henning N. Larsen når frem til i sin nye bog om en del af retsopgø-ret. Tidligere forfattere og historikere har for længst påpeget svaghederne i rets-opgøret. Men Henning N. Larsens bog er speciel der-ved, at den koncentrerer sig om de forholdsvis mange danske statsborgere, der rent faktisk blev idømt den hårdest tænkelige straf - en dødsdom - men alligevel reddede livet.
Højesteret dødsdømte i alt 78 danske statsborgere i retsopgøret. 46 af disse blev henrettet, de fleste i et sky-
deskur på volden ved Chri-stianshavn - men også nogle i en plantage nær Viborg. Men 32 dødsdømte blev be-nådet ved kongelig resoluti-on i perioden 1947-1951.
Det er disse 32 skæbner,
Henning N. Larsen skriver om i bogen ”Benådet”, og en sådan fokusering på de ”hel-dige” er mig bekendt ikke tidligere lavet her i landet.
Henning N. Larsen har tid-ligere skrevet to bøger om
danske stikkere og om mod-standskampen, begge har fået flotte anmeldelser, først og fremmest fordi Henning N. Larsens bøger hviler på et stort og omfattende re-searcharbejde.
Tabernes tumlepladsSådan er det også med ”Be-nådet”. Henning Larsen har gransket grundigt og godt, og det er lykkedes ham at trænge langt ind i stoffet. Hans bog er ikke alene en fortælling om 32 landsforræ-dere og dommene over dem. Bogen er også 32 por-trætter af vidt forskellige mennesker og deres liv. Men alligevel er der en overvæl-dende masse lighedspunk-ter mellem disse menne-skers skæbner. Der er ikke mange ”vinder-typer” i per-songalleriet.
Det skal siges, at betragter man de 46 henrettede lands-forrædere ud fra samme synsvinkel, ændrer det ikke
noget. Det var først og frem-mest mennesker, der havde det svært i livet, som gik ty-skernes ærinde.
Henning N. Larsens frem-stilling af disse landsforræ-dere er ikke en undskyld-ning for deres gerninger. Men den rummer dog en hel del stof, der nærmer sig bud på en forklaring. Men - og det skal forfatteren roses for - så forsøger han nemlig at se den røde tråd, der forbinder benådningen af disse 32 landsforrædere. Hvad var det, der gjorde, at netop disse mennesker blev benå-det, mens andre dømte blev henrettet? Og netop fordi Henning Larsens research er så grundig, kan han tilla-de sig at rejse tvivl om ret-færdigheden i retsopgøret. For nogle af de benådede mænd havde et synderegi-ster fuldt på højde med nog-le af de henrettede. Og blandt de mænd, der blev skudt, var der nogle, som måske burde være benådet. Fordi de faktisk ikke havde begået så alvorlige forbry-delser som et par af de benå-dede.
Liv eller dødNår en stat indfører døds-straf og tager borgeres liv, må det naturligvis i en rets-stat være uomtvisteligt, at der er tale om særdeles gro-ve forbrydelser. Og på grund af den uigenkaldelige straf må retfærdigheden været det væsentligste i hele pro-cessen.
Der var retfærdighed i det danske retsopgør på den måde, at de landsforrædere, der var skyld i andre menne-skers død, selv måtte bøde med livet. Dernæst var der torturbødlerne - dem, der
havde medvirket ved afhø-ringer af danske fanger. Og allerede her skilte vandene. Nogle af disse blev skudt - andre var blandt de benå-dede. Det kan selv i dag væ-re særdeles vanskeligt at finde argumenter for, hvor-for nogle af disse blev benå-det, mens andre blev skudt.
En af de faktorer, der kom til at spille ind på dommene, var begrebet tid.
Umiddelbart efter befriel-sen i maj 1945 var folkestem-ningen præget af had og hævntørst. De landsforræ-dere, der blev fanget først og blev dømt først, blev gene-relt dømt meget hårdere, end de landsforrædere, som det lykkedes at holde sig skjult i længere tid, i nogle tilfælde op til flere år.
Henning N. Larsen har valgt at fokusere på de benå-dede danske statsborgere i denne bog. Men ser man ek-sempelvis på hvordan, dig-terpræsten Kaj Munks mor-dere blev behandlet, under-streger dette endnu tydeli-gere, at tiden arbejdede for bødlerne. Der faldt døds-domme, men de dømte blev benådet - og de slap med re-lativt få år i fængsel. Retsop-gøret blev i nogle sager mere opgør end ret.
Henning N. Larsen holder sig til de 32, der reddede li-vet. Det er en principiel og grundig bog. Men den kun-ne være skrevet mere leven-de.
HHHHHH Henning N. Larsen”Benådet – 32 dødsdømte danskere, der slap for henrettelse” 264 sider, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Da retfærdigheden blev lidt tilfældig
”Benådet” er en tankevækkende og meget grundig bog, og den understreger at selv i et retsopgør kan tilfældighederne spille en rolle.
Harry Egon Ibsen , medlem af den berygtede Schiøler- gruppe, var en af de 32 lands-forrædere, der blev benådet. Det er vanskeligt at forklare, for Ibsen var med i drabene på mindst fem danske modstands-folk, og han gjorde intet for at skåne ofrene mod tortur.
Michael Katz Krefelds nye roman ”Savnet” rummer elementer til en international top-thriller, men ind i mellem hopper kæden af Af Arne Mariager [email protected]
Det er hævet over enhver tvivl, at Michael Katz Krefeld har et endog meget stort ta-lent for at skrive spændings-romaner.
Det er ikke nogen tilfæl-dighed, at hans serie om pri-vatopdageren, den tidligere politimand Ravn, er solgt til udgivelse i 19 lande. Den se-neste roman i serien, den tredje i rækken, med titlen ”Savnet” er på mange må-der en mesterlig spændings-roman. Den er original i plot og handling. Den er velskre-vet, og den rummer isnende uhygge. ”Savnet” har poten-tiale til at blive en internatio-nal top-thriller. Men den når næppe helt i mål. Talentet er der. Ideen er der. Sproget er der. Men det går galt, hver gang Krefeld skal skildre dramatiske handlinger.
Der er folk, som påstår, at man ikke behøver selv at have været en stor fodbold-spiller for at blive en stor træner. De fleste krimifor-
fattere vil sikkert hævde, at man ikke behøver at have været hverken kriminel eller politimand for at skrive en krimi. Det er også muligt, man kan beskrive drabelige slagsmål uden nogensinde at have prøvet det selv. Det er muligt. Men Michael Katz Krefeld kan ikke.
Slagsmålsscener fylderDer er tre passager i bogen, hvor der forekommer dra-matiske handlinger, som lø-ber helt af sporet. Desværre har de alle tre stor betyd-ning i handlings-forløbet. Men i disse tilfælde lykkes det ikke for den ellers så professionelle skibent. Han kan ikke skildre, hvad der sker i et slagsmål.
I virkelighedens verden er det ikke som i en film med John Wayne: En mand, der
har fået hovedet hamret ned i bordplanen af en anden voksen mand, springer ikke bare op og slås videre. En mand, iført dametøj, slipper ikke ud af et slagsmål med en trænet politimand og flygter gennem Berlins gade i myldretiden, i højhælede sko, og forsvinder. Og hvis to mænd i uvejr i en mørk nat slås med hinanden på liv og død, stiller vinderen sig ikke med en fod på brystet af den besejrede og holder en lang tale om alle de forbrydelser, han har begået - for så på et eller andet tidspunkt, når talen og diskussionen med den besejrede er forbi, at ville myrde denne.
Sådan er det ikke i virke-lighedens verden. Og det ødelægger en ellers spæn-dende bog, at Krefeld giver disse slagsmåls-scener så meget plads.
Han burde i stedet kon-centrere sig mere om det, han er god til: At sætte sce-nen. At skabe person-galle-riet. At skildre stemninger. En stor del af bogen skildrer dagligdagen i det gamle DDR. Det er isnende uhygge-ligt og samtidig en eminent fortælling. Hvorfor skal vi så have disse dilettant-slags-mål? De gnaver i historiens substans.
HHHHHH Michael Katz Krefeld,”Savnet”, 364 sider, Lindhardt og Ringhof
Spændingen lider under amatørisme
Pernille Juhls anden bog om en sønderjysk familie i klemme mellem dansk folkelighed og tysk militær-magt rummer både en god historie og en fin tidsskildring
Af Arne Mariager [email protected]
Det kan åbenbart lade sig gøre at skrive den ”svære to’er”, så den faktisk overgår etteren. Det har Pernille Juhl gjort med romanen ”Når so-len står højest”.
Det er andet bind i serien om sønderjyden Anders og hans kære Marie og deres fa-milie. Nu arbejder Pernille Juhl på den tredje bog i seri-en. Der skal noget til at fort-sætte den opadgående linje, forfatterskabet har ramt med ”Når solen står højest”.
Den første bog i serien, der kom for lidt over et år si-den, hed ”Vent på mig Ma-rie”. Det var historien om mejeristen Anders fra Søn-derjylland, der måtte delta-ge som tysk soldat i skytte-gravene under Første Ver-denskrig, mange unge dan-ske sønderjyders skæbne.
Anders kom hjem igen, med helbredet i behold. Ma-rie havde ventet på ham. Og i den nye roman fortsætter Pernille Juhl historien om Anders og Marie og deres børn. Bogen begynder i 1920 og fortsætter frem til 1943.
Det er en bog, der kører i to spor. Dels beretningen om familien. Om mejeristen og hans hustru - og om deres børn. En stilfærdig familie-krønnike kan man sige. Men dog på et område noget an-derledes, end hvis historien havde handlet om så mange andre danske familier i den-ne epoke.
For nok er Anders vendt hjem fra krigen med fysik-ken i behold. Men de sår, han ikke fik på legemet, fik han på sjælen. Mareridt, traumer. Dengang, i 1920’er-ne, satte man ikke det præ-cise ord på. I dag hedder det posttraumatisk stress. Det påvirker ægteskabet og fa-milien. Og Marie har svært ved at kende den glade An-ders igen - og svært ved at nå
ind til ham. Det skildres stil-færdigt, men stærkt.
Nazismen skilte vandeneRomanens andet spor er hi-storien om nazismens ud-vikling i landet syd for græn-sen og de chokbølger det sendte gennem kloden. Og endnu en gang drages An-ders og Marie ind i et stort, internationalt politisk spil, denne gang med endnu me-re forfærdelige spilleregler end nogensinde. En krig er et resultat af politik. Men det er mennesker, der betaler den uhyggelige pris.
Marie og Anders, deres børn og øvrige familie kan dårligt forholde sig neutralt til nazismen, da slet ikke ef-ter den tyske besættelsen af Danmark. Men familiens medlemmer opfatter ikke nazismen på samme måde.
Der er familiemedlemmer, der harmdirrende søger ind i modstandsbevægelsen. Der er andre, bl.a. Anders søn, der melder sig til Fri-korps Danmark.
I bagklogskabens lys kan alle se, hvem man burde ha-ve taget parti for. Men det var ikke helt så let at se i for-året 1941, som det var i maj fire år senere. Så familien står ikke på samme side af grænsen i dette spørgsmål. Alligevel lykkedes det fami-lien at bevare gensidig re-spekt og kærlighed. At holde sammen. Trods forskellige synspunkter lykkedes det dem at komme gennem di-verse kriser. En sympatisk familie, en veluddannet, tænksom samling menne-sker. Grebet af tidens store hånd - og rigtig godt gen-nemrystet.
Pernille Juhls bog er skre-vet i et klart og tydeligt sprog. Den er let at læse, ik-ke fri for at være lidt ”gam-meldags” i sin beretter-mo-del. Men der er tale om en rigtig, god gammeldags ro-man. Her en slægtsroman om en familie i en farlig og turbulent tid.
HHHHHH Pernille Juhl,”Når solen står højest”, Juhls Forlag, 355 sider
En rigtig god gammeldags familie-roman
Snart 83-årige Rifbjergs nye roman er både bidsk, syrlig og morsom - og så har den lige seks ekstra sider...
Af Arne Mariager [email protected]
Klaus Rifbjerg er Danmarks mest produktive forfatter. Den høje mand er fyldt med historier. Han fylder 83 år i december, men han kan al-ligevel konstatere, at det i 2014 blev til tre nye bøger. ”Fut fut fut”, ”Blandede bol-sjer” – og så den helt nye ro-man ”Idræt”. Det er en præ-station.
Men ét er kvantitet. Noget andet er, at Klaus Rifbjerg også holder sit høje kvali-tets-niveau. ”Idræt” er en lille perle af en roman. Og den viser, at forfatteren sta-digvæk besidder denne gud-benådede kombination af iagttagelsesevne, satire, varme og skarphed, der al-tid har karakteriseret hans værker. Der er masser af bid i den nye roman. Den er hur-tig læst, men den sætter sig i sindet.
”Idræt” er fortællingen om dr. phil i idræt, Steffen Gurt. Midaldrende, velbjer-get, københavner med som-merhus i Nordjylland. Ivrig motionist og i god fysisk form. Samtidig er bogen en lille fortælling om hans ko-ne, Harriet, der driver en tøjforretning. Et par af de
gamle venner dukker også op undervejs, men det er og bliver Steffen Gurt og hans univers, Rifbjerg tramper rundt i. Og det sker med tempofyldte skridt og stor fortællersans.
Det meste af bogen hand-ler om et døgn i Steffen Gurts liv. Der garneres der med beretningen om de føl-gende feriedage - før vi når frem til den dramatiske og siden så fredfyldte klimaks. Kort sagt: Det rabler for Stef-fen Gurt! Han lander vist nok på fødderne igen. Ikke mindst fordi Harriet kan håndtere ham. Men han når at chokere omgivelserne godt og grundigt inden da.
Dæmonernes taleDet starter med en tur til sommerhuset. Undervejs
gør Steffen og Harriet holdt hos et par gamle venner. Der serveres rigelig og god rød-vin, og Steffen Gurt får i sin brandert sagt en hel del om værts- og venneparret. Bl.a. udtrykker han sig noget uheldigt om værtindens bagdel, navnlig om dens bredde. Han får også luf- tet sin mening om vennens politiske holdning. Det er ikke godt, og dagen efter – på vej mod sommerhuset, plager de moralske tømmer-mænd lige så voldsomt som de fysiske.
Men kendsgerningen er, at Steffen Gurt i længere tid har oparbejdet en række idiosynkrasier. Han plages af indre dæmoner. Og nu og da siger dæmonerne noget, der kommer ud af Gurts mund. Han vil egentlig ikke
sige det. Ja, han ved ikke al-tid, hvad det er, han siger. Men han siger det. Og omgi-velserne reagerer på orde-ne. For omgivelserne ken-der jo ikke dæmonerne…
Derigennem får Rifbjerg sagt noget om velbjergede nutidsmennesker og deres mangel på spænding i tilvæ-relsen, om hykleri. Om in-dre ensomhed. Om det, vi i Rifbjergs ungdom kaldte småborgerlighed.
Der er ironi og satire i ro-manen, men også syrlige drops til andre end Steffen Gurt. En meget moden for-fatters bog om modne men-nesker. Men der stadigvæk masser af saft i citronen. Og som tillægs-gevinst får vi så lige seks sider ekstra. Så me-get fylder nemlig listen over Klaus Rifbjergs udgivelser
siden debuten med ”Under vejr med mig selv” i 1956. Seks sider - det er omkring 150 bogtitler.
HHHHHH Klaus Rifbjerg,”Idræt” ,120 sider, Gyldendal
Der er stadigvæk saft i citronen
Knud Ernst Orla Christensen - også en af de benådede, selv om han medvirkede til drab på en mod standsmand og stod for flere grove mishandlinger af fanger. Her ses han til venstre som tysk soldat på Østfronen og til højre, da han blev fremstillet i Københavns Byret.
”Savnet” har potentiale til at blive en international trhiller,
men den spoleres af nogle elendige skildringer af
dramatiske episoder.
”Når solen stør højest” er skrevet i et klart og tydeligt sprog, lidt gammeldags i stil, men en helt igennem god roman.
Pernille Juhl er født i 1963 i Sønderborg. Historien om de danske sønderjyder har hun fået ind med modermælken. Hendes egen farfar var tvunget til at kæmpe i den tyske hær under Første Verdenskrig.
Michael Katz Krefeld , masser af talent for spændings-genren. Men han når ikke helt i mål med sin nye roman.
Klaus Rifbjerg – hans samlede produktion er på omkring 150 bøger.
