1. Abstractpure.au.dk/portal/files/45291246/Risiko_i_banksektoren.docx · Web viewDisse kilder ses som værende yderst troværdige og et godt fundament til at opbygge opgavens teori

HA (Almen) - 6. Semester Forfatter:

Kristoffer Stryhn

Vejleder:

Henning Rud Jørgensen

Bachelorafhandling

Risiko i banksektoren

Århus Handelshøjskole

2012

Indhold1. Abstract........................................................................................................................................................4

2. Indledning.....................................................................................................................................................5

4. Afgrænsning.................................................................................................................................................6

5. Metode.........................................................................................................................................................7

6. Kildekritik......................................................................................................................................................8

7.1 Introduktion til Kreditvurderingsbureauer.................................................................................................9

7.2 Kreditvurderingsbureauer......................................................................................................................9

7.3 Kreditvurderingsbureauer under finanskrisen......................................................................................12

7.4 Investorernes eget ansvar....................................................................................................................15

7.5 Interessekonflikter................................................................................................................................16

7.6 Fremtidige løsninger.............................................................................................................................18

7.7 Delkonklusion.......................................................................................................................................20

8.1 Indledning til Moral Hazard......................................................................................................................20

8.2 Systemisk risici og moral hazard...........................................................................................................21

8.3 Procyklialitet.........................................................................................................................................22

8.4 Debt-equity teorien..............................................................................................................................23

8.5 Opsamling.........................................................................................................................................24

8.6 Eksempler fra finanskrisen....................................................................................................................25

9.1 Likviditetsbegreber i banksektoren..........................................................................................................26

9.2 Solvensprocenten.................................................................................................................................27

9.3 Risikovægtede aktiver (RWA)...............................................................................................................27

9.4 Basiskapital/Totalkapital.......................................................................................................................28

9.5 Tier 1 kapital.........................................................................................................................................29

9.6 Tier 2 kaptal..........................................................................................................................................29

9.7 Tier 1½ kapital/Hybrdkapital................................................................................................................31

10.1 De danske bankpakker............................................................................................................................33

10.2 Bankpakke 1: Stabilitetspakken..........................................................................................................33

10.3 Bankpakke 2: Kreditpakken................................................................................................................34

10.3.1 Status på bankpakke 1 og 2.........................................................................................................35

10.4 Bankpakke 3 og 4................................................................................................................................38

10.5 Bankpakke 5.......................................................................................................................................39

10.6 Delkonklusion.....................................................................................................................................40

11 Basel reglerne - en historisk gennemgang.................................................................................................42

12.1 Basel I.....................................................................................................................................................45

12.2 Delkonklusion.....................................................................................................................................48

13.1 Basel II....................................................................................................................................................49

13.2 Søjle 1.................................................................................................................................................49

13.3 IRB-metoden.......................................................................................................................................52

13.4 Søjle 2.................................................................................................................................................54

13.5 Søjle 3.................................................................................................................................................55

13.6 Basel II’s konsekvenser.......................................................................................................................55

14.1 Basel III...................................................................................................................................................57

14.2 De nye kapitalkrav..............................................................................................................................57

14.3 Indførsel af to nye buffere..................................................................................................................59

14.4 Nuværende situation..........................................................................................................................61

14.5 Uddybning af de nye likviditetskrav....................................................................................................65

14.751 LCR..............................................................................................................................................65

14.5.2 NSFR............................................................................................................................................66

14.5.3 Opsummering af de nye likviditetskrav.......................................................................................67

14.6 Konklusion..........................................................................................................................................67

15.1Tilsynsdiamanten.....................................................................................................................................69

15.2 Delkonklusion.....................................................................................................................................71

16 Konklusion.................................................................................................................................................72

A Kildeliste rangeret efter optræden i opgaven.............................................................................................75

B Bilag.............................................................................................................................................................78

Kristoffer Stryhn Risiko i Banksektoren 1. maj 2012

1. Abstract

This paper deals with risk management in the Danish financial sector. The purpose of the paper is to review the different aspects of risk in banking. The bank sector is of particular interest due to its key role in the latest financial crisis, but what role did it actually play? This paper has gone in depth to find out the banks role in the financial crisis, and what underlying issues pursue the bank sector, that leads to the excessive risk assessments. First of all this paper has looked at the importance of risk in general and for that purpose, the credit rating agencies has been given a closer look for its role in risk analysis, and its role in the risk rating of Danish banks before and during the financial crisis, and the implications of these rating.

The paper has also gone in depth to describe the different terms regarding risk, like Tier 1 capital, hybridcapital and totalcapital. These terms has been described to give a better understanding, of the different variation of risk goals in the sector. This has also been done so that the development of these goals could be tracked with every iteration of the bank supervision regulative by the Basel Committee. The paper has also been analyzing the Danish bank package and these implications on the Danish bank sector. At last the newest banking regulation tool in Denmark, put forth by the local Danish supervising organ “Finanstilsynet”, the Supervising Diamond “Tilsynsdiamanten”, and its five goals have been analyzed.

The conclusion has been that there have been issues regarding risk management, due to the high systemic risk and the procyclical effects of the banking sector, which has lead to the notion of “too big to fail” which has led to Moral Hazard in the banking sector. This fact and because of the debt-equity issue, regarding the much easier and cheaper debt financing has left the banking sector into taking excessive risk, since the notation was that it could profit for the excessive risk, but would not have to deal with the ramifications during default, and would in this case be bailed out.

The Danish packages to save the banking sector, supported this assessment to some extend of the bailout theory, but the bottom line is, that the banking sector in large part had to finance the bailout itself, and by using these packages subduing themselves to tightened supervision. The packages, also tried to back up the capital in Danish banks, but the banks themselves had to pay for it.

It has been concluded that the newest regulation, the supervision diamond, the rules of Basel III combined with the way the Danish bank packages was constructed, to have strengthen the capital and liquidity basses in the banking sector, so that a large part of the issues that plagued the bank sector during the financial crisis has been resolved with a great deal of success, and hopefully without sacrificing the ability for honest and risk conscious banks to keep thriving and growing in the banking sector. The regulations has also tried to look at the notion of the systemic risk and the general moral hazard, so that in the future the incentive to take excessive risk has been diminished to such a large extent, that it hopefully won’t be an issue in the future. Hopefully in the future the new capital and liquidity regulation combined with an improved transparency, will lead to better risk management and supervision.

Side 4 af 79


2. Indledning

Denne afhandling vil tage udgangspunkt i risiko styring i banksektoren og, hvordan denne risiko

opgøres og kontrolleres. Hvorfor er dette emne interessant at beskæftige sig med? Banksektorens

stabilitet spiller en central rolle for en stabil økonomi, og derudover så spiller banksektoren en vigtig

rolle i den internationale økonomi, og derudover er banksektoren den første sektor, der blev

underlagt et internationalt koordineret kapitalregulativ1.

Der er mange syndere i finanskrisen og mange årsager til, at det gik som det gjorder, men nogle af

årsagerne til krisen er bl.a. subprime lån til fattige amerikanere, uregulerede finansmarkeder, grådige

bankdirektører, inkompetente finanstilsyn, mangel på transparens m.fl.2. Kigger man over den liste af

årsager til finanskrisen, så kan rigtig mange af årsagerne blive ført tilbage til banksektoren og den

måde som disse har håndteret risici på, så det er et åbenlyst interessant emne at beskæftige sig med,

og det er let at finde at syndebukke for finanskrisen i banksektoren.

I Danmark alene har der været en lang række bankkrak under finanskrisen. Listen starter med Bank

Trelleborg, og går videre til banker som Roskilde Bank, Fjordbank Mors, Fionia Bank, Amagerbanken

m. fl.3. Men det er ikke kun i Danmark at banksektoren er blevet udskældt. I USA krakkede Fannie

Mae og Freddie Mac ikke, men de blev nationaliseret af den amerikanske regering, der pr. den. 11.

februar 2011 havde skudt $153 mia. dollars ind i de to virksomheder for at redde dem fra at gå

konkurs4, og man kan blive ved med at komme med eksempler med, såsom Northern Rock i England 5,

hvor skatteydere tilførte £750 mio. pund, og fortsætter med bankkrak i Island der næsten lagde

samfundsøkonomien ned osv.

Mens at bankerne blev ledet af grådige bankdirektører, så endte det med at være de almindelige

kreditorer, de almindelige bankkunder der kommer til at hænge på regningen. I sagen omkring

Roskilde Banks krak led aktionærerne tab på mellem 6 og 7 milliarder kroner, mens

bestyrelsesformanden købte villa for 13,9 mio. kroner6, og de lokale garanter der stillede op for at

redde Sparekassen Østjylland tabte penge i stor stil, og kan ikke få de penge tilbage. De penge der

skulle være med til at redde banken er nu tabt for den almene investor7.

Banksektoren er altså en vigtig spiller for samfundsøkonomien, og når bankerne går ned er der to

tendenser. Der skal astronomiske beløb til at redde bankerne, og det er som oftest den almindelige

skatteyder der kommer til at står med regningen.

Side 5 af 79


Men hvad er det der har ført til denne situation, og hvilken rolle spillede bankernes risikostyring

egentligt op til finanskrisen, og hvordan styres risiko egentligt i banksektoren? Det er disse spørgsmål

og flere som denne afhandling vil forsøge at besvare. Hvilke markedssvigt var der til stede siden, at

en negativ udvikling på det amerikanske boligmarked, kunne fører til krak af gamle og anerkendte

banker og sprede sig til en international finanskrise?

Det er denne problemstilling der ligger til grund for denne opgave og som der vil blive forsøgt

besvaret i løbet af opgaven. Hovedspørgsmålet i denne opgave er:

- Hvad betyder risiko i banksektoren?

Ydermere så vil opgaven stille spørgsmål til en hel række aspekter omkring banksektoren og dens

risikostyring:

- Hvilken rolle spiller kreditvurderingsbureauerne i forhold til banksektoren og risiko

generelt?

- Hvordan reguleres risici i banksektoren?

- Hvem fører tilsyn med bankerne og deres risikostyring?

- Hvilke kvantitative mål er der til styring af risici i banksektoren?

- Hvem udarbejder de regelsæt som bankerne arbejder under og hvordan har det udviklet

sig?

- Hvad gjorder bankpakkerne helt specifikt for banksektoren i Danmark, og hvad er status

på dem?

- Hvordan ser fremtiden ud med hensyn til styring af risici i banksektoren, og har man lært

noget af finanskrisen?

Dette er blot nogle af de spørgsmål der vil blive forsøgt besvaret i denne opgave.

4. Afgrænsning

Opgavens største afgrænsning er den geografiske. Der vil i løbet af opgaven blive taget eksempler fra

både fra USA, Island, og mange af de regulativer som den danske lovgivning er udarbejdet efter

kommer fra internationale retskilder så vil opgaven primært holde fokus på den danske banksektor,

og de forhold der har været gældende for denne sektor.

Side 6 af 79


Opgaven vil ydermere ikke gå ind i et mere specifikt case eksempel, men vil primært hold fokus på

hele sektoren og hvilke indflydelser som bl.a. bankpakkerne, finanstilsynet og kapitalskrav har på

sektoren som helhed.

Opgaven vil heller ikke arbejde specifikt med en gennemgang af finanskrisen, og gå trin for trin

igennem banksektorens rolle i den, men igen mere holde fokus på det store overblik over hele

sektoren.

Opgaven vil heller ikke gå ind og kigge på optimering af enkelte bankers risikostyring.

Opgaven vil i langt højere grad have fokus, på hvilke forhold der er gældende for den danske

banksektor, og specifikt hvilke forhold der er gældende omkring risici for sektoren. Når der bliver

holdt fokus på banksektoren så vil der prøve at gå ind og kigge på de fundamentale farezoner der er

ved banksektoren og hvorfor den derfor skal reguleres. Det sidste hovedformål med opgaven er at se

på hvordan de forskellige risiko mål har ændret sig, og hvilken betydningen ændringer vil have på

risikostyringen.

5. Metode

Opgaven er opbygget på følgende måde. Først vil risiko som et større begreb blive gennemgået, og

den indflydelse som vurdering af risiko kan spille. Derfor vil der blive i starten blive fokuseret på

kreditvurderingsbureauerne, med specifikt fokus på deres rolle i forhold til banksektoren og

finanskrisen. Dette skulle gerne give et indblik i, hvor stor betydning risiko kan spille, og hvor stor

betydning risiko kan tildeles. Dette er på trods af, at det eneste kreditvurderingsbureauerne

vurderer, er den relative kredit værdighed. Derudover så gennemgås kreditvurderingsbureauerne

også, fordi de spiller en ganske betydelig rolle i forhold til banksektoren.

Derefter vil der gå ind og blive analyseret på de forhold i banksektoren, der er med til at gøre den

udsat for misbrug i forhold til risici, og hvorfor sektoren overvåges. Denne analyse vil gennemgå de

emner der er fundet relevante til opgavens videre forløb, og der vil blive set på systemisk risici, moral

hazard, banksektorens procykliske effekt og debt-equity teorien.

Efter dette emne vil opgaven blive drejet mere over i retning af risikostyring i banksektoren, men

inden dette gøres, så vil der blive defineret en række begreber, der er specifikke i forhold

banksektoren, og som er de mål og betingelser som lovgivningen går ind og skruer op og ned på, for

at styre risici i banksektoren.

Side 7 af 79


Det næste afsnit i opgaven omhandler de 5 bankpakker, der blev sat i værk for at redde

banksektoren. De 5 pakker vil blive gennemgået individuelt og der vil blive kigget på de områder som

de hver i sær dækkede, og dette områder bliver også bundet sammen med de problemområder der

er defineret tidligere, og vil bl.a. kigge på hvordan pakkerne prøvede at håndtere de procykliske

effekter samt moral hazard bl.a.

Det sidste afsnit er opgavens hovedafsnit og der omhandler en historisk gennemgang af risiko styring

og opgørelse af denne og hvorledes den har udviklet sig. Dette gøres ved at gå igennem Basel I, II og

III, og der vil først blive gået igennem en kort historisk gennemgang, for derefter at gå ind og se på

hvert enkelt regulativ, og hvad de hver i sær tilførte og strammede op om. Der vil blive analyseret på,

hvad de hver især forsøgte at opnå, og hvordan de påvirkede risikostyring i banksektoren, og til sidst

om de fungerede efter hensigten.

Som det allersidste led vil der blive gennemgået de sidste nye regler som Finanstilsynet har lagt ud

for den danske banksektor. Det nyeste udspil fra Finanstilsynet er den såkaldte Tilsynsdiamant, der

måler bankernes risiko eksponering og likviditet ved opstilling af 5 mål som bankerne skal overholde

fra ultimo 2012. Tilsynsdiamanten er blevet opdateret ud fra kapitalkravsdirektivet og Basel III

reglerne. Der vil blive set på, hvad formålet med tilsynsdiamants mål er, og om det ruster den danske

banksektor til bedre at klare risiko i fremtiden.

6. Kildekritik

Opgavens kilder kan deles op i to hovedgrupper. Der er de kilder der har meget høj troværdighed, og

som specifikt omhandler banksektoren eller forhold i banksektoren. Disse kilder tæller bl.a.

International Journal of Sciences and Applied approach, BIS working papers, Nationalbankens

publikationer og finanstilsynets notater. Disse kilder ses som værende yderst troværdige og et godt

fundament til at opbygge opgavens teori op omkring. Disse kilder står bag hovedparten af opgavens

betydningsfulde områder, som f.eks. Basel reglerne, tilsynsdiamanten og kapitlerne omkring

systemisk risici, moral hazard og debt-equity teorien.

De andre kilder i opgaven er af lavere kvalitet og tæller for det meste avisartikler og forskellige

bankers hjemmesider og disse er af varierende kvalitet. Herunder er både danske og udenlandske

tidsskrifter og hjemmesider, såsom The Guardian, Washington post, Ugebrevet A4, Børsen,

NPinvestor m.fl. og selvom disse er troværdige kilder, så er det videnskabelige niveau ikke specielt

Side 8 af 79


højt, hvorfor der også er prøvet at undgå at disse ligger bag den mere grundlæggende teori i

opgaven.

7.1 Introduktion til Kreditvurderingsbureauer

Tager man risiko i overordnet perspektiv, så bruges risiko til at vurdere virksomheder eller

investeringsprojekter, og for at investorer kan sammenligne virksomheder og finde ud af, hvad der

skal investeres i. Den relative risiko er ikke den eneste faktor der skal vurderes, men det er en der er

ganske vigtig, og en faktor der under finanskrisen blev ophøjet til en meget høj status ved

kreditvurderingsbureauerne. Risiko bruges også til at påvirke andre faktorer såsom pris eller afkast.

Sammenligner man to virksomheder der er ens på alle faktorer, såsom størrelse, indtjening mm.,

men den ene virksomhed har en højere risikoprofil en den anden, så vil investorer kræve et højere

afkast, hvis der skal investerer i virksomheden med højere risiko.

Den seneste økonomiske krise viste, hvor væsentlig en rolle vurdering af risiko kan spille. Der vil i

denne opgave blive fokuseret på banksektoren, da denne havde en afgørende rolle i finanskrisen, og

at der både før og efter krisen er gjort meget for at prøve at kontrollere risici i denne sektor, hvilket

er noget der vil blive belyst senere. Men hvor stor en rolle kan risiko spille?

Det er det spørgsmål som det første afsnit i denne rapport vil fokusere på, og for at give en bedre

forståelse af, hvordan risiko kan udnyttes og hvorfor det er så vigtigt at fokusere på og kontrollere. Til

det vil der blive kigget på kreditvurderingsbureauer. De sager, der vil blive kigget på over de

kommende sider vil prøve at vise, hvilke interessekonflikter der kan opstå, og hvilken rolle risiko

spiller. Dette er den eneste del af opgaven der ikke udelukkende vil fokusere på banksektoren, men

mere på begrebet risiko som helhed.

7.2 KreditvurderingsbureauerLigesom alt andet så er markedet for kreditvurderingsbureauer også et marked, der er i konkurrence

med hinanden. Dette marked der er domineret af tre store firmaer, Standard & Poor’s, Moody's og

Fitch. Kreditvurderingsbureauer har til formål at bedømme banker, lande og andre låntagere efter

deres kreditværdighed8. De tre bureauer vurderer den relative kreditværdighed hos de firmaer de

vurderer og giver dem så en rating, der afspejler den relative kreditværdighed. Systemet skal gerne

være et let, overskueligt og sammenligneligt system, som kan give indikation af en virksomheds

fremtidige relative kreditværdighed i forhold til andre. Som Moody selv skriver inde på deres

hjemmeside omkring formålet med en rating9.

Side 9 af 79


”The purpose of Moody’s rating is to provide investors with a simple system of gradation by which

future relative creditworthiness of securities may be gauged”

Den rating som et firma, by eller stat tildeles er af S&P beskrevet, som den opfattelse bureauet har af

om den pågældende virksomhed eller by eller stats vilje til at møde deres fremtidige finansielle

forpligtelser til fulde og til tiden, som fremgår af citatet nedenfor10.

”Standard & Poor’s ratings express the agency’s opinion about the ability and willingness of an issuer,

such as a corporation or state or city government, to meet its financial obligations in full and on time.

”

Jo bedre en rating jo større mulighed og vilje udviser den ratede virksomhed til at dække deres kredit

aftaler. Dette kan kort beskrives som det en kreditvurdering i viser.

Den skala de forskellige kreditvurderingsbureauer benytter, går fra A til C, og under hver kategori,

kan man så give en dobbelt eller tredobbelt bogstav, og ydermere kan der efter dette gives et tal fra

1-3 eller +/- alt efter hvilket bureau der snakkes om. AAA er den højeste rating man kan opnå og

tildeles kun til låntagere med en ekstremt stærk betalingsevne11. Jo længere ned ratingen kommer, jo

dårligere vurderes betalingsevnen. Ned til BBB/Baa går grænsen for det der kaldes de

investeringsegnede grader af ratings, og denne rating tildeles låntagere med en tilstrækkelig

betalingsevne, men hvor en forandret økonomisk situation, må forventes at kunne føre til svækket

betalingsevne11. Under denne grænse er ratingen i en klasse, der defineres som spekulative grader af

ratings, og hvor virksomheden er påvirket af udviklingen i samfundsøkonomi. I C-klassen er den

ratede virksomheder stærkt afhængige af gunstige forhold i økonomien11. Den bedste rating AAA er

ganske svær at opnå, men bl.a. Danmark som land har en sådan rating, selv efter finanskrisen12.

Hvilken betydning har de så hvilken rating man får, ud over ens

kreditværdighed stiger? Kreditværdigheden er med andre ord

også et udtryk for den risiko, der er forbundet ved at investere

i den pågældende virksomhed, en lavere kreditvurdering vil

signalere højere risiko for omverdenen, og de vil dermed bliver

dyrere for firmaet at låne penge. Samtidig kan det betyde at

investorer ikke er så villige til at investere i dem, eller det kan

Side 10 af 79

Figur 1: Fakta om Moody’s rating


få betydning for deres aktiekurs. Meget mere om dette senere. Til venstre ses den skala som Moody

bruger til at vurderer firmaer efter13.

Af denne figur fremgår det, at den højeste rating som Moody bruger er AAA til at beskrive de

virksomheder, lande mv. der har en god kvalitet, altså en høj kreditvurdering. Moody’s skala går så

helt ned til C hvilket er den laveste kreditvurdering som Moody uddeler.

Af billedet fremgår dog også søjlen yderst til højre, der er ganske interessant. Søjlen har overskriften

”Junk?”. Det vil altså sige, at vurderes et firma til at gå under ratingen Baa3, så er virksomheden i

princippet junk, hvilket med andre ord betyder at virksomheden ikke er værd at investere i. Derfor er

denne linje meget vigtig for virksomheder ikke at komme ned under.

Spørgsmålet er så, hvorfor virksomheder overhovedet vil lade sig vurderer, hvis de ikke er sikre på at

andet en topkarakter, eller endnu vigtigere, hvis de har opnået en høj rating og er i farer for at blive

downratet? Der er nogle rigtigt gode grunde til, at man ikke undlader at blive vurderet af

kreditvurderingsbureauerne. Først og fremmest har mange større virksomheder mere end en rating

altså minimum 2 kreditvurderingsbureauer, til at vurdere samme virksomhed, da der ellers kan opstå

tvivl om der er foretaget eventuelle aftaler omkring vurderingen af en virksomhed, og dette undgår

man ved at have to firmaer der formegentligt vurderer virksomheden relativt ens.

Såfremt man er bange for at blive downratet, så skal virksomheder vurderer, hvad der er bedst for

dem. Er det bedst at blive downratet, eller er det bedre at melde ud at man ikke længere ville lade sig

blive vurderet af bureauerne. Dette er et signal der ikke er godt at sende ud til markedet og til ens

investorer. Konsekvenserne ved signalværdien i ikke længere at blive vil med alt sandsynlighed være

større end konsekvenserne ved at blive downratet, og derfor bør systemet i princippet fungerer.

Det næste spørgsmål man kan stille er så, hvorfor man overhovedet vil blive ratet til at starte med?

Der er ikke nogen lov eller krav om at man skal rates, så hvorfor er størstedelen af virksomheder og

lande det så?

Ligesom en dårlig rating kan være et skidt tegn, og kan skræmme potentielle investorer væk, så kan

en positiv vurdering modsætningsvis tiltrække potentielle investorer, og det kan næsten sidestilles

med reklame for ens virksomhed omkring risikoprofilen og sikkerheden forbundet med

virksomheden.

Derfor hvis man kigger på 10 forskellige virksomheder, og 9 ud af 10 er ratet men den 10. ikke er, så

vil markedet med al sandsynlighed holde sig væk fra den 10. virksomhed. Det kan godt være at

Side 11 af 79


risikoen er den laveste ved den 10. virksomhed, men det kan være svært at se og så bliver

investeringen usikker. Forskel på risiko og usikkerhed er, at risiko er faktorer man kender til, og hvor

man er opmærksom, på at visse ting kan finde sted, mens usikkerhed næsten kan sidestilles med

uvidenhed. Derfor vil det næsten altid være en konkurrencefordel at være ratet, hvis ens

konkurrenter er det.

Derfor holder den tankegang, der er med kreditvurderingsbureauerne. Det skal være med til at holde

øje med virksomheder, så de ikke udsætter sig for unødvendig risiko, og kan få eventuelle investorer

til at tabe penge. Ydermere så er virksomhederne i en situation, hvor det er svært at undgå at blive at

ratet, da konsekvenserne ved ikke at blive ratet, er større i forhold til det de får ud af ikke af være

ratet. Derudover så er signalværdien i at trække sig ud af et ratingsamarbejde for negative, til at

virksomheder opsiger samarbejdet, hvis de er i fare for at blive downratet. Derfor bør

kreditvurderingsbureauerne i princippet sikre, at omverdenen også har et fingerpeg om den risiko

der er ved en virksomhed og hvordan udviklingen har været og fortsat forløber, så man kan se om en

virksomhed er ved at gå konkurs.

Investorer og omverdenen bliver beskyttet mod unødvendig risici, og solide virksomheder kan blive

belønnet ved at have gode ratings, ved lavere omkostninger på lån, og et bedre image udad til. Ved

at der ofte er flere kreditvurderingsbureauer til hver virksomhed, undgår man også, at der kan opstå

tvivl om interessekonflikter.

7.3 Kreditvurderingsbureauer under finanskrisenTanken bag kreditvurderingsbureauerne bør altså ud fra ovenstående fungerer effektivt, da

virksomheder ofte af konkurrencemæssige grunde ser det nødvendigt at være vurderet, og derved

beskytter systemet investorer mod virksomheder, der er i fare for at gå konkurs eller tabe penge, og

samtidig så belønner det virksomheder, der har en god risikoprofil og en stor villighed til at betale

fremtidige skyldnere. Dette gøres ved at give disse virksomheder en god rating, der vil gøre

virksomheden mere attraktiv overfor eventuelle investorer, og det vil også gøre det lettere og

billigere at låne penge.

Men hvis systemet i princippet bør fungere i både at beskytte investorer og advarer dem hvis

virksomheder får en øget risikoprofil, mens virksomheder der har en god kreditvurdering belønnes

med lavere omkostninger og mere positiv omtale, hvorfor gik det så stadig så galt under

finanskrisen? For at præcisere spørgsmålet mere, hvor meget skyld bærer kredit

vurderingsbureauerne i krisen?

Side 12 af 79


Hvis kreditvurderingsbureauernes opgave er at advarer investorer om virksomheder med høj

risikoeksponering, hvordan forløb dette så under finanskrisen? Der er talrige eksempler, der sætter

kreditvurderingsbureauerne under kritik, men for at holde det til opgavens hovedtema, så vil der

blive kigget på de to danske krakbanker, Roskilde Bank og Fionia Bank.

Den overordnede kritik går på, at kreditvurderingsbureauerne overså alt for mange lig i kisten hos de

to banker og at de nedgraderinger som bureauerne uddelte, kom alt for sent til at investorerne

kunne nå at reagere13. Det sted hvor kreditvurderingsbureauerne er kommet allermest under kritik er

ved vurderinger af amerikanske boliglån for mange milliarder dollars, i selskaberne Fannie Mae og

Freddie Mac, hvor den amerikanske stat måtte skyde omkring 100 mia. dollars i kapital i hvert firma

for at redde dem14.

Men for at vende tilbage til Roskilde Bank og Fionia bank, så kan udviklingen af Moody’s rating af de to firmaer

ses på graferne nedenfor13.

Figur 2: Oversigt over Moody’s rating af Fionia Bank (venstre) og Roskilde Bank (højre)

Kilde: Ugebrevet A4

Som det ses af figurerne ovenfor, så havde Fionia Bank 147 dage før den krakkede, altså godt 5

måneder før krakket en A3-rating, og Roskilde Bank havde ligeledes en A3-rating 129 dage inden den

krakkede, altså lidt over 4 måneder inden krakket.

Side 13 af 79


Da Moody første gang ratede Roskilde bank i marts 2007 (som ikke fremgår af grafen) fik

virksomheden stor ros for deres ”konservative strategi”. Denne vurdering faldt i et år hvor bankens

udlån noterede en rekordvækst på 51%13.

Ud fra Moody’s egen definition af ratingens definition, så lyder en A-rating som følger15:

”Obligations rated A are considered upper-medium grade and are subject to low credit risk”.

Det man også skal huske er, at denne rating er den langsigtede obligations rating, og i begge tilfælde

krakkede bankerne indenfor et halvt år. I tilfældet med Fionia Bank så blev banken først rykket ned til

Ba3-rating, med andre ord en ”junk” rating 75 dage før krakket, hvilket må siges at være meget kort

tid inden et krak.

Historien omkring Roskilde Bank er endnu værre. 54 dage inden banken krakker modtager banken en

nedgradering til Baa1-rating, som dog stadig er en investeringsegnet grad af vurdering. Denne

vurdering er dog kun den første af tre inden for 2 uger, hvor den sidste rating falder 40 dage inden

banken krakker og hvor banken første gang får ”junk” status.

Specielt episoden omkring Roskilde bank undrer Caspar Rose, professor hos Copenhagen Business

School13:

”Det er bemærkelsesværdigt, at Moody’s kunne godkende banken i begyndelsen af juli og så vende

tilbage ganske kort efter med en nedgradering til junk status. Hvis man fra Moody’s side så kunne

pege på nogle nye afgørende faktorer i denne mellemliggende periode, som var skyld i den alvorlige

nedgradering, men det er bare ikke tilfældet.”

Det tyder altså på, at kreditvurderingsbureauerne overså væsentlige sager, ved uddeling af ratings til

visse virksomheder under finanskrisen. Under finanskrisen blev der, når man ser tilbage, uddelt alt

for uforsigtige kreditvurderinger, hvilket kreditvurderingsbureauerne er blevet kritiseret for. De

senere år har været en tendens hos kreditvurderingsbureauerne til at være gået i den modsatte

grøft, og udvise tendenser til at være nærmest overforsigtige. Til dette udtaler Caspar Rose13:

”Man kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt vurderingsbureauerne er blevet bedre

siden krisen. De er dog utvivlsomt blevet meget mere forsigtige, og med de seneste trusler om

nedgraderinger af danske banker, må man næsten karakterisere dem som overforsigtige”

Side 14 af 79


7.4 Investorernes eget ansvarJævnfør ovenstående afsnit, så kan det konkluderes at kreditvurderingsbureauerne bærer en del af

ansvaret for krisens eskalering. Med dette menes ikke, at man kan give kreditvurderingsbureauerne

skylden for finanskrisen. Dette er ikke konklusionen på forrige afsnit. Derimod så negligerede de

deres ansvar og havde for stor tiltro til systemet, og burde have været bedre til at advare markedet

om de risikofyldte banker, og på dem måde have givet investorer bedre tid til at reagere.

Men bærer investorerne og markedet også en del af skylden og bliver der lagt for meget vægt på

kreditvurderingbureauernes mening omkring risiko? Både Moody og S&P skriver, at deres

vurderinger er lige præcis det; vurderinger af risiko og ikke fakta. Således skriver Moody om formålet

ved en kredit vurdering9:

”As ratings are designed exclusively for the purpose of grading obligations according to their credit

quality, they should not be used alone as a basis for investment operations. For example, they have

no value in forecasting the direction of future trends of market price.”

Moody siger altså, at ratingen udelukkende omhandler kredit kvaliteten, og ikke bør bruges alene

som en basis for en investering, og det uddybes yderligere af Moody’s egne begrænsninger til

ratingen9:

“As set forth…, credit ratings are, and must be construed solely as, statements of opinion and not

statements of fact or recommendations to purchase, sell or hold any securities. Each rating or other

opinion must be weighed solely as one factor in any investment decision…”

Disse synspunkter bakker S&P fuldt op om og siger ligeledes, at kredit vurderinger kun er af mange

værktøjer som en investor skal bruge ved investeringsbeslutninger og definerer derudover, hvad en

kreditvurdering specifikt omhandler10:

”Standard & Poor’s rating express the agency’s opinion about the ability and willingness of an

issuer…, to meet its financial obligation in full and on time”

I dette citat er der et ord der er vigtigt at lægge mærke til og det er ”opinion”. Det er altså en mening

eller vurdering som bureauet foretager, og ikke et faktum.

Derudover så siger denne kilde også nogle punkter op om hvad man bør vide omkring

kreditvurderinger og disse lyder bl.a.10:

Kreditvurderinger er meninger omkring den relative kredit risiko

Side 15 af 79


Kredit vurderinger er ikke køb, hold eller sælg vurderinger. Det er kun en af mange faktorer

en investorer bør forholde sig til.

Kredit vurderinger er ikke garantier for kredit kvalitet eller fremtidig kredit risiko.

Ud fra dette så fremgår det at kredit vurderinger ikke er andet end meninger, og ikke bør ses som

garantier. Derfor er det heller ikke sikkert, at hvis man sammenligner 2 virksomheder, hvoraf den ene

har en AA-rating mens den anden har BBB-rating, at AA-ratingen ikke vil tabe i sidste ende. Det er

blot kreditvurderingbureauets mening, at AA-ratingen har en højere kredit værdighed.

Kreditvurderingbureauerne mener altså selv, at det blot er vurderinger, og derfor bør man ikke lægge

så meget vægt på dens betydning, at man kan gå ind og foretage investeringer alene pr. deres rating.

Men det er en af de fejltagelser som markedet led under, da finanskrisen stadig var i fuld gang, og

her siger Nykredits Chef for investering Jesper Berg således13:

”Ratingbureauerne lavede ligesom mange andre økonomer en række fejlvurderinger op til krisen.

Men det største problem var sådan set, at ratingbureauerne blev ophøjet til orakler, og den

forestilling mener jeg faktisk ikke, at man kan bebrejde dem for at have skabt.”

Ifølge ovennævnte citat, så blev kreditvurderingsbureauerne før finanskrisen næsten ophøjet til

orakler, men der er også markedsforhold, der er med til at skubbe kreditvurderingsbureauernes op

på en pediestal. Pensionskasser og forsikringsselskaber er ofte underlagt mere eller mindre

selvbestaltede investeringsregler, der pålægger dem at holde en vis andel af porteføljen i

værdipapirer, med den højeste kreditvurdering AAA16.

Et andet forhold, der er med til at påvirke indflydelsen af ratingen, er statens egen lovgivning.

Lovgivningen kan eksempelvis afkræve banker at stille sikkerhed alt efter, hvilke kreditvurderinger

deres investeringer har, så er staten med til at gøre kredit vurderinger til mere end de er, hvilket ikke

er hensigtsmæssigt.

Derfor selvom kreditvurderingsbureauerne har en del af skylden for at investorer har tabt penge

under finanskrisen, så bærer investorerne og markedet også selv en del af skylden, da vurderingerne

er blevet gjort til mere end de er, og har haft en for stor betydning i investerings øjemed.

7.5 Interessekonflikter ”There is a fine line between protecting investor interests and working candidly with issuers” 17.

Side 16 af 79


Dette citat er taget direkte fra Moody’s egen hjemmeside, og dette belyser en af de problemstillinger

der er ved kreditvurderingsbureauerne. Det er et marked der befinder sig i et punkt, hvor grænsen

imellem brug og misbrug ofte kan være flydende.

Det der er hovedproblemstillingen er som følger. Kredit vurderingsbureauerne er på et marked, hvor

der ikke er særlig meget konkurrence. Der er i princippet de tre store Moody, Fitch og S&P, og nogle

enkelte andre mere branchespecifikke, så de har en dominerende markeds position. Det andet man

skal huske på er, at kredit vurderingsbureauer er virksomheder ligesom alle andre, så de skal også

tjene penge. Som Moody selv siger i citatet, så beskytter de investorernes interesser, men samtidig

så er det ikke investorer der betaler dem for at vurdere virksomhederne. Det gør virksomhederne

selv. Derfor kan der være en fare for interessekonflikt mellem virksomhederne og bureauerne. Dette

er også en konflikt som Security Exchange Commision eller SEC har været bekymret om18:

“The SEC said it would also look at potential conflicts of interest among agencies being paid by the

companies whose debt securities they are rating.”

Men hvis man ser bort fra det perspektiv, at kredit vurderingsbureauerne bør beskytte investorernes

interesser, så er der flere eksempler på, hvordan bureauerne udnytter deres position overfor de

virksomheder som de vurderer.

Som beskrevet tidligere så holder bureauernes vurderinger en meget høj position hos investorer, og

det at en down-rating kan koste virksomheder rigtig mange penge. Børsen bragte den 29. marts 2012

en artikel, hvori der stod at kreditforeningernes opgør med bureauerne potentielt kunne koste

realkreditinstitutterne ekstra 100 mia. kr.19. Et andet godt eksempel er med det tyske

forsikringsselskab Hannover Re. Moody sendte en besked til selskabet hvori der stod, at det ville

begynde at vurdere firmaet gratis, dog stod der senere i brevet til Hannover at Moody så frem til den

dag, hvor Hannover ville vælge at betale. Hannover betalte allerede et sekscifret beløb til to andre

rating bureauer så Hannover fandt det ikke nødvendigt også at betale Moody. Moody valgte at rate

selskabet alligevel og blev ved med at gøre det igennem en årrække, og da Hannover Re, stadig ikke

ville betale for Moody’s service, blev Hannover til sidst sendt ned til junk status, hvilket førte til panik

på aktiemarkedet, og det sænkede aktien så kraftigt, at markedsværdien faldt med $175 mio. dette

fandt sted samtidig med Hannover Re stadig var ratet af to andre bureauer der begge fandt deres

kreditværdighed til at være godkendt og tilfredsstillende20.

Dette eksempel viser meget fyldets gørende, hvor stor magt bureauerne i virkeligheden besidder.

Ved uopfordret at rate en virksomhed sænker de markedsværdien med mange millioner dollars, og

Side 17 af 79


Moody afpresser nærmest Hannover Re. Det helt andet centrale perspektiv er, hvem de gjorder

dette for? Det er nok næppe beskyttelse af investorerne, så det er udelukkende for egen vinding

skyld.

Endnu eksempel viser også, hvor svært det kan være for virksomheder at komme ud af en aftale med

kreditvurderingsbureauerne. En skole i USA fandt sig i en position, hvor de skulle spare penge i

forhold til budgettet. Der var to muligheder for skolen. Skære i skolemateriale såsom bøger, eller

skærer en af deres kredit vurderings bureauer væk, da skolen var ratet af både Moody og S&P. Da

Moody’s var det billigste, skar de S&P væk, men inden længe havde S&P kontaktet skolen med et

forslag. Betal $5.000 for deres service eller den vil trække alle dens ratinger. Skolen så ingen anden

mulighed end at fortsætte med at betale for begge bureauer. Til Washington Post kommer følgende

citat også, hvor eksemplet ligeledes også er fundet20:

"We're just paying off Standard & Poor's, and we're costing taxpayers an additional $5,000, because

we're concerned that the negative association of their pulling the rating would cost more than

$5,000."

De negative associationer, som skolen ville opleve ved at blive down-ratet af S&P overstiger altså de

omkostninger som skolen kan spare ved ikke at være ratet.

7.6 Fremtidige løsninger

Der er altså nogle udfordringer på markedet for kreditvurderingsbureauer, og der er heller ikke

enighed om hvordan det skal løses.

En af problemerne er den manglende konkurrence på markedet, og det at det er private selskaber.

Frank Aaen fra Enhedslisten mener at løsningen på problemet er en offentlig institution13:

”Regeringen bør stræbe efter en offentlig institution, der er brugerbetalt og dermed finansieret af

både udstedere og investorer.”

Men er løsningen i virkeligheden en offentlig institution, og skyldes den manglende konkurrence det

forhold, at bureauerne der er på markedet har opbygget ekspertise på området. Dette mener

Venstres erhvervsordfører Kim Andersen der udtaler13:

Side 18 af 79


”Den manglende konkurrence er til dels et resultat af, at bureauerne har opbygget ekspertise og

erfaringer over generationer, som man ikke bare sådan lige kan erstatte. Det vil ikke være fornuftigt

at erstatte disse med offentlige institutioner. Løsningen er i stedet at justere på forventningerne til

ratingbureauerne og anerkende, at ingen vurdering er perfekt.”

Den nuværende debat omkring bureauerne foregår både nationalt og internationalt og der har bl.a.

været også været høringer i EU omkring kreditvurderingsbureauerne. Om der i fremtiden skal flere

bureauer ind på markedet og om disse skal være private eller offentlige er ikke til at sige på

nuværende tidspunkt. Krisen har dog lært markedet noget kreditvurderingsbureauernes vurderinger,

og i fremtiden vil det være nødvendigt, at se på at lempe de regler der er i forhold til ratinger.

Dansk lovgivning påbyder lige nu krav om vurderinger fra ratinger bureauer i omkring 40 tilfælde,

som f.eks. at stille sikkerhed alt efter hvilke kreditvurderinger deres investeringer har13, så er dette

med til at bureauerne har stor magt i dag, og dette forhold skal bør der ses på i fremtiden.

Den 4. januar 2012 indstillede det europæiske økonomiske og sociale udvalg et forslag til EU-

parlamentet rådet omkring ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kredit vurderingsbureauer.

Dette notat belyser bl.a. det forhold at der er en meget stor afhængighed af bureauerne, samt de

interessekonflikter der er vedrørende bureaerune21.

”…markedsdeltagerne på de finansielle markeder er overdrevent afhængige af kreditvurderinger, den

høje grad af koncentration på kreditvurderingsmarkedet, kreditvurderingsbureauernes civilretlige

ansvar over for investorer, interessekonflikter med hensyn til udsteder betaler-modellen og

aktionærstrukturen i kreditvurderingsbureauerne.”

Nogle af de punkter som forslaget prøver at tage hånd om er bl.a. forhold som

kreditvurderingsbureauernes uafhængighed, anvendelsen af bureauernes vurderinger, de metoder

der bruges, de civilretlige ansvar overfor investorer, og en større gennemskuelighed omkring

vederlag for vurderinger. I princippet søger dette notat at rette op på mange af de interessekonflikter

der har vist sig under finanskrisen, så forhåbentligt kan det være med til at løse nogle af de konflikter

der er på området.

Om dette forslag går igennem og er tilstrækkeligt og hvad markedet søger kan kun tiden vise, men

umiddelbart søger den at løse mange af de problemer der optrådte under finanskrisen og i dens

Side 19 af 79


eskalering, og søger at forebygge at lignende konflikter ikke optræder i fremtiden og korrigere

markedssituation til et større ansvarlig og anvendelighed.

7.7 Delkonklusion

Den grundlæggende tanke bag kreditvurderingsbureauer er solid og velfungerende. Det belønner

virksomheder med en god kreditværdighed, med lavere omkostninger samt attraktiv reklame for

investorer. Investorernes interesser bliver beskyttet ved at bureauerne kan advare investorerne om

en kritisk udvikling i kreditværdigheden.

Dog har kreditvurderingsbureauerne fejlet under finanskrisen ved at have overset for mange

problemer ved nogle virksomheder, såsom Fionia bank og Roskilde bank. Efter dette blev der kigget

på investorerne og andre interessenters medskyld, da kreditvurderingsbureauer før krisen blev

ophøjet til orakler.

Markedet for kreditvurderingsbureauer har nogle mangler, der er blevet udnyttet af bureauerne og

dette blev beskrevet i afsnittet omkring interesse konflikter. Her blev der bl.a. kigget på markedet for

kreditvurderingsbureauer, og hvordan de er i en så stærk position, at dette kan udnyttes til at

virksomheder.

Hvordan situationen skal løses på den mest optimale måde, og hvor meget der skal gå ind og tages

kontrol med markedet i form af ændring af lovgivning er svært at fastlægge, men der blev bl.a. set på

et notat til EU-parlamentet og rådet, der søger at få fokus på mange af de problemfyldte områder

der er med kredit vurderingsbureauer, og mange af forbedringerne forsøger at tage hånd om de

markeds imperfektioner og interessekonflikter der er forbundet med kreditvurderingsbureauer.

8.1 Indledning til Moral HazardDet forrige hovedafsnit søgte at give et indblik i betydningen af risiko som et større og mere

overordnet begreb. Det viste hvor meget vurdering af risiko betyder, både i krisetider, hvis vurdering

af risiko ikke har været korrekt, men også at en dårlig kredit vurdering kan koste virksomheder og

lande rigtigt mange penge. Der blev også gennemgået nogle få eksempler fra bankmarkedet, hvori

kreditvurderingsbureauerne havde fejlet i deres vurdering af de danske banker Fionia bank og

Roskilde bank.

Side 20 af 79


I dette afsnit vil analysen vende tilbage på opgavens hovedtema, nemlig risiko i banksektoren, for der

er mange regler på dette område, og mange begreber der bruges unikt i denne sektor. Men inden

det kommer så vidt, så er det et meget vigtigt spørgsmål der skal besvares. Hvorfor er banksektoren

så interessant at beskæftige sig med i forhold til risikostyring?

Det er dette helt centrale spørgsmål som denne del af opgaven vil forsøge at svare. Det der vil blive

gennemgået i denne del er, hvad moral hazard er og hvilke der optræder i banksektoren. Derudover

vil der også blive gennemgået begreberne procyklialitet, og hvorfor denne effekt er vigtig at have

med i relation til banksektoren, og der vil også blive gået igennem debt-equity teorien.

8.2 Systemiske risici og moral hazardDefinition af systemisk risiko er, risiko for at hvis et nøgle firma fejler, vil det skabe en kæde reaktion

ned igennem hele økonomien22. Det er ud fra denne definition at notationen om ”too big to fail” er

kommet ud fra.

Altså er økonomien bygget op på at såfremt et firma krakker eller går konkurs, så vil det skabe en

domino effekt ned igennem hele økonomien. Først vil det ene firma påvirker dens kunder og

leverandører, og hvis det f.eks. er en stor bank eller realkreditsinstitut, kan det være en meget stor

del af økonomien der lige pludselig står uden sikkerhed eller garanti.

Et af de allerbedste eksempler er som tidligere nævnt Fannie Mae og Freddie Mac. I USA under

finanskrisen fandt man netop, at disse to firmaer havde penge i optil 70% af det amerikanske

boligmarked23. Havde man ikke gået ind og reddet dem kunne det sende de renter som almindelige

boligejere betalte til et meget højt niveau, og resultere i en ny og dybere krise for boligejerne. Men

det her det er kun boligejerne derudover så fremgår det også at, det kunne sende en bølge af

konkurser gennem bankverdenen.

“Moreover, regulators are trying to prevent Fannie Mae and Freddie Mac's problems from triggering

a new wave of failures among banks, which hold vast reserves of bonds and preferred shares issued

by the two firms.”23

Dette er næsten definitionen af systemisk risiko, hvor en konkurs for i dette tilfælde 2 institutter, vil

skabe et usikkert boligmarked der potentielt kunne tvinge folk fra hus og hjem. Ydermere vil de

banker der har interesser i Fannie Mae og Freddie Mac, potentielt være truet, da de ikke længere vil

have sikkerhed, og dette havde potentiale til at sende en bølge af bank krak igennem systemet.

Side 21 af 79


Samlet set vil resultatet af denne domino effekt betyde et boligmarked i krise, og en bølge af

bankkrak, og så er der en ganske anseelig påvirkning af den generelle samfundsøkonomi. Det var i

princippet denne konklusion som den amerikanske regering også nåede frem til, at disse to firmaer

var ”too big to fail”, og derfor valgte regeringen at støtte bankerne med $100 mia. hver.

Dette eksempel er et tegn på systemisk risiko og hvis en bank eller virksomhed i dette tilfælde er klar

over, at virksomheden står i denne situation kan det fører til Moral Hazard. Altså er en virksomhed

eller i denne opgaves tilfælde en bank, klar over, at man er for stor en spille i økonomien til at

regeringen kan tillade at lade dem gå ned, så har de et initiativ til at foretage ekstra risici, da

konsekvensen ved den øgede risici i sidste ende ikke vil tilfalde banken.

Derfor er der to situationer der kan forekomme ved en ekstra risici eksponering. Betaler den ekstra

risici sig, tilfalder gevinsten banken, taber man på den ekstra risici er det ikke virksomheden der får

konsekvensen at følge.

Altså er manen bank klar over den systemiske risici, kan der optræde moral hazard der fører til øget

risiko eksponering, da der i princippet jo ikke er noget resultatet der i sidste ende kan skade

virksomheden. Det er lidt groft sat op, men dette er tankegangen bag teorien omkring moral hazard.

8.3 ProcyklialitetProcykliske virkninger defineres som virkninger, der har en tendens til at følge og forstærke de

økonomiske konjunkturer. Med andre ord så hvis man ser en negativ konjunkturudvikling så vil

prockilske tendenser være med til at forstærke denne cyklus.

I forhold til procyklialitet så har banksektoren en særlig stor effekt, da hvis der sker en negativ

konjunkturudvikling, så vil banksektoren tabe penge på de lån der ikke kan betales tilbage. Men da

banksektoren samtidig er underlagt nogle minimums kapitalkrav, som der vil blive gået meget mere

igennem senere, så har banken en særlig stor cyklisk effekt. Kommer en bank under de fastsatte

minimums kapitalkrav, da må de sørge for at hæve kapitalen igen. Dette kan gøres på to måder,

sænke sine udlån og dermed vil der ikke blive sat penge ud i systemet til investeringer, som oveni vil

trække udviklingen endnu mere nedad, eller de kan hæve deres kapital. Dette vil ligeledes koste

banken penge, og disse ekstra penge vil blive lagt ud til deres kunder eller investorer, der ligeledes vil

trække udviklingen i en negativ retning24.

Det der så er endnu et problem er, at hvis banken ligger over minimums kapitalkravet, kan banken

have en meget høj risikoprofil, der så vil kunne ramme dem endnu hårdere i nedgangs tider.

Side 22 af 79


Måden at prøve at test en banks modstandskraft mod en negativ udvikling i samfundsøkonomien,

kan testes ved hjælp af såkaldte stress tests, som der ligeledes vil blive gennemgået mere om senere,

Den meget høje procyklialitet i banksektoren er med til at forøge den systemiske risiko, da effekten

af en nedtur i banksektoren vil have mange dønninger ud til samfundsøkonomien, og dermed forøge

den såkaldte domino effekt, ved samfundsøkonomien. Dette er yderligere et incitament til at banken

har en moral hazard tankegang, og kan have tendenser til at være ”too big to fail”.

Til opsummering, den højre procykliske effekt ved en negativ konjunkturudvikling, gør at banker har

en høje systemisk risici. Hvis banken taber penge på udlån, er den måde banken kan rekvirere dette

tab, ved at være mere forsigtig til at låne penge, hvilket har en negativ udvikling på

samfundsøkonomien.

8.4 Debt-equity teorien Debt-equity teorien er en teori fremført af Dr. Franco Modigliani og Dr. Merton Miller. Denne opgave

vil ikke gå i dybden med denne teori, blot nævne den som endnu en del af de problemer der kan

være med banksektoren.

Debt-equity ratio er forholdet mellem gæld og egenkapital i en virksomhed. I banksektoren har der

været en tendens til at bruge gæld til at finansiere bankens drift frem for egenkapital, ud fra det

simple synspunkt, at egenkapital er meget sværere og ikke mindst dyrere at skaffe end gæld.

Ser man på hvordan de to typer fremkommer så kommer det synspunkt lidt nemmere frem da 25:

Dividender skal beskattes

Renter til gæld kan trækkes fra i skat

Dividender skal beskattes – for at man kan øge sin egenkapital skal man tjene penge ved årets

resultat som man så kan overfører til egenkapitalen. Men årets resultat er meget naturligt den

nederste linje i regnskabet. Derfor hvis man skal lægge 1 kr. over til ens egenkapital så skal man altså

tjene mere ned 1 kr. da man først skal beskatte årets resultat, Earnings before tax. Derfor hvis man

nu for eksemplet skyld siger at skatteprocenten er 20%, så skal man altså tjene 1,25 før skat derefter

trække 20% fra, og først da har man 1 kr. man kan lægge over på egenkapitalen. Der er andre måder

at skaffe equity på, men hovedprincippet er at egenkapital er dyrt at skaffe.

Side 23 af 79


Renter til gæld kan trækkes fra i skat og generelt sænke det resultat der skal beskattes, så derfor er

det attraktivt at finansiere gennem gæld, da der er fordele man kan opnå regnskabsmæssigt, og

derudover er det meget lettere at skaffe fremmedkapital.

Dog skal det siges at jo mere ens virksomhed finansieres med gæld, jo større sandsynlighed er der for

at man kan blive ramt i en krise. Egenkapital fungerer langt bedre som stødpude i krisetider25. Men

hvis man igen vender tilbage afsnittet omkring moral hazard og ”too-big-to-fail”, så er meget af

denne risiko jo netop fjernet fra banksektoren, hvilket yderligere øger incitamentet til at finansiere

ens bank gennem, frem for den dyrere egenkapital.

Dette er også et problem samfundsmæssigt da procyklialiteten øges ved at have finansieret banker

gennem fremmedkapital, frem for egenkapital.

Det er langt hen ad vejen dette perspektiv, der har været med til at danne alle den regulativer som

banker ligger underfor, da mange banker netop er klar over at det er lettere og billigere at bruge

gæld som finansiering, men regeringen ved også hvor galt det kan gå. Et rigtig godt eksempel på

dette er finanskrisen.

8.5 OpsamlingDette er blot et udsnit af de forhold i banksektoren, der var med at udløse finanskrisen, og som der

har været med til at indføre regulativer der skal prøve og styrer bankers risiko eksponering. Men det

er ikke så meget de enkelte dele hver for sig, men mere det faktum at det hele i sammenspil, er med

til at sætte banken i en position, hvor de med fordel kan underligge sig en højere risiko eksponering.

Bankverdenen har en høj procyklialitet med konjunkturudviklingerne. Det man skal huske er at

procyklialitet fungerer begge veje, altså det er ikke kun procyklisk i nedgangstider men også i

opgangstider. Det vil altså sige at i opgangstider, bliver forholdsvist mange muligheder for at øge sin

indtjening og markedsandel. Den letteste og billigste måde at finansiere den ekspanderende

virksomhed, er ved fremmed gæld, frem for den dyrere egenkapital/equity. Derfor kan banken altså

udsætte sig selv for en meget risiko eksponering under opgangstider, der så kan ramme dem ekstra

hårdt under nedgangstider.

Da der så samtidig med procyklialiteten også er en høj systemisk risici, så ved bankerne at

samfundsøkonomien sandsynligvis ikke kan bærer at banken går ned, så derfor er der ikke nogle

udfald hvor banken taber ved at udsætte sig selv for den højere risici, men høster dog fordelene som

den risici kaster af sig. Samlet set fører det til moral hazard.

Side 24 af 79


For at binde dette afsnit sammen med det første afsnit omkring kreditvurderingsbureauer, så burde

markedet og bureauerne straffe denne tankegang, og det at bankerne udsætter sig selv for den høje

risikoeksponering. Men så længe de banken holder sig over det minimumskrav der er til

basiskapitalen er det sværere at rate bankerne negativt, hvilket der ofte ikke er noget problem med i

opgangstiderne.

Det er derfor at det samlet set kan være moral hazard i banksektoren, og derfor den også skal prøve

at reguleres.

8.6 Eksempler fra finanskrisenDet spørgsmål man så kan stille sig selv er, så om der overhovedet var tegn på moral hazard i

banksektoren, og om den teori omkring risiko overhovedet fandt sted under finanskrisen.

Der er mange eksempler man kan tage fat i, men for de tre der kort vil blive gennemgået er Lehman

brothers, Bear Stern og hvad der skete på Island.

Lehman Brothers og Bear Stern udsatte sig selv for meget høj risiko før finanskrisen og var alt for

eksponeret i det amerikanske boligmarked, så da tendenserne på det amerikanske boligmarked

vendte krakkede bankerne. Dette er begge meget erfarne firmaer det begge overlevede den store

depression tilbage i trediverne, men de overlevede ikke finanskrisen. Hvorfor hvad bankerne de så

eksponeret i et så risikofyldt område?

Den måde som de ledende folk i to firmaer blev belønnet og fik udbetalt bonusser var ved netop at

eksponere sig selv til risikofyldte dele af markedet22. Grunden til, at de så udsatte sig for denne

position er at de ikke havde noget at tabe på det. Det var i sidste ende investorerne der bar risikoen

og tabet hvis firmaerne krakkede, mens de ledende folk i virksomheden trak bonusser hjem i million

klassen22. Hvad var forskellen mellem finanskrisen og den store depression? Forskellen var at tilbage

ved den store depression var det også ejerne der drev banken, så derfor havde de både risikoen ved

firmaerne udover de også kunne høste gevinsterne. Dette forhold var ikke til stede under

finanskrisen, hvor den der udsatte firmaerne for risici ikke skulle bøde hvis det ikke gik, men derimod

som nævnt tidligere høstede million bonusser.

Der er helt sikkert tegn på moral hazard i banksektoren under finanskrisen22, men om det var pga. en

tankegang om ”too big to fail” eller om det skyldes udbetaling af bonusser er svært at sige. Det er

sandsynligvis en blanding af begge, men en ting er sikkert. Tager man definitionen af Moral Hazard

Side 25 af 79


der er som følger, at udbytte af risici tilfalder virksomheden mens det store tab er betalt regeringen,

så er det lige præcis, hvad der skete.

Det var så tankegangen omkring moral hazard, og der kan man stadig spekulere i tankegangen

omkring ”too big to fail”, men kigger man på hvad der skete på Island under finanskrisen, så er det et

meget godt tegn på de systemiske risiko der var i dette tilfælde, og der var de firmaer der krakkede

så store, at selv da de fejlede havde det katastrofale følger for hele Islands økonomi.

På Island var der tre dominerende bank der alle var tæt forbundet, så da den ene bank krakkede,

faldt de to andre også. Islands nationalrente lå den 10. april 2008 på 15,5%, hvilket var et direkte

modsvar på at valutaen havde styrtdykket marts måned samme år med 16%26. Den samlede effekt på

den Islandske økonomi var at aktiemarkedet tabte ca. 90% af dens værdi22.

De problemfyldte områder der er omkring banksektoren og de effekter den har på en

nationaløkonomi er ikke blot teori, men sager der var med til at udløse og forværre finanskrisen.

Derfor er det interessant at beskæftige sig med at se på hvordan det reguleres, og hvilke tiltag der er

blevet foretaget herefter krisen, for at dæmme op for at det samme ikke sker igen.

9.1 Likviditetsbegreber i banksektorenDen videre opgave vil have fokus på de regler som banksektoren er underlagt under. Der vil i

udpræget grad i dette eksempel kun blive set på danske forhold. Derfor vil der i den resterende del af

opgaven blive gennemgået følgende emner.

Bankpakkerne 1-5

Basel reglerne I, II og III

Tilsynsdiamanten

Der vil i denne opgave specielt være fokus på Basel III reglerne og Tilsynsdiamanten, da dette er de

nyeste regler som banksektoren i Danmark er underlagt, og bl.a. så er nogle af reglerne i Basel III

specifikke svar på sager der optrådte under finanskrisen jf. Lehman Brothers reglen og Bear Stern

reglen, men meget mere om dette senere.

Men for at bedre kunne gå ind i områderne og deres betydning så vil der først blive gennemgået en

række begreber der benyttes i til regulering. Der vil over de kommende sider blive gennemgået

begreberne:

Solvensprocenten

Side 26 af 79


Risikovægtede aktiver (RWA)

Total kapital/basiskapital

Tier 1 kapital

Tier 1½ kapital (Hybridkapital)

Tier 2 kapital

Det skal lige nævnes at kapital kravene og definitionerne er beskrevet ud fra Danmarks

Nationalbanks Kvartalsoversigt 3. kapital 2002, så derfor er der nogle regler og definitioner der er

strammet op på, da hverken Basel II eller Basel III reglerne på dette tidspunkt var gældende, men

indflydelsen som disse har på bl.a. grænser og definitioner vil blive gennemgået under disse afsnit.

Derfor er dette definition og kapitalkrav som de så ud under Basel I reglerne.

9.2 SolvensprocentenIfølge bank og sparekasseloven (BSL) skal basiskapitalen altid udgøre minimum 8% af de

risikovægtede aktiver. Dette krav på 8% er det der kaldes solvensprocenten og det er underlagt

reglerne fra Baselkommiteen, og denne grænse gælder. Udregningen ser altså ud som følger:

Solvensprocent= BasiskapitalRisikovægtede aktiver

≥8%

Det er det absolut laveste krav som bankerne skal overholde, og det er i virkeligheden de reserver

der skal være med til at dække de tab som banken kan lide. Basiskapital er alle typer af kapital der

kan tælle med, både egenkapitalen og fremmedkapital samt hybrid kapital. De risikovægtede aktiver,

er alle de aktiver eller udlån som banken har.

9.3 Risikovægtede aktiver (RWA)Risikovægtede aktiver er nævneren i udregning af solvensprocenten. Risikovægtede aktiver udregnes

som følger28:

RWA=∑ (nominel eksponeringaf aktivtype∗individuel risikovægt)

Nominel eksponering af aktivtype, er med andre ord hvor mange penge der er lånt ud til en specifik

type. Hvor meget er lånt ud til private, hvor meget er lånt ud til virksomheder og denne nominelle

eksponering tildeles så en individuel risikovægt. Vægten afhænger af risikoen for tab, eller den

såkaldte kreditrisici28.

Ydermere skal der i opgørelsen af risikovægtede aktiver også tages højde for markedsrisici og

operationelle risici. Alle reglerne om de forskellige typer af risici kom først ind ved Basel II.

Side 27 af 79


De risikovægtede aktiver kan udregnes ud fra forskellige metoder, hvor mere avancerede metoder

kræver særskilt tilladelse fra Finanstilsynet28.

Det er her hvor en af svaghederne ved risikovægtede aktiver melder sig, da banker kan bruge

forskellige metoder og derudover også har forskellige opfattelser af kreditrisici, markeds risici og

operationel risici. Derfor kan det være meget svært at sammenligne risikovægtede aktiver mellem

forskellige banker, da de kan være udregnet ud fra forskellige forhold.

9.4 Basiskapital/TotalkapitalBasiskapital er tælleren i udregning af solvensprocenten, og er den kapital der skal være med til at

dække tabet, hvis man lider tab på de risikovægtede aktiver. Jf. solvenskravet på 8%, så skal

basiskapitalen altså ved risikovægtede aktiver på 100 mio. være på minimum 8 mio. for at være over

solvensprocenten.

Basiskapital består af følgende Tier 1 kapital (egenkapitalen), Tier 1½ kapital (hybridkaptal) og Tier 2

kapital (fremmedkapital, hybridkapital går også under fremmedkapital).

I nedenstående figur er ovenstående vist grafisk, og hvordan kapitalen eventuelt afvikles i tilfælde af

konkurs27.

Figur 3: Rangsystem af bankens kapital i tilfælde af konkurs.

Kilde: Nationalbanken

Af dette fremgår det, at ved konkurs så er det først Tier 1 kapitalen, altså bankens egenkapital der

skal være med til dække tab inden man går videre til fremmedkapital.

Den fulde udregning af basiskapital er som følger27:

Kernekapital Indbetalt aktiekapital

+

Overskud ved emission

Side 28 af 79


+

Reserver (inkl. overskud)

Fradrag -

Egne aktier

-

Immaterielle aktiver

-

Skatteaktiver årets løbende underskud

= Kernekapital efter fradrag

Supplerende kapital +

Opskrivnignshenlæggelser

+

Værdipapirer med ubestemt løbetid og

andre kapitalindskud

-

Fradrag af kapitalelementer i andre kredit-

eller finansierings institutter, som ikke kan

konsolideres

-

Fradrag af andele i forsikringsselskaber

= Basiskapital

9.5 Tier 1 kapitalTier 1 kapital eller kernekapitalen er det det i andre virksomheder vil blive betegnet som

egenkapitalen. Det er altså virksomheden egen finansiering af banken.

9.6 Tier 2 kapitalTier 2 kapital/supplerende kapital eller fremmedkapital er ligeledes også en del af basiskapitalen.

Der er visse regler for, hvor stor en andel den supplerende kapital må udgøre af basiskapitalen. Den

supplerende kapital kan højst medregnes med indtil 100% af kernekapitalen27. Det vil altså sige at

Side 29 af 79


supplerende kapital maksimalt kan være 1 til 1, så hvis man skal have 1 mio. fremmedkapital, så skal

man som minimum også have 1 mio. i kernekapital.

Derfor med solvenskravet på minimum 8%, så kan kernekapitalen eller Tier 1 kapital som minimum

udgøre 4%.

Med dette karv omkring indregningen af supplerende kapital er der i princippet fokus på debt-equity

teorien, fordi det netop er billigere at finansiere banken med fremmedkapital end egenkapital. I

figuren nedenfor ses hvordan prisen mellem supplerende kapital og fremmedkapital helt præcist var

i perioden 1995-2001.

Figur 4: Prisen på kernekapital og supplerende kapital


Der er en del krav til supplerende kapital for at denne kan indregnes som en del af basiskapitalen.

Disse krav var som følger i 200227:

- Långiverens krav mod pengeinstituttet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld i tilfælde af

konkurs.

- Man må ikke kunne tilbagekalde førtidig på ihændehaverens initiativ eller uden Finanstilsynets

godkendelse.

- Pengeinstituttet skal have mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden

Side 30 af 79


- De for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde en bestemmelse

om, at gæld og ikke betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab uanset om det tillades

pengeinstituttet at fortsætte sine aktiviteter.

- Beløbet skal være indbetalt til pengeinstituttet.

I princippet så går disse definitioner sikre at banken har fuld råderet over den fremmedgæld de har,

og har meget let ved at planlægge hvor den skal afvikles. Dermed sikrer man at fremmedkapitalen

ikke pludseligt kan fjernes, og dermed ikke være med til at dække eventuelle tab. Det er også derfor

at gælden står efter al anden gæld der ikke efterstilles ved konkurs, så det er med til at dække andre

tab inden lånet selv skal dækkes.

9.7 Tier 1½ kapital/HybrdkapitalHybridkapital er lige præcis hvad der ligger i ordet hybrid. Hybridkapital er en blanding mellem Tier 1

kapital og Tier 2 kapital, og tæller i princippet som en del af Tier 1 kapitalen, selvom det er

fremmedkapital ligesom Tier 2 kapital.

Kapitalinstrumentet har karakter af et gældsinstrument og mindre dermed om Tier 2. Samtidig er det

efterstillet al anden gæld ved konkurs, herunder også supplerende kapital, hvilket placerer det

tættere på kernekapitalen Tier 1 i tilfælde af konkurs27.

Muligheden for at medregne Tier 1½ kapital i solvensopgørelsen blev muligt ved ændring I BSL i mag

2002, og følger retningslinjerne som Baselkomiteen overordnede retnignslinjer27.

Nedenfor vil der blive gennemgået de ting der skal til for at karakterisere og medregne kapital som

hybridkapital, og hvordan kapitalen adskiller sig fra kernekapitalen og den supplerende kapital, og er

skrevet ud fra Boks 3 Kvartalsoversigten fra 3. kvartal 200227.

Følgende betingelser skal være opfyldt:

Kapitalen skal være indbetalt til pengeinstituttet, dvs. kun gældsinstrumenter udsted direkte af

pengeinstituttet kan medregnes.

Gælden skal være af varig karakter og må ikke have en fast løbetid. Denne betingelse skal sikrer

at det ikke er kvalitet der løber ud og som der kan regnes med i al evig fremtid, og i princippet

aldrig skal betales tilbage. En eventuel førtidig indfrielse kan ske på pengeinstituttets initiativ

tidligst efter 10 år og skal godkendes af myndighederne. Godkendelse sker som udgangspunkt

kun hvis pengeinstituttet efter indfrielse af kapitalen stadig ligger over solvensgraden på 8%.

Side 31 af 79


Gælden skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld og derudover også supplerende

kapital. I hybridkapitalen må der ikke være indskrevet betingelser der potentielt kan skyde på

denne rangorden.

Forrentningen af gælden bortfalder hvis banken ikke har frie reserver. Derfor har låntagere ikke

ret til senere at få udbetalt renter for de år hvor der er underskud. Med andre ord så er renterne

ikke-akkumulerende renter hvilket trækker det i retning af Tier 1 kapital.

Gæld samt ikke ikke-betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab uanset om det tillades af

pengeinstituttet at fortsætte sine aktiviteter.

Ser man på disse krav og sammenligner dem med kravene for supplerende kapital så afskiller

Hybridkapital sig på følgende områder:

Hybridkapital er efterstillet den supplerende kapital

Hybridkapital er permanent dog med mulighed for indfrielse efter tidligst 10 år. Der er ikke

noget krav til supplerende kapital om at det skal være permanent og der er heller ikke nogen

tidsgrænse for hvornår den supplerende kapital kan indfries.

Rentebetalinger på hybridkapital er ikke-akkumulerende og de kan heller ikke udskydes. Dermed

så bortfalder rentekravet helt, hvis disse ikke kan betales.

De elementer der egenkapitalen der også findes i hybridkapitalen, og dermed trækker kapitalen i

retning af egenkapitalen er som følger.

Kapitalen er efterstillet al anden gæld, samt den supplerende kapital.

Kapitalen er permanent.

Der kan kun betales renter hvis der er frie reserver, ligesom der også kun kan betales udbytte til

aktionærer, hvis der er overskud eller frie reserver. De år hvor der ikke betales renter kan som

tidligere nævnt ikke udskydes til år, hvor der er frie reserver.

Kapitalen kan medgå til rekonstruktion.

Det at der, hvis der er mulighed for det, skal betales renter af hybridkapital gør, at den er

fradragsberettiget og der gør hybridkapitalen billigere end kernekapitalen. Selvom det er nævnt

mange steder i dette afsnit, at der ikke behøves at udbetale renter, såfremt der ikke er frie reserver,

så ser pengeinstituttet sig ofte nødsaget til at betale dem lige selvom der ikke er reserver da

signalværdien i ikke at betale renterne er rigtig dårlig. Derfor så fungerer hybridkapital i realiteten

ikke så godt som en stødpude i krisetider.

Side 32 af 79


Om brugen af hybridkapital påvirker et pengeinstituttets kreditvurdering er ikke 100% entydigt, men

afhænger ofte af flere forhold. Moody’s politik er, at som udgangspunkt behøver udstedelsen af

hybridkapital ikke at påvirke kreditvurderingen, da det ikke nødvendigvis vil medføre en svagere

kapitalstruktur. Om dette så er et godt synspunkt at have kan være svært at sige selv her efter

finanskrisen, men dette aspekt vil der ikke blive gået videre ind i.

10.1 De danske bankpakkerDa finanskrisen ramte Danmark, ramte det i høj grad den danske banksektor. Den danske regering

reagerede hurtigt med at prøve at redde banksektoren grundet de procykliske effekter, og de

konsekvenser det vil have for samfundsøkonomien, hvis der ikke blev gjort noget for at støttet op

omkring likviditeten i den danske banksektor.

Roskilde bank blev for alvor ramt af problemer i juni 2008, og dette var inden finanskrisen for alvor

satte ind, og dermed også inden bankpakkerne kom til, da den første bankpakke først blev vedtaget i

oktober 200829. Der var i princippet faren for den systemiske risici, der gik ind og reddede Roskilde

bank, da man var bange for at Roskilde Bank var ”too big to fail”, og at dette bankkrak ville sætte en

domino effekt i gang i den danske banksektor. Den systemiske risiko og den procykliske effekt gjorder

at den danske stat ikke kunne lade dette ske, og fra oktober 2008 frem til marts 2012 har der i alt

været 5 bankpakker som vil blive gennemgået over de kommende afsnit.

Der vil blive kigget på hvad de enkelte bankpakker indeholdte, og hvad de gjorder for den danske

banksektor.

10.2 Bankpakke 1: StabilitetspakkenDen første stabilitetspakker var en 2-årig pakke, der løb fra oktober 2008 til oktober 2010.

Stabilitetspakken hovedformål var at man skulle sikre indlån og andre almindelige usikrede

tilgodehavender, således at hvis en bank krakkede så blev den almindelige kunde der have

indestående i banken havde en garanti, så det vil dække op til 750.000 kroner af deres indestående i

bankerne29.

Denne statsgaranti inkluderer alle finansielle institutioner i Danmark der har en bank licens og er

medlem i Sektor fonden30. Det indestående som stabilitetspakken bl.a. ikke dækker hybrid kapital og

den supplerende kapital.

Sektor fonden blev etableret i 2007 af bank sektoren i Danmark, hvis hovedformål er at sikre at

banker i Danmark der er i uføre på grund af manglende likviditet kan få tilført likviditet og solgt

Side 33 af 79


videre, så man forhåbentligt undgår at banken går konkurs30. Det er bankerne selv der indbetaler til

denne fond, og fonden brugte bl.a. 550 mio. kroner på at tilføre Roskilde Bank ekstra likviditet.

Hvis bankerne valgte at deltage i stabilitetspakken havde det nogle implikationer for banken i

perioden og bankerne kunne bl.a. ikke:

Udbetale dividender

Planlægge initiativer til nye tilbagekøb af aktier.

Etablere nye aktie options programmer.

At videreføre eksisterende aktie options programmer.

Betaling til bankpakkerne gik i starten for at være betalt af regeringen, altså skatteyderbetalt, men

dette er bestemt ikke virkeligheden. Tværtimod er den betalt af bankerne selv. Betalingen skete som

følger30.

Sektor fonden stiller 10 mia. kr. til rådighed som første skanse, mod tab.

Derudover betalerne bankerne 7,5 mia. kr. over begge år, for en samlet ydelse på 15 mia.

kroner. Betalingen kan både ske i kontanter eller aktier.

Havde tabet i banksektoren oversteget de initiale 10 mia. + 15 mia. så dækker bankerne

yderligere de næste 10 mia. kroner.

Samlet set dækkede bankerne altså for de første 35 mia. kroners tab i bankesektoren. Al tab

derudover dækkede regeringen.

Stabilitetspakken havde altså to primære formål: Beskytte den almindelige kundes indskud og

forhåbentligt med dette sætte en stopper for en del af den cykliske effekt. Derudover så skul den

sikrer, at det var banksektoren selv der betalte for den moral hazard der var og den manglende

risikostyring. Ydermere fokuserede den også på at bankerne i hvert ikke skulle sænke sin likviditet,

ved at de bl.a. ikke kunne udbetale dividender, go dermed sænke kernekapitalen.

Under bankpakke 1 blev det statslige selskab Finansiel Stabilitet A/S også oprettet, der har til formål

at gå ind og overtage nødlidende bankers forretning. Dette er igen som modsvar på den systemiske

effekt, så der ikke er en domino effekt der rammer banksektoren og samfundsøkonomien.

10.3 Bankpakke 2: KreditpakkenBankpakke 2, eller kreditpakken blev realiseret d. 18. januar 2009 og blev specifikt lavet for at hjælpe

bankernes likviditet. Dette blev gjort ved, at staten udlovede 100 mia. kroner i hybridkapital 31. Med

Side 34 af 79


dette er det muligt for bankerne at hæve deres Tier 1 kapital, og denne grænse skulle med

kreditpakken op på 12%. Der blev også ændret nogle regler i forhold til indregning af hybridkapital.

Førhen måtte man maksimalt have 15% hybridkapital i forhold til kernekapitalen. Med kreditpakken

blev denne ændret til 50%. Altså have man kernekapital på 4% måtte man før hen kun kan 0,6%

hybridkapital, hvor man med denne udvidelse nu måtte have hybridkapital for 2%.

Valgte man således at udnytte dette tilbud fra staten om at låne hybridkapital, så skulle man efter

rekapitalisering som minimum have en Tier 1 solvensprocent på 12%. Prisen for bankerne til at låne

disse penge varierede efter deres rating. Havde banken en god rating kostede det dem 9%, en

moderat rating kunne ligge på 9,55%, 10,10% eller 10,65%, mens en dårlig rating kostede 11,25%31.

Udgjorde hybridkapitalen mere end 35% af kernekapitalen kunne denne hybridkapital omdannes til

aktier, og dermed blive kernekapital, og var andelen over 50%, så skal den omdannes til aktier. I

begge tilfælde gælder det at lånene skal konverteres i portioner af 20% af lånet, indtil

hybridkapitalen er under 35%32.

Der var også nogle andre ting bankerne skulle indordne sig under, hvis man valgte at bruge

muligheden for at låne hybridkapital, såsom at man ikke måtte udbetale dividender i 2008 og 2009.

Derudover så kom der med kreditpakken en vigtig ændring i forhold til privates indestående i banker.

Før bankpakke 1, dækkede indskydergarantifonden op til 350.000 af det indestående i banken29 og

dette blev under bankpakke 1 ændret til 750.000 (€100.000). Efter bankpakke 1 frafalder denne

ordning, og går tilbage til almindelige ordning, men samtidig hæves grænsen for

indskydergarantifonden ved bankpakke 2 til 750.000 (€100.000)31.

Bankpakke 2 havde altså specifikt det formål at stille sikkerhed for bankernes likviditet, så denne blev

sikret i banksektoren, dog stadig med det formål, at det ikke er redningspakke, men en mulighed som

de stillede til bankerne, og endnu en gang er det bankerne der betaler for likviditeten, og der blive

således ikke skudt penge ind i banksektoren, uden at det skal betales tilbage.

10.3.1 Status på bankpakke 1 og 2Bankpakkerne var ikke indskud til for at redde bankerne, men mere for at bankerne kunne være med

til at redde sig selv og sektoren generelt. Staten har således ikke tabt penge på bankpakkerne, faktisk

tværtimod har de tjent penge på bankpakkerne, og det er bankerne der slev har været med til at

betale for krisen i banksektoren.

Statens regnestykke for de to første bankpakker er således29:

Side 35 af 79


Tabel 1: Statens overskud på bankpakkerne

Kilde: Økonomi og Erhvervsministeriet og Finansiel Stabilitet A/S

Af tabellen fremgår det at bankerne s indbetaling til staten ved bankpakke 1 lå på 15 mia. kroner,

hvilket var de føromtalte indbetalinger på 7,5 mia. kroner i årene 2009 og 2010. Indtægterne på

bankpakke 2 er opgjort som følger. Bankerne har lånt ca. 46 mia. kroner i hybridkapital, og med

renterne liggende på mellem 9-11,25%, så anslås det at der hvert er ca. indbetalt 4,5 mia. kroner i

renter og dette er både i år 2010 og 2011 til en samlet indtægt på 9 mia. kroner. Staten har dog også

haft nogle omkostninger til oprettelse af denne hybridkapital og fundingomkostnignerne er opgjort til

ca. 2,93%. Dermed er det anslået at staten har en indtægt i 2010 på ca. 3,1 mia. kroner og 3,2 mia.

kroner i 2011, til en samlet indtægt på 6,3 mia. kroner29.

Statens udgift på afvikling af Roskilde Bank lå på 6,7 mia. da dette skete inden bankpakke 1 blev

etableret, og måske blev bankpakkerne specifikt lavet pga. tabet på Roskilde bank.

Statens samlede overskud på de to bankpakker er så i alt på ca. 14,6 mia. kroner.

Bankernes regnestykke for de to første bankpakker ser ud som følger:

Side 36 af 79


Tabel 2 Bankernes betaling til bankpakkerne29

Kilde: Økonomi og Erhvervsministeriet og Finansiel Stabilitet A/S

Bankernes egen dækning af tabet af Roskilde Bank udgjorde 750 mio. kroner. Den garantiprovision

som bankerne skulle indbetale udgjorde 7,5 mio. i 2009 og 2010 og i alt en udgift på 15. mia.

Derudover så stillede bankerne også 6,1 mia. til rådighed for forventet ved nødlidende banker. Dette

er dog eksl. Roskilde Bank. Derudover så er rentebetalingerne på 9 mio. for lån af hybridkapital under

bankpakke 2. Samlet set har bankerne betalt over 30 mia. til de to første bankpakker.

Disse første to pakker var dem der i høj grad d var med til at sikre at banksektoren ikke løv ind i en

domino effekt og sikrede likviditeten i bankerne samt stille sikkerhed for de almindelige kunder med

indestående i bankerne.

Bankpakkerne fik sikret at den systemiske risici ikke løb løbsk og fik afgørende procykliske effekter på

samfundsøkonomien. Dog sikrede indbetalingerne fra bankerne selv, at det ikke var den almindelige

skatteyder, der stod med regningen for at afvikle konkursbankerne og i at redde sektoren.

I princippet kan man sige at det burde være med til at afhjælpe den Moral Hazard tankegang, der er

herskede i banksektoren inden krisen, da moral hazard, var man kunne tage risici og høste gevinsten,

men ikke skulle dække tabet. Bankpakkerne har netop sørget for at det var banksektoren selv der

noget skulle dække tabet, og derfor bar bankerne selv risikoen for at deres investeringer gik galt.

Forhåbentligt kan dette være med til at ændre tankegangen i fremtiden.

Side 37 af 79


Omvendt kan man så argumenter, om det er rimeligt at banksektoren skal dække tabet for deres

konkurrenter i banksektoren. Det var langt hen af vejen sunde banker der var med til at finansiere

bankpakke 1, og dem der havde taget de største risici op til finanskrisen blev reddet, ikke at

regeringen, men af banksektoren selv. Derfor bærer de sådan set stadig ikke tabet ved de risici de

tager. Spørgsmålet er så hvordan risikofyldte banker vil blive set på af branchen i fremtiden.

Etableringen af bankpakkerne, har i princippet også konfirmeret tankegangen omkring den

systemiske risiko, da man netop gik ind og stillede muligheder op for at afhjælpe banksektoren, og

den ikke skulle gå under. Dermed har krisen sådan set blot tilkendegivet, at der er en stor systemisk

risici bed banksektoren.

10.4 Bankpakke 3 og 4Bankpakke 3 (afviklingspakken) er fra 1. oktober 2010 og denne opstillede en ny model til

overtagelse af nødlidende pengeinstitutter, hvor afviklingen sker på en kontrolleret måde. Dette

skulle samtidig gerne sikre at kunderne kan fortsætte deres løbende bankforretninger32.

I 2010 og 2011 optrådte der nogle problemer på bankmarkedet i Danmark. Amagerbanken gik ned d.

6. februar 2011 og Fjordbank Mors gik ned d. 26. juni. Disse blev afviklet under bankpakke 3, med

afviklingsprocessen medførte tab for senior kreditorer på 16% og 14% respektivt33. Efter

Amagerbanken gik ned downratede Moody en række danske banker med op til 2 grader. Et overblik

over downrating af nogle banker kan ses på bilag 1. Skylden for disse nedgraderinger skyldes mindre

støtte fra staten. Denne downgrating gjorder at der blev næsten umuligt for små og mellemstore

banker at låne penge, samtidig med at fundingomkostningerne for de store banker voksede33.

Bankpakke 4 eller konsolideringspakken blev vedtaget 8. september 2011 og var et direkte ændring i

forhold til afviklingspakken, da denne måde at afvikle bankerne beskrevet heri, medførte tab for

almindelige kreditorer som beskrevet tidligere32.

Med konsolideringspakken var der 4 områder der blev fokuseret på:

Konsolideringsprocessen33

o Banker i nød kan overtages af banker der ikke er i nød og den overtagende

bank kompenseres for overtagelsen.

o Banken i nød deles op i to en rød og en grøn afdeling. Den grønne afdeling

overtages af den overtagende bank, mens den røde bank overtages af Finansiel Stabilitet A/S.

Mulighed for at forlænge eksisterende og opnå nye statsgarantier ved fusioner32.

Side 38 af 79


Ny opbygning af garanti fonden, så det minder mere om forsikring (gældende for 30. marts

201)33.

o Bankerne indbetaler årlige præmier

o Fonden skal bygges op over længere tid

o Det mulige underskud, som disse indbetalinger ikke dækker, dækkes af staten

Ny definition af SIFI (systemisk vigtige finansielle institutioner)33.

o Forberedelse til at danske SIFI regler skal lægges op af internationale regler

o Kriteriet for disse nye regler skal bl.a. gælde højere kapital krav og øget

overvågning. Disse regler er endnu ikke tiltrådt

Det som er bankpakke 4’s mål er at gøre det lettere at overtage og afvikle nødlidende banker, disse

regler er bl.a. taget i brug da Sparekassen Kronjylland overtog store dele af Sparekassen Østjylland34,

så disse regler ser allerede ud til at fungere bedre end udredningen af Amagerbanken og Fjordbank

mors.

Den sidste halvdel omkring indbetaling til Garanti fonden og nye regler omkring SIFI, er igen med til

at prøve at fjerner nogle af de farer der er ved banksektoren, da bankerne nu er med til at dække tab

ved banker i form af indbetaling til garanti fonden. Bankpakke 4 anerkender også i lyset af

finanskrisen, hvor stor en systemisk risici der er ved banksektoren, og vil udarbejde nye regler, for at

gøre disse risici mindre, ved at hæve kapitalkrav og øge overvågning med bankerne.

Alt i alt tager denne bankpakke videre hånd om nogle af de områder ved banksektoren der er

problematiske og forsøger at afhjælpe dem i fremtiden.

10.5 Bankpakke 5Bankpakke 5 er også kendt under navnet udviklingspakken, og denne pakke blev vedtaget d. 5 marts

2012, og havde 3 hovedformål32.

Styrkelse af vækst- og eksportfinansiering med 15 mia. kroner.

Etablering af et landbrugsfinansieringsinstitut for at sikre finansiering til landmænd

Frasalg af FIH Erhvervsbanks ejendomsportefølje for en sikre en kontrolleret afvikling af

porteføljen.

Styrkelse af vækst- og eksportfinansiering skal ses som en direkte indsprøjtning til at få økonomien

sat i gang, så der kan opnås en større sikkerhed for bankerne, så de ikke bliver overforsigtige med at

låne deres penge ud.

Side 39 af 79


Mange landmænds økonomi står meget dårlig til. Den står så dårligt til, at mange landmænd har

svært ved at optage nye finansieringsmidler og gøres dette ikke kan det få alvorlige konsekvenser.

Dette forhold skal dette punkt forsøger at gøre bedre ved oprettelsen af AFI (agricultural financing

institution), og AFI har en kapital base på 300 mio. kroner.

Den sidste del skal forsøge at sikre en kontrolleret afvikling af FIH erhvervsbank, hvor bankens

ejendomsportefølje afvikles indtil 2016. Dette gøres for at sikre at banken ikke går ned.

10.6 DelkonklusionFra oktober 2008 til marts 2012, har der foreløbigt været 5 bankpakker. Hovedtemaerne for disse

bankpakker har i høj grad været at sikre at fundamentet for hele den danske banksektor ikke faldt

sammen, og derfor har pakkerne været inde og stoppe den domino effekt der kunne være sat i gang.

Denne domino effekt bekræfter, at den danske banksektor i høj grad har en høj systemisk risici,

hvilket der under bankpakker 4 netop bliver snakket om, da der her snakkes om at der er blevet lagt

forslag ud til forbedringer af reglerne for SIFI.

Det som de første bankpakker gjorder, var at opsætte muligheder for den danske banksektor til at

øge deres likviditet, og generelt sikre kapital til at dække eventuelle bankkraks. Denne sikkerhed står

banksektoren i høj grad selv for, da der har været indbetalinger til sikkerhed ved bankpakke 1, og da

der skal betales renter af den hybridkapital der blev opstillet ved bankpakke 2.

Derudover så søgte bankpakke 3 at fastsætte regler for afvikling af nødlidende banker, hvilket efter

tab for almindelige kreditorer ved afvikling af Amagerbanken og Fjordbank Mors, blev optimeret i

bankpakke 4.

Bankpakke 5 forsøger at skabe et fundament omkring den danske økonomi, således at der kan stilles

penge til rådighed til vækst og eksport projekter, og samtidig sikres der kapital til de danske

landmænd, og til sidst en plan for afvikling af FIH Erhvervsbanks ejendomsportefølje.

Ændrer den måde bankpakkerne er blevet opstillet af regeringen de problemområder der er ved

banksektoren omkring moral hazard, procyklialiteten og debt-equity teorien? Banksektoren har i

hvert fald en høj systemisk risici, hvilket bankpakkerne var inde og minimere og også sørge for at

effekterne ved procyklialiteten ved bankkrak. Omkring debt-equity og den generelle likviditet

fokusere bankpakkerne ikke så meget på, men det kommer der til at være meget mere fokus på

senere.

Side 40 af 79


Det der er det helt store spørgsmål er om der i banksektoren stadig er grund til være bange for Moral

Hazard? Bankpakkerne var inde og forsøge at sikre at banksektoren ikke gik ned, så i princippet er

der stadig grund til moral hazard, da der så ikke er nogen risici ved at have en høj risikoeksponering.

Det der så taler imod det er at, at regeringen ikke var inde og redde banksektoren, da bankpakkerne

er finansieret af bankerne selv, og derfor så bliver det banksektoren selv der dækker for evt. tab ved

eventuelle tab. Forhåbentligt har det været med til at ændre tankegangen omkring moral hazard i

banksektoren.

Side 41 af 79


11 Basel reglerne - en historisk gennemgangI 1974 blev den globale banksektor ramt af to voldsomme slag. Efter de spektakulære fald af den

amerikanske bank Long Island’s Franklin National bank og den tyske bank Bankhaus Herstatt indså

man, at den internationale bank økonomi var tæt bundet sammen, og at tendenserne var at cash-

flowet mellem banker på tværs af grænser, kaldte på nye globale standarder til regulering1.

Disse nye regulativer skulle hjælpe bankerne med at sikre den internationale handel mellem banker,

da det blev konkluderet, at selvom kontrollen på det hjemlige marked var fyldestgørende på

daværende tid, var den internationale overvågning mangelfuld1. På denne baggrund blev ”Basel

Comitee on Bankin Supervision” etableret i et regi under ”Bank for International Settlements” også

kend som BIS fra Schweiz. Det var central bank guvernørerne fra G-10 lande der står bag Basel

komiteen.

Basel komiteens opgave lyder som følger1:

”The Committee’s task was to analyze the complexities of the modern banking system and respond to

them with propositions of guidelines for appropriate supervision.”

Basel komiteens opgave er altså ikke et lovgivende organ, men derimod ligger komiteens opgaver i at

analysere det moderne banksektor, og ud fra dette komme med forslag til forbedringer. Disse

retningslinjer kan således bruges af de nationale stater, til at fastlægge regler på baggrund af disse

retningslinjer.

Det er meget vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen formel magt eller lovgivende effekt ved Basel

komiteen, og som BIS selv skriver35:

“The Committee does not possess any formal supranational supervisory authority, and its conclusions

do not, and were never intended to, have legal force. Rather, it formulates broad supervisory

standards and guidelines and recommends statements of best practice in the expectation that

individual authorities will take steps to implement them through detailed arrangements - statutory or

otherwise - which are best suited to their own national systems.”

Grunden til at Basel reglerne ikke er et lovgivende organ er pga. den sidste del. Basel komiteen finder

det bedst at udstede retningslinjer som de nationale stater kan bruge som baggrund, og harmonisere

med den situation der er gældende i deres eget land og de systemer der i det pågældende land.

Side 42 af 79


Man kan stille spørgsmålstegn ved om det ikke ville være bedst hvis banksektoren arbejde ud fra de

samme regelsæt, men nationale økonomier, politiker og kulturer gør det til en nærmest umulig

opgave at fastsætte et regelsæt der gælder til hele verdenen. Derfor er der ikke et regelsæt, men

retningslinjer der kan harmoniseres med den respektive lovgivning. Dette har også den fordel at ikke

alene bliver hvert land optimeret i at overvåge deres egen banksektor, men det at alle lande arbejder

ud fra samme regelsæt også sikrer, at bankerne arbejder ud fra ensartede omkostninger og dermed

sikrer det at konkurrence på markedet ikke lider.

Den første udarbejdelse som Basel Komiteen kom frem med, var Basel Concordat fra 1975 populært

også kaldet Basel 0. Basel 0 var ikke særlig omfattende, deraf også at den kaldes 0, og ikke rigtigt

tæller med ved gennemgangen af de forskellige Basel regler. Opgaven for dette første Concordat, var

at fastlægge hvilke tilsynsførende myndigheder, der skulle have juridisk magt over grene af bank

operationer der foregik på tværs af grænser. Skulle hjemlandets myndigheder gælde eller skulle det

være værtslandet? Concordatet foreslog at værtslandet skulle være ansvarligt for likviditets samt

solvens problematikker af udenlandske bankers dattervirksomheder, hvorimod hjemlandet stod for

tilsynet hvis der blot var tale om grene i udlandet36.

I juli 1988 kom Basel komiteen med det første egentlige udspil til nogle fælles retningslinjer i

banksektoren. Dette er den såkaldte Basel I, og selv om det med nutidens briller er ganske primitiv,

så indførte den alligevel nogle ganske vigtige begreber. Under Basel 1 blev der bl.a. for første gang

indført risikovægtning, altså de risikovægtede aktiver og et overordnet krav til solvensprocenten og

altså kapitalkravet i banksektoren.

I januar 1996 kom der nogle opdateringer til regelsættet, da måling af markedsrisiko blev indført på

forskellige områder bl.a. Kursrisiko på valuta samt renterisiko37.

I juni 1999 kom det næste store udspil fra Basel komiteen og det første oplæg til Basel II.

Tankegangen bag Basel II var opstillingen af tre søjler37.

Søjle 1: Mindstekapitalkravet

Søjle 2: Tilsynsprocessen

Søjle 3: Markedsdisciplin

I 2005 bliver Basel II endeligt godkendt, hvilket i januar 2007 afføder det nye kapitalkravsdirektiv

(CRD), og overgangsperioden til Basel II begynder.

Side 43 af 79


Der skulle dog ikke gå lige så lang tid til offentliggørelsen af det næste Basel forslag, da der allerede i

december 2010 bliver lavet den første offentliggørelse af Basel III. Juli 2011 kommer Europa-

kommisionen med forslag til revision af kapitalkravsdirektivet på baggrund af de nye Basel III regler.

Dette nye kapitalkravsdirektiv omtales også som CRD IV, og Primo 2013 forventes denne endeligt at

træde i kraft37.

I Danmark har Finanstilsynet yderligere indlagt denne såkaldte tilsynsdiamant, der også er rettet ind

under Basel III’s retningslinjer, og denne forventes at træde i kraft fra ultimo 2012, og der vil så være

en indfasning over de kommende år.

Udviklingen i Basel reglerne er gået for at blive mere og mere avanceret og specifikke, eller mere

præcist udtrykt optimerede til de problemområder der har præsenteret sig selv over tid. Dette kan

bl.a. se si udviklingen fra Basel I til Basel II37, eller at der ved Basel III er indført 2 nye likviditetsmål,

der i branchen er døbt Bear Stern reglen ud fra den amerikanske bank der krakkede samt Northern

Rock Rule meget mere om dette senere.

Figur 5: Oversigt over forbedringerne fra Basel I til Basel II

Kilde: Danske Bank

Den måde som reglerne indfases i det danske system er at øverst oppe ligger Basel-komiteens

retningslinjer, som bliver behandlet af Europa-Kommissionen, og på dette udarbejdes

kapitalkravsdirektivet CRD, inden dette går ud til den enkelte stat, og i Danmarks tilfælde tilpasses til

den danske banksektor, og bliver en del af den Danske lovgivning.

Der vil over de kommende afsnit blive gået i dybden med de tre forskellige Basel regler samt

tilsynsdiamanten. Der vil mest blive gået i dybden med Basel III/CRD IV samt tilsynsdiamanten, da

disse er de mest opdaterede regelsæt og det som den danske banksektor reguleres under nu eller

skal til at indordne sig efter. Derudover så har Basel III på mange måder fungeret som et direkte svar

på de problemer der optrådte under finanskrisen, så derfor er den også mest interessant at arbejde

med i forhold til denne opgaves overordnede emne og tema.

Side 44 af 79


12.1 Basel IBlev som tidligere nævnt første gang fremført i 1988, og det var Basel komiteens første udspil til

harmonisering af reglerne på det internationale bankmarked. Der er under Basel I regulativet at man

første gang støder på risikovægtede aktiver og hvordan dette defineres samt definitionen af kapital i

banksektoren i dette udspil blot Tier 1 og Tier 2, og altså ikke hybridkapital på nuværende tidspunkt.

Ud fra denne notation kom også solvenskravet, som siger at kapitalen divideret med de

risikovægtede aktiver skal være minimum 8%1.

Baselcapital ratio= Capitalrisk−weighted assets

=Capital(Tier1∧2)

assets (weighted bycredit type )+credit tisk equivilants

Ydermere så blev det også under Basel I bestemt at den supplerende kapital/Tier 2 kapital maksimalt

kunne udgøre 100% af kernekapitalen/Tier 1, hvilket effektivt betyder at kernekapitalen skal udgøre

4% i forhold til de risiko vægtede aktiver.

Det blev også ved Basel I fastlagt nogle risikovægte som de forskellige aktiv klasser skulle tildeles og

disse er som følger1.

No risk (0% vægtning) Denne vægt tildeles aktivklasserne kontanter, guld og obligationer

udstedt af OECD regeringer. Når disse aktivklasser tildeles 0%, så betyder det at man mener, at

disse aktivklasser har bankerne ingen risiko for at tabe på. At man er sikker på ikke at lide tab på

kontanter og guld er meget naturligt da dette jo netop er fysiske aktiver, men obligationer

udstedt af OECD regeringer, tildeles heller ingen risici.

20% vægtning karakteriserer tilgodehavender hos agenturer af OECD regeringer og lokale

offentlige sektor entiteter. Disse aktiver er der også en ganske god sikkerhed for at man ikke

lider tab på, og derfor tæller disse kun 20%.

50% vægtning tildeles realkreditlån.

100% vægtning tildeles alle tilgodehavender på den private sektor, ikke-OECD regeringer, fast

ejendom, investeringer og alle andre aktiver.

Udarbejdelsen af disse betingelser og udregninger til likviditet skulle ses som Basel komiteens første

forsøg på at harmonisere målene for den internationale banksektor. Målene blev udarbejdet med

det eksplicitte formål for at gøre det lettere at føre tilsyn med banksektoren og dennes likviditet, og

selvom reglerne langt fra var udarbejdet entydigt, blev de standarder der blev foreslået, næsten

Side 45 af 79


uden tøven, adopteret af G-10 landende og ved slutningen af 1990’erne have Basel komiteens forslag

udbredt sig til mere end 100 lande39.

Formålet med indførslen med dette mål omkring solvensprocenten eller Basel kapital ratio, var at få

bankerne til at øge deres likviditet. Dette kan gøres ved enten at gøre tælleren større, altså med

andre ord øge bankens kapital, eller ved at gøre nævneren mindre, hvilket kan gøres ved at ente

sænke ens tilgodehavende, altså ens risiko vægtede aktiver, eller have fokus på at få aktiver med en

lavere risikovægt. Dette forhold at bankernes kapital ratio kan ændres alt ved at gøre nævneren

mindre kunne det dog også i starten ændres på ration ved at omlægge regnskaberne, og på den

måde på en misvisende måde opnå en bedre kapital ratio, selvom likviditeten som sådan ikke var

sikret mere.

Efter det første udspil i 1988 og den senere implementering så forløb udvikling af kapital-ratioen

således i en gruppe af 29 OECD lande1:

Figur 6: Den gennemsnitlige basiskapital i forhold til de risikovægtede aktiver

Kilde: De Nederlandsche Bank

Som det fremgår af figuren ovenover, så stiger den gennemsnitlige solvensprocent stort set i hele

perioden fra 1990 til 2001. Det der så er spørgsmålet er om det er pga. en øget fokus på at øge

likviditeten som følge af Basel I, eller om det er andre faktorer, såsom den generelle udvikling i

samfundsøkonomien der har spillet ind. Analysen skal i princippet foretages på baggrund af en alt

andet lige betragtning, ville den så være gået op, og denne analyse kan være meget svær at føre ud i

livet.

Der er dog nogle forskellige udgivelser der har prøvet at fokusere på dette aspekt, og bl.a. Bondt and

Prast 199940, har konkluderet at banker med en relativ dårlig likviditet og kapital, har en tendens til at

have mere fokus på solvensprocenten end de banker der er bedre. Altså kan man i princippet

Side 46 af 79


argumentere for, at så jo mere man ligger over minimumsgrænsen på 8% jo mindre betydning har

den i den daglige drift. Derimod så fandtes der en tendens til at jo tættere banken lå på grænsen jo

more fokus kom der på at booste kapitalen i banken.

Furfine41, uddyber denne konklusion yderligere ved at se på den relative omkostning som det vil få

for banken ved at komme under minimumsgrænsen på 8%. Ikke alene ville det blive dyrt for banken

at komme over grænsen igen, men det prestige tab banken ville lide, ved ikke at kunne sikre sin

virksomhed tilstrækkeligt, vil også være en omkostning der skal tages med i betragtning.

Ud fra figuren nedenfor kan man se tendensen i den danske banksektor fra 1996 til 200127.

Figur 7: Størrelse og sammen sætning af solvensprocent


Gruppe 1 udgør pengeinstitutter med en arbejdende kapital på 25 mia. eller derover, i gruppe 2

mellem 3 mia. og 25 mia. i gruppe 3 mellem 250 mio. og i gruppe 4 op til 250 mio. Pengeinstitutterne

i gruppe 1-3 tæller i denne opgørelse 98 institutter og dækker 99% af pengeinstitutternes samlede

balance.

Ud fra denne graf kan man ikke entydigt konkludere om indførslen af Basel I og kravet til

solvensprocenten førte til en stigning i solvensprocenten over perioden. Det er kun i gruppe 1 at man

kan se at der har været en tendens til at ligge stabilt eller gå op i hele perioden, og til slut udgør den

Side 47 af 79


supplerende kapital en større andel af basiskapitalen. I gruppe 2 og 3 kan man se at der en

nedadgående tendens over perioden. Dog ligge gruppe 3 på et væsentligt højere niveau, men dette

skyldes, at den arbejdende kapital er mindre, så derfor er de også mere letpåvirkelig for tab på

enkelte stor aktiv.

Det er svært at konkludere noget entydigt ud fra figuren, så spørgsmålet er hvor godt Basel I har

virket. Igen tyder der dog på, at der er en tendens til at hver gruppe har sin egen naturlige buffer

over solvensprocenten, og hvis den kommer for tæt på grænsen, så fokuseres der på at øge

solvensprocenten igen.

12.2 DelkonklusionOm det var Basel reglerne der har haft en indflydelse på solvensprocenten, kan være svært at

entydigt konkludere, men til gengæld har det haft en effekt på branchen i det at omkostningerne ved

at komme under minimumskravet på 8% er så store, da der både skal fokuseres på at komme over

kravet igen, men samtidig lider bankerne også et prestigetab.

Derudover så var Basel I første skridt på vejen til en harmonisering af reglerne for banksektoren,

hvilket er opnået med ganske stor succes, da det er relativt let at sammenligne, og er blevet

implementeret og støttet op om i rigtigt mange lande.

Side 48 af 79


13.1 Basel IIDet første offentliggørelse af udspillet til Basel II reglerne skete i 1999 og blev endeligt

implementeret i 2007 vha. kapitalkravsdirektivet (CRD).

Basel II bygger på tre søjler37:

Søjle 1: Beregning af mindstekapitalkravene og opstilling af de generiske regler for beregning af

kredit-, markeds- og operationel risiko.

Søjle 2: Angiver rammerne for tilsysnprocessen (SREP) og fastlægger samtidig retningslinjer for

pengeinstitutternes interne proces for vurdering af og opgørelse af solvensbehovet (ICAAP).

Søjle 2 omfatter risici i bredere forstand, og søjler 2 dækker risici der ikke er defineret under

søjle 1.

Søjle 3: Omhandler pengeinstitutternes markedsdisciplin. Søjle 3 omfatter en lang række

oplysningspligter, som pengeinstituttet skal overholde. Hensigten med denne søjle er at gøre

eksterne interessenter en større gennemsigtighed med pengeinstitutternes

kapitaldækningsopgørelse og procedurerne herfor

Søjle 1 omhandler meget kort nogle mere avancerede metoder til udregning af

mindstekapitalkravene som pengeinstitutterne kan benytte sig af for at give et mere præcist billede

af den risiko som pengeinstituttet har. Søjle 2 prøver at øge initiativet til at bankerne selv vurderer

deres krav til solvensprocenten, da det sætter fokus på den tilsynsproces der er i banksektoren. Dette

skulle gerne få pengeinstitutterne til at optimere den interne risikostyring og kontrol. Søjle 3 arbejder

med gennemsigtigheden af kapitalgrundlaget i banken således at eksterne interessenter kan få større

indblik i banken og hvordan risici styres. Dette skulle gerne være med til at hæve markedsdisciplinen.

Samlet set så skulle de tre søjler samlet set gerne styrke de danske pengeinstitutters kapitalgrundlag

og fremvisningen af denne, som det skrives i Nationalbankens publikation42:

”Søjlerne er gensidigt afhængige og supplerer hinanden med henblik på at kunne sikre en opgørelse

af kapitalkravet, der afspejler de risici, som institutterne påtager sig.”

13.2 Søjle 1Solvenskravet fra Basel I på fastholdes stadigvæk. Dvs. kapitalkravet er stadig på 8%, og for dette,

skal tages højde for operationelle risici, markedsrisici og kreditrisici. Den operationelle risiko dækker

en bred vifte af risici og Basel II opsatte muligheder for at bruge forskellige metoder til at opgøre

Side 49 af 79


denne risiko. Der blev opstillet 3 metoder som institutterne kan anvende, herunder en avanceret

intern model som vil blive gennemgået nedenfor. De fleste danske institutter bruger dog den simple

metode basismetoden, hvor kapitalkravet til operationelle risici opgøres som 15% af

indkomstindikator42. De gældende kapitaldækningsregler i forhold til markedsrisici blev kun ændret i

et begrænset omfang i forhold til de regler der blev opstillet under Basel I.

Ved opgørelsen omkring kreditrisici så kan der ligeledes vælges mellem 3 forskellige metoder. To

interne modeller og en basismodel. Myndighederne skal give tilladelse til brug af de interne

modeller, også disse bruges kun af de største pengeinstitutter, da det kræver en del mere arbejde at

udfærdige, men samtidig kan man udnytte den ekspertise som pengeinstituttet besidder. De interne

metoder kaldes IRB (Internal Rating Base Approach).

Derudover så dækker direktivet også over flere bestemmelser der skal bidrage til et stabilt

kapitalkrav herunder42:

Vælger et finansinstitut at bruge en IRB metode, så skal instituttet også foretage en stresstest, så

man kan udregne Loss Given Default (LGD). På den måde kan institutterne være med til at

estimere, hvad deres stødpude skal være, hvis man udsætter nationaløkonomien for nogle

negative faktorer, som f.eks. højere arbejdsløshed eller fald i BNP. Håbet er, at ved at bankerne

selv foretager stresstest, vil de blive mere optaget af at dække deres kapitalkrav og dække sig

ind til eventuelle krisetider.

Europa-komissionen kan i samarbejde med medlemslandende og med hjælp fra ECB

(europæiske central bank) overvåge, om de nye kapitaldækningsregler påvirker de økonomiske

konjunkturer. Dette er for at opnå en bedre viden om, hvordan en ændring til kapitalkravene

rammer samfundsøkonomien, da solvensen i et pengeinstitut enten kan komme ved at hæve

kapitalen eller sænke RWA, og hvilke indflydelser dette har på samfundsøkonomien ville man

opnå større viden om.

Minimumskapitalkravet er til for at dække det ikke-forventede tab, mens det forventede skal dækkes

af nedskrivninger og hensættelser. Kapitalkravene skal dække de ikke forventede tab, da institutter

arbejder med forskellige modeller for at estimere det forventede tab, men da bankerne som allerede

tidligere fastslået er procykliske, så forløbet bankernes tab de generelle konjunkturudviklinger. Altså

vil der være perioder, hvor det faktiske tab vil ligge meget over det forventede tab (lavkonjunktur),

mens det andre tider vil ligge langt under det forventede tab (højkonjunktur). Dette fremgår også af

nedenstående figur43.

Side 50 af 79


Figur 8: Illustration over faktisk og forventet tab. Fiktivt eksempel.


Det som kapitalkravene skal være med til at dække og opbygge en stødpude imod, er forskellen på

det faktiske tab og forventede tab i lavkonjunktur perioder, hvor tabet er langt større end forventet.

I de kapitaldækningsregler som er præsenteret under Basel II er formlen til kapitaldækningsreglerne

formuleret således at kravet gerne skulle dække både det forventede tab samt det ikke-forventede

tab i et 99,9% konfidensindterval, hvilket altså vil sige at det ud fra udregningen kun vil være

kredittab i 1 ud af 1000 tilfælde, og en illustration af denne kan ses nedenfor43.

Figur 9: Illustration af tæthedsfunktionen for et instituts kredittab


Side 51 af 79


13.3 IRB-metodenInternal Rating Based approach eller IRB er som tidligere nævnt en metode hvorpå bankerne på en

mere præcis måde kan tildeles deres forskellige kunder en risikovægt, således at udregningen af

RWA og dermed solvenskravet bliver så præcist som overhovedet muligt. Institutterne skal søge om

tilladelse af myndighederne for at bruge enten den grundlæggende eller avancerede IRB-metode.

Det er den avancerede metode der vil blive gennemgået herunder hvordan denne kan påvirke

udregningen, og til dette skal følgende parameter bruges43.

PD (Probability of Loss), hvilket beskrives som sandsynligheden for at et udlån misligholdes

indenfor det kommende år.

LGD (Loss Given Default), den forventede tabsprocent givet at lånet misligholdes.

EAD (Exposure At Default) eksponering er med andre ord hvor stort et beløb lånet vil have på

det givende tidspunkt for misligholdelse..

M (Maturity) hvilket er lånets løbetid.

For at bruge den avancerede metode et det pengeinstituttet selv der skal estimere paramenterne på

nær PD, der kan skal estimeres af institutterne på den grundlæggende IRB-Metode. Den måde

risikovægtene estimeres på for aktivtypen er ved at indsætte PD, LGD samt eventuelt M, ind i formel

fastsat af Basel-komiteen. Dette tal kan så eventuelt ganges med EAD. Dermed får man altså at:

f (PD ,LGD ,M )×EAD=Risikovægtede aktiver

For at få den kapital der skal rejses for at så at overholde minimumskapitalkravet kan man gange

dette fundne tal med 8%, og ligger ens kapital over dette niveau, så overholdes kapitalkravet.

På nedenstående figur kan man se hvordan de forskellige metoder kan have indflydelse på den

risikovægt der tildeles aktivklassen. Det er her vist for erhvervskunder og der sammenlignes mellem

en IRB-metode, standardmetode ratet udlån og standardmetode ikke ratet udlån. Ratingen der tales

om her er hvis udlånene er til virksomheder der er vurderet af kreditvurderingsbureauerne42.

Side 52 af 79


Figur 10: Risikovægt for erhvervsudlån med den interne rating metode og standardmetoden.


På figuren fremgår det at jo mere avanceret metoden bliver, jo mere præcis en risikovægt kan man

tildele aktivklassen, såfremt PD er estimeret præcist nok. Det er klart at de store banker vil være

mere tilbøjelige til at bruge de mere avancerede metoder, da det først og fremmest kræver en del

ressourcer at bruge IRB-metoden, da et krav til at bruge denne metode er at den skal backtestes ved

hjælp af stresstest, der på en meningsfuld måde skal kunne vise, at instituttet kan klarer forskellige

negative påvirkninger af økonomien. Samtidig så er de store bankers eksponering ved hver af

aktivklasse forholdsvis meget større, så derfor hvis en risikovægt kan gå fra f.eks. en risikovægt på

100% til 95%, så skal der ikke rejses nær så meget kapital for at opfylde minimumskravet.

Styrken og samtidig svagheden i systemet er, at det er det enkelte institut der skal stå for at estimere

paramenterne til udarbejdelsen. Styrken i dette er, at hver bank har bedst kendskab til sine egne

kunder og dermed bedst selv kan estimere sandsynligheden for tab, men hvis hver bank arbejder

med hver sin model, så gøres det tilsvarende nærmest umuligt at sammenligne solvensprocenter på

tværs af banker.

En svaghed er også at nogle estimater udregnes ved eksterne faktorer som ikke altid kan være

præcise. F.eks. ved estimering af PD, så kan f.eks. bruges Moody’s ratinger, og ses på den historiske

konkursfrekvens der er indenfor hver rating klasse, men som det allerede tidligere er blevet fastslået

så var Moody’s ratinger ikke altid lige præcise under finanskrisen, og på den måde kan

pengeinstitutterne i virkeligheden tildele en aktivklasse en fejlagtig risikovægt, og dermed opbygge

kapitalkravet på et fejlagtigt grundlag.

Side 53 af 79


13.4 Søjle 2I søjle 2 fastslås det at det er ledelsens i hvert pengeinstitut, der er ansvarlig for at kapitaldækningen

er tilstrækkelig i forhold til dets risici. Dette betyder selvfølgelig ikke, at solvensen kan sættes under

minimumsgrænse på 8%. Det der menes er mere at det kapitalgrundlaget udover de 8%, altså

pengeinstituttets kapitalbuffer. Denne buffer fastsættes ud fra det synspunkt, at den risici som

pengeinstituttet er eksponeret ikke må fører til tab der fører solvensgraden ned under de 8%.

Instituttet har interesse i at sætte den buffer så præcist som muligt, da det som tidligere anslået ikke

blot vil medføre ekstra omkostninger for et pengeinstitut at etablere kapital så de kommer over

grænsen på 8%, men det medfølgende prestigetab ligeledes vil have omkostninger for virksomheden.

Samtidig så har pengeinstituttet heller ikke noget ønske om at gøre at bufferen for stor, da kapital

der bruges til at sikre virksomheden kan bruges til at øge firmaets indtjening eller sænke deres

omkostninger.

Under søjle 2 er det således fastsat at det enkelte institut løbende skal foretage en løbende og

fremadrettet vurderinger af det enkelte solvensbehov. Ydermere så forsøger søjle 2 at fastsætte de

procedurer som tilsynsmyndighederne kan benyttes sig af ved overvågning af virksomheden.

Tilsynsmyndighederne skal vurdere instituttets risici på baggrund af pengeinstituttets valgte

strategier, procedurer, forretningsgange mv. og at disse ikke er i strid mod retningslinjerne i Basel II,

og se om denne stemmer overens med pengeinstituttest egne forventninger. Dette vil ske i dialog

med det enkelte pengeinstitut.

Derudover så giver Søjle 2 også en række muligheder for tilsynsmyndighederne at gå ind og kræve et

skærpet tilsyn med enkelte pengeinstitutter. Disse værktøjer kan benyttes hvis instituttet ikke

overholder direktivets direkte bestemmelser, og myndighederne kan således gå ind og stille krav til

instituttest procedurer og forretningsgange, gå ind og begrænse forretningsområdet, reduktion af

risici tilknyttet specifikke aktiviteter, produkter eller systemer, kræve en specifik hensættelspolitik

samt pålægge et ekstra kapitalkrav ud over minimumskapitalkravet42.

Det giver altså de lokale tilsynsmyndigheder muligheder for at gå ind og stille en række krav til et

pengeinstitut, hvis det findes nødvendigt for at sikre bankens kunder og likviditet. Dette giver i

virkeligheden tilsynsmyndighederne mulighed for at gå ind og sikre at bankerne selv dækker det tab

de kan opleve på deres virksomhed, og på den måde eliminere den Moral Hazard der er i

bankverdenen, hvilket er i princippet hvad kapitalkravet specifikt taler til, da dette prøver at opbygge

en så stor stødpude for instituttet så de hele vejen kommer til at dække deres eget tab, og ikke skal

reddes af regeringen.

Side 54 af 79


Søjle 2 er relativt frit i forhold til de krav der stilles til pengeinstitutternes løbende vurdering af

solvensbehovet, så der er ganske meget rum for pengeinstitutterne at manøvrere rundt i, men

hensyn til dette, og derudover tilsynsmyndigehdernes overvågning af dette. Ved vurderingen af

solvensbehovet skal instituttets ledelse dog som minimum tage højde for faktorer som

forretningsprofil, risikokoncentration, udlånsvækst, vækstforventninger, mulighed for at fremskaffe

kapital, udbyttepolitik, kontrolmiljø og konjunkturfølsomhed42.

13.5 Søjle 3Til de to tidligere søjler blev den 3. søjle lagt til deres skal spille sammen med de to andre, men hvis

primære mål er at gøre pengeinstitutternes offentliggørelse mere gennemskuelige for eksterne

interessenter. Det stiller bl.a. krav til institutternes offentliggørelse af mere detaljeret information

omkring risici, kapitalstruktur og –dækning, risikostyring osv.

Denne gennemsigtighed skal øge troværdigheden til pengeinstituttet, og dens opgørelse, så det

bliver lettere for almindelige interessenter, såsom bankkunder, at få overblik over risici ved at være i

det pågældende pengeinstitut. Dette skulle også gerne føre til en mere skærpet markedsdisciplin.

Sammenlignet med de tidligere gældende regler udvides rapporteringskravet både med hensyn til

kvantitative opgørelser og detaljerede politikbeskrivelser især på området omkring kreditrisiko 42.

Minimumskapitalkravet skal bl.a. opgøres på de tre risikotyper, operationel-, kredit- markedsrisiko.

Jo mere avancerede metoder instituttet benytter sig af, bl.a. skal instituttet vælger at benytte sig af

IRB-metoden, skal rapportere om LGD og risikovægt på dette område.

13.6 Basel II’s konsekvenserFormålet med Basel II var at sikre en bedre og mere præcis krav til kapitalstrukturen, og samtidig gør

banksektoren mere gennemskuelig og derudover give tilsynsmyndighederne mulighed for at sikre at

pengeinstitutterne overholder de krav, der var til den pågældende risikoprofil.

Dette er alt sammen godt set i forhold til problemområdet Moral Hazard, da det gerne skulle sikre, at

det er bankerne selv bærer tabet for deres påtagede risici, og rapporteringen skulle sikre at det blev

sværere at snyde med opgørelsen af solvensen.

Den effekt som kapitalkravet havde, var dog i realiteten at kapitalgrundlaget rent faktisk blev sænket

da risikovægtningen ved IRB-metoden samt de generelle vægtning ved standardmetoden (bl.a. faldt

risikovægtning til private fra 100% til 75%, ligesom udlån til små og mellemstore virksomheder faldt

ligeledes fra 100% til 75%, og derudover faldt vægtning til boligudlån med tilstrækkelig pant faldt fra

Side 55 af 79


50% til 35%42), hvilket samlet fører til en lavere sum af risiko vægtede aktiver, og når den falder, så

falder kravet til basiskapitalen, også. Så i princippet kunne man med den nye vægtning som

pengeinstitut gå fra en solvensprocent fra 8% til f.eks. 10% uden at der reelt set var sket en ændring

eller forøgelse i kapitalstrukturen.

Derudover blev der i 2005 også fastsat nye regnskabsregler i forhold til hensættelser og

nedskrivninger, hvilket medfører en større egenkapital, slev om risikoprofil reelt set er uændret42.

Disse forhold ville man nok gerne have ændret så kravene blev strammere i stedet fro at blive

lempet, når man tænker på at finanskrisen ramte kort efter. Det er nok også dette forhold der

gjorder, at da Basel II blev indarbejdet i den danske lovgivning i 2007, så skulle der ikke gå længere

tid end indtil december 2010 inden Basel III blev offentliggjort.

Side 56 af 79


14.1 Basel IIII december 2010 offentliggjorde BCBS det første de nye reguleringslinjer for kreditinstitutter som er

kendt som Basel III. Basel III’s primære formål er at sikre en stramning af reglerne på likviditets- og

kapitalområdet, og dermed at styrke banksektorens robusthed overfor økonomiske og finansiel uro 44.

Styrkelsen skal ses som en led i at eliminere den systemiske risiko, der kan blive opbygget i

banksektoren og som kan få konsekvenser for samfundsøkonomien. Her tales der altså direkte til de

problemområder der præsenterede sig under finanskrisen, og målet er også at stramme reglerne så

meget, at incitamentet til Moral Hazard formindskes i fremtiden.

Der er to gennemgribende områder i Basel III. En grundig opstramning af kapitalkrav samt buffere, og

derudover indførslen af to nye kvantitative likivditetskravl Liquidity Coverage Ratio (LCR) samt Net

Stable Funding Ratio (NSFR)44.

Disse opstramninger skulle gerne gøre det mere gennemskueligt i fremtiden at bedømme

pengeinstitutternes likviditet og samtidig forsøge at minimere den systemiske risiko ved at hæve

kapitalkravene i fremtiden.

14.2 De nye kapitalkravDer er med Basel III fremsat opstramninger på tre områder ikke-hybrid kernekapital (Tier 1), Hybrid

kernekapital (Tier 1 + Hybrid) samt basiskapitalen (Tier 1 + Hybrid + Tier 2)44. Ved at skærpe disse krav

på alle tre områder så forsøger man at ændre på solvensprocenten ved at forøge tælleren, hvorimod

Basel II reglerne havde den effekt, at ved den nye risikovægtningsmetoder øgede solvensprocenten

ved at sænke nævneren, og dermed i princippet ikke styrke kapitalstrukturen som sådan. Ved at

forøge tælleren så forøges kapitalen reelt, hvilket gerne skulle fører til en stærkere kapitalstruktur i

fremtiden. Der er ikke ændret i minimumskravet på at solvensprocenten fortsat skal være minimum

8%, men det er ændringerne i sammensætningen af de 8% der er taget fat på. Under Basel II var

følgende gældende:

Den supplerende kapital måtte udgøre op til 100% af kernekapitalen i den samlede solvens. Det

vil altså sige at den supplerende kapital kunne være helt op til 4%, eller halvdelen af

solvensbehovet.

Af de 4% kernekapital måtte Hybridkapital udgøre halvdelen således at 2% var hybridkapital og

de sidste 2% skulle være ikke-hybridkernekapital.

Side 57 af 79


Det vil altså sige at under Basel II, kunne den pengeinstitutternes egentlige egenkapital udgøre helt

ned til 2% af solvenskravet, mens at den supplerende, fremmed kapital kunne udgøre den største del

af basiskapitalen. Dette forhold blev næsten vendt på hovedet, da man under Basel III indførte krav

der gjorder at pengeinstitutterne skulle besidde en langt større andel af den dyre ikke-

hybridkernekapital, og at den supplerende kapital skulle udgøre en mindre del. Derfor er det også

ifølge rangorden ved tab på kunder eller konkurs jf. figur 3. mere af bankens egne penge der kommer

til at dække omkostninger, og dermed er det bankerne der skal stå med en større del af ansvaret for

likviditeten

Ændringer er som følger44:

Kravet til ikke-hybrid kernekapital er forøget fra kravet under Basel II, således at denne del nu

går fra 2% til 4,5% af basiskapitalen.

Kravet til kernekapitalen er steget fra 4% til minimum 6%. Dette betyder også at den

supplerende kapital blot skal udgøre 2% for at opfylde solvenskravet.

De gældende regler om, at den supplerende kapital højst kan udgøre halvdelen af basiskapitalen

(1:1 med kernekapitalen) og at hybridkapitalen kan udgøre halvdelen af kernekapitalen vil blive

ophævet.

Disse nye krav vil blive indfaset med det nye kapitalkravsdirektiv CRD IV, fra primo 2013, og der

vil så være en indfasningsperiode 2019. De nye regler LCR skal være kalibreret og træde i kraft i

år 2015 og efter 2016 vil foregå en politisk beslutning om hvorvidt og hvordan der skal stilles

krav til langsigtet stabil funding45.

For en grafisk fremstilling af de nye krav kan ses nedenstående figur44.

Figur 11: Minimumskrav til kapital i forhold RWA under Basel II og III

Side 58 af 79



Ikke alene er de individuelle krav hævet til de forskellige kapitalformer, men derudover så er kravene

til definitionen af kapitalformerne også blevet skærpet. De strengeste krav er naturligvis at finde for

den ikke hybride kerne kapital. Hos Aktieselskaber tæller den kapital næsten udelukkende

aktiekapital og reserver, mens det for ikke-aktieselskaber kan anvende andre typer af kapital der

dækker samme kriterium44.

For at hybrid kernekapital kan tælle ind i kernekapitalen, skal denne opfylde 14 kriterier, og disse

kriterier er strammet op under Basel III. Al Hybrid kernekapital skal f.eks. kunne nedskrives eller

konverteres til aktiekapital, såfremt en forudbestemt begivenhed indtræder. Hybrid kernekapital må

derudover som tidligere beskrevet heller ikke have en begrænset løbetid og der må ikke være

incitament til at indfri44.

Der må heller ikke være incitament til indfrielse ved den supplerende kapital og denne skal have en

løbetid på minimum 5 år. I de sidste 5 år af lånets løbetid, vil medregning i opgørelsen blive

nedtrappet gradvist. Derudover så skal supplerende kapital også kunne omdannes til aktie kapital,

hvis instituttet ikke kan overleve på markedsvilkår44.

Ikrafttrædelsen af disse nye krav vil føre til at pengeinstitutterne i langt højere grad skal sikre deres

solvens med egne midler. Disse midler er dog væsentligt dyrere, og derudover så er kravene til

kapitalen skærpet, hvilket gør at likviditeten opnår en højere kvalitet, men samtidig også bliver noget

dyrere for institutterne. Fro at sikre at kvaliteten er så optimal som muligt, så korrigeres kapitalen

bl.a. for en række fradrag som udskudte skatteaktiver og good will. Dette er fordi at i krisetider, der

har disse likvider næsten ingen værdi og kan således ikke medgå til at dække eventuelle tab.

Side 59 af 79


14.3 Indførsel af to nye buffereUdover at stramme reglerne op til de eksisterende krav, så indfører Basel reglerne også krav om at

der skal være to nye buffere, en kapitalbevaringsbuffer og en modcyklisk buffer. Disse buffer skal som

det ligger i ordet være med til at absorbere tab, og derudover fungerer som dæmpere på den

procykliske effekt som banksektoren har. Bufferne er ikke en del af solvensgraden på 8% og ligger

således udover de 8%. Kapitalbevaringsbufferen skal svare til 2,5% af RWA, mens modcykliskbufferen

kan ligge mellem 0-2,5% af RWA. Den modcykliske buffer skal opbygges i perioder med opbygning af

den systemiske risiko, f.eks. i perioder hvor udlånsvæksten er høj, eller med andre i

højkonjunkturperioder44.

Findes det nødvendigt så kan myndighederne opstille modcykliske bufferkrav mod institutter under

deres tilsyn, og disse kan godt overstige de 2,5% af RWA. Den måde hvorpå myndighederne kan gå

ind og tvinge institutter til at opbygge bufferen er ved at pålægge begrænsninger på udbetaling af

dividender, tilbagekøb eller udbetaling af bonus skal sikre opbygningen af begge buffere. Disse krav

er også at finde hvis bankerne valgte at gøre brug af de opstillede bankpakker. Jo mindre

bufferkravene opfyldes des større begrænsninger pålægges instituttet ved fordeling af indtjening44.

Med disse krav bliver kapitalkravet til pengeinstitutterne således44:

Figur 12. Krav til kapitalen inklusivt bufferkrav i procent af RWA. Stigning fra Basel II til III

Kilde Nationalbanken

Disse krav viser mere end noget andet finanskrisens alvor, i det man under finanskrisen så hvor

meget systemisk risici og procyklisk banksektoren er, så derfor har man gået ind og strammet

Side 60 af 79


reglerne voldsomt op til kapitalkravene og sammensætningen af dette, for at minimere disse to typer

af risici. Det at kapitalsammensætningen i langt højere grad skal dækkes af bankes kernekapital,

betyder, at man vil lægge mere af ansvaret over på bankerne, så det er dem der kommer til at bære

tabet ved en risiko eksponering, og myndighederne kan gå ind og pålægge institutterne krav til

opbygning af buffere, hvis kravene ikke overholdes tilfredsstillende. Dette skulle også gerne være

med til at fjerne den moral hazard der er i banksektoren.

14.4 Nuværende situation

De to figur I forrige afsnit viser, hvordan kapitalkravene som minimum skal være i forhold til Basel III,

men hvordan ser de egentligt ud i virkeligheden? De næste par figurer viser hvordan kravene til ikke-

hybrid kernekapital, kernekapital og basiskapital var i Danmark for 2010. af den første figur fremgår

den ikke-hybride kernekapital46.

Figur 13: Ikke-hybrid kernekapital i den danske banksektor i procent af RWA


Af figuren fremgår det langt at størstedelen af de danske banker overholder både det nye

minimumskrav inklusiv buffere, og at alle opfylder kravene uden buffer, men dette er ikke så

overraskende, da det vil være et kæmpe prestigetab for banker at komme nedunder kapitalkravene.

Opgørelsen afhænger af at spare og andelskasserne, garant og andelskapital kan tælle med som den

type kernekapital, selvom dette ikke opfylder alle kravene til at kunne indgå. Dog er det Basel III

Side 61 af 79


fremsat af de lokale myndigheder, kan tage stilling til særlige forhold, når kvaliteten af kapitalen skal

vurderes. Derfor er dette også med i figuren.

Side 62 af 79


Oversigt over kernekapitalen er som følger46.

Figur 14: Oversigt over kernekapital i 2010 og det nye kapitalkrav, i pct. af RWA


Indregningen af hybrid kernekapital blev strammet op med Basel III og på tidspunktet hvor denne

figur blev fremstillet, blev arbejdet ud fra to scenarier46. Det ene scenarie (det blå) gik ud fra at intet

af det hybridkapital, der var i pengeinstitutterne kunne tælle med under de nye regler, og at det

eneste hybridkapital der kan tælle med er det statslige kapitalindskud (blå + gul).

Ved det første scenarie så ville 7 institutter ikke kunne opfulde 6% kravet, og inklusiv buffer ville

yderligere 8 ikke nå kravet. Indregnes den hybridkapital der er statsligt kapitalindskud, ændrer

billedet sig kun i meget få tilfælde. Under antagelsen med det første scenarie, så skal banksektoren

som helhed ud over skaffe ny kernekapital for ca. 5,4 mia. kroner, hvilket svarer til ca. 1,3% af

sektorens samlede kernekapital.

Vendes synet over på basiskapitalen, altså kernekapitalen plus supplerende kapital, så arbejdes der

igen ud fra to antagelser, da reglerne omkring supplerende kapital ligeledes er blevet strammet op.

Den supplerende kapital samt hybrid opfylder Basel III kravene, og scenariet at ingen af delene

opfylder kravene. Opgørelsen kan ses på figuren nedenfor46:

Side 63 af 79


Figur 15: Basiskapital i 2010 og det nye kapitalkrav, i pct. af RWA


Antages det, at hverken hybrid kapital eller supplerende kapital opfylder kravene, så er der 13

institutter i Danmark der ikke lever op til det nye kapitalkrav, og et større antal institutter vil ikke

kunne opfylde kapitalbevaringsbufferen.

Men udover dette så har de forskellige pengeinstitutter også et individuelt solvens behov. Dette

solvenskrav var i 2010 i gennemsnit 2,6 procentpoint over kapitalkravet på 8%. Ser man på dette krav

så er der 22 institutter der ikke opfylder kravet46, hvilket vil fører til et større behov for tilpasning.

Tager man den interne kapitalbevaringsbuffer, med så vil ca. 1/3 af institutter ikke leve op til kravet,

hvilket fremgår at figuren nedenfor:

Side 64 af 79


Figur 16: individuelle solvensbehov og de nye kapitalkrav


Der er altså et ganske stort behov for at rejse ny kapital hvis man ser på det individuelle

solvensbehov, og såfremt at institutterne skal dække deres kapitalbevaringsbuffer, og hverken den

nuværende hybrid- eller basiskapital lever op til Basel III reglerne, så skal der hentes kapital for 28

mia. kroner, ud af nuværende samlet sum på ca. 471 mia. kroner. Der er signifikant andel penge der

skal hentes ind. Ser man kun på de små og mellemstore virksomheder, så skal der, hvis bufferen også

skal dækkes, hentes 11 mia. kroner ind af en samlet basiskapital på 54 mia. kroner.

Indhentning af denne kapital, kan potentielt påvirke samfundsøkonomien, da det vil få institutterne

til at fokusere på at rejse kapital, i stedet for at fokusere på at optimere deres indtjening og udlån, og

dette kan trække perioden med ringe vækst i samfundsøkonomien ud, da institutterne, med al

sandsynlighed vil have mere fokus på deres risikoeksponering og på at rejse den fornødende kapital.

Basel III reglerne og de nye kapitalkrav har dog en relativ lang indfasningsperiode, der kan give

pengeinstitutterne mulighed for at tilpassede deres kapital. Det der så er spørgsmålet er om man af

konkurrencemæssige årsager som pengeinstitut vil blive tvunget ud i en situation, hvor det kræves at

overholde kapitalkravet meget tidligere, da signalværdien i ikke at overholde kapitalkravene, såfremt

ens konkurrenter gør det, vil være betydelige set ud fra et signalværdisperspektiv.

Side 65 af 79


14.5 Uddybning af de nye likviditetskrav

Den anden del som Basel III havde fokus på var introduktionen af to nye likviditets mål.

Kreditinstitutternes likviditets risiko kan defineres som46:

”Risikoen for, at institutterne ikke rettidigt kan imødekomme deres betalingsforpligtelser.”

Risikoen for ikke at kunne imødekomme betalingsforpligtelserne kan reduceres på flere måder. En

besiddelse af meget likvide aktiver kan fungere effektiv som buffer mod pludselige og voldsomme

tab, og det sikrer også at institutterne kan betale de forpligtelser, der er planlagt over tidsperioden.

Der er en problemstilling imellem bankers betalingsprofiler for lange aktiver og korte passiver, der

pga. forskellen i tid, vil medfører et løbende behov for refinansiering. Denne problemstilling kan

reduceres ved at øge løbetiden af finansieringen.

Til opfyldelse af strammere likviditetskrav blev der fremsat to nye mål, og det mål gælder likviditeten

indenfor 30 dage (LCR), mens det andet mål fokuserer på den langsigtede stabile funding af

instituttet (NSFR).

14.751 LCR

Det første likviditets mål er Liquidity Coverage Ratio (LCR) og dette mål opstiller krav til likviditets

stødpuden. Kravet omhandler et pengeinstituts beholdning af likviditet aktiver af høj kvalitet og

denne beholdning skal dække de netto udbetalinger det vil have under en 30-dages likviditetsstress.

Formlen for udregning af LCR er følgende46.

Beholdning af højkvalitetslikvide aktivernettobetalingsudstrømninger

dekommende30 dage

≥100%

Likviditetsstødpuden består af to typer aktiver, niveau 1 og niveau 2. Niveau 1 indeholder de meget

sikre aktiver, og disse aktiver tæller 100% i udregningen, og består af kontanter, centralbanks

indestående og statsbanksobligationer. Alt så aktiver der har en meget høj likviditet, og som man er

sikker på at kunne bruge som stødpude. Niveau 2 aktiver er lidt mindre likvide aktiver, som f.eks.

dækkede obligationer, og disse kan maksimalt udgøre 40% af stødpuden. Derudover så for disse

aktiver også en såkaldt haircut på 15%, hvilket vil sige at det kun er 85% af aktivets værdi der kan

tælles med46.

Side 66 af 79


Nettoudbetalignerne fastlægges efter ud fra de kontraktuelt fastsatte forfald på

markedsfinansieringen, samt fastsatte afløbsprocenter for de forpligtelser der ikke er

kontraktmæssigt fastsat46. Et eksempel på hvordan disse passiver kan deles op er f.eks. indlån fra

husholdninger deles op i stabile indlån og mindre stabile indlån hvor afløbet på lånene antages af

have afløb på mindst 5% indenfor de kommende 30 dage for de stabile og 10% for de mindre stabile.

14.5.2 NSFR

Net stable funding ratioen (NSFR) fastlægger krav til den langsigtede finansieringsstruktur for

kreditinstitutterne. Det mål NSFR prøve at opstille er at den disponible mængde stabile funding som

minimum dækker den krævede mængde stabile funding46.

Disponibelmængde stabil fundingKrævet mængde stabil funding

>100%

Målet er altså at fastsætte niveauet for den mængde stabile funding som et institut skal være i

besiddelse af. Den stabile funding er defineret som en funding der forventes at være stabil over en

et-årig tidshorisont. Det vil altså også sige, at når restløbetiden kommer end under et år så anskues

det som mindre stabil. På nuværende tidspunkt skelnes der ikke mellem en restløbetid på 11

måneder og 3 måneder, hvilket der undersøges om der skal gøres noget ved.

I opgørelsen af den disponible stabile funding optræder46:

Kapital, udstedt gæld og indlån med en løbetid over et år og disse indregnes med 100%

Stabile indlån fra husholdninger og små virksomheder, uden løbetid eller løbetid mindre end et

år indregnes med 90%, mens mindre stabile indskud indregnes med 80%.

Lån med restløbetid under et år fra ydet af erhvervsvirksomheder medregnes med 50%

Andet medregnes ikke.

I opgørelsen over den krævede mængde stabile funding optræder46:

Udlån med en løbetid over 1 år, og dette indregnes generelt med 100%,

Udlån med en restløbetid på under et år kræver enten delvis eller ingen finansiering.

o Udlån til erhvervsvirksomheder med løbetid mindre end 1 år indregnes med 50%, mens lån til

små virksomheder og husholdninger indregnes med enten 65% eller 85%.

o Kontanter indgår ikke i beregningen af stabil funding, og værdipapirers medregning afhænger

bl.a. af hvem udstederen er.

Side 67 af 79


14.5.3 Opsummering af de nye likviditetskrav

Formålet er at pengeinstitutternes likviditet skal styres bedre, og derved opnå en større

gennemsigtighed med banksektorens likviditets dækning, og hvordan institutterne kan stå imod

eventuelle likviditetsstød. Likviditetsrisici er en integreret del af banksektoren, hvor

finansieringskilder med kort løbetid transformeres til længerevarende udlån. Disse mål forsøger ikke

at ændre på denne transformering, men søger derimod at mindske likviditetsrisici overordnet set.

Med disse mål har kredit vurderingsbureauerne endnu flere værktøjer til på en at fastsætte den

kreditværdighed som en virksomhed har.

14.6 Konklusion

Det kan konkluderes at Basel III forsøger at gøre op med mange af de problemer der var problemer

under finanskrisen, og tager fat om mange af de problemer der er ved banksektoren, som f.eks.

opbygningen af modcykliskbuffer, der opbygges i højkonjunktur perioder, hvor oparbejdelse af

systemisk risici kan finde sted.

Derudover så taler omfordeling af forholdende mellem ikke-hybird kernekapital, kernekapital og

basiskapital direkte i henhold til debt-equity teorien og moral hazard, ved at påkræve at bankerne

opbygger meget mere af deres egne kapitalreserver i form af kernekapitalen, således at bankerne

kommer til at betale en større del at tabene ved den risici de eksponeres for. Ændringen i

solvensprocenten er mere fornuftig i Basel III i forhold til Basel II, da stigning i solvensprocenten

under Basel III taler mere for en forbedring af kapitalforholdene, i forhold til Basel II, der hævede

solvensprocenten, ved i mange tilfælde at sænke nævneren, og derved ikke nødvendigvis en bedre

kapitaldækning. Basel III søger at hæve kapitalen, ved at ændre i nævneren i solvensopgørelsen og

således hæve den reelle kapitaldækning.

De nye likviditetsregler skal gerne være med til at sikre en mere stabil finansiering at banksektoren,

og også være med til at videre at opbygge en stødpude mod pludselige likviditetskrav. De nye mål

kan forhåbentligt også være med til at gøre kreditvurderingsbureauernes arbejde lettere, og mere

præcist i forhold til kredit vurderinger, og dette kan udmunde i mere troværdige ratinger.

Den overordnede konklusion på Basel III er at udspillet er meget gennemført og således siger

Walker(2011)47.

Side 68 af 79


“The new Basel III provisions represent an intelligent and balanced response to the crisis. These will

not prevent further instability, but they will substantially increase core capital and liquidity reserves to

allow banks to withstand prolonged periods of difficulty.”

Side 69 af 79


15.1Tilsynsdiamanten

Finanstilsynet arbejder for finansiel stabilitet og tillid til de finansielle virksomheder i Danmark. Deres

seneste udspil i forhold til at øge den finansielle stabilitet, er den såkaldte Tilsynsdiamant, som det

forventes at de danske pengeinstitutter ligger inden for ultimo 2012. Som Finanstilsynet selv skriver i

et notat til penge institutterne pr. juni 201048:

”Erfaringsmæssigt er der en række fællestræk, som karakteriserer pengeinstitutter, der er kommet i

problemer under krisen. Kendetegnene er bl.a. høj udlånsvækst på bekostning af kreditkvalitet, for

optimistiske vurderinger af kreditrisici (bl.a. i forhold til ejendomseksponeringen) og manglende

styring af store engagementer. Dette er et mønster, som også er set under tidligere kriser.”

Det er netop disse forhold som Tilsynsdiamanten vil fokusere at få styr på og reglerne er også

indordnet under Basel III reglerne. Som finanstilsynet selv skriver så er det et mønster der går igen i

andre kriser ud over finanskrisen, så derfor forsøger de nu at gøre noget ved disse forhold. De fem

forhold kan ses på nedenstående figur49.

Figur 1: Tilsynsdiamanten for pengeinstitutter.

Kilde: Finanstilsynet

Grænseværdien er udarbejdet ud fra det synspunkt, at de på den ene side skal sørge for at penge

institutter ikke påfører sig overdreven risikopåtagning, uden samtidig at lægge for mange

restriktioner der går imod drift af en profitabel bankvirksomhed. Overskrides disse regler kan

finanstilsynet gå ind i tre forskellige niveauer. Første niveau vil kun fører til skærpet overvågning, og

kan forlange hyppigere indrapporteringer på de områder, som grænserne er overskredet. På dette

Side 70 af 79


første niveau er der kun tale om skærpet overvågning og altså ikke et decideret tilsyn. Næste niveau

vil fører at finanstilsynet vil kræve en afhandling, undersøgelse og eller en redegørelse i forhold til FiL

§349. Det sidste niveau er et direkte påbud i forhold til FiL §35048.

Under alle tre niveauer, så offentliggøres den skærpede overvågning/tilsyn med banken på

finanstilsynets hjemmeside, og kan også fører til en eventuel forhøjelse af solvensbehovet ud fra en

individuel vurdering.

Tilsynsdiamantens mål er som følger48,49:

- Funding Ratio < 1: Denne regel startede anderledes ud med er indarbejdet under Basel III reglerne.

Førhen hed reglen at Udlån/indlån < 1,25. Pengeinstitutternes udlånsmasse måtte således udgøre

125% af indlånsmassen. Denne regel blev ændret til at dette forhold maksimalt må være 1, og

udregningen blev også ændret til: Udlån/(arbejdende kapital fratrukket obligationer med en

restløbetid under 1 år). Den arbejdende kapital består af, indlån, udstedte obligationer mv.

efterstillede kapitalindskud og egenkapitalen. Den regel er udarbejdet da finanskrisen viste

indlånsunderskud og afhængighed af kortsigtet markedesfunding gjorder markedet meget sårbart

overfor skift i tilliden til den finansielle sektor. Formålet med reglen er ikke at eliminere

indlånsunderskuddet, men i højere grad at opnå en mere langsigtet fundingstruktur, hvilket spiller

godt overens med tankegangen bag NSFR og LCR, hvor der også er fokus på fundingstrukturen.

- Ejendomseksponering < 25%: Ejendomseksponering er i dag defineret som den andel af samlet udlån

og garantidebitorer, der vedrører branchens ejendomsadministration og handel. Det var denne

definition som den oprindelige Tilsynsdiamant gik efter, men denne definition blev ændret som følge

af ændringer hos Danmark Statistik, således det nu omhandler fast ejendom og gennemførsel af

byggeprojekter. Grænseværdien på 25% er før nedskrivninger. Grunden til at denne regel hænger i

høj grad sammen med den systemiske risiko. Boligmarkedet er et meget stort marked, og det var

bl.a. faldende boligpriser der udløste finanskrisen, og ved ikke at være overeksponeret på dette

område, forsøger man at eliminere, at institutter kommer i uføre pga. for høj eksponering på dette

marked.

- Summen af store engagementer under 125% af basiskapitalen eksklusive engagementer under 3

mio.: Den regel er homogeniseret efter CRD II, og denne siger at et engagement med et kreditinstitut

maksimalt må udgøre 1 mia. kr. efter fradrag. Dog må engagementet ikke overstige 125% af

basiskapitalen. Tilsynsdiamanten siger derudover at grænseværdien for summen af store

engagementer udgør efter fradrag mindst 10% af basiskapitalen. Engagementer under 3 mio. efter

Side 71 af 79


fradrag udelades, dette er pga. hensynstagen til mindre banker der ikke har en særlig stor

basiskapital. Manglende styring af de store engagementer har været en af de væsentligste årsager til

at pengeinstituttet kom i problemer under krisen, og denne regel skal forsøge at sikre, at de store

engagementer ikke kommer til at udgøre en for stor del i forhold til basiskapitalen, så banken ved

evt. tab ikke kan dække tabet med kapitalen.

- Udlånsvækst under 20% pr. år.: Dette er igen med til at sørge fro at der ikke opbygges en for stor

systemisk risici i opgangstider, og at der mere eller mindre blot lånes ud fordi der kan.

Grænseværdien kan dog justeres i forhold til makroøkonomiske udviklinger. Bl.a. så havde Roskilde

bank jo en udlånsvækst på 51% i år 2007 og den bank krakkede, så det skal sørge for at bankerne ikke

påtager unødvendig risici i perioder, hvor der er mulighed for det, og ikke bliver for lempelige i deres

udlånspolitik.

- Likviditetsoverdækning > 50%: Likviditetsoverdækning er den overskydende likviditet der efter

opfyldelse af lovens minimumskrav på 10% jf. FiL §152. Det er altså den overdækkende likviditet efter

dækningen af de 10%, hvilket skal være med til at sikre at institutterne har en ekstra likviditets pude.

15.2 Delkonklusion

Tilsynsdiamanten er udarbejdet efter to formål. At sikre at man kan have tiltro til pengeinstitutterne,

så der ikke bliver foretaget unødvendige risici eller overeksponering på specifikke områder, der var

med til at udløse finanskrisen. Dog er grænserne på de fem mål sat ud fra det hensyn, at man stadig

skal kunne fører en hæderlig og sikkert udviklende bankforretning.

Tilsynsdiamanten er det nyeste regelsæt som banksektoren skal indordne sig efter, da indfasning skal

være sket ultimo 2012, og målene er harmoniseret efter de nye kapitalkravsdirektiver og Basel regler.

Tilsynsdiamanten sætter fokus på de områder der både under finanskrisen men også ved tidligere

kriser har givet problemer for banksektoren, og den øgede tilsyn kan være med til at mindske risici i

fremtiden i banksektoren, og forhåbentligt være med til at oprette tiltroen til den danske banksektor

i fremtiden.

Side 72 af 79


16 KonklusionDenne opgave har taget udgangspunkt i risiko i banksektoren. Opgavens formål var at se på alle

aspekter omkring risikostyring i banksektoren og hvordan denne håndteres og reguleres.

Betydningen af risiko generelt, og hvor meget en risiko vurdering kan betyder, blev gennemgået

under det første emne omkring kreditvurderingsbureauerne. Her blev det konkluderet at

kreditvurderingsbureauerne havde en rolle i eskaleringen af finanskrisen, da nedgraderinger af

banker som Fionia Bank og Roskilde Bank kom for sen til, at investorer reelt kunne nå reagere på den

nye vurdering. Vurderingerne have opnået en alt for stor betydning i investerings øjemed, men dette

var en skyld som investorer og investeringsmarkedet havde været med til at skabe. Men

kreditvurderingsbureauerne havde også interessekonflikter, hvor bureauerne udnyttede deres

stærke position. Mange af de konflikter der præsenterede sig selv under finanskrisen med

kreditvurderingsbureauerne, bliver der arbejdet på at udbedre, men hvordan de skal løses bedst

muligt, er stadig ikke helt fastsat.

Efter dette blev de underliggende problemer, der er ved banksektoren undersøgt, der gør at der skal

holdes øje med bankernes risici eksponering. De områder der blev belyst var områderne systemisk

risici, hvilket betegner den indflydelse som sektoren har på samfundsøkonomien. Er den systemiske

risici høj, som den er i banksektoren betyder det, at domino effekten ved, at en bank krakker, vil få

store konsekvenser ned igennem systemet og det er her notationen ”too big to fail” også er affødt af,

da en enhed er for stor til at kunne gå ned for økonomien.

Derudover så er der i banksektoren også en procyklisk effekt, hvilket vil sige at banksektoren følger

konjunkturen og kan være med til forøge effekten af denne konjunkturudvikling, da en

lavkonjunktur, vil fører til tab, det vil fører til at bankerne bliver mere forsigtige, og dermed ikke ville

låne så mange ud længere. Når bankerne ikke vil låne penge ud kan der ikke bruges penge, og

dermed så bliver samfundsøkonomien yderligere påvirket. Sammenholdes den procykliske effekt

med den systemiske risici, betyder det, at bankerne har en tendens til en moral hazard tankegang, og

dermed vil påtage sig unødvendig høj risikoeksponering.

Moral hazard, er når en virksomhed kan tillade sig at tage en risiko og at den eventuelle fortjeneste

vil komme tilbage til virksomheden, mens at tabet vil blive dækket af andre såsom regeringen.

Derved er der ingen konsekvenser ved den ekstra risiko for virksomheden. Man bliver så at sige

ligeglad med risici. Moral hazard elementer er tilstede i banksektoren, og det er derfor at banker skal

Side 73 af 79


reguleres og man skal fastsætte regler omkring risikostyring, da det ellers vil have konsekvenser for

samfundsøkonomien.

Da finanskrisen kom og der netop kom problemer i banksektoren, så indførte regeringer de såkaldte

bankpakker, der skulle være med til at afhjælpe bankerne, men i stedet for at regeringen endte med

at betalte for bankpakkerne, så har staten faktisk fået et overskud fra bankpakkerne. Så det var i

virkeligheden bank sektoren selv der endte med at betale for en stor del af den risiko som den havde

oparbejdet inden finanskrisen. Bankpakkerne var derudover bl.a. også med til at sætte gang i

samfundsøkonomien igen, ved f.eks. at tilbyde udlån til vækst i bankpakke 5, og derudover sikrede

bankpakkerne også områder som f.eks. landbruget, og nye metoder til at afhandle nødlidende

banker. Samlet set så viste bankpakkerne at regeringen gik ind og reddede banksektoren, men det

var på bankernes regning, hvilket kan være med til at nedsætte moral hazard i fremtiden.

Vedrørende sammensætning af kapitalen så siger debt-equity teorien, at banksektoren har et

incitament til at opbygge virksomheden med gæld eller fremmedkapital, da dette er langt billigere

for bankerne at finansiere sig med og lettere at anskaffe. Det er her, hvor Basel reglerne kommer ind,

og Basel I reglerne fastsatte regler omkring solvensprocenten, rammerne for kernekapital,

hybirdkapital og supplerende kapital, og hvor stor en andel disse kapitaltyper kan udgøre af

basiskapitalen, og hvilke krav de skal overholde. Derudover så indførte Basel I også begrebet

risikovægtede aktiver, og under Basel II regelsættet, var risikovægtede aktiver det helt store fokus, og

indførte nye metoder til at udregne risikovægte til forskellige aktivklasser. Der blev bl.a. gennemgået

den avancerede udregningsmetode af risikovægte, IRB. Dette havde dog højst sandsynligt den

uheldige, at risikovægtningen på aktivklasserne faldt, og dermed i princippet fik penge institutterne

solvensprocent til at stige, uden der var sket nogen egentlig forbedring af kapitalen.

Basel III reglerne er de sidste nye regler, og her blev der taget direkte hånd omkring mange af de

problemområder der viste sig under finanskrisen, og her blev der fokuseret på to ting. Fokus på

likviditeten med to nye likviditets mål LCR og NSFR, der skal prøve at sikre at institutterne har en

likviditets stødpude, på kortsigt med LCR på 30 dage, og NSFR der gælder over 1 år eller mere.

Formålet med disse var at opbygge likviditetsstødpuder, og få omlagt fundingen i penge institutterne

til mere langsigtet og stabil funding. Det andet mål var en gevaldig opstramning af kapitalkravene,

således at kernekapitalen skulle udgøre en lagt større del af basiskapitalen, mens den supplerende

kapital skulle udgøre en mindre del. Dette taler specifikt til debt-equity teorien, og pengeinstitutterne

skal have langt mere af den dyre kernekapital, da pengeinstitutterne i fremtiden i langt større grad

skal dække eventuelle tab, da det er kernekapitalen der er den største og første stødpude. Ydermere

Side 74 af 79


så er der også indlagt en direkte modcyklisk buffer, der skal være med til at modarbejde den pro

cykliske effekt der optræder i lavkonjunkturer. Samlet set prøver Basel III reglerne at minimere de

områder der fører til moral hazard, såsom systemisk risici og den pro cykliske effekt, samt tvinge dem

til at forbedre kapital og likviditets stødpuderne.

Ydermere så er der i Danmark indlagt yderligere krav til pengeinstitutternes risikoeksponering, i form

af tilsynsdiamanten, der opsatte fem forskellige mål, der igen skal være med til at sikre en bedre

risikostyring af banksektoren.

Samlet set så vurderes risikostyringen i banksektoren at være blevet klart forbedret med Basel III og

Tilsysndiamanten, og samlet set med opbygning af både kapitals- og likviditetsstødpuder, skulle en

stor del af incitamentet til moral hazard være fjernet i fremtiden, da mange af reglerne netop er inde

og arbejde på områderne systemisk risici, pro cykliske effekt og debt-equity teorien. Med de

ændringer der kan forventes at blive lagt på kreditvurderingsbureauerne, vurderes det, at

risikostyringen i banksektoren er blevet klart forbedret over det seneste par år, når reglerne vel at

mærke er blevet indfaset, og bankerne lever op til kravene. På den måde kan man forhåbentligt

undgå lignende kriser i fremtiden, da incitamentet til moral hazard er minimeret, og opbygge en

større gennemskuelighed og tiltro til banksektoren.

Side 75 af 79


A Kildeliste rangeret efter optræden i opgaven1: The impact of Basel I capital regulation on bank deposits and loans: Empirical evidence for Europe, Birgit Schmitz, University of Bonn, june 2005

2: Betydningen af konkurrence i ‘credit default swap’ markedet, Peter Garny, Upsido Wordpress, juli 2009,

3: 3 år med bankkrak, Jan Jørgensen, Berlingske Business, oktober 2011

4: Fannie, Freddie bailout: $153 billion ... and counting, Chris Ishidore, CNN Money, Februar 2011

5: Northern Rock, Tax Payer Bailed Out Bankrupt Bank Adds 750 Million More Losses, Nadeem Walayat, The Market Oracle, august 2009

6: Roskildechefer skjuler millioner, Lasse Ravnø, Nyhederne TV2, marts 2012

7: Garant: "Står der I-D-I-O-T på min ryg?", Thomas Jørgen Seerup, EPN.dk, april 2012

8: Ratingbureau giver slag til Danske Bank, Laura Marie Sørensen, DR Penge, december 2011

9: Moodys.com Research and Rating Rating Definitions Purpose

10: Guide to Credit ratings essentials: What are credit ratings and how do they work?, Standard & Poor’s, Lightbulb Press, 2011

11 Ratings i 2002, Thomas Enevoldsen og Ole Bøgemark, Kapitalmarkedsafdelingen, Nationalbanken, 2002

12: Danmark får topkarakter trods finans-uro, Ritzau, juli 2011

13: Ratingbureauer Blåstemplede danske krakbanker, Anderes Pedersen, Ugebrevet A4, Marts 2012

14: Fannie Mae og Freddie Mac overtaget af staten, Martin Lykke, NP Investor, september 2008

15: Rating Symbols and definitions, Moody’s Investor Service, April 2012.

16: "Ratingbureauerne har fejlet spektakulært, Mattias Grøndal, EPN, december 2011

17: Moodys.com research and ratings understanding risk

18: SEC seeks rating sector clean-up, David Teather, The Guardian, januar 2003

19: Rating koster realkredit ekstra 100 mia. kr.,Uffe Hansen, Børsen Finans, marts 2012

Side 76 af 79


20: Credit Raters' Power Leads to Abuses, Some Borrowers Say, Alec Klein, Washington Post, November 2004.

21: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF)

nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer, Det Europæiske økonomiske og Sociale udvalg, januar

2012.

22: Corporate Governance, Kenneth Kim, John Nofsinger & Derek Mohr 3rd Edition Pearson Prentice Hall kapitel 10

23 Treasury to Rescue Fannie and Freddie, Zachary A. Goldfarb, David Cho, Binyamin Appelbaum, Washington Post, September 2008

24: Konsekvenser af den fremtidige finansielle regulering, Niels Storm Stenbæk og Morten Frederiksen, Nationaløkonomisk forening, april 2010.

25: Economic Capital Allocation With Basel II: Cost, Benefit and Implementation chapter9, Dimitris N Chorofas, Elsevier Finance, 2004

26: Øget pres på islandsk krone efter rentehop, Uffe Hansen, Børsen, April 2008

27: Kvartaloversigt 3. kvartal 2002 - Sammensætning af pengeinstitutternes kapital – nye lovkrav og muligheder, Birgitte Bundgaard kapitalsmarkedsafdelingen og Suzanne Hyldahl, Handelsafdelingen, Natiolbanken, september 2002

28: Finansrilsynet.dk ordforklaring risikovægtede poster

29: Finansrådet – regnestykkerne for bankpakkerne - juli 2010

30: Danish government launches a twoyear guarantee to the Banking secto, Danske Bank powerpoint præsentation, oktober 2008

31: Danish government launches Credit Package for Danish financial industry, Danske Bank powerpoint præsentation, februar 2009

32: Danskebank.dk IR Reguæering Danske støttepakker

33: Danish support packages for the financial and corporate sectors, Dansek Bank powerpointshow, april 2012

34: Sparekassen Kronjylland overtager Spar Østjylland, Uffe Hansen, Børsen Finans, april 2012

35:. History of the Basel Committee and its Membership. Basel: Basel Committee on Banking Supervision, BIS 2007

36: Modern Banking, Heffernan, Shelagh, London: John Wiley&Sons 2005.

37: Danskebank.dk IR Regulering Risikostyring CRD-kapitalkravsdirektivet

Side 77 af 79


38: Basel – sådan rammer det!, Finn Norsker, Nordea Powerpointshow, finansieringsdag 2011 saklborghallen, oktober 2011

39: Capital Requirements and Bank Behaviour: The Impact of the Basle Accord, Jackson, Patricia, and Craig Furfine, Hans Groeneveld, Diana Hancock, David Jones, William Perraudin, Lawrence Radecki, Masao Yoneyama, Basel Committee on Banking Supervision Working Papers, no. 1, April. 1999

40: Bank Capital Ratios in the 1990s: cross-country evidence, . Bondt, G. J., and H. M. Prast, De Nederlansche Bank: Research Memorandum WO&E, no. 603. 1999

41: Evidence on the response of US banks to changes in capitalrequirements, Craig Furfine, BIS Working Papers no. 88., 2000

42: Direktivforslag om nye kapitaldækningsregler (Basel II), Lisbeth Dorup og Dorte kurek, kapitalsmarkedesafelingen, Natiobalbanken, 2005

43: Finansiel stabilitet 2006: Anvendelse af avancerede metoder til beregning af kapitalkrav under Basel II, Nationalbanken, 2007

44: Kvartalsoversigt 1. kvartal 2011, del 1: Status på Basel III - likviditet og kapital, Borka Babic, kapitalmarkedsafdelingen, Nationalbanken, 2011

45: DanskeBank.dk IR Regulering Risikostyring Basel III/CRD IV

46: Finansiel stabilitet 2011: 6. Basel III og danske kreditinstitutter, Nationalbanken 2012

47: Basel III market and regulatory compromise, George Alexander Walker, CCLS, University of London, Journal of Banking regulations (2011) 12, 95-99.

48. Finanstilsynet introducerer 'Tilsynsdiamanten' for pengeinstitutter, Ulrik Nødgaard,Finanstilsynet, juni 2010

49. Finanstilsynet introducerer 'Tilsynsdiamanten' for pengeinstitutter, Ulrik Nødgaard, Finanstilsynet december 2010

Side 78 af 79


B BilagBilag 1

Oversigt over Moody’s downrating af banksektoren

Side 79 af 79

Documents

1. Abstractpure.au.dk/portal/files/45291246/Risiko_i_banksektoren.docx · Web viewDisse kilder ses som værende yderst troværdige og et godt fundament til at opbygge opgavens teori