Undersøgende artikel

Et tilbud du ikke kan afslå

Der er i følge Danmarks Statistik 81.700 ledige. Tallet er rekordlavt. Aldrig har der været færre ledige. Men hvad laver man, når man ikke arbejder?

Af Martin von Krabbe

”Godmorgen!” Klokken er ni og en midaldrende dame træder energisk og storsmilende ind ad døren til det lille undervisningslokale, hvor tre elever sidder klar til at modtage dagens undervisning. Hun går rundt og giver hånd til dem alle tre. ”Ja, jeg skulle jo lige se, om I kunne finde ud af at give hånd og se i øjnene.” Damen er socialrådgiver og underviser på Projekthuset, der ligger på Fredens Torv i Århus. De tre unge er alle for nylig blevet arbejdsløse og er af kommunen blevet sendt i Straksafklaring i Projekthuset. StraksafklaringÅrhus kommune udbetalte i 2006 mellem 45-50 millioner kroner om måneden i kontanthjælp. På landsplan var udgiften 3,5 milliarder kroner for hele 2006 Straksafklaring er det første tiltag, man mødes med, hvis man bliver arbejdsløs og kommer på kontanthjælp. En uge efter man er blevet arbejdsløs, skal man være i gang med forløbet og det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man deltager. En straksafklaring strækker sig normalt over 14 dage. Målet er så hurtigt som muligt at få folk i arbejde. På denne ottende dag i deres straksafklaring er de tre elever, hvad der er tilbage af en oprindelig gruppe på 14 arbejdsløse. De 11 andre har fået fri til at tage ude at søge arbejde eller har meldt sig syge. På den hesteskosformede gruppe af borde står de fraværendes navneskilte stadig. Dagens undervisning handler om at gøre et godt indtryk til en jobsamtale. Blandt rådene er, at ”sige nej tak til kaffe, hvis man er meget nervøs og derfor ryster,” og at ”man skal huske at tørre hånden af inden et håndtryk, hvis man er nervøs og sveder.” Det diskuteres hvor

lang tid før en jobsamtale, man skal komme. ”10 minutter,” foreslår en af eleverne, men det er for tidligt, mener en anden. Efter lidt diskussion bliver de enige om, at fem minutter er passende.

Hvad man må og ikke måDer er 5000-6000 kontanthjælpsmodtagere i Århus Kommune. Heraf er 2-3000 i aktivering. Tre af dem sidder her på Fredens Torv. Eleverne bliver informeret om, hvad en arbejdsgiver ikke må spørge om i forbindelse med en jobsamtale. Men samtidig bliver de belært om, at hvis arbejdsgiveren alligevel spørger om det, skal man ikke være direkte afvisende. ”Man er bare ikke forpligtet til at svare sandfærdigt,” som socialrådgiveren siger. Eksempelvis må en arbejdsgiver ikke spørge til den arbejdssøgendes familiemæssige baggrund. Hvis éns forældre for eksempel er sygemeldte eller på kontanthjælp anbefales det, at man siger, at de er ”’ved det offentlige’ – for det er alle på overførselsindkomster jo i princippet” Til slut simuleres en jobsamtale. En af eleverne skal til samtale på en tankstation senere på dagen, og de to andre agerer derfor arbejdsgivere. De får stukket et stykke papir i hånden med spørgsmål, en arbejdsgiver kunne finde på at stille. ”Sig noget negativt om dig selv,” spørger en af eleverne således på et tidspunkt. ”Jeg er dårlig til at stå op om morgenen,” svarer han. Her griber socialrådgiveren ind. ”Det må du aldrig svare – hvad med i stedet at sige ’jeg er rigtig god om aftenen...?’”

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

85

90

95

100

QuickTime™ and aTIFF (ukomprimeret) decompressor

are needed to see this picture.

Simon Nielsen, 24, har været i kommunal aktivering i sammenlagt halvandet år.

En sygdomDagens lektion har varet halvanden time. Resten af dagen skal der skrives jobansøgninger i computerrummet. Her har Simon Nielsen, 24, befundet sig siden kl. 9.45. Egentlig skulle han have mødt kl. 9, som alle de andre. ”Man lærer efterhånden, at der ikke bliver stillet de store krav hernede.” Han er ved at finde ud af, om han kan begynde på HF til januar. Han har været i kommunal aktivering i sammenlagt halvandet år. Det er tredje gang, han er arbejdsløs. ”Det er nedbrydende i længden at være i aktivering,” fortæller Simon og fortsætter: ”Det vi laver er formålsløst, og selvom det sikkert ikke er bevidst, ligger der af og til en undertone af nedladenhed i den måde, de ansatte taler til os.” Simon Nielsen mærker også reaktionerne fra venner og familie. ”Der er forskel på folk – uden tvivl. Folk lader som om, de ikke dømmer, men de gør det alligevel. Det er lidt ligesom at have en sygdom.” Sygdommen hedder arbejdsløshed og alle lider af den og dens symptomer i Projekthuset. ”Man kommer til at føle sig dømt af samfundet, man føler sig som ingenting,”

foklarer Simon Nielsen, der har fået lov at tage resten af dagen fri. ”Men du kommer i morgen, ikke?” spørger hans vejleder ham, da han er på vej ud. ”Og hvis det er ok med dig, kan vi så ikke sige, at du kommer kl. 9?”

Et tabu Udenfor Projekthuset står en pige og ryger i den milde decemberregn. Hun har pause. Hun foretrækker at være anonym ”Det er fordi, det er så tabubelagt at være arbejdsløs,” forklarer hun og fortsætter. ”Det er jo det sidste sted, man er henvist til. Det er så taberagtigt at sige, at man er i aktivering.” Hun har været på Projekthuset i en uge og er skeptisk overfor det, hun har oplevet. ”Det er uden tvivl godt for nogen at lære at give håndtryk, og hvordan man skal gebærde sig til en jobsamtale, men for andre er det bare ydmygende at skulle repetere den slags sociale færdigheder.” Det er første gang, hun har haft brug for det sociale system, og hun føler sig sat i bås. ”Jeg kan ikke komme hurtigt nok væk herfra,” forklarer hun, inden hun går ind igen.

Udsigten fra toppenI toppen af den fire etager høje bygning har Grete Østergaard kontor. Hun er leder af Arbejdsmarkedscenter Midt, hvilket også inkluderer Projekthuset. Hendes indtryk af stedet er noget forskelligt fra brugernes. ”Jeg oplever meget få konflikter mellem de ansatte og brugerne – jeg synes, der hersker en god stemning,” fortæller Grete Østergaard, som dog godt kan mærke arbejdsmarkedets stigende krav på hænder. ”Ingen er fredet mere,” siger hun og forklarer videre ”vi er normeret til 2000 straksafklaringer om året – bliver tallet mindre end det, er det en succes.” Diverse fantasifulde forslag – eksempelvis om at sende kontanthjælpsmodtagere ud at indfange

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

185

190

og aflive dræbersnegle – affærdiger hun hurtigt. ”Der vil altid være idioter derude, der kommer med den slags forslag,” som hun siger.

En mulighed fremfor tvang”De aktiverede arbejder til langt under mindstelønnen,” forklarer Svend Sørensen fra Landsforeningen for Sociale Rettigheder. ” Overenskomsten udkonkureres og der sker en undergravning af arbejdsmarkedet, som vi kender det. Det er ét stort arbejdsmarkedseksperiment, og ingen ved, hvad det vil ende med.” Som aktiveret er der i følge Svend Sørensen en stor uoverensstemmelse mellem det der bliver sagt og det der bliver gjort. ”Aktivering er ikke en service, men derimod udtryk for et ønske om kontrol,” forklarer Svend Andersen. Han ser flere problemer i den kommunale aktivering.

”Når folk lander i det sociale sikkerhedsnet, der hedder aktivering, har de ofte andre problemer end lige netop arbejdsløshed. Problemer man ikke har hverken overskud eller kapacitet til at tage sig af på aktiveringscentrene.” Problemerne er mange og vidt forskellige, og ofte er de ikke erkendte. ”Når man yderligere straffer folk, som i forvejen har det svært, ved at give dem et menings- og ansvarsløst aktiveringsjob, øger man kun den byrde, de går rundt med,” forklarer Svend Sørensen og foreslår at man i stedet gør aktiveringen frivillig. ”Man er jo per definition arbejdssøgende, når man har lagt sit cv på Jobnet, så hvorfor ikke gøre aktiveringen til en mulighed fremfor en tvang.” Antal tegn: 7659

Arbejdsrapport

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

260

265

Jeg var ikke meget i tvivl om, at jeg ville skrive om aktivering. Derfor kunne jeg hurtigt skride frem til at finde ud af, hvordan jeg ville gribe det an. Og her var tvivlen større.

Jeg ville, til at starte med, gerne formidle den følelse, jeg selv havde, da jeg var i aktivering. En følelse af at være med i et absurd teaterstykke, hvor ord og virkelighed skurrer mod hinanden og hvor man ofte snakker helt forbi hinanden, fordi der er forskellige dagsordner på spil. Det kunne jeg jo kun formidle selv, selvom jeg en kort stund overvejede at invitere en instruktør af absurde teaterstykker med som iagttager og som mulig ekspertkilde. Kan man overhovedet det rent journalistisk? Men altså jeg var nødt til at komme med i aktivering og det kom jeg efter en smule modstand.

Derudover ville jeg gerne formidle nogle af konsekvenserne af at være ufrivillig deltager i aktiveringen. Hvor det er, aktiveringen rammer forbi, hvorfor den rammer forbi og hvilke konsekvenser det har.

Jeg ville meget gerne have haft en ekspertkilde med for at styrke troværdigheden, men sådan skulle det ikke gå. Dem jeg snakkede med var selv pressede af deadlines op til jul. Altså måtte jeg nøjes med erfaringskilder og partskilder.

Fortælleteknisk så jeg mig tvunget til at formidle følelsen af at ”there is something rotten...”, og, udover den manglende ekspertkilde, er det det punkt, jeg er mest usikker på. Jeg prøvede at tynde fortællestemen lidt op med fakta hentet fra Danmarks Statistik, også for at fremhæve det absurde, men jeg er ikke overbevist om, at det er lykkedes. Jeg synes selv fortællestemmen er for stærk i indledningen. Det kommer til at virke konstrueret.

Jeg ville gerne at artiklen skulle handle om ”virkeligheden”, som den såes af den forskellige aktører inden for feltet. Først formidler jeg den selv, siden de aktiverede syn på samme, lederens blik og til sidst min anden partskilde, Svend Sørensen.

Jeg vil fortælle, at aktivering i sin nuværende form er meningsløs og skader mere end det gavner for nogle.

Det vil jeg fortælle, fordi der er mennesker, som får det værre af at komme i aktivering. Det kan ikke være rigtigt.

Rubrikken spiller på en filmkliché og overtræder derfor normen, om at man ikke bør bruge sådanne. Overvejede ”syg af arbejdsløshed”, men ville gerne fremhæve det paradoks, den aktiverede står i.Underrubrikken er mere indformativ og bebudende om, hvad artiklen vil indholde.

Coachingen har p.g.a. min fremskyndede deadline været sparsom. Jeg har fået kigget min artikel igennem af andre et par gange og har fået meget god sproglig kritik. Oplevede gruppens ideudvikling som meget mangelfuld. Alt derefter tager jeg på min egen kappe.

1. Jeg har fundet ud af, at når mit journalistiske instinkt bliver pirret, så bliver jeg en meget bedre journalist. Bliv pirret!

270

275

280

285

290

295

300

305

310

315

2. Jeg burde have begyndt min research tidligere. Jeg havde faktisk også tid til det. Bedre research ville have gjort mig skarpere i nogle af mine interviewsituationer.

3. Jeg er blevet meget bedre til at bruge Danmarks Statistik og har fundet ud af, hvor mange historier der ligger derinde og venter.

4. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg i interviewsituationer ikke længere er så bange for at gå til folk og konfrontere dem med det, de siger. Mit fag kommer langsomt ind under huden på mig.

5. Jeg kunne godt have været mere opsøgende i forhold til ekspertkilder. Jeg kontaktede to, den ene et personligt idol, og da ingen af dem havde tid, lod jeg mig slå ud. Kunne alligevel mærke, hvor svært det er at skulle ringe til personer, man ser op til, for at bede dem om noget. Måske problemet også blev affødt af min utilstrækkelige baggrundsresearch. Men tast nummeret ind på tlf. og tryk på ”kald op”.

Antal tegn: 3702

320

325

330

335