View
4
Download
0
Category
Preview:
Citation preview
Tidsskrift for poesi og kortprosa
#1 – 2017 - FRAGMENTER
Å
1
TIDSSKRIFTET Å
2
Å tidsskrift for poesi & kortprosa
Nr: 01 – 2017
© Copyright bidragsydere & Å Bidragsydere: Amra Vidimlic, Anna Klahn, Carsten René Nielsen, Cecilie Thorup, Christina
Agerboe, Daniel Boysen, Elmer H., Erik Kock, Glenn Enrico Buhl Liwervall, Hartvig Hansen,
Henrik S. Holck, Katrine Jørgensen, Kenneth N. Christensen, Le Sirid Kongelys, Leif Achton
Lynegaard, Mads S. Christensen, Mette Damgaard Sørensen, Morten Reimar, Nanna Kolding
Sørensen, Nanna Westergaard, Nikolaj Loufbye, Poul Lynggaard Damgaard, Selma Olive, Silja
Henderson, Stian Tranung, Theo Rossen Thy.
Kontakt: tidsskriftetaa@outlook.com
Ansvarshavende redaktion: Sebastian Bune & Martin Knabe
Først publiceret: tidsskriftetaa.wordpress.com
Udgivet af Tidsskriftet Å
Opsætning: Sebastian Bune & Martin Knabe
Forside: Hartvig Hansen
3
Indhold:
Leder ……………………………………………………………………………….. s. 5
Theo Rossen Thy ………………………………………………………………….. s. 8
Stian Tranung ……………………………………………………………………... s. 10
Theo Rossen Thy ………………………………………………………………….. s. 11
Elmer H. ……………………………………………………………………………. s. 14
Poul Lynggaard Damgaard ……………………………………………………… s. 16
Daniel Boysen ……………………………………………………………………… s. 24
Anna Klahn ………………………………………………………………………… s. 26
Hartvig Hansen ……………………………………………………………………. s. 29
Le Sirid Kongelys ………………………………………………………………….. s. 31
Nanna Westergaard ………………………………………………………………... s. 32
Mette Damgaard Sørensen ……………………………………………………….. s. 35
Leif Achton Lynegaard …………………………………………………………… s. 38
Christina Agerboe ………………………………………………………………… s. 47
Morten Reimar …………………………………………………………………….. s. 49
Mads S. Christensen ………………………………………………………………. s. 55
Cecilie Thorup ……………………………………………………………………... s. 58
Kenneth N. Christensen …………………………………………………………... s. 61
Carsten René Nielsen ……………………………………………………………… s. 63
Nanna Kolding Sørensen ………………………………………………………….. s. 66
Glenn Enrico Buhl Liwervall ……………………………………………………… s. 67
Katrine Jørgensen …………………………………………………………………... s. 69
Henrik S. Holck ……………………………………………………………………... s. 73
Selma Olive ………………………………………………………………………….. s. 76
Silja Henderson ……………………………………………………………………... s. 89
4
Nikolaj Loufbye ……………………………………………………………………. s. 91
Erik Kock …………………………………………………………………………… s. 94
Amra Vidimlic ……………………………………………………………………… s. 96
5
Leder
-Af Martin Knabe og Sebastian Bune
Temaet for første nummer af Å er FRAGMENTER, men hvad er et fragment? Er det en
iturevet tegning? En opbrudt fortælling? Eller måske en tekst der ikke vil vedkende sig en
enkelt genrebetegnelse, men stritter i flere retninger? Budene er mange og vi har i høj grad
ladet tolkningen være op til den enkelte bidragsyder. Det har resulteret i en jomfru-
udgivelse udformet som et sammensurium af prosa, poesi, illustrationer og fragmenteringer
i alle mulige og umulige afskygninger.
Redaktionen har med dette nummer tilstræbt at læne sig op ad tidligere litterære
strømninger som har udvist en fragmentarisk tilgang til skriften. Dette ses særligt i
internationale dadaistiske manifester og herhjemme i 80’er-generationens konfronterende
lyrik.
I tv-udsendelsen BAZAR i 1984, som havde Lola Baidel, Kristen Bjørnkjær, Pia Tafdrup og
Michael Strunge som medvirkende, sagde Pia Tafdrup følgende om poesien i 1980’erne:
”…Det har et eller andet at gøre med at vi prøver at arbejde med et sprog som bryder klicheer, bryder
en hver form for konvention. Vi forsøger at gøre noget i vores digte, med sproget som mange ikke
gjorde i 70’erne og derfor vil jeg også våge at sige at nogle af dem ikke kan betegnes som digte, men
måske som noget andet. Jeg synes at det er mægtig vigtigt, det som Michael også nævnte tidligere med
selvmord og det lave fødselstal og jeg synes på en eller anden måde godt man kan sige at det afspejles i
digtningen. Altså, man kan godt sige om det nye at det er fragmentarisk og det er atomistisk og på en
masse måder viser hvordan man oplever i små glimt, hvordan verden trænger ind og ikke hænger
sammen og det er simpelthen mægtig svært at se en mening med noget som helst og det afspejles i
formen, og det hænger sammen med at vi kan føle et slægtskab med en modernisme længere tilbage. Vi
føler et slægtskab med dels det man har kaldt for en Andenfase Modernisme,
konfrontationsdigtningen, men ikke mindst et eller andet slægtskab med Tredjefase Modernismen i
den form som den er blevet oversat. Nu tænker jeg på at der ude i Europa foregik utrolig meget som
aldrig nåede her til, uhyggelig meget som aldrig nåede her til. Heretica Generationen forsøgte at
6
oversætte og videreføre det man har kaldt Den Symbolistiske Modernisme og senere hen, først sidst i
60’erne har man fået oversat hele den tradition som går tilbage til Mallarmé, Apollinaire og Tristan
Tzara, Lautréamont og mange andre…”
Netop Tristan Tzara havde en model til evig spontan og evig fragmentarisk digtning. Om
modellen skrev han følgende:
- Tag en avis.
- Tag en saks.
- Vælg en artikel i samme længde som du ønsker dit digt skal være.
- Klip artiklen ud.
- Klip hvert ord der udgør artiklen ud og put dem i en pose.
- Ryst den nænsomt.
- Tag nu hvert udklip ud, et efter et, i den rækkefølge de forlader posen.
- Kopier samvittighedsfuldt.
- Digtet vil være som dig.
- Og nu er du forfatter. Evigt original og begavet med en følsomhed der er charmerende og dog
ud over forståelsen af det vulgære.
Udfaldet af ovenstående model kan meget vel resultere i et scenarie der er smukt som det
tilfældige møde på et operationsbord, mellem en symaskine og en paraply, hvis man skal
lytte til vise ord fra en af surrealismens frontfigurer, Comte de Leautréamont.
Med afsæt i dette siger redaktionen hermed velkommen til første temanummer af tidsskriftet
Å; FRAGMENTER. God læsning.
7
FRAGMENTER
8
Theo Rossen Thy
Det døde blik
Vi er halvtreds kilometer uden for Lillehammer, og far har fået hikke. Hver gang fars hals
kaster et pip fra sig, hopper hele kroppen med, og under min hud simrer en rædsel, der er
større end mig selv, en rædsel, der allerede er fløjet op gennem bilens tag, og med alvidende
varsel blinker den ned fra himlen til den grå Fiat, længe før ulykken faktisk finder sted. Far
hikker og slipper grebet om rattet, som er det et varmt brød lige fra ovnen, disse to
bevægelser i bølgende takt med mors hovedvippen, højre mod venstre mod højre, til grønne
toner fra en trio fra Raleigh, North Carolina. Jeg sidder i stilhed bag dette virvar af gestik,
sidder med spændte muskler, blanke øjne og fornemmelsen af døden, der nærmer sig
gennem skoven. Og da døden endelig kommer, ser jeg den i øjnene, mor ser ikke døden,
hun har saligt lukkede øjne, far er fanget i et hik, men jeg ser døden i øjnene, og døden ser
mig i øjnene, og det går op for mig, at jeg er døden for den. Det er alene i et splitsekund, vi
fanger hinandens blikke, døden stopper ikke, det gør den grå Fiat heller ikke, og pludselig
splintres forruden, hjulene hviner, og så holder bilen stille. To tykke klove stikker ind
gennem stjernen i glasrammen. Jeg tror, at der var skrig, lige da det skete, men nu er her
stille. Far hikker ikke længere. Han har blodige stykker af knust glas på lårene. Det er ikke
hans blod. Så begynder mor at græde. En mand banker på fars rude, far ruller ned. Manden
spørger, om vi er kommet noget til, men far insisterer stædigt på, at han ikke forstår, hvad
nordmanden prøver at sige, det er bra, det er bra, siger far og laver en opgivende gestus
med hænderne, før han ruller vinduet op. Mor holder gråden inde for at sige, at nu skal hun
altså hjem, og så stikker hun ellers ud ad bildøren. Et par minutter efter ser vi hende køre
forbi i nordmandens Rover i retning af Lillehammer. Så sidder far og jeg der i mørket, stille
som to knappenåle i natten, med en død elg mellem os. Far tager godt fat om en klov og
9
erklærer ud i den kolde luft fra den fraværende forrude, at der nu ikke er nogen grund til
sådan at tage fart over en elg. Sidste år omkom halvtreds mennesker i området trods alt
grundet elge. Og vi er ikke engang såret. Vi er ikke en del af statistikken, siger far, vi står
uden for den. Og elgen jagede i øvrigt hikken væk, slutter han eftertænksomt. Sådan sidder
vi lidt, før far alligevel beslutter sig for at gribe sin Nokia, vi måtte alligevel nok hellere ringe
efter noget hjælp, måske kunne man endda være så heldig at få fat i en, der taler engelsk.
To timer senere er vi hjemme, men lyset er slukket. Mor er ikke kommet hjem endnu. Og
mor kommer ikke hjem den aften, men far siger, at hun jo har en del familie i omegnen. Jeg
lægger mig op på hemsen, tager dynen om mig og finder et par tegneseriehæfter frem. Kort
efter kommer far op, han vil også gerne sove på hemsen, bare lige i nat.
10
Illustration – Stian Tranung
11
Øjeblikke til kaffen
Plakaten hænger stadig skævt, tænker jeg og siger: – Det ser fint ud. Aina havde påtaget
sig tjansen at pryde de tomme vægge, og det skulle absolut ske på dette ugudelige
tidspunkt. Det havde allerede taget alt for lang tid. Vi lever jo for fanden ikke for evigt,
tænker jeg og siger: – Lad os nu tage den kaffe og den cremebolle. Et øjeblik forsvinder ind
i Ainas gab, og endnu et øjeblik følger efter. Jeg slipper hende med øjnene. – Lige nu
sidder jeg og tænker, siger jeg, på hvordan alt forsvinder, og inden Aina når at tygge sig
gennem dejen, tilføjer jeg: – Og nu er det øjeblik også forsvundet. Og det. Aina sidder med
åben kæft, jeg vurderer hvorvidt det vil være skadeligt at stoppe flere knuder derind. –
Hvad blev det til med Fanø? spørger jeg, så hun fuldstændig mister grebet om den tråd,
hun aldrig fangede i første omgang, men fordi Fanø i hendes lille hoved kun kan figurere i
én forbindelse, fortæller hun straks, at sidste uge i juli er god for hende, dén eller til nøds
ugen før. Hun skulle vist ses med nogle veninder, et større arrangement, eller ikke. Jeg
nikker og drikker den kulsorte kaffe, ser at Aina ikke har rørt sin endnu. Det er ikke så
underligt, fordi hun gør det aldrig, rører kaffen, selvom jeg altid placerer en kop foran
hende og endda hælder mælk i. Jeg undrer mig altså ikke, bemærker det blot, hver gang
bemærker jeg det. – Jeg ved godt, at det ikke rigtig er kage, siger jeg, men en cremebolle er
vel alligevel en slags kage. Nu ser hun sådan på mig igen, som om jeg taler et andet sprog,
som om mine ord ikke er rigtige ord, hvad i alverden er det dog hun forlanger, skal jeg
virkelig forklare alt, selv disse ord, bag hvilke ingen undren ligger? – Ja, altså kage til
kaffen. Aina smiler med læberne. Hun spørger om posten er kommet, hvortil jeg svarer, at
selvfølgelig er den det, hvorefter hun siger, at det jo ikke var det, hun mente, det var mere,
om der var kommet noget spændende med posten. Noget til hende. Hvorfor siger du så
ikke, hvad du mener? tænker jeg og siger: – Nej. En lastbil flyver susende forbi ude foran
vinduet, og som konsekvens af den støjende bevægelse går Aina i stå. Hun sidder helt
12
stille og bliver en smule skeløjet. Næsen rynker op og ned, danser midt i ansigtet. Et bryn
løftes. Og så skilles læberne langsomt, en line af spyt spændes foran det mørke gab. – Du
sagde noget, gjorde du ikke? spørger Aina. – Noget om en kvinde. Jeg sidder nu og bliver
en smule skeløjet selv. Jeg forstår ikke, hvad det er, der er sket, det øjeblik var jo
forsvundet. – Hvem er hun? spørger Aina, og øjeblikket er i sandhed vendt tilbage. Tiden
er pludselig ikke opdelt, som den burde være; i sekunder, minutter, timer og dage, alle
evigt forsvindende og aldrig tilbagekommende. I går er sket, i dag sker hele tiden og i
morgen kommer aldrig. Nu er hun vendt tilbage, og ikke mindst er Aina klar over det.
Dette burde ikke være muligt, tænker jeg, mens Aina gentager sit spørgsmål: – Hvem er
hun? Jeg prøver at finde et stumt øjeblik, prøver atter at gå i ét med tiden. Så siger jeg: –
Plakaten hænger skævt. – Hvorfor sagde du ikke det før? – Fordi jeg havde lyst til kaffe.
Nej, jeg havde behov. – Men nu hænger den jo skævt. – Og fordi jeg ikke havde lyst til
dette. – Og hvem er kvinden i øvrigt? Det stumme øjeblik gløder på min tunge, får den til
at piske rundt i hed ophidselse. – Hun er forsvundet, som alt forsvinder. Hun er nu et
navn og kun et navn, som jeg kan bringe tilbage ved at forme nogle lyde med mine læber
og min tunge. Jeg laver demonstrativt nogle voldsomme bevægelser med tungen. Hun
forstår det ikke. – Jeg forstår det ikke, siger Aina. – Du forstår det ikke endnu. Hun er
grunden til, at du eksisterer. Men det er det eneste, hun er længere, ellers omtaler vi hende
i datid. En stilhed falder fra loft til gulv. – Nå, hvisker hun, som var det hendes første ord,
en monoton lyd, der knap nok er til, og alligevel bliver den hængende i luften, indtil jeg
slår ud efter den. – Og skal du i øvrigt ikke også se at komme i skole? Jeg ser strengt på
hende, men kan mærke mit ansigt falde sammen, og til sidst må jeg støde et suk ud af
næsen. – Undskyld, min skat. Men det er simpelt hen for tidligt. Jeg har ikke engang
drukket kaffen op. Jeg kigger ned i den sorte væske og ser kortvarigt en spejling af et
modløst ansigt. Aina glemmer, det gør hun. Det gør man. Aina har glemt og spørger, om
hun ser fin nok ud, og jeg tænker, at hun ser ud som det, hendes mor så, når hun så på
hende. Barnet er det, der befinder sig i moderens øje, vi er alle det, der befinder sig i
13
moderens øje, indtil vores mødre forsvinder, og vi bliver til noget andet, måske en dag til
det, der ses i andres øjne eller, hvis vi er heldige, vores egne.
Måske bare i et kort øjeblik. – Du er smuk, min pige, siger jeg
14
ELMER H
# 1
men om natten
er alting
alligevel
okay
planeten ånder endnu
min elskede
fiser
i søvne
og i morgen
den lille død
smagt til
med kaffe og toastbrød
15
# 4
We don’t talk anymore
kværner radioen
med den skærende sandhed
enhver popsang
altid er medium for
jeg mener
det jeg hader
mer ved verden end alt andet
er dette
hvordan den langsomt gør mig
til en del
af sig
16
Poul Lynggaard Damgaard
Afladning
Solen vender sig om i byen
set gennem knust glas
fyldt med angst.
Volden bliver scannet.
En blomst i ruden.
Din ballade ud af gadens ar.
Jeg har trukket mig fra væggen
i en afladning.
Ingen dage tilbage
mens kroppen flyttes
gennem byen.
Giv mig plads i lyset bag ruder
der flytter sig for hinanden.
Rullende fart af billeder.
Jeg har aldrig været på denne side før.
17
Modsætning
Uden virvar hænger lyset før afsked.
Jeg går før enighed.
En periode af drømme.
Antændt bevidsthed.
Forventet årstid i en slidt bevægelse.
Solen flår terrassen.
Denne tanke vender aldrig tilbage,
men et rum er åbnet op.
Langs muren en forestilling
om bevægelse.
Nedfældede ambitioner
sejler ud i tågen
en råkold martsmorgen.
18
Forvandlet hjem
Op langs vejen
en herskende
fornemmelse
fra åens
piblende vand.
Skridt langs muren
op ad bakken.
Et ly for enden
af gaden.
Lejlighedens maske falder
i et besøg af håndværkere.
Skabene pilles fra hinanden
og efterlades midt i rummet.
Digte i baggrunden.
En vandmåler er sat op.
Drivende skyers
indhold af månen.
Træets ødelagte
lomme.
En weekend
uden sommer.
19
Huller for fornemmelser.
En dragt at tage af.
20
Nok Ideer
Jeg hænger skråt i vinden mod træer i baggrunden.
Væggene er kommet til skade.
Plaster på revnet vindue.
Glitrende gnist.
Lyset falder i en linje
langs panelets ophør.
Du sidder i flydende stråler bag møblerne.
En rude hvor murstenen forsvandt.
Væggene foldet ud mod landskabet.
For altid et stjernebillede over maleriets univers.
En ledning trukket gennem haven.
Jeg kigger over kanten
og ser mig selv i kaffen.
Jeg rører hovedet. Mon kanten
holder?
Folder hænderne mod glasset i et ansigt af Picasso.
Vi snakker om sangtekster på hjørnet før værelserne bliver
tomme. Din ejendom gør jeg mig bekendt med. Går med
planterne rundt om det lange hus. Ringer til en forladt park.
En fremvist frekvens i åbningen af tasken.
Et privat menneske trukket ud af skyggen.
21
Mit grej i et af de efterladte rum før alle for alvor rykker ud.
22
Broderede kloakker
Inventar fra det fjerne østen samlet i rummene
og på gangene.
Lampeskærm med spor fra et helligt dyrs
poter.
Glemt skygge på jorden. Grundløs papir
under loftet.
Et egetræ set fra alle sider gror i en konstruktion
kaldet overfart. En væg i solnedgang.
Elementet bærer passagen for en fremmed.
Vi gennemkører samtlige landets broer.
Palmer gror i biblioteket mod en væg i solnedgang.
23
Æskens tanker
Jeg beholder øksen fra vores samtaler
og lægger den i skoven
som en afbrændt tændstik
i åben æske.
Det er ikke skoven der brændte,
men bjerget.
En cigaret skoddet i sidste århundrede.
Opblomstring uden sol.
Nu er
bjerget her igen
Farverne på række.
Bjerget vendt om
for at det kan stå selv.
Personen i en periode
mellem indstillede sprog.
Solen uden løbebane.
24
Daniel Boysen
MR-scanning
bølgerne er trætte
falder i søvn
med rande under øjnene
de blå pastiller
tørrer ud
tungen falder af
*
træet er forviklet
i et gammelt bryst
alt tages bort
*
skoven er tæt
lyset grønt
af blade og bund
skoene mod gruset
søen forsvinder
under bakken
inden en ny
begynder
*
det starter med et håb
når vi skaber
25
en familie
*
ingen kan
vende tilbage
til et ekko
børnenes latter
er kompleks
*
bærer sorgen
i et fald
*
står af ved det
sidste stop
lige ved himlen
her er koldt
så smukt
let at forsvinde
*
istiden er gået
med bjergene
skyerne lægges
om mine øjne
som en hyldest
*
måske vågner vi
i morgen
26
Anna Klahn
Erindringens sted er det hus, der nu forfalder, fordi vi var de sidste, der orkede at bo der, et
tilfældigt bygningsværk fra 1803, der engang indeholdt stue, børneværelse, soveværelse, vores
natlige kampe, mit skingre skrig efter naboerne, der ikke vågnede.
Erindringens sted er placering af barn, kvinde, sol i et landskab foran et bindingsværkshus.
Send fuglekvidder ind, send sommerbrise ind. Sæt grønne træer i landskabet omkring dem, lad
vinden kæle for bladene, strø kløverblomster over marken.
Lad barnet være et billede på uskyld, lad barnet bade i en balje vand.
Og send mig så ind i kvindens krop, lad mig mærke en skygge af dig i kanten af erindringen, at du
befinder dig i huset.
Din afskygning er en form, en farve, der knytter sig til huset, ligesom min far personificeres
gennem sin bil eller biler der ligner hans, dér er far.
Erindringens sted er en cykelsti, hvor vi går i skumringen. En mand, en kvinde, et barn.
En kattekilling følger os, på vej ned mod landevejen, du prøver at jage den væk, for at den ikke skal
gå ned til vejen, vi kan høre lastbilernes brølen fra vejforløbet udenfor byen.
Du løber hurtigt frem mod den flere gange, for at den skal stikke af, men den følger os tæt til benene.
27
Jeg hvisker til dig:
Ok, der er ikke noget at gøre ved det, vi kan jo ikke redde den, når den løber frit omkring.
Barnet siger:
Hvem kan vi ikke redde?
Erindringens sted er et ingenmandsland, et utæt sommerhus om efteråret, ingen ved at jeg befinder
mig der udover dig, og det er dig jeg vil forlade.
Erindringens sted er en skov med et sommerhus, hvor den sprøde lyd af kold nøgle i kold lås ikke
høres af nogen, hvor lyset ud af vinduerne om aftenen ikke ses af nogen.
Erindringens sted er det ildelugtende køkken, hvor jeg tilbereder måltider til mig og mit umælende
barn, måltiderne synes at være en abstraktion, døgnets tidspunkter synes at være en abstraktion, jeg
kan ikke tænke på andre end dig som en vej tilbage, at jeg vil tage hjem i aften, at jeg vil ringe
hulkende, næsten ude af stand til at tale, at jeg vil sige
hent mig, jeg fortryder alting!
28
Erindringens sted er den vej jeg går på for at komme hen til stationen, jeg har mit barn på brystet,
for meget en enhed med mig endnu til at være et vidne.
Erindringens sted er den hulvej gennem bakkerne, er det faldende dansende løv der, det daglige
møde med en ældre mand på knallert, han er min erindrings eneste vidne, og jeg håber at han
husker mig
kvinden med barnet på brystet.
Erindringens sted er et rent og forladt sted, når jeg cykler uden lys i mørket fuld og alene, med høj
musik i ørerne.
Erindringens sted er et hus, som jeg engang har bevæget mig mod med et barn på brystet og et barn
i vognen, så varm og uforstyrret i min enhed med børnene, med månens skin over os, over træerne.
Erindringen sted er et hus, som ingen af os længere bebor, men som stadig har de samme
mahognilåger på badeværelset.
Erindringens sted er et kvarter at vende hjem til med børnene, men ingen af os vender hjem
længere.
Cykelstien er efterladt alene under gadelygterne om aftenen.
Erindringens sted er et dækket bord og dampende mad, er familiens hjerte.
Maden damper, ingen kommer til bordet.
29
Illustration – Hartvig Hansen
30
Illustration – Hartvig Hansen
31
Le Sirid Kongelys
Kvalmende usikkert
Nærmer jeg mig boets indre
Et indre jeg kender
Og miskender
Et indre der bor i dit sind
Der hvor blødende hjerter
Render i evig strøm
Hvor den andens kind
I livsglædens stråle
Går tabt
Og jeg ønsker mig hen
Der hvor Jerusalems mur græder
Og månen kun har et sind
32
Nanna Westergaard
33
34
35
Mette Damgaard Sørensen
Fabriksdigte
Først klippe i bølgepap så clipse om stolebenet (4-5 clips) så clipse om stolebenet (4-5
clips) så clipse det om stolebenet (4-5 clips) så clipse om stolebenet (4-5 clips)
stablerne vokser og musikken
spiller.
Krampen møder den forrige
så ringer klokken.
To mænd sidder ved det bagerste
bord, deres brune nakker er
en uafbrudt genstand.
Min madpakke
36
gør sig så flad som mulig over for min
smukke min blinde
makker.
Der går et spøgelse gennem
hallen.
Alt på ham er hvidt, også vipperne træskoene
lungerne.
Musikken stopper
akkorderne i stå, han er hvid
og skal indlægges.
Den falmede undertrøje ved
syrebadet:
Op ad armen skulderen og dér
37
sære syn, damer med uens lemmer og øjne
som æg.
Huden er et kladdepapir en særlig
ømhed
i røven og jeg finder
hans øjne
gennem hallen
helt utroligt.
Malingen i lungerne begynder at skalle og han
kommer tilbage og ryger cecil i pauserne. I den ene ende af hallen er
en dør åben ud til plænen, det meget
grønne græs, vi kan sidde og
lytte til måske
en lærke.
Så er vi videre.
38
Leif Achton-Lynegaard
CELLE
i øje af frygt hvor
edderkoppehunnen
igen og igen reparerer
huller med fine tråde
som glinser i morgenduggen
er jeg en puppe indviklet
i usynlige tråde
mine celler uddør i cellen
uden indgang eller udgang
en vindeltrappe fører blindt
op til loftets grå himmel
gulvet en klæbrig masse
et pulserende hjerte af
39
urin sæd savl og opkast
siamesiske pupillers nerver
eksponerer uudtalte billeder
som døde fluer i synet
læbernes albatros flakser
i modstrømmen nattens
forgiftede drøm
vrider sig i kønsløs smerte
rummet flyder ud forsvinder
i graciøs salmesang
glinsende fingre kradser
i fodspors afgrunde
med tårernes klarhed åbner
blodigt tandkød døren
til et forsvundet ansigt
40
HADES
velkommen til den nye verden
hvor livets gåde ikke er et mysterium
hvor hunden er herre og hvor mennesket
strejfer rundt som vilde ulve i skoven
krybende på alle fire med savlet dryppende
fra tandløse blodige gab
fremtiden er fortiden frem i tiden med
zig zag lyn for tomme øjne
virkelighedens betændelsestilstand
er fremskreden der er allerede gået
koldbrand i åbne sår
brudstykker af fortid og nutid samles i
nye mønstre til en uvirkelig virkelighed
som ligger lige for
hvem kyssede jorden engang for
41
frugtbarhedens gaver
det ufødte barn vil arve pesten
som dåbsgave ved fødslen
fædrenes lig vil flyde i havnen
før de synker til bunds for at rådne væk
i glemslens mørke vande
ragnarok er tidens svøbe det skal være
skidt før det bliver godt
en dag under en sort sol vil spirende liv
uden sygdom bryde jordens skal
for en ny æra
venner se lyset klæd jer i mørke
og mærk hjerterytmen eskalere
42
SPØGELSESBY
bag byens rullegardiners
forliste eneværelser
hænger spejle tynget
af døde slægter
falske profeter og
ufødte fostre
i denne trøstesløse
byørken høres fuglekaldet
med lyse rytmiske skrig
i disen anes offergaver
på torvet i ønsketræets
nøgne sorte grene
hængte menneskedukker
der vugger frem og tilbage
i brisen
43
øverst oppe vajer rødt
falmet tørklæde som et flag
på en forladt slagmark
også det har mistet sin glans
med årene
44
IN MEMORY
som levende død med slanger som
tilfører blod intravenøst i kroppen
fra en maskines mekaniske hjerte
forlist isoleret i sin krops fængsel
i en tilstand af stilstand med de
ar der ikke kan ses de ar der kryber
ud af munden som sorte fluer
de tanker der endeløst vandrer
de tanker der lagrer sig i sindet
livet i hende tørrede ud
hun fik aldrig sagt fra i tide
nu dukker de op i demensens tåger
spørgsmålene
hvor er min mor hvor er min far
er jeg helt alene nu
45
er du kommet for at hente mig
de samme spørgsmål igen og igen
hvor er mine ting de fjerner mine ting
jeg tænker er det min arv
er det sådan jeg også bliver
vil mine grænser flyde ud
forsvinde
skal min rejse også engang
gå tilbage ind i min barndoms land
blive et savlende barn
i en oldings slidte krop
fortvivlet kaldende på mor
hvor er du hører du mig ikke
en sort fluesværm formørker rummet af sten
og den hjemløses hoved stivner i smerte
over den gyldne dag (Georg Trakl)
46
INVASION
asfalttarmens tabte timer i
revnede lerkrukker
smeltede lyssignalers opalgrønne
pletter på jorden
aftegninger af menneskekroppe
på mure vægge
og facader groteske fastfrosne i
et splitsekund
træthedstegninger på bagsiden af
lysavisens ansigt
fugleskrig tager til i styrke droner
invaderer byen
lægger skidne æg i fremmed rede
47
Christina Agerboe
“Tærskeldig”
Du kigger på mig
gennem skærmen
træder over tærsklen
mellem tid og rum
Det kan du
fordi du har dine særlige
sko og briller på
siger du
mens du er der
foran mig
før dit silkeblik
trænger ind
gennem mit bryst
rører ved mine indre organer
Du sætter et flag i mit askehjerte
tager en souvenir
med ud igen
Du er tilbage
48
bag skærmen
jeg tror
du har glemt
at du
på vejen ind
rev mit bryst
itu
så modtager jeg
et postkort
fra dig
år og hjem senere
uden afsenderadresse
med et billede af nål og tråd
49
Morten Reimar
Lille Torv
Søndag i november
Lille Torv i Aarhus
og bladene hænger på
med det yderste af neglene
mens døren til 7-Eleven
går op og i
som Lille Torvs lille hjerte
i en konstant rytme
der fylder torvet med mennesker
og mennesker med cigaretter og pizzaslices
og mannequinerne glor
de kigger ansigtsløst bebrejdende
på folk i dynejakker med poser
der ikke er fra SAND
og mannequinerne forstår det ikke
de smider tøjet til 25 procent hele november
50
imens går en soldat til toget til kasernen
høj og rank med sækken over ryggen
og en baret i reglementeret vinkel på hovedet
og en rekrut i civil halser bagefter
som en hund der vil vide alt om kasernen
i København
og hvordan det er at gå i byen
”er det vildt, jeg mener, er det ikke helt sindssygt?
Og hvad med pigerne, hvad siger de til sådan en jyde i uniform?”
I dag har alle døtrene i byen
besøg af alle mødrene
fra uden for byen
og går imod vandingshullerne
ved Åen
med café latte i øjnene
og varmeblæsere
ja, der er brug for varmeblæsere i dag
det er november på Lille Torv
masser af dem
og samtidigt kommer en lille tyk sulten mand
fra Store Torv
51
mod pølseboden
pungen allerede ude af lommen
jakken åben på vid gab
viser den hvide fodboldtrøje indenunder
der matcher kasketten
der ikke skærmer for noget i dag
himlen er grå
som fliserne
på Lille Torv
en gang i mellem åbner dørene til Magasin
der har ekstraordinært juleåbent
og lukker en duft af stueetagen ud
en blanding af 365 parfumer
og renskurede parfumedamer
viftende parfumeprøver
og kragerne flokkes om en skraldespand
men bliver jaget væk af en måge
og en mor med gråt hår og røde briller
har godt tag i sin datter
og trækker hende henover torvet
og siger
52
”og så bagefter ku’ vi…”
”og så tænkte jeg at vi ku’”
”og så ku’ vi”
mens datteren kigger ned på sine allstars
og har sit at tænke på
jura, kinastudier
eller hvad ved jeg
og er lige ved at gå ind i en hjemløs
med Hus Forbi
hvis ikke moren havde nået at trække hende til side og sige
”hov, det må du undskylde”
til dem begge to
Og der går en med hue
og to med handsker tre
fire
fjantepiger
en mand med tribals i nakken
mor med et barn på cyklen
”se mor, en måge”
og moren ser ikke en skid måger
hun ser lige ud
53
vil fremad
men Lille Torv rykker ikke noget særligt i dag
den lever sit eget stille liv i dag
der er folk, der skal alle steder hen
Hvorhen?
I dag
En dame går imod strømmen
En mand sidder på bænken og tager det hele til sig
En pige trækker sin cykel
ved siden af en fyr med stribet halstørklæde
”det kan man ikke vide,” siger han
”det ved man jo først bagefter”
og pigen nikker lidt
det ved man vel først bagefter
mens hun kigger på ham
det kan man jo ikke vide endnu
tænker hun sikkert
54
Trøjborg lørdag d. 18. oktober 2014 7:40
Vinden puster træerne vågne
mens mågerne flyver på arbejde
under megen brok
en hund trisser rundt i gården
mens en Volvo tænder på gaden
duerne slår kuskeslag på tagryggen
soveværelsesgardinerne er stadig for
Byen sover endnu
sengen står hvor den blev efterladt
hjertet hamrer i brystet
øjnene vil ikke mere for i går
55
Mads S. Christensen
I N S P I R E R E T
Ilden spreder sig i min mund.
Nappende
Siver spritten ned gennem mit halsrør.
Pirrende
Iagttagende ser jeg ud gennem andres øjne.
Rekrutterende
Eksotiske tanker, dem hvor jeg drømmer.
Rekrutterende
Erotiske tanker, dem hvor jeg føler.
56
M Å N E D Å B
Mærker overfladen, den brydes.
Åndeløse
Neon grønne mandekroppe nedsænkes.
Elektriske
Dunk hamrer i brystet.
Åbner
Bålet og kaster mere på.
57
O B S E R V A T Ø R
Og sådan skabte jeg virkeligheden.
Bævrende
Slugte jeg min egen person.
Ekkoet!
River hjertet fra hjernen.
Vakuum!
Alle bifalder den som ingen ser.
Tvinger
Ønsket om frigørelse igennem.
Rekonstruktion påkrævet.
58
Cecilie Thorup
Mit fragmenterede hjerte
”Det bliver dig, der kommer til at tjene pengene,” sagde du smilende fra din plads i Ægget
og i et let forhøjet toneleje, så du overdøvede den Michael Jackson-sang, der spillede fra en
B&O-højtaler i udstillingen ved siden af os. Jeg selv havde placeret mig i en alt for dyr
designerlædersofa i den anden side af lokalet, mens jeg forsøgte at holde fast i dit blik, som
glimtvis blev forstyrret af den lørdagstravle menneskestrøm, der strøg mellem os gennem
møbeludstillingen i den aarhusianske version af Illums Bolighus. ”Nej, det bliver dig. Jeg
skal bare være journalistisk freelancer og skrive om lige, hvad jeg har lyst til,” sagde jeg og
satte mig over på skødet af dig og hvilede hovedet på dit bryst. ”Okay. Hvad så med at vi
begge bliver rige, du bliver tv-vært og jeg bliver kommunaldirektør, og så køber vi Syver-
stole til vores spisestue og Ægget til vores sommerhus med havudsigt,” sagde du og kyssede
mig på panden. ”Aftale,” sagde jeg og indsnusede din duft og tænkte på, at jeg var ligeglad
med, hvilke stole og hvilket hjem og hvor mange penge, vi havde, så længe jeg bare var
sammen med dig.
”Han kunne være sjov at flirte med,” tænkte jeg, da jeg fik øje på dig i baren. Jeg var på min
fjerde fadøl og begyndt at kede mig lidt, og du så lidt kikset ud med nogle kilo for meget og
en utjekket frisure. Jeg møvede mig gennem menneskemængden. ”Har du en cigaret?”
spurgte jeg på dansk, for selvom vi var i Bruxelles, var der nærmest kun danskere på den
her bar foran EU-Parlamentet. Der blev færre og færre timer til, at jeg skulle på arbejde.
Jakkesættene omkring os forvandt en efter en, gadelygterne på Place du Luxembourg
begyndte at lyse skarpere i sensommernatten, og jeg genkendte den samme popsang fra
59
højtalerne, som indikerede, at playlisten var startet forfra. Pludselig opdagede jeg din hånd
placeret lidt akavet på mit lår, selvom vi var midt i en ikke særlig sexet samtale om Ruslands
aggressive adfærd. Din umiddelbarhed og naivitet fik mit hjerte til at pumpe, og så kyssede
du mig for første gang.
”Og så vågnede han op med is ud over det hele, fordi han i sin brandet var faldet i søvn
med en Ben&Jerry’s på brystet,” grinede din ven, som jeg godt kunne lide, fordi vi havde
dig til fælles. Han var en ud af fire, der var taget til Bruxelles for at besøge dig den weekend,
og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget af dig, der strømmede ud af deres
ansigter. De sang fødselsdagssang på fransk ved bordet ved siden af os, og jeg sad med
armene limet ind til kroppen, så dine venner ikke kunne se mine pletter af sved under
armene. En ny runde af tung, belgisk øl. Jeg snoede min finger rundt om en af de krøller,
jeg i flere timer havde stået og lavet hjemme på badeværelset, inden jeg skulle mødes med
jer på baren, mens jeg sultent slugte alle de historier, de fortalte om dig. ”Det betød meget
for mig, du var med i aften,” sagde du og kyssede mig, da vi senere stod ude på gaden alene
og ventede på vores Uber.
Diskolysene malede dit ansigt i først grønne, så røde farver. Stiletterne nev i mine fødder,
men de mange Dark & Stormy-drinks havde bedøvet mig præcis nok til, at jeg var ligeglad.
Du drejede mig rundt, så min blomstrede kjole flagrede. En pige bumpede ind i mig på
dansegulvet, og jeg blev overrasket over, at der var andre end os til stede. Du lagde din
hånd på min hofte og trak mig ind til dig og hviskede, at du ville have mig. Vi gik op på
vores værelse på det pensionat i Tisvilde, som dannede ramme for fødselsdagsfesten. Du
havde kun lige nået at tage kjolen af mig, da alle de mange drinks kom rullende op igen.
”GÅ!” råbte jeg, mens jeg kastede op i skraldespanden ved siden af sengen. ”Jeg går ingen
steder,” sagde du og sørgede for, at jeg ikke fik hår i ansigtet.
Regnen havde gennemvædet mit tøj, mine fødder gjorde ondt af udmattelse og begge vores
telefoner var døde for strøm. Din kolde og våde hånd holdt krampagtigt fast i min, og du
trak mig nærmest af sted med et sammenbidt udtryk i ansigtet. Vi fandt en café og satte os
60
ved et stort vindue, mens vi så regnen falde ned over de stakkels mennesker udenfor, som
vi selv havde været for få minutter siden. Vi bestilte muslinger og store fadøl og varmen
begyndte at strømme i kroppen igen. Du kærtegnede mit ben under bordet, og jeg smilede
til dig. Jeg var helt fortabt i mine egne tanker og kiggede på de forbipasserende liv. Hist og
her nævnte jeg en tilfældig tanke for dig, som du forstod med det samme, og så faldt vi
tilbage i vores egen tankestrøm. ”Hvis I ikke har tænkt jer at bestille noget mere, er jeg snart
nødt til at give bordet videre,” sagde den sammenbidte tjener og gjorde mig opmærksom
på hvor mange timer, der var gået.
Hotelværelset i Montmartre var så småt, at der ikke var plads til meget andet end den store
dobbeltseng. ”Kommer du ikke med i bad?” spurgte jeg, men du var lidt tøvende, for du er
en meget praktisk mand, hvorfor dog gå i bad to, når man kan gøre det mere effektivt alene?
”Aaaaaall byyy myyyyself,” sang jeg højt i bruseren, og du kom ind til mig, og vi kyssede
under det varme vand. Jeg sang videre, mens du vaskede mit hår, så gæsterne inde på
værelset ved siden af begyndte at banke på væggen. Du grinede og bankede igen. Rene,
nøgne og varme gik vi ind i sengen og elskede til lyden af Paris i baggrunden, og jeg satte
ekstra lyd på, dels for at irritere vores nabo, dels fordi jeg havde brug for at råbe til hele
verden hvor forbandet lykkelig, jeg var.
Du forlod mig på en tagterrasse i Aarhus Ø med beskeden om, at du ikke længere var
forelsket i mig. I flere timer sad jeg i forårskulden alene med en flaske rødvin og ventede
på, at du ville komme tilbage og sige, at det bare var for sjov. Til sidst kravlede jeg ned i min
seng, og jeg kan ikke finde kræfterne til at rejse mig igen.
Når jeg åbner øjnene, går strømmen imod mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lukke dem
igen. Det eneste, jeg har tilbage, er små glimt og fragmenter af vores tid sammen, som spiller
forfra i mit sind igen og igen, som om det hele pludselig på et tidspunkt vil give mening.
”Er du der?” spørger Netflix, og jeg trykker ja, men det er jeg ikke, for nuet gør for ondt.
61
Kenneth N. Christensen
NÆRMEST : FJERNEST
Mediterer gennem livet
og den aktuelle verden
udenfor mine vinduer.
Måler afstand i tid.
Hvad er nærmest?
Hvad er fjernest?
Den store kærlighed?
Tredje verdenskrig?
Min spildte ungdom?
62
PANISK KYS
Da jeg så en følelse
springe fra mit hjerte
blev jeg bange for
hvor den
ville springe hen.
Den ramte dine rødlakerede læber
som et panisk kamikaze-angreb.
Din far lærte dig mantraet:
Digtere er uforståelige, utroværdige og
unødvendige.
63
Carsten René Nielsen
*
Hvor digtere bor
går skriveborde rundt
og græsser på engene
blæk flyder i alle floder og søer
træernes blade er hvidt papir
sol og måne ord på himlen
*
Man kan da høre
at hjertet sidder på rette sted
sagde lægen
hans stetoskop sad fast
oppe i røven
på bankdirektøren
64
*
Trækker man huden
af præsten
kan man flyve med ham
som en drage
i blæsten
*
Lige børn leger ikke bedst
bedst er det
hvis man stiller sig
så meget på skrå
at husene bliver
helt svimle
65
*
En bog så stor
og med så tunge sider
at der skal fire mand til
for at bladre
men med så lille en skrift
at man kun kan læse den
med brug af kikkert
*
Hendes ene arm er fem meter lang
den anden kun ti centimeter
hun vinker til dig med den lange arm
siger farvel med den korte
66
Illustration – ”Fertilitet” – Nanna Kolding Sørensen
67
Glenn Enrico Buhl Liwervall
BLODSKAMMELIGT
Du er en stærk pige
du er fars pige
husk det nu
messede du altid
med dine ildelugtende
krogede tobaksfingre
fjernede du beviserne
de stille salte tårer
i min uskylds barneansigt
de samme næver
der kort forinden
med ét
ødelagde alt
mit livs forår stjal du
men resten af årstiderne
fik du ikke
jeg er en stærk pige
68
hævede mig ubesværet
over dit niveau
satte dig fri
som en ubetydelig prut
der flygtigt førtes væk
af glemslens vinde
i en formørket tunnel
vaklede du mod døden
korsfæstet af samvittighed
den forvitrede din sjæl
gnavede glubsk i dit sind
som umættelige termitter
indtil den dag
hvor dit legeme
blev hædersgæst
ved et gigantisk
tag-selv-bord
formuldet af orme
69
Illustration – Katrine Jørgensen
70
Illustration – Katrine Jørgensen
71
Illustration – Katrine Jørgensen
72
Illustration – Katrine Jørgensen
73
Henrik S. Holck
ÅNDEN ATOMET II.
En gud ligger gemt i frøet – En Skabelsesguddom
hvisker (taler sagte) fra fosteret.
En krystalgrottes blodomløb, en hensigt indcirklet,
virkelighed indeni virkelighed, som (aldrig) blev
undfanget.
Hvor er du, Sjæl, alle mine levende celler,
I mine børn, som ikke fik lov. Jeg er jeres Fader og Moder,
hvad, har mennesket gjort imod jer?
Og hvem, skal sone denne deres forbrydelse mod mig -?
Det vil komme over denne ugudelige slægt
som en tyv om natten, som en Boomerang af ødelæggelse,
hvad I har gjort mod denne min mindste, skal gøres mod jer selv
Den katastrofe I har udløst over andre,
skal komme (uden skånsel) over jer selv.
I Ugudelige! I – venner af døden og livets ophør.
Hvad har I gjort.
74
Hvem er I ? at I ikke kender Livet.
Hvad er I skabt af ? Ikke af stof som sjæl, drømme og liv!
Nej, I må være skabt af de dødes billeder, Af ophørets manglende kærtegn.
((Af rædsel og undergang – af had og hævntørst- og mangel på liv -?))
Omgivet af min Skabelse står I selv lamme, blinde, blottet for livsytringer,
hvordan kan sådan noget finde sted i min Skabelse. Hvordan? Hvordan?
I svarer ikke.
(Men? (Jeg ser?)) I går beskæmmet bort, I må fjerne Jer fra mit blik.
(Mit blik er ikke vrede. Det er Kærlighed.) Mit blik vil brænde jer op.
Min kærlighed og sandhed vil få jer til at lide – i denne lidelse
må I vende om til Lyset – I må forlade Dødens nat. I må gå bort fra Krigen…
I må igen lære at vandre mod lyset. Mod Gud !
75
Hvad elsker du mere
hvad elsker du mere
kom og sæt dig, jeg venter på dit svar
lille atom
liv indeni liv,
det er svaret på at være eller ikke være,
liv indeni liv,
alt er, og i livet eksisterer døden ikke,
alt er, alt er enten i lyset eller i mørket, enten i livet eller døden,
så sandhed kan være
at være i live og ikke være
og sandhed kan være
at være død og være levende
at være er
liv indeni liv,
og i livet eksisterer døden ikke
76
Selma Olive
*
På hylden ligger en rød bog om Kina og verden
på køkkenbordet står et halvtomt glas
i morgenlyset er du
og skærer løg for ikke at græde
Det var diset frostvejr kl. halv 5 i dag
mine tanker druknede i et kliché polaroidfilter,
og regnen smagte af honning
på Tenerife
Det er underligt så lam man kan blive af at være tilfreds;
blank
helt blank.
77
GODNATSANG FRA EN MPC
/ MIT LIVS RØDE TRÅD
Engang havde du lavet et vildt trommebeat
på et kæmpe skrammel af en MPC
og selvom den larmede
var jeg bare glad for at jeg måtte sove der.
Du spurgte pænt om den måtte stå tændt;
jeg tænkte
med tidsmaskinen til barndom og båndstøj
Lørdag klinet til højtalerene
kradsende gulvtæpper mod maven;
at du var min bror, og at jeg havde set op til dig hele livet
og at jeg stadig gør det,
78
og at andet kunne være lige meget.
79
23 juli 2016
Med sine solbrændte bølger stod en barndommens prinsesse og strøg sin hårbørste over
maven i en gade af skygge i det smukkeste sydfranske.
I samme øjeblik sad den ældre colombianske herre Fernando og kiggede på
solnedgangens pastelfarver, der ydmygt oplyste livets spor i hans ansigt.
Jeg kan ikke mærke mine følelser. Prøver febrilsk at fremtvinge den gråd,
der paralyserer
de følelser, man søger
blot for at undslippe dem.
I metroen stod et japansk par roligt utålmodigt med sammenbidte kæber, udspændte
læber og livsglade øjne.
80
*
Vi løb fra kafferegningen
fra i går
fra i morgen
og endelig er det mig, der holder hendes hår
undskyld
det skulle jeg have gjort noget før
senere stod jeg lammet på Valby Station
og tænkte på din udsigt
blandt pizzabakker og one night stands;
hun sagde
hun ikke ville Livet længere
hvem vil det
men jeg selv bukker under for gruppepres
dobbeltmoralen i sin fineste facon
man skulle da nødig stemple sit eftermægle med EGOIST
Fredag slubrede jeg din kærlighed,
der smagte af honningregn og diset eftermiddag
81
så kom den;
samvittigheden og den bitre eftersmag
bagerst på tungen
der mest af alt mindede mig om
at jeg skal huske at drikke vand før,
jeg dummer mig.
Egentlig havde jeg altid frygtet døden.
Nu var erstatningen blot en frygt for det, der skulle ske forinden.
Dansende på følelsesløse fodsåler af glas
i ungdommens rus af mangel på rebelskhed
forsøgte jeg gang på gang at fremdrive de barndommens traumer,
der aldrig var.
Sårbar bliver man især den dag man indser sig voksen
uden et ar.
82
*
Gid jeg var mig
og gik i børnehaven og boede hjemme
så ville badeværelset ikke lugte af jord
og mit liv ville ikke være gennemblødt
af fremmede mænd i min seng
Jeg har ondt i nakken
af at ligge ned og leve
Det eneste der bevæger mig
er de krampetrækninger der kommer af den hjemvé
jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt
Det her liv
for det bliver ved med at vende tilbage
og gid
jeg ikke skulle gå ned fra 5. sal
for at ryge en cigaret
og lyve om hvor jeg bor
83
*
På gaden ligger efterladte endetarme
som kødeligt bevis på det faktum
at folket ingen vilje har
og at jeg aldrig stopper med at ryge
i armene på dem, der ikke vil have mig.
En mundvige løber i vandet,
en sommerfugl gnaver sig
gennem indersiden af min mavesæk
hvorfra
jeg prøver at administrere min angst
og at jeg aldrig formår at balancere
men
kaster mig fra overflod til askese til
ude af kontrol og dødsens angst
for Nørre Allés provinstrafik.
84
*
Jeg kigger mine følelser i spejlet
pudrer min personlighed
Redder mig gennem min angst
og dækker mine drømmes dystopi
Lægger en seddel på køkkenbordet
spiser en ostemad
og følger rutinen til til dørs.
85
Domkirkens øjne i nakken
Gæt en plet, er blevet mit livs universelle æstetik
En dag af selvdisciplin
en nat under overjegets ørneøje
reptilhjernens kontrolløse overspringshandlinger
Jeg har en fornemmelse af
at jeg aldrig bliver klogere
med domkirkens øjne i nakken
Jeg lever af flormelis og gammel hindbærmarmelade,
pocherede æg og kogte linser
tiloset hjem og sind,
der er som køleskabet;
fyldt
med fænomener der falder over hinanden
mod målstregen
endepunktet
at dø.
Jeg er så sart,
86
syrnede mælkeprodukter kan holde i mange dage
og appelsinsaft svier i åbne sår
uanset årstiden.
87
Iordensmenneske
/ Exibitionist
Har svært ved at bedømme
andre og mig selv
og verden
og mine grænser,
Mine lunger er trængt inde
som følge af manglende selvkontrol.
De kan ikke trække vejret,
for jeg ikke kan give slip.
Jeg synes mine planter ændrer sig
hver dag
hver morgen
peger de en anden vej.
Måske er jeg exibitionist,
holder takten på cykelstyret,
88
smiler stort
som havde jeg noget at smile af,
når nogen holder
for rødt
og for øje.
Jeg kaster op
og synger højt
eksperimenterende syrejazz
når jeg ved
jeg ikke er alene.
89
Silja Henderson
Sove/vågne
Det umulige er at falde i søvn igen, når man først er vågen. Som om sjælen vil være
vågen. Tørstigt som fårene der strejfer om i ørkenen, som barnet vi afviser ved
grænserne.
vores børn har klyngebomber under øjenlågene
vores børn har havets gurglen i øregangene
vores børn har håbet stikkende i halsen som en rose
min hud
mine børn
mine gasangreb
separationen som den egentlige løgn
separationen som den egentlige løgn
separationen som
separationen
på et tidspunkt kæntrer båden/igen/på et tidspunkt drukner flere hundrede
mennesker/på et tidspunkt står solen ned/over deres kroppe/de er
prismer i havoverfladen/på et
tidspunkt
90
se hvor solen stiger se
hvor solen stiger
stiger
som søvnen
som vandet
om anklerne til man drukner
saligt lysende
i sit eget salte
vand
91
Nikolaj Loufbye
Udenfor flyder landskabet forbi
Med 120 Kilometer i timen \\ Søndergade rives med I slipstrømmen
//
En by bygget på en bakke
Jeg engang kaldte Mit hjem
\\
Salling oplyser scenen
Imens perspektivet
Langsomt bliver drejet
//
Jeg har været her før
\
Hvem er du?
92
/
Jeg ved hvor vi ender
\
Du har mødt mig før
Mødt mig igen
/
Jeg må advare nogen
\
“Kan du ikke huske mig?” / Jeg rejser mig Og løber gennem toget \ Du har byttet ansigt
med en anden
/
Det er som at skrige
Under vand \\ Tyngdekraften drejer på en akse Kaster os mod himlen
//
Togvognen vælter
Vi hænger vægtløse
I et frossent Splittet Sekund
\\
93
Overalt
Holder folk fast
//
Øjeblikket tør
// Vi falder \\ \\
Op
//
Hen
\\
Væk // Ind i hinanden \\ Knuses
//
I ægte
\\
S L O W
//
M O T I O N
94
Erik Kock
Bidrag til kritikken af krigens anatomi
I 1946 beskrev en belgisk retsmediciner i sin private dagbog en obduktion han havde
foretaget, men hvis resultat han havde forfalsket. Afdøde var tidligere sergent i den
belgiske hær og havde været offer for et endnu uopklaret bombeattentat. Retsmedicineren
havde i ånden set sin fremtidige karriere lide skade hvis han med vanlig nøjagtighed
havde identificeret de projektiler der var blevet fundet i eks-sergentens krop, og som
havde forårsaget hans død. De var alle menneskelige fingerknogler.
Under en oprydning i 1927 i krigsministeriets kælder i Republikken Albaniens hovedstad,
Tirana, skulle man være stødt på en rapport der beskrev et forsøg ministeriet havde udført
i februar 1919, kort efter afslutningen af 1. verdenskrig.
Forløbet var i store træk dette:
En række forsøgspersoner blev transporteret ud til to bombekratere på den tidligere
slagmark. Her blev de opdelt i to grupper, A og B.
Under selve forsøget var grupperne afskåret fra hinanden og fra omverdenen.
Gruppe A fik til opgave systematisk at finkæmme det ene krater for genstande der
stammede fra krigsmateriel.
95
Gruppe B skulle i det andet krater på tilsvarende vis indsamle alle eventuelle
efterladenskaber fra menneskelige kroppe.
Opgavens eksakte formål nævntes ikke, hvilket man dog tilskrev bortkomne sider i
rapporten. Men det stod klart at hver gruppe ved en koordineret indsats, og inden for et
nærmere angivet tidsrum, havde skabt et objekt af de fundne materialer.
Hold A havde fremstillet en figur som forestillede et menneskeskelet, komplet helt ned i
detaljen med f.eks. det korrekte antal ”knogler” og et tandsæt bestående af 32 stålsplinter.
Hold B’s resultat var en nøjagtig gengivelse af en kendt fragmentationsbombe, komplet
med brandrør og detonator samt snorlige rækker med sprængstykker af lige store yderste
fingerknogler.
Rapporten var uden konklusion, men en note forklarede at en sådan var bestilt.
Det fremgik endvidere af en bemærkning til rapporten at et forskerhold efter få timer var
blevet sendt ud til forsøgsstedet for at tage figurerne i forvaring. Men da havde de begge
været forsvundet.
Disse to begivenhedsforløb er, så vidt vides, ikke blevet sat i forbindelse med hinanden.
Og nu vil det næppe ske.
© Erik Kock 2017
96
Amra Vidimlic
Huset
Jeg vidste udmærket godt, hvilken lavine, fotografiet ville udløse, og netop derfor samlede
jeg det op. Som om jeg kunne slette alle minder ved at stirre på det, tømme det for indhold,
destruere enhver form for substans og betydning, for endeligt at begrave det fragmenterede
billede en gang for alle. Selvom mine forfærdre byggede huset sidst i 1800-tallet, kan det
ikke andet end at fremstå nyt og ukendt for os børn, der fra den ene dag til den anden blev
revet op med rødder og jaget væk fra fødestedet, fra de første skridt, de første fodspor i
sneen, de første ord, billedbøgerne, dukkerne, prinsesselegene og kassettebåndene, som
for længst er blevet lydløse. De lave stemmer er intet andet end et fragment af et for længst
glemt løfte, som de tidligere beboere ufrivilligt indvilligede i, inden de voksede op, flyttede
væk og tillod kulden at ændre båndene.
I haven peger jeg på blomsterbedet, som jeg drømte om, men det er ikke og har aldrig været
min drøm. Den er lånt, ligesom alt andet fra huset. Når du ikke har overværet grundstenens
fødsel, og cementet aldrig har kendt dig, kan du aldrig blive indstøbt i fundamentet, og du
bliver automatisk en gæst, en forvirret turist. Mens illusionen viser et vejr, der ikke kan
harmonere med ejerens forventninger til denne forræderiske årstid, lulles selv det mest
vågne hjerte i søvn af husets vemodighed, og de trætte øjnes skønhed stråler i kraft af havens
fremvoksende ukrudt, som skyder op ligeså hurtigt, som det utvivlsomt vil forsvinde igen.
På et tidspunkt må glansbilledet krakelere, huset vil ligge i ruiner, og på asfalten vil vi blive
97
efterladt fuldstændigt nøgne og sårbare, fuldkomment blottede for vores største fjende. Men
hvordan skal vi bevæbne os, når vi både er forsvaret og angrebet?
Selvom den dybeste døsighed ikke kan rokke ved glædens gløder, og solens brændende
hylster omslutter vores hænder, dominerer visheden om dens forsvinden, hvis ankomst så
småt er ved at tage form. Men den idylliske ensomheds længsel rører os ikke. Vi hører byens
larm, byens kvidren, byens tien om morgenen og byens opvågnen om natten, og alligevel
ønsker vi os mere. Et slags løfte, en forsikring om at det hele løser sig i sidste ende, for er
det ikke det, fotografier garanterer?
Inden jeg lader fotografiet falde, betragter jeg datoen. Et år inden krigen brød ud. Et år inden
jeg kunne fejre min 3 års fødseldag. Og i dag - flere år efter og 2000 kilometer længere væk
- betragter jeg stadig bygningernes tilbliven, mens en ultramoderne boligblok er ved at blive
bygget udenfor mit vindue. Og det sker lige dér. Lige nøjagtig der, hvor vi engang hyldede
farten ved at lade os beruse af ungdommens susen til trods for, at faldet rungede højere, end
rummet kunne bære.
Alligevel lader bygningens skelet livet sive ud. Håndværkerne holder tilsyneladende pause
og nyder solen, mens de betragter udsigten fra de nybyggede altaner, som de selv har været
med til at give liv, og som nu kun venter på at blive indtaget af nye liv. Når de nye liv
invaderer det nybyggede, vil mændenes tilstedeværelse blot være en spøgelsesagtig vind,
en hvisken i væggen, som med tiden bliver overklistret af de nye livs utrættelige
livshungrende illusioner. Ingen vil sende mændene en tak, ikke engang et taknemmeligt
nik, og deres kolossale bidrag vil langsomt dø hen, ligesom de nu går ind i bygningen, og
altanen sletter enhver form for tidligere tilstedeværelse.
98
Jeg befinder mig i en bygning, i et tidligere skelet, og de skikkelser, som har været med til
at give den liv, er for længst borte. Deres hænder har afsat et mærke på hylstret, men
fingeraftrykkene er for evigt bortviskede og kun synlige for imaginationens tankebilleder
og de evindelige pendulsvingninger, der slynger os fra det bare og det nøgne til det
betydningsfulde og det påklistrede.
Fotografiet og haven og de nye bygninger sammenblandes ligeså hurtigt, som de knækkes
i stykker, indtil der kun er ét billede tilbage; den ældre mand, som sidder på torvet med
cyklen ved sin side og blot betragter, blot venter, blot er til stede, men alligevel i sin
midterpositon netop får adgang til det, som de nye liv så desperat hungrer efter; en slags
vished om at forgængeligheden alligevel er det hele værd, og hvis ikke helt og holdent, så i
det mindste et splitsekund; visheden om at man er nødt til at betragte livet igennem solens
stråler, fordi alternativet er ubærligt, og fordi man alligevel vil sig selv det bedste, midt i al
kaosset og rodet og de nye liv og de gamle liv.
Om lidt er alle mændene på altanen borte, og om lidt vil selv de nye, påklistrede fotografier
begynde at skalle af væggen.
Recommended