Portræt Ivan Nielsen / Magasinet Sport

MARTS 2009MAGASINET SPORT80

STOIVAN NIELSEN FODBOLDHISTORIEN

Ivan denIvan den

Den lange stopper fra Amager om smøger, sovs,

Van Basten, FCK og hvorfor fodbold er blevet så kedeligtTEKST: THOMAS BRUNSTRØM

FOTO: JAKOB JØRGENSEN

MARTS 2009 MAGASINET SPORT 81

OREIVAN NIELSENHISTORIENFODBOLD

MAJ 2009MAGASINET SPORT82

år man taler om de glade dage med 80’er-landsholdet, er det altid navne som Laudrup, Elkjær, Arnesen og

Lerby, der bliver nævnt først. De var også fine nok, men langt bagved dem huserede i mange år en overset landsholdskæmpe, der med syngende tacklinger fik stjerneangribe-re som Michel Platini, John Barnes og Igor Belanov til at miste både bold og jordforbin-delse: Ivan Nielsen. Sjældent spektakulær, men altid solid, og uden nogensinde at score et mål på lands-holdet, var Ivan Nielsen i sin storhedstid en af Europas bedste bagstoppere. Han kunne lave glidende tacklinger, der kunne høres helt op på de bagerste rækker af Idræt-sparken, men fik alligevel kun to gule kort på 51 landskampe og var i øvrigt – selv med hård konkurrence fra Søren Busk og Ole Qvist – indehaver af et af de mest respektin-dgydende overskæg i dansk fodbold. Hvis ikke international fodbold.20 år efter sin sidste landskamp ligner Ivan Nielsen i bemærkelsesværdig grad sig selv. Håret har fået et par grå stænk i siderne,

men sidder ellers som sædvanligt, som hår nu sidder, når ingen har gjort noget forsøg på at kreere en egentlig frisure. Det karakteristiske overskæg er på plads over en mund, der med jævne mellemrum flækker i et grin, der lyder som en pudsig blanding af Fedtmule og en 12-årig dreng, der lige har ramt en rival i nakken med en snebold. Og i et par blå sokker sidder det, som Michael Laudrup kalder ‘verdens læng-ste tæer’ og vipper fornøjet, mens ejerman-den fortæller om sin lange karriere. Egentlig lidt nølende, for han synes ikke, der er så meget at fortælle, og "det er jo så længe siden. Jeg kan da ikke huske en skid længere".

EN DOVEN DRENGDet lå faktisk ikke lige til højrebenet, at Ivan Nielsen skulle leve af at spille fodbold. Han var 18 eller 19 eller måske endda 20 år (det kan han ikke huske præcist), inden han beg-yndte at tænke på, at fodbold kunne være en karriere. Han begyndte at spille som dreng i Fremad Amager og var god, men ikke så

god, at han overvejede, at det var noget, man kunne leve af. Som teenager stoppede han helt med at spille fodbold og kastede sig i et par år over håndbold i stedet – i øvrigt sammen med Søren Lerby. Men så kom Ivan Nielsens gamle træner Erik Jensen tilbage til Fremad Amager og fik Ivan tilbage på holdet.– De manglede åbenbart nogen, hæ-hæ. Jeg havde altid spillet innerwing, men blev ryk-ket ned som stopper, da jeg begyndte som ynglingespiller. Det var der, vendepunktet kom – også fordi min træner på det tids-punkt, Peter Dahl, fik mig i træning. Jeg har altid været en doven dreng, så jeg har aldrig været helt vild med at træne. Men jeg havde ikke noget fantastisk talent, så det krævede hårdt arbejde.

DEN DUMME DANSKERI 1979 blev Ivan Nielsen solgt til Feyenoord i Holland. Det var strengt taget ikke nogen særlig succes i de første mange måneder. – Det var en kæmpe omvæltning. Fremad

åå88ss

L b dd

Overskægget er det samme, håret ligeså, selv om nogle grå stænk i siderne afslører, at det efterhånden er over 20 år siden, Ivan Nielsen var en af verdens bedste midtstoppere.

IVAN NIELSEN FODBOLDHISTORIEN


Amager lå i bunden af 1. division, så det gik edderman’me stærkt, når man kom ned til toppen af hollandsk fodbold. Jeg var heldig, at træneren lod mig spille fra start i alle kampe, men Frank Arnesen og Søren Lerby har altid sagt, at det var godt, jeg ikke kunne læse hollandsk i starten, så jeg ikke forstod, hvad aviserne skrev om mig. Så havde jeg mistet selvtilliden, siger Ivan Nielsen og griner det karakteristiske grin. – Jeg havde måske nok fysikken, men slet ikke hurtigheden til at kunne spille med. Men jeg spillede hver uge, og jeg kunne jo ikke rigtigt gemme mig, så det var bare med at gøre sit bedste. Der gik i hvert fald et halvt år, hvor jeg halsede efter modstanderne.

I en lang periode i Feyenoord overvejede Ivan Nielsen mange gange, om det egentlig var det værd. – Det første år var virkelig hårdt, også fordi jeg var jo kommet derned og havde taget en anden mands plads. Mange af spillerne havde spillet i ungdomsrækkerne, siden de var otte, og så kom der pludselig sådan en dum dansker, der ikke kunne ret meget.

IVAN DEN GRUSOMME– Jeg blev sparket over stængerne utallige gange til træning og var nogle gange gul og blå helt op til næsen. Men jeg havde jo taget kone og barn med til Holland, så jeg blev nødt til at tro på mine egne evner. Og

forsøge at sætte mig i respekt på trænings-banen. På et tidspunkt var jeg kommet fra træning med bulede ankler og knæ så mange gange, at jeg ikke fandt mig i det mere. Så tacklede jeg faktisk en af de få venner, jeg havde dernede, og ventede lige et sekund for længe og stampede ham over anklen, så han var ude i en måned. Det var betingelserne i Feyenoord dengang. Det var en havneby, og folk slog altså fra sig. I dag pi-ber de jo, bare der er to spillere, der kommer lidt op og skændes på træningsbanen, men dengang var det altså hverdag. Der var ikke nogen, der gik ad vejen for et slagsmål. Med de hårde tacklinger både til træning og i kampe kom respekten og selvtilliden, og både publikum og holdkammerater fik eft-erhånden øjnene op for den lange dansker, der måske aldrig blev lynhurtig, men til gengæld havde andre spidskompetencer:– Mit hovedspil har altid været godt – altså i forsvaret. I angrebet har det ikke været så

Frank Arnesen og Søren Lerby har altid sagt, at det var godt, jeg ikke kunne læse hollandsk i starten, så jeg ikke forstod, hvad aviserne skrev om mig

Øl styrker sammenholdet, mener Ivan Nielsen. Faktisk burde dagens fodboldspillere var tørstigere. Billedet sammen med Eric Gerets og Jan Heintze er taget efter PSV's mesterskab i 1989.Ivan Nielsen tjekker ind sammen med sin gamle fodbold-

og håndboldkammerat Søren Lerby i Kastrup lufthavn.

Smøger og pils på bordet kunne sagtens gå an i hjemme i Rotterdam i 1981, da Ivan Nielsen spillede for Feyenoord.


MAJ 2009 MAGASINET SPORT 85

imponerende. Og så lærte jeg mig efter-hånden at være god mand-mod-mand. Til sidst var der i princippet ikke nogen, der kunne snyde mig i en direkte duel. Og hvis de gjorde, har jeg været heldig altid at have en god tackling, så jeg kunne nå tre-fire meter længere end andre med en glidende tackling.

DANISH DYNAMITEOgså landstræner Sepp Piontek opdagede den høje mand fra Amager med det store overskæg og store overblik. Ivan Nielsen kom på landsholdet i 1980, og debuterede mod Luxemborg 19. november 1980. Det var en heldig tid at komme på landsholdet. Det var et godt hold med stærkt sammenhold, og samtidig var presset på spillerne til at overse. – Der var ikke nogen, der forventede noget, for vi havde jo aldrig vundet noget. Lige meget, hvem vi mødte, så var det typisk første gang, vi nogensinde havde vundet

over dem, når vi slog dem. Så på den måde var det ret taknemmeligt at være på lands-holdet dengang, siger Ivan Nielsen.Ikke bare landsholdet var anderledes i 80’erne. Ivan Nielsen er fra en helt anden tid.

Dengang, fodbold var noget, der kun var i fjernsynet om lørdagen, hvor hårbånd var noget små piger gik med og hvor det gjaldt om få en plads forrest i landsholdsbussen, fordi Preben Elkjær og Ivan Nielsen sad nede på bagsædet og røg smøger. Det ville ikke bare være usædvanligt, men fuldstændig uhørt i dag at ryge som en skorsten og spille

Jeg har røget, siden jeg var knægt, så jeg har aldrig prøvet at spille fodbold uden at ryge

I slutfirserne måtte der stadig ryges i omklædningsrummet, ligesom pressen naturligvis også måtte kigge ind til kommentarer efter en landskamp.

Udover landsholdets kvaliteter kan man heller ikke undgå at

savne firsernes shorts bare en lille smule.k liteter kan man heller ikke undgå at

– Det styrker da sammenholdet, hvis

man går ud og får et par pilsnere. Så

kommer man af med det, man skal

af med, og så er det overstået. Man

kan altså sagtens træne, selv om man

har drukket et par øl. Eller 20. Så skal

man bare løbe den ud. Jeg synes, man

af og til skulle give hele holdet fri og

lade dem drikke bajere.

Om at drikke øl før og efter kampe

Ivan Nielsen om ...Ivan Nielsen om ...

IVAN NIELSENHISTORIENFODBOLD


fodbold på højeste plan samtidig – Ivan Nielsen har dog svært ved at se problemet. – Jeg har røget, siden jeg var knægt, så jeg har aldrig prøvet at spille fodbold uden at ryge. Og det gik jo meget godt, så hvorfor skulle man holde op, siger Ivan Nielsen, der ligefrem fik det indføjet i sin kontrakt med Feyenoord, at han gerne måtte ryge. – Jeg måtte godt nok ikke ryge i spillerbus-sen, men en af de gode ting ved at spille i Holland er, at landet ikke er større, end at man sjældent skal køre i bus mere end et par timer.

SOVS OG KARTOFLEREt andet sted, Ivan Nielsen ikke er 100 procent på bølgelængde med gældende forskning på sundhedsområdet, er, når det kommer til kost. – Engang i Holland var vi i træningslejr samtidig med et tysk hold. Vi løb selvfølgelig de ture, vi skulle, men om aftenen sad vi og spiste pomfritter og mayonnaise. Og drak cola til. Og man kunne også godt gå ud og få en pilsner bagefter. Tyskerne fik grøntsager og vand og sad og kiggede langt efter vores

mad. Sidste dag spillede vi træningskamp mod dem og slog dem 3-1. Det kunne de næsten ikke bære, siger Ivan Nielsen, der aldrig har tænkt andet over sin kost, end at

han spiste det, hans kone lavede. – I PSV fik vi på et tidspunkt tilknyttet en diætist, som målte fedtprocent og alt det der. Han mente, jeg var for fed, og jeg skulle holde mig til frugt og grøntsager, men så sagde min kone, at så måtte de jo sende en kok, der kunne lave mad til mig. Så sluttede det ligesom der. Selvfølgelig skal man prøve at spise sundt, men jeg tror også på, at man yder sit bedste, hvis man spiser det, man har det godt med, uanset om det er en banan eller en ristet hotdog. Det er da fint, hvis det fungerer for nogen kun at spise pasta og

grøntsager, men for mig gik det fint på sovs og kartofler. Er den helt gal, kan man jo tage en vitaminpille.

GRIBBENSmøger og sovs til trods, kunne Ivan Nielsen fejre mange triumfer i 80’erne, både på klub- og landshold. Landsholdet slog England 1-0 på Wembley og kvalificerede sig til EM i 1984, bankede Rusland 4-2 i 1985 og spredte dansk dynamit i Mexico i 1986. Altså lige in-dtil den-der-kamp-du-ved-nok-mod-Spanien. Dengang spillede landsholdet med mand-sopdækning – Søren Busk havde den ene angriber, og Ivan Nielsen havde den anden. Ivan Nielsen insisterer på, at det var Søren Busk, der havde Emilio Butragueño den skæbnesvangre dag i juni, men indrømmer dog, at Søren Busk muligvis vil have en an-den udlægning (hvilket Søren Busk har. Han husker det bestemt som om, det var Ivan Nielsen, der havde Emilio Butragueño). Hvo-rom alting er, så blev Danmark som bekendt sendt hjem fra Mexico med en 5-1-lussing.– Det var bare en kamp, hvor der ikke var mere i posen. Vi var færdige på det

For mig gik det fint på sovs og kartof ler. Er den helt gal, kan man jo tage en vitaminpille

Man yder sit bedste, hvis man spiser, hvad man kan lide, så Ivan Nielsen har aldrig gået af vejen for en ristet med brød.



tidspunkt. Vi havde været i træningslejr i halvanden måned, først i Vedbæk med iltapparater på ryggen og så i Columbia og Mexico i tynd luft og 35 grader. Og så havde vi et så godt hold med så gode reserver, at man ikke kunne slappe af til træning. Folk som Jan Mølby og Per Frimann havde jo ikke andet at lave end at brillere i træningskam-pene, så hvis du ikke gav dig 100 procent til træning, blev du til grin, konstaterer Ivan Nielsen.

EUROPA CUPHvor VM i 1986 trods alt sluttede med et slags antiklimaks kørte alt på skinner hjemme i Holland i slut-80’erne – kulminer-ende i 1988, hvor PSV Eindhoven med Ivan Nielsen som fast mand i den bagerste kæde vandt det hollandske mesterskab, den hol-landske pokalturnering og sandelig også den første Europa Cup for mesterhold efter en dramatisk finale mod Benfica. Hvor Ivan Nielsen i øvrigt scorede en af sine sjældne mål. Når fil-men om Ivan Nielsen engang

bliver lavet, vil klippet fra straffesparks-konkurrencen være en af de centrale scener. Ivan Nielsen, der med de lange ben i utroligt små shorts går op til pletten, tager en dyb indånding og generelt ser noget beklemt ud. Det påstår Ivan Nielsen nu, at han ikke var.

– Næ, jeg var faktisk forbavsende rolig. Jeg synes egentlig, det var meget sjovt at komme op i den anden ende og sparke på mål. Det skete jo ikke så tit. Jeg fik jo aldrig lov på landsholdet, der var altid fem-ti stykker foran mig ... selv om jeg altid har scoret på de vigtige straffespark, jeg har taget, mens Preben vel egentlig aldrig skulle have haft

lov, griner Ivan Nielsen, der da også om ikke voldsomt elegant, så meget resolut bankede bolden i kassen til venstre for målmanden og var med til at sikre PSV’s totale triumf i 1988.

FC KØBENHAVNI 1990 var det hollandske eventyr slut. Ivan Nielsen fik tilbud fra flere klubber, blandt andet i Grækenland, men ville hellere hjem til Danmark. Det blev til et år i barndom-sklubben Amager, et år i B 1903 og et i FC København. Ivan Nielsen havde to gode år i København – B1903 slog blandet andet mægtige Bayern München med 6-2 i UEFA Cup’en (med Ivan Nielsen som en af målscor-erne!), og efter fusionen vandt FC Køben-havn Superligaen i klubbens første sæson. Afskeden fra FC København blev til gengæld lidt lunken. – Frank Mathiesen (daværende sportsdi-rektør i FCK, red.) ville have, at jeg skulle være hjælpetræner, fortsætte med at spille og så i øvrigt få det halve i løn. Det var da et meget skægt tilbud, men det havde da været

Hvis du har været top-professionel i så mange år, så er det svært at skulle være pædagog for 20 voksne mennesker

Nutidens fodboldspillere piber for meget, mener Ivan Nielsen. De tjener kassen ved at leve af deres hobby, men hvis de vil prøve arbejde rigtigt, kunne de prøve at stå i lære som blikkenslager.

Ivan Nielsen driver i dag et VVS-firma på Amager sammen med sin søn Thomas.

– Marco Van Basten, som jeg har haft mange dueller med i Holland. Jeg

kunne godt holde ham i 89 minutter, men så fik han sig altid kæmpet til

en halv chance og hugget den i kassen. En fantastisk spiller.


Sin værste direkte modstander



En af karrierens højdepunkter var naturligvis de fire stød i bamsen Grundlovsdag 1985 mod Sovje-tunionen.


19. november 1980 fik Ivan Nielsen debut for landsholdet i en uinspirerende 4-0-sejr over Luxembourg. Ekstra Bladet kårede debutanten som banens bedste.

Før kampen mod Sovjetunionen i 1985 frygtede vi især angriberne Protasov og Koudratiev, men man blev ligesom lidt tryggere, når Ivan Nielsen og Søren Busk lovede at holde skansen. Det danske forsvar blev da også tildelt karakteren 'verdensklasse' efterfølgende.

– Ja, det er godt nok ikke meget. Jeg læste et sted, at Søren Busk, Morten Olsen og jeg tilsammen har spillet 214 landskampe og fået fire gule kort. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske var det fordi, vi havde sådan et godt hold. Der var altid rygdækning på, så man behøvede aldrig at gå i panik.

Sin statistik på 51 landskampe og to gule kortIvan Nielsen om ...Ivan Nielsen om ...


Sin største kamp

– Da vi slog England på Wembley i 1983 med 1-0. Ikke nødvendigvis på grund af selve kampen, men fordi det var en drengedrøm at stå på Wembley. Når man så fodbold som knægt, var det jo altid engelsk fodbold, så at spille der – og slå England – var rimelig stort. Men 4-2-kampen mod Sovjet i 1985 var også noget særligt. Alle spillerne lå i pausen med benene oppe og snakkede om, at hvis russerne også kom med sådan en fart i anden halvleg, så var vi færdige. Men det gik jo.


mere ærligt bare at bede mig om at smutte, siger Ivan Nielsen, der tog en halv sæson i Næstved, inden han indstillede karrieren. Mange af Ivan Nielsens landsholdskollegaer har efter den aktive karriere slået sig ned som trænere, talentspejdere, agenter osv., mens Ivan Nielsen driver et VVS-firma på Amager sammen med sin søn Thomas. Det andet lå ikke rigtigt til ham.

– Jeg prøvede at være træner i Næstved og trænede også Dragør i et enkelt år. Men hvis du har været topprofessionel i så mange år, så er det svært at skulle være pædagog for 20 voksne mennesker. Og så skal man tale med bestyrelsen, tale med sponsorer og sådan noget. Det har jeg ikke tålmodighed til. Man skulle nok have været træner i Superligaen, hvis det skulle være sjovt, men det er for sent nu.

DET ER JO BARE FODBOLDIvan Nielsen har heller ikke meget tål-modighed til overs for fodboldspillere, der klager over, at det er hårdt at være fodboldspiller.

– Jeg kan ikke forstå al den snak om det pres, de er under. De lever af deres hobby. Og de tjener kassen på deres hobby. Hvis de var blikkenslagere, der stod op klokken syv, var hjemme klokken fem og brugte ti timer i weekenden på at skrive regninger og ordne regnskab, så måtte de godt pibe. Men altså, de træner halvanden time om dagen – tre timer en gang imellem – og skal de spille en fodboldkamp i weekenden sam-men med deres kammerater. Jeg kan ikke se presset, det kan jeg altså ikke. Selvfølgelig skal de præstere, men det skal vi jo alle sammen. Jeg skal jo også skrue vandrørene sammen, så de er tætte. Da jeg spillede i PSV og i Feyenoord forlangte fans og pressen,

Jeg synes, det går lidt for hurtigt i dag – de løber jo så stærkt, at de glemmer bolden nogle gange

IVAN NIELSENFødt: 9. oktober 1956 på Frederiksberg, opvokset på AmagerHøjde: Højde: 190 cm190 cm

Vægt: Vægt: 83 kilo83 kilo

Karriere: 1975-1979: Fremad Amager1979-1986: Feyenoord1986-1990: PSV Eindhoven1990-1991: Fremad Amager1991-1992: B 19031992-1993: FC København1993: Næstved IF

Titler:Hollandsk mester i 1984 med Feyenoord og i 1987, 1988 og 1989 med PSV EindhovenHollandsk pokalmester i 1980 og 1984 med Feyenoord, og i 1988, 1989 og 1990 med PSV EindhovenEuropa Cup-mester i 1989 med PSV EindhovenDansk mester i 1993 med FC København

Landsholdskarriere: 51 kampe, 0 mål

Mod karrierens afslutning nåede Ivan Nielsen både et UEFA Cup-eventyr med B 1903 samt at være med til at hente FC Københavns første mesterskab.




– Potentialet er der jo på en eller anden måde, men der er lang vej. Hvis man ser på toppen i Europa og så Danmark, så er landsholdet ikke godt nok. Da jeg spillede på landsholdet, spillede vi stort set alle sammen i topklubber i udlandet. I dag sidder de på bænken i udlandet. Og ikke engang i topklubberne. Så jeg synes ikke, man kan forvente, at de kvalificerer sig til VM, og det tror jeg heller ikke, de gør.

– Så har man endelig en succesoplev-else med landsholdet, og så brænder den de af ved ikke at ville tale med pressen. Det holder bare ikke. Det kan man bare ikke overfor det danske folk. Det var en skandale, og det ender med at være ris til egen røv.

Samme landsholds boykot af pressen



Landsholdet i dag

Da Politiken i 2000 kårede århundredes landshold var Ivan Nielsen naturligvis udtaget til at bakke af, mens Laudrup, Simonsen og co. brillerede i den anden ende.

at vi vandt hver eneste weekend, og når vi ikke gjorde, var det en skandale, men uanset hvad vil man jo gerne vinde, når man spiller fodbold. Det vil man jo også, når man spiller nede i parken. Jeg kan ikke se problemet. Det er jo bare en skide fodboldkamp. Man skal da glæde sig over, at millionerne ruller ind på kontoen, og at der er folk, der gider komme og se på, når man spiller bold.

FODBOLD ER KEDELIGTI dag følger Ivan Nielsen kun sporadisk sine gamle hold, Feyenoord, PSV og FCK. – Jeg kigger i avisen og ser af og til en kamp i fjernsynet, men jeg gider ikke at se fodbold hver dag. Jeg synes, fodbold er ved at blive lidt kedeligt, siger Ivan Nielsen. – De står alle sammen med ti mand bag bolden. Så satser man på at holde nullet og så slå en kontra. Selv når man ser storhold som Liverpool, er det jo kedeligt at se på. De står bare og venter på, at de andre laver fe-jlen, så laver de en kasse, og så lukker de af. Det er lidt synd, og jeg synes, der mangler nogen, der kan noget på egen hånd. Bare på det danske landshold havde vi masser – Frimann, Arnesen, Laudrup, Elkjær – der

pludselig kunne sætte en mand af. Selvføl-gelig er der også nogen i dag, men ikke så mange, som der har været, og hvor mange gange er det egentlig, at nogen afdribler en mand eller to? Meget få. – Da jeg spillede, var det i princippet kun italienerne, der stod med ti mand bag bolden og var glade for at spille 0-0. Alle vi andre var måske nok mere naive, men det var sjovere at se på. Og fordi det gik lidt langsommere, var der også mere teknik, tror jeg. Jeg synes, det går lidt for hurtigt i dag – de løber jo så stærkt, at de glemmer bolden nogle gange, siger Ivan Nielsen. Ikke som oplæg til debat, men bare kon-staterende.Bortset fra opvisningsholdet Showstars spiller Ivan Nielsen slet ikke fodbold mere. Ikke fordi han ikke godt kan lide at spille kampe, men fordi – doven dreng som han er – han ikke rigtigt orker det der med træning mere. – Jeg tænker nogle gange, at nu er jeg ved at blive for tyk, så jeg hellere må løbe en tur. Så tager jeg løbeskoene på og render ned for enden af vejen, men så tænker jeg altså ... nej, det gider jeg simpelthen ikke. Så går jeg hjem igen.


KOLLEGAERNE OM IVAN NIELSEN

Søren Busk Landsholdskollega

– Ivan var – og er – en meget rolig type

både på banen og udenfor. Vi delte som re-

gel værelse, når vi var ude med landsholdet,

og han er et enormt behageligt menneske.

Han havde mange forcer på banen – han

var ekstremt nærkampsstærk og i betragt-

ning af sin størrelse relativt hurtig, i hvert

fald på de første meter. I starten troede jeg

tit, at en angriber var kommet forbi ham,

men så hentede Ivan ham alligevel med en

af de glidende tacklinger, han virkelig mes-

trede. Efterhånden som vi spillede mange

landskampe sammen, fik vi en fantastisk

indbyrdes forståelse. Dengang spillede

vi med mandsopdækning, men hvis min

direkte modstander satte i et krydsløb på

tværs af banen, behøvede jeg ikke at halse

efter ham, for så vidste jeg, at Ivan havde

styr på det.

Michael LaudrupLandsholdskollega

– Ivan Nielsen var manden med ‘verdens

længste tå’. Utallige angribere har troet,

at de var kommet forbi ham, men så kom

den lange tå og pillede bolden fra dem – en

forsvarsspiller i topklasse med ro og overb-

lik. Bundsolid og altid med et højt bund-

niveau. Første gang, jeg stiftede bekendtsk-

ab med Ivan, var under et træningsophold

i Feyenoord. På det tidspunkt var jeg kun

16 år, så jeg anede ikke, at jeg senere skulle

spille sammen med ham på landsholdet.

Hans makkerskab med Søren Busk var

fortræffeligt og var stærkt medvirkende til

at gøre landsholdet i 80'erne til noget stort.

Stor respekt fra min side for Ivan Nielsen.

Ikke kun på banen, men også udenfor var

han en mand, man kunne stole på.


Frank ArnesenLandsholdskollega, medspiller i Fremad Amager og senere PSV Eindhoven

– Første gang, jeg så ham, var vi vel en 8-9

år gamle til puslingetræning med Fremad

Amager. Jeg spillede på førstepusling. Træ-

neren for 3. og 4. pusling, kom så over med

en spiller. Han havde røde snørebånd på, kan

jeg huske. Det var Ivan. Han var lige startet

og efter ti minutters træning var han allerede

for god til at spille med de andre. Han spill-

ede altid på førsteholdet indtil 1. yngling. På

det tidspunkt var han lidt mindre end mig,

selv om der kun er otte dage mellem os, men

siden skød han så en halv meter i højden.

Lige efter Søren (Lerby, red) og jeg tog af

sted til Ajax, kom han så på førsteholdet.

Han var til prøvetræning i Ajax sammen med

Klaus Berggren, da Søren og jeg havde været

der i nogle måneder, men de kunne ikke blive

enige, og han fik et bedre tilbud fra Feynoord.

– Ivan var en stille styrke uden de store arm-

bevægelser, men som altid var god. I 1987-

88 vandt vi 'The Treble' med PSV, hvilket var

ganske uhørt. Ivan gjorde, at Ronald Koeman

som libero den sæson kunne score 21 mål,

fordi han vidste, at når han gik med frem,

ville Ivan Nielsen kunne klare mand-mand-

situationerne nede bagved. Ivan var en af de

mest værdifulde stoppere i Europa i midt- og

slutfirserne. Som person er han en utrolig

sød og behagelig fyr, men ikke uden tem-

perament. Men både på banen og udenfor

vidste han præcist, hvor langt han kunne gå.

På samme måde som Søren Lerby. De gik

til stregen, men ikke over den. Og så har han

altid været en god kammerat.

Sports

Portræt Ivan Nielsen / Magasinet Sport