8 SEKTION 2 · SJÆLLAND · DANMARK ONSDAG 22. DECEMBER 2010

AF JAKOB BALTHAZAR MUNK OG CASPER FAUERHOLDT

UHYRE?

Nat er blevet til mor-gen, og den lille gruppe studerende

på rusturen sidder stadig oppe. Emnet er hinandens tragiske barndomme. En er blevet seksuelt misbrugt. Ham ved siden af har haft en alkoholiseret og fravæ-rende forælder. Det kan ikke blive hjerteskærende nok, før en af drengene smider trumfen. Hans far er Søren Espersen. Dansk Folkepartis udenrigsordfø-rer.

De andre i rundkredsen kigger på drengen. Pludse-lig virker pædofi li og druk-kenbolte ikke nær så slemt, som når blodets bånd fører direkte tilbage til en af lan-dets mest - i visse kredse - upopulære personligheder.

Søren Espersen sidder hjemme på gården mellem Næstved og Vordingborg og griner af sin søns histo-rie. For selvom vennernes reaktion illustrerer det re-nommé, en fremtrædende DF'er render rundt med, var sønnens tragiske bi-drag ud på morgenen mere for sjov.

»De kunne slet ikke forstå, at en lille, fl ink fyr kunne have sådan et uhyre som far,« siger 57-årige Sø-ren Espersen.

I 15 år har han været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to bu-ede Dannebrogsfl ag med påskriften »DF« indeni. Først som pressechef frem til 2005 og siden hen som folketingsmedlem med alt, hvad dertil hører. I dag er det mandag, så derfor har Søren Espersen ingen mø-der eller planer. Jo, han skal gøre hele den 350 kvadrat-meter store gård rent. Det gør han hver anden man-dag, efter han fandt ud af, hvor dyr den rengørings-kone var, som hans hustru betalte for at tage sig af støvet og nullermændene.

»Når man selv gør rent, bliver man mere opmærk-som, hvis man spilder på gulvet.«

En øjenåbner, ligesom da han begyndte at mær-ke konsekvenserne af at være en af frontmændene i et »ikke stuerent parti,« som tidligere statsmini-ster Poul Nyrup Rasmus-sen på ny har udtrykt sig. Og det har da nogle gange været »lidt træls« at hedde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, fortæller han.

Specielt når han ser tilbage på årene, hvor hans nu fem voks-ne børn gik i gymna-siet, har der været episoder, som han sagtens kunne have været foruden - selv-følgelig har der det. I dag er det mest irrite-rende dog, når PET en sjælden gang lige vender gården om nat-ten, da det vækker famili-ens to danske gårdhunde. Og det er faktisk noget af det, der gør mest indtryk på ham, når han for alvor er i vælten, og der er gang i den omkring personen Sø-ren Espersen.

»Når jeg har haft en kon-troversiel kronik i Politi-ken, bliver jeg gjort opmærk-som på, at der kører en kæmpe debat på nettet med 500 del-tagere og alle mulige mærkelige ting. Jeg læser det ikke og del-tager aldrig i de debat-ter. Jeg tror egentlig, at hvis man følger det, vil man blive de-primeret. Og det synes jeg ikke, man skal være. Der er mange, der er utrolig hade-fulde. Nogle gange går min kone amok, og så svarer hun dem. Eller mine børn gør det. De er meget fl inke til det, og det er meget pænt af dem, at de gider.

Nok se - ikke røreFor at forstå historien om Søren Espersen skal man længere tilbage i fortæl-lingen. På B.T.'s redaktion i Aalborg sidder Søren Espersen en juledag i 1986.

Der er for alvor jule-stemning på redaktionen og i byen, hvor fætter BR er lige så velbesøgt som Jomfru Ane Gades mange disko-teker. Tilfældigt - be-mærker Søren Espersen instinktivt, da han fortæl-ler om det - bladrer han igennem retslisterne over de tiltalte i det forgangne år. Han kigger på navnene, og det slår ham, at mange af navnene lyder udanske. Som nogle, der ikke skal have fl æskesteg juleaften. Det er da utroligt, tæn-ker han. Hvorfor er der så mange, der bliver tiltalt i forhold til, hvor få der er? Hans undren udløser et opkald til politimesteren Poul, som han har ringet til mange gange før. Han

vil have en forklaring på, hvorfor det mon kan være, at mange af de tiltalte har udenlandske navne.

Politimesteren er tavs. Ikke fordi han har fået en pebernød galt i halsen. Han er kort og kontant: »Det vil jeg ikke snakke om.« »Okay, okay,« svarer Sø-ren Espersen i den anden ende og nikker for sig selv, inden han snakker høfl igt videre, lægger på og glem-mer det igen. Efterfølgende skriver journalisten Søren Espersen historien ud fra den tilgængelige statistik og regner med, at den vil blive bragt et sted mellem et tilbud på julesteg og en metrologs forudsigelser af chancerne for hvid jul. Men historien kommer ikke i avisen. Julen forgår, og det sidste gran falder af de slagtede træer. Ingen historier om de tiltalte i

Aalborgs gader. De uden-landske navne bliver ikke nævnt.

»Det var egentlig en me-get god historie. Talt op med statistik og det hele. Det var for et helt år i Aalborg og talt op med fem retter. Og så kom den ikke på. Det var egentlig lidt komisk, for jeg plejede ellers nok at få mine ting på. Jeg havde ikke oplevet før, at det ikke kom på. Redaktøren sagde, at han ikke syntes, at vi skulle pille mere ved det. Så tænkte jeg. Nå.«

En pakistansk guttermandNå, nå, nå. Han glemmer historien, mens livet fort-sætter. Han rejser til Eng-land i 1988, hvor hans kone kommer fra. Slår sig ned i en »hyggelig Miss Marple by«. Etablerer sig som en kærlig og traditionel fami-

liefar. Kører børnene i sko-le i den bil, der er vokset betragteligt i størrelse og går hver morgen ned for at hente aviserne i den lokale avisstand, som et led i free-lancearbejdet på Ritzau.

Bag avisstanden står en pakistaner. En fyr, som Søren Espersen hurtigt fatter sympati for. En gut-termand, der er ligeså spø-gefuld og humoristisk som John Cleese, og mens Søren Espersen langer pund over disken, får de sig tit et grin. Og så går deres børn endda på den samme skole. Ja, Sø-ren Espersens tager da for eksempel pakistanernes børn med i bilen og giver dem et lift, når han henter sine egne. Mens de to ud-lændinge i England udvik-ler et godt forhold, begyn-der der at stå en masse i de aviser, der samler de to venner hver morgen. Den

engelsksprogede indiske forfatter Salman Rushdie har udgivet en bog, der for store dele af den muslim-ske verden er en hån mod deres religion. Ekstremister udråber Fatwa over Rush-die, og i Londons gader er der protester, der samler mange tusinde muslimer. Nogle af dem går med sten i hånden, som de slår sig til blods med - Søren Esper-sen viser det meget illu-strativt med sin højre hånd, mens han forklarer, hvor-dan det forargede ham. Og gjorde ham arrig.

En pakistansk galningEn dag da Søren Espersen kommer ned for at hente sin avis, er demonstratio-nerne frisk i erindringen, og han siger til sin gode pa-kistanske ven: »Hold kæft nogle idioter, så du dem i går?«

Smilet er stivnet på pa-kistanerens ansigt. Han er ligbleg. Søren Espersen bliver næsten forskrækket. Hans ven svarer: »Det er da rigtig. Og hvis Salman Rus-hdie kom herind i min bu-tik, så var han død.« Søren Espersen kigger forundret på ham. I chok. »Det mener du da ikke alvorligt?«

»Jo, jo.« De to kigger på hinan-

den. Ved ikke, hvad de skal sige. Ingen griner. Ingen smiler. Ingenting er, som det plejer at være mellem de to.

»Så gik det op for mig, at - hold da kæft, hvis bare sådan nogle helt alminde-lige mennesker som ham - som egentligt er det, der hedder velfungerende, og som er fuldt integreret i samfundet og har sin egen forretning - mener, at fordi en mand skriver De Satani-ske Vers, så skal han dø, og også selv er parat til at gøre det. Det satte en meget stor skræk i livet på mig. Det var en vækkelse for mig. Så tænkte jeg, at det kan dæ-leme ikke være rigtigt, at det skal være sådan.«

Da atombomben sprangMen sådan skulle det altså være.

Søren Espersen vender målrettet hjem til Danmark i 1992 og bliver medlem af Fremskridtspartiet. Imens skriver han kronikker i de danske aviser, og det er ef-ter en indvandrerkritisk af slagsen, han i samme pe-riode bliver inviteret til et debatmøde i Maribo, hvor han tager ned sammen med sin kone Yvette. Mens Søren Espersen er på toi-lettet, henvender hans

57-årige Søren Espersen har i 15 år været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogsfl ag med påskriften »DF« indeni. Foto: Jakob Balthazar Munk

Når man selv gør rent, bliver

man mere opmærk-som, hvis man spil-der på gulvet.

Søren Espersen, der selv gør rent hver anden

mandag i huset mellem Vordingborg og Næstved,

efter han fandt ud af, hvor dyr den rengørings-

kone var, som hans hustru betalte for at tage sig af

støvet og nullermændene.

PORTRÆT: To milepæle afgjorde en masse for Søren Espersen. Først vækkelsen, da han oplevede, hvordan vennen, en velintegreret indvandrer, var klar til dræbe Salman Rushdie. Og siden da han for første gang fik prædikatet racist. I dag er han ligeglad med det sidste.

Manden de kalder racistManden de kalder racist

SJÆLLAND · DANMARK · SEKTION 22010 ONSDAG 22. DECEMBER 9

kone sig til arrangørerne. »Hvem er det, der kommer i dag?« spørger hun. »Det er en socialdemokrat, en indvandrer fra Iran, og så er det - en racist,« bliver der svaret tilbage.

Søren Espersen har fl yt-tet sig langt ud på sin stol hjemme i stuen. Han kig-ger ud i luften.

»Og det var så mig, der var racisten,« siger han så.

Rystet og perpleks får hun fortalt det til sin mand, da han kommer tilbage. Han bliver ligeså påvirket af det prædikat, der her for første gang blev klistret på ham og siden hen jævnligt er vendt tilbage.

»Jeg tænkte: Hold kæft mand. Kan man nu ikke engang være modstander af indvandring, uden at man er blevet racist her. Det var det sidste, jeg no-gensinde havde drømt om at få plastret på mig. Og jeg var faktisk dybt choke-ret over det. Min kone var grædefærdig og kunne slet ikke forstå, hvad jeg havde sagt. Det var meget, meget specielt. Det var surrea-listisk. Det var ligesom at få en atombombe i hove-

det. Det var et meget stort kulturchok. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mit land var blevet sådan. At det var nok til, man blev stemplet som racist.«

Der tegner sig det samme ansigtsudtryk hos Espersen, som der gjorde, da han fortalte om avis-manden i England. En al-vorlig og bestemt grimasse, der går over i en skuffet mine. Efter oplevelsen i Maribo skriver han om epi-soden, fordi - understreger han - det var en så ny og en så fremmed etiket, han aldrig troede, han skulle i nærkontakt med.

»Men jeg opdagede, da jeg kom hjem, at ordet ra-cist blev brugt i fl æng. Om alle mulige, som man ville dunke oven i hovedet, fordi man ikke stod og råbte hal-leluja, hver gang der kom en pakistaner ind over grænsen.«

Tykke NielsEfterfølgende og helt frem til i dag støder han stadig ind i racisme-udtrykket. En Google-billedsøgning på Søren Espersen viser endda et gammelt foto-

grafi af Nazitysklands pro-pagandaminister, Joseph Goebbels. Men han er lige-glad. Det er han blevet med årene.

»Hvis du hver dag i sko-len, når du møder, bliver kaldt dit dumme svin, bli-ver du ked af det i starten, men du bliver efterhånden ligeglad. Som ham der tyk-ke Niels. Når han hører det hele tiden, er han jo bare tykke Niels.«

Og i modsætning til sit partis formand har Søren Espersen ikke brug for store, brede jakkesætsbe-klædte bodyguards, når han skal fragtes til og fra arbejdspladsen på Slots-holmen. Han oplever hel-ler ikke problemer, når han bevæger sig ud i byen om aftenen, ligesom Europa-parlamentsmedlemmet Messerschmidt gør det.

»Men det er nok mest, fordi jeg er blevet så gam-mel, at jeg ikke bevæger mig ud i nattelivet,« med-giver han dog.

Når Søren bliver stilleMen der er stadig masser af bevægelse tilbage i Søren Espersen. Både når han

fortæller, laver stemmer, og når han står ude i sin have og ordner brænde.

Selvom Søren Espersen har en journalistisk karri-ere bag sig og i øvrigt har været redaktør for Dansk Folkeblad, så er det poli-tikken, der har fyldt mest i hans liv. Og særligt to em-ner bliver han ved med at nævne med en særlig glød i øjnene.

»Der er nogle årsager til, at man går ind i et parti. For mig var det EU og ud-lændingepolitik. Der vil jeg meget nødigt komme på tværs af mit parti.«

På andre områder af-slører han, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med par-tiet. For eksempel når det kommer til lukkeloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikker-ne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka. Jeg ville sige, at jeg går ind for en liberalisering af lukkeloven, som vi gerne vil have, men jeg gad ikke

sidde i en P1-debat og for-svare det. Fordi jeg vil helst have, at folk tager i skoven med deres børn.«

Når Søren Espersen er uenig med partiet, bliver han tavs. Og endda også i nogle tilfælde fraværende.

»Hvis partiet sagde, at de ville have det på en bestemt måde, så ville jeg ikke sige noget om det. Må-ske ville jeg blive syg den dag, hvor vi skulle stemme, så jeg ikke kunne komme ind.«

Handler det om EU og udlændingepolitik, kan man til gengæld være sik-ker på at se Søren Esper-sens ansigt og høre hans røst. Så tager den erfarne politiker gerne turen fra Vordingborg til Christians-borg, stiller sig op på taler-stolen og taler frit for. Og er der nogen, der efterfølgen-de kalder ham racist, ja, så har han prøvet det før. Og lært at leve med det. ■

Søren Espersen afslører, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med partiet. For eksempel når det kommer til lukkeloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikkerne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka«, siger han. Foto: Jakob Balthazar Munk

◆ Født 20. juli 1953.◆ Uddannet på Journa-

listhøjskolen i 1980.◆ BT fra 1980-1988.◆ Freelancer i London

for Ritzau 1989-1992.

◆ Billedbladet fra 1992-1996.

◆ Presserådgiver i Dansk Folkeparti fra 1997-2005 og uden-rigsordfører fa 2005.

SØREN ESPERSEN