10 | oktober 2010 | LIXEN PORTRÆT

JOURNALISTMINISTER. Der er 43 kilometer mellem Christiansborg og Lejre. Kun 43 kilome-ter, men det er alligevel som at gå fra én verden til en anden. Fra en verden, hvor nogle af rigets vigtigste beslutninger bliver truffet, hvor mi-nisterbilerne gør sig til i hinandens sidespejle, og hvor skjorterne oftest er knappet helt op i halsen. Til en anden, hvor de store beslutninger handler om, hvem der skal gå ud med skraldet, hvor den grønne Mazda holder ensomt inde i garagen, og hvor det er tilladt at lade skjorten stå en knap eller to åben og supplere med en varm fleecetrøje. Arbejdspladsen og parcel-huset. Lige så kontrastfyldt som forskellen på politik og naturvidenskab. Den mangeårige Christiansborg-journalist og tidligere politiske redaktør på TV 2 var nemlig godt i gang med at uddanne sig til naturvidenskabelig formidler, inden Journalisthøjskolen blæste biologien langt væk og efterlod en uslukkelig politisk ild, der efter næsten 30 år på Christiansborg sta-dig brænder. 62-årige Kaare R. Skou tager sin landskendte pibe, fylder den med tobak og spe-kulerer over, hvad der mon fik ham til at skifte flora og fauna ud med Løkke og Langballe.

Mangfoldighedens sutsko»Jeg kan godt lide, at det kun er nogle ganske små forskelle i nogle kemiske stoffers sammen-sætning, som gør forskellen på, om du er flue eller menneske. Mangfoldigheden i naturen. Det er fascinerende. Men ellers er politik og naturvidenskab to vidt forskellige størrelser.

Bortset fra at jeg stadigvæk opfatter politik-erne og Christiansborg som sådan et akvarium, jeg sidder og studerer nogle mærkelige fisk i,« fortæller han.

Selvom forskellen på Christiansborg og Lejre er større end afstanden mellem dem, og Kaare R. Skou bliver nødt til at knappe helt op, når han træder inden for i Folketinget, lader han dog ikke sine kinesiske maosko fra Irma stå derhjemme.

»Jeg skal have det behageligt. Jeg aner ikke, hvor mange par jeg har slidt op. Jeg gider ikke have ondt i fødderne, når jeg er på arbejde. Hvis det stod til mig, havde jeg også striktrøje på i stedet for jakkesæt og slips. Men TV 2 har en dresscode, så når jeg skal på skærmen – og det skal jeg altid være klar til – skal jeg have jakkesæt på. Der var da engang, hvor jeg måtte ned og købe mig en jakke et sted«.

ObservatørenPå trods af den enorme politiske interesse har Kaare R. Skou aldrig været politisk aktiv. Hvor han sætter krydset på valgdagen – for det gør han – holder han for sig selv. Det er dog også mere det politiske indhold og spillet mellem politikerne, der fanger hans interesse.

»Jeg har altid fulgt med som observatør, selv-om det ikke rigtigt var tilladt derhjemme som barn. Jeg har aldrig drømt om at blive politiker, det er mere politik som sådan, der interesserer mig. Både det politiske indhold, men også det politiske spil,« siger han.

Men modsat det politiske standpunkt er han helt med på at give sin vurdering af, hvad der kunne være bedre i det danske og europæiske demokrati.

»Jeg har altid synes, at jo mere mangfoldigt forskellige interesser kommer til udtryk, desto bedre fungerer demokratiet i virkeligheden. En spærregrænse, som vi har på to procent, er med til at reducere mangfoldigheden i dansk politik. Jeg mener, at Kristendemokraterne med fuld ret burde sidde i Folketinget. Hvis du har 1/175 af stemmerne, så har du et mandat. Punktum. Reglerne om spærregrænsen er en mugplet på vores demokrati.«

Finanserne har magtenMens Kristendemokraterne ikke kan samle stemmer nok til at sidde i Folketinget, er situ-ationen en ganske anden for finansministeren. Ifølge Kaare R. Skou er den post faktisk så væsentlig, at vælgerne og i øvrigt også jour-nalisterne burde interessere sig langt mere for, hvem der styrer husholdningsbudgettet, end hvem der holder nytårstalen. Og det er ikke Claus Hjort Frederiksens skyld, men en

udvikling, der for alvor blev boostet i de år, Mogens Lykketoft forhandlede finansloven på plads, og som siden bare har kørt der ud af.

»Jeg er lige ved at komme så langt, så jeg siger, at den magt, der efterhånden er samlet omkring Finansministeriet og finansministeren, er så stor, at det udgør et demokratisk problem. For eksempel er statsministeren ude at love, at vi skal have verdens bedste folkeskole. No money. Der må afskediges lærere. Finansministeren er pisseligeglad,« siger han, samtidig med at han viser et nul med pegefingeren og tommeltot-ten.

»Jeg ser frem til, at vi på et tidspunkt får en svag finansminister. Ikke for rigets skyld, men for det demokratiske systems skyld. Finans-ministeren er blevet for stærk. De her fantas-tisk stærke ministre er i stand til indirekte at jorde selv statsministeren.«

En anden, der måske ikke med lethed, men med en god portion vigtige mandater i ryggen, også indirekte er i stand til at jorde Lars Løkke Rasmussen, er Dansk Folkepartis gruppefor-mand, Kristian Thulesen Dahl.

»Lars Løkke er statsminister af navn, men Kristian Thulesen Dahl er det af gavn. Han er vel nok den dygtigste parlamentariker, der findes i Folketinget i dag. Han kan sit stof, og han ved, hvor han vil hen. Han er en dygtig forhandler, og så er han et behageligt menneske.«

Det er nu og herMedierne er blevet flere. Men det gælder også spindoktorerne, og det har gjort noget ved politikernes måde at kommunikere på. Det har stillet nye krav til den politiske journalistik.

»Den politiske kultur har ændret sig. Den politiske journalistik har stort set bare fulgt med udviklingen, den har ikke drevet den. I dag er de store partier groft sagt skideligeglade med, hvad det menige medlem mener. De byg-ger deres politik på meningsmålinger, fokus-grupper, strategitænkning og markedsføring i langt højere grad, end da jeg startede på Chris-tiansborg.«

Igen sporer Kaare R. Skou sig ind på den mangfoldighed i politikken, som han i den grad savner. Derfor skal politikernes sprog også oversættes til almindelig dansk, så seerne kan følge med.

»Du kan ikke forlange, at Hr. Hansen i Ring-købing er inde i den måde, politikerne kører det politiske spil på,« siger han.

Tilbage i 1970’erne – længe inden Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen, Michael Ulve-man og andre spindoktorer blev opfundet – var Kaare R. Skou selv pressemedarbejder i det daværende Boligministerium og mener godt, at

man kan skifte mellem at være spindoktor og journalist.

»Ja, sagtens. Der må vi sige, at vores fag er et håndværk. Den ene dag kan du kommunikere et bestemt politisk budskab og den anden dag referere det over for befolkningen.«

Når det kommer til medlemskab af et parti, er historien en anden. Her skal man ifølge Kaare R. Skou skille tingene ad.

»Man går for langt, hvis man som politisk journalist er medlem af et politisk parti. Fordi du i hvert fald gennem dit kontingent er med til at finansiere et bestemt politisk parti. Og et eller andet sted har du en indflydelse på kandidater og politisk linje. Det er at spille på to heste.«

Intet nyt fra Folketingssalen»Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet,« siger statsminister Poul Schlüter i Folketings-salen en forårsdag i april 1989. Tamil-sagen kogt ned i ét citat, og som efter fire årtier på Christiansborg er Kaare R. Skous største og mest dramatiske øjeblik, fordi den efterfølg-ende har fået så stor betydning for den måde, centraladministrationen og embedsmændene arbejder på i dag. Men det var dengang, for i dag sker der reelt ingenting i Folketingssalen. I hvert fald ikke af nogen politisk betydning.

»Den politiske debat i Folketingssalen er ble-vet mere ligegyldig. Det er ikke hér, det sker. Dét, der foregår i Folketingssalen i dag, det er for historieskrivningens skyld. Det er for, at man om ti år kan se, hvilken holdning et parti havde til et givent emne.«

Det er, som om Kaare R. Skou lige har frem-lagt sin nyeste forskning. Der er ikke rigtigt no-get at diskutere. Det er facts. Han kigger ned i piben igen. Der er nok tobak i. Og så er det, som om han bliver inspireret af noget helt andet, der også er på retræte i Folketingssalen.

»Det er ikke bare, fordi jeg er ved at være en gammel mand, men Folketinget mangler i dag store talere. Dem, som kunne gribe en Folke-tingssal,« fortæller Kaare R. Skou.

Han hæver sin højre arm, vender håndfladen opad og lader fingerspidserne pege i vejret.

»Svend Auken kunne. Men i dag må jeg nok sige, at Folketingets bedste taler er Jesper Langballe, som virkelig kan gribe en Folket-ingssal, når han glemmer, han er præst. Ellers er der fandeme langt mellem dem. Folk, der står og læser op af et cand.polit.-produceret manuskript, er der altså ikke meget sex over.«

Bogstavkombinationen »cand.polit.« væk-ker et eller andet i Kaare R. Skou. Det er blandt andet den betegnelse for en uddannelse, der har været med til at ændre hele Folketinget. Til den mere professionelle side, det medgiver

Han har gået rundt på Christiansborg længere tid, end de yngste Folketingsmedlemmer har levet på Jorden. Han har været med til at dække ni valg og set fem mænd blive statsministre. Men nu er det snart slut. 62-årige Kaare R. Skou ved med statsgaranti, at næste valg bliver hans sidste.

Thomas Damgaard Sørensen

Casper Fauerholdt

”Hvis det stod til mig, havde jeg også striktrøje på i stedet for jakkesæt. Der var da engang, hvor jeg måtte ned og købe mig en jakke et sted. Kaare R. Skou, journalist på TV 2

maoskoDa Slotsholmen fik besøg af et par

LIXEN | oktober 2010 | 11PORTRÆT

han uden at famle efter piben, der nu ligger på bordet. Men det er også et udtryk for en slags mennesker, der efterhånden er så talstærk på Christiansborg, at de mister noget af følingen med samfundet uden for kontorernes vægge.

»Vi er i en situation, hvor der er alt for mange cand.polit.’er i Folketinget. Akademikere, som er teoretikere, og som får et kulturchok, når de kommer i Folketinget, fordi de tror, de har lært en masse om politik på universitetet, men så bliver de klar over, at politik i virkeligheden er noget helt andet. Der er for lidt menneske over det, synes jeg.«

Togene lukkede festenDer, hvor man kan tillade sig, og hvor der er plads til at være menneske, er i Snapstinget. Her serveres der smørrebrød og flere retters menuer, mens man kan nyde en kølig Carls-berg og tale med politiske rivaler. Det er der bare ikke rigtigt nogen, der gør mere. Ligesom så meget andet er det sociale liv på Christians-borg nemlig ikke, hvad det var, dengang Kaare R. Skou for første gang fik sig en bid brød i den berømte og magtfulde kantine.

»Snapstinget er ikke, hvad det har været,« siger han og ryster på hovedet, mens han hold-er endnu en kort tænkepause.

»Snapstinget er bare en restaurant. Det, der er den helt store forskel på livet på Christians-borg, fra jeg startede til i dag, er, at dengang var der et socialt liv derinde. Altså, der var folk,

der hang ud i Snapstinget. En af de sidste af den type var Jens Peter Jensen – Jens Peter Døgn-brænder – Uffe Ellemanns far. Sådan nogle er der ikke mere. Dét, der ødelagde det sociale liv på Christiansborg, kan man næsten sætte dato på. Det var, da intercitytoget blev indført, og indenrigsflyvningen blev sædvanlig. Så kunne jyder og fynboer nå hjem om aftenen. Der døde det sociale liv.«

Og det mærkede Kaare R. Skou meget hur-tigt. Pludselig var det ellers så populære og fyldte Snapsting uinteressant for politikerne og i stedet for at blive, skyndte de sig hen på Hovedbanegården eller ud til Kastrup for at haste hjem til aftenkaffen, eller måske endda aftensmaden, hvis man var i god tid. En profes-sionel udvikling, kalder han det. Til gengæld er der et sted, hvor der sjældent er så meget liv, som der er i de her år. Et sted, hvor det ikke er urealistisk at få fingrene i en god historie, og hvor holdninger blæser ud af munden paral-lelt med cigaretrøgen.

»Rygeboksen er blevet et ganske glimrende socialt samlingssted. Så der udveksles mange synspunkter dér. Også sladder. Og mange teorier om, hvad Lars Løkke har gang i – når han ikke selv står i rygeboksen,« siger Kaare R. Skou.

Hovedperson selvNoget af al den sladder er i begyndelsen af 2010 med til, at blandt andre Venstres politiske ord-

fører, Peter Christensen, tordner mod Kaare R. Skou og kræver ham fyret, fordi han i et inter-view fortæller, at det var én fra Forsvarsmini-steriet, der få år forinden havde lækket fortro-lige oplysninger om en hemmelig mission i Irak. Helt så vidt går TV 2 ikke, men den erfarende politiske journalist og nu hovedrolleindehaver i en enorm mediesag må tage på et par måned-ers afspadsering.

Hvordan havde du det i den periode?Der er et øjebliks stilhed. Han kigger op i

loftet, som om ordene, han leder efter, står et sted deroppe. Han griber intuitivt ud efter pi-ben, tænder den og tager et langt sug.

»Det var ikke videre sjovt.«Han holder dagens længste pause.

»Det var ikke morsomt. Det var en underlig sag. Og den blev da ikke mindre underlig hen ad vejen. Jeg blev hovedperson i en sag, hvor alle mulige andre kunne være hovedpersoner, men lige nøjagtig ikke mig. Det var nok i mangel på en rigtig hovedperson.«

Men selvom episoden fik både journalister og politikere til at stille spørgsmålstegn ved den troværdighed, som Kaare R. Skou ellers al-tid har haft blandt mange af sine seere, fik det ham ikke til at overveje et karrierestop. For det er faktisk statsminister Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer, hvornår en af de mest erfar-ende politiske journalister forlader skærmen. Allerede inden Lækage-sagen indgik TV 2 og Kaare R. Skou en såkaldt seniorordning, som betyder, at efter næste folketingsvalg er det tid til at gå på pension.

»Jeg er for så vidt helt kold over for, om Lars Løkke trykker på knappen snart eller venter et års tid. Helt kold. Jeg skal nok få tiden til at gå. Jeg tror nu heller ikke, det vil hjælpe at gå hen til Lars Løkke og sige: Hør her, hvis du ud-skriver valg nu, så slipper du for mig,« griner han ironisk over sin egen vittighed og det para-

doks, det er, at han ikke ved præcist, hvornår det er slut.

Lysten til stadig at gå rundt på Christians-borgs gange, interviewe nogle af de mest magt-fulde mennesker i landet og formidle vigtige og betydningsfulde oplysninger videre til borg-erne er ikke lige sådan at ryste af sig.

»Når jeg står op om morgenen – og jeg er ab-solut ikke noget morgenmenneske – kunne jeg godt tænke mig, at han havde udskrevet valg. Når jeg kommer hjem om aftenen, synes jeg, det er meget godt, han ikke har.«

En dag, når næste valg er overstået, kan Kaare R. Skou endelig gå i striktrøjer og knappe skjorten op, når han vil. Og maoskoene? De bliver på.

1975: Færdig på Journalisthøjskolen og ansat som informationsmedarbejder i Boligministeriet.

1976-82: Journalist hos DR København.

1982-89: Ansat på Radioavisen og begynder som journalist på Christiansborg.

1989-nu: På TV 2, men stadig som Christiansborg-journalist.

KAARE R. SKOUS KARRIERE

”I dag må jeg nok sige, at Folketing- ets bedste taler er Jesper Langballe. Når han glemmer, han er præst. Kaare R. Skou, journalist på TV 2