Download pdf - Borchgrevink - En norsk tragedie (læseprøve)

En norsk tragedie

Borchgrevink - En norsk tragedie (638-3159-8) - 368 sider - 140x220 - Hft.indb 1 28-10-2013 11:48:48


AAGE STORM BORCHGREVINK

En norsk tragedieAnders Behring Breivik og vejene til Utøya

Oversat fra norsk af Sara Høyrup

ROSINANTE


En norsk tragedie er oversat fra norsk af Sara Høyrup efter

En norsk tragedie – Anders Behring Breivik og veiene til Utøya Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS 2012

Norwegian edition published by Gyldendal Norsk Forlag AS, Oslo Published by agreement with Hagen Agency, Oslo

and Gyldendal Norsk Forlag AS, Oslo Denne udgave: © ROSINANTE/ROSINANTE&CO, København

Omslag: Bjørn Kulseth / Fjeldheim & Partners Dansk versionering: Simon Lilholt / Imperiet

Sat med Sabon hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN: 978-87-638-3159-8 Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


Indhold

Forord 7

Kapitel 1: Eksplosionen 9

Kapitel 2: Bacardi Razz 17

Kapitel 3: Familien fra Silkestrå 41 (Anders Behring Breiviks barndom 1979-1993)

Kapitel 4: Morgenstemning 67 (Utøya, 22. juli, kl. 07.00-10.00)

Kapitel 5: Morg fra Ris 83 (Anders Behring Breiviks ungdom 1993-1997)

Kapitel 6: Landsmoderen vender tilbage 127 (Utøya, 22. juli, kl. 10.00-15.25)

Kapitel 7: Andrew Berwick og avatarsyndromet 149 (Anders Behring Breivik 1998-2011)

Kapitel 8: Det tryggeste sted i Norge 197 (Utøya, 22. juli, kl. 15.45-17.25)


Kapitel 9: Boglanceringen 213 (Anders Behring Breivik, 22. juli, kl. 08.00-16.50)

Kapitel 10: Overlevende 239

Kapitel 11: Redningsmænd 259

Kapitel 12: Hvad er det, der foregår i Norge? 275

Kapitel 13: Anders Behring Breiviks 75 minutter på Utøya 295

Kapitel 14: Hadet 321

Tak 355

Noter 357


7

Forord

I dag blev Anders Behring Breivik kendt skyldig i drabene på 77 mennesker. Han har overtrådt norsk straffelovs paragraffer 147 og 148, som drejer sig om terrorhandlinger, og paragraf 233, som dækker overlagt drab under særdeles skærpende om-stændigheder. Anklagemyndighedens påstand om overdragelse til psykiatrisk behandling blev ikke taget til følge i dommen. Retten fandt Breivik tilregnelig og dømte ham til såkaldt for-varing i 21 år. Dermed er et kapitel afsluttet. 22. juli 2011 er ikke alene blevet belyst i den måske mest omfattende retssag i Norges historie, men også grundigt gransket af 22. juli-kommisjonen og debatteret nærmest endeløst i medierne. Alligevel er der aspekter af sagen, som næsten ikke er blevet omtalt. De mange diskussioner om detaljer har måske også fået helheden til at fremstå fragmenteret. Så hvordan skal vi egentlig forstå det, der skete i Norge den 22. juli 2011? En enkelt bog kan ikke rumme så stor en tragedie. Men den kan gå i dybden og forsøge at analysere begivenhederne og forme en fortælling bedre, end en artikel eller en tv-dokumentar kan gøre det. Ideelt set kan en bog dermed bidrage til en dybere forståelse af det skete. Arbejdet med denne bog har taget andre veje, end jeg havde regnet med. Til sidst stod jeg over for dilemmaet om, hvor me-


get jeg skulle fortælle: Hvor trækker man grænsen? Jeg er gået anderledes til værks end de fleste norske journalister, fordi jeg er nået frem til, at nogle af de elementer, der er mindst kendte, kaster lys over det eksplosive had, som fik så dødelige konse-kvenser. De har en forklarende kraft. Men det er ingen nem beslutning – ret skal være ret: De berørte har ret til at vide mest muligt om baggrunden for kata-strofen, mens Breivik og hans familie har ret til et privatliv. I en sag af så enorme dimensioner er jeg dog nået frem til, at hen-synet til åbenhed vejer tungest. Derfor har jeg valgt at fortælle så meget, som jeg gør, fordi det billede, jeg ellers ville give, i bedste fald ville være ufuldstændigt og måske ligefrem falsk. Den beslutning præger bogen. Jeg har skrevet om fællesska-bet, som blev angrebet, om Arbeiderpartiets Ungdomsfylking (AUF) og i videre forstand om Norge. Med Breiviks såkaldte manifest i centrum har jeg skrevet om ekstreme reaktioner på det nye Europa, som vokser frem. Jeg har lært meget undervejs. Det, der skete den 22. juli 2011, viste, at fællesskabet i Norge er stærkt, men også at der er nogle, der står udenfor. Grundene hertil er ikke altid åbenlyse – heller ikke i denne sag. Det er en vigtig proces at prøve at forstå, hvad det var, der førte til Breiviks radikale udstødelse. Det er svært at tætne hul-lerne i samfundets væv uden at vide, hvor hullerne er. Dommen er fældet, men debatten om 22. juli vil fortsætte. Det, tror jeg, er en god ting – og denne bog er ment som et bidrag til den debat.

Oslo, 24. august 2012, Aage Storm Borchgrevink


9

Kapitel 1

Eksplosionen

Bomben eksploderede klokken 15.25.22. Det gav et drøn i byen. Varevognen gik i opløsning. En motorcyklist og en forbipasse-rende forsvandt i det hvide glimt fra eksplosionen. En voldsom ildkugle blændede de nærmeste overvågningskameraer og blev fulgt af en sky af røg og støv. Bildele susede som projektiler i alle retninger, hjulaksler og motordele snurrede gennem luften. Ved åstedet blev biler slynget af sted, og lygtepælene bøjede sig som græsstrå. Bygningerne på begge sider af Grubbegata blev hårdt ramt af chokbølgen og fik deres nederste etager fuld-stændigt smadret. Trykbølgen pulveriserede vinduerne i eta-gerne ovenover, gik tværs igennem bygningen og knuste glas i bygningerne rundt om pladsen, som omgav højhuset. Lofter faldt sammen over kontorerne i højhuset og i Olie- og Energi-ministeriet. Glas og træsplinter hvinede gennem korridorer og kontorer og borede sig dybt ind i vægge og skabe. Trykket antændte ild på begge sider af gaden og slog hul i asfalten. Bombekrateret gabte tværs gennem to lag af tunneler, der løb under gaden. Gennem disse gange blev dokumenter normalt transporteret mellem ministerierne. Eksplosionen skar dybt, blotlagde skjulte sammenføjninger og eksponerede selve nervetrådene i Norges administration. Der lugtede af svovl. Otte minutter tidligere, klokken 15.17, var den store, hvide varevogn af mærket Volkswagen Crafter svinget ind fra Gren-sen. Den kørte roligt op ad Grubbegata mod Regjeringskvar-


10

talet og standsede i højre side foran et metalgærde overtrukket med hvid sejldug, der skjulte gravearbejdet uden for R4 – byg-ningen, som husede både Handels- og Erhvervsministeriet samt Olie- og Energiministeriet. Chaufføren tændte for nødblinkene, som ulovligt parkerede varevogne ofte gør det, og traf et afgø-rende valg. Et par minutter senere kørte varevognen videre. Den drejede til venstre ved regeringsbygningen og standsede ud for hoved-indgangen til statsministerens kontor. En mand i mørk uniform steg ud af bilen og gik videre op ad Grubbegata. Et overvåg-ningskamera indfangede ham på fortovet: en mand med sort hjelm, sænket visir og en pistol i højre hånd, som vendte sig om og stirrede tilbage mod bilen, han havde forladt. Klokken var næsten 20 minutter over fire om eftermiddagen den 22. juli 2011.

Det var en søvnig fredag i sommerferien. I Tvedestrand stod en mand på kajen foran hytterne og stu-derede skybankerne, som hang over den grå sø. Det var uden-rigsministeren, og selv han havde sommerferie. Han ville tage sine sønner med ud at fiske og gik hen for at skifte kroge på makrelharpunen. En ung, mørkhåret kvinde sad og blundede i en bil på vej mod Oslo. Hun var iført røde støvletter og røde øreringe og var træt efter en nat i byen med vennerne. Regnen høvlede ned over Østlandet. Igen. Sommeren 2011 gik over i historien som en af de mest våde og grå i mands minde. Hyttefolket holdt sig inden døre – der var ikke noget ved at tage ud i tågen. Græsset var tungt af vand, og i gummisko blev man våd om fødderne. En kvinde tændte en cigaret og holdt en pause fra mad-lavningen i sit køkken. Hun var flyttet til den lille kystby ved Oslofjorden efter at være gået på pension fra Udenrigsministe-riet, men havde beholdt en lille oase i hovedstaden i form af en


11

hybel i Frogner. Tove hed hun, og denne aften skulle hun have veninder på besøg. En studerende fra Madla i Stavanger sad på sit lille værelse i hovedbygningen på Utøya og talte lavmælt med sin turban-klædte veninde fra Oslo. Uden for vinduet glinsede løvet af væde og spærrede udsigten til den grå Tyrifjord. Sammen tog de en lille pause før eftermiddagens program. Klokken 15.21 loggede El- & IT Forbundets administra-tionssekretær sig af netværket og rejste sig fra skrivebordet: endelig ferie. Forbundet holdt til på ottende etage i LO-bygnin-gen Folkets Hus, der dominerede den ene side af Youngstorget. Til venstre for Folkets Hus ragede Folketeater-bygningen op, hvor blandt andre det norske arbejderpartis ungdomsafdeling, AUF, havde kontorer. Administrationssekretæren var en frisk dame midt i halvtredserne og tidligere Norgesmester i fodbold. Hun plejede at cykle hjem, men hendes cykel var til reparation. Hun var klædt i lyse jeans, sorte gummisko og en brun swea-ter. Det var opholdsvejr, da hun forlod LO-bygningen, og hun skulle over til metroen, så hun kunne enten gå ned i retning ad Jernbanetorget eller op mod nedgangen til Stortinget station i Akersgata. Afstanden var kort begge veje, og hun valgte at gå til højre op ad bakken. Hun spadserede ud ad Møllergata og gik til højre ad smøgen, som førte til Einar Gerhardsens Plass.

I mellemtiden havde manden med hjelmen krydset Grubbegata, var gået ned på Hammersborg Torg og havde sat sig ind i en sølvgrå Fiat Doblo. En anden mand bemærkede, at hvad der lignede en bevæbnet politimand, bakkede varevognen ud og kørte ned ad Møllergata i retning af Hausmanns gate. Det mær-kelige var, at politimanden kørte imod ensretningen. Var han helt desorienteret? Hvorfor valgte han som politimand at køre den vej? Manden, der stod tilbage på torvet, fandt sin mobil frem og noterede nummeret på den lille varevogn med grønne plader: VH 24 605.


12

I Regjeringskvartalet i Grubbegata er der folk på arbejde hele døgnet året rundt. Bygningerne sover aldrig, men om fredagen i sommerferien tog de fleste tidligt hjem. Sædvanligvis var der over 1.500 mennesker på arbejde i Regjeringskvartalet. Fem minutter i halv fire var der omkring 250 mennesker i bygnin-gerne, mens cirka 75 befandt sig i de nærmeste gader. Klokken 15.24 fangede overvågningskameraerne på Einar Gerhardsens Plass en mand i hvid T-shirt, som kom gående mod hovedindgangen til højhuset. Manden var i begyndelsen af trediverne, og måske var han en af dem, der plejede at skyde genvej gennem forhallen og gå forbi vagterne i skranken på ven-stre hånd på vej mod udgangen til Akersgata. Forhallen under statsministerens kontor var åben for alle. Mindre end et halvt minut senere standsede en motorcykel ved siden af folkevognen. I lastrummet på den store varevogn var der en hjemmelavet bombe på cirka 950 kilo bestående af kunstgødning, diesel og aluminium. Så lød der et brag. I gaderne i centrum mejede trykbølgen folk ned på fortovene. En mand blev kastet til jorden som af en usynlig hånd. Han rej-ste sig straks op og forsøgte at orientere sig. Nogle fodgængere blev liggende livløse i fosterstilling, mens andre løb deres vej med det samme. I en befærdet gade gik først en, siden tre og til sidst hele folkemængden i panik og løb så hurtigt, de kunne, væk fra eksplosionen. En døende kvinde i lyseblå jeans lå tilbage ved springvandet på Einar Gerhardsens Plass. Et skybrud af glas haglede ned over byen. Rundt om hele Youngstorget smældede skårene fra de eksploderede vinduer ned i brostenene. Ude på pladsen tog en kvinde sig til hovedet og stirrede på sin hånd, som var rød af blod. Oslos centrum er lille. Fra Regjeringskvartalet er der kun et par hundrede meter over til Stortinget, de største partikontorer og de vigtigste mediehuse. Trækker man radiussen yderligere nogle hundrede meter ud, ligger også Norges Bank og Slottet


13

og Udenrigsministeriet inden for cirklen. Man kunne køre helt op til alle disse bygninger. Da glasregnen var standset, sad og gik mange mennesker rundt i centrum med blodet strømmende fra sår i hoved, arme og skuldre. I løbet af få minutter gik billederne verden rundt. Fotos af R4-bygningen i brand, af Grubbegata strøet med murbrokker og af det ødelagte højhus. Billederne talte for sig selv. Chokerede og blødende men-nesker og ødelagte bygninger hyllet i støv og røg. Billeder som disse havde været fremme i medierne så ofte før i løbet af de sidste 20 år: Oklahoma 1995, Nairobi og Dar es Salaam i 1998, Moskva, Bujnaksk og Volgodonsk i 1999, New York i 2001, Bali i 2002, Beslan i 2004, Mumbai i 2008 og igen og igen i irakiske, afghanske og pakistanske byer. Skaderne, som tv-seere i hele verden sad og så på, lod til at have ophav uden for bygningen. »En bilbombe?« spurgte en mand, som gik op ad Grubbegata og filmede infernoet. I de kontrafaktiske timer, før det blev klart, hvem der stod bag bomben, holdt mange mørklødede nordmænd instinktivt lav profil i Oslo. Tilsyneladende stod al-Qaedas signatur skrevet i ild, glas og blod på den norske regeringskarré. I det lynglimt, som eksplosionen i Oslo kastede over det sociale og politiske landskab i Norge, gabte kløfterne mellem folk som afgrunde. Var det indvandrere, som stod bag? En udlænding, som så tv-billederne fra Oslos centrum, mens han chattede på et engelsksproget debatforum, skrev, at han »ikke vidste, at nordmænd lignede arabere«. En kendt norsk blogger svarede straks, at »i Oslo gør de. Arabere, kurdere, pakistanere, somaliere, hvad som helst. Alt muligt er i orden, så længe de voldtager de indfødte og ødelægger landet, hvilket er, hvad de gør.«1 Hvem repræsenterede denne blogger, da han skrev, at »Jens Stoltenbergs venstreorienterede regering, som netop er blevet bombet, er den mest dhimmifiserede og efter-


14

givende af alle vestlige regeringer«? Begrebet dhimmi betegner ikke-muslimer, som lever underkastet sharia, og »dhimmifise-rede« betyder vel i denne sammenhæng noget i dur med under-trykte og feje. Forestillingen om Norge som en harmonisk ø med fællesskab og sammenhold midt i en urolig verden blegnede. Var Norge pludselig havnet i en eller anden revolutionær situation, uden at folk havde opdaget det? Stanken fra bomben rev i næsen. Røgen lagde sig over Oslo og slørede svaret på, hvad det var, der var råddent i det norske samfund.

Lidt i fire stod jeg foran universitetets fysikfakultet på Blindern og stirrede over Majorstuas tage ind mod centrum. Røgskyen steg op fra Regjeringskvartalet og hang en stund over centrum, før den langsomt opløstes og forsvandt. Det uvirkelige syn min-dede mig om brændende landsbyer på Balkan og bombede byer i Kaukasus. Bag de selvmordsangreb og massakrer, som jeg havde undersøgt på disse steder, skjulte sig ofte komplicerede, lokale sammenhænge. Men her i Oslo? Det var svært at begribe. Jeg tænkte på mine forældres fortællinger om den 9. april 1940, da tyske fly sværmede over byen, og Vidkun Quisling begik statskup direkte over norsk statsradio. Mest af alt tænkte jeg på de faldne tvillingetårne i New York i 2001 og på den ideologi, som forener terrorister i alskens afskygninger i et fælles had til den vestlige by og alt det, den står for. Eksplosionen var af et sådant omfang, at den fremstod som en krigserklæring, et angreb af geopolitiske dimensioner. Alligevel var dette blot begyndelsen på tragedien. Efterspillet skulle ikke alene vise sig at blive grusommere, end nogen kunne begribe – hele forløbet skulle vise sig at handle om noget helt andet, end fordommene tilsagde. Manden med hjelmen var ikke mørk. Han var hvid. Hmm, tænkte jeg, da jeg hørte det: Var det mon en tjetjener? En bosnier? En albaner? Det her måtte da komme fra en fjern krigszone. Men nej, så enkelt var det ikke.


Manden var hverken muslim eller udlænding, men en af mine naboer fra den mere eksklusive vestlige bydel Vestkant i Oslo. Jeg skulle ikke langt væk, sådan som jeg troede, men dybt ned for at finde roden til denne ugerning – og på vej gennem mørke internetverdener fra nullerne og fantasykultur og Oslo-bander i halvfemserne krydsede jeg bestandigt mine egne spor. Det, der fremstod som politisk ekstremisme, og som på sæt og vis også var det, skulle vise sig også denne gang at have en lokal og kompliceret kerne. Og der var folk, der havde set dette uhyre tage form, men deres advarsler var blevet ignoreret og lå begravet under tidens lag bevogtet af tavse vidner. Mens jeg gik tilbage gennem Marienlystparken med min mobiltelefon i hånden, forsøgte jeg at finde ud af, hvordan det var gået mine venner og kolleger i centrum. Ambulancerne hy-lede ned ad Kirkeveien fra Ullevål sykehus. Nogle gange ligger løsningen nærmere for, end man tror, og hadet står skrevet på væggen, uden at nogen lægger mærke til det. En af mine ven-inder havde uforvarende fået et glimt af det på en bar på Solli Plass i efteråret 2010.



17

Kapitel 2

Bacardi Razz

Skaugum

I midten af juli 2011 dukkede en gammel kending op ved baren på udeserveringen Skaugum i baggården til Palace Grill ved Solli Plass for at få aftenens sidste drink. Det var midt på ugen, men i sommerferien var der ikke den store forskel på weekend og hverdag. Når vejret holdt tørt, myldrede folk ud på terrasserne som myrer. Manden maste sig frem mellem stribede skjorter, hættetrøjer og blondetoppe og bestilte en Bacardi Razz, en sød-lig rom med hindbærsmag, der i Oslo Vest ofte blandes op med Sprite og går under navnet Sommerfugl. Gæsten opførte sig som sædvanlig roligt og høfligt.1 Han var en typisk fyr fra Vestkanten, typen, der gik 13 af på dusinet på Skaugum, og skilte sig kun ud ved at være mindre fuld og højrøstet end de fleste. Han var blond, middelhøj, veltrænet og almindelig af bygning. Bartenderen huskede gæsten helt tilbage fra sin skoletid på handelsgymnasiet lige ved siden af sidst i halvfemserne. I årenes løb var gæsten vendt tilbage til Palace, mens håret langsomt blev tyndere og kæberne rundere. De fleste af de andre halvfemserfyre havde taget en uddan-nelse og gjort karriere – de var blevet voksne og etablerede. Men denne bargæst havde ikke fulgt det gængse forløb med en videregående uddannelse og en tryg stilling i erhvervslivet. Han skulle ikke hente børn i børnehaven klokken fire og stod ikke op klokken syv for at tage på arbejde. Nogle bruger længere tid end andre på at finde sig selv, og der hang en umiskendelig


18

aura af afbrudte studier og fallerede firmaer ved manden ved bardisken. Get rich or die tryin’2, havde han med rapperen 50 Cents ord sagt til sine bekendte i Fremskrittspartiets Ungdom i starten af nullerne. Men denne milde sommeraften små ti år senere var han ikke blevet meget rigere end dengang. Nogle af hans forretninger havde lønnet sig, mens andre var gået ret dårligt. Han havde tjent gode penge på at sælge billige taletidskort og falske eksamenspapirer, men hans venner lo sta-dig ad andre af hans ideer. I flere måneder havde han arbejdet med projektet »Arbejdsløs akademiker«. Han havde udviklet en prototype på et pedaldrevet reklameskilt ved at sætte en cykel sammen med en avisvogn. Tanken var at ansætte en arbejdsløs akademiker, som så skulle cykle vognen med plakaten rundt i Oslo som en reklame på hjul eller en rullende reklame. Det gik ikke særligt godt. Vinden blæste vognen omkuld al-lerede den første dag, reklameplakaten blæste væk og ramte en dame. Projekt »Arbejdsløs akademiker« blev skrinlagt allerede efter jomfrufærden. Måske han tænkte lidt for stort. Projektet handlede ikke bare om at tjene penge, men måske mere om at ydmyge akademikere. Selv om Breivik var driftig, var han ofte sær og stejl, mente hans venner3: en original, der gik i byen med solbriller på, selv om det så mærkeligt ud om aftenen. Evigt forfængelig gik han i Canada Goose-dynejakke om vinteren og med skjorteflippen foldet ud over Lacoste-sweatrene. Selv kaldte han sig metroseksuel, sminkede sig, før han gik ud, og overvejede hårtransplantationer og tandblegning. Næsen havde han ladet operere som 20-årig. Manden betalte for drinken med en tohundredkroneseddel, smilede og lod nogle af byttepengene ligge. Palace Grill åbnede i Solligata 2 i 1988 som en brun ud-vækst på bagsiden af Lapsetorvets velplejede Vestkant-facade. På den tid hang jeg selv ud der sammen med mine venner – blege Blindern-studerende i mørke læderjakker. Sommeren 2011 be-stod Palace både af en amerikansk inspireret bar med et solidt


19

udvalg af øl og whisky, en velrenommeret restaurant og ba-ren i baggården, som altså hed Skaugum og var opkaldt efter kronprinseparrets bolig i Asker – måske fordi de kongelige selv dukkede op i baggården fra tid til anden. Den brune udvækst var med tiden blevet en elegant Vestkant-oase, hvor en skønsom blanding af folk fra området slukkede tørsten. Mens Palace flittigt blev frekventeret af kendisser af større og mindre format og kultur- og mediefolk i trediverne, holdt de studerende hipstere, gedulgte finansaktører og mere anonyme repræsentanter for alkoholsodavandsgenerationen i Oslo Vest til under åben himmel på Skaugum. I snart 25 år havde Palace Grill holdt stand som et kultive-ret alternativ til de glatte udendørskoncepter, der strakte sig i en gylden halvmåne fra Solli Plass over Majorstua og ned ad Bogstadveien. Her kunne man møde havarerede Vestkant-typer, der drak de sidste rester af arven fra bedsteforældrene op og fortalte, at de snart ville slå igennem som designere, åbne en delikatessebutik eller udgive manuskriptet, som ville løse alver-dens problemer. Det var ikke altid, stamgæsten tog hjem så tidligt eller op-førte sig så behageligt. Særligt ikke i de seneste år. Der var noget intenst over ham, som nogle gange tog overhånd. Omkring nytår havde han været en del i byen og havde præ-steret at blive smidt ud fra Palace efter at have generet en af de andre gæster. En tv-kendis i fyrrerne, som var kendt for sin rå latter og hæmningsløse opførsel, bemærkede, at gæsten med det tynde, lyse hår stirrede på ham. De to mænd nikkede til hinanden, og straks kom den lyse mand over til kendissen. »Anders Behring Breivik, hyggeligt at møde dig,« præsente-rede han sig med sleben Vestkants-accent. Det blev en ubehagelig samtale. Breivik kastede sig straks ud i et foredrag om muslimer og indvandringspolitik, og kendis-sen forsøgte at signalere, at han ikke var interesseret. Breivik talte om korstog og tempelriddere. Der var noget underligt ved


20

ham, som var svært at sætte ord på, men som man mærkede i form af en slags stivhed, en slags fladhed. Sagde han, at han skrev på en bog? Han havde næsten ingen mimik bortset fra det påklistrede smil, stemmen var tonløs, og blikket stirrende, og han blinkede en del. Han sad på stolen som bedøvet, helt uden spontane bevægelser. Det var, som om hans krop var lukket af som en kondemneret bygning. Stemningen blev til sidst så trykket, at kendissen tilkaldte vagterne. Breivik blev ført væk, men nåede at vende sig om: »Om et år er jeg tre gange mere kendt end dig,« sagde han, før vagterne puffede ham ud på gaden.4

Også den slags optrin går der 13 af på dusinet i Oslo Vest. Afstanden er ofte kort mellem dem, der er kendte, og dem, der ikke er det, men ønsker at blive det. Kendisserne må regne med opmærksomhed på godt og ondt. Det er ikke alle wannabes, som hverken mestrer de uskrevne regler i Oslo Vest eller kon-versationens kunst, og groupies er ikke nødvendigvis piger. Breiviks afskedsreplik virkede ikke særligt sandsynlig, men snarere som den typiske smøre fra en klodset bluffmager med storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Sociale færdig-heder er en kunstform, der kræver jævnlig træning, mente Brei-vik selv og erkendte, at han i de seneste år var kommet lidt ud af træning.5 Han var på udkig efter et egoboost og var lidt af en opmærksomhedsjunkie, som han sagde. Måske var det manglen på træning, der fik ham til at dundre monomant derudad om tempelriddere den aften, eller måske var det kombinationen af alkohol og de steroider, som Breivik tog med jævne mellerum. Og ikke alene var han monoman – han talte også om ret aparte ting som for eksempel riddere. Og nok er tempelridderne blevet et populærkulturelt fænomen efter at være genopstået i blandt andet computerspillet Assassin’s Creed, men korstog har ikke været en vægtig del af norsk diskurs i de 900 år, der er gået siden Sigurd Jorsalfars hærtog til Middelhavet. I manuskriptet, som Breivik skrev på og kaldte »kompen-


21

diet«, fældede han en hård dom over tidsånden. Den overfladi-ske og pengefikserede kultur, han så omkring sig på Skaugum, kaldte han for »Sex & the City-livsstilen«. I de senere år var han blevet optaget af kendiskulturens »nedbrydende virkning«.6 Sådan var det ikke på tempelriddernes tid. Kendisrollen havde ændret sig som en følge af internettet, re-ality-tv og sociale medier. Breiviks generation blev spydspids for demokratiseringen af berømmelsen. Snedkeren og læreren – det helt almindelige menneske – var pludselig den perfekte kendis. Og når hvem som helst pludselig kunne blive kendt, øgede det måske også presset for at blive kendt, og med blogs, chatfora, Twitter og Facebook åbnede der sig nye arenaer at vise sig frem på og blive set på. Mediernes fokus var normalt rettet imod nogle få mennesker, men de sociale mediers blik var i princippet rettet mod alle. Ukendte wannabes nærmede sig kendisserne på barerne, i håb om at lidt af deres aura ville smitte af på dem. En god ken-dishistorie kunne styrke den ukendtes sociale status på samme måde, som en karakter i et computerspil får flere kræfter ved at tilegne sig et nyt våben eller en kraftig trylleformular. Breivik deltog til en vis grad i spillet, selv om han i hemme-lighed var blevet kritisk over for det og til en vis grad selvkritisk: »Jeg skal ikke være en hykler og lade, som om jeg ikke blev påvirket af Sex & the City-livsstilen,« skrev han. »Jeg er blevet påvirket af den præcis som de fleste af mine venner og endda min egen familie. Jeg plejede at være stolt af mine ‘bedrifter’.« I kompendiet skrev han om, hvordan dette havde ændret sig. I september 2006 var han flyttet fra sin ungkarlehybel og hjem på drengeværelset i morens lejlighed. Han og moren havde en lang historie. Breivik var en mors dreng, men samtidig optaget af faca-den: hvordan ting tog sig ud, og hvad folk mon ville tænke. Selv i kompendiet gik han lidt i forsvar, når han beskrev, hvordan det var at flytte tilbage. Han hævdede, at motivet var pengemangel.


22

Lige før jeg begyndte at skrive dette kompendie, beslut-tede jeg mig for at flytte fra lejligheden i Frogner, et af de dyreste områder i byen, og hjem til min mor. Huslejen for min gamle lejlighed var på 1.250 euro. Mit nuværende logi koster mig 450 euro om måneden inklusive mad […] Det ville ikke have fungeret i mit gamle liv, da jeg var en egoistisk og kynisk karrierejæger, eftersom det ville have ødelagt mit sociale image (det vil sige en stræben efter at fremvise en besnærende facade for at imponere venner og potentielle parringspartnere). Nogen vil jo nok mene, man er en freak, hvis man bor hjemme hos sine forældre, når man er 31 år gammel […] Men det eneste, der betyder noget, er, at man har penge og fritid nok til at gennemføre målsætningerne, som er nødvendige for ens individuelle opgave. Med hensyn til hemmeligholdelse, mens man lever sammen med en anden person, har man selvfølgelig brug for mange dækhistorier og adgang til opbevaringssteder i loft- eller kælderrum.7

Ting er ikke altid, som de ser ud. »Ens individuelle opgave«. Selv blandt rigmænd og diplomatsønner på Vestkanten findes der kældermennesker, der dyrker ensomme drømme, lagrer ting i dølgsmål og omgiver sig med et væld af dækhistorier som ed-derkopper i støvede bunkere. Stamgæsten ved bardisken var i virkeligheden to personer. Samtidig med at han fordømte sit tidligere jeg, beskrev han i kompendiet sin forvandling fra »kynisk karrierejæger« til en ridder udrustet med en monumental mission. For at markere metamorfosen, som var ved at finde sted, underskrev han ikke kompendiet som Anders Behring Breivik, men som Andrew Berwick. Måske var han alligevel ikke helt upåvirket af Sex & the City-livsstilen eller i alt fald af ønsket om at blive set og anerkendt de gange, han gik i byen.
