Vejen til den danske publikumssucces - Braintrust BASE · Metode og teori ... dette ud fra Murray Smiths teorier om fiktive ... sammenligningens skyld i denne opgave forholde mig

Line Kejser Vejen til den danske publikumssucces 27/12 2012

1/43

Ve jen t i l den danske publ ikumssucces - en undersøgelse med udgangspunkt i tv -ser ierne Blek ingegade og Blek ingegadebanden

L ine Nyegaard Ke jser

Bachelorprojekt

Film- og Medievidenskab

Københavns Universitet

Januar 2013


2/43

Indholdsfortegnelse

1. Abstract 3

2. Indledning og problemformulering 4

3. Metode og teori 5

4. Afgrænsning 6

5. Danske tv-seriers ”golden age” 7

6. Præsentation af tv-serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” 9

6.1. ”Blekingegadebanden” som dokumentar 10

6.2. ”Blekingegade” som krimi 12

7. Publikumssucces – en indkredsning af begrebet 14

7.1. Publikum og målgruppe 15

7.2. Programkvalitet og genre 17

8. Seertalsanalyse af ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” 19

8.1. Indhold og karakter 19

8.1.1. Kronologisk fakta vs. fragmenteret fiktion 20

8.1.2. Skuespillere vs. autentisk bandemedlem 22

8.2. Seriernes publikum 23

8.3. Øvrige faktorer: Sendetid, konkurrence, tv-kanaler og markedsføring 26

9. Konklusion 29

10. Kildefortegnelse 31

10.1. Litteratur 31

10.2. Hjemmesider og artikler 32

10.3. Audiovisuelle værker 32

Bilag A: TV-meterkørsler 33

Bilag B: E-mail korrespondancer 41

Fodnoter 43


3/43

1. Abstract

The paper investigates the audience success of the television series ”Blekingegadebanden” and

”Blekingegade”, which treat the same object – Blekingegadebanden, a group of political terrorists

in Denmark – and were shown at about the same time at two different television channels. Through

a presentation of the series as respectively documentary and crime, the paper seeks to analyze how

various factors impact on their success among an audience. Through a point of departure in both

film studies and media studies the audience success is being analyzed in the cross between the two

paths.

It is argued that the series’ differences affect the amount of audience. This is presented to be due to

elements like perception, target groups, quality, genre, competition, primetime, marketing and

channels. Like other Danish television series today, “Blekingegade” and “Blekingegadebanden”

represents a tendency to fight for a big audience. It is interesting to investigate why these series

failed to reach a wide audience, in order to realize how to create a television success, and in doing

this, theories of Karl Erik Rosengren, Rassmussen & Fisher, Smith, Gunhild Agger, Pernille

Nordstrøm and Preben Sepstrup are used. It is through these theorists discussed how the genre in

particular “Blekingegade” seems to be the main issue, which results in a small audience.


4/43

2. Indledning og problemformulering

"Det første og bedste projekt må vinde, men alt andet lige vil det have en effekt på seertallene, at vi

kommer først" (Zentropa-direktør Peter Aalbæk til MetroXpress1). Således omtaler ”Blekingegade”-

producenten det fokus på seertal og konkurrence, der ligger i at lave tv-serier.

Der hersker ingen tvivl om, at Blekingegadebanden skrev dansk historie med dennes mange kup og

forbrydelser i politisk henseende. Historien har været så interessant, at den hele fire gange indenfor

de sidste fem år er blevet genfortalt. Forfatter Peter Øvig Knudsen skrev i 2007 de to

dokumentariske bøger ”Blekingegadebanden – den danske celle” og ”Blekingegadebanden – den

hårde kerne”. Bandens historie er siden hen blevet filmatiseret af instruktør Anders Riis Hansen i

samarbejde med tv-kanalen DR samt af instruktør Jacob Thuesen i samarbejde med tv-kanalen TV2

og produktionsselskabet Zentropa. Man har i medierne år 2008 haft mulighed for at følge en intens

kamp mellem de to konkurrenter, idet serierne skulle komme ud omkring samme tid og som sagt

behandlede samme emne. Trods dette er serierne dog ikke helt sammenlignelige mht. seertal, idet

Anders Riis Hansens dokumentar ”Blekingegadebanden” først blev vist i biografen og efterfølgende

på DR1 i to afsnit, mens Jacob Thuesens miniserie ”Blekingegade” kun blev vist på TV2 i fem

afsnit. Skønt format og udsendelse ikke er ens hos de to serier, kan deres eksempel stadig drage

visse konklusioner omkring hvilke faktorer, der spiller ind i kampen om høje seertal.

Dette bachelorprojekt handler om vejen til den danske publikumssucces specifikt indenfor

danskproducerede tv-serier, hvor den bærende idé inkluderer, at jeg anvender begreber, teorier,

metoder og empiri fra både filmvidenskaben og medievidenskaben. Målet med opgaven er altså, at

erfare hvilke faktorer der spiller ind, når en tv-serie skal opnå høje seertal. Dette undersøges konkret

igennem serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”, hvor det store spørgsmål er, hvorfor

”Blekingegade” blev mere populær end ”Blekingegadebanden” på trods af at

”Blekingegadebanden” blev vist før ”Blekingegade”? Denne interesse for begrebet

publikumssucces har ført mig frem til følgende problemformulering:

Med udgangspunkt i to tv-produktioner, der beskæftiger sig med samme emne og blev sendt på stort

set samme tidspunkt - TV2’s krimiserie ”Blekingegade” og DR’s dokumentarserie

”Blekingegadebanden” - vil jeg i dette bachelorprojekt afdække, hvilke faktorer der spiller ind i

kampen om høje seertal på dansk tv.


5/43

3. Metode og teori

Opgaven består af fire hovedafsnit: Det første afsnit under titlen ”Danske tv-seriers ”golden age””

og det tredje afsnit ”Publikumssucces – en indkredsning af begrebet” vil centrere sig om

publikumssucces som overordnet begreb. Det andet og fjerde afsnit vil gå ned på det specifikke plan

i undersøgelsen af tv-serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” og deres popularitet eller

mangel på samme.

Gennem første afsnits præsentation af en række tendenser i den moderne danske tv-kultur,

underbygget af Stig Hjarvard og Pernille Nordstrøm, vil andet hovedafsnit præsentere to af de

konkrete eksempler herpå: tv-serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”. Som ramme om

præsentationen af ”Blekingegadebanden” inddrager jeg John Corner. Desuden vil jeg i

præsentationen placere ”Blekingegadebanden” indenfor Bill Nichols og Carl Plantingas teorier om

modes og stemmer i dokumentarismen. Under præsentationen af ”Blekingegade” vil jeg benytte mig

af Gunhild Aggers teorier om tv-krimien som genre samt kort referere til Pernille Nordstrøms

definition af miniserier. Præsentationerne beskriver således serierne ud fra de genrer, de er lanceret

som værende.

I opgavens tredje afsnit vil jeg gå videre i en teoretisk beskrivelse af begrebet publikumssucces. Her

vil jeg på baggrund af Gunhild Agger foreslå en inddeling af publikumssucces set ud fra to

overordnede kategorier. Hensigten er at overskueliggøre de forskellige faktorer, der knytter sig til

begrebet. Under den første kategori ”Publikum og målgruppe” forklarer Alexander Nielsen og Jane

Halling tendenser indenfor seeradfærd og seerpræferencer, mens Christian Victor Rasmussen og

Louise Harder Fisher gør rede for målgruppen og segmenteringens betydning i forbindelse med

høje seertal. Der vil i den forbindelse blive redegjort for analyseinstituttet Gallup, som på vegne af

tv-stationerne foretager daglige seermålinger med TV-Meteret, og derefter ved hjælp af

softwareprogrammet Infosys, foretage analyser af seerdata (Hjarvard, 2001: 13). Programmet

Infosys vil jeg senere anvende i analysen af serierne ”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden” i

opgavens fjerde hovedafsnit. I den anden kategori ”Programkvalitet og genre” vil jeg ved hjælp af

Karl Erik Rosengrens teorier om kvalitet i TV og DR’s udgivelse om programkvalitet undersøge,

hvad der definerer programkvalitet, og hvordan kvalitet varierer indenfor forskellige genrer.

Analysen i fjerde del vil, på baggrund af forhold præsenteret i det foregående afsnit, undersøge den


6/43

specifikke publikumssucces hos ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”. Blandt andet vil

præsentationerne af seriernes form og indhold inddrages i undersøgelsen af, hvordan genrer har en

betydning for en tv-series succes. Her vil jeg diskuteres skellet mellem fakta og fiktion med Nichols

og Plantinga – jeg vil i tråd med dette diskutere hvorvidt brugen af skuespillere eller et autentisk

bandemedlem er af betydning ift. seertal – dette ud fra Murray Smiths teorier om fiktive karakterer.

Ovenstående vil være samlet under afsnittet ”Indhold og karakter”, og har som titlen antyder, det

overordnede mål at analysere vigtigheden af en series karakter og indhold ift. at opnå høje seertal.

Under afsnittet ”Målgruppe og segmentering” vil resultaterne fra en række TV-Meter kørsler (bilag

A) blive analyseret ift. at erfare hvilken målgruppe serierne hver især har ramt. Jeg har valgt at

fokusere på alder, køn og livsstil i mine undersøgelser af seriernes seere, da jeg finder disse variable

vigtige ift. opgavens fokus. I analysens sidste delafsnit ” Øvrige faktorer: Sendetid, konkurrence, tv-

kanaler og markedsføring” vil jeg ved hjælp af Sepstrups teorier, en række artikler samt resultater

fra bilag A analysere seriernes konkurrenceforhold og markedsføring. Hele analysens samlede

formål er altså at undersøge, hvilke faktorer der har spillet ind på seriernes seertal.

4. Afgrænsning

Skønt jeg giver mig i kast med at analysere, hvorfor serierne ”Blekingegadebanden” og

”Blekingegade” endte med deres respektive seertal, er en fuldstændig gennemgang af serierne ikke

målet. Målet er at plukke det ud, der er relevant for mit undersøgelsesfokus.

Der er nogle punkter, som jeg ønsker, min læser er opmærksom på. Først og fremmest vil jeg

klargøre, at der ved ”dansk TV” forstås danskproduceret TV på dansk sprog udsendt i

landsdækkende tv-kanaler. Altså TV produceret til danskere.

Det er mig bevidst, at den korrekte titel på TV2’s serie er ”Blekingegade: Banden der rystede

Danmark”, men grundet opgavens smalle omfang vil denne blive omtalt som ”Blekingegade”.

Desuden vil jeg, på trods af at ”Blekingegadebanden” er lavet som en feature dokumentar, for

sammenligningens skyld i denne opgave forholde mig til den som værende en TV-serie lig

”Blekingegade”. Jeg vil selvfølgelig tage højde for ”Blekingegadebandens” oprindelige format i

min analyse. Dernæst skal det siges, at jeg ikke vil fokusere på genudsendelser samt afsnittene ”Før

Blekingegade” og ”Blekingegade – sagen genoptaget” i mine TV-meter analyser i opgavens

analyserende del, da disse ikke har et direkte tilhørsforhold til serierne ”Blekingegade” og


7/43

”Blekingegadebanden”.

Mht. seriernes production value, dvs. kvalitet i produktionens look, finder jeg det væsentligt at

pointere, at ”Blekingegadebanden” er produceret for omkring 10,5 millioner kr. (bilag C), mens

”Blekingegade” er produceret for 35 millioner kr.2 Tv-serier med et større budget har som regel en

højere production value, men forskellen i produktionsomkostninger er ikke nødvendigvis en

katalysator for forskel i karakter. Vi kan derfor ikke fastslå, at ”Blekingegade” er af højere karakter

end ”Blekingegadebanden” alene af den grund, at ”Blekingegade” har haft et større budget end

”Blekingegadebanden” at arbejde med.

Kilder er indskrevet i teksten såfremt de kommer fra litteratur og bilag, mens fodnoter bruges når

min viden er hentet fra hjemmesider eller artikler. Der kan også findes supplerende kommentarer til

teksten i disse fodnoter, som forefindes bagerst i opgaven.

5. Danske Tv-seriers ”golden age”

Danske Tv-serier har siden midten af 1990’erne fået en ny kulturel status – dette som resultat af en

ny mediesituation, hvor de mange nye kanaler skabte konkurrence om seerne, og der dermed opstod

et behov for kvalitet hos tv-stationerne. Trods et stadigt voksende udbud af tv-kanaler, flokkes

seerne i disse år om de danske tv-serier, hvilke altså bliver nationale samlingspunkter, som er med

til at sætte dagsordenen for den fælles samtale (Nordstrøm, 2004: 8). Tv-mediet er i sig selv

danskernes vigtigste medie, det fylder meget i hverdagslivet, men har også en central plads i både

kultur- og samfundsliv. Dette især efter monopolbruddet i 1988, hvor tv for alvor udviklede sig til

en medieinstitution, og det blev mediets egen virkelighed, dets teknik og udtryksformer, tv-

markedet og publikums præferencer, der bestemte hvordan der skulle formidles (Hjarvard, 2006: 7).

Tv-mediet bevægede sig fra at være et afsenderstyret medie til at være et modtagerstyret medie.

Hvor det førhen var samfundet i form af Kulturministerium, Radioråd m.m., der vurderede om tv-

mediet levede op til sine forpligtelser, blev det i højere grad seeradfærden i form af seertal der

styrede succesparametrene (Ibid: 17).

Tv-mediet har spillet, og spiller til stadighed, en stor rolle i fordanskningen af Danmark –

betydende at dansk tv bidrager med fortolkninger af den danske kulturarv samt i stigende grad selv

producerer kultur. I programmer fortolkes danmarkshistorien af populære formidlere, mens


8/43

dokumentarer og underholdende fiktionsformer rekonstruerer dansk historie, hvilket bliver til ny

kultur. Med andre ord bidrog og bidrager tv til at udbrede danskernes kendskab til hinanden og

popularisere kulturarven og Danmarkshistorien (Ibid: 9-17). Tv-seriernes ”golden age”, som

begyndte i 90’erne, er internationalt påvirket men tro mod den danske tone. Serierne, som er fortalt,

instrueret og spillet af danskere, rummer en kulturel selvforståelse, da de fortæller deres danske

publikum historier om, hvordan det er at være dansker – før eller lige nu. Serierne formidler altså

det genkendelige, således at publikum identificerer sig, hvilket bevirker at publikum ikke længere

blot er beskuere, men en del af fiktionens verden. Nordstrøm pointerer, at vi danskere

tilsyneladende elsker at se vores liv og kultur afspejlet gennem fiktionen, for danske tv-serier

indbringer for tiden de største publikumssucceser (Nordstrøm, 2004: 8).

Nordstrøm mener, at en af de primære årsager til ”golden age”-perioden indenfor danske tv-serier

ligger i den kunstneriske udvikling, der er sket i de forskellige arbejdsafdelinger indenfor

serieproduktion. For eksempel har Rumle Hammerich, chef for Tv-drama hos DR fra 1994-1998,

gjort en mærkbar forskel indenfor emnet, idet han stod for et modtagerorienteret syn på tv-dramatik.

Han mente, at man kan nå sit publikum igennem respekt for seerne og et højt kvalitetsniveau: ”Hvis

man formår at lave kvalitet i den genre, man arbejder i, uanset om det så er thriller, drama, sitcom

eller soap, så kan publikum altid spotte den. Det er derfor nogle serier hitter og andre ikke.

Kvaliteten opstår, hvor man kan overholde genren og lægge noget nyt til. Hvis vi laver en

romantisk komedie, så skal den være ligeså god som de bedste, og have noget ekstra, for folk gider

ikke se det samme to gange. Seerne vil have gentagelsen, men de vil have den på en ny måde” (Ibid:

18). Der er altså nogle forventninger fra publikums side afhængigt af hvilken genre der er tale om,

og hvis disse ikke bliver overholdt, er der muligvis tale om nyskabelse, men også om et skuffet

publikum. Genrebetegnelserne bruges af publikum til at navigere efter, når der søges efter bestemte

typer af indhold og oplevelser. Genreinddeling kan være vanskelig, men kan defineres ud fra

forskellige parametre som for eksempel formelle træk, indhold, produktionsforhold eller målgruppe.

Der findes en række hovedgenrer under storgenrer som fakta og fiktion, hvilke igen kan

underinddeles i subgenrer osv. (Hjarvard, 2006: 19-21).

Opsummerende har danske tv-serier altså oplevet et kvalitetsløft siden 90’erne, hvilket kommer

forskelligt til udtryk i forskellige genrer. Dette kvalitetsløft og trangen til kulturel selvforståelse

skaber publikumssuccesser. Således når jeg frem til tv-serierne ”Blekingegadebanden” og


9/43

”Blekingegade”. Serierne er eksempler på produktioner, der behandler det samme

danmarkshistoriske emne i hver sin genre. Ingen af dem kan kategoriseres som publikumssuccesser,

men begge deltog i konkurrencen om højeste seertal. Det er interessant at kigge nærmere på,

hvorfor serierne ikke fangede danskerne, på trods af at serierne samlet set er repræsentanter for

ovenstående tendenser i dansk tv.

6. Præsentation af tv-serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”

Blekingegadebanden var det navn, pressen gav en gruppe mennesker, der fra 1972 til 1989 begik

politisk kriminalitet med formålet at støtte gruppen Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

Gruppens medlemmer fik deres politiske opvækst i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der blev

splittet i 1978 med Gotfred Appel i spidsen3. Navnet kommer af gruppens tilholdssted beliggende

på Blekingegade 2 i København.

Der har som tidligere nævnt været kamp til stregen mellem ”Blekingegadebanden” og

”Blekingegade”. DR og produktionsselskabet Nimbus havde i en længere periode arbejdet på en tv-

serie om Blekingegadebanden, da TV2 i samarbejde med produktionsselskabet Zentropa

annoncerede, at også de ville behandle emnet i en tv-serie. Producer Jørgen Ramskov fra Nimbus,

udviste i de danske medier en undren over TV2’s beslutning, men DR valgte dog at tage

konkurrencen op mod TV2 og Zentropas overlegne producer Peter Aalbæk. Kort efter trak

producenten bag DR’s serie sig ud, og produktionen gik i stå – DR, som allerede havde

rettighederne til Peter Øvig Knudsens bøger, kunne dog stadig producere en dokumentarfilm –

filmen der blev til ”Blekingegadebanden”. Også TV2 havde oprindeligt andre planer end resultatet

”Blekingegade” – i samarbejde med produktionsselskabet Zentropa ville de oprindeligt lave en film

over bogen ”Betjenten”, der handler om Blekingegadebanden set fra politimanden Jørgen Moos’

perspektiv.4

”Blekingegadebanden” havde premiere i biografen d. 20. marts 2009 og blev set af 73.175 i landets

biografer.5 Den blev senere vist på DR1 i to afsnit6, d. 13. og 20. september 2009, og vandt derfor

kapløbet med ca. 3 måneders forspring mod ”Blekingegade”, der havde premiere på TV2 søndag d.

6. december samme år, og afsluttede med femte afsnit d. 1. januar 2010 (se bilag A).

”Blekingegadebanden” blev både i biografen og på tv lanceret i genren dokumentar, mens

”Blekingegade” blev lanceret i genren krimi.7


10/43

Hvad angår seertal på ”Blekingegadebanden” blev det første afsnit det mest sete med i alt 709.300

seere. Andet afsnit havde 574.600 seere, og således endte serien med et gennemsnitligt seertal på

642.300 seere (bilag A). ”Blekingegades” første afsnit fik klart flest seere med 1.213.600 seere.

Herfra gik det støt ned ad bakke, hvor seertallet blev lavere og lavere for hver gang. Trods den gode

start endte ”Blekingegade” med et gennemsnitligt seertal på 726.100, hvilket kun var en anelse

højere end ”Blekingegadebandens” (bilag A). ”Blekingegade” blev altså en større publikumssucces

end ”Blekingegadebanden” på trods af at ingen af serierne falder indenfor begrebet.

Nedgangen i begge serier fra første afsnit til sidste afsnit ses tydeligt i ovenstående grafer. Tallene her er rundet op, og

vist i Rtg(000), hvilket står for rating udtrykt i antal seere i tusinde. Rating udtrykker, hvor mange seere, der har set et

givent program (Hjarvard, 2001: 17).

I følgende præsentation vil jeg, i overensstemmelse med hhv. Gunhild Agger og John Corners

teorier om tv-krimien og tv-dokumentaren som genrer, introducere serierne. I min præsentation af

”Blekingegadebandens” forløb vil jeg desuden referere til Bill Nichols og Carl Plantingas teorier

om dokumentarismen, mens jeg kort vil inddrage Pernille Nordstrøms definition af miniserier under

min præsentation af ”Blekingegade”. Formålet med præsentationerne af serierne ud fra deres genrer

er, at bevise hvordan de to serier forholder sig vidt forskelligt til det fælles emne.

6.1. ”Blekingegadebanden” som dokumentar

Historien om Blekingegadebanden bliver i Anders Riis Hansens version fortalt kronologisk årstal

efter årstal, hændelse efter hændelse, med tidligere bandemedlem Bo Weymann som gennemgående

709

575

0 100 200 300 400 500 600 700 800

13/09/09 20/09/09

Blekingegadebanden - Rtg(000)

1214

884

590 496 470

0

200

400

600

800

1000

1200

1400

Blekingegade - Rtg(000)


11/43

fortæller. Dramaturgisk er den inddelt med en klar begyndelse, midte og slutning, og rammes ind af

mødet og afskeden mellem Anders Riis Hansen og Bo Weymann. Allerede under filmens

indledende krediteringer vises bandens mest kendte røveri på Postgården i en voldsom

rekonstruktion. Publikum ser dog ikke den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen blive skudt –

denne happening gemmes til dokumentarens slutning, hvor dette brud i scenen ligeledes er med til

at binde historien sammen. Dramatisering er, ifølge Corner, en nyttig byggesten i den

dokumentariske produktionsproces, og ses ofte i form af rekonstruktioner, hvilke

”Blekingegadebanden” benytter sig af hele vejen igennem serien, i og med dokumentaren

omhandler en overstået periode. Observation, en anden brugbar modalitet, hvor virkeligheden

fremstilles så uredigeret og direkte som muligt, har derfor ikke været en mulighed i dette

dokumentarprojekt (Corner, 1995: 85).

Udover rekonstruktioner vises der ofte gamle fotografier, nyhedsindslag og filmklip fra den

svundne tid, ”Vietnam Palæstina samme kamp”, alt imens Bo Weymann beretter om livet og

samfundet dengang - skiftevis i et opsat, belyst interview og i voice-over passende til det viste

autentiske materiale. Interviewet er en klassisk dimension i mange dokumentarfilm, der i

”Blekingegadebandens” tilfælde fungerer som dokumentation og bevismateriale for den samlede

fremstilling (Ibid: 85). Bo Weymann fortæller åbent, kronologisk og i takt med dokumentarens

opbygning om opvækst, KAK, PFLP, kriminalitet og arrestation. Også tidligere KAK-medlemmer,

som Xander og Gert Rasmussen, fortæller deres historier og sandheder om for eksempel KAK-

formanden Gotfred Appel direkte til publikum, mens Per Larsen, tidligere operativ chef ved PET,

viser sig i samme interviewform og giver sit bidrag og syn på sagen. Der krydsklippes mellem politi

og tidligere KAK-medlemmer op igennem fortællingen. Interviewene intensiveres da et

forhenværende KAK-medlem, cencureret og med cencureret stemme, beskriver et røveri alt imens

forløbet vises i en dramatisk rekonstruktion, samt da Bo Weymann udviser følelser og senere

undlader at svare på hans følelser omkring drabet af den unge politimand Jesper Egtved Hansen –

da mærker publikum, at disse indblandede personer er berørte af fortiden. Da Bo Weymann nævner,

at han fik et nervesammenbrud under en kidnapningsmission, vises denne forstyrrelse i en

rekonstruktion filmet med kamera ude af fokus, bølgende bevægelser, tung lyd og uklare farver,

hvilket er et eksempel på en tydelig dramatisering, der interagerer med interviewet. Det samme er

sagen, da han fortæller publikum, at han meldte sig ud af Blekingegadebanden i 1988 i håbet om at

kunne leve et normalt liv med familien, hvor en kort periode af eufori vises med stemningsmusik og


12/43

autentiske billeder af Bo med sin datter, glad i haven. Perioden skildres så overdrevent lykkeligt, at

det er for godt til at være sandt, og effekten, da Blekingegadebandens sidste plan fremvises for

publikum til fredlig radio, hvor værten ønsker folket en dejlig aften, virker absurd på tilskueren,

som får fornemmelsen af, at vide mere end daværende Danmark.

I dokumentarens afsluttende del, hvor arrestationen af bandemedlemmerne finder sted, får PET- og

politifolk mere taletid, og den medfølelse, som Bo Weymann og de øvrige tidligere KAK-

medlemmer har fået opbygget, udlignes med indblikket i politiets frustrationer. Bo Weymann

fortæller rørende, hvordan han langsomt begyndte at sige farvel til familien, og tragikomiske

rekonstruktioner viser, hvordan PET fulgte ham døgnet rundt op til anholdelsen. På skrift vises de

forskellige domme bandemedlemmerne fik, samt hvordan den normale it-direktør og familiefar Bo

Weymanns liv i dag ser ud.

Set ud fra Bill Nichols’ seks grundlæggende genrer indenfor dokumentarisme, de seks modes, må

”Blekingegadebanden” siges at være en blanding mellem Den ekspositoriske genre, dvs. den

autoritative, argumenterende og forklarende dokumentar, og Den poetiske genre, hvor den

stilistiske og æstetiske dimension fylder meget i måden at skildre virkeligheden på. Dokumentaren

har dog også træk fra Den participatoriske genre, hvis instruktør er aktiv i sin interviewstil, dog

hører publikum kun Anders Riis Hansen stille Bo Weymann et spørgsmål en eneste gang, men

instruktøren har en betydelig rolle i indramningen af historien (Nichols, 2001:102-137). Overfor

Nichols findes Carl Plantinga, som ynder at inddele dokumentaren i tre forskellige stemmer; Den

formelle stemme, Den åbne stemme og Den poetiske stemme. ”Blekingegadebanden” falder her ind

under den formelle- og poetiske stemme, som hhv. har et forklarende, autoritativt forhold til

virkeligheden og er præget af et æstetisk, stilistisk forhold til virkeligheden (Plantinga, 1997: 110-

172).

6.2. ”Blekingegade” som krimi

Hvor ”Blekingegadebanden” er inspireret af Peter Øvig Knudsens dokumentariske bøger, er

”Blekingegade” inspireret af bogen ”Betjenten”8, hvori kriminalinspektør Jørn Moos fortæller sin

historie om den nervepirrende opklaring af Blekingegadebandens mange forbrydelser og om sin tid

i politiet før og efter sagen, hvorfor krimiserien oprindeligt skulle have været en spillefilm

omhandlende Jørn Moos.9 Resultatet blev som bekendt en miniserie i fem afsnit, hvor fakta møder


13/43

fiktion. Miniserieformatet egner sig generelt særligt godt som kunstnerisk legeplads, og her kan den

anderledes fortælling dukke op, og genrekonventionerne kan nedbrydes (Nordstrøm, 2004: 29-31). I

forlængelse heraf passer indledningen til ”Blekingegades” første afsnit fint ind. Dette indledes med

en forklarende tekst om Blekingegadebandens historie samt en introduktion til seriens behandling af

historien: ”Handling, dialog og karakterer er fiktion inspireret af de begivenheder, der fandt sted i

og omkring gruppen, der senere blev kendt under navnet Blekingegadebanden. Navngivne

medlemmer af Blekingegadebanden deltager i udførelsen af forbrydelser, som de virkelige

medlemmer ikke er dømt for. Der er tale om fiktion og det er ikke seriens hensigt at fremsætte

sigtelser mod nogen for handlinger, som de ikke har udført”10. Det fastslås altså, at der ikke er tale

om en dramatiseret dokumentar, idet Blekingegadebandens historie blot fungerer som inspiration

for serien.

Tv-krimien er en af de mest populære tv-genrer på internationalt plan, og har været det siden

fjernsynets fødsel. I tv-krimien i form af detektiv- og politifiktion indgår forbrydelse og opklaring

som genrekonstituerende elementer (Agger, 2005: 356). Disse elementer indgår også i tv-krimien

”Blekingegade”, som behandler historien om Blekingegadebanden og den politimand, der satte alt

ind på at fange medlemmerne, Jørn Moos. Jørn Moos spilles af Ulrich Thomsen, mens

medlemmerne af banden tæller andre store navne som Nikolaj Coster-Waldau, Thure Lindhardt,

Pilou Asbæk og David Dencik.

Agger nævner, at en af tv-krimiens attraktioner er, at det for publikum er elementært spændende at

følge opklaringsprocessen (Ibid: 357). Dette er ikke medvirkende til spændingen i ”Blekingegade”

eftersom opklaringen på forhånd er publikum bevidst, idet historien bygger på en virkelig hændelse.

Publikum overraskes dog undervejs, hvor enkelte, men væsentlige, hændelser skiller sig ud fra

virkeligheden – for eksempel bliver den ellers frikendte Niels Jørgensen (bandemedlem) gjort til

manden, der affyrede det dræbende skud mod den unge politibetjent, hvis sag i virkeligheden står

uopklaret. Denne blanding mellem fiktion og fakta er kendetegnende ved ”Blekingegade” og har

modtaget meget kritik – dels for at fejle i at formidle et stykke danmarkshistorie, dels for at

forekomme u-underholdende.11 Som Agger skriver, er opklaringen en del af vores forventninger til

krimigenren, og hvis ikke den sker, er der muligvis tale om genrefornyelse, men også om voldsomt

utilfredse seere, hvorfor det er farligt at kategorisere en serie uden dette opklarings-element, som

værende krimi. Den distribuering af viden, som sker i afmålte portioner gennem en krimi-


14/43

fortælling, oplever publikum ikke i ”Blekingegade”, eftersom seeren konstant ved mere end politiet

og Jørn Moos – hvad end denne kender til blekingegadebande-historien på forhånd eller ej (Ibid:

358). Der krydsklippes gennem hele serien mellem bandens medlemmer og Jørn Moos’

efterforskning, og således får publikum denne altvidende rolle, som føler sig splittet i at tage parti –

på den ene side hersker ønsket om at Jørn skal afsløre banden, på den anden side håber publikum

på, at banden slipper af sted med deres kriminalitet.

Dette skyldes at vi løbende får indblik i de forskellige private faktorer, der spiller ind i de

forskellige menneskers liv, og dermed får empati for karaktererne og besvær ved at vælge side.

Opklaringsprocessen rummer, udover spænding, mulighed for spejling (Ibid: 357), og trods der ikke

her er tale om en direkte opklaringsproces for seeren, er det stadig rig mulighed for spejling.

7. Publikumssucces – en indkredsning af begrebet

Hvordan defineres det høje seertal i Danmark? Hvornår er der tale om fiasko og succes? Ifølge Lars

Thunø, forskningschef hos DR, afhænger det blandt andet af sendetid, hvorvidt der er tale om et

bredt eller smalt program, men frem for alt vurderer han svaret på spørgsmålet som værende en

intern information (bilag C) – der er altså ikke noget direkte facit på, hvad høje seertal er hos DR.

Rikke Christine Holme, analysekonsulent hos TV2, tilføjer, at det er svært at sige noget generelt

om, hvordan TV2 fastsætter sine målsætninger, da det også afhænger af den generelle

konkurrencesituation, som TV2 vælger at placere et givent program i, ligesom målsætningen også

gerne skal afspejle lead in samt programomkostninger. Hun konkluderer dog, at det som

udgangspunkt er en tommelfingerregel, at et nyt program f.eks. indenfor fakta, som minimum skal

kunne trække det samme som lignende fakta-programmer på samme placering, mens fiktion indtil

nu gerne skulle nå op på 1 million seere. Hun påpeger, at der ses store ændringer i danskernes tv-

sening for tiden, og hun vil derfor ikke afvise, at man fremadrettet vil arbejde med lavere

målsætninger. Hun pointerer hun, at det i sidste ende er TV2’s programdirektør Palle Strøm, der

sætter TV2’s målsætninger (bilag C). TV2 og DR er altså enige om, at det er umuligt at give

konkrete tal på, hvad der adskiller en publikumssucces og en –fiasko, idet det afhænger af

situationen med henblik på faktorer som genren, sendetiden, konkurrencesituationen og

programomkostninger. På trods af problemerne med at definere en publikumssucces ud fra konkrete

tal findes der tydelige tegn på, hvad danskerne vil se når de tænder for deres fjernsyn. Jf. opgavens

første afsnit florerer der nogle tendenser i dansk tv i dag, som fører til høje seertal.


15/43

Chancen for at skabe en publikumssucces er, ifølge Agger, i særdeleshed afhængig af programmets

karakter og målgruppe, men generelt er den størst i primetime.12 Jeg har derfor valgt at inddele dette

afsnit i to: ”Publikum og målgruppe” og ”Programkvalitet og genre”. I opgavens analyserende del

vil jeg afdække øvrige faktorer, der kan have betydning for en series seertal.

7.1. Publikum og målgruppe

Alexander Nielsen og Janne Halling har sammen draget en række konklusioner indenfor seeradfærd

og seerpræferencer, som jeg i dette afsnit vil komme omkring. Desuden vil jeg benytte mig af

Rasmussen og Fishers teorier om målgruppe og segmentering.

Vores viden angående tv-forbrug i Danmark er begrænset i de tidlige år, da den første

repræsentative undersøgelse heraf blev fortaget i 1964, men i dag ser danskerne i gennemsnit ca.

2,5 timers tv dagligt, hvilket er en stigning på 50 procent siden 1960’erne – dette skyldes i

særdeleshed et større udbud af tv-kanaler. De danske public service-kanaler er og har altid været de

mest sete (i 1990’erne er den kombinerede seerandel for DR og TV2 70 procent af hele

befolkningen), men de øvrige kanaler har haft en stigende seerandel siden 1980’erne (dog primært

blandt unge). De ældre, som er trofaste overfor public service-kanalerne er storforbrugere af tv, idet

de bruger mest tid i hjemmet, mens børn bruger, og altid har brugt, mindst tid foran skærmen.

Kønsmæssigt er der ingen forskel i hvor meget tv der bliver set, men indholdsmæssigt ser mænd og

kvinder forskellige programmer – mænd mere sport og kvinder mere fiktion. Børn og unge bruger

ligeledes mere tid på fiktion, hvorimod modne og ældre ser langt flere nyhedsprogrammer eller

andre oplysende programmer. Nielsen og Halling konstaterer, at forskellige målgruppers

programtypepræferencer kan siges at være rimelig konstante over tid (Nielsen & Halling: 2006:

358-359).

Begreberne seeradfærd og seerpræferencer kan eksemplificeres ved hjælp af den kolossale kontrast

mellem hvad danskerne så i fjernsynet om aftenen i 1971 og 30 år senere i 2001, idet seerne har fået

flere kanaler at vælge imellem. I 1971 var der kun en kanal at vælge, og det mest sete i løbet af en

aften fra 19.00 til 22.30 var Tv-avisen kl. 19.30 med omkring 2,3 mio. seere. På samme tidspunkt i

året 2001 var der mulighed for at se dansk underholdning, britisk film, to forskellige amerikanske

komedieserier, fodboldkamp, amerikansk drama og et regionalprogram. Trods disse forskelle ses


16/43

også en lighed i seermønstrene – nemlig at nyhedsprogrammer lader til at være det mest sete,

efterfulgt af danske underholdningsprogrammer (Nielsen & Halling, 2006: 332-333).

Når man har kendskab til Danmarks seerpræferencer og der skal produceres tv, er det vigtigt at

have begreberne målgruppe og segment i baghovedet, som begge stammer fra

markedsføringsteorien. Med begreberne målgruppe og segment tages der højde for, hvordan man

mest hensigtsmæssigt afsætter et produkt til den rette gruppe af brugere eller det rette marked.

Segmentering handler altså om at opdele en folkemængde efter en eller flere faktorer (Rasmussen &

Fisher, 2008: 47). Programmer, som tiltaler alle segmenter ligeligt, kaldes i tv-regi segmentknusere,

og har typisk høje seertal. Et program kan sagtens have flere målgrupper samtidigt, og i sådanne

tilfælde bruges begreberne den primære og den sekundære målgruppe (Rasmussen & Fisher, 2008:

71). Målgrupper kan defineres efter mange forskellige parametre, for eksempel på de demografiske

variable som; alder, geografi, økonomi og køn. For at ramme en mere præcis målgruppe er der brug

for en nuancering, som kan findes ved at lave en livsstilssegmentering, hvilken uafhængigt af

demografiske forhold beskriver hvordan vi handler som mediebrugere i forhold til hvilke

holdninger og værdier, der præger os. Pointen er altså, at individets livsstil er styrende for, hvilke

produkter der købes, eller hvad der (i denne opgaves tilfælde) ses i tv – Hvorfor vælger nogen for

eksempel at se ”Blekingegade” fremfor ”Blekingegadebanden” eller omvendt? (Rasmussen &

Fisher, 2008: 49-55). I analysefirmaet Gallups livsstilsindeks (Gallups Kompas) inddeler man

befolkningen i ni livsstilssegmenter, som hver har nogle kendetegn. Disse befolkningsgrupper er

baseret på nogle grundlæggende holdninger til samfundet og dets udvikling. Politik er for eksempel

i stadigt mindre omfang bestemt af social klasse og bopæl, og bliver i stigende grad et

holdningsanliggende. Der er altså kommet en tendens, hvor adfærd og holdninger ikke stemmer

overens med traditionelle demografiske skillelinjer, og derfor har livsstilssegmenteringen vist sig at

have en vis forklaringskraft. Indekset består af et to-dimensionelt værdikort, hvor den vandrette og

lodrette akse angiver to forskellige holdningsakser: Den vandrette dimension afbilder en

modsætning mellem henholdsvis fællesskabsorienterede og individorienterede livsværdier, mens

den lodrette afbilder en modsætning mellem moderne og traditionelle livsværdier. De forskellige

livsstilsgrupper i Gallups Kompas adskiller sig fra hinanden på en række grundlæggende

indstillinger til samfundet (Rasmussen & Fisher, 2008: 54).

Konkluderende må det siges, at det er altafgørende for en tv-series succes at lave et grundigt


17/43

forarbejde hvad angår målgruppe, for derigennem at fange sit publikum hvad enten dette er smalt

eller bredt.

7.2. Programkvalitet og genre

Som Agger nævnte, afhænger en tv-series succes i høj grad af seriens karakter. Når man taler om

karakter, taler man om kvalitet. Programkvalitet. Tidligere drama-chef for DR, Rumle Hammerich,

har udtalt at ”…Kvaliteten opstår, hvor man kan overholde genren og lægge noget nyt til…”

(Nordstrøm, 2004: 18). Altså hører programkvalitet og genre sammen. Til dette afsnit vil jeg først

og fremmest bruge Karl Erik Rosengren. Derudover vil jeg referere til DR’s definition af

programkvalitet indenfor en given genre samt Søren Kolstrups sammenfatning af kvalitet i tv.

I forbindelse med tv er kvalitet en sammensat størrelse, hvor der tales om to dimensioner: Teknisk

kvalitet og indholdsmæssig kvalitet. Hvor den tekniske kvalitet handler om selve apparatets kvalitet

og er mere overskuelig at definere, har den indholdsmæssige kvalitet været diskuteret lige siden

fjernsynets fødsel. Generelt, når der diskuteres kvalitet i tv, refereres der altså til den

indholdsmæssige kvalitet, hvilket også er fokus for denne opgave. Debatten om kvaliteten af tv-

programmer er en variant af modsætningen mellem det dannede og det folkelige, finkulturen og

massekulturen, traditionen og det moderne (Kolstrup m.fl., 2009: 271).

Det blev i 1987 skrevet ind i lovgivningen, at både TV2 og DR har pligt til at levere indhold af

kvalitet i forbindelse med public service-begrebet – dog findes der stadig ingen operationaliserbar

definition af kvalitet. DR har via fire rapporter, udformet i 90’erne, over undersøgelser omkring

programkvalitet, forsøgt at præcisere kvalitetsbegrebet indenfor forskellige programområder

(Kohlstrup m.fl., 2009: 271). Her fastslår Lotte Mik-Meyer, projektleder hos DR, at seertal er

afhængige af eksterne faktorer som konkurrencesituation og programplacering, mens

programkvaliteten i sig selv ikke er afhængig af sådanne faktorer. Hun pointerer, at programkvalitet

er et udtryk for summen af en række enkeltkriterier, hvilke varierer alt efter hvilken genre, vi

arbejder med, og hvilke forventninger seerne har til netop denne genre (Mik-Meyer, 2000: 4). Kort

sagt pointerer Mik-Meyer, at kvalitet er lig med egenskaber, hvilket logisk nok vil sige, at god

kvalitet er gode egenskaber, og dårlig kvalitet er dårlige egenskaber. Forskellige typer programmer

indenfor bestemte genrer indeholder forskellige egenskaber, som forholder sig til en målsætning

eller en norm. Konkluderende er egenskaber noget, der kan beskrives ved et hvert program, ergo må


18/43

et hvert program eller en hver tv-serie have kvaliteter af en størrelse (Mik-Meyer, 2000: 5).

Medieforskningen har også forsøgt at bestemme og operationalisere kvalitetsbegrebet inden

indførelsen af kvalitetsbegrebet som kulturpolitisk styringsredskab. Her har målet været at forstå

hvad kvalitet er og for hvem. Medieforskningen har tematiseret området som media performance

eller quality assessment (Kolstrup m.fl., 2009: 272). Rosengren har blandt andre beskæftiget sig

med dette område, og mener, at programkvalitet består af bestemte kvaliteter ved fjernsyns output

set i forhold til bestemte værdier og normer. Således er kvalitet altså relativ, og man kan dermed

ikke undgå spørgsmålet: Kvalitet af hvad og ud fra hvilke normer? Med hensyn til kvalitet af hvad,

skelnes der mellem fem niveauer. Først og fremmest kan man tale om kvaliteten af det totale tv-

output. Dernæst kan man tage højde for den enkelte tv-kanals totale output. De resterende tre

niveauer lyder ifølge Rosengren som følger: programmet som flow af enkeltprogrammer, de enkelte

programmer indenfor hver genre, og enkeltelementer i det enkelte program – f.eks. en vært eller det

dramaturgiske forløb (Rosengren, 1991: 32).

Programkvalitet kan også systematiseres ud fra den traditionelle kommunikationsmodel, hvilket

giver to kvalitetsstandarder: Afsenderkvalitet og modtagerkvalitet. Ved afsenderkvalitet forstås

relationen mellem senderen og ”budskabet”, mens der ved modtagerkvalitet forstås relationen

mellem seeren og ”budskabet”. Rosengren tilføjer to dimensioner til denne traditionelle

kommunikationsform: Deskriptiv kvalitet og professionel kvalitet. Deskriptiv kvalitet skal forstås

som relationen mellem ”budskabet” og ”virkeligheden”, og ved at insistere på denne kan det opnås,

at kvalitet ikke kun bliver et genreinternt begreb. Professionel kvalitet er relationen mellem

professionel kompetence og ”budskabet”, og denne ønsker at opløse senderen i flere niveauer eller

aktører: Her er der tale om f.eks. ledelse, de producerende og den udsendende redaktion.

Modtagerkvaliteten kan ligeledes opdeles i flere bestanddele: F.eks. de uprofessionelle seere i

hjemmene (som kan inddeles i mindre målgrupper alt efter seerpræferencer, hvilke opstår fra

normer og værdier) versus tv-kritikkerne (Rosengren, 1991: 40). Kvalitetsbegrebet, som viser sig

svært at definere, falder ofte tilbage på kvantiteterne målt med TV-meter, hvilket jeg også har

benyttet mig af i opgavens 8. afsnit. Når TV-meteret måler en publikumssucces på f.eks. to

millioner seere på et vilkårlig tv-program, bliver konklusionen med hensyn til kvalitet, at disse to

millioner ikke kan tage fejl. Der må være tale om kvalitet, når så højt et antal vælger at se

programmet (Kolstrup m.fl., 2009: 272-273).


19/43

Præciseringen af hvilke faktorer der spiller ind, når ønsket er at gøre en dansk tv-serie til en

publikumssucces, leder frem til undersøgelsen af, hvordan serierne ”Blekingegade” og

”Blekingegadebanden” benytter sig af disse faktorer. Følgende analyse vil bevæge sig ud fra,

hvordan seriernes karakterer, målgrupper og markedsføring udtrykkes i deres respektive seertal.

8. Seertalsanalyse af ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”

Sammenholder vi nævnte tendenser fra opgavens 5. afsnit med opgavens indledende præsentation

af ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” (afsnit 6), er det som tidligere nævnt indlysende at

begge serier rekonstruerer det samme danmarkshistoriske emne ud fra forskellige genrer. Eftersom

serierne kom ud på omtrent samme tid er det ligeledes indlysende, at der har været en vis kamp om

at komme først ift. at opnå det højeste seertal. I artiklen ”Dansen om Blekingegadebanden” bragt i

Politiken d. 8. marts 2008 beskrives kampen mellem producenterne for DR og TV2. Zentropas

direktør Peter Aalbæk (som producerede ”Blekingegade” for TV2), udtalte følgende: ”Jeg tror ikke,

der kommer to serier. Vi vil forsøge at lave en serie, ligesom modparten vil. Så må vi se hvem der

kommer først på det bedst mulige materiale”13. Men to serier kom der – DR’s

”Blekingegadebanden” kom først, mens TV2’s ”Blekingegade” fik det højeste seertal – 83.800

flere seere end ”Blekingegadebanden” – hvilket kvantitativt set må betyde, at ”Blekingegade”

leverede det bedste materiale. Her skal der selvfølgelig tages højde for, at ”Blekingegadebanden”

blev vist i biografen inden den kom på tv, hvorfor serierne på det område er usammenlignelige og

en sådan konklusion ikke kan drages.

I den følgende analyse vil jeg diskutere seriernes kvaliteter og målgrupper, ligesom jeg vil analysere

øvrige faktorer som konkurrence og markedsføring. Denne konkrete analyse skal, ligesom jeg hidtil

har beskæftiget mig med, afdække, hvilke faktorer der spiller ind i kampen om høje seertal på dansk

tv. Jeg vil således indirekte benytte mig af teorien fra foregående afsnit i følgende analyse af

serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”.

8.1. Indhold og karakter

Indholdet i en tv-serie giver tv-serien en vis karakter. Når vi taler om karakter taler vi også om

kvalitet. Dette afsnit vil analysere programkvaliteten i de to serier om Blekingegaden. I første

delafsnit vil jeg især bruge Nichols og Plantinga i en diskussion omkring grænsen mellem fakta og

fiktion, mens jeg i andet delafsnit tilføjer Murray Smiths synspunkter omkring karakterer i fiktion.


20/43

8.1.1. Kronologisk fakta vs. fragmenteret fiktion

I forbindelse med Mik-Meyer og Rumle Hammerichs udsagn om at kvalitet afhænger af genre, er

det oplagt at fokusere på den største forskel mellem ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” i

min analyse, nemlig genrebetegnelsen. I opgavens 6. afsnit blev ”Blekingegadebanden” præsenteret

som værende en dokumentarisk serie, mens ”Blekingegade” blev præsenteret som en krimiserie.

”Blekingegadebanden” fortælles kronologisk årstal efter årstal, hændelse efter hændelse, og

forholder sig fuldstændigt til den sande historie om Blekingegadebanden, mens ”Blekingegade”

tager sin frihed til at springe i tid og rum mens historien løbende tilføjes usande twists. Dette har sin

fordel i at gøre historien mindre forudsigelig for det publikum, der på forhånd kender til

Blekingegadebande-sagen, men samtidigt sin ulempe i, at bryde med den sande historie uden at

gøre det konsekvent – netop det faktum, at fakta og fiktion blandes så spontant, gør at serien ikke

kan kategoriseres som værende dokumentar – om end den så behandler et sandfærdigt emne. På den

måde, forstår jeg hvorfor producenten/distributøren har valgt genrebetegnelsen krimi, men jeg er af

den overbevisning, at netop denne genrebetegnelse har haft en stor betydning for det resulterende

seertal. I tråd med Hammerichs mening om, at kvalitet opstår, hvor man kan overholde genren og

lægge noget nyt til, mener jeg simpelthen, at producenten bag ”Blekingegade” har været en anelse

for nyskabende indenfor genren, og har glemt at give publikum hvad de forventer sig af en god

krimi. Det, ifølge Agger, vigtige element, opklaringen, mangler i denne serie, hvor publikum bliver

passive beskuere til et stykke twistet danmarkshistorie. Med genrebetegnelsen historisk drama, tror

jeg, at serien havde haft nemmere ved at imødekomme sine seere, idet forventningerne ville være

derefter.

Dokumentaren ”Blekingegadebanden” derimod, er efter min mening havnet i den helt rette

genrebetegnelse. Trods denne benytter sig af virkemidler som rekonstruktioner, hvilket tydeligvis

ikke skildrer den sande sandhed, oplever man som publikum en grundlæggende følelse af, at

betragte den sande historie om Blekingegadebanden, idet vi langsomt, skridt for skridt, trækkes

igennem årene med tidligere bandemedlem Bo Weymann som fortæller. Der er dog tale om en

voldsom dramatisering i de mange rekonstruktioner, som godt nok ifølge Weymann selv, har

påvirket hans følelser at se14, men med sin dramatiske lydside og håndholdte stil virker

fiktionaliseret. ”Blekingegadebanden” bliver altså også en blanding af fakta og fiktion i kraft af


21/43

seriens æstetiske valg, og med denne påstand placerer jeg pludseligt serierne i samme kategori – et

sted mellem fakta og fiktion.

Der har gennem tiden været mange diskussioner omkring grænsen mellem fakta og fiktion. Nichols

mener, at dokumentaren er en kompliceret genre grundet det faktum, at en dokumentar ikke blot er

en reproduktion af virkeligheden, men en repræsentation af en verden, som vi allerede kender til.

Han pointerer, at vi dømmer en reproduktion ud fra dens evne til at efterligne originalen (Bill

Nichols, 2001: 20-41). John Grierson kaldte i 30’erne dokumentaren for ”the creative treatment of

actuality”, hvor de som er imod denne påstand tænker på nonfiktionsfilm som noget der er

umanipuleret, og dermed er det nonfiktive nærmere en transparent behandling af virkeligheden end

en kreativ behandling af virkeligheden. Jean-Louis Comolli har udtalt, at virkeligheden bliver falsk

ligeså snart den filmes, og at det virkelige drives mod at blive til fiktion, ligeså snart det filmes.

Den generelle holdning er, at en produktion ikke længere er nonfiktion, når der manipuleres med

den. Men igen er der uenigheder om, hvor meget manipulation der skal til, før en film ikke længere

er nonfiktion. Indenfor Direct Cinema strømningen er klipning f.eks. en fiktionalisering af

materialet, i og med man tager en kronologi og klipper den i stykker, hvorefter man samler den på

en ny måde. Plantinga mener, at det er forkert at gøre fiktionsgenren så bred, og nonfiktionsgenren

så snæver, som alle disse nævnte teoretikere ønsker. Hvis man tænker på fiktionsfilm, som alt hvad

der er manipuleret, ville der jo være en sandhed i at alle film er fiktion, i og med man ikke kan

tilbyde selveste virkeligheden, men kun en repræsentation af denne – lige meget hvor lidt lyd,

redigering og manipulerende kameraføring man bruger, vil det altid kun være en repræsentation af

virkeligheden. Plantinga påpeger, at vi stadig ville have brug for noget der kunne skelne

produktioner fra hinanden, hvis vi ikke brugte termerne fiktion eller nonfiktion (Carl Plantinga,

1997: 8-25).

Skønt det er uenighed om hvornår et produkt er fakta eller fiktion, er ”Blekingegadebanden” og

”Blekingegade” af producenterne blevet bestemt som værende hhv. dokumentar og krimi, altså hhv.

fakta og fiktion, og disse genrebetegnelser kan nemt have haft en betydning for seriernes seertal,

idet der med sådanne betegnelser følger en række forventninger, som et publikum forventer at få

indfriet, og ikke nødvendigvis får i disse seriers tilfælde.


22/43

8.1.2. Skuespillere vs. autentisk bandemedlem

I tråd med foregående afsnit kan forskellen i brug af store danske skuespillere som Thure Lindhardt

og Nicolaj Coster-Waldau versus brugen af et vaskeægte bandemedlem, selveste Bo Weymann,

have haft forskellig tiltrækningskræft på forskellige grupper af mennesker. Når publikum så er

blevet lokket til at se serierne, er spørgsmålet hvad der tiltaler dem mest: skuespillere eller et

autentisk bandemedlem? Som Nichols tidligere har pointeret, har vi en tendens til at dømme en

reproduktion ved at sammenligne den med den rigtige verden. Her går vi særligt op i om serien

ligner den rigtige verden, og om skuespillerne spiller, som mennesker opfører sig i den rigtige

verden (Bill Nichols, 2001: 20-41). Netop derfor står ”Blekingegadebanden” stærkt med den ægte

Weymann, politimand, PET-folk og andre tidligere KAK-medlemmer. Her ved vi som publikum, at

vi får leveret en vis form for sandhed. Mht. til ”Blekingegade”, hvor der er tale om skuespillere,

som i forvejen er kendte fra andre store roller, er vi som publikum meget bevidste om, at vi

overværer en repræsentation af en virkelighed. Dog er dette en virkelighed, vi kender til som

danskere, idet den skildrer et stykke danmarkshistorie. Murray Smiths har en række teorier om

indlevelse hos fiktive karaktere. Han benytter sig blandt andet af en teori om to forskellige former

for imagination. Man skelner mellem central imagination og a-central imagination. Begge er

underbegreber til det overordnede engagement med en karakter. Central imagination er

forestillingen om at tilskueren oplever karakterens oplevelser og følelser indefra. Både de fysiske

og psykiske. Han kan altså føle vinden blæse i håret, og smerten ved at blive forladt af kæresten,

hvis karakteren har disse oplevelser. Han nærmer sig følelsen af at stå i karakterens sted. Med a-

central imagination derimod, lader tilskueren sig ikke placere i sceneriet og føler ikke karakterens

fysiske og psykiske tilstand på sin egen krop. Smith diskuterer om identifikation med en karakter,

sker gennem a-central eller central imagination. Han kommer frem til, at når tilskueren deler visse

kulturelle interesser og symbolske systemer med karakteren, er der stor chance for at vi vurderer og

reagerer på en situation på samme måde som karakteren. Derfor benytter tilskueren sig af den a-

centrale imagination, idet han reagerer på tanken om karakteren i en situation modsat ham selv i

situationen. Netop fordi vi som danskere deler kulturelle interesser og symbolske systemer med

karakterne i ”Blekingegade” er der mulighed for identifikation. Smith mener, at det er yderst

nødvendigt, at publikum kan genkende sig selv i karaktererne, for at lade sig rive med (Smith, 1995:

73-81).


23/43

De kendte skuespillere Thure Lindhardt og Nicolaj Coster-Waldau samt det kendte autentiske

bandemedlem Weymann har helt sikkert forskellige fordele, når det kommer til at tiltrække serierne

et stort publikum. Noget tyder dog på, at de har haft svært ved at fastholde deres seere, hvilket kan

skyldes en manglende identifikation fra publikums side.

8.2. Seriernes publikum

Jeg har tidligere været inde på, hvor mange der så serierne ”Blekingegade” og

”Blekingegadebanden” på tv, hvor det kunne konstateres, at ”Blekingegade” endte med en anelse

flere seere i gennemsnit. I den sammenhæng vil jeg i dette afsnit redegøre for, hvem der så de

pågældende programmer ud fra de to vigtigste demografiske kendetegn, alder og køn.

Ifølge instruktør Anders Riis Hansen var den planlagte målgruppe for ”Blekingegadebanden” så

bred som muligt: ”… når man går ud på det store lærred med omkring 50 kopier, og senere bliver

vist på DR1 i søndagsdrama-slottet kl. 20.00 så er det jo et konkret udtryk for at man satser på en så

bred målgruppe som muligt” (Bilag C). Der er altså ikke tale om nogen specifik henvendelse til

nogen specifik alder eller noget særligt køn i ”Blekingegadebandens” tilfælde. På trods af at serien

ikke søgte at henvende sig til en afgrænset målgruppe, fangede denne flere kvinder end mænd,

mens det ældre publikum følte sig mere draget end de unge (bilag A).

For dokumentaren ”Blekingegadebanden” på DR1 gjaldt det helt konkret, at kvinderne med en

gennemsnitlig rating på 12,6 procent var en anelse mere interesserede i de to afsnit end mændene

med en gennemsnitlig rating på 11,6 procent. Krimiserien ”Blekingegade” havde som sagt også

flest kvindelige seere i gennemsnit, med en rating for disse på 14,2, hvor mændene havde en

gennemsnitlig rating på 13,1 procent (bilag A). Dette stemmer godt overens med vores tidligere

erfaring med, at kvinder ser mere fiktion, hvor mænd hellere ser sport.

Med hensyn til aldersgrupperne hos ”Blekingegadebanden” var de +50-årige klart

overrepræsenteret med en gennemsnitlig rating på 19,5 procent. Herefter fulgte aldersgruppen 31-

50 (12,1 procent), aldersgruppen 15-30 (6,7 procent) og lavest repræsenteret blandt seerne var de

yngste under 15 år med en gennemsnitlig rating på 1,9 procent. Bemærkelsesværdigt var det dog, at

denne gruppe var den eneste, som havde en stigning i forhold til seere fra første afsnit (136.000

seere) til andet afsnit (173.000 seere). Alle de resterende grupper havde flere seere til det første


24/43

afsnit end til det andet. Hvad angår seertallene i forbindelse med aldersgrupperne hos

”Blekingegade” fordelte de sig efter samme rækkefølge som de gjorde ved serien

”Blekingegadebanden”. Seere over 50 år var overrepræsenteret med en gennemsnitlig rating på

17,5 procent, mens de yngste under 15 år var underrepræsenteret med små 4 procent (bilag A). Igen

må disse tal siges at gå godt i spænd med den tidligere konstatering om, at ældre ser mere tv end

yngre (Afsnit 5), men min egen overbevisning er, at det danmarkshistoriske tema i særdeleshed

tiltrækker det ældre publikum, og måske skræmmer de unge væk, som ikke har nogen særlig

erindring om Blekingegadebanden. Dette kan undersøges mere konkret igennem Gallups Kompas-

livstilsindeks, hvor man har inddelt befolkningen i ni forskellige livstilstyper, hvilke afhænger af

deres orientering mod individorienterede, fællesskabsorienterede, traditionelle eller moderne

værdier (Hjarvard, 2001: 18). Se nedenstående model:

15

Jf. Gallups Kompas-livsstilsindeks havde de fællesskabsorienterede, de moderne-

fællesskabsorienterede, de traditionelle-fællesskabsorienterede og de moderne en gennemsnitlig

højere rating end de øvrige segmenter i serien ”Blekingegadebanden”. For krimien ”Blekingegade”

gjaldt nogenlunde det samme: Her var de moderne og de traditionelle-fællesskabsorienterede igen

blandt de højest repræsenterede (Bilag A). Seriernes seere kommer altså fra den vestlige side af

ovenstående model, og fører livstile derefter. Beskrivelserne af disse grupper er meget detaljerede,

og jeg har valgt at fokusere på karaktertræk, bopæl, kulturelle tilvalg og politisk overbevisning i

min præsentation af seerne hos ”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden”.


25/43

Kendetegnende for de Fællesskabsorienterede er, at de i høj grad fokuserer på det nære og

medmenneskelige, samt har social- og økologisk ansvarlighed. Spørgsmål og debatter, som den

gruppe mennesker går højt op i omhandler blandt andet miljø, forurening, arbejdsmarkedet, bolig

politik, forbrug, helse, ernæring og integration, hvilket de ønsker større fokus på i Danmark. De

Fællesskabsorienterede stemmer oftest rødt i retning af socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti,

Det Radikale Venstre eller Enhedslisten. Med hensyn til kulturelle præferencer er jazz, klassisk

musik, museer, kunst, maleriudstillinger, biblioteksbesøg og teateret i højsædet, hvilket denne

gruppe af mennesker har rig mulighed for at dyrke, idet denne typisk er bosat i hovedstadsområdet.

Også de Moderne-fællesskabsorienterede er meget kulturinteresserede, hvilket kommer til udtryk i

deres holdning om, at kulturlivet bør modtage offentlig støtte. Denne gruppe går op i kunst og

kultur som teater, biografen, museum, bibliotek og kunstudstillinger. Dertil er de hyppige bruger af

computere og internettet. Der er en typisk overflod af akademisk-uddannede – især humanistiske –

idenfor dette område. I grove træk minder denne orientering meget om førnævnte

Fællesskabsorienterede – den store forskel er i virkeligheden alderen: De Moderne-

fællesskabsorienterede består primært af folk i aldersgruppen 20-49, mens de

Fællesskabsorienterede primært består af kvinder imellem 40-60 år. Netop derfor er computere og

internet fremhævet ved den ene, og Enhedslisten den eneste forskel i stemmemønstre blandt disse to

segmenter. De Traditionelle-fællesskabsorienterede ligger sig ligeledes tæt op af foregående. For

dette segment er økologi, helse, integration og miljø også meget vigtigt, mens den sociale lighed i

samfundet er i højsædet, og segmentet derfor hyppigst stemmer på Socialdemokratiet, Socialistisk

Folkeparti, Enhedslisten eller Kristendemokraterne. Da denne gruppering hovedsageligt består af

kvinder over 50 år, er moderne teknologi som computere, internet og mobiltelefoner ikke en stor

interesse, men hvad angår kulturelle tilvalg benyttes bibliotek, kirke, teater, museum og aftenskole i

stor stil. Under det sidste segment, de Moderne, som også særligt lod sig tiltrække af serierne

”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden”, finder man oftest folk under 40 år, primært mænd,

bosiddende i hovedstadsområdet. Disse er veluddannede og vellønnede, går højt op i karriere og

succes, hvilket betyder, at de arbejder meget. Disse, i kraft af deres alder og baggrund, går højt op i

teknologi, nye trends og livsstilsprodukter. De er da også de eneste ud af beskrevne segmenter, der

går højt op i motion og mærkevarer samt stemmer blåt i form af Venstre eller Konservativ. De

Moderne er i særdeleshed det segment, der skiller sig mest ud fra de andre (Rasmussen & Fisher,

2008: 60-62). Dog ses der mange ligheder blandt nævnte segmenter, som har vist sig at være de

største tilhængere af serierne ”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden”. Den store trofasthed


26/43

overfor serierne skyldes formentligt primært, at alle segmenterne er nysgerrige og opsøgende rent

kulturelt. De ældre tiltrækkes højst sandsynligt af det danmarkshistoriske emne, mens det politiske

perspektiv kan have en bred appel.

Serierne har altså ramt en særlig målgruppe om end målet har været at fange det brede publikum og

lave en såkaldt segmentknuser. Publikum er blevet fanget ganske som statistikkerne havde forudset,

at de ville ift. de demografiske variable. Det er interessant at der er sket en så markant nedgang i

”Blekingegades” seertal fra første udsendelse til sidste – dette tyder på en manglende

programkvalitet især hos ”Blekingegade”.

8.3. Øvrige faktorer: Sendetid, konkurrence, tv-kanaler og markedsføring

”Søndag aften er det tidspunkt, hvor flest danskere ser fjernsyn, og da "Blekingegade" er inspireret

af et stykke danmarkshistorie, er vi glade for at præsentere TV2s nye krimiserie på netop denne

aften” - TV2s programdirektør, Palle Strøm.16 Dette afsnit vil fokusere på faktorer som sendetid,

konkurrence og markedsføring, hvilke også spiller en stor rolle i kampen om høje seertal.

Med en sendetid omkring kl. 20.00 søndag aften har ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade” fået

nogen af de bedste sendetider. ”Blekingegades” femte afsnit blev dog sendt en fredag aften kl.

20.00, men her er der næppe tale om en dårligere sendetid (bilag A). Ulempen ved den gode

sendetid er dog den store konkurrence fra de andre tv-kanaler, hvilket selvfølgelig kan have en stor

indflydelse på et givent programs popularitet.

Det første afsnit af ”Blekingegadebanden”, som blev sendt på DR1 d. 13.09.09, oplevede stor

konkurrence fra ”Stjernetræf” på TV2 – faktisk tiltrak dette program flere seere end

”Blekingegadebanden” gjorde. Værre blev det da seriens andet afsnit blev sendt, hvor endnu flere

seere skiftede til TV2 grundet selvsamme program ”Stjernetræf”. I dette tilfælde viser statistikken

tydeligt, at TV2 formåede at nærme sig en større publikumssucces end DR1, og at ”Stjernetræf”

tilsyneladende omfavner en større målgruppe.

Hvad angår ”Blekingegade” ser statistikken lidt anderledes ud. Det første afsnit i denne serie

dystede mod første afsnit af serien ”Unge Andersen” på DR, og vandt overlegent. Faktisk havde

”Unge Andersen” færre seere end ”Spice med Price”, som blev vist på samme tidspunkt på DR2.


27/43

Med en share på 42% havde ”Blekingegades” første afsnit klart flest seere d. 6. december 2009.

Ved visningen af andet afsnit faldt seertallet allerede gevaldigt, men havde dog stadig et langt

højere seertal end DR1’s andet afsnit af ”Unge Andersen”, som faktisk var faldet meget på en uge.

Igen blev DR2 en større konkurrent til ”Blekingegade” end DR1. Først da tredje afsnit af

”Blekingegade” blev vist, formåede DR at skrabe flere seere sammen end TV2. ”DR’s store

juleshow” på DR1 udkonkurrerede ”Blekingegade” fuldstændigt, mens DR2 lå lige i hælene på

TV2 mht. seertal. Der har altså været andet på programmet, som har tiltrukket ”Blekingegades”

tidligere seere d. 20 december 2009. Den 27. december oplevede ”Blekingegade” igen konkurrence

fra DR1, som denne aften viste ”Året der gik” – dog er det tydeligt, at der generelt ikke er mange

seere på denne juledag, hvor folk højst sandsynligt er til julemiddag med familien – der er i hvert

fald ifølge tallene fra Infosys både mindre konkurrence og færre seertal. Det laveste seertal ved

seriens femte afsnit skyldes, at DR1 på samme aften sendte den ultimative konkurrent – nemlig X-

Factor. Med X-Factors share på 54,9% er der ingen tvivl om, hvad det brede publikum helst vil se

(bilag A).

Der hersker heller ingen tvivl om, at en tv-series succes afhænger af hvilken kanal, den vises på.

Som Rosengren nævner, kan programkvalitet analyseres igennem den enkelte tv-kanals totale

output. Man kan altså diskutere DR1 og TV2’s totale output, for derigennem at erfare, hvor stor en

betydning kanalen, hvorpå en serie sendes, har for seriens seertal. Grundet opgavens smalle

omfang, er der desværre ikke mulighed for fordybelse på dette område. Det kan dog konstateres, at

TV2 generelt havde flere seere end DR1 i året 2009, hvilket snildt kan have haft en betydning i

forhold til ”Blekingegades” sejr i antallet af seertal (bilag A).

Der har, som jeg tidligere har været inde på, været en del stridigheder omkring historien om

Blekingegadebanden. Ikke bare kampen om at komme først ud med serierne har været i mediernes

søgelys, der har også været skrevet en masse i medierne om rettighederne på historien, som forfatter

Peter Øvig mener at have, mens Zentropa direktør Peter Aalbæk er af den opfattelse, at man ikke

kan have ophavsret til et stykke danmarkshistorie. Samtidigt har svenskerne været inde over køb af

rettighederne, og der har været forsøg på at spolere hinandens serier og film på kryds og tværs.17

Jeg vil ikke gå i dybden med disse kontroverser, men blot pointere, at om end ikke al omtalen har

været lige positiv for alle, så har serierne ”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden” fået en god

mængde opmærksomhed i en meget tidlig fase af produktionerne.


28/43

Sepstrup har beskæftiget sig både med den teoretiske og den praktiske del af tilrettelæggelse af

kommunikation og kampagner for at opnå bestemte mål hos grupper af personer (Sepstrup, 2006:

12). Om begrebet kampagner siger han, at der er tale om ”planlagt kommunikation til en afgrænset

modtagergruppe i en bestemt periode med en helhed af kommunikationsprodukter og med et

bestemt formål” (Ibid: 20). Der er tale om målrettet, strategisk kommunikation i den forstand, at

kommunikationen er skabt til at ændre en situation på en bestemt måde – for eksempel skabes den

til at skaffe seere til en tv-serie. Kampagnerne har altså haft betydning for seertallene på serierne

”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden”, i og med disse sørger for at skabe bevidsthed om

seriernes eksistens. Sepstrup tilføjer, at kampagner kan benytte sig af tre forskellige former for

kommunikation; massekommunikation, interpersonel kommunikation og ukonventionel

kommunikation – der kan opstå kombinationer af disse tre former. Massekommunikation anvendes

om transport af information til flere modtagere på én gang – dermed sagt at al ”medieformidlet”

eller ”mediebåret” kommunikation f.eks. er massekommunikation. Når der tales om interpersonel

kommunikation menes der ansigt-til-ansigt kommunikation eller kommunikation via sms, e-mail,

brev, telefon m.m. mellem to personer. Ukonventionel kommunikation befinder sig ifølge Sepstrup

i et grænseområde mellem massekommunikation og interpersonel kommunikation, og kan være

vanskelig for modtageren at identificere modsat konventionel kommunikation. Ukonventionel

kommunikation kan f.eks. være produktplacering, sponsorering og virumkommunikation (Ibid: 22).

Det har desværre ikke været muligt at få et interview med PR-folkene bag ”Blekingegade” og

”Blekingegadebanden”, hvorfor brugen af markedsføring i form af kampagner må stå hen i det

uvisse.

Til gengæld er det interessant at bemærke, hvordan skuespillere og medvirkende har været med til

at markedsføre serierne. Landskendte skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt

har kort før ”Blekingegades” premiere udtalt sig om deres private fortid som aktivister. Her

fortæller de om, hvordan de var med til at smadre bankdøre og besætte ambassader. Denne afsløring

af egne ulovlige politiske aktioner er interessant for en bred gruppe af den danske befolkning, og

skaber derfor stor opmærksomhed omkring filmen.18 Også medvirkende Bo Weymann fra

”Blekingegadebanden” har sammen med seriens instruktør Anders Riis Hansen forsøgt at højne

seertallet ved at deltage i et pressemøde kort før dokumentarens premiere i biografen. Her var det

tydeligt, at pressen havde sin store interesse i Weymann, og at Riis Hansen for den sags skyld


29/43

kunne være blevet væk. Weymann forklarer på pressemødet, at han har valgt at deltage i denne

dokumentar 21 år efter det afgørende røveri, da han først nu føler sig klar til selvopgør og

bearbejdelse af fortidens hændelser. Han påstår, at det at medvirke i dokumentaren er en del af en

proces han går igennem, og mellem linjerne er det tydeligt at læse, at dette er hans måde at sige

offentligt undskyld og forklare sig på. At Weymann stiller op til et sådant pressemøde er i

særdeleshed med til at øge opmærksomheden omkring dokumentaren.19

Som graferne i opgavens 6. afsnit viser, sås en tydelig nedgang af seere fra afsnit til afsnit i de to

serier. Som ovenstående tydeligt viser, skyldes dette ikke kun programkvalitet, men også den gode

sendetid og dermed den øgede konkurrence fra de øvrige tv-kanaler. Trods manglende empiri, kan

vigtigheden af kommunikations- og kampagneplanlægning i forbindelse med høje seertal, fastslås

via Sepstrups argumentation, hvilken jeg er fuldstændigt enig i. En tv-serie kan være af nok så god

karakter og henvende sig nok så direkte til en målgruppe, men hvis denne ikke oplyses om tv-

serien, har denne ikke mulighed for at vurdere tv-seriens karakter. Tv-seriens karakter er

selvfølgelig i sidste ende afgørende for hvorvidt det gennemsnitlige seertal havner højt eller lavt.

9. Konklusion

Det er gennem opgaven blevet undersøgt, hvad der karakteriserer en publikumssucces – dette via en

konkret undersøgelse af serierne ”Blekingegadebanden” og ”Blekingegade”. Med afsæt i en række

generelle tendenser, der centrerer sig om den danske tv-series ”golden age”, har undersøgelsen af

hvilke faktorer der spiller ind i kampen om høje seertal, taget sit afsæt. I seertalsanalysen af serierne

“Blekingegade” og “Blekingegadebanden” er der trukket tråde tilbage til præsentation af serierne

som hhv. krimi og dokumentar, mens Rasmussen & Fisher samt Rosengrens teorier om begrebet

publikumssucces indirekte er blevet benyttet. Det er her igennem blevet tydeliggjort, at

publikumssuccesen ligger i krydsningen mellem afsenderledet og modtagerledet. Ligesom seriernes

seertal, afhænger en publikumssucces af flere forskellige faktorer.

Gennem det overordnede udgangspunkt i at afdække betydningsfulde faktorer i forbindelse med

høje seertal, er der i analysen lavet en konkret komparativ seertalsanalyse af to tv-serier sendt på

omtrent samme tid behandlende samme emne, nemlig Blekingegadebanden. Her er der blevet taget

højde for faktorer som programkvalitet, genre, målgruppe, publikumsadfærd, sendetid,

konkurrence, markedsføring og hvilken tv-kanal, serien er blevet sendt på. Programkvalitet


30/43

eksemplificeres via DR’s undersøgelse af programkvalitet i forskellige genrer (Mik-Meyer) og de

fem niveauer omhandlende kvalitet af hvad (Rosengren). Blandt andet blev det illustreret, at brugen

af skuespillere, udover ren underholdningseffekt, tilfører en troværdighed til det fortalte, der lægger

sig op ad Smiths teori om indlevelse og genkendelse hos fiktive karakterer. Modsat brugen af

skuespillere argumenterede Nichols for brugen af autentiske medvirkende, som giver publikum

følelsen af sandhed. Denne diskussion omkring skuespillere versus medvirkende opstod i tråd med

debatten om fakta versus fiktion. Det er gennem opgaven blevet tydeligt, at kvalitet og genre er

afhængige af hinanden. Publikum har nogle forudindtagede forventninger til forskellige genrer, og

får de ikke hvad de forventer, med en anelse nytænkning, bliver der utilfredshed (Hammerich). Det

diskuteres i seertalsanalysen, hvor hvidt blandingen af fakta og fiktion hos ”Blekingegadebanden”

og i særdeleshed hos ”Blekingegade” (eftersom forventningen til krimigenren ikke indfries) har

været negativ for de endelige seertal. Desuden argumenteres der for seriernes målgrupper og

publikum – her konkluderes det, at særligt det danmarkshistoriske emne har haft betydning for de

ældres tilknytning, mens det politiske og historiske aspekt har fanget de mest kulturelt interesserede

danskere. Desuden holder statistikkerne om, at ældre ser mere tv, og kvinder er større tilhængere af

fiktion (Rasmussen & Fisher) (Nielsen & Halling). Med hensyn til seriernes markedsføring, har det

desværre ikke været muligt at arrangere et interview med folkene bag serierne til en snak om

kampagner, som Sepstrup karakteriserer som ”planlagt kommunikation til en afgrænset

modtagergruppe i en bestemt periode med en helhed af kommunikationsprodukter og med et

bestemt formål. Dog er det blevet mig bevidst, at begge serier har modtaget en del omtale i pressen

allerede før de blev produceret, hvor der herskede en kamp mellem producenterne bag serierne, om

at komme først med det bedste resultat, for derigennem at opnå højeste seertal. Netop grundet denne

kamp mellem serierne, har det været interessant at bruge dem i undersøgelsen af seertal – også på

trods af, at ingen af serierne i sidste ende kan betegnes som publikumssuccesser. Deres mangel på

seere trods de gode sendetider kl. 20.00 søndag aften, skyldes til dels den store konkurrence fra

andre tv-kanaler på selvsamme tidspunkt (bilag A). I denne forbindelse er det vigtigt at understrege,

at den tv-kanal, hvorpå en serie er sendt, kan have betydning for tv-seriens seertal, idet de

forskellige tv-kanaler forsøger at fange forskellige seere (Kolstrup).

Samlet er det i analysen, via serierne ”Blekingegade” og ”Blekingegadebanden” konstateret, at en

publikumssucces skyldes, at en række faktorer der centrerer sig om programkvalitet, genre,

målgruppe, publikumsadfærd, sendetid, konkurrence, markedsføring og tv-kanaler går op i en


31/43

højere enhed. Der ligger en bevidsthed omkring seertal bag enhver tv-serie, som citatet i opgavens

indledning giver udtryk for (Aalbæk).

10. Kildefortegnelse

Dette afsnit er for overskuelighedens skyld inddelt i tre afsnit: Litteratur, hjemmesider og artikler,

samt audiovisuelle værker.

10.1. Litteratur

Agger, Gunhild: ”Dansk tv-drama arvesølv og underholdning”. Forlaget Samfundslitteratur, 2005.

Bondebjerg, Ib: ”Fra klassisk dokumentarisme til reality”; Uddrag fra ”Virkelighedens fortællinger”. Forlaget Samfundslitteratur, 2008.

Carstensen, Martin & Svith, Flemming & Mouritsen, Per: ”DR og TV2 – i folkets tjeneste?”. Forlaget Ajour, 2007.

Corner, John: ”Civic Visions: Forms of Documentary”; Uddrag fra ”Television Form and Public Address”. Edward Arnold, 1995.

Hjarvard, Stig: ”Analyse af seertal – en praktisk introduktion til Gallups TV-meter”. Forlaget Samfundslitteratur, 2001.

Hjarvard, Stig: ”Tv-mediets halve århundrede”; Uddrag fra ”Dansk tv’s historie”. Forlaget Samfundslitteratur, 2006.

Mik-Meyer, Lotte: ”Programkvalitet III”. DR, 2000.

Nichols, Bill: ”Introduction to documentary”. Indiana University Press, 2001.

Nielsen, Alexander P., Halling, Janne Britt: ”Seeradfærd og seerpræferencer”; Uddrag fra ”Dansk tv’s historie”. Forlaget Samfundslitteratur, 2006.

Nordstrøm, Pernille: ”Fra Riget til Bella – bag om tv-seriens Golden Age”. DR, 2004.

Plantinga, Carl: ”Rhetoric and Representation in Non-Fiction Film”. Cambridge University Press, 1997.

Rasmussen, Harder Fischer: ”Målgruppeanalyse, lær din målgruppe at kende”. Nyt Teknisk Forlag, 2008.

Rosengren, K. E.: ”Quality in programming: Views from the North”. Uddrag fra Ishikawa, Sakae:


32/43

”Quality Assessment of Television”. Luton Press, 1996.

Sepstrup, Preben: ”Tilrettelæggelse af information – kommunikations- og kampagneplanlægning”. Academica, 2006.

Smith, Murray: ”Engaging Characters”. Oxford University Press, 1995.

10.2. Hjemmesider, artikler og opslagsværker

Http://mir.dk/spip.php?article6010.

Http://da.wikipedia.org/wiki/Blekingegadebanden.

Http://www.information.dk/227654.

Http://spip.modkraft.dk/tidsskriftcentret/undersider/article/blekingegade-sagen-film.

Http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-16133138:tvstrid-om-blekingegadebanden.html.

Http://www.tns-gallup.dk/vores-markedsfokus/medier/printmedier/gallupkompas/kompas-segmenter.aspx.

Krefeld, Kirstine: ”Skulle aldrig være lavet”. Ekstra Bladet, 28.12.09 (fundet via Infomedia).

On-Z.dk: ”Pressemøde Blekingegadebanden”. On-Z.dk, 19.03.09 (fundet via Infomedia).

Ritzaus Bureau: ”Danske filmstjerner med kriminel fortid”. Ritzaus Bureau, 28.09.08 (fundet via Infomedia).

Ritzaus Bureau: ”Planlagt film bliver i stedet tv-serie”. Ritzaus Bureau, 28.09.08 (fundet via Infomedia).

Støyer, Rasmus: ”Dansen om Blekingegadebanden”. Politiken, 08.03.08 (fundet via Infomedia).

Kolstrup, Søren m.fl.: ”Medie- og kommunikationsleksikon”. Samfundslitteratur, 2009.

10.3. Audiovisuelle værker

Hansen, Anders Riis: ”Blekingegadebanden”. Bastard Film & DR, 2009.

Thuesen, Jacob: ”Blekingegade: Banden der rystede Danmark”. Zentropa & TV2, 2009.


33/43

Bilag A

TV-meterkørsler af

”Blekingegadebanden”, ”Blekingegade”, DR1 og TV2

TV-‐Meter kørsler fra dokumentaren ”Blekingegadebanden”

1. Seertal pr. afsnit og i gennemsnit:

Starttid Kanal Dato Ugedag Rtg (000) Rtg% Shr% 1. afsnit 19:59:57 DR1 13/09/09 Søndag 709,3 13,3 29,8 2. afsnit 19:59:58 DR1 20/09/09 Søndag 574,6 10,8 23,6 Gennemsnitligt 642,3 12,1 26,7

2. Seertal fordelt på køn:

Mænd (Rtg(000)) Kvinder (Rtg(000)) Mænd (Rtg%) Kvinder (Rtg%) 1. afsnit 346,9 362,4 13 13,7 2. afsnit 272,7 302 10,2 11,4 Gennemsnitligt 310 332,3 11,6 12,6

3. Seertal fordelt på alder (Rtg(000)):

<15 år 15-‐30 år 31-‐50 år >50 år 1. afsnit 13,6 74,8 195 425,9 2. afsnit 17,3 61,5 184,3 311,5 Gennemsnitligt 15,4 68,2 189,7 368,9

4. Seertal fordelt på alder (Rtg%):

<15 år 15-‐30 år 31-‐50 år >50 år 1. afsnit 1,6 7,3 12,5 22,5 2. afsnit 2,1 6 11,8 16,4 Gennemsnitligt 1,9 6,7 12,1 19,5

5. Seertal fordelt på Gallups kompas (Rtg(000)):

Mod. Mod.-‐individ

Individ Trad-‐individ

Trad. Trad-‐fælles

Fælles. Mod.-‐fælles

Center Ube-‐svaret

Afsnit 1 62,9 54,2 52,7 40,6 100,3 70,7 96,3 123,3 69 39,3


34/43

Afsnit 2 53,8 52,6 48,2 54,8 71,4 48,2 79,6 92,1 42,8 31,1

Gennem-‐snitligt

58,4 53,4 50,4 47,7 85,9 59,5 88 107,8 55,9 35,2

6. Seertal fordelt på Gallups kompas (Rtg%):






Afsnit 1 16,7 9,7 9,2 8,5 16,2 20,3 20,4 20 14,2 5

Afsnit 2 15,3 9,9 8,3 11,2 11,6 13,9 16,8 14,5 8,6 4

Gennem-‐snitligt

16 9,8 8,8 9,8 13,9 17,1 18,6 17,3 11,4 4,5

7. TV sendt på samme sendetid:

Titel Start tid Kanal Dato Rtg(000) Shr% Blekingegadebanden 19.59.57 DR1 13/09/09 709 29,8 Camilla Plum -‐ Mad der holder 20.00.11 DR2 13/09/09 130 5,6 Stjernetræf 20.03.52 TV 2 13/09/09 743 31,3 Luksusfælden 20.02.12 TV3 13/09/09 178 7,5 Tosset med kærlighed 20.00.53 Kanal 4 13/09/09 47 2,0 Onside 19.59.59 TV3+ 13/09/09 110 4,6 Rune Klans trylleshow 20.05.21 Kanal 5 13/09/09 63 2,6 Ugly Betty 19.59.23 TV 2 Zulu 13/09/09 33 1,4 Top Charlie 20.01.51 TV 2 Charlie 13/09/09 61 2,6 Stargate Atlantis 20.19.52 6'eren 13/09/09 52 2,1 Vejret 19.54.35 TV 2 News 13/09/09 22 1,1 News nyhederne 19.59.57 TV 2 News 13/09/09 16 0,7 Vejret 20.24.54 TV 2 News 13/09/09 22 0,9 News nyhederne 20.29.55 TV 2 News 13/09/09 9 0,4 NFL -‐ Pause 20.17.59 TV 2 Sport 13/09/09 37 1,6 NFL -‐ 2. halvleg 20.27.26 TV 2 Sport 13/09/09 47 1,9 Trust me 20.00.27 TV3 PULS 13/09/09 12 0,5 Blekingegadebanden 19.59.58 DR1 20/09/09 575 23,6 Camilla Plum -‐ Mad der holder 20.00.03 DR2 20/09/09 193 8,1 Stjernetræf 20.03.02 TV 2 20/09/09 882 36,3 Luksusfælden 20.02.40 TV3 20/09/09 170 7,0 Baronessen flytter ind 20.00.03 Kanal 4 20/09/09 69 2,8 Onside 20.04.05 TV3+ 20/09/09 94 3,9 Rune Klans trylleshow 20.02.04 Kanal 5 20/09/09 72 3,0 Ugly Betty 19.59.16 TV 2 Zulu 20/09/09 25 1,0 Top Charlie 20.00.26 TV 2 Charlie 20/09/09 86 3,6


35/43

Stargate Atlantis 20.04.17 6'eren 20/09/09 27 1,1 Vejret 19.55.06 TV 2 News 20/09/09 12 0,6 News nyhederne 19.59.58 TV 2 News 20/09/09 22 0,9 Vejret 20.24.54 TV 2 News 20/09/09 9 0,4 News nyhederne 20.29.57 TV 2 News 20/09/09 18 0,7 Trust me 19.59.50 TV3 PULS 20/09/09 14 0,6

TV-‐Meter kørsler fra krimien ”Blekingegade”

1. Seertal pr. afsnit og i gennemsnit:

Starttid Kanal Dato Ugedag Rtg (000) Rtg% Shr% Afsnit 1 20:36:18 TV2 06/12/09 Søndag 1213,6 22,8 42,6 Afsnit 2 20:36:03 TV2 13/12/09 Søndag 883,7 16,6 32,2 Afsnit 3 20:37:05 TV2 20/12/09 Søndag 590,2 11,1 20,6 Afsnit 4 20:06:10 TV2 27/12/09 Søndag 496,4 9,3 20,8 Afsnit 5 20:00:05 TV2 01/01/10 Fredag 469,8 8,8 15,5 Gennemsnitligt 726,1 13,7 26,6

2. Seertal fordelt på køn:

Mænd (Rtg(000)) Kvinder (Rtg(000)) Mænd (Rtg%) Kvinder (Rtg%) Afsnit 1 590,7 622,9 22,5 23,2

Afsnit 2 416,4 467,4 15,8 17,4

Afsnit 3 291,3 298,9 11,1 11,1

Afsnit 4 245,5 250,9 9,3 9,4

Afsnit 5 238,7 231 9,1 8,6

Gennemsnitligt 345,5 380,6 13,1 14,2

3. Seertal fordelt på alder (Rtg(000)):

<15 år 15-‐30 år 31-‐50 år >50 år Afsnit 1 63,3 199,6 480,6 470,1

Afsnit 2 55 171,4 316,5 340,9

Afsnit 3 26,6 100 194,7 268,8


36/43

Afsnit 4 26,5 54,1 166,2 249,6

Afsnit 5 8,7 65 111,4 284,6

Gennemsnitligt 33,1 115,2 246,2 331,6

4. Seertal fordelt på alder (Rtg%):

<15 år 15-‐30 år 31-‐50 år >50 år Afsnit 1 7,6 19,5 30,7 24,8

Afsnit 2 6,6 16,7 20,2 18

Afsnit 3 3,2 9,7 12,4 14,2

Afsnit 4 3,2 5,3 10,6 13,2

Afsnit 5 1 6,5 7,1 15

Gennemsnitligt 4 11,3 15,7 17,5

5. Seertal fordelt på Gallups kompas (Rtg(000)):






Afsnit 1 104,3 137,2 128,2 92,2 101,1 84,8 121,4 181,9 135,7 126,8

Afsnit 2 84,4 89,9 83,6 68,4 106,2 59,8 89,2 121,6 76,8 103,8

Afsnit 3 65,2 53 60,6 43,1 48,3 39,2 72,4 92,8 62,8 52,6

Afsnit 4 38,5 47,7 58,2 37,9 60,6 39,9 53,3 67,2 41,4 51,7

Afsnit 5 51,9 44,2 54,5 32,6 51,3 44,3 50,5 79,5 36,6 24,1

Gennem-‐snitligt 65,9 72,1 79,7 56,4 80,5 56,4 75,9 105,5 68,9 64,7

6. Seertal fordelt på Gallups kompas (Rtg%):






Afsnit 1 25,9 23,9 23,6 19,5 18 25,5 25,1 27,2 24,8 17,4


37/43

Afsnit 2 23,4 16,1 14,6 13,4 19,6 18,6 17,6 17,9 13,6 14,9

Afsnit 3 18,5 9,3 10,8 8,3 8,7 12,3 14,4 13,8 11,4 7,4

Afsnit 4 10,7 8,8 10 7,3 10,5 11,9 10,5 10,1 7,8 7,5

Afsnit 5 14,3 7,8 10 6,3 8,9 13 10,2 11,4 7,1 3,5

Gennem-‐snitligt

17,8 12,7 14,3 11,2 14,3 17 15,3 15,6 12,7 9,2

7. TV sendt på samme tid:

Titel Start tid Kanal Dato Rtg(000) Shr% Unge Andersen 20.00.02 DR1 06/12/09 365 13,3 Spise med Price 20.00.28 DR2 06/12/09 403 15,0 AnneMad 20.30.37 DR2 06/12/09 330 11,7 Jesus & Josefine 20.06.57 TV 2 06/12/09 784 29,1 Blekingegade 20.36.18 TV 2 06/12/09 1214 42,6 Luksusfælden 19.59.27 TV3 06/12/09 224 8,2 Baronessen flytter ind 20.04.21 Kanal 4 06/12/09 47 1,7 Onside 19.58.00 TV3+ 06/12/09 160 5,8 C.S.I. 20.01.23 Kanal 5 06/12/09 66 2,4 Ugly Betty 20.00.33 TV 2 Zulu 06/12/09 16 0,6 Spørg Charlie 19.59.36 TV 2 Charlie 06/12/09 123 4,6 Små og store synder 20.29.59 TV 2 Charlie 06/12/09 89 3,1 Stargate Atlantis 20.02.51 6'eren 06/12/09 27 1,0 Vejret 19.56.20 TV 2 News 06/12/09 38 1,4 News nyhederne 19.59.53 TV 2 News 06/12/09 18 0,7 Vejret 20.26.15 TV 2 News 06/12/09 18 0,7 News nyhederne 20.29.57 TV 2 News 06/12/09 15 0,5 Finansmagasinet 20.31.43 TV 2 News 06/12/09 16 0,6 NFL -‐ 2. halvleg 20.31.50 TV 2 Sport 06/12/09 31 1,1 Flid, fedt og snyd 19.54.50 DR K 06/12/09 37 1,4 DR K Klassisk 20.01.13 DR K 06/12/09 12 0,4 Klodens kræfter 20.00.33 DR HD 06/12/09 36 1,3 Nord og syd 20.02.16 TV3 PULS 06/12/09 32 1,2 Unge Andersen 19.59.45 DR1 13/12/09 271 9,9 Camilla Plum julespecial 20.00.02 DR2 13/12/09 486 17,7 AnneMad 20.30.14 DR2 13/12/09 471 17,4 Jesus & Josefine 20.06.23 TV 2 13/12/09 855 30,8 Blekingegade 20.36.03 TV 2 13/12/09 884 32,2 Luksusfælden 19.59.56 TV3 13/12/09 214 7,8 Baronessen flytter ind 20.00.50 Kanal 4 13/12/09 89 3,3 Politistationen 19.54.05 TV3+ 13/12/09 62 2,3 C.S.I. 20.02.58 Kanal 5 13/12/09 99 3,6 Ugly Betty 20.05.40 TV 2 Zulu 13/12/09 33 1,2


38/43

Spørg Charlie 19.57.52 TV 2 Charlie 13/12/09 132 4,8 Små og store synder 20.27.34 TV 2 Charlie 13/12/09 141 5,2 Stargate Atlantis 20.02.32 6'eren 13/12/09 26 0,9 Vejret 19.54.09 TV 2 News 13/12/09 23 0,8 News nyhederne 19.59.57 TV 2 News 13/12/09 27 1,0 Vejret 20.25.31 TV 2 News 13/12/09 31 1,1 News nyhederne 20.29.59 TV 2 News 13/12/09 22 0,8 Finansmagasinet 20.30.57 TV 2 News 13/12/09 18 0,7 NFL -‐ Pause 20.41.23 TV 2 Sport 13/12/09 25 0,9 DR K Klassisk 19.59.59 DR K 13/12/09 13 0,5 Klodens kræfter 20.00.49 DR HD 13/12/09 39 1,4 Nord og syd 20.03.15 TV3 PULS 13/12/09 36 1,3 DR's store Juleshow 20.00.01 DR1 20/12/09 862 30,7 Camilla Plum julespecial 20.00.04 DR2 20/12/09 419 15,0 AnneMad 20.30.09 DR2 20/12/09 400 14,2 Jesus & Josefine 20.07.15 TV 2 20/12/09 759 26,8 Blekingegade 20.37.05 TV 2 20/12/09 590 20,6 Luksusfælden 20.00.00 TV3 20/12/09 163 5,8 Baronessen flytter ind 20.01.51 Kanal 4 20/12/09 57 2,0 Politistationen 20.01.46 TV3+ 20/12/09 57 2,0 C.S.I. 20.04.28 Kanal 5 20/12/09 116 4,1 True Hollywood Story -‐ Dirty Dancing 20.00.11 TV 2 Zulu 20/12/09 46 1,6 Spørg Charlie 20.00.46 TV 2 Charlie 20/12/09 90 3,2 Små og store synder 20.29.37 TV 2 Charlie 20/12/09 94 3,3 Stargate Atlantis 20.04.32 6'eren 20/12/09 13 0,5 Vejret 19.57.03 TV 2 News 20/12/09 19 0,7 News nyhederne 20.00.43 TV 2 News 20/12/09 7 0,3 Vejret 20.24.52 TV 2 News 20/12/09 8 0,3 News nyhederne 20.29.56 TV 2 News 20/12/09 15 0,5 Finansmagasinet 20.32.07 TV 2 News 20/12/09 11 0,4 NFL -‐ Pause 20.28.55 TV 2 Sport 20/12/09 27 1,0 NFL -‐ 2. halvleg 20.38.11 TV 2 Sport 20/12/09 32 1,1 DR K Klassisk 20.00.53 DR K 20/12/09 12 0,4 Little Sydney 19.58.14 DR HD 20/12/09 8 0,3 Klodens kræfter 20.02.12 DR HD 20/12/09 28 1,0 Nord og syd 20.09.12 TV3 PULS 20/12/09 27 0,9 Året der gik 20.00.05 DR1 27/12/09 807 33,6 Spise med Price 20.00.40 DR2 27/12/09 324 13,9 AnneMad 20.30.13 DR2 27/12/09 316 13,0 Blekingegade 20.06.10 TV 2 27/12/09 496 20,8 Luksusfælden 19.59.55 TV3 27/12/09 140 5,9 Baronessen flytter ind 20.03.56 Kanal 4 27/12/09 61 2,6 C.S.I. 20.04.41 Kanal 5 27/12/09 100 4,2 True Blood 19.51.29 TV 2 Zulu 27/12/09 42 1,8 True Blood 20.44.41 TV 2 Zulu 27/12/09 46 1,9 Charlie Quizzen 19.56.09 TV 2 Charlie 27/12/09 88 3,8 Fællessang på Charlie 20.40.27 TV 2 Charlie 27/12/09 111 4,6


39/43

De nådesløse 20.00.03 6'eren 27/12/09 33 1,4 Vejret 19.55.41 TV 2 News 27/12/09 38 1,8 News nyhederne 19.59.58 TV 2 News 27/12/09 15 0,6 Vejret 20.25.25 TV 2 News 27/12/09 5 0,2 News nyhederne 20.29.56 TV 2 News 27/12/09 0 0,0 Finansmagasinet Julespecial 20.31.39 TV 2 News 27/12/09 4 0,2 NFL 20.28.54 TV 2 Sport 27/12/09 35 1,4 DR K Klassisk 19.59.42 DR K 27/12/09 5 0,2 Klodens kræfter 19.57.51 DR HD 27/12/09 21 0,9 Nord og syd 20.04.23 TV3 PULS 27/12/09 30 1,2 X Factor 20.00.35 DR1 01/01/10 1679 54,9 Normalerweize 20.05.01 DR2 01/01/10 62 2,1 Orkriddernes Elverforbandelse 20.15.50 DR2 01/01/10 55 1,8 Blekingegade 20.00.05 TV 2 01/01/10 470 15,5 NCIS LA 20.00.34 TV3 01/01/10 74 2,4 Gossip girl 20.04.48 Kanal 4 01/01/10 34 1,1 Vild med talent 20.09.44 TV3+ 01/01/10 31 1,0 Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet 20.01.22 Kanal 5 01/01/10 113 3,8 Balls of Steel 20.26.50 TV 2 Zulu 01/01/10 20 0,7 Charlie Quizzen 19.57.51 TV 2 Charlie 01/01/10 140 4,7 Fællessang på Charlie 20.42.53 TV 2 Charlie 01/01/10 186 6,0 DOA: Dead or alive 20.02.33 6'eren 01/01/10 38 1,2 Vejret 19.55.47 TV 2 News 01/01/10 62 2,2 News nyhederne 19.59.56 TV 2 News 01/01/10 26 0,9 Vejret 20.26.00 TV 2 News 01/01/10 22 0,7 News nyhederne 20.29.59 TV 2 News 01/01/10 23 0,8 Årskavalkade 5: Ramt af krisen 20.36.49 TV 2 News 01/01/10 31 1,0 NHL 20.19.24 TV 2 Sport 01/01/10 8 0,2 NHL -‐ 2. periode 20.32.38 TV 2 Sport 01/01/10 5 0,2 Stenkoncilet 19.59.24 DR K 01/01/10 14 0,5 Vores planet 20.06.29 DR HD 01/01/10 49 1,6

TV-‐Meter kørsler fra tv-‐kanalerne DR1 og TV2

1. Seertal for året 2009 kl. 06-‐02 mandag-‐søndag: DR1 TV2 Shr% 22,3 29,6 Rtg% 3,5 4,6 Rtg(000) 182,4 241,6


40/43

2. Seertal for året 2009 kl. 06-‐02 mandag-‐søndag fordelt på køn (Rtg%): DR1 TV2 Mænd 3,2 4,2 Kvinder 3,7 4,9


41/43

Bilag B

E-mailkorrespondancer med

Anders Riis Hansen, DR og TV2

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -


42/43

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -


43/43

Fodnoter 1 http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-16133138:tvstrid-om-blekingegadebanden.html 2 Http://mir.dk/spip.php?article6010. 3 http://da.wikipedia.org/wiki/Blekingegadebanden 4 Støyer, Rasmus: ”Dansen om Blekingegadebanden”. Politiken, 08.03.08 5 http://www.dfi.dk/FaktaOmFilm/Tal-og-statistik/Billetsalg/Billetsalg-for-danske-film-2009.aspx 6 Specialudsendelsen ”Før Blekingegade”, som blev sendt på DR1 tidligere samme år - d. 18. marts kl. 20.30 - i forbindelse med dokumentarfilmens kommende biograf-premiere, betragter jeg ikke som en del af tv-serien ”Blekingegadebanden”. 7 Støyer, Rasmus: ”Dansen om Blekingegadebanden”. Politiken, 08.03.08 8 Krediteringerne på ”Blekingegade”. 9 Ritzaus Bureau: ”Planlagt film bliver i stedet tv-serie”. Infomedia, 28.09.08 10 Første afsnit af ”Blekingegade” – indledende tekst. 11 Krefeld, Kirstine: ”Skulle aldrig være lavet”. Ekstra Bladet, 28.12.09 12 Primetime betyder den bedste sendetid. Definitionen af primetime varierer fra land til land da den hænger sammen med øvrige elementer i døgnrytmen, såsom hjemmesandsynlighed, hvornår aftensmåltidet er placeret og hvornår man sover (Kolstrup, Søren m.fl., 2009: 415) 13 Støyer, Rasmus: ”Dansen om Blekingegadebanden”. Politiken, 08.03.08 14 On-Z.dk: ”Pressemøde Blekingegadebanden”. On-Z.dk, 19.03.09 15 http://www.tns-gallup.dk/vores-markedsfokus/medier/printmedier/gallupkompas/kompas-segmenter.aspx 16 Http://mir.dk/spip.php?article6010 17 Støyer, Rasmus: ”Dansen om Blekingegadebanden”. Politiken, 08.03.08 18 Ritzaus Bureau: ”Danske filmstjerner med kriminel fortid”. Infomedia, 28.09.08 19 On-Z.dk: ”Pressemøde Blekingegadebanden”. On-Z.dk, 19.03.09

Documents

Vejen til den danske publikumssucces - Braintrust BASE · Metode og teori ... dette ud fra Murray Smiths teorier om fiktive ... sammenligningens skyld i denne opgave forholde mig