Troen & Ingen Et udskolingsprojekt om sorg og

sorgarbejde i kunsten

Folkekirkens Skoletjeneste

Frederiksværk Provsti

2011

2

Indhold

Indledning

Søren Huss: Troen & Ingen

Hvad er Sorg?

Døden i Bibelen

Trøst & Tro i Kristendommen

Bilag:

Begravelsestale, sognepræst Else Korsholm.

Læserbreve om at finde trøst i tro og salmer, Kristelig Dagblad.

Søren Huss taler ud om Ulykken, BT.

Holger Lissner: Guds fred er glæden i dit sind, DDS 678.

Jakob Knudsen: Se nu stiger solen, DDS 754.

Jakob Knudsen: Tunge sorte natteskyer, DDS 785.

Grundtvig: At sige verden ret farvel, DDS 538.

Johannes Møllehave: Levende hænder.

Rasmus Seeberg: Den jeg er.

Elevopgaver (1-9)

Vedlagt en CD: Søren Huss, Troen & Ingen

3

Indledning

Troen & Ingen – et projekt om sorg og sorgarbejde i kunsten

behandler døden som tema ud fra sorgens perspektiv. Projek-

tet tager udgangspunkt i sangeren Søren Huss personlige tra-

gedie, da han mistede sin kæreste i en lastbilulykke i 2007.

Det er projektets formål at vise, hvordan kunst både kan sætte

ord på de voldsomme følelser, der opstår i forbindelse med

tabet af en man elsker, og fungere som en slags sorgbearbejd-

ning for kunstneren såvel som for lytteren/læseren. Projektet

handler om sorg – og dermed også om tro, håb og kærlighed.

I læreroplægget belyses begreberne død, sorg og trøst ud fra

såvel en psykologisk som en teologisk vinkel. Oplægget rum-

mer forskellige elevopgaver og salme-/sangtekster af Holger

Lissner, Jakob Knudsen, N.F.S. Grundtvig, Johannes Møllehave

og Rasmus Seebach, der kan bruges som udgangspunkt for en

snak om elevernes egne erfaringer med og forestillinger om

sorg.

Vær opmærksom på, at emnet kan afføde voldsomme reakti-

oner hos elever, der selv har oplevet sorg.

Projektet har til formål at give eleverne kendskab til:

- Relationen mellem kunst, sorg og sorgarbejde. - Opfattelsen af døden i NT og GT. - Det poetiske sprogs omgang med død, sorg og trøst. - Troens muligheder for at give trøst til den troende. - Præstens rolle i forhold til de efterladte (Kirkebesøg).

Projektet kan med fordel kombineres med læreroplægget til

Hallowen & Allehelgen (4-6. kl.), der mere konkret behandler

død og begravelse ud fra et fokus på begravelsesritualet, be-

gravelsesformer og mindekultur. Læreroplægget hertil kan

downloades fra hjemmesiden www.fsfp.dk

4

Søren Huss – Troen & Ingen Af sognepræst Anders Kjærsig

Hvad har sorg med litteratur, poesi og musik at gøre? Svaret er en-

kelt: Ikke så lidt. Tænk på den europæiske litteratur fra Homer over

Bibelen til Cervantes, Shakespeare, Dostovjevski, Kierkegaard, Jakob

Knudsen, Søren Ulrik Thomsen og mange, mange flere. Eller tænk på

salmerne i den danske salmebog. Tænk på Kingo, Brorson, Grundtvig

og Ingemann.

Alle har de beskæftiget sig med sorgen og indkredset sorgens fun-

damentale træk gennem poesiens og litteraturens ord og billeder.

I det følgende vil jeg give en fortolkning af den danske rockpoet

Søren Huss’ seneste plade Troen & Ingen med fokus på sorgen. In-

den da vil jeg kort forholde mig til, hvordan kunstens sprog kan være

terapeutisk på sin egen elastiske og æstetiske måde.

Sorgen har vi umiddelbart to videnskabelige tilgange til. En psykolo-

gisk og en teologisk. Den ene tilgang er terapeutens, den anden

sjælesørgerens. Præster kan noget, psykologer ikke kan og vice ver-

sa. Af samme grund er der skrevet et hav af bøger om emnet: Sorg

og terapi – sorg og sjælesorg. Det skal jeg ikke komme ind på her.

Sorg og kunst

Hvorfor lave et projekt om sorg og litteratur? Eller sorg og kunst for

nu at brede det ud? Svaret er simpelt: Fordi litteraturen har beskæf-

tiget sig med sorgen og dermed givet et bud på en måde at omgås

sorgen på. Selv terapeutiske bøger har en hang til at anvende littera-

tur, når de skal eksemplificere deres teorier. Man kunne jo spørge:

Hvor går grænsen mellem en case story fra det virkelige liv og så et

eksempel hentet i litteraturen eller i kunsten?

5

I sognepræst Lisa Traps bog Sorgen – Den dybeste ære glæden kan

få fra 2010 er der flere eksempler på litterære henvisninger. Og det

skønt bogen ikke er et stykke litteraturfortolkning af sorgen, men

derimod en gennemgang af sorgens forskellige processer, erkendt

ud fra egen bitter erfaring. Her er der brudstykker fra både litteratu-

ren og rockpoesien. Lad os tage et par eksempler:

Every step I take, every move I make

Every single day, every time I pray

I´ll be missing you

Thinkin´ of the day, when you went away

What a life to take, what a bond to break

I´ll be missing you

Puff Daddy, 1997

”… og så tog sorgen varigt bo”

Lars Lilholt, 1994

Der er ingen, vi ikke kan

gøre noget for,

selvom det er umuligt.

Inger Christensen. Det, 1981

Hvad er det kunsten kan i forhold til den sjælesørgeriske samtale?

Så vidt jeg kan se, er der tre ting: For det første er der ikke oplevel-

sen af, at nogen trænger sig ind på ens integritet. Specielt ikke i en

situation, hvor man i al sin sårbarhed krænger de store følelser ud.

Der er altså ikke pres på én. Man bliver ikke spurgt ud, og man skal

ikke svare. Man er heller ikke i en samtale med et andet menneske.

Man taler med kunsten, og kunsten taler til én.

6

For det andet er der en større elasticitet ved at bruge kunsten som

sorgbearbejder. Den kan nemlig vedvarende åbne for nye perspekti-

ver alt efter, hvilke spørgsmål man stiller, og hvilket sindelag man er

i.

For det tredje er man ikke forpligtet på andet end sin egen søgning

efter meningen med det hændte. Og dermed sin egen beskæftigelse

med sorgen. På den måde er kunsten uforpligtigende og alligevel

afslørende og forløsende.

Søren Huss og det skete

Søren Huss er musiker, tekstforfatter og forsanger i rockbandet Say-

bia. I 2007 blev Huss ramt af en tragedie, der ændrede hans liv for

altid. Hans kone og lille datter blev kørt over af en lastbil i et højre-

sving på vej over en fodgængerovergang. Konen døde, og datteren

blev slemt såret, men overlevede. Fra den dag var Huss’ liv ikke det

samme. Han trak sig tilbage i sig selv og havde ikke længere energi

og overskud til at spille med sit band. Man hørte ikke mere til ham i

offentligheden.

Men i efteråret 2010, ca. tre år efter den skelsættende ulykke, ud-

kom en ny plade af Huss. Den er uden Saybia, og teksterne er alle

skrevet på dansk. Det er ellers ikke normal praksis. Alle Saybias san-

ge er på engelsk. Pladen har den rystende og dragende titel Troen &

Ingen og handler om de tre års tavshed, hvor Huss kæmpede med

døden, tabet og sorgen og det evigt rumsterende spørgsmål: Hvor-

for? Hvorfor skete det? Og hvorfor er det skete så uigenkaldeligt?

Og hvorfor skal jeg aldrig se min elskede igen?

Pladen er på alle måder Huss egen private eksistentielle måde at nå

til afklaring med det skete på. Ikke for at gennemskue det skete eller

komme bag ved det, men som en forsoning med det skete, der om

ikke andet giver mulighed for, at man på sigt kan leve på trods af

dette. Og vel og mærke uden at det ændrer noget ved fakticiteten.

Det skete er sket!

7

Albummet

Enten vil man blive suget ind af Huss´ hudløse ærlige sange om sor-

gen, eller også vil man føle sig frastødt og mene, at sangene er for

personlige og burde være blevet i dagbogen. Jeg hører til i den før-

ste gruppe. Selvom Huss ikke har f.eks. Sebastians talent for at om-

danne det dagligdags til magisk poesi (han kalder en grav en grav og

smerte for smerte), så føler han i den grad både smerten og musik-

ken, og de to, smerten og musikken, bliver ét på Troen & Ingen.

I en nation med tradition for at slå kraven op omkring ørerne og

klare den selv, vil Huss’ åbenlyse offentlige smerte som sagt falde

nogle for brystet. Men tidligere forsøg udi erkendelses- og beken-

delsesrocken viser, at det mest personlige godt kan ende som dét,

der kommer os alle allermest ved.

Tænk på John Lennons primalskrig Mother – om moderens døds-

ulykke, Ulf Lundells smertende skilsmisseplade Den vassa eggen og

selvfølgelig det tusmørke Lou Reed-album Magic & Loss, der med

sin blanding af jernhård realisme og magisk poesi har overraskende

meget tilfælles med Huss’ nye sange.

Troen & Ingen indeholder elleve afdæmpede sange. Her følger vi

Huss gennem vrede, fornægtelse, gråd, had og hele vejen frem til

noget, der ligner forløsning i albummets sidste og smukkeste sang

”Tak for dansen”. Sangenes titler er følgende:

1. Som mejslet i massiv granit

2. Velkommen hjem

3. Du er

4. Fra tanke til...

5. ... Hvorfor?

6. Svigt

7. Jeg finder vej

8. Intet er, intet bli'r

9. Et hav af udstrakte hænder

10. Troen og ingen

11. Tak for dansen

8

”Troen & Ingen”

Huss har selv udtalt, at han ikke er religiøs. Han har sunget i kirkekor

i fire år, så han er bekendt med salmer og liturgi. Men han er ikke et

troende menneske. Om han er kristen, ved jeg ikke. Det har han ikke

udtalt, så vidt jeg er bekendt. Men titlen signalerer et eller andet:

Troen & Ingen!?

Troen er der. Som begreb. Men den får følgeskab. Ikke med intet,

som man kunne have forventet, men med ingen. Det er troen og

ingen. Det er ikke troen og intet. Hvad menes der med det? Er det

troen på ingenting? Eller er troen på den ene side, og erkendelse af

ingenting på den anden side? Det kunne man godt forestille sig. Eller

er det en tro i kraft af det absurde, den tro, som Søren Kierkegaard

taler om. En tro, der i sidste instans skal måles på det afkald, man

giver. Sagt på en anden måde: Giver det mening at tro på en Gud,

når den selv samme Gud ladet en tragedie ramme én så hårdt, at

man mister det, man elsker højest? Er Troen & Ingen troens prøvel-

se? Det kunne man forestille sig. Titelnummeret lyder således:

Uendelige korridorer til kun svagt oplyste rum

umulige distancer for et begrænset intellekt

i en tragisk forestilling om egen formåen

vrides hjernen til sidste dråbe

Det ikke nok

slår ikke til

det så´n jeg har det

og så er det så´n det er

En dag så går jeg ud med glæde

mod den uendelige ro

op over livets vande

ad den allersidste bro

i ånden… til dig’

Det er ikke noget jeg tror

det er sådan det er

det det jeg ser

når jeg savner dig her

Dig

9

Troen er der. Eller troen på troen er der. Eller troen på, at der er

noget – ”Dig?” Hvordan det skal formuleres, ved jeg faktisk ikke. Den

danske lyriker Johannes Jørgensen har et digt med titlen At tro. Det

kan måske hjælpe os. Det lyder således:

At tro er at løfte sit Blik

til de evige Stjærner

og haabe mod Tvivl og vide mod Visdom,

at skjult i de svimlende Dybder

vaager der én, som vogter og værner.

At tro er at føle en Afgrund

under sit Liv og Virke –

en Afgrund af Mørke, en afgrund af Lys,

et Dyb af Jubel, et Dyb af Gys –

og vandre i Hverdagens Gader

som i en højtidelig Kirke.

Tro er en viden, man ikke kan vide sig sikker på. Eller tro er en viden,

der på trods af viden eller på tværs af viden ved, at livets udfald i

sidste instans er lagt over i Guds hænder. Det er Johannes Jørgen-

sens erfaring. Det er måske også Huss’ erfaring. Digtet peger lidt i

den retning. Det gør hele pladen også.

Coveret – fra grå til mindre grå

Coveret til albummet er ikke uvæsentligt for at forstå både album-

mets sammensætning og forløb på den ene side, og de processer

som sorgen gennemløber på den anden side. Tager man coveret ud

af albummet, der hvor teksterne er samlet, er det holdt i en orange

farve, der allermest minder én om glødens eller ildens farve. Det

passer også med flere tekster inde i coveret, hvor flammer og ild

optræder. Man kunne have forestillet sig en mere blodrød farve,

men det er det ikke.

10

Åbner man coveret, virker det i første omgang, som om det starter

med en sort side. Bladrer man derfra videre mod slutningen, bevæ-

ger tonerne sig i forskellige grå nuancer for til sidst at ende med en

hvid side. Men sådan er det ikke. Hvis man ser godt efter, er alt

nemlig gråt. Starter med en tung mættet grå, der bevæger sig hen

over mere kornede og lette grå farver for så at ende med en lysegrå.

Når jeg bruger ordet farve, er det egentlig en fejl. Grå er farveløst.

Indifferent. Både som farve og i overført betydning som en tilstand.

Alligevel er der nuancer i det grå. Grå kan udvikle sig og blive mindre

grå. Der er grå dage – som man siger. Men her er der ingen blå eller

lyse dage. Her er alt gråt. Til gengæld er der mere eller mindre grå

alt efter hvilken side af coveret, vi er på. Der er altså en bevægelse i

det grå – i sorgen.

Coveret og albummet som sådan kan både anskues vertikalt og hori-

sontalt i relation til en forståelse af sorgen. Horisontalt er der en

udvikling i de grå nuancer fra det mørke til det lyse. Det svarer til

sorgens udvikling ifølge klassisk sorgteori. Den består af fire faser:

Chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen.

Bevægelsen beskriver et forløb fra hændelsen over behandlingen af

det skete til en ny måde at være i livet på. Bevægelsen er kronolo-

gisk og horisontal.

Men coveret kan også anskues vertikalt. Så er der ingen bevægelse,

men derimod to parallelle stemninger, som mere eller mindre berø-

rer hinanden. Det svarer til den blå og røde streng i vores DNA. De

berører hinanden uden at falde sammen og opsluge hinanden. På

den måde fastholder man både døden, tabet og sorgen, parallelt

med mulighed for nye perspektiver. Begge dele kommer og går i

forskellige tempi og situationer.

11

På den måde åbner kunsten for fortolkninger og kan på en og sam-

me tid rumme både en vertikal og horisontal forståelse af sorgen.

Lad os gennemgå to sange af Huus:

”Et hav af udstrakte hænder”

Jeg kan se ham fra mit hjem

jeg har mødt ham på min vej

hørt de glammende venner

og det hvæssende gummeråb

det ublu spejl på al færden

med sin hærgede menneskekrop

som en der rent & uden tøven lod sig falde

da livets mildhed foldet sig ud

Måske var der ingen hænder

der rakte ned i bæstets frådende gab?

holdt ham fast indtil lysten til at være

kunne bære mer´ end flasken ud

måske ku´ de ikke nå det

før tiden løb og de skulle holde sig fast?

for ikke selv at smadres jordløs mod bænken

uden udsigt til andet end ham

Med alle drømme bristet…

Uden tro, uden håb

med et hjerte der skriger

”jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her”

Uden tro, uden håb

med et hjerte der skriger

”jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her”

blandt fældede træer…

Jeg har stirret op fra dybet

og jeg så et bølgende hav

af udstrakte hænder

der af kærlighed rakte ned

hold mig fast & holdt mig længe

at jeg til sidst kunne vriste mig fri

12

med viljen til selv at stå & holde

tanken om at leve ud

Fra alle drømme bristet…

Uden tro, uden håb

med et hjerte der skriger

”jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her”

Uden tro, uden håb

med et hjerte der skriger

”jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her”

blandt fældede træer…

Jeg har et hjerte der skriger

”Tak”

Musikken er holdt i et melankolsk tilbagetrukket beat, som mono-

tont kører derudaf, mens Huss messende fortæller teksten. Tekstens

jeg står og stirrer fra sit vindue ud i det åbne rum, ud på gader og

stræder. Steder han selv har gået, men nu betragter på afstand.

Sådan er det i vers et.

Senere bevæger han sig ud på det dybe vand. Her har han også stir-

ret. Stirret op fra dybet og set de frådende bølger. Det sker i vers

tre. De tre vers er bundet sammen af et omkvæd, der fastholder jeg-

personen i sin tabte tro og med et skrigende hjerte af smerte:

Uden tro, uden håb

med et hjerte der skriger

”jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her”

blandt fældede træer…

Teksten fortæller på samme tid tre historier, der er parallelle og

mere eller mindre vævet ind i hinanden. Den er både et stykke selv-

biografi, hvor vi følger Huss gennem byen og livet, men set fra den

sofa han ligger på. Og med udgangspunkt i det skete: Tragedien.

13

Men den er også et stykke socialrealisme, som handler om en per-

son, en marginaliseret bums, hvis liv er skrevet fast af de situationer,

han er mærket af, og som Huss umiddelbart betragter på afstand:

Jeg kan se ham fra mit hjem

jeg har mødt ham på min vej

hørt de glammende venner

og det hvæssende gummeråb

det ublu spejl på al færden

med sin hærgede menneskekrop

Den socialrealistiske læsning falder sammen med den biografiske, så

man fornemmer, at Huss alter ego bliver til bumsens tabte liv. Huss

er nemlig selv den forhutlede. Han ser nok bumsen på afstand, men

bumsen er ham, der ligger hjemme på sofaen og ikke kan finde mere

mening i livet end bunden af en tom flaske:

jeg kan ikke mer´

jeg tror jeg bliver liggende her.

Den tredje læsning kunne man kalde allegorisk. En allegorisk læsning

vil sige, at teksten handler om noget andet end det socialrealistiske

og det biografiske. Man kunne også kalde den allegoriske læsning

for den skjulte eller hemmelige mening bag ordene. Denne mening

er, så vidt jeg kan se, religiøs. Eller mere præcis: Kristen. Skifter man

jeg-personen ud med den ”lidende Kristus”, er det tydeligt. Den

”lidende Kristus” er bumsen, ham der går igennem smerte og død,

ikke fordi hans liv er en tragedie, men fordi han elsker det andet

menneske og derfor tager dette menneskets smerte på sig. Det lig-

ger nærmest i titlen: ”Et hav af udstrakte hænder”.

I andet vers spørges, ja nærmest skriges efter et par hænder. Det er

bønnen – hjælp:

14

Måske var der ingen hænder

der rakte ned i bæstets frådende gab?

Og i tredje vers rækkes hænderne ud. Det er velsignelsen - tak:

…..udstrakte hænder

der af kærlighed rakte ned

hold mig fast & holdt mig længe

Det minder om Jakob Knudsens salme: ”Se nu stiger solen af havets

skød”. Her står der i femte vers:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn

Havets mørke er dødens garn. Hænderne er Guds. Og hånden og

hænderne er billeder på Guds væsen. Han bærer, giver, former,

favner, rækker, tager og velsigner. Ord, som kun giver mening, hvis

der er en hånd bag ved. Man kan ikke forme, favne og række, hvis

ikke man har hænder. Det ligger i begrebet hånd: Hånden håndte-

rer, den tager og giver, den rækker og den bærer. Gud har hænder;

det har sønnen også. Han rækker og trækker mennesket, det lille

barn, op af bølgerne og ud til livet. Det samme sker hos Huss.

”Den lidende Kristus” er altså de ”udstrakte hænder”, som samler

Huss op af dybet, så han kan ryste sig fri og finde et muligt perspek-

tiv midt i sorgen. På den måde smelter Huss eget liv sammen med

bumsen og får til sidst mening ved at spejle sig i den kristne grund-

fortælling. Det er identifikationen mellem de tre skikkelser: Bumsen,

Huss og Kristus. Og det er styrken.

Kunsten bliver til sjælesorg. Ikke ved at være psykoterapeutisk, men

ved at indskrive det personlige liv, tragedien og sorgen i en universel

fortælling om det at være menneske. Og formidlet af poesien og

musikken. Huss er altså ikke kommet af med sorgen, men han har

15

flyttet sig. Det er stadig gråt, men det grå er blevet lysere. Det viser

den sidste sang: ”Tak for dansen”.

”Tak for dansen”

Alt er gået langsomt

og rolig væk fra ensom

mens dage fyldes, bristede

af alt det, der forbliver

Her går endnu én på hæld

på en frostklar himmelhvælv

binder slidte vandresko

går af sted for at finde

fred i et minde

Alle gader ligger øde, alt er stille

ser ind i stuerne der gløder

mærker varmen fra et hjem

med alle mine sanser, standser

indtil alle mine sanser, danser med dig

Åbner op & lukker ind

skæret fra dit lyse sind

stoisk rolige øjne ser

ind i alvorens mørke

Er tilbage i din favn

står ved døren med mit navn

ånd i ånd & kikker op

ser forbi strålekransen

hvisker ”Tak for dansen”

Der findes et sted hvor vi danser

”Tak for dansen” er albummets sidste sang. Den er mindst grå. Her

er hovedpersonen gået en tur en kold frost nat. Ikke for at lede efter

16

hende, han har mistet. Hun er uigenkaldeligt død. Til gengæld er

hun der stadig. Ikke som ren sorg, men som et minde om det, der

var. Sorgen binder altså det tabte til hovedpersonen som et kærligt

minde, der er ligeså uigenkaldeligt som døden. Der står:

Her går endnu én på hæld

på en frostklar himmelhvælv

binder slidte vandresko

går af sted for at finde

fred i et minde

Den danske filosof K.E. Løgstrup skriver et sted: ”I sorgen lærer man

skabelsens hemmelighed at kende”. Hvad menes der med det? For

Løgstrup vil det sige, at sorgen fortæller os, hvor stærkt og suverænt

vi er bundet til det andet menneske. Vi kan ikke slippe det, vi elsker

højest. End ikke døden kan tage det fra os. Huss bekræfter denne

tankegang. Slutningen af sangen viser det og med det slutter vi.

Åbent. Med et håb. Uden punktum:

Er tilbage i din favn

står ved døren med mit navn

ånd i ånd & kikker op

ser forbi strålekransen

hvisker ”Tak for dansen”

Der findes et sted hvor vi danser

17

Hvad er sorg?

Ud fra et psykologisk-terapeutisk perspektiv vil

man beskrive en sorgproces på følgende måde:

I kærligheden binder man sig til et andet men-

neske, og disse bindingers bånd hænger flag-

rende tilbage, når en nærtstående dør fra en.

Hvert enkelt bånd skal man have ’reddet i land

igen’ for at kunne leve med tabet. Hvert bånd

er knyttet via følelser, oplevelser, ord, blikke

etc. Derfor handler sorgprocessen om at gå

igennem alle disse udspring for kærlighedens

bånd, trække linerne ind og måske få knyttet

disse til et erindringsbillede, man kan bære i sit

hjerte til minde. Mindet kan ingen tage fra en,

men man skal vænne sig til, at det ikke fornyes

og forstærkes i fremtidige ord, blikke, hændel-

ser og berøringer.

For et mennesket, der er i sorg, er det svært ja, næsten umuligt at

finde trøst og lindring noget sted. Man kan dele sin smerte ved at

tale med en præst, en psykolog, familie eller venner. Men i bund og

grund er man alene om at sørge. Sorgen er personlig. Den forsvinder

ikke – og døden giver aldrig mening. Opgaven for den sørgende er at

lære at leve med tabet og finde andre meninger med livet, der kan

fylde vedkommende med ny glæde og omgive det tomrum og det

meningstab, der er opstået inden i ham eller hende.

Ved tabet af en nær, er man typisk i voldsom sorg et år. De fleste

mennesker gennemgår et forløb fra chok til erkendelse og accept af

dødsfaldet. I løbet af dette år skal man gøre alt uden den mistede.

Året og årene efter er det ikke længere første gang, man fejrer jul

eller fødselsdag uden sin nærmeste. Og selv om sorgen fortsætter

og på intet tidspunkt vil give mening, kan den føles mere kontrolle-

Sorg er Kærlighed

Sorg er den kærlighed, man ikke kan komme af med. Sorg er en følelsesmæssig relation, der er revet over, og som efterlader et menneske med et fravær, et hul, eller hvilket billede, man nu vil bruge, inden i.

”Sorgen er min kærlighed. Den er kærligheden, sådan som den ser ud i min elskedes fravær. Sorgen er en hjemløs kærlighed … ”

Bent Falk, Kærlighedens Pris,

Anis, s.144.

18

ret, fordi man nu kender til de fleste situationer i livet ud fra det

ståsted, at man ikke længere har sin kære hos sig.

Mange oplever, at en sorgproces ikke er et forløb, man kommer

igennem og lader bag sig. Sorgen bor i én, og man bor i den resten af

livet. Men sorgen er bevægelig og foranderlig over tid: Umiddelbart

efter et dødsfald fylder sorg det hele, og den sørgende færdes i en

snæver fysisk radius i eget eller afdødes hjem. Dag for dag udvides

denne radius og langsomt kan den sørgende bevæge sig ud i verden,

ned til skraldespanden, hen til købmanden, ringe til venner, sortere

den dødes ting etc. Nogle ting forbliver dog f.eks. dørskilte med

afdødes navn på.

Sorg er uønsket

Fra døden indtræffer og til begravelsen har fundet sted, er der ritua-

ler og procedurer for, hvad der skal gøres og ordnes. På samme må-

de er der uskrevne regler for bekendte og venners handlinger og ord

i forhold til de efterladte f.eks.: ”Jeg kondolerer.” Efter begravelsen

falder disse ritualer bort og efterlader i nogle tilfælde både den sør-

gende og venner i et orienteringsløst rum, hvor det kan være svært

at være sammen, fordi sorgen fylder så meget. I dansk kultur er

sorgen nærmest lige så uønsket som en smitsom sygdom. De fleste

venner, bekendte og kolleger ønsker at trøste den, der sørger – altså

at fjerne eller udviske smerte og sorg. Væk med den! Et ubehjælp-

somt forsøg på at trøste kan imidlertid opleves som en bagatellise-

ring af den kærlighed, der er årsag til sorgen, og som en miskendelse

af afdødes uerstattelighed og dødens meningsløshed.

Mange regner med, at sorgen fortager sig, ’bliver fikset’ efter en

årrække: ”nu er der gået halvandet år, så må hun da være kommet

over det.” Men sådan vil det ikke altid være. Det kan være svært at

stille skemaer op for, hvordan man skal agere over for en sørgende,

for nogle gange vil der være behov for at snakke lige ud om død, tab

og smerte – til andre tider vil det være en lettelse at tale om noget

19

andet og atter andre dage vil det være det rigtige at være stille

sammen eller simpelthen få noget praktisk fra hånden i fællesskab.

Kunst & sorgarbejde

Kunsten kan i nogle tilfælde hjælpe et menneske til

at komme igennem sorgens processer og dermed

gøre det muligt at leve med sorgen. Dette gælder

for den udøvende kunstner, der giver sorgen et

æstetisk udtryk. Men det gælder også for det men-

neske, der ser på et billede eller læser en tekst og

dermed indlever sig i og forholder sig til sorg gen-

nem et kunstnerisk udtryk.

Ud fra en psykologisk vinkel handler en vellykkede

sorgproces om at sige farvel, tage afsked med den

døde og lære at leve videre med tabet.

Nogle sørgende holder fast i sorgen som en måde at

fastholde kærligheden til den mistede og dennes

uerstattelighed. Andre kan omvendt have svært ved

at være i sorgen og tage den på sig og forsøger i

stedet at fortrænge den.

Ifølge teolog og psykolog Bent Falk gælder det om at

være dér, hvor man rent følelsesmæssigt er. Første

skridt i sorgprocessen er derfor, at den sørgende

kender og erkender sine følelser og smerten. De

mange modstridende følelser, der kan opstå i sor-

gen (som på samme tid kan være bagudrettet og

fremadrettet jf. Huss´ tekster), kan det til tider være

svært at genkende og lokalisere. Det er her, kunsten

kan hjælpe: Poesiens fortættede billedsprog ram-

mer ofte mere præcist de diffuse og komplekse in-

dre stemninger og følelser, man kan gå rundt med i

Kunst & katarsis

Den græske filosof Aristote-

les introducerede i sit filoso-

fiske skrift Poetikken begre-

bet Katarsis som tragediens

æstetiske særkende: Ved at

fremkalde frygt og medli-

denhed hos tilskueren, opnår

denne en følelses af renselse

eller forløsning i sindet.

Aristoteles, Poetikken.

Katharsis, (gr. 'renselse'), på

græsk brugt i både religiøs og

medicinsk sammenhæng.

Den Store Danske

Sorgens udtryk

I Danmark vender folk ofte

sorgen ind i sig selv.

I andre kulturer kender man

derimod til grædekvinder,

der som profession græder

og synger klagesange ved

dødsfald for at afværge

dødens dæmoniske kræfter.

Efter alt at dømme var

grædekoner kendt i det

gamle Israel (fx Jeremias'

Bog 9,16f.). Helt op i nuti-

den har fænomenet især

været udbredt i Mellem-

østen.

20

sorgen, end hverdagssproget gør. Og disse betydningsmæssige for-

tætninger kan fungerer som spejl eller rækværk, som den sørgende

kan gå langs og kende sig selv ved i sorgprocessen: Når verden synes

at gå under, kan den sørgende i det mindste have brug for at kende

sin egen undergangsfølelse. Og det kendskab er det muligt at få ved

at sætte ord på og bemærke forskellen mellem grå og mindre grå

dage.

Men, som sognepræst Anders Kjærsig skriver i sin fortolkning af

Søren Huss tekster, kan kunsten også fungere som sorgbearbejdning

ved at indskrive det personlige liv, tragedien og sorgen i en universel

fortælling om at være menneske, nemlig den kristne, som han så

fint viser, at Huss gør i sangen ”Tak for dansen.” (se side 14-15).

21

Sorgens faser & spor

I dag opdeles sorgen ikke i kronologiske faser, der afsluttes enkeltvis før

næste indledes: Chok, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen, nyoriente-

ringsfasen.

I stedet taler man inden for psykologien om følgende ’opgaver’ i sorgen:

- At erkende tabet

- At mærke og gennemleve smerten og vreden

- At kunne forandre sig i lyset af den indsigt, sorgen har givet én

- Og at kunne forandre sit bånd til det, der var og engagere sig i verden

igen – på de nye vilkår.

Men sorgen kan godt bevæge sig frem og tilbage mellem opgaverne –

det ene skal ikke afsluttes før det næste aktiveres.

Sorgen har to spor, der samtidig og på skift løber bagud og fremad:

Et tabsorienteret, bagudrettet spor – og et genopbygningsorienteret,

fremadrettet spor.

Fra: Lise Trap, Sorg – den dybeste ære sorgen kan få, RC. 2010

22

Døden i Bibelen

De fleste mennesker oplever døden som meningsløs. Døden griber

brutalt ind i livet og veksler nærhed til fravær, glæde til sorg – me-

ning til meningsløshed og smerte.

Erfaringen af døden som meningsløs svarer til det bibelske syn på

døden. I både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente er

døden noget entydigt negativt, en fjende af det oprindeligt skabte

liv. Dette skal ses i modsætning til f.eks. østlige religioners syn på

døden, hvor denne opfattes som en positiv befrielse af sjælen fra

legemets fangenskab.

Døden i Det Gamle Testamente

I mytens sprog udfoldes denne negative erfaring af døden i synde-

faldsberetningen (Første Mosebog 3). Her udlægges døden som en

straf og en forbandelse, som kom ind i verden og ødelagde livet,

sådan som det oprindeligt var tænkt.

Dødens negativitet viser sig også herved, at døden i det Det Gamle

Testamente er afslutningen på livet og ikke indgang til en form for

evig eksistens: Døden er karakteriseret ved Guds fravær og glemsel.

Hvor døden er, er Gud ikke, og hvor Gud er, er døden ikke. Døden er

indbegrebet af gudsforladthed. Det kommer f.eks. til udtryk i Sal-

mernes bog:

Blandt de døde er jeg spærret inde

som de dræbte, der ligger i graven,

Dem, du ikke længere husker,

for de er revet ud af din hånd (Salmernes Bog 88,6)

23

Teksten skaber et stærkt billede af døden som et sted, man spærres

inde. Døden er graven, dvs. mørke, isolation og glemsel. Adskillelsen

fra Gud formuleres i de sidste to vers, hvor døden river mennesket

ud af livet og ud af Guds hånd og ind i glemslen.

Død & opstandelse i Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente ændres opfattelsen af døden: Her hævdes

det, at døden er overvundet, og at dødens problem er ryddet til side

med Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Det Nye Testamente fastholder synet på døden som en fjende og

som straf over Adam og Evas ulydighed i Paradisets Have. Det nye

er, at Jesus har ’betalt’ straffen og besejret døden. Døden er der

stadig, men nu som overvundet. I bund og grund handler denne

overvindelse om, at døden ikke længere er forbundet med adskillel-

sen fra Gud.

Beretningen om de mange helbredelser og dødeopvækkelser, som

Jesus foretager, er udtryk for kampen mod døden og dens virknin-

ger, men det er Jesu død på korset, der er kulminationen på kampen

mod dødens magt. Ved Jesu korsdød er dødens magt definitivt over-

vundet. Sejren over døden bekræftes ved Jesu opstandelse fra de

døde.

At døden ifølge den kristne tro er overvundet, betyder dog ikke, at

den ikke mere findes som et biologisk faktum. Døden findes som

menneskelivets naturlige grænse, men det er Det Nye Testamentes

påstand, at døden har mistet sin magt. Det formuleres gennem en

direkte spørgen til selve døden i et af Paulus breve:

Døden er opslugt og besejret

Død, hvor er din sejr?

Død, hvor er din brod?

(Paulus, 1. Brev til Korintherne 15, 54-56)

24

Døden forestilles her som en hveps, der har mistet sin brod. Hvep-

sen er der stadig, men den har ikke længere magt til at stikke. På

samme måde kan man sige, at døden stadig findes, men den har

mistet sin brod og dermed sin magt til at skræmme og hindre livets

udfoldelse.

At dødens magt er overvundet betyder, at døden ikke længere er et

udtryk for gudsforladthed. Gud er med i døden, så ingen længere

skal dø for sig selv, og ligesom Jesus er opstået, skal alle de døde

genopstå, når han kommer igen. Denne tanke er det, man også kal-

der for det kristne opstandelseshåb.

Parallelt med tanken om en opstandelse, der finder sted efter dø-

den, findes også en tolkning af opstandelsen som en begivenhed

eller overgang, der indtræffer i det jordiske liv. Den forvandling, som

forventes at finde sted efter døden, har så at sige allerede fundet

sted i livet nu, i mødet med Jesus og troen på ham som Guds søn.

Det evige liv eller opstandelsen forstås her, ikke bare som livet efter

døden engang i fremtiden, men også som det liv, som Gud giver

indhold. Modsætningen forstås ikke som en fysisk død, men som det

liv der leves adskilt fra Gud.

Og selvom et menneske rammes af den fysiske død, berøves men-

nesket altså ikke det evige liv: ”Den, der tror på mig skal leve, om

end han dør (Joh. 11,25).”

25

Hvad er opstandelsestro?

1. Håbet på en forvandling når/efter døden indtræffer og evigt liv

hos Gud.

2. Troen på en forvandling, der sker i livet løbende, ja faktisk starter

i dåben. Opstandelseshåbet er, at et menneske altid har en fremtid

og mulighed i livet – og efter livet evigt liv hos Gud.

3. Opstandelseshåbet er både i folketroen og i den kristne poesi

troen på og håbet om et gensyn med sine kære efter døden.

4. Opstandelsestro kan være den erfaring, en efterladt gør, når et

elsket menneske dør, men bliver ved med at være en del af den

efterladtes liv. Altså erfaringen af at den døde ikke forsvinder ud af

den efterladtes liv, selvom han eller hun dør.

26

Trøst & Tro i Kristendommen

Ud fra et bibelsk-kristent synspunkt er døden

meningsløs. Kristendommen tillægger derfor ikke

døden mening, men lover blot den troende, at

han/hun i døden ikke er adskilt fra Gud. Tanken

om at den døde er hos Gud kan i nogle tilfælde

være en trøst for de efterladte.

På samme måde kan troen på Gud som de sør-

gendes Gud være en trøst for den efterladte, som

således ikke lades alene i sorgen.

Opstandelseshåbet – er det en trøst?

I Bibelen er der generelt ikke megen spekulation

om det evige liv. Alligevel har opstandelseshåbet

både i folketroen og i de danske salmer givet an-

ledning til forestillinger og håb om at gense afdø-

de familiemedlemmer og venner efter døden.

Dette håb om at overvinde døden også i den for-

stand, at man genser hinanden ’på den anden

side’ finder man for eksempel hos Grundtvig i

salmen Den Signede Dag, DDS 403 vers 7 skriver:

Se rejse vi til vort fædreland,

Dér ligger ej dag i dvale,

Dér stander en borg så prud og grand

Med gammen i gyldne sale;

Så frydelig dér til evig tid

Med venner i lys vi tale.

Sorg i Bibelen

Bibelen er fuld af eksempler

på sorg og fortvivlelse i

menneskelivet:

”I Rama høres råb, gråd og

megen klage; Rakel græder

over sine børn, hun vil ikke

lade sig trøste, for de er ikke

mere.”

Heller ikke for Rakel er der

trøst, for det vil aldrig give

mening at miste sine børn.

(Jeremias Bog: 31,15/

Matthæus: 2,18)

Livet er glæde & sorg

Mange salmer beskriver,

hvordan livet er godt og

glædeligt også selv om det

rummer sorgen:

Morgenstund

har guld i mund

og guld betyder glæde

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

N.F.S. Grundtvig (1853)

27

Eller i salmen At sige Verden ret Farvel, DDS 538:

Kom i den sidste nattevagt

I en af mine kæres dragt,

Og sæt dig ved min side,

Og tal med mig, som ven med ven,

Om, hvor vi snart skal ses igen

Og glemme al vor kvide!

Begge vers giver udtryk for håbet om at mødes med sine kære i eller

efter døden. Forestillingen om at være sammen igen trøster, fordi

håbet lukker op for den mulighed, at ’den hjemløse kærlighed vil

finde hjem´, savn blive vekslet til gensynsglæde – adskillelse og en-

somhed til nærhed og samvær.

Da Grundtvig i 1854 mister sin anden kone, Marie Toft, giver han i et

digt om hende udtryk for sit eget behov for at finde og fastholde

samhørighed gennem sproget:

Hun er ej død, hun sover kun,

Hun end har smilet om sin mund,

Og hun har varme kinder!

Saa sagde jeg den Aftenstund,

Da hun sov hen, som i et Blund

Den sødeste blandt Kvinder!

Grundtvig fornægter ikke døden, men erkender derimod behovet

for at fastholde Maries betydning, at hun stadig er en del af ham og

bidrager til at give ham en forståelse af, hvad hans liv var og er. Han

fortsætter i digtet med at sige, at hun er mere end kød og blod – og

på trods af den biologiske død, som lægen bekræfter, giver Grundt-

vig udtryk for troen på og håbet om et nyt liv i himlen:

28

Hun er ei død, hun sover kun!

Det siger om en liden Stund

Vor Drot på Kongestolen;

Da staar hun op og høit i Sky

Hun stiger med sin Lovsang ny

Med Glands som Middags-solen.

(Digtet er citeret fra Døden – at sige verden ret farvel, s. 159-160)

Grundtvig er et eksempel på, hvordan det poetiske sprog formår

den dobbelthed at udtrykke og fastholde adskillelse og samhørig-

hed.

Bibelteksterne er derimod ofte langt mindre entydige i beskrivelser-

ne af livet efter døden end salmernes poetiske udlægning, idet tid-

saspektet og fortolkningen af Gudsriget som både ’nu og endnu ikke’

findes i mange af de tekstpassager, der danner udgangspunkt for

opstandelseshåbet.

Jesus afviser flere gange spekulationer om Gudsriget og livet efter-

døden. Han bidrager dog et enkelt sted til forestillingen om et kom-

mende gensyn, nemlig i Matthæusevangeliet, hvor han taler om et

fremtidigt samvær i Himmeriget, da han sidder med disciplene og

deler brød og vin ved sit sidste måltid:

”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg

drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Matthæusevangeliet: 26,29

Igen er det dog vigtigt at bemærke, at tid og sted ikke er defineret:

Hvor er Gudsriget? På jorden? I Himlen? Hvornår finder det sted?

29

Nedenfor i boksen ses et udvalg af bibeltekster, der ofte bruges til

opmuntring, trøst og til at give håb i forbindelse med begravelser

eller sjælesorg. Fælles for citaterne er formuleringerne om samvæ-

ret med Gud, Gud som trøster, Guds styrke, kærlighedens magt:

Bibelord til opmuntring og trøst

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød han lader mig ligge i grønne enge, Han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, Han leder mig ad rette stier For sit navns skyld. (Salmernes Bog 23,1-3) Selv om jeg går i mørkets dag, Frygter jeg intet ondt, For du er hos mig, din stok og din stav er min trøst (Salmernes Bog 23,4)

Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. (Salmernes Bog 46,2)

Herren bevare dig mod alt ondt, Han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang Fra nu af og til evig tid (Salmernes Bog 121,2)

Stol altid på Herren, For han er en evig klippe (Esajas Bog 26,4)

Frygt ikke, for jeg er med dig, Fortvivl ikke, for jeg er din Gud (Esajas Bog 43,1 b)

Jeg ved ikke, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. (Jeremias Bog 29,11)

30

Herrens troskab er ikke hørt op, Hans barmhjertighed er ikke forbi, Den er ny hver morgen; Din trofasthed er stor. (Klagesangene 3,22-23)

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han

end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed

dø"

(Johannesevangeliet 11,25)

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min

faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at

jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?

(Johannesevangeliet 14,1-2)

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi le-

ver, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten

vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren"

(Paulus' Brev til Romerne 14,8).

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. (Paulus’ Første Brev til Korinterne 13,7-8a) Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornys dog vort indre menneske dag for dag. (Paulus’ Første Brev til Korinterne 4,16) I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. (Paulus’ første Brev til Thessalonikerne 5,5)

Han vil tørre hver tåre af deres øjne, Og døden skal ikke være mere, Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine Skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. (Johannes’ Åbenbaring )

31

Bilag

32

Begravelsestale

v/ Else Korsholm

Kære Mona. Kære Henrik, Bo og Lise.

I skulle slet ikke have været her i Gilleleje Kirke. Mona, du og Søren skulle

have været på Island. Dine og Sørens børn, svigerbørn og børnebørn skulle

have været i gang med at gøre det, man nu gør en helt almindelig fredag.

Været på arbejde og i skole.

I skulle slet ikke have været her i Gilleleje kirke i dag for at begrave jeres

mand og far.

Og der findes en sorg så stor, at man må bryde den ned i små bidder og

tage den ind lidt ad gangen.

Der findes helt almindelige søndag morgener, hvor verden går i stå, og hvor

man ved, at fra nu af, bliver intet som før. Fra nu af vil jeres verden være

for altid forandret. Du sagde det så fint den anden dag Henrik; at nu er

sommeren forbi for jer. Nu begynder et slags efterår.

Og jeg er sikker på, at der ikke er noget, alle de, der er samlet med jer her i

Gilleleje kirke i dag, hellere ville end at kunne hjælpe jer med at fordøje

sorgen. Hjælpe jer med at stykke jeres verden sammen på ny.

Det kan vi bare ikke. For ingen kan løfte jeres sorg og savn for jer – nu. Men

vi kan være sammen med jer i den. Og sammen med jer i erfaringen af,

hvor sårbart livet er. Hvor let dets tynde tråd kan knække og sende os alle

på en hvirvlende tur ud i intetheden og tomheden.

Vi kan være sammen med jer om at vide, at livet kan slutte på få sekunder.

På en helt almindelig søndag. Hvor man står i sit køkken og er ved at lave

morgenmad og glæder sig til at skulle rejse på ferie næste dag.

Vi kan være sammen om at vide, at det altid sker helt, helt uventet. Og for

jer alt, alt for tidligt. Midt i livet. Lige der hvor der både var meget godt at

se tilbage på, men også meget godt der skulle ske.

33

Lige der – midt i jeres hverdag, hvor I var, inden verden gik i stå, og hvor

Søren var og tog del. Med sit rolige og stilfærdige nærvær og sin oprigtige

interesse for alle jer, der var en del af Sørens liv. Med den rummelighed,

som I fortalte mig, var så kendetegnende for Søren. At han kunne rumme

din succes, Mona. Glæde sig over at det gik dig godt i det, du gerne ville i

dit liv, og vide at også det var Søren en stor og betydelig del af. At han kun-

ne rumme jer alle og glæde sig over det, I hver især var igang med og glade

for. Fordi Søren var en mand, der hvilede i sig selv. En mand der kendte sit

eget værd.

Og vi kan være sammen med jer om vreden over uretfærdigheden. Uret-

færdigheden over at det skulle blive sådan. Sammen med jer i meningsløs-

heden. For der er ingen mening i, at Søren skulle dø. Alle forsøg på at få det

til at give mening er og bliver frugtesløse. Det bliver skin-forklaringer. For-

klaringer der aldrig bliver nok for jer, for I ved dybt i jeres hjerter, at de ikke

er rigtige og sande. Fordi de ikke forklarer for nogen, hvorfor det er sket.

For når vi spørger til livet og søger en forklaring på det, så kan det ikke

nytte, at vi henvender os til hinanden. At vi søger forklaring her mellem

hinanden. Det ved vi instinktivt godt, men vi kan alligevel ikke lade være

med at forsøge.

Der hvor vi skal henvende os med spørgsmål, der drejer sig om livet og

derfor også om døden, det er der, hvor livet kommer fra. Gud selv. Livets

kilde og ophav. I Det Gamle Testamente er en fortælling om, hvordan Gud,

da han havde formet mennesket af agerjorden blæste livet ind i os ved at

ånde på os.

Og det er det, vi erfarer hver eneste dag, når vi ser på hinanden. At vi alle

har del i Guds livs-ånde, fordi vi lever. Og det er det, vi så smerteligt må

erfare når et menneske vi elsker har mistet livsånden. Hvor forandret dette

kendte og elskede menneske er. Fordi det ikke længer ånder.

Så det er også her, vi må komme af med vores vrede over, at livet er væk.

Her er det eneste sted, det giver mening at lægge vores klage og smerte og

savn.

Og hvad er det så for et svar vi får? Vi får det svar, at Gud elsker os. Et svar

der må klinge hult og uden mening for jer i dag. I vil have en forklaring på

34

et helt konkret hvorfor. Hvorfor skulle Søren dø fra jer? Og I får til svar, at

Gud elsker jer.

Men når jeg alligevel mener, at det er fornuftigt at bringe på bane i dag, så

er det, fordi det i virkeligheden er det eneste svar, der kan bruges til noget.

For det er til alle tider Guds svar til alle mennesker, der oplever lidelse. At

Gud selv har været der. Har prøvet det på egen krop. I Jesus Kristus. For

Gud levede og døde. Ganske som os. Han levede et menneskeliv med alt,

hvad det rummer af glæde og sorg – og kærlighed.

Og derfor kan han også svare troværdigt på vores ’hvorfor´, når det kom-

mer til døden. Han kender den lige så indgående, som vi gør. For også her

var han. Og hans svar var at sætte døden ud af kraft. At sprænge den magt

døden har over os og over vores liv. Det gjorde han, da han påskemorgen

forlod gravens mørke og lod lyset strømme derind.

Det betyder desværre ikke, at den død, I er jer alt for smerteligt bevidst i

dag, hvor I begraver Søren, er væk. Men det betyder, at den ikke bliver det

sidste der er at sige om Søren og om hans liv. For det liv fortsætter. Hvor-

dan, det ved vi ikke, men vi ved det fortsætter.

Og derfra skal I også hente jeres svar i dag. Et svar der lyder, at på den

anden side af selv det mørkeste, tungeste og sværeste, I nogensinde har

oplevet – selv på den anden side af Sørens død, der findes livet.

Det liv I fortsat skal leve med hinanden. Den glæde og gnist skal I til at finde

igen. Og derfor skal I blive ved med at gøre det, som jeg oplevede, at I var

så gode til den anden dag. At blande jeres sorg og savn med grin og gode

minder.

Sørens glæde ved naturen, især den nordiske. Den delte han med jer alle,

sådan som I fortalte om det den anden dag, især med dig, Henrik.

Og Sørens store interesse for teknik og for maskiner. For de maskiner, der

også skal følge ham her i dag. DC-3´erne og Sørens motorcykel, der var så

stor en del af Sørens liv, at den måtte være med her i dag.

I har bygget og skruet og kørt sammen med jeres far, Henrik og Bo. Både

kørt ture herhjemme og på langfart. Helt til Tromsø, Bo, da I besøgte Hen-

rik.

35

Og så har I også Sørens egne minder. Din far kunne fortælle, Lise. Om sko-

legang og ungdom i Helsingør og om sit vilde liv på Grønland.

Jeg ved godt, det kun er minder. Jeg ved godt, at de aldrig vil give Jer Søren

tilbage, og at det er en sorg som ingen af os, der er sammen med jer her i

dag, kan tage fra jer. En sorg over at have mistet Søren. For at miste er

noget man aldrig rigtig kommer over. Og det skal I heller ikke. For trøsten

til jer ligger blandt andet i det, at I har fået meget mere, end døden kan

tage fra jer.

Og så ligger trøsten i, at vi også herinde i kirken kan fortælle. Fortælle

hvordan Sørens liv og vores liv er vævet ind i Guds liv. Så fast at det aldrig

kan skilles ad. Selv ikke der, hvor vores liv må skilles. Ved dødens grænse.

Også der, i døden er Gud med os. Følger os i det liv der er på den anden

side. Hvordan det så end ser ud. … og se jeg er med jer alle dage helt til

verdens ende. Det er påskens fortælling, og den lyder sådan her.

36

At finde trøst i troen

Læserbreve, Kristeligt Dagblad

En mor mistede sin søn alt for tidligt. Troen på opstandelsen og det evige liv giver trøst […]

Kære brevkasse

Min dejlige søn var kun godt 30 år, da han døde for mindre end et

års tid siden. Jeg tror på Gud. Og jeg tror på, at jeg igen vil møde min

søn. Jeg tror, at han vil række sin hånd til mig, som jeg kan tage og

holde i kærlighed den dag, jeg selv skal dø. Jeg tror på et dejligt liv

efter døden, som for mig er en bro til himlens dejlighed i frihed og

kærlighed. Jeg elsker min dreng betingelsesløst og vil altid være

mor. Michelangelos billede i Rom af Maria med modersorgen og den

evige endeløse kærlighed til Jesus gav mig en smule trøst, for den

viser jo, at den er o.k. at bære.

Kristeligt Dagblad, 19. august 2011

37

Det kan have stor betydning at have en stærk tro, når man oplever sorg og tab. Det har en læser erfaret, som også finder trøst i bibel-vers og sangstrofer

Kære brevkasse

For godt et år siden mistede jeg min mand. Vi fik over 50 år sam-

men. Sidste sommer nød vi særligt intenst, for vi vidste, at det ikke

var en selvfølge, at vi blev ved med at have hinanden. Men hvem af

os, der først skulle herfra, vidste vi ikke. Min mand døde i september

efter et kort sygeleje, og de sidste døgn var vi ikke i kontakt med

ham, men det blev et meget tæt fællesskab med store og små i fa-

milien, hvor vi tog afsked med farfar og morfar og fulgte ham det

sidste stykke.

Mens min mand endnu trak vejret, lød der pludselig et sangvers i

mit øre: "Ej bør jeg sørge, og ej bør jeg klage, Jesus, min broder, er

altid mig nær, og han har lovet ved hånd mig at tage, frelst mig at

føre til hjemlandet der." Sangen står i Hjemlandstoner, nummer

124. Min mand var mig en god støtte på alle måder. Når vi gik ture,

tog han mig tit ved hånden. Somme tider tænkte jeg, at han nok

bedst kunne klare det praktiske, hvis han blev alene. Gud valgte at

tage ham først; men verset, som Gud talte i mit øre, tog jeg til mig.

Jeg har erfaret, at det er sandt.

Da jeg få dage efter skulle til at være alene, gik jeg ind i mit hjem i

Jesu navn og takkede for den hjælp, han ville give mig. Da jeg åbne-

de døren ind til forstuen, var det, som om hans fred slog mig i møde,

og som om kærlighed fra min mand strømmede ned fra væggene,

som han havde dekoreret med billeder. Sådan er det stadig. Ved

gudstjenesten den efterfølgende søndag var teksten om: "ikke at

bekymre sig for dagen i morgen, men søg først Guds Rige og hans

retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift".

Da en af mine venner for nogle år siden mistede sin mand, spurgte

jeg: "Hvordan bærer du dig ad med altid at møde os med et smil, når

38

du har haft så stort et tab?". Hendes svar var: "Det kunne jeg heller

ikke, hvis ikke jeg hver morgen sagde: ”Tak, Jesus, for den hjælp, du

giver mig i dag". Så nu begynder jeg også hver dag med den samme

takkebøn. Han har aldrig svigtet. Når vi takker, åbner vi op for at

kunne modtage. Man har brug for mennesker at være sammen med.

Noget, man kan være optaget af, noget godt at læse eller lytte til,

eventuelt arbejde i en genbrugsforretning.

Da jeg mistede min ældste datter for snart længe siden, valgte jeg at

tænke på alle de gode minder fra hendes tid. Det samme valg har

jeg gjort efter tabet af en elsket ægtefælle. Da min yngste søn fik en

sygdom i sit bevægelsesapparat, opmuntrede jeg ham til at se det,

han kunne være glad for. Nu glæder han sig over den omsorg og

gode pleje, han får. Det er ikke af egen kraft, men med den hjælp,

som Gud giver fra dag til dag. Den er for alle, der vil åbne op og tage

imod.

Venlig hilsen Irene

Kære Irene

Tak for din beskrivelse af vigtige erfaringer, efter at du har mistet

din gode ægtefælle og livsven. Det er godt at høre, at I havde mange

værdifulde år sammen, og at du tænker tilbage på gode hverdags-

stunder. Specielt er det fint at læse sætningen om, at han ofte tog

din hånd i sin. En almindelig hverdagsepisode kan nogen måske

tænke, men ikke desto mindre kan det være en handling, der gør så

godt, og som sætter langvarige spor i et andet menneske. Måske

kan sådanne kærlige hænder mærkes næsten fysisk lang tid efter, og

tanken om en sådan hånd kan varme i sindet i mange år. Måske skal

alle vi, der læser dit brev, tænke på, hvor vigtigt det er at trykke en

andens hånd på helt almindelige hverdage, mens vi har livet og hin-

anden. Pludselig er der en dag, hvor vi ikke kan gribe efter andres

hænder mere. Selv for mennesker, der har levet sammen i mange

39

år, er gode, varme håndtryk ikke altid en selvfølge. Og da kan sorgen

over at have mistet og sorgen over de få håndtryk, man fik under-

vejs, let komme til at fylde.

Tak også for din beretning om de håndtryk, du har oplevet fra din

Gud. Måske er der en sammenhæng mellem trygheden i din mands

hånd og den hånd, du har fået lov at mærke fra Ham? Det er en stor

styrke at vide sig i en større hånd, når nye hverdage skal erobres

alene. Det er opmuntrende at læse om den hjælp, du erfarer gen-

nem din forankrede tro og om den konkrete måde, du har oplevet at

blive styrket på efter din mands død. Med de mange vanskelige ting

i dit liv, som du nævner omkring sorg og tab hos dine kære, har du

ellers haft god grund til at bekymre dig og miste modet. Måske har

det, at du har været elsket af en anden i så mange år, bidraget til et

positivt blik på livet, selv når det er barskt. Og måske er du også fra

Vor Herres hånd blevet udstyret med den evne, som fastholder det

gode midt i det sorgfulde. Det er en stor gave.

Vi har også lyst til at minde om, at der er mennesker, som ligesom

dig har troen på Gud som deres vigtige livsværdi, og som af hjertet

ønsker at kunne møde livets tab og udfordringer med livsmod og et

positivt syn, som alligevel må erfare, hvor svært det kan være. Nogle

får endda i tillæg depressive reaktioner og håbløse tanker eller be-

kymringer som ledsager, når tab og sygdom banker på. Da kan byr-

den blive svær at bære. For i en sådan situation kan de måske kom-

me til at tænke, at Gud har forladt dem, eller at deres tro ikke er

stor nok. Derfor kan det være vigtigt at understrege, at lige så meget

som det er sandt, at troen og taknemmeligheden til Gud er en styr-

ke, og at vi kan åbne os for den, lige så sandt er det, at vores men-

neskelige reaktioner ikke er målestok for troens kvalitet eller Guds

nærvær. Bibelen nævner adskillige steder, at hans kærlige blik og

omsorg også er rettet mod dem, der er modløse, sorgfulde, og som

ikke kan finde vej. Er man blandt dem, har man lov til at kalde på

Gud og vide, at selvom man ikke altid kan fange det og fastholde

det, så ved Vor Herre, hvad det vil sige at være menneske med glæ-

40

de og mod, men også med sorg og fortvivlelse, og når håbet er svært

at få øje på.

Når vi læser dit brev, kommer vi til at tænke på, at der er en rigdom i

at kunne salmevers, sangstrofer og vers fra Bibelen, som så at sige

kan "dukke frem", når man trænger til det. Det kan måske inspirere

vore læsere til at samle sig gode forråd i deres liv ved at synge, lytte

og læse gode ord, som kan lagres i sind og tanke og som kan vise sig

at blive til hjælp og trøst på helt andre tidspunkter i ens liv. For sig

selv eller ved gode samvær med andre i alle aldre.

Kristeligt Dagblad 29. oktober 2010

41

Søren Huss taler ud om dødsulykken af HENNING HØEG. BT, den 5. oktober 2010

Mens kæresten lå i en kiste og datteren lå i respirator på Rigshospitalet, begyndte sangene til Søren Huss’ første solo-album langsom at tage form. Det var nødvendig og naturlig terapi

- Musik har altid været det rum, jeg kunne gå ind i og finde trøst, uanset, hvad der ellers skete i verden. Det var det også den aften. Helt nødvendigt og naturligt.

Sådan fortæller Søren Huss om den aften i december 2007, hvor hans kæreste og deres lille datter blev kørt over af en højresvingen-de lastbil i Valby.

Kæresten blev dræbt på stedet. Datteren overlevede med nød og næppe. Men til alt held kom hun sig. Og i dag forsøger de to nu at genopbygge tilværelsen uden deres mor og livsledsager.

I lang tid tvivlede Søren Huss på, at han nogensinde igen ville blive aktiv i musiklivet.

De nye toner og sange, var nemlig ikke nødvendigvis ment som an-det end privat terapi

Men langsomt tog projektet form.

Og 18. oktober udkommer solopladen "Troen og Ingen" – en titel inspireret af de hårde tider efter ulykken.

Søren Huus forklarer:

- Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensinde havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden. Det er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Sådan er musik. Der er jo på en måde håb i de fleste toner.

Saybia har i de seneste ti år været én af Danmarks bedst sælgende grupper. Og forhåbningerne til soloalbummet er derfor også store.

Men cd-salg eller ej, så var udgivelsen nødvendig for Søren Huss.

- Pladen er på mange måder et kvanteskridt for mig. Dels synger jeg om det værste, et menneske kan opleve og noget meget privat. Dels synger jeg for første gang mine egne tekster på dansk. Men begge dele er en stor befrielse for mig, siger Søren Huss.

42

Guds fred er glæden i dit sind, DDS 678

Mel.: Guds fred er mer end englevagt

O Herre Krist! Dig til os vend.

1. Guds fred er glæden i dit sind, når morgenlyset vælder ind, når nattens drømme svinder hen, og livet synes godt igen.

2. Guds fred er styrken i det ord, der søger dig, indtil du tror, at det, som ser umuligt ud, dog er en mulighed for Gud.

3. Guds fred er sangen i dit blod, Når kærligheden gir dig mod Og lyst og kraft og overskud, Så du formår at holde ud.

4. Guds fred er løftet på den dag, Hvor du har lidt dit nederlag, Men Kristus kommer ind til dig Og siger mildt: din skyld tager jeg.

5. Guds fred er trøsten i dit savn, Når sorgen tager dig i sin favn, Et stædigt håb, der tror og ved, Vi lever i Guds evighed.

6. Guds fred er lyset i den nat, Hvor døden griber i dig fat, Men Kristus bryder ind med sit: Giv slip, for dette barn er mit!

7. Kom Jesus Kristus, kom herind, Og giv mit trætte, bange sind Den fred, jeg kun kan få af dig, Og som du selv har lovet mig.

Holger Lissner 1983

43

Kommentar til salmen

Salmen er skrevet til de Danske Kirkedage i Silkeborg, 1983, hvor det

tidstypiske tema var ’fred’. Salmen skulle svare til Kristi hilsen til

apostlene påskedagsaften ”Fred være med jer” (Johannes-

evangeliet 20,21).

Fred er et centralt begreb i kristendommen, og salmen bruges ofte i

forbindelse med begravelser.

Teksten kredser om modsætningerne mellem lys og mørke, liv og

død, dag og nat. Den prøver at indkredse Guds fred i forhold til disse

modpoler i livet og sindet. Guds fred er værnet mod det totale kaos i

menneskets sind, det er en aktiv Guds kraft forstået som:

- Glæden ved lyset, der overvinder mørket (v1)

- Et opsøgende ord, der overbeviser og viser udvej (v2)

- Kærligheden mærkes i blodet og giver mod, lyst og kraft (v3)

- Tilgivelse (v4)

- Trøst til fortsat liv (v5)

- Det evige livs kamp mod døden (v6)

- Kristi komme (7)

Vers 5 giver trøst til den sørgende, og fastholder, at håbet om at

leve i Guds evighed kan trøste den sørgende i dennes sorg over ta-

bet af en kær.

Vers 6 kan både læses som en trøst til den døende selv og som en

trøst til den sørgende, idet begge kan have brug for at vide, at der

bliver taget hånd om den døende/døde – at vedkommende er hos

Gud og har Guds fred i døden.

44

Se, nu stiger solen af havets skød, DDS 754

Mel. Lars Nielsen 1891 Oluf Ring omkring 1915

1. Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

2. Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

3. Takke ham, som gav mig, når sol står op,

selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4. O, at jeg tør favne dig, skære dag,

kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,

did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud!

6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.

7. Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!

Jakob Knudsen, 1891

45

Kommentar til salmen

Salmen Se, nu stiger solen af havets skød er umiddelbart en beskri-

velse af en smuk og livsbekræftende solopgang, der gør det muligt

for digtets jeg at fryde sig over livet på trods af døden. Ved nærmere

eftersyn, ses imidlertid et ekstra lag af betydning, for solopgangen

bliver i digtet foldet ud som et opstandelsesbillede.

I salmens 6. vers knyttes døden sammen med natmørkt hav og gra-

ven og specielt billedet dødens garn, vidner om en opfattelse af

døden som noget, der isolerer mennesket fra verden og lukker sig

omkring det: Et garn fanger man i daglig tale fisk i, så dødens garn

betyder altså her, at mennesket fanges, når livet rinder ud. Pointen i

strofen er imidlertid, at Guds hånd river tekstens ’jeg’ (mennesket)

ud af dødens garn. Ligesom i Det Nye Testamente ses forestillingen

om, at Gud er til stede i døden, at vi ikke overlades alene i døden,

men er i Guds hånd (hænder). Salmen siger også: Jeg er hans barn

og fortæller herved, at Gud passer på digterjeget og dermed på

mennesket.

I salmens 7. vers formuleres en forestilling om og tro på opstandel-

sen, for i det øjeblik, Guds hånd river mennesket ud af dødens garn,

stiger solen op, og dødens skygger forsvinder for evigt. Netop denne

bevægelse mod lyset – og lysets oplysning og magt over skyggerne

og døden er en poetisk måde at fortolke Det Nye Testamentes på-

stand om overvindelsen af døden: I Det Nye Testamente er Kristus

lyset, livet og opstandelsen, ligesom Gud for digteren er til stede i

lyset, og lyset besejrer mørket og døden. I anden sidste strofe bruser

en sejersjubel og en salig lyst, dvs. en glæde, der peger på frelse- og

opstandelsestemaet. Salmens billedlige styrke er forståelsen af liv og

døds, lys og mørkes samtidige eksistens. Den fysiske død benægtes

altså ikke, men (opstandelses)lyset omkranser (døds)mørket, som

solopgangen hver morgen indrammer verden.

ORDFORKLARING

Lysvæld bagved lysvæld = Mytologisk klingende kaldenavn for Gud,

lysets skaber og ophav

Lyst = Glæde.

Salig = En lykke, der stammer fra Gud eller en frelsestilstand efter

døden.

46

Tunge, mørke natteskyer, DDS 785

Jakob Knudsen, 1890

Mel.: Carl Nielsen 1917

1. Tunge, mørke natteskyer op ad himlen drager, hjem til skovs af marken fly'r hist de sorte krager; skumringen sig breder ud, det er mørkt omsider. Vær os nær, du kære Gud, medens natten lider!

2. Vær mig nær, thi uden dig ensomhed mig truer; vær mig nær, thi uden dig jeg for mørket gruer! Hold mig med din faderhånd, så jeg dig fornemmer; fri mig ud af mørkets bånd, så min frygt jeg glemmer!

3. Lad mig føle, hver gang når livet blir mig øde, at du, Fader, hos mig står, og i sådan møde; og når natten i mit bryst hjertet vil omlejre, o, da skænk mig livsens trøst, vind mig lysets sejre!

4. Og når dødens nat engang over mig sig sænker, lad mig høre morgensang, førend ret jeg tænker: dine fugles morgensang i den høje sommer, der, hvor dag er altid lang, natten aldrig kommer!

5. Tung og mørk den tavse nat over jorden spænder, hist kun bag et vindve mat vågelys der brænder. Du, som lindrer sorg og nød, al vor synd forlader, lyser op den mørke død, tak, du lysets Fader!

47

Kommentar til salmen

Salmen Tunge mørke natteskyer handler om gudsforholdet i livet og

i døden, om hvad det vil sige at være menneske med fortvivlelse,

uro og angst – og om at finde trøst og ro hos Gud.

På overfladen er der tale om et naturbillede – et skumringslandskab

i sort/hvid tuschstreg, hvor krager flyver hjem til skoven. Men alle-

rede i første vers, bønfalder digter-jeget Gud om at være nær i nat-

ten, og man fornemmer, at der er mere end natteskyer på spil. Eller

at disse natteskyer tids- og betydningsmæssigt glider mod en tunge-

re nat end den, der hver aften afløser dagen: Natten symboliserer

og billedliggør døden, og digter-jeget beder nu om at mærke Gud,

når han ikke gør det og at blive taget i Guds Faderhånd, så han kan

føle sig tryg og slippe sin frygt.

Mod slutningen kommer digter-jeget til den nat, som er dødens nat,

altså den faktiske biologiske døds skel. Også her bønfaldes Gud om

at være der og oplyse dødens nat: Du, som lindrer sorg og nød/al vor

synd forlader/lyser op den mørke død/tak, du lysets Fader! Ordet tak

afslører, at stemmen i salmen tror på og finder trøst ved og ro i, at

Gud er lysets fader, der sejrer over døden, som lyset over mørket.

Digtets billedside arbejder med lys og mørkes gensidige omkrans-

ning: I 1. vers breder skumringen sig ud som naturfænomen. I 2. vers

beder digterjeget om at blive holdt (omsluttet) af faderhænderne. I

vers 3 omkranses hjertet af mørket, dvs. at mennesket i sin hverdag

kan opleve angst. I vers 4 går digtet fra den daglige nat til dødens

nat, der en dag vil sænke sig og altså brede sig ud over eller omkran-

se digterjeget. I vers 5 spænder det tunge mørke over hele jorden og

skaber en pendent til 1. vers, hvor skumringen som naturfænomen

breder sig ud. Teksten beskriver altså mørket, der lægger sig over

skoven parallelt med nattens omkransning af hjertet, livet og jorden

som et vilkår, men installerer samtidig Gud som et trøstende våge-

lys, der oplyser mørket, altså døden.

48

At sige verden ret farvel, DDS 538 Mel.: A.P. Berggreen 1849 Thomas Laub 1921. Otto Mortensen 1982 Lær mig, o skov, at visne glad O, kommer hid dog til Guds Søn

1. At sige verden ret farvel i livets gry og livets kvæld er lige tungt at nemme; det lærtes aldrig her på jord, var, Jesus, ej du i dit ord hos os, som du er hjemme.

2. Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,

når hjertet skjalv, og gråden randt, og verdens bølger bruste, ved støvet hænger dog min sjæl, og slangen bider i min hæl,1 skønt du dens hoved knuste.

3. O Jesus, Herre, broder sød!

Du kender bedst den bitre død, du har den overvundet; vor skabning grant og kender du, ved godt, vi alle ser med gru vort timeglas udrundet.

4. O, kom du, som engang, jeg ved,

du i din Faders herlighed skal klart dig åbenbare, var det i gry, var det i kvæld, jeg skyndte mig med kort farvel i sky til dig at fare.

5. Men kommer døden førend du,

kom da i løn' og kom i hu, hvor mørkt der er i graven! Omstrål mig, så jeg glemmer den, salv øjet på din syge ven, så jeg kan se Guds-haven!

6. Kom i den sidste nattevagt

i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om, hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide!

49

7. Kom, som du vil! jeg ved det vist, du selv har sagt, at her og hist du kendes vil på røsten,2 den røst, hvorved trods verdens larm os hjertet brænde kan i barm og smelte hen i trøsten.

8. O, lad mig i min sidste stund det høre af din egen mund, som Ånd og liv kan tale, hvor godt der er i Himmerig, og at du stol har sat til mig i dine lyse sale!

9. Før døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertets varme, indslumre skal jeg da med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i dine frelserarme.

N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845. 1 Første Mosebog 3,15

2 Johannes-evangeliet 10,4

50

Kommentar til salmen

Salmen At sige Verden ret farvel handler om det umulige for men-

nesket i at tage afsked med livet. Mennesket hænger ved livet og

kan kun tage ordentligt afsked ved at lade sig skænke evangeliets

trøst.

Salmen er en bøn om, at tid og evighed må smelte sammen i evan-

geliets trøsteord. Sammensmeltningstemaet ses i hvert vers som

menneskets dødelighed sat i relation til Jesu lidelseshistorie.

Salmen er en hudløs ærlig indrømmelse af, hvordan mennesket el-

sker livet og frygter døden. Dødens definitive skel og den konkrete

dødstivhed som modsætning til livet og det brusende, varme blod

billedliggøres med udtrykket Dødens Istap-hånd.

Samtidig er salmen en fortrolig bøn til Jesus, der udtrykker digterje-

gets tro på og håb om et paradisisk liv i himlen efter døden – et ef-

terliv, der er godt og lyst, og som han trygt og uden frygt kan overgi-

ve sig til.

Ordforklaring

1. Gry og kvæld = morgen og aften. 2. Nemme = lære, forstå, indse 3. Skjalv = skælve 4. og slanger bider i min hæl = billede på arvesynden (jf. 1.

Mos. 3,15) 5. Grant = klart 6. Fare = rejse, drage af sted 7. I løn = det skjulte 8. Kom i hu = husk på 9. Gudshaven = paradis 10. Kvide = sorg og smerte 11. Vist = sikkert 12. Her og hist = på jorden og i himlen 13. Rart = sjældent, enestående 14. Lyst = glæde

51

Levende Hænder

Tekst: Johannes Møllehave

Musik: Anne Linnet

Tungt er dit åndedrag

Tungt og vi erkender

Livet skal slutte så ungt

Men vi tror du falder i levende hænder

Tæt på dit sidste minut

Dine muskler spænder

Alle kan se det er slut

Men vi tror du falder i levende hænder

Ingen kan nå dig mer’

Her står dine venner

Hjælpeløst ser vi det sker

Men vi tror du falder i levende hænder

Udenfor alle ord

Og de tanker vi sender

Afgrunden er så stor

Men vi tror du falder i levende hænder

Stumme og bange fordi

Dit livslys forbrænder

Om lidt er det hele forbi

Men vi tror du falder i levende hænder

52

Den jeg er / Rasmus Seebach

hey hey hey hey hey hey Josephine Det hedder Nico´s lille pige Her er et billede af dit barnebarn og ”hønsepigen” Nu har hun fået 12 igen Ja, jeg ved ik hvor hun har det fra Det tog mig 29 år Men jeg fatter det nu Nu har jeg gjort lige som du sagde jeg sku´ ”syng knægt, bare syng!” Og det gør jeg så Ka´ du høre mig? Jeg lukker mine øjne Og jeg hører dig sige “passer du på mor Nicolaj og Marie?” Ja far, det gør jeg Og vi har det godt Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke og sig undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Den jeg er Den jeg er Hey hey hey hey hey hey hey hey Selvom mor hun som altid knokler ja så skal hun også nå at købe blomster og hun sætter dem på din grav her ser så fint ud

53

og mor´s nye ven han er go’ nok han ved at du er hendes helt store kærlighed men de hygger sig, hygger sig Det tog mig 29 år men jeg fatter det nu nu har jeg gjort lige som du sagde jeg sku’ ”Syng knægt, bare syng!” Og det gør jeg så Kan du høre mig? Ned af Frederiksberg Allé lægger vejen forbi Hilser dig fra Mor, Nicolai og Marie Vi savner dig hver dag Men vi har det godt Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side Hey hey hey.. Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side På den anden side På den anden side På den anden side På den anden side Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke og sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Den jeg er

54

Elevopgaver

55

Tekstanalyse – Elevark

Rasmus Seebach, Den jeg er

Teksten er en sang fra Rasmus Seebach til sin far, der var en

kendt popmusiker. Teksten beskriver livet efter faderens død:

Livet der er fortsat uændret – og livet der har forandret sig.

Opgave

1. Læs teksten og lyt til sangen på You Tube

http://www.youtube.com/watch?v=Rdy7S8zAToA

find linket på www.fsfp.dk/materialer

2. Hvem er teksten henvendt til?

3. Hvad har ændret sig efter faderens død?

4. Hvad er uændret?

5. Hvad er tekstens besked til faderen?

6. Tror du, sønnen har brugt denne tekst som et led i sin

egen sorgproces? Hvad taler for det?

7. Hvad har sønnen indset efter faderens død?

8. Hvad referer titlen: Den jeg er til i forhold til tekstens

pointe og forholdet mellem far og søn?

9. Hvilket håb udtrykker verset nedenfor?

Hvorfor skifter rytmen til Reagae i dette vers?

Hvad understreger det i forhold til teksten?

Jeg ved godt at du siger

der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side

Hey hey hey.. Jeg ved godt at du siger

der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side

56

Opgave til opstandelsestemaet – Elevark

Billeder & Symboler

Læs sang- og salmeteksterne: a. Se nu stiger solen, DDS 678 (Jakob Knudsen) b. Levende hænder (Johannes Møllehave) c. At sige verden ret farvel, DDS 538 (Grundtvig)

1. Hvordan udtrykkes OPSTANDELSESHÅBET i teksterne?

a.

b.

c.

2. Hvilke billeder bruges om GUD og JESUS?

a.

b.

c.

3. Hvordan finder digter-jeget TRØST i de tre tekster?

a.

b.

c.

57

Opgave til Troen & Ingen – Elevark

Søren Huss, Fra tanke til …

Fra Tanke til…

Jeg går rundt i hus med kælder

et skrigs rædselskabinet

dernede i den fjerneste afkrog

står den & ulmer

Jeg har forseglet en kiste med had

jeg har forseglet en kiste med skyld

jeg har forseglet en kiste med mord

blindt raseri

med øje for øje, tand for tand

Jeg går rundt i et hus med kælder

en psykes understrøm

i kimen til alverdens ondskab

står den & ulmer

Jeg har forseglet en kiste med had

jeg har forseglet en kiste med skyld

jeg har forseglet en kiste med mord

susende blod

med øje for øje, tand for tand

Hey!

Hvis du så meget som hvisker hendes navn

hvisker hendes navn

hørbart for andre end dig selv & dine

ansigt til ansigt, mand mod mand

Fra tanke, fra tanke til ….

Spørgsmål

1. Læs og analyser teksten

Fra tanke til…

2. Hvilket udtryk stammer

sangens titel fra? Hvad be-

tyder det?

3. Hvilke følelser handler san-

gen om?

4. Hvad er det for en kælder,

der tales om?

5. Hvad refererer kisten til?

6. Find musikvideoen til san-

gen på YouTube: Se og lyt!

http://www.youtube.com/watch?

NR=1&v=shg0sw1vX4g

7. Hvad handler videoen om?

8. Hvordan er det liv, der skil-

dres?

9. Hvorfor fylder hud, hår,

blod, jord, mad og knive

meget i videoen?

10. Kameraet helt er tæt på

motivet. Hvad betyder det i

skildringen af personens

følelsesmæssige tilstand?

11. Sammenlign tekst og video.

12. Hvor udtrykkes titlen Fra

tanke til … i musikvideoen.

58

Opgave til Troen & Ingen – Elevark

Søren Huss – Jeg Finder Vej

”Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensinde havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden. Det er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Sådan er musik. Der er jo på en måde håb i de fleste toner.”

Søren Huss taler ud om dødsulykken, BT 2010

1. Analyser tekst og titel.

2. Sammenlign teksten med Sørens Huss udtalelse i BT 2010.

3. Hvordan er det muligt for Huss at leve videre efter ulykken?

4. Hvordan beskrives sorgen?

5. Hvordan beskrives vejen ud af sorgen?

6. Forklar: Med et nærvær der favner, byder savnet trods.

Morgensolens første stråler

bliver gennem persienner til linjeret lys

tænker siden ned

dagens første tanker sendes af sted

til en tid hvor alt ånder fred

før jeg vender mig om ser ind i

ind i dine blå, blå øjne

Du møder mig i et smil

med et nærvær der favner, byder savnet trods

et stille ”Hej”

bliver til en ubrudt talestrøms motorvej

om smukke prinsesser i kjoler lavet af guld

jeg smelter i stilhed, slipper forstanden

dybt i dine blå, blå øjne

eventyrlige øjne

Dejlige, dejlige datter

dejlig, dejlige datter

Stiller mig ved foden af et bjerg af døde kroppe

med kun modløshed på toppen

jeg finder vej

gennem mit sinds labyrinter af tilgroede stier

ud af sorgens smertende vidder

jeg finder vej

til dig

Dejlige, dejlige datter

vores dejlige, dejlige datter

59

Opgave til Troen & Ingen – Elevark

Søren Huss – Troen & Ingen

I sangen Tak for dansen lyder andet vers således:

Her går endnu én på hæld

på et frostklart himmelhvælv

binder slidte vandresko

går af sted for at finde

fred i et minde.

Troen & Ingen

Uendelige korridorer til kun svagt oplyste rum

umulige distancer for et begrænset intellekt

i en tragisk forestilling om egen formåen

vrides hjernen til sidste dråbe

Det ikke nok

slår ikke til

det så´n jeg har det

og så er det så´n det er

En dag så går jeg ud med glæde

mod den uendelige ro

op over livets vande

ad den allersidste bro

i ånden …. til dig

Det´ikke noget jeg tror

det´sådan det er

det´det jeg ser

når jeg savner dig her

Dig

Spørgsmål

1. Hvad giver fred i sangen

Tak for dansen?

2. Forklar hvordan?

3. Hvad handler sangen

Troen & Ingen om?

4. Hvor er digter-jeget

i sin sorgproces i de to

tekster?

5. Beskriv digterens håb.

Sammenlign med læser-

brevene fra Kristeligt

Dagblad (bilag).

Faktaboks – Sorgarbejdet processer:

Sorgarbejde handler om at: 1) erkende tabet, 2) mærke og gennemleve smerten og vreden, 3) at

kunne forandre sig i lyset af den indsigt, sorgen har givet 4)og at kunne forandre sit bånd til det, der

var og engagere sig i verden igen – på de nye vilkår.

Der kan godt være flere processer i gang på samme tid.

60

Opgave til begravelsestale – Elevark

af sognepræst Else Korsholm

1. Læs begravelsestalen af sognepræst Else Korsholm (Bilag)

2. Hvad får man at vide om afdøde?

3. Hvilket formål har talen? Hvem er den skrevet til og om?

4. Hvordan skriver man en begravelsestale til en person, der dør pludse-

ligt og alt for tidligt?

5. Find de steder i talen, der beskriver sorgen og meningsløsheden hos

de efterladte.

6. Find de steder i talen, der forsøger at trøste og give håb.

7. Find 2-3 citater i Bibelen (brug listen i lærerkompendiet, eller kig bag i

salmebogen) eller vælg 2-3 vers fra en sang- eller salmetekst, som du

synes giver håb og trøst i forbindelse med sorg.

8. Skriv en begravelsestale til en fiktiv person, som du bygger op omkring

de trøstende ord/vers, du har udvalgt

61

Opgave til Bibeltekst – Elevark

Salmernes Bog: 38,7

I klagesangen neden for fra Det Gamle Testamente beskrives det,

hvordan sorgen føles både i sindet og i kroppen.

Opgave

1. Hvordan påvirker sorgen sanser og krop i teksten.

2. Hvordan tror du, det opleves, når krop og sanser mister deres funk-

tion på grund af sorg? Hvad betyder et sådant ’sansetab’ for menne-

skets måde at være i verden på?

3. Find et digt/en sang, der handler om kroppens reaktion på sorg.

4. Find og beskriv et billede, der udtrykker sorg.

5. Hvad virker stærkest – ord eller billede?

Jeg er knuget og dybt nedbøjet,

hele dagen går jeg sørgende omkring

Det brænder i mine lænder,

og der er intet uskadt i min krop.

Jeg er lammet og fuldstændig knust,

jeg skriger i mit hjertes uro.

Herre, du kender alle mine ønsker,

og mine suk er ikke skjult for dig.

mit hjerte hamrer, min kraft er borte,

selv mine øjne har mistet deres glans.

Mine venner og frænder

holder sig borte fra min lidelse

mine nærmeste holder sig langt borte;

…

Jeg er som en døv, der ikke kan høre,

som en stum, der ikke kan åbne munden;

jeg er blevet som en, der ikke hører

og som ikke tager til genmæle.

Salmernes Bog: 38,7

62

Digtanalyse – Elevark

Søren Ulrik Thomsen, Hvert år på denne dato

Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl handler om død, for-

fald og erindring. Digtene står på siderne uden overskrift, men for-

rest i bogen er titlerne angivet som første linje af vers ligesom sal-

merne i Den Danske Salmebog. Søren Ulrik Thomsens digte kan på

en måde godt sammenlignes med salmer – de kan alle på trods af

det dystre emne, tolkes som en hyldest til og en tak for livet.

Hvert år på den dato

Der tilfældigvis blev din fødselsdag

Tager vi til Århus

For at besøge din grav

Som nu engang er det sted her i verden

Hvor du ikke er.

På turen op gennem byen køber vi blomster

og taler som på enhver anden dag

Indtil vi står foran stenen.

Og på vej tilbage regner det altid.

Eftersom intet af dette giver mening

og alligevel finder sted

Må det være af største betydning.

Søren Ulrik Thomsen, Rystet Spejl, 2011.

1. Hvad handler digtet om?

2. Hvordan er denne dag, som digtet handler om?

3. Forklar sætningen: ... det sted i verden Hvor du ikke er.

4. Forklar hvad der menes med de 3 sidste strofer:

Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted Må det være af største betydning.

5. Er et gravsted for den døde eller for de efterladte?

6. Kender du et gravsted, som betyder noget for dig? Forklar hvorfor.

7. Skriv et digt, der kunne stå på gravstenen i digtet.

63

Hvordan trøster man? Elevark

Hver gang præsten begraver et mennesker, skal han eller hun skrive

en tale/prædiken, der er vedkommende og som både tager afsked

med den døde og trøster de efterladte.

I mange andre sammenhæng forsøger mennesker at trøste hinan-

den. Du har sikkert ofte siddet med en ven eller veninde og skullet

trøste hende eller ham i forhold til en specifik sorgproblematik fx

kærestesorg.

Du har sikkert også oplevet, at ordene ikke rækker, at man bliver

usikker, fordi man ikke ved, hvad man skal sige og gøre, at det er

bedre bare at være stille sammen, give et knus eller at det allerbed-

ste kan være at lave noget helt andet. Det er forskelligt fra person til

person og fra situation til situation.

Opgave:

1. Hvordan kan man se, at et menneske sørger? Kan man altid se det?

2. Hvad siger man til en person i sorg?

3. Hvordan skal man opføre sig overfor en person, der sør-ger/har mistet? Kan man gøre noget?

4. Er der noget, man ikke skal sige/gøre?

5. Hvordan trøster du?

6. Hvordan kan du bedst lide at blive trøstet?

7. Skriv et trøstende brev til én (fiktiv person), som har mistet. Dem der har lyst, kan læse brevene op på klassen. Diskuter forskellige måder at trøste på.

64

Litteraturliste

Berndsen, Mette: Halloween & Allehelgen. Undervisningsoplæg fra

Folkekirkens Skoletjeneste Frederiksværk Provsti. 2009/2010.

Bibelen, Det Danske Bibelselskab, 1992.

Den Danske Salmebog, Det Kgl. Vajsenhus.

Falk, Bent: Kærlighedens Pris, Anis, 2009.

Hauge, Nana: Allehelgen. Undervisningsoplæg.

Folkekirkens Skoletjeneste i Frederikssund Provsti.

Kjærgaard, J.: Salmehåndbog, BD II. Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. 2002.

Lindhardt, J. og Kjærgaard, M.S.: Døden – at sige verden ret farvel.

Munksgaard, 1987.

Møllehave, J.: Til Trøst, Lindhardt og Ringhof, 1983.

Møllehave, J.: Det ender godt, Kristelig Dagblads Forlag, 2009.

Thomsen, Søren Ulrik: Rystet Spejl. Digte. Gyldendal. 2011.

Trap, Lise: Sorg. Den dybeste ære glæden kan få. RPC, 2010.

Værge, Johannes: Efter Døden. Anis, 2008.

65

Kolofon

© Folkekirkens Skoletjeneste Frederiksværk Provsti.

Læreroplægget er udformet og redigeret af Mag. Art. og konsulent i

skoletjenesten Mette Berndsen med bidrag af sognepræst Anders

Kjærsig. Faglig sparring og input fra cand.theol. Nana Hauge.

Copyrights

© Den autoriserede udgave af Bibelen, 1992.

Det Danske Bibelselskab.

© Den Danske Salmebog, Det KGL. Vajsenhus Forlag

© Holger Lissner

© Johannes Møllehave

© Rasmus Seebach

© Søren Huss

© Søren Ulrik Thomsen

Enhver krænkelse af ophavsret er utilsigtet og skyldes manglende oplysninger.