UNG PÅ SAVANNEN Eyuno fortæller, hvordan det er at være ung i Uganda. Hvordan det er, at skulle arbejde i marken om morgen, inden man skal i skole, og hente vand i fl oden om aftenen, når man kommer hjem. Tekst: Toke Nyborg. Foto: Toke Nyborg & Cody Kwok

MANGOTRÆETS SKYGGESalomon overlevede to år som børnesoldat, men arene på sjælen er langt fra helet. Læs den gribende beretning om at være børnesoldat i Uganda.Tekst & Foto: Toke Nyborg

NÅR DRØMMEN OM EN UDDANNELSE BESTEMMES AF HØSTENOcura slider i marken fra solopgang til solnedgang. Der skal tjenes mange penge, hvis alle hans børn skal i skole. I Uganda er skolegang hverken gratis eller en selvfølge. Der skal betales skolepenge, skoleuniform og skolebøger. Tekst & Foto: Toke Nyborg

PÅ BESØG I BØRNEFÆNGSLETI Uganda skal man offi cielt være 12 år for at komme i fængsel, men i landets fængsler sidder børn, som kun er tre år! Ta´ med på besøg i børnefængslet og læs hvad politiet gør for at hjælpe børnene. Tekst: Sidse Surel Mogensen Foto: Endre Vestvik

LANDET PÅ ÆKVATORUganda er et smukt land med vidtstrakte savanner med vilde dyr, kaotiske storbyer og frodig regnskov . Det var i Uganda, de første Tarzan-fi lm blev indspillet, og det er i Uganda, at nogle af verdens 800 bjerggorillaer lever. Læs om pygmæer og fi nd opskrifter på matoke. Tekst: Toke Nyborg. Foto: Toke Nyborg, Cody Kwok, Retlaw Snellac og Endre Vestvik

ET LIV UDEN FAR OG MORKrige, sult og HIV/AIDS har efterladt mere end to millioner børn uden forældre i Uganda. Martin og Resty kommer fra hver sin del af Uganda. De kender ikke hinanden. Men de har en ting til fælles – de er begge forældreløse. Dette er deres historier. Tekst og foto: Toke Nyborg & Sidse Surel Mogensen

LAV DIN EGEN FODBOLDI Uganda er det kun de færreste børn, som råd til en fodbold, så de laver deres egen. Og det er faktisk ikke så svært. Lær hvordan. Foto: Toke Nyborg

Indholdsfortegnelse

06

18

08

10

04

20

14

22

12

16

04

10

12

14

16

20

23

UGANDA

En bavian på benzintanken

I foråret 2011 besøgte jeg Salomon, Eyuno, Resty og de andre børn, som du skal møde her i hæftet. De bor helt nede i Uganda i det østlige Afrika. 6.500 kilometer fra Danmark eller næsten en hel dagsrejse væk i fly.

Uganda er et meget anderledes land end Danmark. Det oplever jeg, da vi kører ind på en tanksta-tion for at fylde benzin på vores jeep. Ved siden af benzinstanderen sidder en stor han-bavian og smiler, så man kan se dens skarpe hjørnetænder. Det ser man ikke i Danmark. Man ser heller ikke løver, zebraer og giraffer, som lever på savannen i Uganda.

Uganda er også et meget fattigt land. Når man skal rundt i Uganda, foregår det i en jeep, for vejene er hullede, og kun få strækninger er asfalterede. Mange børn i Uganda får ikke mad nok, de kommer ikke i skole, og de har hverken vand eller toiletter i deres huse. De henter i stedet deres drikkevand i floder og vandhuller. Så de er tit nødt til at drikke beskidt vand.

Drømmen om en uddannelse

I det tørre Nordøstuganda bor Salomon, som har været børnesoldat. Han overlevede to år i bushen, og bor i dag i landsbyen Gweri sammen med sine bedsteforældre. Hans far og mor er døde. Begge dræbt af de oprørssoldater, som tog ham til fange og gjorde ham til soldat. Mange børn har været soldater, og lever som Salomon i dag med mindet om de grusomme oplevelser.

Det er også i Nordøstuganda, du vil møde Martin, som fi k ansvaret for sine syv mindre søskende, da han var ni år gammel. Hans forældre blev også dræbt af soldater. Martin arbejder hårdt for at tjene penge til en skoleuniform. Har man ikke en skoleuniform i Uganda, kan man ikke komme i skole, og det vil Martin meget gerne.

Resty på 12 bor i det vestlige Uganda sammen med sin tante, som hun hjælper med at passe grise og dyrke kaffe. Resty er ligesom Salomon og Martin forældreløs. Hendes forældre dødede af AIDS. Mere end to millioner børn i Uganda er forældreløse på grund af AIDS.

Alle tre drømmer de om at få en uddannelse og en bedre tilværelse. Martins højeste ønske er at blive læge, så han kan hjælpe sin landsby. Eyuno vil gerne være lærer, og Resty drømmer om at blive sygeplejerske. Men det er en lang og sej kamp at få en uddannelse i Uganda. Det kandu læse mere om på de næste sider.

Her kan du også læse meget mere om Uganda og komme til at lære Salomon, Martin og Resty bedre at kende, når de fortæller om, hvordan det er at være Ung i Uganda.

Rigtig god læselyst

Toke NyborgRedaktør / Caritas

ForordEn bavian på benzintanken

I foråret 2011 b ø t j S l E R t

Drømmen om en uddannelse

Det er kun de heldige børn, som kommer i skole i Uganda. Der skal betales for både skoleuniformer og skolebøger. Det har mange familier ikke råd til. Er du den mindste i en

stor søskendefolk, er chancerne for at få en uddannelse meget små. Der er simpelthen ikke penge til at sende alle børn i skole. I Danmark får alle børn en uddannelse. I gymnasiet og på universitet får man oven i købet SU.

VIDSTE DU

04

05

Ung på

06

å savannen Eyuno Salamon er 17 år. Han sidder på en

skammel ude foran sit hus, da jeg møder ham til en snak om livet på savannen i Uganda.

VIDSTE DUDet er vigtigt at lukke myggenettet godt til, inden man lægger sig til at sove. Der er mange myg i bushen. Myggene har malaria - en sygdom, som myggen overfører, når den stikker. Malaria kan være dødelig, så det er vigtigt at lukke myggenettet godt til. Caritas lærer bønderne, hvordan man undgår at blive stukket af malariamyg ved at sove under myggenet. I Afrika dør hver femte barn af Malaria! Myggenet og undervisning er et effektivt våben mod malaria. I områder hvor befolkningen bruger myggenet, er der kun 1/3 så mange tilfælde af malaria.

Eyuno læner sig op ad muren og skæver genert til mig. Han har ikke været interviewet før, men synes det er spændende at få lov at fortælle om sit liv. Han er også nysgerrig efter at høre, hvordan danske børn lever. Eyuno har aldrig været uden for Uganda og kender ikke Danmark.

Jeg fortæller, at Danmark er et lille land langt mod nord. Danmark ligger ude i havet og består af mere end 400 øer. Om vinteren kan det blive rigtig koldt. Skolegang er gratis, og alle børn kommer i skole. Ofte kører forældrene børnene i skole om morgen. Nogen gange cykler børnene selv. Eyuno smiler: “Jeg går til skole. Det tag-er tre timer, og jeg kommer altid for sent,” fortæller han.

Først i marken, så i skole

Eyuno står ellers tidligt op. Klokken seks om morgen bliver han vækket. Han børster tænder, og går derefter ud i marken for at hyppe kartofl er og luge omkring kassavan. Klokken syv skynder han sig hjem, vasker sig, og tager sin skoleuniform på. Og så er det af sted til skole.

Eyuno får ikke morgenmad, så maven knurrer, mens hans skynder sig hen ad de små jordveje. Når det er sæson for mango, kan han spise lidt mango på vejen, men i tørtiden kommer han sulten i skole:

”Det kan være svært at koncentrere sig på tom mave,” fortæller Eyuno. Børnene får heller ikke frokost i skolen, for deres forældre har ikke råd til at lave madpakker. Så når Eyuno traver hjem efter seks timers undervisning med sine skolebøger under armen, er han godt sulten.

Vand hentes i gule dunke

Eyuno er først hjemme efter mørkets frembrud. Han er træt, når han kommer hjem. Men inden han kan lægge sig på sine sovemåtte og lukke øjnene efter en lang dag, skal han både lave mad og hente vand.

Det er normalt kvinderne, der henter vand og laver mad, men Eyunos mor er syg, og hans søstre er stadig for små til at bære de store vanddunke. Der kan være 20 liter vand i en af de store dunke, og der skal hentes hele fi re! Der er nemlig ikke rindende vand i landsbyen. Vandet bruges både til at drikke, bad og opvask.

Eyuno laver mad til ti personer. Når hans små søstre bliver store nok, vil de hjælpe til med madlavningen. Klokken otte om aften får Eyuno dagens første måltid mad! Familien spiser ris og kassava, som de selv dyrker. Eynos livret er chilli-suppe med små fi sk, men det er sjældent, at der er råd til fi sk.

Først i marken, så i skole

E tå ll tidli Kl kk k

Vand hentes i gule dunke

E fø t hj ft k t f b d

07

I olielampens skær

Eyuno elsker musik. Han har selv bygget sit instrument – en xylofon! Nogle aftener optræder Eyuno og hans venner for landsbyen. De er dygtige, og musikken er et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Men for det meste lægger Eyuno sig udmattet på sin sovemåtte efter aftensmaden.

Det er sjældent, han læser lektier. Enten er han for udmattet, eller også er der ikke mere olie på hans lille lampe. Lampen har han lavet ud af en blikdåse. I toppen af dåsen har han lavet hul og stukket en væge igennem. Der er ikke elektricitet i landsbyerne på landet i Uganda. De fl este bor fortsat i lerhytter i små samfund på savannen.

Passer børn køer i Danmark?

I weekenden passer Eyuno familiens kvæg. Når man kommer fra fattige kår, er der altid opgaver, der skal klares – også i week-enden. Eyuno står tidligt op og arbejder i marken, til solen står højt på himlen. Derefter tager han kvæget på græs. Han sidder hele eftermiddagen og passer på kvæget. Først på vej hjem med kvæget om aftenen er der tid til at spille fodbold med de andre drenge i landsbyen.

Eyuno spørger, hvad danske børn laver i weekenden. Jeg fortæller, at de fl este børn hjælper til derhjemme. De hjælper til i haven eller med rengøringen i huset, men børn i Danmark har også meget fritid. De ser fjernsyn, spiller Sony Playstation

eller er sammen med vennerne. Eyuno har aldrig hørt om en Sony Playstation:

”Hvis børnene ikke arbejder, hvor kommer maden så fra?,” spørger Eyuno. Jeg forklarer, at vi går ned i supermarkedet og køber, hvad vi har brug for. Jeg kan mærke på Eyuno, at han synes det lyder mærkeligt.

Stetoskop og hvid kittel

Eyuno har en kæreste. Han vil gerne giftes med hende, når han bliver 18. Men det betyder, at han skal droppe skolen og forsørge sin kone:

”Jeg kunne godt tænke mig at komme på universitetet i hovedstaden og læse medicin. Min drøm er at blive læge, så jeg kan hjælpe alle dem fra min landsby til et bedre liv,” fortæller han. Eyuno har set, hvad det betyder ikke at have råd til medicin eller lægehjælp. Han bliver fjern i blikket – som om han forestiller sig selv i en hvid lægekittel og med et stetoskop om halsen.

Men det er dyrt at læse medicin i hovedstaden, og Eyuno er bekymret for, at hans forældre ikke har penge til at betale for hans uddannelse, når han har syv andre søskende, som også gerne vil i skole:

”Min far kæmper virkelig for at skaffe penge til min uddannelse, men det er ikke nemt. Jeg vil gøre alt for at få min uddannelse – hvis jeg da altså ikke ender med at blive gift,” smiler Eyuno.

Ung på savannen I olielampens skær

E l k ik H h

Stetoskop og hvid kittel

Passer børn køer i Danmark?

I k d E f ili k Nå

08

Eyuno tilhører teso-stammen, som lever i det nordøstlige Uganda. Han bor i landsbyen Toboro ikke langt fra grænsen til Kenya,

sammen med sin familie. Eyuno taler ateso som resten af dem fra sin stamme. I Uganda bor der mange forskellige stammer,

og der tales mange forskellige sprog.

Eyuno har allerede bygget sit eget hus. Det er tradition blandt teso-folket, at de unge drenge bygger deres egen hytte.

Det skal vise landsbyen, at de er parate til at tage sig af en kone og en familie.

09

Ugandas historie er præget af voldelige konfl ikter. Helt op til 2003 drog oprørshæren Lords Resistence Army hærgende rundt i den nordøstlige del af landet. Det har sat sine spor hos indbyggerne i regionen. Øjenvidneberet-ningerne er mange og grufulde og ligger uhyggelig præsent i alles bevidsthed:

”Særligt de piger som blev voldtaget af soldaterne, og de drenge som blev tvunget til at være børnesoldater, lever under et stort psykisk pres. Flere af pigerne har HIV/AIDS, og mange børn er traumatiserede efter at have set deres forældre blive slået ihjel,” forklarer Jesca Omodo. Hun er ansat hos Caritas´ partner CIDI Soroti i Nordøstuganda, som børne- og ungdomsrådgiver. Sam-men med Jesca er Caritas taget ud til landsbyen Kinsay for at møde en af ungdomsgrupperne.

To år som børnesoldat

Under de skyggende grene fra et mangotræ i midten af lands-byen er ungdomsgruppen samlet. Solen brænder ned over

bushen og varmebølgerne får horisonten til at fl imre. De unge er samlet for at tale om nogle af de problemer, som de kæmper med i hverdagen. Det er en del af traume-helingen at bearbejde fortiden ved at tale om den. Salomon på 15 er én af dem. Han er tydeligt berørt af det, han skal fortælle:

”Min storebror og jeg blev fanget af oprørssoldater, da jeg var 7 år. De dræbte min far, da han forsøgte at fl ygte,” begynder Sa-lomon og holder en pause: ”De dræbte min storebroder, fordi han havde epilepsi. Han faldt om på jorden, og med en hakke huggede de hovedet af ham.” Salomon kan ikke holde tårerne tilbage. Jesca lægger en arm om ham:

”Du er bedre end de soldater, der kidnappede dig,” trøster Jesca: ”Det du har gjort, har du været tvunget til. Du skal være glad for at være i live – du skal være glad for, at de ikke huggede hænder eller fødder af dig”. Men Jesca ved det er svært, at skulle leve side om side med mennesker, man har gjort fortræd. Stigmatisering af børnesoldater er et stort problem, og lægger et yderlige pres på børn, som i forvejen er traumatiserede.

Salomon rømmer sig. Det er som om, det letter, at få fortalt sin historie til andre. Og mens solen brænder ned på bushen, fortsætter Salomon sin ulykkelige fortælling under mango-træet:

10

”Soldaterne tvang os til at løbe, selv om vi var trætte. Vi skulle bære de tunge maskingeværer fra morgen til aften. Pigerne bar varme madgryder, som skoldede dem. Vi fi k kun lidt at spise, og drak kun vand, når vi krydsede fl oderne. Soldaterne spiste, mens børnene så på. De spurgte: ´vil du have noget at spise?`. Hvis du svarede ja, slog de dig.”

Barn i bushen

Salomon overlevede mirakuløst to år i bushen. Mange af hans kam-merater bukkede under, men Salomon var stærk og snarrådig: ”En dag da jeg skulle hente vand til soldaterne, så jeg mit snit til at stikke af. Jeg løb og løb og løb,” fortæller Salomon: ”Først løb jeg hjem til min landsby, men der var ingen – mine forældres hus var tomt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var sulten og fortvivlet,” fortæller han.

Salomon besluttede sig for at gå ind til den nærmeste by. Han var bange for, at soldaterne skulle fi nde ham igen: ”Jeg følte mig meget alene, og vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik hen til en skole for at få hjælp. Skolen var lavet om til fl ygtningelejr, og inde på skolen fandt jeg mine bedsteforældre og mine andre søskende, men min mor var der ikke. Jeg har stadig ikke fundet hende, og jeg ved ikke, om hun er i live,” fortæller Salomon.

En hverdag skal bygges op

Salomon bor i dag sammen med sine bedsteforældre og sine søskende i sin fødelandsby, men kårene er trange. Salomon er dog opsat på at få en uddannelse, og knokler derfor som lermurstens-bygger: ”Jeg vil gerne på universitetet og læse,” fortæller han – ”og jeg vil rigtig gerne besøge Danmark,” smiler Salomon.

Det er rart at se et smil på Salomons læber, og han svinger sig op til at hævde, at han en dag vil spille for Manchester United. Salomon elsker fodbold. Boldspillet er et dejligt afbræk fra en barsk hverdag og en hård fortid. Jeg får en følelse af, at Salomon nok skal klare det. Han virker afbalanceret på trods af sin grusomme historie, og så er han en dygtig elev. Han ligger faktisk nummer to i klassen.

Jesca lægger en arm om Salomon, mens vi lytter til de andres fortællinger. Det er triste historier, der fortælles under mangotræet, men jeg er glad for, at Salomon og de andre har Jesca og ungdomsgruppen.

En hverdag skal bygges op

g

Barn i bushen

VIDSTE DU:Den nordlige del af Uganda har siden 1986 været hærget af oprørshæren Lord’s Resistance Army. Soldaterne har kidnappet cirka 25.000 børn og tvunget dem til at være soldater.

191 lande har underskrevet FN’s Børnekonvention og forpligtet sig til ikke at bruge børn under 15 år i krig. Alligevel er over 300.000 børn under 15 år soldater i en regeringshær eller en oprørsstyrke.

11

Det er tidlig morgen i Gweri – en landsby i det nordøstlige Uganda. Røgen siver lige så stille ud fra de lerklinede hytter. Der er ved at komme liv i landsbyen. Et par piger er på vej efter vand. De slentrer stoisk henover bushen med retning mod brønden. Solen slipper hurtig grebet i horisonten og begynder sin vandring over himmelhvælvet – fra øst mod vest. Mændene skal skynde sig i marken, inden det bliver for varmt. Uganda ligger ved ækva-tor, og solen brænder unådigt ned over bushen ved middagstid.

Ocura John Albert har allerede slænget sin hakke over skul-deren. Der skal luges i dag. Ocura har fem hektar jord, hvor han dyrker kassava, hirse, kartofl er samt lidt grøntsager. Fem hektar svarer til syv fodboldbaner, så det er hårdt arbejde, når man kun har en hakke.

Ocura er 51 år, men slider i marken fra solopgang til solnedgang - hver dag. Også i weekenden. Der skal tjenes mange penge, hvis alle hans børn skal i skole. I Uganda er skolegang hverken gratis eller en selvfølge. Der skal betales skolepenge, skoleuniform og skolebøger: ”Det er dyrt, når man har fem børn, som alle gerne vil i skole,” smiler Ocura og svinger hakken: ”Min ældste søn er ne-top blevet færdig på teknisk skole, hvor han har studeret landbrug,” fortæller Ocura stolt.

Ocura selv har gået fem år i skole. Hans kone har aldrig fået en uddannelse: ”Det jeg tjener ved at sælge varer på markedet, bru-ger jeg til at sende mine børn i skole, betale kladdehæfter, skoleuni-former og skolepenge. De skal ikke ende som mig uden uddannelse,” fortæller Ocura John Albert. Ocura ser sit hårde slid som en in-vestering i fremtiden. Når hans børn er færdiguddannede, kan de hjælpe familien økonomisk og være med til at uddanne de andre fra landsbyen.

Ocura har stadig tre små drenge og en lille pige i folke-skolen, så der skal arbejdes hårdt, når Ocura både skal brødføde familien og betale børnenes skolegang. Når der er brug for penge til medicin eller skolebøger, sælger han sine afgrøder på det lokale marked. For 15 kilo kassava kan Ocura få ti kroner. Så der skal høstes mange kilo kassava, når Ocura skal betale næsten 600 kroner i skolepenge hver tredje måned:

”Når høsten er god, tjener jeg godt, men det afhænger af vejret. Hvis høsten er mager, er der kun penge til basale fornødenheder som sukker, sæbe og lampeolie. Så kan mine børn ikke komme i skole,” fortæller Ocura.

Ocura tjener i dag så godt på sit lille landbrug, at han har kunnet købe en ko, som allerede har avlet fi re tyre og en kvie. Kvien har endda fået en lille kalv. Ocura har solgt de tre tyre. Det har betydet, at hans børn indtil videre kan blive i skolen resten af året.

Han er glad for, at Caritas har hjulpet med at gøre hans lille land-brug mere effektivt: ”Havde det ikke været for Caritas, ville mine børn ikke være i skole,” smiler han.

Caritas hjælper bønderne med at dyrke fl ere og bedre afgrøder, som de kan sælge på det lokale marked. Det giver bedre mad på bordet og råd til medicin og uddannelse til børnene.

Når drømmen om en uddannelse bestemmes af høsten!

12

SKOLEUNIFORMEN ER OBLIGATORISKI Uganda er det obligatorisk at bruge skoleuniform. Har du ikke en uniform, lukker læreren dig ikke ind i klassen. Mange familier har ikke råd til at betale for skoleuniformer. Derfor kommer mange børn ikke i skole. De må i stedet blive hjemme og arbejde i marken.

HVOR MANGE BØRN GÅR IKKE I SKOLE?Kun ni ud af ti af verdens børn går i skole, så der er rigtig mange børn, der ikke lærer matematik og sprog. I øjeblik-ket er der omkring 100 millioner børn, der ikke kommer i skole.

SKOLEUDGIFTER En uniform koster 85 kroner

En kuglepen koster 1 kroneEn skolebog koster 20 kroner

Et par sko koster 64 kronerI alt 170 kroner

Det er mange penge for en bonde som Ocura, som tjener

ti kroner for 15 kilo kassava.

13

På besøg i børnefængslet

Inde på politistationen er det kaotisk. Der sidder mange mennesker og venter. Nogen på at anmelde en forbrydelse. Andre på at blive låst inde i en af cellerne. Politihun-dene gør, og nogle af tyvene diskuterer høj-lydt med betjentene.

Der er tre celler. Den ene celle er til kvin-der, den anden til mænd og den tredje er til børn! I Uganda kan børn nemlig komme i fængsel. De bliver for det meste kun spær-ret inde for at beskytte dem. I Uganda er det ikke ualmindeligt, at tyven bliver slået ihjel, hvis han fanges af tyvekosternes ejer, inden politiet når frem!

I fængsel som tre-årig

Børn stjæler mest kun benzin fra lastvogne, og måske nogle af de fritgående høns, som ingen holder øje med: ”Børnene er sultne. Derfor stjæler de. Det er meget nedslående for de mennesker, det går ud over. De er også fattige. Det skaber konfl ikter, og det ender tit i slagsmål,” forklarer Patrick Lumumba. Han arbejder som betjent på politistationen i Burgiri.

I Uganda skal man offi cielt være 12 år for at komme i fængsel, men i landets fængsler sidder børn fra tre år og op til 18 år. De æld-ste på grund af kriminalitet. De yngre fordi de er gadebørn - indsamlet af politiet ved jævnlige razziaer i Kampalas gader og slum.

Ryger opium og sniffer benzin

Arbejdsløsheden blandt unge mellem 18 – 32 år i Uganda er meget stor. Otte ud af ti har ikke et arbejde. Deres forældre har ikke haft råd til at give dem en uddannelse. De kan derfor ikke få et arbejde. Mange af

børnene er samtidig forældreløse:

”Ingen har brug for de unge. Derfor spiller de kort, drikker, ryger opium og sniffer benzin. Dem der sniffer benzin bliver sindssyge. De kan fi nde på hvad som helst. Nogle sælger deres krop til fremmede. Det gælder både mænd og kvinder. Men så længe vi ikke kan give dem et job, kan vi ikke få dem ud af prostitution,” forklarer Annet Magoba. Hun arbejder også som betjent på politista-tionen i Bugiri.

Du må ikke slå ihjelPatrick Lumumba og Annet Magoba har ansvaret for at løse de sociale problemer, som kriminalitet skaber mellem mennesker i Bugiri. Selvom situationen for de unge kan virke håbløs, prøver Patrick og Annet at hjælpe dem, så godt de kan.

De lærer bønderne hvordan de kan passe bedre på deres husdyr, så de ikke bliv-er stjålet. De lærer børnene, at de ikke må stjæle, og de fortæller folk, at man ikke må slå ihjel, eller banke tyveknægte. Så risikerer de selv at ryge i fængsel. Men Patrick og Annet understreger, at dette kun løser problemerne på kort sigt: ”Så længe der er sult og fattigdom, vil der være krimi-nalitet, for i morgen er børnene sultne igen, og hvad gør de så – de stjæler.”

Caritas hjælper derfor de unge til at dyrke deres marker, så de kan få mad på bordet, og forhåbentlig spare lidt penge op, så de kan starte i skole igen – og med tiden få det arbejde de drømmer om. Det skal forhindre, at de unge ender i kriminalitet eller prostitution.

På politistationen i byen Bugiri i det vestlige Uganda er der travlt. Solen er kun lige stået op. En lastbil ankommer med nattens fangst af tyveknægte. Tyvene ser fl ove ud. De bøjer hovederne for at und-gå at møde de forbipasserendes blikke, mens de bliver gennet ned fra lastbilen.

14

VIDSTE DUOtte ud af ti personer i Uganda

har ikke et lønarbejde. Ligesom i Danmark håndterer mennesker i

Uganda arbejdsløshed på forskellige måder. Nogle synker ned i elendigheden og begynder

at drikke alkohol og spille kort om penge. I Danmark har vi i de sidste år oplevet en

arbejdsløshed på 5-6 procent. Det synes vi er meget. Men

forestil dig en arbejdsløshed på 80 procent!

VIDSTE DUFN skønner, at én million børn

verden over sidder i fængsel. Sandsynligvis er det reelle tal

langt højere!

15

å besøg i ørnefængslet

På politistationen i byen Bugiri i det vestlige Uganda er der travlt. Solen er kun lige stået op. En lastbil ankommer med nattens fangst af tyveknægte. Tyvene ser fl ove ud. De bøjer hovederne for at un-dgå at møde de forbipasserendes blikke, mens de bliver gennet ned fra lastbilen.

Inde på politistationen er det kaotisk. Der sidder mange mennesker og venter. Nogen på at anmelde en forbrydelse, og andre på at blive låst inde i en af cellerne. Politihundene gør, og nogle af tyvene diskuterer højlydt med betjentene.

Der er tre celler. Den ene celle er til kvinder, den anden til mænd og den tredje er til børn! I Uganda kan børn nemlig komme i fængsel. De bliver for det meste kun spærret inde for at beskytte dem. I Uganda er det ikke ualmindeligt, at tyven bliver slået ihjel hvis han fanges af tyvekosternes ejer, inden politiet når frem.

Børn stjæler mest kun benzin fra lastvogne, og måske nogle af de fritgående høns, som ingen holder øje med: ”Børnene er sultne. Derfor stjæler de. Det er meget demotiverende for de mennesker, det går ud over. De er også fattige. Det skaber konfl ikter, og ender tit i slagsmål,” forklarer Patrick Lumumba. Han arbejder som betjent på politistationen i Bur-giri.

I Uganda skal man offi cielt være 12 år for at komme i fængsel, men i landets fængsler sid-der børn fra 3 år og op til 18 år. De ældste på grund af kriminalitet, de yngre, fordi de er gadebørn - indsamlet af politiet ved jævnlige razziaer i Kampala’s gader og slum.

Arbejdsløsheden blandt unge mellem 18 – 32 år i Uganda er meget stor. Otte ud af ti har ikke et arbejde. Deres forældre har ikke haft råd til at give dem skolegang, og de kan derfor ikke få et arbejde. Mange af børnene er samtidig forældreløse:

”Ingen har brug for de unge. Derfor spiller de kort, drikker, ryger opium og sniffer benzin. Dem der sniffer benzin bliver sindssyge. De kan fi nde på hvad som helst. Nogle sælger deres krop til fremmede. Det gælder både mænd og kvinder. Men så længe vi ikke kan give dem et job, kan vi ikke få dem ud af prostitution,” forklarer Annet Magoba. Hun arbjeder også som betjent på politikstationen i Burgiri.

Patrick Lumumba og Annet Magoba har ansvaret for at løse de sociale problemer, som kriminalitet skaber mellem mennesker i området. Selvom situationen for de mange unge arbejdsløse i Bugiri kan virke håbløs, prøver Patrick og Annet at hjælpe dem så godt de kan.

Patrick og Annet lærer bønderne hvordan de kan passe bedre på deres husdyr, så de ikke bliver stjålet. De fortæller også folk, at man ikke må slå andre ihjel, eller banke tyveknæg-tene, bare fordi de har stjålet noget som tilhører dem. Så risikerer de selv at ryge i fængsel:

”Slagsmål er ikke den rigtige måde at håndtere problemer på,” forklarer Patrick. I stedet lærer de børnene, at de ikke skal stjæle fra andre. Men Patrick og Annet understreget at det løser kun problemerne på kort sigt: ”Så længe der er sult og fattigdom vil der være kriminalitet, for i morgen er børnene sultne igen, og hvad gør du så – de stjæler.”

I Syd grænser Uganda op til den store Viktoria-sø, hvor Nilen har sit udspring. Fra søen snor Nilen sig mere end 6.800 kilometer gennem Sudan, Etiopien og Egypten til den løber ud i Middelhavet. Nilen er verdens længste fl od og Victoriasøen er den største sø i Afrika!

Uganda er et smukt land med vidtstrakte savanner, vilde dyr, kaotiske storbyer og frodig regnskov. Der er varmt året rundt. Meget varmere end i Danmark. Faktisk så varmt at de dyrker appelsiner, bananer og ananas. Næste gang du køber frugt i supermarkedet, kan det være, at det kommer fra Uganda.

Uganda er et af de mindre lande på det store afrikanske konti-

nent. Alligevel er landet cirka fem gange større end Danmark – 236.040 km². Der lever 27 millioner mennesker i Uganda.

Hovedstaden hedder Kampala. Det er en storby, hvor der både er store veje med indkøbscentre og kvarterer med små forfaldne blikskure. Kampala betyder “impala-antilopens bakker”, fordi hovedstaden er bygget på syv bakker, hvor store fl okke af anti-loper før i tiden græssede.

Uganda er i dag en republik. Det vil sige, landet har en præsident. For mange år siden var Uganda et kongerige. Uganda var opdelt i fi re kongeriger, hvoraf det største hed Buganda. Kongeriget Bu-ganda eksisterer stadig og har stadig en konge.

Landet ved ækvatorUganderne siger selv, at deres land er placeret i hjertet af Afrika, og det er ikke helt forkert. Landet ligger midt på ækvator, omkranset af den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Kenya, Tanzania og Rwanda.

16

VIDSTE DU8 ud af 10 i Uganda har ikke et lønarbe-jde. Det er faktisk nærmere reglen end undtagelsen. Ligesom i Danmark hånd-terer mennesker i Uganda arbejdsløshed på forskellige måder. Nogle synker ned i elendigheden og begynder at drikke alkohol og spille kort om penge. I Danmark har vi i de sidste par oplevet en arbejdsløshed på 5-6 procent hvilket vi synes er meget. Og dem som ikke har haft et arbejde synes det er meget hårdt. Så forestil dig en arbejdsløshed på fi rs procent! Derfor støtter Caritas rehabili-terende og indkomstgenererende aktiv-iteter for de unge. De unge får hjælp til at dyrke deres marker, så de kan få mad på bordet hver dag, og forhåbentlig sparre lidt penge op, så de kan starte i skole igen – og med tiden få det arbejde de drømmer om.

VIDSTE DUUNICEF skønner, at én million børn ver-

den over til enhver tid sidder i fængsel. Sandsynligvis er det reelle tal dog langt

højere på grund af de mange børn, der ikke er registreret under deres fængsling.

Først koges de grønne madbananer, til de er bløde. Mærk efter med en gaffel. Når bananerne er møre, hældes vandet fra gryden, og bananerne moses. Hæld lidt salt og olie i mosen. Saft fra en lime gør matoken dejlig frisk. Som i Uganda kan du mose kogte bønner sammen med madbananerne, men du kan også blande andre grøntsager i. Kun fantasien sætter grænser.

Hvis du gemmer madbananerne til de bliv-er gule og modne, kan du snitte bananerne på langs i tynde skiver. Skiverne steger du på panden i olie. Det smager fantastisk til kødretter og ris. I Danmark kan madba-naner købes hos de fl este grønthandlere.

INGREDIENSER:4 pers:2 store grønne madbananer 1 tsk. salt¼ deciliter olieSaft fra en limeGrøntsager efter smagSpises til kødretter sammen med eller i stedet for kartofl er, ris eller pasta.

OPSKRIFT PÅ MATOKE:

Kender du pygmæerne?

Menneskerne i Uganda er glade og smilende. De elsker at danse og synge og går klædt i stærke farver. Befolkningen er delt op i klaner og stammer, som taler hver deres sprog. Nogle af stam-merne kan man kende på deres farvestrålende klædedragter som karamojong´erne. Det er også i Uganda pygmær´erne lever.

I landområderne taler uganderne typisk deres eget lokale sprog, men det offi cielle fællessprog er engelsk. I skolerne undervises der primært på engelsk. Aviser og tv er på engelsk, men det er et fåtal (ca. 30 procent ) af den store landbefolkning, som taler og forstår engelsk godt. Et forhold som er med til at skabe barrierer for udviklingen af landet.

Spiser de koteletter i Uganda?

Størstedelen af befolkningen lever som Salomon, Eyuno og Resty på landet. De bor i små lerklinede hytter. Faktisk lever kun 13 procent i byerne. Familierne på landet lever af jorden og det, de dyrker.

På landet i Uganda spiser familierne hovedsagelig kogte madba-naner, der kaldes matoke, som moses sammen med bønner eller kassava. Kassava - der også kaldes maniok - er en stor hvid rod, der smager sødligt. Den bruges til madlavning overalt i tropiske og subtropiske lande. Det er en meget nærende rodfrugt. Fami-lierne spiser også kartofl er, ris, nødder og bananer. Proteiner får de blandt andet fra insekter som græshopper.

17

Musik spiller en stor rolle i Uganda. Hver stamme har sine egne sange. De forskellig stammer synger på deres eget sprog. Sangene handler ofte om hverdagen, men kan også være en hyldest til deres guder, naturens ånder eller deres forfædre. Nogen gange synger de om forgangne tider og historiske begivenheder.

I lande hvor mange børn ikke går i skole, kan sange og fortællinger være med til at lære børnene om deres historie, eller hvad der opfattes som rigtig og forkert i landsbyen. Sange får derved en opdragende funktion.

På landet i Uganda er der ikke fjernsyn og den eneste underholdning er musik og dans. Om aftenen samles landsbyen - både børn og voksne og synger og danser sammen. Som Eyuno og Martin laver de selv deres musikinstrumenter. Det kan være trommer, xylofoner eller blæse- og strengeinstrumenter. Instrumenterne laves af træ og skind fra dyr.

Junglemusik

18

Uganda er et smukt land med vidtstrakte savanner med vilde dyr, kaotiske storbyer og frodig regnskov. Det var i Uganda, de første Tarzan-fi lm blev indspillet, og det er i Uganda, at nogle af verdens 800 bjerggorillaer lever. På savannen i Uganda kan du også se løver, elefanter, giraffer, zebraer og mange andre vilde dyr.

Bjerggorillaen er i dag totalfredet. Elefanterne og næse-hornene er også fredet. Næsehornet er et af Afrikas mest truede dyr. I hele Afrika er der kun omkring 2700 sorte næsehorn tilbage. I 1990 blev der lavet et internationalt

forbud mod handel med elefanternes stødtænder. Det gør, at elefanten ikke er så jaget mere. Elefanten er dog stadig en truet dyreart.

For at beskytte dyrene kan man for eksempel beskytte deres levesteder og lave naturparker. Caritas arbejder med bæredygtig udvikling. Det betyder, at Caritas beskytter, respekterer og tager hensyn til naturen og dyrene samtidig med, at fattige familiers levestandard forbedres.

Ugandas dyr

19

Et far

20

Resty er 12 år gammel. Begge hendes forældre er døde af AIDS. Hendes far døde, da hun var bare ét år gammel. Hendes mor døde, da hun var tre. Hun ved ikke, hvorfor de er døde. Det er der ingen, der har fortalt hende.

At være smittet med HIV er i Uganda forbundet med en masse fordomme, og derfor noget man er fl ov over. Mange fortæller ikke andre, at de er smittede. Det er ikke godt, for så kan sygdommen sprede sig. Mange HIV-smittede ved faktisk ikke engang, at de er smittet med virusset. De har ikke samme adgang til lægehjælp, som vi har i Danmark.

Mere end to millioner børn i Uganda er som Resty forældreløse. Halvdelen af Ugandas forældreløse børn

har mistet deres forældre på grund af HIV/AIDS. De heldige børn kan bo hos familie-medlemmer eller naboer. De uheldige er overladt til en uvis skæbne på gaden.

Restys tante har heldigvis sagt ja til, at Resty kan bo hos hende. Til gengæld skal hun hjælpe tanten med at passe grisene og dyrke kaffe. Tanten har selv ni børn og hendes mand er død, så situationen for hende er vanskelig.

Resty drømmer om, at hun en dag kan blive sygeplejerske. Hun vil ikke giftes, og hun vil ikke have nogen børn selv. Måske hun er bange for, at de en dag skal blive forældreløse som hende selv.

Krige, sult og HIV/AIDS har efterladt mere end to millioner børn uden forældre i Uganda. Martin og Resty kommer fra hver sin del af Uganda. De kender ikke hinanden. Men de har en ting til fælles – de er begge forældreløse. Dette er deres historier.

liv uden og mor

VIDSTE DUI Uganda er 15 procent af alle børn forældreløse. De børn som ikke har en onkel eller tante som de kan bo hos, ender ofte på gaden – overladt til dem selv. Nogen stjæler for at få noget at spise, andre ender i prostitution. Det anslås, at der fi ndes mindst 100 millioner børn, som lever som gadebørn i storbyer verden over.

Hvad er HIV?HIV er et virus, som angriber immunforsvaret hos de men-nesker, der bliver smittet. HIV skal direkte ind i blodbanen, for at der kan ske overførsel af smitte.

Hvad er AIDS?AIDS er betegnelsen for en række bestemte infektioner og kræftformer, der især rammer HIV-smittede. Disse sygdomme er ikke farlige for mennesker med et sundt immunforsvar, men for HIV-smittede kan de være meget alvorlige. Ny medicinsk behandling har gjort, at færre HIV-smittede får en af de sygdomme, som giver diagnosen AIDS.

HIV/AIDS & CaritasDer er ikke mange der forbinder Den katolske Kirke med HIV/AIDS-bekæmpelse. Men det internationale Caritas-netværk står for 25 procent af HIV/AIDS behandlingen i Afrika! Caritas arbejder selv med oplysning om HIV/AIDS.

Hvor er mine forældre?

21

Martin Emótu er én af Ugandas mange forældreløse børn. Begge hans forældre døde, da han var ni år gammel. De blev dræbt af oprørssoldater, som en sen aften sneg sig ind i landsbyen, mens alle sov. På få øjeblikke blev Martins liv forvandlet. Da han gik i seng om aftenen, var han stadig barn. Næste morgen var han manden i huset og skulle passe sine syv mindre søskende. Hans mindste søster var kun en baby!

Martin kigger ned i jorden. Han husker alt for tydeligt den nat, hvor hans foræl-dre blev dræbt. Han er i dag 15 år gammel og har allerede oplevet mere modgang i livet end en jævnaldrende teenager i Danmark:

”Det var utrolig hårdt pludselig at skulle passe alle min søskende, fi nde mad og skaffe penge til skoleuniformer. Men mine søskende og jeg var også heldige, for min onkel adopterede os,” smiler Martin.

Selvom det har taget noget af byrden af Martins skuldre, er livet fortsat hårdt. Martins onkel har i forvejen seks børn, så der er mange munde at mætte. Det hænder at Martin går sulten i seng, for som Martin udtrykker det, ”prioriterer onklen selvfølgelig sine egne børn højest”. Det er svært at være forældreløs på landet i Uganda. Der er ingen sociale myndigheder, ingen børneforsogn, ingen sagsbehandlere.

I weekenden arbejder Martin fra solop-gang til solnedgang. Køerne skal drives ned til vandhullet og afgrøderne skal passes. Hvis han er heldig, er der tid til at

spille lidt fodbold med de andre drenge fra landsbyen, når de driver kvæget hjem om aftenen.

Alligevel er Martin meget taknemmelig. Havde hans onkel ikke har taget ham og hans søskende til sig, skulle han have droppet ud af skolen for at brødføde sine søskende.

I dag går Martin i 8. klasse. Martin drøm-mer om en dag at arbejde som lærer. Han ser op til sin lærer, som han synes virker rigtig klog: ”Jeg vil gerne være en, som landsbyen siger er klog,” smiler Martin. Men han ser store udfordringer forude.

Han læner sig op ad muren til sin onkels hus og stirrer frem for sig: ”Det er svært at skaffe penge til skolen. Nogen gange betaler min onkel mine skolepenge, men han foretrækker, at hans egne børn kommer i skole,” fortæller Martin. Så må han blive hjemme fra skole, og hjælpe til i marken, indtil der er penge.

Caritas har de sidste ti år arbejdet i Soroti-regionen hvor Martin Emótu bor. Her har de hjulpet familierne med at forbedre deres landbrugsproduk-tion. Det har givet mange af familierne mulighed for at sælge afgrøder på markedet, og på den måde skaffe penge til børnenes uddannelse.

Men udfordringerne er stadig store i et land, hvor banan- eller kassavahøsten af-gør, om du skal i skole. Derfor forsætter Caritas med at hjælpe familier på landet til en bedre tilværelse.

Et liv uden far og mor

Mand i huset – som niårig!

22

Lav din egen fodboldI Uganda er det kun de færreste børn, som har råd til en fodbold, så de laver deres egen. Og det er faktisk ikke så svært. Det kræver en masse plastikposer og noget stærk snor – og så tålmodighed.

Du tager den første plasticpose og laver en lille rund kugle. Den runder kugle lægger du ned i en anden plasticpose og folder posen om den lille kugle. Det gentager du igen og igen, til du har en bold, du synes er stor nok. Til sidste bruger du snoren til at sy et net omkring ”bolden” af plastikposer.

Så er du klar til at spille fodbold med vennerne!

23

I hæftet kan du læse hvordan, det er at være ung i Uganda. Du kan læse Salomons gribende beretning om at være børnesoldat, du kan møde Eyuno, som bor i en lerhytte på savannen, du kan passe grise sammen med Resty, hente vand med pigerne, lære hvordan du laver din egen fodbold, og meget, meget mere.

Caritas er en dansk international hjælpeorganisation med baggrund i Den katolske Kirke. Caritas arbejder med udvikling og nødhjælp i Afrika, Sydøstasien og Sydamerika, og har specialiseret sig i bæredygtig landbrugsudvikling og hjælp til fl ygtninge.

Caritas er medlem af CI - et af verdens største humanitære netværk med organisationer i 167 lande.

Læs mere om Caritas på www.caritas.dk

Lidt om Caritas

Det er ikke altid nemt at være ung i Uganda.

Unge i Uganda er udgivet af: Caritas Danmark

Gammel Kongevej 15,3. sal1610 København V

www.caritas.dk

Forfattere: Toke Nyborg og Sidse Surel Mogensen

Redaktion: Toke Nyborg Fotos: Toke Nyborg,

Sidse Surel Mogensen, Cody Kwok, Retlaw Snellac og Endre Vestvik

Forsidebillede: Toke NyborgGrafi sk design: David B. Earle

Tryk: Arco Grafi sk

Printed in Denmark1. udgave, 1. oplag 2011, (2500 eks.)

© Caritas DanmarkISSN 1397-8578

”Unge i Uganda” henvender sig til elever på folkeskolens mellemtrin.

Elevhæftet er fi nansieret med oplysningsmidler fra Udenrigsministeriet.