"Tak Gud, når jeg hver dag kan vide, at jeg har værdi"

  • View
    218

  • Download
    5

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Et møde med Sølund Festival, og et møde med Åse og Lone som deltog.

Text of "Tak Gud, når jeg hver dag kan vide, at jeg har værdi"

  • n gang om ret afholdes musikfestivalen, Slund, p en flok idylliske marker i Skanderborg. Her handler det mere om accept og respekt for hinandens forskellig-heder end lbowling og druk. Som udgangspunkt er kun handicappede og deres hjlpere velkomne, og disse ud-gr tilsammen 10.000 gster. Lone og se var to af dem.

    Tak Gud, nr jeg hver dag kan vide, at jeg har vrdi- Ingrid Schrder, 1983

    FOTO & TEKST: Victor Peter Svold

  • I Brrup inde bag en flok grnne nletrer, som blinker til n i morgen-solen, ligger et botilbud, hvor udviklingshmmede er tilbudt tilknytning til en sttteperson. Her p Lille Veum bor se og Lone, hvis hverdag til dels er meget ens, men de to voksne kvinder mder dog hver sine udfordringer i lbet af en regulr hverdag. Og jeg har fet lov til selv at pakke, konstaterer Lone overfor en pda-gog et par uger fr festivalen afholdes. se, som sidder ved siden af og kigger nysgerrigt rundt i sin lejlighed, bekrfter det, og tilfjer at det skyldes, at de

    kort sagt ikke har behov for hjlp fra pdagogerne til pakningen modsat andre beboere.

  • ses morgen p da-gen med festivalafgang starter med, at en ansat hjlper hende med at tjekke om, alt nu ogs er kommet med i den rde kuffert. S er alt jo klar, se. S kan vi godt tage af sted, siger Sanne T med en opmuntrende stemme og skynder sig ud af lejligheden til trods for overskuddet. se flger trop og trkker stdigt sin kuffert henover gruset i retning mod det sted, hvor bussen senere holder. I undertiden fr personalet udleveret skaldte Slund Sedler, som indeholder be-skrivelser af, hvad den enkelte ansatte har til opgave. Om det er generelle eller personbe-stemt forhold, varierer.

    Allerede ved ankomst kigger solen for alvor frem, og temperaturen nrmer sig de 20. Jeg glder mig, er ord, der kan hres lige meget, hvor man befinder sig. Selv i den overste-de halvanden time lange bustur,

    hvor alle snakkede p tvrs af hinanden, var ingen i tvivl om brugernes og personalets spnding. Sammen med spn-dingen gemmer sig dog ogs en hndfuld trtte jne, som hos nogle har svrt ved at holde sig

    bne. Mens langt strstedelen af deltagerne venter p, at alles bagage er kommet ud af bussen, har se allerede sat kurs mod teltpladsen.

  • Nu skal vi holde fest, fordi der er jubilum skrler Lone til persona-let umiddelbart efter ankomst til fe-stivalpladsen og spner ud p den publikumsfyldte grsplne. Der gr ikke mange sekunder, fr se tager del i de danseglder, Lone allerede nyder godt af. De spiller alts bar godt, siger se et par gange for at stte dobbeltunderstreg over sin begejstring for musikken. Ja! skrler se og Lone i kor, da bandet sprger, om det er ok, at de smider tjet pga. varmen.

    Umiddelbart efter koncerten er Lone faldet i svn i sin festivalstol efter en lang morgen prget af spnding og sm-stress. F timer senere gr Gnags p, og publikum rejser sig fra de medbragte stole og tpper og begynder gradvist at synge mere og mere med. Lone trder igen i danseskoene, og svinger hofterne til Mr. Swing King. Denne gang sam-men med sin kontaktperson, Sanne.

  • Jeg skal have varmt tj p, fordi jeg er hs, siger se hjt, for at overdve musikken. Hun vender benene mod teltpladsen for at skifte sin sorte kjole ud med en varm vinterjakke og joggingbukser.

    Pengene til mad og drikkevarer fr brugerne hjlp til at administrere af de enkeltes sttte-personer, som srger for, at det aftalte belb holder alle tre dage festivalsdage.

  • Efter aftensmaden trkker de fleste tilbage til basen. De vrste spndte fornemmelser over festivalen har passeret, og alle har efterhnden indfundet sig med, at den rent faktisk er i gang. Solen er for langt nede til at ramme publikum, men srger stadigvk for at pynte trerne ude i horisonten med en gullig farve. De fleste har med en mt mave og et tppe omkring sig sat sig i stolene, men Lone, en ansat og en lille hndfuld andre rejser sig op for at ryste varme i kroppen og nyde popnoderne fra de to sortkldte sangere.I undertiden har fem af beboerne fra Lille Veum

    fundet alternative metoder til at bakse varme i kroppen. To af drengene, som har spillet luft-trommer hele eftermiddagen, begynder at daske se, Lone og en tredje kvindelig bruger i bagde-len, mens de griner hjlydt og forsger at f deres opmrksomhed. Frst en lille time senere finder se og hendes kammerat fra Lille Veum, Victor, ro, og stter sig ned og omfavner hinanden.

    Hen mod midnatstid bliver musikkens volumen, menneskemngden og dens jublen for meget for Lone. Sammen med en anden kvindelig bruger flger Lones kontaktperson dem tilbage til teltet, hvor kun musikkens konstante, ham-rende bas kan hres.

  • Dag 2 Blandt One Direction hndklder og fugtige telte kigger hovederne ud af teltene uafhngigt af hinanden. Solen har endnu ikke brndt sig igen-nem skyerne, s temperaturen er stadig for lav til shorts og korte rmer. Jeg fryser, og jeg skal have et bad, gentager se op til flere gange, mens hun sidder i en af de medbragte hvide havestole. Efter bad fortstter alle i samlet flok mod festivals-pladsen, hvor der er arrangeret morgenmad.

  • Jeg skal lige ringe til min mor

  • Den anden festivalsdag starter ud med en ekstraordinr gudstjeneste afholdt af cirka 10 prster efterfulgt af et gospel kor. Inden nad-veren, som pga. krestolebrugere bringes ud, advarer Lone, at Jesu blod er strk for halsen. Et velment held og lykke, smider hun, og kaster ellers portvinen ned i ganen efterfulgt af et ydmygt host.

    Lone falder i snak med sin sidekamme-rat, som er sttteperson ved et andet botilbud og kender dermed ikke Lone. Det er noget af det, der er s unikt her, siger stttepersonen efterflgende; de udvik-lingshmmede snakker med alle, men i badet udelukkende for personale i morges, sagde in-gen et eneste ord til hinanden, forklarer hun. De

    udviklingshmmede deltagere har en vsentlig lettere omgang med fremmede mennesker, end hvad der passer ind i de flestes hverdags normer. Tak Gud, nr jeg hver dag kan vide, at jeg har vrdi, synger hele teltet smukt.

  • Et solidt stykke tid inden den nste kunstner gr p, er Lone ikke til at finde. Hun har taget plads helt oppe foran scenen, for at klargre sig til en rlig tradition: Birthe Kjr trkker nemlig hvert r omtrent 10-15 publikum op p scenen. Og i blandt disse personer vil Lone vre.

  • Hun hjlper mig med at komme op p scenen, siger Lone og peger begejstret p den fremmede kvinde foran hende. Der er mange om budet, men begrnset sceneplads. Med sit flag flager hun i takt med, at et stort smil breder sig over hendes lber. Publikum skrler, og Birthe Kjr lgger ud med en sang, Lone kender. De nsten forelskede jne strler, og stemmebndet anstrenges, da hun synger med.

  • Da Lone endelig kommer op p scenen, strler j-nene langt vk. En smule forvirret kigger hun rundt, og ender med at danse p scenen med Birthe Kjr i armkrogen. Umiddelbart efter Lones gren p scenen, og efter hun har modtaget sin kvote af high-fives fra personale og venner, siger hun: Hvis jeg skal have

    lavet min ansigtsmaling, s er det nu. Samme mor-gen havde Lone snakket med sin mor i telefonen og aftalt, at hun ikke kommer hjem efter festivalen pga. trthed. Det tillader hende ogs at f sit nske, som hun har snakket om siden festivalens start, opfyldt: Ansigtet skal overmales i en bod, hvor ken er lang. Efter lidt ventetid vlger Lone i samarbejde

    med maleren et motiv, og 15 min senere er ansigtet dkket af bl maling, som sammen med de sorte og hvide streger forestiller en tiger. Jeg drmmer ikke om, hvad Sanne siger, nr jeg kommer tilbage med det her, siger hun flere gange. Gad vide, om de overhovedet kan kende mig?

  • Under Rasmus Walters sceneoptrden sniger se sig igen ud p grsset for at nyde musik-ken en anelse tttere p. Han er alts bare god, han er! gentager hun med sin mono-tone og smhse stemme op til flere gange.

  • Sidst p aftenen kommer Kim Larsen p. Grsplnen har ikke vret mere fyldt og stemningen ikke bedre. Folk danser, to holder i hnd, mens de gr frem og tilbage adskellige gange. Personale og brugere griner med hinanden og skrler indimellem med p et nummer, de kender. Mens se danser med sin kam-merat og gldes over hans selskab, nyder Lone musikken fra sin festivalstol, hvor strstedelen af festivalen er blevet oplevet fra.

  • Fugtige telte og fuglefljt er de primre indtryk p den sidste festivalmorgen. De fleste er trtte og glder sig til en vis udstrkning

    til at komme hjem. Bde Lone og se bevger sig atypisk langsomt mod Fritzlaugs telt, hvor morgenmaden ogs i dag

    serveres. Teltet er nsten tomt for mennesker, og de, som er tilbage, snakker ikke sammenligneligt lige s hjt som morgenen forinden.

    De trtte ben stiger en time senere om bord p bussen, for at varme op til nste rs Slund Festival.