-­‐ 1 -­‐

Rusland og det Arktiske samarbejde Kan det regionale arktiske samfund rumme den russiske stormagt?

Masterspeciale på Master i Militære Studier (MMS) ved Forsvarsakademiet. Af kaptajnløjtnant Nils Westergaard

-­‐ 2 -­‐

Titelside

Masterspecialets titel: Rusland og det Arktiske samrbejde. (Kan det regionale arktiske samfund rumme den russiske stormagt?)

Specialets problemformulering:

”Med udgangspunkt i et modsætningsforhold omkring samarbejde og konflikt undersøges

hvorledes Ruslands strategiske adfærd i den arktiske region kan forstås via perspektivet fra

den Engelske skole. Herunder om den førte russiske politik potentielt udfordrer

samarbejdet i det arktiske samfund?”

Vejleder i forbindelse med specialet:

Jørgen Meedom Staun, Ph.d. Political Science, Lektor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.

Specialet er udarbejdet af:

Kaptajnløjtnant Nils Westergaard (Ma. Nr.143941). Studerende på Master i Militære Studier i

perioden 2015-­2018 ved Forsvarsakademiet.

Specialets omfang:

I alt 107.959 tegn (Heraf 1650 tegn optalt i specialets figurer), svarende til 45 normalsider,

eksklusiv forside, abstract, resume, titelside, indholdsfortegnelse, fodnoter, litteraturliste og bilag.

Specialets referencesystem:

Der er anvendt Chicago Manual of Style.

Specialets forsideillustration:

Kort med Arktisk Råd logo, Kilde: Barents Observer.

Fællesbillede fra Arktisk Råd konference, Kilde: EMERCOM of Russia.

USN ubåd i Arktis, Kilde: Strategic Culture Foundation

Russiske styrker med rensdyr, Kilde: Lev Fedoseyev/TASS

-­‐ 3 -­‐

Abstract

The analytical foundation for this paper, is based on the complex dichotomy between cooperation

and conflict, which is seen to be present in Russia's Arctic policy. Based on this contradiction, the

thesis will examine Russia's strategic behavior in an arctic context.

The theory of the English school is used to analyze the behavior of the Russian actor in the

regional Arctic community.

Our analysis based on the explanatory variables show that they address both cooperation and

conflict. Even though the preservation of the state is vital for Russia, the analysis shows that the

discourse about cooperation is prevailing, but also that both discourses can occupy dominant

roles. It appears to be related to the context present, which indicates that Russia has the

opportunity to opportunistically exploit whatever looks best for the state.

Analysis of the Russian policy in the Arctic region, shows that there remains an main focus on

maintaining the country's status as a great power. At the same time the liberal values of

cooperation are predominant, which is based on Russia's awareness that this discourse is a

prerequisite for the country's development.

The conclusion shows that tension is present in the Arctic community, and that it has the potential

to challenge the present cooperation. In particular, increased military presence, isolation of the

Russian state and lack of coherence between discourse about cooperation and conflict, could

trigger the tension.

-­‐ 4 -­‐

Resume

Dette speciale tager analytisk afsæt i et komplekst modsætningsforhold omkring samarbejde og

konflikt, der ses at være tilstede i Ruslands arktiske politik.

Med udgangspunkt i ovenstående modsætningsforhold, undersøges Ruslands strategiske adfærd i

en arktisk kontekst. Herunder landets tilgang til disse to strategiske ”melodier” og om der heri ligger

et spændingspotential, der potentielt kan udfordre samarbejdet i Arktis.

Specialet vil via teorien fra den engelske skole analysere den russiske aktør. I relation til de

teoretiske hovedbegreber orden og retfærdighed, er der gennemført en afgrænsning ved valg af

forklaringsvariabler. I forhold til orden anvendes forklaringsvariablerne omkring magtbalance,

stormagter og suverænitet. Vedrørende retfærdighed så tages der her et overordnet afsæt i den

internationale retfærdighed, der i den engelske skole relaterer sig til retfærdighedsopfattelsen

stater imellem. I forhold til retfærdighed anvendes forklaringsvariabler omkring folkeret,

samarbejde og kompleks interdependens.

Vores analyse af de udvalgte forklaringsvariabler relateret til orden viser, at de alle adresserer

både samarbejde og konflikt. Der ses at være en primær fokusering på bevarelsen af det

eksistentielle grundlag for staten, hvilket henvender sig til begge diskurser i modsætningsforholdet.

I forhold til forklaringsvariablerne relateret til retfærdighed, så ses disse ligeledes at adressere

både samarbejde og konflikt, men her ses diskurs omkring samarbejde at være dominerende og

konflikt antager her en mere sekundær rolle.

Samlet viser første del af analysen, at diskurs omkring samarbejde overordnet ses at være

fremherskende. Samtidig ses at begge diskurser omkring henholdsvis samarbejde og konflikt, at

kunne indtage dominerende roller, afhængig af konteksten, hvilket indikerer at Rusland har

muligheden for på opportunistisk vis, at søge at udnytte begge tilgange, afhængig af hvad der ses

at tjene den russiske stat bedst. Rusland ses karaktermæssigt at være er statscentrisk og ligger

vægt på at sikre statens eksistentielle grundlag. Herved ses pluralismen at være fremherskende i

det russiske samfund.

Analyse af Ruslands førte politik i Arktis viser at der fortsat er en overodnet fokusering på at

opretholde landets status som stormagt. Samtidig ses de liberale værdier omkring samarbejde dog

at være fremherskende, hvilket baseres på at Rusland er bevidst om at denne diskurs er

forudsætningsskabende for landets udvikling. Endvidere viser analysen at der i det arktiske

samfund eksisterer et spændingspotentiale, som kan udfordre samarbejdet.

Konklusionen viser at der eksisterer et spændingsfelt imellem Rusland og de resterende stater i

det arktiske samfund, som potentielt kan udfordre samarbejdet. Særligt ses forøget militær

-­‐ 5 -­‐

tilstedeværelse, isolering af den russiske stat og manglende sammenhæng imellem diskurserne

omkring samarbejde og konflikt, at kunne udløse spændingsfeltet og dermed udfordre den

fredelige tilstand i Arktis.

-­‐ 6 -­‐

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ............................................................................................................................. 8

1.1 Problemdiskussion .............................................................................................................. 9

1.2 Motivation og relevans ...................................................................................................... 11

1.3 Problemformulering .......................................................................................................... 12

1.4 Formål ................................................................................................................................. 13

1.5 Metode og struktur ............................................................................................................ 13

1.6 Litteratur og empiri ............................................................................................................ 16

1.7 Begrebsafklaring og afgrænsning ................................................................................... 16

1.8 Metode og kildekritik ......................................................................................................... 17

2 Teori ...................................................................................................................................... 19

2.1 Den Engelske Skole ........................................................................................................... 19

2.2 Det Internationale Samfund og Arktis ............................................................................. 20

2.3 Stormagternes rolle ........................................................................................................... 22

2.4 Pluralisme & Solidarisme .................................................................................................. 23

2.5 Orden og retfærdighed i det arktiske samfund ............................................................... 24

3 Analyse ................................................................................................................................. 26

3.1 Det arktiske samfund ........................................................................................................ 26

3.2 Rusland og den arktiske region ....................................................................................... 29

3.2.1 Modsætningsforholdet (dilemmaet) i den russiske politik i Arktis ................... 31

3.2.2 Den russiske interessesfære i Arktis ................................................................... 32

3.3 Orden .................................................................................................................................. 33

3.3.1 Magtbalancering .................................................................................................... 33

3.3.2 Stormagtskoncert .................................................................................................. 37

3.3.3 Suverænitet ............................................................................................................ 39

3.4 Retfærdighed (Justice) ...................................................................................................... 42

3.4.1 Folkeret ................................................................................................................... 42

3.4.2 Samarbejde ............................................................................................................. 45

3.4.3 Kompleks Interdependens .................................................................................... 48

3.5 Ruslands politik og det arktiske samfund ....................................................................... 49

4 Konklusion ............................................................................................................................ 51

Bibliografi ............................................................................................................................. 53

-­‐ 7 -­‐

Specialets geografiske fokusområde: Den arktiske region.

Figur 1. Den arktiske region (Kilde: Washington University1)

1 Kilde: Washington University, https://nsidc.org/sites/nsidc.org/files/images//arctic_map.gif

-­‐ 8 -­‐

1. Indledning

"I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma;; but perhaps there is a key. That key is Russian national interest."

(Winston Churchill).

Emnet for dette speciale, er Ruslands strategiske adfærd i den arktiske region. Landet har i tidens

løb været genstand for både analyser og tolkninger, ofte affødt af andre staters ønske om at kunne

forstå og estimere landets strategiske ambitioner, sikkerhedspolitiske intentioner og det deraf

afledte trusselsbillede fra den russiske ”bjørn”. I en mere nutidig kontekst anfører Mikkel Vedby, at

den bedste vejledning i at gennemskue hvad Kreml gør, er at nærlæse hvad Putin beskylder

Vesten for at gøre (M. Vedby (2017), s. 27). Emnet og Winston Churchills ord har stadig aktualitet,

og repræsenterer et interessant spørgsmål, for hvad der motiverer og ansporer den russiske

aktørs strategiske optræden i det arktiske samfund?

Via teorien fra den Engelske skole vil specialet undersøge den russiske aktørs adfærd i det

arktiske samfund. Der tages analytisk afsæt i et komplekst modsætningsforhold omkring

samarbejde og konflikt, som ses at eksistere i Ruslands arktiske politik. Endvidere vil specialet

belyse landets tilgang til disse to strategiske ”melodier” og om der her ligger et spændingspotential,

der potentielt kan udfordre det tilstedeværende gode samarbejde i Arktis.

Specialets afsæt i ovenstående komplekse forhold er en viderebygning, af en række anerkendte

forskeres arbejde, omkring Rusland i Arktis (CMS rapport2 , Jørgen Staun3, og Katarzyna Zysk4),

der alle rummer en analytisk erkendelse af tilstedeværelsen af to markante strategiske diskurser

omkring henholdsvis samarbejde og konflikt.

Den arktiske region, se figur 1, indtager i dette speciale en særlig fremtrædende rolle. Udover at

danne baggrund for specialets geografiske region, så tages der også afsæt i en teoretisk præmis

vedrørende den arktiske regions karakter, idet vi her analytisk betragter dette som et internationalt

samfund. Et forhold der underbygges af, at der i det arktiske samfunds ses at være en særlige

statsmæssige interaktion, der blandt andet opfattes som årsag til områdets resistens overfor

påvirkning fra konfliktområder i resten af verdenen. Eksempelvis ses krisen relateret til Krim i

Arktis, ikke at afføde samme markante forbehold overfor Rusland. Legitimering af den teoretiske

præmis omkring det regionale arktiske samfund, er funderet i videreudviklingen af ”den engelske

skole”, hvor man anerkender eksistensen af regionale internationale samfund i det globale

samfund (Valbjørn, Glavind og Brems Knudsen (2014) s. 414-­415).

2 Kristian Søby Kristensen (2016), Center for Militære studier (CMS) rapport: Russisk politik i Arktis efter Ukrainekrisen. 3 Jørgen Staun (2015), Ruslands Strategi i Arktis 4 Katarzyna Zysk (2011), The Evolving Arctic Security Environment: An Assessment, Russia in the Arctic.

-­‐ 9 -­‐

1.1. Motivation og relevans

Samspillet imellem staterne i det arktiske samfund repræsenterer i dag et interessant emne, idet

området ses både at rumme samarbejde, potentiel konflikt og ikke mindst økonomiske muligheder.

Samtidig gælder for området, at der ses at være en tilstedeværende resistens overfor påvirkning,

fra kriser i den resterende del af det internationale samfund.

Der ses i det arktiske samfund, at være en politisk prioritering af samarbejde fremfor konflikt,

hvilket naturligt afføder spørgsmålet omkring årsag til denne prioritering. Er den et resultat af en

særlig arktisk pragmatisme kombineret med en mere kalkuleret opportunistisk tilgang, der

grundlæggende har sigte imod staternes egne ambitioner?

Endvidere har samfundets stater overlappende territoriale krav, hvilket løses via Havrets-­

konventionen i FN. Samtidig ses sanktioneringen overfor Rusland at lure under overfladen, hvilket

potentielt kan bidrage til at styrke de arktiske staters forbehold overfor Rusland. Samlet set rummer

regionen en spændingsfyldt cocktail, der kan bidrage til både at samle og splitte det arktiske

samfund.

Den nuværende fredelige udvikling i Arktis, underbygges dog af staternes strategier for området.

Heri tilkendegives generelt, at man både individuelt og samlet ønsker at fremme fredeligt

samarbejde og udvikling i regionen. Dette sammenholdt med staternes anerkendelse af de

internationale institutioner FN og Arktisk Råd, skaber gode forhold for interstatsligt samarbejde.

Det er her værd at bemærke, at institutionerne i Arktis ikke bevidst søger at agere i den

sikkerhedspolitiske dimension, idet Arktisk Råd ikke har mandat til at behandle sikkerhedsmæssige

emner og FN her har primær relevans i form af Havretskonventionen. Selvom USA mangler at

ratificere sidstnævnte, så ses dette forbehold ikke at udfordre anvendelsen i en Arktisk kontekst,

hvilket underbygges af at Ilulissat deklarationen5 er underskrevet af alle de fem arktiske kyststater.

En aftalemæssig signalgivning, der viser enighed om at acceptere det juridiske grundlag fra

konventionen, som værende tilstrækkelig til at løse ”kampen om Nordpolen”.

Samtidig ses der også blandt de arktiske stater, at eksistere et behov for at underbygge staternes

tilstedeværelse i Arktis, ved at demonstrere evne til at projicere magt til regionen i form af militære

kapaciteter. Sikkerhedspolitiske signaler, der både kan tolkes som budskaber om øget national

fokusering på hævdelse af egen suverænitet og samtidig som en magtdemonstration der skal for

underbygge et budskab om national suverænitet og styrke. Det kan her anføres, at flere af de

arktiske stater i deres strategier for Arktis fremhæver samarbejde og samtidig i deres

5 Ilulissat Erklæringen, Udenrigsministeriet, http://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-­og-­regioner/arktisk-­portal/fakta-­om-­arktis/relevante-­links-­og-­dokumenter/

-­‐ 10 -­‐

sikkerhedsstrategier ikke udelukker anvendelsen af militærmagt i Arktis. For Rusland gør

ovenstående sig også gældende, idet den Nationale Sikkerheds strategi for Rusland6 prioriterer

energiressourcerne i Arktis højt i forhold til landets sikkerhed og økonomiske velbefindende,

hvorfor option omkring anvendelsen af militær magt her er mere konkret.

Med bagrund i ovenstående, ses der i den arktiske region at eksistere et spændingsfelt, hvor det

sikkerhedspolitiske valg imellem samarbejde og konflikt står som de polariteter statsmanden skal

vælge imellem. Et komplekst interstatsligt samspil, der ses at have et potentiale der latent kan

udfordre samarbejdet og den tilstedeværende orden i Arktis (H. A. Conley & C. Rohloff (2015), s.

XIII).

Specialets omdrejningspunkter er Arktis og Rusland, der som henholdsvis region og nation begge

ses at være præget af en igangværende forandringsproces, som løbende anspores og næres af

den omkringliggende globale udvikling. Rusland er på en national rejse, der søger at genoprette

landet efter det sovjetiske kollaps og Arktis som en region der åbner sig op og dermed skaber nye

potentielle muligheder for staterne i området. Både Rusland og Arktis har udviklingspotentialer, der

ses at være internt forbundne og som dermed repræsenterer en form for gensidig interdependens.

Hvorvidt det arktiske samfund kan rumme den russiske aktør, er dog en helt anden sag, idet den

tilstedeværende interdependens imellem staterne ikke nødvendigvis har den russiske udvikling

som førsteprioritet.

Specialets afsæt i teorien bag det internationale samfund eller engelske skole, er et bevidst valg

idet denne teoretiske tilgang rummer elementer fra både den klassiske realismes pessimistiske

tankegang om magtens altoverskyggende påvirkning og den klassiske liberalismes mere

optimistiske verdenssyn. En teoretisk middelvej der kombinerer førnævnte IP teorier, og herved

ansporer til at koble fremfor at vælge imellem de liberale og realistiske forankrede diskurser

omkring konflikt og samarbejde (Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2016), s. 130). Endvidere

gennemføres der et teoretisk valg omkring områdets karakter, idet det arktiske område her anses

for at være et regionalt internationalt samfund, der ses at eksisterer, når en gruppe af stater er

bevidste om fælles interesser og fælles værdier og dermed danner et fællesskab eller et samfund,

som bindes sammen af fælles regler der er gensidigt forpligtende (Bull (2002), s. 13). Legitimering

af dette valg findes i teoriens videreudvikling, hvor man anerkender eksistensen af regionale

internationale samfund, der eksisterer i det globale internationale samfund (Valbjørn et al (2014) s.

414-­415).

6 Russian National Security Strategy, December 2015, http://www.ieee.es/Galerias/fichero/OtrasPublicaciones/Internacional/2016/Russian-­National-­Security-­Strategy-­31Dec2015.pdf

-­‐ 11 -­‐

Med udgangspunkt i ovenstående overvejelser kombineret med en nysgerrighed omkring, hvorvidt

der eksisterer der en fælles diskurs der ligesom den engelske skole søger at bygge bro imellem

den liberale og den realistiske retning. Er Ruslands valg blot et udtryk for en opportunistisk tilgang,

der søger at opnå de bedst mulige forhold og resultater for nationen. En tilgang der ikke

nødvendigvis er væsensforskellig fra, hvorledes de andre arktiske nationer optræder i regionen.

Men eksisterer der en forskellighed i den russiske tilgang og har denne potentiale til at udfordre det

arktiske samfunds interaktion og sammenhængskraft?

Egen professionel tilgang til emnet, er forankret i arbejde ved Arktisk Kommando og et flerårigt

engagement i Arktisk Råd arbejdsgruppe EPPR7 omkring beredskab i Arktis. Har derfor haft

mulighed for at beskæftige mig med begge sider af modsætningsforholdet i dette speciale. Erfaring

med Ruslands engagement i Arktisk Råd kombineret med dimension omkring sikkerhed og

militære indsættelse, har ansporet mig til at søge dybere i baggrunden for landets strategiske

adfærd. Særligt fordi Rusland i begge dimensioner repræsenterer en særlig aktør, der skal

adresseres med omtanke. Interaktionen kan ses som en geopolitisk linedans, der ofte i en russisk

kontekst adresserer både nationale og regionale niveauer og agendaer.

1.2. Problemdiskussion

Træder man et skridt tilbage og betragter staten Rusland og det arktiske område, så ses der at

eksistere fremherskende narrativer omkring dem begge. Rusland som en aktør, der i manges optik

skiller sig ud fra mængden, idet stormagtsrollen kombineret med den vestlige verdens

sanktionering giver landet en lidt akavet status og tilgang til det arktiske samfund. Herunder også

et vestligt forbehold, baserer på en tanke om, at landet er mindre vestlig, mindre demokratisk og

kulturmæssigt en anderledes nation (I. B. Neumann (2008) s. 146-­147).

Arktis til gengæld ses ofte fremhævet som et skoleeksempel på samarbejde og ses ophøjet til et

fredens hav. Et ”PAX ARCTICA” hvor hverken konflikter eller deres følgevirkninger kan finde

fodfæste. Men i det arktiske samfund finder vi også stater der interagerer i et anarkisk samfund

hvor ingen er over staten, hvilket kausalt underbygger tilstedeværelsen af spændingspotentialer

hvorfor muligheden for konflikt ikke kan udelukkes. Omkring hvilke forhold der potentielt kan initiere

en konflikt, nævner J. Clemmensen eksempelvis opdelingen af det arktiske hav og globale

stormagtskonflikter med potentiale til at sprede sig til Arktis (Clemmensen (2014), s. 40). Hertil kan tillige tilføjes påvirkningen fra de lande og institutioner, der som eksempelvis Kina og EU, søger at

udvide deres interessesfære til også at omfatte den arktiske region.

7 Emergency, Preparedness, Prevention and Response (EPPR). En af Arktisk Råds seks primære arbejdsgrupper.

-­‐ 12 -­‐

Samlet ses case omkring Rusland og Arktis, at rumme en stor strategisk kompleksitet der ses at

rumme uklarheder både omkring motivering og perspektiv for fremtiden. Hvorfor er Ruslands

tilgang til den arktiske region domineret af det IP-­liberalistiske spor (Staun (2015) s. 34), når der

samtidig fra russisk side fokuseres på landets position som stormagt. Denne kompleksitet mellem

brugen af liberale og realistiske værdier i en arktisk kontekst, danner her baggrunden for at

undersøge Ruslands strategiske adfærd i den arktiske region. En adfærd der kan blive underkendt

i det arktiske samfund, såfremt denne ikke legitimeres via accept fra de andre arktiske stater.

Spørgsmålet er hvornår staterne anser den russiske adfærd, for at være så væsensforskellig fra

deres egne normer, at sammenhængskraften i samfundets fælleskab brister. Der ses dog her at

være manøvrerum, idet staternes gensidige interaktion også bygger på en gensidig anerkendelse

af, at landene primært varetager egne interesser.

1.3. Problemformulering

Via et casestudie omkring Ruslands engagement i den arktiske Region, gennemføres en deskriptiv

analyse af aktøren Rusland i en arktisk kontekst.

Med udgangspunkt i ovenstående problemdiskussion er følgende problemformulering valgt for

dette speciale:

Med udgangspunkt i et modsætningsforhold omkring samarbejde og konflikt undersøges

hvorledes Ruslands strategiske adfærd i den arktiske region kan forstås via perspektivet fra

den Engelske skole. Herunder om den førte russiske politik potentielt udfordrer

samarbejdet i det arktiske samfund?

Via specialets analytiske proces og det valgte teoretiske perspektiv fra den engelske skole,

analyseres Ruslands strategiske adfærd. Analysen vil anvende udvalgte forklaringsvariabler, der

for orden omfatter magtbalance, stormagter og suverænitet og for retfærdighed omfatter folkeret,

samarbejde og kompleks interdependens, for at besvare den valgte problemformulering.

-­‐ 13 -­‐

1.4. Formål

Formålet med dette speciale er at undersøge hvorledes Rusland adfærdsmæssigt optræder som

aktør i et regionalt arktisk samfund. Der tages udgangspunkt i modsætningsforholdet omkring

samarbejde og konflikt i den russisk strategiske adfærd.

Via de teoretiske positioner omkring orden og interstatslig retfærdighed undersøges Ruslands rolle

i det arktiske samfund. Fra disse positioner er der udvalgt relevante analytiske forklaringsvariabler,

der kan bidrage til at undersøge hvorledes dette modsætningsforhold påvirker og bidrager til den

førte russiske politik i Arktis. Samtidig vil specialet søge at vurdere, om den nuværende

dominerende dagsorden omkring samarbejde og fredelige udvikling i det Arktiske fællesskab kan

trues af den måde Rusland agerer på. Præmissen omkring Arktis som en konfliktresistent region

hvor ”PAX ARCTICA” dominerer, søges her relateret til Ruslands ambitioner for området.

Specialet søger ikke specifikt at placere et prædikat på aktøren Rusland omkring samarbejde eller

aggression. Specialet søger tværtimod via en særlig adressering af det regionale samfund i Arktis,

at kortlægge hvilke udenrigs-­ og sikkerhedspolitiske udfordringer der potentielt kan udfordre

samarbejdet i den arktiske region.

Afslutningsvis kan det anføres, at dette speciale bygge videre på eksisterende empiri, der tilsiger at

den russiske tilgang til den arktiske region rummer to overordnede diskurser, der i forhold til

international politik er forankret i henholdsvis liberalismen (samarbejde) og realismen (konflikt).

Empiri der for nuværende ser at den liberale tilgang som værende dominerende og derfor primær i

relation til den geopolitiske udvikling i Arktis. (Staun (2017), s. 14-­15).

1.5. Metode og struktur

Overordnet tager specialet udgangspunkt i et casestudie omkring den arktiske region, der bidrager

med relevant empiri til at undersøge og analysere Ruslands strategiske optræden. Behandling af

den valgte empiri gennemføres som en fortolkende og normativ tilgang for herigennem at kunne

udlede og konkludere i relation til det valgte problemfelt.

Der tages metodisk afsæt i den engelske skoles teoretiske perspektiv, som ontologisk tager

udgangspunkt i en præmis om at international politik består af fælles (intersubjektive) forståelser

mellem staterne og andre aktører. Endvidere ses international politik at være præget af dilemmaer

og spørgsmål, der ikke kan gøres til genstand for abstrakt naturvidenskabelig forklaring og

forudsigelse, da de afhænger af konkrete afvejninger og dømmekraft, eksempelvis orden over for

retfærdighed (Valbjørn et al (2014) s. 410).

-­‐ 14 -­‐

I dette speciale vil vi lade teorien bag den engelske skole tage favntag på den russiske aktør, for

herigennem at analysere på landets rolle i det arktiske samfund. En smule uvant for en teori, der

primært fokuserer på det internationale samfund eller som H. Suganami anfører det, systemet af

stater (Suganami (2017), s. 24). For at gøre favntaget mere bredt, så er den engelske skoles

teoretiske prisme her kombineret med et koncept omkring kompleks interdependens.

Specialet tager endvidere teoretisk afsæt i både den klassiske og den (nye) engelske skole, hvor

den teoretiske fornyelse rummer en differentiering af det internationale samfund på et globalt og et

regionalt niveau (Buzan (2004), s. 11). Herved skabes et teoretisk belæg for, at teorien kan

applikeres på den arktiske region og behandle samspillet mellem de her tilstedeværende stater.

I forhold til den analytiske anvendelse af de teoretiske hovedbegreber orden og retfærdighed er

der gennemført en afgrænsning i relation til valg af forklaringsvariabler. I forhold til orden anvendes

forklaringsvariablerne omkring magtbalance, stormagter og suverænitet Vedrørende retfærdighed

så tages der her et overordnet afsæt i den internationale eller interstatslige retfærdighed, der i den

engelske skole relaterer sig til retfærdighedsopfattelsen stater imellem. I forhold til retfærdighed

anvendes forklaringsvariabler omkring folkeret, samarbejde og kompleks interdependens.

Ved at anvende de udvalgte forklaringsvariabler, ses det muligt at analysere den russiske adfærd

og dens diskursive fokusering på henholdsvis samarbejde og konflikt. Herunder dynamikken

imellem disse to retninger og om dette potentielt kan udfordre samarbejdet i det internationale

samfund.

Henset til den engelske skoles fokusering på samfundet som helhed, så er det teoretiske

perspektiv her kombineret med koncept omkring kompleks interdependens, for herved at udvide

den analytiske ramme til også at omfatte den statslige interaktion baseret på kontaktflader eller

interdependens. En neoliberal fokusering på institutionalisme, der har karakter af at være en

idealtype og en modpol til den klassiske realisme, men som ses at kunne understøtte specialets

analytiske behov for at se ind i det internationale samfund (M. Byers (2017), s. 1-­2). Et teoretisk

tilvalg, der ses relevant, fordi den komplekse interdependens ligeledes søger at forklare samspillet

i det internationale samfund. Man kan sige, at hvor den komplekse interdependens fungerer som

er en modpol til realismen, så kan den bidrage til og gå i samspil med den engelske skole. Et

samspil der bygger på at den engelske skole, desuagtet sit ophav fra realismen, har medtaget

liberale værdier omkring samarbejde.

I forbindelse med analyse af de arktiske staters interaktion vil case fra Arktisk Råd, relateret til

nukleart beredskab blive anvendt, for at konkretisere udvikling i den komplekse interdependens i

den arktiske region.

-­‐ 15 -­‐

Specialets analytiske struktur er illustreret i nedenstående figur 2. Analysen afvikles i to tempi og

danner baggrund for den forståelsesramme, der bidrager til at besvare specialets problemfelt i den

afsluttende konklusion.

Figur 2. Model over specialets metode og struktur.

-­‐ 16 -­‐

1.6. Litteratur og empiri.

For at belyse specialets problemfelt og analyseobjekt, som er Ruslands strategiske adfærd i en

arktisk kontekst, er der inddraget både relevant kildemateriel og litteratur, der beskriver emnet. Der

anvendes både historiske og nutidige kilder og materiale. Endvidere er der medtaget artikler, som

igennem deres indhold behandler vores analyseemne. Generelt set gælder at anvendt empiri har

en naturlig fokusering på udenrigs-­ og sikkerhedspolitik og Rusland som geopolitiske aktør i den

arktiske region.

I forbindelse med indsamling og research til dette speciale, er der rettet henvendelse til personer

fra eget netværk relateret til professionelt engagement i Arktisk Råd. Disse omfatte Igor Veselov

Vicedirektør i det russiske Emercom8 og leder af Ruslands delegation i den beredskabsmæssige

arbejdsgruppe EPPR under Arktisk Råd og tidligere Arktisk Ambassadør for den Rusland Anton

Vasiliev. Desværre ses der vedrørende russiske dokumenter at være mange forbehold omkring

udlevering og samtidig har man fra russisk side nedprioriteret oversættelse af strategiske

dokumenter. Sidstnævnte forhold ses som et generelt symptom på det problematiske forhold

imellem Rusland og den vestlige verden.

Dette speciales tidsmæssige perspektiv strækker sig til maj 2018, hvorefter der ikke medtaget

yderligere materiale. Anvendte bøger omkring emnet er søgt suppleret ved artikler, for herigennem

at have det den mest tidssvarende information. Validitet af de anvendte artikler er derfor et

fokuspunkt, idet dette forhold har vital betydning i relation til specialets troværdighed.

1.7. Begrebsafklaring og afgrænsning

I opgaven fokuseres på de russiske særpræg i det arktiske samfund. Således medtages ikke

eventuelle underliggende konflikter imellem de andre arktiske stater, idet disse behandles som

generelle aktører i det arktiske samfund, der karaktermæssigt har nærlig samme struktur, værdier

og normer.

Særligt for dette speciale, gælder at der fokuseres på et afgrænset geografisk område, nemlig den

arktiske region. Området der anses som værende en primær del af Ruslands strategiske

interessesfære, er definitionsmæssigt en foranderlig størrelse. Eksempelvis har Arktisk Råd en

opfattelse af regionens omfang, der ikke nødvendigvis er samstemmende med andre institutioners

og staters opfattelser. Kinesiske forskeres udtalelser, omkring deres stats status som en nær-­

Arktisk stat, er et udtryk for det relative forhold til den arktiske region (Jakobsen og Lee (2013), s.

8 Emercom of Russia, The Ministry of the Russian Federation for Civil Defence, Emergencies and Elimination of Consequences of Natural Disasters.

-­‐ 17 -­‐

3). Områdets definition ses derfor at være kontekst afhængigt og afhængig af hvilken part der

betragter regionen. I dette speciale tages der udgangspunkt i Arktisk Råds opfattelse af den

arktiske region, der blandt ses anvendt i Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP)9.

Vedrørende det arktisk samfunds sammensætning, så medtager vi her de otte medlemslande i

Arktisk Råd. Man kan nemt forfalde til analytisk at fokusere på de arktiske kyststater (Canada,

Danmark, Norge, Rusland og USA), men for også at kunne inddrage interaktionen i Arktisk råd, så

skal kredsen af stater udvides kredsen med landene Finland, Island og Sverige. For alle otte

landes vedkommende gælder at de ses at kunne danne ses et legitimt internationalt samfund, idet

fællesskabet overordnet ses at rumme både fælles interesser og værdier (Bull (2002), s. 13).

I forhold til NATO som sikkerhedspolitisk institution, så behandles denne ikke som en særskilt

aktør i det arktiske samfund. Vi vil dog medtage organisationens betydning for interaktionen

imellem staterne, idet sikkerhedsorganisationen ses at spille en særlig rolle fordi Rusland har den

som en del af sit trusselsbillede.

1.8. Metode og kildekritik

Valget af den engelske skole som vores teoretisk perspektiv er baseret på teoriens ”rummelighed”

omkring både realisme og liberalisme, der eksempelvis søger at balancere samarbejde og konflikt

(Jackson et al (2016), s. 130). Teorien ses dog også at have udfordringer i relation til adressering

af sikkerhedspolitiske emner. Hvor realismen direkte adresserer de sikkerhedspolitiske elementer

og nærmest har disse som en del af sin teoretiske ”dna”, så anvender den engelske skole en mere

kompleks tilgang baseret på et normativt grundlag, der kombinerer sikkerheds-­ og

samarbejdspolitik som integrerede dele i det internationale samfund. Herved adresseres

sikkerhedspolitik i en mere overført betydning (Cavelty, Myriam D. & Mauer, V. (2010), s. 34-­35).

Endvidere repræsenterer anvendelsen af den arktiske region som internationalt samfund, er

metodemæssigt en udfordring. Teorien har i eget ”hus” haft en diskussion om, hvorvidt det

”internationale samfund” nødvendigvis behøver at være identisk med ”global”. En diskussion der i

sin substans her rummer legitimeringen af teoriens anvendelighed overfor den arktiske region.

Hedley Bulls udgangspunkt for opfattelse af stater kan henføres til en arketype, med en

karakteristik, der tager afsæt i en vestlig stat med demokratiske traditioner og med en interstatslig

adfærd forankret i den historiske udvikling i Europa. Her ses Ruslands baggrund at rumme en

mere kompleks baggrund, der rummer input fra både Europa og Asien.

9 AMAP dækningsområde, https://www.amap.no/about/geographical-­coverage

-­‐ 18 -­‐

Afslutningsvis kan det anføres, at den analytiske proces også påvirkes af, at de empiriske kilder i

overvejende grad har vestlig baggrund. Årsag hertil er en tiltagende fravær af oversatte russiske

strategiske dokumenter. Tidligere nævnt henvendelse til den russiske delegationsleder Igor

Veselov for arbejdsgruppen EPPR under Arktisk Råd vedrørende russiske strategipapirer for

Arktis, har desværre kun i begrænset omfang bidraget til at udligne dette forhold, idet modtaget

oversat materiale generelt er af ældre dato fra perioden 2007 – 2008. Samlet set et forhold, som

betyder at vestlige synspunkter latent kan få en mere fremherskende position og tyngde, hvorfor

der kan være en ”vestlig” bias i dette speciales analyse og konklusioner.

-­‐ 19 -­‐

2. Operationalisering af den valgte teori

I dette kapitel vil specialets videnskabsteoretiske perspektiv blive præsenteret. Herunder hvorledes

den teoretiske analyseramme kan applikeres på vores problemfelt omkring Ruslands strategiske

adfærd i den arktiske region. Dette gøres for at identificere de teoretiske hovedbegreber, der giver

relevant forklaringskraft i forhold til specialets problemformulering. Særligt vil operationaliseringen

af teorien fokusere på hvorledes man teoretisk kan favne aktøren Rusland og interaktionen i det

arktiske samfund.

2.1. Generelt omkring teoriretningen ”den engelske skole”

Den teoretiske baggrund for dette speciale er baseret på det videnskabsteoretiske perspektiv fra

den Engelske skole, der også benævnes ”The International Society approach”. En teoriretning der

tilhører de rationelle internationale politiske (IP) teorier, hvor udenrigspolitik formuleres af

statsmænd ved en rationel proces baseret på et normativt grundlag. I samme selskab finder vi

ligeledes liberalisme og realisme og fælles.

Set i et historisk perspektiv, så har den engelske skole været aktuel siden 1950’erne. Den bygger

på et fundament affødt af filosofiske, historiske og lovmæssige emner og er karakteriseret ved at

hvile på en dynamik afledt af staters og statsmænds dømmekraft og valg. Herunder

udenrigspolitiske valg af både moralsk og politisk karakter. Dette omfatter også mere tungtvejende

valg, omkring anvendelse af militær magt (Bull (1969) s. 20). Teorien søger at kombinere, for

herved at ”undgå” det skarpe valg imellem eksempelvis konflikt og samarbejde og den

underliggende debat omkring liberale og realistiske værdier. En middelvej der bygger bro imellem

de to teoretiske polariteter. (Jackson et al (2016), s. 130).

Endvidere kombinerer specialet teori fra både den klassiske og den (nye) engelske skole.

Sidstnævnte afstedkommet af en revision af teoriretningen foranlediget af blandt andet B. Buzan,

der anfører at den klassiske teori var for globalcentrisk, eurocentrisk og statscentrisk i relation til de

teoretiske elementer omkring det internationale samfund og dets aktører, processer og institutioner

(Valbjørn et al (2014) s. 410). En ændring i teoriens prisme, der samtidig legitimerer specialets

karaktermæssige adressering af den arktiske region som et internationale samfund (Buzan (2004),

s. 11).

I relation til teoriens tre traditioner omkring henholdsvis realisme, rationalisme og revolutionisme

(Buzan (2004) s. 6-­7), så vil dette speciale anvende det rationalistiske perspektiv, der baserer sig

på Hugo Grotius’ tanker om det internationale samfund og de folkeretlige principper. Rationalismen

kendetegnes ved ikke at eksistere i ekstreme udgaver, idet den bygges på fornuft og gensidig

-­‐ 20 -­‐

respekt i international politik. Den har en præmis om, at anarkiet er, hvad statsmændene gør det til

(Jackson et al (2016), s. 138-­139).

I forhold til Rusland, så tager Hedley Bulls teoretiske værk ”The Anarchical Society” udgangspunkt

i landets rolle i den tidligere Sovjetunion. En udfordring for Bull, idet tanken bag kommunismen og

det sovjetiske imperium ikke passer ind i Bulls teori. Det kommunistiske verdenssamfund var ikke

umiddelbart foreneligt med det internationale samfund. En teoretisk udfordring som Bull dengang

valgte at håndtere ved at betragte Sovjetunionens rolle i et perspektiv omkring stormagt (Bull

(2002) s. 204-­205).

I dag er Rusland ikke længere en del af Sovjetunionen og samtidig har teorien udviklet sig ved i

højere grad at anerkende, at stater kan være forskellige og stadig tilhøre et internationalt samfund

(K. Kaczmarska (2017), s. 271-­271). Udfordringen ses i dag primært relateret til den russiske

identitet og dens reference til den vestlige verden. Et forhold der haft aktualitet siden Peter den

Store søgte at reformere det russiske rige (Tsygankov (2005), s. 135-­136). Landets kompleksitet

og kulturmæssige ophav med elementer fra både den vestlige og den asiatiske verden, stiller krav

til teorien omkring en bredere nuancering omkring den statsmæssige aktør. Hertil anfører Iver B.

Neumann anfører omkring forskellen imellem den vestlige verden og Rusland, at landet reelt set

ikke er i stand til at imødekomme vestlige standarder. Rusland er fortsat på en kurs, der sigter mod

storhed, men ikke med liberale demokratiske værdier (I. B. Neumann (2008) s. 146-­147). Men

selvom Rusland adskiller sig her ved at være demokratisk ”ung”, så ses det internationale

samfunds mekanismer omkring ensretning via fælles normsætning, at bidrage til etablering af en

form fælles identitet for ”beboerne” i samfundet.

2.2. Arktis som et internationalt samfund.

Det internationale samfund (Society of States) eksisterer, når en gruppe af stater der er bevidste

om fælles interesser og fælles værdier, danner et fællesskab eller samfund, som bindes sammen

af fælles regler der er gensidigt forpligtende (Bull (2002), s. 13). Dette definitionsmæssige

udgangspunkt for vores teori, viser det eksistentielle fundament for vores arktiske samfund. Der

tages samtidig afsæt i antagelsen om, at stater desuagtet at de eksisterer i et anarkisk miljø, søger

at skabe et samspil i et interstatsligt samfund, hvor netop interaktionen er medvirkende til at skabe

en gevinst. Staterne får med andre ord en merværdi ud af dette samspil, og deri ligger motivation

for at tilhøre det pågældende samfund.

-­‐ 21 -­‐

I forbindelse med revisionen af den engelske skole, er fortolkningen af det internationale samfund

blevet relanceret. Der er fortsat en generel anerkendelse af de westphalske institutioner omkring

suverænitet, diplomati og internationale ret, men samtidig er der medtaget en erkendelse af at

disse institutioner ikke er ens udviklet overalt på kloden (Valbjørn et al (2014) s. 414). En udvidelse

af den teoretiske forklaringsramme, og en erkendelse af at der eksisterer forskelle i staternes

karakter, således at man analytisk kan differentiere imellem disse. Et forhold der for Ruslands

vedkommende kan adressere, at landet i en kontekst omkring demokratiske værdier er en ganske

”ung” stat.

Anvendelsen af vores teoretiske perspektiv på det regionale samfund, er legitimeret via

revideringen af teorien, der har affødt en udvidelse af det dækningsmæssige område og repertoire.

B. Buzan beskriver meget illustrativt dette forhold via sin metafor omkring ”stegepanden med

spejlæg”. Rationalet er her, at overordnet indgår lande i et globalt pluralistisk interstatsligt samfund,

hvor sammenhængskraften bygger på landenes gensidige magtpolitiske interaktion og domineres

af institutionerne anerkendelse, diplomati og krig. (Valbjørn et al (2014) s. 415). Buzan anfører at

der findes områder, hvor landenes sameksistens er tættere knyttet sammen som klynger (Buzan

(2004), s. 208-­209). Ved dette ligges der op til, at der kan eksistere regionale internationale

samfund, som ligesom det globale samfund har distinkte institutioner der fungerer i den givne

regionale kontekst. En teoretisk legitimering, som vi her benytter til at applikere teorien på den

arktiske region og analytisk behandler dette som et regionalt internationalt samfund.

For også at kunne favne de ikke statslige arktiske institutioner og deres betydning for interaktionen

imellem staterne i den arktiske region, så har vi udvidet den analytiske ramme til også at omfatte

den komplekse interdependens. En neoliberal fokusering på institutionalisme, der som opposition

til realismens ensidige fokusering imod magt, i stedet ser på samspillet imellem stater baseret på

kommunikation, økonomiske relationer og menneskelig interaktion (M. Byers (2017), s. 1-­2).

Herved understøttes også vores som analytiske behov for at se ind i det internationale samfund.

Ved beskrivelse af den komplekse interdependens anfører Keohane og Nye at denne har tre

særlige karakteristika: Der eksisterer ikke nogen hierarkisk opdeling staterne imellem i samfundet,

men der eksisterer derimod et omfattende interaktions netværk imellem staterne og betydningen af

militære styrker er stort set irrelevant for samspillet (Keohane & Nye (2000), s. 20-­21).

Karakteristika der i dag alle kan genfindes i den arktiske region efter den kolde krigs afslutning (M.

Byers (2017), s. 379).

I forbindelse med analyse af den russiske aktørs adfærd i det arktiske samfund, adresseres også

spørgsmål omkring hvorvidt Rusland udfordrer samarbejdet i det arktiske samfund. Set i en

teoretisk kontekst, så ses der her at være en naturlig relation til de primære institutioner, idet et

-­‐ 22 -­‐

fravær af deres funktionalitet ses at bidrage det tilstedeværende samarbejde. Endvidere ses

staternes gensidige forenelighed, at være forudsætningsskabende for at det interstatslige

samarbejde kan fungere. Man kan sige at lige børn leger bedst, hvilket indikerer, at såfremt en stat

adskiller sig markant i samfundet og dermed ikke lever op til samfundets statsmæssige standard

(Standard of civilization), så udfordres samfundets ”raison de système”, der her bygger på en

præmis om at stater opnår en merværdi ved samspillet i samfundet (Busan (2014), s. 17-­18).

2.3. Stormagternes rolle

Ruslands selvopfattelse som stormagt er en integreret del af landets identitet og indgår som en

udenrigspolitisk målsætning, der skal sikres, vedligeholdes og eventuel udbygges (Staun (2018), s.

11). En status, som Jævnfør Tsygankov er forudsætningsskabede for at Rusland med den rette

identitet kan interagere med resten af verdenen. (Tsygankov (2008), s. 49).

Ifølge teorien har stormagterne i det internationalt samfund både en særlig rolle og samtidig en

forøget forpligtelse. En indikation af, at rollen som stormagt jævnfør vores perspektiv ikke alene

giver noget til staten, den kræver også at man optræder og agerer jævnfør sin særlige status i

samfundet. Tilgangen til begrebet stormagt er her mere nuanceret end den tilsvarende i realismen,

idet den engelske skole byder ind med en ekstra dimension omkring stormagternes adfærd.

Normative værdier og en moralsk forpligtelse over for det internationale samfund medtages og

man kan sige at rollen som stormagt her tilføres et særligt ansvar for at bidrage til at opretholde

den internationale orden.

Ved definering af stormagter jævnfør den engelske skole fokuserer Bull således heller ikke alene

på den aktuelle aktør, men tager også et overordnet afsæt i den interstatslige interaktion i

samfundet. Her udtrykt ved følgende tre punkter (Bull (2002), s. 194-­196):

1. Stormagter er forenelige og kan derfor sammenholdes i relation til deres status.

2. Stormagterne balancerer hinanden i relation til militær.

3. Stormagter anerkendes af andre stater som værende berettiget til at have særlige rettigheder

og pligter.

Ser vi på stormagternes legitimitet, så hviler den på staternes anerkendelse i samfundet, hvilket

implicit rummer en opgave omkring opnåelse af accept. Samtidig er der en præmis omkring rollen,

der tilsiger at stormagten har større indflydelse og dermed en mere overordnet rolle vedrørende

samspillet og udviklingen i det internationale samfund (Bull (2002), s. 196). Et forhold der i en

russisk kontekst underbygges af K. Zysk, som anfører at Rusland er en nøgleaktør i relation til den

arktiske udvikling (Zysk (2011), s. 115-­116).

-­‐ 23 -­‐

2.4. Pluralisme & Solidarisme

Pluralisme og solidarisme er to centrale begreber i den engelske skoles teori. De repræsenterer to

positioner eller retninger i det internationale samfund, der opstår på baggrund af den

tilstedeværende normative struktur. Begreberne repræsenterer en balancering imellem statens og

individets rettigheder (Jackson et al (2016), s. 133). Begrebernes gensidige relation betyder ikke at

de udelukker hinanden, idet førnævnte balancering hviler på at de begge er tilstede i samfundet.

De to positioner repræsenterer to konceptuelle tilgange til det internationale samfund (Buzan

(2004), s. 21-­22), som vi vil applikere på de anvendte forklaringsvariabler, for herved at

underbygge den analytiske adressering af Ruslands strategiske adfærd.

Pluralismen har en positivistisk tilgang til det internationale system. Den tager udgangspunkt i at

stater er den dominerende måde at organisere menneskelige fællesskaber på og den har som mål

at tilsikre at staternes eksistentielle grundlag bevares. En statscentrisk tilgang, der adresserer

orden igennem relationer og har sameksistens som grundlæggende princip. Den er i sin mest

ekstreme udgave karaktermæssigt minimalistisk, idet man her søger at begrænse sig til regler og

institutioner. En strategisk tilgang med fokusering på det magtpolitiske interstatslige samfund

(Hobbesiansk) (Buzan (2014), s. 15-­16). Der ses i pluralismen at være en adressering af værdier

og normer, der vægter orden frem for retfærdighed. En tilgang der ses at have en fremherskende

relation til de ordensskabende institutioner, der i deres funktionalitet og dynamik har konflikt som

en legitim og accepteret handlemulighed.

Solidarismen derimod har fællesskabet som fokuspunkt, samt at få forskellige former for

solidarisme til at fungere indenfor samfundet af stater. Fremfor at staten ser sig selv som en

suveræn aktør, så er statens rolle jævnfør solidarismen mere som en agent der repræsenterer sin

befolkning. Den ses at vægte retfærdighed frem for orden, hvilket kan betegnes som den

uansvarlige tilgang (Jackson et al (2016), s. 154). Den solidaristiske retning baserer både orden og

retfærdighed på en forventning omkring kollektiv handling og international organisation samt

rettigheder og pligter for både staten og individet (Valbjørn et al (2014) s. 410). Denne tilgang ses

at have en fremherskende relation til retfærdigheden (Justice), der i sin funktionalitet bygger på

både fælles normer og kollektive handlinger, der sigter imod at fremme samarbejde og forfølgelse

af fælles interesser. (Buzan (2014), s. 115-­116).

Russisk tilgang til det internationale samfund har jævnfør Kaczmarska, været præget af en

fremherskende pluralistisk diskurs, der ligger vægt på suverænitet, ikke-­intervention og

stormagtskoncert. En nationalistisk orienteret tilgang der samtidig også rummer et forbehold

overfor det internationale samfunds indblanding i nationale anliggender (Kaczmarska (2017), s.

274-­275). Der ses fra russisk side at være en fremherskende vægtning af pluralismen

-­‐ 24 -­‐

2.5. Orden og retfærdighed

Ved International orden forstås de elementer, der fremmer mål og værdier for interaktionen mellem

stater. En ramme for samfundet, der danner retningslinjer for, hvorledes staterne kan fungere i

samfundet. Hedley Bull definerer selv den internationale orden på følgende vis: ”et mønster eller

en tendens i den internationale adfærd, der vedligeholder det internationale samfunds primære

elementære og universelle mål” (Bull (2002), s. 16).

Orden i et internationalt samfund opretholdes via tilstedeværelsen af ordensskabende institutioner.

De klassiske westphalske institutioner, der udsprang af den europæiske koncert, ses som et af de

første forsøg på at skabe en international orden baseret på vedtagne regler og grænser.

(Kissinger, 2014, s. 33). Bull anfører omkring institutionerne, at de ”ikke nødvendigvis er en

organisation eller et administrativt apparat, men snarere et sæt af vaner og praksisser der er

designet til at realisere de fælles må”. (Bull (2002), s. 68-­71)

De grundlæggende institutioner er jævnfør Buzan forankret i begreberne legitim statslig adfærd og

handler om den tilstedeværende fælles identitet som staterne i samfundet har. De primære

institutioner omfatter suverænitet og den affødte territoriale definering af stater, magtbalance, krig,

diplomati, international ret og stormagtsstyring.

De sekundære institutioner er hentet fra den liberale institutionalisme, og omfatter internationale

institutioner som mellemstatslige organisationer og regimer (Buzan (2014) s. 16-­17). I dette

speciale anvendes både primære og sekundære institutioner, idet liberal institutionalisme

anvendes i relation til de internationale institutioner. Sidstnævnte primært adresseret igennem

anvendelsen af kompleks interdependens, der her anvendes som forklaringsvariabel relateret

retfærdighed.

Den engelske skole anvender udover orden også begrebet retfærdighed (Justice), der kommer fra

det moralske område (Bull (2002), s. 75). Sammenhængen imellem begreberne og tilhørende

institutioner kan blandt andet ses i en overlappende fælles målsætning om, at skabe de

konditioner, der sigter imod at opretholde ro og stabilitet i det internationale samfund.

Både orden og retfærdighed har således det internationale samfunds bedste for øje. Endvidere ses

der at være et slags symbiotisk forhold, hvilket betyder at man ikke eksakt kan adskille de to

begreber. Bull argumenterer for at orden har en forrang frem retfærdighed, men samtidig ses bege

begreber at kunne påvirke balancen i det internationale samfund.

Bulls vægtning af begreberne tager udgangspunkt i en prioritering af moralske værdier omkring

orden fremfor moralsk forfølgelse af en retfærdig sag. Herved medtages ikke nødvendigvis den i

samfundet tilstedeværende kontekst og situation i samfundet. Samlet ses Bulls tilgang at savne

-­‐ 25 -­‐

nuancering omkring den tilstedeværende kontekst i samfundet. Et forhold der ses relevant ved

analyse af den russiske aktør, der ses at have en særlig identitet i Arktis.

Vores analyse af den russiske aktør i en arktisk kontekst gennemføres med elementer fra både

orden og retfærdighed, for herigennem at skabe relevant forklaringskraft omkring begge polariteter

i modsætningsforholdet omkring samarbejde og konflikt.

I forhold til orden anvendes vil forklaringsvariablerne omkring magtbalance, stormagter og

suverænitet, idet der her ses mulighed for at adressere den diskursive tilgang omkring russisk

storhed og stormagtsambitioner.

Vedrørende retfærdighed så vil vi her overordnet tage afsæt i den internationale eller interstatslige

retfærdighed, der i den engelske skole tager afsæt i retfærdighedsopfattelsen stater imellem. I

relation til retfærdighed anvendes forklaringsvariabler omkring folkeret, samarbejde og kompleks

interdependens. Emner der alle kan relateres til den anden del af dualismen, der omhandler en

diskursiv tilgang omkring samarbejde.

-­‐ 26 -­‐

3. Analysen

Udgangspunktet for denne analyse er Ruslands engagement i den arktiske region, hvor både en

ambitiøs udenrigs-­ og sikkerhedspolitisk og en mangfoldighed af målsætninger ses at sætte

dagsordenen. Rusland har for regionen både nationale og internationale ambitioner, hvilket for

landet skaber en interessant rolle for blandt staterne i det arktiske samfund.

Den analytiske proces for dette speciale er opdelt i to tempi indeholdende følgende analysedele:

• Første analysedel vil via de udvalgte forklaringsvariabler undersøge Ruslands strategiske

adfærd i Arktis.

• Anden analysedel vil undersøge om Rusland via sin førte politik potentielt udfordrer

samarbejdet i det arktiske samfund.

Afslutningsvis vil analysedelene bidrage til specialets konklusion.

3.1. Det arktiske samfund.

For indledningsvis at få en forståelse af det arktiske samfund, så er det nødvendigt at se på

områdets særlige karakter, som ikke umiddelbart kan genfindes andre steder på kloden. Et

omfattende isfyldt havområde, der mest er kendt for sin ugæstfrihed og udvikling relateret til den

globale opvarmning. Sidstnævnte ofte identificeret via de smeltende ismasser, der bevirker at

Arktis åbner sig og tillader et forøget aktivitetsniveau. Dette sammenholdt med, at den

menneskelige natur søger at udforske nye muligheder, skaber her et potentiale. Et forhold, der her

blot forstærkes af, at området estimeres til at have et omfattende økonomisk potentiale i form af

naturressourcer, sejlruter og handel. Økonomiske byggesten der ses, at kunne skabe det

fundament, hvorpå man i fremtiden kan bygge de arktiske staters økonomiske udvikling og

velstand.

Kredsen af stater i det arktiske samfund, er her udvalgt på baggrund af deres relation til det

primære samarbejdsforum i Arktis, der ses at være Arktisk Råd. De otte medlemslande ses samlet

at repræsentere den kreds af stater, der i en arktisk kontekst har primær legitim ret til, at bidrage til

fastlæggelsen af samfundets primære mål (Bull (2002), s. 8). Samtidig ses staterne at

repræsentere en gruppe det har fælles interesser omkring samarbejde i en arktisk kontekst (Bull

(2002), s. 63).

Sammenhængen imellem det arktisk samfund og de sekundære internationale institutioner i Arktis

repræsenterer her et komplekst samspil, hvor udbyttet både er opnåelse af fælles resultater samt

etablering af mellemstatslige kontaktflader, der bidrager til at skabe stabilitet igennem den

-­‐ 27 -­‐

gensidige interdependens. Selvom teorien fremhæver de fundamentale institutioner fremfor de

sekundære internationale institutioner, der af Bull benævnes pseudo-­institutioner (Bull (2002), s.

XXXVII), så vurderes disse at repræsentere et væsentligt bidrag til opretholdelse af stabiliteten i

det arktiske samfund. Samtidig ses disse også at kunne udfordre den tilstedeværende orden,

såfremt deres legitimitet forsvinder eller udfordres. Et forhold der i den nuværende kontekst ikke

ses at være relevant for Arktisk Råd og FN, men forholdet imellem medlemslandene i NATO og

Rusland repræsenterer i Arktis et potentielt spændingsfelt. Rusland har et markant forbehold

overfor alliancen, idet den russiske sikkerhedsstrategi har udpeget denne som en trussel.

Samspillet imellem alliancens medlemslande og Rusland ses dog ikke at være konkret påvirket af

dette forhold. Det russiske forbehold ses således ikke at udfordre den arktiske orden, men

repræsenter dog et strategisk modsætningsforhold, hvor Rusland vælger samarbejde fremfor

konflikt. Set I en praktisk kontekst virker valget fornuftigt, idet Rusland herigennem plejer eget

behov for at være en del af det arktiske fællesskab. Alternativet ville være en potentiel isolering i

det arktiske samfund.

Nedenstående oversigt er medtaget for at vise sammenhæng imellem de fora, der har relation til

den arktiske region. Oversigten viser også den mangfoldighed af stater, der har interesse i den

arktiske region. Den russiske aktør ses her at kunne relateres til to fora, men idet Rusland ikke

deltager i Arctic Security forces Roundtable (ASFR), så er listen reduceret til kun at omfatte Arktisk

Råd.

Figur 3. Arktiske relationer. (Kilde: Arktisk Kommando (AKO) briefing omkring arktiske relationer).

-­‐ 28 -­‐

Særligt for regionen gælder, at man har en primær adressering af samarbejde staterne imellem.

Sammenholdt med det forhold, at man i et internationalt samfund skaber en merværdi ved

interaktion, indikerer at denne tilgang også er forankret i staternes pleje af egne interesser. Herved

ses en interstatslig dimension, der kombinerer liberale værdier med nationale interesser.

Endvidere ses der i Arktis at eksistere en interstatslig adfærd, der tillader sondring baseret på

geografisk kontekst. Eksempelvis ses Dansk adfærd overfor Rusland, at være væsensforskellig

afhængig af om konteksten er forankret i Arktis eller eksempelvis Baltikum. Der ses dog at være en

latent mulighed for ændring af dette forhold, såfremt der sker en eskalation i den baltiske region.

Den arktiske region vurderes ikke at være immun overfor kriser i nærområdet og specielt ikke hvis

krisen involverer lande, der også tilhører det arktiske samfund.

Ser vi på Rusland i forhold til de resterende syv arktiske stater, så skiller landet sig ud. Landet har

ikke sikkerhedsmæssige relationer til NATO og skiller sig styremæssigt ud ved at have et meget

ungt demokrati. Jævnfør Iver B. Neumann at Rusland er udfordret omkring at kunne imødekomme

vestlige standarder. Man kan sige at landet sigter mod storhed, men ikke nødvendigvis imod mere

liberale demokratiske værdier (I. B. Neumann (2008) s. 146-­147).

Et forhold der af mange ses som udfordrende i forhold til det interstatslige samspil, hvilket dog ikke

officielt underminerer de tilstedeværende samarbejdsrelationer i eksempelvis Arktis Råd. Dermed

siges ikke at dette forbehold er betydningsløst, idet der i de arktiske fora kan ske ”spill-­over” effekt

fra andre steder i verdenen, hvilket potentielt kan graduere samarbejdet i negativ retning. Et

forhold der senere i specielt vil blive berørt via case omkring nukleart beredskabssamarbejde. Men

ser man på den russiske annektering af Krim, så ses dette ikke i en arktisk kontekst, at have

afstedkommet konkrete former sanktionering eller afstandstagen fra Rusland.

Regionens særegenhed betyder også, at man ikke umiddelbart kan applikere dynamikkerne fra

andre regionale områder. Det betyder at man analytisk kan betragte Arktis som en unik case, hvor

aktørernes adfærd ikke nødvendigvis er speciel set fra et strategisk synspunkt, men det er

rammerne for aktørernes interaktion derimod.

-­‐ 29 -­‐

3.2. Rusland og den arktiske region

Rusland og Arktis ses at have et næsten symbiotisk forhold. De tilstedeværende olie og gas

ressourcer i regionen ses nødvendige for, at understøtte landets ambitioner omkring storhed,

bevarelse af stormagtsrollen og ikke mindst skabelsen af økonomisk udvikling og robusthed.

Sidstnævnte som det økonomiske fundament, der underbygger og legitimerer Ruslands position i

ligaen af stormagter. En økonomisk og strategisk ”totrinsraket” der kan ses som et udtryk for, at

Rusland har en primær fokusering på fremme af egen målsætning. Et forhold der kan udfordre

samfundet, såfremt denne målsætning afviger markant fra samfundets.

Samtidig indgår Arktis som en hjørnesten i landets nationale og kulturelle identitet. Allerede i 1926

gjorde Rusland et indledende krav på den arktiske region, så den arktiske ambition er ikke ny.

Dengang endte ambitionen uden anerkendelse fra andre stater (M. A. Schmidt & K. Giles (2007),

s. 2). I dag er Ruslands ambitioner fortsat tilstede og forfølges med samme ildhu. Situationen ses

dog at være anderledes, idet landet nu agerer i en kontekst med den internationale institution FN

og et arktisk samfund hvor staternes normsætning påvirker hvad der er legitim adfærd.

Hvorfor netop Rusland har et særligt tilhørsforhold til den arktiske region, kan virke indlysende, når

man kigge på kortet i specialets indledning (figur 1.). Landets geografiske placering, udstrækning

og størrelse kombineret med engagementet i regionen, viser at Rusland ønsker at spille en

afgørende rolle i det arktiske område. Både i forhold til områdets økonomiske og politiske udvikling

og i forhold til den magtmæssige balancering i regionen. Derfor ses Ruslands udenrigs-­ og

sikkerhedspolitik at spille en primær rolle i forhold til udviklingen i det arktiske samfund (Zysk

(2011), s. 116).

Ser vi på den russiske identitet i en arktisk kontekst, så ses der at være både kulturelle og

nationale nuanceforskelle, der ses at adskille landet fra de andre arktiske stater. Landets historie

taget i betragtning virker tilstedeværelsen af denne forskellighed ikke overraskende. Men

forskelligheden vurderes ikke at være så radikal, at den ved sin blotte tilstedeværelse udfordrer de

internationale omgivelser i samfundet (Manning, s. 68-­71).

Rusland ses i sin selvforståelse ikke kun at rumme arven fra Peter den Store omkring en vestlig

orienteret identitet. Selvom dette underbygges af strømninger fra ”Westernizers” (Zapadniki), så

tilsiger Ruslands enorme geografiske udstrækning, at der uundgåeligt må være påvirkning fra den

modsatte ende af landet beliggende i den asiatiske verdensdel.

Landets magtelite har retorisk valgt at lade landets selvopfattelse være afhængig af den aktuelle

kontekst. En opportunistisk tilgang, hvor der manøvreres imellem diskurser, der karaktermæssigt

varierer fra at være vestlig orienteret (Atlanticisme) og den mere russisk orienterede tilgang

(eurasianisme), der bygger på en geopolitisk strømning i fra 1920 omkring Ruslands særlige

-­‐ 30 -­‐

position som landet i midten imellem de to verdensdele. I dag har eurasianisme mere karakter af

en nationalistisk strømning, der knytter hævdvunden ret til geografisk udbredelse og

stormagtsambitioner med den russiske identitet.

I en teoretisk kontekst anfører Bull omkring den russiske relation til Asien, at landet historisk set

altid har været opfattet som et semiasiatisk underudviklet land, der ligesom de resterende asiatiske

lande var sårbar overfor de vestlige stormagter (Bull (1984), s. 218).

Samlet set vurderes den eurasiatiske tilgang at være fremherskende, hvilket underbygges af en

tilstedeværende antivestlig bevægelse i Rusland affødt af Vestens sanktionering. Et forhold der

underbygges af, at eurasianismen ses at have fået fodfæste i den russiske magtelite, idet den

understøtter ambitionen omkring stormagtsrolle og den russiske interessesfære (A.P. Tsygankov

(2008), s. 51-­52). En tilgang der vurderes primært at kunne relateres sig til diskurs omkring konflikt.

Ser vi på Ruslands officielle ambitioner for engagementet i Arktis via landets arktiske strategi10, så

ses denne at rumme en ambitiøs tilgang, idet den adresserer både det nationale og internationale

niveau. Strategien ses ikke at afvige substantielt fra de tilsvarende andre arktiske staters

strategier, og ses derfor at være normativt i overensstemmelse med de andre arktiske staters

målsætninger for regionen. En tilgang som tilsiger, at den russiske identitet i Arktis her søger en

ensretning med de andre stater og dermed også en mere vestlig orienteret identitet.

De overordnede målsætninger for strategien er følgende:

• Anvendelsen af Arktis som en strategisk ressource base, der skal bidrage til at løse landets

sociale og økonomiske udfordringer.

• Bibeholdelse af Arktis som et område med fred og samarbejde.

• Bevarelse af det unikke miljømæssige system I Arktis

• Anvendelsen af de Nordlige skibsruter (Northern Sea Routes) som den primære transportvej

for Rusland i Arktis

Der ses i strategien at være en primær adressering af liberale værdier, og et markant fravær af

emner relateret til det russiske narrativ omkring storhed og stormagtsambition. En udenrigspolitisk

signalgivning, der indikerer at Rusland ønsker at indgå i det arktiske fællesskab med fredelige

universelle mål for øje. Samtidig ses tilgangen markant at afvige fra den eurasiatisk diskurs, hvilket

indikerer en doktrinær afstandstagen fra magtelitens der ikke søger at fremme en russisk enegang.

10 Foundations Of The Russian Federation’s State Policy In The Arctic Until 2020 And Beyond, (Uofficiel oversættelse), http://icr.arcticportal.org/index.php?option=com_content&view=article&id=1791%253

-­‐ 31 -­‐

3.2.1. Modsætningsforholdet (dilemmaet) i den russiske politik i Arktis

Vi har tidligere vist at den russiske tilgang til den arktiske region rummer en udenrigspolitiks

signalgivning med modsatrettede signaler. Med afsæt i dette modsætningsforhold omkring

samarbejde og konflikt (Staun (2015), s. 9) & (Zysk (2011), s. 115-­117), vil vi her se på dette

tilstedeværende dilemma i den russiske politik.

I forhold til denne modsætning omkring samarbejde og konflikt, så ses der at være en enighed

blandt forskere om en tilstedeværende analytisk ”overvægt”, der peger på samarbejde som den

fremherskende diskurs i Arktis. Man kan sige at den russiske aktørs tilgang ses at være præget af

pragmatisme, idet baggrund for valg af dominerende diskurs ses at være styret af nationale

interesser og ikke ideologiske overbevisning. Samtidig har Rusland i relation til nationale interesser

valgt at kombinere diskurs omkring stormagtsambitioner med en omkring samarbejde. Det betyder

man ikke kan udelukke konflikt som udenrigspolitisk handlemulighed, såfremt landets position

udfordres.

Den russiske arktiske selvforståelse rummer således to ”melodier”, som bygger på henholdsvis

liberalistiske og realistiske værdier. Spørgsmålet er herefter om disse to diskurser kan fungere i det

arktiske samfund uden at udfordre den regionale orden og uden at udfordre magtbalancen. Et

dilemma vil nogen mene, men samtidig en tvetydighed der reelt set at være iboende i alle de

arktiske nationers strategiske tilgang. Kombinationen af opbygning af militære kapaciteter til

suverænitetshævdelse og samarbejde ses at være integreret i de fleste landes udenrigs-­ og

sikkerhedspolitik. Kristian Søby Kristensen beskriver dilemmaet ved at anføre, at Rusland på den

ene side har som kerneinteresse at fastholde regional orden, diplomatiske kanaler og frugtbart

investeringsklima (diplomatisk afspænding) og på den anden side har landet også et behov for at

styrke egen evne til at opretholde landets sikkerhed (Kristensen, K. S. & Sakstrup, C. (2016), s.

27).

Endvidere kan man sige at det russiske dilemma bygger på en generel tanke omkring en

hævdvunden russisk ret til den arktiske region, kombineret med en promovering af liberale

geopolitiske værdier omkring samarbejde. Sidstnævnte med udgangspunkt i et russisk behov, der

ses forankret i forhold omkring økonomisk gevinst ved udnyttelse af de arktiske ressourcer.

Samtidig har den russiske magtelite via sine retoriske udmeldinger, skabt en intern politisk

forpligtelse overfor sin befolkning, der omhandle storhed i form af stormagtrollen. Det nationale

narrativ omkring stormagtsambitionen, ses dog at være umiddelbar lettere at opfylde i den arktiske

region, idet Rusland her både er geografisk og militærmæssigt størst (Zysk (2011), s. 116). I

forhold til vores teoretiske perspektiv, så er stormagters styrkelse af egne økonomiske og militære

kapaciteter ikke ordensskabende institutioner og kan derfor ikke direkte bidrage til at bibeholde den

-­‐ 32 -­‐

regionale orden (Buzan (2006), s. 364). Men forholdene ses dog at påvirke den interstatslige

interaktion og ikke mindst legitimering af Ruslands status som stormagt, hvilket i det regionale

samfund ikke alene sker ved at opfylde kriterier, men også via anerkendelse fra de andre

tilstedeværende stater (Bull (2002), s. 195-­196). Sidstnævnte forhold ses at kunne udfordre

Rusland, såfremt der i samfundet sker en distancering til landet kombineret med en underkendelse

af stormagtsrollen. Forhold der udfordrer modsætningsforholdet som en helhed.

3.2.2. Den russiske interessesfære i Arktis

Rusland har i sin sikkerhedspolitiske strategi et ønske om at have en interessesfære, der fungerer

som en varslingszone og et bolværk mod udefrakommende trusler. Heri ligger også et ønske om at

have allierede partnere i denne zone. Et forhold der underbygges af en udtalelse fra den tidligere

russiske udenrigsminister Igor Ivanov: ”former Soviet Unions geopolitical space forms a special

interest zone for Russia”. Et udtryk der ligeledes blev understøttet af Dmitry Medvedev, som

udtalte at en af søjlerne i russisk udenrigspolitik, ville være at sikre Moskvas interesser i

prioriterede regioner, startende med de lande hvis grænser støder op til Rusland. (Gvosdev &

Marsh (2014), s. 157). Endvidere understøttes tilgangen i den eurasiatiske strømning, der har dette

element som national målsætning.

Men i forhold til ovenstående geografisk-­strategiske kontekst, så udmærker den arktiske region sig

ved, at der her ikke har eksisteret en konkret bufferzone imellem den vestlige verden og Rusland.

Den arktiske regions vitale rolle under den kolde krig er naturligvis et udtryk for området strategiske

vigtighed, men reelt set har området ikke bidraget i kraft af sin geografiske udbredelse. Et forhold

der betyder at Rusland her ikke, i samme grad som i Europa, ser sig udfordret af NATO’s

udvidelser. Men dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Rusland ikke ser et behov for at

sikre en arktisk interessesfære. Landets sikkerhedspolitiske strategi11 nævner specifikt truslen fra

USA og NATO, der ønsker at indelukke landet og samtidig at begrænse Ruslands udenrigs-­ og

sikkerhedspolitiske indflydelse og handlerum. Set i et sikkerhedspolitisk perspektiv, så rummer

denne tilgang også en forklaring på Ruslands militærmæssige intention omkring oprustning Arktis,

idet der her ses at være udpeget en konkret trussel i et officielt strategisk dokument. Det vurderes

derfor at man ikke bør misforstå den russiske pragmatisme relateret til den arktiske region, idet der

i landet ses at eksistere et meget veldefineret og erkendt trusselsbillede, der ligeledes er formidlet 11 Russian National Security Strategy, (December 2015), http://www.ieee.es/Galerias/fichero/OtrasPublicaciones/Internacional/2016/Russian-­National-­Security-­Strategy-­31Dec2015.pdf

-­‐ 33 -­‐

til den russiske befolkning. Herigennem legitimeres magthavernes politiske fokusering imod

konflikt, hvilket skaber samhørig i nationen men ikke nødvendigvis økonomisk udvikling.

3.3. Orden

International orden skabes igennem international politik, der grundlæggende opstår via

internationale relationer. Det er grundlæggende set et aktivitetsmønster, som søger at

underbygger samfundets primære mål (Bull (2002) s. 8). De arktiske stater ses at have både fælles

måde at agere på og fælles målsætninger for den arktiske region, hvilket viser at den arktisk orden

eksisterer og fungerer.

Spørgsmålet er om Ruslands måde at agere på i det arktiske samfund, potentielt skaber grobund

for at udfordre den tilstedeværende orden og dermed et spirende grundlag for uorden i samfundet.

Der ses dog at være ret vide grænser for de suveræne staters manøvrerum, hvorfor uorden ses at

skulle have en markant nærmest eksistentiel karakter for at kunne udfordre samfundet. Men kan

det arktiske samfund opretholde sin interne balance? Det teoretiske ordensbegreb understøttes af

regler der hviler på institutionerne omfattende Magtbalancering, Folkeret, Diplomati, Stormagter og

Krig. Særligt magtbalanceringen ses at have en særlig status i forhold til de fire andre institutioner,

idet denne institution ses at skabe forudsætningerne for at disse dynamisk kan påvirke det

interstatslige samspil i samfundet. I dette speciale har vi udvalgt de ordensskabende institutioner

magtbalance, stormagter og suverænitet som forklaringsvariabler i forbindelse med analyse af

vores problemfelt omkring Ruslands strategiske adfærd i Arktis.

3.3.1. Magtbalance

Magtbalanceinstitutionen i Arktis har som sin primære opgave at opretholde grundlaget for den

fredelige sameksistens i regionen. Funktionaliteten i denne institution er særlig, idet den søger at

skabe orden primært ved balancering af magt mellem de stærkeste stater i samfundet (Bull (2002),

s. 103). Hermed ses denne institution også at adressere Ruslands rolle som stormagt og kan her

ses som et udtryk for den tilstedeværende forpligtelse til at vedligeholde og samtidig undlade at

udfordre magtbalancen.

Særligt for magtbalancering gælder, jævnfør den engelske skoles perspektiv, at den

ordensskabende dynamik her ikke er begrænset til militær magt, men også omfatter også

økonomiske, teknologiske og diplomatiske kapaciteter. Ifølge Bull skal magtbalancering være

subjektiv, for at have en effekt som ordensskabende institution. Den objektive tilstedeværelse er

også relevant, men har kun begrænset effekt såfremt den står alene (Bull (2002), s. 99).

-­‐ 34 -­‐

I forhold til Rusland i den arktiske region, så betyder dette at der i samfundet skal være en

tilstedeværende tiltro og anerkendelse, af den ”magt” som landet repræsenterer. For Ruslands

vedkommende ses landets militære kapaciteter i Arktis, at bidrage med den primære påvirkning,

idet sanktioneringen har reduceret landets evne til at påvirke økonomisk og samtidig har Rusland

efter 2015 valgt at sænke deres aktivitetsniveau i de mellemstatslige fora. Sidstnævnte er primært

observeret ved passivitet i Arktisk Råd og udeblivelse fra ASFR.

I det arktiske samfund ses staterne Rusland og USA at repræsentere de primære poler i

magtbalanceringen. Begge lande anses for at være stormagter og ser man indledningsvis på

aktørerne via realismens perspektiv, så er det reelle militære styrkeforhold i amerikansk favør. Et

forhold der ikke umiddelbart ses ændret i fremtiden, idet Rusland på baggrund af de igangværende

sanktioner tvinges til at til at modificere sine ambitioner omkring målrettet opbygning af kapaciteter,

idet disse ses umiddelbart afhængige af leverancer af teknologi og viden fra den vestlige verden

(H. A. Conley & C. Rohloff (2015), s. 2-­6). Den nukleare magtbalancering imellem de to stater er

her også en relevant faktor, der dog ses at bidrage på samme vis som de konventionelle styrker.

Der gælder dog for Rusland, at Arktis den primære base for magtprojektion af nukleare styrker.

Nordflåden er placeret på Kola halvøen og danner et vigtigt bidrag til Ruslands samlede evne til at

demonstrere nuklear afskrækkelseskapacitet. Et forhold der vurderes at være essentielt for

Rusland, for at kunne opretholde sin status som stormagt og for at kunne kompensere for landets

svaghed omkring de konventionelle styrker (Zysk (2011), s. 113).

Det ses dog at være Rusland, der primært fremhæves som den arktiske stormagt, hvilket skaber et

narrativ om en magtfuld aktør i det arktiske samfund. Et forhold der understøttes af en amerikansk

tilbageholdenhed omkring demonstration af magt i en arktisk kontekst, samtidig med at Rusland

søger at udnytter enhver mulighed for at underbygge det førnævnte narrativ. Retoriske

udmeldinger sammenholdt med militære indsættelser i af ofte omfangsrige mængder tropper, ses

her at skabe en russisk identitet der har et iboende ønske om at dominere den arktiske region. Her

udtrykt via en markant retoriske udmelding fra den russiske vice premierminister Dmitry Rogozin.

En bastant nationalistisk proklamation omkring Ruslands ret til Arktis, der ses at adressere netop

befolkningens selvforståelse som arktisk stormagt:

”The Arctic is Russia’s Mecca” 12 (Dmitry Rogozin, april 2015)

12 Ishaan Tharoor, ”The Arctic is Russia’s Mecca, says top Moscow official”, Washington Post, April 20, 2015, http://www.washingtonpost.com/blogs/worldviews/wp/2015/04/20/the-­arctic-­is-­russias-­mecca-­says-­top-­moscow-­official/

-­‐ 35 -­‐

En selvforståelse som det internationale samfund fortsat ser på med opmærksomme øjne, idet

mange tolker denne selvforståelse og dennes åbenlyse dyrkelse i Rusland, som en slet skjult

higen efter storhed i det arktiske samfund, hvor USA desuagtet sin position jævnfør realismen som

global hegemon, fører en mere anonym rolle. (R. Murray & Anita Dey Nuttal (2014), s. 47).

Spørgsmålet er om disse retoriske udmeldinger og indsættelser også subjektivt påvirker

magtbalancen i samfundet. Rusland demonstrerede i 2016 sin evne til at deployerer og indsætte

tropper i Arktis, ved at nedkaste faldskærmstropper på den russiske forskningsstation Barneo.13

Figur 4. Den russiske forskningsstation Barneo (Kilde: Arktisk Kommando)

Umiddelbart en markant handling, som dog bør holdes op i mod at der ligeledes gennemføres

amerikanske øvelser i det arktiske, hvor der ligeledes vises potentiale for indsættelse af væbnede

styrker i den arktiske region.14 Ud fra ovenstående billeder (figur 4) fås et indtryk af Barneo og

samtidig en indikation af, at de andre arktiske stater også patruljerer området for at holde øje med

de russiske aktiviteter.

Samtidig ses der fra russisk side at være en forøget promovering af landets aktiviteter i en Arktisk

kontekst. Ved møde i Arktisk Råds arbejdsgruppe omkring beredskab EPPR Montreal 2016,

fremhævede russisk delegationsleder landets evne til at indsætte kapaciteter i Arktis. En vovet

præsentation i den givne kontekst, idet Arktisk Råd jævnfør sit mandat ikke kan beskæftige sig

med sikkerhedspolitiske emner. Fra Dansk side blev Rusland adspurgte om hvilke erfaringer man

13 Ministry of Defence of the Russian Federation, “Russian Airborne units are preparing for landing in the Arctic”, 8. April 2016, https://eng.mil.ru/en/news_page/country/more.htm?id=12082294@egNews 14 NavyTimes, “Arctic naval exercise not a hedge against Russia, officials say”, 2. Marts 2016, http://www.navytimes.com/story/military/2016/03/02/arctic-­naval-­exercise-­not-­hedge-­against-­russia-­officials-­say/81217804/

-­‐ 36 -­‐

havde opnået fra den pågældende operation og hertil kunne Rusland meget ærligt oplyse, at

udfordringen er ikke at deployere kapaciteter, men derimod at løse militære opgaver i Arktis.

Denne korte dialog er medtaget for at illustrere at selvom den militære handling repræsentere én

markant handling, så er den subjektive opfattelse mere begrænset og nedtonet i relation til emnets

bidrag til magtbalancen. Modsat ses dog etableringen af en luftbase på Frans Josef land i form af

Nagurskoye basen, der skal fungere som platform for luftbårne kapaciteter som eksempelvis

strategiske bombefly, at kunne påvirke den tilstedeværende magtbalance. Etableringen af verdens

nordligste luftbase er ikke gået upåagtet hen og ses militært at repræsentere et væsentligt større

russisk fodaftryk i den arktiske region.

Figur 5. Hovedbygningen på Nagurskoye basen (Kilde: Russian Ministry of Defense)

Det kan umiddelbart her konkluderes, at tilstedeværelsen af institutionen omkring magtbalancering

ses at have en effekt i den arktiske region. Den ses at adressere de tilstedeværende stormagter

USA og Rusland og balanceringen er her primært forankret i den militære dimension.

Genoptagelsen af det vestlige militære engagement Nordatlanten omkring adgangsvejene (GIUK-­

gap15), vurderes at være et udtryk for en balancering affødt af denne institution.

Samlet set vurderes den russiske tilgang til institutionen omkring magtbalancen, at være primært

forankret i Ruslands selvopfattelse som stormagt. En statscentrisk tilgang der i vores

modsætningsforhold ses at hælde imod diskurs omkring konflikt.

15 Greenland, Iceland and UK GAP, Strategisk farvand imellem landene, hvor man kan overvåge Russisk indsættelse af flådestyrker.

-­‐ 37 -­‐

3.3.2. Stormagtskoncert

Den engelske skole anerkender eksistensen af stormagter, fordi magt ikke nødvendigvis er ligeligt

fordelt, hvilket også ses som et positivt element, idet den ”rene” lighed mellem stater ikke

nødvendigvis skaber et miljø for konstruktiv interaktion. Derved ses dog en udfordring af det

anarkiske system, idet man herigennem antyder at stormagten har en overstatslig rolle. Omvendt

bidrager forholdet også til, at anspore staterne i samfundet til at positionere sig strategisk, for

herigennem at pleje og balancere det internationale samfund. Dette er naturligvis en simplificering

af betydningen af stormagternes indflydelse, men overordnet set meget sigende for stormagtens

rolle i det internationale samfund (Bull (2002), s. 199).

Rusland har en særdeles målrettet fokusering imod sin rolle som stormagt. Et vedvarende russisk

islæt, der har været relevant siden Peter den Store. (Staun (2018), s. 13). En identitetsmæssige

ambition, der både er central og eksistentiel i sin betydning for landets selvopfattelse, hvilket

løbende fremhæves retorisk af den russiske magtelite. Vladimir Putin sagde i sin kandidattale for

Dumaen august 1999, ”Russia has been a great power for centuries, and remains so. It has always

had legitimate zones of interests abroad in both the former Soviets lands and elsewhere (V. Putin,

August 1999)16. Denne klare tilkendegivelse omkring den russiske selvopfattelse, rummer en fast

tro på landets ret til at være en stormagt. Samtidig kan den tolkes som en tilkendegivelse om, at

Rusland ikke nødvendigvis ser et behov for staternes anerkendelse af landets stormagtsrolle.

Den russiske tilgang omkring promovering af landet som en stormagt, ses at have gennemgået en

udvikling siden 1999. I tale ved det internationale forum i Arkhangelsk 201717 omtaler Putin

primært liberale emner omkring samarbejde, men samtidig ses talen i en kontekst omkring det

arktiske samfund, at rumme en underliggende adressering af stormagtsrollen, ved en fremhævelse

af landets særlige ansvar for udviklingen i Arktis.

Ser vi på den russiske målsætning for det internationale system, der adresserer et multipolært

system, så ses den her at harmonere med vores teoriretning vedrørende stormagtskoncert. Men er

Ruslands geopolitiske ambition som stormagt, at balancere USA i det internationale samfund eller

er det en manifestation omkring rollen som primær stat (Russo-­centrism) i relation til Eurasia (E. G.

Solovyev (2004), s. 94-­95). Begge tilgange har relevans for den arktiske region, og hvilken rolle

der primært adresseres, ses at afhænge af den tilstedeværende politiske kontekst. Rusland bør

dog her være opmærksom på, at generelt kræver ambitionen om deltagelse i fællesskabet som

stormagt, at staten anerkender de andre stormagter og indgår i gensidigt partnerskab med disse. 16 Vladimit Putins kandidattale til Dumaen 1999, https://www.bbc.com/news/magazine-­26769481 17 Vladimir Putin, “Speech at the fourth international Arctic forum in Arkhangelsk: The Arctic a Territory of Dialogue”, 30 March 2017, http://en.kremlin.ru/events/president/news/54149

-­‐ 38 -­‐

(Bull (2002), s. 201). Herved understøttes tilgang omkring samarbejde, idet legitimiteten som

stormagt ses at afhænge af samspillet med de andre stormagter i samfundet.

Måden hvorpå stormagten Rusland søger at interagere med vesten på, bygger jævnfør Tsygankov

på en balancering mellem nationale interesser og stormagtsambitionen, hvor den sidstnævnte ses

at have en fortrinsret (A. P. Tsygankov (2005), s. 153-­154). Et forhold der udfordres af Neumann,

der kun ser to forhold der kan legitimere den russiske status som stormagt. Det nukleare

våbenarsenal og landets interessesfære. Begge dele kan teoretisk vurderes via et subjektivt

perspektiv, hvor lighedstegnet imellem nuklear våbenmagt og legitim stormagtsrolle ikke

nødvendigvis er en universal sandhed. Herved indikeres samtidig vigtigheden af interessesfæren,

der her skal bidrage til at underbygge stormagtsrollen (I. B. Neumann (2015), s. 12). Ruslands rolle

som stormagt vurderes dog at være mere nuanceret og kan næppe fastsættes så kategorisk som

nævnt ovenfor. Der ses ikke at herske tvivl om, at Rusland lever op til de normative krav omkring

det at være en stormagt og at der hersker en generel accept herom. Selvom den amerikanske

præsident B. Obama i marts 2014 betegnede Rusland som en regional magt, så har den russiske

status ikke sidenhen været udfordret.

Som ordensskabende institution ses stormagt at adressere begge diskurser omkring henholdsvis

samarbejde og konflikt. Ruslands fremherskende måde at adressere rollen som stormagt, indikerer

at landet har større vægtning på hvorledes landet kan opnå fordel af rollen, frem for forpligtelse

relateret til opretholdelse af balance i det arktiske samfund. Selvom Rusland meget konkret

fremhæver vigtigheden af den arktiske udvikling, så ses landets reelle arktiske engagement

primært at være forankret i nationale interesser. Det nationale narrativ omkring storhed vurderes at

spille en mere fremtrædende rolle end ønsket om reelt at samarbejde, hvorfor diskurs omkring

konflikt kan indtage en mere prominent rolle, afhængig af den givne kontekst. Der ses dog at være

en form for ligevægt, idet Rusland ligeledes søger at promovere de liberale værdier, hvilket

indikerer at de to diskurser bevæger sig indenfor et acceptabelt manøvrerum, der ikke umiddelbart

ses at udfordre de arktiske stater.

-­‐ 39 -­‐

3.3.3. Suverænitet

Suverænitet anvendes som begreb ofte i forbindelse med staternes hævdelse af ret til eget

territorium. Begrebet har i sin karakter en eksistentiel dimension for stater, idet manglende evne til

at hævde sin suverænitet automatisk bidrager til at udfordre aktørens legitimitet som stat. Men

søger man mod kernen i dette vitale begreb, så bør man ligeledes tage et blik på den europæiske

koncert, der opstod ved etableringen af den Westphalske fred i 1648. Her opnåede man en

generel enighed omkring anerkendelse af staters suveræne ret til at udøve politisk magt indenfor

eget territorium og etablering af anerkendte landegrænser. Hermed skabtes grundlaget for det

suverænitetsbegreb, der i dag danner baggrund for staternes gensidige respekt og ligeværdighed.

Ruslands tilgang til institutionen omkring suverænitet i en arktisk kontekst, ses ikke at afvige

markant fra de resterende arktiske landes forhold til emnet. Hvilket ikke ses at være overraskende,

idet denne institution er kendetegnet ved at fungere igennem en simpel men virkningsfuld dynamik,

der håndhæves via fastsatte regler omkring territorial integritet og samtidig regulerer interaktionen

imellem stater. Denne interstatslige dynamik ses ligeledes at være fuldt integreret i den arktiske

region.

Omfanget af institutionens implementering i Rusland udfordres dog af flere analytikere, der mener,

at selvom Rusland anerkender institutionen, så ønsker landet samtidig ikke at udelukke

opportunistiske muligheder, der potentielt indskrænker det strategiske manøvrerum. En skepsis

der underbygges af en erkendelse af at de ordensskabende institutioner ikke nødvendigvis er ens

udviklet overalt på kloden (Valbjørn et al (2014) s. 414).

Set i et mere aktuelt perspektiv, så indtager suverænitet som institution en markant rolle både i en

arktisk og russisk kontekst. Den igangværende opdeling af det arktiske område, ofte benævnt

kampen om nordpolen, relaterer sig til suverænitet idet der her ses at ske en udvidelse af det

territoriale område baseret på nationale krav.

Suverænitetsbegrebet er komplekst og set igennem vores teoretiske perspektiv så indgår det i et

institutionelt samspil med både folkeretten her affødt af retfærdighed (Justice). Overordnet kan

man sige at suverænitet har som formål er at opretholde orden og den legitimeres som

institutionen via folkeretten fra den internationale retfærdighed (Bull (2002), s. 78).

Begrebet suverænitet ses dog også at være et tveægget sværd i sin funktionalitet, idet det både

kan anvendes som nationalt skjold overfor territorielle og politiske angreb og samtidig kan man

udfordre suverænitet. Set i et realistisk perspektiv, så rummer nationers higen mod øget territorium

også en potentiel kausal hensigt imod, at udfordre andre landes suverænitet.

-­‐ 40 -­‐

Ruslands tilgang til emnet rummer officielt en primær fokusering imod den funktionalitet i

institutionen, der tilsikrer respekten for landets integritet (Y. A. Stivachtis (2013), s. 43). En ikke

unaturlig prioritering for et land, der er ved at opbygge sin nationale identitet og derfor har særlig

fokus på statens evne til at sikre landets territorium. Et forhold der i en overdreven udgave og

såfremt den normative opfattelse af institutionen får karakter af aggressivitet, så kan den

potentielt bidrage til en distancering imellem Rusland og de arktiske stater. En opdeling der her

kan styrke og give næring til det eksisterende negative nationalistisk narrativ omkring dem og os,

og som derfor ansporer til forbehold frem for samarbejde.

Konkret at udpege den retning som Rusland forfølger i forhold til suverænitet kan være svær

eksakt at angive. Der ses fra russisk side at ske en opbygning af kapaciteter i Arktis. Et forhold der

naturligt relaterer sig til landets legitime ret til at vise national tilstedeværelse i søterritoriet og

dermed hævde landets suverænitet.

Ser vi på nedenstående kort, så får man et indtryk af den russiske tilstedeværelse og

kapacitetsopbygning langs den russiske nordkyst:

Figur 6: Russiske baser i Arktis (Kilde: CSIS rapporten The New Ice Curtain)

Fra et overordnet synspunkt, ses institutionen omkring suverænitet at have en primær funktion

omkring opretholdelse af landets territoriale integritet. Samtidig vil flere vestlige lande påstå, at det

er en institution som Rusland søger at udfordre, ved at operere militære enheder i umiddelbar

-­‐ 41 -­‐

nærhed af andre staters territorialgrænser. Hvorvidt vestlige nationer opererer i umiddelbar

nærhed af russisk område er svært at dokumentere, men det virker plausibelt at vestlige stater

også søger at indhente informationer omkring den russiske ”bjørn”.

Dette spil imellem staterne har potentiale til at udfordre staternes gensidige forhold. Derfor ses det

at være vitalt for arktiske samfund, at de ordensskabende institutioner formår at bevare en stabil

udenrigs-­ og sikkerhedspolitisk tilstand hvor situationer ikke eskaleres. Suverænitet ses dog at

besidde en meget tungvejende ordensskabende dynamik, idet Institutionen er anerkendt og

accepteret af staterne og hviler på en historisk norm, hvor en overtrædelse reelt set sidestilles med

en invasion.

Den russiske tilgang til institutionen er præget af at Rusland ser en fordel i at institutionen fungerer

efter hensigten. Derfor vurderes Rusland heller bevidst at ville udfordre suverænitetens evne til at

skabe orden imellem de arktiske stater. Landets bevidste krænkelser af staters suverænitet ses

mere at kunne relatere sig til et operativt militært ønske om at demonstrere landets evne til at vise

tilstedeværelse og samtidig udfordre beboerne i landets interessesfære. Et aggressivt

adfærdsmønster for en stat, hvilket vurderes at besidde et iboende potentiale der reelt sigter imod

konflikt. Et potentiale der for nuværende ikke i alvorlig grad, har udfordret stabiliteten i det arktiske

samfund.

I forhold til modsætningsforholdet omkring samarbejde og konflikt, så ses institutionen at have en

primær fokusering på konflikt, idet suverænitet enten respekteres eller krænkes. Opgaven

varetages af staten og repræsenterer et meget konkret mønster for statslig adfærd, hvilket jævnfør

Buzan netop er kendetegnet ved en primær ordensskabende institution (Buzan (2004), s. 181-­

182). Men selvom den ses at være ultimativ i sin tilgang, så rummer den også en tungtvejende

sekundær adressering af samarbejde, idet forholdet omkring udvidelse af staternes økonomiske

zoner hviler på et interstatsligt samarbejde, hvor en aftale18 sætter rammerne for samspillet i

samfundet.

18 Ilulissat Erklæringen, Udenrigsministeriet, http://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-­og-­regioner/arktisk-­portal/fakta-­om-­arktis/relevante-­links-­og-­dokumenter/

-­‐ 42 -­‐

3.4. Retfærdighed (Justice)

Vi vil i dette speciale også medinddrage begrebet retfærdighed eller som det mere korrekt

benævnes på engelsk ”Justice”. I forhold til det internationale samfund, så anvendes den her i form

af den internationale retfærdighed (interstate justice). En af tre teoretiske tilgange, der her er

udvalgt på baggrund dens indholdsmæssigt fokusering på rettigheder og forpligtelser for stater og

nationer. Herunder lighed imellem stater, der uanset karakter har ret til suverænitet og

selvbestemmelse (Bull (2002), s. 78).

Dynamikkerne i det internationale samfund ses fortsat at kunne udfordres, selvom orden søges

opnået via aftaler og jura. Statsmandens adfærd og trufne valg ses altid, at kunne bidrage til at

sikre og udfordre den tilstedeværende orden, især hvis adfærden har en særlig agenda forankret i

eksempelvis rollen som stormagt.

3.4.1. Folkeret

Folkeretten spiller som institution en vigtig rolle i Arktis, idet den ses at være det retssystem, der

regulerer forhold mellem stater, hvilket sker igennem aftaler (traktater) indgået imellem stater eller

folkeretlig praksis (sædvaneret). Særligt i det arktiske område kan man observere en kombination

af interaktion imellem stater og funktionaliteten fra FN, der som international institution bidrager til

at skabe orden omkring staternes territoriale krav. FN har en særlig rolle i forhold til folkerettens

adressering af det interstatslige samspil, idet det er den centrale internationale organisation, hvor

mange af folkerettens konventioner forhandles. Herunder også havretskonventionen (UNCLOS)19.

Herved understøtter FN et internationalt samfund, der her tager afsæt i jura og derfor ses at opføre

sig som et internationalt retssamfund.

Teoretisk er den engelske skole udfordret i relation til inddragelse af internationale organisationer,

idet deres rolle i et anarkisk system altid vil være afhængig af staternes anerkendelse af den

pågældende organisations relevans. Bull betegner de internationale institutioner som pseudo-­ og

sekundære institutioner (Bull (2002), s. XXXVII). Som modsætning til dette teoretiske forbehold,

ses den kompleks interdependens jævnfør M. Byers, at have stor relevans omkring de

internationale institutioner. Både omkring opbygningen af interstatslige relationer og kontaktpunkter

og hvorledes interdependens fungerer imellem stater (M. Byers (2017), s. 2-­4).

I en arktisk kontekst ses folkeretten at have en afgørende rolle i forbindelse med den fremtidige

opdeling af det arktiske område imellem de arktiske kyststater. Her søger institutionen at skabe

19 United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS), http://www.un.org/depts/los/convention_agreements/texts/unclos/unclos_e.pdf

-­‐ 43 -­‐

orden mellem stater, der har ambitioner om både forøget geografisk udbredelse og om opnåelse af

potentielle økonomiske indtægtskilder såsom olie, gas, mineraler, skibsruter og fiskeri. De

specifikke territoriale krav baseres på videnskabelige undersøgelser og fremsendes til FN’s

Havretskommision. Legitimeringen af FN som ”overdommer” ses både forankret i folkerettens

juridiske tilgang og via det arktiske samfunds accept. Et forhold som den komplekse

interdependens også bidrager til at understøtte, idet det gensidige afhængighedsforhold skaber

baggrund for stabilitet omkring processen og ikke mindst mulighed for etablering af sædvaneret.

Særligt for den engelske skoles tilgang til emnet omkring geografiske stridigheder, så tager den

også et afsæt i at disse kan virke som initiator for samfundsdannelse. Staterne har fælles

interesser i området, hvilket skaber et rationale, der underbygger behovet for at skabe et regionalt

samfund. Det kræver naturligvis at staterne har fælles mål og at stabiliteten kan bevares via fælles

regler eller institutioner, ellers kan den fredelig sameksistens blive kortvarig.

Figur 7: De arktiske landes territoriale krav i Polhavet – Kampen om Nordpolen (Kilde: IBRU Durham University &

Danmarks Udenrigsministerium)

-­‐ 44 -­‐

For at dette komplekse samspil kan fungere, så forudsættes at de anvendte regler er anerkendt af

staterne i Arktis. Et forhold der i dag underbygges af aftalen omkring opdeling af Polhavet (Ilulissat

erklæringen)20, som blev indgået i 2008 i Ilulissat på opfordring af den arktiske stat Danmark. Her

blev de arktiske kyststater enige om at respektere internationale regler og Havretskommisionens

resultater. Erklæringen er endnu ikke blevet udfordret og må derfor siges at have antaget karakter

af sædvaneret. Man kan sige at selvom aftalen ikke er juridisk bindende for staterne, så har den

implicit en karakter, der gør at brud med denne aftale vil blive anset som værende et tillidsbrud

staterne imellem. Herved ses der jævnfør den komplekse interdependens, at være skabt

kontaktpunkter, der styrker den arktiske orden via den internationale institution som FN

repræsenterer.

Ser vi mere specifikt på Rusland, anerkender staten både FN’s mandat til at dømme omkring den

territoriale opdeling, staternes fremsendte krav og territorial tildeling og en fremtidig fredelig

forhandling ved overlappende krav. Rusland underkaster sig derved som suveræn stat de

internationale love og udfordrer således ikke umiddelbart den orden som oppebæres på baggrund

af folkeretten. Ruslands henvendelse omkring bilaterale forhandlinger med Danmark omkring

geografisk opdeling, ses umiddelbart ikke som en udfordring af den tilstedeværende orden, idet det

danske afslag omkring forhandlinger blot førte til en tilbagevenden til den oprindelige orden.

Selvom Rusland i 2007 gennemførte en spektakulær operation hvor det russiske flag blev plantet

på Nordpolens havbund21, så ses dette ikke at have ændret ved ”drejebogen” for hvorledes

området deles. Generelt ses folkeretten i forhold til den arktiske region, primært at adressere den

diskursive tilgang omkring samarbejde. Et forhold der underbygges af at institutionen søger at

skabe orden igennem international jura på.

Der ses dog også at være et underliggende konfliktpotentiale tilstede i den arktiske relation til

folkeretten, såfremt der sker en underkendelse eller kun en delvis anerkendelse af de russiske

territoriale krav. Den suveræne russiske stats egen selvforståelse som stormagt, kan udfordre

landets evne til at acceptere havretskommissionens afgørelse, såfremt dette taler imod det

fremherskende narrativ omkring storhed. Hvorvidt Rusland herefter vil søge at udfordre

nabolandenes suverænitet ses svært at spå om, men problemer omkring grænsedragningen ses at

kunne initiere et strategisk spændingsfelt, som herefter kan udfordre samarbejdet i det regionale

arktiske samfund. Særligt hvis dette relateres de resterende kyststaters relation til NATO.

20 Ilulissat Erklæringen, Udenrigsministeriet, http://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-­og-­regioner/arktisk-­portal/fakta-­om-­arktis/relevante-­links-­og-­dokumenter/ 21 The Guardian, Russia Plants flag on North Pole Seabed, https://www.theguardian.com/world/2007/aug/02/russia.arctic

-­‐ 45 -­‐

3.4.2. Samarbejde

Det tilstedeværende arktiske samarbejde ses som en væsentlig faktor, når man ser på baggrunden

for den arktiske regions særlige status omkring fredelig interstatslig adfærd. Indledningsvis ses

samarbejdet i Arktis, at udspringe fra præmis om at de arktiske stater ser at samarbejde som

institution skaber en merværdi og dermed kan ses som et plussumsspil.

Allerede i perioden under den kolde krig blev der indledt tilnærmelser imellem de arktiske stater via

et relativt ukontroversielt afsæt i fødevarer. Der blev i begyndelsen fokuseret på multilateralt

samarbejde omkring formalisering af aftaler, omhandlende udnyttelse af naturressourcerne i

oceanerne. Efterfølgende har etableringen af de arktiske skibsruter også bidraget til at øge

fællesskabets muligheder for samspil både med hinanden og med andre stater uden for den

arktiske region. Ruterne forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og skaber herigennem

økonomiske muligheder der kan bidrage positivt til opbygning af velstand (M. Byers (2017), s. 5-­7).

Særlig den nordlige skibsrute (Northern Sea Route) har betydning i en russisk kontekst omkring

økonomisk udvikling, hvilket underbygges af den specifikke fremhævelse af skibsruten i landets

arktiske strategi.

Figur 8: De arktiske skibsruter (Kilde: Arctic Marine Shipping Assessment (AMSA) 2009 report)

-­‐ 46 -­‐

Skibsruterne ligger indenfor den russiske eksklusive økonomiske zone (EEZ) og er derfor ikke

afhængige af hvorvidt Rusland får medhold omkring sine territoriale krav på området i polhavet.

Ruten ses at repræsentere en økonomisk mulighed for indtjening via håndtering af skibstrafikken,

samtidig med at der skabes en direkte adgang fra russiske nordkyst til den resterende del af

verdenen. Sidstnævnte ses at kunne opnå særlig relevans i forhold til transport af råstoffer og som

udgangspunkt for russisk tilstedeværelse i relation til suverænitetshævdelse og militær

tilstedeværelse. Men ligesom aftalen om udnyttelse af naturressourcerne, så er også skibsruteren

afhængige af et gensidigt samarbejde med de tilstedeværende stater, der ligeledes søger at opnå

en økonomisk merværdi.

Det arktiske samarbejde ses ofte relateret til Arktisk råd, der via sit engagement søger at fremme

positiv interaktion imellem de arktiske stater. Rusland anerkender dette og understøtter det også

retorisk (A. Vasiliev (2008), s. 3). Rådets fokusering på samarbejde og deling af arktiske erfaringer

kombineret med en bevidst undladelse af sikkerhedspolitiske emner, gør rådet til et strategisk

”ufarligt” mellemstatsligt forum. Et forhold der i perioden efter Ruslands annektering af Krim, ses at

have påvirket rådets status, idet det nu anses for at være en af de primære kommunikationslinjer til

Rusland, hvilket tilfører rådet en ny strategisk dimension. En eksklusivitet i den komplekse

interdependens, idet kontaktfladerne ses forbeholdt medlemslandende i Arktisk Råd, hvilket i dette

speciales kontekst også er landene i det arktiske samfund.

Særligt vedrørende det formaliserede samarbejde, så spiller Arktisk Råd også her en rolle. De

Arktiske lande har aftalemæssigt forpligtet sig via multilaterale aftaler til både at samarbejde og til

at assistere hinanden. Der eksisterer i dag en aftale omkring søredning (SAR Agreement)22 og

havmiljø (MOSPA Agreement)23, hvor de otte arktiske medlemslande uden forbehold samarbejder

omkring vidensdeling og øvelser. Det arktiske samarbejde i dette forum ses at have en solidaristisk

karakter, der for staterne i det arktiske samfunds vedkommende bygger på både fælles normer og

kollektive handlinger, der sigter imod at fremme samarbejde og forfølgelse af fælles interesser.

(Buzan (2014), s. 115-­116).

Men interaktionen i såvel rådet som i det arktiske samfund er også styret af de deltagende

embedsfolk, der agerer via nationale mandater. Her ses nationale forbehold overfor Rusland at

kunne finde fodfæste og nationale agendaer finder herved vej indtil rådets arbejdsgrupper. En spill-­

over effekt, der her manifesterer sig som begrænsninger eller forbehold overfor samarbejde

staterne imellem. Som eksempel på en effekt kan nævnes case omkring samarbejde vedrørende 22 Agreement on Cooperation on Aeronautical and Maritime Search and Rescue in the Arctic, https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/531 23 Agreement on Cooperation on Marine Oil Pollution Preparedness and Response in the Arctic, (MOSPA), https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/529

-­‐ 47 -­‐

nukleart beredskab i Arktis. USA og Rusland var tidligere de primære aktører i dette samarbejde,

som samtidig blev anerkendt og understøttet af de resterende medlemslande. Via dette

samarbejde blev Rusland forsynet med sikkerhedsmateriel fra USA og som modydelse forpligtede

Rusland sig til at gennemføre øvelser på deres nukleare energianlæg, med USA som permanente

observatør. Samarbejdet blev sidst afrapporteret i Senior Arctic Official (SAO) rapport 201524 til de

arktiske udenrigsministre, hvor afholdt øvelsesaktivitet i Murmansk 2014 ved Atomflot faciliteter

nævnes under ”Radiation Exercises”. I den efterfølgende SAO rapport fra 201725 er emnet udeladt

og emnet medtages ikke længere. Selvom emnet blev udeladt på baggrund af interstatslige

spændinger sandsynligvis affødt af krisen omkring annekteringen af Krim, så ses emnet fortsat at

være omfattet af politiske fællesinteresser, hvilket har afstedkommet nedsættelsen af en

arbejdsgruppe (ARCSAFE) med samme emne. Forskellen er blot, at nu inddrages alle de arktisk

lande i samfundet, hvilket styrker emnets legitimitet og gør det mere robust. Rusland understøtter

denne videreførelse af tidligere samarbejde, hvilket indikerer en fokusering på det interstatslige

samarbejde.

Samarbejdet som institution ses også at besidder potentielle spændingsfelter affødt af

sammenbrud eller nedgraduering af et eksisterende samarbejde. Endvidere ses den arktiske

interaktion ikke at være immun overfor påvirkning udefra. Selvom staterne i Arktisk Råd ikke

umiddelbart har noget incitament til at distancere sig fra et medlem, så ses denne udvikling også at

være styret af valg, der her kan blive påvirket af den igangværende sanktionering af Rusland.

Herved ses mulighed for en potentiel distancering og dermed en svækkelse af det arktiske

samarbejde.

Der ses at være en primær adressering af den liberale diskurs omkring samarbejde, kombineret

med at tilstedeværende spændingsfelt affødt af forbehold overfor den russiske aktør. Sidstnævnte

med potentiale til at initierer konflikt. Det vurderes dog at være nødvendigt med yderligere

konfliktfremmende elementer for at kunne opnå en eskalerende udvikling i Arktis.

24 Arctic Council (2015), Senior Arctic Officials’ (SAO) report to ministers 2015, Iqaluit Canada, https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/494 25 Arctic Council (2017), Senior Arctic Officials’ (SAO) report to ministers 2017, Fairbanks Alaska USA, https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/1909

-­‐ 48 -­‐

3.4.3. Kompleks interdependens i en arktisk kontekst

Den komplekse interdependens inddrages her som supplement til den engelske skole og som en

institution, der via interstatslige kontaktflader bidrager til at stabilisere det arktiske samfund.

Den komplekse interdependens vurderes at have en særlig forklaringskraft i en arktisk kontekst,

idet begrebets tre primære karakteristika omkring fravær af hierarki, omfattende kontaktflader eller

kanaler imellem samfundets stater og en generel udeladelse af indflydelsen fra militær magt

(Keohane & Nye (2000), s. 20-­21), ses her at passe glimrende til den generelle opfattelse af Arktis.

Et samfund baseret på samarbejde kombineret med en høj grad af resistens overfor konflikter.

Måden kompleks interdependens skaber orden på, er via de interstatslige kanaler hvor der

opbygges en interdependens staterne imellem. Er dette gensidige afhængighedsforhold

tilstrækkeligt stort, vil staterne naturligt medvirke til at vise hensyn og dermed skabes der en

samfundsmæssig sammenhængskraft, der opbygger pragmatisme og gensidig forståelse for

hinanden. Nationale relationer der helt konkret skaber en dynamik imellem stater og deres ledere,

hvilket i yderste instans kan besidde evnen til at forhindre konflikt.

Den komplekse interdependens i Arktiske region, er baseret på både staternes og de

internationale institutioners samspil. I forhold til de internationale institutioner, så vurderes Arktisk

Råd at være en slags mønster institution. Den vurderes at besidde den største indflydelse og .

samtidig ses rådet at rumme alle tre kendetegn fra den komplekse interdependens. Rådet der

bygger på konsensus beslutninger agerer via omfattende kontaktflader imellem medlemsstaterne

og uden nogen form for hierarkisk inddeling. Alle de arktiske staters stemmer vægtes ens, hvilket

her underbygger den statslige ligeværdighed i forummet og skaber samtidig et iboende behov for

kommunikation. Rådet har ikke noget sikkerhedspolitisk mandat, hvorfor militære emner ikke

behandles her. Påvirkningen fra Arktisk Råd i relation til den komplekse interdependens ses at

være markant og primær, idet den bidrager til både at udbygge og underbygge denne

institutionens kapacitet.

Selvom Rusland på baggrund af den vestlige sanktionering har en begrænsning i sin

kommunikationslinjer, så ses staterne generelt i det arktiske samfund at promovere anvendelsen af

kommunikationslinjer. Et forhold der underbygges af at alle de arktiske lande i deres arktiske

strategier adresserer styrkelse af det særlige arktiske samspil eller interdependens. Særligt for

Arktisk Råd, ses der at være en form eksklusivitet omkring interaktion med Rusland, idet rådet ses

at spille en primær rolle i forhold til kommunikation med Rusland.

Den liberale udvikling i Arktis vurderes at underbygge og fremme den kompleks interdependens

evne til at skabe balance i det arktiske samfund. Fokuseringen på samarbejde giver grobund for

-­‐ 49 -­‐

udvikling af netværk og kontaktflader staterne imellem og dermed styrkes institutionens evne til at

skabe orden i samfundet.

Samarbejde af sikkerhedsmæssig karakter ses at være nedtonet efter Ruslands annektering af

Krim. Landet er ikke til stede i forum omkring Arktisk militært samarbejde Arctic Security Forces

Roundtable, hvilket kausalt mindsker evnen til at interagere og skabe relationer. Selvom kompleks

interdependens søger at fravælge den militære dimension, så ses interaktionen baseret på den

militære dimension fortsat at kunne bidrage til at forebygge muligheden for konflikt. Keohane og

Nye anfører eksempelvis, at defensiv militær magt også spiller en rolle i form af sikkerhedsmæssig

påvirkning af de andre aktører i samfundet (Keohane & Nye (2000) s. 23-­24). I forhold til Rusland

ses den sikkerhedsmæssig påvirkning i dag primært relateret til landets udmeldinger omkring nye

militære kapaciteter.

Kompleks interdependens ses her som institution at relatere sig til institutionen omkring

samarbejde frem for institutionerne omkring stormagt og magtbalancering. Den diskursive tilgang

omkring samarbejde er ikke overraskende primær og kan umiddelbart relateres til et solidaristisk

perspektiv. Hermed indikeres ligeledes at den diskursive tilgang omkring konflikt her spiller en

sekundær rolle.

3.5. Ruslands politik og det arktiske samfund

Ruslands fokus på rollen som stormagt både i en global og regional kontekst, er ikke kun skabt via

en national ambition om at underbygge retten til at forblive i denne statsmæssige ”superliga”.

Ambitionen er forankret både i en historisk selvopfattelse omkring storhed, og underbygges

samtidigt af en iboende national ”angst” for at glide ud af denne eksklusive klub. Putin adresserer

dette i sin Millenium tale ved at anføre følgende: ”Russia is in the midst of the most difficult periods

in its history. For the first time in the past 200-­300 years, it is facing a real threat of sliding to the

second, and even third echelon of world states” (V. Putin (1999) s. 12).

Rusland har via sin stormagtsambition et behov for at manifestere sig som en hovedaktør. Det

forhold gør sig ligeledes gældende for den arktiske region. Plantning af et flag på Nordpolen og

retoriske udmeldinger er medvirkende til at underbygge dette narrativ, men får også karakter af

populisme idet det kan ses et ”russisk show” der søger at sælge budskabet (Staun (2015), s. 10).

Samtidig ses denne tilgang at blive mødt med forbehold fra vestlig side, hvilket underminerer

budskabets formål omkring at underbygge den russiske berettigelse til stormagtsrollen.

Mere konkret ses Ruslands opbygning af militære kapaciteter, at repræsentere et mere klart signal

omkring Ruslands ambitioner for den arktiske region. Man tager fra vestlig side de konkrete tiltag til

efterretning og fra vestlig side er der iværksat tiltag der skal balancere den russiske opbygning.

-­‐ 50 -­‐

Her ses det fornyede fokus på overvågningen af Nordatlanten og ”The GIUK Gap”26 hvor man

søger at overvåge russisk indsættelse af flådestyrker. En strategisk tilbagevenden til perioden

under den kolde krig, som viser at den vestlige verden reagerer på Ruslands strategiske adfærd

(P. McLeary (2017) s. 1). Et udtryk for at man fra vestlig side ser, at adfærden repræsenterer et

ændret og forøget trusselsbillede. Modsat ses Ruslands opbygning af styrker også være forankret i

et nationalt ønske om at kunne vogte eget territorium. Her sender de militære kapaciteters

tilstedeværelse snarere et sikkerhedspolitisk signal om at man er villig til at bruge militærmagt for

at sikre egne interesser. Herved ses den russiske tilstedeværelse ikke nødvendigvis at

repræsentere en trussel, idet der ikke ses noget odiøst at sikre eget territorium og dermed landets

suverænitet. Udfordringerne ses at træde frem, når Rusland udfordrer magtbalancen i regionen og

dermed forskyder ligevægten i samfundet. Derfor ses en markant russisk oprustning, at kunne

udfordre i samfundet, hvis de arktiske stater ikke anerkender den russiske adfærd som legitim.

Ruslands strategiske tilgang til den Arktiske region rummer også en mere moderat og diplomatisk

tilgang, hvor der både retorisk og i dokumenter fokuseres på samarbejde der sigter imod fredelig

udvikling. Ruslands liberale adfærd vurderes også at have en strategisk dimension, idet landets

sigte imod storhed bygger på en udvikling som Rusland ikke ses at kunne gennemføre uden

samarbejde. Paradoksalt ses dette forhold også at udfordre rollen som stormagt, idet landets

ensidige fokusering på egen fremgang kan udfordre staternes accept og legitimering af den

russiske rolle.

Diskurs omkring samarbejde rummer dog en præmis omkring et tilstedeværende gensidigt

samspil, der potentielt kan udfordres såfremt der sker en distancering imellem parterne. Selvom

vestens sanktionering af Rusland, ses at spille sekundær rolle i en arktisk strategisk kontekst, så

kan muligheden for nedbrud af interaktionspunkter punkter ikke udelukkes. Herved styrkes

nationalt russisk paradigme, der fokuserer på en balancering imellem ”dem” og ”os”, hvilket

understøtter nationalt sammenhold med udfordrer internationalt samspil.

Samlet ses den russiske adfærd at have potentiale til at udfordre samarbejdet i det arktiske

samfund. Der ses dog at være en tilstedeværende russisk erkendelse omkring nødvendigheden af

at samarbejde, for herigennem at understøtte national ambition omkring stormagt.

Modsætningsforholdet ses samlet også at kunne udfordre samarbejdet, idet den modsatrettede

signalgivning repræsenterer en udfordring for staterne i samfundet. Det ses derfor nødvendigt, at

Rusland skaber sammenhæng imellem den liberale diskurs omkring samarbejde og den realistiske

omkring konflikt, for herigennem at kunne sende et troværdigt udenrigspolitisk budskab.

26 Greenland, Iceland and UK GAP, Strategisk farvand imellem landene, hvor man kan overvåge Russisk indsættelse af flådestyrker.

-­‐ 51 -­‐

4. Konklusion

Målet med dette speciale var at undersøge Ruslands strategiske adfærd og om den førte russiske

politik potentielt udfordrer samarbejdet i det arktiske samfund.

Rusland har en primær fokusering på landets rolle som stormagt, der nationalt ses som en

integreret del af den russiske identitet. Fra den russiske magtelite adresseres den eurasiatiske

diskurs, der dyrker en national diskurs omkring storhed og ret til en russisk interessesfære.

Den russiske adressering af rollen som stormagt, viser at landet har større vægtning på egne

nationale interesser og hvorledes landet kan opnå fordel af rollen, frem for forpligtelse relateret til

opretholdelse af balance i det arktiske samfund. Denne nationale fokusering på landets viser en

tilstedeværende statscentrisk tilgang, som fokuserer på staten fremfor fællesskabet. Et

samfundsmæssigt karaktertræk, der i dagens Rusland giver pluralismen en fremherskende plads i

det russiske samfund.

Vores analyse af de udvalgte forklaringsvariabler relateret til orden viser, at de alle adresserer

både samarbejde og konflikt. Der ses at være en primær fokusering på bevarelsen af det

eksistentielle grundlag for staten, hvilket her ses at henvender sig til begge diskurser i

modsætningsforholdet. I forhold til forklaringsvariablerne relateret til retfærdighed, så ses disse

ligeledes at adressere både samarbejde og konflikt, men her ses diskurs omkring samarbejde at

være fremherskende og konflikt antager her en sekundær rolle.

Samlet viser første del af analysen, at begge diskurser omkring henholdsvis samarbejde og konflikt

kan indtage dominerende roller. Hvilken der ses at være dominerende, ses at afhænge af den

tilstedeværende kontekst. Et forhold der tillader, at Rusland på opportunistisk vis, kan søge at

udnytte begge tilgange i modsætningsforholdet, afhængig af hvad der tjener den russiske stat

bedst.

I forhold til den russiske aktørs adfærd, så viser analysen også, at der i Rusland eksisterer en

erkendelse af nødvendigheden af at prioritere samarbejde, idet der herved skabes det fundament,

som skal underbygge landets stormagtsambition. Derfor ses den liberale diskurs omkring

samarbejde fortsat at repræsentere den fremherskende retning i russisk udenrigspolitik. Et forhold

der her også underbygges af, at de ordensskabende institutioner om magtbalance, stormagt og

suverænitet, også ses at bidrage positivt til at skabe gode betingelser for det arktiske samfunds

fokusering på samarbejde.

Ser vi på hvorvidt den russiske politik kan udfordre samarbejdet i den arktiske region, så ses der i

samfundet at være et potentielt spændingsfelt imellem Rusland og de andre stater.

Tilstedeværende gensidige forbehold imellem Rusland og den vestlige verden, kan bidrage til at

-­‐ 52 -­‐

skubbe den russiske stat ud af samfundet. Et forhold der potentielt vil bringe det arktiske samfund i

ubalance. Samtidig ses der dog at være en tilstedeværende russisk erkendelse af, at en isolering

vil udfordre landets evne til at opretholde sin stormagtsposition, hvilket bidrager til at modvirke og

balancere det gensidige forhold imellem Rusland og vesten.

Endvidere den militære opbygning i Arktis ses at kunne udfordre den arktiske orden, idet

opbygning ikke sker momentant, ses en langsom forskydning af magtbalancen at være et muligt

scenarie. Herved ses diskurs omkring konflikt langsomt at fortrænge samarbejdet, og dermed

skabes grundlaget for et fornyet våbenkapløb. Særligt vil dette scenarie kunne påvirke det arktiske

samfund, såfremt de resterende 7 stater finder sammenhold via deres medlemskab i NATO.

Trusselbilledet fra denne organisation er erkendt i Rusland og stadfæstet via landets

sikkerhedspolitiske strategi og ses derfor at besidde det spændingspotentiale der kan udfordre det

arktiske samfund.

Afslutningsvis ses vores analyse at vise, at Ruslands fremtidige identitet i Arktis ses at afhænge af

vægtningen mellem de to diskurser. Hvorvidt Rusland lader den liberale diskurs eller den

realistiske nationale diskurs blive fremherskende, vurderes at afhænge af hvad der tjener Rusland

bedst. Analysen viser at de begge kan eksistere i en russisk arktisk kontekst, men samtidig ses

narrativet omkring deres modsætningsforhold, at underbygge en tvivl i samfundet, omkring hvad

der reelt er Ruslands hensigt. Der vurderes derfor at være vigtigt for Rusland at samle begge

diskurser i en fælles kontekst, således at forståelsen af Ruslands udenrigs-­ og sikkerhedspolitik

ikke forstyrres af modsatrettede signaler.

-­‐ 53 -­‐

Bibliografi.

Arctic Council (2009), Arctic Marine Shipping Report (AMSA) 2009 report, Anchorage Alaska, https://www.pame.is/index.php/projects/arctic-­marine-­shipping/amsa

Arctic Council (2015), Senior Arctic Officials’ (SAO) report to ministers 2015, Iqaluit Canada, https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/494

Arctic Council (2017), Senior Arctic Officials’ (SAO) report to ministers 2017, Fairbanks Alaska USA, https://oaarchive.arctic-­council.org/handle/11374/1909

Bull, Hedley (1969), International Theory: The case for a Classical Approach s. 20-­38 in Contending Approaches to International Politics. Edited by K. Knorr & J.N. Rosenau, Princeton NJ: Princeton University Press.

Bull, Hedley (1984), “The revolt against the West” in The Expansion of International Society, edited by Hedley Bull & Adam Watson, Oxford, Clarendon Press

Bull, Hedley (2002), The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics, New York: Columbia University Press.

Buzan, Barry (2004), From International to World Society? English School Theory and the Social Structure of Globalisation, Cambridge: Cambridge University Press.

Byers, Michael (2017), Crises and international cooperation: An Arctic case study, University of British Columbia, International Relations.

Cavelty, Myriam Dunn & Mauer, Victor (2010), The Routledge Handbook of Security Studies, New York: Routledge – Taylor & Francis Group.

Clemmensen, Jon-­Rahbek (2014), Fem trusler mod det fredelige samarbejde i det høje nord: Arktiske Usikkerheder, København: Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Conley, Heather A. & Rohloff Caroline (2015), The new Ice Curtain – Russia’s Strategic Reach to the Arctic, Center for Strategic & International Studies (CSIS), Rowan & Littlefield

Gvosdev, Nikolas K. & Christopher Marsh (2014), Russian Foreign Policy: Interests, Vectors and Sectors, CQ Press.

Ilulissat Erklæringen, Udenrigsministeriet, http://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-­og-­regioner/arktisk-­portal/fakta-­om-­arktis/relevante-­links-­og-­dokumenter/

Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2016), Introduction to International Relations Theories and Approaches (Sixth Edition), Oxford: Oxford University Press.

Katarzyna Kaczmarska (2017), International Society Encounters the Russian World s. 270-­285 in The Anarchical Society at 40, Oxford: Oxford University Press. Edited by Suganami Hidemi, Carr Madeline & Humphreys Adam

-­‐ 54 -­‐

Keohane, Robert O. and Nye, Joseph S. (2000), Power and Interdependens, (3rd. Edition) USA Longman.

Kissinger, Henry (2014), Verdensorden. Refleksioner over nationens egenart og historiens gang, Denmark, Kristeligt Dagblads forlag.

Kristensen, Krisian S. & Sakstrup, Capser (2016), Russisk Politik i Arktis efter Ukrainekrisen, København, Center for Militære Studier Københavns Universitet.

Manning, C.A.W (1962), The Nature of international Society, London, The London School of Economics and Political Science & G. Bell and Sons Ltd.

Murray, Robert W. & Nuttall, Anita Dey (2014), International Relations and the Arctic – Understanding Policy and Governance, New York, Cambria Press.

Vladimir Putin (1999), ”Speech: Russia at the turn of the Millenium”

Vladimir Putin (2017), “Speech at the fourth international Arctic forum in Arkhangelsk: The Arctic a Territory of Dialogue”, 30 March 2017, http://en.kremlin.ru/events/president/news/54149

Rasmussen, Mikkel Vedby (2017), Tag ikke fejl. Putins Rusland ønsker at destabilisere den vestlige orden. Husker vi det i Danmark? s. 23-­28 i Velkommen til en verden med 3 stormagter (2018), København, Ræson E-­bog.

Russian National Security Strategy, (December 2015), http://www.ieee.es/Galerias/fichero/OtrasPublicaciones/Internacional/2016/Russian-­National-­Security-­Strategy-­31Dec2015.pdf

Solovyev, Eduard G. (2004), Geopolitics in Russia – science or vocation?, Institute of World Economy and International Relations, Moscow, Russia, Communist and Post-­communist Studies

Staun, Jørgen (2015), Ruslands Strategi i Arktis, København, København, Forsvarsakademiets forlag.

Staun, Jørgen (2018), Russisk strategisk kultur under Putin, København, Forsvarsakademiets forlag.

Suganami, Hidemi (2017), The argument of The Anarchical Society. 23-­40 in The Anarchical Society at 40, Oxford: Oxford University Press. Edited by Suganami Hidemi, Carr Madeline & Humphreys Adam

Vasliev, Anton (2008), Speech: Russian Policy In The Arctic And The Arctic Council, 22 September 2008,https://www.rha.is/static/files/NRF/OpenAssemblies/Anchorage2008/a/5th_nrf_anc_2008_vasiliev_russian_arctic_policies.pdf

Zysk, Katarzyna (2011), The Evolving Arctic Security Environment: An Assessment, Russia in the Arctic. Edited by Stephen J. Blank, Carlisle, United States: Strategic Studies Institute of US Army War College.

-­‐ 55 -­‐

Artikler

Neumann, Iver B., “Russia as a great Power, 1815-­2007”, Journal of International Relations and Development 2008, Nr. 11, https://link.springer.com/article/10.1057/jird.2008.7

Neumann, Iver B., “I Remember When Russia was a Great Power”, Journal of Regional Security, Volume 10, Issue No. 1, 2015. https://www.researchgate.net/publication/285664278_Russia_as_a_great_power

Mc Leary, Paul, “In Return to Cold War Posture, U.S Sending Sub Hunting Planes to Iceland, Foreign Policy, December 4, 2017, https://foreignpolicy.com/2017/12/04/in-­return-­to-­cold-­war-­posture-­u-­s-­sending-­sub-­hunting-­planes-­to-­iceland/

Ishaan Tharoor, ”The Arctic is Russia’s Mecca, says top Moscow official”, Washington Post, April 20, 2015, http://www.washingtonpost.com/blogs/worldviews/wp/2015/04/20/the-­arctic-­is-­russias-­mecca-­says-­top-­moscow-­official/

Meghann Myers, “Arctic naval exercise not a hedge against Russia, officials say”, NavyTimes, 2. Marts 2016, http://www.navytimes.com/story/military/2016/03/02/arctic-­naval-­exercise-­not-­hedge-­against-­russia-­officials-­say/81217804/

Ministry of Defence of the Russian Federation, “Russian Airborne units are preparing for landing in the Arctic”, 8. April 2016, https://eng.mil.ru/en/news_page/country/more.htm?id=12082294@egNews

NavyTimes, “Arctic naval exercise not a hedge against Russia, officials say”, 2. Marts 2016, http://www.navytimes.com/story/military/2016/03/02/arctic-­naval-­exercise-­not-­hedge-­against-­russia-­officials-­say/81217804/

Morten Valbjørn, Johanne Grøndahl Glavind & Tonny Brems Knudsen, ”Fra klassisk til ny engelsk skole: teoretiske, metodiske og empiriske bidrag”, P Politica 46. Årg. Nr. 4 2014 s. 406-­424, http://politica.dk/fileadmin/politica/Dokumenter/politica_46_4/valbjoern_glavind_knudsen.pdf

Staun, Jøregen, ”Russia’s strategy in the Arctic: cooperation, not confrontation”, Cambridge University Press 2017. https://www.cambridge.org/core/journals/polar-­record/article/russias-­strategy-­in-­the-­arctic-­cooperation-­not-­confrontation/0A3C2909C0E881ACEE00D50A5287F047

The Guardian, Russia Plants flag on North Pole Seabed, August 2007. https://www.theguardian.com/world/2007/aug/02/russia.arctic

Tsygankov, Andrei P., “Vladimir Putin’s Vision of a Russia as a Normal Great Power”, Post-­Soviet Affairs April 2005. https://www.researchgate.net/publication/250171757_Vladimir_Putin%27s_Vision_of_Russia_as_a_Normal_Great_Power

Tsygankov, Andrei P., “Russia’s International Assertiveness. What Does It Mean for the West, Problems of Post Communism, March/April 2008. https://s3.amazonaws.com/academia.edu.documents/38017757/PPC_Apr08.pdf?AWSAccessKeyI

-­‐ 56 -­‐

d=AKIAIWOWYYGZ2Y53UL3A&Expires=1530020597&Signature=24hme0%2BmQrgYppb3I8Myxg7bLrc%3D&response-­content-­disposition=inline%3B%20filename%3DRussias_International_Assertiveness_What.pdf

Zysk, Katarzyna, “Russia’s Arctic Strategy: Ambitions and Constraints”, Joint Force Quarterly 2010. https://archive.org/details/563663-­russias-­arctic-­strategy