Anmeldelse / Live / Søndag d. 23-06-2013 kl. 12:06

Elton JohnResenlund Parken, Skive,lørdag d. 22. juni 2013Anmeldt af Troels FrøkjærFoto: Jacob Stisen, jacobstisen.dk

GAFFA 4 stjerner

Læserne 4,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)

På skovtur med Captain Fantastic

Den 66-årige englænder Reginald Kenneth Dwight, bedre kendt som Elton John, har solgt over en halv milliard plader. Tænk lige over det tal: En halv milliard! Dermed er Elton John en af verdens rigeste musikere med et par milliarder på bankbogen. Det er derfor vel næppe det

mest oplagte, at man på en småregnende lørdag aften kan møde denne milliadær i en lille park i Skive sammen med 6500 andre på skovtur. Men det er nok netop, fordi Elton John er en stor musiker med stort M, for hvem det tilsyneladende nærmest virker lige så naturligt at spille sit kendte sorte flygel som at trække vejret. Det mærker vi sådan en sommeraften i Skive. Han og bandet virker på alle måder rutineret, hyggeligt og afslappet. Det er spillelysten, der driver værket.

The Madman

Elton John entrer scenen fem minutter i ni med en stor blå jakke med godt med glimmer og påskriften "Madman Across The Water" bagpå, hvilket er titlen på en af Eltons kendte plader fra 1971. Han forsøger at leve op til titlen med et forholdsvist elegant hop op på flyglet, mandens alder og kropsbygning taget i betragtning, og der er lagt op til fest, med andre ord: "The Bitch Is Back", som er den sang, der indleder koncerten med dejlig vellyd og spilleglæde. "Bennie And The Jets" med de tunge klaverakkorder lyder for de fleste bekendt og fortsætter festen i fin stil. Det er dog tydeligt, at det ikke er et publikum spækket med super-fans denne aften i Skive. Publikum hygger sig og lytter, klapper pænt men virker også høfligt afventende.

I sangen "Levon" får vi et skønt legende flygel og congas-jam, som måske giver lidt af svaret på, hvorfor Elton John stadig vælger koncertscenen frem for lænestolen derhjemme i England. Her får de fire korsangerinder også plads til at give sangen et klædeligt gospel-touch. Nydeligt.

Den tro følgesvend

Sangen "Holliday Inn" handler om alle de hotelværelser, bandet har sovet på gennem tiden og byder på et smukt madolinspil fra guitarist og kapelmester Davey Johnstone med det karakteristikse lange hvide hår. Johnstone har spillet mere end 2000 koncerter med Elton John og deltog første gang i 1971 på pladen "Madman Across The Water."

Vi får en meget smuk udgave af "Believe", hvor Elton John synger "I believe in love", så man virkelig tror ham. På sangen "Mona Lisas and Mad Hatters", som handler om New York, gives der endelig god plads til koret, og det er en fornøjelse at lytte til. En dejlig kontrast til Elton Johns ofte overfyldte arrangementer. Men det er vel også sin sag at bede Elton John spille lidt mindre klaver.

Hits strøet med løs hånd

Senere serverer Elton John to af sine største hits efter hinanden: "Candle In The Wind", som er verdens mest solgte single med 33 millioner i forbindelse med Prinsesse Dianas død i 1997. Og dernæst Elton Johns måske smukkeste sang "Goodbye Yellow Brick Road", fra pladen af samme navn, som i år kan fejre 40 års jubilæum. Det album giver Elton John i øvrigt rigtig mange sange fra.

I den sidste halvdel af den godt to timer lange koncert bliver de klassiske hits strøet med løs og kærlig hånd: Vi får en dejligt swingende udgave af "I Guess That's Why They Call It The Blues", og "Sad Songs" sætter også gang i danseskoene under trækronerne, og efter et par smukke ballader som "Daniel" og "Sorry Seems to Be The Hardest Word" er der fuld gang i lørdagsballet med de afsluttende "I'm Still Standing", "Crocodile Rock" og "Saturdays Night's Alright for Fighting".

Som ekstranummer får vi den dejlige "Your Song" med Elton John alene ved flygelet.

En dejlig aften i parken.

Anmeldelse / Live / Fredag d. 31-05-2013 kl. 08:35

PinkJyske Bank Boxen, Herning,torsdag d. 30. maj 2013Anmeldt af Troels FrøkjærFoto: Fotograf Morten Rygaard --- www.mortenrygaard.com

GAFFA 3 stjerner

Læserne 3,25 stjerner i snit (efter 8 stemmer)

Katastrofal lyd smadrede Cirkus Pink

Jeg har efterhånden haft den store fornøjelse at være til koncerter 8-10 gange i Jyske Bank Boxen i Herning, og hver gang har det musik- og lydmæssigt været en sand fornøjelse. Altid

har der været god lyd eller en direkte fremragende lyd, og god lyd er og bliver en afgørende faktor for oplevelsen af en koncert.

Derfor var det så ualmindelig trist og frustrerende at opleve, hvordan et enestående koncertshow i aftes blev direkte smadret af et lydbillede, som druknede i bulder og brag. Ekstremt højt og overstyret. På højre langside, hvor vi som anmeldere var placeret, måtte vi sidde med fingrene i ørene indimellem for at give hovedet en pause. Nede i salen var lyden en smule bedre, men ikke meget. Stortrommer og bas buldrede hen over resten af lydbilledet. Pink nævnte på et tidspunkt under showet, at der ikke havde været lydprøve, fordi hun var kommet for sent. Men helt ubegribeligt er det, at lyden ikke blev indstillet undervejs i koncerten. Man fornemmede faktisk, at der blev spillet rigtig godt, man kunne blot ikke høre det.

Gav Cirque Du Soleil baghjul

Alle sejl var ellers sat til i den godt halvanden times forrygende tempofyldte og stramt koreograferede forestilling, der rent faktisk gav Cirque Du Soleil baghjul. Det vrimlede med akrobater og dansere, som nærmest var lige så meget i luften som på scenen. Vi blev ganske enkelt rigtig godt underholdt.

Allerede fra første nummer, "Raise Your Glass", blev Pink skudt op i en kæmpe lysekronelignende sag fra et hul i scenen i en slags omvendt bungy jump. Her hang tre muskuløse mænd og greb hende og energiniveauet gnistrede, som var det koncertens grande finale.  

Den 33-årige Pink med det borgerlige navn Alecia Beth Moore drømte allerede som ung om at blive OL-gymnast, men har under sine koncerter fundet et helt andet publikum at være akrobat for. Ingen af de udøvende bruger sikkerhedsliner eller net, og Pink udtaler, at hun kan lide faremomentet, det får hende til at føle, at hun er i live.

Kærlighedens kampe

Under den fine nye sang "Try" hang Pink igen i luften og gjorde halsbrækkende akrobatik, mens sangen sluttede på scenen med en flot dans/slåskamp, som det kendes fra videoen fra samme sang. Det var en stilfuldt og smuk opfordring til at tage kærlighedens kampe og blive ved med at kæmpe for den igen og igen.

Mellem Pinks egne numre fik vi en ganske fin udgave af Chris Isaaks kendte "Wicked Game", hvor der var skruet behageligt ned for tempo og udstyrsforbrug, så vi lige kunne nå at få os en mental pause.

Senere fik vi den smukke kærlighedsballade "Just Give Me A Reason" med Nate Ruess i fin duet på en storskærm i baggrunden. Det er virkelig en pop-ørehænger, som således også fik godt gang i salen og fællessangen. Det var tydeligt, at der var mange dedikerede fans til

stede, for hvem mange af sangene betød rigtig meget. Den hårdtslående sang "Trouble" var således også en publikumsfavorit. Men igen endte det massive lydbillede desværre i bulder og brag.

Pivfræk og sej

Skønt var det da Pink tog sin guitarist med frem på scenen og de alene fremførte sangen "Who Knew" i en afdæmpet smuk akustisk version, inden der igen blev givet gas på storhittet "Fuckin' Perfect", der havde en fin dynamik med en nydelig elektrisk guitar som start.

Under hele showet føler man, at den yderst charmerende, afslappede og pivfrække Pink er nærværende og i høj grad sig selv. Hun trives på scenen og i luften og giver meget af sig selv. Man rammes af en dejlig rå ægthed, og man mærker, at man har at gøre med mennesket Pink og ikke kun en koreograferet amerikansk popsanger på job. Pink tør at være sig selv og stå ved, hvem hun er, også når hendes øremonitor falder ud, og der må komme en tekniker på scenen for at hjælpe. Det er nok en af grundene til, at hun er blevet et forbillede også for mange utilpassede piger gennem tiden. Det er heldigvis ikke nødvendigt at være så "Fuckin' Perfect", er hendes attitude.

Pinks datter på scenen

Vi så mere af Pinks følsomme side, da hun under stor jubel tog sin to-årige datter med på scenen. Naturligvis havde pigen pink høreværn på og virkede lige så cool som sin mor.

Da vi troede, vi havde set det hele i Cirkus Pink, fik vi en forrygende finale under sangen "So What", hvor Pink næmest fløj rundt i hele salen i wire over hovederne på os, og det var vel at mærke hele salen. Dybt betagende.

Efter koncerten i Herning venter en måneds pause, hvorefter den populære amerikaner med 40 millioner solgte albums og hendes kæmpe koncertcirkus tager hul på ikke mindre end 29 koncerter i Australien. Lad os håbe, de får styr på lyden dernede down under.

Anmeldelse / Live / Søndag d. 24-03-2013 kl. 12:32

Steve LukatherFermaten, Herning,lørdag d. 23. marts 2013Anmeldt af Troels FrøkjærFoto: Flemming Scully

GAFFA 3 stjerner

Læserne 3,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer)

Guitar-tour de force

Steve Lukather er kendt som superguitaristen og perfektionisten fra Toto, men har desuden blandt andet udgivet seks soloalbum i eget navn og turneret på landevejen i ikke mindre end 36 år, fortalte amerikaneren fra scenen på Fermaten i aftes.

Steve Lukather har desuden medvirket på svimlende 1500 albums for andre kendte kunstnere som Elton John, Herb Alpert, Chicago, Lionel Richie, Joni Mitchell, Neil Diamond, Rod Stewart, Spinal Tap, Van Halen og The Yardbirds. Derudover har LA-guitaristen spillet med på verdens meste solgte album, nemlig Michael Jacksons "Thriller". 

Steve Lukather og Toto har mange trofaste fans, og det var tydeligt at mærke i aftes på det fyldte Fermaten, at der var mange kendere til stede. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke selv er en af dem. Lukather og bandet fik en meget varm modtagelse og følte sig tydeligvis rigtig godt tilpas. Steve Lukather spiller i Danmark med jævne mellemrum, og det  var Steve Lukather selv, som havde ønsket at spille netop på Fermaten i Herning og Gjethuset i Frederiksværk fredag aften, inden touren går videre gennem Europa med yderligere 21 koncerter i lande som Tyskland, Holland, England, Rusland og Italien.

Heavy pop-rock-guitar

Steve Lukather og hans tre musikere leverede en imponerende koncert med en lyd, som denne anmelder lige skulle vænne sig til. Hårdtslående heavy-pop-rock-guitar fra Lukather, som virkelig er ekvilibrist på sit instrument, sammen med diskante keyboardklange lagt ovenpå på ægte 80'er-lyd maner, og et trommesæt med fem store tam-tamer og syv bækkener, der blev betjent med stor ihærdighed af Eric Valentine, som også var en glimrende showman. Masser af breaks og fills gjorde musikken teknisk imponerende, men ikke altid lige let at svømme med på. Bedst var bandet i de mest heavy sange, hvor en spade var en spade, og i de musikalske ballader med toner, der ofte gik i helt andre retninger end forventet. Flere af de andre sange virkede i mine ører lidt for konstruerede og talte ikke i samme grad til mig. Ærgeligt var det også, at den tydeligvis meget dygtige og rytmisk swingende kvindelige bassist Renee Jones under hele koncerten lå alt for langt tilbage i lydbilledet.

Midt i koncerten fik vi, hvad der virkede som en større jamsession. Mens vi senere blev prikket til med herlige sambarytmer på klaver og mere rendyrket jazz, der afslørede, hvor voldsomt dygtig en keyboardspiller Steve Weingard er. En koncert, som var imponerende, til tider dejligt mediterende, men også i perioder blot søvndyssende i den musikalsk gavmilde over to timer lange koncert, hvor de hardcore fans næppe er gået skuffede derfra.

Koncerten sluttede med en smuk, medrivende udgave af Charlie Chaplins "Smile", spillet meget følsomt og personligt alene sammen med Steve Weingards tilbagetrukne klange på keyboards. Sangen var tilegnet Steve Lukathers mor, som fik et par fingerkys med i himlen.

27. juni vender Steve Lukather tilbage til Falconer Salen i København sammen med Toto for at fejre bandets 35 års jubilæum.

Anmeldelse / Live / Fredag d. 01-03-2013 kl. 13:08

Michael Learns To RockFolkets Hus, Struer,torsdag d. 28. februar 2013Anmeldt af Troels FrøkjærFoto: Kenneth Mortensen (kmfoto.net)

GAFFA 5 stjerner

Læserne Endnu ikke anmeldt af læserne

Asiens popstjerner i dagligstuen

Michael Learns To Rock har solgt svimlende 11 millioner plader på verdensplan. Danske salgstal der kun er overgået af Aqua. Michael Learns To Rock er store stjerner i store dele af Asien, og efter den akustiske danske turné, som de startede i aftes i Folkets hus i Struer, går turen eksempelvis til Burma, Dubai og Myanmar, hvor de spiller i store arenaer for 10.000-vis af mennesker. I år er det 25 år siden, det Aarhus-baserede band spillede sin første koncert i sin hjemby, og personligt husker jeg en forrygende musikkonkurrence uden for Musikhuset i Aarhus, hvor bandet løb af med sejren.

Softice for øregangene

Det totalt udsolgte Folkets Hus i Struer tog imod MLTR-trioen, der i anledningen af den akustiske turne er udvidet med den allestedsnærværende bassist Troels Skjærbæk, med store klapsalver. Fra første tone af den skønne sang "Sleeping Child" overvældes vi af smuk vellyd, der virker som ren softice for øregangene, og den intime og hyggelige stemning breder sig hurtigt, som var bandet inviteret hjem i vores dagligstue for at spille kun for os.

Jascha Richter som showman

"Any Way You Want It" er et nyt nummer, som tøffer af sted som et nyvasket luksustog i solskin. Bandet var dog ikke helt enige om slutningen. MLTR spiller i det hele taget rigtig mange sange fra deres seneste album "Skandinavia", som i aftenens anledning bliver genudgivet der i Struer, som forsanger Jascha Richter, med sin knastørre humor påpeger. Faktisk er pladen genudgivet flere gange i forskellige dele af verden eksempelvis i Indien i juni, Kina i september og Mellemøsten i oktober. Jasha Richter er i det hele taget med til at skabe den hyggelige og intime stemning med sine morsomme tørre kommentarer, der virker perfekte i øjeblikket. Han undskylder eksempelvis på et tidspunkt, at han sidder og ser så meget ned i sit keyboard og fortæller, at det ikke er fordi, han er genert, men fordi han spiller så mange af de sorte tangenter, og de er helt vildt svære at spille på! Jascha Richter som showman var personligt ikke noget, jeg havde forventet.

Ildebefindende

Hyggen bliver dog midlertidigt afbrudt under tredje sang "Complicated Heart", hvor en kvinde blandt publikum får et ildebefindende, og der opstår tumult, lyset tændes og musikken stopper. Heldigvis var det ikke alvorligt, og kvinden kan med hjælp fra ambulancefolk lidt senere gå derfra.

Sangen "Nothing To Lose" bliver præsenteret som en rigtig Asien-basker, og der kommer da

også glædestilråb fra salen, hvor en lille del af publikum er asiatiske. "Asien er et dejligt land," svarer Richter med et lurvet smil. Første sæt sluttes af med hittet "I Still Carry On", der har fået lidt ekstra fart på og spilles legesygt og fint. Trommeslager Kåre Wanscher har ladet lilletrommen blive hjemme og spiller i stedet mest siddende på en såkaldt cajon- rytmeboks sammen med forskelligt andet percusionudstyr. I det hele taget spiller de fire musikere med stort overskud og dygtighed. Samtidig gør det noget rigtig godt for lydbilledet med Troels Skjærbæks velspillede kontrabas.

Kedelig kinesisk sang

Andet sæt starter med Jascha Richter alene på keyboard med den inderlige "Naked Like The Moon" meget smukt sunget og spillet. Nøgent og stemningsfuldt. "Paint My Love" viser bandets smukke korarbejde, mens sangen "Take Me To Your Heart", som er en kinesisk sang, er aftens kedeligste indslag og med stor tydelighed beviser, hvor stærke rigtig mange af Michael Learns To Rocks egne melodibårne popsange er.

Vi får naturligvis "The Actor" om den forelskede mand, der ikke er stjerne og "don't even have my own car", som selvsagt vækker jubel og fællessang hos publikum. Det var den sang, der i 1991 for alvor satte skub i MLTR's karriere allerede fra debutpladen, som solgte 400.000 eksemplarer.

Med hitsangene "Someday" og "That's Why (You Go Away)", som de fleste vil genkende, når de hører dem, satte Michael Learns To Rock punktum for en rigtig dejlig unplugged turnéstart i Struer.  4,5 stjerne til de aarhusianske drenge herfra og fortsat god tur til Støvring og Dubai.

Se Michael Learns To Rocks Unplugged tournéplan her

Anmeldelse / Live / Fredag d. 22-02-2013 kl. 12:32

Shoes For JuliaFolkets Hus, Struer,torsdag d. 21. februar 2013

Anmeldt af Troels FrøkjærFoto: Kenneth Mortensen (kmfoto.net)

GAFFA 3 stjerner

Læserne 6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)

Hyggeligt, - hverken mere eller mindre...

Det umage par 49-årige Søren Sko og den 25-årige Julia Fabrin indgik i oktober sidste år musikalsk partnerskab med udgivelse af cd'en "Shoes For Julia", som samtidig er navnet på deres gruppe. De er nu på en 25 koncerter lang Danmarksturné med dette ene album i baggagen. Cd'en er produceret af guitaristen Lars Skjærbæk. Han er som eneste mand med de to på turen rundt i Danmark.

Søren Sko er nok mest kendt for sit samarbejde med guitaristen Palle Torp i bandet Sko/Torp, som havde kæmpe succes i 90'erne, hvor deres debutalbum  "On A Long Lonely Night" eksempelvis solgte imponerende 200.000 styk. Julia Fabrin deltog i 2010 i DR's X Factor med gruppen The Fireflies, med hvem hun har udgivet et album. Men den unge Fabrin har også skrevet sange til blandt andre Christopher og Sanne Salomonsens plader samt været medforfatter på årets melodi grand prix-vindersang, "Only Teardrops" med Emmeli de Forest

Folkets Hus i Struer var trioens tiende stop på Danmarksturnéen, og det var en hyggelig og fin musikalsk aften uden dog på nogen måde at være skelsættende. Trioens spillede samtlige sange fra pladen og havde derudover skrevet en håndfuld nye i samme stil. Det gjorde aftenen til en lidt stillestående oplevelse, selvom der bestemt var sange, som skilte sig positivt ud som eksempelvis "Hellbent", som var den første sang Sko og Fabrin indspillede sammen.

My name is Luka

Julia Fabrin synger dejligt, men er ikke nogen stor guitarist, og da Søren Sko ikke spiller andet end håndpercussion, ligger musikken stort set alene på Lars Skjærbæks skuldre, sammen med backtracks fra den lysende æblecomputer nær scenekanten. Det fungerede fint i nogle sange, mindre godt i andre, og gjorde hele setuppet noget skrøbeligt og sangene generelt lidt for ens. Selvom vi fik et enkelt Fleetwood Mac-nummer, og Søren Sko sang den kendte Suzanne Vega-sang (My name is) "Luka" glimrende, så ville vi have glædet os over nogle af de populære Sko/Torp-hits til at variere koncerten en smule.

Samtidig var Søren Skos stemme for ofte reduceret til kor alene. Selvom de to sangere sammen har en fin klang, savnede vi flere numre, hvor de hver især udfolder deres stemme helt ud, som Julia Fabrin eksempelvis gjorde det i sangen "Coal".

I andet sæt gjorde Lars Skjærbæks smukke brune elektriske Gretsch-guitar med en smule forvrængning ligeledes noget godt for sangene. Således var sangen "Papercut" dejlig atmosfærefyldt, og man anede, at der var noget på spil under overfladen. "Papercut" var således også en af de sange, hvor Søren Skos stemme fik lov at folde sig fuldt ud. Dejligt.

Alt i alt en hyggelig aften med stille country-pop, -hverken mere eller mindre.

Se Shoes For Julias Danmarksturné her