Michael Böss

Republikken Danmark

Oplæg til en ny værdipolitisk debat

Informations Forlag

Republikken Danmark© Michael Böss & Informations Forlag, 2011

Grafisk tilrettelæggelse: Klahr Grafisk DesignOmslag: Remote GrafikForsideillustration: Danmark 2009, maleri af Peter Carlsen

Trykt hos ScandinavianBook1. udgave, 1. oplagISBN: 978-87-7514-298-9

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations ForlagSt. Kongensgade 40 C, 1264 København Kwww.informationsforlag.dk

Til Margrethe II

Indholdsfortegnelse

Forord Hvorfor en en ny værdipolitik? 7

Kapitel 1 Den værdipolitiske vending 19

Fortælling og historie 41Epos – Mythos – Historia Kapitel 2 Danmarks fortælling 45Kapitel 3 Ny-oplyst revisionisme 54Kapitel 4 Europa, Grundtvig og dansk selvforståelse 59

Folk og medborgere 69Demos – Ethnos – Cives Kapitel 5 Nationale værdier i et internationalt perspektiv 75Kapitel 6 Kan danskheden rumme flere kulturer? 105Kapitel 7 Det historiske medborgerskab 128

Stat og folkestyre 139Res Publica Kapitel 8 Den uundværlige stat 144Kapitel 9 Skandiliberalisme 159Kapitel 10 Vi lever af tillid – men hvor længe endnu? 173Kapitel 11 Demokrati – med og uden folket 185Kapitel 12 Demokratisk fornyelse 216Kapitel 13 Tolerance, respekt og anerkendelse 230Kapitel 14 Lighed som offentligt gode 238Kapitel 15 Demokrati, lov og etik i retsstaten 262

Danmark, Europa og verden 283Polis – cosmopolis – patria Kapitel 16 Europæisk samarbejde som national værdi 289 Kapitel 17 Den selvfølgelige identitet 297Kapitel 18 Patriotisme og samfundssind 313

Menneske – Univers 327Humanitas – Cosmos Kapitel 19 Moralens grænser og menneskets værdighed 332Kapitel 20 Sansen for kirkens spir – stat og religion 339Kapitel 21 Tidens værdier 343

Konklusion 349

Noter 353Stikordsregister 373

7

Forord

Hvorfor en ny værdipolitik?

For ikke længe siden spiste jeg censorfrokost med en bekendt, jeg ikke havde set i mange år. Da jeg brugte udtrykket »det danske folk«, nær-mest hvæsede han hen over kantinebordet: »Det kan man ikke længere bruge! Ikke efter Dansk Folkeparti.« Og så tilføjede han: »Hvorfor bli-ver I ved med at stemme på dem ovre i Jylland?« Selv om han godt vidste, at jeg ikke var en af »dem«, bragte spørgs-målets københavnerhovne generalisering jyden op i mig og var ikke li-gefrem befordrende for det, som jeg havde set frem til som et behageligt møde med en ven og tidligere fagfælle, jeg tilbage i 1980’erne havde haft en del med at gøre. Jeg valgte dog at lade fornærmelsen passere og bad ham i stedet forklare, hvorfor han lod Dansk Folkeparti tage patent på det nationale og ikke blot forestillede sig en alternativ dansk nation? Men han trak opgivende på skuldrene: Hvad kunne det nytte? Dansk Folkeparti havde ikke blot inficeret det borgerlige Danmark, men havde i det hele taget gjort det umuligt at tale om et dansk folk og en dansk nationalstat, mente han. Jeg spurgte ham, hvad han så ville kalde Danmark? »En region; en region i Europa,« sagde han. Jeg blev mildest talt forbløffet over hans svar, der lød, som om det kom fra læberne af en EU-bureaukrat. Jeg konkluderede, at han måtte have fået »DF på hjernen«, forstået på den måde, at hans indignation over Dansk Folkeparti havde kortsluttet en ellers skarp intelligens; et fænomen, som er lige så udbredt i dag som at få »islam på hjernen« og se indvandringen af muslimer som den største trussel, det danske sam-fund står over for i disse år. Jeg opfattede også hans holdning som udtryk for et personligt svigt af dimensioner, som kun blev formildet af, at han delte mit syn på for-

8

faldstendenserne i den politiske borgerlighed i Danmark. For i firserne havde vi begge været involveret i »kampen om gymnasiet«, forløberen for nutidens værdidebat. Den debat handlede bl.a. om nødvendighe-den af at fastholde skolens folkelige forankring, som vi anså for truet af Socialdemokraternes dengang nytteorienterede uddannelsespolitik. Hvordan kunne han så nu hævde, at det folk, skolen skulle forankres i – og som vi forstod i lyset af en pluralistisk og frisindet grundtvigsk tradition – ikke længere kunne forsvares? Her i det 21. århundrede kan et dansk folk – en nation – selvfølgelig ikke defineres som på Grundtvigs tid. Selv så jeg helst, at vi som dan-skere forstod os selv som et selvbevidst og demokratisk fællesskab af frie og lige borgere med en fælles historisk identitet og politisk kultur. Som et fællesskab, der ikke bygger på etnicitet, biologisk slægtskab eller religion, men på værdier som lighed for loven, anerkendelse af demo-kratiske værdier og individuelle rettigheder samt medborgerlig solida-ritet i forhold til dem, man deler hjemland med. Og dertil loyalitet og pligtfølelse over for den stat, der har ansvar for dets territorium og borgernes fælles liv i et tidsperspektiv, der rækker ind i fremtiden. Det, som har motiveret mig til at skrive denne bog, er en opfattelse af, at vi oplever en stigende folkelig splittelse og værdikrise, sådan som det kommer så effektfuldt til udtryk i Peter Carlsens maleri Danmark 2009, som er brugt til omslaget. Maleriet er nutidig historisk kunst og hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Der er tale om en parafrase af Eugène Delacroix’ berømte Friheden fører folket på bar-rikaderne. Men hos Carlsen er det nationale fællesskab og friheden blevet tømt for mening. Fanebærerens frihed er reduceret til forbrugerens, og Mor Danmark er en letpåklædt gæst på Paradise Hotel. Fællesskabet har antaget tvetydige og klichéagtige former og mistet de værdier, der engang lå i det. Jeg har valgt dette maleri, fordi jeg mener, at selv om det træk-ker sit budskab hårdt op, repræsenterer det en diagnose af den krise, det danske samfund befinder sig i. Og som VK’s værdipolitik under Fogh Rasmussen ikke for alvor forholdt sig til, men som der er tegn på, at hans efterfølger, Løkke Rasmussen, har bedre øje for.

Det er da heller ikke selve elementerne i VK’s værdipolitik, jeg har været kritisk over for, men snarere dens snæverhed. Jeg er tilhænger af

9

en stram indvandringspolitik. Jeg går ind for assimilation, dog kun på områder som f.eks. demokratiske værdier, uddannelse, sprog og boliger. Jeg synes, vi fra begyndelsen skulle have taget ved lære af canadiernes kontante politik ved at styre indvandring og familiesammenføring ved hjælp af et pointsystem og et selvforsørgelseskrav. I dag kommer vi ikke uden om at tage hensyn til det danske samfunds økonomiske behov og begrænsninger, dvs. behovet for kvalificeret arbejdskraft og en indvan-dring, der ikke belaster velfærdssystemet og samfundet generelt. Ar-bejdsrelateret indvandring bør i højere grad være private og offentlige virksomheders ansvar. Ved familiesammenføring er det rimeligt at stille krav om mindst en kort, videregående uddannelse, relevant erhvervs-erfaring og sproglig kompetence – eller om selvforsørgelse, indtil disse krav er opfyldt. Derudover bør vi i vores udlændingepolitik i øvrigt tage hensyn til bevarelsen af demokratiet, den sociale tillid og befolk-ningsflertallets kulturelle selvforståelse. For at opnå en balance mellem disse forskellige hensyn, kræves der en styret og begrænset indvandring, helst af mennesker med forskellig oprindelse for at forhindre skabelsen af store etniske og kulturelle mindretal.

Jeg var også været på linje med VK-regeringens skolepolitik. Men ikke hele vejen. Jeg er tilhænger af kanonbegrebet i ungdomsuddan-nelserne. Det er nemlig nyttigt og vigtigt for borgerne at have en fælles kulturel »bagage« og referenceramme.1 Jeg støtter forsøget på at rette op på flere årtiers forsømmelser af faglighed og viden i folkeskolen. Men jeg er modstander af at gøre skolekulturen i det autoritære Sin-gapore til forbillede for det demokratiske Danmark. Jeg er overbevist om, at der er værdier i dansk uddannelsestradition fra grundskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser – værdier som kreativitet, selvstændighed og samarbejdsfærdigheder – som er nøglen til succes i en globaliseret verden. Hvad de videregående uddannelser angår, glædede det mig, da Helge Sander omsider blev frataget sin mi-nisterpost. For han forstod meget lidt af, hvad der foregår på univer-siteterne, og han fattede ikke, at deres værdi for samfundet ikke kun består i at skabe den viden og de kompetencer, vi skal leve økonomisk af i fremtiden, men også i at civilisere samfundet.

Behandlingen af skole- og universitetspolitikken illustrerer den split-

10

telse mellem nyliberalister og socialkonservative, som prægede VK- regeringen. Men værdipolitikken var naturligvis også stærkt påvirket af Dansk Folkeparti. Det betød, at den i alt for høj grad blev et spørgs-mål om, hvorvidt muslimer kunne tilslutte sig det danske samfunds demokratiske værdier, ja, om de i det hele taget kunne integreres i det danske samfund. Og det til trods for, at det meget store flertal af dem rent faktisk blev det. Det er ikke, fordi jeg afviser, at forsvaret af demo-kratiske værdi over for udfordringerne fra islamismen fortsat må være en central del af værdipolitikken. Jeg mener faktisk, at den dokumen-tation af kvindeundertrykkelse, islamistisk radikalisering, kriminalitet og andre udslag af mislykket integration og selvvalgt social isolation fra det danske samfund, som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen leverer i deres bog Islams magt (2010), er nøgtern og uafviselig2 – selv om jeg ikke helt deler deres pessimisme. Jeg er af den opfattelse, at det er både intellektuelt uhæderligt og politisk uansvarligt at reducere integrati-onsproblemerne i Danmark til udelukkende at være af social karakter, sådan som det hyppigt gøres på dele af venstrefløjen.3 Jeg mener, det er udtryk for kulturel blindhed. Men man møder også denne blindhed blandt borgerlige politikere. Lad mig tage et eksempel.

Når jeg læser Uffe Ellemann-Jensens seneste bog Nu gik det lige så godt men så gik verden af lave (2010),4 bliver jeg mindet om betydnin-gen af at have en udenrigsminister med stor international indsigt og intellektuel kapacitet. Og jeg forstår godt hans bekymring over mange danskeres naive forestilling om, at deres egne »normer og omgangsfor-mer« er alle andre overlegne.5 Selv oplever jeg det, som om visse dan-skere – jeg bruger nemlig i modsætning til Ellemann-Jensen aldrig ge-neraliseringer som »danskerne« – ligefrem er stolte af deres uhøflige og grove adfærd. De kalder den selv for »ærlig« og »ligefrem«, mens andre rimeligt nok opfatter den som stødende, arrogant og hensynsløs. Deri har han altså ret. Men han overdriver modstanden mod indvandrere i det danske samfund. Talrige undersøgelser dokumenterer, at vi ligger pænt i det europæiske felt, og at der er stigende accept og tolerance blandt danskerne. Og når jeg læser hans afvisning af, at indvandringen medfører et forsvar af visse værdier i det danske samfund (han sætter »værdikamp« i anførselstegn)6, så bliver jeg slået af den fysiske afstand

11

mellem Rungsted Kyst og Mjølnerparken og af den tidligere udenrigs-ministers længsel til fortrængningslandet på den anden side af sundet. Og jeg tænker på, at han selv som partileder i 1980’erne og 1990’erne var lige så ringe som de socialdemokratiske til at gennemskue de lang-sigtede konsekvenser af verdens mest liberale – og naivt humanistiske – asylpolitik. For den typiske holdning blandt datidens liberale – hvad enten de var borgerlige eller socialdemokrater – var en humanitært idealistisk og givetvis velmenende tro på, at kulturelle forskelle i vir-keligheden ikke betyder noget, fordi alle mennesker dybest set har de samme drømme om det gode liv og foretager rationelle valg for at opnå det. Så med sit internationale vidsyn repræsenterer Ellemann-Jensen i virkeligheden blot en anden form for naivitet end den, han tilskriver »danskerne« – en naivitet, der er udbredt blandt kosmopolitiske eliter, der har vænnet sig til at se på verden gennem et flyvindue.

Størst er venstrefløjens svigt dog. Som den fremtrædende italienske venstrefløjsintellektuelle, lingvisten og filosoffen Raffaele Simone, ud-trykte det i The Times i efteråret 2010, har det europæiske venstre gjort sig skyldig i »ideologisk hykleri« i forhold til indvandringen og har der-med uforvarende banet vej for nutidens voksende højrepopulisme.7 På det yderste venstre er der stadig en manglende forståelse for konsekven-serne af ukontrolleret indvandring fra før-moderne stammesamfund i Mellemøsten, Pakistan og Nordafrika. Forventningen blandt mange socialister var tidligere, at sekulariseringen hurtigt ville gøre det af med indvandrernes tro og normer. Nu, hvor dette ikke er sket – eller hvor det i det mindste sker langsommere og langt mindre lovmæssigt end forventet, er der her, såvel som blandt De Radikale, en manglende vilje til at erkende, at de værdier, der hyldes blandt ikke-sekulariserede, tra-ditionalistiske muslimer, er stik modsatte af, hvad disse partier har stået for igennem årtier. Som litteraturprofessoren og debattøren Fredrik Stjernfelt skrev i forbindelse i sin anmeldelse af den amerikanske jour-nalist Paul Bermans bog The Flight of the Intellectuals (2010),8 så har den »nye« – mindretalsfikserede – venstrefløj i Danmark og udlandet været uforståelig tavs over for de fascistiske elementer i islamismen.9

Det skyldes, at venstrefløjen i 1980’erne begyndte at se kulturel do-minans som en lige så væsentlig kilde til social ulighed som økonomisk.

12

Hvad der hidtil havde været et marxistisk venstre blev til det, jeg har valgt at kalde et »multikulturalistisk venstre«. Denne nye venstrefløj har været lige så blind over for de undertrykkende elementer i visse muslimske miljøer, som den »gamle« var det over for kommunismens forbrydelser. For dem er nutidens »kulturkamp« et andet udtryk for fortidens klassekamp. Og derfor betragter de hævdelse af »danske vær-dier« for blot at være et forsøg på at træde på grupper, der er i forvejen er underprivilegerede og svage. Af samme grund er de skeptiske over for forestillingen om nationen og hylder på det nærmeste alt det, der afviger fra flertalskulturen. Denne foragt for det hjemlige blev for nylig rammende beskrevet af idéhistorikeren Niels Skovgaard i en kronik i Berlingske Tidende:

Der er i den nye venstrefløj tale om en foragt for folket, dets døm-mekraft og moralske habitus, der finder sin lige i den traditionelle venstrefløjs nedvurdering af folket som nedsunket i falsk bevidst-hed om kapitalismens konsekvenser. Dengang blev befolkningen anklaget for ikke at ville se, hvor galt det stod til. Nu anklages den for ikke at ville se, hvor godt det står til med indvandringen. Der har generelt altid været forbløffende mange ikke-anstændige danskere i den venstreorienterede optik […] Med en faglig term lider venstrefløjen af oikofobi – altså en fjendskhed over for det hjemlige, det man selv er en del af, som er virkeligt eksisterende i modsætning til den xenofobi, fremmedfjendskhed, man tillægger højrefløjen. Den nye venstrefløj har en uredelig tendens til at lave skønmalerier af indvandringens konsekvenser og til at fortrænge de problemer, der er fulgt i dens kølvand. Hvis man endelig erken-der problemer, ses de som konsekvenser af majoritetens fremmed-fjendskhed. Fortrængningerne minder påfaldende om den traditi-onelle venstrefløjs bagatellisering af undertrykkelsen i de tidligere østlande. Det er derfor heller ikke fra den nye venstrefløj, man skal forvente løsninger på de reelt eksisterende minoritetsproblemer. Ikke fordi man ikke har en løsning i form af mantraet: Dialog. Der er tale om dialog som et universalløsningsmiddel over for mellemmenneskelige konflikter, der næsten kun i utopisk karakter

13

kan sammenlignes med den traditionelle venstrefløjs forestillinger om »revolutionen af systemet« som løsning på alle problemer.10

Når alt dette så er sagt, er jeg alligevel stærkt kritisk over for en generel og principiel skepsis mod indvandring og muslimer. Jeg har forsket, rejst og boet så meget af mit liv i USA, Canada og Australien, at jeg ved, at indvandring ikke alene kan være en nødvendighed for at bevare velstanden i et samfund, men også kan tilføre det nye kræfter og ideer. Selv er jeg en stor beundrer af australiernes evne til at skabe et kulturelt mangfoldigt samfund og dog fastholde en stærk national bevidsthed. Da denne bevidsthed bl.a. er et produkt af landets indvandringshisto-rie, giver den plads til forskellighed. Men netop på grund af mit per-sonlige og faglige kendskab til disse lande ved jeg også, at man ikke kan bruge dem som modeller til direkte kopi. Folk, der hævder, det »blot« er et spørgsmål om at »lære af« lande som USA, Canada og Australien, har sjældent meget forstand på, hvad de taler om. Vi har ansvar for at håndtere den kulturelle mangfoldighed i vort eget samfund på egne forudsætninger.

Indvandrergrupperne i Danmark har således en etnisk og religiøs profil, der adskiller sig fra den, man finder i de tre nævnte lande. I Danmark er en stor del af indvandringen sket fra muslimske regioner. Derfor har vi, for det første, en tendens til at forbinde »indvandrere« med »muslimer« og overser derved de mange andre indvandrergrupper i vores samfund. Men vi har også generelt en for dårlig viden om dan-ske muslimer. Vi er f.eks. ikke gode til at se, at mange problemer med muslimers integration ikke skyldes »muslimske værdier«, men snarere sammenstødet mellem de før-moderne værdier, der stadig eksisterer i de stammefund, de muslimske indvandrere kommer fra, og vores egne, moderne værdier.11 Endelig har vi problemer med at forstå, at islam ikke er en entydig størrelse, og at mange muslimer allerede før deres an-komst forstod at skelne mellem religion og politik. Den skelnen lærte de nemlig af de langt fra ortodokse styrer, de var underlagt. Jeg bekla-ger derfor den manglende evne og vilje til se forskellene og nuancerne blandt danske muslimer. Og jeg er dybt betænkelig over, at Dansk Fol-keparti i dag tilsyneladende er ophørt med at skelne mellem islamisme

14

og islam og således er gået fra bekæmpelse af fascistisk islamisme og jihadisme over i en fordømmelse af islam som religion og dermed en mistænkeliggørelse af muslimer generelt.

Jeg mener, vi bør anerkende islam som en del af Danmarks nutidige religiøse kultur. Jeg finder det desuden afgørende nødvendigt at aner-kende danske muslimers ligeværd som medborgere. Og jeg beklager, at integration og social sammenhængskraft næsten udelukkende kommer til at handle om muslimske indvandrere og ikke også om at forhindre social udelukkelse og ulighed i det danske samfund i det hele taget, f.eks. i landets yderområder og på byernes bund. Fikseringen på pro-blemerne med islamismen og manglende integrationsvillighed blandt et – heldigvis – lille mindretal af udlændinge i Danmark har betydet, at mange borgerlige politikere har mistet sansen for, at der også er andre udfordringer for det danske værdifællesskab. Hvis de havde været bedre til at lytte til vælgerne, ville de have vidst, at kun en lille procentdel (3 %), ifølge en undersøgelse fra Gallup, betragter kampen mod islam (3 %) og islamisme (7 %) som den vigtigste værdikamp. Det store fler-tal anser respekt for andre mennesker og demokratiet som de vigtigste værdier at forsvare.12

At vi ikke har fået en værdidebat med både større dybde, bredde og proportionssans skyldes dels en betydelig intellektuel overfladiskhed i moderne dansk politik, dels en generel orienteringsløshed og idéfor-ladthed i partierne. Dansk politisk debat har længe været kendeteg-net af en mangel på holdning til, hvilken retning det danske samfund skal bevæge sig i. Som tidligere sundheds- og indenrigsminister Britta Schall Holberg sagde det i et interview i januar 2010, da hun forsøgte at forklare, hvorfor nutidige politikere har en tendens til at optræde mere som embedsmænd end som folkevalgte:

Jeg tror, det grundlæggende skyldes, at vi i det politiske system fra højre til venstre har svært ved at finde ud af, hvor vi skal hen. Vi har på mange måder nået det, vi ville. Nu skal vi finde ud af, hvad det er for et samfund, vi skal have? Hvad er velfærd? […] I virke-ligheden drømte vi om at skabe et samfund med lige muligheder for alle. Et samfund, hvor den enkelte kunne svare enhver sit og

15

påtage sig et personligt ansvar. Desværre er vi ved at få et samfund, der indsnævrer friheden og de lige muligheder.13

Schall Holberg efterlyste med andre ord en værdidebat af fundamental betydning for det danske samfund.

Der er dog tegn på, at den finansielle og økonomiske krise får os til at forstå betydningen af at formulere værdipolitiske problemstillinger på en bredere og mere kvalificeret måde. Måske vil krisen bringe os ind i en værdidebat Version 2.0, som Berlingske Tidendes debatredaktør Jes-per Beinov forudsagde i oktober 2010.14 Her ligger han tilsyneladende på linje med danskerne selv, som den ovenfor refererede undersøgelse fra Gallup viste i november 2010.15 Nogle læsere vil måske blive frustreret over ikke at kunne identificere min bog som »konservativ«, »liberal« eller »socialdemokratisk« i kon-ventionel forstand. Andre vil undre sig over, at jeg er så hård over for den borgerlige regering, når jeg nu selv anser mig for borgerlig. Men det er der en bevidst pointe i fra min side. Jeg er nemlig en socialliberal, »kritisk borgerlig« debattør, der trækker på værdier fra alle tre positio-ner ud fra den betragtning, at ideologier ikke spiller den rolle, de gjor-de, dengang politik mest handlede om fordeling af velstand. Jeg hylder individets frihed og føler mig i godt selskab blandt andre socialliberale i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Men jeg er kritisk over for nyliberalismens frihedsbegreb, individualisme, rettighedstænkning og globaliseringsbegejstring. Jeg er tilhænger af en høj grad af social lighed og anerkender den demokratiske socialismes historiske betydning for det danske samfund. Jeg værdsætter nationalstaten og national identi-tet uden at være nationalist. Jeg er frisindet uden at være kulturradikal, og værdipluralist uden at være relativist.

Jeg har sympati for mange socialdemokrater, men kan ikke identifi-cere mig med et parti, der ikke har en troværdig økonomisk politik og et overbevisende bud på, hvad vi skal leve af i Danmark fremover. Og som stikker vælgerne blår i øjnene ved at love dem »mere velfærd« på et tidspunkt, hvor vi har brug for velfærdsreformer. Og som forveksler en velfungerende med en stor offentlig sektor. Hvad SF angår, påskønner jeg dets ryk mod højre, men jeg mener, partiet fortsat vil lide under at

16

skulle søge støtte fra vælgere, der hylder ideer, som historiske erfaringer for længst har miskrediteret, og derfor også nu er begyndt at stemme på Enhedslisten.

Endelig er der Det Radikale Venstre: Sidst i 1980’erne blev jeg træt af min post som kredsformand og nyvalgt medlem af partiets uddan-nelsesudvalg, fordi jeg ikke var enig i, at det var fodnotepolitikken, som førte til afrustning og Berlinmurens fald, og fordi jeg i øvrigt aldrig havde kunnet identificere mig med partiets kulturradikale segment. Siden kom så indvandringspolitik oven i. Ikke desto mindre anser jeg som sagt mig selv som socialliberal og har derfor stadig et vist antal mil-liliter radikalt blod i årene.

Når jeg en gang imellem også kan finde på at kalder mig for konser-vativ, er det med lille k. Jeg har bestemt ikke noget personligt tilhørs-forhold til det nuværende Konservative Folkeparti. De Konservative er i dag et parti, der dybt splittet mellem nyliberalisme og socialkonserva-tisme og må generelt siges at have svigtet deres oprindelige værdigrund-lag. Tilmed er partiledelsen politisk udygtig. Et krav om skattelettelser i kølvandet på en afskaffelse af efterlønnen var et godt eksempel på dens manglende evne til at fremstå troværdigt og overbevisende selv over for partiets traditionelle vælgergrupper.

Min højst personlige og uortodokse konservatisme er ikke bundet op på noget bestemt parti. Den består mest i, at jeg sætter pris på værdier, som engang hørte med til den konservative tradition: nationalfølelse, historisk bevidsthed, pragmatisme, mådehold, respekt for lov og ret, autoritet, lærdom, dannelse, anstændighed, ansvarlighed, heltemod, pligtfølelse, flid, næstekærlighed, familie, hjem, tro og ånd. Dertil kom-mer en god portion skepsis over for abstrakte påstande om mennesket og samfundet. Efter min opfattelse består en moderat, moderne so-cialkonservatisme nemlig først og fremmest i at se mennesket og sam-fundet som produkter af historien og den givne, konkrete virkelighed. Men da jeg tit må konstatere, at mine værdier deles af flere og flere nu til dags – også af dem, der ville korse sig over at blive kaldt konservative – så konkluderer jeg, at det ikke længere giver mening at lade et enkelt politisk parti tage patent på konservative værdier, og at luften i øvrigt er gået ud af de fleste af de balloner, 68-generationen sendte til vejrs.

17

Jeg tror, min egen form for konservatisme er godt på vej til at blive »mainstream«. For så vidt må den »kulturkamp«, som blev indledt som en reaktion på Nyrup-regeringen i 1990’erne, siges at have haft en vis succes. Højre og venstre har nærmet sig hinanden i dansk politik, både på de værdi- og fordelingspolitiske områder. Det er derfor, politik i dag handler så meget om personligheder og troværdighed, og det er derfor, at valg vindes på værdipolitik. Når det ikke ligefrem er Danmarks og danskernes økonomiske fremtid, der er på spil. I denne bog vil sociale og politiske værdier være i fokus. Desværre har jeg måttet begrænse mig til nogle udvalgte temaer. Jeg ville gerne have brugt mere plads på skole- og uddannelsespolitik, universitets politik, retspolitik og familiepolitik. Det må blive en anden gang. Jeg vil heller ikke diskutere personlige manerer. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men snarere fordi manererne – som er langt mere betydningsfulde end brugen af ordet lader ane – i forvejen bliver behandlet så udmærket af samfundsdebattører som Sørine Gotfredsen og Kathrine Lilleør samt ikke mindst historikeren Henrik Jensen, hvis forfatterskab jeg sætter stor pris på. Og også fordi jeg tror, at roden til »sædernes forfald« først og fremmest ligger i den måde, samfundet har udviklet sig på i takt med individualiseringen og kommercialiseringen af samfund og kultur. Men selv om hovedvægten er lagt på en diskussion af samfundsværdier, vil der gang på gang blive henvist til, hvordan de hænger sammen med kristent-humanistiske værdier, der i dag er kommet under pres. Jeg ta-ger udgangspunkt i aktuelle eksempler fra en hjemlig sammenhæng. Men fordi jeg er historiker og til daglig forsker i de engelsktalendes historie og samfundsforhold, vil jeg sætte den danske samfundsdebat ind i en større, international sammenhæng og trække linjer bagud i europæisk og dansk historie. Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog og bevæger sig frit mellem analyse, vidensformidling og kritik. Kapitlerne kan læses hver for sig, men er kædet sammen af en overordnet tematisk struktur og argumen-tation, som jeg vil komme nærmere ind på i indledningskapitlet. Den første del af bogen – »Fortælling og historie« – består af tre kapitler, der handler om betydningen af at forstå sig selv som individ og fælles-skab inden for en historisk sammenhæng. Jeg forklarer den historiske

udvikling af dansk selvforståelse, og jeg gengiver det, jeg forstår som »Danmarks fortælling«. I den anden del – »Folk og medborgere« – dis-kuterer jeg, hvordan man bør forstå det at være et folk i dag, dvs. i lyset af globalisering og indvandring. Derefter følger en tredje del – »Stat og folkestyre« – der handler om statsmagt, velfærdssamfund, social til-lid, demokrati, ytringsfrihed, tolerance, respekt, anerkendelse, lighed, solidaritet og retsstaten. I bogens fjerde del – »Danmark, Europa og verden« – diskuterer jeg det europæiske samarbejdes og nationalfølel-sens værdier samt, hvad det vil sige at udvise medansvar og loyalitet over for sit land og sine medborgere. Inden min konklusion reflekterer jeg i »Menneske – univers« over den religiøse livstolknings værdi i et sekulariseret samfund og over værdidebatten set i »det store perspek-tiv«. Mellem hver af de fem dele er indlagt en idéhistorisk vignet, som trækker lange linjer fra antikken op til nutiden og anslår afsnittenes hovedtemaer.