Rapport - NVL · 1 Rapport Nordisk Konferanse ”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden Tromsø, Norge, 22. – 25. mai 2008

1

Rapport

Nordisk Konferanse

”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden

Tromsø, Norge, 22. – 25. mai 2008

Fengslende utdanning, Norge 2008

2

13. Nordiske Fengselutdanningskonferanse 2008 ”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden Tromsø, Norge

Konferansen er arrangert av Nordisk Netværk for Fængselundervisning med Norge som vertsland www.fengselundervisning.net Kaj Raundrup (Danmark), Marianne Mäki (Finland), Erlendur S. Baldursson (Island), Jan-Erik Sandlie (Norge), Torfinn Langelid (Norge), Birgitta Persson (Sverige) og Svenolov Svensson(Sverige)

Breivika videregående skole som er ansvarlig for undervisningen ved Tromsø fengsel var medarrangør av den nordiske konferansen ved å legge til rette for de lokale arrangementer. Se hjemmesiden: www.breivika.vgs.no Kriminalomsorgen region nord støttet konferansen økonomisk: www.kriminalomsorgen.no Hos Fylkesmannen i Hordaland, vertsskapet for konferansen, var det Paal Chr Breivik, Torfinn Langelid og Sissel Mehammer som var organisatoriske tilretteleggere.

Nordiskt Nätverk för Vuxnas Lärande, wwwnordvux.net Konferanserapporten Redaksjon: Paal Chr Breivik og Torfinn Langelid Foto. Paal Chr Breivik (Norge)


3

Innholdsfortegnelse Ny stortingsmelding om kriminalomsorgen v/statssekretær Terje Moland Pedersen, Justisdepartementet, Norge. ..................................... 4 Hva skjer i et fengselssamfunn? v/ sosialantropolog Sigrid Knap, Ballerup kommune, Danmark............................................... 5 ”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden. v/ fagsjef Ole-Johan Eikeland, Eikeland forskning og undervisning....................................... 23 Parallelle sesjoner:

Yrkesopplæring i fengslene v/undervisningsråd Leena Koski, Undervisningsstyrelsen, Finland...................................... 23 Motivasjon for opplæring v/lærer Kristina Wallenberg-Fürstenberg, Kristianstadsanstalten, Sverige........................... 23

Informasjon om NordPluss Voksen v/internasjonal sekretær Kate Sevón, CFL, Sverige................................................................. 24 Informasjon om EUs utdanningsprogram v/seniorrådgiver Marit Lødemel, SIU, Norge ......................................................................... 24 ”Våkn opp” v/Jostein Netland.................................................................................................. 25 Parallelle sesjoner:

Realkompetansevurdering i fengselsundervisningen – et nyttig verktøy? v/fagsjef Åge Hanssen, Vox og inspektør Per Sneeggen, Brundalen vgs, Norge................. 25 ”Drag av ADHD, läs- och skrivsvårigheter och kognitiv kapacitet hos finländska fångar” v/forskarpsykolog Tiina Tuominen, Finland........................................................................ 25 Minoritetsspråklige i fengsel, opplæringstilbud til de som skal utvises v/undervisningsleder Kaj Raundrup, Direktoratetet for kriminalforsorgen, Danmark......... 25

IKT erfaringer: PIPELINE-projektet, v/Bent Dahle Hansen, Grønland Voksenopplæringssenter, Norge.......................................... 32 VEPS - Virtual european prison school v/Birgitta Persson, Kriminalvården –Huvudkontoret, Sverige................................................ 33 Festmiddag…........................................................................................................................... 33 A European perspective on the Nordic prison system and prison education v/Kevin Warner, Coordinator of prison education, Ireland..................................................... 34 REFLEKTIONER, Lena Axelson og Kirsten Grønnebæk...................................................... 44 ”Get together” ”Ølhallen”Torsdag 22. mai 2008 .....................................................................49 Kulturell utflukt........................................................................................................................ 51 Appendiks: A. Program ................................................................................................................................52 B. Evaluering/ Palaute…………...............................................................................................56 C. Deltakerliste......................................................................................................................... 58


4

Ny stortingsmelding om kriminalomsorgen

v/statssekretær Terje Moland Pedersen, Justisdepartementet, Norge

Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

Se www.regjeringen.no/nb/dep/jd/dok/regpubl/stmeld/2007-2008/stmeld-nr-37-2007-2008-.html?id=527624&epslanguage=NO


5

Hva skjer i et fengselssamfunn? v/ sosialantropolog Sigrid Knap, Ballerup kommune, Danmark. Kommentar fra en norsk fange. En sosialantropologisk tilnærmelse

Fange socialitet Indledning: Goddag, mit navn er Sigrid Knap, jeg er antropolog, og jeg er her for at

fortælle om Jyderup-undersøgelsen. Undersøgelsen er baseret på mit feltarbejde

på Jyderup statsfængsel – et åbent fængsel i Danmark, hvor jeg i 4 måneder

boede sammen med fangerne.

Mit oplæg vil primært handle om undersøgelsens analyser og resultater –altså

besvare spørgsmålet ’hvad fandt jeg ud af’, men jeg vil indlede med at give en

kort beskrivelse af de praktiske forhold og omstændigheder omkring

feltarbejdet. Det vil sige planlægningen, herunder hvordan det lykkedes mig at

få adgang til feltet, samt lidt om selve feltarbejdets forløb og hvordan min

hverdag på fængslet sammen med fangerne formede sig.

Udgangspunktet for undersøgelsen var en interesse for fangernes hverdagsliv på

fængslet. Inden jeg startede projektet havde jeg været ansat i Direktoratet for

Kriminalforsorgen i flere år, og lavet forskellige undersøgelser og

evalueringer, men denne undersøgelse havde et radikalt anderledes fokus, ved at

være båret af den antropologiske tilgang, og dermed af viljen –og metoderne

til, at forstå et felt indefra, ved sætte menneskers handlinger og erfaringer

af deres verden i centrum.

Drivkraften for projektet var især ønsket om at vende fokus væk fra det man kan

kalde ’de sædvanlige eller traditionelle problematikker og temaer’ i forbindelse med fængselsafsoning, altså dvs. klientgørelse, disciplinering,

umyndiggørelse, magtesløshed osv. -alle de processer som knytter sig til det,

at fangen er underlagt en ydre magt og kontrolinstans. I stedet ville jeg sætte


6

fokus på fange-socialiteten. Det vil sige fangernes indbyrdes forhold, den sociale interaktion og de sociale relationer som udvikler sig på fængslet.

Og mit mål med dagens oplæg er at give Jer et indblik i og en forståelse af,

hvordan fangernes indbyrdes sociale verden fungerer og hænger sammen –og

hvordan og hvorfor den nogen gange slet ikke gør det. Én af de væsentligste

pointer, som jeg vil fremhæve igen og igen er, at de sociale processer og

fænomener som man finder på fængslet, ikke er unikke for fængselsverdenen.

Indholdet og karakteren er tværtimod noget vi kan genkende i verden udenfor –i

’vores verden’.

I en vis forstand kan man sige, at der ikke er en kvalitetsmæssig forskel på

fangesocialiteten og andre typer socialiteter, som man finder i verden udenfor,

men at den væsentligste forskel er kvantitativ. Det skal forstås sådan, at der

på fængslet sker en voldsom intensivering og fortætning af det sociale liv

fordi der er så mange mennesker på alt for lidt plads, og derfor opleves det

sociale liv på fængslet som helt anderledes - og oftest som vanskeligere at

håndtere, end det gør i verden udenfor, selvom de sociale processer på det

indholdsmæssige plan er genkendelige – som oftest helt almindelige – i forhold

til verden udenfor.

Men inden jeg går videre med de mere analytiske pointer og teoretiske

betragtninger vil jeg kort beskrive de praktiske omstændigheder omkring feltarbejdet, og samtidig nogle af de metodiske overvejelser og udfordringer som var forbundet med projektet.

Præsentation og metode: Som sagt boede jeg på Jyderup statsfængsel i 4 måneder. Jyderup er et åbent

fængsel, som på det tidspunkt jeg var der, havde plads til ca. 110 fanger.

Fangerne arbejder på forskellige arbejdspladser på fængslet fra 8-15, og

derefter kan de bevæge sig frit rundt inden for fængslets område, som dengang

var omkranset af et 2½ meter højt trådhegn. Porten til fængslet står åben i

dagtimerne. Ikke fordi fangerne må forlade området, -det må de som sagt ikke,

men for at gæster, samarbejdspartnere, leverandører mm. har uhindret adgang.

Sikkerhedsniveauet på det åbne fængsel er således baseret på en forventning om

at fangerne i ret stort omfang udøver selvkontrol.

(bortgange og OH- udgange….)

Kl.21.30 låses fangerne inde på afdelingerne –men ikke på cellerne. De kan

altså stadig være sammen efter kl.21.30, men blot ikke bevæge sig uden for

deres afdeling.

Jeg interesserede mig ikke for hvilken kriminalitet fangerne var dømt for, men

eftersom det var en viden de fleste gerne delte med mig uopfordret, både

vedrørende dem selv og andre, vidste jeg efter en måneds tid hvad langt de

fleste sad inde for. Det var mit indtryk at langt de fleste kriminalitetstyper


7

var repræsenteret, lige fra tyveri og mindre voldsepisoder til røveri, større

narkosager og drab. Nogen havde afsonet en del af dommen i lukket fængsel, men

en væsentlig del forventedes at afsone hele deres dom i åbent fængsel. Dette

skyldes at dømte personer i Danmark i udgangspunktet anbringes i åbent fængsel.

Der kan være forhold (f.eks. kriminalitetens art, straffens længde eller

vurderet risiko for undvigelse) som gør, at den dømte alligevel kommer til at

afsone i et lukket fængsel, men en bred repræsentation af kriminalitetstyper er

helt almindelig i de åbne fængsler i Danmark.

I de 4 måneder mit feltarbejde varede, levede og opholdt jeg mig sammen med

fangerne nærmest konstant. Jeg havde stort set ingen kontakt med personalet,

udover at jeg meldte mig til meldetiderne, ligesom fangerne gør. Nogle få

betjente opsøgte mig indimellem for at spørge til projektet, men i alt

væsentligt havde jeg ligeså lidt kontakt med betjentene som fangerne havde.

Planlægningen af feltarbejdet tog ca. 7 måneder, fra den første kontakt til

inspektøren, til jeg flyttede ind på en celle. Den formelle adgang –altså dvs.

systemets tilladelse viste sig at være forholdsvis uproblematisk at skaffe,

idet inspektøren og sikkerhedschefen allerede fra min første henvendelse var

meget positivt indstillede overfor projektet. Men denne formelle tilladelse var

langtfra tilstrækkelig til at jeg kunne få adgang til det jeg reelt gerne ville

vide noget om –altså fangernes liv, deres oplevelser, erfaringer og deres

private rum.

Faktisk var der en risiko for at fangerne ville opfatte den formelle tilladelse

som udtryk for at jeg var på systemets eller de ansattes side, pga. det

modsætningsforhold som eksisterer på fængsler mellem indsatte og ansatte. Og en

sådan opfattelse af mit tilhørsforhold og dermed min position, ville have gjort

det umuligt for mig, at få adgang til det jeg gerne ville vide noget om.

Jeg var derfor meget opmærksom på hvordan jeg kunne sikre at det ikke ville

ske, og der var primært to forhold som gjorde at den formelle tilladelse ikke

blev en forhindring eller en barriere for undersøgelsen. Dels gjorde jeg

fangerne opmærksomme på, at betjentene ikke synes at projektet var en særlig

god idé, og da betjentene i langt højere grad end inspektøren var

repræsentanter for systemet, blev betjentenes modstand mod projektet en

vigtigere faktor end inspektørens velvilje.

Samtidig inddrog jeg fangernes talsmænd i projektet så snart jeg havde fået den

formelle tilladelse, og gjorde det klart at jeg havde brug for deres hjælp og

samtidig at hvis de afviste projektet blev det ikke til noget. Det var

selvfølgelig en risikabel udmelding, men det blev en stor styrke for projektet,

fordi det betød at de fra starten oplevede at deres position og deres meninger

blev anerkendt, de blev involveret og spurgt til råds, og på den måde lykkedes


8

det at få dem til at støtte projektet og hjælpe med at ’sælge’ projektet OG

ikke mindst ’mig’ til alle andre fanger.

Jeg nævner mig selv med samme vægt som selve projektet, fordi det var sådan det

var. At sælge projektet bestod i lige så høj grad –måske endnu højere- i at sælge mig som person, og overbevise fangerne om at jeg ville formå at navigere i fængslets rum, og ikke skabe usikkerhed og mistillid.

Fangernes talsmænd opfordrede mig til ’sælge projektet’ personligt til

fangerne, ved at afholde præsentationsmøder på hver enkelt afdeling efter lukketid, hvor alle fanger var til stede og fik mulighed for at møde mig –og

høre om projektet -i en situation, hvor de var på hjemmebane og jeg var på

udebane. Så der stod jeg uden alarm, uden betjente og med 20-25 ukendte

indsatte og forklarede at jeg skulle bo på fængslet sammen med dem i 4 måneder.

Det lyder måske både farligt og unødvendigt og men i virkeligheden var det nok

det stik modsatte. Ret ufarligt, men utrolig nødvendigt.

Jeg havde ikke en ambition om at fangerne skulle ende med at opfatte mig som en

fange, det forekom mig både urealistisk og unødvendigt. Men målet var, at blive

opfattet som ’ikke-ansat’ –som en der ikke var en del af systemet, kontrollen, overvågningen osv.

I den forbindelse fik jeg samtidig af tillidsmændene udpeget præsten som en oplagt samarbejdspartner, for hun havde en særlig position i forhold til fangerne. Selvom hun var ansat, opfattede fangerne hende som udenforstående i

forhold til systemet og dermed også i forhold til det modsætningsforhold som

generelt prægede forholdet mellem indsatte og ansatte. Det var derfor oplagt at

bruge hende til at hjælpe med at skabe en position til mig, som var både

genkendelig og anerkendt af fangerne og som samtidig ville give mig adgang til det jeg gerne ville studere- fangernes hverdagsliv på fængslet og mine informanter –fangerne.

Jeg var således i hele planlægningsfasen meget opmærksom på tydeligt at

signalere til mine informanter hvor mit loyalitets og tilhørsforhold lå og

dermed også min tillid.

Det gjorde jeg altså dels ved bruge præsten og hendes position til at signalere

hvordan jeg gerne ville opfattes, dels ved at stille mig op, blottet for de sikkerhedsforanstaltninger som alle andre udenforstående anvender i mødet med fangerne, og lade dem spørge og kommentere råt for usødet. Det gjorde de så

også, og det var absolut ikke særligt behageligt, men det var drønhamrende

effektivt –og da jeg startede feltarbejdet op, var stort set alle fanger

nysgerrige og interesserede –nok ligeså meget –eller mere- i mig, som i

projektet, men det er egentlig ikke synderlig vigtigt. Det vigtige var, at de


9

ikke undgik mig og ikke var utrygge ved min tilstedeværelse. Nogle få var jævnt

ligeglade, en enkelt var afvisende, men de fleste var imødekommende og

interesserede, og ingen var på noget tidspunkt truende.

Det lykkedes altså at etablere en anerkendt og troværdig position, og i kraft

af min kompromisløse deltagelse i fangernes liv og hverdag på fængslet,

cementeredes denne position hele tiden i løbet af de 4 måneder.

Praktiske omstændigheder Og jeg gjorde mig meget umage for, i så vidt omfang som muligt at leve på de

samme præmisser som fangerne. Jeg gik på arbejde på arbejdspladserne, købte ind

hos fængselskøbmanden, boede på en celle og var tilknyttet én afdeling hvor jeg

lavede mad og opholdt mig det meste af tiden. Det var der jeg hang ud, drak

kaffe, så fjernsyn sammen med fangerne, spillede spil, kedede mig osv. Jeg

havde også i en periode en spisegruppe sammen med nogle fanger på den afdeling.

Jeg fik ikke lov at sove ude på afdelingen, så jeg boede i en afdeling som ikke

blev benyttet på det tidspunkt, men fra kl.7 om morgenen til afdelingerne

lukkede kl.21.30 var jeg stort set konstant sammen med fangerne. Jeg trænede i

hallen sammen med dem, gik i kirken og deltog i andre aktiviteter, f.eks.

cykelture. Men ligesom dem forlod jeg ikke området, andet end når jeg gik på

weekendorlov ligesom fangerne. Desværre havde jeg orlov hver weekend, og det

lyder måske ikke som desværre, men det var det faktisk. Til dels fordi jeg

gerne ville observere hvad der skete i weekenderne, dels fordi det var enormt

belastende hele tiden at skulle omstille sig fra fængselsliv til hverdagsliv

til fængselsliv igen og igen.

I starten var jeg af gode grunde en stor attraktion –der er ingen kvindelige

fanger på Jyderup, og selvom utrolig mange udtrykte stor respekt for det

langvarige antropologiske feltarbejde som metode, synes de jo også jeg var

bindegal at underlægge mig frivillig frihedsberøvelse.

Men efterhånden blev jeg en del af hverdagen som ingen lagde specielt meget

mærke til –eller tog hensyn til. Dette gik bl.a. op for mig da der pludselig en

dag kørte porno på tv-skærmen i fællesstuen, det havde der ikke gjort de første

2 uger, men det gjorde der resten af tiden, og for mig var det et ret tydeligt

signal om at hverdagen nu havde indfundet sig igen.

Så alt i alt levede jeg sammen med fangerne –og gjorde de ting de gjorde. Måske

lige bortset fra at jeg aldrig røg hash, hvilket de ofte var utilfredse med, og

gentagne gange udfordrede mig på.

Privathed-> socialitet: Indledningsvist sagde jeg, at undersøgelsen handlede om fange socialitet, -om

fangernes indbyrdes sociale interaktion og relationer, men faktisk startede

projektets analytiske omdrejningspunkt med at være nærmest det modsatte, nemlig


10

’privathed’. Temaet var hvad forstår fanger ved privathed? Kan være privat på

et fængsel, hvordan og hvornår, sammen med hvem osv.

Men i løbet af de 4 måneder erfarede jeg, at det nærmest var umuligt for

fangerne at etablere en privatsfære på fængslet. Når jeg spurgte dem hvornår de

følte sig private på fængslet svarede størstedelen at det var når deres dør var låst. Og når jeg så spurgte hvornår den var det, så svarede de først ’aldrig’ og når jeg så så meget skeptisk ud, tænkte de sig lidt om og tilføjede ’altså

bortset fra når jeg sover… eller er i bad. Men altså ellers er den jo aldrig

låst’.

I starten havde jeg svært ved at tro på det, for jeg synes jo at man måtte have

brug for jævnligt at lukke de andre ude, men efterhånden fandt jeg ud af at det

faktisk var rigtigt. Fangernes døre var stort set aldrig låst. Samtidig lærte

jeg også at en ulåst dør, opfattes som en åben dør, forstået på den måde at fanger banker ikke på hos hinanden. De går bare ind. For mig virkede det enormt

grænseoverskridende bare at vade ind til folk uden varsel, så jeg bankede

selvfølgelig på. Med det resultat at fangerne troede at jeg var en betjent. Så

det holdt jeg hurtigt op med.

Som I kan fornemme oplever fangerne stort set ikke at være private på fængslet,

men det interessante er at fangerne generelt ikke beskrev manglen på privathed som problematisk, hvilket bl.a. også hænger sammen med –som én sagde ’vi har jo ikke nogen at være private sammen med’ underforstået at de mennesker man almindeligvis er private sammen med, sin familie og sine venner, jo ikke er til

stede på fængslet.

Privathed viste sig således at være en analytisk optik som ikke havde det store

udfoldelsespotentiale, og samtidig oplevede jeg at fangernes hverdag på

fængslet var præget af en næsten konstant deltagelse i det modsatte af

privatsfæren, nemlig det sociale -og i en vis forstand offentlige- liv sammen

med de andre fanger på fængslet.

Størstedelen af fangerne var dybt involverede i interaktion og samvær med andre

fanger, men samtidig var det tydeligt, at det var en kæmpe udfordring for dem,

at få det til at fungere. Det lyder måske underligt, at det kan være så

krævende, men fangerne brugte virkelig meget opmærksomhed og energi, både fysisk og mentalt, på at tilpasse og indrette sig efter hinanden, for at få hverdagen til at glide.

Mit analytiske fokus endte derfor med at handle mindre om privathed, og mere om

hvornår, hvordan og hvor meget fanger er sammen. Om de forestillinger de har om

de andre, og deres forventninger til samværet med de andre. Kort sagt så endte


11

jeg med undersøge karakteren af det man kan kalde fange-socialiteten, eller med

et mere hverdagsagtigt ord ’fange-fællesskabet’.

Og det er altså denne fangesocialitet, som jeg nu vil udfolde og beskrive for

Jer. Der er selvfølgelig mange væsentlige karaktertræk ved fange-socialiteten,

men dem jeg har valgt ud er:

1. socialitet kontra fællesskab –hvad er forskellen og hvorfor er den vigtig 2. fængslets temporaliteter – tid er noget alle taler om på fængslet, men hvilken betydning har tid og tidsligheder for det sociale liv 3. mistillid og kategorisering –fangernes primære tilgang til hinanden 4. uafklarethed og social uforudsigelighed - hverdagens hovedingredienser.

Fællesskab= misvisende: Indledningsvist vil jeg tage fat i ordet fange-fællesskabet, som jævnligt

bruges om fangegrupper ud fra forventningen, om der eksisterer en forbundethed

og/eller ensartethed blandt fanger, som uden videre konstituerer gruppen som et

fællesskab. Men egentlig er det misvisende at beskrive fangers indbyrdes

relationer som fællesskabskonstituerende, for selvom de både har den kriminelle

handling og den aktuelle frihedsberøvelse til fælles, er det i praksis sådan,

at fangerne ofte hverken føler sig som del af et fællesskab, endsige ønsker at

være det.

Tværtimod gør de fleste sig ofte store anstrengelser for at undgå det, og mange

opsøgte mig, udelukkende for at forklare mig, hvorfor lige netop de ikke var

ligesom de andre fanger. Sætningen ’jamen nu er jeg jo heller ikke en typisk fange fordi…’ var simpelthen en af de mest gennemgående under hele mit feltarbejde, og uanset argumenternes mere eller mindre overbevisende karakter,

så er det åbenlyst relevant for forståelsen af deres indbyrdes relationer og

forestillinger om hinanden, at det var så vigtigt for dem at erklære og

fastholde en anderledeshed, at de opsøgte mig udelukkende af den grund.

Samtidig var det også meget almindeligt at fanger sagde –både til mig og til

hinanden ’venner får man ikke på et fængsel’. Dette blev især tydeligt da jeg spurgte én fange om hans relation til én anden som jeg vidste han var meget

sammen med. Han svarede ’jo, men det er en undtagelse med Jon, og det ved Jon

også godt, for det har vi snakket om, og det havde jeg aldrig nogensinde regnet

med’. Det havde simpelthen været nødvendigt for dem at erklære deres venskab

ved det man kalder en talehandling, fordi det var så usædvanligt at fanger

udviklede den type indbyrdes relationer.

Der var enkelte fanger som gav udtryk for at føle sig godt tilpas blandt de

andre, en sagde direkte ’jamen jeg synes det var en lettelse at komme her, der er ingen andre i min familie som er kriminelle, og jeg har altid følt mig


12

udenfor’. Problemet er bare, at disse fanger var dem, de andre udnyttede

massivt, og deres udtalelser må derfor snarere forstås som forsøg på, overfor

mig, at definere sig selv som medlemmer af det fællesskab, som de forestillede

sig at de andre havde, og som de oplevede at være ekskluderet fra, fordi de

gang på gang blev snydt og udnyttet.

Så fangegruppen kan først og fremmest beskrives som mennesker der af ydre

omstændigheder er tvunget til at interagere og til at forholde sig socialt til

hinanden, men som hver især giver udtryk for en følelse af, at de og deres

situation er helt speciel, og dermed at de ikke hører sammen med de andre

fanger. Og selvom man som udenforstående kan stille sig tvivlende overfor deres

oplevelse af særegenhed, så er man nødt til at acceptere den som en væsentlig

del af deres selvforståelse og dermed deres måde at forholde sig til andre

fanger på.

På den baggrund bruger jeg ordet fangesocialitet, frem for fællesskab, for at anerkende den oplevelse af manglende ensartethed og forbundethed som fangerne

udtrykte, og samtidig indfange det forhold at fangerne socialt og i praksis

også rent fysisk er stærkt involverede i hinanden.

De fleste fange er vanvittig meget sammen, og ikke ret meget alene, men de er det ikke fordi de egentlig bryder sig om hinanden eller ’vil’ hinanden i en

fænomenologisk eller psykologisk forstand, men udelukkende fordi det er den

letteste måde at få tiden til at gå.

Min pointe er ikke at denne form for manglende fællesskabsfølelse er helt speciel, tværtimod er den genkendelig i mange af de sociale sfærer mennesker indgår i, hvilket f.eks. kommer til udtryk i den eksplosive ’teambuilding’ industri, som afsætter deres produkt til virksomheder som har indset at hold-ånd –eller fællesskabsfølelse er motiverende for et positivt og inspirerende

arbejdsmiljø. Generelt er der således i samfundet en tydelig opmærksomhed på

vigtigheden af at etablere og udvikle fællesskaber, og afledt heraf

nødvendigvis også en bevidsthed om at manglende fællesskaber og

fællesskabsfølelse er almindelige sociale fænomener.

I den forstand er der altså ikke tale om et socialt fænomen som er specielt

eller unikt for fængselslivet. Tværtimod er der tale om et helt almindeligt

genkendeligt socialt fænomen, men det særlige ved fangernes mangel på

fællesskab er disse mennesker kun har hinanden, og derfor oplever et totalt

fravær af fællesskab i deres hverdag. Det er ikke som en arbejdsplads eller et

bofællesskab, hvor man kun bruger en begrænset del af sin tid og dagligt

bevæger sig i andres sfærer, som muligvis tilbyder andre fællesskaber.


13

Selvom fangerne bevæger sig i forskellige sfærer på fængslet, arbejdspladsen,

afdelingen, spisegrupper, træningsgrupper osv. Så er det stadig de samme

mennesker –som man ikke ønsker at indgå forpligtende relationer med- som man

omgås, og manglen på fællesskab bliver derfor et allestedsnærværende vilkår for fangernes interaktion og samvær. Det er altså ikke kvaliteten, men kvantiteten

af det sociale fænomen, som gør fangernes hverdag forskellig fra vores.

Et andet allestedsnærværende vilkår for fangernes interaktion og samvær er

deres konstante fokus på tid.

Mekanisk tid Fanger er nærmest besatte af tid. Alting handler om datoer, uger, klokkeslæt osv. Når jeg bad fangerne beskrive en typisk dag, gjorde de det i henhold til

tidspunkter. De fortalte ikke om hvad dagen indeholdt, -hvilke aktiviteter de

foretog sig, sammen med hvem osv. Alt blev beskrevet tidsligt. F.eks. sagde

Jannik, da jeg spurgte om han var glad for sit arbejde, at ’jo det er ok! Men

det bedste ved tiden fra halv otte til halv tre det er at så er der gået 7

timer mere af min afsoning’.

Og ser man hvordan deres hverdag er struktureret af Systemet, er det ikke

fordi, er deres optagethed af tid forståelig , for der er mange tidspunkter de

skal overholde eller forholde sig til: Kl.7 bliver de vækket, kl.8. på arbejde,

kl.12-13 frokost, kl.12.30-13 meldetid, kl.14.30 fri fra arb. Kl.15-17 på

mandage, onsdage og fredage er der købmand (ellers kan man ikke købe ind!),

kl.16-20 åbent i hallen, kl.17.30-18 meldetid, inden kl.16. torsdags skal

besøgssedler være afleveret, kl.15, der er bibliotekstur kl.16, kl. 15 om

tirsdagen er der bankdag, kl.15-16 om onsdagen er der lønudbetaling osv osv.

Dertil kommer at de fleste går orlov og derfor tænker og planlægger deres liv i

3-ugers perioder, samt at løsladelses og prøve-datoerne for de fleste fanger

fungerer som konstante mentale omdrejningspunkter for alle mulige (og umulige)

forestillinger om livet efter løsladelse.

Problemet med dette konstante fokus på tid er, at det betyder at aktiviteter

først og fremmest bliver målt i tid, og dermed i kvantitet frem for i kvalitet.

Igen er der ikke tale om et ukendt fænomen i vores verden. Der er sikkert også mange af Jer som føler at I nogen gange bliver tidsslaver, at I konstant kigger

på uret, i kalenderen, på mobilen for at få planlægningen til at gå op i en

højere enhed, og glemmer at være tilstede og nærværende i den situation, samvær

eller aktivitet som I er midt i. Forskellen er bare, at de fleste af os

formentlig oftere og længere, oplever at være nærværende og være til stede i en

konkret aktivitet, f.eks. vores arbejdsopgaver, af madlavning, af samvær med

andre mennesker eller andet.


14

Dette sker kun meget sjældent for fangerne, faktisk har jeg kun hørt dem

beskrive det fænomen at ’glemme tiden’ og give sig hen til en aktivitet i forbindelse med to ting, nemlig når de gik i kirke og når de trænede i hallen.

Ellers var tid altid i fokus, og samværet med de andre var sekundært, og det

gør selvfølgelig noget ved de sociale relationer man udvikler til sine

medfanger.

F.eks. sagde Peter da jeg spurgte hvordan hans forhold var til de fanger han

var mest sammen med ’jo men altså selv dem man hygger sig med og griner med,

altså hvis én af dem blev kørt over af bus, så ville det nok højst være et

kvarters eftertanke hos den anden’.

Dvs. at selv de medfanger som man bruger meget tid sammen med, investerer man

reelt ikke noget følelsesmæssigt engagement i. Fangerne investerer udelukkende

tid i hinanden, men hvor tiden i verden udenfor er meget værdifuld, er

fangernes tid på fængslet helt værdiløs, fordi den bare skal gå. Så det at de bruger deres tid på hinanden, er ikke udtryk for en egentlig investering, men egentlig bare tidsfordriv.

Men det er ikke kun det konstante fokus på tid, som resulterer i manglende

engagement og interesse. Det er også fængslets evige midlertidighed.

Midlertidighed Midlertidighed findes også i mange andre socialiteter, igen kan vi bruge

arbejdspladser og bofællesskaber som eksempler, -folk skifter både job og bolig

indimellem. Men hvor midlertidigheden i den slags sammenhænge kan siges at være

træg og ikke specielt i fokus, er den på fængslet helt upfront, fordi hele

pointen med fængselsafsoning er at frihedsberøve folk i en afgrænset periode.

Fængslet er på den måde gennemsyret af midlertidighed, og den løbende

udskiftning af fanger betyder, at de aldrig rigtig ved hvem de bor på afdeling

med. Eller ved siden af, ja sågar sammen med, hvis de bor på tomandspind – som

ca. 1/3 af fangerne gjorde dengang.

Den konstante udskiftning betyder også, at almindelige vaner og hverdagsrutiner bliver svære at etablere og fastholde, og det fører ofte til nogle forholdsvis

kaotiske tilstande, når 25 fanger gerne vil lave mad kl.18 på 4 blus. Der var

hverken skrevne eller uskrevne regler for hverdagens aktiviteter, og det betød

at nye fanger ofte bragte nye måder at gøre tingene på med sig, og selvom nogen

nye fanger prøver at tilpasse sig de forhold der allerede er på en afdeling, er

det ligeså ofte tilfældet at der kommer en fange som forsøger at få afdelingen

til at tilpasse sig ham og hans måder at gøre tingene på.


15

Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, der kan ligeså vel være tale om en

fange som forsøger at forbedre forholdene ved at skabe orden i kaos. Men den evige omskiftelighed gør hverdagen besværlig for fangerne, fordi de nærmest dagligt skal forhandle om og diskutere, hvad der er den rigtige måde at gøre

tingene på, og samtidig mister de den tryghed og ro, som faste rutiner giver.

På sigt mister de også følelsen af ansvar og interesse for omgivelserne, fordi

de bliver trætte af at skulle starte forfra med at ’opdrage’ nye fanger. Mange

oplever således at de udvikler en form for immunitet eller ligegyldighed

overfor både de fysiske og de sociale omgivelser. F.eks. sagde én der havde

været der i knap et halvt år: ’altså der er mange ting –ja, og også mennesker, der på en måde er blevet usynlige for mig. Altså, jeg går jo ikke ind i dem vel –men jeg ignorerer dem ligesom bare –de kommer ikke mig ved synes jeg’.

Men udover midlertidigheden, er der endnu en grund til at fangerne er

tilbageholdende med at involvere sig med de andre.

Kategorisering og mistillid For fanger er også meget hurtige til at sætte hinanden i bås –eller med et mere

akademisk udtryk ’til at kategorisere hinanden’. Og den kategori de i

udgangspunktet altid tildeler hinanden er ’kriminel’ og dermed pr. definition

utilregnelig og upålidelig. Da jeg spurgte Mads hvorfor denne indstilling var

så gennemgående forklarede han ’alle her har jo løjet overfor nogen på et tidspunkt, så hvorfor sku de ikke lyve overfor dig. Umiddelbart virker det jo paradoksalt at vælge de andre fra, fordi de er

kriminelle, for det er de jo alle sammen, men på det punkt er fanger ligeså

fordomsfulde, om ikke mere, som så mange andre borgere i samfundet er overfor

kriminelle. De forventer simpelthen i udgangspunktet ikke at de kan stole på de

andre, og de møder derfor først og fremmest hinanden med mistillid og skepsis –med en forventning om ikke at kunne stole på hinanden.

Men hverken denne mistillid og skepsis –eller den tidligere omtalte

midlertidighed og det konstante fokus på tid, betyder at fangerne ikke er

sammen, for det er de. Faktisk overraskede det mig hvor meget de er sammen, i

forhold til måden de omtaler hinanden og deres indbyrdes relationer på. f.eks.

sagde Henrik ’jamen i virkeligheden er de andre jo nogen narhoveder, det ved

jeg da godt. Men her må man jo nøjes –sådan har du det sgu da også…’. Så

fangerne oplever at de nøjes med hinanden, man kan sige, at de bruger hinanden

til at slå tiden ihjel, og man kan derfor betegne deres indbyrdes relationer som instrumentelle og objektiverende. De omgås hinanden som objekter –som en form for ting, som man kan bruge til at gøre sin egen afsoning nemmere og mere

overkommelig.


16

Mentalt ønsker og søger de at holde hinanden på afstand, og forsøger ikke at

åbne op for en relation hvor de ser eller anerkender den anden som subjekt. Men

det kan være svært at fastholde en distance når 110 mennesker skal opholde sig

døgnet rundt, på så forholdsvis lidt plads som fængslet afgrænser, og når ca.

25 fanger skal dele køkken, service, aviser, oprydningstjanser, opholdsrum osv.

med hinanden. Så pga. fængslets tranghed, bliver det i praksis tæt på umuligt at holde afstand, både fysisk og mentalt. For de andre er der jo hele tiden, hele tiden. Når de laver mad, når de går til købmanden, når de melder sig osv.

… hele tiden er der nogen…og de er mange. Og de er fysisk meget tæt på dem.

Faktisk så tæt at de jævnligt befinder sig i situationer hvor de skal sørge for

rent fysisk at navigere udenom hinanden, f.eks. på gangene, som er så smalle at

to mennesker ikke kan passere hinanden uden at måtte vende sig sådan (med siden

til), eller når de må rykke sammen omkring bordene fordi flere fanger gerne vil

sidde samtidig i opholdsstuen.

Og denne fysiske tranghed betyder at fangerne tvinges til hele tiden at have opmærksomheden rettet mod hinanden, og tilpasse sig hinandens handlinger og færden. Samtidig med at de egentlig helst ville være fri for hinanden. Citatet

fra tidligere hvor en fange beskriver hvordan han oplever de andre som usynlige

– men uden at han går ind i dem, illustrerer meget klart den ambivalens i

fangesocialiteten som dette indebærer, hvor fangerne på den ene side er immune

overfor hinanden og ønsker ikke at involvere sig, og på den anden side tvinges

til en praktisk og ren fysisk forholden sig til hinanden, simpelthen for ikke

at ’støde sammen’. Det lyder banalt – og ikke mindst som noget vi også oplever

i verden udenfor, men igen er der tale om en kvantitativ forskel, idet fangerne

næsten konstant oplever at den fysiske tranghed påvirker og udfordrer deres

sociale omgang, mens det snarere er noget vi oplever i korte perioder i verden

udenfor.

For at få en konkret kropslig fornemmelse af hvordan det føles altid at være

tæt på nogen, så prøv at tænke på hvordan det er at købe ind fredag eftermiddag

i supermarkedet. Der er mennesker over det hele og man skal hele tiden være opmærksom på hvor man går og hvor man manøvrer sin vogn hen. For at få det til

at glide nemmest muligt er man nødt til at holde øje med de andre handlende og

tilpasse sig deres bevægelser. Men man forholder sig ikke til dem som subjekter

–de er objekter, som der skal navigeres udenom, mens man bare glæder sig til at

det er overstået.

Det samme oplever fangerne. De er nødt til at være opmærksomme og tilpasse sig

deres medfanger for at få den sociale interaktion til at glide bedst muligt.

Måske fremstår det som en besynderlig analogi, men faktisk var der flere af

fangerne som i daglig tale sammenlignede fængslet med et forskellige typer


17

offentlige rum, f.eks. sagde Sebastian: ’jamen det svarer jo lidt til at sidde

i en bus mange gange, altså, egentlig så ville man helst være alene, men de

andre er der også, og det er de bare’.

Den afgørende forskel er bare at når man står af bussen, -eller forlader

supermarkedet, så er de andre væk, og man ser dem ikke igen. På fængslet ser,

møder og interagerer man hele tiden med de samme mennesker, og det bliver svært at opretholde både forestillingen om og oplevelsen af de andre som fremmede. Man er jo sammen med dem hele tiden.

Uafklarethed: Og det at de hele tiden er sammen med de samme mennesker igen og igen, betyder

at de grænser der almindeligvis er mellem de forskellige sociale sfærer

mennesker bevæger sig i, f.eks. arbejdspladsen, sportsklubben, studiet,

hjemmet, offentlige rum osv. de nedbrydes på fængslet. Og dermed forsvinder

også grundlaget for at udvikle og etablere entydige sociale relationer, altså opfattelsen/forståelsen af hinanden som enten er kolleger eller klubkammerater

eller venner eller kærester eller fremmede eller noget andet.

Fangerne har på den måde ikke nogen entydige kategorier at placere hinanden i –udover altså ’kriminel’ som altid er deres førstehåndsindskydelse, og den

uafklarethed som det fører til, beskrev en fange meget præcist (nok uden

egentlig selv at være klar over det) da jeg spurgte ham hvor mange han kendte

på fængslet, og han svarede:

Jamen jeg kender jo de fleste… eller altså jeg kender dem jo ikke sådan kender

kender. Nogen kender jeg jo overhovedet ikke vel. Men altså, jeg kender dem jo

godt, for jeg ved jo hvem de er ikk´. Men nej, altså egentlig kender jeg dem jo

ikke’. Fangen kan simpelthen ikke beslutte sig til om han kender de andre eller

ej, og det er netop fordi deres indbyrdes forhold er uafklarede. Igen er der

ikke tale om et fænomen som er helt unikt for fængselslivet.

Vi kender nok alle til situationer hvor de sociale kategorier og relationer som

almindeligvis gør sig gældende i vores liv bliver blandet sammen, det kan

f.eks. være at man møder sin chef i bussen, eller en gammel skolekammerat

pludselig bliver ens kollega. Så skal man lige finde sig til rette med den nye

situation, og det kan godt blive akavet i en periode. Men den slags situationer er for det første forholdsvis sjældne her i ’verden udenfor’ og desuden er de oftest enten kortvarige, og hvis de er langvarige sikrer konteksten som regel

altid at de involverede personer over tid udvikler en entydig relation som de

begge er enige om.

Men sådan er det ikke på fængslet. Eller dvs. den overordnede kontekst betyder

jo, at fangerne opfatter de andre som kriminelle og upålidelige, og derfor


18

nogen de ikke vil være sammen med. Men den fysiske tranghed tvinger dem ind i

en relation med de andre, for de ER der jo hele tiden, og en velfungerende

hverdag er afhængig af at deres interaktion og tilpasning til hinanden lykkes.

De kan altså ikke fastholde opfattelsen af de andre som totalt fremmede og

ligegyldige, men sammenfaldet af sociale sfærer betyder samtidig at konteksten

ikke tilbyder andre entydige kategorier som fangerne kan placere hinanden i, og

det betyder at de udvikler disse uafklarede relationer, som er præget af

uvished og usikkerhed.

De andre er ikke fremmede, men bliver heller aldrig nogen de rigtig kender. De forbliver en form for bekendte, men bekendte som deler alle livs-sfærer med hinanden, og den kombination er jo speciel, og skaber bl.a. et ret specielt

socialt fænomen, som jeg har kaldt fangernes hilsesystem –som i virkeligheden

burde hedde hilsepraksis, fordi det i høj grad er karakteriseret ved en mangel

på system eller struktur.

Hilsesystemet: I verden udenfor, -altså vores verden, er man sjældent i tvivl om hvorvidt og

hvornår man skal hilse på andre. På fængslet er det derimod aldrig rigtig

indlysende hvorvidt man skal hilse. Hverken på hvem, hvornår eller hvordan.

Når fangerne bevæger sig rundt på fængslet møder de hele tiden andre fanger.

Det kan være nogen fra deres egen afdeling eller nogen de arbejder sammen med.

Måske nogen de indimellem har spillet fodbold, badminton eller noget andet med

ovre i hallen, eller det kan være nogen de aldrig har set før. Men selvom det er nogen man kender, er det ikke nødvendigvis mærkeligt ikke at hilse. Ligesom det heller ikke behøver være mærkeligt at hilse nogen man aldrig har set før.

De fleste fanger sagde at de hilste på alle, fordi ellers risikerede man bare

at blive stemplet som en sur stodder. Men samtidig kunne jeg observere, at det

bestemt ikke var alle fanger som hilste på alle, heller ikke dem som sagde at

de gjorde det. Grunden hertil er næppe at fangerne bevidst løj overfor mig. Det

er snarere et udtryk for det helt almindelige fænomen at mennesker ikke altid

gør, som de siger at de gør. Det kan være fordi man ikke ved hvad man gør,

eller fordi det er vanskeligt at generalisere over og dermed vanskeligt at

formulere.

I dette tilfælde gør begge disse forhold sig gældende. Dels var fangerne var

meget lidt bevidste om at der havde udviklet sig en særlig hilsepraksis på

fængsel, som var anderledes end i verden udenfor. Samtidig er deres hilse-

adfærd svær at formulere enkle og tydelige regler for, netop fordi de uafklarede relationer, betyder at hver enkelt situation bliver vurderet på sine egne præmisser –i den konkrete kontekst, og ikke først og fremmest afgøres af relationen, fordi den er uafklaret. Og det resulterede i, at når jeg spurgte


19

til hilse-reglerne, fik jeg det man kan kalde et normativt svar, altså et svar

på hvordan de synes at man bør handle- eller hvordan de gerne vil fremstille

deres egne handlinger, frem for, en beskrivelse af hvad de reelt gør.

Der var dog nogen overordnede hilse-regler som jeg refererer til kontekst og ikke relation, som jeg kunne identificere ved observation. Det var f.eks. at

fanger ikke hilser på hinanden, hvis den de passerer, går og kigger ned i

jorden eller stirrer stift ud i luften. De hilser heller ikke hvis de passerer

to andre fanger som går og taler sammen, og de hilser heller ikke hvis de møder

én de kort forinden har stået og talt med ’du hilser jo heller ikke på din mand og sine børn, når du går rundt derhjemme vel’ forklarede én fange mig, da jeg spurgte hvorfor han ikke hilste på sin pindemakker som lige var gået forbi.

Til gengæld hilser de måske på én de aldrig har set før, for at signalere

overskud eller undgå at blive stemplet. Samtidig skal man selvfølgelig heller

ikke være blind for at der også kan udkæmpes magtkampe på denne måde, som

foregår meget sikkert og bevidst. Men pointen er, at det i vid udstrækning er

de uafklarede relationer som gør hilse-systemet så kontekstuelt/situationelt og

vanskeligt generalisérbart, og dermed også svært at beskrive –og svært for

nyankomne at agere i, uanset om man er antropolog eller fange. For jeg kunne

efterhånden observere at nye fanger regelmæssigt fejlbedømte en situation ved

enten at hilse eller lade være på forkerte tidspunkter.

Men det er ikke kun reglerne for hvem og hvornår man hilser som er

interessante, det er også spørgsmålet om hvordan man hilser. De første to

måneder jeg var på fængslet følte jeg mig altid lidt akavet når jeg hilste på

fangerne. I starten troede jeg at det var fordi jeg også oplevede de uafklarede

relationer som svære at håndtere, men på et tidspunkt opdagede jeg at det også

var fordi jeg altid smilede som hilsen. Og det gør fanger ikke! Smilet er en

alt for umiddelbar, åben og imødekommende gestus som slet ikke passer til den

form for afstandtagen og mistillid som præger fangers indbyrdes forhold, så når

fanger hilser, foregår det f.eks. som et nik, en håndbevægelse, et skub eller

noget andet. Men aldrig et smil.

Uforudsigelighed: Hilse-systemet er et meget konkret og håndgribeligt eksempel på hvordan

uafklaretheden kommer til udtryk og former fangernes daglige interaktion. Men

der er et andet fænomen, jeg endnu ikke har været inde på, som også i høj grad

former fangernes hverdag og indbyrdes samvær, og det er den høje grad af

uforudsigelighed som præger deres liv. Det kan muligvis lyde som en usædvanlig påstand at fangernes verden er uforudsigelig, man hører jo altid at den er så reguleret og forudsigelig at de bliver fuldstændig passificeret, men den


20

uforudsigelighed er forbundet med det system de er underlagt, det at deres dag

er skemalagt med mange faste tidspunkter og pligter.

Den uforudsigelighed som jeg vil beskrive hører til i deres indbyrdes sociale

verden.

Umiddelbart er uforudsigelighed jo et fænomen som findes i alle sociale

verdner, men i vores verden, fristes man nogle gange til at hævde at

uforudsigelighed i højere grad er et teoretisk begreb end et empirisk fænomen.

Med det mener jeg, at selvom vi selvfølgelig aldrig kan være sikre på hvordan

andre mennesker vil opføre sig og reagere, eksisterer der en lang række alment

gyldige adfærdsregler som gør at vores verden glider og fungerer. Der er f.eks. sjældent nogen der sætter sig på skødet af én, fordi der ikke er flere ledige stole, og der er sjældent nogen man ikke kender som hilser på én. Men sådan er det ikke på fængslet, der forekommer mange gange dagligt situationer hvor

fangerne reagerer på måder som de andre ikke havde forventet eller forudset.

F.eks. var der en dag en fange som blev enormt hidsig og smadrede en lampe og

flere andre ting på pinden, og da hans pindemakker, ret overrumplet kom ud i

køkkenet og forklarede han ’jamen altså jeg spiste en af hans bananer fordi…

jamen, i går sagde han at det ku jeg bare gøre, men nu flipper han bare totalt

ud og er helt vildt sindssyg’. Det er selvfølgelig relevant at skelne mellem

årsag og anledning til fangernes reaktioner, og i dette tilfælde var den spiste

banan åbenlyst anledningen og ikke årsagen, men det ændrer ikke på medfangernes

oplevelse af reaktionen som uforudsigelig.

Men uforudsigeligheden behøver ikke nødvendigvis som i dette tilfælde at indebære negative eller aggressive reaktioner, det kan ligeså vel være en situation hvor en fange har en ekstraordinært god dag, måske fordi han har fået

positivt svar på en ansøgning, eller han har fået brev fra sin kæreste, sin søn

eller noget andet. Så kan han være vildt eksalteret og overgearet, løbe op og

ned ad gangen på en meget støjende og opmærksomhedstiltrækkende facon, eller

begejstret fortælle alle han møder, hvad der er sket.

Denne sociale uforudsigelighed er en konsekvens af at livet i fængslet opdyrker

et meget snævert perspektiv på tilværelsen, som gør at fangerne udelukkende er

optaget af dem selv og deres situation. Det er utrolig vanskeligt for dem, at

vende opmærksomheden væk fra det som overgår dem lige her og nu – den situation

og det humør de befinder sig i, fordi det fylder hele deres bevidsthed.

Igen er der ikke tale om et unikt fænomen, men om en tilstand som vi også

kender i ’verden udenfor’, hvor man mister evnen til at fastholde et overordnet perspektiv på tilværelsen. Det kan f.eks. ske i perioder med længerevarende sygdom. Nogen vil nok også hævde at det sker for mødre på barsel. Så opleves


21

forhold eller hændelser som andre opfatter som bagateller, pludselig som

altafgørende, fordi de fylder hele ens bevidsthed og horisont.

Men forskellen er, at i ’verden udenfor’ er der som regel mennesker omkring én

som ikke har mistet perspektivet og som derfor enten kan hjælpe en tilbage på

sporet, eller i hvert fald bærer over med at man flipper ud. Men på fængslet er der bare fuld af mennesker som også har mistet perspektivet og evnen til at fastholde nogle rimelige proportioner i vurderingen af det som overgår én, og derfor ender de ofte med at fastholde og bekræfte hinanden i denne måde at

opfatte sig selv og deres situation, frem for at udfordre hinanden på om deres

handle- og tankemønstre giver mening og er hensigtsmæssige.

Resultatet af dette manglende perspektiv er, at fangerne oplever hinanden som

tikkende bomber, som kan springe i luften når som helst, og de udbrud og reaktioner som kommer, er det vanskeligt for de andre fanger at håndtere og

reagere hensigtsmæssigt på. Og selvom det alt andet lige er mere overkommeligt

at have med positive end med negative reaktioner at gøre, er pointen at uanset

om der er tale om fanger der er aggressive eller overgearede, hysteriske eller

begejstrede, så betyder den høje grad af uforudsigelighed at fangerne konstant

er på vagt.

Ubevidst opmærksomhed: De er hele tiden i en tilstand som én fange kaldte ’ubevidst opmærksom’ dvs. at de, uden at tænke over det, konstant har antennerne ude, er opmærksomme og

overvejer ’hvad mon der sker om lidt’. Og det er ikke fordi de er bange for

hinanden, eller fordi der var specielt meget vold mellem fangerne, der var

faktisk uventet lidt vold i den periode jeg var der, men det handler om at de

jævnligt oplever at deres medfanger reagerer uventet, og derfor er de nødt til

konstant at være klar til at omstille sig til en hvilken som helst ny situation

og ny stemning.

Som I nok kan forestille Jer, så er det ganske enkelt udmattende at have det

sådan. Udmattende både fysisk og psykisk, for det betyder at de aldrig kan

slappe helt af, ’man er jo altid sådan anspændt’ sagde én fange, og ’man sover

med øjet på klem’ sagde en anden.

Den ene grund til uforudsigeligheden er den jeg lige beskrev, nemlig at

fangernes verden er meget lille, og de derfor reagerer på måder som for os –og

for deres medfanger, virker helt ude af proportioner. Men en anden grund er det forhold jeg talte om tidligere, nemlig at fangerne ikke kender hinanden. For én ting er at de reagerer voldsomt, hvis de kendte hinanden godt, havde de jo en

vis indsigt i hinandens tanker, svingninger og reaktionsmønstre, og kunne på

den baggrund nok forudsige nogle af de andres handlinger. Men det har de ikke,


22

fordi de, trods den fysiske nærhed, hele tiden søger at holde hinanden på

afstand på et personligt plan, og selvom de selvfølgelig har noget viden om

hinanden, er det sjældent nok til at afgøre om og hvornår reaktionen kommer, og

ikke mindst med hvilken styrke. For nogen gange handler det selvfølgelig om

noget åbenlyst betydningsfuldt, f.eks. om de har fået tilsagn eller afslag på

en frigangs-ansøgning, men det kan netop også være en banan eller en uredt seng

som gør udslaget.

Som jeg sagde før, er uforudsigelighed ikke i sig selv et unikt træk ved

fængselslivet, det er bare det forhold at den er så massiv og

allestedsnærværende at som gør at skaber nogle mere ekstreme psykiske og

sociale reaktionsmønstre.

Og som jeg indledte med at sige, mener jeg generelt, at det ofte er det, man

kan iagttage på fængslet. De sociale processer som foregår, er ikke

ekstraordinære og unikke for fængslet. Der er tale om almindeligt genkendelige sociale processer som blot fortættes eller komprimeres eller intensiveres eller hvilket ord man nu foretrækker at bruge, fordi menneskene…altså fangerne, er så

tæt på hinanden, og konstant er tvunget til at forholde sig til hinanden, til

at interagere og tilpasse sig for at få hverdagen til at fungere.

Afslutning

Jeg har nu præsenteret Jer for nogle af de fænomener som karakteriserer fange-

socialiteten:

først det manglende fællesskab, som er en konsekvens af at fangerne ikke ønsker at identificere sig med hinanden, herefter fangernes konstante fokus på tid, og midlertidigheden som betyder at fangerne ikke investerer oprigtig interesse og engagement i hinanden. Dernæst fangernes gensidige opfattelse af hinanden som kriminelle, som også betyder at de ikke involverer sig personligt med hinanden, men tværtimod søger at holde afstand.

Så fortalte jeg om det meget intense praktiske og konkrete fysiske kontakt de nødvendigvis har, og hvordan det fører til at de udvikler uafklarede sociale relationer, og afslutningsvis har jeg beskrevet den massive uforudsigelighed som præger fangernes samvær, dels fordi de ikke kender hinanden, dels fordi de

lever i en meget lille lukket verden, som gør at de mister et mere overordnet

perspektiv på tilværelsen.

Nu trænger I garanteret til en pause, efterfølgende vil jeg indlede med kort at

sige noget om fangernes forhold til betjentene og derefter er der tid til

spørgsmål og kommentarer.


23

”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden. Nordisk kartlegging av fengselsundervisning v/fagsjef Ole-Johan Eikeland, Eikeland forsking og undervising, Norge.

Rapporten blir lagt ut på www.fengselundervisning.net i løpet av desember 2008.

Parallelle sesjoner

Yrkesopplæring i fengslene

v/undervisningsråd Leena Koski, Undervisningsstyrelsen, Finland Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

Motivasjon for opplæring

v/lærer Kristina Wallenberg-Fürstenberg, Kristianstadsanstalten, Sverige Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151


24

Informasjon om NordPluss Voksen

v/internasjonal sekretær Kate Sevón, Nationellt centrum för flexibelt lärande CFL, Sverige Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

Informasjon om EUs utdanningsprogram

v/seniorrådgiver Marit Lødemel, Senter for internasjonalisering av høgre utdanning, Norge Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151


25

”Våkn opp” v/Jostein Netland

Parallelle sesjoner

Realkompetansevurdering i fengselsundervisningen – et nyttig verktøy?

v/fagsjef Åge Hanssen, Vox og inspektør Per Sneeggen, Brundalen vgs, Norge Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

”Drag av ADHD, läs- och skrivsvårigheter och kognitiv kapacitet hos finländska fångar”

v/forskarpsykolog Tiina Tuominen, Finland Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

Minoritetsspråklige i fengsel, opplæringstilbud til de som skal utvises v/undervisningsleder Kaj Raundrup, Direktoratetet for kriminalforsorgen, Danmark Baggrund Statsfængslet i Nyborg ønsker at samle udvisningsdømte på to fællesskabsafsnit for derigennem at styrke forberedelsen af deres fremtidige tilbagevenden til deres hjemland og skabe mere ro på afsnittene. Dette initiativ falder i tråd med to rapporter fra hhv. 2001 og 2005 om ”Etniske minoriteter i Kriminalforsorgen”, hvor der formuleres en række anbefalinger vedrørende udvisningsdømtes afsoning:

• at give dem bedre mulighed for kulturel, religiøs og sproglig udfoldelse i fængslet • at give dem mulighed for uddannelse

o bogligt med engelsk eller andre hovedsprog og tilbud om dansk o praktisk, ved at udforme erhvervstræningsforløb, der kan være til nytte for den

indsatte i hjemlandet, og navnlig ved


26

• at gå aktivt ind i repatrieringen af den indsatte, det vil sige hvor skal han hen, hvad er hans muligheder, hvem støtter ham i hjemlandet for herigennem at mindske kriminaliteten i hjemlandet og medvirke til at undgå tilbagevenden til Danmark

• at overveje, om disse indsatte skal samles i en enkelt afdeling i et lukket fængsel, således at de ressourcer der under alle omstændigheder bør tilføres til dette område, kan udnyttes effektivt.

En velforberedt udvisning kan tilstræbe at forebygge, at den udviste bliver rekrutteret til kriminalitet efter sin hjemvenden, og kan mildne eventuelle konsekvenser for eventuelle børn i Danmark. Den kan desuden modvirke, at den udvisningsdømte søger at undvige udvisning, og måske medvirke til skabe dialog med hjemlandet, hvis det stiller sig afvisende overfor at modtage den udvisningsdømte. Og ikke mindst kan en velforberedt udvisning give den indsatte et sundt mål og håb at arbejde henimod, og derved mildne frustrationer og negativ adfærd under afsoning. Indsatsen tilstræber at omsætte principprogrammets punkter til en gruppe, som er speciel indenfor Kriminalforsorgen, men som aktuelt udgør 57 ud af 111 indsatte på fællesskabsafdelingerne i Nyborg Statsfængsel. Oplægget er udarbejdet i samarbejde med Anita Bøg Larsen, Anne Lund Fuglsang og Ole Kristensen. Individuelle mål i programmet

1. Hjælpe indsatte til at forholde sig realistisk til udvisningen 2. Støtte indsatte i at arbejde for at der bliver noget at komme tilbage til (bolig, familienetværk

o.s.v.) 3. Styrke almene og faglige kompetencer 4. Styrke sprogkundskaber 5. Personlig udvikling herunder omsorg for sig selv (hygiejne og madlavning) 6. Støtte til at få bragt fornuftig orden på personlige og familiemæssige forhold

Hjælpe indsatte til at forholde sig realistisk til udvisningen Baggrund Mange udvisningsdømte forholder sig ikke positivt aktivt til, at de skal opbygge en fremtid i deres hjemland. Mange klynger sig til et håb om at de kan blive i Danmark. Nogle får børn i Danmark, mens de afsoner. Formål At motivere udvisningsdømte til at tænke konstruktivt på fremtiden. Hvordan

a. Motiverende samtaler b. Afklarende samtaler med den indsatte med udgangspunkt i systematiske undersøgende og

vurderende spørgsmål vedrørende fremtiden c. Løbende opfølgende samtaler på det samlede forløb med særligt henblik på mentale

barrierer (jeg kan ikke, det nytter ikke, for mange barrierer o.s.v.) d. Gennemgå procedurerne vedrørende udsendelse sammen med den indsatte og med

udgangspunkt i informationen til de udvisningsdømte om gældende regler


27

Bemærkninger Ad a) Det kan være vanskeligt at gennemføre motiverende samtaler, når den indsatte ikke taler (godt) dansk. Det anbefales dog at gennemføre samtalerne alligevel, så godt det nu kan lade sig gøre, ved at tage den tid, det nu må tage. Kan samtalerne ikke afholdes på dansk, kan man forsøge sig på engelsk. Brug af tolk er ikke nødvendigvis løsningen, da indholdet vil have en personlig karakter, og af samme grund kan det ikke anbefales at benytte medindsatte til tolkning. Ad b) Afklarende samtaler kan identificere ønsker og analysere dem med for eksempel ”SWOT”-modellen (styrker, svagheder, muligheder og trusler) eller lignende metoder. Ad d) Bede politiet om at give fælles information til indsatte og personale 1-2 gange om året. Lade den indsattes kontaktperson kommunikere direkte med politiets udlændingeafdeling. Støtte indsatte i at arbejde for at der bliver noget at komme tilbage til (bolig, familienetværk o.s.v.) Baggrund Flertallet giver udtryk for at de har familie i hjemlandet, men kun et mindretal at de har en bolig i hjemlandet. Omkring halvdelen af de indsatte har ikke tidligere haft bolig i Danmark, og må derfor formodes at være kommet fra en hverdag i hjemlandet. De indsatte, som har haft permanent bolig i Danmark, er i gennemsnit kommet til Danmark for 17 år siden. Tidligste ankomsttidspunkt er 1969. De må formodes i større eller mindre omfang at have en mere begrænset kontakt med hjemlandet. Omkring hver fjerde giver udtryk for, at de ingen kontakt har med hjemlandet. Hvis der hverken er bolig eller sociale netværk at vende tilbage til, vil mulighederne for at klare sig alt andet lige være dårlige. Længere tids fravær kan desuden betyde, at den pågældende ikke mestrer sproget mundtligt eller skriftligt og ikke kender de lokale forhold i øvrigt. Usikkerhed og uvished om mulighederne for at kunne klare sig i fremtiden i hjemlandet, kan være en kilde til uro, og modvirke en konstruktiv forholden sig til fremtiden. Formål Hjælpe den indsatte med at skabe forudsætninger for at kunne få et normalt liv i hjemlandet, og styrke den indsattes tro på de positive muligheder. Hvordan

a) Bedre muligheder for telefonkontakt b) Bedre muligheder for at sende opsparede penge til hjemlandet på grundlag af klare regler c) Tilbyde hjælp til at skabe kontakt til ambassade o.l., hvis den indsatte er indforstået med det d)

Bemærkninger Ad a) Dette undersøges nærmere i Direktoratet Ad b) Det vil sige definere de ”særlige omstændigheder”, der kan begrunde at en indsat kan få lov at sende penge til hjemlandet, herunder hvilke krav der må stilles i forhold til at sandsynliggøre at disse omstændigheder er til stede.


28

Styrke almene og faglige kompetencer Baggrund Over halvdelen af gruppen enten mangler uddannelse, har ikke færdiggjort uddannelse eller er ikke registreret med nogen uddannelse. Ca. ¼ er ikke registreret med nogen erhvervserfaring. Af de øvrige har 19 arbejdet indenfor serviceområdet heraf 9 med chaufførrelateret arbejde. 10 har erfaring med bygge-/tekniske fag. Formål Styrke mulighederne for lovlig selvforsørgelse i hjemlandet. Hvordan

a) Gennemføre afklarende samtaler med den indsatte i sammenhæng med udarbejdelsen af handleplanen

b) Systematisk og konsekvent arbejde med den indsattes handleplan især med henblik på at kompetenceafklare og indgå en fælles aftale om kompetenceudvikling

c) Overveje om indsatte har relevante kundskaber og kompetencer andre indsatte kan have gavn af

d) Tilbyde iværksætterkurser særligt tilpasset de forhold indsatte typisk kan møde i hjemlandet

e) Oversætte eksamenspapirer, udtalelser o.l. f) Benytte besøgsvenner fra Dansk Røde Kors til at støtte læring g)

Bemærkninger Ad a) Undersøge hvilke erhvervsønsker og -evner den indsatte har, og vurdere hvilke muligheder den indsatte reelt har for at føre dem ud i livet – herunder hvordan matcher den indsattes kompetencer og ressourcer med ønskerne, og hvilke barrierer kan der tænkes at være i hjemlandet i forhold til at føre dem ud i livet. Der er mulighed for at finde informationer om jobs og lokale arbejdsmarkeder på for eksempel www.eures.dk, www.overseasjobs.com og www.prospects.ac.uk ligesom almindelige søgemaskiner (fx Google) kan være nyttige. Ambassader kan også hjælpe med informationer. Ad b) Handleplanen skal udarbejdet med fokus på tilbagevenden. Spørgsmålet om bolig bør fx vedrøre mulighed for at bo i hjemlandet. Spørgsmål om fx uddannelsesønsker og faglig organisering er ikke nødvendigvis relevante. Det kan til gengæld være relevant at gå mere i dybden med kompetencer og udarbejde en særskilt kompetenceprofil der fx dækker kompetencer vedrørende sprog, samarbejde, ledelse, personlighed og kreativitet (se fx www.kompetenceweb.dk). Ad c) Der kunne fx etableres små arbejdsgrupper styret af en ansat, hvor de indsatte støtter hinanden i at løse problemer på grundlag af egne behov. Måske ser flere et perspektiv i at arbejde indenfor turisme, som er et område, hvor erfaringer kan være relevante i mange lande. Arbejdsgruppen kan fx sætte sig sammen en gang om ugen i fritiden. Denne ansattes rolle vil være at igangsætte og sikre at gruppen holder sig på sporet. Ad d) AMU vil kunne tilbyde særligt tilpassede kurser, men anbefaler kompetenceudvikling af lærerne. Dansk Flygtningehjælp tilbyder iværksætterkurser i forbindelse med repatriering men særligt i forhold til bestemte lande, som flygtninge vender tilbage til. Mulighed for samarbejde undersøges nærmere. Ad e) Nogle uddannelser har engelsksprogede diplomer. Måske kan fx Dansk Flygtningehjælp hjælpe?


29

Ad f) Røde Kors er forelagt sagen og er umiddelbart interesseret. Det vil naturligvis afhænge af om besøgsvennerne faktisk kan og vil gå ud over rollen som personlig støtteperson. Røde Kors forventer at kunne give et svar i uge 33. Det bør overvejes, hvilke rammer fængslet vil kunne stille til rådighed for et sådant tilbud. Styrke sprogkundskaber Baggrund Kun ¼ synes at kunne dansk på et nogenlunde niveau. Nogle få kan spansk, men mange kan noget engelsk. Mange har været væk fra hjemlandet i mange år (fire siden de var mindreårige), og vil derfor have et begrænset ordforråd i modersmålet. En stor del af dem er formentlig især svage i forhold til læsning og skrivning. Formål Give de indsatte sprogkundskaber, der kan understøtte en kompetenceudvikling, og som kan være til gavn i et fremtidigt arbejdsliv. Hvordan Tilbyde engelsk på engelsk

a) Undervise i IT, skolefag og praktiske fag på engelsk eller (hvis der er grundlag for det) på andre sprog

b) Skaffe bedre adgang til et varieret udbud af udenlandske aviser, blade og bøger c) Tilbyde leje af kortbølgeradio der kan modtage programmer fra selv fjerne lande d) Gøre brug af fængselspersonales eventuelle sprogkundskaber e)

Bemærkninger Ad a) Manglende danskkundskaber bør ikke være til hinder for engelskundervisning, og det bør være muligt for en engelsklærer at gennemføre undervisningen helt på engelsk. Muligheden for at anvende skriftligt undervisningsmateriale bør ikke være en forudsætning, idet mange indsatte i forvejen er skriftligt svage og profiterer mere af mundtlig undervisning. Det vil være hensigtsmæssigt at tilbyde undervisning i kombination med værksted. Ad b) Dette vil afhænge af om lærerne kan binde an med opgaven, og det skulle fx aktuelt være muligt i forhold til svejsekurser. IT har i dag stor anvendelse i selv de fattigste lande. Der kan tilbydes efteruddannelseskurser til undervisere m.h.p. at tilpasse undervisningen til engelsk. Ad c) Det kan tages kontakt til ambassader, som kan være villige til at sende aviser og blade. Samarbejdet med andre biblioteker om at få tilsendt brugte aviser og blade kan måske udbygges. Der kan desuden opnås adgang til at læse dagens avis fra en masse forskellige lande med et abonnement på http://library.pressdisplay.com. Et abonnement koster ca. 3.500 årligt og kan fx finansieres ved at opsige andre abonnementer, som bliver tilgængelige via denne tjeneste. Der kan stilles PC´ er frem, som er låst fast på denne side (muligheden undersøges nærmere i Direktoratet). Ad d) Kortbølgeradioer (”Verdensradio”) kan købes for 700 kr. stykket i Nyborg. Mange lande sender udsendelser på kortbølge fx også afrikanske lande: http://www.users.waitrose.com/~bdxc/africa.pdf. Ad e) Fængselspersonale med særlige sprogkundskaber har en bedre mulighed end andre ansatte for at støtte den udvisningsdømtes forberedelser. En speciel problemstilling kan fx være indsatte, som ikke mestrer hjemlandets alfabet eller skriftsprog, hvor en ansat kan hjælpe den indsatte med at træne sig i dette.


30

Personlig udvikling herunder omsorg for sig selv (hygiejne og madlavning) Baggrund Mange udvisningsdømte synker ned i en negativ passivitet. Det kan være en forudsætning for en ansvarlig livsførelse, at man også kan tage positivt ansvar for sig selv. Det er også en måde at blive opmærksom på andre menneskers behov. Nogle indsatte kommer fra fattige lande, hvor hygiejneniveauet er lavt. De indsatte er desuden mænd, og må formodes at have begrænsede erfaringer med madlavning, husholdning og hygiejne. Mange af dem vil imidlertid have brug for at kunne netop det, når de kommer frem til hjemlandet. ¼ er dømt for vold eller mord, men på grund af svage danskkundskaber kommer de typisk ikke i betragtning til anger management og det kognitive færdighedsprogram. 10 er blevet mentalundersøgt og 12 melder om dårligt psykisk velbefindende. 1/3 har misbrug. Formål Støtte de indsatte i at tage ansvar for sig selv og fungere godt med andre samt at have bevidsthed om hygiejne og sygdom. Hvordan

a) ADL-træning b) Tilbyde anger management og det kognitive færdighedsprogram tilpasset deltagere med

svagt dansk eller på engelsk c) Tilbyde mediation (mægling) i forbindelse med konflikter d)

Bemærkninger Ad b) Programinstruktører efteruddannes i forhold til indsatte med anden etnisk baggrund. Der tages udgangspunkt i engelsksprogede manualer. Programinstruktørerne kan løbende tilpasse programmet efter de erfaringer de høster. Ad c) Mediation kan anvendes for at løse konflikter mellem indsatte, dels for at forhindre omplacering, dels for at undgå fastlåsning og spredning af konflikter. Mediation er også egnet til at udruste ansatte til at håndtere konflikter hensigtsmæssigt. I første omgang kan en mediator hentes ind udefra som forsøg. På længere sigt kan medarbejdere uddannes som mediatorer. Personlige og familiemæssige forhold Baggrund 17 af de indsatte har børn i Danmark, og 10 af de indsatte har ægtefælle i Danmark (heraf enkelte uden børn). Dem, der har boet i Danmark i en længere årrække, må formodes at have et socialt netværk her. Det kan være en forudsætning at ”give slip” på det gamle, for at tage imod det nye. Uafklarede bindinger til Danmark kan forhindre den indsatte i at se realistisk på fremtiden. Omvendt kan uvilje til at se realistisk på fremtiden lede den indsatte til at styrke bindinger til Danmark for eksempel ved at få børn på trods af udvisningsdommen. Et dårligt udsendelsesforløb kan desuden påvirke tilbageværende børn negativt, ikke mindst hvis faderens muligheder for at kontakte familien efterfølgende er begrænsede. Deprimerede børn klarer sig ofte dårligt i skolen og dermed socialt. 16 har børn i udlandet og kan være bekymrede over deres livsforhold i den indsattes fravær.


31

Formål Støtte til at få bragt fornuftig orden på personlige og familiemæssige forhold, så den indsatte føler, at der er gjort, hvad der er muligt. Hvordan

a) Give bedre muligheder for besøg fra familie b) Tilskynde den indsatte til sjælesorgsamtaler med præst, imam eller lignende. c)

Bemærkninger Ad a) Eventuelt etablere en billig facilitet, der gør det nemmere at have børn på besøg herunder i weekenden (under hensyn til børnenes trivsel) fx en mobil containerbolig eller lignende. Overveje muligheder for præventiv orientering til de indsatte og deres besøgende om at nye børn ikke ændrer udvisningsdommen. Ad b) Tværkulturelt Center formidler adresser på et stort tal kristne indvandrermenigheder: http://www.tvaerkulturelt-center.dk/ Barrierer Det er vigtigt tidligt at tage højde for faktorer som kan modvirke programmets gennemførelse. Det kan måske handle om

• At de udvisningsdømte kan reagere negativt på at blive samlet på særlige afdelinger, da det kan afskære dem fra at presse indsatte med tilladelse til udgang til at smugle stoffer og lignende ind i fængslet

• At pressionen overfor indsatte med tilladelse til udgang kan flytte fra afdelingen til beskæftigelsen

• At de frustrationer, som udvisningsdømte ofte bærer rundt på, kan forstærkes på afdelinger, hvor alle er udvisningsdømte. Det modsatte kunne dog også være tilfældet

• At det kan vise sig vanskeligt at tiltrække eller fastholde personale som har den nødvendige motivation og kompetence.

Personale

• Der kan evt. etableres en turnusordning, så de to afsnit sikres tilgang af personale • Der tilbydes efteruddannelse jf. ovenfor og vedrørende kommunikation og kultur • Der efterlyses særlige kompetencer blandt personalet • Personalet skal kunne arbejde i tæt kontakt med de indsatte • Iværksættelsen af programmet bør ikke ske før ansættelser er på plads, for at sikre en

konsekvent og sammenhængende gennemførelse af programmet fra begyndelsen af. • Der kan eventuelt i en indledende periode tilknyttes en ekstern konsulent med henblik på at

støtte og træne personalet i at håndtere konflikter og dilemmaer


32

Omkostninger Der kan være omkostninger i forbindelse med:

1. Kompetenceudvikling vedrørende Motivational Interviewing eller andre særlige opgaver i forbindelse med programmet og vedrørende kommunikation og kultur

2. Lejlighedsvis brug af specialister fx hvis der skal tilbydes iværksætterkurser 3. Samarbejde med fx AMU om svejsekurser eller andre typer kurser på engelsk 4. Øget brug af frivillige fra fx Røde Kors 5. Ekstern konsulent 6. Brug af mediator og intern uddannelse i mediation 7. Efteruddannelse af programinstruktører 8. Nyhedsabonnement 9. Etablering af billig telefonkontakt til udlandet 10. Indkøb af kortbølgeradioer 11. Forbedre besøgsfaciliteter

Direktoratet kan medvirke til at dække omkostninger m.h.p. at tilføre kompetencer. Evaluering Direktoratet designer en mindre evaluering af programmets gennemførelse og resultater.

IKT erfaringer: PIPELINE-projektet, v/Bent Dahle Hansen, Grønland Voksenopplæringssenter, Norge

Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151


33

VEPS - Virtual european prison school v/Birgitta Persson, Kriminalvården –Huvudkontoret, Sverige Se www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20566&amid=1803151

Festmiddag


34

A European perspective on the Nordic prison system and prison education

By Kevin Warner, Coordinator of prison education, Ireland

Address to the Nordic conference on prison education, Tromsø, Norway, 22-25 May 2008. An adult education approach. In the first part of this talk this morning, I wish to focus on two themes, which, as you will see, tend to blend together: firstly, the idea of adult education; and, secondly, how we see prisons and prisoners. Then, later, I want to offer some impressions of penal policy in Nordic countries. But I begin with some poems written by prisoners in Ireland, from an anthology called Another Place (1). The first is by Robert Hendrick, who describes life in a shared cell in Cork Prison: Home for the Time Being I look around the cell, what do I see? Two pisspots in the corner, on the locker a T.V. On the wall is a shelf, with tapes and C.Ds. On the others there’s posters of Bob Marley And naked ladies. There’s a button too, we use as a bell.

Oh! I almost forgot, there’s a stereo as well. There’s plastic cutlery, a bowl and a jug for our tea, Two chairs to sit on while we watch telly. We watch the box without a word. It’s only seven inches; sounds absurd. We watch the Premiership on a Saturday night, We watch films, a comedy or two, They cheer us up when we’re feeling blue. Our greatest fear as we sit in our chairs Is when that bloody line it just appears. For then we know the battery’s gone So we put on the radio and suffer on.


35

A shorter poem by Tony Clancy of Limerick Prison finds a way to move beyond the confines of prison: Out I walked to the door it was locked from outside. I walked to the walls they were all about. I walked to the window but couldn’t see out. So I climbed in my head and left myself out. Kevin Lynch, a prisoner in Portlaoise Prison, is also elsewhere in his imagination, but he is brought sharply back to reality: Sweet Dreams All alone I dream of night time with you a cold winter’s night it is. I see your face of beauty smiling like the sun it warms me in this cold. I see our house our home then I’m in our room. In my mind nothing has changed I see the picture on the wall with the baby in the basket. You have everything just right The scented flowers in the dish by the dresser and the water bottle in the bed. As in life you have your side

and I have mine. We slip under the covers and entwine in each others embrace. You say your feet are cold but nothing of you could be cold to me. Then we settle your head is on my chest. With one arm and one leg across me. It seems so natural, so right I haven’t a care in the world and everything is quiet. We drift into a beautiful lovers sleep. We are like dancers in the night You turn and I turn with you I turn and you turn with me then we are still, moulded together our spirit is one in the night. Morning wakes us from our embrace the soul of day is echoed in your face


36

I just lie and stare at you. The dribbles on your cheek and the look I love so much. My hand reaches out to you but you disappear, I wake up all alone again.

I would like to ask what is the point, the purpose, in teaching or facilitating people in prison to produce such poems? I want to stress two purposes that go beyond the gaining of qualifications, the preparation for work or the addressing of criminality, which are so often seen as the goals of education in prison. Firstly, I believe writing in this way performs a critical function in helping a person in prison to cope with imprisonment; it counteracts ‘the detrimental effects of imprisonment’, contributes in some way towards ‘normalisation’. Secondly, to be able to write a poem like that, then to see it in typed or printed form, must help develop the self-confidence, self-respect or self-esteem of the writer – an intangible benefit, but one that is critically important. I will return to the idea of boosting the prisoner’s self-esteem later. Of course, these two purposes – helping prisoners counteract the negative effects of prison, and helping them develop in some way as people – can be achieved in many different ways. An adult education approach thinks in terms of ‘the whole person’ and advocates a ‘wide curriculum’, as recommended in the Council of Europe report, Education in Prison (2). So, virtually anything students may be interested in can serve these purposes. To take just one prison in the West of Ireland, Castlerea, the following subjects are among those offered: English, Literacy, Drama, Creative Writing, Art, Computers, Music, Yoga, Horticulture, Woodwork, Cooking, Health Education, Crafts, Stone and Wood Carving, Stained Glass, Leatherwork, Tiling, Mathematics, Business Studies, Computerised Accountancy, Personal Development, English as a Second Language, Haulage Licence course, Upholstery, Pre-release course and Debating (3). It does not matter, in a way, what is taught. What matters is what this teaching does. I visited the prison here in Tromsø two days ago. In a metal-workshop I was shown a most impressive miniature truck that had been made by a prisoner. I was told that this man had been very agitated and stressed when he came first to the prison, but that as he got into the task of producing this fine work he became calmer. No doubt his sense of himself, his self-esteem, grew also. This reminded me of a prisoner in one of our prisons who continually got into fights, but then found something he needed in art classes. His aggression declined and, as he said himself, in working on his art he found he got ‘cooler and cooler’. May not an openness to the interests and hidden talents of those in prison be more effective in reducing conflict than anger-management courses? So, here are two ideas I feel I sorted out for myself many years ago: a concept of adult education, about which I will say more shortly; and an understanding that prisons damage people and that the job of all of us in prison work is to try to reduce that damage. Prisons are like surgery, necessary at times, but they really need to be used sparingly; and then, when used, the negative side-effects should be reduced as much as possible. That idea about prisons is central to Council of Europe thinking (4), and also very much part of Nordic penal policy. Both of these ideas have been strongly challenged in the prison world in recent times. The recognition that prison has detrimental effects is especially contested by the idea that ‘prison works’. However, I still hold firmly to both of my original ideas. I want to say a little more now about what I mean by adult education. When I began teaching literacy to adults in Manchester way back in the 1970’s we were very influenced by work such as that of Paulo Freire (5), who held that all people have the right and potential to fully realise


37

themselves, or to ‘liberate’ themselves as Freire would put it, to develop in their own unique ways. So, the teaching of reading and writing to adults was built on the learners’ own words, dialect and life-experiences. When their own thoughts and stories – whether written, tape-recorded or dictated – are set out in printed form, this validates their lives, it tells them that they are people with something to say. Just as it does for the writers in the anthology I drew from earlier; in such poems the writer finds another self, a self different from that of ‘offender’. So, literacy teaching is not mainly about skills, but mostly about self-confidence and self-esteem (6). Later on I read American adult education writers like Jack Mezirow, who speaks of ‘transformative learning’, education through which we radically change our view of ourselves and our world in a positive way (7). I expect there are Nordic writers on education who similarly stress the central role of holistic personal development and the growth of qualities such as self-awareness, self-confidence and self-respect. For me it was wonderful to hear a leading person in the prison world speak of prisoners in this way too. Many years ago, also on a Sunday morning at the end of a conference (this time in Sigtuna, Sweden), I heard K. J. Lang, the long-time Director General of the Finnish prison service, describe how most prisoners were ‘socially and psychologically disabled’ and had been ‘deprived of all chances to develop and use what we can call their stronger parts’. He identified the needs of those held in prison in this way: ‘First of all prisoners/clients need to improve their self-confidence. Therefore all our efforts when organising correctional services should be analysed as to their ability to support, uphold and redress the self-esteem of the prisoner’ (8). Thinking such as this lies behind the Council of Europe’s Education in Prison, which asserted that a wide curriculum, addressed to the whole person, should be offered to all prisoners. Yet, long before the Council of Europe adopted that perspective, it was articulated in 1931 by Austin MacCormick, a senior person in the Federal Bureau of Prisons in the USA. He said: ‘Education of prisoners is fundamentally a problem of adult education, taking the term in its European sense…We need to stress the normality rather than the abnormality of our prisoner-students, to try to apply standard education practice to the problem rather than to try to develop a special educational technique designed for the criminal’. MacCormick states: ‘education for adult prisoners has an aim and a philosophy. Its philosophy is to consider the prisoner as primarily an adult in need of education and only secondarily as a criminal in need of reform. Its aim is to extend to prisoners as individuals every type of educational opportunity that experience or sound reasoning shows may be of benefit or of interest to them…’ (my emphasis) (9). The challenge from the ‘prison works’ approach. MacCormick’s idea that we should stress ‘the normality rather than the abnormality of our prisoner-students’ finds many echoes in the very strong concept in Nordic penal policies which recognises that, since prisons damage people, we should (as well as using prison as a last resort) try to normalise things as much as possible within prisons. I first heard this idea put clearly by Henning Jorgensen of Denmark, and it found its way into Education in Prison, of which he was an author. The first ‘justification’ set out there for prison education is its capacity to help make prison a bit less abnormal (para.1.8). Likewise, when the European Prison Rules recognised (in 1987) ‘the detrimental effects of imprisonment’ and (in 2006) that prison should be used ‘as a last resort’, they were undoubtedly influenced by a deep tradition of such thinking in Nordic countries. Such fundamental ideas were, for me, seriously offended by what I saw in Californian prisons when I studied there in 1995. I have some vivid and disturbing memories: rooms with over 90 women in tightly-packed treble bunks at the Los Angeles County Jail for women; men on very long sentences but having no activity housed together in an atmosphere of menace at the Federal Prison at Terminal Island, L.A.; more than 5,000 prisoners, over 400 of them on death row, crowded into San Quintin State Prison. Behind this reality were slogans such as ‘zero-tolerance’,


38

‘get tough on crime’, ‘three strikes and you are out’ and ‘prison works’, reflecting a radically different approach to prison. Mass incarceration in the United States now means there are over 2,300,000 in prison, or more than one for every 100 men, women and children in the country. Prisoners are demonised in public debate, and any understanding that prison itself may damage people is abandoned. Then, in the late 1990’s, in both Britain and Ireland, we began to hear the same slogans, the same way of speaking about prisoners as if they were not human and not our fellow-citizens. Political parties began to compete with each other as to who could lock up the most people. In the General Election in Ireland in 1997, at a time when there were less than 2,500 in Irish prisons, the main party then in government proposed 1,000 extra prison places; the largest party in opposition trumped that by promising 1,500 places; and a small right-wind party spoke of 2,000 extra in prison! It was clear also that revenge, rather than rehabilitation or resettlement, became the main function of prison in this discourse. Such changes in recent decades, at least in English-speaking countries, are described by criminologists as a ‘punitive turn’. They speak of a ‘culture of control’ and a ‘new punitiveness’ (10). Focusing on prisons, I see three main symptoms of this new disease:

(i) a large increase in imprisonment, (ii) a greater ‘depth’ to imprisonment, i.e. worsened or more restrictive conditions, (iii)and a negative shift in the way people in prison are seen.

So, I asked myself, where might they do things differently? Where might they do things at least half-right? These questions have led me here to your door in the Nordic countries. To put it more formally, my research question is: do the Nordic countries resist ‘the culture of control’, the ‘new punitiveness’? And, if they do, why? Nordic penal policy: resisting, if not winning? So, over the past couple of years, I have travelled to Denmark, Finland, Norway and Sweden, visited prisons and talked to key people within the prison systems and to some (like criminologists) who are outside these systems. I have recorded interviews with three of the Director Generals, and also with governors, people involved in administration and people with a responsibility for education in prisons. I have learned much, including many lessons that Ireland could apply if Ireland would but listen. A side-benefit has been gaining knowledge about your countries in general. So, for example, while attempting to study the Nordic approach to penal policy, I found myself spending two weeks last December in Sweden and Denmark and learned much about the Nordic approach to Christmas, discovering such wonders as julebord and gløgg. But, of course, the core of my searching has been trying to get a picture of what has been happening here in relation to the three aspects I mentioned: the scale of imprisonment, the depth or content of imprisonment and how people in prison are seen. When I met Nils Christie in Oslo I told him that the tentative title of my project was ‘Resisting the New Punitiveness’. He said to me, ‘we’re resisting, but we are not winning’, which may not be a bad summary of where Nordic countries stand generally. I told him that, as in football, a draw can sometimes be quite a good result. Given the political and social pressures towards punitiveness at my end of Europe, where neo-liberal policies are stronger, it would seem to me that to be able to hold on to the core qualities of your penal systems may be no small achievement. I do think that, overall, that is what is happening – there may be slippage in some places, but there is also positive progress in others. In relation to the three criteria I referred to above, the following is a summary of the assessment I would offer, trying to be as fair as I can and recognising that, in the end, one has to make some subjective judgements:


39

(1) The urge to incarcerate people is restrained, for the most part, with Sweden most at risk of detaching from the Nordic norm by significantly increasing the numbers in prison. Finland’s prison population is declining and Iceland remains the country least inclined to imprison in Europe. Norway, in its White Paper, aspires to reduce its prison population.

(2) The conditions or quality of imprisonment remains good overall. (One must accept

Erlandur Baldursson’s statement that there is no such thing as a good prison, but some are worse than others, and relative to most other countries these aspects are good (11)). There is increased emphasis on security in Sweden and Denmark, leading to considerable increases in restrictions, but such tendencies are often balanced by positive developments, such as a drive towards more alternatives to prison or more education or a better focus on resettlement.

(3) People in prison are still generally seen as citizens, as members of the community or

society, certainly as far as those running and working in the prisons are concerned – although in places some politicians do, it seems, at times speak of prisoners in terms that demonise them or do not recognise their humanity. Of the four countries I visited, Finland appears least affected by such negative images of people in prison, which may explain in part why its prison population is again falling.

For me, the third criterion, how we regard the people who are in prison, is in some ways the most critical and can be seen as the weather-vane that tells us how things will go. Sven Svensson wrote some years ago – ‘Do we have prisoners, or do we have citizens in prisons?’ (12). Several commentators believe this idea of seeing the person in prison as a part of society continues in Nordic countries because of the ongoing strength of the welfare state (13). Qualities of the Nordic prison systems. I want to turn now to what I see as the main qualities of Nordic prison systems, qualities which may be buffeted or under threat in places, but which seem to me to survive in general. I will highlight five. The first I will speak of is that of physical conditions. Many of you may take the conditions in which your fellow-citizens are incarcerated for granted, but you should know that they are vastly better than almost anywhere else. Of course there are old prisons and some dilapidated buildings, but generally there is one person to a cell (which is not something one can say of Ireland or Britain) and people in closed prisons are out of their cells for 12, even 14, hours a day (it is usually 6 or 7 hours in Ireland). (The conditions for pre-trial detainees are weak points in some Nordic countries and CPT reports have criticised these situations. However, my focus in this study has been mainly on sentenced prisoners). Activity, such as work-training and education, tends to be good. People eat together in what I presume is a civilized manner to a large extent, and increasingly cook their own food. (The norm in Ireland and Britain is that people are served all meals and only eat in their cells). Far greater proportions of prisoners in Nordic countries serve their sentences in open prisons than elsewhere, Denmark being the shining example with more than half of all sentenced prisoners at any one time being in open prisons, or between 80% and 90% of all who are given sentences serving them in open prisons. But, important though these matters are, it is the thinking behind the other qualities that I now wish to emphasise – thinking which may be under strain in places, but which is, to a large extent, holding up. The second quality of Nordic prison systems that I wish to highlight reflects a matter I have emphasised already: the recognition that there are detrimental effects to imprisonment, that prisons damage people, so that a central task is to seek to minimise that damage through using prison as a last resort and modifying the impact if it is used. Sigrid Knap’s research, presented at this conference, adds to our understanding of this point, which holds true of open as well as closed


40

prisons, although presumably the negative effects are usually greater in closed prisons. The Swedish Prison and Probation Service has (in English at least) expressed this principle most clearly over the years. The Prison Treatment Act of 1974 (1999 revision, section 4) states that prison treatment should ‘counteract the detrimental consequences of deprivation of liberty’. Aims and Tasks (1990) gives as the first ‘basic notion’ of the service the ‘least possible interference with the offender’s life’(p.4). The very first sentence of The Way Back (1996) says ‘the modern Swedish view is that, preferably, people ought not to be locked up’ (p.3). As late as 2002, a booklet, Facts about the Prison and Probation Service, states ‘the basic approach of Swedish criminal policy is that sanctions involving deprivation of liberty should be avoided wherever possible, since such sanctions do not as a rule improve the individual’s chances of re-adapting to a life of freedom’ (p.15) (14). (Of course, whether Sweden today takes full cognisance of such principles is another matter). The six principles set out in Denmark’s Programme of Principles for Prison and Probation Work (1994) are perhaps the most comprehensive statement of this philosophy that I have found. Among the principles are ‘normalisation’, ‘openness’, the ‘exercise of responsibility’ and ‘least possible intervention’ (15). Some people in Denmark told me that they believe politicians generally do not know about these guiding principles, and that if they did many would not agree with them, but managers in the prison system, and possibly staff generally, certainly do know about them and the principles seem integral to their whole approach. A third quality I wish to draw attention to is that a focus on resettlement (or rehabilitation, or treatment) appears very strong. I am more comfortable talking about ‘resettlement’, which sees the whole person, rather than ‘rehabilitation’, which tends to focus too much on the ‘offence’ or the ‘offender’ for my liking (16). But it is clear that in Nordic prisons considerable attention is actually often given to the time beyond the prison, and there are genuine efforts made to deal with the many problems prisoners will face on the outside, including housing, work, family, addiction, etc. In this context, may I draw attention to what I might call the Canadian variant of the punitive disease, not as virulent as the full-blown American version, but still, in my view, something to be wary of. I am thinking of an over-focus on what are generally classified as ‘programmes’ that seek to address offending behaviour. Two Canadian criminologists speak of their country’s prisons ‘operating under a liberal veil’ and taking ‘a punitive turn by stealth’ (17). Certainly that criticism seems justified in the light of Stephen Duguid’s story of how very successful university courses in the Humanities were halted in British Columbia in the early 1990’s by the Correctional Service of Canada, to be replaced only by courses that were deemed to directly address ‘criminogenic factors’ (18). If programmes such as those in cognitive skills, anger-management, addiction and so forth are genuinely voluntary, are offered on the same equal basis as other activities such as work-training and education, and are not replacements for these activities, then I have no problem with them. But my worry is that they can, as in Canada, be a means for seeing only the ‘offender’, not the whole person spoken of earlier in the discussion of adult education or envisaged, for example, in K. J. Lang’s outlook. Neither does this Canadian perspective face up to the fact that prisons are in themselves inherently ‘criminogenic’ through their ‘detrimental effects’. It seems that these ‘programmes’ have been very fashionable for a while among the authorities in some Nordic countries, but am I correct in detecting a more balanced approach today? A fourth quality I want to identify is linked to the one I have just spoken about. It seems to me that in the Nordic countries generally the wider social dimension to prisoners’ lives is kept to the fore. The punitive trend narrows the focus just to the individual and his or her responsibility, ignoring the social factors involved in crime and in the chances for a successful resettlement. To return to K. J. Lång, he describes the reality of most prisoners’ background in a way many others in different countries have also done: the majority of prisoners, he says, ‘experienced domestic and street


41

violence in their childhood, often as victims…are poorly educated and unskilled and have been unemployed for long periods or all of their lives. They live in sub-standard housing and have a wretchedly poor or deprived socioeconomic and family background’ (8). The logic of this awareness finds its way into the mission statement of the Finnish prison administration, which sets a goal of ‘supporting and encouraging convicts in leading a life without crime’, but follows this with another goal of ‘influencing society as a whole in order to make work with this orientation possible’ – I take this to mean they will try to get the person in prison to change, but will also look to society to adapt so that this is made easier; it is a two-way street in other words (19). Are Høidal, who was Governor of Oslo Prison when I met him, put the same point starkly when describing those in his prison, saying ‘80% of them need help’. Another Norwegian, Nils Christie wrote: ‘Prisons are filled with people in need of care and cure. Bad nerves, bad bodies, bad education – prisons are storing houses for deprived people who stand in need of treatment and education resources…if human beings are in prison to receive punishments, they ought to get a maximum of treatment to improve their general conditions and soften their pain. Treatment for crime has lost its credibility. Treatment has not.’ (Christie’s emphasis) (20). We have here, in other more elegant words, affirmation of the two roles for education in prison I tried to emphasise at the beginning – ‘improve their general condition and soften their pain’. All the qualities of Nordic prisons listed so far are interlinked, and this also applies to the final one I wish to mention: prisoners are seen as citizens, as part of the rest of society. It is automatically assumed here that people in prison should be able to vote, but that is not how it is in many other countries. More importantly, the inclusive attitude to prisoners – strengthened by the Nordic welfare state ideal – means those men and women who are imprisoned are more likely to be seen as human beings like the rest of us, not as ‘monsters’, and this supports their treatment with dignity and more active efforts to help in their resettlement. In education, it means you start with the assumption that learning should be geared to personal development, not ‘a special educational technique designed for the criminal’. This brings us back to the wide curriculum, to the idea of education for the whole person which aims to support learners in growing as people, just as we would do in good adult education in the community. I hope I have not painted too rosy a picture of prison systems in your countries. I have tried to fairly acknowledge the difficulties and the pressures that there are, many of which have led to things getting very out-of-hand in other countries, especially the English-speaking ones. But it is also important to recognise the strong qualities that you have, even if these are to some extent threatened. Do try to hold on to these qualities, for your own sake, but also as a model for those of us who have been obliged to travel a more negative road. I don’t know if it is fully true, but when I was at school we were told that, in the Dark Ages, when the Barbarians ravaged Europe and destroyed civilization, learning survived out on the western edge of Europe, in the monasteries of Ireland, and then in time spread back out from Ireland as the monks moved across Europe. In a similar manner, I would like to think that, if Nordic countries keep to their sane and humane penal policies in these difficult times, you may, from this northern edge of Europe, help the rest of us in the future to abandon the madness that has overtaken so many, and share with us your knowledge of how to deal with the troublesome in our societies in a wiser way. NOTES. 1. Another Place: an Anthology of Prison Writing, edited by Jane Meally and Bernadette Butler (Department of Justice, Dublin, 2001). 2. Education in Prison, Recommendation No. R (89) 12 of the Council of Europe (Strasbourg, 1990). Download from www.epea.org.


42

3. What is taught in Irish prisons can be found in the Directory of Prison Education on the website of the Prison Education Service, www.pesireland.org. 4. European Prison Rules, Recommendation No. R (87) 3 and Recommendation No.R (06) 2 of the Council of Europe (Strasbourg, 1987 and 2006). 5. Paulo Freire’s most well known books are Pedagogy of the Oppressed and Cultural Action for Freedom (both Penguin Books, Harmondsworth, 1972). 6. A good explanation of the approach to adult literacy teaching envisaged here can be found in Guidelines for Good Adult Literacy Work: Policy Document of the National Adult Literacy Agency (NALA, Dublin, 2005). Download from www.nala.ie 7. Fostering Critical Reflections in Adulthood: a Guide to Transformative and Emancipatory Learning, Jack Mezirow and Associates (Jossey-Bass, San Francisco, 1990). 8. K. J. Lång’s talk is given in the report of the 4th EPEA conference in Sigtuna, Sweden, Beyond the Walls (Swedish Prison and Probation Service, Norrkoping, 1993). 9. The Education of Adult Prisoners, Austin MacCormick (1931), republished by the National Society of Penal Reform, New York, 1951. 10. Criminological writing on punitive developments in criminal justice policy include The Culture of Control: Crime and Social Order in Contemporary Society, David Garland (Oxford University Press, 2001) and The New Punitiveness: Trends, theories, perspectives, John Pratt et al ((Willan Publishing, Cullompton, 2005). 11. See Erlandur Baldursson’s article, ‘Prisoners, Prisons and Punishment in Small Societies’ in Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol.1, pp.6-15, 2000. Iceland was not covered in my research, but this article gives a valuable insight into that county’s situation and approach to penal policy. 12. Svenolov Svensson, ‘Imprisonment – a matter of letting people live or stay alive?’ in Journal of Correctional Education, vol.47, pp.69-72, June 1996. 13. Criminologists who have written that the Nordic welfare state puts a brake on punitive tendencies in Nordic countries include Ulla Bondeson, in her chapter in John Pratt’s book, ‘Levels of punitiveness in Scandinavia: description and explanations’ (see 10 above), and also Flemming Balvig and Tapio Lappi-Seppala. In interviews for this research, Nils Christie and Thomas Mathiesen made similar points. 14. All the Swedish publications referred to in this paragraph have been published by the Swedish Prison and Probation Service, (Kriminalvården). 15. A Programme of Principles for Prison and Probation work in Denmark (Ministry of Justice, Copenhagen, 1994). 16. For a critique of offence-focused work from an adult education and European penal policy perspective, see Anne Costelloe and Kevin Warner, ‘Beyond Offending Behaviour: The Wider Perspective of Adult Education and the European Prison Rules’ in In the Borderlands: Learning to


43

Teach in Prisons and Alternative Settings, edited by Randall Wright (Correctional Education Association, Elkridge, 2006). Download from www.pesireland.org. 17. See ‘The liberal veil: revisiting Canadian penality’ by Dawn Moore and Kelly Hannah-Moffat in John Pratt’s book (see 10 above) 18. Can Prisons Work: the Prisoner as Object and Subject in Modern Corrections, Stephen Duguid (University of Toronto Press, 2000). 19. Mission and Short-term Policies of the Prison Administration and the Probation Association of Finland (Ministry of Justice, Helsinki University Press, 1999), p.5. 20. Limits to Pain, Nils Christie (Martin Robertson, Oxford, 1992), p.48.


44

REFLEKTIONER Lena Axelsson, Klientutbildningsansvarig Kriminalvårdens huvudkontor 601 80 Norrköping

Jag är väldigt glad över att ha fått vara med på den här konferensen och att ha fått komma till Tromsö! Reflektioner över konferensens intensiva fyra dagar…det blir några nedslag kring sådant som jag särskilt fastnat för. Sigrid Knap, socialantropolog från Danmark, talade om intagnas uppfattning av tid under fängelsevistelsen. Hon har funnit två tillfällen då de intagna inte tänkte på tiden; dels när de tränar, dels när de är i kyrkan. Jag funderar över vad det beror på…Kan det ha att göra med att de upplever detta mer som sin tid än statens tid, för att dra en parallell till vad Erlendur S. Baldursson, Island, talade om? Om det skulle vara så, hur skulle vi kunna göra så att tiden i utbildning skulle få del av samma status? Hur får studier en sådan kvalitet för de intagna, att de glömmer tiden för en stund? I Sverige talar vi just nu mycket om intagnas tid. Det räknas sysselsättning i mått av timmar och antalet timmar grundar sig på intagnas timersättning (lön). Vad är registrerat, vilka aktiviteter ger vilken lön och så vidare. Hur påverkar detta system, detta sätt att tänka och tala, intagnas syn på tiden i anstalt? Ole-Johan Eikeland från Norge bidrog med en jämförande presentation av den gemensamma rapporten ”Nordisk kartläggning av intagnas utbildningsbakgrund och studiebehov”. Särskilt intressanta är uppgifterna som rör de som valt att inte studera. På frågan varför de inte studerar fanns bl.a. svarsalternativet ”annan orsak”. Där var två huvudskäl återkommande:

- har för kort tid i domen - personalens negativa attityd till utbildning

Jag frågar mig i detta sammanhang vilken personalens – och intagnas! – attityd till tid är, apropå korta tider i domen. Man kan skapa kortkurser som ska passa in på de korta tiderna, men det kan också vara värt att se till sitt eget sätt att tänka kring de korta tiderna. Är det nödvändigt att varje kurs är klar innan man lämnar anstalten? Vad händer om man ser längre än till muren, tar sikte på livet där utanför? Livet fortsätter för individen efter frigivningen. Kort tid kan ändå innebära att man kommer igång med en kurs. Det är mycket värt när läraren ger den studerande ett intyg, ett dokument över vad han har hunnit göra i kursen. Intyget tar han med sig till den kommunala verksamheten, där han kan fortsätta och fullfölja det han har påbörjat. Intyget gör att han slipper börja om; läraren har fått tydlig information om vad som är gjort och den studerande kan fortsätta där han är.


45

Personalen på anstalten kan också stötta den studerande att före frigivningen ta kontakt med ett kommunalt lärcentrum, för att befästa ambitionen att fullfölja utbildningen. Det är dock inte säkert att det måste ges kurser i samband med kort tid i anstalt. I Sverige arbetar vi med stödjande och vägledande samtal. Det handlar om att den intagne får hjälp att se sig själv i framtiden, att ha siktet inställt på livet utanför murarna. Det gäller för honom att hitta ett mål där ute, att se hur han en dag ska försörja sig själv. Det målet styr sedan vilka kurser han ska läsa. Att ha uppnått en sådan planering att ha med sig i handen när han går vidare, är av stor betydelse. Då finns det en plan, ett mål och han har en bild av sig själv ute i arbetslivet – det bärande är att det är ett mål som kommer inifrån honom själv. Utifrån den nordiska kartläggningen talade också Svenolov Svensson, Sverige, om dem som inte vill studera. Det är en angelägen målgrupp eftersom den till stor del består av dem som har kortast tidigare utbildning. Utmaningen ligger i att hitta dessa personer, att motivera dem, rekrytera dem och sedan stötta dem så att de fullföljer studierna och inte avbryter efter kort tid. Denna utmaning har vi gemensamt med samhället i övrigt. Skillnaden är att vi har ett begränsat område rent geografiskt att söka upp individerna på! Svenolov Svensson pekade även på svårigheten med information. I rapporten är det ett antal intagna som upplever att de inte fått information om vilka utbildningsmöjligheter det finns inom kriminalvården. Då blir vårt uppdrag att göra så att man tycker att man har fått information. Det är viktigt att få information tidigt när man kommit till en anstalt. Samtidigt är det inte säkert att man är särskilt mottaglig just då. Därför är det av stor betydelse att informationen återkommer vid olika tillfällen under tiden i anstalt. Under konferensen har jag hört några lärarröster apropå vad rapporten säger om läs- och skrivsvårigheter. Det har nämnts att intagna dessutom har en tendens att överskatta sina färdigheter vad gäller läsning och skrivning. Samtidigt hör jag lärare undra vad som ligger bakom uppgifterna. En lärare från Norge berättade att hon under två års tjänstgöring hittills har mött två (2) studerande som haft verkliga läs- och skrivsvårigheter. Hon frågade sig var det kommer ifrån när så många intagna säger sig ha svårigheter av det här slaget. Vad har man sagt till dem? Hon undrar om de helt enkelt genom åren har blivit ”inplacerade i den boxen”. En svensk lärare pekade på liknande fenomen; det är inte ovanligt att intagna kommer till Lärcentrum och säger att de har läs- och skrivsvårigheter, fast det sedan visar sig att de inte har det. Det kan istället röra sig om koncentrationssvårigheter eller rena kunskapsluckor. Deras utbildning kan vara så bristfällig att de saknar både läs- och skrivvana. I sådana fall handlar det om andra sätt att tackla svårigheterna. Deras reaktion när de hör att de inte har läs- och skrivsvårigheter är både förvåning: ”Har jag inte?” och en sorts aha-upplevelse: ”Men då kanske jag kan studera?”. Frågan är vilken självbild vi bidrar till under barns och ungdomars år i skolan? Vilka föreställningar har vi? Vilka förväntningar signalerar vi? Benny Christensen berättade om det spännande sätt man valt att arbeta på i Danmark när det gäller validering (realkompetens) i Danmark. Han betonade samverkan som det centrala, samverkan mellan vägledning, yrkesutbildning, allmän utbildning och arbete. Det danska sättet att möta individen i valideringsprocessen verkar bygga på en hög grad av individualisering, något som bekräftar och motiverar individen. Den uppföljning man gjort med berörda intagna, säger dels att de vet vilka utbildningsmöjligheter som finns, dels att de är nöjda med sin utbildningen. De har dessutom fått arbete! Allt detta pekar på att den danska modellen är ett framgångskoncept.


46

Ur mitt svenska perspektiv får jag bekräftelse för tanken att nyckeln är vägledningsresurserna. Studie- och yrkesvägledningen är ingången till validering liksom den kompetens som behövs för att individen ska komma rätt i sin studieplanering, med hänsyn till vilka kunskaper och erfarenheter han har och vilket mål han har ute i arbetslivet. På detta sätt kan vi få effektiva och relevanta utbildningsinsatser som gynnar individen såväl som arbetsmarknaden och samhällets resursanvändning. IT (IKT) är en het fråga som ligger i tiden inom dagens kriminalvård, inte bara hos oss utan även internationellt sett. Vad vill vi? Vad är möjligt? Hur kan vi kompromissa med säkerhetsansvariga? Här är jag emellertid inte särskilt orolig. Tekniken kommer inte att backa i utveckling. Istället handlar det om kunskaps- och attitydfrågor. Frågan är inte om tekniken ska få en plats inom kriminalvården utan när. Precis som Erlendur S. Baldersson påpekade har varje steg i teknikutvecklingen till en början tett sig skrämmande. Historiskt sett har även penna och papper varit hotfulla inslag i fängelsemiljön, något som vi ler åt idag. Jag är övertygad om att det kommer en tid när man ler åt dagens farhågor inför IT också! Konferensen i Tromsö har haft en fantastisk inramning; ölhallen, Skjervøy-utflykten, midnattssol, midnattskonsert, Jostein Netland som dansade ut känslor genom saxofonen så det gick rysningar genom kroppen! Jag har varit berörd – ljuset, fjällen, musiken…och så roligt att dansa! Ja, jag har berörts av alla intryck…och det får mig att tänka: Vilka intryck får intagna? Vad berörs de av? Kan utbildning bli en källa till intryck, en inre resa som berör, som ger en spegling av dem själva? Att bekräftas, kan det beröra? Så vill jag sluta där Arild Hausberg, Tromsø, började häromdagen i sitt värmande välkomsttal till oss, då hon berättade vad de har bestämt sig för i sin nordligt belägna stad: - Våga tänka stora tankar! Våga tänka stora tankar... Visualisera dem, se dem i bilder! Genom att se dem i bilder – så som Tromsø-borna gjort med sina planer för OS 2018 – når vi längre och hjälper tankarna att bli verklighet. Det vi har visualiserat finns. Det har nått sin första konkretion. I vårt eget arbete behöver vi våga tänka stora tankar. I samtalen med intagna; låt oss hjälpa dem att våga tänka stora tankar, att tänka utanför murarna, bortanför kursen i engelska, in i framtiden. Låt oss hjälpa dem att visualisera sina drömmar och sina mål! Tack för en viktig konferens - den har vidgat perspektiv och sått nya tankefrön.


47

Refleksjoner 2 ved Kirsten Grønnebæk, Formand av fengsellærerforeningen af 1952, Danmark

Det faglige indhold: Temaet for denne konference har været ” Fængslende uddannelse – ligheder og uligheder i Norden, og Statssekretær Terje Moland Petersens ”stortingsmeldinger om kriminalomsorgen” ligner stort set de satsninger, somvi ser i det øvrige Norden. ”Tilbageføringsgarantien”, hvor den frie forsorg tidligere kommer på banen og dermed indbyder til samarbejde med Kriminalforsorgen med henblik på at tilvejebringe en bolig, et job eller en uddannelsesplads til de indsatte er et tiltag i den rigtige retning og i harmoni med intentionerne bag projektet ” god løsladelse”. Der er sat flere løsladelsesprojekter i gang i Danmark, men vi mangler stadig den politiske opbakning. Socialantropolog Sigrid Knaps feltarbejde i Statsfængslet Jyderup tydeliggør, at de eksisterende regimer, på den måde de er sammensat, ikke kvalificerer de indsatte til at tage del i eller integrere sig i det moderne samfund. De indsatte opbygger ikke sociale relationer med hinanden, selv om de rent faktisk lever og bor sammen i døgnets 24 timer. Hun sammenligner fængselsafdelingerne med supermarkederne, hvor kunderne blot går forbi hinanden med fokus på egne behov. Fagchef Ole Johan Eikelands kvantitative kortlægning af ligheder og uligheder i Norden på baggrund af den fællesnordiske forskning på området viser store ligheder i nordiske lande. Jeg efterlyser imidlertid, at der blev knyttet flere kvalitative kommentarer til denne undersøgelse. Det er problematisk og uacceptabelt, at 30 – 40 % af de indsatte ikke kender til skolernes tilbud eller at skolernes tilbud ikke er tilpasset den enkelte indsattes behov, forudsætninger og ønsker. Men forskningen har bidraget til, at der nu er fokus på fængselsundervisning, hvilket er meget tiltrængt. På denne baggrund er der igangsat tiltag med henblik på forbedring af uddannelsestilbudene i Norden, men vi er ikke ved vejs ende. Vi er kommet godt i gang Jeg kunne ønske, at den kommende konference i højere grad har fokus på visionerne: • Hvad er de fremadrettede visioner på uddannelsesområdet og • Hvilke ønsker har de indsatte og møder vi dem der, hvor de er.


48

Vi skal ligeledes være opmærksomme på, at klientellet fremover bliver mere belastet med flere psykiske syge, flere indvandrere og flere misbrugere.En optælling i Ringe Ungdomsfængsel i Danmark viste, at 55 ud af 100 unge end ikke havde grunduddannelsen. Jeg tror, problemet eksploderer i de kommende år. Beskæftigelsesleder Benny Christensens glimrende beskrivelse af Møgelkærmodellen åbner nye muligheder for indsatte i fængslerne. Grundstenen i Møgelkærmodellen er, at de indsatte kvalificerer sig til at erhverve en faglig uddannelse, men andre parametre er involveret i forhold til at nå dette mål: • Anerkendelsesprincippet. • Grundig studie- og erhvervsvejledning, hvor vejlederen møder den indsatte der, hvor han er, med det formål at føre ham ud i et samfund med de forudsætninger, han har. • Støtte og support i forhold til behandling. • Faglig opgradering i forhold til de grundlæggende færdigheder. Mon ikke Internettet er kommet for at blive? Dette har Kriminalforsorgen også endelig indset. Pipeline projektet og VEPS har bedraget med denne indsigt således, at de indsatte ikke længere er teknologiske analfabeter og dermed yderligere marginaliserede efter endt afsoning. 4 kvaliteter skal ifølge Kevin Warner, Coordinator af prison education in Ireland, minimere de menneskelige skader, som et fængselsophold forårsager: • Anerkendelse • Fokus på rehabilitering • Den sociale dimension – med vægt på opbygning af selvværdet • De indsatte som borgere i samfundet. Disse kvaliteter kan ifølge Kevin Warner bidrage til at skabe hele mennesker, der efterfølgende kan tage del i det moderne samfund. Sammenfattende har det faglige indhold på denne konference været på et højt fagligt niveau, varieret og alligevel med en rød tråd gennem hele programmet. Jeg er blevet inspireret og jeg føler igen energi til at rejse hjem og til stadighed argumentere for fængselsskolerne berettigelse og værdi. Det kulturelle og sociale indhold. På det sociale og kulturelle plan har jeg kun rosende ord. ”Get together” i Ølhallen torsdag aften havde til formål at bringe 155 mennesker sammen. Dette lykkedes - en øl eller to altid løsner på stemmebåndet. Den kulturelle udflugt til Skervøy var med en danskers øjne storslået og overvældende. Den nordnorske natur, lyset, den rene luft og ikke mindst midnatssolen var en uforglemmelig oplevelse. Midnatskoncerten i Isbjergskappellet dannede en perfekt afslutning på denne udflugt. Jeg rejser hjem nu – mæt og veltilpas af faglighed, sociale relationer, kulturelle oplevelser og god mad. Tusind tak for denne gang.


49

”Get together”

”Ølhallen”Torsdag 22. mai 2008,


50


51

Kulturell utflukt ”Skjervøy cruise”, fredag 23. mai 2008

Appendiks Fengslende utdanning, Norge 2008

52

A. Program Program

for den 13. nordiske konferansen om fengselsutdanning

”Fengslende utdanning”

Likheter og ulikheter i Norden

Rica Ishavshotel, Tromsø, Norge 22. – 25. mai 2008 Torsdag 22. mai Ordstyrer: Torfinn Langelid, Norge Kl.11.00 - 13.00 Ankomst, innkvartering, registrering og lunsj Kl.13.00 - 13.30 Kulturelt innslag v/innsatte i Tromsø fengsel

Velkommen til Tromsø v/ordfører Arild Hausberg Åpning v/utdanningsdirektør Kjellbjørg Lunde, Norge

Kl.13.30 - 14.15 Ny stortingsmelding om kriminalomsorgen v/statssekretær Terje Moland Pedersen, Justisdepartementet, Norge

Kl.14.15 - 14.45 Kaffi/te Kl. 14.45 – 17.00 Hva skjer i et fengselssamfunn? En sosialantropologisk tilnærmelse

v/ sosialantropolog Sigrid Knap, Ballerup kommune, Danmark. Kommentar fra en norsk fange.

Kl 19.00 ”Get together” Guidet tur med et jernbanetog gjennom Tromsøs gater fra

hotellet til Ølhallen. Ølhallen ligger i tilknytning til Macks Ølbryggeri som er verdens nordligste og ble etablert i 1877.


53

Fredag 23. mai Ordstyrer: Erlendur S. Baldursson, Island Kl. 09.00 – 09.15 Morgenkåseri v/Sverre Martens, sorenskriver og leder ved domstolen i Tromsø Kl. 09.15 – 10.00 ”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden. Nordisk

kartlegging av fengselsundervisning v/fagsjef Ole-Johan Eikeland, Eikeland forsking og undervising, Norge.

Kl 10.00 – 10.15 Pause Kl. 10.15 – 11.00 Kommentarer til kartleggingen v/Kaj Raundrup, Direktoratet for

kriminalforsorgen Danmark, Erlendur S. Baldursson, Kriminalomsorgen, Island, Marianne Mäki, Brottspåföljdsverket, Finland, Torfinn Langelid, Fylkesmannen i Hordaland, Norge og Svenolov Svensson, Kriminalvården – region Väst, Sverige

Kl. 11.00 – 11.15 Kaffi/te Kl. 11.15 – 12.15 Parallelle sesjoner

• Kartlegging og tilpassede opplæringsløp v/avdelingsleder Knut Bjørn Strømmen og rådgiver Hilde Larsen, Færder vgs, Norge

• Yrkesopplæring i fengslene v/undervisningsråd Leena Koski, Undervisningsstyrelsen, Finland

• Unge innsatte v/undervisningsleder Sabine Dedlow, Statsfængslet i Vridsløselille, Danmark

• Motivasjon for opplæring v/lærer Kristina Wallenberg-Fürstenberg, Kristianstadsanstalten, Sverige

• Opplæringstilbud for innsatte med korte dommer v/fengselsdirektør Gudmundur Gislason, Island

Kl 12.15 – 12.30 Pause

Ordstyrer: Kaj Raundrup, Danmark

Kl. 12.30 – 13.30 Informasjon om NordPluss Voksen v/internasjonal sekretær Kate Sevón, Nationellt centrum för flexibelt lärande CFL, Sverige Informasjon om EUs utdanningsprogram v/seniorrådgiver Marit Lødemel, Senter for internasjonalisering av høgre utdanning, Norge

Kl. 13.30 – 14.00/14.30 Lunsj Kl 14.00 Kulturell utflukt Skjervøy-cruise. Avreise for de 75 første deltakerne

Kl 15.45 – kl 24.00 Kulturell utflukt Skjervøy-cruise. Avreise for de resterende deltakerne. Vi

opplever kysten og innlandet på en og samme tur. Turen går med ekspressbuss kl 16.00 fra Tromsø til Skjervøy – ca. 31/2 time. 2 ferjer. Retur med Hurtigruten som går fra Skjervøy kl 20.00 og ankommer Tromsø med midnatt. Middag på Hurtigruten. Turen avsluttes med midnattskonsert i Ishavskatedralen i Tromsø. Er vi heldige og har fint vær, vil det være midnattssol.

Lørdag 24. mai Ordstyrer: Birgitta Persson, Sverige


54

Kl. 09.30 – 09.40 ”Våkn opp” v/Jostein Netland Kl 09.40 – 10.30 Møgelkærmodellen – veiledning og kompetanseavklaring

v/beskjeftigelsesleder Benny Christensen, Statsfengslet Møgelkær, Danmark Kl. 10.30 – 11.00 Kaffi/te Kl. 11.00 - 12.15 Parallelle sesjoner

• Realkompetansevurdering i fengselsundervisningen – et nyttig verktøy? v/fagsjef Åge Hanssen, Vox og inspektør Per Sneeggen, Brundalen vgs, Norge

• ”Drag av ADHD, läs- och skrivsvårigheter och kognitiv kapacitet hos finländska fångar” v/forskarpsykolog Tiina Tuominen, Finland

• Individuelle studieplaner med handlingsplaner v/rektor Roberto Ghisler, Sverige

• Minoritetsspråklige i fengsel, opplæringstilbud til de som skal utvises v/undervisningsleder Kaj Raundrup, Direktoratetet for kriminalforsorgen, Danmark

• Entreprenørskap ”Søtt og lekkert” v/lærer Arild Nydegger Øvre-Eide, Åsane vgs, Norge

Kl. 12.15 – 13.45 Lunsj Ordstyrer: Marianne Mäki, Finland Kl. 13.45 – 16.00 IKT erfaringer: PIPELINE-projektet, v/Bent Dahle Hansen, Grønland

Voksenopplæringssenter, Norge og VEPS - Virtual european prison school v/Birgitta Persson, Kriminalvården –Huvudkontoret, Sverige Statusrapport vedrørerende IKT fra de øvrige nordiske lande. Plenumsdiskusjon

Kl.16.00 – 16.30 Kaffi/te Kl.16.30 – 18.00 På egen hånd i Tromsø Kl 18.45 Vi møtes til en aperitif i foajen Kl.19.00 Festmiddag


55

Søndag 25. mai Ordstyrer: Svenolov Svensson, Sverige Kl 09.00 – 10.00 A European perspective on the Nordic prison system and prison

education By Kevin Warner, Coordinator of prison education in Ireland Kl 10.00 – 10.30 Kaffi/te Kl 10.30 – 11.00 Oppsummering og avslutning NB! Aktuelle hjemmesider hvor dere kan hente ut mer informasjon om hotellet, Tromsø og og landsdelen: Lyngen: www.lyngsfjord.com Hurtigruten: www.hurtigruten.no Troms fylke:www.tromsfylke.no Rica Ishavshotel: www.rica.no/ishavshotel Breivika videregående skole er ansvarlig for undervisningen ved Tromsø fengsel og er medarrangør av den nordiske konferansen ved å legge til rette for de lokale arrangementer. Se hjemmesiden: www.breivika.vgs.no Kriminalomsorgen region nord har støttet konferansen økonomisk: www.kriminalomsorgen.no Nordisk nettverk for fengselsundervisning – hjemmeside: www.fengselundervisning.net Fylkesmannen i Hordaland, Opplæring kriminalomsorg – hjemmeside: http://www.fylkesmannen.no/fagom.aspx?m=20345


56

B. Evalueringsskjema / Palaute

Evalueringsskjema / Palaute Det kom inn 50 besvarelser fra alle de deltagende land. 1. Hva var innholdsmessig mest interessant på konferansen? Mikä konferanssin sisällössä kiinnosti Sinua eniten? 50 besvarelser (noen hadde flere svar): Det faglige opplegget fikk svært positiv tilbakemelding. Halvparten nevner Sigrid Knaps foredrag om ”Hva skjer i et fengselssamfunn?” som svært engasjerende. I tillegg blir Møgelkærmodellen v/Benny Christensen, den nordiske kartleggingen, foredraget til Kevin Warner og til den norske statssekretæren framhevet. Når det gjelder de parallelle sesjonene, blir ”Realkompetansevurdering i fengselsundervisningen”, ”Minoritetsspråklige i fengsel”, ”Motivasjon for opplæring”, ”Yrkesopplæring i fengslene” og ”Kartlegging av tilpassede opplæringsløp” positivt omtalt. Ellers er det og noen som sier at alt var like interessant uten å nevne noen spesielt.. 2. Var det noe i programmet som var unødvendig for deg? Sisälsikö ohjelma mielestäsi jotain tarpeetonta? 33 svar: To tredjedeler svarte at ingenting var unødvendig. Tre – fire deltagere sier at innslagene om NordPluss voksen, EUs utdanningsprogram og IKT var unødvendig (hadde hørt det før) 3. Var det noe du savnet i programmet? Mitä ohjelmasta mielestäsi puuttui? 32 svar: Halvparten svarte at det var det ikke. Noen (4) ønsket kort info om fengselsundervisningen i de nordiske landene. Det var et par deltagere som synes programmet var for kompakt. En ønsket fengselsbesøk, en annen var interessert i mer fra den nordiske rapporten og en tredje var opptatt å få mer lærersynspunkt på undervisningen. Noen (2) ønsket også innlegg som hadde utfordret mer og satt i gang et større engasjement. 4. Hva vil du at en eventuell ny nordisk konferanse skal handle om? Mitä toivoisit mahdollisen seuraavan pohjoismaisen konferanssin käsittelevän? 36 svar: Her var det mange ulike forslag

• Praktiske eksempler fra fengselsundervisningen i de nordiske landene (6) • Oppfølging av den nordiske rapporten (4) • Internet/Ikt i fengsel – også når det gjelder høyskole/universitet (4) • Skole i samarbeid med andre – blant annet med arbeidsdriften (3) • Politiske signaler om kriminalomsorgen – visjoner (3) • Metodiske tilnærminger, lese-og skrivevansker, ADHD (3) • Utvikling av selvtillit, skyld, straff og rehabilitering (3) • Hva skjer i de nordiske landene – mer nordisk samarbeid (2) • Oppfølging etter avsluttet soning (2) • Kvinner i fengsel (1) • Realkompetansevurdering (1) • Samarbeid med Baltikum (1) • Veiledning (1) • Flere korte kurser (1) • Utvisning (1)

5. Kommenter de praktiske arrangementene. Kommentoi käytännön järjestelyjä • Programmet Ohjelman sisältö:


57

18 svar: Det aller fleste (15) sa at det var Mycket bra, Veldig bra eller Bra. En sier at det var trang konferansesal, en annen mente at deltagerne måtte komme til hotellet en dag før og en tredje ønsker programmet på finsk. • Kost Ruoka: 47svar: Alle er veldig godt fornøyde med maten på hotellet. Svarene varierer fra Bra, Veldig bra og Mycket bra. Et par deltagere sier at det er Før mycket! • Losji Majoitus: 47 svar: Samme positive tilbakemelding som over. Bra, Mycket bra, Flott og Svært bra. 1 kommentar på at vedkommende ikke likte å bytte hotell. • Tolkning Tulkkaus: 29 svar: De fleste (21) svarer at tolkningen fungerte bra. Noen få er ikke helt fornøyde; en mener dansk burde tolkes til norsk og en annen mener at en del av programmet under avslutningsmiddagen burde vært tolket. 6. Hva kan bli bedre? Missä asioissa voidaan parantaa? 22 svar: Her er det mange forskjellige forslag:

• Bedre styring med foredragsholderne – de holder ikke tiden (3) • Tolkningen ikke god nok (2) • Mer info om konferansen på forhånd (2) • Et språk – svensk eller engelsk (2) • Mer praktisk rettet (1) • Noen timer i byen når butikkene er åpne (1) • Plass til stands i konferansesalen (1) • Konferansen en dag for lang (1) • Mer diskusjon i grupper (1) • Utfluktene veldig bra (1) Noen svarer at konferansen ikke kan bli bedre.

7. Hvor fikk du informasjon om konferansen fra? Mistä sait tiedon konferanssista? 48 svar: Mange fikk informasjonen gjennom offisielle kanaler som Kriminalforsorgen, Kriminalvårdsstyrelsen, Bråttspåføljdsverket, Fylkesmannen i Hordaland og FOKO. Noen fikk opplysninger om konferansen fra kollegaer og via hjemmesider. 8. Øvrige kommentarer Muita kommentteja 32 svar: Her er det veldig mye ros; En god konferanse både faglig og socialt, Takk for et flott arrangement, faglig, kulturelt og sosialt. De kulturelle arrangementene får svært god tilbakemelding. 9. En hjemmeside om nordisk fengselsundervisning er nå etablert. Benytter du deg av hjemmesiden? Har du forslag til forandringer av innholdet på hjemmesiden? Pohjoismaiset vankilaopetuksen verkkosivut on otettu käyttöön. Käytätkö verkkosivuja? Onko sinulla ehdotuksia, miten verkkosivujen sisältöä voitaisiin kehittää? 22 svar: Det er over halvparten (13) som sier at de ikke bruker den nordiske hjemmesiden. Det er noen (7) som bruker hjemmesiden og det er flere som vil bruke den nordiske hjemmesiden for fengselsundervisning etter at de har fått informasjon om at den eksisterer. Det er ingen som har forslag til forbedringer, men det er to deltagere som opplever at den ikke er så lett å navigere i.


58

C. Deltakerliste Danmark:

Navn: Epost: Arbeidssted:

Anette Kragh-Schwarz [email protected] Statsfængslet på Kragskovhede

Jens Kjeldsen [email protected] Statsfængslet på Kragskovhede Jesper Moe [email protected] Statsfængslet på Kragskovhede John Hatting [email protected] Kriminalforsorgsforeningen Kaj Raundrup [email protected] Direktoratet for Kriminalforsorgen Kirsten Grønnebæk [email protected] Fængselslærerforeningen Kurt Jessen [email protected] Statsfængslet v. Sdr.Omme Peter Koudahl [email protected] Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Sabine Dedlow [email protected] Skolen I Statsfængsel i Vridsløselille Susanne Dahl [email protected] Arresthuset i Køge

Finland: Agneta Töyrä [email protected] Utbildning Nord Anne Halonen [email protected] Konnunsuo Prison Anu-Marja Kilkku [email protected] Keskuspuiston ammattiopisto Arja Konttila [email protected] Västra Finlands regionfängelse Eero Järvisalo [email protected] MSKK/Vilppulan vankila Harri Jokela [email protected] Riihimäki fengelse Harri Rämö [email protected] Hämeenlinnan vankila Inga Grönlund [email protected] Fångvårdsväsendet/Åbo fängelse Jarkko Isotalus [email protected] Piippolan Käsi- ja taideteollisuusopisto Juhani Antila [email protected] MSKK/Vilppulan vankila Kaija Kekola [email protected] Invalidförbundet Träskända utbildningscentral Leena Koski [email protected] Finnish National Board of Education Leila Lamminheimo [email protected] Riihimäki prison Liila Lukinmaa [email protected] Invalidisäätiö Orton / Keskuspuiston ammattiopisto Marianne Mäki [email protected] Brottspåföljdsverket Paula Grönlund [email protected] Brottspåföljdsverket Pirkko Pihkakoski [email protected] Oulun aikuislukio / Pohjois-Suomen vankilakoulu Raimo Karioja [email protected] Pelson vankila/Kestilän avovankilaosasto Reijo Paavola [email protected] Piippolan Käsi- ja taideteollisuusopisto Sanna Karpeeki [email protected] Helsinki prison Seija Mahlberg [email protected] Opeko- Utbildnings centret för undervisningsektorn Seija Tuohimäki [email protected] MSKK/Vilppulan vankila Simo Rousu [email protected] Utbildning Nord Stina Tiainen [email protected] Utbildning Nord Tiina Tuominen [email protected] Department of psychology Veikko Lehtola [email protected] Vilppulan vankila / MSKK

Island: Erlendur S. Baldursson [email protected] Fangelsismálastofnun Gudmundur Gislason [email protected] Hegningarhuset

Norge:

Alfhild Taraldsen [email protected] Åsane vid. skole, avd. Fossane


59

Anniken Sund [email protected] Brundalen vgs. Are Høidal [email protected] Oslo fengsel Arild Nydegger [email protected] Åsane vgs. avd. Ulvsnesøy Arne Brekke [email protected] Bastøy fengsel Avona Marthinussen [email protected] Jessheim vgs, Ullersmo fengsel Barbro Østlie [email protected] Kongsvinger bibliotek avd. Kongsvinger fengsel Bente Fredheim [email protected] Utdanningsadministrasjonen i Oslo Bergljot Strand [email protected] Fagerlia vgs Berit Brenden Elseth [email protected] Hjalmar Johansen vgs Bjørg Lindebø [email protected] Kriminalomsorgen region sørvest Bjørn Gunnar Andersen [email protected] Øvrebyen vgs, Kongsvinger Fengsel Bjørn Lippestad [email protected] Rosthaug vgs Børge Rapp Davidsen [email protected] NAV Tromsø arbeid Camilla Alfsen [email protected] Vox Cathrine Tronshart [email protected] Brundalen vgs avd. Trondheim Fengsel Cato Ivar Frantzen [email protected] Kriminalomsorgen region nord Conny Ludvigsson [email protected] Øvrebyen vgs, Kongsvinger Fengsel Dag Rafaelsen [email protected] Breivika vga. avd Tromsø fengsel Egil M. Mikalsen [email protected] Tromsø Fengsel Eivind Forseth [email protected] Breivika vgs. avd. Tromsø fengsel Eli B. Auråen [email protected] Hjalmar Johansen vgs Elise Rynning [email protected] Brundalen vgs. Oppfølgingsbasen Eva Hopsø [email protected] Sør-Trøndelag friomsorgskontor Geir Eikanger [email protected] Åsane vgs, Bergen Fengsel Gry Helgerud [email protected] Hønefoss vgs, avd. Ringerike fengsel Gudrun H Røyneberg [email protected] Steinkjer vgs avdeling Furuskogen / Verdal fengsel Helene Malinen [email protected] Vadsø vgs, Vadsø fengsel Hilde Linda Larsen [email protected] Færder vgs avd Berg fengsel Hilde Tørnby [email protected] Horten vgs Ingebrigt Myrvoll [email protected] Breivika vgs Inger Charlotte Bull [email protected] Rud vgs avd. Ila Ingjerd Thon Hagaseth [email protected] Valdres vgs Ingunn Eitrheim [email protected] Rud vgs.avd.Ila fengsel Janne Ruud Østby [email protected] Mysen vgs Jarle Furnes [email protected] Rud vgs Jens-Petter Gasmann [email protected] Ringerike fengsel Jorunn Dahle [email protected] Utdanningsavd. Møre og Romsdal fylke Jorunn Juliussen [email protected] Breivika vgs, Tromsø fengsel Julianne Synes Vågsholm [email protected] Fagerlia vgs Karen Grundesen [email protected] Aust-Agder fylkeskommune Kari Anne Ruud [email protected] Romsdal vgs, avd. Hustad fengsel Karine Lund-Tangen [email protected] Hordaland Fylkeskommune Kjell Solberg [email protected] Rosthaug vg skole, avd.Hassel Kjellaug Jetne [email protected] Breivika vgs. Kjellbjørg Lunde [email protected] Fylkesmannen i Hordaland Klaus Beschel [email protected] Time vgs Åna Fengsel Knut Bjørn Strømmen [email protected] Færder vgs, avd Berg fengsel Lars Grosvold [email protected] Bruvoll fengsel Leif Lyngstad [email protected] Hjalmar Johansen vgs avd. voksenopplæring Leif Skaug [email protected] Ravneberget fengsel Leif Sæther [email protected] Moss Fengsel/Malakoff.vgs Liv Henly [email protected] Kriminalomsorgen region nordøst Liv-Torill Hansen [email protected] Oslo friomsorgskontor Mai Venke Lilleland [email protected] Haugesund fengsel, Haugaland vgs


60

Marianne Olsen [email protected] Fylkesbiblioteket i Akershus, avd. Ullersmo Marit Gran [email protected] Grønland voksenopplæringssenter Marit Kvamme [email protected] Fylkesmannen i Oslo og Akershus Marta Sofie Vange [email protected] Sogndal vgs, avd Vik fengsel Mette Rød [email protected] Kriminalomsorgen Hustad fengsel Morten Cornell Jacobsen [email protected] Kriminalomsorgen region vest Niels Peter Broch [email protected] Grønlnd voksenopplæringssenter Oluf Nerland [email protected] Hustad Fengsel Per Sneeggen [email protected] Brundalen vgs. Paal Chr Breivik [email protected] Fylkesmannen i Hordaland Reidar Espedal [email protected] Oslo friomsorgskontor Rolf Stene [email protected] Glemmen vgs. Ravneberget fengsel og Fredrikstad fengSandlie Jan-Erik [email protected] Justisdepartementet Signe Vammervold [email protected] Kriminalomsorgen Sør-Trøndelag friomsorgskontor Sissel Lyngvær Ramstad [email protected] Vox Sissel Mehammer [email protected] Fylkesmannen i Hordaland Siv Hjellnes [email protected] KRUS Tom Anonsen [email protected] Glemmen vgs. Ravneberget fengsel og Fredrikstad fengTom Eberhardt [email protected] Oslo fengsel Tone Bremnes [email protected] NAV Arbeidsrådgivning Oslo Tone Ræder [email protected] Vadsø vgs, Vadsø fengsel Tone Welde [email protected] Nav Rådgivning Tor Gunnar Hovlistuen [email protected] Romsdal VGS, avd Hustad fengsel Tor H. Andresen [email protected] Breivika vgs Torbjørn Mjelstad [email protected] Hordaland Fylkeskommune Tore Wålberg [email protected] NAV Kongsvinger Arbeid Torfinn Langelid [email protected] Fylkesmannen i Hordaland Tove Elin Hult [email protected] NAV Økonomitjenester, Turid Harbosen [email protected] Konsvinger fengsel Vidar Bergan [email protected] Mysen vgs Vigdis Fosheim [email protected] Slusa i Skien Viviann H. Aarønes [email protected] Romsdal vgs, avd. Hustad Fengsel Wenche Engan [email protected] NAV Arbeidsrådgivning Oslo Yngve Sandven [email protected] Åsane vgs. avd. Bjørgvin fengsel Åge Hanssen [email protected] Vox

Sverige: Aila Ruuskanen [email protected] Kriminalvårdsanstalten Högsbo Anette Andersson [email protected] Kriminalvårdsanstalten Högsbo Anncarin Düring [email protected] Lärcentrum, Skänningeanstalten Eva-Karin Erikssson [email protected] Kriminalvården Region Syd Ingrid Almén [email protected] Kriminalvården Malmö Ingrid Ehnström [email protected] Lärcentrum Anstalten Norrtälje Kazem Vafaeian [email protected]

Kerstin Ekholm-Erestam [email protected] Anstalten Hinseberg

Kristina Wallenbeck Fürstenberg [email protected] Anstalten Kristianstad Centrum

Lena Axelsson [email protected] Kriminalvårdens huvudkontor Madeleine Johansson [email protected] Lärcentrum, Skänningeanstalten Magnus Ekström [email protected] Anstalten Hinseberg Maria Nylén [email protected] Lärcentrum, Häktet Nataljia von Knorring [email protected] VO Salberga Kriminalvården Roberto Ghisler [email protected] Kriminalvården, region Stockholm Raad Ishac [email protected] KVA Högsbo


61

Svenolov Svensson [email protected] Kriminalvårdens Regionkontor Väst

Forelesere: Benny Christensen [email protected] Direktoratet for kriminalforsorgen, Danmark

Bent Dahle Hansen [email protected] Fylkesmannen i Hordaland, Norge Birgitta Persson [email protected] Kriminalvården - Huvudkontoret, Sverige Kate Sevón [email protected] NVL Nordiskt Nätverk för Vuxnas Lärande, Sverige Kevin Warner [email protected] Irish Prison Service, Irland Marit Lødemel [email protected] Senter for internasjonalisering av høgre utdanning, NorgOle-Johan Eikeland [email protected] Eikeland forskning og undervisning, Norge Sigrid Knap [email protected] Ballerup kommune, Børn og unge afdelingen, DanmarkSverre Martens Domstolen i Tromsø, Norge Terje Moland Pedersen Justisdepartementet, Norge

Tolker: Kristiina Antinjuntti [email protected] Taina Aellig [email protected]

Documents

Rapport - NVL · 1 Rapport Nordisk Konferanse ”Fengslende utdanning” Likheter og ulikheter i Norden Tromsø, Norge, 22. – 25. mai 2008