År Y: Litteratur og ytringsfrihed - En kortlægning ... · År Y: Litteratur og ytringsfrihed 2 1. Indledning ”Yahya Hassan taler til dansk litteratur på en måde, som jeg ikke

Agnete Nicolaisen År Y: Litteratur og ytringsfrihed 20082231 August 2014

År Y: Litteratur og ytringsfrihed

- En kortlægning, analyse og diskussion af debatten omkring Yahya Hassan

Speciale udarbejdet af:

Agnete Nicolaisen

Nordisk Sprog og Litteratur

Aarhus Universitet

Abstract

Art and freedom of speech have the last decades been a controversial topic. In

1989 Ayatollah Khomeini of Iran issued a fatwā ordering Muslims to kill the British-Indian writer,

Salman Rushdie for his novel The Satanic Verses (1988). Events like the murder of the Dutch Islam-

critical movie director, Theo Van Gogh and the death threats against the Danish cartoonist, Kurt

Vestergaard after drawing one of the twelve Muhammad cartoons for Jyllands-Posten in 2005 have led to

controversial debates. Several commentators believe that since these events we have had a 'culture of

violation' in which the public opinion largely has been that it is morally unacceptable to offend others,

especially minority cultures.

This thesis explores how literature affects freedom of speech based on the debates surrounding the

Danish debut book Yahya Hassan (2013). The debates on freedom of expression are a result of the

books theme, which contains an explicit critique and description of a hypocritical Muslim underclass.

The explicit criticism of religious practice has led to a number of death threats against Yahya Hassan

from radical Muslims. The threats culminated when a young radical Muslim attacked Yahya Hassan on

November 18th 2013 in Copenhagen Central Station. The attack instigated a broad debate on freedom

of speech, and with his collection of poems and Islam-critical statements Yahya Hassan became part of

a polarized culture war in which poetry became policy.

The debates surrounding Yahya Hassan are rooted in the controversies following the Muhammad

cartoons. Yahya Hassan has nuanced the debate, because this time the Islam-criticism comes from an

insider who is also an artist. This leads to debates about whether one should distinguish artistic

freedom of speech from normal freedom of speech, and it questions whether we have a fundamental

freedom of speech or a pragmatic freedom of speech, which is conditioned upon the enunciation

position, and identity of the speaker exists.

I have in my analyses used Judith Butler's theory of performativity as a theoretical framework in which

I have shown that contextualization is essential to both literature and freedom of speech.

This thesis uses Yahya Hassan as a symptomatic example questioning the autonomy of literature. This is

done using theories of text and paratext, which show, that the text is no longer an arbitrary

http://en.wikipedia.org/wiki/Ayatollah

http://en.wikipedia.org/wiki/Ruhollah_Khomeini

http://en.wikipedia.org/wiki/Iran

http://en.wikipedia.org/wiki/Fatw%C4%81

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Satanic_Verses

autonomous size, but dependent on the paratext, which especially affects our reading through digital

media.

Through the analysis of Yahya Hassan I have shown how fiction moves out of its traditional frames, and

how reality moves into fiction and makes some strange interventions. It is shown how Yahya Hassan as

a literary work has intervened with society and how his media cultural performances have affected

readings and understandings of his literature and vice versa.

By using Jon Helt Haarder's theory of performativ biografisme I have also demonstrated, that the author is

resurrected in a new private aesthetic form of literature, where the literature, as we see it with Yahya

Hassan, makes use of biographical information. In the analysis I show how the traditional conventions

of literature are breaking up. What we traditionally think of as being literature is breaking down and

literature becomes open to a more context-oriented reading. The new literature will be able to interact

with reality where aesthetic actions can be performative and thus be ethical. The thesis concludes that

in the debates of Yahya Hassan, two positions within ethical communication are appearing. Based on

Onara O’Neill’s theory of ethical communication it is shown how a freedom of speech-discourse,

where they fight for the right of free self-expression, and freedom for democracy and the arts is

apparent. Opposite is the tolerance-discourse, where a context-oriented, committed ethical

communication is advocated. O’Neill’s point is that an ethical communication can be legitimized by

utterances based on obligations rather than rights.

Finally this thesis gives an historical perspective where it analyses the reception of Herman Bangs novel

Haabløse Slægter (1880) and Broby-Johansens Blod (1922). Through this, I show how discourses within

literature have moved throughout the years. Haabløse Slægter was prohibited and prosecuted for telling

an obscene tale, and this shows the contemporary society’s intolerance of the immoral discourse.

Furthermore it seemed that a part of the prohibition and indignation directed against the novel was due

to Bangs use and references of known personalities in the novel, and last but not least a lot of critics

read the novel as a latent homosexual story. Finally Broby-Johansens Blod, was also banned for

immorality and pornography, though the book was far from sexually elated. The collection of poetry is

interesting because it was rather socially critical than pornographic, which is probably why § 184, which

was meant to protect society against obscene distributions, was used as an excuse to get an unwanted

socially critical work banned.

Both novels get a poor reception and are perceived as bad literature, and both writers’ backgrounds

seem to play a role in the reception of their books. This observation is interesting in the discussion of

literature and freedom of speech, where is seems like good literature has rights. The right to say more

because of the literary qualities and bad literature has obligations, and is restricted to allow for the

context. Furthermore the thesis concludes based on these three readings that the literature is not

viewed as being autonomous, but is perceived as a form of contextualised and communicated literature,

were the author is embedded in his work, and that his possibilities of expression depends on who he is.


1

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ............................................................................................................................. 2

2. Afgrænsning af emnet og metodiske overvejelser ..................................................................... 3

3. Begrebsafklaring ..................................................................................................................... 5

3.1 Ytringsfrihed og censur ..................................................................................................... 6

3.2 Social censur................................................................................................................... 10

4. Kortlægning af casen ............................................................................................................ 13

4.1 Kulturkampen 2.0 ........................................................................................................... 14

4.2 Yahya Hassan: Udgivelse og reception ............................................................................... 15

4.3. Er den praktiske ytringsfrihed truet?................................................................................ 16

4.4. Kunstnerisk ytringsfrihed og positionering ...................................................................... 19

4.5. Retsligt efterspil ............................................................................................................. 23

5. Litteraturens præmisser – subjektet og konteksten .................................................................. 26

5.1 Selvcensur og ”forkerte læsere” ....................................................................................... 26

5.2. Den ideologikritiske litteratur og kunstnerens ansvar ........................................................ 28

5.3. Litterære identitetsopfattelser .......................................................................................... 29

5.4 ”Den hvide offentlighed” og strukturel racisme ................................................................ 33

6. Forfatteren og værket – tekstens rammer ............................................................................... 36

6.1 Fortolkningsansvar – tekst og paratekst ............................................................................ 36

6.2 Biografisk irreversibilitet.................................................................................................. 41

7. Diskurser for ytringer ........................................................................................................... 46

8. Delkonklusion: Yahya Hassan ............................................................................................... 52

9. Historisk perspektivering ...................................................................................................... 52

9.1 Haabløse Slægter – latent homoseksualitet? ......................................................................... 52

9.2 Blod – censur under dække ............................................................................................... 60

9.3 Delkonklusion: Bang og Broby ........................................................................................ 67

10. Diskussion ......................................................................................................................... 69

11. Konklusion ................................................................................................................................................. 71

12. Litteraturliste .............................................................................................................................................. 75


2

1. Indledning

”Yahya Hassan taler til dansk litteratur på en måde, som jeg ikke har oplevet

før. Den sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi arbejder på. Den spørger til

vore bøger” (Llambías 2013).

Citatet stammer fra Pablo Llambías, rektor for Forfatterskolen, der i Politiken d. 6.

december 2013 skriver en kronik under overskriften ”ÅR Y” som et udsagn om Yahya

Hassans skelsættende betydning for dansk litteratur. Digtsamlingen Yahya Hassan bliver

udgivet d. 17. oktober 2013 og vækker på mange måder opsigt. Ikke bare er den skrevet af

en 18-årig indvandrerdigter, den er også, med et oplag på over 100.000 eksemplarer, den

bedst sælgende digtsamling i danmarkshistorien (Hjort 2013).

D. 12. december 2013 bringer Politiken en ny artikel med overskriften

”Ytringsfrihedsnarkomaner”. Artiklen er blot én ud af mange omhandlende ytringsfrihed,

der kommer i kølvandet på Yahya Hassans digtsamling. Digtsamlingen får ikke bare stor

betydning for dansk litteratur, den er også ophav til en vidtrækkende debat om

ytringsfrihed.

De seneste par årtier har ytringsfrihed og kunst været et omdiskuteret emne. Det er i år 25

år siden, den britisk-indiske forfatter, Salman Rushdie, fik udstedt en fatwa af den iranske

åndelige leder, Ayatollah Khomeini, for udgivelsen af sin bog De Sataniske Vers (1988).

Siden da mener flere debattører, at vi har fået en ’krænkelseskultur’, hvor den offentlige

holdning i høj grad er blevet, at det er moralsk uacceptabelt at krænke andre, især

minoritetskulturer. Grænserne for ytringsfrihed og især kritisk religionsskildring har de

sidste par år været omdiskuteret både i ind- og udland, hvor begivenheder som mordet på

den hollandske, islamkritiske filminstruktør, Theo Van Gogh, og dødstruslerne på Jyllands-

Postens Kurt Vestergaard efter de satiriske Muhammedtegninger har sat ytringsfriheden til

debat.

Hele ytringsfrihedsdiskussionen omkring Yahya Hassan kommer sig af, at digtsamlingen

rummer en eksplicit kritik og beskrivelse af en hyklerisk muslimsk underklasse. Den

udtrykkelige kritik af religionspraksissen fører blandt andet til en række dødstrusler på

Yahya Hassan fra radikale muslimer. Det hele kulminerer, da Yahya Hassan d. 18.

november 2013 bliver overfaldet på Københavns Hovedbanegård af en ung radikal muslim

(Koefoed 2013). Overfaldet sætter for alvor gang i en debat om ytringsfrihed, og Yahya


3

Hassan bliver med sin digtsamling og islamkritiske udtalelser en del af en polariseret

kulturkamp, hvor poesi er blevet til politik. Debatterne har siden hen udspillet sig bredt

omkring den unge digter. Tematisk har de også forgrenet sig, og nogle gange er det blevet

glemt, hvor hele debatten udspringer fra, nemlig litteraturen. Yahya Hassan bliver ikke kun

et litterært fænomen, han bliver i lige så høj grad et kulturelt fænomen båret frem af

medierne.

Debatten omkring Yahya Hassan bliver med andre ord også en diskurskamp, hvor diskurs

forstås som sammenblandingen af sprog og magt, hvor sprog anskues i en social praksis,

som fx Fairclough definerer det inden for den kritiske diskursanalyse (Fairclough 1989: 22).

Debatterne bliver således en diskurskamp om, hvad man må sige, hvem der må sige det, og

hvordan det må siges. I debatterne bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om der findes en

kunstnerisk ytringsfrihed, der er større end den almindelige ytringsfrihed?

Overstående leder frem til følgende problemformulering: Med udgangspunkt i Yahya

Hassan vil jeg undersøge litteraturens rolle i debatten om ytringsfrihed.

2. Afgrænsning af emnet og metodiske overvejelser

I min opgave vil det primære fokus være på Yahya Hassan og på den aktuelle debat, som

digtsamlingen og forfatteren har skabt omkring ytringsfrihed og restriktioner, litteratur og

udsigelsesniveau. Jeg vil undersøge substansen af og karakterisere de debatter, der har været

omkring ytringsfrihed i receptionen af digtsamlingen og i forlængelse heraf vise, hvordan

digtsamlingen er med til at udstille ytringsfrihedens kompleksitet, og diskutere, om - og

hvordan - litteratur har nogen indflydelse på ytringsfriheden. Jeg vil i den forbindelse ikke

foretage en udfoldet analyse af digtsamlingen, men i stedet se på receptionen af

digtsamlingen samt digtsamlingens formelle og tematiske karakteristika for at undersøge

dens rolle i ytringsfrihedsdebatterne.

Inden mit analyseobjekt kortlægges, redegør jeg for, hvordan den juridiske ytringsfrihed

defineres, og ligeledes redegør jeg for dens juridiske restriktioner. Jeg beskriver her de

vigtigste paragraffer i forhold til debatten omkring Yahya Hassan og hans digtsamling, dvs.

racisme- og blasfemiparagrafferne. Derudover redegør jeg for andre væsentlige paragraffer,

der er relevante i forhold til de litterære eksempler, jeg undervejs inddrager for at

eksemplificere, hvordan litteraturen tidligere har udstillet gråzoner inden for den juridiske


4

ramme. Udover de juridiske censurparagraffer vil jeg desuden komme ind på en mere

implicit form for censur præsenteret ved den amerikanske filosof og identitetsteoretiker,

Judith Butler. Butlers teori om performativitet og citation som et vilkår bliver især relevant

inden for minoritetsdebatterne og for forståelsen af Yahya Hassans performance, da

teorien har fokus på sammenvævningen mellem sprog, magt og konstruktion.

I kapitlet ”Kortlægning af casen” afgrænser jeg mit analyseobjekt, ved at skildre og

analysere de debatter, der har været vedrørende ytringsfrihed og udsigelsesposition, ligesom

jeg diskuterer, om der findes en universel ytringsfrihed, eller om ytringsfriheden altid er

kontekstafhængig. Debatterne omkring Yahya Hassan og digtsamlingen er stadig aktuelle,

og der er mange facetter deri, hvilket har gjort mit analyseobjekt til en lidt uhåndgribelig

størrelse. Det har derfor været nødvendigt at skildre debatterne forholdsvis kronologisk for

at få hold på og skabe en ramme om specialets objekt. Som kortlægningen skrider frem,

bliver debatterne mere og mere polariserede, og der vil i skildringen af dem være elementer

af analyse, hvor de debatterede fronter bliver stillet op mod hinanden og diskuteret.

I kapitlet ”Litteraturens præmisser” skildrer og analyserer jeg de debatter, der kommer i

kølvandet på Yahya Hassans reception i Sverige. Her diskuterer jeg, om forfatteren har et

ansvar i forhold til den offentlighed, han skriver til.

Dernæst følger den rene analytiske del med kapitlet ”Forfatteren og værket – tekstens

rammer”, hvor jeg undersøger, hvordan Yahya Hassan som litteratur har haft mulighed for

at påvirke samfundet. Det er litteraturens rolle, der her er i fokus, og den undersøges ud fra

teorier om tekst og paratekst og ud fra lektor Jon Helt Haarders begreb om performativ

biografisme. Dertil kommer en analyse af, hvilke positioneringer der har været i debatten

omkring etisk kommunikation.

Afslutningsvist laver jeg en perspektivering med to historiske nedslag for at skildre,

hvordan litteratur og ytringsfrihed tidligere har krydset veje og for at vise, hvordan

diskurser inden for litteraturen har rykket sig med tiden. Det første nedslag vil være på

Herman Bangs Haabløse Slægter (1880), der er det tidligste af de kendte forbud mod et

litterært værk i Danmark (Lauridsen 1997). I perspektiveringen viser jeg med Haabløse

Slægter som symptomatisk eksempel datidens intolerance over for usædelighedens diskurs

og diskuterer endvidere, hvilken rolle den private diskurs med referencer til faktiske

personer har spillet for romanen og dens reception. Slutteligt inddrager jeg Broby


5

Johansens ekspressionistiske og samfundskritiske digtsamling Blod (1922), der ligeledes blev

beslaglagt for usædelighed og som i høj grad satte gang i debatten om kunstens

udfoldelsesmuligheder under censurens blik. Digtsamlingen er interessant at diskutere,

fordi den snarere var samfundskritisk end pornografisk, hvorfor § 184, der skulle beskytte

samfundet mod utugtige distributioner, formentlig blev benyttet som påskud for at få et

uønsket samfundskritisk værk beslaglagt.

Jeg har valgt at bruge de tre værker i forbindelse med hinanden, fordi de på eksemplarisk

vis repræsenterer vidt forskellige tematikker og perioder, og fordi de alle har skabt debat

om, hvad man må ytre sig om i litteraturen. Derudover er værkerne interessante, fordi de er

svære at læse uden at tage forfatternes baggrund i betragtning. Man kan i værkernes

reception ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved deres autonomibegreb og indlæse en

biografisk vinkel. Undervejs stiller jeg derfor spørgsmålstegn ved, hvilken betydning det har

haft for de tre værkers receptioner og dermed også debatten om ytringsfrihed, at Yahya

Hassan har muslimsk baggrund, Herman Bang var homoseksuel, og Broby Johansen

revolutionær kommunist.

Opmærksomheden på de tre litterære værker og forfatterskaber er af tematisk karakter,

som vedrører forholdet mellem litteratur og ytringsfrihed. Jeg har derfor i specialets værk-

og receptionsanalyser lavet selektive læsninger, der bevidst vælger ét spor og fravælger

andre. Hovedfokusset har været på debatten omkring Yahya Hassan, og med

perspektiveringen til Haabløse Slægter og Blod har jeg forsøgt at drage forbindelseslinjer og

påpege forskelle mellem det samtidige og de fortidige værker og deres respektive

kontekster. Værkerne er sat ind i en kultur- og litteraturhistorisk ramme, hvor de anskues i

forhold til de diskurser, de tematiserer og udfordrer i deres samtid.

3. Begrebsafklaring

Inden specialets analyseobjekt kortlægges, vil jeg først redegøre for, hvordan ytringsfrihed

juridisk defineres, og hvordan forskellige juridiske bestemmelser ofte kan modarbejde

hinanden inden for ytringsfrihedens rammer. Ytringsfrihed er svær at definere uden dets

modpol, censur. Derfor vil dette afsnit også redegøre for to former af censur. Den første

definition vil være af eksplicit censur defineret i lovgivningen. Den anden definition vil tage

udgangspunkt i en mere implicit censur, der er en form for normgivende censur fremsat af

Judith Butler. Begge censurbegreber vil jeg senere bruge i specialets analysedel.


6

3.1 Ytringsfrihed og censur

”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre

den.” Citatet fra oplysningstidens franske filosof, Voltaire, udtrykker ytringsfrihedens

essens (Den store danske Encyklopædi: Voltaire). Det danske samfund er grundlæggende

formet efter en grundlov, der garanterer borgernes ytringsfrihed. Ytringsfriheden er barn af

oplysningstiden og udspringer af oplysningstidens opgør med religiøse dogmer og absolutte

autoriteter, hvor friheden til at formulere og fremsætte kritik af bestående forhold er den

første forudsætning for handlefrihed (Hansen 2011: 99). Dette kapitel vil redegøre for,

hvordan ytringsfrihed juridisk defineres, og hvilke juridiske restriktioner der ligeledes findes

for ytringsfriheden.

Ytringsfriheden defineres af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som: ”at

give eller modtage meddelelser eller tanker uden indblanding fra offentlig instans” (Hansen

2011: 96). Ytringsfriheden er stadfæstet både af den danske Grundlov og af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (Hansen 2011: 97) og bliver indført i Danmark

i 1770 af Christian d. 7. under tilskyndelse af Struensee. I 1800-tallet bliver ytrings- og

trykkefriheden stadfæstet i Grundlovens § 77, hvor det fremgår, at: ”Enhver er berettiget til

på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” (Hansen

2013: 94).

Censur bliver i Magtens Tavse tjener (1991), et debatskrift om censur og ytringsfrihed,

defineret som:

Den systematiske kontrol med indholdet af givne kommunikationskanaler, nogle

eller alle medier, med midler af forfatningsmæssig, retslig, administrativ eller

finansiel karakter eller rent fysiske foranstaltninger, der tvangsindføres af den

herskende magt eller en herskende elite eller med dennes stiltiende accept. Den kan

ledsages af vold eller ej, den kan være total eller delvis, den kan inkludere

propaganda eller ej. Men den tvangsmæssige kontroludøvelses systematiske karakter

er central for afgørelsen af, om der er censur i et land ligesom karakteren af

hensigten med kontroludøvelsen er det. […] Hvor der hersker systematisk kontrol

med alle kommunikationskanaler, kan vi passende tale om ”total censur”. Hvor

kontrollen er mindre end total og udøves selektivt, kan vi tale om ”delvis” eller

”selektiv” censur. Og hvor den er lunefuld og vilkårlig kan vi kalde det en ”vilkårlig”


7

censur, der har til hensigt at skræmme og indskrænke, men ikke fuldstændig forbyde

uønskede ytringer” (Barfoed 1991: 24).

Ytringsfriheden har aldrig været tænkt som absolut. I Danmark kommer det til udtryk i

tilføjelsen i § 77, der siger, at ytringer skal ske ”under ansvar for domstolene”. Det er

tydeligt, at vi i Vesten og Danmark, hvis censur forekommer, kun har delvis eller vilkårlig

censur. Ytringsfriheden er en betydende og højst prioriteret rettighed i demokratiske lande,

men på trods af det kan denne rettighed godt komme i konflikt med andre rettigheder

eksemplificeret i de følgende lovgivninger. Det kan fx være retten til privatlivets fred og

retten til et omdømme, der ikke forringes af ondsindet eller løgnagtige udtalelser, også

kaldet injurieloven (Hansen 2011: 97). Derudover kan man også med rette tale om arven

efter tidligere censurperioder. Der er lavet love om statshemmeligheder, love om

tilskyndelse til oprør og love om blasfemi og pornografi. Lovene om statshemmeligheder

og tilskyndelse til oprør er lavet for at sikre nationens sikkerhed. Det er anerkendt i de

fleste demokratier, at regeringen har ret til en vis grad af hemmeligholdelse for nationens

bedste (Barfoed 1991: 30). Statshemmeligheder og ytringsfrihed er en højaktuel debat, efter

Edward Snowden, den amerikanske systemadministrator for efterretningstjenesten NSA i

USA, i juni 2013 lækkede oplysninger til den britiske avis The Guardian om blandt andet

USA’s masseovervågning af europæiske parlamentsmedlemmer.

Hvad blasfemi- og pornografilovgivninger angår trækker de i høj grad på spørgsmål om

traditionel moral og nedarvede normer. Usædelighed er en de største censurstridspunkter i

de vestlige lande. I 1866 blev der i straffeloven for første gang formuleret en paragraf

omhandlende sædelighedscensur, den førnævnte § 184: ”Den, som offentliggør et utugtigt

Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den som

sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentlig udstiller utugtige

Afbildninger” (Thing 1999: 25). Forbuddet mod tekstlig pornografi bliver dog afskaffet

igen i 1967 (Thing 1999: 8).

På trods af en mangeårig liberalisering af området er det stadig almindeligt accepteret, at

offentlig udstilling af seksuelle forhold skal begrænses af hensyn til borgernes ret til

privatliv, og inden for dette område bliver der især stadig taget hensyn til mindreårige

(Barfoed 1991: 31-32).

Blasfemiloven har de seneste par år også været omdiskuteret. I Danmark har vi § 140, der

gør blasfemi strafbart: "Den, der offentlig driver spot mod eller forhåner noget her i landet


8

lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudedyrkelse, straffes med bøde

eller fængsel indtil fire måneder" (www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi). Blasfemiloven skal

sikre, at man ikke krænker religiøse følelser, og det er én af de love, der ofte kommer i

karambolage med ytringsfriheden. I 2007 anbefalede Europarådet således, at lande

erstattede paragraffen om blasfemi med en lovgivning, der i stedet straffer hadefulde

angreb og opfordringer til vold, diskrimination eller forstyrrelse af den offentlige orden

(Pedersen 2007). I Danmark har vi dog beholdt blasfemiparagraffen, hvilket vil sige, at

religionsfriheden i princippet vægtes højere end ytringsfriheden.

Slutteligt inddrages racismeparagraffen, som ligeledes indskrænker ytringsfriheden med §

266b: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter

udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller

nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, national eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år” (Hansen 2011: 97).

Formålet med racismeparagraffen er at forhindre, at bestemte grupper i samfundet ikke

nedværdiges på grund af etniske eller religiøse forhold.

Ovenstående har demonstreret, at ytringsfriheden altid befinder sig i et spændingsfelt

mellem frihed og regulering, hvilket gør, at ytringsfriheden ofte er uregerlig. Litteraturens

rolle mellem disse eksplicitte reguleringer har det sidste årti spillet en interessant rolle, hvor

tendensen med at blande fiktion og virkelighed har skabt flere retslige efterspil. Der er en

lang tradition i litteraturen for at bruge virkelige personer og begivenheder og putte dem

ind i en fiktiv fortælling, som nedenstående citat af Virginia Woolf udtrykker: "Fiction is

like a spider's web, attached ever so lightly perhaps, but still attached to life at all four

corners" (Tindbæk 2011). Det er altså ikke noget nyt, at der i litteraturen er en referentiel

struktur til virkeligheden, men det er en nyere tendens, at der fx er, hvad Poul Behrendt

kalder en dobbeltkontrakt, der refererer til, at et værk sagtens kan være fiktion, men samtidig

indeholde elementer, der peger på en konkret virkelighed bag fiktionen (Behrendt 2006: 59-

61). Blandt romaner, der de seneste par år har skrevet sig ind i gråzonen mellem virkelighed

og fiktion, kan blandt andre nævnes: Jørgen Leth Det uperfekte menneske (2005), Peter Høeg

De måske egnede (2006), Knud Romer Den som blinker er bange for døden (2006), Karl Ove

Knausgård Min Kamp, bind 1-6 (2009-2011) og Das Beckwerk Suverænen (2008). Listen over

disse hybridværker, der har fået betegnelsen autofiktion, er lang, men fokus vil nu kort være

på Suverænen, som er skrevet af ét af Claus Beck Nielsens mange aliasser, Das Beckwerk.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi


9

Denne roman er nemlig et kontroversielt eksempel på, hvordan litteraturen kan

demonstrere en kollision mellem to juridiske rettigheder. I marts 2009 anlagde

performancekunstneren, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, en injuriesag mod Gyldendal

samt Das Beckwerk personificeret i afdøde Claus Beck Nielsen1. Omdrejningspunktet for

retssagen var Suverænen, som Das Beckwerk udgav på Gyldendal i 2008. Suverænen blev

lanceret som en roman, men dele af bogen omhandler Thomas Skade-Rasmussen Strøbech,

med hvem Das Beckwerk tidligere havde arbejdet tæt sammen med under flere

performancekunstprojekter (Geist 2009).

Skade-Rasmussen følte, at sagsøgte med romanens udgivelse gjorde sig skyldige i krænkelse

af privatlivets fred, idet de havde offentliggjort følsomme og private oplysninger om blandt

andet Skade-Rasmussens familieforhold og økonomiske dispositioner (Teilmann-Lock og

Rosenmeier 2011: 124). Derudover bliver han også i romanen tilskrevet en moralsk

anfægtelig, racediskriminerende adfærd, ligesom sagsøgte havde offentliggjort billeder af

Skade-Rasmussen på bogomslaget og på plakater uden Skade-Rasmussens tilladelse (Geist

2009).

Sagen var kontroversiel i og med omdrejningspunktet i retssagen var en roman. Hvad

vægtede højst? Hensynet til privatlivets fred eller den kunstneriske frihed? Inden retssagen

fandtes der ingen præcedens for, hvor langt en forfatter måtte gå i beskrivelsen af virkelige

personer i fiktionsværker, og derfor havde den også principiel karakter. Det skulle afgøres,

om de sagsøgte havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

art 8., som siger, at ”enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin

korrespondance”. Ligeledes var straffelovens § 264d i spil, der forbyder uberettiget

videregivelse af ”meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold”, hvilket

sagsøger mente, sagsøgte havde forbrudt sig imod (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011:

124). Helge Bille Nielsen og Gyldendal påberåbte sig på den anden side deres kunstneriske

ytringsfrihed, som står beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art 10:

”Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller

tanker”. Væsentligt i denne bestemmelse er dog et ’men’, hvor den kunstneriske

ytringsfrihed ifølge art 10, stk. 2. kan begrænses for ”at beskytte andres gode navn og rygte

eller rettigheder” (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011: 124). Det var altså disse

1 Claus Bech Nielsen erklærede sig selv for død i 2001, og under retssagen kaldte han sig for Helge Bille Nielsen (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011: 124), hvilket han også her vil blive benævnt fremover.


10

rettigheder, der var i spil, og som blev afprøvet imod hinanden med udgivelsen af

Suverænen.

Sagen faldt ud til Gyldendal og Helge Bille Nielsens fordel. Strøbech-Rasmussen fik ikke

medhold i sin anklage, hvilket demonstrerede, at hensynet til den kunstneriske frihed går

forud for privatlivets fred (Nielsen 2011). Dette litterære identitetstyveri er et eksempel på

en litterær debat om juridiske reguleringer, der historisk har sat grænsen for, hvor langt den

kunstneriske ytringsfrihed må gå. Skildringen af Suverænen-retssagen viser, at man principielt

må skrive om alt inden for romangenrens rammer.2

3.2 Social censur

I det forrige afsnit er der redegjort for de juridiske og eksplicitte reguleringer af

ytringsfriheden. Der findes dog også implicitte reguleringer af ytringer, som ikke er

juridiske bestemte, men forankret i normer, hvilket Judith Butler tematiserer i Excitable

Speech – A politics of the performative (1997). Butlers teori om implicit censur og performativitet

bliver væsentlig i forståelsen af positioneringerne i Yahya Hassan-debatten.

Inden vi ser på Butlers censurbegreb, vil jeg først give en generel introduktion til Butler og

hendes teori om køn og performativ identitet, da dette er essentielt for en forståelse af

Butler overordnet.

Generelt mener Butler, at performativitet er et uundgåeligt vilkår i menneskets sociale

eksistens. Individer er altid begrænset af sociale normer, men samtidig også aktive

forhandlere af disse normer. Butlers performative identitetsteorier er i høj grad bygget op

på køn, hvor hovedessensen er, at køn ikke er noget, man ”er”, men noget man ”gør”.

Kønsidentiteten er således ikke en betinget autentisk identitetskerne. Køn skabes gennem

individets performative kønscitering og konstitueres over tid ved bestandigt at gentage

handlinger og citationer, der accepteres eller sanktioneres af samfundets og kulturens

regulerende praksis (Zeuthen 2008: 47-48). Butlers teorier om identitetsforhandling går

dog ud over og er mere generelle end kønsproblematikken. Køn, kønsidentitet og

subjektivitet kan nemlig ikke adskilles i Butlers optik om performativitetsteorien, hvor

individet først får eksistens som subjekt, når det genkendes som et socialt accepteret køn

2 Afgørelsen vidner måske mere om en ontologisk og generisk utilstrækkelighed i romanbegrebet, hvor

fiktion ikke kan karakteriseres som det modsatte af virkelighed, men det er en anden diskussion.


11

(Zeuthen 2008: 49). Vigtigt er det dog for Butler at understrege, at selvom kønsidentitet og

subjektivitet ikke er bestemt og betinget af en indre identitetskerne, men af den gentagne

performative kønscitering, så er det ikke frivilligt, om individet vil deltage i den

performative proces (Zeuthen 2008: 48).

I Excitable Speech – A politics of the performative diskuterer Butler den engelske sprogfilosof J.L.

Austins begreb om “performative ytringer” som han præsenterede i 1962 i How to do things

with words. Her argumenterer Austin for, at sproglige ytringer, der gør noget ved verden, er

’sproghandlinger’ og ikke blot deskriptive eller konstaterende ytringer. Butler laver en

revurdering af Austins teori om performative sproghandlinger og siger, at det er sproget og

diskurserne, der ”gør” subjektet og ikke, som ifølge Austin, subjektet, der frit kan ”gøre”

noget med sproget. Set ud fra Butlers diskurs er subjektet således i sin kommunikation nødt

til at tage højde for den kulturelle norm, der præger den sociale kontekst (Zeuthen 2008:

58). Så selvom subjektet og kønnet i Butlers forståelse er dynamiske størrelser, er de ikke

uden bindinger, men tværtimod betinget af de kulturelle diskurser og de eksisterende

normer og magtforhold, der ellers kan vælge at censurere subjektet.

Om censur skriver Butler, at censur ofte er rettet mod en person eller vedkommendes tales3

indhold. Men hvis man i stedet anser censur som en måde at producere sin tale på, hvor

man i forkøbet tager stilling til, hvad der vil være acceptabel kommunikation, så kan en tale

ikke udelukkende forstås ud fra juridiske restriktioner (Butler 1997: 128). Konventionelt set

er censur rettet mod offensiv tale. Censur er altså noget, der forekommer, efter talen i

offentligheden er blevet opfattet som offensiv eller upassende. Hvis man i stedet ser på

censur i det perspektiv, at censur producerer talen, ligger censuren allerede i den

producerende proces. ”Censorship precedes the text (by which I include ’speech’ and other

cultural expressions), and is in some sense responsible for its production” (Butler 1997:

128).

At selektere talens indhold er forfatteren givet vis ansvarlig for. Butler argumenterer dog

for, at forfatteren ikke skaber de regler, han eller hun selekterer ud fra. ”Those rules that

govern the intelligibility of speech are ’decided’ prior to any individual decision” (Butler

1997: 129). Disse regler, der regulerer vores talehandlinger, inden vi offentliggør dem,

kalder Butler for implicit censur. Butler definerer den implicitte censur som ”implicit

3 Ved tale menes både mundtlig tale og skriftlig tale.


12

operations of power that rule out in unspoken ways what will remain unspeakable. In such

cases, no explicit regulation is needed in which to articulate this constraint.” (Butler 1997:

130). Den implicitte censur er, ifølge Butler, meget mere effektiv end den eksplicitte censur,

fordi folk ofte ikke er sig bevidste om den implicitte censur. Den fungerer som en social

uskreven regel, og derfor er den svær at stille spørgsmålstegn ved. Den eksplicitte censur

derimod er mere tydelig og dermed også sårbar, fordi modtageren hele tiden kan betvivle

autoritetens ret (Butler 1997: 130).

Butler mener, at vi har en række normalitetsforestillinger i samfundet, der er dannet af en

række eksplicitte og implicitte normer, som individet skal performe indenfor for at skabe

identitet. Dette gøres ved at citere allerede etablerede subjektpositioner (Butler 1997: 133).

Subjektets talehandlinger er også en del af subjektets performativitet, som nedenstående

citat viser:

Censorship is a productive form of power. It is not merely privative, but formative

as well. I propose that censorship seeks to produce subjects according to explicit

and implicit norms, and that the production of the subject has everything to do with

the regulation of speech. The subject’s production takes place not only through the

regulation of the subject’s speech, but through the regulation of the social domain

of speakable discourse. […] To become a subject means to be subjected to a set of

implicit and explicit norms that govern the kind of speech that will legible as the

speech of a subject (Butler 1997: 133).

Butler argumenterer her for, at der er en form for social censur, der skaber social

eksklusion, hvis man ikke agerer inden for de allerede etablerede matricer omkring

identitetsdiskurser og normalitetsforestillinger. Der er altså censur på spil, i alt hvad vi siger

og gør. Butler mener, at mange individer og grupper problematiseres, fordi de er på kant

med den implicitte sociale censur, men siger samtidig også, at man gennem performativitet

og citation af de etablerede matricer og positioner kan skabe social forandring.

Identitetsforestillinger skal citeres for at blive opretholdt. Individet er altså determineret af

det socialt kontekstuelle, men individet bliver samtidig magtudøvende ved at være et objekt

for social magt. Det sker gennem perfomativitetens dobbelte vilkår (Butler 1997: 145-147).

By understanding the false or wrong invocations as reiterations, we see how the

form of social institutions undergoes change and alteration and how an invocation


13

that has no prior legitimacy can have the effect of challenging exiting forms of

legitimacy, breaking open the possibility of future form (Butler 1997: 147).

Butler eksemplificerer dette ved Rosa Parks. Rosa Parks var en sort kvinde, der under

Apartheidstyret i Sydafrika nægtede at afgive sin plads i en bus til en hvid mand, sådan som

regler ellers foreskrev det. Hændelsen med Rosa Parks førte slutteligt til en lovændring.

Parks er et godt eksempel på et individ, der skabte social ændring ved at performe op imod

de gældende normalitetsforestillinger (Butler 1997: 147).

Et andet eksempel er ’hate speech’, som forfatter til bogen Hate Speech – Fra hadetale til

hadesyn, Rune Engelbrect Larsen, definerer som: ”den magtfuldes negative generalisering,

stereotypisering og stigmatisering af afmægtige grupper” (Engelbrecht Larsen 2013). Butler

mener, at social forandring også kan skabes ved at svare igen på hate speech: ”The word

that wounds becomes an instrument of resistance in the redeployment that destroys the

prior territory of its operation” (Butler 1997: 163).

Ændringen foregår igen gennem performativitetens dobbelte vilkår, hvor subjektet først

skal agere inden for de sociale forestillinger og samtidig påvirke disse gennem citationen

ved at tage brændemærkningen på sig: ”Insurrectionary speech becomes the necessary

response to injurious language, a risk taken in response to being put at risk, a repetition in

language that forces change” (Butler 1997: 163). Man kan altså, ved at svare igen på hate

speech, ved at gentage eller citere og performe ind i den diskurs, der problematiserer

afvigere, ændre diskursen.

Butlers teori om citationen som et almenmenneskeligt vilkår, hvor vi alle er et produkt af

vores kontekst, er væsentlig i en debat om minoritetslitteratur. Butler er derfor central i

forståelsen af debatterne, der har været omkring position, litteratur og identitet, og hendes

teori vil blive inddraget løbende i specialet.

4. Kortlægning af casen

“Yahya Hassan is perhaps not as interesting as a work of literature as it is as a game of

social reactions” (Norđdahl 2014: 120).

Som det anførte citat indikerer, har debatterne omkring Yahya Hassan i højere grad

centreret sig omkring reaktionerne som følger på digtsamlingen, end den har været på selve

litteraturen. Debatten om Yahya Hassan er aktuel, vidtrækkende og fortløbende, mens

dette speciale skrives. Det vil sige, at skildringen aldrig vil være fuldendt med specialet. I


14

dette kapitel vil der blive redegjort for udgivelsen og receptionen af Yahya Hassan. Herefter

følger en redegørelse af udvalgte debatter og fora, der har relevans for diskussionen

omkring digtsamlingen og ytringsfrihed, hvilket vil blive specialets primære analyseobjekt.

4.1 Kulturkampen 2.0

Debatten omkring Yahya Hassan har rødder i den debat, der følger, da Jyllands-Posten d. 30.

september 2005 vælger at trykke 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed ledsaget af

en artikel om ytringsfrihed og censur. Muhammedtegningernes formål var ifølge Jyllands-

Postens chefredaktør, Carsten Juste ikke at provokere, men at undersøge omfanget af

selvcensur blandt danske tegnere. Det var kommet frem, at forfatter Kaare Bluitgen ikke

kunne finde en tegner, der ville lægge navn til en børnebog om Profeten Muhammed af

frygt for konsekvenserne. De 40 medlemmer i Danske Bladtegners Forening blev

kontaktet. 12 ønskede at deltage (JP 2008: ”Chefredaktør afhørt for første gang”).

Muhammedtegningerne får vidtrækkende konsekvenser for Jyllands-Posten og for Danmark.

De leder til en diplomatisk krise mellem Danmark og flere arabiske lande. Danske varer

bliver boykottet, ambassader raseret og danske flag brændt af. Som følge af tegningerne

bliver Jyllands-Postens kontorer i Aarhus og København i 2006 udsat for bombetrusler og må

evakueres. Ligeledes lægger Det Islamiske Trossamfund i oktober 2006 sag an mod Carsten

Juste og Jyllands-Postens daværende kulturredaktør, Flemming Rose. De bliver dog begge

frikendt. I 2008 afværger man et drabsforsøg på tegneren, Kurt Westergaard, der er

ophavsmand til den mest omdiskuterede Muhammedtegning. Kurt Westergaard lever i dag

stadig under fuld politibeskyttelse (www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne).

Muhammedtegningerne sætter for alvor gang i debatten om ytringsfriheden, provokationer,

retmæssige udtalelser og god offentlig tone. Det er denne debat, polemikken omkring

Yahya Hassan igen har pustet liv i og nuanceret. Yahya Hassan har med sin digtsamling og

udtalelser facetteret debatten, fordi kritikken af de praktiserende muslimer denne gang

kommer fra en insider, som også er kunstner. Diskussionen om Muhammedkrisen og

Yahya Hassan minder et godt stykke hen ad vejen om hinanden, men er langt fra ens.

Muhammedtegningerne var en demonstration af ytringsfrihed, hvorimod Yahya Hassan har

skrevet en overvejende selvbiografisk digtsamling. Debatterne har altså forskellige

udgangspunkter. I debatten om Yahya Hassan bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved, om

man kan tillade sig at sige mere, når man har en bestemt position? Er der forskel på

http://www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne


15

almindelig ytringsfrihed og poetisk ytringsfrihed? Og hvornår er grove udtalelser udtryk for

hetz og stigmatisering, og hvornår er de berettiget?

4.2 Yahya Hassan: Udgivelse og reception

Dette afsnit vil kortlægge de debatter, der opstår ved receptionen af digtsamlingen, som

omhandler ytringsfrihed og udsigelsesniveau.

Allerede inden digtsamlingens udgivelse d. 17. oktober 2013 har Yahya Hassan vakt opsigt.

Det litterære Danmark havde i mange år efterlyst en litterær indvandrerstemme, og derfor

var der allerede inden bogens udgivelse store forventninger til fænomenet Yahya Hassan.

Hans historie og hans rejse fra Gellerup til Gyldendal får megen spalteplads i medierne,

selvom Hassan er opvokset i Trillegården. D. 5. oktober 2013 giver han et interview i

Politiken med overskriften: ”Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation”.

Artiklen bliver den mest delte artikel på de sociale medier i Politikens historie (Brovall og

Olesen 2013).

To dage efter d. 7. oktober interviewer Martin Krasnik Yahya Hassan i Deadline, hvor

Yahya Hassan også læser op af digtet LANGDIGT. Digtet bliver lagt på Deadlines

Facebookside en time inden udsendelsen, og allerede inden udsendelsens begyndelse er

utallige vrede kommentarer knyttet til digtet (Deadline d. 8. oktober 2013). Efter

udsendelsen modtager Yahya Hassan 27 dødstrusler på Facebook, hvoraf seks af dem er så

alvorlige, at politiet efterforsker dem (Brovall og Olesen 2013).

I den efterfølgende uge er der stor rift om digteren, og han stiller op til interviews i alle

landsdækkende dagblade samt diverse lokalmedier, TV 2, Radio24syv og DR.

D. 13. oktober 2013 bringer aviserne de første anmeldelser af Yahya Hassan, og det er et

stort set enigt anmelderkorps, der giver digtsamlingen fem stjerner. ”Det er muligt, at

ordene lider under Yahyas voldsomme behandling, men i så fald er det lidelse af den

glødende, produktive slags, hvor det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke

vidste, det kunne”, skriver Politikens litteraturanmelder, Lilian Munk Rösing (Brovall og

Olesen 2013).

D. 17. oktober 2013 udkommer debutantdigtsamlingen i et opslag på 1600 eksemplarer.

Digtsamlingen, der nærmest kan betegnes som en punktroman, er hele vejen igennem

skrevet med versaler, og tematisk handler den om Yahya Hassans barndom og ungdom,


16

om familiært og institutionelt svigt og overgreb, om tilståelser af alskens kriminalitet og om

et opgør med en skinhellighed i en hyklerisk muslimsk underklasse. Sidst, men ikke mindst,

er den et anklageskrift mod autoriteter. Et opgør og had vendt mod faderen, pædagogerne,

socialrådgiverne og Allah.

Der er rift om bogen, der som skildret allerede inden dens udgivelse har vakt stor

opmærksomhed, og så tidligt som dagen efter udgivelsen melder flere boghandlere om

udsolgt af digtsamlingen (Brovall og Olesen 2013).

Herefter går det for alvor stærkt for den unge debutant. Fænomenet Yahya Hassan er på

alles læber, og med hans provokerende og kontante udmeldinger får han stor

mediebevågenhed.

D. 6. november er fænomenet nået til USA, hvor USA’s største avis, Wall Street Journal,

bringer et interview med ham på avisens netversion. Et par dage efter bliver det også

offentliggjort, at hans digtsamling skal oversættes til engelsk (Brovall og Olesen 2013).

D. 8. november vinder Yahya Hassan Debutantprisen på Bogforum. Det litterære

Danmark hylder den unge digter, mens hans eget bagland føler sig svigtet og frustreret over

hans udtalelser. Yahya Hassan modtager flere og flere trusler fra radikale muslimer. Der

bliver gjort alvor af truslerne, da Yahya Hassan som nævnt indledningsvis d. 18. november

2013 bliver overfaldet på Københavns Hovedbanegård af en tidligere terrordømt muslim.

Yahya Hassan kommer efterfølgende under konstant politibeskyttelse af PET (Høyrup og

Dreehsen 2013).

Yahya Hassan og hans digtsamling er, som ovenstående skildring viser, på alle måder

opsigtsvækkende, og hans litteratur og udtalelser har givet anledning til store diskussioner

især på de sociale medier, hvor kun en lille del af debatten når til de traditionelle medier.

Politiken bliver toneangivende i debatten og bliver med Yahya Hassan også reduceret til en

entydig størrelse, ’Politiken-segmentet’.

4.3. Er den praktiske ytringsfrihed truet?

Politiken forfægtede under Muhammedkrisen det synspunkt, at Muhammedtegningerne var

unødvendige provokationer, og at drabsforsøg på islamkritikere var kritisable, men ikke en

trussel for ytringsfriheden. Senere hen har avisen også fordømt kulturpersonligheder såsom

islamkritikeren, Lars Hedegaard (Villemoes 2014). Politiken mente, at vold og trusler imod


17

islamkritikere var frastødende, men ikke et problem for ytringsfriheden. Tonen i debatten

var vigtigere at diskutere. Den holdning blev sammen med blandt andet tolv danske

forfatteres kendetegnende for en strømning i tiden, hvormed avisen, som tidligere nævnt,

blev betegnet Politiken-segmentet. Politiken-segmentet stod for, at ytringsfriheden skulle

bruges under ansvar (Villemoes 2014).

Ville man tegne Muhammed, skulle man huske at tænke på de forhutlede muslimer.

Ville man tage kokke-datteren, skulle man overveje sin alder og kolonihistoriens

tunge arv først. Lighed frem for frihed (Villemoes 2014).

Politiken-segmentets verdensbillede bliver med Yahya Hassan udfordret. 13 dage efter

overfaldet på den unge digter skriver Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg i et essay

følgende:

Det, der længe havde været en diskuteret påstand, fremstår nu som et offentligt

faktum: Den juridiske ytringsfrihed er ikke udfordret af trusler om vold. Grænserne

for den forhandles på forskellige niveauer med argumenter og rettigheder. Den

praktiske ytringsfrihed er derimod truet, når alle forventer, at offentlig kritik af

radikal islam kan føre til trusler og attentater. Så er momenter i den offentlige debat

terroriseret. Det er ikke længere en pointe fra den ene side over for den anden side,

det er en præmis for den offentlige diskussion (Villemoes 2014).

Med fænomenet Yahya Hassan argumenterer Lykkeberg nu for, at den praktiske

ytringsfrihed er truet, og Politiken markerer dermed en holdningsændring i forhold til

debatten omkring Muhammedtegningerne.

D. 21. november 2013 bliver et foredragsarrangement med Yahya Hassan på Vollsmose

Bibliotek aflyst, da politiet vurderer, at man ikke kan garantere for Hassans sikkerhed.

Hassan selv kalder det en falliterklæring for ytringsfriheden:

Det er fint nok at læse op for det fine segment og høste klapsalver i pressen på

Politiken. Men der, hvor der sker noget, er jo, når jeg kommer ud i de miljøer, jeg

selv kommer fra, og taler til de folk, jeg egentlig skriver om i mine digte (Brovall og

Olesen 2013).

Arrangementet flyttes i stedet til H. C. Andersen Skolen i Vollsmose og afholdes d. 26.

november 2013 under massiv politibeskyttelse. Skarpskytter, hundepatruljer, flyveforbud,


18

metaldetektorer, politiafspærring og videoovervågning bliver taget i brug, for at Yahya

Hassan kan få lov til at ytre sig. Arrangementet får massiv mediedækning, og ytringsfrihed

er på alles læber.

Med udgangspunkt i sagen om Yahya Hassan bliver ytringsfriheden d. 25. november

debatteret i Deadline, hvor tidligere chefredaktør for Dagbladet Information, George Metz,

ansvarshavende chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard, professor og debattør Frederik

Stjernfelt og forfatter Thomas Boberg er samlet for at diskutere den aktuelle sag. Her

bakker Bo Lidegaard Rune Lykkeberg op og siger, at ”Ytringsfriheden som institution er

ikke truet” (Deadline 2013: 17:13), men at den praktiske ytringsfrihed er under pres. George

Metz stemmer i og siger, at ytringsfriheden aldrig har været tænkt som absolut og pointerer,

at denne diskussion handler om, om man i visse situationer skal pålægge sig selv tavshed

for sit eget bedste. George Metz argumenterer for, at budskaber vil kunne fremføres med

meget større effekt, hvis man i udtalelsen tager bestik af situationen og moderer sine

udsagn derefter. Det er altså ikke kun ytringernes indhold, der er relevant i denne

diskussion, men også rammesætningen. Thomas Boberg anfægter George Metz’ synspunkt

og siger, at man som digter ikke først kan vurdere situationen for derefter at moderere sin

digtning. ”Digtning handler om at sige sandheden” (Deadline 2013: 20:29), mener Boberg.

”Som digter kan man ikke lægge bånd på sig selv. Som digter har man nogle æstetiske

overvejelser, formodentligt.” (Deadline 2013: 20:52). Debatten i Deadline skildrer det litterære

paradoks. Har forfatteren også etiske overvejelser ud over de æstetiske?

Allerede tidligt i debatten er ytringsfrihed det, der fylder mest. Søren Willemoes skriver i

Weekendavisen d. 22. november 2013 under overskriften ”En væltet totempæl”, at

ytringsfrihedsdebatten med Yahya Hassan har skabt nye positioner. Ordet ytringsfrihed var

i nullerne den store totempæl, som hele kulturkampen ifølge Willemoes dansede rundt om.

Hvordan man positionerede sig i forhold til begreber som ytringsfrihed, selvcensur og den

gode tone havde indforståede symbolske følgevirkninger og var afgørende for ens syn på

politik, kultur og samfund. I nullerne var det lettere at debattere om ytringsfriheden, fordi

dens ofre og forsvarere primært var folk på højrefløjen. Men nu er det en ung, talentfuld

digter med muslimsk baggrund, der er et offer for ytringsfriheden, hvilket ifølge Willemoes

gør debatten langt mere nuanceret og gør, at alle - også venstrefløjen- stiller spørgsmålstegn

ved, om ytringsfriheden er truet på det praktiske plan (Villemoes 2013).


19

4.4. Kunstnerisk ytringsfrihed og positionering

Ideen om ytringsfriheden som en væltet totempæl videreføres også i dette afsnit, hvor

positionering og udsigelsesniveau diskuteres i forhold til ytringsfriheden. 12 danske

forfattere, der anfægtede, at den kritiske tone mod muslimske medborgere under

Muhammedkrisen var uacceptabelt melder sig atter ind i kulturkampen, denne gang for at

bakke op om Yahya Hassans kritiske diskurs. Det afgørende i denne debat bliver identitet

og det kunstneriske aspekt.

Det er ikke noget nyt, at litteratur skaber debat. Den moderne litteratur i Danmark

begynder under George Brandes’ devise om, at litteraturen skal ”sætte problemer under

debat”, hvilket bliver startskuddet til Det moderne gennembrud. I litteraturen kommer der

nu et realismekrav. Litteraturen skal forholde sig til problemer i samfundet, fremstille dem

og debattere dem. På George Brandes’ foranledning sætter forfattere problemer til debat i

kritisk og debatterende litteratur, hvorved de demonstrerer litteraturens potentiale som

politisk, kritisk og debatskabende ressource. Skønlitteraturen har det potentiale, at den kan

skildre problemstillinger i et suggestivt sprog, og den kan indlejre kritik og problemstillinger

i (måske) fiktive universer og narrative forløb, hvilket har folkeliggjort og effektiviseret

budskabet i den offentlige og mere folkelige bevidsthed.

Mange personer og instanser forholder sig til problemstillinger i samfundet og debatterer

dem. Det interessante i dette kapitel er, hvordan litteraturen og forfatteren differentierer sig

fra andre debattører?

I en kronik i Information d. 22. november 2010 kommer forfatter Carsten Jensen med sit

bud på, hvad det er, der stiller litteraturen og forfattere i en unik position:

Det kan siges på flere måder. Men lad mig sige det med ét ord: frihed. Forfatterne er

frie som ingen andre […] Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end

kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd. Nej, vi er ikke

magthavere, og det er netop derfor vi er frie, fordi magt betyder bundethed, og jo

mere magt, jo mere bundethed. Der findes noget, der er større end al denne

selvfremhævende, prangende magtudøvelse, større end popularitetens svøbe, større

end meningsmålingernes gustne overlæg. Det er ordet, når det udveksles mellem

mennesker. Så opstår der noget imellem os, som er større end magtens og de

hævdvundne sandheders banaliteter, og det er frihed: læsningens upåfaldende kunst,

mødet mellem litteraturen og dens meddigtende, medtænkende, medfølende


20

modtagere. […] Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et

mediebillede, der bliver stadig mere styret og konformt (Jensen 2010).

Jensen slår med sin kronik et slag for den poetiske ytringsfrihed og i det hele taget friheden,

som ifølge ham er helt unik for forfatteren. Er man en magtinstans, er man bundet og har

begrænset frihed, påstår Carsten Jensen. Besidder man en magtposition, er man underlagt

en form for censur. Det er i bund og grund den samme problemstilling, H. C. Andersen

skildrer I Kejserens nye klæder. Embedsmændene tør ikke ytre sig om realiteten, nemlig det, at

kejseren er nøgen af frygt for at miste deres job. Andersen viser her den erkendelse, man

kunne kalde ”Jamen…!” Som barnet i eventyret er gode forfattere også gode til at komme

med denne ”Jamen”-oplevelse. Barnet er ligesom forfatterne. De har hverken magtposition

eller noget socialt at miste ved at sige sandheden. Barnet og forfatterne er uden selvcensur

(Barfoed 1991: 278).

Carsten Jensens synspunkt er interessant, og det lægger sig i forlængelse af det synspunkt,

han og elleve af hans forfatterkollegaer kommer med, da de i 2005 som tidligere nævnt

melder sig ind i debatten om Muhammedtegningerne. Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny

Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg,

Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen og Per Schultz Jørgensen skriver

d. 15. december 2005 en kronik i Politiken under overskriften ”Det er på tide, vi siger fra”

(Thorsen og Brovall 2013). De tolv forfattere står i artiklen bag et samlet opråb om, at

tonen i den offentlige debat omkring etniske minoriteter er blevet for hård:

I de senere år er der foregået en åbenlys diskriminering af det etniske mindretal i

Danmark både i sprogbrug og i lovgivning […] Vores medborgere med muslimsk

kultur- og trosbaggrund - mange af dem danske statsborgere som vi selv og mange

højtuddannede og velintegrerede - bliver over én kam udsat for forhånelser af deres

religion og kultur, nedværdigende og diskriminerende omtale og usande kollektive

generaliseringer (Brøgger mf. 2005).

Forfatternes opråb får støtte fra andre forfattere, blandt andet Janne Teller, der i et

kulturessay i Information i begyndelsen af 2006 også kritiserer den spottende og intolerante

tone, indvandrerdebatten har fået. Forfatternes opråb er et væsentligt partsindlæg i den

ophedede debat om Muhammedkrisen, og om hvor langt man kan og skal gå i

ytringsfrihedens navn.


21

De samme forfattere melder sig igen på banen, da Yahya Hassan udkommer med sin

digtsamling og kritik af et religiøst hykleri. Diskussionen omkring Yahya Hassan bliver nu

en diskussion om forskelsbehandling og udsigelsesniveau. Hvem der har ret til at ytre sig,

bunder i høj grad i forskellig etnisk herkomst, religiøs baggrund og position i samfundet.

Derudover spiller den æstetiske kvalitet også en rolle.

Et ofte citeret og diskuteret citat i debatten er nedenstående uddrag:

”MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD/ OG PÅ HANS ALLE

MULIG UDUELIG DISCIPLE” (Hassan 2013: 153). Citatet er fra Yahya Hassans

digtsamling, der hurtigt blev karakteriseret som mere kritisk end Salman Rushdies De

Sataniske Vers (Thorsen og Brovall 2013). Med Yahya Hassans position som

førstehåndsvidne bliver der flyttet rundt på fronterne i den gamle kulturkamp. De tolv

forfattere bakker nemlig op om Yahya Hassan og hans islamkritiske udtalelser, selvom

kritikken og tematikken langt hen af vejen er den samme som fx Muhammedtegningerne

og debattør Lars Hedegaard i sin tid fremlagde. Med denne ompositionering i

kulturkampen bliver der rejst spørgsmål ved, om der er en kunstnerisk ytringsfrihed over

for almindelig ytringsfrihed og ligeledes, om der findes én ytringsfrihed for danskere og en

anden for danskere med indvandrerbaggrund?

Forfatterne nuancerer debatten ved at diskutere identitet og lødig ytring. Janne Teller

argumenterer således for, hvorfor hun støtter op om Yahya Hassan, og hvordan hans

udtalelser adskiller sig fra debatten og tonen omkring Muhammedtegningerne i 2005:

Tegningerne var lavet af en avis med en magtposition, som valgte at tegne et

fjendebillede af nogle, der i forvejen var et trængt mindretal og dæmoniseret i

offentligheden. Det var lovligt, men ikke acceptabelt blandt voksne mennesker i et

civiliseret samfund. Yahya har som individ ingen magt. Det er forskellen (Kosovic

2013).

Jane Tellers argument lægger sig i forlængelse af Carstens Jensens kronik fra 2010, hvor han

netop også skelner mellem forfatternes frihed over for magtinstanser. Er man ikke en

magtinstans, kan man tillade sig at sige mere, er Tellers argument. For Teller handler det

altså lige så meget om position i samfundet, som det handler om tonen i argumentet.


22

For Thomas Boberg er det ligeledes den samfundsmæssige position, der er det afgørende

for, at det er acceptabelt, at det er Yahya Hassan, der beskriver denne ”Jamen”-oplevelse

frem for eksempelvis Lars Hedegaard. ”At Yahya selv kommer fra indvandrermiljøet, giver

større respekt, end når én bor i Gentofte og hagler ned over et mindretal” (Kosovic 2013).

Den personlige erfaring er altså også afgørende for, hvad man berettiget og velfunderet kan

udtale sig om og kritisere ifølge de tolv forfattere. Yahya Hassans digtsamling og udtalelser

kommer ifølge de tolv forfattere fra et førstehåndsvidne, hvorimod fx Jyllands-Postens

Muhammedtegninger og Lars Hedegaards udtalelser kommer fra udefrastående og

generaliserende magtinstanser. Slutteligt mener blandt andet Klaus Rifbjerg, at også den

æstetiske kvalitet spiller en rolle. Han mener, at dét, der differentierer Yahya Hassan fra for

eksempel Kurt Westergaard, er den kunstneriske karakter. ”Jeg syntes ikke, at det var særlig

frugtbart at bringe nogle ikke særlig kunstnerisk overbevisende tegninger.”(Kosovic 2013),

udtaler Rifbjerg. Denne form for argumentation med, at gode kunstnere må udtale sig mere

kritisk end dårlige kunstnere, vil blive diskuteret senere. I første omgang kan det dog

konkluderes, at en sådan skelnen bliver svær at praktisere, for hvem kan gøre sig til

dommer for, hvad der er god og dårlig kunst?

I denne debat bliver diskussionen om litteratur og dens kontekst relevant. For hvorfor må

man kun kritisere inden for egne rækker, når litteraturen har vist sig at intervenere politisk i

samfundet og dermed have betydning for samme?

De tolv forfattere holder fast i det standpunkt, at kritik skal komme indefra, et standpunkt

den tidligere nævnte debattør Frederik Stjernfelt ikke er enig i. I en kronik i Weekendavisen d.

29. november 2013 beskriver Stjernfelt under overskriften ”Pligtytringer” med dyb ironi,

hvordan store personligheder såsom Præsident Kennedy med fordel kunne have holdt

mund om Cuba og mafiaen. Præsident Lincoln kunne have ladet være med at udtale sig om

negerslaveri, og Danmark kunne godt have vist lidt høflighed over for Tyskland i 1930’erne

(Stjernfelt 2013). Der er nemlig et forhold mellem, hvad folk siger, og hvordan de bliver

behandlet. Den selvkritiske tilgang sætter Stjernfelt på spidsen med følgende citat:

Vi andre kan naturligvis ikke kritisere nazister - det må være deres egen opgave. Vi

skulle bare have ventet på, at der kom en generation af nazister, der selv kunne tage

opgøret. Så havde vi måske undgået Anden Verdenskrig. Allerede Sokrates gik rundt

og blandede sig i alting på torvet - se bare, hvordan det gik... (Stjernfelt 2013).


23

Det er med dyb ironi, at Stjernfelt fremstiller ovenstående postulat. Stjernfelts pointe er, at

det gør ondt at kritisere totalitære bevægelser, men at det ikke altid giver mening bare at

lade stå til og vente på en velfunderet selvkritik. I et debatindlæg i Politiken d. 21. november

2013 diskuterer Stjernfelt sammen med forfatter Jens-Martin Eriksen under underskriften

”Er Yahya Hassan et patetisk fjols?”, hvad der ville ske, hvis man byttede navnet Yahya

Hassan ud med Lars Hedegaard. Eksperimentet foretager Stjernfelt og Eriksen for at vise,

at de kulturradikale ikke har hold i deres udtalelser, når de bakker op om Hassans

udtalelser, men ikke Hedegaards, fordi deres udsagn stort set er de samme. Der må derfor

ifølge Stjernfelt og Eriksen være lighed for loven. Hvis ytringsfriheden gælder for Hassan,

må den også gælde for Hedegaard (Stjernfelt og Eriksen 2013). D. 30. november skriver

Information et modsvar til Stjernfelt og Eriksens debatindlæg. Modargumentet her er, at

udsigelsesposition og afsenderfunktionen har relevans for ytringer, som nedenstående citat

viser:

Tag et simpelt eksempel: Hvis nogen råber ’hey, du dér!’ til mig på gaden, så gør det

en ret stor forskel, om det er en politibetjent, eller en af mine venner, der råber det.

Jeg reagerer med rette på to vidt forskellige måder. På samme måde med Hedegaard

og Hassan (Information 2013: ”Hvad er Yahya Hassan navnet på?”).

Med Yahya Hassan er debatten blevet nuanceret til en mulig skelnen mellem almindelig

ytringsfrihed og en poetisk ytringsfrihed. Universel ytringsfrihed eller en ytringsfrihed

bundet op på identitet og udsigelsesposition. Ovenstående eksempler viser, at litteraturen

først og fremmest kan være med til at folkeliggøre et budskab, da man med den æstetiske

form kan opnå en større gennemslagskraft end ellers. Derudover viser debatten også, at

accept af ytringer i høj grad ligger i afsenderens identitet og position. Hvem skal så gøre sig

til dommer over, om der er en universel ytringsfrihed eller ej? Det skal juristerne, som

næste afsnit vil vise.

4.5. Retsligt efterspil

Digtsamlingen og Hassans udtalelser får også et retsligt efterspil. D. 29. november 2013

bliver Yahya Hassan anmeldt for overtrædelse af straffelovens § 266b, racismeparagraffen.

Det er den muslimske debattør, Mohamed Suleban, der mener, at udtalelser som

”Ghettoerne er fyldt med dumme perkere” og ”Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem

der kan begå mest socialt bedrageri”, har gjort Yahya Hassan skyldig i forhånende og


24

nedværdigende udtalelser om det muslimske mindretal i Danmark (Jensen 2013). ”Jeg

håber, at der er lighed for loven, så racismeparagraffen gælder for både Pia Kjærsgaard og

Yahya Hassan”, udtaler Mohamed Suleban (Jensen 2013). Sagen er endnu ikke blevet

afgjort.

20 dage senere bliver de juridiske bestemmelser igen sat på prøve i forbindelse med

digtsamlingen, da Yahya Hassan d. 9. december 2013 vidner i retten mod sin

overfaldsmand fra d. 18. november 2013. Overfaldsmanden havde fra morgenstunden

tilstået overfaldet, så normalt ville sagen hurtigt være blevet afgjort med en mild voldsdom.

Denne sag havde dog en ekstra principiel karakter, da politiet mente, at overfaldet var

motiveret i Yahya Hassans islamkritiske digte og udtalelser, og derfor handlede sagen også

om ytringsfrihed (Bredal 2013). Politikens reporter skriver således om retssagen:

At 18-årige Yahya Hassan og 24-årige IM skulle komme til at sidde i Københavns

Byret på hver sin side af kulturkampen, var ikke givet på forhånd. På overfladen er

der mange fællestræk i deres opvækst (Bredal 2013).

Retssagen handlede altså langt fra bare om den flækkede læbe, Yahya Hassan pådrog sig

under overfaldet. Retssagen var nu blevet en kulturkamp, hvor to mænd med

palæstinensisk baggrund ufrivilligt kom til at repræsentere de to sider i kulturkampen om

ytringsfriheden. Yahya Hassan udtalte selv i retten:

Hvis han vil overfalde mig på gaden, tager vi den derfra. Jeg er ikke bange for et

slagsmål. Jeg er ligeglad, hvad der sker med gerningsmanden. Han er ikke mit

problem, han er retssystemets problem, han er ytringsfrihedsnarkomanernes

problem (Bredal 2013).

Yahya Hassan bliver hurtigt læst ind i den danske kulturkamp, der nemlig handler om

retten til ytringsfrihed, og ”ytringsfrihedsnarkomanerne”, insisterer på at forstå Yahya

Hassan i deres logik. Yahya Hassans egen kulturkamp imod den vold, undertrykkelse,

fanatisme og falskhed, som han konfronterer sit eget miljø med, bliver hurtigt et sidespor i

kampen for ytringsfriheden.

D. 23. januar 2014 skriver formanden for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, i en

kronik i Jyllands-Posten, at det er tid til et eftersyn af racismeparagraffen, fordi den ikke


25

længere fungerer efter hensigten. Barfoed mener, at der tegner sig et mønster, hvor politisk

ukorrekte udtalelser bliver straffet fremfor egentlige racistiske udtalelser. Barfoed bygger

sin begrundelse op på sagen omkring Yahya Hassan.

Den unge digter Yahya Hassan er blevet meldt til politiet for at overtræde

racismeparagraffen ved at sige ”dumme perker” om mennesker, han er vokset op

med. Således har alene muligheden for at politianmelde potentielle kritiske røster

efter racismeparagraffen udviklet sig til et tvivlsomt våben mod netop retten til en

fordomsfri debat (Barfoed og Behnke 2014).

Den konservative formand mener, at vigtige debatter i dag kvæles i politisk korrekthed og

misforstået hensynstagen og siger, at der er brug for en lempelse af paragraffen. Udover

Yahya Hassan refererer Barfoed også til den iranskfødte kunstner, Firoozeh Bazrafkans,

der efter at hun på sin blog i 2013 skrev: ”Jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd

i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre

ihjel”(Barfoed og Behnke 2014) blev idømt fem dagsbøder á 1000 kr. i 2013. Barfoed

argumenterer for, at når man som Hassan og Bazrafkans kan blive dømt efter

racismeparagraffen § 266b for generaliserende udtalelser som disse, så er det at indskrænke

ytringsfriheden og selvkritikken, som altid har været en afgørende drivkraft for udvikling i

et demokratisk samfund. Hæmmes sådanne udsagn, hvor forkastelige de end måtte være,

kan man også skærme af for måske fortiede sandheder, mener Barfoed (Barfoed og Behnke

2014). Barfoed argumenterer derfor for, at paragraffen skal ændres, så man kun overtræder

straffeloven, hvis man opfordrer til had eller fjendtlige handlinger og forfølgelser. Ikke hvis

man er nedværdigende over for nogen (Sokoler og Vibjerg 2014). Dette lovforslag svarer til

den anbefaling, Europarådet kom med i 2007, som tidligere nævnt under kapitlet

”Ytringsfrihed og censur”, hvor paragraffen om blasfemi skulle erstattes med en

lovgivning, der straffer hadefulde angreb og opfordringer til vold. Barfoed har opfordret

den siddende regering til at gå til strafferådet for at finde en ny formulering til § 266b, så

det frie ord, ifølge Barfoed, definitivt kan blive sikret (Barfoed og Behnke 2014).

Med dette lovforslag er det ikke et spørgsmål, om litteraturen påvirker måden, vi ytrer os på.

Det gør den. Yahya Hassan er således et eksempel på, at litteratur intervenerer politisk i det

omkringliggende samfund og dermed influerer diskursen i den indvandrer- og

religionskritiske debat.


26

5. Litteraturens præmisser – subjektet og konteksten

Dette kapitel vil fortsat skildre debatter vedrørende Yahya Hassan. Det er debatter, der

opstår i kølvandet på den svensk-iranske digter Athena Farrokhszads kritiske anmeldelse i

Sverige, der starter diskussioner om forfatterens ansvar, litterære identitetsforståelser og i

forlængelse af disse identitetsforståelser også forskellige anskuelser af litteraturens ontologi.

5.1 Selvcensur og ”forkerte læsere”

Ytringsfrihed og selvcensur er fokusset, da Yahya Hassan bliver anmeldt i Sverige. Forfatter,

Athena Farrokhzad giver Hassan en kritisk anmeldelse i Aftonbladet d. 22. januar 2014 under

overskriften: ”Hans raseri hyllas av danska rasister”. Hendes anmeldelse starter en

diskussion om, hvorvidt forfatteren skal stå til ansvar for både tekst og fortolkning, og om

der findes ”forkerte læsere”.

Farrokhzad mener, at Hassan med sin digtsamling kommer til at gå Dansk Folkepartis

ærinde, og at han burde have pålagt sig selv en form for selvcensur, når det kommer til

emnet patriarkalsk vold inden for intimsfæren (Farrokhzad 2014). Farrokhzad appellerer

her til, at Hassan skulle have modereret sine digte og udtalelser efter en, hvad Butler

definerer som, implicit social censur. Hassan skulle efter Farrokhzads mening have

censureret sine digte allerede i den producerende proces, så de var tilpasset det socialt

kontekstuelle. Farrokhzad er selv forfatter og har ligeledes skrevet en selvbiografisk

digtsamling. Hun mener, at latent racisme er et større problem end patriarkalsk vold, og at

det er forfatterens ansvar, hvordan hans eller hendes bøger bliver læst, og i hvilken

dagsorden den bliver brugt. Farrokhzad lægger sig med disse udtalelser op ad Butlers teori

om, at intet er kontekstfrit:

Att hävda att allt är tillåtet i den konstnärliga frihetens namn så länge avsikten är god

är inte bara en klyscha som används för att tysta den som ogillar hur den skildras.

Det säger också något om borgerlighetens syn på litteratur som en i grunden

verkningslös njutningssyssla.

Så trots att jag tror på Hassans smärta, och trots att han säger att Danskt Folkeparti

är nazister när de använder hans bok för sina egna intressen, är han inte fri från

ansvar om den spelar dem i händerna (Farrokhzad 2014).

Et standpunkt Yahya Hassan er uenig i. Hassan er blevet læst ind i mange forskellige

dagsordener. Selv vil han ikke forholde sig til de mange dagsordener, hans forfatterskab har


27

aktualiseret i den offentlige debat. Hassan argumenterer for at holde en konsekvent

skillelinje mellem sin poesi, og hvordan folk tolker den. ”Alle har en dagsorden. Jeg er

ansvarlig for mine digte, ikke for fortolkningerne”, har han sagt utallige gange (Villemoes

2013a). Om han vil det eller ej, er Yahya Hassan dog blevet et offer for den progressive,

sekulære liberale fløj, hvilket, Farrokhzad mener, er selvforskyldt. Hun anklager Hassan for

at spille argumenter i hænderne på en indvandrerkritisk dansk højrefløj, når han lader sit

generationsopgør publicere til, hvad Farrokhzad kalder en ”hvid offentlighed”, som vil

blive styrket i sine fordomme om muslimer. Den svenske digter fortæller i artiklen, at hun

har underlagt sig selv censur, når det kommer til emnet patriarkalsk vold i hjemmet (Bruun

2014). Den implicitte censur som Butler definerer, er, som vi ser i denne debat, forskellig i

de to nabolande. Det interessante i Athena Farrokhzads udtalelser fra Aftonbladet d. 22.

januar 2014 er, at hun vælger at selvcensurere sig. Ikke på grund af truslen og frygten fra

radikale muslimer, hvilket er den begrænsende instans for ytringer, som vi hovedsagligt har

diskuteret i Danmark, men på grund af frygten for ”den hvide offentlighed”.

Farrokhzads anmeldelse i Sverige indleder en debat om indvandrerkritiske diskurser.

Sverige er kendt for deres humanistiske korrekthed. I Deadline d. 29. januar 2014 pointerer

Politikens kulturredaktør, Jes Stein Petersen, dette ved at kalde Sverige for ”Skandinaviens

moralske stormagt” og ”en humanistisk forpost”. I udsendelsen d. 29. januar 2014

debatterer Ekspressens kulturredaktør, Karin Olsson, og Jes Stein Petersen den kritiske

modtagelse af Yahya Hassan i Sverige. Under debatten bliver det klart, at svenskerne

omtaler indvandrere ud fra en helt anden diskurs, end danskerne gør. I debatten mellem

Karin Olsson og Jes Stein Petersen bliver der stillet skarpt på, hvordan man kan tillade sig

at omtale etniske minoriteter. Karin Olsson kritiserer den danske omgangstone for at være

grov og generaliserende. Hun ønsker en specifikation af, hvilke muslimer der snakkes om,

og hun mener, at man ikke kan generalisere muslimer, som debatten omkring Yahya

Hassan gør. Netop den hårde og direkte omgangsform kan være én af grundene til den

fejlslagne integration, som hele digtsamlingen i stor grad handler om, mener Olsson. Jes

Stein Petersen mener derimod, at svenskerne omtaler muslimer på en håndsky måde, og at

de i realiteten ikke tør tale om virkeligheden og de problemer, der er. Konsekvenserne

heraf er, at de i sidste ende kommer til at sælge ud af vigtigt arvegods, mener Stein

Petersen. Debatten belyser altså, at vi i Danmark omtaler indvandrere efter helt andre

diskurser, end de gør det i Sverige.


28

Farrokhzads anmeldelse er interessant på flere punkter, og som vi kan se af ovenstående

afsnit, er hendes anmeldelse anledning til en række debatter om såvel omgangstone som

forfatterens ansvar. Hendes anmeldelse er især interessevækkende, fordi den rejser vigtige

spørgsmål, der handler om den politiske kontekst, som intet kunstværk kan ignorere.

Hvilket ansvar har kunstneren for kunstens effekter? Dette spørgsmål diskuteres i det

følgende afsnit.

5.2. Den ideologikritiske litteratur og kunstnerens ansvar

Jeg synes, det er farligt at sige, at kunsten er noget andet end det politiske eller det

ideologiske. For når du siger det, så ophøjer du lidt kunstneren til et individ, der er

fritaget for de normale rammer, ethvert menneske er sat i. [...] Så er du også i færd

med at sige, at kunstneren ikke står til ansvar for det, han selv sender ud til os. [...]

Det er at reducere kunstneren til en person, der er ansvarsløs (Lyngsø og Bundgaard

2014).

Citatet er ikke om Yahya Hassan, selvom det kunne minde om nogle af Athena

Farrokhzads udtalelser. Det er derimod sognepræst og samfundsdebattør, Sørine

Gotfredsen, der udtaler sig om Lars von Triers Nymphomaniac i Deadline d. 8. februar 2014. I

en samtale med digter Søren Ulrik Thomsen argumenterer Gotfredsen for, at Nymphomaniac

er et kunstnerisk svigt, fordi Trier går Satans ærinde, i og med ”han svælger i ondskab og

ødelæggelse” (Deadline 2014a: 23:20) og ikke har gjort plads til ’det gode’ i sin film. I en

kronik i Politiken d. 25. januar 2014 skriver Gotfredsen ligeledes, at Trier er ved at

undergrave sin betydning som værdifuld kunstner, fordi han har en udtalt pagt med det

dæmoniske. Søren Ulrik Thomsen kritiserer i Deadline Gotfredsens læsning, fordi hun læser

den som et stykke ideologikritik, hvor værket skal repræsentere en ideologisk udvej i form

af det gode (Deadline 2014a: 26:53). Søren Ulrik Thomsen argumenterer derimod for, at det

er vigtigt at skelne imellem politik, etik og kunst, hvor kunstens rolle ikke er at formidle

politiske og etiske budskaber. Det ville ifølge Søren Ulrik Thomsen eliminere kunsten

(Deadline 2014a: 28:30).

Debatten omkring Nymphomaniac bliver her inddraget, fordi den i høj grad minder om

Hassan-Farrokhzad debatten. Gotfredsen beskylder Lars von Trier for at gå Satans ærinde.

Farrokhzad beskylder Hassan for at gå rascisternes ærinde. De to kvinder er begge

modstandere af den uregerlige kunst, der nægter at tjene et formål, som i de to tilfælde er

henholdsvis kristendommen og antiracismen. Både Farrokhzad og Gotfredsen tillægger


29

kunsten et ideologikritisk synspunkt, hvor kunsten skal underlægge sig en ideologisk eller

politisk dagsorden, hvor det ikke kun er værket, der er i fokus, men lige så meget hvis

interesse det tjener. Hvorimod Thomsen, og som vi senere skal se litteraturanmelder ved

Weekendavisen, Lars Bukdahl, er fortaler for kunstens autonomi. Det er nogle mærkværdige

alliancer, der bliver skabt i denne litterære debat. Gotfredsen, der repræsenterer højrefløjen,

er på samme hold som den venstreorienterede Farrokhzad, og ligeledes danner Bukdahl og

Thomsen en alliance, hvor de argumenterer for det samme autonome litteratursyn.

Debatten er interessant i forhold til Carsten Jensen, som blev citeret under afsnittet

”Ytringsfrihed og positionering”. Her bliver Carsten Jensen blandt andet citeret for denne

udtalelse: ”Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et mediebillede, der bliver

stadig mere styret og konformt.” Drages Jensens kommentar ind i denne debat, kommer

hans udtalelse til at fremstå som ikke fyldestgørende. Hele debatten omkring Yahya Hassan

og Farrokhzad har nemlig centreret sig om kunstnerens manglende friheder og om en

litteratur, der bliver stadig mere og mere styret og influeret af mediebilledet. Jensens citat er

dog stadig væsentligt til endnu engang at demonstrere, at man ikke kan fornægte

afsenderrollens betydning.

Debatten om Nymphomaniac er blevet inddraget i dette speciale for at eksemplificere, hvor

komplekse positioneringerne i problemstillingen om kunstnerens ansvar er og for at

nuancere spørgsmålet om kunstnerens ansvar, der hermed kobles sammen med en

ideologikritisk læsning. Netop det, at man ikke deler Gotfredsens interesserede læsning og

forståelse af Nymphomaniac, og at Thomsen i denne debat fremstår som den sympatiske

debattør, der siger, at en skelnen mellem politik og etik overfor æstetik og kunst er essentiel

for hele kunstforståelsen. I denne debat om Nymphomaniac synes den autonome læsning

altså at være på sin plads, hvilket er med til at belyse Yahya Hassan-debattens kompleksitet.

5.3. Litterære identitetsopfattelser

Debatten omkring Yahya Hassan skaber, som forrige afsnit viser, en debat om litteraturen,

dens præmisser og udsigelsesvilkår, især set i lyset af hvordan litteratur politisk bør

interagere med samfundet. Dette afsnit vil tage udgangspunkt i debatten affødt af Athena

Farrokhzads anmeldelse i Sverige og centralisere sig om hendes forfattersyn. Farrokhzad

argumenterer for, at forfatteren har et ansvar ikke kun for sine tekster, men også for

læsningerne af dem. Ifølge Farrokhzad skulle Yahya Hassan have taget højde for, at han

skrev til en implicit læser i form af ”en hvid offentlighed”. I kølvandet på den udmeldelse


30

begynder en række forfattere og litteraturanmeldere at diskutere forfatterens ansvar for

deres bøgers offentlige liv, herunder også subjekt- og identitetsopfattelser. Lars Bukdahl

melder sig ind i debatten, da han bliver harm over Farrokhzads udmeldelse om at lade sig

intimidere og censurere, fordi man skriver ind i en offentlighed, der kan have sine egne

dagsordener. Bukdahl har det svært ved ”pludselig at være en læser, der er forkert i forhold

til en bog.” (Deadline 2014).

I forbindelse med ”hvidhedsdebatten”, som debatten bliver døbt i kølvandet på

Farrokhzads anmeldelse, giver Bukdahl udtryk for to følgende litterære positioner på sin

blog, Blogdahl: ’Identitetskarnevalisme’, som han er tilhænger af, og som han mener, Yahya

Hassan praktiserer, og ’identitetsfundamentalisme’ som han opponerer imod, og som han

mener, Farrokhzad praktiserer:

Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-

hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke

deler denne identitet, er ude af stand til at kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en

identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påpeges og leges med

alskens og alles og alle egne identiteter (inkl. –oh gru – de racistiske koder for disse,

mildt ex: langdigtets perkerdansk) (Bukdahl 2014: ”Sorte, homoseksuelle, kvindelige

Lars says”).

Bukdahls begrebsdefinition bygger på, at man med identitetskarnevalisme frivilligt kan lege

med sin identitet og forholde sig til forskellige identiteter med en ironisk distance, hvilket

ifølge Bukdahl er, hvad Yahya Hassan gør, når han fx i det før citerede ”LANGDIGT”

sprogligt imiterer, hvad man ville betegne som ’perkerdansk’.

MIG JEG ER PERKER / MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER

/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT / OG HVIS DU BLIVER

VED / MED OG SNAK OM SPINAT / SÅ DIG DU FÅR EN PROBLEM

(Hassan 2013: 142).

Citatet er et eksempel på, hvordan Yahya Hassan leger med sin identitet som kunster og

som ghettodreng. Hassan spiller her på begge identiteter ved brug af ordet ’idiom’.

Kunstneren Hassan er bevidst om ordets betydning som et sprogligt udtryk, men det er

digtets positionerede stemme ”perker-Hassan” ikke, hvilket skaber den legende og

ironiserende distance til begge identiteter, som nedenstående citat også understøtter:


31

DEN ENE DAG / JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER /

MIG JEG SKRIVER MAIL TIL LARS SKINNEBACH / TIL PABLO

LLAMBIAS TIL SIMON PASTERNAK / DEN NÆSTE JEG ER SIGTET FOT

BILTYVERI (Hassan 2013: 135).

Identitetskarnevalisme står i modsætning til identitetsfundamentalisme, hvor man insisterer

på sin identitet. Bukdahl mener ikke kun, at Yahya Hassan benytter sig af

identitetskarnevalisme. Også andre danske forfattere såsom Asta Olivia Nordenhof,

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad tilføjer Bukdahl til sin forståelse af begrebet

(Glaffey og Langvad 2014).

I et åbent brev i Information d. 21. februar 2014 skriver forfatterne Kristina Nya Glaffey og

Maja Lee Langvad, der henholdsvis er lesbisk og koreansk adopteret, under overskriften

”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en

del af din hverdag”, hvor de opponerer mod begge Bukdahls begreber. De afviser Bukdahls

postulat om identitetskarnevalisme og postmodernistisk leg, som han mener, det er muligt

for forfatteren at indtage. Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad mener ikke, det er

sjov og leg, når digtere tematiserer deres særidentiteter, men nærmere et udtryk for et

vidnesbyrd om undertrykkelse af minoriteter af etnisk, social og seksuel karakter (Glaffey

og Langvad 2014). Om ordet identitetsfundamentalisme skriver de to kvindelige forfattere

følgende:

Når du [Lars Bukdahl] beskylder dem, du kalder for identitetsfundamentalister for at

have race på hjernen, så vil vi mene, at det er samfundet og dermed os alle, dig selv

inklusiv, du burde beskylde for at have race på hjernen. Det er ikke kun den, der

skriver om f.eks. racisme, der har race på hjernen, men også den, der tolker bøger

om brunhed som udtryk for en identitetskarnevalisme (Glaffey og Langvad 2014).

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad finder begrebet ’fundamentalisme’ misvisende

for en solidaritet med undertrykte særidentiteter, som Bukdahl definerer det.

Fløjene er nu ridset op. Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad kæmper den liberale,

seriøse kamp for minoritets- og særidentitetsrettigheder. De påstår, at Bukdahls tankegang

om identitetskarnevalisme lægger sig op af en nyliberalistisk forestilling om en

postmoderne, ironisk leg med identiteter som et frit valg af sociale identiteter, der bare er

noget, man kan til- og fravælge sig. Glaffey og Langvad mener derimod, i forlængelse med


32

Butler, at man som individ altid er født med nogle grundvilkår, som man er tvunget til at

forholde sig til, og derfor bifalder de ikke Bukdahls karnevalistiske begrebsramme (Glaffey

og Langvad 2014).

I Deadline-udsendelsen d. 8. marts 2014 debatterer Kristina Nya Glaffey og Lars Bukdahl de

to forskellige litterære positioner. Bukdahl som hvid, heteroseksuel middelklassemand

argumenterer for, at identiteter er en udskiftelig størrelse. Kristina Nya Glaffey mener

derimod ikke, at man som minoritet kan fraskrive sig sin identitet og vælge til og fra, som

det passer en. Der er nogle samfundsmæssige omstændigheder, man som minoritet er

tvunget til at forholde sig til, udtaler Kristina Nya Glaffey i Deadline-udsendelsen (Deadline

2014: 20:01). Glaffey og Langvad mener, at minoriteter er tvunget til at være særligt

opmærksomme på deres identitet. Det er ikke så overraskende. Det overraskende ved

denne debat er, at majoriteten også bliver bedt om at være opmærksom på minoriteternes

identitet, da Glaffey og Langvad mener, at dette er et vilkår ved litteraturen, man ikke bare

kan se bort fra. D. 26. januar 2014 skriver Bukdahl følgende på sin blog for at demonstrere

det, efter hans mening, absurde i eksklusionen af nogle læsere ud fra en fast

identitetsforståelse:

Det er kun brilleaber, der må kalde brilleaber for brilleaber – jeg fik briller som 5-

årig og ustandseligt kaldte andre børn mig brilleabe, og det var ikke altid det virkede

at jeg sagde: Det er mig, der har brillerne, men det er dig, der er aben, derfor kalder

jeg mig nu stolt for brilleabe og proklamerer, at alt det jeg skriver og har skrevet,

kun kan og må læses og forstå af andre, der bærer briller og dermed er brilleaber,

som er noget, vi som sagt kun må kalde os selv og hinanden, brilleaberne (Bukdahl

2014: ”Må kun læses af brilleaber”).

Den litterære identitetsdiskussion er interessant i forhold til Butlers teori om sprog, magt

og identitet, som synes at være hele forståelsesrammen for de to uforenelige positioner.

Bukdahl mener, at subjektet frit kan lege og handle med sproget, hvorimod Glaffey og

Langvad mener, at det som i Butlers optik ikke er muligt at anskue en performativ ytring

uden at skulle forholde sig til kulturens diskursive normer omkring seksualitet, magt, køn

og subjektivitet. Butlers performativitetsteori giver i denne debat et godt greb til at afdække

den funderede anderledes subjekt- og identitetsopfattelse som ses i flere af

postmodernismens selviscenesættende værker.


33

Den før citerede litteraturkritiker ved Politiken, Lillian Munk Rösing, melder sig også ind i

debatten. Hun mener ikke, at vejen frem for en fælles litterær positionering eller forståelse

er, at vi identificerer os med én identitet, men at vejen frem nærmere er disidentifikation

(Rösing 2014). Lillian Munk Rösing mener, at hvad Bukdahl kalder karnevalisme, kan

minde om det begreb, feminismen har betegnet ’maskerade’. Inden for feminismen dækker

begrebet over, når kvinden under patriarket klædte sig ud og vekslede mellem forskellige

roller fx fra luder til Madonna. Med denne vekslen kunne hun skabe skred i faste identiteter

og kritisk og distanceret udstille roller. Denne form for maskerade skal ikke som i Bukdahls

optik forstås som en ironisk postmoderne identitetsleg ud fra en liberalistisk forestilling om

det frie valg, men snarere ses som en ’mimetisk kritik’, som en måde at udstille og ændre

faste normer og kategorier indefra på (Rösing 2014). Rösings maskeradebegreb minder om

Judith Butlers teori om citation under performativitetens dobbelte vilkår, som jeg senere vil

vende tilbage til.

5.4 ”Den hvide offentlighed” og strukturel racisme

D. 5. februar 2014 skriver adoptionsforskeren Lene Myong på Modkraft et forsvar for

Athena Farrokhzad, hvis kritiske anmeldelse og påstand om racisme som tidligere nævnt

bliver kritisk modtaget i Danmark af ”den hvide offentlighed”. ”Den hvide offentlighed”

kommer til orde med toneangivende forfattere og litteraturkritikere såsom Lars Bukdahl,

Jes Stein Pedersen, Robert Zola Christensen, Thomas Boberg og Simon Pasternak. De

litteratursagkyndige forholder sig kritiske til Farrokhzad og skaber en ophedet debat om

validiteten af hendes udsagn, hvor hun beskyldes for at være selvcensurerende og

patroniserende (Myong 2014), som nedenstående citat fra Lars Bukdahls blog

eksemplificerer:

Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og

inderligt, meget fokuseret på den (mest idiotiske del af den) hvide

publikumsmajoritet og meget lidt fokuseret på den ikke-hvide minoritet, som godt

kunne bruge en intens og ærlig inside-skildring af patriarkat og vold at spejle sig

splintret i (Bukdahl 2014: ”Swedish non-white girl”).

Også Thomas Boberg argumenterer imod en censureret og modereret læsning alt efter,

hvilken kontekst og offentlighed, den udgives i:

Hvilken digtning vil vi så få, hvis vi skal til at tænke på den måde, i forhold til en

eller anden (hypotetisk) reception? Hvid eller brun? Jeg tror, det er en blindgyde. Jeg


34

tror stadig på, at den digteriske frihed er det stærkeste kort i den samtale eller

konflikt (Bukdahl 2014: ”Swedish non-white girl”).

Myong vælger som en af de få ikke at fokusere på Farrokhzads budskab om selvcensur,

men vælger i stedet at fokusere på ”den hvide offentligheds” modtagelse af Farrokhzads

anmeldelse.

Yahya Hassans digtsamling er ifølge Myong blevet set og fremhævet som et opgør med

patriarkalske normer og dobbeltmoral i den muslimske underklasse, mens Farrokhzads

vidnesbyrd er knap så entydigt. I hendes anmeldelse vedkender hun den patriarkalske vold

blandt muslimer, men hun udpeger også en skandinavisk racisme, hvis holdninger

internaliserer minoriteternes. Denne konfrontation med en strukturel racisme i

Skandinavien er, hvad ”den hvide offentlighed” i lige så høj grad har reageret på (Myong

2014). Udover det bakker Myong også op om Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads

kritik af Bukdahls indentitetsfundamentalismebegreb og vender betegnelsen mod den hvide

majoritet:

For mig er spørgsmålet ikke hvem der er identitetsfundamentalist, men hvilke kroppe

og identiteter, der påkalder sig en sådan betegnelse. Mens den danske offentligheds

mange afvisninger af Farrokhzad aldrig vil blive fortolket som et udtryk for (hvid)

identitetsfundamentalisme, så viser debatten på foruroligende vis, at det forholder

sig omvendt, når man taler fra en ikke-hvid minoritetsposition (Myong 2014).

Fundamentalismen gælder således kun som en identitetsopfattelse for minoriteten, selvom

tankegangen ifølge minoriteterne selv også gør sig gældende for den hvide majoritet. Ifølge

Myong vidner modtagelsen af Farrokhzads anmeldelse om, at det også er et vidnesbyrd om

skandinavisk racisme og hvid dominans, ”hvor racismen er naturliggjort” (Myong 2014).

Denne dominans tillægges på ingen måde samme opmærksomhed og forståelse som det

minoritetsvidnesbyrd, der handler om patriarkask vold i den muslimske underklasse

(Myong 2014).

Under overskriften ”Er det danske samfund strukturelt racistisk?” melder lektor Peer

Bundgaard og forfatter Niels Lyngsø sig med en kronik i Politiken d. 23. februar 2014 også

ind i debatten. I artiklen argumenterer de for, at debatten omkring Hassan og Farrokhzad

er vigtig og principiel. De hæfter sig ved Myong og Farrokhzads beskrivelser og postulater

vedrørende den hvide offentlighed, hvor racismen ifølge de to er henholdsvis ’naturliggjort’


35

og ’strukturel’. Det er stærke postulater, som Bundgaard og Lyngsø tager afstand fra.

Myong og Farrokhzads udmeldinger er dog interessante i forhold til Butlers teori om

implicit social censur. Bundgaard og Lyngsø hæfter sig ved de stærke begreber ’strukturel’

og ’naturliggjort’, der indikerer, at racismen ikke er et forbigående, vagt fænomen, men en

væsensegenskab i det skandinaviske samfund. Racismen er som bekendt ikke en juridisk

forpligtelse, det er noget uskrevent. En uskreven norm, der ifølge Myong og Farrokhzad

ligger i samfundet, som kan ekskludere minoriteterne. En norm, hvis autoritet er svær at

stille spørgsmålstegn ved, netop fordi den er uskreven. Derved minder den om, hvad

Butler kalder social censur. Det er en alvorlig anklage, som Bundgaard og Lyngsø

opponerer imod. Racismen er ikke en del af vores samfundsindretning. Racisme findes

uden tvivl, men den er ifølge Bundgaard og Lyngsø langt fra strukturel og naturliggjort,

hvilket først og fremmest ses ved det faktum, at racisme er forbudt ved lov og socialt

uacceptabelt i de fleste kredse (Lyngsø 2014).

I spørgsmålet vedrørende, hvornår det er legitimt at kritisere fx patriarkalsk vold, religiøs

dobbeltmoral og uhæderlig social adfærd er svaret ifølge Peer Bundgaard og Niels Lyngsø

indlysende. Kritikken er legitim, når den er velbegrundet og beror på fakta (Lyngsø og

Bundgaard 2014). Men for Myong og Farrokhzad kan kritik ifølge Bundgaard og Lyngsø

ikke legitimeres ud fra det kriterium udelukkende, om det er velbegrundet og faktuelt eller

ej. For Myong og Farrokhzad afhænger legitimeringen af yderligere to forhold: Den sociale,

etniske og kulturelle herkomst hos den, der fremsætter kritikken, og den kontekst, kritikken

fremsættes i (Lyngsø og Bundgaard 2014). Det første forhold legitimerer Hassans kritik af

den muslimske underklasse, da han selv stammer fra dette miljø. Det andet forhold, som er

kernen i Farrokhzads argumentation, er konteksten.

Den, der med skyklapper på anfægter urimelige forhold på et lokalt niveau (som

Hassan), kan sagtens på et højere niveau være den overordnede ’strukturelle

racismes nyttige idiot. Han burde altså have færdiggjort opgøret med andre og værre

urimeligheder, f.eks. ’det racistiske samfund’, før han gik i gang med at fortælle sin

historie (Lyngsø og Bundgaard 2014).

Bundgaard og Lyngsø er ikke enige i disse præmisser for legitimeringen af en kritik. De

mener, at præmisserne er et udtryk for, hvad der kan betegnes som et ad-hominem-argument,

der betyder, at man symbolsk går efter manden (den, der udtrykker sig) i stedet for at gå


36

efter bolden (det, der siges) (Lyngsø og Bundgaard 2014). Udsagns gyldighed og ytringers

accept kommer altså også i denne diskussion til at afhænge af, hvem man er.

Diskussionen om forskellige litterære identitetsopfattelser er vigtig i undersøgelsen af

litteraturens rolle i forhold til ytringsfrihed, fordi de divergerende opfattelser også har

forskellige litteraturforståelser. Bukdahl argumenterer med begrebet identitetskarnevalisme

for, at det er muligt at skabe kunst uden at skulle medtænke den kønsmæssige,

sociokulturelle og etniske sammenhæng, da denne ikke er af en vedvarende karakter.

Myong, Farrokhzad, Glaffey og Langvad, der alle repræsenterer en form for minoritet,

mener derimod, at man som minoritet ikke kan skabe kunst uden at insistere på sin

identitet. Debatten er et udtryk for to forskellige subjekt- og identitetsforståelser i et

moderne liberalistisk-demokratisk samfund. Bukdahl, Bundgaard og Lyngsø argumenterer

for en rationalistisk opfattelse af subjektet som autonomt over for Myong, Farrokhzad,

Glaffey og Langvad, der plæderer for en mere kontekstafhængig identitetsopfattelse, der i

langt højere grad er affektiv og kropslig (Kjerkegaard 2014: 2). Dette får betydning i

spørgsmålet om forfatterens ansvar for sine tekster, som nedenstående afsnit vil

demonstrere.

6. Forfatteren og værket – tekstens rammer

Debatten har vist, at Yahya Hassan som kunstværk ikke kan siges at stå uden for den

politiske kontekst. På trods af digtsamlingens æstetiske kvalitet er det i langt højere grad

digtsamlingens etiske potentiale, der er blevet debatteret. Det stiller spørgsmålstegn ved

kunstnerens ansvar for kunstens effekter. I dette kapitel vil litteraturens ontologi

bestemmes ud fra begreberne tekst og paratekst, og det bliver diskuteret, hvilket ansvar den

mere kontekstorienterede litteratur efterlader forfatteren med.

6.1 Fortolkningsansvar – tekst og paratekst

Som skildret i de forrige afsnit har de forskellige identitets- og subjektopfattelser også

forskellige, noget nær uforenelige, forståelser for kunsten, herunder litteraturens rolle i

samfundet. Bukdahl ser ingen umiddelbar sammenhæng imellem subjektet, dets identitet og

litteraturen, og kunsten er ifølge ham kontekstuafhængig. På sin blog d. 13. februar 2014,

hvor Bukdahl i debatten omkring ”Generation Etik”, skriver om Asta Olivia Nordenhof,

citerer han forlægger, Rolf Spare Johannesen, hvis litteratursyn understøtter Bukdahls:


37

En forfatter er en, der har skrevet en tekst og givet den fra sig, i modsætning til ”at

sige noget”, hvor man prøver at komme med et udsagn, man kan stå ved? Og hvis

litteratur er ”noget” man siger, åbner det op for moraliserende læsninger &

persondyrkelse, som underminerer litteraturens potentiale (Bukdahl 2014: ”Rolf

genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre grundigt!”).

Litteraturen er jævnfør ovenstående citat en helt anden kommunikationsform end

almindelig kommunikation. Bukdahl bliver med sit standpunkt om litteraturens

egenrådighed også en fortaler for litteraturens autonomi. Som begreb var

autonomidoktrinen dominerende under den nykritiske orientering, der i 1960 bliver

præsenteret i Danmark i Den ny Kritik af Johan Fjord Jensen (Lützen 2002: 12-17).

Nykritikken gør op med den historiske, nationale og biografiske læsning. Det autonome

tekstbegreb bliver i stedet introduceret, og det er nu teksten og evnen til at nærlæse, der er i

fokus. Dermed rummer den autonome nærlæsning også demokratisk potentiale, da

læsernes forskellige forudsætninger og litterære forforståelse (såvel som identitetsmæssige

forskelligheder) ugyldiggøres (Lützen 2002: 12-17). Med denne opfattelse er litteraturen

først kunst, når det har løsrevet sig fra forfatteren og har sine egne intentioner (Kjerkegaard

2014: 5). Når forfatteren som i Yahya Hassans tilfælde efter Bukdahls synspunkt har en

karnevalistisk tilgang til sin identitet, er litteraturen helt automatisk løsrevet fra forfatteren.

En biografisk læsning og kobling er hermed ikke mulig, da den litterære identitet ikke er en

konstant.

Denne opfattelse er tydeligvis modstridende med Farrokhzads holdning, hvor forfatteren

har et medansvar for sin tekst, som følgende citat viser:

Men jag tror också att texter kan ha en effekt i världen som inte nödvändigtvis

behöver vara avhängig en agenda. Särskilt inte i en medialiserad tid när hypertexten

– till exempel en intervju vars utformning författaren inte kontrollerar – ofta blir lika

betydelsebärande som texten (Farrokhzad 2014).

Her berører Farrokhzad en gennemgående tendens i tiden, hvor tekst og værk smelter

sammen. Farrokzad argumenterer for et opgør med litteraturens autonomitanke, ligesom

Glaffey, Langvad og Myong argumenterer for, at opfattelsen af subjektet som autonomt

også er utilstrækkelig. Ifølge dem skal individet også forstås og ses ud fra dets kontekst.

Farrokzads pointe er, at intet litterært værk kan isoleres fra dets kontekst, her paratekst og

hypertekst, og hendes tankegang giver mening for et værk som Yahya Hassan.


38

I den forbindelse er det i første omgang væsentligt at definere, hvad der menes med

begreberne tekst og paratekst. Paratekster er traditionelt set blevet anskuet som supplement

til teksten (Stanitzek 2005: 27). Frankfurterskolens Theodor Adorno refererede til litteratur

som tekst, og hans kollega Dolf Sternberger definerede den ligeledes ved at lade den

betegne en universel generisk term som det produkt, forfattere producerer. Forfatterne

skriver således ikke digte, noveller eller historier, de skriver tekster (Stanitzek 2005: 27).

Disse opfattelser om det afgrænsede tekstbegreb er i dag historie. Under kulturelle studier

arbejdes der nu med et udvidet tekstbegreb, hvor kulturel virkelighed også anses som en

tekst. Det vil sige, at man også bruger begrebet medietekster i flæng om fx interviews,

nyhedsudsendelser osv. Der kommer dermed en samtidig skelnen og ikke-skelnen mellem

kultur som tekst og litterær tekst som kulturelt element (Stanitzek 2005: 28). En af

løsningerne på denne begrebslige forvirring er begrebet paratekst introduceret af den

franske litteraturteoretiker, Gerard Genette (1930). Begrebet paratekst er brugbart til at

bestemme, hvilken form for tekstlig enhed man arbejder med (Stanitzek 2005: 28).

Genette definerer en tekst som: “more or less long sequence of verbal statements that are

more or less endowed with significance” (Genette 1997: 1). Parateksten definerer han som

alt dét, der omslutter teksten:

Paratexts, on the other hand, are the “verbal or other productions”—such as the

author’s name, title (possibly including an indication of the genre), preface,

dedication, epigraphs, illustrations, book design in the broadest sense, interviews,

commentaries, and so on—that frame the text in the manner depicted above, give it

its “external” contours (Stanitzek 2005: 30).

Den tyske litteraturprofessor, Georg Stanitzek, problematiserer imidlertid Genettes skarpe

skelnen mellem paratekst og tekst. Han mener, at en tekst aldrig er paratekstfri, og derfor er

skellet umuligt at lave. Den rene tekst findes ifølge Stanitzek ikke (Stanitzek 2005: 30). Fx

vil fodnoter under Genettes definition være en del af parateksten, men ofte er fodnoter en

integreret del af tekstens diskurs. Et godt eksempel på en sådan brug af paratekster er

Svend Åge Madsens Levemåder (2004). Her bruger Madsen fodnoter som paratekster, der

ligner rigtige henvisninger. Blandt andet på side 238, hvor han i en fodnote skriver: ”Bogen


39

der er tale om er Marianne Kainsdatter: Engleskyts. (Alvid.)”. Fodnoten refererer således til

en roman4 og bliver dermed en del af den interne kontur.

Pointen med denne begrebsdefinition er at vise, hvordan den litterære tekstforståelse også

er blevet mere og mere kontekstorienteret. Farrokhzad refererer til hyperteksten, der skal

forstås som, at teksten skal ses i et netværk, den hele tiden er referentiel til. Parateksten

bliver, som Farrokhzad argumenterer for, i Hassans eksempel en naturlig del af værket,

hvilket hele diskussionen omkring Yahya Hassan også har vist. Ved digtsamlingen

bemærker man som noget af det første, at forfatter og digtsamling hedder det samme,

hvilket indikerer, at værket er meget mere end selve bogen. Hassan har fra starten sagt, at

digtsamlingen er selvbiografisk: ”Yahya Hassan bekräftar att boken är han, han är boken,

det finns inget autofiktionsskydd mellan uppväxt och hans skildring av den” (Åsbrink

2014). Med sådanne udtalelser bliver det svært at skelne mellem teksten og parateksten.

Parateksten spiller ofte en lige så stor rolle som selve teksten, som vi har set det i Hassans

tilfælde, og derfor giver en skarp skelnen mellem tekst og paratekst ikke mening.

Spørgsmålet er, om ikke en sådan skelnen også ville give en dårligere læsning? Hassan digte

er uden tvivl af høj kvalitet, og de ville sagtens have kunnet stå alene uden parateksten, men

det er under Hassans oplæsning, at værket fungerer bedst. Her fornemmer man for alvor

digtenes energi og vrede under den forunderlige blanding af den århusianske dialekt og den

islamiske messen, som oplæsningen rytmisk imiterer.

Hvis vi kort vender tilbage til titlen, synes der at ligge noget strategisk i sammenfaldet

mellem forfatterens navn og titlen. Genette skriver følgende om titlens egenskab:

The title is directed at many more people than the text, people who by one route or

another receive it and transmit it and thereby have a hand in circulating it. For the

text is an object to be read, the title (like, moreover, the name of the author) is an

object to be circulated – or, if you prefer, a subject of conversation (Genette 1997:

75).

Det har nemlig været titel og forfatterens navn (og forfatteren), der har været objekt for

samtale og debat, og det har været dette objekt, der er nået ud til det brede publikum frem

for den læste tekst. Titlen har ifølge Genette to funktioner. En tematisk, som ”in any way at

all indicate the ”subject matter” of the text” (Genette 1997: 78) og en rhematisk, hvis

4 Marianne Kainsdatter er et pseudonym for Svend Åge Madsen og Bendte Ingerlise Madsen, der i 2002 udgav bogen Engleskyts.


40

”purpose is to announce the genre status deciden on for the work of the title” (Genette

1997: 94). Titlen Yahya Hassan kan både læses tematisk og rhematisk. Læser man titlen

tematisk, indikerer den, at den handler om Yahya Hassan, som fx Niels Lyhne handlede om

Niels Lyhne. Læses titlen derimod rhematisk, kunne det indikere en selvbiografi. Vi ved

dog fra titlens undertitel, at formen er digte. Sammenfaldet mellem navn og titel er alligevel

en pointe, der indikerer, at værket er manden og omvendt. Det selvbiografiske understreges

og nedtones på samme tid. Derudover fungerer navnet som en slags programforklaring.

Det er fremmedartet og mystisk, og den symbolske værdi betegner Yahya Hassan selv i

digtet RULLESTOLEN:

HVIS NAVNET IKKE KAN UDTALES SÅ ER DET IKKE ET NAVN/

DET ER POESI/ MAN SKAL SELV TÆNKE SIG TIL DET/ ELLERS

ER DET IKKE POESI (Hassan 2013: 109).

Også coveret synes at have en tematisk betydning. Genette skriver om coverets betydning

som paratext: ”Simply the color of the paper chosen for the cover can strongly indicate a

type of book” (Genette 1997: 24), hvilket det også gør i Yahya Hassans tilfælde. Titlen står

ikke sort på hvidt, men hvidt på sort, og dette sort-hvide bogomslag synes at foregribe hele

hvidhedsdebatten.

Hele kulturkampen omkring Yahya Hassan er som sagt også med til at understøtte den

kontekstorienterede strømning. Fænomenet Hassan blev som sagt allerede debatteret inden

digtsamlingens udgivelse. Interviewet i Politiken og Deadline henholdsvis d. 5. og 7. oktober

2013 og de efterfølgende debatter har uden tvivl påvirket receptionen af digtsamlingen og

givet teksten dens første konturer. Under receptionen af Yahya Hassan har parateksten i høj

grad fungeret som en dørtærskel til værket og til vores læsning, hvor den har virket som en

forhandlingszone mellem værket og læseren. Yahya Hassan er altså et godt eksempel på,

hvordan paratektsen er med til at forme vores læsning, og hvordan det ikke altid er givtigt

at priviligere en tekst over parateksten, uanset hvor god en tekst det måtte være.

Debatten omkring identitet og position understøtter således denne tendens. Det, at man

har diskuteret, hvem der er berettiget til at udtale sig kritisk, viser, at forfatteren bliver

tænkt ind i sit værk. Afsenderfunktionen er ikke ubetydelig, og derfor er det måske også

berettiget, når Farrokhzad stiller Yahya Hassan til ansvar for sine tekster i og med, at han

som forfatter er så stor en del af værket. Farrokhzads anmeldelse har som tidligere nævnt


41

fået hård kritik i Danmark. Men som vi ser, er Yahya Hassans litteratur kontekstorienteret

og spørgsmålet er så, om ikke Farrokhzads læsning er rimelig? Er hendes kritik blevet

fordummet og forsimplet, fordi hun implicit kom til at nævne det grimme ord ’selvcensur’,

hvilket måske har desavoueret hendes budskab? Hun læser jo netop Hassan, som den

inviterer til. Digtsamlingen vil diskutere. Hassan vil også gerne debattere med sin

digtsamling, og også gerne uden, så Farrokhzad kan på sin vis have ret i, at Hassans

litteratur ikke har intentioner om at være autonom. Og har Hassan så dermed ikke et ansvar

for den?

6.2 Biografisk irreversibilitet

Et sidste træk, der gør, at man ikke kan undgå at tænke Yahya Hassan ind i værket, er det

biografiske aspekt, som også berøres tidligere med det udvalgte citat: ”Yahya Hassan

bekräftar att boken är han, han är boken, det finns inget autofiktionsskydd mellan uppväxt

och hans skildring av den” (Åsbrink 2014).

Den franske litteraturkritiker Roland Barthes erklærede i 1967 forfatterens død. Barthes og

den franske filosof Paul Ricæur argumenterede for, at forfatterens død var tekstens fødsel.

Med forfatterens død kan læsningen ikke ses som en dialog mellem læser og forfatter.

Teksten er dermed ikke en slags tale, men den har sin egen agenda (Haarder 2005: 2). Med

Yahya Hassan som symptomatisk eksempel vil dette kapitel argumentere for forfatterens

genkomst ud fra lektor Jon Helt Haarders teori om performativ biografisme.

Med artiklen Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om performativ biografisme

skriver Jon Helt Haarder sig op imod forestillingen om forfatterens død. Haarder mener, at

denne beskyttelse af læsningen har udviklet sig til en ”ideologisk mystifikation” (Haarder

2005: 5) af teksten, der stadig er mærkbar på de akademisk-litterære institutioner. Haarder

plæderer i stedet for, at kunsten og massemedierne har aflivet dogmet om den afdøde

forfatter, (Haarder 2005: 4) og han argumenterer for, at vi har svært ved at opfatte tekstens

afsenderfunktion i andet end:

…antropomorfe termer, formentlig fordi vores umiddelbart fænomenologiske

indstilling til kommunikation har talen som model. I talen antager vi, at afsenderens

person og omstændigheder indeholder information, der er relevant for afkodningen

af meddelelsen. Nogle af os lærer – med f.eks. Paul Ricœur som mentor – at opgive

den forestilling i forbindelse med læsning af litterære tekster, men jeg vil påstå, at


42

denne sekundære og afledte læsemåde bestandigt må afgrænse sig fra den første i

kraft en viljeshandling baseret på en rationel overvejelse (Haarder 2005: 4).

Ifølge Haarder opstår der med vores mediekulturelle viden en biografisk irreversibilitet

omkring forfatteren. Efterhånden ved vi så meget om forfatterne, at det er svært ikke at

inddrage denne biografiske viden i vores tekstlæsning. Haarder påstår, at vi lever i en

biografisk tidsalder, hvor medierne personaliserer kommunikationen mellem offentlige

personer. Derudover ser Haarder en tendens, hvor forfatteren tit i værket installerer

biografiske oplysninger, der fungerer som allusioner til læsernes kulturelle viden ”på

fuldstændig samme måde som henvisninger til historiske omstændigheder eller

intertekstualitet” (Haarder 2005: 8). Denne henvisningsform betegner Haarder performativ

biografisme.

Performativ biografisme indebærer, at biografiske oplysninger ikke hentes ind uden

for teksten som angivelse af tekstens kontekst eller oprindelse, men optræder som et

æstetisk virkemiddel i teksten (Haarder 2005: 8).

Det er forfatterens insisteren på retten til det private og til at optræde med det på kunstens

præmisser. Michel Foucault sagde i 1969, at forfatterfunktionen er foranderlig og ændrer

sig med det samfund, den agerer i (Haarder 2004: 28), hvilket ovenstående diskussion også

viser. De teknologiske forudsætninger for distribution og konsumption af kultur og viden

er væsensforskellige, hvilket afsenderforholdene dermed også er. Afsenderfunktionen bliver

således en historisk variabel, hvor teknologien bliver rammesættende (Haarder 2004: 28).

Især med den digitale medialisering er forfatteren nu for alvor genopstået, og man begynder

at trække forfatteren ind i værket på trods af, at man fra folkeskolen og frem er blevet

indoktrineret med aldrig at sætte lighedstegn mellem en jeg-fortæller og den empiriske

forfatter. Der bliver nu en interesse for det private, der ellers ikke har været anset tidligere.

Opgøret med værkbegrebet, med antiprivathedsæstetikken og med skellet mellem

høj- og lavkultur er ligeledes genkommende. Begrebet performativ biografisme

betegner det fænomen, at biografisme går fra at være en dom over uvidenskabelig,

biografisk orienteret litteraturvidenskab til at være en kunstnerisk strømning, en

isme (Haarder 2004: 32).

Den performative biografisme kræver altså nye analytiske tiltag, der især trækker på

tværmediale tilgange.


43

Fremstillingen ovenfor viser, at en forestilling af litteraturen som autonom ikke er

fyldestgørende. Forfatteren er genopstået og spiller ind på teksten både internt i form af

performativ biografisme og eksternt i form af det paratekstuelle. Stefan Kjerkegaard skriver

således om forfatterens genkomst i forhold til Yahya Hassan:

…ved at hævde, at den fundamental-autonome forståelse af litteraturen også er en

umyndiggørelse af den, der faktisk gerne vil sige noget med sin tekst, og det må man

gå ud fra, at Yahya Hassan vil. Nøjes man med at læse hans tekster som udtryk for

identitetskarnevalisme risikerer man ganske simpelt en dårligere læsning, end hvis

man i sin læsning tager hensyn til forfatterens intention med sine digte (Kjerkegaard

2014: 7).

Hele debatten omkring Yahya Hassan viser, at man læser imod autonomidoktrinen mod en

mere kontekstorienteret læsning. Yahya Hassan kan ses som det nyeste produkt inden for

den postlitterære tilstand, der sprænger rammerne for, hvordan vi traditionelt tænker

litteratur. Jon Helt Haarder mener endda, at litteraturen også foregår uden for bøgerne.

Haarder har ladet sig inspirere af den tyske professor, Erika Fischer-Lichte, der står bag

teorien om den performative æstetiks transformative kraft. Fischer-Lichte taler således om

et feedback-loop, der opstår imellem performer og publikum under events (Fischer-Lichte

2008: 11-75). Denne teori har Haarder bygget videre på ved at argumentere for, at

kredsløbet kan forskydes over tid. Der behøver ikke være et direkte samspil mellem

performer og publikum. Haarder kalder det et feedback-kredsløb (Christensen 2014). I et

interview til Berlingske d. 7. februar 2014 siger han følgende om feedback-kredsløbet i

forhold til Yahya Hassan:

Yahya Hassans digte er et godt eksempel. De har jo sat gang i alt muligt. En eller

anden idiot havde læst eller hørt om digtene og slog Hassan ned. Hassan skrev så et

digt om overfaldet. Og Louise Østergaard5 skrev en roman om det forhold, Hassan

skrev om i sin digtsamling, hvor hun gav sin version. Det er en form for feedback

og i tilfældet Hassan også til medierne og videre ud på de sociale medier. På den

måde bliver det også en slags litteratur uden for bøgerne (Christensen 2014).

5 Louise Østergaard var Yahya Hassans kontaktperson, som han havde et seksuelt forhold til, som han blandt andet skriver om i digtene KONTAKTPERSON på side 62 og BEKENDELSER på side 77. Louise Østergaard udgav en selvbiografisk roman d. 22. januar 2014 der blandt andet omhandler hendes forhold til Yahya Hassan.


44

Pointen med Haarders feedback-kredsløb er, at æstetiske handlinger kan være

performative, hvormed de også får en etisk karakter. Litteraturen bliver dermed en form

for tærskelæstetik i dens transformative kraft mellem etik og æstetik.

Som vi ser med de omtalte teorier om tekst og paratekst og Haarders performative

biografisme, så er konventionerne for litteraturen på alle måder under opbrud, hvilket bedst

illustreres ved værkbestemmelsen af Yahya Hassan. Hvis digtsamlingen skal betegnes som et

værk, så er det Hassan og teksten sammen. Titlen viser først og fremmest også, som før

nævnt, hvordan performativ biografisme er på spil i parateksten. Hassans livshistorie er

digtsamlingen, og på intet tidspunkt har han taget afstand fra det biografiske i det.

Forfatteren svælger nu selv i privatlivet. Det er dog vigtigt at huske, at det biografiske er

forankret i digtsamlingen under performativitetens vilkår. Forholdet mellem den empiriske

forfatter og digterjeget er ikke transparent. Spørgsmålet bliver så, hvordan det private og

intime i form af teksten og den empiriske forfatter udenfor skal forstås i en kultur, hvor

sammenhængen både kan formidles af den litterære tekst og af det udvidede tekstbegreb i

form af andre medier. Dette er interessant for Yahya Hassan, der i høj grad synes at spille

på den biografiske irreversibilitet. Hassan performer nemlig under, hvad Butler kalder

performativitetens dobbelte vilkår. Hassan performer således ind i den diskurs, han selv

problematiserer, hans ghettobaggrund, som vi kender til gennem medierne. Det gør han

som før nævnt for eksempel i LANGDIGT, hvor han i høj grad tager en stigmatisering på

sig og udtrykker sig i et multietnisk sprog, hvilket ikke er konsekvent for digtsamlingen.

Det er altså et bevidst valg fra Hassans side. Et uddrag af digtet lyder:

MIG DA JEG VAR EN LILLE PERKER/ MED MIN LÆRERES

RACISTRÆNKER/ JEG BLEV HURTIGT SMEDET UD AF FOLKESKOLE/

SÅ KOMMUNE DE FANDT EN SPECIALSKOLE/ OG EN TAXA TIL OG

HENTE MIG HVER MORGEN/ DER SAD ALTID EN DAMPBARN / PÅ

BAGSÆDE OG SNORKSOV/SÅ KØRTE VI HEN TIL EN BLOK TÆT PÅ

MIN / OG HENTEDE MIN VEN/ OG SÅ KØRTE VI HEN/ TIL EN

ANDEN BLOK TÆT PÅ MIN / OG HENTEDE MIN FÆTTER (Hassan 2013:

137-138).

Her skriver Hassan netop under performativitetens dobbelte vilkår, hvor han agerer inden

for de fordomme og sociale forestillinger, der er om diskursen ’indvandrer’ og ’muslim’.


45

Hassan overdriver denne diskurs både sprogligt og tematisk, hvorpå han tager

brændemærkningen på sig gennem citationen. Sprogligt ser vi det i dette eksempel gennem

brugen af den karakteristiske sociolekt, som ses ved brugen af fx fælleskøn ’en dampbarn’,

der på standarddansk er intetkøn, ’et dampbarn’. Andre steder i digtsamlingen er der

sprogligt også andre eksempler på multietnisk sprogbrug, eller ’perkerdansk’, om man vil.

Senere i LANGDIGT er der eksempler på afvigende kasus og et fordoblet grundled i form

af ’MIG’. Fx på side 149: ”MIG JEG SIGER DET TIL PERKERNE”. Denne afvigelse

bruger Hassan gentagende gange. Slutteligt benytter han sig også af ligefrem ordstilling,

hvor standarddansk har omvendt ordstilling. Fx på side 148 ligeledes i LANGDIGT: ”OG

FØR DE SMÆKKER DØR DE SIGER” i stedet for ”OG FØR DE SMÆKKER DØR

SIGER DE”. Det er eksempler på, hvordan Hassan sprogligt visse steder i sin lyrik imiterer

et ghettosprog, hvilket er et bevidst stilistisk virkemiddel. Tematisk skildrer LANGDIGT

og også andre digte såsom GHETTOGUIDE forestillinger og fordomme om ghettolivet,

som næste citat viser:

MIN MOR HUN KENDER PROCEDURE/ HUN HJÆLPER

ARABERMØDRE/ HUN HJÆLPER DEM MED OG SØGE

KONTANTHJÆLP/ MEN FØRST DE GÅR EFTER FØRTIDSPENSION

(Hassan 2013: 122).

Med denne citation kan Hassan med en distance udstille sprogstilen og fordomme om sin

egen baggrund ved hele tiden at veksle mellem det referentielle og metaforisk poetiske.

Netop med den bevidste distancerede selvironiske citation opnår Hassan en form for

katarsis, selvom han aldrig synes at fortryde nogle af de bekendte synder. Men gennem

humoren og digtenes umiddelbare bekendelser opnår Hassan denne rensende effekt. Det

efterfølgende citat er et eksempel på Hassans bizarre og rensende humor, der netop giver

ham mulighed for at ændre ved den citerede performative biografiske diskurs: ”DET VAR

SVÆRT AT FINDE KOBLINGSPUNKTET / MED TO PÆDAGOGER PÅ

KØLEREN” (Hassan 2013: 42). Ved at tage stigmatiseringen om ”perker-Hassan” på sig

på en ironisk distanceret måde, kan han således rykke ved citationerne og fordommene om

ordet ”perker”.

De anførte citater er altså ikke en form for identitetskarnevalistisk leg, som Bukdahl læser

det. Det er litteratur, der bryder med autonomidoktrinen og i stedet tænkes ind i en


46

kommunikativ kontekst. Det er litteratur, der tager hensyn og stilling til Yahya Hassan som

person med noget på sinde. Det er en litteratur, der myndiggør forfatteren og laver en

parallel udnyttelse af bogformatet og mediernes videnscirkulation, der er med til at påvirke

vores logik. Det er litteratur, der i æstetikken indlejrer etik og politik, hvormed den

intervenerer med samfundet.

7. Diskurser for ytringer

Specialets mål var at undersøge, hvilken rolle litteraturen spiller for ytringsfriheden. Jeg har

indtil nu med udgangspunkt i Yahya Hassan vist, hvordan litteraturen som begreb er under

forandring og bevæger sig mod en mere kommunikativ kontekst. Dette kapitel vil fokusere

på, hvordan ytringer i debatten er blevet diskuteret. Via debatterne har jeg vist, at

ytringsfriheden ikke er absolut, men nærmere en kompleks størrelse. Dette kapitel vil

derfor diskutere de positioneringer, der har været omkring etisk kommunikation i

forbindelse med Yahya Hassan-debatterne. Lektor Carsten Stage skriver i Tegningekrisen – som

mediebegivenhed og danskhedskamp, at man under Muhammedkrisen diskuterede to former for

diskursive ytringer, som debatterne omkring debutantdigtsamlingen og Yahya Hassan også

synes at trække på.

Hvis man kigger overordnet på diskussionerne omkring Yahya Hassan, afhænger

kerneproblematikken af, hvilken fortolkningsdiskurs man er tilhænger af. Fortolkningen af

Hassan-diskussionerne spalter sig nemlig i to positioneringer, som diskussionerne også

gjorde det under Muhammedkrisen. Enten debatterede man en stigende intolerance, eller

også debatterede man bekæmpelsen af religiøs ekstremisme (Stage 2011: 27). I begyndelsen

af Yahya Hassan-debatten var disse positioneringer også de dominerende. Enten mente

man, at ytringsfriheden var truet på grund af radikale muslimer (fx. Bo Lidegaard), eller

også mente man, at Yahya Hassan burde have modereret sine udsagn (fx George Metz),

hvilket debatten i Deadline d. 25. november 2013 bedst vidner om. Som debatterne skrider

frem, bliver de to positioneringer dog mere komplekse og flydende. Omdrejningspunktet

kommer som følge af Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan i Sverige, der rykker

på positioneringerne. Nu går diskurskampen i stedet på en kamp for ytringsfrihed og

bekæmpelse af censur, som er bedst repræsenteret af to vidt forskellige eksponenter. De to

eksponenter kan deles op i en litterær interesse og en politisk interesse. Den litterære

interesse er repræsenteret ved Lars Bukdahl og Thomas Boberg, der kæmper for den


47

kunstneriske frihed og autonomi, og som den politiske repræsentant kæmper endnu en

Lars, nemlig Barfoed, der er politisk fortaler for en uindskrænket religiøs kritik og en

fordomsfri debat. Derudover er Stjernfelt og Eriksen også tydelige rettighedskæmpere, der i

deres kamp plæderer for en endimensionel opfattelse af ytringsfrihedens princip: Enten må

man sige alt, og så har man ytringsfrihed, ellers har man ikke. På den anden side har vi en

fløj, der kæmper for en litteratur, der er etisk funderet og tager bestik af og hensyn til sine

omgivelser. Denne fløj er repræsenteret ved blandt andre Athena Farrokhzad, Lene Myong,

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad. De kæmper for en etisk forpligtet,

kontekstansvarlig litteratur, ligesom de 12 forfattere under Muhammedkrisen slog et slag

for den gode offentlige tone.

Hvad man har set som problematikken, har været rammesættende for den diskurskamp,

der har været. Overordnet kan man i denne debat argumentere for, som Carsten Stage også

gør det med Muhammedkrisen, at diskussionen har været domineret af hhv. en

ytringfrihedsdiskurs og en tolerancediskurs. Det, der adskiller de to diskurser, er ifølge Stage

definitionen af de implicitte modtagere, den sociale og historiske kontekst og de

genremæssige tilhørsforhold (Stage 2011: 27), hvilket jeg vil uddybe senere i min analyse i

henhold til Yahya Hassan-debatten.

Stage henter inspiration fra filosoffen Onara O’Neill, der i essayet Practices of Toleration

skelner mellem to fundamentalt forskellige tilgange til etisk kommunikation. O’Neill

skelner mellem en rettighedsbaseret tilgang (’rights-based approach’) og en pligtbaseret

tilgang (’obligation-based approach’). Rettighedstilgangen er en liberal positionering, der vil

bekæmpe censurering og kæmpe for sin ret til ubegrænset udtryk. Den pligtbaserede tilgang

bygger, som navnet antyder, sin kommunikation på etiske forpligtelser frem for rettigheder

(O’Neill 1990: 156). O’Neills overordnede pointe er, at en ytring godt kan være etisk

problematisk uden at være rettighedskrænkende (Stage 2011: 39). O’Neill er derfor fortaler

for, at man tænker i forpligtelser frem for rettigheder, da der ikke er knyttet noget

forpligtende korrelativ til rettigheder. Ifølge O’Neill er det nemlig ikke alle rettigheder, der

er opbygget på forpligtelser. De forpligtelser, der ikke er nedskrevet i rettigheder, betegner

O’Neill som imperfect obligations (O’Neill 1990: 161). Disse kan ikke oversættes direkte til

rettigheder eller lovgivning, og dermed kan de være med til at fordre uetisk

kommunikation, uden at man har krænket nogen rettigheder (O’Neill 1990 161). Set i lyset

af dette, giver det mening at spørge, hvad det rette objekt for tolerancen er? Et


48

standardsvar inden for den rettighedsbaserede tilgang vil være meningstilkendegivelser,

hvorimod den pligtbaserede tilgang vil svare, at objektet for tolerance er kommunikation.

De to forskellige objekter kræver dermed to forskellige hensyn:

Those who view speech primaly as self-expression may think that their speaking is not

obliged to take account of social context, that their speech acts ought only to refrain

from violating other’s rights, including rights of self-expression. Those who aim to

communicate, and who do not preempt others’ acting on like principles, must do more

than refrain from violating others’ rights (O’Neill 1990: 167).

Den rettighedsbaserede tilgang vil ikke opfatte self-expression som uetisk kommunikation, da

man udelukkende tænker i rettigheder: ”If rights preemt all other ethical considerations, the

only way to do wrong is to violate a right” (O’Neill 1990: 163). Ifølge O’Neill er det altså

ikke nok for demokratiske aktører at undlade at overtræde rettigheder, da der i et

demokratisk samfund også er etiske idealer for kommunikation, der ikke nødvendigvis er

funderet i lovgivningen (Stage 2011: 39). Disse imperfect obligations medtænker man kun i sin

kommunikation, der derved bliver etisk ansvarlig, hvis man ytrer sig ud fra den diskurs,

som O’Neill kalder pligtbaseret, og som Stage tilsvarende kalder tolerancediskursen.

O’Neill’s pointe er, at man for at fordre en etisk kommunikation derfor starter sin tale ud

fra idéen om forpligtelser, hvor man medtager den kontekstuelle forståelse frem for

rettigheder, der kun tænker i self-expression. Det essentielle i denne problemstilling er altså,

om man fokuserer på kommunikative rettigheder eller på agentens kommunikative

ansvarlighed (Stage 2011: 39), som også debatterne omkring Yahya Hassan har gået på.

Diskurskampen omkring Yahya Hassan kommer således ifølge denne optik til at handle

om, hvorvidt kritikken af hans digte og udtalelser kan betragtes som en påpegning af den

etiske dimension, som ikke fanges af rettighedsbegrebet? Eller skal kampen nærmere ses

som en anfægtelse af selve rettighedsbegrebet? Forsvarerne af Yahya Hassan, der

repræsenterer ytringsfrihedsdiskursen, har angrebet kritikerne med beskyldninger om

patroniserende censur, hvilket ifølge Yahya Hassans forsvarere kan betragtes som uetisk,

fordi det anfægter menneskets ret til at ytre sig frit. Kronikredaktør på Politiken, Christoffer

Emil Bruun, anklager derimod i en kronik Yahya Hassans forsvarere ud fra deres

rettighedssyn. Bruun skriver således under overskriften ”Danske kritikere har glemt

selvkritikken, når det gælder Yahya Hassan”: ”Resultatet ser vi nu: en enig flok, der

prædiker kunstnerisk frihed, mens de helt glemmer nuancerne i den virkelighed, den


49

udfolder sig i”(Bruun 2014). Modsat rettighedstilgangen står Yahya Hassans kritikere, der

taler inden for pligt-optikken. Som forsvar i beskyldningerne om censurering siger de, at

der ikke er tale om selvcensur, men nærmere selvdisciplinering, hvormed man i sin tale

forholder sig til og tilpasser sin tale efter konteksten og de givne magt- og

positioneringsforhold.

Et nøglepunkt i debatten om etisk kommunikation bliver den intenderede modtager. Efter

modtagelsen i Sverige kommer der især fokus på majoritetsmodtageren, hvor fokus i

Danmark mestendels har været på muslimernes reaktion. Med den kritiske beskrivelse af en

hyklerisk muslimsk underklasse og udsagn om vold og kriminalitet i ghettoerne er den

beskrevne minoritet et naturligt mål for digtsamlingen, og deres oprørte reaktion var

dermed til dels ventet. Men digtsamlingen er også som før nævnt blevet set som en gave til

den indvandrerkritiske højrefløj, hvis påstande nu bliver bekræftet af et førstehåndsvidne. I

debatten omkring Yahya Hassan er det tydeligt, at den intenderede modtager defineres

forskelligt ud fra de to diskurser. Under tolerancediskursen arbejder man med en intenderet

modtager i ”den hvide offentlighed”. Ytringsfrihedsdiskursen derimod, her repræsenteret

ved den politiske fløj i form af Lars Barfoed, argumenterer for radikale muslimer og

ekstremister som den intenderede modtager. Den sidste repræsentant for

ytringsfrihedsfløjen, Lars Bukdahl, har tidligere luftet det standpunkt, at han ikke arbejder

med begrebet ’rigtige og forkerte læsere’, og derfor er han ikke væsentlig i analysen af en

intenderet modtager.

Den anden dimension i adskillelsen af de to diskurser er digtsamlingens sociale kontekst.

Her tager især Barfoed inden for ytringsfrihedsdiskursen udgangspunkt i en social kontekst

præget af religiøs diversitet og indvandring, der skaber sammenstød mellem forskellige

kulturer og tankesystemer. Barfoed argumenterer for frihed til at kritisere religioner, uden

at det kriminaliseres. Barfoeds sociale kontekst er altså en religiøs intimidering af det

offentlige rum, der ifølge Barfoed er skadelig for de demokratiske værdier (Barfoed og

Behnke 2014). Moddiskursens sociale kontekst er derimod ifølge Farrokhzad, Myong,

Glaffey og Langvad et Skandinavien, der er domineret af ”en hvid offentlighed” og en

diskrimination af et kulturelt mindretal.

Slutteligt nævner Carsten Stage det genremæssige tilhørsforhold som den sidste

diskursstridighed. Genremæssigt er der i Yahya Hassan-debatten ingen tvivl om, at det

drejer sig om litteratur, nærmere bestemt episke digte. Men litteraturens ontologi og formål


50

har der dog været sået tvivl om. De forskellige anskuelser af litteraturen og dens formål har

også skabt forskellige fortolkninger eller diskurser i forbindelse med debatten. Både

højrefløjen og venstrefløjen synes at læse Yahya Hassan med et ideologisk formål.

Højrefløjen læser digtsamlingen som et debatindlæg i fremmedfjendtlighedens tjeneste, og

venstrefløjen har travlt med at beskytte den særlige poetiske ytringsfrihed og fremme et

autonomt litteratursyn, hvor digtsamlingen ses som poesi og intet andet. Ideologisk set er

Yahya Hassan-debattørerne dog ikke sådan at sætte i en højre- og venstrefløjsorienteret

bås. Man kan dog argumentere for, at man enten laver en æstetisk læsning af Yahya

Hassans poesi, hvor man vurderer værkets digteriske kvaliteter, som Boberg og Bukdahl

gør, eller også laver man en etisk læsning, hvor man sætter digtsamlingen i forhold til

samfundets gældende normer og værdier, som blandt andet Farrokhzad gør. Dette er også,

hvad Jon Helt Haarder argumenterer for, er den performative biografiske litteraturs

potentiale, i og med litteraturens æstetiske handlinger kan have en transformativ kraft og

karakter i virkeligheden.

Journalist Anna Libak skriver i en kronik i Weekendavisen d. 1. november 2013, at denne

skelnen mellem digtsamlingen som debatindlæg og poesi er umulig at lave, for hvem er

”betjente fra det ortodokse, autokefale smagspoliti, som skal have lov at svinge staven over

folk, der tillader at mene, at man godt må læse Yahya Hassans digte som udsagn om

virkeligheden?” (Libak 2013). Det er der ingen, der kan afgøre. Som tidligere nævnt

insisterer Yahya Hassan på at blive taget alvorligt. Ikke bare som digter, men også som

sandhedsvidne. Naturligvis skal Yahya Hassan først og fremmest læses æstetisk, men værket

lægger også op til at blive læst etisk. De to kategorier er altså ikke sammenfaldende, men

samtidig er det heller ikke kategorier, der udelukker hinanden.

Ved dette tredje stridighedspunkt viser der sig en mindre konsekvent linje mellem de to

diskurspositioneringer. Tolerancediskursen markerer sig markant repræsenteret ved

Farokkhzad, der først og fremmest laver en udmærket æstetisk læsning af Yahya Hassan i sin

anmeldelse i Aftonbladet. Men hun laver også en etisk læsning, hvori hendes kritik ligger.

Farrokhzad tillægger således værket etisk værdi, og det er heri, hun også efterlyser etiske

idealer for kommunikationen. Den manglede konsekvens mellem de to diskurser i dette

stridighedspunkt ses i form af Barfoed, der tydeligt positionerer sig under

ytringsfrihedsdiskursen, men som også ser Yahya Hassan som et etisk vidnesbyrd og som

et vigtigt indslag i samfundsdebatten. Spørgsmålet er så her, om Barfoed overhovedet


51

forholder sig til Yahya Hassan som digtsamling. Bukdahl og Boberg, der er de sidste

repræsentanter for ytringsfrihedsdiskursen ved dette stridighedspunkt, taler for en litteratur,

der først og fremmest læses æstetisk.

Selvom kortlægningen af de to debatfortolkningspositioner, ytringsfrihedsdiskursen og

tolerancediskursen, ikke er så stringent optegnet i en venstrefløj og højrefløj som under

Muhammedkrisen, giver denne opdeling under Yahya Hassan-debatten dog et fint overblik

over debattens essens for etisk kommunikative handlinger. Krisediskurserne etablerer

ligesom under Muhammedkrisen (Stage 2011: 49) to forskellige nodalpunkter, som er

henholdsvis ytringsfrihed og tolerance. Under ytringsfrihedsdiskursen handler debatten om

en truet ytringsfrihed og retten til ekspressivitet, hvor den truede part her enten er religion

(Barfoed) eller en intimiderende kunstnerisk selvcensur (Bukdahl). Her kæmpes der altså

for demokratiets og kunstens grundprincipper. Kommunikationsetikken her er

rettighedsfokuseret, og konteksten er præget af voksende kunstnerisk intimidering og

angsten for at kritisere religion og islam. Kerneværdierne for ytringsfrihedskæmperne er

frihedsrettigheder og kulturel selvbestemmelse. Moddiskursen, tolerancediskursen, ser i

stedet problematikken ligge i en marginaliseret minoritet og et racistisk skandinavisk

samfund og taler for, at man moderer sin kommunikation efter den subjektive og sociale

kontekst. Kommunikationsetikken her er forpligtelsesfokuseret, og konteksten er

diskrimination af kulturelle, etniske og sociale minoriteter. Kerneværdierne er her tolerance,

frisind og kulturel åbenhed.

O’Neills teori kan altså her bruges som forståelsesramme for hele diskussionen omkring en

universel og principiel ytringsfrihed over for en mere modereret ytringsfrihed, som har

præget debatten omkring Yahya Hassan. O’Neill’s tolerancediskurs er uden tvivl den mest

sympatiske, så hvorfor er det så, at Yahya Hassan vinder så megen opbakning, og

Farrokhzad bliver stemplet som patroniserende og selvcensurerende, når hun netop

argumenterer for tolerancediskursen? Min teori er, at Farrokhzad som tidligere nævnt bliver

læst forkert og indirekte kommer til at nævne ”fy”-ordet ’selvcensur’, samtidig med at hun

laver en beskyldning om en racistisk, hvid offentlighed. Hendes pointe er jo netop en etisk

kontekstmodereret kommunikation i forlængelse med O’Neill, hun fremsætter den bare

med de forkerte argumenter, som paradoksalt nok kommer til at ligne, at hun glemmer at

kontekstorientere sin egen kommunikation.


52

8. Delkonklusion: Yahya Hassan

I redegørelsen, analysen og fortolkningen af Yahya Hassans reception har jeg vist, at det i

undersøgelsen af litteraturens rolle for ytringsfriheden ikke er fyldestgørende kun at tænke

litteraturen som tekst. Yahya Hassan har allerede skabt problemstillinger og

lovforslagsændringer om, hvordan vi må ytre os. Dette er dog ikke sket inden for den

traditionelle litteraturforståelse, men som litteratur, der bryder med autonomidoktrinen og

som i høj grad inddrager paratekstuelle elementer. Yahya Hassan kan altså ses som litteratur,

der ikke bare skal læses inden for bogens rammer, men som i høj grad spiller på den

mediekulturelle viden, de teknologiske muligheder fordrer, ligesom digtsamlingen bliver

etisk og blander sig i samfundet gennem den privatæstetiske diskurs. Med litteraturens

etiske potentiale er der opstået divergerende positioneringer for, hvordan etisk

kommunikation bør ytres. Enten er man fortaler for ytringsfrihedsdiskursen, hvor man

kæmper for retten til en uindskrænket ekspressivitet, eller også er man fortaler for

tolerancediskursen, hvor man har en forpligtelsesetik i forhold til den sociale kontekst.

9. Historisk perspektivering

I dette afsnit indrammes emnet med en receptionsanalyse af hhv. Herman Bangs Haabløse

Slægter og Broby-Johansens Blod. De to historiske nedslag skal give specialets tema, litteratur

og ytringsfrihed, en historisk dybde. De to værker skal ses som foregangseksempler, der

skal indramme casen og demonstrere, hvordan diskurser inden for litteraturen har rykket

sig med tiden, og hvordan litterær ytringsfrihed aldrig er uden for kontekst. De to værker er

valgt, fordi de hver især var med til at sætte den kunstneriske ytringsfrihed til debat i deres

samtid, og fordi forfatterne af disse værker ligesom Yahya Hassan har en interessant

baggrund, som ikke kan ignoreres i værklæsningen.

9.1 Haabløse Slægter – latent homoseksualitet?

Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie. Og Jeg vil

fortælle det, netop som det er levet uden at lægge til og uden at tage fra; ogsaa uden

at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg fortæller, bliver skønt eller ej, eller om det

vækker enten Graad eller Latter.

Hvad jeg mener, kan siges kort.

William Høgs Liv syntes mig levet til Advarsel, kun derfor har jeg nedskrevet den

Ulykkeliges Levnetsforløb (Bang 1880: 24).


53

Citatet er af Herman Bang, skrevet som et forord til den første udgave af den over 600

sider lange roman Haabløse Slægter. Bang var som Yahya Hassan en ung forfatter, der også

møder kritik, da han som 22-årig udgiver et langt hen af vejen selvbiografisk værk, der også

beskriver en fortabt og degenereret generation. Romanen udkommer første gang i 1880 og

handler om William Høgs nytteløse forsøg på at blive skuespiller. Romanen består af tre

adskilte bøger: Som man saar, Sæden blomstrer og Golde Aks. Haabløse Slægter bliver betegnet

som en degenerationsroman, hvilket allerede antydes ved overskriften på første roman, Som

man saar. Hvis sæden er dårlig, bliver aksene det ligeså. I romanen skildres den stolte slægt

Høgs forfald; en slægt, der går tabt med William Høg under arven og miljøets

deterministiske indflydelse. Det er dog ikke bare en enkelt slægts forfald, romanen skildrer.

Den skildrer en hel generation og kulturs sammenbrud.

Romanen skaber megen furore, da den bliver udgivet. Ikke på grund af skildringen af de

degenererede slægter, men på grund af bogens usædelighed. Bang selv havde forudset, at

samtiden ville blive forarget over bogen og skriver da også sært forudanende i forordet, at

Haabløse slægter er en sandhedstro og uforskønnet læsning, hvormed Bang nærmest får

forsvaret romanens moralske tendens og advaret sine læsere om den. Bang var sig altså

bevidst om bogens usædelige karakter i samtiden, men han havde næppe regnet med de

senere konsekvensers omfang. Omkring et år efter sin udgivelse får romanen en dom for

usædelighed efter § 184, der som tidligere benævnt lyder: ”Den, som offentliggør et utugtigt

Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den som

sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentlig udstiller utugtige

Afbildninger” (Thing 1999: 25). Det er især de ”usædelige” passager (på side 276-306 i

Bang 1880)6 med William Høg og den noget ældre Grevinde Hatzfeldt (hvis karakter

sandsynligvis var en stærk fortegnet Harriet von Hetz, hvis søn Bang havde været huslærer

for (Sørensen 2009: 119)), der vækker opsigt. Vilhelm Rode, der er aktorat, dvs. anklager i

sagen mod Bang, hæfter sig især ved: ”Grevinde Hatzfeldt, der beskrives som umættelig

vellystig; hun har staaet i kjødelig Forbindelse med den Ene efter den Anden […] Hun har

forresten ogsaa staaet i Forbindelse med Faderen til den unge Mand, der her bliver hendes

Offer!” (Winge 1927: 87). Derudover hæfter aktoren sig ved det ulige forhold William og

grevinden har, som blandt andet ses i Haabløse Slægter side 281, hvor William Høg er

omkring de 20 år. ”Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker” og lidt

6 Når jeg refererer til romanen fremover, er det i Haabløse Slægter 1880-udgaven.


54

længere nede på siden pointeres den store aldersforskel igen: ”Ingen vidste, hvor gammel

Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre”.

Haabløse Slægter udkommer som sagt i starten af december 1880, og den får en kritisk

modtagelse. Modtagelsen fra Dagens Nyheder d. 19. december 1880 lyder således: ”Haabløbe

Slægter er en af de usundeste og i flere Retninger uforsvarligste Bøger, der i lang Tid er

faldbrudt paa vort Bogmarked” Dels på grund af ”den sansekrilrende, nervepirrende

Tendens, der pibler frem mellem hver sætning i Skildringerne af de mere erotiske

Situationer”, dels gennem ”den i vor Literateur enestaaende Hensynsløshed, hvormed

Forfatteren blander bekendte Personalier sammen med sine Fantasibilleder” (Bang 1966:

291). Det er altså kombinationen mellem bogens lystige og erotiske scener og så det, der

hurtigt bliver klart, at mange af bogens skikkelser er let genkendelige portrætter, der skaber

forargelse.

De kritiske anmeldelser får konsekvenser. D. 29. december 1880 indeholder Berlingske

Tidende følgende notits: ”Tiltale efter Straffeloven § 184. Justitsministeriet har efter

Politidirecteurens Indstilling beordret Tiltale imod Forfatteren af Haabløse Slægter” (Bang

1966, 293). D. 23. juli 1881 bliver der afsagt dom. Haabløse Slægter bliver kendt utugtig og

konfiskeres. Bang bliver idømt en bøde på 100 kr., en bøde, der bliver stadfæstet ved

Højesteret i marts 1882 (Winge 1972: 12). Anklagen imod Herman Bang som en person,

der søgte vinding ved pornografi vækker stor opsigt og røre i det københavnske byliv.

Mange er kritiske stemte over for Bang og Haabløse Slægter, men et par enkelte blade

forsvarer dog den kritiserede forfatter. Ikke på grund af værkets litterære kvaliteter, ej heller

på grund af Bang selv, men på grund af hans digteriske frihed (Bang 1966: 293). Dagens

Nyheder, som tidligere havde givet Bang en hård anmeldelse, skriver således efter anklagen

mod Bang:

Hvad man end mener om Hr. Bangs sidste Produkt, saa er det dog et litterairt

Arbejde, hvis Tendens hverken udelukkende eller endogsaa blot hovedsagelig gaar

ud paa at spekulere i et vist Publikums Smag for lascive Skildringer og gjøre sig en

Pengefordel heraf (Bang 1966: 293).

Dagbladet beklager altså aktionen for den kunstneriske friheds skyld. Overretssagfører

Alexander Cantor bakker Dagens Nyheder op med en udtalelse, der også meget godt skildrer

Bangs popularitet i samtiden:


55

Det sjofle og utugtige, som jo unægtelig skildres i Bogen, kan jeg, skøndt det synes

mig alt andet end tiltalende, langt lettere tilgive ham end den absolut utilladelige

Maade, hvorpaa han skildrer bestemte Personer og bruger Ord, som nødig maa siges

imellem Mand og Mand, langt mindre trykkes. Men naar jeg beklager

Politidirektørens Foranstaltning, saa er det, fordi den er faretruende for den literære

Frihed. Lad Politiet med Energi skride ind mod de Bøger, der annoncere sig med

Gemenheden som Trækplaster; men det bør ikke bruge sin formelle Ret overfor

Forfattere, der skrive med andre Formaal, selv om de komme til at gaa over Stregen.

Spørgsmaalet foreligger nu mindre alvorligt, fordi det er gaaet ud over Herman

Bang, men sæt, at det ramte en af vore modnere Forfattere, Topsøe, der saa ofte

spiller ind på delikate Emner, Schandorph, eller J.P. Jacobsen (Winge 1972: 42).

Ligesom Dagens Nyheder beklager Cantor sagsanlægget, dog ikke af hensyn til Bang, der her

fremstilles og opfattes som en endnu umoden forfatter, men af hensyn til kunsten. Selvom

mange er kritiske stemte overfor Bang, vækkes der en forbløffelse over anklagen mod

Bang. Bangs forsvarer, V. Richter, hæfter sig ved, at det er enkelte udtryk i værket, der

bliver anklaget, hvilket undrer ham, når man i dansk litteratur har værker af Carl Bagger,

Emil Aarestrup og Christian Winther, hvor ”Snærperiet og Hykleriet ikke havde hersket i

vor Literatur, hvis højeste Fortrin netop er dens ophøjede Naturlighed” (Winge 1972: 107) .

Richter argumenterer yderligere med, at Byrons Don Juan i tiden netop blev oversat til

dansk og udgivet på samme forlag som Haabløse Slægter, hvormed Richter formulerer sin

pointe: ”Man [kan] ikke undlade at tænke paa det gamle Ord om de smaa Tyve, man

hænge, og de store, man lader løbe”( Winge 1972: 108). Var retssagen mod Bang blevet sat

op for at statuere et eksempel?

Den hårde modtagelse og anklagen mod Bang tager hårdt på den unge forfatter, der ellers

tidligere fornøjede sig med at være en offentlig person. Det kommer bag på folk, at den

kritiske modtagelse og den megen omtale går Herman Bang så meget på (Winge 1972: 9).

Mette Winge skriver i bogen Omkring Haabløse Slægter, at inden man undersøger

anmeldelserne af Haabløse Slægter, må man forstå Herman Bangs position i tiden (Winge

1972: 10). Bang er en kendt og offentlig debattør i det københavnske byliv, og både i de

sociale og litterære kredse er han kendt for sine radikale udmeldinger. Disse holdninger

bliver som oftest publiceret i konservative aviser som Dagbladet og Nationaltidende, hvor han

er ansat, hvilket gør at de progressive venstrefolk bedst repræsenteret ved Brandes-

brødrene ikke nærer den store tillid til Bang. Dertil kommer, at Bangs fremtoning og


56

udseende stærkt afviger fra normen. Derfor er den unge forfatter også et let offer for

vittighedsbladene, og især i Punch er Bang en yndet karikatur, hvor han ofte bliver

fremstillet som krukket og kvindagtig med jødiske træk (Winge 1972: 10-11). Bang er altså

allerede inden bogens udgivelse et yndet offer i den intellektuelle, litterære kreds. Da

romanen udkommer, har begge litterære fløje noget at indvende. Venstrefløjen mener, den

er krukket og overdrevet, og de mere konservative er harme over de seksuelle skildringer

især med den famøse Grevinde (Winge 1972: 11).

To ting er især interessante og væsentlige i denne reception af Bangs Haabløse Slægter i

forhold til den aktuelle debat om ytringsfrihed. For det første den biografiske læsning, som

mange af anmelderne laver og den konsekvens, det får for læsningen. Dette punkt vil blive

analyseret senere. For det andet er der bogens intenderede læsere. Mange af anmeldelserne

hæfter sig nemlig ved, hvilket publikum bogen er stilet imod og forfatterens ansvar over for

dette.

Erik Bøgh, forfatter og fremtrædende skikkelse i den københavnske blad- og teaterverden,

skriver således i en anmeldelse i Dagbladet d. 19. december 1880.

Uforsvarligt nok er det ogsaa, uden nogen Advarsel paa Bindet eller paa Titelbladet,

som Roman at udgive en Række af Skildringer, der lige som de patologiske Voks-

Kabinetter kun er beregnet ”for voksne Herrer”. At der i enhver stor Stad findes

andre ”seperate Kabinetter” hvorfra Anstændigheden kan udelukkes, og at der, naar

dette er sket, i dem kan forefalde Optrin, som en Tegner ikke vilde kunne gengive

uden at blive straffet som pornograf, tør vel Ingen benægte, men naar en

Romanforfatter vil udmale en saadan Scene i hele dens naturalistiske Uterlighed, bør

han i det mindste gøre sit for, at hans Bog kommer i de rette Hænder og ikke i god

Tro bliver købt af anstændige Damer (Winge 1972: 36).

Først og fremmest bemærker man det kyske kvindesyn, der bliver anlagt. Denne diskussion

vil jeg ikke gå videre med her. Anmeldelsen er interessant på en anden måde, nemlig set i

forhold til Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan. Yahya Hassan bliver af Farrokhzad

bedt om at overveje, hvilke konsekvenser hans digtsamling kan have i hænderne på ”den

hvide offentlighed”, ligesom Bøgh her efterlyser, at Bang har gjort sig overvejelser om,

hvilke konsekvenser Haabløse Slægter kan have i hænderne på en ung, anstændig dame.

Begge bøger får altså i deres anmeldelser påtegnet ”forkerte læsere”.


57

Herman Bang selv synes at have haft en intenderet læser i tankerne, da han skrev bogen,

hvilket følgende citat viser. Citatet er et uddrag fra et indlæg i Nationaltidende, som Bang

stiler til avisens redaktør, H.R. Hiort-Lorenzen, efter anmeldelsernes hårde kritik af

Haabløse Slægter.

Mit Forsvar er en Bøn. En Bøn om at læse Bogen. Og jeg vil tilføje, at man har

tvunget mig til dette, jeg kalder en Krænkelse af den literære Frihed, til dette

Forsvar, hvori jeg beder alle læse. Oprindeligt var Haabløse Slægter ikke skrevet for alle

– hvor ofte har jeg vel ikke som Kritiker hævdet, at Literatur skulle vælges til de

forskjellige- og jeg have utvetydig sagt det (Winge 1972: 46).

Derudover skriver Bang:

Læseverdenen er et saare stort Begreb, men naar det drejser sig om en saa dyr Bog

som Haabløse Slægter, rummer dette Begreb ofte besynderlig faa Individer, og man

tør dristig sige, at det Publikum, overfor hvilket jeg er stemplet med Lovens

Beskyldning, har næppe Tiendedelen læst Romanen, der omhandles (Winge 1927:

45).

Ligesom med Yahya Hassan anklager Bang debatten for at være en armslængde væk fra

selve litteraturen, som de færreste har læst. De fleste har forholdt sig til bogens omdømme

og parateksterne, de færreste til det litterære indhold. Bang har dog haft intenderede læsere

i tankerne med romanen, hvormed han har håbet at sortere ”de forkerte læsere” væk med

sine advarende forord. Bang synes altså at vedkende sig forfatterens ansvar over for bogens

læsninger.

Den anden faktor, der spiller ind, er det selvbiografiske aspekt. Haabløse Slægter bliver af

mange læst som en nøgleroman, og de fleste læser William Høg og Herman Bang som én

og samme person. Ud over William Høg er der også mange, der læser både William Høg og

Bernhard Hoff som to skikkelser af Herman Bang. William Høgs livshistorie passer i høj

grad på Bangs egen opvækst (Secher 1973: 37-39). Derudover hæfter Villy Sørensen sig

ved, da han skriver en indledning i genudgivelsen af Haabløse Slægter, at et par år før Haabløse

Slægter udkommer, er Herman Bang, præcis som Bernhard Hoff er det i romanen, ”dukket

op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet ’Bernhard Hoff’ overalt, paa

Theaterplakater, paa Bøger, i alle Blade” (Bang 1880: 220). Vi hører ligeledes, at Hoff som

23-årig er ved at skrive på en roman ”Om verdens Daarlighed” (Bang 1880: 296), hvilket


58

Sørensen læser som Haabløse Slægter (Bang 1880: 18). Hakon Stangerup argumenterer i

Dansk Litteratur Historie III fra 1966 ligeledes for, at journalisten Bernhard Hoff er Bangs

skildring af sit eget liv som skandale-journalist. Stangerup hæfter sig først og fremmest ved,

at Bernhard Hoff bærer forfatterens initialer omvendt, og at ”der er farligere anlæg i ham”

(Winge 1972: 232). Stangerup mener, at Hoff er et dække for Bangs homoseksualitet. Det

læser Stangerup ved scenen i Hoffs stue (Bang 1880: 243), hvor han har en statue af

ynglingen Antinous, kejser Hadrians elskede. Hoff siger om statuen til Høg: ”Rør ikke ved

ham, kære Høg, ham maa vi skam ha’ sympati for” (Winge 1972: 232) Om Hoff selv står

der ligeledes senere, at han var en moderne udgave af Heliogabal, som var den

homoseksuelle romerske kejser, der klædte sig i kvindeklæder og forlangte tilbedelse af

mænd (Winge 1972: 232). Ifølge Stangerup er samtiden ikke langsom til at opfatte disse

hentydninger. Indtil da har man været forarget over Bangs dyrkelse af de mange damer,

men nu ser offentligheden et bedre bytte, og i de konservative vittighedsblade bliver han

betegnet ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang” (Winge 1972: 232), og også

tituleringen ”Hr. Man-bang” forfølger den unge forfatter (Bang 1966: 292).

Litteraturhistoriker Harry Jacobsen finder ligeledes et homoseksuelt tema i Haabløse Slægter,

hvilket han skriver om i Resignationens Digter i 1957 med titlen ”Den tilslørede eros”:

Men i sit Anlæg har Haabløse Slægter umiskendeligt en anden og dybere Hensigt. Der

skulle anderledes vægtige Grunde til end et bristet Haab om en Skuespillerkarriere,

for at en Egocentriker af Bangs Type paa mere end sekshundrede Sider kredsede

om sit Motiv. […] Hvilken Følelse eller Lidenskab, Egocentrikeren med den

erotiske Misvisning tænkte paa for sit eget Vedkommende, kan man da næppe være i

Tvivl om. Han vilde paa Spor efter Oprindelsen til sin Homoseksualitet for at

forklare den for sig selv. Her laa Haabløse Slægters egentlige Problem (Winge 1972:

191).

Harry Jacobsen læser altså romanen som en ”tilsløret eros”, hvilken han især begrunder

med Williams møde med Kamilla Falk. Jakobsen ser Kamilla Falk som den kvindelige

hovedskikkelse i modsætning til fleste andre anmeldere, der betegner Grevinde Hatzfeldt

som den bærende kvindeskikkelse (Winge 1972: 192). Jakobsen mener, at Høgs forhold til

Kamilla Falk ”røber overbevisende Træk af Virkeligheden bag Fortællingen” (Winge 1972:

192). Jacobsen betegner Falk som en maske. ”Kamilla Falk dækker over Elskeren i den

unge Herman Bangs Liv, over ’Forføreren’, sat op med alle Artsfællens tydelige Træk”


59

(Winge 1972: 193). Falk er ifølge Jacobsen en mand, hvilket han læser ud fra følgende

citater: ”Hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i

Formernes Bur” (Bang 1880: 141) og ”Kamilla med den dybe Altstemme, den besynderlige

Gang og de 28 Aar” (Bang 1880: 145). Hendes sande køn forklarer Høgs voldsomme

reaktion, når der på side 162 står: ”Saa fik han Mælet tilbage, og raat raabte han, mens han

slyngede hende tilbage næsten med et Spark med Foden ”Tror du maaske, jeg takker Dig,

fordi du har forført mig?””, til trods for, at der få sider forinden på side 141 står ”William

er forelsket”. Høgs behandling af Kamilla Falk forargede samtidens kritikere på det svage

køns vegne, men ifølge Jakobsen forklarer sandheden om Falk Bangs frustrerede og

voldsomme reaktion (Winge 1972: 193).

Slutteligt skriver Dag Heede i bogen Herman Bang – mærkværdige læsninger, at ”Haabløse Slægter

er -også- dansk litteraturs første udfoldede homoseksuelle patografi” (Heede 2003: 45).

Bangs roman bliver altså, berettiget eller ej, hvad man kan kalde et offer for den biografiske

irreversibilitet, der som begreb først kommer over 100 år efter. Bangs læsere har i høj grad

læst og ledt efter det private i romanen, hvilken den også langt hen ad vejen har inviteret til.

Man kan spekulere i, om det ikke netop er denne privatæstetik og muligheden for den

biografiske kobling, der har gjort, at romanen fik en så hård modtagelse, som den gjorde, i

og med Bang var et let offer i offentligheden i forvejen. Villy Sørensen skriver om

receptionen af Haabløse Slægter, at ”Netop det selvbiografiske i romanen har fristet

forskerne til udelukkende at opfatte den som et ”menneskeligt dokument”, der fortæller

om den krise hvori den unge Herman Bang befandt sig da han skrev sin bog” (Bang 1880:

19). Her langer Sørensen især ud efter Jacobsens og Stangerups læsninger og siger følgende

til kritikernes modtagelse af romanen: ”Men hvad de finder særlig sygeligt er netop det de

selv lægger ind i romanen” (Bang 1880: 19).

Læst med 2014-øjne er de erotiske passager i Haabløse Slægter nok sansende, intime og

måske en smule provokerende, men langt fra forargelige. Hvad er det så, der gør, at

Haabløse Slægter gik fra skønlitteratur til smudslitteratur? Og hvilken rolle spiller romanen

historisk set i undersøgelsen af litteraturens rolle for ytringsfriheden?

Som historisk nedslag vidner Haabløse Slægter først og fremmest om usædelighedens

intolerance i samtiden. Som nævnt ovenstående har bogen passager, der er intime og

sansende, og hvis værket udelukkende er dømt ud fra disse, viser det en ekstrem grad af


60

intolerance i samtiden. Hvori ligger denne intolerance så? Er det i den juridiske lovgivning?

Næppe. Interessant er det nemlig, at Villy Sørensens udgave af Haabløse Slægters i

originalversion bliver genoptrykt i 1965, to år før pornografien bliver afskaffet.

Intolerancen ligger altså i datidens samfund og i datidens normer. Der er således sket en

holdningsændring op igennem tiden af, hvad der er acceptabelt at ytre sig om. En anden

grund til, at genoptrykket ikke vækker forargelse i 1965, er det biografiske aspekt. Bang trak

uden tvivl på sin egen historie og beskriver sit spaltede alterego både i skildringen af Høg

og Hoff, men ligeledes skriver han også om andre kendte personer i det københavnske

byliv, hvilket har kunnet vække harme. Skildringen af disse kendte personligheder har ikke

på samme måde vakt opsigt, da de i 1965 ikke længere er genkendelige og kendte i de

københavnske litterære kredse, som de var det under første udgivelse i 1880, hvor enkelte

personer måske har haft en egeninteresse i bogens konfiskering?

Slutteligt kan det overvejes, om læsningerne af Bangs homoseksualitet kan have haft en

medvirkende årsag til censureringen af romanen. Har Bang med denne roman skrevet sig

ind i den anden sædelighedsfejde om hanskøgerne og de homoseksuelles emancipation?

Læsningerne af homoseksualiteten i Haabløse Slægter er svage og vagt underbyggede, men

ikke desto mindre har de været der, hvilket bevidner, at der allerede i slutningen af 1800-

tallet måske både har været en tendens til en latent performativ biografisme, og at der i høj

grad har været læsninger, hvor den biografiske irreversibilitet som sagt har været

uundgåelig. Det privatæstetiske bliver således brugt både af forfatteren og i høj grad af

læseren, og jo større denne brug af privatlivet synes at være, i jo højere grad bliver værkerne

også læst etisk, hvilket synes at mindske den kunstneriske ytringsfrihed. Haabløse Slægter

fungerer i denne debat som et litterært historisk dokument, der viser, at forfatteren

medtænkes i værkbegrebet og i læsningerne deraf. Romanen skildrer en bornert og

seksualforskrækket samtid, men de inddragede analyser og anmeldelser viser ligeledes, at

censureringen i lige så høj har karakter af en injurieafgørelse, hvor retten til privatlivets fred

og et omdømme, der ikke forringes af ondsindet eller løgnagtige udtalelser, har influeret

dommen over romanen.

9.2 Blod – censur under dække

”Sjælden har en første digtsamling fra en ung digter skabt så megen uforstandig reaktion i

pressen og blandt publikum, som da den 22-årige Rud Broby udgav Blod i 1922” (Harsløf

2000: 102).


61

Citatet kunne lige så vel have været om Yahya Hassan, men det handler om Rudolf Broby-

Johansen, en anden ung, vred mand, som med sin digtsamling ligeledes forsøger at ramme

en hyklerisk dobbeltmoral; her er målet blot kapitalismen og borgerskabet. Broby-

Johansens digtsamling, Blod, har som ovenstående citat viser mange ligheder med Yahya

Hassan, og de to unge, vrede digtere, der begge skriver i versaler, er flere gange blevet

sammenlignet blandt andet af Niels Lyngsø, der laver denne sammenligning på sin blog:

”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan.

”DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I GRØNLIGT FJÆS),” skriver

Broby. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller. Hassans indædte indignation

gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens

Danmark. Hos både Broby og Hassan skildres vold og overgreb i en telegramstil der

besvarer den korporlige brutalitet med en sproglig brutalitet: ingen forklaringer,

ingen floromvundne omskrivninger og ingen pueril udpensling af splatterdetaljer –

just the facts, billeder der mejsles med tørre korte hug (Lyngsø 2013).

Den ekspressionistiske og revolutionære digter, Broby-Johansen, udgiver Blod i 1922, og

Blod skaber den skandale, den er tilsigtet. Digtsamlingen udkommer d. 23. november 1922,

og bare fem dage senere d. 28. november beslaglægges restoplaget (Krarup 1996: 51). D.

28. december udfærdiges et anklageskrift mod Broby-Johansen, og tiltalen lyder endnu en

gang på overtrædelse af § 184. Broby-Johansen idømmes en bøde på 300 kr. for at have

forfattet og offentliggjort et utugtigt skrift (Krarup 1996: 51). Anklagen om digtsamlingen

som utugtig og pornografisk vækker ligeså stor opsigt, da digtsamlingen langt fra er

pirrende og ophidsende.

Digtsamlingen består af 16 digte, der er skrevet som reaktion på Broby-Johansens ophold i

Berlin, en af kapitalismens hovedstæder i samtiden (Krarup 1996: 43). Selv skriver Broby-

Johansen om sit møde med Berlin:

Alt, hvad jeg havde levet på fra barneårene i den fynske landsby og skoletiden på

Indre Missions kostskole i Haslev, raslede sammen i mødet med inflationstidens

Berlin. Blod var et forsøg på at se vor nutids virkelighed i øjnene, et de profundis: det

animalske, biologiske menneske mellem maskin- og reklamecivilisationens tandhjul

(Thing 1995: 87).

I digtene er enhver form for idealisering undladt. Digtsamlingen skildrer storbyen befolket

af skøger, alfonser, mordere osv., hvor sammenbrud, død, overgreb og kaos hærger.


62

Kapitalismens storby er i digtet ODALISTISK SKØNHED blevet til: ”FATTIGT FURET

ANSIGT / GRØNLIGT BRÆNDER ØJENHULER / BLIND” (Broby-Johansen 1968:

7). Digtene tager tematikker som abort, krig og voldtægt op og skildrer billeder fra de

samfundskroge, hvor kapitalismens fortrængte elementer ifølge Broby-Johansen gemmer

sig. Digtene behandler også seksuelle og intime forhold, men det bliver beskrevet på en rå,

hensynsløs og pinligt realistisk måde. I stedet for at være sansende er det skildringer af

undertrykkende seksuel udnyttelse, især med fokus på borgerskabets patriarkalske

seksualpraksis. Den borgerlige seksualmoral driver underklassens kvinder ud i prostitution,

hvilket kan føre til, hvad der skildres uden filter i digtet BORDELPIGE DRÆBER

UFØDT, en provokeret abort i al dens hæslighed. En kritik af den borgerlige ideologi ses

også i digtet STRIDSMÆND FOR DET VI ELSKER, hvor Broby-Johansen kommenterer

på den borgerlige opfattelse om patrioten. Digtet skildrer en gruppe soldater, der voldtager

og myrder en ung pige. Soldaterne beskrives som ”SEX SVULNE GUSTNE

MANDKROPPE” (Broby-Johansen 1968: 19), der fremstilles som driftige vilde dyr, der

står som kontrast til den unge pige, ofret, der beskrives som: ”MADONNA: UNG PIGE I

FLUGT […] ENE BRYST: HELLIGT BJERG / BEDENDE” (Broby 1968: 19). Digtet

forsøger at vise sandheden om krigens væsen, hvor der i den borgerlige ideologi arbejdes

med begreber som patrioten og soldaten som human helt. I stedet viser Broby-Johansen

her et billede af kapitalismens udbytningsforhold som en darwinistisk tilværelseskamp, hvor

survival of the fittest hersker. De stærke overlever, de svage bukker under, og soldaterne bliver

i stedet skildret som vilde dyr præget af aggressioner og seksuelle perversioner (Krarup

1996: 46).

Kigger man på selve digtenes form og metrik, så er syntaksen brudt ned. Det hele er som

råbt ud med versaler, og verslinjerne fungerer som udbrud. Der er ingen regelmæssig

strofeinddeling, ingen tegnsætning med undtagelse af nogle få tankestreger, parenteser og

skråstregsmarkeringer. Digtene er antilyriske og traditionsbrydende både tematisk og

formelt set, og bevæger sig ikke kun på grænsen af de litterære konventioner, men også,

mente man, ud over lovens. Formen er i denne sammenhæng et godt udtryk for, hvad

modernisterne bestræbte sig på; at splitte verden og sætte den sammen på en ny måde

(Sjøstrøm 1988: 30). Senere blev Blod sammen med Harald Landt Mombers Parole anset

som den litterære modernismes begyndelse i Danmark (Broby-Johansen 1988: 52).

Digtsamlingen vakte altså både opsigt tematisk og formelt.


63

Blod er interessant, fordi den ifølge Broby-Johansen var skrevet med det formål at kritisere

den officielle borgerlige hykleriske moral, men i stedet blev den beslaglagt og anklaget for

at være et utugtigt skrift.

Anklagen lød blandt andet på:

De i Bogen offentliggjorte Digte findes ved deres beskrivelse af Kønsakten og

seksuelle Perversiteter paa enkelte Punkter at være af en saadan Art, at de uden

Hensyn til Digtsamlingens kunstneriske eller moralske Værdi maa anses for utugtige,

hvad Tiltalte maa have været klar over” (Thing 1995: 93).

Ydermere udtaler anklageren:

Bogen, der er udkommet i 700 Ex.plarer, indeholder 16 Digte, der for en væsentlig

Del omhandler kønslige og perverse Emner med Anvendelse af saa raa Udtryk, at

de findes egnede til at vække Forargelse, idet de overskrider det ifølge Straffelovens

§ 184 Tilladeliges Omraade (Thing 1995: 91).

Anklageren fremhæver især digtene Lystmord, Bordelpige dræber ufødt, Ligskænder og Foråret

kommer til Kaféen som afgjort utugtige og hæfter sig også ved, at Broby-Johansen har sjoflet

kendte mennesker som stumfilmsskuespileren Asta Nielsen i et pornografisk digt.

Endvidere siger anklageren, at bogen indeholder vers, ”men er det Vers, saa er Rundetaarn

firkantet” (Thing 1995: 90). Anklageren stiller altså ikke kun spørgsmålstegn ved digtenes

utugtige karakter, han stiller også spørgsmålstegn ved digtsamlingens litterære kvaliteter.

Forsvareren påpeger i stedet digtenes etiske værdi. Herefter kommer Broby-Johansen selv

på banen med en forsvarstale. Talen begrunder Broby-Johansen i to dele. En æstetisk og en

politisk. Den æstetiske begrundelse er ekspressionistisk. Digtene er kun sig selv og ikke

udtryk for nogen hensigt. De er et formmæssigt eksperiment og er blevet til ”ud fra en

indre, kunstnerisk nødvendighed nøjagtig som de er og kunde ikke være det mindste

anderledes end de er i nogen henseende” (Harsløf 2000: 91). Som begrundelse for at udgive

digtene udtaler den unge forfatter således om bogens hensigt:

At kritisere den Moral, der virkelig gælder for Tiden altsaa den Moral, der ligger bag

den officielle hykleriske Moral, som Sgt. [sigtede] vil kalde en ”Luderkarlemoral” og

under hensyn til at en saa smudsig Moral maa bekæmpes med hensynsløs Ærlighed

er det at Sgt. har anvendt de Udtryk der er anvendt i Digtene (Thing 1995: 89).


64

Og den anfægtede moral skal ifølge Broby-Johansen bekæmpes af ”det kommunistiske

proletariat og den fra klassesynspunkter frigjorte sammen med det kæmpende intelligens”

(Thing 1995: 90). Om forholdet mellem etik og kunst siger forfatteren: ”I samme øjeblik

det kunstneriske kom på tværs af min ethiske opgave vilde jeg rykke det kunstneriske ud af

mit liv” (Broby-Johansen 1988: 39), hvilket bevidner, at udgivelsen af Blod har politiske

motiver.

I forhold til beskyldningen om digtenes ophidsende og utugtige karakter stiller Broby-

Johansen sig stærkt kritisk. I sin forsvarstale siger han, at kritikeren Kai Friis-Møller har

udtrykt: ”Ja det er en forfærdelig bog, man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter,

man har læst den!” (Sjøstrøm 1988: 28). I forhold til § 184 spørger Broby-Johansen retten,

om de har undersøgt definitionen af ’utugtig’. Broby-Johansen argumenterer for, at utugtig

også må være, når samleje uden for ægteskabet forekommer, og derfor opremser han med

en vis form for ironi, at han også henstiller til, at Romeo og Julie beslaglægges, for da slet ikke

at tale om Biblen (Broby-Johansen 1988: 42-43). Broby-Johansen er fortørnet over, at Blod

bliver betragtet som utugtig, da han i begrebet lægger noget ophidsende og sansende.

Derimod vil han erkende sig skyldig i, at digtsamlingen er samfundskritisk, og hvis anklagen

var rettet mod det samfundskritiske, synes Broby-Johansen, at straffen var for mild. Når

han angriber det offentlige borgerskab så massivt, må det svare igen med hårde repressalier:

Jeg vilde være skamfuld over at frikendes af en lov som beskytter og opretholder

disse forfærdelige tilstande / og er de konsekvente da dømmer de mig strængt / jeg

venter ikke en gang det af dem / var de konsekvente sad de ikke her at forsvare et

samfund de erfaringsmæssigt ved bygger på svindel og smuds (Broby 1988: 46).

Tre ting er interessante ved sagen omkring Blod i forhold til litteraturens rolle for

ytringsfriheden. Interessant er bemærkningen, som anklageren kommer med vedrørende

digtenes lyriske kvaliteter. Dernæst er det interessant, hvilket diskursivt syn samtiden har på

begrebet ’utugt’, og slutteligt er det interessant at se på, hvilken rolle Broby-Johansens

baggrund som kommunist spiller for domsfældelsen.

Under retssagen bliver der lagt stor fokus på Blods litterære kvaliteter. Anklageren betvivler

som før nævnt digtenes metriske kvalitet med udtalelsen: ”men er det Vers, saa er

Rundetaarn firkantet”. Under appelsagen i Østre Landsret d. 6. februar 1923 er

litteraturprofessorerne Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen samt forfatterne Emil


65

Bønnelycke og Henrik Pontoppidan indkaldt som litterære sagkyndige. De litterære

repræsentanter medgiver alle Broby-Johansen, at der her er tale om et ”artistisk og moralsk

værk og ikke, som fremført af anklagemyndigheden ”et pornografisk

Spekualtionsforetagende”” (Harsløf 2000: 31). Men derfra og til at rose værkets litterære

kvaliteter er der langt. Emil Bønnelycke omtaler bogen som ”et pauvert Produkt af det

ukritiske Studium af en hæslig tysk Kunstretning […] De har krænket kunsten, ikke loven”

(Harsløf 2000:31). Vilhelm Andersen udtaler:

Til trods for en Betændelse i Fantasien […] er Hr. Brobys Forhold til Stoffet ogsaa

efter mit Skøn kunsterisk set, maaske som han selv hævder moralsk – som en kur

imod Raahed – I alt Fald ikke lystent. Han hører ikke til de Skribenter, der

spekulerer i Utugt […] Han kan blive god, naar han faar løbet Hornene af sig. Det

var ønskeligt, om han ville opfatte denne Sag og dens Udfald som en Tilskyndelse til

Selvudvikling” (Broby-Johansen 1988: 69).

Fremkomsten af de fire litterære sagkyndiges udsagn vægter tungt i rettens afgørelse og er

medvirkende til, at Broby-Johansen bliver frifundet fra pornografianklagen, og at

appelsagens afgørelse bliver en fastholdelse af dommen med den undtagelse, at den bliver

gjort betinget (Broby 1988: 71). Det har altså stor betydning for afgørelsen, om det utugtige

skrift har kunstneriske kvaliteter eller ej. Er der tale om kunst, har digtsamlingen et æstetisk

formål, og dermed er det ikke kun lystbetonet og pornografisk skrevet med indtjening som

formål. De litterære sagkyndige erklærer Broby-Johansen for kunstner, omend en endnu

umoden kunstner, som også dommen blev det over den unge Herman Bang i forbindelse

med Haabløse Slægter.

En anden litterær problemstilling, der også er væsentlig at tage med i dommen over Blod, er

holdningen til ekspressionismen. Broby-Johansen og Momberg kom under deres ophold i

Berlin i kontakt med Herwarth Walten og tidsskriftet Der Sturm, hvor de fik trykt nogle af

deres digte på dansk. Walden og Der Sturm, som de knyttede sig an til, repræsenterede den

tyske ekspressionisme, hvilket var ilde set i det litterære københavnermiljø, hvor danske

modernister som Otto Gelsted og PH orienterede sig i retning af Frankrig og kubismen

(Thing 1995: 86-87). Broby-Johansen og Momberg indførte ikke bare en ny litterær

strømning, de gjorde det også i en ikke-velanset retning, hvilket også kan have haft en

betydning for digtsamlingens kritiske modtagelse.


66

Værket blev altså dømt som et kunstværk og ikke pornografisk værk. Det blev dog stadig

dømt for at være utugtigt. Derfor er det også centralt at se på, hvordan samtiden opfattede

begrebet ’utugtigt’. Broby-Johansen selv bruger ordet som lystbetonet i sin forsvarstale.

Morten Thing skriver i Pornografer, bibliografier og hemmelige museer, at begrebet ’utugtigt’ har en

klar affinitet til ordet pornografis etymologi, dvs. ordets oprindelse og udvikling, hvor

”utugt er som juridisk begreb, det som skøger foretager sig” (Thing 2001: 8). I et efterskrift

til Blod skriver Morten Thing ligeledes, at ”bedrive utugt er næsten identisk med

prostitution, og dermed godt i tråd med, at pornografi på græsk betyder fremstilling af

hæterers7 liv.” Thing skriver dog også, at ”’utugtig’ i adjektivisk form dækker som juridisk

begreb simpelthen det fra den seksuelle sfære som ikke bør offentliggøres” (Broby-Johansen

1988: 61). Og her er de to differentierede opfattelser af begrebet i dommen over Blod stødt

sammen. I en moderne forståelse af ordet pornografisk indgår den forudsætning, at

objektet skal være ophidsende. Det var der, som også Kai Friis-Møller udtrykker det,

næppe nogen under retssagen, der fandt digtsamlingen. Den er derimod utugtig, fordi den

offentligt skildrer seksuelle foreteelser som samleje, voldtægt og abort i den valgte form.

Thing skriver ydermere i efterskriftet til Blod, at seksuelle forhold tidligere er skildret relativt

bramfrit hos fx Oehlenschläger, men i mere latente og maskerede former, hvilket der var

tradition for under den romantiske digtning (Broby-Johansen 1988: 62). Også tidligere i

forbindelse med retssagen omkring Haabløse Slægter er der blevet nævnt forfattere såsom

Emil Aarestrup og Christian Winther, ligesom beskrivelser af aborter også er skildret

offentligt og detaljeret i medicinske lærebøger. Med disse modsigelser mener Thing, at

afgørelsen ikke udelukkende kan henføres til, ”at magthaverne ønskede at komme en ung

kommunist til livs” (Broby-Johanen 1988: 62). Det understreger ligeså meget, at der er

grænser for, hvad man offentligt har kunnet ytre sig om. Broby-Johansens baggrund har

dog ikke været uden betydning. Det var nemlig offentligt kendt, at Broby-Johansen var

med til at starte Kommunistisk Studenterfraktion i 1920, hvor han fra 1921 fungerede som

fraktionsformand (Thing 1995: 86). Kirsten Sjøstrøm skriver ligeledes om det retslige

efterspil: ”Broby var kommunist. Og man aner i den borgerlige presses dækning af sagen, at

det dengang i tyverne blev betragtet som meget suspekt at være intellektuel og kommunist”

(Sjøstrøm 1988: 31). Der er dog ingen direkte politiske referencer i digtsamlingen, udover

måske udtrykket ’BORGERKÆLLINGER’ i digtet NATLIG PLADS. Tematisk er det

dog tydeligt, at Broby-Johansens kunstneriske opfattelse er præget af hans politiske

7 Kvindelig prostitueret i det antikke Grækenland (Den store danske: hæterer)


67

engagement, og at målet med digtsamlingen er den borgerlige moral og især dobbeltmoral,

som Broby-Johansen søger at ramme. Reaktionen på bogen viser da også, at blotlæggelsen

af tabubelagte og ikke-italesatte emner, er en klar intimidering af den kapitalistiske,

borgerlige selvforståelse.

Blod er dermed et godt eksempel på, hvordan et litterært værk har sat kunstens grænser til

debat og har gjort en retsfortolkning problematisk. I begyndelsen af århundredet forsøgte

man at stramme § 184 op ved at definere begrebet ’utugtigt’, men måtte opgive det, fordi

det ville ramme videnskabens og kunstens frihed (Broby-Johansen 1988: 62). Det blev

dermed rettens opgave at skelne mellem kunst og ikke-kunst, et forhold der normalt ikke

lovgives om. Straffelovens paragraf om utugtighed er vanskeligt at håndtere juridisk, da

begrebet er en konstruktion og afhængig af en given tids moral, og Blod er et godt eksempel

på, hvordan revolutionær kunst kun er revolutionerende og provokerende inden for en

afgrænset periode. Dermed ikke sagt, at bogen ikke i dag er rædselsvækkende og

kvalmende, nærmest uudholdelig at læse, men den ville ikke provokere på samme måde i

nutiden.

I sidste ende førte blandt andet de manglende begrebslige rammer til pornografiens

frigivelse i 1967 i Danmark (Thing 2001: 8-9). Selvom Blod blev frikendt som et

pornografisk skrift, fandt retten alligevel, at digtsamlingen havde overskredet grænsen for,

hvad en digtsamling måtte og kunne, og den blev derfor erklæret for utugtig i forhold til

samtidens borgerlige moral. Spekulationer gik på, om dommen i lige så høj grad blev

fastslået for at ramme en revolutionær, samfundskritisk, ung kommunist. Igen er denne

reception et eksempel på, hvordan værker læses ind i deres kontekster, og hvordan

forfatteren må stå til ansvar for værkets etiske og moralske budskaber og værdier. Blod er

ligeledes et eksempel på, hvordan den litterære begrebsramme er afgørende for værkets

karakter og forfatterens ytringsfrirum.

9.3 Delkonklusion: Bang og Broby

De to historiske nedslag viser først og fremmest, hvilke diskurser det gennem tiden ikke

har været anset at ytre sig om, ligegyldigt om der har været lovgivet om det eller ej. Haabløse

Slægter og Blod bevidner, at der i de to romaners samtid var en meget større intolerance over

for offentlige seksuelle og intime skildringer. Den historiske perspektivering er altså et

eksempel på, hvordan diskurser ændres med den sociale praksis, og at det derfor er

kontekstafhængigt, hvad der er acceptabelt at sige, og hvordan det er acceptabelt at sige det.


68

Sproget kan altså blive noget, vi ikke accepterer, og når man ytrer sig, skal man altid have

den symbolske flertydighed og kulturelle afhængighed in mente. Som oftest er det ikke kun

det, man siger, men også måden og konteksten, der er afgørende for, om ytringer kan

accepteres på det tidspunkt og af det samfund, det ytres i. Et eksempel på udviklingen

inden for acceptabelt sprogbrug er Emmy Fomsgaard, der i Ringkjøbing Amts Dagblad i 1989

uproblematisk kom med dette udsagn: ”Homosex er den værste form for hor” (Hansen

2013: 36). I dag ville en sådan ytring uden tvivl skabe stor debat, da der her forekommer en

forhånelse af en minoritet. Der er således især i de seneste 25 år kommet en voksende

opmærksomhed på ytringers krænkende indhold. Der er dog også nogle ord, der før i tiden

blev anset som krænkende skældsord, der nu er blevet mere acceptable. Ifølge

forskningschef i sprog ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, er ord

som ’bøsser’ og ’bonderøv’ ikke længere skældsord, men ord, der har bevæget sig over i den

legale klasse. Ord, som vi oftest trækker på smilebåndet af nu. Ejstrup argumenterer for, at

ordet ’perker’ også er ved at bevæge sig i samme retning (Hansen 2013: 36).

De to historiske romaner, og også Yahya Hassan, der sagtens kan tænkes at have en

indflydelse på den diskursive forståelse af ’perker’, er eksempler, der er med til at vise,

hvordan sprogbrug og diskurser hele tiden er dynamiske, socialt forankrede størrelser, der

afspejler vores verdensforståelse.

Ligeledes kan man for Haabløse Slægter og Blod konkludere, at de i deres modtagelse er

blevet læst ind i den kulturelle kontekst, hvor især de to unge forfatteres afvigende

baggrunde har haft betydning for receptionen af værkerne. Slutteligt er det interessant for

disse to værker, at de begge er blevet kritiseret for deres manglende litterære kvaliteter,

hvormed de har fået ringe opbakning fra deres forfatterkollegaer omkring deres

kontroversielle indhold og tematikker. Denne observation vil blive diskuteret yderligere i

næste afsnit, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om der er en større tolerance over for

”god” litteratur og en mindre tolerance over for ”dårlig” litteratur, der dermed synes at

have en mindre grad af ytringsfrihed?

De to historiske nedslag er med til at bakke min tese op om, at det ikke kun er budskabet,

der spiller en rolle for, hvad man må ytre sig om. Det litterære niveau samt

udsigelsespositionen synes således også at spille en rolle for det ytrede frihedsrum.


69

10. Diskussion

I dette kapitel vil jeg gå nærmere ind i en diskussion og vurdering af

1) litteraturens rolle i forhold til ytringsfriheden.

2) hvilken rolle inddragelse af fakta og virkelighed spiller for ytringsfriheden.

3) forfatternes betydning for Yahya Hassan, Haabløse Slægter og Blod.

Jeg har indtil nu i min analyse af Yahya Hassan som litteratur konkluderet, at litteraturens

konventioner er under opbrud. Litteraturen går mere og mere imod en kommunikativ

kontekst, og parateksterne spiller en større og større rolle. Yahya Hassan blev kendt og

debatteret, allerede inden hans digtsamling blev udgivet, og jeg har ligeledes konkluderet, at

han qua sin position og baggrund har fået opbakning fra forfatterkollegaer og fra den

danske befolkning generelt til at komme med sin religionskritik. Hassan har skabt en

digtsamling, der skabte samfundsdebat. En digtsamling, der har interveneret med

samfundet. Den har skabt ændringer om lovforslag, og den har skabt debat og bevidsthed

om etisk kommunikation. Hvorfor har den det i en højere grad end fx

Muhammedtegningerne? Min påstand vil aldrig være fuldt ud beviselig, men mit speciale

indikerer, at det kunstneriske aspekt er den afgørende faktor. Til forskel fra

Muhammedtegningerne er Yahya Hassan en digtsamling. Yahya Hassan har haft en

kunstnerisk nødvendighed og demonstrerede litteratur med stort L. Det gjorde sig ikke

gældende i samme grad med Muhammedtegningerne, der langt fra var kunst med stort K.

Det er stort set alle kritikere enige om. Kigger man ligeledes på dommene over Haabløse

Slægter og Blod, er det slående, at også disse blev stemplet som umoden kunst og således

nød meget lille opbakning fra deres forfatterkollegaer. Spørgsmålet om kunst eller ej, er

således en form for x-faktor i spørgsmålet om ytringsfrihed. God kunst synes at have

rettigheder og et større ytringsrum, mens dårlig kunst har forpligtelser. I den forbindelse

kan man stille spørgsmålet, om flere ville have anfægtet Yahya Hassans til tider

provokerende og stødende udtalelser, hvis han ikke havde været en god kunstner? Yahya

Hassan får netop etos og troværdighed igennem kunsten, og gennem den får han

rettigheder. Uden hans litteratur ville han ikke have nogen autoritet og skulle i sine ytringer

dermed have forpligtet sig på konteksten i langt højere grad end den frihed, han nyder via

hans kunstneriske kvaliteter. Hvis min tese om, at god kunst har rettigheder, dårlig kunst

forpligtelser, så er spørgsmålet, hvem der skal gøre sig til dommere, når spørgsmålet

kommer til den medfølgende ytringsfrihed?


70

Når Hassans litteratur fremhæves som hans talerør, er det samtidig væsentligt at stille det

spørgsmål, om litteraturen kan samfundsintervenere inden for bogens rammer alene?

Havde Yahya Hassan skabt lige så stor debat om indvandrerkultur, etisk kommunikation og

samfundsmæssige problemer generelt, hvis den havde optrådt foruden de utallige

interviews og optrædener? Næppe. Parateksterne spiller en væsentlig rolle for

digtsamlingens måde at influere politisk i det omkringliggende samfund. Men som tidligere

nævnt er Hassans sproglige præcision, intensitet og nødvendighed samtidig også hans

legalisering som samfundsdebattør, og uden litteraturen ville han næppe have haft de store

ytringsmuligheder eller indflydelse. Noget tyder altså på, at hvis man er en god kunstner, er

der ting, man kan sige i fx en digtsamling, som man ikke kan sige i et interview, fordi den er

bundet op på en kunstnerisk nødvendighed og en æstetisk form.

Hvis vi herefter ser på det andet diskussionspunkt, synes der at tegne sig en tendens til, at

jo mere virkelighedsnær en diskurs man indlejrer i sin litteratur, des mere skal man også stå

til ansvar for sine ord, og jo mindre kunstnerisk frihed har man. Det vidner retssagen om

Suverænen om, til dels også debatten om Yahya Hassan og i høj grad beslaglæggelsen af

Herman Bang, hvor der i anklagerne blev lagt stor vægt på de fortegnede kendte

personligheder. En konklusion kunne derfor være, at des mere man inddrager af

virkeligheden, des mindre bliver ens ytringsfrihed.

Slutteligt er det væsentligt at diskutere, hvilke roller de tre forfatteres baggrunde har haft

for læsningerne af deres værker. Her kommer det for, at debatterne omkring Yahya Hassan

langt hen ad vejen har taget udgangspunkt i Yahya Hassans baggrund som en legalisering

for digtsamlingens postulater. I Herman Bangs tilfælde er spørgsmålet, om Haabløse Slægter

blev et offer for en biografisk irreversibel læsning, som der kun var smalt belæg for. Hvis

læserne ikke havde været bekendte med Bangs homoseksualitet, var der næppe nogen, der

havde lavet en homoseksuel læsning af Haabløse Slægter. Ligeledes er det tvivlsomt, om

Broby-Johansen havde fået så hård en dom, hvis ikke det var kendt, at han var aktiv i det

kommunistske miljø. Forfatternes baggrunde er altså af stor betydning, hvad der er i høj

grad skaber forbindelseslinjer mellem læsningerne af de tre værker, da de har påvirket

receptionerne i hver deres i retning. For Hassans tilfælde har hans baggrund bevirket en

større ytringsmulighed, hvor det for Bangs og Brobys tilfælde har foranlediget en

indskrænket ytringsmulighed. Samlet set kan det dog konkluderes, at der for disse tre


71

værker, der alle har sat ytringsfriheden til debat, har været en tendens til at læse manden bag

værket ind i værket og således er det gået imod autonomidoktrinen.

11. Konklusion

År Y: Y for ytringsfrihed og Y for Yahya. Formålet med dette speciale var at undersøge

litteraturens rolle i forhold til ytringsfrihed. Det er overvejende sket med udgangspunkt i

Yahya Hassans selvbiografiske og selvbetitlede digtsamling. I den forbindelse har jeg

anvendt Judith Butlers teori om performativitet som teoretisk forståelsesramme, hvor jeg

har vist, at intet er uden for kontekst - ej heller litteratur og ytringsfrihed. Butlers begreb

om implicit censur har jeg brugt som teoretisk rammesætning for debatterne omkring

litterære identitetsforståelser og i forhold til debatterne om selvcensur over for

selvdisciplinering og god offentlig tone. Jeg har diskuteret og analyseret de to modpoler,

hvor de kulturradikale har argumenteret for en pragmatisk ytringsfrihed, der er betinget af

udsigelsesposition og identitet over for fortalerne for en universel ytringsfrihed. Disse

debatter er dog kun blevet diskuteret. At konkludere, at den ene form for ytringsfrihed er

mere rigtig end den anden, har været umulig, og det har heller ikke været intentionen. Jeg

har dog nuanceret debatterne ved at inddrage Onara O’Neills teori om etisk

kommunikation, hvor der i debatten omkring Yahya Hassan har været to forskellige

diskurser. En ytringsfrihedsdiskurs, hvor man har kæmpet for frihedsrettigheder,

demokratiske såvel som kunstneriske, over for en tolerancediskurs, der kæmper for en

kontekstorienteret, forpligtende etisk kommunikation. O’Neills pointe er her, at retten til at

ytre sig og skabe en bedre kommunikation kan legitimeres ved at basere sine ytringer på

forpligtelser frem for rettigheder.

I specialets anden del har jeg sat spørgsmålstegn ved litteraturens autonomi, der med Yahya

Hassan som symptomatisk eksempel er svær at opretholde. Det har jeg gjort ud fra teorier

om tekst og paratekst, hvor jeg viser, hvordan teksten ikke længere er en egenrådig

autonom størrelse, men afhængig af parateksterne, som især påvirker vores læsning gennem

de digitale medier. Med Yahya Hassan har jeg vist, hvordan fiktionen bevæger sig ud af sine

rammer, og hvordan virkeligheden bevæger sig ind i fiktionen og laver nogle mærkelige

interventioner. Dette har jeg ligeledes demonstreret ud fra Jon Helt Haarders teori om

performativ biografisme, hvor forfatterens død afskrives, og forfatteren genopstår i en ny

privatæstetisk litteratur. Det ses i Yahya Hassan, hvor litteraturen installerer biografiske


72

oplysninger. Yahya Hassan insisterer således på retten til det private og til at performe det

på kunstens præmisser. Med digtsamlingen viser jeg, hvordan de traditionelle konventioner

for litteratur er under opbrud, idet rammerne for det, vi traditionelt tænker som litteratur,

sprænges og åbner op for en mere kontekstorienteret læsning. Den nye litteratur får

mulighed for at spille tilbage på virkeligheden eksemplificeret med Jon Helt Haarders

feedback-kredsløb, hvor æstetiske handlinger kan være performative og derved blive etiske.

Derudover viser jeg, hvordan Yahya Hassan performer under, hvad Judith Butler kalder

performativitetens dobbelte vilkår, hvormed han kan være med til at ændre diskursen om

”perkeren”, som han på en ironisk, distanceret og stigmatiseret måde citerer og forholder

sig til. Jeg har vist, at Hassan især i LANGDIGT performer ind i den diskurs, han selv

problematiserer på en selvironisk måde, hvilket får en rensende effekt, hvormed han kan

rykke ved citationerne og fordommene om ”perkeren”. Det kan han netop på grund af sin

identitet, idet debatterne har vist, at han på grund af sin baggrund og litterære kvaliteter kan

italesætte visse ting offentligt, som ellers er tabubelagte og ikke tolererede ytringer.

Alt i alt kan jeg konkludere, at Yahya Hassan som litteratur er litteratur, der bryder med

autonomidoktrinen, hvor forfatteren er værket og omvendt. Det er en litteratur, der

myndiggør forfatteren og hans budskab, og som i æstetikken indlejrer både etik og politik.

Yahya Hassan som forfatter er vigtig for forståelsen af hans værk, fordi han har gjort sig

selv til en uomgængelig del af teksten, som ikke bare kan reduceres til et æstetisk

anliggende. Det er ligeledes en litteratur, der vil og kan intervenere politisk i samfundet

uden at gå på kompromis med det æstetiske. Endeligt er det litteratur, der befinder sig i et

spændingsfelt mellem at være litteratur, og samtidig være litteratur, der peger ud over sig

selv. Det er denne placering, der giver digtsamlingen mulighed for at sige noget om vores

samfund, som andre af samfundet sprog ikke kan ytre sig om. Yahya Hassan har således

spillet en rolle for ytringsfriheden. Digtsamlingen har italesat vilkår for, hvad, hvem og

hvordan man må ytre sig. Debatterne om udsigelsesposition har på den måde været med til

at fremhæve det komplekse i en principiel ytringsfrihed. Debatterne omkring kunsten som

talerør har været med til at synliggøre og også langt hen ad vejen legitimere den

kunstneriske ytringsfrihed, hvor debatterne om forfatterens ansvar modsat har

problematiseret denne forestilling om forfatterens ubetingede kunstneriske ytringsfrihed.

For når man laver en digtsamling, der samtidig også er et samfundsmæssigt budskab og


73

opråb, vil man vel gerne skabe politisk debat? Og kan man så bare gemme sig bag kunsten

som et skjold, hvis man ikke vil tage stilling til, hvad ens kunst også kan bruges til?

Så til spørgsmålet om, hvorvidt litteraturen spiller en rolle for måden, vi ytrer os på og for

ytringsfriheden, er svaret ja. Litteraturen kan, som vi har set med de tre værknedslag,

fremhæve og problematisere diskurser i samtiden, som derved bliver sat til debat, hvormed

der kan ske holdningsændringer. Diskussionerne omkring Yahya Hassan har vist, at der er

nogle spørgsmål om etos og udsigelsespositioner, som man ikke kan ignorere i

udsigelsessituationer. Det, at Yahya Hassan får opbakning til sine udtalelser, hænger

sammen med, hvem han er, og hvilken baggrund han taler fra. Denne forståelse og læsning

af litteraturen er blevet kritiseret for at være ren ideologikritik og en umyndiggørelse af

litteraturens autonomi, men i Yahya Hassans tilfælde kan man sige, at den autonome

forståelse af litteraturen i lige så høj grad er en umyndiggørelse af den forfatter, der gerne

vil sige noget med sin tekst.

Ytringsfriheden defineres som beskrevet indledningsvis som: ”Enhver er berettiget til på

tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur

og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” I receptionsanalysen

af Yahya Hassan viser det sig, at det er et udsagn med modifikationer. ”Enhver er berettiget

til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker dog under ansvar for konteksten”,

kunne således have været en mere passende formulering. Nok har Yahya Hassans udtalelser

udfordret domstolenes juridiske lovgivninger, men det synes i denne analyse at være den

implicitte censur og konteksten, der vægter tungere som dommer for, hvad man må ytre sig

om, som også er Butlers pointe.

Med min historiske perspektivering har jeg skabt et overblik på diskursivt niveau. Der er

emner, der altid har været genstand for ophedede debatter, og med specialets tre

receptionsanalyser har jeg vist, at det især tidligere var sædeligheds- og pornograficensur,

der blev debatteret. I dag, hvor ytringsfrihed er en rettighed, opstår konflikter oftest, når

ytringsfrihed og religiøse følelser kolliderer. Ord skaber handling, og dette speciale har

diskuteret, hvordan ytringer igennem tiden er blevet problematiseret og tilpasset. Nogle

mener, man taler om etikette, og at vi lægger bånd på os selv i et forsøg på at være

civiliserede borgere. Andre bruger begreber som selvcensur og mener, at vi lader os

begrænse i vores ytringer i frygt for repressalier. Måderne, som diskurserne er viklet ind i

hinanden på, ser anderledes ud i dag end før. Litteraturen er med til at synliggøre disse


74

diskurser og udstille dem. Bang skrev under industrialiseringen, Broby-Johansen efter

Første Verdenskrig og Hassan efter tegningekrisen og globaliseringen. De har alle tre

skrevet sig ind i, synliggjort og problematiseret de aktuelle diskurser. Receptionen af Yahya

Hassan i forhold til andre islamkritiske debattører har vist, at vi ofte tænker ytringsfriheden

pragmatisk i forhold til omgangstonen, i stedet for principiel. Her bliver Butler en

nøglespiller i debatten, for ifølge hende er der, når det kommer til stykket, implicit censur

på spil hele tiden.

Næstsidst kan jeg med nærværende speciale konkludere, at der også inden for litteraturen

findes forskellige former for ytringsfrihed. Det synes nemlig, som om god litteratur har

rettigheder. God litteratur har accept til at sige mere, netop på grund af dens æstetiske

kvaliteter. Dårlig litteratur derimod har forpligtelser. Denne konklusion har især de tre

værkanalyser og inddragelsen af Muhammedtegningerne bekræftet.

Slutteligt vil jeg afrunde dette speciale, hvor det startede, nemlig med citatet af Pablo

Llambías, der om Yahya Hassan siger: ”Den [digtsamlingen] sætter spørgsmålstegn ved den

måde, vi arbejder på. Den spørger til vore bøger”. Specialet kan konkludere, at ikke kun

udfordrer digtsamlingen den traditionelle opfattelse af litteraturen. Den udfordrer også

ytringsfriheden og udstiller dens kompleksitet.


75

12. Litteraturliste

Værker:

Bang, Herman (1966): Håbløse slægter. Carit Andersens Forlag, Danmark.

Bang, Herman (1880): Håbløse Slægter. Gyldendals Tranebøger, Danmark. (Villy Sørensens

genoptryk af originaludgaven)

Broby-Johansen, Rudolf (1988) Blod – Expressionære digte. DNSS, København.

Hassan, Yahya (2013): Yahya Hassan. Gyldendal, Danmark.

Videnskabelige artikler i tidsskrifter:

Haarder, Jon Helt (2004): ”Performativ biografisme – Litteraturvidenskaben og det intime

liv” i Kritik, Årg. 37, nr. 167 s. 28-35.

Haarder, Jon Helt (2005): ”Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om

performativ biografisme” i Norsk Litteraturvidenskabelig Tidsskrift nr. 01. på idunn.no

Hansen, Ejvind.(2011) ”Grænser for ytringsfriheden” i Tidskriftet JOURNALISTICA nr.

1, side 92-111

Kjerkegaard, Stefan (2014) ”Imod autonomidoktrinen og andre former for

fundamentalisme. Om litteraturlæsning og demokratisk samtalekultur” Artiklen er under

publicering og er derfor ikke offentliggjort.

Krarup, Finn Frederik (1996) ”Grusomhedsudstilleren par excellence” i InfoSynsvinkler, årg.

5, nr. 15.

Lauridsen, John T. (1997) ” På kant med loven. Bogforbud, bogbeslaglæggelser og -

klausul- eringer i Danmark gennem 300 år” i Tidsskriftet Fortid og Nutid, december, s. 254-

288.

Netadgang: https://tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/49418/91578

Norđdahl, Eiríkur Örn (2014) ”Theories 1-23 on YAHYA HASSAN” i tidsskriftet Kritik

210, april 2014 s. 120-122.

O’Neill, Onara (1990): ”Practices of toleration” i Democracy and the mass media – A collection

of essays (Judith Lichtenberg). Cambridge University Press, Melbourne.

https://tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/49418/91578


76

Sjøstrøm, Kirsten (1988): ”Anmeldelse – En bloddryppende historie” i Socialistisk

Information, årg. 6 nr. 28. s. 28-31.

Stanitzek, George (2005): ”Text and Paratexts in Media” i Critical Inquiry Vol. 32. No. 1 s.

27-42. Chicago Journals, Chicago.

Teilmann-Lock, Stina og Rosenmeier, Morten (2011) ”Suverænen og subjektet- Dommen

i Das Beckwer-Strøbech-sagen” i tidsskriftet Kritik 201, 2011 s. 124-129

Thing, Morten (2001) ”Pornografer, bibliografer og hemmelige mus3er” i Passage 40, s. 69-

75.

Bøger:

Barfoed, Niels (1991): Magtens Tavse Tjener – Et debatskrift om censur og ytringsfrihed med essays

der spænder fra Vaclav Havel til Salman Rushdie. Spektrum, Danmark.

Behrendt, Poul (2006): Dobbeltkontrakten. Gyldendal, Danmark.

Butler, Judith (1997): Excitable speech. Routledge, New York & London.

Fairclough, Norman (1989): Language and Power. Longman, London, UK.

Fischer-Lichte, Erika (2008): The transformative power of performance - a new aesthetics,

Routledge. London and New York.

Genette, Gerard (1997): Paratexts – Tresholds of interpretation , Cambridge University Press,

Australia.

Hansen, Ejvind (2013): Ytringsfriheden til forhandling – ytringsfrihedens betingelser og udfordringer i

det 21. århundrede. Forfatterne og Hans Reitzels Forlag, Danmark.

Harsløf, Olav (2000): Rudolf Broby-Johansen – En central outsider i det 20. århundrede. Museum

Tusculanums Forlag, København.

Hede, Dag (2003): Herman Bang – Mærkværdige læsninger. Syddansk Universitetsforlag 2003,

Odense.

Jørgensen, Marianne og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde

Universitetsforlag / Samfundslitteratur, Danmark.

Larsen, Engelbrecht Rune (2013): Hate Speech – Fra hadetale til hadesyn. Informations forlag

og Dansk PEN, København K.


77

Lützen, Peter (2002): Danskfagets danskhed – En bog om danskfaget mellem metode og nationalitet,

Dansklærerforeningen, Aarhus.

Secher, Claus (1973): Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner. Rounborgs grafiske hus,

Holstebro.

Stage, Carsten (2011) Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp. Aarhus

Universitetsforlag, Danmark.

Sørensen, Peer E. (2009) Vor tids temperamen – Studier i Herman Bangs forfatterskab.

Gyldendal, Danmark.

Thing, Morten (1995): Portrætter af 10 kommunister. Clemenstrykkeriet A/S, Denmark.

Thing, Morten (1999): Pornografiens historie i Danmark. Aschehoug, København.

Winge, Mette (1972) Omkring Haabløse Slægter, Hans Reitzel, København.

Avisartikler:

Barfoed, Lars og Behnke, Tom (2014) ”Tid til eftersyn af racismeparagraffen” i Jyllands-

Posten d. 23. 01. 2014.

Libak, Anna (2013): ”Tag digteren på alt – også på ordet” i Weekendavisen d. 01.11.2013

Rösing, Lillian Munk (2014) ”Jeget er det, der ikke kan skrives i en kontaktannonce” i

Politiken d. 02. 03. 2014.

Sokoler, Alexander og Vibjerg, Thomas (2014) ”Lars Barfoed vil giver ordet til de

ukorrekte” i Jyllands-Posten d. 23. 01. 2014.

Stjernfelt, Frederik (2013) ”Pligtytringer” i Weekendavisen d. 29. 11. 2013

Villemoes, Søren K. (2014) ”Bos lov” i Weekendavisen d.03. 01. 2014

Villemoes, Søren K. (2013) ”En væltet totempæl” i Weekendavisen d. 22. 11. 2013

Villemoes, Søren K. (2013a) ”I orkanens øje” i Weekendavisen d. 29. 11. 2013

Avisartikler på nettet:

Blasfemi: Kristeligt-Dagblad.dk 18.06.14. u. forf.

Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi (Sidst besøgt d. 15. 06. 2014)

Bredal, Bjørn (2013) ” Ytringsfrihedsnarkomaner” på politiken.dk d. 12.12.2013

http://www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi


78

Netadgang:http://politiken.dk/debat/signatur/ECE2157035/ytringsfrihedsnarkomaner/

(Sidst besøgt d. 15. 06. 2014)

Brovall, Sandra og Olesen, Peter Hove (2013): ”Da Yahya Hassan blev digter”, på

politiken.dk.

Netadgang: http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2169134/da-yahya-hassan-blev-

digter/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Bruun, Christoffer Emil (2014) ” Danske kritikere har glemt selvkritikken når det gælder

Yahya Hassan” på politiken.dk d. 06. 02. 2014

Netadgang: http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE2200779/danske-

kritikere-har-glemt-selvkritikken-naar-det-gaelder-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 16. 07.

2014)

Brøgger, Suzanne mf. (2005): ”Det er på tide, vi siger fra” i Politiken d. 15.12.2005

Netadgang: http://www.humanisme.dk/debat/pr051215b.php (Sidst besøgt d. 13.07.

2014)

Christensen, Jeppe Krogsgaard (2014) ”Litteraturens store reality show” på b.dk d. 07. 02 .

2014

Netadgang: http://www.b.dk/kultur/litteraturens-store-reality-show (Sidst besøgt d. 23.

06. 2014)

Farrokhzad, Athena (2014): ”Hans raseri hyllas av danska rasister” i Aftonbladet d. 22. 01.

2014

Netadgang: http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab (sidst

besøgt d. 29. 07. 2014)

Geist, Anton (2009) ”Romanfigur stævner forlag og forfatter” på information.dk d. 25. 03.

2009

Netadgang: http://www.information.dk/186068 (Sidst besøgt d. 20. 06. 2014)

Glaffey, Kristina Nya og Langvad, Maja Lee (2014) ”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en

privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag” på information.dk

d. 21. 02. 2014.


Godtfredsen, Sørine: (2014) ”Lars von Triers djævelske blindgyde” på politiken.dk d. 25.

01. 2014.

Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2191272/lars-von-triers-djaevelske-

blindgyde/ (Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)

http://politiken.dk/debat/signatur/ECE2157035/ytringsfrihedsnarkomaner/

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2169134/da-yahya-hassan-blev-digter/

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2169134/da-yahya-hassan-blev-digter/

http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE2200779/danske-kritikere-har-glemt-selvkritikken-naar-det-gaelder-yahya-hassan/

http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE2200779/danske-kritikere-har-glemt-selvkritikken-naar-det-gaelder-yahya-hassan/

http://www.humanisme.dk/debat/pr051215b.php

http://www.b.dk/kultur/litteraturens-store-reality-show

http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab

http://www.information.dk/186068


http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2191272/lars-von-triers-djaevelske-blindgyde/

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2191272/lars-von-triers-djaevelske-blindgyde/


79

Hjort, Anders (2013): ” Rekord: Yahya Hassan runder de 100.000” PÅ politikn.dk. 16. 12.

2013.

Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2161023/rekord-yahya-hassan-runder-

de-100000/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Høyrup, Morten og Dreehsen, Louise Lyck (2013) ”Yahya Hassan overfaldet på

Hovedbanegården” på b.dk d. 19.1..2013.

Netadgang: http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-overfaldet-paa-hovedbanegaarden

(Sidst besøgt d. 16. 06. 2014)

Information (2013): ”Hvad er Yahya Hassan navnet på?” på informtion.dk d. 30. 11. 2013.

u. forf.

Netadgang: http://www.information.dk/480452 ( Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)

Jensen, Carsten (2010): ”Hvad skal vi overhoved med litteraturen” på information.dk d. 20.

11. 2010.


Jensen, Mads Mostrup (2013): ”Yahya Hassan politianmeldt for racisme” på b.dk d.

29.11.2013.

Netadgang: http://www.b.dk/kultur/yahya-hassan-politianmeldt-for-racisme (Sidst besøgt

d. 03. 06. 2014)

JP. (2005): ”Chefredaktør afhørt for første gang” på jp.dk d. 05. 05. 2008. u. forf.

Netadgang: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3944984/chefredaktoer-afhoert-for-

foerste-gang/

Koefoed, Gry Pauline (2013): ”Mand idømmes fem måneders fængsel for overfaldet på

Yahya Hassan” På politiken.dk 09. 12. 2013.

Netadgang: http://politiken.dk/indland/ECE2155144/mand-idoemmes-fem-maaneders-

faengsel-for-overfaldet-paa-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Kosovic, Birgithe (2013): ”Hykleriske forfattere omfavner Yahya Hassan” på politiken.dk d.

23.11.2013.

Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2140579/hykleriske-forfattere-

omfavner-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 16.05.2014)

Larsen, Engelbrecht Rune (2013): ”Hate Speech på dagsordenen” på politiken.dk d.

26.08.013

Netadgang: http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2057951/hate-speech-paa-

dagsordenen/ (Sidst besøgt d. 17.06.2014)

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2161023/rekord-yahya-hassan-runder-de-100000/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2161023/rekord-yahya-hassan-runder-de-100000/

http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-overfaldet-paa-hovedbanegaarden



http://www.b.dk/kultur/yahya-hassan-politianmeldt-for-racisme

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3944984/chefredaktoer-afhoert-for-foerste-gang/

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3944984/chefredaktoer-afhoert-for-foerste-gang/

http://politiken.dk/indland/ECE2155144/mand-idoemmes-fem-maaneders-faengsel-for-overfaldet-paa-yahya-hassan/

http://politiken.dk/indland/ECE2155144/mand-idoemmes-fem-maaneders-faengsel-for-overfaldet-paa-yahya-hassan/

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2140579/hykleriske-forfattere-omfavner-yahya-hassan/

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2140579/hykleriske-forfattere-omfavner-yahya-hassan/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2057951/hate-speech-paa-dagsordenen/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2057951/hate-speech-paa-dagsordenen/


80

Llambias, Pablo (2013): ”År Y - Et essay om Yahya Hassans betydning for dansk

litteratur”. På politiken.dk. 06.12.13.

Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2152478/aar-y/ (Sidst besøgt d. 18.

06. 2014)

Lyngsø, Niels og Peer Bundgaard (2014) ”Er det danske samfund ’strukturelt racistisk’? på

politiken.dk d. 28. 02. 2014.

Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2216663/essay-er-det-danske-samfund-

strukturelt-racistisk/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Muhammedtegningerne: Kristeligt-Dagblad 14.07.2014. u.forf.

Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne (Sidst besøgt d. 27.

07. 2014)

Myong, Lene (2014): ”Værdien af et vidnesbyrd” på modkraft.dk d. 05. 02. 2014

Netadgang: http://modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrd (Sidst besøgt d. 22. 06.

2014)

Nielsen, Peter (2011) : ”Ytringfrihedssejr” på information.dk d. 18.03.2011


Pedersen, Birthe B.(2007) :”Blasfemi er tilladt. Hadefuld tale forbudt” på information.dk

d.18. 09. 2007.

Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/blasfemi-er-tilladt-hadefuld-tale-

forbudt (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Stjernfelt, Frederik og Eriksen, Jens-Martin (2013): ”Er Yahya Hassan et patetisk fjols?” på

politiken.dk d. 21. 11. 2013.

Netadgang: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138390/er-yahya-hassan-et-

patetisk-fjols/ (Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)

Thorsen, Nils og Brovall, Sandra. (2013) ”Yahya Hassan har lov til at gå meget længere”

på politiken.dk d. 17.11.2013.

Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2134333/forfatter-yahya-har-lov-til-at-

gaa-meget-laengere/ (Sidst besøgt d. 27. 07.2014)

Åsbrink, Elisabeth ( 2014): ”Yahya Hassan: Jag är ansvarig för mina ord, inte för hur andra

läser dem” på dn.se d. 09.03.2014.

Netadgang: http://www.dn.se/kultur-noje/yahya-hassan-jag-ar-ansvarig-for-mina-ord-inte-

for-hur-andra-laser-dem/ (Sidst besøgt d. 25. 06. 2014)

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2152478/aar-y/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2216663/essay-er-det-danske-samfund-strukturelt-racistisk/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2216663/essay-er-det-danske-samfund-strukturelt-racistisk/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne

http://modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrd


http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/blasfemi-er-tilladt-hadefuld-tale-forbudt

http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/blasfemi-er-tilladt-hadefuld-tale-forbudt

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138390/er-yahya-hassan-et-patetisk-fjols/

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138390/er-yahya-hassan-et-patetisk-fjols/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2134333/forfatter-yahya-har-lov-til-at-gaa-meget-laengere/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2134333/forfatter-yahya-har-lov-til-at-gaa-meget-laengere/

http://www.dn.se/kultur-noje/yahya-hassan-jag-ar-ansvarig-for-mina-ord-inte-for-hur-andra-laser-dem/

http://www.dn.se/kultur-noje/yahya-hassan-jag-ar-ansvarig-for-mina-ord-inte-for-hur-andra-laser-dem/


81

Internetsider:

Bukdahl, Lars (2014): ”Sorte, homoseksuelle, kvindelige Lars says” på

bukdahl.blogspot.dk d. 14. 03. 2014.

Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/sorte-homoseksuelle-kvindelige-lars-

says.html (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)

Bukdahl, Lars (2014a): ”Må kun læses af brilleaber” på. Bukdahl.blogspot.dk d. 26. 01.

2014.

Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/ma-kun-lses-af-brilleaber.html (Sidst

besøgt d. 23. 06. 2014)

Bukdahl, Lars (2014b): ”Swedish non-white girl” på bukdahl.blogspot.dk d. 23. 01. 2014.

Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/swedish-non-white-girl.html (Sidst

besøgt d. 23. 06. 2014)

Bukdahl, Lars (2014c) : ”Rolf genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre

grundigt!” på bukdahl.blogspot.dk d. 13.02.2014.

Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/02/rolf-genopfinder-kritikken-der-taler.html

(Sidst besøgt d. 24. 05.2014)

Den store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi. (Voltaire)

Netadgang:

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-

_og_1900-t./ytringsfrihed (Sidst besøgt d. 13. 07. 2014)

Lyngsø, Niels (2014) ”Racismen findes” på nielslyngsoe.dk. Uden dato.

Netadgang: http://www.nielslyngsoe.dk/?p=942 (Sidst besøgt d. 15. 05. 2014)

Lyngsø, Niels (2013): ”Hver sin Hassan” på nielslygsoe.dk d. 17.10.2013.

Netadgang: http://www.nielslyngsoe.dk/?p=865 (sidst besøgt d. 10.07. 2014)

Tindbæk, Birgitte (2011) ”Fiktion eller virkelighed? – februar 2011” på litteratursiden.dk d.

01.02.2011.

Netadgang: http://www.litteratursiden.dk/temaer/fiktion-eller-virkelighed-februar-2011

(Sidst besøgt 21. 06. 2014)

Afhandlinger:

Zeuthen, Louise (2008) ”De virkelige halvfjerdsere – Krop, køn og performativitet hos

Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup” Ph.d.-afhandling ved Institut for Nordiske Studier og

Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/sorte-homoseksuelle-kvindelige-lars-says.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/sorte-homoseksuelle-kvindelige-lars-says.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/ma-kun-lses-af-brilleaber.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/swedish-non-white-girl.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/02/rolf-genopfinder-kritikken-der-taler.html

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900-t./ytringsfrihed

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900-t./ytringsfrihed

http://www.nielslyngsoe.dk/?p=942

http://www.nielslyngsoe.dk/?p=865

http://www.litteratursiden.dk/temaer/fiktion-eller-virkelighed-februar-2011


82

Tv-udsendelser:

Deadline d. 8. februar 2014 (a) på DR2.

Deadline d. 8. marts 2014 på DR2.

Deadline d. 25. november 2013 på DR2.

Forsidebillede:

Hentet på politiken.dk d. 3. 3. 2014. Derefter redigeret.

Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2224051/yahya-hassan-digter-fra-kijev-

felthospitalet-er-sodet-til-af-sorg/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2224051/yahya-hassan-digter-fra-kijev-felthospitalet-er-sodet-til-af-sorg/

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2224051/yahya-hassan-digter-fra-kijev-felthospitalet-er-sodet-til-af-sorg/

Documents

År Y: Litteratur og ytringsfrihed - En kortlægning ... · År Y: Litteratur og ytringsfrihed 2 1. Indledning ”Yahya Hassan taler til dansk litteratur på en måde, som jeg ikke