Projekt under udarbejdelse. Må ikke aftrykkes helt eller delvist uden tilladelse

Jens Holger Schjørring

Dansk teologi og nazismen.

For at kunne belyse og vurdere dansk universitetsteologi og dens forhold til nazismen i det rette perspektiv

er det formålstjenligt at forudskikke nogle bemærkninger om tendenser i dansk kirkeliv og teologi i øvrigt:

Reaktionsmønstre i folkekirken

Der var danske præster, der offentligt tog til orde for en syntese mellem kristendom og nazisme. Den

kendteste er formentlig Anders Malling, sognepræst i Brøns syd for Ribe. Malling holdt ved et nazistisk

partimøde i forsommeren 1933 en prædiken og fremlagde et oplæg til kirkepolitisk program for det danske

nazistparti. I 1935 udgav Malling bogen ”Nationalsocialismen og kirken”, hvori han programmatisk

argumenterede for, at ”hagekorset baner vej for Kristi kors”i. I 1936 blev han imidlertid part i en af de

mange uoverensstemmelser i det danske parti, trådte herefter ud og blev medstifter af et udbryderparti

”Dansk Folkefællesskab”, der dog aldrig blev nogen betydningsfuld faktor. Malling indtog efter 1936 en

mindre fremtrædende holdning, men han afsvor aldrig, så vidt det kan konstateres, sine pro-nazistiske

grundholdninger. På den anden side anså den kirkelige ledelse ham efter 1945 heller ikke for at være så

kompromitteret, at den ville indstille ham til afskedigelse.

Blandt de øvrige præster i landet, der offentligt ytrede sig pro-nazistisk var pastor Strøbech i Utterslev,

pastor Jørgensen i Feldballe på Djursland og Hans Meinhardt Jensen, sognepræst i Vellev ved Randers.

Sidstnævnte figurerede under krigen i en liste over kandidater til en ministerpost i en eventuel nazistisk

regering. Endvidere vides det, at Kaj Munks mordere efter udførelsen af mordet på Munk kørte til Vellev

præstegård, øjensynligt på baggrund af, at de herfra var blevet bestilt til at foretage henrettelsen.

Der fandtes således uomtvisteligt præster og teologer med en decideret og offentligt udtalt nazistisk

holdning. Men det er værd at notere, at de på intet tidspunkt blev en strømning, man regnede med eller

anså for at være en egentlig trussel. Efter krigen blev der foretaget tjenstlige undersøgelser i en række

tilfælde, så vidt det har kunnet konstateres mellem 15 og 20. I enkelte tilfælde kom det til afskedigelser,

bl.a. af den føromtalte Hans Meinhardt Jensen.

Selvom der kun var få DNSAP-partimedlemmer blandt danske præster og teologer, var der temmelig

mange, der i forskellige sammenhænge udtalte sig positivt om bestemte sider af den tyske nazisme, navnlig

i den første periode efter Hitlers magtovertagelse. Det var navnlig Hitlers erklærede kamp mod

gudløsheden, der fængede og vandt genklang. Sådanne udtalelser blev sat i sammenhæng med de

pågældendes ubehag over en påstået kampagne for ”gudløshed” her i landet, hvormed man navnlig

referede til argumenter for en friere seksualmoral (bl.a. ”kammeratægteskab”), svangerskabsforebyggelse,

adgang til abort. Påstande om sådanne undergravende tendenser i seksualmoralen indgik i alliance med

antisemitiske tendenser og en udbredt, men ustruktureret utilfredshed med det parlamentariske

demokrati. Denne type synspunkter blev bl.a. fremsat af Christian Bartholdy, der kort tid efter sit valg som

formand for Indre Mission udtalte sig positivt om tendenserne til sædelighedens genoplivelse i Tyskland,

ungdommens begejstring i modsætning til tidligere apati og rodløshed, den fornyede respekt for ægteskab

og moderskab mm. Denne udtalelse kom imidlertid til at stå alene. Bartholdy afholdt sig senere helt fra

offentlige udtalelser om politiske spørgsmål. Han var dog efter 9.april ikke et øjeblik i tvivl om sin tilslutning

til dansk territorial integritet og harme over den tyske besættelse.

Tilsvarende grundtræk kunne man finde hos Kaj Munk, om end der hos Munk var tale om et vedholdende

og frygtløst engagement i samfundsdebatten. Munks udtalelser fra de første år om de positive

fornyelsestendenser i Tyskland og modsat den depraverede partipolitik i Danmark, fik dog fra slutningen af

trediverne en helt anden karakter, først og fremmest på grund af hans forfærdelse over den stadigt mere

aggressive antisemitisme i Tyskland og de første pogromer, navnlig den såkaldte ”krystalnat” i november

1938, og endnu mere emfatisk på grund af hans indignation over det nazistiske overfald på det fredelige og

værgeløse Danmarkii. Men Munks holdning til de politiske partier i Danmark og mere principielt til det

liberale demokrati blev dybest set ikke ændret, selvom det blev hans uforfærdede kamp mod

besættelsesmagten og dens danske håndlangere, der kom til at stå i forgrunden.

En særlig omtale er nødvendig vedrørende den grundtvigske tradition i Danmark. For en umiddelbar

betragtning kan der forekomme at være slægtskab om ikke ligefrem verbal overensstemmelse mellem

Grundtvigs brug af nordisk mytologi og de kendte nazistiske bekendelser til ”det nordiske” og en fælles

germansk mytologi, mest radikalt i den udformning den fik af Alfred Rosenberg, bl.a. i dennes ”Der Mythus

des XX. Jahrhunderts”. Der var da også enkelte nazi-ideologer, der så denne forbindelseslinje og forsøgte at

påberåbe sig den, men det fandt ikke megen genklang i Danmark. For den grundvigske hovedstrøm blev det

afgørende, at fremtrædende højskolefolk fra første færd talte og skrev imod alle tilløb til sympati for

nazismen. Som eksempler kan man nævne Arne Brandt Pedersen fra Rødding, Jørgen Bukdahl fra Askov og

C.P.O. Christiansen fra Grundtvigs Højskole i Hillerød.

Tilbage står, at der var danske kirkefolk, der indtog et andet standpunkt end det almindelige, der i stadig

højere grad blev en sympati for Bekendelseskirken i Tyskland og en generel afvisning af hele den nazistiske

ideologi. En sådan enegænger var Skat Hoffmeyer i Århus, en af initiativtagerne til et teologisk fakultet i

Århus, stiftsprovst i byen og fra 1939 biskop, valgt med et overvældende flertal af stemmerne. Hoffmeyer

redigerede kirkesiden i Aarhus Stiftstidende og heri gav han talrige gange på sin kritiske holdning til den

tyske bekendelseskirke. Hoffmeyer så i den tyske bekendelseskirke en tendens til ufolkelig sekterisme, der

bød ham imod, og han følte snarere sympati for rigskirkelige forsøg på at opnå tilslutning til en folkelig og

kulturåben kristendom. Under besættelsen var Hoffmeyer på den ene side udtalt pro-dansk og gik til sidst

med i modstandsbevægelsen, på den anden side fremsatte han udtalelser, der blev tolket som

antisemitiskeiii.

En ganske anden position indtog Valdemar Ammundsen (1875-1936). indtil 1923 professor i kirkehistorie i

København, derefter biskop i Haderslev. Netop fordi Ammundsen også repræsenterede den videnskabelige

teologi er der grund til at gå ind på hans standpunkt. Dertil kommer, at han i sit stift i Sønderjylland på

nærmeste hold kunne observere synspunkterne hos de hjemmetyske og desuden følge med i, hvad der

skete syd for grænsen. Det var Ammundsens ambition at kunne vise sit eget stift frem som et eksempel til

efterfølgelse, således at de to befolkningsdele ikke alene accepterede hinanden, men også bidrog til et

fælles formål i gensidig interesse. På dette punkt blev Ammundsens forhåbninger gjort grundigt til skamme

efter 1933, og han døde i december 1936 som en mand, hvis livsværk så ud til at være styrtet i grus.

Allerede i 1933 erkendte Ammundsen klart to væsenstræk ved det nye Tyskland efter Hitlers

magtovertagelse, den aggressive udenrigspolitik og raceideologien. I sommeren 1934 var han vært ved et

internationalt kirkemøde på Fanø, hvor situationen i Tyskland var et vigtigt punkt på dagsordenen. Som led

i forberedelserne havde Ammundsen arrangeret et hemmeligt møde med repræsentanter fra den tyske

bekendelseskirkeiv. Her viste sig et forhold, der blev ved med at være en hindring for en udbygget alliance

mellem den tyske bekendelseskirke og den kirkelige opinion uden for Tyskland. Når det kom til stykket følte

de tyske repræsentanter sig bundet af fædrelandspatriotisme, uanset at de var helt på det rene med, hvor

forkastelig den nazistiske ideologi var. De holdt sig til den indre-kirkelige protest inden for kirkens område.

Man kunne kalde det en national forsvarsholdning udadtil på trods af åbenbar uenighed med regimet

indadtil. I Bekendelseskirke var der til gengæld tale om en konsekvent og virkningsfuld indsigelse mod den

nazistiske tvangsindlemmelse af alle institutioner og livsområder, dens ”Gleichschaltung”.

Universitetsteologer.

Det er ikke muligt at give en karakteristik af universitetsteologien i forhold til en specifik problemstilling

som reaktionsmønstre over for nazismen. Selv om det teologiske fakultet i København havde en overskuelig

størrelse, 8- 10 professorer og docenter, og fakultetet i Århus fra og med 1942 var af en endnu mere

beskeden størrelse, i 1942 tre og 1945 fem professorer, så var der ingen af stederne tale om en institutionel

konsensus, snarere tværtimod, jf. den sarkastiske definition af en professor i teologi: én, der indtager et

andet standpunkt.

Desuden skal det anføres, at det langt fra var alle universitetsteologer, der offentligt gik ud med et

artikuleret synspunkt om nazismen. Der var ingen, der udtalte sig pro-nazistisk, ikke engang modificeret,

men der var flere, der passede deres fag uden at gå ind på politiske forhold generelt og heller ikke

nazismen specifikt, hverken i trediverne eller under besættelsen.

Det sagligt forsvarlige er derfor at behandle en række individuelle teologer, der på forskellig vis analyserede

nazismen i Tyskland, og forholdet til besættelsesmagten her i landet under krigen; tre fra den ældre

generation, født tilbage i 19. årh., og tre yngre født i første årti af 20. årh..

Den første, der fortjener omtale som repræsentant for de ældre er Frederik Torm (1870-1953), fra 1903-

1940 professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet.

Torm havde en udpræget konservativ grundholdning, både teologisk og i sit syn på politik og samfund. Han

var dybt skeptisk over for det, han betragtede som undergravende fordærvsmagter i kultur og samfund,

men hvor meget han end orienterede sig ud fra rodfæstede normer og værdier, blev han dog aldrig

antidemokrat, heller ikke i forhold til radikale og socialdemokratiske regeringer. Han var på intet tidspunkt

i tvivl om, at nazismen måtte afvises, fordi dens totalitaristiske ideologi var en krænkelse af individuelle

frihedsrettigheder og demokratiske standarder.

Særlig vægt lagde Torm på antisemitismen, som han fra første færd så som et væsenstræk ved den

nazistiske ideologi og dens sammenhæng med nazistiske teorier om arierne som germansk herrefolk og

jøderne som orientalske undermennesker, der nu forvoldte skade i mange samfund ved deres infiltration

og undergravende virksomhed. Torm var formand for Israelsesmissionen i Danmark og gik således ind for at

der skulle drives kristen mission blandt jøder, men han var samtidig på vagt over for alle tendenser til

mistænkeliggørelse eller forfølgelse af jøder. Dette kom i særlig grad til udtryk efter at nazisterne var

kommet til magten. Torm havde nære relationer til sin embedskollega i Lund, Erling Eidem, der i 1932 blev

ærkebiskop i Uppsala. Under indtryk af den første jødeboykot i Tyskland 31. marts 1933 sendte de to breve

til hinanden, hvori de i enighed betegnede racehad og antisemitisme som det nye tyske regimes bitre

frugter. Torm fulgte opmærksomt udviklingen, ikke blot i den danske presse, men også via årlige besøg i

Tyskland, via læsning af tyske publikationer, herunder også numre af Julius Streichers berygtede tidsskrift

”Der Stürmer”, og i kraft af at tyske flygtninge opsøgte ham og bad om sympati og hjælp. På baggrund heraf

var Torm med til at danne en ”Hjælpekomite for ikke-ariske flygtninge”, som han bidrog til økonomisk og

med sin utrættelige arbejdskraft. I 1939 beskrev han antisemitismen i historisk længdeperspektiv i bogen

”Jødefolket og Verdenshistorien”, med hovedvægt på den tidligste kristendomshistorie og de seneste 100

år. Under besættelsen var han med i den kreds af nøglepersoner i og omkring Frue Plads, der stod bag og

organiserede redningsaktionen i begyndelsen af oktober 1943v.

Det tredje aspekt, der er grund til at fremhæve, er Torms deltagelse i dansk/nordisk-tysk samarbejde

omkring Lutherakademiet i Sondershausen. Denne institution var blevet grundlagt i 1932 og blev ledet af

Carl Stange, professor i Göttingen. Stange var jævnaldrende med Torm og kender af Skandinavien med

særligt kendskab til Sverige, han var endda svensk-talende. Lutherakademiet skulle tjene som samlingssted

for teologer og kirkefolk, der var enige om behovet for at etablere et bolværk mod den liberale

protestantismes fremtrængen, og som internationalt tillige kunne fungere som modvægt over for den

ekspansion, man mente at kunne observere fra kredse i den angelsachsiske verden. For at give akademiet

international styrke, anmodede han ærkebiskop Eidem om at indtræde som formand for bestyrelsen, idet

han så netop den svenske ærkebiskop som en skikkelse med stor symbolbetydning, den kirkelige leder fra

Gustaf Adolfs hjemland. Eidem accepterede at fungere som formand, men med henvisning til sine mange

embedsforpligtelser gjorde han flittigt brug af Torm, der var menigt medlem af bestyrelsen.

Stange var ikke nazist, men levede i en forestillingsverden, der hørte hjemme i kejsertidens Tyskland.

Stange så det selv som en symbolkraftig kendsgerning, at han var født i 1871. Imidlertid var Stange mere

eller mindre nødtvungent presset til at acceptere, at nazister udøvede kontrol med Lutherakademiet. Det

var specielt mærkbart på den måde, at der blev våget nøje over, at ingen under akademiets møder

fremsatte anti-nazistiske, resp. anti-tyske synspunkter, heller ikke de udenlandske gæster. En uundgåelig

konsekvens heraf var, at deltagerne, såvel de udenlandske gæster, der var kritiske, som de tyske værter,

der havde behov for at formulere deres ubehag ved udviklingen i Hitler-staten, måtte opøve en færdighed i

at kommunikere hemmeligt og diskret, bl.a. under spadsereture i parken i pauserne. Torm måtte gentagne

gange finde sig i, at Stange anmodede ham om at acceptere gæstevenskabets regler og afstå fra uvenlige

udtalelser over for Tyskland. Disse forhold tvang Torm ind i samvittighedskvaler, som han drøftede med

Eidem. Særlig prekært blev det, da Torm blev anmodet om at holde festforelæsning ved akademiets

sommerkonference i 1935. I et underfundigt forsøg på at undgå at gøre sig sårbar i kraft af utidig

udenlandsk indblanding og alligevel få sine kritiske forbehold udtrykt på en sådan måde, at forsamlingen

kunne forstå meningen, valgte Torm i sin forelæsning at gøre kejserkulten i Japan til sit tema. Ingen kunne

angribe ham, men stemningen var anspændt og Stange undlod heller ikke bagefter at gentage sin

formaning, at Torm skulle afstå fra at gå ind på den aktuelle situation i Tyskland på en sådan måde, at det

ville indbære vanskeligheder for værtsskabet. Torm refererede i sin utrykte selvbiografi fra den omtalte

forelæsning bl.a. følgende: ”Man taler som om ens egen Nation var Guds udvalgte Folk, og som om den

havde den Opgave at bringe Frelse til hele Verden. Ja, ofte har man det Indtryk, at man vil paastaa, at ens

egen Nation ikke blot er Guds Yndlingsbarn, men at den endog har sin egen Gud”vi.

Atmosfæren mellem Stange og Torm blev stadig mere anspændt for hvert år, der gik. Sidst på året 1938

kom det til en endeligt brud. Anledningen var fra Torms side, at han var forfærdet over begivenhederne

under den første rigsomfattende jødepogrom, kaldet ”krystalnatten”. Med henvisning hertil og den tyske

indmarch i Sudeterlandet skrev Torm til Stange, at han ikke kunne medvirke til at skaffe danske

foredragsholdere til næste års konference. Stange svarede indigneret, at han måtte se Torms meninger

som endnu et udslag af Torms politiske uvilje (”Abneigung”) mod Tyskland og foreholdt selvretdærdigt

Torm, at han, Stange, under sine besøg i Danmark bestandig havde undladt at udtrykke sig kritisk om dansk

politik. Dermed var den direkte meningsudveksling mellem de to bragt til ophør, og stemningen mellem

dem skulle kun blive endnu værre.

Det bør ikke forbigås, at Torm skrev samtidshistorie om den kirkelige udvikling i Tyskland under nazismen.

Undervejs skrev han artikler i tidsskrifter, først og fremmest Præsteforeningens Blad. Disse

veldokumenterede reportager samlede han i bøger. Stange blev så forbitret over Torms beskrivelse, at han

beklagede sig over for Eidem, der noget længere end Torm holdt forbindelsen vedlige med Stange. Bogen

fremkaldte desuden en skarp indsigelse fra den føromtalte danske nazistiske teolog, Hans Meinhardt

Jensen. Andet bind af den kronologiske gennemgang af kirkekampen i Tyskland omhandlede krigsårene og

han sluttede af med en bog om den umiddelbare efterkrigsudviklingvii.

Eduard Geismar (1871-1939) blev i 1921 udnævnt til professor i systematisk teologi ved Københavns

Universitet efter i 20 år at have været præst først i Jylland, derefter i det indre København. Geismar havde

mere end nogen anden teolog i samtiden nære relationer til Tyskland og tysk teologi og filosofi. Han var

tysk gift; han havde i sine unge år været på studieophold i Tyskland og var blevet elev af en tysk filosof, hvis

tænkning var en videreførelse og opdatering af den tyske idealisme. Dette standpunkt søgte Geismar at

bringe i samtale med Søren Kierkegaard. Netop Kierkegaard blev da også genstand for Geismars

hovedværk, en omfattende monografi i flere bind. Politisk stod Geismar for en social-liberal tænkemåde.

Det sociale engagement viste sig ved at han tog stærk afstand fra den umådeholdne griskhed, som han så

som en skræmmende følge af den tidlige industrialisering i hovedstaden. Over for sociale skævheder og

urimelig udbytning plæderede han for ”retfærdige grundordninger”. Det liberale islæt ville han dog ikke

give afkald på, hvorfor han i mange år gik ind for Retsstatsforbundet, samtidig med at han var aktiv i den

kristelig-sociale bevægelse.

En afgørende proces i hans tid som professor var hans kollegiale meningsudveksling med den tyske teolog

Emmanuel Hirsch fra Göttingen. Baggrunden for deres samtale var en fælles interesse i at tage

udgangspunktet i en luthersk tradition alvorligt og forene det med en fordybelse i Søren Kierkegaard. Det

lykkedes dem også at nå meget langt i klarlægningen af de synspunkter, de kunne være fælles om. Men det

var fra begyndelsen klart, at de politisk stod meget langt fra hinanden. Hirsch var præget af en voldsom

harme og forbitrelse over følgerne af Versaillestraktaten og en dermed sammenhørende uvilje mod

idegrundlaget bag Weimar-Republikken. Geismar bevarede sin social-liberale grundholdning og prøve med

nuanceringer at lægge en dæmper på Hirschs ideosynkrasier. Hirsch imponerede sin danske kollega ved at

lære sig dansk på et sådant niveau, at han ikke kunne læse hele Kierkegaards forfatterskab, men også blev

fortrolig med store dele af den danske ånds- og kulturhistorie i 19 årh. Et højdepunkt i samarbejdet var det,

da Geismar i 1929 blev kreeret som æresdoktor i Göttingen, samtidig med at Hirsch var på årlige

længerevarende ophold i Danmark og flere gange gæsteforelæste i København. Fra begyndelsen af

1930’rne begyndte den teologiske divergens imidlertid at gøre sig gældende med en sådan styrke, at det

truede med at overskygge den teologiske enighed, der ellers skulle manifesteres, da Hirsch i 1933 udgav

sine Kierkegaard-Studien i to omfattende bind. Samtidig bekendte Hirsch sig fra begyndelsen af trediverne

offentligt som overbevist nazist, hvilket vakte forfærdelse hos Geismar, selvom han en tid søgte at leve sig

positivt ind i i de motiver, der var bestemmende for den tyske kollega. viii

I foråret 1934 holdt Geismar en serie offentlige forelæsninger, der snart efter blev udgivet som bog

”Religiøse Brydninger i det nuværende Tyskland”. Heri fastholdt han på den ene side bestræbelsen på at

give en forstående udlægning af det, Hirsch kaldte den folkelige genfødelse efter den foregående tidsalders

ødelæggende fremmedgørelse mellem den politiske ledelse og folkets inderste længsler og forestillinger.

På den anden side så Geismar det som en dementi af alle nazistiske besværgelser af en gensidig pagt

mellem folk og kirke, når der fra den nye stats- og partiledelse blev anvendt tvang mod anderledes

tænkende, og når man i den statslige propaganda betjente sig af militante fjendebilleder over for jøder og

nabolandenes folkeslag. Særligt graverende var det i Geismars, at Hitler i januar 1934 havde udnævnt

Alfred Rosenberg som leder af undervisningen i livsanskuelse, ”livsanskuelsesdiktator”, kaldte Geismar

Rosenbergs embede, som han tillagde særlig vægt, fordi Rosenberg var kendt som talsmand for den

fraktion af nazipartiet, der gik end for germansk ikke-kristen tankegang, ”nyhedenskab” blev det kaldt.

Hirsch svarede indigneret tilbage og afviste alle Geismars indvendinger som overgangsproblemer. I en

række afhandlinger i bogform lagde Hirsch i stedet sin tolkning af idegrundlaget bag ”det unge Tyskland”,

som han kaldte det nazistiske styre ud fra sin påstand om, at der var banet vej for en ny epoke, hvor den

brede befolkning på ny ville åbne sig for kristendommen. Derfor afviste Hirsch også kategorisk tankegangen

bag den tyske Bekendelseskirke, fordi den undlod at gå positivt ind på den udstrakte hånd fra den nye

nationale ledelse, men i stedet placerede sig i en undtagelsesposition med forbehold. Geismar på sin side

bevægede dig stadigt længere henimod hævdelsen af ubetinget konflik mellem nazisme og kristendom. Et

afgørende skridt i den retning tog han, da han i august 1934 deltog i et seminar for nordiske teologer, som

hans kollega og ven Valdemar Ammundsen havde arrangeret som led i forbedelserne til det internationale

kirkemøde på Fanø. Geismar udviklede i sit indlæg sin argumentation, for at man uden forbehold måtte

afvise en politik, der byggede på statstvang i religiøse spørgsmålix.

Den uundgåelige følge var et fuldstændigt brud mellem Geismar og Hirsch. Hirsch fremlagde sit standpunkt

både i personlige breve til Geismar og i offentlig sammenhæng i en lang artikel, hvori han tog til orde mod

Geismar, som han indplacerede som talsmand for den internationale opinion, der var uden forståelse for

fornyelsen i Hitler-Tyskland. Bruddet blev stående som en uformidlet modsætning. Geismar døde nedbrudt

af sygdom og skuffelse i maj 1939, mens Hirsch levede indtil 1972 uden på noget tidspunkt at tage noget

tilbage af sin nazistisk underbyggede overbevisning, heller ikke efter 1945, hvor han frivilligt tog sin afsked

velvidende at han ellers ville blive afnazificeret af de amerikanske besættelsesstyrker.

Jens Nørregaard (1887-1953) blev professor i kirkehistorie i 1923. Han var fra sin tidligste udviklingi høj

grad formidlingsteolog. Det var han i den grundlæggende betydning, at han forenede sin tidligste

inspiration fra tysk liberal historisk teologi med indtryk fra engelsk-amerikansk teologi og kirkeliv, idet han

så det som et særkende for skandinavisk teologi, at man netop havde stadig kontakt med såvel tysk

protestantisme som engelsk-amerikansk teologi. Dette var som sagt ikke kun noget dansk, men et fælles

træk ved teologien i de skandinaviske lande, og Nørregaard gjorde en stor indsats for at pleje nære

kollegiale og faglige relationer til fagkolleger i de øvrige nordiske lande. Således arbejde han sammen med

en svensk kollega, Hjalmar Holmquist om udarbejdelse af en lærebog i kirkehistorie, et værk der i flere

generationer har haft status som lærebogen i faget. Desuden var han lærer for mange yngre teologer, ikke

blot fra Danmark, men også fra de nordiske nabolande. Nørregaard var oprindelig specialist i oldkirkens

historie, men udvidede sit felt, således at han i sine senere år også skrev samtidshistorie, herunder en bog

med titlen ”De europæiske Kirker i Tiden mellem de to Verdenskrige” (1948).

Ind i denne sammenhæng hører det, at Nørregaard havde mange kontakter til tysk teologi. Han så det som

en faglig forpligtelse at undersøge på nærmeste hold, hvad der foregik i tysk teologi og kirkeliv efter Hitlers

magtovertagelse. Som led i studierne var han på et længere ophold i Berlin i efteråret 1933. Han blev rystet

over at overvære nogle af de masseforsamlinger, der blev arrangeret af De Tyske Kristne, den nazistisk

inspirerede gruppering inden for den protestantiske kirke. Bl.a. overværede han et møde i Sportspaladset,

hvori en af talerne vendte sig lidenskabeligt mod indflydelsen fra jødisk lønmoral og fra rabbineren Paulus

og hans syndebukkemoral. I stedet fordrede taleren en germansk, kristen etik, der byggede på heltemod.

Nørregaard var chokeret, men bestræbte sig på at skyde alle personligt farvede indtryk i baggrunden og i

stedet sætte indtrykkene ind i et historisk, kirkeligt perspektiv. Han diskuterede situationen med

skandinaviske kolleger, den danske præst i Berlin, Blauenfeldt, den norske stipendiat Einar Molland samt

den svenske præst Birger Forell, der blev en nøgleperson i de følgende år, fordi han varetog forbindelsen

mellem den kirkelige opposition i Tyskland og den internationale kirkelige opinion. Efter sin hjemkomst til

København, samlede Nørregaard indtrykkene i en serie udførlige artikler, der udkom i Berlingske Tidende i

løbet af januar 1934x.

Nørregaard fortsatte med at skaffe sig informationer om udviklingen i Tyskland, idet han var helt på det

rene med, at man skulle trænge bag om den massive offentlige nazistiske propaganda for at få indtryk af

den kirkelige opposition, der tidligt blev afskåret fra at kommunikere frit med udlandet. Men det var ikke

kun presset fra den absolutistiske nazistiske statsledelse, der vanskeliggjorde forbindelsen mellem

oppositionelle i Tyskland og kritikere fra udlandet. Nørregaard opdagede også det tidligere omtalte træk, at

den tyske Bekendelseskirke nok var skarp i indsigelsen mod nazistisk inficerede kristendomsforvanskninger,

men at den samtidig afholdt sig fra at føre teologiske og kirkepolitiske kætterier tilbage til selve det

politiske grundlag under Det Tredje Rige. Udadtil afstod man fra at komme med kritiske betragtninger om

stat og parti, dels fordi man ikke ville besmudse ens egen rede, dels fordi man var opflasket med en

øvrighedsforståelse, der let førte til betingelsesløs underkastelse under den givne øvrighed, uanset dennes

handlemåde.

Nørregaard så dette eksemplificeret i synspunkter hos den betydelige tyske liberale kirkehistoriker Hans

Lietzmann. Denne var i 1934 i Sverige og Danmark for at holde gæsteforelæsninger. Under besøget i

København blev Lietzmann interviewet af journalister og gav her udtryk for en positiv forventning om at alt

ville udvikle sig til det bedre i Tyskland, samtidig med at han vendte sig mod unuanceret kritik fra den

internationale pressexi.

Under besættelsen blev Nørregaard sat på en vanskelig opgave, idet han blev udnævnt som rektor ved

Københavns Universitet. Embedet indebar, at Nørregaard måtte balancere mellem sin personlige sympati

for alle protesttilkendegivelser over for besættelsesmagten på den ene side og nødvendigheden af at

fortsætte normal aktivitet på universitet, så vidt det overhovedet var muligt. Denne balancekunst blev sat

på en alvorlig prøve efter 29. august, hvor Nørregaard fik sat igennem, at der blev iværksat en midlertidig

lukning af de højere læreanstalter i landet som protest mod at jødeforfølgelser nu var blevet udstrakt til

Danmark.

Hal (Hans Harald) Koch (1904-1963) bør nævnes som den første repræsentant for den yngre generation af

universitetsteologer, d.v.s. dem der var født i begyndelsen af det 20. årh.

Kochs fag var kirkehistorie. Allerede i den tidlige del af karrieren spændte hans forskningsinteresser

usædvanligt, disputatsen fra 1932 handlede om forholdet mellem græsk kultur og kristendom i

kristendommens første århundreder, centreret omkring teologen Origenes. Få år senere udgav han en bog

om den danske kirke i middelalderen, en afhandling der – til manges overraskelse – skaffede ham et

professorat i 1937. I årene inden besættelsen indledte han et omfattende arbejde med Grundtvig, en

beskæftigelse med dansk kulturarv, som han videreførte og accentuerede under besættelsenxii.

Men Koch begrænsede ikke sit virke til den videnskabelige teologi. Fra første færd tog han ivrigt del i den

almindelige kultur- og samfundsdebat, både med populærvidenskabelige udgivelser, avisartikler og utallige

foredrag i hele landet. I den forbindelse var nazismen den stadige udfordring. Men Koch forholdt sig til

sagen på en indirekte måde. Det var ikke situationen i Tyskland og den nazistiske ideologi i og for sig, men

snarere farerne for en afsporing af det danske demokrati, der optog ham. Derfor tog han kraftigt til orde

mod de kræfter i landet, der gik offentligt ud med foragtelige udtalelser om det angiveligt afmægtige og

korruptionsbefængte parlamentariske demokrati, hvad enten det var Arne Sørensen i bogen ”Det moderne

menneske”, Kaj Munk eller andre blandt de mange, der i trediverne kappedes om at nedgøre de liberale

styreformer og i stedet agiterede for at karismatiske ledere og/eller totalitære styreformer skulle træde i

stedet for det rådne demokrati. Alligevel var det ikke polemiske indlæg, Koch brugte mest tid på. Derimod

så han det som sin primære forpligtelse at genoplive befolkningens forståelse og værdsættelse af ret

forstået dansk national identitet og folkestyre, herunder også kristendommens forankring i kulturarven.

Dette var den egentlige hensigt bag den offentlige forelæsningsrække om Grundtvig, der i efteråret vakte

så stor opmærksomhed i København og efterfølgende i bogform fandt mange læsere, og det var ligeledes

drivkraften, da han i besættelsens første år accepterede at træde ind i det nydannede ”Dansk

Ungdomssamvirke” for med dette samarbejdsforum at skabe en dynamik, der kunne medvirke til at vække

den unge generations sans for folkestyret og give de unge et incitament til at tage ansvar for demokratietxiii.

Som historiker var Koch for begavet til at lade fortidige personer og begivenheder anvende i

propagandistisk øjemed i aktuelle sammenhænge. Men som forfatter og underviser var han samtidig

indsigtsfuld til, at de undersøgte emner implicit kunne fremstå som overvejelser med adresse til de højst

nærværende problemstillinger, vel at mærke ikke som ligefremme løsningsmodeller, men med en form for

sokratisk majeutik som impuls til differentieret og vederhæftig eftertanke.

I den offentlige debat i besættelsesårene blev Koch en kendt, men også stærkt omstridt personlighed. Når

han æggede til modsigelse, beroede det frem for alt på, at han anslog en dobbeltstrategi: på den ene side

ville han kalde danskerne til bevidsthed om danskhed, frihedstradition og folkestyre og til dette formål

åbne for et historisk panorama, på den anden side afstod han fra at anvende store ord og armbevægelser,

det vil navnlig sige, at han nægtede at slutte sig til dem, der agiterede for at bringe samarbejdspolitikken til

ophør for at bane vej for et definitivt brud med besættelsesmagten. Ikke at Koch var usikker i vurderingen

af nazismen og okkupanterners adfærd, men han vedblev trodsigt med at insistere på at opgaven var at

søge den folkelige og politiske samling bevaret, så man stod bedst muligt rustet, den dag opgøret var

uundgåeligt. De politiske holdninger her i landet måtte ikke dikteres af de umiddelbare indtryk af, hvad der

skete uden for landets grænser, hverken på vest-eller østfronten, ej heller i Norge, hvor meget den

heltemodige norske modstandspolitik end gjorde indtryk. Nej, indvendte Koch, ” vort Lands Skæbne afgøres

ikke ved en Krig ude i Verden, men udelukkende af om vi naar frem til at fastholde Sandheden og Retten og

Friheden med den Lidenskab, som er villig til at betale Prisen” (hvormed han mente at befolkningen måtte

være parat til at bære alle omkostninger af et endegyldigt brud med besættelsesmagten). Indtil videre, og

det vil også sige efter 28.august 1943, måtte man have tiltro til at de valgte politikere på rigsdagen ville

varetage deres hverv, for der var nu engang ikke noget alternativ til de politikere, befolkningen selv havde

valgt, fremhævede Koch igen og igen, til voldsom irritation for mange af hans kolleger og venner, ikke

mindst K.E. Løgstrup. Over for Løgstrups stadigt mere lidenskabelige fremhævelse af, at politikerne for

længst havde forspildt retten til at være folkets legitime ledere, og at man derfor måtte gribe til væbnet

modstand, fastholdt Koch lige så indædt sit forsvar for den lidet heroiske, men dog påkrævede nationale

samlingspolitik. Det indebar, at han modsatte sig en enten-eller strategi, men i stedet med henvisning til

betydningen af ”grå kompromisser”, kendte også fra mange andre historiske sammenhænge. I stedet for at

afvise alle aspekter af samarbejdspolitikken, måtte man indse, at den trods alt havde bevirket noget

positivt. ”Det er alt sammen kun ’til en vis Grad’, og det er nemt at fælde Dommen over det og kassere det

hele.. Men det er falsk Vidnesbyrd, naar man ikke har andet at sige end, at Regeringen svigtede hver Gang.

Den kæmpede med de Midler, den mente var de bedste. Maaske handlede den forkert- og dette være sagt

til den illegale Presse, den handlede ud fra hæderlige Motiver”xiv.

Det fortjener at blive anført, at Hal Koch efter krigen vendte sig med stor harme og bitterhed mod de

selvsamme politikere, efter at de havde indført straffelovstillægget og givet det virkning med

tilbagevirkende kraft, med andre ord handlet som om landet hele tiden havde ført en aktiv

modstandspolitik. I den henseende lå han helt på linje med Løgstrup.

Knud Ejler Løgstrup (1905-1981) blev en af de fem første-generations teologer ved det nye teologiske

fakultet i Århus. Men i modsætning til Kochs ubesværede gang gennem den videnskabelige karrrieren

måtte Løgstrup kæmpe hårdt, inden hans disputats- efter tre foregående forkastede forsøg- blev antaget i

1942 og han snart efter blev udnævnt som professor i etik og religionsfilosofi.

Løgstrup lærte nazismen at kende på nærmeste hold. I årene efter sin kandidateksamen rejse han på

dannelsesrejse. Mens de to jævnaldrende venner Hal Koch besøgte flere lande og i det hele taget

orienterede sig bredere, var Løgstrup fra første færd overbevist om, at det (bortset fra korte afstikkere til

Paris og Wien) var i Tyskland han skulle indhøste erfaringer. Nærmere bestemt var det den kantianske

filosofi, han ville stifte nærmere bekendtskab med, specielt de tre filosoffer Edmund Husserl ogHans Lipps,

begge forgrundskikkelser i udformningen af en fænomenologisk erkendelsesteori samt Martin Heidegger,

hvis eksistensfilosofi med hovedværket ”Sein und Zeit” var et af mellemkrigsårenes ubestridte

hovedværker. Derfor var det også Göttingen og Freiburg im Breisgau, der blev de vigtigste stationer på den

femårige rejse fra 1930-1945. Både i Göttingen og Freiburg mødte han nogle af de teologer og filosoffer,

der offentligt bekendte sig til det nazistiske program for en genopvækkelse af det Tyskland, som for dem

havde været knægtet og ført ud i en åndelig dvaletilstand under Weimar-republikkens ørkenvandring. I

Freiburg hørte han Heideggers herostratisk berømte rektoratstale fra forsommeren 1933, hvori han satte

sit filosofiske program for vovemod og eksistentiel afgørelse i forbindelse med nazismen. I Göttingen hørte

han bl.a. en af de teologer, Emmanuel Hirsch, der tidligt og uden forbehold tilsluttede sig nazismen politisk

og ligeledes blev et fremtrædende medlem af den kirkepolitiske aflæggerorganisation, Glaubensbewegung

Deutsche Christen. I tilbageblik og således med mange års afstand men dog i en autentisk gengivelse har

Løgstrup beskrevet, hvad der var det fremtrædende hos disse højt begavede tænkere, der lidenskabeligt gik

i brechen for Det Tredje Rige. Det var deres pathos, deres passionerede alvor, der gjorde dem

snæversynede og fanatiske og samtidigt ganske immune over for forbehold og kritik, særligt den kritik der

blev fremsat fra udlandet. Løgstrup gengiver hvordan Hirschs argumentation tog sig ud: ”- lige meget hvad

der fremføres af synspunkter og argumenter, andet har han ikke at sigge end at insistere på sine

proklamationer om det tyske folks mishandling og om hvad det tyske folk er udset til af Gud. Han er for

harmfuld til overhovedet at indlade sig i debat. Ikke så meget som en eneste politisk vanskelighed deler han

med sine modstandere”xv. Deraf fulgte den besværgende argumentationsform, der gav sig udslag i

fanatisme og hysteri.

Under opholdet i Freiburg mødte Løgstrup en yngre kvindelig filosofistuderende, Roswitha (kaldt

Rosemarie) Pauly, som han to år senere blev gift med. Via ægteskabet blev Løgstrup ført ind i en

venstreintellektuelt miljø, der fra første færd var kritisk over for nazismen. Rosemarie Pauly havde en jødisk

født, men døbt kristen bedstefar, og det jødiske familieislæt førte til, at mange af hendes slægtninge blev

udsat for de mest forfærdelige chikanerier og forfølgelser. Mange nåede rettidigt at flygte til udlandet,

andre begik selvmord, og andre blev henrettet. Disse erfaringer var medvirkende til, at der hos begge

ægtefæller ikke var nogen som helst tvivl om, at nazismen måtte bekæmpes. Nazismen havde Løgstrup så

at sige gjort sig færdig med længe inden besættelsen d. 9.april. Han var i mellemtiden blevet sognepræst på

Vestfyn, hvor han var, indtil han i 1843 blev professor i Århus. Hvad der i besættelsesårene lagde beslag på

hans opmærksomhed var dels deltagelse i aktiv modstand, allerede på et tidligt tidspunkt, dels at

gennemtænke etisk-filosofisk og politisk, hvordan man skulle begrunde forkastelsen af

samarbejdspolitikken i de første år. Dette sidste skete frem for alt med hans nære ungdomsven, Hal Koch,

der modsat forsvarede de valgte politikere, samtidig med at han med samme energi søgte at mobilisere

befolkningens åndelige reserver som bolværk mod inficering fra nazismen.

I en afhandling skrevet umiddelbart efter befrielsen har Løgstrup beskrevet sine synspunkter under krigen,

herunder de faser, der i hans øjne var afgørende at tage i betragtning for at forstå hele forløbet. Med

selvovergivelsen d. 9. april og den efterfølgende imødekommenhedspolitik tabte Danmark sin militære

ære. Holdningen i den første tid efter 9.april så Løgstrup som udtryk for fejg undvigelse, fra det der ville

have været den selvfølgelige pligt, nemlig at sige åbent fra over for uretten. Det fatale var

”tilskuerholdningen, den lidenskabsløse Forsigtighed, det at holde sig Tingee oaa Afstand og ikke at gide

harmes over Uret”. Politikernes ”eftergivenhedspolitik” måtte modsvares af ”en med legale Midler ført

Kulturkamp” for at gøre det umisforståeligt klart, at ”dansk Væremaade var uforenelig med enhver Form

for Nazisme”xvi.

Men fra sommeren 1941 gik landet ind i en ny fase. Det afgørende var indledningen af den tyske

angrebskrig på østfronten og den dermed sammenhængende internering af de danske kommunister. Dette

indebar ifølge Løgstrup, at Danmark blev ”inddraget i det nazistiske Oprør mod Europa – paa Oprørernes

Side”. Dermed var der sket en krænkelse af enhver civil orden og ret. Det drejede sig nu om vores

borgerlige ære. Hermed blev den danske modstandsbevægelse kaldt til aktiv modstand. Samtidig blev

modstandsbevægelsen ført ind i et paradoks, der ret beset var helt og aldeles urimeligt, for så vidt som det

var modstandsfolkenes hensigt at sætte sig til modværge mod nazisternes europæiske oprør, men det kom

til at fremtræde som et oprør mod den siddende danske regering. Men denne modsigelse måtte man tage

på sig. Politikerne fortsatte eftergivenhedspolitikken over for besættelsesmagtens magtbud og gjorde det

på en sådan måde, at de tyske krav aldrig nåede den menige danske borger, så det for alvor gjorde ondt.

Politikerne forspildte dermed deres ret til at varetage deres politiske hverv. Men, siger Løgstrup med et

indigneret suk, vi, befolkningen, svigtede bekendelsen, d.v.s. åbent at gøre modstand med vilje til at bære

konsekvenserne. I stedet gjorde vi ”vort eget Land til én eneste efter danske Forhold kæmpemæssig

Foredrags- og Sandforening.

Efter 29.august 1943 kom bruddet. Det kom sent, på et tidspunkt hvor det var en given sag, at Tyskland ville

tabe krigen. Derfor mener Løgstrup også, at denne aktive modstandsfase nok kom meget sent, men den

kom dog trods alt.

I befolkningens begejstringsrus efter befrielsen ser Løgstrup en beskæmmende dansk

”selvvelbehagelighed”. Befolkningen fortrænger fuldstændig de afgørende kendsgerninger bag det faktiske

forløb, herunder også det forhold, at modstandsbevægelsens ”afgørende Bekendelse til de Allieredes og

vort eget danske Europa kom vi først til at udtale, da Englands, Amerikas og Ruslands Sejr var givet” (s.st).

På denne baggrund er det ikke underligt, at Løgstrups standpunkt efter befrielsen i forbindelse med

retsopgøret, eller det stort set udeblevne retsopgør, kom til at ligge på linje med Kochs. Det egentlige opgør

udeblev. I stedet gjorde befolkningen, anført af politikerne, sig skyldigt i et beskæmmende selvbedrag.

Regin Prenter (1907-1990) blev d. 1. maj 1945 udnævnt som professor i dogmatik ved Århus Universitet.

Dermed havde det århusianske fakultet besat embederne i de fem klassiske hovedfag og var således rustet

til at gå ind i en normal arbejdsrytme, da befrielsen få dage senere blev en realitet.

Også Prenter havde efter sin bemærkelsesværdigt flotte eksamen i 1931 fået tildelt rejsestipendier, der

satte ham i stand til at gennemføre en flerårig europæisk dannelsesrejse. Det første år var han i Strasbourg,

hvor han udover studier i systematisk teologi fik lært fransk på et sådant niveau, at han senere kunne

fungere som gæsteprofessor i Frankrig. Derefter kom han til Bonn i Tyskland, hvor han i en afgørende

periode fra 1933-34 studerede hos Karl Barth, den berømte svejtsiske professor, der blev en forgrundfigur i

udformningen af det teologiske fundament, der fra foråret 1934 udgjorde det samlende grundlag for

Bekendelseskirken, den kirkepolitiske opposition mod den nazificerede rigskirke. Prenter gik til

forelæsninger og seminarer hos Barth og fik dermed et indgående kendskab til hans teologi, samtidig med

at han på universitetet og i samfundet i det hele taget kunne observere, hvad der skete i det første år efter

Hitlers magtovertagelse. Efter tiden i Tyskland rejste han et år til England, inden han i 1935 rejste tilbage til

Danmark og blev præst, først på Djursland, senere under besættelsen ved domkirken i Århus. Mens han var

præst medvirkede han i den teologiske undervisning ved fakultetet i dets etableringsfase, samtidig med at

han skrev på en disputats om Luthers teologi. Afhandlingen blev forsvaret sidst på året 1944, og nogle

måneder senere fulgte udnævnelsen til professor.

Ved siden af sine tjenstlige forpligtelser som præst og arbejdet på disputatsen gik Prenter ind i illegalt

arbejde. Han støttede uforbeholdent den kreds af danske præster, der mente, at eftergivenheden under

samarbejdspolitikken var en skændsel. Efter at det blev kendt, at den norske kirkekamp i påsken 1942

havde ført til et brud, hvorefter over 90 % af de norske præster i protest mod Quisling-regeringen opsagde

deres embede som statslige embedsmænd med henvisning til et teologisk dokument samtidig med at deres

lederskillelse, Oslos biskop Eivind Berggrav blev fængslet og interneret, sluttede Prenter sig til dem, der i

Danmark argumenterede for, at vi også her i landet måtte have norske tilstande. Kravet tog til i styrke efter

29.august 1943 og et arbejdsudvalg i Præsternes Uofficielle Forening prøvede ihærdigt at nå til enighed om

indholdet i en tekst, der kunne tjene som grundlag den dag, det endelige brud måtte blive en realitet. Det

lykkedes imidlertid ikke at udforme en tekst, der kunne opnås enighed om. I stedet bad man Prenter, som

nød respekt for sin teologiske indsigt fra alle sider, om at formulere en grundtekst. ”Kirken og retten i den

aktuelle situation” blev efter at have fået tilslutning fra K.E. Løgstrup, Prenters kollega og personlige ven,

derpå udsendt illegalt i den uofficielle præsteforenings navn. Teksten fik aldrig nogen officiel status. Det

afgørende er derfor ikke dens eventuelle repræsentativitet, men derimod dens saglige vægt i den

tilspidsede situation i landet i foråret 1944. Det er ikke for meget sagt, at kalde den en af de vægtigste

tekster overhovedet på dansk grund om forholdet mellem kristendom og politik, om en nutidig forståelse af

den lutherske skelnen mellem to regimenter, det åndelige og det verdslige.

Udgangspunktet er, at der skal skelnes mellem det der er kirkens sag, og de opgaver staten, varetager,

herunder ansvaret for retten. Men når denne grundlæggende arbejdsdeling er slået fast, kommer det an

på, hvordan den føres ud i livet. For kirken er det en uomgængelig forpligtelse ifølge den danske folkekirkes

bekendelsesgrundlag og det ordinationsløfte præsten aflægger, at staten forsvarer borgerne ”mod åbenbar

uret og holder menneskene i tømme med sværdet og legemlige straffe”xvii. Kirken på sin side må se til, at

dens forkyndelse ikke begrænses, som om den alene skulle have med det åndelige eller hinsidige at gøre.

For det er helt centralt, at evangeliet kaster lys ind over alle menneskelige forhold, og at kirken derfor også

er lidenskabeligt interesseret i at retten består. Derved har kirken en opgave som enhver statsmagts

samvittighed.

Nu lader Prenter ikke sin udtalelse blive stående ved principielle teologiske udsagn, men går konkret ind på

en kritisk analyse af den aktuelle situation i det danske samfund. Her påpeges det med angivelse af

konkrete eksempler, atlov og ret er i rivende opløsning. Det begrundes med, at danskere uden at være i

fronttjeneste er blevet overfaldet eller endda dræbt, at politiet anvender metoder, der strider mod dansk

lov, og at mange er blevet deporteret uden anklage og dom.

Endvidere gøres der i detaljer rede for det gældende retsgrundlag under hensyn til at landet er okkuperet

og derfor i retslig henseende fjendtligt territorium. Men besættelsesmagten har ikke respekteret

retsgrundlaget og har dermed bidraget til at befolkningen oplever tiltagende vilkårlighed og lovløshed.

I denne situation kan kirken ikke lade sig bringe til tavshed og være tavstilskuer. Den må konkret placere

ansvaret for lovløsheden, gøre det klart for menigheden, hvad der er den enkeltes ansvar i forhold til

retten.

Som nævnt fik udtalelsen aldrig nogen officiel status, den blev knap nok diskuteret efter befrielsen. Prenter

har uden tvivl lige som medunderskriveren Løgstrup været skuffet over den udbredte tendens til

selvvelbehagelighed, også i folkekirken.

Sammenfatning:

1. Ser man på det generelle billede, falder det i øjnene, at der aftegner sig en høj grad af

overensstemmelse i danske teologers kritiske holdning til nazismen. Det skal ganske vist

understreges, at det kun er cirka halvdelen af universitetsteologerne, der har været omtalt i det

foregående. For de øvriges vedkommende er forholdet det, at de har afholdt sig fra en offentligt

udtalt vurdering, samtidig med at de personligt nærede samme overbevisning som den refererede.

Under alle omstændigheder var der ikke en eneste blandt universitetsteologerne, der udtalte sig

pro-nazistisk, mens der blandt præster i folkekirken var en mindre gruppe overbeviste nazister,

også under besættelsen. Den samstemmende vurdering falder i øjnene på baggrund af at de

omtalte teologer havde vidt forskellige teologiske udgangspunkter. De havde alle nære kollegiale

og faglige forbindelser til tysk universitetsteologi, hvilket viste sig at være en forstærkende faktor

for deres kritik.

2. Den kritiske holdning til nazismen var almen og principiel. Det var altså ikke kun konsekvenserne for

kirken, der gjorde udslaget, heller ikke Bekendelseskirkens fremvækst fra og med sommeren 1934,

men derimod selve det politiske idegrundlag under nazismen, fremfor alt dens totalitære karakter,

anvendelsen af statstvang, den aggressive udenrigspolitik, raceideologien og antisemitismen.

3. Hvad angår tidsfaktoren, så lå deres afstandtagen fra nazismen fast allerede fra de første måneder

efter Hitlers magtovertagelse. Den blev forstærket i løbet af sommeren 1934 under indtryk af bl.a.

den brutale nedkæmpelse af Röhm-revolten, Hindenburgs død og dermed tabet af den sidste rest

af politisk kontinuitet og legalitet, samt i kirkepolitisk henseende rigskirkeregeringens skånselsløse

fremfærd over for den kirkelige opposition afløst af sympati med Bekendelseskirken. Fra og med

sommeren 1934 var de danske teologer uforbeholdne i deres kritik, om end de ikke til stadighed

gav offentligt udtryk for det. Besættelsen d. 9.april føjede derfor kun et yderligere aspekt til, men

holdningen til de politiske konsekvenser her i landet var delte. Nogle forsvarede

samarbejdspolitikerne og repræsenterede den indirekte opposition, mens andre plæderede for en

aktiv modstandspolitik.

4. Holdningerne blandt danske teologer ligger overordnet på linje med det mønster sig i Norge og

Sverige, hvorimod der gør sig særlige forhold gældende for Finlands og Islands henseende. Alligevel

går det an at tale om en generel tendens, der gør det berettiget at anvende den betegnelse der har

vundet hævd: nordisk lutherdom. Denne karakteristik refererer til, at der i de nordiske lande var

tale om lutherske flertalskirker med tætte bånd mellem stat og kirke, men dog således at staterne i

det store og hele respekterede kirkernes selvstændighed. De kirkelige ledere og hovedparten af

teologer i de nordiske lande havde for længst accepteret det liberale demokrati og havde i løbet af

mellemkrigsårene positivt eller dog passivt afventende accepteret den moderne velfærdsstat med

dennes overtagelse af mange socialpolitiske funktioner, ligesom de så i øjnene, at der var en

fremtrædende religionskritisk tendens i landene, ikke blot blandt intellektuelle og pollitikere, men i

det hele taget. Den nazistiske propaganda mod ”gudløsheden” fængede ikke, men gjorde snarere

kritikken mere uforbeholden.

Teologisk var der tale om at den lutherske baggrund førte teologerne til en moderne nytolkning af

den klassiske lutherske sondring mellem to regimenter, men vel at mærke således at de også

argumenterede for en vekselvirkning, således at kirken måtte vedstå sig et ansvar for rettens

beståen. Her falder det i øjnene at denne lutherske tænkemåde ikke førte til samme konsekvenser

som hos en række fremtrædende tyske lutherske teologer, hvor deres forståelse af regimenterne

førte til en tænkning i to rum, således at staten fik uindskrænket handlefrihed til at gennemføre sin

politik, samtidig med at den politiske ledelse i fortsættelse af landsfyrsternes kirkeregimente tiltog

sig en opgave med aktivt indseende med kirkepolitikken, samtidig med at borgerne blev formanet

til betingelsesløs lydighed over for statsmagten.

Der var dog undtagelser fra hovedlinjen, med forskellig styrke. Forholdet synes at være det, at der i

fortsættelse af Gustav Adolf-linjen var særligt tætte bånd mellem svensk teologi og kirkeliv og

reformationens moderland. Samtidig var den svenske politiske neutralitet knyttet sammen med, at

relationerne til Tyskland fortsatte længere end tilfældet var i Norge og Danmark. For Finlands

vedkommende gjorde landets søgen efter en allieret i modstandskampen mod Sovjet det til en

uomgængelig nødvendighed at føre en samarbejdspolitik med Hitler-Tyskland. Det betød imidlertid

ikke, at finsk teologi af den grund blev nazificeret.

i Anders Malling (1933): Dobbelt Front. Prædiken ved Danmarks nationalsocialistiske Arbejderpartis Aarsstævne i Toftlund den 25. Juni 1933, Haderslev; Nationalsocialismen og Kirken (1935). Fredericia 1935. Se også Jens Holger Schjørring, Danske reaktioner på nazisme og kirkekamp, i S.U.Larsen og I. Montgomery (red.) Kirken, krisen og krigen. Oslo 1982. ii Kaj Munk (1938): Åbent Brev til Mussolini, Jyllands-Posten 17.11.1938. Sml. Bidragene i Marc Auchet o.a. red (1995):

Kaj Munk. Dansk rebel og international inspirator. København. Sml. endvidere Per Stig Møller (3.opl.2000): Munk. København. Bjarme Nielsen Brovst (1998): Kaj Munk. Retsopgør og eftermæle. En romanbiografi. Centrum; Samme (1993 ): Kaj Munk. Krigen og mordet, Centrum; samme (1992), Kaj Munk og den stærke mand. Centrum iii Skat Hoffmeyer, Aarhus Stiftstidende, f.eks. 15.7. og 4.11.1934. Sml. Niels Møgelvang (1946) Bekendelse.

iv ”Report of my interview with Dr. Koch and his friends”, aftrykt i Jens Holger Schjørring (1985), Ökumenische

Perspektiven des deutschen Kirchenkampfes, Leiden. Sml. Samme (1980), Kristendom og social engagement. V. Ammundsen og hans samtid. København. v Frederik Torm (1939): Jødefolket og Verdenshistorien, København. Sml. Tine Reeh (2008): ”Den kristne kirkes

eksistens i Tyskland. Frederik Torms reception af kirkekampen. I: Carsten S. Jensen og Lauge O. Nielsen (red.): Kirkehistorier. Festskrift til Martin Schwarz Lausten. Københavm, 335-362. Sml. Også Martin Schwarz Lausten (2007): Jødesympati og jødehad i folkekirken. Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra begyndelsen af det 20. århundrede til 1948, København, passim. vi Torms selvbiografi findes i manuskript i privatarkivet, Rigsarkivet, nr. 6448.

vii Torms artikler i Præsteforeningens Blad 1937 samt bøgerne (1939): Kirkekampen i Tyskland1933-39, København;

(1945) Kirkens Kamp i Tyskland under Krigen, København; (1948): Den tyske Kirkens Genrejsning, København. viii

Jens Holger Schjørring (1979): Theologische Gewissensethik und politische Wirklichkeit. Das Beispiel Eduard Geismars und Emanuel Hirschs, Göttingen, s. 150-234. ix Eduard Geismar (1934): Religiøse Brydninger i det nuværende Tyskland. København 1934; samme (1934): Stat.Folk.

Kristendom. Kirke. I: Kristeligt Fællesskab, 105-112; samme (1935): Kristen Frihed og Statstvang.I: Kristeligt Fællesskab, 65-71. x Berlingske Tidende, 2.1, 14.1., 15.1., 17.1.1934. Sml. Jens Holger Schjørring (2008), Den tyske kirkekamp – set fra

Frue Plads. I Kirkehistorier, jf. anm. V. xi Om Lietzmann, se Jens Holger Schjørring (1985): Ökukmenische Perspektiven, jf. anm. iv.

xii Tine Reeh (2012): Kristendom, historie, demokrati. Hal Koch 1932-1945. København.

xiii

Henrik S. Nissen og Henning Poulsen (1963): På dansk friheds grund. Dansk Ungdomssamvirke og de ældres Råd 1940-1945. København. xiv

Hal Koch: Vandene skilles (aug.1943) optrykt i: K.E.Køgstrup og Hal Koch(2010): Venskab og strid. Forlaget Klim, Århus, s. 212f. Sml. Jes Fabricius Møller (2009):Hal Koch en biografi. København.

xv

K.E.Løgstrup (1979): Alvor. Opposition ex auditorio ved J.H.Schjørrings disputats, i: Fønix, 271-277; samme (984):Det uomtvistelige. Fem samtaler med Helmut Friis. Askov, citat s. 55. Sml. Ole Jensen (2007): Historien om K.E.Løgstrup. København. xvi

K.E. Løgstrup(1945): Opgør eller Serlvbedrag. I: Tidehverv ss. 67-82. xvii

Regin Prenter(1985): Kirken og Retten i den aktuelle Situation. Optrykt i Kirkelige Dokumenter fra besættelsestiden, udgivet af Jørgen Glenthøj. Borum. Sml. Regin Prenter (1985), Erindringer. Århus; sml. Desuden Erik Thostrup Jacobsen (1981): Som om intet var hændt. Den danske folkekirke under besættelsen. Odense.