1

PÅ VEJ MOD EN SELVBÆRENDE ØKONOMI– RAPPORT OM POLITISK-ØKONOMISKE FORHINDRINGER OG MULIGHEDER

IndholdAt tilvejebringe solid viden og oplysning således at færinger kan tage stilling til fremtiden . . . . . . . 4Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6Sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Nogle fakta . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Markedet for produktionsfaktorer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Ændringer i erhvervsmønstret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Erhvervsmæssig centralisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Økonomisk tilpasning og politisk magt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Politisk magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Fortsat magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Fordeling af støtte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Den erhvervspolitiske styring i praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Statsydelsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Selvbærende økonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12Fakta om den færøske samfundsøkonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Det færøske indtægtsniveau . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Statsydelsen i den færøske økonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Betalingsbalance og valutaproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Erhvervsstrukturen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Den relative lønudvikling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Fra bygd til by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Erhvervsstøtte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22Primærerhverv, centralisering og velfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Primærerhverv og BNP pr. indbygger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Primærerhverv og arbejdsløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Centralisering og BNP pr. indbygger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25De økonomiske mekanismer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 De færøske produktionsfaktorer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Sammensætningen af den færøske valutaproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Statsydelsen som valutaindtægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Produktivitetsvækst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Fra vareproduktion til serviceproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30Striden mellem centerområder og udkantsområder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Centralisering af produktionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Produktivitetsgevinst ved centralisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Den relative lønudvikling endnu engang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Ender alt i Tórshavn? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

2

Hvorfor bor folk på Færøerne? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36Det politiske skakspil om fiskeripolitikken. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Alliancen i fiskerierhvervet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 „Gode levevilkår rundt hele landet“ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Fiskerierhvervet, der ”bærer alt”, og stor vælgergruppe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Hvad bliver den politiske magt brugt til? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 At sikre fortsat magt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Fordeling af støtten skal sikre magten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Fiskerierhvervet og dets efterspørgsel. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Overtagelse af styringen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Konkurrence med andre støtteordninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Samlede fordele og spredt omkostning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Dyr omfordeling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Fiskeopdrættet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47Statsydelsen som det offentliges indtægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Statsydelsen og dens politiske indflydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Hvad er statsydelsen?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Politiske konsekvenser af udefra kommende ydelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Forholdet mellem bistand og skatteopkrævning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Bistand, ansvar og det politiske system . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Statsydelsen og støtten til fiskerierhvervet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Ændrer en reduktion af statsydelsen den økonomiske politik? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55Reduktion af statsydelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Reduktion af statsydelse og nye valutaindtægter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Reduktion af statsydelsen og skattegrundlaget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57Hvordan opnås en selvbærende økonomi? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Hvad er en selvbærende økonomi? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Produktivitet og levevilkår i udkantsområderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Marked for naturressourcer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Arbejdsmarkedet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Det offentlige. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Outsourcing. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61Får vi en selvbærende økonomi? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Hvad koster det at være et lille øsamfund? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Hvad koster økonomisk suverænitet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63Færøernes Valg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66Bibliografi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

3

At tilvejebringe solid viden og oplysning således at færinger kan tage stilling til fremtidenDen Nordatlantiske Gruppe i Folketinget fungerer nu på sit niende år. Dette samarbejde mellem færøske og grøn-landske politikere, støttet af dygtige ansatte, har til formål at arbejde for suverænitet for Færøerne og Grønland og at sikre den færøske og grønlandske nations rettigheder til at vælge sin egne fremtidige situation.

Derfor er en af Den Nordatlantiske Gruppes hovedopgaver at tilvejebringe solid viden og oplysning om samfunds-forhold på Færøerne og Grønland og om forholdet til Danmark og det internationale samfund. Dette har gruppen efterlevet ved at arrangere konferencer, studenterdage og arrangementer. Og ikke mindst ved at få uafhængige eksperter til at undersøge, beskrive og informere om vigtige forhold, som ellers har været ubeskrevet eller alene funderet på myter og gætterier.

Ligeledes har Den Nordatlantiske Gruppe lagt stor vægt på at få færøske og grønlandske studerende, udover dem, der har taget en uddannelse eller er forskere, til at deltage aktivt i debatter og undersøgelser om vigtige spørgs-mål for vores lande og samfund.

4

De seneste otte år har Den Nordatlantiske Gruppe bl.a. holdt konferencer, studenterdage og arrangementer med deltagelse af politikere, eksperter, forskere og studerende om:

– Statsydelse og de økonomiske forhold mellem Færøerne, Grønland og Danmark.– Hvordan vi får uddannede personer til at vende hjem igen eller udnytter deres viden og kompetencer til for-

del for at udvikle og modernisere vores samfund. – De udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske forhold og udfordringer I Nordatlanten.– Uddannelsespolitik og færingers og grønlænderes rettigheder i Danmark. – Betingelserne og de nødvendige initiativer for at udvikle et selvstændigt Færøerne og et selvstændigt Grøn-

land.

Derudover har Den Nordatlantiske Gruppe lavet større og dybdegående undersøgelser, hvor studerende og eks-perter fra Færøerne og Grønland, sammen med internationale eksperter fra forskellige lande har undersøgt og beskrevet afgørende forhold og emner og overrakt gruppen redegørelser, som er blevet udgivet i bøger, hæfter og notater. Bl.a. kan nævnes:

– Den folkeretlige undersøgelse, der beskrev de færøske og grønlandske nationers rettigheder til at træffe egen beslutning om deres fremtidige situation og organisere sig i det internationale samfund. Undersøgelsen blev udgivet i to bøger.

– Den store undersøgelse af færinger og grønlændere i Danmark, der for første gang fremskaffede præcise sta-tistikker om færinger og grønlændere udenlands og siden undersøgte færingers situation udenlands og deres tilknytning til det færøske samfund og muligheder for at flytte hjem i kortere eller længere perioder. Den færøske undersøgelse er udgivet i tre hæfter.

– Undersøgelsen af Færøernes og Grønlands internationale situation i forhold til EU, EFTA og EØS, som blev fremlagt og foreligger som notat fra professor i international ret. Et af Den Nordatlantiske Gruppes bekendt-gjorte mål har fra begyndelsen været at lave en større undersøgelse af de politiske, økonomiske og erhvervs-mæssige forhold i hjemmestyrerne Færøerne og Grønland og forholdet til Danmark – herunder statsydelsens rolle i disse ordninger og mulighederne for selvbærende økonomi.

Derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at få en uddannet forsker i økonomi og en uddannet cand.scient.pol. til at udarbejde en sådan undersøgelse, som nu foreligger om Færøerne. Jóannes Jacobsen og Stefan í Skorini har i samråd med Den Nordatlantiske Gruppe lavet en opgave- og arbejdsbeskrivelse, som de sidenhen har løst uafhængigt og uden nogen form for indflydelse fra Den Nordatlantiske Gruppe.

Det er vores håb, at alle – uanset politisk ståsted – hermed får mulighed for at behandle og træffe beslutning om fremtiden på et mere solidt og oplyst grundlag.

På Den Nordatlantiske Gruppes vegne

Høgni Hoydal

5

ForordUndertegnede og Stefan í Skorini, cand.scient.pol., har skrevet denne redegørelse for Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.

Den Nordatlantiske Gruppe kontaktede undertegnede i august 2009 med forespørgsel om at skrive en redegørelse om færøsk økonomi og økonomisk politik. I slutningen af september 2009 blev der nået frem til enighed om ar-bejdssætningen, og en aftale blev underskrevet. Arbejdet med redegørelsen påbegyndtes 1. oktober.

Den Nordatlantiske Gruppe har betalt for redegørelsen, men har, siden aftalen om redegørelsen blev underskre-vet, ikke haft nogen rolle i selve udarbejdelsen af redegørelsen.

Alt indhold i redegørelsen, og dermed også alle fejl og mangler, er undertegnedes ansvar. Høflige rettelser er na-turligvis velkomne.

København 6. februar 2010

Jóannes Jacobsen, Ph.D. i økonomi

6

SammenfatningDenne redegørelse er en beskrivelse af de økonomiske og økonomisk-politiske forhold, som vi vurderer at have størst betydning for fortsat udvikling af den færøske økonomi.

Nogle faktaFørst forklares udviklingen i den færøske økonomi med hensyn til fx indtægtsniveau, erhvervsstruktur, lønudvik-ling, centralisering, erhvervsstøtte og statsydelse. Nogle fakta påpeges, som ikke synes være alment kendt, fx at den færøske økonomi grundlæggende er en vidensøkonomi, og at spredningen af gennemsnitsindkomster mellem erhvervsgrupperne de seneste år er blevet stadig mere ulige.

0

20

40

60

80

100

120

140

160

180

Relativ lønudviklingIndeks

Fiskeri Fiskeriindustri Industri

Private tjenester Offentlige tjenester

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Markedet for produktionsfaktorerRedegørelsen påviser nogle grundlæggende økonomiske mekanismer i den færøske økonomi.

Fortsat økonomisk vækst stammer fra produktivitetsvækst, som er grundlaget for al fortsat stigning i indtægtsni-veau. Al produktionsværdi stammer fra tre produktionsfaktorer, nemlig naturressourcer, arbejdskraft og kapital. For at sikre en så produktiv produktion som muligt, er det nødvendigt, at produktionsfaktorerne altid bliver brugt der, hvor de skaber størst værdi. De erhvervsmæssige rammer, som skal sikre denne fortsatte tilpasning, er vel-fungerende markeder for alle tre produktionsfaktorer.

Den fortsatte tilpasning i den færøske økonomi forvrides, idet det politiske system vælger at yde især fiskerier-hvervet subsidier og særhensyn. På Færøerne har vi ikke et velfungerende ressourcemarked, der sikrer konkur-rence om den vigtigste færøske naturressource, nemlig fisken, der svømmer i færøsk havområde. Derudover er markedet for arbejdskraft forvredet til fordel for virksomheder i fiskerierhverv. Derfor kan virksomheder i dette erhverv, som er afhængige af støtte, vinde i kampen om arbejdskraft over virksomheder, der er mere økonomisk bæredygtige. Subsidierne til arbejdspladser i fiskerierhvervet betyder således, at markedsmekanismerne ikke

7

fordeler produktionsfaktorerne mellem virksomhederne i landet på en måde, der skaber størst merværdi i sam-fundet.

Subsidierne til udvalgte virksomheder forhindrer andre virksomheder i at vokse og nye virksomheder i at komme frem. Den politiske styring af fiskerierhvervet på Færøerne er derfor en hindring for fortsat økonomisk vækst på Færøerne. Det er afgørende nødvendigt, at dette bliver bragt i orden. Landet må organisere et ressourcemarked, der skal regulere adgangen til ressourcerne. Derudover må det offentlige standse forvridningen af konkurrencen om arbejdskraften.

Tabel: Støtte til fi skerierhvervet (mio. kr.)År 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008Indtægtssikring o.a. 39,0 40,0 38,3 50,4 49,0 38,9 26,9 32,4

Fiskerfradrag 70,7 73,5 66,1 60,3 59,4 64,5 66,2 56,0

Fiskefabriksordning 8,6 9,8 13,3 22,3 20,5 16,7 13,4 13,8

I alt 118,4 123,2 117,7 132,9 128,9 120,1 106,4 102,1Kilder: Færøernes Statistik (Hagstova Føroya), den færøske arbejdsløshedsordning (ALS) og Finansministeriet. Støtten gennem fiskerfradraget er for 2005-2008 regnet som 50% af fradragets værdi.

Ændringer i erhvervsmønstretVedvarende produktivitetsforøgelser kræver tilpasninger af arbejdsforhold, produktionsmetoder og erhvervssam-mensætning. Ud over at forhøje det gennemsnitlige indtægtsniveau medfører produktivitetsvæksten derfor, at erhvervsmønstret fortfarende forandres. Udviklingen i erhvervsstrukturen er, at arbejdspladserne bevæger sig fra vareproduktion over i serviceproduktion. Dette har to konsekvenser for den færøske økonomi. For det første be-væger arbejdspladserne sig relativt fra fiskerierhvervet til hjemmemarkedsproduktion, og for det andet bevæger arbejdspladserne sig relativt fra udkantsområder til centerområdet. Ikke hele arbejdsskaren og alle virksomheder har lige gode muligheder for at følge med i denne erhvervsmæssige udvikling.

Valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktionEn vigtig del af redegørelsen er en økonomisk og politisk analyse af de tre vigtigste færøske valutakilder, som er fiskerierhvervet, fiskeopdrættet og statsydelsen. Hvordan påvirker disse hinanden, og hvilken indflydelse har dette på, hvorledes de behandles politisk?

Vi analyserer de økonomiske kræfter, som medfører, at tallet af arbejdspladser i eksporterhverv falder, både pro-portionalt i forhold til antallet af arbejdspladser i hjemmemarkedserhverv og for fiskerierhvervet i absolutte tal. Forskelle i produktivitetsforøgelser mellem erhverv indebærer, at efterhånden som indtægtsniveauet stiger, og efterspørgslen efter både importerede varer og hjemmemarkedsvarer stiger, ændres den relative fordeling af ar-bejdspladser til fordel for hjemmemarkedsproduktion. Denne udvikling har været tydelig på Færøerne de seneste år.

I den offentlige debat om den færøske økonomi anføres det ofte, at det er en farlig udvikling, når en stadig min-dre del af arbejdskraften arbejder i eksporterhverv. Vi påviser, at dette ikke er en farlig udvikling. Det er en na-turlig konsekvens af teknologisk udvikling i eksporterhverv, højere indtægtsniveau på Færøerne og global konkur-rence. Økonomisk er det derfor mere fornuftigt at arbejde med denne udvikling, i stedet for at forsøge at påvirke fordelingen af den færøske arbejdskraft mellem færøske virksomheder med subsidier.

Erhvervsmæssig centraliseringDe fleste stillinger inden for serviceerhverv er placeret i centerområdet. Derfor betyder den økonomiske tilpas-ning, hvor antallet af arbejdspladser indenfor fiskerierhverv og anden vareproduktion falder, og der bliver flere arbejdspladser inden for serviceerhverv, at de fleste nye arbejdspladser vokser frem i centerområdet. Centrali-seringen er derfor en konsekvens af de økonomiske kræfter, der skaber produktivitetsvækst og dermed stigende indtægtsniveau, snarere end et bevidst politisk valg på Færøerne. Set fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er det derfor ikke fordelagtigt at bekæmpe denne udvikling.

Med en fortsat udbygning af infrastrukturen er det dog muligt at arbejde for, at mennesker fortsat kan bo i ud-kantsområderne og samtidig have mulighed for at arbejde i centerområdet. Dette er en meget fornuftigere di-

8

striktspolitik, der understøtter det aktuelle boligmønster, og som samtidig opmuntrer til snarere end forhindrer produktivitetsforøgelser

Økonomisk tilpasning og politisk magtDen erhvervspolitiske styring af fiskeriet på Færøerne er i høj grad styret af politiske hensyn til udvalgte sam-fundsgrupper frem for et ønske om størst muligt samfundsøkonomisk afkast. Hvis vi ser tilbage i tiden, ser vi, at erhvervspolitiske hensyn, dvs. subsidier til udvalgte grupper i fiskerierhvervet, ikke er et nyt fænomen på Færø-erne. Et markedsstyret fiskerierhverv har vi ikke set på Færøerne i mange år.

Politisk magtVi har identificeret nogle hovedårsager til, at det er lykkedes for fiskerierhvervet at få meget generøse støtteord-ninger fra den offentlige myndighed.

Den første er forestillingen om, at fiskerierhvervet holder al aktivitet på Færøerne oppe, og at det derfor er nød-vendigt at støtte netop dette erhverv frem for andre. Dette argument er blevet brugt som løftestang til at skaffe fiskerierhvervet særlige subsidieordninger. Ifølge denne misforståede logik kommer ordningerne jo hele samfun-det til gode.

Den anden er de regional- og socialpolitiske hensyn, som er tilknyttet fiskerierhvervet som arbejdsskabende ini-tiativ for ufaglærte i udkantsområderne. Dette betyder fx, at fagforeningerne på land kræver støtteordninger, som tvinger fisken op på land på Færøerne og giver deres medlemmer arbejde. En forholdsvis stor del af dem, der arbejder inden for fiskerierhvervet, bor udenfor centerområdet. Dette betyder, at fiskeripolitikken bliver det bedste redskab til at føre distriktspolitik for de politikere, hvis stemmegrundlag ligger uden for centerområdet.

Den tredje er, at antallet af personer, der arbejder i fiskerierhvervet, altid har været forholdsvis stort på Færø-erne (selvom det stadigt falder). Derfor bliver den politiske gevinst af at give dette erhverv særbehandling stor.

Fortsat magtEn politisk set vigtig konsekvens af den vedblivende økonomiske tilpasning er, at magtfordelingen mellem erhverv og samfundsgrupper ændres. Når antallet af arbejdspladser i et erhverv falder, taber dette erhverv samtidig politisk magt. Det betyder, at efterhånden som der bliver færre arbejdspladser i fiskerierhvervet, taber denne interessegruppe også magt i det politiske system.

Derfor bliver et af fiskerierhvervets formål at fastholde en så stor andel af personer som muligt i erhvervet for at sikre dets politiske magt fremover. Fiskeripolitikken er derfor først og fremmest tiltænkt at understøtte den ak-tuelle erhvervsstruktur. Dette er lykkedes på den måde, at støtteordninger i fiskerierhvervet holder liv i arbejds-pladser, som ikke er erhvervsmæssigt bæredygtige. Subsidierne er derfor med til at fastholde fiskerierhvervets politiske magt. Fordeling af støtteMagten over fiskeripolitikken balanceres konstant mellem erhvervets forskellige særinteresser. Udover at fast-holde politisk magt har de forskellige støtteordninger i fiskerierhvervet til formål at tilfredsstille erhvervets for-skellige aktører. Det nuværende system i fiskerierhvervet – her tænkes på samspillet mellem rederi, sømænd og fiskerierhvervet på land – hviler i en balance, hvor alle parter skal have deres andel.

Blandt andre støtteordninger er der uddelt fiskerettigheder til de redere, der var aktive i midten af halvfemserne. Derudover har fiskere fået en særlig skattelettelse. Der findes andre reguleringer, der går imod rederiers og fiske-res interesser, fx forhindringer for at lande fisk i udlandet og forhindringer for at bearbejde fiske ombord. Disse reguleringer er støtte til ufaglærte arbejdere på land, der også skal have en andel i støtten til fiskerierhvervet. Alle parter er således afhængige af en eller anden form for støtte. Disse er forbundet, sådan at det vanskeligt lader sig gøre at røre en af dem, uden at hele bringes ud af balance.

Den erhvervspolitiske styring i praksisDer bliver også set nærmere på den praktiske, erhvervspolitiske styring af de store eksporterhverv på Færøerne, som er fiskeopdrættet og fiskerierhvervet.

9

I denne forbindelse er det især interessant, at fiskeopdrættet ikke på samme måde som fiskerierhvervet bliver brugt til politiske formål i dag. Da fiskeopdrættet for nogle år siden oplevede alvorlig krise, blev ingen støtte ydet fra landet. Fiskeopdrættet krævede heller ikke støtte, for at klare sig igennem krisen. Opdrættets efterspørgsel lød ikke på støtte, men i stedet på strengere regulering. Kriserne i fiskeopdrættet har grundlæggende haft en positiv langtidspåvirkning, idet manglende reguleringer, som er årsag til krise, bliver søsat efter krisen. Den lær-dom, som både erhverv og myndigheder får ud af en krisesituation, om at lade markedskræfterne regulere hvilke virksomheder i fiskeopdrættet overlever, og hvilke ikke gør, kommer således erhvervet til gode i det lange løb.

Statsydelsen Betydningen af statsydelsen behandles også. Økonomiske ydelser fra Danmark til Færøerne har i mange år været en vigtig del af den færøske økonomi. Denne redegørelse behandler ikke spørgsmålet om, hvorfor danskere giver færinger statsydelse. Vi behandler alene, hvad statsydelsen i virkeligheden bliver brugt til, og hvilken indflydelse den har på den færøske økonomi.

Statsydelsen har økonomisk betydning fra to synsvinkler, nemlig som valutaindtægt i samfundet som helhed og som det offentliges indtægt på finansloven. Det førstnævnte beskriver statsydelsen som en valutaindtægt i det færøske samfund. Dette er en valutaindtægt, som færinger ikke bruger arbejdskraft og kapital på at indtjene. I redegørelsen analyseres der, hvilken betydning dette har for den indflydelse, som statsydelsen har på det færøske indtægtsniveau og den færøske erhvervsstruktur.

Sidstnævnte beskriver statsydelsen som en indtægt på den færøske finanslov. Som udefra kommende ydelse på finansloven bliver statsydelsen en del af den politiske kamp om, hvor meget det offentlige skal opkræve i skat-ter og afgifter, og hvordan det offentlige skal forvalte sine indtægter. I denne forbindelse behandler vi, hvilken påvirkning en vedvarende udefrakommende ydelse kan have på et politisk system.

Selvbærende økonomiTil sidst behandler vi begrebet om en selvbærende økonomi, og hvordan det politiske system kan arbejde frem imod en sådan. Også i forbindelse med spørgsmålet om en selvbærende økonomi spiller problemet med erhvervs-subsidier en vigtig rolle. Det bliver meget svært eller umuligt for Færøerne at organisere en selvbærende øko-nomi, så længe vi har så omfattende støtteordninger i vores hovederhverv.

Slutteligt kaster vi et blik ind i fremtiden og spørger, hvordan en selvbærende færøsk økonomi kan forventes at se ud. Vi vurderer, hvor langt en fornuftig økonomisk politik rækker i forhold til at skabe en høj levestandard på Færøerne. I denne forbindelse stiller vi spørgsmålet, hvorvidt en selvbærende færøsk økonomi kan forventes at være lige robust som en økonomi, der får finansielt udbytte af forskellig slags dansk støtte. I denne forbindelse kan der regnes med, at en færøsk økonomi uden finansielle ydelser og andre fordele fra Danmark vil have en lavere levestandard i en lang overgangsperiode. I overgangsperioden kan man dog forvente en større økonomisk vækst end ellers, således at indtægtsniveauet efterhånden bliver det samme, som det ville være, hvis færinger fortsat fik finansiel hjælp fra Danmark.

10

70

80

90

100

110

120

130

% af BNP som koloni

År efter løsrivelse

0 5 10 15 20 25 30 35 40

%

11

IndledningI denne redegørelse kastes der et blik på nogle af de økonomiske og økonomisk-politiske forhold, der har størst betydning for den fortsatte udvikling af den færøske økonomi. De fleste af disse omtales ofte blandt færinger, og intentionen med redegørelsen er at give debatten et fagligt funderet niveau, som forhåbentlig kan medføre endnu mere økonomisk-politisk debat om disse emner. Hvis nogen bliver lidt klogere af at læse denne redegø-relse, vil det kun være glædeligt.

Redegørelsens grundlæggende synspunkt er, at formålet med al økonomisk aktivitet er velfærd til borgeren. Vel-færden bestemmes naturligvis af flere forskellige forhold, med den er tæt knyttet til muligheden for forbrug af varer og tjenester. Et lands økonomiske aktivitet skaber den værdiforøgelse, som landets borgere har mulighed for at bruge til varer og tjenester.

Indtægtsniveauet, regnet som den årlige værdiforøgelse pr. indbygger i samfundet, er en god – om end ikke fejlfri – målestok for økonomisk velstand. Derfor anvender vi denne målestok i redegørelsen. Analyserne i denne redegø-relse behandles derfor alle under hensyntagen til, hvilken påvirkning fx geografiske, teknologiske og økonomisk-politiske forhold har på det færøske indtægtsniveau.

Andre forhold end indtægtsniveauet har naturligvis indflydelse på velfærden for landets borgere. Derfor kan der være anledninger til politiske initiativer, som efter planen skal øge velfærden ved i nogle tilfælde at opprioritere andre ting end indtægtsniveauet. Især to forhold synes at vække færingers interesse i denne forbindelse, nemlig det færøske fiskerierhvervs situation og muligheden for at bo i udkantsområderne.

En anden målestok for den økonomiske velfærd på Færøerne kunne derfor være, hvorvidt den økonomiske politik i størst mulig udstrækning tjener dem, der arbejder i fiskerierhvervet. Den politiske prioritering af velfærden hos denne del af landets borgere har naturligvis lige god ret i den politiske debat som enhver anden prioritering. Det synes ofte, som at folk tror, at mere velfærd til dem, der arbejder i fiskerierhvervet, nødvendigvis også betyder mere velfærd til alle landets borgere. Nogle mener, at „fiskerierhvervet bærer alt“, og at den bedste måde at sikre et så højt indtægtsniveau som muligt for alle landets borgere derfor er, med økonomisk-politiske initiativer at sørge for, at en så stor andel af arbejdsskaren som muligt er beskæftiget i fiskerierhverv. Som der forklares senere i redegørelsen, er denne opfattelse dog ikke økonomisk funderet.

Tanken om „levevilkår og muligheder for virksomhedsaktivitet rundt hele landet“ har også godt fat i den færø-ske vælger. En tredje målestok for velfærd kunne derfor være, hvor gode levevilkår det er i udkantsområderne i forhold til levestandarden i centerområdet. I den udstrækning, at færingernes velfærd som helhed er knyttet til muligheden for at bo i udkantsområderne, er denne målestok vel begrundet. I visse tilfælde kan ønsket om de bedst tænkelige muligheder for at bo i udkantsområderne dog stride imod et ønske om et så højt gennemsnitligt indtægtsniveau som muligt for alle landets borgere. I disse tilfælde er det nødvendigt at veje for og imod så gode levevilkår i udkantsområderne som muligt og så højt et gennemsnitligt indtægtsniveau som muligt for hele lan-det.

12

Fakta om den færøske samfundsøkonomi„For 7,5 mio. kr. i støtte kan der… oprettes 100 nye arbejdspladser, udbetales lønninger for 20 mio. kr., skabes afledt aktivitet her til lands for 80 mio. kr., og eksporteres værdier for 200 mio. kr.“ Bill Justinussen, Vágaportal-urin, 25. januar 2010

Som grundlag for de økonomiske og økonomisk-politiske analyser lægger vi ud med nogle statistikker om den færøske økonomi, som beskriver udviklingen i nogle grundlæggende forhold.

Det færøske indtægtsniveauFiguren forneden viser udviklingen i det færøske bruttonationalprodukt pr. indbygger i forhold til det danske fra 1970 til 2008. Der eksisterer ingen tal for real BNP for Færøerne, hvorfor forholdet er regnet som forholdet mel-lem nominel BNP pr. indbygger pr. år. Dette er ikke den rigtige metode at opgøre forholdet i real BNP, men da der ikke eksisterer tal for det færøske real BNP, er dette det bedste, vi kan gøre. Idet vi har samme valuta som dan-skere, viser figuren udviklingen i forholdet i real BNP over en længere periode nogenlunde godt.

Med disse forbehold in mente kan vi opdele udviklingen de seneste 40 år i fire perioder: fra 1970 til 1988, 1989 til 1994, 1995 til 1998 og 1999 frem til i dag. I 1970 var det færøske BNP pr. indbygger ca. to tredjedele af det danske. Fra 1970 og frem til 1988, der var det sidste år inden nedgangen begyndte, voksede det færøske BNP pr. indbygger hurtigere end det danske, således at forholdet voksede fra ca. 65 til ca. 92 procent. En del af det øgede forhold var en følge af, at den færøske økonomi tog ny teknologi i brug, som allerede blev brugt i Danmark, og som derfor kunne reducere forskellen i reelt indtægtsniveau mellem landene. Men størstedelen af den relative vækst i det færøske BNP var en konsekvens af støttepolitikken, der ikke var bæredygtig, og som førte til krisen i halvfemserne.

Den tilbagegang, der måtte komme, begyndte i 1989. Da fiskerierhvervet som helhed blev ramt af nedgang i 1991, blev den økonomiske nedgang i samfundsøkonomien endnu mere tydelig, og i 1992 kom krisen. Den økonomiske politik ville have medført en krise, selvom fiskebestandene ikke havde været i stor tilbagegang, men på grund af nedgangen i fiskefangst, blev krisen endnu mere alvorlig, end den ellers ville have været.

Fra 1995 og nogle år frem vandt Færøerne så en del af det tabte tilbage. Årsagen var delvist, at produktiviteten i fiskeriet, der var faldet meget på grund af mangel på fisk, fik det bedre igen, og delvist at erhvervslivets gæld var forsvundet på grund af konkurser eller gældsafskrivninger. Dette betød, at erhvervslivet igen kunne lave inve-steringer.

De seneste ti år har det færøske BNP pr. indbygger i gennemsnit været 80 procent af det danske, med udsving, men uden trend. I disse år har der som helhed været stor fremgang i begge lande. Resultatet er, at det færøske indtægtsniveau er steget meget i absolutte tal, men ikke relativt i forhold til det danske. I 2006 var det færøske BNP pr. indbygger således godt 81 procent af det danske, næsten det samme som ti år tidligere.

Skemaet forneden giver et fingerpeg om den relative udvikling i det færøske indtægtsniveau i forhold til nogle af verdens andre rige lande. Landene i sammenligningen er, udover Færøerne, de store vesteuropæiske lande og USA, Canada, Australien og New Zealand. Dette er de fleste af verdens rigeste lande.(1

Som sagt eksisterer der ikke tal for det færøske real BNP, hvorfor vi regner det færøske real-bruttonationalprodukt pr. indbygger at være to tredjedele af det danske i 1970 og 80 procent af det danske i 1998 og 2006 – se figuren foroven. Det rigeste land i 1970 var Svejts, mens USA både i 1998 og 2006 var det rigeste land. Det fattigste land i 1970 var Portugal, i 1998 Grækenland, og i 2006 var det igen Portugal. Portugal, Grækenland og Spanien ligger efter Færøerne alle årene. Irland kommer også efter Færøerne i 1970. I 1998 er det fjerde land efter Færøerne New Zealand, og i 2006 er det både New Zealand og Italien.

Det første, der er værd at bide mærke i er, at fra 1970 og frem til 1998 vandt Færøerne relativt ind på det rigeste land. Den anden interessante iagttagelse er, at siden 1998 har Færøerne ikke vundet mere ind på det rigeste land. Som det tredje interessante viser skemaet, at de andre forholdsvis fattige lande i sammenligningen også har vun-det ind på det rigeste land. Således er Færøerne stadig blandt de fattige lande i gruppen af verdens rige lande.

1) I tillæg til disse kommer nogle olielande, samt Japan og Sydkorea, som vi ikke har inddraget i sammenligningen.

13

Tabel: Indtægtsniveau i international sammenligning1970 1998

Færøerne / Rigeste land 50,0% 64,9%

Fattigste land / Rigeste land 32,4% 41,9%

Færøerne i rækken af 21 lande 17 17De anvendte tal er fra Maddison (2009) og Færøernes Statistik (Hagstova Føroya). Indtægtsniveauet er målt som 1990 Inter-

national Geary-Khamis dollar pr. indbygger.

Statsydelsen i den færøske økonomiDer er to relevante måder at udregne statsydelsens størrelse på, når det skal vurderes, hvilken betydning stats-ydelsen har for den færøske økonomi, nemlig statsydelsen i forhold til størrelsen på BNP og statsydelsen i forhold til landskassens indtægter.

Statsydelsens størrelse i forhold til BNP i perioden 1985 til 2008 er vist på figuren forneden. Perioden kan opdeles i fire særlige perioder. Årene 1985 til 1988, som var det første år, hvor statsydelsen blev givet som bloktilskud, var den ca. 10 procent af det færøske BNP. Nedgangen, der endte med krisen, begyndte året efter i 1989, og derfor blev statsydelsen forøget som procentdel af det færøske BNP. Da statsydelsen var størst i 1994, var den ca. 19 procent af BNP. Fra 1995 er der igen fremgang i den færøske økonomi, og frem til 2001 falder statsydelsen som del af BNP til ca. 10 procent, hvilket vil sige nogenlunde det samme som inden krisen. I 2002 bliver statsydelsen beskåret med 366 millioner, således at den falder til ca. 6 procent af BNP. Samtidig fastfryses den også i kronetal. Derfor medfører vækst i nominel BNP, som er det sædvanlige mønster, at statsydelsen for hvert år bliver en min-dre del af den færøske økonomi. I 2008 var statsydelsen således reduceret til 5 procent af BNP.

Den bedste målestok for, hvor meget samfundet har at råde over hvert år, er disponibel bruttonationalindkomst (dBNI), hvilket hovedsageligt er BNP plus netto-valutagaver fra udlandet, i dette tilfælde statsydelsen. Den årlige valutagave fra Danmark til Færøerne betyder, at forskellen i disponibel BNI mellem landene er mindre end for-skellen i BNP. Mens det færøske BNP var ca. 80 procent af det danske i 2006, så var den disponible færøske brut-tonationalindkomst 85,5 procent af den danske.

Hvis vi ser på den danske stats samlede udgifter på Færøerne (som udover dansk bidrag til betaling af offentlige investeringer og drift, dvs. statsydelsen fra 1988 og frem, også omfatter udgifter til institutioner under den dan-ske stat på Færøerne) i stedet for alene at se på statsydelsen, er det muligt at se udviklingen fra 1962 og frem. Der skimtes to afgørende perioder, inden ydelserne blev til statsydelse i 1988. Fra 1962 til 1980 voksede de stats-lige udgifter som del af det færøske BNP fra ca. 10 procent til ca. 15 procent. Fra 1980 til 1989 ligger de statslige udgifter nogenlunde stabilt på ca. 15 procent af BNP. Efter 1989 begynder de at stige, som figuren foroven også viste.

Statsydelsen som del af landskassens indtægter i perioden 1997 til 2008 ses på figuren forneden. Fra 1997 til 2001 falder statsydelsen som del af landskassens indtægter efterhånden som andre indtægter vokser voldsomt, som følge af fremgangen i den færøske økonomi. I 2001 er statsydelsen nede på ca. 27 procent af landskassens indtægter, efter at have været på ca. 35 procent i 1997. I 2002 reduceres statsydelsen, og dette år ligger den på ca. 18 procent af landskassens indtægter. Sidenhen er statsydelsen som del af landskassens indtægter faldet lidt, sådan at den i 2008 udgjorde 15 procent af indtægterne.

Figuren forneden viser forbindelsen mellem statsydelsens størrelse i forhold til BNP og bundlinjen på finansloven, også stillet i forhold til BNP samme år. For hvert år viser en prik i figuren statsydelsens størrelse i forhold til BNP på den lodrette akse og overskud eller underskud på finansloven, også i forhold til BNP, på den vandrette akse. Det fremgår, at der ikke er nogen forbindelse mellem disse to fænomener. Det er ikke sådan, at mere statsydelse medfører større overskud. Det er heller ikke muligt at sige, at mere statsydelse medfører mindre overskud eller underskud.

Dette kan synes indlysende, fordi alt imens statsydelsen er en indtægt på finansloven, bestemmes resultatet på bundlinjen også ud fra udgifternes størrelse. Når der ikke er nogen forbindelse mellem statsydelsens størrelse og overskud eller underskud på finansloven, betyder det alene, at der i gennemsnit er større forskel mellem lands-kassens udgifter og indtægter foruden statsydelsen, jo større statsydelsen er. Det er ikke noget underligt ved

14

dette, da dette er meningen med statsydelsen. Set over en længere periode balancerer landskassens indtægter og udgifter. Statsydelsen er i sig selv således ikke afgørende for, hvorvidt det offentliges gæld stiger eller falder.

På den anden side har statsydelsen betydning for, hvor store landskassens indtægter er. Det er dog ikke således, at hver krone i ekstra statsydelse medfører, at landskassens indtægter stiger en krone. Det viser sig nemlig ofte, at valutagaver fra udlandet fører til en sænkning af skatte- og afgiftstryk, således at de offentlige indtægter kun delvist stiger, mens resten af den udenlandske ydelse går til private borgere via skattelettelser og subsidier. Som vi senere vil påvise, er dette også tilfældet på Færøerne.

Betalingsbalance og valutaproduktionEt lands samfundsborgeres samlede opsparing, dvs. den del af disponibel BNI, sum ikke bliver brugt til forbrug, må investeres enten indenlands eller udenlands. Betalingsbalancen viser forskellen mellem den samlede op-sparing og de indenlandske investeringer. Hvis opsparingen er større end de indenlandske investeringer, laver færinger samlet set investeringer udenlands og har dermed overskud på betalingsbalancen. Er de indenlandske investeringer større end den samlede opsparing, finansierer udlændinge netto en del af investeringerne, dvs. færinger lånefinansierer en del af de indenlandske investeringer fra udlandet, og dette regnes som underskud på betalingsbalancen.

Betalingsbalanceoverskud og -underskud er i sig selv hverken godt eller dårligt. Hvis der et år er mange rentable investeringsmuligheder, er det fornuftigt at lånefinansiere en del af udgifterne hellere end at skære i forbruget. Hvis rentabiliteten af den næste indenlandske investering på den anden side er mindre, end hvad der er muligt at opnå i afkast af udenlandske investeringer, er det fornuftigst at lægge resten af opsparingen udenlands. Det vil så betyde et overskud på betalingsbalancen.

Frem til 1977 svinger betalingsbalancen omkring nul. Underskuddet begynder for alvor at vokse efter 1977, da fiskerigrænsen udvides til 200 sømil, og den færøske flåde primært skal fiske indenfor egen grænse. Underskud-det vokser op igennem firserne, idet det politiske system vælger at støtte flåden og fiskerierhvervet på land med offentlige midler foruden at tilskynde nybyggeri af endnu flere skibe med fx investeringsstøtte, indtil underskud-det i 1988 er ca. 23% af BNP. Problemet med dette var som sådan ikke, at de indenlandske investeringer var meget større end opsparingen. Problemet var, at stort set alle de indenlandske investeringer, hvad enten de var finansie-rede med færøsk eller udenlands opsparing, slet ikke gav det nødvendige overskud til at tilbagebetale investerin-gen med renter. Under oprydningsarbejdet efter krisen lærte vi, at overskuddet ofte var negativt.

Fra 1989 begynder nedgangen. Forbruget falder kraftigt, opsparingen vokser meget, og underskuddet på beta-lingsbalancen falder betydeligt. Derudover holder de udenlandske kreditorer nu op med at finansiere flere inve-steringer på Færøerne, og færinger selv er heller ikke parate til at sætte deres opsparing i indenlandske projek-ter. De næste år falder de indenlandske investeringer voldsomt, og opsparingen vokser, således at der i 1991 for første gang i 24 år igen er overskud på betalingsbalancen. Årene frem til 1994 stiger overskuddet, indtil det i 1994 er ca. 22% af BNP. Fra 1994 til 1998 er der hvert år et kæmpe stort overskud. Disse år tilbagebetaler samfundet en stor del af den udlandsgæld, som blev bygget op de forgangne år.

Fra 1999 begynder overskuddet igen at falde, indtil der blev opnået balance i 2004. Da havde færinger betalt for de urentable investeringer, der blev lavet fra sidste halvdel af 1970-erne og frem til sidst i 1980-erne og derud-over opbygget store tilgodehavender udenlands. Fra 2004 og frem til i dag er betalingsbalancen igen begyndt at svinge omkring nul.

Denne redegørelse handler meget om valutaindtægter og valutaproduktion. Valutaindtægter er alle finansielle krav, som færinger vinder mod udlændinge. Disse krav omfatter indtægter fra salg af varer og tjenester til udlændinge samt statsydelsen, der er en fordring pålydende i øjeblikket 615,5 millioner kroner, som danskere hvert år giver os mod den danske stat. Det er de færøske eksporterhverv, der står for valutaproduktionen. De eksporterhverv, som vi omtaler i denne redegørelse, er fiskerierhvervet og fiskeopdrættet. Andre erhverv, fx turi-sterhvervet, producerer også valuta, men disse er ikke betydningsfulde for de økonomiske og økonomisk-politiske analyser, som vægtes i denne redegørelse.

Fordelingen af valutaindtægterne på de forskellige valutakilder fremgår af figuren forneden. Årsagen til pointerin-gen af ordet valutaproduktion, i stedet for eksportproduktion, er, at set fra et færøsk samfundsmæssigt synspunkt er det valutaindtægterne, som kommer igen for eksporten, der har betydning. Valutaindtægterne giver færøske

15

borgere mulighed for at købe varer og tjenester fra udlandet. Hvad det færøske samfund giver til gengæld, det kunne være fisk, oplevelser i den færøske natur eller noget tredje, er i denne sammenhæng underordnet.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

1998

Fordelingen af valutaindtægter

1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008

Fiskefangst

%

Fiskeopdræt Andre varer Statsydelse

ErhvervsstrukturenHvis vi deler det færøske arbejdsmarked op i erhvervsgrupperne fiskeri, fiskeriindustri (fiskeopdræt og bearbejd-ning af fisk), industri, private hjemmemarkedserhverv og det offentlige, er det muligt at iagttage nogle mønstre. De forskellige erhvervsgruppers relative størrelse som del af økonomien ændrer sig nemlig rimelig regelmæssigt. Som figuren forneden viser, er gruppen fiskeriindustri reduceret fra ca. 15 procent i 1990 til ca. 8 procent i 2008. Også gruppen fiskeri er reduceret som del af den arbejdende befolkning fra godt 12 procent i 1990 til ca. 7 pro-cent i 2008.

Industrien, derimod, er efter en reducering fra 1990 til 1994 fra 14 til 10 procent igen steget, således at 15 pro-cent af lønmodtagerne nu arbejder i industrien. Det private hjemmemarkeds andel er stabil en stor del af perio-den, men siden 2003 er denne gruppe vokset fra ca. 28 procent til ca. 32 procent av arbejdstagerne. Den sidste gruppe, det offentlige, er, set over hele perioden, også vokset fra 31 procent i 1990 til ca. 37 procent i 2008. Denne gruppes forholdsvise andel har svinget ret meget, fra 31 procent i 1990 til 37 procent i 1993, ned igen på 28 procent i 2001 og til sidst op igen på 37 procent de seneste år.

Hvis vi går ud fra, at fordelingen af industriproduktionen mellem valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktion er nogenlunde stabil, ser vi det overordnede mønster vise, at en stadig mindre del af lønmodtagerne arbejder i valutaproduktion, som er fiskeri og fiskeriindustri, mens en stadig større andel arbejder i hjemmemarkedsproduk-tion.

16

0

5

10

15

20

25

30

35

40

Lønmodtagere fordelt på erhvervsgrupper%

Fiskeri Fiskeriindustri Industri

Private tjenester Offentlige tjenester

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Op gennem 1980erne og frem til 1993 skete der en flytning fra industrien over i det offentlige, imens de øvrige er-hvervsgrupper var stabile. Efter krisen og frem til 2001 vokser fiskerierhvervets andel, og delvist også hjemmein-dustriens andel, imens det offentliges andel bliver mindre. Fra 2002 og frem til i dag er flytningen af arbejdskraft gået fra fiskeri og fiskeriindustri over i det offentlige og noget til privat hjemmemarkedserhverv. Indbyrdes i den private hjemmemarkedsgruppe er der sket en lille flytning fra industri over i tjenester. Industrien har udviklet sig lige siden krisen, da den var meget hårdt ramt. Private hjemmemarkedstjenester har udviklet sig de sidste 10 år. De seneste 10 år har vi derfor set en tydelig flytning af arbejdskraft fra eksporterhverv over i hjemmemarkedser-hverv.

17

Figuren forneden viser, at der, foruden visse ændringer, har været den samme udvikling i fordelingen af lønudbe-talinger mellem de forskellige erhvervsgrupper.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

Lønudbetalinger fordelt på erhvervsgrupper, %%

Fiskefangst Fiskeriindustri Industri

Private tjenester Offentlige tjenester

1990

1989

1988

1987

1986

1985

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Et vigtigt fænomen, som fremgår at dette, er, at den færøske økonomi i stor udstrækning er en vidensøkonomi. Valutaproduktionen på Færøerne er i høj grad afhængig af naturressourcer, imens hjemmemarkedsproduktionen i størst udstrækning er afhængig af vidensressourcer. Figurerne foroven viser derfor, at den færøske økonomi i høj grad er en vidensøkonomi og fremover vil være det i endnu større udstrækning.

Når folk taler om at udvikle en færøsk vidensøkonomi, er det for det meste udtryk for et ønske om, at Færøerne får eksporterhverv, der anvender forholdsvis mange vidensressourcer. Men dette er ikke den rigtige måde at an-skue dette fænomen på. Det afgørende er, at den samlede værdiforøgelse på Færøerne i stadig højere grad stam-mer fra produktion, der kræver forholdsvis megen viden, i stedet for produktion, der kræver forholdsvis mange naturressourcer. Hvad der er valutaproduktion, og hvad der er hjemmemarkedsproduktion, er i denne forbindelse underordnet.

Fordelingen mellem valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktion bestemmes af, i hvilken produktion Færø-erne har komparative fordele i forhold til andre lande. Færøerne er relativt veludstyrede med fiskebestande og fjorde til fiskeopdræt i forhold til resten af verden, og derfor er fiskeri og fiskeopdræt naturlige eksporterhverv på Færøerne. Derudover modtager det færøske samfund hvert år en stor valutagave fra Danmark. Færøerne er også relativt veludstyrede hvad vidensressourcer angår i forhold til resten af verden, men ikke i lige høj grad som hvad naturressourcer angår. Derfor bliver hovedparten af vidensressourcerne brugt til hjemmemarkedsproduk-tion.

18

Den relative lønudviklingÅrsagen til, at fordelingen af lønudbetalingerne ikke følger fordelingen af lønmodtagere nøjagtigt, er, at den re-lative lønudvikling mellem erhvervsgrupperne er ændret de seneste ca. 20 år. Figuren forneden viser den relative udvikling i de enkelte erhvervsgruppers gennemsnitlige løn fra 1990 til 2008. Figuren er lavet således, at den gen-nemsnitlige løn, målt på alle lønmodtagere, er sat til indeks 100 hvert år.

Det fremgår af figuren, at fiskernes gennemsnitlige løn er steget meget siden 1990 i forhold til gennemsnitslønnen for de samlede lønmodtagere. Imens en gennemsnitlig fisker i 1990 tjente 111 procent af en gennemsnitlig løn, så tjente denne i 2008 142 procent af en gennemsnitlig løn. Alle de andre grupper har været ret stabile i forhold til hinanden, men dog er den gennemsnitlige løn i hjemmemarkedserhverv faldet lidt i forhold til gennemsnitslønnen for alle lønmodtagere, mens lønningerne i fiskeriindustri er steget lidt.

De gennemsnitlige lønninger for private hjemmemarkedserhverv og offentlig service følges nøje ad. Lønnen i industrien følger også udviklingen, men går dog relativt tilbage, hvis hele perioden fra 1990 til 2008 tages i be-tragtning.

Det er naturligt, at lønudviklingen i private hjemmemarkedserhverv og offentlig service følges ad. Begge erhverv er serviceerhverv, der benytter sig af arbejdskraft med et lignende gennemsnitligt uddannelsesniveau. Derfor er det nemt for arbejdskraften i begge erhvervsgrupper at flytte mellem virksomheder og institutioner. En stigende lønforskel mellem erhvervsgrupperne medfører derfor en flytning af arbejdskraft mellem begge disse erhvervs-grupper, således, at lønforskellen igen falder. Som følge deraf bliver lønudviklingen den samme.

Hvis der ses bort fra fiskeri, var lønspredningen mellem erhvervsgrupperne mindre i 2008 end i 1990. I 1990 var lønspredningen 30 procent af en gennemsnitsløn, fra 73,7 procent af en gennemsnitsløn i fiskeriindustrien til 103,7 procent af en gennemsnitsløn i det private hjemmemarkedserhverv. I 2008 var lønspredningen fra 79,4 pro-cent af en gennemsnitsløn i fiskeriindustrien til 98,7 procent af en gennemsnitsløn inden for det offentlige.

Hvis fiskeriet medregnes, er lønspredningen omvendt steget meget. I 1990 tjente en gennemsnitlig ansat i fiske-riindustrien 73,7 procent af en gennemsnitsløn, mens en gennemsnitlig fisker tjente 111,7 procent af en gennem-snitsløn, en forskel på 38 procentpoint af en gennemsnitsløn. I 2008 tjente en gennemsnitsansat i fiskeriindustrien 79,4 procent af en gennemsnitsløn, mens en gennemsnitlig fisker tjente 141,7 procent af en gennemsnitsløn, en forskel på 62,3 procentpoint af en gennemsnitsløn. Og så må det også nævnes, at forskellen har været endnu større de fleste år siden århundredeskiftet.

I 2008 er spredningen mellem fiskeri på den ene side og alle andre erhvervsgrupper på den anden side så stor, at fiskeri er den eneste erhvervsgruppe, hvor en gennemsnitsløn er højere end den samlede gennemsnitsløn for alle erhvervsgrupper. Gennemsnitslønnen er i alle de andre erhvervsgrupper nu mindre end gennemsnitslønnen for de samlede arbejdstagere.

19

0

20

40

60

80

100

120

140

160

180

Relativ lønudviklingIndeks

Fiskeri Fiskeriindustri Industri

Private tjenester Offentlige tjenester

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Den udvikling, som figuren viser, ville ikke være mulig i en fri markedsøkonomi. Arbejdskraftens bevægelighed mellem fiskeri og andre erhverv ville i en fri markedsøkonomi betyde, at de gennemsnitlige lønninger i de forskel-lige erhverv ikke ville kunne flytte sig så meget i forhold til hinanden. Især ville bevægeligheden betyde, at løn-ningerne i fiskeriet ikke kunne blive for høje i forhold til lønningerne i andre erhverv. Når lønforskellen bliver så stor, vokser udbuddet af arbejdskraft, som tilbyder sig til fiskeri, eksplosivt. I en fri markedsøkonomi ville dette gøre det muligt for rederne at presse lønnen, således at den ikke ville vokse så meget i forhold til lønnen i andre erhverv. Som figuren illustrerer, er dette ikke sket. Figuren er derfor et tydeligt bevis på, at når det drejer sig om fiskeri, så fungerer det færøske arbejdsmarked ikke under frie markedsvilkår.

For at den relative lønudvikling skal give mening, er det nødvendigt at se på erhvervspolitikken. Udviklingen giver kun mening, hvis en del af den relative stigning i fiskernes løn er værdien på den støtte, som rederne modtager fra landet, som så flyttes fra redere til fiskere. Årsagen til, at fiskerne får en del af værdierne på fisketegnene gennem lønnen, er, at fiskerne er med til at sikre en fortsættelse af den fiskeripolitik, der sikrer redere veder-lagsfrie fisketegn og anden støtte. Dette ser vi nærmere på senere.

Fra bygd til byHvis vi regner Streymoy, Eysturoy og Vágar sysler som centerområder, mens de øvrige sysler regnes som udkants-områder, så er der, set over perioden 1990 til 2008, sket en relativ flytning af lønmodtagere fra udkantsområder til centerområder.

Eysturoy syssel er vokset mest. Den er vokset fra 20,7 procent af lønmodtagerne i 1993 til 23,2 procent i 2008. Streymoy syssel er også vokset, set over hele perioden, men andelen af lønmodtagere i Streymoy syssel er stadig ikke kommet tilbage til niveauet fra 1993.

20

20

25

30

35

40

45

50

Lønmodtagere fordelt på sysler, %%

Eysturoy Syssel Streymoy Syssel

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Vágar syssels andel faldt jævnt fra 1990 til 1999, da andelen af lønmodtagere bosat i Vágar syssel, var 5,1 pro-cent. Men sidenhen er tilbagegangen vendt til fremgang, således at Vágar syssel er vokset tilbage til niveauet fra 1990, nemlig til 5,8 procent af lønmodtagerne. Dette hænger uden tvivl sammen med den undersøiske tunnel, der forbinder Vágar og Streymoy, der åbnede i 2002. Beboere i Vágar har kort sagt været gode til at benytte den faste forbindelse over Vestmannasund til at blive en integreret del af centerområdet.

De øvrige sysler er alle blevet mindre som del af lønmodtagerskaren siden 1993. Især Suðuroy syssels andel af ar-bejdstagerskaren er faldet siden 1990. I 1990 var 10,8 procent af lønmodtagerne i Suðuroy. Sidenhen er Suðuroys andel af lønmodtagerne jævnt faldet, således at andelen af lønmodtagere bosat i Suðuroy i 2008 var 9,1 procent. Også i Sandoy syssel er andelen af lønmodtagere faldet relativt meget, nemlig fra 3,3 procent af lønmodtagerne i 1990 til 2,7 procent i 2008.

Også Norðoy syssel er gået relativt tilbage, om end ikke så meget, nemlig fra 12,8 procent i 1990 til 12 procent i 2008. Det er værd at lægge til mærke, at Norðoy syssel lige frem til 2004 lå på 12,8 procent. Det er ikke før end i 2005 – samme år som den undersøiske tunnel Norðoyartunnilin, der forbinder Klaksvík på Borðoy og Leirvík på Eysturoy åbner – at tallet begynder at falde. I forhold til beboerne i Vágar har Norðoy-beboere ikke været tilsva-rende gode til at benytte den faste forbindelse under Leirvík fjord – i hvert fald ikke endnu.

21

0

2

4

6

8

10

12

14

Lønmodtagere fordelt på sysler, %%

Norðoy Syssel Vágar Syssel

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Sandoy Syssel Suðuroy Syssel

Disse ændringer i erhvervsstrukturen er hverken særligt færøske eller nye. Fx er der sket store ændringer i er-hvervsstrukturen og fordelingen af lønmodtagere mellem erhvervsgrupperne i Norge de seneste 15 år. På samme måde som på Færøerne er der sket store nedtrapninger i norsk primærerhverv. I Norge har der, omvendt af ud-viklingen på Færøerne, også været stor tilbagegang i industrien. Tilsvarende har der været stor vækst i offentlige og private serviceerhverv.(2 Siden 1994 er det således kun centerområdet omkring Oslo, der har oplevet en netto-tilflytning fra andre dele af landet, mens alle andre områder har tabt relativt.(3

ErhvervsstøtteStudningar til fiskivinnu eru ein avgerandi táttur í føroyskum vinnupolitikki. Studningurin hevur seinastu árini verið nakað meira enn 100 milliónir krónur um árið. Sum sæst í talvuni niðanfyri, hevur samfelagið sostatt tey átta árini frá 2001-2008 givið stuðul til fiskivinnuna fyri 950 milliónir krónur. Aftrat hesum skulu leggjast virðið á fiskidøgum, sum reiðararnir fáa ókeypis frá samfelagnum, og mistu inntøkurnar orsakað av DIS og líknandi skipanum.

Tabel: Støtte til fi skerierhvervet (mio. kr.)År 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008Indtægtssikring o.a. 39,0 40,0 38,3 50,4 49,0 38,9 26,9 32,4

Fiskerfradrag 70,7 73,5 66,1 60,3 59,4 64,5 66,2 56,0

Fiskefabriksordning 8,6 9,8 13,3 22,3 20,5 16,7 13,4 13,8

I alt 118,4 123,2 117,7 132,9 128,9 120,1 106,4 102,1Kilder: Færøernes Statistik (Hagstova Føroya), den færøske arbejdsløshedsordning (ALS) og Finansministeriet. Støtten gennem

fiskerfradraget er for 2005-2008 regnet som 50% af fradragets værdi.

Det er vanskeligt at vurdere værdien på den råvare, som rederierne via gratis fiskedage modtager fra samfundet. Færøerne har ikke et frit marked for fiskedage, hvor prissætning af fiskedage pågår. Vi har derfor ikke en mar-kedspris for fiskedage og kan derfor ikke nøjagtigt vurdere deres værdi. Der er dog ingen tvivl om, at det er denne støtte, der har størst påvirkning på færøsk fiskerierhverv og dermed på den samlede færøske erhvervsstruktur.

2) Norman og Ulltveit-Moe, 2008: 63) Norman og Ulltveit-Moe, 2008: 10

22

Primærerhverv, centralisering og velfærdHvis vi bruger BNP pr. indbygger og arbejdsløshedsprocent som målestok for velfærden i samfundet, er der intet skadeligt forbundet med udviklingen, hvor fiskerierhvervets andel af den samlede lønmodtagergruppe falder, og folk og arbejdspladser flytter fra bygd til by. Arbejdspladser i fiskerierhvervet har i sig selv ikke større værdi end andre arbejdspladser. Hvis et arbejde i fiskerierhvervet forsvinder og et nyt arbejde, der er mindst lige så produk-tivt, og dermed giver lønmodtageren tilsvarende høj løn, oprettes i et andet erhverv, er der ingen skade sket.

Selvfølgelig kan det være svært for folk at være nødt til at finde et nyt arbejde i et nyt erhverv. Dette er dog ikke noget særligt for fiskerierhvervet. I en markedsøkonomi bliver folk ved med at skifte arbejde og flytte fra et erhverv over i et andet, enten fordi deres nuværende arbejdsplads ikke længere er erhvervsmæssigt bæredygtig, eller fordi der dukker muligheder for et bedre arbejde op andetsteds.

Omvendt er det også klart, at muligheden for at blive boende på samme sted i sig selv er noget, som folk vægter højt. Da de stillinger, der kommer i stedet for stillinger indenfor fiskerierhverv, oprettes i centerområderne, kan dette derfor have betydning for velfærden. Derfor er det nødvendigt også at behandle dette emne.

For bedre at forstå betydningen af økonomiske langtidstrends og de økonomiske udfordringer. som disse medfører, sætter vi udviklingen af de vigtigste økonomiske størrelser ind i en større verdensøkonomisk sammenhæng.

Primærerhverv og BNP pr. indbyggerAt færinger „lever af fiskerierhvervet“, forstået således, at „fiskere bærer alting oppe og betaler alt“ er ikke korrekt. Fiskerierhvervet er den største valutaproducent på Færøerne og derfor en specielt vigtig del af den færøske økonomi. Med det er kun vigtigt, forstået på den måde, at det er et stort erhverv. Ressourceerhvervene, dvs. fiskeri og fiskeopdrættet, skaber i øjeblikket 13 procent af den årlige værdiforøgelse på Færøerne og bærer derfor 13 procent af den samlede disponible værdi, som landets borgere årligt råder over. Hvis fiskebearbejdning medtælles, står disse tre erhverv for knapt 19 procent af den samlede værdiforøgelse, som færinger årligt råder over.

Nogle påstår, at valutaindtægterne trods alt „bærer alt oppe“, idet al indenlandsk aktivitet på en eller anden måde er „afledt aktivitet“ af valutaindtægterne. Men begrebet om, at værdiskabelsen i fiskerierhvervet og andre eksporterhverv er anderledes end værdiskabelsen i hjemmemarkedserhverv og det offentlige, er ikke økonomisk funderet. Indtægter fra fiskerierhverv eller andre valutaindtægter, deriblandt også statsydelsen, har ikke en skabende kraft, som indtægter fra anden produktion ikke har. En krone i værdiforøgelse i privat hjemmemar-kedserhverv, fx, er lige god for samfundsøkonomien som en krone i værdiforøgelse i et valutaerhverv. Forskellen på værdiforøgelsen i hjemmemarkedserhverv og valutaerhverv er alene et spørgsmål om, hvorvidt køberen af produktet har færøsk eller udenlandsk adresse. Værdiforøgelse af produktion, som bliver solgt til en person fra Skopun (bygd på Sandoy), har præcis samme værdi for samfundsøkonomien som værdiforøgelse av produktion, der sælges til København eller Paris.

Ud fra et synspunkt om, at det gælder om at skabe størst mulig samfundsmæssig værdiforøgelse, giver det derfor ingen mening, at fiskerierhvervet eller anden eksportproduktion får økonomisk-politisk særbehandling. Det rig-tige er jo, at jo mere produktiv arbejdskraften er, desto bedre er det, uanset hvor i samfundet den arbejder. Hvor det enkelte individ er mest produktivt, og dermed skaber størst værdi for sig selv og samfundet, bør konkurren-cen mellem arbejdsmarkedets arbejdsgivere afgøre. Fiskerierhvervet bør, ligesom alle andre erhverv, bruge den mængde arbejdskraft, som det lønsomt kan købe i fri konkurrence med andre virksomheder og offentlige institu-tioner på Færøerne. Jo tættere tallet af arbejdstagere i fiskerierhvervet ligger på det tal, desto bedre. Et velfun-gerende arbejdsmarked, hvor konkurrencen på arbejdsmarkedet er så fri som muligt, er derfor et afgørende led i den fortsatte udvikling af den færøske økonomi. Som vi så foroven, er der ikke fri konkurrence om arbejdskraften blandt alle virksomheder på Færøerne, idet virksomheder inden for fiskeri og fiskeriindustri får særlig erhvervs-politisk behandling, som forhindrer konkurrencen på arbejdsmarkedet.

Figuren forneden viser forbindelsen mellem indtægtsniveauet og andelen af værdiforøgelsen i samfundet, der stammer fra primærerhverv, dvs. hovedsageligt fiskerierhverv og landbrug for de fleste af verdens lande i 2002. Som figuren viser, er der en klar forbindelse imellem andelen af værdiforøgelsen, der stammer fra primærerhverv, og et lands indtægtsniveau. Jo rigere landet er, desto mindre del af værdiforøgelsen stammer fra primærerhverv. Forbindelsen opstår overvejende som konsekvens af, at teknologisk udvikling i primærerhverv betyder, at det ikke er nødvendigt med så megen arbejdskraft i erhvervet for at tilfredsstille efterspørgslen efter de varer, der produ-

23

ceres. Hvis erhvervspolitikken med støtte forsøger at fastholde mere arbejdskraft i primærerhvervene, end hvad virksomhederne lønsomt kan købe i konkurrence med andre virksomheder i landet, så går samfundet glip af den værdiforøgelse, som denne arbejdskraft mere lønsomt kunne producere i andre erhverv. Verdens rigeste lande er derfor dem, der har et erhvervsliv, der har evne til at benytte sig af de muligheder for produktivitetsforøgelser, som bestandigt viser sig, og hvor erhvervspolitikken ikke forhindrer den deraf følgende flytning af arbejdskraft fra nogen erhverv over i andre erhverv, hvor den kan producere større værdi.

Primærerhverv og arbejdsløshedSet over en længere periode er der ingen forbindelse mellem udviklingen i primærerhverv og arbejdsløshed. Arbejdsløshed bestemmes af strukturen på arbejdsmarkedet, som fx størrelsen på arbejdsløshedsstøtten og mu-ligheder for revalidering. Den store arbejdsløshed i 1995 var konjunkturarbejdsløshed, der faldt igen, efterhån-den som konjunkturerne vendte. Men det har intet at gøre med det vedvarende fald i antallet af lønmodtagere i fiskerierhvervet.

Dette fremgår også af figuren forneden, hvor der ingen forbindelse er mellem arbejdsløshed på Færøerne og hvor stor del af arbejdstagerne der arbejder i fiskerierhvervet.

Indtægtsniveau og Primærerhverv

% af BNP fra primærerhverv

BNP

pr.

indb

ygge

r

24

0

5

10

15

20

25

30

Arbejdsløshed og fiskerierhvervets andel af lønmodagere

Fiskerierhverv Arbejdsløshed

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Centralisering og BNP pr. indbyggerIntet land i verden har oplevet stor økonomisk vækst over en længere årrække eller opnået et højt indtægtsni-veau uden stor, og ofte hurtig, samling af en stor del af befolkningen i centerområder (engelsk: „urban areas“). I alle de tilfælde, hvor lande har oplevet hurtig og vedvarende økonomisk vækst, har vare- og serviceerhvervene i centerområderne gået i front med produktivitetsforøgelse og udvidelse af den økonomiske aktivitet, mens pro-duktivitetsvækst i primærerhverv samtidig har gjort det muligt at producere det samme eller mere med mindre arbejdskraft, således at en stor del af arbejdskraften er flyttet til centerområderne.(4 Det vil sige, at produktivi-tetsvækst er årsag til at både indtægtsniveauet stiger, og at arbejdspladserne centraliseres i og rundt om byerne. Delvist påvirker byernes relative størrelse også indtægtsniveauet, sådan at flytning til byerne i sig selv kan være medvirkende til at forhøje indtægtsniveauet. I sidste ende er centralisering derfor et økonomisk skifte, som i stor udstrækning følger udviklingen i samfundets produktivitet og dermed også den økonomiske udvikling.

Centraliseringen er derfor ikke skadelig for et samfunds indtægtsniveau, tværtimod. Som figuren forneden viser, er der en klar forbindelse mellem andelen af et lands befolkning, der bor i byerne, og indtægtsniveauet. Jo større andel af befolkningen der bor i byerne, desto højere er indtægtsniveauet.

4) World Bank, 2009

25

Det er således ikke et særligt færøsk fænomen, at arbejdspladser flytter fra bygd til byerne, efterhånden som økonomien udvikles. I 2008 nåede andelen af verdens borgere, der bor i geografiske centerområder, op på 50 pro-cent, og det forventes, at denne andel efterhånden bare vil vokse. De industrielle samfund i Europa er for længst nået et godt stykke længere. I 1975 boede 65,7 procent af alle europæere i centerområder. I 2007 var tallet 72,2 procent, og FN forventer, at 76,2 procent af alle europæere i 2025 bor i centerområder.(5

5) United Nations, 2008

Indtægtsniveau og centralisering

Andel af befolkningen i centerområder

BNP

pr.

indb

ygge

r

26

De økonomiske mekanismer„Færøerne er et jagtsamfund… derfor er det afgørende nødvendigt, at vi har en stadig tilgang af unge menne-sker til hovederhvervet.“ Kári P. Højgaard, i kommentar til forespørgsel til Jacob Vestergaard, fiskeriminister.

Af afgørende betydning for den økonomiske langtidsudvikling er også de mekanismer, der medfører, at arbejds-pladser flytter fra valutaerhverv over i hjemmemarkedserhverv og fra det private over i det offentlige. Dette er langtidsfænomener, der har været aktive i mange år, men som er blevet mere og mere synlige de seneste år. Idet dette er langtidsfænomener, ser vi kun på de mekanismer, som kan forklare langtidspåvirkninger. Dvs., at vi ikke ser på korttidspåvirkninger og konjunktursving, der opstår af fx forværring eller forbedring i fiskeriet.

En målsætning om, at landets indtægtsniveau skal være så højt som muligt kræver, at samfundet er en aktiv del-tager i det internationale økonomiske miljø. I den udstrækning, at samfundet har besluttet at være en del af det globale økonomiske miljø, er der nogle afgørende mekanismer, der har grundlæggende indflydelse på samfunds-udviklingen, og som ikke lader sig ændre. Hvis vi vil have fordelene af internationaliseringen og den økonomiske udvikling, som denne muliggør, må vi i stor udstrækning også acceptere den vedvarende bølgegang i samfunds-økonomien, som følger med. Politiske initiativer kan til en vis grad påvirke, hvor hårdt bølgegangen rammer den enkelte, men det er ikke muligt at undgå den og dens konsekvenser. Det vil sige, at det i sidste instans er de internationale økonomiske mekanismer, der i størst udstrækning bestemmer, hvordan samfundsudviklingen former sig, og derfor også bestemmer, hvordan samfundsøkonomien ser ud.

De færøske produktionsfaktorerDe færøske ressourcer af de tre produktionsfaktorer, som er naturressourcer, kapital og menneskelige ressourcer (arbejdskraft og viden), er grundlaget for al værdiforøgelse, som færinger oplever. Derfor er det af afgørende be-tydning, at produktionsfaktorerne benyttes så fornuftigt som muligt. For at disse ressourcer skal blive benyttet så fornuftigt som muligt, er det nødvendigt, at der eksisterer velfungerende markeder for disse ressourcer, som hele tiden flytter ressourcerne der, hvor de giver den største værdiforøgelse. Set fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er disse markeder derfor de vigtigste for færingernes velfærd.

For den enkelte færøske virksomhed er andre forhold tilsvarende vigtige. For eksempel har det betydning for færøske filetfabrikker, hvorvidt filetfabrikker i andre lande modtager støtte eller ej. Dette er ofte argumentet for, at færøske filetfabrikker også modtager støtte. Der tales om filetfabrikkernes konkurrenceevne i forhold til konkurrenternes i fx Norge. Argumentet er, at hvis filetfabrikker andre steder modtager støtte eller beskyttes af toldmure, må færøske filetfabrikker også have støtte for at være konkurrencedygtige. Dette samme er gældende for støtte til fiskeflåden.

Med for den færøske samfundsøkonomi er det vigtigste, at støtte til færøske filetfabrikker forvrider den indbyr-des konkurrence om naturressourcer, kapital og arbejdskraft blandt virksomheder på det færøske arbejdsmarked. Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det en færøsk virksomheds konkurrenceevne overfor andre virk-somheder på Færøerne om arbejdskraft, kapital eller naturressourcer, som har betydning. Støtte medfører, at virksomheder, der ikke klarer sig i konkurrencen på dette marked, bliver mere konkurrencedygtige. Det vil sige, at virksomheden, der ikke er i stand til at skabe tilsvarende stor værdiforøgelse som andre virksomheder, og som derfor ikke er i stand til at købe produktionsfaktorer i fri konkurrence på arbejdsmarkedet, nu kan købe produkti-onsfaktorer før andre mere produktive virksomheder. Dermed falder samfundets samlede værdiforøgelse. Derfor er støtte til færøske filetfabrikker skadelig for den færøske samfundsøkonomi, på trods af, at den kan være for-delagtig for de enkelte færøske filetfabrikker og deres ansatte.

Valutaproduktion og hjemmemarkedsproduktionEn grundlæggende økonomisk binding på det enkelte individ er den intertemporale budgetbegrænsning for perso-ner, som siger, at nutidsværdien på det samlede forbrug over en borgers livsforløb ikke kan overstige nutidsvær-dien på livsindkomsten. For det enkelte individ er der ingen forskel mellem valutavarer og hjemmemarkedsvarer. For stor brugsværdi på fx importerede varer og tjenester i forhold til produktionen kan betales med tilsvarende stort overskud af produktionsværdi på hjemmemarkedsvarer. For samfundet som helhed er kravet strengere. Der er økonomiske bindinger på personers intertemporale budgetbegrænsning for hjemmemarkedet og valutamarke-det hver for sig. Set over en længere periode må valutavarers brugsværdi betales med valutaindtægter til samme værdi, som samfundet tjener enten via produktion af valuta – dvs. eksport af varer og tjenester – eller gennem valutagaver fra udlandet. Merforbrug af valuta i forhold til en borgers produktion, fx en frisør, og dermed mer-

27

produktion af hjemmemarkedsvarer, må vejes op imod merforbrug af hjemmemarkedsvarer og dermed en anden borgers merproduktion af valutavarer, fx en opdrætter.

På grund af bindingen på den intertemporale budgetbegrænsning for personer balancerer betalingsbalancen altid, set over en længere periode. Det er således langtidsbindingen på valutaindtægter og valutaudgifter, som siger, hvad vi har råd til at købe udenlands. Hvor stor en del af arbejdskraften, der arbejder i henholdsvis eksporter-hverv og hjemmemarkedserhverv er ikke relevant, så længe arbejdskraften i eksporterhverv klarer at producere den nødvendige eksportværdi.

Vedvarende overskud på betalingsbalancen (dvs. større udbud end efterspørgsel efter valutavarer i samfundet) fortæller os, at udbuddet af hjemmemarkedsvarer er for lille i forhold til efterspørgslen. Vedvarende underskud på betalingsbalancen (dvs. større efterspørgsel end udbud af valutavarer) betyder derimod, at udbuddet af hjem-memarkedsvarer er større end efterspørgslen.

Ændringer i den relative pris på hjemmemarkedsvarer i forhold til prisen på valutavarer er den markedsmeka-nisme, der sørger for balance mellem udbud og efterspørgsel efter henholdsvis importerede varer og hjemme-markedsvarer, set over en længere periode. Da færinger ingen indflydelse har på prisen på de importerede varer, er det prisniveauet på hjemmemarkedsvarer, der ændres, således at der opnås balance. Som eksemplet om den færøske betalingsbalance op gennem 1970erne og 1980erne har vist, kan politiske støtteordninger eller anden indblanding i markedsmekanismen sætte denne ud af kraft i en periode, men i sidste instans er det ikke muligt at slippe for den. Den intertemporale budgetbegrænsning for samfundet skal balancere.

Når det drejer sig om produktion af henholdsvis eksport- og hjemmemarkedsvarer skelner vi imellem beskyttede erhverv, der ikke er i direkte international konkurrence, og erhverv i international konkurrence. Produktionen af visse varer og tjenester må pågå på Færøerne, hvis det skal være muligt for færinger at benytte varen eller tje-nesten. Beskyttede erhverv producerer disse varer eller tjenester, der hverken kan eksporteres eller importeres. Grænsen mellem beskyttede erhverv og erhverv i international konkurrence går altså ved, hvorvidt erhvervets produktion kan sælges tværs over landegrænser. En særlig undergruppe af virksomheder i international konkur-rence, der har stor betydning, er de rodløse virksomheder. Disse virksomheder er i international konkurrence og anvender hverken stedbundne naturressourcer eller stedbunden realkapital.

For at samfundet skal have tilstrækkeligt med virksomheder i international konkurrence til at producere det, der er nødvendigt for at betale for den import, som samfundet til enhver tid efterspørger, så må markedsmekanismen bestandigt tilpasse indenlandske lønninger og priser sådan, at kapitalen får samme afkast, både i beskyttede er-hverv og i erhverv i international konkurrence, som den får udenlands. Dette sætter klare grænser for, hvor høj realløn markedsmekanismen i længden tillader i samfundet.

I erhverv i international konkurrence, må lønniveauet efterhånden indrette sig således, at produktionsomkostnin-gen alt i alt bliver den samme som i udenlandske virksomheder, der producerer samme vare eller tjeneste. Real-lønnen i hvert enkelt erhverv bestemmes af virksomhedernes produktivitet i erhvervet og af det internationale krav om afkast til kapitalen. Jo højere produktiviteten i erhvervet er, desto højere kan reallønnen være, uden at afkastet til kapitalen går længere ned end afkastet, som kapitalen kan få i andre erhverv eller udenlands.

I den udstrækning økonomien er knyttet til rodløse erhverv for at tjene de valutaindtægter til samfundet, som brugeren ønsker til at købe udenlandske varer og tjenester for, og i den udstrækning, konkurrencen om den færø-ske arbejdskraft blandt færøske virksomheder sørger for, at arbejdskraften får samme løn for samme arbejde i de forskellige erhverv, vil det være sådan, at produktiviteten i de rodløse erhverv i sidste ende bestemmer, hvor højt det gennemsnitlige lønniveau bliver i hele økonomien.

Sammensætningen af den færøske valutaproduktionFæringer ønsker, som alle andre, et bredt udvalg af varer og tjenester til forbrug. Af samme årsag må vi også have et bredt udvalg af erhverv. Men der er forskel på hjemmemarkedsvarer og importerede varer. Hjemmemarkedsva-rer og –tjenester må færinger selv producere i beskyttede erhverv. Derfor må færinger også have alt udvalget af beskyttede erhverv, der producerer de hjemmemarkedsvarer og –tjenester, som færinger vil have.

Hvad internationale varer angår, kan færinger omvendt koncentrere sig om de erhverv, hvor samfundet sammen-lignet med andre lande har den forholdsvis bedste produktionsproduktivitet. Så kan valutaindtægterne fra salg af

28

disse erhvervs produkter bruges til at købe de internationale varer og tjenester, som borgerne ønsker fra udlan-det. Det er således underordnet, hvilke erhverv der producerer til eksport i international konkurrence, så længe de er produktive, og netto-valutaindtægterne er større, end hvad samfundet kunne opnå, hvis samme arbejds-kraft arbejdede i andre valutaerhverv. Det er ikke sådan, at erhverv i international konkurrence på nogen måde er vigtigere – eller mindre vigtige – end andre erhverv.

Teorien om komparative fordele fortæller os, hvorfor vi eksporterer fisk i stedet for noget andet, og hvorfor andre eksporterhverv har vanskeligt ved at vinde frem på Færøerne. Kort sagt, eksporterer vi fisk, fordi vores ressourcegrundlag gør det forholdsvis billigt for os at producere ubearbejdet fisk i forhold til den øvrige verdens gennemsnitlige pris ved produktion af ubearbejdet fisk. Vi har rige fiskebanker og gode fjorde til opdræt af fisk, hvilket gør fiskeproduktion på Færøerne produktiv sammenlignet med andre lande. Dermed kan vi med fordel producere fiskevarer og bytte dem til varer og tjenester, som udlændinge producerer mere produktivt, end vi kan. Resultatet er, at både vi og de lande, som vi bytter varer og tjenester med, bliver rigere, end hvis hvert land selv måtte producere alle varer og tjenester, som landets borgere efterspørger.

Teorien om komparative fordele forklarer også, hvorfor vi, hvis nu det offentlige ikke blandede sig med støtte af forskellig art, hovedsageligt ville eksportere ubearbejdet fisk hellere end bearbejdede fiskeprodukter. Kort sagt, er produktion med ufaglært arbejdskraft, som er den produktionsfaktor, der hovedsageligt anvendes til bearbejd-ning af fisk, ikke en komparativ fordel for Færøerne. Vi har forholdsvis lidt ufaglært arbejdskraft i forhold til mange andre lande, hvorfor ufaglært arbejdskraft på Færøerne er forholdsvis dyr i forhold til prisen på ufaglært arbejdskraft i andre lande. Samtidig er den billige ufaglærte arbejdskraft i disse lande som oftest mindst lige så produktiv i fiskeproduktion som færøsk arbejdskraft. Af samme årsag er det ikke lønsomt for færøske virksomhe-der at benytte ufaglært arbejdskraft i erhverv i international konkurrence.

Statsydelsen som valutaindtægt Samfundsmæssigt set, er prisen på en arbejdstime i eksporterhvervet den værdiforøgelse i hjemmemarkedspro-duktion, der ikke skabes, fordi arbejdstimen bruges i valutaproduktion. I en fri markedsøkonomi er den løn, som en virksomhed i eksporterhvervet betaler for en arbejdstime, præcis den værdiforøgelse, som lønmodtageren ville kunne skabe på en time i hjemmemarkedsproduktion. Den samfundsmæssige omkostning og virksomhedens omkostning af at bruge arbejdstimen er derfor den samme, hvis der er fri konkurrence om arbejdskraften.(6

Statsydelsen er en valutaindtægtskilde, som ikke kræver arbejdskraft og kapital. Hvis der ses bort fra potentielt skadelige økonomiske påvirkninger pga. statsydelsen på indtægtsniveauet gennem skadelig indflydelse på det po-litiske system, så er den samfundsmæssige omkostning ved en ekstra krone i statsydelse nul kroner. Heraf opstår to konklusioner: Statsydelsen er den mest konkurrencedygtige „valutaproduktion“, og hvis der ses bort fra poten-tielt skadelig indflydelse på den økonomiske politik, så er statsydelsen ren samfundsmæssig gevinst.

Ved at gøre det muligt at købe varer og tjenester udenlands uden at bruge arbejdskraft på at producere noget til at give sælgeren i bytte, unødvendiggør statsydelsen en del af den øvrige valutaproduktion. Dele af produktions-kraften, dvs. arbejdskraft og kapital, kan flytte over i hjemmemarkedserhvervet, idet behovet for valutaproduk-tion er mindre, end det ville være, hvis statsydelsen var ikke-eksisterende. Dette sker, da statsydelsen presser samfundets pris- og lønniveau højere op, end hvad det ellers ville være, således at en del af eksportproduktionen ikke længere er konkurrencedygtig i forhold til hjemmemarkedsproduktion.

Set fra det synspunkt, at så mange folk som muligt skal arbejde i eksporterhvervet, er statsydelsen derfor ska-delig. Men vi har lige påvist, at bortset fra potentielt skadelige politiske påvirkninger, så er statsydelsen ren økonomisk gevinst for samfundet. Indtægtsniveau og velfærd har derfor ingen direkte forbindelse til det antal mennesker, der arbejder i eksporterhverv.

Produktivitetsvækst Vedvarende økonomisk vækst stammer i størst udstrækning fra produktivitetsvækst. Produktivitetsvækst er såle-des grundlaget under al vedblivende stigning i indtægtsniveau. Bedre bytteforhold, dvs. bedre pris på de varer, vi eksporterer, i forhold til prisen på varer, vi importerer, medfører også højere indtægtsniveau, men bytteforholdet er oftest omskifteligt, og der kan ikke regnes med fortsatte forbedringer. Derudover har producenterne ikke den

6) På grund af støtten til fiskerierhvervet er dette ikke gældende for virksomheder i fiskerierhvervet, idet støtten sætter en kile mellem samfundsmæssig omkostning af arbejdstimen i eksportproduktion og den omkostning, som virksomheden betaler.

29

store indflydelse på bytteforholdet, mens virksomhederne omvendt har afgørende indflydelse på produktiviteten i deres egen produktion.

Produktiviteten har således grundlæggende betydning, idet den gennemsnitlige realløn for lønmodtagere bestem-mes af produktiviteten i begge erhvervsgrupper (beskyttede erhverv og erhverv i international konkurrence) og af det internationale krav om afkast til kapitalen. At bekæmpe produktivitetsforøgelser er derfor det tåbeligste, et samfund kan gøre.

Dog er det ofte sådan, at samfundsgrupper forsøger at forhindre diverse produktivitetsforøgelser. En årsag er, at produktivitetsforøgelser oftest kræver tilpasninger i arbejdsforhold, produktionsmetoder, erhvervssammensæt-ning osv. Ikke alle har lige gode muligheder og lige stor interesse i at efterleve de krav om tilpasninger, som stilles til arbejdstagere og virksomheder. De arbejdspladser, der kommer i stedet for dem, der forsvinder, kræver ofte andre kompetencer. Dette kan skabe problemer, hvis arbejdstagere og arbejdsgivere ikke er i stand til smidigt at overføre den arbejdskraft, som der ikke længere er brug for i erhverv, der kræver færre mennesker, til de jobs, der skabes i andre erhverv. Konsekvensen kan være krav om politiske indgreb, der forhindrer produktivitetsæn-dringer og deraf følgende ændringer i krav til arbejdskraften.

Et større problem er, at på trods af at samfundet som helhed bliver rigere, kan visse samfundsgrupper tabe, både økonomisk og politisk. Disse grupper er selvfølgelig ikke interesserede i sådanne produktivitetsændringer. For det meste skaber de erhvervsmæssige tilpasninger både vindere og tabere. Visse lønmodtagergrupper og virksomhe-der står stærkere i konkurrencen på arbejdsmarkedet eller på markedet for varer og tjenester efter tilpasnin-gerne, mens andre grupper og virksomheder har tabt, i hvert fald relativt. Af samme årsag forsøger de grupper, der ikke forventer at klare sig godt i konkurrencen efter tilpasningerne, at få politisk tilslutning til at forhindre tilpasningerne.

Mere grundlæggende kan tab af økonomisk konkurrencedygtighed medføre tabt politisk indflydelse på erhvervs-politikken i fremtiden. Tilpasninger i erhvervsstrukturen, som kommer i kølvandet på produktivitetsforøgelser, har ofte indflydelse på samfundets politiske magtbalance. De lønmodtagergrupper og virksomheder, der fortsat vin-der i konkurrencen på deres markeder, forstærker samtidig deres politiske situation. De lønmodtagergrupper og virksomheder, der taber konkurrencen på markedet, taber samtidig politisk magt. Derved bliver deres mulighed for i fremtiden at anvende politisk magt til at forhindre andre grupper i at vinde frem mindre. De grupper, der i øjeblikket har stor politisk indflydelse, forsøger derfor naturligvis at anvende deres eksisterende politiske magt til at bevare denne, også i fremtiden. Dette er et af denne redegørelses vigtigste temaer, og derfor vender vi tilbage til emnet senere.

Fra vareproduktion til serviceproduktionSet over en længere periode, er produktivitetsvæksten i vareproduktion større end i serviceproduktion. Hovedår-sagen er, at vareproduktionen ofte vedvarende kan effektiviseres gennem mekanisering. Inden for serviceproduk-tion er der omvendt ofte ikke muligt at mekanisere produktionen.

Produktivitetsændringer kombineret med muligheder for udvidelse af produktionen bestemmer, hvor mange men-nesker der arbejder i et erhverv. Hvis efterspørgslen stiger, efterhånden som produktivitetsforøgelser medfører stigende produktion, så falder antallet af arbejdspladser i erhvervet ikke. Men nogle erhverv kan af visse årsager ikke producere mere. Den eneste måde hvorpå virksomhederne i erhvervet kan blive mere produktive er derfor at forøge produktionen for hver enkelt ansat. Derved falder tallet af arbejdspladser i disse erhverv.

Fiskeri og fiskeopdræt er erhverv, hvor naturmiljøet betyder, at produktionen ikke kan blive større end et vist. I det færøske fiskeopdræt bliver naturmiljøet muligvis endnu ikke udnyttet fuldt ud, så der kan være muligheder for udvidelse af produktionen. I fiskeopdrættet er det derfor muligt, at der i fremtiden vil være flere arbejds-pladser. I fiskeriet, på den anden side, udnytter færinger allerede så godt som alt tilgængeligt naturmiljø. Derfor medfører produktivitetsforøgelser i fiskeriet, at det er nødvendigt med færre ansatte.

Fiskevareindustrien kan forøge produktionen, hvis virksomhederne i erhvervet formår at købe sig adgang til rå-varen. Men disse virksomheder har det problem, at produktion med ufaglært arbejdskraft til eksport ikke er et konkurrencedygtigt erhverv på Færøerne. Konkurrencen om den ufaglærte arbejdskraft på det færøske arbejds-marked har presset prisen på arbejdskraft så højt op, at fiskefabrikkerne ikke klarer sig i denne konkurrence. Den fornuftigste løsning er derfor outsourcing af filetproduktion til lande, der har relative fordele i produktion

30

med ufaglært arbejdskraft, og hvor virksomheder i eksportproduktion derfor har mulighed for at købe ufaglært arbejdskraft.

De færøske industrierhverv er en kombination. Losning på kajen behøver stadigt færre mennesker, efterhånden som maskinerne bliver bedre. Bygning af huse kræver samme antal mennesker som tidligere, men der er produk-tivitetsforøgelserne kommet som bedre kvalitet. Antallet af arbejdspladser i industrierhverv kan derfor stige, hvis efterspørgslen efter industrivarer er tilstrækkeligt priselastisk. Som vi har set, er industrivarer, der sælger til hjemmemarkedet, vokset en god del siden krisen i 1993.

På grund af få muligheder for teknologisk udvikling i produktionen, kan nogle serviceerhverv ikke blive meget mere produktive. Disse tjenester kan samtidig ikke importeres, idet transportomkostningerne er for høje, til at det er lønsomt. Virksomhederne i dette erhverv er derfor beskyttede, forstået på den måde, at de ikke er i direkte konkurrence med udenlandske virksomheder. Men efterspørgslen efter serviceydelser stiger, når indtægtsniveauet stiger. Derfor må antallet af mennesker, der producerer disse serviceydelser, fx pædagoger, sygeplejepersonale, læger og fysioterapeuter, vedvarende vokse.

Andre serviceerhverv bliver mere og mere produktive, forstået på den måde, at virksomhederne i erhvervet pro-ducerer nye og bedre udgaver af samme serviceydelser. Men efterspørgslen efter disse virksomheders produktion stiger hurtigere end udbuddet, så også i disse erhverv må der flere mennesker til for at tilfredsstille efterspørgs-len. It-erhvervet er et eksempel på et sådant erhverv.

Bankservice er et lignende eksempel. Serviceydelser, der tidligere blev produceret i hånden, produceres i dag elektronisk. Her er det derfor ikke udbuddet, der sætter grænser for, hvor meget der produceres, men efter-spørgslen. Hvis efterspørgslen ikke stiger, når produktiviteten stiger, og prisen falder relativt, medfører det, at arbejdspladser i dette erhverv forsvinder.

De offentlige tjenester på hjemmemarkedet er næsten alle af en sådan art, at det er vanskeligt at forøge pro-duktiviteten. Fx tager det stadigvæk i dag lige lang tid at lære en gennemsnitlig skoleelev at læse som for 100 år siden. Visse tjenester er det kort sagt ikke muligt at producere hurtigere end tidligere.

På Færøerne er valutaproduktionen for det meste fiskerivarer, mens en stor del af hjemmemarkedsproduktionen er serviceproduktion. Dette er som sådan ikke et problem, idet samfundet bliver rigere af alle produktivitetsfor-øgelser, uanset hvor i økonomien de sker. Men på efterspørgselssiden er det sådan, at når samfundet bliver rigere, vil borgerne benytte sig mere af både varer og tjenester. Borgerne vil især have mere serviceproduktion indenfor ydelser så som sundhed, uddannelse og kultur. Derfor skaber forvridningen af produktivitetsforøgelser mod varer en vedvarende ubalance mellem udbud og efterspørgsel efter henholdsvis hjemmemarkedsprodukter og valutava-rer.

Derfor må en del af produktivitetsforøgelsen i valutaproduktionen fortsat byttes til hjemmemarkedsproduktion, således at borgeren får mere af både valutavarer og hjemmemarkedsvarer. For igen at opnå balance mellem ud-bud og efterspørgsel efter valutavarer og hjemmemarkedsvarer, må der komme flere produktionsfaktorer i hjem-memarkedserhvervet. Det sker på den måde, at en del af arbejdskraften og kapitalen flytter fra valutaproduktion over i hjemmemarkedsproduktion. Denne vedvarende flytning af arbejdskraft og kapital fra vareproduktion over i serviceproduktion er således ikke en politisk styret tilpasning af erhvervsstrukturen. Den er en naturlig tilpasning, uden politisk indblanding, af udbud og efterspørgsel gennem markedsmekanismen.

Den grundlæggende betydning af et markedsreguleret fiskerierhverv kan forstås i lyset af dette. Betydningen af fiskeri for den færøske økonomi har intet med ”grundindtægter” (fruminntøkur) eller ”afledt aktivitet” at gøre. Betydningen kommer af muligheden for fortsatte produktivitetsforøgelser og efterfølgende flytning af ar-bejdskraft fra fiskeri til hjemmemarkedserhverv, uden at produktionen hos de virksomheder, der er beskæftiget i fiskeri, falder. Fiskerierhvervet er et stort erhverv på Færøerne, og fiskerierhvervet er vareproduktion, hvor der fortsat er muligheder for mekanisering, effektivisering og produktivitetsforøgelser. Der er derfor store muligheder for stigning i det færøske indtægtsniveau gennem et mere produktivt fiskerierhverv. Produktivitetsforøgelser i sig selv forøger det færøske indtægtsniveau og betyder, at fiskerierhvervet kan fiske tilsvarende meget med færre ansatte.

31

Den arbejdskraft, som er tilovers, flytter over i erhverv, som ikke nødvendigvis har nogen direkte forbindelse til fiskerierhvervet, og skaber større værdier i disse erhverv. Denne flytning kan tage tid og er somme tider uregel-mæssig, men den er en grundlæggende årsag til en fortsat stigning i indtægtsniveauet på Færøerne. For at sam-fundet skal udnytte produktivitetsforøgelserne fuldt ud, er det derfor også afgørende nødvendigt, at flytningen af arbejdskraft fra fiskerierhvervet over i hjemmemarkedserhverv ikke forhindres af støtte eller andre initiativer, hvis formål det er at beholde en så stor andel af arbejdskraften som muligt i fiskerierhvervet.

Denne analyse viser også, at samfundet ikke går konkurs, når produktivitetsvækst medfører, at færre folk ar-bejder i fiskerierhvervet. Samfundet får udbytte af produktivitetsforøgelser i ressourceerhverv, da stadigt færre arbejdspladser er nødvendige i disse erhverv for at opnå samme værdiforøgelse, samtidig med at flere hænder er til disposition andre steder i økonomien. Tanken om at ”fiskerierhvervet bærer alt”, forstået på den måde, at hvis ikke mange mennesker er beskæftigede i fiskerierhvervet, bliver samfundet ruineret, er altså ikke rigtig. Tværti-mod er det decideret skadeligt for økonomien, hvis der med politiske initiativer forsøges at holde flere men-nesker i fiskerierhvervet, end hvad der er erhvervsmæssigt grundlag for. Dette forhindrer produktivitetsvækst, det forhindrer tilpasning af produktion i henhold til forbrugerens ønsker, og det er skadeligt for den økonomiske vækst og borgerens velfærd.

Analysen viser også den grundlæggende binding på indtægtsniveauet, idet det ikke er muligt at importere alle va-rer og tjenester. Hvis det var muligt at outsource produktion af alle tjenesteydelser, hvor færinger ikke har kom-parative fordele, ville mange hjemmemarkedserhverv være unødvendige. I stedet kunne alle færinger arbejde i de erhverv, hvor vi har relative fordele, og produktion med relativt lav produktivitet på Færøerne kunne outsour-ces til lande, der har relative fordele i disse produktioner. Indtægterne kunne færinger bruge til at købe de varer og tjenester fra udlandet, som der er brug for, men som det ikke er muligt at producere særligt produktivt på Færøerne. Da ville indtægtsniveauet være højere, end det er i dag. Men idet det ikke er muligt at importere alle de varer og tjenester, som borgeren ønsker, er det nødvendigt, at en stor del af den færøske arbejdskraft produ-cerer varer og tjenesteydelser, som færinger ikke producerer særligt produktivt sammenlignet med virksomheder i andre lande, men som det er nødvendigt at producere indenlands, fordi de ikke er mulige at importere. Tekno-logisk udvikling og globalisering, som muliggør outsourcing af produktionen af stadigt flere hjemmemarkedsvarer og –tjenester, som færinger producerer forholdsvis uproduktivt, er derfor en kilde til produktivitetsforøgelser og dermed et stadig stigende indtægtsniveau på Færøerne.

32

Striden mellem centerområder og udkantsområder„Jeres politik når kun til Tórshavn og det nærmeste miljø, således at både nordligst på Færøerne, men især sydpå er Færøerne ved at dø.“ (Birgir Mohr, i dagbladet Sosialurin 2. oktober 2009)

For at drage nytte af mulighederne for produktivitetsforøgelser er det for det meste nødvendigt for virksomheder vedvarende at omorganisere produktionen på forskellig vis. I en fri markedsøkonomi, hvor virksomhederne kon-stant stræber efter at blive mere produktive, er erhvervslivet derfor fortsat i forandring. Dette stiller store krav til borgernes tilpasningsevne og samfundets som helhed. De måske vigtigste tilpasninger for almindelige borgere er ændringer i forhold til, hvor virksomhederne vælger at placere produktionen. I nogle tilfælde flytter den en-kelte virksomhed produktionen til et andet område i landet. I andre tilfælde sker det, at en virksomhed forsvin-der fra markedet, idet den ikke længere er konkurrencedygtig. Arbejdskraften, som er tilovers, må finde andre virksomheder at arbejde for, og ofte ligge disse virksomheder i andre områder af landet end den virksomhed, der gik ned.

Denne udvikling har altid været en del af enhver økonomi, der ikke er fuldstændig fastlåst. Men de sidste mange år har deregulering og liberalisering samtidig givet større råderum for flytning af produktionen, som ikke har væ-ret muligt tidligere. Udviklingen med flytning af produktionen sker derfor hurtigere end tidligere.

Når erhvervslivet på denne måde tilpasser sig nye forhold, er folk ofte nødt til at flytte, hvis de fortsat vil have et arbejde. I denne del af redegørelsen analyserer vi de økonomiske mekanismer, der ligger til grund for den udvikling, at arbejdspladser i stadig større omfang flytter fra udkantsområderne til centerområdet. Analysernes økonomiske grundlag omtaler nogle mekanismer, som arbejder for at centralisere økonomisk aktivitet og andre mekanismer, der arbejder for at decentralisere økonomisk aktivitet.

Den grundlæggende konklusion er, at politikere ikke kan forhindre udviklingen hen imod større og større samling af arbejdspladser i centerområdet. Politikere kan dog i en vis udtrækning forsinke udviklingen, men dette kan medføre store samfundsøkonomiske omkostninger. Omvendt er det muligt at arbejde for, at folk fortsat kommer til at bo i udkantsområderne, men samtidig kommer til at have mulighed for at arbejde i centerområdet. Dette er en langt fornuftigere distriktspolitik, der understøtter det aktuelle boligmønster, og som samtidig opmuntrer til snarere end forhindrer produktivitetsforøgelser.

Centralisering af produktionenValutaproduktionen på Færøerne, dvs. produktionen til eksport, foregår i stort omfang i udkantsområderne, mens hjemmemarkedsproduktionen foregår i centerområdet. Ubalancen mellem, i hvilke erhverv de største produktivi-tetsforøgelser sker, og hvor efterspørgslen efter varer og tjenester stiger mest betyder, at arbejdspladser og kapi-tal vedvarende flyttes fra valutaproducerende erhverv over i hjemmemarkedsproduktion. Dette betyder samtidig, at arbejdspladserne flytter fra udkantsområderne til centerområdet.

Produktivitetsgevinst ved centraliseringMen hvorfor er næsten al hjemmemarkedsproduktion placeret i centerområdet? Det korte svar er, at set over en længere periode giver det effektivitetsgevinst at produktionen centraliseres. De fleste økonomiske undersøgel-ser konkluderer, at hvis en by vokser til det dobbelte, så forøges byens gennemsnitlige produktivitet 3-8 procent alene pga. forøgelsens størrelse i sig selv.(7 Det vil sige, at arbejdskraften er mere produktiv, jo mere centraliseret den er geografisk.

Årsagerne til denne produktivitetseffekt er de såkaldte eksternaliteter (engelsk: externalities), som ikke regu-leres gennem markedsmekanismen. I denne forbindelse betyder det, at virksomheder eller ansatte på en eller anden måde har en positiv indflydelse på hinanden, uden at nogen kan kræve markedspris for denne indflydelse.

For at eksternaliteter, og dermed centralisering af produktionen, skal skabe økonomisk gevinst, må der være stordriftsfordele et eller andet sted i produktionskæden, således at markedets størrelse er en reel forhindring for konkurrencen eller for vareudvalget. Geografisk centraliserede positive koblinger (engelsk: increasing returns) medfører, at hvis en by eller et land giver større afkast til erhvervsmæssig aktivitet end det omkringliggende område, opmuntrer dette virksomhederne til at flytte virksomheden til dette område. Dette medfører igen, at afkastet i området stiger endnu mere, således at endnu større aktivitet flyttes til området og så fremdeles, i en

7) World Bank, 2009

33

selvforstærkende cirkel, der gør, at som udgangspunkt små forskelle mellem områder kan vokse voldsomt i kraft af denne mekanisme.

Der er især to markeder, hvor der kan være sådanne eksternaliteter: arbejdsmarkedet og varemarkedet. Virksom-heders og husholdningers adgang til et bredt udvalg af varer og arbejdspladser er en af hovedårsagerne til, at der eksisterer store økonomiske centraliseringer.

Det er også vigtigt for centraliseringen af mennesker i byer, at finde sociale miljøer, hvor mennesker trives bedst. Centralisering af erhvervsmæssig aktivitet opstår derfor ofte af, at uddannede mennesker ønsker at være der, hvor andre uddannede mennesker er. Mennesker med nogenlunde samme uddannelse, lønniveau osv., finder ofte sammen, idet de har en positiv indflydelse på hinanden, fx gennem et bedre fagligt miljø.

Samtidig med at et bedre fagligt miljø i sig selv gavner mange uddannede mennesker, kan dette også gøre dem mere produktive. Centralisering af mennesker har forøget produktiviteten inden for handel, industri og admini-stration. Dette er sket ved at man sætter mennesker sammen, der sidenhen lærer ting af hinanden, som kun er mulige at lære, hvis man er sammen med andre med lignende kompetencer på samme sted og samme tid.

Noget, som muligvis har større betydning er, at et stort arbejdsmarked opmuntrer mennesker til at tage en højere uddannelse end ellers. Dette argument er knyttet til muligheden for større konkurrence. På et lille arbejdsmarked er der risiko for, at der kun er lidt eller ingen konkurrence om den kundskab, som lønmodtagere, der har taget en særlig uddannelse besidder. Lønnen er derfor så lav, at den ikke er uddannelsens pris værd. Hvis der er flere virk-somheder på dette arbejdsmarked, der efterspørger deres arbejdskraft, er der mindre fare for, at lønmodtageren må finde sig i en lav løn. Dermed forøges opmuntringen til uddannelse.

Centraliseringsmekanismen på vare- og tjenestemarkedet opstår af, at virksomheder ønsker at være der, hvor der er bedst adgang til flest mulige kunder. Butikker har ofte fordel af, at det lokale marked har en vis størrelse, og at kunder ofte rejser til de steder, hvor der er et vist udvalg af butikker. Det er derfor til fordel for den enkelte butik at ligge i nærheden af andre butikker. På denne måde tiltrækker butikken endnu flere kunder til området, end der var tidligere, og på den måde er det også en gevinst for de øvrige butikker. Dette er årsagen til, at mange butikker gerne vil betale mere for at leje en kvadratmeter i butikscentret SMS i Tórshavn, end de vil betale for en kvadratmeter et andet sted.

En lignende faktor, som har betydning, men som ikke har direkte forbindelse til arbejdsmarkedet er, at folk ønsker mange forskellige varer og tjenester at vælge imellem. Derfor vil de være der, hvor der er størst og bedst udvalg af fritidstilbud. Biografer, teater og andre kulturtilbud forudsætter et vist befolkningsmæssigt grundlag. Disse er derfor beliggende, hvor det befolkningsmæssige grundlag er størst, og derfor stiger befolkningstallet de steder, hvor der i forvejen er mange mennesker. Dette gør det befolkningsmæssige grundlag endnu større og tiltrækker derfor endnu flere virksomheder, der tilbyder endnu flere fritidstilbud osv. til området.

Den relative lønudvikling endnu engangI en fri markedsøkonomi opstår lønspredning mellem erhvervsgrupper som følge af produktivitetsforskelle. For-skelle i produktivitet opstår for en stor del af forskelle i det gennemsnitlige uddannelsesniveau og centraliserings-effekter. Centraliseringseffekt i en erhvervsgruppe kan presse prisen op for pladser inden for de områder, hvor centraliseringseffekten fungerer. De erhvervsgrupper, der ikke oplever en indbyrdes centraliseringseffekt, eller mindre indbyrdes centraliseringseffekt, og derfor ikke er tilstrækkeligt produktive til at betale den løn, som kræ-ves for at købe plads i disse områder, presses derfor ud.

Som eksempel kan vi sige, at centraliseringskræfterne har påvirket den færøske produktion således, at tjene-steydelser til hjemmemarkedet produceres i Tórshavn, industrivarer til hjemmemarkedet produceres i området omkring Skálafjørð, og eksportproduktion er spredt rundt i udkantsområderne. På grund af subsidier til aktørerne i fiskeriet, afspejler lønnen i dette erhverv kun i ringe grad konkurrencen mellem virksomheder og institutioner om arbejdskraften på det færøske arbejdsmarked, hvorfor den ikke indgår i dette eksempel. Omvendt viser det nøjagtige sammenfald mellem lønnen i de private og offentlige hjemmemarkedserhverv, at vi kan regne disse to grupper som en og samme gruppe.

Det er vanskeligt at sige, hvor stor en del af den relative produktivitetsforskel, og dermed lønforskellen mellem erhvervsgrupperne, stammer fra forskelle i det gennemsnitlige udannelsesniveau og centraliseringseffekter. Sand-

34

synligvis er det gennemsnitlige uddannelsesniveau i hjemmemarkedsproduktionen højere end i valutaproduktio-nen, der overvejende anvender naturressourcer i stedet for vidensressourcer. Omvendt er det svært at vurdere, hvorvidt der er nogen større forskel i det gennemsnitlige uddannelsesniveau mellem industriproduktion og ser-viceproduktion. Derfor er det måske muligt at vurdere, at produktivitetsforskellen, og derved også lønforskellen, mellem serviceerhverv og industrierhverv hovedsageligt stammer fra en forskel i indbyrdes centraliseringseffekt, som således synes større i serviceerhverv end i industrierhverv på Færøerne.

Ender alt i Tórshavn?Vedvarende økonomisk vækst medfører varig centralisering.(8 Det er oven i købet således, at produktivitetsfor-øgelser, og dermed økonomisk vækst forudsætter, at centraliseringen ikke forhindres. Men har denne udvikling ingen ende? Er der nogen økonomisk mekanisme, der forhindrer, at denne udvikling fortsætter, indtil alle færing bor i Tórshavn? Ja, muligvis.

Centraliseringen presser priserne på de produktionsfaktorer, der ikke er mobile, op i centerområdet og priserne på samme produktionsfaktorer presses ned i udkantsområderne. Den vigtigste årsag til faldende afkast på grund af centraliseringen er, at priserne på produktionsfaktorerne, der ikke kan flyttes, begynder at stige hurtigere end centraliseringsgevinsten og derved spises der af afkastet til mobile produktionsfaktorer, fx arbejdskraft og kapi-tal, således at nettoafkastet til de mobile produktionsfaktorer falder.

I denne forbindelse er byggegrunde den vigtigste immobile produktionsfaktor. Priserne på byggegrunde stiger, så-ledes at byen i mindre grad tiltrækker den mobile arbejdskraft, idet det ekstra udbytte, som arbejdskraften kan få, ved at flytte til byerne, opsluges af ekstra omkostninger i form af højere priser på byggegrunde. Hvis arbejds-kraften pga. gevinst ved agglomeration fx kan tjene 10 procent mere i en by end i udkantsområdet, men prisen på lejligheder i byen er 15 procent højere, er det bedre at blive i udkantsområdet.

Derfor kan man regne med, at Tórshavn vil vokse, indtil prisen på byggegrunde har opslugt al gevinst ved agglo-meration i serviceerhverv på Færøerne. Når prisstigningen på byggegrunde, som følge af den ekstra flytning af arbejdskraft til Tórshavn, begynder at veje op imod gevinsten ved agglomeration af ekstra arbejdskraft, vil til-flytningen til Tórshavn standse. Det er dog endnu ikke muligt at sige noget præcist om, hvor stor en del af indbyg-gerne vil bo i Tórshavn, inden prisstigningen opvejer gevinsten ved agglomeration. Det afhænger fx af, hvor stort udbuddet af byggegrunde og lejligheder i Tórshavn er.

Gevinsten ved agglomeration ender derfor delvist som gevinst for dem, der ejer en byggegrund i Tórshavn til at udleje til servicevirksomheder eller til dem, der arbejder i sådanne virksomheder. Prisen på byggegrunde og lej-ligheder er væsentlig højere i Tórshavn end i det øvrige land, og den er højere ved Skálafjørð end i udkantsområ-derne. Det vil sige, at lønforskellen mellem erhvervsgrupperne kun delvist udmunder i en forskel i levestandard indbyrdes i gruppen af borgere, der sælger deres arbejdskraft, og som ikke ejede en byggegrund på disse steder, før centraliseringen begyndte at gribe om sig. Resten er blevet til gevinst for dem, der længe har ejet en bygge-grund disse steder.

Men er det muligt at standse centraliseringen ved at udbygge infrastrukturen, således at omkostningen ved at rejse rundt i landet falder betragteligt? Dette ville gøre det unødvendigt at centralisere produktionen? Det er ikke sikkert, at det er sådan. I værste fald kan forskellene mellem områderne blive større, end de oprindelig var.

Erhvervsstrukturen med klar adskillelse mellem centerområder og udkantsområder opstår, når rejseomkostnin-gerne er forholdsvis lave. Endnu lavere handelsomkostninger end i udgangspunktet kan medføre, at rejseomkost-ninger bliver irrelevante for virksomhederne, når de skal vælge, hvor de placerer produktionen. Men dette gør dem samtidig mere sårbare overfor små forskelle i andre forhold mellem områderne. Den nye infrastruktur kan derfor presse endnu flere virksomheder til at flytte til centerområdet, i stedet for at få dem til at blive i udkants-området. Det vil sige, at tempoet på centraliseringen muligvis snarere bliver forøget end forsinket. Et eksempel på dette fra 1960-erne var, at centraliseringen i Frankrig og Italien i stedet for at går langsommere, begyndte at gå hurtigere, da de store motorveje blev bygget. Det samme kan ske på Færøerne, når infrastrukturen udbygges, nemlig, at centraliseringen ikke afdæmpes men går op i tempo. Men hvis det sker, er det fordi at folk ønsker det, fx på grund af bedre kulturtilbud, snarere end at de er nødt til det, fordi det ikke er muligt for dem at bo i ud-kantsområdet og arbejde i centerområdet.

8) World Bank, 2009: xvi

35

Hvorfor bor folk på Færøerne?Et spørgsmål, der kan stilles i denne forbindelse er, hvorfor nogen bor på Færøerne, hvis gevinsten ved centrali-sering er så stor? Hvorfor bor alle færinger ikke i København eller i en anden storby? Det første svar er, at mange færinger bor udenlands netop på grund af muligheden for at få en del af de gevinster ved agglomeration, som ikke eksisterer i tilstrækkeligt stor udstrækning på Færøerne. Hvis du fx er musiker eller kunstner er der langt bedre muligheder for at finde sammen med mennesker med samme interesser som du, både som producent og som køber af musik eller kunst, i en udenlandsk storby end på Færøerne.

Mere generelt er det altid et spørgsmål om fordele og ulemper. En stræben efter en stadig højere levestandard gennem centralisering medfører fortsat tættere økonomisk sammensmeltning. Men imod denne centraliserende kraft arbejder en decentraliserende kraft, som opstår af mange menneskers vilje til at leve sammen med men-nesker, der har samme kultur, historie og sprog. Mellem centerområdet og udkantsområderne på Færøerne er den centraliserende kraft ofte stærkere, fordi den kulturelle forskel mellem områderne er lille, mens gevinsten af at flytte til centerområdet for mange synes stor. Mellem Færøerne og omverdenen er den decentraliserende kraft ofte stærkere, således at for de fleste færinger er den kulturelle, historiske og sproglige forskel mellem Færø-erne og omverdenen er så stor, at tabet ved at bo i storbyer ude i verden bliver for stort i forhold til fordelen ved at bo på Færøerne. For andre er det modsatte gældende. For folk, hvor det marked de sætter højest, er meget begrænset på Færøerne, fx markedet for deres produktion (mange kunstnere) eller markedet for partnere (ho-moseksuelle), er fordelen ved storbylivet omvendt ofte større end det tab, der følger af ikke at bo på Færøerne. Disse vælger derfor at bosætte sig i udlandet.

36

Det politiske skakspil om fiskeripolitikken„De, som lader sig vælge til at styre, må også vide, at de upopulære beslutninger også må træffes. At redde lineskibene er en af dem“, Færøernes Rederiforening, 20. maj 2009

Det politiske grundlag under den nuværende fiskeripolitik er først og fremmest et ønske om at fremtidssikre sær-interessernes politiske magt, hellere end at organisere fiskerierhvervet på et markedsøkonomisk grundlag.

Den økonomiske regulering af fiskerierhvervet kan ses som et samspil mellem fiskerierhvervets interessegrupper, der har fælles interesser, overfor resten af samfundet. Der er dannet alliancer inden for dette erhverv, hvor ak-tørerne støtter hinanden, med det formål at bevare de erhvervsmæssige særlige hensyn, som de er blevet givet gennem det politiske system.

Samtidig er der en indbyrdes kamp om ressourcerne i denne alliance i fiskerierhvervet, hvor alle grupper forsøger at sikre sig deres del af kagen. De forskellige støtteordninger i fiskerierhvervet har derfor også til formål at til-fredsstille erhvervets forskellige parter, sådan at alle får deres del.

Alliancen i fiskerierhvervet På Færøerne har redere og fiskere traditionelt defineret fælles interesser, således at de kan stå stærkere med deres krav overfor det politiske system. Dette har medført, at aktørerne i fiskerierhvervet beder det politiske system om støtte til at klare forskellige kriser, hellere end at løse de strukturelle problemer, som er årsag til si-tuationen. Fx stiller Fiskerforeningen (Fiskimannafelagið) i stor udstrækning krav til det politiske system i stedet for at stille dem til rederne. De seneste år har vi dog set, at Fiskerforeningen i højere grad har samarbejdet med andre fagforeninger på land under Samtak (samarbejde mellem forskellige fagforeninger på Færøerne), men det er for tidligt at sige, hvilken betydning dette kan få for den økonomiske regulering af fiskerierhverv på Færøerne. Disse forhold uddyber vi senere.

Denne „borgfred“ mellem hovedaktørerne i fiskerierhvervet bygger på de særhensyn, som det politiske system har ydet til erhvervet ved at lægge sig ud i den frie konkurrence om fiskeressourcer og arbejdskraft. Den fiskeri-politiske alliance på Færøerne har altid været tilstrækkeligt stærk til at skaffe sig mange fordele i det politiske system. Historisk har vi ofte set, at når tvister mellem disse parter er opstået, har en farbar vej været at gå til myndighederne, for at få dem til at løse problemerne med offentlige midler.

Et godt eksempel herpå er fiskernes skattefradrag. For at forøge fiskernes indkomst har det vist sig at være let-tere at stille krav til lagtinget om lønstigning via en særlig skattelettelse, end at kræve bedre forhold fra arbejds-giveren. Den politiske magt, som fiskerierhvervet på Færøerne har haft, er i stor udstrækning blevet brugt til at overtale politikere til at yde støtte til fiskerierhvervet, hvilket forhindrer økonomiske tilpasninger. Politisk har det også været lukrativt at vise dette erhverv særhensyn.

Men hvilke politiske interesser har betydning, når vi ser på den økonomiske regulering af fiskerierhverv på Færø-erne, og hvilken betydning har de politiske interesser, omvendt, for den efterspørgsel, som erhvervet har overfor det offentlige system? Disse spørgsmål berører to sider af samme sag. Det politiske system kan have en interesse i at styre et erhverv på en bestemt måde, og dette påvirker igen erhvervet, når det skal definere dets interesser overfor det politiske system.

Grundlaget for den fiskeripolitiske regulering på Færøerne bygger især på tre vigtige forhold:– Regionalpolitik (socialpolitik gennem arbejdsskabende initativer til fordel for udkantsområder)– Den betydning, som erhvervet vurderes at have for samfundsøkonomien som helhed (forestillingen om, at fi-

skerierhvervet bærer hele samfundet oppe)– Det antal mennesker, der er knyttet til dette erhverv (giver politisk magt)

„Gode levevilkår rundt hele landet“En relativ flytning af arbejdspladser fra udkantsområder til centerområdet har stået på i længere tid. Hovedår-sagen er snarere den globale teknologiske udvikling end politiske beslutninger på Færøerne. Men flytningen er naturligvis en sag, der alligevel har politisk relevans. I den udstrækning, at gode levevilkår i udkantsområderne er noget, som vælgerne er interesserede i, er flytningen et politisk problem, som det er nødvendigt at forholde sig til på en eller anden måde.

37

Flytningen fra udkantsområderne til centerområdet er ikke et særligt færøsk fænomen. Det er modstanden imod flytningen heller ikke. Ifølge en spørgeundersøgelse foretaget af Verdensbanken kæmper et stort flertal af ver-dens politikere, især i fattige lande, imod centraliseringen i stedet for at hilse den velkommen.(9 For de fleste af disse politikere er den grundlæggende årsag dog, at de vil forhindre den nød og fattigdom, som eksisterer i mange storbyer rundt om i verden, især i udviklingslandene. Dette problem med fattigdom og nød i centerområderne har vi ikke på Færøerne, så det argument er ikke brugbart. Hvorfor er flytningen fra udkantsområder til centerområ-der så et politisk problem på Færøerne?

For dem der bor i udkantsområderne, er svaret naturligvis enkelt. De vil blive ved med at bo på stedet. Men mange vælgere, som bor i centerområdet, synes også at mene, at det er vigtigt, at der bor mennesker rundt hele landet, idet færøsk kultur og særkende er uløseligt forbundet med livet på bygd.

Dette er naturligvis et legitimt synspunkt. Problemet er, at formålet om „gode levevilkår rundt hele landet“ blandes sammen med et formål om arbejdspladser på stedet. Det regionalpolitiske hensyn har traditionelt set stået stærkt i styringen af færøsk fiskerierhverv. Der er et stort sammenfald mellem udkantsområdet og fiskeri-erhvervet, idet en stor andel mennesker i udkantsområderne har direkte tilknytning til fiskerierhvervet. Viljen til at bruge fiskerierhvervet som arbejdsskabende initiativ i udkantsområdet, at „sikre aktivitet og gode levevilkår rundt hele landet“, er derfor en af årsagerne til, at fiskerierhvervet behandles så meget anderledes end andre erhverv.

De direkte midlertidige konsekvenser af et erhverv uden støtte, og dermed en forandret erhvervsstruktur, er mere mærkbare uden for centerområdet. Den økonomiske tilpasning, der giver den største produktivitetsvækst, kan ofte være smertefuld, idet den kræver mobilitet mellem erhverv samt geografisk mobilitet i visse tilfælde. Dette rammer især de ufaglærte, der har arbejdet i fiskerierhvervet, enten på havet eller på land. De, som derudover bor i udkantsområderne og ikke har adgang til det store arbejdsmarked i centerområdet, har endnu værre mulig-heder for at finde nyt arbejde. Deres muligheder for at omstille sig til nye krav på arbejdsmarkedet er derfor ikke de bedste. Mennesker i udkantsområderne har en direkte interesse i, at der er en arbejdsplads til dem på stedet, selvom det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt ofte ville være fornuftigere, at denne arbejdsplads forsvandt, og de hellere arbejdede et andet sted. Dette medfører et politisk pres om at bevare de arbejdspladser, der hidtil har givet dem arbejde.

Det er også vanskeligt politisk at forklare, hvorfor støtteordninger skal aftages, uden samtidig at påvise, hvad mennesker i jobs, der er afhængige af støtte, i stedet skal lave. Folk ved hvad de har, nemlig et arbejde i fiske-rierhvervet, men de ved ikke, hvad de får, hvis distriktspolitikken i stedet føres på en samfundsmæssigt fornuf-tigere måde gennem ydelser fra landet, som ikke er afhængige af, i hvilken virksomhed eller hvilket erhverv den enkelte person er beskæftiget. Folk i bygder, som i øjeblikket kun har det lokale fiskerierhverv at regne med, vil se håndfaste beviser på, at der findes andre og bedre tilbud, før de accepterer, at den lokale arbejdsplads i fiske-rierhvervet forsvinder på grund af en ændret fiskeripolitik.

Spørgsmål om social udligning og udvikling af udkantsområder indblandes derfor i et erhverv, som burde fungere på et markedsmæssigt grundlag. Problemer med manglende erhvervsmæssigt bæredygtige arbejdspladser i ud-kantsområderne bliver løst med støtte til fiskerierhvervet. Dette betyder, at den støtte, som er tiltænkt udkants-områderne, kanaliseres gennem fiskerierhvervet. Derudover er fiskerierhvervet befængt med reguleringer, hvis formål er at holde liv i arbejdspladser til ufaglærte i fiskerierhvervet i udkantsområderne.

En konsekvens af den økonomiske styring af fiskerierhvervet er, at den naturlige udvikling, hvor mennesker lang-somt bevæger sig fra hovederhvervet over i mere produktive arbejdspladser i andre erhverv, forsinkes og forhin-dres. Men et af det politiske systems formål med at yde støtte er netop at standse denne udvikling, fordi nogle politikeres politiske magt er forankret i det primære erhverv.

Politikere vælger derfor den samfundsmæssigt mest ineffektive metode at støtte på, nemlig med støtte til ar-bejdspladserne, i stedet for at yde støtte til fx revalidering og kommunale udligningsordninger. En stor del af støtten forsvinder på vej fra landskassen til udkantsområderne. Den ender i stedet hos fiskere og redere. Rederne får vederlagsfrie fisketegn, og som vi har set, går en del af disse værdier, som landet frit yder rederne, til fiskere, som derudover bl.a. modtager en særlig skattelettelse og en offentligt sikret mindsteløn. I stedet for at være en reel udligningspolitik gør denne politik fordelingen af samfundskagen mere ulige.

9) World Bank, 2009: xii

38

Historisk har fiskerierhvervet også været det redskab, som politikere først og fremmest har brugt til at skabe arbejde i hele landet. Dette har tidligere været den generelle politik, hvor det politiske system har reguleret fiskerierhvervet, for at kunne skabe arbejdspladser forskellige steder i landet. Vi kan her nævne to eksempler. Det første er fiskeopdrættet, hvor det politiske system i firserne satte sig for at skabe mange små dambrug i hele landet, således at de fleste bygder havde et eller flere opdrætstilladelser, selv om dette ikke medførte en bæ-redygtig produktion. Det andet eksempel er tilladelser til fiskeri af blåhvilling, som blev fordelt på de forskellige valgdistrikter, hvilket også vidnede om et regionalpolitisk hensyn i reguleringen af fiskeriet efter blåhvilling.

Hensynet til distriktspolitik er ikke på samme måde afgørende for, hvordan fiskerierhvervet styres i dag. Derfor formuleres fiskeripolitikken ikke længere på samme måde med regionalpolitiske hensyn. Dog er regionalpolitik stadigvæk en årsag til, at det politiske system ønsker at støtte fiskerierhvervet med direkte og indirekte støtte-ordninger.

Fiskerierhvervet, der „bærer alt“, og stor vælgergruppeHvis et erhvervs betydning for samfundsøkonomien vurderes at være stor, kan dette have indflydelse på den poli-tiske styring. Det bliver da et politisk formål at bevare erhvervet i dets nuværende form og på forskellige måder at hjælpe det.

En af årsagerne til at omfattende støtteordninger i fiskerierhvervet accepteres er, at det på Færøerne er generelt accepteret, at færinger „lever af fiskerierhvervet“. Dette knyttes så til forestillingen om, at jo flere mennesker der arbejder i fiskerierhvervet, desto bedre. Ideen om fiskerierhvervet som hele det færøske samfunds hjørne-sten har givet erhvervet et argument for at kræve særbehandling fra det politiske system. Argumentet lyder, at jo flere der arbejder i fiskerierhvervet, desto større er „grundindtægten“ (fruminntøkan) fra fiskerierhvervet, og desto højere bliver alle færingers levestandard. Dette støtter argumentet om, at det er nødvendigt at sikre, at der er mange arbejdspladser i fiskerierhvervet.

Men som vi har påvist, er forestillingen om, at fiskerierhvervet „bærer alt“ ikke korrekt. At færinger „lever af fi-skerierhvervet“, forstået således, at det bliver koldt på Færøerne, hvis fiskerierhvervet ikke har en vis størrelse, er et rent opdigtet problem. Men for alliancen i fiskerierhvervet er denne forestilling et meget anvendeligt og nyttigt redskab i argumentationen for offentlig støtte til erhvervet.

Antallet af mennesker i et erhverv har også stor betydning, når politikere skal bestemme, hvordan de vil regulere erhvervet. Den politiske gevinst af en føjelig regulering vokser, jo flere mennesker der arbejder i det pågældende erhverv, ganske enkelt fordi der er mange stemmer at hente. En stor og veldefineret vælgerskare medfører, at den politiske gevinst af at yde dette erhverv særlige hensyn bliver relativt stor.

Andelen af den færøske arbejdskraft indenfor fiskerierhverv, enten på havet eller på land, har været forholdsvis stor, på trods af at den har været støt faldende de seneste år, som følge af effektiviseringer i produktionen. Dette er en afgørende drivkraft bag færøsk fiskeripolitik. Denne kendsgerning betyder, at politikere i højere grad er vil-lige til at implementere støtteordninger, der sikrer en stor gruppe personer fortsat arbejde i netop dette erhverv. Efterhånden som antallet af personer beskæftiget i fiskerierhverv falder, kan den politiske gevinst af at yde dette erhverv særlige hensyn også falde.

Hvad bliver den politiske magt brugt til?

At sikre forsat magtNu vender vi kikkerten mod spørgsmålet om, hvordan den politiske magt over fiskeripolitikken anvendes, og hvor-for det politiske system vælger støtteordninger, der samfundsøkonomisk er mere ineffektive end andre.

Det politiske system kan ikke give løfter om, hvordan fremtidens politik på dette område bliver, idet den formu-leres og vedtages af et tilfældigt flertal i fremtiden. Samspillet mellem interessegrupper i fiskerierhvervet er afgørende i det politiske system, der ikke kan udstede garantier for en bestemt politik fremover. Interessegrupper ønsker at sikre deres politiske magt, således at de er i stand til at lægge pres på det politiske system og påvirke den politik, der formuleres og føres i fremtiden. I lyset af dette tager interessegrupper og politikere hensyn til fremtiden, når de skal bestemme, hvordan deres interesser beskyttes bedst muligt.

39

Produktivitetsvækst betyder, at færre mennesker kommer til at arbejde i fiskerierhvervet, idet erhvervet med tiden behøver færre mennesker, samtidig med at international konkurrence gør det af med erhvervsmæssige en-heder, der ikke er konkurrencedygtige. Antallet af mennesker i erhvervet er en af grundstenede under det pres, som et erhverv kan lægge på det politiske system. Denne udvikling betyder derfor, at fiskerierhvervet langsomt mister sin magt over det politiske system. Dermed vil dette erhvervs muligheder for at opnå særlige støtteordnin-ger forværres med tiden, da politikere bliver mindre villige til at yde erhvervet særlige hensyn. Erhvervet lægger derfor pres på det politiske system for at bevare mange folk i erhvervet. Politiske entreprenører, som primært bygger deres magt på stemmer fra vælgere i dette erhverv, har også en interesse i at bevare mange mennesker i erhvervet.

Under disse omstændigheder har den omfordelende politik, fx skattefradrag til personer i et bestemt erhverv, som formål at forøge eller bevare antallet af personer i fiskerierhvervet for at fremtidssikre denne gruppes poli-tiske magt. Samtidig vil fiskere ikke opmuntre andre til at tilslutte sig erhvervet og derved forøge konkurrencen om det begrænsede antal arbejdspladser i erhvervet. Men dette kan være nødvendigt, hvis fremtidens politiske magt skal konsolideres, og evnerne til at bevare de fordele, som er anskaffet gennem det politiske system, ikke skal forsvinde.

I dette eksempel om skattefradrag til fiskere er det vigtigt og nødvendigt for fiskere at bevare deres politiske magt fremover, og dette gøres ved at vælge den slags støtte, der økonomisk er meget ineffektiv. Men støtten le-ver op til formålet, som er at sørge for, at interessegruppen til enhver tid er så stor som muligt, for at have bedre kort på hånden i skakspillet med det politiske system. Skattefradraget opmuntrer personer til at blive i fiskerier-hvervet og lokker samtidig ny arbejdskraft til at blive en del af det.(10

Dette sikrer fiskerierhvervet fortsat status som en vigtig aktør i samfundet, som derfor lettere får tilslutning til sine krav i det politiske system, også i fremtiden. Med et skattefradrag alene til sømænd har Fiskerforeningen sik-ret sig, at det bliver mere attraktivt at blive sømand, end det ellers ville være. Dermed har Fiskerforeningen flere medlemmer, end den ville have, hvis fiskerierhvervet var i fri konkurrence med andre erhverv om arbejdskraften. Antallet af fiskere har betydning, når en forening som Fiskerforeningen går til de politiske myndigheder med krav om politik. Derfor styres deres efterspørgsel efter offentlig støtte bl.a. af det hensyn, at foreningen skal bevare sin evne til at lægge pres på det politiske system og dermed i længden sikre sin politiske indflydelse.

Et erhvervs politiske magt er i tilbagegang, når dets stemmemagt er i tilbagegang. Den bedste fremtidssikring af politiske interesser for erhvervets nuværende aktører er derfor at bruge den gældende politiske magt til at skaffe erhvervet støtte, således at nedgangen standses, og den politiske magt bevares. Derfor har det politiske system en tendens til at vælge ordninger, der har bedre muligheder for at overleve i længden, og derved sikre dets eget valggrundlag.

Hvis en interessegruppe formår at forøge velfærden for gruppens medlemmer ved at skabe konkret økonomisk profit for dem, forbedres evnerne til at koordinere kollektive kampagner og lægge pres på det politiske system betragteligt. Dette har derfor en selvforstærkende indflydelse. Hvis Fiskerforeningen fx ikke formåede at skabe konkrete gevinster for medlemmerne, ville foreningen have vanskeligere ved at lægge pres på det politiske sy-stem, idet medlemmerne ikke ville se nogen fordel i aktivt at arbejde for foreningens interesser eller at blive medlem af foreningen.(11

Skattefradraget til sømænd har således to formål. Det første er at øge denne gruppes indkomst, og det andet er at sikre, at det stadig vil være attraktivt at være en del af gruppen, således at den ikke svinder ind og dermed mister sin politiske magt. På denne måde har det politiske system valgt en vej, som på bedste vis sikrer denne støtteordning fremover.

En ting er, at Fiskerforeningen naturligvis støtter et skattefradrag, som højner medlemmernes indtægt, men dette fradrag er også en stor fordel for rederierne. Fradraget betyder, at rederierne ikke er i fri konkurrence med andre arbejdsgivere om arbejdskraft på Færøerne, og dette giver dem derfor en stor fordel i at skaffe arbejds-kraft til skibene.

Ved at støtte et fradrag til sømænd har Rederiforeningen (kapitalisterne) fundet et fælles formål med Fiskerfor-eningens medlemmer (arbejderen). Denne politik er med til at holde antallet af sømænd på et højt niveau, som

10) Acemoglu og Robinson, 2001: 649-65011) Acemoglu og Robinson, 2001: 650

40

er grundlaget under den politiske vægt, som en sådan gruppe har i dens stemmer. Det er klart, at Rederiforenin-gen kan anvende det høje antal sømænd til at lægge pres på myndighederne, og derfor er foreningen interesseret i at bevare et højt antal sømænd for at bevare sin politiske magt fremover.

Dette er også en af årsagerne til, at Rederiforeningen er imod at organisere fiskerierhvervet på et markedsmæs-sigt grundlag. Det ville være en fordel for de gode rederier at konkurrere direkte med de mindre gode. Da ville kun de mest produktive enheder overleve. En grund til denne modstand kan være, at den enkelte reder ikke med sikkerhed kan vide, hvorvidt han ville være en af dem, der ville overleve og dermed tjene mere. Derfor kan det bedst betale sig for fiskerierhvervet at stå sammen mod det politiske system og kræve støtte, i stedet for at få de almindelige markedsmekanismer til at fungere i fiskerierhvervet.

Omvendt er det også muligt, at rederne ved, hvem der med nød og næppe ville klare sig, og hvem der ikke ville, men det er ikke muligt for de veldrevne rederier at gå imod Rederiforeningens øvrige medlemmer, som ved, at de ikke ville klare fri konkurrence om fiskerettigheder.

Uden offentlig støtte ville nogle enheder i fiskerierhvervet ikke overleve. Men det er muligvis uvist, hvilke disse ville være. Derfor kan det bedst betale sig for fiskerierhvervet at stå sammen mod det politiske system og kræve støtte, i stedet for at få de almindelige markedsmekanismer til at fungere i fiskerierhvervet.

En effektiv økonomisk regulering af fiskerierhvervet ville betyde, at den politiske magtbalance ville være grund-læggende anderledes end i dag. En fiskeripolitik, hvis formål var at sikre det økonomisk optimale resultat, ville påvirke den politiske magtbalance, således at erhvervet ville miste en del af sin politiske magt. De dele af er-hvervet, som står til at tabe magt, arbejder derfor imod en fiskeripolitik, der ville sikre det optimale økonomiske udbytte for samfundet.

Fordeling af støtten skal sikre magtenStatus som del af fiskerierhvervet er en vigtig kilde til politisk magt, og derfor er det vigtigt at gøre de grupper tilpas, der er magtens stemmegrundlag. Dette skaber grundlag for en ineffektiv fiskeripolitik, idet fokus flyttes fra økonomiske hensyn til socialpolitiske, regionalpolitiske og magtpolitiske hensyn. Enden er, at alliancen i fiske-rierhvervet – her menes der samspillet mellem rederi, sømænd og fiskerierhvervet på land – hviler i en balance, hvor alle parter skal have deres særhensyn for at veje op imod de særhensyn, som andre parter i erhvervet får. Alle parter er afhængige af en eller anden form for støtte, og disse har forbindelse til hinanden, således at det i sidste ende er vanskeligt at røre en af dem uden at påvirke de andre.

De ufaglærte på land accepterer de offentlige subsidier til de andre i fiskerierhvervet, men dette accepteres kun, hvis den fangst, som sømændene skaffer, tvinges op på land på Færøerne, for at skabe arbejdspladser til ufag-lærte på land. Et konkret eksempel er, at Færøernes Arbejderforening (Føroya Arbeiðarafelag) støtter sømands-fradraget, der betyder, at søfolk slipper billigere i skat end arbejdere på land. Dette er dog på betingelse af, at grænsen for landinger udenlands ikke stiger, således at de ufaglærte på land kan beholde deres andel af fiskeres-sourcerne rundt om Færøerne.(12 Disse regler går direkte imod Rederiforeningens og Fiskerforeningens interesser, som ikke får fuldt udbytte af fangsten. Rederierne kan kun lande en fjerdedel af fangsten hvert kvartal uden-lands. Dette betyder, at rederierne taber indtægter, når det er muligt at få bedre pris i nabolandene. Derudover er det heller ikke tilladt at bearbejde fisken ombord på skibene uden særlig tilladelse fra landsstyret. Dette er også en forhindring for at få det optimale udbytte af ressourcerne. En årsag til, at sømænd og redere accepterer dette, er, at de får anden særbehandling af det offentlige.

Fiskerettigheder er givet til de redere, der var aktive i 1994, da de nuværende fisketegn oprindeligt blev givet. Der er med andre ord ikke fri adgang til fiskerierhvervet, og konkurrencen om fiskerettighederne foregår ikke efter almindelige markedsøkonomiske betingelser. De rederier, der har fået rettigheder gratis, har en stor fordel i forhold til dem, der gerne vil blive en del af erhvervet, men som må købe disse rettigheder fra nogen, der mu-ligvis har fået dem vederlagsfrit.

Landet har også givet sømænd en særlig skattelettelse, således at konkurrencen om færøsk arbejdskraft er for-vredet til fordel for rederierne. Derudover er de sikret en offentlig indtægtssikring. Dette er en slags driftsstøtte, der giver rederierne en fordel frem for andre færøske virksomheder, der kan byde på arbejdskraft.

12) Samtak, 2008

41

Dette system forsøger derfor at balancere. For at have et system, der tvinger fisken på land på Færøerne, må man også give dem, der taber i dette system (sømænd og redere), noget til gengæld. Det er klart, at for at holde sammen på denne alliance i fiskerierhvervet skal alle grupper have deres andel. Et oplagt krav fra Rederiforenin-gen og Fiskerforeningen ville være at få lov til at lande frit. Dette ville sikre, at rederierne altid fik den bedst mulige pris for fangsten. Dette går dog imod filetindustriens interesser og de mange ufaglærte, der arbejder der, fordi de ville miste fordelen af at have adgang til fisken ved Færøerne.

Hvis en gruppe går ud af takt og forvrider denne balance, kan det påvirke den samlede balance. Hvis en aktør mister sine fordele, har det også indflydelse på de øvrige led i kæden, og balancen ødelægges. Hvis det politiske system afskaffede de støtteordninger, der kommer Rederiforeningen og Fiskerforeningen til gode, ville det også være nødt til at liberalisere reglerne vedrørende landing udenlands og bearbejdning af fisk ombord på skibene. Hvis rederierne skal betale ressourcegebyr og skal ud i fri konkurrence om arbejdskraften, bliver kravet om frihed til at lande der, hvor prisen er bedst, betydeligt skarpere. Eller omvendt, hvis det politiske system afskaffede støtteordninger til fiskefabrikkerne på land, ville der blive lagt pres på det politiske system om at afskaffe de støtteordninger, der kommer rederier og sømænd til gode. Hvis fiskefabrikkerne skal ud i fri konkurrence med udenlandske virksomheder om råvaren, ville det kunne betyde, at de ufaglærtes fagforeninger ville kræve, at fi-skernes og redernes særhensyn blev aftaget. Ingen gruppe, der er afhængig af fiskerierhvervet, er derfor interes-seret i at ændre systemet, af frygt for de konsekvenser, det kan have for den samlede balance af støtteordninger, hvor alle får deres andel.

Dette betyder også, at når en sektor i fiskerierhvervet er i krise, kan den ikke kræve fornuftigere regulering for at overleve, men den henvender sig i stedet til landet med krav om offentlig støtte. Når Rederiforeningen oplever en krise i flåden, er kravet ikke først og fremmest, at landet skal give skibene tilladelse til at lande frit. I stedet kræves det, at det politiske system på en eller anden måde støtter rederierne for at afhjælpe situationen.

Fiskerierhvervet og dets efterspørgsel„Færøernes Rederiforening har i en skrivelse dateret 22. december 1968 bedt landsstyret om direkte støtte til driften af fiskerierhvervet, og under forhandlinger, landsstyret har haft med forligsmanden, er det oplyst, at blandt de krav, som fiskerforeningen har fremsat, er en betydelig stigning i mindstelønnen og pristilskud, der sædvanligvis betales fra landskassen“ Løgtingstíðindi (Lagtingsnyheder) 1969, s. 190.

Hvis vi ser nærmere på efterspørgslen efter regulering i fiskerierhvervet på Færøerne, tegner der sig et klart mønster. Denne gruppe har stor efterspørgsel efter offentlig støtte, og det er ofte lykkedes gruppen at overbevise politikere om, at dette er en nødvendig vej at gå for at sikre erhvervets grundlag. Det politiske system har i en vis udstrækning været af den opfattelse, at dette også fra et samfundsøkonomisk synspunkt er fornuftig politik.

Aktørerne i fiskerierhvervet ved, at det politiske system er villigt til at yde fiskerierhvervet støtte på forskellig vis, og dette betyder igen, at efterspørgslen efter regulering fra erhvervet i højere grad drejes mod nye støtte-ordninger, som det politiske system muligvis er villigt til at yde.

Den historiske forklaring på, at fiskerierhvervets aktører i stor udstrækning henvender sig til myndighederne angående iværksættelse af støtteordninger for at dæmme op for problemerne i erhvervet er, at færøske myn-digheder det seneste halve århundrede har været meget generøse med at yde forskellige slags støtteordninger. Derfor ved erhvervet på forhånd, at dette i mange tilfælde er en mulighed at forsøge at udnytte. De kriser, der er opstået i flåden de seneste år viser, hvad erhvervets aktører ønsker fra den offentlige myndighed. Det er et tilbagevendende kendetegn ved fiskerierhvervets ønsker, at det politiske system skal iværksætte støtteordninger, når der opstår problemer. Fiskerierhvervet har oplevet flere kriser siden anden verdenskrig, og ofte har myndig-hederne svaret med forskellige slags støtteordninger, der skal løse problemerne.

Reguleringen af fiskerierhverv på Færøerne har derfor historisk været tæt knyttet til offentlige støtteordninger, og dette påvirker også, hvordan fiskerierhvervet definerer dets interesser overfor myndighederne. Erhvervet ønsker hellere, at problemerne fortsat løses med offentlige støtteordninger, end at de strukturelle problemer afhjælpes med andre redskaber. Det politiske udbud af reguleringer varierer rigtig meget mellem de forskellige erhverv, alt efter hvilken betydning de vurderes at have blandt folk og i det politiske system. Et „betydningsfuldt“ erhverv kan kræve betydeligt mere generøse støtteordninger end et mindre betydeligt erhverv, der på forhånd ved, at dets magt til at presse det politiske system ikke er på niveau med fiskerierhvervets.

42

Aktørerne i fiskerierhvervet ved, at deres situation i samfundet vurderes at være særligt betydningsfuld for alt fremskridt på Færøerne, og derfor har det traditionelt set også været muligt for dem at bede om støtte, når det strammer til i visse dele af erhvervet. Fiskerierhvervet vurderes at bære alt oppe, og derfor er det nødvendigt for det politiske system at forhindre tilbageslag i netop dette erhverv frem for andre erhverv, der også med jævne mellemrum kommer ud i problemer. Denne situation er med til at styre deres efterspørgsel fra det offentlige. Viden om, at erhvervet har mulighed for at få visse støtteordninger gennemført, betyder, at erhvervet fortsat vil bede om disse, så længe de ydes af den politiske magt.

Idet fiskerierhvervet gennem mange år har tilpasset sig offentlige støtteordninger, er det ikke muligt at afskaffe disse ordninger, uden at det medfører konsekvenser for nogen grupper i fiskerierhvervet. Dette påvirker igen erhvervets aktørers opførsel, når der er problemer. Vi skal her helt kort påvise nogle aktuelle eksempler, der il-lustrerer et vist mønster i efterspørgslen fra fiskerierhvervet til det politiske system, når forskellige forhold har medført problemer i fiskerierhvervet.

I 2005 kom rejeflåden i krise og krævede en støtteordning, der skulle redde flåden. Det politiske system valgte at yde en støtte på ca. 13 millioner kroner i et forsøg på at sikre grundlaget under rejeflåden. Da olieprisen var på sit højeste i sommeren 2008, udtrykte Rederiforeningen ønske om iværksættelse af en ordning med oliestøtte. Dette ønske fik dog ikke opbakning i det politiske system.

Et andet eksempel på, hvordan dele af fiskerierhvervet henvender sig til det politiske system med krav om krise-hjælp, er hånd- og langlineflådens anmodning i sommeren 2009. Foreningen Lineskibe, Hjemmefiskernes Hoved-forbund og Færøernes Fiskerforening anmodede Fiskeriministeriet og Finansministeriet om at stille et lovforslag i lagtinget, der skulle hjemle både og skibe i hånd- og langlineflåden i fuld drift at modtage krisehjælp i et år.

Konklusionen i redegørelsen er:„hånd- og langlineflåden er i en meget svær situation og fiskerbådes og lineskibes betalingsdygtighed og drift er meget dårlig og det er nødvendigt at yde hånd- og langlineflåden krisehjælp.

Denne krisepakke kan være med til at hjælpe flere af skibene i hånd- og langlineflåden, således at der fortsat kommer til at være erhvervsaktivitet og gode levevilkår for fiskerflåden og linebåde og folk rundt Færøerne.“(13

Det tilrådes at vedtage en fiskepakke, som yder hånd- og langlineflåden krisehjælp i et år. Flådens forslag inde-bærer, at den modtager 14,2 millioner kroner i støtte i et år for at forbedre betalingsdygtigheden. Sidenhen har Foreningen Lineskibe også foreslået at iværksætte en offentlig ophugsordning for at begrænse lineflåden, idet antallet af lineskibe er blevet for højt. Ophugsstøtte er ofte den eneste måde at begrænse flådens kapacitet på, som rederierne selv accepterer, da dette redder dem, der vil ud af erhvervet og forbedrer de tilbageværendes muligheder for at udnytte ressourcerne.

Et andet aktuelt eksempel på, hvordan politikere vil bruge fiskeristøtte til at skabe arbejde rundt om i landet, er forslaget i lagtinget om støtte til udvikling af fiskerierhverv på land.(14 Det bliver foreslået at yde 7,5 millioner kroner til at støtte filetindustrien og købe frossen torsk fra tredjelande. Indsatsen forventes ifølge forslaget at skabe omtrent 100 blivende arbejdspladser.

Dette er eksempler på, hvordan fiskeripolitikken på Færøerne føres med andre formål end at skabe et økonomisk bæredygtigt erhverv. Politikere ønsker at skabe arbejde til folk rundt om i landet, og det letteste redskab at skabe arbejde med er støtte til fiskerierhvervet. Disse eksempler er et billede af situationen vedrørende efterspørgslen fra erhvervet de seneste få år, men de skal ses i lyset af en lang række støtteordninger fra det offentlige til fordel for fiskerierhvervet de sidste mange årtier. Da krisesituationer normalt er blevet afhjulpet med støtte fra det po-litiske system, bliver kravet fra erhvervet også derefter.

Overtagelse af styringenFiskerierhvervet bliver også i større udstrækning end andre erhverv styret direkte af det politiske system. Status som del af fiskerierhvervet har længe været et effektivt politisk redskab på Færøerne, og aktørerne, der får for-delen af dette, er ikke villige til at give slip på denne politiske magt. Samtidig giver det politisk gevinst blandt vælgere, at landsstyremedlemmer og lagtingsmedlemmer finjusterer fiskedage, kvotefordeling, skibsstørrelser osv. Denne magt vil det politiske system selvfølgelig nødigt give bort.

13) Felagið Línuskip, Meginfelag Útróðrarmanna, Føroya Fiskimannafelag og Føroya Reiðarafelag, 2009: 4614) Lagtingssag nr. 86/2009: Forslag til lagtingslov om ændring i lagtingslov om støtte til udvikling af fiskerierhverv på land.

Forslaget behandles, imens dette skrives, og derfor kender vi ikke resultatet af den endelige afstemning. 43

Dette ses fx, når fangstpresset for et fiskeår skal tilpasses, og lagtinget skal tage stilling til, hvor mange fiskedage flåden skal have. Dette er en beslutning, der ligger direkte hos de enkelte lagtingsmedlemmer. Det har vist sig, at erhvervets henstillinger følges, mens det i stor udstrækning ses bort fra fiskeeksperters anbefalinger.

Derudover ligger beslutningen om kvotefordelingen af fx pelagisk fisk også direkte hos landsstyremanden, der bestemmer, hvor meget de forskellige skibe får tildelt, og hvordan kvotefordelingen grundlæggende skal organi-seres.

Politiske hensyn, der er uvedkommende for en økonomisk fornuftig regulering af erhvervet, kan således blive afgørende for, hvordan det politiske system vælger at regulere fiskerierhvervet. Reguleringen af fiskerierhver-vet åbner dørene for, at erhvervet regulerer sig selv, fordi at adgangen til det politiske system sker på en meget direkte måde. Dette betyder, at mulighederne for aktørerne i fiskerierhvervet at få magt over det regulerende system er rigtig gode. Dette betyder igen, at reguleringen af fx fiskedage og kvotefordeling i stor udstrækning po-litiseres og bliver en politisk kamp, der afgøres til fordel for de politisk stærkeste aktører i erhvervet. Fangstpres-set reguleres derfor ikke efter biologiske anbefalinger, men tager i større udstrækning hensyn til de nuværende aktørers kortsigtede interesser.

Mange mener, at det er et vigtigt led i en effektiv regulering af fiskerierhvervet, at erhvervet selv er med til at organisere reguleringen, således at den har legitimitet i erhvervet. Faren med dette er dog, at erhvervet i rea-liteten overtager styringen, og enden er en slags selvregulering. Dette medfører, at reguleringen organiseres til fordel for dem, der allerede er i systemet, og de bliver givet visse fordele. Dette har i stor udstrækning været gældende på Færøerne, hvor erhvervet i praksis selv bestemmer fiskedagene hvert år.

En anden fordel for de nuværende aktører i fiskeriet er, at de store beløb, som må anskaffes for at kunne købe et fisketegn, forhindrer unge erhvervsfolk i at få adgang til fiskerettighederne. Det kan være svært at vurdere fangstværdien langt frem i tiden, når et fisketegn skal købes. Uvisheden i forbindelse med køb af et fisketegn er derfor særligt stor. Pengeinstitutterne er som følge deraf ikke villige til at finansiere køb af fiskerettigheder, medmindre store værdier kan pantsættes. Kun helt få ejer sådanne værdier, og derfor forhindres alle andre ef-fektivt i at byde sig til i erhvervet. Dette er et eksempel på regulering, der organiseres til fordel for de aktører, der er indenfor i fiskerierhvervet, og den får derfor fuld tilslutning fra eksisterende aktører. Systemet forhindrer fri konkurrence om fiskerettigheder, og det er netop det, som de eksisterende aktører vil slippe for.

Således er både den tekniske og den økonomiske regulering af fiskerierhvervet i realiteten overtaget af erhvervet selv, som oftest med det politiske systems velsignelse. Fiskerierhvervet har formået at organisere forholdene i er-hvervet således, at den økonomiske regulering i høj grad favoriserer fiskerierhvervet frem for andre erhverv, og at andre mere tekniske redskaber til regulering, så som fiskerettigheder og fiskedage, i stor udstrækning anvendes i henhold til de eksisterende aktørers ønsker. Dette vidner om den magt, som fiskerierhvervet har i det politiske system på Færøerne, og den politiske gevinst, der ligger i at efterleve fiskerierhvervets krav.

Konkurrence med andre støtteordningerSkattefradrag til sømænd, som er en konkret støtteordning, blev sat i værk i 1997.(15 Argumenterne for iværksæt-telse af denne ordning var, at vores nabolande også har særlige systemer for folk, der arbejder i fiskerierhverv. Derfor er det vanskeligt for færøske rederier at konkurrere om arbejdskraft med norske og danske rederier, der får forskellige fordele fra det offentlige system. Landsstyrets hensigt var at forhindre, at flere af vores dygtige sø-folk bosætter sig udenlands. Derudover var det hensigten at ligestille færøske fiskere, som fx arbejder på norske skibe, men er bosiddende på Færøerne, med deres norske kollegaer.

I Norge skal fiskerierhvervet især konkurrere med olieindustrien om arbejdskraft, og der er det vanskeligt for fi-skerierhvervet at være konkurrencedygtigt. Denne støtte indeholder også et klart regionalpolitisk hensyn, som er at støtte de erhverv, som er grundlaget under bosættelser i udkantsområder. Grunden til, at norske myndigheder yder støtte til fiskerierhvervet er ikke, at det har stor betydning for samfundsøkonomien, men at de ønsker at bevare arbejdspladser i udkantsområderne. Dette er derfor først og fremmest et regionalpolitisk hensyn. De sær-hensyn, som fiskerierhvervet får i Norge, bruges som argument for at yde færøske søfolk de samme hensyn.

Dette er dog ikke et holdbart argument for, at vi på Færøerne gør det samme. Denne politik har skadelig indfly-delse på det færøske arbejdsmarked, idet alle andre arbejdsgivere på Færøerne stilles dårligere i konkurrencen

15) Lagtingslov nr. 168, 30. december 1997

44

om arbejdskraft med færøske rederier. I Norge har fiskerierhvervet slet ikke samme betydning for samfundsøko-nomien, som fiskerierhvervet på Færøerne har, her et det hovederhverv. Derfor er den skadelige indflydelse af denne politik meget større på Færøerne end i Norge, som er et af verdens rigeste lande og derfor bedre har råd til at føre en sådan politik. Økonomisk giver det ikke mening at yde støtte til et erhverv, fordi det ikke formår at konkurrere om arbejdskraft med andre erhverv. Resultatet er nemlig, at arbejdskraften på Færøerne ikke flytter sig til de arbejdspladser, hvor den er mest produktiv, men i stedet til arbejdspladser, der på grund af støtte kan give denne de bedste betingelser.

Samlede fordele og spredt omkostningDet politiske system er tilbøjeligt til, på en ineffektiv måde, at subsidiere eller beskytte de erhverv, som politi-kere vurderer at have stor betydning for samfundet, når disse er i tilbagegang på grund at international konkur-rence, eller som bare behøver færre ansatte på grund af teknisk effektivisering, i stedet for at opmuntre folk og kapital til at flytte over i andre virksomheder, hvor de kan være mere produktive. Dette mønster er meget tyde-ligt på Færøerne, hvor fiskerierhvervet på havet og på land beskyttes og støttes bl.a. for at bevare arbejdspladser i disse erhverv, netop fordi der ikke ville være grundlag for så mange arbejdspladser uden offentlig støtte.

Fordelene ved at støtte eller beskytte et bestemt erhverv kommer kun en del af arbejdsskaren til gode. Denne del, der får privilegiet, har derfor meget at vinde gennem disse støtteordninger, som de folkevalgte yder. Denne gruppe har derfor let ved at organisere politisk pres på systemet. Hvert enkelt medlem af gruppen kender politik-kens fordel og har derfor stor interesse i at deltage i fællesskabet, der lægger pres på politikere. Skatten, der skal finansiere disse fordele, pålægges de øvrige skattebetalere i forholdsvis små beløb til hver. De synes derfor ikke, at det er værd at organisere politisk modstand imod denne politik, idet omkostningen for hver enkelt person er mindre end omkostningen af at skulle opbygge politisk modstand imod politikken.(16

En sømand ved udmærket godt, hvilken nytte han drager af et særligt fradrag. Derfor opmuntres han til at være med til at lægge pres på politikere for at bevare denne ordning. Omvendt skal nogen betale omkostningen af dette fradrag, og det gør de øvrige skattebetalere. Men omkostningen er enten ukendt, eller vurderes den så re-lativt marginal for den enkelte person, at denne store gruppe ikke formår at organisere politisk pres til at afskaffe denne politik, der pålægger gruppen højere skat. Dette er også gældende for fx gratis fiskerettigheder til rede-rier og støtte til filetindustri på land. Fordelene er samlet hos en gruppe, og omkostningen er spredt.

Dyr omfordelingDer er flere måder at yde offentlig støtte på, men nogle måder er mere vellidt end andre. Mange teorier forkla-rer, hvorfor politikere vælger at omfordele indkomsten hos landets borgere, men et andet spørgsmål er, hvorfor dette ofte gøres på en samfundsmæssigt dyr måde.

Den fornuftigste måde at omfordele indkomst på, er at pålægge skat bredt og sidenhen dele den ud igen via fx en udligningsordning, hvor fattige kommuner, der oftest ligger i udkantsområderne, får penge fra de velstillede kom-muner. Denne slags støtte påvirker ikke den enkelte persons beslutning om, i hvilket erhverv vedkommende skal vælge at arbejde, sådan som støtten til erhvervslivet gør. Derfor er denne økonomisk mere fornuftig.

Den nuværende måde at bevirke regional udvikling går først og fremmest gennem støtte til fiskerierhvervet. Denne slags regionalpolitik ødelægger konkurrencen om arbejdskraft mellem færøske virksomheder og forhindrer, at arbejdskraft i fiskerierhvervet flytter over i mere produktive arbejdspladser i andre erhverv.

Men hvorfor vælger det politiske system vedvarende at føre denne slags regionalpolitik frem for at yde støtten på anden billigere vis? En af årsagerne kan være, at det politiske system ikke formår at forpligte sig til at føre en langtidsholdbar regionalpolitik gennem en fornuftigere støtteordning. Den bedste måde for en politiker at sikre omfordeling til visse områder er i mange tilfælde at bevare de støtteordninger, som vi har i fiskerierhvervet, i stedet for at arbejde for en anden regionalpolitik, der har mere usikre muligheder for at komme igennem det politiske system og holde i længden.

Forbindelsen mellem fiskeripolitik og regionalpolitik er indirekte, og udøves ikke som direkte støtte til bestemte områder. Støttens størrelse til bestemte områder rundt om i landet er derfor vanskeligere at bestemme, idet den føres gennem generelle støtteordninger i fiskerierhvervet. Dette medfører at de, der betaler omkostningen af denne type regionalpolitik, ikke altid kan se og vurdere, hvor meget den koster. Derfor medfører denne type

16) Dixit og Londregan, 1995: 856

45

regionalpolitik mindre modstand end en regionalpolitik med direkte støtte til kommuner eller personer, der bor rundt om i landet. Størrelsen på sidstnævnte slags støtte fastsættes direkte og kan ses af alle. Dette kan medføre større modstand fra dem, der bærer omkostningen, end en regionalpolitik, der udøves gennem fiskeripolitikken. Som et eksempel kan nævnes, at de store kommuner protesterer imod en kommunal udligningsordning, fordi de på budgettet direkte kan se, hvor meget de skal betale til de små kommuner. Men de borgere, der betaler for at yde bestemte områder støtte gennem støtteordninger til fiskerierhvervet, ved ikke præcist, hvor meget dette koster dem, idet støtten ydes indirekte. At føre regionalpolitik gennem fiskeripolitik er en måde for det politiske system at skjule den omfordeling, der i virkeligheden sker, og derved sikre levetiden for netop denne type regio-nalpolitik i en længere periode.

Den sociale udligningspolitik ville kunne nå det samme formål om hjælp til udkantsområderne og ufaglærte me-get bedre og billigere, hvis støtten til fiskerierhvervet blev afskaffet, og de sparede penge i stedet blev givet til udkantskommuner som blokstøtte fra landet, og hvis fx lavindkomstgrupperne fik skattelettelser. Dette ville også koste samfundet, men det ville trods alt være meget billigere end den nuværende organisering af udligningspoli-tikken, der kun giver mening, hvis der ses bort fra, hvad der er bedst for samfundet som helhed, og prioriteringen i stedet sætter den politisk stærkeste gruppe i samfundet øverst.

Det politiske systems manglende mulighed for at forpligte sig til en bestemt politik langt frem i tiden har derfor også indflydelse på, hvilken slags regionalpolitik der vælges. Den regionalpolitik, der udøves gennem fiskeripo-litikken, får omvendt støtte fra flere magtfulde aktører i erhvervet så som fagforeningerne på land, Fiskerfor-eningen og Rederiforeningen, som derimod ikke har regionalpolitiske motiver for deres støtte til fiskerierhvervet. Dette kan være med til at sikre denne slags regionalpolitik langt ind i fremtiden.

KonklusionDet største problem i færøsk erhvervsliv er alle de forskellige politiske hensyn til alliancen i fiskerierhvervet, som skal gå op i en højere enhed. Det er klart, at politikere, der er grundlaget under dette system, har forskellige politiske motiver for at sikre systemet fremover. Visse grupper har de ufaglært på land for øje, andre har udkants-områderne som mærkesag, mens en tredje vil arbejde for sømænd og rederierne. Alle disse interesser skal sikres gennem fiskeripolitikken. Dette har været til uoprettelig skade for den naturlige proces, som fiskerierhvervet og den færøske økonomi burde gå igennem.

Det forsøges i stor udstrækning at isolere fiskerierhvervet på havet, således at det ikke oplever konkurrence om ressourcerne eller arbejdskraft på Færøerne, og det forsøges også at beskytte fiskefabrikkerne på land, sådan at de ikke oplever konkurrence om råvaren fra fabrikker i andre lande. Alt dette er med til at skabe grundlag for overkapacitet og urentable enheder i erhvervet. Den markedsmæssige udvælgelse af virksomheder, hvor de gode fortsætter, og de dårlige falder fra, er delvist sat ud af kraft. I stedet ser vi af og til kriser i fiskerierhvervet, hvor mange virksomheder går konkurs samtidig, når samfundets byrde af at holde liv i virksomheder i fiskerierhvervet, der burde være gået konkurs, bliver for tung. Fiskerierhvervet får så igen fodfæste i nye rammer, som dog aldrig er samfundsøkonomisk fornuftigere, end de var forinden. Et markedsreguleret fiskerierhverv har vi derfor ikke set på Færøerne i mange år.

Det nuværende system fungerer som en forhindring for udvikling i den færøske økonomi. Landsøkonomisk ville det være betydeligt bedre at forkaste dette system og lade et frit marked for ressourcer i havet og et frit arbejds-marked bestemme, hvor stor flåden skal være, hvor mange sømænd der behøves, hvor fisken skal bearbejdes, og hvor stor en del af den færøske fangst der skal bearbejdes på Færøerne.

Den politiske udfordring fremover må være at få løst fiskerierhvervet fra denne politiske lænke, således at mar-kedskræfterne får lov til at råde over tilgangen til ressourcerne, og konkurrencen om arbejdskraft sker på et frit arbejdsmarked. Dette betyder samtidig, at fiskerierhvervet ikke længere vil være et aktivt politisk redskab, hvor ressourcerne, som er det færøske folks ejendom, bruges til at forøge udvalgte gruppers indtægt og til arbejds-skabende initiativer rundt i landet. Dette betyder, at politikere skal give slip på et politisk redskab, som er blevet brugt aktivt i flere årtier – med stor politisk gevinst.

Spørgsmålet er, hvorvidt det politiske system nogensinde kommer at løse disse forhold. En mulighed er, at enhver krise tvinger samfundet til at tage behandlingen af fiskerierhvervet op til genovervejelse. Kriser medfører ofte revolutionerende politiske forandringer på mange områder, mens forandringer i fredelige tider kun er mindre af-vigelser fra den retning, der allerede er stukket ud i kortet.

46

Færøske myndigheder har i mange tilfælde sat hovederhvervets kortsigtede interesser højere end de langsigtede interesser for samfundet som helhed. Færøerne er som sådan ikke noget særtilfælde, da dette ofte sker i lande, der er tæt knyttet til et bestemt hovederhverv. Årsagen hertil er bl.a. den udbredte misforståelse om, at fiske-rierhvervet holder alt oppe, og at det derfor er nødvendigt at støtte det, i krisetider såvel som i gode tider, frem for at lade de enheder, som der ikke er økonomisk grundlag for, gå nedenom og hjem og bevare dem, der står tilbage.

Det regionalpolitiske hensyn har også betydning for, hvordan fiskerierhvervet styres. At regionalpolitik føres gen-nem støtte til arbejdspladser er et stort problem, da dette forvrider allokeringen af arbejdskraft, som sker på arbejdsmarkedet.

Årsagen til, at alliancen i fiskerierhvervet er så svær at bryde, er, at flere forskellige interesser finder sammen om en fiskeripolitik. Hvis fiskeripolitikken organiseres således, at hver gruppe vurderer, at den får en tilfredsstil-lende andel, er den pågældende gruppe fortsat parat til at støtte denne politik. Når mange grupper sådan finder sammen om et fælles formål, står alliancen stærkt politisk, på trods af at motiverne for at støtte denne politik kan være meget forskellige. Endnu har ingen politisk alliance formået eller ønsket at arbejde imod den støttekul-tur, som har været dominerende i det færøske fiskerierhverv i mange år.

Udligningspolitikken til udkantsområderne kunne være mere effektiv, og den samlede samfundskage større, hvis politikken fx blev ført gennem bedre rejseforbindelse, så folk ville have mulighed for at blive boende der, hvor de er. Samtidig ville socialpolitikken være mere effektiv, hvis den kom til udtryk gennem lavere skat til lavindkomst-grupper, bedre vilkår for enlige mødre, hjælp til revalidering for dem, der mister arbejdet i en virksomhed, så at de kan komme videre i arbejdslivet osv.

Det siges ofte, at det er fornuftigere at anvende støtte til at holde liv i en arbejdsplads, frem for at yde støtte til arbejdsløse. Men dette er ikke rigtigt. En sådan politik er med til at fastlåse den gældende erhvervsstruktur og forhindrer den nødvendige flytning af arbejdskraft og kapital fra virksomheder, som der ikke er erhvervsmæssigt grundlag for, til andre virksomheder, der klarer sig på markedsbetingelser. Det er under ingen omstændigheder fornuftigt at yde direkte støtte til at holde liv i arbejdspladser, der ikke giver et tilstrækkeligt stort afkast, til at de er i stand til at holde på arbejdskraften i konkurrencen på arbejdsmarkedet med andre arbejdsgivere.

FiskeopdrættetFor at illustrere hvilken forskel der kan være på den politiske styring af forskellige erhverv, skal vi kort beskrive forskellen på den politiske håndtering af fiskeopdrættet og fiskerierhvervet. Denne sammenligning viser, hvordan et vigtigt eksporterhverv politisk kan håndteres væsentligt fornuftigere.

Under krisen i halvfemserne ændredes den tekniske regulering af fiskerierhvervet markant. Omvendt oplevede vi ikke, at det politiske system gjorde op med tanken om, at det færøske fiskerierhverv skal støttes med offentlige midler. Støtten til fiskerierhvervet fortsatte både under og efter krisen. Støtteordningerne skiftede måske ham på grund af den økonomiske krise, som først og fremmest var foranlediget af en forfejlet fiskeripolitik, men de blev aldrig forkastet politisk. Og dette er fortsat grundlaget under det system, der nu er bygget op.

Fiskeopdrættet har været igennem to omfattende kriser, siden det for alvor begyndte at vokse for ca. tredive år siden, hvor størstedelen af landets virksomheder i fiskeopdrættet gik konkurs omkring samme tidspunkt. Den før-ste var i forbindelse med den økonomiske krise i halvfemserne, og den anden var i forbindelse med ILA-sygdom-men, der kom frem i begyndelsen af dette århundrede. ILA-smitten medførte, at de fleste dambrug standsede produktionen, og flere virksomheder i erhvervet gik konkurs. Eksporten av fiskeopdræt faldt fra godt 57.000 tons i 2004 ned i 17.000 tons i 2006. Det interessante i forbindelse med denne sidste krise i fiskeopdrættet er, hvilke initiativer fiskeopdrættet krævede fra de offentlige myndigheder.

Til forskel fra fiskerierhvervet lærte samfundet af krisen og brugte den konstruktivt. Fiskeopdrættet blev under-lagt bedre regulering efter krisen, idet alle parter indså, at problemerne først og fremmest opstod af manglende regulering. Især har opdrætterne selv arbejdet for, at reguleringen blev bedre. Det er også værd at påvise, at Havbúnaðarfelagið (erhvervsforening for færøske fiskeopdrættere) ikke krævede offentlig støtte for at kunne komme ud af den sidste krise, der ramte fiskeopdrættet. Kravet fra opdrætserhvervet var, at tilsynet med erhver-

47

vet skulle intensiveres, og at der blev færre aktører til at bruge de færøske fjorde til opdræt af fisk. Foreningen fremsatte aldrig et ønske om offentlig støtte for at redde de hårdt pressede virksomheder i erhvervet.

Siden 2003 har myndighederne iværksat omfattende sygdomsforebyggende initiativer. Nye bekendtgørelser dan-nede rammerne for braklægning af fjorde, adskillelse af opdrætsårgange og forøget offentligt tilsyn med virksom-hederne i fiskeopdrættet. Disse initiativer har tilsyneladende fungeret efter planen. Udviklingen i fiskeopdrættet har været positiv de seneste år med forøget eksport og gode resultater. Fiskeopdrættet er kommet på benene igen, og i 2009 er eksporten igen kommet op på det niveau, hvor den var før ILA-krisen.(17 Samtidig er antallet af virksomheder i fiskeopdrættet faldet markant. Inden ILA ramte fiskeopdrættet var der 23 virksomheder i fiskeop-drættet på Færøerne, og nu er antallet nede på fem.

Et af fiskeopdrættets problemer, inden ILA-sygdommen ramte, var nemlig, at for mange opdrættere var aktive i havet samtidig. Det begrænsede antal af lokaliteter til fiskeopdræt medførte, at det ikke var muligt at organisere produktionen sådan, at virksomhederne kunne have en jævn produktion og samtidig have en betydelig sygdoms-forebyggelse. For hver enkelt opdrætter er det nødvendigt at have flere lokaliteter, således at produktionen kan flyttes mellem de forskellige steder, og fjordene kan lægges brak, hver gang en årgang er blevet taget. Dengang hver opdrætter alene havde en plads til fiskeopdræt, opmuntrede dette til at udnytte fjorden for voldsomt for at have en jævn produktion. De nødvendige reguleringer medførte derfor, at antallet af virksomheder i fiskeopdræt-tet måtte reduceres for at sikre en bæredygtig produktion i længden.

Denne situation forhindrede virksomhederne i fiskeopdrættet i at enes om en fælles løsning. Alle opdrættere har vidst, at en fornuftigere regulering ville medføre, at færre opdrættere ville stå tilbage, hvis rammerne blev omstruktureret. Mange har frygtet, at de ville være blandt dem, der ikke ville klare sig igennem. Disse har alle været imod at strukturere rammerne på ny.

En ting, der har hjulpet her i forhold til fiskerierhvervet, er netop det, at så få virksomheder i fiskeopdrættet har overlevet hver krise. Derfor har det været lettere at blive enige indbyrdes i gruppen af de tilbageværende op-drættere om at kræve fornuftigere rammer fra politikerne. Inden kriserne, da der har været mange opdrættere, har det været svært for dem at blive enige om at kræve fornuftigere erhvervsmæssige rammer fra politikerne. Kriserne har løst det problem ved at få mange opdrættere til at gå konkurs.

Derudover er det værd at påvise, at det politiske system i denne forbindelse heller ikke var parat til at yde fi-skeopdrættet offentlig støtte, så at det kunne klare sig igennem krisen. Fiskeopdrættet blev fra politisk hold administreret som et almindeligt erhverv. Den økonomiske tilpasning blev ikke forhindret af politiske indgreb, og de virksomheder, der gik konkurs, fik lov til at gå – til fordel for fiskeopdrættet som helhed. Fiskeopdrættet blev i denne forbindelse ikke brugt som et politisk redskab, hvor politikere udnyttede krisesituationen i fiskeopdrættet til at skaffe sig stemmer ved at redde fiskeopdrættet med offentlige midler.

Hvordan kan det være, at denne læreproces får lov til at fungere i fiskeopdrættet? Hvorfor politiseres fiskeop-drættet ikke på samme måde som fiskerierhvervet for at ”sikre aktivitet rundt hele landet”? Hvis færinger ”lever af fiskerierhvervet”, så lever de også af fiskeopdrættet, fordi fiskeopdrættet også er valutaproduktion. Hvorfor modtager fiskeopdrættet ikke forskellig slags støtte for at skabe så mange arbejdspladser som muligt? Hvorfor beder opdrætterne ikke om støtte? Og hvorfor lytter politikerne til opdrætterne, når de frasiger sig støtte?

En mulig forklaring er, at fiskeopdrættet aldrig har haft den samme folkelige opbakning, som fiskerierhvervet har. Fiskeopdrættet har ikke de samme muligheder for at kræve offentlig støtte, da dette erhvervs politiske magt ikke er lige så stor som fiskerierhvervets. Fiskeopdrættet er et forholdsvis nyt erhverv, der ikke har samme historiske bagage som ”det bærende hovederhverv på Færøerne”, sådan som fiskerierhvervet har. Det politiske system er ikke villigt til at yde fiskeopdrættet støtte, fordi der politisk er lidt at vinde.

En anden muligheder er, at det privatøkonomisk for nogle virksomheder i fiskeopdrættet er bedre, at nogle af de øvrige virksomheder forsvinder fra erhvervet. Aktørerne i fiskeopdrættet kan ikke blive enige om en fælles stra-tegi i en mulig anmodning om støtte, idet det for nogle bedre kan betale sig at lade være. De føler sig forsikret om, at det vil være nogen andre, der går nedenom og hjem, når krisen rammer fiskeopdrættet, således, at de selv har bedre forhold efterfølgende. Derudover var de fleste opdrættere klar over, at det var nødvendigt at luge ud i virksomhederne i fiskeopdrættet, og at det største problem netop var manglende regulering af erhvervet.

17) Rigsombudsmanden, 2008: 62-64

48

Offentlig støtte ville ikke have løst nogen af disse problemer, men kun gjort ondt værre. Derfor er en anden mu-lighed også, at fiskeopdrættet har en anden måde at definere sine interesser overfor det offentlige, end fiskerier-hvervet traditionelt set har haft.

Heller ikke er der tilstrækkeligt mange folk i erhvervet – især i udkantsområderne – til, at det kan betale sig for politikere at vælge dette vælgersegment som målgruppe. Af samme årsag vælger opdrætterne en politisk stra-tegi, der fravælger støtte.

Resultatet er, at fiskeopdrættet efter hver krise igen rejser sig inden for samfundsøkonomisk fornuftigere er-hvervsrammer end tidligere. Fiskeopdrættet har derfor stor produktivitetsvækst og er med til at presse de mindre produktive enheder i valutaproduktion, især filetfabrikker, men også virksomheder i fiskeri, ud.

Kriserne i fiskeopdrættet har derfor en udviklende effekt, hvis der anlægges et overordnet perspektiv. Kriserne medfører forbedret biologisk regulering og en udrensning af de virksomheder, som der ikke er plads til, og som ikke klarer sig i konkurrencen, hellere end at holde liv i alle med offentlig støtte. Genoprejsningen af erhvervet foregår derfor i bedre erhvervspolitiske rammer end tidligere.

49

Statsydelsen som det offentliges indtægt Statsydelsen fra Danmark har det seneste halve århundrede været en betydningsfuld del af landskassens indtæg-ter. De seneste årtier har den også været et vigtigt politisk stridsemne mellem de to fløje i spørgsmålet om suve-rænitet kontra samhørighed på Færøerne.

Statsydelsen og dens politiske indflydelseIdet statsydelsen kommer til Færøerne som en ydelse fra den danske stat til den færøske landskasse, kan den have politisk indflydelse foruden direkte økonomisk indflydelse. I forbindelse med en politisk analyse af statsydel-sen er spørgsmålet, hvorvidt statsydelsen har betydning for det politiske systems handlemåde på det økonomisk-politiske område, når dette pengebeløb kommer ind i systemet, og hvilke konsekvenser det kan have.

Historisk har statsydelsen været et politisk stridsemne, hvor to forestillinger har stået stejlt overfor hinanden. Den ene mener, at sådanne udefra kommende ydelser i sig selv har en negativ indflydelse på det politiske system. Årsagen siges at være, at den skaber grundlag for en ansvarsløs politik, idet det politiske system ikke tvinges til at organisere samfundet på den økonomisk fornuftigste måde. Den anden mener, at statsydelsen er ren gevinst, idet samfundet hverken skal bruge energi eller ressourcer for at skaffe disse penge, der årligt kommer ind på finans-loven. Dertil kommer, at ingen støtteordning er bedre eller værre end dem, der administrerer støttepengene. Det er færinger selv, der bestemmer, hvor skadelig eller gavnlig en sådan ydelse kan være. Derfor er der i sig selv ingen fare forbundet med at tage imod penge udefra.

Ifølge internationale undersøgelser kan der opstå farer på grund af udefra kommende ydelser eller usædvanligt store indtægter fra naturrigdom. Det er dog ikke muligt at påvise nogen automatik i de konsekvenser, der kan op-stå på grund af disse ydelser, og derfor er det vanskeligt at lave videnskabelige konklusioner vedrørende de øko-nomiske konsekvensers størrelse af statsydelsen på Færøerne. Det er dog muligt at gennemgå de politiske farer og vurdere, hvorvidt de er relevante i færøsk sammenhæng.

Hvad er statsydelsen?Den danske stats argument for at yde Færøerne et årligt beløb er kort sagt, at statsydelsen skal være med til at finansiere de områder, som Færøerne og Danmark stadig er fælles om at varetage. Den årlige ydelse ydes således som et samlet beløb til medfinansiering af de områder, der er overtaget efter § 9 i hjemmestyreloven. På den måde har de færøske myndigheder en vis frihed til at vælge, hvordan ydelsen bliver brugt:

„De årlige bloktilskud ydes som et samlet tilskud til medfinansiering af de områder, der er overtaget efter hjem-mestyrelovens § 9. Herved har de færøske myndigheder inden for de rammelove, hvorved dele af social- og sund-hedsområderne er overført til hjemmestyret, en betydelig frihed i prioriteringen af sine samlede opgaver.“(18

Den forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, argumenterede sådan for den danske ydelse til Færø-erne:

„Statens bloktilskud ydes til medfinansiering af de sagsområder, der fortsat er fælles anliggender, men hvor hjemmestyret varetager såvel lovgivningsmæssige som administrative opgaver for staten“.(19

Færøske myndigheder modtager således et beløb, som først og fremmest er tiltænkt medfinansiering af sund-hedssystemet og det sociale område. De har dog frihed til at fordele dette beløb gennem finansloven, sådan som de selv vurderer være bedst. Yderens bevæggrund har som sådan ingen betydning for, hvilken indflydelse/konse-kvens ydelsen har i det system, der skal flytte denne ydelse videre til landets indbyggere.

Danskere giver statsydelse som „medfinansiering af social- og sundhedsområdet“, men hvordan statsydelsen be-nyttes, er grundlæggende knyttet til den politiske magtbalance i lagtinget. De grupper, der står stærkt i det poli-tiske system, har mulighed for at få fat i en større del af statsydelsen end andre svagere grupper.

Fx er det muligt at sænke skatteindtægterne tilsvarende, således at statsydelsen i realiteten ender som privat forbrug frem for forøgede udgifter til sundhedssystem og lignende. Derfor kan ydelsen anvendes til andre formål end det, som den givende myndighed oprindeligt havde planer om, at den skulle anvendes til.

18) Statsministeriet (http://www.stm.dk/_a_2565.html)19) Citat: Anders Fogh Rasmussen (forespørgsel i folketinget), spm. nr. S 1093 – besvaret 13/03-2002

50

Selvom færøske myndigheder har stor frihed til at anvende statsydelsen, så er denne frihed dog ikke ubegrænset. Politisk er det fx vanskeligt at sætte statsydelsen i en økonomisk fond til senere brug, idet det oprindelige argu-ment for ydelsen er, at den skal medfinansiere de områder, som det færøske landsstyre og den danske stat fortsat er fælles om. Derfor er det underforstået hos både yder og modtager, at ydelsen ikke kan gemmes i en fond, men at den skal bruges ude i samfundet med det samme.

Et andet aspekt af statsydelsen er, at den flyttes hvert år uanset behovet på Færøerne. Dette stemmer overens med danskernes ønske om at holde styr på udgifterne og at forhindre for mange investeringer i nogle områder. Hvis ydelsen vokser med behovet, opmuntrer det myndighederne til at forøge behovet. Hvis statsydelsen blev udbetalt efter behov, ville det muligvis opmuntre færøske myndigheder til at forstærke dette behov gennem en ansvarsløs finanspolitik.

Siden hjemmestyreloven blev vedtaget i 1948, har Færøernes landsstyre overtaget en stadig større del af de of-fentlige opgaver på Færøerne. Når Færøernes landsstyre har overtaget et område som særanliggende, har det samtidig taget fuldt finansielt ansvar for dette område. Når landsstyret kun har overtaget administrationen af et fællesanliggende, bliver området fortsat delvist finansieret gennem statsydelsen.(20

Inden 1987 blev statsydelsen betalt til landskassen gennem en refusionsordning, hvor landskassen fik de udgifter tilbagebetalt, som den danske stat påtog sig. Men begge parter ønskede at ændre denne ordning.

Årsagerne var bl.a. disse:„Refusionssystemet var bl.a. behæftet med den svaghed, at der i en række tilfælde ikke var sammenfald mel-lem den disponerende og den økonomisk ansvarlige myndighed. Samtidig var systemet administrativt besværligt på grund af de store antal tilskudsprincipper, som i vidt omfang veg fra hinanden, og dermed indebar en risiko for utilsigtet og uhensigtsmæssig substitution mellem beslægtede udgiftsområder.

Fra færøsk side blev der i kritikken af refusionssystemet desuden lagt vægt på, at systemet ikke sikrede hjem-mestyret en tilstrækkelig dispositionsfrihed på så væsentlige områder som sundhedsvæsenet, undervisningsvæ-senet og det sociale område.“(21

Danske myndigheder ville således have større overensstemmelse mellem den disponerende myndighed og den, der havde det økonomiske ansvar. Dette var bl.a. for at undgå, at færøske myndigheder opmuntredes til at lave for store investeringer i de områder, som refusionsordningen omfattede. Det færøske samfund og de, der tog de politiske beslutninger, fik al gevinst af disse investeringer, men betalte ikke den fulde omkostning af dem. Støtte til fx havnebebyggelse kan medføre, at færøske myndigheder bygger for mange havne og lader være med at lave investeringer i andre områder, som refusionsordningen ikke omfatter.

Derudover ville de også undgå „uhensigtsmæssig substitution“ mellem de forskellige udgiftsområder. Færøske myndigheder ønskede omvendt større frihed til at prioritere, hvordan statsydelsen blev brugt, uden de bindinger, der var i refusionsordningen. Dette førte sidenhen til aftalen af 9. marts 1987 om en bloktilskudsordning. I denne aftale blev størstedelen af statsydelsen ændret til en overordnet støtte.

Politiske konsekvenser af udefra kommende ydelserSpørgsmålet er så, hvilken indflydelse en udefra kommende ydelse kan have på det politiske system. Videnskabe-lige undersøgelser, der behandler indflydelse og konsekvenser af ydelser, som kommer ind i en økonomi udefra, behandler i stor udstrækning de konsekvenser, som disse ydelser har for det demokratiske system og udviklingen af offentlige institutioner i disse lande. Spørgsmålet om politiske konsekvenser af statsydelsen på Færøerne er derfor også relevant i international videnskabelig sammenhæng.

De internationale undersøgelser om bistand, er for det meste lavet af lavindtægtslande i den tredje verden. Derfor skal vi være meget varsomme med at sammenligne med Færøerne, som er et forholdsvis højtudviklet og liberalt demokrati med de offentlige institutioner og råd, der almindeligvis knytter sig til et højtudviklet rege-ringssystem. Omvendt er det værd at gennemgå de konsekvenser, der muligvis kan opstå af sådanne ydelser, og vurdere, hvorvidt de er relevante for Færøerne.

20) Rigsombudsmanden, 1989: 11921) Rigsombudsmanden, 1989: 119-20

51

Bistand kan være et positivt bidrag til økonomisk udvikling og forbedre livskvaliteten for mennesker i mange lande. Bevis på vellykket bistand ser vi især med målrettede planer med et veldefineret formål. Omvendt kan generel bistand også have en negativ effekt på det politiske system, især, hvis den udgør en stor del af økonomien og ydes over en lang årrække. Bistand kan endda have negativ indflydelse på de områder, som yderen ønsker at udvikle med bistanden, fx politisk ansvar, udvikling af offentlig administration og selvstændig, bæredygtig økono-misk udvikling.(22

De risici, der kan opstå på baggrund af vedvarende bistand i lavindtægtslande, er hovedsageligt disse: – Manglende opmuntring til at beskatte i eget land, da bistand kommer i stedet for skatten. Ydelsen har derfor

en negativ indflydelse på udviklingen af skatteopkrævende institutioner. Dette kan vi populært kalde „insti-tutionaliseret elendighed“, der skaber og fastholder modtagerens behov for støtte.

– Bistanden kan forhindre en økonomisk politik, hvis formål det er at skabe de optimale økonomiske resultater. Hjælpen fungerer som en forhindring for rationel økonomisk politik og ødelægger opmuntringen til at effek-tivisere erhvervslivet i størst mulig udstrækning, fordi dette ofte indebærer upopulære beslutninger, der går imod forskellige stærke interessegruppers interesser.

Forholdet mellem bistand og skatteopkrævningNår regeringer modtager en stor del af deres indtægter som udefra kommende bistand, bliver de i mindre grad opmuntret til at beskatte i eget land. Resultatet kan være, at de bliver mindre ansvarsbevidste overfor det sam-fund, som de styrer.(23

Det første punkt ovenfor knytter sig til spørgsmålet om, hvorvidt ydelser udefra har den indflydelse, at landet vælger at beskatte egne borgere og erhvervsliv lavere, end det ellers ville have gjort for at sikre et vist velfærds-niveau.

Det kan forventes, at skattetrykket formindskes på grund af bistand, idet bistanden giver landet en alternativ indtægt oveni den ordinære skatteopkrævning. Dette betyder, at en regering, som modtager store beløb udefra, har mindre opmuntring til at beskatte i samfundet og at udvikle de institutioner, der står for skatteopkrævningen. Bistanden kan derfor have den konsekvens, at den forsinker udviklingen af de institutioner, der rent praktisk står for opkrævning af skatter i det modtagende land. Med andre ord bliver skatteopkrævningen i eget land skiftet ud med bistanden, samtidig med at niveauet på offentlige tjenester er forholdsvis højt i forhold til skattetrykket.(24

Færøerne har stort set alle de institutioner og råd, der kan stå for den skatteopkrævning, som den politiske magt ønsker. Spørgsmålet om den politiske motivation til at gøre skattegrundlaget bredere er dog fortsat relevant, idet statsydelsen kan komme i stedet for egen skatteopkrævning.

Bloktilskuddet, som ryger direkte i landskassen, er i øjeblikket 615 millioner kroner årligt. Hvis det danske vel-færdssamfund anvendes som sammenligningsgrundlag, så bruges statsydelsen ikke til flere offentlige velfærdstje-nester, end det færøske samfund ville tilbyde dets borgere, hvis der ikke var nogen statsydelse. Når statsydelsen tælles sammen med de offentlige indtægter, har det offentlige tilsvarende stor del af den disponible BNI til rådig-hed, som det offentlige Danmark har. Der er derfor grundlag for den vurdering, at statsydelsen ikke i nævnevær-dig grad har ændret udgifterne til offentlige investeringer og tjenester i forhold til, hvad situationen ville være, hvis der ikke var nogen statsydelse. I stedet bliver den i stor udstrækning brugt til lavere skatter og afgifter, som samfundet ellers ville kræve ind til at finansiere de offentlige tjenester med. Således bruges statsydelsen indi-rekte til at finansiere privat forbrug frem for offentlige tjenester.

En del af statsydelsen bruges til at fritage erhvervslivet som helhed for nogle skatter og afgifter sammenlignet med det danske erhvervsliv. Det offentlige på Færøerne kræver færre produktionsafgifter, miljøafgifter osv. fra erhvervslivet, end det offentlige i Danmark kræver fra det danske erhvervsliv. Derudover yder det offentlige på Færøerne relativt meget større støtte til erhvervslivet, end det offentlige i Danmark yder til danske virksomhe-der. En del af statsydelsen bruges således til at yde udvalgte færøske erhverv støtte. Fiskerierhvervet modtager støtte fx gennem lavere skatteprocent for sømænd og fritagelse for betaling for naturressourcer for redere. Især de, der arbejder i fiskerierhvervet, får således gennem særlige skattelettelser og støtte mulighed for større pri-vatforbrug, end hvis der ikke var noget statsydelse.

22) Moss, Petterson og van de Welle, 2006: 523) Ross, 1999: 31224) Moss, Petterson og van de Welle, 2006: 5

52

At den danske valutagave går til at finansiere privat forbrug gennem direkte støtte og lavere skat end ellers, frem for at forøge det offentlige forbrug i forhold til, hvad det ellers ville være, er ikke noget specielt færøsk. Valuta-gaver anvendes ofte til at formindske skatte- og afgiftstrykket hellere end til at finansiere offentlige tjenester i tillæg til dem, som det offentlige ville yde borgerne, hvis der ikke var nogen valutagave. Videnskabelige under-søgelser påviser, at når der ses på lande, der modtager valutagaver, så eksisterer der et negativt forhold mellem valutagaver på den ene side og skatte- og afgiftsindtægter fra borgeren på den anden side. Når valutagaverne forøges, vælger politikerne at kræve færre skatte- og afgiftsindtægter fra borgerne, og omvendt.(25

Bistand, ansvar og det politiske systemEn anden konsekvens af ydelser udefra kan være, at den politiske magt påvirkes på en måde, der ikke opmuntrer til udviklingen af en rationel politisk enhed. Hypotesen i denne forbindelse er, at omfattende bistand over en længere periode grundlæggende forandrer forholdet mellem regering og borgere. Enhver pengemæssig bistand ændrer opmuntringen hos den modtagende regering og landets borgere, uanset på hvilken måde ydelsen gives. Dette betyder, at bistanden i sig selv kan påvirke forholdet mellem regering og samfund. Hvis en udenforstående giver yder en stor del af de offentlige indtægter, kan det medføre, at regeringens største interesse bliver at tilfredsstille yderne og de interessegrupper indenlands, der sikrer regeringen magten, frem for at arbejde for langsigtet vækst i økonomien, således at landet på sigt kan blive uafhængigt af bistand, og udvikling af offentlige institutioner.

Når en regering er afhængig af bistand i stedet for egne ressourcer, betyder dette, at landets indkomst i mindre grad er knyttet til evnerne til føre effektiv økonomisk politik og erhvervspolitik. Dvs., at landets indtægter ikke er så afhængige af, hvorvidt du formår at føre en god økonomisk politik, der styrker økonomisk vækst.(26 Evnerne til at regere på fornuftig vis kommer ikke i samme grad til udtryk i landets indtægter og den offentlige drift.

Som et resultat af denne dynamik er regeringer i modtagende lande sluppet for at stå til ansvar for deres egen politik og har brugt deres ressourcer til ikke-udviklende udgifter, der hjælper dem at blive siddende på magten.

Dette paradoks er ikke nyt i videnskabelige undersøgelser af økonomisk udvikling og vækst. Valutagaver kan fun-gere som en forhindring for fornuftig økonomisk politik, idet politisk magtfulde interessegrupper arbejder ud fra egne interesser, som går imod landets overordnede interesse for økonomisk vækst. Dermed forhindrer det politi-ske forbrug af udefra kommende valutagaver økonomisk vækst frem for at bestyrke denne. I stedet anvendes res-sourcerne til at bevare magten gennem en økonomisk politik, der ikke har økonomisk udvikling for øje. Formålet med politikken bliver i stedet at beholde magten.

Statsydelsen og støtten til fiskerierhvervetSå længe statsydelsen kommer i landskassen, er tilskyndelsen hos det politiske system til at liberalisere fiske-rierhvervet mindre, end den ellers ville være. Statsydelsen betyder nemlig, at nødvendigheden af et effektivt fiskerierhverv ikke er lige stor. Statsydelsen kan derfor være en forhindring for, at det politiske system laver de nødvendige strukturelle ændringer i fiskerierhvervet, således at det bliver mere effektivt og dermed giver større samfundsøkonomisk udbytte. Tilskyndelsen til at gennemføre disse liberaliseringer påvirkes negativt af ydelser udefra, idet politikere så ikke tvinges til at lave nødvendige ændringer, som ofte er meget upopulære i et domi-nerende hovederhverv, fordi det kan miste de særhensyn, som det politiske system har ydet erhvervet i mange år.

Derfor skal muligt skadelige påvirkninger af ydelser udefra også ses i lyset af, hvordan den politiske magt er for-delt mellem forskellige erhverv. Hvis det politiske system i stor udstrækning styres af et dominerende erhverv, er der større fare for, at en ydelse udefra får negative konsekvenser for den økonomi, den sprøjtes ind i. Det po-litiske system kan da hurtigere blive overtaget af det dominerende erhverv, som bruger den politiske magt til at markere større beløb til offentlig erhvervsstøtte, end det ellers ville have mulighed for.

På Færøerne har alliancen i fiskerierhvervet i mange år formået at fremskaffe en politik, der yder stor støtte for at holde liv i virksomheder, der ikke er erhvervsmæssigt bæredygtige, frem for at bruge pengene til velfærdstje-nester og vækstfremmende politik.

25) Moss, Petterson og van de Welle, 2006: 526) Moss, Petterson og van de Welle, 2006: 5

53

I halvfjerdserne og firserne var nogle af de ovenfor nævnte fænomener særligt tydelige på Færøerne. Statsydel-sen fungerede i den periode som brænde på bålet i et politisk system, der ikke var i stand til at anvende denne indtægt, og som delvist var overtaget af vores hovederhverv. En stor del af de offentlige indtægter gik til støtte til fiskerierhvervet. Hen imod slutningen af firserne spiste støtten til fiskerierhvervet således en stor del af stats-ydelsen.

„Allerede i 1989, da subsidierne rundede 0,5 mia. kr., stod det klart, at landskassen ikke kunne holde til de mas-sive udbetalinger, der lagde beslag på 2/3 af det danske tilskud til Færøerne.“ (27

Alliancen i fiskerierhvervet havde således politisk færdighed til at skaffe sig store beløb i offentlig støtte for at holde liv i den del af erhvervet, som der ikke var erhvervsmæssigt grundlag for.

Ændrer en reduktion af statsydelsen den økonomiske politik?Statsydelsen ryger i første omgang direkte i landskassen. Siden kæmper de forskellige interesser i lagtinget om fordelingen af landets samlede indtægter. Det er derfor sammensætning af interesser og magtbalancen dem imel-lem, der bestemmer, hvordan penge og ressourcer fordeles mellem de forskellige interessegrupper, der gør krav på forskellige ydelser og særhensyn.

Hvis statsydelsen har skadelig indflydelse på den økonomiske politik, så kan ændringer i statsydelsens størrelse i sig selv have indflydelse på den politiske magtbalance og dermed også på, hvorvidt den anvendes på fornuftig vis. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt den politiske magtbalance ville være anderledes, hvis statsydelsen ikke var en del af landets indtægter. Ville et fald i statsydelsen forøge det politiske pres på politikerne om at ændre forde-lingspolitikken fra at være til fordel for redere, sømænd og ansatte på fiskefabrikker til i højere grad at være til fordel for enlige mødre, psykisk syge osv.?

Der er to muligheder. Den første er, at de grupper, der ville miste nogle af deres ydelser, hvis statsydelsen for-svandt, ville skærpe deres protester imod den omfordeling, der foregår gennem landets fiskeripolitik. Stats-ydelsen giver større plads til en ineffektiv fordelingspolitik, således som den fx foregår i fiskerierhvervet. Hvis statsydelsen ikke var en del af landets indtægter, ville presset fra andre grupper om afskaffelse af disse ordninger muligvis være hårdere, idet andre ydelser og tjenester fra det offentlige ville blive beskåret, for at få finansloven til at balancere. Dette ville kunne ændre magtbalancen, i og med at et større folkeligt pres ville komme på de erhvervsmæssige støtteordninger, der forøger indtægten hos udvalgte stærke grupper.

Nedtrapning af statsydelsen ville derfor kunne medføre, at det politiske system ville være nødt til at afskaffe de støtteordninger, der er i fiskerierhvervet i dag, og dermed føre en politik, der i større udstrækning har økonomisk udvikling og vækst for øje.

Den anden mulighed er, at magtbalancen i lagtinget ville være præcis den samme, således at hovederhvervet fortsat ville formå at skaffe sig særlige forhold og holde fast i de fordele, som det politiske system har ydet er-hvervet, uanset statsydelse. Derfor ville der i princippet ingen ændring ske i landets politik, men indtægterne ville bare være tilsvarende lavere.

Argumentet om, at bistand forhindrer en fornuftig økonomisk politik, der yder pengemæssig støtte til de svage samfundsgrupper frem for de stærke, bygger derfor på den forudsætning, at bistanden har direkte indflydelse på magtbalancen mellem grupperne, der kæmper om, hvad det offentliges indtægter skal bruges til. Dette er et eksperiment, som det ikke er muligt at afprøve i den virkelige verden uden at nedtrappe en del af eller hele statsydelsen. Men statsydelsen blev reduceret i 2002, og nu, hvor det strammer til økonomisk, synes det, som striden om de offentlige indtægter tilspidses. Derfor bliver det de næste år spændende at iagttage, hvorvidt magtbalancen forandres til fordel for dem, der mener, at det offentliges indtægter skal bruges til sociale ydelser og tjenester, eller om alliancen i fiskerierhvervet er stærk nok til at sørge for, at det bliver de svage samfunds-grupper, der betaler for reduktionen af statsydelsen.

Grundlæggende for, hvorvidt magtfordelingen, og derfor fordelingen af offentlige indtægter, ville blive ændret er, hvorvidt vælgeren er mere opmærksom på at miste de rettigheder, han allerede har, end han er på ikke at opnå rettigheder, han kunne få, hvis omfordelingen blev ændret.

27) Hansen, 2007: 4

54

Spørgsmålet er, hvorvidt borgeren tæller sin del af statsydelsen med i sin skattebetaling, når han vurderer, om han får tilstrækkeligt god service fra det offentlige. Hvis han gør det, forandres erhvervspolitikken ikke, hvis statsydelsen bliver mindre, fordi så ændres presset på det politiske system ikke. Hvis borgeren omvendt ikke tæl-ler sin del af statsydelsen med, så kan presset på det politiske system om at lave en fornuftig økonomisk politik forøges. Borgeren tror da, at prisen på støtte til erhvervslivet stiger, hvis statsydelsen falder, fordi den offentlige service forværres. Han vil derfor kræve, at støtten til erhvervslivet reduceres, således at det ikke bliver nødven-digt at skære i den offentlige service, når statsydelsen reduceres. I hvert fald ikke i samme udstrækning.

KonklusionNår særinteresser overtager svage politiske systemer, kan konsekvenserne blive særligt skadelige for økonomisk fremgang og udvikling af fx offentlig administration. Færinger har på egen krop oplevet flere af de risici, der opstår, når en erhvervsgruppe mere eller mindre overtager landets erhvervspolitik. Halvfjerdserne og firserne er et eksempel på, hvordan en ufornuftig fiskeripolitik i realiteten var skyld i, at landet gik konkurs. Men havde den stigende statsydelse nogen direkte indflydelse på, hvordan det politiske system valgte at føre dets økonomiske politik og fiskeripolitik?

Krisen ville uden tvivl have været en realitet uanset statsydelsen, men muligvis ville den have været mindre om-fattende, idet politikere ikke ville have haft tilsvarende mange penge at bruge til de forskellige støtteordninger i fiskerierhvervet. Statsydelsen fungerede som brænde på bålet, således at den økonomiske politik blev ført mere ud af kurs, og konsekvenserne dermed blev mere skadelige, end de ellers ville være.

Sammenfattet viser denne gennemgang, at der ikke er nogen automatik i mulige skadelige påvirkninger fra valu-tagaver. Det kommer i sidste ende an på, hvordan det politiske system, der modtager bistand, er skruet sammen, og hvordan det formår at anvende de ressourcer, som det har fået. Mulige skadelige påvirkninger af statsydelsen skal derfor ses i lyset af, hvordan magtbalancen mellem de forskellige erhvervsmæssige interesser i lagtinget er. Færøerne er ilde stedt i den forstand, at vi har et dominerende hovederhverv, som har stor indflydelse på det politiske system.

Fiskerierhvervet har traditionelt været dygtigt til at organisere sit politiske arbejde og er sluppet for problemer, der kan opstå, når en kollektiv kampagne skal organiseres. Fiskerierhvervets politiske magt er i stor udstrækning blevet brugt til at skaffe sig forskellig slags offentlig støtte, men denne støtte er også med til at forstærke og konsolidere den politiske magt, fordi gevinsten bliver synlig for alle, der arbejder i dette erhverv. Fiskerierhver-vets politiske magt er derfor selvforstærkende på den måde, at gevinsten af at få magt er stor og kan samtidig anvendes til at beholde denne magt. Den politiske magt bliver i denne forbindelse anvendt til en væksthæm-mende støttepolitik, som er selvforstærkende, idet den gruppe, der får fordelen af denne politik, af samme årsag står stærkt sammen, mens modstanden er spredt og dårligt organiseret.

Statsydelsen forbedrer mulighederne for erhvervsstøtte, således at skaden af, at særinteresser overtager den økonomiske politik, kan blive endnu større, end den ellers ville være. Krav til det politiske styre om at bringe balance mellem udgifter og indtægter uden brug af valutagaver udefra kan derfor være gode for det politiske sy-stem, i og med at dette pålægger politikerne at opkræve fuld pris af borgerne for offentlige tjenester.

Nedtrapning af statsydelsen kan derfor være med til, at borgernes pres på det politiske system om fornuftigere økonomisk politik bliver større. Omvendt kan man sige, at hvis modtageren har et politisk system, som formår at forhindre, at særinteresser overtager det politiske system, kan usædvanlige indtægter også anvendes fornuftigt. Derudover er den direkte positive indflydelse af statsydelsen på indtægtsniveauet på Færøerne stadig til stede, og den falder, hvis statsydelsen nedtrappes. Hvorvidt de økonomisk-politiske fordele af en nedtrapning af stats-ydelsen er større end omkostningen i direkte muligheder for forbrug, findes der kun ud af ved at afprøve det.

55

Reduktion af statsydelsenHvordan afskaffes statsydelsen, således at den færøske borger kun lever af den værdiforøgelse, der skabes af færøske produktionsfaktorer, hvis det er det politiske ønske?

Statsydelsen har, som vi har omtalt, to indflydelser. Den ene som valutaindtægt i samfundet og den anden som det offentliges indtægt. Af samme årsag har en mulig reducering af statsydelsen to forskellige indflydelser på den færøske økonomi. Den ene påvirker, hvordan den færøske samfundsøkonomis forhold som helhed overfor om-verdenen forandres, og hvilke påvirkninger det har på den færøske samfundsøkonomi, samlet set. Den anden er indflydelsen på det offentliges indkomstgrundlag. Disse indflydelser må analyseres hver for sig.

Reduktion af statsydelse og nye valutaindtægterStatsydelsen forhindrer udvikling af eksportproduktion, fordi den som valutagave medfører, at prisniveauet på Færøerne er højere, end det ellers ville være, og også højere end i mange andre lande. Dette er, som det skal være, idet statsydelsen finansierer import og dermed formindsker det samfundsmæssige behov for eksportpro-duktion. Det bliver derfor muligt at bruge en større del af arbejdskraften i hjemmemarkedsproduktion. En stig-ning i pris- og lønniveauet på Færøerne er den økonomiske mekanisme, der sørger for, at der er mere arbejdskraft og kapital i hjemmemarkedsproduktion, og dermed mindre i eksportproduktion, end hvis der ikke var nogen stats-ydelse.

For at opmuntre virksomheder til at flytte arbejdskraft og kapital over i eksporterhverv, må pris- og lønniveauet på Færøerne sænkes. Det kan ske ved at reducere statsydelsen. En reduktion af statsydelsen skaber underskud af valutaindtægter. Hvis statsydelsen falder, har vi behov for ny eksportproduktion, der kan betale for vores forbrug af udenlandske varer og tjenester. Mekanismen, der skal sikre dette, er faldet i pris- og lønniveauet, som opstår af reduktionen af statsydelsen. Når der er relativt overskud af hjemmemarkedsproduktion, og relativt underskud af valutaproduktion, falder pris- og lønniveauet. Ændringen i prisniveauet vil da gøre valutaproduktion relativt mere lønsom i forhold til hjemmemarkedsproduktion. Eksportproduktion, som tidligere ikke havde mulighed for at give et stort nok afkast på Færøerne, kan så, på grund af faldet i prisniveauet, give tilstrækkelig stort afkast til arbejdskraft og kapital.

Det er ikke muligt at anvende omvendt rækkefølge. Det er ikke muligt at skabe et stort overskud af valutaind-tægter først, som siden giver plads til at reducere statsydelsen. Et stort overskud af valutaproduktion er tegn på, at der ville være råd til mere hjemmemarkedsproduktion, hvis arbejdskraft blev flyttet fra valutaproduktion over i hjemmemarkedserhverv, uden at dette ville medføre underskud i valutaproduktion. Derfor vil et politisk forsøg på at flytte arbejdskraft over i valutaerhverv, som senere kan finansiere en reduktion af statsydelsen, ikke lykkes. Et fortsat overskud på betalingsbalancen betyder, at færøske borgere sparer op i udlandet. Opsparingen gør dem rigere, og de vil derfor forøge forbruget. Den forøgede efterspørgsel efter varer og tjenester vil delvist være efter hjemmemarkedsproduktion. Derfor vil fortsat overskud på betalingsbalancen medføre højere priser på hjemmemarkedsvarer, hvilket opmuntrer virksomheder til at flytte arbejdskraft over i hjemmemarkedserhverv, hvor brugeren tror, at arbejdskraften kan gøre større gavn.

Den eneste mulige måde at reducere statsydelsen på, er derfor at skære i statsydelsen og så acceptere, at valu-taindtægterne vil være mindre i en overgangsperiode. Fortsat underskud på valutaindtægterne medfører lavere pris- og lønniveau indenlands. Dette betyder, at erhvervsstrukturen tilpasser sig større eksportproduktion og min-dre hjemmemarkedsproduktion. Hvis statsydelsen reduceres, vil betalingsbalancen derfor efterhånden komme i balance igen. Men det er klart, at det færøske samfund vil blive fattigere i overgangsperioden. Det er også klart, at jo hurtigere statsydelsen nedtrappes, desto voldsommere bliver tilpasningen.

I denne forbindelse er det nødvendigt at gøre sig klart, at det ikke er det politiske system, der skal finde ud af, hvilken ny valutaproduktion, og dermed valutaindtægter, der skal komme i stedet for statsydelsen. Af og til frem-føres spådomme om, at et eller andet erhverv bliver et stort eksporterhverv i fremtiden. Ofte blander politikere sig også i denne debat med egne forslag til, hvilke erhverv ”Færøerne skal satse på”. Sådanne spådomme og for-slag bør ikke tages seriøst. For at det skal være muligt at sige, hvilke erhverv der har en sådan fremtid, må alle mulige erhverv sammenlignes. Omstændighederne for at arbejde inden for disse erhverv på Færøerne og i andre land må også sammenlignes. Det siger sig selv, at ingen har det nødvendige overblik til at komme med særligt vel-

56

begrundede spådomme. Derfor bør landet lade virksomheder og markeder luge ud i de virksomheder, som ikke har en fremtid i hjemmemarkedsproduktion, og opbygge de virksomheder, der har en fremtid i eksportproduktion.

Reduktion af statsydelsen og skattegrundlagetHvis statsydelsen reduceres, falder det offentliges indtægter. En reduktion af statsydelsen tvinger derfor det of-fentlige til at finde nye indtægter, sænke de nuværende udgifter eller lidt af hvert. Præcis som med nye valuta-indtægter behøves der en tilpasning, og præcis som med tilpasningen af erhvervsstrukturen sker denne tilpasning ikke, før statsydelsen er reduceret, fordi ikke før dette bliver det nødvendigt at justere det offentliges indtægter og udgifter. Omvendt kan tilpasningen ske omgående, hvis der er politisk vilje, mens den erhvervsmæssige tilpas-ning til mindre statsydelse, og dermed lavere prisniveau, kræver en overgangsperiode. Det politiske system kan ændre skatte- og afgiftsregler og offentlige udgifter, samtidig med at statsydelsen nedtrappes.

Det er også sådan, at mens tilpasningen af erhvervslivet imod større valutaproduktion sker uden politisk indblan-ding som resultat af tilpasningen i relative priser på valutavarer og hjemmemarkedsvarer, så må der politiske initiativer til, for at denne tilpasning af den offentlige husholdning skal ske. Det er det politiske systems ansvar at forklare landets borgere, at det offentliges udgifts- og indtægtspolitik ændres for at tilpasse det offentlige til nedtrapningen af statsydelsen.

Denne analyse gør det klart, at selv om tilpasningen til større valutaproduktion kan være smertefuld, så er der ingen fare for, at den ikke kommer til at ske, eller at den ikke sker hurtigt nok. Omvendt kan der være fare for, at den nødvendige tilpasning i det offentlige kommer til at trække ud. Der kan regnes med, at det bliver meget vanskeligt at finde frem til en politisk enighed om, hvordan tilpasningen skal fordeles mellem forøgede indtægter og lavere udgifter. Tilpasningen vil ske, selvom en politisk enighed ikke opnås hurtigt nok, fordi landskassens kre-ditorer i sidste ende vil kræve det. Spørgsmålet er bare, om det politiske system er i stand til at styre tilpasnin-gen selv, eller om det bliver kreditorerne, der bestemmer, hvornår tilpasningen sker. Spørgsmålet bliver da også, hvilke vil være de stærkeste interessegrupper, som kommer til at bestemme, hvad der tilpasses.

Hvorvidt debatten om tilpasningen og det endelige resultat, hvor tilpasningen sker, er sundt og godt for samfun-det, eller om tilpasningen er unødvendig og derfor til skade for samfundet, er et spørgsmål om politisk synsvinkel, som ikke kan bestemmes ud fra et videnskabeligt grundlag.

Debatten på Færøerne netop nu om et bredere indtægtsgrundlag for det offentlige, fx på Socialdemokratiets (Javnaðarflokkurin) seneste landsmøde, og Folkeflokkens „brede forlig om underskuddet på finansloven“ er ek-sempler på, at debatten om tilpasningen til den reducerede statsydelse, som ikke var der, da statsydelsen blev reduceret i 2002, nu er begyndt. Endnu er der dog ingen tegn på, at man i det politiske system er blevet enige om, hvordan tilpasningen konkret skal foregå.

57

Hvordan opnås en selvbærende økonomi?Hvad er selvbærende økonomi?En selvbærende økonomi betyder, at færinger selv betaler alle samfundsudgifter, både til privat og offentligt forbrug, og alle investeringer. Men for de fleste ligger det også i forestillingen om en selvbærende økonomi, at indtægtsniveauet er på et rimeligt niveau. Hvad der er et „rimeligt indtægtsniveau“, kan være lidt vanskeligt at definere præcist. Dog er det svært at forestille sig, at det færøske indtægtsniveau kan gå langt under det nu-værende relative niveau i forhold til det danske, uden at mange folk flytter fra landet. Det er derfor nødvendigt at behandle et grundlæggende spørgsmål. Når det er et politisk mål, at det skal være muligt for folk at bo på Færøerne og have et rimeligt indtægtsniveau, også i udkantsområderne, hvordan får man så mest muligt ud af landets egen produktionskraft? Behandlingen af dette spørgsmål er selvfølgelig af afgørende betydning, uanset om Færøerne modtager statsydelse fra Danmark eller ej. Men den bliver tvingende nødvendig, hvis færinger selv skal betale for alt eget forbrug.

Produktivitet og levevilkår i udkantsområderne„Alting ligger i og omkring Tórshavn, og sådan må det måske være, men så bør vi andre kunne komme til Tórs-havn på bedst mulig vis“ (Birgir Mohr, Sosialurin 2. oktober 2009).

At standse centraliseringen er næppe en farbar vej at gå, da centraliseringen i sidste ende er gavnlig for sam-fundets økonomiske udvikling. Centralisering er kort sagt nødvendig for at opnå stor økonomisk vækst og et højt indtægtsniveau.(28 Der er rigeligt med beviser på, at produktiviteten vokser med centraliseringen af den økono-miske aktivitet.(29 Politiske initiativer, der decideret arbejder imod centraliseringen, er derfor ikke fornuftige, og de erfaringer, der er blevet lavet, er i de fleste tilfælde mislykkedes.(30 Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan ud-viklingen kan standses, men hvordan man får mest muligt ud af udviklingen, uden at omkostningen af tilpasningen bliver for høj. Dette kræver fornuftig politik. Det er ikke nok at lade centraliseringen gå sin gang og siden lade alt andet løse sig som bedst.

Idet centraliseringen er en af de største betingelser for stor økonomisk vækst, så er det altafgørende at få denne udvikling til at fungere så godt som muligt.(31 Den største forhindring for udvikling af bæredygtig centralisering af økonomisk aktivitet er for små markeder for varer, tjenester og produktionsfaktorer, dvs. arbejdskraft og natur-ressourcer. De bedste tiltag imod denne udvikling er derfor initiativer, der skaber større markeder for disse varer og produktionsfaktorer.

Det kan medføre store samfundsøkonomiske omkostninger at forhindre denne flytning af produktionsfaktorer mel-lem virksomheder og områder.(32 Fokus på mobilitet og fleksibilitet i flytning af produktionsfaktorer bør derfor være et grundlæggende begreb i enhver plan om stor økonomisk vækst. Det offentlige har derfor en meget vigtig rolle i at arbejde for en mobil arbejdskraft og at fjerne indenlandske forhindringer for handel.

Samtidig er det afgørende nødvendigt, at produktionsfaktorerne frit kan flytte fra mindre produktive virksom-heder til mere produktive virksomheder. Det er også nødvendigt at skabe bedre adgang til alle erhverv for nye virksomheder, så at de kan konkurrere med nuværende virksomheder i erhvervet. Som vi har omtalt, så er der en geografisk dimension i denne flytning af produktionsfaktorer, idet erhverv ofte flytter produktionen til et andet område i landet, men det er ikke en holdbar grund til at forsøge at standse udviklingen.

Marked for naturressourcerDer er især to markeder på Færøerne, der skal fungere bedre: markedet for naturressourcer og arbejdsmarkedet. Som vi allerede har behandlet i redegørelsen, så bør der sørges for dette, uafhængigt af, hvorvidt statsydelsen fjernes eller ej. Men som vi gjorde rede for foroven, så er det dog et spørgsmål, om det ikke er lettere at opnå disse tilpasninger, hvis statsydelsen er væk.

At markedet for naturressourcer ikke fungerer som det skal, er årsagen til de bindinger, der lægges på fiskerier-hvervet. Forhindringer for landinger udenlands er den pris, som redere betaler til de andre parter i alliancen af interessegrupper til gengæld for at få naturressourcerne gratis. Bindingerne på, hvor skibene sælger fisken, og forbuddet imod, at skibene bearbejder fisken ombord betyder, at en del af støtten flyttes op på land til fiskefa-

28) World Bank, 2009: 3229) World Bank, 2009: 12530) World Bank, 2009: 5731) World Bank, 2009: x32) World Bank, 2009: 106

58

brikkerne. De får større udbud af fisk at byde på og slipper dermed billigere, end hvis der ikke var nogen forhin-dringer for, hvad skibene gjorde af fangsten.

Et frit marked for naturressourcer ville løse alle disse bindinger og gøre fiskeri meget mere produktivt. Derfor er det afgørende nødvendigt at få et frit marked for naturressourcer at fungere på Færøerne, hvor det offentlige, der har ansvaret for folkets eje, sælger fisken i havet til markedspris. Dette ville fjerne grundlaget for alliancen mellem fiskerierhvervets interessegrupper og gøre det politisk muligt at løse de bindinger, der er på fiskeriet. Dermed ville det være muligt at sikre rettighederne for dem, der køber naturressourcer på et frit marked, til at få dem i hus, sådan som de ønsker, bearbejde dem på den måde, de ønsker og at sælge dem der, de ønsker.

ArbejdsmarkedetDer er sammenhæng imellem, hvordan naturressourcer på den ene side og arbejdskraft på den anden side be-handles. I dag er tanken om, at „fiskerierhvervet bærer alt“, og ønsket om arbejdspladser rundt i landet en hovedårsag til, at der intet marked er for naturressourcer på Færøerne. I stedet bestemmer politiske og admini-strative regler, hvem der får adgang til naturressourcerne og hvem der ikke gør.

Gratis fisketegn medfører, at lønudviklingen i fiskeriet ikke følger lønudviklingen i de andre erhvervsgrupper, så-dan som et velfungerende arbejdsmarked ellers ville sørge for. I stedet for at lønnen i fiskeriet tilpasser sig sådan, at der er balance mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft i fiskeriet, så betyder støtten, at der er ven-tetid til de mest vellønnede jobs i fiskeriet.

Dette kan ikke fortsætte. Vedvarende indenlandske forhindringer for flytning af produktionsfaktorer mellem virksomheder og erhverv, fx fordi det offentlige med dets politik forsøger at fastholde nuværende boligmønster, erhvervsstruktur og politisk magtbalance, kan forhale tilpasningen til globaliseringen, men de kan ikke standse den. Når alt kommer til alt, nedlægges jobs med lav produktivitet, som derfor ikke klarer sig i konkurrencen på det indenlandske arbejdsmarked.

En stor del af tilpasningen til globaliseringen bliver derfor, at arbejdspladser til ufaglærte i virksomheder, der producerer til eksport, forsvinder. Mange af disse arbejdspladser bæres allerede af subsidier, og de bliver efter-hånden stadig mindre konkurrencedygtige. I stedet vil nye arbejdspladser til højtuddannede mennesker både i beskyttede erhverv og i erhverv i international konkurrence vinde frem. Dette er ikke særligt for Færøerne, men det er gældende for næsten alle højtudviklede samfund. Fx kan Norge bruges som sammenligningsgrundlag, hvor den bedst uddannede arbejdskraft og mest videnskrævende dele af økonomien samles omkring Oslo.(33 Siden 1994 er det således kun Oslo-området, der netto har oplevet indenlandsk tilflytning.(34

Det erhvervsliv, der bygges op med globaliseringen, er betinget af, at der eksisterer et marked for store videns-kompetencer. Dette marked bliver kun bæredygtigt, hvis det er stort nok til at tilbyde forskellige og fagligt kræ-vende arbejdspladser til mange veluddannede mennesker. Dette kræver, at små lokale arbejdsmarkeder bygges sammen til et stort arbejdsmarked, der omfatter hele landet.(35

Hvis ikke, ender Færøerne som Norge, hvor globaliseringen har medført en ensidig samling af ny videnskrævende aktivitet i Oslo-området, mens udkantsområderne bløder. Dette kan efterhånden medføre en økonomisk dyr, so-cialt uheldig og politisk farlig todeling af landet.

En fornuftigere løsning end nuværende politik er, at det offentlige ikke med støtte eller særlige skattelettelser blander sig i konkurrencen mellem virksomhederne om arbejdskraften. For at det skal være muligt at få politisk tilslutning til afskaffelse af støtteordninger, og den centralisering af arbejdsmarkedet, der følger med, er det nødvendigt at alle har mulighed for at være aktive på arbejdsmarkedet.

Det kræver en bedre sammenknytning af det nuværende udkantsområde til det arbejdsmarked, der bliver fortsat mere centraliseret omkring centerområdet, således at en så stor del af landet som muligt bliver et stort center-område. Livsåren for folket i Klaksvík skal fremover ikke være Kósin (fiskefabrik), men i stadig større udstrækning den undersøiske tunnel, som betyder, at folket i Klaksvík er del af et stort færøsk arbejdsmarked. Formålet må være, at dette også skal være gældende for de fleste andre områder i landet.

33) Norman og Ulltveit-Moe, 2008: 1034) Norman og Ulltveit-Moe, 2008: 1135) Norman og Ulltveit-Moe, 2008: 12

59

En betingelse for dette er, at det offentlige laver investeringer i den fysiske infrastruktur. Det offentlige kan med bygning af veje og anden infrastruktur knytte de små lokale markeder sammen i et stort landsdækkende marked. Det er muligt at formindske den udvikling, at folk er nødt til at flytte til centerområdet for at finde et fagligt krævende job, ved at gøre det omvendte. Frem for at flytte al arbejdskraften til centerområdet, er det muligt at flytte grænsen rundt om centerområdet så langt ud på landet som muligt med bedre infrastruktur. Bedre rejse-forbindelse skal gøre det muligt at bo i udkantsområdet og samtidig være en aktiv del af det nye arbejdsmarked, der er ved at vokse frem. En tunnel på det rigtige sted kan have afgørende betydning for et område i landet, både økonomisk og trivselsmæssigt. Hvis der bygges en undersøisk tunnel til Sandoy, vil denne efterhånden blive livsåren for folket på Sandoy frem for en offentligt støttet filetfabrik eller vederlagsfrie fisketegn. Uden god ad-gang for dem, der bor i udkantsområderne, til det store arbejdsmarked i centerområdet, er der omvendt mulig-hed for, at landet opdeles, både økonomisk og politisk.

En bedre infrastruktur sørger således for, at det bliver muligt at integrere ønskerne om arbejdspladser og mulig-heden for at bo i udkantsområdet på fornuftigere vis end gennem støtte til fiskerierhvervet. Det vil forhåbentlig formindske det politiske pres om støtte til fiskerierhvervet for at holde liv i lokale arbejdspladser. Når filetin-dustrien ikke længere er den eneste udvej for ufaglært arbejdskraft i udkantsområdet, er der håb om, at den politiske indflydelse hos den stærke alliance i fiskerierhvervet vil falde. Da vil det måske blive muligt at få et fiskerierhverv, der håndteres på et markedsmæssigt grundlag, som de fleste andre erhverv. Sammenknytningen af hele Færøerne i et stort arbejdsmarked er derfor samtidig et meget afgørende led i forsøget på at få markedet for naturressourcer, og fiskerierhvervet som helhed, til at fungere optimalt.

Det er dog selvfølgelig nødvendigt at sørge for, at infrastrukturen ikke udbygges kun for at udbygningen i sig selv skal fungere som arbejdsskabende initiativ. I den udstrækning det vurderes, at det ikke er fornuftigt at udbygge infrastrukturen til afsondrede områder, bør myndighederne bruge energi på at hjælpe folk, der vil flytte fra om-råder med økonomisk tilbagegang til områder med økonomisk fremgang, frem for at anvende store beløb på en infrastruktur, der ikke bliver benyttet.(36

Det offentligeDet er altid nødvendigt at vurdere, hvorvidt alle de varer og tjenester, der produceres af det offentlige, produce-res på fornuftigste vis, eller om de kunne produceres mere effektivt i privat sammenhæng. Opgaven bliver endnu mere nødvendig, hvis målet om en selvbærende økonomi skal opnås.

Det er vanskeligt at behandle produktiviteten i det offentlige. De opgaver, som af naturlige årsager er vanskelige at markedsgøre, er de opgaver, der lægges ud til det offentlige. Dermed bliver det vanskeligt at forøge produkti-viteten gennem konkurrencepres. Det offentlige har derfor ikke samme pres liggende på sig som private virksom-heder for at holde omkostningsniveauet nede. Dette kan medføre større ineffektivitet og dermed lavere produk-tivitet. Omvendt er det heller ikke muligt for det offentlige at kræve markedspris for sine varer og tjenester. Det betyder, at efterspørgslen efter offentlige tjenester altid er større end udbuddet. Folk er utilfredse, fordi de ikke får den mængde, og muligvis heller ikke den kvalitet, som de efterspørger for prisen på varen eller tjenesten, som i de fleste tilfælde er nul kroner. Dette kan give folk en opfattelse af, at det offentlige ikke er tilstrækkeligt godt og effektivt, selvom servicen måske er så god som det er muligt med de penge, der er sat af til at udføre denne.

Et mere påtrængende spørgsmål er, hvilke opgaver det offentlige skal løse, og hvilke opgaver enten ikke skal løses, eller skal outsources til det private. Et bidrag til debatten er kommet fra Industriens hus (Vinnuhúsið), hvor en arbejdsgruppe har fremlagt nogle ideer til, hvor der kan begyndes i en proces for at vurdere, i hvilken udstrækning og hvor der kan opnås en større effektivitet i de offentlige serviceydelser. Skriftet „Dynamik på ar-bejdsmarkedet“ fra Industriens hus har nogle forslag til, hvordan det er muligt at påbegynde en debat om, hvilke opgaver det offentlige skal påtage sig og ikke, og hvordan samfundet kan sikre sig, at det offentlige er så produk-tivt som muligt.

Men det er særdeles vanskeligt at få nogen til at komme med konkrete forslag til, hvordan det offentlige virkelig kan spare penge, og skriftet fra Industriens hus har heller ingen konkrete forslag. Mange taler om at reducere ministerierne og lignende, og det bør naturligvis være en mulighed. Men det ville ikke hjælpe meget på skatte-

36) World Bank, 2009: xv

60

trykket, selv hvis hele centraladministrationen blev nedlagt, idet denne kun kræver en lille del af de offentlige indtægter. For at kunne sænke skattetrykket mærkbart, er det oplagt først at fjerne de mange erhvervsstøtter. Hvis det ikke er muligt, så er det nødvendigt at nedlægge institutioner og tjenester, især på driftstunge områder som skoler, sundhed og ældrepleje. Men det er især vanskeligt at få nogen til at komme med konkrete forslag af denne art. Årsagen er naturligvis, at det er politisk selvmord at komme med konkrete forslag til strukturændrin-ger, der rammer offentlige tjenester og arbejdspladser, som mange færinger er tilknyttet. Men der er ingen tvivl om, at det før eller senere bliver nødvendigt at påbegynde en debat om at nedlægge fx mange skoler på bygd og nok også et sygehus. Hvis der ses bort fra afskaffelse af støtte til erhvervslivet, er sådanne initiativer de eneste, der giver mulighed for besparelser, og sidenhen skattelettelser, der virkelig kan mærkes.

OutsourcingEt problem med hjemmemarkedstjenester i et så lille land som Færøerne er, at ekspertviden indenfor produktio-nen ofte er meget begrænset. Det er vanskeligt for et lille land at finde tilstrækkeligt mange velegnede ansatte til alle de opgaver, som borgerne i et højtudviklet samfund ønsker, at hjemmemarkedet skal tilbyde. Derudover må hver enkelt ansat varetage flere opgaver end i et samfund med en større befolkning. At hver enkelt ansat må varetage mange forskellige opgaver giver lidt tid til hver enkelt opgave, hvorfor det gør det vanskeligt at blive ekspert på et område. Dette betyder, at kvaliteten på mange hjemmemarkedstjenester er ringere end i andre lande.

I sådanne tilfælde bliver outsourcing til udenlandske eksperter et vigtigt redskab, hvor dette er muligt. En grund-læggende fordel med globaliseringen er netop, at markederne bliver større og dermed også mulighederne for arbejdsdeling og specialisering. Virksomheder kan holde sig til at gøre det, de er bedst til, og lade underleveran-dører tage sig af særlige funktioner. Globaliseringen har også betydet, at en række tjenester, der tidligere var hjemmemarkedsvarer, nu kan sælges over hele verden på grund af gennembrud inden for informationsteknologi. Den nye teknologi gør det muligt at outsource opgaver, der kræver megen ekspertviden, som et lilleputland ikke besidder.

Også inden for produktionen af offentlige hjemmemarkedstjenester er ekspertviden ofte begrænset. Offentligt ansatte på Færøerne må påtage sig flere opgaver, hvor andre lande har eksperter til hver enkelt opgave. Den offentlige udarbejdelse af love er et eksempel på, at den færøske kompetence er begrænset i forhold til andre lande. Årsagen er, at hver jurist på Færøerne må arbejde indenfor flere områder, imens udenlandske kollegaer kan blive eksperter indenfor er nøje afgrænset område.

En fornuftig politisk løsning på problemet med at finde egnede ansatte til stillinger, der kræver særlige kompe-tencer, når der ikke eksisterer tilstrækkeligt med folk i landet med en sådan ekspertise, eller når stillingen er særligt følsom og kræver særlig egnethed (en højesteretsdommer fx), som ikke findes indenlands, er at finde udlændinge til at varetage jobbet.

En anden mulighed er at samarbejde med andre lande om visse tjenester. Ydelse af offentlige tjenester, som fx lovgivning, politi og regulering af erhvervsmæssig aktivitet, er ofte dyr i et lille land. Årsagen er, at der er mange faste omkostninger i produktionen, som må betales, uanset om landet er stort eller lille. Fx er det således, at kravene til et finanstilsyn er ca. de samme i et land, der har 5 millioner indbyggere til at betale omkostningen, som i et land, hvor kun 50 tusinde indbyggere er til at betale omkostningen.

De østcaribiske øer er et forbilledligt eksempel på, hvordan det offentlige kan benytte de forøgede muligheder for outsourcing, som den teknologiske udvikling og globaliseringen tilbyder. Disse øsamfund samarbejder om en fælles nationalbank, et fælles teletilsyn, fælles landsret og har outsourcet højesteret til London.(37 Dette er intet andet end almindelig outsourcing af offentlige tjenester, som borgeren efterspørger, hellere end private varer.

37) World Bank, 2009

61

Får vi en selvbærende økonomi?„Samfundet har en størrelse og en geografisk placering som gør, at det aldrig kan blive bæredygtigt, holdbart eller selvbærende.“ Rolf Guttesen, 2007

Færøerne er et lille land, og Færøerne er del af et større rigsfællesskab. Økonomer har ført frem, at begge disse forhold hver især har stor betydning for økonomisk vækst og indtægtsniveau. Når der tales om en selvbærende færøsk økonomi er det derfor nødvendigt at behandle disse emner. Hvor højt kan indtægtsniveauet på Færøerne blive uden statsydelse, hvis det organiseres rigtigt? Er det overhovedet muligt at få en selvbærende færøsk øko-nomi, især hvis begrebet omfatter et krav om, at der skal være „gode levevilkår“ i udkantsområderne?

Hvad koster det at være et lille øsamfund?Når befolkningstallet sættes ind i statistiske modeller for økonomisk vækst viser det sig, at befolkningstal ingen indflydelse har på, hvorvidt et land har højere eller lavere økonomisk vækst end andre lande.(38 At miniøkono-mier og lilleputnationer hverken har lavere eller højere økonomisk vækst end andre lande, er også konklusionen i en stor ny undersøgelse fra Verdensbanken.(39 Således eksisterer der ingen beviser i økonomiske analyser på, at landestørrelse, beregnet som befolkningstal, samlet set har positiv eller negativ indflydelse på den langsigtede økonomiske vækst i et land.

Vedrørende indtægtsniveauet, frem for væksten i indtægtsniveauet, har afsondrede lilleputnationer især to ulem-per at kæmpe med, nemlig store transportomkostninger og store faste omkostninger i hjemmemarkedsproduktion sammenholdt befolkningstallet. Nogle lilleputnationer, som fx Færøerne, er afsondrede fra store markeder, både hvad eksport og import angår. Transportomkostninger er derfor et problem, som det er vanskeligt af afhjælpe.

Faste omkostninger må ofte betales for overhovedet at påbegynde produktionen af en vare eller tjeneste. I et lille land kan disse kun spredes ud på et lille antal mennesker sammenlignet med andre lande, således at enheds-omkostningerne i hjemmemarkedsproduktion bliver meget større, både i det private og i det offentlige. Da især produktionen af mange offentlige tjenester er knyttet til faste omkostninger, bliver omkostningen af offentlige tjenester pr. indbygger større, jo mindre befolkningstallet er.

En anden konsekvens af store faste omkostninger i forhold til befolkningstallet er, at der kun er plads til få produ-center på markedet. Dette betyder, at det på et lille hjemmemarked for en vare eller tjeneste er vanskeligt at få konkurrence om kunderne. Manglende konkurrence gør så, at produktionen af hjemmemarkedsvarer og -tjenester bliver ineffektiv. Af samme årsag bliver skaden af et lille hjemmemarked dobbelt.

Omvendt kan man argumentere for, at lande som Færøerne har nogle fordele angående økonomisk udvikling. En fordel er, at øsamfund gennem søvejen har nem adgang til større markeder. Selv om Færøerne er afsondrede, har vi fri adgang til det europæiske og amerikanske kontinent. Mange lande har ikke denne direkte adgang til de store markeder. Fx har mange afrikanske og sydamerikanske lande ikke adgang til søveje, men må først transpor-tere varerne gennem nabolande for at få adgang til søvejene, som så kan transportere varerne til og fra de store markeder. Af forskellige årsager er det ikke altid lige let at få sine varer transporteret via nabolandene. Dette problem har færinger ikke.

Den største fordel er dog uden tvivl, at et lille land er nødt til at være åbent overfor omverdenen. Omkostningen ved økonomisk isolation er alt for stor og åbenlys til, at en sådan er en politisk mulighed. Lilleputnationer bestræ-ber sig derfor for det meste på at have en åben økonomi for at få flest mulige fordele af handel med omverde-nen.

At være en lilleputnation kan således være både godt og negativt for indtægtsniveauet. Derfor må den samlede indflydelse af forskellige ulemper og fordele ved at være en lilleputnation vurderes med udgangspunkt i statistik-kerne. Når der kigges på statistikkerne, fremgår det, at lilleputnationer i gennemsnit har et tilsvarende højt ind-tægtsniveau som andre lande.(40 Som figuren forneden viser, er der ingen klar forbindelse mellem befolkningstal og BNP pr. indbygger. Mange lilleputnationer klarer sig bedre økonomisk end mange større lande, men det er hel-ler ikke svært at finde eksempler på det modsatte.(41 Der eksisterer således ingen beviser på, hvorvidt lille stør-relse samlet set er en ulempe eller en fordel, når det drejer sig om økonomisk udvikling.

38) World Bank, 200939) Armstrong og Read, 200440) World Bank, 200941) Armstrong et al, 1998

62

Hvad koster økonomisk suverænitet? Som gruppe har små lande således i gennemsnit lige stor økonomisk vækst og er lige så rige som større lande. Men mange små lande er del af en større union og modtager ofte forskellige slags ydelser fra kolonimagten. Man kan derfor have en mistanke om, at disse ydelser er årsagen til, at lilleputlande i gennemsnit har tilsvarende stor økonomisk vækst og tilsvarende højt indtægtsniveau som større lande.

Når man ser på alle lande samlet, viser det sig dog, at der ikke eksisterer en bestemt forbindelse mellem valuta-gaver og langsigtet økonomisk vækst.(42 Omvendt viser det sig, at indbyrdes i gruppen af små øsamfund er der for-skel i gennemsnitligt indtægtsniveau blandt dem, der er del af en union, og dem, der ikke er. På et statusbillede for 2005 fremgår det, at der indbyrdes i gruppen af lilleputnationer er en negativ forbindelse mellem suverænitet og gennemsnitligt indtægtsniveau. Lilleputnationer, der er dele af et større rige, synes at have højere disponibel BNI pr. indbygger end lilleputnationer, der har suverænitet.(43

Det er blevet forsøgt at forklare denne statistiske forbindelse på forskellig vis. Nogle mener, at imens suveræ-nitet kan have givet politiske og psykologiske fordele, så har det skadet hellere end hjulpet på det materielle velfærdsniveau i de lande, der har fået suverænitet. Årsagen til forskellen i indtægtsniveau siges at være bedre økonomisk forbindelse til det store land i rigsenheden.(44 Fx er det ofte sådan, at lilleputnationer, der er del af et større rige, modtager større valutagaver pr. indbygger, bedre adgang for indbyggerne til at arbejde i andre lande samt andre muligheder at benytte sig af ved at være borger i et større rige.(45 Dette burde ikke være et fremmed fænomen for færinger. Med det er nødvendigt at være påpasselig, når sådanne konklusioner laves. At små øsam-fund, der har fået suverænitet, i gennemsnit er fattigere end de lande, der ikke har fået suverænitet, er ikke bevis på, at det er suverænitet i sig selv, som gør, at disse lande i gennemsnit er fattigere. Årsagen kan være, at der eksisterer en tredje årsag, som bestemmer, både hvorvidt et øsamfund er suverænt eller ej, og hvorvidt det har et højt indtægtsniveau eller ej. Hvis undersøgelsen ikke tager højde for dette, kan resultatet være, at der laves konklusioner, som der ikke er grundlag for.

42) Rajan og Subramanian, 200843) Armstrong og Read, 200444) McElroy og Sanborn, 200545) Bertram, 2007

Indbyggertal og indtægtsniveau

Indbyggertal

BNP

pr.

indb

ygge

r

63

Den mest oplagte mulighed i denne forbindelse er, at de store lande ofte vælger at holde fast i de kolonier, der klarer sig bedst økonomisk, og at give slip på dem, der klarer sig mindre godt.(46 En ting, der taler for dette er, at de lande, der er del af et større rige, allerede i 1970 i gennemsnit var rigere end de lande, der senere fik suveræ-nitet. Årsagen til højere indtægtsniveau er derfor, også i dag, en anden end status som koloni. I en videnskabelig artikel fra 2004 fremgår det, at da alle de lande, der er med i undersøgelsen, stadig var kolonier, var indtægtsni-veauet i de lande, der i dag stadig er kolonier, tre og en halv gang så højt som i de lande, der sidenhen har fået suverænitet.(47 Artiklen viser derfor, at det ikke er muligt at fortolke en negativ forbindelse mellem suverænitet og indtægtsniveau som bevis for, at suverænitet i sig selv medfører et lavere indtægtsniveau, i hvert fald ikke som et langtidsfænomen.

Artiklen laver også en statistisk undersøgelse, der tager højde for omstændigheder, der kan være årsag til både politisk situation som koloni eller suverænt land og indtægtsniveau. Konklusionen er, at der ingen direkte forbin-delse er mellem suverænitet/kolonistatus og indtægtsniveau.(48 Det vil sige, at når der tages højde for forhold, der både har indflydelse på politisk situation og indtægtsniveau, viser det sig, at det i gennemsnit ingen indfly-delse har på et lands langtidsøkonomiske bedrifter, hvorvidt det er suverænt eller ej. Op imod de årsager, der nævnes som grund til, at suverænitet i sig selv medfører, at disse lande i gennemsnit bliver fattigere end lande i en union, vejer således andre forhold, der virker omvendt.

Et af disse forhold kan være, at i stedet for forskellig slags finansiel hjælp fra den forhenværende kolonimagt, modtager landene hjælp fra internationale institutioner. Dette har vi ikke statistikker til at undersøge, så vi ved det ikke, men det er en mulighed. Hvis dette er hovedårsagen til, at suveræne lande ikke klarer sig værre en de små øsamfund, der bliver i et større rige, så er konklusionen klar, nemlig, at afskaffelse af finansielle støtteord-ninger, som fx statsydelsen, koster økonomisk velstand, ikke kun midlertidigt, men også med tiden.

En anden mulighed, der er mere i tråd med det, som økonomien lærer os, er, at tabet af økonomisk hjælp fra den gamle koloni over en kortere periode medfører et lavere indtægtsniveau, men at tabet efterhånden vindes tilbage. Set over en længere periode, burde det være uvæsentligt for indtægtsniveauet, hvorvidt landet modta-ger finansiel hjælp eller ej, idet den langsigtede økonomiske vækst bestemmes af mere grundlæggende forhold, dvs. hovedsageligt produktivitetsvækst. Denne vækst stammer så igen fra teknologisk udvikling samt fornuftige erhvervsmæssige rammer, et frit arbejdsmarked og veluddannet arbejdskraft.

Vi undersøger denne mulighed ved at se på, hvilken indflydelse det har haft på indtægtsniveauet i lilleputnationer rundt hele verden, at de har mistet deres finansielle ydelser og anden hjælp fra kolonimagten. Præcist, så ser vi på lilleputnationer, som har fået politisk suverænitet de seneste 50 år.(49 Vi samler tal for indtægtsniveauet i alle lande med færre end 3 millioner indbyggere, hvor der eksisterer sammenlignelige tal, i perioden 1960-2005. Der er 55 sådanne lande. Siden opstiller vi en statistisk model, som vi bruger til at lave en vurdering af, hvilken indfly-delse løsrivelse i gennemsnit har haft på indtægtsniveauet i denne gruppe lande sammenlignet med situationen, som den ville være, hvis de ikke fik løsrivelse. Vi ser på indtægtsniveauet, umiddelbart efter at løsrivelsen var en realitet, og siden 5 år senere, 10 år senere og så fremdeles, indtil 40 efter løsrivelsen.

Det er vigtigt at overveje, at der både kan være fejl forbundet med de statistikker, der anvendes i denne under-søgelse, og med den statistiske model, så resultaterne skal kun vurderes som et fingerpeg. Derudover har vi ikke statistikker for, hvilken finansiel støtte landene fik fra deres kolonimagt inden løsrivelsen, i en mulig overgangs-periode og muligvis også bagefter. Der er også stor forskel på, hvordan udviklingsniveauet i de forskellige lande var, da de blev suveræne. Derfor er det bedst at fortolke resultaterne som et fingerpeg om, hvad der ville ske på Færøerne, hvis al økonomisk hjælp fra Danmark faldt bort fra den ene dag til den anden, både statsydelsen og andre udgifter af Færøerne og færinger, som danskere betaler.

Figuren forneden viser resultatet af den statistiske undersøgelse. På figuren fremgår det, at indtægtsniveauet ifølge den statistiske model i gennemsnit faldt 14%, da løsrivelsen fandt sted i landene, der indgår i undersøgel-sen, sammenlignet med, hvis landet ikke havde løsrevet sig. 5 år efter løsrivelsen var en del af tabet, sammen-lignet med hvis landet ikke havde løsrevet sig, vundet tilbage, således at indtægtsniveauet nu var 6% lavere, end det ville være, hvis landet ikke havde løsrevet sig. Da 25 var gået, var landene i gennemsnit kommet tilbage til

46) Betermier, 200447) Betermier, 200448) Betermier, 200449) Vi anvender politisk løsrivelse som markør for, at et land ikke længere modtager finansielle ydelser og anden hjælp fra kolonimagten.

Efter vores bedste økonomiske overbevisning har politisk løsrivelse i sig selv ingen indflydelse på indtægtsniveauet.

64

samme niveau, som de ville være på, hvis de ikke havde løsrevet sig. Efter de 25 år og frem har landene samme indtægtsniveau, som de ville have, hvis de ikke trak sig ud af det rigsfællesskab, de var i.

Med de ovennævnte forbehold om mulige fejl i undersøgelsen in mente er det muligt at anvende resultaterne til at give et billede af, hvilken indflydelse fjernelse af al finansiel hjælp fra Danmark ville have på det færøske indtægtsniveau. I første omgang stemmer resultaterne godt overens med det, som økonomien lærer os, at over en længere periode har finansiel hjælp fra kolonimagten ingen indflydelse på indtægtsniveauet. Efterhånden vin-der landet det tabte indtægtsniveau tilbage igen. I anden omgang er det klart, at tabet af valutagaver og anden hjælp er dyr. Omkostningen er størst i begyndelsen, men er synlig over en længere periode. Dette er også i tråd med vores økonomiske analyser. Når en indtægtskilde forsvinder, tager det tid for økonomien at omorganisere sig, således at den kan fylde det hul, som står tilbage efter den forsvundne indtægtskilde.

70

80

90

100

110

120

130

% af BNP som koloni

År efter løsrivelse

0 5 10 15 20 25 30 35 40

%

65

Færøernes ValgEt erhvervsliv, der har muligheder og kompetencer til fortsat at forøge produktiviteten i produktion af varer og tjenester, er den sikreste og, når alt kommer til alt, eneste vej til et så højt velfærdsniveau som muligt. Samtidig er det således, at i den udstrækning, det færøske erhvervsliv tager imod fortsatte muligheder for produktivi-tetsforøgelser, kommer dette til at indebære, at de mindst produktive enheder fortsat presses ud, imens nye og mere produktive virksomheder vinder frem. I denne proces omorganiseres erhvervslivet, ved at fordelingen af lønmodtagere og arbejdspladser mellem forskellige virksomheder og erhverv og mellem de forskellige områder i landet fortsat ændres. Især flyttes fordelingen af lønmodtagere væk fra fiskerierhverv over mod andre erhverv, og arbejdspladserne bliver mere geografisk centraliseret end tidligere.

Den ene mulighed er, at velfærden for dem, der er beskæftiget i fiskerierhverv, fortsat prioriteres højest. Virk-somheder i fiskerierhverv modtager da fortsat den støtte, der er nødvendig, for at de skal kunne konkurrere med andre færøske virksomheder om den færøske arbejdskraft. Det gør det vanskeligere for andre virksomheder på Færøerne at tiltrække arbejdskraft og at tage imod muligheder for produktivitetsforøgelser. På den måde bliver andelen af arbejdstagerne, der er beskæftiget i fiskerierhvervet holdt oppe. En konsekvens heraf er, at alliancen af særinteresser i fiskerierhvervet beholder sin politiske magt. Denne magt kan så anvendes til også i fremtiden at modtage den nødvendige støtte til at fastholde alliancens politiske magt i en selvforstærkende cirkel. Omkostnin-gen er et gennemsnitligt indtægtsniveau på Færøerne, der er lavere, end det kunne være. Men dette accepteres, fordi det ikke er den gennemsnitlige borgers velfærd, der prioriteres højest. Resultatet bliver en økonomi, der langt senere end nødvendigt bliver selvbærende, hvis nogensinde.

Den anden mulighed er, at det politiske ønske er at opnå et så højt indtægtsniveau på Færøerne som muligt. Det accepteres derfor, at en markedsøkonomi vedvarende omskaber erhvervsliv og økonomisk mønster. Den politiske kurs vil da være at skabe så fri konkurrence om færøske naturressourcer og færøsk arbejdskraft som muligt. De, som bliver til overs i fiskerierhvervet, får i stedet gode muligheder for at blive boende i udkantsområderne, hvis de ønsker det, og samtidig at få arbejde på det store arbejdsmarked, som centraliseres stadig mere omkring centerområdet. Konsekvensen af denne politiske kurs vil være, at efterhånden som stadig færre folk arbejder i fiskerierhvervet, mister alliancen i fiskerierhvervet politisk magt. Dermed bliver det lettere også i fremtiden at have fri konkurrence om naturressourcer og arbejdskraft. Resultatet bliver en økonomi, der bliver selvbærende langt før, end hvis den nuværende økonomisk-politiske kurs fortsættes.

BibliografiAcemoglu, Daron og James R. Robinson (2001): „Inefficient Redistribution“, American Political Science Review

95, 649-61Armstrong, H., R. J. de Kernenoael, X. Li og R. Read (1998): „A Comparison of the Economic Performance of

Different Micro-states, and Between Micro-states and Larger Countries“, World Development 26(4), 639-656.Armstrong, H. og R. Read (2004): „Insularity, remoteness, mountains and archipelagos: A combination of chal-

lenges facing small states?“Baldwin, Richard E. (2005): „Industry location: The causes“, Swedish Economic Policy Review 12, 95-27.Baumol, William (1967): „Macroeconomics of unbalanced growth: the anatomy of the urban crisis“, American

Economic Review 57(3), 415–26.Bertram, Geoff (2007): „Reappraising the Legacy of Colonialism: A Response to Feyrer and Sacerdote“, Island

Studies Journal 2(2), 239-254.

66

Betermier, Sebastien (2004): „Selectivity and the Economics of Independence for Today’s Overseas Territories“, Explorations: The U. C. Davis Undergraduate Research Journal 7, 64-85.

Búskaparráðið (2002): Búskaparligt grundstøði. Ein nýggj tilgongd til lýsingar av føroyska búskapinum.Búskaparráðið (2002): Vinnupolitikkur.Combes, Pierre-Philippe, Thierry Mayer og Jacques-Francois Thisse (2008): Economic Geography. Princeton Uni-

versity PressDixit, Avinash og John Londregan (1996): „The Determinants of Success of Special Interests in Redistributive

Politics“, Journal of Politics 58, 1132-55.Dixit Avinash og John Londregan (1995): „Redistributive Politics and Economic Inefficiency“, American Political

Science Review, Vol. 89, No. 4, pp. 856-866Drazen, Allan (2000): Political Economy in Macroeconomics. Princeton University PressFelagið Línuskip, Meginfelag Útróðrarmanna, Føroya Fiskimannafelag og Føroya Reiðarafelag (2009): „Húka-

flotin í kreppu“Fernandez, Rachel og Dani Rodrik (1991): „Resistance to Reform: Status Quo Bias in the Presence of Individual

Specific Uncertainty“ American Economic Review 81, 1146-55.Føroya Løgting. Lóg um vinnuligan fiskiskapGuttesen, Rolf (2007): „Bankasøgur og 100 ára føroysk økonomisk søga“. Gylfason, Thorvaldur (2009): „Is Iceland too small?“, VOX, finst á www.voxeu.org Hansen, Jørn Astrup (2007): „Færøerne – fra planøkonomi til markedsøkonomi“, Samfundsøkonomen.Kornai, Janus (1979): „Resource-Constrained versus Demand-Constrained Systems“, Econometrica 47(4), 801-

819.Maddison, Angus (2009): „Statistics on World Population, GDP and Per Capita GDP, 1-2006 AD“, www.ggdc.net/

maddison/McElroy, Jerome L. og Katherine Sanborn (2005): „The Propensity for Dependence in Small Caribbean and Paci-

fic Islands“, Bank of Valletta Review 31, 1-16.Mohr, Birgir (2009): „Sambinding av Føroyum er alneyðug at halda áfram: Undanstøkkingar-politikkur“, Sosial-

urin 2. oktober.Moss, Todd, Gunilla Pettersson og Nicolas van de Walle (2006): „An Aid-Institutions Paradox? A Review Essay on

Aid Dependency and State Building in Sub-Saharan Africa“, Center for Global Development Working Paper no.74

Norman, Victor (1993): Næringsstruktur og utenrikshandel i en liten åpen økonomi. UniversitetsforlagetNorges Offentlige Udredninger (2000): En strategi for sysselsetting og verdiskaping. Oslo: Statens forvaltnings-

tjenesteNorman, Victor D., og Karen Helene Ulltveit-Moe (2008): „Globalisering og omstilling: Holder den norske

modellen mål?“, Samfunnsøkonomen 6, 1-13.Obstfeld, Maurice og Kenneth Rogoff (1996): Foundations of International Macroeconomics. MIT PressOskarsson, Hermann (2004): Økonomien i Rigsfællesskabet, framløga á Fólkatingi.Rajan, R. G. og A. Subramanian (2008): „Aid and Growth: What Does the Cross-Country Evidence Really

Show?“, Review of Economics and Statistics 90(4), pp. 643-665.Rigsombudsmanden på Færøerne (2008): BeretningRigsombudsmanden på Færøerne (1989): BeretningRobinson, James A. (1998): „Theories of „Bad Policy““, Policy Reform, Vol. 1 pp. 1-46Ross, Michael L. (1999): „The Political Economy of the Resource Curse“, World Politics 51, pp. 297-322Ross, Michael L. (2004): „Does Taxation Lead to Representation?“, British Journal of Political Science 43, 229-

249.Samtak (2008) „Varðveitið sjómannaskattin og 25% markið fyri landingum uttanlands“, 7. juli,

http://www.samtak.fo/Default.aspx?pageid=429&NewsItemID=1314Sibert, Anne (2009) „Undersized: Could Greenland be the new Iceland? Should it be?“, VOX,

finst á www.voxeu.orgStigler, George (1971) „The Economics of Regulation“, Bell Journal of Economics 2, 3-21.United Nations (2008): „World Urbanization Prospects: The 2007 Revision“Vinnuhúsið (2006): Dynamikkur á arbeiðsmarknaðinum.World Bank (2007): World Development Indicators.World Bank Growth Commission (2009): The Growth Report: Strategies for Sustained Growth

and Inclusive Development.World Bank Growth Commission (2009): Urbanization and Growth.

67

68

Den Nordatlantiske GruppeChristiansborgDK-1240 København K

Tlf.: +45 33 37 55 00DNAG.dk