NETVÆRKET. Her er nogle af dem, som er parate til at bryde loven for at hjælpe de irakiske asylansøgere. Fra venstre Sigurd Jacobsen, Kirkeasyls pressegruppe, Pil Christensen, formand for Støtte-komitéen for skjulte flygtninge, StineBrix, kasserer i støttekomitéen, Niels BoOlsen, Kirkeasyls hverdagsgruppe, Signe Ferch, næstformand i støttekomitéen, Simone Madsen Bjerre, Kirkeasyls kampagnegruppe og Solveig MadsenZeppenfeld, Kirkeasyls kampagnegruppe.Foto: Tobias Selnæs Markussen

Udvisningen af de afviste irakiskeasylansøgere har fået modstandere af regeringens asylpolitik til at finde sammeni nye netværk. De er parate til at brydeloven for at hjælpe de irakere, som nu skjulersig for de danske myndigheder. Her er historienom, hvordan netværkene opererer i al hemmelig-hed. Hvordan de laver aftaler med hospitaler, lægerog folk, der er klar til at gemme flygtninge.

Søndag 13. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

PSTil hverdag sidder debare og kigger. Menén gang hvert halve årbliver de handikappe-de på Lions Kollegietinviteret på fisketur.Vi tog med. Side 7

Tag med ud og fisk»Der er størreproblemer end den der skide burka –for at sige detpå dansk«. Side 2

Burka-debat

»Vi er en ny modstandsbevægelse«

Camilla Tved har fundet fremtil den kurdisk talende lægeved at spørge flere bekendte.Lægen arbejder på et hospitali København, og han behøver

ikke yderligere overtalelse, før han sigerja til i al hemmelighed at skanne den ira-kiske kvinde i sin frokostpause.

Camilla Tved, der selv studerer til jord-emoder, har flere gange tilset den iraki-ske kvinde. Det er i slutningen af juni må-ned i år, og kvinden er et godt stykke hen-ne i sin graviditet. Hun har tidligere født

et dødt barn, og Camilla Tved er bange for,at der også vil være noget galt dennegang. Derfor er hun meget opsat på at fåkvinden skannet.

Kvinden er en af de afviste irakere, sompå det tidspunkt har taget ophold i Bror-sons Kirke på Nørrebro i København.Mens regeringen og en stor del af opposi-tionen står fast på, at irakerne skal sendeshjem, forsøger frivillige i den nyoprette-de forening Kirkeasyl at hjælpe irakerne.Heriblandt Camilla Tved.

Den irakiske kvinde, som Camilla Tveder bekymret for, tør ikke henvende sig tilde danske sundhedsmyndigheder af

frygt for, at politiet så vil arrestere hendeog sende hende tilbage til Irak.

Derfor har Camilla Tved lavet den hem-melige aftale med den kurdisk talendelæge. Netop fordi han kan kurdisk, kanhan tale med kvinden.

Sammen med kvinden dukker CamillaTved op på lægens hospital på det aftaltetidspunkt.

De bliver hurtigt ført ind i et lokale,hvor der er udstyr til at skanne kvindensmave. Normalt skal patienterne opgivecpr-nummer. Men i dette tilfælde bliver

CLAUS BLOK THOMSEN

Fortsættes side 6

Fo

to: N

iels

Ch

rist

en

sen

Fo

to: F

red

Ern

st/A

P

Det norske Fremskrittsparti er gået fremmed stormskridt og er landets næststørsteparti. Nu går partiets leder, Siv Jensen, efterstatsministerposten ved valget om otte da-ge. Men hvordan kan et parti, der beskrivessom fremmedfjendsk og populistisk, få såstor opbakning? Ifølge Siv Jensen kommerinspirationen fra det danske Venstre.

A nsigterne er furede og udtrykslø-se.

Midaldrende mænd i blå jeansog jakker skutter sig, da de træder ud afderes amerikanske firehjulstrækkere. Etkort nik til venner og bekendte. Og en lav-mælt hvisken med hustruen, der hiverparaplyen frem til manden.

Dette er norsk cowboyland. Her bliverfolk ikke nemt imponeret. Slet ikke af po-litikere, der kommer fra Oslo.

Alligevel er de mødt op på parkerings-pladsen foran City Nord i udkanten af Bo-dø for at møde det store norske samtale-emne: Siv Jensen. Formand for Frem-skrittspartiet, der ved sidste valg blevlandets næststørste parti – og som går ef-ter regeringsmagten ved valget 14. sep-tember.

Her er det omstridte parti som i restenaf landet stormet frem de seneste år. Vedkommunalvalget for to år siden fik parti-et 24,4 procent af stemmerne og øgedeantallet af mandater fra 6 til 10 ud af 39 by-rådspolitikere i Bodø

Vi er langt fra Oslos elite af politikere,journalister, kulturpersonligheder og er-hvervsledere. Helt nøjagtig over 1.200 ki-lometer. Eller lige så langt, som der ermellem København og Paris.

Men det kunne lige så godt være Midt-vesten i USA.

Faktisk spiller Siv Jensens velsmurtevalgkampagne rundt i de mest øde egne iNorge bevidst på amerikanske værdier ogsymboler. På valgmødet i Bodø præsente-res hun som en amerikansk præsident-kandidat, der er i gang med at knuse Ar-bejderpartiets nuværende statsminister,Jens Stoltenberg.

Kampagnebussen står på parkerings-pladsen med et foto af en smilende Sivblæst op som plakat over en del af bussen.Og som opvarmning til hendes tale spil-les amerikansk blues og country. Tomænd iført guitar og keyboard får sat lidtliv i folk: De vipper med foden.

Imens trommer regndråberne stadigkraftigere på paraplyerne. Men det stop-per ikke køen ved de to telte, hvor partietgiver gratis pølser og varme vafler medpartiets logo.

Ingen undrer sig over, at bluesguitari-sten med den drævende amerikanskesangstemme på scenen står i en norsk fol-kedragt med hvide ankelstrømper og sor-te sko med blanke spænder. Og at de toherrer kommer fra et orkester, der heddernoget så ærkenorsk som Peer Gynt Band.

Her i Nordnorge med de store vidder erdet ikke nogen modsætning. Tværtimod.

Derfor rynkes der heller ikke et øjen-bryn, da partiets mødeleder sammenlig-ner Siv Jensen med den legendariske ame-rikanske præsident Franklin D. Roosevelt.Heller ikke selv om mødelederen frem-hæver Roosevelts økonomiske og socialereformprogram ’New Deal’.

»Det kan også oversættes til fornyelse«,siger mødelederen uden at blinke med øj-nene, mens han henviser til Fremskritts-partiets ’100 dages-program’, der med si-ne stramninger ellers ligger milevidt fradet historiske amerikanske reformpro-gram.

Men det er tydeligvis ikke afgørende.Det vigtigste er symbolværdien: den ame-rikanske pionerånd.

Selv om regndråberne danser stadig ly-stigere, ænser ingen regnen, da 40-årigeSiv Jensen kommer på scenen i højhæledestøvler. Stemmen er hæs, men engage-mentet fejler ikke noget. Gang på ganghæver hun hånden og skærer luften ud iskiver, når pointerne skal understreges.

Flere penge til ældrepleje og sygehuse.Mere politi i gaderne og strengere straffe.Flere veje og væk med bompenge. Og kravom en meget strammere asylpolitik.

Her er Danmark tydeligvis nærmest pa-radis, mener Siv Jensen. Hun håner dennorske statsminister, Jens Stoltenberg,for at ville sætte ny norsk rekord i modta-gelse af asylansøgere, hvoraf mange ikkehar lovlige identitetspapirer.

»Norge har seks gange flere end voresnaboland Danmark. Hvordan er det mu-ligt? Det er altså muligt, fordi danske em-bedsmænd har strammet reglerne op oghar klaret at styre strømmen. Norskemyndigheder har ikke klaret det«, tord-ner hun og får mødets største bifald.

Hun nævner kun én undtagelse fra enstramning: FN’s kvoteflygtninge, som

Norge skal hjælpe. Men ellers er der ingennåde: »Norge skal ikke være frihavn formennesker, der brænder deres identitets-papirer«.

Dansk forbilledeUnder hele valgkampen har partiet bank-et ind i hovedet på vælgerne, at antallet afasylansøgere i Norge er mere end fordob-let til over 14.000 fra 2007 til 2008. Og derer skruet op for retorikken.

»Dagens indvandringspolitik har spil-let fallit, når samtlige af de 41 sidste over-faldsvoldtægter i Oslo er begået af ikke-vestlige indvandrere og asylsøgere«, sag-de Siv Jensen i valgkampens indledning.Så var den hårde tone lagt.

Hun introducerede også det elastiskebegreb ’snigislamisering’: »Oslo og andrestore byer i Norge kan nærme sig de til-stande, vi ser i Malmø. Hvor udryknings-personale ikke tør køre ind i enkelte byde-le, hvor sharialovene har overtaget fuld-stændig, og hvor svensk lov er sat til side«.

Hendes udtalelser fik de andre politi-ske partier til at protestere voldsomt, ogandre borgerlige partier tog afstand fraSiv Jensen.

»Det har visse lighedstræk med mel-lemkrigstidens frygt for andre minorite-ter, dengang jøder«, sagde Høyres Per Kri-stian Foss i en radiodebat på NRK.

Det stoppede ikke Siv Jensen, som frem-hævede Danmarks stramme asylpolitikog lukkede asyllejre som målet. I det heletaget har partilederen tydeligvis indgåen-de studeret den borgerlige magtoverta-gelse i Danmark i 2001.

Om formiddagen før valgmødet i Bodøfremhævede hun over for Politiken inspi-rationen fra Danmark som en af forkla-ringerne bag partiets fremgang:

»Vi står os godt, fordi vi har klare svar påde udfordringer, som det norske sam-fund står over for. Ligesom det danskeVenstre gjorde i Danmark, da de indtogregeringskontorerne. I det norske Frem-skrittsparti har vi rejst de samme pro-blemstillinger. Når det danske Venstrekunne vinde et valg i Danmark, er det heltoplagt, at det samme kan ske i Norge«.

Men det er ikke rollen som Pia Kjærs-gaard og Dansk Folkeparti, hun vil overta-ge. Hun vil ikke spille birollen. Siv Jensenvil have hovedrollen. Ligesom det danskeVenstre. Den norske vælgeropbakning tilFremskrittspartiet er dobbelt så stor somDansk Folkepartis opbakning i Danmark– og Siv Jensens forbillede er Anders FoghRasmussen.

»Vi har i mange år ment, at det danskeVenstre står os nærmere i de fleste politi-ske spørgsmål. Vi kan genkende os selv idet, de siger, det, de gør, og det, de gen-nemfører. Så for os er der ingen diskus-sion om det. Vi følger nøje med i forholdtil mange af de ændringer og beslutnin-ger, som den danske regering har gen-nemført gennem flere år«.

Derfor er partiets ’100 dages-program’baseret på den samme kontraktpolitikmed vælgerne, som Fogh lancerede i Dan-mark under valgkampen i 2001. Det nor-ske parti spiller på vælgernes politikerle-de over brudte løfter og lover at gennem-føre de fleste valgløfter i løbet af 100 dage.

Men Siv Jensens hyldest til det danskeVenstre er kontroversielt både i Norge ogDanmark.

Allerede i foråret vakte det opsigt, daVenstres daværende politiske ordfører,Inger Støjberg, på et møde i Norge sagde,at det danske Venstre og det norske Frem-skrittsparti står skulder ved skulder, nårdet drejer sig om indvandring, ligestil-ling og sundhedspolitik. Desuden sam-menlignede Støjberg den norske partile-der med Anders Fogh Rasmussen.

Andre danske venstrepolitikere var ra-sende over Støjbergs melding, og i Norgehar det norske Venstre protesteret høj-lydt. Partiet afviser at lægge mandater tilen norsk regering med Siv Jensen ogfremhæver, at Jensens parti er fremmed-fjendsk og populistisk.

Den norske gådeFor mange nordmænd er Fremskrittspar-tiets eksplosive fremgang da også en gå-de. Den nye virkelighed gik for alvor opfor nordmændene ved sidste valg en sep-temberaften i 2005. Mens personalet hosWallmans Salonger i Oslo servede bøfstroganoff og servede vin for partiets le-delse og tilhængere, dundrede ’We arethe Champions’ gennem højtalerne.

Det kontroversielle parti havde fået 22,1

procent af stemmerne. Hele otte procentflere end det næststørste borgerlige parti,Høyre. Og kun 10 procent efter landetsstørste parti, Arbejderpartiet.

Og Fremskrittspartiets daværende le-der gennem næsten alle år, Carl I. Hagen,udlagde den aften i Wallmans Salongermålet og drømmen: »Nemlig at Frem-skrittspartiet i dette århundrede skal bli-ve det samme, som Arbejderpartiet var idet forrige århundrede«.

Detaljerne i valgresultatet var rystendelæsning for Arbejderpartiet.

Med ét var Fremskrittspartiet blevet detstørste parti blandt ufaglærte arbejdere.Hele 36 procent af de ufaglærtes afgivnestemmer gik til partiet. Og blandt de ar-bejdsløse fik Fremskrittspartiet støtte fra37 procent.

De mindst privilegerede stemte altsåpå et parti, som blandt andet går for storeskattelettelser – især til de rige. Det var etparadoks. Reaktionen var chok, også i me-dierne. Som en kommentator skrev i lan-dets største avis, VG:

»I verdens bedste land at leve i er de,som stemmer Frp, verdensmestre i atklynke og klage. Det er et utaknemmeligt,forkælet folkeslag (...) De vil bare blive grå-digere, mere selvgode og mere højredre-jede, jo flere penge, de får mellem hæn-derne«.

Men den forklaring stemmer ikke over-ens med, at Fremskrittspartiet netop hen-ter mange stemmer fra folk med hus-

standsindkomster på under 400.000norske kroner.

Avisen Dagens Næringsliv kom med enanden forklaring og lancerede begrebet’petroleumspopulisme’.

Landets oliefond med over 2.500 milli-arder norske kroner gør det nemlig mu-ligt for Fremskrittspartiet at kræve detumulige: nemlig at kræve store skattelet-telser og samtidig stille krav om et vel-standsløft og bruge flere offentlige pengepå ældre og syge – samt på udbygning afveje i det store land.

Det samler to store vælgergrupper,som normalt har modsatte interesser:selvstændige og andre med ondt i skattenog arbejdere med lave indkomster, sombruger velfærdssystemet.

Det kræver dog, at der bliver åbnet foroliepengene. De andre politiske partierfra venstre til højre har gennem årene væ-ret enige om at gemme oliemilliarderne

SLUTSPURTEN. Partileder SivJensen fra Fremskrittspartiet var pårundtur i den norske by Bodø under sinvalgkampagne. Men den borgerligedanske regeringsom forbillede vil hunhave en stram asylpolitik og skatte-lettelser. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Cowboydronningen af Norge

LARS HALSKOV, BODØOG TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN (FOTO)

PS faktaSIV JENSEN

Født 1. juni 1969 i OsloOslo Handelsgymnasium, 1985-1988 Uddannet diplomøkonom fra NorgesHandelshøjskole, 1992Salgskonsulent i Radio 1, 1992-1994Organisatorisk næstformand iFremskrittspartiets afdeling i Oslo,1995-1996Medlem af repræsentantskabet i Spa-rebanken NOR, Oslo, 1995-1997Medlem af Ligningsnævnet, Oslo,1995-1997Oslo bystyre, 1995-1999 Stortinget, 1997-Næstformand i Fremskrittspartiet,1999-2006Pensionskommissionen, 2001-2002 Formand for Fremskrittspartiet, 2006-

4 ps SØNDAG 6. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

PS vagtskifte DE NYE RADIKALE

Rasmus Helveg Petersen og næstfor-mand Zenia Stampe kæmper om atovertage Simon Emil Ammitzbøllsplads.

Anne Marie Geisler Andersen harovertaget posten fra Morten Helveg Pe-tersen. Hun skal kæmpe for at beholdeden mod tidligere EP-kandidat SofieCarsten Nielsen.

Camilla Hersom, der i dag er formandfor Forbrugerrådet, kæmper på Fynmod Merete Risager om at overtageNiels Helveg Petersens plads.

Manu Sareen står til at overtage LoneDybkjærs plads. Som anden kandidat iKøbenhavn nævnes Uffe Elbæk ellerLaura Friberg.

Lotte Rod afløser formentlig BenteDahl.

En radikal generation tjekker ud

N iels Helveg Petersen og Lone Dyb-kjær træder ud af billedet efternæste folketingsvalg. Det samme

gør Jørgen Poulsen og Bente Dahl. MortenHelveg er lige gået, og det er længe siden,Simon Emil Ammitzbøll gik. På søndagtræder den mangeårige landsformand,Søren Bald, ned fra scenen. De ligner en fa-milie i opløsning.

Sammen med dem slutter en epoke.Det tætte regeringssamarbejde med Soci-

aldemokraterne er ikkelængere en selvfølge, ogde radikale har meldt sigind i en blok frem for atstå frit som midterparti.

Men det bliver ikke enrolig afslutning. Internuro om den strategiskelinje og skepsis over for

projektets holdbarhed præger partiet,mens S og SF spiller med musklerne ogskubber de radikale længere væk.

Men mens de radikale slås med og modS og SF på Christiansborg, og det ene med-lem efter det andet meddeler, at de ikkeønsker at fortsætte den politiske karriere,så tegner der sig et nyt portræt i det radi-kale bagland. En ny generation af radikaleer klar til at tage over. Sultne, kamplystneog frigjorte fra traditioner om, at manskal sidde i regering for at være en ægteradikal.

De seneste otte år har vist en ny genera-

tion af radikale, at man ikke altid kan sid-de i regering, og at magten kan findes irollen som støtteparti.

»Det skræmmer ikke mig at stå uden foren regering. Jeg er ikke vokset op den tra-dition«, siger Manu Sareen, der står til atovertage Lone Dybkjærs post. Samme op-levelse deler den tidligere EP-kandidat So-fie Carsten Nielsen.

»Vi er opdraget uden for regeringsmag-ten. Vi ved, vi skal kæmpe for hver ting, vivil have igennem. Vi er blevet mere hård-hudede, og hvis vi ikke får radikal indfly-delse, så giver det ingen mening at væremed«, siger hun.

En af kandidaterne til at overtage lands-formandsposten i partiet, Klaus Frand-sen, beskriver forandringen som en kul-turændring.

»Engang bestemte vi altid, hvem derskulle være statsminister. Sådan er det ik-ke længere. Det er en kulturændring, ogdet er godt, at der nu kommer en genera-tion ind, som ikke tager noget for givet«,siger han.

I regering eller ej?Dermed rammer de lige ned i den diskus-sion om den strategiske linje, som kørerfor fuld udblæsning internt hos de radika-le. Planen var at gå efter ministerposter ien ny regering. Det er den klare vej til ind-flydelse, mener ledelsen. Men nu er derdelte meninger. Socialdemokraterne ogSF har med ultimative krav om ikke at vil-le ændre på deres skatte- og udlændinge-politik stukket hånden ind i en radikalhvepserede. S og SF har opført sig »usæd-vanlig krigerisk og provokerende«, lyderdet.

Det lille midterparti føler sig trådt på,sparket til og taget for givet. Og det gørman ikke ved et parti, som selv mener, atdet altid har ret. Her koster mandater no-get.

Det er ikke kun blandt de nye ansigter,der er diskussion om, hvor den radikalestrategi skal lægges, og om hvorvidt dennuværende ledelse er i stand til at løfte op-gaven frem mod næste valg. For nylig vi-

ste en rundspørge for politiken.dk, at deradikale lokalformænd var delt i spørgs-målet om, hvorvidt partiet skal stå udenfor en ny regering, eller være en del af den.

Et kæmpe nederlagOg markante personer i partiet er klarmed kritik, så længe de ikke får deres navnfrem.

»Margrethe Vestager har lagt en strate-gi om, at hun ville samarbejde med S ogSF. Det er ikke lykkedes. Det er et kæmpe,kæmpe, kæmpe nederlag. Hun bør erken-de, at de radikale nu skal stå frit og tagekampen sag for sag i stedet for at købe ensamlet adgangsbillet. Det vil hun blive ud-fordret meget på på landsmødet«, sigeren landskendt radikal.

Og den nye strategi er ikke det eneste,der bekymrer i det radikale bagland. Omfå måneder venter et kommunalvalg, somen række medlemmer frygter konsekven-serne af. Kommunalvalget bliver næstenmed statsgaranti de radikales tredje valg-nederlag i træk.

Først kom et dårligt folketingsvalg,hvor nye talenter røg ud, og de gamle sat-te sig roligt på taburetterne. Så et europa-parlamentsvalg, som trods en god kamp-agne betød, at Folketingets mest EU-venli-ge parti ikke blev repræsenteret iBruxelles. Nu venter et kommunalvalg,hvor mange af de kommunalbestyrelses-medlemmer, der blev valgt ind på toppenaf den radikale bølge i 2005, ikke står til atblive genvalgt. »En katastrofe for partiet«kalder de mest pessimistiske udsigterne.

»Det er vanvittigt vigtigt, at vi er repræ-senteret over hele landet. Der er pokker tilforskel på, om man er tydelig i lokalsam-fundet eller ej«, siger Rasmus Helveg Pe-tersen.

Folketingsmedlem Johs. Poulsen er enaf dem, der mener, at det kommunalebagland er helt afgørende for, at partietkan stå igennem usikre tider.

»En amputering til kommunalvalget vilstille os langt svagere, når de hårde politi-ske vinde blæser. Når et parti er i en overle-velseskamp, som nogle mener, at vi er, så

virker det kommunale bagland som et po-litisk bolværk, et fundament, som ergrundlaget for, at vi kan komme igen. Deter trods alt lettere at bygge et smukt huspå et godt fundament«.

Færre stemmer vil ikke bare betyde fær-re kommunalbestyrelsesmedlemmer,men også færre penge til radikale aktivite-ter. Men flere kandidater oplever, at det ersvært at få de frivillige op af stolene for atføre valgkamp.

»Det kniber med entusiasmen og medat få folk til at involvere sig. Men jeg sam-menligner selvfølgelig også med 2005,hvor det var en fest, og alle bakkede op.Den tid er vi meget langt fra nu«, siger enaf kandidaterne.

Så selv om nye ansigter står i kø for atspringe ind i det radikale familieportrætefter et folketingsvalg, så skal MargretheVestager først lægge en klar strategi overfor S og SF, minimere skaderne af et kom-munalvalg og skabe en gejst i gruppen, såde radikale er synlige og kan udnytte denplatform, som partiet nu har fået ved atblive sparket til hjørne af S og SF, lyder vur-deringerne. En aldrende folketingsgrup-pe hjælper ikke projektet på vej.

Ikke plads til de gamle»Vi skal ikke slå på de gamle, men vi er etlille parti, og der er ikke plads til, at enga-gementet løber ud i den situation, vi står inu«, siger Sofie Carsten Nielsen.

»Ved sidste valg blev vi amputeret. Enhel generation røg ud af Folketinget, ogflertallet af dem, der var tilbage, genop-stiller ikke. Nu skal vi bruge generations-skiftet som en anledning til at genopfindeos selv«, siger Camilla Hersom.

For optimismen er også til at spore hosde radikale, der ifølge eget udsagn rejsersig bedst, når de er blevet trådt på.

»Vi har oplevet en masse uro, men jegsynes, at jeg nu sporer optimisme og krea-tivitet. Vi har fået vores gamle position til-bage, hvor vores mandater betyder noget.Det har jeg ikke oplevet rigtig, rigtig læn-ge«, siger Manu Sareen.

Hans oplevelse stemmer overens med

mange andres i partiet. De fleste af dem,som Politiken har talt med, har en følelseaf, at Helle Thorning-Schmidt med sine ul-timative krav har lovet vælgerne noget,som hun alligevel ikke kan holde, og athun nok skal give sig, når først Statsmini-steriet er inden for rækkevidde.

Så de håber stadig i de radikale. Et nytfamilieportræt skal tages, om det bliverstort eller småt, afhænger blandt andet afdem, der gerne vil ud af billedet. I mensstår de nye og venter i kulissen. Næstfor-mand Zenia Stampe beskriver stemnin-gen som i det gamle Cuba:

»Cubanerne elskede Fidel Castro, menventer også utålmodigt på tiden efterham. Sådan er det også hos os. Engage-mentet vil for alvor vise sig, når vi kom-mer tættere på et valg, og situationen bli-ver en hel anden med en ny gruppe. Ligenu handler det om politisk overlevelse«. mette.ostergaard@pol.dk

Margrethe Vestagerkæmper med provoka-tioner fra S og SF, internuro om linjen og en folketingsgruppe, somer ved at stemple ud. Enny generation står klar ikulissen, men der erlang tid til næste valg.

FARVEL. Morten HelvegPetersen, folketingsmedlemsiden 1998. Forlod Folketinget1. august for at blive direktør i Foreningen af DanskeInteraktive Medier.

FARVEL. NielsHelveg Petersen,folketingsmedlemsiden 1966, genopstiller ikke.

FARVEL. BenteDahl, folketings-medlem siden2005, genopstillerikke.

FARVEL. Jør-gen Poulsen, valgtfor Ny Alliance i2007, medlem afden radikale gruppe siden august 2008.Genopstiller ikke

RADIKALT PORTRÆT.Det Radikale Venstres folke-tingsgruppe lod sig tidligerepå året fotografere til bladetRadikal Politiks januarnum-mer. Fotografen, der togbilledet, hedder Casper Sejersen.FARVEL. Lone

Dybkjær, folketings-medlem første gangi 1973, genopstiller ikke.

ps 5POLITIKEN SØNDAG 6. SEPTEMBER 2009

af vejen i en fond og investere dem iblandt andet aktier. Milliarderne skalførst bruges, når olien slipper op.

Men den afvisning er blot en yderligerebenzinindsprøjtning til Fremskrittsparti-ets kampagne. Som journalisten MagnusMarsdal skriver om partiet i den kritiskebog ’Frp-koden’:

»Med protesten mod ’politikerne’, somnægter at bruge folkets oliepenge til fol-kets bedste, bliver partiet en del af entung norsk tradition: I Norge må den sun-de fornuft og de fleste mennesker byggelandet i strid mod centralmagtens em-bedsvælde, uanset om de ophøjede ogbedrevidende er pavens sendebud, dan-skerkongens præsteskab eller økonomer-ne i Norges Bank«.

Netop Siv Jensen har en særlig evne tilat popularisere modsætningen mellemOslo og landets distrikter. Bodø har en af-tale med centraladministrationen om, atbyen skal have bomstationer. Og på valg-mødet lancerede Siv Jensen en drøm om,at der skal sættes en plakat op på alle lan-dets bomstationer:

»Gratis så længe Fremskrittspartiet sid-der i regering«.

Brug for vindersagMen vælgermødet i Bodø er også Siv Jen-sens afsæt for valgkampens slutspurt,som er helt afgørende for hendes ambi-tioner om at blive landets leder.

Meningsmålingerne har de senestemåneder været tæt på rekordagtige 25procent, men de seneste tal viser et fald,så partiet igen er nede omkring valgresul-tatet fra 2005 på 22,1 procent.

Som avisen VG skrev i denne uge: »Detrænger sandsynligvis til en sag, som op-rører folk, en, som kan gøre Siv Jensen

’dybt chokeret’ påvegne af vælger-ne«.

Problemet forSiv Jensen er, athun skal have enklar valgsejr for attvinge de andreborgerlige partiertil at se hende somstatsministeralter-nativ til Arbejder-partiet. For det gørde ikke nu. Og selvafviser Siv Jensen,

at Fremskrittspartiet som største borger-lige parti kun kan være støtteparti til enborgerlig regering bestående af Høyre ogVenstre.

Som hun sidste år slog fast: »Vi vil ikkelængere støtte en regering, vi ikke selv eren del af. Vi er et parti, som vil gennemfø-re vores politik og ikke sidde i regeringfor at køre sorte limousiner«.

Så de næste dage er alt eller intet for SivJensen. Men netop den norske partilederssans for populisme kan gøre udslaget. Li-ge siden hun overtog partilederpostenfra Carl I. Hagen i 2006, har hun overra-sket med usædvanlige meldinger, derfanger stemningen i folkedybet.

Hun har en evne til at gå ind i folk medhøjhælede sko. Som redaktør MartineAurdal, der er politisk uenig med den nor-ske partileder, skriver i bogen ’Siv’:

»Siv Jensen er et fænomen. Det er længesiden, journalister sluttede med at skrivehendes efternavn i præsentationen. Helebefolkningen kender hende bedst somSiv«, og redaktøren konkluderer: »Hunhar i egen person ændret indtrykket afFrp som de gamle menneskers parti«.

Dagsavisens Hege Ulstein har betegnetSiv Jensen som »en uægte datter« af Nor-ges tidligere mangeårige statsministerGro Harlem Brundtland.

»Hun går som Gro, klæder sig som Gro,snakker som Gro, tænker måske til ogmed som Gro. Men hun er ikke Gro. Huner Arbejderpartiets værste fjende«.

Siv Jensens oldemor var Betzy Kjelsberg(1866-1950), som var Norges første fabriks-inspektør og kvindesagsforkæmper. Ogselv om hendes parti vil nedlægge ligestil-lingsnævnet og er modstander af køns-kvotering, trækker hun mange kvindeli-ge vælgere.

Allerede ved sidste valg fik partiet flerekvindelige unge vælgere end det ellerstraditionelle feministiske parti Sosiali-stisk Venstreparti (SV), der sidder i rege-ring med Arbejderpartiet og har den po-pulære Kristin Halvorsen som formand.

Og Siv Jensen slog for nylig igen til på etdebatmøde med Kristin Halvorsen på ensygeplejerskeskole: »Kan vi to fløjpartierikke aftale at indføre ligeløn for mænd ogkvinder i den offentlige sektor?«.

Kristian Halvorsen trak på smilebåndetog roste Fremskrittspartiets gode næse:»Nu har det opdaget, at ligeløn er en vig-tig sag«.

Det er netop denne evne, som Siv Jen-sen får brug for, hvis hun skal trække enkanin op af hatten i valgkampens slut-spurt. Men ikke alle er enig i Fremskritts-partiets retorik.

Som de unge kvinder, der under Siv Jen-sens tale i Bodø i en tavs protest trak etlangt banner frem, der kritiserede parti-ets stramme asylpolitik.

Eller da elitefodboldtræneren Per JoarHansen fra Ålesund i 2006 efter en elen-dig indsats af fodboldholdet mod SpartaSarpsborg anklagede spillerne for ’Frem-skrittspartifodbold’ og forklarede, hvadhan mente:

»Så løber du kun, hvis det er til fordelfor dig selv«.lars.halskov@pol.dk

Vi er et parti,som vil gen-nemføre vorespolitik og ikkesidde i regeringfor at køre sortelimousinerPartileder SivJensen, Frp

METTE ØSTERGAARD,POLITISK REDAKTØR

»Vi er enny ...der ikke skrevet nogen journal. Efter nog-le minutter er det forbi. Billederne viser,at barnet har det fint. Camilla Tved og denirakiske kvinde forlader hospitalet, og of-ficielt har skanningen aldrig fundet sted.

I dag er irakerne forsvundet fra Bror-sons Kirke. Nogle er blevet anholdt, hvor-af 22 nu er sendt tilbage til Irak. Andre ertilbage på asylcentrene, mens cirka 95ifølge politiet er forsvundet. Nogle er an-giveligt rejst videre til andre lande, mensandre er gået under jorden for at skjulesig for politiet. Ingen ved præcist, hvormange det drejer sig om.

Danmarks finest hourHistorien stopper imidlertid ikke her. Må-ske er det faktisk først her, den for alvorbegynder. For regeringens linje over forde irakiske asylansøgere har i sjældengrad mobiliseret modstandere af regerin-gens udlændingepolitik, som nu åbenterkender, at de er parate til at bryde lovenfor at hjælpe irakerne.

Den tidligere minister for CD, Arne Mel-chior, talte på vegne af alle disse modstan-dere, da han i sidste uge i DR’s Deadlinesammenlignede nødvendigheden af athjælpe irakerne med danskernes redningaf jøderne under Anden Verdenskrig.

»Dengang havde Danmark sin finesthour«, sagde Arne Melchior, som selv blevreddet over til Sverige under krigen.

Samme følelse sidder Camilla Tved indemed. Det er derfor, at hun bruger næstenal sin fritid på at hjælpe irakerne. Det erderfor, hun er ligeglad med, at hun mulig-vis begår noget ulovligt ved at arrangere,at en irakisk kvinde i al hemmelighed kanblive undersøgt på hospitalet. Og derfor,hun står åbent frem.

»Som næsten færdiguddannet jord-emoder har jeg en generel pligt til at hjæl-pe mennesker i nød. Men jeg føler også entrang til at gå op imod systemet, for det, vier vidner til, er noget svineri. Jeg vil ikkevære med til, at vi som land behandlermennesker på den måde, som vi behand-ler irakerne«, siger hun.

I modsætning til regeringen er hunoverbevist om, at irakerne vil risikere dødog tortur, hvis de kommer tilbage til Irak.

»Jeg har hørt deres historier og tror me-re på dem, end jeg tror på regeringen.Derudover har FN frarådet at sende ira-kerne tilbage«, siger hun.

I sundhedsgruppen arbejder CamillaTved sammen med Boel Emanuel, der tildaglig arbejder som sundhedsplejerske iKøbenhavn. Hun er helt enig.

»Når jeg så, hvordan børnene i Bror-sons Kirke mistrivedes, fordi de havde sid-det i asylcentre, siden de blev født, så kanjeg ikke fravælge at hjælpe disse børn«, si-ger hun og fortsætter:

»På den måde kan man sige, at vi er enny modstandsbevægelse – forstået på denmåde, at vi følger det, der er moralsk rig-tigt frem for at følge, hvad loven siger«.

Ingen har overblik over, hvor mangedanskere der de seneste måneder har væ-ret med til at hjælpe irakerne. Men antal-let skal formentlig tælles i hundreder.

Noget af arbejdet foregår åbenlyst,mens andet bliver foretaget i yderstehemmelighed. Derudover er arbejdet or-ganiseret i forskellige netværk, hvorafnogle netværk fungerer uafhængigt,mens andre er flettet ind i hinanden.

Selv er Camilla Tved med i den sund-hedsgruppe, som foreningen Kirkeasylhar oprettet. Gruppen tæller cirka 50 per-soner, som foruden jordemødre og lægerblandt andet består af tandlæger, psyko-loger, psykiatere, kiropraktikere, fysiote-rapeuter, sygeplejersker og sundhedsple-jersker. De fleste er kommet med på denmåde, at de selv har henvendt sig til Kirke-asyl og tilbudt deres hjælp.

Dengang irakerne holdt til i BrorsonsKirke, holdt sundhedsgruppen konsulta-tioner på fastlagte tidspunkter, hvor med-lemmerne skiftedes til at tage ud i kirken.Var det mere alvorligt, end hvad der ligekunne ordnes inde i kirken, blev der ogsåtaget hånd om det. Det var ved en af dissekonsultationer, Camilla Tved blev op-mærksom på den gravide irakiske kvinde,hvorefter hun organiserede den hemme-lige skanning.

»Selv om behandlingen i Brorsons Kir-ke foregik uden for det etablerede sund-hedssystem, gjorde vi meget ud af at note-re ned, hvad den enkelte fik af medicin ogbehandling«, siger Camilla Tved.

Derfor fik hver patient sit eget journal-kort, som blev samlet i nogle ringbind,der blev låst inde i et skab i kirken.

Sundhedsgruppen fortsætter i dag de-res arbejde, selv om irakerne nu er væk fraBrorsons kirke. Gruppen hjælper både deirakere, der ikke gemmer sig for myndig-hederne – og dem, der gør. Således har Ca-milla Tved kontakt til flere gravide kvin-der, der på forskellig måde skjuler sig formyndighederne.

Hun ved, hvor de opholder sig, og huntager regelmæssigt ud og tilser dem.

»Har de brug for noget medicin eller etbuskort eller talekort, køber jeg det tildem. Jeg går så tilbage til Kirkeasyl medkvitteringen og får de penge, som jeg harlagt ud«, siger Camilla Tved.

De penge, Kirkeasyl deler ud af, stam-

mer fra de midler, foreningen de senestemåneder har fået ved indsamlinger – bå-de på nettet og til koncerter og demon-strationer samt ved, at folk kan give 30kroner ved at sende en sms til Kirkeasyl. Ialt er der kommet cirka 900.000 kroner ikassen, oplyser Kirkeasyls pressegruppe.

OpsplitningLoven siger, at man ikke må bistå menne-sker, der skjuler sig for myndighederne.Men det er en juridisk gråzone, hvornårman bistår. Sundhedsgruppen mener foreksempel, at deres hjælp til de irakere,som er gået under jorden, er lovlig, fordimedlemmerne har afgivet lægeløfte omat hjælpe mennesker i nød. Derimod er-kender Kirkeasyl nu åbent, at det er langtmere tvivlsomt, om man lovligt må samlepenge ind, der skal hjælpe irakere underjorden med ikke blot medicin, men ogsåmad, tøj, telekort, buskort og andre for-nødenheder.

Derfor besluttede tre medlemmer afKirkeasyl i den forløbne uge at oprette enny forening, der formelt ikke har nogetmed Kirkeasyl at gøre.

Nu vil der ske en opsplitning af økono-mien, således at de penge, Kirkeasyl sam-ler ind, som udgangspunkt vil gå til flygt-ninge over jorden, mens de penge, dennye forening samler ind, skal hjælpe flygt-ninge under jorden.

Således har den nye forening fået nav-net Støttekomitéen for skjulte flygtninge.

»Vi er usikre på, om det er lovligt atsamle penge til flygtninge, der skjuler sig.Med den nye forening vil vi prøve at sikre,at det ikke går ud over Kirkeasyl, hvis nog-le skulle finde på at komme efter os«, si-ger Stine Brix, som er blevet kasserer i dennye forening og til daglig læser medicin.

Både Kirkeasyl og den nye foreningStøttekomitéen for skjulte flygtninge un-derstreger dog, at de ikke – i hvert fald di-rekte – er med til at gemme irakiske asyl-

ansøgere, hvilket er klart ulovligt.Men begge foreninger arbejder tæt

sammen med en snæver kreds af menne-sker, som finder familier, der kan skjuleirakere, som ønsker at gå under jorden.

Det er også medlemmerne af dennekontaktgruppe, som er i forbindelse medmange af de flygtninge, der lever i skjul.

Tidligere gav Kirkeasyl nogle af sineindsamlede penge til kontaktgruppen,men fremover vil pengene komme fraStøttekomitéen for skjulte flygtninge.

»Kontaktgruppen vil så vurdere, hvor-dan pengene skal bruges, ud fra hvadflygtningene har brug for«, siger StineBrix fra Støttekomitéen.

Af de mange netværk, der eksisterer, erkontaktgruppens arbejde det mest hem-melige. Stine Brix siger, at ikke en ganghun ved, hvor flygtningene bliver skjult.

Politiken erfarer imidlertid fra flere kil-der, at flygtningene ofte gemmer sig hosirakiske familiemedlemmer, der har op-nået opholdstilladelse i Danmark. Mender er også danske familier iblandt.

»Jeg kender for eksempel til et danskægtepar lidt oppe i årene, som har en storlejlighed i København. De har givet et væ-relse til en gravid kvinde, som jeg tilser«,siger Camilla Tved fra Kirkeasyls sund-hedsgruppe.

60 liter linsesuppeKirkeasyl holder nu til i et par lokaler påførste sal i en baggårdsbygning, der ven-der ud mod Fælledvej på Nørrebro i Kø-benhavn. I det største lokale er der engammel sofa i det ene hjørne med etbord, hvor det flyder med papir og brugtekopper. Da Politiken var på besøg, lå tre-fi-

re unge henslængtpå sofaen, samti-dig med at deholdt møde.

I dag er Kirkeasylvokset til at blive etkæmpe netværkmed aktivister i al-le aldre.

Men kernen afnetværket domine-

res af unge omkring de 25 år. Det er også idenne kreds, man finder forløberen tildet, som skulle blive til Kirkeasyl.

Sidste vinter satte en gruppe ungemennesker sig sammen og diskuterede,hvordan de kunne hjælpe de afviste iraki-ske flygtninge. Årsagen var, at Dansk Fol-keparti var begyndt at presse regeringenfor at få en hjemsendelsesaftale i standmed den irakiske regering.

»Allerede dengang talte vi om, at dekunne søge tilflugt i Vor Frue Kirke, mendet var de irakiske asylansøgere ikke in-teresserede i på det tidspunkt«, siger Sti-ne Brix, som deltog i diskussionerne. In-spirationen kom fra de statsløse palæsti-nensere, der i 1992 under stormediebevågenhed slog sig ned i BlågårdsKirke.

Diskussionerne nåede dog så vidt, at deunge så for sig, at det ville blive et kræven-de arbejde at tage ophold i en kirke. Der-for blev der lagt planer for, hvordan manskulle oprette forskellige arbejdsgrupper,der blandt andet skulle tage sig af mad-lavning og pressehåndtering. Helt kon-kret gik de unge i december sidste år igang med at lave 60 liter koncentreretlinsesuppe, men da irakerne i første om-

gang valgte at blive i deres asylcentre,blev suppen frosset ned. De unges hjælpfortsatte dog.

I foråret besluttede nogle af de unge attage op i Sandholmlejren for at gøre livetlidt mere lyst for irakerne og de andreflygtninge i asylcentret. De unge snakke-de med flygtningene og spillede fodboldmed dem. Det kulminerede i en stor fest,som blev holdt i Sandholmlejren i april.

PanikMåneden efter – i maj – meddelte den dan-ske regering pludselig, at den havde for-handlet en hjemsendelsesaftale på pladsmed den irakiske regering.

Da nyheden nåede Sandholmlejren, gikde irakiske asylansøgere i panik og ringe-de til deres danske venner fra festen.

Allerede samme dag besluttede de un-ge at mødes i Hans Tausens Park på Nørre-bro for at diskutere, hvordan de kunnehjælpe irakerne.

»Mødet foregik udenfor, fordi vi varbange for, at politiet ville aflytte os«, sigerSigurd Jacobsen, der i dag er med i Kirkea-syls pressegruppe.

Der var cirka 30-40 deltagere på mødet– heraf også nogle, der sidste vinter havdeværet med til at planlægge, hvordan mankunne søge ly i Vor Frue Kirke.

Nu blev de gamle planer hevet op afskuffen. På mødet var der enighed om, atVor Frue Kirke var et godt valg. Dels fordiden som domkirke havde stor symbol-værdi, dels fordi de unge mente, at denvar tilstrækkelig stor til at rumme de ira-kiske asylansøgere.

Senere på aftnen kom nogle af irakernetil København med toget, hvor de ungehentede dem på Nørreport Station. Deovernattede i private lejligheder, og næ-ste dag omkring middag tog de ophold ikirken.

På mødet i Hans Tausens Park støvedede unge også de gamle arbejdsplaner af,og de besluttede at oprette forskelligegrupper. Heriblandt sundhedsgruppenforuden en juragruppe, der kunne hjælpemed at rådgive irakerne om deres mulig-heder; en køkkengruppe, som skulle sør-ge for mad; en hverdagsgruppe, som skul-le hjælpe med det praktiske i kirken; enpressegruppe; en kampagnegruppe; enøkonomigruppe samt det, der hurtigtblev døbt Bo Bedre-gruppen. Den skullesørge for madrasser, dyner, hovedpuder,skabe og hylder.

Næste dag, da nyheden om tilflugten ikirken nåede alle landets medier, mødteflere hundrede mennesker op i kirken forat hjælpe og vise deres sympati. De 60 li-

ter koncentreret linsesuppe blev hevet opaf fryseren, og tilsat yderligere 60 litervand var der nok suppe til hele den efter-følgende uge. Det var herefter, at for-eningen Kirkeasyl mere eller mindrespontant blev dannet på ryggen af det ar-bejde, som blev sat i gang.

Men de unge havde forregnet sig. Detviste sig, at dele af menigheden i Vor FrueKirke ikke var meget for irakernes tilste-deværelse, og derudover var kirken for lil-le. De unge havde troet, at der ville væreflere rum. I stedet var der kun ét – det sto-re kirkerum. Det var meget upraktisk, ik-ke mindst fordi kirken fortsatte sine akti-viteter og således holdt bryllup, mens fle-re hundrede irakere og aktivister opholdtsig i kirken. De unge begyndte derfor atdiskutere, om det var bedre at flytte over ien anden kirke. De havde flere kirker i sig-te, men valget faldt på Brorsons Kirke af toårsager: Dels havde den forskellige rum,hvor man kunne opholde sig. Dels havdeen af de unge en ven, som havde en nøgletil kirken.

»Vi var bange for, at politiet ville arrest-ere irakerne, hvis de pludselig samlet for-lod Vor Frue Kirke for at søge over i Bror-sons Kirke«, siger Stine Brix, som var medtil at organisere flytningen til BrorsonsKirke.

»Derfor forlod irakerne Vor Frue Kirke ismå grupper på to-tre personer. De fik etkort med og besked på at gå et bestemtsted hen. Her ventede en af os på dem, også førte vi dem til Brorsons Kirke«.

Ifølge Stine Brix blev præsten i BrorsonsKirke, Per Ramsdal, først orienteret, dairakerne i al stilhed havde låst sig ind ogtaget ophold i hans kirke.

Også andre aktører kom på banen. Imånedsvis havde mestendels gråhårededanskere hver søndag demonstreret for-an flere af landets asylcentre i protestmod regeringens udlændingepolitik. Dehavde organiseret sig i foreningen Bed-steforældre for Asyl, og også de strømme-de nu til kirken, hvor de snakkede medirakerne og forsøgte at opmuntre dem.

Et af de mest kendte medlemmer afBedsteforældre for Asyl er præsten LeifBork Hansen, der tidligere er blevet straf-fet for at gemme flygtninge. Han har fleregange gentaget sin holdning om, at hanaldrig ville lukke sin dør, hvis en asylansø-ger i nød bankede på og spurgte, om hankunne få hjælp til at skjule sig.

»Som forening er Bedsteforældre forAsyl ikke med til at skjule flygtninge. Deter det enkelte medlem, der må besluttefor sig selv, om han eller hun er rede til athjælpe en flygtning og i yderste konse-kvens skjule vedkommende. Men jeg kangodt forestille mig, at der er medlemmeraf Bedsteforældre for Asyl, som skjulerflygtninge«, siger han.

UenighedSelv om politiet i sidste måned ryddedeBrorsons Kirke, er Kirkeasyl fortsat fast be-sluttet på at hjælpe de afviste irakere.

Ved siden af sundhedsgruppen er en afde største grupper i Kirkeasyl i dag den ju-ridiske gruppe. Den består blandt andetaf socialrådgivere, jurastuderende og fær-diguddannede jurister, som rådgiver deirakiske flygtninge om, hvordan deresmuligheder er – også de flygtninge, somer gået under jorden. Gruppens medlem-mer lægger ikke skjul på, at de også er pa-rate til at bryde loven om nødvendigt.

»I visse situationer siger jeg, de skal fort-sætte med at være under jorden, hvis deer i fare ved at vende hjem, og der måskeer chance for, at deres sag kan blive gen-optaget«, sagde et af medlemmerne i ju-ragruppen for nylig til Politiken. Hun til-føjede, at hun nogle gange også hjalpflygtningene med at få kontakt til folk,der kunne skjule dem.

Når det kommer til konkret juridiskrådgivning, er det dog ikke kun Kirkeasyl,der står parat til at hjælpe irakerne. Udover irakernes egne advokater er detblandt andet Dansk Flygtningehjælp ogde to foreninger Asylret og KomitéenFlygtninge Under Jorden.

Skønt de alle sammen er enige om, atdet er vigtigt at hjælpe irakerne og såle-des i et vis omfang arbejder sammen, erder også en vis forskel i arbejdet.

Komitéen Flygtninge Under Jordenrådgiver både flygtninge, der er over ogunder jorden. Ifølge komitéens formand,Michala Clante Bendixen, er der brug foralle, som tilbyder rådgivning.

Alligevel mener hun, at Kirkeasyl nemtkan virke for aktivistisk.

»Når Kirkeasyl får irakerne til at tage op-hold i en kirke, tror jeg ikke, at de får an-dre i tale end dem, der allerede er enigemed dem. Derudover kommer halvdelenaf den offentlige diskussion til at handleom folkekirkens rolle i stedet for substan-sen – nemlig hvordan Danmark behand-ler de afviste irakiske asylansøgere«, sigerhun og fortsætter:

»Gennem foredrag og debatindlægprøver vi på en pragmatisk måde at giveså mange danskere som muligt en videnom, hvor urimeligt asylsystemet er«.

Men den kritik mener Stine Brix, somvar med til at starte Kirkeasyl er forkert.

»Vi hjælper flygtningene på en langrække forskellige områder – for eksempelved at give dem juridisk rådgivning. Pro-blemet er, at den rådgivning ikke giver de-bat i samfundet. Derfor besluttede vi, at viogså ville lave kampagner for at skabe op-mærksomhed om irakernes situation, ogdet, må vi sige, er lykkedes«, siger hun.claus.blok.thomsen@pol.dk

NETVÆRKET. Disse er også parat tilat bryde loven for at hjælpe de irakiskeasylansøgere. Fra venstre Ana MariaEspinoza, infovagt for Kirkeasyl, JakobHjuler Tamsmark, Kirkeasyls presse-gruppe, Randi Nordahl, Kirkeasyls sundhedsgruppe, Kiki Hynding Hansen,Kirkeasyls kampagnegruppe, MichalaClante Bendixen, formand for KomitéenFlygtninge under jorden, Boel Emanuel,Kirkeasyls sundhedsgruppe og EnlisaKhanna, Kirkeasyls sundhedsgruppe. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Vi følger det,der er moralskrigtigt frem forat følge, hvadloven sigerCamilla Tved

6 ps SØNDAG 13. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

Sidste vinter begyndte en række ungeflygtningeaktivister at tænke på, at deafviste irakere kunne tage ophold i VorFrue Kirke for at protestere imod, atDansk Folkeparti forsøgte at presse regeringen til at lave en hjemsendelses-aftale med Irak. I første omgang afvistede irakiske asylansøgere ideen.

I april laver de unge en fest for flygtnin-gene i Sandholmlejren.

13. maj meddeler regeringen pludselig,at den har forhandlet en hjemsendel-sesaftale på plads. De afviste irakiskeasylansøgere ringer til deres venner fra

festen. Vennerne samles i Hans Tau-sens Park på Nørrebro, hvor de arran-gerer, at irakerne skal søge ly i Vor FrueKirke i København. Derefter tage deunge op til Sandholmlejren og henter flere af irakerne.

17. maj forlader irakerne Vor Frue Kirkeog tager i stedet ophold i Brorsons Kir-ke på Nørrebro. De unge aktivister hav-de fået fat i en nøgle til kirken, så ira-kerne kunne låse sig ind.

13. august rydder politiet Brorsons Kir-ke. Flere bliver anholdt.

De afviste irakiske asylansøgere

ps 7POLITIKEN SØNDAG 13. SEPTEMBER 2009

Eventyrlig fisketur på Sundet

D agens mand i skysovs er Lars Hü-bertz Pedersen. Hvis nogen ombord på det gode skib M/S Øby

skulle være i tvivl om det faktum, så kande bare kigge på ham. Han sidder ved ræ-lingen i sin kørestol med nakken let bøjettilbage og svinger hovedet fra side til side.Ligesom når sangeren Stevie Wonder sid-der bag klaveret.

Smilet går fra øre til øre og trækkernærmest hele hans ansigt bredere. Hanhar svært ved at tale, så de ord, der kom-mer ud af hans mund, er svære at forståfor det utrænede øre. Men det må være så-dan, glæde, eufori og jubel lyder. Et ord erdog ikke til at misforstå, selv om Lars Hü-bertz Pedersen blot hvisker det ud midt ismilet:

»Torsk«.Det er en ordentlig krabat af slagsen,

der ligger foran ham. Lidt over seks kilo,viser vægten. Et par minutter forindenklappede fisken kæben sammen om en afde kroge, der sidder for enden af Lars Hü-bertz Pedersens fiskesnøre. Han fik hjælptil at trække dyret op fra bunden af Øre-sund, for han er spastisk lammet fra fød-slen, og armene er i løbet af hans 47-årigeliv blevet så stive, at han dårligt kan bevæ-ge dem. Men nu ligger trofæet foran ham,dagen er reddet for Lars Hübertz Peder-sen.

Han ser i den grad frem til de halvårligefisketure med de andre beboere på LionsKollegiet, som er et bosted i Københavnfor handikappede. Allerede to dage indenlå hans grej pakket og klart i hans værelse,

og dagen inden fisketuren har han hviletsig og sovet det meste af tiden for at værefrisk til fiskeriet. At han så næppe er me-get værd de næste par dage, spiller ingenrolle. I hvert fald ikke lige nu.

»Lars vil glæde sig over det her i langtid«, siger kollegiets aktivitetschef, AnkerF. Jørgensen, mens han knipser et par bil-leder af storfangeren.

Og hvis nogen har brug for at oplevenoget sjovt og spændende og glæde sig,så må det være beboerne på bosteder forhandikappede i Københavns Kommune.

Som Politiken dokumenterede i sidsteuge, så sidder beboerne på Lions Kollegietog de øvrige bosteder ofte bare og glor påderes værelse uden at have noget at givesig til. Vi mødte blandt andre 37-årige Ce-cilie Bergfjord, der ni år gammel blev kørtned af en bil og blev lam. Hun har boet påLions Kollegiet siden 1991, og det meste aftiden sidder hun med personalets ord»og kigger ud i luften«.

For selv om kommunen ifølge lovenhar pligt til at sørge for, at de har nogetmeningsfyldt at lave i hverdagen, så harkommunen undladt at give 156 borgeremed handikap, deriblandt Cecilie Berg-fjord, et tilbud om at deltage i undervis-ning og andre sociale aktiviteter.

Borgerne har gennem længere tid intetdagtilbud fået, og dermed har de grund-lag for at kræve erstatning af kommunen,sagde landets førende ekspert i socialret.Kommunen forsvarede sig med, at denmanglede penge, og det er noget, de kanmærke på Lions Kollegiet. Her har 41 ud af72 beboere intet dagtilbud, og kollegiethar lige fået afslag på en ekstra bevilling,der skulle give beboerne noget at lave.

Han er plantet i en stolDet kræver planlægning med militærpræcision, når 13 handikappede, hvorafde fleste ikke kan gå selv, skal på tur. Forde skal have hjælp til stort set alt. Til atkomme op af sengen. Til at komme i bad.Til at spise. Til at få varmt tøj på.

Klokken er otte om morgenen, da enhåndfuld handikapbusser ankommer tilLions Kollegiet på Tuborgvej. Anker F. Jør-gensen går med hurtige skridt rundt påparkeringspladsen, ind og ud af kollegiet,mens han studerer listen over deltagere.Nu kører personalet og de pårørende be-boerne ud en efter en, liften hjælper demop i handikapbusserne, der kører modhavnen ved Svanemølleværket, hvor be-boerne via en specialdesignet rampe kø-rer om bord på fiskekutteren. Solen skin-ner, temperaturen er omkring de 20 gra-der, og vinden ganske svag. Det bliver ikkemeget bedre til en sejltur i september.

Der er i alt omkring 30 personer ombord. Udover beboerne er det ansatte påLions Kollegiet og en del pårørende. Deter nødvendigt, for de færreste af beboer-ne kan styre begge deres arme og skal der-med have hjælp – ikke kun til at trækketorsk og sild i land, men også til at spiseog drikke. At kroppen kan være et fæng-sel, er en slidt kliche, men her om bord påM/S Øby passer den meget godt.

Flere af beboerne kan ikke tale. Nogletaler så lavt og hviskende, at det er stortset umuligt at høre, hvad de siger. Andrehar intet verbalt sprog, de prøver medfagter at vise deres budskab. Personalet ertrænet i at forstå dem, men som udenfor-stående er det svært ikke at blive en smuleforlegen, for hvordan skal man forholdesig? Det virker at smile, og man gættersom regel rigtigt. Når en af gutterne nedeagter for eksempel hiver kraftigt i fiske-stangen med den ene arm, ja, så er det,fordi der er bid, og han gerne vil havehjælp til at hale ind.

Andre ser ud som du og jeg. De står

midtskibs, smiler mod solen med enhånd på rælingen. En af dem har haft enhjerneblødning, hans kone fandt hamhurtigt, så skaderne blev begrænset. Hankan gå og tale, men hukommelsen har ta-get skade.

Ude i stævnen sidder 36-årige JørgenNielsen i sin kørestol og ryger en smøg.Han kigger ud over vandet og kniber øj-nene sammen, for solen er skarp. For etpar år siden var han på besøg hos en venog hjalp ham med at støvsuge. Pludseligblev Jørgen Nielsen meget varm i hove-det. Vennen lagde mærke til, at JørgenNielsens ene øje og mundvig hang lidt,men de tænkte ikke videre over det, draklidt øl, røg og snakkede videre. Men ven-nen var utryg og ringede efter en ambu-lance. Jørgen Nielsen mistede bevidsthe-den, og da han vågnede på hospitalet etpar dage senere, var han lammet i denene side af kroppen. Det var en blodprop ihjernen. Han arbejdede som lastbilchauf-før, et »kanon job«, og havde tænkt sig atgøre det mange år endnu. Men det satteblodproppen en stopper for.

»Det er ikke så fedt at blive plantet i så-dan en stol her. Så mister man lidt af gni-sten. Det var ikke det, jeg havde drømtom«, siger Jørgen Nielsen.

Han klarer det meste selv hjemme påLions Kollegiet. Går i bad, tager tøj på også videre, og han har ikke opgivet drøm-men om at komme ud at køre igen. Hankan rejse sig op, får træning et par gange

om ugen, og selv om det ikke er nok, så ac-cepterer han det, for »de kan jo ikke nåmere«. Turen på havet er et højdepunkt.

»Mange gange sidder man bare hjem-me på Lions og laver ingenting. Drikkerkaffe, ser tv og sover. Så er det sgu bedre atkomme lidt ud«, siger Jørgen Nielsen.

Vennerne holder sig vækFotografiet er taget en aften på Malta foromkring 10 år siden. En høj ung solbrunmand står med armen rundt om sin sø-ster og smiler bredt til fotografen. AlexMeiner har netop fisket billedet op fra sinpung. Han er taget med på fisketuren forat være sammen med sin søn. Det er søn-nen, Steven Meiner, på billedet, nogle årinden han uden varsel fik en hjerneblød-ning. Den kom, da han var 20 år og stadigboede hjemme. Han kom ud af badet, for-klarer hans far, og skreg af smerte. Hanskreg og skreg og med ét var han væk.

Tre uger lå han i koma, og da han vågne-de igen, var hele den ene side af kroppenlammet, og blødningen havde berøvetham evnen til at tale. Pludselig var StevenMeiners drøm om at tage til USA og arbej-de som mekaniker flået i stykker. Kom-munen ville sende ham på plejehjem,men så ville han »visne«, mente hans for-ældre, så de tog ham hjem, inden han flyt-tede ind på Lions Kollegiet.

Steven Meiner er lang, to meter faktisk,han sidder i kørestolen med hætten truk-ket godt op om hovedet, så ansigtet næ-sten forsvinder i den. Det er svært at anehans blik bag de sorte solbriller, der luk-ker øjnene helt inde.

Alex Meiner placerer nænsomt fiske-stangen i den hånd, hans søn stadig kon-trollerer.

»Det er svært at forklare, hvad det harbetydet for os, at Steven fik den hjerne-blødning. Hvad fanden skal jeg sige? Vigik jo totalt ned alle sammen. Det var sur-realistisk«, siger Alex Meiner.

En ting var selve hjerneblødningen. No-

get andet var reaktionerne fra omgivel-serne. Vennerne trak sig tilbage, familienholdt sig bare væk. De anede ikke, hvor-dan de skulle reagere, og hvad de skulle si-ge.

»De skulle bare være kommet. Det vær-ste, man kan gøre, er at blive væk«, sigerAlex Meiner.

Steven Meiner har siddet og lyttet til sinfars beretning, men gør med sin håndtegn til, at han ikke skal fortælle mere nu.

Kurve fyldt med fiskDet er blevet eftermiddag på Øresund, ogi førerhuset ringer skipperen med klok-ken som tegn på, at fiskeriet her på bank-en syd for Ven er overstået for i dag. Moto-ren tøffer i gang, og kutteren vender stæv-nen mod havn igen. Beboerne på LionsKollegiet, de pårørende og personalet harhaft held med fiskeriet. Kurvene bugneraf sild og torsk. På land igen kæmper LarsHübertz Pedersen for at holde sig vågen.En hel dag på Øresund har tæret på kræf-terne, og hovedet falder slapt ned til denene side, inden han retter det op og mis-ser med øjnene. Anker F. Jørgensen fraLions Kollegiet siger:

»Sådan en tur her adskiller sig totalt fradagligdagen, hvor de normalt bare sidderderhjemme. Desværre«.anders.schmidt@pol.dk

ANDERS LEGARTH SCHMIDTreportage

Til hverdag sidder de på deres værelser ogkigger. Men i denne uge var handikappedebeboere fra Lions Kollegiet ude med snøren.

FISKENS TEGN. Øverst til venstrefår Morten K. Bjergsø en smøg. Det er og-så ham, der sidder over billedet af tor-skehovedet. Nederst til venstre glæderLars Hübertz Pedersen sig over fangsten,og nederst til højre ser Pele Wille til,mens fiskene bliver renset. Øverst til høj-re bliver Jørgen Nielsen hjulpet om bord,og på midterste billede til højre grinerCasper Knudsen (th.) og hans hjælperHenrik Jensen. Foto: Niels Christensen

SAGENKORT

Politiken dokumenterede isidste uge, at KøbenhavnsKommune i årevis har und-

ladt at give borgere med handikap de til-bud om sociale aktiviteter i hverdagen,som de ifølge serviceloven har krav på.På Lions Kollegiet i København bor 72handikappede, som er henvist dertil afkommunen. Mere end halvdelen har intetdagtilbud fået. Men i denne uge var nogleaf dem på fisketur med Lions.