Politisk epistemologi

Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige

vidensinstitutioner

David Budtz Pedersen

Ph.d.-afhandling Det Humanistiske Fakultet

Københavns Universitet

Afdeling for filosofi

Afleveret 29/08/2011

Vejleder: prof. Finn Collin

2

“I once said, and perhaps rightly, the earlier culture will become a heap of rubble and finally a heap of ashes, but spirits will hover over the ashes.”

- Ludvig Wittgenstein

3

FORORD

Politisk epistemologi er et forslag til en ny teori, der kan bruges i analyser af politi-

ske betingelser for viden og videnskab. Den politiske epistemologi kan betragtes

som et nyt og dynamisk forskningsområde, der både omfatter abstrakte erkendel-

sesfilosofiske spørgsmål, og mere anvendte og tværfaglige analyser, der inkorpore-

rer forskellige discipliner og metoder, fx demokratiteori, beslutningsteori, instituti-

onel teori og videnssociologi. De to sidstnævnte er empiriske discipliner, og ind-

dragelsen af dem er udtryk for, at når vi bevæger os fra individet til institutionen

som subjekt for viden, slår de traditionelle filosofiske metoder ikke til. A priori

filosofiske ræsonnementer og tankeeksperimenter må suppleres med empiriske

data og teorier, når vi skal finde frem til, hvordan samfundets vidensinstitutioner

skal indrettes for at give det bedste resultat.

Politisk epistemologi består af to dele. Politik refererer til de institutionelle og

politiske rammebetingelser for videnskab i bred forstand, herunder styring, ledel-

se, organisation og finansiering af vidensinstitutioner. Epistemologi består af

filosofiske analyser, der kombineret med empiriske studier og præmisser, under-

søger hvilke erkendelsesteoretiske præferencer, betingelser og imperativer, der

følger af den politiske styreform. Politisk epistemologi handler dermed både om,

hvordan vi idealt definerer viden, epistemisk rationalitet, evidens og begrundelse,

og samtidig hvordan faktiske institutioner selekterer blandt sådanne kriterier i

designet af politikker og institutionelle arrangementer.

For at undersøge denne teoris frugtbarhed som analysestrategi, diskuterer

afhandlingen, hvordan de empiriske videnskabs- og teknologistudier (STS) har

fremsat en række forslag til en videnspolitik, der strækker sig fra demokratisk

inklusion til teknokratisk markedsgørelse. I både kritiske og opbyggelige analyser

undersøger afhandlingen, hvordan de konstruktivistiske videnskabsstudier for-

holder sig til det større institutionelle landskab af universiteter, stat og marked, der

i dag konstituerer betingelserne for vidensproduktion. Afhandlingen deler et

naturalistisk udgangspunkt med disse studier, men kritiserer de empiriske viden-

skabsstudier for at mangle kritisk distance til deres genstandsfelt. I stedet foreslås

4

en epistemologisk teori, der har til opgave at undersøge, hvilke politiske og institu-

tionelle procedurer, der fører til indfrielsen af vores epistemiske mål.

Afhandlingen er indleveret ved Afdeling for Filosofi, Københavns Universi-

tet, og henvender sig overvejende til forskere og studerende inden for videnskabs-

teori og videnskabssociologi. Men det er intentionen, at den også vil være til nytte

for politologer, historikere, økonomer, embedsmænd og andre interesserede, der

ønsker viden om den aktuelle videnspolitik samt de begreber, hvormed den be-

skrives og begrundes.

Enkelte dele af afhandlingen tager udgangspunkt i tidligere udgivet materia-

le: Budtz Pedersen, D. 2011. “Revisiting the neuro-turn in the humanities and

natural sciences: implications for science policy.” I Jens Degett (red.). Life, Evolution

and Complexity, University of Comillas Press, Madrid, under udgivelse; Budtz Peder-

sen, D. 2011. “Viden som offentligt eller privat gode”, i: Jan Faye & David Budtz

Pedersen (red.) Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring, Nyt fra

samfundsvidenskaberne; Budtz Pedersen, D. 2011. “A New Start for the Humani-

ties is Required for the 21st Century: A Debate Among Fuller, Schleifer and

Markley”, Danish Yearbook of Philosophy, vol. 44, 2011: 109-123; Budtz Pedersen, D.

2010. “Auditing scientific expertise.” Risky Entanglements in Contemporary Research

Cultures, Conference, University of Vienna: 1-25; Budtz Pedersen, D. 2010. “Forsk-

ningskvalitet som politisk kategori.” I Claus Emmeche & Jan Faye (red.) Hvad er

forskning? Normer, videnskab og samfund, Nyt fra Samfundsvidenskaberne: 254-276;

Budtz Pedersen, D. 2010. “Humanistisk forskning mellem kulturalisme og biolo-

gisme.” Tidsskriftet Humaniora, vol. 25(4): 30-34; Budtz Pedersen, D. 2009. “Økono-

misk legitimitet eller demokratisk styringsbehov.” Tidsskriftet Politik, vol. 3(12): 52-

65; Budtz Pedersen, D. 2009. “En ny sociologi for et nyt samfund: Anm. Af Bruno

Latour.” Tidsskriftet Politik, vol. 2(12); Budtz Pedersen, D. 2007. “Videnskabsfiloso-

fiske forandringer i kontekst af forskning og samfund.” Filosofiske Studier, 2007: 1-

20.

TAKSIGELSER

Der er mange, der er grund til at takke i forbindelse med denne afhandling. Først

og fremmest har jeg haft stor glæde og gavn af det forskningsmiljø, som har dannet

rammen om det foreliggende arbejde. Det gælder i særdeleshed Finn Collin og Jan

Faye, der har været til uvurderlig støtte og faglig inspiration. Afhandlingen har

derudover nydt gavn af konstruktive kommentarer og opmuntring fra en række

personer, heriblandt Vincent F. Hendricks, Klemens Kappel, Frederik Stjernfelt,

5

Maja Horst, Mogens Flensted Jensen, Søren Barlebo Rasmussen, Jens Degett, Jesper

Eckhardt Larsen, Henrik Stampe Lund, Jens Morten Hansen, Martin Marchmann,

Claus Strue Frederiksen, Xavier Landes, Magnus Jørgensen, Thomas Scavenius og

Simon Rodovský. For kommentarer til de engelsksprogede dele af projektet, vil jeg

takke Steve Fuller, Philip Kitcher, Paul Boghossian, Harry Collins, Peter Weingart

og Ulrike Felt. En stor tak til Theresa Scavenius, uden hvis inspiration og støtte

dette arbejde ikke havde været muligt.

En tak skal rettes til Det Frie Forskningsråd (Forskningsrådet for Kultur og

Kommunikation), der har finansieret projektet. Tak til New York University, De-

partment of Philosophy, hvor jeg opholdt mig som gæsteforsker i april-august

2009. Tak til Forsknings- og Innovationsstyrelsen for at give mig orlov til at gen-

nemføre dette projekt og for at give mig den erfaring, der har givet projektet ind-

hold. Afhandlingen er tilegnet mine forældre, Majbritt Sørensen og Jeppe Budtz

Pedersen.

David Budtz Pedersen

København, august 2011

6

INDHOLD

Forord 3

Taksigelser 4 1 Indledning 9

1.1 Vidensskabsteori og videnspolitik 9 1.2 Videnspolitik og vidensøkonomi 12 1.3 Institutioner, styring og viden 15 1.4 Den empiriske vending i videnskabsteorien 17 1.5 Hvad er videnspolitik? 21 1.6 Den performative vending i STS 25 1.7 Makrolegitimering og mikrolegitimering 28 1.8 Viden som offentligt gode 31 1.9 Afhandlingens fremgangsmåde 36

2 Kontrakten mellem videnskab og samfund 38

2.1 Den politiske vidensøkonomi 38 2.2 Den lineære model 41 2.3 Viden, teknologi og økonomi 46 2.4 En ny kontrakt mellem videnskab og samfund 49 2.5 Forskningsstatistik og forskningsevaluering 52 2.6 Kritikken af den lineære model 55 2.7 Finaliseringstesen 57 2.8 Fra finalisering til modus-2 60

3 De empiriske videnskabsstudier 64

3.1 Edinburgh-skolen 64 3.2 Konstruktivisme og naturalisme 66 3.3 Symmetriprincippet 70 3.4 Epistemisk cirkularitet 73 3.5 Formodninger og begrundelse 76 3.6 Empiri og normativitet 81 3.7 Konstruktivisme og instrumentalisme 83 3.8 Epistemiske og sociale normer 87

7

4 Demokrati, eksperter og videnskab 94

4.1 Fra videnskabsteori til videnspolitik 94 4.2 Social accept af nye teknologier 98 4.3 STS som kritisk teknologifilosofi 100 4.4 Demokratisering af videnskaben 102 4.5 Den ’tredje bølge’ af videnskabsstudier 104 4.6 Fra deltagerdemokrati til markedsdemokrati 109 4.7 Input- og output-demokrati 111 4.8 Videnspolitik og demokrati 115 4.9 Nye strategier i videnskabssociologien 119

5 Aktør-netværks-teori (ANT) 123

5.1 To versioner af instrumentalismen 123 5.2 Latours kritik af socialkonstruktivismen 125 5.3 Fra mikro- til makrostudier af videnskaben 131 5.4 Instrumentalisme og relationisme 134 5.5 Instrumentalismens udfordringer 139 5.6 Metode og forklaring i ANT 142 5.7 Netværkets ontologi 145 5.8 Machiavellis metode 151 5.9 Scientometri som naturaliseret videnskabsteori 152

6 Netværk og videnspolitik 159

6.1 Videnspolitiske aktører og netværk 159 6.2 Den politiske vending i konstruktivismen 165 6.3 Res publica: Latours pragmatiske politikbegreb 168 6.4 Det objekt-orienterede demokrati og dets konsekvenser 170 6.5 Videnspolitik som intellektuel kapital 175 6.6 Institutioner vs. organisationer 180 6.7 Vareliggørelsen af akademisk forskning 189

7 Viden som privat eller offentligt gode 194

7.1 Videnskab og ejerskab 194 7.2 Den nye netværksøkonomi 197 7.3 En ny kontrakt mellem forskning og samfund 199 7.4 Kognitiv kapitalisme 201 7.5 Viden som privat eller offentligt gode 204 7.6 Kortsigtede vs. langsigtede investeringer 207 7.7 Bayh-Dole loven 211 7.8 Offentlighedsprincippet 214 7.9 Positive eksternaliteter 217

8

8 Konklusion 223

8.1 Politisk og epistemisk legitimitet 223 8.2 Afhandlingens hovedresultater 227 8.3 Konklusion i.f.h.t. diskuteret litteratur 229 8.4 Humanistisk viden: aktualitet og nødvendighed 232

Referencer 237 English Summary 255

Dansk resumé 256

9

Kapitel 1

Indledning 1.1 VIDENSKABSTEORI OG VIDENSPOLITIK

I denne afhandling præsenteres en videnskabsteori med naturalistiske midler.

Hensigten er at vise, hvordan videnskabsteoretiske studier kan kombineres med

videnspolitiske studier for derved at analysere betingelserne for vidensproduktion.

En naturalistisk videnskabsteori har som sin opgave at specificere de procedurer,

der kan medvirke til at maksimere det kognitive udbytte af videnskaben, eller at

gøre opmærksom på de forhold, der strider imod videnskabens betingelser. Mere

præcist er hensigten at vise, at en videnskabsteori efter den naturalistiske vending

må tage de institutionelle og politiske rammer for videnskaben alvorligt. I takt med

at vidensproduktion er blevet den vigtigste produktivkraft i samfundet, er der sket

en forskydning af videnskaben i retning af de politiske institutioner. Der er allere-

de gjort flere forsøg på at forstå de politiske betingelser for videnskab, herunder i

de empiriske videnskabsstudier, Science and Technology Studies (STS). Kun gan-

ske få af de empiriske videnskabsstudier har imidlertid forsøgt at forene en institu-

tionalistisk analyse med en videnskabsteoretisk ambition om at forbedre de politi-

ske betingelser for videnskaben. Hvordan en sådan analyse skal se ud, er imidler-

tid et vanskeligt spørgsmål, der er forbløffende sparsomt diskuteret i både politisk

filosofi og videnskabsfilosofi, dets vigtighed til trods.

Afhandlingen diskuterer en række af de begrebslige og teoretiske antagelser,

der ligger til grund for den seneste videnspolitiske udvikling. Det er ambitionen at

vise, hvordan den politiske organisering af de videnskabelige institutioner kræver,

at vi udvider den epistemiske analyse med en ny subdisciplin. Indtil videre kan vi

kalde denne subdisciplin for videnspolitik. Med videnspolitik forstår jeg det sam-

10

menhængende hele af politiske, juridiske, økonomiske og epistemologiske antagel-

ser, der bestemmer videnskaben som samfundsmæssig institution. Intentionen er

at diskutere en række af de antagelser, der ligger til grund for den moderne vi-

denspolitik. Overalt i Europa og Nordamerika har videnskabelige institutioner

været genstand for omfattende reformer, og en historisk ny situation har sat sig

igennem, hvor begreber som ”videnssamfund” og ”vidensøkonomi” er blevet de

centrale betydningsbærende ideer for universiteterne.

Denne udvikling i de videnskabelige institutioner har givet anledning til et

voksende antal videnskabelige artikler og bøger om videnspolitik, herunder bidrag

der handler om emner som forskningsevaluering, styring, ledelse, organisation,

ejerskabsformer, o.s.v. Formålet med nærværende afhandling er at diskutere bag-

grunden for denne udvikling mere indgående. Hvordan skal sammenkædningen

af viden, politik og institutioner forstås? Hvordan påvirker de institutionelle re-

former videnskabens evne til at producere viden? Og mere fundamentalt: hvilke

metoder og epistemiske teorier bør vi anvende i studiet af videnspolitik og viden-

sinstitutioner? Diskussioner om viden og videnspolitik synes ofte at være karakte-

riseret af forskellige implicitte antagelser om, hvad viden er, hvordan viden skal

produceres og transmitteres, eller hvilke virkemidler og redskaber, der skaber de

bedste betingelser for forskning. Ingen af disse spørgsmål kan imidlertid belyses

tilfredsstillende uden at inddrage en analyse af, hvilke epistemologiske og viden-

skabsteoretiske principper, de anvendte styringsmodeller forudsætter. Kun ved at

fremhæve videnspolitik som et videnskabsteoretisk forskningsfelt kan vi skabe den

fornødne dybde i vores forståelse af de nuværende organisationsforandringer og

deres konsekvenser. Afhandlingen viser, at der er en sammenhæng mellem videns

epistemiske kvaliteter og videns økonomiske og sociale kvaliteter, og at en sådan

sammenhæng har implikationer for den politiske styring af de offentlige viden-

sinstitutioner.

Studier af videnspolitik og videnskabsstyring er naturligvis ikke nye. Men de

berører typisk kun dette projekts grundlæggende videnskabsteoretiske spørgsmål

på en indirekte måde. De væsentligste undtagelser fra denne regel er Steve Fuller,

Aant Elzinga, Hans Radder, Peter Weingart og Philip Mirowski, hvis arbejde

denne afhandling er beslægtet med. Med den naturalistiske vending i studiet af

viden og videnskab er det imidlertid muligt at forankre analyser af viden og vi-

densinstitutioner i en bredere videnskabsteoretisk diskussion. I naturalistiske

teorier om viden, begrundelse og rationalitet har man opgivet at analysere viden-

skab alene ud fra aprioriske normer og logiske relationer. I stedet hævder naturali-

stiske filosoffer og videnskabsstudier, at vi må undersøge, hvordan videnskaben

fungerer i praksis (Kitcher 1992; Giere 2006; Collin 2011).

11

Imidlertid hersker der væsentlig indbyrdes uenighed om, hvordan vi skal

forstå den naturalistiske vending i studiet af videnskab. I Kapitel 3 findes en mere

udførlig fremstilling af denne debat. Indtil videre kan vi nøjes med at introducere

to overordnede varianter af det naturalistiske synspunkt: (i) en konstruktivistisk

variant, der hævder, at naturalistiske (empiriske) studier af viden ikke bare skal

supplere filosofiske teorier om viden og begrundelse, men erstatte ethvert filoso-

fisk princip med sociologiske og etnografiske mikrostudier, og (ii) en realistisk

variant, der hævder, at analysen af videnskab skal udvides til den empiriske og

institutionelle kontekst, men at den empiriske beskrivelse af videnskaben fortsat

giver anledning til at formulere generalisérbare epistemiske principper, der kan

anvendes til at forbedre den videnskabelige praksis.

Inden for den nuværende litteratur findes der forbavsende få forsøg på at

forene de to synspunkter. I den analytiske sociale epistemologi (jf. Goldman 1999).

har mange bidrag handlet om at anvende beslutningsteori og psykologi som

grundlag for at inddrage empiriske discipliner i epistemologien; på trods af de

erklærede ambitioner om det modsatte, finder man ingen eller kun ganske få

forsøg på at inddrage de konkrete politiske institutioner og det institutionelle

design i videnskaben. Modsat gælder de konstruktivistiske videnskabsstudier. Her

har været en udbredt tendens til at beskrive den sociale mikropraksis og de lokale

forhandlinger i videnskaben uden at forene disse beskrivelser med en ambition om

at forbedre videnskabens evne for at producere viden. Konstruktivismen har pga.

sin skepsis over for sandhed, og afledt skepsis over for viden, pålidelighed og

ekspertise, ikke været i stand til at formulere alternativer til den videnspolitiske

udvikling.

Derfor søges i det følgende en tredje position. Denne position kalder jeg en

”politisk epistemologi” efter inspiration fra Fuller (2001), Stehr (2004) og Turner

(2007). Intentionen er at inddrage indsigter fra både den realistiske og konstrukti-

vistiske tradition. Men det er samtidig at føre en kritisk dialog med begge tilgange,

den sidstnævnte dog væsentligt mere end den første. Hovedkonklusionen i af-

handlingen er, at videnspolitik, ligesom alle andre politikområder, gør brug af

videnskabsteoretiske og epistemiske antagelser. Uanset om disse antagelser for det

meste forbliver implicitte og anonyme, har de betydning for hvilke forestillinger,

politikere og embedsmænd gør sig vedrørende styring, ledelse og evaluering af

viden. Hensigten i de enkelte kapitler er at tydeliggøre sådanne antagelser for

derved at føre en mere åben og informeret debat om fremtidens universiteter og

vidensinstitutioner.

Intentionen i resten af dette kapitel er at etablere og afgrænse analysen. Da

der ikke i forvejen findes et veletableret forskningsfelt, der har videnspolitikkens

12

videnskabsteori som genstand, og da analyser af de epistemiske og institutionelle

forudsætninger for videnspolitikken er relativt nye, vil jeg benytte kapitlet til at

give en samlet fremstilling af analysen. Intentionen er dels at give en introduktion

til den følgende diskussion af de mere specifikke teoretiske positioner, dels at gøre

det klart, hvordan forholdet mellem viden, forvaltning og økonomi kan integreres i

en videnskabsteoretisk fremstilling. Når viden bliver en selvstændig produktiv-

kraft på linje med jord, kapital og arbejdskraft, udfordrer det ikke kun de klassisk

økonomisk begreber. Det ændrer ved rodfæstede forestillinger i videnskabsfilosofi

og politisk filosofi. For det første bliver det et relevant spørgsmål, hvordan viden-

skabelig viden påvirker de demokratiske institutioner og beslutningsprocesser. For

det andet bliver det relevant at undersøge typen af ejerskab og omfordeling af

kognitive ressourcer, der foregår i samfundet. Igennem hele den moderne æra har

den politiske filosofi drejet sig om retten til og distributionen af materielle goder.

Med den rolle viden har fået som produktivkraft i den globale vidensøkonomi,

brydes en lang tradition, der går tilbage til John Locke, og som anser ejendomsret

og rettigheder som nært forbundet med materiel ejendom. I modsætning til den

økonomiske knaphedslogik, som var et centralt princip i den industrielle kapita-

lisme, strider videnskabens natur principielt imod forsøget på at privatisere og

kapitalisere viden. I stedet argumenterer jeg i Kapitel 7, at staten er berettiget i at

behandle viden som et offentligt gode, der udspringer af kollektive epistemiske

praksisser.

1.2 VIDENSPOLITIK OG VIDENSØKONOMI

Begrebet videnspolitik er ikke kun en abstrakt kategori, der dækker over den rolle,

viden har fået i den politiske økonomi. Det er et begreb, der dækker de konkrete

transformationer, som kan aflæses i den aktuelle uddannelses- og innovationspoli-

tik og i en ændret opfattelse af offentlige vidensinstitutioner. Der er de senere år

sket vidtgående ændringer i de organisatoriske betingelser, der regulerer de viden-

skabelige institutioner. Ikke alene er der sket ændringer i de enkelte forsknings- og

uddannelsesinstitutioner, der er tilmed sket omfattende ændringer i den sociale og

økonomiske kontekst, hvori disse institutioner eksisterer. Disse ændringer har

betydet et langsigtet og strukturelt paradigmeskift i forståelsen af både videnskab

og samfund (Hessels et al. 2008; Leišyte et al. 2008). Ifølge flere samfundsforskere

er der sket et historisk skred væk fra videnskaben som en ”reputational organiza-

tion” (Whitley 2000), dvs. en organisation baseret på de enkelte forskeres viden-

skabelige omdømme, til en situation, hvor professionel styring og strategiske

hensyn styrer den videnskabelige udvikling.

13

I takt med reformerne i de offentlige vidensinstitutioner er både ”interna-

listiske” og ”eksternalistiske” analyser blevet mødt af udfordringer (Jacob &

Hellström 2000; Weingart 2005). For den internalistiske analyse gælder, at den først

og fremmest fokuserer på ændringer i den videnskabelige praksis ud fra en be-

tragtning af videnskabens interne logik og udvikling. Sådanne analyser er typisk

associerede med den positivistiske tradition. For den eksternalistiske analyse

gælder tilsvarende, at den ser udviklingen i vidensinstitutionerne som motiveret af

udviklingstendenser eksternt i samfundet eller af forandringer i de sociale normer

for vidensproduktion. Sidstnævnte er ofte forbundet med de empiriske viden-

skabs- og teknologistudier.

Mere frugtbart end denne dikotomi mellem internalisme og eksternalisme

synes at være forslaget om at integrere de to analyser i en fælles heuristik. Denne

position kan vi betegne som en politisk epistemologi (jf. ovenfor). Politisk episte-

mologi er en måde at analysere den politiske perception af viden. I stedet for at

anskue de politiske betingelser som identiske med de epistemiske betingelser er

tesen, at vi kan betragte de politiske reformer og institutioner som ”bærere” af et

bestemt videnskabssyn med egne immanente påstande og kriterier. Sidstnævnte

omfatter for eksempel antagelser om, hvorfor videnskabelig forskning bør modta-

ge offentlig finansiering, hvad der definerer forskningskvalitet, og ikke mindst

hvilke teknologiske og økonomiske forestillinger, der ligger til grund for forståel-

sen af forskningens effekt og relevans (impact). Dette er videnskabelig viden for-

stået som en videnspolitisk kategori (Budtz Pedersen 2010).

Når det er nødvendigt at introducere en selvstændig analyse, der adresserer

de specifikke politiske og epistemiske antagelser, der er tilstede i styringen af

vidensinstitutioner, er det fordi, der er behov for en mere eksplicit diskussion af de

præmisser, der informerer den videnspolitiske udvikling. Epistemiske målsætnin-

ger koordineres i praksis med andre sociale, politiske og etiske værdier, som kon-

stituerer de institutionelle betingelser, der giver videnskaben retning og indhold.

Accepterer vi denne præmis, er der god grund til at overveje, hvordan interna-

listiske analyser kan forenes med institutionelle analyser af videnskaben. Først i

kombinationen af disse tilgange kan vi forstå grundlaget for de nye styrings-,

finansierings- og evalueringsmodeller, der implementeres i offentlige vidensinsti-

tutioner. Elzinga (1997) foreslår en lignende strategi:

»When we ask about the transformation of science, this cannot always be a question posted in the absence of some account of transformations in society at large. That is where the funding that sustains science comes from, that is where policy goals are negotiated, and that is also where some deeply in-grained metaphors and images of science and its relationship with society

14

originate. […] In general, the transformations may be perceived to take place in parallel in several different, but related planes or dimensions: i.e. in politi-cal value systems, in motives for doing science, in forms of knowledge, and research-supporting technologies, as well as in values, norms and preferred methodologies in science itself […] My point of departure is thus the politics and epistemology of science in society« (Elzinga 1997: 412, 415).

For Elzinga forekommer det grundlæggende som en uholdbar antagelse at hævde,

at fordi videnskaben er påvirket af sociale, politiske og økonomiske interesser, vil

den viden, der produceres, mere eller mindre direkte afspejle disse interesser. Et

sådant stærkt interessebegreb, der er forbundet med de konstruktivistiske viden-

skabsstudier, synes på flere måder at grundstøde egne præmisser. Omvendt er det

modsatte synspunkt ikke mere overbevisende. Ideen om, at videnskab produceres

i et interesseløst, neutralt og institutionelt uafhængigt rum er blevet sat under pres

med de seneste års udvikling. Flere videnskabsteoretikere erkender, at denne

udvikling på sigt vil påvirke valget af forskningsmæssige problemer, teorier og

metoder (Elzinga 1992; Laudel 2006; Douglas 2009; van Bouwel 2009; Brown 2010).

I lyset af disse overvejelser kan vi nu bestemme politisk epistemologi som et

redskab til at analysere videnspolitikkens epistemiske antagelser og præferencer

uden af den grund at anerkende disse antagelser som epistemisk robuste eller

bæredygtige. Der er intet a priori, der udelukker videnspolitikken i at forsvare en

robust epistemologisk position. Men, som analysen vil vise i det følgende, er der

flere steder, hvor de politiske og epistemiske antagelser konfronteres af dilemmaer,

modsigelser og indvendinger. Spændingen internt imellem de epistemiske anta-

gelser, der strukturerer videnspolitikken og giver den indhold, bliver dermed et

centralt omdrejningspunkt for min diskussion. En vigtig opgave for enhver viden-

skabsteoretisk analyse, som undersøger fejl og mangler i konkurrerende modeller,

er naturligvis forsøget på at opstille et andet alternativ. I afhandlingen skitserer jeg

et sådant alternativ. Hensigten er ikke at give en isoleret positiv bestemmelse af

videnskabens kognitive normer. Derimod er opgaven at klargøre, hvilke antagelser

og præmisser, vi bør håndhæve, såfremt vi ønsker at etablere den videnspolitiske

analyse som et kritisk analysefelt.

En central udfordring er at sandsynliggøre, at der er opstået en korrespon-

dens imellem udviklingstendenser i videnskabssociologien og udviklingen i vi-

denspolitikken, idet sidstnævnte i en række situationer baserer sig på analyser og

begreber hentet fra den videnskabssociologiske tradition – fx i form af begrebs-

sparret ”modus-1” og ”modus-2”-forskning (Gibbons et al. 1994; Nowotny et al.

2001). Denne konvergens er langtfra monokausal eller endogen, men relaterer sig

til udbredelsen af bestemte organisations- og erkendelsesteoretiske modeller, der

er fælles for analyser af den igangværende videnspolitiske udvikling og denne

15

udviklings institutionelle politiske dynamik (Shinn 2002; Elzinga 2004). I visse

tilfælde er denne korrespondens triviel og uproblematisk, i andre tilfælde er den

kontroversiel og fører til gennemsættelsen af et stærkt adfærdsregulerende kodeks

for videnslegitimering. Daniel Dennett har fremsat en lignende overvejelse i for-

bindelse med videnskabens traditionelle relation til videnskabsfilosofien:

»Scientists sometimes deceive themselves into thinking that philosophical ideas are only, at best, decorations or parasitic commentaries on the hard, objective triumphs of science, and that they themselves are immune to the confusions that philosophers devote their lives to dissolving. But there is no such thing as philosophy-free science, there is only science whose philoso-phical baggage is taken on board without examination« (Dennett 1995: 21).

Med en omtolkning af Dennett hævder jeg i denne afhandling, at der ikke findes

en filosofisk neutral videnspolitik; der findes kun en videnspolitik, hvis filosofiske

indhold tages for givet uden eksamination. Og vice versa, der findes ikke en insti-

tutionel neutral videnskabsteori, kun en videnskabsteori der ikke gør sig klart,

hvilket organisatorisk design, den implicerer. Diskussioner af videnskabens politi-

ske organisering er uundgåeligt sammenvævet med diskussioner i epistemologi og

videnskabsteori. Hovedtesen i det følgende er derfor, at der er brug for en langt

mere eksplicit diskussion af de epistemiske påstande og normative modeller, der

ligger til grund for den videnspolitiske udvikling og institutionsforandring.

1.3 INSTITUTIONER, STYRING OG VIDEN

Betragt indledningsvis følgende to eksempler som steder, hvor indflydelsen fra

videnspolitikkens epistemiske forudsætninger kommer til udtryk og kan analyse-

res. For det første relaterer den epistemiske diskussion sig til de analyser og begre-

ber, der de senere år er blevet anvendt til at beskrive udviklingen på det videnspo-

litiske område. Blandt disse begreber er indflydelsesrige modeller som ”technovi-

denskab” (Latour 1998), ”modus-2-forskning” (Gibbons et al. 1994), ”post-

akademisk videnskab” (Ziman 2001), ”post-normal videnskab” (Funtowicz &

Ravetz 1993) og ”triple helix-netværk” (Etzkowitz et al. 2000). Som det har været

hævdet af Steve Fuller og Terry Shinn er disse begrebsdannelser ikke kun deskrip-

tive, men normative, i den udstrækning de har fået indflydelse på designet og

udformningen af politikker inden for forskning, uddannelse og innovation. På

flere måder er dette en kontroversiel påstand, hvis detaljer jeg skal vende tilbage til

nedenfor. Men udgangspunktet er, at disse policy-orienterede videnskabsstudier

udgør et laboratorium for de videnspolitiske reformer og derfor kan anskues som

en teoretisk model for disse.

16

Forholdet mellem videnspolitik og videnskabsstudier er langt fra entydigt. I

tillæg til studiet af videnskabssociologien er det derfor relevant at se på de be-

grebsdannelser og evalueringsredskaber, der konkret artikuleres på det videnspo-

litiske felt i Danmark og internationalt. I diskussioner af videnspolitik fremhæves

ofte videns økonomiske betydning, den tiltagende brug af markedsprincipper,

professionel ledelse, strategisk forskning, konkurrenceudsættelse samt en stigende

efterspørgsel efter ansvarlighed og regnskabsførelse (Weingart 2005; Faye & Em-

meche 2010; Christensen 2011). For hvert af disse initiativer gælder, at de importe-

rer en række formodninger om, hvad viden er, hvordan viden kan måles og evalu-

eres, samt hvilke indikatorer og kriterier, den offentlige videnspolitik skal tilrette-

lægges ud fra. Men måske vigtigst angiver disse indikatorer, hvad der politisk og

administrativt kategoriseres som kvalitet, effektivitet og produktivitet. Sådanne

kriterier er afhængige af, hvilke teorier om offentlig forvaltning, økonomistyring,

ledelse og evaluering, der præger den aktuelle politikudvikling. Men frem for alt

er de motiveret af et politisk krav om at synliggøre og specificere de videnskabeli-

ge resultater på et konkret og deskriptivt, fx ved hjælp af bibliometrisk evaluering

af offentlige institutioner (Porter 1995; Power 1997; Dahler-Larsen 2008).

Her skal jeg ikke behandle de tekniske aspekter af brugen af bibliometri eller

forskningsevaluering. Derimod er hensigten at opstille en typologi, der tillader at

differentiere begrebet om videnskabelig viden, alt efter om det anskues (a) fra et

epistemisk perspektiv, der karakteriserer videnskabens resultater i form af teorier,

repræsentationer, modeller, formodninger, hypoteser mv. eller (b) fra et politisk-

evaluativt perspektiv, der karakteriserer videnskabens resultater i form af tekster,

citationer, teknologier, applikationer og lignende politiske måleenheder. Denne

distinktion er måske åbenlys, men respekteres typisk ikke i de mest indflydelsesri-

ge konstruktivistiske videnskabsstudier. Kontra antagelsen i disse studier er på-

standen i det følgende, at der er tale om to forskellige perspektiver på viden, og at

en differentiering af de to kategorier kan kaste lys på en vigtig konflikt i videnska-

bens institutionelle legitimitet i det nuværende samfund.1

1 Fra en strengt videnssociologisk vinkel er der intet, der retfærdiggør distinktionen imel-

lem politiske og epistemiske betingelser for viden. Mere fundamentalt hævder videnskabssocio-

logien, at vi i sidste instans ikke kan sondre imellem videnskabelige og ikke-videnskabelige

påstande, da begge typer af udsagn skal forklares og begrundes i relationelle sociale faktorer (jf.

symmetriprincippet, se Kapitel 3). Dahler-Larsen (2011) har kritiseret min brug af internalis-

me/eksternalisme distinktionen (Budtz Pedersen 2010), idet han mener, at distinktionen nemt

reduceres til et forsvar for interne normer imod presset fra eksterne normer. Hensigten med

ovennævnte distinktion er imidlertid ikke at etablere en streng dikotomi imellem internalistiske

og eksternalistiske analyser, der ser videnskabens interne udvikling som uberørt eller uaffekteret

17

1.4 DEN EMPIRISKE VENDING I VIDENSKABSTEORIEN

På flere måder er udviklingen i de empiriske videnskabsstudier central for nærvæ-

rende analyse. For disse studier gælder, at der er sket en afgørende empirisk ven-

ding i undersøgelsen af videnskaben, hvor traditionelle aprioriske og normative

tilgange er blevet forladt, eller i det mindste menes at være blevet dette, og hvor

videnskaben i stedet søges belyst igennem sociologiske og etnografiske undersø-

gelser. Her, som i flere andre dele af afhandlingen, følger jeg Collin (2011), idet jeg

tilslutter mig, at de empiriske videnskabsstudier, som de har udviklet sig de sene-

ste 25-30 år, med fordel kan forstås som manifestationer af en tiltagende naturalise-

ring af videnskaben. Videnskabssociologien indskriver sig i en lang tradition i

vestlig tænkning, der tenderer imod naturalisme, dvs. den antagelse, at empiriske

undersøgelser indeholder nøglen til al viden om virkeligheden, og at der ikke er

andre niveauer end det empiriske.2

Når den naturalistiske vending i videnskabsteorien er vigtig, er det fordi, den

gør det muligt at undersøge viden og videnskab som indlejret i politiske institutio-

ner. Denne betragtning er måske triviel for den udenforstående iagttager, der

betragter vidensproduktion som en naturlig del af offentlige og private organisati-

oner og som underlagt almindelige organisatoriske krav. Men i videnskabsteorien

har det institutionalistiske perspektiv været kontroversielt, og det er ofte uklart,

præcis hvordan det skal forstås.

I traditionelle filosofiske teorier gælder, at rækkevidden af institutionelle be-

skrivelser af videnskaben essentielt er begrænsede. De angår ”context of discove-

ry”, ikke ”context of justification”. Institutionelle analyser er kort sagt relevante til

at forstå de betingelser, der omgiver forskningsprocessen, men de er utilstrækkeli-

ge til at forstå de epistemiske krav, der gør viden sand, objektiv, pålidelig, o.s.v. En

af grundene til, at denne distinktion har været populær blandt videnskabsfilosof-

af det omkringliggende samfund. Hensigten er derimod at adressere det specifikt sociale og

politiske perspektiv på viden, der ligger til grund for samfundets styring af de videnskabelige

institutioner, og som i nogen grad synes at adskille sig fra det videnskabelige samfunds forståel-

se af de væsentligste videnskabelige normer. 2 Dette er især tydeligt i Edinburgh-skolen, hvor ambitionen om at forklare videnskaben er

erklæret naturalistisk (Bloor 1991; Collin 2011). I modsætning til Mertons videnskabssociologi,

der reserverer analysen af indholdet af videnskaben til videnskabsfilosofien, hævder de nye

videnskabsstudier, at de kan forklare videnskabelige teorier under henvisning til sociale fakto-

rer. Fremtrædende repræsentanter for dette synspunkt er Harry Collins, David Bloor, Barry

Barnes, Bruno Latour, Michel Callon, Steve Woolgar, Karin Knorr-Cetina og Steve Fuller.

18

fer, er, at opdagelseskonteksten som kategori absorberer alt det, som er kontingent,

irrationelt og arbitrært i videnskaben. Processen hvori forskerne søger løsninger på

videnskabelige problemer er ikke underlagt en streng logisk nødvendighed og er

ikke forudsigelig i streng videnskabelig forstand. For imidlertid at etablere viden-

skabelige teorier som konsistente og pålidelige introducerer begrundelseskontek-

sten de kriterier, der gør videnskabelige påstande rationelle og logiske. I det ende-

lige bevis eller videnskabelige resultat er de institutionelle betingelser i vidt om-

fang søgt fjernet, således at teorien har størst mulig generaliserbarhed inden for sit

domæne og resultaterne kan gentages af andre forskere.

Selvom der kan være gode grunde til at bevare en distinktion imellem videns

institutionelle betingelser og videns epistemiske betingelser, er det vigtigt ikke at

adskille de to kontekster for skarpt. Institutionelle analyser udelukker ikke, at der

knytter sig distinkte normative-rationelle egenskaber til viden, som ikke kan for-

klares socialt ud fra videnskabens mikroprocesser. På samme måde udelukker

normative-filosofiske teorier ikke, at vi inddrager institutionelle analyser til at

forbedre vores forståelse af videnskabens organisatoriske betingelser. Tværtimod

er det sandsynligt, at en bedre forståelse af disse betingelser kan skabe bedre insti-

tutionelle rammer for videnskaben.

Et sådant argument har blandt andet været forsvaret af Alvin Goldman

(1999) i hans forsøg på at udvikle en social epistemologi (Coady 1992; Kitcher 1993;

Kitcher 2001; Goldman 2002). Et centralt ærinde i dette projekt har været at udvide

epistemologiens fokus fra at være snævert fokuseret på den individuelle agents

evne til at begrunde formodninger til i stedet at inddrage interpersonelle, instituti-

onelle og kontekstuelle faktorer i forståelsen af formodningsdannelse.3 Den sociale

epistemologi undersøger de sociale aspekter af viden og begrundelse, som fx

materielle betingelser, konceptuelle betingelser, vidnesbyrd mv. Hvilke episte-

miske praksisser der er bedst til at generere pålidelige formodninger, afhænger

ifølge dette synspunkt af sociale faktorer – som fx autoritetsstrukturer, kognitiv

arbejdsdeling eller kommunikation. I Goldmans terminologi er dette udtryk for en

sandhedsorienteret (veritistisk) social epistemologi.

På samme måde som de empiriske videnskabsstudier, repræsenterer social

epistemologi en naturalistisk vending i epistemologien. Men til forskel fra tilgange

der søger at erstatte epistemiske analyser med empiriske studier, er formålet at

etablere en intellektuel arbejdsdeling mellem de forskellige discipliner. Goldman

understreger, at den naturalistiske vending er kompatibel med en realistisk og

3 Goldman skriver: »Epistemology must come to grips with the social interactions that both

brighten and threaten the prospects for knowledge« (Goldman 1999: 2).

19

”veritistisk” position, i den udstrækning den sociale epistemologi søger at afdække

betingelserne for, hvad der gør erkendelsen sand (eller pålidelig). Men den er på

samme tid forenelig med sociologiske og institutionelle analyser af viden, i den

udstrækning epistemiske teorier ikke er forpligtede på at antage, at det eneste

subjekt for erkendelse er individet, men kan vælge at fokusere på eksempler på

social erkendelse, heriblandt videnskabelige institutioner. Den sociale epistemologi

stiller sig derfor i princippet åben for en undersøgelse af de institutionelle rammer

for videnskaben som epistemisk indikative (Goldman 1999: 221ff.).

En anden mere radikal konsekvens drager de konstruktivistiske videnskabs-

studier. I lighed med ovenstående tilslutter de sig, at sociologiske og empiriske

discipliner spiller en vigtig rolle i analysen af videnskab. Men med den kontrover-

sielle tilføjelse, at dette eliminerer det traditionelle normative projekt, der kende-

tegner epistemiske teorier. I de empiriske videnskabsstudier er det en udbredt,

men i mine øjne forkert antagelse, at der er dybe filosofiske problemer med sand-

hedsbegrebet. Som vi skal se i Kapitel 3, er grunden til denne kritik blandt andet en

misforståelse af, hvad det kræver for en formodning at være sand (pålidelig).

Endvidere medfører konstruktivismen den ugunstige konsekvens, at vi ikke

kan stille det afgørende spørgsmål om hvilke institutionelle praksisser, der er bedst

med hensyn til at generere begrundede, sande formodninger. Eller rettere, at den

eneste begrundelse vi kan give for vores formodninger er social. De empiriske

videnskabsstudier indebærer en radikal instrumentalisme, der forstår videnskabens

kognitive produkter og egenskaber som manifesteret i konkrete sociale relationer.

Videnskab er ifølge dette synspunkt alene en social organisation, hvis påstande

ikke transcenderer den lokale praksis og hvis propositionelle indhold er bestemt

udelukkende af sociale faktorer. Det betyder, at selvom man generelt taler om

viden, så har fokus reelt været på spørgsmål om sociale betingelser for accept af

formodninger. En antagelse, der ofte suppleres med en generel modvilje mod at

tale om sandhed som pålideligt dannede formodninger (Boghossian 2001).

Hvis udfordringen, som beskrevet i det foregående, er at bidrage til en ana-

lyse af de sociale og institutionelle betingelser for videnskaben, kan man sige, at de

empiriske videnskabsstudier tager opgaven alvorligt. Så alvorligt, at der ikke

længere kan skelnes imellem epistemiske og sociale normer. Der er kun ét niveau;

nemlig det sociale niveau, og såvel videnskabens interne erkendeprocesser som

virkelighedens eksterne pres mod de videnskabelige teorier bliver et produkt af

dette niveau. Ikke alene synes dette at være en uacceptabel konklusion. Det er

tilmed et projekt, der har en række utilsigtede videnspolitiske konsekvenser, uan-

set at disse analyser har vist sig at være velegnede som inspiration for de politiske

institutioner i Danmark og Europa.

20

Hermed kan jeg mere præcist definere begrebet politisk epistemologi som

strategi til at beskrive videnspolitikken. Med politisk epistemologi er det hensigten

at undgå den stærke konstruktivisme, hvormed STS lancerer sine analyser men

samtidig fastholde den empiriske og institutionelle vending, som bl.a. Goldman

(1999), Giere (1999) og Kitcher (2001) er fortalere for. I stedet for at ophæve distink-

tionen imellem viden og politik, eller mellem epistemiske normer og institutionelle

normer, i en grad der annullerer brugbare analytiske distinktioner, hævder jeg, at

vi bør fastholde at beskrive viden og institutioner som to forskellige regimer.

Afhandlingens analyse kan på den baggrund præciseres som følgende: En bestem-

melsen af de kriterier og normer, hvormed videnskabelig viden betragtes og produceres

politisk, og hvorom gælder, at de ikke nødvendigvis korresponderer med det videnskabelige

samfunds interne epistemiske normer, men med de politiske forventninger til effektive og

legitime vidensinstitutioner.

Når jeg i det foregående har hævdet et tredje perspektiv mellem realisme og

konstruktivisme, er det således fordi, vi bør være realister med hensyn til viden-

skabens interne sandheds- og hævdelighedsbetingelser og samtidig anerkende, at

der sker en vidtgående politisk styring af de akademiske institutioner, ikke kun

gennem direkte politisk lovgivning, men gennem incitamenter, evaluering, mar-

kedsgørelse, etc. (Jacob & Hellström 2000; Wright & Oerberg 2004; Elzinga 2010;

Whitley et al. 2010). Om disse styringsredskaber gælder, at de udgør historisk

variable og socialt konstruerede betingelser for accepten af videnskabelig viden,

der fastsætter de politiske kriterier, som videnskabelige institutioner skal indfri for

at opnå legitimitet og finansiering.

Forudsat at vi accepterer ovennævnte distinktion mellem viden og politik,

kan konstruktivistiske studier være yderst relevante i analysen af de effekter, der

indtræffer, når politisk forhandlede måleenheder og evalueringer iværksættes i

offentlige vidensinstitutioner. I sådanne situationer kan evaluerings- og forvalt-

ningsteorien med fordel trække på indsigter tilvejebragt i den konstruktivistiske

tradition. I udformningen af eksempelvis bibliometriske indikatorer, er det utvivl-

somt korrekt, at der er tale om konstrukter, hvis sandhedsindhold ikke følger en

objektiv eller erfaringsuafhængig virkelighed. Som argumenteret af Dahler-Larsen

(2008) og Strathern (1997) er sådanne evaluative redskaber produktet af forhand-

linger mellem politiske institutioner, og er udtryk for deres specifikke epistemiske

præferencer. Eksempler fra forvaltning og evaluering (og lignende sociale fæno-

mener) giver i det hele taget større plausibilitet til det konstruktivistiske stand-

punkt end tilsvarende analyser af naturvidenskaben, hvor både naturvidenskabens

21

kategorier, men i særdeleshed dens genstande, næppe meningsfyldt kan siges at

være socialt konstruerede.4

1.5 HVAD ER VIDENSPOLITIK?

Med hensyn til begrebet videnspolitik (knowledge politics) findes der ikke en autori-

tativ definition i litteraturen. En opgave i det følgende er derfor at tilvejebringe en

bedre forståelse af begrebet. I udgangspunktet er videnspolitik en samlebetegnelse

for forskningspolitik, uddannelsespolitik, innovationspolitik, universitetspolitik og

teknologipolitik. Fordelen ved termen videnspolitik er bredden i perspektivet. For

eksempel kan videnspolitiske analyser udføres inden for forvaltning, ledelse,

organisation, formidling, videnskabsteori og økonomi. Defineret på denne måde

implicerer videnspolitik både input og output betingelser for vidensproduktion.

Denne distinktion har jeg overtaget fra Fritz Scharpfs demokratiteori. Scharpf

argumenterer, at den moderne forvaltning og demokratiteori er kendetegnet ved

en uddifferentiering af legitimitetsbegrebet i henholdsvis input-legitimitet og

output-legitimitet (Scharpf 1999). Politisk handling drejer sig både om den politiske

”beslutning”, forstået som demokratisk repræsentation, inddragelse af borgerne,

parlamentariske processer etc. (input-siden), og om det politiske ”resultat”, forstå-

et som det politiske systems evne til at producere velfærd, service, kvalitet o.s.v. til

gavn for samfundets borgere (output-siden). Anvendt på videnspolitikken inde-

bærer denne taksonomi: (i) input-betingelser i form af rammevilkår for de offentli-

ge vidensinstitutioner, inklusiv lovgivning, forvaltningspraksis, finansiering,

prioritering, etc., og (ii) output-betingelser i form af kriterier for vidensspredning,

teknologioverførsel, patentering, publikationspraksis, vidensformidling samt

spørgsmål om forskningsinfrastruktur og myndighedsbetjening.

I de senere års videnskabs- og teknologistudier har der været udført analyser

af begge typer. Navnlig diskussioner vedrørende teknologivurdering og eksperters

rolle i demokratiet har været i centrum. Fokus har været på den måde, teknologi

4 Når målinger af et socialt system ikke er eksternt for systemet, men bliver en del af syste-

met og ændrer dets incitamentsstruktur, opstår eksempler på ”Goodharts lov”. Den oprindelige

formulering af Goodharts lov stammer fra økonomisk teori: »As soon as the government at-

tempts to regulate any particular set of financial assets, these become unreliable as indicators of

economic trends«. Det skyldes først og fremmest, at »financial institutions easily can [...] devise

new types of financial assets« (Pears Encyclopaedia, 99th Edition, 1991: 27-31). Goodharts lov

kan ses som en sociologisk variant af Heisenberg’s usikkerhedsteorem. Målinger af et system

forstyrrer systemets virksomhed. Når målingerne bliver mere detaljerede og mere kortsigtede,

stiger risikoen for adfærdsændringer. For en kritisk diskussion, se Emmeche & Auken (2010).

22

og eksperter påvirker de demokratiske institutioner og udfordrer de etablerede

normer for medbestemmelse og delegering af beslutningskompetence. Sådanne

diskussioner vedrører for det meste input-siden i den politiske proces, idet de

undersøger offentlighedens og de politiske institutioners mulighed for at kontrol-

lere videnskabelige eksperter og teknologi ud et demokratisk hensyn. Som vi skal

se nedenfor, har dette projekt især været toneangivende for Edinburgh-skolen og

den vidt diskuterede ”tredje bølge” af videnskabsstudier, repræsenteret ved Harry

Collins og Robert Evans (2002).

Samtidig er et voksende antal studier begyndt at koncentrere sig om output-

siden i de videnskabelige institutioner som følge af det generelt stigende fokus på

produktivitet og performativitet i forskningspolitikken. Ifølge flere politiske teore-

tikere, heriblandt Sennett (2006), Plant (2009) og Peters (2011), er der de seneste 20-

25 sket et langsomt skred fra input-legitimitet til output-legitimitet med hensyn til

de krav, der stilles til offentlige institutioner. Ifølge denne analyse bliver den de-

mokratiske proces i stigende grad afledt fra anliggender, der vedrører samfundets

problemløsning, konkurrenceevne og effektivitet. Institutionel legitimitet reduce-

res til et spørgsmål om, hvordan vi bedst bestyrer det, som kommer ud af den

politiske proces. Og det politiske indhold defineres i fastsættelsen af de resultatmål

og evalueringskrav, som et givent administrativt system skal tilfredsstille for at

fremstå som effektivt (Bang 2008a). Fra en situation, hvor politisk beslutningstagen

drejede sig om at fastsætte rammebetingelser og føre administrativt tilsyn med de

offentlige institutioner, sker der en betydelig fokusering på de konkrete, målbare

og observationelle resultater (Porter 1995; Melander et al. 2008; Elzinga 2008).

Forsknings- og videnspolitik tilrettelægges i overensstemmelse med det, der kan

observeres og måles. Output-siden i de offentlige vidensinstitutioner har dermed

fået større indflydelse på diskussioner af fordelingen af uddannelses- og forsk-

ningsmidler – fx i form af krav om publicering, patentering, kommercialisering og

gennemførelsestider.

I en senere artikel, Reflections on Multilevel Legitimacy (2007), udvider Scharpf

distinktionen i legitimitetsformer til at omfatte normativ og funktionel legitimitet.

Hvor normativ legitimitet karakteriserer legitimiteten af den overordnede demo-

kratiske samfundsmodel og sikrer borgernes forpligtelse til at adlyde fællesbeslut-

ninger og lovgivning, handler funktionel legitimitet om den erfarede legitimitet af

de borgernære services og institutioner. Funktionel legitimitet handler om udøvel-

se af styring, der tjener borgernes interesser og præferencer og som formulerer

løsninger, der opleves som effektive. I modsætning til normativ legitimitet, der

henter sine begreber fra politisk filosofi og demokratisk medborgerskab, hvis

grundlag er de institutionelle arrangementer, der sikrer lige rettigheder og delta-

23

gelse, er oplevelsen af funktionel legitimitet baseret på egeninteresser, herunder

effektiv kontrol og sanktioner vedrørende offentlige udgifter, skatteordninger og

velfærdsgoder (Scharpf 2007).

I udgangspunktet sameksisterer de forskellige legitimitetsformer. Demokra-

tisk indflydelse kræver effektive institutioner, ligesom hensyn til velfærd og effek-

tivitet beror på en demokratisk respekt for individets interesser. Konklusionen er

imidlertid den samme som ovenfor. Europæiske nationalstater, og ikke mindst det

europæiske samarbejde, har oplevet et markant skred fra normativ til funktionel

legitimitet som den primære legitimatoriske forståelsesramme. Hermed menes, at

der i dag kun i ringe grad føres overordnede demokratiske og værdipolitiske

diskussioner, men til gengæld udbredte diskussioner om velfærd, effektivitet og

institutionel konkurrenceevne, bl.a. animeret af en stigende brug af meningsmålin-

ger, evalueringer og dokumentation. Politisk magt handler om magten til at fast-

sætte produktions- og effektmål, og det politiske indhold forskyder sig dermed fra

ideologiske diskussioner til spørgsmål om administration, ledelse og styring.5

Som Michael Power beskriver i bogen The Audit Society (1997), er der udvik-

let en ny måde at føre politik på, hvor politikere og myndigheder ønsker resultater

på kort sigt, der kan verificere den førte politik på institutionsniveau og skabe

transparens og konsekvens lokalt. Rationalet er, at jo mere deltaljeret staten kan

redegøre for det offentlige ressourceforbrug, desto større legitimitet har omforde-

lingen i forhold til befolkningen. I den offentlige sektor karakteriserer denne tæn-

kemåde først og fremmest den porteføljen af styringsredskaber, der er blevet

introduceret med New Public Management.

Eksempler på New Public Management (NPM) er talrige inden for videnspo-

litikken. I løbet af de seneste 15-20 år er der sket en gradvis mere radikal styrings-

og ledelsesreform i de offentlige universiteter fra lokalt, kollegialt og individuelt

5 Et sådant normskred er særligt tydeligt i Den Europæiske Union. Her er talen om et

”demokratisk underskud” i det europæiske samarbejde i de seneste år nedtonet til fordel for et

fokus på den effektive politikkoordination, herunder effektivitetsgevinster ved fælles udenrigs-

politik, klimapolitik, forskningspolitik etc. En del af forklaringen på denne udvikling skal søges i

den tidligere bureaukratismekritik og ønsket om at reorganisere staten som et markedsgjort,

afbureaukratiseret projekt. Det implicerer ikke nødvendigvis en svag demokratisk kultur,

tværtimod har EU Parlamentet med Lissabon Traktaten fået mere magt, men symboliserer en

mere teknokratisk politisk dagsorden, hvis kriterier for effektivitet og produktivitet dikterer den

politiske legitimitet. Således skriver Tim Knudsen (2010), at »EU’s legitimitet reelt ikke afhænger

af, hvor demokratisk EU er. Legitimiteten bygger på, om EU ‘leverer varen’, om EU effektivt

betjener dets borgere med økonomisk vækst og servicering«. Borgeren forholder sig med andre

ord til politik, som kunder og aktionærer forholder sig til virksomheder (Knudsen 2010).

24

selvstyre til centraliseret, hierarkisk og universel kontrol. Denne udvikling har

fulgt den internationale trend inden for New Public Management, der er baseret på

politisk kontraktstyring, et formaliseret autoritetshierarki, internationale sammen-

ligninger og akkreditering efter kvantitative performanceindikatorer samt konkur-

rence om tilgængelige ressourcer. I overensstemmelse med NPM er der stor tillid

til det private erhvervsliv, etablering af markeder for forskning og patenter samt

brug af mikroøkonomiske incitamentsstrukturer (Hood 1991; Powell & DiMaggio

1991; Porter 1995; Melander et al. 2008).

Når brugen af incitamenter, konkurrenceudsættelse og markedsgørelse har

tiltrukket sig så markant kritisk bevågenhed i den internationale forskning, er det

fordi denne politik har så tydelige negative sociale og institutionelle konsekvenser

for de traditionelle ”bløde” styrings- og ledelsesformer i de offentlige vidensinsti-

tutioner. NPM-inspirerede reformer står i modsætning til de traditionelle, forsk-

ningsfaglige og uformelle ledelsesformer, der bygger på idealer om selvledelse,

faglig frihed, tillidsrelationer og åbne læringsrum. NPM baserer sig på brugen af

”stærke” incitamenter og magtmidler, der distribuerer ressourcerne efter perfor-

mance og evaluering i stedet for faglig viden og anerkendelse (Birnbaum 2002;

Melander 2008 et al.; Grønnegaard Christensen 2011).

Når det er relevant at undersøge dette styringsparadigme i relation til de of-

fentlige vidensinstitutioner, er det fordi, det konstituerer et eksempel på en politisk

epistemologi, som defineret ovenfor. Forskning og uddannelse underkastes et

evalueringsregime bestående af internationale kvalitetsstandarder, certificering og

effektmålinger, hvis iboende epistemiske præferencer potentielt ændrer videnspro-

duktionens retning og indhold (Whitley et al. 2010). Fokus er på de stimuli, der

resulterer i bestemte tilfredsstillende reaktioner i de statslige evalueringsteknologi-

er og som anses for autoritative i et givent systems målopfyldelse – fx i form af

konkrete materielle produkter som publikationer, patenter, samarbejdeaftaler, mv.

Som Irzik (2010) skriver i artiklen Why Philosophers of Science Should Pay At-

tention to the Commercialization of Science, har målinger og evalueringer af videnska-

ben afgørende betydning for opfattelsen af, hvilken viden der betragtes som rele-

vant, og på længere sigt for videnskabens retning, herunder problem-, teori- og

metodevalg. Denne tendens er især tydelig inden for de biomedicinske discipliner,

men breder sig i stigende grad til forskningsområder, der traditionelt er blevet

betragtet som grundforskning (Irzik 2010).6 De positive læringseffekter, der kan

6 Forskellige analyser er fremlagt, der forsøger at belyse baggrunden for den voksende

evalueringskultur ud fra et lignende udgangspunkt. Heriblandt Theodore Porter, Trust in Num-

bers (1995), Michael Power, The Audit Society (1997), Peter Weingart, Impact of Bibliometrics Upon

25

være forbundet med evaluering og måling, forsvinder imidlertid, hvis evaluerin-

ger fastgøres til belønningsstrukturer og finansieringsmodeller. Hvad der oprinde-

ligt kun var tiltænkt som en ”indikator” for kvalitet og relevans, dvs. som et en-

keltstående perspektiv på en kompleks social virkelighed, bliver det eneste per-

spektiv, der medfører belønning og derfor reelt det eneste perspektiv, der respek-

teres. Et eksempel er, når publikationer eller patenter, som traditionelt er slutpro-

duktet af forskningen, bliver til et mål i sig selv, der erstatter andre vurderings- og

evalueringsmekanismer, eller ændrer ved de normer, der konstituerer videnska-

bens interne kvalitetssikring. Publikationer er netop en indikator for forsknings-

kvalitet, men er langt fra repræsentativ for den samlede kognitive praksis, der går

forud for det endelige resultat, og som risikerer at blive reduceret i en stærkt resul-

tatorienteret institutionel kultur (Washburn 2005; Elzinga 2008; Lamont 2000).7

1.6 DEN PERFORMATIVE VENDING I STS

En hovedpåstand i det følgende er, at der på et generelt metodologisk og analytisk

niveau er sket en lignende vending fra input- til output-legitimitet inden for de

empiriske videnskabs- og teknologistudier. Fokus er skiftet fra et generelt demo-

kratisk projekt i Edinburgh-skolen, der havde videnskaben i centrum som en

værdifuld, om end kontroversiel samfundsmæssig ressource, til et billede af viden-

skaben i aktør-netværks-teori som manifesteret i konkrete materielle relationer og

mikrosociologiske studier. På samme måde som videnspolitikken har øget fokus

på performance og performativitet, kan der i de empiriske videnskabsstudier

observeres en performativ vending, der betragter viden som den aktive produktion,

cirkulation og tilegnelse af intellektuelle ressourcer. Alene den semantiske forskel

mellem videnskab og vidensproduktion, eller mellem videnskab og technoviden-

the Science System (2005), Benoit Godin, Science, Accounting and Statistics (2007), Tobias Lindeberg,

Evaluative Technologies (2007) og Hans Radder, The Commodification of Academic Research (2010). 7 Flere empiriske studier har de senere år vist, hvordan brugen af bibliometri og evaluering

har en adfærdsregulerende effekt. For eksempel er det påvist, at forskere og forskningsinstituti-

oner, der er underlagt stærke incitamenter om publicering, søger at publicere flere og kortere

artikler, udgiver den samme (eller tæt på samme) artikel flere gange, eller citerer egne og nære

kollegaers arbejder, hvor det ikke er relevant, for derved at højne deres citationsfrekvens. Hertil

kommer, og at der kan udvikle sig en generel risikoavers adfærd, hvor kun de teoretiske pro-

blemer udforskes, som allerede er velkendte og derved nemmere at få optaget artikler om

(Laudel 2006: 497).

26

skab, som er videnskabssociologiens foretrukne betegnelser, henviser til et langt

mere performativt kodeks for videnslegitimering (Herzig 2004).8

En af de tidligste referencer til den performative vending i STS finder vi i La-

tours og Woolgars, Laboratory Life (1979/1986), der igennem studiet af et biotekno-

logiske laboratorium i Californien beskriver, hvordan videnskabelige kendsger-

ninger er produktet af laboratoriearbejdet snarere end årsag til dets resultater.

Ifølge dette synspunkt udtrykker de videnskabelige teorier ikke en sandhed om

naturen: laboratoriet konstituerer sandheden gennem dets performativitet, dvs.

gennem de socio-materielle praksisser, der gør det muligt at udpege et videnskabe-

ligt objekt (Latour & Woolgar 1986: 285). I den afsluttende paragraf hedder det om

videnskabens performative karakter: »Each text, laboratory, author and discipline

strives to establish a world in which its own interpretation is made more likely by

virtue of the increasing number of people from whom it extracts compliance. In

other words, interpretations do not so much inform as perform« (Latour & Wool-

gar 1986: 285). Et vigtigt tema i denne performative videnslegitimering består i at

alliere og forbinde så mange aktører som muligt, for eksempel gennem publikatio-

ner, citationer, patenter, samarbejdsrelationer, netværk, o.s.v.9

Et voksende antal laboratorie- og teknologistudier rapporterer, hvordan den

videnskabelige praksis er orienteret imod ikke repræsentation men intervention, og

hvordan videnskaben fundamentalt antager karakter af en hybrid imellem viden

og teknologi (Hacking 1983; Latour 1987; Nordman 2004). Hermed rejser spørgs-

målet sig om videnskabens performativitet i forhold til det omgivende samfund.

Det klassiske grundforskningsideal, der var forbundet med at afdække virkelighe-

8 Denne videnspolitiske læsning af STS skylder meget til det arbejde, Steve Fuller har

udført (se Fuller 2000; Fuller 2005; Fuller 2006). Lad det endvidere være klart, at udlægningen af

science studies som politisk teori og som en anvisning om politiske interventioner allerede er

foregrebet, ikke kun i de eksplicitte videnspolitiske studier, men i de fundamentale teoretiske

bidrag. I udgivelser som What if we Talked Politics a Little (2003), From Realpolitik to Dingpolitik

(2005), Politics of Nature (2004) og Turning Around Politics (2007), anbefaler Latour, at vi betragter

aktør-netværksteori som en politisk teori. Det centrale er, hvordan vi tilrettelægger og organise-

rer sociale praksisser omkring bestemte teknologier og objekter, hvilket Latour mener, er en

universel model for politisk handling (Latour 1991: 6). 9 Latour går videre med dette projekt og radikaliserer det yderligere i løbet af sit forfatter-

skab. I Science in Action udvikles handlings- og praksisbegrebet (action) til at beskrive naturvi-

denskabens performativitet (1987: kap. 6) og udstrækkes i Latour (2005) endvidere til samfunds-

videnskaberne. I dette lys udfolder også sociologien sin egen performativitet, hvoraf dens rolle

som bidragyder til politikudvikling er et vigtigt element, fx i forbindelse med aktiviteter som

borgerinddragelse, forskningsformidling, politisk rådgivning, forskningsevaluering, aktions-

forskning, etc.

27

dens mest fundamentale mekanismer, er i STS afløst af en neopragmatisk teknolo-

gimodel. Instrumentalismen tolkes her i en radikal materialistisk og konstruktivi-

stisk retning, hvis centrale midtpunkt er evnen til at organisere tekniske artefakter

og formatere virkeligheden materielt og symbolsk.

Denne debat mellem realisme og antirealisme rejser en principiel diskussion

om konflikten i analyseperspektiver. Min påstand er, at der opstået en symmetri

imellem det videnspolitiske og videnskabssociologiske beskrivelsesniveau, netop

på grund af sidstnævntes ambition om at beskrive videnskabens produkter igen-

nem specifikke teknologistudier og scientometriske indikatorer – svarende til

vendingen imod output-legitimitet i den politiske økonomi. Samtidig har viden-

skabssociologiske analyser været særdeles velegnede som grundlag for forsknings-

og innovationspolitiske strategier og tilfredsstiller en ikke uvæsentlig efterspørgsel

i samfundet om at gøre den offentlige vidensproduktion mere konkret og deskrip-

tiv (Porter 1995; Power 1997). Antallet af citationer til STS-litteraturen i politiske

rapporter, hvidbøger, notater mv. er en mulig indikator på denne sammenhæng

(se fx: OECD 1996; OECD 1999a; OECD 1999b; EC 2003; EC 2005a; EC 2005b; EC

2007a; EC 2007b; 2007c; VTU 2005a; VTU 2005b; DFR 2009 m.fl.).10

Studier der undersøger output-siden i de videnskabelige institutioner, er især

karakteristiske for aktør-netværks-teori og de eksplicitte videnspolitiske undersø-

gelser hos Gibbons et al. (1994), Nowotny et al. (2001) og Etzkowitz & Leydesdorff

(2000). I den detaljerede etnografiske beskrivelse af videnskaben, som vi finder hos

Latour og Callon, anbefales det, at vi undersøger de konkrete observationelle

empiriske effekter af videnskaben uden at diskriminere imellem videnskabens

materielle, sociale eller kognitive kvaliteter. Resultatet er, at vidensprodukter og

ikke videnspåstande bliver den drivende kraft i videnskaben. Uanset videnskabens

ofte abstrakte karakter i form af modeller, repræsentationer, hypoteser, forklarin-

ger, fortolkninger etc., reduceres beskrivelsen af den videnskabelige aktivitet til ét

niveau, nemlig det etnografiske beskrivelsesniveau. Fra de fundamentale ontologi-

ske og epistemiske diskussioner i videnskabssociologien til nyere policy-

orienterede videnskabsstudier ses en drejning imod videnskabens produkter og

teknologier. Videnskaben organiseres omkring udvalgte idealiserede objekter som

teknologier, laboratorier, artefakter, i stedet for det traditionelle videnskabelige

ideal, hvis formål var at opnå maksimalt konsistente og pålidelige teorier.

10 Her skal jeg ikke undersøge den empiriske relation imellem de videnskabssociologiske

analyser og de videnspolitiske institutioner, men redegøre for den epistemiske samvarians imel-

lem den videnspolitiske og videnskabssociologiske udvikling.

28

I indflydelsesrige teoridannelser som ”modus-2-forskning” eller ”triple he-

lix” er argumentet, at videnskaben er drevet af en ”context of application”, eller i

visse passager en ”context of implication” (Nowotny et al. 2001: 159). I begge

tilfælde er hensigten den samme, nemlig at supplere eller erstatte den traditionelle

videnskabelige begrundelseskontekst med en langt mere performativ begrundelse,

der er konstrueret omkring den kontekst, hvori videnskaben kan dokumentere sin

effekt. Med Latours særlige amalgam mellem videnskab og teknologi i form af

betegnelsen ”technoscience” bliver videnskab begreb for selve det sociale og øko-

nomiske livs teknologiske infrastruktur. Her er videnskabens begrundelses- og

validitetsbetingelser erstattet med vurderingen af, hvorvidt videnskaben passer

ind i større netværk af aktører og institutioner.

1.7 MAKROLEGITIMERING OG MIKROLEGITIMERING

Som nævnt er en hovedpåstand i det følgende, at den politiske epistemologi, der

fastsætter og regulerer kriterierne for videnskabelige institutioner, i nogen grad

kan beskrives ved at følge udviklingen i STS. Først og fremmest har metodologien i

STS en række lighedspunkter med de metodeovervejelser, vi finder i efterspørgs-

len efter evidens og evaluering inden for den nuværende videnspolitik. I den

europæiske forsknings- og teknologipolitik har den forestilling generelt bredt sig,

at videnskabens legitimitet skal sikres igennem konkrete empiriske mikroanalyser

af videnskabens produktivitet og effekter. Som nævnt i det foregående, er der sket

et paradigmeveksel fra input- til output-legitimitet og tilsvarende fra makrolegiti-

mering til mikrolegitimering i offentlige vidensinstitutioner.11 Kilderne til denne

udvikling er mangeartede og handler om et skred i den politiske økonomi fra en

situation, hvor de offentlige institutioners samfundsmæssige bidrag blev opgjort i

langsigtede effektmålinger til en situation, hvor institutionerne evalueres ud fra

lokale performanceindikatorer og kortsigtede parametre.

Forskellige teoretikere har analyseret denne udvikling som udtryk for en til-

tagende efterspørgsel efter evidensbaseret politik (Foss Hansen & Rieper 2006;

Elzinga 2007; Nowotny 2007). Konkrete deskriptive effektstudier tilfredsstiller et

11

Forestillingen om en performativ videnslegitimering går blandt andet tilbage til Lyotards

skrift The Postmodern Condition: A Report on Knowledge (Lyotard 1974), der blev bestilt af Quebecs

forskningsadministration. I dette skrift lancerer Lyotard sin diagnose af den moderne videnspo-

litik. Der stilles i stigende grad krav til viden om at være performativ og optimerende i forhold

til samfundets systemer. Videnskaben bliver bestemt af, eller i det mindste afhængig af, sin ydre

legitimitet. Lyotard udtrykker bekymring for, at denne performativitet alene reduceres til øko-

nomisk relevans.

29

vigtigt vidensbehov i de politiske institutioner. Evidens er blevet begreb for et nyt

prioriteringssprog, der indebærer løfter om bedre kvalitet, større transparens og

kortere afstand mellem fordeling af ressourcer og dokumentation af deres effekt.

Evidensbaseret politik er udtryk for en særlig form for vidensproduktion og poli-

tisk epistemologi, der er produktet af New Public Management. Men den er samti-

dig udtryk for en ny aktualisering af en gammel videnskabelig metodestrid, der

handler om, hvordan vi kan måle og dokumentere så vidt forskellige aktiviteter

som dem, der foregår i de offentlige institutioner.12

Foss Hansen og Rieper (2006) angiver en interessant epistemisk forklaring på

udbredelsen af evidensbaseret politik og efterspørgslen efter empiriske effektstu-

dier i forskningspolitikken. Kravet om, at den enkelte forsker skal publicere mere,

indgå i flere offentlige/private-samarbejder og skabe større produktivitet med

hensyn til antal studerende, medvirker samlet set til en stigning i kompleksiteten

af data. Ingen enkeltperson, administrativ eller professionel, kan følge med i væk-

sten af disse data, hvorfor der opstår en efterspørgsel efter meta-studier, der orga-

niserer og processerer sådanne informationer klart og overskueligt. »Den institutionaliserede evidensbevægelse udgør en ny form for vi-densproduktion, idet den praktiseres gennem udarbejdelsen af bibliome-triske forskningsoversigter i en proces forankret i klare, men også, som nævnt, relativt snævre metodologiske idealer. Vidensformen er empirisk snarere end teoretisk og har fokus på effekt snarere end proces« (Foss Han-sen & Rieper 2006: 93).

Bibliometri og effektmålinger har til opgave at skabe et bedre vidensgrundlag at

træffe beslutninger ud fra. Indførelsen af evidensbaseret politik signalerer effekti-

vitet, og indskriver sig i et styringsideal, der har til formål at styrke den ”organisa-

toriske læring” (Leeuw, Rist & Sonnichsen 1994), skabe ”ansvarlighed og transpa-

rens” lokalt (Foss Hansen & Rieper 2006), og sikre at myndighederne lever op til

deres forpligtelser.13 I praksis er det imidlertid kun de færreste eksempler på evi-

12 Foss Hansen og Rieper (2006) henviser til, at det især var Blair-regeringen i England, der

var kilde til udbredelsen af forestillingen om evidensbaseret politik. I 1999 publicerede Labour-

regeringen hvidbogen Modernising Government. I rapporten formuleredes ønsket om, at politiske

beslutninger bør basere sig på viden om hvilke indsatser, der virker bedst og kan dokumenteres.

Læring skal styrkes via anvendelse af evidens og evalueringsredskaber (Cabinet Office 1999: 17,

20). Et nyere eksempel er OECD-rapporten Measuring Government Activity (2009). 13 Evidensbaserede beslutningsprocesser genfindes flere og flere steder i samfundet. Det

mest fremtrædende eksempel er den evidensbaserede medicin. I behandlingen af patienter er

evidensbaseret medicin karakteriseret ved, at klinikeren bevidst træffer beslutninger om, hvilken

behandling der skal iværksættes eller anbefales overfor en patient ud fra den bedste evidens om

virkningen af (og bivirkninger ved) de forskellige behandlinger, der foreligger (Hjørland 2010).

30

densbaseret politik, der lever op til de strenge metodekrav, der knytter sig til

evidensbaseret forskning (og som kræver, at dokumentation, indsamling og tolk-

ning af evidens foretages på metodisk og kontrollerbart niveau, der lever op til

almene videnskabelige standarder).

Flere evalueringsforskere fastslår, at indsamling af evidens i offentlige insti-

tutioner ofte er selektiv og baseret på de indikatorer, der er nemmest at måle og

giver det tydeligste resultat (Dahler-Larsen 2008). Ofte er fokus i de valgte indika-

torer så snævert, at de reelt kun siger noget om, hvad der politisk anses for rele-

vant at vide – ikke hvad der karakteriserer den virkelighed, der ligger bag målin-

gerne. Evidensbaseret politik som fx bibliometriske indikatorer eller mikrosociolo-

giske casestudier giver løfter om en mere objektiv politik. Men man kan med

rimelighed anfægte, hvorvidt den stærke betoning af de direkte aflæselige og

målbare resultater er i stand til at yde retfærdighed til de aktiviteter, der udføres i

de videnskabelige institutioner. På samme måde som andre New Public Manage-

ment-inspirerede tilgange er evidensbaseret politik baseret på et behavioristisk

regime; kun dét, der kan måles og observeres direkte i agenternes adfærd, tilskri-

ves legitimitet, imens de effekter, der unddrager sig dokumentation tilsidesættes

som mindre vigtige. Resultatet er, at al handlen skal foregå inden for en forudbe-

stemt adfærdsramme. Alle de indirekte effekter og indsatser, der ikke registreres i

de opstillede indikatorer, diskuteres derimod sjældent.

Min påstand er ikke, at vidensinstitutioner ikke kan eller skal styres, eller at

samtlige sociale og økonomiske effekter af den akademiske grundforskning er

ukendte. Det er langtfra tilfældet. Påstanden er snarere, at produktionen og cirku-

lationen af videnskabelig viden finder sted i løstkoblede institutionelle processer,

der ikke kan skematiseres ifølge en på forhånd fastlagt skabelon. Da vi ikke besid-

der komplet viden om forbindelsen mellem indsatser og virkninger, kan det føre til

uintenderede konsekvenser, hvis produktionen af viden tilrettelægges efter nøje

koordinerede og specificerede opgaver. Et stigende antal studier viser, at viden-

skabens samfundsmæssige effekt kan antage mange forskellige former og vurderes

forskelligt i forskellige kontekster; i det juridiske system, i naturvidenskaben, i

medicin eller i humaniora (Martin & Salter 2000; Philipse 2002; Soete & Freeman

2009). I ethvert komplekst system er der en fundamental forskel på summen af

aktiviteter og summen af resultater. Det minder om Gilbert Ryles beskrivelse i The

Tarner Lectures, hvor han slår fast, at det at vinde et løb ikke er en kvalitet ved

løbet, men ved resultatet (Ryle 1954 98ff).

Emmeche & Auken (2010) konstaterer i en lignende analyse, at den aktuelle

evidens- og evalueringskultur er baseret på en paradoksal brug af modsatrettede

epistemiske antagelser. På den ene side er det karakteristisk for videnspolitikken,

31

at vægten lægges på målinger af kvalitet og aktør-relative indikatorer, hvilket

epistemisk svarer til en realisme i opfattelsen af videnskabens effekter. Effekterne

findes og kan dokumenteres uafhængigt af målingen. På den anden side er det

klart, at disse målinger har karakter af styringsredskaber med indbyggede incita-

menter og belønningsstrukturer, hvis formål er at få aktørerne til at ændre adfærd.

Her er det forholdet mellem handling og viden, der understreges, hvilket svarer til

instrumentalisme. De anvendte måleredskaber udgør ikke repræsentationer af

virkeligheden, men er redskaber til at organisere og håndtere virkeligheden med.

Performanceindikatorer er ifølge dette argument med til at skabe den virkelighed,

de er måler (jf. Goodhearts-lov).

Analysen i dette afsnit har vist et eksempel på en politisk epistemologi. Evi-

dens- og evalueringsteknikker indebærer ikke kun et stærkt behavioristisk regime,

der er knyttet til antagelsen om, at agenternes adfærd kan reguleres ved at organi-

sere og maksimere deres egeninteresser. Videnspolitikken indebærer endvidere

træk af en instrumentalistisk videnskabsmodel, der hviler på et stærkt, nærmest

positivistisk verifikations- og meningskriterium. Kun de resultater, der kan obser-

veres ifølge en på forhånd fastlagt standard, og som kan verificeres i konkrete

materielle produkter som publikationer, citationer eller patenter, har politisk

legitimitet. Endvidere har jeg argumenteret, at den politiske epistemologi i lighed

med den konstruktivistiske videnskabssociologi fører til en situation, hvor viden-

skabens virkning og anvendelse bliver det centrale omdrejningspunkt i videnska-

ben, og hvor videnskabelig sandhed hastigt er på vej til at miste sin status som

norm for videnskabelige institutioner. Imod dette reduktive videnskabsbegreb, der

ikke er i stand til at betragte videnskabens langsigtede og indirekte effekter, og

som privilegerer de technovidenskabelige discipliner på bekostning af de humani-

stiske, socialvidenskabelige og teoretiske discipliner, skal jeg i det følgende forsva-

re en realistisk erkendelsesmodel. Hvis begrebet om evidensbaseret videnspolitik

skal retfærdiggøres, er det nødvendigt at inddrage det fulde spektrum af effekter

og resultater for derigennem at vurdere videnskabens langsigtede bidrag til sam-

fundets kognitive infrastruktur.

1.8 VIDEN SOM OFFENTLIGT GODE

Endelig skal jeg nævne en sidste forudsætning, der gør sig gældende for den insti-

tutionalistiske tilgang til videnskaben: forholdet mellem institutioner og organisatio-

ner. I analysen har jeg valgt begrebet vidensinstitution som den centrale arena for

skabelsen og distributionen af viden. Hermed menes først og fremmest universite-

32

terne. Men også en række andre certificerede offentlige forsknings- og uddannel-

sesinstitutioner er omfattet af denne betegnelse (fx sektorforskningsinstitutioner).

Når vi skal betragte vidensinstitutioner som offentlige institutioner skyldes

det flere forhold. (i) For det første er offentlige institutioner underlagt politiske

beslutninger og krav, som står i centrum af analysen. (ii) For det andet afgrænser

analysen sig fra forhold, der vedrører private forskningsafdelinger og vidensinten-

sive virksomheder, i den udstrækning en sådan afgrænsning er mulig. (iii) For det

tredje er der flere væsentlige argumenter, der taler for, at vi betragter videnskab

som et offentligt anliggende, der historisk er bundet til et offentlighedsideal; dels

internt i forhold til den videnskabelige offentlighed samt dens mulighed for at

udøve kritik og distribuere anerkendelse; dels eksternt i forhold til tilgængelighe-

den af offentlig viden i samfundet. Videnskab er et offentlig gode, dvs. et gode, der

er karakteristisk ved ikke at blive produceret på markedet eller i private organisa-

tioner i samme udstrækning, som det er samfundsmæssigt optimalt. I analysen

kombineres derfor et institutionelt politisk perspektiv med et videnskabsteoretisk

og økonomisk perspektiv, der undersøger viden som en offentlig ressource.

Hermed får vi adgang til en vigtig typologi, der muliggør et kritisk perspektiv

på den igangværende udvikling. New Public Management konstituerer et grund-

læggende angreb på begrebet om offentlige goder og offentlige institutioner (Levin

& Greenwood 2006; Fuller 2008). I den bureaukratiske tradition efter Max Weber

betragtes den offentlige forvaltning som et sæt af institutioner, der ikke deler de

samme funktioner som private virksomheder eller organisationer. Det samme

gælder universiteterne. De er traditionelt blevet betragtet som institutioner, ikke

som organisationer. Forskellen er, at hvor institutioner har socialiserede normer og

fælles værdier, der regulerer agenterne efter kollektive formål, har organisationer

incitamenter og procedurer, der regulerer agenterne efter individuelle mål. Vi har

at gøre med en organisationsteoretisk instans af metodestriden mellem homo eco-

nomicus og homo sociologicus (Hirsch et al. 1990).

Reformerne af de offentlige universiteter indvarsler imidlertid en ændring i

forhold til det klassiske universitetsideal. For at opnå effektiviseringer er en række

markedsløsninger og disciplinerende incitamenter blevet indført, der omdefinerer

de offentlige universiteter fra institutioner til organisationer. I traditionen fra

Humboldt var universiteternes relation til det omgivende samfund begrundet som

”dependency-based freedom”; universiteterne var afhængige af offentlige ressourcer

og legitimitet, men ikke forpligtede på at repræsentere samfundets interesser. De

kunne udøve kritik og samtidig bevare deres autonomi og forskningsfrihed. I dag

ændrer New Public Management denne struktur til ”freedom-based dependency”;

universitære organisationer kun har frihed, i den udstrækning de tilfredsstiller

33

deres pligter over for samfundet, herunder produktion af kandidater, publikatio-

ner, teknologier og så fremdeles. I debatten om forskning og universiteter er der

adskillelige eksempler på den positive bestemmelse af ledelsesfrihed – fx i betyd-

ningen af bestyrelsernes, rektoratets eller dekanatets frihed til at prioritere. Men

resultatet er de facto en ændring væk fra den akademiske frihed til en større grad

af afhængighed af stat og erhvervsliv samt en ledelsesstruktur, der repræsenterer

samfundets interesser.

Med reformerne af ledelses- og organisationsstrukturen i de offentlige uni-

versiteter sker en ændring, der rækker langt udover de enkelte institutioner. Vi-

denskabelig viden omdefineres fra at være et kollektivt gode til en handelsvare,

hvis udbredelse og anvendelse kodificeres i intellektuelle ejendomsrettigheder.

Når ideen om det fælles gode elimineres fra de offentlige institutioner bryder den

institutionelle ”ethos” eller ”identitet” imidlertid sammen; institutioner lader sig

ikke betragte ud fra rent strategisk handlen eller individuelle egeninteresser. Der-

imod risikerer de principper, der skal sikre en mere effektiv adfærdsregulering,

nemt at ødelægge de tillidsforhold, som netop har været en af de vigtigste kilder til

videnskabens succes.14 Hvis vi vil forstå, hvad der holder de akademiske instituti-

oner sammen, og hvad der definerer de videnskabelige normer og værdier, er det

derfor nødvendigt, at vi fastholder at tale om universiteterne som offentlige insti-

tutioner. Kun ved at bevare analytisk opmærksomhed på det tillids- og anerken-

delsesbaserede styringsbegreb, der har været med til at etablere de moderne uni-

14 Et begreb, der er blevet anvendt om institutionerne uformelle identitet, og som jeg skal

benytte lejlighedsvis i det følgende, er social kapital. Diskussioner af social kapital tager ofte

udgangspunkt i spilteori, og repræsenterer en løsning på problemer vedrørende social koordina-

tion. Klassiske spilteoretiske eksempler som prisoners dilemma og tragedy of the commons leverer et

argument for, at det inden for en strengt rationel tilgang ikke kan forventes, at individer samar-

bejder (Putnam 1993:10). Det spørgsmål, der rejser sig, er derfor, hvorfor mennesker samarbejder

i situationer, hvor der er rationelle grunde til at lade være. I nyere tid er social kapital blevet

behandlet af blandt andre James Coleman (1988), Robert Putnam (1993) og Francis Fukuyama

(1995). Svarerne på de rationelle argumenter adskiller sig. Putnam giver det svar, agenterne

organiserer sig i netværk, som de indirekte bruger til at koordinere deres egeninteresser. I dette

argument er social kapital en del af et rationelt argument, idet social kapital reducerer transakti-

onsomkostninger. Fukuyama definerer social kapital som det sæt af uformelle værdier og nor-

mer, der deles af medlemmerne i en gruppe, og som tillader dem at samarbejde med hinanden

på en tillidsfuld og effektiv måde (Fukuyama 1995: 16). Fukuyama mener, at nedbrydningen af

sociale kapital gennem New Public Management og incitamentsbaserede styringsmodeller vil få

alvorlige institutionelle og økonomiske konsekvenser. Det er nemlig langt lettere at nedbryde

den sociale kapital, end det er at akkumulere den.

34

versiteter, kan vi identificere de organisatoriske patologier, der resulterer fra det

kontrolbaserede styringsparadigme, der i dag dominerer.

Institutionsbegrebet er endvidere relevant, fordi der også på dette punkt sy-

nes at være tale om en vis teoretisk korrespondens mellem videnspolitikken og

videnskabssociologien; de er begge enige om, at individuelle interesser skal tilskri-

ves en markant og konstitutiv rolle i organiseringen og distributionen af viden. Det

er bemærkelsesværdigt, at de mest fremtrædende konstruktivistiske videnskabs-

studier ikke har tillagt det institutionelle niveau væsentlig betydning. Som argu-

menteret af Fuller (2008) og Collin (2011) har de konstruktivistiske videnskabsstu-

dier typisk enten bevæget sig på makroniveau (Bloor og Barnes) eller mikroniveau

(Latour og Callon), men har netop overset niveauet imellem: institutionerne.

STS betragter videnskaben som en social konstruktion, der er bestemt af en

stærkt interessebaseret tilgang. Men med vigtige indbyrdes forskelle. Det Stærke

Program importerer især marxismens opfattelse af forudgivne klasseinteresser, der

realiserer en bestemt social organisation. Aktør-netværks-teori er derimod præget

af et mere ensidigt fokus på individers (aktørers) og gruppers (organisationers)

adfærd. Ifølge dette standpunkt har interesser ingen realitet forud for de konkrete

sociale praksisser. Det centrale redskab i dette projekt er Michel Callons begreb om

”oversættelse” (translation). Interesser er aldrig færdige enheder, men skal altid

tolkes og oversættes i relation til andre interesser, tillempes til de sociale og mate-

rielle omgivelser, og forhandles i et strategisk spil, der konstituerer ”en fælles sag”

(Latour 2005b; Callon 2005).15 Men uanset om der er tale om endogene eller ekso-

gene interesser, er resultatet det samme. I begge tilfælde tolkes videnskabelige

påstande på baggrund af agenternes sociale og økonomiske interesser. For eksem-

pel er det almindeligt at se uenigheder mellem eksperter, eller imellem eksperter

og lægpersoner, som udtryk for interessekonflikter (Turner 2003).

En sådan relation mellem interesser og organisationer er ikke forpligtet på et

institutionalistisk perspektiv. Tværtimod understreger Latour og Callon, at den

primære arena for strategiske forhandlingsspil er ”netværket”. Et begreb, der

minder mere om markedet som strategisk koordination af egeninteresser end om

offentlige institutioner. Inden for den politologiske forskning har Nicolas Jabko

15 Latour udstrækker endda denne forhandling til at omfatte ikke-menneskelige aktører som

mikrober, atomer og quarker, der ifølge Latours konstruktivistiske ontologi skal inddrages på

lige vilkår med menneskelige agenter i den organisatoriske analyse af videnskaben. Callon har

eksempelvis forsøgt at vise (1998), hvordan økonomisk teori former markedets virkelighed –

kalkulerende agent er noget man bliver, ikke noget man er. Markeder formes, reguleres, til- eller

fraskriver ansvar, bedre eller forværre arbejdsrettigheder, sundhed og miljø – alt afhængig af det

intrikate spil mellem interesser og organisationer (Callon 1998).

35

(2006) kaldt dette synspunkt for ”strategisk konstruktivisme”. For denne forståelse

gælder, at afgørelsen af hvorvidt en heterogen koalition af agenter tilkendegiver

deres tilslutning til et standpunkt eller en politik, afhænger af, i hvilken grad det

tjener eller blokerer deres interesser, præferencer og strategier.

Bemærk hvordan dette synspunkt konvergerer med Fritz Scharpfs identifika-

tion af funktionel legitimitet ovenfor. Funktionel legitimitet består af udøvelsen af

organisatorisk styring, der tjener individernes interesser og præferencer, og som

formulerer løsninger, der opleves som effektive. I dette perspektiv tolkes legitimi-

teten af de offentlige vidensinstitutioner i reduktiv forstand som forholdet mellem

”principal” og ”agent”, eller mellem ”aktør” og ”netværk”. Fordi der altid er

knaphed på ressourcer, og fordi videnskab er en omkostningstung aktivitet, skal

de videnskabelige institutioner konstant begrunde sig selv. Hensynet til normativ

legitimitet samt den moralske dimension, der er indeholdt i begrebet om det fælles

gode, risikerer derimod at blive udgrænset og erstattet af incitamentstrukturer og

organisatorisk risikostyring. På dette punkt deler nyliberalismen og de konstrukti-

vistiske videnskabsstudier en række af hinandens antagelser.

Imod denne tendens til at betragte videnskaben som en organisation, der er

konstitueret af individuelle eller kollektive interesser, skal jeg forsvare det institu-

tionalistiske perspektiv som en nødvendig forudsætning for at forstå videnskaben.

Hensigten er ikke at overbetone de strukturelle betingelser i en grad, der ikke

tillader en balance mellem struktur og agent, eller at hævde en institutionel deter-

minisme baseret på sociale superstrukturer. Hensigten er at gøre agenterne (politi-

kere, embedsmænd og forskere) mere bevidste om de institutionelle betingelser,

der skal være opfyldte, såfremt de ønsker at etablere effektive vidensinstitutioner.

Kun ved at tilfredsstille visse minimale institutionelle epistemiske kriterier kan vi

sikre, at viden transmitteres effektivt fra forskning til samfund, og samtidig beva-

rer den kvalitet, der karakteriserer videnskabelig viden til forskel fra anden viden.

Institutioner består af et sæt af formelle og uformelle regler, der i varierende

grad betinger aktørernes handlemuligheder. Ifølge institutionalismen er instituti-

onsbygning et væsentligt mål for politiske systemer, fordi normer fremmer be-

stemte målsætninger. Politologerne James G. March og Johan P. Olsen udgav i

1989 bogen Rediscovering Institutions, hvori de overbevisende argumenterer for, at

institutionel analyse udgør et fundament for udviklingen af mere virkelighedsnære

samfundsanalyser. Forfatterne placerer sig i et modsætningsforhold til de teoreti-

kere, der betragter politik som en ren individstyret proces eller et rent overbyg-

ningsfænomen til strategisk forhandling. Institutioner er sociale fænomener, sui

generis, der påvirker individernes adfærd.

36

March og Olsen lægger navnlig vægt på de kognitive regler, der styrer indi-

vidernes opfattelse af problemer og løsninger. Påstanden er, at agenterne er påvir-

ket af de opfattelser, der overleveres igennem institutionerne. Et godt eksempel er

netop videnskaben, der består af et kodeks af normer. Videnskabelige institutioner

inkarnerer for eksempel normer for rationel argumentation, videnskabelig åben-

hed, gensidig kritik og så fremdeles. Det vil sige kollektive værdier for, hvad god

forskning er, der er fælles for de forskellige videnskaber – og som kræver at blive

respekteret, såfremt videnskaben skal levere pålidelig viden til samfundet.

1.9 AFHANDLINGENS FREMGANGSMÅDE

I denne indledning har jeg diskuteret afhandlingens analysestrategi. For at undgå

en snæverhed i perspektivet, der udgrænser epistemiske analyser fra institutiona-

listiske analyser, eller vice versa, har jeg foreslået, at vi kombinerer det politiske og

epistemiske perspektiv, hvor det er relevant. Målet har været at skitsere hvilke

epistemiske forudsætninger, der ligger til grund for den optik, igennem hvilken

videnskabelig viden betragtes i samfundet, og som især er inspireret af New Public

Management og efterspørgslen efter evidens- og evalueringsbaserede politikker.

Samtidig har dette indledende kapitel haft til hensigt at motivere, hvordan der på

et generelt metodologisk niveau er opstået en symmetri mellem videnskabssocio-

logiens og videnspolitikkens analysemodeller og taksonomier. I begge tilfælde

synes der at være tale om en konstruktivistisk-instrumentalistisk videnskabsmodel,

der ser videnskabens produkter og påstande som manifesteret i konkrete sociale

og materielle relationer.

I det følgende uddyber og diskuterer jeg disse perspektiver. Afhandlingen er

inddelt i otte kapitler. I næste kapitel undersøger jeg Mertons tidlige videnskabsso-

ciologi og dannelsen af den første officielle videnspolitiske doktrin i efterkrigstiden

(Kapitel 2). Herefter diskuteres Edinburgh-skolen og dens forslag om en demokra-

tisk videnspolitik. Navnlig belyser jeg, hvordan konstruktivismen implicerer

forskellige varianter af instrumentalisme (Kapitel 3-4). Aktør-netværks-teori disku-

teres i Kapitel 5. Hensigten er at gøre klart, hvilken videnspolitisk model, der kan

udledes af Latours ambitiøse og kontroversielle teoriværk, ikke mindst pga. ind-

flydelsen af denne model i akademiske videnspolitiske studier. Herefter vendes

blikket mod de eksplicitte videnspolitiske studier. Det diskuteres blandt andet,

hvordan disse studier operationaliserer den instrumentalistiske videnskabsmodel i

konkrete anbefalinger. Specielt sammenholder jeg det stærke fokus i STS på viden-

skabens observationelle og materielle relationer med nyere udviklingstendenser i

videnspolitikken (Kapitel 6).

37

Endelig argumenterer jeg i Kapitel 7 for et bredere fokus på videnskabens

samfundsbidrag som grundlag for videnskabens legitimitet. I kapitlet argumente-

rer jeg for nødvendigheden af, at staten producerer visse ”offentlige goder”, ek-

semplificeret ved videnskabelig viden, der bidrager til samfundets kognitive ar-

bejdsdeling. Dette er ikke tidligere blevet gjort og der er ikke gjort grundlæggende

forsøg på at føre de forskellige redskaber i videnspolitikken tilbage til en diskussi-

on af epistemiske præferencer og modeller. Diskussionen af disse spørgsmål er en

vigtig faktor i forståelsen af den akademiske vidensproduktion, og nærværende

afhandling er et forsøg at forbinde den videnspolitiske udvikling med den mere

grundliggende diskussion af, hvad viden er, samt hvilke modeller, der er til rådig-

hed i denne beskrivelse.

38

Kapitel 2

Kontrakten mellem videnskab og samfund 2.1 DEN POLITISKE VIDENSØKONOMI

Forskellige betegnelser er blevet fremsat i forsøget på at karakterisere den aktuelle

samfundsform. Blandt de mest anerkendte er det ”post-industrielle samfund” (Bell

1973), ”risikosamfundet” (Beck 1991), ”netværkssamfundet” (Castells 2000), ”in-

formationssamfundet” (Drucker 1993) og ”videnssamfundet” (Stehr 1994). Blandt

disse betegnelser er videnssamfundet tilsyneladende det begreb, der har fået størst

gennemslagskraft, og i forlængelse heraf opfattelsen af økonomien som en viden-

søkonomi. Ideen om videnssamfundet karakteriserer den opfattelse, at samfundet

ikke længere primært baserer sig på industriel produktion, men på produktion af

viden som grundlag for økonomisk vækst og som udgangspunkt for løsningen af

politiske udfordringer. Det ligger ikke i denne overordnede karakteristik, at viden-

skabelig viden er den eneste type viden, som er vigtig for samfundet. Men forsk-

ning og forskningsbaseret teknologi tilskrives en afgørende betydning som forud-

sætning for skabelsen af viden på andre områder.

Forskning, innovation og uddannelse har i de senere år været genstand for

øget politisk opmærksomhed, blandt andet som følge af Lissabon-aftalen (2000) og

Barcelona-målsætningen (2003). Ifølge den politiske argumentation implicerer

globaliseringen og konkurrencen fra nye globale økonomier som Kina, Indien og

Singapore en ændring i det økonomiske paradigme. De industrialiserede lande

skal omstille deres produktion fra at være ”ressourceintensiv” til at være ”vidensin-

tensiv” (EC 2005). Politiske og økonomiske prioriteter fastlægges ud fra forestillin-

gen om, at et samfunds velstand og udvikling afhænger af dets evne til at produce-

re og anvende viden, der kan omsættes på et marked eller anvendes strategisk i

løsningen af samfundets udfordringer (Sapir et al. 2004). Ikke kun i Danmark, men

39

i hele Europa er spørgsmålet det samme. Hvordan sikrer vi arbejdspladser og

vækst i en verden præget af globalisering og udflytning af virksomheder til lavt-

lønsområder?

Europæiske regeringsledere vedtog i 2000 Lissabon-strategien, der skulle gø-

re Europa til ”verdens mest konkurrencedygtige, vidensbaserede økonomi”. Stra-

tegien bestod af tre elementer: forskning, innovation og uddannelse. Det var inve-

steringer i forskning og uddannelse, der skulle være drivkraften i det nye Europa

kombineret med incitamenter for erhvervslivet til at udnytte de mange højtuddan-

nede forskere til mere innovation og udvikling (Budtz Pedersen & Degett 2010). I

marts 2010 blev Lissabon-strategien opdateret med ”Europa 2020-strategien”.

Heraf fremgår, at det europæiske samfunds fremtid og stabilitet skal sikres ved at

gøre ”EU til en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi” med et højt produkti-

vitets- og beskæftigelsesniveau (EC 2010a).16

Forskellige videnspolitiske strategier tegner det samme billede: vi skal op-

bygge tilstrækkeligt forskningstalent og skabe et økosystem for innovation, hvor

europæisk baserede virksomheder kan udvikle produkter i verdensklasse og blive

førende på nye markeder for viden og serviceydelser. Vi skal rette op på de nuvæ-

rende mangler i forsknings- og innovationsindsatsen ved at tiltrække flere private

midler, skabe en bedre koordination af ressourcerne, give virksomhederne lettere

og hurtigere adgang til offentlige vidensinstitutioner, skabe fælles forskningsinfra-

struktur samt udvikle fælles lovgivning om intellektuelle ejendomsrettigheder og

handel med serviceydelser (EC 2008; EC 2010b: 7).

Konsekvenserne for de offentlige vidensinstitutioner er blandt andet en sti-

gende kommercialisering og markedsgørelse af universiteterne, en øget brug af

konkurrenceudsættelse og evaluering, et tættere samarbejde mellem erhvervsliv og

universiteter samt en stigende brug af professionel ledelse og incitamenter (Bruno

2009; Weingart 2005). Markedet tilbyder den samme retfærdiggørelse på tværs af

sektorer og institutioner. Specielt i EU og USA har den opfattelse bredt sig, at

produktionen af viden og teknologi er afgørende for den værdiskabende produkti-

on. Resultatet er, som vi så i forrige kapitel, en fundamental reform af det offentli-

ge vidensproducerende system baseret på et nyt paradigme for ledelse og styring

(Birnbaum 2004). 16 For en introduktion til Lissabon- og Barcelona-forhandlingerne, se Marie Rodrigues,

European Policies for a Knowledge Economy (2003). Lissabon-aftalen blev fulgt op på et ministermø-

de i Barcelona i 2002, hvor de europæiske ledere konkretiserede Lissabon-strategien ved at

forpligte sig på, at de europæiske investeringer i forskning skulle øges fra daværende 1,9 pct. af

BNP til 3 pct. i 2010. Barcelona-målene er siden blevet den vigtigste enkeltstående faktor i euro-

pæisk forskningspolitik.

40

Med udviklingen af en vidensbaseret økonomi som eksplicit politisk strategi

har en række nye studier forsøgt at beskrive den situation, som karakteriserer de

moderne universiteter og vidensinstitutioner. Herunder ”modus-2-videnskab”

(Gibbons et al. 1994), ”triple helix-forskning” (Etzkowitz & Leydesdorff 2000),

”post-akademisk videnskab” (Ziman 2001), ”social robust viden” (Nowotny et al.

2001) og ”post-normal videnskab” (Funtowicz & Ravetz 1993). Hertil kommer en

række analyser af den økonomiske situation som ”vidensøkonomien” (OECD

1996), den ”nye” økonomi (Godin 2002), ”akademisk kapitalisme” (Slaughter &

Rhoades 2004) eller ”kognitiv kapitalisme” (Gorz 2005). Fælles for disse betegnel-

ser er bestemmelsen af en række ændringer i de videnskabelige institutioner: en

øget brug af sammenligninger og rankings, formaliserede studenterrettigheder,

internationalisering og harmonisering samt tættere samarbejde mellem stat, indu-

stri og forskning. Der efterlades i disse studier ingen tvivl om, at den offentlige

vidensproduktion har fået en afgørende ny betydning for samfundet, og underka-

stes multiple politiske, økonomiske og moralske krav om retfærdiggørelse (Jacob &

Hellström 2000; Becher & Trowler 2001; Nowotny et al. 2001).

Hvor den samfundsmæssige udvikling således har betydet en stigende poli-

tisk interesse i forskning og uddannelse, herunder stigende bevillinger som følge af

Lissabon-aftalen (2000) og Barcelona-målene (2003), har udviklingen samtidig

medført en nedvurdering af andre formål med universitetet. Herunder den gene-

relle dannelse af de studerende, den kulturelle og demokratiske værdi af frie

forskningsinstitutioner samt etableringen af en stadig mere basal grundviden om

den menneskelige, sociale og fysiske virkelighed uafhængigt af kortsigtede formål.

Den politiske vidensøkonomi er alene af den grund politisk, fordi den fastsætter

nye legitimitetsbetingelser for de videnskabelige institutioner og for evalueringen

og opgørelsen af den akademiske vidensproduktion (Kristensen 2008).

Men hvad er egentlig det politiske fundament for den aktuelle opmærksom-

hed på det videnspolitiske område – og hvorfra stammer ideen om, at videnskab

skal finde sin primære legitimering igennem højteknologi og økonomisk produkti-

on? I dette kapitel skal vi se nærmere på de første videnspolitiske doktriner i efter-

krigstiden samt deres videnskabsteoretiske grundlag. Intentioner er at vise, hvor-

dan en grundlæggende videnskabsteoretisk debat, der går tilbage til den logiske

positivisme og den tidlige videnskabssociologi hos Robert K. Merton i løbet af det

20. århundrede langsomt er blevet oversat til en videnspolitisk doktrin, først og

fremmest manifesteret i Vannevar Bushs ”lineære model”. Hvor denne model til at

begynde med havde stor betydning, har kritikken af modellen, ligeledes fået stor

betydning for den aktuelle politiske epistemologi. Nyere tendenser inden for

videnskabssociologien, som Edinburgh-skolen og Paris-skolen, repræsenterer på

41

hver deres måde et angreb på distinktionen mellem videnskab, teknologi og poli-

tik. Kapitlet demonstrerer, hvordan disse ideer langsomt er blevet transformeret

fra en implicit normativ orientering til i stigende grad at tage form som en eksplicit

videnspolitisk dagsorden i de konstruktivistiske videnskabsstudier.

2.2 DEN LINEÆRE MODEL

I det foregående blev det beskrevet, hvordan den politiske økonomi i dag er blevet

den centrale arena for fastsættelsen af prioriteter og mekanismer til evaluering af

videnskaben. I denne sammenhæng er universiteternes forskning i dag at sammen-

ligne med ydelser i andre dele af den offentlige sektor og muliggjort af offentlige

midler og statslig støtte. Flere teoretikere har hævdet, at der er sket et radikalt

paradigmeskifte i opfattelsen af videnskaben – og måske i selve bestemmelsen for

videnskabelig viden. Et nærmere eftersyn viser imidlertid, at denne udvikling har

en vigtig forhistorie. Når det gælder de betingelser, der vedrører videnskaben som

institution samt dens forhold til det omgivende samfund, er der i de foregående

årtier sket flere vigtige transformationer i videnskabens ”kontrakt” med samfundet

(Elzinga 1997; Guston 2000; Fuller 2000). En kort gennemgang af de forskellige

faser skal klargøre baggrunden for den nuværende situation.

Principperne for den aktuelle videnspolitik følger først og fremmest de ram-

mer og betingelser for den videnskabelige forskning, der blev defineret i tiden efter

Anden Verdenskrig. Politikere og embedsmænd havde opdaget, hvilket afgørende

bidrag mobiliseringen af forskning havde ydet i forbindelse med krigens udfald.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki betød ikke blot afslutningen på

verdenskrigen, men blev også startskuddet til en ny forståelse af, hvilken indfly-

delse videnskabelig viden kan have for samfundet. Især to amerikanere blev tone-

angivende for det kulturelle og politiske syn på den videnskabelige forskning og

efterkrigstidens videnspolitik (Faye & Budtz Pedersen 2011).

Den ene var Robert Merton, der med artiklen The Normative Structure of Sci-

ence (1942) formulerede en række indflydelsesrige normer for god videnskabelig

praksis, som han betegnede de såkaldte CUDOS-normer. Det drejer sig om: (i)

kollektivt ejerskab til resultater (communism); (ii) universalisme (universalism); (iii)

upartiskhed (disinterestedness) og (iv) organiseret skepticisme (organized skepticism).

Ifølge Merton forventes den enkelte forsker at overgive sine resultater til det vi-

denskabelige samfund. Det sker ved, at forskeren publicerer sine resultater i vi-

denskabelige tidsskrifter eller forelæser ved offentlige konferencer. Forskeren lader

derved sine resultater underkaste kvalitetsvurdering (peer review). Som belønning

får forskeren ikke penge, men anerkendelse, der er en værdifuld social kapital i

42

videnskaben. Merton lagde vægt på universalisme og organiseret skepticisme som

en reaktion på den historiske situation, der havde ført til et omfattende misbrug af

videnskaben, selv i lande der tidligere havde fremstået som førende inden for

videnskab, som Tyskland og Sovjetunionen (Calhoun 2006: 15). Merton insisterer

på, at forskernes og universiteternes selvforståelse ikke er forankret i fritsvævende

idealer. Selvforståelsen må være forankret i den institutionelle infrastrukturs nor-

mative grundlag. Det er det normative fundament for videnskabeligt arbejde, der i

sidste instans holder universitetets forskningsprocesser med deres ulige funktioner

sammen. CUDOS-normerne udgør et moralsk kodeks i videnskaben, der virker

normerende for produktionen og kvaliteten af viden. For eksempel betyder uni-

versalisme ifølge Merton, at enhver videnskabelig påstand skal underkastes uper-

sonlige kriterier. Påstande skal vurderes i forhold til standarder, som er fælles for

alle forskere, uafhængigt af køn, klasse, nationalitet eller etnicitet.

Mertons normer skulle beskytte den uafhængige grundforskning og blev

bredt accepteret som grundlag for den første generation af videnskabssociologer,

der var dominerende frem til 1970’erne. Merton blev senere kritiseret for at bedrive

en dubiøs form for sociologi, idet hans konklusioner var normative, ikke empiri-

ske. Merton vidste naturligvis udmærket, at det videnskabelige ”ethos” ikke kunne

realiseres i enhver henseende på ethvert tidspunkt, men mente, at CUDOS-

normerne lå som en rettesnor i de videnskabelige institutioner. I hans senere arbej-

de om belønningsstrukturer i videnskaben søgte han at dokumentere, hvorledes

videnskaben er organiseret på en sådan måde, der gør, at belønning og anerken-

delse distribueres til de personer, der følger de videnskabelige normer og medvir-

ker til videnskabens fremskridt. Merton antog, at naturvidenskaben i sidste instans

kunne holdes fri for ideologisk påvirkning, og altså ikke var en social konstruktion,

som mange senere videnskabssociologer mente. Det gjorde ham siden til genstand

for mange kritiske kommentarer.17

17 I de senere år har Steve Fuller, Harry Collins og Barry Barnes bidraget til at rehabilitere

Merton. Fx fremholder Collins (2007) i en kritik af aktør-netværks-teorien, at det måske er

korrekt, når teoriens fortalere hævder, at videnskabelige resultater og teknologier altid uundgåe-

ligt er politiske. Men, siger Collins, det kan være et perfekt legitimt ideal at forsøge at holde de to

domæner adskilte, eller i det mindste stræbe efter en passende arbejdsdeling, også selvom det

ikke altid kan realiseres i praksis (Collins 2007: 223). Når radikale konstruktivister afviser Mer-

ton, fordi videnskaben ikke empirisk lever op til samtlige normer, svarer det til at afvise demo-

kratiet, blot fordi denne styreform ikke altid lever op til alle demokratiske principper. Det er

næppe et godt argument. Vi kan ikke afvise videnskabens autoritet alene af den grund, at viden-

skaben undertiden er uperfekt (Collins 2007: 223). Fuller skriver videre, at det empiriske ud-

gangspunkt for Mertons normer har vist sig at være mere robust, end mange har antaget. Der er

43

Flere af Mertons ideer om en uafhængig grundforskning blev efter Anden

Verdenskrig realiseret i den videnspolitiske udvikling. Det skete da Vannevar

Bush, den amerikanske rådgiver til præsident Roosevelt i forskningsspørgsmål,

formulerede efterkrigstidens videnspolitiske doktrin. Bush fremlagde i 1945 sin

indflydelsesrige rapport, The Endless Frontier, der lagde grunden til de følgende

årtiers amerikanske forsknings- og teknologipolitik. Der var åbenlyse politiske

interesser forbundet med at forsætte det succesfulde samarbejde mellem videnskab

og samfund, som i manges øjne havde haft positiv indflydelse på udfaldet af kri-

gen. Tilsvarende var der i det videnskabelige samfund en interesse i at bevare et

højt finansieringsniveau og fastholde statens opmærksomhed omkring de nyttige

samfundseffekter af den offentlige forskning. Med sin rapport fremlagde Bush en

model for dette samarbejde formuleret omkring relationen imellem grundforskning

og anvendt forskning.

Videnskaben skulle ifølge Bush nyde udpræget økonomisk støtte fra staten,

ligesom det var tilfældet under krigen, men skulle i fredstid løsgøres fra militærets

indflydelse og orienteres imod civile formål. Ifølge denne model skulle staten

finansiere grundforskning, da videnskab over tid ville medføre substantielle bi-

drag til den nationale velstand, sundhed og sikkerhed. Bush skriver i et brev til

Roosevelt den 5. juli 1945:

»The rewards of scientific exploration both for the Nation and the individual

are great. Scientific progress is one essential key to our security as a nation, to

our better health, to more jobs, to higher standard of living, and to our cultural

progress« (Bush 1945b).

Ifølge Bush skal grundforskning drives på universiteterne uafhængigt af industri-

ens indflydelse og statens indblanding. Forskerne skal etablere de grundlæggende

forskningsspørgsmål og definere standarderne for den forskningsfaglige kvalitet.

Bush mente, at succesfulde resultater fra grundvidenskaben over tid ville oversæt-

tes til teknologier og anvendelse og derved føre til vækst og udvikling. Antagelsen

var, at transformationen fra grundforskning til teknologisk innovation var lineær

og uproblematisk. Billedet på denne ”lineære model” var ”fødekæden”. Eftersom

en betragtelige enighed blandt forskere om den normative struktur i et videnskabeligt regime.

»[I]t is striking just how much convergence does exist on the normative principles to which lip

service is paid, especially given the admitted divergence in scientific behavior across research

sites« (Fuller 2007: 44). Rehabiliteringen af Merton følger en interessant intellektuel udvikling. I

takt med at nye politiske og økonomiske krav pålægges de offentlige vidensinstitutioner, bliver

Merton for mange en reference for videnskabens uafhængighed og integritet (Calhoun 2006).

44

teknologisk innovation gjorde krav på stadigt større indtjening på markedet, blev

markedet betragtet som en tilstrækkelig mekanisme til at drive videnskaben igen-

nem fødekæden fra grundforskning til kommercialisering. Af denne grund skulle

statslige midler til forskning ifølge Bush begrænses til basal grundforskning. Inno-

vation og anvendt forskning skulle drives af de frie markedskræfter og private

investeringer.

Med Bush-rapporten fik den amerikanske forskningspolitik sin paradigmati-

ske formulering. Senere blev modellen standard i de fleste andre industrialiserede

lande, hvor forskningsråd og -fonde blev oprettet som en del af den nationale

vidensopbygning. I USA blev Bushs ideer virkeliggjort med oprettelsen af National

Science Foundation (NSF) i 1951. I den første lange periode blev kun teknisk-

naturvidenskabelig forskning understøttet. Ingen kunne forestille sig, at samfunds-

og humanvidenskaberne kunne være interessant i forbedringen af det militære-

industrielle system – og humaniora og samfundsvidenskab kom først ind under

NSF i 1968 (trods det, at disse videnskaber aldrig har opnået samme finansiering

som naturvidenskaberne).

I Europa blev Bushs ideer introduceret meget konkret som et element i krite-

rierne for at modtage Marshall-hjælp efter Anden Verdenskrig. Betingelsen for at

modtage støtte var således, at 2,5 pct. af det samlede donerede beløb skulle anven-

des på ”statsstøttet teknisk-videnskabelig forskning og forsøgsvirksomhed”, hvil-

ket blev begrundet som et element i de ”langsigtede produktivitetsfremmende

foranstaltninger”, der skulle give Europa grundlag for at etablere sin egen økono-

miske velstand og bidrage til det teknologiske samarbejde med USA. Det var altså

kun takket være støtte fra amerikanerne, at det i 1950’erne og 60’erne lykkedes at

genopbygge Europa som forskningsregion. For USA var genrejsningen af de vest-

europæiske forskningsmiljøer en strategisk satsning af stor udenrigspolitisk og

nationaløkonomisk betydning (Nielsen 2011a).18

18 De mange forskningsmidler, der blev distribueret fra USA til Vesteuropa under Den

Kolde Krig, tjente ikke alene til at sikre amerikansk indflydelse i regionen – og dermed mindske

sovjetiske påvirkninger. Midlerne blev også brugt med den klare hensigt at bidrage til økono-

misk vækst i USA. Som Oppenheimer formulerede det: ”Selv hvis nye opdagelser bliver gjort i

Europa, har vi bedre muligheder for at udnytte dem, fordi vi har den mest avancerede teknologi

og den bedste organisering” (Nielsen 2011a). Videnskabshistorikeren John Krige har kaldt

fænomenet for amerikansk ”forskningshegemoni”. Forskningsstøtte var dog kun et af midlerne i

udbredelsen af amerikansk hegemoni – og fandt sted med europæernes udtalte accept. Fx

modtog Niels Bohr i 1956 økonomisk støtte fra Ford Foundation. Midlerne var øremærket

international udveksling af forskere. hovedsagligt fra USA, i perioden 1956-1961 kunne opholde

sig ved Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej (Nielsen 2011a, se også Nielsen 2011b).

45

Det blev taget for givet, at en skarp distinktion imellem grundforskning og

anvendt forskning kunne etableres, og at normer og regler fra de to regimer mani-

festerede forskellige stadier i den lineære model. Dette var med til at forstærke

billedet af, at nye opdagelser og ideer opstår eksperimentelt og gradvist udvikler

sig for først derefter at blive anvendt i konkrete produkter. Den videnspolitiske

doktrin var derfor præget af en politisk epistemologi, der baserede sig på en stærk

distinktion imellem videnskab og teknologi (Elzinga 2003).

Forudsætningerne for denne doktrin var allerede blevet formuleret i den lo-

giske positivisme. Det var de logiske positivister, der til at starte med etablerede en

skarp distinktion mellem videnskab og teknologi. Videnskab blev opfattet efter

samme model som fysikkens forhold til den matematiske logik, dvs. som en rent

abstrakt, aksiomatisk og probabilistisk relation mellem observation og teori. Idea-

let var den teoretiske videnskab. Og det blev betragtet som sekundært at udforme

de videnskabelige teorier på en måde, der gjorde dem anvendelige til teknologiske

formål. Denne model blev toneangivende for det meste af den analytiske viden-

skabsfilosofi i det 20. århundrede. Den blev samtidig indarbejdet i den videnspoli-

tiske mentalitet, som Vannevar Bush formulerede i den lineære model. Ifølge

denne model har samfundet maksimalt nytte af videnskaben, når blot der investe-

res tilstrækkeligt i grundforskning. Fra grundforskningen spreder videnskaben sig

langsomt ud i samfundet og gøres anvendelig til teknologiske og økonomiske

formål (Fuller 2006b).

En sådan to-trins model var desuden fælles for den logiske positivisme og

Kuhn. Ifølge Kuhn har videnskabens udvikling intet at gøre med teknologisk

anvendelse; den eneste teknologi, der har betydning for Kuhn, er den teknologi,

hvormed forskerne udfører deres eksperimenter og hjælper dem til at løse deres

teoretiske problemer (puzzles). En af de former for kumulativitet Kuhn regner for

afgørende i videnskaben, er forskernes stadigt mere sofistikerede evne til at desig-

ne forskningsapparatur og instrumenter. (En anden er den stadige kumulation af

data og forudsigelse inden for normalvidenskaben). Heri ligger præmissen for den

instrumentalistiske videnskabsteori, der senere bliver dominerende i videnskabs-

sociologien. Kuhn er imidlertid først og fremmest internalistist – og forsvarer en

distinktion mellem teoretisk grundforskning og anvendt teknologi.

Distinktionen mellem viden og teknologi fastholdes fra den logiske positi-

visme til Kuhn og Bush, og kodificeres som et vigtigt element i den videnspolitiske

doktrin i det 20. århundrede. Med Den Kolde Krig og det stadigt mere intensive

teknologiske kapløb, får distinktionen tilmed ny støtte. Den beskytter videnskaben

fra de moralske konsekvenser, våbenteknologien medfører. Doktrinen er senere

blevet betegnet som ”det positivistiske ethos”, en lettere omskrivning af Mertons

46

videnskabelige ethos. Ifølge dette synspunkt er viden (i) neutral overfor brug og

misbrug; der ikke findes en etisk forkert viden, kun viden, der i konkrete sammen-

hænge bruges eller misbruges; og (ii) forskerne er kun forpligtede på at søge sand

viden, ikke moralsk viden. Viden kan anvendes i teknologi, der tjener moralske og

umoralske formål, men videnskaben selv er etikken og politikken fremmed.

Med Bushs indflydelsesrige model overtager staten en distinkt epistemisk

doktrin og gør den til grundlag for et nyt institutionelt design. Eftersom videnska-

ben i den lineære model er modelleret med forbillede i en enhedslig, teoretisk og

sandhedssøgende videnskab (fysikken), opfattes videnskab på samme måde på

tværs af discipliner. Staten harmoniserer derfor de institutionelle retningslinjer på

tværs af de forskellige hovedområder, bl.a. ved at kræve at alle større forsknings-

bevillinger uddeles af forskningsråd og evalueres af uvildige eksperter i indbyrdes

konkurrence blandt forskningsmiljøerne.

Staten har imidlertid kun en begrænset beslutningskompetence med hensyn

til rammebetingelser og finansiering. For Bush var det vigtigt at sikre forskningens

uafhængighed fra det politiske system og de statslige bevillingsgivere. Kun ved at

placere beslutninger vedrørende forskningen så tæt på forskningsfronten som

muligt, kan man ifølge Bush stimulere den mest innovative og banebrydende

forskning. Idealet var derfor en balance mellem det videnskabelige fællesskabs

normer, som Merton havde formuleret, og det politiske samfunds interesser i at

støtte og udvikle videnskab og teknologi med henblik på samfundets udvikling.

2.3 VIDEN, TEKNOLOGI OG ØKONOMI

For de humanistiske videnskaber betød den lineære model en særlig udfordring.

På den ene side kunne humaniora legitimere sig som en grundforskningsdisciplin,

der var undtaget krav om direkte relevans og anvendelighed. På den anden side

var det tydeligt, at den lineære model er konfigureret over den naturvidenskabeli-

ge videnspredningspraksis. Rationalet er, at videnskaben gennem en gradvis trickle

down-effekt langsomt finder vej til samfundets teknologiske regime og bidrager til

vækst og national sikkerhed. For de humanistiske videnskaber implicerer det, at de

må forsvare sig med andre typer af kulturelle og sociale værdiargumenter. I perio-

den fra 1945-2000 og efterfølgende, har humanioras rolle været genstand for man-

ge forskelligartede begrundelsesstrategier; nationalistiske, konstruktivistiske,

kulturalistiske, kosmopolitiske etc. (Eckhardt Larsen 2006).

Naturvidenskaben har derimod den ubetingede fordel, at den kan legitimere

sig inden for samfundets materialistiske og teknologiske selvforståelse. På et fun-

47

damentalt niveau hænger dette sammen med rodfæstningen af en generel sam-

fundsopfattelse, der opfatter teknologi og økonomi som de mest fundamentale

drivkræfter i samfundet, og hvis ”økonomistiske” tolkning af individ og samfund

er fælles for de to største ideologier i det 20. århundrede; socialisme og liberalisme

(Collin 2008). Forestillingen er, at teknologisk innovation, og i forlængelse heraf

økonomisk vækst, er den vigtigste enkeltstående faktor i samfundets historie – og

dermed den faktor som alle andre typer af viden langsomt konvergerer imod. Som

den amerikanske politiske teoretiker, Francis Fukuyama, overbevisende argumen-

terer i sit hovedværk, The End of History and the Last Man (1992), stammer denne

forestilling om, at historien bevæger sig imod et endepunkt, bestemt af teknologi-

ske og økonomiske faktorer, oprindeligt fra marxismen, men er senere blevet

overtaget af den økonomiske liberalisme (Collin 2008: 36-37).

Anledningen til Fukuyamas påstand er afslutningen på Den Kolde Krig. For-

skellige konkurrerende opfattelser blev i løbet af Den Kolde Krig fremsat, der

skulle forklare hvilken af de to samfundsmodeller, socialisme eller liberalisme, der

på sigt ville vinde. Friedrich Hayek, og med ham andre vestlige liberalistiske

tænkere, påstod, at liberale samfund nødvendigvis var udset til at vinde den ideo-

logiske konkurrence, idet demokrati og markedsøkonomi baserer sig på en fun-

damental balance mellem frihed og lighed, som skaber et mere effektivt og dyna-

misk samfund end alternative, centralistiske samfundsmodeller. I takt med at Den

Kolde Krig skred frem, hævder Fukuyama, at argumenter til forsvar for frihedens

og demokratiets intrinsiske egenskaber som udtryk for en moralsk overlegen

samfundsorden langsomt trængte i baggrunden for argumenter, der fokuserede på

det vestlige samfunds evne til at producere teknologi, herunder navnlig avancere-

de våbensystemer og materiel velstand for dets borgere. Ifølge liberalistiske teore-

tikere som Hayek var det ikke kun fordi, det vestlige samfund var overlegent

ideologisk eller rent militært, men fordi det var i stand til at producere forbrugs-

goder og distribuere dem efter borgerens individuelle behov, at denne model i

sidste instans ville vinde den ideologiske konkurrence (Hayek 1943). Mennesket er

grundlæggende drevet af dets egeninteresser og vælger den samfundsmodel, der

bedst opfylder disse.

Det dristige i Fukuyamas tese er, at det vestlige liberale samfund ved i sti-

gende grad at fokusere på de materielle og teknologiske fortrin, som den demokra-

tiske model medførte, langsomt og implicit importerede den marxistiske økonomi-

og teknologiopfattelse. Marx hævdede, at et samfund drives frem af teknologi og

naturvidenskab, fordi teknologi bestemmer organiseringen af produktionen og

dermed graden af industrialisering. Samtidig bestemmer teknologien det politiske

system, idet der kontinuerligt opstår konflikter omkring retten til produktionen

48

(Marx 1847, citeret fra Collin 2008: 37). I sidste instans fører det til arbejderklassens

magtovertagelse og dermed ”historiens afslutning” manifesteret i det klasseløse

samfund. I korthed hævder Fukuyama nu, at også den liberalistisk-økonomiske

tænkning er deterministisk på samme måde som marxismen; også den vestlige

liberale doktrin ser historiens afslutning inkarneret i den teknologiske og økono-

miske udvikling – og den globale udbredelse af demokrati og markedsøkonomi

betragtes som et håndfast bevis herfor.

Med andre ord accepterer den økonomiske liberalisme, der ligger til grund

for den vestlige videnspolitik, den marxistisk-materialistiske historieopfattelse, at

teknologi er drivkraften i samfundet. Her er konflikten i samfundet ikke længere

dikteret af konkurrencen internt imellem sociale klasser, som Marx forestillede sig,

men af den eksterne konkurrence mellem nationalstaterne i den globaliserede

økonomi. Resultatet er imidlertid det samme; en tiltagende politisk orientering

imod det teknologisk-materielle regime samt en tilsvarende nedvurdering af intel-

lektuelle, humanistiske, religiøse og ideologiske strømninger. Både den ”videnska-

belige socialisme” i dens opgør med det utopisk-moralske politikbegreb og nylibe-

ralismen i dens angreb på administrativ magt, deler en aversion imod det politiske

system. Politik er ineffektivt, konfliktuelt og ideologisk – og er frem for alt ikke i

stand til at udnytte den teknologiske og videnskabelige udvikling i en grad, der er

samfundsmæssigt optimalt. Brugen af viden og teknologi til samfundsmæssige

formål må af denne grund afpolitiseres. Det sker ved, at spørgsmål om viden og

teknologi enten overdrages til markedet eller betragtes som en funktion af produk-

tionsmidlernes interne dynamik og udvikling.19

19 Marxismen hos Engels og Saint-Simon advokerer for en post-politisk tilstand, hvor der

hersker en neutral, afpolitiseret ”administration af ting”. Fx skriver den marxistisk-inspirerede

teoretiker, Karl Pearson, der stod bag den ”teknokratiske bevægelse” i USA i 1930’erne, at

brugen af eksperter og videnskabelige procedurer i den statslige planlægning skal garantere den

”nationale effektivitet” (Turner 2003: 135). Marx foreslog endda en afskaffelse af staten (’Abster-

ben des Staates’), der skulle distancere kommunismen fra enhver demokratisk ”politisering”. Det

får Gramsci til i sin kritik af Marx at skrive: »What is politics for the productive class becomes

rationality for the intellectual class. What is strange is that some Marxists believe rationality to be

superior to politics (Gramsci 1992: 231). Ligheden med Hayeks liberalistiske planlægnings- og

bureaukratismekritik er slående. Hayeks argument er kun i ringe grad moralskfilosofisk; det er

frem for alt en instrumentel og epistemisk angivelse af, hvorfor åbenhed og markedsprincipper

er de mest optimale redskaber til at cirkulere information og derved fremme effektiviteten i

samfundslegemet. Dvs. at politik forstået som kampen mellem forskellige bud på samfundets

indretning bliver irrelevant i en liberal optik, der tror på, at individerne spontant vil organisere

sig til alles bedste, når blot de får lov til at handle frit.

49

Fukuyama anerkender og kritiserer på en gang den liberale samfundsmodel.

Han fastholder, at den særlige demokratiske samfundsordning, der er fostret i

vestens oplysningstænkning og humanistiske antropologi på et begrebsligt og

moralfilosofisk plan ikke kan udvikles yderligere. Principielt er demokrati baseret

på menneskerettigheder, privat ejendomsret og lige anerkendelse et fuldendt

samfundsideal, selvom det fortsat er, og antageligvis altid vil være, omdiskuteret,

hvordan dette ideal skal institutionaliseres. Men lige såvel som teknologi og mar-

kedsøkonomi har været med til at berige samfundsudviklingen og muliggjort et

højt velstandsniveau, er det også i disse fænomener, at Fukuyama ser den største

trussel imod det demokratiske samfundssyn. Ikke alene kan nye teknologier føre

til moralske konflikter; selve muligheden for at ændre den menneskelige natur i

kraft af eksempelvis bioteknologi kan føre til nye uligheder, der sætter præmisser-

ne for demokratiet under pres. Hertil kommer måske den største risiko, nemlig at

materialismen risikerer at slå tilbage på menneskets liv og reducere alle politiske

spørgsmål til spørgsmål om økonomi. En tendens, Fukuyama navnlig ser udfoldet

i den moderne forvaltnings- og organisationsteori med dens forudsætning af et

egoistisk og nyttemaksimerende individ (Fukuyama 2002; Fukuyama 2004).

For den praktiske politik og forvaltning betyder dette, at den særlige bureau-

kratiske struktur, der er garant for stabilitet og sammenhæng i samfundet, og som

siden Weber er blevet anset som en socialt integrativ kraft, bliver sat under pres.

Konkurrenceudsættelse og incitamenter ses som en mere rationel form for koordi-

nation end langsomt opbyggede tillidsstrukturer, sociale normer, institutioner, etc.,

der ifølge Weber konstituerer samfundets moralske kapital. Forskellige betegnelser

er blevet anvendt til at beskrive denne nye situation i den offentlige forvaltning,

heriblandt ”post-bureaukratisk kontrol” (Hoggett 1991) og ”New Public Manage-

ment” (Pollitt 1990; Hood 1991, se også Kapitel 1 ovenfor). I videnspolitikken inde-

bærer dette organisatoriske regime ikke kun en kortere distance imellem viden-

skab, teknologi og marked, men en grundlæggende orientering af de videnskabeli-

ge institutioner mod materielle-teknologiske produkter og konkrete resultater, der

kan validere den førte politik (Birnbaum 2004; Melander et al. 2008).

2.4 EN NY 'KONTRAKT MELLEM VIDENSKAB OG SAMFUND

Et begreb, der ofte anvendes til at analysere relationen mellem forskning og sam-

fund, er den ”sociale kontrakt” (Elzinga 1997; Guston 2000; Jasanoff 2005; Rip

2007). Som det blev argumenteret i det foregående afsnit, bestod kontrakten mel-

lem videnskab og samfund i midten af det 20. århundrede af et lineært forhold:

staten skulle tilføre universiteter og vidensinstitutioner tilstrækkelige midler til at

50

drive grundforskning og samtidig sikre videnskabens institutionelle autonomi. I

bytte herfor kunne staten forvente langsigtet vidensopbygning, spredning af

forskningsresultater til industri og økonomi samt højtuddannet arbejdskraft. Idea-

let var videnskab som grundforskning, dvs. som autonom fra samfundets kortsig-

tede ønsker og som kilde til grundviden, der ikke ville blive produceret på det

private marked. Derek de Solla Price skriver om denne kontrakt i sin bog The

Scientific Foundation of Science Policy (1965).

Da videnskaben er international og konkurrencepræget, er dens måde at vokse

på næsten udelukkende dikteret af dens aktuelle kognitive stadie og næsten slet

ikke af nationernes ønsker eller samfundets behov. Man har derfor ikke noget re-

elt forskningspolitisk valg, udover at støtte al eksisterende frontforskning med

det størst mulige antal midler og talenter, der kan presses ud af befolkningen

(Solla Price 1965: 237).

En ny kontrakt bliver imidlertid aktuel med afslutningen af Den Kolde Krig og

påbegyndelsen af den økonomiske integration af de globale markeder. I globalise-

ringen skal videnskaben understøtte samfundets konkurrenceevne med produkti-

on af teknologi, ligesom den skal levere et langt mere direkte bidrag til økonomien.

Med det stigende antal akademiske stillinger, det stigende antal studerende samt

væksten i bevillinger til forskning og udvikling (F&U), går videnskaben ind i en ny

fase, Big Science, hvor den akademiske orienterede ”modus-1-forskning” erstattes

af den brugerdrevne og anvendelsesorienterede ”modus-2-forskning”. Her sker en

invertering af relationen mellem videnskab og samfund. Endda helt bogstaveligt,

da EU Kommissionen i 1998 udgiver den forskningspolitiske rapport Society, The

Endless Frontier; A European Vision of Research and Innovation Policies for the 21st

Century, der eksplicit gør op med Bush-rapporten Science, The Endless Frontier

(1945a). Med Kommissionens rapport er det tydeligt, at det er samfundets behov,

der er drivende for videnskaben, ikke videnskabens resultater der er drivende for

samfundet. Forfatterne til rapporten viser, hvordan forskningspolitikkens hoved-

formål efter Anden Verdenskrig har været at tjene det nationale forsvar – og derfor

har været fokuseret på grundforskning. Målinger og beregninger af forskningens

effekter (impact) fulgte den lineære model: investeringer i forskning vil efter en

forsinkelse give et økonomisk afkast. Siden 1970’erne og 1980’erne er vi imidlertid

gået ind i anden fase af F&U-politikken, ifølge rapporten. Erindringerne om ver-

denskrigen er falmet og målet er i stedet blevet at øge industriens konkurrenceev-

ne – blandt andet gennem strategisk prioriterede ”nøgleteknologier”.

Kommissionens rapport giver et indtryk af en refleksiv politikudvikling, der

tager stilling til de centrale indvendinger imod den lineære model og understreger,

51

at det nye videnspolitiske regime hviler på en ny statsmodel, konkurrencestaten,

og en ny form for politisk økonomi – vidensøkonomien. Ifølge rapporten er det

blevet klart, at de mest konkurrencedygtige industrier er dem, der finde de bedste

svar på samfundets behov:

»And to create innovation, the old linear model has had to be discarded. Growth

and jobs […] do not automatically follow from research. Innovation has to be

nurtured through a complex process involving many interactions throughout so-

ciety« (EU Kommissionen 1998: xi).

Dette skaber en ny opgave for staten:

»As the legitimate voice of the people, [the state] can commission research on so-

cietal problems in just the same way as… military hardware. In order to justify

the escalating costs of modern research, there are a number of precautions it

must take. First, the state must ensure that it gets a good social return on its in-

vestment. It should therefore ensure that R&D is oriented in the right direction

by involving users in defining what the problems are. […] Secondly, to stimulate

efficacy, it needs foresight systems, which illuminate the road ahead, and direct

resources into the most promising fields. The ex ante assessment of research pro-

posals must be done from a problem-solving point of view; ideas of scientific ex-

cellence or research for research’s own sake have had their day« (EU Kommis-

sionen 1998: xii).

Betoningen af ex ante evalueringer af forskningsansøgninger skal i stigende grad

ske ved at inddrage ekstra-videnskabelige spørgsmål og samfundsmæssige udfor-

dringer – hvad Ravetz & Funtowicz (1993) har kaldt ”extended peer review”.

Udvidet peer review vil sige, at kredsen af aktører, der træffer beslutninger om

videnskaben og på baggrund af videnskaben, er udvidet i forhold til tidligere.

Rapporten tolker imidlertid dette i en radikal økonomisk betydning; dels ved at

anbefale, at forskerne får incitament til at skabe økonomiske resultater; dels ved at

anbefale, at den finansielle sektor bringes ind som partner:

»The idea is that the financial sector should be brought in as a partner. If research

is to meet real demand, then when one brings in experts to assess projects, one

brings in economists, not just technologists. Each project should be assessed fi-

nancially – what return for what risk? [...] The public sector’s role would thus be

to orchestrate a range of resources, public and private, and persuade private fi-

nance – including the European venture capital sector – to take over the innova-

tion effort« (EU Kommissionen 1998: iv).

52

Forskning skal i højere grad bidrage til udviklingen af industrielle teknologier og

kommercielle produkter. I modsætning til den tidligere ”kontrakt” betragtes vi-

denskabens relation til samfundet som komplekst, cirkulært og non-lineært. Dvs.

at anvendelseskonteksten er indlejret i videnskaben fra begyndelsen og skal legi-

timere den offentlige vidensproduktion. Ideen om en ny social kontrakt mellem

forskning og samfund artikuleres eksplicit i en række politiske rapporter fra OECD

og EU Kommissionen. I rapporten Science, Society and the Citizen in Europe (2000)

skriver Kommissionen: »Modern science has developed on the basis of an unspo-

ken contract between science and the institutions taking responsibility for it (uni-

versities, industry, governments), on the one hand, and society and the public, on

the other« (EC 2000b: 5). Med den nye vidensøkonomiske definition af kontrakten

forsvinder imidlertid troen på Solla Prices forestilling om videnskaben som et

langsomt tilvirket, evolutionært, intellektuelt og kognitivt fremskridt.

2.5 FORSKNINGSSTATISTIK OG FORSKNINGSEVALUERING

En central forudsætning for videnspolitikken efter Anden Verdenskrig har været

etableringen af OECD (Organisation for Economic Co-operation and Develop-

ment). Allerede tidligt i 1960’erne var udviklingen af OECD’s forskningspolitiske

doktrin nært forbundet med udviklingen af et internationalt administrativt kodeks

til kategorisering af de forskellige forsknings- og udviklingsaktiviteter (Godin

2003; 2006: 654-655; Elzinga 2005). OECD’s statistiske håndbog for forskning og

innovation, Frascati Manualen, opstillede tre indikatorer, ud fra hvilke det skulle

gøres muligt at dokumentere og sammenligne graden af finansiering og effekterne

af forskningen i de forskellige lande. De vigtigste kategorier var: (i) grundforsk-

ning, (ii) anvendt forskning og (iii) produktudvikling (R&D) (OECD 1989). Katego-

riseringen fulgte således distinktionen mellem grundforskning og anvendt forsk-

ning, der var central for efterkrigstidens videnspolitik.

Indeholdt i den videnspolitiske doktrin var både en statistisk definition og et

normativt program med egne principper og kriterier (Nowotny 2007: 483). I tråd

med den lineære model blev grundforskning i denne tidlige periode af OECD’s

forskningsstatistik anset som for at være “nysgerrighedsdrevet” (curriosity-driven)

og løsgjort fra styring. Derimod blev anvendt forskning og teknologi betragtet som

genstand for styringsredskaber, markedsprincipper og politiske målsætninger. I de

fleste OECD-lande blev dette udmøntet i forskellige former for mandatforskning

eller sektorforskning, som var beregnet til at løse forsknings- og udredningsopga-

ver for regeringer og myndigheder (Elzinga 2003: 21).

53

OECD blev samtidig repræsentant for den økonomiske liberalisme, som blev

beskrevet ovenfor. Ikke alene var tolkningen af det internationale økonomiske

samarbejde først og fremmest motiveret af et ønske om at producere teknologi og

innovation. Normativt blev disse områder anset som idealmodel for de øvrige

forskningsdiscipliner som humaniora og samfundsvidenskab, hvis samfundseffek-

ter og -relevans blev tolket i rent økonomiske begreber. For eksempel blev de

indikatorer og instrumenter, hvormed OECD anbefalede at stimulere forsknings-

kvalitet og relevans overtaget fra den teknisk-naturvidenskabelige forskning.

Anvendelsen af peer review, publicering i internationale tidsskrifter, udtagning af

patenter samt organisering af forskningen i større kollaborative projekter, var alle

etablerede bestanddele i den teknisk-naturvidenskabelige tradition, som OECD

anbefalede at gøre til standard på samtlige forskningsområder (OECD 1989; 2002;

2006).

Men også rent statistisk har OECD bidraget til at skabe et legitimitetspres på

især de humanistiske videnskaber. Det skyldes en historisk omstændighed i op-

bygningen af OECD’s forskningsstatistik. Til at begynde med var OECD-

statistikken kun beregnet til at omfatte forskning med direkte relevans for er-

hvervslivet, hvorfor man kun medtog opgørelser over de tekniske, naturvidenska-

belige og sundhedsvidenskabelige discipliner. Senere blev man opmærksom på, at

visse socialvidenskaber også måtte medregnes, og statistikken blev udvidet. I den

forbindelse medregnedes visse humanistiske discipliner såsom psykologi, pæda-

gogik, antropologi og etnologi under kategorien ’socialvidenskab’. Først i

1990’erne blev det besluttet at tage alle discipliner med, dvs. at inkludere den rest

af klassiske humanistiske discipliner, som sprog, arkæologi, filosofi osv., der ikke

tidligere var inkluderet. Resultatet er et billede af den humanistiske forskning som

et sæt af discipliner, der ikke giver en særlig dokumenterbar gevinst for samfun-

det. Omvendt er de dele af humaniora, der bidrager med økonomisk værdi, som fx

psykologi, der i dag udgør et voksende marked for rådgivning og terapi, ikke

medregnet som humanistisk forskning, men som socialvidenskabelig. Men idet

man ikke længere betragter discipliner som psykologi, antropologi og pædagogik

som humanistiske fagområder vil det få afgørende negative konsekvenser for

vurderingen af disse discipliners relevans (Fink et al. 2004).20 Humanistisk forsk-

20 Når OECD (2002) opgør pædagogik, psykologi og antropologi som samfundsvidenskaber,

vil den samfundsmæssige produktivitet, som disse discipliner bidrager med, ikke registreres

som humanistisk forskning. Senest er denne opgørelsesmetode blevet anerkendt i Danmark, som

beskrevet i Danmarks Forskningspolitiske Råds årsrapport 2009, med omfattende konsekvenser

for den politiske nedvurdering af humanistisk viden.

54

ning fremstår som irrelevant, ikke nødvendigvis på grund af dens reelle ineffekti-

vitet, men på grund af en snæverhed i de administrative kategorier.

OECD’s statistiske rapporter kan tolkes ud fra, hvad jeg har betegnet som en

”politisk epistemologi”. Igennem den stadige kumulation af data og evidens er det

hensigten at transformere den ”tavse viden”, som forskningsinstitutionerne besid-

der med hensyn til deres kapacitet, til et kodificeres ”data warehouse” af viden-

skabelige resultater, som indeholder oplysninger patenter, publikationer, serviceaf-

taler, etc. Studiet af OECD’s forskningsstatistik bekræfter endvidere den tese, der

blev opstillet tidligere, nemlig at den videnspolitiske doktrin har en klar episte-

misk præference for naturvidenskabelig-teknisk forskning – og mere specifikt for

de forskningsområder, der har en dokumenteret tekno-økonomisk effekt.21 Stati-

stikken fortæller ikke meget om den reelle korrelation mellem forskning og øko-

nomisk vækst. Men den vidner om en udbredt accept af naturvidenskabelig forsk-

ning som en central forudsætning for samfundets værdiskabelse. For en stor del af

OECD’s forskningsstatistik fra 1980’erne og 1990’erne gælder, at den reelle forkla-

ring på, hvordan viden skaber økonomisk værdi er black boxed. Det ligger uden for

statistikkens klassificering at følge videnskabens spredning til økonomi og sam-

fund på mikroniveau, men antagelsen er, at mængden af patenter, erhvervssamar-

21 Godin (2003, 2004, 2007) forklarer i en detaljeret beskrivelse, hvordan der er en intern

relation mellem udviklingen af statistisk nomenklatur og udformningen af videnspolitikken.

Godin hævder, at OECD’s statistiske begreber har været en af de mest indflydelsesrige faktorer i

udviklingen af forsknings- og innovationspolitikken (Godin 2004: 679). I takt med at OECD, og

siden hen EU og de enkelte medlemslande, er begyndt at indsamle viden om effekten af viden-

skaben i forhold til økonomien, har det givet anledning til flere nye begrebsdannelser. Fx hævder

Godin, at begreber som ”den nye økonomi” og ”vidensøkonomien” skal ses som konsekvenser

af en udvikling i de statistiske indikatorer. Studier af videnskabens økonomiske effekter er

relativt nye. Men med vigtige undtagelser. Allerede i 1950’erne begyndte økonomer at integrere

videnskab og teknologi i deres vækstmodeller. Cost/benefit-studier blev udført, der forsøgte at

måle effekten af videnskab og teknologi på økonomien. For eksempel er det første økonomiske

studie af forskning og udvikling, der viser en korrelation i forhold til produktiviteten, udført i

1955 af R.H. Ewell fra National Science Foundation. Sådanne studier har udviklet sig kontinuer-

ligt igennem det 20. århundrede og er blevet stadigt mere avancerede. Godin viser imidlertid, at

der ofte er tale om en intrikat blanding af økonomiske og politiske antagelser. Han dokumente-

rer, hvordan forskellige vækstteorier igennem tiden har benyttet begrebet ”teknologisk foran-

dring” som en pladsholder for mængden af uforklarede faktorer, der bidrager til vækst, såkaldte

residual-effekter, vekslende fra helt ned til 10 pct. til 90 pct. (Godin 2004). Når økonomer ikke har

kunnet forklare væksten ud fra klassiske begreber som arbejdskraft og kapital har de henvist til

effekten af teknologi. Det resulterede i begyndelsen af 1990’erne med en ny vækstteori (new

growth theory), hvis udgangspunkt er de dynamiske evolutionære effekter af teknologi (se også

Kapitel 7 nedenfor).

55

bejder, spin-out virksomheder, etc., er pålidelige indikatorer for forskningens

samfundsnytte (Godin 2004).

2.6 KRITIKKEN AF DEN LINEÆRE MODEL

Som det er blevet understreget i det foregående, er den lineære model gradvist

blevet sat mere og mere under pres. Kilderne til kritikken af modellen er mangfol-

dige. Kritikken har især haft to udgangspunkter: (i) udviklingen internt i videnspo-

litikken og (ii) udviklingen i de konstruktivistiske videnskabsstudier. På flere

måder er det, der forbinder de to, deres fælles kritik af den lineære model. I ud-

gangspunktet ud fra to vidt forskellige begrundelser, men med udviklingen imod

en langt mere central placering af videnskaben i samfundet i stigende grad i korre-

spondens med hinanden (Morlacchi & Martin 2009).

Politisk har der været en faldende støtte til uafhængig grundforskning, hvis

nytteværdi ofte er uforudsigelig og risikobetonet. I stedet har det politiske system

krævet, at forskning og udvikling i langt højere grad skaber anvendelige resultater

til brug for de private virksomheder. En ny konsensus er opstået blandt OECD-

landene om at investere i forskning, uddannelse og innovation med henblik på en

mere direkte udnyttelse af de videnskabelige resultater i den økonomiske udvik-

ling (OECD 1996; OECD 1999a; Godin 2004). Betragter vi udviklingen i de forskel-

lige videnspolitiske doktriner inden for OECD, kan vi iagttage, hvordan typologien

langsomt ændrer sig fra en stærk distinktion imellem grundforskning og anvendt

forskning til en stadig tættere integration af de to forskningstyper.

Flere vigtige nye begrebsdannelser beskriver i perioden fra slutningen af

1980’erne til i dag, hvordan den lineære model erstattes af nye non-lineære model-

ler, der lanceres under betegnelser som ”the knowledge economy” (OECD 1996),

”the learning economy” (Foray & Lundvall 1996) eller ”national systems of innova-

tion” (Lundvall 1988; Nelson 1993). For disse vidensøkonomiske og videnssociolo-

giske studier gælder, at de helt eller delvist er finansierede af OECD og spiller en

vigtig rolle i legitimeringen af en langt mere interventionistisk videnspolitik. En

vigtig implikation af denne udvikling er, at innovations- og teknologipolitikken

uddifferentieres som selvstændige områder, der i stigende grad får prioritet over

traditionel videnskabspolitik (Elzinga 1997; Emmeche 2011).

Som jeg skal uddybe og begrunde i de næste kapitler, begynder de empiriske

videnskabs- og teknologistudier (STS) samtidig at udfordre tesen bag kategorierne

om grundforskning, anvendt forskning og teknologi. Historiske, sociologiske og

filosofiske studier viser, hvordan videnskab altid til en vis grad har været drevet af

anvendelseskonteksten. Hertil kommer, at STS i 1990’erne etablerer sig som et

56

selvstændigt fagområde, om end med mange interne splittelser. Fælles for de

forskellige detailanalyser er påstanden om, at videnskab antageligvis altid har

været påvirket af sociale og politiske interesser, både indadtil i forskerfællesskabet

og udadtil i samfundet.

Hermed lancerer de nyere videnskabsstudier en omfattende kritik af Merton

og Bush, der begge tilskrev videnskaben en udbredt neutralitet og autoritet i sam-

fundet. Det blev anset som en funktionel epistemisk betingelse for videnskaben, at

den nyder en vis autonomi og exceptionalisme som social institution. I STS er

denne forståelse radikalt ændret. Med kritikken af det industrielle-teknologiske

kompleks, er det ikke længere frygten for samfundets ideologiske styring af viden-

skaben, der står i centrum, men rettere videnskabens ideologiske styring af sam-

fundet, der vækker bekymring. Som vi skal se i næste kapitel, argumenterer STS

for en vidtgående demokratisering af de videnskabelige institutioner. Forudsæt-

ningen for denne udvikling, der gør op med Solla Prices antagelse om, at der ”reelt

ikke er noget forskningspolitisk valg”, er et radikal videnskabsteoretisk opgør med

den realistiske videnskabsfilosofi. Konstruktivismen åbner for en forståelse af

videnskaben som kontingent og som karakteriseret af interesser og magt – og

derfor som en social faktor på niveau med andre sociale forhold, der indebærer

valg og beslutninger. I stedet for at acceptere forestillingen om, at videnskaben

gradvist nærmer sig en stadigt mere komplet teori om virkeligheden, der løbende

giver anledning til nye teknologier, implicerer konstruktivismen et ”decisionistisk”

element. Det vil sige en valgsituation, der gør det relevant at undersøge, hvordan

samfundet organiserer og regulerer produktionen og distributionen af viden (Maa-

sen & Weingart 2005).

De konstruktivistiske videnskabsstudier hævder, at den model, der i virke-

ligheden er fundamental for videnskaben, ikke er teoretisk grundforskning, som

antaget i den lineære model, men derimod teknologi og anvendt forskning. Ek-

sempler fra nye bioteknologiske virksomheder sætter ifølge de empiriske viden-

skabsstudier pres på ideen om en lineær relation imellem grundforskning og

anvendt forskning (Jasanoff 2003). Navnlig sætter den forestilling sig igennem, at

det aktuelle samfund er kendetegnet ved en helt ny modus af vidensproduktion –

modus-2-forskning – der til forskel fra traditionel grundforskning er baseret på nye

transdisciplinære samarbejdsformer, der fra begyndelsen er konfigureret med

hensyn til anvendelseskonteksten (Gibbons et al. 1994). Inden vi vender os imod

disse eksplicit videnspolitiske studier, skal vi imidlertid først rette op på en misfor-

ståelse i den videnspolitiske litteratur. I de fleste nuværende diskussioner af mo-

dus-2-forskning og lignende samtidsdiagnoser glemmes ofte, hvordan opgøret

med den lineære model følger en kompleks intellektuel udvikling, der på væsent-

57

lige punkter foregribes i den grundlæggende videnskabsteoretiske udvikling i STS

(Balconia, Brusonib & Orsenigob 2010). Kort sagt er teorierne om modus-2-

forskning og triple helix-netværk produktet af en langstrakt intern udvikling i

videnskabssociologiens, hvis indhold og begreber ofte glemmes.22

2.7 FINALISERINGSTESEN

Kritikken af den lineære model går som nævnt, over et dybereliggende teoretisk

opgør med relationen mellem grundforskning og anvendt forskning. Jasanoff

(2003) argumenterer, at den lineære model i sin simplificerede forståelse af relatio-

nen mellem videnskab og teknologi er ude af stand til at konceptualisere den

stigende videnskabelige aktivitet, der understøtter udbygningen og konsoliderin-

gen af den moderne velfærdsstat i anden halvdel af det 20. århundrede. Her er

forskningen ikke primært markedsorienteret, men orienteret imod velfærdsstaten

(Jasanoff 2003: 228). På en række områder understøttes videnskab med henblik på

at tilvejebringe løsninger på samfundet socioøkonomiske udfordringer, eksempel-

vis inden for miljø, energi, sundhed eller lignende.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne fører det til dannelsen af en ny kontrakt

mellem videnskab og samfund, der gør op med den lineære model. Denne model

kan vi kalde social-relevans-modellen eller den socio-økonomiske model. Normativt

placerer modellen sig inden for et socialstatsligt og post-marxistisk samfundsideal.

Baggrunden var blandt andet udformningen af ”finaliseringstesen” ved Max

Planck Instituttet i Starnberg. Hensigten med denne tese var en ”kritisk-normativ”

tilgang til videnskaben inspireret af Habermas og Kuhn, der bestod i at sammen-

kæde generelle sociopolitiske hensyn med beslutninger om forskning (Schäfer et

al. 1983). Med afsæt i Kuhn hævder forfatterne til tesen, at videnskaben i sin ”post-

paradigmatiske” fase med fordel kan ”udvide” sin teoribygning til at omfatte

problemer og genstandsfelter med særlig social relevans. Finaliseringsteoretikerne

ønsker at udstrække Heisenbergs forståelse af ”lukkede teorier” til en forståelse af

”modnede” discipliner. En lukket teoris logiske struktur kan generaliseres og dens

matematiske form kan raffineres. Men den kan også specialiseres i forhold til

komplekse anvendelsessituationer, hvori der gøres nye opdagelser, ikke omkring

de fundamentale lovmæssigheder, men omkring den måde, hvorpå teorien repræ-

22 Argumentet jeg her forfægter, er udviklet i samarbejde med Finn Collin, der har argumen-

teret for en lignende læsning i Collin (2007), Collin (2011; kap. 10) og Collin (2011, under udgi-

velse). Endvidere baserer jeg mig på Fullers analyse af Edinburgh-skolen (Fuller 2000b: kap. 7.)

og Elzingas analyse af finaliseringstesen (Elzinga 1997).

58

senterer bestemte objekter inden for en teoretisk defineret ramme. Sådanne ”finali-

seringer” er post-paradigmatiske udviklinger, der ifølge Schäfer et al. (1983) udgør

en reel videnskabelig teoriudvikling, der ofte er blevet overset i videnskabsfilosofi-

en (Schroyer 1984: 715). Som en videreudvikling af videnskaben, der indebærer en

reel teoriudvikling imod specifikke sociale problemer, er finaliseringer ikke blot

anvendt forskning i kontrast til grundforskning, men udgør en form for teoridan-

nelse, der falder uden for det gængse billede af teoriapplikation som deduktion af

empiriske love ud fra generelle love (Böhme et al. 1976). Modsat den traditionelle udvikling, hvor forskningen konvergerer mod en

bestemt videnskabelig disciplins teoretiske begreber og problemer, skal forskerne i

stedet orientere sig imod de mål, der er centrale for forskningsbevilligende myn-

digheder – staten (van den Daele & Weingart 1976). I sidste instans medfører det

en ændring af de etablerede sociale normer og belønningsstrukturer, der er kendt

fra traditionelle videnskabelige discipliner, og der opstår en større interdisciplina-

ritet og orientering mod eksterne problemer. På den måde udvider finalise-

ringsteoretikerne Kuhns paradigmeteori til de sociale relationer i samfundet, som

hidtil inden for Kuhn-receptionen var blevet betragtet som blotte eksternaliteter i

forhold til forskningsprocessen (Elzinga 1997: 412). Fuller gengiver hensigten med

finaliseringsteorien på følgende måde:

»A finalization policy would empower a state agency to monitor the growth of

the various scientific fields. Once a field had progressed to the point that its theo-

retical base was consolidated and most of its practitioners were solving technical

puzzles, the agency would offer financial incentives to divert the practitioners

away from continuing work on such puzzles and toward participation in inter-

disciplinary projects that addressed outstanding social problems« (Fuller 2000:

136).

Formålet med finanaliseringstesen var ikke at erstatte de traditionelle grundforsk-

ningsdiscipliner. Argumentet var, at et to-strenget system bestående af traditionel-

le monodisciplinære videnskaber på den ene side, og tværvidenskabelige pro-

blemorienterede forskningsdiscipliner på den anden, var den bedste institutionelle

løsning. Sidstnævnte skulle understøttes via ekstern finansiering og undersøge

andre typer af spørgsmål end førstnævnte, og der var derfor ingen direkte lineari-

tet imellem de to forskningstyper. Kriteriet for at igangsætte problemorienteret

forskning var graden af forskningens værdi-ladethed.

»Developments of this kind are limited to subject matters which are potentially

value-laden: the human and social sciences, technical sciences and the techno-

59

logical post-paradigmatic natural sciences as well as all research fields in which

different research lines merge to heterogeneous complexity« (Krohn 1997: 21).

Epistemologisk var forskellen mellem de to regimer, traditionel grundforskning og

problemorienteret forskning, ikke nær så stor, som senere videnskabssociologer

har foreslået (Weingart 1997; Elzinga 1997). Forfatterne til tesen skriver allerede i

1979, at kontrasten mellem grundforskning og anvendt forskning må anses for

mindre distinkt end det ofte antages (van den Daele et al. 1979: 58). Forskellen er

først og fremmest institutionel og drejer sig om at etablere et parallelt normsæt for

den anvendte forskning, der går ud over mertonianismens neutralitetsideal:

»Evaluation of research, communication and the attribution of reputation have to

be achieved independently [of basic science] with reference to the problem ar-

eas« (van den Daele et al. 1979: 55).

Hensigten med finaliseringstesen var, at videnskaben ved at orientere sig imod

eksisterende problemer i samfundet dels kunne opnå større social legitimitet; dels

at videnskaben i en periode præget af oliekrisen og nedskæringer i de offentlige

budgetter kunne argumentere for at opretholde et højt finansieringsniveau uden

alene at henvise til den civiliserende og undertiden rent elitære gavn af yderligere

grundforskning i allerede ”lukkede” teorier (samt den hermed faldende marginal-

nytte for samfundet). Derimod skulle videnskaben legitimere sig ved at adressere

relevante samfundsproblemer, som fx ny viden om sygdomme eller forskning i

energi- og miljøudfordringer. I sin oprindelige form var modellen post-marxistisk

og baserede sig på en materialistisk tilgang til videnskaben. Forskningen skulle

ikke bedømmes ud fra videnskabelig kvalitet eller tekniske kriterier, men på de

bredere sociale implikationer og samfundsmæssige nytte (Fuller 2000: kap. 5).

Som en konsekvens af den marxistiske orientering og den kendsgerning, at

finaliseringsteoretikerne i sidste instans anbefalede staten at reducere forsknings-

midler til discipliner eller områder uden social nytteværdi, blev teorien udsat for

en skarp kritik som et eksempel på statslig planlægning. Nogle kritikere mente at

teorien blot var en gentagelse af debatten mellem J.D. Bernal og Michael Polanyi

fra 1940’erne, der blev igangsat med Bernals bog, The Social Function of Science

(1939). Heri hyldede Bernal idealet om en social ansvarlig og planlagt videnskab –

der kraftigt blev kritiseret af Polanyi i hans forsvar for ”a free republic of science”.

Polanyi argumenterede for, at videnskab er en stærkt traditionalistisk institution,

hvis praksis hviler på ”tavs viden”, der er irreducibel til teknologisk udvikling og

anvendelse. Ifølge Polanyi kan staten aldrig planlægge videnskabelige resultater

60

og videnskaben kan aldrig rationaliseres i forhold til et statslig-autoritært princip.

Ligesom Polanyis kritik af Bernal blev også finaliseringstesen i sidste instans afvist

på grund af ideologisk modstand og intern kritik blandt i forskerfællesskabet

(Elzinga 1997: 413-415).23

2.8 FRA FINALISERING TIL MODUS-2

Når det er relevant at nævne finanaliseringstesen som et bidrag til det 20. århund-

redes videnspolitiske modeller, er det ikke mindst fordi, at tesen på centrale punk-

ter foregriber den senere videnskabssociologi. I en nyere diskussion mellem Wein-

gart (1997) og Jacob & Hellström (2000) diskuteres det, i hvilken grad de senere

policy-orienterede tilgange inden for STS med deres stærke fokus på den problem-

orienterede, interdisciplinære og brugerdrevne forskning blot gentager finalise-

ringstesen. Weingart viser i sin artikel med den signifikante titel, From Finalization

to Mode 2: Old Wine in New Bottles (1997), hvordan nærmest alle de centrale begre-

ber fra Gibbons et al. (1994) er overtaget fra finaliseringsteoretikerne, uden at

sidstnævnte krediteres. Han nævner samtidig, at de nye policy-orienterede tilgan-

ge begår to afgørende fejl. For det første erstatter de den sociale ansvarlighed, der

lå til grund for finanaliseringstesen og dens udgangspunkt i den europæiske vel-

færdsstat med en betoning af videnskabens rent økonomiske relevans. Steve Fuller

har formuleret denne observation præcist:

»Over the past century, Mode-2 has migrated across the ideological spectrum

from social democracy to neo-liberalism. Thus the original finalizationist pro-

posal to harness mature science for the public good has metamorphosed into an

invitation for various interest groups to define more explicitly what is truly use-

ful and beneficial about the research they would wish to fund« (Fuller 2005: 71).

For det andet overdriver tesen om modus-2-forskning graden af epistemisk signi-

fikante ændringer, som den problemorienterede forskning indebærer. Modsat

anholder Jacob & Hellström (2000) i deres kritik af Weingart, at videnskabens

23 Marxistiske udlægninger af naturvidenskabernes rolle blev i 1930’erne udover af John D.

Bernal også præsenteret af Boris Hessen (1931). Hessen understregede ligesom Bernal, den

stigende indflydelse fra sociale klasser samt den heraf følgende efterspørgsel efter teknologi, der

korresponderer med strukturen i borgerskabets ideologiske krav. Impliceret i denne analyse er,

at den fulde brug af produktionsmidlerne i senkapitalismen forudsætter en transformation af

videnskabens sociale relationer, således at nye sociale krav kan gøres gældende i videnskaben

med henblik på at forbedre den til at tjene menneskelige behov (arbejderklassen) langt mere

direkte, end det er muligt under et kapitalistisk system (Turner 2003: 134).

61

legitimitet er blevet langt tættere knyttet til klienternes interesser og at dette ”sæt-

ter videnskaben under pres som en privilegeret søgning efter sandhed”. I stedet

beskrives videnskaben som en social proces, hvis legitimitet skal søges i den gensi-

dige relation mellem institutionelle, epistemiske og økonomiske faktor.

»After decades of science policy rhetoric that alternatively depicted science as

both a force of production and cultural artefact, the idea that public spending on

science has to be justified in terms of the cost and benefit by measure of economic

growth is finally here. This entails that society now feels entitled to pose the fol-

lowing questions to science: Who should be doing what, in what setting, to what

ends, for whose benefit and at what cost to whom? […] It is irresponsible to pro-

pose that high energy physics and paleontology do not, or should not, concern

citizens and politicians. These fields are intermeshed in the Mode-2 problem-

atique just as much as for instance environmental risk research« (Jacob & Hell-

ström 2000: 72).

Mere grundlæggende mener Jacob og Hellström, at dikotomien mellem internalis-

me og eksternalisme, der har været tilstede i videnskabssociologien siden Merton og

Kuhn, skal undgås ved hjælp af en konstruktivistisk videnskabsteori. Ifølge Jacob

og Hellström viser konstruktivismen, at al videnskab er en social proces. Med

andre ord besidder videnskaben ingen privilegeret rationalitet eller særligt sand-

hedssøgende metoder. Som alle menneskelige aktiviteter er videnskaben politisk,

hvorfor der bør stilles politiske spørgsmål til de videnskabelige teorier og teknolo-

gier: Hvem har fremsat dem? Hvem støtter dem, og hvem vil få gavn af deres

udbredelse og accept?

Diskussionen rejser et vigtigt spørgsmål for mit ærinde i denne afhandling: I

hvor høj grad er epistemologien immun for ændringer i den institutionelle kon-

tekst? Jacob og Hellström svarer i lighed med tesen om modus-2-forskning, at

kriterierne løbende ændrer sig og er genstand for fortolkning. Weingart afviser

denne tese, og hævder, at ændringer i den institutionelle kontekst ikke medfører

fundamentale ændringer i den videnskabelige epistemologi (forstået som rationelle

principper for teorivalg). Som nævnt i Indledningen, mener jeg, at en del af denne

diskussion er misforstået. Den stammer fra et utilstrækkeligt forsøg på at bestem-

me den politiske epistemologi, der ligger til grund for videnspolitikken. Politiske

præferencer kan udmærket i relevant henseende påvirke de videnskabelige institu-

tioner på måder, der de facto påvirker vægten af epistemiske interesser – herunder

valg af videnskabelige problemer og genstandsfelter – uden at det af den grund er

udtryk for en alternativ eller konsistent ny epistemologi.

62

Epistemologi kan ikke adskilles fra de institutionelle rammer, der realiserer

de sociale betingelser for vidensproduktion. Men på samme måde som en institu-

tionalistisk løsrevet epistemologi ikke er plausibel, er det modsatte alternativ ikke

mere overbevisende. Transformationer i de institutionelle rammer ændrer ikke pr.

implikation de epistemiske normer, da dette ville efterlade en meget spinkel opfat-

telse af, hvad der udgør de epistemologiske kriterier i videnskaben. I flere afsnit

synes Jacob og Hellström implicit at tilslutte sig dette.

»Instead of fighting to retain this internalist/externalist typology for understand-

ing the interaction of science and society, we should be moving to a more dy-

namic set of categories. A more fruitful approach for understanding science in

society would be to expand the concept of science to allow us to track the influ-

ence of regulatives (economics, politics, etc.) on the evolution of disciplines«

(Jacob & Hellström 2000: 75).

Forfatterne nævner som eksempel Brian Rapperts studie af forskningsprojekter

finansieret under det engelske Economic and Social Research Council (Rappert 1997). I

sin artikel Users and Social Science Research: Policy, Problems and Possibilities demon-

strerer Rappert, hvordan forskningspraksissen i varierende grad bliver påvirket af

forskningsrådets krav om brugerrelevans (user-centred research). Samtlige projekt-

ansøgninger, der indgår i studiet, forsøger at imødekomme de annoncerede krite-

rier for inddragelse af brugerne ved at ændre forskningsdesign, teori- og metode-

valg, samarbejdspartnere, etc. Forskningens retning og estimerede fremtidige

resultater beskrives i de indsendte ansøgninger som konsistente med forsknings-

rådets prioriteter. Ifølge Jacob og Hellström repræsenterer disse krav epistemisk

signifikante ændringer, og beviser, at modus-2-forskning ikke er forbeholdt disci-

pliner som sundhed, energi eller miljø, men forskningstemaer inden for alle disci-

pliner (i dette tilfælde socialvidenskaberne).

Nærlæser man Rapperts artikel og sammenligner med andre lignende studi-

er, vil man imidlertid se, at der ikke foregår en revision af de fundamentale meto-

dologiske principper, som at data skal kunne dokumenteres, kontrolleres og re-

produceres, eller at der skal være intersubjektivitet, stringens og modsigelsesfrihed

i videnskaben. Forskningsrådet kræver ikke, at forskerne ser bort fra disse princip-

per, hvis bare brugerne er tilfredse. En videnskabelig påstand må stadigvæk kunne

efterprøves af andre og begrundes ved hjælp af alment accepterede metoder.

Rapperts artikel er derimod et godt eksempel på en politisk epistemologi: artiklen

viser hvordan videnspolitiske incitamenter skifter fokus i videnskaben, og hvordan

forskningsråd og bevilligende myndigheder importerer ikke-videnskabelige inte-

resser og kriterier i vurderingen af forskningsprojekter, som vi nemt kan overse,

63

hvis vi kun fokuserer på metodologiske principper for teorikonstruktion. Dette

bringer samtidig det langt mere grundlæggende spørgsmål frem om, hvad der

udgør de epistemiske normer i videnskaben og hvordan disse er konstitueret. Som

vi skal se i næste kapitel har en central kritik været, at videnskabens epistemologi

ikke kan forstås som en stabil mængde af kontekstuafhængige antagelser og ratio-

nelle metoder.

64

Kapitel 3

De empiriske videnskabsstudier 3.1 EDINBURGH-SKOLEN

Når vi taler om videnskabssociologien samt den indflydelse, den har haft på vi-

denspolitikken, er det vigtigt at skelne mellem to forskellige, men på hinanden

følgende tematikker. På den ene side afviser det Det Stærke Program hos David

Bloor og Barry Barnes, at videnskabelige teoriers indhold er produktet af en ratio-

nel metodologi, i det mindste i den traditionelle betydning af universelle og trans-

kulturelle principper. I stedet skal alle afgørende kriterier for teorivalg betragtes

som sociale i bred forstand. Som tidligere nævnt, er den centrale ambition i de

empiriske videnskabsstudier at gennemføre en naturalisering af videnskabsteorien;

videnskabens karakter skal blotlægges gennem en empirisk analyse. Denne ambi-

tion var allerede tilstede i positivismens kritik af apriorisk tænkning. Positivismens

paradoks var imidlertid, at hvor man på den ene side argumenterede for at erstatte

traditionel filosofisk spekulation med empiriske undersøgelser, formulerede man

på den anden side denne doktrin som et erkendelsesteoretisk ideal, der i sig selv

havde karakter af en apriorisk, rational rekonstruktion. Med andre ord brød posi-

tivismen sit naturalistiske løfte. Et naturligt næste skridt var derfor at udvikle et

mere radikalt naturalistisk videnskabsbegreb, dvs. at lade videnskaben selv, i form

af sociologien, besvare spørgsmålet, om hvad viden og videnskab er. Netop denne

opgave påtager de konstruktivistiske videnskabsstudier sig (Kitcher 1992; Collin

2011).

Hermed når vi frem til den anden tematik, der var central for oprettelsen af

Det Stærke Program samt dets institutionalisering i The Science Studies Unit i

Edinburgh i 1970’erne. Inddragelsen af de i bred forstand sociale faktorer, der er

involveret i videnskabsprocessen, er ikke kun ment som et radikalt brud med

65

traditionel videnskabsfilosofi, selvom dette var et centralt ærinde. Der er samtidig

tale om et langt mere ideologisk og normativt program, nemlig at underkaste

videnskaben en større social og demokratisk kontrol. Denne videnspolitiske dags-

orden var til at starte med implicit i science studies, men er efterhånden blevet

mere og mere tydelig, og har i dag gjort videnskabssociologien til en indflydelses-

rig faktor i udviklingen af forskningskommunikation og inddragelse af offentlig-

heden i debatter om teknologi (Collin & Budtz Pedersen 2011).

Selvom det aldrig blev formuleret eksplicit i disse termer, kan vi se Edin-

burgh-skolen hos Bloor og Barnes som et omfattende angreb på den lineære model.

I de empiriske videnskabsstudier artikuleres stærke reservationer imod den presti-

ge og autoritet, som naturvidenskaben tilskrives i de moderne vestlige samfund,

og tilsvarende et ønske om at kontrollere de teknologiske anvendelsesmuligheder,

der følger af det videnskabelige fremskridt (Fuller 2000a; Collin 2001). Med ud-

gangspunkt i socialkonstruktivismen vender videnskabsstudierne sig kritisk imod

den traditionelle forståelse af naturvidenskab og dens formodede påstand om at

inkarnere en særlig kontekstuafhængig rationalitet, der gør den fortjent til en

privilegeret samfundsmæssig status. Naturvidenskabelige resultater skal betragtes

som ”sociale konstruktioner”, der afspejler træk ved erkendelsesprocessen som et

socialt fænomen snarere end ved den ydre virkelighed. Den kontroversielle tese er,

at videnskaben i sidste instans altid påvirkes af sociale, politiske og økonomiske

interesser, og at videnskabens krav om objektivitet og neutralitet ved nærmere

eftersyn skal forklares ud fra disse interesser. Opgaven er derfor at ”afsløre” vi-

denskaben og vise, at der hvor der hævdes at være viden, er der i virkeligheden

magt, og der hvor der er magt, må der ske en demokratisering og samfundsmæssig

kontrol (Hacking 1999). Videnskab og politik har et langt mere intrikat forhold,

end traditionel videnskabsteori ifølge Det Stærke Program er villig til at acceptere.

Heri ligger et fundamentalt opgør med distinktionen mellem videnskab og

teknologi, der var central for efterkrigstidens videnspolitiske doktrin, og som var

associeret med den lineære model. Ifølge de konstruktivistiske videnskabsstudier

bør vi ikke som samfund betingelsesløst finansiere grundforskning og derefter

vente på, at den medfører uforudsete anvendelser og teknologisk innovation, hvis

integration i samfundet følger mere eller mindre direkte af videnskaben. Erfarin-

gerne fra atomteknologi og våbenteknologi har vist, at overgangen fra videnskab

til anvendelse ikke har gjort verden til et bedre eller mere sikkert sted, og at vi har

brug for en langt mere eksplicit demokratisk styring af de videnskabelige instituti-

oner. Impliceret i dette argument er en kritik af det positivistiske ethos, der forsø-

66

ger at holde videnskaben fri fra sit moralske ansvar.24 Ligesom der i virksomheds-

studier har været en efterspørgsel efter øget Corporate Social Responsibility (CSR),

har kritiske videnskabssociologer efterspurgt en Scientific Social Responsibility (SSR).

Intentionen i dette kapitel er at vise, hvordan denne diskussion i videnskabs-

teori har implikationer i en bredere kontekst, end det normalt antages, og i sidste

instans, at realisme/antirealisme-debatten har en række videnspolitiske konse-

kvenser. Ifølge videnskabssociologien er det langt fra irrelevant for opfattelsen af

videnskabens politiske legitimitet, hvilket epistemisk synspunkt vi indtager. Og jeg

skal vise, hvordan konstruktivismen i STS på flere måder bliver præget i en ”deci-

sionistisk” retning, hvis formål er at gøre opmærksom på de forskellige valgsitua-

tioner i videnskaben. Holdningen virker sympatisk. Men at sige den er sympatisk,

er ikke at sige, den er overbevisende. Som vi skal se udfordres den konstruktivisti-

ske epistemologi af en række indvendinger.

3.2 KONSTRUKTIVISME OG NATURALISME

Inden vi undersøger den videnspolitiske dimension i STS, er det nyttigt at eksami-

nere de videnskabsteoretiske betingelser for konstruktivismen, og mere specifikt

den instrumentalistiske version af konstruktivismen, som vi finder i STS. Kritikken

af traditionelle videnskabsfilosofiske normer som rationalitet, objektivitet og sand-

hed er for konstruktivismen nødvendigt, hvis vi vil forstå, hvordan videnskaben

påvirkes af sociale faktorer. Men hvor konstruktivismen tager et vigtigt skridt i

retning af en forståelse af viden som en social organisation, går de konstruktivisti-

ske videnskabsstudier så radikalt til værks, at projektet i sidste instans kommer i

vanskeligheder.

Edinburgh-skolen forfægter den påstand, at videnskaben bør studeres som et

empirisk fænomen på samme vilkår som andre empiriske fænomener, og at viden-

skaben, uanset hvad den ellers er, også er en social aktivitet, der involverer interak-

tion mellem aktører, samarbejde mellem discipliner, publikation af forskningsre-

sultater, udvikling af nye teknologier og ikke mindst anvendelse af instrumenter

24 Shapin (1992) nævner i et studie af videnskabens rolle under Den Kolde Krig, at jo mere

de amerikanske forskere blev engageret i udviklingen af nye våbenteknologier, desto mere

fremherskende blev den selvforståelse i forskersamfundet, at grundviden er neutral og uberørt af

politiske interesser. På samme måde fastholdt de forskere, der deltog i Manhattan-projektet,

ifølge Shapin, idealet om videnskabens neutralitet. Forman (1991) kalder denne reaktion i for-

skersamfundet for ”myten om transcendens”. Han beskriver det, som den psykologiske dyna-

mik, der opstår “where scientists renouncing their individual moral autonomy and motivation…

and invest with moral value their attachment to science” (citeret efter Elzinga 1997: 417).

67

og laboratorier. Fordi videnskaben altid foregår i en social kontekst, er det ifølge

videnskabsstudierne nødvendigt at forstå videnskaben ud fra den sociologiske

analyse. Det metodologiske grundlag for denne tilgang er socialkonstruktivismen.

Konstruktivismen hævder, at egenskaber og genstande i videnskaben, modsat af

hvad vi normalt antager, bør betragtes som produktet af sociale processer. En

erkendelsesteoretisk udgave hævder, at det er videnskaben og de videnskabelige

kategorier, der er konstruerede. En ontologisk version hævder endvidere, at det er

selve videnskabens genstande, der er en social konstruktion. Videnskabelige

kendsgerninger findes ifølge dette synspunkt ikke uafhængigt af den erkendelses-

proces, ved hvilken de opdages (Hacking 1999; Collin 2003). Bemærk, at den første

variant ikke implicerer den sidste, der er en radikal ontologisk tese, som ikke deles

af alle konstruktivister.

Radikaliteten med hvilken det konstruktivistiske synspunkt formuleres tager

sig endvidere forskelligt ud, alt efter om vi med videnskabelige genstande og

kategorier forstår naturvidenskaben, socialvidenskaben eller humanvidenskaben.

Som nævnt i indledningen er det konstruktivistiske synspunkt, alt andet lige, mere

plausibelt inden for de sidste to videnskaber, da disse som regel ikke, eller kun i

begrænset omfang, er baseret på naturlige klasser. Fx er der næppe nogen, der vil

benægte at pengemediet er en social konstruktion og derfor i bestemt henseende

skal forklares konstruktivistisk (Searle 1995). Tilsvarende gælder, at de roller og

begreber, hvormed vi tilskriver bestemte personer en bestemt adfærd eller angiver

en bestemt social position, meningsfuldt kan siges at være konstruerede. Hacking

(1999) giver som eksempel en ”kvindelig flygtning”. Her har vi både at gøre med

en person og en rolle. Begrebet om en kvindelig flygtning er en arbitrær lingvistisk

beskrivelse; en kontingent klassificering af en gruppe mennesker. Men i det øjeblik

vi introducerer beskrivelsen, implicerer det, at visse personer bliver behandlet på

en bestemt måde, der svarer til kategoriseringen, og som derfor i relevant hen-

seende ”skaber” den sociale virkelighed. I sidste instans vil de individer, der er

genstand for beskrivelsen ”kvindelige flygtninge” begynde at begrebsliggøre sig

selv ifølge kategorien og opleve, at kategorien er en del af deres personlighed og

dermed påvirker deres handlinger og følelser. Ifølge Hacking er der både tale om

en ”ide” (klassifikation) og en ”ting” (person), hvor tingen i et vist omfang er

konstrueret eller formet af klassifikationen. Hacking omtaler sådanne eksempler

som ”interaktive klasser”, dvs. kategorier, der har indflydelse på, hvordan bestem-

te personer eller institutioner opfatter sig selv (Hacking 1999: 31). Kategorier inden

for den sociale virkelighed har i denne betydning konstitutive virkninger, når men-

nesker reagerer på den måde, de bliver klassificeret, og ud af disse reaktioner

skaber en social virkelighed. I Searles (1995) terminologi kan vi sige, at disse kon-

68

struerede egenskaber er ontologisk subjektive, men epistemisk objektive; når først de er

etableret udvirker de en kausal kraft på deres omverden og kan ikke afvises som

blotte fiktioner eller opfindelser.

Konstruktivismen i videnskabsstudierne tager imidlertid et væsentligt skridt

ud over denne type konstruktivisme, idet STS først og fremmest hævder konstruk-

tivisme med hensyn til naturvidenskaben. Som nævnt er det ikke entydigt, hvor-

dan vi skal forstå denne påstand. Edinburgh-skolen vil forklare videnskabens

kategorier og teorier ud fra deres sociale betingethed. Latour, Callon og Pickering

går et skridt videre, idet de påstår, at selve den virkelighed, som konstituerer de

videnskabelige kendsgerninger, har en status, der skal sammenlignes med den

sociale virkelighed. Det vil sige, at de domæner af virkeligheden, som naturviden-

skaben undersøger, i en afgørende forstand er konstitueret af de begreber, under-

søgelsesmetoder og teoridannelser, som forskerne medbringer.

Dette skal forstås rigtigt. Konstruktivister vil naturligvis ikke benægte eksi-

stensen af borde og stole, eller molekyler og atomer. Men de vil benægte eksisten-

sen af en fysisk virkelighed, der lægger et tilstrækkeligt stærkt pres på vores teori-

er og begreber til at afgøre udfaldet af teorivalg. Videnskabelige teorier er altid

underbestemte af evidens. Der er altid et ukendt antal alternative teorier, der er

forenelige med den foreliggende evidens. Hvilke af disse alternativer, der i sidste

instans vinder tilslutning, afgøres af sociale kræfter og interesser, ikke af universel-

le principper for teorivalg.25 En sådan radikal nominalisme mister imidlertid den

umiddelbare plausibilitet, der gælder eksemplerne ovenfor. Naturlige klasser og

entiteter, som fx quarker og mikrober, har ikke de egenskaber, der kendetegner

interaktive klasser. De er i Hackings terminologi indifferente over for de begreber,

vi anvender til at klassificere dem; de ændrer ikke på nogen plausibel måde egen-

skaber eller adfærd ved at blive beskrevet af videnskaben. Selv i situationer, hvor

målinger og eksperimenter påvirker undersøgelsesdesignet, har naturvidenskaben

udviklet sofistikerede metoder til at kompensere for denne bias (Hacking 1999: 29).

Som beskrevet indledningsvis er en vigtig kilde til konstruktivismen en radi-

kal naturalistisk tilgang til videnskaben (Kitcher 1992; Collin 2011). Naturalisme er

i dag et udbredt synspunkt i videnskabsteorien, og jeg skal ikke her opholde mig

ved, hvordan dette projekt har udviklet sig i detaljer. Hensigten er at vise, hvordan

en bestemt opfattelse af naturaliseringsprojektet fører videnskabssociologien til en

25 Denne tese er en variant af den såkaldte Duhem-Quine tese og findes i en stærk og en

svag version. Den stærke siger, at underbestemtheden gælder, selv når al tænkelig evidens

foreligger. Den svage siger, at den kun gælder, så længe der kun foreligger delvis evidens – og

tilføjer, at dette jo altid i praksis vil være tilfældet i videnskaben (Collin 2007: 99-101).

69

konstruktivistisk forståelse af videnskaben, der bedst kan forklares som en instru-

mentalistisk videnskabsteori. Konstruktivismen udspringer af en ambition om at

anvende videnskaben på videnskaben selv, dvs. at udforske videnskaben på et

videnskabeligt grundlag og ved hjælp af videnskabelige metoder. I videnskabsfilo-

sofiske diskussioner har naturalisme ofte været forbundet med fysikalisme, dvs.

den påstand, at alle egenskaber i sidste instans kan reduceres til fysiske forklarin-

ger, egenskaber og love. Hvor denne tilgang tager sit ontologiske udgangspunkt

”nedefra” i virkelighedens mindste elementer, de fysiske entiteter og relationer,

tager den type naturalisme, som konstruktivismen forsvarer, imidlertid sit ud-

gangspunkt ”ovenfra”, idet den ønsker at forklare de videnskabelige påstande og

termer ud fra sociologiske entiteter og relationer (Bloor 1991: 19-23).

Fælles for de forskellige naturaliseringsprojekter, uanset om der er tale om

fysikalisme, biologisme, psykologisme, kulturalisme, etc., er den tese, at virkelig-

heden fundamentalt er én, nemlig den empiriske virkelighed, og at denne indehol-

der mennesket som en del af de empiriske fænomener. Hverken menneskets be-

vidsthed, viden eller moral har en privilegeret eller non-naturlig status, hvoraf

følger, at alle empiriske fænomener kan studeres ved hjælp af det samme sæt af

metoder, som omfatter de empiriske videnskaber. Naturalismen forpligter sig i

udgangspunktet på en metodologisk og ontologisk monisme: verden er fundamen-

talt et hele og kan undersøges med empiriske metoder. Men radikaliteten med

hvilken denne monisme skal forstås, adskiller sig betydeligt blandt de forskellige

typer af naturalisme. For at forstå relationen mellem konstruktivisme og natura-

lisme er det frugtbart at sondre imellem forskellige varianter af det naturalistiske

synspunkt. Først og fremmest er der en signifikant forskel imellem:

a) Eliminativ naturalisme, der hævder, at alle traditionelle epistemiske og filosofi-

ske teorier skal forkastes og erstattes af empiriske metoder. Afvisningen af a

priori egenskaber er en afvisning af enhver mulighed for at etablere universelle

og transkulturelle epistemiske og metodologiske principper.

b) Normativ naturalisme, eller liberal naturalisme, der hævder, at epistemologi og

videnskabsteori kan drage nytte af den viden, vi opnår igennem empiriske disci-

pliner som biologi, sociologi og psykologi til at formulere epistemiske princip-

per, der er uafhængige af lokal kultur, samfund og kontekst.26

26 Distinktionen imellem eliminativ og normativ naturalisme er overtaget fra bevidsthedsfilo-

sofi, hvor det eliminative projekt er forbundet med forskellige former for fysikalisme og materia-

lisme, som fx hos David Chalmers og Paul Churchland. Her benytter jeg termerne i en selektiv

betydning, der sætter rammen om den følgende diskussion af videnskabssociologien. For en

mere fyldestgørende diskussion henvises til Kitcher (1992).

70

Eliminativ naturalisme er forbundet med en stærk accentuering af videnskaben

eller bestemte videnskabelige forklaringer som særligt lovende. Synspunktet hviler

på en antagelse om, at beskrivelses- og egenskabsniveauer, som vi normalt antager

har en selvstændig epistemisk og ontologisk status, kan reduceres til eller elimine-

res af mere grundlæggende egenskabsniveauer. Kravet til den naturalistiske meto-

de består derfor i forudsætningen af en stærk videnskabelig forudsigelses- og

forklaringskraft, hvoraf fysik og evolutionsbiologi normalt har været paradigmati-

ske eksempler (De Caro & Macarthur 2004). I det følgende foreslår jeg, at vi betrag-

ter konstruktivismen som et eksempel på eliminativ naturalisme. Konstruktivis-

men hævder, at såvel indholdet i naturvidenskabelige teorier som de epistemiske

principper, vi anvender til at evaluere dem, er produktet af sociale faktorer. Ifølge

konstruktivismen opfattes den sociale virkelighed, og i afledt betydning de social-

videnskabelige metoder, som kilde til den mest grundlæggende type af forklarin-

ger, dvs. den type forklaringer, hvortil andre videnskabelige forklaringer skal

relateres (Bloor 1991: 13).

Bemærk, at hvilket ontologisk domæne, der anses for at repræsentere den

mest fundamentale empiriske virkelighed (naturen, samfundet, kulturen, økono-

mien, etc.) er et spørgsmål om metafysik – og vil næppe kunne afklares inden for

en strengt naturalistisk forklaringsramme. For konstruktivisten er det i udgangs-

punktet den sociale virkelighed, der anses som privilegeret domæne og derfor

socialvidenskaben, der udgør det primære naturalistiske beskrivelsessprog (Bloor

1991: 19-23). Som vi allerede har set, er en hovedpåstand i konstruktivismen, at den

fysiske virkelighed ikke lægger et tilstrækkeligt stærkt pres på de videnskabelige

teorier til at afgøre deres indhold. I stedet skal videnskabelige teorier forklares ud

fra de sociale kræfter, der er involveret i videnskaben, fx ud fra forskersamfundets

gruppedynamik, status, autoritet, klassetilhørsforhold, alliancer, netværk, aner-

kendelse og så fremdeles. En sådan påstand kræver et særdeles stærkt sociologisk

forklaringsprogram. Og der kan, som vi skal se, sættes berettiget tvivl ved om

sådanne reduktive forklaringer faktisk kan gives.

3.3 SYMMETRIPRINCIPPET

I Det Stærke Program er der en udtalt ambition om at videreføre de naturalistiske

idealer, som de blev formuleret i positivismen. Men til forskel fra positivismen

71

ønsker Det Stærke Program ikke at bevare et aprioristisk eller universalistisk ele-

ment i videnskabsteorien.27 Ifølge Bloor er hensigten med Det Stærke Program:

»All knowledge, whether it be in the empirical sciences or even in mathematics,

should be treated, through and through, as material for empirical investigation

[...] There are no limitations which lie in the absolute or transcendent character of

scientific knowledge, or in the special nature of rationality, validity, truth or ob-

jectivity. [...] For sociologists these topics call for investigation and explanation

and they will try to characterize knowledge in a way that accords with this per-

spective« (Bloor 1991: 3, 5).

Fraværet af a priori normer vidner ifølge Det Stærke Program om et mere grund-

læggende fravær af kontekstuafhængige epistemiske normer og derfor i videre

forstand om nødvendigheden af at relativere enhver påstand om sådanne normer

til de lokale sociale praksisser, hvori de artikuleres. Hensigten er at studere viden-

skabsprocessen ud fra et empirisk udgangspunktet, og beskrevet rent empirisk er

der intet, der ifølge Det Stærke Program giver anledning til at eksplicitere et sæt af

universelle epistemiske principper. Tværtimod hævder konstruktivismen, at det

eneste centrale referencepunkt i videnskabshistorien er videnskabens evne til at

positionere sig socialt og organisere sine medlemmer i discipliner, skoler, para-

digmer og teorier, der indbyrdes kæmper om at definere sandheden (Bloor 1991;

Latour 1987; Pickering 1995). Sociologiske og historiske studier viser, at videnska-

belige teorier altid er underbestemte af evidens, at observation altid er teori-ladet,

og at det afgørende for udfaldet af videnskabelige kontroverser skal søges i sociale

faktorer, ikke i kontekstuafhængige eller rationelle principper for teorivalg (Bloor

1991; Collins 1985).

Konstruktivismen afviser derfor traditionel videnskabsfilosofi, når den hæv-

der at kunne definere normer og standarder for videnskaben forud for erfaringen.

Ifølge konstruktivismen er sådanne definitioner ganske fiktive. Den eneste måle-

stok, videnskaben kan vurderes udfra, er de sociale normer, som udøverne af

videnskaben betragter som gyldige og rationelle. Videnskabelig viden er ifølge

dette synspunkt altid situeret viden, der udspringer af den konkrete, lokale kon-

tekst, hvorunder den bliver til. Kort sagt er det sociale faktorer, der bestemmer,

hvilke teorier der betragtes som mest overbevisende. Sociologisk anskuet har

27 Det Stærke Program kendes også som ”Sociology of Scienctific Knowledge” (SSK). I det

følgende bruger jeg denne betegnelse og betegnelsen ”videnskabssociologi” og ”videnskabsstu-

dier” som synonyme. SSK adskiller sig fra senere strømninger, der kendes som ”Science and

Technology Studies” (STS), der er en generel betegnelse for konstruktivistiske videnskabsstudier.

72

sandhed og falskhed derfor udelukkende en social funktion. Det centrale er, hvor-

dan en påstand relaterer sig til de sociale faktorer, der gør, at forskersamfundet er

villige til at acceptere påstanden som sand. Dette formuleres blandt andet i Det

Stærke Programs metodeforskrift: symmetriprincippet (Bloor 1991: 7). Princippet

indeholder følgende fire anvisninger:

1. Kausalitet. Videnskabssociologien er kausal. Den beskæftiger sig med de faktorer, som genererer videnskabelige overbevisninger, hvoraf nogle er sociale og andre ikke-sociale.

2. Upartiskhed. Videnskabssociologien er upartisk med hensyn til sand-

hed og falskhed, rationalitet og irrationalitet, succes og fiasko af de overbevisninger, den undersøger.

3. Symmetri. Videnskabssociologien anvender samme type forklaring på

alle videnskabelige overbevisninger, uanset om de er sande eller fal-ske, rationelle eller irrationelle.

4. Refleksivitet. Videnskabssociologien er refleksiv. Dens metoder kan

anvendes til at forstå selv videnskabssociologien.

Følger vi symmetriprincippet, skal vi i den videnssociologiske analyse se bort fra,

om en videnskabelig teori accepteres som sand eller usand, rationel eller irrationel.

Begge resultater er socialt konstruerede, og derfor i princippet lige signifikante

(dvs. symmetriske) betragtet ud fra sociologiens forklaringskategorier. Det betyder

naturligvis ikke, at der for de involverede praktiserende forskere ikke er væsentlig

forskel på, om en teori accepteres eller afvises. Tværtimod er det, som holder

videnskaben sammen som social organisation, at der eksisterer visse principper,

hvormed de praktiserende forskere er i stand til at selektere mellem sande og

falske påstande. Men begrundelsen for disse principper er ikke, som videnskabsfi-

losoffer normalt antager, transcendente i forhold til det sociale fællesskab. Begrun-

delsen skal derimod søges i de sociale normer, faktorer og interesser, som forsker-

ne deler. Bloor og Barnes viderefører Durkheims forestilling om ”kollektive repræ-

sentationer”, dvs. den opfattelse, at de tankeprincipper, som et samfund bekender

sig til, er betinget af dette samfund, og ikke i nogen særlig forstand af den fysiske

verdens karakter (Bloor 1991; kap. 1; se også Collin 2011).

Med andre ord råder videnskaben ifølge konstruktivismen ikke over ratio-

nelle procedurer, der tjener til at skabe konvergens mellem vores teorier og en ydre

virkelighed. Derfor fører videnskabelige teorier ikke i nogen dybereliggende for-

stand til sande (eller overvejende sande) repræsentationer. Troen på en uafhængigt

eksisterende transcendent virkelighed, der dikterer indholdet af vores teorier, og

73

som kan vise sig at være anderledes, end vi forestiller os, forkastes af konstrukti-

vismen. Epistemiske spørgsmål skal reduceres til spørgsmål om accepterede for-

modninger, og sociologiens opgave er at specificere de sociale relationer, der er

tilstrækkelige for accepten af viden, eller for de sociale egenskaber, der relaterer

accepterede formodninger til påstande om viden (Bloor 1991: 178; for en kritik, se

Kitcher 1992). Bloor og Barnes gør sig til talsmænd for en relativisme mht. de

rationelle principper, der styrer teorivalg (Barnes & Bloor 1982).28

3.4 EPISTEMISK CIRKULARITET

Indtil videre ser videnskabssociologiens indvendinger imod en traditionel episte-

mologi ikke særligt tungtvejende ud. Men faktisk bliver det lettere at forstå, hvad

der fører videnskabssociologien til dens mange stærke påstande, hvis vi ser nær-

mere på, hvad STS forstår med traditionel epistemologi. Konstruktivismen kan

nemlig forstås på baggrund af en ganske bestemt opfattelse af, hvad der er den

centrale udfordring i epistemologi. I modsætning til hvad man kunne antage,

hævder konstruktivismen i lighed med traditionelle fundamentalistiske episte-

miske teorier, at det eneste sikre grundlag for erkendelsen er den deduktive sik-

kerhed, der kan opnås fra apriorisk tænkning. I stedet for at gøre op med det

stærke begrundelseskrav i traditionel epistemologi, accepterer videnskabssociolo-

gien denne standard som den eneste legitime begrundelse for viden, og drager

derpå den konklusion, at vi aldrig kan etablere en konsistent normativ epistemisk

teori.

Det fører til den paradoksale situation, at videnskabssociologien accepterer

det såkaldte principle of closure, som cartesiske skepticister ofte betjener sig af. Men

med den afgørende tilføjelse, at princippet aldrig kan tilfredsstilles. Problemet

består i følgende disjunktion: Kun hvis vi kan fremkomme med principper for

viden, der kan valideres a priori og deduktivt, har normativ epistemologi en god

sag. Hvis ikke denne vished kan indfries, vil de formodninger, som epistemologien

anvender i definitionen af rationelle standarder, i sig selv være opnået ved hjælp af

28 Heri ligger et fundamentalt opgør med det, som er blevet kaldt ”the sociology of failure”,

dvs. det synspunkt, at sociologien kun kan forklare videnskaben, når forskerne begår fejl (Hack-

ing 1999). Ifølge traditionel videnskabsfilosofi er muligheden for sociale forklaringer begrænset

til irrationelle hændelser. Når videnskaben har succes med hensyn til forklaring, er det fordi

forskerne følger rationelle normer for teorikonstruktion. Kun i de tilfælde, hvor videnskaben

forstyrres, må fejlen forklares ved henvisning til sociale faktorer som interesser, magt, etc. Denne

diskrepans mellem rationelle og irrationelle faktorer forkastes af videnskabssociologien (for en

kritik, se Collin 2001).

74

fallible metoder og derfor restløst føre til cirkularitet. Da der ikke gives a priori

viden, fører dette altså konstruktivisten til den konklusion, at normative episte-

miske projekter principielt er uplausible.29

Problemet kan formuleres endnu tydeligere (her følger jeg Kappel 2001). An-

tag, at der er en klasse af kendsgerninger (A-kendsgerninger), som vi har en

epistemologisk uproblematisk adgang til, dvs. en klasse af kendsgerninger, hvor vi

kan antage, at vores formodninger om dem er begrundede. Antag, at der er et

andet sæt af kendsgerninger (B-kendsgerninger), som er epistemisk problematiske.

A-kendsgerninger kan fx være kendsgerninger om et subjekts mentale tilstande,

mens B-kendsgerninger er kendsgerninger om den ydre verden. Videnskabssocio-

logien antager, at den centrale opgave i epistemologi er at forstå, hvordan vores

viden om B-kendsgerninger kan genereres ud fra vores viden om A-

kendsgerninger. Mere specifikt er dette et problem i forhold til at udpege de infe-

rentielle regler, der tillader os at slutte fra propositioner om A-kendsgerninger til

propositioner om B-kendsgerninger. Imidlertid er der nærliggende begrænsninger

for, hvordan denne opgave kan løses. Specielt er det ikke tilladt at appellere til B-

kendsgerninger, eller hvad vi antager er viden om B-kendsgerninger, i vores forsøg

på at forklare, hvordan vi når fra A-kendsgerninger til B-kendsgerninger, for det er

netop vores epistemiske adgang til B-kendsgerninger, der anses for epistemisk

problematisk.

For at forstå udfordringen i dette ræsonnement kan vi betragte videnskabs-

sociologien som en radikal version af epistemisk eksternalisme. Betragt eksterna-

listen, der skal redegøre for, at vi har viden eller begrundede formodninger inden

for et domæne. Det sker dels ved at henvise til eksternalisme som en teori om

viden og begrundethed, dels ved at henvise til, at vi har passende pålidelige for-

modningsdannende mekanismer inden for et relevant domæne. Men dette kan,

helt uafhængigt af traditionelle epistemiske projekter, synes kritisabelt, fordi det er

cirkulært (Kappel 2001: 8). En sådan indvending illustreres bl.a. af Richard Fumer-

tons i hans kritik af eksternalismen:

»You cannot use perception to justify the reliability of perception. You cannot

use memory to justify the reliability of memory. You cannot use induction to jus-

tify the reliability of induction. Such attempts to respond to the sceptic’s concerns

involve blatant, indeed pathetic, circularity« (Fumerton 1994: 177).

29 En sådan kritik præsenteres flere steder i videnskabssociologien, navnlig hos Harry Collins (1985: 22).

En lignende kritik findes i mere gængse indvendinger imod naturalistisk epistemologi som fx Doppelt

(1990). For en yderligere diskussion se Kitcher (1992) og Kappel (2001).

75

Hvad argumentet meget rigtigt peger på, er, at givet denne særlige opfattelse af,

hvad epistemologi er (eller bør være), kan radikal eksternalisme ikke garantere

sikker viden. Argumentet er en variation over en basal skepticistisk indvending:

enhver påstand om viden forudsætter en rational standard, et kriterium eller en

metode til at diskriminere imellem sande og falske formodninger. Men hvordan

kan vi vide, at denne standard eller metode er korrekt? At appellere til den samme

standard er cirkulært. Men at appellere til en anden standard hjælper heller ikke,

for her vil det samme spørgsmål blot rejse sig igen. Af denne grund ser det ud som

om, at den videnskabelige metode hviler på præmisser, der ikke selv kan begrun-

des videnskabeligt. Er dette tilfældet, må vi drage den konklusion, at videnskaben

i sidste instans ikke er begrundet i nogen robust rationel forstand.30

Problemet for eksternalisten er, at han for at forklare, at vi har viden eller be-

grundede formodninger om forskellige klasser af kendsgerninger, må appellere til

formodede kendsgerninger af samme type. Ifølge videnskabssociologen har vi

ingen fundamentale redskaber til at dispensere fra denne form for epistemisk

cirkularitet. Med andre ord er vi overladt til, hvad Hume kaldte ”skik og vane”,

dvs. den praksis, vi allerede har etableret og organiseret os efter. En konsistent

gennemført naturalistisk videnskabsteori må ifølge videnskabssociologien derfor

betjene sig af en konsekvent skepticisme. Mere præcist beskriver Bloor, at viden-

skabssociologiens brug af skepticisme og relativisme begge er nødvendige skridt i

den naturalistiske tilgang til videnskaben:

»Hume argued that all empirical knowledge is inductive knowledge and induc-

tive knowledge cannot be justified in a non-circular way. Nobody has answered

Hume’s challenge. No absolute justification for inductive knowledge has ever

been produced. All inductive conclusions are relative to our presuppositions,

cultural assumptions, limited evidence, search strategies, goals and interests…

Knowledge is relative to the human condition, the limitations of the human intel-

lect and our historical situation and cultural resources... Relativism is an imme-

diate consequence of adopting a naturalistic perspective and hence something

demanded by science as we now know it. […] Sociology of knowledge was al-

ways an obvious extension of the causal naturalistic approach« (Bloor 2008: 10).

30 Argumentet er også kendt som Fries’ trilemma. Forsøget på at nå til sikker viden ender i

valget mellem: (i) en uendelig regres; (ii) en dogmatisk antagelse, der underbygger en påstand

med et vilkårligt aksiom eller (iii) en logisk-deduktiv cirkelslutning, der opstår, når man i be-

grundelsen griber tilbage til et udsagn tidligere i argumentationskæden, der ikke selv har et

sikkert grundlag. Fx ”askebægeret står på bordet, fordi bordet er under askebægeret”, hvad der

pr. definition er det samme.

76

På samme måde understreger Harry Collins, at det vigtigste nybrud i Det Stærke

Program er den empiriske anvendelse af filosofisk skepticisme. Det vil sige den

konsekvente følge af induktionsproblemet, som indebærer, at der ikke kan gives

absolut sikker viden.

»The first task is to pull the mind free of the taken-for-granted ways of seeing

and, instead, to let it see the sticks and strings and glue from which the ships of

knowledge is built. We use philosophical skepticism, which is safe, legal, and in-

expensive, to loosen the trammels of commonsense perception« (Collins 1985: 6).

Problemet med denne brug af naturalismen, og i forlængelse heraf det skeptiske

argument, er, at det hviler på en tvivlsom opfattelse af, hvad det vil sige at have

begrundede formodninger. Naturalismen i videnskabssociologien viderefører et

begrundelseskrav, der knytter sig til en fundamentalistisk epistemologi, og som

forudsætter, at de standarder, i kraft af hvilke vi genererer formodninger, skal

kunne begrundes deduktivt og med absolut sikkerhed. Men det er næppe en

alvorlig indvending, for vi behøver ikke betragte naturalismen som et forsøg på at

tage den opfordring op, som ligger i traditionel epistemologi. Mange naturalistiske

filosoffer anerkender, at vores begrundelse før eller siden kommer til et slutpunkt,

og at vi i sidste instans ikke kan give non-cirkulære eller non-fallible begrundelser.

I stedet for at se dette som et alvorligt problem bør vi snarere betragte det som et

symptom på, at problemet er fejlkonstrueret.

3.5 FORMODNINGER OG BEGRUNDELSE

Selv hvis vi anerkender, at det inden for en naturalistisk epistemologi i sidste

instans ikke er muligt at give non-cirkulære grunde for at have tillid til visse

epistemiske standarder, betyder det ikke, at vi ikke kan give grunde, der viser,

hvorfor visse standarder udgør mere pålidelig metoder til at generere formodnin-

ger end andre (Lynch 2010). Normative projekter i naturalistisk epistemologi kan

ikke forkastes ud fra en argumentation om, at enhver empirisk undersøgelse af

videnskab i sidste instans må lede til cirkularitet og fallibilisme. Hertil kommer, at

hvis det virkelig er en radikal cartesisk skepticisme, der motiverer Bloor, Barnes og

Collins, rammer denne cirkularitet i sidste instans også videnskabssociologien

egne hævdelser. Ifølge konstruktivismen skal videnskaben forstå sig selv ved

videnskabelige metoder. Men leder dette ikke til vanskeligheder? Hvordan kan

STS promovere alternative standarder for videnskabelig viden som fx studiet af,

hvordan der dannes konsensus, eller hvorvidt en given teori indfrier bestemte

sociale interesser, hvis ikke den sociologiske metode netop lever op til krav om

77

epistemisk velfunderethed? Hvad i vores formodninger om konsensus eller sociale

normer er immun over for den radikale skepticisme, som videnssociologien bruger

til at analysere naturvidenskaben? Lad os se nærmere på disse indvendinger.

Betragt igen eksemplet ovenfor. Forholdet mellem A-kendsgerninger og B-

kendsgerninger er i videnskabssociologien ikke et forhold mellem kendsgerninger

om et subjekts mentale tilstande og kendsgerninger om den ydre verden. A-

kendsgerninger er kendsgerninger om den sociale konstruktion af B-

kendsgerninger, dvs. at A-kendsgerninger er sociale kendsgerninger. Det fører til

et regresproblem: hvordan kan vi vide, at videnskabssociologens A-

kendsgerninger, dvs. kendsgerninger om den sociale virkelighed, er epistemisk

uproblematiske? I sidste instans er den sociale verden en del af den ydre objektive

verden, og grunden til at sætte parentes om naturvidenskabernes påstande, gælder

i lige så høj grad socialvidenskaben. Det synes meget vanskeligt at begrunde, at de

indvendinger, som er rejst mod naturvidenskabens rationalitet, skulle gælde min-

dre for samfundsvidenskaberne, uanset hvordan man i øvrigt vurderer deres kraft

over for førstnævnte. Men hvis socialvidenskaben blot afspejler de forhåndenvæ-

rende sociale interesser i samfundet, er der ingen grund til at fæstne lid til de

videnskabssociologiske analyser som særligt epistemisk signifikante.

Kort sagt er det nærliggende at afvise, at videnskabssociologien spiller det

radikale skepticistiske spil. Bloor og Barnes bekræfter da også flere steder, at de

ikke argumenterer for en ontologisk relativisme, idet de anerkender: »to say that

all beliefs are equally true encounters the problem of how to handle beliefs which

contradict one another« og endvidere »to say that all beliefs are equally false poses

the problem of the status of the relativist’s own claims« (Bloor & Barnes 1982: 23).

Alligevel har flere konstruktivister vanskeligt ved præcist at fastslå, hvordan de

undgår global konstruktivisme.31 Ifølge Goldman (1999) er problemet, at viden-

skabssociologien forveksler følgende tre typer af viden:

31 Harry Collins skriver eksempelvis, at forudsat vi accepterer Humes skeptiske argument

som grundlag for de empiriske videnskabsstudier, anerkender vi samtidig; »that the natural

world has a small or non-existent role in the construction of scientific knowledge« (Collins 1981:

3). Denne præmis tillader, at konstruktivismen udvides mht. selve tingenes eksistens (ontologisk

konstruktivisme). Hvis virkeligheden er bestemt af vores erkendelse, og hvis erkendelsen er

bestemt af sociale interesser, er det muligt at hævde, at virkeligheden selv er konstitueret (kon-

strueret) ud fra sociale interesser (Collin 2003: 24). I andre tilfælde synes der imidlertid at være

tale om en bevidst udviskning af forskellen mellem det sociale og det fysiske og mere grundlæg-

gende mellem det epistemiske og ontologiske argument (Koertge 1998). Fx optræder det syns-

punkt flere steder hos Latour & Woolgar (1986), at kendsgerninger først konstitueres, idet

mennesker kollektivt fastslår dem eller opnår konsensus om dem.

78

(1) Svag viden = sande formodninger

(2) Stærk viden = sande, begrundede formodninger

(3) Superstærk viden = begrundede, sande formodninger, hvor begrundelsen

udelukker alle alternativer

Problemet er som antydet, at vi ikke er forpligtet på det stærke sandhedsbegreb,

som er genstand for konstruktivismens kritik. Videnskabssociologiens skepticisme

gælder i bedste fald kun (3), superstærk viden, der ifølge de fleste er umulig, jævnfør

almindeligt accepterede skepticistiske udfordringer. Heraf følger imidlertid ikke,

at (2), viden som begrundede, sande formodninger, er uopnåelig. Der er andre mere

overbevisende teorier om sandhed og begrundethed til rådighed, end dem viden-

skabssociologien angriber. Heriblandt reliabilisme og moderate eksternalistiske

teorier, der argumenterer for, at vi skal underkaste vores kognitive processer en

naturalistisk videnskabelig undersøgelse og dermed suspendere kravet til den

epistemiske agent om ”indefra” at kunne påvise de nødvendige og tilstrækkelige

betingelser for pålideligheden af hendes formodninger (Goldman 1999). I stedet for

at betragte den naturalistiske vending i epistemologien som anledning til en speci-

el konstruktivistisk konklusion, bør vi ifølge moderate naturalistiske teorier betrag-

te empiriske studier af de menneskelige kognitive processer som grundlag for at

opstille en række værdifulde normative principper for viden, herunder principper

der sætter os i stand til at forbedre den epistemiske kvalitet af vores formodninger.

For at tage stilling til dette alternativ skal jeg i det følgende kort diskutere bag-

grunden for en sådan normativ naturalisme.

Normative naturalister som Kitcher (1992), Laudan (1990), Giere (1985) og

Goldman (1999) insisterer på at anvende filosofiske teknikker som begrebsanalyse

og sandsynlighedsteori til at artikulere principper for viden inden for en naturali-

seret forståelse af menneskets kognitive kapaciteter. Sidstnævnte tilslutter sig, at vi

ikke kan formulere epistemiske principper a priori, og at resultater fra empiriske

videnskaber er hjælpsomme i artikulationen af epistemologiske normer. Hermed

er ambitionen at integrere naturalismen med en realistisk epistemologi, der anser

dannelsen af epistemiske målsætninger som sandhed, pålidelighed, rationalitet,

etc. som naturalistisk begrundet. Naturalismen udgør i denne version en strategi til

at reformulere en række centrale epistemiske normer som sandhed og rationalitet i

kongruens med de moderne empiriske videnskaber. Kitcher formulerer synspunk-

tet på følgende måde. »Epistemology and philosophy of science, [naturalistically]

construed, attempt to fulfill traditional normative functions, and conceive themsel-

79

ves as continuous with the methodological reflections of scientific practitioners«

(Kitcher 1992: 58).

I modsætning til konstruktivismen hævder normative naturalister, at prin-

cipper for formodningsdannelse ikke er relative til den konkrete historiske situati-

on eller sociale kontekst, men konstitueres af antropologisk og biologisk lejrede

kognitive interesser, målsætninger og metoder. Sådanne normer revideres med en

langt mindre intensitet og variabilitet, end konstruktivismen antager, men er åbne

for korrektion over tid (Giere 1985: 354). Ifølge dette standpunkt bør vi ikke have

reservationer for at tale om viden som begrundede, sande formodninger.32 Be-

grundelse er at have gode grunde eller evidens for, at en bestemt formodning er

sand eller overvejende sandsynlig. På samme måde er pålidelige undersøgelsesme-

toder, metoder der har en overvejende tendens til at føre til sande faktuelle anta-

gelser.33 Det betyder ikke, at videnskabelige metoder fører til sandhed hver gang,

endsige at overensstemmelsen mellem teori og virkelighed er perfekt. Tværtimod

søger videnskaben med stor opfindsomhed at konstruere bedre modeller, katego-

rier og begreber ved hjælp af eksperimenter og observationer, der gør det muligt at

konfrontere videnskabens teoridannelser med virkeligheden (Giere 2004: 744).

Her er der ingen konflikt imellem videnskaben som social institution og vi-

denskabens rationelle indhold. Videnskaben kan udmærket i relevant henseende

være rational og social på samme tid. Fx manifesterer videnskabelige institutioner

et adfærdskodeks, der består af regler for at udveksle argumenter og fremføre

grunde for og imod forskellige synspunkter. Dette er en social handling, der er

omfattet af sociale normer, som fx at agenten deltager i kritik og lader sine påstan-

de revidere i lyset af evidens, eller opgiver en videnskabelig strategi, hvis det viser

sig, at den ikke er baseret på faktuelle antagelser. Men det er samtidig en social

handling, der ansporer forskerne til at transcendere det sociale og lade relevante 32 Kort sagt indebærer dette synspunkt, at viden og begrundelse som hovedregel kræver, at

de formodninger, der indgår i viden, skal være dannet på en pålidelig måde. Pålidelighed er i

litteraturen forsøgt udlagt i kausale, statistiske, modale og dispositionelle termer, men det er en

diskussion, jeg ikke skal udfolde her. For en diskussion, se Goldman (1979), Nozick (1981),

Plantinga (1993). 33 Ifølge Kappel (2010) er et afgørende karakteristika for videnskab, at de specifikke metoder

og fremgangsmåder udvælges, revideres og kritiseres ud fra et ønske om at maksimere pålide-

lighed. Andre hensyn spiller naturligvis spille også ind, fx håndterbarheden af metoderne og

omkostningerne ved at bruge dem, ligesom der kan være vigtige etiske begrænsninger. Men når

disse hensyn er taget, er det først og fremmest pålidelighed, metoderne skal vurderes på. Der

findes ikke én videnskabelig metode, men mange, og de ændres hele tiden. Men der findes et

overordnet krav til alle metoder; nemlig at de skal være velegnede til at danne sande formod-

ninger inden for et område (Kappel 2010: 81)

80

aspekter af virkeligheden afgøre udfaldet af videnskabelige spørgsmål. Normer og

institutioner spiller altså en vigtig rolle i formodningsdannelsen – og udgør den

social-epistemologiske infrastruktur i videnskaben (Goldman 1999, 2002). Endvi-

dere gælder, at forskellige typer af arbejdsdeling og koordination ifølge normative

naturalister fører til forskellige typer af kognitive strategier og forskningstilgange,

der under de rette betingelser, bidrager positivt til produktionen og autorisationen

af videnskabelig viden (Goldman 1999: 176-180; 211-212). Normativ naturalisme vil

sige, at betingelser for rationel formodningsdannelse kan afledes fra empiriske

undersøgelser, men at empirien giver adgang til at hypostasere særlige begrebslige

aspekter og epistemiske regler, der transcenderer den lokale praksis.

Imidlertid tager Bloor og Barnes et afgørende skridt væk fra en sådan norma-

tiv naturalisme. For dem er det rationelle identisk med det sociale. De principper et

givent samfund kalder rationelle, har ingen gyldighed uafhængigt af sociale inte-

resser og normer – fx defineret ved disse princippers evne til at generere korrekte

faktuelle antagelser. Bemærk, at Bloor og Barnes anlægger et særligt syn på forhol-

det mellem rationalitet og sociale betingelser (der adskiller dem fra de fleste andre

videnskabssociologier). Rationelle normer er fundamentalt udtryk for sociale

normer, og deres oplevede nødvendighed er kun bindende for medlemmerne af en

bestemt kultur eller kontekst (Bloor 1991). Bloor og Barnes hævder kort sagt en

social relativisme mht. rationelle principper for teorivalg (Barnes & Bloor 1982).

»Instead of defining it as true belief – or perhaps, justified true belief – knowledge

for the sociologists is whatever people take to be knowledge. It consists of those be-

liefs which people confidently hold to and live by. In particular, the sociologists

will be concerned with beliefs which are taken for granted or institutionalized, or

invested with authority by groups of people« (Bloor 1991: 5).

Da Bloor og Barnes således afviser ethvert forsøg på at rekonstruere et objektivt

holdepunkt for erkendelsen, herunder minimale trans-kulturelle principper, må

videnskabssociologien etablere et alternativt (ikke-epistemisk) grundlag som afsæt

for beskrivelsen af viden og rationalitet, nemlig videnskaben som social organisa-

tion. Der er ingen ultimativ mulighed for at sammenligne teorier med virkelighe-

den, og der er ingen ekstern standard, ved hvilken vi kan vurdere de videnskabe-

lige modeller. Som social konstruktion afspejler videnskaben træk ved erkendel-

sesprocessen som socialt fænomen, ikke træk ved en ydre virkelighed. Heraf følger

endnu en betydning af viden, der distancerer de konstruktivistiske videnskabsstu-

dier fra traditionelle filosofiske standarddefinitioner (Goldman 1999; kap. 1.):

81

(4) Viden = institutionaliserede formodninger

Antagelsen er, at alle relevante faktorer for teorivalg er sociale. Videnskaben er

ikke drevet af rationelle epistemiske faktorer, modsat af hvad dens udøvere selv

tror, men af interesser og sociale konventioner. Distinktionen mellem hvordan

virkeligheden er og hvordan virkeligheden opfattes i videnskaben, er socialt betin-

get, og det giver ikke mening at spørge, hvordan verden er i sig selv uafhængigt af

den måde, hvorpå forskerne opfatter den.

3.6 EMPIRI OG NORMATIVITET

Indtil nu har vi betragtet konstruktivismen i offensiven. Specielt har vi set, hvor-

dan den indebærer en kritik af videnskabsfilosofien. I det følgende skal jeg udfolde

en kritik af konstruktivismen med særligt henblik på den eliminative naturalisme.

Kritikken drejer sig dels om en filosofisk-metodologisk problemstilling, dels om

karakteren af konstruktivisternes empiriske resultater. Her skal jeg først beskæftige

mig med sidstnævnte.

For at belyse de generelle empirisk-eksplanatoriske ambitioner i videnskabs-

sociologien foreslår Philip Kitcher (2000), at vi sammenligner videnskabssociologi-

ens krav til forklaringskraft med almindelige eksempler fra sociologi og dernæst

vurderer styrken af evidens, der akkumuleres i de enkelte sociologiske studier.

Skal vi have tillid til det stærke eliminative forklaringsprogram i videnskabssocio-

logien kræver det, at STS respekterer gængse metodekrav: data skal kunne doku-

menteres, kontrolleres og reproduceres, og der skal være intersubjektivitet, strin-

gens, modsigelsesfrihed, kohærens og så videre. Kort sagt bør vi overtage attituden

fra konventionel empirisk sociologi og anvende den på videnskabssociologien. Det

kræver for det første, at der indgår et deskriptivt spørgsmål (fx ”Hvor mange hjem-

løse er der?”), for det andet, at der indgår et kausalt spørgsmål, der kan verificeres

(fx ”Har adgangen til narkotika, fået antallet af hjemløse til at stige?”). Hvor så-

danne forklaringer gives, er der ifølge Kitcher vigtig indsigt at hente, som kan

bruges til at forstå relevante aspekter af den videnskabelige praksis – og som bør

anvendes til at skabe bedre rammer for videnskaben (Kitcher 2000: 37). Men i langt

de fleste tilfælde synes videnskabssociologien at overvurdere styrken af de levere-

de forklaringer og deres empiriske generaliserbarhed.

Tag et eksempel som Boyle-Hobbes debatten, der diskuteres i Shapin og

Schaffers klassiske værk, Leviathan and the Air-Pump (1985). Forfatterne hævder, at

Boyle og hans allierede var i stand til at sammenkæde forsvaret for den ”eksperi-

mentelle” videnskab med modreformationens antagelser om stat og religion.

82

Shapin og Schaffer portrætterer et intellektuelt klima i 1640’ernes England, der var

præget af tumult og ønsket om orden og stabilitet. I dette klima lykkedes det for

Boyle at vise, hvordan den eksperimentelle videnskab netop manifesterede de

efterspurgte sociale værdier. Shapin og Schaffer konkluderer på den baggrund, at

Boyles succes skal tilskrives hans evne til at appellere til samtidens ønsker og

interesser. Tesen er radikal. Boyles succes skal ikke forklares som udtryk for en

metode, der skaber en bedre forklaring og forståelse af virkeligheden, men ud fra

videnskabens evne til at placere sig strategisk inden for et bredere værdisystem i

samfundet (Shapin & Schaffer 1985). Med den senere videnskabssociologis ord er

videnskaben performativ; den medproducerer en bestemt social virkelighed.

Spørgsmålet, som Kitcher nu stiller, er, hvorvidt denne påstand er en empi-

risk hypotese, som Shapin og Schaffer afprøver, eller om det er en rent spekulativ

programerklæring. Kan vi for eksempel forvente at finde en systematisk tilbage-

visning af det forklaringsmæssige underskud i metodologisk individualisme, som

forfatternes mange henvisninger til ”sociale kendsgerninger” forudsætter? »No…

The account presupposes everyday understandings of human motivation, it

doesn’t attempt to test or refine them, and offers rich historical explanations that

are thoroughly individualistic in character« (Kitcher 2000: 36). Ifølge Kitcher er der

ingen, eller kun ganske få, observationer hos Shapin og Schaffer, der kan retfær-

diggøre den dogmatiske brug af sociale forklaringer i modsætning til for eksempel

individualistiske forklaringer. Konklusionen er, at der ikke fyldestgørende frem-

sættes deskriptive spørgsmål eller angives kausale grunde for empiriske sagsfor-

hold (Kitcher 2000: 38).

Indvendingen peger på noget vigtigt. Konstruktivismen er forpligtet på at

gøre rede for de videnskabelige teoriers stabilitet alene ved henvisning til eksterne,

sociale faktorer som fx interesser, klasseforhold, magt og autoritet, og ikke ved

henvisning til egenskaber internt i de videnskabelige teorier, herunder teoriernes

konsistens og objektivitet. Denne position forpligter videnskabssociologien på en

streng empirisme og på en stærk, nærmest positivistisk forklaring af videnskaben:

videnskabsstudierne skal undersøge de empiriske fænomener, som de fremtræder

og underordne disse under kausale forklaringer, taksonomier og love. Betragtet i

sin yderste konsekvens betyder det, at videnskabssociologien logisk er forpligtet

på at give forklaringer af videnskaben med samme styrke og objektivitet, som

naturvidenskaben traditionelt har leveret i forhold til de naturlige entiteter og

relationer.34 Instanser af dette argument finder vi både hos Bloor (1991) og også

34 Collin (2011) har overbevisende argumenteret, at når der sluttes fra den påstand, at vores

teoridannelse ikke er determineret af virkeligheden, til den påstand, at det er sociale kræfter og

83

Latour (2005). Imidlertid præsenterer de forskellige videnssociologiske studier

aldrig et forklaringsprogram af denne styrke og detaljeringsgrad, og der er næppe

grund til at tro, at det er muligt at levere sådanne forklaringer inden for socialvi-

denskaben, som vi kender den. Dette afslører konstruktivismens ambition som

højst tvivlsom: de konstruktivistiske videnskabsstudier gør på en paradoksal måde

sociologisk teori til den kumulative teori om alting, som de benægter naturviden-

skaben kan realisere.

Eksempler som dette viser, at konstruktivismen betjener sig af en filosofisk

motiveret kritik af viden og sandhed. Selvom videnskabssociologien definerer sig

som et standpunkt inden for en empirisk videnskab, nemlig sociologien, og selvom

den officielt stiller sig skeptisk med hensyn til traditionel filosofisk teori, er meget

af argumentationen ikke desto mindre af filosofisk karakter, nærmere bestemt en

filosofisk grundlagsdiskussion og kritik af rationalitetsbegrebet. På samme måde

som den logiske positivisme brød med sit naturalistiske program ved at formulere

et erkendelsesideal, der havde karakter af en apriorisk, rational rekonstruktion,

ligger valget af den sociologiske metode som det privilegerede empiriske beskri-

velsessprog uden for et strengt naturalistisk forklaringsbegreb.

3.7 KONSTRUKTIVISME OG INSTRUMENTALISME

Vi er nu klar til at undersøge, hvad det ifølge konstruktivismen positivt kræver at

etablere en videnskabelig teori, hvis teorien ikke i sig selv har sandhedsværdi, og

hvis accepten af en videnskabelig teori i forskerfællesskabet ikke er bestemt af

teoriens relation til en ekstern virkelighed, men af sociale faktorer. En frugtbar

måde at forstå konstruktivismens program er ved at se den som en variant af

instrumentalismen. Det vil sige den opfattelse, at videnskabelige teorier ikke udgør

repræsentationer af virkeligheden, og derfor ikke kandiderer som sandhedsbærer,

men skal betragtes som instrumenter til at organisere og systematisere erfaringen

med. Instrumentalismen hævder, at vores teorier om virkeligheden og de begreber,

hvormed de er formuleret, er redskaber til at håndtere virkeligheden. Hvilke in-

strumenter vi udvikler, uanset om det er konkrete materielle redskaber eller ab-

strakte tankeredskaber, afhænger fundamentalt af vores interesser. Dette kan

interesser, der determinerer valget af begreber og teorier, forpligter videnskabssociologien sig på

at give forklaringer, der lever op til Hempels deduktive-nomologiske forklaringsmodel. Det

betyder, at naturvidenskabens indhold skal udledes fra sætninger, der udelukkende beskriver

samfundsmæssige forhold samt karakteren af sociale interesser og relationer. Herved påtager

konstruktivismen sig en enorm forklaringsbyrde, der næppe er mulig at indfri. For en nærmere

diskussion, se Collin (2011: 46-52, 230).

84

forstås som en variant af epistemisk konstruktivisme med hensyn til den fysiske

virkelighed. Som vi skal se, tager en konsekvent gennemført version af argumentet

biddet ud af relativismen.

For at forklare nærmere, hvad der menes med instrumentalisme, er det nød-

vendigt at skitsere forholdet mellem observerbare entiteter og termer (herefter o-

entiteter og o-termer) og ikke-observerbare, teoretiske entiteter og termer (herefter

t-entiteter og t-termer). Videnskabelige teorier postulerer et antal t-entiteter og

anvender t-termer som fx ”elektron”, ”proton”, ”elektromagnetisk felt” eller

”DNA-molekyle” til at udpege disse. Spørgsmålet er, hvordan vi bør forstå brugen

af t-termer og t-sætninger i videnskaben. Dette har i bred forstand været genstand

for to forskellige svar; et instrumentalistisk og et realistisk. Det instrumentalistiske

synspunkt hævder, at teoretiske sætninger kan opfattes på en måde, der ikke

forpligter på eksistensen af t-entiteter. Det realistiske synspunkt hævder modsat, at

en fyldestgørende eksplikation af brugen af t-termer nødvendigvis indebærer

eksistensen af t-entiteter, og at videnskabelige teorier, når de er succesfulde, til en

hvis grad repræsenterer disse eller aspekter af disse (Psillos 1999; kap. 2).

Baggrunden for den specifikt sociologiske variant af instrumentalismen, som

er karakteristisk for de konstruktivistiske videnskabsstudier, er, at t-entiteter og t-

termer aldrig figurerer prima facie i et deskriptivt sociologisk studie af videnska-

ben; de er principielt utilgængelige for sociologisk beskrivelse og spiller derfor

ingen rolle i undersøgelsen af videnskaben. For den videnssociologiske analyse er

det nødvendigt at postulere, at alle ikke-observerbare termer i virkeligheden blot

er instrumenter til at skabe system og sammenhæng blandt de observationelle

genstande. Dvs. at alle t-termer principielt kan tilbagekobles til observationelle

termer og prædikater, der besidder eksplicitte – sociologiske – definitioner. Kun på

den måde bliver t-termernes rolle i videnskaben sociologisk eksplikativ. Her er det

vigtigt at huske på, at antirealismen i videnskabssociologien til at begynde med er

resultatet af et strengt naturalistisk program. Den empiriske videnskabssociologi

må i studiet af videnskaben ikke blot tilsidesætte referencer til ikke-sociale (fysiske,

biologiske, mentale) entiteter og egenskaber; det hævdes tilmed, at den kan forkla-

re tilstedeværelsen af teoretiske størrelser og egenskaber ud fra sociale faktorer.

Konsekvensen er, at t-entiteter og t-termer betragtes som begrebslige konstruktio-

ner forårsaget af de sociale interesser i videnskaben, og ikke som uafhængigt

eksisterende entiteter, der kan beskrives mere eller mindre pålideligt.

Som nævnt, fører dette konstruktivisten til at hævde, at videnskab ikke er ba-

seret på et særligt sæt af rationelle-epistemiske normer, der skaber overensstem-

melse mellem teori og virkelighed, men er drevet af sociale normer for teorivalg.

Det vender vi tilbage til. Først er det nødvendigt at forstå, hvordan konstruktivi-

85

sten betragter relationen mellem t- og o-entiteter. Naturlige objekter eksisterer

ifølge konstruktivismen ikke som diskrete, isolerede størrelser, men opstår først,

idet vi anvender sproglige termer og teoretiske instrumenter til at indføre distink-

tioner i virkeligheden. Brugen af videnskabelige klassifikationer skal i dette per-

spektiv forstås som en social konvention og som et spørgsmål om, hvad der er

nyttigt (Bloor 1991: 37f). Hermed menes ikke den mere trivielle konstatering, at der

forud for menneskets eksistens og sprog ikke fandtes betegnelser som ”sten” og

”metaller”, men derimod den stærkere påstand, at det er et socialt og menneskeligt

anliggende at udpege, hvilke ligheder og forskelle der er mellem ting, og at denne

forskel først konstitueres i og med påtegningen af den sproglige term. Bloor og

Barnes kalder denne radikale nominalisme for en konventionalisme. Konventiona-

lismen indebærer, (a) at ”den korrekte brug af klassifikatoriske termer er opnået

ved enighed”; og (b) at ”forskellige [begrebslige] netværk er ækvivalente i forhold

til muligheden for en rationel begrundelse. Alle systemer af verbal kultur er lige

rationelle” (Barnes 1983: 33). Påstanden er her, at kriteriet for, hvornår en given

påstand er rationel, for det første afhænger af en social konvention, for det andet

om konventionen generelt er nyttig for fællesskabet, og for det tredje, hvorvidt, der

er konsensus om denne nytte/konvention.

Instrumentalismen forklarer, hvorfor man vælger én teori blandt de mulige,

ikke fordi den giver den mest simple forklaring, men fordi den giver en forklaring,

der organiserer de observerbare fænomener på en systematisk og ordnet måde.

Imidlertid synes denne mere sofistikerede version af konstruktivismen ikke at

undgå den kritik, der tidligere blev rejst. Distinktionen mellem teoretiske entiteter

og observationelle entiteter er notorisk vanskelig at opretholde, og tilbagekoblin-

gen af t-termer til o-termer gør det problematisk at forklare videnskabens faktiske

succes (Psillos 1999). Det er særdeles vanskeligt at eliminere eller dispensere fra

eksistensen af teoretiske entiteter og termer og samtidig bevare en fyldestgørende

forklaring på, hvorfor videnskaben har den faktiske succes, som den har med

hensyn til forklarings- og forudsigelseskraft.35 Dette problem gælder generelt for

den konstruktivistiske epistemologi. Hvis ambitionen er at forklare den rolle, som

t-termer har i videnskabelige teorier, udelukkende ved henvisning til observatio-

nelle faktorer, dvs. uden brug af reference til t-entiteter, vil det kræve en mikroso-

ciologisk teori af hidtil uset styrke og detaljeringsgrad. Eller mere præcist, hvis

man vil opstille en videnssociologisk teori, der giver en fuldstændig forklaring af

35 Dette er en variant af Putnams forsvar for realismen, der er kendt som ’The No-Miracle

Argument’. Ifølge dette synspunkt bliver videnskabens succes et rent lykketræf, såfremt de ikke-

observerbare entiteter, som videnskaben udpeger, ikke er omfattet af realisme (Putnam 1975: 67).

86

naturvidenskabelige teoridannelser i sociologiske termer, må den sociologiske teori

rumme begrebsmæssige nuancer, der gør det muligt at aflede alle naturvidenska-

bens grundbegreber fra sociologien. På trods af flere deklarationer herom, er der

intet, der tyder på, at et sådant stærkt program kan indfries.

Hertil kommer et andet problem. Ikke-observerbare entiteter skal ikke kun

forklares ud fra regulariteter i erfaringsmaterialet, fx ved at aflæse videnskabelige

instrumenter eller andre måleapparater, eftersom fortolkningen af dataudskrifter i

sig selv er underbestemt af evidens og determineres af sociale relationer. Det

betyder ikke, at konstruktivismen vil benægte eksistensen af en fysisk virkelighed

bestående af borde og stole, sten og metaller, ej heller at vi har adgang til denne

virkelighed i erfaringen. Husk på symmetriprincippets første regel, kausalitets-

princippet, der understreger, at videnskabssociologien beskæftiger sig med de

faktorer, som genererer videnskabelige formodninger, hvoraf nogle er sociale og

andre ikke-sociale. Det ligger ligefor, at videnskabssociologien tillader sensoriske

stimuli og perceptionsdata som kilde til deskriptive udsagn. Men de er kun nød-

vendige, ikke tilstrækkelige betingelser for sociologiske forklaringer (Bloor 1991;

Bloor, Barnes & Henry 1996). Konstruktivismen benægter eksistensen af en fysisk

virkelighed, hvis lovmæssigheder og entiteter dikterer valget af teorier og applika-

tionen af begreber. Idet vi følger skridtet fra observation til teoretiske modeller, er

erfaringen altid medproduceret af sociale normer (Bloor 1991: 16, 98). Indflydelsen

fra sociale faktorer gælder kort sagt videnskabens teoretiske struktur i en grad, der

principielt gør det umuligt at adskille det objektive indhold fra sociale kategorier.36

Fremstillingen er simplificeret, men den peger på et vigtigt problem. Strengt

taget indebærer videnskabssociologien, at kun observationer af social adfærd kan

bruges til at forklare videnskabelige teorier. Præmissen for dette argument er

imidlertid, at de sociale kendsgerninger og lovmæssigheder, som sociologien

stipulerer i forklaringerne af videnskaben, er objektive og pålidelige, da det ellers

ville betyde, at de sociologiske kategorier, i kraft af hvilke vi foretager den sociale

forklaring, er empirisk underbestemte. Men herved forsvinder biddet i den sociale

relativismen. Hvis kendsgerninger om den fysiske verden er socialt konstruerede,

kan kendsgerninger om den sociale verden ikke selv være konstruerede, eftersom

det vil føre til en regres, hvor forklaringen af sociale kendsgerninger skal ske gen-

nem tilstedeværelsen af sociale meta-kendsgerninger, og så videre ad infinitum.

Da disse meta-kendsgerninger ikke er givet direkte og uproblematisk, må de etab-

36 Af samme grund virker det ikke overbevisende, når Bloor over for Latour insisterer på

den objektive eksistens af den materielle verden, eftersom Bloor samtidig hævder, at de genstan-

de, verden er befolket med, alene er instrumentalistiske egenskaber (se Bloor 1999a; Bloor 1999b).

87

leres i nye konstruktivistiske videnskabsstudier. Siden antallet af konstruktivisti-

ske meta-studier nødvendigvis er begrænset, vil vi før eller siden nå en ikke-

certificeret kendsgerning. For så vidt denne kendsgerning er underbestemt, vil

underbestemtheden sprede sig tilbage i rækken af kendsgerninger. Hermed ender

både den sociale og fysiske verden med at være radikalt underbestemt. Dette er

næppe et kohærent synspunkt, og ikke hvad videnskabssociologien hævder.

En konsekvent gennemført instrumentalisme er altså uforenelig med en soci-

al relativisme; der er nødt til at være en direkte adgang til sociale kendsgerninger,

der leverer en målestok for sammenligning af graden af organisation og håndterbar-

hed i valget af teorier. Instrumentalismen medfører i den sociologiske variant, at vi

nødvendigvis besidder signifikant viden opnået via studier af de (kausale) sociale

processer, der kan afgøre, hvorfor en teori vælges frem for en anden. Der er kort

sagt tale om dobbelt bogføring: muligheden for at formulere en relativisme, eller

nærmere bestemt relationisme, afhænger af en klar definition af, hvad erkendelsen

er relativ til, der tydeligt demarkerer de forskellige teorier og begrebssystemer i

forhold til hinanden (Collin 1995: 55). Da denne demarkation ikke er en afspejling

af den fysiske virkelighed, må den afledes fra den sociale virkelighed.37

Men at samfundsvidenskab, herunder videnssociologien, giver en korrekt

faktuel repræsentation af den sociale virkelighed i en grad, der kan forudsige de

teorier, som naturvidenskaben arbejder med, forekommer uplausibelt. Det synes

endvidere vanskeligt at begrunde, hvorfor de indvendinger, som er rejst imod

naturvidenskaben, i mindre grad skulle gælde for samfundsvidenskaben. Hvad i

vores formodninger om sociale kendsgerninger er immun over for den radikale

konstruktivisme, som videnssociologien bruger til at dekonstruere naturvidenska-

ben? I sidste instans virker det som en arbitrær beslutning at kalde det, der deter-

minerer videnskaben, hvad det så end er, for socialt. Hvis Bloor og Barnes’ stærke

forklaringsprogram derimod opgives, og den strenge eksplanatoriske model

svækkes, er der ingen grund til at slutte fra muligheden af sociale forklaringer til

udelukkelsen af rationelle begrundelser.

3.8 EPISTEMISKE OG SOCIALE NORMER

I den videnskabsfilosofiske tradition har spørgsmålet om teorivalg næsten altid

været opfattet som et spørgsmål om rationelle valg. De fleste har tilsluttet sig, at det

37 På flere måder er dette, hvad Bloor og Barnes intenderer i deres formulering af det natura-

listiske program. Sociale kendsgerninger er autonome og karakteriseret af en ontologisk og

epistemisk privilegeret status, der standser den nævnte regres. Dette hævdes også af Collins

(Collins 1992: 187-89) og Fuller (Fuller 1993: xiv).

88

er rationelt at vælge de teorier, der er etableret på baggrund af pålidelige metoder,

hvor pålidelige metoder kan defineres som metoder, der genererer en høj frekvens

af korrekte faktuelle antagelser inden for et relevant domæne. Kald de normer, der

regulerer metode- og teorivalg i videnskaben for epistemiske normer. For episte-

miske normer gælder, at de, når vi følger dem, formidler relationen mellem erfa-

ringsindhold og virkelighed på en måde, der fører til indfrielsen af bestemte

epistemiske mål som sandhed, forudsigelse, frugtbarhed, adækvans, kohærens,

etc. Disse normer er ikke universelle i den betydning, at de er uforanderlige eller

aprioriske. Men de er universelle i den forstand, at deres gyldighed rækker ud over

den enkelte erkendelsessituation og angiver procedurerne for at opnå pålidelig

viden om verden på tværs af de partikulære epistemisk praksisser.

Lad os for klarhedens skyld sætte sådanne epistemiske normer i kontrast til

de sociale normer, der ifølge videnskabssociologien bestemmer teorivalg. Igen vil

jeg tillade mig at betragte forholdet ud fra en forenklet distinktion. Bloor og Barnes

gør sig flere anstrengelser for at vise, at epistemiske normer er identiske med sociale

normer. Rationelle kriterier for teorivalg er ifølge Bloor og Barnes netop sociale

kriterier, som vi har set flere eksempler på. Men i modsætning til den måde, jeg

definerer epistemiske normer, er sociale normer kendetegnet ved at være lokale,

situerede og kontekstuelle. I deres sociale oprindelse ligger, at deres normativitet

og begrundethed varierer fra samfund til samfund og fra epoke til epoke. Bloor og

Barnes ser ingen grund til at bevare kontekstuafhængige eller transkulturelle

epistemiske normer inden for en strengt empirisk forklaring af videnskaben, da

sådanne normer ved nærmere eftersyn altid viser sig at være hypostaseret udfra

lokale sociale normer og konventioner (Bloor & Barnes 1982; Bloor 1991: 178).

For at gøre det mere klart, hvad det er for et problem, videnskabssociologien

er ude efter i sin kritik af normativ epistemologi, er det relevant kort at betragte

selve begrebet ”normativitet”. For videnskabssociologien vækker dette begreb

mindelser om en filosofisk disciplin, der stadig hænger fast i en post-fregeansk

erkendelsesteori, og som ikke har taget de afgørende skridt til at gøre op med den

aprioriske arv (Bloor 1991: 178). Hermed overser videnskabssociologien et vigtigt

træk hos de normative naturalister, jeg diskuterede tidligere (faktisk diskuterer

videnskabssociologien slet ikke dette alternative naturalistiske program). Naturali-

stiske filosoffer som Philip Kitcher, Larry Laudan og Ronald Giere mener ikke, at

filosofien længere har en særskilt virkelighed som sin genstand, knap nok at der er

unikke og klart definerede typer af spørgsmål, som er filosofiens særlige domæne.

I stedet beskæftiger videnskabsfilosofien sig med de begrebslige og normative

aspekter, der udgør betingelserne for erkendelsen, og som i øvrigt er genstand for

andre empiriske discipliner.

89

En vigtig opgave for en naturalistisk epistemologi er ifølge dette synspunkt

at eksplicitere, hvad vi mener med epistemiske værdier, og hvordan vi kan be-

dømme og evaluere vores kognitive praksis ud fra generelle målsætninger.

Epistemiske værdier og målsætninger er ligesom andre værdier korrigérbare over

tid. Men den epistemiske status, vi tilskriver en given kognitiv tilstand, er ikke

reduktibel til de specifikke processer, der genererer den eller udgør dens lokale

kontekst. Epistemologiens opgave er derimod at beskrive, hvilke metoder og

principper, der generelt fører til pålidelige formodninger i den forstand, at de

genererer den højeste frekvens af epistemisk værdsatte tilstande. Ingen af disse

principper eller metoder kan erkendes a priori, men skal kortlægges i psykologi,

historie, kognitionsvidenskab o.s.v. (Kitcher 1992: 75-76).38

Betragt igen spørgsmålet om normativiteten af erkendelsesprincipper; de er

normative i den forstand, at de regulerer enhver erkendelsesakt, hvor agenten eller

kollektivet af agenter ønsker at opnå et bestemt epistemisk mål, fx begrundede,

sande formodninger om et relevant domæne. Giere (2006) betegner epistemiske

normer som ”konditionale imperativer”. Hermed menes, at hvis agenten A har et

ønske Q om at opnå viden om X, anbefales på baggrund af tidligere erfaring og

empirisk evidens metoden M, der har en overvejende tendens til at føre til sande

formodninger. Med andre ord indebærer argumentet følgende konditionale: hvis A

har Q-X, bør A anvende M. Argumentets bør-sætning er begrundet naturalistisk i

tidligere undersøgelser af hvilke metoder (fx sanseerfaring, induktion, etc.), der

generelt fører til pålidelige formodninger. På et vist tidspunkt får sådanne metoder

en tilpas induktiv robusthed, der gør dem bedre og mindre accidentielle end alter-

native metoder. Heri består deres normativitet. De er ikke aprioriske, men vejle-

dende for agentens evne til at opnå korrekte faktuelle antagelser om virkeligheden.

Her vil konstruktivisten formentlig indvende, at argumentet bevæger sig i

cirkel, eftersom videnskaben anvendes til at retfærdiggøre robustheden af de

formodningsdannende mekanismer, som ligger til grund for videnskaben. Men,

som tidligere nævnt, forholder normative naturalister sig generelt afvisende til det

stærke krav om, at kun absolut non-cirkulære argumenter for erfaring kan be-

grunde værdien af epistemiske metoder (Kitcher 1992; Kappel 2010). Mindre end

38 Blandt sådanne naturalistiske tilgange har været ”cognitive science studies” repræsenteret

ved David Gooding (1990) og Nancy Nersessian (2002). Her forsøger man at inddrage resultater

fra kognitionsvidenskab i forståelsen af de kognitive mekanismer, der anvendes, når viden-

skabspersoner skaber og tester begreber. Andre udbytterige naturalistiske studier er beslutnings-

og spilteoretiske modeller for teorivalg, som fx Giere (1985), Kitcher (1990) og Luetge (2004).

90

absolut sikker viden kan gøre det. Vi skal blot have begrundede formodninger om,

at de anbefalede metoder generelt fører til pålidelige formodninger.39

Dette er ikke stedet at føre denne debat til ende. Lad mig nøjes med at frem-

sætte den påstand, at vi med normativitet mener to forskellige ting, alt efter om vi

anskuer begrebet epistemisk eller socialt. Med hensyn til social eller værdimæssig

normativitet menes normativiteten at være indeholdt i bør-sætninger vedrørende

moralske, politiske eller ideologiske forhold. Vi kan beskrive sådanne synspunkter

ud fra, hvordan de fortæller os, vi skal handle. Fx kan vi beskrive alle moralteorier

som anvisninger om, hvordan vi skal handle moralsk. På samme måde kan vi

beskrive politiske ideologier som anvisninger om, hvordan vi opnår det gode

samfund, eller religiøse bevægelser som vejledninger om, hvordan vi bør udføre

bestemte religiøse ritualer. Normativitet i denne betydning kan implicere forskelli-

ge kriterier, fx om en ideologi er internt konsistent eller om en ideologi er i stand til

at fremme de mål og interesser, som agenterne finder efterstræbelsesværdige.

Normativitet refererer altså til to forskellige ting. På den ene side henviser

epistemisk normativitet til vejledninger angående metoder til at opnå faktuelle

antagelser. På den anden side til praksisser, der omhandler værdimæssige antagel-

ser. I almindelig begrebsbrug kalder vi typisk sidstnævnte antagelser for normative

antagelser. Men det er misvisende at reservere begrebet til værdimæssige spørgs-

mål alene, hvis vi hermed mener, at faktuelle antagelser ikke følger bestemte

epistemiske normer. Forstået på denne måde er værdimæssig normativitet logisk

adskilt fra spørgsmål, der vedrører metoder til at opnå pålidelig viden.40 I mod-

sætning til tilgange, der har til opgave at fremme en bestemt ideologisk dagsorden

eller bestemte politiske forestillinger, betjener videnskaben sig af begrundede

teorier om faktuelle forhold. Er der tvivl om faktuelle forhold, vender vi os mod

videnskaben, ikke mod religiøse autoriteter, politiske ideologier, historiske traditi-

oner eller så fremdeles (Kappel 2010: 86).

En central forudsætning for at forstå det kritiske projekt i videnskabssociolo-

gien er, at denne tradition på afgørende måder afviser distinktionen imellem

kendsgerninger og værdier, eller mellem epistemisk normativitet og social norma-

tivitet. En sådan distinktion kan ifølge konstruktivismen ikke etableres. I stedet må

39 Der er altså ikke tale om universalitet i absolut forstand, men i den forstand, at empiriske

studier giver anledning til at eksplicitere et sæt af kontekstuafhængige og transkulturelle normer

(Kitcher 1992). 40 Her ser jeg bort fra diskussioner om dydsepistemologi og teorier om epistemiske værdier.

For mit ærinde her, vil jeg kategorisere sådanne værdier som epistemiske normer, og altså som

normer, der sorterer under epistemologien, ikke under sociologien, politologien, etc. (Kitcher

1990; Putnam 2002; Kusch 2003.

91

vi se epistemiske normer som afledte fra sociale normer; selv logikkens normer er

sociale ifølge Barnes. I dette spørgsmål er indflydelsen fra både Durkheim og

Wittgenstein tydelig: epistemiske principper er sociale, i den forstand de regulerer

det sociale spil. Henvisninger til en uafhængigt eksisterende virkelighed, der

transcenderer det sociale felt, er ifølge dette synspunkt irrelevante. For eksempel

ses epistemisk uenighed i videnskabssociologien typisk som et tilfælde af normativ

uenighed. Det vil sige, at uenigheder mellem eksperter, eller mellem eksperter og

lægpersoner, forklares som en interesse- og værdikonflikt. Denne tilgang forholder

sig ikke til de specifikt epistemiske normer, der regulerer og vejleder dannelsen af

formodninger, men ser pålidelighed som relationel og social, dvs. ud fra bestemte

påstandes evne til at opnå troværdighed og konsensus.

Mere end en epistemologisk kritik, synes der at være tale om en videnspoli-

tisk kritik. På et centralt punkt ser konstruktivismen enhver påstand om begrun-

dede, sande formodninger som illegitime forsøg på at universalisere bestemte

interesser og værdier og derfor som genstand for en konstruktivistisk kritik (Bloor

1991; Hacking 1999: 53). Nærmere bestemt frygter konstruktivismen, at en reali-

stisk epistemologi legitimerer et bestemt billede af videnskaben, der skridt for

skridt og i en stadig bevægelse imod en mere komplet teori om verden, påstår at

være renset for værdimæssigt indhold. I kraft af det videnskabelige samfunds

påståede neutralitet og objektivitet medfører det, ifølge videnskabssociologien, at

videnskaben ikke alene beslaglægger stadigt flere ressourcer i samfundet, men

tilmed fører til et skred i den sociale praksis, der i stigende grad underlægges

naturvidenskabens autoritet. Antagelsen er, at påstande om viden altid har sociale

konsekvenser – hvad enten det handler om videnskabelige eksperter, der forsøger

at opnå politisk indflydelse, eller om videnskabelige teknologier, der medfører

kontroversielle værdimæssige konflikter og dilemmaer.

Konstruktivismen synes på dette punkt at have en afgørende politisk og ide-

ologisk dimension, der betjener sig af en radikal videnskabsteoretisk relativisme

som udgangspunkt for at ”åbne” videnskaben og gøre den mere responsiv over for

samfundets indflydelse. Fordi videnskaben ifølge konstruktivismen er interessebe-

stemt, og fordi der ikke kan etableres en tilfredsstillende distinktion imellem inte-

resser og viden, skal der foregå en langt mere eksplicit debat om videnskabens

samfundsmæssige status og organisering. I næste kapitel skal jeg angive, hvordan

dette tema på systematisk vis leder videnskabssociologien til et stadigt mere eks-

plicit videnspolitisk program.

92

Opsummerende

Det spørgsmål, som er blevet behandlet i dette kapitel, er, hvorvidt og i hvilket

omfang de politiske og sociale processer, der normalt betegnes som væsensforskel-

lige fra videnskaben, har indflydelse på det videnskabelige teorivalg og indhold.

Dette spørgsmål er blevet besvaret med en kritik af den stærke konstruktivistiske

videnskabssociologi. Det er blevet argumenteret, at ambitionerne i det videnskabs-

sociologiske program ofte overstiger den detaljeringsgrad og forklaringskraft, der

kendetegner videnskabssociologien, netop fordi der er tale om forklaringer af

indholdet i naturvidenskabelige teorier. Bloor og Barnes forpligter sig på en socio-

logisk scientistisme: videnssociologer skal studere de sociale faktorers kausale

betydning for teoriaccept udfra veletablerede og generaliserbare metoder, der alle

opererer med et probabilistisk kausalitetsbegreb (dvs. at der tales om kausale

mønstre, ikke nødvendigheder). Resultatet er en sociologisk teori, der ser bort fra

antallet af uforklarede faktorer, herunder overvejende indflydelsen fra den fysiske

virkelighed. Det fører til en radikal overdetermination af sociale faktorer.

Resultatet af den konstruktivistisk-instrumentalistiske videnskabssociologi er

en stærk normativ kritik af traditionel videnskabsfilosofi. Ikke desto mindre synes

videnskabssociologien på afgørende måder at være afhængig af positivismen og

traditionelle projekter i epistemisk fundamentalisme, jævnfør brugen af det skepti-

ske argument. Som argumenteret af Steve Fuller er det normative grundlag for at

anføre den videnskabskritik, som er blevet konstruktivismens varemærke, nød-

vendigvis et samfund, hvori positivismen er tilstrækkeligt etableret og udgør den

dominerende ideologi. Hvis ikke STS betjener sig af et opgør med positivismen, vil

forskningsfeltets filosofiske relativisme ikke finde holdepunkt i samfundet. På den

måde er STS paradoksalt nok afhængig af positivismen (Fuller 2000: 323). Fuller

peger på noget centralt. Når STS taler om filosofiske teorier for viden, er antagelsen

stadig i den aktuelle diskussion, at platonismen eller positivismen udgør de her-

skende filosofiske doktriner. Der gøres ingen, eller kun ganske få, forsøg på at

indgå en produktiv arbejdsdeling med deflationistiske strømninger i videnskabsfi-

losofi, som fx Goldmans (1999) sociale epistemologi, Kitchers (2001) epistemiske

demokratiteori eller Gieres (2006) perspektivistiske realisme.

Endelig blev det argumenteret, at de kognitive interesser og målsætninger,

som videnskaben betjener sig af, skal begrundes naturalistisk i bred forstand, men

at dette ikke medfører samme variabilitet og kontekstualitet blandt de relevante

erkendelsesnormer, som videnskabssociologien hævder. Derimod kan en moderat

naturalisme anses for at være mere plausibel. En normativ naturalisme er endvide-

re åben for det institutionalistiske projekt, der står i centrum for nærværende af-

93

handling; den siger, at sociale og politiske institutioner har betydning for viden-

skabens institutionelle organisering samt den socialepistemiske infrastruktur, der

er til stede i udvælgelsen af forskningsproblemer, formuleringen af forskningsstra-

tegier og koordinationen af forskningsresultater. I disse spørgsmål er det relevant

at kombinere den epistemiske og institutionelle analyse for derved at opnå et mere

kohærent billede af videnskabens betingelser i det moderne samfund. I næste

kapitel skal vi forlade den videnskabsteoretiske diskussion i STS til fordel for en

diskussion af det politikbegreb, der er impliceret i videnskabssociologien, og vi

skal undersøge de forskellige forsøg på at oversætte den konstruktivistiske viden-

skabsmodel til en videnspolitiske model.

94

Kapitel 4

Demokrati, eksperter og videnskab 4.1 FRA VIDENSKABSTEORI TIL VIDENSPOLITIK

Med den konstruktivistiske epistemologi som udgangspunkt lancerer videnskabs-

sociologien en stærk normativ kritik af distinktionen mellem videnskab, teknologi

og politik, som var central for efterkrigstidens videnspolitiske doktrin – den lineæ-

re model. Mere fundamentalt hævder de empiriske videnskabsstudier, at distinkti-

onen mellem epistemiske spørgsmål og værdimæssige spørgsmål er uholdbar.

Hermed intenderer videnskabssociologien ikke et angreb på videnskaben som

sådan, men rettere på den deterministiske opfattelse af, at videnskab altid fører til

fremskridt, og at videnskabelige teorier kan holdes fri fra normative og politiske

spørgsmål. Med andre ord betyder det, at distancen mellem den måde, hvorpå

videnskaben produceres, og den måde hvorpå viden anvendes, ifølge konstruktivis-

men må betragtes som kunstig. I dette kapitel skal jeg se nærmere på, hvordan

konstruktivismen udvikler sig efter Det Stærke Program. Mere præcist skal jeg

undersøge, hvordan den konstruktivistiske kritik af epistemisk realisme udvikler

sig til en eksplicit videnspolitisk dagsorden. I slutningen af kapitlet giver jeg en

række eksempler, der illustrerer, hvordan modeller og analyser i videnskabssocio-

logien er blevet oversat til den europæiske videnspolitik.

Ian Hacking opstiller i bogen The Social Construction of What (2000) en vidt-

rækkende taksonomi, der tjener til at forklare motivationen bag konstruktivismens

politiske program. Blandt andet fremhæver Hacking, at vi er nødt til at forstå den

specifikke hensigt med at hævde, at noget er socialt konstrueret, herunder først og

fremmest at konstruktivismen er kritisk over for ”status quo”. Dvs. at begreber

95

eller størrelser, vi normalt opfatter som naturgivne, nødvendige eller uomgængeli-

ge i virkeligheden skal ses som konstruerede og som resultatet af bestemte interes-

ser (Hacking 1999: 12). Indser vi først, at videnskabelige begreber er samfunds-

mæssigt konstruerede, er det naturlige næste skridt ifølge konstruktivismen at

underkaste videnskaben samme demokratiske beslutningsprocedure som andre

samfundsmæssige forhold. Betragtet på denne måde indebærer konstruktivismen

den påstand, at en bestemt kategori eller genstand X, modsat af hvad vi normalt

antager, er et produkt af kollektiv menneskelig handling. Endvidere gælder om

genstanden eller kategorien X:

(i) at eksistensen af X ikke er nødvendig eller uundgåelig og kunne være anderledes. X

er ikke bestemt af tingenes objektive virkelighed.

(ii) at X indebærer en række negative sociale konsekvenser eller risici for illegitim magt-

udøvelse i den form, den eksisterer i dag.

(iii) at vi ville være bedre stillet, hvis X blev radikalt modificeret eller hvis vi erkendte, at

X er produktet af konstitutive menneskelige aktiviteter.

For at forstå konstruktivismens politiske ambition er det ifølge Hacking endvidere

nødvendigt at tillægge en yderligere forudsætning:

(o) Inden for den nuværende sociale orden bliver X taget for givet som en nødvendig

egenskab. X fremstår som uomgængelig (Hacking 1999: 12).

Hacking tilbyder en klassifikation af de forskellige typer af konstruktivisme ud fra

vægtningen af påstande med hensyn til (i)-(iii) givet forudsætningen (0). Fordi

konstruktivismen hævder, at videnskabelige kategorier snarere er betinget af

diverse samfundsmæssige omstændigheder end af det pres, virkeligheden lægger

på vores teorier, er ingen specifikke personer, grupper eller discipliner i en privile-

geret position med hensyn til at fastslå, hvad der er en kendsgerning. Peter Wein-

gart har kaldt denne forståelse en decisionistisk konstruktivisme (Weingart 1999).

Forestillingen er, at vi ved anvende en særligt frigørende relativisme erkender, at

de kategorier, teorier, definitioner, klasser, etc., som vi normalt opfatter som nød-

vendige og universelle, i virkeligheden er kontingente og kunne være anderledes.

Blandt de eksempler man ofte finder i den konstruktivistiske litteratur, er køn,

intelligens, race, psykiske sygdomme, diagnoser, etc. (Hacking 1999: 17). Fælles for

disse kategorier er ifølge konstruktivismen, at de skaber en bestemt social virkelig-

hed med egne adfærdsregler og roller. Indser vi imidlertid deres konstruerede

karakter som begrebslige artefakter, forlenes vi med en unik mulighed for at ændre

den sociale og politiske virkelighed, som vi participerer i. Konstruktivismen bliver

dermed et varemærke for en social progressiv dagsorden, der ser det som sin

96

opgave at nedbryde hierarkier og autoriteter, og gøre dem mere demokratisk

ligevægtige. Det betyder formentlig ikke, at alle stemmer har lige vægt, eller at

ethvert individ kan vælge sit eget privatsprog, men at der er en reel mulighed i

kollektivet af agenter for at vælge noget andet end de etablerede konventioner.

Men også på et mindre abstrakt niveau finder vi i konstruktivismen et udtalt

videnspolitisk program, der kommer til udtryk i ønsket om en bredere samfunds-

mæssig involvering i beslutninger om videnskab og teknologi. Hvor dette vi-

denspolitiske program oprindeligt var implicit i Det Stærke Program er det blevet

mere fremherskende i de senere års STS-forskning. Indflydelsesrige og ofte citere-

de studier af Brian Wynne, Alan Irwin, Sheila Jasanoff og Harry Collins, er baseret

på en eksplicit videnspolitisk dagsorden. Og det er i vid udstrækning denne dags-

orden, der er blevet toneangivende for konstruktivismens indflydelse og udbredel-

se. I en central formulering i The Golem: What Everyone Should Know About Science

(1993) skriver Harry Collins og Trevor Pinch:

»To change the public understanding of the political role of science and technol-

ogy is the most important purpose of our book and that is why most of our chap-

ters have revealed the inner workings of science« (Collins & Pinch 1993: 143).

Steve Fuller kan ligeledes betragtes som en arvtager til det normative videnspoli-

tiske projekt i videnskabssociologien. Hos Fuller er der en eksplicit ambition om at

forstå samspillet mellem samfund, forvaltning og marked samt deres rolle i pro-

duktionen og organiseringen af viden. Fuller skriver om STS-forskningen i forordet

til The Future of Knowledge Production in the Academy:

»Most of us have come to be sceptical of the value system embodied in tradi-

tional academia. This is not to say that they uncritically embrace the values of

their commercial and political sponsors. Rather, what we see here is an open-

mindedness to alternative ways of organizing knowledge production, especially

to schemes designed to make knowledge production accountable to more than

just fellow specialists« (Fuller 2000c: xi).

Fuller udvikler et større videnspolitisk program under titlen ”social epistemologi”,

hvis detaljer jeg ikke skal gengive her. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at han

sætter ord på en indflydelsesrig argumentation i videnskabssociologien, nemlig

ønsket om at demokratisere videnskaben og gøre den mere ansvarlig over for

samfundet. Med ansvarlighed, eller accountability, menes her, at samfund og viden-

skab er nødt til at dele ulemper og goder. Hvis videnskaben vil have del i de offent-

lige ressourcer, må den løbende gøre sig fortjent til dette og legitimere sig over for

97

offentligheden.41 Fuller er imidlertid meget forsigtig med, hvor langt han mener, at

samfundets indflydelse bør strækkes. For at videnskaben kan indfri sin demokrati-

ske forpligtigelse og levere viden, der sætter spørgsmålstegn til de etablerede

konventioner og magtformer, er det nødvendigt med udbredte former for akade-

misk frihed og uafhængighed fra samfundets kortsigtede interesser (Fuller 2000a).

Samtidig har der været en forestilling om, at det vil hjælpe befolkningens

forståelse af videnskab, hvis der i højere grad sker en formidling og kommunikati-

on af forskning i den offentlige sfære. En stor del af videnskabssociologiens bidrag

i denne sammenhæng har drejet sig om en kritik af den såkaldte ”deficit-model”

for forskningskommunikation (Budtz Pedersen 2007). Centralt for denne kritik er

utilstrækkeligheden af en kommunikationsmodel, hvor viden formidles autorita-

tivt fra forskersamfundet til en passiv modtagende offentlighed (Wynne 1995). I

stedet foreslår STS forskellige former for borgerinddragelse og dialogprocesser, fx i

form af konsensuskonferencer (Einsiedel & Eastlick 2000), borgerpaneler (Jacobi,

Klüver & Rask 2009), participativ teknologivurdering (Joss & Bellucci 2002), delibe-

rativt demokrati (Schomberg 2005), etc.42

Såfremt det kun er en minoritet i samfundet, som fx forskerfællesskabet eller

embedssystemet, der har autoritet til at fastslå samfundets prioriteringer inden for

viden og teknologi, medfører det et demokratisk underskud, som i sidste instans

vil forringe civilsamfundets accept af såvel brugen af skattebemægtigede midler

som udviklingen af ny teknologi (Douglas 2005: 156). Heroverfor skal indførelsen

af participative processer i videnspolitikken forøge legitimiteten af de offentlige

investeringer og skabe større accept om fremtidige teknologier.43

41 Fuller påpeger, at science studies allerede til at begynde med har haft en performativ

politisk rolle, idet Edinburgh-skolen skulle bidrage til den pædagogiske oplysning af studerende

og forskere. Opgaven var at oplyse samfund og forskere med henblik på at gøre videnskabens

resultater mere socialt acceptable og anvendelige, og samtidig at rekruttere nye studerende til de

teknisk-naturvidenskabelige uddannelser (Fuller 2000b: 318). 42 Massen & Weingart (2005) argumenterer, at inddragelse af offentligheden i forskningsre-

laterede beslutningsprocesser er i stand til at løse nogle af de mest afgørende problemer, der er

forbundet med den aktuelle videnspolitiske udvikling. Herunder den stadigt accelererende

skepsis overfor teknologi samt den manglende tillid til, at borgernes værdier og bekymringer

tages alvorligt (Massen & Weingart 2005: 10). 43 Muligheden for offentlig debat og kritik skaber større medejerskab i forhold til beslutnin-

ger, forbedrer informationsgrundlaget, højner refleksionsniveauet og øger de formelle beslut-

ningstagernes bevidsthed om sociale interesser og værdier (Eriksen & Weigård 2003: 170).

98

4.2 SOCIAL ACCEPT AF NYE TEKNOLOGIER

Initiativer, der skal fremme den offentlige accept af fx bioteknologi og nanotekno-

logi, har haft en stigende interesse i videnskabssociologien (Bennett & Sarewitz

2006; Wynne 2007; Fuller 2009; Irwin & Horst 2011). Det er nærliggende at betragte

denne tendens i videnskabsstudierne i relation til det behov, der er opstået i de

bureaukratiske og politiske institutioner for at forklare og begrunde, hvad de

offentlige forskningsmidler bruges til. Med væksten i de offentlige bevillinger til

forskning og innovation samt udviklingen i den europæiske forskningspolitik

imod en mere central placering af videnskaben i samfundets økonomiske politik,

er der opstået et nyt behov for at skabe accept omkring de offentlige vidensinstitu-

tioner og de teknologiske muligheder, de skaber.

Inden for de sidste 10 år er der publiceret en stor mængde videnskabelige ar-

tikler om, hvordan demokratisk deltagelse er nødvendig for en velfungerende og

legitim teknologiudvikling (Einsiedel & Eastlick 2000; Hagendijk & Irwin 2006; Joss

2002; Rowe & Frewer 2005; citeret fra Horst 2011). Modeller som disse har fået en

overraskende stor indflydelse i det politiske system, og har vist sig at være brugba-

re i den igangværende politikudvikling (Jacobi, Klüver & Rask 2009). På den bag-

grund har flere af de kritiske videnskabssociologer oplevet, at deres arbejde i

stigende grad er blevet anvendt i forskellige politiske institutioner til at finde nye

modeller for, hvordan kommunikationen mellem forskning og samfund kan for-

bedres.44 Her kan jeg ikke give et fyldestgørende overblik over den rolle STS har

haft, men blot give et par eksempler fra den aktuelle videnspolitik.

Flere forskellige institutioner har bidraget til brugen af videnskabssociologi-

ens analyser og modeller i samfundets politiske processer, blandt andet tænketan-

ke, teknologiråd, ekspertgrupper, parlamentariske institutioner, etc. For eksempel

blev en gruppe prominente videnssociologer i 2007 inviteret af EU Kommissionen

til at formulere en række anbefalinger om, hvordan visionen om det europæiske

videnssamfund kunne forankres mere bredt i civilsamfundet (Felt et al. 2007).

Resultatet blev en omfattende videnspolitisk rapport, Taking the European Know-

ledge Society Seriously, der udgør en blanding af politiske analyser og videnskabsso-

44 Horst (2011) tilskriver denne udvikling det faktum, at politikere og embedsmænd fra

1980’erne og 1990’erne har oplevet flere eksempler på, hvordan befolkningens accept af ny viden

og teknologi ikke kan tages for givet. Blandt andet nævner Horst, at skandalen omkring kogal-

skab i Storbritannien førte til, at befolkningen i stort omfang tabte tillid til både videnskab og

embedsværk (Frewer & Salter 2002; Lolk & Horst 2001).

99

ciologiske anbefalinger til kommende initiativer inden for det fælleseuropæiske

rammeprogram for forskning og udvikling.45

Et andet eksempel er EU Kommissionens arbejde med inddragelse og accept

af bioteknologi og nanoteknologi. Alfred Nordman, en fremtrædende videnskabs-

sociologi, blev i 2004 bedt om at være rapporteur på et stort projekt, der skulle

kortlægge de politiske konsekvenser af de nye ”generiske” teknologier, dvs. tekno-

logier, der har potentialet til at gennemtrænge alle aspekter af det sociale, kulturel-

le og økonomiske liv. Resultatet af Nordmans arbejde blev en lang videnspolitisk

rapport med titlen Converging Technologies: Shaping the Future of European Societies

(2004) med en stærk betoning af videnskabens instrumentalistiske virkemåde og

funktion. I korrespondens med de mere fundamentale epistemologiske påstande i

STS anbefalede rapporten, at vi ikke længere skelner mellem videnskab og tekno-

logi, men betragter begge under samme model som technovidenskab (et begreb,

Nordman overtager fra Bruno Latour, se Kapitel 5 og 6 nedenfor).

EU Kommissionen har været blandt de politiske institutioner i Europa, der

mest eksplicit har anvendt STS-analyser i politikudviklingen. Udover at være en

væsentlig finansieringskilder til STS-forskningen, har Kommissionen publiceret et

antal yderligere rapporter, hvis genre ligger på grænsen mellem teoretiske diskus-

sioner i STS og konkrete policy-anbefalinger. Eksempler som Knowledge for Policy

and Foresight Knowledge Assessment (EC 2005) og Challenging Futures of Science in

Society: Emerging Trends and cutting-edge issues (Siuene et al. 2009) viser, hvordan

der er sket en institutionalisering af STS i den politiske udvikling.

I Danmark er de internationale videnssociologiske analyser især blevet insti-

tutionaliseret i form en række debatter om ny forskning og teknologi. I 1986 opret-

tede den danske regering Teknologinævnet (i dag Teknologirådet), mens Det

Etiske Råd blev oprettet i 1987. Maja Horst (2011) skriver, at indflydelsen og ideen

dels kom fra den særlige danske tradition for folkeoplysning; dels den udenland-

ske indflydelse fra videnskabssociologien, der igennem 1980’erne havde opfordret

de politiske institutioner i Europa til at fremme en demokratisk debat om viden-

skabens og teknologiens udvikling i samfundet.46

45 Ekspertgruppen bestod af adskillelige velkendte STS-forskere, heriblandt: Michel Callon,

Maria Eduarda Gonçalves, Sheila Jasanoff, Pierre-Benoît Joly, Zdenek Konopasek, Stefan May,

Claudia Neubauer, Arie Rip, Andy Stirling og Brian Wynne. Et andet medlem af gruppen, den

belgiske videnskabssociolog, Isabelle Stengers, valgte ikke at underskrive den endelige rapport. 46 Teknologirådet er siden blevet en vigtig institution for anvendelsen af videnssociologiske

teorier i samfundet. Et af de senere års mest fremtrædende projekter hedder CIVISTI (Citizens

Visions on Science, Technology and Innovation) og handler om at inddrage borgerne til at

komme med input til, hvad europæisk forskning og innovation skal handle om i fremtiden. I

100

4.3 STS SOM KRITISK TEKNOLOGIFILOSOFI

Det er ikke usandsynligt, at denne drejning imod en mere eksplicit og anvendel-

sesorienteret videnspolitisk dagsorden skyldes, at Det Stærke Programs teoretiske

ambition om at forklare indholdet af videnskabelige teorier udelukkende ud fra

sociale faktorer, som vi så i forrige kapitel, står over for væsentlige principielle

udfordringer. Forstår vi derimod konstruktivismen som en videnspolitisk under-

stregning af nødvendigheden af at drøfte videnskabelige prioriteter og strategier i

befolkningen synes argumentet mindre kontroversielt. Det er heller ikke overra-

skende, at en væsentlig strømning inden for STS i de senere år har udviklet sig

under betegnelsen ”Social Construction of Technology” (SCOT). Fortalere for

denne teknologisociologiske position argumenterer, at teknologi ikke bør determi-

nere menneskelige handlinger, men snarere at menneskelige handlinger bør forme

teknologien (Bijker, Hughes & Pinch 1987). Blandt disse teoretikere argumenteres,

at vi kun kan forstå, hvordan en teknologi virker, hvis vi forstår det bredere værdi-

system, som teknologien er indlejret i og konstituerer dens anvendelseskontekst.

Mange af konstruktivismens påstande er generelt være mere plausible, hvis

vi i stedet for videnskab taler om teknologi. En vigtig præmis for den instrumenta-

listiske videnskabsmodel er netop en grundlæggende identifikation af videnskab

med teknologi. Når vi henviser til teknologi, er det oplagt, at der er menneskelige

valg og fravalg involveret, og at de teknologiske løsninger er kontingente, histori-

ske og resultatet af sociale forhandlinger. Her synes konstruktivismens påstande at

være yderst anvendelige: teknologiske løsninger kan altid være anderledes, og vi

er ikke forpligtede på at acceptere, at den teknologi, der bringes i anvendelse, har

en særlig neutralitet eller nødvendighed.

I denne optik foreslår Bijker, Hughes og Pinch (1987) en modificeret udgave

af symmetriprincippet hos Bloor og Barnes. Princippet består i at hævde, at der

altid findes konkurrerende teknologier, der tilbyder andre løsninger på det samme

problem. Antagelsen er, at det er sociale faktorer, der afgør valget mellem teknolo-

projektet er der udviklet en metode med tre faser: i første fase mødes udvalgte borgere i syv

europæiske lande og udvikler visioner for fremtidens Europa, dernæst videregives disse visioner

i anden fase til en gruppe eksperter og interessenter, der uddrager anbefalinger til ”policy

options” for europæisk forskningspolitik på baggrund af borgernes visioner, og til sidst gives

disse anbefalinger tilbage til borgerne, som validerer eksperternes arbejde og prioriterer anbefa-

lingerne. Resultatet er en række konkrete anbefalinger til det næste rammeprogram for europæ-

isk forskning (FP8). Disse anbefalinger overdrages i sidste instans til EU Kommissionen på en

konference i Bruxelles. På konferencen debatteres såvel de konkrete resultater som hele ideen

med at inddrage borgere i at definere forsknings- og innovationspolitik.

101

giske fremtider. En stærk konstruktivistisk læsning indebærer, at selve dannelsen

af de problemer, der kalder på tekniske løsninger, skal forklares ud fra sociale

faktorer (og uden henvisning til den materielle virkelighed). En moderat version

hævder, at der altid er en fleksibilitet med hensyn til fortolkning og design af de

socio-tekniske løsninger. Forskellige aktører tilskriver forskellige betydninger til de

mulige teknologiske scenarier. Der er aldrig kun en måde at organisere en bestemt

teknologi. Hvilken løsning vi beslutter os for, afhænger af fortolkerens sociale

interesser og værdier.47

En ting er at udvide spillerummet for frie samfundsmæssige debatter om,

hvordan vi bør forholde os til nye teknologiske muligheder, eller hvilke etiske krav

vi bør stille til forskning inden for bioteknologi og nanoteknologi. Forstået rigtigt

er dette et nødvendigt træk ved ethvert liberalt demokrati. Noget helt andet er

imidlertid at ville demokratisere selve de processer, hvorved videnskaben under-

søger verden. Den generelle standard for videnskabelig viden er pålidelighed, og

det er ikke sådan, at demokratisk debat øger pålideligheden af viden (her følger jeg

Kappel 2010: 87). Igen er der stor forskel i tolkningen, alt efter om vi med social

konstruktion forstår udformningen af teknologier eller konstruktionen af kends-

gerninger. Der er ingen tvivl om, at et argument af den sidstnævnte type er tilstede

i STS og har bidraget til, at der i STS-kredse generelt er en meget kritiske holdning

til videnskabelig viden og ekspertise.

Betingelsen for videnskabens legitimitet i demokratiet er ifølge dette syns-

punkt, at videnskaben selv må demokratiseres. Konstruktivister inden for viden-

skabsstudierne deler sig dermed i to grupper: den ene fløj går aktivt ind i politik-

udviklingen, som vi har set ovenfor, og forsøger at påvirke videnspolitikken i

retning af en mere demokratisk, men også mere instrumentaliseret og dirigeret

videnskabsmodel; den anden antager en skeptisk holdning til naturvidenskab og

teknologi og til den autoritative rolle, som videnskabelig viden tilskrives i politiske

beslutningsprocesser. Ifølge den sidste gruppe, som vi skal diskutere i det følgen-

de, må en demokratisering af videnskaben ske ved, at vi indtager en skepsis over-

for sandhed, og afledt skepsis overfor viden, pålidelighed og ekspertise. Imidlertid

er det ikke indlysende, hvordan denne strategi tjener det foreslåede demokratiske

formål. Nærmere bestemt er det uklart, hvorledes en radikal demokratisering af

videnskaben bidrager til en øget demokratisk legitimitet.

47 For en kritisk diskussion, se Stewart Russell, ”The Social Construction of Artefacts: Re-

sponse to Pinch and Bijker” (1986), Social Studies of Science (16: 331-346), og et modsvar i Trevor

Pinch og Wiebe E. Bijker, ”Science, Relativism and the New Sociology of Technology: Reply to

Russell.” (1986), Social Studies of Science (16: 347-360).

102

4.4 DEMOKRATISERING AF VIDENSKABEN

I dette afsnit skal jeg nævne en række indvendinger imod forsøget på at demokra-

tisere videnskaben. I udgangspunktet er det et sympatisk forslag at underkaste

videnskaben større demokratisk kontrol. Navnlig hvad angår kritikken af den

teknologiske determinisme samt ønsket om at sætte offentligheden bedre i stand til

at debattere viden og teknologi. Imidlertid går modellen så radikalt til værks, at

den konstruktivistiske demokratiopfattelse på flere måder synes at kollidere med

sine egne præmisser. Indvendingerne kan inddeles i to forskellige kategorier: 1)

indvendinger, der vedrører den epistemiske dimension i den demokratiske model,

og 2) indvendinger, der vedrører selve demokratimodellen. Med hensyn til sidst-

nævnte er der ikke så meget tale om en kritik som en konstatering af, at andre

tendenser i samfundet har sat de klassiske begreber om demokratisk inklusion og

deliberation under pres, hvad der ofte overses i STS.

Ad 1). For de forskellige varianter af den konstruktivistiske videnskabsmodel

gælder, at det ikke er godtgjort, hvorfor den konstruktivistiske epistemologi er en

relevant forudsætning for det demokratiske projekt, her forstået som en større

social kontrol med vidensinstitutionerne. Andre, realistisk orienterede epistemiske

teorier kan i samme eller endda stærkere betydning argumentere for en demokra-

tisk politik vedrørende videnskaben. Her vil det føre for vidt at gennemgå alle de

mange varianter af synspunktet. Men uden at yde hele området retfærdighed er

det værd at pege på nogle centrale udfordringer for argumentet.

Hvor beslutninger vedrørende teknologi i vidt omfang er sociale og normati-

ve og indebærer værdidomme, synes det samme ikke at gælde med hensyn til

kendsgerninger og forklaringer. Kendsgerninger er ikke demokratiske i den for-

stand, at vi kan stemme om dem. Men det er netop dette synspunkt, som konstruk-

tivismen synes at hævde. Eller rettere, hvad der anerkendes som de rigtige under-

søgelsesmetoder, betragtes som udfaldet af forhandlinger og interesser i videnska-

ben (Shapin & Schaffer 1985; Irwin & Wynne 1996). Konsekvensen af denne be-

tragtning er, at der ikke er grund til at fremhæve de videnskabelige metoder frem

for andre, rivaliserende synspunkter som fx intelligent design, når det drejer sig

om at fastslå kendsgerninger. Er dette tilfældet, er der intet grundlag for at tildele

videnskabelig viden en privilegeret epistemisk rolle. Men det er ganske uklart,

hvordan dette gavner det demokratiske projekt i videnskabssociologien (Kappel

103

2010: 85).48 Hvis vi opgiver distinktionen mellem faktuelle spørgsmål og normative

spørgsmål, som vi har set er tilfældet i konstruktivismen, har vi intet grundlag for

at skelne mellem blotte formodninger og sande, pålideligt dannede formodninger.

Hvis alle synspunkter er lige med hensyn til epistemisk autoritet, kan det synes

oplagt at overlade afgørelsen af faktuelle spørgsmål til demokratiske afgørelser.

For denne betragtning er traditionel videnskab udemokratisk, fordi den er elitær,

ressourcekrævende og ekskluderende for personer, der står uden for videnskaben.

Forstået i denne betydning er den anbefalede demokratisering af videnska-

ben problematisk. Resultatet af konstruktivismen er ikke, som det undertiden

forstås, en frigørelse fra det videnskabelige samfunds kognitive magt over befolk-

ningen, men rettere, at vi i den demokratiske beslutningsproces ikke er i stand til at

diskriminere mellem kendsgerninger og fordrejninger, eller mellem pålidelige

påstande og perverse påstande. Den demokratiske offentlighed fratages et vigtigt

magtkritisk instrument, dersom vi ikke anerkender tilstedeværelsen af kendsger-

ninger. Hvis henvisninger til ekspertudsagn er irrelevante eller socialt konstruere-

de, har vi intet værn imod dogmatisme eller konservatisme. Og såfremt vi ukvali-

ficeret henviser til en demokratisk procedure for afklaring af disse kendsgerninger,

risikerer vi, at den eller de personer, der umiddelbart præsenterer deres kendsger-

ninger mest overbevisende, får vores støtte – ikke de personer, der anvender de

mest pålidelige metoder (Lynch 2010).

På dette punkt synes konstruktivismens forslag om at demokratisere viden-

skaben at blive udfordret; viden kan ikke demokratiseres i den forstand, at kends-

gerninger skal forhandles demokratisk. Derimod bør demokratiske beslutninger,

der hvor det er relevant, respektere videnskabelige kendsgerninger (Turner 2003;

Kappel 2010). Magthavere og partsinteresser kan have interesse i at fordreje sand-

heden. Men, som Philip Kitcher har gjort opmærksom på, er alternativet til denne

fordrejning ikke en mobilisering af tilsvarende forkerte kendsgerninger, der even-

tuelt fremstår mere socialt attraktive. Svaret er derimod at vise, præcis på hvilke

punkter de formodede kendsgerninger er forkerte og fremskaffe en bedre forkla-

ring af det pågældende sagforhold – for eksempel ved at delegere denne opgave til

videnskabelige eksperter og institutioner (Kitcher 2001: 52).49

48 Dette synspunkt har især været toneangivende i diskussioner af ekspertbegrebet, som

f.eks. Irwin og Wynne, Misunderstanding Science (1996), Collins og Evans, The Thrid Wave of

Science Studies (2002). 49 For en diskussion af dette synspunkt, se Kappel (2010), som jeg her står i gæld til. Kappel

viser, at dette synspunkt langt fra er indlysende og ofte er stærkt underdiskuteret i både viden-

skabsteori og politisk filosofi. For en nærmere diskussion, se Philip Kitcher (2001), Elisabeth

Anderson (2006), Robert Talisse (2008), David Estlund (2008) og Michal P. Lynch (2010).

104

Hvis ikke vi positivt har viden om, hvorvidt uddannelser, eksamensbeviser

eller videnskabelige eksperter repræsenterer epistemisk autoritative institutioner,

er vi ude af stand til at vurdere, hvorvidt de givne beslutningstagere faktisk er

kvalificerede til at bestride de offentlige stillinger eller hvor meget radioaktiv

eksponering et menneske kan tåle. Har vi ikke adgang til upartiske epistemiske

standarder, eller i det mindste tilstræbt objektive pejlemærker, er det stærkt demo-

kratisk betænkeligt. Her hjælper det ikke at appellere til, at videnskaben altid er

fallibilistisk og fejlbehæftet eller at der er uenighed blandt eksperter. Ofte har vi

intet andet valg end at anvende de bedste videnskabelige metoder og vurdere risici

og usikkerheder ud fra alment accepterede videnskabelige standarder, der kombi-

neret med relevante moralske og politiske værdidomme konstituerer et grundlag

for vores handlinger og beslutninger. Hvis man accepterer vidtgående konstrukti-

visme og skepticisme, er der ingen mulighed for at sanktionere en sådan kognitiv

arbejdsdeling i demokratiske beslutningsprocesser.

Denne kognitive og deliberative arbejdsdeling går i begge retninger. Det vi-

denskabelige samfund skal afholde sig fra at føre politik og respektere, hvis der på

baggrund af fremlagte forskningsresultater og ekspertudsagn træffes andre be-

slutninger end de anbefalede. Kappel (2010) formulerer dette synspunkt på føl-

gende måde:

»[Vi] kan fastholde, at pålidelige undersøgelsesmetoder og demokratiske beslut-

ningsprocesser har deres berettigelse i hvert deres domæne, og at der ikke er no-

get rationale for at blande dem sammen. Således kan man medgive, at videnskab

er en essentielt ikke-demokratisk institution, men samtidig afvise at det skulle

være et demokratisk problem. Videnskab som ikke-demokratisk institution har

en legitim demokratisk rolle« (Kappel 2010: 88).

Inden for de senere års STS-forskning har der af samme grund været en modreak-

tion til det skepticistiske argument i videnskabssociologien samt de videnspolitiske

konsekvenser, som det risikerer at medføre. Både Harry Collins, Robert Evans og

Sheila Jasanoff har bemærket, at diskussioner omkring intelligent design, klima-

skeptikere eller konspirationsteorier har skabt behov for en ny strømning i STS, der

forsøger at rekonstruere, på hvilken måde videnskaben er i stand til at levere

ekspertise til det moderne demokrati (for en diskussion, se Kitcher 2001).

4.5 DEN ”TREDJE BØLGE” AF VIDENSKABSSTUDIER

Hvor Det Stærke Program i høj grad var optaget af en kritik af videnskabens sam-

fundsmæssige autoritet, er opgaven ifølge Harry Collins, Robert Evans og Sheila

105

Jasanoff at vise, hvordan og i hvilket omfang videnskaben kan tilskrives en særlig

institutionel status, som adskiller den fra andre, ikke-videnskabelige institutioner,

og som gør det legitimt for demokratiet at henvende sig til videnskaben, når der

opstår tvivl om faktuelle spørgsmål (Collins & Evans 2002). Efter Barack Obamas

indsættelse i Det Hvide Hus og med henvisning til den tidligere republikanske

administrations ”war on science” argumenterede Jasanoff for, at der er en ”essenti-

el parallel mellem demokrati og videnskab” og at ”en sund videnskab afhænger af

og deler sine værdier med et sundt demokrati” (Jasanoff 2009). Et lignende argu-

ment finder vi i Jasanoff (2003), hvori der argumenteres for, at vi ser videnskab

som en af demokratiets basale institutioner:

»We need both strong democracy and good expertise to manage the demands of

modernity, and we need them continuously. The question is how to integrate the

two in disparate contexts so as to achieve a human and reasoned balance be-

tween power and knowledge, between deliberation and analysis« (Jasanoff 2003:

398).

I en artikel i tidsskriftet Nature med den opsigtsvækkende titel We Cannot Live By

Scepticism Alone argumenterer Collins tilsvarende: »Scientists have been too dog-

matic about scientific truth and sociologists have fostered too much scepticism –

social scientists must now elect to put science back at the core of society« (Collins

2009: 30). Baggrunden for Collins’ kommentar er et andet omdiskuteret bidrag, han

i 2002 udgav sammen med Robert Evans under titlen The Third Wave of Science

Studies. Heri anbefaler Collins og Evans, at vi betragter analysen af den sociale

arbejdsdeling mellem eksperter og offentlighed som en ny og selvstændig sub-

disciplin i videnskabssociologien. I stedet for at stoppe ved analysen af videnska-

bens sociale konstruktion (som de kalder Wave Two, den anden bølge af viden-

skabsstudier, der fulgte efter Merton), anbefaler de, at vi undersøger, hvordan

videnskab og demokrati hænger sammen (hvad de kalder Wave Three). Det inde-

bærer, at vi tilskriver videnskaben en særlig autoritet i demokratiet og eksamine-

rer, på hvilken måde denne autoritet må konstitueres (Collins & Evans 2002).50

Hos både Jasanoff, Evans og Collins er det nærliggende at antage, at de be-

greber, i kraft af hvilke vi bør tilskrive videnskaben en samfundsmæssig autoritet,

som for eksempel ”real expertise” (Collins & Evans 2002: 237) eller ”good experti-

se” (Jasanoff 2003: 398), var defineret ved visse minimale kontekstuafhængige

50 Som nævnt har en række epistemiske realister interesseret sig for samme relation, men

drager en anden slutning end konstruktivismen. Se for eksempel Kitcher (2001), Turner (2003) og

Kappel (2010).

106

epistemiske principper. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Forsøget hos Jasanoff,

Evans og Collins synes derimod at være følgende: for at forblive loyale mod kon-

struktivismens grundlæggende antagelser bør vi betragte ekspertise som en social

relationel egenskab. Opgaven for STS består i at angive en demokratisk procedure,

der styrker denne relationelle autoritet, eftersom respekten for videnskabelige

eksperter tjener et værdifuldt formål i den demokratiske kultur. Ifølge dette argu-

ment skal vi først og fremmest respektere de videnskabelige institutioner. Ikke

fordi de er epistemisk privilegerede, men fordi de inkarnerer en særlig social

tradition og organisation. Epistemologisk er forholdet altså det samme, som blev

beskrevet ovenfor: der er ingen forskel på social normativitet og epistemisk norma-

tivitet, men nu med den tilføjelse, at videnskabelig viden under de rette betingelser

er en ønskværdig og værdifuld ressource i den demokratiske praksis.51

Imidlertid er det ganske uklart, hvordan vi skal skelne mellem eksperter og

ikke-eksperter, hvis vi samtidig skal se bort fra den epistemiske dimension i eks-

pertbegrebet. Påstanden synes at være, at vi inden for en rent sociologisk beskri-

velse af forholdet mellem eksperter og ikke-eksperter bør sondre imellem perso-

ner, der behersker de sociale praksisser i videnskaben, og personer, der ikke er

akkrediterede specialister. Blandt den sidste gruppe kan være personer, der kun

kender videnskaben i hovedtræk og som har værdifuld ”erfaring”. Mere specifikt

er påstanden hos Collins og Evans, at personer uden formelle kvalifikationer ofte

besidder vigtige indsigter på niveau med akademiske specialister – og at de derfor

i højere grad bør inddrages i samfundets forhandlings- og beslutningsprocesser.

Alligevel tilskrives videnskabelige eksperter en særlig rolle; det ”udvidede” eks-

pertbegreb giver ikke anledning til at nedbryde ekspertise som social kategori,

men derimod at rekonstruere kategorien inden for en normativ politisk teori (Col-

lins & Evans 2002: 237).

Collins og Evans er naturligvis bevidste om, at dette normative program har

været til stede i STS fra begyndelsen, først og fremmest i Edinburgh-skolens ønske

om at styrke legitimiteten af videnskaben i samfundet. Hvor det oprindelige for-

slag var at styrke befolkningens involvering i videnskaben, foreslår Collins og

Evans imidlertid en balance mellem, hvad de kalder ”legitimitet” og ”udvidelse”.

På den ene side tilslutter de sig det traditionelle krav om at styrke videnskabens

demokratiske legitimitet ved at åbne vidensinstitutionerne for større social kontrol.

På den anden side ser de heri en risiko for, at distinktionen mellem videnskab og

51 Forfatterne tilslutter sig den hovedtese, der blev diskuteret i Kapitel 2: ”The dominant and

fruitful trend of science studies research in the last decades has been to replace epistemological

questions with social questions” (Collins & Evans 2002: 236).

107

ikke-videnskab går tabt. For at undgå at nivellere ekspertudsagn med sociale

interesser og værdidomme foreslår de derfor, at vi opretholder skillelinien mellem

eksperter og ikke-eksperter (Collins & Evans 2002: 239).52

»We propose that the Third Wave of Science Studies (and we might only be la-

belling a movement that already exists in embryonic form) should accept the Sec-

ond Wave’s solution to the problem of legitimacy, but still draw a boundary

around the body of ‘technically-qualified-by- experience’ contributors to techni-

cal decision-making« (Collins & Evans 2002: 238).

Da den ”tredje bølge” af videnskabsstudier udelukker sig selv fra at henvise til

eksperter som personer, der besidder en privilegeret epistemisk status inden for et

videnskabeligt domæne, må ekspertbegrebet motiveres alene med henvisning til

den sociale rolle, der tilskrives eksperten. Nærmere bestemt hævder Collins og

Evans, at vi må forstå videnskabens særlige legitimitet som en del af vores kultur.

»There are those who would not accept that scientists have any special rights

even in these esoteric matters, but here we must simply state our starting point

that, as members of the scientific community broadly conceived, and contribu-

tors to Western scientific society, ‘we think they do’. This is a reference to our

culture, not a reference to the way political legitimacy is granted in our society.

Should any politicians ever want to dismantle the right of the scientific commu-

nity to settle esoteric issues within science, we would want to fight them«

(Collins & Evans 2002: 243).

Her bliver argumentationen problematisk. Eftersom Collins og Evans ikke kan

begrunde videnskabens demokratiske rolle ud fra videnskabens epistemiske legi-

timitet, og tilsvarende ikke kan referere til videnskabens politiske legitimitet, da

det ville være cirkulært, forsøger de sig med en kulturalistisk begrundelse. Artik-

lens grundlæggende tese er, at vi betragter videnskabens autoritet som en særlig

præference, der er intimt forbundet med vores kulturform, eller hvad Collins og

52 Collins & Evans (2002) afviser dermed den voksende litteratur omkring begrebet ”lay

expertise”, som de mener, er ufrugtbar. Hermed står de i kontrast til Wynne og Jasanoff, der

hævder, at ikke-eksperter bør tilkendes retten til at problematisere, om noget faktisk er et viden-

skabeligt (faktuelt) spørgsmål, og videre at problematisere bestemte videnskabelige ”indramnin-

ger” af politiske spørgsmål. Ifølge dette synspunkt er lægmandsekspertise defineret ved, at der

altid gives flere, principielt ligebyrdige videnskabelige indramninger af et problem, og at ikke-

eksperten ved hjælp af sin erfaring bør inddrages i beslutninger om, hvordan et problem bør

angribes.

108

Evans med noget besvær kalder videnskabens relation til ”the Western form-of-

life” (Collins & Evans 2002: 246).

Hvis man tror, man finder et systematisk udfoldet politisk-filosofisk argu-

ment for videnskabens samfundsmæssige rolle, bliver man skuffet. For at forblive

trofast mod den konstruktivistiske indstilling naturaliseres også demokratiets

normative grundlag. Demokrati som politisk organisation er en præference, der

tilhører en bestemt kulturform, og det er med henvisning til denne kulturform, at

demokratiet skal begrundes; ikke med henvisning til rettigheder eller andre uni-

verselle standarder. Langt hen ad vejen er svarene på, hvor vi kom fra, og hvor vi

er på vej hen, et spørgsmål om empiriske studier af vores tradition og kultur-

kreds.53

Dette fører til en tvetydig argumentation. På den ene side skriver Collins og

Evans (2002), at ”something in addition to relativism is needed”. Men dette ’noget’

er tilsyneladende blot en kulturform, hvori viden tilskrives en bestemt autoritet, og

som på sin side alene er kulturalistisk begrundet. Spørgsmålet er, hvorvidt denne

kulturalistiske begrundelse for viden er robust. Hvis man mener, at videnskabelige

eksperter ikke er epistemisk privilegerede, så er det, alt andet lige, svært at se,

hvorfor man skal opretholde den norm, som Collins og Evans forfægter.

Som Michael P. Lynch (2010) har indvendt imod et lignede argument, fører

det omtalte synspunkt til en situation, hvor vi intet andet grundlag har for at di-

skriminere imellem sande og falske formodninger end ved at have blind tiltro til

den kultur, tradition eller historie, som vi er en del af. Men hvis vi ikke besidder

visse ikke-kulturalistiske, rationelle grunde til at vægte videnskabelige metoder

højere end andre metoder, er vi overladt til en form for dogmatisme, der fratager

os muligheden for at kritisere de problematiske træk ved den pågældende kultur

eller tradition. Kulturalismens konservative kulturbegreb efterlader os i en intel-

lektuel paralyse. Hertil kommer, at vi ved at henvise til den almindelige livsform

eller kultur som konstituerende for vores formodninger forskyder det kritiske

problem om tilskrivning af pålidelighed til et anden ordens niveau; den epistemisk

relevante dom kommer til at handle om hvem eller hvilke personer, der har ret til

at bestemme hvad i kulturen, historien eller traditionen, der definerer de relevante

53 Mere præcist skriver Collins og Evans om det kulturalistiske argument: »Since, as we

have intimated, it is hard to get an ‘ought’ from an ‘is’, our prescriptive statement is based on a

clearly stated preference about a certain form-of-life and what follows from it« (Collins & Evans

2002: 244). Kulturalisme er det synspunkt, at demokrati er formet af kulturen i en grad, så vi er

ude af stand til at tænke en oplyst, ikke-kulturalistisk begrundelse for demokratiet baseret på

individuel frihed og universelle rettigheder. For en kritik af et kulturalistiske argument, se Jens-

Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, Adskillelsens politik (2008).

109

pålidelighedskriterier (Lynch 2010). På samme måde som jeg ovenfor argumente-

rede, at konstruktivismen er sårbar over for selvreferenceproblemer, er også kultu-

ralismen udsat for lignende indvendinger. Hvilke grunde har vi for at tilskrive det

kulturalistiske synspunkt en særlig sandhedsværdi, hvis vores formodninger

restløst er programmeret af vores kultur?

Med dette afviser jeg ikke, at demokrati og videnskab er en afgørende del af

den vestlige kultur. Men det er nødvendig at finde en mere præcis begrundelse for,

hvorfor vi skal tilskrive den videnskabelige kultur en særlig autoritet i demokrati-

et. En sådan begrundelse kan imidlertid næppe angives uden at abonnere på visse

universelle epistemiske (ikke-kulturalistiske) principper. I realiteten promoverer

Jasanoff, Collins og Evans en række normative forestillinger om forholdet mellem

eksperter og ikke-eksperter, men på grund af deres manglende vilje til at føre

diskussionen tilbage til den politiske filosofi og epistemologi, bliver disse hverken

ordentligt artikuleret eller forsvaret.

Det er ikke sådan, at forpligter man sig på demokrati, er man uden videre

forpligtet på at tildele videnskaben en særlig rolle. Man kan heller ikke uden vide-

re pege på, at elementer i det normsæt, der regulerer videnskaben, indebærer en

særlig alliance eller parallel med demokratiet (for en diskussion, se Kappel 2010).54

Men uanset hvilket standpunkt man indtager, synes en dybere begrundelse at

være afgørende. Her kan konformitet med ritualer, kultur eller sædvaner anven-

des.

4.6 FRA DELTAGERDEMOKRATI TIL MARKEDSDEMOKRATI

Ad 2). Indtil nu har jeg behandlet den første type af indvendinger imod forslaget

om at demokratisere videnskaben. En anden type af indvendinger handler imidler-

tid om selve demokratimodellen i STS. Demokrati er ikke bare demokrati, men har

i løbet af de seneste årtier udviklet sig imod et globaliseret markedsdemokrati, der

kvalitativt adskiller sig fra det inddragelsesdemokrati, som står i centrum for

videnskabssociologien. Som jeg argumenterede i Kapitel 1, er flere markante demo-

kratiteoretikere fælles om den antagelse, at vi i dag står ved overgangen fra input-

legitimitet til output-legitimitet (Hood 1991; Scharpf 1999; Bang 2008a; Peters 2011)

Der er uden tvivl vigtige demokratiske gevinster i det drøftende (deliberative)

demokrati med hensyn til legitimiteten af videnspolitiske beslutninger. Men mo-

54 Kappel skriver, at videnskab kan siges at være forpligtet på fornuft, sandhedssøgen, anti-

dogmatisme, mv. Men for så vidt at demokrati er forpligtet på de samme idealer, er det i en så

generel form, at det ikke direkte taler for, at videnskab leder til demokrati (Kappel 2010: 93).

110

dellen synes at være gerådet i krise, eller i det mindste at have mistet en del af sin

gennemslagskraft, på grund af presset fra et individualiseret præferentielt demo-

krati kombineret med den stigende kompleksitet i politiske beslutningsprocesser.

I stedet har flere politologer og samfundsforskere foreslået, at det nuværende

demokrati er karakteriseret af en ny demokratidoktrin, output-demokratiet, hvor

beslutninger vedrørende teknologi og videnskab siver længere og længere væk fra

borgerne. I stedet overtages den politiske magtudøvelse af ekspertudvalg, kom-

missioner, transnationale institutioner, policy-netværk og private virksomheder

(Hoff et al. 2006; Bang 2008a). Det politiske felt har i de senere år ændret sig radi-

kalt til output-politik, hvor service, administration, professionel ledelse, mv. har

vundet større gennemslagskraft i forhold til traditionelle input-demokratiske

normer som inklusion, deltagelse, rettigheder, etc. Ifølge denne forståelse overla-

des det politiske indhold i stigende grad til processer, der ligger uden for politik-

kens traditionelle sfære. Her er det tvivlsomt, hvorvidt man effektivt kan forandre

tingene ved at ”udvide” demokratiet til den teknologiske og videnskabelige sfære

ved at reorganisere de offentlige vidensinstitutioner, så de står under demokratisk

kontrol.

Eller formuleret anderledes, deliberative processer er et nobelt og sympatisk

ideal. Men det risikerer at pseudo-legitimere den nuværende teknokratiske poli-

tikudøvelse, hvis ikke det kombineres med gennemtænkt kritik de modsatrettede

tendenser i samfundet, der på centrale punkter afviger fra input-demokratiets

normsæt. Påkaldelsen af et ”radikalt demokrati” undervurderer de udfordringer

og afledte konsekvenser, den nuværende nyliberale politiske model har for sam-

fundet (Mirowski et al. 2010). Kort sagt er det deliberative demokrati, som STS

argumenterer for, et attråværdigt normativt ideal samtidig med, at det risikerer at

bekræfte den fortløbende afpolitisering, der forskyder politik, forstået som fastsæt-

telsen af det fælles gode, til subpolitiske fora og interessefællesskaber, der mangler

reel demokratisk legitimitet (Rosanvallon 2011; Beck 2010).

Som jeg skal argumentere i resten af dette kapitel, deler videnspolitikken og

videnskabssociologien et fælles paradoks. Igennem de sidste 20-25 år har viden og

teknologi været genstand for en markant øget politisk bevågenhed. Videnspolitik-

ken er gået fra en perifer til en central placering som politikområde. De videnspoli-

tiske institutioner har fået en langt større centralitet i samfundet som følge af den

stigende konkurrence om viden og teknologi. I samme periode har værdipolitiske

og demokratiske diskussioner om brugen af teknologi og viden imidlertid fortaget

sig. De mest centrale diskussioner omkring investeringer i forskning og innovation

sker i dag i ekspertudvalg, tænketanke og lignende bureaukratiske institutioner.

Set i forhold til videnskabssociologiens ambition om at underkaste videnskaben

111

større social kontrol, designe procedurer for borgerinddragelse og demokratisere

brugen af ekspertise, er projektet blevet vanskeliggjort af en stærkt teknokratiseret

videnspolitik. Man kan hævde, at STS til at begynde med, ligesom sin ideologiske

forgænger, universitetsmarxismen, var baseret på et ønske om at politisere viden-

skaben. Men hvor universiteter og teknologi i 1960’erne var et stærkt politiseret

område i samfundet, er disse områder i dag udsat for en omfattende afpolitisering

som offentlige temaer.

Selvom man kan nære stor sympati for ønsket om en mere demokratisk de-

bat om videnskaben, er der grund til at være skeptisk. Kritikken hæfter sig ikke så

meget ved, om almindelige mennesker besidder de nødvendige ressourcer til at

forbedre beslutningsgrundlaget på måder, som videnskabelige eksperter ikke kan

(Wynne 1996). Dette er uden tvivl tilfældet i en række situationer. Kritikken hand-

ler derimod om modtagernes reception af indholdet, og om de spørgsmål, der ikke

bliver stillet. Hvordan kan videnskabssociologien sikre, at resultaterne fra offentli-

ge høringer og inddragelse af befolkningen i konsensuskonferencer etc. omsættes

til politisk beslutning? Hvordan kan vi sikre, at det ikke kun er de spørgsmål og de

teknologier, der allerede er etablerede i en stærkt kommerciel og resultatorienteret

politisk kultur, der diskuteres? Hvordan sikrer vi et bredere demokratisk ”med-

ejerskab” til de offentlige vidensinstitutioner, når det ifølge konstruktivismen kun

er muligt at artikulere lokale og partikulære interesser? Kort sagt, hvilke foran-

staltninger har videnskabsstudierne til rådighed, når det gælder om at sikre, at

deres anbefalinger ikke bliver rent kosmetiske eller misbruges i den videnspoli-

tiske udvikling? Som jeg skal hævde i næste kapitel, konvergerer videnssociolo-

gien hos Bruno Latour og aktør-netværks-teori i høj grad med den output-

politiske, netværksorienterede og markedsgjorte videnspolitik, som i dag er nor-

men. Inden vi kommer dertil, skal vi først se på nogle af de vigtigste transformati-

oner i den demokratiteoretiske udvikling.

4.7 INPUT- OG OUTPUT-DEMOKRATI

Flere institutionelle analyser fremhæver en række basale ændringer i de politiske

deltagelsesformer (mikropolitik, politiske konsumenter, etc.), politiske partier

(catch-all og kartelpartier), politisk kommunikation (marketing, politisk psykologi,

etc.), regeringsudøvelse (governance, professionel ledelse, etc.), forvaltning (net-

værksforvaltning, digitalisering, auditkulturer), o.s.v. (Connolly 1995; 1999; Power

1997; Bang 2008a). I stedet for naivt at acceptere disse ændringer som empiriske

fluktuationer eller afvise dem prima facie som blotte effekter af kapitalismen eller

112

nyliberalismen, kan vi holde det politiske system op imod den komparative ”in-

put-output” model med dens forskellige kategorier og grupper.

Demokrati drejer sig ifølge denne model både om den demokratiske ”beslut-

ning”, forstået som politisk repræsentation, inklusion af borgerne, parlamentariske

processer mv. (input-siden), og om den politiske ”handling”, forstået som det

politiske systems evne til at løse opgaver, skabe velfærd, højne produktiviteten etc.

til gavn for samfundets medlemmer (output-siden). Sidstnævnte er ofte fraværen-

de i diskussioner i politisk filosofi og betragtes som en kontingent faktor over for

begrundelsen af retsstaten og de basale frihedsrettigheder. Men politiske teoretike-

re siden David Easton har gjort opmærksom på, at output-siden spiller en afgø-

rende rolle i politikbegrebet. Eastons politiske systemanalyse forbindes ofte med

adskillelsen af politik og forvaltning, dvs. den politiske beslutning fra den admini-

strative handling. Men Easton selv behandler ikke politiske handlinger som ikke-

politiske og administrative (Easton 1965; Bang 2008a, 2008b). Tværtimod er hans

systemperspektiv bygget op omkring sondringen mellem input- og output-

modeller, hvormed vi er i stand til at studere det politiske system ud fra analyser

hentet ”udenfor” det politiske system (klasser, nyttemaksimering, social kapital,

etc.) og analyser hentet ”indefra” det politiske system (politisk autoritet, politiske

forestillinger, politisk kapital, etc.).

Politiske beslutninger og politiske handlinger er to relativt autonome og løst-

koblede politiske processer. Den politiske beslutning drejer sig om, hvordan for-

skellige samfundsmæssige og individuelle værdier, interesser og behov sætter sig

igennem som politiske krav. Den politiske handling drejer sig derimod om, hvor-

dan konkrete policies formuleres, programmeres og leveres til samfundsmedlem-

merne (her følger jeg Bang 2008a). Sidstnævnte refererer til, hvad Fritz Scharpf har

kaldt det politiske systems funktionelle legitimitet, imens de klassiske demokrati-

teoretiske principper som inddragelse, drøftelse og beslutning henviser til det

politiske systems normative legitimitet. Hvor evnen til at træffe kollektive beslut-

ninger siger noget om et politisk systems grad af suverænitet, siger evnen til at

foretage kollektive handlinger noget om, i hvor høj grad et politisk system er i

stand til at levere velfærd, serviceydelser, tjenester og andre produkter, der til-

fredsstiller samfundsmedlemmernes behov. Følger vi denne model handler politik

altså ikke kun om abstrakte samfundsmæssige normer; der er en anden side af det

politiske felt, output-siden, der handler om, hvordan et politisk system demonstre-

rer sin styreevne gennem konkrete, administrative handlinger. En udbredt antagel-

se i forvaltningslitteraturen er, at overgangen fra ”government” til ”governance”

peger på et skifte fra et repræsentativt system, der er koncentreret omkring den

kollektive beslutning, til en mere netværks- og evidensbaseret politisk styring, der

113

er koncentreret omkring politiske resultater (Power 1997; Scharpf 1999; Bang

2008a; Peters 2011).55

Input-demokratiets primære opgave har været at give alle en fri og lige ad-

gang til at blive hørt i de politiske beslutningsprocesser (svarende til den demokra-

tiske ambition i videnskabssociologien). Det liberale demokrati med dets repræ-

sentative funktioner handler om adgang til og anerkendelse i den parlamentariske

styringskæde. Denne demokratimodel forudsætter, at borgerne tilhører det samme

samfund baseret på en fælles moralitet. Som jeg viste ovenfor, er denne moralitet

ifølge Harry Collins og Robert Evans baseret på en kulturalistisk begrundelse.

Sådan behøves det ikke at være. Andre, universalistiske eller kosmopolitiske be-

grundelser for demokratiets institutioner er blevet forsvaret (Habermas 1991; Held

1995; Beck 2006). Men fælles for begge positioner, kulturalismen og universalis-

men, er, at de indebærer et sæt af institutioner – retsstaten, konstitutionen, natio-

nen, domstole, videnskaben, etc. – som de begrunder forskelligt. For begge positi-

oner gælder, at de konfronteres af globaliseringen og netværkssamfundet. Hvor

kulturalismen skal forsvare sig udadtil, som angivet af Samuel Huntington i hans

tese om kulturernes kamp, skal universalismen omsætte og kodificere de univer-

selle politiske principper til konkrete institutioner, der bygger på aktiv repræsenta-

tion og globalt medborgerskab. Begge dele syntes imidlertid vanskeliggjort af det

globale teknologiske markedsdemokrati.

Som begrebet antyder, fokuserer input-modeller på indgangen i det politiske

system. Output-modeller handler derimod om udgangen i det politiske system, dvs.

evnen til at kontrollere den offentlige forvaltning og få de bureaukratiske instituti-

oner til at implementere beslutningerne på en effektiv og legitim måde. Hypotesen

blandt de citerede politiske teoretikere er, som nævnt, at politiske beslutninger og

politiske resultater udgør to relativt autonome og løstkoblede processer. Hvor

inklusion, repræsentation og medborgerskab tidligere fremstod som demokratiets

vigtigste normer, bliver deltagelse og debat omkring beslutningsprocesserne i dag

betragtet som et tegn på uprofessionel styring, ineffektivitet og langsom reaktions-

tid, der ikke passer til det globale videnssamfunds styringsbehov.

I Danmark har Niels Åkerstrøm blandt andet undersøgt, hvordan Finansmi-

nisteriet gennem 1990’erne aktivt problematiserede politisk indblanding og stod i

55 Bang (2008a) formulerer det på den måde, at hvor det traditionelle politiske system satte

politik som ideologisk og interessebaseret handlen over policy som konkrete løsninger, sætter

det nuværende politiske system policy over politik. Det har skabt en række begrebslige og

faktuelle konflikter imellem tilgange, der tager deres udgangspunkt i den kollektive beslutning

(’politics-policy’) eller i den kollektive handling (’policy-politics’).

114

spidsen for en række reformer og tiltag med det formål at adskille politik fra det

administrative niveau, sådan at de offentlige institutioner får større frihed til at

foretage de nødvendige dispositioner uden politisk indblanding. I denne model

bliver det politiske indhold defineret som det generelle og overordnede, og som

adskilt fra det administrative niveau med dets forskellige ”neutrale” dispositioner.

Blandt dem er, helt afgørende, nye styringsmodeller som dannelsen af statslige

aktieselskaber, udlicitering, koncernstyring, kontraktliggørelse og nye evaluerings-

redskaber (Åkerstrøm 2008). Denne skelnen mellem det politiske og det admini-

strative, påpeger Åkerstrøm, er naturligvis ikke neutral, men i sig selv resultatet af

politisk fastsatte standarder.

I videnspolitikken sker der på tilsvarende måde en ændring fra input- til

output-legitimitet. Et eksempel på denne udvikling er udbredelsen af bibliome-

triske og scientometriske forskningsindikatorer og modeller, der skal monitere og

auditere antallet af publikationer, citationer, patenter, teknologier, samarbejdsrela-

tioner og så fremdeles. Institutionel legitimitet tolkes her som effektiv ressourcean-

vendelse og produktivitet. Evalueringsmodeller og internationale sammenlignin-

ger, som den europæiske ”open method of coordination”, udgør en vigtig faktor i

denne politikmodel. Evalueringer, revision, monitorering, etc. har dels en evalue-

rende funktion, idet den ex post angiver produktionen i de statslige institutioner;

dels en funktion som prioriteringsredskab, idet output-baserede finansieringsmo-

deller og performancemålinger, ex ante, kanaliserer midler derhen, hvor effekten

kan måles, og hvor korrelationen mellem de opstillede indikatorer og ønskede

resultater er størst (Peters 2011; Foss Hansen 2011, Grønnegaard 2011).

Nogle teoretikere mener, at denne udvikling er blevet et grundvilkår i den

politiske proces. Andre mener, mere overbevisende, at de nye organisationsformer

fører til en markedsgjort og afpolitiseret regeringsførelse, der de facto opgiver sit

ansvar med hensyn til ”det fælles gode”, og som i stedet for at varetage de svage-

stes interesser kun tilgodeser de interesser, der i forvejen er i stand til at sætte en

dagsorden. Organiseringen og legitimeringen af magten bliver i output-

demokratiet forstået efter markedskonkurrencens model: valghandlinger ses som

en udveksling, hvor vælgerne ”køber” den løsning, som repræsenterer den mest

effektive strategi til at opretholde den sociale orden, nedbringe kriminaliteten,

levere velfærdsydelser o.s.v. (Washburn 2005; Greenwood 2006; Calhoun 2006;

Melander et al. 2008; Christensen & Lægreid 2011).

Sammenfattende kan man fremstille de to modeller for demokratisk legitimi-

tet, som det er gjort ovenfor. Det er klart, at der er tale om en forenkling og hypo-

stasering, hvis man anskuer dem som udtryk for specifikke institutioners adfærd

og selvopfattelse. De er imidlertid anvendelige som analytiske redskaber, der klart

115

beskriver den normative forskel på de forskellige opfattelser af formålet med og

ændringerne i den demokratiske proces. Følger vi udviklingen i demokratiteorien,

stiller det imidlertid videnskabssociologiens ambition om at demokratisere viden-

skaben i et andet lys.

4.8 VIDENSPOLITIK OG DEMOKRATI

I det foregående blev det argumenteret, hvordan videnskabssociologien især har

lagt vægt på den demokratiteoretiske dimension i offentlig borgerinddragelse samt

det mere generelle ønske om at demokratisere ekspertviden. Lad os kalde denne

demokratimodel for den deliberative demokratimodel (Gutmann & Thompson

2004). Modellen forudsætter en snæver relation mellem kommunikation og legiti-

mitet. Deliberative processer faciliterer den normative viljesdannelse, der går forud

for formelle politiske beslutninger og skaber legitimitet ved at involvere samfun-

dets medlemmer i drøftende fællesskaber (Eriksen & Weigård 2003: 311). Ifølge

denne demokratimodel er den politiske opgave at underlægge forskningen demo-

kratisk kontrol og medbestemmelse med henblik på at sikre, at videnskaben ikke

udvikler sig på måder, der opfattes som uacceptable af det omgivende samfund.

Offentlig accept er overordnede betinget af to konditioner. (i) Dels at offentlighe-

den accepterer, hvorfor videnskab er vigtig for samfundet og anerkender, at den

offentlige finansiering af forskning bidrager til at forbedre den almene velfærd. (ii)

Dels at offentligheden accepterer resultaterne af de videnskabelige processer, dvs.

de sociale og materielle teknologier, som videnskaben frembringer.

Det normative grundlag for denne model er en opfattelse af videnskab som

en samfundsmæssig institution, der må underlægges en demokratisk og politisk

diskussion, som kan sætte rammerne for dens udvikling. Modellen hører til på

input-siden i den demokratiske proces, i den udstrækning forsøget på at demokra-

tisere videnskaben må forstås som et forsøg på at supplere den parlamentariske

styringskæde. I dette kapitels sammenhæng er det væsentlige, at demokratiet

opfattes som forhandlinger om, hvordan forskellige krav og interesser sætter sig

igennem og bliver repræsenteret i den politiske proces. Som jeg argumenterede

ovenfor, er det for STS i stigende grad klart, at statens formelle autoritet som ud-

øvende magt må modsvares af et tilsvarende fokus på demokratisk inddragelse i

samfundets mikropolitiske processer. Denne insisteren på politisk inddragelse som

normativ ledetråd for et mere radikalt demokrati er nødvendig og relevant. Men

spørgsmålet er, om den er effektiv som politisk modsvar i en stærkt output-

orienteret videnspolitik.

116

Ofte er der ingen direkte adgang til de politiske beslutningstagere, når bor-

gerne drøfter spørgsmål om viden og teknologi. Selvom der kan peges på enkelte

tilfælde, hvor resultater fra borgerpaneler og konsensuskonferencer har haft ind-

flydelse på den politiske proces, er det uklart, hvorvidt de rutinemæssigt påvirker

den politiske dagsorden (Levidow & Marris, 2001; Wynne 2005; Horst 2011). Som

jeg har vist har blandt andre EU Kommissionen og Folketinget i Danmark anvendt

en række deliberative modeller for at imødekomme kritik fra civilsamfundet (Jaco-

bi 2005). Men på grund af skrøbeligheden af det institutionelle design, er det langt

fra indlysende, hvordan de beslutninger og anbefalinger, der artikuleres i sådanne

participative arrangementer, er tilstrækkeligt bindende.

Henvisninger til demokratiets output-side samt den stadig større vægtning

af kommercielle resultater i de offentlige videninstitutioner spiller ingen, eller kun

en marginal rolle i de empiriske videnskabsstudier (Mirowski et al. 2010). Proble-

met er ikke kun, som det er dokumenteret i mange studier, at den folkelige delta-

gelse i demokratiet generelt er faldende, og at færre deltager i de politiske partier

og civilsamfundet. Problemet er, at den stærke accentuering af input-demokratiet

samt den progressive forestilling om egalitære praksisformer risikerer at underbe-

tone de udfordringer og problemer, der er forbundet med den stadige markedsgø-

relse og instrumentalisering af de offentlige vidensinstitutioner.56

Med vendingen imod output-legitimitet er vi gået ind i en ny politisk æra,

hvor den fremherskende form for magtudøvelse er en afpolitiseret ekspertadmini-

stration, hvis primære opgave er at afstemme og koordinere egeninteresser, det

såkaldt præferentielle demokrati. Investeringer i højteknologi eller besparelser i de

offentlige institutioner præsenteres ikke som beslutninger, der er begrundet i

politiske valg, men som en neutral, nærmest apolitisk prioritering. Ikke mindst

udfordringen fra klimaforandringerne udfordrer idealet om en aktiv borgerind-

dragelse. Kompleksiteten af beslutninger samt hastigheden med hvilken politisk

handling er nødvendig, synes at sætte gængse input-demokratiske normer under

pres (Hoff et al. 2006). I stedet for at søge problemerne løst igennem inkluderende

56 Knudsen (2007) dokumenterer, hvordan demokratisk deltagelse generelt er faldende. For

eksempel viser studier, at selvom universitetsdemokratiet politisk blev afskaffet i Danmark med

universitetsloven af 2003, var stemmeprocenten ved de sidste valg på under 20 pct. Samme

faldende deltagelse er et mønster i flere forskellige sammenhænge, lige fra forældrebestyrelser til

sogneråd. Sidst i 1940’erne var 25 pct. af danskerne eksempelvis medlem af et politisk parti; i

2000 var færre end 5 pct. af vælgerne medlem af et parti. Samme billede går igen internationalt,

som dokumenteret i rapporten Democracy in retreat. Democracy Index 2010, Economist Intelligence

Unit (2010).

117

deliberative debatter, søges de løst igennem markedsløsninger og transnationale

institutioner uden forankring i offentligheden.57

Eller tag et andet eksempel som genteknologi. Vi er meget tæt på at kunne

bestemme ikke kun vores børns køn, men deres højde, hudfarve og måske endda

deres intelligens. De lande, der udvikler sig hurtigst på dette område, er de lande

der har mindst regulering som Kina eller Singapore. Heroverfor kan Storbritannien

og Danmark have omfattende etiske retningslinjer, uden at det på sigt vil gøre en

global forskel. Følger vi den nyliberale politiske logik, vil produkterne før eller

siden blive introduceret på det globale marked og gjort til en konkurrenceparame-

ter. Hvis dette er tilfældet, er spørgsmålet, om de mere regulerede økonomier vil

føle sig nødsaget til at acceptere en mere liberal videnspolitik, da de ellers mister

konkurrencekraft. Inden for videnskabssociologiens demokratiske program er det

vanskeligt at få øje på mekanismer, hvormed vi kan tage fat på disse bredere em-

ner.

Endelig kan det vise sig, at ideen om en større offentlig inddragelse i viden-

skab og teknologi i sig selv risikerer at bidrage til en afpolitisering, eller hvad de

Vries (2007) og Beck (2010) har kaldt en forskydning af det politiske indhold til

subpolitiske interessefællesskaber. Ifølge STS er den eneste måde, hvorpå vi kan

indføre demokratiske debatter i det videnspolitiske felt ved at mobilisere sam-

fundsborgerne omkring bestemte ”emner”, som har deres bevågenhed eller be-

kymring. Det kan være bekymringen for en overdreven statsmagt, bekymringen

for økologiske katastrofer eller bekymringen for nye teknologier. Der er imidlertid

en ulempe ved denne tilgang, uanset hvor progressiv den end tager sig ud. Som

hovedregel accepterer den, at der kun er mulighed for at artikulere lokale interes-

ser og kritikker, men anfægter ikke de institutionelle mekanismer, der ligger til

grund for udvælgelsen af offentlige temaer. Når det politiske indhold på denne

måde fragmenteres i lokale demokratiske offentligheder, mister den demokratiske

proces sit blik for de fælles anliggender. Hvordan sikrer vi eksempelvis, at lokale

mikropolitiske processer ikke kun tilfredsstiller snævre gruppeinteresser eller

fragmenterer det politiske fællesskab? En konsekvent gennemført input-

demokratisk styring af vidensinstitutionerne kræver, at vi kan tilsidesætte lokale

interesser og præferencer for derved at bidrage til demokratisk beslutninger –

57 Når jeg i det foregående bruger betegnelsen afpolitisering, er det ikke ensbetydende med et

fravær af politiske beslutninger, men indebærer derimod, at de politiske beslutninger træffes

under afpolitiserede betingelser. Dvs. at der ikke er en åben erkendelse af, at de politiske beslut-

ninger er funderet på et bestemt værdigrundlag eller en specifik samfundsanalyse, men i stedet

præsenteres som ”rationelle”, ”effektive” og ”sande”, eller som udtryk for folkets stemme, etc.

118

defineret som fastsættelsen af procedurer og indsatser med henblik på det fælles

bedste.

Denne type indvending er ikke kun relevant over for videnskabssociologien,

men gælder den voksende filosofiske litteratur omkring ekspertbegrebet.58 Som

demokratisk ideal er det ønskværdigt, at vi i relevant henseende besidder pålidelig

viden og søger at inddrage ekspertise om de forhold, der har betydning for de

politiske beslutninger. Med mindre meget specielle forhold gør sig gældende, bør

forskere stille deres viden til rådighed i den offentlige debat og den demokratiske

beslutningsproces. Formålet er at gøre samfundet bedre i stand til at træffe beslut-

ninger, der hviler på en balance mellem videnskabelig ekspertise og borgernes

værdier og overbevisninger. I litteraturen er der mange, der stiller de rigtige

spørgsmål, men kun få der kender svarerne. For eksempel skriver Mark B. Brown:

»Public controversies over issues ranging from global warming to biotechnology

have politicized scientific expertise and research. Some respond with calls for re-

storing a golden age of value-free science. More promising efforts seek to democ-

ratize science. But what does that mean? Can it go beyond the typical focus on

public participation? How does the politics of science challenge prevailing views

of democracy?« (Brown 2011: 1).

Ofte finder vi i sådanne diskussioner kun rent abstrakte og idealiserede input-

demokratiske legitimitetskriterier. Der gøres ingen forsøg på at forstå de konkrete

institutionelle udfordringer, der konfronterer de offentlige vidensinstitutioner og

som kalder på en institutionalistisk forståelse af viden, ekspertise og samfund. I

mange nye analyser af, hvordan ekspertviden skabes, kontrolleres og implemente-

res, forstås det politiske indhold udelukkende i form af abstrakte egenskaber som

magtdeling, procedurer, retfærdighed, upartiskhed, repræsentation og så fremde-

les. En sådan indeksering af demokratiteorien identificerer ikke den stigende

instrumentalisering af de offentlige institutioner samt magtforskydningen væk fra

den lovgivende og mod den udøvende magt.59

58 Se fx David Guston, Between Politics and Science (2000), Philip Kitcher, Science, Truth, and

Democracy (2001) Heather Douglas, Inserting the Public into Science (2005), Roger A. Pielke, The

Honest Broker (2007), Mark B. Brown, Science in Democracy (2009) m.fl. 59 Input-modeller søger at maksimere inddragelse i de politiske processer og forstå, hvordan

videnskabelig viden og ekspertise påvirker kvaliteten af de politiske beslutninger. Brown (2011)

fortsætter: »Different institutional venues, I show, mediate different elements of democratic

representation. If we understand democracy as an institutionally distributed process of collective

representation, I argue, it becomes easier to see the politicization of science not as a threat to

democracy but as an opportunity for it« (Brown 2011).

119

På denne baggrund synes det derfor retfærdigt at argumentere for, at der in-

den for såvel demokratiteori som videnskabssociologi er brug for en dristigere og

mere systematisk analyse, hvis en output-baseret politiske økonomi skal have et

reelt modspil. I en resultatorienteret videnspolitisk kultur trænger andre værdier

for politisk styring frem, hvor interesserepræsentation, bureaukratisk objektivitet

og demokratisk deltagelse er erstattet af offentlige-private policy-netværk. Som

den tyske retshistoriker Carl Schmitt skriver i Der Begriff des Politischen (1928), er

kernen i enhver politisk konfrontation afsløringen af modpartens afpolitiserings-

forsøg. STS har leveret redskaberne til at afdække denne tendens i videnskaben,

men har ikke altid haft samme kritiske blik, når det gælder sin egen rolle i politik-

udviklingen. Hvis en demokratisering af videnskaben skal have en dybere betyd-

ning end blot kosmetiske initiativer og policy-anbefalinger, er det nødvendigt at

debattere den teknokratiske videnspolitik og diskutere de felter, nyliberalismen

har forsøgt at afpolitisere.

4.9 NYE STRATEGIER I VIDENSKABSSOCIOLOGIEN

I dette kapitel har jeg analyseret videnskabssociologiens videnspolitiske program

som det er formuleret i Edinburgh-skolen og senere i debatten omkring borgerind-

dragelse og ekspertviden hos Jasanoff, Collins og Evans. Fokus har været på den

deliberative demokratimodel. Modellen er baseret på en kritik af den såkaldte

”deficitmodel” og kræver, at videnskaben bliver mere ansvarlig over for samfun-

det. I kapitlet har jeg tilkendegivet en vis sympati for det normative projekt i vi-

denskabssociologien, selvom det er blevet foreslået, at dette projekt med fordel

kunne inddrage mere systematisk formulerede politisk-filosofiske overvejelser.

Den politiske epistemologi, som videnskabsstudierne anbefaler i den politi-

ske styring af videnskaben, består i en demokratisk ’empowerment’. Selvom der

ikke skelnes skarpt mellem produktionen af viden og anvendelsen af viden, eller

mellem videnskabelig viden og teknologi, er det mest plausible argument i den

demokratiske vending i STS at anbefale en mere aktiv drøftelse af forskningsstra-

tegier, prioriteringer og etiske dilemmaer – enten forud for finansieringen af nye

forskningsprojekter eller efterfølgende, når den producerede viden foreligger og er

klar til at blive anvendt. Selve indholdet i videnskaben, dens teoretiske begreber og

procedurer, kan ikke på samme måde meningsfyldt siges at være demokratiske.

Formålet med kapitlet har været at introducere en række nye begreber til at

håndtere de voksende udfordringer og dilemmaer, der er forbundet med den

fremadskridende automatisering af det politiske indhold, og mere specifikt at

tilføre den politiske epistemologi en række vigtige analytiske redskaber. Herunder

120

først og fremmest at hjælpe til at forstå den voksende spænding imellem en input-

og beslutningsorienteret demokratimodel, der ser ideologisk politik som overord-

net konkret policy-udvikling, og en output- og handlingsorienteret styringsmodel,

der ser ideologisk politik som underordnet den konkrete policy. Spændingen

internt mellem principperne for et fair og retfærdigt demokrati og kriterierne for

en effektiv og resultatorienteret styringskultur bliver stadig mere aktuel, men STS

mangler de analytiske ressourcer til at begribe denne situation (Fuller 2000b; Mi-

rowski et al. 2010).

Man kan sige et ord så ofte og så insisterende, at man glemmer, at det ikke al-

tid betyder det samme. Denne skæbne synes at være overgået ordet demokrati.

Demokrati kan både forstås som en livsform, hvor borgerne deltager i forvaltnin-

gen af fælles anliggender, og som en styreform, der leverer tekniske problemløs-

ninger, der bidrager til at tilfredsstille borgernes individuelle behov. Alligevel er

der en tendens i såvel demokratiteorien som videnskabsstudierne til at sammen-

blande de to kategorier. Lykkeberg (2007) giver en god opsummering af proble-

mets karakter:

»Det paradoksale er, at mens alle i de senere år har prist demokratiet som mod-

sætning til diktatur og fundamentalisme, har de færreste tematiseret den lang-

somme forvandling af velfærdsstaten fra et socialstatsligt deltagedemokrati til et

liberalt markedsdemokrati. Der har været vældig megen snak om modsætning

mellem demokrater og anti-demokrater, men ikke særligt megen diskussion om,

hvilken form for demokrati vi identificerer med velfærdsstaten. Denne lang-

somme, men sikre overgang fra demokrati som deltagelse til demokrati som

brugerkontrol… forandrer begrundelserne for velfærdsstaten« (Lykkeberg 2009:

14).

Som vi har set, risikerer den stærke accentuering af input-demokratiet at overse

eller underbetone de udfordringer og problemer, der er forbundet med vendingen

imod output-legitimitet. Policy-programmer kan i visse tilfælde være til borgernes

bedste, anskuet rent instrumentelt, fordi de skaber effektive resultater, der sikrer

en konkurrencedygtig økonomi, skaber klare incitamenter for offentligt ansatte,

reducerer risikoen for ressourcespild o.s.v. Men de er samtidigt problematiske i

lyset af et demokratisk synspunkt, fordi deres implementering bryder med grund-

fæstede normer om kollektivt ansvar og social retfærdighed. Med new public

management som den foretrukne styringsstrategi i de offentlige vidensinstitutio-

ner sker der et skred fra velfærdsstatens universelle omsorg til adfærdsregulering

og målrettede incitamenter, der skal gøre den offentlige sektor mere konkurrence-

dygtig.

121

Omstillingen i staten til at varetage den økonomiske konkurrence og tilgode-

se erhvervslivets interesser, som blev beskrevet i Kapitel 1, har medført et teknolo-

gisk imperativ, der ofte legitimerer sig med henvisning til det pres på økonomien,

der opstår som følge af globaliseringen. Mere grundlæggende har selve adskillel-

sen mellem stat og marked ændret sig. I den nuværende økonomiske situation

gælder, at vi ikke har at gøre med ”usynlige” markedsprocesser i Adam Smiths

betydning, men med nøje organiserede strategiske indgreb fra stater og offentlige

institutioner. Det politiske indhold overføres til markedet – eller hvad politologer-

ne Christian Joerges og Florian Roedl har kaldt market-making policies (Joerges &

Roedl 2004).

Markederne kan imidlertid ikke løse de mest relevante problemer. For ek-

sempel vil vi næppe kalde en moderne stat for demokratisk, hvis ikke den havde et

repræsentativt og proceduralt system, hvor vægtningen af stemmer ikke var di-

stribueret efter rigdom eller hensynstagen til konkurrencekraft. På mange måder

stiller dette konstruktivismen over for samme vanskelige opgave som andre pro-

gressive projekter inden for socialvidenskaberne, nemlig at understrege, at der

ikke er en naturnødvendighed i den globale økonomi, men at det eksisterende

politiske system bygger på en række politiske beslutninger, som i princippet kunne

være anderledes.

Når det demokratiske krav om effektivitet og regnskabsførelse alligevel skal

tillægges en central betydning, er det fordi, det bidrager til at klargøre, hvordan en

stærk økonomisk kontraktstyring i den nuværende videnspolitik legitimerer sig i

kraft af et demokratiargument. Som vi skal se i næste kapitel, er denne oversættel-

se fra demokratisk legitimitet til systemisk legitimitet og performance på ingen

måde neutral. Men omtolkningen af demokratisk legitimitet til økonomisk legiti-

mitet bidrager til at forklare, hvorfor økonomisk kontraktstyring har opnået poli-

tisk gennemslagskraft og har aflejret sig i samfundet som en nærmest apolitisk

antagelse.

Opsummerende

Kapitlets grundlæggende tese har været, at videnskabssociologien har spillet en

dynamisk rolle i den videnspolitiske udvikling. Hermed hævdes det ikke, at den

praktiske politikformulering baserer sig på en konstruktivistisk epistemologi eller

er forpligtet på samtlige af dens præmisser. Påstanden er, at flere toneangivende

begrebsdannelser og analyser i STS i de seneste år er blevet anvendt i den vi-

denspolitiske kontekst. I næste kapitel skal vi følge vendingen fra input- til output-

legitimitet i videnspolitikken. Hovedtesen er, at denne vending på flere måder er

122

foregrebet i videnskabssociologien hos Bruno Latour og aktør-netværks-teori. Med

den stigende opmærksomhed på forskningsevaluering, forskningsnetværk og

netværksøkonomi, har en ny type videnskabsstudier vundet udbredelse. Her er

det ikke længere de politiske rammebeslutninger, der står i centrum, men de vi-

denskabelige ”resultater”, forstået som videnskabens evne til at tilfredsstille bruge-

rens krav om produktivitet (Becher & Trowler 2001).

123

Kapitel 5

Aktør-netværks-teori 5.1. TO VERSIONER AF INSTRUMENTALISMEN

I forrige kapitel blev det diskuteret, hvordan STS indebærer en central videnspoli-

tisk dagsorden, der langsomt er blevet mere eksplicit. Som det blev understreget i

kapitlet, udgør socialkonstruktivismen det metodologiske greb, der sætter viden-

skabssociologien i stand til at åbne videnskaben for en større demokratisk indfly-

delse. Målet var at intervenere i det ellers lukkede institutionelle kredsløb, der er

bygget omkring det positivistiske videnskabsideal for dermed at gøre videnskaben

mere ansvarlig over for det omgivende samfund. I dette kapitel skal det handle om

en anden skole i videnskabssociologien, Paris-skolen, eller aktør-netværks-teori,

der er opstået omkring Bruno Latour, og som i dag er blevet den mest indflydel-

sesrige retning i de konstruktivistiske videnskabs- og teknologistudier.60

Kapitlet er bygget op omkring en central distinktion mellem to typer af

instrumentalisme, der begge er tilstede i aktør-netværks-teori. Nærmere bestemt

skal jeg hævde, at vi for at forstå konstruktivismen i aktør-netværks-teori må

sondre imellem to forskellige argumenter, alt efter om vi ser på konstruktionen af

teknologier, laboratorier, behandlingsformer, lovgivning, etc. eller på konstruktio-

nen af selve virkelighedens fysiske og teoretiske entiteter. En sådan distinktion

respekteres typisk ikke i videnskabssociologien, og som jeg argumenterede i Kapi-

tel 3, er den notorisk vanskelig at opretholde. Men kun ved at indføre en sådan

distinktion kan vi forstå, hvorfor aktør-netværks-teori har udviklet sig som den

60 I 2007 var Latour den tiende mest citerede forsker inden for socialvidenskaberne, næst

efter Michel Foucault, Pierre Bourdieu, Jacques Derrida, Albert Bandura, Anthony Giddens,

Erving Goffman, Jürgen Habermas, Max Weber og Judith Butler (Thomson Reuters ISI Web of

Science, 2007).

124

mest indflydelsesrige metodologi i studier af videnskab og teknologi, samtidig

med at den har mødt betragtelige filosofiske indvendinger.

En vigtig antagelse i dette kapitel er, at der i løbet af Latours forfatterskab er

sket et afgørende perspektivskifte i videnskabssociologien. Mere præcist afviser

Latour i sine senere studier forsøget på at give positive sociologiske forklaringer af

de videnskabelige teorier og deres indholdsmæssige enkeltheder. Det ambitiøse

forklaringsprojekt, der var toneangivende i Det Stærke Program, bliver i aktør-

netværks-teori langsomt forladt, eller i det mindste menes det at blive dette. For-

muleringer i Latours tidlige arbejder sammen med Steve Woolgar viser imidlertid,

at Latour startede tæt på Det Stærke Program. Endnu i Laboratory Life (1979) finder

vi henvisninger, der nominelt håndhæver forklaringsbegrebet hos Bloor og Barnes.

Men allerede i andenudgaven af nævnte bog (Latour & Woolgar 1986), gør Latour

op med forsøget på at give eksklusive sociale forklaringer af videnskaben. I stedet

søges videnskaben belyst igennem sociologiske og etnografiske mikrostudier, der

beskriver den videnskabelige praksis udfra enkeltsituationer og casestudier.

For Latour beror legitimiteten af de konstruktivistiske videnskabsstudier ik-

ke på deres evne til at levere alment dækkende sociologiske generaliseringer.

Sådanne generaliseringer har videnskabssociologien ikke haft held til at frembrin-

ge (og som jeg argumenterede ovenfor, er der gode grunde til denne kritik). Latour

adopterer derfor en svagere version. Han udvikler en ny metode for socialviden-

skaben, der skal håndtere bekymringerne vedrørende de stærke eksplanatoriske

ambitioner i STS. Latour går endog meget radikalt til værks i dette opgør. Ifølge

Latour skal videnskabssociologien opgive at formulere spørgsmål og problemstil-

linger, hvis svar skal findes i universelle (generaliserbare) forklaringer. Jo mere

specifikke og vanskeligt kontrollerbare faktorer, der påvirker den videnskabelige

praksis, jo mere vidner det om, at der ikke kan gives universelle svar. I stedet for at

søge en afgrænsning af spørgsmål og problemer, der i sidste instans medfører en

reduktion af den sociale og materielle virkelighed, anbefaler Latour, at vi accepte-

rer, at videnskabelig viden altid er lokal, situeret og kontekstuel (Latour 2005: 103).

Imidlertid er der grund til at være forsigtig med at acceptere Latours mikro-

sociologiske program prima facie. Hvis ikke der var en ambition om at nå til gene-

raliserbare udsagn om de faktorer, der påvirker videnskaben, og hvis ikke der var

adgang til et fælles begrebsapparat med normer for kausalitet og forklaringsmo-

deller, ville de mange deskriptive casestudier ikke føre til den grundforståelse af

videnskaben, som aktør-netværks-teori hævder. Selvom Latour lancerer sin positi-

on i et opgør med Edinburgh-skolen, er der reelt kun tale om et marginalt skridt

videre i forhold til Det Stærke Program. Som jeg skal vise, hænger dette sammen

med et dunkelt og ganske ringe ekspliceret forhold hos Latour; nærmere bestemt at

125

Latour fremsætter negative ontologiske udsagn vedr. eksistensen af teoretiske

entiteter, imens han ikke leverer alternative forklaringer af den rolle, disse entiteter

normalt optager i videnskaben, hvad en sådan påstand forpligter på (Goldman

1999: kap. 1). Eller formuleret anderledes, hvis man afviser, at de mest basale

fysiske entiteter og egenskaber ikke eksisterer, men er instrumentalistiske postula-

ter, som vi bruger til at skabe orden i erfaringsmaterialet, må man give en alterna-

tiv forklaring af, hvordan fysikken arbejder uden disse entiteter. Imod Latours

intention er det derfor relevant at fastholde, at tilhængerne af aktør-netværks-teori

anvender en metode, der forudsætter forklaring, idet de applicerer systematiske

procedurer med henblik på at afdække bestemte egenskaber ved den videnskabe-

lige praksis, som vi ikke normalt er bevidste om, og som skal afløse alternative

videnskabelige og filosofiske beskrivelser (Fuller 2000a: 337).

Hensigten med kapitlet er som i det foregående både at diskutere de princi-

pielle videnskabsteoretiske spørgsmål og samtidig bidrage til en fornyet forståelse

af disse studiers videnspolitiske dagsorden. Med mikrosociologien hos Latour,

Callon og Law har videnspolitik fået en ny og markant betydning: videnskab er et

paradigmeeksempel på en politisk aktivitet, der ”samler” forskere, ressourcer,

objekter og organisationer omkring sig, og som ”ordner” verden i symbolske og

materielle netværk (Latour 2005b: 34). For klarhedens skyld har jeg opdelt gen-

nemgangen af aktør-netværks-teori i to kapitler. I dette kapitel behandles de vi-

denskabsteoretiske spørgsmål knyttet til instrumentalismen. I næste kapitel ser jeg

nærmere på det videnpolitiske program. Kapitlerne konkluderer, at den analytik,

som aktør-netværks-teori anbefaler, på væsentlige punkter deler sine antagelser

med den nuværende videnspolitiske doktrin.

5.2 LATOURS KRITIK AF SOCIALKONSTRUKTIVISMEN

Aktør-netværks-teori (ANT) er en radikal og provokerende teori skabt af Latour i

samarbejde med sociologerne Michel Callon, John Law og Annemarie Mol. Teorien

er især kendt, fordi den genindsætter ting, genstande, objekter og andre former for

materialitet som ”aktører” i analyser af videnskaben. Det har for mange vist sig at

være en frugtbar strategi, ikke mindst i studier af nye teknologiske artefakter og

videnskabelige instrumenter, der ofte ligger på grænsen mellem det naturlige og

det kulturelle; det menneskelige og ikke-menneskelige. For eksempel hævder

Latour, at kampen mod den globale klimakrise ikke kan beskrives fyldestgørende

uden at forstå, hvordan en ny opfattelse af naturen trænger sig på. En natur, som

mennesket både skaber, påvirker og påvirkes af, og samtidig ønsker at opretholde i

en selvstændig form (Latour 2004). Det samme gælder andre kulturelt formede

126

objekter som genetisk modificerede planter, syntetiske celler, ozon-huller, o.s.v. I

videnskaben som i samfundet generelt konfronteres vi hele tiden med ting, der er

hybrider mellem kultur og natur.61

Latour anbefaler derfor, at forskere, analytikere og beslutningstagere holder

op med at inddele verden i kunstige distinktioner, og i stedet udvikler måder at

tænke og tale om fænomenerne på, som tager hensyn til deres kompleksitet og

transdisciplinære karakter. Ifølge aktør-netværks-teori er det paradoksalt, at den

moderne videnskabelige udvikling på samme tid som den har etableret sine kate-

gorier og klasser, har gjort det muligt at registrere og konstruere et væld af fæno-

mener, der ikke umiddelbart lader sig indordne under normale kategorier som

kultur og natur (Latour 2005a: 238). På grund af den uløselige forbindelse mellem

materielle og sociale artefakter skal vi ifølge Latour genoverveje videnskabssocio-

logien, nu med den antropologiske og etnografiske tilgang i centrum. På samme

måde som antropologer længe har undersøgt begravelsessteder, azteker-

pyramider, silkesarier, etc., må videnskabssociologien inddrage pipetter, bevillin-

ger, laboratorier, vævsprøver, etc. i sin analyse. Latour vil med andre ord vise,

hvordan både naturvidenskaben og sociologien er nedsænket i et komplekst net-

værk af gensidigt influerende størrelser.

Ifølge dette synspunkt påvirker det sociale og materielle hinanden symme-

trisk, sådan at det sociale ikke kan forklare det naturlige, eller omvendt, men at det

naturlige og sociale begge må ses som tilhørende en mere fundamental virkelig-

hed. De objekter, vi støder på under feltarbejdet i laboratoriet, skal altså ses som

betydningsfulde, dvs. som objekter i deres egen ret, der udgør rammerne for og

infrastrukturen i det sociale liv, og ikke bare som materielle udtryk for en under-

liggende social orden. Hvordan vi skelner mellem menneskelige og ikke-

menneskelige entiteter, er ifølge denne betragtning ikke specielt relevant, men

nærmere en efterrationalisering, som vi pålægger det studerede materiale, efter vi

har etableret de komplekse sammenhænge.

Tesen i aktør-netværks-teori er, at videnskabelige kendsgerninger altid har

en tilblivelseshistorie, dvs. at de er betinget af såvel teknologier, laboratorier og

materialer som af politik, etik, jura, økonomi, etc. Kendsgerninger er aldrig enten

resultatet af sociale processer eller af objektive, materielle processer, men bliver til i

det komplekse samspil mellem disse. En teori, en kendsgerning, en teknologi, en

sygdom, etc. tager kun form og erhverver sine egenskaber i relation til andre objek-

61 Klassikere inden for ANT er fx Latours studie af Louis Pasteur i The Pasteurization of

France (1988) og Michel Callons studie af fiskeri af kammuslinger i St. Brieuc bugten i Nord-

frankrig (Callon 1986).

127

ter, teorier, tilstande og instrumenter. Ingen af disse elementer har eksistens hver

for sig, men er ifølge Latours ontologiske konstruktivisme resultatet af deres rela-

tion til hinanden i et netværk. Når vi undersøger tilblivelsen af en videnskabelig

teori, må vi derfor følge en række forskelligartede fænomener, lige fra CO2-kvoter,

forskningspolitiske strategier, etiske konventioner, tekstbøger, lovgivning, måle-

apparater, o.s.v. Vi skal kort sagt acceptere og anerkende, hvad Latour kalder

quasi-objekter.

En frugtbar måde at anskue denne ontologiske konstruktivisme er, som

nævnt, at betragte den som en variant af instrumentalisme: alle ting i verden skabes

af vores begreber og de praksisser de indgår i, på principielt samme måde som det

er vores begreber og praksisser, der bestemmer, at der går 24 timer på et døgn, at

det nye år starter 1. januar, eller at 0-meridianen går igennem Greenwich. Ud fra

denne betragtning er teorier og kendsgerninger først og fremmest redskaber til at

organisere og skabe system i virkeligheden, ikke afspejlinger eller repræsentationer

af en i forvejen givet virkelighed. Hvor radikalt denne tese skal forstås, afhænger

nu af, hvad præcis Latour mener er genstand for konstruktion. Skal vi forstå højere

ordens fænomener som den internationale tidsregning, kalenderåret og metersy-

stemet, eller skal vi udstrække denne teori til at gælde selve de ikke-observerbare

fysiske entiteter i videnskaben? Betragt indledningsvis følgende to eksempler som

genstand for et muligt forskningsprojekt i aktør-netværks-teori:

1. En videnssociologisk undersøgelse af en computervirus, fx den første kendte

virus, der kom frem i januar 1986 og inficerede Microsofts tidlige styresystem, MS-

DOS. Denne virus, kaldet ”Brain”, blev programmeret af to brødre fra Lahore i

Pakistan i et forsøg på at beskytte et af deres andre programmer imod videresalg.

Virussen var kendetegnet ved, at den automatisk kunne sprede sig fra én computer

til en anden. I dette samspil mellem computere og styresystemer, kunne compu-

tervirussen overføre kopier af sig uden brugernes viden. For videnssociologen har

vi her et godt eksempel på et komplekst teknologisk system, der med tiden er

blevet stadigt mere sofistikeret. I modsætning til den første virus, er computervira i

dag verdensomspændende, og er blevet en del af et større socialt, politisk og øko-

nomisk netværk. Computervirus får hver dag en masse mennesker til at skifte

adfærd, den forøger indtjeningen blandt udbydere af antivirusprogrammer, den

skaber et kapløb, hvor hackere og aktivister hele tiden forsøger at blive bedre til at

omgå de eksisterende sikkerhedsmekanismer, den bruges af både Al-Qaeda og

Pentagon som led i en cyberkrig, etc. Kort sagt udspiller, der sig en kompleks

”socio-teknisk” proces omkring virussen, som kan undersøges og kortlægges af

videnskabssociologien. Den lever op til beskrivelsen af et quasi-objekt, der består

128

af lige dele teknologi og socialitet. Dens ontologi er relativ til kollektivet af agenter

og maskiner, i blandt hvilke den produceres og spredes. Der findes endda flere

konkurrerende teknologier og vira, der påvirker et givent styresystem forskelligt,

alt efter om der er tale om et Mac- eller Windows-systemer. Virussen fandtes ikke

før denne komplekse socio-tekniske aktivitet og den er ikke en repræsentation af

bestemt given objektiv virkelighed.

2. Betragt nu et andet videnssociologisk studium, denne gang af sygdommen HIV.

HIV- og AIDS-virus blev indført som epidemiologiske klassificeringsværktøjer i

1980’erne, primært til at bestemme infektioner, der optræder hos personer med

alvorlig immunsvækkelse som følge af smitte med såkaldt retrovirus. HIV er

relateret til vira, der er fundet i gorillaer og chimpanser i Vestafrika, og som senere

er blevet spredt sig til mennesker, og hvert år forårsager mellem 2,4 og 3,3 millio-

ner dødsfald i verden. Hvis vi vil forstå HIV som videnssociologisk objekt, er der

flere steder at begynde. En undersøgelse af HIV kan fx tage udgangspunkt i de

internationale forskningslaboratorier, der arbejder med udvikling af antiretrovirale

lægemidler, der er grundlag for livsforlængende medicin. Et andet studie kan

betragte problemerne i distributionen og manglen på medicinsk infrastruktur i

tredjeverdenslande samt adgangen til dyrt laboratorieteknologi, der kræves for at

teste smitten. Et tredje studie kan undersøge de tabuiserede holdninger til seksuali-

tet og benægtelsen af HIV som en seksuelt overført sygdom, heriblandt den rolle

som kirken har haft i kampen mod prævention, etc. I sidste instans vil disse studier

fører til en kompleks socio-materiel kortlægning, i hvilken HIV refererer til lige

dele virus, seksuelle vaner, patienter, religion, laboratorier, behandlingsmetoder,

myndigheder, virksomheder, patentlovgivning, og så videre. Det er først i dette

sammenhængende hele af internt vekselvirkende sociale og materielle faktorer, at

vi ifølge aktør-netværks-teori forstår, hvad HIV er. Sygdommen har ikke én rigtig

repræsentation, men findes i forskellige versioner, alt efter hvilket perspektiv vi

indtager (Mol 2002).

For begge typer af virus gælder ifølge Latour, at de må betragtes som quasi-

objekter; de er sammensatte objekter af sociale og materielle relationer, og som

sådan findes de kun som betydningsbærende genstande i dette netværk af internt

relaterede entiteter, praksisser og teknologier. Men eksemplerne viser samtidig, at

der er tale om to forskellige quasi-objekter. Når vi taler om computervirus, er der

tale om et objekt, som på en direkte og intuitiv måde er produktet af social og

teknologisk konstruktion; de kunne være designet og programmeret anderledes,

129

og de ville aldrig eksisterer i en verden uden computere, internet og brugere. Med

HIV-virus synes det imidlertid at forholde sig anderledes.

Intuitivt kan det måske virke korrekt at betragte HIV som ontologisk kon-

strueret, hvis vi med virussets ontologi forstår den samlede praksis af behandlings-

former, religiøse tabuer, interesseorganisationer, seksuelle vaner, etc. der er med til

at skabe HIV som socialt fænomen. Men på mindst ét punkt synes der at være en

fundamental forskel på de to typer virus. HIV findes, eller har i det mindste ele-

menter der findes, uden for den menneskelige praksis, fx det genetiske materiale,

RNA, der overføres til værtscellen ved smitte, eller de molekyler, aminosyrer og

proteiner, og i sidste instans kulstofatomer, der udgør virusset. Sidstnævnte kan

ikke forklares meningsfuldt alene med reference til de socio-tekniske systemer,

som er nævnt i det foregående: vi er nødt til at forstå virussets kemiske struktur og

egenskaber, som uafhængige af og temporært forudgående til de nævnte instru-

menter og praksisser.

Følger vi dette ræsonnement, som jeg skal lægge til grund for resten af dette

kapitel, vil vi se, at der findes to uafhængige versioner af instrumentalismen: 1) en

moderat version, der hævder, at teknologier og tekniske artefakter, er redskaber og

praksisser til at håndtere og formatere virkeligheden med, og 2) en stærk version af

instrumentalismen, der hævder, at selve virkelighedens fundamentale bestanddele

og egenskaber, er instrumentelle postulater, hvis eksistens vi reelt ikke kan udtale

os om uafhængigt af de anvendte instrumenter. Hvor type-1 instrumentalisme

synes at have en udbredt plausibilitet og anvendelighed som metode i videnskabs-

sociologien, synes type-2 at være en meget kontroversiel og radikal påstand, der,

som jeg skal argumentere i det følgende, konfronteres af en række alvorlige ind-

vendinger.

Latour hævder uden tvivl begge versioner af instrumentalismen, og han gør

ikke et forsøg på at sondre imellem de to, som jeg har gjort her. For Latour arbejder

forskeren aldrig med en objektiv eller uafhængig virkelighed, som det er muligt at

karakterisere og repræsentere i en teoretisk model. Latour benægter eksistensen af

en fysisk virkelighed, der involverer et skel mellem, hvordan tingene er, og hvor-

dan vi kategoriserer dem. Men, der er en konstant usikkerhed om, hvor radikalt vi

skal forstå dette givet den manglende distinktion ovenfor. Fx skriver Latour: »It is

counterintuitive to try and distinguish ‘what comes from viewers’ and ‘what

comes from the object’ when the obvious response is to ‘go with the flow’ (Latour

2005a: 237). Betragtet udfra type-1 instrumentalisme er denne påstand ukontrover-

siel, hvis ikke triviel. Betragtet udfra type-2 instrumentalisme er påstanden der-

imod en radikal antirealistisk og relativistisk programerklæring.

130

For at understrege, at vi skal inddrage både menneskelige og ikke-

menneskelige relationer i analysen af videnskaben, foreslår Latour endvidere, at vi

opgiver sondringen imellem materielle og sociale entiteter, og i stedet kalder alle

relevante analyseobjekter for ”aktører”, eller som Latour foretrækker ”aktanter”.

Fra strukturalistisk litteraturteori overtager Latour den forestilling, at både menne-

sker og materielle ting kan være aktanter i en fortælling og besidder visse aktive

roller. Heri ligger et opgør med Det Stærke Program. Problemet med Det Stærke

Program er ifølge Latour, at Bloor og Barnes opretholder en arbitrær asymmetri

mellem den status, de tilskriver naturlige kendsgerninger og den status, de tilskri-

ver sociale kendsgerninger. Nærmere bestemt medfører Det Stærke Program den

paradoksale situation, at vi skal være realister med hensyn til den sociale virkelig-

hed, men konstruktivister med hensyn til naturlige kendsgerninger (Latour 1993).

Dette er for Latour et vidnesbyrd om, at Det Stærke Program aldrig har taget sit

eget symmetriprincip tilstrækkeligt alvorligt. En passende opgave for de empiriske

videnskabsstudier er derfor en omfattende nytænkning af konstruktivismen (La-

tour 2003; Latour 2005a).

I modsætning til Det Stærke Program skal vi ifølge Latour ikke kun tillægge

det sociale, men også det materielle en afgørende rolle i konstruktionen af kends-

gerninger. Dette skal nu forstås rigtigt. Når Latour genintroducerer naturen og de

tekniske objekter i STS, er det, som jeg har argumenteret ovenfor, ikke udtryk for

en rehabilitering af en realistisk ontologi; de materielle entiteter har ingen objektiv

eller uafhængig status, men får deres eksistens og definition i kraft deres relation i

et større ”netværk” af aktanter. Når Latour taler om objekter, er det derfor i en

radikalt anden betydning, end videnskabsfilosofiens traditionelle brug af begrebet.

Ideen er at inddrage materielle objekter i den sociologiske analyse af videnspro-

duktion. I første omgang i form af instrumenter, måleudstyr, laboratorier doku-

menter, etc., og i anden omgang, i den mere radikale betydning, selve de teoretiske

entiteter, som videnskaben opererer med.62

Latour opgiver af denne grund at beskrive sin position som socialkonstrukti-

visme. Derimod er der alene tale om konstruktivisme, eftersom distinktionen

mellem det sociale og ikke-sociale er uden relevans for en konsekvent gennemført

naturalistisk beskrivelse af videnskaben (Latour 1987: 281; Latour 2003: 30). Ifølge

62 I dette perspektiv skal videnskabssociologien undersøge de videnskabelige objekters

sociale liv og dermed objekternes aktive rolle i videnskaben. En sådan sociologisk objektanalyse

er blevet kaldt det ”generaliserede symmetriprincip” eller den ”materielle-semiotiske” metode.

Den er på en gang semiotisk, fordi alting defineres som tegn og relationer, og materialistisk fordi

alle typer relationer består af materielle netværk (Latour 1993; Callon 1986; Law 2004).

131

Latour kan vi ikke forudsætte, at den sociale verden er uproblematisk givet, da vi

derved underkender det reelle arbejde, der er forbundet med at udforske de ”asso-

ciationer”, ”mediationer” og ”translationer”, som forbinder det sociale felt (Latour

2005a: 67). Hvis sociale relationer, handlinger og kategorier blot udgjordes af

interaktioner i et uafhængigt og frit svævende rum, ville det ifølge Latour ikke

have nogen stabilitet eller varighed. Netværket, eller det medium igennem hvilket

de sociale og materielle relationer forbindes, giver det sociale en konkret og mate-

riel struktur. Aktør-netværks-teori undersøger med andre ord, hvordan sociale

faktorer er indlejret i større ”socio-materielle” eller ”socio-tekniske” netværk (Cal-

lon & Law 1997; Latour 1999; Latour 2005a: 66-68).63

5.3 FRA MIKRO- TIL MAKROSTUDIER AF VIDENSKABEN

For nærmere at undersøge, hvordan Latour udvikler sit argument, og hvordan den

konstruktivistisk-instrumentalistiske model skal forstås, er det frugtbart, at vende

tilbage til Latours tidlige arbejde med Steve Woolgar i Laboratory Life (1979/1986).

Hvor Bloor og Barnes hævdede, at indholdet af videnskabelige teorier måtte for-

klares ud fra sociale makrostrukturer som klasseinteresser og kollektive normer,

fokuserer Latour og Woolgar her på de sociale og antropologiske mikroenheder:

forskningslaboratoriet, universitetsafdelingen, opstilling af videnskabeligt appara-

tur, finansiering af forskningsprojekter, publicering af resultater o.s.v. Latour og

Woolgar beskriver et bioteknologisk forskningslaboratorium i La Jolla, Californien,

som en produktionsfabrik i en kompleks vidensøkonomi. I stedet for almindelige

produkter skaber laboratoriet en række nye objekter – som forsøgsrotter og kemi-

kalier – der omsættes til ”inskriptioner” og måleudskrifter, der senere igen konver-

teres til videnskabelige artikler, bevillinger, medieomtale, etc. Sammen danner

disse transaktioner en cyklus af videnskabelig kapital, hvad Latour og Woolgar

kalder en credibility cycle, som kan omsættes til nye projekter og ressourcer, o.s.v.

Latour og Woolgar anlægger forskellige analytiske vinkler på konstruktionen

af videnskabelige kendsgerninger, fra konversationsanalyse over organisationsteo-

ri til en analyse af det større forskningspolitiske spil om magt og ressourcer. For-

ståelsesrammen er primært økonomisk. I stedet for at tale om en akkumulation af

63 Denne omdefinition af videnssociologien kan først og fremmest ses som en kritik af den

hidtidige sociologis insisteren på den sociale orden. ANT placerer sig i opposition til bl.a. Par-

sons struktur-funktionalisme og Durkheims sui generis-love, hvor den sociale orden betragtes

som analysens præmis i stedet for dens resultat. Latour ønsker derimod at diagnosticere den

purificeringsproces, han mener karakteriserer den moderne videnskab, hvor teknologi adskilles fra

samfund, kultur fra natur og humant fra non-humant (Latour 1993).

132

viden, taler Latour og Woolgar om videnskab som en akkumulation af ”kredit”.

Med kredit forstås den troværdighed, som en forsker eller forskergruppe tilskrives

i takt med, at andre forskere anvender og citerer den pågældende persons resulta-

ter (Latour & Woolgar 1986: 187). I tidsånden fra den oprindelige udgivelse af

Laboratory Life i 1979 overtager Latour og Woolgar denne forestilling fra marxistisk

teori. For den kapitalistiske entreprenør tæller kun den løbende akkumulation af

sagskapital; når varerne bliver solgt på markedet, får investoren de penge tilbage,

han har investeret. Han får samtidig merværdien. Merværdien kan investeres igen,

dvs. bruges til at købe flere produktionsmidler og arbejdskraft o.s.v. Det samme

gælder nu videnskaben, blot er der ikke tale om økonomisk kapital, men om intel-

lektuel og symbolsk kapital som publikationer, citationer, ansættelser, videnskabe-

lige udmærkelser, etc. I modsætning til traditionelle filosofiske teorier om kumula-

tivitet er den eneste kumulative faktor ifølge Latour og Woolgar koncentrationen

af videnskabelig kapital. ”Consequently, there is no ultimate goal to scientific

investment other than the continual redeployment of accumulated resources. It is

in this sense that we liken scientists’ credibility to a cycle of capital investment”

(Latour & Woolgar 1986: 198).

Når Latour og Woolgar hævder, at forskerne konstruerer kendsgerninger

som et produkt af laboratoriet, skal det forstås som led i en kæde af relaterede

begivenheder. En vigtig præmis for dette argument er de såkaldte ”inscription

devices”, dvs. måleapparater og instrumenter, der registrerer fænomenerne og

præsenterer dem som et tal, en figur, et diagram eller lignende aftegninger. ”In-

skriptioner” udgør ifølge Latour og Woolgar ubearbejdet data, som forskerne

efterfølgende renser og sammenholder med andre data og forklaringer. På denne

baggrund udarbejder forskerne en videnskabelig artikel. Latour og Woolgar kon-

centrerer sig især om den isoleringsproces, der muliggør videnskabelige kendsger-

ninger, dvs. den frasortering af irrelevante informationer, der sker, når forskerne

henleder opmærksomheden på særlige aspekter af deres eksperimenter og afleder

opmærksomheden fra andre. I den endelige publicerede artikel har forskerne

ifølge Latour og Woolgar forsøgt at fjerne så mange baggrundsantagelser som

muligt, så kun det rene udsagn står tilbage (Latour og Woolgar 1986: 58-62). Men

den centrale påstand er, at kendsgerningerne altid har deres tilblivelse og kon-

struktion indskrevet i sig. Hvordan forskningslaboratoriet var organiseret, eller

hvilken arbejdsdeling mellem forskere og assistenter, der muliggjorde forsøget, er

transformeret til anonyme baggrundsantagelser; deres rolle er black boxed. Men de

kan altid genåbnes og underkastes nye studier, hvis kendsgerningerne bliver

genstand for debat.

133

Hermed kan vi bedre rekonstruere, hvad der ifølge Latour tæller som en vi-

denskabelig kendsgerning. Hvad der konstituerer en kendsgerning, er hverken

resultatet af videnskabelige opdagelser eller udtryk for rationelle metoder. I stedet

skal kendsgerninger ifølge Latour og Woolgars tese betragtes som konstruktioner,

der involverer mange forskellige materialer, instrumenter, inskriptioner, artikler,

ressourcer, etc. I sidste instans må laboratoriearbejdet forstås som en ”forhandling”

mellem forsker og virkelighed. Denne forhandling ender ikke med en repræsentati-

on af genstanden, men i et kompromis, hvor der ikke længere kan opretholdes en

klar grænse mellem empiri og teori.

»Despite the fact that our scientists held the belief that the inscriptions could be

representations or indicators of some entity with an independent existence

“out there”, we have argued that such entities were constituted solely through

the use of these inscriptions… [W]e do not conceive of scientists… as pulling

back the curtain on pre-given, but hitherto concealed truths. Rather, objects are

constituted through the artful creativity of scientists« (Latour & Woolgar 1986:

128-129).

Latour og Woolgar anerkender, at de praktiserende forskere tror på eksistensen af

objektive kendsgerninger. Men det viser sig ved nærmere eftersyn, at disse kends-

gerninger er konstitueret ganske anderledes, end forskerne normalt antager. Fak-

tisk kan videnskabssociologien helt se bort fra videnskabens interne sandheds- og

hævdelighedsbetingelser og stadigt analysere alle relevante aspekter af videnska-

ben (Latour & Woolgar 1986: 31). Nu kunne man tro, at Latour og Woolgar indtog

en agnostisk eller neutral attitude med hensyn til eksistensen af kendsgerninger.

Latour minder os ofte om, at ANT tilsidesætter traditionelle ontologiske og

epistemiske spørgsmål, og i stedet foretager en strengt naturalistisk (etnografisk)

undersøgelse af videnskaben. Men dette er misvisende. Latour og Woolgar lance-

rer et radikalt videnskabsfilosofisk program, der hævder, at kendsgerninger kon-

stitueres i og med dannelsen af videnskabelige teorier og instrumenter (Latour

2005a: 240).64

64 I andre passager indtager Latour og Woolgar en mere moderat position. For eksempel

skriver de: “We do not wish to say that facts do not exist nor that there is no such thing as

reality… Our point is that ‘out-there-ness’ is the consequence of scientific work rather than its

cause” (Latour & Woolgar 1986: 180-2). Men at hævde, der ikke findes fænomener uafhængigt af

den videnskabelige praksis, synes at være i modstrid med den første del af påstanden, at kends-

gerninger og virkeligheden findes. I det mindste bliver det et meget minimalistisk virkeligheds-

begreb, der resterer, hvis videnskabelige entiteter som hormoner og kemiske strukturer ikke er

nødvendige i en forklaring af videnskaben (Latour & Woolgar 1986: 181, se også Collins 1991).

134

5.4 INSTRUMENTALISME OG RELATIONISME

Lad os nu træde et skridt tilbage fra Latours og Woolgars præsentation og se,

hvordan denne videnskabsteoretiske model mere præcist relaterer sig til den

instrumentalistiske model, som introduceret tidligere. Latour og Woolgar argu-

menterer imod eksistensen af uafhængige kendsgerninger ”ude i virkeligheden”.

Men spørgsmålet er, hvordan denne påstand nærmere skal forstås. Når man dra-

ger den konklusion, at der ikke findes eksterne videnskabelige kendsgerninger,

fremfører man et negativt eksistentielt udsagn. Spørgsmålet er, hvordan man

sociologisk kan retfærdiggøre den negative eksistentielle konklusion, at der ikke

findes objektive kendsgerninger, som for eksempel hormoner eller kemiske struk-

turer.

Som det blev argumenteret ovenfor, er det relevant at indføre en distinktion

mellem to typer af instrumentalisme. At hævde at instrumenter, måleudstyr, labo-

ratorier, tidsskrifter, æresbevisninger, o.s.v. er konstruerede størrelser, som organi-

serer de materielle og sociale omgivelser, hvori vi anerkender en kendsgerning

som sand, er uden tvivl korrekt. Ingen af disse objekter eksisterer forud for menne-

sket. Hvor gode vi er til at konstruere laboratorieudstyr, eller hvilke organisations-

og ledelsesmodeller vi anvender i forskergruppen og laboratoriet, er kontingente

faktorer, der sandsynligvis har udslag for forskningskvaliteten. Det samme gælder

til dels receptionen af forskningen i en større kontekst. Det er plausibelt, at det er

udslagsgivende for den signifikans, vi er villige til at tilskrive et videnskabeligt

resultat, at forskerne relaterer deres forskning til samtidens behov og interesser.

Her har Latour og Woolgar en vigtig pointe, der peger frem imod deres videnspo-

litiske program.

Noget andet og langt mere radikalt er imidlertid at hævde at selve videnska-

bens teoretiske entiteter er konstruerede på samme måde som laboratorieudstyr,

social anerkendelse, lovgivning etc. Latour hævder, at videnskabelige teorier ikke

afspejler virkeligheden, men er redskaber til at håndtere og formatere virkelighe-

den med. Instrumentalismen i denne betydning benægter ikke i udgangspunktet

eksistensen af borde og stole, eller molekyler og atomer, men hævder, at disse

størrelser er forarbejdet af mennesket – og kun har egenskaber i kraft af denne

forarbejdningsproces. Virkeligheden lægger ifølge dette argument ikke et tilstræk-

keligt selektivt pres på videnskaben til at kunne afgøre, hvilke instrumentalistiske

postulater, der er mest plausible. Valget mellem alternative teorier skyldes derfor

135

alene presset fra sociale og pragmatiske interesser, og kunne i princippet være

anderledes (Latour 2005a: 243).65

Kritikken af Bloor og Barnes er instruktiv for at forstå, hvad Latour mener.

Som det blev argumenteret ovenfor, hævder Bloor og Barnes, at virkeligheden

eksisterer og kan erkendes, men kun som et udifferentieret felt, som mennesket på

baggrund af sociale interesser og kollektive normer inddeler i begreber, kategorier

og klasser. Hvilket begrebssystem vi vælger, er ifølge Bloor og Barnes bestemt af

indflydelsen fra kausale faktorer i den sociale verden. For Latour er denne tilgang

imidlertid for idealiseret. Det er ikke kun og ikke primært gennem sprog, kategori-

er og begreber, vi differentierer og klassificerer virkeligheden. En sådan akt er i

ligeså høj grad bestemt af de konkrete materielle og teknologiske kapaciteter, vi

kan mobilisere. Latour foreslår derfor, at vi betragter instrumentalismen langt

mere konkret og materialistisk. Når vi differentierer forskellige entiteter som mo-

lekyler og proteiner, kræver det, at vi er i stand til at manipulere de fysiske gen-

stande og designe det videnskabelige apparatur på en måde, der fremtvinger

bestemte reaktioner (Latour & Woolgar 1986: 128-129).

Latour fremsætter altså en endnu mere radikal version af instrumentalismen

end i Det Stærke Program. Ikke alene hævder han, at instrumentalismen gælder

erkendelsesteorien; han hævder tilmed instrumentalismen som et ontologisk prin-

cip, der giver selve virkeligheden struktur. Fænomener har ingen eksistens eller

egenskaber forud for anvendelsen af ”inscription devices” (Latour & Woolgar

1986: 61-68). Implikationen af denne påstand er en radikal relationisme, dvs. det

synspunkt, at et objekts egenskaber først opstår, idet objektet bliver differentieret

fra andre objekter og får en bestemt rolle i et større netværk.

Hermed kollapser distancen mellem, hvad jeg har kaldt type-1 instrumenta-

lisme og type-2 instrumentalisme. Accepterer vi Latours radikale konstruktivisme,

er enhver videnskabelig proces en indgriben i naturen. Som sådan er videnskab

blot et andet begreb for teknologi, eller med Latours betegnelse ”technoviden-

skab”. På samme måde som en skulptør, der hælder bronze i en støbeform og

65 Hermed adskiller Latour sig fra mere gængse filosofiske varianter af instrumentalisme

som for eksempel Bas van Fraassen, Piere Duhem og Ernst Mach, idet han afviser, at forarbejd-

ningen af data skal forklares ud fra et ønske om at skabe maksimal forklarings- og forudsigelses-

kraft. Eksempelvis begrunder Mach instrumentalismen ud fra et tankeøkonomisk argument.

Videnskabens opgave er at forudsige regulariteter i vores sansning. Hertil introducerer vi for-

skellige teoretiske objekter, der ligger uden for vores sansning, der fungerer som et instrument til

at forudsige sådanne regulariteter. Brugen af teorier er derfor ifølge Mach ”økonomisk” i kogni-

tiv forstand. Videnskabelige teorier sætter forskeren i stand til at slutte fra et givent sæt af

observationer til forudsigelsen af fremtidige observationer.

136

dermed skaber en statue, kan vi betragte forskningsprocessen som et forsøg på at

passe verden ind i skabeloner og instrumenter, der giver virkeligheden et bestemt

format. Her er den manglende distinktion mellem teknologiske netværk (som fx

computervirus) og videnskabelige kendsgerninger (som fx HIV-virus) tydelig.

Teksten, hvor Latour taler klarest om dette, er i Irreductions (anden halvdel af

The Pasteurization of France). Her undersøger Latour fremkomsten af den moderne

hygiejne, der opstod omkring Louis Pasteur. Da Pasteur ”opdagede” mikroberne i

laboratoriet og blev opmærksom på deres sygdomsfremkaldende egenskaber, var

det hverken på grund af Pasteurs sociale status (som Edinburgh-skolen ville hæv-

de) eller en teoretisk repræsentation af virkeligheden (som realistiske filosoffer

ville hævde). Mikroberne viste sig derimod at være en god løsning på et fælles

problem. Pasteurs succes skyldtes, at han både tilbød mikroberne eksistens, i kraft

af den rolle de spillede i teorien, og samtidig tilbød den franske hygiejniske bevæ-

gelse en begrundelse for dens politiske program (Latour 1988: 22). På den bag-

grund slog teorien an. Pasteurs biologiske videnskab var på én gang udtryk for en

teknologisk innovation, der førte til bedre hygiejne, varmebehandling, vaccination,

etc., og en social og politisk proces, der transformerede det franske samfund. Men

teorien kunne lige så godt have været anderledes, hvis konteksten havde været

anderledes. Ifølge Latour ”tilbød” Pasteur imidlertid den bedste løsning ved at

udpege mikroberne som de væsentligste entiteter.

Når vi kan tale om et tilbud, er det fordi, aktanterne ifølge Latour har en mu-

lighed for at svare ”ja” eller ”nej”, når vi forsøger at lægge en bestemt virkelighed

ned over dem. Til trods for at virkeligheden hos Latour kun eksisterer som et

ubekendt X, et ontologisk felt, hvortil vi ikke har direkte adgang, mener han, at

virkeligheden udøver en modstand mod vores begreber og instrumenter, som vi

oversætter i den videnskabelige proces. Derfor har den materielle virkelighed en

form for uspecificeret ”agency”. Hvis objekterne bliver udsat for et for stærkt pres,

eller hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal ”oversættelser” til at forbinde genstan-

dene i netværket, bliver teorien ustabil, og entiteterne lader sig ”indrullere” i andre

konkurrerende teorier. Det betyder ikke, at forskerne kan sige præcis, hvor sådan-

ne anomalier opstår, eller hvad de skyldes. Igen er det vigtigt at minde om, at den

type af objekter, Latour tillader i analysen af videnskaben, ikke er traditionelle

objekter som kilde til sande eller falske propositioner. Derimod kan vi kun tale om

objekter som en form for instrumentalistiske postulater; de har ingen eksistens

eller definition forud for den relation, de indgår i (Latour & Woolgar 1986: 125).

Noget sådant er i vidt omfang rigtigt, så længe vi med videnskab forstår tek-

nologi, fx syntesebiologi eller nanoteknologi. Her er det i vid udstrækning muligt

at forstå og analysere forskningspraksissen som en produktion af nye artefakter og

137

egenskaber, der ikke i forvejen fandtes i naturen, men som vi bruger til forskellige

formål, alt afhængig af vores instrumentelle interesser. Betragtet som technoviden-

skab omfatter videnskaben en række teknologier til måling og beskrivelse af ver-

den. Latours eksempler er udover videnskabelige teorier, som nævnt, den interna-

tionale tidsregning, metersystemet og ISO 9000-standarder (Latour 2005a: 231).

Metersystemet omfatter fx nanometer, millimeter, centimeter og så videre. Disse

størrelser findes ikke som uafhængige eller objektive genstande, men er praktiske

og håndgribelige måder at indrette virkeligheden på. Hvad vi betegner som en

”meter” er først og fremmest en materiel teknologi, der indebærer mikroskoper,

linealer, kikkerter, distancemålere, teleskoper o.s.v. Som sådan findes der ingen

privilegeret mental repræsentation, der definerer meteren uafhængigt af disse

instrumenter, eller som indebærer, at metersystemet er den eneste måde at beskri-

ve verden på. Der er andre alternative måder. Man kunne beskrive verdenen med

tommer i stedet for med meter. Hvilke mål vi vælger, afhænger af kulturelle,

politiske og økonomiske forhold.

I modsætning til realistiske videnskabsteorier, der arbejder ud fra, hvad kon-

struktivister kalder passiv repræsentation, indebærer ANT et fokus på videnska-

bens performative karakter. Nærmere bestemt indgår aktør-netværks-teori i det, vi

kan kalde den performative vending i STS. Hvad enten vi taler om sociale eller

materielle objekter, skal de udføres. Betragtet ud fra denne position er handlinger

og ting ikke statiske, men konstituerer ”en flerhed af sameksisterende ontologier”

(Latour 2005a: 118). Ontologi forstås her som praktiseret virkelighed. Annemarie

Mol har formuleret dette synspunkt på følgende måde: ”If reality is done, if it is

historically, culturally and materially located, then it is also multiple. Realities have

become multiple” (Mol 1999: 75). Ideen er, at prædikatet ”virkelighed” skal forstås

lokalt i stedet for som i gængs filosofisk terminologi som en fælles global virkelig-

hed. Den performative vending i aktør-netværks-teori skal forstås som en under-

søgelse af, hvordan forskellige praksisser konstruerer verden forskelligt. Distinkti-

oner og klassifikationer har ikke karakter af naturlige klasser, der afdækkes eller

opdages; de praktiseres.66 Et andet eksempel fra Annemarie Mol er hendes bog The

Body Multiple, der tager udgangspunkt i en etnografisk undersøgelse af behandling

af aterosclerose (åreforkalkning) på et hollandsk hospital. Mol forklarer, hvordan

åreforkalkning praktiseres (”is enacted”) i forskellige versioner, alt efter hvem,

66 Forskellige termer har været anvendt for denne praktiserede virkelighed, heriblandt

’enactment’, ’doing’, ’mattering’, ’performing’, etc. (Callon 1980; Latour & Callon 1981; Law &

Callon 1982; Latour 1988; Law 2004)

138

hvor og hvordan sygdommen håndteres, og hvordan disse praktiseringer hver

gang skaber sygdommen på ny og forskellig måde (Mol 2002: 162).

»[R]ather than being seen by a diversity of watching eyes while itself remaining

untouched in the centre, reality is manipulated by means of various tools in the

course of a variety of practices. Here reality is being cut into with a scalpel; there

it is being bombarded with ultrasound; and somewhere else, a little further along

the way, it is being put on a scale in order to be weighed […] Instead of attributes

or aspects, they are different versions of the object, versions that the tools help to

enact. They are different and yet related objects« (Mol 1999: 77).

De forskellige verdener eller versioner er altså delvist forbundne, fordi de på én

gang adskiller sig fra hinanden (på operationsbordet, i ambulatoriet, i ultralyds-

scanningen) og er sammenfaldende, fordi de er forskellige perspektiver på samme

sygdom. Påstanden er, at der ikke findes en, men flere delvist forbundne versioner

af samme objekt (Mol 1999: 77; Mol 2002: 82). Hvilket perspektiv vi indtager, kon-

struerer forskellige ”virkeligheder”. Følger vi dette synspunkt, er videnskaben ikke

kun influeret af sociale faktorer som regler, institutioner eller interesser. Som jeg

har vist, hævder konstruktivismen, at både sociale og materielle egenskaber er

produktet af stabiliseringen og udbredelsen af relationer mellem ting, mennesker,

apparatur, etc.

Der findes adskillelige eksempler på sådanne udsagn i aktør-netværks-teori.

Fælles for disse er ifølge min argumentation i det foregående, at deres plausibilitet

afhænger af, hvorvidt de gælder en teknisk formateret virkelighed eller udstræk-

kes til at gælde selve virkelighedens ikke-observerbare entiteter og genstande. Når

det hævdes, at virkeligheden er multipel og findes i forskellige, konkurrerende

versioner, kan det betyde flere ting: For type-1 instrumentalister vil udsagnet

betyde, at der altid findes flere teknologier, hvoraf ingen udgør et privilegeret

perspektiv på virkeligheden, på samme måde som forskellige computersystemer,

eller forskellen på meter- og tommesystemet. For type-2 instrumentalister betyder

udsagnet imidlertid, at alle teoretiske entiteter i videnskaben har samme eksistens

og status som metersystemet og den internationale tidsregning; de findes kun som

instrumenter i den menneskelige praksis. Det sidste er et langt stærkere synspunkt,

der implicerer, at relationen mellem teori og virkelighed er rent nominalistisk:

teorier er instrumenter til at inddele og organisere virkeligheden med.

Som jeg har argumenteret, findes versioner af begge typer instrumentalisme i

aktør-netværks-teori. Det bemærkelsesværdige og provokerende i aktør-netværks-

teori er netop, at der ikke gøres et tilstrækkeligt forsøg på at adskille disse argu-

menter. Hos Latour er det imidlertid tydeligt, at sidstnævnte synspunkt implicerer

139

førstnævnte og dermed er det reelle standpunkt, han forfægter (Latour 2005a: 14).

Latour går til angreb på traditionel videnskabsfilosofi med dens antagelse om, at

videnskabelige teoriers indhold er produktet af en rationel metodologi. Troen på

en uafhængig virkelighed som noget transcendent i den forstand, at virkeligheden

altid kan vise sig at være anderledes, end vi tænker den, forkastes af Latour som en

hypostasering. Når vi studerer, hvorfor en videnskabelig teori vandt accept frem

for en anden, eller hvordan en videnskabelig kontrovers blev afgjort, er det eneste

legitime udgangspunkt ifølge Latour minutiøst at undersøge graden af ”stabilitet”,

som et given teori er i stand til at mobilisere (Latour 1988: 41).

Med denne radikale anti-essentialisme og nominalisme hævder Latour altså,

at det er selve genstandens ontologiske kvaliteter, der ændrer karakter, når vi

reviderer vores teoretiske modeller. Latour postulerer en fundamental processuel

ontologi inspireret af Whitehead, som indebærer, at alle entiteter er temporære og

dynamiske. De ændrer sig, når deres relationer i netværket ændrer sig. Hvis en

videnskabelig teori for eksempel mister styrke og ikke længere nyder samme

stabilitet og accept i forskersamfundet, er det ikke kun teoriens abstrakte repræsen-

tation af objektet, der må revideres; det er selve objekterne, der er omfattet af den

teoretiske model, der transformeres.67

I resten af dette kapitel skal jeg begrænse diskussionen til denne mere radika-

le tese, hvorom gælder, at kendsgerninger ingen eksistens har uafhængigt af det

sociale og materielle netværk, i hvilket de konstitueres. Mere præcist skal jeg stille

spørgsmål til, hvad der skal eksistere for, at et sådant argument er kohærent, dvs.

hvilke kendsgerninger, der skal være til rådighed for videnskabssociologen, når

vedkommende hævder, at videnskabens teoretiske entiteter er instrumentelle

postulater til at organisere erfaringen med.

5.5 INSTRUMENTALISMENS UDFORDRINGER

I det foregående afsnit har vi set, hvordan Latour fremfører, hvad der under nor-

male omstændigheder må betragtes som særdeles radikale og excentriske påstan- 67 Forskellige andre betegnelser har været forslået, der dækker lignende positioner. Hacking

(2006) taler for eksempel om en ”dynamisk nominalisme”, der indebærer feedback-løkker

mellem de studerede objekter og deres kategoriale bestemmelse, og Cordelia Fine (2010) taler om

en ”interaktiv realisme”. Fælles for begge er imidlertid, at de reserverer nominalismen til det

social- og humanvidenskabelige felt. Mennesker og sociale grupper kan skifte identitet og

besidder dynamiske egenskaber afhængigt af, hvilke kategorier vi bruger om dem. Men til

forskel fra human- og socialvidenskaben, er det langt mindre plausibelt at hævde, som Latour

gør, at naturvidenskabelige entiteter har samme interaktive egenskaber; de ændrer ikke karakter,

idet vi beskriver dem anderledes (Hacking 1999: 31f.).

140

de. Vi har set, hvordan der er en spænding i aktør-netværks-teori mellem to typer

af instrumentalisme, hvoraf den ene angår et operationelt teknologisk-sociologisk

niveau, og den anden angår et filosofisk niveau, der vedrører selve de teoretiske

entiteters ontologi. For sidstnævnte tilgang gælder, at enhver påvirkning af et

objekt er en ændring af objektets identitet og egenskaber. Den videnskabelige

undersøgelse modificerer objektet, om ikke andet ved at beskrive det teoretisk og

ved at fremstille objektet i en ren og isoleret form. Imidlertid fører instrumentalis-

men til flere principielle problemer, som Latour synes at være forpligtet på at

besvare, og som rejser alvorlig tvivl om holdbarheden af det konstruktivistiske

program.

Mange filosoffer har hæftet sig ved, at konstruktivismen fører til en form for

cirkularitet eller regres. Som vi så i kritikken af Edinburgh-skolen, er der en ten-

dens til, konstruktivismen forskyder det ”reale” beskrivelsesniveau fra naturlige

kendsgerninger til sociale kendsgerninger. Hos Latour er dette mere omtvisteligt,

da han ikke søger at anvende det sociale domæne som surrogat for videnskabelige

kendsgerninger. For Latour drejer det sig om at reducere både det sociale og mate-

rielle til et mere fundamentalt virkelighedsniveau – netværket. Dermed falder de

traditionelle indvendinger imod relativismen umiddelbart bort. En instrumenta-

listisk model kan ikke være relativistisk, da den forudsætter observationelle

kendsgerninger, hvormed de videnskabelige (ikke-observationelle) entiteter skal

beskrives. Hævder man, at videnskaben er en redskabsmæssig praksis, må vi have

en umiddelbar epistemisk adgang til disse redskaber, uanset om de er mentale

eller konkrete.

Enhver instrumentalisme indebærer altså en realisme; i Det Stærke Program

udgjordes denne realisme af forklaringer af interesser, i aktør-netværks-teori må

den udgøres af forklaringer af socio-materielle netværk. Først og fremmest må

Latour angive en metode eller forklaringsmodel, hvormed vi kan fastslå hvilke

kendsgerninger, der gælder om netværket. Hvis netværket ikke er kilde til robuste

kendsgerninger og forklaringer, vil ubestemtheden modsat sprede sig tilbage i

argumentationskæden og undergrave instrumentalismen. Som jeg skal vise i næste

afsnit, er Latour ganske tvetydig i dette spørgsmål. I sidste instans ser det ud til, at

Latour vil forene relativismen med instrumentalismen, hvilket fører til en række

cirkularitetsproblemer. Her er det ikke stedet at gå i detaljen med disse indvendin-

ger, og de er fremsat mere overbevisende andetsteds (Goldman 1999: kap. 1;

Boghossian 2001: Kitcher 2001; kap. 1-5; Collin 2011: kap. 6-7.). Hensigten er at

pege på nogle principielle udfordringer i Latours model. Først på denne baggrund

er vi stand til at følge aktør-netværks-teoriens udvikling som et videnspolitisk

program.

141

På samme måde som andre konstruktivister afviser Latour, at der findes en

bevidsthedsuafhængig eller socialt uafhængig sandhed, dvs. en sandhed, der er

bundet til virkeligheden uafhængigt af menneskelige overbevisninger. I tillæg til

denne afvisning af transcendent sandhed, fremsætter aktør-netværks-teori en

alternativ sandhedsteori, som vi har set er centreret omkring performativitet. Ifølge

denne teori er sandhed en form for handling eller materiel praksis, hvori agenten

istemmer sig et udsagn og relaterer udsagnet til et større kompleks af udsagn,

objekter, tegn, tekster, institutioner, mv. Sandhed i denne betydning handler ikke

om overensstemmelsen mellem udsagn og objekt, men om relationen internt mel-

lem formodninger, objekter, instrumenter, tekster, etc.

Nu er der stor forskel på, hvor radikalt man tolker dette argument. Latour

selv veksler mellem en triviel og kontroversiel udlægning. I udgangspunktet har

konstruktivismen (eller kontekstualisten) en vigtig pointe. Ofte vil agenter, der

antager sandheden af et udsagn være parate til at begrunde udsagnet med, at det

er kohærent udfra en passende mængde andre udsagn. Måske vil agenten endda

være tilbøjelig til at se udsagnet i et større netværk af udsagn, hændelser, objekter,

referencer, etc. I litteraturen kender vi dette argument som en variant af kohærens-

teorien for sandhed. Hvor plausibel denne teori er, afhænger først og fremmest af,

om vi med kohærens forstår 1) et metafysisk projekt, hvis formål er at karakterisere,

hvad sandhed er, eller hvad der skal til, for at noget er sandt, eller 2) et begrundel-

sesprojekt, hvis formål er at angive betingelser for, at en formodning (proposition,

sætning etc.) sandsynligvis er sand, eller at vi er begrundede i at acceptere den. I

debatten om kohærentisme har især det sidste argument været fremsat. Men det er

de færreste, der vil medgive, at dette giver anledning til samme konstruktivistiske

ontologi, som aktør-netværks-teori hævder.

Problemet er, at agenter der er villige til at anerkende et udsagn som sandt,

ikke kun signalerer udsagnets placering i et større netværk. Selvom det kunne være

en indikator for sandhed, er det langtfra sikkert, at det udtømmer alle situationer,

hvor et udsagn som sandt. Uanset om et udsagn er ”forhandlet” eller ”stabiliseret”,

som Latour hævder, er det altid muligt at spørge, om udsagnet er sandt. Henvis-

ninger til forhandling eller stabilisering svarer ikke på spørgsmålet om sandhed.

Eller som Putnam (1978: 108-9) skriver: »if ’true’ simply meant ’stably believed,’ it

would be pointless to say, ’I grant that P is stably believed, but is it true?’« (citeret

fra Goldman 1999). Da vi ikke prima facie kan afvise sådanne spørgsmål som

meningsløse, må vi ifølge Putnam konkludere, at sandhed ikke kan ækvivaleres

med den handling eller praksis, hvori en aktør relaterer sine formodninger til et

større netværk af ting, mennesker og udsagn. Eksemplet viser med andre ord, at

man kan være kohærentist med hensyn til begrundelse og samtidig hævde, at

142

sandhed og kendsgerninger eksisterer uafhængigt af denne begrundelse, modsat af

hvad Latour hævder.

Betragt nu en anden situation, hvor en agent blive præsenteret for to mod-

stridende udsagn, som hun ikke har førstehåndsevidens til at afgøre. Her vil kon-

struktivisten hævde, at afgørelsen er afhængig af, hvilket synspunkt, der er mest

stabilt eller kohærent. Men der er en anden mulighed. Eftersom agenten mangler

evidens, kan hun vælge hverken at slutte sig til sandheden af det ene udsagn eller

det andet, selv om hun erkender, at det ene er sandt og det andet er falskt. I denne

situation kan vi meningsfyldt tale om sandhedsværdi uafhængigt af, hvorvidt et

udsagn er stabiliseret i et netværk. Hertil kommer, at utallige falske formodninger

med tiden er blevet stabiliseret, og i en given periode er blevet holdt for sande,

uden at de af den grund faktisk var sande (Goldman 1999: 15-16).

Endelig bør det nævnes, at blot fordi en kendsgerning er stabiliseret i et net-

værk, kan det sagtens være udtryk for sande, faktuelle antagelser. Et godt eksem-

pel er netop videnskaben, hvis funktion består i at generere faktuelle antagelser om

verden, efterprøve og verificere disse antagelser, og endelig institutionalisere den

frembragte viden i tidsskrifter, tekstbøger, uddannelsesmoduler og så fremdeles. I

denne situation kan stabiliserede formodninger være en rationel og begrundet

indikator for sandhed. Når vi for eksempel taler om den kognitive arbejdsdeling

mellem politiske og videnskabelige institutioner i et demokrati, er det fordi, vi

anvender konsensus, stabilitet og andre institutionelle kriterier som indikatorer for

sandhed, uden at vi nødvendigvis har kendskab til det tekniske indhold i viden-

skaben (Cutting 2011). Er der tilstrækkelig enighed og stabilitet, vil det være ratio-

nelt for ikke-eksperten at basere sine formodninger på ekspertudsagn, netop fordi

ikke-eksperten er ude af stand til at vurdere alternativerne (Turner 2001; Anderson

2008; Kappel 2010).68 Igen viser eksemplet, at der ikke er en nødvendig modstilling

mellem stabiliserede formodninger og begrundede, sande formodninger.

5.6 METODE OG FORKLARING I ANT

Mange er mere eller mindre erklærede relativister med hensyn til moralske og

personlige normer, inklusiv normer for praktisk og politisk handling. Latours

68 Cutting (2011) argumenterer for, at fundamental epistemisk uenighed blandt eksperter er

langt mere sjældent, end vi er tilbøjelige til at antage. Ofte skaleres uenighed blandt eksperter

forkert på grund af manglende indsigt i de metoder, nomenklatur, lovmæssigheder, etc. der er

fælles for de modstridende synspunkter (Cuttings eksempel er spørgsmål om menneskeskabt

klimaforandring). Der er naturligvis tilfælde, hvor der er fundamental uenighed blandt eksper-

ter, men sådanne tilfælde kan næppe bruges til begrundelse af det konstruktivistiske synspunkt.

143

tekster er fuld af antydninger, der viser, at han endvidere er relativist, hvad angår

spørgsmål om rationalitet og videnskab.69 Som nævnt tidligere er der imidlertid en

modstrid mellem relativismen og instrumentalismen. Skal instrumentalismen være

konsistent, må der være et niveau af uformidlede, bestemte kendsgerninger, nem-

lig dagligdagserfaringer, hvormed vi kan teste og efterprøve videnskabens postu-

later vedrørende teoretiske entiteter. Relativismen kan altså ikke gælde globalt.

Hvis dette var tilfældet ville konstruktivismen rammes af sin egen relativisme og

dermed ophæve sig selv. Mere specifikt må Latour vise, hvilken kvalitet vores

formodninger om netværket har, uden at disse formodninger i sig selv kan forkla-

res som et produkt af netværket. Kort sagt må vi spørge, hvilke formodninger

Latour fremfører for at understøtte videnssociologiens udsagn og observationer.

Hvis det meningsfuldt skal hævdes, at eksistensen af hormoner eller kemiske

strukturer ikke er nødvendige for at forklare videnskabens succes, må der noget

andet til for at forklare denne succes. Lad os antage, at denne alternative forklaring

må være en variant af slutning til bedste forklaring. For eksempel tror vi ikke

længere på hekse, fordi summen af fænomener, vi tidligere troede skulle tilskrives

hekse, i dag kan forklares uden denne hypotese. De bedste forklaringer af en ”fejl-

slagen høst” eller ”sygdom blandt husdyr” tillader os at dispensere fra tesen om

hekse (her følger jeg Goldman 1999: 14). Latour kan argumentere, at regulariteter

blandt de observationelle fænomener i laboratoriet, fx forhandlinger, aflæsning af

måleudstyr, publicering af artikler, etc. fuldt ud kan forklare videnskabens succes.

Derfor er der ingen grund til at inddrage eksterne ikke-observerbare entiteter, som

Latour derfor benægter eksistensen af.70

Igen er synspunktet afhængigt af, hvor radikalt vi tolker instrumentalismen

hos Latour. På den ene side er det plausibelt, at mikrosociologiske studier kan

forklare en del af konteksten for vores formodningsdannelse. Men det er uplausi-

belt, at disse studier udtømmer samtlige årsager til vores formodninger. Tværti-

mod er der grund til at tro, at de ikke-observerbare entiteter spiller en væsentlig

rolle i videnskaben, og er nødvendige for at forklare de observationelle fænome-

ner, heriblandt inskriptioner i måleapparatet, modsat af hvad instrumentalismen

69 For eksempel skriver Latour: ”[W]e have to add a fifth uncertainty, namely one about the

study itself. The idea is simply to bring into the foreground the very making of reports. As the

reader should have understood by now, the solution to relativism is always more relativity”

(Latour 2005a: 122). Se også Latour (1999: 168ff.). 70 Dette aktualiserer den problemstilling jeg nævnte ovenfor (jf. afsnit 5.1). Hvis vi skal

dispensere fra eksistensen af teoretiske entiteter, synes det at være et rimeligt krav, at Latour er i

stand til at levere alternative forklaringer af den rolle, som disse entiteter normalt udfylder i

videnskaben (Goldman 1999: kap. 1).

144

antager. Ser vi nærmere på den kæde af formodninger, som Latour inkluderer, vil

vi se følgende:

(i) faktiske videnskabelige formodninger føres tilbage til

(ii) forhandlinger og andre socio-tekniske processer, der føres tilbage til

(iii) forskernes sensoriske observationer af måleudstyret, og endelig til

(iv) inskriptioner og aftegninger på måleudstyret.

Følger vi listen i)-iv), får vi et billede af de kausale påvirkninger, der ifølge instru-

mentalisten er tilstrækkelige til at forklare videnskabens succes. Men listen synes

på et afgørende punkt at være mangelfuld. Nærmere bestemt kræver den at blive

suppleret med:

(v) påvirkningen af måleudstyret fra ikke-observerbare entiteter.

Hos Latour fremstår (iv), inskriptioner på måleudstyret, uden nogen årsag og

forklaring. Det er et blank felt, som principielt er uden for mikrosociologiens ræk-

kevidde. Men som Goldman rigtigt påpeger, kræver de materielle inskriptioner en

forklaring. Og det mest oplagte sted at søge en sådan forklaring er i de kemiske

strukturer, som ifølge videnskaben giver anledning til de observerbare aftegninger

i laboratoriets ”inscription devices”. Hvordan og på hvilken måde disse strukturer

kan hævdes at være produkter af laboratoriet, er altså ikke godtgjort. Tværtimod,

hvis kriteriet, som Latour betjener sig af, er slutning til bedste forklaring, vil eksi-

stensen af (v) levere en mere komplet forklaring af videnskaben end tilsvarende

forklaringer, der udelader (v) (Goldman 1999: 15).71

71 Som Goldman noterer, så udelukker den kendsgerning, at serien i)-iv) er korrekt, ikke, at

serien i)-v) kan være korrekt. Dvs. at det forhold, at sociale (eller sociomaterielle) faktorer spiller

en rolle i formodningsdannelsen, ikke udelukker en mere komplet forklaring, der implicerer

eksistensen af uafhængige entiteter (Goldman 1999: 16-17). Mere fundamentalt er dette en kritik

af global instrumentalisme. Men en kritik, der samtidig anerkender, at instrumentalismen har en

vis legitimitet. Nogle gange står vi i en situation, hvor vi endnu ikke har fyldestgørende viden

om, hvordan en given videnskabelig genstand skal karakteriseres. Her kan det være relevant, at

anvende instrumentalistiske postulater for at efterprøve vores hypoteser. Bekræfter vi hypotesen

og opnår instrumentel succes, vil vi forsøge at beskrive entiteten mere detaljeret. På et tidspunkt

når vi til tilstrækkelig forudsigelseskraft, og vi kan sige, at vi har kortlagt og forklaret relationen

mellem den teoretiske entitet og måleapparatet. Dvs. vi har etableret (v). Men indtil dette lykkes,

kan instrumentalismen være nyttig til at forstå videnskaben. Bemærk, at situationen igen er

anderledes, idet vi forholder os til teknologi eller anvendt forskning i stedet for videnskab. Inden

for bioteknologi og nanoteknologi rapporterer flere videnskabsteoretikere, at det kognitive ideal

145

For så vidt de konstruktivistiske videnskabsstudier ikke giver en fyldestgø-

rende forklaring af relationen mellem kemiske entiteter og videnskabeligt måleud-

styr, da de netop ikke udfører mikrobiologisk forskning, men etnografiske viden-

skabsstudier, er det en trussel imod den epistemiske autoritet, vi skal tillægge

studiet af sociale ”forhandlinger” i biologien. Rent epistemisk synes de konstrukti-

vistiske videnskabsstudier ikke at være i en position, der gør dem berettigede til at

nægte eksistensen af kemiske strukturer, eller hævde de er produktet af videnska-

bens interne forhandlinger. Selv i Latours reviderede version af videnskabssocio-

logien, der ikke tillægger eksklusiv forklaringskraft til sociale kategorier, men i

stedet inddrager socio-materielle netværk, er det svært at se, hvad der skal retfær-

diggøre den negative eksistentielle konklusion, at teoretiske entiteter ikke eksiste-

rer.72 Havde Latour derimod reserveret instrumentalismen til det sociologiske

operationelle niveau, som beskrevet ovenfor, og anvendt den som analytik for

konkurrerende teknologiske systemer, havde sådanne påstande været undgået.

5.7. NETVÆRKETS ONTOLOGI

Indtil videre har vi set på en række indvendinger af hovedsageligt epistemologisk

og metodologisk karakter. Imidlertid fører disse indvendinger frem til Latours

ontologi. Nærmere bestemt er spørgsmålet, hvilke kendsgerninger og entiteter, der

konstituerer netværket, og som vi kan bruge som deskriptivt materiale i analysen af

henholdsvis sociale og materielle konstruktioner. Forudsat at Latour hævder, at

netværket er det mest fundamentale virkelighedsniveau, må han vise, hvordan vi

når frem til robuste kendsgerninger om netværket. Hvis ikke der er en realitet,

hvorom vi kan fastslå bestemte kendsgerninger, fører det til en ontologisk regres.

Svaret Latour forsøger at give på dette dilemma, udgør et af de mest dunkle og

uigennemsigtige aspekter af hans tænkning.

ofte kun omfatter intervention, ikke repræsentation. Det vil sige, at hvis vi teknisk kan manipulere

et objekt og samtidig producere visse statistiske tilfredsstillende reaktioner i måleapparatet, vil

der ikke blive udført yderligere grundlagsskabende forskning for at afdække de nærmere kausale

relationer mht. (v) (Nordmann 2004; Carier 2004; Fuller 2009). Det betyder ikke, at grundviden-

skaberne ikke fortsat har (v) som epistemisk mål, eller at de, som Latour hævder, aldrig vil

kunne opnå viden om (v). Derimod er det et forskningsstrategisk og videnspolitisk valg, der

følger af tids- og ressourcebegrænsninger og krav om hurtigere konvertering af forskning til

anvendelse. Dette nye technovidenskabelige regime har jeg andetsteds kaldt for post-truth science

(Budtz Pedersen 2011). 72

For en formulering af denne indvending, se Arthur Fine (1996), ”Science Made Up:

Constructivist Sociology of Scientific Knowledge”.

146

Ifølge Latour er alle egenskaber og entiteter at betragte som effekter af net-

værket. Udover ”aktanternes” evne til at danne netværk er der ingen essentielle

egenskaber eller forudgivne entiteter. End ikke mennesket er en privilegeret ak-

tant: i sidste instans er mennesket blot en sværm af aktanter, som netværket hele

tiden må kæmpe for at holde sammen. Resultatet af dette ”generaliserede symme-

triprincip” er, at alle aktanter skal beskrives på samme monistiske niveau. Proble-

met er nu, hvordan vi ifølge dette synspunkt skal forstå aktanternes rolle i viden-

skaben. På den ene side hævder Latour, at videnskabelige entiteter er resultatet af

”associationer” og ”translationer” mellem aktanter. På den anden side forudsætter

dette argument, at der allerede eksisterer visse aktanter, som udgør den realitet, i

hvilken den videnskabelige praksis etablerer relationer og producerer objekter (her

følger jeg Collin 2011; kap. 6).

Som vi har set, arbejder videnskaben ved at fremsætte teorier og hypoteser

om for eksempel mikrober, quarker, elektroner o.s.v. Har videnskaben succes med

hensyn til forudsigelse og forklaring, og kan teorien bekræftes, vil de teoretiske

entiteter blive indlemmet i den teoretiske model. Latour udtrykker dette ved at

hævde, at aktanterne bliver optaget eller allierede i netværket – som det fx var

tilfældet med Pasteurs mikrober (Latour 1988: 51-53), hormonet thyrotropin (La-

tour & Woolgar 1986: 125) eller DNA-modellen (Latour 1987: 97). Samtidig hævder

Latour, at de videnskabelige entiteter ikke eksisterer forud for netværket, men kun

bringes til at eksistere, idet netværket viser sin styrke og gendriver konkurrerende

hypoteser. Men det ligner unægteligt et paradoks. Hvordan kan noget både være

grundlag for konstruktion og selv være konstrueret på samme tid? Entiteterne kan

ikke både bruges til at forklare, hvordan en teori sejrer over rivaliserende teorier og

samtidig først opstå som en konsekvens af denne succes.

Såfremt videnskabelige entiteter først skabes i og med bestemte propositio-

ner opnår accept eller integreres i et større netværk af objekter, kan disse entiteter

ikke være med til at forklare accepten. I stedet må der andre kendsgerninger til.

Her synes at gælde, at intet opstår af intet. Eller anderledes formuleret, hvad vi

forstår som virkelighed, er ifølge Latours ontologiske konstruktivisme altid en

effekt af aktanternes konfiguration. Men dette forklarer ikke, hvilken virkelighed

aktanterne besidder forud for denne konfiguration. Bemærk, at det spørgsmål, jeg

her stiller, ikke handler om, hvad der udgør betingelserne for viden om en given

kendsgerning P, men hvad vi skal tilskrive eksistens for, at P er en kendsgerning.

147

Kun sekundært er dette et epistemisk spørgsmål, eftersom kendsgerninger er,

hvad sande propositioner udtrykker.73

Et muligt svar, der forsøger at dæmme op for den nævnte regres, finder vi i

Latours bemærkninger om, hvad der umiddelbart kan iagttages og hvad der er

teoretiske og abstrakte konstruktioner, der kun kan iagttages indirekte og som

afledte effekter. Som vi har set flere gange, betjener Latour sig i dette spørgsmål af

en speciel version af distinktionen mellem observerbare fænomener og ikke-

observerbare fænomener, der er central for instrumentalismen. Mere præcist indfø-

rer Latour en distinktion imellem den konkrete observerbare praksis og de teorier, vi

udvikler om denne (Latour 1986: 179; se også de Vries 2007: 794).

På et grundlæggende niveau findes der ifølge Latour en praksis, der går for-

ud for opstillingen af dikotomien mellem det fysiske og det sociale, og som inde-

bærer, at denne division i sig selv skal betragtes som en konstruktion på et mere

fundamentalt niveau. Følger vi denne forestilling, opstår de fysiske og sociale

konstruktioner, idet vi begynder at teoretisere og efterrationalisere over praksis,

hvorved vi ændrer dennes umiddelbare ”eksistensmodus” (Latour 2005a: 84;

Latour 2008: 6). Spørgsmålet er nu, hvordan de etnografiske videnskabsstudier

ifølge Latour kan repræsentere og indeksere indholdet af denne praksis. Umiddel-

bart finder vi os Latour to strategier til at besvare dette spørgsmål.

(a) Skal regressen stoppes synes det at være en nødvendig betingelse, at den basale

praksis ikke er ubestemt, men kan beskrives i propositionelle udsagn, dog uden at

denne beskrivelse formuleres i teoretiske termer. Den skal beskrives rent deskrip-

tivt i mikrosociologiens ”hybride” terminologi, dvs. i rene sansedatasætninger

uden på forhånd at lægge sig fast på enten sociale eller fysiske kategorier. Her

anbefaler Latour, at vi benytter samme metode, som antropologien anvender i

studiet af oprindelige folkefærd: vi skal være indifferente i forhold til de klasser og

entiteter, som den moderne vestlige videnskab anvender til at kategorisere det

sociale og naturlige domæne og i stedet undersøge, hvordan aktørerne selv forstår

deres omverden på tværs af gængse filosofiske kategorier. Følger vi denne strengt

73 Dette er to forskellige spørgsmål i den udstrækning, at viden med hensyn til kendsger-

ningen P ikke nødvendigvis forudsætter, at agenten har viden om, hvad der udgør evidensen for

P. Præmissen for at vide P er alene, at pågældende formodning ikke ville kunne holdes, hvis P

ikke var tilfældet, dvs. at viden gælder som viden mod relevante alternativer, ikke mod radikal

skepticisme (Nozick 1981). Fx kan konstruktivismen hævde, at det er en forudsætning for min

viden om P, at der er konsensus om min kognitive tilstand i en bredere social kontekst. Men for

at min formodning om P i denne situation skal tælle som viden, er det ikke påkrævet, at agenten

besidder viden om denne konsensus (Collin 1993: 29-33).

148

naturalistiske (a-teoretiske) beskrivelsesmodel, når vi frem til primære, hårde

kendsgerninger, hvorom der gælder ontologisk realisme (Latour 2005a: 33).

(b) På den anden side er der flere ting hos Latour, der peger på, at selv minimale

forsøg på at forfatte eksplicitte påstande om den basale praksis (aktør-netværket)

altid er teoretisk ladet. Man vil aldrig kunne gengive eller repræsentere aktanterne

i en deskriptiv model, kun forlænge eller forkorte netværket. I Latours billede

repræsenterer videnskabelige teorier ikke virkeligheden, men lægger nye entiteter

til denne virkelighed (Latour 2005a: 103). Af de videnskabelige beskrivelsessprog

er antropologien det, der kommer nærmest den oprindelige praksis. Men i sidste

instans er ethvert sprog formalistisk og inficeret med teoretiske termer, der distan-

cerer det propositionelle indhold fra den socio-materielle praksis. For eksempel

skriver Latour i en kommentar til Searle (1995): »[N]ot one single matter of fact can

be defined without categories, formalism, convention, and translation starting with

measurements« (Latour 2005: 34). Hvis det imidlertid er rigtigt, at enhver kends-

gerning i sidste instans er teoretisk inficeret, dvs. enhver aktant er et teoretisk

begreb, vil vi aldrig have direkte adgang til kendsgerninger om netværket. Det

skyldes, at vi kun kan tilskrive kendsgerninger eksistens på baggrund af begreber,

der i sig selv er resultatet af netværket. Herved bevæger argumentet sig i cirkel.

Latour udnytter bevidst tvetydigheden mellem, hvad jeg her har kaldt strategi (a)

og strategi (b), ligesom han i forskellige afsnit hælder til forskellige udlægninger.

Der er ingen tvivl om, at det ville være mindre uplausibelt, hvis Latour støttede sig

til strategi (a), skønt det ikke er et uproblematisk synspunkt. Her fungerer det

umiddelbart observationelle niveau, den mikrosociologiske praksis, som den

kendsgerning, der eksisterer forud for konstruktionen af hhv. sociale og fysiske

entiteter og egenskaber. Det vil sige, at vi har at gøre med en realitet, der er kilde til

kendsgerninger, hvorom der kan forfattes eksplicitte udsagn. Men Latour veksler

konstant mellem denne læsning og en langt mere spekulativ metafysisk position,

der end ikke tilskriver netværket realitet.

For eksempel hævder Latour i Reassembling the Social (2005), at netværket slet

ikke kan observeres. Det besidder ingen positive egenskaber (Latour 2005: 221).

Det er et rent et ubekendt X. En negativ ontologisk entitet, der ikke kan iagttages

direkte, men kun anskueliggøres indirekte via metaforer. Latour hævder, at han

med ANT kun har etableret det helt generelle ontologiske faktum, at der ”eksiste-

rer noget, rettere end intet”, som Leibniz hævdede i sin metafysik. Med andre ord

149

må vi deducere os frem til, at der bag ved konstruktionerne er et ubekendt X, en

amorf ontologisk prima materia, som giver eksistens til de entiteter, vi konstruerer,

men som vi udover dette minimale niveau ikke har positiv viden om (Latour 2005a

242). Den uformaterede virkelighed har alene den egenskab, at den kan formateres.

På dette niveau kan virkeligheden skifte format og ontologi, uden at vi er i stand til

at vurdere, hvordan denne fluktuation foregår. Herom skriver Latour.

»With actor network theory, we push theory one step further into abstraction: it

is a negative, empty, relativistic grid that allows us not to synthesize the ingredi-

ents of the social in the actor’s place« (Latour 2005a: 221).

Latour erkender, at netværksbegrebet i sidste instans selv er et instrumentalistisk

postulat, som vi indfører for skabe system og sammenhæng blandt de ting, hand-

linger og påstande, som videnskabsstudierne undersøger. Det indebærer til en vis

grad en afvisning af ”teorier”. Men i Latours generelle metafysiske billede har teori

alligevel en rolle, nemlig som endnu en aktant i netværket. Abstrakte teorier kon-

stituerer ”panoramaer” eller udsigtspunkter i netværkets topologi, der gør det

muligt at skabe overblik og organisere aktanterne i fælles regimer. I denne betyd-

ning er ”netværket” selv en teoretisk aktant.

»Network is a concept, not a thing “out there”. It is a tool to help describe some-

thing, not what is being described. It has the same relationship with the topic at

hand as a perspective grid to a traditional single point perspective painting « (La-

tour 2005a: 131).

Netværksbegrebet er i sidste instans et redskab til at beskrive aktanternes interne

relationer uden at subsumere disse relationer under generalisérbare forklaringer,

strukturer eller lovmæssigheder (Latour 2005a: 137). Kvaliteten af den videnskabs-

sociologiske analyse består ifølge Latour i at spore en kaskade af entiteter og relati-

oner og rent deskriptivt eksaminere deres organisationsprincip (Latour 2005a: 129).

Bemærk at Latour i en vis forstand er villig til at acceptere den ubestemthed, vi

ovenfor så truede aktør-netværks-teori. Der gives ikke et niveau af uformidlede og

direkte kendsgerninger. Bestemmelsen af hvilke specifikke forhold vi skal tilskrive

eksistens for, at P er en kendsgerning, er altid kausalt underbestemt og et spørgs-

mål om, hvilke entiteter og relationer, der skaber mest kohærens. Dvs. at vi aldrig

kan fastslå kendsgerninger om netværket uafhængigt af de specifikke kohærensre-

150

lationer, netværket muliggør. Er dette tilfældet, synes Latour ikke at besidde de

tilstrækkelige argumenter til at dæmme op for den ontologiske regres.74

Denne tilgang har imidlertid vidtrækkende konsekvenser for, hvordan vi

skal forstå Latours ambitioner med hensyn til forklaring af videnskaben. For så vidt

aktør-netværks-teori ikke betjener sig af forklaringer af en tilstrækkelig præcis og

lukket karakter, frafalder teoriens påstand om at levere en eksklusiv redegørelse

for videnskabens indhold og reception. Mere grundlæggende opgiver aktør-

netværks-teori at give kausale forklaringer, da kausalitet i sig selv er en teoretisk

konstruktion (Latour 1988: 99; Latour 2005a: 103). Herved opgiver Latour den

oprindelige ambition i Det Stærke Program. For ANT står kun tilbage at beskrive

videnskaben ud fra detaljerede etnografiske og mikrosociologiske studier. Men

med opgivelsen af det stærke forklaringsprogram bliver det samtidig uklart, hvor-

for vi skal tillægge den mikrosociologiske analyse den påståede evne til at dispen-

sere fra eksistensen af ikke-observerbare entiteter og egenskaber.

Konklusionen er, at distancen mellem relativisme og instrumentalisme i sid-

ste instans bliver så reduceret, at instrumentalismen reelt falder fra hinanden.

Instrumentalismen forudsætter, at virkeligheden udøver en generel modstand

mod vores teoretiske begreber, og at visse konstruktioner er mere sande end andre

betragtet ud fra deres forklarings- og forudsigelseskraft. I Latours mest spekulative

og kontraintuitive bemærkninger, advokerer han derimod for radikal relativisme:

der er ingen konstruktioner, der er mere sande end andre betragtet ud fra et eks-

ternt perspektiv, ingen epistemiske agenter, der repræsenterer den uformaterede

materie mere eller mindre korrekt. Latour anbefaler på denne baggrund, at vi helt

opgiver at tale om kendsgerninger og i stedet taler om kontroverser. Det vil sige, at

STS i stedet for at tale om kendsgerninger som matters of fact taler om matters of

concern (Latour 2005a: 114ff). Kontroverser er modsat kendsgerninger en type af

spørgsmål, der ikke kan ”lukkes”. I kontrast til den realistiske videnskabsteori har

denne betragtning fokus på, hvordan ”hærdelsen” af kendsgerninger altid stræk-

ker sig over tid og aldrig bringes til en afslutning (Latour 2005a: 256).

74 Bemærk, at dette ikke er en epistemisk påstand om, at vores viden altid er provisorisk

eller fallibilistisk, og at vi derfor aldrig har absolut vished for eksistensen af bestemte kendsger-

ninger. Derimod er det en ontologisk påstand om, at kendsgerninger altid er underbestemte – og

det i en grad, hvor virkeligheden kun spiller en minimal rolle som en ubekendt materiel variabel

(Goldman 1999: 14-16).

151

5.8 MACHIAVELLIS METODE

Når Latour geråder sig ud i en sådan spekulativ metafysisk teori, må det ses som

en konsekvens af hans strenge monisme samt afvisningen af distinktionen mellem

ontologi og epistemologi. Der havde været tale om en mindre stærk påstand, hvis

Latour havde begrænset konstruktivismen til det epistemiske niveau, hvorved

netværksteorien kunne forstås som en variant af kohærensteorien for sandhed. Det

vil sige, at begrundelsen af videnskabelige påstande skulle søges i lyset af deres

kohærens med andre påstande. Et sådant synspunkt har blandt andet været for-

svaret af Davidson (1989) og Kvanvig (2007). Denne teori har sine egne problemer,

som jeg ikke skal komme ind på her, men kohærensteorien for sandhed har i det

mindste nogen plausibilitet inden for videnskabelige felter, hvis opgave ikke kun

er at forklare sine analyseobjekter ud fra en objektiv virkelighed, men ud fra deres

relation til andre objekter, udsagn, praksisser, institutioner o.s.v. Dette er for ek-

sempel tilfældet i dele af den humanistiske og juridiske forskning, der tager afsæt i

tekster, referencer, kommentarer, læsninger, etc., selv om der også her vil være

kausale referencer til virkeligheden (Faye 2002; Faye 2009).

Når Latour afviser epistemisk konstruktivisme skyldes det, som vi har set, at

han ikke anser mennesket for at være en privilegeret aktør. Vi kan ikke hævde, at

menneskets kognition eller sociale normer er grundlag for konstruktionen af

kendsgerninger, da mennesket ifølge Latour selv er en konstruktion. Hvad vi

normalt kalder ”bevidsthed”, ”erkendelse”, ”repræsentation” o.s.v., er i sig selv en

samling af aktanter, der skal forklares ud fra et mere basalt niveau. I flere tekster

kommer Latour tæt på en eliminativ, nærmest fysikalistisk bevidsthedsteori (La-

tour 2005a: 200-215). Problemet med denne stærke monisme er imidlertid, at den

gør det vanskeligt at forklare, hvordan viden eller formodninger opstår. Selvfølge-

lig kan man hævde, at fænomener som bevidsthed eller intentionalitet i sig selv er

instrumentalistiske postulater, som vi projicerer ud på virkeligheden. Men det

løser ikke problemet, da argumentet forudsætter et ”vi”, der anvender instrumen-

talistiske påstande som udgangspunkt for at skabe system og orden blandt de

observationelle fænomener. Kort sagt synes vi ikke, at kunne komme uden om et

virkelighedsniveau, der kræver repræsentationel viden.

Latour er naturligvis klar over dette dilemma. Han drager derfor visse steder

en distinktion mellem mennesker og ikke-mennesker, selv om han understreger, at

denne distinktion ikke er grundlæggende: for det viser sig altid, at de egenskaber,

der gør mennesker specielle i sidst instans selv er netværkseffekter (Latour 2005a:

200-215). Alligevel er Latours analyser fuld af henvisninger til videnskabspersoner.

Eksempler er Pasteur, Diesel eller de franske ingeniører, der ville opfinde den

152

elektriske bil. I de etnografiske mikrostudier refereres der ofte til ”Machiavellis

metode”, dvs. ideen om en suveræn, der underkaster de tavse og anonyme aktører

et fælles organisationsprincip og konstruerer en fælles virkelighed, på samme

måde som fyrsten hos Machiavelli bygger en stat (Callon et al. 1986: 5; Latour 1993:

28; Latour 2005b: 16).

En af de strategier, Latour anvender til at legitimere, hvorfor de studerede

videnskabspersoner har en særlig rolle i videnskaben, er at hævde, at visse aktan-

ter er ”stedfortrædere” for andre. Begrebet om stedfortrædere ligner endnu en ad

hoc præmis fra Latour, der skal dæmme op for den nævnte regres. Stedfortrædere

er repræsentanter eller talspersoner for de aktanter, der ikke selv kan artikulere

deres position og handlinger (Latour 1987: 145-146; Latour 1988: 160; Latour 2005a:

209-211). Men det er ganske uklart, hvordan Latour kan tillade sådanne ”bevidste

monader”, som Leibniz ville sige, når han samtidig hævder, at alle aktanter skal

beskrives på samme niveau. Påstanden om, at visse aktanter har repræsentationel-

le egenskaber er i fundamental modstrid med Latours ontologiske monisme, der

kræver en radikal symmetri mellem intentionelle systemer og materielle systemer.

5.9 SCIENTOMETRI SOM NATURALISERET VIDENSKABSTEORI

Nu er vi klar til at undersøge, hvordan de foregående overvejelser stiller aktør-

netværks-teoriens egne påstande, og dermed hvilke deskriptive og naturalistiske

redskaber de empiriske videnskabsstudier betjener sig af. Min analyse har vist, at

når vi studerer, hvorfor en videnskabelig teori vinder accept frem for en anden,

eller hvordan en videnskabelig kontrovers bliver afgjort, skal vi hverken søge

svaret i rationelle procedurer for teorivalg eller i sociale forklaringer: det eneste

legitime deskriptive udgangspunkt vi har til rådighed, er at undersøge ”stabilite-

ten” af en given teori, dvs. styrken af netværket (Latour 1988: 41). Et netværk, der

er i stand til at mobilisere så mange allierede som muligt, herunder både menne-

skelige og materielle ressourcer, vil stå stærkest. En videnskabelig succes skal

derfor opgøres ud fra antallet af punkter i et netværk.

Hermed synes Latour at anbefale en simpel empirisk metode i studiet af vi-

denskaben: alt hvad vi skal gøre, er at tælle noderne i netværket og beskrive, hvor-

dan de er organiseret. Harry Collins har i sin kritik af Latour argumenteret, at

Latour ikke har adgang til nogen form for evaluative redskaber eller målestokke,

hvormed vi kan opgøre netværkets styrke, eftersom dette ville kræve en position

udenfor netværket (Collins & Yearley 1991: 316-323). Hertil har Latour svaret, at

det eneste vi bør foretage os, er at dokumentere antallet af noderne, ikke overveje

deres forklaringsmæssige styrke.

153

Som Collin (2011) bemærker, begiver Latour sig hermed ud i samme ærinde

som andre videnskabsfilosoffer, der har forsøgt at udvikle modeller for videnska-

ben, i hvilke teoriernes rationelle indhold vurderes ifølge antallet af forklarede

kendsgerninger eller antallet af gåder, der løses. Problemet, som Popper, Kuhn,

Lakatos og Laudan har måttet indse, er imidlertid, at der ikke findes en sådan

opgørelsesmetode i videnskaben. Der er ingen universelle filosofiske kriterier, der

kan forklare, hvorfor en teori vinder frem for en anden. Rationalitet er i langt

højere grad et spørgsmål om at anvende pålidelige metoder, dvs. metoder, der

fører til en høj frekvens af korrekte faktuelle antagelser kombineret med dynamisk

og avanceret kognitiv arbejdsdeling (Kitcher 1990; 1992).

Latour foreslår imidlertid en anden, mere minimalistisk strategi, der afviser

enhver rationalistisk forpligtelse. Ideen med at naturalisere videnskabsfilosofien

er, at vi ikke har adgang til a priori redskaber, der kan afgøre styrken af aktanter-

nes relationer, men skal overlade dette til deskriptive studier. Når vi tæller aktan-

terne i netværket, er det eneste vi skal foretage os derfor en rent deskriptiv kort-

lægning af videnskabens udvikling og spore de konkrete netværkseffekter i form

af videnskabelige produkter som tekster, citationer, patenter, laboratorier, opfin-

delser, etc. (Latour og Woolgar 1986; Latour 1987; Latour 2005a). Kun ved at holde

os så tæt på empirien som muligt, kan vi undgå illegitime metafysiske forklaringer.

Af denne grund har aktør-netværks-teori været en central kilde i udviklingen

af scientometri og bibliometri, dvs. de evaluative discipliner, der søger at udvikle

deskriptive måleinstrumenter til at opgøre forskningens produktivitet og videns-

spredning – bl.a. ved publikations- og netværksanalyser. Scientometri betyder

bogstaveligt ”måling af videnskab”. I realiteten vil det sige anvendelsen af statisti-

ske indikatorer som redskab til at kortlægge videnskaben, herunder metoder til at

undersøge forfatterskabsmønstre, publikationsmønstre og brugsmønstre. Mest

udbredt er studier af citationer og bibliografiske referencer, som Latour og Wool-

gar (1986) omtaler i deres analyse af videnskabens ”credibility cycles”. Formålet er

opgøre styrken af citationsnetværk og publikationer for derigennem at betragte

graden af konsensus og stabilitet, som et videnskabeligt resultat er i stand til at

mobilisere (Latour et al. 1992; Callon et al. 1986; Leydesdorff 1989).75

75 I videnskabsfilosofien har blandt andre Nicholas Rescher anvendt scientometrisk analyse i

bogen Scientific Progress (1978). For en kritisk diskussion af brugen af scientometri, se: Michael

Nielsen ”The Mismeasurement of Science” (2012, forthcoming), Stevan Harnad ”Validating

Research Performance Metrics Against Peer Rankings” (2008), Per O. Seglen ”Causal relationship

between article citedness and journal impact” (1994) og Egghe & Rousseau Introduction to Infome-

trics. Quantitative Methods in Library, Documentation and Information Science (1990).

154

Scientometri er for Latour, Law og Callon et naturalistisk videnskabssociolo-

gisk redskab, der gør det muligt at kortlægge videnskabens udvikling. Den scien-

tometriske metodologi kan ses som kulminationen på den radikale naturalisering

af videnskaben, som Latour og aktør-netværks-teori er repræsentant for. I stedet

for at forklare videnskabens indhold, skal ANT følge videnskabens konkrete pro-

dukter, som de cirkuleres og transmitteres i de videnskabelige institutioner. Scien-

tometrien er resultatet af Latours doktrin om ”material traceability” (Latour 2005a:

226).

»In order to trace an actor-network, what we have to do is to add to the many

traces left by the social fluid another medium, the textual accounts, through

which the traces are rendered present… [A] point-to-point connection is being

established which is physically traceable and thus can be recoded empirically«

(Latour 2005a: 132-33).

Scientometrien repræsenterer ”viden om viden” i sin mest minimale og materielle

form, eller i det mindste menes at gøre dette. Samtidig er denne opgørelsesmetode

den direkte konsekvens af instrumentalismen; de observationelle fænomener i vi-

denskaben er i deres reneste form videnskabelige publikationer. Publikationer og

citationer udgør det materielle vidnesbyrd om konstruktionen af videnskabelige

kendsgerninger. Det er en måde at spore videnskabens performativitet og derved

fastholde de videnskabelige kendsgerningers karakter af fabrikation og forfatter-

skab. Samtidig lever den scientometriske metode op til Latours og Woolgars øko-

nomiske forståelsesramme fra Laboratory Life (1986), som blev præsenteret ovenfor:

bibliometri og citationsanalyser leder tanken hen på årsregnskabet for en alminde-

lig produktionsvirksomhed med input og output i form af tilførte ressourcer og

antal publikationer. Heri ligger et vigtigt konkurrenceelement i videnskaben.

Latour understreger flere steder, at det gælder om at skabe så stærke netværk som

muligt og udkonkurrere andre forskergrupper, laboratorier og universiteter. Kon-

kurrencen om sandhed er her erstattet af konkurrencen om performance.

Aktør-netværks-teori har især bidraget til den del af scientometrien, der kal-

des ”co-word analysis”, dvs. kortlægningen af artikler og forskningspublikationer,

der anvender de samme nøglebegreber (keywords) for derigennem at iagttage

udviklingen og styrken af videnskabelige netværk (paradigmer) på tværs af disci-

pliner, institutioner og landegrænser. Et knudepunkt kan for eksempel være mi-

krobiologi, hvor kortlægningen tegner tråde mellem paradigmer, der deler artikler,

eller forskningsområder der arbejder tæt sammen. Store paradigmer har flest

artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer i netværket antyder, at mange artik-

155

ler deler de samme nøglebegreber. Blandt de vigtigste bidrag i denne del af scien-

tometrien er Michel Callon og John Laws, Mapping the Dynamics of Science and

Technology (1986), hvori forfatterne udvikler en omfattende model til at kortlægge

relationen mellem begreber og aktører. Et andet vigtigt bidrag er artiklen af Callon

et al. (1991) Co-word analysis as a tool for describing the network of interactions between

basic and technological research. Imidlertid er der ikke kun tale om et neutralt red-

skab til at studere videnskaben; der er en udtalt ambition i aktør-netværks-teori om

at gøre brug af sådanne analyser i politikudvikling, eftersom det er muligt at kort-

lægge, hvilke områder der er mest innovative med hensyn teknologi og patenter.76

»Co-word analysis considers the dynamic of interactions to develop as a result of

actor strategies. If the content of a subject area changes over time, if its centrality

and density vary, if it disappears from one network only to reappear in another,

the explanation lies in the combined effect of a large number of individual strate-

gies. Co-word analysis techniques should allow us in principle to identify the ac-

tors and explain the global dynamic of science... However, the very possibility of

being able to achieve this goal opens new perspectives particularly in connection

with the study of the technoeconomic networks which establish the many fluctu-

ating links between science and economy« (Callon, Courtial & Laville 1992: 201).

Senest har Latour lanceret et nyt ambitiøst forskningsprogram under navnet

”mapping controversies”, der har til formål at sætte STS i stand til at kortlægge,

analysere og visualisere teknologiske og videnskabelige kontroverser, som de

udfolder sig i offentligheden. Projektet viser, hvordan Latour oversætter sin viden-

skabsteori til en eksplicit videnspolitisk strategi. Hensigten er at kortlægge kontro-

versielle vidensfelter ved hjælp af digitale metoder og redskaber, herunder scien-

tometriske og webbaserede teknologier som citationsanalyse, keyword hierarkier,

visualisering, medieanalyser, etc. Programmet skal gradvist kortlægge en kontro-

vers ved at identificere de vigtigste variabler inden for netværket: antallet af aktø-

rer, diversiteten af eksperter, geografisk lokalitet, typen af institutioner, intensite-

ten af debatten og andre topografiske relationer. Det afgørende er, at kontroversen

76 I Michel Callon og J.P. Courtials artikel ”Indicators for the Identification of Strategic

Themes within a Research Programme” (1991) udvikles aktør-netværks-teori til et direkte poli-

tikunderstøttende redskab. Det samme gælder i Law, Bauin, Courtial og Whittaker, ”Policy and

the mapping of scientific change” (1988). Imidlertid er det ikke kun den interne transmission af

viden, der har været analyseret. Også videnskabens spredning til samfund og teknologisk

innovation er forsøgt kortlagt. Fx udvikler Latour, Mauguin og Teil i artiklen ”A Note on Socio-

Technical Graphs”, hvad de kalder en ”socio-teknisk analyse”, der beskriver relationen mellem

individer, grupper og teknologisk innovation (Latour, Mauguin & Teil 1992: 33-57).

156

bygger på ikke-stabiliseret ekspertise og viden, dvs. at ingen eksperter har svaret

på kontroversen. For Latour drejer det sig om at kortlægge de inter-institutionelle

”deltagere” i en kontrovers (fx hvorvidt mikropartikler fra dieselmotorer udgør en

sundhedsrisiko eller hvilke globale risici, der skal tilskrives Fukushima katastro-

fen), herunder både menneskelige og ikke-menneskelige aktører.77

»These researchers are probably not isolated, they are responding to other re-

searchers in other fields and other countries, who work with different instrumen-

tations, different theories and are engaged with different data collections. In

short, there could already be a form of inquiry that is fairly controversial. It is

primarily this first level of controversy within the scientific professions or be-

tween engineers that needs to be sketched. […] This entails consistent attention

to the same topics in the general press, newspapers and specialized scientific

journals, perhaps membership in a forum, and eventually the programming of

an ad hoc research engine. These tasks resemble the normal work of a librarian:

cut, mark, archive, tag with keywords« (Latour et al. 2008).

Latour og aktør-netværks-teori forbigår imidlertid, hvordan store databaser over

publiceret forskning er blevet opbygget – ikke kun som et naturalistisk redskab for

forskerne til at spore videnskabelige netværk, men for administratorer og em-

bedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede

målsætninger. I de seneste årtier har scientometriske metoder slået an blandt

forskningspolitikere, embedsmænd og – ikke mindst – universiteterne, hvor de

bruges til omfordeling af ressourcer. Scientometri har imidlertid betragtelige fald-

gruber og mange begrænsninger. De begrænsninger overses i dag i en sådan grad,

at fortolkningen af de mange scientometriske studier ofte er meningsløse og –

afhængigt af deres brug – medfører direkte skadelige effekter i vidensinstitutio-

nerne. En vigtig indsigt i videnskabssociologien er, at en kortlægning aldrig er

neutral, men griber ind og ændrer den sociale virkelighed, der evalueres. Alligevel

har mange konstruktivistiske tilgange været forbavsende tavse i deres kritik en ny

performanceorienteret vidensopfattelse.78 77 Latour hævder i artiklen Beware, your imagination leaves digital traces (2007), at scientome-

triske måling og data-mining er i stand til at producere landkort og diagrammer over ”videnska-

belige kendsgerninger”. Endvidere gør Latour opmærksom på, at det ikke er en tilfældighed, at

den eneste reference, der er anført i Googles originale patent, er til et kapitel af Robert K. Merton

om citationspraksis i videnskaben. Latour hævder vi kan spore, hvor langt en kendsgerning har

bredt sig ”so long as the local library has bought a good package of digital data banks” (Latour

2007). 78 Med flere vigtige undtagelser, se: Wright & Shore 1999; Strathern 2000; Pestre 2003;

Nowotny 2007; Lamont 2009; Mirowski et al. 2010; Dahler-Larsen 2011 m.fl.

157

I næste kapital skal jeg udfolde relationen mellem aktør-netværks-teori og

videnspolitik nærmere. Indtil videre er det tilstrækkeligt at bemærke, hvordan de

konstruktivistiske videnskabsstudier i kraft af deres stærke fokus på konkrete og

deskriptive indikatorer for vidensproduktion fremsætter en instrumentalistisk

videnskabsmodel, der deler en række af sine antagelser med kravet om evidens og

performance i den aktuelle videnspolitik. Denne sammenhæng mellem den kon-

struktivistiske videnskabsteori og den politiske epistemologi har hidtil kun været

sparsomt diskuteret i både videnskabsfilosofi og videnskabssociologi (Fuller 2006).

Opsummerende

Betragtet ud fra de etnografiske videnskabsstudier er videnskabens eksternalise-

ring i form af publikationer og citationer eller i form teknologi og innovation en

indikator for antallet af ”allierede”, der støtter et netværk og dermed for ”styrken”

af videnskabelige kendsgerninger. Aktør-netværks-teori tager del i en radikal

naturalisering af videnskaben. I sidste instans skal videnskaben analyseres som et

spørgsmål om organisering af ting, mennesker, apparater, etc. Der er intet privilege-

ret epistemisk perspektiv i videnskaben; kun lokale, situerede materielle praksis-

ser, der stabiliserer og destabiliserer relationen mellem subjekt og objekt på for-

skellige, ofte inkompatible måder. I denne radikale naturalisme kommer aktør-

netværks-teori tæt på positivismens empiriske metafysik, nærmere bestemt positi-

vismen hos Ernst Mach, som Russell omdøbte ”neutral monisme”. I det foregående

har jeg vist:

(i) Hvordan Latour fremsætter en kontroversiel metafysisk position, ifølge

hvilken alle entiteter basalt set har samme natur. Det er i relationen mel-

lem de forskellige, materielt sammensatte aktanter, at de relevante kon-

struktioner finder sted.

(ii) Hvordan Latour i kontrast til Det Stærke Program hos Bloor og Barnes

afviser, at sociale forklaringer kan være grundlag for konstruktivismen. I

stedet for at betragte sociale og lingvistiske konventioner som forkla-

ringskategorier, må konstruktivismen ifølge Latour udvides til at omfatte

både det sociale og materielle niveau.

(iii) Hvordan dette ikke på nogen overbevisende måde løser de problemer, vi

har set karakteriserer aktør-netværks-teori, men inviterer til en række

uklarheder og selvmodsigelser.

158

Et centralt problem er, at Latour ikke i tilstrækkelig grad skelner mellem typen af

aktanter, der eksisterer som en effekt netværket, og typen af aktanter der eksisterer

som årsag til netværket. Dette problem udspringer af Latours insisteren på at

inddrage ”naturen” blandt de entiteter, der producerer videnskabelige kendsger-

ninger samtidig med, at ”naturen” selv er et produkt af videnskaben. Derved

udligner Latour det fortrin, der er ved at inkludere den materielle verden blandt

de faktorer, der forklarer videnskaben. Nærmere bestemt virker denne strategi

kun, hvis man påtager sig at levere eksklusive forklaringer af indholdet af viden-

skabelige teorier. Paradokset er, at Latour i stedet for at erkende den afgrænsede,

men relevante indsigt som mikrosociologiske analyser kan levere, præsenterer os

for et teoretisk ”radikalt” program, der afviser enhver distinktion, forklaring og

taksonomi. Som Harry Collins skriver: ”Each new variant of science studies has

tended to be a little more radical than the one before it” (Collins 1991: 303). Havde

aktør-netværks-teori foretaget et konsekvent gennemført deskriptivt studie af

viden, var der ingen grund til at hævde en global ontologisk relativisme.

159

Kapitel 6

Netværk og videnspolitik 6.1 VIDENSPOLITISKE AKTØRER OG NETVÆRK

I sidste kapitel blev det diskuteret, hvordan videnskabssociologien lægger vægt på

den materielle konstruktion af videnskab og teknologi. Det blev vist, hvordan

aktør-netværks-teori først og fremmest betragter videnskaben udfra netværket som

et organisatorisk og ontologisk princip. Fra netværksbegrebet deducerer Latour en

række stærkt uortodokse og kontraintuitive påstande. Ifølge Latour er videnska-

ben i sidste instans et spørgsmål om at organisere et tilstrækkeligt antal aktører,

ressourcer, instrumenter, tekster, etc., der sammen konstituerer en videnskabelig

kendsgerning eller teknologi.

Konstruktivismen baserer sig på en række filosofiske antagelser, der proble-

matiserer forholdet imellem erkendelse og virkelighed. Som det blev argumenteret

i sidste kapitel, kan man med rimelighed rejse et antal reservationer imod de stær-

ke påstande i konstruktivismen. Bekymringerne kan frem for alt udtrykkes i en

kritik af relativismen samt Latours behov for at importere en stærkt spekulativ

metafysisk teori som grundlag for at foretage deskriptive etnografiske studier. Men

lader vi for en stund den videnskabsteoretiske diskussion ligge, indebærer aktør-

netværks-teorien samtidig et mere konkret og politisk niveau. Latour, Callon og

Law hævder, at ”netværket” er blevet et fremtrædende organisationsprincip i

moderne ledelse, politik, administration og økonomi.

På samme måde som jeg argumenterede i diskussionen af Det Stærke Pro-

gram, implicerer aktør-netværks-teori ligeledes en videnspolitisk dagsorden. Hvor

Edinburgh-skolen først og fremmest havde fokus på en større demokratisk ind-

dragelse af befolkningen i spørgsmål om viden og teknologi, og ønskede at pro-

movere en større social videnskabelig ansvarlighed, fremsætter aktør-netværks-

teori et mere radikaliseret politikbegreb. Som jeg anbefalede i Kapitel 1, mener jeg,

160

at det er frugtbart at følge Fritz Scharpfs (1999) inddeling af det politiske felt i hhv.

input- og output-legitimitet. Følger vi denne distinktion, kan vi rimeligvis placere

Det Stærke Program på aksen for input-politik (inklusion, deltagelse, beslutning)

og aktør-netværks-teori på aksen for output-politik (handling, løsning, performan-

ce etc.). Som jeg skal argumentere i dette kapitel, foretager Latour ikke bare en

politisk vending i studiet af teknologi og videnskab. Han foreslår et helt nyt poli-

tikbegreb og en ny politisk filosofi, der er centreret omkring organiseringen af

objekter og ting.

I opgøret med den sociologiske scientisme i Det Stærke Program, foretager

Latour en invertering af problemstillingen. I stedet for at undersøge videnskaben

med samfundets begreber og kategorier, skal vi nu undersøge samfundet med

videnskabssociologiens begreber. Dvs. at de indsigter der er opnået om konstruk-

tionen af videnskabelige kendsgerninger, nu skal tilbagekobles og anvendes på det

sociale felt. Latour foreslår en radikalt ny politisk videnskab (Latour 2005b: 37).

“Samfundet“ er ikke noget færdigt produkt; det er et resultat, der løbende skal

genskabes og forhandles. Sociologiens begreber, kategorier, statistikker og analyser

er i denne henseende med til at samle, virkeliggøre og fastholde de sociale grup-

pers stabilitet (Latour 2005a: 135).

Kort sagt rejser spørgsmålet sig om sociologiens egen performativitet i for-

hold til det samfund, som den er en del af. Hvilke symbolske produkter og sociale

teknologier tilbyder aktør-netværks-teori samfundet og sine medaktører? Og

hvilken skæbne overgår disse produkter i samfundets videre udvikling? I erken-

delsen af, at ANT ikke kan beskrive de videnskabelige institutioner ”udefra”, skal

de empiriske videnskabs- og teknologistudier koble sig til de samme videnskabeli-

ge, økonomiske og politiske netværk, som de beskriver (Herzig 2004; Woolgar et

al. 2009). Latour understreger flere steder, at vi ikke kan udføre videnskabsstudier

på afstand, men må involvere os i nærhed af de studerede objekter og aktører.

En hovedpåstand i dette kapitel er, at der på et generelt metodologisk og

analytisk niveau er opstået en konvergens mellem en række af de centrale be-

grebsdannelser i aktør-netværks-teori og tilsvarende begreber og styringsmodeller

inden for den nuværende videnspolitik. På samme måde som i de empiriske vi-

denskabs- og teknologistudier, er det karakteristisk for den styringsrationalitet og

politiske epistemologi, der i dag implementeres på universiteter og vidensinstitu-

tioner, at fokus er på de konkrete deskriptive og materielle ”objekter” i videnska-

ben – det være sig citationer, publikationer, teknologier, patenter, etc. (Herzig 2004;

Mirowski 2008; Budtz Pedersen 2009; Elzinga 2010; Andersen 2011).

Som vi allerede set, medfører den performative vending i aktør-netværks-

teori en stigende interesse for scientometriske redskaber, der er i stand til at regi-

161

strere videnskaben og de videnskabelige resultaters materielle netværk. Samme

deskriptive og evaluative tilgang gentager sig i efterspørgslen efter evidens og

performance i den nuværende videnspolitik. I den europæiske videnspolitik efter

Barcelona- og Bologna-processen har det vigtigste enkeltstående politiske projekt

være, hvordan vidensinstitutionerne kan kvantificeres og gøres målbare, og hvor-

dan en række standarder for kvalitet og performance kan medvirke til en øget

sammenlignelighed, internationalisering og forandring i de offentlige vidensinsti-

tutioner (Whitley et al. 2010).

Endvidere har vi set, hvordan den instrumentalistiske epistemologi fører til

et nyt fokus på spredning og anvendelse af viden blandt interessenter, brugere og

virksomheder. Både i studiet af bioteknologi hos Latour og Woolgar (1986) og

Pasteur-studiet hos Latour (1988) ser vi eksempler på en videnskabshistorisk me-

tode, der betjener sig af nutidens begreber om forskeren som entreprenør. Hvad

Stokes (1997) har kaldt ”Pasteurs kvadrant”, er det felt, der opstår mellem viden-

skab, anvendelse og marked – til forskel fra eksempelvis ”Bohrs kvadrant”, der

henviser til den teoretiske udforskning af virkelighedens grundelementer. På sin

side kan det stærke fokus på strategisk og technovidenskabelig forskning i science

studies forklares med, at disse områder er mere sociologisk intensive. Laboratorier,

teknologier, farmaceutiske produkter, etc. kan, alt andet lige, beskrives mere til-

fredsstillende ved hjælp af etnografiske metoder end teoretisk grundforskning og

matematiske modeller. Men det stærke fokus på de teknisk-naturvidenskabelige

discipliner risikerer at indføre en ”partikularisme” i videnskabsstudierne, der

generaliserer en lille andel af nye højteknologiske discipliner som idealmodel for

samtlige forskningsområder (Elzinga 2004: 19).

Mere generelt vil mange analyser i STS i dag ikke være tænkelige uden det

paradigmeskifte, der er sket siden slutningen på Den Kolde Krig, hvor bioteknolo-

gi, informationsteknologi og nanoteknologi har erstattet fysikken som det primære

videnskabsideal. En sådan revurdering af, hvilke videnskaber og teknologier der

er mest prestigefulde, er naturligvis afhængig af både interne og eksterne faktorer.

Men der er tale om en udvikling, der på ingen måde er politisk neutral. Som både

Steve Fuller og Aant Elzinga har argumenteret, er ”technovidenskab” som begreb

intimt knyttet til en accentuering af de strategisk prioriterede teknologier, som vi

finder i det nuværende videnspolitiske regime (Elzinga 2008; Fuller 2009).

Hertil kommer, at en række af de mest indflydelsesrige konstruktivistiske te-

orier er blevet anvendt i centrale videnspolitiske initiativer, strategier og lovgiv-

ning. Den instrumentalistiske videnskabsmodel, der er udviklet inden for science

studies, passer godt til den anvendelsesorienterede model for videnskab, der i dag

er udbredt. Et vigtigt vidnesbyrd om denne symmetri er blandt andet antallet af

162

henvisninger i den videnspolitiske litteratur til toneangivende tekster som The New

Production of Knowledge (Gibbons et al. 1994) og Universities and the Global Knowledge

Economy (Leydesdorff & Etzkowitz 1997). Påstanden i disse studier er, at distancen

mellem stat, erhvervsliv og videnskab er reduceret, og at dette skaber grundlag for

nye organisations- og evalueringsformer i de videnskabelige institutioner. Med

teserne om ”modus-2-forskning” og ”triple helix-netværk” er den konstruktivisti-

ske videnskabsopfattelse blevet oversat til en videnspolitisk dagsorden, der ønsker

at underkaste de videnskabelige institutioner et stadigt mere gennemtrængende

regime af evalueringer, incitamenter og markedsgørelse.

Imidlertid har mange, inklusiv mange af de kritiske videnskabssociologer,

overset, at anvendelsen af videnskabssociologiens studier til politiske formål ikke

bare er udtryk for en mindre fraktion af ideologisk stemte teoretikere, der ønsker

større medindflydelse, men som i videnskabssociologiens egne professionelle

kredse anses som letvægtere. Tesen, som jeg skal forsvare i det følgende, er, at

isomorfien mellem den konstruktivistiske videnskabsteori og den politiske episte-

mologi, har referencer langt ind i den epistemologiske og ontologiske debat i STS.

Aktør-netværks-teori har været et socialt laboratorium for at udvikle ideer og

modeller, der i samtiden er blevet adopteret som anbefalinger, eller legitimeringer,

af den aktuelle videnspolitik.79 En række videnskabelige artikler har i de senere år

bekræftet denne tendens. »In recent years Science and Technology Studies has been subject to various uses and transformations, especially as STS has been appropriated within new contexts. [...] We need to describe how, where and when has STS mo-ved, in what ways has it had an influence, and with what effect? [O]ur smooth narrative... depicts STS as a largely homogenous entity and raises questions about the different contexts in which it finds itself, about the ef-fects of its movement and appropriation upon its purportedly ‘radical’ pre-tensions, and the mode and manner of its engagement with others« (Wool-gar et al. 2009: 5).

Erkendelsen af en sådan strukturel og analytisk resonans mellem STS og videnspo-

litikken har tiltrukket sig begyndende kritisk opmærksomhed (Webster 2007;

Wynne 2007; Nowotny 2007). Sociologiens egen performativitet i politiske og

kommercielle fora er uden tvivl i modstrid med de teknologi- og magtkritiske

79 I indledningen til den seneste version af Handbook of Science and Technology Studies skriver

redaktørerne: ”STS’s engagement with various publics and decision makers… [and] its influence

on intellectual directions in cognate fields are among the key features that characterize the field

today« (Hackett et al. 2008: 1).

163

holdninger, som mange konstruktivister forfægter. Mens andre synes at være mere

tilfredse med alliancen. Woolgar (2004) citerer følgende tekst Cornell University: »In the past decade and a half, STS has evolved intellectually. It has built in-stitutional strength, and forged links with other disciplines. New communi-ties and policy relevant areas have come within its purview. STS has begun to make its mark in economic theory, anthropology, music, environmental governance, legal discourse, science education, and science policy. A broad range of public institutions – from funding agencies to science museums to transnational NGOs – are beginning to incorporate STS insights into their thinking« (Cornell 2003; citeret fra Woolgar 2004).80

På flere måder har forskningen inden for STS selv taget en drejning mod modus-2-

viden, hvor man formulerer, fortolker og institutionaliserer nye policy-relevante

forskningsspørgsmål. Sandheden er, at erhvervslivet og den offentlige administra-

tion i høj grad efterspørger specialister inden for samfundsvidenskaberne, der er i

stand til at formulere nye organisations- og ledelsesredskaber for vidensintensive

organisationer. Formålet er, som Nowotny har formuleret det, at skabe bedre

”evidens” og gøre videnskaben mere ”ansvarlig” over for samfundet målt ud fra

kriterier som effektivitet, produktivitet og serviceniveau (Nowotny 2007).

Den stigende politiske interesse omkring forskning og teknologi i det globale

videnssamfund er naturligvis en vigtig mulighed for STS, der har udarbejdet

unikke analyseredskaber, som kan hjælpe forskningsfinansierende myndigheder

med at dokumentere videnskabens effekt og træffe beslutninger, der lever op til de

budgetmæssige krav om effektivitet. I de senere år er der udviklet en myriade af

analytiske redskaber, både kvalitative og kvantitative, der er i stand til at kortlæg-

ge, katalogisere og evaluere forskellige aspekter af de videnskabelige institutioner

på måder, der skaber større involvering og beslutningskraft blandt politikere og

virksomheder (for referencer, se Kapitel 1).

80 Et antal konferencer med lignende indhold og målsætning er blevet holdt de senere år.

For eksempel den internationale konference What role can STS play in reshaping the relationship

among science, technology and the public? (Virginia Tech 2005) og How might STS concepts be trans-

lated so as to generate new socio-technical forms? (Amsterdam 2005). Hertil kommer et antal artikler,

der understreger brugen af STS i den videnspolitiske kontekst, fx John Law (2004): “Mattering:

Or How Might STS Contribute?” præsenteret ved Does STS Mean Business (Saïd Business School,

Oxford, 30. juni 2004), Harris (2005), ”The Ordering of Things: Organization in Bruno Latour”;

Mirowski & Sent (2008), ”The Commercialization of Science and the Response of STS”; Simakova

& Neyland (2008), ”Marketing Mobile Futures: Assembling Constituencies and Creating Com-

pelling Stories for an Emerging Technology” og Woolgar (2004) ”What Happened to Provocation

in Science and Technology Studies?”.

164

I det følgende viser jeg, hvordan Latour, Callon og Law fremsætter ideer til

en videnspolitik. Mit ærinde er først og fremmest at undersøge, hvordan en kon-

struktivistisk videnspolitik forholder sig til det større institutionelle landskab af

universiteter, stat og marked, der konstituerer betingelserne for vidensproduktion

i dag. Disse påpegninger kan ses som en videreførelse af en række kritikpunkter,

som er blevet rejst mod den tidlige, strategisk orienterede udgave af ANT. Kritik-

ken angår særligt ANT’s fokus på strategisk handling og ressourcekampe, det

såkaldte ”managerialismeperspektiv”, og i videre forstand den ”netværksimperia-

lisme”, der kommer til udtryk i ANT-feltet (Star 1991; Strathern 1996).

Forholdet mellem videnspolitik og videnskabsstudier er naturligvis langt fra

entydigt. For eksempel har der i samme periode, som STS har udviklet sine begre-

ber, været en massiv påvirkning af universiteterne fra globale ideologiske bevæ-

gelser som ”new public management”, ”nyliberalisme” og ”akademisk kapitalis-

me”, etc. Sådanne bredere tendenser i den politiske økonomi skal naturligvis ikke

tilskrives videnskabssociologien. Men som jeg skal vise, har Latour og aktør-

netværks-teori været særdeles dygtig til at relatere deres teori til samtidens politi-

ske udvikling uden at komme i konflikt med denne.81

Bekymringerne kan i første omgang udtrykkes i forhold de institutionelle

rammer, som regulerer de offentlige vidensinstitutioner. Hvis man accepterer, at

videnskabelige kendsgerninger af en vis kompleksitet kræver tilsvarende kom-

plekse institutioner for at blive kortlagt og behandlet tilfredsstillende, må viden-

skaben nødvendigvis efterleve visse institutionelle normer, der regulerer søgnin-

gen af kendsgerninger (Goldman 1999). En videnskab, der har til opgave at skabe

maksimalt pålidelige og upartiske teorier om virkeligheden må betjene sig af de

mest efterprøvede og objektive metoder. Men den må samtidig besidde en relativ

autonomi fra samfundets kortsigtede krav og indblanding.

Igennem videnskabernes historiske udvikling kan man konstatere, at de

gradvis har tiltaget sig forskellige grader af selvstændighed i forhold til politiske

og religiøse instanser. En proces, der for alvor tog fart i oplysningstiden, men som

81 Som det blev argumenterede i forrige kapitel, spiller performativiteten af viden en afgø-

rende rolle i ANT. I konteksten af dette kapitel skal vi nærmere på videnssociologiens egen

performativitet, som Latour formulerer på følgende måde: ”It does not mean that social theories

are not useful, respectable and accurate; it just means that they add their influence, detours,

interpretations to the plot which they can in no way explain or replace” (Latour 2003a:40). Michel

Callon gør sig en lignende overvejelse: ”There is no longer a contradiction between choosing

actors or situations as objects of research, and co-operating with [these] actors… On the one hand

actors are interested in this form of co-operation because they can enhance their capacity to

describe and analyse their own experience” (Callon 2002: 302).

165

på ingen måde er irreversibel. Med reformerne i de offentlige vidensinstitutioner

er denne autonomi mellem samfund, marked og universiteter imidlertid blevet sat

under pres. Efterhånden som universiteterne effektiviseres og rekonceptualiseres i

vidensøkonomiens globale markedsdynamik, skal videnskabelig viden måles ud

fra samme økonomiske målestok, hvad enten der er tale om humanistisk eller

naturvidenskabelig viden. Som vi skal se, risikerer det intellektuelle videnskabeli-

ge arbejde at lide skade, fordi så meget kritisk vidensarbejde bliver til en kamp om

synlighed, teknologiudvikling og markedsføring.

I den forbindelse er det værd at fremhæve Craig Calhoun (2006), der overbe-

visende har argumenteret, at socialt sanktioneret (relativ) autonomi for universite-

terne fungerer som en forudsætning for autoriteten og pålideligheden af videnska-

belig viden. STS har i vidt omfang opgivet at mobilisere et modsprog til vidensø-

konomien og vidensamfundet (Pestre 2003; Nowotny 2007; Mirowski & Nik-Khah

2008). Man kan sige, at STS har opgivet velfærdssamfundet som et oplysningspro-

jekt og ikke længere vil være ”paternalistisk” på aktørernes vegne. I stedet påtager

STS sig i dag rollen som en hjælpedisciplin, der skal skabe større social accept og

legitimitet omkring nye teknologier og i mindre grad tage kritisk stilling til sam-

fundets videns- og teknologipolitik.

6.2 DEN POLITISKE VENDING I KONSTRUKTIVISMEN

Inden vi går videre og undersøger, hvilken videnspolitik aktør-netværks-teori

anbefaler, skal vi først se nærmere på selve politikbegrebet hos Latour. Som i de

øvrige videnskabsstudier er der hos Latours et ønske om at demokratisere videnska-

ben og udvide det politiske felt. Men i en langt mere radikal forstand. Ikke alene

skal videnskabssociologien studere naturvidenskaben og få den til at tage ansvar

for sine forskningsresultater. Ifølge Latour må de ikke-menneskelige ”stemmer”

inddrages i et ”tingenes parlament”, som mennesket må lære at blive lydhør over

for. Tingenes parlament og menneskenes parlament må bringes sammen. Som

”stedfortrædere” for tingene må mennesket udvikle en empati for naturen (Latour

2005a).

Latour vil undersøge mulighederne for et teknologisk demokrati i et kom-

plekst, højteknologisk videnssamfund. I en række centrale udgivelser som What if

we Talked Politics a Little (2003), From Realpolitik to Dingpolitik (2005), Politics of

Nature (2004) og Turning Around Politics (2007) anbefaler Latour, at vi betragter

aktør-netværks-teori som en politisk filosofi. Temaet for Latours politikbegreb er

den teknologiske offentlighed, eller mere præcist, hvordan offentligheden kan

samles omkring kontroversielle ting. Med ”ting” forstår Latour her dels de konkre-

166

te, teknologiske og videnskabelige objekter; dels mere generelle epistemologiske

konflikter om, hvilken evidens der foreligger, hvordan vi når frem til kendsgernin-

ger og hvordan verden er organiseret. Som vi tidligere har set, er viden og viden-

skab ifølge Latours instrumentalistiske ontologi altid måder at systematisere og

formatere virkeligheden på. I stedet for at overlade dette til videnskaben, hævder

Latour, at der må ske en bredere diskussion af, hvilke objekter der skal definere

den politiske virkelighed.

Ifølge Latour har politik i alt for lang tid drejet sig om værdier, meninger,

normer og principper. Nu er tiden imidlertid parat til at tage tingenes politik

alvorligt; dvs. at undersøge muligheden for et objekt-centreret demokrati. Fra debat-

ten om stamcelleforskning i USA til reduktionen af CO2 i atmosfæren, overalt er

ting med til at skabe politik. Hermed forsøger Latour at revitalisere demokratiet

under teknologiske betingelser, hvad han udtrykker i begrebet om ”tingenes poli-

tik” (Latour 2005a). I Latours forståelse kræver den politiske filosofi ikke blot en

omjustering eller inddæmning af videnskaben, men en mere fundamental revision

af distinktionerne mellem videnskab og politik, objekt og subjekt, kendsgerninger

og værdier. Når vi åbner videnskabens ”sorte bokse”, viser det sig ifølge Latour, at

videnskaben ikke anonymt kan forudsættes at beskrive en fælles verden, der er

beboet af fælles problemer, fælles objekter eller fælles dilemmaer. Problemer,

objekter og dilemmaer er konstrueret forskelligt på tværs af tid og rum. Hvis

videnskaben skal bidrage med ekspertise, der kan bruges til at løse samfundets

problemer, er det nødvendigt at erkende, at videnskabelige påstande og teknologi-

er altid er gennemvævet af kompleksitet, usikkerhed, konflikter og gensidig mistil-

lid.

For eksempel argumenterer Latour i Politics of Nature (2004), at klimakrisen

og det globale økosystem ikke findes som ensartet eller objektiv virkelighed, men

forstås, præges og konstrueres forskelligt. Der findes mange klimakriser afhængigt

af aktørernes perspektiv. Hermed mener Latour ikke som Sheila Jasanoff, Brian

Wynne eller Harry Collins, at videnskab og offentlighed skal mødes i en art ”tred-

je” fælles arena for at diskutere problemer og løsninger. For Latour har enhver

videnskabelig påstand pr. definition politiske implikationer. John Law opsumme-

rer politikbegrebet i ANT på følgende måde: ”Making facts, is making values, is

making arrangements that are in one way or another political” (Law 2004: 2).

Følger vi den konstruktivistiske epistemologi, er der ingen sondring mellem

kendsgerninger og værdier. Annemarie Mol (1999) har kaldt denne form for politik

for en ”ontologisk politik”. Det er Mols overbevisning, at objekter er multiple og

eksisterer i multiple virkeligheder. Hvilke objekter, vi vælger skal bestemme den

fælles virkelighed, er i sidste instans et politisk spørgsmål.

167

Sammenligner vi med politikbegrebet i Det Stærke Program og dets efterføl-

gere, er der i aktør-netværks-teori tale om et mere radikalt perspektiv. Som det

blev diskuteret i Kapitel 4, er Edinburgh-skolen mest optaget af demokratiske

former for teknologivurdering, borgerinddragelse og forskningskommunikation –

med Danmark som et foregangsland i kraft af Teknologirådets konsensuskonfe-

rencer. Men disse habermasianske debatformer er ifølge Latour ikke rummelige

nok, når det drejer sig om fundamentale videnskabelige konflikter (Latour 2005b;

Blok 2006).

I takt med at videnskab er blevet en væsentlig samfundsmæssig og økono-

misk ressource, er den blevet for vigtig til at kunne overlades til videnskabsfolk.

Latour går stærkt i rette med den autoritære og elitistiske organisationsform, som

videnskab traditionelt antager, og anbefaler, at vi erstatter den med en mere de-

mokratisk form (Latour 1999: kap. 7). Hvis videnskaben skal bidrage til løsningen

af fælles problemer, må den engagere sig i arbejdet med at skabe en ”fælles virke-

lighed”. Det vil sige at indordne verden i fælles kategorier og forbinde den via

associative, symbolske og materielle netværk, der udgør politik i generaliseret

betydning.82 Når videnskab på denne måde organiserer menneskelige og ikke-

menneskelige aktører omkring fælles problemer, skaber den en fælles virkelighed

(common world) befolket af fælles genstande. I Latours politiske filosofi bliver

politik dermed rekonceptualiseret som kosmopolitisme; dvs. en aktivitet, der forbin-

der virkeligheden på tværs af naturer og kulturer. »Far from trying to explain the hard facts of science with the soft facts of so-cial science, the goal became to understand how science and technology were providing some of the ingredients necessary to account for the very making and the very stability of society. […] This was the only way to give the word “construction” some of its original meaning, to highlight the col-lective process that ends up as solid constructs through the mobilization of heterogeneous crafts, ingredients and coordination« (Latour 2003: 30).

Latour tilslutter sig Hackings argument i The Social Construction of What? (1999),

hvori det hævdes, at konstruktivismen altid er politisk. Når konstruktivister hæv-

82 Husk eksemplerne fra forrige kapitel ang. metersystemet og den internationale tidsreg-

ning. Sådanne måleredskaber har i dag vundet næsten global udbredelse og har dermed ”for-

bundet” verden materielt og konkret. Latours politiske filosofi bygger videre på denne forestil-

ling ved at hævde, at ”verden” ikke findes før den er formateret af fælles netværk, redskaber og

standarder. Det forholder sig ifølge Latour ikke anderledes med den globale klimakrise eller

ideen om menneskerettigheder end med den internationale tidsregning: hvis ikke de udbredes

og globaliseres som en konkret materiel praksis har de ingen transnational eller almen gyldighed

(Latour 2005a: 254; Latour 2007: 813).

168

der, at ”X ikke skal tages for givet”, hvor X står for ”naturlove”, ”teknologier”,

”repræsentation”, ”lovgivning”, etc. betyder det ifølge Latour, at konstruktivisten

vil gøre spørgsmålet om, hvad der er ”virkeligt” til et politisk anliggende. Latour

foreslår derfor, at vi reserverer begrebet politisk epistemologi til den stadige kamp

mellem aktører, der strides om at definere, hvad der er ”virkeligt” og hvad der er

”konstrueret”. »Although it is an important step forward to reveal the inherently political nature of the constructivist argument, Hacking’s gradient is too asymmetric. […] To be able to use Hacking’s scheme, it seems fairer to also include the politics of those who use this indisputable necessity of nature to define the common world: it is already made and remains off limits for any political process. Once this is done, constructivists and realists are all engaged in what I call ‘political epistemology’, namely the organization of the arenas in which the various candidates that claims to inhabit the same shared world – humans and nonhumans – are represented in all the many meanings of the word« (Latour 2003: 37).

Epistemologi henviser ifølge Latour til den autoritative fordeling af ”repræsentati-

ve” funktioner i et demokrati, hvor visse videnskaber har til opgave at afdække

sandheden om naturen, andre om mennesket eller kulturen, men som alle kæmper

om at bestemme, hvilken verden der er ”fælles” (Latour 2003: 39). Er det genetisk

modificerede fødevarer eller nedsmeltningen af indlandsisen, der skal definere den

politiske virkelighed? Arbejdet med at forbinde virkeligheden materielt og katego-

rialt kræver ressourcer, instrumenter, teknologier og infrastruktur, der forbinder

det lokale med det globale. Når vi taler om globalisering, taler vi altså ifølge Latour

først og fremmest om den fremadskridende organisering og formatering af en

fælles virkelighed.

6.3 RES PUBLICA: LATOURS PRAGMATISKE POLITIKBEGREB

Hermed introduceres et vigtigt antagonistisk element i Latours politiske filosofi.

Politik skabes og genskabes ifølge Latour omkring konfliktfyldte ”emner” (Latour

2005b: 15). I lighed med Chantal Mouffe finder vi hos Latour en forståelse af politik

som konfliktualitet. Samfundet kan ikke forstås som et harmonisk og sammen-

hængende legeme, men udfordres konstant af talrige konflikter, hvor aktørerne

strides om at definere hvilke ”emner” og ”ting”, der er de vigtigste. Antagonismen

forudsætter friktion og strid, som indebærer, at vi må opgive idealet om en stabil

og sammenhængende social orden (Laclau & Mouffe 1985: 76; Latour 2005b: 29). I

det hele taget er Latour stærkt optaget af konflikt og krig som metaforer for den

politiske proces.

169

En del af forklaringen på, hvorfor modernismen ifølge Latour har overset

tingenes politik, skal findes i det objektiverede begreb om ”repræsentation”, der

går tilbage til antikken. Især Platons ideal om repræsentation giver et forkert ind-

tryk af, at videnskab og politik repræsenterer to væsensforskellige genstande, dvs.

forestillingen om, at det politiske system repræsenterer menneskelige interesser,

intentioner og viljer, hvorimod det videnskabelige system repræsenterer materielle

objekter og tilstande. For Latour handler politik imidlertid om at repræsentere et

kollektiv af både menneskelige og ikke-menneskelige aktører, dvs. heterogene

aktanter, som alle må tages i betragtning.

Normalt forstår vi repræsentativt demokrati som den styreform, hvor fælles-

viljen i et menneskeligt kollektiv, samfundet, søges overført i et repræsentativt

legeme, en regering, der har ansvar for det fælles gode. Men Latour accepterer ikke

uden videre denne viljesoverførsel. I et objekt-centreret demokrati sker der en kon-

stant kamp om at re-præsentere ting og emner over for et publikum og skabe en

bestemt offentlighed omkring dem. Med til denne kamp hører alliancer og interes-

sevaretagelse, men også politiske teknologier, der bidrager til at synliggøre og

iscenesætte de konfliktfyldte objekter og som bidrager til at skabe effektive løsnin-

ger. Demokrati er derfor tingsligt i flere betydninger: dels samles offentligheden

om kontroversielle emner, dels samles den gennem teknologiske medier som

blogs, aviser, nyhedsprogrammer, meningsmålinger, etc. og endelig skal demokra-

tiet orkestrere de offentlige ting og ressourcer på måder, der tilfredsstiller aktører-

nes interesser (Latour 2005b: 34).

I artiklen From Realpolitik to Dingpolitik, or How to Make Things Public (2005)

argumenterer Latour for, at den hidtidige politiske filosofi har undervurderet

betydningen af ting i politik, og ikke mindst den måde, hvorpå politik skabes

omkring bestemte kontroversielle emner og objekter. »[P]olitical philosophy has often been the victim of a strong object-avoidance tendency. From Hobbes to Rawls, from Rousseau to Habermas, many pro-cedures have been devised to assemble the relevant parties, to authorize them to contract, to check their degree of representativity, to discover the ideal speech conditions, to detect the legitimate closure, to write the good constitution. But when it comes down to what is at issue, namely the object of

concern that brings them together, not a word is uttered. In a strange way, political science is mute just at the moment when the objects of concern should be brought in and made to speak up loudly« (Latour 2005b: 16).

Latour foreslår, at vi vender tilbage til demokratiets oprindelse, ikke i den antikke

agora med dens rationelle diskurser, men i de islandske og skandinaviske ”alting”,

”folketing” og ”storting”; hvor man forsamledes ved tinget for at diskutere offent-

lige ting – res publica – og finde pragmatiske løsninger (Latour 2005b: 23). Kun

170

hvad et samfund og dets aktører formår at gøre synligt og håndgribeligt, indgår i

den politiske proces. Hvad vi kalder politik, er altid en organisering af teknologier,

hvormed vi kan gøre ting offentlige: »In the object-oriented conception, “parlia-

ment” is a technical term for “making things public”« (Latour 2005b: 34). Politik er

ifølge denne position ikke en procedural eller normativ handling, men en konkret

logistisk og teknisk anordning. Når vi skal vurdere effektfuldheden og styrken af en

politisk beslutning, kan vi ikke henvise til abstrakte kategorier som retfærdighed

eller social lighed, kun til antallet af relationer og aktører, der vi er i stand til at

forbinde i den politiske proces. Hver gang en ny aktør tilslutter sig, øger det net-

værkets styrke.

6.4 DET OBJEKT-ORIENTEREDE DEMOKRRATI OG DETS KONSEKVENSER

Hos Latour finder vi altså ideen om, at der findes et mere radikalt demokrati end

almindelig parlamentarisme. Med til dette radikale politikbegreb hører kampen

om at gøre ting synlige og sætte en dagsorden. Imidlertid kan der rejses en række

indvendinger imod Latours demokratimodel. For det første synes rollerne ikke

altid at være ligeså symmetrisk fordelte, som Latour anonymt forudsætter. Det

vigtigste spørgsmål er for Latour ”hvad skal drøftes?” (Latour 2005b: 16). Politik

må konstant skabes og genskabes omkring konfliktfyldte ting. Men det er langtfra

alle aktører (eller aktanter), der har samme mulighed for at sætte ting og emner på

dagsordenen. I det følgende ser jeg nærmere på denne kritik, og hvad Latour kan

gøre for at besvare den.

Et objekt-orienteret og tema-drevet demokrati er samlet rundt om de interesse-

grupper, virksomheder, organisationer og politiske netværk, der er i stand til at

mobilisere flest aktører og gøre opmærksom på et problem. Hermed synes hensy-

net til det fælles gode (common good) imidlertid at forsvinde. Politik risikerer i

denne optik at blive reduceret til en ren strategisk forhandling af særinteresser.

Dette aktualiserer den problemstilling, jeg skitserede i Kapitel 5. For så vidt den

konstruktivistiske videnskabsopfattelse hævder, at vi konstruerer videnskabelige

kendsgerninger igennem mobiliseringen af tekniske, økonomiske og sociale res-

sourcer, må vi slutte, at videnskabelige kendsgerninger fastlægges af de aktører,

der har flest ressourcer. Men dette er ikke nogen særlig demokratisk konklusion.

Latour, Callon og Law forsøger i forskellige tekster at omgå dette dilemma – først

og fremmest ved at afvise distinktionen mellem menneskelige og ikke-

menneskelige ressourcer. Ingen enkeltperson kan underkaste andre aktører en

bestemt dagsorden eller løsning uden først at tilbyde disse samarbejdspartnere en

171

rolle, som de kan svare ja eller nej til. Kort sagt skal vi tilkende både de menneske-

lige og ikke-menneskelige aktører en rolle.

Men ser vi nærmere på den mekanisme, i kraft af hvilken aktørerne i netvær-

ket skal mobiliseres, er det tydeligt, at kilden til disse overvejelser ikke har sit

ophav i traditionel demokratiteori, men i neoklassisk økonomisk teori: netværket

er decentralt og minder om et simuleret marked med kapital, akkumulation og

transaktionsomkostninger. Latour gentager flere steder, at det altid er ”dyrt” og

”omkostningsfuldt” at sætte en dagsorden og etablere en kendsgerning (Latour

2003: 39; Latour 2005a: 35; Latour 2005b: 39).

Michel Callons (2005) studier af handicap- og patientorganisationers evne til

at definere en strategisk forskningsdagsorden inden for medicinsk behandling

viser, hvordan egeninteresser konstant kæmper om at definere den funktionelle

legitimitet i videnspolitikken. Her bryder billedet af integration sammen. Forskere,

interesseorganisationer, lobbyister, ledere, politikere, etc. forfølger alle lokale

strategier, hvis koordination er afkoblet staten og idealet om det fælles bedste. Som

i andre liberalistiske og økonomiske modeller er antagelsen, at der opstår en mar-

kedsligevægt mellem påstande, krav og interesser. Bekymringer for social ulighed

eller stærke organisationers evne til at dominere mindre stærke afvises som ube-

grundede, da ingen institution på forhånd er privilegeret. Men, som det blev påpe-

get i forrige kapital, kan man ikke forklare, hvordan ressourcestærke netværk

sejrer over rivaliserende netværk, hvis ressourcerne først opstår som et resultat af

denne proces. Nogle ressourcer må være givet på forhånd.

Et andet illustrativt eksempel er Michel Callons studie af kammuslinger i St.

Brieuc-bugten i Nordfrankrig. Her præsenteres vi for centrale begreber som mobili-

sering og interessekonstruktion. Netværksdannelse indebærer ifølge Callon en stadig

kamp for at indrullere, kontrollere og disciplinere andre aktører, hvorved der

skabes større tilslutning til en given sag. Interessekonstruktion vil sige den proces,

igennem hvilken en aktør definerer en anden aktørs interesser ved at tilbyde en

bestemt løsning. »Translation is the mechanism by which the social and natural worlds pro-gressively take form. The result is a situation in which certain entities control others. Understanding what sociologists generally call power relationships means describing the way in which actors are defined, associated and simul-taneously obliged to remain faithful to their alliances« (Callon 1986: 19).

Netværksmetaforen bliver derved udtryk for et medium, hvorigennem aktørerne

forhandler deres interesser. Magtudøvelsen ligger i, at en lang kæde af aktører

vælger at følge en ordre på den ønskede måde. Den vedvarende betoning af

”grupper” (patienter, interessenter, netværk, etc.) er udtryk for, hvad vi kunne

172

kalde et markedsdemokrati, hvor det er op til de berørte parter selv at forsvare

deres interesser ved at mobilisere interessegrupper og subpolitiske netværk – hvor

der hverken er krav til eller forventning om, at staten tager ansvar for det fælles

gode (Callon 2005: 310). Omvendt har tilhængerne af teorien forsvaret sig med, at

når verden tænkes som aktør-netværk, indebærer det, at magthaverne altid står på

lerfødder. Men faktum er, at vi kun meget sjældent præsenteres for de undertryk-

tes og marginaliseredes perspektiv (Star 1991; Elgaard Jensen 2008).83

I stedet er der tale om en ”tingspolitik” drevet af interessegrupper og aktivi-

ster, der mobiliserer sig rundt om de enkeltsager og genstande, som er i deres

interesse. De aktører, der har størst held med at mobilisere ressourcer og iscene-

sætte sig selv, er dem, der definerer den politiske virkelighed. Selv om aktør-

netværks-teori således udvider det politiske felt til et ”tingenes parlament”, kan

det samtidig synes som en reduktion af politiske handlinger, når politik bliver et

spørgsmål om synlighed. I sidste instans bliver Latours politikbegreb et symptom

på samme afpolitisering af det politiske, som vi så i Det Stærke Program. Hvis den

politiske virkelighed nedbrydes i parcellerede og fragmenterede ”emner”, mister

det politiske felt sin normative kraft, dvs. evnen til at fastsætte procedurer og

beslutninger for det fælles gode. Følger vi Latours politiske konstruktivisme er

ideen om det fælles gode blot en historisk konstruktion: »Taking our seat under the transparent crystal of the common good, as through the action of some mysterious machinery, we would then be collec-tively endowed with more acute vision and higher virtue. At least that was the idea, no matter if the machinery was the social contract or some other meta-morphosis« (Latour 2005b: 30).

På samme måde som jeg har hævdet i det foregående, argumenterer de franske

sociologer Luc Boltanski og Eve Chiapello i deres kritik af Latour, at ANT er ud-

tryk for samme markedsgørelse og nyliberale tendens, som kan iagttages i andre

dele af samfundet, hvor kun de rigtige ”entreprenører” klarer sig (Boltanski &

Chiapello 2005; se også kritikken i Mirowski & Nik-Khah 2007). Det bør i denne

sammenhæng bemærkes, hvordan Latour i hans samtidsdiagnose konstant anven-

der økonomiske metaforer og minder os om, hvordan fordelingen af ressourcer

83 Når vi ser nærmere på de konfliktfyldte ”ting”, som ifølge ANT sætter dagsordenen, er

det bemærkelsesværdigt, at det er de samme privilegerede objekter, som er genstand for op-

mærksomhed i den globale vidensøkonomi. Latour viser for eksempel, hvordan de væsentligste

arenaer, hvor kontroverser i dag udspiller sig, er i de ”videnskabelige laboratorier, ”teknologiske

institutioner”, ”markedet”, ”kirken” og de ”finansielle investeringsinstitutioner” (Latour 2005b:

30). Derimod vier Latour ikke mange eksempler til de usynlige eller usynliggjorte grupper og

emner som de franske asylansøgere, de utilfredse unge i forstæderne, etc.

173

altid er et nulsumsspil. ”When the knife hovers around the cake of common wealth

to be divided in shares, it may divide and let loose the demon of civil strife, or it

may cut equal shares and let the demos be happily apportioned” (Latour 2005b:

26). Forestillingen om, at der eksisterer andre synspunkter vedrørende demokra-

tisk retfærdighed og omfordeling end rent økonomiske tilfredsstillelse, forekom-

mer fjern i aktør-netværks-teori.

På sin side har Latour naturligvis ret i, at vi ikke rent deskriptivt eller etno-

grafisk kan indtage et ”view from nowhere”, i kraft af hvilket vi kan beskrive

samfundet som helhed eller fastsætte det fælles gode. Problemet, som Latour i

mellemtiden overser, er, at politisk filosofi altid har været baseret på idealet om at

overkomme dette faktum i et forsøg på at overskride det kortsigtede og singulære.

Hvordan kan vi i en verden befolket af individuelle, ukrænkelige agenter anvise

procedurer og principper for retfærdige politiske beslutninger, der stiller de udsat-

te og tavse aktører relativt bedre? Her kan vi finde støtte i oplysningsidealet og

moderniteten i form af demokratiet, der har som imperativ, at politisk handlen er

et spørgsmål om at sætte sig ud over sig selv med henblik på at tage fælles ansvar

og opbygge fælles institutioner. Her er politisk legitimitet grundlagt på samhørig-

heden og autonomien blandt de involverede parter. Forkaster vi imidlertid ideen

om det fælles gode, er konsekvensen, at taberne i ressourcespillet dybest set selv er

skyld i det, og at det bedste et samfund kan gøre er, at gøre dem ansvarlige for

deres egen skæbne.

Problemet ved at fokusere for snævert på begrebet om den individuelle aktør

er imidlertid ikke kun et ”eksplanatorisk underskud” (Scharpf 2009), hvor vi er

ude af stand til at redegøre for situationer og begivenheder, hvor mennesket fak-

tisk handler ud fra empati og social ansvarlighed. Problemet er, at individualismen

nemt slår over i sin modsætning, en autoritær liberalisme, hvor politik reduceres til

en kamp om hegemoni, dvs. overherredømmet af ens egen opfattelse af tingene.

Den opfattelse af politik, som aktør-netværks-teori abonnerer på, befinder sig på

grænsen mellem antagonisme (i Mouffes betydning af ordet) og en autoritær

liberalisme, som er i fundamental modstrid med de liberale grundprincipper.

Ideen om, at der foregår en konstant ressourcekamp, der endda tenderer imod

borgerlig konflikt (civil strife), er i sidste instans udtryk for en pessimistisk antro-

pologi, der ser politik som interessemodsætning og markedet eller netværket som

den bedste mekanisme til at holde disse interesser i ligevægt.

I en lignende kritik har Fuller (2006) hævdet, at ANT erstatter det oprindelige

kritisk-normative projekt i videnskabssociologien med et ideologisk program, der

passer godt til det nyliberale projekt i den senmoderne konkurrence- og velfærds-

stat (Fuller 2006: 66). Latours politikbegreb udtrykker en anerkendelse og accept af,

174

hvad man i dag ser som det ”gamle” input-demokratis afløsning gennem forstær-

kede krav om styreevne og en ny medieoffentlighed, hvis interesser er rettet mod

pragmatiske løsninger og enkeltsager. I dette perspektiv er det nationale politiske

system ikke længere ”repræsentant” for befolkningens identitet og almeninteres-

ser. Legitimitetsbegrebet ændrer sig fra input-legitimitet (inklusion, deltagelse,

lighed) til output-legitimitet (velfærd, vækst, effektivitet, kvalitet, performance

mv.). Partierne lægger afstand til de traditionelle sociale grupper og klasser, som

de historisk skulle repræsentere. En af de mere anerkendte forklaringsmodeller i

denne sammenhæng er fremlagt af politologerne Richard Katz og Peter Mair.

Ifølge deres model har partiernes modtræk været opbygningen af kartelpartier, hvor

man bruger regeringsmagten til at fokusere på udvalgte ”positionsemner”, som

gør, at partiet står stærkt i konkurrencen med andre politiske organisationer, når

det gælder dagsordensfastsættelse. Partier vinder ikke valg ved at repræsentere

bestemte grupper, men ved at sætte emner på dagsordenen (Katz & Mair 1995).

Dette rejser samtidig spørgsmålet om nye forankringspunkter for det repræ-

sentative demokrati og om demokratisering af nye globale, transnationale politiske

beslutningsprocesser; spørgsmål, som ligger uden for denne afhandling, men som

diskuteres heftigt i den aktuelle politiske teori (Hoff et al. 2006: 52). Der synes dog

ingen tvivl om, at både staten og demokratiet er kommet under kraftigt pres mel-

lem på den ene side den globale teknologiske udvikling og nye grænseoverskri-

dende politiske spørgsmål, og på den anden side politiske krav ”fra neden”, som

rejses af nye lobbygrupper og virksomheder, der kræver, at deres problemer tages

alvorligt og placeres på den politiske dagsorden.

Samtidig må man anerkende, at Latour er ganske præcis i sin karakteristik af

det senmoderne netværkssamfund, når han med udgangspunkt i John Dewey og

Walter Lippmann hævder, at offentlighed og demokrati i dag er et spørgsmål om

pragmatisme. De politiske relationer forstås i høj grad som pragmata; det handler

om at definere problemer og løsninger, og at konstruere bestemte interesser, såle-

des at aktørerne følger den politiske strategi (Latour 2005b: 34). Det politiske felt er

ifølge denne analyse ikke overvejende præget af moralske holdninger eller idépoli-

tiske diskussioner, som vi kender fra klassiske moral- og statsteorier (dvs. politics,

jf. Kapitel 4). Derimod er det politiske felt fokuseret på ”outcomes” (dvs. policy).

Denne definition af den politiske situation karakteriserer noget bredere, end hvad

det formelle politikbegreb traditionelt betegner. For Latour finder politik i sidste

instans sin legitimering i organiseringen af ting (“government of things”) (Latour

2003: 38). Det centrale er ligesom i videnskaben, hvordan vi tilrettelægger og orga-

niserer sociale praksisser omkring teknologier og objekter, hvilket Latour mener, er

en universel model for politisk handling (Latour 1991).

175

6.5 VIDENSPOLITIK SOM INTELLEKTUEL KAPITAL

Indtil videre har vi set, hvordan Latour lancerer et radikalt demokratibegreb, der

skal udvides til selve tingenes parlament. Men faktisk bliver det lettere at forstå,

hvad Latour mener, når vi ser, hvordan aktør-netværks-teori forstår videnspolitik.

Igennem 1990’erne og frem til i dag har ANT ikke blot været anvendt på den

teknologisk-videnskabelige praksis, men på de mekanismer hvormed videnskab

finansieres, evalueres, og organiseres. Der er blevet foretaget mange analyser af de

konkrete anvendelsesorienterede projekter, hvor viden og teknologi udvikles i

samspil (eller konflikt) med aktørerne uden for laboratoriet. I dette afsnit skal jeg

se nærmere på, hvordan netværksbegrebet indebærer et bredere organisationsteo-

retisk felt, end det ofte antages, og hvordan netværket er blevet model for de sene-

ste års videnspolitiske udvikling.

Min påstand er, at der en resonans imellem det videnspolitiske og viden-

skabssociologiske beskrivelsesniveau, netop på grund af sidstnævntes ambition

om at beskrive videnskabens produkter igennem specifikke teknologistudier og

scientometriske indikatorer – svarende til vendingen imod output-legitimitet i den

politiske økonomi (Hood 1991; Power 1997; Scharpf 2009; Peters 2011). Studier, der

undersøger output-siden i de videnskabelige institutioner, er især karakteristiske

for aktør-netværks-teori og de eksplicitte videnspolitiske undersøgelser hos Gib-

bons et al. (1994), Nowotny et al. (2001) og Etzkowitz & Leydesdorff (2000). Fra de

fundamentale ontologiske og epistemiske diskussioner i videnskabssociologien til

nyere policy-orienterede videnskabsstudier ses en drejning imod videnskabens

produkter og teknologier. Som Fuller konstaterer i Philosophy of Science and Techno-

logy Studies (2006): »Theory-driven observation has eventually been replaced by

object-centered sociality« (Fuller 2006: 45). Videnskaben organiseres omkring

udvalgte idealiserede objekter som teknologier, laboratorier, artefakter, etc. i stedet

for det traditionelle videnskabsideal, hvis formål var at opnå maksimalt konsisten-

te og pålidelige teorier. Mere præcist fører den instrumentalistiske videnskabsmo-

del til en forståelse af viden som manifesteret i konkrete, deskriptive socio-

materielle relationer.

Et af problemerne ved at overfokusere på videnskabens “objekt-karakter”

(Knorr Cetina), ”objekt-centrerede socialitet” (Harman), ”materielle praksis” (La-

tour), ”tekniske artefakter” (Bijker og Pinch), ”teknologiske performativitet” (Ihde),

”socio-tekniske netværk” (Latour, Law, Callon), “materielle design” (Haraway), og

andre lignende populære begreber i STS, er en udbredt materialisering af viden-

skaben samt en tilsvarende underbetoning af videnskabens kognitive og didakti-

176

ske dimension. Det klassiske grundforskningsideal, der var forbundet med at

afdække sandheden om mennesket, samfundet og naturen, er i STS afløst af en

pragmatisk teknologifilosofi. Instrumentalismen tolkes her i en materialistisk

retning, hvis centrale midtpunkt er evnen til at organisere tekniske artefakter og

formatere virkeligheden materielt og symbolsk (Cambrosio et al. 2000:12).

Hvis videnskab skal forstås som en social og materiel organisering af res-

sourcer, fører videnskabsteorien nødvendigvis til en ledelses- og organisationsteori

(Woolgar et al. 2008). Som vi allerede har set, er Latours analyser gennemgående

karakteriseret af en række henvisninger til organisation, ledelse og samarbejde. For

at forstå, hvilken organisationsmodel, Latour foreslår, skal vi tilbage til den mi-

kroøkonomiske analyse af forskningslaboratoriet i Laboratory Life. Her viser Latour

og Woolgar, hvordan laboratoriet er organiseret omkring konstruktionen af be-

stemte objekter, der omsættes til inskriptioner og måleudskrifter, der senere igen

konverteres til videnskabelige artikler, patenter, bevillinger, medieomtale o.s.v. I

stedet for at tale om en akkumulation af viden, taler Latour og Woolgar om viden-

skab som en akkumulation af ”kredit”. Med kredit forstås den troværdighed eller

anerkendelse, der tilskrives en forsker eller forskergruppe i takt med, at andre

forskere anvender og citerer den pågældende persons resultater (Latour & Wool-

gar 1986: 187). Med det centrale begreb om credibility cycles er det hensigten at

beskrive den kamp om anerkendelse, der regulerer forskernes adfærd. Her henvi-

ser ”kredibilitet” ikke til pålidelighed i epistemisk forstand, men til kreditværdig-

hed i den forstand, at andre forskere, aktører og institutioner tilskriver den viden-

skabelige ekspert en bestemt status eller position, som vedkommende aktivt kan

bruge til at tiltrække ressourcer (Latour & Woolgar 1986: 187-201). Netop fordi

videnskaben ikke kan vurderes ud fra et sæt af kontekstuafhængige epistemiske

principper, må der andre organisatoriske kriterier til at vurdere videnskaben – dvs.

kriterier, hvormed vi ifølge Latour og Woolgar kan evaluere forskernes evne til

”actually to do science” (Latour & Woolgar 1986: 198).

Ideen om at videnskaben er organiseret af en intern anerkendelsesøkonomi,

er ikke ny. Studier af distributionen og kampen for anerkendelse går tilbage til

Merton (1973) og er blevet detaljeret udfoldet af Richard Whitley (2000) og Pierre

Bourdieu (2001). Ifølge Whitley har videnskaben altid været drevet af et ønske om

anerkendelse. “In science, the need to acquire positive reputations from other

scientists is a crucial factor controlling what tasks are carried out and how they are

evaluated” (Whitley 2000: 25). Men hvor videnskaben historisk har været baseret

på tildeling af anerkendelse og status som resultat af forskernes bidrag til det

videnskabelige fremskridt, uafhængigt af kortsigtede målsætninger, foreslår La-

tour og Woolgar, at vi betragter videnskaben ud fra en mere snæver relation mel-

177

lem investering og akkumulation af intellektuel kapital. Succes i videnskaben

adskiller sig ikke fra succes i andre kommercielle organisationer, men afhænger af,

at forskeren genererer det størst mulige udbytte: ”In this respect, scientists’ behav-

ior is remarkably similar to that of an investor of capital. An accumulation of

credibility is perquisite to investment. The greater the stockpile, the more able is

the investor to reap substantial returns and thus add further to his growing capi-

tal” (Latour & Woolgar 1986: 197).

Etzkowitz og Webster argumenterer i artiklen Science as Intellectual Property

(2005), at denne økonomiske og individualistiske tilgang har omfattende organisa-

toriske konsekvenser. For eksempel indebærer modellen et øget fokus på strategisk

forskningsledelse, der effektivt skaber incitamenter til at maksimere den kognitive

kapital gennem publikationer, citationer, teknologier, patenter, licenser – og i

sidste instans materiel kapital (finansiering, ansættelser, laboratorier, udstyr, etc.),

der muliggør yderligere akkumulation (Etzkowitz & Webster 2005: 486).

Betragtet i dette perspektiv består forskningsprocessen først og fremmest i en

konvertering af ressourcer, ansættelser, laboratorieudstyr, argumenter, publikatio-

ner, etc. I denne mikroøkonomiske model er forskeren drevet af egeninteresser og

nyttemaksimering og – som i Latours generelle politiske filosofi – er ressourcerne

essentielt begrænsede. Der er kun en bestemt mængde ressourcer til rådighed.

Hvis forskerens beholdning af kognitiv kapital falder, vil muligheden for at til-

trække nye ressourcer ligeledes falde, og forskeren risikerer en negativ økonomisk

spiral. Målet for produktive og kompetitive forskningsmiljøer er derfor at vedlige-

holde deres credibility cycle ved at udbygge de organisatoriske strukturer gennem

nye bevillinger, udstyr, ansættelser, studerende, etc. der tilsammen bidrager til at

producere nye resultater.

Ser vi nærmere på det organisatoriske design, som Latour og Woolgar fore-

slår, deler det mange karakteristika med de seneste årtiers reformer i de offentlige

vidensinstitutioner og universiteter. Forskergruppen beskrives som en kvasi-

virksomhed og konstruktionen af kendsgerninger finder sted på et simuleret mar-

ked, hvor forskerne er i indbyrdes konkurrence om ressourcer og positionelle

goder (Etzkowitz & Webster 2005: 486-86). Vi har at gøre med en ekstrem variant

af, hvad Sheila Slaughter og Larry Leslie har kaldt ”akademisk kapitalisme”.84

84 For en nærmere diskussion, se Academic Capitalism – Politics, Policies and the Entrepreneurial

University, hvor Sheila Slaughter og Larry L. Leslie udfolder denne tese. Bogen blev i 2004

efterfulgt med Slaughter og Gary Rhoades, Academic Capitalism and the New Economy. Heri

formuleres begrebet til at beskrive de ændringer, vi i dag ser på de europæiske universiteter,

bl.a. hvordan de styres i retning af, at skulle efterligne private virksomheder.

178

Latour og Woolgars analyse tager del i samme skred fra en forståelse af videnskab

som en offentlig institution til en privat virksomhed, som i dag finder sted. I kraft

af incitamentsstyring og New Public Management handler videnskab i stigende

grad om ”entreprenante” handlemønstre i forskning og uddannelse, der risikerer

at erodere klassisk akademiske værdier. I modsætning til Mertons ideal for den

videnskabelige praksis, hvor forskerne har kollektivt ejerskab til resultater og

arbejder inden for rammerne af fælles institutionelle normer, er videnskaben ifølge

aktør-netværks-teori styret af egeninteresser, strategisk handlen og nyttemaksime-

ring.

Endvidere udfordrer aktør-netværks-teori den lineære model, som bygger på

distinktionen mellem interne og eksterne relationer i videnskaben. I analysen af

videnskabens netværk er der ingen substantiel forskel mellem interne og eksterne

aktører. Etableringen af forskningsnetværk og mobiliseringen af ressourcer og

bevillinger sker i et stadigt mere intimt samspil mellem videnskabelige institutio-

ner, politisk administration og markedsaktører. Kampen om ressourcer kræver, at

forskerne udbygger deres netværk og knytter relation til industri, medier, myn-

digheder og internationale organisationer, der alle bidrager til konverteringen af

kognitiv kapital. ”[C]redibility is achieved… in several arenas that interact with

each other, such as financial bankers, the scientific community, regulatory authori-

ties, and professional and consumer marketing” (Leišytė 2007: 48).

Følger vi denne betragtning, er der ingen organisatorisk adskillelse mellem

de eksterne markedskræfter i samfundet og tilsvarende indre markeder i viden-

skaben. Ifølge aktør-netværks-teori er intern og eksterne forhold alene et spørgs-

mål om antallet af forbindelsesled, associationer og translationer, som de forskelli-

ge aktører etablerer. For eksempel ser vi, hvordan der finder translationer sted fra

markedet (virksomheder) til videnskaben (universiteter), idet forskningsråd og

ministerier udarbejder strategiplaner eller stiller betingelser om privat medfinan-

siering i uddelingen af offentlige midler.85 »The conversions of the cycle may seem primarily to be processes that are internal to science, conducted by the scientists themselves. However, the in-stitutions governing each step are co-constructed by society (to varying de-grees). For instance, the possibilities of converting recognition into money

85 I den videnspolitiske udvikling er der utallige eksempler på sådanne translationer mellem

forskning og erhvervsliv, fx inddragelsen af virksomheder, teknologiske fremsyn og offentli-

ge/private partnerskaber. I den europæiske videnspolitik har initiativer som European Technology

Platforms, Joint Technology Initiatives eller senest Innovation Union til opgave at sikre translationen

af erhvervsinteresser til videnskaben, hvad der konvergerer med Latours analyse af videnskaben

som en netværksøkonomi.

179

depend on the formal structures of university funding and research councils. In turn, the criteria used in the selection of research projects to fund are strongly determined by notions of relevance as expressed in the science-society contract« (Hessels et al. 2008: 393).

Som på almindelige markeder kan vi opgøre transaktionerne og beregne intensite-

ten af konverteringen af kognitiv kapital. For eksempel kan vi måle konversionen

af argumenter til artikler ved at beregne intensiteten af publikationer. Eller vi kan

måle effekten og styrken af de pågældende netværk ved antallet af citationer i

litteraturen. Inden for den nuværende videnspolitik har en række forskellige insti-

tutioner fået til opgave at monitorere disse transaktioner, fx universitetsledelsen

eller offentlige myndigheder, der dokumenterer kvantiteten og effekten af forsk-

ningen. Webster og Rappert (2000) foreslår endda, at videnskabssociologer og

forskningsmyndigheder med fordel kan benytte Latours teori om credibility cycles

til at beregne intensiteten af patenter og kommercielle aktiviteter i forskningen.

»Increasingly today, scientific capital is taking a more commercial form through the growth of patenting and other activities in universities and gov-ernment research laboratories. In 1985 UK universities were given the right and responsibility to exploit their intellectual property by securing property rights to ensure publicly funded work was transferred to the private sector. […] Academic entrepreneurs are encouraged to secure formal rights on their intellectual property as a key step towards the successful commercialisation of their research. The new institutional vehicles which facilitate this process – such as industrial liaison offices and incubator firms – create new regimes of appropriation and valorisation« (Webster & Rappert 2000: 5).

Interessen for hvad der øger samspillet mellem forskning og samfund rækker langt

udover den akademiske verden. I den forstand er forskernes ressourcekamp ifølge

Latour en del af en langt større credibility cycle, der omfatter stat, industri og sam-

fund. Evnen til at konvertere én type kapital til en anden, fx symbolsk kapital

(status) til kognitiv kapital (patenter) og materiel kapital (markedsprodukter)

bliver dermed et centralt analyseobjekt i aktør-netværks-teori (Etzkowitz & Web-

ster 2005: 480).86

I takt med at patentering og kommercialisering er blevet en prioritet i stadigt

flere videnspolitiske initiativer, sker der en række fundamentale ændringer af den

videnskabelige praksis. Specielt de technovidenskabelige områder som biotekno- 86 Latour har senere forladt ideen om credibility cycles til fordel for netværksbegrebet, der

mere tydeligt inddrager heterogene, materielle og menneskelige ressourcer. Strukturen i Latours

argument er det samme (Latour 2005a). For en mere frugtbar brug af credibility cycles som et

princip for sandhedsgenererende interpersonelle praksisser, se Elzinga (1997: 438).

180

logi og nanoteknologi har gennemgået en række transformationer. Donald MacK-

enzie (1990) konkluderer i et videnssociologisk studie af bioteknologi: ”There is a

realignment driven by economic forces taking place between free information and

proprietary information within biotechnology, and this process has significant

implications for scientific practices… [involving] changes in the political economy

of science and technology« (MacKenzie et al. 1990: 6).

En systematisk gennemgang af aktør-netværks-teori og dens forskellige or-

ganisationsstudier, viser en klar overensstemmelse med de seneste års forsknings-

politiske udvikling. På samme måde som i den videnspolitiske udvikling indebæ-

rer ANT en forståelse af videnskaben som drevet af akademisk kapitalisme og

entreprenørielle forskningsmiljøer. Reorganiseringen af universiteterne fra en

situation, hvor de blev betragtet som statslige institutioner til en situation, hvor de

skal konkurrere på et marked og har ansvar for egen indtjening, betyder, at vi-

densproduktion bliver en økonomisk aktivitet med egne kriterier for ”input” og

”output” (Etzkowitz & Webster 2005: 482). I denne udvikling omdefineres viden-

skabens resultater fra at være ”et offentligt gode”, der lægges frit frem i tidsskrifter

og gennem undervisning, til private goder, der skal kodificeres i intellektuel ejen-

domsret (intellectual property rights). Hvor forskningsviden og privat ejendom

tidligere blev anset som tilhørende to forskellige regimer af institutionel legitimitet,

den ene tilhørende staten, den anden markedet, bliver de i den globale vidensøko-

nomi inkorporeret i samme økonomiske og institutionelle paradigme. Her er den

tidligere arbejdsdeling mellem videnskab og marked erstattet af nye organisatori-

ske hybrider, hvor universiteterne i deres markedsadfærd, og styreformer og

forskningsemner efterligner de private virksomheder. Mere fundamentalt reduce-

res afstanden mellem videnspolitik og økonomisk politik: ”As the capitalization of

knowledge becomes the basis for economic growth, science policy and industrial

policy merge into one” (Etzkowitz & Webster 2005: 481, se også Elzinga 2004).

6.6 INSTITUTIONER VS. ORGANISATIONER Indtil nu har vi set, hvordan der er opstået en ikke uvæsentlig resonans mellem de

analyser og modeller, der er fremsat i ANT og tilsvarende tendenser inden for den

videnspolitiske udvikling. ANT har en række grundlæggende forudsætninger til

fælles med den nuværende politikudvikling. Begge er de enige om, at markedet,

eller en struktur der minder om markedet, er den bedste koordinerende mekanis-

181

me, når det gælder produktion og spredning af viden. Og begge kan de siges at

tage del i en udvikling, der problematiserer den traditionelle definition af viden-

skaben som en offentlig institution.

Imidlertid kan der rejses en række alvorlige indvendinger imod denne orga-

nisatoriske forståelse og dens egnethed som analysemodel i videnskaben. Empiri-

ske studier af offentlig-private samarbejder og universiteternes teknologioverførsel

og patentering viser en relativt entydig tendens. Målsætninger og normer der

traditionelt blev betragtet som eksterne for videnskaben internaliseres i det viden-

skabelige miljø og påvirker cirkulationen og autorisationen af viden (Elzinga 1997;

Etzkowitz 2002; Owen-Smith & Powell 2003; Mowery et al. 2004; Berman 2008). På

samme måde som i andre dele af den offentlige sektor sker der et skred fra offent-

lige institutioner til private virksomheder som den foretrukne organisationsmodel.

En sådan tendens er ikke enestående for de videnskabelige institutioner, men hvad

både aktør-netværks-teori og den aktuelle videnspolitik overser, er, at sådanne

ændringer kan have særligt skadelige konsekvenser for de skrøbelige ledelses- og

organisationsformer, der kendetegner akademisk grundforskning (for en oversigt,

se Mirowski et al. 2010).

Forholdet mellem videnskab og organisation har været genstand for flere

analyser de senere år. Karakteristisk for disse analyser er, at de deler sig i to over-

ordnede grupperinger: (i) analyser, som i aktør-netværks-teori, der først og frem-

mest ser reformerne af de offentlige vidensinstitutioner som en naturlig forlængel-

se af den tætte relation mellem videnskab og samfund, der har været dominerende

i hele den moderne periode; og (ii) analyser, der ser relationen mellem videnskab

og samfund som skrøbelig, dvs. som en relation, der kræver styring på afstand

(Birnbaum 2004; Levin & Greenwood 2006; Fuller 2008; Boulton & Lucas 2008;

Emmeche 2010). I det følgende skal jeg sætte disse to teoretiske strømninger i

modsætning til hinanden. Mere specifikt skal jeg kritisere aktør-netværks-teori for

at være fastlåst i et mikroøkonomisk og markedsgjort organisatorisk regime. Til

dette formål skal jeg anvende debatten om institutioners status inden for ”institu-

tional theory”, og mere specifikt teorier om offentlige institutioner (Powell &

DiMaggio 1991; March & Olsen 1989).

På flere måder deler aktør-netværks-teori en række organisationssociologiske

antagelser med ”new public management” (NPM). I lighed med NPM foreskriver

ANT på et fundamentalt antropologisk niveau en metodologisk individualisme,

der anser organisatorisk adfærd for at være et spørgsmål om interessevaretagelse,

182

nyttemaksimering og positionel konkurrence. Aktør-netværks-teori afviser, at

videnskaben konstituerer en særlig institution med egne immanente normer og

procedurer, som adskiller sig fra andre institutioner i samfundet. Institutioner

foreligger ikke som en eksisterende størrelse, men skal ifølge Latour konstant

skabes og genskabes gennem nye forbindelser mellem aktørerne (Latour 2005a: 11,

95). Man finder derfor ingen, eller kun symbolske referencer til institutioner såsom

universitetet i aktør-netværks-teori. I stedet antages det, at lokale mikroprocesser

konstituerer de institutionelle systemer i kraft af det vedblivende arbejde med at

stabilisere netværket (Callon 2002: 302). I sidste instans er videnskaben alene et

spørgsmål om at organisere tilstrækkeligt mange aktører, ressourcer, instrumenter,

tekster, etc. ”The very organization of science – through grant application, large

scale experiments, congresses, publications, controversies, consensus conferences,

etc. – offer to the analyst a continuous source of information on how to raise the

question of ontology” (Latour 2005a: 119).

Nu kan det se ud som om, der er tale om et radikalt konstruktivistisk og anti-

essentialistisk projekt, der søger at afmontere forestillingen om videnskabens

exceptionalisme som social institution. Men faktisk er denne kritik af institutionsbe-

grebet udbredt inden for en lang række NPM-inspirerede tilgange. Fælles for disse

tilgange er, at de afviser forestillingen om videnskab som en særligt afgrænset

offentlig institution, der kræver relativ autonomi fra samfundets styring. I stedet

ses universiteter og vidensinstitutioner som enhver anden kommerciel organisati-

on med input og output i form af ressourcer, produkter, studerende, o.s.v. (Melan-

der et al. 2008; Madsen 2011; Foss Hansen 2011).87

Som nævnt kan der rejses flere indvendinger imod denne organisatoriske

forståelse og dens egnethed i videnskaben. Banebrydende frontforskning og ufor-

melle læringsprocesser lader sig ikke styre gennem regler, standardprocedurer,

rationelle målsøgende strategier og økonomiske strukturer. Organisering af uni-

versiteter må i særlig grad bygge på armslængdeprincippet, dvs. at styring må ske

87 NPM bygger på tanken om en offentlig økonomi, der efterligner principperne fra den

private markedsøkonomi. Statens ydelser skal vurderes ud fra deres økonomiske markedsværdi

eller ud fra kvasi-markeder. Der er tale om en udpræget materiel mål- og styringsrationalitet,

hvor fokus er på de dokumenterbare produkter af den offentlige produktion. I litteraturen

henvises ofte til Christopher Hood, der i artiklen A Public Management for All Seasons (1991)

introducerede NPM-begrebet som en beskrivelse af, hvordan den offentlige sektor, i det omfang

der skal være en, henter inspiration fra private virksomheder (Hood 1991; Pollitt 1994).

183

på afstand og uden detailkendskab til de udførte processer. Universiteternes ledel-

ses- og styringsvilkår er præget af mangfoldighed, uklarhed og kompleksitet. Når

Latour reducerer videnskab til et spørgsmål om intellektuel ”kapital” og kredit-

værdighed, kan det derfor med rimelighed anfægtes, hvorvidt det giver et retfær-

digt billede af videnskabens organisation.

I den bureaukratiske tradition efter Max Weber betragtes ledelsen af offentli-

ge institutioner ud fra et særligt sæt af institutionelle normer, der ikke deler de

samme funktioner som private virksomheder eller organisationer. Det samme

gælder universiteterne: de er traditionelt blevet betragtet som institutioner, ikke

som organisationer. Forskellen er, at hvor organisationer har incitamenter og proce-

durer, der regulerer agenterne efter individuelle mål, har institutioner socialiserede

normer og fælles værdier, der regulerer agenterne efter kollektive formål, som fx

normer for god videnskabelig praksis (Elzinga 1997: 436ff).

Det er naturligvis et komplekst og interessant spørgsmål, hvad der motiverer

forskere til at bedrive forskning. Men det kan rimeligvis hævdes, at videnskab er

en anden type institution end markedsinstitutioner. I modsætning til kommercielle

organisationer, hvis grundlag er at give medarbejderen incitament til at producere

merværdi for virksomheden, er ideen om markedsadfærd og produktivitet fun-

damentalt fremmed i videnskab. Ikke i den forstand, at videnskabspersoner ikke er

motiverede af personlig indtjening og status. Men i den forstand, at videnskab ikke

kan vurderes ud fra markedsmekanismen. Arie Rip sammenligner kvaliteten af

videnskabelige resultater med begrundelsen af politiske beslutninger.

»When scientists mobilize resources, as well as when they present their products to audiences, they have to justify their actions and their products […] Their success does not depend on a market taking up their products, but on their justification being accepted. In a comparable way, the production of authoritative decisions in politics cannot proceed in a purely technical way, but depends critically on justifications and their acceptance« (Rip 1988: 63).

På grund af den konstruktivistiske epistemologi er videnskabssociologien ude af

stand til at diskriminere imellem vidensinstitutioner og andre typer af organisatio-

ner: de er fundamentalt set symmetriske og kan reguleres på samme måde. Hermed

overser videnskabssociologien, at videnskabelige institutioner til forskel fra kom-

mercielle institutioner ikke kan legitimere sig ved antallet af produkter, de frem-

stiller, men ved begrundelsen af viden (ud fra kriterier som objektivitet, pålidelig-

hed, originalitet, testbarhed mv.). Som følge heraf har analyser af videnskaben

184

typisk lagt vægt på andre kriterier, når man undersøger forskernes motivation;

som fx fælles normer, anerkendelse, loyalitet, tillid, uformel vidensdeling, etc.

For at skabe større klarhed over denne situation samt de udfordringer den

medfører, kan vi se konflikten i analyseperspektiver som en konflikt imellem

klassisk ”institutionalisme” (March & Olsen 1989) og ”nyinstitutionalisme” (Mon-

roe 1991). I lighed med aktør-netværks-teori foreslår nyinstitutionelle teorier, at vi i

studiet af institutioner forlader traditionelle organisationssociologiske analyser og i

stedet anlægger en økonomisk synsvinkel på den politiske og institutionelle virke-

lighed. Nyinstitutionelle projekter peger på, at de organisatoriske miljøer skal

levere manuskripter, rutiner og teknologier, som formelle organisationer kan

anvende til at reducere organisatoriske usikkerheder som fx magtmisbrug og res-

sourcespil (Powell & DiMaggio 1991; du Gay 2007).

Formuleringen af denne organisationsteori er også kendt som ”principal-

agent-teorien”. Ifølge denne teori er det grundlæggende ledelsesdilemma i moder-

ne organisationer, hvordan agentens incitamenter kan knyttes til principalens inte-

resser, hvorved der skabes konvergens mellem de forskellige målsætninger. Ho-

veddelen af de udfordringer, der i dag er forbundet med styring og ledelse, er

ifølge denne betragtning et spørgsmål om at reducere usikkerheden i relationen

mellem principal og agent (Power 2008: 8). For at sikre tilstrækkelig konvergens

mellem aktørerne indføres derfor forskellige former for belønning og kontrol, der

evaluerer aktørerne ud fra formelle mål- og resultatkrav kombineret med en øget

brug af konkurrence- og performancebaseret finansiering. I videnspolitikken sker

dette fx ved at indføre bibliometriske forskningsindikatorer til fordeling af basis-

midler eller andre typer af output-baserede bevillinger.

Et fællestræk mellem aktør-netværks-teori og nyinstitutionalismen (og i vi-

dere forstand new public management) er, at begge er præget af et ensidigt fokus

på individers (aktørers) og gruppers (organisationers) adfærd. Ifølge dette stand-

punkt har ingen institutioner realitet forud for de konkrete organisatoriske prak-

sisser. Det betyder ikke, at institutioner ikke findes, men de skal mobilisere et antal

”allierede” for at opnå relativ stabilitet og legitimitet. Det centrale redskab er her

Michel Callons begreb om ”interessekonstruktion” (interessement). Interesser er

aldrig færdige størrelser, men skal altid tolkes og oversættes i relation til andre

interesser, tillempes til de sociale og materielle omgivelser, og forhandles i et

strategisk spil om de tilgængelige (knappe) ressourcer (Callon 1986; Law 1992; Law

& Hassard 1999; Latour 2005a).88

88 Man kan rimeligvis hævde, at det centrale i denne forståelse af organisationer er deres

tilblivelse og tilpasning: ”Neo-institutionalistists attempt to move beyond mere recognition of

185

På samme måde som i nyinstitutionalismen tolker Latour, Callon og Law le-

gitimitet og ansvarlighed (accountability) som en mikroøkonomisk relation mellem

principal og agent. Fordi der foregår en konstant mobilisering af ressourcer og

rivalisering blandt forskergrupperne, er der et permanent legitimeringspres på

aktørerne. Det strategisk-instrumentelle handlingsbegreb fører til en organiseret

mistillid. Aktørerne (eller aktanterne) må hele tiden holde hinanden ansvarlige og

iværksætte initiativer, der overvåger og kontrollerer, hvorvidt de aktører der har

fået delegeret ressourcer og ansvar, rent faktisk lever op til dette. Aktør-netværks-

teori er fuld af referencer til ’accountability’ (Latour 2005a: 79-80, 127, 229).89

Et af de få steder man finder Latour omtale institutionsbegrebet, er i artiklen

The Promise of Constructivism (2003). Heri skriver Latour: ”[I]nstitutions assuring

due process should be able to specify the quality of the “good common world”

they have to monitor. As I have shown above, what is so crucial in the “account-

ing” proper to constructivism is to be able to differentiate good and bad construc-

tions” (Latour 2003: 40). Lignende referencer til ”accounting” og ”accountability”

går igen flere steder.90 Inden for den politologiske forskning har Nicolas Jabko

(2006) kaldt dette synspunkt for ”strategisk konstruktivisme”. For denne tanke-

gang gælder, at afgørelsen af hvorvidt en heterogen koalition af agenter tilkende-

giver deres tilslutning til et standpunkt, en institution eller politik, afhænger af, i

hvilken grad det tjener deres interesser, præferencer og strategier.

Forestillingen er, at analyser af offentlige institutioner, og mere alment mo-

derne politiske processer, skal beskrives ud fra tilgange, der er forankret i indivi-

dets nyttemaksimering og markedsadfærd, og som er renset for institutionelle

komponenter. Antagelsen er, at enhver institutionel proces i sidste instans kan

reduceres til individuelle præferencer og hensigter. Fænomener som stat, klasser

og institutioner er ifølge dette argument kun analytiske redskaber, idet det anta-

the social and cultural foundations of institutions to describe the processes by which practices

and organizations become institutions” (Hatch 2006: 86). Det centrale er institutionaliseringspro-

cessen snarere end dens resultat; den stabile institution. Nyinstitutionalismen er interesseret i,

hvordan organisationer skabes, vedligeholdes og destrueres (DiMaggio 1991; Christensen et al.

1997; Westenholz 2006; Berman 2008). 89 I de senere år er aktør-netværks-teori blevet appliceret inden for institutionelle studier og

har været anledning til at introducere konstruktivismen inden for et bredt felt af analyser omfat-

tende policyanalyser, forvaltningsstudier, virksomhedsstudier, organisationssociologi og i videre

forstand mediesociologi (Højbjerg 2005). Fælles for disse er en mikrosociologisk og mikroøko-

nomisk tilgang til studiet af organisationer og styring (Callon 2002). 90 Det mest velkendte studie i denne sammenhæng er John Laws artikel Organizing Accoun-

tabilities: Ontology and the Mode of Accounting (1996) fra bogen Accountability: Power, Ethos and the

Technologies of Managing (Munro & Mouritsen 1996).

186

ges, at der ikke findes overindividuelle egenskaber. Sociale og organisatoriske

fænomener som gruppeadfærd, økonomiske udviklingsprocesser eller institutio-

nelle dynamikker skal analyseres, ikke som kollektive fænomener, men som indi-

viduelle og mikrosociologiske fænomener (Thomsen 2008: 123).

En sådan model lider imidlertid under flere organisatoriske patologier. Ikke

alene synes den at være ude af stand til at forklare centrale organisatoriske fæno-

mener i videnskaben. I dens reduktionistiske forståelse af organisatorisk adfærd er

den endvidere med til at omdefinere de normative funktioner, der traditionelt var

knyttet til videnskaben. I modsætning til nyinstitutionelle teorier skal jeg derfor

hævde, at universiteter og vidensinstitutioner kræver at blive styret og reguleret

som offentlige institutioner.

En vigtig præmis i enhver institutionel teori er sondringen imellem følgende

to typer af institutioner: 1) institutioner, hvis opgave er at tilfredsstille en teknisk-

økonomisk efterspørgsel og 2) institutioner, hvis opgave er at tilfredsstille sociale,

kulturelle og politiske krav om legitimitet (Hatch 2006: 86). Universiteter har siden

deres grundlæggelse først i middelalderen og senere i det 18. og 19. århundrede

skullet tilfredsstille sidstnævnte. New public management og aktør-netværks-teori

respekterer imidlertid ikke en sådan bestemmelse, men definerer videnskaben som

underlagt markedet. Dette kunne vi kalde den institutionalistiske fejlslutning.91 Man

kan formulere det på den på måde, at der foregår en essentiel strid om, hvordan

organisationer skal defineres: skal de defineres som markedsagenter eller som

sociale, juridiske og politiske entiteter med egne legitimitetskriterier?

Her kan vi finde støtte hos March og Olsen (1989), hvis teori om offentlige in-

stitutioner er forankret i et bredere organisationssociologisk perspektiv. Forfatterne

placerer sig i et skarpt modsætningsforhold til de teoretikere, der betragter politik

som en ren individstyret proces eller som et rent overbygningsfænomen. Instituti-

oner ses som et sæt af formelle og uformelle regler, der i varierende grad begræn-

ser de institutionelle aktørers handlemuligheder (Thomsen 2008: 118). Ifølge insti-

tutionalismen er institutionsbygning et vigtigt formål med politiske systemer, fordi

individernes opfattelse af problemer og løsninger er påvirket af de opfattelser, der

overleveres gennem institutionernes udvikling. Institutionelle normer og kognitive

regler (dvs. de regler, der styrer individernes opfattelse af problemer og løsninger) 91 I dybere forstand er en forudsætning for universiteternes succes, at de orienterer sig indad

til i institutionen og løbende tilpasser sig det interne niveau af viden og teknologi, imens de i

vidt omfang ser bort fra markedets behov. Teoretisk set er denne påstand nært beslægtet med

”kontingensteorien”, hvis grundantagelse er, at organisationer skal tilpasse sig det miljø, de

agerer i, hvad enten det er markedet med dets differentierede behov og omskiftelighed, eller det

er organisationens interne udvikling (Hatch 2006: 86).

187

fremmer arbejdsdelingen i samfundet og muliggør en mere effektiv problemløs-

ning på lang sigt.

Der er tale om et socialiseringsperspektiv. March og Olsen forbinder ikke in-

stitutioner med konflikt, magtstræben eller rivaliserende adfærd. Institutionelle

aktører er snarere styret af en handlingsrationalitet, som de kalder ”logic of ap-

propriateness”. De fremhæver hermed et almenmenneskeligt adfærdstræk. I en

verden bestående individer er vi nødt til at være socialt og kollektivt orienterede.

Ikke kun fordi der eksisterer et funktionelt behov for effektiv arbejdsdeling, men

fordi de individuelle aktørers adfærd ikke kan forklares uden et sådant perspektiv.

I lighed med eksempelvis Merton hævder March og Olsen, at god institutionel

adfærd er en tillært evne, som de institutionelle aktører opnår ved at blive indso-

cialiseret i højere kollektivt orienterede idealer. Individet former sig selv, men

under konstant iagttagelse af de forventninger, standarder og normer, det er flettet

sammen med.92

March og Olsen fremhæver ligesom Habermas, at den væsentligste forud-

sætning for et politisk-institutionelt systems opretholdelse er, at det fungerer på en

legitim måde. Institutionalisering af fælles normer aflaster det organisatoriske

niveau fra den legitimitet, som individerne ellers selv skal løfte. I stedet for et

konstant legitimeringspres kan samfundet uddelegere visse opgaver til institutio-

ner, som aflaster individet fra begrundelse. Legitimiteten af en institution består af

i denne situation i dens rolle i en større differentieret helhed af samfundsinstitutio-

ner, der hver har deres opgaver, ansvarsområder og portefølje (Habermas 1973;

Sennett 2006).

I et institutionalistisk perspektiv kan individuel adfærd derfor ikke erstatte

normer og fællesinteresser, hverken eksplanatorisk i forklaringen af institutionel

adfærd eller politisk i samfundets administrative praksis. I kontrast til mikroøko-

nomisk teori er den sociologiske institutionalisme baseret på den antagelse, at det

vestlige samfund har uddifferentieret sig i forskellige værdisfærer og tilhørende

92 Et institutionsbegreb, der anser institutioner som regulariserede praksisser, der over tid er

”kilde til orden og stabilitet i en interaktiv verden, der ellers synes at være temmelig kaotisk”

(March & Olsen 1989: 53), kunne bidrage til en bedre forståelse i ANT. Nærmere bestemt kunne

det have medvirket til at påvise, hvorfor visse vidensinstitutioner ikke bare er kaotiske, selvor-

ganiserende praksisser og interessekampe, men har etableret bestemte normer og handlingslo-

gikker i lange perioder, der gør visse udfald mere sandsynlige end andre (Hoff et al. 2006: 34; se

også Fuller 2006: 24). Nyinstitutionalismen og ANT har generelt vanskeligt ved at forklare,

hvorfor institutioner består over tid, hvis organisationen hele tiden skal genforhandles. Fx går de

europæiske universiteter tilbage til grundlæggelsen af universitetet i Bologna i 1088 og i Nordeu-

ropa til grundlæggelsen af Københavns Universitet i 1479.

188

normsæt, og at opretholdelsen og distinktionen imellem disse institutioner – poli-

tik, ret, økonomi, videnskab – er karakteristisk for den liberale samfundsmodel.

Økonomisk handlen bør derfor ikke indføres på områder, der ligger uden for det

traditionelle økonomiske felt som for eksempel i den offentlige administration eller

videnskabelige institutioner.

Hvad sker der, når denne model anvendes som analytisk fundament i studiet

og indretningen af videnskabelige institutioner? Hvilken bevægelse i legitimiteten

kan vi iagttage, når markedsadfærd og konkurrencemodeller indføres i videnska-

ben? Nyinstitutionalismen, og mere alment udbredelsen af NPM, indebærer først

og fremmest, at klassiske begreber som arbejdsdeling, ethos, loyalitet, anerkendel-

se, tillid, etc. forsøges oversat til spilteori og principal-agent-relationer. For vi-

denspolitikken betyder det ikke kun en kortere distance imellem forskning og

marked, men en grundlæggende reorientering af de videnskabelige institutioner

imod materielle og teknologiske produkter, der kan validere den førte politik og

skabe transparens og konsekvens lokalt. Universiteterne betragtes derved som

private virksomheder, der skal konkurrere indbyrdes om knappe ressourcer, indgå

resultat- og udviklingskontrakter, og efterfølgende evalueres ud fra internationale

performance- og kvalitetsstandarder (Melander 2008 et al; Bruno 2009).

Resultatet er en vareliggørelse (commodification), der erstatter de videnska-

belige normer med kommercielle normer – og tilsvarende en forsimpling af det

samfundsbidrag, som videnskaben forventes at levere. Effekten er, at offentligt

finansierede forskere bruger mere tid på indbyrdes konkurrence, strategisk ledelse

og eksterne forskningsansøgninger, og mindre tid til de egentlige forskningsaktivi-

teter (Lamont 2009; Radder et al. 2010; Whitley et al. 2010). Ikke alene skaber en

sådan model ”perverse incitamenter”, hvor forskerne motiveres til at publicere

flere artikler med lavere kvalitet eller maksimere deres citationer igennem selvcite-

ring og anden suboptimering (Laudel 2006; Lawrence 2007; Weingart 2009).93 Hvad

93 Begrebet ”perverse incitamenter” henviser til de uintenderede eller uhensigtsmæssige

konsekvenser af en given politik. I en dansk kontekst har Emmeche (2009) beskrevet begrebet i

forbindelse med en undersøgelse af indførelsen af bibliometriske målinger og konkurrenceud-

sættelsen af basismidler. Et gennemgående træk i de bekymringer, der udtrykkes i analysen er,

at brugen af konkurrence ikke bare vil få adfærdsregulerende virkninger, som det politisk er

hensigten, men at disse virkninger kan være uhensigtsmæssige i forhold til de værdier og normer,

der gælder for videnskabeligt arbejde, og de alsidige opgaver, som forskningen forventes at

varetage i samfundet. Bekymringen er, at den ændrede adfærd, som brugen af nye måleredska-

ber og styringskoncepter medfører, er i modstrid med hensigten (bedre kvalitet, mere relevant

forskning, etc.) (Emmeche 2009: 4).

189

værre er, har mange af de opgaver, som offentlige vidensinstitutioner traditionelt

skulle varetage et formål, der ikke kan kvantificeres på nogen simpel måde.

Det fører til kunstige markeder, hvor konkurrencen om budgetmidler ikke fo-

regår på naturlig vis, men efter målestokke, der er vedtaget uden hensyn til viden-

skabens interne normer og faglige kompetencer. Den simulerede konkurrence har

mange slagsider. Først og fremmest etablerer den kun få selektive indikatorer, der

er relevante for eksterne auditører og administrative institutioner, men som ikke

giver et reelt billede af, hvordan institutionerne fungerer. I den nuværende vi-

denspolitik er det kun få udvalgte ”ting”, der får synlighed og bliver ”feticherede

objekter” – som artikler, patenter, teknologier, etc. Det betyder omvendt, at de ting,

som ikke bliver målt, mister prioritet og synlighed. Hvis der kun måles publikatio-

ner i internationale tidsskrifter, vil forskerne holde op med at skrive bøger. Hvis

der kun måles patenter og kommercialisering, vil forskerne holde op med at for-

midle i offentlige medier og civilsamfundet. Resultatet er forskelligt inden for de

forskellige forskningsområder. Humanistisk og socialvidenskabelig forskning får

vanskeligere ved at legitimere deres eksistens end tilsvarende teknologiske områ-

der, der kan fremvise de efterspurgte resultater.

Herved opstår langt større strukturelle og normative skadesvirkninger end

de effektivitetsgevinster, der kan opnås ved et mikroøkonomisk styringsparadig-

me. Forskningsemner, der ikke egner sig til de udvalgte formater for publicering

og formidling, vil blive marginaliseret. Konkurrencen om eksterne midler vil

fremme fragmentering og individualisering mellem institutionerne, og dermed

svække integrationen og samarbejdet på tværs af institutioner, hvilket igen vil

stille institutionerne svagere, når det gælder grundlagsskabende frontforskning.

6.7 VARELIGGØRELSEN AF AKADEMISK FORSKNING

Mange samfundsforskere og filosoffer har påpeget, at den konkurrencebaserede og

økonomiske tankegang, som udgør grundlaget for kommercialisering af forskning,

har store konsekvenser for forskningsverdenen – og for vores forståelse af, hvad

videnskab er (Fuller 2008; Elzinga 2008; Whitley et al. 2010). Hvordan vi vurderer

vareliggørelsen af akademisk forskning har potentielt stor betydning for, hvordan

vi designer og regulerer de videnskabelige institutioner. Der findes, som vi har set

i dette kapitel, flere beskrivelser af forskningens nye dynamikker og netværk,

hvoraf nogle indebærer en mere eller mindre direkte legitimering af tendensen

mod vareliggørelse – fx manifesteret i teserne om modus-2-forskning og triple-

helix-netværk (Gibbons et al. 1994; Etzkowitz & Leydesdorff 2000). Disse policy-

orienterede videnskabsstudier indvarsler et grundlæggende angreb på det klassi-

190

ske universitetsideal. I stedet beskrives, hvordan nye non-lineære samarbejdsrelati-

oner og cykliske innovationsmodeller, konstant overskrider grænsen mellem viden-

skab, samfund og marked.94

Formelle samarbejdsrelationer og netværk mellem videnskab og virksomhe-

der er en del af problemstillingen, men den rækker videre til enhver form for

ekspropriering af viden og kompetencer, hvorigennem disse reduceres til deres

handelsværdi på et marked. Forståelsen af viden og uddannelse som et fællesgode

harmonerer, som vi skal se i næste kapitel, ikke med vare- og markedsgørelsen af

forskning og fortrænges i stigende grad som kilde til videnskabens institutionelle

legitimitet.

I aktør-netværks-teori ser vi en mere indirekte form for vareliggørelse, idet

de organisatoriske strukturer i vidensinstitutionerne beskrives som erhvervs- og

virksomhedslignende entiteter på samme måde, som det løbende er sket i refor-

men af de europæiske universiteter med Bologna- og Barcelona-processen. Mar-

kedsgørelse er i denne betydning et vidtrækkende fænomen, der indebærer en

gennemgribende forandring af normer og værdier for forskning. Aktør-netværks-

teori beskriver vareliggørelsen af videnskab som en ønskværdig og naturlig mar-

kedsdynamik, der skaber et mere konkurrencepræget marked for viden med høj

stratificering og rivalisering mellem aktørerne. På samme måde som i NPM-

inspirerede tilgange, anvender aktør-netværks-teori neoklassiske økonomiske

recepter som mere marked og markedsstyring til at regulere videnskaben. Og

ligesom i NPM kan vi iagttage et skifte fra input-styring til output-styring i ANT; i

et performativt perspektiv skal videnskaben vurderes på styrken af sine netværk

til erhvervslivet samt antallet af publikationer, citationer, teknologier, patenter,

etc., der kan registreres materielt og deskriptivt (Radder et al. 2010).

Som jeg har argumenteret i dette kapitel, kan man rimeligvis kritisere aktør-

netværks-teori for at fremme en instrumentalisme og markedstænkning, som har

bredt sig til områder, hvor den ikke hører hjemme og tillige risikerer at virke nega-

tivt. Desværre er det ikke modellens negative konsekvenser, der optager Latour og

hans kollegaer. Den organisatoriske mistillid, tilsidesættelsen af forskernes faglige

kompetencer, bureaukratiseringen og disciplineringen af de offentlige vidensinsti-

tutioner, mv. nævnes ofte ikke i de konstruktivistiske teknologistudier (Mirowski

et al. 2010).

94 For en diskussion af forholdet mellem STS og de policy-orienterede videnskabsstudier

henvises til Budtz Pedersen (2007) og Budtz Pedersen (2009), hvor har jeg behandler teserne om

de nye non-lineære innovationsmodeller. Se også diskussionen i Elzinga 1997, 2003, 2007; Godin

1998; Shinn 2002; Fuller 2000b og Nordman 2006.

191

Spørgsmålet om alternativer er nært knyttet til denne problemstilling. Kriti-

kere af udviklingen anklages ofte for at være konservative, nostalgiske eller tilba-

geskuende. Imidlertid handler det ikke om at rulle udviklingen tilbage. Forsk-

ningssystemet indgår som et naturlig element i samfundets evolution og må nød-

vendigvis tilpasse sig de givne samfundsstrukturer. Men som jeg har argumente-

ret, er der vigtige indsigter at hente i institutionalismen og mere almene politisk-

filosofiske overvejelser, der slår fast, at samfundet har et ansvar med hensyn til

offentlige goder og institutioner. Et afgørende spørgsmål bliver da, hvordan de

offentlige vidensinstitutioner kan retfærdiggøre varetagelsen af kollektive interes-

ser uden at levere dokumentation og markedsrelevant viden på kort sigt.

Et bud på en sådan begrundelse finder vi hos Francis Fukuyama, der i bogen

State Building (2006) har fremsat en fundamental kritik af den nyliberale økonomi-

ske stats- og organisationsteori. Fukuyama argumenterer, at en rent økonomisk

analyse af statsinstitutioner går fejl af, hvor vigtigt det er at opbygge et felt uden

for markedet, der kan varetage fælles anliggende igennem et korruptionsfrit,

tillidsfyldt bureaukrati, der arbejder ud fra institutionelle normer, ikke individuelle

økonomiske præferencer. Her ser man tydeligt, hvor stærkt Fukuyamas anerken-

delsesliberalisme adskiller sig fra traditionel økonomisk liberalisme, der kun læg-

ger vægt på markedet. Statsbygning handler ligesom institutionsbygning om at

øge staters ”institutionelle kapaciteter”, forstået som deres evne til at planlægge og

udføre politikker og formulere love og regler, der kan opnå accept og legitimitet i

befolkningen.

Steve Fuller har i en lignende argumentation foreslået, at vi ser videnskabens

rolle præcis som et bidrag til den vedvarende nation-building (Fuller 2006a, se også

diskussionen i Budtz Pedersen 2011). Dvs. at videnskaben og de videnskabelige

normer spiller en konstitutiv rolle i vedligeholdelsen af samfundets kognitive,

kritiske og semantiske infrastruktur. Det skyldes, at videnskaberne først og frem-

mest leverer viden, der viser sin værdi og relevans på lang sigt (Fuller 2006a: 24).

Følger vi denne tankegang, er institutionel kapacitet en betegnelse for statens evne

til at tilskrive de offentlige vidensinstitutioner en relativ autonomi – og lade dem

organisere sig efter deres interne, historisk forankrede videnskabelige og professi-

onelle normer. En stat kan kun fungere tilfredsstillende, i den udstrækning den er

villig til at anerkende, at visse institutionelle kapaciteter har en socialt og økono-

misk produktiv effekt, uden at det kan måles på et første ordens niveau eller læg-

ges til grund for eksplicit legitimering. Dette er den nyliberale stats største dilem-

ma ifølge Fukuyama. Staten må udvise grader af tillid og fremme effektivitet ved

brug af organisatoriske virkemidler som loyalitet, ansvar, ethos, social tillid, etc.

Kort sagt skal en god begrundelse for institutionernes raison d’être findes i en

192

overbevisning, som ikke er intuitivt indlysende: at institutioner er noget, vi arver

og naturligt lever efter. Ikke noget, vi skal bevise eller begrunde ud fra kortsigtet

nyttemaksimering.95

I denne sammenhæng har Helga Nowotny (2007) kritisk bemærket, at vi le-

ver i en politisk periode, der insisterer på at gøre alle processer eksplicitte, så

eksplicitte som muligt. Transparens og effektivitet er blevet de mest fremhersken-

de politiske normer. Men, som det ofte er blevet eftervist; når vi insisterer på at

eksplicere og synliggøre visse aktiviteter, forsvinder andre aspekter ud i usynlig-

hed (Strathern 2006). Afhængigt af hvilke indikatorer vi vælger, vil vores forståelse

af de relevante resultater være forskellig. Scientometriske målinger og teknologi-

udvikling er nemmere at synliggøre og dermed nemmere at omsætte til politisk

argumentation end resultater af humanistisk og kulturel karakter. Evalueringer og

benchmarking er i den henseende både en social teknologi og et normativt pro-

gram, der har opnået stærk politisk momentum ved at kunne appliceres på tværs

af stort set alle politiske områder og institutioner (Nowotny 2007: 483).

Kravet om at adskille videnskab og politik er ikke længere muligt. Men

spørgsmålet er, hvordan det skal ske, hvis de to sfærer skal indgå en gensidig

arbejdsdeling. Man kan forestille sig modeller, der integrerer elementer af mar-

kedsorienteret forskning i bestemte isolerede strukturer og organisationer – fx

inden for nanoforskningen. Men at markedsgørelse inden for nanoforskning kan

være påkrævet, betyder ikke, at dette princip kan generaliseres til alle områder og

transaktioner i videnskaben. Det er nødvendigt med en afbalanceret vækst, hvor

den grundlagsskabende forskning udbygges og styrkes, så fundamentet for frem-

tidens strategiske teknologi er bedst muligt. Forudsætningen er derfor en politisk

epistemologi, der holder de to regimer, anvendt forskning og grundforskning,

relativt adskilte (Radder et al. 2010).

Opsummering

I dette kapital har det været min hensigt at diskutere, hvordan den performative

vending i STS, der ser videnskaben som manifesteret i konkrete socio-materielle

entiteter som laboratorier, instrumenter, teknologier, artefakter, publikationer, etc., 95 En stærk stat er ifølge Fukuyama ikke nødvendigvis en stor stat i betydningen af omforde-

ling, men en stat der tager hånd om fælles problemer og udfordringer igennem tillidsfulde

relationer mellem politikere, forvaltning og borgere. Mistillid opstår, når de offentlige institutio-

ner skal redegøre for deres ressourceforbrug ud fra snævre nyttemaksimerende kategorier.

Formelle monitorerings- og accountability-systemer, særligt i den offentlige sektor, medfører

ifølge Fukuyama enten meget høje transaktionsomkostninger, eller er umulige, fordi de mangler

specificitet i forhold til den komplekse aktivitet, der ønskes målt (Fukuyama 2004: 191).

193

konvergerer med en tilsvarende vending i videnspolitikken. På samme måde som i

de konstruktivistiske videnskabsstudier, er det karakteristisk for den styringsrati-

onalitet, der i dag implementeres på universiteter og offentlige vidensinstitutioner,

at fokus er på de konkrete deskriptive og materielle korrelater til den videnskabe-

lige produktion (Herzig 2004; Budtz Pedersen 2009; Elzinga 2010). I ANT ser vi

applikationen af ”det industrielle princip” for vidensproduktion, som i dag er

blevet dominerende. Det er viden som produktionsfaktor og som ressource i en ny

global netværksøkonomi.

Nærmere bestemt har jeg argumenteret, at der på et generelt metodologisk

niveau er opstået en symmetri imellem udviklingen i STS og udviklingen i vi-

denspolitikken. Sammen fører disse tendenser til, hvad Elzinga (1997) har kaldt et

”epistemisk skred”, hvor videnskaben i stigende grad fokuserer på viden, der er

relevant for eksterne brugere og klienter og i mindre grad på at frembringe viden,

hvis kvalitet og videnskabelige pålidelighed er det primære. Elzinga deler det

institutionalistiske perspektiv, jeg her har forsvaret, idet han understreger, at der

altid er spændinger i samfundet mellem interesser og objektivitet, men at det netop

er videnskabens opgave at løse denne situation gennem institutionalisering af

videnskabelige metoder.

Naturligvis er det ikke videnskabssociologiens tankesæt alene, der har for-

plantet sig til den politiske og administrative styringsmodel. Men der er langsomt

opstået en begrebslig og analytisk konvergens mellem den konstruktivistiske

epistemologi og den politiske epistemologi. Dette skyldes efter min overbevisning

importeringen af en stærkt individbaseret organisationsmodel og et radikalt opgør

i videnskabssociologien med funktionalisme og strukturalisme. Hensigten med

kapitlet har været at vise, hvordan den forståelse af viden og videnskab, der i dag

påvirker styringen af universiteter og vidensinstitutioner kan analyseres ved at

inddrage en bredere videnskabsteoretisk debat, end det ofte antages. I lyset af

disse overvejelser skal jeg i næste kapitel diskutere karakteren af videnskabelig

viden som et ”offentligt gode” og se nærmere på, hvilke implikationer en sådan

model har for analysen af det organisatoriske og institutionelle design i videnska-

ben.

194

Kapitel 7

Viden som privat eller offent-ligt gode 7.1 VIDENSKAB OG EJERSKAB 96

I dette kapitel ændrer jeg diskussionens fokus en anelse i forhold til de foregående

kapitler. Som det blev foreslået i slutningen af sidste kapitel, fører diskussionen af

de empiriske videnskabs- og teknologistudier til en mere principiel diskussion af

den videnspolitiske udvikling. Nærmere bestemt tager jeg i dette kapitel udgangs-

punkt i den aktuelle videnspolitiske tendens til at privatisere viden og vidensinsti-

tutioner. Privatisering af viden som et økonomisk gode har omfattende konse-

kvenser for den måde, hvorpå vi opfatter og regulerer de offentlige vidensinstitu-

tioner. Som det skal blive klart i det følgende, ligger tendensen til at opfatte viden

som et privat gode i forlængelse af den type markedstænkning, jeg drøftede i

sidste kapitel. Privatisering af viden er ikke nødvendigvis forbundet med en over-

dragelse af de offentlige videns- og uddannelsesinstitutioner til privat ejerskab.

Ejerskab med hensyn til universiteter og vidensinstitutioner er et vigtigt tema i den

internationale videnspolitiske debat. Men det er den mere principielle tendens til

at kodificere og oversætte viden til intellektuel ejendom, der her skal diskuteres.97

96 Kapitlet er en revideret udgave af en artikel med samme titel, der er under udgivelse i

antologien Hvad er videnspolitik? Demokrati, ledelse og styring, J. Faye & D. Budtz Pedersen, Kø-

benhavn: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. 97 Privatisering og kommercialisering af viden kan antage mange forskellige former, hvoraf

patentering og licensaftaler er de mest kendte. Men også andre, mere indirekte former for priva-

tisering finder sted, se nedenfor. For en generel diskussion, se Etzkowitz & Webster (1995: 483-

484). For en kritisk diskussion af kommercialisering af universitetsforskning, se Radder (2004) og

Fuller (2000).

195

De forskellige forsøg på at gøre viden til et privat gode står i kontrast til det

traditionelle synspunkt, ifølge hvilket vi skal betragte viden som et ”offentligt

gode”. Diskussioner af forholdet mellem offentlige og private goder har en lang

historie. Ofte er økonomer ganske restriktive omkring hvilke ressourcer og egen-

skaber, der sorterer som offentlige goder, og det er omdiskuteret, hvorvidt viden-

skabelig viden bør opfattes som et sådant kollektivt gode. I litteraturen om vi-

denspolitik er der imidlertid fremsat flere overbevisende argumenter, der under-

støtter begrundelsen af viden som et offentligt gode, selvom der er tilfælde, hvor

den økonomiske teori er tvetydig (Martin & Salter 2001; Phillips 2002). I sidste

instans er dette ikke kun et spørgsmål om valg af økonomisk nomenklatur, men

om hvilke normative implikationer de forskellige styringsmodeller har. For ek-

sempel kan der være normativ uenighed om, hvilken rolle staten bør spille over for

markedet, og i hvilken udstrækning markedet er den bedste mekanisme til at

fordele samfundets goder (Beck 2010).98

Et offentligt gode er i modsætning til et privat gode defineret ved, at marke-

det ikke har tilstrækkeligt incitament til at producere godet. Det er veletableret i

økonomisk teori, at kan en markedsaktør ikke udelukke andre fra at få adgang til

godet, vil godet ikke blive produceret. Eller hvis der er tale om naturressourcer,

som alle aktører har lige adgang til, vil der ikke være incitament til at beskytte

godet imod overudnyttelse, som fx rent drikkevand eller et bæredygtigt miljø. Som

det skal præciseres nedenfor, opstår der i sådanne situationer ”markedsfejl”. Sta-

tens opgave er blandt andet at udbedre markedsfejl ved at levere løsninger, lov-

givning og infrastruktur, der skaber bedre rammebetingelser for den økonomiske

og sociale udvikling (Barr 2006).

Fortolkningen af omfanget og dybden af sådanne rammebetingelser varierer

med de forskellige opfattelser af den politiske økonomi. Nogle mener, at offentlige

goder kun omfatter militæret, retssystem samt en vis grad af miljøbeskyttelse.

Andre mener, at fællesgoder omfatter sygepleje, uddannelse og grundforskning.

Men både liberalistiske og keynesianske økonomer har traditionelt været enige om,

98 Beck (2010) argumenterer for, at offentligt produceret viden i form af universel adgang til

højere uddannelse, er den vigtigste enkeltstående faktor, når det drejer sig om at nedbryde social

ulighed og negativ social arv. Offentlig adgang til uddannelse omfordeler samfundets kognitive

ressourcer i befolkningen på en måde, der skaber større socialt ekvilibrium. Hermed indikerer

Beck, at der ikke er en konflikt imellem viden som offentligt og privat gode: effekten af universel

uddannelse er dels, at det stiller det enkelte individ bedre med hensyn til indkomst, samtidig

med at samfundet som helhed får bedre gavn af de menneskelige ressourcer.

196

at staten spiller en vigtig rolle i udbedringen af markedsfejl.99 Flere tendenser tyder

imidlertid på, at en sådan opfattelse i de senere år er blevet sat under pres. Som

Ove K. Pedersen (2011) har argumenteret, antager velfærdsstaten i stigende grad

karakter af nyliberal og udbudsorienteret konkurrencestat. Politisk økonomi hand-

ler i dag mere om præstation af målbare resultater og konkurrenceevne end om at

skabe socialt koordinerende institutioner, der løser fælles problemer. Mere præcist

har den holdning sat sig igennem, at velfærdsstatens ydelser kun er legitime i den

udstrækning, de fører til konkurrencemæssige fordele. Steder, hvor der ikke i

forvejen var markeder (på områder som vand, uddannelse, sygepleje, miljø, forsk-

ning) indføres simulerede eller rigtige markeder (Plant 2009: kap. 1).

Her er der risiko for den modsatte situation. Hvis staten søger at markedsgø-

re eller privatisere processer eller ansvarsområder, der hører til blandt de statslige

kapaciteter, som er underlagt offentlig forvaltning, for eksempel ved at begunstige

private virksomheder eller katalysere private interesser ind i de offentlige instituti-

oner, er der risiko for ”statsfejl”. Hvis ikke der er tilstrækkelige politiske instru-

menter til at modvirke de forudsete og uforudsete konsekvenser af markedet,

bliver resultatet, at staten de facto opgiver sit ansvar med hensyn til offentlige

goder. Forskellige analyser har de senere år vist, hvordan de styringsidealer, der i

dag implementeres i de offentlige institutioner, giver anledning til flere sådanne

eksempler (Jessop 2002; Plant 2009; Gray 2010).

Diskussioner af, hvordan viden skal forstås som et samfundsmæssigt gode,

og under hvilke betingelser viden produceres som en privat eller offentlig ressour-

ce, er forholdsvis nye (Mirowski & Sent 2002). Ofte finder sådanne diskussioner

sted inden for respektive discipliner som erkendelsesteori, økonomisk teori eller

politisk teori. For at få et klarere overblik over den nuværende situation, og de

udfordringer den medfører, anbefaler jeg i dette kapitel, at vi tilfører den vi-

denspolitiske analyse en tværdisciplinær ramme. I kapitlet kombineres derfor et

institutionelt politisk perspektiv med en videnskabsteoretisk diskussion. Kapitlet

viser, at der er en sammenhæng mellem videns epistemiske kvaliteter og videns

økonomiske og sociale kvaliteter, og at en sådan sammenhæng har implikationer

for, hvilke styringsredskaber vi anvender i de offentlige vidensinstitutioner.

Argumentationen er struktureret på følgende måde. I næste afsnit ser jeg

nærmere på konteksten for den nuværende videnspolitik og mere specifikt frem-

komsten af en vidensbaseret netværksøkonomi. En række empiriske studier har de

99 Markedsfejl i den libertarianske tradition behandles i Murray N. Rothbarts Man, Economy

and State. Alternativt ser Nicholas Barr i Economics of the Wefare State (2006) markedsfejlteorien

som en integreret begrundelse for intervention i det frie marked.

197

senere år lagt pres på de klassiske mertonianske normer for akademisk forskning,

specielt idealet om, at viden skal deles offentligt. Over for denne tendens fremhol-

der jeg to argumenter: (i) et argument imod den generelle økonomiske tendens til

at betragte viden som et privat gode; og (ii) indvendinger imod den mere specifik-

ke tendens til at kodificere akademisk forskning i patenter og intellektuelle ejen-

domsrettigheder. Endelig foreslår jeg et bredere makroøkonomisk og værditeore-

tisk perspektiv på effekterne af videnskab. Hvis vi vil have et retmæssigt billede af

den værdi, akademisk forskning tilfører samfundet, er vi nødt til at udvide de

anvendte indikatorer og forklaringskategorier. I lyset af disse overvejelser vurde-

res, hvilke alternative argumenter der er til rådighed i begrundelsen af videnska-

bens institutionelle og sociale legitimitet.

7.2 DEN NYE NETVÆRKSØKONOMI

Som det er blevet argumenteret i Kapitel 1 og Kapitel 2 har forskning og uddannelse

i de senere år været genstand for en øget politisk bevågenhed, blandt andet som

følge af Lissabon-aftalen (2000) og Barcelona-målsætningen (2003) og lignende

nationale og regionale vækst- og udviklingsstrategier. Ifølge førende internationale

økonomer har vi været vidne til et paradigmeskifte i den globale økonomi, hvor de

industrialiserede lande har måtte omstille deres produktion fra at være ”ressource-

intensiv” til at være ”vidensintensiv” (Rodrigues et al. 2003; Sapir et al. 2004). Den

makroøkonomiske virkelighed har i stigende grad vanskeligt ved at blive forklaret

inden for den dominerende neoklassiske ligevægtsmodel og de etablerede prin-

cipper i arbejdsværditeorien. I den globale netværksøkonomi er viden blevet en

selvstændig produktionsfaktor på linje med jord, kapital og arbejdskraft. Evnen til

at indbygge viden i materialer og produkter synes at være blevet en helt central

drivkraft i globaliseringen.

Netværksøkonomien adskiller sig fra tidligere økonomiske modeller på

mindst to forskellige måder: (i) ved i højere grad at integrere menneskelig viden i

teknologier, maskiner og kapitalgenstande og (ii) ved at økonomien som helhed er

blevet en blandingsøkonomi, der kombinerer marked og stat. Blandingsøkonomien

var til at begynde med indrettet til at styre ud fra velfærdsstatslige principper.

Opgaven var at skabe en vis international økonomisk integration, kombineret med

en kontrol af de internationale kapitalmarkeder, hvad Keynes anså som afgørende

for nationaløkonomiens udvikling. I efterkrigstiden førte denne model til, at de

fleste europæiske lande skabte avancerede velfærdsstater, der tillod den offentlige

sektor at vokse til nærved 40 pct. af nationalindkomsten. Siden modellens højde-

punkt i 1970’erne har den imidlertid gradvist været under forandring. I stedet er

198

kommet en global version af blandingsøkonomien, hvis overvejende mål er at

begrænse statslige barrierer for den transnationale handel (Rodrik 2009).

I den globale vidensøkonomi har staten til opgave at levere støttefunktioner

til markedet, dvs. faciliteter, der gør det muligt for staten at bevare et højt niveau af

konkurrenceevne. Her fungerer viden, uddannelse og teknologi i stigende grad

som en strategisk og uomgængelig produktivkraft. Som det nævnes af Boutang

(2001) er videns- og produktionsnetværk i dag blevet et af de mest grundlæggende

træk ved globaliseringsprocessen. En proces, der først og fremmest er muliggjort af

nye informations- og kommunikationsteknologier, som kortlagt i Manuel Castells

stort anlagte studie af netværkssamfundet (Castells 1996-98). Globaliseringen er

dermed i færd med at skabe nye forudsætninger for produktion, økonomi, viden-

skab og politik.100

Netværksøkonomien betyder samtidig, at ressourcer og værdier, der traditi-

onelt lå uden for økonomien, forsøges integreret i den økonomiske cyklus og gjort

til økonomiske goder. Et eksempel er miljøet, der tidligere blev betragtet som

statens ansvar, dvs. som et fællesgode. I dag er miljøteknologi blevet et af de stør-

ste globale investeringsområder. Her begynder man at handle med CO2-kvoter og

andre politisk konstruerede produkter. Det ligger i selve denne models økonomi-

ske natur, at den stræber efter at gøre de associerede værdier (de såkaldte eksterna-

liteter, se nedenfor) til fundamentet for nye indtjeningsmuligheder. Et godt ek-

sempel er Google og Facebook. Her består virksomhedernes værdi i, at de sælger

og skaber aktiviteter og netværk, der giver brugerne fri adgang til en række ser-

vices, hvis samlede associerede værdi er grundlag for nye forretningsmodeller,

som virksomhederne ikke har direkte kontrol over.

Det vil sige, at økonomisk værdi bliver afhængig af virksomhedernes evne til

at skabe netværk, hvilket afspejler sig i måden, man organiserer virksomhederne

på. I dette lys har også netværksbegrebet og netværksøkonomien vundet udbre-

delse. Netværket er netop vidensøkonomiens form, fordi virksomhederne igennem

socialt og teknologisk forgrenede netværksstrukturer forsøger at få fat i disse

eksterne ressourcer og internalisere dem i værdiskabelsen. Den økonomiske teoreti-

ker Moulier Boutang har kaldt denne nye type netværksøkonomi for en ”pollen-

100 Den franske videnskabsforsker Jean-Francois Joly beskriver denne udvikling som over-

gangen fra en global “forsvarsalliance” blandt de vestlige lande (1945-1970) til en “konkurrence-

statslig koalition” (1975- ). Målsætningerne i denne nye koalition er at vinde kontrol over de

globale markeder gennem privatisering og vareliggørelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

at etablere statslige subsidier til højteknologi, anvendt forskning og serviceproduktion; og

endelig at skabe incitamenter, der bevæger forskning og udvikling, inklusiv universitetsforsk-

ning, i retning af kommercielle videnskabsområder og teknologiudvikling (Joly 2010).

199

økonomi”, hvor det centrale er virksomhedernes evne til at ”bestøve” hinanden og

omsætte ideer til innovation og indtjening (Boutang 2009). En virksomheds res-

sourcer består ikke længere i dens adgang til råstoffer og maskiner, men i dens

kontaktflader, det vil sige styrken af dens netværk. Som vi så i de foregående

kapitler, bliver ”netværket” opfattet som et central organisationsprincip i viden-

skab, politik og økonomi, og det er ikke vanskeligt at se, hvor Latour og hans

kollegaer har elementerne i deres samtidsdiagnose fra. Ifølge Boutang er der ved at

ske det samme med det videnskabeligt-intellektuelle arbejde, som skete med det

fysiske arbejde i den industrielle revolution: den industrielle kapitalisme absorbe-

rede menneskets fysiske arbejde i teknologien. I dag er det cirkulationen af viden,

kultur og sociale relationer, som skaber innovation og integrerer menneskets

kognitive arbejde i økonomien. I den forstand er vi ifølge Boutang vidne til en

begyndende krise i det neoklassiske teorem om faldende marginalnytte og endda i

selve forestillingen om privat ejendomsret, eftersom viden ikke naturligt har de

egenskaber, der definerer en knap ressource. Inden vi vender os imod denne bre-

dere diskussion, skal vi først se på nogle af ændringerne i den økonomiske opfat-

telse af videnskab.

7.3 EN NY KONTRAKT MELLEM FORSKNING OG SAMFUND

Konsekvenserne af den økonomiske udvikling er, som allerede nævnt, mangfoldi-

ge. Forskellige samfundsteoretikere har kaldt den nye politiske situation for ”kon-

kurrencestaten” (Pedersen 2011), ”statskapitalisme” (De Vos 2010) eller den ”neo-

korporatistiske stat” (Plant 2009). Uanset hvilken af de nævnte betegnelser vi

vælger, er resultatet imidlertid det samme for de offentlige vidensinstitutioner: en

stigende markedsgørelse af universiteterne, en øget brug af konkurrence og

benchmarking, tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, og en

generelt stigende brug af professionel ledelse og individuelle incitamenter (Wein-

gart 2005; Elzinga 2008; Bruno 2009). Resultatet er en fundamental reform af de

offentlige vidensinstitutioner, der, som det blev diskuteret i forrige kapitel, inde-

bærer et nyt kodeks for ledelse og styring, kendt som ”new public management”

(Hood 1991).

Reformerne af de offentlige universiteter er imidlertid kun én blandt flere

faktorer, der skal forklare ændringerne i forskningssystemet. Også internt i forsk-

ningens organisering er der sket flere transformationer. Som vi allerede har set, er

forskellige betegnelser blevet fremsat, der beskriver denne udvikling. Herunder

”modus-2-forskning” (Gibbons et al. 1994), ”triple helix-forskning” (Etzkowitz &

200

Leydesdorff 2000), ”post-akademisk videnskab” (Ziman 2001), ”socialt robust

viden” (Nowotny et al. 2001) eller ”post-normal videnskab” (Funtowicz & Ravetz

1993). På hver deres måde bidrager disse analyser til et billede af videnskaben som

et system, der dels har fået en langt mere fremtrædende rolle i samfundet, dels er

blevet underlagt en lang række nye politiske, økonomiske og moralske krav om

retfærdiggørelse.

Fælles for de nævnte betegnelser er påstanden om en række ændringer i den

videnskabelige praksis: forskningen bliver i stigende grad tværdisciplinær, pro-

blemorienteret og foregår i en ”anvendelseskontekst”. Her er det ikke kun forsk-

ningens kognitive interesser, men i ligeså høj grad eksterne økonomiske og politi-

ske interesser, der fastlægger kriterierne for vidensproduktion. Hensynet til at

nyttiggøre videnskaben i en ekstern kontekst er ifølge denne betragtning ikke

noget, der tilføjes forskningen, efter den er udført, og det eventuelt viser sig, at

resultaterne er brugbare til bestemte formål. Hensigten er derimod at tilskrive

anvendelseskonteksten en afgørende betydning i selve konstitueringen af viden-

skabelig viden: ”When knowledge is actually produced in the context of applica-

tion, it is not applied science, because discovery and applications cannot be sepa-

rated” (Gibbons et al. 1994: 33). Beskrivelser af denne art er først og fremmest

sociologiske, men de indebærer, som tidligere argumenteret, en række epistemolo-

giske præmisser, der i større eller mindre grad konvergerer med den politiske

epistemologi i den nuværende videnspolitik.

Med udgivelsen af toneangivende tekster som The New Production of Know-

ledge (Gibbons et al. 1994) og Universities in the Global Knowledge Economy (Leydes-

dorff & Etzkowitz 1997) er centrale analyser og begreber fra den videnskabssocio-

logiske tradition eksplicit blevet anvendt i den videnspolitiske udvikling. I kon-

trast til den lineære model hos Vannevar Bush ser forfatterne til disse nye ”non-

lineære” innovationsmodeller det aktuelle forskningssystem som karakteriseret af

en transdisciplinær, anvendelsesorienteret og tværgående videnskabskultur, der

aktualiseres af antallet af nye technovidenskabelige forskningsområder, samar-

bejdsrelationer og nye hybride grænseflader mellem grundforskning, anvendt

forskning og industriel forskning.

Hvor Mertons CUDOS-normer var karakteristiske for det klassiske grund-

forskningsideal, er den nye post-disciplinære og anvendelsesorienterede forsk-

ningstype tilsvarende karakteriseret af en række institutionelle normer. John Zi-

man (2001) hævder i en kritisk vurdering af det nye styringsparadigme, at der er

sket et afgørende normskred i samfundets opfattelse af videnskaberne væk fra de

klassiske videnskabelige normer til et nyt sæt af entreprenante og kommercielle

201

idealer. Ziman beskriver disse retningslinjer som PLACE-normerne. Forkortelsen

står for:

� Proprietary: man deler ikke sin viden kollektivt, men håndhæver privat

ejendomsret;

� Local: man fokuserer på at løse lokale problemer, ikke på at finde universel-

le sammenhænge eller lovmæssigheder;

� Authoritarian: man er underlagt en stærk strategisk forskningsledelse;

� Commisioned: eksterne klienter udpeger bestemte forskningsopgaver, og

� Expertise: statsansatte forskere er eksperter, der skal løse bundne opgaver.

I modsætning til Mertons normer er PLACE-normerne fra Zimans side ikke tænkt

som et regulativt ideal, men som en kritisk analyse af, hvordan den kommercielle

forskning foregår (Ziman 2001). Centralt for Zimans analyse står den konstatering,

at hvor der traditionelt har været en arbejdsdeling og adskillelse mellem den aka-

demiske og industrielle forskning, er de to verdener i stigende grad begyndt at

konvergerer mod en fælles forskningstype, den post-akademiske videnskab, hvis

afgørende kendetegn adskiller sig fra traditionel akademisk videnskab.

Den aktuelle videnspolitik bliver dermed resultatet af, hvad Michael Gibbons

(1999) har kaldt videnskabens nye kontrakt med samfundet. Kendetegnende for

denne kontrakt er i modsætning til tidligere kontrakter, at der sker et begrebsligt

og analytisk skifte imod at betragte viden enten i form af sin økonomiske værdi

eller i form af sin indirekte værdi som forudsætning for økonomi og teknologi.

Hvor værdien af videnskabelig erkendelse tidligere blev vurderet ud fra målestok-

ke, der var nedlagt i kulturen eller i tanker om oplysning og modernitet, bliver den

succesrige forskning i dag målt ud fra sin økonomiske relevans. Der lægges op til

en mere fokuseret strategisk prioritering af de statslige forskningsmidler, hvor

staten kræver af forskningsmiljøerne, at de bliver mere attraktive samarbejdspart-

nere for erhvervslivet. Dette er ikke i sig selv et problem. Men som vi skal se i

næste afsnit, er det omdiskuteret, hvorvidt videnskabens relevans og effekt lader

sig opgøre i kortsigtede økonomiske termer, eller om en bredere legitimering er til

rådighed, der giver politikere og borgere en tilsvarende mulighed for at begrunde

udgifterne til de offentlige forskningsinstitutioner.

7.4 KOGNITIV KAPITALISME

Som det er beskrevet i det foregående, er viden i dag en central ressource i sam-

fundets værdiskabelse. Det betragtes som en væsentlig forudsætning for samfun-

202

dets konkurrenceevne, at der indføres en vidensbaseret produktion, der bidrager

til nationalstatens indtjening. I overensstemmelse med andre NPM-inspirerede

tilgange er der stor tillid til involvering af det private erhvervsliv, etablering af

markeder for forskning og patenter samt brug af mikroøkonomiske incitamenter.

Imidlertid er det uklart, præcist hvordan værdien af viden skal forstås. Dette har

været omdrejningspunkt for en intens økonomi- og videnskabsteoretisk debat i de

senere år, som vi skal se nærmere på i det følgende (Philipse 2002; Calhoun 2006;

Fuller 2008).

Med overgangen til vidensøkonomien er der sket en række ændringer i de

overleverede klassiske marxistiske og neoklassiske forestillinger om arbejde, ar-

bejdsdeling, økonomisk vækst, samt ikke mindst ejendom og ejendomsret. De

fleste økonomer og samfundsforskere er enige om, at vi i disse år befinder os i en

transformation på det økonomiske område. Men det er uklart, hvilke nye former

for økonomi vi er vidne til, samt hvilke former for akkumulation, organisation og

værdiskabelse der kendetegner den. I udgangspunktet handler ”den nye økono-

mi”, som vidensøkonomien også kaldes, ikke kun om anvendelsen af formaliseret

videnskabelig viden eller kodificerede vidensformer, men om udnyttelsen og

kapitaliseringen af alle former for viden, information og innovation. Ikke desto

mindre står forskningsbaseret viden centralt i de fleste økonomiske studier.

Som kilde til økonomisk vækst optræder viden i denne betydning både som

en ressource og produktivkraft og som et produkt, idet produkternes vidensindhold

bliver afgørende for deres værdi. Hermed bliver videnssamfundet en eufemisme

for, hvad André Gorz har kaldt den kognitive kapitalisme, dvs. en kapitalisme, hvor

viden og teknologi erstatter det umiddelbare arbejde som den vigtigste faktor i

værdiskabelsesprocessen. Den kognitive kapitalisme bygger på to institutionelle

forudsætninger: (i) den private ejendomsret og (ii) profitskabende produktionsen-

heder. Forskellen til andre former for økonomi er først og fremmest, at det ikke er

materielle produkter, men viden, der gøres til privat ejendom (Mathiassen & Hun-

nicke 2009). Begge betingelser kan, som vi skal se, problematiseres, idet de står i et

tvivlsomt forhold til en række af de egenskaber, vi normalt forbinder med viden.

For det første er viden ikke naturligt en knap ressource, der kan reguleres via

markedet eller underlægges privat ejendomsret. I modsætning til knappe ressour-

cer som fx biler, bygninger og fødevarer er viden principielt en åben ressource.

Viden kan reproduceres og transmitteres, uden at det nødvendigvis implicerer

omkostninger, ligesom værdien af viden ikke falder, når den deles eller forbruges,

men stiger, når andre personer og institutioner bidrager til dens spredning. Af

denne grund kan videns økonomiske værdi kun etableres, hvis der indføres en

kunstig knaphed i form af institutionelle og juridiske begrænsninger. Men dette er i

203

udgangspunktet videnskaben fremmed (Fuller 2005: 72; Philipse 2002). En lignen-

de kritik gælder den anden præmis, der hævder, at viden for at opnå vareværdi

skal produceres i profitskabende virksomheder. For at viden kan opnå de egen-

skaber, der kendetegner robust videnskabelig viden, er det påkrævet, dels at de

videnskabelige påstande fremlægges i en åben struktur, hvor fagfællebedømmelse

og gensidig kritik er funktionelt konstituerende for kvaliteten; dels at hensyn til

produktivitet og økonomisk indtjening tilsidesættes for et mere grundlæggende

hensyn til pålidelighed og andre videnskabelige normer. Med andre ord deler

dynamiske vidensmiljøer ingen, eller kun ganske få, af de egenskaber, der karakte-

riserer profitskabende organisationer.101

Viden har principielt kendetegn, der gør såvel dens udnyttelse som dens

økonomiske værdisætning kompliceret. For at imødegå denne situation har man

de senere år iværksat en række foranstaltninger, der skal sikre en bedre udnyttelse

og akkumulation af videns økonomiske effekter – først og fremmest ved at indføre

incitamenter og lovgivning, der kodificerer viden i patenter og intellektuelle ejen-

domsrettigheder (Mirowski 2009). Mere generelt indføres et nyt institutionelt

design ved de offentlige universiteter, det såkaldt ”entreprenante universitet”, der

behandler viden som en privat vare. Hensigten er gradvist at ændre de offentlige

vidensinstitutioner til profitskabende enheder, fx ved at gøre dem ansvarlige for

101 Naturligvis er der også undtagelser fra denne regel, hvis vi i stedet for brugsværdien taler

om bytteværdien af viden, fx inden for et internationalt marked for uddannelser. Holder vi os

først til brugsværdien af viden, falder denne ikke, når viden anvendes. Brugsværdien består af et

materielt eller immaterielt produkts evne til at tilfredsstille et menneskeligt behov. Hvis viden

spredes fra én person til en anden, således at to personer deler den samme viden, kan de begge

nyde gavn af effekten af denne viden, uden at værdien falder eller opbruges i kraft af denne brug.

Med bytteværdien er det imidlertid mindre klart. Idet viden omdannes til et produkt, der fore-

ligger og cirkulerer som en vare, vil viden udover sin umiddelbare brugsværdi besidde en

bytteværdi. Det vil sige, at visse former for viden (fx en bestemt uddannelse) kan udveksles i

bestemte kvantitative forhold imod andre vareprodukter. Når viden foreligger som et produkt

vil bytteværdien være fastsat af knaphed og efterspørgsel. Hvis en person fx køber en MBA

uddannelse på Harvard University, består bytteværdien af produktets eksklusion (knaphed på

studiepladser, kompetencer, etc.) kombineret med efterspørgsel fx på arbejdsmarkedet. Dvs. at

arbejdskraften her inkarnerer videns bytteværdi, fordi kandidater fra Harvard har udsigt til en

betragtelig løn. Hvis viden og uddannelse spredes ureguleret, i dette tilfælde hvis Harvard

producerer flere kandidater om året, vil bytteværdien falde (selvom brugsværdien er intakt).

Kandidaterne vil være mindre efterspurgte og modtage mindre løn. Eksemplet viser kort sagt, at

værdien af viden ikke falder, men at værdien af viden som kodificeret uddannelse falder pga.

mindsket ekskluderbarhed (sammenlign med Marx 1867/1970: 184-185).

204

egen indtjening og integrere forskningen tættere med erhvervslivet (Slaughter &

Rhoades 2004; Radder et al. 2010).

Private virksomhederne har naturligvis en legitim interesse i at sikre indtje-

ningen fra viden og teknologi finansieret af private midler. Men bevægelsen imod

et stadigt mere restriktivt intellektuelt rettighedsregime i de offentlige vidensinsti-

tutioner risikerer at grundstøde videnskabens fundamentale præmisser og medfø-

re uhensigtsmæssige konsekvenser. Herunder at produkterne af offentligt betalt

forskning ikke bevares i en offentlig tilgængelig form. Patenter og licensaftaler er

en ud af en række eksempler i den aktuelle videnspolitik, der stiller spørgsmål til

denne præmis. Som jeg skal argumentere i næste afsnit, er der en generel tendens

til, hvad vi kan kalde en privatisering af viden, eller forståelsen af viden som et

positionelt gode.

7.5 VIDEN SOM PRIVAT ELLER OFFENTLIGT GODE

For at forstå denne problematik er det nødvendigt, at vi tager et skridt tilbage og

undersøger, hvorfor staten til at begynde med har ansvar for finansiering af forsk-

ning og uddannelse. Ifølge standarddefinitionen i økonomisk teori er den primære

årsag til, at staten bør finansiere forskning og uddannelse at udbedre en ”markeds-

fejl”. Begrebet om markedsfejl baserer sig på antagelsen om, at et perfekt marked

producerer den mest optimale løsning. Statslig intervention er nødvendig i de

situationer, hvor der opstår markedsfejl (Barr 2006). En markedsfejl er en tilstand,

hvor den decentrale og uregulerede markedsligevægt er suboptimal, dvs. hvor

efterstræbelsen af egeninteresser fører til et resultat, der samlet set er dårligere for

samfundet og dermed skaber et råderum for staten til at iværksætte velfærdsfor-

bedrende politikker.

Finansiering af grundforskning er i udgangspunktet et eksempel på en sådan

statslig handling. Når private virksomheder traditionelt ikke har incitament til at

investere i grundforskning skyldes det, jævnfør ovenstående, at viden ikke natur-

ligt er en knap ressource. Det hænger sammen med den rolle, især ”information”

spiller i økonomien. Med afsæt i Nelsons (1959) og Arrows (1962) arbejder frem-

hæves ofte de informationelle egenskaber ved videnskabelig viden. Herunder, at

viden er et ikke-rivaliserende og ikke-ekskluderende gode. Det vil sige, (a) at viden er et

gode, der ikke bliver mindre af, når man bruger det, svarende til den ikke-

rivaliserende egenskab, og (b), at viden som investering er svær at beskytte sine

konkurrenter fra at udnytte, svarende til et ikke-ekskluderende gode (Martin &

Salter 2001: 512). Andre økonomer, som Elinor Ostrom (2005), udvider begrebet

om offentlig goder til at omfatte subtraktive egenskaber. Her gælder, at non-

205

subtraktive goder er goder, hvor poolen ikke bliver mindre, når den anvendes,

men kan bruges ligeligt af alle, som fx viden, hvorimod subtraktive goder er kol-

lektive ressourcer, der bliver færre af, når de anvendes (som fx sårbare naturres-

sourcer).

For så vidt der hverken er rivalisering eller ekskluderbarhed, vil private virk-

somheder mangle incitament til at investere i grundforskning. De vil forsøge at

være gratister (free-riders) med hensyn til at erhverve og anvende viden, fx ved at

rekruttere medarbejdere, der har deres viden fra eksterne kilder eller konkurrenter.

Som følge heraf vil basal videnskabelig viden ifølge standardopfattelsen ikke blive

produceret på det frie marked. Præcis af denne grund er videnskabelig viden at

betragte som et offentligt gode, hvilket er den tekniske betegnelse for et gode eller

produkt, der ikke har de profitskabende egenskaber, som gør, at private markeds-

aktører vælger at producere godet i det omfang, det er samfundsmæssigt optimalt.

Med andre ord er investeringer i grundforskning til gavn for alle aktører og bidra-

ger til en forbedring af den samlede økonomiske og sociale struktur, uden at den

enkelte aktør har tilstrækkeligt incitament til at foretage disse investeringer.

Heroverfor kan staten i kraft af offentligt finansieret forskning udvide sam-

fundets beholdning af viden. Staten kan overvinde de private aktørers tilbagehol-

denhed til at finansiere forskning ved at gøre den producerede viden frit tilgænge-

lig gennem uddannelse og offentliggørelse af forskningsresultater i tidsskrifter,

biblioteker, databaser og så fremdeles. Bemærk, at denne begrundelse for offentlig

forskning baserer sig på en idealiseret beslutningsteoretisk præmis: de individuelle

aktører har incitament til at underinvestere i viden, fordi det ikke stiller dem rela-

tivt bedre, hvorimod staten kan løfte det samlede velfærdsniveau ved at gøre

viden offentligt tilgængelig. I visse tilfælde er der imidlertid eksempler på, at

private aktører finansierer grundforskning. I Danmark gælder det fx Carlsberg-

fondet, Novo Nordisk Fonden og andre private fonde, der støtter grundforskning

enten af almennyttige grunde eller for at opbygge kapacitet på lang sigt. Ofte vil

sådanne bevillinger blive givet med en vis grad af offentlig medfinansiering, eller

investeringerne vil være omfattet af fordelagtige skatteregler og dermed indirekte

være subsidieret af statslige ordninger.

Inden vi udreder de videnspolitiske konsekvenser af dette ræsonnement, er

det relevant kort at kvalificere typen af ”fri tilgængelig viden”, som argumentet

forudsætter. I dag er det kun relativt få økonomer, der vil støtte et rent informatio-

nelt standpunkt. Det skyldes, at den utvetydige forudsætning af, at viden kan

anvendes frit, blot den er tilgængelig i form af information, har været udsat for

indvendinger (Rosenberg 1990). Her må man sondre mellem kognitiv tilgængelig-

hed og materiel tilgængelighed. Det er korrekt, at viden i form af tidsskriftartikler,

206

databaser eller informationer kan tilgås af enhver. Men det er for det meste påkræ-

vet, at aktøren besidder visse forudgående kognitive kapaciteter for at forstå og

anvende publiceret videnskabelig viden til konkrete formål (Pavitt 1991).

Et sådant argument taler imod, at man som institution eller nationalstat blot

kan kopiere viden fra andre vidensproducerende institutioner uden i forvejen at

besidde visse kapaciteter til at udnytte, imitere og videreudvikle den pågældende

viden. Udnyttelse af eksisterende viden afhænger med andre ord af det teknologi-

ske og forskningsmæssige udgangspunkt, hvorfor det på hvert niveau er nødven-

digt at investere i forskning (VTU 2003). I praksis betyder det, at adgang til højt-

uddannet arbejdskraft og fri uddannelse oftest vil være den mest hensigtsmæssige

måde at distribuere offentligt produceret viden og dermed en initialbetingelse for

udnyttelsen af mere avanceret viden. Relationen mellem forskning og uddannelse

er derfor essentiel.102

Hertil kommer, at tesen om videns informationelle egenskaber indirekte hvi-

ler på en teknologisk reduktionisme, der isolerer videns økonomiske betydning til

udbredelsen af især informationsteknologi som en uafhængig produktionsfaktor,

dvs. at viden kun har værdi, når den foreligger eller cirkulerer som information.

Men her er det vigtigt at minde om, at der er forskel på information og viden: ”Vi-

den implicerer information, men information implicerer ikke nødvendigvis viden.

Det kommer sig af, at der til viden binder sig et sandhedskrav, som ikke stilles til

information, og dette sandhedskrav kan ikke tilfredsstilles ved, hvad… [agenten]

er informeret om” (Hendricks & Hansen 2011: 11). Med andre ord bliver vi ikke

nødvendigvis bedre i stand til at anvende videnskabelig viden alene ved at have

adgang til information fra et åbent arkiv. Hertil kræves, at vi lærer at organisere,

selektere og vurdere de tilgængelige informationer i et format, der fører til viden.

Imidlertid ændrer disse bemærkninger ikke ved, at der både analytisk og

praktisk fortsat er stort fokus på de positive økonomiske kvaliteter ved offentlig

tilgængelig viden, herunder definitionen af forskning og uddannelse som et offent-

ligt gode. For at undgå et reduktionistisk billede af videnskabens økonomiske

effekter har der i nyere evolutionære økonomiske studier været fremsat forskellige

teorier, der inddrager andre, sidestillede parametre end kun publiceret forsk-

ningsviden. Heraf er flere indikatorer indirekte. Det gælder fx værdien af tavs

102 Imidlertid er ulempen ved denne observation, at man som stat ikke kun kan investere i et

begrænset antal strategiske ”satsningsområder”. Naturligvis kan forskningsmidler koncentreres

på bestemte hovedområder, men hvis ikke der bevares en bred variation af ekspertise, vil det

være vanskeligt at importere anden forskningsviden, især hvis denne viden skal bringes i pro-

duktiv anvendelse.

207

viden, organisatorisk akkumuleret læring, kognitive spredningseffekter, forsk-

ningsinfrastruktur, lokal vidensdeling og mere generelt avanceret problemløs-

ningskapacitet og højt uddannelsesniveau (Martin & Tang 2007).

På trods af brugen af disse mere uformelle og multikausale indikatorer, viser

systematiske makroøkonomiske studier et relativt entydigt billede: offentligt finan-

sieret forskning fører ifølge de fleste studier til ”et væsentligt samfundsøkonomisk

afkast” (Martin & Salter 2001: 520). OECD konkluder, at ”den økonomiske effekt af

offentlig universitetsbaseret forskning i forhold til produktiviteten er positiv og

signifikant, og overgår omkostningerne ved offentlig forskning” (OECD 2001).103

Hertil kommer mængden af ikke-økonomiske spredningseffekter af offentlig

forskning, der på grund af deres kompleksitet ikke medregnes i de citerede studi-

er, men som der er bred enighed om i litteraturen, kommer samfundet til gode på

en række områder (Philipse 2002). Det sidste skal vi vende tilbage til. Men lad os

først se på, hvordan denne klassiske begrundelse for offentlig grundforskning er

blevet sat under pres med de senere års reformer af vidensinstitutionerne.

7.6 KORTSIGTEDE VS. LANGSIGTEDE INVESTERINGER

Når mange analytikere hæfter sig ved effekterne af New Public Management

(NPM) i offentlige vidensinstitutioner, er det blandt andet, fordi NPM konstituerer

et grundlæggende ideologisk angreb på begrebet om offentlige goder og offentlige

institutioner (Levin & Greenwood 2006). Som Steve Fuller har gjort opmærksom

på, er universiteternes krise udtryk for et krisetegn mere generelt i velfærdsstaten.

I en situation, hvor nyliberale politiske doktriner trækker deres støtte tilbage fra

produktionen af offentlige goder og udsætter disse for konkurrence og markeds-

vilkår, vil også begrundelsen for viden som et offentligt gode blive konfronteret

(Fuller 2008). Mere specifikt repræsenterer den nyliberale videnspolitik en grund-

læggende skepsis over for makroøkonomiske studier, der dokumenterer det sam-

fundsmæssige afkast af forskning og uddannelse på lang sigt. En ofte overset, men

plausibel tolkning af denne skepsis, er, at den nyliberale videnspolitik i bred for-

stand baserer sig på en politisk epistemologi, der har en stærk præference for de

direkte observationelle og kvantitative effekter af den offentlige vidensproduktion.

103 I de senere år er der udført adskillelige studier, der viser en sammenhæng mellem inve-

steringer i forskning og samfundets økonomiske vækst. EU-Kommissionen skriver i 2000, at

”den samlede betydning af forskning, udvikling og uddannelse er grundlag for 25-50 pct. af EU’s

samlede bruttonationalprodukt.” I Danmark skriver Forskningskommissionen i 2001, at ”mindst

25 pct. af væksten i Danmarks siden 1972 kan tilskrives øgede investeringer i uddannelse og

forskning” (se også Smith 2002).

208

Evalueringer, dokumentation, indikatorer og kvalitetsmålinger favoriserer den

laveste fænomenologiske fællesnævner og fortrænger enhver dybere og kompleks

forklaring.

Hermed får vi adgang til en anden typologi til at forstå den seneste udvikling

på det videnspolitiske område. Der, hvor der er sket et paradigmeskifte, er ikke i

forståelsen af videns økonomiske værdi, men i kravet til, at denne værdi skal

dokumenteres på kort sigt. Bemærk, at begrebet om offentlige goder ikke nødven-

digvis er knyttet til en keynesiansk velfærdsøkonomisk model, men accepteres i

både neoklassiske og evolutionære økonomiske teorier (Mirowski 2009). Der, hvor

disse teorier adskiller sig fra den nyliberale doktrin, er i begrebet om aggregerede

langsigtede effekter af individuel (eller organisatorisk) adfærd. Kort sagt opererer

den nyliberale doktrin uden et sådant aggregeret niveau: det vi kalder langsigtede

effekter er i virkeligheden kun en sekvens af kortsigtede intervaller. Det er disse

intervaller, vi skal optimere og beskrive – ikke det aggregerede resultat.104

Sammenholdt med de generelt stigende udgifter til forskning og uddannelse

betyder det for de offentlige universiteter og vidensinstitutioner et krav om en

langt mere direkte evaluering af de videnskabelige resultater. I sin simplificerede

forståelse af relationen mellem forskning og økonomi indebærer denne styrings-

model et øget fokus på den målbare værdi – og der, hvor denne ikke kan opgøres i

direkte økonomiske termer, nedbrydes de institutionelle processer i mindre enhe-

der, der udtrykker det ønskede resultat (Hood 1991; Porter 1995; Melander et al.

2008). Fuller har i hans forslag om en makroøkonomisk legitimering af videnska-

ben konstateret et lignende problem. »Investment in higher education triggers returns at various points over a long cycle, only few of which are realized in the short-term by those making the initial investments. […] However, the ‘long cycle’ idea of macroeconomic knowledge policy is undermined by periodic assessment exercises for teach-ing and research, especially when evaluated separately« (Fuller 2006a: 24).

I stedet for at beskrive det langsigtede samfundsøkonomiske afkast af investerin-

ger i forskning og uddannelse efterspørger videnspolitikken konkrete effektmålin-

ger og evalueringer, der ser på de enkelte forskningsenheders direkte afkast eller

på universiteternes produktivitet målt på indikatorer som tidsskriftartikler, citatio-

104 Neoklassiske og evolutionære økonomer er derimod uenige om, hvorvidt rationelle

beslutningsmodeller er i stand til at beskrive videns egenskaber som offentligt gode. I evolutio-

nær økonomisk teori hævdes, at vi bør fastholde de aggregerede neoklassiske forudsigelser, men

uden at se de enkelte sekvenser af aggregeret økonomisk handlen som drevet af individuel

rationalitet, motivation og fremskrivning. For en diskussion, se Mirowski (2009).

209

ner, patenter og lignende politisk fastsatte måleenheder. Hertil kommer brugen af

beregninger af det privatøkonomiske afkast af uddannelser, hvor afkastet opgøres i

forhold til den studerendes fremtidige lønpræmie og produktivitet.

Ifølge denne betragtning er markedet den mest effektive måde at regulere ef-

terspørgslen efter viden. Markedet betragtes som en tilstrækkelig mekanisme til at

værdisætte og prioritere, hvilken viden samfundet har behov for. For at understre-

ge tilliden til markedet gives universiteter og offentlige forskningsinstitutioner

incitament til at “…etablere strukturerede partnerskaber med erhvervslivet” og

“…bidrage mere effektivt til virksomhedernes innovation og vækst”, som det

understreges i EU-Kommissionens Agenda for the Modernization of European Univer-

sities (EC 2006: 6). Denne orientering imod markedet bliver sanktioneret af staten,

idet staten gennem strategiske forskningsprogrammer og performanceindikatorer

gør uddelingen af offentlige forskningsbevillinger afhængig af graden af privat

finansiering. Det bliver med andre ord et kriterium for tildelingen af offentlige

midler, at der tilsvarende gives tilskud fra private virksomheder eller fonde, da det

tages som et udtryk for forskningens erhvervs- og samfundsrelevans. Markedet

bliver dermed den direkte repræsentation af relevansen og værdien af viden.

Hermed fremtræder et grundlæggende paradoks i den nuværende videnspo-

litik. Hvor statens opgave i udgangspunktet var at finansiere forskning og uddan-

nelse i en erkendelse af, at markedet ikke har tilstrækkelig motivation til at produ-

cere disse goder på egen hånd, introduceres denne markedsfejl nu på et anden

ordens niveau, idet staten overdrager det til markedet at tilrettelægge og medfi-

nansiere forskningen. Problemet, som gjorde statens intervention påkrævet i første

instans, og som er beskrevet i det foregående, er imidlertid intakt. Markedet er

ikke i stand til at producere et vidensniveau, der betragtes som samfundsmæssigt

optimalt på lang sigt. Havde dette været tilfælde, var der ingen grund til at betrag-

te forsknings- og uddannelsespolitikken som et offentligt ansvar. Resultatet er et

reductio ad absurdum, som de færreste politikere formentlig vil acceptere.

Denne forskydning mod markedet sker imidlertid inden for en nøje fastlagt

ramme, nemlig forståelsen af vidensinstitutionerne som markedsaktører: hvis man

blot lader institutionerne udbyde og drive deres ydelser i åben konkurrence med

hinanden, vil borgere og virksomheder vælge de ydelser, de har brug for. Balancen

mellem udbud og efterspørgsel vil sørge for, at vidensbehovet opfyldes. Staten kan

nøjes med at kontrollere, at konkurrencen foregår ordentligt, og at kvaliteten af de

offentlige produkter er i orden. Problemerne ved denne model overses imidlertid.

Ofte er videnskabelig viden så langt fra markedet, at det reelt ikke giver mening at

prissætte de videnskabelige resultater eller anlægge en økonomisk synsvinkel.

Hertil kommer, at hverken privat ejendomsret eller markedet fungerer uden socia-

210

le institutioner, der kan understøtte dem. Ejendomsretten til viden hviler på juridi-

ske kontrakter og patentbeskyttelse, og markedet behøver reguleringsinstanser,

der kan modvirke misbrug og korrigere markedsfejl.

En mere passende betegnelse for denne statsligt sanktionerede markedsgø-

relse er derfor en ”statsfejl” (Winston 2006). På samme måde som agenter på mar-

kedet handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere et samfundsmæssigt

optimalt resultat, sker der en tilsvarende fejl for staten, når politikere og embeds-

mænd ikke erkender markedets begrænsninger, eller er mere optagede af kortsig-

tede hensyn og resultater. Statsfejl opstår mere præcist, når det kortsigtede ratio-

nelle bliver det langsigtede irrationelle, som Jon Elster fastslår i hans traktat Reason

and Rationality (2009). Resultatet er en udbredt privatisering af viden, der står i

konflikt til selve begrundelsen for offentligt finansieret forskning.

Lad os specificere problemets natur. Problemet ved at omlægge de offentlige

videninstitutioner fra at generere viden i en åben infrastruktur og til distribution

blandt samtlige aktører til i stedet at målrette viden private aktører, er ikke, at det

stiller visse aktører relativt bedre. Det er nærmere det, at privatisering af viden har

så omfattende og gennemtrængende negative, individuelle og sociale konsekven-

ser, at det undergraver ideen om, at offentlig forskning er en effektiv løsning for

den samlede sociale og økonomiske struktur. Kort sagt kan vi risikere at miste de

langsigtede velfærdseffekter, hvis vi følger den nyliberale anvisning om alene at

beskrive de kortsigtede effekter, som de fastlægges af markedsmekanismen.

Forskning er en risikabel investering, hvis udbytte ofte først viser sig på lang

sigt. Derfor er private virksomheder tilbageholdende med at foretage sådanne

investeringer. Det gælder i særlig grad investeringer i grundforskning. Det sam-

fundsøkonomiske afkast må derfor findes ved en aggregeret analyse af de fællesef-

fekter, der er forbundet med investeringer i forskning, enten for en samlet branche

eller for samfundet som helhed. Eftersom den samfundsøkonomiske gevinst er

større end den privatøkonomiske, vil der blive investeret for lidt, eller forkert, hvis

investeringerne tilrettelægges ud fra private interesser og orienteres mod de områ-

der, der kan udnyttes kommercielt inden for det nuværende marked.105

105 Med hensyn til fælleseffekten viser en analyse fra Centre For Economic and Business Research

(Copenhagen Business School), at denne i flere beregninger er dobbelt så stor som de individuel-

le effekter. Videregående uddannelser har fx en signifikant positiv effekt uanset studieretning.

Hvor den individuelle effekt består i, at den uddannede selv opnår en højere produktivitet (dvs.

højere løn), består fælleseffekten i den gunstige effekt, det har på produktiviteten i hele virksom-

heden, når der anvendes højtuddannet arbejdskraft. Det dokumenteres bl.a., at en stigning på ét

procentpoint i andelen af højtuddannede giver en stigning i BNP på en pct., når der både tages

hensyn til den individuelle effekt og fælleseffekten (Junge & Skaksen 2010).

211

Washburn (2005) skriver i denne sammenhæng: »...throughout the modem era, professors have received funding from pri-vate corporations and have performed research that helped spur industrial development. What’s truly new – and dangerous – is the degree to which market forces have penetrated into the heart of academia itself, causing uni-versities to look and behave more and more like for-profit commercial en-terprises« (Washburn 2005: 140).

I en situation, hvor staten afstår fra sin rolle som den primære bevillingsgiver med

årlige basisbevillinger og i stedet lader indtægter og samarbejdsaftaler med private

virksomheder bestemme universiteternes økonomi, ændres selve universiteternes

institutionelle status. De går fra at være offentlige institutioner til at være offentligt

”assisterede” markedsinstitutioner (Levin & Greenwood 2006). En privatiseret

vidensøkonomi, hvor videns rolle som offentligt gode ikke længere har nogen

betydning, har imidlertid sine indbyggede begrænsninger. Igennem de seneste år

er en række teorier og modeller blevet fremsat inden for erkendelsesteori, socialvi-

denskab og beslutningsteori, der giver mere traditionelle økonomiske studier en

fælles basis i sit bud på en forståelse af viden som et offentligt gode. Lad os afslut-

ningsvis se nærmere på en række af disse indvendinger, der konfronterer forestil-

lingen om viden som et privat gode.

7.7 BAYH-DOLE LOVEN

For dem, der anfægter markedsgørelsens krav om en konvertering af offentlige

goder til private goder, er det velkendte forsvar benægtelsen af, at der er noget

problematisk ved den igangværende udvikling. Den er et resultat af markedets

neutrale og apolitiske efterspørgsel, der medfører den trivielle, om end kontrover-

sielle påstand, at når vi foretrækker det private gode frem for det kollektive, er det

fordi, det er nemmere at værdisætte og regulere. Det frie marked opfattes som en

mere effektiv mekanisme til at koordinere en differentieret efterspørgsel og skabe

værdi for samfund og virksomheder.

Hvad dette ræsonnement imidlertid ikke gør opmærksom på, er, at der sjæl-

dent er tale om neutrale prioriteringer eller om en klar udredning af direkte og

indirekte konsekvenser. Snarere udgør de nævnte markedsløsninger en begrebslig

omdefinition af statens opgaver fra at skulle tjene et generelt samfundsopbyggen-

de projekt til i større grad at varetage specifikke partsinteresser. Denne type politik

gør sig skyldig i en række beslutningsteoretiske fejlslutninger; herunder en mang-

lende evne til at forudsige og fremholde det fulde spektrum af sine egne handlin-

212

gers uintenderede konsekvenser. I stedet er denne politik baseret på en bestandig

præsentation af kortsigtede resultater (målinger, evalueringer, performanceregn-

skaber, rankings, etc.). Men rationaliteten er hverken mere eller mindre klar: må-

den hvormed nye politikker formuleres har dybe konsekvenser for, hvordan vi

tilrettelægger de offentlige institutioner.

Her vil det føre for vidt at gennemgå alle de forskellige varianter af privatise-

ring af viden, der finder sted. Men uden at ville yde hele området retfærdighed er

det værd at pege på nogle centrale temaer, der spiller en stor rolle. Et eksempel er

forsøget på at kodificere viden i intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR). Forud-

sætningen for at gøre viden til en økonomisk ressource er, som vi har set, at den

ikke er frit tilgængelig. Derfor må der skabes en kunstig knaphed på viden i form

af patenter og lovsikret ejendomsret. Det mest kendte eksempel er Bayh-Dole-

loven fra USA. Loven har til formål at skabe en hurtigere teknologioverførsel og

tilvejebringe mulighed for, at universiteterne kan profitere af deres forskning ved

at sikre patenterne af nye resultater (Calhoun 2006). Ideen er at forbedre universi-

teternes incitament til at forske i områder med erhvervsrelevans og skabe bedre

vilkår for virksomhederne, der ellers er tilbageholdne med at samarbejde om

forskning. Det tages for givet, at de virksomheder der overtager patenterne, frem-

skynder overgangen fra forskning til anvendelse, fordi virksomheder, ikke univer-

siteter, er de bedst egnede til at udvikle nye produkter og introducere dem på

markedet. Omvendt vil universiteterne ifølge denne betragtning opleve stigende

indtægter fra licenser og royalties, som de kan investere i ny forskning (Calhoun

2006).

Bayh-Dole loven har imidlertid vist sig kun at føre til ganske få succeshistori-

er, selv om den har ført til en markant stigning i antallet af patenter. Kun få univer-

siteter har formået at skabe større afkast af deres patenter end de omkostninger,

der er forbundet med at sikre ophavsrettighederne. Beregningerne viser en tydelig

tendens. Universiteterne i USA kommercialiserer hvert år for omkring 1 milliard

dollars (primært inden for farma og software). Men to-tredjedele af samtlige ind-

tægter tilfalder blot 13 universiteter. For eksempel tjente Stanford og University of

California tilsammen over 300 millioner dollars, da de tog patent på en af de tidlige

teknikker til udvikling af rekombinant DNA. De fleste andre institutioner har

derimod ikke været i stand til på samme måde at profitere af deres patenter og har

oplevet større omkostninger end indtægter.

Denne konvertering af viden til privat ejendom har været udsat for forskelli-

ge indvendinger, hvoraf jeg skal nævne de vigtigste: (i) For det første anerkender

og belønner et patent kun de personer og institutioner, der direkte har været in-

volveret i patentet, uanset hvor mange forskere og forskergrupper der har bidraget

213

til dets udvikling. (ii) For det andet er meget af den forskning, der ligger til grund

for et patent finansieret af offentlige midler, og offentligheden har krav på at få

stillet den pågældende viden til rådighed, hvad et patent ofte kan forhindre. (iii)

For det tredje har videnskabelig viden og teknologi en meget grundlæggende

karakter og udgør en forudsætning for andre processer og anvendelsesmuligheder,

som et patent kan besværliggøre. Det fører fx til manglende udvikling af ny medi-

cin eller til højere priser på patentsikrede behandlingsformer. (iv) Endelig privile-

gerer patentsystemet de teknisk-naturvidenskabelige discipliner. Kun den viden,

der kan indbygges i materielle produkter, fx elektroniske instrumenter eller ny

medicin, kan patenteres og kommercialiseres (Andersen 2011). Forskningsresulta-

ter, der ikke kan patenteres, fx inden for human- og samfundsvidenskaberne, vil

sandsynligvis ikke blive prioriteret af de private virksomheder og derfor ikke af

staten.

Resultatet er, at de omkostninger, der er forbundet med at sikre de private

ejerskabsrettigheder, ikke på sigt modsvares af de indtægter, et restriktivt rettig-

hedsregime afstedkommer. Tværtimod begrænses den offentligt producerede

viden i at sprede sig og finde anvendelse i uforudsete kontekster. Er dette tilfældet,

vil det være mere effektivt at regulere vidensproduktionen gennem en åben struk-

tur for vidensspredning. Ofte vil de ansvarlige forskningspolitikere forsvare sig

med, at der er foranstaltninger til stede, der gør, at den producerede viden i langt

de fleste tilfælde forbliver i det offentlige domæne. Men vi har at gøre med, hvad

Elzinga (1997) kalder et ”epistemisk skred”, dvs. en bevægelse, hvor prioriteterne

og selve forståelsen af, hvad viden er, og hvilke formål viden tjener, langsomt

ændrer sig.

På den baggrund kan vi stille tvivl ved selve betingelserne for den nyliberale

videnspolitik og dens argument om, at kun hvis virksomheder og universiteter får

større incitament til at samarbejde om forskning, kan samfundet drage gavn af

videns økonomiske effekter. Dette argument er ikke overbevisende og beror på en

række fejlantagelser om videns økonomiske betydning. For det første er der ikke

evidens for, at universiteter og offentlig forskning ikke bidrager til økonomisk

vækst selv i fraværet af kortsigtede incitamenter. Tværtimod er der evidens for det

modsatte (Aghion et al. 2008). For det andet viser empiriske studier, at markedsin-

stitutioner er tilbageholdende med at investere i grundforskning (Griliches 1996;

Cameron 1998). Da grundforskning er en forudsætning for anvendt forskning, vil

den samlede forskningsindsats begrænses, hvis ikke staten tager ansvar for de

langsigtede investeringerne og ser bort fra markedets kortsigtede interesser.

214

7.8 OFFENTLIGHEDSPRINCIPPET

Ser vi nærmere på de seneste års social-epistemologiske forskning, er der flere

argumenter, der taler for, at kun ved at respektere videns kvalitet som et offentligt

gode er vi i stand til at håndhæve de epistemiske normer, der kendetegner viden-

skabelige viden (Fuller 2005). I modsætning til andre typer af viden kræver er-

hvervelsen af videnskabelig viden, at vi efterkommer visse epistemiske normer.

Og for at honorere disse normer forudsætter produktionen og cirkulationen af

viden forskellige institutionelle rammebetingelser. Offentlighedsidealet spiller en

vigtig rolle i dette argument. Offentlige universiteter er ikke kun offentlige institu-

tioner, men er historisk bygget omkring idealet om en videnskabelig offentlighed.

Her kan vi trække på nogle af de principper, der er udtrykt i Mertons normer

for den videnskabelige praksis. Merton opstillede en række normer, som han

mente udgjorde strukturen i videnskaben som en offentlig institution. Han beto-

nede blandt andet kollektivt ejerskab til de videnskabelige resultater og organiseret

skepticisme. Kernen i hans argument er, at den enkelte forsker forventes at overgi-

ve sine resultater til det videnskabelige samfund. Det sker ved, at forskeren publi-

cerer sine resultater i videnskabelige tidsskrifter og lader dem underkaste forsk-

ningsfaglig vurdering (peer review), eller som Merton foretrækker, organiseret

skepsis. Mertons normer konstituerer derved et unikt offentlighedsprincip om

forskningen: det er afgørende for kvaliteten af den videnskabelige proces, at resul-

taterne lægges åbent frem, da dette er den eneste måde, hvorpå andre forskere kan

organisere en kritik af de pågældende resultater – og derved forbedre eller forkaste

dem. For så vidt organiseret skepticisme er et grundlæggende træk ved al viden-

skabelig erkendelse, er det nødvendigt for videnskaben qua videnskab, at den

nyder en vis grad af autonomi og tilgængelighed. Det sidste bliver kompromitteret

i en stærkt privatiseret og patentbaseret videnskab. Men kun ved at undgå ind-

blanding fra kortsigtede økonomiske og politiske interesser er det muligt at sikre

størst mulig objektivitet og pålidelighed (Levin & Greenwood 2006).106

Når universiteterne indgår partnerskaber med virksomheder, hvor mulige

resultater allerede forud for deres færdiggørelse er blevet solgt til virksomhederne,

er konsekvensen et fundamentalt brud på de akademiske normer. Problemet med

det nuværende styringsparadigme samt den tiltagende privatisering af viden er i

denne henseende, at det er i modstrid med en række intuitioner om, hvad der

106 De kommercielle krav angående intellektuel ejendom står i grundlæggende modsætning

til de klassiske erkendelsesnormer. Merton skrev allerede i 1942: »Det videnskabelige ethos samt

dets krav om fælles ejerskab til resultater er inkompatibelt med definitionen af teknologi som

”privat ejendom” i en kapitalistisk økonomi« (Merton 1942/1973: 275).

215

konstituerer de optimale rammebetingelser for videnskabelig viden. Fastfrysnin-

gen af viden i patenter eller ejendomsrettigheder er et problem for den langsigtede

udvikling og kvalitetssikring af viden, der står i centrum for idealet om organiseret

skepticisme og ideen om videnskab som en offentlig institution.

Betragt endvidere følgende epistemiske problem. I patentlovgivningen i USA

og Europa er et centralt krav for at få godkendt et patent, at opfindelsen kan ”re-

produceres”, og at metoden til denne reproduktion kan specificeres. Inden for

videnskab og teknologi kan man med reproducerbarhed i udgangspunktet mene

to ting: 1) reproducerbarheden af et eksperiment eller en teknologisk proces ud fra

en veldefineret teoretisk fortolkning, eller 2) reproducerbarheden af et eksperimen-

telt og teknologisk resultat, der kan realiseres igennem forskellige processer. Pro-

blemet er, at mange brede patenter (fx af gener eller fundamentale teknologier)

ikke skelner tydeligt mellem disse typer reproducerbarhed. Selvom et patent kræ-

ver reproducerbarhed af en specifik proces, godkendes mange produktpatenter,

der reelt kun efterlever 2). Dvs. at de gør krav på en fundamental teknologi eller et

produkt, som potentielt set kan reproduceres på vidt forskellige måder (uden at

patentet specificerer, hvilken af disse procedurer det omfatter). Derved gør paten-

tet krav, ikke bare på en bestemt realisering af et produkt, men på enhver fremtidig

proces, der realiserer den pågældende teknologi.

Her er det vigtigt at gøre opmærksom på, at et produkts reproducerbarhed i

en specifik proces, ikke udelukker replikabiliteten af det samme produkt gennem

andre processer. Som Hans Radder (2004) gør opmærksom på, svarer det til, at det

oprindelige patent for en rubin-krystal-laser fra 1960, skulle omfatte enhver senere

laserteknologi som gaslasere, elektronlasere, fiberlasere, etc. (faktisk er der utallige

retssager over sådanne patentkrav). Inden for videnskaben er det imidlertid en

absurd tanke. Replikation af en teknologi igennem en substantielt ny proces er et

selvstændigt resultat og en genuin ny teknologisk opfindelse, som ikke kan tilskri-

ves den oprindelige patentholder. I sin yderste konsekvens vil det modsatte svare

det til, at patentet abstraherer fra enhver proces, der realiserer det pågældende

produkt. Herved rummer patentets krav samtlige fremtidige processer, igennem

hvilket det det pågældende produkt kan realiseres. Er det tilfældet, vil opfindelsen

aldrig fuldt ud kunne specificeres, hvorved det bryder lovgivningen. »[I]n order to be patentable, an invention ought to be ‘‘sufficiently dis-closed.’’ In particular, the claims of the patent should be adequately sup-ported by the description of the invention. It is also the case, though, that thus far patent offices have not taken the requirement of sufficient disclosure very seriously and have granted many extremely broad patents that lack solid support on the basis of a concrete invention« (Radder 2004: 285).

216

Problemstillingen kan formuleres på en anden måde. Hvis et produktpatent omfat-

ter enhver fremtidig proces, der realiserer produktet, vil patentet ikke være tekno-

logisk, men teoretisk, fordi det i sidste instans indebærer et abstrakt begreb om

produktet, ikke en konkret realiseret materiel opfindelse.107 Men det strider imod

patentlovgivningen, eftersom det ikke er tilladt at patentere teorier eller teoretiske

begreber. Teoretiske entiteter og termer hører til, hvad både EU og amerikansk

patentlovgivning kalder ”opdagelser”. I modsætning til opfindelser (inventions)

kan opdagelser (dicoveries) ikke patenteres. Her støder vi imidlertid på et interes-

sant og komplekst epistemisk problem, som ikke kan løses uden en mere grund-

læggende begrebsanalyse af relationen mellem videnskab og teknologi. Nærmere

bestemt synes fortolkningen af patentlovgivningen at være afhængig af en episte-

misk distinktion mellem teoretiske entiteter og teknologiske entiteter, og mellem

opdagelse og opfindelse.108

Afhængigt af om vi abonnerer på en realisme eller konstruktivisme, vil det

umiddelbart føre til to forskellige fortolkninger. Som vi har set i de foregående

kapitler, skelner den konstruktivistisk-instrumentalistiske model ikke mellem

videnskab og teknologi, men henviser til begge under betegnelsen ”tech-

noscience”. Men hvis al videnskab i virkeligheden er teknologi eller intervention,

og ikke opdagelse eller repræsentation, vil alle videnskabelige entiteter iflg. kon-

struktivismen principielt kunne patenteres.109 107 Radder (2004: 283-84) og Bostyn (2001: 147-148) gennemgår en række eksempler på

såkaldt ”brede” patenter. 108 Reservationer mod patentering af opdagelser skal ses på baggrund af to adskilte problem-

stillinger: dels det problem, at patenter af teoretiske entiteter vil umuliggøre videre forskning og

dermed de facto muligheden for videnskab; dels et anden, mere fundamentalt problem, der især

skyldes hensynet til ikke at patentere gener og levende organismer. Naturlige processer kan

principielt ikke patenteres: det kan kun de teknologier, hvormed processen beskrives og isoleres.

Desværre findes der flere tilfælde, der ignorerer denne distinktion, bl.a. det berømte oncomus

patent fra Harvard University, hvor der blev taget patent på en genetisk modificeret forsøgsmus.

Herom skriver Radder: »The oncomouse patent contains twelve claims, the last of which bears

upon the actually modified mice. The first, however, claims the exploitation of the invention for

all transgenic, nonhuman, mammalian onco-animals. The patent has been granted in spite of the fact

that no proof was submitted of either the actual technological feasibility of applying the method

to animals other than mice or the carcinogenic effects of the oncogene in those animals « (Radder

2004: 278). 109 Dette aktualiserer den problemstilling, jeg skitserede ovenfor i Kapitel 5. For så vidt en

konstruktivistisk-instrumentalistisk videnskabsopfattelse hævder, at det eneste vi har adgang til

i den videnskabelige praksis, er inskriptioner og aftegninger på måleudstyret, vil ethvert teore-

tisk begreb være et produkt af videnskaben. Hvis ikke virkeligheden retter et afgørende selektivt

epistemisk pres imod vores teorier (eller måleapparatur), kan vi ikke tale om ”opdagelser”.

217

Her har vi et eksempel på, hvad jeg i det foregående har kaldt en politisk

epistemologi. Med den nuværende patentpraksis (ikke lovgivning) ser det ud som

om, at den foretrukne politiske epistemologi er en instrumentalistisk model, der

ikke skelner skarpt mellem instrumenter og teorier. Resultatet er, at selv meget

grundlæggende teknikker og standarder risikerer at blive underlagt privat ejen-

domsret. Selvom den tilsigtede effekt er at skabe større samarbejde mellem virk-

somheder og universiteter, er konsekvensen, at videnskabens interne udvikling

begrænses, hvis resultaterne tilbageholdes eller indlejres i patenter, som forskere

og samfund ikke har adgang til.110

7.9 POSITIVE EKSTERNALITETER

Endelig drejer en sidste indvending sig om videnspolitikkens manglende evne til

at karakterisere de værdiskabende effekter af viden. Ovenfor blev det beskrevet,

hvordan den nuværende videnspolitik har en stærk præference for de kortsigtede,

ikke-aggregerede effekter. Det blev beskrevet, hvordan disse effekter antages at

manifestere markedets umiddelbare efterspørgsel og derfor konstituerer et mere

direkte syn på værdien af forskning og uddannelse sammenlignet med de langsig-

tede velfærdseffekter. Hermed tilsidesættes imidlertid en meget vigtig, om end

ofte overset, egenskab ved viden. Nemlig at effekterne af viden skabes som et

socialt faktum, sui generis, gennem interaktionen mellem agenternes samlede

viden, uddannelse, talenter, etc. I modsætning til forestillingen om viden som et

positionelt gode, der besiddes af individuelle agenter (eller organisationer), og som

baserer sig på en stærkt individualistisk epistemologi, opnår viden først sin nytte-

værdi, idet den transmitteres og distribueres socialt (hvad keynesianske økonomer

kalder multiplikatoreffekter). Investeringer i forskning og uddannelse udløser

mange forskellige typer af nytteværdi, hvoraf kun de færreste kan realiseres på

kort sigt og sikres af dem, der har foretaget investeringerne. Forestillingen om

viden som et offentligt gode bunder i en mere grundlæggende forestilling om de

særligt samfundsfremmende og værdiskabende effekter, der følger af en avanceret

og distribueret vidensdeling.

110 Eksempelet med oncomusen er illustrativt, eftersom netop oncomusen har været et af de

mest fremtrædende eksempler på den instrumentalistiske model i STS siden Donna Haraways

casestudie i Modest Witness (1997). Her beskriver Haraway den første transgene forsøgsmus, som

blev udviklet i et stort samarbejde mellem Harvard Medical School og kemikoncernen DuPont.

Oncomusen betragtes i STS som et eksempel på et levende laboratorium. Fordi musen har

indsplejset et specielt gen, der gør, at den meget let udvikler kræft, er den velegnet til at teste ny

kræftmedicin såkaldt ”real-time” (Nordman 2006).

218

Når viden distribueres gennem eksempelvis uddannelse og forskning, skaber

det multiplikatoreffekter og uforudsete anvendelsesmuligheder, fordi de stude-

rende bruger den erhvervede viden til forskellige decentrale formål, der bidrager

til en forøgelse af den samlede velfærd (Junge & Skaksen 2010). I den sammen-

hæng er offentlig viden at sammenligne med et fyrtårn ved kysten, som ingen

enkeltperson skal afholde udgifterne til, og derfor ikke har privat ejendomsret

over, men som, sui generis, muliggør en bedre samlet social koordination af skibe-

nes trafik og sikkerhed. Eksemplet stammer fra John Stuart Mill, der skrev om

netop fyrtårnene, at de var et godt billede på, hvorfor en laissez-faire økonomi ikke

vil fungere.

Et lignende argument er blevet fremført i de seneste års samfundsvidenska-

belige forskning i commons-begrebet. Her har en gruppe amerikanske politologer

og økonomer inspireret Elinor Ostrom (1986 og 1990) spillet en central rolle. Som et

responsum til Garrett Hardins artikel fra 1968, ”The Tragedy of the Commons”,

har disse forskere analyseret betingelserne for, hvordan commons (fælleder) kan

være en succesfuld organisationsform. ”The Tragedy of Commons” er kommet til

at stå som symbol for den tilsyneladende uforenelige konflikt mellem privatinte-

resser og det fælles bedste, hvor der er en tendens til, at det fælles bedste trænges

tilbage. Men netop i tilfældet med viden og information er der tale om en særlig

type af commons, som adskiller sig fra naturlige commons, idet udbyttet ved at

bruge dem ikke er konkurrerende. En brugers brug formindsker ikke en anden

brugers udbytte, som det normalt er tilfældet med common-pool-ressourcer, og

som kan føre til overforbrug og nedslidning. Tværtimod fungerer videnskabelige

commons således, at jo mere den blev brugt, jo større fordel og udbytte får alle af

den. Carol Rose har i den forbindelse talt om ”The Comedy of Commons”, som en

modsætning til ”The Tragedy of Commons”. Det beskrives som det forhold, at ”en

stigende deltagelse forøger værdien af aktiviteten eller ejendommen snarere end at

formindske den” (Rose 1994, citeret fra Christensen 2007).

I denne optik består den samfundsmæssige værdi af offentlig viden således i

dens egenskab af ikke blot at kunne bruges én gang, men at kunne bruges igen og

igen, uden at viden af den grund mister sin værdi og uden at nogle agenter af den

grund stilles dårligere. For denne betragtning gælder, at værdien af viden i en åben

og offentligt infrastruktur ikke er i modstrid med ønsket om kommercialisering og

udnyttelse af viden, men forudsætter en anden regulering og institutionel struktur.

Ikke blot gør denne forestilling om viden som et offentligt gode de offentlige uni-

versiteter til de primære institutioner i skabelsen og distributionen af viden. Den

indebærer, at universiteterne medvirker til at oplyse samfundet gennem en så vidt

219

mulig direkte adgang til pålidelig og velbegrundet viden (Levin & Greenwood

2006; Fuller 2008).

Modsat tidligere former for kapitalisme, der var baseret på værdien af mate-

rielle goder, kan vi ikke forstå vidensøkonomien fyldestgørende uden at forstå den

associerede værdi, et løft i den samlede vidensbeholdning skaber. Den associerede

værdi af offentlige vidensproduktion kan ikke opgøres i kommercielle begreber

alene og lader sig ikke beskrive alene ud fra den økonomiske sfære. Det hænger

sammen med det forhold, at den samfundsmæssige effekt af forskning og uddan-

nelse implicerer en række positive eksternaliteter i form af langsigtet vidensoverfør-

sel og opbygning af sociale, politiske og kognitive kapaciteter, der ikke lader sig

realisere som individuelle goder (Toole 2000; OECD 2001; Martin & Salter 2001).

Det gælder fx viden om, hvordan samfundet hænger sammen, hvad der skaber

tillid, eller hvad der mindsker korruption. Direkte har sådan viden næppe betyd-

ning for økonomien, men indirekte bidrager den til et dynamisk samfund og vil

ikke blive produceret uden betydelige offentlige investeringer.111

Eksistensen af positive eksternaliteter modsætter sig forestillingen om, at

værdien af viden kan fastlægges i ejendomsrelationer (Kristensen & Larsen 2008:

59). Problemet består i, at den traditionelle ejendomsret, der er tænkt ud fra for-

holdet til materielle objekter, kun i begrænset omfang lader sig overføre til imma-

terielle objekter som viden. Modsat tidligere økonomiske diskussioner, hvor pro-

blemet var at beregne de negative eksternaliteter, som et givent produkt forårsa-

ger, fx i form af miljøskadelige effekter eller fysisk belastning, implicerer grund-

forskning og uddannelse positive sideeffekter, der gør deres værdi vanskelig at

fastsætte. Forskning skaber fx en positiv eksternalitet, når beviset for en ny mate-

matisk sætning kan bruges af alle, og ikke kun af den person, der beviste den. Og

her vil det være stærkt spekulativt at fastsætte værdien af den pågældende forsk-

ning ud fra eksempelvis antallet af de publikationer, citationer eller samarbejdsre-

lationer, beviset måtte føre til (Fuller 2005: 72).

Det faktum, at eksternaliteter og immaterielle aktiver spiller en stadig større

rolle, skaber en ustabilitet i de etablerede kategorier og udfordrer den voksende

111 Man kunne hævde at sammenhængen mellem fx humanistisk viden og tillid er spuriøs:

begge er afhængige af en bestemt social mentalitet. Når det ikke kun er fraværet af fx korruption,

men også vores viden om de sociale og kulturelle præmisser for korruption, der spiller en rolle i

økonomien, skal de ses i relation til den rolle, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og

OECD tilskriver sådanne studier. I flere rapporter og studier de seneste 15 år har disse institutio-

ner systematisk indsamlet viden om de sociale forudsætninger for et korruptionsfrit samarbejde

og beslægtede sociale faktorer. Sådanne studier indgår i politiske beslutninger i de fleste lande,

bl.a. i rådgivningen af Afrika og Sydamerika (Grootaert & Bastelaer 2001; Francis 2002).

220

evalueringskultur. Som det er understreget i det foregående, baserer videnspoli-

tikken sig på en i bred forstand epistemisk antagelse; des mere detaljeret den kan

redegøre for effekterne af den offentlige forskning, desto større legitimitet har det i

forhold til politikere og befolkning. Problemet med denne betragtning er, at be-

skrivelser af delelementerne i kæden fra forskningsinvesteringer til økonomiske

effekter ikke er i stand til at forklare den samlede samfundsmæssige effekt. Adskil-

lelige sekvensanalyser er udført, der forsøger at danne beskrive kausaliteten i

kæden mellem bevillinger og effekter, men resultaterne er selektive og isolerer

spredningen af viden til få parametre. For i højere grad at indløse effekten af de

positive eksternaliteter må man udføre langsigtede beregninger og makroanalyser.

Styrken ved sådanne beregninger er, at de tillader videnskaben at selvorganisere

og skabe komplekse netværk uden på forhånd at privilegere bestemte sprednings-

veje. Svagheden ved sådanne modeller er set fra et videnspolitisk perspektiv, at de

ikke viser tilstrækkelig kausalitet vedrørende de enkelte deleffekter. Herved kan

spredningsprocessen ikke nedbrydes i individuelle resultatmål og incitamenter.

På trods af videnspolitikkens ofte ensidige fokus på kausalitet og linearitet,

må det erkendes, at nytteværdien af viden skal søges i den komplekse distribution

og cirkulation af viden over tid. Forskning fører som regel ikke til lineære effekter

(A fører til B), men er præget af, at noget viden bruges flere steder, imens anden

viden aldrig bruges. Hertil kommer, at den målbare effekt af offentlige forsknings-

investeringer ofte optræder med en betydelig forsinkelse. Flere undersøgelser

peger på, at effekten af offentlige forskningsinvesteringer indtræffer med en for-

skydning på helt op til 20 år (Cameron 1998; Toole 2000). Markedsgørelse og

målstyring kan i denne situation føre til en suboptimal fordeling af ressourcerne,

idet der opstår et pres for at orientere forskningen imod de områder, der skaber

resultater på kort sigt (Martin & Salter 2001).

For det andet forudsætter brugen af målstyring og incitamenter en høj grad

af forudsigelighed med hensyn til de ønskede resultater. Dette er særlig problema-

tisk i videnskaben, der pr. definition er præget af høj uforudsigelighed (Philipse

2002). Selvom den politiske målsætning er højere forskningskvalitet med større

effekt, kan incitamenterne slå over i perverse incitamenter, der reelt stimulerer den

modsatte adfærd (Levin & Greenwood 2005). Man kan derfor med rimelighed

spørge, hvorvidt markedssimulering og incitamentsstyring er velegnet til at regu-

lere videnskabelige institutioner – og mere præcist skabe den tilstrækkelige dyna-

mik internt i forskningsmiljøerne. New Public Management synes i sin særlige

videnspolitiske variant at være i konflikt med den type af ikke-standardiserede

vidensprodukter, der skabes på universiteter og forskningsinstitutioner, som det

blev argumenteret i det foregående.

221

Opsummerende

Debatten om fremtidens universiteter og vidensinstitutioner fokuserer ofte på

brugen af markedsmodeller, professionel ledelse, strategisk forskning, konkurren-

ceudsættelse og efterspørgslen efter transparens og regnskabsførelse. Alle disse

temaer er vigtige, men berører sjældent det mere fundamentale spørgsmål om

relationen mellem vidensgenerering, videnstransmission og vidensinstitutioner.

Forskellen mellem traditionelle akademiske institutioner og markedet er netop

måden at evaluere kvaliteten af viden. I sidste instans er værdien af viden på

markedet alene dikteret af efterspørgsel. Markedsmekanismen råder ikke over

nogen anden kvalitetsstandard end markedet selv.

På flere måder er det vidensøkonomiens paradoks, at hvor der sker en de-

materialisering af produktionens grundlag på den ene side baseret på viden, inno-

vation og uddannelse, sker der samtidig en omfattende materialisering af de kog-

nitive relationer på den anden side. For staten, der skal retfærdiggøre de offentlige

forskningsudgifter, opstår der et stigende behov for at evaluere videnskaben ud fra

økonometriske og bibliometriske indikatorer (Weingart 2005; Bruno 2009). For de

videnintensive virksomheder, der skal sikre deres position på det globale marked,

er det vigtigt at dokumentere og patentere den frembragte viden og fastgøre vær-

dien af viden i intellektuelle ejendomsrettigheder (Radder 2004; Irzik 2008).

I det foregående har jeg søgt at afdække en række af de organisatoriske, øko-

nomiske og epistemiske antagelser, der sætter sig igennem i institutionaliseringen

af den nuværende videnspolitik. Hensigten har været vise, hvordan en intern

modsætning synes at være til stede i begrundelsen og udformningen af den offent-

lige videnspolitik. Kapitlet har haft til hensigt at beskrive et ”epistemisk skred”

(Elzinga 1997) i kriterierne for den offentlige vidensproduktion; dels ved at vise

spændingen mellem viden som et offentligt og privat gode; dels ved at undersøge

den politiske præference for de kortsigtede observationelle effekter af den offentli-

ge vidensproduktion. Fra et videnpolitisk perspektiv har kun den viden værdi, der

kan positiveres og materialiseres i form af konkrete produkter. Forskningens effekt

fastsættes på baggrund af det, som er muligt at måle og evaluere på kort sigt,

hvorimod det som ikke er muligt at observere, falder uden for kvalitets- og effekt-

diskussionen.

Intuitivt kan det umiddelbart virke plausibelt at beskrive og optimere hvert

organisatorisk led i vidensinstitutionerne og give universiteterne økonomisk inci-

tament til at producere viden, der er efterspurgt på markedet. Men succesen af

denne model forudsætter, at vi har et panoptisk overblik over de samlede tilsigte-

222

de og utilsigtede konsekvenser af den valgte styringsmodel og på den baggrund

udformer de rigtige incitamenter. Det er imidlertid langt fra sikkert. Markedet for

viden og uddannelse udgør ikke et perfekt marked med fuld information og per-

fekt konkurrence, specielt ikke markedet for grundforskning.

Disse kritiske bemærkninger giver anledning til at anlægge et bredere værdi-

teoretisk perspektiv på den offentlige forskning. Rationalet synes ikke så meget at

skulle findes i det begreb om institutionel effektivitet, som den nyliberale politiske

økonomi implicerer, men snarere i mere generelle filosofiske, sociologiske og

økonomiske overvejelser. Ikke alle effekter, hverken erhvervsøkonomiske eller de

associerede sociale sideeffekter af forskning og uddannelse, kan opgøres på kort

sigt. I stedet må vi fastholde at tale om viden som et offentligt gode. På samme

måde som vi kan tale om infrastruktur, sygepleje og uddannelse som offentlige

goder, er universiteterne bidragydere til samfundets kognitive og didaktiske infra-

struktur. Dette uddybes ved følgende betragtning: hvis et forskningsprogram kun

kommer en marginal del af dem til gode, som har finansieret det, er det ”episte-

misk uretfærdigt” uanset forskningens kvalitet og evne til at tilfredsstille diverse

videnskabelige kriterier. Dette relaterer sig til, hvad Steve Fuller har kaldt en teori

om epistemisk retfærdighed (Fuller 2007: 24-30). I modsætning til den hidtidige

politiske filosofi, der har drejet sig om retten til og distributionen af materielle

goder, må en teori om retfærdighed i det moderne videnssamfund inddrage sy-

stematiske overvejelser over den rolle viden har for den sociale ligevægt. Betragtet

i dette perspektiv bidrager universiteterne til den retfærdige omfordeling af sam-

fundets kognitive ressourcer.

223

Kapitel 8

Konklusion 8.1 POLITISK OG EPISTEMISK LEGITIMITET

I denne afhandling har jeg argumenteret for en realistisk politisk epistemologi og

forsvaret den forestilling, at videnskab bør betragtes som en offentlig institution.

Accepterer vi disse argumenter, har det konsekvenser for, hvordan videnspolitik-

ken fremadrettet formuleres og analyseres. En hovedtese i afhandlingen har været,

at der er en sammenhæng mellem videns epistemiske kvaliteter og videns økono-

miske og sociale kvaliteter. Denne relation mellem institutioner og viden har jeg

etableret ved i en uortodoks analytisk tilgang at fremhæve, hvilke videnspolitiske

antagelser der er tilstede i de empiriske videnskabsstudier, og hvilke epistemiske

antagelser der er til stede i de videnspolitiske strategier og reformer.

Ifølge de fleste regeringer i Europa er uddannelse og viden områder, som er

nøglen til fremtidens vækst og muligheden for at drage gavn af de mange udfor-

dringer, som globaliseringen medfører. Med de stigende bevillinger til forskning,

innovation og uddannelse er der samtidig sket en reorganisering af de offentlige

vidensinstitutioner til en række mål- og markedsspecifikke funktioner. En række

gradvise forandringsprocesser ændrer videnskabens formål og succeskriterier, og

har over tid akkumuleret sig i større og afgørende forandringer af de videnskabeli-

ge institutioner og det videnskabelige bevillingssystem. De øgede investeringer i

forskning har blandt andet skabt et behov for at etablere en væsentlig mere omfat-

tende styrings- og evalueringsindsats. Hensigten er at dokumentere kvaliteten af

forskningen, skabe grundlag for at kvalificere fremtidige prioriteter og matche

resultaterne af forskningen med erhvervslivets behov. Men, som jeg har vist med

denne afhandling, indebærer sådanne styringsredskaber nye acceptbetingelser for

224

viden, der potentielt ændrer de videnskabelige institutioners struktur og adfærd

og dermed deres evne til at levere det afgørende bidrag til samfundets udvikling.

I afhandlingen har jeg diskuteret flere af de teoretiske bud, der er blevet

fremsat i beskrivelsen af de seneste års transformationer på det videnspolitiske felt.

Hidtil er udviklingen ikke sket abrupt. Universiteterne har trods forandringer og

samfundsmæssige ændringer bevaret deres institutionelle struktur og har været

reproduceret i genkendelige former med seminarer, disputatser, dekaner, forsk-

ningsbaseret undervisning, teori- og metodefrihed, etc. En række af de senere års

reformer og strategier har imidlertid gjort op med disse nedarvede og stærkt tradi-

tionalistiske institutioner. Mange empiriske og teoretiske studier inden for højere

uddannelse og videnspolitik viser et relativt entydigt billede af en politisk udvik-

ling, der går imod mere konkurrence, privatisering, vareliggørelse, managerialisme

og evaluering.

Heroverfor har jeg argumenteret, at det er vigtigt for videnskabens legitimi-

tet og anvendelse, at samfundet bevarer et højt niveau af tillid til de offentlige

vidensinstitutioner og er i stand til at styre disse institutioner på afstand. Netop

styring på afstand karakteriserer et af det moderne samfunds mest centrale styrker,

og har været en vigtig medvirkende faktor til succesen af den europæiske og skan-

dinaviske model (Fukuyama 2011). I den samfundsvidenskabelige forskning har

man foreslået fire kvadranter, ud fra hvilke offentlige institutioners output kan

vurderes: henholdsvis institutioner, der har 1) en høj eller 2) lav specificitet, og

institutioner der har 3) en høj eller 4) lav transaktionsfrekvens. For denne betragt-

ning gælder, at styrbarheden og tilsynet med de offentlige indsatser afhænger af,

hvor de placerer sig mellem kvadranterne. Fx vil det at vedligeholde en jernbane

være kendetegnet af en høj fysisk specificitet og høj transaktionsfrekvens. Midler

afsat til studievejledning vil typisk have en lav specificitet og mange transaktioner,

etc. Man kan måle transaktionerne (antallet af elever der modtager studievejled-

ning), men fordi specificiteten er lav, vil målingen ikke sige noget reelt om værdien

(én studerende kan tage imod et godt råd og bliver direktør, imens tre andre und-

lader at følge vejledningen).

Når både specificiteten og transaktionsvolumen af de offentlige aktiviteter er

lav, som det gælder for videnskab og uddannelse, kan man metodologisk og

epistemologisk ikke tegne et fyldestgørende billede af output-siden. Man kan

opstille indikatorer, som over tid lader sig raffinere, og som giver begrænset ind-

sigt i kausaliteten, men generelt gælder, at styring efter disse indikatorer, fx per-

formance-baseret finansiering, vil føre til selvopfyldende profetier (jf. Goodhearts

lov) samt utilsigtede adfærdseffekter. I denne situation gælder, at valget af sty-

ringsmodel og reguleringsstruktur må være tilpasset en vis grad af accepteret

225

usikkerhed. I stedet for at forsøge at reducere usikkerhed, fx forbundet med ressour-

cespil og misbrug af offentlige midler, er det nødvendigt at iværksætte socialise-

rende mekanismer og institutionalisering af uformel arbejdsdeling, hvormed man

kan drage gavn af og udnytte usikkerhederne til nyskabelse. Denne beskrivelse er

intet andet end et begreb for innovation. Hensigten med ethvert valg af styrings-

model i videnskaben må være at skabe et mulighedsrum for dannelsen af nye

tanker, ideer og viden.

Hertil kommer, at det er vigtigt for videnskabens legitimitet i samfundet, at

processen og resultaterne opfattes som uafhængige og objektive. Forskning skal

gennemføres og styres uafhængigt af politiske interessenter og myndigheder, i den

udstrækning dette er muligt (jf. offentlighedslov, retssikkerhed, etiske standarder

mv.). I afhandlingen har jeg argumenteret for, at videnskabens succes og bidrag til

samfundet er afhængig af, at vi regulerer og styrer videnskaben som en offentlig

institution. Pga. markedsfejl og manglende incitament blandt private aktører vil

det medføre et kognitivt underskud i samfundet, hvis det alene overlades til mar-

kedet at finansiere og fastsætte prioriteterne for forskning. Markedet vil, som det

blev argumenteret i Kapitel 7, ikke kunne producere et tilfredsstillende niveau af

viden og uddannelse, hvor der med tilfredsstillende menes et niveau, der forbed-

rer den samlede sociale og økonomiske velfærd. Hvis dette er tilfældet, er det et

demokratisk problem, når staten tager ansvar for de offentlige forskningsinveste-

ringer for dernæst at delegere dette ansvar til private markedsaktører, fx gennem

krav om matchfunding, patentering og overdragelse af rettigheder.

Idealet om videnskaben som en offentlig institution er produktet af en række

veldokumenterede historiske bevægelser. Vi har set, hvordan Robert Merton

forsvarede et sådant ideal, hvordan det var tilstede i den ”lineære model” hos

Vannevar Bush og endelig, hvordan idealet fortsat i dag forsvares inden for en

række institutionsteoretiske og forvaltningspolitiske teorier. Med de senere årtiers

udvikling er dette ideal langsomt blevet sat under pres. Forskningssystemet har

nødvendigvis måttet tilpasse sig de givne samfundsstrukturer og samfundets

almindelige evolution. Men, der er vigtige indsigter at hente i institutionalismen og

mere almene politisk-filosofiske overvejelser, der slår fast, at samfundet har et

politisk ansvar med hensyn til offentlige goder og offentlig viden.

Igennem hele den moderne periode har universiteter og vidensinstitutioner

været genstand for kontinuerlige reformer og institutionelle forandringer. I de

fleste europæiske lande fra 1945-1989 har udbredelsen af offentlige universiteter og

uddannelser været nært forbundet med opbygningen af velfærdsstaten samt de

politiske og sociale projekter, der var forbundet med denne model. I denne for-

holdsvis korte periode blev Humboldt-universitetet, der oprindelig blev konciperet

226

i Berlin i 1810, af mange anset som idealmodel for universitetet, ligesom de merto-

nianske normer signalerede videnskabens integritet og uafhængighed fra kortsig-

tede politiske projekter. Det sidste var først og fremmest aktuelt efter det omfat-

tende misbrug af videnskaben, der fandt sted under de nazistiske og kommunisti-

ske regimer i midten af det 20. århundrede.

Humboldt-universitetet kan i dag ikke længere være det moderne universi-

tets ideal eller målestok. Universiteterne er konfronterede med multiple opgaver

og skal understøtte samfundet med en række centrale funktioner. Det gør det

nødvendigt løbende at reformere vidensinstitutionerne efter nye organisations- og

ledelsesformer, der passer til opgavernes karakter og kompleksitet. Men på ét

afgørende punkt kan de historiske tanker om universitetet lære os noget vigtigt: de

understreger, at videnskab og videnskabelige metoder kræver institutionalisering,

og en sådan institutionalisering bliver skrøbelig, hvis den udsættes for et for stærkt

pres. Staten har ret til at stille en række krav til de akademiske institutioner, her-

under at de gør deres bedste inden for de tilgængelige ressourcer. Men retten til at

reformere og styre de akademiske institutioner gør det kun desto mere relevant at

overveje, hvordan denne ret kan forvaltes på en legitim og rationel måde. Ethvert

valg af organisationsform til løsning af fælles opgaver kræver, at den statslige

regulering tilrettelægges og justeres på en sådan måde, at fordelene ved organisa-

tionsformen udnyttes, imens ulemperne reduceres mest muligt.

En anden vigtig konklusion handler om den valgte metodologi. Økonomi-

ske, sociologiske og politologiske studier af viden og vidensinstitutioner er nød-

vendige og relevante. Men betragtet alene ud fra sådanne empiriske teorier og

studier, er det ikke muligt at identificere det fulde omfang af fordele og ulemper

ved de specifikke videnspolitiske initiativer og organisationsformer. Et sådant mål

ligger i sin natur uden for denne afhandling at tilfredsstille, men det har været mit

ærinde at fremsætte et forslag til en politisk epistemologi, der på sigt vil muliggøre

en analyse af videnspolitik og vidensinstitutioner betragtet ud fra deres viden-

skabsteoretiske præmisser.

Diskussioner af videnskabens politiske organisering er naturligvis ikke nye.

Men til forskel fra de konstruktivistiske videnskabsstudier har jeg hævdet, at det er

nødvendigt, at vi skelner mere tydeligt mellem videnskab som politisk begreb og

videnskab som epistemisk ideal. I den virkelige verden er disse begrundelsestyper

ofte vanskelige at adskille, og som jeg har hævdet, indbefatter de politiske strategi-

er ofte både epistemiske og politiske antagelser. Men af heuristiske grunde er

analytiske distinktioner uundværlige. Motivationen for denne afhandling er, at der

er behov for en langt mere refleksiv diskussion af præmisserne og begrundelserne

for de organisations- og styringsmodeller, der ligger til grund for den nuværende

227

videnspolitik. Hvis vi accepterer, at videnskab er en af de mest centrale institutio-

ner i det liberale demokrati på linje med parlamenter, domstole, markedsøkonomi

og så fremdeles, har det ganske omfattende konsekvenser for vores samfundsform,

hvordan de offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner organiseres.

8.2 AFHANDLINGENS HOVEDRESULTATER

I. Afhandlingen har vist, hvordan en videnskabsteori efter den naturalistiske vending må

tage de institutionelle og politiske rammer for videnskaben alvorligt. I takt med at vi-

densproduktion bliver tilskrevet en stadig mere central betydning i samfundet, er

der sket en forskydning af videnskaben i retning af politiske og økonomiske insti-

tutioner. Der er allerede gjort flere forsøg, herunder i de empiriske videnskabsstu-

dier, på at karakterisere de politiske betingelser for videnskaben. Flere af disse

studier betjener sig af en konstruktivistisk-instrumentalistisk model, der risikerer

at sløre de fundamentale epistemiske mekanismer i videnskaben, fordi de først og

fremmest undersøger videnskabens grad af eksternalisering i en politisk, økono-

misk og social kontekst. Instrumentalismen har som videnskabsteori en udbredt

plausibilitet, hvis vi forbeholder os at begrænse dens rækkevidde til teknologi og

anvendt forskning. Men den er utilstrækkelig som karakteristik af videnskabens

mest basale epistemiske funktioner, hvor det er bestemmelsen af selve virkelighe-

dens mest fundamentale elementer og relationer, der er målsætningen.

II. Afhandlingen har vist, hvordan en politisk epistemologi skaber adgang til nye analyser,

der har potentialet til at forbedre videnskaben. Med henholdsvis kritiske og opbyggeli-

ge argumenter har jeg forsøgt at skabe en forståelse af, hvordan videnskaben i dag

i stigende grad underlægges styring udefra. I modsætning til tidligere, hvor det

var videnskabsfilosofien, der formulerede de normative og regulative ledetråde for

den videnskabelige praksis, eller i det mindste mentes at gøre dette, er videnspoli-

tikken i dag blevet den primære arena for fastsættelsen af normer og acceptregler

for vidensproduktion. En analyse af den nuværende politiske epistemologi giver

adgang til forståelser, som indeholder potentialet til at forbedre videnskaben; dels

mht. produktion af pålidelig viden (begrundelse og sandhed), dels mht. til en

socialt retfærdig omfordeling af viden i samfundet.

Politisk epistemologi er et forslag til en ny teori, der kan bruges i analyser af

politiske betingelser for viden og videnskab. Den politiske epistemologi kan be-

tragtes som et nyt og dynamisk forskningsområde, der både omfatter erkendelses-

filosofiske spørgsmål og mere anvendte og tværfaglige analyser, der inkorporerer

forskellige discipliner og metoder, fx demokratiteori, beslutningsteori, kognitiv

228

psykologi og videnssociologiske undersøgelser. Inddragelsen af empiriske disci-

pliner er udtryk for, at når vi bevæger os fra individet til institutionen som subjekt

for viden, slår de traditionelle filosofiske metoder ikke til: filosofiske teorier må

suppleres med empiriske beskrivelser, når vi skal finde ud af, hvordan vidensinsti-

tutionerne skal opbygges for at give det bedste resultat.

III. Afhandlingen har vist, hvordan en række spørgsmål, der traditionelt falder uden for

epistemologien, med fordel kan analyseres ud fra epistemiske teorier. For det første har jeg

argumenteret, at det er relevant med en overordnet epistemisk og demokratisk

debat om fordeling af forskningsmidler, valg af forskningsstrategier og distributi-

on af forskningsresultater; en debat introduceret af Elzinga (1997), Goldman (1999)

og Kitcher (2001). Tilsvarende er det vigtigt at drøfte de videnskabelige institutio-

ners ledelsesformer, kvalitetsvurdering, krav til gennemsigtighed, og autorisation

af videnskabelige påstande samt den demokratiske accept af nye teknologier. Her

synes den demokratiske model i STS at være relevant og kunne bidrage til, at viden-

skaben ikke strider imod de fundamentale værdier i samfundet (jf. Kapitel 4).

For det andet har jeg argumenteret, at selv når vi fuldt ud anerkender tilste-

deværelsen af sådanne ekstra-videnskabelige spørgsmål i videnskabsteorien, kan

de ikke kompensere for eller afløse overvejelser over, hvad der kvalificerer viden-

skabelig viden. En ting er, at demokratiske og sociale hensyn spiller en vigtig rolle

i videnskaben. En anden er, at videnskaben fortsat har til opgave at skabe maksi-

malt pålidelige og konsistente teorier, der ikke meningsfuldt kan siges at være

demokratiske. En naturalistisk videnskabsteori har som sin opgave at specificere

de procedurer, herunder politiske, institutionalistiske, psykologiske og økonomi-

ske, der kan maksimere det kognitive udbytte, eller gøre opmærksom på de for-

hold, der modvægter videnskabens betingelser. Sammen danner disse overvejelser

et forsvar for en realistisk epistemologi, hvoraf vi kan udlede en bæredygtig poli-

tisk epistemologi, hvis formål er at institutionalisere normer og procedurer for

produktion af pålidelig viden, og endvidere de rette institutionelle mekanismer for

spredning og fordeling af denne viden.

IV. Afhandlingen har på denne måde vist, hvordan der er plads til en tredje position mellem

realisme og konstruktivisme. Dette er et vigtigt delresultat, idet vi hermed får adgang

til en analytik, der peger frem mod en mere frugtbar arbejdsdeling, der har vi-

denspolitik som genstand og forskningsfelt. På trods af, at jeg har argumenteret

imod en konstruktivistisk epistemologi som selvstændigt videnskabsfilosofisk

program, har jeg tilkendegivet, at konstruktivistiske analyser kan være særdeles

relevante i studier af videnskabens organisering. Det gælder fx spørgsmål om

229

forskningsevaluering og bibliometri (Strathern 2000; Nowotny 2007; Dahler-Larsen

2011; m.fl.). Men også spørgsmål om tilrettelæggelse og formulering af politiske

programmer og strategier som Bologna-processen og Lissabon-strategien. Disse

felter er blevet beskrevet ved hjælp af konstruktivistiske tilgange, der ser de aktuel-

le universitetsreformer som en udfoldelse af en ny diskurs og styringsmentalitet

(for en oversigt, se Bruno et al. 2009).

Den performative videnslegitimering, som Jean-François Lyotard definerede

i sin rapport The Postmodern Condition: A Report on Knowledge (1974), giver en præ-

cis diagnose af, hvordan den moderne videnspolitik konstruerer en række nye

begrebsdannelser og acceptregler for viden. Fælles for disse regler er en ny per-

formativ videnskabsmodel, der betyder, at universiteternes værdi – helt ned på

niveauet for de enkelte institutter og uddannelser – positiveres ud fra bestemte

anvendelsesfunktioner. Som undersøgt af Sarauw (2011) består reformerne af de

seneste års studieordninger og universitetsuddannelser i Danmark og Europa af en

ny curriculum-styring, hvor centrale værdier fra tidligere studieordninger som fx

faglig dannelse, kritisk konfrontation, mv. afløses af et langt mere direkte fokus på

anvendelse og markedsrelevans.

8.3 KONKLUSION I.F.H.T. DISKUTERET LITTERATUR

Med denne afhandling har jeg villet undersøge, hvordan en resonans er opstået

mellem STS og de bredere videnspolitiske tendenser som borgerinddragelse,

markedsgørelse, intellektuelle ejendomsrettigheder og organisatorisk design. I det

foregående har jeg ikke spekuleret i den kausalitet, der måtte være impliceret i de

tilfælde, hvor STS-analyser er blevet anvendt i politikplanlægningen, eller hvor

STS-forskere er blevet ansat i politiske institutioner. Der findes en række sådanne

eksempler, men der findes ingen systematiske kvalitative eller kvantitative studier,

der dokumenterer brugen af socialvidenskaben i politikudformning. En undtagelse

er en række studier, der har indsamlet data om, hvordan tesen om modus-2-

forskning har vundet udbredelse i den europæiske politikformulering (Hessels &

van Lente 2008). Benoit Godin har ligeledes argumenteret, at modus-2-tesen mere

skal betragtes som et politisk program end som en deskriptiv teori. På samme

måde har også Terry Shinn argumenteret: ”Instead of theory or data, the New

Production of Knowledge – both book and concept – seems tinged with political

commitment” (Shinn 2002: 604).

Steve Fuller (2000) har argumenteret for, at centrale begrebsstrategier i STS er

motiveret af et ønske om at ”følge med” politikudviklingen. Fuller skelner ikke

mellem den konstruktivistiske epistemologi, som han selv abonnerer på, og den

230

videnspolitiske udvikling, modsat af hvad jeg har forsøgt i denne afhandling.

Tværtimod foreslår Fuller, at konstruktivismen forstår sig selv som en normativ

videnspolitisk strategi, der skal skabe større social retfærdighed og ligevægt i

omfordelingen af samfundets kognitive goder, først og fremmest ved at tildele

vidensinstitutionerne en autonomi fra det omgivende samfund. Hans model for en

republikansk institutionalisme med hensyn til videnskaben har været til inspiration i

det foregående, og er blevet citeret flere steder. Frem for alt beskriver Fuller, hvad

der sker, når STS kollapser distancen mellem kendsgerninger og værdier og samti-

dig opgiver sine forpligtelser i forhold til at stille kritisk spørgsmål til samfundets

teknologi- og innovationspolitik.

En delkonklusion i afhandlingen har været, at det kun er ved at følge kon-

struktivismens videnspolitiske program, at vi kan forstå indflydelsen og udbredel-

sen af det instrumentalistiske videnskabsbegreb (”technoscience”). Når videnska-

belig rationalitet ikke længere forsvares som en unik sandhedsorienteret eller

objektiv tilgang til virkeligheden, hvad konstruktivismen netop afviser, er viden-

skaben intet andet end et specialtilfælde af politisk rationalitet. Konstruktivismen

bidrager dermed til samme projekt, som videnspolitikken i OECD-landene og

Europa har som ambition, nemlig at erstatte grundvidenskab med teknologi,

ingeniørvidenskab og anvendt videnskab som erkendelsesideal. Det er i dette lys,

at jeg har argumenteret, at vi skal se indflydelsen fra teoretikere som Bruno Latour.

Følger vi aktør-netværks-teoriens anbefaling, vil de forskere, der er i stand til at

etablere de største videnskabelige netværk og samarbejdsrelationer, være dem, der

definerer hvad god videnskab er og tiltrækker flest ressourcer. Netværket er den

organisatoriske form, som det nuværende videnssamfund med dets konkurrence

om viden, teknologi og uddannelse antager. I videnskabssociologien hos Latour og

aktør-netværks-teori er enhver forestilling om videnskaben som social eller

epistemisk rationalitet opgivet. Som vist i Kapitel 5 blev to argumenter fremhævet:

i) at traditionelle epistemiske normer som sandhed, begrundelse, rationalitet, mv.

ikke har en kontekstuafhængig eller transkulturel status;

ii) at den akademiske vidensproduktion skal rekonstrueres som technovidenskab,

hvis primære norm ikke er sandhed, men instrumentel succes i form af inskriptio-

ner i måleudstyret, og i forlængelse heraf, patenter, produkter, publikationer, etc.

Med denne afhandling har jeg forsøgt at rehabilitere både videnskabsteorien og

videnskabssociologien som mulige kritisk-intellektuelle ressourcer i forståelsen og

indretningen af videnskabelige institutioner. Hvor videns- og netværkssamfundet

har brug for vidensprodukter og vidensarbejdere, der skal vurderes ud fra deres

231

synlighed, aktualitet og rentabilitet, er det helt andre kriterier, der regulerer pro-

duktionen af pålidelig viden. En lignende konklusion når Peter Weingart (2002)

frem til i en tilsvarende kommentar til de konstruktivistiske videnskabsstudier.

Han skriver, at samfundet fortsat har brug for sand og pålidelig viden selv i en

situation, hvor relationen mellem samfund og videnskab er reduceret, og hvor der

stilles nye krav til de videnskabelige institutioner om at bidrage til samfundet. »Science as an institution that produces knowledge remains irreplaceable. […] The loss of distance will not lead to the end of the communication of truths. Trust and confidence remain both constitutive and rare values in communication, and the more society depends on reliable knowledge the more these are required. The main characterization of today’s society is the competition for trust« (Weingart 2002: 706).

Hvis et sådant ideal om videnskabens institutionelle legitimitet skal indløses, er

det, som jeg har argumenteret, nødvendigt, at de offentlige vidensinstitutioner

afspejler alment offentlige og politisk repræsenterede værdier. Kun ved at føre en

åben dialog om styringen og indretningen af de videnskabelige institutioner,

herunder det bidrag forsknings- og uddannelsesinstitutionerne leverer til samfun-

det, er det muligt at balancere kravet om pålidelig viden med kravet om social

legitimitet. Beretninger om politisk ansvarsudøvelse i offentlige organisationer er

en væsentlig del af vores forståelse af, hvordan demokratiet fungerer – og her er

videnskaben ingen undtagelse (March & Olsen 1995). En mulig løsning på det

moderne samfunds styringsproblemer og efterspørgsel efter legitimitet gives af

Christopher Hood i samme artikel, som han introducerede fremkomsten af New

Public Management. Ifølge Hood kræver institutionsbygning – på samme måde

som jeg argumenterede i det foregående – en række centrale statslige kapaciteter: »[Institutional design] need to involve: multiple-objective rather than single objective organization; a relatively high degree of slack to provide spare ca-pacity for learning or deployment in crisis; a control framework which fo-cuses on input or process rather than measured output in order to avoid building up pressures for misinformation; a personnel management struc-ture which promotes cohesion without punishing unorthodox ideas; a task division structure organized for systemic thinking rather than narrow com-partmentalization; and a responsibility structure which makes mistakes and errors admissible« (Hood 1991: 15).

Når ideen om det fælles gode elimineres fra de offentlige institutioner bryder den

institutionelle identitet og tillid derimod sammen. Institutioner lader sig ikke

betragte ud fra rent strategisk handlen eller individuelle interesser. Derimod risi-

kerer de principper, der skal sikre en mere effektiv adfærdsregulering nemt at

232

ødelægge de tillidsforhold, som netop var en central kilde til de akademiske viden-

skabers historiske og nuværende succes.

I et af de mest centrale og dagsordensættende videnspolitiske dokumenter

udgivet af EU-Kommissionen, Society, The Endless Frontier (1998), skildres statens

ændrede adfærd i det makroøkonomiske kredsløb (jf. Kapitel 2). Som eksempel på

den langt mere eksplicitte økonomiske retfærdiggørelsesstrategi, som de offentlige

forskningsudgifter er underlagt, nævnes i rapporten, at den videnskabelige stræ-

ben i dag er direkte betinget af dens klienter og slut-brugere. Konkurrencestatens

fremvækst samt de hertil hørende imperativer knyttet til markedet har således

tydeligt svækket den akademiske autonomi og gjort det nødvendigt at få belyst

ændringerne i videnssystemet bedst muligt. Dette er en opgave for en kritisk

videnskabssociologi, som jeg har anbefalet i det foregående.

8.4 HUMANISTISK VIDEN: AKTUALITET OG NØDVENDIGHED

I lyset af de foregående overvejelser skal jeg bruge disse sidste sider på at overveje,

hvilken rolle de humanistiske videnskaber har og bør tilskrives, både i studiet af de

øvrige videnskaber og i sin egen ret. Nærmere bestemt skal jeg foreslå, at science

studies i fremtiden i højere grad inddrager og tematiserer den humanistiske viden

som kilde til vigtige løsninger på samtidens udfordringer. I stedet for eksklusivt at

fokusere på de teknisk-naturvidenskabelig discipliner, som det er tilfældet i dag,

må vi i de empiriske videnskabsstudier inddrage og undersøge den humanistiske

videns aktualitet og nødvendig.

I en videnspolitisk kultur præget af et stærkt fokus på teknologiudvikling og

naturvidenskabelig forskningsproduktion er det uundgåeligt, at de tekniske disci-

pliner vil opnå størst synlighed. Rammen for diskussionen i det foregående har

først og fremmest været en undersøgelse af, hvorvidt videnskaben fyldestgørende

kan bestemmes ud fra karakteren af den teknologi, den iværksætter, eller ud fra

typen af de tekniske entiteter, den realiserer. Dette har jeg svaret negativt på ved at

kritisere den konstruktivistisk-instrumentalistiske model og i stedet forsvaret en

realistisk videnskabsfilosofi. Men derved har jeg reelt kun argumenteret, at vi må

søge efter en balance mellem anvendt forskning og grundforskning. Hvad jeg ikke

har beskrevet, er forskellen i roller og legitimitet, der tilskrives de forskellige disci-

pliner.

En for så vidt overraskende konklusion i enhver gennemgang af de empiri-

ske videnskabsstudier er, at disse ikke behandler spørgsmålet om de humanistiske

og socialvidenskabelige discipliners samfundsmæssige relevans. Overraskende

233

fordi disse videnskaber netop tager afsæt i et forsøg på at anvende humanistiske

begreber på naturvidenskaben. Målet er i vid udstrækning at humanisere og socia-

lisere naturvidenskaben for derved at vise, at de videnskabelige institutioner deler

mange af de samme fællestræk som andre menneskelige institutioner. Naturviden-

skabens traditionelle hævdelse på at levere objektive, neutrale forklaringer kan i

sidste instans ses som enhver anden stræben efter social status. Med dette argu-

ment mener konstruktivismen at have vist, at vi ikke er forpligtede på at tildele

videnskaben en særlig social autoritet (for en uddybende diskussion, se Collin &

Budtz Pedersen 2011).112

Der er uden tvivl strategiske grunde til denne implicitte og anonyme brug af

humanistiske forskningsmetoder og tilgange. For mange naturvidenskabsmænd

og videnskabspolitikere ville det virke uacceptabelt og provokerende, hvis hierar-

kiet blandt de eksisterende videnskaber skulle vendes om, således at social- og

humanvidenskaberne måtte betragtes som de mest grundlæggende videnskaber.

Problemet ved ikke at tematisere denne brug af humanistisk viden er imidlertid, at

STS på direkte og indirekte vis bidrager til den igangværende idealisering af na-

turvidenskaben. Som Elzinga (2004) har gjort opmærksom på, indebærer mange af

de empiriske videnskabsstudier en anti-reduktionistisk selvforståelse. Men fordi

naturvidenskab og teknologi vedbliver med at være de centrale analyseobjekter,

medfører mange af disse studier en ny form for epistemisk ”partikularisme”. Man

fastholder kort sagt et perfektionistisk videnskabsbillede, hvor livsvidenskaberne

og bioteknologien er forbilledet i den instrumentalistiske videnskabsmodel, heref-

ter følger fysikken og andre naturvidenskabelige videnskaber, hvorimod de ikke-

teknologiske videnskaber som humaniora og samfundsvidenskab ofte ikke nævnes

eller analyseres.113

112 Bemærk, at dette er særligt tydeligt hos Latour; forbilledet for aktør-netværks-teori er ikke

naturvidenskaberne, men en humanistisk disciplin, nemlig litteraturvidenskaben. Fra struktura-

listisk litteraturteori overtager Latour teorien om aktanter, dvs. aktører, hvis ”roller” både kan

udfyldes af mennesker, dyr eller materielle ting. 113 Humaniora og socialvidenskab er kun eksempler på denne prioritering. Også grund-

forskning inden for discipliner som fysik, kemi og biologi er karakteriseret ved teoretisk viden,

hvis epistemiske kvaliteter ikke kan beskrives udtømmende i kraft af konkrete materielle pro-

dukter og ydelser, som de realiserer. Problemet er, hvis forskning i fx molekylærbiologi alene

konvergerer imod bioteknologiske produkter, der kan introduceres på et marked eller skabe

værdi på kort sigt. Her vil det føre til en misligholdelse af den kemiske og biologiske grund-

forskning, der bidrager med nomenklatur, standardisering, lovopstilling, generalisering o.s.v. På

sigt kan dette skade ikke kun den traditionelle grundforskning (modus-1), men den funktionelle

understøttelse af de teknologisk anvendelige forskningsområder som bioteknologi og nanotek-

nologi (modus-2).

234

For de humanistiske discipliner præsenterer dette en række særlige udfor-

dringer. Ofte er de videnspolitiske initiativer alene orienteret imod videnskab som

leverandør af teknologi og kommercielle produkter, hvor humanistisk forskning

traditionelt har bidraget med andre typer af viden, fx til civilsamfundet, uddannel-

sessystemet eller den offentlige debat. Baggrunden for denne situation er, som vi

så i Kapitel 2, en nedarvet historisk antagelse om, at der er et svælg imellem huma-

nistisk og naturvidenskabelig forskning, ikke kun med hensyn til deres metoder,

men med hensyn til deres værdi for samfundet. Ifølge denne opfattelse, der bl.a.

går tilbage til den marxistiske videnskabsteori, men deles af nyliberalismen, er

naturvidenskab objektiv og økonomisk produktiv, imens humanistisk viden er

ideologisk og normativ. En nærmere analyse af denne opfattelse viser imidlertid, at

den er forfejlet og bærer præg af en forældet forståelse af humanvidenskabernes

forskningspraksis og samfundsrelevans (jf. Faye 2002; Faye 2008).

Humanistisk forskning er et godt eksempel på den institutionelle model og

det selektive perceptionsregime, som jeg diskuterede i Kapitel 7. For det første

spredes humanistisk viden til samfund og økonomi på multiple og ofte indirekte

måder, hvis værdi typisk ikke lader sig registrere på et første-ordens-niveau. Hu-

manistiske uddannelser bidrager til den type af multiplikatoreffekter, der blev omtalt

i kapitlet som havende central betydning for samfundets kognitive, semantiske og

didaktiske infrastruktur. Som kapitlet argumenterede, er der mange grunde til, at

den politiske epistemologi, der ligger til grund for den nuværende videnspolitik,

ikke er i stand til at registrere og belønne effekterne af humanistisk forskning. Men

med udgangspunkt i denne afhandlings analyse er der grund til at revidere de

mekanismer og evalueringsmodeller, igennem hvilke humanistisk og samfundsvi-

denskabelig viden bedømmes. Humanistisk viden er et eksempel på et offentligt

gode og en offentlig institution, hvis samlede værdi dokumenteret bidrager til den

sociale og økonomiske struktur, uden at noget enkeltaktør har incitament til at

foretage de nødvendige investeringer. Det gælder fx viden om, hvordan samfundet

hænger sammen, hvad der skaber tillid, eller hvad der mindsker korruption. Di-

rekte har sådan viden næppe betydning for økonomien og vil ikke blive produce-

ret på markedet. Men indirekte bidrager humanistisk viden til et civilt og dyna-

misk samfund, der er i stand til at håndtere fælles konflikter og formulere fælles

begreber.

Humanistisk viden har i dag en vigtig rolle som offentlig institution. Men i

en anden, mere globaliseret og international kontekst end tidligere. Humanistisk

forskning har ikke længere nationalstaten og den nationale identitet som det pri-

mære centrum. Overgangen fra en national politisk kultur til en global, grænse-

overskridende politisk virkelighed betyder for den humanistiske forskning en

235

række nye udfordringer og muligheder. Som argumenteret af den amerikanske

filosof Martha C. Nussbaum i artiklen ”Teaching Humanity” (2006) øger globalise-

ringen behovet for gensidig indlevelse, viden og sympati blandt de forskellige

kulturer. Ligesom humaniora som institution traditionelt har bidraget til udviklin-

gen af det nationale medborgerskab, der var central for de traditionelle vestlige

statsprojekter, skal humaniora ifølge Nussbaum i dag bidrage til dannelsen af et

globalt medborgerskab: “We need to favor an education that cultivates the critical

capacities, that fosters a complex understanding of the world and its peoples and

that educates and refines the capacity for sympathy” (Nussbaum 2006). De huma-

nistiske uddannelser besidder dermed ifølge Nussbaum potentialet til at skabe et

globalt demokratisk “citizenship”. På samme måde som i det traditionelle nationa-

le statsbygningsprojekt kræver også globaliseringsprocessen tilstedeværelsen af

humanistiske institutioner.

I sin seneste bog, Not for Profit: Why Democracy Needs the Humanities (2010),

argumenterer Nussbaum endvidere for, at den kritiske tænkning er obligatorisk

for ethvert samfund, der ønsker at leve i frihed og uden dogmatisk at følge en

tradition. Demokrati handler bl.a. om at lægge afstand til det blot private og inte-

ressebetonede. Men på samme måde som jeg har argumenteret i denne afhandling,

konstaterer Nussbaum, at de moderne universiteter i stigende grad bliver under-

lagt krav om kortsigtede resultater og et New Public Management-inspireret sty-

ringsparadigme, der fører til, hvad hun kalder videnskabernes ”tavse krise” (the

silent crisis). Denne krise er tavs, ikke fordi humanister og forskere ikke ytrer sig,

men fordi de gennemførte reformer af uddannelsessektoren fremstilles som en

nødvendig politik, hvor staterne er tvunget til at omstille deres vidensproduktion

til den globale økonomi. Der er tale om ”magt uden autoritet”: magtudøvelsen

bliver automatiseret og overdraget til indikatorer, evalueringer, rankings, perfor-

manceregnskaber etc., hvis resultater ikke kan appelleres til nogen ansvarlig myn-

dighed.

Markedet er, som jeg har argumenteret, ikke i stand til at levere den fornød-

ne bredde i videnskaberne. På dette punkt slutter denne afhandling ved at istem-

me sig Frankfurter-skolens nu gamle, men stadigt aktuelle doktrin, at markedet

ikke kan levere den fornødne legitimation eller forklaring af de vigtigste menne-

skelige livsområder. Kun ved at arrangere de videnskabelige institutioner uden for

markedet er det muligt at rette kritiske spørgsmål mod alle dogmer og traditioner.

Samtidig er det et svar, som kalder på konkretisering. Der er behov for fremadret-

tet at opstille et mere kohærent nationalt vidensregnskab, som forsøger at tage alle

former for viden med i betragtning – og som tager højde for humanioras egenart i

lyset af de omfattende kulturelle forandringer.

236

En opgave for humaniora er blandt andet at forklare de fænomener og begi-

venheder, der falder uden for den økonomiske forklaringsramme. Når terrorister

vælger at sprænge sig selv i luften, når unge utilfredse immigranter skaber volde-

lige optøjer i London, eller når Anders Breivik begår en umenneskelig massakre. I

alle disse tilfælde er der behov for analyser og viden, hvormed vi kan studere de

træk ved menneskets kultur, historie og sprog, der fører til konflikter. Men også

hvilke begreber samfundet skal mobilisere for at udvikle sig. At skabe fælles be-

greber og forestillinger er en aktivitet, der kombinerer mængdens intelligens og

handlinger, og som får en befolkning, institution eller virksomhed til at arbejde

sammen. Denne type humanistisk viden kræver sine egne indikatorer og effektmå-

linger: den spredes i en åben institutionel struktur, hvor effekten af vidensformid-

ling på fx den offentlige debat eller civilsamfundets evne til at formulere nye nor-

mer, næppe meningsfuldt kan dokumenteres eller evalueres på kort sigt.

Som Francis Fukuyama har gjort opmærksom på i sin paradigmatiske analy-

se af de vesteuropæiske demokratiers udvikling, har den tanke etableret sig, at den

nuværende samfundsform med udviklingen af idealet om frihed og lighed er en

afsluttet historisk udviklingsproces. Da Fukuyama skrev The End of History, and the

Last Man (1992), konstaterede han, at de afgørende sociale og politiske modsætnin-

ger var elimineret. Det borgerlige liberale markedsdemokrati havde realiseret

rationaliteten i historien. Modsætningsforhold var fra nu af afløst af en fælles

konsensus. Fukuyama har senere modificeret sin udlægning: der er en modsæt-

ning, som fortsat kan føre historien frem til nye konflikter, nemlig modsætningen

mellem markedets gennemtrængende imperativer og fornuften, mellem økonomi-

en som altings målestok og de vestlige oplysningsidealer.

237

Referencer

Aghion, P. Dewatripont, M., Hoxby, C., Mas-Colell, A. & Sapir, A. (2009). The governance and performance of the universities: evidence from Europe and the US. Economic Policy, 61: 7-59.

Aho, E. et al. (2006). Creating an innovative Europe. Brussels: European Commission. Åkerstrøm Andersen, N. (1998). ”Viden er magt. Interview med Niels Åkerstrøm Andersen af

Mette-Line Thorup”, Dagbladet Information, 22. september 1998. Amsterdamska, O. (1990). ”Surely, You Must be Joking, Monsieur Latour!”, Science, Technology

and Human Values, vol. 15: 495-504. Andersen, H. (2011). Samfundsvidenskaber under ny videnspolitik, i: Faye, J. & Budtz Pedersen,

D. (red.): Hvad er videnspolitik? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, under udgivelse.

Anderson, E. (2006). ”The Epistemology of Democracy”, Episteme vol. 3: 8-22 Arrow, K. (1962). Economic welfare and the allocation of resources for invention, I R. Nelson

(red.), The Rate and Direction of Inventive Activities, Princeton: Princeton UP: 609-625. Balconi, M., Brusonib, S. & Orsenigob, L. (2010), ”In defense of the linear model: An essay”,

Research Policy, vol. 39(2010): 1-13. Bang, H.P. (2008a). Demokratiet under forandring, Turbulens.net. Bang, H.P. (2008b). Politisk systemanalyse i går og i dag: Fra "politik-policy" til "policy-politik",

Kursusbeskrivelse, upubliceret, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Barad, K. (2003). ”Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter

Comes to Matter”, Signs: Journal of Women in Culture and Society, vol. 28, no. 3: 801: 831 Barnes, B. & D. Bloor (1982). Relativism, Rationalism and the Sociology of Knowledge, i: Hollis,

M. & Lukes, S. (eds.), Rationality and Relativism, Oxford: Blackwell: 21-47. Barnes, B. (1983), ”Social Life as Bootstrapped Induction,” Sociology vol. 17: 524-45. Barnes, B., Bloor, D. & Henry, J. (1996). Scientific Knowledge. A Sociological Analysis. London:

Athlone. Barr. N. (2006). Economics of the Wefare State, Stanford University Press; 4. Edition. Becher, T. & Trowler, P.R. (2001). Academic Tribes and Territories - Intellectual enquiry and the

culture of disciplines (2nd Ed), The Society for Research into Higher Education & Open University Press.

Beck, U. (1991) Risk Society: Towards a New Modernity. New Delhi: Sage. (Translated from the German Risikogesellschaft published in 1986).

Beck, U. (2005). Power in the Global Age, Cambridge: Polity Press. Beck, U. (2010). Die Wiederkehr des Sozialdarwinismus, Frankfurter Rundschau, January 2010, pp.

12ff, (www.fr-online.de/kultur/spezials/becks-globalrundschau). Beck, U. (2011). Cooperate or Fail!, Dissent, February 7, 2011. Bell, D. (1973). The Coming of Post-Industrial Society. New York: Harper Colophon Books. Bennett, I. & D. Sarewitz (2006). ”To Little, Too Late?: Research Policies on the Societal Implica-

tions of Nanotechnology in the United States,” Science as Culture vol. 15(4): 309-325. Berman, E.P. (2008). ”Why Did Universities Start Patenting? Institution-building and the Road to

the Bayh-Dole Act,” Social Studies of Science vol. 38/6: 835-871.

238

Bernals, J.D. (1939). The Social Function of Science: What Science Does, What Science Could Do, MIT Press (January 1967).

Bijker, W., Hughes, T. & Pinch, T., eds. (1987). The Social Construction of Technological Systems, Cambridge, MA: MIT Press

Birnbaum, R. (2004). ”The End of Shared Governance: Looking Ahead or Looking Back”, New

Directions for Higher Education vol. 127: 5-22. Blok, A. (2006). ”Tingenes politik - med Bruno Latour til tekno-kunstudstilling”, Dansk Sociologi,

vol 17/2: 61-70 Bloor, D. (1991 [1976]). Knowledge and Social Imagery, 2nd ed., Chicago: University of Chicago

Press. Bloor, D. (1999). ”Anti-Latour.” Studies In History and Philosophy of Science Part A, Vol. 30/1,

March 1999: 81-112. Bloor, D. (1999b). Reply to Bruno Latour, Studies In History and Philosophy of Science Part A, Vol.

30/1, March 1999: 131-136. Bloor, D. (2008). Philosophy of the Social Sciences, i: Rios, D. & Schmidt-Petri, C. eds. Philosophy

of the Social Sciences: 5 Questions, Automatic Press: 1-15. Boghossian, P. (1996). “What the Sokal Hoax Ought to Teach Us”, Times Literary Supplement, Dec.

13, 1996: 13-14. Boghossian, P. (2006). Fear of Knowledge: Against Relativism and Constructivism, Oxford: Oxford

University Press. Böhme, G.; van den Daele, W. & Krohn, W. (1976). ”Finalization of Science”, Social Science Infor-

mation vol. 15: 307-30. Boltanski, L., Chiapello, E. (2005). The New Spirit of Capitalism, London-New York: Verso. Bostyn, S. J. R. (2001). Enabling Biotechnological Inventions in Europe and the United States, European

Patent Office, München. Boulton, G and Lucas, C. 2008. "What are universities for?" League of European Research Uni-

versities. Amsterdam. Bourdieu, P. (2001[2005]). Viden om viden og refleksivitet. Forelæsninger på Collège de France

2000-2001, København: Hans Reitzels Forlag. Boutang, Y.M. (2001). ”Marx in Kalifornien: Der dritte Kapitalismus und die alte politische

Ökonomie”, Politik und Zeitgeschichte, vol. 52-53: 34. Boutang, Y.M. (2009). Kapitalismens afløser: Pollensamfundet, bragt i Weekendavisen, 17 maj 2009. Bouwel, J.V. ed. (2009). The Social Sciences and Democracy, London: Palgrave. Brown, M. B. (2010). Science in Democracy: Expertise, Institutions, and Representation. Cambridge,

Massachusetts: MIT Press. Bruno, I. (2009). “The Indefinite Discipline of Competitiveness Benchmarking as a Neoliberal

Technology of Government”, Minerva vol. 47: 261-280. Budtz Pedersen, D. & Degett, J. (2010). “Forskning er avgørende for Europas fremtid”. Tidsskriftet

Forskningspolitikk, NIFU-STEP, 2010/3: 4-6. Budtz Pedersen, D. & Faye, J. (2011). Videnspolitik som kategori og begreb, i: Faye, J. & Budtz

Pedersen, D. (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Sam-fundsvidenskaberne, under udgivelse.

Budtz Pedersen, D. & Hendricks, V.F. (2011). ”Epistemisk terrorisme. Demokrati som epistemisk terror eller epistemisk luksus?” KRITIK vol. 200: 98-110.

Budtz Pedersen, D. (2007). “Videnskabsfilosofiske forandringer i kontekst af forskning og sam-fund.” Filosofiske Studier, 2007: 1-20.

Budtz Pedersen, D. (2009). “Økonomisk legitimitet eller demokratisk styringsbehov.” Tidsskriftet

Politik/Journal of Politics, december 2009, Vol. 3/No. 12: 52-65.

239

Budtz Pedersen, D. (2010). Forskningskvalitet som politisk kategori, i: Faye, J. & Emmeche, C. (red.): Hvad er forskning? Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Budtz Pedersen, D. (2011). “A new start for the humanities is required for the 21st century: A debate among Fuller, Schleifer and Markley” Danish Yearbook of Philosophy, vol. 44: 109-123.

Budtz Pedersen, D. (2011). ”Post-Truth Science”, working paper, upubliceret. Bush, V (1945a). Science The Endless Frontier. A Report to the President by Vannevar Bush, Director of

the Office of Scientific Research and Development, July 1945, United States Government Printing Office, Washington.

Bush, V. (1945b). Letter of Transmittal, Brev til Roosevelt den 5. juli 1945, i: Bush, V (1945a). Calhoun, C. (2006a). ”The University and the public good,” Thesis Eleven, vol. 84, February 2006:

7-43. Calhoun, C. (2006b). “Is the University in Crisis”, Society, May/June 2006: 8-18. Callon et al. (1991) Co-word analysis as a tool for describing the network of interactions between basic

and technological research. Callon, M. & Courtials, J.P. (1991). ”Indicators for the Identification of Strategic Themes within a

Research Programme”, Scientometrics, Vol. 21. No. 3: 447-458. Callon, M. & J. Law (1982). ”On Interests and their Transformation: Enrollment and Counter-

Enrollment”, Social Studies of Science, vol. 12: 615-625. Callon, M. & J. Law (1997). ”After the Individual in Society: Lessons in Collectivity from Science,

Technology and Society.” Canadian Journal of Sociology, vol. 22(2): 165-182. Callon, M. & Muniesa, F. (2005). ”Economic Markets as Calculative Collective Devices”, Organi-

zation Studies vol. 26(8): 1229-1250. Callon, M. (1980). Struggles and Negotiations to define what is Problematic and what is not: the

Sociology of Translation, i: Knorr, K.C., Krohn, R. & Whitley, R.D. (eds.): The Social Process of

Scientific Investigation: Sociology of the Sciences Yearbook. Boston: Reidel: 197-219. Callon, M. (1986). Some Elements of a Sociology of Translation: Domestication of the Scallops and the

Fishermen of Saint Brieuc Bay, i: J. Law (ed.): Power, Action and Belief: a new Sociology of

Knowledge? Sociological Review Monograph. London: Routledge and Kegan Paul: 196-233. Callon, M. (1998). An Essay on Framing and Overflowing: Economic Externalities Revisited by

Sociology, i: M. Callon (ed.) The Laws of the Markets. Oxford: Blackwell: 244-269. Callon, M. (2002). “Technology, politics and the market: an interview with Michel Callon by ,

Andrew Barry and Don Slater”, Economy and Society, Vol. 31 Number 2: 285-306. Callon, M. (2005). Disabled Persons of All Countries, Unite!, i: Bruno Latour & Peter Weibel

(eds.): Making Things Public - Atmospheres of Democracy, The MIT Press: 308-314. Callon, M., J. Law, et al. eds. (1986). Mapping the Dynamics of Science and Technology: Sociology of

Science in the Real World. London: Macmillan. Cambrosio, A., Young, A. & Lock, M. (2000). “Introduction“, i: M. Lock, A. Young & A. Cambro-

sio (eds.): Living and Working with the New Medical Technologies. Cambridge: Cambridge University Press.

Cameron, G. (1998). Innovation and Growth. A Survey of the Emperical Evidence, Oxford: Nuffield College Press.

Caro, M.E. & Macarthur, D. (2004). Naturalism in Question, Harvard University Press. Carrier, M. (2004): Knowledge Gain and Practical Use. Models in Pure and Applied Research, i:

Gillies, D. (ed.): Laws and Models in Science, London: King’s College Publications: 1-17. Castells, M (1996-2000): The Rise of the Network Society, Second Edition, Black-well Publishing. Christensen, E. (2007). Commons-begrebets udvikling, i: Erik Christensen & Per Christensen

(red.): Fælleder i forandring, Aalborg Universitetsforlag: 25-51.

240

Christensen, T. & Lægreid, P. (2011): The Ashgate Research Companion to New Public Management. London: Ashgate.

Christian J. & Roedl, F. (2004). Social Market Economy as Europe’s Social Model, EUI Working Paper, No. 2004/8.

Coady, C.A.J. (1992). Testimony; A Philosophical Study, Clarendon Press, Oxford. Coleman, J.S. (1988). ”Social Capital in the Creation of Human Capital”, American Journal of

Sociology, vol. 94, Supplement: 95- 120. Collin, F. & Budtz Pedersen, D. (2012). “The Frankfurt School, Science and Technology Studies,

and the Humanities”. under udgivelse. Collin, F. (1993). ”Social Constructivism Without Paradox”, Danish Yearbook of Philosophy, vol. 28:

24-46. Collin, F. (1995). ”Socialkonstruktivisme”, Filosofiske Studier, årgang 1995: 45-62. Collin, F. (2001). ”Videnskabssociologi som naturaliseret videnskabsteori”, Filosofiske Studier,

Bind 21: 6-31. Collin, F. (2003). Konstruktivisme, Roskilde Universitetsforlag. Collin, F. (2007). Socialkonstruktivismens fremkomst og virkning, i: Robin Engelhardt, Camilla

Mehlsen og Frederik Stjernfelt, red.: Tankestreger. Tværvidenskabelige nybrud, Danmarks Pædagogiske Universitet: 97-107.

Collin, F. (2008). Det humanistiske underskud: forskningspolitikkens ideologiske rødder, i: Finn Collin & Jan Faye: Ideer vi lever på. Humanistisk viden i vidensamfundet. København: Aka-demisk Forlag: 35-57.

Collin, F. (2011). Science Studies as Naturalized Philosophy, Synthese Library, Dordrecht: Springer. Collins, H. M. & Yearley, S. (1992). Epistemological Chicken. i: Andrew Pickering (ed.): Science as

Practice and Culture. Chicago: Chicago University Press: 301-326. Collins, H. M. (2007). ”The Uses of Sociology of Science for Scientists and Educators”, Science &

Education, Vol. 16: 217-230. Collins, H.M. & Evans, R. (2002). ”The Third Wave of Science Studies”, Social Studies of Science,

Vol. 32/2: 235-296. Collins, H.M. (1992 [1985]). Changing Order: Replication and Induction in Scientific Practice, 2nd ed.,

Chicago: University of Chicago Press. Collins, H.M. and T.J. Pinch (1993). The Golem: What Everyone Should Know About Science, Cam-

bridge: Cambridge University Press. Collins. H.M. (2009). ”We cannot live by scepticism alone”, NATURE, Vol 458/5: 30-31. Connolly, W.E. (1995). The Ethos of Pluralization. Minneapolis: University of Minnisota Press. Connolly, W.E. (1999). Why I am not a Secularist. Minneapolis: University of Minnisota Press. Cordero, A. (2008). Pluralism, Scientific Values, and the Value of Science, i: Agazzi, E. & Minazzi,

F. (eds.), Science and Ethics – The Axiological Context of Science. Brussels: Peter Lang: 101-116. Cornell University (2003). “Call for Papers for Conference on Connecting S&TS: the Academy,

the Polity and the World”, 26–28 September 2003. Department of Science and Technology Studies, Cornell University.

Cutting, G. (2011). ”On Experts and Global Warming”. New York Times (online), July 12, 2011. Dahler-Larsen, P. (2008). Kvalitetens beskaffenhed. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Dahler-Larsen, P. (2011). Betydningen af bibliometriske indikatorer, i: Jan Faye & David Budtz

Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Sam-fundsvidenskaberne, under udgivelse.

Davidson, D. (1989). ”A Coherence Theory of Truth and Knowledge”, i: Lepore 1989: 307-19. (genoptrykt i Davidson 2001: 137-53).

241

de Vos, M. (2010). After the meltdown. The future of Capitalism and Globalization in the Age of the

Twin Crises. Shoehorn Books. de Vries, G. (2007). ”What is Political in Sub-Politics?”, Social Studies of Science, vol. 37/5: 781-809. Dennett, D. (1995). Darwin's Dangerous Idea: Evolution and the Meanings of Life, New York: Simon

& Schuster DFR, Danmarks Forskningspolitiske Råds (2009). Årsrapport. Forsknings- og Innovationsstyrel-

sen, København. DiMaggio, Paul J. (1991) Constructing an Organizational Field as a Professional Project: U.S. Art

Museums, 1920-1940, i: W.W. Powell & P.J. DiMaggio (eds.): The New Institutionalism in Or-

ganizational Analysis. Chicago: University of Chicago Press: 267-92. Doppelt, G. (1990). ”The Naturalist Conception of Methodological Standards in Science: A

Critique”. Philosophy of Science, vol 57 (1): 1-19. Douglas, H. (2009). Science, Policy, and the Value-Free Ideal. Pittsburgh: University of Pittsburgh

Press. Douglas. H. (2005). Inserting the Public into Science, i: Sabine Maasen & Peter Weingart (eds.):

Democratization of Expertise? Exploring Novel Forms of Scientific Advice in Political Decision-

Making, Sociology of the Sciences, vol. 24, Springer: 153-169. Drucker, Peter (1993). Post-capitalist society: Guidelines to our changing Society. New York: Harper

and Row. Du Gay, P. (2007). Hyldest til bureaukratiet. København: Hans Reitzels Forlag. Easton, D. (1965). A Systems Analysis of Political Life. New York: Wiley and Son. EC, European Commission (1998). Society, The Endless Frontier; A European Vision of Research and

Innovation Policies for the 21st Century. Brussels. EC, European Commission (2000). Innovation in a knowledge-driven economy. The conclusions of the

Lisbon European Council. Brussels. EC, European Commission (2000b). Science, Society and the Citizen in Europe. Brussels. EC, European Commission (2003). Governance of the European Research Area. Directorate-General

for Research, Bensheim – Berlin – Brussels. EC, European Commission (2005a). Frontier Research: The European Challenge, High-Level Expert

Group Report. Directorate-General for Research, Brussels. EC, European Commission (2005b). Deliberating Foresight Knowledge for Policy and Foresight

Knowledge Assessment, Staff Working Document, René von Schomberg, Angela Guimaraes Pereria & Silvio Funtowicz, Directorate-General for Research, Brussels.

EC, European Commission (2006). Delivering on the Modernisation Agenda for Universities, Com-munication to the Council and the European Parliament, Brussels.

EC, European Commission (2007a). Towards more knowledge-based policy and practice in education

and training, Commission Staff Document, Directorate-General for Research, Brussels. EC, European Commission (2007b). Taking European Knowledge Society Seriously, Ulrike Felt

(rapporteur), Directorate-General for Research, Brussels. EC, European Commission (2007c). From the ethics of technology towards an ethics of knowledge policy

& knowledge assessment, René von Schomberg, Directorate-General for Research, Brussels. EC, European Commission (2009). Challenging Futures of Science in Society. Emerging Trends and

cutting-edge issues. Report of the MASIS Expert Group of European Commission, Directorate-General for Research, Brussels.

EC, European Commission (2010). Europe 2020: A European strategy for smart, sustainable and

inclusive growth, Brussels. Eckhardt Larsen, J. (2006). “Ikke af brød alene…” Argumenter for humaniora og universitetet i Norge,

Danmark og USA 1945-2005, Ph.d.-afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitet (2006).

242

Economist Intelligence Unit (2010). Democracy in retreat. Democracy Index 2010. London. Egghe, L. & Rousseau, R. (1990). Introduction to Infometrics. Quantitative Methods in Library, Docu-

mentation and Information Science. Amsterdam: Elsevier. Einsiedel, E. F., & Eastlick, D. L. (2000). ”Consensus conferences as deliberative democracy”,

Science Communication, vol. 21(4): 323-343. Elgaard Jensen, T. (2005). Aktør-netværksteori. Latours, Callons og Laws materielle semiotic, i:

Esmark, A., Bagge-Laustsen, C. & Åkerstrøm, N.A. 2005 red., Socialkonstruktivistiske analy-

sestrategier. Roskilde Universitetsforlag. Elster, J. (2009). Reason and Rationality. Princeton University Press. Elzinga, A. (1992). Political and Epistemic Regimes, i: Brante, T., Fuller, S. & Lynch, W. (eds.):

Controversial Science,, Albany, NY: SUNY Press: 127-152. Elzinga, A. (1997). ”The science-society contract in historical transformation: with special refe-

rence to epistemic drift”, Social Science Information, vol. 36(3): 411-445. Elzinga, A. (2004). The New Production of Reductionism in Research Policy Models, I: K.

Grandin (red.). The Science-Industry Nexus. Sagamore Beach: 277-304. Elzinga, A. (2008). What is the meaning of evidence-based science policy?, Paper prepared for Work-

shop on Evidence-based Practice, organized by Ingemar Bohlin at the University of Gothen-burg, 19-20 May 2008 (upubliceret).

Elzinga, A. (2010). Globalisation, new public management and traditional university values, Paper presented at the Workshop of the Nordic Network for International Research Policy Analy-sis (NIRPA), Swedish Royal Academy of Engineering Sciences, Stockholm 7-8 April 2010 (http://nirpa.org/).

Emmeche, C. & Auken, S. (2010). ”Mismåling af forskningskvalitet. Sandhed, relevans og norma-tiv validitet i den bibliometriske forskningsindikator.”, KRITIK, nr. 197: 2-12.

Emmeche, C. (2009). Mareridt, damage control eller forskningsrelevante kvalitetskriterier? Notat om

faggruppernes forbehold overfor den bibliometriske forskningsindikator efter niveaudelingsprocessen

og indtastning af tidskriftlisterne, 15/9-2009. Emmeche, C. (2011). Er videnspolitik godt for videnskaben?, i: Jan Faye & David Budtz Pedersen

(red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvi-denskaberne, under udgivelse.

Eriksen, O.E. & Weigård, J. (2003). Kommunikativt demokrati: Jürgen Habermas’ teori om politik og samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Estlund, D. (2008). Democratic Authority: A Philosophical Framework, Princeton University Press . Etzkowitz, H. & Leydesdorff, L. (1997). Universities in the Global Knowledge Economy. Lon-

don/New York: Continuum. Etzkowitz, H. & Leydesdorff, L. (2000). “The dynamics of innovation: from National Systems

and Mode 2 to a Triple Helix of university-industry-government relations”, Research Policy, vol. 29:109-123.

Etzkowitz, H. & Webster, A. (2005). Science as Intellectual Property, i: Jasanoff, S., Markle, G. E., Petersen, J. C. & Pinch, T. (eds.): Handbook of Science and Technology Studies, Sage Publica-tions, Thousand Oaks: 480-505.

Etzkowitz, H. (2002). MIT and the Rise of Entrepreneurial Science. London: Routledge. Faye, J. & Emmeche, C. (2010). Hvad er forskning – hvad er god forskning? i: Jan Faye & Claus

Emmeche (red.): Hvad er forskning? Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Faye, J. (2002). ”Forståelse og fortolkning i humanvidenskaberne”, Filosofiske Studier, vol. 22,

København: Københavns Universitet: 6-32. Faye, J. (2008). Fra åndsvidenskab til humanvidenskab, i: Finn Collin & Jan Faye: Ideer vi lever på,

Akademisk Forlag: København: 58-74.

243

Faye, J. (2009). The Role of Cognitive Values in the Shaping of Scientific Rationality, i: Agazzi, E. & Minazzi, F. (eds.): Science and Ethics – The Axiological Context of Science, Brussels: Peter Lang: 125-141.

Felt, U. (2007). Taking European Knowledge Society Seriously. European Commission: Brussels. Fine, A. (1996). ”Science Made Up: Constructivist Sociology of Scientific Knowledge”, i: P.

Galison & D. Stump (eds.): The Disunity of Science. Stanford: Stanford University Press. Fine, C. (2010). Delusions of Gender. New York: Norton. Fink, H., Harder, P., Holm, P. Sonne, K.J., Stjernfelt, F. & Pahuus, A.M. (2004). Humanistisk viden i

et vidensamfund, Statens Humanistiske Forskningsråd, København. Foray, D. & Lundvall B.-Å. (1996). Employment and Growth in the Knowledge-Based Economy, Paris:

OECD. Forman, P. (1991). ”Independence, Not Transcendence, for the Historian of Science”, ISIS, vol. 82:

71-86. Forskningskommissionen (2001). Forskningskommissionens betænkning (Bind 2). IT- og Forsk-

ningsministeriet: København. Foss Hansen, H. & Rieper, O. (2006). Evidens under udvikling – forandringer i samspillet mellem

vidensproduktion, forvaltning og politik, i: Hanne Foss Hansen (red.): Den organiserede

forvaltning. Politik, viden og værdier i samspil. Forlaget Politiske Studier: 75-104: Foss Hansen, H. (2011). Universiteter i en brydningstid: Bologna, Lissabon og den danske ande-

dam, i: Jan Faye & David Budtz Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokra-

ti, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, under udgivelse. Francis, P. (2002). Social Capital at the World Bank. Strategic and Operational Implications of the

Concept, Social Development Strategy, Washington, DC: The World Bank. Frewer L., & Salter, B. (2002). ”Public Attitudes, Scientific Advice and the Politics of Regulatory

Policy: the Case of BSE2", Science and Public Policy, vol. 29/2: 137-145. Fukuyama, F. (1991). The End of History and the Last Man. Free Press. Fukuyama, F. (1995). Trust: The Social Virtues and The Creation of Prosperity. Free Press. Fukuyama, F. (2004). ”Why there is no Science of Public Administration”, Journal of International

Affairs, vol. 58/1: 189-201. Fukuyama, F. (2006). State-Building: Governance and World Order in the 21st Century. Cornell

University Press. Fuller, S. (1993). Philosophy, Rhetoric and the End of Knowledge: The Coming of Science and Technology

Studies. Madison, Wisc.: University of Wisconsin Press. Fuller, S. (2000a). The Governance of Science: Ideology and the Future of the Open Society. Open

University Press Fuller, S. (2000b). Kuhnification as Ritualized Political Impotence – The Hidden History of

Science Studies, i. S. Fuller: Thomas Kuhn. A Philosophical History for Our Times. University of Chicago Press: Chapt. VII.

Fuller, S. (2000c). ”Foreword”, i: Merle Jacob & Thomas Hellström (eds): The Future of Knowledge

Production in the Academy. The Society for Research into Higher Education & Open Universi-ty Press.

Fuller, S. (2000c). ”Why Science Studies Has Never Been Critical of Science”, Philosophy of the

Social Sciences, vol. 30/1: 5-32. Fuller, S. (2001). ”Knowledge R.I.P.? Resurrecting Knowledge Requires Rediscovering the Uni-

versity”, Tamara - Journal of Critical Postmodern Organization Science, vol. 1/1: 60-67. Fuller, S. (2005). Social epistemology: preserving the integrity of knowledge about knowledge, i:

Rooney, D., et al. (red.). Handbook on the Knowledge Economy.Edward Elgar: 67-79.

244

Fuller, S. (2006). Philosophy of Science and Technology Studies. New York/London: Routledge: Taylor & Francis Group.

Fuller, S. (2007). New Frontiers in Science and Technology Studies. Polity Press. Fuller, S. (2008). Justifying Science: The Need for Macroeconomic Knowledge Policy. I G. Hearn

& D. Rooney (red.). Knowledge Policy: Challenges for the 21st Century. Edward Elgar: 120–137. Fuller, S. (2009). ”Knowledge politics and new converging technologies: a social epistemological

perspective”, Innovation: The European Journal of Social Science Research, vol. 22/1: 7-34. Fumerton, R. (1994). ”Scepticism and Naturalistic Epistemology”, Midwest Studies in Philosophy,

vol. XIX: 321-340. Funtowicz, S. & Ravetz, J. (1993): Science for the Post-Normal Age, Futures, 25: 739-755. Gibbons, M. (1999). “Science’s new social contract with society”, NATURE, vol. 402: 81-84. Gibbons, M., Limoges, C., Nowotny, H., Schwartzman, S., Scott, P. & Trow, M.. (1994). The New

Production of Knowledge. London: Sage Publications. Giere, R.N. (1985). ”Philosophy of Science Naturalized”, Philosophy of Science, vol. 54, September,

1985: 331-356. Giere, R.N. (1998). Naturalized philosophy of science, i: Edward Craig (ed.): Routledge Encyclope-

dia of Philosophy, London: Routledge. Giere, R.N. (1999). Science Without Laws, Chicago/London: The University of Chicago Press. Giere, R.N. (2004). ”How Models Are Used to Represent Reality”, i: Philosophy of Science, vol. 71:

742-752. Giere, R.N. (2006). ”Modest Evolutionary Naturalism”, Biological Theory, vol. 1(1): 52-60. Godin, B. (1998). ”Writing Performative History”, Social Studies of Science, vol. 28/3: 465-483. Godin, B. (2002). ”Technological gaps: an important episode in the construction of S&T sta-

tistics”, Technology in Society, vol. 24/4: 387-413. Godin, B. (2003). ”The emergence of science and technology indicators: why did governments

supplement statistics with indicators?”, Research Policy, vol. 32 (4): 670-690. Godin, B. (2004). “The New Economy: what the concept owes to the OECD”, Research Policy, vol.

33: 679-690. Godin, B. (2007). ”Science, accounting and statistics: The input-output framework”, Research

Policy, vol. 36: 1388-1403. Goldman, A. (1999). Knowledge in a Social World. Oxford: Oxford University Press. Goldman, A. (2002). What Is Social Epistemology? A smorgasbord of Projects, i: Alvin Goldman

Pathways to Knowledge. Oxford: Oxford University Press: 182-205. Gooding, D. (1990). Experiment and the Making of Meaning, Dordrecht: Kluwer. Gorz, A. (2005). Wissen, Wert und Kapital. Zur Kritik der Wissensökonomie (oversat fra fransk til tysk

af Jadja Wolf.). Zürich: Rotpunktverlag. Gramsci, A. (1992). Prison notebooks. Joseph A. Buttigieg. (ed.), New York City: Columbia Univer-

sity Press: 233-238. Gray, J. (2010). “The Neoliberal State”, The New Statesman, offentliggjort 7. januar 2010. Griliches Z. (1995): R&D and productivity, i: P. Stoneman (ed.). Handbook of the economics of

innovation and technological change. London: Blackwell Press: 52-89. Grønnegård Christensen, J (2011). Magt og management på universiteterne, i: Jan Faye & David

Budtz Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, under udgivelse.

Grootaert, C. & Bastelaer, T. (2001). Understanding and Measuring Social Capital, Social Capital Working Paper Series. Washington, DC: The World Bank.

Guston, D.H. (2000). Between Politics and Science: Assuring the Integrity and Productivity of Research. Cambridge University Press.

245

Gutmann, A. & Thompson, D. (2004). Why Deliberative Democracy? Princeton University Press. Habermas. J. (1973). Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a.M.: Suhrkamp. Habermas. J. (1991). Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und des demokra-

tischen Rechtsstaates. Frankfurt a.M.: Suhrkamp. Hackett, E. J. Amsterdamska, O., Lynch, M. & Wajcman, J. (2008). The Handbook of Science and

Technology Studies. Cambridge, MA: MIT Press. Hacking, I. (1983). Representing and Intervening: Introductory Topics in the Philosophy of Natural

Science. Cambridge: Cambridge University Press. Hacking, I. (1999). The Social Construction of What. Harvard University Press. Hacking, I. (2006). ”Making Up People”, London Review of Books, vol. 28/16 (17. august 2006). Hagendijk, R. & Irwin, A. (2006). ”Public deliberation and governance: Engaging with science

and technology in contemporay europe”, Minerva, vol. 44: 167-184. Haraway, D. J. (1997). Modest_Witness@Second_Millennium.FemaleMan_Meets_OncoMouse: Femi-

nism and Technoscience. London/New York: Routledge. Harnad. S. (2008). ”Validating Research Performance Metrics Against Peer Rankings”, Ethics in

Science and Environmental Politics, vol. 8(11): 103-107. Harris, J. (2005). ”The Ordering of Things: Organization in Bruno Latour”, The Sociological Review,

vol. 53(1): 163-77. Harvey, D. (2005). A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press. Hatch, M.J. (2006): Organization Theory, Second Edition, Oxford University Press. Hayek, F. (1944). The Road to Serfdom, Chicago: University of Chicago Press. Held, D. & Archibugi, D. (1995). Cosmopolitan Democracy. An Agenda for a New World Order.

Cambridge: Polity Press. Hendricks, V.F. & Hansen, P. (2011). Oplysningens blinder vinkler. En åndselitær kritk af informati-

onssamfundet. København: Forlaget Samfundslitteratur. Herzig, R. (2006). “On performance, productivity, and vocabularies of motive in recent studies of

science”, Feminist Theory, vol. 5/2: 127-147. Hessels, L.K. & van Lente, H. (2008). ”Re-thinking new knowledge production: A literature

review and a research agenda”, Research Policy, vol. 37: 740-760. Hessen, B. (1931). The Social and Economic Roots of Newton's Principia, i: Nicolai I. Bukharin (ed.):

Science at the Crossroads, London (genoptrykt New York 1971). Hirsch, P., Michaels, S. & Friedman, R. (1990). Clean Models vs. Dirty Hands: Why Economics Is

Different from Sociology, i: Sharon Zukin & Paul DiMaggio (eds.): Structures of Capital: The

Social Organization of the Economy. Cambridge University Press: 39-56. Hjørland, B. (2010). ”Evidensbaseret praksis i videnskabsteoretisk belysning”, Dansk Biblioteks-

forskning, årg. 6(2/3): 35-47. Hoff. J. et al. (2006). Danmark som informationssamfund: Muligheder og barrierer for politik og demo-

krati, Magtudredningen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Hoggett, P. (1991). ”A New Management in the Public Sector”, Policy and Politics, vol. 19(4): 243-

256. Hood, C. (1991). “A Public Management for all Seasons”, Public Administration, vol. 69: 3-19. Horst, M. (2011). Forskningskommunikation mellem formidling, markedsføring og politik, i: Jan

Faye Faye & David Budtz Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledel-

se og styring. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, under udgivelse. Irwin, A. & Horst, M. (2011). ”Nations at ease with radical knowledge”, Social Studies of Science,

vol. 40(1): 105-126. Irwin, A., & Wynne, B. (1996). Misunderstanding science? Cambridge: Press Syndicate of the

University of Cambridge.

246

Irzik, G. (2010). Why Should Philosophers of Science Pay Attention to the Commercialization of Science? EPSA Epistemology and Methodology of Science: 129-139.

Jabko, N. (2006). Playing the Market. A Political Strategy for Uniting Europe, 1985-2005, Ithaca, NY: Cornell University Press.

Jacob, M. & Hellström, T. (2000). ”Scientication of politics or politicization of science? Traditiona-list science-policy discourse and its quarrels with Mode 2 epistemology”, Social Epistemo-

logy, vol. 14(1): 69-77. Jacob, M. & Hellström, T. (2000). The Future of Knowledge Production in the Academy, The Society

for Research into Higher Education & Open University Press. Jacobi, A., Klüver, L. & Rask, M. (2009). Relevant Research in a Knowledge Democracy: Citizens

Participation in Defining Research Agendas for Europe. Paper for the International Conference Towards Knowledge Democracy, Consequences for Science, Politics and Media, Leiden, Netherlands, 25-27 August 2009.

Jasanoff, S. (2003). ”Technologies of Humility – Citizen Participation in Governing Science”, Minerva, vol. 41: 223-244.

Jasanoff, S. (2005) Designs on Nature: Science and Democracy in Europe and the United States. Prince-ton-Oxford: Princeton University Press.

Jasanoff, S. (2009). ”The Essential Parallel between Science and Democracy”, (www.seedmagazine.com), February 17, 2009.

Jessop, B. (2002). “Liberalism, Neoliberalism, and Urban Governance: A State-Theoretical Per-spective”, Antipode, vol. 34/3: 452-472.

Joly, J.F. (2010): ”Patents and the new spirit of capitalism in the life sciences”, paper præsenteret ved konferencen: Risky entanglements? Contemporary research cultures imagined and practised, Wien 11. juni 2010, upubliceret.

Joss, S. & Bellucci, S., (eds.) (2002). Participatory Technology Assessment – European Perspectives. London: University of Westminster Press.

Joss, S. (2002). ”Toward the public sphere. Reflections on the development of participatory technology assessment”, Bulletin of Science, Technology & Society, vol. 22(3): 220-231.

Junge, M. & Skaksen, J.R. (2010). Produktivitet og videregående uddannelse, DEA/CBS. Kappel, K (2010). ”Har liberalt demokrati en alliance med videnskab?”, KRITIK, nr. 196: 78-97. Kappel, K. (2001). ”Epistemisk eksternalisme og forståelsen af vores epistemiske situation”,

Filosofiske Studier, vol. 21. Katz, R.S. & Mair, P. (1995): “Changing Models of Party Organization and Party Democracy. The

emergence of the Cartel Party”, Party Politics, vol 1(1): 5-28. Kitcher, P. (1990). ”The Division of Cognitive Labor”. The Journal of Philosophy. Vol. 87: 5-22. Kitcher, P. (1992). ”The Naturalists Return”, Philosophical Review. Vol. 101: 53-114. Kitcher, P. (1993). The Advancement of Science. Oxford: Oxford University Press. Kitcher, P. (1998). A Plea for Science Studies, i: Noretta Koertge (ed.): A House Built on Sand.

Exposing Postmodernist Myths About Science. New York: Oxford University Press: 32-56. Kitcher, P. (2000). ”Reviving the Sociology of Science”, Philosophy of Science, vol. 67: 33-44. Kitcher, P. (2000). Science, Truth, and Democracy, Oxford: Oxford University Press. Kitcher, P. (2009). Democratic Values and Science Practice, Paper presented at European Science

Foundation, Philosophy of Science in Use, October 1, 2009, upubliceret. Klüwer, L. (1995). Consensus conferences at the Danish Board of Technology, i: S. Joss, & J.

Durant (eds.): Public participation in science: The role of consensus conferences in Europe, Lon-don: Science Museum: 41-49.

Knudsen, T. (2007). Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973. Køben-havn: Akademisk Forlag.

247

Knudsen, T. (2010). Det syntetiske EU-Parlament, Dagbladet Information, 6. august 2010. Koertge, N. (1998): A House Built on Sand. Exposing Postmodernist Myths About Science. New York:

Oxford University Press. Kristensen, J.E. & Larsen, S.N. (2008). ”Økonomiens metamorfoser og kapitalismens hamskifte –

om videnøkonomi og kognitiv kapitalisme”, KRITIK, nr. 190: 52.-64. Kuhn, T.S. (1962). The Structure of Scientific Revolutions. Chicago: University of Chicago Press. Kusch, M. (2002. Knowledge by Agreement: The Programme of Communitarian Epistemology. Oxford:

Oxford University Press. Kusch, M. (2009). Testimony and the Value of Knowledge (draft), to appear in Epistemic Value,

eds. A. Haddock, A. Millar & D. H. Pritchard, Oxford: Oxford University Press. Kvanvig, J. L. (2003). The value of knowledge and the pursuit of understanding. Cambridge/New

York: Cambridge University Press. Laclau, E. & Mouffe, C. (1985). Hegemony and Socialist Strategy. Towards a Radical Democratic

Politics. London: Verso. Lamont, M. (2009): How Professors Think: Inside the Curious World of Academic Judgment. Cam-

bridge, Mass.: Harvard University Press. Latour, B. & Callon, M. (1981). Unscrewing the Big Leviathan: how actors macrostructure reality

and how sociologists help them to do so, i: K. D. Knorr-Cetina & A. V. Cicourel (eds.): Ad-

vances in Social Theory and Methodology: Toward an Integration of Micro- and Macro-

Sociologies. Boston: Routledge and Kegan Paul: 277-303. Latour, B. & S. Woolgar (1986). Laboratory Life: The Construction of Scientific Facts, 2nd edition.

Princeton: Princeton University Press. Latour, B. (1987). Science in Action: How to Follow Scientists and Engineers through Society, Cam-

bridge, Mass.: Harvard University Press. Latour, B. (1988). The Pasteurization of France. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. Latour, B. (1991). ”The Impact of Science Studies on Political Philosophy”, Science, Technology, &

Human Values, vol. 16(1): 3-19. Latour, B. (1993). We Have Never Been Modern. Cambridge, Mass: Harvard University Press. Latour, B. (1999). On recalling ANT, i: John Law & John Hassard: Actor Network Theory and After.

Oxford and Keele: Blackwell: 14-25. Latour, B. (1999). Pandora’s Hope. Cambridge/Mass.: Harvard University Press. Latour, B. (2003). ”What if we Talked Politics a Little?”, Contemporary Political Theory, vol. 2: 143-

164. Latour, B. (2004). Politics of Nature. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. Latour, B. (2005a). Reassembling the Social. An Introduction to Actor-Network-Theory, Oxford Uni-

versity Press 2005. Latour, B. (2005b). From Realpolitik to Dingpolitik, or How to Make Things Public, i: Bruno

Latour & Peter Weibel (eds): Making Things Public. Atmospheres of Democracy. Karlsruhe: ZKM og Cambridge, Mass.: MIT Press: 14-41.

Latour, B. (2007). ”Turning Around Politics: A Note on Gerard de Vries’ Paper”, Social Studies of

Science, vol. 37/5: 811-820. Latour, B. (2007). Beware, your imagination leaves digital traces, Times Higher Literary Supple-

ment, offentliggjort, 6. april. 2007. Latour, B. (2008). Coming Out as a Philosopher, Acceptance speech for the Siegfried Unseld Prize,

Franfurt, September 28, 2008, In response to Peter Sloterdijk’s laudatio, Goethe University (www.bruno-latour.fr/articles/article/).

Latour, B. et al. (2008). What does it mean to analyze a controversy?, Project description (www.demoscience.org/competition/rules.php) (tilgået 1. august 2011).

248

Latour, B., Mauguin, P. & Teil, G. (1992). ”A Note on Socio-Technical Graphs”, Social Studies of

Science, Vol. 22, No.: 33-57. Laudan, L. (1990). ”Normative Naturalism”, Philosophy of Science, Vol. 57: 49-59. Laudel, Grit (2006). ”The art of getting funded: How scientists adapt to their funding condi-

tions”, Science and Public Policy, vol. 33(7): 489-505. Law, J. (1992). ”Notes on the Theory of the Actor-Network: Ordering, Strategy and Heterogenei-

ty”, Systems Practice, vol. 5: 379-393. Law, J. (1996). Organizing Accountabilities: Ontology and the Mode of Accounting, i: Munro &

Mouritsen: Accountability: Power, Ethos and the Technologies of Managing. London: Internati-onal Thomson Business Press: 283-306.

Law, J. (1999). After ANT: Topology, Naming and Complexity, i: John Law & John Hassard (eds.): Actor Network Theory and After. Oxford and Keele, Blackwell: 1-14.

Law, J. (2004): “Mattering: Or How Might STS Contribute?” præsenteret ved Does STS Mean

Business, Conference at Saïd Business School, Oxford, 30. juni 2004. Law, J. Bauin, Courtial og Whittaker (1988) ”Policy and the mapping of scientific change”,

Scientometrics, vol. 14, No. 3-4: 251-264. Lawrence, P.A. (2007). “The Mismeasurement of Science”, Current Biology, vol. 17(15):R583-R585. Lee, N. & Hassard, J. (1999). ”Organization Unbound: Actor-Network Theory, Research Strategy

and Institutional Flexibility”, Organization, vol. 6: 391-404. Leeuv, F.L., Rist, R.C. & Sonnichsen, R.C. (eds.) (1994). Can Governments learn? Comparative

perspectives on evaluation and organizational learning. New Brunswick: Transaction Publishers. Leišytė, L., Enders, J. & De Boer, H. (2008). ”The freedom to set research agendas”, Higher Educa-

tion Policy, vol. 21: 377-391. Levidow, L. & Marris, C. (2001). ”Science and governance in europe: Lessons from the case of

agricultural biotechnology”. Science and Public Policy, vol 28(5): 345-360. Levin, M. & Greenwood, D. (2006). The Future of Public Universities, Trans-Atlantic Forum on the

Future of Universities. Danish School of Education. Lindeberg, T. (2007). Evaluative Technologies: Quality and the Multiplicity of Performance, Ph.D.-

afhandling. Samfundslitteratur, Frederiksberg. Lolk, M., & Horst, M. (2001). Den nødvendig overreaktion. En fortælling om risiko og tillid i et

medieperspektiv, i: A. Bordum & S. B. Wenneberg (eds.): Det handler om tillid. København: Samfundslitteratur: 139-148.

Luetge, C. (2004). ”Economics in Philosophy of Science: A Dismal Contribution”, Synthese, vol. 140(3): 279-305.

Lundvall, B.-A. (1988). Innovation as an interactive process: from user–producer interaction to the NSIs, i: Dosi, G., et al. (eds.): Technical Change and Economic Theory. London: Pinter.

Lykkeberg, R. (2009). Nekrolog over folkestyret, Dagbladet Information, 30. november 2007. Lynch, M.P. (2010). Democracy as a Space of Reasons, i: J. Elkins & A. Norris (eds.): Truth in

Politics, Philadelpia: University of Pennsylvania Press: 249-270. Lyotard, J.F. (1979[1996]). Viden og det postmoderne samfund, Aarhus: Slagmarks skyttegravsserie. Maasen, S. & Weingart, P. (eds.) (2005). Democratization of Expertise? Exploring Novel Forms of

Scientific Advice in Political Decision-Making. Dordrecht: Springer. MacKenzie, D.A. (1990). Inventing Accuracy: A Historical Sociology of Nuclear Missile Guidance,

Cambridge, Mass.: MIT Press. Madsen, M.O. (2011). Nyliberalisme, universiteter og den akademiske frihed, i: Jan Faye & David

Budtz Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, under udgivelse.

249

March, J. & Olsen, J. P. (1989). Rediscovering Institutions. The Organizational Basis of Politics. New York: The Free Press.

March, J. & Olsen, J.P. (1995). Democratic Governance. New York: The Free Press. Martin, B. & Salter, A. (2001). The economic benefits of publicly funded basic research. Research

Policy, 30: 509-532. Martin, B. & Tang, P. (2007). The benefits of publicly funded basic research. Working Paper No. 161.

Science Policy Research Unit Sussex. Marx, K. (1847/1960). Das Elend der Philosophie. Dietz Verlag, Berlin, 4. Aufl. Marx, K. (1867/1970). Bidrag til kritikken af den politiske økonomi, i: De store tænkere, Køben-

havn: Berlingske Filosofi Bibliotek. Marx, K. (1962). Das Kapital, Bd I, Werke Bd 23, Berlin, Dietz Verlag. Mathiassen, H. & Hunnicke, M. (2009). “Når viden kun har profit for øje”, Dagbladet Information,

20. april 2009. May, T. & Perry, B. (2006). Universities in the Knowledge Economy, Trans-Atlantic Forum on the

Future of Universities. Danish School of Education. Melander, P. (red.). (2008). Det fortrængte offentlige lederskab. København: Jurist og Økonomifor-

bundets Forlag. Merton, Robert K. (1942). The Normative Structure of Science, i: Robert K. Merton (1973), The

Sociology of Science: Theoretical and Empirical Investigations. The University of Chicago Press. Mirowski, P. & E.-M. Sent (2008) The Commercialization of Science and the Response of STS, i: E.

J. Hackett, O. Amsterdamska, M. Lynch & J. Wajcman (eds.): The Handbook of Science and

Technology Studies. Cambridge, MA: MIT Press: 635-89. Mirowski, P. & Nik-Khah,E. (2008). Command Performance: Exploring what STS thinks it takes

to build a market,”, i: Trevor Pinch & Richard Swedberg (eds.): Living in a Material World: On

the Mutual Constitution of Technology, Economy and Society. Cambridge: MIT Press. Mirowski, P. & Sent, E.-M. (2002). Science Bought and Sold. Essays in the economics of science. Uni-

versity of Chicago Press. Mirowski, P. (2009). Some Economists Rush to Rescue Science from Politics, J.V. Bouwel (ed.),

The Social Sciences and Democracy. London: Palgrave. Mirowski, P., Lave, R. & Randalls, S. (2010). STS and Neoliberal Science, Social Studies of Science,

vol. 40(5): 659-675. Mol, A. & J. Law (1994). ”Regions, Networks and Fluids: Anaemia and Social Topology”, Social

Studies of Science vol. 24: 641-671. Mol, A. (1999). Ontological Politics: a Word and Some Questions, i: J. Law & J. Hassard (eds.):

Actor Network and After. Oxford and Keele: Blackwell. 74-89. Mol, A. (2002). The Body Multiple: Artherosclerosis in Practice. Durham, N.Ca. and London, Duke

University Press. Morlacchi, P. & Martin, B. (2009). ”Emerging challenges for science, technology and innovation

policy research”, Research Policy, vol. 38: 571-582. Mowery, D.C., Nelson, R.R., Sampat, B.N. & Ziedonis, A.A. (2004). Ivory Tower and Industrial

Innovation: University-Industry Technology before and after the Bayh-Dole Act in the United Sta-

tes. Stanford: Stanford University Press. Nelson, R.R. (1995). “Why should managers be thinking about technology policy”, Strategic

Management Journal, vol. 16(8): 581-588. Nelsons, R.R. (1959). The Simple Economics of Basic Scientific Research, i: Mirowski, P. & Sent,

E.-M. (2002). Science Bought and Sold. Essays in the economics of science. University of Chicago Press: 151-165.

250

Nersessian, N. J. (2002). The cognitive basis of model-based reasoning in science, i: P. Carruthers, S. Stich, & M. Siegal (eds.): The cognitive basis of science. Cambridge, UK: Cambridge Univer-sity Press: 133-153.

Nielsen, K.H. (2011a). Amerikansk forskningshegemoni under Den Kolde Krig I, Videnskab.dk

(http://videnskab.dk/blog/amerikansk-forskningshegemoni-under-den-kolde-krig), 6. januar 2011.

Nielsen, K.H. (2011b): Amerikansk forskningshegemoni efter Den Kolde Krig II, Videnskab.dk

(http://videnskab.dk/blog/amerikansk-forskningshegemoni-efter-den-kolde-krig), 11. febru-ar 2011

Nielsen, Michael (2011). The Mismeasurement of Science, i: Hassan Masum & Mark Tovey (eds.): The Reputation Society, Cambridge: MIT Press, forthcoming 2012.

Nordman, A. (2006). Collapse of Distance: Epistemic Strategies of Science and Technoscience, Revised version of a plenary lecture at the annual meeting of the Danish Philosophical Association Copenhagen, March 2006.

Nordmann, A., (2004). Converging Technologies. Shaping the Future of European Societies. Luxem-bourg: European Commission.

Nowotny, H. (2005). How to balance quality and societal needs in R&D in a globalized world, Invited speech, Danish Globalisation Council, December 8th 2005 (www.globalisering.dk/).

Nowotny, H. (2007). How Many Policy Rooms are There? Evidence-Based and Other Kinds of Science Policies. Science, Technology, & Human Values, 32/4: 479-490.

Nowotny, H., Scott, P. & Gibbons, M. (2001). Re-Thinking Science. Knowledge and the Public in an

Age of Uncertainty. Oxford: Polity Press. Nozick, R. (1981). Philosophical Explanations, Cambridge, Mass.: Harvard University Press. Nussbaum, M.C. (2006). ”Teaching Humanity”, Newsweek International, Aug. 21.28, 2006. Nussbaum, M.C. (2010). Not for Profit. Why Democracy needs the Humanities. Princeton: Princeton

University Press. OECD (1989). R&D Statistics and Output Measurement in the Higher Education Sector: “Frascati

Manual”. The Measurement of Scientific and Technological Activities, Paris. OECD (1996). The Knowledge-Based Economy. Paris: OECD. OECD (1999). University Research in Transition. Paris: OECD. OECD (1999a). The Management of Science Systems, OECD: Paris. OECD (1999b). University Research in Transition, OECD: Paris. OECD (2001). R&D and Productivity Growth: Panel Data Analysis of 16 OECD Countries. (Guellec,

D. & Pottelsberghe, B.), Economic Studies No. 33. Paris: OECD OECD (2002). Frascati Manual : Proposed Standard Practice for Surveys on Research on Reseach and

Experimental Development. Paris: OECD. OECD (2006): Revised Field of Science and Technology Classification in the Frascati Manual. Paris. OECD (2009). Measuring Government Activity, Paris: OECD Economic Studies. OECD, Temple, J. (2000). Growth effects of education and social capital in the OECD countries, Work-

ing Papers No. 263, OECD, Economics Department Paris. Ostrom, E. (1990). Governing the Commons: The Evolution of Institutions for Collective Action. Cam-

bridge: Cambridge University Press. Ostrom, E. (2005). Understanding Institutional Diversity, Princeton University Press. Owen-Smith, J. & Powell (2003). ”The Expanding Role of Patenting in the Life Sciences”, Research

Policy, vol. 32(9): 1695–1711. Pavitt, K. (1991). “What makes basic research economically useful?”, Research Policy, vol. 20: 109-

119. Pears Encyclopaedia (1991). 99th Edition.

251

Pedersen, O.K. & Campell, P. (2007). “The Varieties of Capitalism and Hybrid Success: Denmark in the Global Economy”, Comparative Political Studies, vol. 40(3): 307-332.

Pedersen, O.K. (2011). Konkurrencestaten, København: Hans Reitzels Forlag. Pestre, D. (2003). ”Regimes of Knowledge Production in Society: Towards a More Political and

Social Reading”, Minerva, vol. 41: 245-61. Peters, B.G. (2011). Responses to NPM: from input to democracy to output democracy, i: Chri-

stensen, T. & Lægreid, P. (eds.): The Ashgate Research Companion to New Public Management. London: Ashgate: 361-375.

Philipse, H. (2002). Science and Democracy, i Tindemans, P. et al. (eds.): The Future of the Sciences

and Humanities. Amsterdam: Amsterdam University Press: 153-220. Pickering, A. (1995). The Mangle of Practice: Time, Agency, and Science. Chicago: University of

Chicago Press. Pickering, A. (ed.) (1992). Science as Practice and Culture, Chicago: University of Chicago Press. Pielke, R.A. (2007). Honest Broker: Making Sense of Science in Policy and Politics, Cambridge Univer-

sity Press. Pinch, Trevor & Bijker, Wiebe E. (1986). ”Science, Relativism and the New Sociology of Techno-

logy: Reply to Russell.”, Social Studies of Science, vol. 16: 347-360. Plant, R. (2009). The Neoliberal State, Oxford University Press. Plantinga, A. (1993). Warrant and Proper Function. Oxford University Press. Pollitt, C. (1990). Managerialism and the public services. Oxford: Blackwell. Porter, T. (1995). Trust in Numbers. Princeton University Press. Powell, W.W. & DiMaggio, P. (eds.) (1991). The New Institutionalism in Organizational Analysis.

Chicago: University of Chicago Press. Power, M. (1997). The Audit Society: rituals of verification. Oxford: Oxford University Press. Power, M. (2008). Organized Uncertainty; designing a world of risk management. Oxford: Oxford

University Press. Psillos, S. (1999). Scientific Realism How Science Tracks Truth. London: Routledge. Putnam, H. (1975[2003]). Mind, Language and Reality. Philosophical Papers Volume 2. Cambridge:

Cambridge University Press. Putnam, H. (1978). Meaning and the Moral Sciences. Boston, Mass.: Routledge & Kegan Paul. Putnam, H. (2002). The Collapse of the fact/value dichotomy, Cambridge Mass.: Harvard University

Press. Putnam, R. D. (1993). Making Democracy Work. Civic traditions in modern Italy. Princeton, NJ:

Princeton University Press. Radder, H. (2004). “Exploiting Abstract Possibilities. A Critique of the Concept and Practice of

Patenting”, Journal of Agricultural and Environmental Ethics, vol. 17: 275-291. Radder, H. ed. (2010). The Commodification of Academic Research: Science and the Modern University,

University of Pittsburgh Press. Rappert, B. & Webster, A. (2000). Regimes of Ordering: The Commercialisation of Intellectual Property

in Industrial-Academic Collaborations. SATSU Working paper N18 2000. Rappert, B. (1997). ”Users and social science research: policy, problems and possibilities”, Socio-

logical Research Online (03/98). Rescher, N. (1978). Scientific Progress: A Philosophical Essay on the Economics of Research in Natural

Science. University of Pittsburgh Press. Rip, A. (1988). Contextual transformations in contemporary science, i: A. Jamison (ed.): Keeping

Science Straight: A Critical Look at the Assessment of Science and Technology. Gothenburg: De-partment of Theory of Science, University of Gothenburg: 59–87.

252

Rip, A. (2007). A changing social contract between science and society. Paper presented at conference on Science and its Publics, held 24–25 June 2007, Munich, Germany.

Rodrigues, M.J. (2003). European policies for a knowledge economy. Cheltenham: Edward Elgar Publishing.

Rodrik. D. (2009). ”Coming Soon: Capitalism 3.0”, Project Syndicate Online Magazine. Rosanvallon, P. (2011). The Metamorphoses of Democratic Legitimacy (Impartiality reflexibvity,

proximity), Constellations, vol. 18(2): 114-123. Rose, C.M. (1994). Property and Persuasion. Essays on the History, Theory, and Rhetoric of Ownership.

San Francisco: Vestview Press. Rosenberg, N. (1992). “Scientific instrumentation and university research”, Research Policy, vol.

21: 381-390. Rowe, G. & Frewer, L.J. (2005). ”A typology of public engagement mechanisms”, Technology &

Human Values, vol. 30(2): 251-290. Russell, S. (1986), ”The Social Construction of Artefacts: Response to Pinch and Bijker”, Social

Studies of Science, vol. 16: 331-346. Ryle, G. (1954). Dilemmas: The Tarner Lectures 1953. Cambridge: Cambridge University Press. Sapir, A. et al. (2004): An Agenda for a Growing Europe. Making the EU Economic System Deliver

(Philippe Aghion, Giuseppe Bertola, Martin Hellwig, Jean Pisani-Ferry, Dariusz Rosati, José Viñals, Helen Wallace). Brussels: European Commission.

Sarauw, L.L. (2011). Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen

på de danske universiteter efter universitetsloven 2003. Ph.d.-afhandling, KU/MEF. Schäfer, W., Böhme, G.; van den Daele, W.; Krohn, W. & Hohlfeld, R. (1983). Finalization in

Science. Dordrecht: Reidel Publishing Company. Scharpf, F.W. (1999). Governing in Europe: Effective and Democratic? Oxford: Oxford University

Press. Scharpf, F.W. (2007). Reflections on Multilevel Legitimacy, MPIfG Working Paper Vol. 3, Max

Planck Institute for the Study of Societies, Köln. Schmitt, C. (1928). Der Begriff des Politischen. 7. Auflage, 5. Nachdruck der Ausgabe von 1963,

Berlin: Buncker & Humblot. Schomberg, R. (2007). From the ethics of technology towards an ethics of knowledge policy and know-

ledge assessment, Brussels: European Commission. Schroyer, T. (1984). “On finalization in science”, Theory and Society, vol. 13: 715–723. Searle, J. (1995). The Construction of Social Reality. London: Allen Lane. Seglen, P.O. (1994). ”Causal relationship between article citedness and journal impact”, Journal of

American Social Information Science, vol. 45: 1-11. Sennett, R. (2006). The Culture of the New Capitalism.Yale University Press. Shapin, S. & Schaffers, S. (1985). Leviathan and the Air-Pump: Hobbes, Boyle, and the Experimental

Life. Princeton, NJ.: Princeton University Press. Shapin, S. (1992). ”Discipline and Bounding: The History and Sociology of Science as Seen

through the Externalism-Internalism Debate”, History of Science, vol. 30: 333-69. Shapin, S. (1994). A Social History of Truth: Gentility, Credibility, and Scientific Knowledge in Seven-

teenth-Century England. Chicago/London: University of Chicago Press. Shinn, T. (2002). The Triple Helix and New Production of Knowledge, Social Science Studies, vol.

32(4): 599-614. Simakova, E. & Neyland, D. (2008). ”Marketing Mobile Futures: Assembling Constituencies and

Creating Compelling Stories”, Marketing Theory 8(1): 91-116.

253

Siune, K. & Markus, E. et al. (2009). Challenging Futures of Science in Society. Emerging Trends and

cutting-edge issues. Report of the MASIS Expert Group of European Commission, Directo-rate-General for Research, Brussels.

Siune, K. (2010). Forskning og samfund, i: Claus Emmeche & Jan Faye (red.), Hvad er forskning?

Normer, videnskab og samfund? Frederiksberg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Slaughter, S. & Rhoades, G. (2004). Academic Capitalism and the New Economy: Markets, State, and

Higher Education. Baltimore: Johns Hopkins University Press. Smith, N. (2002). “Offentlige investeringer i forskning og udvikling – for lidt, for meget, eller

forkert?” Økonomi & Politik, vol. 75(3): 30-40. Soete, L. & Freeman, C. (2009). ”Developing science, technology and innovation indicators”,

Research Policy, vol. 38: 583–58 Solla Price, Derek de (1965). ”The Scientific Foundation of Science Policy”, NATURE, vol. 206:

233-238. Star, S. L. (1991). Power, Technologies and the Phenomenology of Conventions: on being Allergic

to Onions, i: John Law (ed.): A Sociology of Monsters? Essays on Power, Technology and Domi-

nation, Sociological Review Monograph. London, Routledge: 26-56. Stehr, N. (1994). Knowledge Societies. London: Sage Publications Ltd. Stehr, N. ed. (2004). The Governance of Knowledge. London: Transaction Publishers. Stjernfelt, F. & Eriksen, M. (2008). Adskillelsens politik: Multikulturalisme – ideologi og virkelighed.

København: Lindhardt og Ringhof. Stokes, D.E. (1997). Pasteur's Quadrant Basic Science and Technological Innovation. Washington, DC:

Brookings Institution Press. Strathern, M. (1997) ”Improving Ratings: Audit in the British University System”, European

Review, vol. 5: 305-321. Strathern, M. (2006). Bullet proofing. A tale from the UK, i: A. Riles. (ed.): Documents: Artifacts of

modern knowledge. University of Michigan Press. Strathern, M. (ed.) (2000). Audit Cultures: Anthropological Studies in Accountability, Ethics and the

Academy. London: Routledge. Talisse, R. (2008). ”Toward a Social Epistemic Comphrensive Liberalism”, Episteme vol. 5: 106-

128. Thomsen, J.P.F. (2008). Politik i det moderne samfund. København: Akademisk Forlag. Toole, A. (2000). The impact of public research on industrial innovation. SIEPR Discussion Paper,

Stanford. Turner, S.P. (2003). Liberal Democracy 3.0 – Civil Society in an Age of Experts. London: Sage Publica-

tions. Turner, S.P. (2007). ”Political Epistemology, Experts and the Aggregation of Knowledge”, Spon-

taneous Generations, vol. 1(1): 36-47. UK Cabinet Office (1999). Modernising Government.London. Van den Daele, W. & Weingart, P. (1976). Resistance and Receptivity of Science to External

Direction, The emergence of New Disciplines under the Impact of Policy, i: G. Lemaine, R. Macleod, M. Mulkay & P. Weingart (eds.): Perspectives on the Emergence of Scientific Discipli-

nes. Hague/Paris: Mouton: 248-75. VTU, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2003). Regeringens videnstrategi. Viden i

vækst. Baggrundsrapport. København. VTU, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2005). Analyse om Forskning og Kvalitet.

København: Sekretariatet for Ministerudvalget. VTU, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2005b). Udmøntning af strategiske

forskningsprogrammer. Notat, Forskningsstyrel-sen: København.

254

Washburn, J. (2005). University, Inc.: The Corporate Corruption of American Higher Education. New York: Basic Books.

Webster, A. (2007). ”Crossing Boundaries. Social Science in the Policy Room”, Science, Technology

& Human Values, vol. 32(4): 458-578. Weingart, P. (1997). ”From ’Finalization’ to ’Mode 2’: Old wine in new bottles”, Social Science

Information, vol. 36(4): 591-613. Weingart, P. (2002). “The moment of truth for science”, European Molecular Biology Organization

Report, vol. 3(8): 702-707. Weingart, P. (2005). “Impact of bibliometrics upon the science system: Inadvertent conse-

quences”, Scientometrics, vol. 62(1): 117-131. Weingart, P. (2009). ”On ‘Best Practice Rules’ of Publishing and Their Erosion – A Cause for

Concern”, Minerva, vol. 47: 237-239 Whitley, R. (2000). The Intellectual and Social Organization of the Sciences. Second Edition. Oxford:

Oxford University Press (1. udgave 1984). Whitley, R., Glaeser, J. & Engwall, L. (eds.) (2010). Reconfiguring knowledge production. Oxford:

Oxford University Press. Winston, C. (2006). Government Failure versus Market Failure. Washington: Brookings Joint Center. Woolgar, S. (2004). ”What Happened to Provocation in Science and Technology Studies?” History

and Technology, vol. 20(4): 339-49. Woolgar, S., Coopmans, C. & Neyland, D. (2009). ”Does STS Mean Business?”, Organization, vol.

16(1): 5–30 Wright, S. & Ørberg, J.W. (2008). ”Autonomy and control: Danish university reform in the

context of modern governance,” Learning and Teaching, vol. I(1): 27-57. Wright, S. & Shore, C. (1999). ”Audit Culture and Anthropology: Neo- Liberalism in British

Higher Education”, Journal of the Royal Anthropological, vol. 7(4): 759-763. Wright, S. & Shore, C. (2000). Coercive Accountability: The New Audit Culture and its Impact on

Anthropology", i: Marilyn Strathern (ed.): Audit Cultures: Anthropological Studies in Accoun-

tability, Ethics and the Academy. London: Routledge: 57-89. Wright, S. (2011). Bliver universiteter til virksomheder?, i: Jan Faye & David Budtz Pedersen

(red.): Hvordan styres videnssamfundet? Demokrati, ledelse og styring. Nyt fra Samfundsvi-denskaberne, under udgivelse.

Wynne, B. (1995). Public understanding of science, i: Jasanoff, S., Markle, G.E., Petersen, J.C. & Pinch, T.J. (eds.): Handbook of science and technology studies. Thousand Oaks: SAGE Publica-tions: 361-388.

Wynne, B. (2005). Risk as globalizing democratic discourse. Framing subjects and citizens, i: M. Leach, I. Scoones & B. Wynne (eds.): Science and citizens. London: Zed Books: 66-82

Wynne, B. (2007). “Dazzled by the Mirage of Influence? STS-SSK in Multivalent Registers of Relevance”, Science Technology Human Values, vol. 32: 491-503.

Ziman, J. (2001). Real Science. What it is, and what it means. Cambridge University Press.

255

English summary The objective of this PhD is to provide a philosophical account of current science

policy studies. In chapter one, I present the general framework and research pro-

gramme of political epistemology. The main objective of the chapter is to present a

comprehensive introduction to the literature and the research questions explored

in the dissertation. In chapter two, I evaluate the manner in which science policy

has developed throughout the late twentieth century. I pay special attention to the

“linear model” of Vannevar Bush and the emerging post-war American and Euro-

pean science policy models. Furthermore a number of critical comments are pre-

sented that, though from different standpoints, share the ambition of replacing the

linear model. These include a number of EU and OECD policy documents as well

as the “finanalization thesis” and the theory of “Mode 2” knowledge production.

The chapter ends with a discussion of the internal relation between the later two

conceptions. In chapter three, I discuss the emergence of post-Mertonian science

studies and the constructivist challenge directed against realist epistemology of

science. I claim that science studies can be understood as a radical naturalization of

science that leads to an anti-realistic stance. In opposition to constructivism, I

defend a moderate but firm version of realism that is capable of indorsing (norma-

tive) naturalism while still preserving the truth-tracking qualities of scientific

theories. In chapter four, I explore the science policy doctrine inherent in The

Strong Programme and its ambition to democratize science. I conclude that the

democratization of science is a fashionable, yet counter-intuitive programme, and

that the plausibility of its claims depends upon which version of the argument one

adopts. In chapter five, I turn to actor-network-theory (ANT). The chapter is sepa-

rated in two main parts. In the first part, I introduce the key concepts of ANT. In

the second part, I criticize the ontological constructivism advocated by Bruno

Latour. In chapter six, I explore the political epistemology and science policy doc-

trine of actor-network-theory. The main conclusion of the chapter is that ANT and

affiliated neo-institutionalist theories of science need to be supplemented by a

more robust institutionalism. In chapter seven, I turn away from science studies in

order to give a comprehensive analysis of two main conceptions of science within

current policy regimes: science as a public good and science as a private good. I

argue that the state is well-founded in subsidizing science as part of the social

infrastructure and state capacities. I conclude the dissertation with a reflection on

the main arguments and suggest that future science policy studies takes into more

careful consideration the public role of the humanities.

256

Resumé

Hensigten med denne afhandling er, ud fra et videnskabsteoretisk perspektiv, at

undersøge en række centrale aspekter af moderne videnspolitik. I Kapitel 1 præsen-

terer jeg det overordnede forskningsprogram for en politisk epistemologi. Hoved-

formålet med kapitlet er at introducere til forskningslitteraturen og opstille de

centrale spørgsmål, der undersøges i afhandlingen. I Kapitel 2 vurderer jeg den

måde, hvorpå en række videnspolitiske doktriner har udviklet sig i anden halvdel

af det 20. århundrede. Nærmere bestemt diskuterer jeg Vannevar Bushs ”lineære

model” og den kritik af denne model, der er blevet rejst. En delkonklusion i kapit-

let er, at kritikken af den lineære model er fælles for en række EU og OECD doku-

menter på den ene side og de empiriske videnskabsstudier på den anden side,

inklusiv teserne om finanalisering og modus-2-vidensproduktion. I Kapitel 3 disku-

terer jeg fremkomsten af de post-mertonianske konstruktivistiske videnskabsstu-

dier, samt den udfordring disse stiller til en realistisk epistemologi. Den centrale

påstand i kapitlet er, at videnskabssociologien skal ses som en del af et radikalt

naturaliseringsprojekt i videnskabsteorien. I opposition til konstruktivismen for-

svarer jeg en moderat, men robust version af realismen, der er i stand til at temati-

sere de sandheds-genererende aspekter ved videnskabelige teorier, men samtidig

er kompatibel med en normativ naturalistisk epistemologi. I Kapitel 4 undersøger

jeg, hvilke videnspolitiske antagelser og anbefalinger, der kan udledes af Det

Stærke Program og dets ambition om at demokratisere videnskaben. Konklusionen

i kapitlet er, at forslaget om en demokratisering af videnskaben er blevet en ind-

flydelsesrig, men på flere måder kontraintuitiv forestilling, og at plausibiliteten af

denne forestilling afhænger af, hvilken version af argumentet man accepterer. I

Kapitel 5 undersøger jeg aktør-netværks-teori (ANT). Kapitlet er delt i to hovedde-

le. I første del introducerer jeg grundbegreberne i ANT. I anden del kritiserer jeg

Bruno Latours forslag om en ontologisk konstruktivisme. I Kapitel 6 undersøger jeg

hvilken politisk epistemologi, der følger af ANT og tilsvarende nyinstitutiona-

listiske teorier om videnskaben. Et vigtigt argument i kapitlet er, at disse teorier

nødvendigvis må suppleredes af en mere robust institutionalisme. I Kapitel 7 ven-

der jeg fokus imod en analyse af to indflydelses forestillinger i videnspolitik: viden

som et offentligt gode og viden som et privat gode. Kapitlet konkluderer, at staten

er retfærdiggjort i at understøtte videnskab som en del af den sociale infrastruktur.

Afhandlingen konkluderes med en oversigt over hovedargumenter og et forslag til

en fremtidig videnskabsteori og videnskabssociologi, der adresserer de humanisti-

ske videnskaber.