47
. Friedrich Nietzsche Sokrates og den græske tragedie 2012

Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

  • Upload
    ban1974

  • View
    172

  • Download
    0

Embed Size (px)

Citation preview

Page 1: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

.

Friedrich Nietzsche

Sokrates og den græske tragedie

2012

Page 2: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

.

»Sokrates und die griechische Tragödie« udkom 1872 som privattryk, og størstedelen af dette skrift endte senere som del af Nietzsches første filosofiske udgivelse, Die Geburt der Tragödie. Teksten er oversat efter standardudgaven: Friedrich Nietzsche: Kritische Studienausgabe (KSA), Band 1, udgivet af Giorgio Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de Gruyter, Berlin / New York 19882, pp. 603-640.

Oversat af Peter Ban. Teksten er ikke tidligere udkommet på dansk i dens oprindelige form.

Status: 5 . dec 2013

Page 3: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

.

Friedrich Nietzsche

Sokrates og den græske tragedie

Den græske tragedie er gået anderledes til grunde end samtlige dens ældre søsterlige kunstarter; den døde ved selvmord, som følge af en uløselig konflikt, altså tragisk, mens alle de andre i høj alder afgik ved den skønneste og roligste død. Hvis nemlig dette, at skilles fra livet med skønne efterkommere og uden krampe, er noget der passer sig for en lykkelig naturtilstand, så fremviser afslutningen på disse ældre kunstarter os en sådan lykkelig naturtilstand: de dykker langsomt under, og for deres døende blikke står deres skønnere afkom der allerede og strækker med modig håndbevægelse utålmodigt hovedet. Med den græske tragedies død, derimod, opstod der en uhyrlig, overalt dybfølt tomhed; sådan som græske skippere engang på Tiberius’ tid på en ensom ø hørte det rystende skrig: »den store Pan er død«: således klingede det nu som en smertelig klagelyd gennem den hellenske verden: »tragedien er død! Poesien selv er gået tabt med den! Af sted, af sted med jer kummerlige, udhungrede epigoner! Af sted til Hades, så at I dér kan spise jer mætte i krummerne fra de tidligere mestre!«

Page 4: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 2

Men da der nu alligevel blomstrede en ny kunstart frem, som i tragedien ærede sin forgængerske og mesterinde, da kunne det med skræk iagttages, at den ganske vist bar sin moders træk, men de træk, som hun havde vist i sin lange dødskamp. Denne tragediens dødskamp kæmpede Euripides; hin senere kunstart er kendt som nyere attisk komedie. I den levede tragediens vanartede skikkelse videre, som monument over dens helt igennem møjsommelige og voldsomme afsked. Ved denne sammenhæng er det til at begribe den lidenskabelige forkærlighed, som den nyere komedies digtere følte for Euripides; så at Philemons ønske ikke er videre uforståeligt, der ville lade sig hænge med det samme, blot for at kunne opsøge Euripides i underverdenen: hvis blot han turde være overbevist om, at den afdøde også stadig ville være ved forstand. Men vil man i al korthed, og uden krav om udtømmelighed, betegne det, som Euripides har tilfælles med Menander og Philemon, og som virkede så ophidsende-forbilledligt for dem: så rækker det at sige, at Euripides’ tilskuer blev bragt op på scenen. Hvem der har erkendt, hvilket stof de promethæiske tragikere før Euripides formede deres helte af og hvorvidt de havde til hensigt at bringe virkelighedens tro maske op på scenen, vil også være bragt til klarhed omkring den fuldstændigt afvigende tendens hos Euripides. Hverdagslivets menneske brød gennem ham ud af tilskuerrummene op på scenen, det spejl, hvori tidligere kun de store og dristige træk kom til udtryk, udviste nu hint pinlige troskab, der samvittighedsfuldt lader selv naturens mislykkede linjer gengive. Odysseus, den typiske hellener i den ældre kunst, sank nu i hænderne på de nye digtere ned

Page 5: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 3

til figuren af en Graeculus1, der fra nu af som godmodig-forslagen husslave stod i midtpunktet for den dramatiske interesse. Hvad Euripides i de aristofaniske Frøer regner til sin fortjeneste, at han gennem sine husmidler skal have befriet den tragiske kunst fra dens pompøse opildnelse, det kan især spores hos hans tragiske helte. I det væsentlige så og hørte tilskueren nu sin dobbeltgænger på den euripidiske scene og glædede sig over, at hin forstår at tale så godt. Det blev dog ikke ved denne glæde: man lærte, selv at tale hos Euripides, og deraf brystede han sig selv i kampen med Aischylos: hvorledes folket nu gennem ham, kunstmæssigt og med de listigste sofistikationer, skal have lært at iagttage, at forhandle og at drage følgeslutninger. Gennem dette omsving i det offentlige sprog har han overhovedet muliggjort den nyere komedie. For fra nu af var det ikke længere nogen hemmelighed, hvordan og med hvilke sentenser hverdagen vil kunne lade sig repræsentere på scenen. Den borgerlige middelmådighed, som Euripides grundlagde alle hans politiske forhåbninger på, kom nu til orde, efter at det indtil da i tragedien var halvguden, i komedien var den berusede satyr eller halvguden, der havde bestemt sprogkarakteren. Og således fremhæver den aristofaniske Euripides til sin lovprisning, hvorledes han skal have fremstillet den almene, albekendte, almindelige leven og driven, som enhver får være i stand til at dømme over. Hvis nu hele mængden filosoferer og med uhørt klogskab forvalter land og gods, fører processer osv., så er det altså hans fortjeneste og resultatet af den af ham i folket indplantede visdom.

1 Latin: »lille græker«, altså »det lille menneske« eller »den lille mand«.

Page 6: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 4

En således forberedt og oplyst mængde kunne den nyere komedie nu henvende sig til, på sin vis med Euripides som korleder; blot måtte koret denne gang være indøvet i tilskueren. Så snart koret var øvet i at synge i den euripidiske toneart, løftede skuespillets skakspilsagtige art sig, den nyere komedie med dens fortsatte triumfer af snuhed og forslagenhed. Men Euripides - korlederen - lovpristes uophørligt: ja man ville have slået sig ihjel for at lære endnu mere af ham, hvis ikke man havde vidst, at de tragiske digtere var lige så døde som tragedien. Med tragedien havde helleneren imidlertid opgivet troen på sin udødelighed, ikke kun troen på en ideal fortid, men derimod også troen på en ideal fremtid. Ordet fra den velkendte gravskrift »som olding letsindig og indbildsk« gælder også om den aldrende hellenisme. Øjeblikket, viddet, letsindet, lunet er dens højeste guddomme; den femte stand, slavestanden, kommer, i det mindste sindelaget til følge, nu til magten: og hvis der nu overhovedet stadig kan være »græsk munterhed« på tale, så er det slavens munterhed, der ikke ved af noget tungere at svare for, ikke ved noget større at stræbe efter, ikke ved at skatte noget fortidigt eller fremtidigt højere end det samtidige. Dette skin af »græsk munterhed« var det, der sådan forargede de dybsindige og frygtelige naturer i kristendommens første fire århundreder: for dem fremstod denne kvindske flugt fra alvoren og skrækken, denne feje laden sig nøje med den bekvemme nydelse ikke bare foragtelig, men derimod som det egentligt antikristne sindelag. Og det kan tilskrives deres indflydelse, at den gennem århundreder viderelevende anskuelse af den græske oldtid med en næsten uovervindelig sejhed fastholder hin blegrøde munterhedsfarve - som om

Page 7: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 5

der aldrig har været et sjette århundrede med tragediens fødsel, med dets mysterier, dets Empedokles og Heraklit, ja som om kunstværkerne fra den store tid slet ikke fandtes, hvilke dog - hver for sig - slet ikke kan forklares på grundlag af en sådan oldingeagtig og slavemæssig tilværelseslyst og munterhed, og som viser hen til en fuldstændigt anden verdensopfattelse som deres eksistensgrund. Når det her til sidst blev påstået, at Euripides skal have bragt tilskueren op på scenen, for tillige dermed først i sandhed at gøre tilskueren i stand til at fælde dommen over dramaet, så opstår skinnet af, at den ældre tragiske kunst så ikke skulle være kommet ud af et misforhold til tilskueren; og man vil forsøge sig med at lovprise den radikale tendens hos Euripides, at tilstræbe en overensstemmelse mellem kunstværk og publikum, som et fremskridt ud over Sofokles. Dog er »publikum« blot et ord og aldeles ingen ensartet og i sig faststående størrelse. Hvorfra skal kunstneren få forpligtelsen til at skaffe sig en kraft, hvis styrke kun ligger i antallet? Og hvis han, i henhold til hans begavelse og hans hensigter, føler sig hævet over hver eneste af disse tilskuere, hvordan skulle han så fornemme mere agtelse for det fælles udtryk fra alle disse ham underordnede kapaciteter end for den relativt højest begavede tilskuer? I sandhed har ingen græsk kunstner behandlet sit publikum med større forvovenhed og selvtilstrækkelighed gennem hele sit liv end netop Euripides: han, der selv også da, da mængden kastede sig for hans fødder, i ophøjet trods offentligt slog sin egen tendens i ansigtet, samme tendens, med hvilken han havde sejret over mængden. Hvis dette geni havde haft den ringeste ærefrygt for publikummets pandæmonium, så ville han være brudt

Page 8: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 6

sammen under kølleslagene fra hans fiaskoer længe før midten af hans løbebane. Ved denne overvejelse ser vi, at vort udtryk, at Euripides skal have bragt tilskueren op på scenen, for i sandhed at gøre tilskueren i stand til at dømme, kun var et provisorisk udtryk, og at vi må søge en dybere forståelse af denne tendens. Omvendt er det jo til alle sider velkendt, hvordan Aischylos og Sofokles i deres levetid, ja langt ud over samme, stod fuldt i besiddelse af folkets gunst, hvorledes der altså hos disse forgængere for Euripides på ingen måde kan være tale om et misforhold mellem kunstværk og publikum. Hvad var det, der drev den rigtbegavede og uafladeligt til skaben trængte kunstner så voldsomt væk fra den vej, over hvilken de store digternavnes sol og folkegunstens utildækkede himmel lyste? Hvad var det for et besynderligt hensyn til tilskueren, der førte ham hen mod tilskueren? Hvordan kunne han ud fra en for høj agtelse for hans publikum - ikke agte sit publikum? Euripides følte sig - det er løsningen på den netop fremlagte gåde - som digter vel over mængden, men ikke over to af hans tilskuere: mængden bragte han op på scenen, hine to tilskuere ærede han som de eneste domskyndige dommere og mestre for al hans kunst: følgende deres anvisninger og formaninger overførte han hele den verden af sansefornemmelser, lidenskaber og tilstande, der indtil nu indfandt sig på tilskuerbænkene som usynligt kor til hver eneste festforestilling, over i sceneheltene, det var deres krav han efterkom, da han for disse nye karakterer også søgte det nye ord og den nye tone, i deres stemmer alene hørte han de gyldige dommerord for hans skaben, ligesom den sejrslovende opmuntring, når han endnu engang så sig fordømt af publikums justits.

Page 9: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 7

Af disse to tilskuere er den ene - Euripides selv. Euripides som tænker, ikke som digter. Om ham ville man kunne sige, at den overordentlige fylde af hans kritiske talent, som hos Lessing, om ikke frembringer, så dog fortfarende vil have befrugtet en produktiv kunstnerisk sidegesjæft. Med denne begavelse, med al hans kritiske tænknings klarhed og behændighed havde Euripides siddet i teateret og anstrengt sig ved hans store forgængeres mesterværker, for, ligesom ved fordunklede malerier, at erkende træk for træk, linje for linje. Og her var det nu kommet ham for, hvad der for den, der er indviet i den aischylæiske tragedies dybere hemmeligheder, ikke vil være uventet: han blev opmærksom på noget inkommensurabelt i hvert eneste træk og i hver eneste linje, en vis bedragende bestemthed og tillige en gådefuld dybde, ja uendelighed af baggrunden. Den klareste figur havde altid endnu en komethale ved sig, der syntes at tyde i det uvisse, ubelyselige. Det samme tvelys lå over dramaets bygning, især over korets betydning. Og hvor tvivlsom blev for ham behandlingen af myterne! Hvor uligemæssig fordelingen af lykke og ulykke! Selv i den ældre tragedies sprog var der ham meget anstødeligt, i al fald gådefuldt: især fandt han for megen pompøsitet for helt enkle forhold, for mange troper og uhyrligheder for karakterernes jævnhed. Således sad han uroligt grublende i teateret, og han, tilskueren, tilstod for sig selv, at han ikke forstod sine store forgængere. Men hvis forstanden gjaldt ham som den egentlige rod for al nydelse og skaben, så måtte han spørge og se sig omkring, om dog ingen tænkte ligesom han og ligeledes tilstod sig hin inkommensurabilitet. Men de mange og med dem de bedste enkelte havde kun et mistroisk grin tilovers for

Page 10: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 8

den; dog kunne ingen forklare ham, hvorfor hans betænkeligheder og indvendinger overfor de store mestre så alligevel var retmæssige. Og i denne kvalfulde tilstand fandt han den anden tilskuer, der ikke begreb tragedien og derfor ikke agtede den. I forbund med denne turde han vove, ud fra sin ensomhed at påbegynde den uhyrlige kamp imod Aischylos’ og Sofokles’ kunstværker - ikke med stridsskrifter, men derimod som dramatisk digter, der stillede sin forestilling om tragedien op imod den overleverede. - Før vi nævner denne anden tilskuer ved navn, bliver vi stående her et øjeblik, for i hukommelsen at genkalde os hint indtryk af det tvespaltede og inkommensurable i væsenet af selve den aischylæiske tragedie. Tænker vi engang over vores forundring overfor denne tragedies kor og dens tragiske helt, hvilke vi kunne få lige så lidt til at rime med vore vantheder som med overleveringen - indtil vi genfandt hin dobbelthed som den græske tragedies oprindelse og væsen, som udtrykket for to kunstdrifter, der er vævet ind i hinanden, det apollinskes og det dionysiskes. Ifølge denne erkendelse har vi at forstå den græske tragedie som det dionysiske kor, der altid på ny udlader sig igen inde i en apollinsk billedverden. De korpartier, som tragedien er gennemvævet med, er altså på sin vis moderskødet for hele den såkaldte dialog, dvs. for den samlede sceneverden, for det egentlige drama. I flere på hinanden følgende udladninger udstråler denne urgrund for tragedien visionen om dramaet: som er helt igennem drømmefremtrædelse og for så vidt er af episk natur, men på den anden side, som objektivation af en

Page 11: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 9

dionysisk tilstand, ikke fremstiller den apollinske forløsning i skinnet, men tværtimod lige modsat fremstiller individets bryden sammen og dets bliven eet med den oprindelige væren. Således er dramaet den apollinske sanseliggørelse af dionysiske erkendelser og virkninger og er derigennem afsondret fra eposet som gennem en uhyrlig kløft. Den græske tragedies kor, symbolet på hele den samlede dionysisk oprørte mængde, finder ved denne opfattelse sin fulde forklaring. Mens vi, med vores tilvænning til korets placering på den moderne scene, navnlig operakoret, slet ikke kan begribe, hvordan hint tragiske kor hos grækerne skulle være ældre, oprindeligere, ja vigtigere, end den egentlige »handling«, - sådan som dette dog så tydeligt var overleveret - mens vi omvendt ikke kan få det til at rime med hin overleverede høje vigtighed og oprindelighed, hvorfor det så blot skal være sammensat af lavtstående tjenende væsener, ja i første omgang kun bukkebenede satyrer, mens orkestret foran scenen altid forblev os en gåde, er vi nu kommet frem til den indsigt, at scenen samt handlingen i grunden og oprindeligt kun blev tænkt som vision, at den eneste »realitet« netop er koret, der frembringer visionen ud fra sig og taler om den med hele dansens, tonens og ordets symbolik. Dette kor skuer i dets vision dets herre og mester Dionysos og er derfor evigt det tjenende kor: det ser, hvorledes denne, guden, lider og forherliger sig, og handler derfor ikke selv. Ved denne overfor guden fuldt ud tjenende stilling er koret dog det højeste, nemlig dionysiske udtryk for naturen, og det udsiger derfor, som naturen, begejstret i orakel- og visdoms-vendinger: som det medlidende kor er det tillige det vise kor, der forkynder

Page 12: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 10

sandheden ud fra verdens hjerte. Således opstår da hin fantastiske og så anstødeligt fremstående figur af den vise og begejstrede satyr, der tillige er »det enfoldige menneske«2 i modsætning til guden: afbillede på naturen og dens stærkeste drifter, ja symbol på samme og tillige forkynder af dens visdom og kunst: musiker, digter, danser, åndeskuer i een person. Dionysos, den egentlige scenehelt og midtpunktet for visionen, er svarende til denne erkendelse og i henhold til overleveringen, først, i tragediens allerældste periode, ikke i sandhed tilstede, men bliver derimod kun forestillet som forhåndenværende: dvs. oprindeligt er tragedien kun »kor« og ikke »drama«. Senere gjordes nu forsøget, at vise guden som en real gud, og synligt at fremstille visionsskikkelsen samt den opklarende omgivende ramme som synlig for hvert et øje: dermed begynder »dramaet« i den snævrere forstand. Det dithyrambiske kor får nu til opgave, dionysisk at opildne tilhørernes stemning indtil en sådan grad, så at de, når den tragiske helt fremtræder på scenen, ikke ser sådan noget som dette uformeligt maskerede menneske, men derimod en visionsskikkelse, der ligesom er født ud af dens egen ekstase. Tænker vi os Admet i dybe tanker betænkende hans netop afdøde hustru Alchestis og helt opslugt af den åndelige anskuelse af hende - hvordan der nu pludseligt føres en lignende udformet, lignende skridende tilsløret kvindeskikkelse imod ham: tænker vi os hans pludseligt bævende uro, hans stormfulde sammenligning, hans instinktive

2 Nietzsche skriver »der tumbe Mensch«, hvorved »tumbe« er middelaldertysk for »dum«, »enfoldig« mv. Man kender det fra et digt af den ældste overleverede navngivne minnesanger, Heinrich von Rügge (11. årh. e.Kr). Digtet slutter med ordene: »Der tumbe man von Rugge hât gegeben disen

wîsen rât« (»Det enfoldige menneske fra Rügge har givet dette vise råd«).

Page 13: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 11

overbevisning - så har vi en analogi til den fornemmelse, med hvilken den dionysisk opildnede tilskuer så guden skride frem på scenen, med hvis lidelse tilskueren allerede var blev eet. Uvilkårligt overførte tilskueren hele det magisk for hans sjæl sitrende billede af guden over på hin maskerede skikkelse og opløste ligesom denne skikkelses realitet i en åndeagtig uvirkelighed. Dette er den apollinske drømmetilstand, hvori dagens verden tilslører sig, og en ny verden, mere tydelig, mere forståelig, mere gribende end hin og dog mere skyggerne lig, i fortvarende veksel føder sig på ny for vort øje. Dertilsvarende erkender vi i tragedien en gennemgribende stilistisk modsætning: sprog, farve, bevægelighed, talens dynamik træder i korets dionysiske lyrik og på den anden side i scenens apollinske drømmeverden imod hinanden som fuldt adskilte udtrykssfærer. De apollinske fremtrædelser, hvori Dionysos objektiverer sig, er ikke længere »et evigt hav, en vekslende væven, et glødende liv«, sådan som korets musik er det, ikke længere hin blot fornemmede, ikke til billedet fortættede kræfter, hvori den begejstrede tjener af Dionysos sporer gudens nærhed: nu taler, fra scenen, den episke skikkelses tydelighed og fasthed til ham, nu taler Dionysos ikke længere gennem kræfter, men som episk helt, næsten med Homers sprog. Alt, hvad der i den apollinske del af den græske tragedie, i dialogen, kommer op til overfladen, ser enkelt, gennemsigtigt, skønt ud. I denne forstand er dialogen et afbillede på helleneren, hvis natur åbenbarer sig i dansen, fordi den største kraft blot er potentiel i dansen, men lader sig gætte i bevægelsens smidighed og yppighed. Således overrasker den

Page 14: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 12

sofoklæiske helts sprog os gennem dets apollinske bestemthed og klarhed, så at vi med det samme tror at kunne se helt ind i dets væsens inderste grund, med nogen forbløffelse over, at vejen frem til denne grund er så kort. Men ser vi én gang bort fra heltens til overfladen kommende og synliggjorte karakter - der i grunden ikke er andet end det på en dunkel væg kastede lysbillede, dvs. er fremtrædelse helt igennem - trænger vi tværtimod ind i den myte, der projicerer sig ind i disse klare spejlinger, så oplever vi pludseligt et fænomen, der har et omvendt forhold til et velkendt optisk fænomen. Når vi, ved et kraftfuldt forsøg på at se på solen, blændet vender os væk, så har vi mørke farvede pletter som en slags helsemiddel for øjnene: omvendt er hine lysbilledfremtrædelser af den sofoklæiske helt, kort sagt det apollinske ved masken, nødvendige frembringelser af et blik ind i naturens indre og dens gru, ligesom lysende pletter til helbredelse af det af skrækkelig nat fortærede blik. Kun i denne forstand har vi lov at tro, at vi kan fatte det alvorlige og betydende begreb om den »græske munterhed« rigtigt; om vi end på alle veje og stier i samtiden støder på det falskt forståede begreb om denne munterhed som en tilstand af ufarligt behag. Den mest lidelsesfulde skikkelse fra den græske scene, den ulykkelige Ødipus er af Sofokles blevet forstået som det ædle menneske, der er bestemt til fejltagelse og elendighed, til trods for hans visdom, men som til slut gennem hans uhyrlige lidelse udøver en magisk velsignende kraft omkring sig, der endnu efter hans afsked er virksom. Det ædle menneske synder ikke, vil den dybsindige digter sige os: gennem hans handlen kan enhver lov, enhver naturlig handling, ja den sædelige verden gå til grunde, men

Page 15: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 13

gennem netop denne handlen drages en højere magisk kreds af virkninger, der grundlægger en ny verden på ruinerne af den omstyrtede gamle. Det vil digteren, for så vidt han tillige er religiøs tænker, sige os: som digter viser han os først en vidunderligt snurret procesknude, som dommeren langsomt, led for led, løsner til hans eget fordærv; den ægte hellenske fryd ved denne dialektiske løsning er så stor, at der herved kommer et træk af overlegen munterhed ud over hele værket, som overalt knækker spidsen af de gruopvækkende forudsætninger for hin proces. I »Ødipus på Kolonos« finder vi den samme munterhed, men løftet op i en uendelig klarhed: overfor den af elendighedens overmål ramte olding, der rent som lidende er prisgivet alt, hvad der rammer ham - står den overjordiske munterhed, der kommer ned fra en guddommelig sfære og antyder for os, at den triste helt i hans rent passive forholden sig opnår sin højeste aktivitet, der griber langt ud over hans liv, mens hans bevidste bestræbelser i det tidligere liv kun har ført ham til passivitet. Således bliver Ødipusfablens uløseligt forsnoede procesknude langsomt viklet ud for det dødelige øje - og den dybeste menneskelige fryd kommer over os ved dette guddommelige modstykke til dialektikken. Hvis vi med denne forklaring har ydet digteren retfærdighed, så kan der dog stadigvæk spørges, om mytens indhold så dermed er udtømt: og her viser det sig, at hele digterens opfattelse ikke er andet end hint lysbillede, som den helbredende natur, efter et blik i afgrunden, holder foran os. Ødipus, sin faders morder, sin moders ægtemand, Ødipus, sfinksens gådeløser! Hvad siger os den hemmelighedsfulde trehed af disse skæbnegerninger? Der gives en urgammel, i

Page 16: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 14

særdeleshed persisk folketro på, at den vise magiker kun vil kunne fødes ved incest: hvilket vi for os, med henblik på den gådeløsende og til sin moder bejlende Ødipus, straks har at interpretere sådan, at dér, hvor nutidens og fremtidens trolddom, individuationens faste lov, og overhovedet naturens fortryllelse gennem profetiske og magiske kræfter er brudt, dér må der som årsag være gået en uhyrlig naturstridighed forud - som dér incesten; for hvordan skulle man kunne tvinge naturen til at prisgive dens hemmeligheder, om ikke derigennem, at man sejrrigt stræber imod den, dvs. gennem det unaturlige? Denne erkendelse ser jeg udstanset i Ødipus-skæbnernes forfærdende trehed: den samme, som løser naturens gåde - hin dobbeltartede sfinks - må også som faders morder og moders ægtemand smadre de helligste naturordninger. Ja, myten synes at ville hviske til os, at visdommen og netop den dionysiske visdom får være en naturstridig gruelighed, at den, som gennem sin viden styrter naturen i tilintetgørelsens afgrund, også vil erfare naturens opløsning ved sig selv. »Visdommens spids vender sig imod den vise: visdom er en forbrydelse mod naturen«: sådanne skrækkelige sætninger tilråber myten os: men den hellenske digter berører som en solstråle mytens ophøjede og frygtelige Memnonsøjle, så at myten pludseligt begynder at tone - i sofoklæiske melodier! Overfor passivitetens glorie stiller jeg nu aktivitetens glorie, som omstråler Aischylos’ Prometheus. Hvad tænkeren Aischylos her havde at sige os, hvad han imidlertid som digter gennem hans lignelsesagtige billede kun lader os ane, det har den unge Goethe vidst at afsløre for os i de dristige ord fra hans Prometheus:

Page 17: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 15

»Her sidder jeg, former mennesker Efter mit billede, En slægt, lig mig selv, Til at lide, til at græde, Til at nyde og til at frydes, Og til ikke at agte på dit, Som jeg!«

Mennesket, løftende sig til det titaniske, tilkæmper sig selv sin kultur og tvinger guderne til at forbinde sig med det, fordi det i dets selvegne visdom har gudernes eksistens og grænser i sin hånd. Men det mest vidunderlige ved hint Prometheusdigt, som ifølge dets grundtanke er den egentlige hymne til ufromheden, er imidlertid den dybe aischylæiske higen efter retfærdighed: den umådelige lidelse hos den dristige »enkelte« på den ene side, og den guddommelige nød, ja, anelse af ragnarok på den anden, den til forsoning, til metafysisk forening tvingende magt i begge disse verdener af lidelse - alt dette minder på det stærkeste om midtpunktet og hovedsætningen for den aischylæiske verdensopfattelse, der ovenover guder og mennesker ser Moira trone som evig retfærdighed. Ved den forbløffende dristighed, hvormed Aischylos placerer den olympiske verden på hans vægtskåle for retfærdigheden, må vi komme i hu, at den dybsindige græker havde en urokkeligt fast undergrund af metafysisk tænkning i hans mysterier, og at alle hans skeptiske anfald kunne udlade sig på de olympiske guder. Den græske kunstner i særdeleshed fornemmede med henblik på disse guddomme en dunkel følelse af gensidig afhængighed: og netop i

Page 18: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 16

Aischylos’ Prometheus er denne følelse symboliseret. Den titaniske kunstner fandt i sig den trodsige tro på, at kunne skabe mennesker, og i det mindste at kunne tilintetgøre olympiske guder: og dette gennem hans høje visdom, som han ganske vist var tvunget til at bøde for gennem evig lidelse. Den herlige »kunnen« hos det store geni, der selv med evig lidelse er for ringe betalt, den bitre stolthed hos kunstneren - dét er indhold og sjæl i den aischylæiske digtning, mens Sofokles i hans Ødipus præluderende stemmer i med sejrsvisen for den hellige. Men også med den tydning, som Aischylos har givet myten, er dens forbløffende skrækkelige dyb ikke udmålt: snarere er kunstnerens udviklingslyst, den alle ulykker trodsende selvtilstrækkelighed ved den kunstneriske skaben blot et klart sky- og himmelsbillede, der spejler sig på en tristhedens sort vande. Prometheus-sagnet er en oprindelig ejendom for hele det samlede ariske fællesskab af folkeslag og et dokument over deres begavelse til det dybsindigt-tragiske, ja det turde ikke være uden sandsynlighed, at denne myte indebærer den samme karakteristiske betydning for det ariske væsen, som syndefaldsmyten har for det semitiske, og at der mellem begge disse myter eksisterer en slægtskabsgrad, som mellem broder og søster. Forudsætningen for hin Prometheus-myte er den overstrømmende værdi, som en naiv menneskehed tillægger ilden som til den sande Palladium for enhver opstigende kultur: at mennesket dog frit råder over ilden og ikke bare modtager det som en gave fra himlen, som brandstiftende lynstråle eller varmende solbrand, fremstod for hine sindigt beskuende urmennesker som en udåd, som et rov mod den guddommelige natur. Og således sætter allerede det

Page 19: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 17

første filosofiske problem en pinlig uløselig modsigelse op mellem menneske og gud og rykker den som en klippeblok hen til portene for enhver kultur. Det bedste og højeste, som kan blive menneskeheden til del, opnår den gennem en ugerning og nu må den så også tage følgerne med, for hele den flod af lidelser og bekymringer, som den ædelt opadstræbende menneskeslægt fra de forulempede himmelske guders side er hjemsøgt af, er nemlig - bydende nødvendig: en bitter tanke, der gennem den værdighed, som den tildeler udåden, stikker sælsomt af fra den semitiske syndefaldsmyte; i hvilken nysgerrigheden, den løgnagtige forespejling, forførbarheden, lystenheden, kort sagt en hel række i særdeleshed kvindelige affekter anses som oprindelsen til det onde. Det, der kendetegner den ariske forestilling, er den ophøjede betragtning af den aktive synd som den egentligt promethæiske dyd: hvormed tillige er fundet den etiske undergrund for den pessimistiske tragedie, som retfærdiggørelsen af det menneskelige onde, og dét vel at mærke både den menneskelige skyld som den derigennem bevirkede lidelse. Ulykken i tingenes væsen - som den sindigt beskuende arier ikke er tilbøjelig til at bortfortolke - modsigelsen inde i hjertet af verden åbenbarer sig for arieren som en sammenblanding af forskellige verdener, f.eks. en guddommelig og en menneskelig, der hver især som individuum har sin ret, men som enkeltstående verden ved siden af en anden må lide for dens individuation. Med sin heroiske trang til det almene, ved forsøget på, at skride ud over individuationens fortryllelse og selv at ville være det ene verdensvæsen, lider den enkelte ved sig selv den i tingene skjulte urmodsigelse, dvs. han forbryder sig og lider. Således bliver brøden af

Page 20: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 18

arierne forstået som mand, synden af semiterne forstået som kvinde, ligesom også urbrøden bliver begået af manden, ursynden af kvinden. I øvrigt siger heksekoret:

»Vi tager det ikke så nøje igen: Med tusinde skridt kan en kvinde det: Men hvor hurtigt hun end kan det, Med eet spring klarer en mand det«.3

Den, der forstår denne den inderste kerne af Prometheussagnet - nemlig det for det titanisk stræbende individ bydende nødvendige onde - han må også samtidig fornemme det uapollinske ved denne pessimistiske forestilling: for Apollon vil netop bringe enkeltvæsenerne til ro derved, at han drager grænselinjer imellem dem, og igen og igen kalder disse i erindring som de helligste verdenslove, med hans krav om selverkendelse og mådehold. For at formen ikke ved denne apollinske tendens skal fæstne sig til ægyptisk stivhed og kulde, for at, ved bestræbelsen på at foreskrive den enkelte bølge dens bane og område, hele havets bevægelse ikke skal uddø, så ødelægger det dionysiskes højflod fra tid til anden atter alle disse små cirkler, som den ensidigt apollinske »vilje« søger at bræmme hellenismen ind i. Denne pludseligt opsvulmede flod af det dionysiske tager så individernes enkelte små bølgetoppe op på ryggen, som Prometheus’ bror, titanen Atlas, gør det med Jorden. Denne titaniske trang, ligesom at blive alle de enkeltes Atlas og med bred ryg at bære dem højere og

3 Goethe: Faust. Der Tragödie erster Teil, vers 3982-3985.

Page 21: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 19

højere, længere og længere, er det fælles mellem det promethæiske og det dionysiske. Den aischylæiske Prometheus er i denne henseende en dionysisk maske, mens Aischylos i førnævnte dybe higen efter retfærdighed lader den indsigtsfulde ane om Prometheus’ faderlige afstamning fra Apollon, individuationens og retfærdighedsgrænsernes gud. Og således kunne den aischylæiske Prometheus’ dobbeltvæsen, hans både dionysiske og apollinske natur, i begrebslig formel udtrykkes sådan - til logikeren Euripides’ forbløffelse: »alt forhåndenværende er retfærdigt og uretfærdigt og i begge lige berettiget«. Dét er din verden! Dét kaldes for en verden!4 - Det er en overlevering, som ikke kan anfægtes, at den græske tragedie i dens ældste skikkelse kun havde Dionysos’ lidelser til genstand, og at den eneste tilstedeværende scenehelt gennem længere tid netop var Dionysos. Men med samme sikkerhed lader det sig påstå, at Dionysos aldrig helt frem til Euripides er holdt op med at være den tragiske helt, men at tværtimod alle de berømte figurer på den græske scene, Prometheus, Ødipus osv. kun er masker for hin oprindelige helt, Dionysos. At der bag alle disse masker gemmer sig en guddom, dét er den ene væsentlige grund til den så ofte med undren betragtede, typiske »idealitet« ved disse berømte figurer. Nogen, jeg ved ikke hvem, har påstået, at alle individer som individer betragtede er komiske og dermed utragiske: hvoraf det ville være at udlede, at grækerne overhovedet ikke kunne holde individer ud

4 Jf. Goethe: Faust. Der Tragödie erster Teil, vers 409. - I Goethes tragedie udtrykker

ordene Fausts lede over den lærde verden, konkret: det studerekammer, som han

finder sig fanget i.

Page 22: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 20

på den tragiske scene. Faktisk synes de at have haft det sådan: ligesom overhovedet hin platoniske sondring og værdivurdering af »ideen«, i modsætning til »idolet«, afbilledet, ligger dybt begrundet i det hellenske væsen. Men for at betjene os af Platons terminologi, så skulle der tales således om de tragiske skikkelser på den hellenske scene: den ene sandfærdigt virkelige Dionysos fremtræder i en mangfoldighed af skikkelser, i masken for en kæmpende helt og ligesom fanget ind i enkeltviljens net. Sådan som den fremtrædende gud nu taler og handler, så ligner han et omkringfarende, stræbende, lidende individ: og at han overhovedet fremtræder med denne episke bestemthed og tydelighed, er virkningen af drømmetyderen Apollon, der for koret tyder dets dionysiske tilstand gennem hin lignelses-agtige fremtrædelse. I sandhed er denne helt dog mysteriernes lidende Dionysos, hin gud, der udholder individuationens lidelser ved sig, om hvem fantastiske myter fortæller, hvordan han som dreng er blevet sønderlemmet af titanerne og nu beæres i denne tilstand som Zagreus: hvorved det antydes, at denne sønderlemmelse, den egentlige dionysiske lidelse, får være at ligne med en forvandling i luft, vand, jord og sten, at vi altså skulle at betragte individuationens tilstand som kilden og urgrunden til al lidelse, som noget ved sig selv forkasteligt. Ud af denne Dionysos’ latter er de olympiske guder, af hans tårer er menneskene opstået. I denne eksistens som sønderlemmet gud har Dionysos dobbeltnaturen af en grusom, forvildet dæmon, og en mild, sagtmodig hersker. Forhåbningen hos dem, der var initierede i mysterierne, gik imidlertid på en genfødsel af Dionysos, som vi nu anelsesfuldt har at begribe som

Page 23: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 21

enden på individuationen: for denne tredje Dionysos lød den brusende jubelsang fra de initierede. Og kun i denne forhåbning gives der en stråle af glæde ved synet af den iturevne, i individer opsplittede verden: sådan som myten billedliggør det gennem den i evig sorg hensunkne Demeter, som for første gang atter glæder sig, da man siger til hende, at hun vil kunne give fødsel til Dionysos nok engang. I de anførte betragtninger har vi allerede alle bestanddele til en dybsindig og pessimistisk verdensopfattelse, og sammen med disse har vi også tragediens lære om mysterierne: grunderkendelsen af enheden af alt det forhåndenværende, opfattelsen af individuationen som urgrunden for det onde, skønheden og kunsten som den glædelige forhåbning om, at individuationens forbandelse kan brydes, som anelsen af en reetableret enhed. At udskille dette oprindelige og almægtige dionysiske element fra tragedien, og rent og på ny at opbygge den på en udionysisk kunst, sædelighed og verdensopfattelse - dette er Euripides’ tendens, som nu afslører sig for os i klar belysning. Euripides selv har i hans livs aften på det eftertrykkeligste forelagt sine tidsfæller spørgsmålet om værdien og betydningen af denne tendens, i en myte. Har det dionysiske overhovedet lov at bestå? Må det ikke med vold udryddes fra den hellenske jord? Sikkert, siger digteren os, hvis blot det var muligt; men guden Dionysos er for mægtig; selv den mest forstandige modstander - som Pentheus i »Bakchanterne« - bliver ubemærket fortryllet af ham og render efter ham med denne fortryllelse som sin skæbne. Dommen fra de to oldinge Kadmos og Theiresias synes også at være dommen fra den gamle

Page 24: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 22

digter: eftertænksomheden selv hos de klogeste enkelte omstyrter ikke de gamle folketraditioner, denne evigt sig videreforplantende beæring af Dionysos, ja det sømmer sig endda, overfor sådanne underfulde kræfter, i det mindste at fremvise en diplomatisk forsigtig deltagelse: hvorved det dog altid stadig er muligt, at guden tager anstød ved en så lummer deltagelse, og lader diplomaten - som hér Kadmos - forvandle til en drage. Dette fortælles vi af en digter, der med heroisk kraft et langt liv igennem har modstået Dionysos - for til slut at ende sin løbebane med en glorificering af sin modstander og med et selvmord, som en besvimende, der for at undfly den forfærdelige, ikke længere udholdelige hvirvel, styrter sig under fra tårnet. Denne tragedie er en protest imod, at hans tendens kan gennemføres; ak, og den var allerede gennemført! Det underfulde var sket: da digteren kaldte sin tendens tilbage, havde den allerede sejret. Dionysos var allerede skræmt bort fra den tragiske scene, og dét vel at mærke gennem en ud af Euripides talende dæmonisk magt. Også Euripides var i en vis henseende blot en maske: den guddom, der talte ud fra ham, var ikke Dionysos, heller ikke Apollon, men derimod en helt nyfødt dæmon, kaldet Sokrates. Dette er den nye modsætning: det dionysiske og det sokratiske, og ved denne modsætning gik den græske tragedies kunstværk til grunde. Om Euripides nu end søger at trøste os gennem hans tilbagekaldelse, så lykkes det ham ikke: det herligste tempel ligger i ruiner, hvad nytter os ødelæggerens jamren, og hans tilståelse af, at det har været det skønneste af alle templer? Og selv dette, at Euripides som straf af kunstdommerne til alle tider er blevet forvandlet til en

Page 25: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 23

drage - hvem ville denne ynkelige kompensation stille tilfreds? Lad os nu nærme os den sokratiske tendens, med hvilken Euripides bekæmpede og besejrede den aischylæiske tragedie. Hvilket mål - således må vi nu spørge - kunne den euripidiske hensigt med, at grundlægge dramaet alene på det udionysiske, overhovedet have i den højeste idealitet af dens gennemførelse? Hvilken form blev tilovers for dramaet, hvis ikke det skulle fødes ud af musikkens fødselsskød, i hin hemmelighedsfulde tvelys af det dionysiske? Alene det dramatiserede epos: på hvilket apollinsk kunstområde den tragiske virkning så ganske vist er uopnåelig. Det kommer i denne sammenhæng ikke an på indholdet af de fremstillede hændelser; ja jeg ville endda påstå, at det ville have været umuligt for Goethe, i hans projekterede »Nausikaa«, at gøre dette idylliske væsens selvmord - som skulle udfylde den femte akt - tragisk begribeligt: så umådelig er det episk-apollinskes magt, at det for vore øjne fortryller selv de skrækkeligste ting med hin lyst til skinnet og forløsningen gennem skinnet. Digteren af det dramatiserede epos kan lige så lidt som den episke rapsode smelte fuldstændigt sammen med hans billeder: det er stadigvæk den roligt ubevægede, med store øjne seende anskuelse, der ser billederne foran sig. Skuespilleren i det dramatiserede epos forbliver i dybeste grund stadigvæk fortællende rapsode; den indre drømmers højtidelighed ligger over alle hans handlinger, så at han aldrig helt er skuespiller. Kun ad denne vej kan vi forstående nærme os den goetheske Iphigenie, i hvilken vi har den højeste dramatisk episke fødsel af beære.

Page 26: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 24

Hvorledes forholder det euripidiske stykke sig nu til dette ideal om det rent apollinske drama? Som til den festlige rapsode fra gamle dage hin yngre, der i den platoniske »Ion« beskriver sit væsen således, »hvis jeg siger noget trist, så fyldes mine øjne med tårer; men hvis det, som jeg siger, er skrækkeligt og forfærdeligt, så står mine hovedhår af bar ophidselse højt op i luften, og mit hjerte banker«.5 Her mærker vi ikke længere noget til den episke fortabthed i skinnet, den affektløse kølighed hos den sande skuespiller, der netop i hans højeste gerning er helt skin og lyst ved skinnet. Euripides er skuespilleren med det bankende hjerte, med det højt op i luften stående hår; som sokratisk tænker udkaster han planen, som lidenskabelig skuespiller udfører han den. Ren kunstner er han hverken i udkastet eller i udførelsen. Således er det euripidiske drama en både kølig og ophedet ting, der vel i stand til at stivne og til at forbrænde; det er umuligt for det at opnå eposets apollinske virkning, mens det på den anden side er mest muligt løsnet fra de dionysiske elementer, og nu, for overhovedet at virke, behøver nye midler til opildne, som nu ikke længere kan ligge inden for de to eneste kunstdrifter, det apollinske og det dionysiske. Dette opildnelsesmiddel er kølige paradokse tanker - i stedet for de apollinske anskuelser - og fyrige affekter - i stedet for de dionysiske henrykkelser - og dét vel at mærke yderst virkelige, naturtro, på ingen måde i kunstens æter dyppede tanker og affekter. Har vi ud fra dette erkendt så meget som, at det overhovedet ikke er lykkedes Euripides at grundlægge dramaet på det apollinske alene, at hans apollinske tendens snarere har forvildet sig ind i en naturalistisk 5 Platon: Ion, 535c.

Page 27: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 25

og ukunstnerisk, så vil vi allerede have lov at træde den æstetiske sokratismes væsen nærmere; hvis øverste lov lyder omtrent således »alt må være forstandigt, for at være skønt«: som parallelsætning til den sokratiske »kun den vidende er dydig«6. Med denne kanon i hånden målte Euripides hvert enkelt og rettede i henhold til dette princip, sproget, karaktererne, den dramaturgiske opbygning, kormusikken. Hvad vi i sammenligning med den sofoklæiske tragedie så ofte plejer at tilregne Euripides som digterisk mangel og tilbageskridt, dét er for det meste produktet af hin indtrængende kritiske proces, hin dristige forstandighed. Den euripidiske prolog kan tjene os til eksempel på denne rationalistiske metodes produktivitet. Intet kan stride mere imod vores sceneteknik end prologen i Euripides’ drama. At en eneoptrædende person ved stykkets indgang fortæller, hvem hun er, hvad der går forud for stykket, hvad der er sket indtil nu, ja hvad der i stykkets forløb kommer til at ske, det ville en moderne teaterdigter betegne som en forsætlig og ikke undskyldelig given afkald på spændingseffekten. Man ved jo alt, hvad der vil ske; hvem ønsker at afvente, at dette virkeligt sker? - Da det jo på ingen måde er det opildnende forhold mellem en profetisk drøm og en senere indtrædende virkelighed, der her finder sted. Helt anderledes reflekterede Euripides. Tragediens virkning beroede aldrig på den episke spænding, på den pirrende uvished om, hvad der nu og i det følgende vil ske: snarere på de store retorisk-lyriske scener, hvori den centrale helts lidenskab og dialektik svulmede op til en bred og mægtig strøm. Til patos, ikke til handling førte alting hen: og hvad der ikke var forberedende til 6 Jf. Platon: Protagoras, 361a-c.

Page 28: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 26

patos, dét gjaldt som forkasteligt. Men det, der stærkest besværliggør den nydelsesfulde hengivelse ved sådanne scener, er et for tilhøreren manglende led, et hul i forhistoriens væv: så længe tilhøreren endnu er nødt til at regne ud, hvad denne og hin person skal betyde, hvad denne og hin konflikt mellem tilbøjeligheder og hensigter har af forudsætninger, er hans fuldstændige fordyben sig i hovedpersonernes liden og gøren, den åndeløse medliden og medfrygten endnu ikke mulig. Den aischylæiske-sofoklæiske tragedie anvendte de mest åndrige kunstmidler for, i de første scener ligesom tilfældigt at give tilskueren alle de til forståelsen nødvendige tråde i hænde: et træk, hvori det ædelt kunstneriske viser sig, der ligesom maskerer det nødvendigt formelle, og lader det fremtræde som tilfældigt. Alligevel troede Euripides at bemærke, at tilskueren, under de første scene, var i en ejendommelig uro, for at udregne forhistoriens regneeksempel, så at de digteriske skønheder og ekspositionens patos ville gå tabt for ham. Derfor placerede han prologen endnu før ekspositionen, og lagde den i munden på en person, som man kunne skænke sin tiltro: en guddom var det tit, der overfor publikum ligesom måtte garantere tragediens forløb og fjerne enhver tvivl omkring mytens realitet: på lignende vis, som Descartes kun formåede at bevise den empiriske verdens realitet under påberåbelse af den guddommelige sandfærdighed og uformåen til at lyve. Samme guddommelige sandfærdighed behøver Euripides endnu engang ved slutningen af hans drama, for overfor publikum at forsikre om hans helts fremtid.; dette er opgaven for den berygtede deus ex machina.

Page 29: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 27

Mellem det episke forsyn og udsyn ligger den dramatisk-lyriske nutid, det egentlige »drama«. Således er Euripides som digter frem for alt genklangen af hans bevidste erkendelser; og netop dette giver ham en så bemærkelsesværdig placering i den græske kunsts historie. Hvad hans kritisk-produktive skaben angår, må det ofte have været ham til mode, som skulle han for dramaet levendegøre begyndelsen af Anaxagoras’ skrift, hvis første ord lyder: »i begyndelsen var alt tilsammen; da kom forstanden og skabte orden«7. Og når Anaxagoras med sin »Noûs« trådte frem blandt filosofferne som den første ædru blandt berusede, så har Euripides nok begrebet sit forhold til de andre tragediedigtere ved hjælp af et lignende billede. Så længe den eneste ordner og styrer af verden, Noûs, endnu var udelukket fra den kunstneriske skaben, var alt stadigvæk sammen i en kaotisk ursuppe: sådan måtte Euripides dømme, sådan måtte han fordømme de »berusede« digtere som den første »ædru«. Hvad Sofokles har sagt om Aischylos, at han gør det retmæssige, endskønt ubevidst, var sikkert ikke sagt i Euripides’ forstand: som kun ville have ladet så meget gælde, at Aischylos, fordi han skaber ubevidst, så skaber det uretmæssige. Selv den guddommelige Platon taler for det meste kun ironisk om digterens skabende evne, for så vidt denne ikke er bevidst indsigt, og ligestiller den med profetens og drømmetyderens begavelse;8 da digteren dog ikke er i stand til at digte, førend han er blevet ubevidst, og der ikke længere har nogen forstand hjemme i ham. Euripides tog sig for, som også Platon gjorde det, at

7 Diogenes Laertios tilskriver disse linjer til Anaxagoras i Filosoffernes liv (Bog II.6). 8 Jf. Platon: Ion (533c-534d), Faidros (244a-245a), Lovene (719c).

Page 30: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 28

vise verden modstykket til den »uforstandige« digter: hans æstetiske grundsætning »alt må være bevidst, for at være skønt«, er, som jeg sagde, parallelsætningen til den sokratiske »alt må være bevidst, for at være godt«. Dette tilfølge kan Euripides gælde os som den æstetiske sokratismes digter. Sokrates var imidlertid hin anden tilskuer, der ikke begreb den ældre tragedie, og derfor ikke agtede den; i forbund med ham vovede Euripides, at være herolden for en ny kunstnerisk skaben. Hvis den ældre tragedie gik til grunde ved derved, så er den æstetiske sokratisme altså det morderiske princip: men for så vidt kampen var rettet imod det dionysiske ved den ældre kunst, erkender vi i Sokrates Dionysos’ modstander, den nye Orfeus9, der rejser sig mod Dionysos, og, endskønt bestemt til, at blive flået fra hinanden af den athenæiske domstols mænader, dog bønfalder den overmægtige gud om at flygte: guden der, ligesom dengang, hvor han flygtede fra edonerkongen Lykurg,10 reddede sig ned i havets dybder, nemlig i de mystiske floder fra en hemmelig kult, som med tiden trak ud over hele verden. At Sokrates har en nær forbindelse til Euripides, hvad hans tendens angår, undgik ikke den samtidige oldtids opmærksomhed; og det mest sigende udtryk for denne heldige sporsans er det sagn, der var i omløb i Athen, at Sokrates plejer at hjælpe Euripides med digtningen. Begge navne blev af tilhængerne af »de 9 Orfeus, søn af en muse og selv en talentfuld musiker, lærer at mennesket er skyldigt

og forgiftet væsen; han sønderlemmes af mænaderne da han forsøger at forstyrre

Dionysos-kulten, og hans afrevne hoved kastes i floden Hebrus, hvor det syngende

bæres med strømmen til Lesbos, hvor det begraves. Sokrates identificeres med Orfeus,

som modstander af Dionysos. 10 I et forsøg på at invadere Thrakien tages Dionysos’ hær til fange af edonernes konge,

Lykurg. Dionysos selv undflyer ved at kaste sig i havet og skjule sig i gudinden Thetis’

hule. Som hævn overfyldte Dionysos-kulterne senere Thrakien.

Page 31: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 29

gode gamle dage« nævnt i eet åndedrag, når det gjaldt om at opregne samtidens folkeforførere: af hvis indflydelse det afhang, at den gamle firkantede tugt på legeme og sjæl stadigt mere blev offer for en tvivlsom oplysning, med en tiltagende forringelse af de legemlige og sjælelige kræfter til følge. I denne toneart, halvt med forargelse, halvt med foragt, plejer den aristofaniske komedie at tale om disse mænd, til afskrækkelse af de nyere, som ganske vist gerne prisgav Euripides, men ikke kunne undre sig nok over, at Sokrates hos Aristofanes fremstår som den første og øverste sofist, som spejl for og indbegreb af alle sofistiske bestræbelser: i hvilken sammenhæng det kun giver trøst, at sætte Aristofanes selv i gabestokken som en løsagtigt løgnagtig Alkibiades i poesien. Uden på dette sted at tage de dybe instinkter hos Aristofanes i forsvar mod sådanne angreb, går jeg videre med at vise den tætte samhørighed mellem Sokrates og Euripides ud fra den antikke fornemmelse; i hvilken henseende der navnlig må huskes på, at Sokrates som modstander af den tragiske kunst holdt sig fra at besøge tragedien, og kun indfandt sig blandt tilskuerne, når der opførtes et nyt stykke af Euripides. Mest berømt er dog den nære sammenstilling af begge navne i det delfiske orakel-ord, der betegner Sokrates som den viseste blandt menneskene, men tillige afsagde den dom, at andenpræmien i kampen på visdom tilfalder Euripides. Som den tredje på denne trinstige var Sofokles nævnt: han, der imod Aischylos havde lov at bryste sig af, at han gør det retmæssige, og dét, fordi han ved, hvad det retmæssige er. Åbenbart er det netop graden af klarhed ved denne viden, som særligt kendetegner

Page 32: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 30

disse tre mænd tilsammen som deres tids tre »vidende«. Men det skarpeste ord for denne nye og uhørte højagtelse af viden og indsigt udtalte Sokrates, da han fandt sig som den eneste, der ville indrømme overfor sig selv, intet at vide; mens han, på sin kritiske vandring gennem Athen, henvendende sig til de største statsmænd, oratorer, digtere og kunstnere, overalt stødte på indbildningen om at vide. Med forbløffelse erkendte han, at alle disse berømtheder, selv hvad deres beskæftigelse angår, var uden rigtig og sikker indsigt, og kun gjorde den ud fra instinkt. »Kun ud fra instinkt«: med dette udtryk berører vi den sokratiske tendens i dens hjerte og midtpunkt. Med dette fordømmer sokratismen såvel den bestående kunst som den bestående etik: hvorhen den end retter sit prøvende blik, ser den manglen på indsigt og indbildskhedens magt, og slutter fra denne mangel til det forhåndenværendes inderlige fordrejethed og forkastelighed. Udgående fra dette ene punkt troede Sokrates at måtte korrigere tilværelsen: han, den enkelte, træder med misagtelsens og overlegenhedens mine, som foreløberen for en helt anderledesartet kultur, kunst og moral, ind i en verden, som vi ville regne for vores største lykke, æresfrygtigt blot at få fat i en flig af. Dette er den uhyrlige betænkelighed, der hver gang, stillet overfor Sokrates, griber os, og som altid og gentagent ægger os til at erkende meningen og hensigten med denne den mest gådefulde fremtrædelse fra antikken. Hvem er det, der tør vove, som en enkeltstående at negere det græske væsen, som er os givet for vores forbløffende tilbedelse som Homer, Pindar og Aischylos, som Phidias, som

Page 33: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 31

Perikles, som Pythia og Dionysos, som den dybeste afgrund og den højeste højhed? Hvilken dæmonisk kraft er det, der har lov at driste sig til at hælde denne trylledrik i støvet? Hvilken halvgud er det, som åndekoret af menneskehedens ædleste må tilråbe: »Ve! Ve! Du har ødelagt den, den skønne verden, med mægtig næve; den styrter, den falder fra hinanden!« En nøgle til Sokrates’ væsen tilbyder os hin vidunderlige fremtrædelse, som betegnes »Sokrates dæmonium«. Under særlige omstændigheder, hvor hans uhyre forstand var kommet i tvivlrådighed, vandt han et fast holdepunkt gennem en i sådanne øjeblikke sig ytrende guddommelig stemme. Denne stemme råder, når den kommer, altid fra. Den instinktive visdom viser sig hos denne aldeles abnorme natur kun, for hist og pist at træde hindrende imod den bevidste erkendelse. Mens instinktet dog hos alle produktive mennesker netop er den skabende-affirmative kraft, og bevidstheden gebærder sig kritisk og frarådende: så bliver instinktet hos Sokrates til kritikeren, bevidstheden til skaberen - en sand monstrøsitet per defectum! Og vel at mærke iagttager vi her en monstrøs defekt hver ethvert mystisk anlæg, så at Sokrates ville være at betegne som den specifikke ikke-mystiker, hvori den logiske natur gennem en overbefrugtning er lige så overbesvangret som hin instinktive visdom er det i mystikeren. På den anden side var det dog hin i Sokrates fremtrædende logiske drift aldeles nægtet, at vende sig imod sig selv: i denne tøjlesløse faren strømmen af sted viser den en naturkraft, som vi til vores gruelige overraskelse kun støder på ved de allerstørste instinktive kræfter. Hvem der ud fra de platoniske skrifter har sporet blot et pust

Page 34: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 32

af hin guddommelige naivitet og sikkerhed ved den sokratiske livsretning, han føler også, hvorledes den logiske sokratismes uhyrlige drivhjul ligesom er i bevægelse bagved Sokrates, og hvordan dette ligesom må anskues gennem Sokrates, som gennem en skygge. At han imidlertid selv havde en anelse omkring dette forhold udtrykker sig i den værdige alvor, med hvilken han overalt, og selv overfor hans dommere, gjorde sit guddommelige kald gældende. At gendrive ham deri var i grunden lige så umuligt som at godkende hans opløsende indflydelse på instinkterne. Ved denne uløselige konflikt var, da han engang var hentet for den græske stats forum, kun een eneste form for fordømmelse mulig, bortvisningen; som noget aldeles gådefuldt, urubricerbart, uafklarbart ville man have kunnet vise ham over grænsen, uden at en eller anden efterkommende verden ville have været berettigede til at foreholde athenerne en forsmædelig gerning. Men at døden og ikke blot bortvisningen udsagdes over hans hoved, det synes Sokrates, med fuld klarhed og uden den naturlige frygt for døden, selv at have gennemtrumfet: han gik i døden, med hin ro, som han ifølge Platons skildring som sidste drikkebroder forlader symposiet11 i det tidlige daggry, for at påbegynde en ny dag; hvor bag ham, på bænkene og på jorden, de hensovende bordfæller bliver tilbage, for at drømme om Sokrates, den sande erotiker. Den døende Sokrates blev det nye, endnu aldrig ellers skuede ideal for den ædle græske ungdom: af dem alle har især den typiske hellenske

11 Jf. Platon: Symposion (223c-d).

Page 35: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 33

yngling, Platon, med al indstændig hengivenhed kastet sin ildsjæl ned for dette billede.12 Tænker vi os nu Sokrates’ ene store kyklopøje vendt mod tragedien, dette øje, der aldrig har glødet af den kunstneriske begejstrings glade vanvid, tænker vi os, hvorledes det var dette øje nægtet, med velbehag at skue ind i de dionysiske afgrunde - hvad måtte det egentligt se i den, som Platon kalder den, »ophøjede og højtpriste«13 tragiske kunst? Noget ret så ufornuftigt, med årsager, der syntes at være uden virkninger, og virkninger, der syntes at være uden årsager, og det hele endda så broget og mangfoldigt, at det ville modstræbe et besindigt gemyt, men for pirrelige og følsomme sjæle ville være en farlig antænder. Vi ved, hvilken af digtekunstens arter der var den eneste, han begreb, den æsopske fabel14: og dette skete sikkert med samme grinende tillempning, med hvilken den ærlige gode Gellert15 i fablen om bien og hønen synger poesiens lovprisning:

»Du ser på mig, hvad det nytter, Til den, der ikke har megen forstand, At sige sandheden gennem et billede«.

Men nu syntes den tragiske kunst for Sokrates ikke engang »at sige sandheden«: bortset fra, at den henvender sig til dem, der »ikke har megen forstand«,

12 Om den døende Sokrates, se også Die fröhliche Wissenschaft 341 og Götzen-

Dämmerung II.1. 13 Platon: Gorgias (502b). 14 Æsops fabler er blandt antikkens berømteste værker; mens Sokrates afventede

udførelsen af sin dom, gendigtede han nogle af disse fabler i vers, jf. Faidon (61b). 15 Nietzsche citerer her fra Christian Fürchtegott Gellert (1715-69): Die Biene und die

Henne (1744).

Page 36: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 34

altså ikke til filosofferne: en dobbelt grund til at holde sig fra den. Ligesom Platon regnede han den til de smigrende kunstner, der kun fremstiller det behagelige, ikke det nyttige16, og han forlangte derfor afholdenhed hos hans unge følgere og streng holden sig fra sådanne ufilosofiske pirringer: med en sådan succes, at den unge tragediedigter Platon17 som det første brændte sine digtninger, for at kunne blive elev hos Sokrates. Hvor det imidlertid var uovervindelige anlæg der bekæmpede de sokratiske maksimer, der var disse maksimers kraft, samt vægten fra denne uhyrlige karakter, stadigvæk stor nok til at trænge selv poesien ind i nye og indtil da helt ukendte stillinger. Et eksempel herpå er den netop nævnte Platon: han, der i fordømmelsen af tragedien og af kunsten med sikkerhed overhovedet ikke stod tilbage for hans mesters naive kynisme, har alligevel af fuldt kunstnerisk nødvendighed måtte skabe en kunstform, der er inderligt beslægtet med netop de forhåndenværende og af ham afviste kunstformer. Den hovedindvending, som Platon havde at gøre overfor den ældre kunst, - at den er efterligning af et skinbillede, og altså stadigvæk tilhører en sfære, som er endnu lavere end den empiriske verden - måtte frem for alt ikke rettes mod det nye kunstværk: og således ser vi da også Platon bestræbt på at gå ud over virkeligheden og fremstille den for hin pseudo-virkelighed tilgrundliggende ide. Men dermed var tænkeren Platon ad omveje nået netop derhen, hvor han som digter hele tiden havde haft hjemme, og 16 Anspilning på Horats’ (65-8 f.Kr.) Ars poetica, ifølge hvilken kunstens dobbeltrolle er

at behage og at give nyttige moralsk vejledning. 17 Ifølge Diogenes Laertios bøger om Filosoffernes liv (III.5) skrev Platon digte og

tragedier før han mødte Sokrates; han brændte sine værker, da Sokrates advarede ham

mod at lade dem opføre i en teaterdyst.

Page 37: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 35

hvorudfra Sofokles og hele den ældre kunst højtideligt protesterede mod hin indvending. Havde tragedien opsuget alle tidligere kunstarter i sig, så må det samme i en excentrisk forstand også gælde om den platoniske dialog, der, frembragt gennem sammenblanding af alle forhåndenværende stilarter og former, svæver et sted midt mellem fortælling, lyrik, drama, mellem prosa og poesi, og som dermed også har brudt den strenge ældre lov om den enhedslige sproglige form; ad hvilken vej de kyniske forfatter er gået videre endnu, som i den største stilistiske uensartethed, svajende hid og did mellem prosaiske og metriske former, også har opnået det litterære billede af den »ravende Sokrates«18, som de plejede at fremstille i livet. Den platoniske dialog var ligesom den tømmerflåde, som den skibbrudne ældre poesi samt alle dens børn reddede sig på: sammentrængt på snæver plads og ængsteligt underdanige overfor styrmanden Sokrates farede de nu ind i en ny verden, der aldrig kunne se sig mæt på det fantastiske billede af dette optog. Vitterligt har Platon for hele den efterkommende verden givet forbilledet for en ny kunstform, forbilledet for romanen: som kan betegnes som den uendeligt potenserede æsopske fabel, hvor poesien lever i en rangorden til den dialektiske filosofi, som ligner den, som selvsamme filosofi gennem mange århundreder indtog til teologien: nemlig som ancilla19. Dette var den nye stilling, som Platon under pres fra den sokratiske dæmon trængte poesien ind i. Her overgror den filosofiske tanke kunsten, og tvinger den til en snæver klamren sig til dialektikkens

18 Platon skal have kaldt Diogenes, hans kyniker-antipode, ved denne betegnelse. (Jf.

Diogenes Laertios: Filosoffernes liv, VI. 54; Aelian: Varia Historia, 14.33) 19 Græsk for »tjenestepige«.

Page 38: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 36

stamme. Den apollinske tendens har forpuppet sig ind i den logiske skematisme: ligesom vi kunne iagttage noget tilsvarende hos Euripides og derudover kunne se en oversættelse af det dionysiske over i de naturtro affekter. Sokrates, den dialektiske helt i det platoniske drama, minder os om den beslægtede natur hos den euripidiske helt, der gennem må forsvare sine handlinger gennem grund og modgrund, og derigennem så tit ender i fare for at miste vores tragiske medlidenhed: thi hvem ville tage fejl af det optimistiske element i dialektikkens væsen, som i hver en slutning fejrer en jubelfest og kun kan ånde i kølig klarhed og bevidsthed: det optimistiske element, som, når det een gang er trængt ind i tragedien, med tiden overgror dens dionysiske områder, og nødvendigvis må drive den til selvtilintetgørelse - helt indtil dødsspringet ind i det borgerlige skuespil. Man skal blot gøre sig nærværende, hvad konsekvenserne er af de sokratiske sætninger: »dyd er viden; der syndes ikke ud fra uvidenhed; den dydige er den lykkelige«: i disse tre grundformer for optimismen ligger tragediens død. For nu må den dydige helt være dialektiker, nu må der være et nødvendigt synligt forbund mellem forbund mellem dyd og viden, tro og moral, nu er Aischylos’ transcendentale retfærdighedsløsning nedværdiget til det flade og frække princip for den »poetiske retfærdighed« med den vanlige deus ex machina. Hvordan fremstår nu, for denne nye sokratisk-optimistiske sceneverden, koret og overhovedet hele tragediens musikalsk-dionysiske undergrund? Som noget tilfældigt, som en nu savnet reminiscens om tragediens oprindelse; mens vi dog har indset, at koret kun kan forståes som årsagen til tragedien og til

Page 39: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 37

overhovedet til det tragiske. Allerede hos Sofokles begynder denne forlegenhed med henblik på koret - et vigtigt tegn på, at tragediens dionysisk grundlag allerede hos ham begynder at smuldre. Han vover, at bringe koret som medhandlende, som en skuespiller, til en hel ny anvendelse, altså ligesom at løfte det fra orkestret og ind i scenen: hvorved dets væsen er fuldstændigt ødelagt, også selvom Aristoteles giver sin tilslutning til netop denne opfattelse af koret. Denne forrykkelse af korets position, som Sofokles, i al fald gennem hans praksis, og overleveringen tilfølge endda gennem et skrift har anbefalet, er det første skridt mod tilintetgørelsen af koret, hvis faser med skrækindjagende hastighed følger på hinanden i Euripides, Agathon og den nyere komedie. Den optimistiske dialektik driver med pisken fra dens syllogismer musikken ud af tragedien: dvs. den ødelægger tragediens væsen, som alene lader sig interpretere som en manifestation og billedliggørelse af dionysiske tilstande, som musikkens synlige symbolisering, som drømmeverdenen for en dionysisk rus. Må vi således antage en selv forud for Sokrates virkende antidionysisk tendens, som i ham blot opnår et uhørt storladent udtryk: så må vi ikke skrækkes tilbage foran spørgsmålet om, hvad det er, en sådan fremtrædelse som Sokrates’ tyder i retning af: som vi dog ikke er i stand til, i betragtning af de platoniske dialoger, at begribe som en kun opløsende negativ magt. Og ligeså sikkert den allernærmeste virkning af den sokratiske drift sigtede mod en ødelæggelse af den dionysiske tragedie, ligeså tvinger os en dybsindig livserfaring hos Sokrates selv til spørgsmålet, om der så nødvendigvis kun består et antipodisk forhold

Page 40: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 38

mellem sokratismen og kunsten, eller om fødslen af en »kunstnerisk Sokrates« overhovedet er noget, der er selvmodsigelsesfyldt i sig. Denne despotiske logiker havde nemlig overfor kunsten her og der følelsen af et hul, et tomrum, en halv anklage, en måske forsømt pligt. Ofte kom, som han i fængslet fortæller sine venner, een og den samme drømmefremtrædelse til ham, der altid sagde det samme: »Sokrates, dyrk musikken!« Han beroliger sig indtil sine sidste dage med den mening, at hans filosoferen får være den højeste musekunst, og tror ikke rigtigt, at en guddom vil minde ham om hin »gemene, populære musik«. I fængslet, endeligt, for helt at aflaste sin samvittighed, forstår han sig også på at dyrke den musik, som han ringeagter. Og i denne stemning digter han et proemium til Apollon og bringer et par æsopske fabler på vers. Det var noget, der ligner den dæmonisk advarende stemme, der trængte ham til disse øvelser, det var hans apollinske indsigt i, at han ligesom en barbarkonge ikke forstod et ædelt gudebillede, og var i fare for at forsynde sig imod et guddom - gennem hans ikkeforståelse. Dette ord fra den sokratiske drømmefremtrædelse er det eneste tegn på en betænkelighed ved grænserne for den logiske natur: måske - således måtte han spørge sig - er det for mig ikkeforståelige dog ikke også det uforstandige? Måske gives der et visdommens rige, som logikeren er forvist fra? Måske er kunsten endda et nødvendigt korrelativ og supplement til videnskaben? Opfølgende på disse sidstnævnte anelsesfulde spørgsmål må det nu til slut siges, hvorledes indflydelsen fra Sokrates, helt frem til dette øjeblik, ja ud i al fremtid, som en skygge, der i aftensolen bliver

Page 41: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 39

stadigt større, har udbredt sig ud over den efterkommende verden, hvorledes denne indflydelse igen og igen nødsager til nyskabelsen af kunsten - og vel at mærke til kunsten i den allerede metafysiske, videste og dybeste henseende - og, ved dens egen uendelighed også indebærer kunstens uendelighed. Før dette kunne erkendes, før enhver kunsts inderste afhængighed af grækerne, af grækerne fra Homer frem til Sokrates, var overbevisende var godtgjort, måtte det gå os med disse grækere som det gik athenerne med Sokrates. Næsten enhver tid og ethvert dannelsestrin har engang med dybt mismod søgt at befri sig fra grækerne, fordi alt, hvad man selv havde præsteret, alt, hvad der tilsyneladende var helt originalt og helt oprigtigt beundredes, ved betragtning af disse grækere pludseligt syntes at miste farve og liv, og skrumpede sammen til mislykket kopi, ja til en karikatur. Og således frembryder den hjertelige forbitrelse altid påny mod dette anmassende lille folk, der dristede sig til, for alle tider at betegne alt, hvad der ikke var indenlandsk, som »barbarisk«: hvem er de, spurgte man sig, som, endskønt de kun har en kortvarig historisk glans, kun latterligt begrænsede institutioner, kun en tvivlsom sædelig dygtighed at vise frem, og endda kendetegnet med hæslige laster, så alligevel gør krav på samme værdighed og særstatus blandt folkeslagene som den, der tilkommer geniet i forhold til mængden? Desværre var man ikke så heldig at finde det skarntydebæger, med hvilket man simpelthen kunne skaffe sig af med et sådant væsen: for al gift, al nid, bagtalelse og forbitrelse i en var ikke tilstrækkeligt til at tilintetgøre denne selvtilstrækkelige herlighed. Og derfor skammer man sig og frygter for grækerne, medmindre man da agter

Page 42: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 40

sandheden over alt andet, og således også tør tilstå sig denne sandhed, at grækerne har vores og enhver kultur i hænderne som vognstyrer, men at både vogn og hest næsten altid er gjort af for ringe stof og er upassende for deres føreres glorie, som så betragter det som en spøg, at jage et sådan spand i afgrunden: som de så selv, med Achilleus’ spring og en regnbues skønhed, sætter af sted hen over. For at vise denne Sokrates’ førerposition rækker det, at man i ham ser typen for en før ham uhørt tilværelsesform, typen for det teoretiske menneske, hvis betydning og mål det er vores sidste opgave at nå til indsigt omkring. Også det teoretiske menneske har en uendelig tilfredshed ved det forhåndenværende, som kunsteren, og er, som kunstneren, gennem denne tilfredshed beskyttet mod pessimismens praktiske etik og mod dens kun i mørket lysende Lynkeusøjne. Når kunstneren nemlig ved afsløringen af sandheden altid kun med henrykket blik bliver hængende ved det, som også nu, efter afsløringen, stadigvæk er slør, glædes og tilfredsstilles det teoretiske menneske ved det afkastede slør og har dets højeste lystmål i processen med en altid lykkelig, gennem egen kraft lykkedes afsløring. Der gaves ingen videnskab, hvis den kun gik ud på hin ene nøgne gudinde og intet andet. For så måtte det for videnskabens ynglinge være til mode, som sådanne, der ønskede at grave et hul midt gennem jorden, hvoraf enhver indser, at han, ved selv den største og hele livet varende anstrengelse, kun vil være i stand til at gennemgrave et ganske lille stykke af den uhyrlige dybde, som for hans øjne så atter bliver kastet til gennem den næstkommendes arbejde, så at en tredje vil synes at gøre bedst i, på egen hånd at vælge et nyt for hans boreforsøg. Hvis der nu

Page 43: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 41

er en, der overbevisende beviser, at antipodemålet ikke kan opnåes ad denne direkte vej, hvem vil så stadig ønske at arbejde videre i de gamle dybder, lige bortset fra, hvis han i mellemtiden ikke længere vil lade sig nøje med at finde ædelstene, eller naturlove. Derfor har Lessing, det ærligste teoretiske menneske, vovet at udtale, at det var ham mere om at søge sandheden, end om sandheden selv: hvormed videnskabens grundhemmelighed, til forbavselse, ja ærgrelse for de videnskabelige, er blevet afdækket. Ved siden af denne enkeltstående erkendelse, som et overmål af ærlighed, om ikke af overmod, står der så ganske vist en dybsindig vrangforestilling, som først kom til verden i Sokrates’ person, hin urystelige tro på, at tænkningen, ad kausalitetens ledetråd, vil række helt ind til de dybeste afgrunde af væren, og at tænkningen ikke blot får være i stand til at erkende, men derimod også til at korrigere væren. Denne ophøjede metafysiske indbildning er givet videnskaben som et instinkt, og fører igen og igen videnskaben til dens grænser, ved hvilke den er nødt til at slå om i kunst: som det, der egentligt sigtes til ved denne mekanisme. Ser vi nu med denne tankes fakkel hen mod Sokrates: så fremstår han os som den første, der ved hjælp af dette videnskabens instinkt ikke blot kunne leve, men derimod - hvilket er langt mere - også kunne dø: og derfor er billedet af den døende Sokrates, som billedet af det menneske, der gennem viden og grunde er hævet over dødsfrygten, det våbenskjold, der over videnskabens indgangsport erindrer enhver om dens bestemmelse, nemlig at få tilværelsen til at fremstå som begribelig og dermed som retfærdiggjort: hvortil så ganske vist, hvis grundene ikke rækker, til slut også myten må tjene,

Page 44: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 42

som jeg netop også lige betegnede som videnskabens nødvendige konsekvens, ja endda som dens hensigt. Hvem der een gang gør sig anskueligt, hvorledes efter Sokrates, videnskabens mystagog, den ene filosofskole efter den anden, som bølge efter bølge afløser hinanden, hvorledes en aldrig før anet universalitet i vidensbegæret i det mest vidtrækkende område af den dannede verden og som egentlig opgave for enhver med store evner førte videnskaben ud på høj sø, som den aldrig sidenhen fuldstændigt kunne fordrives fra, hvorledes der gennem denne universalitet først omspændtes et tankens fælles net ud over hele den samlede jordkugle, ja med udsyn til lovmæssigheden for hele solsystemet; hvem der gør sig alt dette, og nutidens forbløffende høje videnspyramide, nærværende, han kan ikke afholde sig fra, i Sokrates at se et vendepunkt og omdrejningspunkt for den såkaldte verdenshistorie. For tænkte man sig engang hele denne udechifrerbare sum af kraft, der er blevet anvendt for denne verdenstendens, som ikke stående i erkendelsens tjeneste, men derimod anvendt på individernes og folkeslagenes praktiske, dvs. egoistiske mål, så ville den instinktive lyst til livet sandsynligvis, gennem almene tilintetgørelseskampe og fortvarende folkevandringer, være så svækket, at den enkelte måske, vænnet til selvmordet, måtte fornemme den sidste rest af pligtfølelse, når han, ligesom Fiji-øernes beboere, som søn kvæler sine forældre, som ven kvæler sin ven: en praktisk pessimisme, der selv ville kunne frembringe en gyselig etik for et folkedrab, begået af medlidenhed - som i øvrigt er og var at finde overalt i verden, hvor kunsten ikke i en eller anden form, især som religion og videnskab, er fremtrådt som

Page 45: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 43

helbredelsesmiddel og modværge mod denne pestånde. I betragtning af denne praktiske pessimisme er Sokrates urbilledet på den teoretiske optimist, der i den betegnede tro på udgrundeligheden af tingenes natur tillægger viden og erkendelse en kraft som universalmedicin, og i fejltagelsen begriber det onde i sig selv. At trænge ind i disse grunde og at sondre den sande erkendelse fra skinnet og fra fejltagelsen, forekom det sokratiske menneske at være den ædleste, selv den eneste i sandhed menneskelige opgave: ligesom hin mekanisme af begreber, domme og slutninger, fra og med Sokrates blev skattet over alle andre evner som værende den højeste aktivitet og mest beundringsværdige gave fra naturen. Selv de mest ophøjede sædelige gerninger, opildnelsen til medlidenhed, opofrelse, heroisme og dette svært opnåelige havblik for sjælen, som den apollinske græker kaldte Sofrosyne, blev af Sokrates og hans ligesindede efterfølgere helt frem til i dag udledt af vidensdialektikken, og betegnedes tilsvarende som lærbare. Hvem der ved sig selv har erfaret lysten ved en sokratisk erkendelse og sporer, hvorledes denne, i stadigt videre ringe, søger at omfatte den hele verden af fremtrædelser, han vil fra da af ikke føle nogen ansporing, der ville kunne presse heftigere på, end begæret efter at fuldende hin erobring og at spinde nettet uigennemtrængeligt fast. For én, som er således stemt, fremstår den platoniske Sokrates så som læreren af en helt ny form for den »græske munterhed« og tilværelsessalighed, som søger at udlade sig i handlinger og som oftest vil finde denne udladning i majeutiske og opdragende indvirkninger

Page 46: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Friedrich Nietzsche 44

på ædle ynglinge, til det formål, endeligt at frembringe geniet. Men nu iler videnskaben sig, ansporet af dens kraftfulde indbildning, uopholdeligt hen til dens grænser, ved hvilke dens i logikkens væsen skjulte optimisme mislykkes. For periferien af videnskabens cirkel har uendeligt mange punkter, og mens det endnu slet ikke er til at overskue, hvordan cirklen nogensinde skal kunne udmåles fuldstændigt, så støder det ædle og begavede menneske, endnu før midten af hans tilværelse og uundgåeligt på sådanne grænsepunkter fra periferien, hvori han så stirrer ind i det uoplyselige. Hvis han her til sin skræk ser, hvorledes logikken ved disse grænser drejer om sig selv, og endeligt bider sig selv i halen - så bryder erkendelsens nye form igennem, den tragiske erkendelse, der, for blot at blive udholdt, behøver kunsten som beskyttelse og helbredelsesmiddel. Skuer vi, med styrkede og ved grækerne forfriskede øjne, op til de højeste sfærer af den verden, der omstrømmer os, så ser vi det begær, der i Sokrates fremtræder på forbilledlig vis, slå om fra den umætteligt optimistiske erkendelse over i tragisk resignation og kunstbehov: mens selvsamme begær ganske vist, på de lavere trin, må ytre sig kunstfjendtligt og i særdeleshed må nære en inderlig afsky ved den dionysisk-tragiske kunst, sådan som dette eksemplarisk blev fremstillet med sokratismens bekæmpelse af den aischylæiske tragedie. Her banker vi nu, med bevægelse i sindet, på nutidens og fremtidens porte: vil dette »omslag« føre til stadigt nye konfigurationer af geniet og netop af den musikdyrkende Sokrates? Vil kunstens over tilværelsen udbredte net, om det end får være under

Page 47: Nietzsche - Sokrates og den græske tragedie

Sokrates og den græske tragedie 45

navn af religion eller af videnskab, blive flettet stadigt fastere og sartere, eller er dets bestemmelse snarere, at rive sig i laser blandt den hvileløst barbariske drift og hvirvel, der lige nu benævner sig »nutiden«? - Bekymrede, omend ikke trøstesløse, stiller vi os til side en stund, som de sindigt beskuende, for hvem det er tilladt, at bevidne disse uhyrlige kampe og overgange. Ak! Det er det forbandede ved disse kampe, at, hvem der ser dem, også må kæmpe dem!