Mission Afrika #2 2014

2014 #2

Sierra Leones stærke kvinder Nigeria: et splittet land Klumme: Fortæl mig noget nyt

2 Mission Afrika, 2014 #2

Mission Afrika, Folkekirkelig Mission i Afrika, er et dansk missionsselskab, stiftet i 1911.

Motto: “Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.”1 Thess. 5,24

Udgiver: Mission Afrika • Lyseng Allé 15A

8270 Højbjerg • tlf.: 8672 5050 • ISSN 1399-1159

Mail: [email protected] • www.missionafrika.dk

Giro: 640 7293 • Bank: Reg. nr. 5061 konto 1060018

Formand: Sognepræst Thomas Hansen

Generalsekretær: Kristian R. Skovmose, tlf. 8672 5050

Redaktion: Maria Haahr (ansv.), tlf. 8672 5050

Korrektur: Bodil Haunstrup

Layout: Orla F. Møller, tlf. 8672 6055

Tryk: Videbæk Bogtrykkeri, Videbæk. Oplag: 8500.

Forsidefoto: Sierraleonsk mor med barn på ryggen. Foto: Anne Sofie Bitsch

I landsbyen Dargala i det nordlige Cameroun bor Moussa Marcel. Moussa er en af

den slags mennesker, som man ikke kan undgå at blive imponeret af. Imponeret

af hans stærke tro og evne til at dele den med andre og ikke mindst imponeret

af hans vilje til at sætte helt konkret handling bag ordene om at elske sin næste.

Moussa har forstand på sygepleje, og hver dag kommer folk til ham med store og små

helbredsproblemer. Kan han ikke løse problemerne selv, så følger han patienterne til det

nærmeste sygehus.

De første år foregik turen på cykel. 42 km. Hver vej. Trods et dårligt ben tog Moussa turen

flere gange om ugen med en patient på bagagebæreren. Turen tager han stadig, men nu

foregår den på den motorcykel, som kirken i Cameroun har kunnet udstyre ham med takket

være støtten fra Mission Afrika.

Moussas historie er i sig selv inspirerende, men jeg har valgt at beskrive den her, fordi den

er et eksempel på, hvordan vi i Mission Afrika arbejder bedst: nemlig ved at understøtte de

initiativrige lokale, som er i fuld gang i forvejen. Det var ikke Mission Afrikas ide, at Moussa

skulle fungere som lokal sygetransport, men hans egen. På samme vis er det heller ikke

Mission Afrika, der har fundet på, at Mothers’ Union i Sierra Leone skulle arrangere de læse-

skriveklasser, som du kan læse om her i bladet, men kirkens gæve kvinder selv.

Vi må aldrig tage initiativet fra mennesker. Derimod skal vi gøre alt, hvad vi kan for at under-

støtte de stærke lokale kræfter, som allerede er i gang. Sådan når vi længst.

MISSION AFRIKA mener

MOUSSAS MOTORCYKEL

Af Thomas Hansen, formand for Mission Afrika

3

INDHOLD

Mission Afrika, 2014 #2

Det er aldrig

sort/hvidtMission Afriika bladet bringer denne gang

debatter og dilemmaer fra en virkelighed

med mange nuancer.

Hvad bestemmer,

hvilke sager du støtter?

S. 10-11

Er der noget at fejre?

Nigeria markerer 100-års jubilæum

som nation i skyggen af terrorangreb

S. 6-7

Er det synd for mennesker,

der lever i fattigdom?

S. 4-5

S. 12-13

Kan håbløshed

og optimisme

eksistere side om side?


Fattige ja, men ikke stakler

I vores hverdag i Sierra Leone udfordres vi ofte på, hvordan vi møder mennesker med helt andre livsvilkår end vores egne. For selvom vi set med danske øjne lever under simple forhold, er vi rige sammenlignet

med vores naboer. Dette faktum mindes vi om gang på gang. En ting er sikkert: Værdigheden er livsnødvendig.

5

Det er midt i Sierra Leones tørtid, og da

områdets strømforsyning kommer fra vand-

turbiner i floden, får vi først strøm igen om

nogle måneder, når floderne fyldes i regnti-

den. Vi skiftes til at stå op kl. 6 for at lukke

nattevagten ud og venter derefter på, at

solen skal stå op, så lyset kommer tilbage,

da vi ikke kan tænde for elektrisk lys. Vi har

vagt ved huset natten igennem og en ung

hushjælp, der hjælper til og ellers sidder på

terrassen og læser op på sine studier. Der

er således folk omkring huset det meste af

døgnet. Det er nødvendigt, da der er stor

fattigdom i landet, og mange kunne fristes

til at kravle over muren i søgen efter værdier

i ly af mørket. Når regnen kommer tilbage og

hamrer på bliktagene, er det ligeledes vig-

tigt med en vagt, da larm fra et indbrud ville

drukne i regnens trommen.

Set med danske øjne er vores livsførelse her

i verdens næstfattigste land temmelig basal,

men set med sierraleonske øjne er vi rige:

Vi har tøj uden huller, sandaler, der ikke er

i stykker, og mad nok til ikke at gå sultne i

seng. Alle her mangler penge til disse og

lignende grundlæggende ting, og det ville

være let at falde for fristelsen til at stjæle

fra os, der lever i sådan en rigdom; det ville

jo ikke skade os i lige så høj grad, som det

ville glæde de nye ejere. Men det ville dræbe

et samfund, hvis tyveri blev accepteret, og

derfor er der høje straffe herfor. Indbrudsty-

ve rammes ofte af selvtægt: Når tyveri er en

stor fristelse for alle, må handlingen straffes

hårdt, for at ingen fristes over evne.

Almisser er ikke løsningenDet er svært at have nok, når folk rundt om

mangler. Samtidig ved vi, at vi ikke kunne

udrette noget, hvis vi sultede, og ingen ville

høre på os, hvis vi gik i laser. Selv hvis vi fik

containere fyldt med mad og tøj hertil, så

vi kunne dele ud til hele nabolaget, ville det

alene hjælpe os; vi ville føle os som rene hel-

gener, men vi ville derved tage værdigheden

fra stolte hårdarbejdende folk og reducere

dem til tiggere. Samtidig ville det tage livs-

grundlaget fra de små mad- og tøjboder, da

ingen ville købe, hvad de kunne få gratis. Vi

deler ud, når vi har i overskud, men må altid

passe på ikke at sætte folk i forlegenhed el-

ler gøre dem til ofre for misundelse. Hvem

ville ikke føle sig ydmyget og nedgjort, hvis

ens børn kom hjem og fremviste almisser?

Værdigheden er livsnødvendig.

Vi stiller kravI nogle lande er der lov imod at give penge til

tiggere. Skønt det lyder grusomt, og loven er

umulig at efterkomme fuldt ud uden at miste

sin egen menneskelighed, er der også noget

rigtigt i den: Reducerer man mennesker til

tiggere, tager man værdigheden og menne-

skeværdet fra dem og gør dem til passive

stakler. Der er intet så dræbende for et men-

neske som at blive reduceret til en stakkel.

En stakkel kan intet udrette selv. Det ene-

ste, en stakkel kan gøre, er at gå til. Derfor

bekendtgør vi ofte for vore studerende, at

vi ikke har ondt af dem. De er ikke stakler

i vore øjne. Til gengæld har vi store krav til

dem. Vi forventer, at de slider i det og gør

sig fortjente til den uddannelse de tager, og

som de selv har betalt for. De betaler kun en

forsvindende lille del af udgifterne selv, men

det ændrer ikke ved, at de ikke får uddannel-

sen forærende og derfor med stolthed kan

vise deres diplom frem til dimissionen.

Støt Teologisk Førstehjælp på reg-nr.

5061 kontonr. 1060018 mærk ”Projekt 3020”

Mette og Alex Bjergbæk Klausen er ud-

sendt til Sierra Leone for Mission Afrika for

at samarbejde med Det Anglikanske Stift i

Bo om uddannelse af ledere og teologer

på alle niveauer til at understøtte kirkens

vækst.

Det er afgørende, at vores støtte ikke stækker de lokale handlendes muligheder for at

skabe overskud og et godt livsgrundlag.


Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, missionærer i Bo, Sierra Leone


Nigeria markerer i år 100-års jubilæ-

um som nation, men er der noget at

fejre? Clement Dachet, nigerianskfødt

teolog, tager her temperaturen på fød-

selsdagsbarnet Nigeria: Afrikas folkeri-

geste nation, som på en og samme tid

oplever buldrende økonomisk vækst

og et stigende antal terrorangreb ud-

ført af landets egne borgere rettet

mod deres landsmænd.

Den nigerianske regering afsluttede i februar

2014 det seneste års markering af 100-års

jubilæet for samlingen af det område, som i

dag hedder Nigeria.

Midt i al virakken er den ubehagelige sand-

hed, at Nigeria er en nation plaget af blods-

udgydelser fra forskellige etniske-religiøse

kriser, økonomisk og politisk ustabilitet og

voldelig opstand fra ekstreme religiøse

grupper.

Kampen mod alt vestligtI de seneste år har gruppen Boko Haram,

der kæmper for en streng fortolkning af

Koranen og fremmer denne gennem jihad

(hellig krig), stået bag terror i store dele af

det nordøstlige Nigeria. Med udgangspunkt

i modstanden mod vestlig uddannelse, de-

mokrati, kristendom og moderat islam har

Boko Haram udført strategiske og symbol-

ske angreb for at understrege deres bud-

skab. De har angrebet læreanstalter, slået

studerende ihjel og brændt bygninger ned til

grunden. Kirker er blevet bombet og troende

lemlæstet eller dræbt. Angrebene har ikke

været begrænset til kristne, også muslimer,

som er blevet anset som for vestlige i deres

handlemåde, er blevet ramt. Det samme er

statsmagtens symboler såsom militærbaser

og politistationer og banker, der for Boko

Haram repræsenterer vestlig kapitalisme.

Konflikten med Boko Haram er ikke en et-

nisk konflikt i modsætning til andre kriser i

landet. Gruppen ser ikke en bestemt etnisk

gruppe som modstander, men ser alle, der

ikke lever op til gruppens værdier, som fjen-

der og potentielle mål.

Netværk af terrorBoko Haram er den anden terrorgruppe,

som stammer fra det nordlige Nigeria. I

1970’erne og 80’erne stod gruppen Maita-

sine, som betyder ”Dem der forbyder”, bag

Book et foredrag med Clement og hør

mere. Skriv til [email protected] eller

ring på 8672 5050 og hør nærmere.

mange dødelige angreb. Selvom de har næ-

sten samme ideologi, kan man ikke sige, at

den gamle gruppe er genopstået. Det er dog

tankevækkende, at den samme landsdel

igen har født terrorisme. Er der noget sær-

ligt ved den måde, som man her fortolker

islam, der fører til terror?

Meget tyder på, at Boko Haram i Nigeria

har forbindelser til lignende terrorgrupper i

Nordafrika og Somalia, og udbrydergruppen

Anseru har stået bag flere bortførelser af ud-

lændinge i nabolandet Cameroun. Så vidt jeg

kan se, er der meget, der tyder på et stærkt

netværk mellem Afrikas terrorgrupper.

Militærmagt er ikke nokDe seneste måneder er angrebene intensi-

veret med over 500 dræbte i mere end 40

landsbyer, som nu føjes til statistikken over

Boko Harams mange dødsofre. Der er en

trist ironi ved, at stigningen sker samtidig

med, at regeringen har erklæret undtagel-

sestilstand og sat militæret ind på jorden og

i luften i tre af de områder, som anses som

arnesteder for Boko Haram.

Militærkraft er dog ikke nok til at stoppe sel-

ve angrebene her og nu. Det er også nød-

vendigt at afsløre gruppens metoder, pen-

gemænd og rekrutteringsstrategier. Uden

tvivl det sværeste og grunden til, at man

befinder sig i et dødvande i øjeblikket. Det

er svært at gå diplomatiets vej med denne

gruppe, men samtidig er det tydeligt for en-

hver, at militære midler ikke har kunnet løse

konflikten alene.

Nigeria Et land i splid med sig selv

Af Clement S. Dachet, supporterkoordinator

7

OverblikBoko Haram ”Hotspots” og stater, som har be-fundet sig i undtagel-

sestilstand siden maj 2013 for at dæmme op for uroligheder og terrorangreb.

Øvrige dele af Nord-nigeria, hvor Boko Haram har stået for

angreb mod bl.a. kirker og politistationer.

Symptom på en større kriseBoko Haram er symptom på dybereliggende

problemer i Nigeria. Landet har i årtier været

plaget af dårlig regeringsførelse. Økonomisk

krise har skabt en voksende befolkning af

arbejdsløse unge. Etnisk og religiøst fjend-

skab ligger dybt rodfæstet i historien, og

landets elite viger ikke tilbage fra at bringe

dette i spil i kampen for magten.

Disse problemer er komplekse, og der er

ikke nogen nem, hurtig løsning på dem.

Statistikkerne viser tydeligt, at Nigeria er et

af verdens hurtigst voksende markeder, og

man kan kun håbe, at dette på langt sigt fø-

rer til udviklingen af bæredygtig infrastruk-

tur, som kan udrydde fattigdommen blandt

almindelige mennesker.

Religion: problem og løsningDer er efter min overbevisning brug for en

sammenhængende indsats for at komme

Boko Haram til livs. Militæret kan gøre de-

res, det samme kan dialogarbejde, men det

er ikke nok. Også landets religiøse ledere

må komme på banen og ændre retorikken.

Hadsk tale mod andre religiøse grupper må

stoppe og erstattes af opfordringer til at hol-

de fred. Samtidig er det ganske givet, at fat-

tigdom og had mod et korrupt statsapparat,

som mange føler sig udnyttet af, fører til en

desperation, som for nogle bliver vejen ind i

terrorgrupperne.

Alle må tage deres del af ansvaret for at hele

det splittede land.

Fotos: Teyei Joel Pam


YOBEBORNO

ADAMAWA

BAUCHI

PLATEAU

NASSARAWA

KADUNA

KEBBIKANO


Af Maria Haahr, supporterkoordinator

Når man anbringer fire camerounere midt i en vestjysk

søndagsgudstjeneste eller i bandundervisningen på en

efterskole, sker der ting og sager.

For nyligt var fire engagerede mennesker fra Mission Afrikas

camerounske partnerkirke på rundtur i Danmark. Overskriften

for besøget var ”Liv i kirken – African style”, og spørger man Kaj

Gøtzsche, menighedsrådsformand i Lemvig Kirke, en af de dan-

ske kirker, som har haft besøg af gruppen, så var det lige netop

liv, som gruppen skabte i kirken. Kaj fortæller: ”Musikken og

det personlige engagement betyder, som jeg har oplevet det,

at alle i en gudstjeneste føler sig med i fællesskabet om Guds

ord.” Lemvig Kirke er venskabsmenighed med kirken i Garoua,

Cameroun, og præsten herfra var med i Danmark. Menigheds-

rådsformanden fortæller videre, at det ifølge ham er afgørende

for relationen mellem menighederne at besøge hinanden. På

den måde lærer man hinanden at kende og forstår de mange

kulturforskelle.

Liv i undervisningen Ikke bare de danske kirker, men også flere efter-

skoler fik camerounsk besøg. En af dem er Nøv-

lingskov Efterskole, og her fortæller skolens

musiklærer Johnny Hessellund, at det især er

gæsternes musikalitet, der vakte inspiration:

”Vores gæster kom bl.a. med input til vores

musikundervisning med stor glæde. De ca.

15 bandelever mødte op til en time, som

startede med fire numre spillet af vores

gæster.

Musikken blev leveret af en

tostrenget guitar, som var

lavet af et stykke frugt

(et tørret kalabas-

græskar red.), et

rytmeinstrument af

træ og fire dygtige

sangere, som fik

præsenteret de-

res musiktradition

på fantastisk vis.

Efter en musikalsk

oplevelse af de helt

store kom turen til

vores elever. De fik

alle lov til at prøve

musikinstrumenterne, og afslutningsvis fik vi lært en afrikansk

sang - hvortil man naturligvis ikke står stille. En af vores elever

sagde bl.a. til en af gæsterne: ’You got the rhythm man’. Sva-

ret lød: ’This? This is nothing!’, og så fortalte han om, hvordan

afrikanske børn får rytmen ind i kroppen, fra de er helt små og

bliver båret på moderens ryg og lærer hendes rytme.”

Det var dog ikke kun musikken, der gjorde indtryk på elever og

lærere: ”Musik og dans er en ting, men vores gæster havde en

tydelig mission med deres besøg her i Danmark. Fortællingen

om Jesus Kristus og alt, hvad han betyder for vores dagligdag,

gennemsyrede alt, hvad de spillede, fortalte og afspejlede”, ud-

taler Johnny.

Levende inspirationinspiration

9

Pilotprojekt gav gode resultater 1200 nye gedekid, 280 store sække med egenproduceret

gødning og 134 kvinder, der har fået mulighed for at lære at

læse og skrive. Dét er nogle af de konkrete resultater efter

18 måneder med et nyt udviklingsprojekt i Dangassa, Mali.

Målet er at skabe langtidsholdbar udvikling i landsbyerne i

området i det vestlige Mali. Der er tale om et pilotprojekt,

som afprøver nye metoder, og derfor er det netop blevet

evalueret grundigt. Projektet har vist så gode resultater, at

den uafhængige evaluering anbefaler, at projektets opbyg-

ning og metoder bør anvendes flere steder. Derfor går Mis-

sion Afrika og vores lokale partnerorganisation nu i gang med

at arbejde for, at projektet kan sættes i gang i endnu flere

landsbyer til efteråret.

KORT NYT

At udsende håb i en håbløs tid Sådan lød temaet for årets netværkskonference for SAT-7,

som fandt sted i Izmir i Tyrkiet. Studieværter, tv-producere,

teknikere, præster og ledere fra hele verden var samlet for

at netværke og høre de mange eksempler på den store

betydning tv-stationens programmer har for de kristne i

Mellemøsten og Nordafrika. Fra små bjerglandsbyer i Tune-

sien til saudiarabiske fængsler er der mennesker over hele

regionen, der gennem tv-stationens programmer får den

forbindelse til andre kristne, som de desperat søger midt i

en presset hverdag, hvor de ofte står alene med troen.

Nødhjælpsindsatsen fortsætter i Centralafrika Op mod 20.000 mennesker i landsbyer i den vestlige del af

landet, hvor Mission Afrikas lokale partner har hjemme, får

hjælp i form af fødevarehjælp, såsæd og støtte til det afgø-

rende arbejde med at skabe fred og forsoning og hele de

mange traumer, som befolkningen er blevet udsat for de se-

neste måneder.

Nødhjælpsindsatsen er den fjerde i Centralafrika i dette år, og

i alt nås mere end 30.000 mennesker med mad, lægehjælp,

tøj og støtte til forsoning. Det er kun muligt, fordi vores lokale

partnere yder et enormt stykke arbejde for at indkøbe, trans-

portere og fordele nødhjælpen.

Behovet for nødhjælp er fortsat stort i det krigshærgede land.

Du kan være med til at hjælpe flygtningene ved at give

en gave til reg.nr. 5061, konto 1060018, mrk ”2117”.

Erhvervsskolereform på nigeriansk Erhvervsuddannelserne er til debat i Danmark, og også i

Nigeria diskuterer man, hvordan man bedst kan uddanne

fremtidens håndværkere. For en del år siden startede Mis-

sion Afrika og kirken i Nigeria sammen en håndværkerskole i

Numan i Nigeria. Skolen uddanner fortsat snedkere/tømrere

og mekanikere på skolen, men den teknologiske udvikling

med mere elektronik i bilerne og større muligheder for at im-

portere møbler har udfordret skolens muligheder for at tjene

penge på elevernes arbejde, hvilket er helt nødvendigt for

skolens økonomi.

Derfor er videreudvikling af uddannelserne særligt i fokus i

år. Mission Afrika støtter skolen i at kunne få bistand fra lo-

kale udviklingseksperter til at finde ud af, hvordan man også

i fremtiden driver en velfungerende skole, der giver eleverne

de færdigheder, som markedet efterspørger.



”Du kan bedre lide asiatere frem for

afrikanere, og arabere er helt skidt.

Du elsker sager, du har set i tv, og du

er tosset med dyr frem for hjemløse.

Dine valg betyder, at nogle lever, og

nogle dør.”

Sådan lød det i introduktionen til DR3’s pro-

gram Tabersagen, der tidligere på året satte

fokus på indsamlingsmæssige tabersager.

En række organisationer fik mulighed for at

præsentere sager, der ikke umiddelbart har

danskernes interesse, men som mod alle

odds har potentiale for at skabe en positiv

forandring i verden.

Tabere og vindereOgså i den kirkelige organisationsverden er

der taber- og vindersager. I det store ind-

samlingsbillede er kirkelige organisationer

i sig selv en tabersag. Hvor 34 procent af

danskerne i løbet af et år støtter sygdoms-

bekæmpelse, og 28 procent giver en gave til

internationale hjælpeorganisationer, er det

kun godt 4 procent, der bakker op om de

kirkelige organisationers arbejde. Det viser

tal fra brancheorganisationen ISOBRO.

Derudover er der sager, der er klart lettere

at samle ind til end andre: Sager, der om-

handler kvinder og især børn, sager der in-

volverer danske missionærer eller medhjæl-

pere, sager, der kan levere gode billeder og

engagerende historier, sager, der har været

oppe i medierne. Årstiden kan også spille

ind på givertrangen, hvor indsamlinger, der

rulles ud før jul, har langt større chance for

at blive en vindersag end sager, der har be-

hov for støtte i januar.

Dialog eller distance?Et godt eksempel på en indsamlingsmæs-

sig tabersag er den kirkelige organisation

PROCMURA, som Mission Afrika har samar-

bejdet med siden 1987. Bogstaverne står for

”Program for kristen-muslimske relationer i

Afrika”, og allerede med det lidt tunge navn

er sagen bagude på points. Aktiviteterne går

i høj grad ud på at afholde konferencer, hvor

kristne og muslimske ledere mødes, får mu-

lighed for at drøfte væsentlige anliggender

og lære den anden part bedre at kende. Pro-

grammet tilbyder også rådgivning til univer-

siteter og præsteuddannelser om, hvordan

man kan forholde sig til islam og muslimer.

Det er ikke aktiviteter, der umiddelbart rører

ved vores følelser eller leverer særlig gode

billeder. Da arbejdet i høj grad er forebyg-

gende, kan det også være svært at se kon-

krete, målbare resultater. Det er lettere at

fornemme en katastrofe, der bliver hånd-

teret, end en katastrofe, der bliver undgået.

Nogle kristne opfatter også muslimer som

farlige og ønsker hellere at lægge afstand til

dem end at gå i dialog med dem.

Et langsigtet arbejdeNår Mission Afrika alligevel stædigt har holdt

fast i samarbejdet gennem snart 30 år, skyl-

des det en overbevisning om, at PROCMURA

er en vigtig sag, selvom den indsamlings-

mæssigt ligner en tabersag. Religiøse ar-

gumenter og krigsretorik bruges i mange

afrikanske lande til at vende kristne og mus-

limer mod hinanden. Vi ser det for eksempel

i Den Centralafrikanske Republik, hvor reli-

gion – både kristendom og islam – bruges

som våben i militsgruppers hænder. PROC-

MURA gør et forbilledligt arbejde ved at op-

muntre til at se religion som en ressource

for fred, forsoning og positive relationer. Et

arbejde, som på den lange bane er med til at

forhindre nye krige og sammenstød i Afrika

og spare menneskeliv.

Sagen før pengeneFor et missionsselskab som Mission Afrika,

der er afhængigt af indsamlingsmidler, er det

PROCMURA gør et for-billedligt arbejde ved at opmuntre til at se religi-on som en ressource for fred, forsoning og positive relationer.

Af Peter Fischer-Nielsen, vicegeneralsekretær

11

TOILETTER I SLUMMEN

TABERSAGEN

1 milliard mennersker

Færre døde

U-lande

10.000 kr. = 25.000 toiletbesøg

Nej

Nærhed

Berørte

Effekt

Cost/Benefit

X Faktor

REGNSKOVEN

TABERSAGEN

CO2 udslip

Hungersnød

Andre kontinenter

Kortsigtet løsning

Stort i 80erne

Nærhed

Betydning

Konsekvens

Cost/Benefit

X Faktor

en konstant fristelse at flytte sig efter pen-

gene og satse på de projekter, som folk har

en umiddelbar lyst til at støtte, de såkaldte

vindersager. Men i det lange løb vil det være

en utroværdig strategi at lade arbejdet styre

af penge frem for visioner, værdier og for-

pligtelsen i langvarige partnerskaber med

afrikanske kirker og organisationer. Vi vil

hellere påtage os den til tider vanskelige op-

gave at forklare, hvorfor en sag kan være en

vindersag trods svag følelsesmæssig appel,

manglende medieopmærksomhed, og hvad

der ellers kan udfordre et godt indsamlings-

resultat. Og vi er taknemmelige, hver gang

vi oplever, at en tabersag bliver en lille vin-

dersag eller måske ligefrem en hjertesag for

den enkelte giver.

Støt Mission Afrikas vigtige

arbejde med at styrke relationerne

mellem kristne og muslimer i Afrika.

Indbetal din gave til reg.nr. 5061, kontonr.

1060018, mærket ”Projekt 3021”.

Hvad synes du kendetegner en

god sag? Skriv din mening på

facebook.com/missionafrika.


DR fremstillede ”værdikort” inspireret af de kendte spil med motorkøretøjer for at provokere os til

at tænke over, hvordan vi bedømmer trængte sager og mennesker. Mission Afrika har leget videre

med tanken og har lavet et PROCMURA-kort.

FRA DR

FRA DR


Mr. Samuels og Mr. Gabriels virkeligheder var reelle billeder af Sierra Leones

situation i dag. Ingen tvivl om det. Men turen afslørede, at der heldigvis

også findes en anden virkelighed i landet. En virkelighed, der ikke er sam-

mensat af sagesløse ofre og fornedrelse, men derimod af drivkraft, per-

spektiv og fremtidssyn.

Ikke ofre Den anden virkelighed mødte jeg blandt

andet i en lille skolestue i landsbyen Gbon-

giema. Her var en af Mothers’ Union’s seks

kvindelæsegrupper i Det Anglikanske Stift i

Bo samlet for at vise skaren af landsbyboere

og en lille besøgsgruppe fra Mission Afrika,

hvad de havde lært gennem det seneste års

undervisningsforløb.

Det gjorde de godt, de 20 kvinder. I næsten

en time kastede de omkring sig med regne-

stykker, engelske gloser, grin, sange, digte

og energi. Masser af energi!

Det kan måske nok lyde forlorent med sådan

Når virkeligheden spalter sig

Mr. Gabriel

Af Anne Sofie Bitsch, supporterkoordinator

”Gad vide, hvordan fremtiden bliver

for de sierraleonske børn?” spurgte en

ældre herre på min tredjedag i Sierra

Leone. De resterende 14 dage i landet

funderede jeg over netop det spørgs-

mål.

I ti minutter havde vi fulgtes ad. Eller det vil

sige: Jeg gik på må og få gennem landsbyen

Baiima i den østlige del af Sierra Leone for

at samle indtryk, mens Mr. Gabriel fulgte ef-

ter for at sludre. Jeg med kamera, han med

stok.

Dit og dat havde vi talt om: Solen, der ka-

stede sine livlige arme ned i bliktagene; et

mystisk insekt, der krævede adskillige slag

for at søge mod andre eventyr end mit an-

sigt; de to unge knægte, som susede forbi

os på en af de motorcykler, der angiveligt

var blevet skænket af FN i bytte for våben

umiddelbart efter borgerkrigen.

Pludseligt – måske kickstartet af snakken

om borgerkrigen – ændrede Mr. Gabriels an-

sigt karakter, og de ellers så levende øjne

forvandlede sig til to døde fisk: ”Gad vide,

hvordan fremtiden bliver for de her børn?”

spurgte han, mens han pegede på tre små

drenge, der legede i græsset med en af-

brækket gren. ”Gad vide, om de også vil op-

leve sig selv som ofre, der skal have hjælp

af folk som dig for at kunne overleve?” Der

var ingen anklage i tonefaldet. Mere en sorg.

Grov udnyttelseMr. Gabriels dystre billede af fremtiden var

én af de virkeligheder, jeg blev præsenteret

for på min tur til Sierra Leone. En virkelighed,

jeg senere på turen mødte i forskellige for-

mer. For eksempel da matrosen Mr. Samuel

detaljeret fortalte om, hvordan regeringen

bliver ved med at lave ufordelagtige aftaler

med kinesiske investeringsfirmaer, så lan-

dets dyrebare undergrund bliver solgt for en

slik. Og om, hvordan bønder i hundredvis er

13

MOTHERS’ UNIONMothers’ Union er en verdensomspæn-

dende anglikansk organisation, hvis formål

er at engagere sig i alle aspekter af kristent

familieliv. I Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra

Leone, er Evelyn Tucker, biskoppens kone,

præsident for arbejdet, mens Katumu Fon-

nie fungerer som koordinator og underviser.

I øjeblikket drømmer kvinderne om at udvide

arbejdet til endnu flere landsbyer i stiftet.

Du kan støtte Mothers’ Union’s arbejde ved

at bruge girokortet på bagsiden.

et optrin, men kvindernes stålsatte

øjne og stædige vidnesbyrd var hverken

forlorne eller til at tage fejl af. Disse kvinder

var ikke ofre. De ville noget med deres liv.

”Jeg gik ud af skolen i 1984, fordi jeg skulle

arbejde. Nu har jeg endelig fået lov til at

lære at læse rigtigt. Det giver selvtillid,” lød

det resolut fra en af kvinderne, da seancen

var færdig. En anden kvinde fortalte, at hun

gennem dette uddannelsesforløb havde

fået mod til at rejse sig op og sige noget i

større forsamlinger, hvilket hun aldrig tidli-

gere havde turdet.

”Nu kan jeg jo noget,” som hun udtrykte det.

Mere end skolegangAt disse kvindelæsegrupper var mere end

blot redskaber til læse-, skrive- og regne-

kundskaber blev senere på min rejse be-

kræftet i en samtale med ildsjælen Katumu

Fonnie, der arbejder som energiboost og

koordinator i Mothers’ Union-projekterne i

Bo Stift.

”En bivirkning ved kvindernes manglende

uddannelse er, at de ikke tør udtrykke sig i

kirken eller i samfundet. Mange må i øvrigt

heller ikke for deres mænd. Gennem læse-

grupperne får kvinderne mere selvtillid. De

føler, de kan noget, og de bliver bakket op

af deres medsøstre. På den måde får de

tilsammen en mere og mere gennemtræn-

gende stemme i samfundet,” forklarede

hun.

”Og,” pointerede hun med et smil i øjnene:

”De bliver uundværlige rollemodeller i fami-

lierne ved at vise deres børn, at uddannelse

giver selvtillid og muligheder”.

Et håb og en bønSom skrevet er virkeligheden imidlertid en

spaltet størrelse, og den virkelighed, jeg op-

levede i Gbongiema, er desværre ikke mere

sand end den, Mr. Gabriel og Mr. Samuel tid-

ligere havde præsenteret for mig. Heldigvis

er den heller ikke mere falsk.

Derfor vil jeg slutte denne refleksion med et

håb og en bøn: Gid Mission Afrika – og alle

andre organisationer og nationer, der i frem-

tiden træder ind i Sierra Leone – må virke til

at forløse en virkelighed, der formår at gøre

Mr. Gabriels frygt til skamme. En virkelighed,

hvor udenlandske firmaer og nationer ikke

får lov til at kvase udviklingen og menneske-

liv gennem ufine investeringsaftaler. Og en

virkelighed, hvor børnene oplever, at uddan-

nelse og muligheder er en selvfølgelighed.

Det håber jeg. Og det beder jeg om.

Når virkeligheden spalter sig Læseklassen i Gbongiema


blevet snydt – igen af udenlandske investe-

ringsmænd – ved at skrive under på ufine

leasingaftaler, der kaster hurtige (små)

penge af sig, men som afgiver ret-

ten til jordbrug i 99 år. En nem

måde at udnytte despe-

rate mennesker på!


Goddag til nyt logo i genbrugMission Afrikas lille grønne mand bliver snart også at finde på

de mange genbrugsbutikker rundt i Danmark. Mission Afrika

Genbrug har nemlig fået nyt logo. ”Med det nye logo signalerer

vi, at Mission Afrikas genbrugsarbejde er en vigtig del af orga-

nisationen. Samtidig har vi lagt vægt på, at kunderne tydeligt

kan se, at der er tale om en genbrugsbutik, og at logoet kan

bruges på alt fra små prisskilte til store logoer på facader og

varevogne”, fortæller grafiker Orla Møller, som har designet det

nye logo i samarbejde med genbrugsudvalget.

Processen med at udskifte skilte mm. starter i butikkerne øst

for Storebælt i 2014, og derefter følger resten af landet.

Mere information følger på årets genbrugsstævner.

ÅRSMØDE DEN 13. SEPTEMBER 2014

Eksempel på logo i brug

Konfirmand Aktion satte ny rekordÅrets Konfirmand Aktion nåede ud til rekordmange konfirman-

der. Helt præcis 4.761 konfirmander, fordelt på 156 konfirmand-

hold, har haft besøg af et af de fire Konfirmand Aktions team og

er blevet udfordret på tro, kirkeliv og kulturmøde. Konfirmand

Aktion er et samarbejde mellem Mission Afrika/Afrika InTouch

og Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone samt Danmission og

deres partner i Myanmar.

Hannah fra Sierra Leone er en af de globale fortællere,

som har inspireret Danmarks konfirmander.

Vi glæder os til at se jer på Diakonhøjskolen, Lyseng Alle 15,

8270 Højberg.

Fra gadebørn til glade børn Nu kan du give din støtte til afrikanske

gadebørn direkte i indsamlingsbøsser-

ne i din lokale genbrug. Mission Afrikas

genbrugsbutikker sætter nemlig fokus

på gadebørn i en landsdækkende ind-

samling i 2014. Pengene rækker langt

i Afrika, og derfor kan selv små beløb

betyde en enorm forskel. Tak, fordi du

er med til at forvandle gadebørn til

glade børn.

Jubilæer i genbrug

Tillykke til Mission

Afrikas butikker i:

Hvide Sande 4. maj - 20 år

Kvaglund 10. juni - 15 år

Hørsholm 11. juni - 15 år

Høng 15. juli - 10 år

15

Altid har vi fortalt den samme historie om u-lande igen og igen: Det ser håbløst

ud – godt de har os til at hjælpe. Men nu er tiden kommet til en ny type fortæl-

linger. Om håb, engagement og stærke individer, der samarbejder med danske

organisationer.

I over 50 år har Danmark arbejdet på at afskaffe fattigdom ude i verden og hjælpe folk til et

værdigt liv. Omtrent i lige så mange år er danskernes stereotype billede af folk i fattige lande

blevet opbygget gennem de historier, de er blevet fortalt af blandt andet medier og civilsam-

fundsorganisationer. Vi hører om katastrofer, krig og de stakkels mennesker, der er fortabte

uden vores hjælp. De håbløse historier er blevet til den eneste historie om fattige lande.

Når vi gentager de samme historier gang på gang, ender de med at fastgøre sig i vores for-

ståelse af udviklingslande. At folk er hjælpeløse ofre for fattigdom. Men det er kun en del af

virkeligheden. Det er sandt, at fattigdom er et stort problem i mange udviklingslande, men

det hører også med til historien, at middelklassen er voksende i eksempelvis mange afrikan-

ske lande, og at befolkningerne foruden at være fattige også er handlekraftige, innovative,

kreative, nysgerrige, arbejdsomme (find selv på mange flere) – præcis ligesom danskere,

finner og amerikanere.

Oplysning er drivkraft til forandringHvis vi skal skabe varige forandringer i udviklingslande, kræver det også, at vi ændrer må-

den, vi handler på herhjemme i Danmark. Her er oplysning drivkraften til forandring hos

den danske befolkning. Derfor skal vi også have ekstra fokus på, hvordan vi fortæller om

udviklingslande. Vi skal vise, at udviklingssamarbejde handler om at støtte stærke personer

i at blive forandringsagenter i deres eget liv.

Der er heldigvis ingen færdig opskrift på, hvordan en historie fra og om udviklingslandene

skal fortælles. Udviklingskommunikation er lykkeligvis lige så mangfoldig som civilsamfun-

det – det hverken kan eller skal vi ændre ved. Men der er nogle overvejelser, vi kan gøre os,

så vores budskab harmonerer med den sag, vi ønsker at fremme. Vil vi fremstille folk som

ofre eller som handlekraftige individer? Vil vi fortælle den samme historie om fattigdom og

nød igen og igen, eller vil vi fortælle om muligheder og potentialer i udviklingssamarbejde?

Vil vi have, at modtageren føler medlidenhed eller retfærdighed, når hun læser vores histo-

rie? Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil meget hellere læse en god historie om en spændende person,

der har flyttet sig, lært noget, og som har holdninger, end om den stakkels kvinde, der ikke

selv er i stand til at ændre på sin egen situation. Det er de historier, vi skal have frem.

Fortæl mig noget nyt

Af Emilie Tranholm Larsen, kommunikationsmedarbejder ved ”Reframing the Message”-projektet hos paraplyoprganisationen Civilsamfund I Udvikling (CISU).

Reframing the Message er et EU-

støttet oplysnings- og læringsprojekt,

som CISU gennemfører i samarbejde

med partnere i Holland og Tjekkiet. Pro-

jektet, der løber fra 2013-2015, skal in-

spirere og undervise de mange folkelige

u-landsforeninger til at fortælle histo-

rier fra udviklingslande på en ny måde.

Vi skal kort fortalt gå fra de problemori-

enterede fortællinger fortalt af os selv

til historier om det velfungerende, om

håb, engagement, læring og fremskridt

fortalt af dem, det handler om – hoved-

personerne i udviklingslande.


Mission Afrika | 2014 #2

Økonomiske ressourcer har de ikke mange af, men til

gengæld er både omsorgen for andre og viljen til at

skabe forandring stor hos kvinderne i Mothers’ Union

i Sierra Leone. Læse-skriveundervisning giver nye mu-

ligheder og ny selvtillid til landsbyernes kvinder. Støt-

tegrupper i kirkerne træder til, når livet i den enkelte

familie gør knuder, ja kort sagt yder Mothers’ Union på

mange fronter et vigtigt socialt arbejde.

Brug girokortet og støt Mothers’ Unions seje kvinder i

deres kamp for kvinders muligheder.

Kristian R. Skovmose, generalsekretær

Varme hjerter og arbejdsomme hænder i aktion

Katu

mu

Fonn

ie, p

ower

kvin

de fr

aM

othe

rs’ U

nion

i Si

erra

Leo

ne

Documents

Mission Afrika #2 2014