PÅ GRUNDLAG AF”DISCORSI”

VED ARNE GLUD

M A C H I AV E L L I

2012

T A N K E K A T A L O G

MACHIAVELLI

Omslagsbilleder: Byport i Valencia, Spanien, fra 1398. Foto: Rejse 1964.

TORRES DE SERRANOS. Set udefra og indefra. Se Internet på navnet.

Kongen ville vise, at fæstningen var rettet mod fjender udefra, ikke mod byens borgere.(Se Bogen Del II, kapitel 24, T 2.)

Sat med Palatino 12/17 pt.

Copyright © Arne Glud. Alle rettigheder forbeholdes, navnlig til oversættelse

ISBN 978 87 990211 3 0

www.arneglud.dk

Tidligere udkom:Mål og Midler, 1988Karlslunde Strand, 2004Sønderport, 2006Gluud, 2008

OVERSIGT

TIDENJohann Gutenberg 1390’erne - 1468

Christoffer Columbus 1451 - 1506

Tyrkerne erobrer Konstantinopel 1453

Niccoló Machiavelli 1469 - 1527

Martin Luther 1483 - 1546

FORORDManden, Byen

Myten: ”Fyrsten”

Bogen: Discorsi

Discorsi: Udgaver

Metode

Distinktioner

Politik og Moral

TANKEKATALOGOm Systematisk Del

Om Kronologisk Del

INDHOLD SYSTEMATISK DEL KRONOLOGISK DEL

TEKSTSYSTEMATISK DEL LÆSESTYKKER

HANDLETYPER

KRONOLOGISK DEL BOGENS FORLØB

TANKETRÅDE

ALFABETISK DEL HENVISNINGER

DAGLIGSPROG

Efterskrift

OVERSIGT

7

MANDEN BYENMachiavelli levede i Firenze, Toscana. Ita-

lien var på hans tid opdelt i små fyrstendøm-mer, som levede i krig med hinanden, og nog-le bad fremmede magter om hjælp.

Denne opløsningstilstand pinte Machiave-lli meget. Han læste de gamle latinske forfat-tere, om Romerrigets historie. Han ønskede brændende, at folket nu ville tage ved lære af dette, og skabe et samlet Italien. Men det skulle vare næsten 350 år.

Han var embedsmand og politiker i Fi-renze. Han virkede som udsending (gesandt, ambassadør) i andre lande, og fik derved et førstehåndskendskab til diplomati.

Han var forfatter, skrev om Firenzes histo-rie, om krigskunst. Han mistede sin stilling, led nød, var en tid i fængsel.

MYTEN ”FYRSTEN”Machiavelli er berømt, og berygtet, på

grund af den lille bog ”Fyrsten”, Il Principe, The Prince.

Det er et bønskrift til en fyrste, om hjælp og understøttelse. Det er skrevet som en ”koge-bog” for en fyrste: opskrift på hvordan han (1) erobrer magten, og (2) beholder den.

Bogen er ensidig, fordi den udelukkende handler om disse emner. Den er unødig hård, og kategorisk i sin udtryksmåde, og det har skræmt folk væk, i århundreder.

Det er blevet en myte, at ”Machiavellisme” vil sige, at en fyrste skal være så magtbegær-lig, ja helst så ondartet som muligt. Det er ikke mærkeligt, at læsere føler sig frastødt af dette.

Men det er en forenklet, og forgrovet, op-fattelse. Derfor bør man sætte sig ind i denne bog: Discorsi. Den giver et helt andet indtryk af forfatteren.

FORORD

8

BOGEN ”DISCORSI”Ordet Discórso betyder: Tale, foredrag,

samtale.Bogen er en samling optegnelser, ud fra

hans læsning af Livius og andre latinske for-fattere. Desuden nævner han mange eksem-pler fra sin samtid: de mange småstater i Ita-lien, og de større nabolande

Bogen er delt i tre dele, hver med en titel. Men jeg synes ikke, disse titler er dækken-de, derfor anfører jeg dem ikke. Emnerne er spredt over hele bogen, det kan man se af ind-holdsfortegnelsen til Kronologisk Del.

Kapitlerne er ret korte, fra en halv til et par sider. Der er et længere, (III 6), om sammen-sværgelse, som spillede en stor rolle i oldtiden, og på hans tid. Og det forekommer jo også i vore dage: Hitler, Kennedy, Sadat.

Man kan kalde det: en række Essays. Det er ofte analyser af enkelte fænomener, og om-tale af personer. Han kommer til at tænke på noget (generelt), og det leder ham til et andet

emne, som i nogle tilfælde bebudes i slutnin-gen af kapitlet, og behandles i næste kapitel. – Som bogen fremtræder fra forfatterens hånd er indholdet uoverskueligt. Der mangler en ordning af stoffet, og bogen ender pludseligt, umotiveret.

Bogen viser, at MCV (forkortelse for Ma-chiavelli) er modstander af eneherskere, han er tilhænger af republikker (borgerskab). Han har sympati for folket, og er modstander af adel. Han anbefaler at man behandler under-såtterne godt, for det giver den bedste sikker-hed for fyrsten. Se mit udtryk: ”Magtens Dia-lektik” (i Alfabetisk Del).

Han er tilhænger af fred, men da der altid er fare for krig, på grund af ”menneskenes na-tur”, må man altid være forberedt på krig. Det er det gamle princip: Para Bellum … Se: Bevin-gede Ord: ”Hvis du vil fred …”

Jeg gengiver MCVs opfattelse. Om den er berettiget kan jeg ikke bedømme.

FORORD

9

DISCORSI UDGAVERMachiavelli. Discorsi. Staat und Politik.

Übersetzt von Friedrich von Oppeln-Broni-kowski. (Se Internet). Insel Verlag. 2000. insel taschenbuch 2551.

Niccolò Machiavelli. Drøftelser af de ti før-ste bøger hos Titus Livius (Discorsi). Uforkor-tet oversættelse fra Italiensk. Fritz Wolder. (Se Internet). Helikon. 2004. – Med udførligt regi-ster over person- og stednavne. Men der hen-vises ikke til sidetal.

Niccolò Machiavelli. Opere. A cura di Rinaldo Rinaldi. Volume primo, tomo primo. Volume primo, tomo secondo. Torino. Utetli-breria. 2006.

FORORD

Niccolò Machiavelli. Discorsi. En drøftelse av Titus Livius’ ti første bøker. Oversatt av Jon Bingen (se Internet). Oslo. Cappelens Akade-miske Forlag. 2004. Bind 1-4. – Der anvendes Romertal til kapitler og ”sluttnoter”.

Alle henvisninger til BEVINGEDE ORD er til: 6. Reviderede udgave. 1990. Det er den sidste om-fattende udgave.

10

METODERenæssancen, eller: Genfødelsen, var be-

kendtskabet med meget klassisk litteratur, efter Tyrkernes erobring af Konstantinopel. Samtidig kom den nye videnskab, astrono-mien, der gav en ny verdensopfattelse, i strid med kirkens lære. Man kan betragte Machia-vellis værk som et forsøg på at overføre disse tankegange til samfundslivet.

MCV er ”empirisk”, dvs. han beskriver de enkelte fænomener, og personer, ofte i detaljer. Derefter søger han at uddrage nogle generelle synspunkter. Men det er bemærkelsesvær-digt, at han er meget forsigtig, tilbageholden-de, med det. Han nævner ofte eksempler på at det modsatte kan ske. Se Systematisk Del, # 55, Grænse for generalisering.

MCV skriver på et så tidligt tidspunkt, at der ikke var nogen faglig terminologi. Han skriver på samme måde, som historikere har gjort, siden oldtiden, dvs. han anvender dag-

ligsproget. Her er der mange ord og vendin-ger for det samme emne.

Hans synspunkt er: praktikerens, dvs. en po-litiker, en embedsmand, en fyrste. Han ser på hvad de pågældende vil opnå, på deres tek-nikker, deres vanskeligheder, og hvad udfal-det blev.

Derved adskiller han sig fra senere filosof-fer, som mest giver sig af med Erkendelse. Jeg fristes til at sige, at her er det ”Filosofi med et menneskeligt ansigt”. Bevingede Ord: menne-skelig (-e,-t).

Han udtrykker sig ofte kortfattet, ”lapida-risk” dvs. ”som mejslet i sten”. På den anden side kan han vende og dreje det sproglige ud-tryk, og dertil kommer eksemplerne, ofte små historier.

Han holder sig gerne til det reale, enkelttil-fælde. Men han kan også komme med meget generelle betragtninger, om ”mennesket”, se Systematisk Del, # 75: Mennesker er …

FORORD

11

DISTINKTIONERDet er påfaldende, at MCV ofte indfører di-

stinktioner. For at fremhæve dem sætter jeg tal i parentes: (1), (2). I nogle tilfælde er der også: (3). Det er ejendommeligt, at han, når han skal beskrive disse trin, ofte indleder med (2), der-efter kommer til (1).

I nogle tilfælde kommer der, i samme kapi-tel, flere distinktioner. Her har jeg sat bogsta-ver ved: (A 1), (A 2), (B 1), (B 2).

Et særligt tilfælde er Dikotomi, dvs. to-de-ling. Det rummer en fare, i form af forenkling, til forskel fra den rige mangfoldighed. Ex: at dele stater i bevæbnede og ubevæbnede.

Jeg har arbejdet med distinktioner. Jeg kom ind på at skelne mellem I og II: I som det la-vere, II det højere. – I som dårligt, II som godt. – I som Ydre, II som Indre, m.m.

Det eneste lange kapitel, III 6 om Sammen-sværgelse, kan stilles op med et decimalsy-stem (Systematisk Del, # 51). Det viser (1) at forfatteren tænker i klassifikation, og (2) at emnet har optaget ham meget.

FORORD

12

POLITIK OG MORALJeg har altid interesseret mig for emnet:

Politik og Moral. Men med Politik mente jeg: ”Storpolitik”: udenlandske forhold, krig og fred, demokrati og diktatur. Jeg voksede op i 1930’erne, da der var mange diktaturer i Euro-pa.

Med Moral mente jeg ikke samfundets nor-mer, forholdet mellem almindelige menne-sker, men forholdet mellem stater, statsledere. Hvordan de handlede, og hvad følgerne af det blev.

Man kunne kalde det ”Real Etik”, idet det drejer sig om vilkårene for politisk handling. Man kan se, at ”udfaldet” ofte bliver anderle-des, end ”hensigten” var. Idealisten fastholder sine meninger uanset resultatet, ofte til ulyk-ke for landet. Realisten kan opnå noget, men risikerer at blive offer for ”magtens sødme”.

Moral for stater er noget andet end moral for borgere. Man kan ikke sige at MCV er

umoralsk, heller ikke at han er kynisk, nihili-stisk. Men man kan sige, han er barsk; han er realist, og – pessimist. Statsledere er nødt til at se på deres land først og fremmest.

Han ser, at i nogle perioder har menneske-ne det godt, fordi de har gode ledere, i andre er det dårlige fyrster, tyranner. Han siger, at nye fyrster skal tage de kendte gode som for-billede. Det er ikke abstrakte principper, det er ikke begrebsmæssig filosofi.

Machiavelli er mest optaget af forholdet mellem staten og borgerne. Han beskæftiger sig med lovgivning, retspleje, straffe. Han er ”lov og orden mand”.

Han lægger vægt på at borgerne er retskaf-ne, hæderlige, ærlige. – Han taler meget om at være fordærvet, og det gælder både for stater, og for enkelte personer.

* * *

FORORD

13

TANKEKATALOG Det er almindeligt at have alfabetisk regi-

ster i en fagbog, navnlig i England og USA. Det er nemt at anføre egennavne, person- og stednavne. Det er vanskeligere med indhol-det, emnerne. I Folkebibliotekerne har man haft Ordbogskatalog (Dictionary Catalogue), hvor navne og emneord er ordnet sammen i eet alfabet. Nu har IT-tekniken åbnet nye mu-ligheder.

Imidlertid er dette begrænset til at arbejde med ORD. Og der er forskel på ord og TAN-KE. Kan man lave et register over tanker? Det har jeg syslet med. Se min hjemmeside på Net-tet: www.arneglud.dk, under FREUD, Indled-ning. Og man kan se hele det katalog, i hånd-skrift. Der er en systematisk og en kronologisk

afdeling. Desuden er der katalog til FRAZER, Magical Art, systematisk.

Jeg har i denne bog citeret ”Bevingede Ord” (1990). Det er interessant, at man hos Machia-velli (forkortet: MCV) kan finde mange udtryk som er velkendte for os. Det skyldes, at de stammer fra oldtiden, græsk og romersk.

Dette viser forskellen på ord og tanke. Ord er knyttet til et bestemt sprog, evt. begrænset til sted og tid. Men Tanker er universelle, uaf-hængige af tid og sted. De kan udtrykkes på mange sprog. De angår fællesmenneskelige forhold. – Og MCV fremhæver, at mennesker er ens.

Kataloget består af tre dele: Systematisk, Kronologisk, Alfabetisk, derved er der tre ind-gange til indholdet.

FORORD

14

OM SYSTEMATISK DEL”Læsestykker” vil sige, at det er udvalgte

dele af bogen, som er lette at læse. Forfatterens fortællemåde er bevaret. Det er ofte små histo-rier, om begivenheder og personer. Da det er på grundlag af de ti første bøger hos Livius er det Roms ældste historie, fra grundlæg-gelsen, ”Ab urbe condita”, til Cæsar. Det be-gyndte med lokale kampe med nabostammer, i Latium (Lazio). Meget udspilles i området mellem Rom og Napoli (Neapolis, Nykøbing), det svarer til at i Danmarkshistorien Kongen af Københavnerne førte krig mod Kongen af Odenseanerne.

Ved citaterne er anført sidetal i den tyske oversættelse, som jeg har benyttet. Desuden anføres et bogstav der angiver sted på siden.

FORORD

Bogsiden tænkes opdelt i fire dele: a, b, c, d. Overgangen mellem dem angives med: a/b, b/c, c/d. Det øverste af siden betegnes med aa, det nederste med dd, derved bliver der ni an-givelser af sted på bogsiden.

Derefter angives citatets plads i forhold til bogens dele (Libro), og kapitel. Disse tal er sat i parentes, for at lette søgning i computer, de virker som afgrænsning, da der er mange tal i teksten.

Sidetallene anvendes kun i Systematisk Del. I Kronologisk og Alfabetisk Del er de erstattet af T-tal, se det følgende: Om Kronologisk Del.

Da der benyttes forfatterens inddeling i Del og Kapitel, kan dette tankekatalog benyttes til alle tekstudgaver.

* * *

15

Systematisk del var første stadium i udar-bejdelsen. Det er baseret på et håndskrevet re-gister, i stil med register til Freud, og Frazer. Først blev der skrevet ud til kronologisk del, og for at spare plads skulle hvert citat helst kunne stå på én linje, hvor der også var an-givelse af klassifikation, og sidetal. På grund-lag af dette materiale blev der på computer udskrevet citater. Vanen med kun at bruge én linje førte til ekstremt korte citater. For at gøre teksten læseværdig har jeg senere udvidet ci-taterne. Eksempel:

Citat, kort: Hannibal angreb Sagunt i Spa-nien, ikke for at skade denne by, men for at bevæge Romerne til at gribe ind med våben. 204 c/d.

Citat, længere: Den anden puniske krig var ikke tilfældig. For Hannibal, den karthagiske feltherre, angreb Sagunto i Spanien, som var ven med Romerne, ikke for at skade denne by, men for at bevæge Romerne til at gribe ind med våben, og give ham anledning til krig, og til at falde ind i Italien. 204 c/d (II 9).

Sammenlign dette med Kronologisk Del: Bogens Del II, kapitel 9, T 4:

FORORD

Den anden puniske krig var (2) ikke tilfæl-dig. Hannibal angreb i Spanien, for at tvinge Romerne i krig.

Her er den samme tanke udtrykt i flere for-muleringer, af forskellig længde.

* * *Der er to hovedproblemer i arbejdet med

at lave Tankekatalog. Det er dels mængden af stof, dels ordningsmåde. I ”gode bøger”, og det er kun dem det drejer sig om ved Tankekata-log, er næsten hvert ord betydningsbærende, derfor må der foretages et strengt udvalg. Og det kræver at man har kriterier eller syns-punkter for det.

Jeg har udviklet en ”Handlelære”, og det har vist sig, at den kan løse begge de to ho-vedproblemer. På min hjemmeside kan man se under SYSTEM. Der er først en række teo-retiske inddelinger og begreber. I sidste grup-pe, 9, er der opregnet en række områder hvor handlingssynspunktet kan anvendes, i sam-fundsliv og kulturliv. Det er de emner som jeg har søgt i bogen, og det er en lykke for mig, at MCV’s tænkning svarer til mit system.

16

OM KRONOLOGISK DELMens den systematiske del er et udvalg,

som er ordnet efter mine synspunkter, er den kronologiske del fuldstændig, idet den refere-rer alle kapitler i bogens rækkefølge, men kun TANKER.

Teksten indeholder mange slags stof: kon-krete skildringer, ændret formulering, genta-gelser, tankemæssige associationer, generelle (filosofiske) betragtninger. I den Kronologiske Del udvælges den aktuelle tanke, som bliver udtrykt i en kort sætning. Den betegnes med

bogstavet T, som står for tanke, eller tese, og et nummer. Numrene begynder forfra i hvert kapitel. Når forfatteren kommer ind på et nyt emne skiftes til et nyt tal. Læseren kan sam-menligne et kapitel i Kronologisk Del med det tilsvarende kapitel i en tekstudgave, se efter latinske sætninger, og efter person- og sted-navne, som kan virke som holdepunkter.

Disse T-tal giver en nøjagtig angivelse af hvor en tanke er omtalt. Jeg ser den Kronolo-giske Del som ”et topografisk kort over Tan-kernes Landskab”.

FORORD

17

INDHOLDSYSTEMATISK DEL

LÆSESTYKKER TYPER AF HANDLING

18

19

FORFATTEREN

KRITIK AF SAMTIDEN – ROM – PERSONLIGT

KAPITEL 1. KRIG

# 11 KAMP – Krig (mellem byer, stater) – Krig og fred –

Krig, forudsætninger – Krig, årsag – Krig nødvendig

# 12 KRIG ART – Krig begynde – Krig parter (handlere) –

”Tredjepart”

# 13 KRIG MIDLER – Kanoner – Fæstninger – Krig og penge

# 14 KRIG NORMER (REGLER) – Overveje, beslutte

# 15 FORSVAR – Angreb – Belejre – Erobre

# 16 KRIG, FORLØB – Slaget

# 17 NEDERLAG – Sejr

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

20

KAPITEL 2. MILITÆR

# 21 HÆR – Taktik

# 22 FELTHERRE HÆRFØRER – Krav til – Feltherre, god – Selv-

stændighed

# 23 FELTHERRE, FORHOLD TIL ANDRE – Feltherre og fyrste –

Feltherre, farer for – Hærfører og fjende

# 24 FELTHERRE OG SOLDATER

# 25 SOLDATER – Uddannelse

# 26 SOLD Lejetropper – Rytteri og fodfolk

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

21

KAPITEL 3. STAT

# 31 GRUNDLÆGGE – Statsform – Historisk udvikling –

Lovgiver

# 32 BEFOLKNING – Ud- og indvandring – Stat: svag-stærk –

Stat: varighed – Stat ophør

# 33 REPUBLIK – Levetid – Sammenlignet med fyrste –

Farer for – Frie republikker

# 34 LANDE OG BYER – Gamle – Nye, Frankrig – Andre

# 35 REGERE – Forhold til andre stater – Politik midler –

Valg af ledere og embedsmænd – En farlig mand

# 36 LIGHED OG ULIGHED

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED – (I) Stat Tyranni –

(II) Stat Frihed – Fordærvet stat

# 38 SOCIALE FORHOLD – Rig og fattig

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

22

KAPITEL 4. PERSONER

# 41 FYRSTE – Arvefølge – Miste sit rige – Svag – stærk

# 42 FYRSTE – Farer for – Dårlige fyrster – Gode fyrster

# 43 FYRSTE OG MILITÆR – Fyrste i forhold til andre fyrster –

Fyrste og omgivende personer

# 44 FYRSTE OG FOLK – Dårligt forhold – Godt forhold

# 45 ADEL – Folket mod adel

# 46 LEDERE (i Rom) – Senat – Decemvir – Censor - Konsul –

Tribun – Diktator – Tyran

# 47 BORGER

# 48 FOLKET – I Kritik af Folket – II Ros til folket –

Del og helhed

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

23

KAPITEL 5. ANDRE TYPER AF HANDLING

# 51 RETSVÆSEN – Sammensværgelse

# 52 STRAF – Henrette

# 53 DAGLIGLIV – Arbejde – Opdragelse – Sex – Øve, træne –

Spil

# 54 KULTUREL VIRKSOMHED – Historie – Religion –

Religion, Gamle – Religion, Kristendom – Kunst

# 55 MENING ERKENDELSE – Generalisere – Grænse for

generalisering – Erfaring, Eksempler – Fejlagtig opfattelse –

Kontrafaktisk – Skin og virkelighed – Forudse

# 56 SPROG – Tale – Lytte Høre – Tie – Skrive, læse – Ord og

genstand – Ord og Handling – Billedligt udtryk

# 57 TÆNKNING – Fra Iagttagelse til Tanke – Argumentation –

Syllogisme

# 58 VURDERING – Vurdering I og II – Forfatterens vurdering –

Det onde og det gode – Vurdering ud fra hensigt eller udfald

– Vurdering af personer

# 59 VÆRDIER – Ære – Relativisme – Syg og sund

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

24

KAPITEL 6. HANDLELÆRE

# 61 HANDLING I ALMINDELIGHED – Handling og Tid – Hand-

lesituation – Mål, Formål, Hensigt – Handling: Plan – Hand-

lemuligheder (Veje) – Midler – Mål og Middel – Overvejelse,

Beslutning – Handlingens Udfald, Resultat,

Konsekvens

# 62 HANDLER I FORHOLD TIL OMVERDEN – Til naturen – Til

samfund – Til love – Magt

# 63 HANDLER I FORHOLD TIL PERSONER – Omgang med

mennesker – Far og søn – Fjende – ven

# 64 HANDLERS FORHOLD TIL SIG SELV

# 65 HANDLERS FORHOLD TIL DET OVERNATURLIGE

KOMMENTAR I og II

Lykken – Lykke contra Mennesker – Menneskers holdning til

lykken – Lykke kan hjælpe mennesker

# 66 MENNESKE OG HIMMEL – Skæbne – Tilfældighed

# 67 DØDEN – Selvmord

# 68 GUDER

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

25

KAPITEL 7. HANDLER

# 71 TYPER AF HANDLER

# 72 EFTER ALDER – Ung – Gammel

# 73 KVINDE OG MAND

# 74 FORSKELLIGE - Rådgiver - Lavere og højere – Rolle –

Diverse – En klog mand – En stor mand – Dårlige personer

# 75 MENNESKER er … (alfabetisk) – Onde og Gode

# 76 ANTROPOMORF Handler, som ikke er menneske

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

26

KAPITEL 8. HOLDNINGER

# 81 FREDELIG – (Fjendtlig – se # 87) – Efterligne

# 82 PASSIV – AKTIV – Omskiftelig – Stabil – Fej – Tapper

# 83 VOLDSOM – FORSIGTIG – Middelvej

# 84 ÆRGERRIG – BESKEDEN – Mistro – Tillid – Utaknemlig –

Belønning

# 85 SLAVEAGTIG – OVERMODIG – Småtterier – Store Linier

# 86 NARRE – Bedrage – Uærlig

# 87 FJENDTLIG – Misunde – Ondskabsfuld – Had – True –

Ydmyge, håne – Hævn

KAPITEL 9. HÅBET

* * *

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

BOGENS FORLØB TANKETRÅDE

INDHOLDKRONOLOGISK DEL

28

29

DEL I FORORD FORFATTEREN OM SIG SELV

KAPITEL:1 Byers oprindelse 2 Regeringsformer. Rom 3 Adel og folk, 1 4 Adel og folk, 2 5 Adel og folk, 3 6 Fjendskab i Rom (Klassekamp) 7 Anklagerembedet 8 Bagvaskelse og anklage 9 En grundlægger må stå alene 10 Gode og dårlige fyrster 11 Romernes religion 12 Kirken er skyld i Italiens ulykker (Kirkestaten ) 13 Romerne benyttede religion i statens tjeneste 14 Augurer og Pullarier 15 En religiøs skik som sidste udvej (Samniterne) 16 At skifte regering 17 En fordærvet stat, 1 18 En fordærvet stat, 2

19 Typer af fyrster 20 Konger eller republik 21 Soldater 22 Stedfortræderkamp 23 At koncentrere kræfterne 24 Belønning og straf 25 Fra gammel til ny forfatning 26 Tyran 27 Ekstremer 28 Utaknemlighed, 1 29 Utaknemlighed, 2 30 Utaknemlighed, 3 31 Rom og dens feltherrer 32 Tidspunkt for handling 33 Om at afvente, eller angribe 34 Rom. Diktator 35 Rom. Decemvir 36 Høje og lave stillinger 37 Jordloven i Rom 38 Svage republikker 39 Ligheder mellem forskellige folk 40 Decemvirer i Rom 41 Mennesker, skifte holdning 42 Mennesker fordærves let 43 Soldater skal være begejstrede

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

Denne indholdsfortegnelse til Kronologisk Del kan benyttes som Emneregister til Bogen

30

44 Folket uden fører. Om trusler. True 45 Love skal overholdes. Folk ikke leve i frygt 46 Ærgerrighed. Uretfærdighed 47 Del og helhed 48 Valgtaktik 49 At fastsætte love for frihed 50 Ikke standse forretningsgang 51 Gøre indtryk på folk 52 Begrænse borgers magt. Taktik. Ærgerrighed 53 Folket kan tage fejl, ved store forhåbninger 54 Anset mand, og mængde 55 Frihed, lighed og ærlighed 56 Om varsler 57 Mængden og den enkelte 58 Folk og fyrste 59 Om forbund og aftaler 60 Om alder i Rom

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

DEL I fortsat

31

DEL II FORORD Fortid og nutid

KAPITEL1 Romerriget. Tapperhed eller lykke 2 Roms kamp med naboer. Religion. Frihed 3 Befolkningstal 4 Republikker vokser på tre måder 5 Hvorfor glemmes tidligere riger? 6 Romernes krigsførelse 7 Kolonisterne fik jord 8 Folkevandring 9 Årsag til krig. Strategi 10 Krig og Penge 11 Fyrsters forsvar for andre 12 Om eget forsvar 13 Forsvar for bedrag 14 Beskedenhed. Fejhed. Anseelse 15 Svage stater. Ubeslutsomhed

16 Krig før og nu 17 Om kanoner 18 Fodfolk og Rytteri 19 Erobringer kan være farlige 20 Fare ved hjælpetropper 21 Krig og fred 22 Mennesker tager ofte fejl 23 Middelvej 24 Fæstninger 25 Indre modsætninger i en by 26 Det er en fejl at håne andre 27 Om at nøjes med det opnåede 28 Straf er nødvendig 29 Skæbnen forblinder menneskene 30 Stærke og svage stater. Penge eller tapperhed 31 Om landsforviste 32 Romerne erobrede byer 33 Romernes hærførere

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

32

DEL IIIKAPITEL1 Fornyelse er nødvendig 2 At ”spille tåbe” (Brutus I) 3 At dræbe sine sønner (Brutus I) 4 Det er svært at være fyrste 5 At tabe sin kongemagt 6 Sammensværg el se. Konspiration. Komplot.

Attentat 7 Skift mellem frihed og trældom 8 Statens moral er vigtig 9 Man må tilpasse sig tiderne 10 Om at undgå et slag 11 Den svage overfor de stærke. Mange mod En 12 Om nødvendighed i krig 13 Feltherre og hær. God og dårlig 14 Overraskelser under kampen 15 Der skal kun være én hærfører 16 Rolige tider, og urolige 17 Om at krænke, og hævne det 18 Om at gennemskue fjendens planer 19 Om mildhed og strenghed ved ledelse (1) 20 Menneskelighed er stærkest 21 Hannibal og Scipio (2) 22 Om hårdhed og mildhed (3) 23 Camillus blev fordrevet fra Rom

24 Forlænget embedstid 25 Fattige Romere 26 Om kvinder 27 Om at genoprette enighed i en by 28 Gode og dårlige borgere i en republik 29 Folkets synder, og fyrsters 30 Om misundelse 31 De stærke er stabile 32 Om at hindre fred 33 Hæren skal have tillid 34 Bedømmelse af mennesker 35 Om rådgivere 36 Tre slags hære 37 Krav til feltherre 38 Den dygtige feltherre 39 Kendskab til terræn 40 Om at narre fjenden 41 Fædrelandet over alt 42 At bryde aftvunget løfte 43 Menneskene er ens 44 Voldsom optræden 45 Forskellig fremfærd i krig 46 De vigtige familier er forskellige 47 Det almene vel er vigtigere end personlige hensyn 48 Fjendes fejl, eller krigslist 49 Bakkanaler. Decimering. Borgerret til ”Fremmede”

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

BOG SLUT

TEKSTSYSTEMATISK DEL

LÆSESTYKKER TYPER AF HANDLING

35

KRITIK AF SAMTIDEN

Er man født i Italien er der al grund til at dadle samtiden, og rose fortiden. 175 a (II For­ord)

De italienske fyrster har gjort Italien til sla­ve af fremmede. 235 a (II 18)

De nuværende mennesker er svage og uvid­ende, og de anser de gamles metoder for u ­men neskelige, og ubrugelige nu. 381 a (III 27)

Vi lever i en ulykkelig tid, som ikke vil ind­se, at man ved krigsvæsen må forny, og følge ”de gamles” indretninger. 238 b (II 18).

Man afviger fra ”de gamle”, navnlig ved krigsførelse. 335 d (III 10)

Vore hære er ynkelige, i det hele: feje, i det enkelte: ikke tapper. 231 c (II 17)

At Italien er splittet er kirkens skyld. 58 a (I 12) (Kirkestaten. Paven optrådte som verdslig fyrste. Se I 27)

ROMJeg ved ikke om man vil regne mig til dem

der tager fejl, når jeg i disse undersøgelser ro­ser den gamle Romertid for meget, og dadler vor tid. 176 b (II Forord)

Man burde efterligne Romerne nu. 193/94 (II 4)

Al spekulation og stræben hos Romerne gik på: Krig. 282 c/d (II 32)

Når man har læst om dette folks tidligere bedrifter, og så læser om denne gerning, skul­le man ikke tro, det var det samme folk. (Ro­merne flygtede, overfor Gallerne) 275 b/c (II 29)

Romerne var kloge, de afveg fra skik og brug. 197 a (II 6)

Dette eksempel viser, at alle indretninger i Republikken (Rom) var fortræffelige. 330 dd (III 8)

Om perioder med fred, og med krig, i Ro­merriget. 50 d – 51 c (I 10)

Republikkens storhed og kraft ses af de strenge straffe. De kunne dømme en hel le­gion, en hel by, til døden. 427 c (III 49)

Kongerne (i Rom) var blevet fordærvede, de burde udryddes. 70 c (I 17)

Kritik af Cæsar: han ødelagde staten. 49 b/c (I 10). – 103 c (I 33). – Men: blev hævnet af fol­ket. 323 a/b (III 6) T 41.

FORFATTEREN

36

PERSONLIGTJeg taler altså kun om det der angår livet,

og menneskenes skikke. 174 aa (II Forord)Det er medfødt hos mig, at jeg hensynsløst

gør alt hvad der efter min mening er nyttigt for almenvellet. 13 a/b (I forord)

Jeg har ment, det er nødvendigt at nedskri­ve, fra de bøger af Titus Livius som er overle­veret, alt det som kan hjælpe os til bedre for­ståelse af gamle og nye begivenheder. 14/15 (I forord)

Opgaven er vanskelig, men med hjælp af dem som har opmuntret mig til at løfte denne opgave, tror jeg dog at jeg kan bringe det så

langt, at en anden kun har kort vej til målet. 15 a (I forord)

For at, blandt mange dygtige, en som him­len elsker mere, kan virkeliggøre det. 176 c/d (II Forord). (Klager over at lykken ikke er med ham)

Jeg ved ikke, om det er en for hård og van­skelig opgave jeg har taget op. 160 c (I 58)

De gode tider: verden i fred og retfærdig­hed, overalt ro og velstand. 50/51 (I 10)

Når jeg tænker over verdens gang, så finder jeg, at verden altid har været den samme. 174 c (II forord) T 13. – 419 b (III 43)

FORFATTEREN

37

# 11 KAMP(Tvekamp mellem Titus Manlius og en

Galler). Livius siger: Så afgørende var denne kamp for udgangen af hele krigen, at den gal­liske hær hurtigst muligt forlod sin lejr og trak sig tilbage til området ved Tibur, og derfra til Campanien. 408 aa (III 37). – 399 d (III 34)

Man må tage stridighederne mellem senat og folk (i Rom) som et nødvendigt onde. Uden det ville Rom ikke være nået til sin storhed. 32/33 (I 6)

Da det romerske folk havde genvundet sin frihed … syntes det naturligt, at Rom nu en­delig faldt til ro. Alligevel viser erfaringen det modsatte, for hver dag opstod ny uro, og stri­digheder. 132 c/d (I 46)

Man kan drage den slutning, at hvor sæ­derne (moralen) er ren, vil opstande og urolig­heder ikke skade. 72 b (I 17)

Samniterne brugte en mærkelig vending: ”De havde rejst sig til kamp, fordi fred er hårdere for undertrykte, end krig er for frie” (Citat fra Livius). Derfor fornyede de kampen. 421 c (III 44)

Heraf ser man, at Vejenterne kæmpede uhy­re tappert da nøden tvang dem til det, men så

snart der viste sig en udvej, var de mere ind­stillet på flugt end på kamp. 345 b/c (III 12)

Årsag til strid i republikker er for det me­ste: lediggang og fred, årsagen til enighed er: frygt og krig. 265 b (II 25)

KRIG (mellem byer, stater)Enhver der vil kan begynde en krig, men

ikke afslutte den. 205 c (II 10)Dermed være ikke sagt, at man slet ikke

skal anvende våbenmagt; man skal blot gem­me den til sidst, hvis alle andre midler svigter. 248 a (II 21)

Efter at Theben var befriet tog lederne fat på at gøre det undertrykte og blødagtige folk krigerisk igen. 81 b (I 21)

Om Romerne og Latinerne: Da de altså var lige i antal og tapperhed (virtù), så skulle der noget ganske særligt til, for at gøre den ene hærs holdning mere standhaftig og hårdnak­ket. 222 d (II 16)

KRIG OG FREDHvis Vejenterne havde været kloge, havde

de vogtet sig for krig, og jo mere, desto mere uenighed der var i Rom, og de ville have for­

KAPITEL 1 KRIG

38

søgt at undertrykke Rom med fredelige mid­ler. Vejen til dette er følgende. Man søger at vinde den uenige bys fortrolighed, og at for­holde sig som voldgiftsmand til de to parter, så længe de ikke griber til våben. Hvis de griber til våben skal man hjælpe den svagere part, men langsomt, ikke blot for at trække krigen i langdrag så de kan slide hinanden op, men også for at de ikke, når de ser man bruger mange kræfter, skal fatte mistanke om, at man vil undertrykke dem og blive hersker. Hvis dette bliver rigtigt udført vil man næsten altid nå sit mål. 265 b/c (II 25)

For naboerne ville det have været mere nyt­tigt, efter at Rom var kommet til sådan magt, at formilde Romerne med fredelige midler, og holde sig dem fra livet, end ved krig at bringe dem til nye indretninger og forsvarsmidler. 104 ab (I 33).

I de gode kejseres tider vil (man) se herske­ren i midten af sine sikre borgere, verden er i fred og retfærdighed … Ser man så på de an­dre kejseres tider, så finder man dem demorali­seret af krige, splittet af opstande … 50/51 (I 10)

Privernaterne havde gjort oprør mod Rom, men var blevet nedkæmpet. Senatet forhandle­

de med nogle udsendinge, og spurgte: Hvis vi eftergiver jer straffen, hvilken fred med jer kan vi så håbe på? Svaret var: ”Hvis I giver os en god, så en trofast og bestandig. Hvis I giver en dårlig, så en kort. (Citat fra Livius). 255 a (II 23)

Hannibal skammede sig altså ikke for at bede om fred, for han vidste meget godt, at hvis der for hans fædreland var endnu et red­ningsmiddel, så var det i freden, ikke i krigen … Når nu Hannibal, der var så tapper, og havde en ubesejret hær, hellere ville have fred end et slag, da han så at hans fædreland ved et nederlag ville komme i trældom, hvad skal så en anden med mindre tapperhed og erfaring gøre? 271 b (II 27)

Da Faliskerne hørte om dette tilfælde, syn­tes de så godt om Camillus’ menneskelighed og retskaffenhed, at de ikke mere ville forsva­re sig, og besluttede at overgive ham byen. 362 c/d (III 20). – (Forhistorien, om en skolelærer, se # 59, Værdier)

Da Venezianerne var slået, bestak de hertu­gen af Milano, og sluttede derved en gunstig fred. De tabte krigen, men vandt freden. 341 a/b (III 11)

# 11 KAMP

39

KRIG. FORUDSÆTNINGERIntet vanskeliggjorde det mere for Romerne

at overvinde nabofolk, og dels også fjerne lande, end den kærlighed til frihed som mange folk havde dengang, og den hårdnakkethed, hvor­med de forsvarede deres frihed. 181 aa (II 2)

At lykken, og Roms krigsvæsen, var årsag­erne til dens verdensmagt, benægter jeg ikke. Men man synes at overse, at hvor der er et godt krigsvæsen, må der også være god orden, og så vil der sjældent mangle lykke der. 27 d (I 4)

Der er nogle, som har udlagt vor religion mere til fordel for lediggang, end til handle­kraft. Men hvis de tænkte på, at religion tilla­der kamp for fædrelandets storhed og forsvar, så ville de også indse, at vi har pligt til at elske det, og til at gøre os dygtige til dets forsvar. 185 b/c (II 2)

Uden stort befolkningstal, og krigsdygtig­hed, kan en stat ikke vokse, eller hævde sig, hvis den vokser. 35/36 (I 6)

KRIG. ÅRSAGDer er to grunde til at føre krig mod en stat:

Enten at man vil blive herre over den, eller at man frygter for at blive underkuet af den. 36 c (I 6)

Krig opstår enten ved et tilfælde, eller bli­ver foranlediget af den, som ønsker at starte den. 203 dd (II 9)

Man ser i republikkerne den dårlige vane, at de fremragende mænd ikke bliver værdsat i rolige tider … De ved, at det er de rolige tider uden farer, der er skyld i det, og de anstrenger sig for at forstyrre denne ro, ved at blande sta­ten ind i krige, som er til skade for den. 354 c (III 16)

Da menneskene dels ønsker at få mere, dels frygter for at miste det erhvervede, så kommer det til fjendtligheder og krige, som kan øde­lægge et land, og løfte et andet. 111 a (I 37)

Hvilke midler nogle har benyttet, for at for­hindre fred. 393 d (III 32)

Hvis en fyrste eller et folk vil fjerne enhver tanke om fred, er der ikke noget bedre middel end at få det til at begår en alvorlig forbrydelse mod den, som man ikke vil have nogen aftale med. Frygten for at blive straffet for den uret

# 11 KAMP

40

man har begået, vil fjerne tanken om aftale. 394 b (III 32)

Skønt sådanne påskud let bliver gennem­skuet, navnlig af kloge mænd, lader folkene sig ofte narre af det, da de tørster efter øjeblik­kelig fred, og lukker øjnene for de snarer som er lagt ud, og er dækket af store løfter. 344 b (III 12)

Ligesådan gik det Crassus og hans hær. Skønt han gennemskuede Parthernes tomme løfter, som kun havde til formål at ødelægge soldaternes tro på nødvendigheden af forsvar, kunne han ikke holde dem fast, da de var for­blindet af fjendens fredstilbud. 344 b/c (III 12)

For ikke at lade noget middel være uforsøgt før kampen, sendte Karthagerne sin borger Hasdrubal som gesandt til dem (Mathos og Spendios), idet de mente at han ville have no­gen anseelse hos dem, da han tidligere havde været deres feltherre. 394 c (III 32)

KRIG NØDVENDIGTil at begynde med gik han (Ancus Mar­

cius) fredens vej, men han erkendte snart, at naboerne betragtede ham som kvindagtig, og ringeagtede ham. Derfor indså han, at han, for at opretholde Rom, måtte gribe til våben, og efterligne Romulus, ikke Numa. 78 dd (I 19)

# 11 KAMP

41

# 12 KRIG ARTMan fører enten en angrebskrig, eller en

forsvarskrig. 227 b (II 17)Der er to arter af krige. Den ene skyldes fyr­

sters og republikkers herskesyge … Disse kri­ge er farlige, men fordriver ikke alle indbyg­gere … Den anden art består i at et helt folk, tvunget af sult eller krig, bryder op med koner og børn for at finde nye lande, og ikke for at herske over dem, men for at besidde dem helt, og for at fordrive eller dræbe de gamle bebo­ere. Sådanne krige er de grusomste og skræk­keligste. 200 a­c (II 8)

KRIG BEGYNDEAf hvilke grunde krig mellem stater begyn­

der. 203 d (II 9)Latinerne begyndte krigen på den måde

som de fleste krige begynder, som vi har vist. De angreb nemlig ikke Romerne, men påtog sig at beskytte Sidicinerne mod Samniterne, idet Sidicinerne førte krig mod Samniterne, med Roms tilladelse. Men at Latinerne virke­lig begyndte krigen, fordi de gennemskuede dette bedrag, det bevidner Livius. 216 d (II 13)

Før krigshandlingerne begyndte, kunne få i Venedig forudse faren, meget få kunne finde

middel mod den, og ingen kunne rådgive. 342 aa (III 11)

Fyrsten skal befæste sin hovedstad, for­syne den med krigsforråd, og erhverve sig borgernes kærlighed, for at han kan udholde et fjendtligt angreb så længe, til en overens­komst (med fjenden), eller fremmed hjælp, gør ham fri. 264 b (II 24)

KRIG PARTER (HANDLERE)Det er som om dette mægtige folk (Ro­

merne) selv kan vælge, med hvilke naboer det vil føre krig, alt imens det beroliger de andre med forhandlinger. 179 b (II 1)

Hvis man ville lade sig belære af ”de Gam­les” erfaringer, så ville man indse, at naboerne til en magt vil kaste sig i dens arme, navnlig jo mere storsindet den viser sig at være, og jo længere den er fra at undertrykke dem. 245 d (II 20)

For at komme tilbage til emnet slutter jeg med, at Roms naboer, i deres stræben efter at undertrykke Rom, hjalp republikken til æn­dringer, således at den ikke alene kunne for­svare sig, men også med større kraft og klog­skab kunne gå til angreb. 107 c (I 34)

# 12 KRIG ART

42

Når Romerne trængte ind i nye lande, søgte de altid at vinde en forbundsfælle, som kunne hjælpe dem med at komme ind i landet, og bagefter beholde det. 180 b/c (II 1)

En tanke. Hvis mange parter slutter sig sammen mod én, og de tilsammen er stærkere end han, må man dog stole mere på den ene, mindre stærke, end på de mange, selv om de er stærkere. 340 c/d (III 11)

For bortset fra alt hvad der er til fordel for den enkelte, og det er meget, vil det altid med lidt behændighed lykkes ham at splitte de mange, og svække den stærke krop. 340 d (III 11). – (Jvf. Del og hersk, Divide et impera, Be­vingede Ord. Bedre: Divide ut imperes, kon­junktiv, del for at kunne herske).

Når man ser at mange er i krig med én, kan man altid med sikkerhed forvente, at den ene vil få overtaget, hvis han blot er så stærk at han kan udholde det første angreb, og være henholdende for at vinde tid. 341 b/c (III 11)

Da Romernes stilling efter slaget ved Cannæ var meget dårlig, afslog de al hjælp til deres protegeer, og overlod det til dem at forsvare sig så godt som muligt. Sådanne for­anstaltninger er meget bedre end at overtage et forsvar, og så ikke udføre det. For i dette

tilfælde mister man både forbundsfæller og magt, i første tilfælde kun forbundsfæller. 410 a (III 37). – 210 a (II 11)

Har man flere fjender, vil det altid være en klog beslutning at afgive noget af egen besid­delse til en af dem, selvom krigen er brudt ud, for at vinde ham igen, og adskille ham fra de andre fjender. 218 dd (II 14)

Da en uvant fjende kan indgyde selv en gam­mel hær skræk, så vil enhver fjende fylde en ny hær med meget større skræk. 412 b/c (III 38)

”TREDJEPART”Den anden puniske krig var ikke tilfæl­

dig. For Hannibal, den karthagiske feltherre, angreb Sagunto i Spanien, som var ven med Romerne, ikke for at skade denne by, men for at bevæge Romerne til at gribe ind med våben, og give ham anledning til krig, og til at falde ind i Italien. 204 c/d (II 10)

Vil jeg begynde krig med en fyrste, og vi længe har haft aftaler som blev overholdt, så vil jeg hellere angribe en af hans venner end ham selv, og må finde på et påskud til det. Hvis jeg angriber hans ven, så ved jeg at fyr­sten enten bliver ophidset, og så er min hensigt opnået, at få krig med ham, eller han bliver

# 12 KRIG ART

43

ikke ophidset og lader sin protegé i stikken, og så har han vist sin svaghed, eller troløshed. 204/05 (II 10)

Det var ikke til fordel for Kirkestaten, at kongen (af Frankrig) eller Schweizerne blev mægtige i Italien, snarere måtte man befri landet fra dets lænker, hvis man ville hjælpe

det til dets gamle frihed. At besejre begge samtidig, hvad enten de var adskilt eller for­enet, ville være umuligt. Derfor var det bedste at de sled hinanden op, og så kunne Kirken med sine forbundsfæller falde over sejrherren (!) 249 c (II 22)

# 12 KRIG ART

44

# 13 KRIG MIDLERAlle disse midler, og alle disse forkerte an­

skuelser, opstår af de regerendes svaghed, for­di de af uformåenhed til at hævde deres stater med kraft og magt vil hjælpe sig med sådanne kunstgreb. De kan mange gange være nyttige i rolige tider, men så snart der kommer mod­gang og svære tider, viser det sig at de ikke dur. 382 c (III 27)

Den nævnte underkastelse er lærerig angå­ende en krigs udbrud, men viser også hvilke midler der er tilbage for en by, som ikke kan forsvare sig selv, men vil værge sig på alle må­der mod angriberen. 205 a/b (II 9)

Hvis du er i en stilling, hvor fjenden ikke vover at angribe dig, så vil han gøre hvad man altid har gjort, når en hær er i en uangribelig stilling: lægge landet øde, indtage eller belejre de byer som du er i forbund med, afskære dig fra levnedsmidler … 230 b/c (II 17)

Bedrag er normalt skændigt, men i krig er det prisværdigt og ærefuldt, og den som over­vinder fjenden med bedrag bliver rost lige så meget, som den der gør det med sin styrke ... Men jeg mener ikke ethvert bedrag som du begår ved at bryde ord eller aftale. Jeg taler her kun om at bedrage (narre) en fjende som ikke

stoler på dig, og krigskunsten består netop i dette. 415/16 (III 40)

Selv om Crassus faldt, så vil den opmærk­somme læser af hans historie finde, at han blev mere overvundet ved list end ved magt … Partherne bragte ham i elendighed, idet de sta­dig var i nærheden, afskar hans forsyninger, kom med løfter, som de ikke holdt. 236 d (II 18)

(Overraskelser). Den romerske diktator Ga­jus Sulpicius lod i et slag med Gallerne alle ar­bejdsfolk bevæbne, satte dem på trækdyr, og gav dem felttegn så de så ud som rytteri. De skulle rykke frem på et givet tegn når slaget var værst. Dette skete, og de indjagede Gal­lerne en sådan skræk, at de tabte slaget. 350 b (III 14)

Etruskerne forsøgte at lokke den (romerske) legat (udsending, gesandt) i nettet. De anlagde et baghold i nærheden af den romerske lejr, og sendte nogle soldater forklædt som hyrder, og med meget kvæg, hen til lejrens vold, for øj­nene af den romerske hær. Legaten undrede sig over denne frækhed, som forekom ham ganske unaturlig, og afslørede listen, så Etru­skernes plan mislykkedes. 425/26 (III 48)

En feltherre må aldrig have tillid til en åbenbar fejl hos fjenden, for der vil altid være

# 13 KRIG MIDLER

45

en list bag den, fordi mennesker ikke fornuf­tigvis kan være så uforsigtige. 426 b (III 48)

En fyrste eller en republik bør gribe til alle andre midler end at trække hjælpetropper ind i sin stat for at få beskyttelse, særligt hvis han helt må forlade sig på dem. 245 a (II 20) – (# 26 Lejetropper)

Hasdrubal holdt ham (Claudius N.) snedigt hen med fredstilbud, så han selv slap væk. 356 d (III 17) T 2

KANONERMan siger: Hvis der dengang havde været

kanoner, så havde det ikke været så let for Ro­merne, eller slet ikke muligt, at erobre lande, eller gøre dem tributpligtige. 226 c/d (II 17) (”Kontrafaktisk”, # 55)

Brug af kanoner (som var noget nyt på MCV’s tid) er til større nytte for angriberen, end for den belejrede. 228 d (II 17)

Jeg kommer til den slutning: kanoner er nyttige for en hær, hvis de kombineres med tapperhed som i gamle dage, men ellers er de ganske unyttige overfor en tapper hær. 233 b/c (II 17)

FÆSTNINGERFæstninger bliver bygget, for at sikre sig

mod fjenderne, eller mod undersåtterne. I det første tilfælde er de ikke nødvendige, i det an­det skadelige. 257 a/b (II 24). (Se omslagsbil­leder på denne bog: byport Valencia).

Fæstninger gør mere skade end nytte. For de gør dig mere forvoven og voldsom mod undersåtterne. 257 c (II 24)

En vis og god fyrste vil aldrig bygge en fæstning, både for selv at forblive god, og for ikke at give sine sønner anledning til at blive onde. De skal ikke forlade sig på fæstningen, men på deres undersåtters kærlighed. 258 c (II 24). – (”Folkets Kærlighed min Styrke”. Frede­rik 7.s valgsprog. Bevingede Ord)

Hvad angår anlæg af fæstninger til beskyt­telse mod ydre fjender, så hævder jeg, at de er ikke nødvendige for folk og riger med gode hære, og for de andre er de unyttige. 263 b (II 24)

En republik kan ikke altid være i ro, glæde sig over sin frihed, og holde sig indenfor sine snævre grænser. Selv om den ikke generer an­dre, så bliver den generet af andre, og deraf opstår hos den ønsket om, og nødvendighe­den af, at gøre erobringer. Og selvom den ikke har en ydre fjende, så har den en (indre) i sine

# 13 KRIG MIDLER

46

mure, som det synes at være skæbnen for alle store byer. 240 b/c (II 19) T 10

Jeg drager den slutning, at fæstninger til sikring af ens egen by er skadelige, og til at beholde erobrede byer er de unyttige. For det­te må Romernes autoritet være nok. I de byer, som de ville holde med magt, rev de murene ned, i stedet for at bygge nye. 262 a/b (II 24)

(Milano) For uden kastellet (fæstningen), og uden deres ukloge hårdhed mod borger­ne, havde de mærket faren tidligere, og havde kunnet slå ind på en anden vej. For med ven­ligt indstillede undersåtter, og uden fæstning, ville de bedre kunne modstå de franske an­greb, end med indre fjender, og fæstningen. 259 a (II 24)

Da en Spartaner blev spurgt af en Athener, om han syntes at Athens mure var smukke sagde han: Ja – hvis der boede kvinder bag dem … 263 c (II 24)

KRIG OG PENGEVirkeligt mægtige republikker og fyrster

køber ikke alliancer med penge, men med tapperhed og våbenære. 277 flg. (II 30)

Uden en trofast hær er mange penge ikke nok. 205/06 (II 10)

Det er altså ikke penge, for at gentage det endnu en gang, som er ”krigens nerve”, men det er gode soldater. 208 b/c (II 10)

Da byen (Pisa) blev belejret af feltherrer, som hverken forstod at belejre den, eller tage den med magt, så trak belejringen så længe ud, at Firenze måtte købe dens overgivelse, som de havde kunnet gennemtvinge. 356 b (III 16)

Men da de (Romerne) kom under kejserne, og disse blev dårlige, og holdt mere af skygge end af sol, så begyndte også de at købe sig fri, snart fra Parterne, snart fra Germanerne og andre naboer, og dette var begyndelsen til dette vældige riges forfald. Disse dårlige for­hold opstod fordi folkene var blevet gjort for­svarsløse. 278/79 (II 30). – Se også: Bevingede ord: Penge, penge, og atter penge. – Og: # 26, Lejetropper.

# 13 KRIG MIDLER

47

# 14 KRIG NORMER (REGLER)Valerius fulgte den romerske hærs krigs­

regler. Disse var gode. 369 b (III 22) T 15Hvad det end skyldtes, så førte Romerne al­

drig to vigtige krige samtidigt. Det ser ud til, at når en krig brød ud, så ophørte den anden, og når en ophørte, så opstod en ny. Det frem­går ganske tydeligt af rækkefølgen af deres krige. 177/78 (II 1)

Såvel ved erobring som ved bevaring af det erobrede må man holde omkostningerne nede. For at opnå det skal man følge Romer­nes metode, som frem for alt bestod i, med franskmændenes udtryk, at føre krigen kort og kraftigt. 197 b/c (II 6)

Intet forstyrrer og hindrer alle menneske­lige foretagender mere, end at man pludseligt og uden frist ændrer en plan, og forkaster det der først blev bestemt. Men intetsteds skaber en sådan ændring mere uorden end i en krig. 316 c (III 6)

Man ser heraf hvordan Romerne bar sig ad ved udvidelsen af deres herredømme, og også hvorledes de ved afgørelser i statssager altid undgik middelvejen, og greb til de stærkeste forholdsregler. 252 b (II 23). # 83

Det har aldrig været anset for klogt at brin­ge al sin lykke i fare, uden at man sætter alle sine stridskræfter ind. 83 a (I 23). (Koncentrere kræfterne)

Da sagde legaten Lucius Lentulus, at efter hans opfattelse var enhver foranstaltning til at redde fædrelandet berettiget. Roms liv afhang af denne hær, man måtte absolut redde den. Man bør altid forsvare fædrelandet godt, hvad enten det er med skændsel eller berømmelse. For hvis hæren blev reddet, ville Rom have tid til at udslette skammen. 417 b (III 41). – (Bevin­gede Ord: Right or wrong, my country!)

Når sådanne unyttige fyrster, eller kvind­agtige republikker, udsender en feltherre, tror de at de ikke kan give ham en klogere ordre, end at han ikke skal indlade sig på noget slag, ja, at han på alle måder skal vogte sig for en kamp. 336 c (III 10) (Samtiden, Italien)

At angribe en by hvor der er indre uenig­hed, for at erobre den i kraft af dens uenighed, er en forkert metode. 264 flg. (II 25)

Også indtagelse af en by ved list, og i forstå­else med en del af indbyggerne, lykkes sjæl­dent. 282 b/c (II 31)

Fremtvungne løfter behøver man ikke at holde. 418 flg. (III 42)

# 14 KRIG NORMER (REGLER)

48

Disse dårlige tilstande opstår altså, fordi folkene er blevet gjort værgeløse. Men deraf opstår også noget værre, nemlig at du bliver svagere, jo nærmere fjenden kommer dig. For når man går frem på den måde, behandler man sit riges undersåtter for dårligt, til at de kan blive indstillet på at forsvare sig mod fjen­den. 279 a (II 30)

Om en sjusket krigsførelse, hos Romerne. (Livius nævner en lang række fejl). 274 c (II 29)

Intet forsvar er mere farligt og nyttesløst end et, der foregår uden regler og orden. 388/89 (III 30)

At alt skal ske efter ordre. – Da Papirius Cur­sor (325 f. Kr.) ville lade sin rytteroberst Fabius henrette, fordi han imod sin befaling havde indladt sig i kamp med Samniterne, bekæm­pede Fabius’ far diktatorens hårde holdning med bl. a. den begrundelse, at det romerske folk aldrig havde behandlet en af sine hærfø­rere efter et nederlag, sådan som nu Papirius ville gøre, efter en sejr. 99/100 (I 31).

OVERVEJE BESLUTTE Da enhver kan begynde en krig, hvis han

vil, men ikke kan afslutte den, så må en fyr­ste, før han begynder på det foretagende, måle

sine kræfter, og handle derefter. Han må være så klog, at han ikke forregner sig om sine kræfter. 205 c/d (II 10)

Man må undersøge ondet (Cæsars magt), og hvis man føler sig stærk nok til at helbrede det, skal man gøre dette hensynsløst, ellers skal man lade det være som det er, og ikke røre det. 103/04 (I 33)

En klog feltherre, der vil erobre en by, må vurdere hvor let eller svær erobringen vil bli­ve, ud fra kendskabet til den nødvendighed, som tvinger indbyggerne til forsvar. 343 a (III 12)

Feltherren var nedtrykt på grund af alle de bekymringer, som vigtige og afgørende fore­tagender bringer med sig. 98 c/d (I 31)

Hvis en hær mangler levnedsmidler, og kun har valget mellem et slag og sultedød, så bestemmer man sig altid for slaget, som er mere ærefuldt, og hvor man også altid kan have lykken med sig. 207 d (II 10)

# 14 KRIG NORMER (REGLER)

49

# 15 FORSVARHvad er det bedste hvis man frygter et an­

greb: (2) at slå løs på fjenden, eller (1): at af­vente angrebet. 210 flg. (II 12)

Fordele ved forsvar i fjendens land, 211 a, i eget land, 212/13 (II 12)

Der er en forskel. Enten har jeg et bevæb­net land, som Romerne og Schweizerne, eller jeg har et ubevæbnet land, som Karthagerne, kongen af Frankrig, og Italienerne. I dette sid­ste tilfælde må jeg holde fjenden langt væk fra mig. For da min kraft er i pengene, og ikke i menneskene, er jeg altid fortabt når vejen der­til er afskåret, og intet afskærer den så meget som krig i eget land. 213 c (II 12)

Jeg drager igen den slutning, at en fyrste, som har et bevæbnet og krigsdygtigt folk, al­tid skal afvente en stor og farlig krig i landet, og ikke gå imod fjenden. 215 a (II 12)

Firenze. Så snart en hær kommer over dens grænser og nærmer sig hjertet, finder den ikke mere modstand. 279 c (II 30, T 12). Det mod­satte var tilfældet hos Romerne, for jo mere fjenden nærmede sig Rom, des stærkere blev modstanden. 279 dd (II 30)

Fyrster, som bliver angrebet af en over­mægtig modstander, kan derfor ikke gøre no­

gen større fejl end at afslå ethvert forlig, navn­lig hvis det bliver tilbudt. 270 b (II 27)

ANGREB

Romerne førte næsten kun angrebskrige, ingen forsvarskrige. 230 b/c (II 17)

Angriberen kommer med større mod end forsvareren, og det giver hæren mere tillid. Og han fratager fjenden mange muligheder for at benytte sin ejendom. 212 c (II 12)

Hvis Hannibal havde angrebet ham (Fabius Maximus Cunctator), så ville han have afven­tet ham og have taget slaget, men Hannibal vovede ikke at angribe ham, da han var i en gunstig stilling. 337 b/c (III 10)

Decius gik med største voldsomhed og med sin hele kraft løs på fjenden. Fabius holdt kun det fjendtlige angreb ud, da han anså et lang­somt angreb for mere nyttigt. Han sparede sin kraft til det sidste, da fjenden havde tabt sin kamplyst, og hans hede var kølnet. 423 c (III 45)

Men da Castruccio var død, havde de sam­me Florentinere mod nok til at angribe hertu­gen af Milano i hans land, og sætte en stopper for hans magt. Så tapre var de i krige udenfor deres land, og så feje i en indenlands. 214 aa (II 12)

# 15 FORSVAR

50

Hvis en feltherre angriber en by, så må han på alle måder anstrenge sig for at frigøre dem for nødvendigheden af forsvar, og dermed bry­de deres hårdnakkethed. Hvis de frygter for straf, lover han dem tilgivelse. Frygter de for deres frihed, skal han sige at han ikke har pla­ner mod det almene vel, men kun mod nogle borgeres ærgerrighed. 343/344 (III 12)

Firenze, Venedig. Begge hære stod nogle dage overfor hinanden, og led af mangel på levnedsmidler og alt andet nødvendigt. Da nu ingen vovede at angribe den anden, og ingen kendte den andens vanskeligheder, besluttede de på samme aften at trække sig tilbage, næste morgen. 360 a (III 18)

BELEJRERomerne førte altid krig med mest mulig

fordel, så vel med hensyn til omkostninger, som til alt andet der kræves til krig. Derfor vogtede de sig vel for at indtage byer ved be­lejring. 282 d (II 32)

Den samme fejl gør man næsten altid, hvis man ved fjendens fremrykning beslutter sig for at holde de vanskelige punkter, og besætte passene. 83 c/d (I 23)

EROBREDen, der frivilligt eller af ærgerrighed fø­

rer krig, vil erobre, og beholde det erobrede, og derved gå frem således, at hans område og fædreland bliver rigere derved, men ikke for­armet. 197 a/b (II 6)

På hvilke måder Romerne erobrede byer. 282 flg. (II 32)

Har aldrig nogen republik gjort så store fremskridt som Rom, så kommer det af, at al­drig var en republik så indstillet på erobring som Rom. 177 b/c (II 1)

Når byer bliver erobret ved at de overgiver sig, så sker dette enten frivilligt eller tvunget. 285 c/d (II 32)

Erobring af byer med magt i forbindelse med list … Erobringer af denne art er ofte forsøgt af Romerne og andre, men de lykkes sjældent. Grunden er, at den mindste hindring ødelægger planen. Enten bliver forræderiet opdaget før det kommer til udførelse … 284 c/d (II 32)

Det er sværere at generobre en by, som har gjort oprør, end det var at erobre den første gang. For første gang behøvede de ikke at frygte for straf. 343 a/b (III 12)

# 15 FORSVAR

51

For en svag republik kan det være ødelæg­gende at gøre erobringer, som man ser det ved Sparta og Venedig. 36 a (I 6)

På tusind måder og af mange årsager er ero­bringer skadelige. Det sker ofte, at man erobrer et stort område, og dog ikke opnår nogen magt. Men den, der erhverver et område uden magt, går nødvendigvis til grunde. 241/42 (II 19)

Desuden kan erobringer skade også velord­nede republikker, hvis det er et land eller en by fuld af overdådighed (Luksus), der bliver erobret. For ved omgang med indbyggerne kan den sejrende let antage deres skikke. Såle­des gik det først Rom, derefter Hannibal ved erobringen af Capua. 242 b/c (II 19). (Lidt nord for Napoli).

# 15 FORSVAR

52

# 16 KRIG FORLØBEn fyrste eller en republik befinder sig i den

ulykkeligste tilstand, hvis de er nået dertil, at de ikke kan antage freden, og ikke kan fort­sætte krigen. 251 b/c (II 23)

Romerne afveg ikke fra deres tidligere grundsætning, at afslutte krigene hurtigt, un­der hensyn til sted og tid. 198 b/c (II 6)

At flygte, som Filip (V. af Makedonien), er så godt som at blive slået, ja det er mere for­smædeligt, da man ikke har givet noget bevis for sin tapperhed. Det lykkedes nok Filip at redde sig, men det ville ikke lykkes for andre, hvis ikke egnens beskaffenhed kom dem til hjælp, som det skete for ham. 338 d (III 10)

SLAGETMan kan ikke i en angrebskrig undgå et

slag. 339 d (III 10)Således gik det Spanierne i slaget ved Ra­

venna (1512). De havde forskanset sig mellem Roncofloden og en dæmning. Men da denne ikke var høj nok, og Franskmændene havde nogen fordel i terrænet, blev de af den fjendt­

lige beskydning drevet ud af deres forskans­ninger og tvunget til slag. 229/30 (II 17)

Hvad der er bedst i et slag: at udholde fjen­dens angreb, og så gå til modstød, eller straks gå voldsomt løs på ham. 423 b/c (III 45) (Fa­bius. Decius)

I et slag mellem Romerne og Volskerne råbte Quinctius med høj stemme til den ene fløj, der vaklede, at den skulle holde stand, for den anden fløj havde sejret. Derved opmun­trede han sine egne, forskrækkede fjenden, og vandt slaget. 348 c/d (III 14)

I løbet af slaget (mod Latinerne, ved Vesuv, 340 f. Kr.) ser man to indtil da uhørte, og også senere sjældne tilfælde: for at styrke soldater­nes mod, få dem til at adlyde befalinger, og være beslutsomme i kampen, dræbte den ene konsul (Decius) sig selv, og den anden (Man­lius) sin søn. 222 c (II 16)

Det er ofte forekommet, at et slag har varet indtil natten, og sejrherren troede at have tabt, mens den besejrede troede at have vundet. 358 aa (III 18)

# 16 KRIG FORLØB

53

# 17 NEDERLAGKonsulen var med sin hær indesluttet af

Samniterne, og disse stillede de forsmæde­ligste betingelser. De skulle gå under åget, og blive sendt ubevæbnet tilbage til Rom. 417 a (III 41)

Latinerne var altså besejret, først af Man­lius Torquatus, derefter af Camillus, og fuld­stændigt kastet til jorden. 251 dd (II 23)

Man kan erhverve berømmelse ved mange slags handlinger, som regel ved en sejr, men også ved et nederlag, hvis man beviser, at man ikke har nogen skyld i det, eller hvis man straks derpå udfører en gerning, som opvejer skylden. 418 c (III 42) (Balance)

SEJR

Sejrherren lider sjældent store tab, da han kun taber sine folk i kamp, ikke på flugt. 250 b/c (II 23)

Fyrsten må så vidt muligt fremkalde den tro, at hans feltherres sejr ikke skyldes hans tapperhed, men derimod: lykken, fjendens fej­hed, eller andre føreres indsigt. 93 b (I 29)

Denne sejr afhang alene af, hvem der først erfarede om fjendens forvirring. 359 b/c (III 18). – (# 55 Erkendelse)

Efter Romernes nederlag ved Cannæ send­te Hannibal gesandter til Karthago, for at melde sejren, og kræve forstærkning. I senatet skændtes man om hvad der var at gøre. Han­no, en gammel klog Karthagisk borger, råde­de til at benytte sejren til at slutte fred med Romerne, da man som sejrherre kunne opnå ærefulde betingelser … Da de nu havde sejret, skulle de ikke sætte sejren på spil, i håbet om større sejre. Hans råd blev ikke fulgt. 268/69 (II 27). (Bevingede Ord: ”Det bedre er det go­des fjende”)

# 17 NEDERLAG

54

# 21 HÆREt godt krigsvæsen er grundlaget for alle

stater. Hvor det mangler, kan der ikke være love, eller noget andet godt. 392 b/c (III 31)

Her må man efterligne de kloge lovgivere, som levede i de yndigste og frugtbareste lan­de, hvor menneskene lever mageligt, og bli­ver uduelige til enhver mandlig anstrengelse. (Luksus). For at modvirke faren ved lediggang på grund af de milde himmelstrøg, tvang man de mænd, som var bestemt til krigstjeneste, til at udføre soldatertræning. 17/18 (I 1) T 13

Der er tre arter af hære. Ved den første her­sker både dristighed og orden, for af orden udspringer dristighed og tapperhed. Sådan var den romerske hær. 405 b/c. Omvendt er det ved hære, hvor blindt raseri, men ingen orden hersker, som hos Gallerne. 406 a. Den tredje art af hære er den, hvor hverken natur­ligt mod eller kunstig orden hersker, som ved vore nuværende italienske hære. De er ganske unyttige. De er prisgivet tilfældet. 406 b/c (III 36)

I en velordnet hær må intet ske uden ud­trykkelig befaling. 405 c (III 36). – 349 d (III 14)

At de to hære var lige stærke skyldtes, iføl­ge Livius, at de som følge af lang krigstjeneste

havde samme sprog, organisation og våben, den samme slagorden, de samme navne for de enkelte afdelinger og førere. Da de altså var lige i antal og tapperhed, så skulle der noget ganske særligt til for at gøre den ene hærs ind­stilling mere standhaftig og hårdnakket end den anden. For af denne hårdnakkethed af­hænger sejren. 222 d (II 16)

Denne beslutning (at dræbe sendebud), og henrettelsen, gjorde hæren grusom, og hård­nakket mod Karthagerne. 394 dd (III 32)

TAKTIKSom det fremgår af Livius’ fremstilling, be­

stod den romerske hær af tre hovedafdelinger. Den første hed Hastater, den anden Principes, den tredje Triarier (tredje række). Det samlede rytteri blev fordelt på begge fløje. 223 b/c (II 16)

For den som opstiller sin slagorden således, at han kan angribe med friske kræfter tre gan­ge, ham må lykken være fjendtlig tre gange, hvis han skal tabe, og hans fjende skal være så tapper, at han formår at besejre ham tre gange. 224 b/c (II 16)

Hvis man mister noget (område), som man selv prisgiver, og hæren endnu er samlet, så

KAPITEL 2 MILITÆR

55

mister man hverken det krigeriske ry eller hå­bet om sejr. Men hvis man mister noget som man ville forsvare, og hvor alle tror at man vil forsvare det, da er skaden ødelæggende, og man har, omtrent som Gallerne, ved en ubety­delig omstændighed tabt hele krigen. 409 c (III 37) T 11. (Om denne Tvekamp, se # 11).

Da Filip af Makedonien blev angrebet af Romerne, forlod og ødelagde han en stor del

af sit land, som han mente, han ikke at kun­ne forsvare. Som klog mand anså han det for værre at miste sit ry på grund af tabet af noget han ville forsvare, end hvis han straks prisgav disse områder til fjenden, som om det ikke be­tød noget for ham. 409/10 (III 37)

Man kan undre sig over, at mange felther­rer har opnået det samme som her beskrevet, men på en helt modsat måde. 364 a (III 21)

# 21 HÆR

56

# 22 FELTHERRE, HÆRFØRER KRAV TIL

Hvorledes en hærfører må være, hvis hans hær skal have tillid til ham. 411 flg. (III 38)

Disse ord lærer enhver, hvorledes han skal gøre, for at blive feltherre. Den som handler an­derledes, eller blev feltherre ved ærgerrighed eller lykke, vil snart mærke, at han ikke vinder berømmelse, men taber den. For det er ikke tit­len, der skaber manden, men manden skaber titlen. 412 a (III 38). (Ord – Genstand. # 56)

En god hær uden en god feltherre plejer at blive overmodig og farlig, som den makedon­ske hær efter Alexanders død. 347/48 (III 13)

Dobbelt berømmelse fortjener de feltherrer, som ikke blot besejrer fjenden, men forinden har uddannet en dygtig hær. 348 b (III 13)

En feltherre må have kendskab til terrain. 413 flg. (III 39)

Denne tillid vil han (føreren) altid bevare, hvis han straffer sine soldater for deres fejl, ikke anstrenger dem uden grund, holder sit ord til dem, fremstiller vejen til sejr som let, og skjuler eller formindsker alt, hvad der på afstand ser farligt ud. 395 b/c (III 33)

Det er en meget sand regel, at udførelse af hårde ordrer må ske med hårdhed. 368 b (III 22)

Føreren må være agtet, så at hæren stoler på hans klogskab. Dette vil altid være tilfæl­det, når den ser, at han er en ordentlig, ivrig, modig mand, der med ære hævder sin stil­lings værdighed. 395 b (III 33)

Intet bringer en feltherre mere ære, end at gennemskue fjendens planer. 357 d flg. (III 18). 350 b/c (III 15)

En feltherre kan ikke under et slag være alle vegne. Hvis han ikke i forvejen har sørget for folk, som er gennemtrængt af hans indstilling, og kender hans måde at føre krig på, så må han nødvendigvis blive slået. 393 b/c (III 31)

FELTHERRE, GODEn god feltherre må absolut undgå alt, hvor

ubetydeligt det end er, som kan give hans hær et dårligt indtryk. For at indlade sig i en kamp, uden at sætte al sin kraft ind, og dog sætte alt på spil, det er noget højst dumdristigt. 408 b (III 37)

En klog feltherre skal så vidt muligt gøre det til en nødvendighed for sine soldater at kæmpe, men fratage fjenden denne nødven­dighed. 342 b/c flg. (III 12)

Kloge feltherrer, som står overfor en ny fjende som har et vist ry, må vænne sine sol­

# 22 FELTHERRE

57

dater til fjenden ved små skærmydsler, inden et slag, for at de kan lære ham at kende, og dermed overvinde den skræk, som hans ry har indgydt dem. 408 b/c (III 37)

Feltherren må undgå mindre fægtninger, og kun tillade dem når han absolut er i fordel, og har et sikkert håb om sejr. 409 b (III 37)

En god feltherre må gøre to ting: søge at forskrække fjenden ved nye påfund, og (selv) være indstillet på at opdage fjendens påfund og uskadeliggøre dem. 350 b/c (III 14)

Som dreven hærfører stillede han (Marius) flere gange sin hær op på steder, hvor Kimbrer­ne måtte drage forbi, for at hans soldater fra de­res befæstede lejr kunne betragte fjenden, og vænne sig til synet af dem. 410 c/d (III 37)

FELTHERRE SELVSTÆNDIGHEDRomerne anså det for vigtigt, at deres hærfø­

rere kunne fatte deres beslutninger frit og hur­tigt, og uhindret af ydre hensyn. 98 b/c (I 31)

Rom lod sine hærførere bestemme selv. 286 c. (II 33). – (I modsætning til ”nu”): Republik­ker som Venedig og Firenze tænker anderle­des om det. 287/88 (II 33)

Da konsul Quintus Fabius havde slået Etru­skerne ved Sutri og ville trænge gennem den Ciminiske skov (sydøst for Viterbo) til Etru­rien, så forespurgte han slet ikke Senatet, og gav ikke engang meddelelse om det, skønt krigen nu i et nyt land var usikker og farlig. 287 a (II 33). (310 f. Kr.)

FELTHERRE

58

# 23 FELTHERRE FORHOLD TIL ANDRERom var ikke alene mindre utaknemlig end

andre republikker, men også mildere og mere hensynsfuld, hvis de skulle straffe en hærfø­rer. 98 a og d (I 31)

Der kan være mange omstændigheder, der tvinger en feltherre til et slag mod hans vilje, og det kan undertiden være pengetrang. 208 b (II 10)

At overkommandoen blev forlænget bragte Rom i trældom. 374 a/b (III 24)

Heraf ser man, at det er helt forkert at have flere kommanderende i en hær eller i en by, som skal forsvares. 352 aa (III 15). (Mange – En).

FELTHERRE OG FYRSTEDa nu mennesker af natur er ærgerrige og

mistroiske, og aldrig kan holde måde når de har lykken med sig, så vil den mistro, der gri­ber fyrsten så snart hans feltherre har haft en sejr, uvægerligt blive styrket, hvis feltherren kommer med en overmodig ytring eller hand­ling. 93 a (I 29)

Lasten utaknemlighed udspringer enten af griskhed eller af mistro. Har et folk eller en fyrste sendt en feltherre ud på en vigtig op­

gave, og feltherren har fuldført den lykkeligt og vundet meget berømmelse, så må fyrsten eller folket belønne ham for det. Men hvis de i stedet for, af griskhed, vanærer eller krænker ham, så begår de en uret som ikke kan und­skyldes, ja, de pådrager sig evig skændsel. 92 a/b (I 29).

En feltherre, som mener at han ikke kan undgå den bidende utaknemlighed, ham rå­der jeg til et af to: enten straks at forlade hæren efter sejren, og overgive sig til fyrsten, mens han undgår enhver overmodig eller ærgerrig handling. Eller det modsatte, med alle midler at fremkalde det indtryk, at erobringen skyl­des ham alene, ikke fyrsten. 96 c, d (I 30)

FELTHERRE, FARER FORDet er også rigtigt, at hærførere og felther­

rer er mere udsat for dødsfare nu end tidlige­re, for kanoner kan ramme dem overalt, og det hjælper dem ikke mere at opholde sig bagest, og være omgivet af de tapreste folk. 230 d (II 17)

Hvad angår feltherrer og hærførere, som bliver dræbt, er der i de sidste 24 krigsår i Ita­lien faldet færre, end på ti år hos de Gamle. 231 b (II 17)

# 23 FELTHERRE

59

Erfarer folket, som regnede sejren for sik­ker, at det blev nederlag, så skyder det ikke skylden på skæbnen, eller førerens udygtig­hed, men på hans ondskab og uvidenhed, og de lader ham for det meste henrette, eller putte i fængsel, eller de landsforviser ham, som det gik talløse karthagiske, og mange athenske feltherrer. Ingen tidligere sejr kunne hjælpe dem, det nye nederlag sletter alt. 150 b/c (I 53)

HÆRFØRER OG FJENDEValerius Corvinus blev med sin hær sendt

mod Samniterne, en ny fjende, som Romerne

ikke hidtil havde kæmpet med. Livius siger derfor, at Valerius først havde ladet dem leve­re nogle små fægtninger med Samniterne, for at de ikke skulle blive afskrækket af den nye krig og den nye fjende. 408 d (III 37)

En feltherre må aldrig stole på en åbenlys fejl hos fjenden, for der vil altid være en list bag den, idet fornuftige mennesker ikke kan være så uforsigtige. 426 b (III 48)

En feltherre kan ikke undgå et slag, hvis modstanderen absolut vil have det. 335 b/c flg. (III 10)

# 23 FELTHERRE

60

# 24 FELTHERRE OG SOLDATERMan kan spørge, hvad man skal frygte

mest: en god hær med en dårlig feltherre, eller en god feltherre med en dårlig hær. 347 a (III 13)

En god hær uden en god feltherre plejer at blive overmodig og farlig. 347/48 (III 13)

I Rom var der på samme tid to udmærke­de hærførere, Manlius Torquatus og Valerius Corvinus, de var lige angående fortjenester, triumfer og berømmelse. Denne berømmelse erhvervede de overfor fjenden ved den sam­me tapperhed, men overfor hæren ved at være helt forskellige i deres behandling af soldater­ne. 367 a (III 22). (Se Kronol. Del).

Fabius var rykket ind i Etrurien, og han anså soldaternes tillid for meget vigtig, da han havde ført hæren ind i et fremmed land, og mod nye fjender. Han holdt før slaget en tale til soldaterne, hvor han med mange grunde beviste, at de kunne håbe på sejr. Derefter til­føjede han, at han kunne fortælle mere, som viste at sejren var sikker, men det ville være farligt at røbe det nu. – Dette kloge middel for­tjener efterligning. 397 c (III 33)

At bruge skældsord og trusler skal felther­ren forbyde sine soldater, fordi det opflammer

fjenden til hævn, og ikke formindsker hans kræfter. Snarere er det våben, som vender sig mod dig selv. 266 d (II 26)

Intet er så sandt som sætningen, at der hvor der er mænd, men ikke soldater, er skylden hos fyrsten, og ikke i landets beliggenhed, el­ler himmelstrøg. 80 d (I 21)

Oldtidens feltherrer kendte Nødvendighe-dens kraft og vidste, hvor meget den opildner soldaternes sind i slaget. Derfor gjorde de alt for at den skulle virke i deres soldater, men ikke i fjendens. 342 c/d (III 12)

Hos Hannibal finder man ikke noget sær­ligt eksempel på, at hans grusomhed og tro­løshed skulle have skadet ham. 366 a (III 21)

Hannibal blev anset for at være samvit­tighedsløs, troløs og grusom. Men heraf ud­sprang en stor fordel, som bliver beundret af alle forfattere: at der i hans hære, som bestod af mænd fra mange forskellige folkeslag, al­drig var konflikt, eller oprør mod feltherren. Dette kunne kun skyldes den skræk der udgik fra hans person, i forbindelse med agtelse for hans tapperhed. 366 c (III 21)

# 24 FELTHERRE

61

# 25 SOLDATERFor at vinde et slag må man indgyde hæren

en sådan tillid, at den tror, den absolut vil sej­re. Dens tillid beror på, at den er godt bevæb­net og ordnet, og at man kender hinanden. 395 a (III 33)

Denne foranstaltning havde ikke andet formål, end at soldaterne var tillidsfulde, da de gik ind i kampen, for af en sådan tillid ud­springer næsten altid sejren. 64 a (I 14).

Heraf fremgår forskellen mellem en villig hær, der kæmper for sin egen berømmelse, og en misfornøjet, som kæmper for andres ær­gerrighed. 128 a (I 43)

Livius bemærker hertil: også uden at have førere blev soldaterne beskyttet af deres be­standige tapperhed. 397 b (III 33). – 346 d (III 13)

Når jeg tænker på, hvad der er at gøre mod det, så finder jeg to midler. Det ene er at holde borgerne i fattigdom … Det andet middel er, at indrette sig på krig således, at man altid er i stand til at føre krig, og derfor altid behøver udmærkede borgere. Således forholdt Rom sig i sine første tider. Da de altid holdt hære i felten, så havde de dygtige altid fri bane. 354/55 (III 16)

Nederlaget (ved Cannæ) var meget hårdt, for det var det tredje, men de (Romerne) tabte

ikke modet, sendte hære ud, og de ville ikke udveksle fanger, fordi det var imod deres grundsætninger. 390 c (III 31)

Efter en sammensværgelse udbrød der et mytteri, som Valerius Corvus bilagde. Ved for­liget blev der blandt andet fastsat de strengeste straffe for dem, der nogensinde ville bebrejde soldaterne dette mytteri. 267 d (II 26)

Af alle straffe var den frygteligste: at de­cimere hæren, hvor hver tiende mand i hele hæren skulle dø, efter lodtrækning. 427/28 (III 49). (Se også: om skæbnen, # 66).

SOLDATER UDDANNELSEEfter at Pelopidas og Epaminondas havde

befriet Theben fra Spartas åg, skabte de på kort tid af de thebanske bønder de bedste sol­dater, som ikke alene modstod Spartanernes hær, men besejrede den. 347 d (III 13). Også (I 21)

De to nævnte (Pel., Epam.), siger historie­skriveren, havde på kort tid bevist, at det ikke blot er i Sparta, at krigere fødes, men overalt hvor mennesker kommer til verden, hvis der er en, der gør dem til soldater, som Tullus gjorde med Romerne. 81 b/c (I 21)

# 25 SOLDATER

62

Man ser, at krigsmagten ikke kan være god, hvis den ikke bliver øvet, og at den ikke kan øves, hvis den ikke består af landets indbyg­gere. 392 c (III 31)

Af mangel på folk bevæbnede Romerne en mængde slaver, og lod dem uddanne af Sem­

pronius Gracchus, som på kort tid skabte en god hær af dem. 347 c/d (III 13)

En sammenskrabet menneskeflok er uan­vendelig til krig, fordi hvert rygte, hvert råb, hver larm forskrækker den, og driver den på flugt. 349 c (III 14)

# 25 SOLDATER

63

# 26 SOLD LEJETROPPERDenne klogskab beviste det romerske Se­

nat, da det besluttede at betale sold af offent­lige midler. Hidtil måtte enhver gøre krigstje­neste på egen bekostning. 143 c (I 51).

Med hensyn til bytte ændrede de (Romer­ne) lidt i deres adfærd. De var ikke mere så rundhåndede med det som før, for de syntes det ikke var så nødvendigt nu, da soldaterne fik sold. 198 d (II 6)

Efter den første puniske krig gik de soldater, der i denne krig havde kæmpet for Karthago, på Sicilien og Sardinien, til Afrika. Og da man ikke opfyldte deres krav på sold, vendte de våb­nene mod Karthago, valgte to førere, Mathos og Spendios, tog flere byer fra Karthagerne, og plyndrede mange andre. 394 b/c (III 32)

Af dette eksempel (Rom, Decemvirer) frem­går også en del af grundene til, at det er unyt­tigt at anvende lejetropper, som kun er bundet til dig af den smule sold, du giver dem. 128 b (I 43)

At hidkalde hjælpetropper er meget farligt. For hver (enkelt) der har haft held med det, er der utallige, som er blevet narret ved det. 245 b (II 20)

Jeg siger endnu engang, at af alle våbenar­ter er hjælpetropper de skadeligste. For den

fyrste eller republik, som bruger dem til hjælp for sig, har ingen magt over dem, det har kun den, der sender dem. 244 b/c (II 20)

RYTTERI OG FODFOLKDet kan med mange grunde og eksempler

klart bevises, at Romerne ved alle krigshand­linger lagde meget mere vægt på fodfolket end på rytteriet, og indstillede hele deres krigsfø­relse på det. 233 c/d (II 18)

Fodsoldaten kan bevæge sig i mange slags landskab, hvor rytteren ikke kan komme frem. – Det er svært at holde rytteri i række og geled. – Og ved heste som ved mennesker er der modige og feje, og ofte bliver en modig hest redet af en fej rytter, eller omvendt. 234 b/c (II 18)

Når Schweizerne, som er mestre i den nye krigskunst, kæmper med Franskmændene, sørger de frem for alt for at opstillingen bli­ver således, at det egne rytteri, hvis det bliver trængt, ikke kastes tilbage på dem (det egne fodfolk). 225 dd (II 16)

Ofte har Ciriaco dal Borgo, den gamle anfø­rer for Firenzes fodfolk, i min nærværelse for­sikret, at han altid kun er blevet slået af eget rytteri. 225 d (II 16)

# 26 SOLDATER

64

En hoveddistinktion:I Fyrste, Konge, Kejser, Enehersker, Monark,

Tyran – se Kapitel 4II Republik, Fristat, Borgerlig, Parlament, Grup-

per – se Kapitel 3

# 31 GRUNDLÆGGEDe mennesker er frit stillet, som grundlæg­

ger nye byer, når et folk under en hersker, eller selvstændigt, opsøger nye bopladser, fordi det på grund af sygdom, sult eller krig, er blevet tvunget til at forlade hjemstavnen. 17 aa (I 1)

Man kan spørge, om det ikke ville være bedre, når man skal grundlægge en by, at væl­ge en ufrugtbar egn, hvor menneskene mere er tvunget til at arbejde, og mindre kan hen­give sig til lediggang. 17 b/c (I 1)

Også nu ville den, som grundlægger en stat, have mindre besvær med ukultiverede bjergboere, end med byer hvor moralen var fordærvet. 54 b/c (I 11). (Billede: marmorblok)

STATSFORMVil man give en stat en ny forfatning, og

skal denne fornyelse blive antaget og føre til alles tilfredshed, så må man absolut bevare en skygge af den gamle orden, for at statsordnin­

gen kan se uændret ud for folket, også selv om den er blevet fuldstændigt forandret. For fler­tallet af mennesker stiller sig lige så tilfreds med det tilsyneladende, som med virkelighe­den. 87 a/b (I 25). (Distinktion Være Synes)

Den der overtager regeringen af et folk, en­ten i frihedsmæssig eller i monarkisk form, og ikke sikrer sig overfor modstanderne af denne nye ordning, hans stat vil ikke bestå længe. 68 b (I 16)

OM HISTORISK UDVIKLINGDertil kommer, at de indretninger og love

man havde fra samfundets oprindelse, da menneskene endnu var gode, ikke kan bruges senere, efter at de er blevet dårlige. 73 c (I 18)

LOVGIVER (Se også # 62, forhold til love)Som alle politiske forfattere beviser, og tal­

rige historiske eksempler bevidner, må den der indretter en stat, og den der giver lovene, gå ud fra, at alle mennesker er onde, og altid vil følge deres onde sindelag, så snart de får lejlighed til det. 26 a (I 3)

Det er en almen regel, at en republik eller et kongerige aldrig, eller kun sjældent, fra be­gyndelsen har været godt indrettet, eller bliver

KAPITEL 3 STAT

65

fuldstændigt nyorganiseret, hvis det ikke sker ved en eneste (mand), som angiver planen, og af hvis ånd alle anordninger fremgår. 45 c (I 9)

Hvor svært det er, ved indretning af en re­publik, at forudse alle de love, som er nødven­dige for at opretholde friheden, beviser den romerske republik til fulde. 139 a (I 49) T 1

Jeg drager den slutning, at lovgiveren i en stat må stå alene, og at Romulus fortjener undskyldning, ikke dadel, fordi han dræbte Remus og Tatius. 47 dd (I 9)

Lykkelig er den stat, som frembringer en vismand, som giver den varige love, som den

kan leve sikkert under, i lang tid. (Sparta, Lykurg). 20 a (I 2)

(Lovgivning: de mægtige overfor folket). Men da borgerne var blevet dårlige, blev den­ne ordning også dårlig. For kun de mægtige foreslog love, ikke til fordel for den almene frihed, men for at de selv kunne få mere magt. Og ingen turde modsige dem, af frygt for dem. Således blev folket narret, eller tvunget til at beslutte sin egen ødelæggelse. 75 b/c (I 18)

Om Jordloven: Se Del I, kapitel 37.

# 31 GRUNDLÆGGE

66

# 32 BEFOLKNINGNæsten alle store folk kom fra Skythernes

land (Krim), det var kolde og fattige egne, som de var nødt til at udvandre fra, på grund af den store befolkning og jordens ufrugtbarhed. 203 a (II 8)

En republik, eller en fyrste, kan anlægge kolonier for at blive af med overskudsbefolk­ning, eller for at sikre et nyerobret område, uden omkostninger. 16 c (I 1)

Romerne gjorde erobret land til kolonier. De blev anlagt ved grænserne, så de tjente som vagt for romersk område. 197 d (II 6)

Hvor meget land Rom gav til hver kolonist. 199 c (II 7)

Hvis alle lande bliver overbefolket, så de ikke kan ernære sig, og ikke kan hjælpe sig med udvandring, fordi alle dele af jorden er optaget, så må verden nødvendigvis rense sig, for at menneskene kan leve bedre. 196 d (II 5)

UD OG INDVANDRINGDen, der vil gøre en by til et stort rige, må

øge dens indbyggertal mest muligt, for uden overflod af mennesker vil det aldrig lykkes ham at gøre byen stor. Det kan ske på to må­der, med det gode, eller med magt. Med det

gode: idet man åbner portene på vid gab for de fremmede, som vil bo der, og giver dem sikkerhed. Med magt: idet man ødelægger na­bobyerne, og flytter indbyggerne til sin egen by. 187/88 (II 3)

Udvandring som skyldes nød. 201 d (II 8) Moses. – 17 a (I 1)

Ved den gavmildhed, hvormed Romerne gav borgerret til fremmede, var der kommet så mange nye slægter i Rom, at regeringen blev ændret på grund af deres store andel ved valgene. Den kom i andre hænder, og afveg fra de tilvante grundsætninger. 428 c (III 49). – (Hermed slutter bogen).

STAT: SVAG – STÆRKHvor meget magt en stat har, kan blandt

andet ses af, hvordan den har det med sine naboer. Hvis de betaler den penge for at have den til ven, så er det et sikkert tegn på dens magt. 277 b/c (II 30)

Svage stater er altid vaklende i sine beslut­ninger, og langsomme beslutninger er altid skadelige. 219 a (II 15)

Men den værste side af de svage republik­ker er deres ubeslutsomhed. Alle beslutninger foretager de kun af nødvendighed, og hvis de

# 32 BEFOLKNING

67

endelig gør noget godt, så er det fordi de er tvunget til det, det er ikke af klogskab. 116 a (I 38).

Omvæltning fra frihed til tyranni og om­vendt, kan ske med eller uden blodsudgydelse … Det afhænger af, om den styrtede rege­ringsform er opstået ved magt eller ikke. Op­rettelse af et magtherredømme kan kun ske ved at såre mange, og når det bliver styrtet, er det naturligt, at de skadelidte vil hævne sig. Men af denne hævntørst opstår mord og drab. 328 c, d (III 7)

STAT VARIGHEDOm at grundlægge en republik af lang va­

righed. 36 b/c (I 6)Sparta kunne bestå så længe, fordi indbyg­

gertallet var lille, og fremmede ikke blev opta­get, og Lykurgs love blev æret. 34 a/b (I 6)

Skal en stat eller en religion bestå længe, må man hyppigt føre den tilbage til dens op­rindelse. 291 a flg. (III 1)

Sådanne (strenge) ordrer er nyttige i repu­blikker, fordi de fører deres orden tilbage til oprindelsen, og til den gamle fortræffelighed. 369 aa (III 22)

STAT OPHØROgså stater går under, når deres organisati­

on ikke ændrer sig med tiderne. Men det sker langsommere (end med mennesker), fordi for­andringen kræver større indsats. 335 aa (III 9)

Etruskerne var i lange tider berømte for de­res magt og deres våben, og for deres religion, og skikke. Denne magt blev først beskåret af Gallerne, derefter ødelagt af Romerne, og det så grundigt, at nu 2000 år senere er der næppe nogen erindring om Etruskernes store magt. 194 b (II 4)

Hvorledes en stat kan gå til grunde ved kvinder. 378­379 (III 26)

De stores ærgerrighed er så mægtig, at hvis den ikke i en stat bliver slået ned på forskellig måde, vil den stat snart gå til grunde. 113 c/d (I 37)

# 32 BEFOLKNING

68

# 33 REPUBLIKDeraf kommer det, at der i disse lande al­

drig har været en republik eller noget frit statsliv, for denne menneskeart (adel) er den argeste modstander af enhver borgerlig forfat­ning. Derfor er det umuligt at indføre en repu­blik i et sådant land. 155 a (I 55)

Republikker vokser på tre måder. 189 c flg. (II 4)

Republikkerne er langsommere, mindre mistænksomme, og derfor også mindre for­sigtige end en fyrste. 323 d (III 6)

Den sædvanlige forretningsgang i repu­blikkerne er slæbende, for ingen myndigheder kan klare alt alene, tværtimod er de i meget henvist til hinanden. 106 a (I 34)

Den rette vej til at hæve en republik til et stort rige består i at øge indbyggertallet i ho­vedstaden, at skaffe sig forbundsfæller, ikke undersåtter … at lade staten være rig, men den enkelte fattig. 239 c, d (II 19)

Denne dyd, og denne last (troen på lykke og ulykke), som man ser hos enkelte menne­sker, findes også i republikker. 390 b/c (III 31)

REPUBLIK LEVETIDMan kan tænke på, hvordan de republik­

ker, der gjaldt for godt indrettede, bar sig ad når nogen skulle have magt for længere tid, fx Sparta med konger, og Venedig med doger. For begge embeder var der indført vogtere, som skulle holde øje med, at de ikke misbrug­te deres magt. 108/09 (I 35)

Da republikkens skikke endnu var rene, tjente det romerske folk ikke som slaver, men det herskede heller ikke overmodigt. Det hæv­dede sin rang med ære, i kraft af sin organisa­tion, og sine myndigheder. 161 b/c (I 58)

En sådan genfødsel af republikkerne sker også ved den blotte kraft af én mand, uden hjælp af en lov til sådan fordømmelse. Sådan­ne evner er i høj anseelse, og som forbillede virker de så stærkt, at de gode stræber efter dem, og de onde skammer sig over at virke modsat. 294 b (III 1)

Er den herskende stat en republik, så er der ikke noget bedre middel til at fordærve dens egne borgere og skabe splid i staten, end at have en uenig by under sig. 381 c (III 27)

# 33 REPUBLIK

69

REPUBLIK SAMMENLIGNET MED FYRSTE

Deraf kommer det, at en republik har læn­gere levetid, og har længere lykke (held, suc­ces) end et kongedømme, for den kan, på grund af forskellene hos sine borgere, bedre tilpasse sig til de forskellige tider, end en fyr­ste kan. 334 b (III 9)

Hvor meget mere må dette lykkes for en re­publik. For den har mulighed for at vælge ikke blot to, men talløse tapre mænd som førere. 80 a (I 20) (modsat kongerige, arveligt)

Som man ser, var det i begge tilfælde den samme årsag, dog var republikkens optræden mere menneskelig og mindre skammelig end fyrstens. 166 c/d (I 59)

Den hårdeste af al hård trældom er under­kastelse under en republik. For det første va­rer den længere, og giver derved mindre håb om, at man kan blive af med den. 186 d (II 3)

Hvad fyrsterne må gøre (bedrag) i begyn­delsen af deres udvidelse, det må republikker­ne også gøre, til de er blevet mægtige og kan klare sig med magt alene. 216 a (II 13)

Om man kan stole mere på forbund og af­taler med en republik, end med en fyrste. 166 a flg. (I 59)

REPUBLIK FARER FORHertil er at bemærke, at handlinger som ser

ud til at være dydige, og som man ikke fornuf­tigvis kan fordømme, ofte kan slå om i vold­somheder, og kan bringe republikken i de stør­ste farer, hvis de ikke i tide bliver behersket. 383 a/b (III 28). (Skin og virkelighed, # 55)

Jeg tror, at i tilfælde af overhængende fare, finder man mere stabilitet i republikkerne, end hos fyrsterne. For selv om de havde den samme indstilling som en fyrste, så vil det være sværere for dem at beslutte sig til at bry­de loyaliteten, på grund af deres tunge forret­ningsgang. 167 b (I 59)

En republik må passe meget på, at man al­drig betror en mand en vigtig opgave, hvis han tidligere er blevet blodigt krænket af an­dre. 356 c/d (III 17)

En republik, som vil undgå lasten: utak­nemlighed, kan man ikke tilråde det samme middel, som til fyrsten: nemlig personligt at drage i felten, og ikke sende nogen anden, for den må jo sende en af sine borgere. 97 b/c (I 30)

Der er ikke noget lettere middel til at øde­lægge en republik, hvor folket har magten, end at vikle det ind i dumdristige foretagen­der. For hvor folket har noget at sige, vil det

# 33 REPUBLIK

70

altid gå ind på det, og de som tænker anderle­des, vil ikke have noget middel mod det. 150 a/b (I 53)

Alt dette viser det vanskelige, ja umulige, i at opretholde eller grundlægge en republik i fordærvede stater. Hvis det var nødvendigt, måtte man hellere stræbe efter et monarki end en republik, for at de mennesker, hvis over­mod ikke kan forbedres af love, kan blive holdt nogenlunde i tømme af en næsten kon­gelig magt. 76 d (I 18)

Da nu republikkerne ikke kan få ordineret et sikkert middel mod dette onde (hævnger­righed), så er det heller ikke muligt at grund­lægge en republik som kan vare evigt, da den

kan gå til grunde på tusinde uventede måder. 357 c (III 17)

REPUBLIKKER FRIE En Fristat har to mål: at erobre, og at hævde

sin frihed. 94 b (I 29)I vor tid er der kun eet land hvor man kan

siger, der er frie byer (Tyskland). I gammel tid var der i alle lande mange frie folk. 181 b/c (II 2)

Således kan ”de frie byer” (i Tyskland) nøjes med deres begrænsede suverænitet. 241 c (II 19)

Den almene fordel ved en fri forfatning er, at man frit og uden bekymring kan nyde sin ejen­dom, at man ikke skal frygte for kvinders og børns ære, og ikke frygte for sig selv. 67 c (I 16)

# 33 REPUBLIK

71

# 34 LANDE OG BYER GAMLE

Lykurg havde ved sine love givet Sparta mere lighed i ejendom, end i rang. På grund af den ensartede fattigdom var folket mindre ærgerrigt, navnlig da det stadig blev holdt væk fra de få embeder. Og de adelige væk­kede aldrig, ved dårlig behandling af folket, dets ønske om selv at beklæde disse embeder. 34 b (I 6)

Lykurg, grundlæggeren af den spartanske republik, indså at intet lettere kunne svække hans love, end en sammenblanding med nye indbyggere. Han gjorde derfor alt for at for­hindre forbindelse med fremmede (”barba­rer”), forbød ægteskab med fremmede, at give dem borgerret, ja han indførte endog i sin re­publik lædermønter, for at ingen skulle få lyst til at indføre varer, eller begynde et håndværk. Derfor kunne byen ikke vokse. 188 d (II 3). – (Ifølge kommentar i den tyske udgave forholdt det sig modsat: det var tunge jernmønter, som skulle transporteres med oksekærre.)

Alexander den Store ville bygge en by, som skulle gøre ham berømt. Bygmesteren Deino­krates foreslog ham at anlægge den på Athos bjerget. Det havde en sikker beliggenhed, og

man kunne bearbejde det, så det fremtrådte som et menneske. Det ville være noget sjæl­dent, vidunderligt, og passe til hans storhed. Da Alexander spurgte, hvad indbyggerne skulle leve af, svarede han, at det havde han ikke tænkt på. Alexander lo ad ham, lod bjer­get være, og grundlagde Alexandria, hvor lan­dets frugtbarhed, den gunstige beliggenhed ved Middelhavet og Nilen, muliggjorde et be­hageligt liv for indbyggerne. 18/19 (I 1)

Man ser deraf, hvorledes Romernes metode fremmede deres vækst. For byer, som er vant til frihed, eller til at blive regeret af deres egne landsmænd, føjer sig mere villigt under et herredømme som de ikke ser, selv om det er noget trykkende, end under et, som de dagligt har for øje. 246 dd (II 21)

Marius drog mod Kimbrerne. Dette vilde folk faldt plyndrende ind i Italien, og udbredte stor skræk ved sin vildhed, og ved sin mæng­de, og fordi de havde slået en romersk hær. 410 b/c (III 37)

Skyternes lande. 203 b (II 8, T 14). Krim

NYE: FRANKRIGI Frankrig hersker der sikkerhed, og det er

kun fordi kongerne er bundet af talløse love,

# 34 LANDE OG BYER

72

som garanterer for alle dets folkeslags sikker­hed. 69 d (I 16)

Også kongeriger har brug for, at deres love bliver fornyet, og ført tilbage til deres op­rindelse. Den gode virkning deraf ser man i Frankrig, som mere end noget andet rige lever under lov og orden. 295 b/c (III 1)

Dette følger franskmændene i ord og hand­ling, for at beskytte deres konges værdighed, og deres riges magt. 417 c/d (III 41)

Hele landet (Frankrig) sitrede, da det i 15l3 blev angrebet af England, og kongen selv, som alle andre, vurderede at et eneste nederlag kunne koste ham kronen. 279 d (II 30)

Af dette eksempel, med de gamle Etruskere, og Florentinerne, ser man at Franskmændene altid er forblevet de samme, og deraf kan man let slutte, hvor langt fyrsterne kan stole på dem (!). 421 a (III 43). (Han kan ikke lide Fransk­mændene, som er fortsættelse af Gallerne)

ANDREI Tyskland derimod finder man endnu den­

ne retskaffenhed og fromhed i høj grad, og derfor er der mange frie byer, som lever såle­des efter deres love, at ingen ydre eller indre fjende vover at foretage sig noget mod deres frihed. 153 b/c (I 55)

De største og længste krige, der er blevet ført i Tyskland, er dem mellem Schweizerne og hertugen af Østrig. Og skønt kejseren og hertugen af Østrig i mange år har været den samme person, så kunne han dog aldrig over­vinde Schweizernes dristige mod, og det kom aldrig til en overenskomst på anden måde end ved magt. 241 b/c (II 19)

Schweiz er det eneste land, hvor man stadig lever efter de gamles regler, når det gælder re­ligion og krigsvæsen. 59 a (I 12)

Når man i Spanien ikke ser så meget uor­den som dagligt i Italien, så kommer det ikke så meget fra folkenes retskaffenhed, som stort set er forsvundet, men af at de har en konge, som holder sammen på dem, ikke blot ved sin handlekraft, men også ved den endnu ikke fordærvede statsforfatning. 153 b/c (I 55)

Venedig opstod, da mange mennesker var flygtet til nogle øer øverst i det Adriatiske hav, for at undgå de evige krige som brød ud i Ita­lien efter det romerske riges undergang, da barbarerne hele tiden trængte ind. 16 a (I 1)

Kongen var en klog fyrste, og England et velordnet rige, som ikke havde forsømt sit krigsvæsen i fredstid. 81 a (I 21)

# 34 LANDE OG BYER

73

# 35 REGEREHvis menneskene bliver godt regeret, søger

og forlanger de ikke nogen anden frihed. 302 d (III 5)

At regere betyder ikke andet end at holde undersåtterne således, at de hverken kan, eller tør, skade dig. 252 b (II 23)

Sikkert er det herredømme det stærkeste, under hvilket undersåtterne befinder sig godt. (Citat fra Camillus). 253 a (II 23)

Det er en vanskelig og besværlig opgave at regere byer med magt, navnlig hvis de har væ­ret vant til frihed. Uden krigsmagt, en stærk krigsmagt, kan man hverken beherske dem, eller regere dem. 190/91 (II 4).

Hvorledes man genopretter enighed i en by. Der er ikke andet at gøre end at henrette oprørets hovedmænd. Eller: der er overhove­det kun tre midler, 1. at dræbe dem, som Ro­merne gjorde, 2. at bringe dem væk fra byen, eller 3. lade dem slutte fred på den betingelse, at de ikke laver flere vanskeligheder. Af disse tre midler er det sidste det mest skadelige, det mest usikre, og det mest nytteløse. 379/80 (III 27)

(Romerne) Alle de byer, som de ikke øde­lagde, tillod de at leve efter egne love, og de ef­

terlod ikke noget tegn på deres herredømme i dem. 246 b (II 21)

De mænd, som regerede Firenze fra 1434 til 1494, sagde at det var nødvendigt at gribe re­geringsmagten igen hvert femte år, ellers ville den være svær at opretholde. At ”gribe den igen”, dermed mente de: at indjage borgerne den frygt og skræk, som de havde brugt ved den første magt overtagelse. 293/94 (III 1)

Derfor sagde en klog mand (Aristoteles), at for at beherske en stat med magt, må her­skerens og de undertryktes kræfter stå i det rette forhold (Balance). Når dette var tilfældet, kunne man håbe at herredømmet ville blive varigt. Men hvis den undertrykte var stærkere end undertrykkeren, så kunne man hver ene­ste dag forvente, at voldsherredømmet ville være slut. 368 c (III 22)

Af dette eksempel kan enhver regent lære, at man ikke skal nære ringeagt for andre. (Fare for hævn). 273 d (II 28)

Jeg slutter deraf, at der ikke er noget stærke­re og nødvendigere middel til at tøjle en oprørt mængde, end at en mand optræder, som ved sin fremtoning vækker ærefrygt. 152 aa (I 54)

Se også MAGT, # 62 Hn­L­Soc­Magt

# 35 REGERE

74

FORHOLD TIL ANDRE STATERMan kan slutte til den slette tilstand i en

stat, når en fremmed magt bliver hidkaldt af en del af indbyggerne. For så mangler der en indretning, som gør det muligt for borgerne at få luft for deres hadefulde lidenskaber, uden at bruge voldsomme midler. 40 d (I 7)

For det er en afgjort sag, at hvis en fyrste eller et folk er nået til stor anseelse, så vil hver nabomagt vogte sig vel for at angribe dem, og vil frygte for dem. 179 a/b (II 1)

Karthagerne angreb ikke Rom … De op­trådte overfor Rom som man altid gør overfor en opadstræbende magt: de sluttede forbund med den (byen, staten), til sin egen fordel, og søgte dens venskab. 179 dd (II 1)

Når Romerne trængte ind i fremmede lan­de, søgte de altid en forbundsfælle dér, som kunne hjælpe dem … Folk som handler på denne måde vil se, at de behøver mindre lyk­ke end dem, som ikke gør sådan. 180 c (II 1)

Således gik det Ardeaterne (Ardea, lidt syd for Rom), som havde ladet en strid blandt bor­gerne vokse så meget, at det kom til et åbent brud. For at genoprette enighed måtte de til­kalde hjælp udefra, hvad der er et stort skridt hen imod trældom. 379 c (III 26)

Rom erhvervede sig forbundsfæller, men overherredømmet og regeringens sæde for­blev i hovedstaden. 190 c/d (II 4)

Hvis man ikke kan forsvare sine venner. 114 c 115 c (I 38)

Ikke desto mindre forudså det (Rom, Se­natet) at de (naboer) i deres nødstilstand ville gribe til våben, og derfor valgte (Senatet) det ærefulde: at tillade dem at gøre det, som de jo alligevel var nødt til at gøre, for så ville de ikke gå fra nødtvungen ulydighed, til forsæt­lig. 115 b/c (I 38). (Jvf. Dyd af nødvendighed, gøre. Bevingede Ord)

Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis man kan eller må frygte, at de ikke bliver overholdt. 82 b (I 22)

Forbund bliver brudt når det er nyttigt. Her overholder republikkerne deres aftaler meget længere end fyrsterne. 167 c (I 59)

Jeg taler kun om aftaler, som bliver brudt af usædvanlige grunde, og her mener jeg, at folket begår mindre uret end fyrsten. Derfor kan man stole mere på folket end på fyrsten. 168 b (I 59)

# 35 REGERE

75

POLITIK MIDLERVi har i vor tid set, hvilke omvæltninger

der kom i republikken Firenze, fordi mæng­den ikke kunne få afløb for sin harme mod en medborger på lovlig måde. 39 d (I 7)

Der må ikke forekomme noget i en repu­blik, der fører til brug af ulovlige midler. Selv­om det kan være nyttigt i øjeblikket, så virker det dog skadeligt. 106 b/c (I 34). (# 61 Mål og midler)

Filip af Makedonien drev folk fra land til land. – Det er grusomme midler! 88 dd (I 26)

VALG AF LEDERE OG EMBEDSMÆND Det synes mig en undersøgelse værd, hvor­

dan folket bedømmer mennesker ved forde­ling af embeder, og om det er rigtigt at fol­ket fordeler embederne bedre end en fyrste.

Folket retter sig ved sit valg efter: hans fader, hans omgangskreds, og efter hans egne hand­linger. 398 b (III 34)

Man må aldrig indrette en republik således, at nogle få kan forsinke en beslutning, som er nødvendig for opretholdelse af de sædvanlige statsfunktioner. 142 c (I 50).

EN FARLIG MANDTil slut kommer det så vidt, at man for at

undgå en pludselig omvæltning må forsøge at fjerne en sådan mand. Lader man ham udfol­de sig, så må man finde sig i undertrykkelse, med mindre døden eller et tilfælde befrier sta­ten for ham. 133/34 (I 46). 144 d (I 52) – Se også: #74 Dårlige personer.

# 35 REGERE

76

# 36 LIGHED OG ULIGHEDFordærvelse, og uegnethed til et frit liv, op­

står af den ulighed der råder i staten. 72 d (I 17)Hvor der hersker stor lighed bør man

grundlægge en republik. Hvor der derimod er stor ulighed, skal man oprette et monarki. 157 aa (I 55)

Det kommer af, at der i dette land (Toscana) ikke er nogen borgherre, og ingen eller ganske få adelsmænd. Tværtimod hersker der så stor lighed, at en fornuftig mand, som kender old­tidens statsforfatninger, let kunne indføre et frit statsliv her. Men til ulykke for Toscana har man indtil nu ikke haft en mand, som havde magten eller indsigten dertil. 155 c (I 55)

De få holder med de få. 40 c (I 7). – 141 b/c (I 49)

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHEDI: Tyranni, Undertrykkelse, Diktatur,

Trældom, AbsolutismeII: Frihed

(I) STAT TYRANNI (her alment. Jvf. # 46: Tyran som person)Et absolut monarki, et såkaldt tyranni. 88 a

(I 25)En stat, som bliver fri, har vel fjender, men

ikke venner, i det indre. Til fjender bliver alle, der havde fordel af den tyranniske regering, og som tærede på fyrstens rigdomme. Da denne kilde er udtørret, kan de ikke leve i til­fredshed, og må alle sammen forsøge at indfø­re tyranherredømmet igen, for at de kan blive ansete. 67 b (I 16)

Ondet: tyranni udsprang i Rom af de samme årsager som i de fleste fristater, nemlig af fol­kets overvældende krav på frihed, og adelens overvældende krav på herredømme. 123 d (I 40)

Jeg vil fortælle om de hændelser i Rom, der udsprang af indsættelsen af Decemvirerne (De Ti Mænd, jvf. # 46). Det er af stor betyd­ning, både for dem der vil opretholde en repu­bliks frihed, og for dem der har til hensigt at undertrykke den. 120 a, b (I 40)

# 36 LIGHED OG ULIGHED / # 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED

77

Hvorfor omsvinget fra frihed til trældom og omvendt nogle gange koster meget blod, andre gange slet intet. 328 c flg. (III 7)

Med trældom mener jeg her, at byer bliver undertrykt af en fremmed magt, ikke at man har pligt til at arbejde for en af dens (egne) borgere. 187 a/b (II 2) (Fremmed – Egen)

(II) STAT FRIHED Hvad der vanskeliggjorde det for Romerne

at overvinde nabofolk, og dels også fjerne lan­de, var den kærlighed til friheden, som den­gang fandtes hos mange folk, og den hård­nakkethed hvormed de forsvarede deres fri­hed. 181 a (II 2)

Det er let at indse årsagen til denne fri­hedskærlighed hos folkene. Erfaringen viser, at staterne kun kan blive større og rigere, hvis de er frie. 182 aa (II 2)

Man ser, hvor sandt det er, at røveri af fri­heden bliver hævnet meget blodigere, end forsøget på at røve den. 184 a (II 2) (Hensigt–Handling)

Det er let at indse hvor denne orden kom fra, og hvorfra det nuværende forfald stam­mer: dengang var det (Samniternes land) frit, nu lever det i trældom. 186 a/b (II 2)

Årsagen til, at oldtidens folkeslag havde mere frihedstrang end de nuværende, er for­skellen i opdragelse, som skyldes forskel i reli­gion. 184 b (II 2)

(Citat fra Livius) Freden var til at stole på, hvor folk frivilligt havde beroliget sig. Men dér hvor man ville trældom, kunne man ikke håbe på troskab. Kun de, der ikke tænkte på andet end frihed, fortjente at blive romerske borgere. 255 c (II 23)

Kloge lovgivere har altid anset beskyttelse af frihed for noget af det vigtigste ved organi­sering af en republik. Alt efter hvordan dette blev indrettet, er den borgerlige frihed af kor­tere eller længere varighed. 29 d (I 5)

Til dem, som skal sikre friheden i en by, kan man ikke give noget nyttigere råd end: at anklage de borgere, som foretager sig noget mod statens frihed. 38 a (I 7)

Jeg drager denne slutning: når man skal fælde dom over mægtige stater, som er vant til frihed, skal man enten ødelægge dem, eller gøre dem godt. Man må absolut undgå mid­delvejen, for den er ødelæggende. 255/56 (II 23). (Middelvej: jvf. # 83.2)

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED

78

Alle de oprindelige indretninger i byen (Rom) passede bedre til den borgerlige frihed end til absolutisme og tyranni. 46 d (I 9)

FORDÆRVET STAT

Et helt fordærvet folk kan ikke leve et øje­blik i frihed. 66/67 (I 16)

Det må gælde som uomstødelig sandhed, at en fordærvet stat som lever under en fyr­ste, aldrig kan blive fri, også selvom fyrsten med hele sin slægt bliver udryddet, snarere vil en fyrste fortrænge den anden. Uden at få en ny herre kommer denne stat aldrig til ro. Det skulle da være en (leder), som både var god, og havde kraft til at skaffe staten frihed. Men selv da ville friheden ophøre med denne mands død. 70/71 (I 17)

Fordærvelse, og uegnethed til et liv i frihed, opstår af den ulighed der hersker i staten. 72 d (I 17)

Se også # 59 Syg og Sund.

# 38 SOCIALE FORHOLD RIG OG FATTIG

Godt indrettede republikker må holde sta­ten rig, og borgerne fattige. 111 b/c (I 37)

Erfaring viste dog, at endnu 400 år efter Roms grundlæggelse herskede der den største fattigdom. Formodentlig var der ingen særlig grund til det, men (der var) erkendelse af, at fattigdom ikke spærrer vejen til embede og anseelse for nogen, og at man opsøgte hæder, uanset hvor den boede. 376 b (III 25)

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED / # 38 SOCIALE FORHOLD

79

# 41 FYRSTE En ny fyrste, som har erobret en by eller et

land, skal indrette alt på nyt. 88 b flg. (I 26)Vil de (fyrster) vide, hvordan de skal be­

gynde, så behøver de kun at holde de gode fyrsters liv op for sig, som spejl. I deres liv vil de finde så meget sikkerhed og tilfredshed hos den regerende, at de får lyst til at efterlig­ne ham, navnlig da det af de anførte grunde er så let for dem. 302 c (III 5)

ARVEFØLGEDette (arvefølge, og fyrsters liv i pragt) var

begyndelsen til omvæltninger, mytterier og sammensværgelser mod fyrsterne (i Rom). 22 b (I 2)

For alle kejsere ved arvefølge (i Rom) var dårlige, med undtagelse af Titus. 50 c/d (I 10)

Men da man senere bestemte fyrsten ved arvefølge, i stedet for ved valg, begyndte ar­vingerne straks at udarte. De glemte deres for­fædres gerninger, og indbildte sig at fyrsterne ikke havde andet at gøre end at overgå hinan­den i pragt, tøjlesløshed og enhver art af over­dådighed. 22 a (I 2)

Da fyrsterne har et kort liv, må et rige straks forfalde, når det ikke længere har sin fyrstes

stærke arm. Derfor er riger, som kun hviler på én mands fortjeneste, af kort varighed, og kun sjældent bliver hans fortjeneste fornyet ved ar­vefølge. 54/55 (I 11)

MISTE SIT RIGEMåtte fyrsterne deraf lære, at de begynder

at miste deres herredømme i det øjeblik, da de begynder at overtræde lovene, de gamle skik­ke og vaner, som folket længe har levet med. 302 b (III 5)

Og hvis de (fyrsterne), efter at de har mi­stet deres magt, nogensinde bliver så kloge at de kan indse, hvor let det er at opretholde et rige, hvis man optræder fornuftigt, så må ta­bet smerte dem endnu mere, og de må straffe sig selv mere, end andre straffer dem. 302 b/c (III 5)

FYRSTE SVAG / STÆRKEn fyrste bør ikke sætte noget til af sin vær­

dighed. Hvis han vil afgive noget med ære, må det aldrig ske ved et forlig, med mindre han kan hævde det, eller tror at kunne gøre det. Er det kommet så vidt, at du ikke kan af­give det på denne måde, så er det næsten altid

KAPITEL 4 PERSONER

80

bedre at lade det blive revet fra dig med magt, end med frygt for magt. 218 b (II 14)

Disse eksempler beviser, at efter en udmær­ket fyrste kan en svag (fyrste) klare sig. Men under en ny svag kan intet rige hævde sig, med mindre det som Frankrig holder sig oppe ved sin gamle organisation. Men svage er alle fyrster, som ikke forstår sig på krig. 78 c (I 19)

Hvor menneskene er fordærvede, så love­ne ikke er tilstrækkelige til at binde dem, dér

må man skaffe dem gyldighed ved en højere magt. Men det formår kun en konge, der med ubegrænset magt går imod de mægtiges umå­deholdne herskelyst, og fordærvelse. 155 b (I 55)

Det er ikke klogt at slutte pagt med en fyr­ste, der har mere ry end magt. 209 b flg. (II 11)

# 41 FYRSTE

81

# 42 FYRSTE FARER FORFyrsten må ikke gøre sig forhadt. 361 d (III

19)Ingen fyrste er sikker på sit herredømme,

så længe de er i live, som han har taget det fra. 300 a flg. (III 4)

Når man læser den gamle historie vil man altid finde, at efter en statsomvæltning, hvad enten det er en republik der bliver forvandlet til et absolut monarki, eller omvendt, skal der være et tankevækkende eksempel på, hvad man gør med fjender af det nye styre. 298 b (III 3)

Enkeltpersoner, og en hel by, kan underti­den forse sig så meget overfor staten, at der for fyrsten ikke er andet at gøre end at udrydde dem, som advarende eksempel, og for egen sikkerhed. 254 a (II 23)

Der kan ikke true en fyrste noget slemmere end en sammensværgelse 325/26 (III 6) (se se­nere, # 51).

Trusler (fra fyrsten) skader ham mere, og fremkalder mere virksomme sammensvær­gelser, end krænkelser. Det må fyrsten vogte sig for. Man må enten være kærlig overfor mennesker, eller sikre sig mod dem, men al­drig bringe dem så vidt, at de indser nødven­

digheden af enten selv at dø, eller at ombringe en anden. 316 b (III 6)

Jeg vil gå ind på emner som: had mod fyr­ster, og sammensværgelse, som er vigtige både for fyrster og privatfolk. 303 aa (III 5)

En fyrste der vil beskytte sig mod sammen­sværgelser må mere frygte dem, han har givet mange velgerninger, end dem som han har krænket meget, for disse har ikke lejlighed (til det), de første har nok af det. 308 d (III 6)

Gode og dårlige fyrster. 49/50 (I 10). (Mange navne på romerske fyrster).

DÅRLIGE FYRSTEREn fyrste, som ikke er bundet af love, vil

være mere utaknemlig, ubestandig, og min­dre klog, end et folk. 162 d (I 58)

Ikke den enkeltes vel, men almenvellet er det, som gør staterne store. Uden tvivl bliver der kun sørget for almenvellet i republikker … Det modsatte sker under en fyrste. Hvad der er nyttigt for ham, skader for det meste staten, og hvad der er nyttigt for staten – ska­der ham. 182 b (II 2)

Da disse fyrster var fattige, men dog ville leve som rige, var de nødsaget til at drive rø­

# 42 FYRSTE

82

veri, og udføre det på forskellig måde. 384/85 (III 29)

En velmenende mand kan tale til et tøjles­løst og oprørsk folk, og let få det på den rette vej. Men ved en dårlig fyrste er alle ord forgæ­ves. Mod ham er der ikke andet middel end: jern (!). 164 d (I 58)

GODE FYRSTERDer findes og fandtes mange fyrster, men

kun få, der var gode og kloge. 160/61 (I 58)Alle der blev kejser ved adoption var gode.

50 c/d (I 10)Den romerske kejserhistorie kunne ved et

grundigt studium give alle fyrster en udmær­ket belæring, og vise dem hvilken vej der fø­rer til berømmelse eller skændsel, til sikker­hed eller frygt. 50 b (I 10)

En klog og god fyrste vil derfor aldrig byg­ge en fæstning, men forlade sig på undersåt­ternes kærlighed. 258 c (II 24)

(Om en fyrste, der har erobret et land) Hvis han har menneskelige og naturlige følelser, så elsker han sine undergivne byer lige så meget, og lader alle erhverv og næsten al deres gamle organisation bestå. 187 a (II 2)

Men da han (Tullus Hostilius) ville føre krig tænkte han ikke på at benytte sig af Samni­terne, Etruskerne eller andre krigsvante folk, men han besluttede som klog fyrste at bruge sine egne undersåtter. 80 c (I 21)

I sin bog om Kyros’ liv viser Xenofon, hvor nødvendig bedrag er, og Kyros kommer på tronen mere ved list end ved magt. Han slut­ter heraf ikke andet, end at en fyrste, der har store planer, må lære at bedrage. 215 c/d (II 13)

# 42 FYRSTE

83

# 43 FYRSTE OG MILITÆRMen svage er alle fyrster, som ikke forstår

sig på krig. 78 c (I 19)Er der noget område hvor man afviger fra

”de Gamle”, så er det i krigsførelse. Denne fejl kommer af, at republikkerne og fyrsterne overlader dette problem til andre, for at undgå de farer der er forbundet med det. 335/36 (III 10)

De nuværende fyrster og de nyere repu­blikker, som ikke har egne tropper til forsvar og til angreb, må skamme sig over sig selv. 80 b (I 21)

For ikke at nære nogen mistro, og for ikke at måtte være utaknemlig, skal en fyrste selv lede sine felttog, som de første romerske kej­sere gjorde, og som Tyrken gør nu. 96 a (I 30)

Man kan nu til dags se en konge personligt drage i felten, men man skal ikke tro, at der kommer noget berømmeligt ud af hans nær­vær. Han gør det kun for at prale. 336 aa (III 10)

En fyrste, der har overflod af mennesker, men mangel på soldater, skal ikke beklage sig over menneskenes fejhed, men kun over sin egen træghed og uklogskab. 412 d (III 38)

FYRSTE I FORHOLD TIL ANDRE FYRSTEREn fyrste kan godt være i forbund med en

mægtig fyrste, selv om denne i øjeblikket ikke kan beskytte ham. For han kan håbe, at denne med tiden vil genindsætte ham i hans fyrste­dømme. 166/67 (I 59)

Sådan hårdnakkethed opstår også ved nærtboende fyrster og republikker, ud fra det naturlige had, der kommer fra deres herske­syge, eller deres misundelse af frihed, særligt ved republikker som de er i Toscana. 343 b/c (III 12 )

Deraf kan man lære, at en fyrste, som vil opnå noget af en anden, skal så vidt muligt ikke give ham tid til at betænke sig. 421 d (III 44)

Vil jeg begynde krig med en fyrste, og der har i lang tid været aftaler mellem os, så vil jeg hellere angribe en af hans venner, under et påskud. 204/05 (II 9). (# 12 Krig. Parter: ”Tred­jepart”)

FYRSTE OG OMGIVENDE PERSONEREn fyrste må søge efter lydighed og kær­

lighed hos sine soldater og undersåtter. Ly­dighed får han ved at overholde forfatningen, og ved ry for tapperhed. Kærlighed erhverver

# 43 FYRSTE

84

han sig ved at være folkelig, munter, venlig og de øvrige egenskaber som Valerius havde, og som Xenofon tilskriver Kyros. 371 d (III 22)

Det er muligt, at folket overvurderer en mands (borgers) omdømme, sindelag og ger­ninger, hvad der ikke vil ske for en fyrste, da hans rådgivere ville fortælle ham det, og ad­vare ham mod det. 401 a (III 34)

Nogen siger, at man aldrig må stå fyrsterne så nær, at deres fald kan rive dig med, eller så fjernt, at du ikke ved deres fald i tide kan

hæve dig op af ruinerne. Og denne middelvej ville også være den rigtigste, hvis man altid kunne følge den. 297 b/c (III 2)

Enhver regent bør lære deraf, at han aldrig må ringeagte et menneske så meget, at han ikke er klar over, at: når han føjer den ene krænkelse til den anden, vil den krænkede tænke på hævn trods al fare, og risiko for at skade sig selv. 273 d (II 28). (Slutning af stykket om Filip og Pausanias, se # 87).

# 43 FYRSTE

85

# 44 FYRSTE OG FOLKMan ser mere ubestandighed og vekslen­

de optræden hos romerske kejsere og de øv­rige tyranner og fyrster, end nogensinde hos mængden. 162 b/c (I 58)

Fyrste, folk. – Forskellen i deres optræden stammer ikke fra forskelle i deres natur (for den er den samme hos alle, og hvis det gode er overvejende, er det hos folket), men fra den større eller mindre frygt for de love, som begge lever under. 162 d (I 58)

Derfor skal man ikke anklage mængdens natur mere end fyrsternes, fordi begge synder i samme omfang, hvis de kan synde ustraffet. 162 b (I 58)

Videre ser man, at de stater, hvor folket her­sker, vokser hurtigere end de, som har levet længe under en fyrste. Men dette kan kun komme af, at folkene regerer bedre end fyr­sterne. 164 a (I 58)

Tacitus siger: Menneskene må ære fortiden og underkaste sig nutiden, ønske sig gode her­skere – og udholde dem, sådan som de er (!) 303 d (III 6)

Det kommer af, at deres folk (Venedig, og kongen af Frankrig) er ubevæbnede, og at kongen og de andre nævnte foretrak den øje­

blikkelige fordel, at udplyndre folket. 278 b (II 30)

Klearchos så, at han stod mellem de for­nemmes overmod, som han ikke kunne til­fredsstille eller tøjle, og folkets vrede, fordi det ikke kunne komme sig over tabet af friheden. Så besluttede han, at han med eet slag ville befri sig for de besværlige store, og vinde fol­ket for sig. Ved passende lejlighed lod han, til folkets store tilfredshed, alle fornemme hugge i stykker, og opfyldte dermed et af folkets øn­sker, nemlig at få hævn. 69 aa (I 16)

DÅRLIGT FORHOLDEr man utilfreds med sin fyrste, må man

først veje og måle sine kræfter: om man er stærk nok til at bekrige ham. 297 a (III 2)

Man ser deraf, hvor skadeligt det er for en republik eller for en fyrste, at holde undersåt­terne i stadig frygt og bæven, på grund af ved­varende straffe og uretfærdighed. 132 a (I 45)

Desuden var de konger (i Rom), som ofte havde undertrykt og krænket folket, endnu i frisk erindring. 100 dd (I 32)

Jeg anser de fyrster for beklagelige, som har mængden til fjende, og derfor må betjene sig af voldsomme midler. For en fyrste, som (kun)

# 44 FYRSTE

86

har de få til fjende, sikrer sig let, og uden stor uro. Men den, som har massen til fjende, kan aldrig være sikker, og jo mere grusom han er, des svagere bliver hans herredømme. 68 b (I 16) (”Magtens Dialektik”)

Frygter en fyrste for undersåtterne og for oprør, så opstår denne frygt af undersåtter­nes had til fyrsten. Hadet kommer af den dår­lige behandling af dem, og denne behandling stammer fra herskerens tro på, at han kan hol­de dem i tømme med magt, eller også fra hans uklogskab. 257 b (II 24)

Heraf kan man let erkende, hvad der gør en fyrste forhadt hos folket. Det er frem for alt: at en fordel bliver fjernet. Som punkt to kommer et hovmodigt og opblæst væsen, som er det

mest forhadte for et folk, særligt for et frit folk. 373 d (III 23)

GODT FORHOLDHvis en fyrste vil vinde et folk, som er

fjendtligt sindet mod ham, og jeg taler her om fyrster, som er blevet tyranner i deres fædre­land, så må han først undersøge, hvad folket ønsker. Og han vil altid finde to ønsker: for det første at hævne sig mod dem, der er skyld i dets trældom, og for det andet at genvinde friheden. 68 c (I 16)

Ingen fyrste bør beklage sig over synder hos de af ham regerede folk, for disse synder opstår kun af hans forsømmelighed, eller fordi han er forfalden til de samme laster. 384 c/d (III 29)

# 44 FYRSTE

87

# 45 ADEL Til forklaring af udtrykket ’adelsfolk’ siger

jeg, at man bruger det om dem, som uvirk­somme lever i overflod af udbyttet af deres godser, uden at bekymre sig om landbruget, eller om noget andet erhverv. 154 d (I 55)

Jeg drager derfor følgende slutning. Den der vil grundlægge en republik i et land hvor der er mange adelsfolk, kan kun gøre det, hvis han først udrydder dem alle sammen. 155 d (I 55)

Dette udgik fra de spartanske konger, som selv stod midt i adelen, og ikke havde noget bedre middel til at bevare deres værdighed, end at beskytte folket mod enhver uretfærdig­hed. 34 b/c (I 6)

Heraf kan man se denne stats (Roms) fuld­kommenhed, og dens sæders renhed, for skønt adelen ellers holdt tæt sammen, så rørte ingen adelig sig ved processen mod Manlius for at forsvare ham, og ingen af hans slægt­ninge gjorde noget for ham. 330 b (III 8). (Tid­ligere fortjenstfuld, nu farlig).

Som det vigtigste middel mod dette (uro i Rom) benyttede adelen religion, og det på to måder. 60 c (I 13)

Jordloven havde to hovedpunkter. Den krænkede altså patricierne dobbelt. 111 dd (I 37)

FOLKET MOD ADEL Begyndende adskillelse mellem adel og

folk (Venedig). 33 c (I 6)Det forekommer mig, at den der fordøm­

mer kampen mellem adel og folk, også for­dømmer den første årsag til opretholdelsen af den romerske frihed. 27 dd (I 4)

I den romerske republik herskede så stor modsætning mellem folk og adel, at Vejenterne og Etruskerne troede, at de i forening og ved at benytte denne strid kunne ødelægge Rom. 264 d … Deres frækhed og overmod gik så vidt, at Romerne lod deres indbyrdes strid hvile, de angreb dem, og slog dem. 265 aa (II 25)

Adelen syntes ganske vist, at dens ungdom var blevet ustyrlig, men da nu grænsen var overskredet, fandt den det i orden, at dette skete ved deres egne unge, ikke folkets. 132/33 (I 46)

Men da Tarquinierne var døde, og adelen ikke havde mere at frygte, begyndte den at spyt­te den gift, den havde i sit bryst, ud mod folket, og at krænke det på alle måder. 26 c/d (I 3)

(Om Tyskland). De byer, som havde beva­ret en fri og ufordærvet forfatning, tålte ingen adelsfolk hos sig, og de tillod heller ikke, at en af deres borgere levede som en adelsmand. De så meget strengt på lighed. 154 c (I 55)

# 45 ADEL

88

# 46 LEDERE (i ROM)

SENAT Af dette ser man Senatets høje tanker, og

klogskab. Det ville altid, i lykke som i ulykke, være herre over sit folks beslutninger. 114 d (I 38)

Da Senatet anså begge dele for nødvendig (belejre byer, lange felttog) besluttede det at betale sold. Men gjorde det sådan, at man (fol­ket) takkede det for noget, som nødvendighe­den tvang det til. 143 d (I 51) (Dyd af Nødven­dighed)

Man ser af sådanne beslutninger, hvilken tillid senatet havde til folkets retskaffenhed. 152 d (I 55)

(Catalinas sammensværgelse). Efter opda­gelsen kunne han ikke alene blive i Rom, men kom i Senatet, og sagde grovheder til det, og til konsulen. Så meget hensyn tog Rom til sine borgere. 323/24 (III 6)

DECEMVIROm indførelse af ”De ti Mænd”. Om frihed.

120 a (I 40)Ved udnævnelsen af De Ti Mænd skete dog

det modsatte. For de afsatte konsuler og tribu­

ner, og fik lovgivende magt og den fulde fol­kesuverænitet. 108 b/c (I 35)

Hvorfor indførelse af Decemvir (De Ti Mænd) i Rom blev skadelig, skønt det skete ved offentlige og frie valg. 107 d flg. (I 35)

CENSORIndførelse af censorembedet var en af de

ordninger, som længe bevarede Roms frihed. For som Roms moralvogtere var Censorerne den vigtigste hindring for sædernes fordærv. 139 b/c (I 49)

Ved indsættelsen af denne nye myndighed (Censorer i Rom) viser det sig, at selv i byer som Rom, der havde en fri oprindelse og regerede sig selv, var det meget vanskeligt at finde gode love til at opretholde friheden. 140 aa (I 49)

KONSUL (Konsulen var hærfører)

Efter at kongerne var fordrevet, var Rom fri for den nævnte fare: at en svag eller slet hersker fik regeringsmagten. For den højeste magt lå nu hos konsulerne, som ikke kom til magten ved arv, list eller magt, men ved frie valg. Og de var udmærkede mænd. 79 c/d (I 20)

# 46 LEDERE (i ROM)

89

Det er bemærkelsesværdigt, at Romerne udstyrede deres konsuler, diktatorer og andre kommandanter med stor magt. Senatet be­holdt kun retten til at erklære nye krige, og til at bekræfte fredsslutninger. 286 c/d (II 33)

Efter at Konsulatet også var blevet tilgæn­geligt for plebejere, gav den romerske repu­blik det (embedet) uden hensyn til alder og fødsel. 168 c (I 60)

Uanfægtet af denne erfaring valgte folket senere Varro til konsul. Hans eneste fortjene­ste var, at han på alle offentlige steder i Rom havde lovet at ødelægge Hannibal, så snart man gav ham magten til det. Følgen var slaget ved Cannæ, og det var nær blevet Roms un­dergang. 148 d (I 53)

Den samme misstemning opstod i Rom mod konsultitlen. Da folket så at den ene krig fremkaldte den anden, og at det aldrig fik ro, troede det at dette kom fra adelens ærgerrig­hed. 119 b (I 39)

Folket anså det for nødvendigt, enten at afskaffe konsulerne, eller at begrænse deres magt således, at de hverken ude eller hjemme havde magt over folket. 119 b/c (I 39)

Det romerske folk havde fået et had til kon­sultitlen, og forlangte at enten skulle kun ple­

bejere vælges til konsuler, eller også skulle de­res magt begrænses. 134 b/c (I 47)

Folket mente at det (som helhed) fortjente konsultitlen. Men da det skulle bedømme sine folk, fandt det ikke nogen egnede. 135 b (I 47)

TRIBUNEfter meget uro, opstande og farlige kampe

mellem folk og adel kom det til indsættelse af folketribuner, som skulle sørge for folkets sik­kerhed. 27 a (I 3)

Foruden det nævnte, at folketribunernes magt var nødvendig til beskyttelse af frihe­den, var der også den fordel, at de havde em­bedet som anklager i en republik. 37 dd (I 6)

Her ser man nytten af tribunembedet, som ikke alene tjente til at tøjle de mægtiges over­mod mod folket, men også deres indbyrdes jalousi. 142 b/c (I 50)

Hvis senatet frygtede, at tribunerne med konsularisk magt kunne blive valgt af plebe­jerne, så slog man ind på en af to veje. Enten lod det de mest ansete mænd i Rom ansøge, eller det bestak med egnede midler en snav­set, tarvelig plebejer til at blande sig som kon­kurrent blandt de bedre stillede plebejere, der

# 46 LEDERE (i ROM)

90

sædvanligvis optrådte som ansøgere. 138 d (I 48)

Ikke desto mindre var tribunernes hård­nakkethed så stor, at konsultitlen blev afskaf­fet. 119 c/d (I 39)

Tribunerne blev overmodige, og det var frygteligt for adelen, og for hele Rom, og det ville have haft slemme følger for friheden, hvis ikke Appius Claudius havde vist, hvorle­des man kunne beskytte sig mod tribunernes overmod. 340 b (III 11)

Man fandt altid en (af tribunerne) som var frygtsom, eller bestikkelig, eller var fjende af det almene vel, så man kunne få ham til at gå imod de andre tribuner, hvis de ville gennem­føre en beslutning mod senatets vilje. 340 b/c (III 11)

DIKTATOR(Rom i fare for angreb fra naboer). Nu skred

Rom til valg af en diktator, dvs. de gav en mand magt til at træffe beslutninger uden at have fået nogen rådgivning, og til at udføre dem uden nogen indsigelse. 101 c (I 33)

Hverken ordet, eller embedet: Diktator, bragte Rom i trældom, det gjorde derimod den magt, som visse borgere tiltog sig i den lange

tid de havde herredømmet. Hvis man ikke i Rom havde haft diktatortitlen, så havde man fundet en anden (titel), for magten skaffer sig let et navn, det er ikke navnet der skaber mag­ten. 104/05 (I 34). (# 56 Ord og genstand)

Da Romerne så denne uorden, tog de til­flugt til valget af en diktator, for at én kunne bringe i orden, hvad tre havde forkludret. 351/52 (III 15)

Var dette ikke nok, så udnævnte (Rom) en diktator, der med kongemagt viste enhver til­bage til hans skranker, som det skete da Spuri­us Maelius blev straffet. 384 b (III 28). – Denne kongelige magt. 107 a (I 34, T 15)

Ved dette nye (diktator) er det værd at be­mærke, hvor klogt Romerne fastlagde valget. Udnævnelse af en diktator var jo forbundet med en vis beskæmmelse for konsulerne, for­di disse som de øverste i byen måtte underka­ste sig ham, ligesom alle andre. 106/07 (I 34)

Når en diktator var udnævnt, så forblev tri­buner, konsuler og Senatet i embede, og dik­tatoren kunne ikke tage det fra dem. 108 a/b (I 35)

Når det kom til diktatur, fik den person den største berømmelse, som hurtigst nedlagde dette embede. 97 d (I 30)

# 46 LEDERE (i ROM)

91

TYRANHvis et folk lader sig forlede til den fejl, at

give en mand anseelse, for at han kan knægte dem, som det (folket) hader, og hvis denne ene er klog, så vil han blive tyran i denne by. 124 b (I 40)

Det er derfor intet under, at de gamle folk forfulgte tyrannerne med et sådant had, og el­skede det frie statsliv, ja at alene ordet frihed blev så højt vurderet af dem. 183 a (II 2)

Således gik det til i Syrakus med Dion og Timoleon, hvis gode egenskaber holdt byen fri til forskellige tider, så længe de levede. Men efter deres død faldt byen tilbage til det gamle tyranherredømme. 71 a (I 17)

Mens de kunne opnå udødelig berømmelse ved at grundlægge en republik eller et rige, så bliver de til tyranner, og ser ikke hvilken

berømmelse, ære og sikkerhed, hvilken ro og indre tilfredsstillelse de prisgiver dermed, og hvorledes de styrter sig i skam, skændsel, van­ære, fare og uro. 48 dd (I 10)

Er en blevet tyran, så trues han af de na­turlige og sædvanlige farer ved tyranni. 325 c (III 6)

Deraf kommer det også, at de tyranner er mere sikre, som har mængden til ven og de store til fjender, fordi deres magt har et stær­kere grundlag, end hvis de har folket til fjen­de, og adelen til ven. 125 a (I 40)

Pave Julius II havde svoret, at det var slut for alle de små fyrster, der havde dele af Kir­kestaten. Da han i 1506 drog til Bologna ville han ved denne lejlighed også fjerne tyrannen i Perugia, G. P. Baglioni. 89 b/c (I 27)

# 46 LEDERE (i ROM)

92

# 47 BORGERMan må derfor undersøge de midler, hvor­

ved de (borgere) er kommet til anseelse. Der er egentlig to: offentlige og private. 383 b/c (III 28. T 5). En godt indrettet republik må kun åbne vejen for dem, som stræber efter bevå­genhed med offentlige midler, men derimod spærre vejen for dem, som vil opnå det ved private midler. 383/84 (III 28, T 9)

En borger, som gør skade, og som tiltager sig en ulovlig magt, må have mange egenska­ber, som han ikke kan have i en ufordærvet republik. Han må være meget rig, have mange tilhængere, og det er ikke muligt hvor lovene bliver overholdt. 105 b (I 34). – 329 b/c (III 8) (Ironi)

(Faren ved fredelige tider) Når jeg nu tæn­ker over, hvad der kan gøres mod det, så ser jeg to midler. Det ene er, at holde borgerne i fattigdom, for at de ikke med rigdom uden indsats skal fordærve sig selv eller andre. Det andet er, at indrette sig således på krig, at man altid er i stand til at føre den, og derfor også altid har behov for udmærkede borgere. 354 dd (III 16)

Man må være opmærksom på borgernes handlinger, for under en dydig handling skju­

ler der sig ofte begyndelsen til tyranni. 382 d flg. (III 28) (Skin og Virkelighed)

Hvis en borger, der har gjort noget stort for staten og derved vundet anseelse, tror at han derfor uden straf kan gøre noget ondt, så bli­ver han snart så overmodig, at enhver borger­lig orden bliver opløst. 86 b (I 24)

Forskel Fyrste Borger. Hvis en fyrste er personligt afholdt, og soldaterne hænger ved ham, så kan det udmærket være foreneligt med forfatningen i et monarki. Men hvis hæ­ren knytter sig til en borger, så kan det ikke forenes med forfatningen i en fristat, for den kræver lydighed overfor lov og øvrighed. 371/72 (III 22)

Jeg drager den slutning, at Valerius’ frem­gangsmåde er nyttig for en fyrste, men for en borger er den ødelæggende, ikke blot for fæd­relandet, men også for ham selv. For fædrelan­det, fordi den baner vej for tyranni. For ham selv, fordi staten, hvis den nærer mistanke til hans handlemåde, er nødt til at sikre sig mod ham, hvad der er til skade for ham. Omvendt er Manlius’ fremgangsmåde skadelig for en fyrste, men nyttig for en borger. 372 c (III 22)

(Se også Kronologisk Del: III 22, T 21­26

# 47 BORGER

93

# 48 FOLKET MÆNGDEN Nu var erindringen om fyrsten og hans un­

dertrykkelse endnu frisk. Man havde styrtet herredømmet udøvet af de få, og ville ikke genoprette fyrsternes. Så gik man over til fol­kestyre, hvor hverken enkelte magthavere, el­ler en fyrste havde nogen magt. 23 a (I 2)

Talløse eksempler fra den gamle historie vi­ser, hvor svært det er for et folk, som er vant til en fyrstes herredømme, at bevare sin frihed, hvis det har opnået den ved en eller anden begivenhed, som da Tarquinierne blev fordre­vet fra Rom (III 5) (ca. 510 f. Kr.). Det er også ganske naturligt, for et sådant folk er som et ufornuftigt dyr, som fra naturen er vildt og ubændigt, har været indespærret og holdt i trældom, derefter tilfældigvis er kommet ud i det fri, hvor det bliver bytte for den første, der vil lægge det i lænker igen. 66 b/c (I 16)

(Forskellen mellem at leve frit, eller under en fyrste). Men for den som er vant til at tjene, gør det ikke så meget om han får en anden herre, ja ofte ønsker han det såmænd. 343 d (III 12) (Herre­Tjener)

(I) KRITIK AF FOLKETUndersåtternes trofasthed og hengivenhed

er ikke varig, hvis man ikke kan forsvare dem. 205/06 (II 10)

Hvis folket er narret af en illusion om det Gode, vil det ofte fremkalde sin undergang, og lade sig rive med af store håb og dristige løfter. 147 b (I 53). (Derefter mange eksempler)

Der er ikke noget lettere middel til at øde­lægge en republik, hvor folket har magten, end at indvikle den i dumdristige foretagen­der. 150 b (I 53)

Mængden taler ofte modigt mod fyrstens ordrer. Men når de har straffen for øje, så stoler ingen på de andre, og enhver adlyder straks. 158 dd (I 57)

Jeg anser det for en ubestridelig sandhed, at mennesker af lav stand sjældent eller aldrig kan nå til en høj rang uden at bruge magt eller bedrag, medmindre han får den foræret, eller arver den. 215 b (II 13)

Om hvilken magt en anset mand har over en oprørt mængde. 151 a flg. (I 54)

(Et langt eksempel på at folket ikke kunne udpege egne senatorer). 135 d­136 d (I 47, T 9)

Derimod vil det altid være svært at bringe den (mængden) til beslutninger, der ser ud

# 48 FOLKET

94

som fejhed eller tab, selv om velfærd og ge­vinst er forbundet dermed. 148 a/b (I 53)

Der menes her kun sådanne misstemninger i folket, som ikke skyldes tabet af dets frihed, eller af en elsket og endnu levende fyrste, for disse sidste (misstemninger) er frygtelige, og kan kun undertrykkes med de stærkeste mid­ler. 159 a (I 57)

Da det (folket) må frygte, at når nøden er forbi vil du tage det tilbage, som du nødtvun­gent har givet det, så vil det på ingen måde føle taknemlighed overfor dig. 100 c (I 32)

Det romerske folk, som var så optaget af sin egen fordel, og begunstigede alt, hvad der ske­te mod adelen, var ganske vist meget gunstigt stemt overfor Manlius, men da tribunerne overlod hans sag til folkets afgørelse, blev fol­ket fra at være hans forsvarer til dommer, og dømte ham hensynsløst til døden. 330 d (III 8)

Sådanne folk (som er fordrevet fra deres hjemstavn) er frygtelige, fordi den ydre nød driver dem, og hvis de ikke støder på en stærk krigsmagt, vil man ikke kunne modstå dem. 202 d (II 8)

(II) ROS TIL FOLKETFolkene er ganske vist uvidende, som Ci­

cero siger, men er modtagelige for sandheden, og giver let efter når en tillidsvækkende mand siger dem sandheden. 29 b (I 5)

Dette eksempel og mange andre viser, hvor meget retskaffenhed og fromhed der var i dette folk (Romerne), og hvor meget godt man kunne vente sig fra det. 153 a (I 55)

Hvis man sammenligner en fyrste, som er bundet af love, og et folk der er lænket af love, så finder man mere af gode egenskaber hos folket end hos fyrsten. Hvis man sammenlig­ner dem i en tilstand uden love, så finder man færre fejl hos folket, og de er mindre, og let­tere at afhjælpe. 164 c (I 58)

Jeg modsiger derfor den almindelige me­ning, at folkene, når de hersker, er ubestan­dige, omskiftelige, utaknemlige. 162 c (I 58)

Ikke uden grund siger man: Folkets stem­me – Guds stemme. 163 b (I 58)

Jeg taler kun om embeder som man giver til folk, som man endnu ikke kender af sikker erfaring, eller som går fra en virksomhed til en helt anden. Og her tager folket efter min mening sjældnere fejl end en fyrste, og er ikke

# 48 FOLKET

95

så tilbøjelig til at blive bestukket. 400/401 (III 34)

Således gik det dem (de fornemme) på kort tid som tyrannerne. Mængden blev led ved deres herredømme, og sluttede sig til enhver, der gjorde mine til at styrte de herskende. Og således rejste der sig snart en, som med mæng­dens hjælp fordrev dem. 22/23 (I 2)

DEL OG HELHED Forenet er folket modigt, men i det enkelte

svagt. 158 b/c flg. (I 57)

Som Titus Livius siger: alle er modige når de er samlet, men hver enkelt bliver fej og svag, når han tænker på sin egen fare. 159 dd (I 57)

Overvejer man alt det anførte, så følger det: hvis man ser at folket tager fejl i de store træk, så kan man hurtigt åbne dets øjne, hvis man finder et middel, der kan tvinge det til at gå ind på enkeltheder, som Pacuvius i Capua og Senatet i Rom gjorde. 137/38 (I 47)

# 48 FOLKET

96

# 51 RETSVÆSENDet er nødvendigt og nyttigt at der i repu­

blikker findes lovlige midler, hvorved sam­fundets had mod en borger kan få luft. For hvis der ikke er lovlige midler her, så griber man til ulovlige, og dette har uden tvivl meget slemmere følger. 39 a (I 7)

I en republik er det nødvendigt at have an­klagere, for at opretholde friheden. 38 a (I 7)

I en republik er det ikke nok at en mægtig bliver anklaget foran otte dommere. Der må være mange dommere, for de få holder altid med de få. 40 c (I 7). (Mange – få)

Anklager bliver rejst hos myndighederne, eller hos folket. Der kræves vidner og beviser. 43 a (I 8)

Bagvaskelse foregår på pladserne og i hal­lerne. 43 a (I 8)

SAMMENSVÆRGELSE – KOMPLOT KONSPIRATION – ATTENTAT

BOG III KAPITEL 6. Dette er det eneste læn-gere kapitel i bogen. Det er systematisk opbygget. Til hvert emne er der mange historiske eksempler, fra oldtid og fra samtid. Her er først en oversigt:

1. Indledning. Ofre. Sammensværgelser er rettet mod: fyrste (se punkt 28) eller fædre­land (punkt 9)

2. Mod fyrste. 2.1 Årsag: Had til. Offentlig-privat

3. På grund af krænkelser: 3.1 Liv. 3.2 Ære. 3.3 Ejendom.

4. Ønske om at befri fædrelandet for fyrsten5. Gerningsmænd. 5.1 En. 5.2 Flere. 5.3 Per­

soner nær fyrsten, 5.4 selvom de er blevet begunstiget

6. Om det lykkes. Farer: før, under, efter ger­ningen. Før: opdages ved 6.1 angiver, tro­løshed, uforsigtighed. Eller 6.2 ved mis­tanke. 6.3 Hvordan man undgår disse fa­rer. 6.4 Lille antal medvidere. 6.5 Ikke give medvidere tid. 6.6 Ikke give noget skrift­ligt fra sig. 6.7 At lyve. 6.8 Nød

7. Farer ved udførelse. 7.1 Ændre plan. 7.2 Forsagthed hos den der skal udføre det. 7.3 Fejl ved uforsigtighed, og forsagthed. 7.4 Farligt at ville ramme flere. 7.5 Falsk ind­bildning. 7.6 Det uforudsete

8. Farer efter udførelsen. 8.1 At en overlever, kan hævne. 8.2 At folket elskede fyrsten.

9. Sammensværgelse mod fædrelandet. 9.1 Ved anstiftelse: ringe fare. 9.2 Ved udførel­

KAPITEL 5 ANDRE TYPER AF HANDLING

97

se: større fare. 9.3 Brug af fremmede hære. 9.4 Ved fuldført gerning: ingen fare.

10. Slutning. 10.1 Ikke bruge gift. 10.2 Gode råd: Forsigtighed, måle forholdet mellem kræfter (de to parter). 10.3 Ikke spille ko­medie.

* * *

1. Ved sammensværgelser har flere fyrster mistet liv og herredømme end ved åben krig, for kun få kan føre åben krig mod en fyrste, men enhver kan konspirere mod ham. 303 b (III 6)

For at fyrsterne kan lære at beskytte sig mod denne fare, og for at privatfolk ikke dri­stigt indlader sig på det, men lærer at leve i tilfredshed under den regering, som skæbnen har givet dem, vil jeg behandle dette udfør­ligt. 303 c (III 6)

2. Vi vil begynde med sammensværgelser mod fyrster, og først undersøge årsagerne hertil. Der er mange, men den vigtigste er: hele folkets had. 304 b (III 6)

En fyrste, som har vakt et alment had mod sig, har naturligvis også enkelte fjender, der er

blevet særligt krænket af ham, og som tørster efter hævn. 304 b/c (III 6)

5. Farerne ved sammensværgelse er store, og strækker sig til ethvert tidspunkt, for man er i fare ved anstiftelsen, under udførelsen, og efter den. 306 a (III 6)

Der er mange med samme hensigt, for hen­sigt bliver ikke straffet og er ikke farlig. Deri­mod er der ikke mange mænd som handler, og af disse bliver de fleste hugget ned på ste­det. Derfor er der ingen der vil gå til en sikker død. 306/07 (III 6)

5.3 Man finder i historien, at alle sammen­sværgelser bliver indledet af store mænd, eller af nogle fra fyrstens nærmeste omgang. 307 a (III 6)

Da nu menneskene, når det gælder liv og formue, ikke er helt tåbelige, så vogter de sig for sammensværgelse, når de ser at de er mag­tesløse, og hvis de hader en fyrste, nøjes de med at forbande ham, og de afventer at nogen mægtigere hævner dem. 307 d (III 6)

Hvis de forstod at udføre deres ugerning med klogskab, kunne de være sikker på et godt resultat (!). 308 c/d (III 6)

# 51 RETSVÆSEN

98

Det er meget få (sammensværgelser) der ender godt, for det er næsten umuligt, at alt skal lykkes. 309 b (III 6)

6.1 Farerne før gerningen er de største. Det kræver stor klogskab og et særligt held, for at sammensværgelsen ikke skal blive opdaget. De bliver opdaget enten ved angivelse, eller ved formodning (gætteri). 309 b/c (III 6)

Derfor bliver så mange sammensværgelser forrådt, og undertrykt straks fra begyndelsen. Ja, det gælder for at være et under, hvis en sammensværgelse med mange deltagere for­bliver hemmelig i lang tid. 310 a/b (III 6)

6.5 For at undgå farerne ved sammensvær­gelse er det bedste middel: at du ikke giver de medsammensvorne tid til at forråde dig, og derfor først meddeler dem din plan kort før udførelsen. 311 d (III 6)

Vil man betro sig til nogen, så kun en ene­ste, som man længe har kontrolleret, eller som drives af de samme bevæggrunde. 313 c (III 6)

6.6 Man må ikke give noget skriftligt fra sig. 313 d (III 6)

7 Farerne ved udførelsen opstår enten ved ændring af planerne, eller af forsagthed hos den der skal udføre handlingen, eller af en fejl som han begår af uforsigtighed, eller ved

mangelfuld udførelse, så at nogle af dem der skulle myrdes, forbliver i live. 316 b/c (III 6)

7.2 Den, der skal udføre handlingen, mister modet, enten af frygt eller af fejhed. En fyrstes majestæt (storhed), og ængstelsen ved synet af ham, er så stor at det let gør ham (gernings­manden) blød om hjertet eller bange. 317 c (III 6)

7.3 En fejl eller mangel ved udførelsen op­står af uklogskab eller forsagthed. Begge brin­ger dig ud af fatning, og lader dig i forvirrin­gen sige eller gøre noget, som du ikke skulle have gjort. 318 c/d (III 6)

Et menneske kan være nok så modig, og vant til at dræbe mennesker og føre sværdet (soldat), han vil dog blive noget forvirret. Der­for skal man kun vælge folk, der er erfarne i dette håndværk, og ikke stole på andre, uan­set hvor modige de anses for at være. 318/19 (III 6)

7.4 Er en sammensværgelse mod én fyrste farlig og uklog, så er den mod to fuldstændig forfængelig og letsindig. 319 c/d (III 6)

8.1 Endelig er der de farer som følger efter udførelsen. Her er der dog kun én fare: at en forbliver i live, som kan hævne fyrstens død. 322 b (III 6)

# 51 RETSVÆSEN

99

8.2 Af alle farer, som kan indtræde efter udførelsen, er ingen mere sikker og frygtelig, end at folket elskede den myrdede fyrste. De sammensvorne har da ingen udvej, for de kan aldrig sikre sig mod folket. 323 aa (III 6)

9. Sammensværgelser mod fædrelandet er mindre farlige end mod fyrster. 323 b (III 6).

9.1 Ved anstiftelsen er der ikke meget fare, fordi en borger kan komme til magten uden at meddele sin plan og sin indstilling til nogen. 323 b/c (III 6)

9.2 Ved udførelse af en sammensværgelse mod fædrelandet er vanskeligheden og faren større (end ved anstiftelsen). For din egne kraft rækker sjældent til mod så mange, og ikke en­hver har en hær bag sig, som Cæsar, Agathos eller Kleomenes og lignende, som med et slag underkastede sig deres fædreland med magt. For sådanne er det ganske vist let og sikkert, men andre som ikke råder over en sådan magt, må udføre opgaven enten ved list og kunst, el­ler ved fremmed hjælp. 324 b/c (III 6)

10.1 Advarsel mod at bruge gift. 325 c/d (III 6)

10.2 Jeg vil give følgende råd til enhver fyr­ste eller republik, som man sammensværger sig mod. Bliver en sammensværgelse opda­get, skal de allerførst undersøge dens beskaf­fenhed, og afveje forholdet mellem ens egne kræfter, og de sammensvornes. Finder de, at sammensværgelsen er udstrakt og mægtig, så må de ikke begynde at afdække noget før de har samlet tilstrækkelige kræfter til at under­trykke den. 326 b, c (III 6)

Man ser, hvor langsomme mennesker er, når de mener at have tid, og hvor hurtigt de handler, når nøden driver dem. Ingen fyrste eller republik, som vil forsinke udbruddet af en sammensværgelse, har et bedre middel end at give de sammensvorne en nem lejlighed til udførelsen, for at de i deres forventning, eller i den tro at de har tid nok, giver deres øvrighed tid til at straffe dem. 327 aa (III 6)

* * *

# 51 RETSVÆSEN

100

# 52 STRAFDen, som regerer over undersåtter, hvad

Tacitus skriver om, må hellere anvende straf end godhed, for at de ikke skal blive overmo­dige, og træde på ham, på grund af hans alt for store eftergivenhed. 361 d (III 19)

I en republik, som endnu er ufordærvet, er det (straf) sundt, og får friheden til at vare længere, for frygten for straf gør menneskene bedre, og mindre ærgerrige. 94 c/d (I 29)

Denne ulykke (Gallerne) kom over Rom udelukkende fordi man havde ringeagtet ret­færdigheden, idet man udmærkede gesandter, som havde forbrudt sig mod folkeretten, i ste­det for at straffe dem. 272 c (II 28)

For hvis en fyrste ikke straffer en misdæ­der sådan at han ikke igen kan forbryde sig, så bliver han anset for at være udygtig, eller fej. 254 b (II 23)

Mens en anden republik ville have straffet dem (feltherrer) med døden, dømte Rom dem til pengebøder, ikke fordi deres forseelse ikke havde fortjent hårdere straffe, men fordi Ro­merne også i dette tilfælde ville forblive ved deres traditioner. 99 b/c (I 31)

Disse meget mærkelige begivenheder (i Rom) bragte igen borgerne til besindelse (Stød).

Men da de blev sjældnere fik menneskene mere tid til at blive fordærvede, og selve ek­sekutionen var da forbundet med større fare, og med mere uro. Mellem to sådanne eksem­pler skulle der helst ikke være mere end ti år, for efter denne tid begynder menneskene at forandre deres adfærd, og overtræde lovene. Sker der så ikke noget som minder dem om straffene, og indgyder dem ny frygt, vil an­tallet af forbrydelser vokse sådan, at de ikke mere kan straffes uden fare. 293 d (III 1)

De sædvanlige straffe bliver ikke tilskrevet fyrsten, men lovene og bestemmelserne. 368 dd (III 22)

Dog må straffen være så behersket, at den ikke fremkalder had. For at gøre sig forhadt er ikke godt for nogen fyrste. 361 d (III 19)

De mænd som regerede Firenze 1434­94, sagde at det var nødvendigt at de greb rege­ringen igen hvert femte år, ellers var det svært at hævde den. At ”gribe regeringen igen”, der­med mente de, at man på ny indgød borgerne den frygt og skræk, som de havde indgivet dem ved den første magtovertagelse. 293/94 (III 1)

Hvis mængden begår en forbrydelse, og gerningsmanden er uvis, kan man ikke straffe

# 52 STRAF

101

alle, fordi de er for mange. At straffe en del, og lade de andre gå fri, ville sige at gøre de straf­fede uret, og opmuntre de ustraffede til nye forbrydelser. 428 a (III 49) (Del og helhed). – Se også: Decimere, militær straf. 427 d (III 49). # 25 Soldater

HENRETTE Der er eksempler på, at hærførere på grund

af et tabt slag blev korsfæstet, eller på anden måde ombragt. 98 d (I 31)

Folk med sådanne meninger kan ikke ind­se, at enkelte (personer) og en hel by underti­den forbryder sig så meget mod staten, at der for fyrsten ikke er andet at gøre end at øde­lægge dem, som advarende eksempel, og til egen sikkerhed. 254 a (II 23)

Lige så nødvendig som nyttig var den strenghed som Brutus (I, konsul 509 f. Kr.) vi­ste, for at opretholde den frihed, han havde gengivet Rom. Denne strenghed byder på det i historien sjældne tilfælde, at en fader sidder til doms over sine sønner, og ikke alene døm­mer dem til døden, men også overværer deres henrettelse. 67 dd, 70 a (I 16). – 298 a/b (III 3)

(Titus Manlius’ store gerninger.) Ikke nok dermed, i sine modne år lod han sin søn hen­

rette, fordi han uden tilladelse havde indladt sig i en kamp, og det til trods for at den var sejrrig. 399/400 (III 34). – 367 b/c (III 22).

Kendte vi ikke allerede fra talløse eksem­pler denne republiks (Roms) størrelse, og den kraft hvormed den udførte alt, så ville vi kunne se det af de straffe, hvormed de tug­tede deres forbrydere. De betænkte sig ikke på undertiden at dømme en hel legion, en hel by til døden, og på at landsforvise 8000 til 10 000 mennesker, ved usædvanlige forhold. 427 c (III 49)

Man ser, at også fyrster, som gælder for at være kloge, lod et menneske henrette, og bag­efter længedes voldsomt efter ham, som Ale­xander (den Store) efter Klitos og andre ven­ner. 161/62 (I 58)

Folket forlangte, at der skulle vælges folke­tribuner, at det skulle være tilladt at appellere til enhver myndighed, og at alle Decemvi­rerne skulle udleveres til dem (folket), da de ville brænde dem levende. Valerius og Hora­tius godkendte de første fordringer, men for­kastede den sidste som gudløs, med ordene: ”I fordømmer grusomhed, men styrter jer selv i den”. 129 d (I 44)

Selvmord se # 67 Døden

# 52 STRAF

102

# 53 HTY 2 DAGLIGLIV ARBEJDE

Dette særlige kendskab (til landskabet) op­når man bedst ved jagt. Derfor siger de gamle forfattere, at de helte som dengang beherskede verden, var vokset op i skove, og på jagt. 413 b (III 39)

Mennesker arbejder enten fordi det er nød­vendigt, eller af egen tilskyndelse. Og der er størst arbejdsomhed, hvor arbejdet mindst til­taler os. 17 b/c (I 1)

Romerne gjorde ligesom en god gartner: for at træet skal vokse og bære frugt, skærer han de første skud af, for at kraften kan blive i stammen, så han senere får mere kraftige og frugtrige grene. 188 b (II 3)

Cincinnatus pløjede sin lille mark, netop som udsendinge fra senatet kom for at fortæl­le ham, at han var udnævnt til diktator, og at Rom svævede i stor fare. 376 dd (III 25)

I en stor by sker der hver dag noget alvor­ligt, som kræver en læge. Jo vigtigere det er, des mere må man søge efter en god læge. 427 a (III 49)

Nu indså folket sin fejltagelse. Det erkend­te, at det var feberen og ikke lægen, der var

årsag til ondet, og genindsatte de Ti’s Råd. 119 a (I 39) (Firenze)

Til et sygt legeme må man ordinere en an­den levemåde end til et sundt, og den samme form passer ikke til et helt forandret stof. 75 c/d (I 18). (Materie­Form). – # 59 Vurdering, Syg­sund

Ondet er større der, hvor der kræves en stærkere kur. 165 a (I 58, T 34)

Gallerne angreb Rom. Livius anfører to grunde til det. Den første er: Gallerne blev lokket til Italien for at kunne nyde frugter og vin, hvad man ikke havde i Gallien. 201 a (II 8)

OPDRAGELSEForskellen mellem vor opdragelse og ”de

Gamles” er: forskellen i religion. 184 b (II 2)Ligesom der er forskelle i levemåde fra by

til by, er der også forskelle mellem familier i en by. Således var Manlierne hårde og stiv­sindede. Publicola’erne venlige og gode mod folket. Appierne var ærgerrige og fjender af plebejerne, og således havde mange andre fa­milier deres særpræg. Dette kan ikke komme fra blodet, da det ændrer sig gennem ægteska­berne. Det må nødvendigvis komme fra op­

# 53 DAGLIGLIV

103

dragelsen i de enkelte familier. 424 b/c (III 46) (”Arv og miljø”)

Ved de nuværende menneskers svaghed, som er en følge af deres svage opdragelse, og ved deres uvidenhed, anser man de Gamles forholdsregler for umenneskelige, og umulige at efterleve. 381 a (III 27)

For overmod i lykke og modløshed i ulyk­ke opstår af vor adfærd, og af den opdragelse som vi har fået. 392 a/b (III 31).

Ikke uden grund har gode historieskrivere, som Livius, udførligt og tydeligt beskrevet forskellige begivenheder, for at eftertiden der­af kan lære, hvordan man skal forholde sig i lignende tilfælde. 388 dd (III 30)

SEX Se også: # 73, Kvinde og Mand

Alle byer og lande, som er frie, har de stør­ste fremskridt. Dér ser man det største be­folkningstal, fordi ægteskaber er mere frie, og ønskværdige. Enhver avler gerne så mange børn, som han mener at kunne ernære. 186 b/c (II 2)

Scipios erobring af Ny Karthago (Cartagena) i Spanien gav ham ikke så meget berømmelse

som det eksempel på kyskhed, da han gav den unge og smukke kvinde tilbage til sin ægte­mand, uberørt. 363 b (III 20). 400 b/c (III 34)

Filip af Makedonien, fader til Aleksander den Store, havde i sit hof Pausanias, en smuk fornem yngling, som Attalos, en af de første i Filips omgivelser, var forelsket i. Efter at han flere gange havde bedt om genkærlighed, men blev afvist, besluttede han ved list og magt at opnå det, som han ikke kunne få på anden måde. Han arrangerede derfor et festmåltid, hvor Pausanias og andre fornemme kom til stede. Og da alle var fulde af mad og drikke lod han Pausanias gribe og føre væk. Ikke alene tilfredsstillede han sin lyst til ham med magt, men til større skændsel for ham lod han ham blive misbrugt af mange andre. 273 a (II 28). (Fortsættes i # 87, Hævn).

Eller hvis du af letsindighed betror din hemmelighed til en kvinde, eller en dreng som du er forelsket i, eller til en anden letsin­dig person. 310 c (III 6)

Om blodskam : se Bog: Del I, kap. 27. P. Bag­lioni.

# 53 DAGLIGLIV

104

HTY 3: ØVE, TRÆNEHandling, som ikke har et ydre mål, der skal nås Øvelser for soldater (militær træning). 18 a

(I 1)Man ser at krigsmagten ikke kan være god

hvis den ikke øves, og at den ikke kan øves, hvis den ikke består af landets egen befolk­ning. 392 c/d (III 31)

Romeren Gracchus, og Thebaneren Epami­nondas. Deres midler var at vænne soldaterne til lydighed og mandstugt, og lade dem øve skinfægtning i nogle måneder. Derefter gik de med største fortrøstning over til virkelige slag. 412 c (III 38)

Alle videnskaber kræver øvelse, for at man kan beherske dem fuldkomment. 413 a (III 39)

SPIL(Betydning: Skuespil)Junius Brutus (konsul 509 f. kr.) foregav

(”spillede”) at være tåbe. Livius angiver, at

det var for at leve i sikkerhed, og opnå sin arv. Men han forstillede sig også for at blive mindre iagttaget, så han lettere kunne styrte kongerne, og kunne befri sit fædreland. 296 c (III 2)

Om Appius. Hans snuhed, da han narrede plebejerne ved at spille ”folkeven”, var god. 126 d (I 41)

Ved attentat: ikke spille komedie. Syst. # 51. Punkt 10.3

(Betydning: noget som er uberegneligt)Selv med en næsten mere sikker og større

sejr for øje, turde det (folket) ikke overlade dette til lykken (tilfældet), og (derved) sætte sit sidste på spil, hvad ingen klog mand ville vove, uden at være i nød. 270 d (II 27) (T11)

Forsvar i eget land: Man bruger hele sin magt, men behøver ikke at sætte hele sin lyk­ke på spil. 213 b (II 12). (# 65, Lykken)

# 53 DAGLIGLIV

105

# 54 KTY KULTUREL VIRKSOMHED

HISTORIE … for at læserne af disse betragtninger kan

drage nytte deraf. Det er derfor man skal stræ­be efter erkendelse af historien. 15 aa (I forord)

Man erfarer ikke den fulde sandhed om fortiden. Det meste af hvad der skæmmer de tider bliver holdt hemmeligt, mens det som giver dem berømmelse, bliver fremstillet strå­lende og udførligt. 173 b (II forord)

Vi ved fra historien at de gamle riger snart steg og snart sank, på grund af ændring i skikke. Men verden forblev den samme. 174 c (II forord)

Af Etruskernes store magt er dårligt nok erindringen tilbage. Det har bragt mig til at tænke over, hvorfor så meget går i glemmebo­gen. 194 b/c (II 4)

Således var Etrurien engang mægtig, fuld af religion og tapperhed, det havde sine egne skikke, sit eget sprog. Men alt blev så grundigt ødelagt af den romerske magt, at kun erin­dringen om dets navn er blevet tilbage til os. 196 dd (II 5). – (Ord og genstand)

Af forskellige grunde forsvinder erindrin­gen om tidligere tider. Det skyldes dels men­neskene, dels himlen (naturkatastrofer, pest). Fra menneskene kommer skifte i religion og sprog. For hvis der opstår en ny sekt, dvs. en ny religion, så er dens første bestræbelse: at udrydde den gamle, for at skaffe sig anseelse. Hvis nu de, der grundlægger den nye sekt, ta­ler et andet sprog, så lykkes det nemt for dem. 194/95 (II 5)

RELIGIONDette er nok til at vise, hvilken tillidsfuld­

hed der kan opstå af den rette brug af religion. 66 a (I 15)

Der er ikke noget værre tegn på et lands forfald, end ringeagt for gudstjenesten. 56 a/b (I 12)

Midlet til deres (samfunds) fornyelse er som sagt, at de bliver ført tilbage til deres op­rindelse. For i begyndelsen må alle religioner, republikker og kongeriger nødvendigvis have haft noget godt, som har bevirket deres op­rindelige anseelse og første vækst. Dette gode bliver med tiden fordærvet. 291 c (III 1)

Ledere skal understøtte religion, selv om de anser den for falsk. 56 dd (I 12)

# 54 KULTUR

106

RELIGION, GAMLEHvad det kommer af ved jeg ikke, men man

ser af gamle og nye eksempler, at der aldrig sker noget stort i en by eller i et land, som ikke er blevet forudsagt af spåmænd, af profetier, undere, eller andre tegn fra himlen. 157 b (I 56) (Himlen: # 66)

Titus Livius fortæller noget, som foregik før Gallerne ødelagde Rom. En plebejer, M. Caedi­cius, meldte til senatet, at da han ved midnat gik gennem den nye gade, havde han hørt en overmenneskelig stemme, som havde befalet ham at melde til myndighederne, at Gallerne ville komme til Rom. 157/58 (I 56)

Han (Fyrst Timasitheus) gjorde det klart for folket (sørøvere), hvor gudløst det var at tilegne sig en sådan gave (som var bestemt til Apollo). 385 c (III 29).

Romerne byggede flere templer for Fortuna (Lykken) end for nogen anden guddom. 177 b (II 1). – Lykken: # 65

For at indgyde hærene tillid benyttede ro­merne religion. 395 c/d (III 33)

Ved opmærksom læsning af den romerske historie vil man altid finde, hvor meget reli­gionen har bidraget til lydighed i hæren, enig­

hed i folket, opretholdelse af moralen, og til at gøre de onde til skamme. 53 c (I 11)

Følgen var, at folket (i Rom), afskrækket af religionen, valgte alle tribuner fra adelen. 59 d (I 13)

Da vor religion har vist os sandheden og den sande vej (Ironi), lader den os vurdere verdslig ære ringere. Hedningene derimod satte den meget højt, og holdt den for deres højeste gode, og derfor var de modigere i de­res handlinger. 184 b/c (II 2)

Man behøver kun at sammenligne pragten ved deres (hedningenes) ofre med beskeden­heden ved vore, hvor der er mere finhed end pragt, og hvor der ikke forekommer frygtelige eller kraftige gerninger. 184 c (II 2)

Augurerne var ikke alene hovedgrundlaget for den gammelhedenske religion, men de var også årsag til at den romerske republik trive­des. Derfor sørgede Romerne mere for dem, end for nogen anden skik. De betjente sig af dem ved konsulvalg, ved begyndelsen af felt­tog, før slagene, og ved hver vigtig borgerlig eller krigerisk handling. 62 b (I 14)

Blandt de andre spådomsarter ved hærene var der visse Auspicier, som de kaldte Pul­larier. Når man skulle levere fjenden et slag,

# 54 KULTUR

107

måtte pullarierne foretage deres varsler. Hvis hønsene spiste, så kæmpede man med gode forvarsler. Hvis de ikke spiste, opgav man kampen. Dog, hvis fornuften bød at udføre noget, så blev det også ved ugunstige Auspi­cier udført under alle omstændigheder, kun vendte og tydede man sagen så behændigt, at det ikke så ud som om man ringeagtede reli­gionen. 62 c (I 14). – 395 d (III 33). – (# 55, Skin og virkelighed).

Da de (Samniterne) vidste, at de for at sejre måtte indgyde soldaterne en stærk vilje, og at her var religion det bedste middel, fik de den tanke at genoplive en gammel offerskik. Den­ne ceremoni foregik således. 64 d (I 15)

Den som læser biblen med forstand vil se, at Moses for at skaffe sine love gyldighed måt­te dræbe mange mennesker, som af lutter mis­undelse modsatte sig hans planer. 388 a (III 30)

Af talløse handlinger, fra det samlede folk eller fra enkelte Romere, ser man at disse bor­gere var mere bange for at bryde deres ed, end for at overtræde lovene, fordi de agtede Guds magt højere end menneskers. 52 d (I 11)

RELIGION. KRISTENDOMNår man læser, hvordan den hellige Gregor

og de andre store i Kristendommen gik frem, så vil man se, hvor hårdnakket de forfulgte alle levn fra oldtiden, hvordan de brændte digternes og historieskrivernes værker, søn­derslog kunstværker, og ødelagde alt hvad der vidnede om oldtiden. 195 b/c (II 5)

Den gamle religion kanoniserede kun mænd med verdslig berømmelse, som feltherrer og statsledere. Vor religion helliggør mere de yd­myge og kontemplative mennesker, end de ak­tive. Den har sat ”det højeste gode” i ydmyg­hed, afsavn og foragt for det jordiske. 184 d (II 2)

Hvis fromheden var blevet bevaret så ren af Kristenhedens overhoveder, som Kristen­dommens grundlægger ville have det, så ville der herske mere enighed og lykke i de kristne stater og lande, end nu. 57 c (I 12)

Hvad angår religionerne, så ser man nød­vendigheden af fornyelse på vor egen. Hvis ikke den hellige Frans og den hellige Domi­nikus havde ført vor religion tilbage til op­rindelsen, så ville den være ganske udslukt. 294/95 (III 1)

Folk i Firenze anså ikke sig selv for primi­tive eller uvidende, og dog lod de sig overbe­

# 54 KULTUR

108

vise af broder G. Savonarola om, at han talte med Gud. 55 b/c (I 11)

KUNSTJeg ser hvor meget ære man viser oldtiden.

Man køber et brudstykke af en gammel bil­ledsøjle for en høj pris. Men de store gerninger fra dengang bliver mere beundret, end efter­lignet. 13 c (I Forord)

En undtagelse danner kunstarterne, der ta­ler så tydeligt for sig selv, at vor tid kun kan fratage dem, eller tillægge dem, meget lidt af deres virkelige værdi. 173/74 (II forord)

For en billedhugger er det nemmere at mejs­le en smuk statue af en rå marmorblok, end af en som er blevet dårligt tilhugget af en anden. 54 c (I 11). (Sammenligning med et ukultiveret folk, bjergboere. – # 31, Grundlægge).

# 54 KULTUR

109

# 55 MTY MENING ERKENDELSE

Ved bedre erkendelse af verden dæmpes vor glæde i lykken, og vor sorg i ulykken. 392 b (III 32)

Har man gjort sig rigtigt fortrolig med en egn, så finder man sig let tilrette i nye lande, for alle lande og egne har en vis ensartethed. 413/14 (III 39)

Dette som bevis for, at jagt efter Xenophons ord er et billede af krig. 413 c/d (III 39)

Denne sejr afhang alene af, hvem der først hørte om fjendens forvirring. 359 b/c (III 18) T 7

At sådanne oversvømmelser, pest og hun­gersnød forekommer, synes mig sikkert, fordi … 196 b (II 5) T 12

GENERALISEREBetragter man egenskaber og handlings­

måder hos Romulus, Numa og Tullus så er­kender man, at Rom … (Derefter) Heraf følger, at en hersker som ikke er så tapper som sin forgænger … 77 c (I 19)

Man må deraf slutte, at menneskene 90 a/b (I 27) (fra enkelttilfælde til generelt)

(Efter beskrivelse fra Rom:) Reglen ved så­danne tilfælde er denne 133 a (I 46)

GRÆNSE FOR GENERALISERINGDet er værd at undersøge, hvem man kan

stole mest på: en republik eller en fyrste. Alt taget i betragtning synes jeg, at de i mange til­fælde er ens, og i andre er de forskellige. (!) 166 a (I 59) T 2

Men Hannibal opnåede stor berømmelse og store sejre ved den stik modsatte frem­gangsmåde. Det vil jeg diskutere i næste kapi­tel. 363 c (III 20)

ERFARING BRUGE EKSEMPLERTil bekræftelse kan et andet mindeværdigt

eksempel anføres. 135 c /I 47)Uforudsete tilfælde kan man kun vise ved

eksempler, og derved advare menneskene. 321 b/c (III 6)

ANALOGI# 53 HTY 2: (Romerne ­ en god gartner) 188

b 8II 3), T 5# 53 HTY 2: (Til et sygt legeme ...) 75 c/d (I

18), T 13: Krop slm. Samfund

# 55 ERKENDE

110

FEJLAGTIG OPFATTELSEMenneskers opfattelse er ofte forkert. Det

kan enhver se, som er vidne til deres beslut­ninger. 248 b/c (II 22)

Hver opfattelse kan støttes af nogle argu­menter, der på afstand ser rigtige ud, men som dog strider mod sandheden. 250 b (II 22)

Ønsket om sejr forblinder feltherrer. 426 b (III 48)

(Eksempel på en fejlslutning) Efter Romer­nes sejr over Latinerne råbte deres prætor Nu­misius ud i hele Latium, at ”nu var tiden inde til at angribe Rom, som var svækket af slaget” … De folk som troede på ham fik samlet en hær, men blev straks slået, og led alt det som tilhængere af den slags opfattelser altid vil lide. 250/51 (II 22)

Menneskene forstår kun lidt af verdensbe­givenhederne, og begår derfor ofte de største fejl. 313 b/c (III 6)

Også ellers bliver folk uden stor erfaring let narret af mange begivenheder, nemlig når et sådant tilfælde har mange sandsynlige sider, som bestyrker menneskene i deres indbild­ninger. 248 d (II 22)

Folkets fejltagelse kom for dagen, da det var tvunget til at indlade sig på enkeltheder. Ligeså ved bedømmelse af begivenheder og deres årsager. 136/37 (I 47). (# 48 Folket. Del og helhed)

(Firenze efter 1494). Mange i folket, som så på byens forfald, lagde skylden for det på nogle af de mægtige, og deres ærgerrighed. Det kunne ske, at en af dem kom i ledelsen, og derved så tingene på nært hold, og så erkendte årsagerne. Kendskab til enkelthederne befri­ede ham for den vildfarelse han var hildet i, ved betragtning af helheden. 137 a­d (I 47)

Erfarer folket, som regnede sejren for sik­ker, om nederlaget, så skyder den ikke skyl­den på skæbnen, eller førerens udygtighed, men på hans ondskab eller uvidenhed, og la­der ham da som oftest henrette, eller spærre inde, eller landsforvise, som det gik talløse karthagiske og mange athenske feltherrer. 150 b/c (I 53)

Fyrsten må så vidt muligt skabe den tro, at hans feltherres sejr ikke skyldes dennes tap­perhed, men lykken, eller fjendens fejhed, el­ler indsigt hos andre førere, som deltog i felt­toget. 93 b/c (I 29)

# 55 ERKENDE

111

Man tror, man har vundet slaget (eksem­pler). 358­60 (III 18). – Se også # 16, Slaget.

KONTRAFAKTISK: TÆNKT TILFÆLDEOm Alexander den store, hvis han var kom­

met til Italien, havde kunnet besejre Rom. 208 d (II 10)

Man siger: ”Hvis der på den tid havde væ­ret kanoner, så ville det ikke have været så let for Romerne, eller slet ikke muligt, at erobre lande og gøre folkene skattepligtige”. 226 c/d (II 17)

Hvis Romerne ikke havde forlænget em­bedstiden. 375 d (III 24) T 5

Hvis Decius ikke havde haft kendskab til terræn. 415 c (III 39) T 8 (slut)

SKIN OG VIRKELIGHED SYNES – VÆRE

Folket var forblindet af et falsk skin af dyd. 384 a/b (III 28)

Flertallet af menneskene lader sig lige så gerne spise af med ”skin” som med virkelig­heden, ja ofte bliver de mere påvirket af skin end af tingene selv. 87 b/c (I 25)

En republik eller en fyrste må give det ud­seende af, at det, som nødvendigheden tvinger ham til, gør han af storsind. 143 c (I 51)

Derfor må en republik blandt andet også have noget der sørger for at dens borgere ikke under dække af det tilsyneladende gode kan gøre det onde. 134 b (I 46)

Den som vil gøre en hær krigsdygtig må, ved hjælp af skinfægtning eller virkelige kam­pe, vænne sine folk til at rykke ind på livet af fjenden og komme i håndgemæng. 231 d (II 17)

Sådanne opfindelser (i kamp) må kun bruges nær på, når de er mere sandhed end blændværk … Hvad der kun er blændværk (forklædning, kulisser) bliver afsløret når man nærmer sig, og bringer mere skade end fordel, fx Semiramis elefanter, og Fidenaternes lanser med ild. 350/51 (III 14) (Afstand)

FORUDSE En republik er ikke fuldkommen, hvis ikke

alt er forudset i dens love (!), og der er angivet hvorledes man skal afhjælpe alle vanskelighe­der. 106 c/d (I 34) T 12.

# 55 ERKENDE

112

Den som omhyggeligt undersøger fortiden, kan let forudse de fremtidige begivenheder i enhver stat. 118 b (I 39)

Kloge mænd plejer ikke uden grund at sige, at den der vil forudsige fremtiden, må se på fortiden, for alle ting på jorden har altid lig­hed med de forgangne. 419 b (III 43)

Man kan let slutte fra fortid til fremtid, for­di et folk i lang tid bevarer de samme skikke, og enten altid er begærligt eller bedragerisk, eller har andre fejl og fortrin. 419 b/c (III 43)

Men sagen endte helt modsat, for Antonius bragte Octavian over på sin side, og denne lod Cicero og senatet i stikken, og følgen var adelspartiets undergang. Det var let at forud­se. Man burde ikke tro på det, som Cicero ind­

bildte sig, men måtte stadig tage Cæsars navn med i beregningen. 146 c (I 52)

Hver leder af en republik, og hver fyrste, må forud tænke på, hvilke slemme tider kan komme, og hvilke mennesker han da har brug for. 101 a (I 32)

Hvor svært det er, ved organisering af en republik, at forudse alle de love der er nød­vendige for at opretholde friheden, viser den romerske republiks historie til fulde. 139 a (I 49)

Der sker ikke noget stort, som ikke er for­udsagt af spåmænd, profeter, ved undere, tegn fra himlen… 157 b (I 56). – # 54, Religion, gamle

# 55 ERKENDE

113

# 56 NTY SPROG Men det kom af, at den (kristne religion)

nødtvungent bibeholdt det latinske sprog, da man skulle skrive den nye lov. Hvis man kun­ne have skrevet den i et nyt sprog, så havde forfølgelsesvanviddet ikke levnet nogen efter­retning om fortiden. 195 b (II 5)

TALE (Samniternes ceremoni ved offer. Se om

dette: # 54 Religion Gamle). Derefter lod de dem sværge med frygtelige ord og grufulde remser, og de skulle love guderne at de ville … Da nogle soldater blev forskrækkede og ikke ville sværge, blev de straks hugget ned af de­res officerer, hvorefter de øvrige aflagde eden, da de var rystede over dette frygtelige syn. 65 b (I 15).

Som Titus Livius siger: der manglede ikke stof til svar, men der manglede en som gav svaret (i Rom). Dette viser tydeligt, hvor lidt en mængde uden hoved formår. 129 b (I 44). (Generalisere)

Disse foranstaltninger bestyrkede Meli­chius i hans mistanke, og han angav ham til Nero. To andre medsammensvorne, som man

havde set ham tale længe med dagen før, blev grebet, og da de i deres forklaringer modsagde hinanden, blev de med magt bragt til at tilstå sandheden. 310/11 (III 6)

Pave Julius fik et usikkert og dobbelttydigt svar. 422 a (III 44)

(En borger i Pisa) Heraf kunne man let slut­te til hans tvetungethed, fordi det ville være ufornuftigt at forhandle så åbent, hvis han havde haft ærlig hensigt. 426 d (III 48)

(Valerius) holdt før slaget en tale til solda­terne, og beviste for dem med de vægtigste grunde, hvor lidt de behøvede at frygte denne fjende, idet han betonede soldaternes tapper­hed, og sin egen. 411 b (III 38)

(Soldaterne var bange for den store over­magt). Camillus gik gennem lejren, talte til de enkelte soldater, og sagde til sidst: enhver skal gøre hvad han har lært, og er vant til. 392/93 (III 31)

Den dårlige mening om folket kommer af, at enhver kan tale ondt om folket, frit og uden frygt, også når det har magten. Men om fyr­ster taler man altid med frygt og forsigtighed. 165 b/c (I 58)

# 56 SPROG

114

LYTTE HØREDu kan høre et ord, som er udtalt i en helt

anden hensigt, du tror det gælder dig, du flyg­ter, men derved forråder du sammensværgel­sen. 321 b (III 6, T 38 slut) (Frygt. Samvittighed)

TIEMan bør ikke råde (en medarbejder) til at

tie, og til slet ikke at sige sin mening. For så ville han ikke være til nytte for sin republik eller sin fyrste, og han kunne alligevel ikke selv undgå fare. For han ville snart blive mis­tænkelig, og det kunne gå ham som en ven af Kong Perseus af Makedonien. Da han var blevet slået af Aemilius Paullus, og flygtede med nogle få venner, begyndte en af dem ved betragtning af det skete at opregne forskel­lige fejl hos Perseus, som havde ført til hans fald. Perseus vendte sig mod ham med ordene: ”Forræder, du har tøvet med at sige det indtil nu, da jeg ikke mere har midler mod det”. Og han dræbte ham med egen hånd. 404 b (III 35)

(Senatet bad Fabius) om at lægge alt privat had til side, og udnævne Papirius til gavn for

staten. Fabius gjorde det af kærlighed til fæd­relandet, skønt han ved at tie, og på forskellig måde, tilkendegav hvor tung denne udnæv­nelse var for ham. 425 c (III 47)

SKRIVE LÆSENår man blot ikke lader sig forlede til at

give noget skriftligt fra sig, gælder den enes Ja lige så meget som den andens Nej. 313 d (III 6)

Hvis man vil læse Livius’ historie med ud­bytte, må man hele tiden se på det romerske folks og senats fremgangsmåde. 286 c (II 33)

(Nutiden) Man mangler sand historiekund­skab, da man ved læsning af historie hverken forstår dens mening, eller de forskellige tiders særpræg. 14 c (I forord)

Men læserne undlader at anstille sådanne betragtninger, eller forstår ikke at anstille dem, og selv hvis de forstod det, ville det ikke komme til regeringens kendskab, og derfor optræder de samme problemer altid. 118 b (I 39)

Læse Historie, vælge forbilleder. 49 a (I 10) T 6

# 56 SPROG

115

ORD OG GENSTAND… gør dem til adelsfolk, ikke blot af navn,

men også i virkeligheden. 155/56 (I 55)Livius siger: Da Campanerne skulle beskyt­

te Sidicinerne, var det mere ordet, end virkelig magt. 209 c (II 11)

Havde man i Rom ikke haft diktatortitlen, så havde man fundet en anden, for magten skaffer sig let et navn, det er ikke navnet der giver magten. 105 aa (I 34). – 209 b/c (II 11)

For det er ikke titlen, der skaber manden, men manden skaber titlen. 412 a (III 38)

Efter andre forsøg var folket endelig tilfreds med at vælge ”Tribuner med konsulmagt”, i stedet for ”Konsuler”. Så meget mere var deres navn (titel) forhadt, end deres magt. 119 d (I 39)

ORD OG HANDLINGJeg mener, at det vigtigste for os er at tænke

på hvad vi skal gøre, ikke på hvad vi skal sige. Er vi blevet enige om vore hensigter, så vil det være let at finde ord til sagen. (Citat af Latine­ren Annius). 219 c/d (II 15)

Dermed viste han (konsulen) Tarentinerne ikke med ord, men med handling, hvilket svar de fortjente. 210 b/c ((II 11)

Dette falske håb (om sejr) forleder menne­skene til fejl, ikke blot i tale, men også i hand­ling. 268 b/c (II 27)

BILLEDLIGT UDTRYK (se også Alfabetisk Del)

Enhver der har påtaget sig forsvaret af en by, må vogte sig for den klippe, at kalde ind­byggerne under våben på en uordnet måde. 389 b/c (III 30). Man må vogte sig for det skrift­lige som for en klippe. 313 d (III 6). Fyrsten må vogte sig for folkets had, som for en klippe. 374 a (III 23)

Rovfugl 126 b (I 40) (T 28) (Om adel og ple­bejer i Rom)

Bjerge bliver til sletter … hvis der mangler forsvarere. (II 10) T 3

# 56 SPROG

116

# 57 TTY TÆNKNING Denne praksis (hos Romerne) er i modsæt­

ning til vore nuværende republikkers tænke­måde, organisation og fremgangsmåder. 109 d (I 36)

Man må altså undersøge, hvilken af disse republikker det er, som har truffet det bedre valg. Holder man sig til fornuftslutninger, så kan begge begrundes. Men betragter man re­sultatet … 30 a (I 5) (Tænkning og Virkelighed)

Dette punkt fortjener opmærksomhed, da menneskene meget ofte bliver ofre for selvbe­drag, til deres egen skade. Det forekommer mig derfor ulejligheden værd, at forklare det­te udførligt, ved gamle og nye eksempler, idet man ikke kan gøre det så tydeligt ved (logi­ske) grunde. 268 c (II 27)

FRA IAGTTAGELSE TIL TANKEI forbindelse med Decemvirerne er videre

at bemærke, hvor let mennesker lader sig for­dærve, og bliver en helt modsat menneskety­pe. 127 c (I 42)

Af dette emne, udbruddet af krig mellem Latium og Rom, kan man også lære, at det ved al rådgivning er godt, at man ”kommer til

sagen”, og ikke bliver hængende i vaklen og usikkerhed. 219 aa (II 15, T 1)

Det er øjensynligt verdens gang, at … For nylig kom jeg igen ind på den tanke, ved at se på tvekampen mellem Titus Manlius og en Galler. 407/408 (III 37). (Generel sætning, og enkelt tilfælde)

Det Caudinske pas. Diskussion i Senatet. – Her skal man lægge mærke til: (1) at man kan få berømmelse ved mange handlinger, også nederlag, (2) at det er ingen skam at bryde af­tvungne løfter. 418 c (III 42)

Byen Ardea. Strid mellem familier. – Her­til er der forskelligt at bemærke: (1) at kvinder kan gøre meget skade for staten. (2) Se næste kapitel: hvordan man genskaber enighed i byer. 379 a (III 26)

ARGUMENTATION Dette er en af de skingrunde som i virkelig­

heden er falsk, for så kunne man lige så godt … 253/54 (II 23) T 11. – (Jvf. ”Det er ligesom …”)

De grunde der, foruden de nævnte, anføres fra de to sider er følgende: 212 c (II 12)

Overvejer jeg nu, hvorledes disse to menin­ger kan begrundes, så siger jeg …361 b (III 19)

# 57 TÆNKNING

117

(UKLART)Bog: Del II, kap. 5T 12 At sådanne (A 1) oversvømmelser, (A

2) pest og (A 3) hungersnød forekommer, sy­nes jeg er sikkert, fordi (B 1) alle historiebøger taler om det, (B 2) fordi man ser virkningen af det i alt det som er glemt, og (B 3) fordi sagen virker begrundet (!)

T 13 Ligesom (C 1) naturen, ved enkle væsner, kan rense sig selv, hvis der er samlet mange overflødige stoffer, således (C 2) sker det også ved de sammensatte væsner i men­neskeheden (samfund).

T 14 Hvis (D 1) alle lande er så overbefol­kede, at de ikke kan ernære sig, og (D 2) de ikke kan hjælpe sig ved udvandring, fordi alle egne af jorden er fyldt op, og (D 3) når den menneskelige lumskhed og ondskab har nået et højdepunkt, så må verden nødvendigvis rense sig på en af de tre måder (A 1, 2, 3), for at menneskene, når de (E 1) er blevet færre, og er (E 2) blevet straffet, kan (F 1) leve mere be­kvemt, og (F 2) kan blive bedre.

T 15 Således var Etrurien engang mægtig, fuld af religion og tapperhed, det havde sine egne skikke, sit eget sprog. Men alt blev så

grundigt ødelagt af Romernes magt, at der nu kun er erindringen tilbage om dets navn.

Kommentar”Selv den gode Homer kan undertiden

sove” (se Bevingede Ord).MCV er en enestående klar tænker, men

her synes jeg at han ”sover”. Det slutter med en total selvmodsigelse.

Han nævner Etrurien som eksempel, på en renselse som medfører bedre liv for alle. Men eksemplet viser netop det modsatte: total øde­læggelse, endnu værre end Romerrigets un­dergang, hvor der dog blev reddet noget: det latinske sprog, dele af Livius’ skrifter.

I Oldtiden havde man en forestilling om ”verdensbranden”. Med 25.000 års mellemrum (!) blev alt ødelagt af ild – og derefter begyndte verden på ny. – (Se Bevingede Ord: Ragnarok. Fimbulvinter. – Fugl Føniks)

Det ser ud til, at der er to tankegange frem­me, men de er modsætninger. (1) Renselse, dermed forbedring af menneskers forhold. (2) Den totale ødelæggelse, udslettelse.

* * *

# 57 TÆNKNING

118

Bog: Del II, kap. 12: Om eget forsvar. Forfat­terens mening

Der arbejdes med to distinktioner (T 12): B 1: Bevæbnet land. B 2: ubevæbnet land. – (T 1): A 1. Vente på fjenden i eget land. A 2. Føre krigen ind i fjendens land.

Ad T 13. Et ubevæbnet land (B 2) skal holde fjenden væk. – Hvordan?

Ad T 14. Ubevæbnet land, Ex. Karthagerne. – Hvordan kan man kalde Karthagerne ube­væbnede?

* * *

MCV nævner, at Hannibals hære bestod af mænd fra mange folkeslag. – Han hævder som sin opfattelse at det er vigtigt, at man bruger sin egen befolkning til soldater, ikke lejetrop­per.

# 57TÆNKNING

119

# 58 VTY VURDERING Jeg gentager altså, at vanen med at rose, og

at dadle, unægteligt består, men man behøver ikke altid at tage fejl. Mange gange må man nødvendigvis ramme sandheden, for de men­neskelige ting er i stadig bevægelse, og stiger el­ler falder. 174 a (II forord)

Menneskene må, ved alt hvad de foretager sig, og navnlig ved store planer, tage tidsfor­holdene i betragtning, og indrette sig efter dem. Den der ved dårligt valg af midler, eller af naturlig tilbøjelighed, bringer sig i modsæt­ning til sin tid, har for det meste et ulykkeligt liv, og hans foretagender mislykkes. 331 b/c (III 8)

En stat kommer i denne situation ved dår­lige råd og beslutninger, som følge af overvur­dering af egne kræfter. 251 c (II 23)

(Lad os sige at) du beskedent har givet et råd, men det bliver ikke fulgt på grund af ind­vendinger, og efter en andens råd opstår der ulykker. Kan man ikke glæde sig over den anerkendelse, som man vinder fordi den an­dens råd førte til ulykke for hans by eller fyr­ste, så skal den dog ikke helt undervurderes (!) 403/04 (III 35). – (Om rådgiver: se HnTy, # 74)

VURDERING I OG II Hertil er at bemærke, at handlinger som ser

ud til at være dydige, og fornuftigvis ikke er at fordømme, ofte slår om i voldshandlinger, og kan bringe en republik i de største farer, hvis der ikke gribes ind i tide. 383 a (III 28). (Skin og virkelighed, # 55)

Kloge mennesker tager gerne æren af deres handlinger, også selv om det er nødvendighe­den der tvinger dem. 143 c (I 51)

Således opstod i Rom en misstemning mod Fabius Maximus, fordi han ikke kunne få det romerske folk til at forstå, at det var mere for­delagtigt for republikken at trække krigen mod Hannibal i langdrag, og ikke indlade sig på kamp. For folket anså denne plan for fej, og kunne ikke indse dens nytte, og Fabius kunne ikke bevise denne nytte for dem, med tilstrækkelige grunde. 148 b/c (I 53)

Som klog mand (Filip af Makedonien) anså han det for at være værre at miste sin anseelse ved tabet af det han ville forsvare, end hvis han prisgav disse områder til fjenden, som om de ikke betød noget for ham. 409/10 (III 37)

(Om nutid eller fortid er bedst). De gamle skulle kunne bedømme det … For de kender

# 58 VURDERING

120

både ungdom og alderdom … Men de foran­dres med alderen … Hvad der i deres ungdom var godt, bliver med alderen dårligt. Men i ste­det for at finde grunden til dette i deres egen vurdering, klager de over ”tiderne”. 175 c, d (II forord)

FORFATTERENS VURDERINGFyrster, som bliver angrebet af en overlegen

modstander, kan ikke begå en større fejl end at afvise ethvert forlig, navnlig når det bliver tilbudt. For aldrig bliver et så dårligt forlig til­budt, at han ikke vil have fordel af det, og der­ved kunne opnå noget af det, en sejr ville have givet ham. 270 b (II 27). – (Bevingede Ord: Ma­gert Forlig)

Da hertugen havde en stærk hær, og Floren­tinerne var så dårligt rustet, at de ikke kunne forhindre hans gennemmarch, ville det have været mere ærefuldt for dem at han drog igen­nem med deres tilladelse, end at han gjorde det med magt. Den skam, som nu faldt på dem (fordi det skete med magt), ville have væ­ret mindre, hvis de havde handlet anderledes. 115 d (I 38). – (Kontrafaktisk)

Firenze ville have handlet meget bedre, hvis de havde indvilliget i at Pisa blev besat af

Beaumont, uanset betingelser, som erfaringen med Arezzo i året 1502 viste. 116/17 (I 38)

Det ville føre for vidt her at fortælle om, hvor ofte Firenze, Venedig og kongen af Frank­rig har købt sig fri af krige, og hvor ofte de har underkastet sig en skændsel, som Romerne kun ville underkaste sig en eneste gang. 278 c (II 30)

Venezianerne kunne altså ofre et lem for at redde kroppen, og var dette sket i tide, så at det ikke så ud som om det var påtvunget, dvs. før begyndelsen af den egentlige krigshandling, så ville det have været det klogeste. Men un­der krigen var det forsmædeligt, og vel også temmelig nyttesløst. 341/42 (III 11). – (Del og Helhed)

DET ONDE OG DET GODE (Her: upersonligt. Om mennesker: se # 75)

I alle menneskelige forhold ser man det samme. Man kan ikke fjerne et onde, uden at der opstår et andet deraf. 35 b (I 6) 340 b (III 11)

Det ser ud til at være verdens gang, at der ved hvert gode også er et onde, og at dette op­står så let sammen med det gode, at det næ­sten er umuligt at undgå det ene, hvis man vil opnå det andet. Det ser man ved alt, hvad

# 58 VURDERING

121

mennesker gør. Derfor er det svært at opnå det gode, hvis ikke lykken hjælper os således, at den med sin magt overvinder disse sæd­vanlige og naturlige onder. 407 d (III 37)

(At små indledende kampe kan være far­lige). Dette er altså et af de tilfælde, hvor det onde ligger så nært det gode, og at de er så nært forbundet, at man let ender i det ene, når man tror man vil opnå det andet. 409 a (III 37)

Man bør aldrig slippe et onde løs for at opnå noget godt, hvis dette gode let kan blive undertrykt af det onde. 299 b (III 3) – (Mål og Midler)

Da der i enhver sag er et skjult onde, som resulterer i nye virkninger, må man forebygge dette ved nye ordninger. 340 b (III 11)

Ofte begærer et folk sin undergang, fordi det bliver narret af en illusion om det Gode. 147 b (I 53)

(Tre gode og tre dårlige statsformer). Hvis grundlæggeren af en stat indfører en af de tre første former, så er det kun for en kort tid. Det kan ikke forhindres, at den slår om i sin mod­sætning, for dyd og last bor her tæt ved siden af hinanden. 21 b/c (I 2)

VURDERING UD FRA HENSIGT ELLER UDFALD

Denne indvending ville være berettiget, hvis man ikke tog hensyn til, med hvilken hensigt Romulus begik det mord. 45 b/c (I 9)

Rom var mildere og mere hensynsfuld når det gjaldt at straffe en hærfører. Havde han gjort en fejl af ond vilje, så straffede man ham mildt, havde han gjort det af ubehjælpsomhed, så straffede man ham slet ikke, tværtimod be­lønnede og ærede man ham. Denne optræden var klog. 98 a/b (I 31)

Angående fejl ved uduelighed er der ikke noget smukkere eksempel end Terentius Var­ro. Ved hans ubesindighed blev Romerne slået så ødelæggende ved Cannae, at statens frihed var på spil. Men da der kun forelå uvidenhed, og ingen ond vilje, blev han ikke straffet, men æret. 99 c (I 31)

(Soderini) Da man måtte vurdere hans handlinger og hensigter ud fra resultatet … 299 b/c (III 3)

Da menneskene bedømmer alle ting efter udfaldet, bliver det dårlige tilskrevet rådgive­ren. Er resultatet godt, roser man ham, men lønnen kommer langtfra på højde med ska­

# 58 VURDERING

122

den, hvis sagen ender slemt. 402 b/c (III 35) – (Rådgiver: # 74)

Ja, Cæsar er endnu mere afskyelig, fordi den der (faktisk) har gjort uret, bør dadles mere end den der (blot) ville det. 49 c (I 10)

Heraf ser man … hvor sandt det er hvad Sallust lader Cæsar sige: ”Alle dårlige eksem­pler er udsprunget af gode begyndelser”. 133 b/c (I 46)

VURDERING AF PERSONER Af alle mennesker der prises er stiftere og

ledere af religion de højest vurderede. Efter dem kommer de, der grundlægger republik­ker og riger. Derefter kommer de hærførere, som har udvidet deres egen magt, eller fæd­relandets. Til disse slutter sig forfattere, som vurderes ud fra arten af deres værker, og gra­den af deres fuldkommenhed. Alle andre af den talløse menneskeskare får en vis ros, som de erhverver sig ved deres kunst eller deres erhverv. 48 a (I 10)

Man ser også, at folket ved besættelse af embeder træffer et meget bedre valg end en fyrste. 163 c (I 58)

Folkene dømmer (vurderer) altså ved valg af embedsmænd efter de sandsynlige kende­

tegn, som man kan have om mennesker. 401 d (III 34)

Det er værd at undersøge hvordan folket bedømmer mennesker ved fordeling af embe­der. 1. Efter hans fader. 2. Efter hans omgangs­kreds. 3. Efter hans egne handlinger. 398 b flg. (III 34)

Kloge lovgivere i republikker har bestemt, at når der skal besættes de højeste embeder, hvor uduelige folk ville være farlige, står det enhver borger frit for at pege på sådanne folks fejl, i offentlige forsamlinger, hvis folkeviljen er ved at vælge dem, for at folket skal lære dem at kende, og bedre kunne vurdere dem. 401 b/c (III 34)

Som følge af denne sorgløshed, og af fjen­dernes svaghed, så det romerske folk, ved valg af konsuler, ikke mere på dygtighed, men be­stemte sig ud fra sympati, og valgte personer, som talte det efter munden, men ikke dem der bedst forstod at sejre. 74/75 /I 18)

Det har altid været sådan, og vil altid være sådan, at de store og sjældne mænd i republik­kerne bliver forsømt i fredstider. 353 d (III 16)

Ser man nu til dags en konge personligt drage i felten, så skal man ikke tro, at der kom­mer noget mere berømmeligt ud af, at han er

# 58 VURDERING

123

til stede. For hvis han virkelig en gang drager i felten, så gør han det for at prale, ikke af no­gen anden og rosværdig grund. 336 a (III 10)

Intet skaffer dem (fyrster) så meget agtelse som et usædvanligt værk, eller ord til bedste for almenheden, som vidner om deres højmo­dighed, gavmildhed eller retfærdighed, og som så at sige bliver til ordsprog hos deres un­dersåtter. 400 c/d (III 34)

Hos alle (i Rom) var fædrelandskærlighe­den stærkere end noget andet hensyn, og de

vurderede de nuværende farer, der truede fra ham (Manlius), så meget højere end hans tid­ligere fortjenester, at de befriede sig fra dem (farer) ved hans død. (Han blev dødsdømt). 331 aa (III 8)

At flygte, som Filip gjorde, er så godt som at blive slået, ja det er des mere forsmædeligt, fordi man ikke har leveret bevis for sin tap­perhed. 338 d (III 10)

# 58 VURDERING

124

# 59 VÆRDIERDa sagde legaten L. Lentulus, at for ham var

enhver forholdsregel til at redde fædrelandet rigtig. Roms liv afhang af denne hærs liv, man måtte derfor redde den på enhver måde. Man bør altid forsvare fædrelandet godt, uanset om det er med vanære eller med berømmelse. For hvis hæren blev reddet, så ville Rom have tid til at udslette skændselen. 417 b (III 41). (Også i # 14, Krig Normer: Right or wrong)

Således blev der af hele den schweiziske hær kun nogle få tilovers, som Carmagnola af menneskelighed skænkede livet. 238 a (II 18)

Da Camillus belejrede Falerii (nu: Cività Castellana, sydøst for Viterbo), kom en skole­lærer i den tro, at han kunne indsmigre sig hos Camillus og det romerske folk. Han kom med de fornemste børn i byen, under påskud af en spadseretur, til Camillus’ lejr, hvor han viste dem frem, og sagde, at med dem kunne han få byen i sine hænder. Ikke alene afslog Ca­millus dette tilbud, men han lod skolelæreren klæde af, hans hænder blev bundet på ryggen, og han blev drevet tilbage til byen med slag af drengene. Da Faliskerne hørte om dette, syn­tes de så godt om Camillus’ menneskelighed og retskaffenhed, at de ikke mere ville forsva­

re sig, og besluttede at overgive byen til ham. 362 c (III 20). – (Kapiteloverskrift: Et bevis på menneskelighed udrettede hos Faliskerne mere end Romernes våbenmagt.)

ÆRE Se også # 84 Holdning

Da vor religion har vist os sandheden og den sande vej (Ironi), lader den os vurdere den verdslige ære ringere. 184 b (II 2)

Hvad angår ære, så bliver mænd mest såret når det går ud over deres kvinder, derefter når det gælder deres egen person. 305 b (III 6)

Man ser deraf, hvor meget højere menne­skene vurderer ejendom, end ære. 114 aa (I 37)

Selv om man taber (et slag), skal man søge at vinde ære, for det er mere ærefuldt at bli­ve besejret med våben, end at tabe krigen på grund af forskellige forhold. 339 b/c (III 10)

Ære består i at man kan og vil straffe dem, ikke i at man undlader det. 254 b (II 23, T 13)

RELATIVISMEMen da han (Fabius Maximus) var født i en

republik, hvor der var forskellige borgere og mennesketyper, så havde denne (republik) en Fabius til de tider, da blot det at udholde kri­

# 59 VÆRDIER

125

gen var det bedste, og senere en Scipio, til de tider hvor det gjaldt om at afslutte krigen med sejr. 334 a (III 9)

Derfor fortjener de mennesker, der lever i stor lykke eller ulykke, ikke så meget ros el­ler dadel. For oftest vil man se, at de kom til deres storhed eller fald fordi himlen gav dem, eller fratog dem, muligheden for en udmærket handling. 275 d (II 29). (Mulig – Virkelig)

Dette falske håb (om sejr) forleder menne­skene til fejl, ikke blot i tale, men også i hand­ling (Ord–Handling). For hvis det bemægtiger sig mennesket, så glemmer han at holde måde og mål, og forsømmer lejligheden til at opnå et sikkert gode, i håbet om at opnå noget bedre, som er usikkert. 268 b/c (II 27). – (”Det bedre er det godes fjende”. Bevingede Ord)

Dette viser den store klogskab i Senatet (Rom). Altid ville det, i lykke som i ulykke,

være herre over beslutningerne for sit folk, og det skammede sig ikke for at gøre noget som stred mod skikke eller tidligere beslutninger, hvis nødvendigheden bød det. 114/15 (I 38). (”Man har et standpunkt, indtil man ta’r et nyt”. Bevingede ord)

Det er ingen skam, at man ikke overholder løfter, hvis de er aftvunget. 418 c/d (III 42)

SYG OG SUNDForeløbig taler vi kun om folk, hvor fordær­

velsen ikke har taget overhånd, hvor der end­nu er mere sundt end sygt tilstede. 67 a (I 16)

Om en fordærvet stat. 70 c (I 17). – (Se også # 37, slut)

Se også # 53. Dagligliv. Et sygt legeme. 75 c/d (I 18)

# 59 VÆRDIER

126

# 61 HANDLINGI ALMINDELIGHED

HANDLING OG TIDP. Soderini optrådte altid sagtmodigt og

tålmodigt. Han gjorde sit fædreland lykkeligt, så længe hans handlemåde passede til tiden. Men da der kom tider, hvor tålmodighed og sagtmodighed måtte ophøre, så forstod han det ikke, og måtte gå til grunde sammen med sit fædreland. 334 c (III 9)

Således ser man, at tunge tider ikke kunne tage modet fra dem (Romerne), eller ydmyge dem. Ligeså gjorde lykkelige tider dem ikke overmodige. 390 dd (III 31)

Den som ved dårligt valg af midler, eller ved naturlig tilbøjelighed, sætter sig i mod­sætning til sin tid, vil for det meste få et ulyk­keligt liv, og hans foretagender vil mislykkes. For dem, der stemmer overens med deres tid, gælder det modsatte. 331 b/c (III 8)

HANDLE SITUATION(Carmagnola). Som tapper mand, som i nye

situationer forstod at gribe til andre forholds­regler, forstærkede han sig med nye tropper. 237 d (II 18)

Den, som er truet, og føler sig bragt i nød­vendigheden af enten at handle, eller at lide … 304 dd (III 6) T 8. – 316 b (III 6) T 31

Senatet havde forbudt nogle nabostammer at have våben. De blev nu angrebet, og Senatet forudså, at de ville forsvare sig. Derfor valgte det at tillade dem at gøre dét, som de allige­vel ville have gjort. Det var mere ærefuldt. Det var at gøre en dyd af nødvendighed. 115 ac (I 38). – 143 c (I 51). (Bevingede ord)

Nødstilstand. Man skal ikke søge at vinde folket ved velgerninger, når fjenden står for døren. For så vil folket ikke tilskrive dig disse velgerninger, men fjenden. 100 b/c (I 32)

Sådanne folk bliver fordrevet fra deres hjemstavn af nød. Denne nødstilstand opstår ved sult, krig eller undertrykkelse. 201 d (II 8)

Det uforudsete. – Hvilken indflydelse på kampen en uventet begivenhed kan have, vi­ser sig i forskellige tilfælde. 348 c (III 14)

MÅL FORMÅL HENSIGT Der er mange mennesker med den hensigt,

men hensigt bliver ikke straffet, og bringer in­gen fare. 306 dd (III 6)

KAPITEL 6 HANDLELÆRE

127

(Hensigtsbestemmelse). Intet skaffer en feltherre mere ære, end at gennemskue fjen­dens planer. 357 flg. (III 18)

Se også # 58: Vurdering ud fra Hensigt eller Udfald

HANDLING PLANIntet forstyrrer og hindrer alle menneske­

lige foretagender mere, end at man pludselig og uden frist ændrer en ordning, og omstøder det først bestemte. 316 c (III 6)

HANDLEMULIGHEDER (”VEJE”)I virkeligheden kan man i en republik, og

særligt i en fordærvet, ikke imødegå en bor­gers ærgerrighed på en bedre, mindre anstø­delig og lettere måde, end ved at afskære ham de veje, som man ser han følger, for at nå sit mål. 144 c/d (I 52)

Således kunne begge (hærførere, Manlius, Valerius) finde den samme lydighed, og ved forskellig optræden opnå de samme resultater. 369 c/d (III 22) – (Se Kronologisk Del, III 22, T 26)

Alle som af himlen får denne mulighed (til at indrette en stat) må tænke på: at der er to veje åbne for dem. Den ene fører dem til et sik­kert liv, og efter deres død til berømmelse, den

anden til stadig frygt, og efter døden til evig skændsel. 52 a (I 10)

Men han (Appius) benyttede hindringen som en mulighed, og udnævnte sig selv først. 122 a (I 40)

Man må absolut undgå middelvejen, da den er ødelæggende. Det erfarede Samniterne, da de havde indesluttet Romerne i det Caudinske Pas, og ikke ville følge en oldings råd: enten at lade Romerne drage bort med ære, eller hugge alle ned. I stedet slog de ind på en middelvej, idet de afvæbnede den romerske hær, lod den gå under åget, og sendte den hjem fuld af for­smædelse og forbitrelse. Snart efter erkendte de, hvor nyttigt den gamles råd var, og hvor ødelæggende deres egen beslutning havde været. 256 b (II 23) T 21. – # 83.2

(Dilemma) Hæren (Hasdrubals) var in­desluttet. Den måtte enten indlade sig på en usikker kamp, eller sulte ihjel. 356 d (III 17). – 208 a (II 10).

HANDLING MIDLERHans (Filip af Makedoniens) historieskriver

siger, at han drev mennesker fra land til land, som hyrderne driver deres hjorde. – Det er grusomme midler! De strider ikke alene mod

# 61 HANDLING

128

den kristelige, men mod enhver menneskelig følelse. 88 dd (I 26)

Da nu sådanne årsager sjældent træffer sammen, vil disse midler sjældent have virk­ning. 101 aa (I 32)

MÅL OG MIDDELI en republik må der aldrig forekomme no­

get, hvor man benytter ulovlige midler. De kan gøre nytte i øjeblikket, men eksemplet virker skadeligt. 106 c (I 34). – (Et ældgammelt juri­disk problem: forskellen mellem det enkelte tilfælde, og den generelle lov).

OVERVEJELSE BESLUTNING

Feltherren var nedtrykt på grund af alle de bekymringer, som vigtige og afgørende fore­tagender bringer med sig. 98 c/d (I 31)

Man må ved alle beslutninger se nøje på ulemper og farer, og aldrig fatte en beslutning, hvis faren er større end gevinsten, også selv om sagen i sig selv ser gunstig ud. 145 dd (I 52)

Svage republikker er ubeslutsomme. De træffer deres afgørelser mere af nød, end af eget valg. 114 c (I 38)

Ubeslutsomme republikker træffer kun nød tvungent gode beslutninger. Deres svag­

hed lader dem ikke komme til en afgørelse, så længe der hersker den mindste tvivl. Hvis denne tvivl ikke bliver ophævet af en ydre magt, vil de blive ved med at vakle frem og tilbage. 117 d (I 38)

Ikke mindre skadelig end ubeslutsomhed er langsomme og sene beslutninger, navnlig når man skal beslutte sig til hjælp for en for­bundsfælle. For ved langsomhed hjælper man ingen, og skader sig selv. 220 b (II 15)

Frygt for at handle, ved attentat. 318 a/b (III 6) T 34.

HANDLINGENS UDFALD RESULTAT KONSEKVENS

Hvor fejlagtig denne beregning var, vi­ste resultatet. For da Schweizerne efter lange kampe var slået … 250 a (II 22)

Sammenhæng: Krænkelse af en borger – og hans hævn. 356 c flg. (III 17)

(Forskellig handlemåde – samme resultat). Man kan undre sig over, at mange feltherrer har opnået det samme som de her nævnte, men på en helt modsat måde. Årsagen til sejr synes ikke at ligge i fremgangsmåden. 364 a (III 21).

# 61 HANDLING

129

# 62 HANDLER I FORHOLD TIL OMVERDEN

De to ord tages i vid betydning. De afgrænser hinanden.

Overvejer man det her sagte, vil man ikke dadle Athen og ikke rose Rom, men alene give tingenes tvang skylden for at begivenhederne i de to byer var forskellige. 91 b/c (I 28)

Da han (en borger i Firenze efter 1494) nu så, at det var omstændighederne, og ikke menneskene, der var årsag til denne uorden, så ændrede han pludselig sin indstilling og sin optræden. 137 c (I 47)

Meget, som fornuften ikke tilråder, tvinger nødvendigheden menneskene til. 37 a (I 6)

HANDLER I FORHOLD TIL NATURENAlt, hvad vi gør, er efterligning af naturen.

Således er det umuligt og naturstridigt, at en tynd stamme kan bære en tyk gren. Derfor kan en lille republik ikke erobre byer og riger, som er stærkere og større end den selv. 189 aa (II 3)

Naturbegivenheder som udsletter men­nesker, og kun efterlader lidt om beboerne i

en verdensdel. Det er pest, hungersnød, eller oversvømmelser. 195/96 (II 5)

(Forskel Sparta og Athen overfor Rom, be­folkningstal). Dette kan ikke skyldes Roms gunstige beliggenhed, men kun forskel i frem­gangsmåde (handling). 188 c/d (II 3

Dette særlige kendskab (til landskabet) op­når man bedst ved jagt. Derfor siger de gamle forfattere, at de helte som dengang beherskede verden, var vokset op i skove, og på jagt. 413 b (III 39)

* * *

Et sådant folk er som et ufornuftigt dyr, som fra naturen er vildt og ubændigt. 66 b/c (I 16)

Elefant 232 a (II 17) T 16 Kamel 350 b/c (III 14) T 7: SemiramisHøns 62 c (I 14) T 3: VarselRovfugl 126 b (I 40) T 28: Sammenlignes

med mennesker.Klippe, vogte sig for (om at give noget

skriftligt fra sig). 313 d (III 6) T 28. – (# 56 Bil­ledligt udtryk).

# 62 HANDLER

130

HANDLER I FORHOLD TIL SAMFUNDIkke den enkeltes vel, men almenvellet er

det, som gør staterne store. Uden tvivl bliver der kun sørget for almenvellet i republikker … Det modsatte sker under en fyrste. Hvad der er nyttigt for ham, skader for det meste staten, og hvad der er nyttigt for staten – ska­der ham. 182 b (II 2)

Hvad vi her har sagt om den enkelte, gæl­der også for de mange, som lever sammen i en stat, de opnår den grad af fuldkommenhed som man har i den stat. 392 b (III 31)

(Om at ændre samfundets indretning, 2. gradvist) For at forny det (samfundet) lidt ef­ter lidt, må en klog mand erkende det onde allerede på lang afstand, ved dets opståen, og træffe modforholdsregler. 75 dd (I 18)

Alkibiades og nogle andre rådede til det (at erobre Sicilien), da de tænkte (kun) lidt på det almene vel, men derimod meget på deres egen ære, og de håbede på at få overkommandoen ved dette foretagende. 354 a/b (III 16)

Der er så mange der vinder ved det, at de kan gennemføre det, også mod de få, der lider under det. 182 b (II 2). – (Om ”de mange og de få”: se også 40 c (I 7), og 141 b/c (I 49).

Erfaring viste dog, at endnu 400 år efter Roms grundlæggelse herskede der den største fattigdom. Formodentlig var der ingen særlig grund til det, men (der var) erkendelsen af, at fattigdom ikke spærrer vejen til embede og anseelse for nogen, og at man opsøgte hæder, uanset hvor den boede. 376 b (III 25)

Da kom dette slag udefra, som genopret­tede alle byens skikke. 292 b/c (III 1). – (”Stød”)

FORHOLD TIL LOVE Se også # 31: Lovgiver

Man ser at en by eller et land, som har fået sin organisation ved en fortræffelig mand, en tid lang stadig gør fremskridt, i kraft af grund­læggerens fortjeneste. 174 b (II forord)

Disse love må friskes op ved gode egenska­ber hos en mand, der har mod til at give dem indflydelse, imod dem der overtræder dem. 293 b (III 1)

Mellem sådanne to eksempler bør der ikke være mere end ti år, for efter denne tid begyn­der menneskene at ændre skikke, og overtræ­de lovene. 293 c/d (III 1)

I republikken Venedig, som er en af de bedste, har nogle borgere ret til, ved overhæn­gende fare, at træffe enstemmige beslutnin­

# 62 HANDLER

131

ger, uden videre rådslagning. Hvis en repu­blik ikke har en sådan mulighed, vil den gå til grunde, hvis den overholder lovene, eller den må bryde dem, for at undgå dette. 106 b (I 34)

Valerius kunne optræde mildt, fordi han nøjedes med at følge de almindelige krigsreg­ler for de romerske hære. Disse var gode. 369 b/c (III 22)

Af en tale mod Appius kan man se al hans overmod, men også talløse borgeres lydighed mod lovene, og deres fædrelandskærlige sin­delag. 425 aa (III 46)

Skønt Appius ved sit forbryderiske liv hav­de fortjent enhver straf, så var det dog politisk forkert at krænke lovene, særligt den netop givne. For jeg tror ikke, der er et værre tilfælde i en republik, end at vedtage en lov og så ikke følge den, navnlig når det er lovgiveren selv, der overtræder den. 130 d (I 45)

Gid fyrsterne heraf ville lære, at de begyn­der at miste deres magt i det øjeblik, da de begynder at overtræde lovene, og de gamle skikke og vaner, som folket har levet længe med. 302 b (III 5)

Om Jordloven: 111 b/c flg. (I 37)

MAGTDadel fortjener ikke den, som bruger magt

for at opbygge, men for at ødelægge. Dog må han være så klog og moralsk, at han ikke gi­ver den magt, han har tilrevet sig, i arv til en anden. 46 aa (I 9)

(Forsvar for magt) Til bekræftelse af dette kan anføres talløse eksempler, som Moses, Lykurg, Solon og andre grundlæggere af riger og republikker, som alle kun kunne give love til almen gavn, fordi de havde tillagt sig magt. 46/47 (I 9)

Forskellen mellem at tilrive sig magt, og at få den ved afstemning. 107 d (I 35)

Man må se på, hvilken magt der er tale om, og for hvor lang tid den er givet. 107/08 (I 35)

Det er en vanskelig og besværlig opgave at regere byer med magt, og navnlig når de har været vant til frihed. 190 dd (II 4)

Ingen tyran kan beskytte sig mod den slags anslag, undtagen ved at give afkald på den ubegrænsede magt. 305 dd (III 6)

Han (Soderini) havde den opfattelse, og be­troede den ofte til sine venner, at for at kunne gribe kraftigt ind, og undertrykke sine mod­standere, måtte han bruge ulovlig magt, og

# 62 HANDLER

132

omstøde lovene for borgerlig lighed. 299 aa (III 3). – Om Soderini: 145 a­d (I 52)

Jeg mener, man må beklage de fyrster som har mængden til fjende, og som derfor må an­vende voldsomme midler. For en fyrste, som kun har få fjender, sikrer sig let og uden stor uro. Men den som har massen til fjende kan aldrig være sikker, og jo mere grusomhed han udøver, desto svagere bliver hans herredøm­me. 68 b (I 16). (”Magtens dialektik”)

Hvor menneskene er fordærvede, så lovene som skulle tæmme dem ikke rækker til, der må man skaffe dem gyldighed ved en højere magt. Men det formår kun en konge, som med uindskrænket magt imødegår de mægtiges umådeholdne herskelyst og fordærvelse. 155 b (I 55)

En klog mand (Aristoteles) siger, at for at beherske en stat med magt må herskerens og

de undertryktes kræfter stå i det rette forhold til hinanden. 368 b/c (III 22). – 156 b (I 55). – (Balance)

Ja, man kan med rette sige, at det er bedre at sende én mand med almindelig klogskab til en opgave, end at sende to helt fremragende, med lige meget magt (!). 353 b/c (III 15)

(Kontrol) Spartas konger, Venedigs doger. For begge lederstillinger var der ansat Vogte-re, som skulle holde øje med, at de ikke mis­brugte deres magt. Uden denne sikring hjæl­per det heller ikke at sæderne er rene, for en uindskrænket hersker fordærver dem snart, og skaffer sig venner og tilhængere. Og det skader ham ikke at han er fattig og ikke har slægtninge, for rigdom og alle andre fordele vil snart tilfalde ham. 109 a (I 35).

# 62 HANDLER

133

# 63 Hn-L-P HANDLER I FORHOLD TIL PERSONER.

OMGANG MED MENNESKERMan må enten kærtegne mennesker, eller

sikre sig mod dem, men aldrig bringe det så vidt, at de ser det som en nødvendighed, en­ten selv at skulle dø, eller at dræbe en anden. 316 b (III 6) T 31

Den, der en tid lang har virket god, og nu vil opnå noget ved at være ond, må gøre det trinvist, og sørge for, at før hans ændrede op­træden har frataget ham den gamle velvilje, må han have erhvervet så meget ny, at han ikke mister sin anseelse. Ellers vil han, gen­nemskuet og uden venner, gå til grunde. 127 a (I 41).

Reglen ved sådanne tilfælde er denne: mens menneskene stræber efter, at de ikke selv be­høver at frygte noget, begynder de at indgyde andre frygt, og tilføje dem den uretfærdighed, som de ville værge sig selv mod. Det er som om det er nødvendigt: enten at krænke andre, eller selv blive krænket. 133 b (I 46). – (Selv­Andre)

Ingen vil takke en anden, blot fordi han ikke har gjort ham uret. 67 d (I 16)

Da nu slemme herskere altid frygter for at andre vil handle således mod dem, som de selv synes de fortjener … 315 c/d (III 6)

Hvis man overvejer, hvad et folk let, og hvad det vanskeligt lader sig overtale til, så er der følgende forskel. Enten viser det, som du vil overtale folket til, ved første blik gevinst eller tab, eller det ser ud som en modig eller fej beslutning. Viser nu det forslag, som man fremsætter for folket, en gevinst, skønt der er tab forbundet med det, og ser det ud til at være modigt, skønt det betyder republikkens undergang, så vil mængden altid let lade sig overtale. 147/48 (I 53)

Da pave Julius ville fordrive Bentivogli’erne fra Bologna, og mente at de dertil behøvede franske tropper, og Venedigs neutralitet, men fra begge fik et usikkert og dobbelttydigt svar, besluttede han at gøre dem begge føjelige ved ikke at give dem tid til at betænke sig. 422 b (III 44)

En god borger må, af kærlighed til fædre­landet, sætte sig ud over personlige krænkel­ser. 425 b (III 47)

Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis man kan og bør frygte for at de ikke bliver over­

# 63 HANDLER

134

holdt. 82 b (I 22). – Se også 418 a (III 42), af­tvungne løfter

Man kan ikke pålægge mennesker byrder uden at give dem løn, og det er farligt at fra­tage dem håbet om løn. 169 aa (I 60)

Hvad herren gør, vil mange gøre, fordi al­les øjne hviler på ham. (Citat fra Lorenzo de Medici). 385 dd. (III 29). – (Jvf. Bevingede Ord: Som herren er, så følge ham hans svende, dvs.bør følge)

Da der ikke er noget bedre tegn på et men­neskes sindelag end de mennesker han omgås med, så erhverver en mand, der har en god omgangskreds, med rette et godt navn, fordi han nødvendigvis må have nogen lighed med dem. 398 dd (III 34). – (Bevingede ord: Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er).

Sår og andre onder, som mennesker selv til­føjer sig, smerter mindre end dem, der tilføjes af andre. 107 b (I 34) (Selv–Andre)

Bidende spøg, som indeholder for meget sandhed, efterlader bitre erindringer. 268 b (I 26, slut)

Om feltherrer, som bliver dårligt behandlet. De får utak efter en stor indsats. – (Mange ek­sempler). Men det er naturligt. 93/94 (I 29)

”Tredjepart”. Se # 12 Krigens parter. – Se også Pausanias, # 87 Hævn.

FAR OG SØNMan tror, indtil det modsatte er bevist, at

sønnerne svarer til fædrene. 398 c (III 34)Eksempler på forskel krigerisk–fredelig,

hos far og søn. 78 a, b (I 19)En vis og god fyrste vil derfor, både for selv

at forblive god, og for ikke at give sine søn­ner anledning til at blive dårlige, aldrig bygge en fæstning, for at de ikke skal forlade sig på fæstningen, men på undersåtternes kærlig­hed. 258 c (II 24)

Men så gik regeringen over til deres søn­ner, som ikke kendte lykkens omskiftelser, og aldrig havde erfaret ulykke. 22 d (I 2, T 12)

Tarquinius Priscus lod sig vildlede, da han troede at have magten med rette, da den var overdraget ham af folket, og bekræftet af se­natet. Han troede, at Ancus’ sønner ikke kun­ne gå så vidt i deres had, at de ikke ville være tilfreds med det, som hele Rom var tilfreds med. 300 b (III 4)

Vi har tidligere (I 11) fortalt, hvorledes Titus Manlius, senere kaldet Torquatus (”Halskæ­de”), befriede sin fader Lucius fra en anklage

# 63 HANDLER

135

som folketribunen Marcus Pomponius havde rejst mod ham. Skønt denne måde var temme­lig voldsom og ulovlig, så syntes dog folket så godt om den barnlige kærlighed til faderen, at han ikke alene ikke blev stillet til ansvar for det, men ved det næste valg af krigstribuner opnåede anden pladsen. 398 a (III 34)

Ligeså nødvendig som nyttig var den strenghed som Brutus (Lucius, konsul 509 f. kr.) udviste for at opretholde den frihed, som han havde gengivet Rom. Denne strenghed ses i det sjældne historiske eksempel, at en fa­der sidder som dommer over sine sønner, og ikke alene fordømmer dem, men også over­værer deres henrettelse. 298 b (III 3)

FJENDE OG VENDet kan umuligt lykkes for en republik altid at være i ro, glæde sig over sin frihed og holde sig indenfor sine snævre grænser. Selv om den ikke generer andre, så bliver den dog generet af andre, og deraf opstår hos den ønsket om, og nødvendigheden af, erobringer. 240 b (II 19)

Fremragende mænd i fordærvede republik­ker, og særligt i rolige tider, bliver angrebet af andre, på grund af misundelse og ærgerrig­hed. 248 c (II 22)

Heraf ser man tydeligt, hvor tåbeligt og uoverlagt det er at forlange magt, og forud true: ”Jeg vil gøre noget ondt med den”. For man må ikke afsløre sin hensigt, men først søge at opnå det ønskede på enhver måde. Det er nok, at man afkræver en anden hans våben, uden at sige: ”Jeg vil aflive dig med det”. For har man først våbnet i hånden, så kan man jo tilfredsstille sin lyst (!). 129/30 (I 44).

Jeg anser det for et tegn på stor klogskab, at man afholder sig fra trusler, og fra krænkelser med ord. For begge slags tager ikke kraft fra fjenden, men trusler gør ham forsigtigere, og krænkelser øger hans had, og ansporer ham til at tænke på at ødelægge dig. 266 c (II 26).

Appius optrådte tåbeligt. For at beholde herredømmet gjorde han dem til fjender af sig, som havde skaffet ham det, og kunne op­retholde det for ham, og forholdt sig godt til dem, som ikke havde bidraget noget til det, og som ikke kunne opretholde det for ham. Han mistede derfor sine virkelige venner, og søgte dem til venner, som ikke kunne være det. 124 c/d (I 40)

Alle forfattere stemmer overens i, at man også hos sine fjender roser og beundrer dy­den. 161 d (I 58)

# 63 HANDLER

136

(Kamp mod fyrste). Hvis deres kræfter ikke er nok til åben krig, må de beflitte sig på at vinde hans venskab, ved at gøre alt hvad der kan glæde ham. Denne fortrolighed skaber

først sikkerhed for dig, derefter lader den dig deltage i fyrstens lykke, og siden giver den dig lejlighed til at tilfredsstille dine lyster. 297 b (III 2)

# 63 HANDLER

137

# 64 Hn-J HANDLERS FORHOLD TIL SIG SELV

Distinktionen Hn – L kan anvendes på en per-son, eller gruppe, hvis man skelner mellem ”den ledende del”, og ”resten”.

Fabius handlede ud fra sin natur, ikke ud fra et frit valg … Han kunne ikke frigøre sig fra sin tænkemåde og sine vaner, og mærke­de ikke at tiderne havde forandret sig, og at krigsførelsen derfor også måtte ændres. 333 d (III 9).

(Fabius Maximus Cunctator, ”Nøleren”, 203 f. Kr.)

At vi ikke kan ændre os skyldes to ting. For det første formår vi ikke at gøre noget mod vor natur, og for det andet lader en mand, som har haft meget succes med sin handlemåde, sig ikke overbevise om, at det også havde kunnet lykkes på anden måde. 334 d (III 9)

Den der har en dårlig samvittighed tror let, at der er tale om ham. 321 b (III 6)

# 64 HANDLER

138

# 65 Hn-L-II HANDLERS FORHOLD TIL DET OVERNATURLIGE

Kommentar IDel II, kapitel 1, har overskriften: ”Hvad bi­

drog mest til Romerrigets storhed: Tapperhed eller Lykke”. (Oversat fra tysk)

Italiensk: La Virtù – la Fortuna. Fritz Wolders oversættelse: Duelighed –

Den gode Lykke.Jon Bingens oversættelse: Dygden – Forsy­

net .Dansk Fremmedordbog. Karl Hårbøl m. fl.

2001: Virtus: Mandighed, dygtighed. Af: vir, mand. – Fortuna: sb. Lykke. propr.: Lykkens og skæbnens gudinde.

Den Store Danske Encyklopædi. 1994­2002. To store artikler om: Lykke, og Skæbne.

Salmonsens Konversations Leksikon. 1915­30. Artikel: FORTUNA begynder: ”Den ro­merske gudinde for, hvad der skal komme, til­skikkelsen, der bringer mennesket både godt og ondt”. – Se også andre artikler: Fatalisme. Forsyn. Himmel. Moirer. Nemesis. Parcer.

Kommentar IIJeg ser det ud fra min distinktion: Handler

– Omverden.VIRTÙ hører til denne verden, kan iagtta­

ges. Det er menneskelige egenskaber, se # 75.FORTUNA er alt det der hører til det over­

jordiske, som ikke kan erkendes. Hertil bruges mange ord: LYKKE, # 65, noget godt. Himmel, # 66. SKÆBNE, # 66, kan være god, eller ond. TILFÆLDIGHED, # 66. – Held, SPIL, # 53, no­get uberegneligt, man behøver Lykke. – Jeg følger den tyske oversættelse, og sætter Lykke når den sætter Glück.

Jeg er kommet til den opfattelse, at det bed­ste vil være, at benytte ordet FORTUNA i alle de tilfælde, hvor forfatteren bruger det. Der er ikke noget ord i dansk, eller beslægtede sprog, der svarer til FORTUNA. Man kan benytte det som ”Fremmedord”, og redegøre for de man­ge betydninger, som er knyttet til det. 1. Det betegner en Guddom, et levende væsen,

og dermed meget mere end et ”begreb”.2. Det er endda en kvindelig Guddom.3. Det angår alt det, som mennesker ikke kan

have VIDEN om. Forskel Jord–Himmel. Mulighed for TRO.

# 65 HANDLER

139

4. Det angår noget, som er USIKKERT, navn­lig: FREMTIDEN.

5. Det kan være godt, eller være ondt.

* * *

LYKKENMange forfattere, deriblandt den meget vig­

tige Plutarch, har den opfattelse, at Romerne i højere grad kunne takke lykken, end deres egen tapperhed, for erobringen af deres rige. Blandt andre grunde nævner han, at det ro­merske folk selv har erkendt dette, da det byg­gede flere templer for Lykken (Fortuna), end for nogen anden guddom. 177 a (II 1)

LYKKE CONTRA MENNESKER For hvor menneskene ikke dur til meget,

viser lykken først rigtigt sin magt, og den er foranderlig. 280 d (II 30)

Han (P. Soderini) vidste ikke, at lykken skifter, og at ondskab ikke overvindes ved velgerninger. 388 c/d (III 30). – 299 c (III 3) T 9

Deraf kommer det, at lykken skifter for et menneske, for tiderne forandrer sig, men han ændrer ikke sin handlemåde. 334 dd (III 9)

Da Prænestinerne var i krig med Rom op­rettede de en lejr ved Allia (10 mil fra Rom),

på et sted hvor Romerne var blevet slået af Gallerne. Det gjorde de for at indgyde deres soldater tillid, og for at forskrække Romerne, idet stedet virkede som et forvarsel. Skønt nu denne forholdsregel lovede dem sejr af de an­førte grunde, så viste udfaldet, at den sande tapperhed ikke frygter enhver ubetydelig til­fældighed. Livius udtrykker det meget godt ved diktatorens ord til sin rytteroberst: ”Ser du, de har lejret sig ved Allia, fordi de stoler på lykken. Men du, som stoler på våben og mod, skal angribe midten af deres slagorden”. 396 c (III 33)

En fyrste, som har samlet en hær, og ind­ser at han ikke længe kan holde sammen på den, af mangel på penge eller forbundsfæl­ler, er helt tåbelig, hvis han ikke prøver lyk­ken (dvs. ”leverer et slag”), før hans hær går i opløsning. For hvis han venter, er han fortabt, men hvis han prøver lykken, kan han endnu nå at sejre. 339 b (III 10)

MENNESKERS HOLDNING TIL LYKKEN Romerne blev ikke ynkelige af modgang,

og ikke overmodige af lykken. 390 b/c (III 31)Man ser deraf, at store mænd altid er de

samme i enhver situation. Lykkens omskif­telighed kan ophøje dem, eller ydmyge dem,

# 65 LYKKEN

140

men de forandrer sig ikke. De forbliver urok­kelige, og så fuldstændigt trofaste overfor de­res levemåde, at enhver let kan se, at lykken ikke formår noget over dem. 390 a (III 31)

(Citat fra Livius). Diktatoren G. Sulpicius trak krigen mod gallerne i langdrag, da han overfor en fjende, som dag for dag blev svæk­ket af tiden og det fremmede land, ikke ville overlade alt til lykken. 335 c (III 10)

(Om borgere i en by). Men hvis de er ube­væbnede, og de forlader sig alene på lykkens luner, ikke på egen kraft, så vil de ændre sig med dens vekslen. 393 c (III 31) T 15

Når Romerne trængte ind i fremmede lan­de, søgte de altid en forbundsfælle dér, som kunne hjælpe dem … Folk som handler på denne måde vil se, at de behøver mindre lyk­ke end dem, der ikke gør sådan. 180 c (II 1)

Jeg har ofte fundet, at årsagen til menne­skenes lykke eller ulykke ligger i, hvordan de­res adfærd forholder sig til tiderne. 333 a (III 9)

LYKKEN KAN HJÆLPE MENNESKERDet ser ud til at være verdens gang, at der

ved hvert gode er et onde, som opstår så let sammen med det, at det er næsten umuligt at undgå det ene, hvis man vil opnå det andet.

Det ser man ved alt, hvad mennesker gør. Der­for er det svært at opnå det gode, hvis ikke lykken hjælper os således, at den med sin magt overvinder disse sædvanlige og natur­lige onder. 407 dd (III 37). – (# 58 Vurdering. Det onde og det gode).

For at besejre denne misundelse er der ikke andet middel, end misundernes død. Hvis lykken er den fortjenstfulde mand så god, at de dør en naturlig død, så bliver han berømt uden problemer, og kan uhindret vise sin dyg­tighed. Men har han ikke denne lykke, så må han søge at rydde dem af vejen, på alle måder. 387/88 (III 30)

Så gunstig var i dette tilfælde skæbnen mod Postumius, at samniterne ikke beholdt ham. 418 b/c (III 42)

Den som ligner Numa vil beholde, eller ikke beholde magten, alt efter som omstæn­dighederne eller lykken drejer sig. Men den som ligner Romulus, og er klog og tapper som han, vil altid beholde den, hvis ikke han bliver styrtet af en hårdnakket og overmodig fjende. 79 a/b (I 19)

Se også FYRSTEN, kapitel 25, slutning: Lyk­ken er en kvinde …

# 65 LYKKEN

141

# 66 MENNESKE OG HIMMELHvad det kommer af ved jeg ikke, men man

ser af gamle og nye eksempler, at der aldrig sker noget stort i en by eller et land, som ikke er blevet forudsagt af spåmænd, af undere, el­ler andre tegn fra himlen. 157 b/c (I 56)

Den der nøje betragter verdens gang, vil ofte se ting komme og begivenheder indtræ­de, som himlen slet ikke ønskede at hindre. 274 a (II 29)

Her er en særlig lejlighed til at bevise him­lens magt over alle menneskelige forhold, og det har Livius gjort udførligt. Da himlen, siger han, af en eller anden grund ville vise Romer­ne sin magt, lod den … (lang liste over Romer­nes fejl). 274 b (II 29)

En plebejer meldte til senatet, at ved mid­natstid da han gik gennem den nye gade, hav­de han hørt en overmenneskelig stemme, som befalede ham at melde til øvrigheden, at Gal­lerne ville komme til Rom. 157/58 (I 56).

(MCV tror på dette, se slutningen af kapit­let: Hvordan det end er, står det fast, at det vir­keligt er sådan, og at der altid efter sådanne fænomener sker noget nyt, usædvanligt).

Det kan jo være, som en filosof mener, at luften er fyldt med ånder, som har den gave at

de kan se ind i fremtiden, og af medlidenhed med menneskene advarer dem med sådanne tegn, så de kan ruste sig til forsvar. 158 b (I 56)

For det er pligt for en retskaffen mand at belære andre om det gode, som han ikke kun­ne udføre på grund af tidernes og skæbnens ugunst, for at blandt mange dygtige en, som himlen elsker mere, kan virkeliggøre det. 176 c (II forord). (Mere end den elsker forfatteren)

Alle væsner på jorden har deres livsgrænse. Men kun de fuldender deres af himlen forud­bestemte forløb… 291 a (III 1)

SKÆBNEDels: noget forudbestemt, uundgåelig, fx: Oedipus Dels: det faktiske forløb, fx: ”det blev hans skæbne, at …”

Jeg forsikrer det endnu en gang: det er en uomstødelig sandhed, som hele historien be­vidner, at menneskene kan fremme skæbnen, men ikke opholde den. De kan spinde dens tråde, men ikke sønderrive dem. Alligevel må de aldrig overlade sig til den. Da de ikke ken­der dens hensigt, og den går ad krumme og ukendte veje, må de altid håbe, og aldrig op­give håbet, uanset tilstand og vanskeligheder. 276 d (II 29)

# 66 HIMMEL

142

Hvis skæbnen vil udføre noget stort, så vælger den en mand med så meget begavelse og mod, at han kan se de muligheder, som den tilbyder ham. 275 d (II 29)

De menneskelige begær er umættelige, for naturen lader os begære alt, men skæbnen til­lader os kun at opnå lidt. Derved opstår der i menneskenes hjerter evig utilfredshed, og kedsomhed ved alt hvad man ejer. 176 aa (II forord)

Havde man i Venedig haft en smule mod, kunne man let være kommet til kræfter igen, og kunne på ny byde skæbnen trods. 391 dd (III 31)

(Militær straf, Decimere # 25). Ved lod­trækning bliver den tiende mand bestemt til døden, men alle fortjener den. Den som ram­mes af straffen beklager sig over skæbnen, og den ustraffede frygter for at straffen en anden gang rammer ham, og tager sig i agt i fremti­den. 428 a/b (III 49)

TILFÆLDIGHEDTilfældet skabte denne statsform, mere end

lovgivernes visdom (om Venedig). 33 b (I 6)Krig opstår enten ved et tilfælde, eller bli­

ver fremkaldt af den, som ønsker at starte den. 203 dd (II 9) – (# 11, Krig Årsag)

# 66 HIMMEL

143

# 67 DØDEN Den der indretter en republik må også

overveje, i hvis hænder han skal lægge retten til liv og død, for sine medborgere. 140 d (I 49)

For det andet bliver misundelse besejret, hvis de mænd som er medbejlere til din anse­else og storhed, dør af en naturlig eller vold­som død. 387 c (III 30)

Derfor er der ingen der vil gå i en sikker død. 307 a (III 6) (Attentat udført af en enkelt person)

SELVMORDEfter at Athenienseren Themistokles havde

gjort oprør, flygtede han til Asien til Darius, og lovede ham så meget, hvis han ville an­gribe Grækenland, at Darius besluttede sig til det. Da så Themistokles ikke kunne holde sit løfte tog han gift, af skam eller af frygt for straf. 282 a (II 31)

Se også: hærføreren Decius, 423 d (III 45). – (# 59 Værdier. Ære)

# 67 DØDEN

144

# 68 GUD(ER) Se også # 54 Religion

Romerne ville ikke begynde et felttog uden at overbevise soldaterne om, at guderne love­de dem sejr. 62 b/c (I 14).

Der har aldrig været en fremragende lovgi­ver for et folk, som ikke har påberåbt sig Gud, for ellers ville hans love ikke være blevet an­taget. 54 a (I 11)

Af utallige handlinger hos folket, eller den enkelte Romer, ser man at borgerne var mere bange for at bryde en ed, end for at overtræde lovene, fordi de satte gudernes magt højere end menneskenes. 52 d flg.(I 11)

Menneskene troede, at den gud, som kunne forudsige deres fremtidige lykke eller ulykke, også var i stand til at lade det ske for dem. 56 b/c (I 12)

# 68 GUD(ER)

145

# 71 TYPER AF HANDLERFor at kunne befale til stærke handlinger,

må man selv være stærk. 368 c/d (III 22)Manlius var en sådan mand. Ved sine hårde

befalinger holdt han den romerske mandstugt oppe. Det blev han tvunget til, først af sin na­tur, og derefter af kravet om at se det udført, som han havde befalet ud fra naturlig tilbøje­lighed. 369 b (III 22)

Man ser deraf, at store mænd er de samme i alle tilfælde. 390 aa (III 31)

Noget mærkværdigt er: disse borgeres sjælsstorhed. Når de stod i spidsen for hæren følte de sig hævet over enhver fyrste … Deref­ter vendte de tilbage til privatlivet, blev spar­sommelige og beskedne … Det virker næsten ubegribeligt, at et menneskes sjæl kan udhol­de en sådan forandring. 377 d (III 25)

Vor religion sætter de ydmyge og tænk­somme mennesker højere end de handlekraf­tige. 184 d (II 2)

Der findes mange mennesker med samme hensigt (at dræbe), men hensigt bliver ikke straffet og bringer ikke fare. Men mennesker af handling er der ikke mange af. 306 d (III 6)

Men gesandterne var mere mænd af ger­ning end af ord. 272 a (II 28)

Pave Julius II ville fjerne tyrannen i Per­ugia, G. P. Baglioni. Da han kom dertil afven­tede han ikke sin hær … Med den ustyrlighed, som prægede alle hans gerninger, udleverede han sig i fjendens hænder, kun ledsaget af sin livvagt. Alle i pavens følge undrede sig over hans dumdristighed, og Pagolos’ fejhed. 89 c (I 27)

Alle disse var i den grad blevet overøst med rigdom og ære af deres kejsere, at de for at nå den højeste magt kun manglede kejserværdig­heden. Da de ikke ville undvære den, lavede de en sammensværgelse mod deres fyrster, og det endte sådan for dem, som deres utaknem­lighed fortjente. 308 a (III 6)

KAPITEL 7 HANDLER

146

# 72 EFTER ALDER

UNG Men så gik regeringen over til deres søn­

ner, som ikke kendte lykkens omskiftelighed, og aldrig havde erfaret ulykken. De ville ikke nøjes med den borgerlige lighed, men hen­gav sig til havesyge, ærgerrighed, begær efter kvinder, og gjorde de fornemmes herredøm­me til de fås herredømme, uden noget hensyn til de borgerlige rettigheder. 22 d (I 2)

Den ældre Scipio erhvervede sig ved alle sine triumfer ikke så meget berømmelse som ved at han, som ung mand, forsvarede sin far ved Tessin, og efter nederlaget ved Cannae modigt, med blottet sværd, tvang flere unge til at sværge, at de ikke ville forlade Italien, hvad de ellers var i gang med allerede. 400 b (III 34)

Hvis en ung mand er så dygtig, at han har udmærket sig med noget særligt, så ville det være højst ufordelagtigt for staten, hvis den ikke straks kunne udnytte denne kraft, men måtte vente til han var blevet ældet, og den åndskraft og hurtighed, som kunne være til nytte for fædrelandet, er væk. Således benyt­tede Rom Valerius Corvinus, Scipio, Pompejus

og mange andre, der triumferede som ganske unge. 169 c (I 60)

Hvis der i en republik fremstår en fornem yngling med fremragende egenskaber, så ven­der borgerne deres øjne mod ham, og kappes uden betænkning om at vise ham ære. Er der en gnist af ærgerrighed i ham, så kan han, ved sammenfald af sine naturlige fortrin og denne omstændighed, snart nå så vidt, at borgerne, når de indser deres fejl, ikke har mange mid­ler til at imødegå ham. 102 c (I 33)

GAMMELVed den strid som opstod deraf, blev fol­

ket (i Rom) så rasende på Senatet, at det ville være kommet til kamp og blodsudgydelse, hvis ikke senatet havde dækket sig med nogle gamle og agtede borgere, hvis ærværdige væ­sen tøjlede folkets overmod. 147 b (I 53)

Hanno, en gammel klog karthagisk borger, rådede til at benytte sejren til en fredsslutning med Romerne, da man som sejrherre kunne opnå ærefulde betingelser. 268 dd (II 27)

Menneskene priser gerne gamle dage, om end ikke altid med rette, og klager over nuti­den. De er så partiske for fortiden, at de ikke alene priser den, som de kender fra forfatter­

# 72 ALDER

147

nes overlevering, men også deres egen ung­domstid, når de i deres alderdom tænker på den. 173 a (II forord)

Jeg siger: selv om menneskene dømmer for­kert, om nutiden eller fortiden er bedst, fordi de ikke har så nøje kendskab til de gamle dage som til deres egen tid, så skulle dog de gamle mennesker i det mindste bedømme deres egen tid som unge og ældre rigtigt, da de kender begge lige godt. Men det kunne de kun gøre, hvis mennesker i hvert livsafsnit havde de samme vurderinger og tilbøjelighe­der. Men disse forandrer sig. 175 c (II forord)

Derfor må for dem (menneskene) de ting, der i ungdommen syntes at være tålelige og gode, i alderdommen virke ulidelige og dår­lige. Men i stedet for at søge årsagen dertil i deres egen dømmen, klager de over tiderne. 175 dd (II forord). – (# 58: Vurdering I og II).

En mand kan ved sin adfærd og sine slem­me gerninger lægge grunden til at skikke bli­ver fordærvet, men hans liv er ikke langt nok til at han kan fordærve folket så meget, at han selv kan nyde frugterne af det. 331 dd (III 8)

# 72 ALDER

148

# 73 KVINDE OG MANDHvorledes en stat kan blive ødelagt af kvin­

der. 378 c (III 26) For det første ser man, at kvinder har været

årsag til mange ulykker, og har tilføjet statsle­derne megen skade, og har forårsaget meget kiv og splid. 379 a (III 26)

I ingen by var der så mærkelige og uvente­de tilfælde som i Rom, f. eks. da alle romerske kvinder syntes at have sammensvoret sig om, at de ville ombringe deres mænd. 427 b (III 49)

Trangen til magt er så stor, at den ikke blot griber dem som har forventning om at få den, men også dem som ikke har det. Således drev Servius’ datter, på trods af al barnlig kærlig­hed, ægget af dette begær, sin mand til at fra­

tage faderen hans herredømme og liv. Så me­get højere vurderede hun det, at være dron­ning, frem for at være kongedatter. 300/01 (III 4)

Ja, for at vise at det ikke var vigtigt med børnene, pegede hun på sit skød (membra ge­nitali) og sagde, at hun havde endnu middel til at få flere. 322 d (III 6)

Næste morgen kom tilfældigt en kvinde fra Marradi, beskyttet af alder og fattigdom (!), til den florentinske lejr, for at besøge nogle slægt­ninge. 360 b/c (III 18)

Livius har flere gange sagt, at Gallerne i be­gyndelsen af et slag er mere end mænd, og i dets forløb bliver mindre end kvinder. 405 a (III 36)

# 73 KVINDE OG MAND

149

# 74 FORSKELLIGE

RÅDGIVERDa menneskene bedømmer alt efter resul­

tatet, bliver alt det dårlige som udspringer af det, tillagt rådgiveren. 402 b/c (III 35)

Ganske vist sad der i Senatet mange krigs­er farne mænd, men de var ikke på stedet (for krigen), de kendte ikke talløse enkeltheder, som var nødvendige for et godt råd, og de vil­le med deres rådgivning have gjort mange fejl. 287 d (II 33)

Da den nuværende Sultan Selim I, den så­kaldte Stortyrker, var ved at foretage et felt­tog mod Syrien og Egypten, lod han sig af en af sine Pashaer råde til at gå mod Sofi (Shah af Persien). Efter dette råd rykkede han frem med en vældig hær, kom til et udstrakt land med meget ørken og få floder, og fandt der de samme vanskeligheder som engang havde bragt mange romerske hære til undergang. Han led så meget, at selv om han havde over­taget, mistede han en stor del af sine tropper ved sult og pest. Fuld af vrede mod rådgive­ren lod han ham henrette. 402 d (III 35)

Eksempler på at give råd om krigsførelse. 211 flg. (II 12)

LAVERE OG HØJEREEn republik kan have mere håb og tillid til

en borger, som fra en høj rang stiger ned til en ringere, end til en der fra en lavere stiger op til en højere. Man kan fornuftigvis kun stole på den sidstnævnte, hvis han har mænd ved sin side, som har anseelse eller fortjenester nok, til at de kan afhjælpe hans uerfarenhed ved deres råd og indflydelse. 110 a (I 36)

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om, hvilke mennesker i en stat er mest skadelige: de som vil erhverve sig noget, eller de som frygter for at miste det de har erhvervet. 31 c (I 5)

Selvom Romerne lagde meget vægt på ære og berømmelse, fandt de det ikke ærerørigt at en mand blev undergivet en anden, som han tidligere havde haft befaling over. 109 d (I 36)

En uindskrænket magthaver fordærver snart de rene sæder, og skaffer sig venner og tilhængere. Og det skader ham ikke at han er fattig, og ikke har slægtninge, for rigdom og alle andre fordele vil snart tilfalde ham. 109 b (I 35)

ROLLESelvom han (Kejseren af Østrig) ofte har

ringe magt, så er han dog så anset, at han spil­

# 74 FORSKELLIGE

150

ler rollen som formidler, der med sin autori­tet træder imellem, og straks slår enhver tvist ned. 241 a/b (II 19)

Den der tidligere havde hørt ham tale som privatmand, og nu så ham ganske rolig i spid­sen for staten, tilskrev ikke dette en rigtigere indsigt i tingene, men troede at han var blevet bestukket af de store. 137 d (I 47)

DIVERSEFyrsterne må derfor kun give sine yndlin­

ge så meget anseelse, at der er et mellemrum mellem dem og tronen, og at der i midten er noget der er værd at stræbe efter. 308/09 (III 6)

Men gesandterne var mere mænd af ger­ning end af ord. 272 a (II 28). (De blandede sig i striden, i stedet for at mægle).

Man kan deraf slutte, hvor tomme de løfter er, som kommer fra folk der er fordrevet fra deres fædreland. 281 c (II 31). (Landsforviste)

En slet borger kan ikke anrette noget ondt i en republik, som ikke er fordærvet. 329 b/c (III 8)

Savonarolo. Om en sådan mand må man tale med ærefrygt. 55 b/c (I 11). – 131 ac (I 45)

EN KLOG MANDDa nu alle kloge mænd gik frem efter den­

ne regel, så opstod troen på undere, som også bliver fejret i de falske religioner. For de kloge forstørrer dem uden hensyn til deres oprin­delse, og deres anseelse skaffer dem så mæng­dens tro. 57 aa (I 12)

En klog mand kan erkende meget godt, men grundene til det er ikke så indlysende, at han kan overbevise andre. Derfor tager de vise mænd deres tilflugt til gud. 54 a (I 11) Derfor siger en klog mand, om magt (Aristoteles) 368 c (III 22, T 8). – (Selv at erkende – overbevise andre)

I Athen kunne Nikias, en meget alvorlig og indsigtsfuld mand, ikke overbevise folket om, at den planlagte aktion mod Sicilien var forkert. Beslutningen blev taget mod de for­nuftiges vilje, og resultatet var at Athen blev ødelagt. 149 c (I 53)

EN STOR MANDFor at vise enhver, hvor stor Rom blev ved

enkelte mænds gerninger, og hvor meget godt byen fik gennem dem, vil jeg nu fortælle og forklare. 296 a (III 1)

# 74 FORSKELLIGE

151

Den der står i spidsen for en hær, eller be­finder sig i en by hvor der udbryder oprør, skal optræde så værdigt og prægtigt som han kan, og fremvise mærker for sin rang, for at indgyde respekt. 151 b/c (I 54)

Jeg slutter deraf, at der ikke er noget stær­kere og mere nødvendigt middel til at tøjle en oprørt mængde, end at der optræder en mand, som ved sin tilsynekomst indgyder ærefrygt. 152 aa (I 54)

Blandt andre herlige ting, som vor historie­skriver (Livius) lader Camillus sige og gøre, for at vise os en stor mands egenskaber, er også dette: ”At jeg blev diktator har ikke for­øget mit mod, og at jeg blev landsforvist har ikke brudt det”. 389 dd (III 31)

Republikkers genfødsel kan ske ved en en­kelt mands kraft. Sådanne evner er altid højt

anset, og han har stor indflydelse som forbil­lede. 294 b (III 1) T 17

En fyrstes storhed kan gøre en attentat­mand bange. 317 d (III 6) T 34

DÅRLIGE PERSONERDisse folk stod i hallerne og på pladserne (i

Firenze), de bagtalte mange borgere og truede dem med, at hvis de selv kom i Signoria, ville de afsløre deres lumskhed, og straffe dem. 137 b/c (I 47)

Slemme herskere frygter altid for, at andre skal gøre det mod dem, som de fortjener, efter deres egen opfattelse. 315 c/d (III 6) T 30

En forbryder, som havde begået blodskam med sin søster, og havde myrdet sine fætre og nevøer, af magtsyge … (om Pagolo, tyran i Pe­rugia). 90 a (I 27)

# 74 FORSKELLIGE

152

# 75 MENNESKER ER …Dette afsnit er om mennesker som de er fra na-

turens hånd. Ordnet alfabetisk.Det næste afsnit, # 76, er om hvad mennesker

har indflydelse på

Grunden til dette er i menneskenaturen. Vi er således indrettet, at vi begærer alt, men ikke kan opnå alt. Da nu begæret altid er stærkere end evnen til at opnå det, så opstår utilfreds­hed med det man har, og den ringe tilfreds­stillelse derved. 110/11 (I 37). – Også: 176 aa (II forord) T 24

Menneskene er nu engang så blinde, at de vurderer gode og dårlige råd efter udfaldet. 403 b/c (III 35) T 7

Menneskene sætter ejendom meget højere end ære. 114 a (I 37, T 20)

Menneskene tager ofte fejl. 248 c (II 22, ka­pitlet)

I forbindelse med Decemvirerne er det værd at bemærke, hvor let mennesker lader sig for-dærve, og antager en modsat karakter, selvom de har fået en god opdragelse. 127 c (I 42).

Mennesker gør som visse små rovfugle. De forfølger deres bytte med en sådan iver, at de

ikke opdager den store fugl, som svæver over dem, parat til at dræbe dem. 126 b (I 40) T 28

Menneskene forstår så lidt af verdensbegi­venhederne, og begår derfor de største fejl. 313 b/c (III 6, T 27)

Når nu Hannibal, som var så tapper, og hav­de en hær som ikke var slået, foretrak freden frem for et slag, da han så at hans fædreland ved et nederlag ville komme i trældom, hvad skal så en anden med mindre tapperhed og erfaring gøre? Men menneskene gør den fejl, at de ikke kan sætte grænser for deres håb. De stoler på deres håb, uden at måle sine kræfter, og de kommer i fordærv. 271 c (II 27) T 15, 16.

Man tager fejl, når man forudsætter kærlig-hed hos andre. 309 c/d (III 6)

Menneskene beherskes af to hoveddrifter, kærlighed og frygt. Man opnår derfor den sam­me magt over dem, enten man vinder deres kærlighed, eller indgyder dem frygt. 365 a (III 21)

Af dette sande eksempel ser man, at under­tiden virker en handling ud fra menneskelighed og godhed meget stærkere på menneskers sind, end en grusom og voldelig. 362 d (III 20). – Skolelæreren: # 59 Værdier

# 75 MENNESKER

153

Da nu menneskene af natur er ærgerrige og mistroiske 93 a (I 29)

Mennesket vil altid kun gøre det, som dets natur tvinger det til. 333 b (III 9) T 4

Menneskers natur er den samme hos alle. 162 d (I 58) T 21

For det første er menneskene begærlige ef­ter noget nyt. Og netop de, for hvem det går godt, ønsker lige så meget en forandring, som de for hvem det går dårligt. 364 d (III 21) T 5. – 102 b/c (I 33) T 7.

Menneskene er omskiftelige. 365 d (III 21, T 11)

Hvad alle politiske forfattere beviser, og talrige historiske eksempler bevidner, er at den som vil organisere et samfund, og give det love, må gå ud fra, at alle mennesker er onde, og at de altid vil følge deres onde sinde­lag, så snart de får lejlighed til det … Menne­skene gør kun noget godt af nødvendighed. 26 a, d (I 3) T 1 og 6

Mennesker hælder mere til det onde, end til det gode. 46 a/b (I 9) T 7

Ved betragtning af nutidige og gamle be­givenheder ser man let, at i alle byer og folke­slag har der altid hersket de samme ønsker og stemninger. 118 a (I 39)

Menneskene i et land bevarer i alle tider næsten det samme væsen. 419 b (III 43)

De fleste mennesker sætter skin over virke­lighed. 87 b/c (I 25, T 3)

Det er umuligt, hvad enten man er fyrste eller republik, at have et godt forhold til begge parter. For det er menneskenes natur, at de ta­ger parti så snart der opstår en spaltning, en konflikt, og holder mere med den ene, end med den anden. 381 b/c (III 27) T 10.

Jeg har ofte fundet, at årsagen til lykke og ulykke hos mennesker er i, hvordan de forhol­der sig til tiderne. 333 a (III 9) T 1

Mennesker er ofte så ubetænksomme, at de overtager forsvaret af andre, skønt de ikke har så meget magt og indsigt, at de kan beskytte sig selv. 210 a (II 11)

Menneskenes natur: de er utålmodige, de kan ikke længe udskyde tilfredsstillelsen af deres lidenskaber, de tager fejl i deres foreta­gender, særligt angående de ting som de mest brændende ønsker sig. 332 aa (III 8) T 11

Mennesker er dels voldsomme, dels tøvende, forsigtige. 333 a (III 9)

Mennesker, som er vant til en bestemt til­stand, vil ikke ændre den, især ikke når de ikke

# 75 MENNESKER

154

har ondet for øje, men det blot bliver fremstil­let for dem som noget muligt. 76 a (I 18) T 15

Da nu mennesket af natur er ærgerrigt og mistroisk, og aldrig kan holde måde i lykken … (Fyrste og feltherre) 93 a (I 29). – 110 d (I 37) T 2

Den menneskelige ærgerrighed er så stor, at man, for at tilfredsstille et øjeblikkeligt be­gær, ikke tænker på det onde, som snart vil komme derfra. 245 c (II 20, T 10)

ONDE OG GODETo slags mennesker: De gode skaber religi­

on, og grundlægger riger. De onde ødelægger alt. 48 a­d (I 10)

Man må deraf slutte, at menneskene hver­ken kan være helt onde, eller gode. Er der i

en slet handling storhed, så forstår de ikke at udføre den. 90 b (I 27). Eksempel: Pagolo turde ikke dræbe paven. Også: 97 a (I 30) T 8

Intet menneske vil nogensinde være så tå­belig, eller klog, så ond eller god, at han ved valget mellem disse to mennesketyper ikke vil rose de rosværdige, og dadle de dadelvær­dige. 48 c (I 10)

Det er meget lettere at blive elsket af de gode end af de onde, og lettere at adlyde lo­vene, end at ville herske over dem. 302 c (III 5) T 7

I en velordnet republik kan borgernes for­seelser ikke udlignes ved deres fortjenester. 85/86 (I 24) (Balance)

# 75 MENNESKER

155

# 76 ANTROPOMORFHandler, som ikke er menneskeSe # 66: Hn­L­II: Himlen. Skæbne

Titus Livius slutter med ordene: Således for­blinder skæbnen sjælene, når den ikke vil, at dens indgriben bliver hindret. 275 c (II 29).

# 76 ANTROPOMORF

156

I græsk filosofi havde man tavler med dyder og laster. Det blev en tradition, som man mærker her.

Se også: FYRSTEN, kapitel 15, 18, 25.

# 81 FREDELIG(FJENDTLIG – se # 87)

Forskel: Far – søn. David – Salomon, m. fl. 78 a, b (I 19)

Havde Vejenterne været kloge, så havde de vogtet sig for krig, jo mere de så at Romerne var uenige, og de ville have forsøgt at under­trykke dem med fredelige midler. 265 b (II 25). (# 11 Krig og Fred)

Skønt sådanne påskud let bliver gennem­skuet, navnlig af kloge mænd, lader folkene sig ofte narre af det, da de tørster efter øjeblik­kelig fred, og lukker øjnene for de snarer der er lagt ud, og som er dækket af store løfter. 344 b (III 12)

Denne venlighed og højmodighed bevæ­gede Capuanerne til at bede Romerne om en Prætor. Men hvis Romerne havde vist den mindste lyst til at sende en derhen, så ville de

straks have reageret modsat, og have vendt sig væk fra dem (Romerne). 247 c/d (II 21)

Om had mellem folket og senatet (adel). Pa­cuvius forsøgte at forsone dem. 135 c/d. – 136 d (I 47)

EFTERLIGNE Dette eksempel fortjener opmærksomhed

og efterligning hos enhver borger, der skal rådgive sit fædreland. 417c (III 41)

I deres liv (tre gode fyrster) kan man finde så meget sikkerhed og tilfredshed hos de re­gerende, at de (nye fyrster) får lyst til at efter­ligne dem, navnlig da de, af de anførte grun­de, kan gøre det så let. 302 c/d (III 5)

Vi må også undersøge, hvilken handlemå­de (mild eller hård) er den bedste. Det er me­get usikkert, da forfatterne roser begge måder. I hvert fald er de, som opstiller leveregler for fyrsterne mere på Valerius’ side, end på Man­lius’. 369 dd (III 22) – Se Kronologisk Del, III 22, slutning.

KAPITEL 8 HOLDNINGER

157

# 82 PASSIV – AKTIV (Om at ”gribe ind”)

Er der opstået en uheldig tilstand i en stat af indre eller ydre årsager, og bliver den så stor, at den begynder at indgyde alle frygt, så er det mere sikkert at afvente tiden, end at fjerne den med magt. 102 a (I 33)

Man fremskynder derved det onde, som har fremkaldt den uheldige tilstand. Men hvis man lader tiden gå, så vil ondet fremstå se­nere, eller det forsvinder med tiden af sig selv, før det får sin fulde virkning. 114 b/c (I 37) T 20

Pave Leo X gik ikke ind på kongens forslag, men lod sig overtale af sine rådgivere, sagde man, til at være neutral, idet de lovede, at med denne beslutning ville sejren være sikker. 249 b/c (II 22)

Hvad der er bedst, når man frygter et an­greb: at slå løs, eller at afvente krigen. 210 d (II 12)

Venter han (feltherre), så er han med sikker­hed fortabt. Men prøver han lykken, har han endnu chancen for at sejre. 339 b (III 10)

For fjenden er det let at komme i store mængder, for han vil jo igennem, og ikke blive stående (om at besætte pas). 84 b (I 23)

OMSKIFTELIG – STABILVi vil nu vise, hvordan Romerne førte krig.

Man vil se, med hvilken klogskab de her, som i al deres gerning, afveg fra det tilvante for at bane sig vej til den øverste top. 197 a (II 6)

Alt nyt optager menneskenes sind. Man må derfor sørge for, at der i forandringerne beva­res så meget som muligt af det gamle … i det mindste af navn. 87/88 (I 25) (Ord og genstand)

At blive opmærksom på sådanne misbrug, når de opstår, er vanskeligt, fordi det falder menneskene naturligt at støtte alt hvad der er nyt. 102 b/c (I 33).

Hvor farligt det er, at stille sig i spidsen for en fornyelse, hvor mange skal deltage, hvor svært det er at sætte det i gang, og videreføre det, er et så stort emne, at det vil føre for vidt at behandle det her. 402 a (III 35)

FEJ – TAPPERMen deres fejhed, som var en følge af deres

dårlig ordning af krigsvæsen, bragte med ét slag Venetianerne fra magt og mod. 392 a (III 31)

Du vil finde dine forsvarere afkølet, da de anser dig for at være svag eller fej. 218 c (II 14)

Alle undrede sig over G. P. Baglionis’ fejhed (tyran i Perugia). 89 d (I 27)

# 82 PASSIV – AKTIV

158

Mængdens (folkets) grusomhed retter sig mod den, som – frygter man – vil rive det fæl­les gods til sig. Fyrstens grusomhed retter sig mod dem, som frygter, at han vil fratage dem deres eget gods. 165 b/c (I 58)

Rom måtte i begyndelsen have en, som or­ganiserede det borgerlige liv. Men de følgende konger måtte vende tilbage til Romulus’ tap­perhed, for ellers ville Rom være gjort blød­agtig, og være blevet bytte for sine naboer. 77 b/c (I 19)

Se også: Alfabetisk del, FRYGT

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG (I) EKSTREM, ABSOLUT, ENTEN­ELLER

(II) BEHERSKET, MELLEMVEJ, MIDDELVEJ Menneskene går i deres handlinger dels

ubehersket frem, dels tøvende og veloverve­jet. 333 a (III 9)

Derfor må man enten ikke såre nogen, eller også afgøre det hele på én gang, og derefter berolige menneskene, så deres frygt forsvin­der. 132 b (I 45) – Jvf. FYRSTEN, kapitel 8, slut­ning

Om at ændre samfundets organisation: gradvist, eller på én gang. 75 d – 76 b (I 18)

83 I VOLDSOMMan ser heraf, at talrige fortrin ved ånd og

legeme, og mange store gerninger til bedste for fædrelandet, kan blive udslettet af tøjlesløs hersketrang. 330 aa (III 8)

Med heftighed og dristighed opnår man ofte, hvad man ellers ikke ville have nået. 421 b (III 44)

Alexander den Store belejrede (byen) Tyrus (Libanon), det var langvarigt. (332 f. Kr.). Han besluttede sig for at indgå forlig. Men Tyrierne var blevet overmodige. Ikke alene afslog de forlig, men myrdede dem der skulle forhandle det. Alexander blev forbitret, genoptog be­lejringen med en sådan kraft, at han indtog byen, ødelagde den, og enten dræbte indbyg­gerne, eller gjorde dem til slaver. 269 c/d (II 27)

Pave Julius II var kendt for sin voldsomhed. 89 c (I 27)

Coriolan anbefalede at lade folket sulte, ikke give det korn. 38 d (I 7)

Deraf kan man lære, at en fyrste, som vil opnå noget af en anden, skal så vidt muligt ikke give ham tid til at betænke sig. 421 d (III 44)

”Enten­Eller”: Se kapiteloverskrift til (I 48)

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG

159

83 II MIDDELVEJAt overholde den rette middelvej er imod

vor natur. 365 c (III 21)Man ser af dette, hvorledes Romerne gik

frem da de udvidede deres herredømme, og at de ved afgørelser i statssager altid undgik middelvejen, og greb til de skarpeste forholds­regler. 252 b (II 23)

Menneskene slår ind på visse middelveje, og det er de skadeligste, for de forstår hverken at være helt gode eller helt onde. 89 a (I 26), og kapitel 27.

Overgang fra hovmod til nedladenhed, fra grusomhed til mildhed, uden de tilhørende mellemtrin, er uklog og nyttesløs. 126 d (I 41)

Menneskene er nu engang så blinde, at de bedømmer gode og dårlige råd efter resultatet.

Når jeg nu overvejer, hvordan man kan undgå denne skam eller denne fare, ser jeg ikke an­den udvej end at behandle tingene med må­dehold, aldrig påtage sig noget helt, at sige sin mening uden lidenskab, og forsvare den med sådan beskedenhed, at staten eller fyrsten, hvis han følger det, gør dette frivilligt, og at det ikke ser ud som om han bliver tvunget til det af rådgiverens voldsomme pres. 403 b/c (III 35, T 8)

(”Fabian Society”. Engelsk socialistisk forening, grundlagt 1884. Navnet hentyder til den romerske feltherre Fabius Maximus Cunctator, som ved at nøle vandt fordele over­for fjenden. Således ønskede denne forening en langsom omdannelse af samfundet i socia­listisk retning). (Leksikon )

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG

160

# 84 ÆRGERRIG – BESKEDEN(I) ÆRGERRIG

Så snart menneskene ikke mere behøver at kæmpe af nød, kæmper de af ærgerrighed, som er så mægtig i menneskehjerter, at den al­drig forlader dem, hvor højt de end kan stige. 110 d (I 37). – (Kapitlet handler om Jordloven. Se også om Adel, # 45)

De stores ærgerrighed er så mægtig, at hvis den ikke på en eller anden måde bliver slået ned, vil den stat snart gå til grunde. 113 d (I 37) T 18

For at få deres vilje, og for at tilfredsstille deres usunde ærgerrighed, ville de roligt se på deres fædrelands undergang. 387 d (III 30)

Spurius, en ærgerrig mand, ville skaffe sig usædvanlig anseelse i Rom. 329 c (III 8)

Men trangen til berømmelse skulle være bånd og rettesnor for hans handlinger. 287 dd (II 33) (Konsul i Rom, hærfører)

Desuden optrådte de (forskellige ledere i Rom) retskaffent, og undgik således forsigtigt ethvert udtryk for ærgerrighed, så at de ikke gav folket nogen grund til at straffe dem som ærgerrige. 97 c/d (I 30)

(II) BESKEDENMan ser ofte, at beskedenhed ikke alene

ikke hjælper, men tværtimod skader, særligt overfor overmodige, som af misundelse eller af andre grunde nærer had til os. 217 b/c (II 14) – Se Kronologisk Del, Kommentar.

Det sker, at feltherrer efter en sejr ikke vil forlade hæren, og at optræde beskedent for­mår de heller ikke. 97 a/b (I 30)

(I) MISTROSer man på, hvor mistroisk og streng Rom

var i disse to tilfælde … 91 d (I 28) En sådan optræden kunne ikke vække mis­

tro, og fremkaldte derfor ikke nogen utak. 97 d (I 30)

Fyrsternes mistro er altså så naturlig, at de ikke kan værge sig mod den, og umuligt kan vise sig taknemlige overfor feltherrer, som har gjort store erobringer under deres faner. 94 a (I 29)

(II) TROFASTDet er værd at undersøge, hvem der er mest

trofast: en republik eller en fyrste. Når alt er taget i betragtning, synes jeg at de er ens i mange tilfælde, men i andre er de forskellige (!) 166 a (I 59)

# 84 ÆRGERRIG – MISTRO

161

Det viser sig klart når man betænker, af hvilke årsager diktatorerne forblev pligttro, mens decemvirerne blev utro. 108 dd (I 35)

For at indgyde hærene tillid benyttede ro­merne religion. 395 c/d (III 33)

Denne ordning (Pullarier) havde ikke an­det formål end at soldaterne skulle gå i kamp fulde af tillid, for en sådan tillid fører næsten altid til sejr. 64 a (I 14)

I. UTAKNEMLIGHED Når man læser republikkernes historie, vil

man i alle finde eksempler på utaknemlighed mod borgerne, men i Rom mindre end i Athen, og måske i enhver anden republik. 90 d (I 28)

Et nærliggende spørgsmål er: hvem giver de værste eksempler på utaknemlighed, fyr­sterne, eller folkene. 92 b (I 29). (Mange eksem­pler). – 163 a (I 58) T 22

Lasten utaknemlighed skyldes enten at man er karrig med at rose den pågældende, eller at man nærer mistro til ham. 92 b (I 29)

Hvorledes en fyrste eller en republik kan undgå lasten: utaknemlighed. 96 a (I 30)

Desuden mener de, der får disse fordele, at de har fortjent dem, og føler sig derfor ikke forpligtet til tak overfor dem, der har skænket det. 67 c (I 16)

For menneskene er så urolige at de, ved den mindste mulighed som opstår for deres ær­gerrighed, glemmer den kærlighed de havde næret for en fyrste, som det skete med Scipios soldater i Spanien. 365 d (III 21)

Se også # 23, Feltherre og fyrste.

II. BELØNNINGSelvom en republik er fattig og kun kan

give lidt, må den ikke undlade at give dette li­det, for selv den mindste belønning for en stor gerning vil for modtageren være af betydning og være ærefuld. 86 b/c (I 24)

Hvis et folk eller en fyrste har sendt en felt­herre på en vigtig opgave, og feltherren har udført det godt, og erhvervet sig meget be­rømmelse, så skal fyrsten eller folket belønne ham for det. 92 b (I 29)

# 84 UTAKNEMLIG – BELØNNING

162

# 85 SLAVEAGTIG – OVERMODIGSåledes tjente det romerske folk, mens re­

publikkens sæder endnu var rene, aldrig sla­visk, og det herskede ikke overmodigt, men hævdede med ære sin rang, i kraft af samfun­dets indretning, og myndigheder. 161 b/c (I 58)

(Citat fra Livius) Det er mængdens natur: den tjener slavisk, eller hersker overmodigt. 160 b/c (I 58)

OVERMODIGMan ser heraf ganske tydeligt, hvor meget

Romernes tålmodighed forhøjede Latinernes overmod. 218 a (II 14).

Livius siger: Altid blev enten adelen eller folket overmodig, så snart den anden part yd­mygede sig. 132 d (I 46)

SMÅTTERIER – STORE LINIEROg selv dette havde ikke hjulpet dem, hvis

ikke kongen, af menneskelighed eller ligegyl­dighed, havde forsmået en sejr mere, og nøje­des med en aftale med kirken. 250 b (II 22) T 8

Folkets fejltagelse kom den dag, da det var tvunget til at gå ind i enkeltheder. 136 dd (I 47). – # 48 Folket. Del og helhed.

163

# 86 NARRE, BEDRAGE, UÆRLIG Man ser altså, at Rom i begyndelsen af sin

opstigen ikke lod det mangle på bedrag, og det må alle betjene sig af, hvis de fra en lille begyndelse vil stige op til magtens højeste tin­de. Det er så meget mindre at dadle, jo mere skjult det sker, som tilfældet var hos Romerne (!) 217 a (II 13)

At nå fra lavere stand til storhed gør man snarere ved bedrag, end ved magt. 215 b (II 13)

Jeg synes, det ikke er overflødigt i næste kapitel at vise, på hvilken måde senatet ple­jede at narre folket ved valg af embedsmænd. 138 b (I 47)

Bedrag i krig er berømmelig. 415 d (III 40). – Se også: # 13 Krig Midler

Når fjenden gør en stor fejl, må man for­vente at der er en list bag det. 425 d (III 48)

Skønt kloge mænd gennemskuer dette, la­der folkene sig narre, fordi de tragter efter den øjeblikkelige fred. 344 b (III 12) T 11

# 86 NARRE, BEDRAGE, UÆRLIG

164

# 87 FJENDTLIG

MISUNDEOpfindelse af nye ordninger i samfund og

stat har altid, på grund af menneskenes mis­undelige natur, været lige så farlig som opda­gelse af ukendte have og lande, for menne­skene hælder mere til dadel end til ros. 13 a (I forord)

Man ser deraf hvorledes en god og klog mand handler, hvor meget godt han skaber, og hvor meget nytte han kan gøre for sit land, hvis han ved sin holdning og dygtighed har overvundet misundelsen. For denne er ofte en hindring for udførelse af det gode, idet den hindrer de bedste i at have den magt, som er nødvendig i vigtige forhold. Denne misun­delse kan overvindes på to måder. For det før­ste ved en uhyggelig begivenhed (Stød), hvor enhver frygter for sin undergang, og derfor tilsidesætter sin ærgerrighed, og villigt lytter til den som de tror, vil redde ham ved sin dyg­tighed … For det andet kan misundelse besej­res, hvis de mænd som var dine medbejlere til anseelse og storhed, dør en naturlig eller voldsom død. 387 a­c (III 30)

ONDSKABSFULDDa nu Sergius blev angrebet af Faliskerne

og andre folk, lod han sig hellere slå og bli­ve drevet på flugt, end at bede Verginius om hjælp. På den anden side ville Verginius, som ventede på at den anden ville ydmyge sig, hel­lere se på fædrelandets vanære, og den halve hærs undergang, end hjælpe ham. Et i sand­hed klassisk tilfælde af nederdrægtighed. 99 b (I 31)

Soderini … vidste ikke, at ondskab ikke bli­ver forsonet ved velgerninger. 388 c (III 30, T 11). – Også: 299 c (III 3, T 9)

(Se # 75: Mennesker, onde)

HAD Om Jordloven. Den skabte et sådant had

mellem folket og senatet, at det kom til kamp med våben, og blodsudgydelse ud over al måde. 112/13 (I 37) T 15

Undersåtters had mod en fyrste, på grund af den dårlige behandling af dem. 257 b (II 24)

Hele folkets had mod fyrsten (Sammen­sværgelse). 304 b/c (III 6) T 6

Straf skal være så moderat, at der ikke op­står had af den. 361 d (III 19) T 5.

# 87 FJENDTLIG

165

Hvad der gør en fyrste forhadt hos folket. 373 d ( III 23) T 4

TRUETrusler er farligere end gerningen. 304 d (III

6) T 8 – (Ofret er død)Trusler gør ham forsigtigere. 266 c (II 26)

YDMYGE HÅNEFor at ophøje Rom, og føre den til dens stor­

hed, fandt skæbnen det nødvendigt at ydmyge (Rom). 276 a/b (II 29) T 7

Den samme skæbne ramte Vejenterne, da de ikke var tilfredse med at føre krig mod Romerne, men også forhånede dem med ord. De samme soldater som hidtil var uvillige til at kæmpe, tvang nu konsulen til slag. Således blev Vejenterne straffet for deres frækhed. 267 b/c (II 26) (Se hele kap. 26)

Denne historie viser, hvor afskyelig bagva­skelse er, i frie byer og i enhver anden stat, og at man ikke skal sky noget middel for at un­dertrykke den. 42 d (I 8)

HÆVNKlearchos lod alle fornemme hakke i styk­

ker, og opfyldte derved et af folkets ønsker: at hævne sig. 69 a (I 16)

Det er heller ikke noget under, at folkene tager en usædvanlig hævn over dem, som har røvet deres frihed. 183 b/c (II 2)

Hvis nogen er blevet meget fornærmet af staten eller af en privatperson, og han ikke får tilstrækkelig oprejsning, så vil han, hvis han lever i en republik, tragte efter hævn, selv om den republik han lever i skulle gå til grunde. Hvis han lever under en fyrste, og har nogen æresfølelse, så vil han ikke helme før han har hævnet sig på ham, om det så skal ødelægge ham selv. 272 d (II 28)

En fyrste, som har fremkaldt alment had mod sig, har naturligvis også enkelte fjender, der er blevet særligt krænket af ham, og derfor tørster efter hævn. 304 b/c (III 6)

Derfor er sådanne omvæltninger ikke sær­ligt farlige. Desto frygteligere er de, der udfø­res af mænd som vil hævne sig. Ja, de har altid været sådan, at de får læseren til at gyse. 329 a/b (III 7)

(Claudius) Når hævntørsten kunne bevirke så meget hos en romersk borger, og på et tids­

# 87 FJENDTLIG

166

punkt hvor skikkene endnu var rene, så kan man tænke sig hvilken magt den har i en by, der ikke er som det daværende Rom. 357 c (III 17) T 4

Sådanne byer eller lande hævner sig på sejr­herren uden kamp og blod, for idet de bibringer ham deres egne slemme skikke, svækker de ham sådan, at han vil blive overvældet af en­hver der angriber ham. 242/43 (II 19) (Luksus)

(Overgang fra frihed til trældom, og om­vendt). Det afhænger af, om den styrtede re­geringsform er opstået ved magt, eller ej. Op­rettelsen af et voldsherredømme kan kun ske ved at forurette mange, og ved dets fald er det naturligt, at de skadelidte vil hævne sig. Men af denne hævntørst opstår mord og drab. 328 d (III 7)

(Fortsættelse af historien om voldtægt, # 53 Sex)

Pausanias beklagede sig flere gange til Filip over denne krænkelse, og kongen holdt ham hen en tid, med håbet om gengældelse. Men han holdt ikke sit ord, tværtimod udnævnte han Attalos til statholder i en græsk provins. Da Pausanias nu så, at hans fjende ikke blev straffet, men tværtimod æret, vendte hele hans forbitrelse sig, ikke mod den der havde udført denne skændsel, men mod Filip, som havde nægtet ham hævnen. Han myrdede ham en højtidelig morgen, da Filips datter skulle gif­tes med Alexander fra Epirus, og kongen gik til templet mellem de to Alexander, svigersøn og søn. 273 b/c (II 28). – (”Tredje part”)

(Kapitel II 28 har overskriften: Hvor farligt det er for en republik eller en fyrste, ikke at straffe for en æresfornærmelse, som er tilføjet en stat eller en enkeltperson).

# 87 FJENDTLIG

167

Belejring af Veji. Albanersøen var steget usædvanligt. Soldaterne var trætte af belejrin­gen, ville vende hjem. Man fandt en gammel spådom, at Veji ville blive erobret, i det år Al­banersøen gik over sine bredder. Dette bevir­kede, at soldaterne fattede håb. Byen blev ero­bret efter ti års belejring. 60 b (I 13) T 3

Uden løn kan man ikke pålægge menne­sker byrder, og det er farligt at fratage dem håbet om løn. 169 aa (I 60)

(Hasdrubal) En feltherre, som er tvunget til flugt eller et slag, vil altid vælge slaget, da han så kan håbe på sejr. 208 a (II 10) T 13

Dette falske håb om sejr forleder menne­skene til fejl, ikke blot i tale, men også i hand­ling. 268 c (II 27, T 2)

Menneskene gør den fejl, at de ikke forstår at sætte grænser for deres håb. 271 c (II 27) T 16

Menneskene kan ikke standse skæbnen. De må altid håbe, og aldrig opgive håbet. 276 d (II 29) T 8

Se også Bevingede Ord: Pandora

KAPITEL 9 HÅBET

* * *

TEKSTKRONOLOGISK DEL

BOGENS FORLØB TANKETRÅDE

171

DEL I – FORORD FORFATTEREN OM SIG SELV

T 1 At skabe en ny orden i samfundet er lige så farligt som at opdage nye egne på jor-den. (Columbus 1492)

T 2 Jeg er født med en trang til at gøre alt, hvad der gavner almenvellet.

T 3 Jeg har besluttet at slå ind på en vej, som andre ikke har gået.

T 4 Måske vil mine bestræbelser ikke bære frugt, på grund af nutidens ringe erfa-ring, og manglende kendskab til fortiden.

T 5 Men jeg baner vej for en anden, som har bedre evner til at virkeliggøre mit mål.

FORTIDENT 6 Man har stor agtelse for fortidens værker.T 7 Man beundrer de store gerninger i forti-

den, men man efterligner dem ikke.T 8 Man bruger de gamle metoder i jura og

medicin.T 9 Men når det drejer sig om samfundets

indretning, og militærvæsen, er der in-gen der lærer af de Gamle.

T 10 Det skyldes efter min mening ikke så me-get den kristne religion, som manglende historiekundskab.

T 11 Folk ser bare på det mærkværdige i forti-den, de vil ikke efterligne den.

T 12 De tror, at verden er helt anderledes nu, end tidligere.

T 13 Jeg vil gerne fjerne denne misforståelse, ved hjælp af Livius. Opgaven er vanske-lig.

DEL I – KAPITEL 1: BYERS OPRINDELSE

T 1 Byer opstår (1) Ved egnens befolkning, el-ler (2) ved fremmede.

T 2 (1) ud fra forsvarshensyn. Man finder et egnet sted. Ex. Athen og Venedig.

T 3 (2) Kolonier blev anlagt af republikker el-ler fyrster, navnlig Rom. Ex. Firenze.

T 4 Et folk kan tvinges væk af sult, krig m.m.T 5 Det kan flytte til eksisterende byer, eller

det kan grundlægge nye.T 6 Her spiller grundlæggeren af byen en

stor rolle.T 7 Det drejer sig om valg af sted, og om lov-

givning.* * *

Bog: Del I, Forord Bog: Del I, Forord

172

T 8 Mennesker arbejder enten af nød, eller af egen vilje.

T 9 De arbejder mere, når de er nødt til det.T 10 Måske burde man anlægge nye byer í

ufrugtbare egne, hvor folk må arbejde mere, og må samarbejde.

T 11 Men på grund af magtsyge vælger man frugtbare egne.

T 12 For at modvirke fristelsen til lediggang, må indbyggerne tvinges ved love og pligter.

T 13 Kloge lovgivere indførte militærtjeneste. Ex. Egypten. Tyrkerne

T 14 Der skal være levemuligheder. Ex: Athos ikke egnet.

T 15 Om Roms grundlæggelse.T 16 (Disposition) I. Del: om Indre Forhold

DEL I – KAPITEL 2: REGERINGSFORMER. ROM

T 1 Om byer, der fra begyndelsen var frie.T 2 Vigtigt at få gode love, at have en god lov-

giver.T 3 Det er en ulykke for en stat at der ikke er

orden.T 4 Folk tilslutter sig kun en ny ordning, hvis

staten er i fare.T 5 Nogle skelner mellem tre regeringsformer. T 6 Andre taler om seks.

T 7 Regeringsformerne er opstået tilfældigt.T 8 Samfundets begyndelse. De gode og de

dårlige personer.T 9 Man besluttede at opstille love. Straf og

retfærdighed. Først var der de dygtigste.T 10 Men så blev der arvefølge. Dårlige fyrster

førte til uro. Der kom tyranner.T 11 Ædle mennesker rejste sig. Mængden for-

drev de dårlige fyrster. T 12 Først gik det godt, men deres sønner øde-

lagde det.T 13 Nu gik det over til folkestyre.T 14 I den første tid gik det godt. Derefter skif-

tede det, som før.T 15 Et kredsløb af regeringsformer.T 16 Nogle ville lave en kombination af disse

typer. Fyrste, adel, folk.T 17 Sparta, Lykurg. Athen, Solon.T 18 Rom gik den lige vej til fuldkommenhed (!)T 19 Forskellen: Kongerige – Fristat.T 20 Efter kongerne var der to konsuler.T 21 Derefter: adel, og folketribuner.T 22 Blandingen af tre regeringsformer førte

til en fuldkommen stat.T 23 Fuldkommenheden kom fra uenigheden

mellem folk og senat. (Klassekamp)

Bog: Del I, kap. 1 Bog: Del I, kap. 2

173

DEL I – KAPITEL 3:ADEL OG FOLK 1

T 1 En lovgiver må gå ud fra, at alle menne-sker er onde.

T 2 Dette kan være skjult, men kommer frem senere. (Skjult – Åbenbar).

T 3 En lang tid var adelen velvillig overfor folket.

T 4 Men det var hykleri.T 5 Da Tarquinierne var fordrevet, begyndte

adelen at krænke folket.T 6 Mennesker gør kun nødtvungent noget

godt.T 7 Rom indførte Folketribuner, som skulle

sørge for folkets sikkerhed.

DEL I – KAPITEL 4: ADEL OG FOLK 2

T 1 Disposition. Lykke og Dygtighed til krig (II 1)

T 2 Man kan beklage kampene mellem adel og folk (i Rom). Men de var forudsætning for Frihed. (I 6, T 1)

T 3 Der vil altid i et samfund være modsæt-ning mellem folket og ”de store”.

T 4 I et langt tidsrum gjorde det ikke større skade i Rom.

T 5 Republikken Rom var godt indrettet.T 6 Enhver stat må give folket mulighed for

at udtrykke sin ærgerrighed.T 7 Frie folks krav er ikke skadelige.T 8 En god mand kan tale dem til rette.T 9 Folketribunerne var et gode for Rom.

DEL I – KAPITEL 5: ADEL OG FOLK 3

T 1 Beskyttelse af friheden er det vigtigste for en republik.

T 2 Skal det være adelen eller folket der be-skytter?

T 3 Forskel: Fornuftslutning (logisk) – se på Resultatet (erfaring).

T 4 Når nogen skal beskytte en sag, bør det være dem, som har mindst lyst til at mis-bruge den.

T 5 Adelen ønsker at herske. Folket ønsker, at det ikke bliver behersket, og at det kan leve i frihed.

T 6 Fra et fornuftsynspunkt er folket bedst til at bevare frihed.

T 7 Nogle mener, man skal lægge beskyttelse af frihed i hænderne på de store. – Ex. Rom.

Bog: Del I, kap. 3 Bog: Del I, kap. 4

174

T 8 Nogle mennesker vil erhverve noget, an-dre vil forsvare det de har.

T 9 Forskel: Republik der vil vokse. Republik der kun vil fortsætte.

T 10 = 8. Ex. Rom. Adel ctr. Plebejer. – Ex. Me-nenius.

T 11 Som regel bliver omvæltninger fremkaldt af de besiddende.

T 12 De ikke-besiddende vil efterligne dem.

DEL I – KAPITEL 6: FJENDSKAB I ROM

T 1 Kunne Rom have have haft en forfatning, som udelukkede de nævnte kampe? (I 4, T 2)

T 2 Man må sammenligne med de frie stater (republikker), som har eksisteret længe, uden stridigheder.

T 3 Man må undersøge deres forfatninger.T 4 Ex. I Venedig var oprindeligt alle lige.T 5 Senere kom der mange nye til, som ikke

fik del i regeringen. De første kaldtes adel, de nye: folket. Dette varede længe.

T 6 Ex. Sparta var kongerige. Der skete ingen forandringer. Der var ingen kamp mel-lem adel og folk.

T 7 Hvis Rom ville undgå den omtalte uro, skulle de enten opgive at føre krig, eller ikke optage fremmede. Men de gjorde begge dele. Derved blev der uro.

T 8 Et stort og krigsdygtigt folk er svært at styre.

T 9 Holder du det lille og ukrigerisk, risike-rer du at miste magten. Ex. Rom. Sparta.

T 10 Vil man oprette en republik, må man vælge mellem de to veje.

T 11 For en svag republik kan det være øde-læggende at gøre erobringer. Ex. Sparta, Venedig.

T 12 Vil man grundlægge en varig republik, skal den gøres stærk, men ikke så meget at den truer naboerne.

T 13 Det bedste ville være at opnå ligevægt.T 14 Men alle menneskelige forhold er i bevæ-

gelse. Man kan ikke opnå ligevægt, eller gå en mellemvej.

T 15 Det bedste er at efterligne Rom.

Bog: Del I, kap. 5 Bog: Del I, kap. 6

175

DEL I – KAPITEL 7: ANKLAGEREMBEDET

T 1 Nogle borgere foretager sig noget, som er rettet mod byens frihed.

T 2 Det er vigtigt at man kan anklage disse mennesker, overfor folket, eller overfor en myndighed. To fordele:

T 3 (1) De vil afholde sig fra at gøre noget mod staten.

T 4 Eller hvis de gør det, vil de blive straffet. T 5 (2) Og folk kan få luft for deres utilfreds-

hed med nogle borgere.T 6 Hvis dette ikke kan ske på en lovlig måde,

kan det få store konsekvenser.T 7 Ex. Rom: Strid mellem adel og folk. Co-

riolan (491 f. Kr.) ville lade folket sulte.T 8 En borger skal kunne dømmes på lovlig

måde. Selv om der sker uret (!)T 9 Det skal være ved offentlig magt. (Offent-

lig – privat)T 10 Det må ikke føre til strid mellem grup-

per, partier.T 11 Ex. Firenze. F. Valori, en ærgerrig mand.T 12 Er der ikke lovlige midler, må man bruge

magt, våben.T 13 Ex. Firenze. P. Soderini. Den spanske hær

blev tilkaldt.

T 14 Det er farligt, at utilfredse borgere hid-kalder en fremmed magt.

T 15 Derfor skal der være anklagere, og flere dommere.

T 16 Ex. Etrurien. Aruns søster krænket. Han hidkaldte Gallerne.

DEL I – KAPITEL 8: BAGVASKELSE OG ANKLAGE

T 1 Ex. Rom. Camillus blev hyldet. Manlius var misundelig på ham.

T 2 Ex. Manlius udspredte rygter om Camil-lus.

T 3 Bagvaskelse er afskyelig.T 4 Det bedste middel mod det er: Anklage.T 5 Bagvaskelse behøver ingen beviser, men

det gør anklage.T 6 Anklage sker ved øvrighed, ved folket, et

råd. Bagvaskelse sker på pladser, i haller.T 7 Bagvaskere skal straffes strengt, efter en

retssag.T 8 Rom var godt indrettet i denne henseen-

de, men vor by Firenze er ikke. T 9 Ærgerrige borgere benytter bagvaskelse.

Ex. Firenze (Lucca, år 1430).T 10 Man må afprøve bagvaskere ved at lade

dem optræde som anklager.

Bog: Del I, kap. 7 Bog: Del I, kap. 7

176

DEL I – KAPITEL 9: EN GRUNDLÆGGER MÅ STÅ ALENE

T 1 Ex. Roms grundlæggelse. Romulus myr-dede (T 10). Se på hensigt.

T 2 Det er en regel, at en republik eller et kon-gerige kun er godt indrettet, hvis det sker ved én person. (Mange–En)

T 3 Derfor må lovgiveren stræbe efter den fulde magt.

T 4 Vurdering af det.T 5 Det afgørende er resultatet. (Handling og

Resultat).T 6 Det er ikke forkert at bruge magt til at op-

bygge, kun til at ødelægge.T 7 Han må ikke overgive sin magt til en an-

den, ved arv.T 8 En god forfatning må ikke være afhæn-

gig af én person.T 9 De mange kan ikke skabe en god forfat-

ning, men de kan opretholde den. T 10 Ex. Romulus fik magten ved et mord.

Men derefter indsatte han et Senat, som han rådførte sig med.

T 11 Den oprindelige orden i Rom svarede til borgerlig frihed.

T 12 Ex. Sparta: Kong Agis. – Kleomenes (ro-ses). Makedonere.

T 13 Konklusion: T 2, T 5.

DEL I – KAPITEL 10: GODE OG DÅRLIGE FYRSTER

T 1 Mange slags mennesker er rosværdige. (Vurdering)

T 2 Andre slags er afskyelige.T 3 Mennesker kan altid skelne mellem gode

og onde.T 4 Alligevel vil mange efterligne de dårlige.T 5 De kunne blive berømmet, hvis de gjorde

det gode. I stedet bliver de tyranner.T 6 Hvis man læser historie vil man se, hvem

der bliver rost, og hvem der bliver for-dømt.

T 7 Ex. Hvad der siges, og ikke siges, om Cæ-sar. Catalina. Brutus (II)

T 8 Ex. Vurdering af romerske kejsere. Gode og dårlige.

T 9 Lære af den romerske kejserhistorie. Mange blev myrdet.

T 10 De romerske kejsere ved arvefølge var dårlige. De adopterede var gode.

T 11 Se på de gode kejsere: Leveforhold. Gyl-den tidsalder.

T 12 Og se på de dårlige kejsere. (Oprems-ning). Cæsars skyld.

T 13 De to veje for en fyrste: til berømmelse, eller skændsel.

Bog: Del I, kap. 8 Bog: Del I, kap. 10

177

DEL I – KAPITEL 11: ROMERNES RELIGION

T 1 Ex. Rom blev grundlagt af Romulus. Der-efter kom Numa. Han styrkede religionen.

T 2 Romerne var mere bange for at bryde en ed, end for at overtræde lovene. Man sat-te Guds magt højere end menneskers.

T 3 Ex. Scipio. Ex. Manlius (Del III, kap. 34, T 1). Pomponius.

T 4 En ed kunne være aftvunget.T 5 I Roms historie kan man se, hvor stor rol-

le religionen spillede.T 6 De store lovgivere har altid påberåbt sig

gud.T 7 En klog mand kan erkende meget godt,

men grundene er ikke nok til at overbevise andre.

T 8 Det er lettere at påvirke et ukultiveret folk. Slm. Billedhugger

T 9 Den af Numa indførte religion var en af hovedårsagerne til Roms trivsel. Bragte Lykke.

T 10 Hvis gudsfrygten mindskes, forfalder ri-get.

T 11 Riger der er skabt af én mand har kort va-righed. Citat fra Dante

T 12 En stats fremtid afhænger af, om den har fået en god samfundsorden.

T 13 Også dannede mennesker bliver tiltruk-ket af noget nyt. Ex. Firenze, holdning til Savonarola.

T 14 Enhver kan ved sin livsførelse skaffe sig tilhængere.

T 15 Alle mennesker lever under den samme lov.

DEL I – KAPITEL 12: KIRKEN ER SKYLD I ITALIENS

ULYKKER (Kirkestaten)T 1 Både monarkier og republikker skal hol-

de de religiøse traditioner i hævd.T 2 Enhver religion har sit eget grundlag og

livsprincip.T 3 Den hedenske bygger på Orakler, Augu-

rer o.l.T 4 Menneskene troede på, at guderne, som

forudsagde lykke eller ulykke, også ville lade det ske. (Forudsige – Bevirke)

T 5 Derfor byggede de templer, og havde ce-remonier.

T 6 Men senere bredte vantro sig.T 7 = 1 Alle statsledere skal opretholde reli-

gionen.

Bog: Del I, kap. 11 Bog: Del I, kap. 11

178

T 8 Også når de ikke selv tror på den.T 9 De kan udnytte troen på Undere.T 10 Ex. Fra Rom. Et tempel blev plyndret.

Stemme. T 11 Hvis man havde bevaret den oprindelige

Kristendom, så ville der være mere enig-hed og lykke, end der er nu.

T 12 Kritik af den romersk-katolske kirke. (Se T 15)

T 13 Nogle mener, at løsningen på Italiens problemer skal komme fra den romerske kirke.

T 14 Jeg mener det modsatte, og vil bevise det.T 15 (1) Pavens hof har været et dårligt eksem-

pel, derfor er vi Italienere blevet gudløse og slette. (Del I, kap. 27)

T 16 (2) Værre er det, at kirken har splittet vort land. (Splitte-Samle)

T 17 Skønt den holder til i Italien, har den ikke kunnet erobre og samle hele Italien.

T 18 Og hvis den frygtede for sin verdslige magt, veg den ikke tilbage for at hidkalde en fremmed magthaver, der kunne hjælpe den mod andre i Italien.

T 19 Hvis man tænker sig, at pavehoffet blev flyttet til Schweiz, så ville man kunne se, hvor meget uorden det ville fremkalde,

i dette velordnede land. (Tankeeksperi-ment)

DEL – I KAPITEL 13: RELIGION

T 1 Romerne benyttede religion i statens tje-neste.

T 2 Ex. Adelen benyttede en pest til at franar-re folket dets Tribuner.

T 3 Ex. Ved belejring af Veji opildnede man soldaterne ved en gammel overtro, om Albanersøen. (By i Etrurien, 15 km. NV for Rom).

T 4 Ex. Terentilius. Adelen brugte religion på to måder.

T 5 (1) Sibyllinske bøger.T 6 (2) Overfald på Kapitol.T 7 T. Quinctius blev valgt til ny konsulT 8 Folket ville, af ængstelse overfor religion,

hellere adlyde (den afdøde) konsul, end tro på (folkets) tribuner.

T 9 Citat fra Livius. Priser den gamle guds-frygt.

T 10 Folketribunerne lavede en overenskomst med konsulen.

Bog: Del I, kap. 12 Bog: Del I, kap. 12

179

DEL I – KAPITEL 14: AUGURER OG PULLARIER

T 1 Augurer (varseltydere) var grundlaget for den hedenske religion, og de bidrog til republikken Roms trivsel.

T 2 De blev brugt før hvert felttog.T 3 Man anvendte også Pullarier, hønsevog-

tere, der skulle se efter, om hønsene spi-ste (varsel).

T 4 I vigtige tilfælde rettede man sig dog ikke efter det, men lod som om man gjorde det. (Skin og Virkelighed).

T 5 Ex. Konsul Papirius (293 f.Kr.) ville ikke rette sig efter pullarierne, men vandt sla-get.

T 6 Ex. Claudius Pulcher (249 f.Kr.) tabte sla-get.

T 7 Formålet med denne skik var, at solda-terne skulle gå i kamp med tillid til sejr.

DEL I – KAPITEL 15 EN RELIGIØS SKIK SOM SIDSTE UDVEJT 1 Ex. Samniterne havde lidt nederlag. Citat

fra Livius. De ville ikke give op. (Samni-um)

T 2 De genoplivede en gammel offerskik (be-skrivelse af den).

T 3 Ex. Derefter drog Papirius imod dem. Holdt tale. Citat.

T 4 Samniterne blev slået. Men man ser, hvor stor rolle Samniterne tillagde denne gam-le skik

T 5 (Disposition)

DEL I – KAPITEL 16: AT SKIFTE REGERING

T 1 Et folk, som er vant til at blive regeret af en fyrste, og derefter opnår friheden, har svært ved at bevare den.

T 2 Et sådant folk er som et vildt dyr, der har været indespærret.

T 3 Folket kan let blive bytte for en anden hersker.

T 4 Det drejer sig her om folk, som ikke er helt fordærvede.

T 5 Når en stat bliver fri, har den indre fjen-der, men ingen indre venner.

T 6 Fjender er de, som nød godt af tyranher-redømmet (”ven”, korruption), og ønsker det genindført.

T 7 En fristat får ingen venner. Borgerne får kun belønning for særlige handlinger. Derfor skylder de ikke andre tak.

Bog: Del I, kap. 14 Bog: Del I, kap. 15

180

T 8 Der er fordele ved en fri forfatning. Ejen-dom. Kvinder og børn.

T 9 Men det tager man som en selvfølge, er ikke taknemlig.

T 10 Problem: overklassens unge. Det bedste middel: at henrette Brutus’ sønner (III 3).

T 11 Den, som overtager magten over et folk, skal udrydde sine modstandere.

T 12 Det er godt for en fyrste, at han kun har få fjender.

T 13 En fyrste, der vil vinde et fjendtligt folk for sig, må undersøge hvad det ønsker.

T 14 Det er altid: (1) At hævne sig på dem, som har bragt det i trældom. Og (2) At genvin-de friheden.

T 15 Ex. Ad (1) Klearchos – lod de fornemme dræbe.

T 16 Ad (2) ønsket om frihed findes kun hos få.T 17 Resten vil leve i fred.T 18 Ex. Frankrig. Kongen er bundet af love.T 19 Da Rom genvandt sin frihed var det ikke

fordærvet.

DEL I – KAPITEL 17: EN FORDÆRVET STAT (1)

T 1 Kongerne i Rom var fordærvede. ”Statsle-gemet”.

T 2 Så længe en fordærvet stat har en fyrste, kan den ikke blive fri. Den ene fyrste af-løser den anden.

T 3 Den skal have en ny fyrste, som er helt anderledes.

T 4 Det kan være, at friheden forsvinder med ham. Ex. Syrakus. – Ex. Rom: efter Tar-quinierne, ctr. efter Cæsar. Brutus I og II.

T 5 Ex. fra samtiden: Milano, og Napoli. Sæ-der fordærvet

T 6 Hvor sæderne er rene, skader opstande ikke.

T 7 Betydningen af én mand, overfor de man-ge. Ex. Theben. Men efter ham: forfald.

T 8 Én mand lever ikke så længe, at han kan redde en fordærvet stat.

T 9 Fordærvelsen, og uegnethed til et frit liv, skyldes uligheden i staten.

DEL I – KAPITEL 18: EN FORDÆRVET STAT (2)

T 1 Spørgsmål om en fordærvet stat: (1) Kan en fri forfatning opretholdes, eller (2) Kan en fri indføres?

T 2 Begge dele er vanskeligt, og der er ingen opskrift på det (generelt).

Bog: Del I, kap. 16 Bog: Del I, kap. 17

181

T 3 Der er grader af fordærvethed (nu: Kor-ruption).

T 4 Gode sæder kræver love for at blive op-retholdt. For at følge loven kræves gode sæder.

T 5 Love og organisation stammer fra statens oprettelse, senere dur de ikke.

T 6 Lovene kan ændres, men skikke ændres ikke, og de kan ødelægge nye love.

T 7 Ex. Rom. Her var en statsorden (forfat-ning), dernæst love, hvoraf nogle blev ændret.

T 8 Det var ikke nok at lovene blev ændret. Organisationen var ikke god nok.

T 9 Det gælder: (1) Valg af embedsmænd. Op-rindelig var det de dygtige, der ansøgte.

T 10 Senere var det de magtsyge. Det skete gradvist.

T 11 (2) Lovgivning. Oprindelig kunne man foreslå noget, og folket kunne tage stil-ling til det. Det var godt.

T 12 Men senere blev borgerne fordærvet, og de misbrugte lovene.

T 13 Sammen med nye love måtte Rom skabe ny organisation. (Stof og Form)

T 14 Det kan ske (1) på éngang, eller (2) efter-hånden.

T 15 Ad (2): Det kræver en klog mand. Enten har man ikke det, eller folk vil ikke høre på ham.

T 16 Ad (1): det kræver magt.T 17 De to krav modvirker hinanden.T 18 Konklusion. Det er umuligt at skabe re-

publik i fordærvede byer.T 19 Så hellere en konge, der kan styre de

overmodige. Ex. Kleomenes (I 9, T 12).

DEL I – KAPITEL 19: FYRSTER, SVAGE OG STÆRKE

T 1 Ex. De første romerske konger. Forskel: Krig og fred.

T 2 Efter en stærk konge kan en svag bevare magten.

T 3 Men to svage efter hinanden – det går ikke.

T 4 Fremragende mænd. Ex. David, tapper og klog

T 5 Ex. Tyrkisk sultan, forskellige.T 6 Konklusion: Skiftevis krig og fred.T 7 Hvad fyrster kan lære.T 8 Rom (kontrafaktisk).

Bog: Del I, kap. 18 Bog: Del I, kap. 18

182

DEL I – KAPITEL 20: KONGER ELLER REPUBLIK

T 1 Ex. Rom. Da kongerne var væk havde man en god tid, med konsuler.

T 2 Republikker kan vælge talløse dygtige mænd til ledere.

DEL I – KAPITEL 21: SOLDATER

T 1 En stor fejl, at samtidens fyrster og repu-blikker ikke har egen krigsmagt.

T 2 Ex. Rom. Tullius skabte en hær af egne soldater.

T 3 Hvis der ikke er soldater, er det fyrstens skyld.

T 4 Ex. England overfor Frankrig.T 5 Ex. Theben befriet fra Spartas åg.T 6 Det afgørende: om der er en mand som

kan skabe soldater. T 7 Citat fra Vergil.

DEL I – KAPITEL 22: STEDFORTRÆDERKAMP

T 1 Ex. I stedet for at føre krig besluttede to konger, at tre mænd fra hver side skulle kæmpe. De tre Albanere blev dræbt, en Romer overlevede.

T 2 Da han kom tilbage til Rom mødte han sin søster, som var forlovet med en af de tre Albanere, og som græd over ham. Ro-meren slog hende ihjel (I 24, T 1)

T 3 Der blev en retssag, men han slap fri, på grund af sin far.

T 4 Kommentar. (1). Man skal ikke sætte sin skæbne på spil med kun en del af sine tropper (se kap. 23).

T 5 (2). I en velordnet stat kan en forbrydelse ikke opvejes af ens fortjenester (se kap. 24).

T 6 (3). Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis man kan frygte, at de ikke bliver over-holdt.

T 7 (Ad 3) En konge, eller et folk, kan ikke være tjent med at komme i et afhængig-hedsforhold på grund af tre borgere.

T 8 Ex. Det ønskede den albanske konge hel-ler ikke. Han lovede den romerske konge troskab, men ved det første fælles felttog søgte han at bedrage ham.

Bog: Del I, kap. 20 Bog: Del I, kap. 22

183

DEL I – KAPITEL 23: AT KONCENTRERE KRÆFTERNE

T 1 Det har aldrig været klogt at risikere Lyk-ken i en kamp, uden at man sætter alle kræfter ind.

T 2 Det skete i den nævnte kamp (I 22), hvor fædrelandets skæbne var afhængig af tre borgere. (Del og Helhed)

T 3 Alt det, som tidligere generationer havde udrettet for staten blev da afhængigt af nogle få.

T 4 Noget lignende sker hvis man bruger sol-dater til at besætte bjergpas.

T 5 I en bjergegn har beboerne aldrig søgt at bekæmpe en angriber i et pas, eller i bjer-gene.

T 6 Derved spredes kræfterne, og man ved ikke hvor fjenden vil angribe. (Sprede–Koncentrere).

T 7 Ex. Hannibal i Alperne. Romerne afven-tede ham i lavlandet. (Del II, kap. 12, T 16)

T 8 I bjergegne er der mange små veje som kun de lokale kender.

T 9 Ex. Franske tropper i Lombardiet (1515).

DEL I – KAPITEL 24: BELØNNING OG STRAF

T 1 Ex. Romer dræbte sin søster (I 22). Kom for retten.

T 2 Det kan se ud som utaknemlighed hos folket, da han havde sejret over Albane-ren.

T 3 Men det var forkert at han blev frikendt, og rigtigt at han blev anklaget.

T 4 Ingen velordnet republik kan lade en bor-gers forseelse blive opvejet af hans fortje-nester. (Balance. Justitia. Vægt).

T 5 Borgeren bliver belønnet for det gode, straffet for det onde.

T 6 Hvis man overholder dette, kan staten længe bevare sin frihed.

T 7 Faren er, at en borger bliver overmodig.T 8 Men man skal belønne gode gerninger.T 9 Ex. Rom. Cocles. Scaevola.T 10 Og man skal straffe, uanset persons anse-

else. Ex. Manlius Capitolinus.

Bog: Del I, kap. 23 Bog: Del I, kap. 24

184

DEL I – KAPITEL 25: FRA GAMMEL TIL NY FORFATNING

T 1 Hvis man vil give en stat en ny forfat-ning, skal der være noget der minder om den gamle.

T 2 Folk skal få indtryk af, at der ikke er sket nogen forandring.

T 3 De fleste mennesker er tilfreds med udse-endet. (Skin og Virkelighed).

T 4 Ex. Rom. Liktorer.T 5 Ex. Rom. ”Offerkonge”, erstatte konge.T 6 Alt nyt ophidser mennesker.T 7 Man må i hvert fald bibeholde de gamle

betegnelser (Ord og Genstand).T 8 Det gælder for så vel (1) kongerige som

for (2) republik.T 9 Derimod: hvis man vil oprette et (3) ab-

solut monarki, et såkaldt tyranni, så skal man ændre alt. (Næste kapitel)

DEL I – KAPITEL 26:

TYRANT 1 En ny fyrste, som står svagt, og ikke øn-

sker at skabe et (1) monarki eller en (2) re-publik, skal ændre alt.

T 2 (3) Ny organisation, nye navne. Ex. Da-vid.

T 3 Han skal bygge nye byer, ødelægge gam-le, flytte folk fra sted til sted.

T 4 Ex. Filip af Makedonien. Flyttede folk som kvæg. Grusomme midler.

T 5 Folk skulle hellere forblive som borgere, og ikke blive en sådan fyrste (tyran).

T 6 Mellemveje er det værste. Mennesker forstår ikke at være helt gode, eller helt onde. (Næste kapitel, T 6)

DEL I – KAPITEL 27: EKSTREMER

T 1 Ex. Julius II (Pave 1503-1513), overfor en tyran i Perugia, P. Baglioni.

T 2 Han gik ind i byen ubeskyttet.T 3 Han var ubehersket i alt hvad han gjorde.

(III 44, T4 og 5)T 4 Alle var forbavset over hans dumdristig-

hed, og den andens fejhed.T 5 Baglioni var forbryder. T 6 Mennesker forstår ikke at være helt onde,

eller helt gode.T 7 I en slet handling kan der være storhed,

men mennesker kan ikke udføre den.T 8 Ex. Baglioni. Han havde ikke mod.T 9 Han kunne have vist, hvordan man skal

behandle ondartede prælater (!).

Bog: Del I, kap. 25 Bog: Del I, kap. 26

185

T 10 Handlingens storhed ville have opvejet det skændige og farlige ved den. (Balance).

DEL I – KAPITEL 28: UTAKNEMLIGHED, 1

T 1 I alle republikker har der været utaknem-lighed mod borgerne. Men mindre i Rom end i andre republikker.

T 2 Der var ikke så meget grund til mistanke mod medborgere.

T 3 Ex. Rom. Ingen borger forsøgte at røve friheden.

T 4 Ex. I Athen var det modsat. Forfølge mod-standere. Ostrakisme.

T 5 Det siges, at et folk der genvinder frihe-den er mere aggressivt.

T 6 Forskellen mellem de to byer skyldes de faktiske forhold.

T 7 Ex. Rom. Collatinus. P. Valerius, her var Rom mistroisk.

T 8 Rom kunne have været lige så utaknem-lig.

DEL I – KAPITEL 29: UTAKNEMLIGHED, 2

T 1 Man kan sammenligne utaknemlighed hos fyrste, og hos folk.

T 2 Lasten: Utaknemlighed skyldes enten (A 1) Gerrighed, eller (A 2) Mistro, mistanke.

T 3 Når en feltherre har løst en vigtig opgave, skal han belønnes.

T 4 Hvis fyrsterne ikke vil det, af (A 1) Ger-righed, og i stedet krænker ham, begår de en stor uret.

T 5 Citat fra Tacitus. Det er lettere at gøre gengæld overfor en dårlig handling, end overfor en god.

T 6 Men hvis det sker ud fra (A 2) Mistro, er det noget andet.

T 7 En sejrrrig feltherre opnår meget aner-kendelse, og det kan blive et problem for fyrsten.

T 8 Mennesker er af naturen ærgerrige og mistroiske, og har de lykken med sig kan de ikke holde måde.

T 9 Den sejrrige feltherre bliver fristet til at være overmodig.

T 10 Fyrsten kan (B 1) lade ham dræbe (!), T 11 eller (B 2) skabe den opfattelse, at sejren

ikke skyldes feltherren.T 12 Ex. Antonius Primus indtog Rom (ca. 70

e. Kr.). Mucianus fandt alt i orden. Anto-nius’ løn bestod i at Mucianus fratog ham

Bog: Del I, kap. 27 Bog: Del I, kap. 29

186

overbefalingen over hæren. (”Utak er ver-dens løn”. Bevingede Ord).

T 13 Ex. fra samtiden: G. Ferrante. Blev dårligt behandlet.

T 14 Fyrsternes mistro (A 2) er naturlig.T 15 Når en fyrste ikke kan bekæmpe sin mis-

tro, er det ikke mærkeligt at folket ikke kan.

T 16 En fri stat har to formål: (C 1) At erobre. (C 2) At hævde sin frihed.

T 17 Fejl ved (C 2). At man ikke belønner bor-gere.

T 18 I en fordærvet republik kan det føre til tyranni.

T 19 Ex. Cæsar. Han tog det med magt, som utak ikke ville give ham.

T 20 Frygt for straf gør menneskene bedre, og mindre ærgerrige.

T 21 Utaknemlighed: Mindst i Rom. Coriolan. Camillus.

T 22 Ex. Roms utaknemlighed mod Scipio. Skyldtes mistanke (A 2).

T 23 Ex. Den ældre Cato advarede mod Scipio.T 24 Folket bør være undskyldt i dette tilfæl-

de, for sin mistanke (A 2). T 25 Se T 2.T 26 Folkene er ikke utaknemlige af Gerrig-

hed (A 1).

T 27 Og af (A 2) Mistanke: mindre end fyrster-ne.

DEL I – KAPITEL 30: UTAKNEMLIGHED, 3

T 1 En fyrste bør selv lede sine felttog.T 2 Hvis han sejrer, bliver han berømt. T 3 Hvis det er andre, kan fyrsten ikke glæde

sig.T 4 Hvis han bliver hjemme… ved jeg ikke…T 5 En feltherre, som lider under utaknem-

lighed, kan gøre et af to:T 6 (1). Straks efter sejren forlade hæren, over-

give sig til fyrsten.T 7 (2). Det modsatte: gøre alt, for at det ser

ud som hans sejr. (Ekstremer).T 8 Det er galt, at feltherrer ikke forlader hæ-

ren efter sejren, og ikke tør bruge vold-somme midler.

T 9 De forbliver ubeslutsomme, og bliver der-for styrtet.

T 10 Ved republikker: gøre som Rom.T 11 Alle deltog i krige, kunne vogte på hinan-

den.T 12 Man viste ikke ærgerrighed.T 13 Hvis en blev diktator, ville han snarest

muligt forlade denne stilling.

Bog: Del I, kap. 29 Bog: Del I, kap. 29

187

DEL I – KAPITEL 31: ROM OG DENS FELTHERRER

T 1 Rom var mild når man skulle straffe hær-førere.

T 2 Dette var klogt. Hærføreren skulle kunne handle hurtigt, og uhindret.

T 3 Ex. Sende en hær afsted. Hærføreren hav-de nok at tænke på.

T 4 Han skulle ikke plages af, hvordan det var gået andre hærførere.

T 5 Hvis han tabte et slag, var skammen over dette straf nok.

T 6 Ex. Sergius og Verginius ved Veji. Et ex. på nederdrægtighed. Men de slap med bødestraf.

T 7 En fejl kan skyldes ubehjælpsomhed. Ex. Varro, ved Cannae. Trods nederlag blev han hyldet.

T 8 Ex. Papirius ville lade Fabius henrette, skønt han sejrede. Men det skete ikke.

DEL I – KAPITEL 32: TIDSPUNKT FOR HANDLING

T 1 Ex. Rom. I en farefuld situation lettede Senatet skatterne på folket. Derfor ud-holdt det alle vanskeligheder.

T 2 Men man skal ikke vente med at behand-le folket godt, til der foreligger en nødsi-tuation. Så vil folket gennemskue dette. (Hensigtsbestemmelse).

T 3 Men dette gælder ikke Rom, som var vel-villig overfor folket.

T 4 Enhver leder må tænke på, hvilke van-skeligheder der kan komme, og hvilke mennesker han da har brug for.

T 5 Man kan ikke vinde mennesker for sig med velgerninger, når faren er indtruffet.

DEL I – KAPITEL 33: OM AT AFVENTE, ELLER KÆMPE

(II 12)T 1 Da Rom voksede, ville naboerne angribe.T 2 Rom valgte da en Diktator. (Næste kapi-

tel).T 3 Hvis der opstår store problemer i en stat,

er det bedst at afvente. T 4 Vil man fjerne problemet med magt, bli-

ver det blot større.T 5 I en republik opstår den slags mere af in-

dre end af ydre årsager, når en borger har fået for meget magt.

Bog: Del I, kap. 31 Bog: Del I, kap. 32

188

T 6 Eller hvis en lov længe er blevet misbrugt, så det nu er mere besværligt at fjerne den, end at lade stå til.

T 7 Det er vanskeligt at få øje på problemet, fordi det er naturligt for mennesker at hilse alt nyt velkommen.

T 8 Det gælder særligt når det er fornemme unge med store evner.

T 9 Når denne kombination forekommer, kan han blive for mægtig.

T 10 Ex. Firenze. Cosimo dé Medici. – N. da Uzzano ville ikke begå fejl nr. 2. Men det skete.

T 11 Ex. Rom. At man ville bekæmpe Cæsar førte til Republikkens undergang.

T 12 Da det er svært at se onderne fra start, skal man afvente, i stedet for at bekæmpe.

T 13 Hvis man venter, vil problemet enten forsvinde, eller det bliver i hvert fald ud-skudt.

T 14 Hvis en fyrste vil fjerne det med magt, må han passe på at han ikke forstærker det.

T 15 Han må undersøge, hvor vanskeligt det er. Hvis han føler sig stærk nok, skal han handle kraftigt. Ellers skal han lade det være. (Passiv – Aktiv).

T 16 Ex. Rom, naboer. T 1. Bedre med fredelige midler.

T 17 Om Diktator, se næste kapitel.

DEL I – KAPITEL 34: ROM. DIKTATOR

T 1 En opfattelse: kritisk overfor titlen ’Dikta-tor’, at det fører til Tyranni.

T 2 Men: det var hverken navnet eller embe-det der bragte Rom i trældom, men bor-geres magt. (Ord – Genstand)

T 3 Så længe Diktaturet blev bestemt efter lo-ven har det kun gavnet.

T 4 Grunde til det: (1) Mænd med dårlige egenskaber, der kun findes i fordærvede republikker, ville man ikke vælge.

T 5 (2) Diktatoren blev valgt for en kort perio-de, i en nødsituation. Det var fastsat hvad han måtte, og ikke måtte gøre.

T 6 Diktatur i Rom var en af årsagerne til ri-gets storhed.

T 7 Republikkers arbejdsgang er langsom.T 8 Derfor kan de ikke klare de vanskelige

situationer, det er farligt.T 9 Ex. Venedig har en ordning.T 10 En republik må aldrig benytte ulovlige

midler. (Mål og Midler)

Bog: Del I, kap. 33 Bog: Del I, kap. 33

189

T 11 Det kan være nyttigt på kort sigt, men er skadeligt på længere sigt.

T 12 En republiks love skal forudse alt hvad der kan ske (!), og angive hvad der skal gøres i de enkelte tilfælde.

T 13 Konklusion: Republikker, der ved en tru-ende fare ikke griber til Diktatur eller no-get lignende, vil i alvorlige tilfælde gå til grunde.

T 14 Valget af Diktator var vanskeligt. Kon-sulerne, der normalt styrede byen, skulle underordne sig ham.

T 15 Man lod konsulerne udnævne Diktato-ren, for at vise hvor alvorligt det var.

T 16 Forskel: Smerte fra en selv, eller fra andre. (Selv-Andre)

T 17 Til slut: Konsul med diktatorisk magt.T 18 Slutning: Naboerne ville undertrykke

Rom, men derved styrkede de Rom, både til forsvar og angreb.

DEL I – KAPITEL 35: ROM. DECEMVIR

(DEL I, kap. 40)T 1 Den (i overskriften til kapitel 34) nævnte

forskel: (A 1) at rive magten til sig (skade-

ligt), og (A 2) at få den ved afstemning, valg (ikke skadeligt)

T 2 synes at stå i modsætning til Decemvir (De Ti Mænd), som blev valgt af Folket for at give Rom love, men som blev tyran-ner, og røvede friheden.

T 3 Men man må se på: (B 1) hvilken magt det er, (B 2) for hvor lang tid.

T 4 Hvis man sammenligner magten hos (C 1) de ti mænd med magten hos (C 2) Dik-tator, vil man se, at den var størst hos de ti mænd.

T 5 Diktatoren kunne ikke ændre meget i magtforholdene. Der var Vogtere (T 9).

T 6 Ved de ti mænd skete det: de tilrev sig magt.

T 7 Sætningen (A 2): at det ikke skader en re-publik at afgive magt ved frie valg forud-sætter, at afgivelsen sker indenfor græn-ser, og i et bestemt tidsrum (B 2).

T 8 Men Decemvirerne misbrugte deres mu-ligheder.

T 9 Man skal have Vogtere til at kontrollere. Ex. Sparta, Venedig.

T 10 Man kan blive uindskrænket magthaver, selv om man er fattig, og er uden familie.

Bog: Del I, kap. 34 Bog: Del I, kap. 35

190

DEL I – KAPITEL 36: HØJE OG LAVE STILLINGER

T I Rom. En tidligere konsul tjente nu under en konsul.

T 2 I Rom var det ingen skam at underordne sig under en mand, som man før havde været over.

T 3 Men det kan man ikke forestille sig i sam-tiden. Ex. Venedig.

T 4 Dette er til skade for samfundet. T 5 En republik kan have mere tillid til en

borger, der går fra en højere til en lavere stilling, end omvendt.

T 6 De der går fra en lavere til en højere stil-ling må have erfarne mænd til at rådgive sig.

T 7 Hvis det havde været i Rom som i Vene-dig, ville der være sket mange fejl. (Kon-trafaktisk).

DEL I – KAPITEL 37: JORDLOVEN I ROM

T 1 En gammel opfattelse: mennesker (A 1) i ulykke bliver modløse, (A 2) i lykke – de keder sig.

T 2 Når mennesker ikke kæmper (B 1) af nød-vendighed, kæmper de (B 2) af ærgerrig-hed.

T 3 Det ligger i menneskenes natur, at vi (C 1) vil have alt, men (C 2) ikke kan få det. Der opstår utilfredshed med det, man har.

T 4 Derfor skifter den menneskelige lykke. T 5 Derfor bliver der krige mellem landene.T 6 Det romerske folk var ikke tilfreds med

at have fået (Folke)tribuner til at beskytte sig mod patricierne.

T 7 Nu ville folket have del i ærefulde stil-linger, og ejendom: dette er hvad menne-skene sætter højest.

T 8 Dette førte til striden om Jordloven, og den førte til republikkens undergang.

T 9 Jordlovens fejl var enten (D 1) at den ikke var affattet godt nok, eller (D 2) at det va-rede for længe før den kom, eller (D 3) at den oprindelig var god, men blev fordær-vet mens den blev gennemført.

T 10 Loven havde to hovedpunkter. (E 1): In-gen borger kunne have mere end et vist areal. (E 2): Områder, som man tog fra en fjende, skulle fordeles til det romerske (F 1) folk.

Bog: Del I, kap. 36 Bog: Del I, kap. 37

191

T 11 Loven krænkede (F 2) patricierne dob-belt.

T 12 De gjorde alt for at modvirke den.T 13 Efterhånden som Roms besiddelser blev

udstrakt til hele Italien blev problemet mindre.

T 14 Loven hvilede indtil Gracherne (to brød-re, ca. 130 f. Kr., Folketribuner). Men da vågnede modstanden mod den.

T 15 Der blev et had mellem Folk og Senat, og det førte til blodsudgydelser.

T 16 Der blev dannet partier.T 17 Folket støttede sig til Marius.T 18 Adelen gjorde Sulla til sin leder, og der

blev borgerkrig. Cæsar og Pompejnus.T 19 Hermed sluttede Jordloven. Kampen hav-

de varet 300 år. Den havde støttet folket i kampen mod adelen.

T 20 Adelen havde ikke meget imod at give folket ærefulde stillinger. Men den holdt fast på ejendom.

T 21 Gracherne bar sig ikke klogt ad. Man skal ikke forhaste sig.

DEL I – KAPITEL 38: SVAGE REPUBLIKKER (II 15)

T 1 I en nødsituation bad nogle naboer Rom om hjælp, men det blev afvist.

T 2 Dette var klogt. Roms Senat indrettede sig altid efter de øjeblikkelige forhold.

T 3 Senatet havde tidligere forbudt disse folk at forsvare sig.

T 4 Senatet forudså, at det ville de gøre nu, og ville derfor tillade det.

T 5 Derfor valgte man det mere ærefulde, at tillade dem at gøre det, som de var nødt til. De skulle ikke gå fra påtvunget uly-dighed til forsætlig. (”Gøre Dyd af nød-vendighed”. Bevingede Ord).

T 6 Svage republikker i nutiden forstår ikke dette.

T 7 Ex. Firenze ville ikke tillade gennem-march. Men de kunne ikke forhindre det. Det ville have været bedre for dem, at det blev gjort med deres tilladelse.

T 8 Svage republikker er ubeslutsomme. De handler kun under ydre tvang. (Hn-L). Ex. 1. Firenze 1500.

T 9 Ex. 2. Arezzo 1502.T 10 (Gentagelse af overskrift, og T 8).

Bog: Del I, kap. 37 Bog: Del I, kap. 38

192

DEL I – KAPITEL 39: LIGHEDER MELLEM FORSKELLIGE FOLKT 1 Hos alle folkeslag kan man se de samme

ønsker og stemninger.T 2 Man kan let (!) af fortiden lære at forudse

fremtiden, og finde midler. T 3 Nogle læser om det, men giver det ikke

videre til de ledende. (II 5, T 11).T 4 Ex. Firenze 1494. Fjerne ”de 10 mænd”. Se-

nere genindsætte dem.T 5 Ex. Rom. Konsultitel. Folk ctr. Adel. Te-

rentilius (I 13, T 4). Tribuner med konsul-magt. (Ord og Genstand).

DEL I – KAPITEL 40: DECEMVIRER I ROM.

OM TYRANSTYRET 1 Om indsættelse af Decemvirer i Rom.T 2 Vigtigt for dem, som vil bevare republik-

kers frihed. Man må lære af andres fejl.T 3 Ex. Rom. Sendte folk til Athen. Afskrive

Solons love.T 4 Man valgte ti borgere. De fik stor magt.T 5 Appius (451 f. Kr.). Samlede al magt. Var

Vendekåbe. (I 41).T 6 Decemvirerne skrev 10 tavler med love.

Appius ville have to mere.

T 7 Folket sluttede sig til det.T 8 Adelen ville have disse stillinger. Appius

valgte sig selv. Benytte en hindring (L) som mulighed (H).

T 9 Appius og hans folk. Magtmisbrug.T 10 Folket indså nu sin fejl. Ville have hjælp

hos adel.T 11 Decemvirerne huserede. Deres unge

mennesker blev livvagt (I 42, T 3)T 12 Decemvirer mod Senatet. Krigstrussel.T 13 Senatet mellem Decemvirer og folket.T 14 Krig. Appius og Verginia, som blev dræbt

af sin fader.T 15 Opstand. Folk og hær til Kapitol. Decem-

virer opgav stillingen.

* * *

T 16 Rom. Årsager til tyranni. Folket vil have frihed, Adel vil have magt.

T 17 Problemet Appius. Folkeven (T 5).T 18 Hvis et folk begår den fejl at støtte en

mand, for at han skal beherske dem, som folket hader, og hvis denne mand er klog, så vil han uvægerligt blive tyran i den by.

Bog: Del I, kap. 39 Bog: Del I, kap. 40

193

T 19 Med hjælp af folket vil han udrydde ade-len, og derefter tage fat på at undertrykke folket.

T 20 Sådan har alle tyranner gjort.T 21 Ex. Rom. Men Appius bar sig dumt ad.

Gjorde ven til fjende og omvendt.T 22 En del af adelen vil være imod en tyran.T 23 Det er mere sikkert for tyrannen at have

mængden til ven, og de store til fjender. T 24 Ex. Sparta. Tyran Nabis var ven af folket.T 25 Hvis en hersker kun har få venner, må

han søge hjælp udenfor sit land.T 26 Det kan ske på tre måder: (1). En fremmed

livvagt. (2). Man bevæbner bønder i ste-det for plebejere. (3). Man slutter forbund med stærke naboer. – Appius lavede fejl.

T 27 Også Senatet og folket begik fejl ved at udnævne Decemvirer. Folket må sørge for vogtere. Senatet ville afskaffe tribu-ner.

T 28 Citat: Menneskene gør ligesom visse små rovfugle. De forfølger deres bytte så iv-rigt, at de ikke ser den store fugl, som svæver over dem, for at slå ned på dem.

T 29 (Resumé) Det romerske folks fejl, da det ville redde sin frihed. Appius’ fejl, da han ville være enehersker.

DEL I – KAPITEL 41: MENNESKER, SKIFTE HOLDNING

T 1 Ex. Appius, skiftede optræden, det var dygtigt.

T 2 Men det var ikke godt at han forandrede sig pludseligt, fra den ene yderlighed til den anden, så folk blev klar over hans falskhed. – (Ekstremer)

T 3 Vil man ændre sig, skal det ske gradvist, så man vinder nye venner i takt med dem man mister.

DEL I – KAPITEL 42: MENNESKER FORDÆRVES LET

T 1 Eksemplet med Decemvirer viser, hvor let menneskene lader sig fordærve,

T 2 selvom de oprindeligt er velopdragne.T 3 Ex. Appius og hans unge. De kommer i

dårligt selskab, og bliver ændret af det.T 4 Ex. Quintus Fabius. Decemvir. Blev for-

dærvet.T 5 Lovgiverne må sætte grænser for menne-

skenes begær, og fratage dem alt håb om at undgå straf for forbrydelser.

Bog: Del I, kap. 40 Bog: Del I, kap. 41

194

DEL I – KAPITEL 43: SOLDATER SKAL VÆRE BEGEJSTREDE

T 1 Der er forskel på en villig hær, som kæm-per for sin egen berømmelse,

T 2 og en misfornøjet, som kæmper for an-dres ærgerrighed. (Selv – Andre)

T 3 Ex. De romerske hære, som kæmpede under konsuler var vant til at sejre, men under Decemvirerne blev de slået.

T 4 Dette er en af grundene til, at lejesoldater er dårlige. Betydning af følelser.

T 5 Derfor er det vigtigt, at man bevæbner sin egen befolkning.

T 6 Ex. Rom. Under Decemvirer, og derefter. (Motivation)

DEL I – KAPITEL 44: FOLKET UDEN FØRER. OM TRUSLER

T 1 Senatet spurgte folket, hvorfor det havde forladt hæren, og besat Kapitol. (I 40, T 15). – Verginia (I 40, T 14)

T 2 Folket kunne ikke svare, manglede en fø-rer.

T 3 Der blev valgt krigstribuner, som skulle forhandle med Senatet.

T 4 De stillede urimelige krav, som blev af-vist.

T 5 Man skal ikke forlange magt, og true med at bruge den til at udøve ondt.

T 6 Når man først har fået fat i våbnet, kan man gøre som man vil (!)

DEL I – KAPITEL 45: LOVE SKAL OVERHOLDES.

FOLK SKAL IKKE LEVE I FRYGT T 1 Ex. Appius ville forsvare sig. Han blev

fængslet, tog sit liv.T 2 Det er en stor fejl at man overtræder en

lov, og navnlig når det er lovgiveren som gør det.

T 3 Ex. Firenze 1494. Savonarola. Overtrådte en lov om appel til folket, som han selv havde givet.

T 4 Dette skadede hans anseelse meget. Lo-ven skulle gælde alle.

* * *

T 5 Ex. Rom. Efter Decemvirerne blev mange henrettet. Adelens frygt.

T 6 Det er skadeligt at holde undersåtterne i stadig frygt, gennem straffe og uretfær-dighed.

Bog: Del I, kap. 43 Bog: Del I, kap. 44

195

T 7 For hvis mennesker frygter for deres liv, bliver de modige.

T 8 Derfor skal man (1) enten ikke såre nogen, (2) eller afgøre det hele med eet hug, og derefter berolige folk. (FYRSTEN, kapitel 8, slutning).

DEL I – KAPITEL 46: ÆRGERRIGHED. URETFÆRDIGHED

T 1 Ex. Efter alle fremskridt i Rom kunne man forvente ro.

T 2 Men erfaringen viser det modsatte: hver dag ny uro.

T 3 Livius forklarer dette. Adel og folket skif-ter mellem ydmyghed og overmod.

T 4 Adelen kunne mene, at dens ungdom gik for vidt. Men det var bedre, end hvis det var folkets.

T 5 Reglen er: Mennesker stræber efter: (1) Ikke selv at frygte noget, men (2) skade andre. – Enten krænke andre, eller selv blive krænket (Generalisere).

T 6 Mennesker går fra én ærgerrighed til en anden.

T 7 Cæsar sagde: Alle dårlige eksempler er begyndt med gode hensigter.

T 8 De ærgerrige i republikker ønsker ikke at blive krænket. De søger venner, først med gode midler.

T 9 Det giver et godt indtryk.T 10 Men hvis det fortsætter, kan det blive en

fare.T 11 En republik må have noget, der forhin-

drer dette. (I 52)

DEL I – KAPITEL 47: FOLKET. DEL OG HELHED

T 1 Ex. Rom. Folket imod konsultitlen. For-slag.

T 2 Adelen ville gå en mellemvej. Fire Tribu-ner fra folket og adelen.

T 3 Der blev kun valgt adelige.T 4 Livius siger: Forskel mellem (A 1) kamp,

og (A 2) ro bagefter.T 5 Mennesker tager ofte fejl (B 1) når det

gælder det hele, men sjældent (B 2) når det gælder det enkelte.

T 6 Folket mente, at det (som helhed) havde ret til konsulatet.

T 7 Men da der skulle vælges enkelte af fol-ket, var man ikke tilfreds med nogen af dem.

Bog: Del I, kap. 45 Bog: Del I, kap. 46

196

T 8 Livius siger: Hvor finder man sådan be-skedenhed nu? (Skrevet ca. år 00!)

T 9 Ex. Capua. Strid adel – folket. Pacuvius ville forsone. Der skulle vælges afløser.

T 10 Folket tager fejl angående begivenheder og deres årsager. Hvis de sætter sig ind i (B 2) enkelthederne, indser de deres fejlta-gelser.

T 11 Ex. Firenze. 1494. Lovløshed.T 12 Folk på gaden bagtalte mange borgere.T 13 Når en af dem fik et embede, og (han) så

de enkelte forhold nærpå, indså han, at det var (C 1) omstændighederne, ikke (C 2) menneskene – (Hn-L)

T 14 Kendskabet til enkeltheder fjernede den fejlagtige opfattelse, han havde, da han så på helheden. Men folk troede, at hans nye opfattelse skyldtes, at han var blevet bestukket.

T 15 Man skal tvinge folk til at se på enkelthe-der.

* * *

T 16 Man behøver ikke at frygte folkets (de manges) afgørelse ved fordeling af embe-der.

T 17 De tager mindre fejl end de få, der nor-malt afgør det. (Mange – Få).

DEL I – KAPITEL 48:

VALGTAKTIKT 1 Hvis Senatet frygtede at Tribuner med

konsulær magt skulle blive valgt blandt plebejere, var der to muligheder (veje).

T 2 (1) Man bad de mest ansete mænd om at søge.

T 3 Eller (2) Man bestak en ringe plebejer til at melde sig, blandt de bedre plebejere.

T 4 Folket skammede sig ved at vælge (2), og skammede sig ved ikke at vælge (1).

T 5 Dette bekræfter det i kap. 47, T 5 og 10 sagte (om Del og Helhed).

DEL I – KAPITEL 49: AT FASTSÆTTE LOVE FOR FRIHED

T 1 Det er vanskeligt at forudse, hvilke love er nødvendige for at opretholde friheden i en republik.

T 2 Ex. Rom. Love.T 3 Der opstår behov for nye instanser. Ex:

Censor i Rom, som var nyttig.T 4 Men: Fejl. Varighed. Strid om Mamercus.

Bog: Del I, kap. 47 Bog: Del I, kap. 48

197

T 5 (T 1). Det er svært for byer (1) som er vant til frihed. Ex. Rom.

T 6 For byer (2) som har levet i ufrihed er det umuligt. Ex. Firenze.

T 7 Ofte fik nogle borgere mulighed for at lave reformer, men de brugte det ikke til alment bedste, men til deres eget parti.

T 8 Ved organisering af en republik må man også tage stilling til, hvem der skal råde over liv og død. Ex. Rom. Appel til folket. Eller en diktator.

T 9 Ex. Firenze. En fremmed. Senere: Capi-tano. Derefter: otte borgere.

T 10 De få har altid været tjenere for de få, og de mægtigste. – Men: Ex. Venedig, har sikret sig.

T 11 (Slutning). Rom og andre byer.

DEL – I KAPITEL 50: IKKE STANDSE FORRETNINGSGANG

T 1 Ex. Rom. Strid mellem to konsuler. Sena-tet opfordrede til Diktator. Derefter be-nyttede Senatet Tribuner.

T 2 Nytte af (Folke)Tribuner: (1) kan begræn-se de mægtiges overlegenhed over folket,

T 3 og begrænse indbyrdes strid mellem de mægtige.

T 4 (2) Nogle få må ikke kunne standse en vigtig beslutning.

T 5 Ex. Venedig. Det Store Råd. Problem med udnævnelser.

T 6 Nogle borgere fik vedtaget en lov, at in-gen embedsmand kunne fratræde sin stilling før en efterfølger var valgt.

DEL I – KAPITEL 51: GØRE INDTRYK PÅ FOLK

T 1 Kloge mennesker roser sig af deres hand-linger, selvom de er fremtvunget af nød-vendighed. (Dyd af nødvendighed. Be-vingede Ord).

T 2 Ex. Rom, da Senatet indførte løn (Sold!) til soldaterne.

T 3 Folket var begejstret. Forgæves sagde Tri-bunerne, at det ikke var til fordel for dem. De skulle betale det i skat.

T 4 Men Senatet lagde den største skat på adelen.

Bog: Del I, kap. 49 Bog: Del I, kap. 50

198

DEL I – KAPITEL 52: BEGRÆNSE BORGERS MAGT. (TAKTIK)T 1 Ex. Rom. Adel gjorde sig afholdt.T 2 Vil man modvirke en borgers ærgerrig-

hed, skal man afskære de veje, som han vil anvende for at nå op.

T 3 Ex. Firenze. Cosimo dé Medici: Man bur-de have gjort dette.

T 4 Ex. Firenze. P. Soderini (III 30, T 11). For-svar for Soderini.

T 5 Ved alle beslutninger må man afveje ulemper og farer, og ikke beslutte noget, hvis faren er større end den mulige ge-vinst, også selv om det ser gunstigt ud.

T 6 Hvis man handler anderledes. Ex. Cice-ros plan overfor Marcus Antonius. Cæ-sar. Octavian.

T 7 Der skete det modsatte. T 8 Det var let at forudse (!). Cæsars navn.

DEL I – KAPITEL 53: FOLKET KAN TAGE FEJL,

VED STORE FORHÅBNINGER T 1 Ex. Rom. Folket havde fået den ide: at

flytte befolkning til Veji (15 km. NV for Rom). Senatet var imod det. (I 57).

T 2 Bemærkning (1). Folket kan søge sin un-dergang, hvis det har en falsk forestilling om det gode. (Bemærkning 2: se I 54, T 1).

T 3 Det har brug for en mand, som kan vise hvad der er godt, og hvad der ikke er det.

T 4 Men måske folket ikke tror på ham. Citat fra Dante.

T 5 Republikker kan undlade at træffe for-holdsregler. Ex. Venedig. Ville ikke afgive noget til enkelte af fjenderne.

T 6 Det kan være let eller svært at overtale folket til noget. Det afhænger af, hvordan det ser ud. Folket vil gerne have fordele, og have en modig beslutning, det er afgø-rende for dets vurdering. Men resultatet kan blive det modsatte. (Skin og Virkelig-hed)

T 7 Ex. Rom. Fabius Maximus trak krigen i langdrag.

T 8 Folket kan være blindt, i sine modige be-slutninger. Ex. Rom. En oberst.

T 9 Ex. Rom. Varro, Cannæ.T 10 Ex. Rom. Centenius Paenula, mod Han-

nibal.T 11 Et dårligt forslag. Senatets overvejelser.

(Kynisk).

Bog: Del I, kap. 52 Bog: Del I, kap. 53

199

T 12 Ex. Athen. Nikias kunne ikke overtale folket.

T 13 Ex. Rom. Scipio ville apellere til folket.T 14 Ex. Firenze. E. Bentivogli og A. Giacomi-

ni. Dristige løfter.T 15 Den letteste måde at ødelægge en repu-

blik, hvor folket har magten, er at drage den ind i dumdristige foretagender.

T 16 Hvis det bliver et nederlag, skyder folket ikke skylden på skæbnen, eller lederens udygtighed, men på hans ondskab og uvidenhed, og lader ham henrette, blive spærret inde, eller blive landsforvist.

T 17 Ingen tidligere sejr kan redde ham. Det nye nederlag sletter alt.

T 18 Ex. Firenze. Giacomini (T 14). Reddede li-vet ved nogles barmhjertighed.

DEL I – KAPITEL 54: ANSET MAND OG MÆNGDE

T 1 (Kap. 53, T 2). Bemærkning (2). En ophid-set mængde kan blive beroliget af den ærefrygt, den nærer for en anset mand, som går imod den.

T 2 Citat fra Vergil.T 3 Den der står i spidsen for en hær, eller

er i en by hvor der er ved at blive oprør,

skal optræde så værdigt og imponerende som han kan, og vise sine ordner. (”Maje-stæt”).

T 4 Ex. Firenze. To partier. En biskop iførte sig sine prægtige klæder, mødte de op-hidsede, og beroligede dem.

T 5 (Gentagelse).T 6 Om Veji (I 53, T 1): Folket tog fejl.

DEL I – KAPITEL 55: FRIHED, LIGHED OG ÆRLIGHED

T 1 Ex. Camillus. Løfte om at en del af byttet fra Veji skulle gives til Apollo. (III 29, T 6).

T 2 Senatet havde tillid til folkets retskaffen-hed.

T 3 Og folket ville ikke søge at undgå kravet.T 4 Dette og andre tilfælde viser, hvor meget

retskaffenhed og fromhed der var i det romerske folk.

T 5 Hvor denne retskaffenhed ikke findes, kan man ikke vente noget godt.

T 6 Og ikke i de nuværende fordærvede lande, særligt Italien. Også i Frankrig og Spanien,

T 7 men dér har de en konge. (T 17).T 8 I Tyskland er der retskaffenhed, derfor er

der også frie byer.

Bog: Del I, kap. 53 Bog: Del I, kap. 54

200

T 9 Ex. Tyskland. Betale skat (”Selvangive”).T 10 Denne ærlighed i Tyskland er beun-

dringsværdig.T 11 Der er to grunde til den. (1) Ikke megen

forbindelse til nabofolk.T 12 (2). Der var ingen adel.T 13 Frie byer holder strengt på lighed.T 14 Hvad ordet Adel betyder. (1) At de ikke

arbejder. (2) Har borge.T 15 Ex. Kongeriget Neapel (Napoli). Kirkesta-

ten. Romagna. Lombardiet.T 16 Sådanne mennesker (T 14) er fjender af en

borgerlig forfatning, så der kan ikke ind-føres republik.

T 17 Skulle et sådant land have en ordentlig statsforfatning, måtte der indføres mo-narki.

T 18 Kun en konge med uindskrænket magt kan modvirke de herskendes magtsyge og fordærvelse.

T 19 Ex. Toscana. Her er ingen borgherrer, og kun få adelige. Der hersker så stor lighed, at man kunne indføre politisk frihed.

T 20 Konklusion. (1) Hvis man vil indføre re-publik i et land, hvor der er mange ade-lige, skal man først udrydde dem (!)

T 21 (2) Hvis man vil indføre kongerige eller fyrstendømme i et land hvor der hersker stor lighed, skal man udvælge mange ærgerrige folk og gøre dem til adel, give dem borge osv. (Ironi).

T 22 Kongen kan så basere sin magt på dem.T 23 Hvis der således er indført det rigtige for-

hold mellem hersker og de undertrykte, så er der ro. (Mekanisk synspunkt: Lige-vægt. Balance).

T 24 Men det er meget vanskeligt at finde den egnede.

T 25 Ex. Venedig. Synes at vise det modsatte. Men:

T 26 Ex. Venedig. Man kalder det Adel. Men det er ikke jordejere, de driver handel (I 6, T 4, 5). Ordet Adelsmand er en titel (Ord og genstand).

T 27 (Gentagelse).

Bog: Del I, kap. 55 Bog: Del I, kap. 55

201

DEL I – KAPITEL 56: OM VARSLER

T 1 Der sker ikke noget stort i en by eller et land, som ikke er forudsagt ved tegn fra himlen.

T 2 Ex. Toscana. Savonarola. Lynnedslag.T 3 Citat fra Livius. En overmenneskelig

stemme: Gallerne kommer.T 4 Man burde undersøge disse tilfælde.T 5 Det står fast, at det virkelig er sådan, og at

der efter sådanne fænomener sker noget nyt og usædvanligt. (MCV’s mening).

DEL I – KAPITEL 57: MÆNGDEN OG DEN ENKELTE

T 1 Ex. Rom. Befaling om ikke at rejse til Veji blev først afvist, senere fulgt, af folket. (I 53).

T 2 Citat fra Livius. Fra en gruppe, der var modig, blev det til enkeltpersoner, som adlød af frygt. (Mange – En).

T 3 Dette viser, hvordan mængdens natur er.T 4 Det betyder ikke noget, hvad folket si-

ger om sin vilje, om det er for eller imod. Hvis man vil gennemføre en sag, og det er for, er det godt. Hvis det er imod, må man sikre sig mod optøjer.

T 5 Men dette gælder ikke misstemninger i folket, som skyldes tab af frihed, eller tab af en afholdt og endnu levende fyrste, for dette er virkeligt alvorligt.

T 6 De andre er uvæsentlige, så længe folket ikke har en leder.

T 7 Der er ikke noget frygteligere end en løs mængde uden hoved, men heller ikke no-get svagere.

T 8 Man skal blot have et skjulested ved det første angreb, så falder de til ro.

T 9 Så er den enkelte optaget af sin egen sik-kerhed.

T 10 Vil den ophidsede mængde undgå farer-ne, skal den hurtigt vælge en leder.

T 11 Ex. Rom efter Verginia (I 40, T 14). Folket valgte 20 Tribuner.

T 12 (Gentagelse). Livius, se T 2.

DEL I – KAPITEL 58: FOLK OG FYRSTE OM LOVE

T 1 Livius og andre historikere siger, at intet er mere forfængeligt og ubestandigt end mængden.

T 2 Man kan ofte læse om en mand, at mæng-den har dømt ham til døden – men at den senere begræder det.

Bog: Del I, kap. 56 Bog: Del I, kap. 57

202

T 3 Ex. Manlius Capitolinus. Citat fra Livius om det. – Og: T 12

T 4 Citat fra Livius om Hieronymus død: Det er mængdens natur – den tjener slavisk – eller hersker overmodigt.

T 5 Jeg vil påtager mig en svær opgave: at hævde det modsatte. (T 17 flg.)

T 6 Jeg vil forsvare begrundede meninger, uanset autoriteter.

T 7 Jeg siger: den fejl som man tillægger mængden, findes hos alle andre, særligt hos fyrster.

T 8 Enhver som ikke er begrænset af love, vil gøre en sådan fejl.

T 9 Der har været mange fyrster, men få gode og kloge.

T 10 Jeg taler om fyrster, som er i stand til at sprænge deres bånd. – Det gælder ikke konger i Egypten, Sparta, og de nuvæ-rende i Frankrig.

T 11 Konger, som er begrænset af love (forfat-ning) ligner en mængde, der er begræn-set af love. (Dist. Natur–Samfund, se T 21)

T 12 Ex. Rom. Holdning til Manlius. Man længtes efter ham, da han var død.

T 13 Alle forfattere er enige om, at man skal rose dyden, også hos sine fjender.

T 14 Selv kloge fyrster kan lade et menneske henrette, og bagefter savne det. Ex. Ale-xander. Herodes.

T 15 Der er forskel på en mængde der er styret af love, som den romerske, og en rasende og tøjlesløs, som i Syrakus.

T 16 Man kan ikke anklage mængdens natur mere end fyrsternes, for begge vil synde, hvis de kan gøre det ustraffet. Der er mange flere eksempler blandt romerske kejsere og andre tyranner og fyrster.

T 17 Jeg vil derfor modsige den almindelige mening.

T 18 Hvis nogen vil beskylde folk og fyrste for den samme fejl, kan han have ret. Men hvis han undtager fyrsten, tager han fejl.

T 19 For et herskende folk med god forfatning vil altid være så god som en fyrste, ja mere.

T 20 En fyrste, som ikke er bundet af love, er værre end et folk.

T 21 Forskellen i deres optræden skyldes ikke deres natur, for den er den samme hos alle, men den skyldes graden af frygt for lovene.

T 22 Ex. Det romerske folk. Angående Scipio, utaknemlighed mod (I 29, T 22).

Bog: Del I, kap. 58 Bog: Del I, kap. 58

203

T 23 Jeg mener, at folket er klogere, og mere stabilt end en fyrste, og bedømmer rigti-gere.

T 24 Den offentlige mening ser vidunderligt rigtigt.

T 25 Den kan tage fejl, men det kan fyrsterne også.

T 26 Ved besættelse af embeder træffer folket et bedre valg end fyrsten.

T 27 Ex. Rom.T 28 De stater, hvor folket hersker, vokser mere.T 29 Det viser, at folkene regerer bedre end

fyrsterne.T 30 Fyrsterne er bedre til at udstede love, fol-

kene til at efterleve dem.T 31 Konklusion. Både monarkier og republik-

ker må styres af love.T 32 Hvis man sammenligner en fyrste og et

folk, som begge er bundet af love, så er der bedre moral hos folket.

T 33 Hvis man sammenligner dem uden love, så er der færre fejl hos folket.

T 34 Man kan tale et oprørsk folk til fornuft, det kan man ikke med en fyrste. Sam-menlign med sygdom: Folket kan helbre-des med ord. Til fyrsten kræves: Jern (!)

T 35 Et folk, som ikke er under kontrol, kan lave dumheder. Det er ikke så slemt, men det kan føre til tyranni.

T 36 Ved dårlige fyrster er det omvendt. Det er slemt lige nu. Man håber, det bliver bedre i fremtiden.

T 37 Forskellen her er mellem noget virkeligt, og noget muligt. (Mulig – Virkelig).

T 38 Grusomhed hos mængden, og hos fyr-sten, skyldes frygt for modparten.

T 39 Den dårlige mening om folket skyldes, at man altid kan tale ondt om det. Men man skal være meget forsigtig med at tale om fyrsten.

T 40 (se næste kapitel).

DEL I – KAPITEL 59:OM FORBUND OG AFTALER.

REPUBLIK ELLER FYRSTET 1 Fyrster (A 1) og republikker (A 2) slutter

forbund og venskaber.T 2 Hvem kan man stole mest på? Republik

eller fyrste. Både ens og forskellig.T 3 Aftaler, som er aftvunget (B 1), vil ingen

af dem overholde. (III 42)T 4 Hvis de frygter for at miste staten, vil

begge bryde deres ord. Ex. Demetrios,

Bog: Del I, kap. 58 Bog: Del I, kap. 59

204

konge af Makedonien (til Athen, Repu-blik). Ex. Pompejus (til Egypten, Fyrste, blev myrdet)

T 5 I disse to tilfælde var årsagen den samme: en statsleder fordrevet. Men republik ken (Athen) var mere menneskelig end fyr-sten (Ptolemæus).

T 6 Hvor der hersker frygt, finder man sam-me troskab.

T 7 En republik eller fyrste kan udsætte sig for undergang, fordi de vil overholde tro-skab, og dette kan være af lignende grun-de.

T 8 En fyrste, N, kan være i forbund med en stærk fyrste P, som ganske vist i øjeblik-ket ikke kan beskytte ham,

T 9 men N kan håbe på, at P med tiden kan gengive ham hans fyrstendømme.

T 10 Eller N tror, at da han altid har stået på P.s side, vil han ikke møde tillid og sam-arbejde hos P.s fjender (Tredjepart) (”Tro-skab og Beregning”).

T 11 Fare ved at tage parti, stifte forbund med fremmede. Ex. Baroner i Napoli (1494). – Ex. Republik Sagunt i Spanien (Nord for Valencia). – Firenze 1512. (De valgte for-kert).

T 12 Jeg tror, at i tilfælde af fare, finder man mere stabilitet i republikkerne.

T 13 Og da de arbejder langsomt, er det svært at bryde troskaben.

T 14 Forbund kan opløses, fordi det er nyttigt.T 15 Her holder republikker deres aftaler me-

get længere end fyrsterne.T 16 Ex. Themistokles. Athen. Flåde. Republik-

ken forkastede en plan, fordi den var ære-løs.

T 17 Men Filip af Makedonien og andre fyr-ster brød deres løfte, når de havde fordel af det.

T 18 Jeg taler ikke om aftaler, som ikke bliver overholdt, fordi modparten misligholder den, det er almindeligt. Jeg taler kun om løftebrud af usædvanlige grunde.

T 19 Og her kan man stole mere på folket, end på fyrsterne.

DEL I – KAPITEL 60: OM ALDER I ROM

T 1 Den Romerske republik gav Konsulstil-lingen til folk uanset alder.

T 2 Man så på mandens dygtighed.T 3 Ex. Valerius Corvinus, som blev konsul

da han var 23 år.

Bog: Del I, kap. 59 Bog: Del I, kap. 59

205

T 4 Hvad fødsel angik, så man om nødven-digt bort fra det.

T 5 Man skal belønne folk som gør noget, og det er farligt at fratage folk håbet om løn.

T 6 Hvis man vil udrette det samme som Rom gjorde, skal man ikke lade alder være afgørende.

T 7 Hvis en ung mand har vist stor dygtig-hed, er det til stor skade for staten, at den venter med at udnævne ham, til han er gammel og udbrændt.

DEL I SLUT

Bog: Del I, kap. 60

206

DEL II – FORORD FORTID OG NUTID

T 1 Folk roser altid fortiden.T 2 Det gælder også deres egen ungdom.T 3 Jeg mener, denne opfattelse er forkert.

Der er flere grunde til den.T 4 (1) Man omtaler helst det gode ved forti-

den.T 5 (2) Had opstår af frygt og misundelse, og

det falder væk ved fortiden.T 6 Når man ser på det nuværende, ser man

også det dårlige.T 7 Undtagelse: Kunst. Her er ingen ændring

i vurdering.T 8 Jeg taler derfor kun om menneskenes liv

og skikke.T 9 Man vurderer, og det behøver ikke at

være forkert.T 10 Menneskelige forhold er i stadig bevæ-

gelse, og stiger eller falder.T 11 Hvis man lever i en fremgangstid, er vur-

dering (1) forkert (T 4).T 12 Hvis man lever i en forfaldstid, er vurde-

ring (1) rigtig T 13 Jeg mener, at verden altid har været den

samme.T 14 Ganske vist kan riger opstå og forgå,

T 15 men det betyder, at kraften flyttes fra land til land. Ex. Assyrien. Medien. Persien. Rom.

T 16 Romerriget fik ingen varig efterfølger.T 17 Men dets kraft blev fordelt på adskillige

riger (opremsning).T 18 Kraften består endnu.T 19 Vurderingen afhænger af, hvor man er

født. (Relativisme)T 20 I Grækenland og Italien kan man klage

sig, navnlig over dommere og ledere.

* * *

T 21 (Tilbage til T 2). Ældre mennesker burde kunne vurdere deres egen ungdomstid.

T 22 Men det er et problem, at de har forandret sig siden da.

T 23 I stedet for at bebrejde sig selv, klager de over ”tiderne”.

T 24 Og da de menneskelige begær er umæt-telige, og ikke bliver opfyldt, så er man utilfreds. (”Slutning”)

T 25 Måske vil man mene, at jeg tager fejl, når jeg roser Romertiden meget, og kritiserer vor tid.

Bog: Del II, FORORD Bog: Del II, FORORD

207

T 26 Men jeg mener, det er helt klart. Derfor vil jeg dristigt og åbent fremsætte min mening,

T 27 for at mine unge læsere kan lære af forti-den.

T 28 Det er et menneskes pligt at lære andre det gode, som han selv ikke kan udføre.

T 29 Det kan være, at der blandt de egnede er en, som himlen holder mere af, og som derfor kan udføre det.

T 30 (Disposition). ”Bog 1” var om indre for-hold i den romerske republik. I denne ”Bog” vil jeg tale om, hvad det romerske folk gjorde for at udvide sit herredømme.

DEL II – KAPITEL 1: ROMERRIGET.

TAPPERHED ELLER LYKKET 1 Mange har ment, at Romernes erobringer

mere skyldtes lykke (held) end tapper-hed. Ex. Plutarch. Livius. – # 65

T 2 Jeg mener, det er helt fejlagtigt.T 3 Det var hærenes tapperhed, som skaffede

herredømmet, og de første lovgivere, der opfandt en metode, så de kunne bevare det.

T 4 Forfatterne mener, det var lykken der gjorde, at Romerne ikke var indviklet i to krige samtidig. Ex. Samniter, Latiner, Etrusker.

T 5 Hvis to af disse magter havde forenet sig mod den romerske republik, var den nok gået til grunde.

T 6 Hvad det end skyldes, så skulle Rom ikke føre to vigtige krige samtidig. Den ene fulgte efter den anden. (Lang række ek-sempler). (Erfaring)

T 7 Ser man på disse krige vil man stadig se, at lykken virker sammen med usædvan-lig tapperhed og klogskab.

T 8 Og man kan let finde årsagen til lykke.T 9 Når en fyrste eller et folk er blevet så an-

set, vil naboerne ikke angribe.T 10 Dette mægtige folk kan vælge, hvem det

vil føre krig med, mens det beroliger de andre med forhandlinger.

T 11 Magter, som er længere væk, betragter det som uvedkommende, indtil det kom-mer nærmere, og de ikke kan klare sig.

T 12 Ex. Karthago var blevet mægtig, ville gerne være ven med Rom.

T 13 Roms fjender ventede på, at Rom ville blive slået af andre.

Bog: Del II, FORORD Bog: Del II, kap. 1

208

T 14 (Konklusion). Jeg tror derfor, at alle der gør som Rom, og er lige så tapre, vil have den samme lykke.

* * *

T 15 Lad os se på, hvordan Romerne trængte ind i andre lande.

T 16 De søgte altid en forbundsfælle i det nye land, som kunne hjælpe dem med at trænge ind, og derefter med at bevare det.

T 17 Ex. Flere områder.T 18 Folk, som gør sådan, har mindre brug for

lykke, end andre, der ikke gør det. Jeg vil nu vise, at tapperhed spillede en større rolle end lykke, ved erobringen af deres rige.

T 19 Disposition. Roms kamp med naboer.

DEL II – KAPITEL 2: OM FRIHED, TYRANNER,

RELIGION, FRIHED.T 1 Romerne måtte kæmpe hårdt for at over-

vinde nabofolkene, p. gr. af deres store frihedstrang.

T 2 Man ser også af historien, hvor meget byer og folkeslag har lidt ved at være un-dertrykt.

T 3 Frie lande før og nu.T 4 Ex. Etrurien. Had til fyrster.T 5 Det er let at se grunden til frihedstrang.

Erfaringen viser, at kun frie stater bliver større og rigere. Ex. Athen. Rom.

T 6 Det er ikke den enkeltes vel, men det he-les vel, som gør en stat stor. Kun i repu-blikker bliver der sørget for almenvellet. Ganske vist er der så enkelte der lider. (Mange – få)

T 7 Det er modsat ved fyrster. Hvad der gav-ner ham, skader staten. Hvis friheden i en stat bliver afløst af tyranni, vil det gå tilbage.

T 8 Der kan komme en tapper mand, som udvider staten, men det er ham der har fordel af det. Som tyran kan han ikke be-lønne de gode borgere, for så må han leve i stadig mistro til dem.

T 9 Han er ikke tjent med at erobrede byer vokser. Han må opsplitte staten. (Del og hersk. Bevingede Ord).

T 10 Oldtiden hadede tyranner. Ex. Syrakus.

Bog: Del II, kap. 1 Bog: Del II, kap. 2

209

T 11 Man tog hævn over dem som røvede fri-heden. Ex. Korkyra (Korfu). Spaltet i par-tier. Adelen blev indespærret. Folket rev taget ned.

T 12 Røveri af frihed bliver hævnet mere blo-digt end forsøget på at røve den. (Hen-sigt–Handling)

T 13 Jeg tænker på, hvorfor Oldtidens folk havde mere frihedskærlighed, end vi har, og jeg tror, det skyldes forskellen i opdra-gelse, som skyldes forskellen i religion.

* * *

T 14 Vor (kristne) religion har vist os sandhe-den og den sande vej (ironi), men derved vurderes jordisk ære mindre.

T 15 Hedningene satte æren højest, og derfor var de mere modige.

T 16 Man kan sammenligne ofringer. Deres pragt, vor beskedenhed.

T 17 Den gamle religion priste mennesker med jordisk berømmelse (denne verden, ctr. det hinsidige).

T 18 Vor religion priser de ydmyge og tænk-somme mennesker mere, end de hand-

lekraftige. Afsavn, lidelser. (II 14, Beske-denhed)

T 19 Denne levemåde har gjort verden svag.T 20 Forbrydere kan herske over den, for de

ser at flertallet gerne vil lide.T 21 Skaden kommer fra dem, som mener at

vor religion opfordrer til lediggang, i ste-det for til handlekraft.

T 22 Men religion tillader også kamp for fæd-relandet.

T 23 Vor opdragelse, og en fejlagtig opfattelse af religion, er skyld i, at der nu ikke er så mange republikker, og ikke er så meget frihedskærlighed.

T 24 Men det skyldes også, at Rom har ødelagt alle republikker.

T 25 Da Romerriget blev opløst, kunne byerne ikke finde sammen, og ikke skaffe sig frie forfatninger.

* * *

T 26 (Tilbage til T 1 og T 5) Romerne fandt overalt velbevæbnede republikker, som forsvarede deres frihed hårdnakket.

Bog: Del II, kap. 2 Bog: Del II, kap. 2

210

T 27 Ex. Samniterne. Gjorde modstand i 46 år. Nu er det lagt øde, dengang herskede or-den og kraft, fordi der var frihed.

T 28 Frie byer og lande gør de største frem-skridt. Om betydning af frihed. Frihed fører til fremgang på alle områder. Flere børn. (”Det gode samfund”).

T 29 Det modsatte kommer i lande med un-dertrykkelse.

T 30 Den hårdeste undertrykkelse er: under-kastelse under en republik, fordi (1) den varer længere, (2) en fyrste forholder sig anderledes.

T 31 En god fyrste glæder sig over sine byers tilstand. Ganske vist kan de ikke vokse, men de bliver ikke ødelagt, som byer der lever i trældom.

T 32 Med trældom mener jeg: at blive under-trykt af fremmede.

T 33 Ex. Samniter, kamp om Nola (lidt øst for Napoli). Livius om Hannibal. Før var Samniterne stærke, nu svage.

DEL II – KAPITEL 3: BEFOLKNINGSTAL

T 1 Vil man gøre en by til et stort rige, skal man forøge dens indbyggertal.

T 2 Det kan ske (1) Med godhed. At man la-der de fremmede slå sig ned, og giver dem sikkerhed.

T 3 Eller (2) Med magt. Man ødelægger nabo-byer, og flytter indbyggerne til sin egen by.

T 4 Ex. Rom. Fik mange soldater.T 5 Sammenligning af Rom med en god gart-

ner. Kraft.T 6 Ex. Sparta, Athen – voksede ikke som

Rom.T 7 Det kan ikke skyldes Roms beliggenhed,

men dets handlinger.T 8 Ex. Sparta. Lykurg: Ville undgå al forbin-

delse med fremmede. Forbud mod ind-vandring. Indførte lædermønter, for at hindre handel. (Kommentar i den tyske udgave siger det modsatte: tunge jern-penge, som måtte køres på oksekærre).

T 9 Vi efterligner naturen (T 5). Træets stam-me og grene.

T 10 Ex. Sparta. Stammen var ikke stærk nok. Modsat: Rom.

Bog: Del II, kap. 2 Bog: Del II, kap. 3

211

DEL II – KAPITEL 4: REPUBLIKKER VOKSER PÅ TRE MÅDERT 1 Man ser af historien, at der var tre måder

republikker kunne vokse på.T 2 Metode (A 1) Etruskerne. Flere republik-

ker sluttede sig sammen, med samme ret-tigheder. Byforbund, T 15.

T 3 Før Romerriget var Etruskerne den stør-ste magt i Italien.

T 4 En koloni HATRIA gav navn til Adriater-havet (ved Po floden).

T 5 Før Romerne kom, var Gallerne her, op-byggede et rige.

T 6 Etruskernes rige. Bynavne.T 7 Metode (A 2). Man erhverver forbunds-

fæller, men har regeringsmagten, og ho-vedstaden. Det var Romernes metode.

T 8 Metode (A 3). Man har kun undersåtter. Ex. Sparta, Athen. Den er værdiløs. De kunne ikke bevare det erobrede.

T 9 Metode (A 2). Rom er forbilledet. Det fik forbundsfæller i hele Italien, men beva-rede regeringsmagten. (T 16)

T 10 Da Romerne gik ud over Italiens grænser, blev de erobrede kongeriger omdannet til kolonier. For beboerne betød det blot nye

herskere, så de gjorde ikke modstand. Det styrkede Rom. (II 7).

T 11 De tilbageværende forbundsfæller blev nedkæmpet, og blev til undersåtter. (Di-stinktion).

T 12 Metode (A 1) Forbund. Er den næstbedste, efter Romernes metode (A 2). Man breder sig ikke ud. Fordel (B 1): Bliver ikke ind-draget i krige. – Fordel (B 2). Fastholder det erobrede. Andre fordele – antal.

T 13 Hvis de er nok til at forsvare sig, kan de (C 1) hjælpe andre, og få penge for det. –

(C 2) Og de kan være lejesoldater for an-dre.

T 14 Ex. Livius fortæller, at Ætolier kæmpede på begge sider.

T 15 Dette om byforbund (A 1). Ikke det bedste. T 16 Romerne valgte den rigtige vej (A 2),

skønt de ikke havde noget forbillede.T 17 At man nu (i Italien) forkaster viden fra

Romertiden fører til, at landet bliver bytte for fremmede.

T 18 Vil man ikke efterligne Romerne, så kun-ne man se på Etruskerne. De kunne ikke skabe et stort rige, men var fremragende på mange måder.

Bog: Del II, kap. 4 Bog: Del II, kap. 4

212

T 19 De blev bekæmpet af Gallerne, derefter ødelagt af Romerne, så der 2000 år efter næppe er nogen erindring om dem. (II 5, T 15).

DEL II – KAPITEL 5:

HVORFOR GLEMMES TIDLIGERE RIGER?T 1 Viden om fortiden forsvinder. Årsager:

(A 1). Mennesket. (A 2). Naturen T 2 (A 1). Fra mennesket. Når der opstår en

ny religion, er dens første opgave: at ud-rydde den foregående.

T 3 Det bliver let hvis man har et andet sprog.T 4 Ex. Kristendommen udryddede heden-

skabet. Det lykkedes ikke at udslette erin-dringen om store mænd i Romertiden.

T 5 Det skyldes, at den nye religion var af-hængig af det latinske sprog.

T 6 Den kristne kirke forfulgte og ødelagde alt det gamle.

T 7 Antagelig har den hedenske religion gjort det samme overfor sine forgængere.

T 8 I løbet af 5-6000 år er religionerne skiftet 2-3 gange. Og hvis enkelte spor er tilbage, vil ingen tro på dem.

T 9 (A 2). Årsager fra himlen. Naturfænome-ner: pest, hungersnød.

T 10 Og vigtigst: oversvømmelser. De overle-vende er bjergboere (!), dvs. uvidende.

T 11 Og hvis en ved noget, vil han ikke for-tælle det.

T 12 At disse naturfænomener er foregået kan man se af (B 1) Historiebøger. (B 2) Virk-ning: glemsel. (B 3) Det virker sandsyn-ligt (!).

T 13 I naturen er der enkle dannelser, som kan rense sig selv.

T 14 Således foregår det også ved sammensat-te legemer i menneskeheden (samfund). Hvis alle lande er så overbefolket, at de ikke længere kan ernære sig, og de ikke kan hjælpe sig gennem udvandring, fordi alle egne på jorden er helt optaget, og når menneskelig ondskab har nået toppen (?), så må verden nødvendigvis rense sig på en af de tre måder (T 9 og 10), for at men-neskene, når de er smeltet sammen, og tugtet (?), igen kan leve bekvemt, og blive bedre (?).

T 15 Ex. Således var Etrurien engang en mæg-tig stat. Men nu er alt ødelagt. (II 4, T 19). (Se også: Syst. Del, # 57, Slut: ”Uklart”).

Bog: Del II, kap. 4 Bog: Del II, kap. 5

213

DEL II – KAPITEL 6: ROMERNES KRIGSFØRELSE

T 1 Også på dette punkt afveg Romerne fra skik og brug, så de kunne nå op til det ypperste.

T 2 Når man fører krig, vil man erobre, og beholde det erobrede.

T 3 Og det skal gøres så billigt som muligt (jvf. Del II, kapitel 10, Krig og penge).

T 4 For at opnå det skal man gøre som Ro-merne: kortvarigt, og kraftigt.

T 5 Fra Roms grundlæggelse til Veji: krige varede fra 6 til 20 dage.

T 6 Erobrede områder blev gjort til kolonier. (II 7).

T 7 Disse virkede som beskyttelse af græn-ser. Det var effektivt.

T 8 Ved belejringen af Veji (Etrurien ) ændre-des dette. (Erobret 396 f. Kr. af Camillus. 15 km nordvest for Rom). Da krigen va-rede længere, indførte man sold.

T 9 Man holdt fast ved at gøre krigene kort-varige. Det skyldtes også, at konsulernes embedstid kun var to år.

T 10 Man fortsatte med kolonier.T 11 Derimod fik soldaterne ikke så meget

bytte, det skulle i statskassen.

T 12 Når konsulen efter sejren havde triumf-tog, skulle han kunne forevise et stort bytte.

T 13 Rom blev stadig mægtigere, og rigere.

DEL II – KAPITEL 7: KOLONISTERNE FIK JORD

T 1 Hvor meget jord kolonisterne fik er svært at afgøre. Jeg tror det afhang af egnen.

T 2 Men jeg mener, de var tilbageholdende. (1). For at man kunne sende flere menne-sker derhen.

T 3 Og (2). For at de ikke skulle have det bed-re end folk hjemme.

T 4 Ex. Livius nævner en koloni ved Veji.T 5 Og man mente, at det vigtigste var ikke

størrelsen, men hvordan jorden blev ud-nyttet.

T 6 Kolonier skal også have fælles områder til græsning, og skove til brændehugst.

DEL II – KAPITEL 8: FOLKEVANDRING

T 1 Der findes to slags krige. (A 1) Skyldes fyrsters og republikkers trang til at her-ske. Ex.

Bog: Del II, kap. 6 Bog: Del II, kap. 6

214

T 2 Disse krige er farlige, men fordriver ikke befolkningen.

T 3 Og (A 2) Et helt folk, tvunget af sult el-ler krig, bryder op med hustruer og børn, for at finde et nyt land, og de fordriver de nuværende indbyggere.

T 4 Dette (A 2) er de grusomste krige. Ex. Sallust om Jugurtha, fyrste af Numidien (Algier), 160-104 f. Kr. – Ex. Gallernes ind-trængen i Italien. En eksistenskamp.

T 5 En fyrste eller republik, som angriber et land, nøjes med at udrydde de regerende. Men sådanne folk (A 2) må udrydde alle, fordi de skal leve af det, de andre levede af.

T 6 Rom førte tre farlige krige, om eksistens. (E 1) mod Gallere, som havde fordrevet Etruskere.

T 7 Livius anfører to grunde. (L 1): Gallerne blev lokket af vellevnet.

T 8 (L 2) Befolkningen i Italien var vokset. Nogle skulle udvandre. Bellovesus, og Si-covesus. Første krig mod Gallerne.

T 9 (E 2) Anden krig mod Gallerne. – (E 3). Krig mod Kimbrer, Teutoner.

T 10 Da den romerske tapperhed svandt, og ”våbnene mistede deres kraft”, kunne an-dre folkeslag ødelægge det romerske rige.

T 11 Om krig (A 2) (T 3). Et folk trænger ind i et fremmed land, dræber indbyggerne, grundlægger et rige, og giver det et nyt navn. Ex. på nye navne.

T 12 Ex. på et folk: Maurusier (Maurere). Drog fra Syrien til Afrika.

T 13 Hvis det ikke er et talrigt folk, må de klare sig med list, og søge at få venner. Flere Ex.

T 14 Næsten alle folk kommer fra Skythernes land (Krim), som er kolde og fattige egne.

T 15 Nu er der i 500 år (1000 til 1500!) ikke kom-met nogen derfra, det har flere grunde.

T 16 (1) De blev tømt, da mere end 30 folkeslag udvandrede ved det romerske riges sam-menbrud.

T 17 (2) Tyskland og Ungarn er nu godt ud-bygget.

T 18 (3) Disse krigsdygtige folk er et bolværk mod Skytherne.

T 19 Der kan ske noget med Tatarerne, men det bliver standset af Ungarn og Polen.

T 20 Disse folk roser sig af, at Italien og Kirken uden dem ville have lidt under Tatarerne. (Kirkestaten, og de andre småstater).

Bog: Del II, kap. 8 Bog: Del II, kap. 8

215

DEL II – KAPITEL 9: ÅRSAG TIL KRIG (Strategi)

T 1 Krig mellem stater opstår enten: (1) Ved tilfælde, eller: (2) Hvis den ene part øn-sker det (T 4).

T 2 Ex. Romere, Samniter, Sidiciner, Campa-ner (1). Ved tilfælde. Rom kom mod sit ønske i krig med Samniterne, for ærens skyld. Roms mål var: herredømme og be-rømmelse, ikke ro (fred).

T 3 Den første puniske krig var også (1) ved tilfælde.

T 4 Den anden puniske krig var (2) ikke til-fældig. Hannibal angreb i Spanien, for at tvinge Romerne i krig.

T 5 Denne metode til at starte en krig har al-tid været brugt.

T 6 Hvis jeg vil begynde krig mod en fyrste (A), som jeg længe har haft aftaler med, så vil jeg ikke angribe ham. Men jeg vil angribe en af hans venner (B), med et på-skud (Tredjepart).

T 7 Når jeg angriber vennen (B), ved jeg at fyrsten (A) enten bliver ophidset, og så er mit mål opnået: at få krig med ham.

T 8 Eller (A) bliver ikke ophidset, og lader (B) i stikken, og det viser hans svaghed eller

troløshed. Dette vil ødelægge hans (A.s) anseelse, og fremme mine planer.

T 9 Den nævnte underkastelse (T 2, Campa-ner under Rom) siger noget om hvordan en krig kan begynde.

T 10 Den viser også, hvilke midler en by har, når den ikke selv kan forsvare sig, men gerne vil afværge angreb.

T 11 Det består i frivillig underkastelse under en magt, som man vælger til at være be-skytter. (I 59).

T 12 Ex. Campanere, underkastede sig Rom (T 2). – Ex. Florentinere, under kongen af Neapel, ikke som forbundsfælle, men som undersåtter. (II 11).

DEL II – KAPITEL 10: KRIG OG PENGE (II 30)

T 1 Enhver kan begynde en krig, men ikke afslutte den.

T 2 En fyrste, som vil i krig, må først måle sine kræfter, og handle derefter.

T 3 Han må passe på ikke at fejlvurdere sine kræfter, og dette gør han, hvis han går ud fra sin pengebeholdning, landets be-liggenhed, undersåtternes hengivenhed, men ikke selv har en krigsmagt.

Bog: Del II, kap. 9 Bog: Del II, kap. 9

216

T 4 Og penge er ikke et forsvar, de bevirker blot at du hurtigt bliver plyndret. Det gamle ord: ”Penge er krigens nerve” gæl-der ikke. Sagt af Q. Curtius (Romersk hi-storiker, 1. Årh. e. Kr.). – T 9

T 5 Ex. på at det ikke passer.T 6 Alle disse blev besejret af dem, som men-

te at gode soldater er ”krigens nerve”.T 7 Ex. Kong Krøsos og Solon. Solon sagde:

krig bliver ført med jern, ikke guld.T 8 Ex. Gallere overfor kongen af Makedo-

nien. – Ex. Venedig.T 9 Jeg siger derfor: Ikke penge, men gode

soldater er ”krigens nerve” (T 4)T 10 Hvis romerne havde ført krig med penge

(Kontrafaktisk)T 11 Hvis en hær har valget mellem sultedød

og kamp, vælger den kampen. (Krigslyk-ke)

T 12 Hvis en hærfører ser, at fjenden vil få for-stærkning, kan han tage kampen først, i en stærkere stilling (Præventivt).

T 13 Ex. Hasdrubal (broder til Hannibal). Hvis en feltherre har valget mellem flugt eller kamp, vælger han kampen, for da kan han håbe på sejr.

T 14 (Gentagelser om) Krig og penge. Solda-terne kan skaffe penge.

T 15 Ex. Athen over for Sparta. Soldater over-for penge.

T 16 Citat fra Livius (kontrafaktisk). Om Ale-xander og Romerne.

T 17 Ex. Campanerne må have bedømt deres magt ud fra penge, for de led to store ne-derlag. (Ironi).

DEL II – KAPITEL 11: FYRSTERS FORSVAR FOR ANDRE

T 1 Citat fra Livius. Sidiciner og Campaner (II 9). Campanerne medbragte navnet, men ikke virkelig magt. (Ord og Genstand).

T 2 Forbund med fyrster som ikke kan hjælpe, på grund af afstand eller af andre grunde, er mere forbund af navn, end af gavn.

T 3 Ex. Firenze 1479. Kejser Maximilian.T 4 Campanernes fejl: overvurderede deres

kræfter.T 5 Mennesker er ofte så ubetænksomme, at

de påtager sig at forsvare andre, skønt de ikke har kræfter og forstand til at beskyt-te sig selv.

Bog: Del II, kap. 10 Bog: Del II, kap. 10

217

T 6 Ex. Tarantinerne (Syditalien, Taranto) tru-ede Romerne. Men konsulen lo ad dem. (320 f. Kr.) (Ord og Handling).

T 7 (Diposition).

DEL II – KAPITEL 12: OM EGET FORSVAR

T 1 Diskussion. Hvis en nabo erklærer krig, skal man (A 1) Vente på fjenden i sit eget land? Eller (A 2) Skal man føre krigen ind i fjendens land? (Passiv – Aktiv). (I 33).

T 2 (A 2) Ex. Krøsus, Kyros, dronning Tamy-ris.

T 3 (A 2) Ex. Hannibal anbefalede kong Antiochos (Syrien) at føre krigen ind i Ita-lien. Se T 16.

T 4 Ex. Agathokles (Syrakus). – Scipio, angreb Afrika.

T 5 Tilhængere af opfattelse (A 1) (T 1). Ex. Athenere, blive i hjemland, eller Sicilien. – Ex. Antæos, konge af Libyen, overfor Herakles, Egyptisk.

T 6 Ex. Kong Ferdinand af Neapel, og hans søn Alfonso. (1494).

T 7 Flere grunde for de to opfattelser. (A 2). Angriberen kommer med mere mod end forsvareren.

T 8 Angriberen kan plyndre befolkningen (A 2).

T 9 Når soldaterne er i fjendeland, er de tvun-get til at kæmpe (A 2).

T 10 Argumenter for opfattelse A 1: Afvente i eget land. Koncentrere kræfterne.

T 11 Man bruger hele sin magt, men sætter ikke hele sin lykke på spil.

* * *

T 12 Forfatterens mening. Enten har jeg (B 1) et bevæbnet land, som Romerne og Schwei-zerne. (T 15).

T 13 Eller jeg har (B 2) et ubevæbnet land, som Karthagerne, kongen af Frankrig, og Ita-lienerne. I dette tilfælde skal jeg holde fjenden væk fra mig (A 2). Min kraft er i penge, ikke i mennesker.

T 14 Ex. (B 2). Karthagerne. Florentinerne.T 15 Men er det (B 1) bevæbnede riger, som

før i tiden Rom, og nu Schweiz: de bliver stærkere, jo nærmere fjenden kommer (koncentrere).

T 16 Kritik af Hannibals opfattelse (T 3). Hvis Romerne havde lidt tre nederlag i Gallien (langt fra Rom), så var de fortabt. De kun-

Bog: Del II, kap. 11 Bog: Del II, kap. 12

218

ne opstille en meget større hær i hjemlan-det, til forsvar. (Hannibal anbefaler A 2. MCV anbefaler A 1).

T 17 Ex. Kimbrerne kunne slå en romersk hær i Tyskland, men i Italien blev de knust. – Ex. Schweiz, ude og hjemme.

T 18 Konklusion:

DEL II – KAPITEL 13: FORSVAR FOR BEDRAG

T 1 Mennesker fra lavere lag kan sjældent nå en høj rang, og aldrig uden magt eller bedrag, medmindre de har fået det ved gave eller arv. Jeg tror ikke, magt alene er nok, men derimod: bedrag.

T 2 Ex. Flere. – Og Kyros, ifl. Xenophon.T 3 (Gentagelse).T 4 Republikker skal gøre det samme, indtil

de er blevet så stærke, at de kan klare sig med magt alene.

T 5 Ex. Rom benyttede alle midler for at bli-ve mægtig, også bedrag. Til at begynde med: naboer som forbundsfæller, derefter blev de undertrykt.

T 6 Latinerne mærkede først deres trældom, da Romerne havde slået Samniterne to gange.

T 7 Naboerne følte misundelse og frygt, og samlede sig mod Rom.

T 8 Ex. Latinerne startede krigen på den tid-ligere beskrevne måde (II 9).

T 9 Citat fra Livius. En latinsk Prætor siger: Vi er undertrykte, i et forbund af tilsyne-ladende ligeberettigede.

T 10 (Gentagelse) Alle må benytte bedrag.

B 2 Ubevæbnet Penge

B 1 Bevæbnet

Passiv, Afvente A 1 — XAktiv, Angribe A 2 (holde fjenden væk)

X —

(Kommentar) C. von Clausewitz (1780-1831): ”Den forsvarende form for krigsførelse er i sig selv stærkere end den angribende”. Vom Kriege, 2. Del, 6. Bog, kapitel 13. (1973)

Bog: Del II, kap. 12 Bog: Del II, kap. 13

219

T 11 Jo mere skjult det sker, des mindre grund er der til at kritisere det (!)

DEL II – KAPITEL 14:

BESKEDENHED FEJHED ANSEELSET 1 Man ser ofte, at beskedenhed ikke hjæl-

per, tværtimod skader. Særligt overfor overlegne, som af en eller anden grund hader os.

T 2 Ex. Krig mellem Latinere og Romere.T 3 Prætors tale. – Romernes tålmodighed

styrkede Latinernes overmod.T 4 En fyrste bør ikke afgive noget af sin vær-

dighed, og ikke ved et forlig, medmindre han virkelig kan hævde den, eller tror det (har styrke).

T 5 Er det kommet så vidt, at du ikke kan af-give noget på denne måde (med ære), så er det bedre at afgive det (1) på grund af magt, end (2) på grund af frygt for magt.

T 6 Hvis du gør det af frygt, er det for at und-gå krig, men det vil du ikke opnå.

T 7 For fjenden, som har set din fejhed, vil have endnu mere, og bliver hidsig.

T 8 Og du vil se, at dine venner er blevet kø-lige, da de anser dig for at være svag, eller fej.

T 9 Men hvis du opruster, når du ser fjendens hensigt, så begynder fjenden at have re-spekt for dig.

T 10 Og andre fyrster får lyst til at hjælpe dig. Dette gælder overfor én fjende.

T 11 Hvis der er flere fjender, kan man afgive noget af sin ejendom til en af dem, for at vinde ham, og adskille ham fra de andre fjender (splitte fjender). (Del og Hersk).

Kommentar. UMILTÁ 1. Lavhed, ringhed. 2. Tilbageholdenhed, beskedenhed. 3. Ydmyg-hed, underdanighed. – (Den latinske prætor mod Romerne. Tålmodighed opfattes som passivitet, svaghed. MCV hævder betydnin-gen af styrke).

DEL II – KAPITEL 15: SVAGE STATER OG UBESLUTSOMHED

(I 38)T 1 Ved rådslagning er det vigtigt at ”komme

til sagen”, så man ikke bliver hængende i tvivl.

T 2 Ex. Latinerne ville bryde med Rom. Rom ville forhandle med dem.

Bog: Del II, kap. 14 Bog: Del II, kap. 15

220

T 3 Citat fra prætor Annius. ”Det vigtigste er hvad vi skal gøre, ikke hvad vi skal sige”. (Ord – Handling).

T 4 Hvis man er i tvivl om det som skal ske, kan man ikke finde de rigtige ord.

T 5 Hvis man er fast besluttet, er det let at finde ord for det.

T 6 Jeg har ofte set, at ubeslutsomhed i of-fentlige sager har skadet vor republik (Fi-renze). Det skyldes, at det er svage mænd der skal bestemme.

T 7 En anden sag er langsommelighed ved beslutninger, navnlig hvis det drejer sig om en forbundsfælle.

T 8 Sådanne (langsomme) beslutninger skyl-des svaghed, eller ond vilje hos dem der vil omstyrte staten, eller tilfredsstille egne ønsker.

T 9 Gode borgere vil ikke hindre en beslut-ning, selv om de ser at folket er på vej til en dårlig beslutning.

T 10 Ex. Syrakus. Vælge Rom eller Karthago.T 11 En Syrakusaner sagde, at det ene kunne

være lige så godt som det andet. Men ubeslutsomhed kunne være republik-kens undergang.

T 12 Hvis en beslutning var taget, ligegyldig hvilken, kunne man håbe på noget godt. Det siger Livius.

T 13 (MCV er tilhænger af dette!)T 14 Ex. Laviniere var for længe om at beslutte

sig. – Tøve.T 15 Ex. Firenze. (Distinktion: Tvunget–Frivil-

lig). (OBS: Der er kong Ludvig af Frank-rig, og hertug Ludvig i Milano).

T 16 (Machiavelli holder af sin republik!)

DEL II – KAPITEL 16: KRIG FØR OG NU

T 1 Ex. Det vigtigste slag for Romerne var mod Latinerne (ved Vesuv, 340 f. kr.)

T 2 Begge hære var ifølge Livius lige stærke.T 3 Sejren afhang af hærenes hårdnakkethed. T 4 Livius beskriver Romernes krigskunst.T 5 Den romerske hær bestod af tre afdelin-

ger (detaljer).T 6 De nuværende feltherrer følger ikke den-

ne opstilling.T 7 Ex. Slag ved Ravenna, 1512. Bred front.T 8 Ex. Pisa. 1498. Om rytteriet.T 9 Nuværende inddeling af hæren. – Kano-

ner.T 10 (Disposition. Næste kapitel).

Bog: Del II, kap. 15 Bog: Del II, kap. 15

221

DEL II – KAPITEL 17: OM KANONER

T 1 Man siger: (A 1) ”Hvis der havde væ-ret kanoner på Romernes tid, kunne de ikke have udført deres erobringer”. (Kon-trafaktisk).

T 2 Det hævdes også (A 2), at nu er der ikke brug for personlig tapperhed.

T 3 Og (A 3) at der fremtidig kun er kamp med kanoner.

T 4 Jeg mener: Man fører enten (B 1) angrebs- eller (B 2) Forsvarskrig (II 12)

T 5 Kanoner gør mere skade på forsvareren, end på angriberen. (Detaljer).

T 6 Ex. Brescia. 1512.T 7 (C 1) Den der forsvarer sig i en lille by,

og ikke kan trække sig tilbage, men er af-hængig af kanoner, er fortabt.

T 8 (C 2). I en stor by er kanoner mere nyttige for belejreren (angriberen), end for den belejrede (forsvareren). (Detaljer).

T 9 (C 3). En befæstet lejr. Blive tvunget ud af den.

T 10 Ex. Ravenna. 1512. Spaniere blev tvunget til slag.

T 11 En gammel metode. Hvis en hær er i en stilling, som ikke kan angribes, kan man ødelægge land og by omkring den.

T 12 Hvis der havde været kanoner på Romer-nes tid, ville de have klaret sig bedre, for de førte næsten kun angrebskrige.

T 13 Ad (A 2) Om tapperhed. Soldater og felt-herrer er i større fare nu.

T 14 Alligevel er tabene mindre nu, end før.T 15 At der ikke er så meget personlig tapper-

hed nu, skyldes at hærene er feje.T 16 Ad (A 3). Nu ikke bruge blanke våben.

Forkert. Vigtigt som øvelse.T 17 Ex. Novara (1513). Schweizerne blev ikke

standset af kanoner.T 18 Tyrken mod Sofi af Persien (1514). – Mod

Sultan, Egypten (1517). Mamelukker.T 19 Konklusion. Kanoner er nyttige, hvis de

kombineres med de Gamles tapperhed. Ellers er de helt unyttige, overfor en tap-per hær.

Bog: Del II, kap. 16 Bog: Del II, kap. 17

222

DEL II – KAPITEL 18:FODFOLK OG RYTTERI

T 1 Romerne lagde ved alle krigshandlinger meget mere vægt på fodfolket, end på rytteriet.

T 2 Ex. Slag ved søen Regillus, mod Latiner-ne (496 f.Kr.).

T 3 Citat af Hannibal, som mener det mod-satte (af T 1).

T 4 (Jeg mener) Fodfolket kan bevæge sig i mange slags terræn, hvor ryttere ikke kan komme frem. Man kan lære fodfol-ket at holde orden, og genoprette den.

T 5 Det er svært at holde rytteriet i orden, og genoprette den.

T 6 Og det gælder for heste som for menne-sker, at nogle er modige, og nogle er feje. Og ofte bliver en modig hest redet af en fej rytter, eller omvendt.

T 7 Oprindelig blev krige ført med ryttere, fordi man ikke kunne organisere fodfol-ket.

T 8 Men jeg mener ikke, at rytteri er overflø-digt.

T 9 De italienske fyrster har forsømt fodfol-ket.

T 10 Det skyldes Condottieri (fører for leje-tropper) og ”fædrelandsløse lykkeridde-re”. (Detaljer).

T 11 Ex. Rom. Belejre Sora (316 f. Kr.) (Ca. 100 km Øst for Rom).

T 12 Jeg drager den slutning: det er svært at slå et velordnet fodfolk, og det kan kun ske ved et andet fodfolk.

T 13 Ex. Crassus og Marcus Antonius overfor Partere (persisk folk).

T 14 Eksempler fra nyere tid på tesen: at fod-folk er rytteriet overlegent.

T 15 Ex. Novara. Schweizere sejrede.T 16 Ex. Milano. Schweizere angreb Frankrig.T 17 Ex. Regulus gik med fodfolk mod rytteri,

og elefanter (ved Tunis, 255 f. Kr.).T 18 Gentagelse (af T 12).T 19 Ex. Milano. Carmagnola mod Schweizere.T 20 “Vi lever I en ulykkelig tid”. Man burde

lære af ”de Gamle”.

DEL II – KAPITEL 19: EROBRINGER KAN VÆRE FARLIGE

T 1 På grund af forkerte meninger vil folk (nu) ikke fravige det nedarvede.

T 2 Man mener, rytteriet er overlegent.

Bog: Del II, kap. 18 Bog: Del II, kap. 18

223

T 3 Ex. Lucullus (Romersk konsul, 106-57 f. Kr.) mod Tigranes (armensk konge).

T 4 Man burde også erkende, at alle andre metoder i oldtiden er rigtige.

T 5 Republikker ville bedre forstå, hvad der hjælper til at gøre dem større, og til at op-retholde dem. Den rette måde. (Oprems-ning)

T 6 Erobringer på anden måde er ødelæggen-de for republikker.

T 7 Det ville begrænse folks ærgerrighed, idet man gav love for statens indre liv, forbød erobringer, og kun sørgede for sit forsvar.

T 8 Men en republik kan ikke bare leve i fred.T 9 Selv om den ikke krænker andre, kan de

krænke den.T 10 Har republikken ingen ydre fjender, så

har den indre: Mure.T 11 Noget særligt er: de frie tyske byer.T 12 De hørte til det Romerske Rige. Da det

forfaldt, købte de sig løs. Særligt Schwei-zerne blev stærke.

T 13 At der ikke var krige her skyldtes kejse-ren (af Østrig).

T 14 Derimod var der krig mellem Schweizer-ne og hertugen af Østrig, som også var kejseren.

T 15 De frie stater (i Tyskland) kunne leve i fred.

T 16 Men dette er en undtagelse. Ellers må man slutte forbund, eller gøre som Ro-merne. (Del II, kap. 4, T 2 og T 7)

* * *

T 17 Af mange grunde er erobringer skadelige.T 18 Man kan erobre et rige, men har man in-

gen magt, går man til grunde.T 19 Ved erobring kan man sætte mere til, end

man vinder. Ex. Venedig. Firenze.T 20 De kunne have fulgt Roms Ex. – Romerne

havde ikke noget forbillede, de fandt selv ud af det.

T 21 Erobring kan gøre skade, hvis man ero-brer et folk med højere levestandard, så ens egen befolkning tager ved lære af det.

T 22 Ex. Capua (se næste kapitel). Først Rom, derefter Hannibal. Citat fra Livius.

T 23 Sådanne byer og lande tager hævn over sejrherren, men uden kamp og blod. De

Bog: Del II, kap. 19 Bog: Del II, kap. 19

224

giver ham dårlige skikke, som svækker ham, så han taber til enhver angriber.

T 24 Citat fra Juvenal, Satire. Romerne tog ska-de af det.

T 25 Når erobringer kunne blive så farlige for Romerne, som var så kloge, hvordan skal det så gå i vor tid, hvor man gør så mange fejl? – (Se næste kapitel).

DEL II – KAPITEL 20: FARE VED HJÆLPETROPPER

T 1 Hjælpetropper er det som en fyrste eller en republik sender til hjælp for en anden stat. Men man beholder befaling, og ud-betaling af sold.

T 2 Livius fortæller. Romere, i Capua (hoved-by i Campanien, nær Napoli). Efterladte Soldater lavede sammensværgelse.

T 3 Hjælpetropper er det værste, som findes, af soldater.

T 4 Kun den, der sender dem, har magt over dem.

T 5 Sådanne tropper vil ofte efter sejren plyndre den, som de har kæmpet for, og den de har kæmpet imod.

T 6 Ex. Rhegion (nu Reggio de Calabria. 2’pu-niske krig).

T 7 En fyrste eller republik skal gøre alt an-det for at beskytte sig, end at lade hjælpe-tropper komme ind i sin stat.

T 8 Historien, og de nuværende forhold, vi-ser, at for hver, der har haft gavn af det, er der mange som er blevet narret.

T 9 For en ærgerrig fyrste eller republik er det en glimrende lejlighed til at få magt over en by eller et land, at de bliver bedt om at sende en hær til hjælp.

T 10 Den der bruger en sådan hjælp til at ero-bre et andet land, kan ikke bevare det erobrede.

T 11 Naboerne til en magt vil gerne underord-ne sig den, hvis den er venlig, og ikke vil undertrykke dem. (Se næste kapitel).

DEL II – KAPITEL 21: KRIG OG FRED

T 1 Romernes krigsførelse.T 2 Romerne lod erobrede byer leve i fred, på

visse betingelser.T 3 Senere bredte Roms herredømme sig ud

over Italien, til kolonier.T 4 Ex. Rom sendte en Prætor til Capua, efter

deres ønske, om en udefra.

Bog: Del II, kap. 19 Bog: Del II, kap. 20

225

T 5 Citat, Livius. Ikke blot romerske våben skulle gælde, men også romersk ret.

T 6 (1) Byer som er vant til frihed, eller bliver re-geret af landsmænd, bøjer sig villigt under et herredømme som de ikke ser til daglig.

T 7 (2) En anden fordel for magthaveren er, at dommere og embedsmænd ikke er i hans tjeneste. Derfor kan en dom ikke lægges ham til last.

T 8 Ex. Genua (1522). Erobret af de franske flere gange. Sidste gang måtte de lade byen have sin egen regering, og det var folket tilfreds med.

T 9 (T 6). Menneskene er venligt stemt over-for magthavere som er langt væk, og som optræder venligt. (Nær – Fjern)

T 10 Ex. Capua, T 4. Men hvis Romerne havde besluttet det …

T 11 Ex. Firenze, og nabobyer. Indbyggerne i Pistoia (Nord for Firenze) blev behandlet som brødre, de andre som fjender.

T 12 Ex. Firenze kunne have været hersker over Toscana, hvis det havde behandlet sine naboer ordentligt.

T 13 Dermed være ikke sagt, at man ikke skal bruge våbenmagt, men kun når alle an-dre midler har været forgæves.

DEL II – KAPITEL 22: MENNESKER TAGER OFTE FEJL

T 1 Beslutninger, som ikke er truffet af frem-ragende mænd, er ofte fejlagtige.

T 2 Fremragende mænd bliver ikke aner-kendt i rolige tider.

T 3 I stedet sker der det, som bliver foreslået af folk, der vil tækkes mængden.

T 4 I ulykkelige tider må man søge tilflugt til de mænd, som man ikke ænser i rolige tider. (III 16).

T 5 Folk uden stor erfaring tager ofte fejl, når der sker noget som virker sandsynligt, og dermed bestyrker folk i det de tror på.

T 6 Ex. Prætor Numisius (Latiner) – gav råd.T 7 Ex. Kongen af Frankrig. 1515. Søgte for-

bundsfælle. – Pave Leo X og hans rådgi-vere. – Strategiske overvejelser.

T 8 Beregningen var forkert, det viste resulta-tet.

T 9 Enhver opfattelse har nogle grunde for sig, som ser rigtige ud på afstand, og dog strider mod sandheden. (Nær – Fjern)

T 10 Sejrherren lider sjældent store tab.T 11 Og hvis han lider store tab, opvejes det af

æren.

Bog: Del II, kap. 21 Bog: Del II, kap. 22

226

T 12 Forholdet mellem to hære. Fejltagelse ang. fjendens styrke. Sejren afhænger af lykke eller tapperhed.

T 13 Den der sejrer først, har en fordel.T 14 Ex. Prætor Numisius (T 6) tog fejl, ang.

Romernes styrke. Han mente, at nu var øjeblikket inde

DEL II – KAPITEL 23: MIDDELVEJ

T 1 Citat. Livius om Latinere (Latium).T 2 Den værste tilstand for en fyrste eller re-

publik er: at man ikke kan antage freden, og ikke kan fortsætte krigen.

T 3 Man kommer i denne situation ved dårli-ge råd, og overvurdering af egne kræfter.

T 4 Ex. Latinere overfor Rom (T 1). Nederlag. Livius om Camillus’ tale i det romerske Senat (T 8).

T 5 Romerne undgik altid middelvejen.T 6 At regere vil sige at holde undersåtterne

således, at de ikke kan skade dig.T 7 Det opnår du ved enten (1) at gøre dem

helt uskadelige, eller (modsat) (2) at du gør så meget godt for dem, at de ikke ser nogen grund til at ændre deres tilstand. (T 14)

T 8 Citat. Camillus’ tale. De to muligheder: at ødelægge Latium, eller give dem borger-ret (i Rom).

T 9 ”Det stærkeste herredømme er det, hvor undersåtterne er tilfredse”. – ”I må vælge mellem straf eller velgerning”.

T 10 Ex. Firenze 1502. Fejl: de valgte mellem-vej.

T 11 Om et skinargument i den forbindelse.T 12 Folk indser ikke, at en enkelt, eller en hel

by, kan forbryde sig så meget, at fyrsten ikke kan gøre andet, end at ødelægge dem.

T 13 Ære består i, at man kan og vil straffe dem, ikke i at man undlader det. (II 28).

T 14 Livius om Romerne og Privernaterne. Heraf fremgår: (1). Gøre godt for alle, el-ler ødelægge dem. (T 7).

T 15 Og at (2). Åbenhed og sanddruhed kan udrette meget overfor kloge mennesker.

T 16 Ex. Forhandling mellem det romerske Senat og Privernater, som havde gjort op-rør. (Privernum, nu Priverno, station på banen mellem Rom og Napoli).

T 17 Den kloge del af Senatet sagde: T 18 Freden er pålidelig, hvis folk frivilligt har

ladet sig berolige. Men hvor der skal være

Bog: Del II, kap. 22 Bog: Del II, kap. 23

227

trældom, kan man ikke håbe på troskab. – Senatet besluttede at optage Priverna-terne som romerske borgere.

T 19 Den som dømmer anderledes, navnlig om folk som har følt sig frie, tager fejl, og beslutter noget, som kan være skæbne-svangert.

T 20 (Tilbage til T 7, og T 5).T 21 Om middelvej. Ex. Samniter, mod Rome-

re, i det Caudinske Pas. (NØ for Napoli). (III 40, T 7). – (Om den ”Gyldne Middel-vej”, se Bevingede Ord).

DEL II – KAPITEL 24: FÆSTNINGER

T 1 Romerne anlagde ikke fæstninger i La-tium.

T 2 Fæstninger bliver bygget for at beskytte sig mod (A 1): Fjender udefra (T 17), eller (A 2) (T 3) mod undersåtterne. (Jvf. om-slagsbilleder på denne bog). Ad A 1: De er ikke nødvendige. Ad A 2: De er skade-lige. (Fortsættes: T 17).

T 3 Ad (A 2). Hvis en fyrste eller republik frygter for undersåtterne, og for oprør, så opstår frygten af undersåtternes had til fyrsten.

T 4 Dette had skyldes dårlig behandling, og denne skyldes fyrstens tro på, at han kan holde dem nede med magt – eller også: hans manglende klogskab.

T 5 Man tror, at et af midlerne til at holde dem nede er: at bygge fæstninger.

T 6 Fæstninger skader meget mere end de gavner. De gør dig mere dristig og vold-som overfor undersåtterne. De giver dig ikke sikkerhed.

T 7 Al magtanvendelse for at holde folk nede er unyttig, undtagen (D 1) du har en god hær, som Romerne, eller (D 2) du splitter folket op, så de ikke kan forene sig.

T 8 (Detaljer)T 9 Ex. Hertugen af Milano. Byggede et ka-

stel. Men hans arvinger var forhadte. Og de mærkede ikke faren.

T 10 Man må i alle tilfælde have en hær (D 1).T 11 Ex. Hertugen af Urbino. Nedlagde fæst-

ninger. – Ex. Pave Julius II, optrådte fejl-agtigt. – Ex. N. da Castello, sløjfede fæst-ninger.

T 12 Ex. Genova. 1507. Meget stærk fæstning. 1512: sløjfet. Konklusion.

Bog: Del II, kap. 23 Bog: Del II, kap. 24

228

T 13 Om republikker, som anlægger fæstnin-ger i erobrede byer. Ex. Firenze overfor Pisa. 1494.

T 14 Konklusion. Fæstninger som skal sikre egen by er skadelige. Til at fastholde ero-brede byer er de unyttige.

T 15 Diskussion af Ex. Tarent (II 11, T 6).T 16 Diskussion af Ex. Brescia (II 17, T 6). 1512.

(III 44, T 6).

* * *

T 17 Se T 2 (A 1): Fæstninger mod fjender ude-fra. Jeg hævder: for riger med gode hære er de ikke nødvendige, og for andre er de unyttige.

T 18 Ex. Romerne ville ikke have fæstninger. Og Sparta ville ikke engang have mure omkring byen.

T 19 Hvis fjenden ikke kan indtage fæstnin-gen, kan han omgå den.

T 20 En fyrste skal befæste sin hovedstad, sørge for krigsforråd, og vinde borgernes tillid, så han kan udholde et fjendtligt an-greb så længe, at han kan opnå aftale, el-ler kan få hjælp udefra.

T 21 Ros til Romerne, som ikke tænkte på fæstninger, men sikrede sig folkene.

DEL II – KAPITEL 25:

INDRE MODSÆTNINGER I EN BY (III 27) (Tre)

T 1 Ex. Rom. Modsætning mellem folk og adel. Vejentere og Etruskere ville udnytte dette, men Romerne lagde deres splid til side, og slog angriberne.

T 2 Menneskene tager ofte fejl. (II 22).T 3 Årsag til modsætning i republikker er of-

test: lediggang, og fred. Årsag til enighed er: frygt, og krig.

T 4 Om at undertrykke med fredelige midler. Metode: man søger at opnå parternes til-lid, så man kan optræde som mægler.

T 5 Hvis de griber til våben, skal man hjælpe den svagere part, men langsomt. Derved kan de slide hinanden op, og de får ikke mistanke om, at du vil være herre over dem. Hvis dette bliver rigtigt udført, vil man næsten altid nå sit mål (!).

T 6 Ex. Firenze og Pistoia. (II 21, T 11). (III 27, T 4).

T 7 Ex. Firenze og Siena.T 8 Ex. Firenze og Milano.

Bog: Del II, kap. 24 Bog: Del II, kap. 24

229

T 9 Se T 1. Konklusion. Om at undertrykke et folk.

DEL II – KAPITEL 26:

DET ER EN FEJL AT HÅNE ANDRE T 1 Jeg mener, at det er tegn på stor klog-

skab, at man ikke kommer med trusler, og krænkende udtalelser. De tager ikke noget af fjendens kraft, men trusler gør ham mere forsigtig, og krænkelser øger hans had til dig.

T 2 En feltherre må forbyde sine soldater at gøre dette.

T 3 Ex. Persien. Belejret by hånede angriber-ne.

T 4 Ex. Vejenterne overfor Romerne.T 5 (Gentagelser).T 6 Ex. Capua. Mytteri. Det måtte ikke omta-

les. (III 6, T 47).T 7 Ex. Romerske slaver som blev soldater –

deres slavestand måtte ikke omtales.T 8 Romerne anså det for meget skadeligt at

nedværdige andre mennesker, hvad en-ten det var i alvor, eller spøg.

T 9 Citat fra Tacitus: Bidende spøg

DEL II – KAPITEL 27: OM AT NØJES MED DET OPNÅEDE

T 1 Menneskers overmod kommer fra en sejr, eller et falsk håb om sejr.

T 2 Det falske håb forleder dem til fejl, i tale og i handling.

T 3 De er ikke tilfredse med det sikre gode, men stræber efter noget bedre, som er usikkert. (”Det bedre er det godes fjen-de”. Bevingede Ord).

T 4 Jeg vil vise dette ved eksempler, da man ikke kan gøre det så tydeligt ved (logiske) grunde. (Distinktion).

T 5 Ex. Efter Cannæ. Hannibal ville have for-stærkning. Hanno anbefalede at nøjes med denne sejr.

T 6 Ex. Aleksander den Store. Tyrus (Føni-kisk, Libanon) ville ikke have ham ind i byen.

T 7 Ex. Firenze. 1512. Over for Spaniere. Fol-ket ville ikke forhandle.

T 8 Fyrster, som bliver angrebet af en overle-gen modstander, begår en stor fejl, hvis de ikke vil indgå forlig. (Bevingede Ord: Magert forlig …).

T 9 Ex. Tyrier fortsat (T 6). Burde have antaget forslaget.

Bog: Del II, kap. 25 Bog: Del II, kap. 27

230

T 10 Ex. Firenze fortsat (T 7). Tre ønsker. Fol-ket.

T 11 Selv med udsigt til en næsten sikker, og større, sejr foran sig, bør man ikke over-lade dette til Lykken, og sætte sit sidste på spil. Det vil en klog mand ikke vove, med mindre han er i en tvangssituation.

T 12 Ex. Hannibal vendte tilbage til et ødelagt Karthago (i Tunis). En kamp ville være den sidste mulighed.

T 13 Men han ville ikke sætte den på spil, før alle andre muligheder var prøvet.

T 14 Han skammede sig ikke ved at bede om fred. – Men da det blev afslået, ville han dog prøve lykken i et slag, og enten sejre, eller gå under med ære.

T 15 Når nu Hannibal, som var så tapper, fore-trak fred frem for kamp, hvad skal så en anden sige?

T 16 Mennesker gør den fejl, at de ikke sætter grænser for deres forhåbninger.

T 17 De ser kun på deres håb, uden at vurdere sine kræfter, og det fører til undergang.

DEL II – KAPITEL 28: STRAF ER NØDVENDIG

T 1 Ex. Gallerne havde angrebet Etruskerne. (Clusium, nu Chiusi, sydvest for Trasyme-ner søen). De bad om hjælp fra Romerne, som sendte tre Fabiere (romersk familie) som gesandter til Gallerne, med besked om at de skulle opgive kampen mod Etru-skerne. Men da det kom til kamp, blande-de gesandterne sig i den, på Etruskernes side. Gallerne klagede til det romerske Se-nat, og forlangte de tre udleveret. Men de blev ikke udleveret, tværtimod forfrem-met. Gallerne blev rasende, rykkede frem, og erobrede næsten hele Rom.

T 2 Denne ulykke kom over Rom, fordi man ikke havde optrådt retfærdigt. Man skul-le have straffet gesandterne, som havde forbrudt sig mod folkeretten. (De blev se-nere straffet. (III 1, T 9).

T 3 Enhver republik og fyrste må passe på, ikke at krænke et andet folk, eller en en-kelt person.

T 4 Hvis en person bliver krænket alvorligt af staten, eller af en privatmand, og han ikke får tilstrækkelig oprejsning, så vil han have hævn.

Bog: Del II, kap. 27 Bog: Del II, kap. 28

231

T 5 Lever han i en republik, vil han have hævn, selv om republikken skulle gå un-der derved.

T 6 Hvis han lever under en fyrste, og har æresfølelse, vil han ikke helme før han har hævnet sig på fyrsten, selv om det skulle koste ham selv livet.

T 7 Ex. Filip af Makedonien blev myrdet. Se # 53 om Pausanias, og # 87 om Hævn.

T 8 Enhver regent bør deraf lære, at han ikke skal ringeagte et menneske så meget, at han tror, at den krænkede ikke vil hævne sig, trods al fare for ham selv.

DEL II – KAPITEL 29: SKÆBNEN (FORTUNA)

FORBLINDER MENNESKENET 1 Der kan ske noget, som Himlen ikke ville

forhindre.T 2 Det kunne ske i Rom, på trods af tapper-

hed o.l.T 3 Ex. Livius nævner en række ubegribelige

”fejlhandlinger”.T 4 Citat. Livius slutter: ”Således forblinder

skæbnen menneskene, når den ikke vil, at dens indgriben bliver hindret”.

T 5 Om mennesker lever i lykke, eller ulykke, afhænger ikke af dem, men af hvilke mu-ligheder Himlen gav dem.

T 6 Skæbnen udvælger en mand, som kan se mulighederne.

T 7 Ex. Rom. Skæbnen ydmygede Rom. (En lang række eksempler. Skiftevis fremme og hæmme).

T 8 Jeg forsikrer igen: Menneskene kan hjæl-pe skæbnen, men ikke hindre den. De kender ikke dens veje, men må altid håbe. (# 88)

DEL II – KAPITEL 30: STÆRKE OG SVAGE STATER.

PENGE ELLER TAPPERHED T 1 Ex. Romerne blev belejret på Kapitol af

Gallerne. De ville købe sig fri, men blev reddet af Camillus. (”Væ Victis”. Bevin-gede Ord).

T 2 Citat fra Livius. Skæbnen ville, at Romer-ne ikke skulle købe deres liv for guld.

T 3 I hele den romerske historie erobrede de ikke byer med penge, eller købte fred for penge, men med hærens tapperhed.

Bog: Del II, kap. 28 Bog: Del II, kap. 29

232

T 4 En stats magt kan ses af dens forhold til naboer. Hvis de betaler til en stat, viser det dens styrke. Og omvendt.

T 5 Ex. Roms historie, mange folkeslag, na-boer ved grænser. De betalte afgifter til Rom, for venskabs skyld, og for at blive beskyttet.

T 6 Modsat: svage stater. Ex. Firenze, før, be-talte til andre.

T 7 Ex. Andre stater. Frankrig.T 8 Det er fordi de er ubevæbnede. (II 12, T 12

flg.)T 9 Ex. Firenze, fortsat. – Hvad man havde

erobret med penge, kunne man ikke for-svare med jern.

T 10 Så længe Romerne var frie, holdt de sig til deres idealer. Men da de kom under kej-sere, begyndte de at købe sig fri, og det var begyndelsen til dette mægtige riges undergang.

T 11 Fejlen: at disse folk var ubevæbnede. Jo nærmere fjenden kommer, des svagere bliver du. Undersåtter vil ikke gøre mod-stand.

T 12 Sammenligning med en krop. Forskel: de ædlere dele, og lemmerne. Sådanne sta-

ter har ubevæbnet hjerte, men pansrede hænder og fødder.

T 13 Ex. Firenze. Ex. Venedig. Ex. Frankrig, angrebet af England. 1513.

T 14 Ex. Rom. Det modsatte: jo nærmere fjen-den kom, des kraftigere modstand. Over-for Hannibal. Hjertet var væbnet. Flere folkeslag.

T 15 Ex. Romerne led nederlag ved Cannæ, men ingen bad om fred.

T 16 Slutning. Når menneskene ikke du’r (tap-perhed), viser Lykken sin magt. Der skal en stærk mand til, for at opveje den.

DEL II – KAPITEL 31: OM LANDSFORVISTE

T 1 Det er farligt at stole på folk, som er ble-vet fordrevet fra deres fædreland.

T 2 Ex. fra Livius. Aleksander fra Epirus (Nordvest Grækenland) stolede på for-drevne Lukaneres løfte, men blev myrdet af dem (Syditalien).

T 3 De landsforviste vil frem for alt tilbage til deres land. Man kan ikke stole på deres løfter og troskab. Du kan komme i ulykke.

T 4 Ex. Themistokles, Athener, og Darius, Persisk konge.

Bog: Del II, kap. 30 Bog: Del II, kap. 30

233

T 5 En fyrste må være meget forsigtig med at foretage sig noget, på grundlag af beret-ning fra en landsforvist.

T 6 Det lykkes sjældent at indtage en by ved list, eller ved aftale med nogle af beboer-ne. (Generelt udsagn).

DEL II – KAPITEL 32: ROMERNE EROBREDE BYER

T 1 Romerne førte krig ud fra økonomisk synspunkt.

T 2 De undgik at belejre byer.T 3 Romerne erobrede byer ved (1) åben

magt, (2) ved magt i forbindelse med list, og (3) ved overgivelse.

T 4 Ad (1). Åben magt, angreb (forskellige teknikker).

T 5 Ad (2). Magt kombineret med list. (Jvf. III 6 om komplot). Forræderi. Farer ved ud-førelsen. Ex. Aratos, græsk feltherre, mo-dig om natten. (III 5, T 8).

T 6 Ad (3). Erobring ved overgivelse (med Ex.) (1). Frivillig. (2). Tvunget.

T 7 Romerne anvendte mest: overgivelse (T 3, ad 3).

T 8 Belejring kostede tid og penge. Erobring ved forræderi: (T 3, ad 2) usikker. – Ved en fjendes nederlag kunne de (Romerne) erobre et rige på én dag (!).

DEL II – KAPITEL 33: ROMERNES HÆRFØRERE

T 1 Romerne gav sine ledere stor magt, sær-ligt konsuler.

T 2 Senatet bestemte kun over krig og fred.T 3 Alt andet var henlagt til konsulerne.T 4 Ex. Q. Fabius, krig med Etruskerne. Den

Ciminiske Skov. (Monti Cimini, sydøst for Viterbo). Senatet ville standse ham, men kom for sent.

T 5 Konsulen var på stedet. Senatet kunne tage fejl.

T 6 Ønsket om berømmelse skulle være kon-sulens målestok.

T 7 I de nuværende republikker, Venedig og Firenze, er det modsat. (”Detailstyring”).

DEL II SLUT

Bog: Del II, kap. 31 Bog: Del II, kap. 32

234

DEL III – KAPITEL 1: FORNYELSE ER NØDVENDIG

T 1 Alle levende væsner har en begrænset le-vetid.

T 2 Man skal holde sin krop i orden.T 3 Jeg taler her om stater og religiøse fælles-

skaber.T 4 Kun de forandringer er gode, som fører

dem tilbage til oprindelsen.T 5 I begyndelsen var der noget godt ved re-

ligioner og stater.T 6 Det slides med tiden. – Hvad læger siger

om kroppen.T 7 Republikker kan vende tilbage til oprin-

delsen ved: (1) En ydre ulykke. (2) Indre klogskab.

T 8 Ad (1). Ex Rom. Gallernes erobring. Man opretholdt ikke de gamle skikke.

T 9 Da kom det stød udefra. Gamle religi-onsskikke blev genoplivet. Fabierne blev straffet (II 28, T 2).

T 10 Ad (2). Indefra. (2.1) Ved en lov. (2.2). Ved en retskaffen mand (T 16). (2.3) Ved en ordning.

T 11 Ad (2.3) Ex. Da Rom begyndte.T 12 De gamle love får ny kraft gennem en

mands indsats. Ex.

T 13 Disse mærkelige begivenheder bragte borgerne til besindelse.

T 14 Der må ikke gå mere end 10 år mellem sådanne fornyelser. Så husker de straffen, og frygter den.

T 15 Ex. Firenze. 1434-1494. Man skulle ”gribe regeringen hvert femte år”, så folk ikke glemte.

T 16 Ad (2.2) Republikkens genfødsel kan ske ved én mands kraft. Et forbillede.

T 17 Ex. Rom. Personer. (Kontrafaktisk).T 18 Religioner skal fornys, navnlig vor. Be-

tydning af Frans og Dominikus. Modsat: prælaternes dårlige levevis, de frygter ikke straf.

T 19 Også kongeriger trænger til fornyelse. Ex. Frankrig. Parlamenter. Lovene fornys. Man er streng overfor adelen.

T 20 Konklusion. Genskabe anseelse er nød-vendigt for samfund.

T 21 Disposition. Begynde med Brutus. (Ikke Cæsarmorderen, men første konsul, 509 f. Kr.).

Bog: Del III, kap. 1 Bog: Del III, kap. 1

235

DEL III – KAPITEL 2: AT ”SPILLE TÅBE”

T 1 Junius Brutus var klog, og blev berømt fordi han foregav at være gal.

T 2 Livius siger, det var for at leve i sikker-hed, og bevare sin arv.

T 3 Men måske var det også for at kunne ud-føre sin plan om at styrte kongerne.

(1) Oraklet i Delfi. (2) Lucretias død (III 5, T 2).

T 4 Af dette kan man lære, hvordan det kan gøres, overfor fyrsten. (Jvf. III 6).

T 5 Samle kræfter, angribe åbent. T 6 Gøre sig gode venner med fyrsten, T 7 og udnytte det. T 8 Nogle siger, man skal holde afstand, mid-

delvej.T 9 Denne middelvej ville være den rigtige. T 10 Men den er umulig. Man må vælge, T 11 ellers er det farligt.T 12 Højtstående mænd kan ikke leve i fred.

Det vil andre ikke tillade.T 13 Derfor må man anstille sig som en tåbe,

gøre det modsatte af hvad man mener. (Skin og irkelighed).

T 14 Om Brutus I, strenghed.

DEL III – KAPITEL 3: AT DRÆBE SINE SØNNER

T 1 Brutus (den ældre) gengav Rom friheden (dvs. republik) med strenghed. En lignen-de strenghed anvendte han for at bevare friheden.

T 2 Han lod sine sønner henrette.T 3 Ved en statsomvæltning fra republik til

absolut monarki, eller omvendt, må der foretages noget drastisk mod fjenderne af det nye. (I 16, T 10)

T 4 Ex. P. Soderini troede, dette ikke var nød-vendigt. Han troede (1), han kunne klare sig med tålmodighed og godhed.

T 5 Han kunne ikke tage sig sammen til at udslette sine modstandere. Han (2) var ganske vist parat til at bruge ulovlig magt.

T 6 Men det ville han ikke gøre, af visse grunde.

T 7 Man skal ikke tillade et onde, for at opnå et gode (Mål og Midler).

T 8 Han troede ikke nok på sig selv.T 9 Han indså ikke, at ondskabsfuldhed ikke

forsvinder med tiden (T 4).

Bog: Del III, kap. 2 Bog: Del III, kap. 3

236

DEL III – KAPITEL 4: DET ER SVÆRT AT VÆRE FYRSTE

T 1 Ex. Rom. To mord viser, at det er farligt at frarøve en mand hans magt, og lade ham leve, selv om man forsøger at vinde ham.

T 2 Ex. (1) Hvad Tarquinius Priscus mente, fejlagtigt.

T 3 Ex. (2) Hvad Servius Tullius mente, fejlag-tigt.

T 4 Ad (1). Farligt at lade leve.T 5 Ad (2). Gammel uret bliver ikke fjernet

ved nye velgerninger.T 6 Magtbegær er så stærkt, at det ikke blot

griber dem, der venter at få herredøm-met, men også dem som ikke kan forven-te det.

T 7 Ex. En kongedatter ville være dronning.

DEL III – KAPITEL 5: AT TABE SIN KONGEMAGT

T 1 Tarq. Sup. kunne have levet i ro.T 2 Han blev ikke fordrevet, fordi han havde

skændet Lucretia, men fordi han regerede tyrannisk, gjorde sig til fjende af Senatet.

T 3 Og han plagede folket med hoveriarbej-de.

T 4 Sagen med Lucretia. Faderen burde have grebet ind mod sønnen (Sextus). (Kon-trafaktisk. – Vurdering).

T 5 Fyrster mister deres magt, når de begyn-der at overtræde gamle love og sædvaner.

T 6 Det er let at opretholde et rige, hvis man optræder fornuftigt.

T 7 Det er lettere at vinde de gode for sig, end de onde.

T 8 Vil (nye) fyrster vide, hvordan de skal op-træde, kan de tage de gode fyrster som forbilleder.

T 9 Hvis mennesker bliver godt regeret, for-langer de ikke anden frihed.

T 10 Disposition. (III 6): Om Konspiration.

Bog: Del III, kap. 4 Bog: Del III, kap. 5

237

DEL III – KAPITEL 6 KOMPLOT ANSLAG KONSPIRATION

SAMMENSVÆRGELSE ATTENTAT

Se også Systematisk Del: # 51 RetsvæsenEksempler er ikke nævnt

T 1 Sammensværgelser er farlige, for fyrster og privatfolk.

T 2 Farlige for privatfolk. Mange bliver for-søgt, men kun få lykkes.

T 3 Fyrster skal lære at beskytte sig, og pri-vate skal ikke være så dristige.

T 4 Citat af Tacitus. Folket må finde sig i her-skerne.

T 5 Komplot retter sig mod fædrelandet (T 42), eller en fyrste.

* * *

T 6 Mod fyrster. På grund af had, fra folket, eller enkelte.

T 7 Fyrstens krænkelser af andre drejer sig om (1) formue, (2) liv, eller (3) ære.

T 8 (2) Trusler ang. liv er farligere end gernin-ger

T 9 (1) Det er farligt for en fyrste at plyndre folk

T 10 (3) Krænkelse af ære: først af hustruen, dernæst egen person.

T 11 Ønsket om at befri fædrelandet fra en streng fyrste. Citat fra Juvenal.

* * *

T 12 Farer: Anstiftelse. Udførelse. Bagefter.T 13 Udført af én person. Åbent for alle.T 14 Udført af flere.T 15 Det er personer, som er nær ved fyrsten.

Andre har ikke mulighed for det.T 16 Det kan være nogen, som er blevet be-

gunstiget af fyrsten.T 17 De bliver ramt af deres begærlighed.T 18 Hvis de forstod at udføre deres anslag

med klogskab, ville de være sikker på succes. (!)

T 19 Fyrsten må være forsigtig overfor sine yndlinge.

T 20 Farer (T 12).

* * *

Bog: Del III, kap. 6 Bog: Del III, kap. 6

238

T 21 Farer før udførelsen er de største.T 22 Afsløring kan ske: ved angiveri, troløs-

hed.T 23 Det er svært at finde pålidelige medarbej-

dere.T 24 Uforsigtighed er farlig. En tredje person.T 25 Afsløring ud fra mistanke.T 26 Flere personer. Hvis en bliver fanget, og

de andre tier.T 27 Det bedste middel: ikke give medsam-

mensvorne tid.T 28 Ikke give noget skriftligt fra sig.T 29 En enkelt kan lyve sig fri.T 30 Være presset til at gøre det. Komme fyr-

sten i forkøbet. Tidnød.T 31 En fyrste skal behandle andre ordentligt.

Ikke true.

* * *

T 32 Farer ved udførelsen.T 33 At man ændrer sin plan.T 34 Gerningsmanden mister modet når det

skal ske.T 35 Han kan blive forsagt, forvirret.T 36 Det kræver øvelse at slå ihjel.

T 37 Det er håbløst at ville dræbe to på forskel-ligt tidspunkt.

T 38 Hindring: falsk opfattelse af personer, og handlinger.

T 39 Uforudsete tilfældigheder. Man må gen-nemgå mulige situationer.

T 40 Farer efter udførelsen: at en overlever, som kan hævne.

T 41 Den største fare: at folket elskede den myrdede fyrste. Ex. Cæsar, som blev hævnet af folket.

* * *

T 42 Komplot mod fædrelandet. Republik. Borgere kan nemt gøre det.

T 43 Man må have militær styrke. Ellers må man bruge list, eller fremmed hær.

T 44 Resultater af komplot mod fædrelandet.

* * *

T 45 Advarsel mod at bruge gift.T 46 Råd til fyrster og republikker ang. kom-

plot. Først undersøge det, og måle styrke-forholdet. Ikke foretage sig noget før man har tilstrækkelig kraft.

Bog: Del III, kap. 6 Bog: Del III, kap. 6

239

T 47 Lade de sammensvorne få tid, så de bli-ver passive.

T 48 Eksempler på at ”Hastværk er Lastværk” (Bevingede Ord).

T 49 Man skal ikke ”spille komedie” (foregive).

III 6 slut

DEL III – KAPITEL 7: SKIFT MELLEM FRIHED OG TRÆLDOMT 1 De mange skift sker dels (1) med, dels (2)

uden blodsudgydelse.T 2 Det afhænger af om styret er opstået (3)

med magt, eller (4) uden.T 3 Hvis det sker (3) med magt, vil nogle bli-

ve krænket, og de vil hævne sig.T 4 Hvis det sker (4) med folkets vilje, drejer

det sig kun om lederen.T 5 Hvis omvæltningen skyldes mænd der

vil hævne sig (3), er det frygteligt.

DEL III – KAPITEL 8: STATENS MORAL ER VIGTIG

T 1 En dårlig borger kan ikke gøre skade i en ufordærvet republik. (I 34, T 4)

T 2 Ex. Rom. Spurius, ærgerrig mand. Folket afviste ham.

T 3 Ex. Rom. Manlius Capitolinus. Magtsyg. Oprør mod Senatet.

T 4 Her ser man sædernes renhed. Adelen forsvarede ikke Manlius.

T 5 Også folketribunerne fordømte Manlius.T 6 Jeg mener: dette viser, hvor glimrende

Rom fungerede som republik.

Bog: Del III, kap. 6 Bog: Del III, kap. 7

240

T 7 Citat fra Livius: Således endte en mand, som ville have fået et stort navn, hvis han ikke var født i en fri stat.

T 8 Dette viser (1). I en fordærvet stat må man stræbe efter berømmelse på anden måde end i en fri stat.

T 9 Og (2). Man må altid se på de øjeblikke-lige forhold (III 9).

T 10 En mand kan ikke i sin levetid nå at øde-lægge et folk, så han selv kan nyde godt af det.

T 11 Menneskene er utålmodige. Det kan føre til moralsk forfald.

T 12 Man må se på statens nuværende forhold. Trældom og Frihed). (T 9), og næste kapi-tel.

DEL III – KAPITEL 9: MAN MÅ TILPASSE SIG TIDEN

T 1 Vil man have lykken med sig, må man til-passe sine handlinger til tiden.

T 2 Menneskene er dels voldsomme, dels tø-vende.

T 3 De kan ikke holde sig indenfor det rig-tige.

T 4 Mennesker gør kun det, som deres natur tvinger dem til.

T 5 Fabius Maximus er kendt som ’nøleren’. Hans handlemåde passede til hans tid.

T 6 Men Fabius var vokset fast i sin opfattelse.T 7 Det var godt for Rom, at de først havde

Fabius, senere Scipio. (Relativisme!).T 8 Republikker varer længere end kongeri-

ger, for de har forskellige ledere, derfor kan de bedre tilpasse sig til ændringer.

T 9 Ex. Soderini. Kunne ikke ændre sin handlemåde. – Ex. Pave Julius II. Passede til tiden.

T 10 At vi ikke kan ændre os skyldes (1) se T 4. Og (2). Hvis en mand har haft succes med sin handlemåde, er han utilbøjelig til at ændre den. Derfor vil et menneskes lykke skifte, når forholdene ændrer sig, men han ændrer sig ikke.

T 11 Også stater kan gå til grunde, hvis de ikke tilpasser sig, men det varer længere.

DEL III – KAPITEL 10: OM AT UNDGÅ ET SLAG

T 1 Ex. Citat fra Livius. Rom. G. Sulpicius trak krigen mod Gallerne i langdrag (358 f. Kr.)

T 2 Vor tid afviger fra oldtiden, og det gælder navnlig krigsførelse.

Bog: Del III, kap. 8 Bog: Del III, kap. 9

241

T 3 Nutidens ledere overlader krig til andre, for at undgå faren.

T 4 Hvis en konge nu går i krig, er det for at tage sig ud.

T 5 Men konger er dog bedre end republik-ker (i Italien). Disse laver mange fejl.

T 6 Ex. på fejl. Det er forkert at forbyde felt-herren at udkæmpe et slag.

T 7 En hærfører kan ikke undgå et slag, hvis fjenden vil det. (Kapitlets overskrift).

T 8 Hvis han vil undgå et slag må han (1) hol-de sig langt væk, eller (2) lukke sig inde i en by. Begge metoder er dårlige.

T 9 Ex. Fabius overfor Hannibal. Begge ville undgå et slag. Mulighed (3). Flugt.

T 10 Ex. Romere overfor Filip af Makedonien T 11 Det er fornuftigt ikke at kæmpe, hvis

man har en stærk hær. (Del II, kap. 12).T 12 Det er skamfuldt at flygte.T 13 Ex. Hannibal. Kunne have trukket krigen

i langdrag. Man må antage, han havde vægtige grunde.

T 14 Man må prøve lykken, vove kampen.T 15 Selv om man taber, skal man søge at opnå

ære.T 16 Ex. Hannibal og Scipio, fortsat.

T 17 Ved en angrebskrig kan man ikke undgå kamp, ligeledes ved belejring. Ex.

DEL III – KAPITEL 11: DEN SVAGE OVERFOR DE STÆRKE

T 1 Folketribunerne i Rom var nyttige ved at begrænse adelens magt.

T 2 I enhver sag er der noget dårligt, som får virkninger efterhånden.

T 3 Folketribunerne blev overmodige. Ap-pius fandt middel.

T 4 Der var altid en, der kunne bestikkes.T 5 Jeg har fået en tanke, om styrkeforholdet

ved mange mod en.T 6 Her kan den ene være den stærkeste.T 7 Hvis han er dygtig, og kan splitte de

mange.T 8 Ex. Italien 1483, Venedig, bestikkelse. –

Ex. Frankrig og Spanien.T 9 Den ene kan sejre over de mange, hvis

han kan udholde det første angreb, og kan vinde tid ved henholdenhed.

T 10 Ex. Venedig 1508, overfor Frankrig, tabte.T 11 Det er klogt at ofre noget, men det skal

ske i tide. Det kræver forudseenhed.T 12 Konklusion. At splitte sine modstandere.

Bog: Del III, kap. 10 Bog: Del III, kap. 10

242

DEL III – KAPITEL 12: OM NØDVENDIGHED I KRIG

T 1 Nødvendighed er vigtig ved menneskets handlinger.

T 2 Menneskenes vigtigste værktøj er: hæn-der og tunge.

T 3 Oldtidens feltherrer vidste, hvor meget nødvendighed betød for soldaternes ind-sats.

T 4 Nødvendighed blev brugt til at svække fjenden. Åbne og lukke en vej.

T 5 Hvor svært det vil blive at erobre en by, afhænger af forsvarernes opfattelse af nødvendighed.

T 6 Det er sværere at erobre en by som har gjort oprør, fordi man frygter straffen.

T 7 Hårdnakkethed er naturlig som følge af had, mellem fyrster og republikker, der er naboer.

T 8 Ex. Naboer til Firenze og Venedig, for-skellig hårdnakkethed, afhængig af fri-hed.

T 9 For den, som er vant til at tjene, er det ikke vigtigt, hvem der er herre (Tjener – Herre).

T 10 (Forts. af T 5). Den som angriber en by må svække dens forsvarsvilje.

T 11 Folket lader sig lokke af løfter fra angri-berne, ønsket om fred.

T 12 Ex. Crassus. Lod sig lokke af Partherne.T 13 Ex. Samniter angreb Romere, derefter øn-

skede de fred, det blev afvist.T 14 Samniternes hærfører holdt tale, om at

krigen var nødvendig, selvom de ønske-de fred.

T 15 Ex. fra Rom. Vejenter. Åbne en flugtvej.T 16 Ex. fra Rom. Volsker. Messius holdt tale.

Nødvendighed er det stærkeste.T 17 Ex. Camillus, den klogeste af alle romer-

ske feltherrer. Erobrede Veji, næsten uden blodsudgydelse, fordi han ikke ville dri-ve Vejenterne til yderste nødværge.

(Kommentar. Nødvendighed er her et realt fæno-men, forholdet mellem handler og omverden. Det er ikke det filosofiske problem om Frihed – Nødven-dighed). – Se også Alfabetisk Del.

DEL III – KAPITEL 13: FELTHERRE OG HÆR. GOD OG DÅRLIGT 1 Coriolan overfor Rom (491 f. Kr.)T 2 Livius sætter de romerske feltherrer over

soldaterne.

Bog: Del III, kap. 12 Bog: Del III, kap. 12

243

T 3 (1) Dog ses af hans historie, at soldater kunne kæmpe godt uden ledere. Ex. Sci-pio’erne i Spanien.

T 4 Spørgsmål (2): hvem er vigtigst?T 5 Cæsars mening.T 6 Nyt spørgsmål (3). Om en god feltherre

lettere kan skabe en god hær, eller om en god hær lettere kan skaffe sig en dygtig feltherre.

T 7 Svar. Mange gode kan lettere finde, eller uddanne en god, end en overfor mange. Ex. Lucullus. Ex. Romerne bevæbnede slaver. Ex. Theben, som før nævnt (I 17, T 7). (I 21, T 5).

T 8 Når en del er god, kan den gøre den an-den del god. (Balance)

T 9 En god hær uden god feltherre bliver overmodig. Ex. Makedonerne.

T 10 Det er særligt fortjenstfuldt, at en felther-re, udover at besejre fjenden, også uddan-ner en dygtig hær.

T 11 Mange feltherrer, som nu bliver vurderet højt, ville ikke have kunnet klare denne dobbelte opgave. (Kontrafaktisk).

DEL III – KAPITEL 14: OVERRASKELSER UNDER KAMPEN

T 1 Noget uventet, der pludselig ses eller hø-res, kan have stor betydning i en kamp.

T 2 Ex. Romere – Volskere. Råbe. Det gælder særligt for en udisciplineret hær.

T 3 Ex. Byen Perugia. Partistrid. Råb ”Tilba-ge”. Panik

T 4 Soldaterne skal kun modtage ordrer fra deres befalingsmænd. (III 36, T 4).

T 5 Feltherren skal finde på noget, som giver hans soldater mod, og forskrækker fjen-den. Ex. Udklæde staldknægte.

T 6 En god feltherre skal (1) forskrække fjen-den med sådanne opfindelser, og (2) gen-nemskue fjendens (III 18).

T 7 Ex. Konge af Indien overfor Semiramis, assyrisk dronning. Han havde elefanter, hun lod kameler blive udklædt som ele-fanter.

T 8 Ex. Rom overfor Fidenater. De satte ild på lanserne.

T 9 Det kan virke overbevisende, eller være blændværk, det afhænger af afstanden. Kommer man tæt på, kan man gennem-skue det. (Skin – Virkelighed).

Bog: Del III, kap. 13 Bog: Del III, kap. 14

244

T 10 Ex. Fidenater fortsat. Romersk diktators råb.

DEL III – KAPITEL 15: DER SKAL KUN VÆRE ÉN HÆRFØRER

T 1 Ex. Romerne mod Fidenaterne. Fire tribu-ner uenige.

T 2 Derfor valgte Romerne en diktator.T 3 Citat fra Livius. Forkert at have flere

øverstbefalende i en krig. (Mange – En).T 4 Ex. Frankrigs konge. 1500. Firenze og

Pisa. Luca var passiv, indtil han fik ene-kommando.

T 5 Citat fra Livius. Agrippa (romersk Kon-sul) sagde: Ved ledelse af vigtige forhold er det bedst, at (kun) én har overkom-mando.

T 6 Det modsatte sker i Italien nu. – Det er bedre at sende en mand med almindelig klogskab til et foretagende, end at sende to fremragende mænd som har lige me-get magt (!)

DEL III – KAPITEL 16: ROLIGE TIDER, OG UROLIGE

T 1 De store mænd bliver overset i fredstid.T 2 De små mænd drives af misundelse, vil

være mere end dem.T 3 Ex. fra Thukydid. Athen ville erobre Si-

cilien. Nikias advarede, og pegede på, at han selv ikke havde fordel af sit råd.

T 4 I republikker er det en dårlig vane, at man i rolige tider ikke værdsætter de dygtige mænd. Det forbitrer dem af to grunde: (1) At de bliver sat til side. (2) Uværdige folk bliver sat over dem. Det fører til at de for-småede (dygtige), som ser at de fredelige forhold er skyld i det, søger at drage sta-ten ind i en krig.

T 5 Jeg finder to midler mod dette: (B 1) At holde borgerne i fattigdom. (B 2) Altid være forberedt på krig.

T 6 Ex. Rom i den første tid. Der var altid krig. Mænd blev vurderet ud fra deres indsats.

T 7 Ex. Andre republikker dengang forfaldt uden krig.

T 8 Ex. Også Rom senere, fredsperiode.

Bog: Del III, kap. 14 Bog: Del III, kap. 16

245

T 9 Ex. Firenze efter 1494. Giacomini var dyg-tig til at føre krig. Men han blev forbigået. Heldigvis søgte han ikke hævn.

DEL III – KAPITEL 17: OM AT KRÆNKE, OG HÆVNE DET

T 1 En mand, som er blevet krænket, må ikke få vigtige opgaver.

T 2 Claudius Nero havde i Spanien stået overfor Hasdrubals hær, som havde nar-ret ham. Det fremkaldte meget kritik af ham i Rom. Senere blev han konsul.

T 3 Nu stod han i Italien overfor Hasdrubals hær. Pludselig foretog han en mærkelig og farlig manøvre mod Hasdrubal. Da han blev spurgt om dette svarede han: hvis det lykkedes, ville han genvinde den berøm-melse som han havde mistet i Spanien.

T 4 Hvis det mislykkedes, var det hans hævn over Rom og dens borgere, fordi de havde krænket ham.

T 5 (1) Hævntørst spiller en stor rolle. (2). Republikker har ikke et sikkert mid-

del mod den. (3). Derfor er det umuligt at grundlægge en republik, som varer evigt.

DEL III – KAPITEL 18: OM AT GENNEMSKUE

FJENDENS PLANERT 1 Det er vigtigt for en feltherre at kunne

gennemskue fjendens planer, og beslut-ninger.

T 2 Men ofte er det lettere at forstå fjendens plan, end at forstå det, som han gør netop nu og her. (Hensigt – Handling)

T 3 Det er ofte forekommet, at et slag har va-ret indtil natten, og den ene part troede at have vundet, den anden tabt.

T 4 Det kan føre til katastrofale beslutninger. Ex. Rom. Brutus og Cassius.

T 5 Ex. fra samtiden. Slag ved Santa Cecilia, 1515.

T 6 Ex. Rom overfor Ækver. 423 f. Kr. Begge parter troede, den anden havde sejret, og begge trak sig tilbage.

T 7 Denne sejr afhang af, hvem der først hør-te om fjendens forvirring.

T 8 Ex. Firenze og Pisa, 1498. Og Venedig. Begge parter trak sig tilbage.

T 9 ”Næste morgen kom en kvinde tilfældigt til lejren, beskyttet af alder og fattigdom” (!)

Bog: Del III, kap. 16 Bog: Del III, kap. 18

246

DEL III – KAPITEL 19: OM MILDHED OG STRENGHED

VED LEDELSE (1)T 1 Ex. Rom. To hærførere: Titus Quinctius

og Appius Claudius. Appius var hård, blev slået. Quinctius var afholdt, sejrede.

T 2 Det ser ud til, at mildhed er bedre end hårdhed. Men Tacitus siger det modsatte. Citat.

T 3 Jeg mener: Enten (1) regerer du over lige-stillede, eller (2) over undergivne.

T 4 Ad (1). Ligestillede: kan man ikke be-handle hårdt.

T 5 Ad (2). Undergivne. Tacitus. Straf, men retfærdig. Undgå had.

T 6 Derfor må man ikke røve undersåtternes ejendom.

T 7 Q fortjener mere ros end Appius. Tacitus’ opfattelse anerkendes indenfor grænser. Men Appius falder udenfor (grænserne).

DEL III – KAPITEL 20: MENNESKELIGHED ER STÆRKEST

T 1 Ex. Under en belejring af Faliskernes by kom en skolemester til Camillus, med de fornemste børn i byen. Han sagde:

T 2 Med dem ville C. få magt over byen.

T 3 Men C. afviste det, og lod drengene drive ham tilbage til byen med slag.

T 4 Faliskerne var imponerede af C.s menne-skelighed, og retskaffenhed, og overgav ham byen.

T 5 En handling ud fra menneskelighed og godhed kan gøre mere indtryk på men-nesker, end en grusom og voldsom hand-ling.

T 6 Andre Ex.: Pyrrhus og Fabricius. – Scipio. Kyskhed, den unge kvinde. (III 34, T 7, slut).

T 7 Forfattere lovpriser fyrster, som er sådan, fx Xenophon om Kyros. Egenskaber.

T 8 (Disposition) Men Hannibal var stik modsat. (Grænser for generalisering). (Næste kapitel).

DEL III – KAPITEL 21: HANNIBAL OG SCIPIO

(MILD – HÅRD, 2)T 1 Mange feltherrer har handlet stik modsat

af det nævnte. T 2 Sejren skyldes ikke fremgangsmåden.T 3 Ex. Scipio var mild, og blev tilbedt i Spa-

nien.

Bog: Del III, kap. 19 Bog: Del III, kap. 20

247

T 4 Men Hannibal i Italien var voldsom, gru-som, troløs. Han opnåede det samme. (Relativisme).

T 5 Mennesker ønsker forandring.T 6 De søger en fornyer.T 7 Man opnår magt over mennesker ved

(1) at vinde dem, eller ved (2) at indgyde dem frygt.

T 8 Det vigtigste for en feltherre er hans tap-perhed. Det opvejer hans fejl.

T 9 Han kan være venlig, eller frygtelig. Der er fordele og ulemper ved begge dele (Re-lativisme).

T 10 Det bedste ville være middelvejen, men den er imod vor natur.

T 11 Scipio havde problemer med sine solda-ter, fordi de ikke frygtede ham.

T 12 Hannibal var forhadt af Romerne.T 13 Men der var aldrig oprør mod ham i hans

hær, som bestod af mange forskellige fol-keslag.

T 14 Det skyldtes dels frygten for ham, dels beundring for hans tapperhed.

T 15 Konklusion. Det vigtigste for en feltherre er: tapperhed.

DEL III – KAPITEL 22: OM HÅRDHED OG MILDHED (3)

T 1 Ex. Rom. To feltherrer. Lige tapre over for fjenden, men helt forskellige over for sol-daterne.

T 2 Manlius var meget streng, Valerius var venlig.

T 3 Trods så forskellig adfærd havde de sam-me resultater overfor fjenden, til gavn for republikken, og til fordel for dem selv.

T 4 Forf. vil undersøge (1) Hvorfor Manlius måtte være så streng. (2). Hvorfor Vale-rius kunne være så menneskelig. (3) Med modsat optræden opnåede de samme re-sultater. (4) Hvad er det bedste?

T 5 (1) Manlius forlangte meget af sig selv, og af andre.

T 6 Hårde befalinger skal følges op med hårdhed.

T 7 Vil man have lydighed, må man forstå at befale. Men det gør kun den, som sam-menligner sig med dem, der skal adlyde.

T 8 For at kunne herske med magt må der være det rette forhold mellem herskerens og de undertryktes kræfter. (Balance). Hvis de undertrykte er stærkere, kan her-skeren miste sit herredømme.

Bog: Del III, kap. 21 Bog: Del III, kap. 22

248

T 9 Jvf. T 6. For at befale stærke handlinger må man selv være stærk.

T 10 Hvis man ikke har den indre styrke, skal man afholde sig fra usædvanlige befalin-ger. (Sædvanlig – usædvanlig).

T 11 Ved sædvanlige befalinger kan man vise mildhed.

T 12 Man må antage, at Manlius måtte optræ-de strengt på grund af de usædvanlige befalinger, som kom fra hans natur.

T 13 Sådanne (usædvanlige) befalinger er nyt-tige i en republik. De fører ordninger til-bage til de oprindelige, gode.

T 14 Hvis republikker ofte havde mænd, der kunne føre dem tilbage, kunne de bestå evindeligt. Ex. Manlius

T 15 (2) Derimod: Valerius. Holdt sig til de sædvanlige regler. De var gode.

T 16 Skulle man straffe, blev det henført til reglerne, ikke til lederen.

T 17 (3) Begge metoder kan bruges. Men der er fare for at blive foragtet, som Scipio, eller forhadt, som Hannibal.

T 18 (4) Hvad er bedst? Forskellige meninger.T 19 Citat fra Livius, om Valerius.T 20 Referat af Livius om Manlius. Roser ham

meget.

T 21 (MCV.s opfattelse). For en borger i en re-publik er (1) Manlius’ metode bedst. Den gavner staten, ikke den enkelte.

T 22 (2) Valerius’ metode. Det er farligt at sol-daterne nærer hengivenhed overfor felt-herren. At det ikke gjorde skade skyldtes Romernes tænkemåde, og at han ikke havde overkommandoen længe.

T 23 Valerius’ metode passer til en fyrste, som må søge lydighed og kærlighed hos sine soldater, og det passer til et monarki.

T 24 Men at hæren følger en borger, passer ikke til en fri stat (republik).

T 25 Ex. Venedig (republik). Strid mellem sø-folk fra galejer, og folket. En tidligere ad-miral fik bragt søfolkene til ro. Men det vakte Senatets uvilje mod ham, så han blev fængslet eller dræbt.

T 26 Konklusion:

Bog: Del III, kap. 22 Bog: Del III, kap. 22

Feltherre hos Fyrste i Republik, Borgerlig

(2) Valerius, blid nyttig

skadelig, for fædre-landet, og for ham selv

(1) Manlius, hård skadelig

nyttig, medmindre han er for streng, se næste kapitel

249

DEL III – KAPITEL 23: AT OPNÅ ANSEELSE

T 1 Valerius og Manlius (III 22)T 2 Camillus ligner mere Manlius. Livius

om ham: han blev beundret for sin dyg-tighed. Men han var forhadt på grund af strenge straffe.

T 3 Livius anfører tre Ex. til had mod Camil-lus.

T 4 Heraf ser man, hvad der gør en fyrste for-hadt af folket. (1) At man tager et gode fra det. (2) Hovmodigt væsen.

DEL III – KAPITEL 24: FORLÆNGET EMBEDSTID

T 1 At den romerske republik sluttede skyld-tes (1) Strid p. gr. af Jordloven. (2) At over-kommandoen blev forlænget.

T 2 Ex. Cincinnatus. Ville ikke have sin em-bedstid (som konsul, adel) forlænget.

T 3 Den første var P. P.T 4 At embedstiden blev forlænget havde til

følge: (1) Mindre antal ledere i spidsen for hæren. (2) En enkelt mand fik for meget magt over hæren. Ex. Sulla og Marius. Cæsar.

T 5 Hvis embedstiden ikke var blevet forlæn-get, ville Romerne ikke så hurtigt have fået den store magt. Deres erobringer vil-le være kommet langsommere, men det ville også have varet længere før de blev undertrykt. (Kontrafaktisk)

DEL III – KAPITEL 25:

FATTIGE ROMERET 1 I lang tid herskede fattigdom i Rom.T 2 Man mente, at fattigdom er ingen hin-

dring for fremgang. (I 37, T 8)T 3 Ex. Cincinnatus drev et lille landbrug.

Han blev udnævnt til diktator, da Rom var i fare.

T 4 Citat fra Livius. Mod dem, der kun ser på rigdom.

T 5 Ex. Cincinnatus tog til Rom, samlede en hær (!), og slog fjenden. Han ville ikke, at hæren skulle dele byttet.

T 6 I Rom ærede man fattigdom.T 7 Dette viser: (1) Der var fattigdom, og der

var tilfredshed med den (!). Borgerne nøje -des med æren, og overlod fortjenesten til staten.

Bog: Del III, kap. 23 Bog: Del III, kap. 24

250

T 8 Og (2) Disse borgeres sjælsstorhed. En tid almægtige hærledere, derefter tilbage til privatliv, beskeden livsførelse.

T 9 Det er utroligt, at mennesker kan klare en sådan forandring.

T 10 Denne fattigdom varede længe (168 f.Kr.)T 11 (Konklusion). Fattigdom giver bedre ud-

bytte end rigdom. Fattigdom har bragt lan-de til ære, men rigdom har ødelagt dem.

DEL III – KAPITEL 26: OM KVINDER

T 1 Ex. Byen Ardea. Strid om ægteskab. Patri-ciere mod plebejere.

T 2 Folket søgte hjælp hos Volskere. Adelen søgte hos Rom, som sejrede.

T 3 Hertil er at bemærke: (1) Kvinder er årsag til mange ulykker. Ex. Lucretia. (III 5, T 24)

T 4 Statsledere må være opmærksomme på dette problem. Anvende egnede midler.

T 5 Ex. Ardeaterne. Det farlige i at søge hjælp i udlandet.

T 6 Hertil er at bemærke: (2): se kap. 27.

DEL III – KAPITEL 27: UENIGHED I EN BY (II 25)

T 1 Af (III 26), Ex. Ardea, ser man, hvordan man genopretter enighed i en by. Man skal fjerne oprørslederne.

T 2 Der er tre midler: (A 1) At dræbe dem. (A 2) Forvise dem. (A 3) Indgå en aftale

med dem.T 3 (A 3) er det dårligste. En påtvunget fred

er ikke varig.T 4 Middel (A 3) Ex. Pistoia (Se II 21, T 11, og

II 25, T 6). Borgerne delt i to partier. Fi-renze søgte at mægle, men måtte til sidst gribe til:

T 5 Middel (A 2). Forvisning.T 6 Det bedste havde nok været: middel (A 1)

(!).T 7 Men det kan svage republikker og fyrster

ikke tage sig sammen til, dårligt nok til middel (A 2).

T 8 Man bør gøre som i gammel tid.

* * *

Bog: Del III, kap. 25 Bog: Del III, kap. 27

251

T 9 I stedet har man nogle helt forkerte ansku-elser. Således at benytte uenighed i byer, og at have fæstninger (omtalt i II 24).

T 10 Det er unyttigt at ville benytte sig af uenighed i en by. – (B 1) Man kan ikke have et godt forhold til begge grupper. Folk vælger parti.

T 11 Det er umuligt at fastholde en stat, som har både ydre og indre fjender.

T 12 Hvis en republik har en uenig by under sig, vil det føre til spaltning og strid i den egne by. For hvert parti i den uenige by vil søge hjælp hos den fremmede.

T 13 Det medfører to ulemper. (C 1) Den frem-mede uenige by kan ikke blive ven, fordi parterne kæmper om magten. (C 2) Den lokale strid griber ind i den egne by.

T 14 Ex. Citat. Firenze ville skabe enighed i Pi-stoia, men derved blev Firenze selv spal-tet.

T 15 Ex. Arezzo. 1502. – I Frankrig kunne man ikke sige, man hørte til kongens parti. – (Se Syst: Kapitel 3: Stat. Hoveddistink-tion). – (III 41, T 5)

T 16 Sådanne midler kan bruges i rolige tider, men ikke når der er store vanskeligheder.

DEL III – KAPITEL 28: GODE OG DÅRLIGE BORGERE I

EN REPUBLIK (I 52)T 1 Ex. Rom. En rig borger skaffede under en

hungersnød korn til folket, og blev der-ved meget populær.

T 2 Senatet frygtede for dette, og lod borge-ren henrette (!).

T 3 Handlinger, som ser ud til at være gode, kan slå om til voldsomhed, og blive til fare for republikken. (Skin og Virkelighed)

T 4 En republik må have ansete borgere. Men de kan føre til tyranni.

T 5 Man må undersøge de midler, som skaf-fer dem anseelse. Det er to: (1) offentlige, (2) private.

T 6 Ad (1) Offentlige: gode råd, og gerninger. Man må give dem ære, og belønning.

T 7 Ad (2) Private midler: gavne andre. T 8 De begunstigede bliver opmuntret til at

nedbryde moralen, og krænke lovene.T 9 En godt indrettet republik må åbne ve-

jen for dem, der arbejder med offentlige midler, og lukke den for dem med private midler.

T 10 Ex. Rom. Belønning og anklage.

Bog: Del III, kap. 27 Bog: Del III, kap. 28

252

T 11 I særlige tilfælde udnævnte man en dik-tator.

T 12 Blot eet tilfælde, som ikke bliver straffet, kan føre til republikkens undergang (!). (Absolutisme)

DEL III – KAPITEL 29: FOLKETS SYNDER, OG FYRSTERS

T 1 Ingen fyrste bør beklage sig over folkets synder. De skyldes enten hans svaghed, eller at han har de samme laster.

T 2 Ex. fra samtiden. Romagna.T 3 Dette kom fra de fordærvede fyrster, ikke

fra menneskenes natur, som det blev på-stået.

T 4 Fyrsterne var fattige, men ville leve som rige, derfor måtte de røve, på forskellig måde. De kunne give love, og ved over-trædelse af dem opkræve bøder.

T 5 Derved bredte røveri sig til folket.T 6 Ex. fra Livius. Nogle sørøvere tog noget,

som skulle være gave til Apollo (I 55, T 1).T 7 Deres fyrste sagde, at det var gudløst, og

det blev givet tilbage.T 8 Citat fra Livius: ”Folket ligner herskeren”

(Se også Bevingede ord: Som herren er, så følge ham hans svende).

T 9 Lorenzo de Medici siger det samme.

DEL III – KAPITEL 30: OM MISUNDELSE

OM MILITÆR ORDENT 1 Rom frygtede et angreb.T 2 Camillus var Tribun. Han ønskede, at de

andre Tribuner skulle give ham ledelsen, hvad de gjorde.

T 3 Citat fra Livius. De mente, de ikke miste-de noget af deres værdighed, ved at for-øge hans værdighed.

T 4 Camillus udstedte ordrer. Opstillede tre hære.

T 5 En dygtig mand kan udrette meget, hvis han kan overvinde misundelse.

T 6 Misundelse kan hindre, at de bedste får magten.

T 7 Misundelse kan overvindes på to måder. (1) Ved en meget alvorlig begivenhed, hvor alle frygter for undergang, og derfor adlyder den, som de tror kan redde dem. Ex. her: Camillus, hyldes.

T 8 Misundelse kan overvindes (2). Når dine konkurrenter dør, på en naturlig eller voldsom måde. For så længe de ser, at du bliver mere anset end dem, vil de ikke

Bog: Del III, kap. 28 Bog: Del III, kap. 29

253

holde sig i ro. De vil se roligt på, at fædre-landet går under.

T 9 Det bedste er, at de dør en naturlig død (!)T 10 Ellers må den dygtige mand selv udføre

det.T 11 Ex. Moses. – Ex. Savonarola. – Soderini (I

52, T 4). De gik under, fordi de ikke vid-ste, hvordan de skulle bekæmpe misun-delse, eller ikke havde magt til det.

* * *

T 12 Camillus’ disposition (T 4) til forsvar for Rom. Andre beskrivelser viser, hvad man skal gøre.

T 13 Det dårligste forsvar er det, der sker uden orden. Derfor opstillede Camillus den tredje hær, til byen Rom. Den skulle befa-le over de indbyggere, som havde våben. Alle andre skulle blive hjemme.

DEL III – KAPITEL 31: DE STÆRKE ER STABILE

T 1 Citat fra Livius. Camillus sagde: At jeg var diktator har ikke øget mit mod. At jeg var forvist har ikke brudt det.

T 2 Store mænd er altid de samme.

T 3 De forandres ikke, om lykken er med el-ler mod dem.

T 4 Men svage mennesker bliver beruset af lykken, og tror at deres medgang skyldes dem selv.

T 5 De bliver forhadt af andre.T 6 Når deres skæbne ændres bliver de feje,

og tænker på flugt. Ex. fyrster.T 7 Disse dyder findes også hos republikker.

Ex. Rom. Blev ikke ynkværdig efter ne-derlaget ved Cannæ.

T 8 Og blev ikke overmodig efter sejren over Antiochos.

T 9 Modsat: Ex. Venedig. Var overmodig, tab-te, og ydmygede sig.

T 10 Overmod i lykke, og modløshed i ulykke, skyldes vor opdragelse.

T 11 Jo mere kendskab til verden, des mindre udsving i lykke og ulykke.

T 12 Hvad vi har sagt om enkelte, gælder også for de mange, som lever i en stat. De op-når den grad af fuldkommenhed, som staten har.

T 13 Jeg har sagt, at et godt krigsvæsen er grundlaget for alle stater. Det ses af Roms historie: (1). Krigsmagten skal øves. (2). Det kræver, at den består af indbyggere.

Bog: Del III, kap. 30 Bog: Del III, kap. 31

254

T 14 Ex. Rom. Camillus sagde til soldaterne, at de skulle gøre som de havde lært.

T 15 (Gentagelser).

DEL III – KAPITEL 32: OM AT HINDRE FRED

T 1 To kolonier havde gjort oprør mod Rom. Nogle ville have forsoning, men andre ville forhindre det, hidsede folk op.

T 2 Det bedste middel til at undgå fred er: at begå en stor forbrydelse mod den anden part. Frygten for straf.

T 3 Ex. Nogle soldater, som havde kæmpet for Karthago, gjorde oprør, valgte to som ledere. Karthago sendte forhandlere til dem. Men de to ledere overtalte solda-terne til at dræbe de udsendte, og andre. Dette gjorde (deres) hær grusom og hård-nakket mod Karthagerne.

DEL III – KAPITEL 33:

HÆREN SKAL HAVE TILLIDT 1 For at vinde et slag skal man indgyde hæ-

ren så meget tillid, at den er overbevist om, at den vil sejre.

T 2 Soldaterne skal være godt bevæbnet og ordnet, og kende hinanden.

T 3 Føreren må være agtet. Han skal være klog, ivrig, modig.

T 4 Han skal straffe soldaterne for deres fejl, ikke anstrenge dem uden grund, holde sit ord (løfte), skjule alt det farlige.

T 5 Romerne betjente sig af religion, for at skabe tillid. Man havde augurer og auspi-cier.

T 6 Soldaterne skulle have tillid til, at guder-ne ville være med dem.

T 7 Citat fra Livius. Appius forsvarer de gam-le skikke.

T 8 Ex. Prænestiner, overtro ang. stedet: Al-lia. Tabte slaget.

T 9 Citat fra Livius. Den romerske diktators tale: de stoler på lykken, du skal stole på våben og mod.

T 10 Sand tapperhed, god orden, og selvtillid efter mange sejre, bliver ikke ødelagt af småting.

T 11 Ex. Soldater klarede sig selv.T 12 Fabius holdt tale, men ville ikke sige alt.

Bog: Del III, kap. 31 Bog: Del III, kap. 33

255

DEL III – KAPITEL 34: BEDØMMELSE AF MENNESKER

T 1 Titus Manlius (Halskæde) hjalp sin far mod en anklage. Dette var ikke lovligt, men folket værdsatte det. (Del I, kap. 11, T 3).

T 2 Forf. vil undersøge, hvorledes folket be-dømmer mennesker, som søger et embe-de, og om folket er bedre til dette, end en fyrste er. (T 10).

T 3 Folket bedømmer ud fra: (1) Oprindelse, fader. (2) Hans omgangskreds. (”Sig mig, hvem du omgås” Bevingede Ord). (3) Hans egne gerninger.

T 4 Bedømmelse af disse kriterier ( 1), (2).T 5 Ad (3). Er det vigtigste. En stor handling.

Ex. Rom.T 6 Desuden må han vedligeholde sit ry. Ex.

Titus Manlius (T 1) gjorde tre særlige ting, udover det militære.

T 7 Ex. Scipio. Hans store gerninger.T 8 Også fyrster må gøre noget for at opret-

holde deres anseelse.

* * *

T 9 Tilbage til T 3. Når borgere får deres før-ste embede, kender man dem ikke.

T 10 Folket bedømmer her bedre end en fyr-ste.

T 11 Men fyrsten har rådgivere (Se næste kapi-tel).

T 12 I nogle tilfælde kan borgerne i en repu-blik klage over udnævnelse af en em-bedsmand.

T 13 Ex. Rom. Fabius Maximus advarede mod en mand, ved valg af konsul.

T 14 (Gentagelser).

DEL III – KAPITEL 35: OM RÅDGIVERE

T 1 Det er farligt at stå i spidsen for en større forandring. Det er et stort emne.

T 2 Her vil vi kun se på farer ved at være rådgiver, i en republik, eller hos en fyrste. (MCV har erfaring).

T 3 Folk bedømmer alt efter resultatet, udfal-det. Hvis det er dårligt, rammer det råd-giveren.

T 4 Ex. Sultan (”Stortyrk”). Fik et dårligt råd, og lod pashaen henrette.

T 5 Nogle borgere, hvis råd gav dårligt resul-tat, blev forvist.

Bog: Del III, kap. 34 Bog: Del III, kap. 34

256

T 6 Ex. Rom. En plebejer blev konsul (leder af hæren), og tabte en krig. Rådgiverne blev beskyttet af partiets magt.

T 7 Rådgivere har en vanskelig stilling (dilem-ma). Der er to muligheder: (1) Rådgivere svigter deres pligt, hvis de ikke råder til det, som ser ud til at være gavnligt for sta-ten eller fyrsten. (2) Men hvis de råder til det, sætter de deres stilling og liv på spil.

T 8 MCV.s råd: Rådgivere skal være forsig-tige, ikke presse noget igennem, lade den anden tage afgørelsen.

T 9 Det er farligt, hvis mange har talt imod det, og det falder uheldigt ud, så vil man falde over rådgiveren.

T 10 Hvis det, som rådgiveren har anbefalet, og mange har været imod, alligevel lyk-kes, så får man ikke anerkendelse. Men der er noget godt ved det: (1) ingen fare.

T 11 (2) Hvis du beskedent har rådet til noget, men andre til noget andet, og dette bliver til ulykke, så får du ret. Men du kan ikke rigtigt glæde dig over berømmelsen, for-di det blev til ulykke for byen. Men den skal ikke helt undervurderes (!).

T 12 Man skal ikke råde nogen til at tie. Ex. En ven af kongen af Makedonien.

T 13 Han måtte undgælde for, at han havde tiet da han skulde tale, og talte da han skulle have tiet. Man skal holde sig indenfor de nævnte grænser (T 8).

DEL III – KAPITEL 36:

TRE SLAGS HÆRET 1 Livius har flere gange sagt, at Gallerne i

begyndelsen af et slag er mere end mænd, og senere mindre end kvinder.

T 2 Mange siger, at det er i deres natur. Men anlæg for mod kan videre udvikles ved kunst.

T 3 Der er tre slags hære. (1) Der er mod, og orden. Ex. Rom.

T 4 I en velordnet hær sker alt efter befaling. (III 14, T 4).

T 5 (1) En hær som er ordnet og tapper, bru-ger sin kraft på fornuftig måde.

T 6 (2) Hære med blindt raseri, men ingen or-den. Ex. Gallere.

T 7 (3) Hære, hvor der hverken er mod eller orden. Ex. Samtidens.

T 8 Citat fra Livius. Tale af konsul. Klager over ”tiderne” (325 f. Kr.!)

T 9 Italiens hære nu.

Bog: Del III, kap. 35 Bog: Del III, kap. 35

257

DEL III – KAPITEL 37: KRAV TIL FELTHERRE

T 1 Godt og ondt følges ad. (Se Syst: # 58: Det onde og det gode).

T 2 Derfor er det svært at opnå det gode, hvis ikke lykken hjælper os, ved at overvinde de sædvanlige og naturlige onder.

T 3 Citat fra Livius, om tvekamp Manlius – Galler.

T 4 En god feltherre må undgå alt, hvad der skræmmer hæren.

T 5 At gå ind i en kamp uden at sætte alle sine kræfter ind, er dumdristigt. (I 23).

T 6 Den kloge feltherre, som står overfor en ny fjende, må vænne sine soldater til det.

T 7 Soldaterne må forinden, ved små kampe, overvinde deres frygt.

T 8 Ex. Rom, mod Samniter, en ny fjende. Ci-tat fra Livius. Der var først små kampe.

T 9 Ganske vist er det farligt, hvis de taber i disse kampe.

T 10 Krav til feltherren. Skal undgå at tabe små indledende kampe.

T 11 (1) Hvis man mister noget, som man selv prisgiver (2) Men hvis man mister noget, som man ville forsvare.

T 12 Ex. Filip (V) af Makedonien (197 f. Kr.) ødelagde en del af landet.

T 13 Ex. Romerne efter Cannæ. Ville ikke hjælpe vennerne.

T 14 Om de små kampe, skærmydsler (T 8 og 9).

T 15 Ex. Marius mod Kimbrer. Stillede solda-ter op hvor de kunne se på de fremmede, vilde krigere.

T 16 Citat fra Livius, se T 3.

DEL III – KAPITEL 38: DEN DYGTIGE FELTHERRE

T 1 Feltherren Valerius holdt tale til sine sol-dater inden slaget (343 f.Kr.)

T 2 Han roser sig selv. Citat fra Livius. (Ord – Handling).

T 3 Talen er en god instruktion til en felther-re. Manden og titlen.

T 4 Forskel: gamle, erfarne soldater, og nye, uerfarne.

T 5 Men gode feltherrer kan få meget ud af nye soldater. Ex.

T 6 Blot skal der være tilstrækkeligt med mandskab.

Bog: Del III, kap. 37 Bog: Del III, kap. 37

258

DEL III – KAPITEL 39: KENDSKAB TIL TERRÆN

T 1 En hærfører må kende forskellige typer af terræn.

T 2 Det gælder særligt her, at ”Øvelse gør mester” (Bevingede Ord).

T 3 Den bedste måde at lære det på er: ved jagt.

T 4 Ex. Kyros. Sammenligning: soldater – jæ-gere.

T 5 Man skal lære én egn grundigt, så kan man let klare sig i andre. Alle egne ligner hinanden (!)

T 6 Den erfarne kan se på et landskab det, han har brug for.

T 7 Citat fra Livius. Ex. Decius. Om at besæt-te en høj.

T 8 MCV.s analyse af ex. (Kontrafaktisk)

DEL III – KAPITEL 40: AT NARRE FJENDEN

T 1 Bedrag er normalt skændigt, men i krig er det rosværdigt.

T 2 At vinde over fjenden ved bedrag er lige så rosværdigt, som at sejre ved magt.

T 3 Det kendes fra mange store mænd, fx Hannibal.

T 4 Men dette gælder ikke, hvis man bryder løfter, eller kontrakter.

T 5 Her er der tale om at narre fjenden, selv om han er mistænksom, og det er kernen i krigskunst.

T 6 Ex. Hannibal.T 7 Ex. Caudinske Pas (II 23, T 21). En list.T 8 Men fejl: benytte middelvejen (II 23).

DEL III – KAPITEL 41: FÆDRELANDET OVER ALT

T 1 (Fortsættelse af kap. 40). T 2 Legaten Lentulus sagde: alt, hvad der kan

redde fædrelandet, er godt.T 3 Dette bør alle borgere følge.T 4 (MCV) Hvis det gælder fædrelandets ek-

sistens, er det ligegyldigt om man hand-ler retfærdigt eller uretfærdigt. (”Right or wrong”. Bevingede Ord)

T 5 Dette følger franskmændene, for hvem kongen er alt. (III 27, T 15).

DEL III – KAPITEL 42: AT BRYDE AFTVUNGET LØFTE

T 1 Ex. Caudinske pas (II 23, T 21), (III 40, T 7). Spurius påtog sig al skylden. Overgav sig til Samniterne, for at meddele, at Romer-

Bog: Del III, kap. 39 Bog: Del III, kap. 40

259

ne ikke ville overholde fredsslutningen. Men Samniterne lod ham vende tilbage.

T 2 (1) Man kan blive berømt ved alle hand-linger, både sejr og nederlag.

T 3 (2) Det er ingen skam at bryde løfter, som er aftvunget. (Del I, kap 59, T 3).

T 4 Fyrster bryder løfter når de vil.

DEL III – KAPITEL 43: MENNESKENE ER ENS

T 1 En opfattelse. Vil man vide noget om fremtiden, må man se på fortiden.

T 2 Det skyldes, at menneskene altid har de samme egenskaber.

T 3 Der er forskel på, i hvilket land de er vok-set op, da der er forskel på landenes skik-ke (normer).

T 4 Et folk har levet længe under de samme regler, og har tilpasset sig dem.

T 5 Ex. Firenze. Opfattelse af Tyske og Fran-ske.

T 6 Ex. Kongen af Frankrig. Brød sit løfte.T 7 Ex. Firenze mod Milano. Kejser (Østrig).

(1401).T 8 Hvis Firenze havde lært af historien om

barbarernes skikke (T 9), ville de ikke være blevet narret.

T 9 Ex. Etruskerne sluttede aftale med Gal-lerne (mod Rom). Etruskerne betalte pen-ge, men Gallerne brød aftalen.

T 10 Etruskerne mistede pengene, fik ikke hjælp, fordi Gallerne var begærlige, og ikke holdt ord. Af dette ser man, at franskmændene altid har været de sam-me (!) (Franciosi).

DEL III – KAPITEL 44: VOLDSOM OPTRÆDEN

T 1 Samniterne ville have Etruskerne til at hjælpe sig mod Romerne.

T 2 Samniterne brugte et mærkeligt udtryk, og sagde: de havde rejst sig, fordi fred for undertrykte er værre end krig for frie.

T 3 En fyrste, som vil have hjælp af en anden, skal ikke give ham betænkningstid, men lade ham forstå, at afslag vil vække vrede.

T 4 Ex. Pave Julius lagde pres på modparter, ved ikke at give dem tid.

T 5 Han brød op fra Rom. (1506).T 6 (Et andet) Ex. Gaston de Foix. Forbløffet

over denne hurtige beslutning sendte ”Markgreven” virkeligt nøglerne, hvad han aldrig ville have gjort, hvis de Foix

Bog: Del III, kap. 42 Bog: Del III, kap. 43

260

havde været tilbageholdende. (# 82: Pas-siv–Aktiv). (1512).

T 7 T 1, og næste kapitel.

DEL III – KAPITEL 45: FORSKELLIG FREMFÆRD I KRIG

T 1 Ex. Konsul Decius gik mod fjenden med største voldsomhed. (295 f.Kr.).

T 2 Konsul Fabius gik langsomt frem, for at spare på kræfterne, og vente til fjenden var blevet træt.

T 3 Udfaldet viste, at Fabius’ plan lykkedes bedst. Decius tog sig af dage, for at opnå ære.

DEL III – KAPITEL 46: DE VIGTIGE FAMILIER

ER FORSKELLIGET 1 De forskellige byer har hver deres sær-

præg.T 2 Men i en by er der også forskel på de for-

skellige familier. Ex. fra Rom.T 3 Det kan ikke skyldes blodet, men må

være fra opdragelsen. T 4 Ex. Censor Appius. Magtsyg. (213 f.Kr.).

DEL III – KAPITEL 47: DET ALMENE VEL ER VIGTIGERE

END PERSONLIGE HENSYNT 1 Konsul Marcius blev såret (310 f. Kr.)T 2 Der skulle udnævnes en diktator. T 3 Senatet bad Fabius lægge privat had til

side.T 4 Fabius gjorde det af fædrelandskærlig-

hed, men på forskellig måde viste han, hvor svært det var for ham.

T 5 Dette er et eksempel for gode borgere.

DEL III – KAPITEL 48: FJENDES FEJL, ELLER KRIGSLIST

(III 18)T 1 Ex. Legat Fulvius overfor Etruskerne.T 2 En feltherre skal ikke tro at noget er en

fejl fra fjendens side. Han skal altid tæn-ke på, om det er en list.

T 3 Menneskers ønske om sejr forblinder dem.

T 4 Ex. Gallerne var forsigtige. Roms porte stod åbne.

T 5 Ex. Firenze belejrede Pisa. 1508. Opdage-de ikke dobbeltspil.

Bog: Del III, kap. 44 Bog: Del III, kap. 47

261

DEL III – KAPITEL 49: NOGLE SAMFUNDSPROBLEMER

T 1 I en storby sker der ofte noget mærkeligt. T 2 Engang besluttede alle romerske kvinder

at aflive deres mænd med gift.T 3 Der var Bakkanaler (orgiastisk kult) og

komplot (186 f. Kr.)

* * *

T 4 Republikken Rom havde strenge straffe: henrettelser, landsforvisning.

T 5 Den værste straf var decimering i hæren. Hver tiende mand skulle dø, efter lod-trækning.

T 6 Hvis mængden begår en forbrydelse, og det er usikkert hvem der er gernings-mand, kan man ikke straffe alle. (Del–Helhed)

T 7 Hvis man straffer en del, og lader de øv-rige gå fri, er det uret overfor dem der bli-ver straffet. Og de, som går fri, føler sig opmuntret til nye forbrydelser.

T 8 Men når efter lodtrækning en tiendedel skal dø, så klager de som bliver ramt af det, over skæbnen. Og de, som går fri,

frygter for at straffen rammer dem en an-den gang. Derfor passer de på.

* * *

T 9 Normalt er der i en republik tid til at af-hjælpe folks forbrydelser.

T 10 Men man har ikke tid ved forbrydelse mod staten. Den kan gå til grunde, hvis ikke en klog mand griber ind.

* * *

T 11 Rom havde givet så mange ”fremmede” borgerret, at det påvirkede valgene.

T 12 Censor Q. Fabius så faren, og inddelte de nye i fire grupper (Tribus), for at begræn-se deres indflydelse. Han fik tilnavnet Maximus.

(BOG SLUT)

SKEMA:(II 12) Bevæbnet, ubevæbnet(III 22) Valerius og Manlius

* * *

Bog: Del III, kap. 49 Bog: Del III, kap. 49

ALFABETISK DEL

HENVISNINGER DAGLIGSPROG

265ALFABETISK DEL

Navne på Personer, og på Byer, Lande, Folkeslag, Landskaber – er ikke medtaget.

Der kan søges på ord i computer.

Da der anvendes forfatterens inddeling i ka-pitler, kan dette tankekatalog anvendes til alle udgaver og oversættelser.

Der henvises først til Systematisk Del, mærket: ”Syst:”, og tegnet # med tal for kapitel. Un-derdelingen af kapitler i Systematisk Del er ikke angivet med tal, man må se på Ind-holdsfortegnelse til Systematisk Del. Der an-gives sidetal i den tyske udgave, som jeg har arbejdet med. Desuden et bogstav: a, b, c, d, der angiver fjerdedel af bogsiden i denne udgave.

Derefter henvises til Kronologisk Del, mærket ”Bogen”. Der angives Romertal for ”Del” (Libro) i MCV.s bog, og Arabertal for kapi-tel.

Desuden henvises til enkelte sætninger, her anføres bogstavet T som betyder Tanke el-ler Tese, og et nummer, i den inddeling af kapitler som jeg har foretaget. De angiver

stedet i et kapitel. Man kan se disse tal i den Kronologiske del, og sammenligne med en tekstudgave, hvor person og stednavne, samt latinske citater, kan være vejledende til at finde ”Stedet”. Interesserede kan ind-føre dem i den udgave de har, det letter senere opslag. Disse tal erstatter sidetal og bogstav i den tyske udgave, som anvendes i Systematisk Del. Begge metoder angiver plads på bogsiden. Hvis henvisningen gæl-der hele kapitlet, anføres ikke T og tal.

Man kan se efter i Kronologisk Del her, men da dette er et uddrag, af ”Tanketråde”, kan der være stof, som kun kan ses i selve bogen.

I Alfabetisk Del nævnes normalt kun et eller to steder. Øvrige: søg på ordet i CD/DVD.

Nogle gange står der: Søg ordet. Dette for at minde læseren om denne mulighed, ved visse ord som er vigtige, fx Nødvendighed. Og man kan søge på Bevingede Ord.

Beslægtede ord sættes til sidst.Opslagsord i parantes er ikke fra forfatteren.

266 ALFABETISK DEL

I oldtiden brugte man ikke fødselsår, som vi gør, men dødsår, og funktionstid for em-beder, f.eks. Konsul. Jeg nævner som regel kun et år, for at give et indtryk af tidspunk-tet.

Romerne havde ofte tre navne. Det virker til-fældigt hos MCV og Livius, hvilke der bru-ges. Jeg følger den tyske udgave, som i regi-stret kun anfører et af dem som ordnings-ord, og det bruger jeg.

FORKORTELSER:jvf. Jævnførslm. Sammenlignfx. for eksempelctr. (Contra) Modsatflg. Og følgendef. Kr. før år Nuld. død år ...(slut) slutningen af et stykke, i ”T”

ORDBØGER:S. P. Cortsen: Latinsk Dansk Ordbog til Skole-

brug. 1924Italiensk Dansk Ordbog. Af Gerhard Boysen,

Erling Strudsholm. Gyldendal, 2006Tysk Dansk Ordbog. Af Egon Bork. 14. Udga-

ve. Gyldendal, 2004(Dansk) Fremmedordbog. Af Karl Hårbøl, Jør-

gen Schack, Henning Spang-Hanssen. Gyl-dendal, 1999.

267ALFABETISK DEL

A (Absolutisme)...Bog: Del II, kap. 30, T 13: et ene-

ste nederlag. – Del III, kap. 28, T 12: et eneste tilfælde, som ikke bliver straffet. – Modsat: Relativisme

Adel...Syst: # 45. – Bog: Del I, kap. 3, 4, 5. – Del I, kap. 40, T 22: forhold til tyranner

Adoption...Bog: Del I, kap. 10, T 10: Alle kejsere ved A. var gode.

Afgive land...Bog: Del II, kap. 14, T 4: bør en fyrste ikke gøre

Afgørende slag...Bog: Del II, kap. 16, T 1: Rom mod Latinerne

Afholdt, være, blive...Bog: Del III, kap. 21, T 9: anstrenge sig for

Afkølet...Bog: Del I, kap. 57, T 8: mængden. – Del II, kap. 14, T 8: du vil finde dine forsva-rere A.

Afskære vejen...Bog: Del I, kap. 52, T 2: for en ærgerrig borger

Afsløre...Bog: Del III, kap. 48, en list Afstand, betydning for erkendelse...Bog: Del I,

kap. 18, T 15. – Del II, kap. 22, T 9: Enhver opfattelse har nogle grunde for sig, som på afstand ser rigtige ud, og dog strider mod

sandheden. – Del III, kap. 14, T 9: Hvad der er blændværk bliver afsløret når man nær-mer sig

Aftale...Syst: # 33, 35, 63. – Bog: Del I, kap. 59Afvente...Syst: # 82. – Bog: Del I, kap. 33(Akademisk)...(1) at undervise ved Universitet.

(2) Verdensfjern. ”Forstyr ikke mine cirk-ler” (Se: Bevingede ord)

Aktiv...Syst # 82. – Se også: Passiv – AktivAlder...Syst: # 72. – Bog: Del I, kap. 60, i Rom. –

Bog: Del II, Forord, T 22: Med alderen svæk-kes kræfterne, men dømmekraft og indsigt tager til.

Alene...Bog: Del I, kap. 9, T 13 (slut): en lovgiver må stå A.

Almenvellet...Syst: # 62. – Bog: Del II 2, T 6: Ikke den enkeltes vel, men almenvellet gør staterne store. – Jvf. Bog: Del III, kap. 47: Fædrelandskærlighed. – Modsat: Partier.

Analogi...Syst: # 55, MTY Mening. – Bog: Del II, kap. 30, T 12: krop-samfund. – Del II, kap. 3, T 9: naturen-republik, tynd stamme

Anerkendelse, Hæder...Bog: Del III, kap. 25, T 2: Trods fattigdom. – Se også: Anseelse. Be-rømmelse

Angiver (”Stikker”)...Bog: Del III, kap. 6, T 15: ved sammensværgelse

268 ALFABETISK DEL

Angrebskrig...Del II, kap. 17, T 4: Man fører en-ten A. eller

Angribe i krig...Syst: # 15. – Bog: Del I, kap 33. – Del II, kap. 32

Anklager, i Rom...Syst: # 51. – Bog: Del I, kap. 7 og 8

Anseelse...Bog: Del I, kap. 54: Anset mand overfor mængde. – Del II, kap. 14. – Del III, kap. 28, T 4 flg: Borgere. Fare – (Prestige).

(Antropomorf) Handler, som ikke er menne-ske...Syst: # 76

Apellere (i Rom) til folket...Bog: Del I, kap. 44, T 4. – Del I, kap. 45, T 3

Apollo...se SørøvereArbejde...Syst: # 53. – Bog: Del I, kap. 1, T 8Argument-ation...Syst: # 57. – Bog: Del III, kap.

19, T 3: Når jeg overvejer

Arv, Arvefølge...Bog: Del I, kap. 2, T 10: udarte. – Del I, kap. 10: Alle kejsere ved arvefølge (i Rom) var dårlige. – Del III, kap. 5: Miste sit arvede rige. – Jvf. Blod

(Arv og miljø)...Syst. # 53, Opdragelse. – Bog: Del III, kap. 46, T 3

(Association)...Bog: Del III, kap. 37, T 16 (slut): Og da vi her har nævnt Val. Corv. vil vi i det følgende kapitel …

Attentat...Syst: # 51. – Bog: Del III, kap. 6Augurer, Auspicier...Syst: # 54, Religion Gam-

le. – SpådomAutoritet...Bog: Del I, kap. 58, T 6: Jeg mener,

det er ikke forkert at forsvare en mening med grunde, uanset autoriteter (Logik). – Del II, kap. 18, T 3 (slut): udover autoritet (Hannibal) også klare grunde.

269ALFABETISK DEL

B Bagtale, bagvaske...Syst: # 87. – Bog: Del I, kap.

8Bakkanal...Bog: Del III, kap. 49, T 3Balance... Bog: Del I, kap. 55, T 23: rette forhold

mellem… Del III, kap. 22, T 8: – Del III, kap. 42, T 2: en gerning som opvejer skylden (Nederlag). – (Jvf. Ligevægt)

Barbarer...Bog: Del I, kap. 1, T 2: ved Romer-rigets undergang. – Del III, kap. 43, T 8 - 9: Gallere

Barmhjertighed...Bog: Del I, kap. 53, T 18: Gia-comini. (Umanità). – Se også: Menneskelig-hed.

Baroner i Napoli...Bog: Del I, kap. 59, T 11: for-bund med andre

Barn...se Børn Bebude...Bog: Del I, kap. 56: Tegn fra HimlenBedrag I. I alm. Få magt ved B...Bog: Del II,

kap. 13 II. I krig (jvf. List)...Bog: Del III, kap. 40: nar-

re fjenden(Det) Bedre er det Godes fjende (Bevingede

Ord)...Bog: Del II, kap. 27

Bedømme jvf. Vurdering...Syst: # 58, ud fra Hensigt eller Udfald

Bedømme Mennesker...Bog Del III, kap. 34Befaling...Bog: Del III, kap. 14, T 4. – Del III,

kap. 36, T 4: i en velordnet hær må intet ske uden befaling – Jvf.: Kommandovej. – Or-dre.

Befolkning...Syst: # 32. – Bog: Del II, kap. 3Begejstre -t, -de, soldater skal være...Bog: Del

I, kap. 43Begge dele, ved argumentation...Bog: Del III,

kap. 13Begrænse borgers magt...Bog: Del I, kap. 52Begrænse sin indsats...Bog: Del III, kap. 37, T

12: Filip. – (Jvf: koncentrere).Begrænset af love...Bog: Del I, kap. 58, T 11. –

(Ctr. Handlefrihed)Begrænset levetid...Bog: Del III, kap. 1, T 1Begunstige...Bog: Del III, kap. 28, T 7: for at

skaffe sig tilhængereBegyndelse...Bog: Del III, kap. 1: Føre tilbage til

oprindelsenBegær...Bog: Del II, Forord T 24: De menneske-

lige B. er umætteligeBehage Fyrsten...Bog: Del III, kap. 2, T 7 (slut):

Brutus I

270 ALFABETISK DEL

Beherske, Regere...Syst: # 35. – Bog: Del II, kap. 4.

Behersket, Holdning...Syst: # 83.2Bekymret...Bog: Del I, kap. 31, T 3: Feltherren

var B.Belejre...Syst: # 15Beliggenhed...Bog: Del II, kap. 3, T 7: Roms B.

var ikke gunstigBelønne...Syst: # 84. – Bog: Del I, kap. 24. – Se

også: Triumftog Berømmelse...Syst: # 59 Værdier. – Bog: Del III,

kap. 34Besiddende...Bog: Del I, kap. 5. T 11: For det

meste bliver sådanne omvæltninger frem-kaldt af de B., af frygten for at miste

Besindelse...Bog: Del I, kap. 1, T 13: Disse mær-kelige begivenheder bragte igen borgerne til B. – (Jvf. Stød)

Beskedenhed...Syst: # 84. – Bog: Del II, kap. 2, T 16: ved ofring. – Del II, kap 14, (Se Krono-logisk Del, Kommentar). – Del III, kap. 35, T. 8, anbefales for rådgiver

Beskyttelse, søge...Bog: Del II, kap. 9, T 11: hos en anden magt

Beskyttet af alder og fattigdom...Bog: Del III, kap. 18, T 9: en kvinde

Beskære: ...se Gartner

Beslutte...Syst: # 14 i krig. – Bog: Del I, kap 38: svage republikker. – Del II, kap. 15: Svage stater. – Bog: Del I, kap. 5: se på ulemper og farer. – Del I, kap. 52, T 5: afveje

Bestikkelse...Bog: Del I, kap. 47, T 14: Firenze. – Del I, kap. 49, T 9. – Del III, kap. 11, T 8: Venedig sluttede en gunstig fred

Besætte en høj...Bog: Del III, kap. 39, T 7: et Ex. fra Livius (Terræn)

Betale...Bog: Del II, kap. 30: mellem stater og fyrster, for at blive beskyttet

Betænkning...Bog: Del III, kap. 44, T 3: Ikke give tid til B.

Bevare...Bog: Del I, kap. 25: Ved ændring af statsforfatning – bevare noget af det gamle

(Bevingede Ord): se Forord: TankekatalogBevise...Bog: Del I, kap. 53, T 7: Fabius. – Argu-

mentationBevæbnet – ubevæbnet...Bog: Del II, kap. 12, T

12 - 18. (Se: Kronol. Del). – Del II, kap. 30, T 11: fejlen: folket gjort forsvarsløs

Bevægelse...Bog: Del I , kap. 6, T 14: Da alle men-neskelige forhold er i stadig Bevægelse, og ikke kan stå fast, så må de stige eller falde. – Også: Del II, Forord, T 10. – Op–Ned. Kræf-ter. Dynamisk. – Flyder. – Modsat: Uforan-derlig

271ALFABETISK DEL

Bibel...Bog: Del III, kap. 30, T 11: læse B. med forstand. Om Moses

Bidende spøg...Bog: Del II, kap. 26, T 9 (slut): som rummer en sandhed

Bidende utaknemlighed...Bog: Del I, kap. 30, T 5

Bier...Bog: Del III. kap. 14, T 10: flygter for røgenBillede...Bog: Del III, kap. 39, T 4: Jagt er B. på

krigBilledhugger...Bog: Del I, kap. 11, T 8: hellere

rå marmorBilledligt udtryk...Syst: # 56 NTY. – Bog: Del II,

kap. 10, T 3: Bjerge bliver til sletterBiskop...Bog: Del I, kap. 54, T 4. Firenze. B. ifør-

te sig sine fornemste klæderBitre erindringer...Bog: Del II, kap. 26, slut. –

Jvf.: Bidende spøg Bitter, blive...Bog: Del III, kap. 16, T 4: fremra-

gende mænd i rolige tiderBjergboere...Bog: Del I, kap. 11, T 8: ukultive-

redeBjergegn...Bog: Del I, kap. 23, T 4: besætte pasBlande indbyggere med fremmede...Bog: Del

II, kap. 3, T 8: Lykurg var imod Blid...Bog: Del III, kap. 9, T 9: P. Soderini var B.

Blind...Bog: Del III, kap. 35, T 7: for menneske-ne er nu engang så B. – Del I, kap. 53, T 8: Folket

Blod (Arv)...Bog: Del III, kap. 46, T 3: Forskellen mellem familier i Rom kan ikke skyldes B.

Blodskam...Bog: Del I, kap. 27, T 5 og 8: P. Bag-lioni

Blodsudgydelse...Bog: Del III, kap. 12, T 17: Ca-millus undgik. – Del III, kap. 7: med og uden B.

Blændværk...Bog: Del III, kap. 14, T 9: forhold til sandhed, erkendelse

Blødagtig...Bog: Del I, kap. 19, T 1: Rom. – (Modsat): Tapper

Borger...Syst: # 47. – Bog: Del III, kap. 28: deres handlinger

Borger, Farlig...Bog: Del III, kap. 28, T 4: fare for tyranni

Borgerlig (Vi er vant til modstilling: socialister – borgerlige. Hos MCV er det: Fyrste over-for Republik)...Se Syst. Del, kap. 3, Hoved-distinktion

Borgerret...Bog: Del III, kap. 49, T 11: Rom gav B. til mange Fremmede

Breve (noget skriftligt)...Bog: Del III, kap. 6, T 42: farligt, ved sammensværgelse

272 ALFABETISK DEL

Broder, behandle som...Bog: Del II, kap. 21, T 11: Firenze overfor Pistoia

Bryde sit løfte...Bog: Del III, kap. 42: aftvunget løfte

Bundet (ctr. Fri)...Bog: Del I, kap. 58, T 11: Fyr-ster kan være bundet af love. – Del I, kap. 16, T 18: Kongen af Frankrig

Byers oprindelse...Bog: Del I, kap. 1Bytte...Bog: Del I, kap. 55, T 1: give til Apollo.

Også: Del III, kap. 29, T 6. – Del II, kap. 6, T 11: Rom. Soldater

Bødestraf...Bog: Del I, kap.31, T 6: Rom. Hær-førere

Bøffelhud...Bog: Del III, kap. 14, T 7: SemiramisBørn, at få, mange...Bog: Del II, kap. 2, T 28:

Sociale forhold

C Censor (i Rom)...Syst: # 46 Ledere(Chance)...Bog: Del III, kap. 10, T 14: prøve Lyk-

ken(Clausewitz, C. von)...se: Kronologisk Del: Bo-

gens Del II, kap. 12, slutCunctator, Nøleren: det er Fabius. – Bog: Del

III, kap. 9, T 5. – Se også: ”Fabian Society”

D Dadel...Bog: Del I, kap. 9, T 6: Dadel fortjener

ikke den, som bruger magt for at opbygge, men for at ødelægge

Dagligliv...Syst: # 53Datter...Bog: Del III, kap. 4, T 7: af Servius, var

ikke tilfreds med at være kongedatterDecemvir...Syst: # 46. – Bog: Del I, kap. 35 og

40Decimere (militær straf)...Syst: # 25, Soldater. –

# 66 Skæbne(Definition)...se Adel, og HjælpetropperDekade...Bog: Del III, kap 1, T 21: ”Dermed

skal den tredje ”Bog” (questo terzo libro), og den sidste del af denne første ”Dekade” (questa prima deca i Livius’ bog) finde sin afslutning”. – Del I, kap. 1, T 16 (slut)

Del og Helhed...Syst: # 48, slut. – Bog: Del I, kap. 47. – Del III, kap. 11, T 11: Venedig.

Del og Hersk...Bog: Del II, kap. 2, T 9: Tyran, holde staten splittet. – Del III, kap. 11. – Se også: Bevingede Ord.

(Detailstyring)...Bog: Del II, kap. 33, T 7: nuti-den

273ALFABETISK DEL

(Determinisme)...Bog: Del III, kap. 1, T 12: Det er en gammel sandhed, at alle væsner på jorden har en begrænset levetid. Men kun de fuldender det af himlen forudbestemte forløb

(Dialektik)...se (”Magtens Dialektik”)Diktator...Syst: # 46, Ledere. – Bog: Del I, kap.

34(Dilemma) Di = To...Syst: # 61 Situation. Hand-

lemuligheder. – Bog: Del II, kap. 10, T 13: Claudius Nero overfor Hasdrubal. – Del III, kap. 17, T 24: (samme). – Del III, kap. 35, T 7: Rådgivers stilling

(Diskretion)...Bog: Del II, kap. 26, T 2: se Slave(Distinktion)...se: Forord, Metode(Divide ut imperes)...se: Del og hersk. – Splitte.

SpaltningDobbelttydigt Svar...Bog: Del III, kap. 44, T 4:

Pave Julius. – Bog: Del III, kap. 48, T 5 (slut): en Pisaner (fra Pisa).

Doge, Venedig...Bog: Del I, kap. 35, T 9: Vogtere skulle kontrollere dem

Dolk...Bog: Del III, kap 6, T 9: En fyrste kan ikke udplyndre et menneske således, at han ikke har en D. som han kan hævne sig med. – Bog: Del III, kap. 6, T 25: Plan mod Nero. Slibe en rusten dolk.

Dom...se Dømme. Bedømme. Vurdere(Drengekærlighed)...Syst: # 53, Sex. Pausanias.

– Bog: Del III, kap. 6, T 24: Fare, ved sam-mensværgelse

Dristighed...Bog: Del III, kap. 6, T 15 (slut): her modsat: Klogskab

Dræbe...Bog: Del III, kap. 3: Brutus (I) dræbte sine sønner. – Bog: Del III, kap. 6, T 36: Kun folk, som er erfarne i dette

Dumdristig...Bog: Del I, kap. 53, T 15: Den let-teste måde at ødelægge en republik er at inddrage den i D. foretagender

Dyd...Bog: Del I, kap. 58, T 13: Man skal rose D. også hos sine fjender

Dyd af nødvendighed...Syst: # 55 Skin og vir-kelighed. – Syst: # 58 Vurdering I og II. – Bog: Del I, kap 51. – (Bevingede ord: Dyd Gøre en Dyd af N.)

Dyd og Last bor tæt sammen...Bog: Del I, kap. 2, T 6, slut

Dydig handling...Bog: Del III, kap. 28: begyn-delse til tyranni

Dygtighed...Se også: VirtúDyr...Syst: # 62 Handler i forhold til naturen.

(Herunder: arter af dyr)Død...Syst: # 67. # 52 Straf, Henrette. – Se også:

Selvmord

274 ALFABETISK DEL

Dødsfald, heldigt...Bog: Del III, kap. 30, T 8: be-sejre misundelse

Dødsstraf...Bog: Del I, kap. 24, T 10 (slut): Man-lius blev styrtet ned fra det samme Kapitol, som han med stor berømmelse havde red-det. – Se også: Decimere. Henrette. Korsfæ-ste

Dømme...se også: Bedømme. VurdereDømme (til) Døden...Bog: Del I, kap. 49, T 8:

hvem skal – Del III, kap. 49, T 4: Rom. En hel legion

Dømmekraft...Bog Del I, kap. 19, T 4: David havde D.

Dør...se: LukkeDårlige personer...Syst: # 74. – Bog: Del III, kap.

28

E Ed (Sværge)...Syst: # 56 Sprog: Tale, Samniter-

ne. – Bog: Del I, kap. 11, T 2: Romerne var mere bange for at bryde en ed, end for at overtræde lovene, fordi de agtede Guds magt mere end menneskenes

Eftergivenhed...Bog: Del III, kap. 19, T 5: E. overfor undergivne gør dem overmodige

Efterlign-e, -ing...Syst: # 81. – Bog: Del I, For-ord, T 11-12: Man vil ikke E. fortiden. – Del II, kap. 3, T 3: Alt, hvad vi gør, er E. af Na-turen.

Egn...Bog: Del III, kap. 39, T 5: fortrolig med en E.

Egoisme – Modsat: AlmenvelEjendom...Bog: Del I, kap. 37, T 19: Menneskene

sætter E. meget højere end Ære.Eksempel, bruge...Syst: # 55 Erfaring. – Bog:

Del II, kap. 27, T 4: jeg vil forklare det med gamle og nye E., fordi man ikke kan gøre det så tydeligt med (logiske) grunde

Eksistenskamp...Bog: Del II, kap. 8, T 4: Med alle andre folkeslag havde Romerne kæm-pet om magten, men med Gallerne: om deres (egen) eksistens. – Del II, kap. 16, T 1: Romernes vigtigste slag var mod Latinerne (ved Vesuv, 340 f. Kr.)

Ekstrem...Syst: # 83. – Bog: Del I, kap. 27, T 6: Menneskene evner ikke at være fuldkom-men gode, eller

Elefant, i krig...Bog: Del II, kap. 18, T 17: Slag i Tunis (Karthago), 255 f. kr. – Del III, kap. 14, T 7: Semiramis

Embede...Bog: Del I, kap. 48. – Del III, kap. 24. – Del III, kap. 34

275ALFABETISK DEL

Embedsmand...Bog: Del I, kap. 50: valg af E.En eneste gang... – Bog: Del II, kap 30, T 1 og 9:

Rom. Købe sig fri. – Se: Væ VictisEn–mange...Se: MangeEneherredømme, Monarki...Syst: # 41-44. –

Bog: Del III, kap 6, T 44: EksemplerEnighed i en by...Bog: Del II, kap. 25, T 3: årsag:

frygt, og krig. – Del III, kap. 27: genoprette E. – Modsat: Uenighed

Enkelte, den...Bog: Del I, kap. 57. – Del II, kap. 2, T 6: overfor almenvellet

Enkeltheder...se: Del og HelhedEns...se også SammeEns, Mennesker er...Bog: Del III, kap. 43Ensartethed Bog: Del III, kap. 39, T 5: alle lande

har en vis E. – (Lighed)Enten–Eller...Syst: # 83.1 – Bog: Del I, kap. 45, T

8: overfor mennesker – Jvf. (Hug, med eet)Erfaring (Konkret. Real)...Syst: # 55 MTY. Erindring...Bog: Del II, kap. 5: E. om fortiden

forsvinder ved skift i religion Erkendelse...Syst: # 55 – MTY. – Bog: Del III,

kap. 31, T 11: Kendskab til verden – modere-rer vort overmod i Lykken, og sorg i ulyk-ken.

Erobre, i krig...Syst: # 15. – Bog: Del II, kap. 19: kan være farligt. – Del II, kap. 32: Romernes metoder

Evigt...Bog: Del III, kap. 17, T 5 (slut): Republik-ker kan ikke vare E.

F Fabian Society...Syst: # 83.2 Middelvej (slut)Falde–Stige (Bevægelse)...Bog Del II, Forord, T

10Falskhed...Bog: Del I, kap. 41: AppiusFalsk håb om sejr...Bog: Del II, kap. 27, T 1Familier, Lighed...Bog: Del III, kap. 46 RomFange, Krig...Bog: Del III, kap. 31, T 7: Romerne

ville ikke udveksle F.Far og Søn...Syst: # 63Fare...Bog: Del I, kap. 2, T 4: hvis staten er i F. –

Del I, kap. 32: tidspunkt. – Se også: Klippe. Sammensværgelse

(En) Farlig mand...Syst: # 35Fattigdom...Syst: # 38. – Bog: Del I, kap. 6, T 6:

Sparta. – Del III, kap. 16, T 5, anbefales. – Del III, kap. 25, i Rom ærede man F.

Feber...Bog: Del I, kap. 39, T 4: skyldes ikke læ-gen

276 ALFABETISK DEL

(”Fedte for andre”)...Bog: Del III, kap. 2, T 6 og 7: Brutus (I) – Behage

Fejhed...Syst: # 82. – Bog: Del II, kap. 14. – Del III, kap. 31, T 9. – Modsat: Mod. Tapper

Fejl...Bog: Del I, kap. 53: tage F. – Del I, kap. 58, T 6-8. – Del III, kap. 48: kan være krigslist

Fejlagtig opfattelse...Syst: # 55 Erkendelse. – Bog: Del II, kap. 22

(”Fejlhandling”)...Bog: Del II, T 29, T 3: Skæb-nens indflydelse

Fejlslutning...Bog: Del II, kap. 22, T 14 (slut): Prætor Numisius

Feltherre, Hærfører...Syst: # 22-24. – Bog: Del I, kap. 31. – Del II, kap. 33. – Del III, kap. 13, 33, 37, 38

Femte år, hvert...Bog: Del III, kap. 1, T 15: gribe magten. Firenze

Fjende–Ven...Syst: # 63Fjendtlig...Syst: # 87, HoldningFlugt, flygte...Bog: Del III, kap. 10, T 12: er

skændigt. – Del III, kap. 31, T 6. – Slm. Fej. – Modsat: Forsvar. Modstand

(Flyder, alt...Se: Bevingede Ord). HeraklitFod...Bog: Del III, kap. 19: træde andre under F.Fodfolk (Soldater)...Syst: # 26. – Bog: Del II,

kap. 18Folket...Syst: # 44, 45, 48

Folkestyre...Bog: Del I, kap. 2, T 13: nu gik man over til F.

(”Folkets Kærlighed, min styrke”. Bevingede Ord.) ...Bog: Del II, kap. 24, T 8 (slut): En vis og god fyrste vil ikke forlade sig på en fæst-ning, men på sine undersåtters kærlighed. – (Jvf. denne bogs omslag)

”Folkets stemme – Guds stemme”...Bog: Del I, kap. 58, T 23: Folket overfor fyrste

Folketribuner...Bog: Del I, kap. 3Folkets Vilje...Bog: Del I, kap. 57, T 3-4: om at

forholde sig til Folkevandring...Bog: Del II, kap. 8Forandr-e, -ing...Bog: Del III, kap. 9: Følge med

tiden. – Bog: Del III, kap. 21, T 5: Menne-sker ønsker F. – Del I, kap. 25, T 2: Statsfor-fatning. – Jvf.: Ny. Nyt. Ændre. – Modsat: Uændret. – Samme. – Uforandret

Forandre optræden...Bog: Del III, kap. 41: skal ske gradvist. Appius

Forandring af samfund...Bog: Del III, kap. 1, T 4: kun de F. er til gavn, som fører tilbage til oprindelsen. – Tilbageføre

Forbillede...Bog: Del II, kap. 4, T 16, og Del II, kap. 19, T 20: Romerne havde ikke noget F. – Del III, kap. 1, T 16, 17: Ex. fra Rom. – Del III, kap. 5: holde de gode fyrsters liv op som

277ALFABETISK DEL

et spejl. – Del III, kap. 38: Valerius. – Del III, kap. 47: Fabius

Forblinde...Bog: Del II, kap. 29: Skæbnen. – Del III, kap. 6, T 17: ved sammensværgelse

Forbrydelse...Syst: # 51 Sammensværgelse. – Bog: Del III, kap. 32: som middel til at hin-dre fred

Forbund...Bog: Del I, kap. 59. Republik eller fyrste. Farer ved F.

Forbundsfælle...Bog: Del II, kap. 13, T 5: forskel fra Undersåt

Fordampe...se: OphidselseFordel, som fjernes...Bog: Del III, kap. 23, T 4:

skaber hadFordrevet, person...Bog: Del II, kap. 31: Farligt

at stole på Fordrive et folk...Bog: Del I, kap. 26, T 4: Filip af

Makedonien. Grusomme midlerFordærvede Folk...Bog: Del I, kap. 55, T 11:

Franskmænd, Spaniere, ItalienereFordærvet (Jvf. Korruption). Om By, Stat, Folk,

Mennesker...Syst: # 37 (Slut). – Bog: Del I, kap. 17, 18, 42, 55. – Del II, kap. 19. – Del III, kap. 8. – Modsat: Retskaffenhed. – Renhed

Forebyggende...se Præventiv”Forebyggende mord”...Bog: Del III, kap. 6, T

30: flere Ex. fra Rom

Forene...Bog: Del II, kap. 25, T 2: Vejenternes angreb forenede Romerne (Veji)

Forfatning, skifte...Bog: Del I, kap. 25Forfatter...Bog: Del I, kap. 10, T 1: Hører til de

mennesker, som rosesForfølge...Bog: Del II, kap. 5, T 5, 6: De kristne

over for andreForgifte...Bog: Del III, kap. 6, T 42: Hanno,

Karthago, Senatet – Se også: GiftForhadt...jvf. HadForhadt, grunde til at blive...Bog: Del III, kap.

23, T 4: (1) fratage nogen en fordel, (2) hov-modigt væsen

Forhale (forsinke, trække i langdrag, nøle)...Bog: Del III, kap 10, T 1: Sulpicius

Forhindre fred...Bog: Del III, kap. 32: Midler til at F. F.

(Det rette) Forhold mellem hersker og under-trykte...Bog: Del I, kap. 55, T 23 (Balance)

Forhåbninger...Bog: Del I, kap. 53: Folket kan tage fejl

Forkøbet, komme i...se: PræventivForlig...Bog: Del II, kap. 27, T 8: Man bør indgå.

(Bevingede Ord: Magert F. er bedre end )Forligsmand...Bog: Del II, kap. 25, T 4, 5: mægle

i en uenig by

278 ALFABETISK DEL

Forlænge embedstid...Bog: Del III, kap. 24: ska-deligt

Forlænge krigen...Bog: Del III, kap. 10, T 1: Sul-picius. – T 13: Hannibal

Forløb, Handlingens...Syst: # 16 Krig. – Bog: Del III, kap. 6: Udførelse af sammensværg-else

Form – Stof...Bog: Del I, kap. 18, T 13: en be-stemt form passer ikke til et helt forandret stof

Formidler...Bog: Del II, kap. 19, T 13: Kejseren (af Østrig) spiller Rollen som F. – Se også: Mægler

Formue...Bog: Del III, kap. 6, T 7: Krænkelser drejer sig om formue, liv eller ære

Fornuft (herunder: Logik. Tænkning. Intellek-tuel. – Modsat: Erfaring. Konkret. Real)

Fornuftslutning...Bog: Del I, kap. 5, T 3: Holder man sig til F., kan begge begrundes, men ser man på udfaldet

Fornuftstridig...Bog: Del III, kap. 6, T 37: om en beretning hos Herodian

Forny, Fare ved...Bog: Del III, kap 35, T 1: at stille sig i spidsen for F. – Se også: Ny, Nyt

Forny krigen...Bog: Del II, kap. 16, T 5: Romersk hær i tre afdelinger. – Del III, kap. 18, T 5: Schweizerne ville F.

Forny samfund...Bog: Del I, kap. 18, T 13: Rom. – Slm. Sygt legeme

Fornyelse er nødvendig...Bog: Del III, kap. 1. – Renselse. Genfødsel. Føre tilbage til oprin-delse

Forretningsgang, ikke standse...Bog: Del I, kap. 50

Forræderi...Bog: Del II, kap. 32, T 5: Afsløring af F.

Forsigtig...Syst: # 83. – Tøve. NøleForsinke beslutning (i Republik)...Bog: Del I,

kap. 50, T 4Forskel – Lighed...Bog: Del I, kap. 39. – Del II,

kap. 16, T 2: to hære lige stærke. – Del III, kap. 46: Familier i Rom.

Forskrække fjenden...Bog: Del III, kap. 14Forsone...Bog: Del I, kap. 47, T 9: Pacuvius ville

F. folk og adel Forsvar (Militært) For Andre:...Bog: Del II, kap.

11. – Eget F. Del II, kap. 12Forsvarskrig...Bog: Del II, kap. 17, T 4Forsvarsløse...Bog: Del II, kap. 30, T 11: Disse

dårlige tilstande skyldtes at folkene var gjort F.

Forsvinde, et folk...Bog: Del II, Kap. 4, T 18: Etruskerne var en betydelig magt, men blev fuldstændigt ødelagt

279ALFABETISK DEL

Forsøg på – (forskel til: Gennemførelse af)...Se: Røveri af Frihed

Fortid, Viden om...Bog: – Del I, Forord. – Del II, Forord, og kap. 5

Fortilfælde...Bog: Del III, kap. 30, T 12: Livius beskriver F. for at eftertiden kan lære af det

Fortuna...Syst: # 65. – Bog: Del II, kap. 1Forudse...Syst: # 55 Erkendelse. – Bog: Del I,

kap. 49, T 1: Love for frihed, vanskeligt. – Se også: Fremtid

Forudsige...Bog: Del I, kap. 12, T 4: Menneske-ne tror let, at den Gud som kan forudsige deres lykke eller ulykke. – Bog: Del I, kap. 56: Varsler. – Se også: Fremtid

Forudtænke...Bog: Del I, kap. 32, T 4: Hver le-der af en republik, og hver fyrste, må forud tænke på de dårlige tider som kan komme

Forvent-e, -ning...Bog: Del I, kap. 52, T 7: Men det skete anderledes. Cicero, Antonius

Forvirrer...Bog: Del III, kap. 6, T 33: Intet F. så meget som at man pludselig ændrer sin plan

Fred, hindre...Bog: Del III, kap. 32 Fred (ctr.) Krig...Syst: # 11. – Bog: Del II, kap.

27, T 12-16: Hannibal. – Del III, kap. 44, T 2: Samniterne sagde: Fred for undertrykte er værre end krig for frie

Fred, Kritik af...Bog: Del III, kap. 16, T 1: Frem-ragende mænd bliver ikke værdsat i F.tid

Fred, Ønske om...Bog: Del III, kap. 12, T 11: løfter, som er fristelse for folket, der ønsker fred

Fredelige midler...Bog: Del I, kap. 33, T 16: Rom. – Del II, kap. 25, T 4, 5: overfor uenig by

Fremgangsmåde (Handling, Midler)...Bog: Del III, kap. 21, T 4. Hannibal

Fremmed magt...Bog: Del II, kap. 2, T 32: for-skel, blive undertrykt af fremmede – tjene egne borgere

”Fremmede”...Bog: Del I, kap. 55, T 11: ikke forbindelse med tyskerne. – Del II, kap. 3, T 8: Lykurg i Sparta ville hindre forbindelse med F. – Del III, kap. 49, T 11: Rom var gav-mild med at give borgerret til F.

Fremtid...Bog: Del I, kap. 39, T 2: Ved at se på fortiden kan man let forudsige F. – Bog: Del III, kap. 43

Frihed...Bog: Del II, kap. 2, T 10: ”ordets tryl-leri”

Frihed (i) Stat...Syst: # 33. – Bog: Del I, kap. 49 og 55. – Del II, kap. 2. – Del III, kap. 7

”Friste” ved Sammensværgelse (”lokke frem”) Bog: Del III, kap. 6, T 47

Fristelse. Vellevned...se Luksus

280 ALFABETISK DEL

Frivillig (ctr. tvunget, Trældom)...Bog: Del II, kap. 15, T 5: ved aftaler. Firenze. – Del II, kap. 23, T 18: Senat og Privernater. – Del II, kap. 32, T 6: Byer, som overgiver sig

Frivillig underkastelse...Bog: Del II, kap. 9, T 11-12: for at blive beskyttet. – Del I, kap. 59.

Frygt...Syst: # 82. – (1 Subjektivt) Bog: Del I, kap. 45, T 6: Folket skal ikke leve i F. – Del I, kap. 59, T 6: F. og troskab. – Del I, kap. 14, T 78: F. og Fejhed. – Del III, kap. 21, T 7: Mennesker beherskes af to grunddrifter: Kærlighed og F. Den som vækker frygt, bli-ver mere respekteret end den, som vækker kærlighed.

Frygt (2 Objektivt)...Bog: Del I, kap. 29, T 20: Frygten for straf gør menneskene bedre, og mindre ærgerrige. – Del III, kap. 12, T 6: op-rørsk by. – Del II, T 14, T 6: Frygt for krig.

Frækhed...Bog: Del III, kap. 48, T 1: i forbindel-se med List

Fuldkommenhed, Rom...Bog: Del I, kap. 2, T. 18: Den lige vej til F. – Del III, kap. 8, T 4. Processen mod Manlius

Fyrste...Syst: # 41-44. – Bog: Del I, kap. 10, 19, 58. – Del II, kap. 11. – Del III, kap. 29

Fyrstes Ord...Bog: Del III, kap. 34, T 8: bliver optaget af undersåtterne

”Fædrelandet over alt”...Bog: Del III, kap. 41, T 4. – (Bevingede Ord: Right or wrong) (Slm. “Deutschland über alles”, Bevingede Ord)

Fædrelandskærlighed...Bog: Del III, kap. 46, T 4: i Rom. – Del III, kap. 47

Fægtning (1) En sportsgren. – (2) Militært: lille kamp, Skærmydsel. – Se også: Skinfægt-ning

Færdighed...Bog: Del III, kap. 39, T 6: at se på Terræn. (Forskel mellem noget medfødt, og noget opøvet)

Fæstning...Syst: # 13. – Bog: Del II, kap. 24Føre tilbage til oprindelse...Bog: Del III, kap. 1Fører for folket...Bog: Del I, kap 44: Folket –

uden F.Fører i Militær: se Hærfører. Feltherre...Syst: #

22-24Første angreb...Bog: Del III, kap. 11, T 9: Hvis

man er så stærk, at man kan udholde det første angreb, og vinde tid ved at holde ud, så kan man sejre. – Del I, kap. 57, T 8: Til-flugtsted

Første gang...Bog: Del III, kap. 12, T 6: F. G. en by bliver erobret

Få, de, og de mange...Bog: Del I, kap. 7, T 13: P. Soderini. – Del I, kap. 49, T 10: Firenze

281ALFABETISK DEL

G Galej...Bog: Del III, kap. 22, T 25: Venedig. – Se

også: TreradåretGallerkonge...se: Bevingede Ord: Væ Victis”Gallerne kommer” (Varsel)...Bog: Del I, kap.

56, T 3Gammel (person)...Syst: # 72Gartner...Bog: Del II, kap. 3, T 5: beskæreGave...Bog: Del III, kap. 29, T 6: røve en G. til

guden ApolloGavmild...Bog: Del III, kap. 23, T 3: Camillus

var ikke G.Generalisere...Syst: # 55 Erkende. – Bog: Del I,

kap. 27, T 6: Man må deraf slutte (ud fra et enkelt tilfælde). – Se også: Regel

Generet...Bog: Del II, kap. 19, T 8, 9: Republik-ker bliver G. af andre

Genfødsel af en republik...Bog: Del III, kap. 1, T 7 og T 16

Gennemskue fjendens planer...Bog: Del III, kap. 12, T 12: Crassus. – Del III, kap. 18, T 2: det kan være lettere, end at se hvad han gør – (Hensigtsbestemmelse)

Genoprette...Bog: Del III, kap. 1, T 8: Da kom det slag udefra (Stød)

Genstand...Syst: # 56 Sprog. Ord og genstandGentagelse...Bog: Del III, kap. 34, T 6: at skaffe

sig berømmelse, og vedligeholde denGeografi...Bog: Del III, kap. 39: Kendskab til

terræn. – Se også: Syst: # 34, Lande og ByerGesandter...Bog: Del II, kap. 28: de blandede

sig i kampenGift (1) Realt...Bog: Del III, kap. 6, T 45: Ved

sammensværgelse, frarådesGift (2) Billedligt...Bog: Del I, kap. 3, T 5: Ade-

len spyttede G. ud mod folket. – Del I, kap. 6, T 10/11: Erobringer er G. for en svag repu-blik. – Se også: Forgifte

Glemme fortiden...Bog: Del II, kap. 5: fordi re-ligion og sprog skifter

God-Bedre...Bog: Del II, kap. 27. – Se også: Bed-re

God Del...Bog: Del III, kap. 13, T 8: kan gøre anden del god. – Om hær

God Mand...Bog: Del III, kap. 30, T 5: en god og klog mand

God-Ond...Bog: Del I, kap. 27: være helt G-OGode borgere...Bog: Del III, kap. 28: i en repu-

blikGode, Illusion om det G. ...Bog: Del I, kap. 53,

T 2: hos folketGode konge...Se: Gyldne tider.

282 ALFABETISK DEL

(Det) Gode (og) Lykken...Bog: Del III, kap. 37, T 2: det Gode kan kun nås, hvis Lykken hjæl-per til

(Det) Gode (og det) Onde...Syst: # 58, Vurde-ring. – Bog: Del III, kap. 37, T 1: følges ad

Gode Samfund...Bog: Del II, kap. 2, T 28 (ma-lende beskrivelse)

Godhed...Bog: Del III, kap. 19, T 2: Tacitus si-ger: overfor mængden er straf bedre end G. – Del III, kap. 21, T 11: Menneskene glem-mer den G. som er vist dem

Godtroende...Bog: Del III, kap. 3, T 4: Soderini var G.

Gonfalonière (Fanebærer, Bannerfører. Høj embedsmand i Firenze)...Bog: Del III, kap. 3, T 6: Soderini. – Og III, kap. 30, T 11.

Gradvis ctr. pludselig...Bog: Del I, kap. 18, T 14: ændringer i samfundet, på én gang, el-ler lidt efter lidt. – Del I, kap. 41, T 2: Appius forandrede sig med et slag. – Trinvis. Kon-tinuert

Gren, på træ...Bog: Del II, kap. 3, T 9: tynd eller tyk. – Billede på staters styrke

”Gribe Ind”...Syst: # 82 Passiv–Aktiv. – Bog: Del I, kap. 33, T 3: ved dårlig tilstand i re-publik hellere vente. – Bog: Del III, kap. 45: forskellig fremfærd i krig

”Gribe regeringen igen”...Bog: Del III, kap. 1, T 15: Firenze, 1434. Hvert femte år

Grunde (Logik)...Bog: Del I, kap. 11, T 7: En klog mand erkender meget godt, men grun-dene til det er ikke så indlysende, at man kan overbevise andre om det. – Del II, kap. 18, T 3: modsat autoritet. – Argument

Grundlægger...Syst: # 31. – Bog: Del I, kap. 9: af en stat

(Gruppefølelse)...Syst: # 25 Soldater. – Bog: Del I, kap. 57: Forenet er folket modigt

Grusomhed...Bog: Del III, kap. 21, T 12: Han-nibal var G. og troløs. – Del III, kap. 32, T 3 (slut): Denne beslutning, og henrettelsen, gjorde hæren grusom og hårdnakket mod Karthagerne. – Bog: Del I, kap. 58, T 38 (slut): hos mængden, og hos fyrsten

Grusomste krige...Bog: Del II, kap. 8, T 34: et helt folk bryder op

Grænse (1) Realt. Grænseegn se MarkGrænse (2) som begreb...Bog: Del II, kap. 27, T

16 (slut): Menneskene sætter ikke G. for de-res håb. – Del II, kap. 30 T 16 (slut): til En rejser sig, og sætter G. for Lykken

”Græsk” (Sex)...Bog: Del II, kap. 28, T 7 (slut): Attalos, Pausanias

Guder...Syst: # 54 Religion. – # 68 Guder

283ALFABETISK DEL

Gudløshed...Bog: Del I, kap. 13, T 9: Livius om ”nutidens” G. – Del III, kap. 29, T 6. At røve en gave til Apollo

Guld og Jern...Bog Del II, kap.10, T 7: SolonGyldne Halskæde...Bog: Del III, kap. 34, T 6: se

TorquatusGyldne tider...Bog: Del I, kap. 10, T 11, Kejsere.

– Del II, kap. 2, T 28: Frihed (malende be-skrivelse)

Gyse...Bog: Del III, kap. 7, T 5: Læseren må G.Gødning...Bog: Del I, kap. 33, T 14: kvæle en

plante med for meget G. – Billede på at for-holde sig til uro i samfundet

H Had-e...Syst: # 87. – Bog: Del II, Forord, T 5. –

Jvf. ForhadtHalskæde...se: TorquatusHandlekraft...Bog: Del II, kap. 2, T 13 flg.: og

religionHandlelære...Syst: # 61 til 68Handlemulighed...se også: UdvejHandlemåde...Bog: Del III, kap. 9, T 8: Den som

er vant til at handle på en bestemt måde, forandrer sig ikke. – Del III, kap. 21: Han-

nibal og Scipio. – Del III, kap. 22: Manlius og Valerius.

Handler...Syst: # 71 til 75Handler (i forhold til) omverden...Syst: # 62 til

66Handling (og) Anseelse...Bog: Del III, kap. 34,

T 5: Vigtigst – egne handlinger(Handling(s)lammelse)...Bog: Del III, kap. 6, T

34: ved sammensværgelseHandling(s)menneske...Bog: Del III, kap. 6, T

13 (slut): er der ikke mange af. – Del II, kap. 28, T 1: Gesandterne

Handling (og) Nødvendighed...Bog: Del III, kap. 12, T 1: N. er nyttig for alle H.

Handling (og) Ord...Syst: # 56Handling (og) Resultat...Bog: Del I, kap. 9, T

5: om grundlægger. Taler gerningen mod ham, må resultatet undskylde ham.

Handling, Stadier...Bog: Del III, kap. 36, T 1: hvad Livius siger om Gallerne i løbet af et slag

Handling, storhed...Bog: Del I, kap. 27, T 10: kan opveje dens skændsel

Handling (og) Tiderne...Bog: Del III, kap. 9: indrette sig efter dem

284 ALFABETISK DEL

Handling og Tænkning...Bog: Del I, kap. 5, T 3: Holder man sig til fornuftslutninger, kan begge forsvares. Men ser man på udfaldet

Haruspex (Latin)...Bog: Del I, kap. 12, T 3: Etru-skisk præst, som tog varsler af offerdyrs indvolde

Hedninge...Syst: # 54 Religion, GamleHeftighed...Syst: # 83.1Helhed...se: Del og HelhedHellige Bjerg: Kapitol, Rom...Bog: Del I, kap.

44, T 1: Folket samlede sigHelt gode eller helt onde mennnesker...Bog:

Del I, kap. 27, se kapiteloverskriftHeltemodig...Bog: Del II, kap. 16, T 2: Livius

om to hæreHemmelig...se Bog: Del III, kap. 6, Sammen-

sværgelse. – Se også: ListHenholdende...Bog: Del III, kap. 11, T 9: i krig,

vinde tid. – Del III, kap. 35: som Rådgiver. Holde hen

Henrette...Syst: # 52Hensigt...Syst: # 61, Formål. Mål. Plan. – Bog:

Del III, kap. 6, T 13: H. bliver ikke straffetHensigtsbestemmelse...Bog: Del II, kap. 14, T 9:

når du ser fjendens hensigt. – Del III, kap. 18: at gennemskue fjendens planer

Hensynsløs...Bog: Del III, kap. 21, T 4: Hanni-bal

(Heraklit) (Bevingede Ord: Alt flyder)...Se: Be-vægelse.

Herre...Bog: Del III, kap. 29, T 8: (Som H. er – Se: Bevingede Ord)

Herredømme, stærkeste...Bog: Del II, kap. 23, T 9: hvor undersåtterne befinder sig godt

Herre–Tjener...Bog: Del III, kap. 12, T 9: Den som er vant til at tjene, har ikke noget imod at skifte H.

Herske...Syst: # 35 Regere. – Se også: Magt. – ”Del og hersk”

Herskelyst...Bog: Del I, kap. 55, T 18: en konge med ubegrænset magt, som går imod de mægtiges umådelige H. – Del III, kap. 6, T 19: H. er ligeså stor, eller større, end hævn-lyst. – Del III, kap 8, T 3: Ex. Manlius Capi-tolinus. – Se også: Magtsyge. Ærgerrighed

Himmel, Himlen...Syst: # 66. (Omtrent = Skæbne)

Hindre Fred...Bog: Del III, kap. 32Hindring...Bog: Del I, kap. 40, T 8: Appius greb

H. som en Mulighed. – (Begrebet H. hører til ”Omverden”, # 62)

Historie...Syst: # 54 KTY

285ALFABETISK DEL

Historiekundskab...Bog: Del I, Forord, T 10: mangler nu

Historisk Udvikling...Syst: # 31Hjerte...Bog: Del II, kap. 30, T 12: i forhold til

krop. Billedligt: om statHjælpe...Syst: # 65: Lykken kan H. menneske-

neHjælpetropper...Bog: Del II, kap. 20Hn – L (Handler – Omverden)...Syst: # 62Holde hen (i krig)...Bog: Del III, kap. 17, T 2:

Hasdrubal havde været snu, havde holdt ham hen med fredstilbud

Holde (sit) Ord...Bog: Del II, kap. 28, T 7: Det gjorde Filip ikke overfor Pausanias (og det kostede ham livet)

Holdning...Syst: # 81 til 87. – Bog: Del I, kap. 41: pludselig skiften

Hoved (Leder)...Bog: Del I, kap. 57, T 7: der er ikke noget værre end en mængde uden ho-ved, men heller ikke noget svagere. – Del II, kap. 24, T 8: Hvis du dræber lederne, og fortsætter med at undertrykke mængden, vil der vokse nye frem, ligesom hovederne på Hydra (se dette)

Hovmodig...Bog: Del I, kap. 41, T 1: Appius. – Del III, kap. 23, T 4: Camillus

(Hug, med eet)...Bog: Del I, kap. 45, T 8 (slut): Enten må man ikke såre nogen, eller man skal gøre det på én gang, og derefter bero-lige menneskene

Hydra...Bog: Del II, kap. 24, T 8: Slangens ho-ved vokser ud igen

Hæderlighed, Retskaffenhed...Bog: Del I, kap. 55, T 2: Senatets tillid til folkets H.

Hær...Syst: # 21. – Bog: Del III, kap. 36: Tre arter af

Hærfører...se: Feltherre. KonsulHævn...Syst: # 87 – Og: søg ordetHøje og lave Stillinger...Bog: Del I, kap. 36Høne, Høns...Bog: Del I, kap. 14, T 3: hvis høn-

sene spiser. Varsel. – Del III, kap. 33, T 7: Ap-pius om dette

Håb...Syst: # 88. – Og: søg ordet. – (Bevingede Ord: Pandora)

Håne...Syst: # 87. – Bog: Del II, kap. 26.Hånd...Bog: Del III, kap. 12, T 2: nyttig for men-

neskerHåndgemæng...Bog: Del II, kap. 17, T 16: nær-

kampHåndskrift...Bog: Del III, kap. 6, T 28: ved sam-

mensværgelse. Fare, røber digHård (Person)...Bog: Del III, kap. 22, T 5: Man-

lius

286 ALFABETISK DEL

Hårdnakket-hed...Bog: Del II, kap. 16, T 3: ved lighed mellem to hære. – Del III, kap. 32, T 3: oprørske soldater. – Del III, kap. 12, T 7: ved naturligt had mellem fyrster

I (Identitet) Ens. Lighed. (Det) Samme. Uforan-

dretIkke sige alt hvad han vidste...Bog: Del III, kap.

33, T 12: Fabius Ild...Bog: Del III, kap. 14, T 8: på lanser, for at

overraske. – Bog: Del III, kap. 40, T 6: binde kviste på kvægets horn, antænde dem

Ildvåben...Bog: Del II, kap. 17Illusion...Bog: Del I, kap. 53: Folket narres af I.Incest...Bog: Del I, kap. 27, T 5: BaglioniIndesluttet, i krig...Bog: Del III, kap. 12, T 15:

finde udvejIndgriben...Bog: Del II, kap. 29, T 4: SkæbnensIndre modsætning, i en by...Bog: Del II, kap.

25. – Del III (tre), kap. 27Indtryk, gøre, på folk...Bog: Del I, kap. 54. – Se

også: MajestætIndtryk, dårligt, gøre...Bog: Del III, kap. 37, T 4:

Feltherren må undgå

Indvandring...Syst: # 32. – Bog: Del II, kap. 3 (Integration)...Bog: Del III, kap. 49, T 11: Rom(Ironi)...Bog: Del II, kap. 2, T 14: Vor religion

har vist os Sandheden. – Del II, kap. 10, T 17: Campanerne: krig og penge.

J Ja (og) Nej...Bog: Del III, kap. 6, T 28: Mundtligt

J og N er lige godeJagt...Bog: Del III, kap. 39, T 4: er billede på krigJern...Bog: Del I, kap. 58, T 34: eneste middel

mod dårlig fyrste. – Del II, kap. 10, T 7: Krig føres med J, ikke med guld. Solon. – Del II, kap. 30, T 7: Penge. – (Jvf. Bismarck. Bevin-gede Ord: Eisen und Blut)

Jordloven i Rom...Bog: Del I, kap. 37

K Kamel...Bog: Del III, kap. 14, T 7: SemiramisKamp...Syst: # 11Kampe, Små...Bog: Del III, kap. 37. – Skærmyd-

sel

287ALFABETISK DEL

Kanon...Syst: # 13. – Bog: Del II, kap. 17: Ildvå-ben

Kapitol, Rom...Bog: Del I, kap. 24, T 10: Titus Manlius. – Del I, kap. 44, T 15: Folket sam-lede sig der.

Karthago...se Puniske KrigeKatastrofe, Rom...Bog: Del I, kap. 53, T 9: Varro,

CannæKatolsk...Ordet betyder: Almen, Altomfat-

tende, Universel. På dansk siger man: (Den hellige) almindelige (Kirke). – Ferdinand arvede Aragonien, giftede sig med Isabella, som arvede Kastilien. Derefter fik han tit-len: Katolsk konge af Spanien, dvs.: for det Samlede Spanien. Populært: Ferdinand den katolske

Kejsere i Rom, dårlige...Bog: Del II, kap. 30, T 10: holdt mere af skygge end af sol

Kejser af Østrig (Tysk Romerske Rige)...Bog: Del III, kap. 31, T 9: Venedig ydmygede sig, modsat Romere

Kilde, udtørrer...Bog: Del II, kap. 12, T 3 og 8: (billedligt) Hannibal om krig

”Kirken”, Kirkestaten, Pavedømmet...Bog: Del I, kap. 12 T 18

(Klassekamp)...Syst: # 45. – # 48

Klippe I. Realt, fx. Kapitol. – II. Billedligt (Sø-fart):...Se Syst # 56 Billedligt udtryk

Klog mand...Syst: # 74Klogskab...Bog: Del III, kap. 6, T 18: hvis uger-

ningen udføres med K.Kniv...se: DolkKolonister (Rom)...Syst: # 32. – Bog: Del II, kap.

7Kommandovej, i Hær...Bog: Del III, kap. 14, T

4: Feltherren skal bestemme”Komme i forkøbet”...Bog: Del III, kap. 6, T 30:

Caracalla, Sammensværgelse. – Jvf. Præ-ventiv

Komplot...Syst: # 51. – Bog: Del III, kap. 6”Koncentrere kræfterne”...Bog: Del I, kap. 23Konge, god...Bog: Del I, kap. 55, T 18: holde de

mægtige nede. – Del II, kap. 2, T 28: ”Gyldne tider”

Konge (af) Frankrig...Bog: Del III, kap. 41, T 5: er ”hævet over partier”

Konge...Bog: Del III, kap. 5: at miste sit arvede rige

Konge (eller) Republik...Bog: Del I, kap. 20Konspiration...Syst: # 51. – Bog: Del III, kap. 6Konsul, Rom (Hærfører)...Syst: # 46 Kontinuert...Se: Gradvis

288 ALFABETISK DEL

Kontemplativ-e...Bog: Del II, kap. 2, T 18: Vor religion priser K. mennesker. – Modsat: Handlingsmennesker

(Kontrafaktisk ”Hvis”)...Syst: # 55. – Og: Søg ordet på DVD

Kontrol...Bog: Del I, kap. 35, T 9: Sparta og Ve-nedig havde Vogtere, til K. af Konger og Doger

(Korruption)...Del III, kap. 8, T 9: afhænger af tidsforhold. – Se også: Fordærvet. – Modsat: Renselse

Korsfæste (Rom)...Bog: Del I, kap. 31, T 4: Nogle hærførere blev K. efter et tabt slag

Kraft (i verdenshistorien, og i krig)...Bog: Del II, Forord, T 15: i forskellige riger. – Se også: Kræfter. – (Hører til: Bevægelse)

Kredsløb...Bog: Del I, kap. 2, T 15: af Statsfor-mer

Krig...Syst: # 11 til 17. – Bog: Del II, kap. 21Krig (og) Nødvendighed...Bog Del III, kap. 12,

T 14: Samnitisk hærførerKrig (og) Penge...Syst: # 13, Krig, midler (slut).

– Bog: Del II, kap. 10. Krigsfange...se FangeKrigslist...Bog: Del III, kap. 48.

Krigslykke...Bog: Del II, kap. 10, T 10: en spar-tansk konge måtte på grund af pengeman-gel prøve K

Krigsmagt...Bog: Del I, kap. 21: er nødvendigKrigsvæsen...Syst: # 21. – Bog: Del III, kap. 31,

T 13: et godt K. er grundlaget for alle staterKristendom...Syst: # 54, KTY. – Bog: Del I, kap.

12Kritisere...Bog: Del I, Forord, T 1: mennesker

vil hellere K. end roseKrop, (1) Legeme...se: Hjerte. HåndKrop (2) Billede på samfund...Bog: Del I, kap

17, T 1: hoved og kropKræfter (Se også Kraft)...Bog: Del II, kap. 27,

T 16 (slut): Mennesker stoler på deres Håb, uden at måle sine K. – Del III, kap. 6, T 46: ved Sammensværgelse. – Del III, kap. 22, T 8: Forholdet mellem hersker og undersåtter.

Krænkelse...Bog: Del II, kap. 28: skal straffes. Pausanias. – Del III, kap. 17: Claudius Nero. Hævn

Kultur...Syst: # 54 KTYKun én gang...Bog: Del II, kap. 30, T 1: Romer-

ne købte sig friKunst...Syst: # 54 KTYKurie (gruppe af borgere i Rom)...Bog: Del III,

kap. 30, T 4: Camillus

289ALFABETISK DEL

Kvinde...Syst: # 73 Kvinde og Mand. – Bog: Del III, kap. 18, T 9: beskyttet af alder og fattig-dom. – Del III, kap. 26: Ødelægge

Kvindagtig (effemináto)...Bog: Del I, kap. 19, T 6: Ancus Marcus. – Del II, kap. 2, T 20: Ved kristendom er verden blevet K.

Kvæg, brugt til List...Bog: Del III, kap. 40, T 6 Hannibal.

(Kynisk)...Bog: Del I, kap. 53, T 11: Senatets holdning til et forslag fra folket

Kyskhed...Bog: Del III, kap. 20, T 6: Scipio Kærlighed...Bog: Del III, kap. 21, T 7: Menne-

sker beherskes af to grunddrifter: Kærlig-hed og frygt

Købe sig fri...Bog: Del II, kap. 30Kønsorgan...Bog: Del III, kap. 6, T 40: Grevin-

den viste

L L (Bogstavet ”L” anvendes her som ”modpol”

til Hn, Handler, jvf. Syst: # 62. Det er af-ledt af ordet LOV, i betydningen Naturlov, jvf. Årsag, Kausalitet)...Bog: Del I, kap. 28, T 6: italiensk original: Nødvendighed: Ne-

cessità. Tysk oversættelse: Tingenes tvang. Dansk: Tvunget af omstændighederne.

Lade andre leve...Bog: Del III, kap. 4: er farligt for en fyrste

”Lade som om ”...Syst: # 55, Skin og Virkelig-hed. – Spil

Lade vokse...Bog: Del III, kap. 26, T 5: en strid i en by (passivitet)

Lag, sociale...Syst: # 38, Sociale forholdLande...Syst: # 34, Lande og ByerLandbrug...Bog: Del I, kap. 37: Jordloven i Rom.

– Se også: GartnerLandsforvise...Bog: Del II, kap. 31. – Bog: Del

III, kap. 49, T 4: store tal. – OstrakismeLandskab, kendskab til...Bog: Del III, kap. 39:

ved Jagt. – Jvf. Terræn Langsom-hed...Bog: Del II, kap. 15, ved beslut-

ninger: skader sig selv. – Del III, kap. 45: konsul Fabius. Langsomt angreb

Lanser med ild...Bog: Del III, kap. 14, T 89: Fi-denater

Last...Bog: Del I, kap. 2, T 6 (slut): Dyd og Last bor tæt ved hinanden

Latinske Sprog...Bog: Del II, kap. 5, T 5: vigtigt at det blev bevaret

Lavere og højere, i Samfund...Syst: # 74, For-skellige personer

290 ALFABETISK DEL

Ledelse...Bog: Del III, kap. 19 og 22: Mildhed og Strenghed

Ledere...Syst: # 35, og # 46Lediggang...Bog: Del I, kap. 1, T 13: modvirkes

med love og pligterLeg...Jvf. SpilLegat, Udsending...Bog: Del III, kap. 41, T 2:

Lentulus. – Del III, kap. 48, T. 1: FulviusLegeme...se: KropLejetropper...Syst: # 26. – Bog: Del II, kap. 20Lem, af krop...Bog: Del III, kap 11, T 11: (billed-

ligt) ofre L, i krigLevestandard...se: LuksusLevetid...Bog: Del III, kap. 1, T 1: alle væsner

har begrænset L.Lide-lse...Bog: Del II, kap. 2, T 18: prises af Kri-

stendom. Lig-e...hører til: Identitet. – Jvf.: Samme. EnsLigeberettigelse...Bog: Del II, kap. 13, T 9: La-

tinsk prætor, om tilsyneladende L. – Mod-sat: Undertrykt

Ligegyldighed, ang. menneskeliv...Bog: Del II, kap. 22, T 8: af menneskelighed, eller L.

Ligemænd...Bog: Del III, kap. 19, T 3: regere over L, eller undersåtter

Ligesom...Syst: # 57, – TTY. Argumentation: ”Det er L”. – Analogi

Lige store, stærke, hære...Bog: Del II, kap. 16, T 2: Livius beskriver

Ligevægt...Bog: Del I, kap. 6, T 13: den rette po-litiske tilstand. – Jvf. Balance

Lighed...Bog: Del III, kap. 39, T 5: Har man gjort sig rigtigt fortrolig med en egn, finder man sig let tilrette i nye lande. For alle lande og egne har en vis ensartethed.

Lighed (i) Fattigdom...Bog: Del I, kap. 6, T 6: Sparta. Lykurg

Lighed (mellem forskellige) folk...Bog: Del I, kap. 39

Lighed (mellem to) hære...Bog: Del II, kap. 16, T 1, flg: Livius. Slag ved Vesuv, 340 f. Kr. – Del III, kap. 22, T 20: Manlius

Lighed (og Ulighed i) Samfund...Syst: # 36. – Bog: Del I, kap. 55

Liktor...Bog: Del I, kap. 25, T 4, i Rom: Betjent. – Del I, kap. 40, T 6

Lille landbrug...Bog: Del III, kap. 25, T 3 flg.: Cincinnatus. Fattigdom

List...Syst: # 13. Krig, midler – Bog: Del II, kap. 31, T 6 (slut): erobring af by ved L. lykkes sjældent. – Del III, kap. 40, T 7: Caudinske pas. – III. Kap. 48, T 2: en åbenlys fejl hos fjenden dækker over L.

291ALFABETISK DEL

Liv (og) Død...Bog: Del I, kap. 49, T 8: Hvem skal råde over. – Del III, kap. 45, T 3: for ved sin død at opnå den berømmelse, som han ikke kunne opnå ved sejr. Decius

Livets længde...Bog: Del I, kap. 17, T 8: en mand. Del III, kap. 1, T 1: Alle levende væsner har begrænset levetid

Livius...Bog: Del I, kap. 58, T 29: (MCV uenig med ”vor historieskriver”)

Lod, trække...Bog: Del I, kap. 2, T 18: Hvis Rom ikke trak det første lykkelod, så dog det an-det. – Del III, kap. 49, T 5: Decimere

(Logik)...Jvf. Argument. Slutte. FejlslutningLogiske Grunde...Bog: Del II, kap. 27, T 4: bed-

re at bruge Eksempler (Erfaring)Lokke frem...Bog: Del III, kap. 6, T 47: middel

mod sammensværgelseLov...Bog: Del I, kap. 11, T 15 (slut): Menneske-

ne er i fødsel, liv og død underkastet den samme L.

Lov, i Samfund...Syst: # 31, Lovgiver – # 51, Retsvæsen. – Bog: Del I, kap. 18. – Del I, kap. 49: Love for frihed. – Del I, kap. 45, T 4: skal gælde alle. – Del I, kap. 58, T 21: frygt for L.

Lovlig måde...Bog: Del I, kap. 7, T 6: Utilfreds-hed, se Luft

Lucumóne...Bog Del I, kap. 7, T 16: (højtstå-ende) etruskisk embedsmand. (Clusium, nu Chiusi, SV for Trasymener Sø)

Luft...Bog: Del I, kap. 7, T 5, 6, 14: få L. for vredeLukke Dør...Bog: Del III, kap. 28, T 9: i Repu-

blik: åbne døren for nogle, lukke for andreLuksus (Levestandard. Fristelse. Vellevned)...

Bog: Del I, kap. 1, T 12: Ledighed. – Del I, kap. 2, T 10: Fyrster ved arvefølge. – Del II, kap. 8, T 7: Gallerne kom til Italien. – Del II, kap. 19, T 21: Fare ved Erobring

Lydighed...Bog: Del III, kap. 22, T 16: to forskel-lige hærførere opnåede den samme L.

Lykke...Syst: # 65. – Søg ordet, på DVD. – Se Bevingede Ord (bogen)

Lys og Mørke...Se: Skygge. – NatLyve...Bog: Del III, kap. 6, T 29: redde sig, ved

sammensværgelseLædermønter...Bog: Del II, kap. 3, T 8: Lykurg,

i Sparta. – Se kommentar i Kronologisk del.Læge...Bog: Del I, kap. 39, T 4: er ikke årsag til

feber. – Del III, kap. 1, T 6: hvad L. siger om legemet. – Del III, kap. 49, T 1: L. nødvendig i stor by

Læse...Syst: # 56. – Bog: Del III, kap. 30, T 11: læse Biblen med forstand

292 ALFABETISK DEL

Løfte, at bryde...Bog: Del III, kap. 42: hvis af-tvunget

Løgn...se LyveLøn...Bog: Del I, kap. 60, T 5: Uden L. kan man

ikke pålægge mennesker byrder

M Mager (persisk astrolog, troldmand)...Bog: Del

III, kap. 6, T 27: en M. havde erobret den persiske trone

Magt...Syst: # 62, Hn-L-Samfund Magt og balance...Bog: Del III, kap. 22, T 8 (Ari-

stoteles)Magt og Bedrag...Bog: Del II, kap. 13.Magtbegær, Magtsyg...Bog: Del III, kap. 6, T 19.

– Del III, kap. 8, T 3: Manlius Capitolinus. – Se også: Ærgerrig

(”Magtens Dialektik”)...Bog: Del I, kap. 16, T 12: en fyrste, som har massen til fjende, kan al-drig være sikker, og jo mere grusom han er, desto svagere bliver hans herredømme (!)

Majestæt (som begreb: Anseelse. Højhed. Op-højethed. Storhed. Værdighed. Ærværdig-hed.)...Bog: Del III, kap. 6, T 34: Marius. –

Del III, kap. 41, T 5: den franske konge. – Del I, kap. 54: overfor Mængde

”Man har et standpunkt til man ta’r et andet” (Bevingede Ord)...Bog: Del I, kap. 38, T 2: Her ser man det Romerske Senats storhed og klogskab. Det ville altid, i lykke eller ulykke, være herre over folkets beslutninger, og det skammede sig ikke over at gøre no-get, som stred mod sædvane eller tidligere beslutning, hvis Nødvendigheden krævede det

Mand...Syst: # 73, Kvinde og Mand. – Bog, Del III, kap. 36: om Gallerne som krigere

Mand, klog...Syst: # 74 en klog mand, en stor mand.

Mange – En...Bog: Del I, kap. 54: anset mand overfor mængde. – Del III, kap. 15: Een, ikke mange, skal stå i spidsen for en hær. – Del III, kap. 13, T 7: Mange gode kan lettere fin-de en god, end en (god) kan finde mange (gode). – Del III, kap. 11: mange modstan-dere

(Manipulere)...Syst: # 54, Religion. Gamle. – Bog: Del I, kap. 14, T 4: Man vendte og dre-jede sagen så fikst, at det ikke så ud som om man ringeagtede religionen. (Skin og Virkelighed ).

293ALFABETISK DEL

Mark (ital. Marca. Betydning: Grænseegn, for Romerriget)...Bog: Del II, kap. 10, T 13: Has-drubal, vest for Ancona. – Del III, kap. 17, T 2: (Samme)

Markgreve...Bog: Del III, kap. 44, T 6, i Fran-kerriget

Marmor...Bog: Del I, kap. 11, T 8: Billedhugger, vil hellere have rå M. (Billede på ukultiveret folk)

Medicin mod sygdom...Bog: Del I, kap. 58, T 34: afhænger af patient

(Mekanisk synspunkt)...Bog: Del 1, kap. 55, T 23: det rigtige forhold mellem hersker og undertrykte

Mellem de fornemme og folket...Bog: Del I, kap. 16, T 15: Klearchos

Mellemvej...se: Middelvej. Syst: # 83.2Mening...Syst: # 55 MTYMenneske...Syst:# 75”Menneskelige natur i sig selv”...Bog: Del I,

kap. 58, T 11: hos folket, og fyrste. – Se også T 21

Menneskelighed (Umanità)...Bog: Del III, kap. 20: Camillus og skolemester. – Del II, kap. 18, T 19: Carmagnola. – Del II, kap. 22, T 8: den franske konge. – Se også: Barmhjertig-hed

Messère...Bog: Del II, kap. 16, T 8. ”Ædel og vel-byrdig herre”

Middel...(ordet betyder: Mellem, dvs: fra Ud-gangspunkt til Resultat). – Se også: Formid-le. – Mål

Middel i Krig...Syst. # 13Middel i Samfund...Syst. # 35. – Bog: Del III.

Kap. 28, T 5 til 7: Borgeres brug af offentlige, private M.

Middelvej...Syst: # 83,2. – Bog: Del II, kap. 23. – Del III, kap. 2, T 9: Denne mellemvej ville være den rigtige, hvis man altid kunne føl-ge den. Men da den forekommer mig umu-lig, må man bestemme sig for en af de to muligheder. (Enten – Eller). – Del III, kap. 21, T 10, er imod vor natur. – (Bevingede Ord: ”Gyldne M”.)

Midnat...Bog: Del I, kap 56, T 3: En plebejer gik ved M. (Gallere)

Mildhed, ved Ledelse...Bog: Del III, kap. 19, 21, 22

Mirakel...Bog: Del III, kap. 6, T 37 (slut): hans foretagende var umuligt. At det lykkedes var et M.

Mislykkes, en plan...Bog: Del III, kap. 6, T 35: ved attentat

294 ALFABETISK DEL

Mistanke...Bog: Del III, kap. 6, T 24, 25 ved Sammensværgelse

Miste forbundsfæller...Bog: Del III, kap. 37, T 13: ved at påtage sig

Miste sit Rige...Bog: Del III, kap. 5: Konge, ar-vet

Mistroisk...Syst: # 84Mistænksomhed...Bog: Del I, kap. 28, T 4: i

Athen. OstrakismeMisundelse...Syst: # 87Mod...Bog: Del III, kap. 36, T 2: anlæg forModig (Menneske)...se Tapper. – Modsat: FejModsat...Bog: Del I, kap. 52, T 7: Men sagen ud-

viklede sig M Modsatte fremgangsmåder...Bog: Del III, kap.

21: Hannibal og ScipioModsigelse...Bog: Del III, kap. 6, T 25: afslører

sammensværgelseModstand...Bog: Del II, kap. 30, T 11: når be-

folkningen ikke vil gøre M.(Modstillinger, sprogligt, hos MCV)...Bog: Del

III, kap. 35, T 9-11: om Rådgiver. – Se også Kronologisk Del.

Modstå det første Angreb...Bog: Del I, kap. 57, T 8. – Del III, kap. 11

Modsætning (i) By...Bog: Del II, kap. 25 (Uenig-hed)

(Modsætning. MCV.s trang til. Jvf. hans brug af (1), (2) i Kronologisk Del)...Bog: Del II, kap. 12: bevæbnet – ubevæbnet. – Del III, kap. 22: Manlius og Valerius.

Modsætning, slå om i...Bog: Del I, kap. 2, T 6: Regeringsformer

Modvirke...Bog: Del III, kap. 11, T 4: Senatet fandt altid en blandt (Folke) Tribunerne, som var frygtsom eller bestikkelig, som kunne gå mod de andre Tribuner

Monark (Enehersker)...Syst: Kap. 3 (Hoved- distinktion)

Moral (Jvf. Sæder. Normer)...Bog: Del I, kap. 17, 18. – Del II, kap. 19, T 23: hævn, ved at give dårlige skikke. – Del III, kap. 8: Statens M. er vigtig. – Se også: Fordærvet stat. – Renselse

Mord...Syst: # 67. Døden. Selvmord. – Bog: Del III, kap. 6: Sammensværgelse. – Drab. Dræ-be. Myrde

(Motivation)...Bog: Del I, kap. 43: Mænd, som kæmper for egen berømmelse, er gode sol-dater

Mulighed, Handle...Syst: # 61, Handling (Chan-ce)

Mulig–Virkelig...Bog: Del I, kap. 12, T 4: Men-neskene troede, at den Gud som kunne for-udsige deres kommende lykke eller ulykke,

295ALFABETISK DEL

også kunne udføre det. – Bog: Del I, kap 58, T 37: Forskellen mellem noget som virkeligt består, og noget der kan ske.

Mur (om) By...Bog: Del II, kap. 24, T 18: Sparta-ner til Athener

Mur...Bog: Del II, kap. 19, T 10: indre fjendeMyrde, på bestilling...Bog: Del III, kap. 6, T 36:

A. da V. havde til opgave at myrde Lorenzo Medici

Mytteri...Bog: Del II, kap. 26, T 6: efter for-lig blev der fastsat de strengeste straffe til dem som ville bebrejde soldaterne dette M. (Rom)

Mægler...Bog: Del I, kap. 3, T 7: Folketribuner var M. mellem Folket og Senatet (Adel). Se også: Formidle

Mægtige, de...Bog: Del I, kap. 55, T 18: deres umådelige herskelyst og fordærvelse

Mænd, fremragende...Bog: Del III, kap. 16, T 4: bliver ikke værdsat i rolige tider

Mænd (som) Handlere...Syst: # 56, Ord og Handling. – Bog: Del II, kap. 28, T 1: Ge-sandterne var mere mænd af gerning end af ord.

Mængde, i Samfund...Bog: Del I, kap. 54, 57, 58. – Folket

Mærkelige Begivenheder...Bog: Del III, kap. 1, T 3: i Rom, bragte borgerne til besindelse (jvf.”Stød”)

Mønter...Se også: LædermønterMørke...Bog: Del II, kap. 32, T 5 (slut): Aratos

var modigst om NattenMådehold...Bog: Del III, kap. 35, T 8: vigtigt når

man giver RådMål (Formål)...Syst: # 61 HandlingMål og Midler...Bog: Del I, kap. 34, T 10: en re-

publik må ikke betjene sig af ulovlige mid-ler. – Del III, kap. 3, T 7: Man må ikke, for at opnå noget godt, lade noget ondt slippe løs.

Måle sine kræfter...Bog: Del II, kap.10, T 2: en fyrste må gøre det, før han begynder krig

N Nabo Stater...Syst: # 35, Forhold til andre sta-

ter. – Bog: Del II, kap. 2. – Del II, kap. 20, T 11 (slut)

Narre...Syst: # 86 (1) i alm. (2) i krig. – Bog: Del III, kap. 40

Nat...Bog: Del III, kap. 18, T 5, 6: Slag varede til N. – Se også: Mørke

296 ALFABETISK DEL

Natur...Syst: # 62 Handler i forhold til naturen. – Se også: Dyr

Natur, folkets og fyrstens...Bog: Del I, kap. 58, T 21: er den samme

Natur, Menneskets...Syst: # 75 Naturkatastrofe...Bog: Del II, kap. 5, T 9: Hun-

gersnød, oversvømmelseNaturlige Onder...Bog: Del III, kap. 37, T 2: N

og sædvanlige O.Navn...Syst: # 56, Ord og GenstandNavnebroder...Bog: Del I, kap. 17, T 4: Brutus

I og II”Navnets Magt”...Bog: Del I, kap. 52, T 8: Cæ-

sars navnNederdrægtighed...Bog: Del I, kap. 31, T 6: Ver-

giniusNederlag...Syst: # 17 i KrigNedladende...Bog: Del I, kap. 41Nedsættende ord...Bog: Del II, kap. 26Nedværdige Mennesker...Bog: Del II, kap. 26,

T 8: Romerne var imod det. (Jvf. Diskretion)Nej...se: JaNeutral...Bog: Del III, kap. 44, T 5: Venedig”Nordlige Folk” Tysk oversættelse: Nordlän-

der. Italiensk: Oltramontàno, ”hinsides bjer-gene”, Alperne, ”transalpinsk” ...Bog: Del II, kap. 17, T 5, 6: trængte ind i Italien

Norm (Regel)...Syst: # 14, i Krig. – Se også: For-billede

Nutiden...Bog: Del II, ForordNy, Nyt...Bog: Del I, kap. 25: At man ved forny-

else skal bevare noget af det gamle. – Bog: Del I, kap. 26: En ny fyrste, som har erobret en by eller et land, skal indrette alt på nyt. – Forny.

Nymfe...Bog: Del I, kap. 11, T 5: en N. lærte Numa, hvad han skulle råde folket til

Nyt, Menneskers trang til...Bog: Del III, kap. 21, T 5, 6: Forandring

Nær – Fjern...Bog: Del III, kap. 2, T 8: forholde sig til fyrste

Nød-situation, tilstand...Bog: Del II, kap. 8, T 3: et folk bryder op

Nødvendighed (ordet bruges her om reale for-hold, til forskel fra filosofisk distinktion: Frihed og nødvendighed). – Søg på ordet. – (”Gøre dyd af nødvendighed” Bevingede Ord). – Se også: ”L”, forholdet Handler – Omverden. – Tvang. Tvinge.

Nødvendighed i krig...Bog: Del III, kapitel 12: Lægge pres på handler, både egne soldater, og fjendens.

297ALFABETISK DEL

Nødvendighed og Fornuft...Bog: Del I, kap. 6, T 14: Meget, som F. ikke tilråder, tvinger N. (os) til

Nødvendigt Onde...Bog: Del I, kap. 6, T 15 (slut): Rom. Kampene mellem Senatet og Folket var et n. O.

Nøjes med det opnåede...Bog: Del II, kap. 27 (se Kronologisk Del)

Nøle, trække i Langdrag, Henholdende...Syst: # 83.2. – Bog: Del III, kap. 45: Decius, Fabius. – Modsat: Voldsom

Nøleren Fabius Maximus (Cunctator) – Se også: ”Fabian Society”

O Offentlige Mening...Bog: Del I, kap. 58, T 24:

roses. Folket. – Bog: Del III, kap. 6, T 6: Fare for Fyrste, at have den mod sig

Offentlig–Privat Magt...Bog: Del I, kap. 7, T 9 Offentlige–Private Midler...Bog: Del III, kap.

28, T 6, 7 (Korruption)Offerfest...Bog: Del I, kap. 25, T 5: Rom. ”Of-

ferkonge”Ofre et Lem...Bog: Del III, kap 11, T 11: Venedig

Ofre sig...Bog: Del III, kap. 45, T 3: Decius, O.s. for at opnå berømmelse

Olding...Bog: Del II, kap. 23, T 21 (Slut): Sam-niterne ville ikke følge en O.s råd: undgå Middelvej

Ombestemme sig...Syst: # 59, Relativisme. – Bog: Del I, kap. 38 (Se ”Man har et stand-punkt” Bevingede Ord). – Omskiftelig

Omgang med mennesker...Syst: # 63, Hn-L-POmkostninger (ved) Krig...Syst: # 13, Krig og

penge. – Bog: Del II, kap. 6, og Del II, kap. 32Omstændigheder...Syst: # 62, Hn-L. – Bog: Del

I, kap. 47, T 13: Da han så, at det var O., og ikke menneskene, som var årsag til (Jvf. ”L”)

Omverden (ctr. Handler)...Syst: # 62, Hn-L (se også ”L”)

Omvæltning, i Stat...Syst: # 42, Fyrster, farer for. – Bog: Del III, kap. 3, 5, 9

Onde (1) Menneske...Syst: # 75. – Bog: Del I, kap. 3, T 1: Alle M. er O. – (2) som begreb: Syst # 58. Det O. og det G. – Nederdrægtig

Ondskab...Bog: Del I, kap. 3, T 2: skjult – åben-bar

Ondskabs-fuldhed...Syst: # 87. – Bog: Del III, kap. 3, T 9: bliver ikke dæmpet med tiden, og bliver ikke opvejet af gode gerninger

298 ALFABETISK DEL

Op – ned...se BevægelseOpdragelse...Syst: # 53. – Bog: Del III, kap. 31, T

10: overmod, modløshedOpførsel, Optræden...Bog: Del III, kap. 34, T 3:

Man bedømmer en mand efter hans optræ-den

Opgive et område, som man ikke kan forsva-re...Bog: Del III, kap. 37, T 12: Filip af Make-donien

Ophidselse, falde til ro...Bog: Del I, kap. 7, T 13 (slut): i begge tilfælde ville lidenskaben være fordampet

Ophøje, fornedre...Bog: Del III, kap. 31, T 1: Ca-millus om

Ophør, stats...Syst: # 32Opmuntre til kamp...Bog: Del III, kap. 14, T 2

Quinctius. – Del III, kap. 31, T 14: CamillusOpnåede, at nøjes med det O. – Bog: Del II,

kap 27: se Kronologisk DelOprejsning, efter krænkelse...Syst: # 87: Hævn.

– Bog: Del II, kap. 28, T 4: Pausanias fik ikke O. af Filip

Oprindelse, føre tilbage til...Syst: # 32. – Bog: Del III, kap. 1: Fornyelse

Oprør...Bog: Del III, kap. 32, T 3: Mathos og Spendios

Oprør, bekæmpe...Bog: Del I, kap. 54. – Del III, kap 27, T 2: Tre metoder

Opveje...se BalanceOrakel...Bog: Del I, kap. 12, T 3: hos hedningeOrd, Vending, Fyrstes...Bog: Del III, kap. 34, T

8: antages af undersåtterOrd og genstand...Syst: # 56 Ord og handling...Syst: # 56. – Bog: Del II, kap.

15, T 3: Prætor Annius: Handling vigtigere end ord. – Del II, kap. 11, T 6 : Tarantinere overfor Rom

Ord og Tanke (At jeg sammenligner MCV med citater fra Bevingede Ord, hvoraf mange er fra før hans tid...Se Forord)

Orden i hær...Bog: Del III, kap. 30, T 13 (slut): Camillus (se Kronologisk Del)

Ordre (Befaling)...Syst: # 14, Krig Normer. – # 21, Hær. – Bog: Del III, kap. 14, T 4. – Del III, kap. 36, T 4

Ostrakisme...Bog: Del I, kap. 28, T 4: i Athen. Landsforvisning.

Overbefolkning...Bog: Del II, kap. 5, T 14: Ren-selse

Overdådighed. Se: Luksus...Bog: Del II, kap. 19: fare for erobrer

Overfladisk betragtet...Bog: Del I, kap. 24, T 2: ctr. ved nærmere eftertanke

299ALFABETISK DEL

Overgang, mellem trin...Bog: Del I, kap. 41: Appius

Overgivelse...Bog: Del II, kap. 32, T 6: erobre by ved O.

Overklassens Unge...Bog: Del I, kap. 16, T 10: som problem

Overkommando...Bog: Del III, kap. 24: forlæn-gelse af O. bragte Rom i trældom

Overlevelse...Bog: Del III, kap. 41: Fædrelandet over alt (se dette)

Overmenneskelig stemme...Bog: Del I, kap. 56, T 3: en plebejer hørte

Overmodig...Syst: # 85. – Bog: Del III, kap. 31, T 8: Scipio. Romere bliver ikke O.

Overnaturlig...Syst: # 65, Hn-L-IIOverraskelser i kamp...Bog: Del III, kap. 14Oversvømmelse...Bog: Del II, kap. 5, T 9: Bjerg-

boereOvertræde love...Bog: Del I, kap. 45Overvejelse...Bog: Del I, kap. 31, T 3: FeltherrenOvervurdere...Bog: Del II, kap. 11, T 4: Campa-

nerne. – Del II, kap. 23, T 3: om egne kræfter

P (Para Bellum...Bevingede Ord: Vil du fred) Parlament...Bog: Del III, kap. 1, T 19: i Paris, ro-

sesParter, i krig (Handlere)...Syst: # 12Partier, i Byer, Republikker...Bog: Del I, kap. 7,

T 10: farlige for stater. – Del I, kap. 37, T 16: i Rom. – Del I, kap. 59, T 11: Napoli. Sagunt. – Del II, kap. 2, T 11: Korkyra (Korfu). – Del III, kap. 27, T 10 flg.: Spaltning i byer

Pas...Bog: Del III, kap. 42, T 1: Caudinske. Se også: List

Pas, besætte...Bog: Del I, kap. 23, T 4: frarådes. – Se også: Terræn

Passiv–Aktiv...Syst: # 82. – Bog: Del III, kap. 45Patricier...Syst: # 45. – Se også: AdelPave...Bog: Del I, kap. 27: Julius II, ubehersket.

1506. – Og: Del III, kap. 44, T 45Penge...se også: Lædermønter Penge og Krig...Syst # 13. – Bog: Del II, kap. 10,

og kap. 30Plan...Bog: Del II, kap 32, T 5: ved list, mislyk-

kes let. – (I krig) Del III, kap. 18, T 1 og 2: gennemskue fjendens P.

300 ALFABETISK DEL

Plan, Sammensværgelse...Bog: Del III, kap. 6, T 33: Stor fejl – pludselig ændre

Plebejer, Rom...Syst: # 48, FolketPligttro...Bog: Del I, kap. 35, T 8: Diktatorerne

i Rom forblev P., men Decemvirerne blev utro

Pludselig...Bog: Del III, kap. 1, T 9: slag udefra – genoprettede den gamle orden (Stød)

Politik...Syst: # 35, RegerePotteskår, Ostrakisme Bog: Del I, kap. 28, T 4:

Athen, landsforvisePrale...Bog: Del III, kap. 10, T 4: Konge, i samtidPres, handle under...Syst: # 83. – Bog: Del III,

kap. 44, T 3: BetænkningstidPrisgive et område...Bog: Del III, kap. 37, T 11

(Taktik)Private midler...se: OffentligeProvveditóre, Tilsynsførende...Bog: Del III,

kap. 31, T 9: VenedigPrygl...Bog: Del III, kap. 20, T 3: Skolemester fik Prætor (Romersk embedsmand, som ledede

retsplejen)...Bog: Del III, kap 6, T 30: Præto-rianer

(Præventivt angreb, komme i forkøbet)...Bog: Del II, kap. 10, T 12: Feltherre, som ser at forstærkning nærmer sig fjenden, vil hel-lere vove et slag nu

Psykisk...Bog: Del II, kap. 32, T 5 (slut): Aratos havde anlæg for at være modig i mørke

(Psykisk Påvirkning)...se Majestæt(Psykiske problemer)...Bog: Del II, kap. 32, T 5:

Erobring af byer. – Del III, kap 6, T 34: udfø-relse af attentat

(Psykologisk Synspunkt)...Bog: Del I, kap. 31, T 3: feltherren var tynget. – Bog: Del III, kap. 37, T 10: Feltherre må undgå selv et lille ne-derlag, fordi det svækker soldaternes mod

Pullarius, Hønsevogter...Bog: Del I, kap. 14, T 3: varseltyder. – Del III, kap. 33, T 7: Appius om

Puniske Krige, Rom mod Fønikerne, i Kart-hago, Tunis. (Hannibal, Hasdrubal)...Bog: Del II, kap. I, T 12. (Ordet: latin Punicus, af græsk: Foinikos, Fønikisk). De boede først i Libanon, Tyrus

Påskud til krig...Syst: # 12, Krig begynde. – Bog: Del II, kap. 9: årsag

R (Ragnarok)...Bog: Syst: # 57, slut. (Uklart)Rang, Højere Lavere...Syst: # 74. – Bog: Del I,

kap. 36. – Social lagdeling

301ALFABETISK DEL

Regel...Bog: Del I, kap. 9, T 2: det er en almen R. – Del I; kap. 46, T 5: Reglen er den. – Se også: Norm(er). Generalisere. – Modsat: Undtagelse

Regere, at...Syst: # 35. – Bog: Del II, kap. 23, T 6 (definition). – Se også: Magt

Regering, skifte...Bog: Del I, kap. 16Regeringsformer...Bog: Del I, kap. 2(Relativisme, Vurdering)...Syst: # 59, Værdier. –

Bog: Del II, Forord, T 19: afhænger af, hvor man er født. – Del III, kap. 21, T 4: Hannibal (Kronol. Del). – Modsat: Absolutisme

Religion, Kristendom...Syst: # 54. – Bog: Del I, kap. 12

Religion, Romernes...Syst: # 54. – Bog: Del I, kap. 11, 13, 14

Religioner, skifter...Bog: Del II, kap. 5Religionsstifter...Bog: Del I, kap. 10, T 1: vurde-

res højtRenhed...Bog: Del III, kap. 8, T 4: Rom. Sæders

renhed. Proces mod Manlius. – Modsat: Fordærvethed

Renselse...Bog: Del II, kap. 5, T 13, 14: Sammen-ligne krop med samfund. Tre måder. – Del III, kap. 1: Fornyelse

Republik...Syst: # 33. – Bog: Del I, kap. 20: R. eller Konger. – Del II, kap. 4: R. vokser. – Del III, kap. 31, T 7: egenskaber. Slm. Mennesker

Resultat (Udfald), bedømme ud fra...Syst: # 58, Vurdering

Retfærdighed...Bog: Del II, kap 28, T 2: Denne ulykke ramte Rom, som ikke respekterede R. ang. tre gesandter

Retskaffenhed...Bog: Del I, kap 55, T 4: i det ro-merske folk. – Og T 8: i Tyskland

Retsvæsen...Syst: # 51Rig og Fattig...Bog: Del I, kap. 37, T 8: Stat over-

for borgereRigdom i Samfund...Syst: # 38. – Bog: Del III,

kap. 25, T 4: Livius om(“Right or Wrong – My Country”. Bevingede

Ord)...Bog: Del III, kap. 41Ringeagte...Bog: Del II, kap 28, T 8: Man skal

ikke R. et menneske så meget, at man tror, han ikke vil hævne sig (Pausanias)

Ringere stilling, at overtage...Bog: Del I, kap. 36

Ro, leve i...Bog: Del II, kap. 19, T 8: En republik kan ikke altid leve i R. – Del III, kap. 2, T 12: Mænd af rang kan ikke vælge R.

Rolige Tider...Bog: Del III, kap. 16: Fred

302 ALFABETISK DEL

Rolle...Syst: # 74. – Bog: Del II, kap. 19, T 13: Kejseren af Østrig spiller rollen som for-midler. – Bog: Del III, kap. 6, T 33, ved sam-mensværgelse

Rom. Fuldkommenhed...Bog: Del I, kap. 2, T 18 til 23: vej til. – Uenighed.

Rom. Krige, farlige...Bog: Del II, kap. 8, T 6 til 10: (1) mod Gallere. (2) Mod Gallere. (3) Mod Kimbrer og Teutoner. – Se også: Eksistens-kamp

Rom Mægtigere...Bog: Del II, kap. 6, T 13: blev stadigvæk rigere og M.

Rom. Naboer...Bog: Del II, kap. 2Romer (Person)...Bog: Del III, kap. 29, T 7: Fyrst

T. optrådte som en R.Romerrigets Undergang...Bog: Del II, kap. 2, T

25: byerne. – Del II, kap. 8, T 16: mere end 30 folkeslag udvandrede. – Del III, kap. 24, embedstid

Romerske Rige, (II)...Bog: Del II, kap. 19, T 12: Da Romerriget ophørte, kom det til at be-tyde: Tyskland

Rose, at...Bog: Del I, Forord, T 1: Mennesker vil hellere kritisere, end rose. – Del II, Forord, T 9: Skikken, at rose og dadle. – Vurdering

Rose sig selv...Bog: Del III, kap. 38, T 2: Valerius holdt tale

Rovfugl...Bog: Del I, kap. 40, T 28 (slut): Kong Ferdinand om faren for Tyran

Ry eller Magt...Bog: Del II, kap. 11, T 6: Ord og Handling

Rydde væk...Bog: Del III, kap. 30, T 9: For at bekæmpe misundelse må man fjerne mis-underne

Rytteri...Syst: # 26. – Bog. Del II, kap. 18Røveri, Fyrster...Bog: Del III, kap. 29, T 4: Da

disse fyrster var fattige, men ville leve som rige, var de nødt til at gribe til R.

Røveri af Frihed, i Stat...Bog: Del II, kap. 2, T 12: R. af F. bliver hævnet meget blodigere, end forsøget på at røve den (Handling – Hensigt)

Råb...Syst: # 56. – Bog: Del III, kap. 14, T 3: ”Til-bage”, og T 10 (slut)

Rådgiver...Syst: # 74. – Bog: Del III, kap. 35. – (MCV har erfaring)

S Sagtmodig...se også: YdmygSamfund...Syst: # 31. – # 51, 52: Retsvæsen. – #

62: Hn-L-SMF.Samfund. Lag – Se også: Rang

303ALFABETISK DEL

Samle, koncentrere kræfterne...Bog: Del I, kap. 23. – Modsat: sprede

Samme (Identitet. Lighed. Ens)...Bog: Del II, Forord. T 13: Når jeg tænker over verdens gang, finder jeg at verden altid har været den samme. – Del III, kap. 43: Mennesker har til alle tider det samme væsen. – Del I, kap. 39: hos forskellige folk ser man de sam-me begivenheder

Sammensatte...Bog: Del III, kap. 1, T 3: Stater, religiøse grupper

Sammensværgelse...Syst: # 51. – Bog: Del III, kap. 6

Samvittighed...Bog: Del III, kap. 6, T 38: Den, som har dårlig S. tror let, at der er tale om ham. – Del I, kap. 27, T 4: Baglioni havde ikke dårlig S.

Sandheden...Bog: Del II, kap. 2, T 14: Kristen-dommen har vist os S.

Sandsiger...Bog: Del I, kap. 56: Tegn og UndereSe ud som om...Syst: # 55, Skin og Virkelighed.

– Bog: Del I, kap. 51, Dyd af NødvendighedSejr, i Krig...Syst: # 17. – Bog: Del III, kap. 21, og

kap. 33Sejr i Krig, Ønsket om...Bog: Del III, kap. 48, T

3: forblinder Feltherren

Selv–Andre...Syst: # 63. – # 74: Rådgiver. – Bog: Del I, kap. 43, T 1: En villig hær, som kæm-per for sin egen berømmelse

(Selvangivelse, Skat)...Bog: Del I, kap. 55, T 8-9: Tysklands frie byer

(Selv) Forhold til sig selv...Syst: # 64(Selvmodsigelse)...Bog: Del II, kap. 5, T 12 til 15:

se Syst. Del, # 57, (slut), (”Uklart”)Selvmord...Syst: # 67 Selvtillid...Bog: Del III, kap. 33: er vigtig for

hærenSenatet, i Rom...Syst: # 46, LedereSex...Syst: # 53. # 73Sibyllinske Bøger...Bog: Del I, kap. 13, T 4: Te-

rentiliusSignorià...Bog: Del I, kap. 39, T 4. – Del I, kap.

45, T 3 Savonarola. (”En form for bystyre i Italien i middelalderen”)

Sikre sig...Bog: Del III, kap. 4, T 1: Hvis man har røvet magten fra nogen, er det farligt at lade ham være i live

Situation...Syst: # 61. HandlingSjælsstorhed...Bog: Del III, kap. 25, T 8: Cincin-

natusSkat, betale...Bog: Del I, kap. 55, T 2: Senatet

stolede på folket (Rom)

304 ALFABETISK DEL

Skik-ke...Bog: Del I, kap. Kap. 18, T 46: forhold til Love. – Del II, kap. 6, T 1: Man ser, med hvilken klogskab Romerne afveg fra skik og brug. – Se også: Moral

Skin og virkelighed (Synes–Være. Blændværk. Forklædning. Kulisse)...Syst: # 55. – Bog: Del III, kap. 14: overraskelser under kamp. – Del I, kap. 25: ved ny forfatning. – (Tysk: Schein bruges meget af Kant)

Skinargument...Syst: # 57, Argumentation. – Bog: Del II, kap. 23, T 11: ”Det er ligesom – ”

Skinfægtning...Bog: Del II, kap. 17, T 16. – Del III, kap. 38, T 5

(Skinnet bedrager)...Bevingede ordSkjul-e, -t, modsat Åbenbar...Bog: Del II, kap.

13, T 10: Alle som vil til vejrs må benytte bedrag. Jo mere skjult det sker, des mindre dadelværdigt er det (!). – Del I, kap. 3, T 2: Menneskers ondskab. Hvis den er skjult en tid, er der en skjult årsag til den, og denne bliver først erkendt, når ondskaben kom-mer til udbrud.

Skjult Onde...Syst: # 58, Vurdering. Det Onde og Det Gode

Skolemester...Bog: Del III, kap. 20, T 3: fik pryglSkriftligt...Bog: Del III, kap. 6, T 28: ikke give S.

fra sig (ved attentat)

Skræk, Soldaters...Bog: Del III, kap. 37, T 15: for de vilde Kimbrere. – Del II, kap. 17, T 18: ka-nonlarm forskrækkede rytteriet. – Del III, kap. 21, T 6: S. for Hannibal. – Frygt

Skydevåben...Bog: Del II, kap. 17Skygge–Sol...Bog: Del II, kap 30, T 10: Rom.

Dårlige kejsere holdt mere af skygge end af sol

Skyggeside...Bog: Del I, kap. 6, T 9: Alt har en S.Skæbne...Syst: # 65 og 66. Se Kommentar II. –

Bog: Del II, kap. 29Skældsord...Bog: Del II, kap. 26Skærmydsel (”Lille Kamp”)...Bog: Del II, kap.

17, T 5: (nedsættende) om spredt kamp, de nordiske. – Del III, kap. 37, T 6: øvelse for soldater

Skød, kvindes...Syst: # 73. – Bog: Del III, kap. 6, T 40 (slut): Grevinde Caterina

Slag I...Bog Del III, kap. 1, T 9: Da kom det slag udefra (Stød)

Slag II, i Krig...Syst # 16. – Bog: Del III, kap. 10Slagmark...Bog: Del III, kap. 44, T 6: BeskrivelseSlave...Bog: Del II, kap. 26, T 7: tidligere slave-

tilværelse måtte ikke omtales. – Del III, kap. 13, T 7: som soldater. Rom

Slaveagtig...Syst: # 85

305ALFABETISK DEL

Slet handling...Bog: Del I, kap. 27, T 7: dog stor-hed

Slette alt...Bog: Del I, kap. 53, T 17: Det nye ne-derlag sletter alt

Slutning (Logik) – se også: SyllogismeSlutte (Tænke) (1) fra Erfaring...Syst: # 55, Er-

kende. – (2) fra Begreb: # 57Slå om i sin Modsætning...Bog: Del I, kap. 2, T

6 (slut): Dyd og Last. – Del III, kap. 28, T 3: dydig handling, til voldsomhed

Smerte...Bog: Del I, kap. 34, T 16: Sår, som man tilføjer sig selv, smerter mindre end dem, man lider på grund af andre

Småting...Syst: # 85. – Bog: Del III, kap. 33, T 7: Appius siger, det er S. om hønsene spiser, men ved at respektere dem, har vore for-fædre gjort staten stor

Snigmord...Bog: Del III, kap. 6, T 30: Macrinus havde valget mellem at myrde kejseren, el-ler selv at dø

Sociale Forhold...Syst: # 38Social Forskel...Bog: Del I, kap. 4, T 3: I et sam-

fund er der altid forskel på folket og de store. Af denne modsætning opstår alle de love, som gavner friheden

Social Lagdeling...Bog: Del II, kap. 13. – Rang

Sofi...Bog: Del III, kap. 35, T 4: Shah af Persien (Iran)

Sol – se også: SkyggeSol, omdrejning (dvs. en dag)...Bog: Del II, kap.

30, T 16 (slut): om Lykken ctr. menneskerSold, Soldaters løn...Bog: Del II, kap. 6, T 11:

blev indført i Rom. – Del III, kap. 32, T 3: Man opfyldte ikke krav på S.

Soldater...Syst: # 24, 25, 26. – Bog: Del I, kap 21Solguden...Bog: Del III, kap. 23, T 3: Camillus

ville være som S.Sorgløshed...Bog: Del I, kap. 18, T 10: hos Ro-

merne, som følge af deres sejreSpaltning...Bog: Del III, kap. 27, T 10: det er

umuligt, hvad enten man er fyrste eller republik, at have et godt forhold til begge parter. For det er menneskenes natur, at de tager parti så snart der opstår en spaltning, en konflikt, og holder mere med den ene, end med den anden. – Se også: Partier. – Del og Helhed

Sparsommelig...Bog: Del III, kap. 25, T 8: Le-dere i hæren – tilbage i privatliv, var S. og beskedne

Spejl...Bog: Del III, kap. 5, T 8: Nye fyrster, se på de gode fyrster. – Forbillede

Spil...Syst: # 53, HTY 3: Spil

306 ALFABETISK DEL

Spille komedie...Bog: Del III, kap. 6, T 49 (slut): miste livet

Spinde...Bog: Del II, kap. 29, T 8 (slut): Skæbnen spinder tråde

Spise, stående...Bog: Del III, kap. 49, T 4: Rom. Militær straf

Splid – Se SpaltningSplitte fjenden...Bog: Del II, kap 14, T 11 (slut):

afgive ejendom. – Del III, kap. 11Sprede – (modsat: samle)Sprog...Syst: # 56, NTY. – Se også: Ord. – LatinSpærre – åbne vejen (billedligt)...Bog: Del III,

kap. 28, T 9: private eller offentlige midler Spøg og Alvor...Bog: Del II, kap. 26, T 9 (slut):

Bidende spøg, som indeholder for meget sandhed

Spørge – se: SvarSpådom...Bog: Del I, kap. 14. Rom. Augurer,

AuspicierStabilitet...Syst: # 82. – Bog: Del I, kap. 59: stole

på aftaler. – Del III, kap. 31: stærke republik-ker

Stamme (Træ)...Bog: Del II, kap. 3, T 9: billede på byer og riger. – (Mennesker): se Tribus

(Standpunkt, man har – Bevingede Ord) ...Bog: Del I, kap. 38, T 3: Roms Senat

Standse Forretningsgang...Bog: Del I, kap. 50: må ikke forekomme

Stat...Syst: # 31, 32Statsformer...Bog: Del I, kap. 2: forskellige, og

RomsStatsleder...Bog: Del I, kap. 17, T 8: betydning af

hans levetidStatsomvæltning...Bog: Del III, Brutus (I) og

hans sønnerStats Undergang...Bog: Del III, kap. 9, T 11 (slut):

hvis den ikke følger med tidenStedfortræderkamp...Bog: Del I, kap. 22: tre fra

Rom, tre fra AlbaStige – falde...Bog: Del I, kap. 6, T 14: Alt men-

neskeligt er i Bevægelse (Heraklit). – Del II, Forord, T 14: De gamle riger steg og sank, fordi skikke ændredes, men verden forblev den samme

Stikker (Angiver)...Bog: Del III, kap. 6, T 15: ved Sammensværgelse

Stjernetyder...Bog: Del III, kap. 6, T 30: Caracal-las præfekt spurgte en S.

Stof og form...Se: Form–StofStole på...Bog: Del I, kap. 59: aftale med repu-

blik eller fyrsteStore Linier...Syst: # 85

307ALFABETISK DEL

Store Personer...Syst: # 74. – Bog: Del I, kap. 37, T 19: de stores ærgerrighed

Store Tal...se Tal, StoreStorhed...Bog: Del I, kap. 27: overskriftStorme en by...Bog: Del II, kap. 17, T 14: om-

kostningerStortyrk...Bog: Del III, kap. 35, T 4: Sultan Se-

lim I (1520), vred på rådgivereStraf...Syst: # 52. Bog: Del II, kap. 28: Straf nød-

vendig. – Del II, kap 23, T 13(Strategi)...Bog: Del II, kap. 9: Årsag til krigStrenghed...Bog: Del III, kap. 3: Brutus I. – Del

III, kap. 19, 21, 22. FeltherrerStræbe...Bog: Del III, kap. 8, T 9: Marius og Sul-

la, efter eneherredømmeStyrkeforhold...Bog: Del III, kap. 6, T 46: ved

sammensværgelseStærk Person...Bog: Del III, kap. 22 og 31Stærk Stat...Bog: Del II, kap. 30. – Del III, kap. 9(Stød)...Bog: Del III, kap. 1, T 9: Da kom dette

slag udefra, som genoprettede alle byens skikke. – (Hører til ”L”)

Stå op og spise...Bog: Del III, kap. 49, T 4: en militær straf

(Succes, at få)...Bog: Del III, kap. 9: Man må til-passe sig tiden

Sultan...se Stortyrk

Sulte...Bog: Del I, kap. 7, T 7: Coriolan ville lade folket S.

Sund–Syg...Syst: # 53, Læge. # 59, Værdier (slut). – Bog: Del I, kap. 18: sammenligne samfundet med en krop

Svag fyrste...Syst: # 41. – Bog: Del I, kap. 19: ef-terfølger

Svag Person...Syst: # 74, 75. – Bog: Del III, kap. 31, T 4: forhold til Lykken

Svag Republik...Bog: Del I, kap. 38: ubeslutsomSvag Stat...Bog: Del II, kap. 15: ubeslutsom. – II,

kap. 30: købe sig til fredSvag–Stærk...Bog: Del III, kap. 11: om at kæm-

pe mod flere modstandereSvar...Bog: Del I, kap. 44, T 2: der manglede

ikke stof til svar, men en, som gav svaret (Rom, Senatet overfor Folket)

Sværge...Syst: # 56, NTY, Tale. – Bog: Del I, kap. 15, T 2: Samniterne: en sidste prøve. Offer-ceremoni. – Ed (sige)

Syg-dom...se Sund(Syllogisme)...Bog: Del I, kap. 9, T 7: Da men-

neskene hælder mere til det onde end til det gode. – Del I, kap. 37, T 8: Da nu godt indret-tede republikker.

Sympati...Bog: Del I, kap. 57, T 5: tabet af en elsket, endnu levende fyrste. – Del III, kap.

308 ALFABETISK DEL

6, T 6: andres S. overfor Fyrsten holder ger-ningsmanden tilbage. – Og T 41: de andre kan hævne ham, ex. Cæsar

Synder...Bog: Del III, kap. 29: Folkenes, og Fyr-sternes S. – Del I, kap. 58, T 16

Synes–Være...Syst: # 55, Skin og VirkelighedSædeligt Fordærv...Bog: Del I, kap. 55, T 11:

Ikke i Tyskland. Derimod hos Franskmænd, Spaniere, og Italienere

Sæders Renhed...Bog: Del I, kap. 17, T 6. – Del III, kap. 8, T 4: Rom. Proces mod Manlius

Sætte på Spil...Bog: Del I, kap. 22, T 4: Del og Helhed. – Del II, kap. 27, T 11: Ingen klog mand. – Del III, kap. 37, T 5: dumdristigt

Sølv...Bog: Del III, kap. 25, T 10: det første i RomSøn...Syst: # 63. – Bog, Del III, kap. 34, T 3: man

regner med, at sønnen svarer til faderen. – Del I, kap. 2, T 12: Men så gik regeringen over til deres sønner

Sørøvere...Bog: Del III, kap. 29, T 6: Gave til Apollo. (Øen Lipari, Nord for Sicilien)

Søster...Bog: Del I, kap. 22, T 2: Horatier dræbte sin S. – Del I, kap. 24, T 1

Sår...Bog: Del I, kap. 34, T 16: S. som man tilfø-jer sig selv, smerter mindre end dem, som er forårsaget af andre. – (Selv – Andre)

T (”Tab og vind med samme sind”. Bevingede

Ord)...Bog: Del III, kap. 22, T 19: Livius om Valerius

Tabe, i kamp...Syst: # 17. – Bog: Del III, kap. 37Tabe (sin) Kongemagt...Bog: Del III, kap. 5Tacitus...Bog: Del III, kap. 6, T 4: om at tilpasse

sigTag (på Hus)...Bog: Del II, kap. 2, T 11: Korfu.

Folket rev taget ned over AdelenTage fejl, Mennesker...Bog: Del II, kap. 22, og

kap. 25, T 2Tage Parti...Bog: Del III, kap. 27, T 10: gør men-

neskerTak...Bog: Del III, kap. 22, T 16: Valerius opnå-

ede soldaternes T. og tilfredshedTaknemlig...Syst: # 84(Taktik)...Syst: # 21, Hær. – Bog: Del I, kap. 52:

begrænse borgers magt. – Del II, kap 18, T 13: Parthere mod Romere, Crassus

Tal: En. – To. – Tre. – Fem. – Ti. – Decemvir – (Søg på ordene)

Tal, Store...Bog: Del II, kap. 8, T 9: 200.000 Gallere dræbt. – Del II, kap. 12, T 16: Rom.

309ALFABETISK DEL

1.800.000 mand under våben. – Del III, kap. 49, T 4: landsforvise 8.000-10.000 mennesker

Tale...Syst: # 56Tale, holde til soldater...Bog: Del III, kap. 33, T

12: Fabius ville ikke sige det hele. – Del III, kap. 38: Valerius roste sig selv

Tanke...Syst: # 57. – Bog: Del III, kap. 11, T 5: ”det har bragt mig på denne tanke …”

(Tankeeksperiment)...Bog: Del I, kap. 12, T 19: at flytte det romerske hof til Schweiz

Tapper-hed...Syst: # 82. – Bog: Del II, kap. 1: T. eller Lykke. – Del II, kap. 30: T. eller penge. – Del III, kap. 21, T 15: er det vigtigste for en feltherre

Tegn fra Himlen...Syst: # 66. – Bog: Del I, kap. 56

Tempel...Bog: Del II, T 1: Romerne byggede flere T. for Fortuna, end for nogen anden guddom

Terræn...Bog: Del III, kap. 39. – Se også: PasTi Mænd...Bog: Del I, kap.39, T 4: Firenze, år

1494. – Se også: Decemvir, RomTid (Herunder: Fortid. Nutid. Samtid. Fremtid.

Varighed. Forudse. Historie. Glemme)...Bog: Del III, kap. 6, T 27: ikke give T. til at be-tænke sig, ved sammensværgelse

(Tid)...Bog: Del I; kap. 3, T 2: Man siger, at Ti-den er Visdommens moder. (Latin: Veritas filia temporis: Sandhed er datter af tiden. Italiensk: Il tempo, maskulinum, derfor: Alle sandheders fader).

Tiden, tilpasse sig til...Bog: Del III, kap. 8, og kap. 9

Tider, rolige og urolige...Bog: Del III, kap. 16Tidligere sejr...Bog: Del I, kap. 53, T 17: hjælper

ikkeTidspunkt...Bog: Del I, kap. 32: for velgerningTie, at...Syst: # 56Tilbage...Bog: Del III, kap. 14, T 3: Råb. PerugiaTilbageføre til oprindelsen...Syst: # 32. Stat, va-

righed. – Bog: Del III, kap. 1, T4 og 5: middel til fornyelse

Tilfreds-hed...Bog: Del III, kap 5, T 9: når men-neskene bliver regeret godt

Tilfælde, prisgivet...Bog: Del III, kap. 36, T 9: om en hær

Tilfælde, uforudsete...Bog: Del III, kap. 6, T 39: da sådanne T. er sjældne, er der ikke noget middel mod dem

Tilfældig-hed...Syst: # 66, (slut). – Modsat: med hensigt

Tilfældighed, Krig...Bog: Del II, kap. 9, T 1: Krigen mellem Romerne og Samniterne op-

310 ALFABETISK DEL

stod ved en tilfældighed. – (Modsat: med Hensigt). – Del III, kap. 33, T 8: den sande tapperhed frygter ikke ethvert ubetydeligt tilfælde

Tilfældig-hed, Statsform...Bog: Del I, kap. 2, T 7: Regeringsformerne er opstået tilfældigt. – Del I, kap. 6, T 4: Tilfældet skabte denne S. mere end lovgivernes visdom

Tilgivelse...Bog: Del III, kap. 12, T 10: Feltherre ved erobret by

Tilhængere...Bog: Del III, kap. 28, T 7: at skaffe sig T. ved gaver

Tillid...Syst: # 84. – Bog: Del III, kap. 33: i hærTilpasse sig...Bog: Del III, kap. 6, T 4: Tacitus:

menneskene kan ønske sig gode herskere, men må udholde dem som de er. – (Tåle. – Udholde)

Tilsyneladende...se: Skin og virkelighedTilvante...Bog: Del II, kap. 6, T 1: Romerne af-

veg fra det T. Tingenes tvang...Bog: Del I, kap. 28, T 6: Athen

og Rom. – Se også: ”L”Titel...Bog: Del I, kap. 39, T 5: Rom. Konsultit-

len. Uvilje mod. – Del III, kap. 38, T 3: Det er ikke titlen, der skaber manden, men man-den, som skaber titlen. (Ord og Genstand)

Tjener–Herre...Se: Herre–Tjener

To krige samtidig...Bog: Del II, kap. 1, T 6: Ro-merne førte ikke

To veje åbne...Bog: Del I, kap. 10, T 13: for en fyrste

(Topografi)...Bog: Del III, kap. 10, T 12: Filip. Egnens beskaffenhed. – Se også: Terræn

Torquatus...Bog: Del III, kap. 34, T 6: Manlius. – (Engelsk: torque (1) snoet halskæde. (2) drej-ningsmoment fx i bil)

Tortur...Bog: Del III, kap. 6, T 25: plan mod Nero. De to blev med magt tvunget til at til-stå. – T 29: forsvare sig med, at angiverens løgne er fremkommet ved T.

Tre farlige krige (for Rom)...Bog: Del II, kap. 8, T 6, og 9. – Se også: Eksistenskamp

Tre Gange...Bog: Del II, kap. 16, T 6: Kamp- orden, angribe. – Lykken

(”Trekamp”)...Bog: Del I, kap. 22: Tre Romere, tre ”Albanere”

Tre Måder...Bog: Del II, kap. 5, T 14: Renselse Treradåret skib (trirème)...Bog: Del III, kap. 6,

T 28 (Galej?)Tre ønsker...Bog: Del II, kap. 27, T 10: den span-

ske hær overfor Firenze”Tredjepart”...Syst: # 12. – Bog: Del II, kap. 9, T

6: flere fyrster. – Del II, kap. 28, T 1: Galler-

311ALFABETISK DEL

nes uvilje mod Etruskerne blev vendt mod Romerne. – Og: T 7: Pausanias, Attalos, Filip

Triarii (latin) Bageste tredjedel af den romer-ske slagorden...Bog: Del II, kap. 16, T 5

Tribun...Syst: # 46, LedereTribus (Stamme)...Bog: Del III, kap. 49, T 12:

Q. Fabius inddelte tilflytterne i 4 T. (Rom)Trinvis...se: gradvisTriumftog...Bog: Del III, kap. 28, T 10: Rom ar-

rangerede T. som belønningTro...Bog: Del III, kap. 33: Betydning for solda-

terTrofasthed...Bog: Del I, kap. 59, T 2: republik

eller fyrste. – Del II, kap. 31: ikke hos lands-forviste

Troløshed...Bog: Del III, kap. 6, T 22: ved sam-mensværgelse

Troskab...Bog: Del I, kap. 59, T 6: følges med Frygt. (Forbund. Forsvar) – Bog: Del II, kap. 23, T 18: modsat trældom. Privernater

True, Trussel...Syst: # 87 FjendtligTræ (stamme)...Bog: Del II, kap. 3, T 9: vi efter-

ligner naturen Trække krigen i langdrag...Bog: Del I, kap. 53,

T 7: Fabius Maximus. – Del II, kap. 25, T 4: Vejenter. – Del III, kap. 10, T 1: G. Sulpicius.

Trældom...Bog: Del II, kap. 2, T 32: (definition). – Del II, kap. 23, T 18: T. udelukker troskab. – Del III, kap. 7

Træne...Syst: # 53. HTY 2.Tråd, Skæbnen spinder...Bog: Del II, kap. 29, T

8 (slut)Tunge (Ansigt)...Bog: Del III, kap. 12, T 2: nyttig

for menneskerTvang, Tvinge...Bog: Del III, kap. 6: T 30: Nø-

den tvinger dig. – Del. III, kap. 42: aftvung-ne løfter behøver man ikke at overholde

Tvangssituation...Bog: Del II, kap. 27, T 11: og Lykken

Tve... to, dobbelt, jvf. eng. Two, tysk ZweiTvekamp...Syst: # 11. Titus Manlius og en Gal-

ler. – Bog: Del III, kap. 37, T 3: (samme). – Se også: ”Trekamp”

Tvetunget, Tvetydigt, Dobbelttydigt...Syst: # 56. – Bog: Del III, kap. 48, T 5: Pisaner (fra Pisa). – Del III, kap. 44, T 4: Pave Julius I

Tvinge...Bog: Del III, kap. 12: tvinges af nød-vendighed. – Se også: Tvang

Tvivl...Bog: Del I, kap. 38, T 10: ingen beslut-ning, så længe der er den mindste T.

Tyde...Syst: # 55 MTY. – Bog: Del II, kap. 29, T 1: Den, som nøje betragter verdens gang

312 ALFABETISK DEL

Tyde Handling...Bog: Del III, kap. 48, T 1: Lega-ten undrede sig over denne frækhed, som syntes ham helt unaturlig

Typer, af Handling...Syst: # 11 – # 58. Tyran...Syst: # 46, Ledere. – Bog: Del I, kap. 40.

– Del III, kap. 28: Fare for Tæmme...Bog: Del I, kap. 55, T 18: Lovene skal

T. menneskeneTænke...Syst: # 57. – Se også: FornuftTænkning ctr. Virkelighed...Bog: Del I, kap. 5,

T 3: Fornuftslutning overfor: Resultatet (Er-faring)

Tøve...Bog: Del II, kap. 15: Latinere – Se også: Nøle

Tåbe, at ”spille”...Bog: Del III, kap. 2: Brutus (I, 509 f.kr.)

Tåle...se: udholdeTålmodighed...Bog: Del II, Kap. 14, T 3: Romer-

nes T. bestyrkede Latinernes overmod

U Ubehersket...Syst: # 83 1. – Bog: Del I, kap. 27,

T 3: Pave Julius IIUbeslutsom...Bog: Del I, kap. 38: Svage repu-

blikker. – Del II, kap. 15 (samme)

Ubevæbnet land...Bog: Del II, kap. 12, T 12: kraft er i penge

Udefra, Hjælp, Farlig...Syst: # 26, Lejetropper. – Bog: Del III, kap. 26, Ardea. – Se også: Hjæl-petropper

Udfald...Syst: # 61, Handlelære. – # 58, Vurde-ring efter hensigt eller udfald. – Bog: Del III, kap. 45, T 3: U. af slaget. – Resultat

Udgangspunkt, vende tilbage til...Bog: Del I, kap. 49, T 5. – Del III, kap. 11, T 12 (slut)

Udholde, herskerne...Bog: Del III, kap. 6, T 4: Tacitus om. – Tåle

Udrydde (mennesker)...Bog: Del I, kap. 55, T 20: ved ny republik: U. adel. – Del II, kap. 8, T 5: ved folkevandring

Udsending...se: Gesandt. Legat(Udsvævelse)...Bog: Del III, kap. 49, T 3: Bak-

kanalUdvandr-e,-ing...Syst: # 32. – Bog: Del II, kap. 8Udvej, af vanskelig Situation...Bog: Del III, kap.

12, T 4: åbne og lukke. – Del III, kap. 39, T 8: Decius kunne se U. – Se også: Indesluttet. Terræn

Udvikling, Samfundets. Historisk...Syst: # 31. – Bog: Del I, kap. 18, T 5

Uenighed i by...Bog: Del II, kap. 25. – Del. III, kap. 27

313ALFABETISK DEL

Uforanderlig...Bog: Del III, kap. 43. (Jvf.: Identi-tet. Samme. Evig. – Modsat: Bevægelse. For-andring. Dynamisk. Heraklit. Omskiftelig)

Ufordærvet republik...Bog: Del III, kap 8: Spu-rius. Manlius

Uforudset (Overraskelse)...Bog: Del III, kap. 14: Kamp. – Del III, kap. 6, T 39: kan man kun vise ved eksempler

Ufrugtbar Egn...Bog: Del I, kap. 1, T 10: vælge beliggenhed. – Del II, kap. 8, T 14: Skyther-nes land

(Uklart)...Syst. # 57 (slut)Ulighed i Samfund...Syst: # 36. – Se også: RangUlovlige Midler….Bog: Del I, kap. 34, T 10 og

11: en republik må ikke benytte. – (Mål og Midler)

Ulydighed...Bog: Del I, kap. 38, T 5: (I) påtvun-get, (II) forsætlig

Ulykke...Bog: Del I, kap. 2, T 12: Men så gik regeringen over til deres sønner … som al-drig havde oplevet U. – Del III, kap. 35, T 11: opnå berømmelse ved andres U. (Se Krono-logisk del)

Umulig...Bog: Del III, kap. 6, T 37 (slut): om Pe-lopidas. Hans plan var umulig. At den lyk-kedes var et Under

Umådeholden...Bog: Del I, kap. 29, T 8: da nu mennesket … aldrig kan holde måde i lykke

Under, et...Bog: Del I, kap. 12, T 9: Da nu alle kloge mænd gik frem efter denne regel, så opstod troen på U. – Se også: Mirakel

Undergang...Bog: Del III, kap. 30, T 7: en frygte-lig begivenhed, hvor alle ser U. for sig (Stød)

Underkaste sig en anden stat...Bog: Del II, kap. 9, T 11: frivilligt, som forsvar

Underordne sig, i samfundet...Bog: Del I, kap. 36

Undersåtter...Syst: # 44, Fyrste og folk. – Bog: Del II, kap. 4, T 8 og 11: modsat forbunds-fæller. – Og II, kap. 9: T 12

Undertrykke, i Samfund...Syst: # 37 (I) Tyran-ni. – Bog: Del II, kap. 2, T 29 og 30. – Del II, kap. 24: fæstninger

Undgå et Slag (krig)...Bog: Del III, kap. 10Undvigende, svare...Bog: Del I, kap. 8, T 2 (slut):

Manlius. – Se også: Tvetydig. – SkjuleUng...Syst: # 72: efter alderUngdom...Bog: Del I, kap. 46, T 3: Adelens U.

krænkede folketUret...Bog: Del I, kap. 29, T 4: overfor hærfører.

– Del I, kap. 46: Selv–Andre. – Del III, kap. 4, T 5: Gammel U. bliver ikke fjernet ved nye velgerninger

314 ALFABETISK DEL

Urolige Tider...Bog: Del III, kap. 16: Vurdering af borgere

Usikkerhed (i tilværelsen)...Syst: # 65, Kom-mentar I og II

Ustraffet, forblive...Bog: Del III, kap. 28, T 12: farligt

Utaknemlighed...Syst: # 84. – Bog: Del I, kap. 28, 29, 30

Utilfredshed...Bog: Del II, Forord, T 24: derved opstår evig U. – Del I, kap. 7, T 6: få luft for U.

Utålmodig...Bog: Del III, kap. 8, T 11: Menne-skenes natur: de er U.

Uventet Begivenhed, i kamp...Bog: Del III, kap. 14

Uændret...Bog: Del III, kap. 31: stærke repu-blikker, og udmærkede mænd. – Stabil

Uærlig...Syst # 86 V Valg...se også: vælge Valg (af Embedsmænd)...Syst: # 35. – Valgtaktik...Bog: Del I, kap. 48

Vane...Bog: Del II, kap. 6, T 1: Romerne afveg fra det tilvante. – Del III, kap. 9: Man må forandre sig

Varighed...Bog: Del I, kap. 6, T 12: Republik af lang V. – Del III, kap. 24, T 2: Overkomman-doen. – Tid

Varsel...Syst: # 54. – Bog: Del I, kap. 14, og kap. 56

”Ved noget, jeg ikke vil sige”...se: Tale, holde, Fabius

Vedligeholde sit ry...Bog: Del III, kap. 34, T 6: ved gentagelse

Vej I, Realt...Bog: Del III, kap. 44, T 6: fra Bo-logna til Brescia.

Vej II, Overført betydning...Bog: Del III, kap. 28, T 9: i republik, åbne og lukke, for dem (spærre) – Del I, kap. 52: (samme). – Udvej

Vej, vælge...Bog: Del I, kap. 48, T 1: Senatet slog ind på en af to V. – (Handlemuligheder)

Vekslen...Bog: Del III, kap. 9, T 10: Menneskers Lykke veksler (skifter), men ikke hans ad-færd. – Del III, kap. 31, T 15 (slut): at forlade sig på Lykken

Velgerninger...Bog: Del III, kap. 4, T 5: gammel uret bliver ikke fjernet ved nye velgernin-ger. – Del III, kap. 6, T 19: en fyrste må fryg-te mere for dem, som han har gjort mange

315ALFABETISK DEL

V. mod. – Del III, kap. 28, T 1: Spurius gav korn til folket. Senatet lod ham henrette

Vellevned...Se: LuksusVendekåbe...Bog: Del I, kap. 40, T 5: AppiusVenner...Syst: # 63. – Bog: Del I, kap. 40, T 21:

Rigtige og forkerteVenlig...Syst: # 81Vente...Bog: Del I, kap. 33: ved problemer i

samfundet. – Del III, kap. 10: feltherre foran et slag. – (Passiv–aktiv)

Verden...Bog: Del II, Forord, T 13: har altid væ-ret den samme

Verdens Gang...Bog: Del III, kap. 37, T 1: ved hvert Gode er der et Onde

Videnskab...Bog: Del III, kap. 39, T 2: alle V. kræver øvelse

Vigtigste slag, for Romerne...Bog: Del II, kap. 16, T 1: mod Latinerne

Vildt Dyr...Del I, kap. 16, T 2: slm. et undertrykt folk

Vildt Folk...Bog: Del I, kap. 4, T 6: Romerne, Folket mod Senatet. – Del I, kap. 11, T 8: Slm. Rå marmor

Vilje...Bog: Del I, kap. 31, T 7: Varro, ikke ond V.Vin...Bog: Del II, kap. 4, T 5: lokkede Etrusker-

ne. – Del II, kap. 8, T 7: lokkede GallerneVirkelighed...Syst: # 55: Skin og V.

Virtù...Syst: # 65, Hn-L-II. Kommentar I (Vir, Mand)

Vogter...Syst: # 62, Magt. – Bog: Del I, kap. 35, T 9: i Sparta og Venedig. Skulle sikre at de ikke misbrugte deres magt (konger, doger). – Del I, kap. 40, T 27

Vokse...Bog: Del I, kap. 58, T 28: Stater. – Se også: Vækst

Voldsherredømme...Bog: Del III, kap. 7, T 3: fører til krænkelse af mange. De vil gerne hævne sig

Voldsom...Syst: # 83.1 – Bog: Del III, kap. 44 og 45

Voldtægt...Syst: 53, HTY 2, Sex, PausaniasVurder-e,-ing...Syst: # 58, VTY. – Rose. DømmeVurdering, fastholde...Bog: Del I, kap. 58, T 13:

Dommen over ManliusVæ Victis...Bog: Del II, kap. 30, T 1: Camillus.

(Se: Bevingede ord: Kaste sit sværd…)Vækst...Bog: Del II, kap. 3, T 5: gartner. – Se

også: VokseVælge, Valg, politisk...Syst: # 35Vænne sig til...Bog: Del III, kap. 37 og 38. Om

soldater, ny fjende Værdi...Syst: # 59

316 ALFABETISK DEL

Værdighed...Bog: Del II, kap. 54, T 3: Tegn, Dragt. – Del III, kap. 30, T 3: underordne sig andre. – Se også: Majestæt

Være–Synes...Se: # 55 Skin og virkelighed. – Se også: Manipulere

Værgeløse. Ubevæbnede...Bog: Del II, kap. 30, T 11: Disse dårlige tilstande skyldtes, at fol-kene var blevet forsvarsløse

Våben, få fat i...Bog: Del I, kap. 44, T 5: mod trusler. T 6: har man fået våben i hænde, kan man gøre som man vil. – Se også: Dolk

Våbenmagt...Bog: Del III, kap. 20: Menneske-lighed overfor V.

Y Ydmyg...Bog: Del II, kap. 2, T 18: Vor religion

priser de Y.Ydmyge, at...se: Åget, gå under. – Del II, kap.

29, T 7: Skæbnen Y. RomYdre Pres...Bog: Del III, kap. 1, T 9: Da kom det

slag udefra (Stød)Yndling...Bog: Del III, kap. 6, T 19: forhold mel-

lem fyrste og Y.

Yngling...Bog: Del I, kap. 33, T 8: en fornem Y. med fremragende egenskaber kan blive far-lig

Æ Ændre – se også ForandreÆndre Menneske...Bog: Del III, kap. 9, T 10: at

vi ikke kan forandre osÆndre Plan...Bog: Del III, kap. 6, T 33: intet for-

styrrer menneskers foretagender mere, end at man pludselig forkaster det planlagte

Ændre Skikke...se SkikkeÆre...Syst: # 59. – Bog: Del II, kap. 23, T 13: Æ.

består i at man straffer. – Se også: Anseelse. Berømmelse

Ære, efter nederlag...Bog: Del III, kap. 42, T 1: Caudinske pas

Ærefrygt...Bog: Del I, kap. 54, T 5: Mand som vækker Æ. – Se også: Majestæt

Ærgerrig...Syst: # 84. – Bog: Del I, kap. 46 og 52Ærlighed...Bog: Del I, kap. 55, T 9: i Tyskland,

betale skatÆrværdig...Bog: Del I, kap. 53, T 1 (slut): nogle

gamle og agtede borgere. – Se også: Majestæt

317ALFABETISK DEL

Ø Ødelægge...Bog: Del II, kap. T 11: egnen om-

kring fjendenØdelæggelseslyst...Bog: Del II, kap. 5, T 6: de

kristne. Den hellige GregorØjeblikket...Bog: Del II, kap. 22, T 14: til at an-

gribe RomerneØkonomi, ved krigsførelse...Bog: Del II, kap.

32, T 1: Romerne var omhyggelige med. – Del II, kap. 6, T 3.

Ønske...Bog: Del I, kap. 16, T 13: folket har to Ø. – Del II, kap. 27. T 10: den spanske hær havde tre Ø. – Del III, kap. 8, T 11: Ø. kan føre til fejltagelser

(Ønsketænkning)...Bog: Del III, kap. 48, T 3: Ønsket om sejr forblinder feltherren

Øve...Syst: # 53, HTY 3

Å Åbne vejen...se: Spærre - åbne vejenÅget, under, gå, være...Bog: – Del I, kap. 21, T

5: Spartas Å. – Del I, kap. 55, T 22: Hersker

og undertrykte. – Del II, kap. 23, T 21 (slut): Samniterne lod Romerne gå under Å.

Årsag (til) Krig...Syst: # 11, Kamp. Krig, Årsag. – Bog: Del II, kap. 9

Årsag (til) Samfundets Vækst...Bog: Del II, kap. 2, T 56: Athen og Rom

Årsag – Virkning...Bog: Del I, kap. 4, T 8: Gode V. kan kun komme fra gode Å.

* * *

318 ALFABETISK DEL

Tegning af Anne-Marie Steen PetersenPolitiken 25. juli 2009. Se side 193 her (T28)Og se dansk oversættelse (2003) side 146, om kong Ferdinand.

319

Efterskrift

320

NOGLE STATSLEDERE I NYERE TIDeller

HVAD DER KUNNE VÆRE SKET…. 1. 1920 Lenin

2. 1936 Franco

3. 1938 Chamberlain

4. 1939 Stalin

5. 1940 Churchill

6. 1941 Hitler

7. 1948 Gottwald

8. 1959 Castro

9. 1961 Kennedy

10. 1983 Hoxha

11. 1985 Gorbatjov

12. 1989 Ceauscescu

1989 Kina

Ikke behandlet:Napoleon. Stor feltherre. Vandt meget. Tab-

te alt

Bismarck. Anstiftede flere krige. Vandt dem. Standsede derefter op for at konsolidere. Samlede mange mindre stater til et Rige. Inte-resserede sig for socialforsorg.

Wilhelm II. Arvede magten. Mente, at den gud giver et embede giver han også forstand. Han styrede ikke begivenhederne, de styrede ham. Han mistede alt.

Gandhi. Manden med spinderokken. Me-get populær. Tilhænger af Ikke-Vold (SA-TYAGRAHA). Vandt kampen mod England. Men hvordan er der i Indien nu? Og i Paki-stan?

321Efterskrift

1. LENIN. Det var en enorm forandring der skete, da Rusland blev til Sovjetunionen. Fra at have et Czardømme, med adel og gejstlig-hed, skulle man nu have en arbejder- og bon-derepublik. Man forkastede den traditionelle Kristendom, nu skulle man have Ateisme. Det ideologiske grundlag var: den franske revo-lution, dvs. Oplysningstiden. Pudsigt nok var det også grundlaget for Amerikas Forenede Stater, for deres forfatning. På grundlag af MARX hævdede man en materialistisk opfat-telse. Og man vendte sig mod Individualis-men. Det var folks klassetilhørsforhold der betød noget. Samfundets udvikling sker lov-mæssigt, ligesom naturen styres af naturlove.

Jeg er kommet til den opfattelse, at histo-riske begivenheder hovedsageligt skyldes to faktorer: de ledende personligheder, og tilfæl-digheder. Med det sidste mener jeg særligt: dødsfald. Lenin døde i 1924, 54 år gammel. Hans efterfølger blev Stalin, som Lenin havde advaret mod. Stalin døde i l953. Lad os nu sige at rollerne var blevet byttet om, således at Le-nin havde levet 20 år længere, til 1944, og Sta-lin 20 år kortere, til 1933. Ingen kan sige hvor-dan det så var gået, men man har da lov til at mene, at det ville have været helt anderledes.

2. FRANCO. Den spanske borgerkrig brød ud på min 15-års fødselsdag. Jeg var naturlig-vis meget optaget af hvad der skete der. Jeg lærte Esperanto, fik blade fra hele verden, fx. fra Chungking i Kina. Der kom også nogle fra Spanien. Jeg husker, at i et af dem stod der, at når kommunisterne fik magten i en by, var det første de gjorde: at indrette en stor bygning i centrum til fængsel. Det var jo i ”Moskva-processerne”s tid.

Franco og ”Nationalisterne” sejrede i 1939. Man kan stille det spørgsmål: hvordan ville det være gået hvis den anden part (med Sov-jet) havde vundet? Så ville Sovjet have fået en base ved Atlanterhavet. Man kan sammenlig-ne med CUBA l962 (se stykke 8). Sovjet ønske-de at opstille raketter der, og have en forpost nær USA. Det ville have været en stor fordel for dem at have en venligtsindet nation på den vestlige halvkugle.

Man kan også sammenligne med Tjek-koslovakiet (stk. 7). I 1948 kom landet under kommunistisk herredømme. 40 år senere blev det befriet. Ved at se på forholdene i dette land kan man få et indtryk af hvordan det ville have gået i Spanien, hvis kommunisterne hav-de fået magten.

322 Efterskrift

3. CHAMBERLAIN. I september 1938 kom han tilbage fra Tyskland efter en forhandling med Hitler om krisen med Sudedertyskerne. Han holdt et papir i vejret og sagde de berøm-te ord: ”Peace in our time”. Det har man siden gjort meget nar af, og har talt om ”München-forræderiet”. Han havde fået et løfte af Hitler, og det troede han på. Men Hitler brød det. Nu kunne England se hvad det var for en mand de havde overfor sig. De begyndte på en stor-stilet oprustning, og et år senere var krigen en realitet. Alle ved hvordan den endte. Men hvem var klogest: Hitler eller Chamberlain?

4. STALIN. I sommeren 1939 forhandlede dels Tyskland, dels England-Frankrig med Stalin i Moskva. Som i eventyret sad han som prinsessen der skulle vælge mellem frierne. Begge parter har haft noget med, ligesom Klods Hans. Efter megen overvejelse valgte Stalin Hitler. Jeg forestiller mig at han mente, det var det sikreste når han ville undgå krig. Det kan man nu undre sig over. Men den stør-ste fare for en angrebskrig er i nabostater (jvf. Machiavelli), derfor var det sikrest at have Tyskland som ven. Desuden må man være klar over at russerne betragter Vesteuropa som ”det samme” det var jo Frankrig med Na-

polen der trængte helt ind til Moskva. Stalin ønskede fred for sit land, og da han fik magten opgav han tanken om ”Verdensrevolution” (det var Trotzkis mål), og erklærede ”Socia-lisme i eet land”. Det er jo også så stort, at der ikke er grund til at føre angrebskrig. Han var parat til at slutte pagt med djævelen selv og gjordet det. – Hvad man kan undre sig over er, at han stolede på en aftale med Hitler. Han havde altså intet lært af Chamberlains erfarin-ger.

5. CHURCHILL. Efter Frankrigs neder-lag ville Hitler erobre England. Tyske solda-ter marcherede i Københavns gader og sang: ”Denn wir fahren gegen Engelland”. En enorm luftflåde angreb Storbrittanien og anrettede forfærdelige ødelæggelser og skabte et had til Tyskerne, som har virket i hele efterkrigstiden (i hvert fald hos dem som oplevede det). Men Churchill, som nu var blevet leder, gav ikke op. Han var en hård hund, ikke altid tiltalen-de, men han var det der var brug for. På det tidspunkt var Tyskland herre over det meste af Europa, og England stod helt alene overfor denne fjende. Sovjet støttede Tyskland ifølge deres aftale, man udvekslede vigtige varer. Kommunisterne i Danmark, som havde væ-

323Efterskrift

ret helt forvirrede over aftalen i august 1939, støttede som altid Sovjet og hånede England. I oktober 1940 måtte Hitler erkende at han ikke kunde ”invadere” England. Han slog om, og i en stor tale tilbød han fred. Men Churchill ville have en militær afgørelse, og det fik han senere, men det kostede enormt. Nogle har kritiseret at han ikke sluttede fred med Hitler. Men man kunne jo ikke stole på Hitlers løfter.

6. HITLER. Der findes en gammel fortæl-ling om ”de tre ønsker”: en fremmed kommer og tilbyder at opfylde 3 ønsker. Men modta-geren bruger ønskerne tåbeligt. Og da der ønskes noget fjerde siger den fremmede: Be-klager der var kun tre ønsker. Man kan fore-stille sig, at en mystisk fremmed i sommeren 1939 kom til Hitler, som netop var fyldt 50 år. Han tilbød at opfylde hans største ønske, men kun det ene. Hitler havde været menig soldat i ”Verdenskrigen”, og var optændt af ønsket om at få hævn for den ydmygende Versaillestrak-tat. På den anden side kunne han se de store muligheder ved at erobre Sovjetunionen, med dens naturrigdomme. Og han kunne regne med støtte fra Vestmagterne (i 1930 erne), for de var chokerede over den russiske revolution.

Han valgte at gå mod vest, og den frem-mede opfyldte hans ønske: efter en eksempla-risk ”lynkrig” var Frankrig lammet. Nu ville han fortsætte mod øst, men den fremmede lod meddele, at der kun var eet ønske. Hitler satte sig ud over det. Det er stadig en gåde, at Hitler angreb Sovjet 22. juni l941. Vi var nogle styk-ker der var overbevist om at dette var ”vidun-derligt”: nu var det sikkert at Tyskland ville tabe krigen. Men det varede næsten 4 år. Det er gådefuldt, fordi man efter første verdens-krig vidste, at Tyskland ikke kan vinde en to-frontskrig. Man kan spekulere på ”hvordan det ville være gået”, vis Hitler havde stand-set op, og havde ”konsolideret” sine erobrin-ger. Han havde på det tidspunkt næsten hele Europa i sin magt. Uafhængige var kun de 3 S-er: Sverige, Schweiz, Spanien. Men han var vel, ligesom Napoleon, en Spiller som først vinder en masse, derefter fortsætter og ender med at tabe alt. (Se også min bog: Sønderport, kapitel 11 og 12).

7. GOTTWALD. Ved det omtalte ”München-forrædderi” kom Tjekkoslovakiet under tysk herredømme. Man led meget under krigen, men skulle dog ikke stille soldater, som under første verdenskrig: til Østrig-Ungarn. Efter at

324 Efterskrift

USA og Sovjet, i skøn forening, havde befriet landet, blev Kommunistpartiet efter et valg det største. I februar 1948 skete der en omvælt-ning, hvor kommunisterne greb hele magten. Det var uklart hvor stor rolle Sovjet spillede her. Men begivenheden gjorde stort indtryk i andre lande, og var den direkte anledning til at NATO blev oprettet, i det følgende forår. Be-folkningen var venligt stemt overfor Russer-ne, som havde befriet dem fra de onde tyskere. Desuden var det jo slaviske brødre. Sådan gik det i 20 år, indtil den sovjetiske indmarch i august 1968, efter ”Pragerforåret”. Nu var det hele byttet om: Tjekkerne havde været stolte af, at der ikke havde været sovjetisk militær i lan-det, fordi deres land ikke som de andre havde støttet Tyskland i dets krig mod Sovjet. Men nu angreb sovjetiske tanks i Prags gader. Og så, 20 år senere, efter 40 års ”ørkenvandring”, oplevede de en ny befrielse, og kunne indgå i det Centraleuropa, hvor de hører hjemme. (Se min bog: Mål og Midler, skrevet 1948).

8. CASTRO. Mens Tjekkoslovakiet og de andre øststater var ”Satellitter” til Sovjet var CUBA langt udenfor dette område. Det er en fantastisk historie, at den unge Castro med en gruppe hjælpere købte en stor motorbåd

”Granma” (Bedstemor) i USA, og derefter fore-tog invasion i hjemlandet, for at fordrive dik-tatoren. De startede fra sydspidsen, kæmpede sig frem, mistede de fleste af den oprindelige gruppe. Men lokale folk meldte sig, bevægel-sen voksede mens man nærmede sig Hoved-staden. Det lykkedes dem at erobre magten, og Castro har beholdt den lige siden. Om det er en lykke for landet kan diskuteres. Men det er et eksempel på hvad Machiavelli skriver om den herskertype, som selv har skaffet sig magten.

9. KENNEDY. USA var meget utilfreds med at have en kommunistisk stat lige uden-for køkkendøren. Man gjorde et forsøg med invasion i Svine- eller Grise bugten (pig bay). Det mislykkedes, og den unge præsident Ken-nedy besluttede at det skulle man ikke mere forsøge på. Han stod altså stærkt overfor mili-tæret. Efter hans død blev Johnson præsident. Han havde altid interesseret sig for indenrigs-politik. Ved problemet Vietnam støttede han sig til sine militære rådgivere, og det blev hans ulykke. Da USA ikke, med over 400.000 sol-dater kunne fremtvinge en afgørelse, afblæste han krigen, og han opgav at stille op til gen-valg. Man må have lov til at mene, at hvis Ken-

325Efterskrift

nedy havde levet, ville det aldrig være kom-met til den Vietnam krig vi kender. Eller med andre ord: en tilfældighed, et dødsfald...

10. HOXHA (Hodja). Efter at Hitler havde indlemmet Østrig og knækket Tjekkoslovaki-et, syntes Mussolini at han også måtte erobre noget. I påsken 1939 besatte han det lille Al-banien. Efter hans fald var Tyskerne fjenden, og Albanerne samarbejdede med Jugoslaver-ne under TITO, i kampen mod tyskerne. Det siges, at han lovede at de skulle få KOSOVO (Kosóva på albansk) hvor der er mange Alba-nere. Men efter krigen blev det ikke til noget, og der udvikledes sig et fantastisk fjendskab mellem de to kommunistiske lande, hvad man mærkede når man skulle passere grænsen. Albanien søgte derefter samarbejde med det kommunistiske Kina, og fik maskiner derfra. Men efter en tid blev de også uvenner. Nu var Albanien helt isoleret, men man klarede sig. Befolkningen blev holdt i et jerngreb. Hodja efterlignede de store kommunistiske kory-fæer: hans samlede værker, også på engelsk, lignede ”Marx-Engels Gesamtausgabe”. Han var landsfader i mange år, til han døde. Se-nere kom den nye tid. Landet var i hans tid rustet til tænderne for at modstå en fjendtlig

invasion, men den kom aldrig. Senere var det Albaniens befolkning der flygtede, på over-fyldte skibe. Danske kommunister (Venskabs-foreningen) betragtede landet som et fore-gangsland, arrangerede rejser dertil. Men der var ingen privatbiler, næppe heller andre biler man klarede sig med hestevogne.

11. GORBATJOV. Man taler om at vende en supertanker, og hvor længe det varer. Gor-batjov begyndte på det, da han havde fået magten. Han afblæste ”den kolde krig”, som var indledt af Stalin, da han forsøgte at ero-bre Vestberlin, i efteråret 1948. Det blev i øv-rigt forhindret med en fantastisk indsats af en ”luftbro” (med kul) til Vest Berlin. Man siger at det var Reagan der ”rustede Sovjet ned”, økonomisk. Jeg mener at det var mennesket Gorbatjov, der ønskede en anden tilværelse for sin stat. Om det var klogt, og var til fordel for landet, kan man diskutere. Men det havde store konsekvenser på alle områder: inden-rigs nu blev der ytringsfrihed, og udenrigs fx. Sydafrika, som før havde været en kastebold mellem øst og vest, på grund af olieskibene fra den persiske golf til USA. Apartheidpoli-tikken blev opgivet 1989.

326 Efterskrift

12. CEAUSCESCU (Tsjausesku), Rumæ-nien. Han var andengenerationskommunist, dvs. han var ung under krigen og modstands-kampen, men han efterfulgte den første leder. Man har heftet sig ved at han ville føre en ret uafhængig udenrigspolitik i forhold til Sovjet. Det var nu ikke så meget af ideologiske årsa-ger: folket er romansk, beliggende mellem sla-viske folk, og det ønsker at knytte sig til de be-slægtede folk mod Vest: Italien, Spanien. Men indenrigspolitisk ”fulgte han bogen” for hvor-dan man driver en kommunistisk stat – med ensretning, hemmeligt politi (Securitate) osv. For lederen gjaldt det om at få så meget magt som muligt, for sig selv og sin familie. Det er et ejendommeligt træk ved den senere kom-munisme, at man søger at etablere et arveligt styre, det har man set i Nord Korea. Bortset fra det byggede han kolossalt meget, ligesom Christian IV her i landet. Han rejste meget, fik så mange gaver fra de lande han besøgte, at det fyldte en hel etage i museet i Bukarest, fx. ”den gyldne nøgle” fra mange amerikan-ske byer. Der var gaver fra Norge, fra Finland, landets typiske produkter, men intet fra Dan-mark. – Efter en paladsrevolution blev han og hans hustru henrettet i 1989.

KINA. ”Den himmelske Freds Plads”. Stu-denterne vilde have demokrati nu. De holdt ud på pladsen i månedsvis. Gorbatjov kom på besøg, han og følget kunne ikke komme ind hvor de skulle, på grund af demonstranterne. Det vil sige at lederne ”tabte ansigt”, og det er meget vigtigt i Østen. De blev sikkert meget vrede. Den politiske leder, ZHAO ZIYANG, som var ”moderat”, kom på pladsen, talte med lederne, bad dem om at standse aktionen, det siges at han nærmest græd, han forudså vel konsekvenserne. Men studenterlederne var ubøjelige de ville have ”DEMOKRATI NU”. Det var jo et oprørsforsøg, og lederne var tvunget til at standse det. Man kan beklage den måde det skete på. Men det var i over-ensstemmelse med Machiavellis lære: hvis Fyrsten vil gøre noget godt, skal det komme drypvis, så den psykologiske virkning bliver stærkere. Men vil han gøre noget ubehageligt, skal det være ”i eet hug”, så bliver det hurti-gere overstået. – Der har ikke været noget op-rørsforsøg i Kina siden hen.

* * *