Må jeg hjælpe dig?

Må jeg hjælpe dig.indd 31 26/01/15 15.16

Lone Overby Fjorback

Må jeg hjælpe dig?Fri af depression


Til min mand og vores børn: Af hjertet tak, fordi vi lever

sammen. Til min søster og andre, der lever med depres-

sion: Med tro, håb og kærlighed.


Indhold

Indledning

Må jeg hjælpe? 5

Kapitel 1

Er det en depression? 13

Kapitel 2

Er det stress? 33

Kapitel 3

Hvorfor har vi det så dårligt? 63

Kapitel 4

Hvad sker der i hjernen? 83

Kapitel 5

Skal du have medicin? 95

Kapitel 6

Mindfulness mod depression 105


Kapitel 7

Yoga – kroppens indgang til mindfulness 127

Kapitel 8

Meditation – sindets indgang til mindfulness 135

Kapitel 9

Kærlig venlighed – hjertets indgang til mindfulness 145

Kapitel 10

Taknemmelighed er glædens gps 157

Kapitel 11

Sådan kan dine omgivelser hjælpe 171

Kapitel 12

Bliv rask – og bliv ved med at være det 181

Tak til ... 209

Links 211

Skriftlige kilder 215


5

I N D L E D N I N G

Må jeg hjælpe?

Denne bog er skrevet til dig, der på en eller anden måde sid-

der fast. De metoder, du før har brugt til at hive dig selv op

med, virker ikke lige nu. Muligvis er du gået ned med stress,

angst eller depression. Eller måske er du tæt på én, der virker

fortabt. Det kan være sket i forbindelse med en stor foran-

dring, for eksempel skilsmisse eller sygdom, men det kan også

opleves som noget, der tilsyneladende er kommet helt ud af

det blå.

Markedet er fyldt med gode råd og opskrifter på lykke, og det

kan være svært at finde rundt – og finde ud af, hvad man skal.

Især hvis man står på bunden og ikke rigtig orker noget.

Min intention med bogen her er at dele min professionelle vi-

den som psykiater og min personlige viden om mindfulness,

yoga og meditation – noget, som jeg har studeret i over 20

år, og som er intet mindre end universel viden om kærlighed

og konkret viden om, hvordan man kan mindske lidelse og

øge glæde. Jeg har skrevet ph.d.-afhandling om mindfulness

og arbejder nu på at inkludere hjerneforskning i mit kliniske

arbejde med mindfulness. Det er mit håb, at den viden kan


6

hjælpe dig til på kvalificeret vis at tage beslutning om, i hvil-

ken retning du skal gå.

Hvis du er gået ned med stress eller depression, har du

formentlig lagt et stort arbejde i og udvist disciplin for

at nå dertil. Der er noget, du har gjort, der har været

virkelig vigtigt for dig. Der er noget, du har kæmpet

for. Den disciplin, som du haft for at nå dertil, kan du

bruge til at lære noget om, hvordan sindet fungerer.

Du kan lære metoder til at disciplinere sindet, så du

fremmer energi, venlighed, glæde og medfølelse.

HVORDAN KAN JEG HJÆLPE?

Det, jeg kan hjælpe med, er min viden om medfølelse, medi-

cin og mindfulness. Det vigtigste budskab er, at du kan få det

bedre. At livet er værd at leve, at du er meget mere end det

værste, du nogensinde har gjort. Ligesom livet er meget mere

end den værste side, det har vist sig fra.

Til daglig arbejder jeg som overlæge og seniorforsker på Forsk-

ningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitets-

hospital. På klinikken underviser og behandler jeg patienter

med kroniske stresslidelser. Mange af patienterne har udover

stress også angst og depression. Jeg underviser i Mindfulness-

baseret stressreduktion (MSBR) – et mindfulnessprogram, der

er videnskabeligt belæg for, og som bevisligt kan forbedre det

mentale helbred og nedbringe symptomerne på stress, angst

og depression.


7

I 1997 fik jeg mit første job som lægevikar i psykiatrien. Mit

job var at skelne de syge fra de lidende. “Det her er et hospi-

tal, og du må ikke bare fylde det op med triste mennesker.

Det kan man heller ikke på en hjerteafdeling”, fik jeg at vide

af min supervisor. En dag sad jeg i skadestuen med en narko-

man, der fortalte, at han ville skyde sig selv med et jagtgevær.

Jeg indlagde ham, men han blev udskrevet kort efter. En uge

senere var han død af en overdosis.

På afdelingen modtog jeg også engang en kvinde, som blev

indlagt via politiet, fordi der var risiko for, at hun ville tage

sit eget liv. Jeg satte mig på en stol ved siden af hendes seng.

En mere erfaren medarbejder stak hovedet ind og sagde hen-

vendt til mig: “Det der kan du godt glemme. Det får du ikke

noget ud af.”

Begge oplevelser chokerede mig. Den første, fordi du som psy-

kiater kan stå med en andens liv i dine hænder. Og den an-

den – hvis politiet bryder ind i en persons hjem og indlægger

personen på en psykiatrisk afdeling, så sidder man som læge

ikke med patienten for at få noget ud af vedkommende, men

fordi det er helt almindelig medmenneskelighed. Jeg synes,

man har pligt til stille at sidde ned og lytte og få omstændig-

hederne for så drastisk en begivenhed forklaret.

Et af mine forbilleder, psykiateren Aksel Berthelsen, har lært

mig at skelne sygdom fra tristhed, og at mødet med den en-

kelte er helt afgørende for at træffe den beslutning. En anden

af mine læremestre, psykiateren Hans Adserballe, gav mig

trøst i sin bog om etik i psykiatrien, hvor han argumenterer


8

for, at det rationelle selvmord ikke findes. Hvis man vil begå

selvmord, så er man syg. Hvis jeg en dag vil tage mit eget liv,

håber jeg, at nogen vil sige til mig, at jeg er syg, og vil passe på

mig, til jeg kommer på andre tanker. Og jeg vil ønske, at de,

der er omkring mig, vil udvise helt almindelig medmenneske-

lighed. En del af bogen handler om, hvordan vi kan

udvise helt almindelig medmenneskelighed over for

os selv og andre. Det er en af de faktorer, der kan

vække glæden.

Heldigvis er det de færreste, der er så syge, at de vil tage de-

res eget liv. Langt de fleste er lidende eller stressede. Den slags

lærer man ikke noget om på medicinstudiet. Mentalt helbred

– det at have et sundt sind – er heller ikke en del af speciallæ-

geuddannelsen i psykiatri. I Danmark er vi gode til de ydre

rammer: Langt de fleste får noget at spise, har en bolig, får til-

budt skole og uddannelse, og der er fri adgang til lægehjælp.

Men den indre stress, som kan være en væsentlig årsag til, at så

mange har det dårligt, har vi ikke været så gode til at håndtere.

HVORFOR VIL JEG GERNE HJÆLPE?

Fra jeg var helt ung, har jeg haft et blik for lidelse. Jeg er på

en måde passioneret omkring, hvad lidelse er, og hvordan

den kan nedbringes. Min anden store interesse er kærlighed:

Hvorfor er det nemt for nogen og umuligt for andre? Hvorfor

spænder så mange mennesker ben for sig selv? Hvad er mit

og dit bidrag til gode og dårlige relationer? Som ung var jeg

bjergtaget af Erik Froms ”Kunsten at elske” og tænkte, at der


9

da ikke kan være noget mere vigtigt i hele verden. I praksis

er det ikke så nemt. I 1990 var jeg på mit første tremåneders

yoga- og meditationsretreat og blev forelsket i naturen. Jeg

opdagede, at der i bevidstheden er et liv så smukt, at det vir-

kelig er dumt at gå glip af det. Og alligevel gør vi det hele

tiden.

Mange mennesker er på flugt væk fra sig selv, fordi oplevelsen

af sig selv er for ubehagelig. Men du kan lære at holde dig selv

ud – ikke bare tolerere dig selv, men tage dig selv så alvorligt,

at du tager ansvaret for det liv, du lever.

De fleste af os ønsker at være til gavn. Vi ønsker at skabe no-

get betydningsfuldt. Jeg tror kun, det er muligt, hvis vi lærer

at være her med os selv uden at skulle skære noget fra. Vi

lever i en kultur, der gør det modsatte – som hele tiden analy-

serer, sorterer og skærer fra.

Jeg kan næsten ikke forestille mig et mere menings-

fyldt arbejde end at hjælpe folk med at lindre lidel-

sen og øge glæden i deres liv. Det her er mit bidrag,

og jeg ved, at du kan få det meget bedre. Der er brug-

bare ting i psykiatrien, og der er tider og situationer, hvor du

skal søge hjælp. Men uanset hvad du har været igennem, eller

hvor du er nu, er der i dig en bevidsthed og en kærlighed, som

du via din opmærksomhedsindstilling kan læne dig opad, og

som kan hjælpe dig til at opleve det liv, du har lige nu.

Du skal ikke nogen steder hen. Du skal bare blive

her og træne din opmærksomhed, så du lærer at


10

leve – både med lidelse og med kærlighed. Arbejdet

for dig ligger i at se, at du er dig – og kun dig – og at det er

godt.

Et sammenbrud kan være et udmærket udgangspunkt for

en sådan træning. Når der ikke er noget, vi kan gøre for at

komme væk, kan det være den hjælp, vi får, til at se hvor vi

er. Vi kan lande lige her. Virkelig lande her. Og disciplinere os

til at opleve og forstå, at vi aldrig kan være andre steder end

her. At forestille os, at vi skulle eller burde være et andet sted,

er fantasi. Først når vi forstår, hvor vi er, og hvad vi laver her,

kan vi tage realistiske, kloge og bevidste valg om, hvor vi vil

gå hen. Og vi vover at tage ansvaret.

Det er en vedvarende proces at sige ja til det liv, der er. Det

er nemt at fare vild, det er nemt at brokke sig, det er nemt at

følge med uden at tage stilling. Det er nemt at leve i en fantasi

om, hvordan det kunne være, eller med en forestilling om,

hvordan det er.

Virkeligheden er langt mere holdbar. Den er langt mere

frugtbar. Men den kræver, at vi kan tage imod, at vi kan se, at

vi kan lytte, at vi tør være her, at vi forstår, at vi er indbyrdes

forbundne, at vi ikke er alene, og at vi tager ansvar. Mit ønske

er at hjælpe dig i det arbejde.

Er det nemt? Nej, forandring er ikke let, men der er mange andre

end dig, der har været i stand til det, og du vil også være i stand

til det. Hvor lang tid tager det? Du bliver aldrig færdig. Der er

altid mere liv og kærlighed, vi kan vågne op til og dele ud af.


11

For mange år siden blev jeg spurgt om, hvad yoga og medita-

tion er, hvortil jeg svarede: “Lev nu, og vær glad.” Hvis jeg i

dag blev spurgt om, hvad mindfulness er, ville jeg sige: “Lev

nu, vær glad og gør noget godt.” Vi kan ikke gøre noget godt,

før vi er i balance med os selv – før vi reelt kan holde os selv

ud. Når du sidder med bogen her, ved du formentlig, at det

ikke altid er let – hvad enten det er, fordi du selv er blevet syg,

eller en af dine nærmeste er.

I Tibet siges det, at mange sygdomme kan blive helbredt med

medicin bestående af kærlighed og medfølelse. Disse kvalite-

ter er den ultimative kilde til menneskelig glæde, og behovet

for kærlighed og medfølelse er kernen i tilværelsen. Alt, hvad

vi gør, gør vi, fordi vi tror, det vil bringe os glæde. Børn (og

mange voksne) tror, glæden er at få lige det, man har lyst til.

Det kan være noget mere af det, man har, eller noget andet

end det, man har. Den antagelse er forkert. Det, der gør os

glade, er, når vi lægger mærke til de små øjeblikke. Glæden

behøver ikke være knyttet til nydelse. Den kan også være

knyttet til tilfredshed, fællesskab, mening, retning, etiske

valg og ansvarlighed. Min viden og erfaring med opdyrkning

af de kvaliteter er det, jeg gerne vil dele med dig i denne bog.

Lone Overby Fjorback



13

K A P I T E L 1

Er det en depression?

Det er en del af livet at opleve perioder med tristhed, og de

perioder kan være præcis lige så værdifulde som perioder med

glæde. Vinter er ikke bedre eller dårligere end sommer.

Vi kan ikke manipulere vores oplevelser, så vi kun har gode

perioder. Gør vi det, afskærer vi kontakten med os selv, og

konsekvensen er, at vi løber væk fra os selv i stedet for at

tage vare på os selv med en venlig og kærlig opmærksom-

hedsindstilling.

Rigtig mange mennesker opfatter sig selv som glade

og positive. Det ligger i vores kultur, at det er sådan,

man helst skal være. Er man ikke det, kan det opfat-

tes som om, der er noget galt med en som person. Det

er der jo ingen, der er interesserede i, så derfor er vi

glade og positive, uanset hvordan vi har det. “Hun

tager det pænt”, siger vi, når en har været ude for

noget svært, og hun ikke belemrer andre med det.

Når man studerer sindet, er det tydeligt, at der er sommer og

vinter hos alle mennesker. Der findes ikke nogen mennesker,


14

som har sommer hele året, og der er heller ikke nogen, der

kun oplever vinter. Uanset hvordan du har det, skifter det.

Og jo mere sikker du er på det og ved, hvor de naturlige skift

mellem glæde og tristhed er, jo mere frihed har du.

Den sorg, du måske oplever nu, er en del af den glæde, du

senere vil opleve, ligesom den glæde, du oplever nu, er en

del af den sorg, du senere vil opleve. Sorg og glæde hænger

sammen. Når vi tillader os at opleve både vores glæder og vo-

res sorger, forstærkes vores oplevelse, og vi kan opnå frihed.

Du skal ikke ændre noget. Du skal ikke forstille dig. Du har

frihed til at have det, som du har det. Og når du åbner op, er

der mulighed for, at de triste tanker, skammen og forstillelsen

kan komme og gå af sig selv. Den naturlige tilstand er glæde,

så ved at lade tingene komme og gå af sig selv, kan vi opleve

meget mere glæde, end når vi konstant er i gang med at æn-

dre eller manipulere den oplevelse, vi har.

Er du kun glad og positiv, og fornægter eller modar-

bejder du de naturlige skift, kan du narre dig selv og

mange andre mennesker et stykke tid, men ikke alle,

og slet ikke hele tiden. Du risikerer at være meget

mere vred, bitter, udbrændt, stresset, angst og depri-

meret, end du overhovedet var klar over. Det specielle

ved følelser er, at de kommer, stort set uden at vi er bevidste

om det. De skal hjælpe os til at regulere vores adfærd og prio-

ritere, hvad der er vigtigt, uden at vi først skal tænke over det.

Emotionsforsker Paul Ekman mener ikke, at biologien hjæl-

per os til at være bevidste om vores følelser. Han bruger ek-


15

semplet, at hvis man er lige ved at køre galt, reagerer man in-

stinktivt. Skulle man først tænke over det, ville man køre galt.

Det er altså almindeligt ikke at være bevidst om sine følelser,

men man kan træne evnen til at observere følelserne og de

mentale skift. Paul Ekman mener, at en følelse normalt varer

et minut, medmindre man holder gang i følelsen, for eksem-

pel ved hjælp af tanker. Føler jeg mig afvist, kan jeg holde

gang i følelsen af afvisning meget længere end et minut, ved

at tænke på, hvor typisk det er for mig. Jeg kan erindre alle de

andre gange, jeg tidligere er blevet afvist, og jeg kan forestille

mig, hvordan jeg vil blive afvist fremover.

Det er det samme med åndedrættet. Hvis vi skulle tænke over

det, hver gang vi trækker vejret, ville vi formentlig være døde

for længst, eller vi ville ikke være i stand til at lave ret meget

andet end at holde øje med, om vi trak vejret. Men når vi be-

vidst lægger mærke til, hvordan vi trækker vejret, kan vi sam-

tidig blive mere bevidste om følelserne, fordi vi trækker vejret

efter, hvordan vi har det. Tit aner vi ikke, hvordan vi har det,

fordi vi er i gang hele tiden. Vi kan trykke på en mobil eller

noget andet, være i gang med at spise eller lignende uden på

nogen måde at være bevidste om, at vi er i gang med at aflede

os selv fra en ubehagelig følelse.

Når vi ser en, der har det dårligt, er vores første im-

puls at hjælpe, fordi vi mærker det samme som den

lidende person – medmindre vi lægger låg på følel-

sen. Først senere kommer fordømmelsen: Det er nok

personens egen skyld. Han eller hun burde tage sig

sammen.


16

Vi har det på samme måde med os selv. Muligvis mærker du

det ikke længere, men den første impuls er også medfølelse,

når du selv får det dårligt. De fleste af os har bare øvet os rig-

tigt længe på at tale ned til os selv, især når vi har det skidt.

Det er en vane, som trækker vores humør længere ned. Vi

tror måske, det hjælper, at vi skælder ud på os selv, når vi

har det dårligt, men det gør det ikke. Det gør os bare endnu

mindre tilbøjelige til at åbne os op og mærke, hvordan vi

har det.

Den amerikanske journalist og forfatter Andrew Soloman er

en person, der, før han fik depressioner, opfattede sig selv som

stærk – sådan en, der ville kunne overleve en koncentrations-

lejr. Efter at han blev rask, har han interviewet andre med

depression og skrevet bøger om deres oplevelser. Han siger,

at det modsatte af depression ikke er glæde. Det er vitalitet.

Mange deprimerede mister interessen for daglig-

dags ting. Alt kan føles, som om det bare er for me-

get arbejde. At gå i bad, mødes med venner og at få

noget at spise er bare for meget besvær. Og samti-

dig er man pinefuldt bevidst om, at det er langt ude

at have det på den måde.

Alle kan opleve en stor sorg, men efter et halvt år vil de fle-

ste være i stand til igen at fungere bedre. Sker det ikke, er

sorgen formentlig gået over i depression. Er man deprimeret,

gør man mindre, tænker mindre og føler mindre. Mange har

beskrevet, at de pludselig føler, at de kender livets sandhed,

og den sandhed er, at de intet er værd, at ingen elsker dem, og


17

at det er den pinefulde, objektive sandhed. Det er selvfølgelig

en meget forvrænget og forkert opfattelse af virkeligheden.

Efter en depression følger ofte angst. En angst, hvor man er

bange hele tiden uden rigtigt at vide hvorfor, måske bare

bange for at være i live. Andrew Solomon har nu efter mange

depressioner erkendt, at han formentlig har brug for livslang

behandling med medicin og psykoterapi.

Har du en depression?

Man kan ikke lave en biologisk test og måle depression. Diagnosen

stilles på baggrund af symptomer. Sygdomme, der er beskrevet ud

fra en samling af symptomer, kaldes syndromer. Der er rigtig mange

forskellige kombinationsmuligheder (muligvis 1300 forskellige

symptommønstre), der alle giver diagnosen depression.

De typiske tegn på en depression er, at du er i dårligt humør,

at du ikke har ret meget energi, og at du ikke er så aktiv, som du

normalt er.

Du har måske svært ved at koncentrere dig, føle glæde og

almindelig interesse for, hvad der sker omkring dig. Også hverdags-

ting kan føles uoverkommelige. Tankerne er negative, og selvtilliden,

søvnen og appetitten er ofte påvirket.

De følgende symptomer kan være tegn på, at du har en depres-

sion, og har du i mere end 14 dage haft flere af disse, skal du søge

læge.

• Harduværettydeligttrist?

• Hardinenergiværettydeligtnedsat?

• Harduikkelysttildet,duplejerathavelysttil?

• Hardusværtvedatfaldeisøvn,vågnerduofte,ellersoverdu


18

hele tiden?

• Harduappetit-ogvægtændring?

• Hardumindrelysttilsex,endduplejerathave?

• Hardumindreselvtillid?

• Harduskyldfølelse?

• Hardusværtvedathuskeog/ellerkoncentreredig?

• Tænkerdupådøden?

• Hardutankeromselvmord?

Alle kan blive ramt af en depression. Man regner med, at 90

procent af alle depressioner er udløst af en form for belast-

ning, og senere kan mindre og mindre belastninger udløse

depression. Efter en blodprop i hjernen vil ca. 50 procent ud-

vikle depression – det ses oftest efter skade i venstre side af

hjernen. Hvis man har nedsat koncentration af bestemte hor-

moner, kan man få en depression. Og er man fysisk syg eller

har mange smerter, kan det udløse en depression. Omvendt

påvirker en depression fysikken, således at man har større ri-

siko for at blive fysisk syg, hvis man er deprimeret. Ja, bekla-

ger, men sådan er det …

Dyr kan også blive deprimerede. For eksempel kan forsøgs-

mus komme i en tilstand, der ligner depression, hvor de mi-

ster lysten til at drikke og spise og holder op med at kæmpe,

hvis de stresses ved at blive holdt vågne og ved at få chok.

Klinisk eller lægeligt skelner man mellem en tilpasningsre-

aktion, en belastningsreaktion og en depression. Er man

blevet fyret, har mistet et familiemedlem, er blevet skilt el-

ler lignende, kan man en periode opleve samme symptomer


19

som ved en depression, men alvoren er ikke så slem. Det kan

sammenlignes med en krise, som de fleste på et eller andet

tidspunkt vil opleve. Det kalder man en tilpasningsreaktion

– man er altså i gang med at tilpasse sig en ny livssituation.

Ved en belastningsreaktion har man været ude for en belast-

ning, der ligger ud over det mere almindelige. Man er blevet

truet på livet, er blevet alvorligt syg eller har været ude for

noget meget traumatisk, som alle vil reagere på. Ved en de-

pression er symptomerne til stede mere end to uger i træk.

En depression inddeles efter sværhedsgrad – let, moderat og

svær – alt efter hvor mange symptomer der er, og hvor alvor-

lige symptomerne er. Ved en let depression er man som

regel i stand til at passe et arbejde. Ved en moderat

depression kan man ikke passe et job eller sine al-

mindelige dagligdags forpligtigelser, og ved en svær

depression har man brug for andre til at passe på

sig. En svær depression grupperes efter, om der er psykotiske

symptomer til stede eller ej. Det vil sige, om virkelighedsop-

fattelsen er påvirket. Hvis man for eksempel synes, man er så

dårligt et menneske, at man ikke må indtage føde eller har ret

til at leve, er virkelighedsopfattelsen påvirket.

Der skelnes desuden mellem en depressiv enkelt episode, peri-

odisk depression og bipolar lidelse. Ved en bipolar lidelse har

man haft mindst en episode med maniske symptomer i mindst

en uge. Maniske symptomer er: øget aktivitet eller rastløshed,

at at man har brug for at tale meget, koncentra tionsbesvær,

nedsat søvnbehov, øget seksuel energi, købetrang, hæmnings-


20

løs adfærd, øget selvfølelse, øget selskabelighed, uansvarlig

adfærd. Grupperingen er vigtig, fordi den bruges til at afgøre,

hvilken behandling den pågældende bør få.

Diagnoser er arbejdsredskaber. Det er ikke endegyldige sand-

heder til alle tider. Og kriterierne for at stille diagnoser ændrer

sig, i takt med at der kommer ny viden om sygdommene.

Man kan ikke stille en depressionsdiagnose ved afkrydsning

på et spørgeskema. Det er en klinisk diagnose – altså er det en

kliniker, for eksempel en læge, som afgør, om et kryds tæller

med. Man kan have en patient, der siger: “Jeg er så trist, så

trist”, men som slet ikke opfylder de diagnostiske kriterier for

depression. En anden patient kan sige: “Jeg er slet ikke trist”,

men personen opfylder faktisk de diagnostiske kriterier for en

depression.

Det er altså ikke såre simpelt at stille diagnosen, og

grænserne mellem de forskellige diagnoser er fly-

dende. Desværre oplever mange også, at der går lang

tid, før deres tegn på depression ender med en be-

handling, der hjælper. Men hvis du har det dårligt

i lang tid, er det vigtigt, at du søger hjælp hos en

læge. Forinden er der ikke noget i vejen for at tage en depres-

sions- eller stresstest på nettet. Den kan give et fingerpeg om,

hvordan du har det, og så har du og lægen et udgangspunkt

at tale ud fra.

Udvikling af depressionssymptomer kan følges via spørgeske-

maer, for eksempel Becks depressionsskala (BDI). Det er nem-

lig ikke sikkert, at du mærker ændringerne i din tilstand. Der-


21

for kan det være rart at følge den på en skala fra uge til uge, så

du kan se, at der sker noget. Du kan finde depressionsskalaen

på internettet.

Depressionen i Harry Potters univers

J.K. Rowling, der selv har lidt af depression, sammenligner demen-

torerne i Harry Potter-bøgerne med følelsen af depression.

“Dementorerne er blandt de mest onde væsner, som betræder

denne jord. De hjemsøger de mørkeste, mest snavsede steder, de

blomstrer i forrådnelse og fortvivlelse, de dræner luften omkring

dem for fred, håb og glæde. Selv mugglere føler deres nærvær, selv

om de ikke kan se dem. Hvis du kommer for tæt på en dementor,

vil alle glade minder blive drænet fra dig. Hvis det er muligt, vil

dementoren dræne dig, længe nok til at den har forvandlet dig til

noget lignende den selv – sjæleløst og ond. Du vil blive efterladt

med intet andet end dine værste minder i livet.”

Dementorer efterlader ofret som en tom skal, levende, men

fuldstændigt og uigenkaldeligt ”borte”, uden krop, kun dystre tanker

i et mørkt sind.

AKUT HJÆLP, HVIS DU HAR FÅET DIAGNOSEN

Har du været hos lægen og fået diagnosen depres-

sion, bør du acceptere den, men også vide, at der er

håb på den anden side. Du vil få det bedre, men depres-

sion er en sygdom, som skal tages alvorligt, og som du skal

arbejde med. Nogle ting vil du kunne magte. Andre ikke, men


22

sådan vil det ikke blive ved med at være. Det er muligt at være

med til at hele dig selv.

•Harduenletdepression?

Du er sikkert i stand til at passe dit arbejde, men det giver dig

ikke den samme glæde, og det kræver mere af dig. Accepter

det.

Du bør sætte tid af hver dag til en aktivitet, der kan lade

dig op. Det kan for eksempel være yogaøvelsen body scan i 15

minutter (se mere side 122).

På jobbet kan du sætte en alarm til minimum en gang i ti-

men og give dig fem minutter til at mærke, hvor du er, mærke

din krop og dit åndedræt.

Motion er vigtig, så sørg for at være aktiv – det kan være en

gåtur på en halv time dagligt, eller så ofte du orker.

Sund og nærende mad er vigtig – det er med til at give dig

fysisk robusthed.

Sørg for at tale med nogen, så du ikke går med alle tan-

kerne og angsten selv.

Pas på med for mange aftaler. Tænk på det, som om du har

influenza – du har brug for at blive ladet op. Det skal nok gå

over.

Brug tid på hygge, varm te og på det, der er vigtigt for dig.

Er der bestemte ting, dine tanker kredser om, så skriv dem

ned. Tænk på, at det er din hjerne, der er i gang med at finde

mening. Den fortæller historier om, hvorfor du har det, som du

har det, og den kommer med bud på, hvordan det vil blive frem-

over. Du skal vide, at det er og bliver historier – ikke sandheder.


23

•Harduenmoderatdepression?

Du kan ofte ikke passe dit arbejde eller dine almindelige dag-

ligdags forpligtigelser.

Hvis du er sygemeldt, så brug tiden på alle de råd, der står

under “Har du let depression.”

Du behøver ikke have travlt, men det er vigtigt, at du får en

struktur på din dagligdag. Det er stressende at skulle opfinde

en dag fra bunden, så gør nogenlunde det samme dagligt, og

indret dagligdagen efter, at du kan komme tilbage til arbejdet

eller til det, du laver til daglig, og som kan være med til at

give dit liv indhold. Det kan være alle mulige små og store

ting. Det anbefales, at du har kontakt til din egen læge eller

en professionel, der kan følge udviklingen i din tilstand. I kan

vurdere, om du skal have medicin, og om du kan henvises til

psykolog. Der er dokumenteret effekt af kognitiv terapi, anti-

depressiv medicin og mindfulness-baseret kognitiv terapi.

•Harduensværdepression?

Du skal have nogen til at passe på dig. Her er det vigtigt, at

du får kontakt til det professionelle system, og du bør tilses

af en psykiater. Det anbefales klart, at du begynder på en me-

dicinsk behandling. Kontakt psykiatrisk skadestue eller vagt-

læge, hvis du akut har brug for hjælp.

Der findes mange depressionstyper – psykotisk depression,

depression, der opstår sent i livet, melankolsk depression

(med døgnrytmeforstyrrelser, vægttab og kognitive forstyrrel-

ser), fødselsdepression, vinterdepression, depression i forbin-

delse med misbrug, depression som følge af eller i relation til


24

fysisk sygdom, depression med angst og mange flere – så det

er slet ikke sikkert, man kan tale om eller beskrive en ”nor-

mal” depression. Samtidig kan det være, at det, vi i dag kalder

depression, om 10 år kategoriseres helt anderledes.

Pias historie:

Det kan tage lang tid, inden en depression diagnosticeres.

Det kan skyldes, at diagnosen er baseret på symptom-

mønstre, og der er rigtig mange kombinationsmuligheder, som

giver samme diagnose. Depression kan udløses af mange

forskellige ting, som for eksempel kronisk sygdom, langvarig

stress, fødsel, arbejdsløshed eller skilsmisse. Generelt kan

man sige, at jo flere depressioner man har haft, jo mindre

skal der til for at udløse en ny depression. Selv om de fleste

med depression oplever, at deres humør er langt fra, hvordan

det er, når de har det godt, så er det muligt at have en

depression uden at være specielt trist, hvilket følgende case er

et eksempel på.

Diagnose søges

Jeg besøger sjældent læger. Mest fordi jeg aldrig fejler andet

end noget virus, som lægerne alligevel ikke kan stille noget

op med, og så er det jo spild af alles tid.

I august 2011 tænkte jeg alligevel, det var på tide at besøge

det lægehus, jeg var tilknyttet. Det passede fint, der var

masser af læger, ingen ventetid. Måneders træthed og et par

enkelte spontane tudeture på meget mærkelige tidspunkter


25

overbeviste mig om, at jeg manglede vitaminer og eventuelt

havde lidt kuk på den hormonelle balance – det var på tide

med et generelt helbredstjek.

To dage inden lægeaftalen blev jeg dog for alvor syg.

Kvalme, svimmel, hovedet var influenzatungt, og jeg kunne

sove, sove, sove. Nå, men så kunne jeg jo også lige benytte

mig af muligheden for at få tjekket denne nye, mærkelige

virus, som jeg vist endnu ikke havde haft.

Og jeg blev tjekket af den grundige læge, der bestemt

mente, jeg skulle komme tilbage om 14 dage, så vi kunne

finde ud af, hvad jeg fejlede.

14 dage efter kom jeg ind til en ny læge.

Hun bemærkede, at jeg ikke var blevet tjekket for D-vitamin

og B12-vitamin.

”Det er da underligt,” sagde jeg.

For jeg havde jo nævnt over for den forrige læge, at det

nok var vitaminmangel. Mangel på B12 ses blandt andet

ved pludselig mangel på energi, så den burde måske have

været med. Desuden kommer jeg fra Sri Lanka, hvor folk som

bekendt er noget brunere og derfor ikke selv danner den

samme mængde D-vitamin. “Så det var jo dumt,” tænkte jeg,

mens jeg formulerede konstateringen lidt pænere til

den kvindelige læge.

“Vi kan jo ikke tjekke for alt, kun for det mest oplagte,” sagde


26

hun, som om jeg ikke forstod, hvorfor de ikke med det

samme havde kørt mig igennem en CT-scanning.

”Jamen, så kig dog på mig,” næsten råbte jeg inde i mit

hoved, men jeg var for træt til at sige andet end “okay” og

stille tænke, hvad de mon ellers havde glemt at tjekke.

Ved mit tredje besøg og endnu en ny læge fandt jeg dog

ud af, at jeg slet ikke manglede de vitaminer alligevel. Til

gengæld var jeg, som ugerne var gået, blevet endnu mere

frustreret over at have det, som om jeg havde spillet en

fodboldkamp på tre halvlege, hver gang jeg kom hjem fra

arbejde – ofte før tid. Jeg havde fået et had-kærligheds-

afhængighedsforhold til sofaen, og den spontane gråd kom

hyppigere og hyppigere. Ofte uden grund – af ren og skær

udmattelse.

Jeg kunne jo have en depression, sagde hun helt naturligt.

Det mente jeg nu ikke, men hun måtte meget gerne teste

mig, bare så jeg kunne kalde det et eller andet.

Men nej, jeg led hverken af selvhad, selvbebrejdelser,

selvmord eller andre skrækkelige selv’er og var altså ikke

depressiv. Men det kan jo også være hårdt sådan at starte på

jobmarkedet som nyuddannet.

Og det var det da også, men det burde vel ikke være

noget at græde over? Så jeg skulle igen se tiden an

og komme tilbage om 14 dage. Til en anden læge,

for denne læge skulle stoppe inden længe.


27

Tilbage til første læge

“Nå, men hvordan går det så nu?”

Jeg svarede straks med at storhulke, inden jeg fik frem-

stammet, at det ikke gik så godt. Men jeg var ikke længere

sygemeldt, som første gang jeg besøgte ham, så det var jo

en fremgang, konstaterede han. Og mens jeg kæmpede med

at få snot og tårer på plads og forgæves spejdede efter de

lommetørklæder, han havde stående på sit bord, forsikrede

han mig igen om, at vi jo måtte finde ud af, hvad der var galt

med mig, når nu ikke prøverne gav svaret.

Han hev også et depressions-tjek-af-skema frem og stillede

de samme spørgsmål, som hans kollega havde gjort.

Og eftersom jeg stadig ikke lider overbevisende nok af

selvbebrejdelser og selvmordstanker og mest græder hver

aften, fordi jeg er så træt af at være træt og dårlig, endte vi

igen med at konstatere, at det ikke var en depression.

Han sendte mig til nogle nye undersøgelser og fastslog,

at vi jo skulle være glade for, at det gik bedre end sidst.

Personligt havde jeg ikke kunnet passe mit arbejde eller

mit liv i halvanden måned, men hvis han nu var glad for

os begge to, så gjorde det vel ikke noget. Jeg gik hjem og

tudede videre.

Suit up!

14 dage efter og med endnu et par resultatløse

undersøgelser i journalen vendte jeg tilbage. Nu bevæbnet

med min kæreste, fordi jeg ikke rigtig følte, at jeg havde


28

pondus nok til at trænge igennem til min læge, når jeg

samtidig var opløst af gråd.

Min kæreste arbejdede i et advokatfirma, og da

han meddelte på kontoret, hvad han skulle, og at vi stadig

ikke vidste, hvad jeg fejlede, sagde hans kollega, at han

skulle huske at klæde sig på, som om han skulle til et af

sine advokatmøder. Peter grinede selvfølgelig af den dårlige

vittighed, men kollegaen har lægeforældre og grinede ikke

med. Han forklarede, at man får en grundigere behandling,

hvis man følges med Armani og Prada.

Alletiders! Det første, de fleste syge mennesker tænker på, er

formentlig også lige at dulle sig godt og grundigt op, inden

de smutter til læge.

Hverken Peter eller Prada hjalp. Lægen kiggede blot på

sin skærm med det negative prøveresultat. Så på mig, der

kiggede ned i jorden, og sagde: “Ja, det ser jo ikke ud til, at

du fejler noget. Hvad tænker du egentlig, at vi skal gøre?”

Mere end I allerede har gjort? For det kan jeg vel næsten

ikke forlange. Jeg var svimmel fra morgen til aften. Fik

akut kvalme, hver gang jeg kiggede mere end en time på

computer og tv, og fik migrænemissiler i panden, hvis folk

kom til at tale i stedet for at hviske. Eller Gud forbyde det:

Hvis de skulle skramle med en tallerken og lidt bestik. Og

så var jeg så fuldstændig udmattet, at jeg begyndte at

abstinens-ryste, hvis der gik fire timer, hvor jeg ikke lå ned.


29

Men ved I hvad, jeg fikser den sgu selv.

Det skal I ikke tænke på.

Stress på sort niveau

Jeg betalte derfor en psykolog 1150 kroner i timen for at

finde ud af, om det så måske var hovedet, den var gal med,

når nu kroppen på papiret var i topform. Hun stillede igen

en række spørgsmål – lidt mindre dommedagsagtige – og

konstaterede efter fem minutter, at jeg havde stress på sort

niveau. Det lød slemt, og barometeret på nettesten, hun

brugte, viste da også 180 ud af 200 point.

“Flot score,” tænkte jeg – konkurrencemenneske

som jeg er. Og var en smule lettet over endelig

at få et navn på min tomåneders lange virus.

Uden at det overhovedet gav mening.

Stress? Jamen, jeg har jo ikke travlt

med noget som helst.

Men jeg godtog stemplet og fik en forklaring på alle de

mærkelige symptomer. Også hvor slemt det kan blive, hvis

nu man ikke gør noget ved det. Blandt andet er sterilitet,

blodpropper og depressioner på menukortet. Og i

øvrigt fungerede min hjerne nu, som var den blevet rystet

godt og grundigt, så hver gang computerskærme og tv

gjorde mig groggy og diffus, skulle jeg kigge væk, sagde

hun. Nemt nok, når man er kommunikationsmedarbejder …

jeg sygemeldte mig på stedet.

Den næste måned blev jeg bare dårligere og dårligere.

Kunne kun lige klare mine daglige gåture (mest ved at sidde


30

på de kommunalt placerede bænke), og jeg havde hverken

appetit eller kræfter til at lave mad.

Efter en måned og 7000 kroner sagde psykologen: “Du bør

jo ikke få det så dårligt, så enten er det en svær depression,

eller også er det noget fysiologisk, og det sidste bør nok

undersøges først.”

Hun kunne i hvert fald ikke gøre noget for mig nu, så

længe jeg var så syg. Så med et “held og lykke med

sundhedsvæsenets vridemaskine” måtte jeg stikke halen

mellem benene og løbe hjem til lægen ved søen, der jo ikke

havde vidst, hvordan han kunne hjælpe.

Det vidste han stadig ikke, så han afkrydsede igen

depressionsskemaet – igen med et negativt resultat,

og sendte mig videre til nye – og nogle af de gamle –

undersøgelser. Igen.

Efter fire dage hvor jeg ikke havde overskud til hverken at

tisse eller række ud efter et glas vand, gik min mor i det jyske

dog i aktion og satte min fætters kone, psykiateren, ind i

sagen.

Efter en kort telefonsamtale fik jeg diagnosen “moderat

depression”, og 16. november – knap tre måneder efter mit

første lægebesøg – fik jeg endelig mine “antibiotika”, så jeg

kunne komme videre i programmet.

Så hvis du synes, at dette var et langt indlæg at

komme igennem, beklager jeg. Men det er intet

imod, hvad mine læger udsatte mig for.


Documents

Må jeg hjælpe dig?