Mange mennesker kender Sylvest Jensens luftfotografier fra 1940’-erne og 1950’erne. De håndko-lorerede billeder af ejendommen hænger stadig som et klenodie på væggen i mange landbohjem, selv om de efterhånden er mere end et halvt århundrede gamle. Og flere steder på nutidens rådhuse kan man stadig finde de store indram-mede prospekter af købstaden, fotograferet fra luften før de sto-re parcelhusudstykninger slørede grænsen mellem by og land.

I 2002 købte Lemvig Museum 47 af Sylvest Jensens luftfotogra-fier fra en samling, som i dag fin-des på Det Kongelige Bibliotek. Hovedparten af billederne var taget på samme dag, den 15. juli 1956. De skulle bruges i forbin-delse med opbygningen af en ny permanent udstilling om Lem-vigs historie. De viste sig at få uvurderlig betydning, først og fremmest for indsamlingen af ny viden om 1950’ernes Lemvig.

Lemvig set fra luften– en fortælling om 1950’erneAf Ellen Damgaard

FortælleværkstedetI januar, februar og marts 2004 blev museets mødelokale for-vandlet til et fortælleværksted. På væggene hang de 47 luftbilleder, og på bordet lå dubletter enkelt-vis og i mapper, alt lamineret eller sat i plastiklommer, så billederne kunne tåle at gå fra hånd til hånd og at blive gransket nøje med el-ler uden lup. Og gransket blev der – og fortalt, så det var en for-nøjelse. Mange kom igen flere gange og tog venner og familie med, og for hver gang kom der flere detaljer frem i hukommel-sen. Det var underholdende og tankevækkende.

Hovedformålet med fortæl-leværkstedet havde imidlertid al-lerede fra begyndelsen været at indsamle viden om byens virk-somheder i 1950’erne. For museet bestod øvelsen derfor i at fast-holde og nedfælde de mange op-lysninger, der kom frem. De, der havde lyst til selv at skrive noget ned, lånte en mappe med bille-derne med hjem og afleverede i mange tilfælde udførlige beskri-

velser, med andre blev der lavet små hurtige interviews i et roligt hjørne af lokalet. Men projektet bredte sig snart fra den ene dag om ugen, hvor fortælleværkstedet var åbent, til resten af arbejdsugen i omkring tre måneder.

Gennem fortælleværkstedet fik museet nemlig kontakt med en række mennesker, som dels selv kunne fortælle om 1950’ernes ar-bejdspladser, dels kunne henvise til andre tidligere kolleger. Det gav anledning til en række større interviews og til indsamling af fotos og andet materiale til belys-ning af virksomhedernes historie. Her var luftfotografierne et nyt-tigt redskab. Det var som en fly-vetur, hvor man ikke blot kunne se byens tage, men blev i stand til at dykke ned og være med i det liv, der blev levet i 1950’ernes Lemvig.

Være med, når tømrerne og smedene lavede tærskeværker på byens store virksomhed, Vestjy-den, og ind imellem fik tid til lidt skæg i gaden. Være med, når ar-bejderne stod bøjede over de tun-

Lemvig set fra luften – en solrig søndagseftermiddag i 1956. Det lufter lidt, og alting er lukket. Der er tomt og døsigt i gaderne. Man bliver nysgerrig. Hvordan ser der ud, når alle er på arbejde på byens virksomheder, når forretningerne åbner dørene, når gaderne fyldes af biler og budcykler, når der lyder saven og banken fra beddingen, og når havnearbejderne går i gang med at losse skibet, der ligger til kaj i Østhavnen? Sådan et billede er stumt og lukket, indtil det får mæle af mange menneskers fortællinger. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

indsamlede materiale to spræng-færdige tykke ringbind med ren-skrevne interviews, håndskrevne erindringer og kommentarer til de enkelte luftbilleder. Hertil kommer en mængde fotografier, malerier og tegninger, som kom frem fra folks skuffer undervejs, og som nu ligger indskannede i museets billedarkiv forsynet med grundige oplysninger. Så er der scrapbøger, reklamemateriale fra virksomheder, film, enkelte gen-stande. Hvilken skat! På Lemvig Museum følte vi os meget rige, da foråret kom, og folk begyndte at gå i haven i stedet for på museet.

gamle midtby og lys og luft i de nye boligkvarterer, de mange små forretninger og værksteder, af børnenes frie liv og hasarderede lege i kloakrør og på byggeplad-ser, når arbejderne var gået hjem, og af kampene mellem drengene fra de forskellige kvarterer. Tids-billeder fra børnehjemmet, alder-domshjemmet og skolen. Herlige beskrivelser af køreprøven hos byens motorsagkyndige og af købet af den første bil.

Hver eneste deltager i for-tælleværkstedet gav sit bidrag til et samlet billede af Lemvig i 1950’erne. Tilsammen fylder det

ge huder på Fynboes Garveri, og fingrene blev brune af egebarken.

Være med, når Andelsvaske-riets syv hvidklædte chauffører kørte ud til kunder fra Vestky-sten til Skive med det rene, ny-pressede linned og vendte tilbage med alt det snavsede tøj fra de store husholdninger på landet. Være med, når telefonistinderne på Lemvig Central tog imod be-stilling på udenbys opkald med tre timers ventetid, før samtalen var igennem.

Være med på kulpladserne, hvor man havde fået en lille kran på larvefødder, så alt ikke længere skulle losses og køres ud på plad-sen med håndkraft. Være med på teglværkets loft, når ”gutterne” kom på benene oppe på den lune ovn om morgenen og fik fat i da-gens første bajer, mens teglværks-arbejderne længe havde haft travlt med at trille de våde sten til tørre, 30 sten ad gangen på en trillebør i fuld fart.

Være med, når de selvdøde dyr blev kogt til sæbe og benmel på Destruktionsanstalten. Være med, når havnens smede begav sig ud på budcyklen for at repa-rere en kuttermotor. Være med, når fagforeningsformanden kørte rundt på cykel tidligt om mor-genen og bankede på ruden hos havnearbejderne: ”Du skal op, du skal i kul”.

Hertil kom beskrivelser af dag-liglivet i byens forskellige dele – de trange boligforhold i den

Et af de mange billeder, der dukkede op af skufferne, viser hele arbejdsstyrken på Vest-jyden omkring 1950. Direktør Mads Kjær med den bløde hat, som han altid gik med, ingeniør Bramsen i tidens karakteristiske plusfourbukser og bogholder Nielsen i mørkt jakkesæt. Og så tolv navngivne mand fra smedeafdelingen, syv fra tømrer- og sned-kerafdelingen, to malere, en arbejdsmand og pladsmanden - og en enkelt som ingen husker, alle taget som de stod og gik i deres arbejdstøj. Foto på Lemvig Museum.

Hvad skal I bruge det til?Det var der flere, der spurgte om. Svaret er enkelt nok. Faktisk er det selve eksistensberettigelsen for et lokalt kulturhistorisk mu-seum. I Lemvig Museums ved-tægter står der under ”Museets formål”, at ”de emner, som mu-seet arbejder med, skal belyse væ-sentlige træk af den lokale histo-rie”. Et lokalmuseums fornemste opgave er at indsamle viden om mennesker, begivenheder, virk-somheder, kort sagt hele daglig-livet på egnen. Hvis ikke det lo-kale museum – eller et lokalarkiv – gør dette stykke arbejde, så er der ingen, der gør det.

Man kan tage emnet ”tærske-værksfabrikker” som eksempel. For et par år siden lavede Ran-ders Museum en stor undersø-gelse af tærskeværksfabrikken Dronningborg på Randersegnen. I rapporten er der et par sider, der handler om en fabrik, som blev købt op af Dronningborg, nem-lig Vestjyden i Lemvig. Købt op, produktionen flyttet, og det var så det, naturligt nok, når man ser sagen fra Randers.

Men set fra Vestjylland mang-ler hele historien om Mads Kjærs initiativ helt tilbage fra 1917, virk-somhedens udvikling i de bygnin-ger, der stadig ligger omme bag ved Texaco tankstationen i Store-gade, gennem produktionsomstil-lingen fra trætærskeværkerne til de store gulmalede mejetærskere af metalplade, en blomstrende

virksomhed med snedkere, tøm-rere og malere, smede og maskin-arbejdere, pladsmand, bogholder og direktør, tidtager og tekniske tegnere. En historie om stolthed over produktet, om en rummelig arbejdsplads med overskud til lidt sjov, om tidens stigende præstati-onspres, om konkurrenceevne og kollaps. Også en historie om folk, der kom fra Vestjyden og startede virksomheder, der stadig præger Lemvigegnen - Lemvig Værktøjs-fabrik i Vestjydens gamle maskin-værksted er et enkelt eksempel.

Hvis ikke det lokale museum

samler viden sammen om den slags historie, så går den tabt. Det er imidlertid også vigtigt at få hi-storien formidlet, og det er derfor planen at udgive luftfotografierne suppleret med alt det gode mate-riale, som byens borgere bidrog med. Så vil der være stof til end-nu flere fortællinger. Følgende er blot en lille smagsprøve.

Livet på havnenDet er søndag den 15. juli 1956. På havnen flokkes folk omkring udflugtsbåden Vigen, som havne-

Livet i Palmehaven tegnet i 2004 efter hukommelsen af en, som selv var med som stor pige til at hjælpe sin far med at ordne kroge. Her sidder Kaja og hendes mor på fiskekasserne og piller tang og krabber og andet snask af redskaberne, det lugter og sprutter, så man må have gammelt tøj og gummiforklæde på. Kajas mor får 50 øre per krogbakke, og så kan hun gemme pengene og købe strømper, hvis hun skal være fin. Imens ordner Kajas far sine net ved at slå tangrester af dem med et særligt redskab, der ligner en ketcher. Det er hyggeligt, undtagen hvis havnearbejderne slår sig ned og drikker for meget og driller fiskerne med deres flid. Tegning: Kaja Tøt, Lemvig. Lemvig Museums arkiv.

foged Rønberg har sat i fart ud til Gjellerodde. Ved Mathiltes Kaj – opkaldt efter paketten Mathilte, der sejler fra Lemvig til Køben-havn – ligger et par søndagsstille kuttere, og langs bolværket ligger redningsdamperen Vestkysten. Den er inde til sit årlige sommer-eftersyn, som foretages af Johan

Andersens smedeværksted på ka-jen lige inden for. Der er mange ansatte og flere andre smede-værksteder på havnen, for der er gang i fiskeriet og stadig nybyg-gerier i gang på beddingen.

Bag Kjærgaards lagerhal ser man den smukke toetagers told-bygning, og lidt til venstre for

den i en gammel toetagers længe ligger Sømandshjemmet. Det er et populært pensionat, hvor de faste pensionærer kan spise alle måltider, og hvor andre kan smutte ind og drikke kaffe i en pause i arbejdet. Det er helt utænkeligt, at ugifte mænd skal lave mad til sig selv, og derfor er

Et af de luftfotografier, der har hængt i stor indrammet udgave i farver på mange kontorer og i virksomheder i Lemvig. Det var også et af de billeder, som mange deltagere i fortælleværkstedet fordybede sig i, og som fik dem til at udveksle erindringer og associationer. Her lå jo ..., du må da også kunne huske ..., det var jo her vi altid ..., vi boede jo ..., sådan lød det uophørligt foran dette billede. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

Første rum efter tømmerlageret på Vest-jyden er Skæreriet. Her bliver der skåret træ ud og lavet limninger. Det er sned-ker Jens Lund ved båndsaven til venstre og Kesse Houe til højre. Billedet er et ud af en serie på omkring 25 fotografier, som blev taget samme dag engang i 1950’erne, og som blev fundet frem af en tidligere værkfører på virksomheden. Både han og hans far havde arbejdet på Vestjyden i mange år. Foto på Lemvig Museum.

Smed Alfred Poulsen står ved den samme drejebænk på Vestjyden i 421/2 år. Han er dygtig til sit arbejde og meget nøjeregnende med sin drejebænk. En dag er der en af snedkerne, der skal lave et håndtag, så Alfred Poulsen kan standse sin maskine på afstand. Sned-keren står op på noget for at nå og skal lige til at støtte med foden på et hjørne af drejebænken. Men dér får han hurtigt besked. Foto på Lemvig Museum. 1950’erne.

der adskillige pensionater i byen, så der er noget for enhvers smag og sociale stand. Ved kajen foran Sømandshjemmet har man byens to fiskeforretninger; de ligger på pontoner ud i bassinet, fordi det oprindeligt var både, der var for-tøjet til kajen. Her kan man købe friske rødspætter og levende ål, for der er hyttefade forankret til duc’d’alben ude i havnebassinet.

Lige under stævnen på de kut-tere, der står på bedding, ligger Havnehuset, også kaldet Palme-haven. Her holder jollefiskerne til. Deres joller ligger i Gammel Havn, så der er ikke langt at gå med redskaberne, når de skal ordnes i Havnehuset. Det er et sted, hvor man arbejder, men der er tid til en sludder med de faste forbipasserende. Palmehaven er et hyggeligt sted, hvor også koner og børn kan være med til at ordne garn og kroge.

Længere ovre – bag beddin-gen – ligger slagteriets lille hvide bygning med skorsten og byens to store tømmerhandler, Skous og Krejslers. Tømmeret kommer med skib til Østhavnen, og det giver travle dage, når det skal los-ses og køres op til tømmerplad-sen. Tømmerhandlerne har deres egne faste stab af havnearbejdere, som er vant til det hårde arbejde. Bakkerne oven for byen er endnu ikke fyldt med parcelhuse. Her er slugter, hvor børnene kan gå på opdagelse, og hårrejsende kælke-bakker om vinteren.

VestjydenTærskeværksfabrikken Vestjy-den er byens største arbejdsplads. Den har en rigtig fabrikssirene, som man kan høre i hele byen. Fra luften kan man se, hvordan fabrikken har knopskudt gen-nem årene siden 1917, hvor den startede i Storegade, lige oven for Sønderbjerg. Tømrere, snedkere og malere holder til i den lange bygning, der strækker sig langs stien fra Storegade mod Dan-marksgade. Bagest på området er der lagerskure med tømmer og fritstående tømmerstabler. Tærskeværkerne bliver lavet af træ, der skal skæres til og males i den særlige Vestjydengule farve,

som kunderne kender. Smede og maskinarbejdere holder til i side-bygningerne; de laver alle metal-delene i lange serier. Det er præ-cisionsarbejde, og der er orden på høvlebænke og drejebænke. Med årene er det blevet en lidt upraktisk arbejdsgang, med lager på loftet, hvor halvfabrikata skal bæres op og ned af arbejdsmæn-dene.

Et virvar af bygninger liggende i en trekant med kontoret i spidsen ud mod svinget i Storegade. Tærskeværksfabrikken Vestjyden blev grundlagt af Mads Kjær i 1917 i et lille smedeværksted heroppe oven for Sønderbjerg, et godt sted i udkanten af Stationskvarteret. Siden har bebyggelsen bredt sig ud over de åbne marker, først villaerne i 1920’erne og 1930’erne på Møllegårdens jord ud mod skræn-terne ned til bykernen, og efter krigen dukker statslånshusene op mellem køkkenhaverne på Grønningen – solidt, men lidt skrabet byggeri, høj kælder så der er plads til vaskekælder, kulkælder og viktualierum, hvor maden kan opbevares køligt. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

Der er folk, der har været ansat i mange år og i flere generationer. Der er overskud til at lave sjov – lægge en metalplade under på-lægget i madpakken eller sømme madkassen fast på høvlebænken hos ham, der altid river sin mad-kasse til sig i en fart i pausen. Og der er tradition for at hjælpe hin-anden uden for arbejdstid med husbyggeri. Lidt fusk bliver det også til – man må gerne uden for arbejdstid lave noget til sig selv ved sin høvlebænk eller ved dre-jebænken.

Men der er nye tider på vej. Den gamle direktør Mads Kjær er død i 1954, og der er kommet en ny direktør, som er dygtig, men fører et problematisk liv, og snart kommer der også en tidtager, der skal sørge for en mere tidsbespa-rende arbejdsgang. Der er nogen, der synes, at det mest positive, man kan sige om tidtageren, er, at han har en ualmindelig flot kone, som bor sammen med sin mand i en lejlighed på virksomheden.

AndelsvaskerietNår der kommer landboforenin-ger på udflugt til Lemvig, så skal mændene selvfølgelig besøge Vestjyden og orientere sig om det nyeste inden for tærskeværker. Konerne er velkomne til komme hen på Andelsvaskeriet Limfjor-den, hvor de hører direktørens muntre foredrag om renlighed i gamle dage og med deres egne

øjne ser nutidens herlige mulig-heder. Landbokonerne tænker på deres store husholdning med karle og piger på kost og logi, de store mængder sengelinned og håndklæder, forklæder og viske-stykker, der skal lægges i blød, koges, skylles, vrides og hænges til tørre i haven på lange tørre-snore eller på hækkene. Vådt af

sommerbygerne og stivfrossent om vinteren.

Her er der en hel bygning, ren og appetitlig med skinnende ma-skiner og hvidklædt personale, der sorterer og mærker, vasker i store vaskemaskiner, tørrer i cen-trifuge, ruller og stryger og sor-terer tingene ud til den enkelte kunde. Net og pænt, effektivt og

Byen breder sig langsomt ud i det åbne land. Samlestalden er let kendelig på sin store åbne gårdsplads, mens Andelsvaskeriet ligger skråt overfor mellem Vangevej og Birnsvej, med vaskeriets store funktionelle bygning med kedelhus og skorsten, alt under samme tag. Det nærliggende hus bliver siden inddraget til systue og kontor for vaskeriet. Og så er der de lange længer i Vesterled, moderne boligbyggeri med flytbare vægge, så man kan lave om på rummenes størrelse efter behov. På den anden side af jernbanen er der endnu marker, men boligforeningerne er i gang med at få has på bolignøden efter krigsårenes materialemangel. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

trapper og lokum i gården, er en lejlighed i Vesterled en drøm, der er gået i opfyldelse. Stue på 25-30 kvadratmeter, et lille børneværel-se, badeværelse og et godt køk-ken med spisekrog. Alt sammen nyt og pænt. Der bor nok hund-rede børn i de to blokke, og der er mange muligheder for at lege på de åbne arealer rundt omkring – for eksempel tyskernes forladte plads lige vest for, hvor man kan være heldig at finde spændende ting eller grave huler, selv om man må kæmpe om området med børnene fra Stationskvarteret, der har hævd på stedet.

udkant. Den er blevet til på initi-ativ af fremtrædende landbokvin-der, og placeringen passer fint til genboen, Lemvig Samlestald, hvor egnens landmænd samles en gang om ugen for at følge med i kreaturhandelen, og til Slagtehu-set, der er nærmeste nabo.

Når landhusmødrene er på besøg, kan de kigge over på det sidste nye boligbyggeri i Lemvig, de lange længer på Vesterled med forblæste forhaver og køkkenha-ver bagved. Sådan bor folk i byen. Men for de mange børnefamilier, der har måttet døje med små lej-ligheder nede i bykernen med

moderne. Det snavsede tøj hen-tet ved døren og afleveret igen i rene, indbydende stabler, lige til at lægge på plads i skabene.

Andelsvaskeriet Limfjorden er Lemvigs næststørste arbejdsplads, en kort tid er der 80 ansatte, der arbejder i toholdsskift. På nær di-rektøren, vaskemestrene og chauf-førerne er alle ansatte kvinder. Også på den måde repræsenterer virksomheden den nye tid. Kvin-derne skal ud af det sure vaskehus og kan komme ud på arbejdsmar-kedet, lettet for nogle af de tunge-ste husholdningsopgaver.

Virksomheden ligger i byens

Personalet på Andelsvaskeriet Limfjorden er blevet fotograferet i anledning af lederskifte den 1. november 1951. Der er 80 ansat-te, 68 kvinder og 12 mænd, og der bliver arbejdet i toholdsskift. Billedet stammer fra en scrapbog, som Andelsvaskeriets direktør fra 1951 og til lukningen i 1969 har samlet med avisudklip, bro-churer og fotos, og som han gav til Lemvig Museum.

I løbet af 1960’erne bliver Andelsvaskeriet udvidet med en ny tilbygning i to etager, og i de sidste år har man en imponerende bilpark med syv store varebiler, hver med sin hvidklædte chauffør. Ud på ruten med det rene vasketøj og retur med snavsetøjet fra klokken syv om morgenen til hen ad klokken tre til fire om efter-middagen, hvor man så kan læsse af. Men så begynder kunderne at melde fra - særlig ude på landet får man selv vaskemaskiner, og de store hushold forsvinder, når traktorerne rykker ind. Og en dag er det slut. Foto på Lemvig Museum.

vinteren er der ingenting. Arbej-det stopper, når frosten kommer.

Men der er nok at lave i sæ-sonen fra april til oktober. Der bliver bygget meget i byen her i 1950’erne, store boligforenings-blokke, ny skole nede i byen og villaområder med statslånshuse.

med at køre sten ud til Østerla-den, som ligger længst væk. Der er folk, der har været der længe, men der er også mange, som kun klarer en enkelt sæson. Der er stor udskiftning, og derfor kan man altid få arbejde på teglvær-ket, hvis man går arbejdsløs. Om

TeglværketDer bor også hundrede børn i Fjordvænget, som er byens første boligforeningsbyggeri. Syv børn i en to og et halvt værelses lejlighed går fint, når man kan sove i tre-etages køjesenge. Folk i byen kal-der området for ”Gummiløse”. Også her er der godt at lege; der er stranden, hvor man kan sejle på tømmerflåde, teglværksskoven med de gamle lergrave, og hvis man får lov af lokomotivføreren, kan man køre med på det lille lo-komotiv, der trækker tipvognene op ad bakken til de store lergrave. En gang imellem kommer tegl-værksejer Villemoes ud og råber af dem, men det gør det bare mere spændende. Han bor oppe i ”Slottet”, som man kalder den hvide villa oppe på bakken.

Teglværket er en gammel virk-somhed, helt tilbage i 1800-tallet har der ligget teglværk her. Nogle af de gamle tørrelader af træ er bygget engang i 1890’erne. Men der er en helt ny ovnbygning med murede tørrelader. Det hele fungerer efter samme system som på alle andre teglværker. Faktisk har man lige fået gravemaskine i lergraven, og det sparer arbejds-kraft. Ellers er det hårdt arbejde, når stenene skal køres fra forme-maskinen ud i tørreladerne, og fra tørreladerne til ovnen, og fra ovnen ud på pladsen foran tegl-værket. Der skal tages ved om trillebørens håndtag. Når der er nye folk, kan de altid få tjansen

Teglværket ligger i de lerede bakker øst for byen. Tipvogntoget kører frem og tilbage mellem teglværket og lergravene langs den bugtede vej ud i markerne. Ved hjælp af luftfotografiet er det enkelt at rekonstruere hele arbejdsgangen, med pegefingeren kan man følge lerets og teglværksarbejdernes gang fra lergraven til lagerpladsen. De åbne marker bag teglværket findes stadig; store dele af området blev nemlig fredet og kan derfor ikke bebygges, da parcelhuskvartererne rykker ud øst, vest og syd for byen. For den ikke-lokalkendte kan det være let at tro, at de små husblokke foran teglværket er bygget som arbejderboliger for teglværket. Men Fjordvænget er boligforeningsbyggeri fra 1942 og 1944, og her bor der fiskere, kontorfolk, håndværkere, butiksansatte og chauffører. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

Det er gode tider for teglværket og for byens håndværkere.

Teglværket er et rummeligt sted, gamle arbejdere og van-drende svende finder en lun so-veplads på ovnloftet eller inde i én af de ovne, der ikke er i brug i

ringovnen. De laver kaffe på pri-musen i skuret, og en skrækkelig forårsdag i 1960 kommer en af dem til at sætte ild på teglværket, så hele ovnbygningen brænder ned. Han er grædefærdig under forhøret over den skade, han har forvoldt på det sted, hvor han har haft sit tilhold og altid har følt sig velkommen. Og nej, siger han til dommeren, han var ikke beruset, han glemte bare sit morgengø-remål med kaffen, fordi han var gået uden for og stod og snak-kede med en af arbejderne.

KulpladserneTeglværkets ringovn bliver fyret med kulsnus; det er det, der bli-ver tilbage, når de reelle stykker kul er samlet fra. De henter selv kulsnuset lige henne på Østhav-nen. Her er der gødnings- og grovvarepakhuse og tre forskel-lige kulpladser ud mod kajen, hvor fragtskibene lægger til. Der kommer et skib om ugen med kul, cinders eller briketter.

På Lemvig Kulkompagnis plads har de for nogle år siden fået en lille transportabel kran;

En af teglværksarbejderne, Kaj Nibe, med trillebøren med 36 ubrændte sten, tre og tre klar til at sætte ind på tørrela-dens hylder. Man skal passe på at holde tommelfingrene væk, når man tager de tre sten op i en samlet blok, for ellers kommer der fingeraftryk på ydersiden, fortæller en gammel teglværksarbejder, der dukker op til fortælleværkstedet. Han har arbejdet på teglværket en sommer og siden i mange år på Fynboes Garveri, en anden lokal virksomhed, som museet også får en del gode oplysninger samlet sammen om. Foto på Lemvig Museum.

Fra den tidligere teglværksejer dukkede et album op med fantastiske billeder fra 1920’erne til 1960’erne. Her er der noget så sjældent som fotografier af de ”gutter”, der sover på ovnloftet, hvor der altid er dejligt varmt. En af dem er lige vågnet med alt tøjet på og med et gammelt tæppe over sig. Selerne har han knappet af bukserne for at have det lidt bekvemt. Morgentørsten river i struben, og på det næste billede i albummet har han fået en øl fundet frem. Bag ham står de sirligt radede sten tre og tre til tørre på ovnbygningens loft. Foto på Lemvig Museum.

Lemvigs østlige bydel er et mærkeligt sammenstød af virksomheder som slagteri, smedjer, tømmerhandler og kulpladser, gødningspak-huse og produkthandler, gasværk, epidemisygehus og ”kommunehus” og så en række elegante villaer oppe i bakkerne. Det er klart, at tømmerhandler, gødningspakhuse og kulpladser skal ligge ved havnen, fordi alle varerne kommer til byen ad søvejen. Det gælder også skibsmægler Lehmann Jensens kontor og vejerbod. Epidemihuset og gasværket er bygget for så længe siden, at der ikke lå andet herovre end nogen små stråtækte rønner, som blev kaldt for Austerlitz. Og de flotte villaer, ja her var tømmerhandler Magnus Skou foregangsmand med sit smukke domicil i Voldgade med hvidkalket facade, halvrund fronton og sortglaseret tag og udsigt over sin tømmerhandel. Men at få en kommunal husvildebolig i tre etager lige op i udsigten fra Voldgades villaer, det må have været noget af en overraskelse. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

den kører på larvefødder. Når der kommer skib, kører en af kran-førerne ud på kajen. Kranen har elektrisk motor, så man må flytte kablet mellem de stikkontakter, der sidder langs kajen. Med grab-ben kan man nå ned i lasten, hvor havnearbejderne skovler til. Fra kajen kan man nå ind over muren og få læsset kullene af på pladsen; senere må man så køre ind med kranen og få flyttet kul, cinders eller briketter sammen i store

bunker. Det har lettet arbejdet på kulpladsen helt utroligt med kra-nen. Før havde man nogle flyt-bare ramper på høje ben, som gik fra skibet og ind over kulpladsen, og heroppe kørte arbejderne med kullet i trillebøre for at læsse det ned i bunker.

Hver af kulpladserne har de-res egen faste kundekreds, og formanden tager imod ordrer, der skal leveres til vognmændene og til byens købmænd. Alle skal

bruge kul, koks, cinders eller briketter, både i hjemmenes kak-kelovne, på byens værker, damp-lokomotiverne på jernbanen, by-ens virksomheder. Når der bliver losset skibe, kommer der altid folk og ”kradser op” i jernbane-skinnerne efter tabte kulstykker. Det er et velkomment tilskud til husholdningsøkonomien.

Sammen med slagteriet, tøm-merhandlerne, smedjerne og gas-værket udgør Østhavnen noget, der ligner et industrikvarter i Lemvig. Der bankes og hamres, skramles og saves. Unge fyre med værktøjskassen på budcyk-len spurter forbi, kulsorte hav-nearbejdere tager sig en øl, søfol-kene klarer op på skibet, klar til at stikke af efter en ny last. Der kommer en vogn fra teglværket efter kulsnus eller fra tømmer-handlerne efter planker. Eller en vognmand, der skal hente et læs gødning eller foderstoffer til op-landets brugsforeninger. Skibs-mægler Lehmann holder styr på befragtning og skibenes ankomst og afgang.

BilerneDer er stadig mange, der kører rundt i de flotte Ford- og Morris-biler fra 1920’erne og 1930’erne, særlig bønderne. Der er også sta-dig gang i budcyklerne, selv om varebiler og lastbiler er begyndt at fylde godt i gadebilledet. Her i svinget mellem Vesterbjerg og

Der losses kul fra Vendia til Lemvig Kulkompagni. Havnearbejderne har smidt cyklerne og er nu i gang med det tunge slæb med trillebør oppe på de høje ramper. Da kranen kom i 1950, betød det en lettelse af arbejdsgangen, men også arbejde til færre havne-arbejdere. Havnebanens spor går helt herom på Østhavnen, så varerne også kan trans-porteres med toget op til jernbanestationen oven for byen. Drengene fisker rejer og beundrer deres fangst i den hvide, emaljerede mælkespand. Foto på Lemvig Museum.

Storegade og Vesterbjerg har sirlig chaussébrolægning, det er nemlig amtsvej. Tankstationen på hjørnet repræsenterer den nye tid, biler og benzinstander, moderne landbrugsredskaber på pladsen foran Wrists maskinhandel ved siden af. Bagved ligger vaske- og smøre-hal og værksted. Det har afløst et gammelt rebslageri, hvis lange bygning strakte sig hen langs den stejle skrænt ned til Vesterbjerg. Der er ingen, der slår reb i Lemvig længere. Nu drejer det sig om biler og motorcykler, grønthøstere og traktorbugserede slåmaskiner. 1950’erne er en god tid at handle med landbrugsmaskiner på, og fredag er altid en givtig dag. Så kommer bønderne til byen og slår et slag forbi maskinhandlen for at se på nyt og få det gamle repareret, inden dagen er forbi, og de skal hjem igen. Foto: Sylvest Jensen 1960. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Storegade ligger en af byens tank-stationer i en elegant bygning. På pladsen holder blandt andet en Ford Anglia og en Volvo 444, 1950’ernes nye modeller.

Hvis man vil købe bil, er der flere muligheder. Der er Morris-

forhandleren og Opel og Ford og flere andre. Det er en tillids-sag at købe bil, og kunderne vil altid helst ”tale med ham selv”, altså med direktøren. Det er me-get brugt at afslutte en handel ved at gå sammen hen på Jespersens

Hotel eller til ”Tante” på Tor-vet og få kaffe eller en øl og et stykke smørrebrød, men der er også dem, der mener, at det er en bedre praksis at byde på en kop kaffe oppe i privaten. Det er in-gen hverdagssag at købe bil.

Den 5. juli 1957 åbner en ny nedkørsel til Lemvig, Ny Sønderbjerg. Det er en stor festdag. Arbejdet har været længe undervejs, og vejen er påkrævet, nu hvor byen har udviklet sig med gang i virksomheder og boligbyggeri oven for bakkerne. Der er spændt en snor ud over den nye nedkørsel, og kommunen har bedt så mange biler som muligt om at deltage i åbningen. Her holder en flot stribe Mor-ris’er fra Tangs Maskinfabrik i Storegade; Søren Tang har været autoriseret Morrisforhandler siden begyndelsen af 1950’erne ved siden af arbejdet med landbrugsmaskiner. Den forreste bil, Ø 4351, tilhører værkføreren. Her kommer fremtiden kørende. Foto på Lemvig Museum.

På værkstederne er der en god stemning, særlig hvis der er søde piger på kontoret. Så mødes folkene der efter arbejdstid og klunser om flødeboller og cho-koladefrøer. Og pigerne kan godt finde på at sy buksebenene sam-men, når arbejdstøjet kommer fra vaskeriet. Ligesom på alle andre arbejdspladser får man sin ugeløn udbetalt hver torsdag. Bogholde-ren henter pengene i banken og tæller dem op i små brune poser, én til hver af de ansatte.

Før man køber en bil, skal man have indkøbstilladelse og kørekort. Det sidste er nu ikke så svært. Det værste er, at man skal køre om i Frederiksgade og bakke ind i smøgen ved mejeriet. En dag er der en mand fra Bøv-ling, der er oppe til køreprøve, og på Torvet i Lemvig kører han ind i en helle, der står på pladsen. Han siger selv, at det kan vist ikke nytte, det er bedre bare at gå ned til Pigerne i Havnegade og få en øl. Men da de har fået den, siger den motorsagkyndige: ”Her er dit kørekort, så må du hellere tage hjem til Bøvlingbjerg og øve dig”.

En anden dag er det Magnus Holm, byens kendte møbelhand-ler, der skal til køreprøve. Turen begynder ved politistationen i Østerbrogade, og han har kun lige fået startet bilen, og hjulene har rullet en halv omgang. Så kommer der en bold trillende og efter den et løbende barn. Han

træder på bremsen, og bilen hol-der stille. ”Det kalder jeg sgu da for konduite”, siger den motor-sagkyndige, ”De kan godt få De-res kørekort”. Magnus Holm vil gerne byde på et stykke smørre-brød og en øl og en dram omme på hotellet, og den motorsagkyn-dige siger ”Ja tak, så kan De køre derom”. Men da svarer Holm: ”Jeg foreslår, at vi går, jeg tror, min konduite er brugt op!”.

Dengang i 50’erneEn dag var der en af gæsterne i fortælleværkstedet, der sagde: ”Dengang i 50’erne var der mas-ser af alting”. Det var overra-skende, fordi de fleste forbinder 1950’erne med varemangel, sta-dig rationeringsmærker på nogle ting, med omsyet tøj, med mæt-tende forretter, med sodavand som en sjælden ting, med stor og påkrævet sparsommelighed. Men den, som kom med bemærknin-gen, gav udtryk for en spontan genoplevelse af dette årti inspi-reret af luftfotografierne og af snakken om dem. Og han havde ret: der var masser af forretninger, masser af virksomheder og værk-steder, masser af arbejde, masser af nybyggeri, masser af opgaver, der skulle løses af den enkelte, dér hvor han eller hun stod, mas-ser af initiativer, der krævede fæl-lesskab og samvirken, og der var masser af børn.

At beskæftige sig med 1950’-

erne er tankevækkende og in-spirerende, et modbillede til nu-tiden. ”Dengang var der masser af alting”, var der en, der sagde. Hvordan er det lige, det er i dag? Er der kun masser af alt det, vi kan købe – og hurtigt kører hen til den nærmeste genbrugsbu-tik? På den måde blev luftfoto-grafierne og fortælleværkstedet anledning, ikke bare til en herlig mængde ny viden om Lemvigs historie i 1950’erne, men også til nogle overvejelser om en pe-riode, der var præget af en mere enkel levevis og en vilje til et fæl-les løft.