52
1 Længst mod Øst

Længst mod øst

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Fotojournalistisk magasin om skæbner og historier fra Bornholm. Produceret af fotojournaliststuderende fraDanmarks Medie- og Journalisthøjskole,2. semester, november 2010

Citation preview

Page 1: Længst mod øst

1

Længst mod Øst

Page 2: Længst mod øst

Længst mod Øst

Produceret af fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole,2. semester, november 2010

Tak TilMormorBornholmstrafikken A/S

Mathilde BechHanne HenriksenSusanne SommerHenrik Meller

Page 3: Længst mod øst

Stig på bussen af Liv Høybye

En zenmester på Bornholmaf Magnus Holm

Luftbro mellem øerneaf Malte Kristiansen

I østen stiger solen opaf Andreas Bastiansen

En bådebyggers drømaf Andreas Beck

Danmarks mindste fødegang af Sisse Dupont

De spiller pladen fuld hver aftenaf Camilla Rønde

Den sidste natfærgeaf Lasse Bak Mejlvang

Omkranset af brusende bølger troner Bornholm solidt funderet på en sokkel af granit. Sammen

med Ertholmene udgør Bornholm det sidste stop, inden Danmark bliver til Østeuropa.

I middelalderen fungerede øen som landingsplads for togter ud i verden. Nu er øen ikke længere blot en landingsplads, men et hjem for de mennesker, der har valgt at slå sig ned.

Dette er mennesker, for hvem Bornholm rummer mere end glitrede sommermotiv-er, mere end ’Bornholm, Bornholm, Born-holm’. Mennesker, der har lært at elske øen på grund af dens åbenlyse skønhed, frem for at holde af den på trods af dens isola-tion. Deres liv rummer skæbner og historier. Nogle af dem kan du læse her.

4

10

16

22

28

34

40

46

Page 4: Længst mod øst

4

Page 5: Længst mod øst

5

af Liv Høybye (tekst & foto)

Stig Andersen er buschauffør på Born-holm. Han kender øen, ruterne og de faste passagerer. Han har kørt øen

tynd i 25 gode år. På Bornholm, som i resten af Udkants-danmark, er busserne mere end bare en forretning. Det er en livsnerve i det lille øsamfund, som fragter mere end 30.000 mennesker rundt på øen hver eneste uge.

Den siDsTe rejse Klokken er 5.30, og dagens tidligste bus når Gudhjem, hvor morgenens første passager træder ind. Det er Johannes Sørensen på 85 år, som skal nå morgenflyet til Århus. Han

har ikke været der i tyve år. Nu er det tid igen. Johannes har en lille taske med og hatten trukket godt ned om hovedet, så den skærmer mod regnen, der pisker mod busruderne. Vinden flår i bussen. Stig må holde et fast greb i rattet, for vejene bugter sig gennem det mørke bornholmske landskab, og lyset i byerne er slukket. Johannes skal med bussen til Rønne, hvor en af svigerdøtrene vil hente ham og køre ham det sidste stykke til lufthavnen. Selvom bussen faktisk fortsætter direkte til lufthavnen. Hun insisterer på at sende ham godt afsted mod det jyske, fortæller

han. Johannes’ søn på 57 år er døende. Den gamle mand er på vej til Jylland for at sige et sidste farvel til sin søn.

skolebussen”Kom nu ikke for sent i skole.” Bemærkningen følger en lille flok moslende skoleelever ud af bussen fra Stigs fjedrende chaufførsæde. 80% af passagerne i de born-holmske busser er skoleelever. Ud på eftermiddagen bliver de sidste skole-børn sat af hist og pist ved de bornholmske landeveje. På Bornhom er der vinkezoner udenfor bygrænserne. På landet kan man stikke hånden i vejret hvor som helst langs

På Bornholm snor seks busruter sig hen over øen på kryds og tværs. De er en uundværlig del af det lille øsamfund, hvor mange menneskers hverdag afhænger af at komme fra et sted til det næste. Og hjem igen.

Stig på

bussen

Page 6: Længst mod øst

6

Page 7: Længst mod øst

vejkanten og stoppe bussen. Michelle står på bussen i Hasle, hvor hun går i 8. klasse. Hun skal hjem til sin mor i Rønne. Hver dag tager hun bussen til og fra skole og også rundt på øen, hvor hendes familie bor. Michelle har udelukkende fami- lie på Bornholm. Udenfor bussen er lyset ved at forsvinde. Michelle opdager, at hun har taget den lange rute, så hun hopper af ved det næste stop i Tejn, hvor bedste-forældrene bor.

På vejen hjemBussen forsvinder i svinget på vej til Sand-kås. Det er Stigs sidste tur for i dag. Uden-

for er det bidende koldt, og vinden står indover havnen i Tejn. Lis sidder og venter på bussen i det grønne og røde busskur. Hun har allerede ventet i ti minutter, og der er endnu ti til, at bussen kommer. Ved siden af hende står et sort ind- købsnet. Det ser tungt ud, da Lis hanker op i det og stiger på bussen. Lis har ni børn, 24 børnebørn og fire oldebørn. Hun har været enke, siden hun ventede det

Page 8: Længst mod øst

8

yngste barn. To af børnene er flyttet fra Bornholm, resten bor her endnu. Lis bor i Rø, hvor der ikke er nogen købmand. Der-for tager hun bussen til Tejn for at handle. Altid frem og tilbage med bussen.

Fra lanD Til byBussen holder nogle minutters pause i Nexø. Stig holder sig i bussen, for regnen har taget til. Lige inden dørene lukker, hop-per Brian på bussen. Brian er tilflytter. En ‘førder’ kalder Stig det på klingende born-holmsk. ”Det tager tre generationer at blive ægte bornholmer,” fortæller Brian. Han flyttede til øen med sin kæreste og deres fire børn for fem år siden. Fra Køben-havn. De bor uden for Svaneke, så langt ude, at Brian må tage en taxa til Nexø, når han skal med bussen. Brian er kunstner og har en særlig interesse for eksperimentel arkæologi med speciale i lavteknologiske glasperler. Derudover synger han. Mest protestsange mod for mange akkorder og komplicerede tekster. Protestsangene

har indtil videre ført ham gennem første nåleøje i X-factor, hvor Rosendahl og Blach-mann var vilde med ham. Brian tager altid bussen, når han skal rundt på øen. I dag skal han til lægen i Rønne.Tilflytterens historie er atypisk på Born-holm. Normalt flytter de unge fra øen og ikke til. Stig mener, øen er under afvikling. ”Bornholm bliver et pensionistreservat en dag, ” siger han. Trafikeksperter er enige om, at bussernes rolle på Bornholm er uvurderlig. Øen får sværere ved at tiltrække nye kræfter og holde på dem, der er, hvis busruterne ikke prioriteres. Stig åbner døren for en dreng, som skal sættes af ved vejkanten mellem Nexø og Aakirkeby. Der er en halv times bustur hjem til Rønne. I morgen skal Stig igen ud på de timelange busruter og hjælpe pas-sagerne på deres færd gennem det bakkede bornholmske landskab.

“Det tager tre generationer at blive ægte bornholmer”

Page 9: Længst mod øst

9

Page 10: Længst mod øst

10

En bådebyggers drøm

Raffaello Bartolini er bådebygger og bor på Bornholm. Sammen med sin familie rev han rød-derne op i København for at forfølge sin drøm.

af Andreas Beck (tekst & foto)

Page 11: Længst mod øst

11

Jeg elsker København. Måske mere nu end før. Men det er ikke der, jeg skal bo sammen med min familie. ”

Raffaello Bartolinis stemme er bestemt. Han er flyttet til Bornholm sammen med sin familie. De valgte kultur fra, de flyt-tede væk fra trygge rammer, fra venner og familie for at forfølge en drøm.

I et stort rødmalet hus, der ved første øje-kast sender ens tanker mod en lagerhal, arbejder Raffaello. Bag den store, utætte skydedør arbejder han på en kopi af en gammel bornholmsk træbåd.

Raffaello Bartolini flyttede sammen med sin kone Anna og deres døtre Sara og Ida

Page 12: Længst mod øst

12

på syv og fem år til Bornholm for tre år siden. Før boede de på Amager. Familien havde længe ønsket at flytte fra hovedstaden. Ud hvor der var kort til både skov og hav. Men deres næste hjem var svært at finde. Flere weekender gik med ture til Jylland og rundt på Sjælland, før de, ved et tilfælde, fandt, hvad de søgte på Bornholm.

lever sin Drøm uDEfter Raffaello blev færdig med sin læretid som bådebygger, arbejdede han på forskel-lige værfter, men det var altid under andres ledelse. Ved én af familiens ture til Bornholm fik Raf-faello ved et tilfælde tilbudt en plads på det lokale skibsvært. Han fik til opgave at res-taurere gamle bornholmske træbåde. At Raf-faello kunne få sin drøm opfyldt, at familien ville komme til at bo tæt på både skov og hav, og at huspriserne var langt lavere end de an-dre huse, familien havde kigget på, gjorde det klart for familien, at Bornholm skulle være deres næste hjem.

Tog Tegnesagerne meDFamiliens hus er indrettet enkelt. I stuen er brune retrostole med grafiske puder og et

teaktræsbord placeret med omtanke på det hvidlakerede gulv. I kælderen har Anna fået indrettet en tegne- stue. Hun er illustrator og arbejder hjemme.

Skitser, farveblyanter og akvarelfarver ligger i hendes eget system. Hun illustrerer alt fra magasiner til børnebøger. En af grundene til, at familien er lykkes med at flytte til Bornholm, er Anna og Raffaellos professioner. At de kunne tage deres arbejde med fra København, har gjort det lettere at få en hverdag til at fungere. ”Vi har mere tid nu, end da vi boede i Køben-havn. Jeg skal ikke bruge mere end fem minutters gang på at hente Sara fra skole.”

husk aT vinkeAnna er glad for, at skiftet fra København til Rønne er gået godt. Ifølge hende selv har der ikke været nogle nedture, men der har været ting og rutiner, der skulle læres.”I København cykler man rundt i sin egen

“Her hilser man. På alle. Andet ville være uhøfligt”

Page 13: Længst mod øst

13

Page 14: Længst mod øst

14

Page 15: Længst mod øst

15

lille boble,” fortæller Anna og fortsætter: ”Hvis man hilser på folk, kigger de på en, som om man var sindssyg. Det gør man ikke i provinsen. Her hilser man. På alle. Andet ville være uhøfligt.”Sådan er det på Bornholm. Man kommer hinanden mere ved. Ligusterhækkene er ikke højere, end at naboen kan se med. ”Folk er nysgerrige, men det er på den gode måde. De lægger mærke til, hvis man går sent i seng, eller hvis man er tidligt ude om morgenen.”

bliver På bornholmDa Raffaello startede på bådværftet, gik der ikke mange dage, før de nysgerrige bornholmere kom forbi og ville se, hvem ham ‘bådebyggeren’ var. ”De skulle have mig og familien ind i deres bornholmerhierarki, og så var alt fint. Der gik ikke mange dage, før jeg var kendt som bådebyggeren,” fortæller Raffaello. Iført Carhartt arbejdstøj slår han med en specialøkse taktfast og omhyggeligt pa-pirstynde flager af det, der om halvandet år skal være en køl på en båd, Raffaello skal bygge. Nok har familien valgt en masse ting fra, men en ting er sikkert. Familien er land- et lykkeligt på den forrevne klippeø i Østersøen. Hvis man spørger Raffaello, om de flytter tilbage til København, er der ikke megen tvivl.”Vi skal sgu ikke have en terrasse med en kedelig udsigt til en baggård i København. Vi skal have en have. Pigerne skal sikkert videre i uddannelsessystemet, men så kan de altid komme hjem til noget natur.”

Page 16: Længst mod øst

16

Gruppen af små og store klippeskær, der til sam-men udgør Ertholmene, er Danmarks østligste punkt. Det er her, solen først står op. De fleste danskere kender øen fra dagsud-flugter fra Bornholm. Når den sidste turistbåd forlader øen i midten af september, og fire måneders hektisk aktivitet er overstået, falder roen over det lille samfund på øen.

I østen stiger solen opaf Andreas Bastiansen (tekst & foto)

Page 17: Længst mod øst

17

Page 18: Længst mod øst

18

Henrik Frithiof, øens sidste fisker. Fiskeriet ligger i blodet. Allerede som barn var Henrik med på sin fars kutter.

Havnen er stadig omdrejningspunkt-

et på øen. Det er herfra, at øen bliver

forbundet med resten af verden.

Den grå marinekut-ter er øens båd

og bliver brugt til nødsejladser og

redningsaktioner.Den har fået navnet ”Elephanten”, fordi

den er grå, gam-mel og bred over

bagdelen.

Page 19: Længst mod øst

19

Ertholmene er ejet af den danske stat og hører under For-svarsministeriet. For at få lov til at

bo på øen kræver det ansættelse af øens administration. Hver tredje arbejder for administrationen med vedligeholdelse og restaurering af de gamle fæstningsværker og bygninger. Driften af skolen, hjem-meplejen, el-, vand- og varmeforsyning til de cirka 50 husstande bliver også vare-taget af administrationens medarbejdere.

Befolkningen er en blanding af tilflyttere og folk, der har haft rødder på øen i flere generationer. Øen er totalfredet. Husene og lejlighederne er kun til leje. Intet må ændres, og nybyggeri er forbudt. På over-fladen ligner øen en tidslomme, men bag de gamle fæstningsværker gemmer et tidsva-rende samfund sig.

samFunDeTPostbåden Peter passerer bølgebryderne i Søndre Havn og anløber kajen ved pakhuset. Båden har en fast plads bag ved Henrik Frithiofs fiskekutter. Uden for sommersæsonen, når lystsejlerne og turist-bådene fra Bornholm har forladt øen, er der stille i havnen. I vinterhalvåret er postbåden

den eneste forbindelse til Christiansø med en enkelt daglig afgang. Når båden ankom-mer kl. 11, samles folk på kajen for at tage imod pakker, gods og besøgende. Havne-fogeden styrer slagets gang, og alle giver en hånd med, inden folk går hver til sit eller får en øl i købmandens baglokale. Alle kender hinanden og kalder hinanden ved fornavn.

FæsTningen På chrisTiansøNår man sejler mod øen fra Bornholm, er det første, der bliver synligt i horisonten, silhouetten af to tårne. Derefter rejser fæstningsmure og bastioner sig fra klip-perne. Kanonernes omrids tegner sig mod himlen sammen med de forblæste træer.

Page 20: Længst mod øst

20

Anne Kirstine Aae Christensen og børnene Eskild, Gunhild og Ingrid på legepladsen ved Juuls bastion. Familien flyttede til

øen i 2006, da Anne Kirstines mand fik job som gartner.I sommerperioden driver de øens teltplads.

Efterhånden begynder øernes bygninger at træde frem, mens båden går ind imel-lem de to største øer. Den naturlige havn imellem dem blev i middelalderen benyttet af bornholmske fiskere under sommerens fisketogter. Et sted at søge ly for Østersøens kræfter. I 1685 blev den grundlag for Fæst-ningen Christiansø. En flådebase anlagt af Christian 5, som værn mod svenskerne. Senere blev havnen benyttet som af de danske kaperbåde, der bragte de kaprede engelske handelsflådeskibe til havnen under Englænderkrigen i 1807 – 1809. Da øens militære rolle var udspillet i 1855, fik tidligere soldater lov til at blive på øerne som fiskere, og et samfund spirede frem på klippeskæret.

økullerUanset hvor på øen man befinder sig, kan man se og høre havet. På grund af pla-ce-ringen midt i Østersøen, og transporten via søvejen er befolkningen afhængig af vind og vejr. Det er ikke ualmindeligt at blæse inde på øen et par dage i vintermånederne.

I fæstningstiden blev stedet brugt som for-visningssted, da den blev betragtet som umulig at flygte fra. Når postbåden sejler kl. 13, er der ingen muligheder for at komme fra øen før næste dag. Tilflyttere fortæller om økuller og beskriver det som en altoverskyggende trang til at komme væk fra øen så hurtigt som muligt. Spørger man de lokale, kender de kun en slags økuller. Den, der gør, at man hurtigst muligt skal tilbage til øen, når man er væk fra den.

Mogens Anker Nielsen har boet på øen hele livet. Han arbejder for

administrationen og varetager blandt andet regulering af krager på øen.

Page 21: Længst mod øst

21

Page 22: Længst mod øst

22

Page 23: Længst mod øst

23

Luftbro mellem øerneDen hurtigste forbindelse mellem Bornholm og resten af landet er igennem luften. Efter lidt mere end en halv time i de tynde luftlag kan man være langt væk fra mylderet i Kastrup og træde ud i den enlige terminal i Bornholms Lufthavns.

af Malte Kristiansen (tekst & foto)

Uden for Rønne bliver Bornholms marker brudt af en fire kilometer lang landingsbane. En lille afgangs-

hal fyldes og tømmes flere gange om dagen, når rutefly bygger bro mellem Bornholm og Sjælland.Siden lufthavnen åbnede i 1940, har der været ruteflyvning mellem Rønne og København. I starten landede flyene på en græsplæne. Den blev senere erstattet af en asfaltbane.Dagligt bevæger omkring 500 passagere sig igennem terminalbygningen, der blev taget i brug i 1982. Menneskestrømmen be-står af pendlere, familiebesøg og syge, der flyves til København for at modtage be-handling, der ikke er tilgængelig på øen. Et sted mellem syv og ti procent af passagere er på vej til hospitalet.

PenDlere i luFThavnenAfgangshallen er så småt ved at blive fyldt. Passagerne bydes velkommen af lampen fra det gamle luftfyr fra Arnager. Metalbænke med røde puder og lyden fra TV-skærme, der viser reklamer fra lokale forretninger, fylder hallen. Flere af passagerne træder frem til check-in skranken, hvor trafikassistenten allerede står klar med deres boardingkort i hånden. ”Vi har faste kunder, som ikke behøver at præsentere sig,” fortæller Ulla Bach, der har arbejdet i lufthavnen i 19 år.Gamle sort-hvide fotografier i personalets rygerum viser nogle af de mange men-nesker, der har arbejdet på stedet. Kim Dam Rasmussen har med sine snart 30 år i lufthavnen arbejdet sammen med flere af dem. Teksten på hans blå sweater fortæller, at han hører til security, men det er langtfra det eneste, han laver. I den lille lufthavn er han både brandmand, den der sørger for at laste flyet, slå græsset og fjerne sne fra

Page 24: Længst mod øst

24

Page 25: Længst mod øst

25

Page 26: Længst mod øst

26

Page 27: Længst mod øst

27

landingsbanen. Så travlt har han ikke altid haft. Da han startede i 1981, var der færre af-gange og flere ansatte. Mellem de fire dagli-ge afgange var der god tid til det meste, der blev både solbadet, raflet og drukket øl. “Vi havde en have med en bænk, der var omkranset af hække og træer, så ingen kunne se os. Så sad vi der og hyggede os,” fortæller han på klingende bornholmsk.

en svær aFskeDAfgangshallen har været tom for en tid og er igen blevet fyldt. Snak og klikken fra kufferter, der rammer stengulvet, over-døver den ellers konstante summen, der fylder hallen. De fleste passagere finder vej til køen til sikkerhedstjekket. Med kort hår og camouflageuniform står Martin Kjøller på 19 år sammen med tre venner, sin kæreste, lillesøster og mor. Højtaleren be-der folk om at bevæge sig mod gaten. Han krammer dem og går hen for at få sit board-ingkort. Han har været hjemme i tre uger fra Afghanistan og er nu på vej tilbage. Da Martin, sammen med sin kæreste, for-svinder mod flyet, forsvinder vennerne ud af afgangshallen. Da flyet er lettet, står hans mor, Lillian Kjøller og lillesøster Kris-tine Kjøller og kigger ud i solskinnet på den tomme asfaltbane. Kristines øjne er blanke. Hun fortæller, at det er værre denne gang end første.

“Man ved, at der er sket ting dernede,” siger hun, mens Lillian nikker.

Passion For FlyI en rød bygning ved siden af landings-banen sidder Christian Møller Petersen og Henrik Hansen. Lugten af piberøg vidner om rygepolitikken på det lille kontor, der er fyldt med måleinstrumenter og et par com-putere. De tager sig af al elektronikken i lufthavnen, der hjælper flyene sikkert mel-lem jord og luft.“Der er sådan set ikke grænser for, hvad vi kan - det er dét, som er det sjove. Vi skal kunne det hele,” siger Henrik.Christian Møller Petersen driver sit eget fir-ma inden for skibskommunikation, men har en passion for fly. Han har købt et gammelt, svensk fly, der havarerede i lufthavnen. Det skal bygges om til en flysimulator med kontakter, styrepind og måleinstrumenter. “Idéen er at beholde hele systemet,” siger Christian. Flyet skal stå i hans hjem, i stedet for den garage på lufthavnsområdet, hvor det nu står. Henrik og Christian skal jævnligt kontrol-lere lufthavnens udstyr, og det kan ofte kun gøres mellem flyene. Henrik husker tilbage på askeskyen, der lukkede alle Europas lufthavne i ugevis og smiler. “Hvis man fjerner alle flyene, er lufthavnen sådan set et rart sted at være.”

Page 28: Længst mod øst

28

Danmarks

Tungt åndedræt. Luften bliver trukket dybt ind gennem næsen og pustet ud gennem munden, ledsaget

af en lyd af smerte. Øjnene er lukkede for at blokere for alt andet end målet – et barn skal til verden i dag.”Det er rigtig godt. Træk vejret helt derned, hvor det gør allermest ondt.” Ane Mejl-vang står ved siden af Dorthe Borup og trækker vejret sammen med hende, viser åndedrættet med hånden – ind og ud, ind og ud. Dorthe ligger i den gamle hospitals-seng. Her har hun ligget, siden hun kom ind på fødegangen, sammen med sin mand – træt efter en hel nat med veer.”Vil I ikke nok give mig noget, så det ikke gør så ondt?” klynker Dorthe, da veen er stoppet. Sådan har hun sagt et par gange, men Ane Mejlvang og hendes kollega har endnu ikke fået grønt lys fra overlægen til at give den epiduralblokade, der kunne lin-dre smerten. Lægen håbede, Dorthe kunne nå at føde, inden det blev nødvendigt. Epi-duralen udskyder nemlig fødslen med en time. Men nu kan Dorthe ikke holde til det mere.”Okay, så kalder jeg på lægen igen. Men der går lidt tid, før han kan være her,” siger Ane Mejlvang og lægger en kold klud på Dorthes pande.Sådan er vilkårene på fødegangen på Born-holms hospital. Her skal patienterne nogle gange vente lidt på en læge eller en ekstra jordemoder. For her er ikke så mange.

TiD Til aT gå i DybDenDer er kun otte jordemødre på fødegangen. De tager imod de cirka 300 børn, der hvert

af Sisse Dupont (tekst & foto)

Fødegangen på Bornholms hospital er den mindste i land-et. Her hjælper jordemoder Ane Mejlvang øens kvinder med at føde deres børn. Der er ikke mange gravide, så hun har tid til at være ved den fødendes side gennem hele fødslen – det giver tryghed og ro til de vordende mødre.

mindste

fødegang

Page 29: Længst mod øst

29

” Du må gerne blive sur på mig, bare du ligger stille,” siger lægen og stikker kanylen ind i Dorthes rygsøjle

Page 30: Længst mod øst

30

år bliver født på øen. Det er ikke mange, hvilket betyder, at den vagthavende jor-demoder oftest er alene på arbejde. Ingen at sparre med eller hyggesnakke med i pauserne. Men det betyder også, at jor-demødrene her har mere tid til de fødende kvinder, end man har på større fødegange. ”Her er meget mere ro,” fortæller Ane Mejlvang. ”Der er ingen, der farer ud og ind af fødestuen, man bliver derinde. Måske tager jordemoderen en kop te med ind og sætter sig i fodenden og hjælper kvinden gennem smerterne.”

Hun forklarer, at det både er godt for den fødende, men også for jordemoderens egen faglige udvikling. Her bruger man som jor-demoder alle dele af jobbet, ikke kun den akutte del under fødslen. Jordemoderen er med gennem hele graviditeten og har tid til at snakke med kvinderne om alt – deres

Page 31: Længst mod øst

31

parforhold, deres nervøsitet, deres liv ge-nerelt. Og fordi den samme jordemoder er med gennem hele graviditeten, op- dager hun hurtigt, hvis der er noget galt – jordemødrene på så lille et sted skal være meget forudsigende. Måske er det også derfor, at den akutte helikopter til Rigshos-pitalet endnu ikke er blevet brugt af føde-gangen i år.

Den hårDe kamP”Skrid væk med det kamera!” råber Dorthe, mens hun banker hænderne ned i puden. Alle lyde i lokalet går hende mere og mere på nerverne i takt med, at smerterne i un-derlivet tager til. Hun står på knæ i sengen og læner sig op ad hovedgærdet, i håb om at det vil fremskynde fødslen.”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få det til at gå hurtigere,” stønner hun til Ane Mejlvang, der står trofast ved hendes side og stryger hende roligt ned over ryggen.”Du gør det bedste, du kan, når du står sådan der og bevæger bækkenet fra side til side,” svarer Ane Mejlvang i et beroligende

Page 32: Længst mod øst

32

toneleje.Døren til stuen går op, og ind kommer anæstesilægen, klar til at give Dorthe den længe ventede epiduralblokade. ”Endelig,” sukker Dorthe og glider ned og lægger sig på siden i sengen. Lægen sætter sig bag hende og gør medi-cinen klar. ”Du må gerne blive sur på mig, bare du lig-

ger stille,” siger lægen og stikker kanylen ind i Dorthes rygsøjle.

velkenDTe ansigTerDen medicinske del er det, nogle kvinder frygter, ved at skulle føde på Bornholms hospital. ”Det er ikke alt, vi kan klare her, og det kan gøre dem forfærdeligt utrygge,” fortæller

Page 33: Længst mod øst

33

med i Klemensker.’’Et andet element, der giver kvinderne tryg-hed, er den måde, jordemødrenes vagter er tilrettelagt på. På grund af det lille bered-skab er det ofte tilkaldevagter, så timeregn-skabet tikker først fra det øjeblik, den fødende melder sin ankomst – og så har jordemoderen otte timer at gøre godt med. På den måde kan en jordemoder ofte nå at gennemføre en hel fødsel, så den fødende slipper for det stressende skift af jorde-moder.

Forløsning”Kom så Dorthe, pres lidt mere, brug hele veen,” kommanderer Ane Mejlvang. Der er kommet en anden tone i hendes stemme, mere stresset og striks. Man kan høre på hende, at det er nu, det gælder. Babyen skal ud, inden det bliver farligt for den at blive inde i maven.”Jeg kan ikke mere,” piver Dorthe og giver slip på sine ben, som hun trækker i for at få flere kræfter til at presse.”Det bliver du simpelthen nødt til,” svarer Ane Mejlvang, og Dorthe tager mod til sig og giver et sidste pres, inden hun falder om på sengen igen. Hendes mand og den assisterende jorde-moder slipper hendes ben og lader hende få en tiltrængt pause. Hun får dog kun et par sekunders ro, inden hun griber ud efter endnu en brækpose og kaster en lille smule væske op. Hun har ikke mere i maven. Smerterne får hende til at kaste op imellem hver ve.”Nu kommer der en mere,” siger hun ud-mattet og gør sig klar til at presse igen. Hun slipper et stort gisp, da babyens hoved pludselig kommer til syne, efterfulgt at en lille blålig krop. Dorthe strækker armene ned mellem benene og får fat i den slimede babykrop og hiver hende op på maven. I samme sekund sætter den lille pige i et gen-nemskærende skrig. Det første møde med Cirkeline.

Ane Mejlvang. Hvis man går i fødsel in-den uge 34 kan det for eksempel ikke lade sig gøre på Bornholm. Det lille hospital har nemlig ikke en specifik børneafdeling, der kan assistere i tilfælde af, at der opstår komplikationer ved en for tidlig fødsel. Overvejende er jordemødrenes opfattelse dog, at kvinderne er glade for at føde på det lille hospital.

”Kvinderne er glade for den nærhed, der er,” fortæller Ane Mejlvang og forklarer, hvordan kvinderne ofte lærer op til tre jor-demødre at kende i løbet af graviditeten i forbindelse med konsultationer og fødsels-forberedelse.”Så føler de, at hvis de bare får en af de tre, er det fint. Og hvis de så får en fjerde, så er det måske hende der, de gik til gymnastik

Page 34: Længst mod øst

34

af Magnus Holm (tekst & foto)

Page 35: Længst mod øst

35

Page 36: Længst mod øst

36

Egely kloster, står der på en skæv dymostrimmel henover den sølv-farvede postkasse. Det nærmeste

hus er flere marker væk, og kun lydene af vindens rusken i de omkringliggende træer, samt enkelte kraver der cirkulerer umiddelbart over huset, bryder med stil-heden. En kat strejfer forbi, og fortsætter videre ud på grusvejen foran, da en ældre mand åbner døren. Han bærer gråt hår, hættetrøje og træsko.

Fra biologi Til buDDhaJohn er i dag 65 år. Han er den eneste

såkaldte zen-mester i Danmark, og en af de eneste i Europa, der har gennemgået de, i hans tilfælde, 23 års træning det kræver. Han har været buddhist, lige siden han som 22-årig biologistuderende begyndte at spekulere over meningen med livet. ”Studierne var lidt anderledes, end jeg havde forventet. At lære det latinske navn på enhver knogle i en rødspætte udenad – det kunne jeg altså ikke rigtigt se nogen mening med,” fortæller han.John indså, at for at kunne finde ud af, hvad han ville, måtte han finde ud af, hvad han var. I ni måneder spekulerede han.

”Jeg kom til Danmark som ubemidlet bums, boede hos min datter i et stykke tid, og så fik jeg et gratis værelse, som jeg lavede om til et tem-pel”

Page 37: Længst mod øst

37

”Man kan godt kalde det en slags sindssyge - sådan ville jeg sikkert blive diagnosticeret, hvis jeg var blevet fanget i tide,” siger han og griner.Efter spekulationerne skete der noget, John kalder for en slags selvbevi-dstløshed.”Jeg sad i min seng på kollegiet ude på Amager i 10 døgn uden at spise, drikke eller gå på toilet eller noget som helst,” fortæller han og trækker sin venstre fod op på højre lår, så han sidder i en halv lotusstilling i den sorte læderstol. ”Det der så sker den tiende dag er, at da

solen står op uden for vinduet, kommer min selvbevidsthed tilbage. Alt er klart.” John finder frem til, at den samme oplev-else står beskrevet i bøger om zen-bud-dhisme. ”Jeg tænker, Jamen gud, så er jeg jo zen-buddhist, og så tog jeg toget til Japan.”

PlaDs Til bambusJohn går rundt bag ved huset, i en skov af ukrudt, højt græs og de 1300 bam-busplanter, han har plantet på ejendom-men. Han inspicerer næsten hver eneste en, tager fat i bladene, nærkigger, og en

enkelt bliver hevet op af jorden.”Nogle af dem kan blive mere end otte meter høje i Danmark,” fortæller han. ”Det bliver måske Danmarks største bambusskov.”Hans mørkegrønne jakke går næsten i et med de faldne farver af bambusblade, men joggingbukserne lyser op. Han flyttede til Bornholm, fordi han altid har været vild med naturen og stilheden på øen. Og så var det et perfekt sted for ham at starte sit kloster op. ”Et kloster ligger traditionelt rimeligt af-sides, så man virkelig kan gå i dybden

Page 38: Længst mod øst

38

uden at blive forstyrret af det såkaldt al-mindelige liv,” fortæller han.

Zen-mesTerenEfter kort tid i Japan, endte John i et kloster i USA. Han fandt ud af, at han ville være munk, hvilket indebar intens træning. I 1000 dage sad John i klosteret, hvor han medi-terede og gik i dybden med, hvad virkelig-heden er. Efter de tre år i klosteret, startede John både zen-grupper i Danmark, havde almindelige IT-jobs i USA og drev et tempel på Manhattan – alt i mens han fortsatte sin egen træning.

”Efter 18 års træning, blev jeg udnævnt lærer. Det vil sige, at jeg måtte åbne munden, og faktisk snakke om det her. Efter yderligere fem år blev jeg zen-mester.”John fortæller om, at man kun bliver zen-mester, hvis ens egen mester føler, at man har gennemskuet bud-dhismen. ”Hvis det er dit mål at blive zen-mester, bliver du det ikke, for så kører du et eller andet egotrip, og så kan du ikke gå i dybden med de reelle studier,” forklarer han.

hjem Til bornholmJohn brød efter mange år med sin lærer i USA, og stod med valget om at etablere sig derovre eller i Danmark.

”Jeg kom til Danmark som ubemidlet bums, boede hos min datter i et stykke tid, og så fik jeg et gratis værelse, som jeg lavede om til et tempel,” fortæller han. Drømmen om at komme tilbage til Bornholm, hvor han gik på gymnasi-et, hang dog stadig ved, og han endte med at købe en rigtig bondegård, med gule mursten, rustent bliktag og en rød trædør, som fører ind til en brostensbe-lagt gård. ”Der er en god ro herovre, og øen er jo nærmest lidt spirituel, på sin egen

Page 39: Længst mod øst

39

måde,” siger han, og kigger ud af vin-duet.

aFTenmeDiTaTionDet er blevet aften, og tid til den såkald-te Zazen – eller meditation, som andre vil kalde det. Johns barer fødder lister nærmest lydløst henover det kolde gulv i kostalden, man skal igennem for at komme til meditaitonsrummet – Zen-doen. ”Når jeg ikke har tilstrækkeligt fred i sindet, så sætter jeg mig ned, og så tænk-er jeg, Hov, hvad sker der her? Så når jeg

tilbage til centrum, og så er den under-liggende utilfredshed fjernet,” forklarer han. I zendoen er der lagt lakeret trægulv, og en buddhastatue sidder på et lille bord med mønstrede udskæringer for enden af rummet. Skåle, billeder og blomster pyn-ter rummet, og en duft af røgelsespinde hænger i luften. ”diiiing.” –klokken lyder. Tid til halvanden times stilhed på et gulv i en ko-stald på Bornholm, udelukkende i kontakt med dig selv og nuet.

”Man kan godt kalde det en slags sindssyge - sådan ville jeg sikkert blive diagnosticeret, hvis jeg var blevet fanget i tide”

Page 40: Længst mod øst

40

De spiller pladen fuld hver aften

Onsdag aften i klublokalet i Hasle sidder de bænket side om side ved lange rækker af borde. Hvor

end der kan ligge en bankoplade, kan der klemmes en siddeplads ind. Snakken flyver hen over bordene, og strikkepinde klaprer om kap, mens aftenens spil nærmer sig sin begyndelse. Bagerst i lokalet sidder Lisbeth Vang. Foran hende ligger femten bankoplader af pap med påtrykt gitter og hver sin unikke kom-bination af tal. ”Jeg prøver at holde det på én gang om ugen, men jeg kan jo ikke nære mig,” siger

af Camilla Rønde (tekst & foto)

Aften efter aften stimler bornholmere sammen i klubhuse og selskabslokaler for at spille banko. Bevæbnet med velsmurt snakketøj, magnetiske brikker og farvestrålende lykkedyr håber de alle på at vinde den store gevinst.

Page 41: Længst mod øst

41

De spiller pladen fuld hver aften

“Jeg prøver at holde det på én gang om ugen - men jeg kan jo ikke nære mig”

Page 42: Længst mod øst

42

hun med et undskyldende grin hen over strikketøjet. Damerne omkring hende smiler og nikker. Lisbeth har været fast in-ventar til bankoaftenerne de seneste tredive år.

en gås og en lagkage i nykerSiden slutningen af 1960’erne er der blevet spillet banko på Bornholm. Det startede i Nyker, hvor idrætsforeningen var vært for

et årligt spil i anledning af Mortens aften. En gås, ti ænder og en lagkage var på højkant. Vandt du et fjerkræ, fik du et lod med dig hjem. Dagen efter kunne præmien afhentes på en af områdets gårde. Friskslagtet. I Nyker opdagede man hurtigt, at der var opbakning fra de lokale til at spille oftere i vintersæsonen, og spillet bredte sig rundt på øen. Snart havde næsten hver en by deres egen bankoaften. Uge efter

Page 43: Længst mod øst

43

uge mødtes bornholmerne for at spille, og sådan har det været lige siden. For ti år siden fik levnedsmiddelkontrollen sat en stopper for frosne ænder og kødpakker i præmiepuljen, så nu spilles der i stedet om gavechecks til de lokale butikker. Og en en-kelt flaske snaps eller to til ekstraspillet.

inTeT er TilFælDigT Torsdag aften sidder Lisbeth Vang på den

modsatte side af øen i Østermarie. Der er en times tid til, at spillet begynder, men hun har været i gang med forberedelserne længe. ”Jeg spiller på tretten plader i aften. Det er færre, end jeg plejer, men ellers er det ikke til at følge med. De læser tallene hurtigere i Østermarie, end de andre steder,” siger hun, mens hendes hænder rutineret vender den ene plade efter den anden.

Bag Lisbeth Vang sidder en tolvårig knægt og venter med sine plastikbrikker. Han løfter hovedet, da bagdøren går op. Ind vælter en duft af dagsgammel fritureolie og to fnisende teenagepiger med hver deres portion pommes frites.

hjernegymnasTik For seks kroner kan du købe en banko- plade. I kasser ligger de mange plader på

Page 44: Længst mod øst

44

rad og række. Slidte, gulnede og bulede i kanterne efter flere års brug. Enkelte af spillerne sidder med de samme banko-plader hver gang, men de fleste foretrækker at vælge nye. Ethel Hansen på 86 år er en af dem. Hun in-sisterer på at have alle tal fra et til halvfems på sine plader. ”Jeg holder hjernen i gang på den måde. Jeg må ikke kunne huske, hvor tallene lig-ger,” forklarer hun. Det kræver dog lidt forarbejde at finde frem til den rigtige kombination. ”De andre damer synes, at jeg er mærkelig. Jeg har aldrig tid til at snakke, når jeg skal finde plader,” siger den lille dame venligt, men bestemt.

”85. 42. nr. 19. 65.” En kvindestemme læser tallene højt efter-hånden, som de bliver trukket op ad posen. Lisbeth Vang forsøger at følge med. Hendes hænder danser hen over pladerne, mens fingrene søger efter de rigtige tal. Bevægelsen er kontrolleret, men hurtig nok til, at hun kan nå at lægge plastikbrikkerne fra sig på pladen. ”59. 86. 78. 39.” Blikket flakker fra plade til plade. Her gælder det om at holde tungen lige i mun-den. Overhører Lisbeth et tal, risikerer hun at miste en gevinst. Kinderne blusser rødt under de fokuserede øjne, åndedrættet sti-ger svagt. ”73. 35. 82. 34.”“Banko,” skingrer en kvinde længere nede i salen. Dybe suk blander sig med ophidsede stem-mer. Lisbeth Vang lader hånden falde slapt ned på bordet ved siden af sine plader. ”Jeg manglede kun nr. 24,” udbryder hun skuffet. ”Nu tager jeg altså snart hjem.” Hun tøver et øjeblik, før hun afbryder sin egen tankestrøm med et grin. ”Eller – det gør jeg jo ikke.”

Page 45: Længst mod øst

“De andre damer synes, at jeg er mærkelig. Jeg har aldrig tid til at snakke”

Page 46: Længst mod øst

46

Page 47: Længst mod øst

47

NATFÆRGEDEN SIDSTE

Page 48: Længst mod øst

48

DEN SIDSTE

I over 140 år har de været bornholmernes faste forbindelse til resten af Danmark. De traditionsrige natfærger. Ved salget af færgen Dueodde i oktober måned blev Hammerodde den sidste natfærge iDanmark.

af Lasse Bak Mejlvang (tekst & foto)

En sagte snorken bryder nattens stil-hed. Den blander sig med lyden af pumpen fra en brummende luft-

madras i det fjerne. Samt lugten af friture. Belysningen er dæmpet i det lille cafete-ria. Fjernsynets stråler smider periodiske skygger på færgens tomme flysæder. Vol-umen er på minimum. Det emmer af nat på Hammerodde, hvor kaptajn Kai Chri- stensen stille styrer færgen over Østersøen, fra Køge til Rønne.

Rederiet Færgen, tidligere kendt som Bornholmstrafikken, har siden rederi-

ets start i 1866 sejlet den faste rute mel-lem København og Rønne. Hver eneste nat. De traditionsrige natfærger har altid været bornholmernes faste forbindelse til fastlandet. Og turisternes faste forbind-else til Østersøens Perle. Men tiderne er skiftet. Ved Øresundsbroens fødsel i år 2000 åbnede der sig nye transportmu-ligheder til den lille ø. Med anskaffelsen af hurtigfærgen Willum Clausen var det nu muligt at fragte sig fra København til Rønne på den halve tid. Tre timer. Det blev starten på slutningen af natfærgernes liv.

Page 49: Længst mod øst

49

DEN SIDSTE

Bag sit brune træbord, på Dæk 9, forbere-der Kaptajn Kai Christensen endnu en af-gang fra Bornholm. Hvor mange sejladser, han har haft tværs over Østersøen, har han ikke tal på. Men det er mange. Han har været kaptajn i rederiet i 37 år. “Det har været en fantastisk arbejdsplads. Men jeg har altid sagt, at jeg ville stoppe, hvis man en dag besluttede at nedlægge natfærgen”. Kai sejler i nat sin sidste tur. I en alder af 65 år, og efter 37 års tro tjeneste, har han besluttet af lægge kasketten. Efter salget af Dueodde i oktober måned ændrede rederiet på natfærgernes faste sejlads. Da Hammerodde nu er eneste faste færge mellem Rønne og Køge, skal færgen sejle dobbelttur på de 24 timer, den nor-malt havde til en enkelt tur. Det stresser

arbejdsgangen på færgen. Gods skal til og fra borde, maskinrummet skal vedligeholdes, og for Kaj er det primært et spørgsmål om søvn. Ofte er han på vagt 72 timer af gangen. Og med det overordnet ansvar som kaptajn får han med de nye sejlplaner kun søvn i to timer ad gangen. “Det er, som om der ikke er den samme sjæl og ånd mere,” siger Kai Christensen. Med et koncentreret blik overvåger han Hammerodde fra sin vante plads på skibets bro. Med et sikkert tag i skibets joystick styrer han endnu en gang færgen langsomt mod Østersøens bølger. Som han har gjort det tusinder af gange før. Alligevel er han tavs og koncentreret, idet færgen smyger sig langsomt forbi de sidste to moler på Rønne havn.

16 PassagererHammerodde har plads til 400 passager-er. På denne overfart er der 16. De fleste finder sig hurtigt til rette, klar til at sove de seks timer væk, som overfarten tager. De efterlader igen cafeteriaet tomt. Færgens hovedindtjening er det gods, den fragter til og fra øen. Men spørgsmålet er, om man på længere sigt helt vil droppe at tage pas-sagerer med og gøre færgen til ren gods-transport.

“Det er, som om der ikke er den samme sjæl og ånd mere”

Page 50: Længst mod øst

50

“Natfærgen er død; den dræbte de med bygningen af broen” siger Kai.“Det er klart, at folk vælger at tage Wil-lum; det tager den halve tid”.

usikker FremTiDDet kan være svært at forudse fremtiden for natfærgen. Rederiet Færgen bygger i øjeblikket en ny hurtigfærge, som skal stå klar til fast transport 1. september 2011. Færgen er bygget med det primære formål at fragte passagerer og er ikke gearet til den transport af gods, som Hammerodde er.Tilbage i Køge har Kaptajn Kai Christensen endnu engang fragtet den store færge sikkert til kajen. Nu har han to timers hvil inden afgangen tilbage til Østersøens Perle. Men aktiviteten fortsætter på fær-gens dæk. På natfærgen er der altid no-gen på arbejde. 47 trucktrailere skal køres fra borde. Og 42 skal ombord. Det er her, Hammerodde tjener sine penge.

reDerieTs hisTorie

14. februar 1866 blev Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866 A/S stiftet af en række bornholmske erhvervs-folk. Rederiet blev drevet som privat aktieselskab indtil 1973.

23. maj 1973 overtog staten rederiet. BornholmerFærgen videreføres nu som statsvirksomhed.

BornholmerFærgens ruter har i 2004 været i udlicitering. Resultatet blev, at det forsat vil være BornholmerFærgen, som skal stå for sejladsen til og fra øen. Næste udlicitering er i 2017.

Page 51: Længst mod øst

51

Page 52: Længst mod øst

52