Religionsskiftet og kvindernes rolle i kristningsprocessen Indhold: Side: 1.0 Indledning 2 2.0 Religionsskiftet i forskningen 3 2.1 Den evolutionistiske tilgang 4 2.2 Den konfliktorienterede tilgang 4 2.3 Den kontinuitetsorienterede tilgang 7 2.4 Vurdering 10 3.0 Kvindernes rolle i religionsskiftet 12 4.0 Litteratur 17

Opgavebeskrivelse:

Med udgangspunkt i relevante afhandlinger (både indenfor fælleslitteraturen og de særlige

opgivelser) ønskes en drøftelse af religionsskiftet i Norden med særligt henblik på hvorledes

forskerne tolker kristningsprocessen. I forlængelse heraf ønskes endvidere en diskussion af,

hvorledes kvinderne forholdt sig til kristendommen, og hvilken rolle de spillede i

kristningsprocessen.

1.0 Indledning

Vikingetiden er bl.a. karakteriseret ved at være den periode, hvor nordboerne for alvor kom i

kontakt med den kristne religion, som bredte sig fra syd, og periodens afslutning markeres med

institutionaliseringen af kristendommen i de skandinaviske samfund. Hvorledes en så stor

kulturomvæltning kunne finde sted, må naturligvis påkalde sig stor historisk interesse. Hvilke

faktorer spillede hvilke roller, og hvad kendetegner i det hele taget processen. Tidligere forskning

på området har lagt stor vægt på henholdsvis de skriftlige kilder og evolutionistiske

religionshistoriske teorier, men denne forskning er i høj grad blevet udfordret i de seneste års

nytolkninger af religionsskiftet. Både hvad angår vægtningen af de skriftlige kilder og de

religionshistoriske teorier er der sket et skifte, som meget tydeligt er kommet til udtryk i de seneste

årtiers forskning på området. Religionsskiftet i Norden har gennem de sidste to årtier være genstand

for stor interesse og diskussion. Både i Norge og Sverige er der blevet gennemført store tværfaglige

forskningsprojekter1, som hver især har belyst den proces, som førte til religionsskiftet fra helt nye

vinkler og åbnet op for nytolkninger og helt nye diskussioner indenfor feltet.

Når man arbejder med religionsskiftet i Norden, løber man hurtigt ind i problemer vedrørende det

skriftlige kildemateriale. De før-kristne samfund i Norden var ikke skriftkulturer, og hele det

skriftlige kildemateriale, vi har til rådighed, både til belysning af de før-kristne samfund og selve

religionsskiftet, er således produceret af kristne missionærer (f.eks. Adam af Bremen og Rimbert)

eller nedskrevet langt inde i kristen tid. Hvad angår de skriftlige kilder, som de kristne missionærer

har efterladt, er det helt åbenbare problem, at de er stærkt tendentiøse. Dette gælder både deres

beskrivelse af den kristne missions rolle i religionsskiftet og deres beskrivelse og vurdering af den

hedenske kultur. De skriftlige kilder, som belyser de hedenske samfund og deres religiøse myter og

1 Lund, Niels: ”Religionsskiftet i Skandinavien – nye bud på et gammelt problem” i Historisk Tidsskrift, bind 102, hæfte 1 (2002). S. 171ff.

2

praksis (her tænker jeg primært de islandske eddadigte, sagaer og skjaldedigte), er alle nedskrevet

langt inde i den kristne periode. Problemet med disse kilder er både at bestemme det egentlige

oprindelsestidspunkt for tekstens indhold, og at bestemme i hvor høj grad disse kilder er påvirket af

kristendommen og kristen tankegang, og hvilke dele af teksten der er udsat for denne påvirkning.

Den store usikkerhed, som hænger sammen med anvendelsen af de skriftlige kilder, har betydet, at

de arkæologiske kilder er kommet til at spille en mere og mere central rolle i tolkningen af

religionsskiftet. Således er megen af den nyere forskning på området baseret dels på nytolkninger af

allerede kendte arkæologiske kilder, og dels på helt nye arkæologiske fund som bl.a. har rokket ved

forestillingen om, hvornår kristendommen kom til Norden. Det centrale i diskussionerne vedrørende

det arkæologiske kildemateriale er hvornår, man kan tillægge et fund et kristent indhold, og hvornår

man ikke kan. Hvornår kan man f.eks. med sikkerhed bestemme en grav som kristen? Hvad skal der

til, før et kors i en grav kan tolkes som et udtryk for en bevidst religiøs symbolsk handling? Og

giver det overhovedet mening at drage en klar skillelinje mellem kristendom og hedenskab i

overgangsfasen mellem de to religioner, eller skal man i stedet operere med fænomener som

blandingsreligion og folkereligiøsitet? Dette er nogle af de emner, som i øjeblikket præger

diskussionerne vedrørende religionsskiftet.

I det følgende vil jeg først beskrive tre forskellige tolkningsrammer vedrørende religionsskiftet i

Norden og se på deres indbyrdes uenigheder. Dernæst vil jeg diskutere kvindernes forhold til

kristendommen og rolle i religionsskiftet. Denne diskussion kommer i forlængelse af de

overordnede diskussioner vedrørende religionsskiftet.

2.0 Religionsskiftet i forskningen

I min beskrivelse af de forskellige tolkninger af religionsskiftet har jeg valgt at foretage en opdeling

af tolkningerne i tre hovedretninger: 1) Den evolutionistiske tilgang, som opfatter religionsskiftet

som et led i en naturlig religionshistorisk udvikling, 2) Den konfliktorienterede tilgang, som ser

religionsskiftet som ideologisk brud og konflikt og resultat af en politisk og social revolution, 3)

Den kontinuitetsorienterede tilgang, som ser religionsskiftet som resultat af en langvarig kulturel og

religiøs påvirkning. Den evolutionistiske tilgang spiller ikke nogen central rolle i den nuværende

diskussion, i det mindste ikke i sin oprindelige form, og den er primært medtaget pga. dens

historiografiske betydning, og fordi den konfliktorienterede tilgang i høj grad er udtryk for et opgør

med netop evolutionismen. Jeg vil ikke medtage den evolutionistiske tilgang i min vurdering af de

3

forskellige tolkningsrammer. Den konfliktorienterede og den kontinuitetsorienterede tilgang er de to

tolkningsrammer, som dominerer den seneste forskning og diskussionen står primært mellem disse

to positioner.

2.1 Den evolutionistiske tilgang

Den evolutionistiske tilgang til religionsskiftet bygger i al sin enkelthed på forestillingen om en

naturlig udvikling fra primitiv magi over polyteisme til højere og mere udviklede religiøse

systemer.2 Evolutionisternes tolkning af religionsskiftet er præget af en opfattelse af den hedenske

religion som hensygnende og svag i mødet med den stærke og højere udviklede kristendom. Ifølge

evolutionisterne var den hedenske religion allerede stærkt svækket inden mødet med

kristendommen, og de gamle guder var med E. S. Engelstads ord ”saa smaat begynt at bli

upopulære” (1927).3 Den hedenske religion havde overlevet sig selv, og mødet med

kristendommens monoteisme fik ifølge Engelstad den hedenske polyteisme til at fremstå som

latterlig. Selvom den evolutionistiske tilgang til religionsskiftet primært kan tilskrives forskningen i

slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, så finder man dog også enkelte eksempler

på denne tolkning lang senere. Således kunne man så sent som i 1976 se historikeren Erik Gunnes

læne sig op af den evolutionistiske tolkning, og i sin tolkning af overgangen fra polyteismen til

monoteismen går han endog så vidt som til skrive: ”Som før nevnt må de mange guder ha begynt å

bli en belastning for nordboernes tenkeevne. Forestillingen om den ene, allmektige Gud har betydd

en mektig og befriende forenkling, rent intellektuelt. Engang fattet, har den forekommet

selvinnlysende.”4 Hele den evolutionistiske tradition er præget af et meget positivt syn på

kristendommen, idet man opfatter religionsskiftet som et naturligt spring i en naturlig

civilisationsproces. Religionsskiftet ses muligvis som et brud men ikke som en konflikt, idet

kristendommen helt naturligt afløste hedensk religion, fordi den er en bedre religion.

2.2 Den konfliktorienterede tilgang

Den tolkning af religionsskiftet som står i skarpest kontrast til den evolutionistiske er den tilgang,

som jeg har valgt at kalde den konfliktorienterede. En af de helt centrale skikkelser indenfor den 2 Steinsland, Gro: ”Religionsskiftet i Norden og Vøluspá 65” i Steinsland, Gro m.fl. (red.): Nordisk Hedendom – Et symposium. Odense Universitetsforlag, Odense, 1991. S. 335ff. 3 Ibid. S. 336. 4 Ibid. S. 337.

4

konfliktorienterede tolkning er religionshistorikeren Gro Steinsland, og det vil primært være hendes

forskning, jeg vil forholde mig til i dette afsnit. I modsætning til evolutionisterne mener Steinsland

ikke, at den hedenske religion var et svækket religiøst system, som let lod sig udskifte med

kristendommen. Ifølge Steinsland udgjorde den hedenske religion et stærkt og levedygtigt system

ved mødet med kristendommen, og religionsskiftet ses som en meget dramatisk og konfliktfyldt

proces. Steinsland kategoriserer den hedenske tro som en etnisk religion i modsætning

kristendommen, som hun placerer i den religionsvidenskabelige kategori universel frelsereligion.5

Disse to religionstyper er meget forskellige, og en af de ting, der karakterisere en etnisk religion

som den hedenske, er det uadskillelige forhold som eksisterer mellem de religiøse forestillinger og

kulten og hele det sociale fællesskab. Således var menneskets forhold til guderne ikke individuelt

men nær knyttet til fællesskabet til ætten. Steinsland illustrerer, hvor integreret den hedenske tro var

i hele det sociale system, ved at beskrive, hvorledes man end ikke havde et ord for religion.6

Religion var så at sige ikke et fænomen, som kunne beskrives eller eksistere udenfor det sociale

system, og bl.a. derfor mener Steinsland kun, at man kan forestille sig religionsskiftet som et meget

markant og konfliktfyldt brud. Et brud, som kun var muligt at gennemføre med magt, og den magt

som Steinsland peger på i den sammenhæng er kongemagten.

Steinsland mener således ikke, at religionsskiftet kan forstås udfra religionsvidenskabelige teorier,

sådan som evolutionisterne gør det, men det skal ses som den ideologiske side af en social og

politisk konflikt. En konflikt, som endte med etableringen af en central kongemagt og

institutionaliseringen af kristendommen som denne kongemagts ideologiske fundament. Det

religionsskifte som Steinsland beskriver, var et religionsskifte fra oven, hvor kristendommens

udbredelse hænger nøje sammen med kongemagtens konsolidering.7

Den hedenske religion er ifølge Steinsland dels kendetegnet ved at være polyteistisk, og dels

kendetegnet ved et horisontalt forhold mellem guderne og menneskene. De før-kristne hedenske

ættesamfund (det kan diskuteres om vikingesamfundene var ættesamfund, men for nemheds skyld

vælger jeg at bruge betegnelsen) havde en relativ decentral magtstruktur. Der var ikke tale om én

herre eller én hersker men et mangfoldigt system af stormænd, høvdinge og valgkonger - et system

som på mange måder stemmer overens med den mangfoldighed af guder, som man finder i den

5 Steinsland, Gro: ”Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000” i Krøger, Jens Flemming m.fl. (red.): Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Karmøyseminaret 1994 og 1995, Stavanger, 1996. S. 110f. 6 Ibid. S. 117. 7 Steinsland, Gro: ”The Change of Religion in the Nordic Countries – a Confrontation between Two Living Religions” i Collegium medievale, vol. 3 (1990/92). S. 128.

5

polyteistiske hedenske religion. Det horisontale forhold mellem mennesker og guder var et forhold,

hvor guderne blev opfattet som venner,8 man kunne hente hjælp fra gennem de religiøse

kulthandlinger. Det er imidlertid helt centralt, at forholdet til guderne ikke var individuelt men

betinget af tilhørsforholdet til ætten. Således var mennesket først og fremmest medlem af ætten. Det

som kendetegner kristendommen, er ifølge Steinsland dels monoteismen og dels det patriarkalske

vertikale forhold mellem menneskene og Gud. Forskellene mellem den hedenske religion og

kristendommen er udtryk for de sociale og politiske omvæltninger, som fandt sted. Etableringen af

den centrale kongemagt indebar i første omgang et opgør med vikingearistokratiets decentrale

magtstrukturere, og det ideologiske grundlag for dette opgør var ifølge Steinsland monoteismen.

Kongemagten havde så at sige indset, at den kristne monoteismes forestilling om én Gud var et

effektivt ideologisk redskab i opgøret med vikingearistokratiet i etableringen af ét centralt

magtcentrum med én konge. På samme måde fungerede kristendommens vertikale og patriarkalske

forhold mellem Gud og mennesker, som et ideologisk redskab i opgøret med ættesamfundet og i

etableringen af kongemagtens autoritet. Det horisontale forhold til guderne erstattedes af et vertikalt

forhold, hvor mennesket var underordnet Guds autoritet. Mennesket blev Guds træl.9 Samtidig blev

forholdet mellem Gud og menneske gjort individuelt. Det enkelte menneske var ansvarligt for dets

eget forhold til Gud og dets egen frelse. Steinsland ser disse forhold som vigtige i den ideologiske

kamp, som skulle forvandle menneskene fra ættemedlemmer til kongens undersåtter. Kongens

absolutte autoritet over sine undersåtter afhang af et opgør med ættens autoritet.10 Steinsland

opererer så at sige med en teori om magtdiskontinuitet i overgangen mellem to politiske og religiøse

systemer.

Steinsland afviser ikke at den religiøse påvirkning og rodfæstelsen af kristendommen er en proces

som er forløbet over flere århundrede, men hun afviser at selve religionsskiftet skulle være en lang

og glidende proces. Ifølge Steinsland foregik selve religionsskiftet over en kort periode, og der var

tale om en konfrontation mellem to stærke og levedygtige religiøse systemer, som hver især

udgjorde det ideologiske grundlag i en dramatisk politisk og social konflikt. Steinsland afviser

således forestillingen om, at elementer af kristendommen langsomt er blevet optaget i

folkereligiøsiteten, og at en form for blandingsreligion har fungeret som en glidende overgang

8 Ibid. S. 129. 9 Ibid. S. 129. 10 Steinsland, Gro: ”Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000” i Krøger, Jens Flemming m.fl. (red.): Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Karmøyseminaret 1994 og 1995, Stavanger, 1996. S. 117.

6

mellem de to religiøse systemer. Steinsland mener endog, at den hedenske religion i mødet med en

fremmed religion, kristendommen, blev aktiveret og styrket.

Steinsland bygger primært sin forskning på de skriftlige kilder. I sin argumentation, for at man på

religionsskiftets tid ikke havde at gøre med en svækket hedensk religion eller kan tale om en

glidende overgang eller blandingsreligion, har Steinsland bl.a. analyseret eddadigtet Vøluspá

(Vølvens spådom). I strofe 65 finder man profetien om en fremtidig herskerskikkelse, som skulle

komme ovenfra. Dette er af mange blevet tolket som et udtryk for kristen påvirkning, og Vøluspá

ses af nogle som et eksempel på, hvordan der skete en glidende overgang mellem de to religioner.

Steinsland går imidlertid stærkt i rette med denne tolkning, og hun mener i stedet at

herskerskikkelsen skal forstås indenfor et rent hedensk religiøst univers. Steinsland mener ikke, at

den omtalte herskerskikkelse skal ses som den kristne frelser, men at den må forstås som den

hedenske guddom Heimdall. Således argumentere Steinsland for, at Vøluspá ikke kan ses som et

eksempel på en glidende overgang mellem de to religioner eller som et eksempel på

blandingsreligion.11 I sin argumentation for, at der var tale om et brud, fremhæver Steinsland bl.a.

eddadigtet Hákonarmál, som menes at stamme fra årene umiddelbart efter 961. I dette digt mener

Steinsland, at man finder tydelige tegn på, at de mennesker, som levede i den periode, hvor

religionsskiftet fandt sted, oplevede perioden som konfliktfyldt og religionsskiftet som et brud.

Andre eksempler på, at der var tale om en konflikt mellem to religioner og ikke en glidende

overgang, finder Steinsland i de første kristne love: Gulating, Eidsivating og Borgarting. Steinsland

mener, at store dele af disse første kristne love netop er rettet mod hedenske skikke, og at nogle af

de strengeste straffebestemmelser netop er rettet mod lovbrud, der har med praktisering af disse

skikke at gøre. Dette ser Steinsland som et tegn på, at man på religionsskiftets tid havde at gøre med

en stærk og levedygtig hedensk religion og skik, og at der var tale om en dramatisk og voldsom

konfrontation mellem to meget forskellige religiøse systemer.12

2.3 Den kontinuitetsorienterede tilgang

Overfor tolkningen af religionsskiftet som et konfliktfyldt brud står den tolkning, som ser skiftet

som resultat af en langvarig kulturel og religiøs påvirkning. Denne tolkning har jeg valgt at kalde

11 Steinsland, Gro: ”Religionsskiftet i Norden og Vøluspá 65” i Steinsland, Gro m.fl. (red.): Nordisk Hedendom – Et symposium. Odense Universitetsforlag, Odense, 1991. S. 340ff. 12 Steinsland, Gro: ”The Change of Religion in the Nordic Countries – a Confrontation between Two Living Religions” i Collegium medievale, vol. 3 (1990/92). S. 130.

7

den kontinuitetsorienterede, og nogle af de vigtigste repræsentanter for denne tolkning er

arkæologerne Brit Solli og Anne-Sofie Gräslund. Modsat den konfliktorienterede tilgang betragtes

det formelle religionsskifte udfra den kontinuitetsorienterede tilgang ikke som begyndelsen på et

konfliktfyldt brud med den hedenske religion men snarere som enden på en lang proces.

Kendetegnet for denne proces er, at den foregår over mange hundrede år, og at overgangen mellem

hedensk religion og kristendom forløber gradvis, hvilket bl.a. kommer til udtryk i

blandingsreligiøsitet. Gräslund benytter en faseinddeling, som hun har overtaget fra Fridtjov Birkeli

til at beskrive den proces, som religionsskiftet udgjorde. I Gräslunds udgave ser faseinddelingen

således ud: Den indirekte påvirkningsfase (3-400 til ca. 800); i denne periode blev de hedenske

kulturer i Norden indirekte påvirket af de kristne kulturer bl.a. gennem hjemvendte handelsrejsende,

som havde været i kontakt med kristendommen under deres rejser i Sydeuropa. Missionsfasen (ca.

800 til 1050); i denne periode foregik der en direkte kristen påvirkning i form af

missionsvirksomhed. Organisationsfasen (ca. 1050 til 1200); i denne periode foregik der en

konsolidering og institutionalisering af kristendommen.13

I både Sollis og Gräslunds forskning spiller gravfundene og tolkningen af disse en central rolle.

Gräslund har opstillet tre kriterier, udfra hvilke gravfundene skal vurderes i forsøget på at bestemme

det religiøse indhold af fundene. For det første skal man se på begravelsesmåden. Mens en ubrændt

grav kan tolkes både som kristen og hedensk, alt efter hvilken sammenhæng den ellers indgår i, kan

man med sikkerhed kategorisere en brandgrav fra jernalderen og vikingetiden som hedensk. Dette

hænger sammen med den kristne forestilling om Jesus opstandelse. For det andet skal man se på

gravens retning. En øst-vest vendt grav kan, når det gælder en ubrændt grav, være et kristent tegn.

Den øst-vest vendte grav bunder i forestillingen om Kristus genkomst fra øst. For det tredje skal

man se på forekomsten af gravgaver og gravudstyr. En rigt udstyret grav med offerdyr, mad,

redskaber og andet, som var ment til at skulle følge den afdøde i et fortsat liv i dødsriget, kan ses

som tegn på en hedensk grav, mens et gravudstyr, der begrænser sig til det, der rimeligvis kan

betegnes som en del af klædedragten, kan ses som kristen.14

13 Gräslund, Anne-Sofie: ”Arkeologin och kristnandet” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 37f. 14 Solli, Brit: ”Fra hedendom til kristendom - Religionsskiftet i Norge i arkeologisk belysning” i Tidsskrift for norrøn arkeologi, nr. 58, 1995. S. 28f.

8

Ved at anvende disse kriterier har Gräslund analyseret en række gravfund bl.a. i Birka. I Birka har

man fundet fem rigt udstyret kvindegrave fra 900-tallet.15 Det rige udstyr skulle pege på, at der er

tale om hedenske grave, og den omstændighed at to af gravene er brandgrave burde være et sikkert

tegn på, at disse ikke er kristne. Dette billede bliver imidlertid forstyrret, når man begynder at se på

gravenes indhold. Gravene indeholder bl.a. nogle specielle frisiske kander. Kanderne er udsmykket

med kristne kors, og de menes at være bragt til Birka af kristne missionærer. Kanderne har

sandsynligvis haft en religiøs funktion, og en mulig tolkning er, at de har været brugt til altervin

eller vievand.16 Gräslund mener at kandernes symbolværdi er så stærk, at det må antages at deres

religiøse indhold spiller en rolle. Det er værd at bemærke, at man også finder de frisiske kander i de

to brandgrave, som ellers med ret stor sikkerhed burde kunne kategoriseres som hedenske. Blandt

det øvrige gravudstyr i kvindegravene finder man også hedenske symboler. I en af gravene (Bj

854), som var en kammergrav, fandt man udover en frisisk kande og et bronzefad, som muligvis

kan have været anvendt som en slags døbefond,17 bl.a. også en såkaldt torshammer ring, som er et

meget tydeligt hedensk religiøst symbol.18 I andre birkagrave finder man desuden bronzenøgler

dekoreret med kors og anden kristen ornamentik.19 Gräslunds tolkning af disse gravfund er, at der

hverken er tale om rent kristne eller rent hedenske grave, men at de er udtryk for en

blandingsreligion, som eksisterede i den første del af missionsfasen.

Også Brit Solli har anvendt Gräslunds kriterier i analyser af gravene på en række norske

gravpladser og på en færøsk gravplads. Solli når ligesom Gräsland til den konklusion, at det i det

arkæologiske materiale er muligt at spore en religiøsitet, som hverken er kristen eller hedensk, men

som kun kan forstås som noget, der er anderledes end det rent kristne og rent hedenske. Solli tager

ikke stilling til, om man skal kategorisere fundene som udtryk for en blandingsreligion, forstået som

et overgangsfænomen, eller om der er tale om en form for folkereligiøsitet. Dette leder mig videre

til en anden tilhænger af kontinuitetsteorien, Sjur Harby, som dog forholder sig meget kritisk til

Gräslunds idé om en blandingsreligion. Harby mener, at ideen om en blandingsreligion er udtryk for

en ny form for evolutionisme, idet blandingsreligionen ses som et overgangsfænomen. Harby

15 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 322. 16 Gräslund, Anne-Sofie: ”Arkeologin och kristnandet” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 35. 17 Ibid. S. 36. 18 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 323ff. 19 Gräslund, Anne-Sofie: ”Arkeologin och kristnandet” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 37.

9

opererer i stedet med en tolkning, som er baseret på forestillingen om eksistensen af den

folkereligiøsitet, som til enhver tid udgør et samlet religiøst system, der som sådan ikke kan

betragtes som et overgangsfænomen, men derimod som et fænomen i konstant bevægelse.20 Jeg

mener at Harbys kritik er interessant, men jeg har desværre ikke haft adgang til litteratur som

muliggør en grundigere behandling af hans teorier.

I forhold til diskussionen om magtdiskontinuitet eller magtkontinuitet er de arkæologiske fund også

interessante, ikke mindst fundene vedrørende de tidligste kristne kirker. Det menes, at de hedenske

kultsteder ofte har været placeret i forbindelse med stormandsgårde, og at det mandlige eller

kvindelige overhoved på gården har ledet den hedenske kult, som henholdsvis gode eller gydje.

Ifølge Steinsland oplevede man ved religionsskiftet det, at den religiøse kult, den kristne

gudstjeneste, blev flyttet til særlige sakralbygninger: kirker.21 Dette kan ses som et tegn på den

politiske omvæltning, som Steinsland mener at religionsskiftet var udtryk for, et udtryk for

magtdiskontinuitet. Ifølge Gräslund peger nyere arkæologiske udgravninger imidlertid på, at de

første kirker mange steder netop var private gårdskirker opført i forbindelse med

stormandsgårdene.22 Selvom stormændene sandsynligvis ikke selv forestod ledelsen af den

religiøse kult, men overlod denne opgave til et professionelt præsteskab, må det dog alligevel tolkes

som et udtryk for magtkontinuitet.

2.4 Vurdering

Det er helt oplagt, at skellet mellem den konfliktorienterede og den kontinuitetsorienterede tilgang i

høj grad kan ses som udtryk for et fagligt skel, et skel mellem religionshistorie og arkæologi. Når

man ser på den argumentation og de resultater, som de to tolkningsrammer hver især når frem til,

mener jeg også tydeligt, at man kan se, hvordan de udspringer af et i udgangspunktet meget

forskelligt kildemateriale. Hvor religionshistorikeren bygger sin argumentation på analyser af det

skriftlige kildemateriale, bygger arkæologen sin på de materielle levn. Man kan sige at der er en

tendens til, at religionshistorikere som Steinsland i deres anvendelse af skriftlige kilder kommer til

at fokuser meget på, hvordan religionsskiftet er forløbet og opfattet i de øverste lag af det sociale

20 Solli, Brit: ”Fra hedendom til kristendom - Religionsskiftet i Norge i arkeologisk belysning” i Tidsskrift for norrøn arkeologi, nr. 58, 1995. S. 34f. 21 Steinsland, Gro: ”Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000” i Krøger, Jens Flemming m.fl. (red.): Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Karmøyseminaret 1994 og 1995, Stavanger, 1996. S. 114. 22 Gräslund, Anne-Sofie: ”Arkeologin och kristnandet” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 30.

10

hierarki. Samtidig har arkæologerne i kraft af de kilder de anvender en tendens til at overse og

undervurdere, hvad der måtte være sket på det politiske plan.

En kritik af Steinslands tolkning af religionsskiftet, som bl.a. Morten Warmind har rejst, drejer sig

om vurderingen af monoteismens betydning. Ifølge Steinsland var det som tidligere nævnt

monoteismen, der var det centrale indhold i den ideologiske kamp, som efter hendes mening fandt

sted. Det kan imidlertid diskuteres, om vikingerne overhovedet var i stand til at skelne mellem den

hedenske polyteisme og den kristne monoteisme. Selvom kristendommen kun har en Gud, og som

sådan er monoteistisk, finder man alligevel en række andre figurer, som kan have været med til at

sløre dette billede. Udover Gud har man også sønnen og Helligånden, som sammen udgør

treenigheden, man har jomfru Maria, og derudover djævelen samt et mylder af dæmoner og engle.

Det er ikke utænkeligt, at vikingerne med deres polyteistiske udgangspunkt havde endog meget

vanskeligt ved at se den fundamentale forskel mellem de to religiøse systemer. Warmind peger også

på, at missionærerne helt bevidst slørede monoteismen, og at de netop spillede på helgenerne for

med Warminds ord ”at få foden indenfor i det polyteistiske, religiøse univers.”23 Hvis Warmind har

ret, kan kristendommens monoteisme ikke have spillet den rolle, som ideologisk grundlag for

kongemagten som Steinsland tilskriver den.

Min mening om konflikten mellem de to tolkninger er, at den er alt for skarpt trukket op. Jeg mener,

at det i et eller andet omfang er nødvendig at kombinere de to tilgange. Jeg mener, at man skal væk

fra forestillingen om ét religionsskifte og én kristningsproces, og i stedet må operere med en

forestilling om mange forskellige processer med mange forskellige variationer og lokale særpræg.

Nogle af de nyere arkæologiske fund, som taler for, at det lokale perspektiv er vigtigt, er fundene af

kirkerne i Sebbersund24 og Farsø25. Begge disse kirker dateres til 800-tallet, altså muligvis flere

hundrede år før kong Haralds kristning. Desuden er det interessant, at man mener, at de to kirker er

resultat af missionsvirksomhed fra de britiske øer og Norge, hvilket åbner op for et meget mere

broget billede af den kristningsproces, som foregik i det danske område, end det der tidligere har

været dominerende. Det er således ikke utænkelige, at religionsskiftet nogle steder har været

forbundet med sociale og politiske konflikter, og måske er det i særdeleshed i det øverste sociale

lag, som havde ansvaret for den religiøse kult, blevet opfattet som et dramatisk brud. Samtidig kan 23 Warmind, Morten: ”Religionsmøde og trosskifte” i Lund, Niels (red.): Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder. Museum Tusculanums Forlag, København, 1994. S. 177f. 24 Birkedahl, Peter: ”Tidlig kristendom i Nordjylland” i Aalborg Stiftsavis, nr. 3, 2000. S. 6ff. 25 Nielsen, Henrik Raakjær: ”Kirke fra 800-tallet fundet ved Farsø”. Artiklens oprindelse er ukendt men den stammer sandsynligvis fra Aalborg Stiftsavis. Artiklen fines optrykt i Kompendium og Kildesamling til Skandinavien i vikingetiden Ca. 600 til 1050 redigeret af Birgitte Wåhlin, Historiestudiet ved Aalborg Universitet 2003.

11

det meget vel tænkes, at religionsskiftet andre steder og i andre sociale lag er forløbet som en lang

og udramatisk proces, uanset om man så operere med ideen om en blandingsreligion eller en

folkereligiøsitet.

Når dette er sagt, mener jeg dog at de arkæologiske kilder, særligt de nyere, vejer så tungt, at jeg

mener, at det er rimeligt at antage, at det dominerende billede af religionsskiftet er det, som tegner

en langvarig og relativt udramatisk proces.

3.0 Kvindernes rolle i religionsskiftet

Dette afsnit om kvindernes rolle i religionsskiftet har jeg valgt at bygge lidt anderledes op end det

foregående; da de teoretiske linjer er kridtet op, vil jeg, med udgangspunkt i Gräslunds forskning,

foretage en løbende diskussion, hvor denne bliver sat overfor Steinsland og Else Mundals

positioner, ligesom jeg løbende vil fremkomme med mine egne vurderinger.

Når man beskæftiger sig med kvindernes rolle i religionsskiftet støder man ligesom i den generelle

diskussion om religionsskiftet på meget forskellige og modsatrettede tolkninger. En tolkning, som

Gräslund bl.a. har gjort sig til advokat for, går på, at kvinderne var nogle af de første til at acceptere

kristendommen, og at de sågar spillede en meget aktiv rolle i selve kristningsprocessen i perioden

før kristendommens institutionalisering. Hun mener, at de negative konsekvenser som kristningen

havde på kvindernes stilling først blev synlige efter institutionaliseringen. Modsat denne tolkning

finder man hos forskere som bl.a. Steinsland og Else Mundal den tolkning, at kvinderne var mindre

tilbøjelige til at opgive den hedenske religion end mændene. Argumentet for dette er, at de

magtfulde kvinderoller, som man fandt i den hedenske kultur og den hedenske religiøsitet, ikke lod

sig transformere til tilsvarende roller indenfor kristendommen. Kvinderne skulle således have været

i konflikt med kristendommen, og tilhængerne af denne tolkningsrammen finder bl.a. tegn på dette i

de tidlige kristne love.

I Gräslunds undersøgelse af kvindernes rolle i religionsskiftet finder man dels en komparativ

undersøgelse af kvinders rolle i forskellige kulturers overgang til kristendommen, og dels en

arkæologisk undersøgelse af gravfund fra Sverige. Udfra sin komparative analyse af overgangen til

kristendommen forskellige steder i verden på forskellige tidspunkter, når Gräslund frem til, at der er

nogle fælles træk. Gräslund mener, at man kan observere, at kvinderne i selve transformationsfasen

før kristendommens institutionalisering spiller en aktiv rolle og opnår en ret stærk og selvstændig

stilling. Først i det øjeblik, at der indtræffer en mere stabil situation, sker der det, at mændene

12

gennem en række institutionaliserede status- og magtpositioner bliver de ledende.26 Gräslunds

resultat er interessant, men jeg mener også, at generaliseringer, der bygger på situationer, der er så

forskellige og har så stor geografisk, kulturel og tidsmæssig spredning ikke nødvendigvis er særlig

holdbare. Det kan meget vel være, at de faktorer, som har skabt de situationer, som Gräslund bruger

til at sige noget isoleret om kønsproblematikken, er så forskellige, at Gräslunds generaliseringer

ikke giver mening.

I sit arbejde med det arkæologiske materiale lægger Gräslund stor vægt på nogle gravfund i Birka. I

Birka finder man en række grave fra 800-tallet, som med ret stor sikkerhed kan kategoriseres som

kristne bl.a. udfra kisteform (trapezformet). Ser man på disse grave med trapezformede kister er det

interessante den kønsmæssige fordeling. Af de grave som det har været muligt at kønsbestemme,

var fordelingen som følger: 12 børn, 9 mænd og 22 kvinder.27 Et andet fænomen som Gräslund har

undersøgt og bruger i sin argumentation, er tilstedeværelsen af korsvedhæng i gravene. Udfra

korsenes meget primitive udformning, vurderer Gräslund, at de ikke er placeret i gravene pga. deres

smykkeværdi, men at deres tilstedeværelse skyldes deres religiøse symbolværdi. Det interessant er,

at alle disse kors findes i kvindegrave undtagen et, som var placeret i en fællesgrav, hvor der både

var en mand og en kvinde, men hvor man vurderer at korset tilhørte kvinden.28

I sit arbejde med det arkæologiske materiale har Gräslund bemærket, at kvinderne er rigt

repræsenteret i forbindelse med de kristne runesten, både ved at kvinder nævnes i teksten og ved at

kvinder selv har rejst runesten. Gräslund påpeger endvidere, at der i tekstindholdet er flere

eksempler på meget selvstændige og initiativrige kvinder, bl.a. nævner hun omtalen af en kvinde,

der ville tage på pilgrimsfærd til Jerusalem.29

Gräslund mener, at de arkæologiske fund peger på, at kvinderne har været rigt repræsenteret,

sandsynligvis i flertal, blandt de første kristne, og at de har spillet en aktiv rolle.

Som forklaring, på at kvinderne skulle have været de første til at lade sig omvende til

kristendommen, anfører Gräslund, at overgangen til kristendommen i første omgang muligvis ikke

har haft så mange negative konsekvenser for kvinderne, som nogle mener. I det følgende vil jeg se

på nogle af de forandringer, som religionsskiftet førte med sig på det kønsmæssige område og se på

de forskellige opfattelser og tolkninger af disse forandringer. 26 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 314ff. 27 Ibid. S. 319. 28 Ibid. S. 321f. 29 Ibid. S. 328.

13

I den hedenske kult så man både mandlige og kvindelige kultledere. De kvindelige kultledere,

gydjerne, menes ikke at have besiddet nogen politisk magt, men de repræsenterer dog alligevel en

meget magt- og prestigefuld kvinderolle. Denne rolle forsvandt med indførelsen af kristendommen.

Den mandlige kultlederrolle, goderollen, kunne kanaliseres over i det kristne præsteskab, men der

fandtes ikke tilsvarende institutionelle positioner, når det gjaldt kvinderne. Gräslund mener ikke, at

denne ændring har spillet nogen stor rolle, idet kvinderne ifølge hende havde ansvar for den kult,

som havde med hjemmet, privatsfæren, at gøre, og at denne godt kunne leve videre med en ny form

og med et nyt indhold.30 Mundal er imidlertid af en anden opfattelse, hvad angår kvindernes

ansvarsområde. Ifølge Mundal kan man ikke med sikkerhed sige, hvilke dele af den hedenske kult,

som de kvindelige gydjer stod for, men det menes at de bl.a. har spillet en central rolle i de vigtige

Frej og Freja kulter.31 Således vurderer Mundal, at tabet af gydjerollen har haft stor betydning.

Mundal indrømmer dog at passivisering af kvinderne i forbindelse med den praktiske udøvelse af

kulten berørte en relativ lille gruppe kvinder, og at der samtidigt skete en form for demokratisering.

Demokratisering forstået på den måde at den kristne kirke aktiverede det brede flertal af både mænd

og kvinder ved at stille de samme krav til alle om, at de skulle kende til den kristne lære, gå i kirke

osv.32 Både Steinsland og Mundal er af den opfattelse, at det manglende institutionaliserede

alternativ til den kvindelige kultleder i kristendommen betød, at kvinderne i det mindste indenfor

privatsfæren praktiserede hedenske skikke langt ind i kristen tid. Som tegn på dette nævner de, at

mange af de forbud mod hedenske skikke, som findes i de tidlige kristne love, var rettet direkte mod

kvinder.33 Disse forbud var bl.a. rettet mod den del af kvinderollen, som havde med magi og

lægedom at gøre, og mod den relativt magtfulde position, som vølverne sandsynligvis har besiddet.

Det var imidlertid ikke kun den menneskelige side af det religiøse univers, som undergik

kønsmæssige forandringer ved religionsskiftet. Den hedenske gudeverden er kendetegnet ved at

være polyteistisk, og i dens mangfoldighed af guder spiller de kvindelige guder en lige så stor rolle

som de mandlige. Med kristendommen blev dette gudebillede erstattet med en mandsdomineret,

patriarkalsk monoteisme. Gräslund mener imidlertid ikke at overgangen har været så markant, og

peger på hvorledes jomfru Maria sandsynligvis har fungeret som kompensation for fraværet af

kvindelige guder. Gräslund mener, at man i den folkeligt praktiserede kristendom i modstrid med

30 Ibid. S. 329. 31 Mundal, Else: ”Korleis påverka kristninga og kyrkja kjønnsrollemønstra?” i Lund, Niels (red.): Viking og Hvidekrist – et symposium. Reitzels Forlag, København, 2000. S. 43. 32 Ibid. S. 53. 33 Ibid. S. 44ff.

14

den officielle kristendom har opfattet og dyrket Maria som guddommelig.34 Overfor dette

synspunkt indvender Steinsland imidlertid, at Maria-kulten først bliver udbredt i Norden i midten af

1100-tallet, og den kan således ikke have spillet nogen central rolle i selve religionsskiftet.35

Gräslund nævner også frigørelse fra ættesamfundet som et muligt motiv til, at kvinderne ifølge

hende lod sig kristne tidligt.36 Ætten havde en meget central rolle i hele det før-kristne samfund. Et

af de meget vigtige områder, hvor ætten spillede en rolle, var ved indgåelse af ægteskab.

Ættesamfundet var udpræget kollektivistisk, og ægteskabet var ikke et anliggende, der kun angik de

to individer, som skulle giftes. Et ægteskab blev forhandlet igennem og aftalt af ætterne, og det var

reelt en økonomisk og politisk alliance mellem to ætter. Ser man på tvangselementet, så er det helt

åbenlyst, at ætterne havde mulighed for at gennemtvinge et ægteskab, som var uønsket af den ene

eller begge de individer, som skulle giftes, hvilket således ifølge Gräslund skulle anspore kvinderne

til at lade sig kristne. Der fandtes dog en skilsmisseret, hvilket har været en betydningsfuld rettighed

i et ættesamfund, hvor ægteskabet var den samfundsinstitution, der bandt samfundet sammen. Jeg

mener, at man kan formode, at skilsmisseretten har betydet, at tvangselementet har spillet en relativt

lille rolle i forbindelse med ægteskabet; ægteskabet var simpelthen en alt for vigtig

samfundsinstitution til, at man har kunnet tillade en ustabil alliance bygget på tvang.37 Derfor

mener jeg, at Gräslund overvurderer tvangselementet i forhold til ætten. Jeg mener at ætten helt

overvejende må have været opfattet som et privilegium, som har givet status og sikkerhed, og at

tvangselementet har været af mindre betydning.

Et andet element ved kristendommen, som Gräslund mener, kan have virket tiltrækkende på

kvinderne var, at volden spillede en mindre rolle. Gräslund skriver: ”Att kvinnor är allmänt mindre

våldsbenägna än män är ett välkänt faktum.”38 Jeg mener, at man her ser et underligt ahistorisk

argument i Gräslunds argumentation, som i øvrigt går igen flere andre steder (det komme blandt

andet til udtryk ved at hun simpelthen mener, at kvinden af natur er mere åben39). Gräslunds

argument synes at bygge på den grundidé, at der findes en til enhver tid pacifistisk og ikke-voldelig

34 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 329f. 35 Steinsland, Gro: ”Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000” i Krøger, Jens Flemming m.fl. (red.): Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Karmøyseminaret 1994 og 1995, Stavanger, 1996. S. 114. 36 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 330. 37 Steinsland, Gro og Preben Meulengracht Sørensen: Menneske og makter i vikingernes verden. Universitetsforlaget, Oslo, 1994. 118ff. 38 Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 330. 39 Ibid. S. 332.

15

kvindelig natur. Denne idé vender jeg mig imod, og jeg mener, at der er flere forhold, der peger på

at Gräslund tager fejl. Gräslund nævner selv et af disse forhold, nemlig det at den kristendom, som

nordboerne blev præsenteret for, ikke var præget at den lidende, pacifistiske Jesus, som siden hen

kom til at stå centralt i kristendommen. Det billede af Jesus, som nordboerne mødte, var billedet af

en sejrende konge.40 Et andet forhold som peger på at Gräslund tager fejl er den rolle, som

kvinderne spillede i forbindelse men blodhævnen. Blodhævnen var et vigtigt element i det, man kan

betragte som ættesamfundets juridiske system, og i dette system spillede den æggende kvinde en

afgørende og meget magtfuld rolle. Det var den æggende kvinde, der bestemte, hvornår det var

nødvendigt at forsvare ættens ære med et hævndrab, og det var også hende, der bestemte hvornår

hævndrabet skulle udføres, hvem der skulle udføre det, og hvem der skulle være offer for det. Det vi

har at gøre med her, er en alt andet end pacifistiske og ikke-voldelig kvinderolle. Det er værd at

bemærke, at denne meget magtfulde, måske den mest magtfulde, kvinderolle netop kom i konflikt

med den kristne moral og lov vedrørende vold; det var så at sige kristendommens ideer om ikke-

vold og tilgivelse, der underminerede en af kvindernes vigtigste magtpositioner.41

Blandt de forskere som jeg har beskæftiget mig med, er der enighed om, at religionsskiftets

langsigtede konsekvenser har været overvejende negative for kvindernes stilling. Hvis man skal se

på nogle af disse langsigtede konsekvenser, spiller hele kristendommens syn på seksualitet og

specielt kvindekønnet en stor rolle. I den hedenske tradition blev seksualitet opfattet som noget

positivt, som en gave fra guderne. De hedenske frugtbarhedsguder, vanerne Frej og Freja, var ikke

fromme aseksuelle væsner, tværtimod. Med kristendommen blev seksualiteten belagt med skyld og

skam, og kvindekønnet blev opfattet som særligt syndigt og urent, hvilket udspringer af den særlige

rolle Eva spiller i den kristne fortælling om syndefaldet. Denne opfattelse af kvinden har haft stor

betydning for, hvilke roller og hvilken status kvinder kunne få i den kristne kultur. Mundal peger

også på, hvordan ophævelsen af skilsmisseretten sandsynligvis har været med til at grundlægge en

mindre selvstændig og handlende kvinderolle, som har været underlagt manden.42 Spørgsmålet er

om disse negative konsekvenser har været synlige fra begyndelsen, eller om kristendommen, i

perioden før den blev institutionaliseret, har indeholdt vigtige frigørende elementer for kvinderne,

som kan have betydet, at de kan have spillet en fremtrædende og aktiv rolle i denne første del af

kristningsprocessen. 40 Ibid. S. 330. 41 En grundig undersøgelse af denne kvinderolle findes i Mundal, Else: ”The position of women in Old Norse society and the basis for their power” i NORA – Nordic Journal of Woman’s Studies, nr.1, vol.2 (1994). S. 3-11. 42 Mundal, Else: ”Korleis påverka kristninga og kyrkja kjønnsrollemønstra?” i Lund, Niels (red.): Viking og Hvidekrist – et symposium. Reitzels Forlag, København, 2000. S. 56.

16

Hvor jeg i spørgsmålet om den generelle proces i religionsskiftet langt hen af vejen er tilbøjelig til

at tilslutte mig Gräslunds tolkning, så er jeg i spørgsmålet om kvindernes rolle mere i tvivl. Før at

Gräslunds teori for alvor kan vinde frem, mener jeg, at vi skal se et større arkæologisk

kildemateriale og ikke mindst en bedre forklaringsramme end den Gräslund leverer.

4.0 Litteratur

Jesch, Judith: Women in the Viking Age. The Boydell Press, UK, 1991.

Lund, Niels: ”Religionsskiftet i Skandinavien – nye bud på et gammelt problem” i Historisk

Tidsskrift, bind 102, hæfte 1 (2002). S. 170-176.

Gräslund, Anne-Sofie: ”Kristnandet ur ett kvinnoperspektiv” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i

Sverige – Gamla källor och nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 313-334.

Mundal, Else: ”Korleis påverka kristninga og kyrkja kjønnsrollemønstra?” i Lund, Niels (red.):

Viking og Hvidekrist – et symposium. Reitzels Forlag, København, 2000. S. 41-58.

Mundal, Else: ”The position of women in Old Norse society and the basis for their power” i NORA

– Nordic Journal of Woman’s Studies, nr.1, vol.2 (1994). S. 3-11.

Näsström, Britt-Mari: “Freyjas funktioner. En spegling av den ideala kvinnan“ i Steinsland, Gro

m.fl. (red.): Nordisk Hedendom – Et symposium. Odense Universitetsforlag, Odense,

1991. S. 261-272.

Näsström, Britt-Mari: ”Från Fröja till Maria. Det förkristna arvet speglat i en folklig

föreställningsvärld” i Nilsson, Bertil (red.): Kristnandet i Sverige – Gamla källor och

nya perspektiv. Lunne Böcker, Uppsala, 1996. S. 335-348.

Näsström, Britt-Mari: ”Gudinnans förvandling – Från Freyja till jungfru Maria vid religionsskiftet i

Norden” i Schjødt, Jens Peter m.fl. (red.): Myte og Ritual i det førkristne Norden – Et

symposium. Odense Universitetsforlag, Odense, 1994. S. 95-112.

Steinsland, Gro og Preben Meulengracht Sørensen: Menneske og makter i vikingernes verden.

Universitetsforlaget, Oslo, 1994.

17

Steinsland, Gro: ”Religionsskiftet i Norden og Vøluspá 65” i Steinsland, Gro m.fl. (red.): Nordisk

Hedendom – Et symposium. Odense Universitetsforlag, Odense, 1991. S. 335-347.

Steinsland, Gro: ”The Change of Religion in the Nordic Countries – a Confrontation between Two

Living Religions” i Collegium medievale, vol. 3 (1990/92). S. 123-135.

Warmind, Morten: ”Religionsmøde og trosskifte” i Lund, Niels (red.): Norden og Europa i

vikingetid og tidlig middelalder. Museum Tusculanums Forlag, København, 1994. S.

163-178.

Warmind, Morten: ”Wyryld cyning – veraldar god. Magtens religiøse basis hos germanerne” i

Drobin, Ulf (red.): Religion och samhälle i det förkristna Norden – Ett symposium.

Odense Universitetsforlag, Odense, 1999. S. 229-243.

Zwilgmeyer, Valdis: Vikingkvinnen : liv, lov, virke. Tiden Norsk Forlag, Oslo, 1986.

18

19

20

21