Kollektiv ejendomsret og mineindustri. Tidligere og nuværende

1

Råstofaktiviteter i Grønland

Kollektiv ejendomsret og mineindustri. Tidligere og nuværende lovgivnings-‐mæssige rammer og forvaltning.

Ved Steen Jeppson, ICC

Juni 2014

2

Delrapport # 5 Råstofaktiviteter i Grønland. Kollektiv ejendomsret og mineindustri. Tidligere og nuværende lovgivningsmæssige rammer og forvaltning ved Steen Jeppson

Publiceret af Inuit Circumpolar Council (ICC), Grønland, P.O. Box 204, 3900 Nuuk. Telefon: +299 32 36 32 – E-‐mail: [email protected] WWF Verdensnaturfonden, Svanevej 12, 2400 København NV Telefon: +45 35 36 36 35 – E-‐mail: [email protected]

Projekt Delrapport # 5 indgår i projektet ”Promoting public consultation and participation in the industrial development in Greenland”, der afvikles i perioden 2012-‐14 har modta-‐get finansiel støtte fra Villumfonden ved bevilling VKR022498.

Øvrige rapporter Delrapport # 1: En historisk introduktion til efterforskning, udnyttelse og følger i en sårbar natur og et samfund i forvandling ved Mads Fægteborg

Delrapport # 2: Med folkets mandat? Høringsprocesser og borgerinddragelse på rå-‐stofområdet ved Rune Langhoff

Delrapport # 3: Beskyttelse af grønlændernes kollektive rettigheder i nationalt og in-‐ternationalt perspektiv ved Thomas Trier Hansen Delrapport # 4: Arktiske erfaringer – sammenlignende studie af borgerinddragelsen i forbindelse med råstofaktiviteter i en række arktiske lande ved Mette Frost og Olivia Handberg Scott

Forfatteren Steen Jeppson, Cand. Mag. i Kultur & Samfundshistorie. Bosat i Nuuk. E-‐mail: [email protected] / [email protected]

Fotos© Steen Jeppson, med mindre andet er angivet. Gengivelse tilladt med tydelig kildean-‐givelse. Forsiden: Qunneq, Maniitsoq, 2013.

Rapporten kan frit downloades på følgende Hjemmesider ICC: www.inuit.org – WWF: www.wwf.dk/arktis ISBN 978-‐87-‐996395-‐6-‐4

3

Indhold Projektsamarbejde ICC og WWF samarbejder med støtte fra Villumfonden side 5

Indledning -‐ 6

Ejendomsret -‐ 8

Kollektiv ejendomsret -‐ 8

Privat ejendomsret -‐ 10

Retten til undergrunden -‐ 12

Lovgivning og forvaltning -‐ 15

Fællesrådet -‐ 15

Råstofforvaltningen -‐ 17

Beslutningsprocessen på råstofområdet -‐ 18

Magt og indflydelse i beslutningsprocessen -‐ 19

Informationer -‐ 21

Råstofpolitikkens implementering -‐ 22

Udstedelse af licens -‐ 23

Information og rapportering -‐ 26

Planlægning af brugen af land -‐ 27

Land use planning -‐ 28

Planlægningssystemet -‐ 29

Arealforvaltning vedrørende udnyttelse af mineraler -‐ 29

Forvaltning og administration -‐ 30

Lovgivningen om råstoffer og kollektiv ejendomsret i korte træk -‐ 32

4

Qunneq – et feltstudie -‐ 34

Qunneq -‐ 34

Familien Berthelsens ørredfangst gennem generationer -‐ 35

Historien bag brugen af fangststedet Qunneq -‐ 37

Qunneqs betydning for familien Berthelsen -‐ 37

Alcoa og Qunneq -‐ 38

Er informationerne tilstrækkelige om Alcoa planerne? -‐ 39

Bevare og passe på Qunneq i fremtiden -‐ 39

Konklusion -‐ 40

Afsluttende analyse -‐ 41

Ejendomsret -‐ 41

Rettighedshaver -‐ 45

Udstedelse af licens -‐ 46

Tilladelse til efterforskning og udnyttelse -‐ 47

Informationer fra Råstofdirektoratet / Råstofstyrelsen -‐ 47

Råstofstyrelsen – Licensafdelingen -‐ 48

Kort analyse af Råstofstyrelsens rolle -‐ 48

Sagsbehandling -‐ 49

Ekstern bistand, rådgivning -‐ 51

Konklusion -‐ 52

Litteraturliste -‐ 55

Links -‐ 58

5

Projektsamarbejde ICC og WWF samarbejder med støtte fra Villumfonden

Inuit Circumpolar Council (ICC), Grønland og WWF Verdensnaturfonden har indgået et projektsamarbejde og har modtaget en bevilling fra Villumfonden til at arbejde med råstofaktiviteter og inddragelse af offentligheden i Grønland. Projektet løber over en toårig periode fra september 2012 til september 2014. Projektets formål er at fremme debatten og inddragelsen af offentligheden i beslut-‐ningsprocesser om råstofaktiviteter i Grønland. Projektet er sammensat af tre ho-‐vedelementer, der understøtter dette formål: 1. Indhente viden om råstofaktiviteter og udvikle anbefalinger for industriel ud-‐vikling i Grønland med fokus på borgerinddragelse.

2. Oplyse og kommunikere konklusioner og anbefalinger til beslutningstagere, centrale aktører og offentligheden generelt.

3. Opbygge kapacitet hos ICC, Grønland og WWF Verdensnaturfonden til at delta-‐ge i konkrete høringsprocesser vedr. lovgivning og konkrete projekter vedr. rå-‐stofudvinding.

Med bevillingen får ICC og WWF mulighed for at arbejde målrettet med nogle af de problemstillinger, der knytter sig til råstofaktiviteter, herunder konsekvenserne af aktiviteterne for natur, miljø og samfund.

ICC og WWF mener, at sunde samfund bør baseres på sunde økonomier, hvor sociale, sundhedsmæssige, miljømæssige, kulturelle og andre forhold til fulde inddrages. I en arktisk sammenhæng betyder dette, at naturen og miljøet skal skånes, således at og-‐så fremtidige generationer kan opretholde livet ved brug af naturens fornyelige, eller levende ressourcer. De to organisationer er ikke modstandere af en udnyttelse af de ikke-‐fornyelige ressourcer og i øvrigt en industriel udvikling i det cirkumpolare Ark-‐tis, men finder det yderst relevant at denne udvikling finder sted på bæredygtige præmisser, hvor offentligheden er fuldt ud orienteret om, hvilke konsekvenser indu-‐stri, olie og mineralprojekter kan påføre naturen, miljøet og samfundet. Storskala-‐projekter kan blive nyt fænomen i Grønland, og derfor bliver det også nødvendigt at stille en række minimumskrav til aktørerne. En ansvarlig udnyttelse af de ikke-‐levende ressourcer kan betyde et vigtigt og bæredygtigt bidrag til det grønlandske samfund til gavn for nuværende og fremtidige generationer.

Det grønlandske samfund er påvirket af den globale opvarmning og klimaforandrin-‐gerne, derfor må man nøje overveje, hvorledes de mange planlagte projekter i Grøn-‐land ikke yderligere påvirker disse negativt. Tempoet for ressourceudnyttelsen har vidtrækkende konsekvenser, og der skal findes en balancegang, hvor ressourceud-‐nyttelsen kan bidrage til en langsigtet og diversificeret økonomisk vækst, men sam-‐tidig forebygge miljøforringelser og en overvældende tilstrømning af udefrakom-‐mende arbejdskraft.

Aqqaluk Lynge International formand for ICC

Gitte Seeberg Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden

6

Indledning Ejendomsretten til undergrunden i Grønland har i nyere tid været et stridsemne mel-‐lem Danmark og Grønland. Kravet om ejendomsretten til undergrunden blev en mærkesag og et symbol for den politiske vækkelse, der opstod i det grønlandske samfund i 1970’erne. I efteråret 1975 vedtog et enstemmigt landsråd på initiativ af Odâq Olsen, at den grønlandske undergrund og dens rigdomme tilhørte den fastbo-‐ende befolkning, og at dette burde fremføres i Hjemmestyrekommissionen.1 Davæ-‐rende statsminister Anker Jørgensen udtalte i et interview med Grønlands Radio i november 1976: ”Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden på Grønland, så må man sige, at man ønsker at kappe båndene over til Danmark.”2 Kravet om ejendomsretten til undergrunden satte de grønlandske politi-‐kere i et dilemma, nemlig, at sige ja til en hjemmestyreordning uden ejendomsret til undergrunden, eller at udsætte indførelsen af hjemmestyre på ubestemt tid. Hjem-‐mestyret blev indført i 1979 og i Hjemmestyreloven blev ejendomsretten formuleret således: ”den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer”.3 Først med indførelsen af Selvstyret i 2009 fik Grønland ejendomsretten til undergrunden. Mads Fægteborg har i sin delrapport ”En historisk introduktion til efterforskning, udnyttelse og følger i en sårbar natur og et samfund i forvandling” ligeledes beskæftiget sig med disse spørgsmål.4

I denne rapport vil jeg beskæftige mig med dette kontroversielle emne. Problemstil-‐lingen er, at vurdere, hvorledes man kan forene privat og kollektiv ejendomsret i for-‐bindelse med mineindustriernes eksklusivret til særlige områder i Grønland. Jeg vil primært koncentrere mig om den kollektive ejendomsret til fangst-‐ og fiskeriområ-‐der som grønlænderne har udøvet igennem mange generationer, og den private ejendomsret praktiseret ved mineselskabernes eksklusivret til udnyttelse af særlige naturressourcer. Inuits rettigheder som et oprindeligt folk og retten til selvbestemmelse, inkluderer retten til at forvalte og udnytte dets hævdvunde landområder. Indledningsvis intro-‐ducerer jeg emnet og problemstillingen, og i det første kapitel vil jeg gennemgå be-‐greberne kollektiv og privat ejendomsret. Hvad er forskellen mellem brug og besid-‐delse? Efterfølgende bliver der også set på de internationale konventioner mv., samt opsummere de implikationer disse konventioner kan have for Grønland. En delrap-‐port i dette projekt ”Beskyttelsen af grønlændernes kollektive rettigheder i nationalt og internationalt perspektiv” er skrevet af Thomas Trier Hansen.5 Det andet afsnit ser på lovgivningen og forvaltningen omkring indførelsen af Hjem-‐mestyret, etableringen af Fællesrådet for Mineralske Råstoffer og dets rolle i forhold til Råstofforvaltningen.

Tredje afsnit berører implementeringen af råstofpolitikken i Grønland, forholdene omkring information, udstedelse af licenser og rapportering. Formålet er at finde ud

1 Larsen, Finn Breinholt: 1984, s. 233 f. 2 Brøsted, Jens: 1979, s. 8. 3 Lov nr. 577, 1978: § 8. 4 Fægteborg, Mads: 2013. 5 Hansen, Thomas Trier: 2013.

7

af, hvor meget / lidt kortlægning der er foretaget omkring familiers udnyttelse af hævdvundne fangstområder, også i lyset af mineselskabers eksklusivret til særlige områder. Rune Langhoff beskæftiger sig i sin delrapport ”Med folkets mandat? Hø-‐ringsprocesser og borgerinddragelse på råstofområdet” med, hvorledes man kan gøre borgerinddragelsen bedre.6

I det fjerde afsnit beskrives planlægning af brugen af land, ”land use planning”, plan-‐lægningssystemet, arealforvaltningen vedrørende udnyttelse af mineraler. Femte afsnit belyser udviklingen indenfor lovgivningen om råstoffer og kollektiv ejendomsret igennem 1990’erne og til nyere tid i korte træk. I det sjette afsnit beskriver jeg mit feltstudieophold fra sommeren 2013 ved ørred-‐fangststedet Qunneq beliggende nær Maniitsoq.

I det afsluttende afsnit analyseres den nuværende og tidligere lovgivning om kollek-‐tiv ejendomsret, og hvorledes borgerens retsstilling er i relation til udstedelse af li-‐censer til mineselskaber. Ligeledes vil jeg beskrive de informationer der kommer fra råstofforvaltningen samt licensafdelingen, samt foretage en kort analyse af Råstof-‐styrelsens nuværende rolle.

Rapporten afsluttes med en sammenfattende konklusion og et kig ind i fremtiden. Desværre har det ikke været muligt inddrage eksempler og ligheder / uligheder til andre arktiske lande som Grønland kan sammenlignes med. Der kan dog henvises til delrapporten ”Arktiske erfaringer. Sammenlignende studie af borgerinddragelsen i forbindelse med råstofaktiviteter i en række arktiske lande” af Mette Frost og Olivia Handberg Scott.7

6 Langhoff, Rune: 2013. 7 Frost, Mette og Olivia Handberg Scott: 2014.

8

Ejendomsret Kollektiv ejendomsret

Ethvert folk, som udnytter naturens ressourcer har nogle rettighedsbegreber at for-‐holde sig til. Sædvaneretten er, som Jens Brøsted fremhæver, ikke et særegnet grøn-‐landsk fænomen, men et led i en fælles inuit retskultur, hvor retten til at deltage i udnyttelsen af ressourcerne er forankret i medlemskabet af et lokalsamfund.8 Grønlændernes traditionelle nomadetilværelse, hvor man fulgte fangstdyrenes mi-‐grationsruter gjorde det vanskeligt og upraktisk at inddele fangstområder i mindre privatafgrænsede områder. Det grundlæggende princip var derfor at landet var kol-‐lektivt ejet, og brugen var underlagt generelle territoriale rettigheder. Som Robert Petersen og Ole Hertz beskriver det, var der ikke noget grundlag for at koncentrere magten hos en enkelt eller få personer, og derfor heller ikke noget behov for at få et område kontrolleret.9

Brøsted skriver: ”Indenfor de generelle territorielle rettigheder kan enkeltindivider, evt. flere, opnå fortrinsrettigheder til brugen af en bestemt del af territoriet. Brugen er eksklusiv og overdragelig, og særrettigheden hviler på tre kriterier (hvoraf det 3. al-‐mindeligvis overses): 1. regelmæssig brug, 2. investering af arbejde eller materialer i evt. fast indretning (ikke ubetinget nødvendig) og 3. samfundsmæssig anerkendelse af rettighedens eksistens. Ophører brugen hjemfalder rettigheden igen til kollektivet og indgår på ny i lokalsamfundets generelle territorielle rettigheder.”

Der er således tale om to former for rettigheder. Den generelle territoriale rettighed, der kollektivt udnyttes af en boplads, og den individuelle fortrinsret eller brugsret til en særlig fiskeplads eller lignende, som kunne erhverves gennem arv fra familien, som i flere generationer havde udnyttet brugsretten til stedet. Den anden form for ret kunne tildeles fra bopladsens beboere til udefrakommende. Købmand Lars Dala-‐ger beskrev i 1752 noget om dertil knyttede regler. Som udgangspunkt skriver Dala-‐ger, at alle kan bygge hus og rejse telt hvor man vil, dog ikke på beboede steder. Her måtte man afvente accept fra stedets beboere, og hvis denne ikke blev givet måtte de tilrejsende søge andre steder hen.10

Robert Petersen skriver, at fangstpladser i nærheden af en boplads altid blev betrag-‐tet som bopladsens kollektive område. Derfor behøvede beboerne ikke at spørge om lov. For udefrakommende var det ikke korrekt at trænge ind på disse områder. Hvis man ønskede at anvende et af disse områder var den korrekte fremgangsmåde, at man kontaktede bopladsen og gik på jagt sammen med de lokale fangere. Dette til trods var der konkurrence om de levende ressourcer, og der fandtes også tilfælde af sinnganeq (misundelse). Petersen nævner som eksempel en vis Aappilattoqs søn, der havde fanget en fugl, som de lokale fangere også havde forsøgt at fange. Ud fra flere grønlandske sagn havde individuel indtrængen til et fangstfelt ført til drab, hvor den drastiske handling nævnes som misundelse eller brødnid.11

8 Brøsted, Jens: 1985, s. 204 f. 9 Petersen, Robert: 1981, s. 5 f. Hertz, Ole: 1995, s. 247. 10 Dalager, Lars: 1752, p. 15 f. Gengivet i Fægteborg, Mads: 2013, s. 91 f. 11 Petersen, Robert: 1981, s. 9 f.

9

Robert Petersens tidligere undersøgelser fra 1950’erne og tiden før, samt senere un-‐dersøgelser fra 1960’erne viser, at adskillige familier fra Maniitsoq egnen havde op-‐givet deres førsteret eller fortrinsret til fangstpladser, og ikke længere anvendte dis-‐se. Dertil var der forskellige årsager, f.eks. ingen slægtninge til at føre et afdød fami-‐lieoverhoveds arv videre, men i de fleste tilfælde blev fangstpladser med førsteret opgivet fordi familierne var flyttet til byen og havde fået lønarbejde, hvilket gjorde det svært at anvende fangstpladsen regelmæssigt. Disse lejre stod nu til fri udnyttel-‐se.

Forvaltningsmæssigt fik nogle familier kodificeret eller fastslået deres førsteret gen-‐nem kommunale vedtægter, og Petersen konkretiserer nærmere førsteretten ved at nævne, at der primært var tale om: ”fordelingsformer inden for de kollektive rettighe-‐der til ressourcerne”. Men han gjorde det samtidig klart, at disse rettigheder ikke førte til nogen form for privat ejendomsret, og at visse regler måtte overholdes. Dette in-‐debar en regelmæssig udnyttelse af de lokale muligheder, f.eks. ørredfangst, ægsam-‐ling, teltring, bådplads, evt. tørrestativer, rygeovne, forrådshuler, vandreservoirer m.v. Endvidere kunne man kun udnytte disse muligheder under hensyntagen til be-‐varelse af den lokale bestand af fangstdyr.12 Tidligere var en væsentlig del af fangerens tænkemåde, at der blev gjort meget for at bevare og beskytte de lokale bestande til sikring af nutidens og for fremtidens behov. H.C. Petersen og Finn Lynge giver i bogen Fangst og redelighed i vor tid flere eksem-‐pler på, hvorledes fiske og fuglebestande mv. er blevet ødelagt efter moderniseringen omkring 1950, hvilket skyldes hurtigere både og bedre teknik. Som eksempel næv-‐ner de bl.a. ørredelve, som er blevet udnyttet af mennesker uden kendskab til tidlige-‐re generationers viden om og erfaring med forsvarlig ressourceudnyttelse. Overfi-‐skeri i elvene og forurening af samme har ført til nedgang i bestandene.13 Moderniseringen af fiskeriet efter 1950 skabte også konflikter mellem færøske fiske-‐re og lokale fiskere, fordi færingerne i modsætning til lokalbefolkningen mente, at de havde ret til at udnytte lokale ressourcer.14 Efter opførelsen af minen Den sorte Engel ved Maarmorilik i Uummannaq Kommune i 1973 opstod der ligeledes en konflikt mellem fangerne og fiskerne i Ukkusissat og mineselskabet Greenex. Fangerne og fiskerne følte at deres rettigheder, principielle handlefrihed og selvbestemmelsesret blev krænket. De følte sig nødsaget til, at hånd-‐hæve deres kollektive ejendomsret og den kollektive brugsret til fangstområder ved at blokere for et malmskib på vej gennem fjordisen til Maarmorilik i maj 1975.15 Det lykkedes siden at opnå en aftale om regulering af sejladsen indgået mellem lokalbe-‐folkningen og mineselskabet.16

Sagen fra Maarmorilik har paralleller til Pituffik, da den amerikanske isbryder West-‐wind på sin vej mod basen den 25. juni 1977, som det tidligste skib nogensinde, brød isen mellem Moriusaq og Appat og derved afskar fangerne fra at benytte isen til fangstpladserne for hvalros.17

12 Petersen, Robert: 1981, s. 9 f. 13 Petersen, H.C. og Finn Lynge: 2003, s. 144 f. 14 Petersen, Robert: 1981, s. 10 f. 15 Dahl, Jens og Peter Bach: 1982, s. 30. 16 Dahl, Jens: 1987, s. 297. 17 Fægteborg, Mads: 2013, s. 86.

10

Kommende stor-‐skala industri vil utvivlsomt få konsekvenser for fangerne og fisker-‐ne og lokalbefolkningen som bor tæt ved et aluminiumsmelteværk, en olieboring, en jernmine m.v., når man tænker på forurening, støj og forstyrrelser fra skibsfærdsel. Dahl og Bach nævner fangernes og fiskernes defensive rolle, og f.eks. deres manglen-‐de beviser for at de har lidt tab, og her kommer erstatningsspørgsmålet også ind.

Dahl og Bachs artikel er skrevet i 1982, og nævner nødvendigheden af, at fanger-‐ og fiskersamfundene vurderer: ”konsekvenser af forurening i forhold til samfundets kol-‐lektive muligheder for fremover at udnytte naturen og dennes ressourcer”.18

Privat ejendomsret Den schweizisk-‐franske filosof Jean-‐Jacques Rousseau gjorde sig i 1762 upopulær ved at kritisere ejendomsretten: ”Den første, som efter at have indhegnet et jordstykke, understod sig i at sige: ’Dette er mit’, og som fandt folk naive nok til at tro det, han blev det borgerlige samfunds sande grundlægger” ... ”Lyt ikke til denne bedrager: I er for-‐tabte, hvis I glemmer, at Jordens frugter tilhører alle og Jorden selv igen”.

Rousseau mente således, at ejendomsretten medførte egoisme, og at man derfor burde underlægge sig en samfundsorden som han kaldte for almenviljen, hvorved vi skal forstå fællesskabets vilje.19 Rousseau er langt fra den eneste, som gennem tider-‐ne har beskæftiget sig med den private ejendomsret. En klassiker som Det kommuni-‐stiske manifest af Karl Marx og Friedrich Engels udkom første gang i 1848, og bryder også med de hidtidige opfattelser af ejendomsretten, og er stærk fortaler for samfun-‐dets fælles ejendomsret, idet ejendomsrettens klassekarakter derved mister fodfæ-‐ste.20

Privat ejendomsret kan imidlertid antage andre former end de ovenfor opridsede, hvoraf de tre vigtigste i det traditionelle grønlandske samfund var erhvervelsesretten, bestemmelsesretten og overdragelsesretten. Hvorledes man kunne opnå disse ret-‐tigheder beskriver Robert Petersen således: ”Enhver ejet genstand kan erhverves af en anden ved, at den oprindelige ejer enten alene eller ved aftale bestemmer sig til at overdrage sin ejendomsret. Man kan få den som gave, man kan købe den eller arve den. Enhver anden form for erhvervelse vil være uretmæssig. Hvis man gør krav på en ejet genstand imod ejerens vilje, gør man sig skyldig i enten tyveri eller røveri. Man kan dog gennem tiden blive en retmæssig ejer af en således erhvervet genstand, nemlig hvis den oprindelige ejer opgiver sit krav. I så tilfælde bliver genstanden ejerløs, og kan så er-‐hverves som ejerløs.” Bestemmelsesretten tilfalder husholdenes overhoveder, og det drejer sig om en række praktiske gøremål som husreparation, tilladelse til at frem-‐mede kan opholde sig i huset og hvad fangsten skal benyttes til osv. Overdragelses-‐retten er f.eks. gaver og arv mv.21 Da Grønland i 1953 ændrede status fra koloni til amt udstraktes den ændrede Grund-‐lov af 5. juni 1953 sig til hele riget, hvorefter Grundlovens bestemmelser også kom til at gælde for Grønland. Kap. VIII, § 71 drejer sig om at den personlige frihed er ukræn-‐kelig, § 72 fortæller, at boligen er ukrænkelig, og endelig omhandler § 73, stk. 1 sig 18 Dahl, Jens og Peter Bach: 1982, s. 30. 19 Jessen, Keld B.: 1999, s. 113 f. 20 Marx, Karl og Friedrich Engels: 1973, s. 30 f. 21 Petersen, Robert: 1974, s. 39 f.

11

om: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ved lov og mod fuldstændig erstatning.” Stk. 2 og 3 omtaler forskellige procedurer i forbindelse med ekspropriation.22

På trods af, at der ikke findes nogen privat ejendomsret jord i Grønland er Grundlo-‐vens bestemmelser dog gældende, hvilket kan virke lidt paradoksalt. Men fordi love fortolkes kan ejendomsretten fortolkes som brugsretten, hvorved gruppen har en retsbeskyttelse af de generelle territorielle rettigheder og individet af sine fortrinsret-‐tigheder. Brøsted og Fægteborg argumenterede for dette i 1985: ”Disse principper fra den ekspropriationsretlige praksis vil kunne tjene som vejledning ved en bedømmelse af den foreliggende sag. Som de oprindelige besiddere af territoriet og som de faktiske og ubestridte brugere af landet og dets produkter blev inughuit påført et reelt værditab på grund af basen og flytningen.”23 Staten havde gennem årene afvist at udbetale erstat-‐ning til inughuit også på trods af at forfatterne kunne referere til erstatninger udbe-‐talt i forbindelse med etableringen af forsvarsanlæg under Anden Verdenskrig. Her var der tale om såvel kollektive som individuelle tab af fangstrettigheder.24 Det så-‐kaldte Ziegler-‐udvalg, som blev nedsat i kølvandet af bogen Thule – fangerfolk og mili-‐tæranlæg, gennemgik ligeledes erstatningsspørgsmål fra krigen, og henviser bl.a. til et cirkulære fra 1943, hvoraf det fremgår, at der skulle ydes erstatninger for mistede erhvervsmuligheder.25

Diskussionen om indførelse af privat ejendomsret blev drøftet i forbindelse med få-‐reavlen af Sydgrønlands Landsråd i slutningen af 1920’erne, men det fremsatte øn-‐ske blev afvist af Rigsdagens Grønlandsudvalg.26 Efterfølgende har spørgsmålet om ejendomsret til jorden været drøftet ved flere lej-‐ligheder. Grønlandsudvalget af 1960 beskæftigede sig indgående med problemet: ”Gennem de senere år har spørgsmålet om Grønlands jord været drøftet indgående. Drøftelserne har vedrørt såvel problemet om ejendomsretten til jorden som vilkårene for jordens udnyttelse. Baggrunden for, at disse spørgsmål overhovedet har haft nogen interesse, er, at de grønlandske byer også på dette område er på vej mod forhold, der svarer til tilstanden i det øvrige Danmark. Medens der hidtil har været ubegrænset jord til rådighed i Grønland, og jorden derfor ikke har haft nogen knaphedspris, er nu en af følgerne af den igangværende omformning af samfundet, at jorden nogle steder er ved at få en selvstændig økonomisk værdi.” ... ”At jorden adskillige steder har fået en øko-‐nomisk værdi er kommet til udtryk derigennem, at salg af huse i de senere år er foregå-‐et til priser, der klart har oversteget selve bygningens værdi og altså må have inklude-‐ret betaling for grundarealet eller for husets beliggenhed. Grundværdien eller belig-‐genhedsværdien realiseres altså gennem en overpris på selve huset.”27 Med andre ord har de generelle territorielle rettigheder, hér formaliseret i form af en kommunes are-‐al, fået en økonomisk værdi for et individ, som i kraft af sine fortrinsrettigheder har fået tildelt et areal til en bolig.

22 Trolle, J.: 1953, s. 98 f. 23 Brøsted, Jens og Mads Fægteborg: 1987, s. 102. 24 Brøsted, Jens og Mads Fægteborg: 1987, s. 26 f. 25 Undersøgelsesudvalget af 4. juni 1987: 1994, s. 395 f. 26 Petersen, Robert: 1981, s. 14. 27 Betænkning nr. 363: s. 177.

12

Det fremgår af betænkningen, at de grønlandske medlemmer af udvalget overvejede, at indføre privat ejendomsret til jorden, hvor et hus var beliggende, fremfor den hid-‐tidige brugsret. Dette synspunkt blev dog igen fraveget. Det er dog også værd at be-‐mærke, at en anden faktor kom på banen, idet: ”Danmarks eventuelle indtræden i Fæl-‐lesmarkedet kunne få uheldige konsekvenser, om ejendomsretten til jord var på private hænder, idet alle borgere inden for Fællesmarkedet i så fald kunne erhverve jord i Grøn-‐land.”28 I forbindelse med Danmarks ratifikation af ILO-‐konvention nr. 169 blev der bl.a. afgi-‐vet følgende erklæring, som redegør for ejendomsbegrebet i Grønland: ”3. Der har på intet tidspunkt været mulighed for at opnå ejendomsret til jord i Grønland, hverken for fysiske eller juridiske personer. 4. Ejendomsretten til jord i Grønland er ordnet på en helt særlig måde, som er traditionelt bestemt. De forskellige retlige og faktiske beføjel-‐ser, som samlet udgør ejendomsretten, er delt mellem staten, Grønlands Hjemmestyre og de enkelte grønlændere. Udgangspunktet er, at det offentlige – staten – har ejen-‐domsretten til Grønlands jord som sådan. Den daglige bestemmelsesret over jorden i Grønland er imidlertid hos Grønlands Hjemmestyre, som bl.a. har kompetencen til at træffe afgørelse om tildeling af brugsret til jord. Grønlændere, som får tildelt en brugs-‐ret over jord i Grønland, har ret til at opføre bygninger på det tildelte areal. Bygninger-‐ne kan i givet fald pantsættes, ligesom de med Hjemmestyrets tilladelse kan overdrages sammen med brugsretten til den jord, de ligger på. Den ovenfor beskrevne retstilstand gælder for alle borgere i Grønland, både den oprindelige grønlandske befolkning og tilflyttere. Retstilstanden er endvidere som nævnt af meget gammel oprindelse, idet der aldrig har været mulighed for, at enkeltpersoner kan få fuldstændig ejendomsret til jord i Grønland. Der er således tale om en traditionsbestemt retstilstand, som har meget lange historiske rødder i det grønlandske samfund, og som Grønlands Hjemmestyre lægger afgørende vægt på bibeholdes.”29

Retten til undergrunden Spørgsmålet om ejerskabet til den grønlandske undergrund var fra dansk side klok-‐keklar – det var statens – frem til indførelsen af Selvstyret i 2009. Mads Fægteborgs rapport beskriver i kapitlet Råstoffernes administration – lovgivningen og rettighe-‐derne den historiske udvikling af statens opfattelse, således som den er blevet ud-‐møntet i lovene gennem det 20. århundrede. Modsat beskæftiger han sig også med den stigende utilfredshed og modstand mod den danske grønlandspolitik, således som den havde udviklet sig efter nyordningen i 1950 og især i 1960’erne med en kulmination i 1970’erne. Hvem havde egentlig rettighederne til undergrunden og de mineralske ressourcer den formodede at indeholde?30 Andre faktorer som Grønlands indlemmelse i Fællesmarkedet (EF) i 1972, og for-‐handlingerne om koncessioner og tilladelser til boringer efter olie ud for den vest-‐grønlandske kyst, koncentrationspolitikken og måske ikke mindst den generelle for-‐danskning af samfundet fik væsentlig betydning for den ideologiske bevidsthed og

28 Betænkning nr. 363: s. 178. 29 Udenrigsministeriet, den 9. oktober 1997 – Niels Helveg Petersen

http://www.logir.fo/foldb/bek/1997/0000097.htm 30 Fægteborg, Mads: 2013, 56 f.

13

for den politiske mobilisering i begyndelsen af 1970’erne. Mere eller mindre lød startskuddet fra de unge grønlændere under en konference Grønlands Fremtid i Hol-‐steinsborg (Sisimiut) i 1970, hvoraf flere blev valgt ind i Landsrådet det følgende år.31 Både kulturelt og politisk vaktes der modstand mod integrationspolitikken, hvilket Holsteinsborg-‐konferencen var et tydeligt bevis på, og året efter, i 1971, blev de to unge politikere Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen valgt ind i Landsrådet, og Moses Olsen blev valgt til Folketinget samme år. Knud Hertling, der havde været medlem af Folketinget siden 1963 blev i 1971 udnævnt til ”socialdemokratisk” grøn-‐landsminister, og nedsatte efterfølgende et udvalg, der i forbindelse med Grønlands-‐rådets møder i januar 1973 afgav en betænkning, der anbefalede udarbejdelsen af et kommissorium til en kommission. Det blev dog Hertlings efterfølger Jørgen Peder Hansen, som i 1975 nedsatte Hjemmestyrekommissionen, der førte frem til indførel-‐sen af Hjemmestyre i 1979. Kommissionen bestod af fem medlemmer udpeget af landsrådet, de to grønlandske folketingsmedlemmer, syv medlemmer udpeget af Folketinget, og en formand, Isi Foighel, udpeget af ministeren.32

Undervejs opstod der mislyde blandt de grønlandske medlemmer af kommissionen, og kimen til partierne Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit blev sået. Det er især vigtigt at hæfte sig ved de tre ovennævnte navne. Denne trojka begyndte det samarbejde, som i 1977 blev til partiet Siumut. Som reaktion på Siumuts ønske om hurtigt at få indført Hjemmestyre opstod Atassut i 1977. En anden deltager i konferencen, Aqqaluk Lynge, blev medstifter af partiet Inuit Ataqatigiit i 1978.33 Efterhånden var der flere, som blandede sig i Landsrådets debatter vedrørende ret-‐ten til undergrunden. En af dem var Odâq Olsen, som også var formand for det davæ-‐rende Grønlands Arbejder Sammenslutning (G.A.S.) På bagrund af hans initiativ ved-‐tog et enstemmigt Landsråd i efteråret 1975 en udtalelse om, at den grønlandske undergrund og dens rigdomme tilhørte den fastboende befolkning, og at dette burde fremføres i Hjemmestyrekommissionen.34 Efterfølgende blev Odâq Olsen interviewet i Information og blev spurgt: ”Har grønlænderne nogensinde solgt ejendomsretten til Grønland?” Olsen svarede: ”Nej aldrig”. Journalisten spurgte derefter. ”Hvorfor har i den så ikke?” Svaret lød: ”Det er bl.a. fordi en eller anden tilfældig embedsmand i 1935 lavede en kongelig anordning eller sådan noget, der sagde, at Grønlands undergrund tilhører Danmark”.35 Robert Petersen skrev en artikelserieserie i fjorten afsnit om perspektiver for mine-‐drift i Grønland, hvor han satte fokus på en række komplekse problemstillinger og, som råstofaktiviteter potentielt ville kunne få for landet. Men Petersen kommer vide-‐re rundt, nemlig til spørgsmålet om statens ejerskab og refererer til en gammel tale-‐måde udsprunget af Jyske Lov fra 1241: ”Hvad der er ingens, det ejer kongen”. Og så stiller Petersen det helt rigtige spørgsmål: ”Vil, det, at jorden i Grønland fra gammel tid ikke var i privat eje, være det samme som, at den var ejerløs?”36 Som en opfølgning

31 Dahl, Jens: 1986, s. 50 f. 32 Fægteborg, Mads: 2000, s. 48 f. 33 Fægteborg, Mads: 2000, s. 79 f. 34 Larsen, Finn Breinholt: 1984, s. 234. 35 Information: 1976, s. 6. 36 Petersen, Robert: 1974, s. 32.

14

på denne artikelserie og som et dokument til Kommissionen for Hjemmestyre i Grøn-‐land skrev Robert Petersen Om etnicitet og ejendomsretten til jorden. Petersen rejste bl.a. spørgsmålet: ”Hvem ejer Grønland – og hvorfor?” Petersen tog udgangspunkt i den grønlandske minelov og danskernes påstand om at eje Grønland og dets under-‐grund. Til denne påstand stillede Robert spørgsmålet om det i virkeligheden ikke var en ulovlig ekspropriation, og uden fuld erstatning. Petersen fortsatte med at udtryk-‐ke, at det ville lyde pænere end direkte at kalde det for tyveri. Han fortsætter med ordene: ”Det har ikke fået den forærende, det har ikke købt den, heller ikke eksproprie-‐ret den imod fuld erstatning”.37

Unge Grønlænderes Råd m.fl. deltog i det første ”nye” Aasivik, der blev afholdt i Narsaq i sommeren 1976. Herfra stammer en resolution, der krævede et frit og selv-‐stændigt Grønland, hvor de danske magthavere skulle udskiftes med grønlandske.

Siumuts partiblad bragte fra november 1976 til april 1977 en fast spalte med FN’s Konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 16. dec. 1966, der i afsnit 1, arti-‐kel 1, stk. 2 fastslår, at: ”alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hid-‐rørende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gen-‐sidig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder”. I maj 1977 løste Siumut op for det problematiske rettighedsspørgsmål ved at foreslå be-‐grebet ”grundlæggende rettigheder” til Hjemmestyrekommissionen, og skabte derved en tydelig afspænding i kommissionen.38 I Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre, der trådte i kraft pr. 1. maj 1979, er der to ting man bør hæfte sig særligt ved, at ”Grønland udgør et sær-‐ligt folkesamfund inden for det danske rige”, og ”Den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer”. Spørgsmålene er, hvad er ”et særligt folkesamfund”, og hvad er ”grundlæggende rettigheder?39

37 Information: 1976, s. 6. 38 Kjær Sørensen, Axel: 1983, s. 238 39 Begreberne diskuteres i Fægteborg, Mads: 2013, s. 57 f.

15

Lovgivning og forvaltning Hjemmestyreloven fastlagde hovedprincipperne omkring råstofferne. De mere detal-‐jerede principper blev umiddelbart efter fastlagt i Lov nr. 585 af 29. november 1978 om mineralske råstoffer mv. i Grønland (Råstofloven). Efterfølgende er hovedprin-‐cipperne gengivet:

1. Anerkendelse af, at den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer.

2. Etableringen af en fælles beslutningskompetence (gensidig vetoret) for rigs-‐myndighederne og hjemmestyret vedrørende de væsentlige dispositioner med hensyn til ikke-‐levende ressourcer i Grønland.

3. Fastlæggelse af principperne for fordeling af offentlige indtægter fra råstofvirk-‐somhed i Grønland.

4. Oprettelse af et paritetisk sammensat dansk/grønlandsk Fællesråd vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland.

5. Oprettelse af en råstofforvaltning for Grønland under energiministeren til vare-‐tagelse af de centrale administrative opgaver på råstofområdet. Råstofforvalt-‐ningen skulle tillige varetage opgaverne som sekretariat for Fællesrådet vedrø-‐rende Mineralske Råstoffer i Grønland.40

Med de stigende aktiviteter, f.eks. olieboringerne ud for den vestgrønlandske kyst, etableringen af Maarmorilik minen ved Uummannaq og stigende antal udstedelser af koncessioner til selskaber, samt grønlændernes bekymring for deres ejendomsret-‐tigheder, gjorde at forvaltningen af dette område måtte styrkes, og derfor blev Fæl-‐lesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland (Fællesrådet) inddraget i Råstof-‐loven, og oprettet samtidig med Hjemmestyrets indførelse.

Fællesrådet I forbindelse med forhandlingerne om indførelsen af Hjemmestyret samt, hvilke om-‐råder der skulle overgå til Grønland, havde de grønlandske politikere udtrykt ønske om at hjemtage råstofområdet, men dette ville den danske regering ikke gå med til og forslaget blev forkastet, og Fællesrådet blev således et kompromis. Fællesrådet var et grønlandsk/dansk råd sammensat af 5 grønlandske og 5 danske medlemmer samt en formand. Den øverste forvaltningsmyndighed lå oprindeligt i Grønlandsministeriet, men blev siden overført til Energiministeriet. blev repræsenteret af den siddende energiminister og derved regeringen, samt det grønlandske landsstyre. Rådet funge-‐rede fra 1979 og blev nedlagt i forbindelse med indførelsen af Selvstyre i 2009. I følge Ida Strand havde Fællesrådets medlemmer en fælles strategi:

• Ved etablering af en grønlandsk råstofindustri skulle dette ske ved at tiltrække store internationale mineselskaber uden for rigsfællesskabet.

40 http://arkiv.lovgivning.gl/gh.gl-‐love/dk/2009/ltl/L_nr_07-‐2009_raastoffer/L_nr_07-‐

2009_bemaerk_dk.htm

16

• Danske investorer og virksomheders rolle skulle være, at de ikke fik nogen sær-‐status, og som det bliver nævnt, i øvrigt ikke viste den store interesse for mine-‐ralforekomsterne i Grønland.

Men den nyeste tid og erfaringerne har vist, at pensionsselskaber samt andre ville komme på andre tanker, og at man begyndte at vågne, og for investeringer i potentiel mineindustri i Grønland).41

Rådet blev oprettet for at sikre fælles beslutningskompetence på råstofområdet i Grønland. Dets hovedopgave var:

• at følge udviklingen på råstofområdet og udvikle strategier indenfor en råstof-‐industri

• at afgive indstillinger til Grønlands Landsstyre og den danske regering om prin-‐cipielle spørgsmål i forbindelse med råstofefterforskning og konkrete indstillin-‐ger om meddelelse af tilladelse til forundersøgelser

• samt efterforskning og udnyttelse af råstoffer eller tillæg til eksisterende tilla-‐delser

Fællesrådets yderligere kompetence var, at på egen hånd vælge at afgive indstillinger til Grønlands Landsstyre, og den danske regering om andre emner. Selvom man med tiden begyndte at få iværksat tiltag til en forvaltning af råstofområ-‐det var det tydeligt fra grønlændernes side, at man ønskede at råstofudvindingen gerne skulle være til gavn for landet og den grønlandske befolkning. Det kan til tider være svært at finde kilder til, hvorledes menige borgere udtrykker deres holdninger til kollektiv ejendomsret, om støtte eller tilbageholdenhed overfor en kommende mineindustri, store mineselskaber, og derfor vil jeg gerne vende tilba-‐ge til formanden for Grønlands Arbejdersammenslutning og landsrådsmedlem Odâq Olsen. I tilknytning til en råstofkonference, der blev afholdt i Qaqortoq i 1978, ud-‐trykte Olsen sine holdninger til den stigende interesse for jagten på ressourcer ver-‐den over, en kommende mineindustri og ”giganterne” inden for råstofområdet.

Omkring dette tidspunkt og før var der blevet gjort fund af molybdæn ved Mestersvig i Østgrønland, som efter sigende skulle være den tredjestørste i verden, og hvor kon-‐cessionsindehaveren var Arktisk Mineselskab, et datterselskab af giganten AMAX, og Olsen stillede derfor spørgsmålet: ”Skal der overhovedet udvindes mineraler? Hvis der skal, hvad er det så for mineraler, det drejer sig om? Hvordan skal de udnyttes, og hvor-‐når?” Disse spørgsmål satte han i relief til udnyttelsen af de levende ressourcer.42 Senere henviser han til Mineloven og den danske stats generelle holdning til at der var blevet givet adgang til, at multinationale selskaber kunne udnytte de grønlandske ressourcer i et omfang som de fandt passende. Selvom en mineindustri og multinationale selskaber ville skabe arbejdspladser, gav Odâq Olsen udtryk for en vis skepsis for, at de multinationale selskaber kunne be-‐gynde at sætte deres egen dagsorden, og udnyttelsen af ressourcerne blive bestemt af selskaberne, og deres økonomiske interesser, hvis udviklingen fortsatte, og ikke skete ud fra grønlændernes ønske og behov. Han påpegede også, at det var på høje

41 Strand; Ida: 2013. 42 Olsen, Odâq: 1978, s. 8.

17

tid at få ændret Mineloven og forvaltningen af den. Efter hans synspunkt burde der stilles klare betingelser for råstofudnyttelsen for at opnå en effektiv kontrol med den måde råstofferne blev udvundet på, og lagde endvidere vægt på at tempoet for rå-‐stofudnyttelsen så vidt skete så det passede ind i samfundsudviklingen. Denne værdidebat og konflikt om ejendomsretten til undergrunden, som jeg har nævnt, blev tidligere i 1970’erne også taget op af Moses Olsen og med næsten samme ordlyd som Odâq Olsens, nemlig, at Mineloven burde ændres. Det handlede om di-‐spositionsretten til jorden, og efter Moses Olsens udsagn var landet grønlændernes.43

Fra et centralt sted i Råstofordningen måtte der være et link til Fællesrådet mht. bi-‐stand og rådgivning i sagsbehandlingen og udstedelse af koncessioner, og derfor blev der forelagt hjemmestyrekommissionen et forslag om etableringen af en råstoffor-‐valtning.

Råstofforvaltningen Råstofforvaltningen blev underlagt grønlandsministerens ansvarsområde og overtog ministeriets Mine-‐ og Oliekontors arbejdsområde, og ifølge Råstoflovens bestemmel-‐ser skulle Råstofforvaltningen tage sig af den daglige administration af råstofområ-‐det.

I bogen Offentlig styring af olie-‐gasaktiviteter i Grønland, og i Hjemmestyrebetænk-‐ningen fra 1978 beskrives råstofforvaltningens primære opgaver, og som var følgen-‐de:

• At forberede sager der falder ind under den fælles beslutningskompetence • der iblandt den vigtige funktion at føre forhandlinger med selskaber der ønsker

tilladelse til at påbegynde forundersøgelse, efterforskning eller ønske om udnyt-‐telse af mineralske råstoffer

• Igennem fællesrådet, at forsyne beslutningstagerne med relevante informatio-‐ner om enkelt sager hvor stillingtagen skal foretages

• Generelt orientere om enkelt sagers udvikling på råstofområdet • At administrere udførelsen af de beslutninger der bliver truffet af den danske

regering og landsstyret i fællesskab • Tage sig af rutinemæssige opgaver der følges af trufne beslutninger, eller som

måtte falde ind under minelovens sagsområde f.eks. tilsyn, kontrol m.v.

I forbindelse med enkeltsager blev dokumenter fremlagt for Fællesrådet, og i øvrigt varetog Råstofforvaltningen på daværende tidspunkt sekretariatsfunktionerne i for-‐hold til Fællesrådet, samt tilvejebringelse af udredningsmateriale i tilfælde af at dette var ønsket af rådets medlemmer. En ting som fremhævedes i Råstofloven var, at Råstofforvaltningen havde en ”sær-‐skilt karakter” forstået på den måde, at forvaltningschefen blev udpeget efter en fæl-‐les indstilling fra regeringen og landsstyret, samt at Råstofforvaltningens placering som sekretariat for Fællesrådet understregede denne adskilthed.

43 Larsen, Finn Breinholt: 1984, s. 233 f.

18

I bogen påpeges det nødvendigheden af, at Råstofforvaltningen kunne disponere over sagkundskab på en lang række områder for at kunne løse dens opgaver tilfreds-‐stillende. Men det påpeges yderligere at man fra hjemmestyrekommissionens side ikke havde ønsket, at få opbygget en personalemæssigt meget omfattende forvalt-‐ningsenhed. Derimod åbnede man op for Råstofforvaltningens mulighed for at benyt-‐te sig af den eksisterende ekspertise i Grønlandsadministrationen, eller via andre fagmyndigheder:

• Grønlands Geologisk Undersøgelser (GGU) • Grønlands Fiskeriundersøgelser (GF) • Grønlands Tekniske Organisation (GTO) • Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH)44

Beslutningsprocessen på råstofområdet Diskussionen om og hvorledes grønlænderne kunne få indflydelse på råstofpolitik-‐ken blev et gennemgående tema i det første årti til hjemmestyrets indførelse, og i Pagh Nielsen og Breinholts analyse belyser de, hvorledes indflydelseskravet kom til at påvirke den eksisterende regulering af råstofområdet.

De to forfattere vurderede efter 5 års forløb fra hjemmestyrets indførelse, hvilke mu-‐ligheder de grønlandske politikere havde haft for at øve indflydelse på udformningen af en grønlandsk råstofpolitik, og ikke mindst, hvilken rolle de enkelte administrative og politiske organer i beslutningsprocessens faser havde spillet. Heraf får man et godt indtryk af hvilke spørgsmål der blev behandlet på de enkelte Fællesrådsmøder.

De to forfattere påpeger i deres analyse, at de sager indenfor 5 års perioden, der har krævet Fællesrådets stillingtagen, kun udgjorde et begrænset antal. Dette nåede de frem til ved at sammenligne og se på omfanget af de indledende drøftelser og sager af generelt mere orienterende karakter. Analysen viste også, at få indstillinger fra Fæl-‐lesrådet bar karakter af rutinesager, og nævner eksempler på konkrete ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse og efterforskning, samt forlængelse af allerede til-‐delte koncessioner, eller udvidelse af undersøgelsesområders geografiske udstræk-‐ning. I de tilfælde er ansøgningen gang på gang blevet godkendt.

Ifølge forfatternes gennemgang af de hidtidige beretninger fra Fællesrådet, har det givet dem indtrykket, at: ”der i stor udstrækning har været konsensus i fællesrådet i stillingtagen til spørgsmål af større rækkevidde”.45

Ud fra de spørgeskemabesvarelser samt interviews som forfatterne foretog med poli-‐tikere og embedsmænd fremgår det, at der såvel fra dansk som grønlandsk side, stort set var tilfredshed med Råstofordningen. Det fremgår yderligere ud fra interviewma-‐terialet, at man har haft indtrykket af at fællesrådsarbejdet foregik i en åben og kon-‐struktiv atmosfære, hvor enighed og harmoni karakteriserede arbejdsklimaet i rådet.

I analysen beskrives Råstofforvaltningens rolle og dets funktion med at frembringe sager for Fællesrådet, og her er det tydeligt at forvaltningen fungerede som en form

44 Davis, Jerome D. m.fl. 1984: s. 49 f. Betænkning nr. 837, 1978: Bind 2, s. 28. 45 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen, 1985: 103 f.

19

for forligsmand imellem de to parter, henholdsvis de grønlandske politikere og dan-‐ske politikere, for på bedste vis at opnå en fællesnævner for forskellige synspunkter mellem de danske og grønlandske interesser. Dette udsagn blev bekræftet af Fælles-‐rådets tidligere og daværende medlemmer, hvor der blev vist udbredt tillid til Rå-‐stofforvaltningens medarbejdere mht. at opnå en afvejning mellem danske og grøn-‐landske hensyn. Endvidere viste det sig, at medlemmerne grundlæggende var tilfred-‐se med, at mange væsentlige diskussioner ikke foregik i Fællesrådet, som var be-‐grænset til tre årlige møder, men i andre fora.46

Det fremgår af interviewmaterialet, at der både fra grønlandsk og dansk side var et ønske om at undgå eller udskyde konfrontationer i Fællesrådet.

Magt og indflydelse i beslutningsprocessen Pagh Nielsen og Breinholt Larsen gik videre i deres analyse og så også på magt og indflydelse i beslutningsprocessen. Dette indebar et muligt forvaltningsorgan, hvor politikerne kunne få indflydelse i forskellige faser af beslutningsprocessen.

I analysen fremgår det tydeligt at Råstofforvaltningen havde en betydningsfuld funk-‐tion i forhold til Fællesrådet. Forvaltningen forestod den primære myndighedsbe-‐handling i relation til koncessioner som i forvejen var givet, og hvor selskaberne var forpligtet til løbende at orientere om deres aktiviteter. Råstofforvaltningen modtog ligeledes informationer fra GGU, GF og GTO omhandlende undersøgelser af miljø-‐mæssig og teknisk art. I øvrigt blev det påpeget, at hovedparten af sagerne havde karakter af mere eller mindre rutinemæssig art, og derfor var det forvaltningen, som i de fleste tilfælde traf beslutninger, og kun et fåtal af sager som nåede frem til Fæl-‐lesrådet. Ifølge Råstofforvaltningen betragtedes Fællesrådets opgave ikke at frem-‐komme med initiativer, men at dette var forvaltningens opgave, således, at det var rådets rolle at tage stilling til problemstillinger og løsningsforslag der blev fremlagt. Forfatterne fortsætter i deres analyse og ser på realitetsbehandling som dækker da-‐tasøgning, indsamlingsmetode og bearbejdning i relation til beslutningsprocessen og herunder beslutningstagere, men som jeg ikke vil gå i nærmere detaljer i, men rele-‐vant at nævne, idet de ser på politikeres afhængighed af de informationer som bu-‐reaukratiet, og i relevans til emnet, multinationale selskaber leverer som resultat af deres sagsbehandling, og hvor transparens har en afgørende virkning. Forfattere betegner Råstofforvaltningen som et helt centralt organ for realitetsbe-‐handlingen. Råstofforvaltningens funktion var, at:

• stå for ansvaret i udredningsfasen • have ansvaret for at samle og bearbejde informationer fra bl.a. de ministerielle

direktorater • procedere sager, indhente udtalelser fra relevante faglige organisationer, og

derefter forlægge sager for Fællesrådet som form af indstilling

46 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen, 1985: s. 103 f.

20

Opfattelsen af Råstofforvaltningen som et centralt organ, deltes af både hjemmesty-‐readministrationen og fællesrådsmedlemmerne.47

Forfatterne kommenterer den indflydelsesform i tilknytning til afgivelse af indstilling til beslutning som fællesrådet formelt har, men de indstillinger som fællesrådet fore-‐ligger den danske regering og landsstyret, er i høj grad og som det påpeges, et pro-‐dukt af råstofforvaltningens input.

Fællesrådets rolle og funktion på daværende tidspunkt kan diskuteres og ikke mindst dets indflydelsesmulighed. Fra hjemmestyreforvaltningens side har man ment og set noget rigtigt i, at betegne Fællesrådet som et ”gummistempel” for Råstof-‐forvaltningens indstillinger. Ikke overraskende blev dette postulat klart afvist fra samtlige tidligere og daværende Fællesrådsmedlemmer.48 Udsagnet siger nok noget om Fællesrådets ubetydelige rolle, selvom man fra Fællesrådets medlemmer og de-‐res besvarelser kunne have en vis interesse i øget prestige, og på den måde tydelig-‐gøre at rådet havde en vis magt og betydningsfuld rolle i myndighedsbehandlingen. Fællesrådets og Råstofforvaltningens rolle beskrives også i bogen Mineral Develop-‐ment and Mining Policy in Greenland af Knud Sinding, og hvor der også refereres til andre forfattere som har set på hvilken indflydelsesrig rolle forvaltningen spillede. Flere iagttagere bemærkede, at Råstofforvaltningen var på samme niveau som Fæl-‐lesrådet, eller snarere vigtigere indflydelsesmæssigt. Sinding kommer ind på den koncentration af viden der er indenfor Råstofforvaltningen og før Ministeriet for Grønlands tid og havde en længere historie men også en frygt i Grønland for ”mono-‐pol” på information. Samtidig har der været en diskussion om hvor råstofforvaltnin-‐gen skulle placeres i systemet. Den naturlige løsning ville være at placere Råstoffor-‐valtningen direkte under Fællesrådet for Mineralske Råstoffer, men som på intet tidspunkt blev seriøst overvejet. Når man ser på omfanget af indflydelse, som forfatterne også analyserede, dukker flere forhold op omkring, hvorledes ressourcerne var fordelt mellem Fællesrådet og Råstofforvaltningen. Råstofforvaltningen var kendetegnet som et administrativt organ bestående af gene-‐ralister, hvilket ifølge forfatterne blev defineret som ”indflydelsesressourcen”, hvor embedsmændenes arbejdsområde var snævert afgrænset til et enkelt sagsområde præget af tid, energi og opmærksomhed. På daværende tidspunkt, i 1985, bestod Rå-‐stofforvaltningen af 5-‐6 fuldtidsbeskæftigede sagsbehandlere, men forvaltningen følte et behov for at udvide bemandingen. I modsætning til dette var der politikerne, der gennemsnitligt samledes tre gange om året i Fællesrådet, og på baggrund af de interviews forfatterne lavede med politikerne fremgår det, at hovedparten af tidlige-‐re og daværende fællesrådsmedlemmer udtrykte, at de gennemsnitligt brugte fra 0 til 10 timer månedligt på fællesrådsarbejdet.49 Råstofforvaltningen var altså bindeleddet mellem selskaberne og de grønlandske og danske myndigheder, ligesom forvaltningen var det centrale organ for realitetsbe-‐handlingen af sager, der skulle behandles i Fællesrådet. Den høje koncentration af viden i forvaltningen og muligheden for at kontrollere denne har kunnet have indfly-‐ 47 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen: 1985, s. 106 f. 48 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen: 1985, s. 107. 49 Sinding, Knud: 1994, s. 226 f.

21

delse for fællesrådets beslutninger. Nogenlunde det samme kan relateres til råstof-‐styrelsens nuværende position50, hvor det tidligere Råstofdirektorat, og nu Råstof-‐styrelsen til dels er frit stillet til at benytte den eksisterende eller eksterne eksperti-‐se.

Informationer Breinholt Larsen og Pagh Nielsen henviser til Gudmund Hernes, som nærmere be-‐skriver informationsprocessen mht. fordelingen af information, samt hvorledes man kan kontrollere information, og hvor Hernes kommer ind på en meget central pointe og set i forhold til nuværende praksis angående informationer fra mineselskaber.

Information har en vital betydning i forbindelse med de politiske beslutningsproces-‐ser, idet disse skal belyse interesser, muligheder, følger og konsekvenser af beslut-‐ninger. I forbindelse med planlagte ressourceprojekter i dagens Grønland bliver forskellige interessenter ’bombarderet’ med et væld af informationer via høringsprocesser og borgermøder af selskaberne og deres eksterne konsulenter mv., hvor der præsente-‐res en masse data som de involverede interessenter og menige borgere skal kunne forholde sig til. Umiddelbart vil man mene, at disse informationer bidrager til at re-‐ducere ens uvidenhed og usikkerhed om, hvorledes man indtager en position. Men et væld af informationer man får og skal holde styr på og bearbejde, kan i høj grad ska-‐be usikkerhed og tvivl: ”Informationstilgang i sig selv kan blive et problem, når en ak-‐tør overbelastes med informationer uden at have tilstrækkelige virkelighedsmodeller, dvs. Kendskab til sammenhænge eller baggrundsviden, hvormed man kan bearbejde eller ”filtrere” indtryk og informationer”.51 Tidligere i afsnittet blev det nævnt, at Fællesrådet blev betegnet som et ”gummistem-‐pel”, og ud fra Pagh Nielsen og Breinholt Larsens analyse af indflydelsesforholdet i beslutningsprocessen konkluderede de følgende:

• En stor del af beslutningerne bliver betegnet som rituelle. • Råstofordningen karakteriseres ved, at konflikter neddæmpes og direkte kon-‐

frontationer så vidt muligt undgås. • Råstofforvaltningens formål er givetvis, at ’skære sagerne til’ for at begrænse

uenighed i Fællesrådet. • Råstofordningen hviler på en ’ustabil balance’ fordi de grønlandske krav kun til

dels blev imødekommet. • Grønland har fået et medansvar for beslutningerne på råstofområdet, men med-‐

indflydelsen er begrænset af de formelle beslutningsregler. • De formelle beslutningsregler, er det et resultat af en form for ”historisk kom-‐

promis” mellem danske og grønlandske interesser. • En overordnet grønlandsk råstofpolitik mangles stadig for at kunne opnå større

indflydelse.52

50 Se figur s. 49. 51 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen: 1985, s. 108. 52 Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen: 1985, s. 110 f.

22

Der er nogle ligheder til den nuværende situation i Grønland, hvor bestræbelserne på at få diverse virksomheder ind på et potentielt råstofmarked, og hvor disses know-‐how og erfaringer skal måles i forhold til Selvstyrets samme. Pagh Nielsen og Brein-‐holt Larsen nævner, at Hjemmestyret kan påvirke og præge udviklingen på råstof-‐området, hvis man ”klart har formuleret og prioriteret et sæt af grønlandske mål og interesser”. Denne forudsætning for at kunne ruste sig overfor mineindustrien har også ligheder til Selvstyrets nuværende rolle og situation.

Råstofpolitikkens implementering Knud Sinding har ikke mange rosende ord at sige om råstofpolitikken i 1980’erne, idet han betegner den som utilstrækkelig og med visse uoverensstemmelser og tve-‐tydigheder i Råstofforvaltningens og den øvrige forvaltnings udstedelse af forord-‐ninger i dokumentet Principper og Procedurer. Forskellige eksempler nævnes, og en af bekymringerne omhandler den prioritet til en indehaver af en foreløbig undersøgelse tilladelse. F.eks. som det beskrives når to eller flere parter ansøger om en efterforskningstilladelse for et givent område, vil prioriteringen ske for den part som har rapporteret skriftligt til råstofforvaltningen, og som kan se muligheden for et økonomisk potentiale, og som derved har etableret et grundlag for yderligere efterforskning. Foruden uoverensstemmelserne i forun-‐dersøgelsestilladelser, kommer Sinding også ind på struktureringen af råstofloven, som betegnes som tvetydig i spørgsmålet om statsdeltagelse og hvor ministerens rolle i dette spil også beskrives.

Sinding nævner og beskriver et hvis antal af omstændigheder der har bidraget til opståen af problemernes opståen inden for råstofpolitikken:

• Et regulerende system eksisterer, generelt uden den modererende tilstedevæ-‐relse af en indenlandsk mineindustri, og samtidig en ringe mulighed for dialog med brugerne af systemet om reglerne fra råstofforvaltningen.

• For det andet, at medlemmerne af den offentlige tjeneste i Danmark, ikke har haft nogen eksponering for mineindustrien, og kun begrænset eksponering til olieindustrien.

• Det tredje omhandler princippet om personale rotation inden for hvert mini-‐sterium, hvilket betyder, at embedsperioden for hver sagsbehandler er begræn-‐set til et par år, hvilket får den effekt, at byrden af den akkumulerede erfaring om minedrift hovedsageligt falder på afdelingens ledere.

Sagerne vedrørende mulighederne for statslig deltagelse, og vægten på olieefter-‐forskningen, og den mislykkede realisering af investeringer i efterforskningen viser ifølge Sinding, en klar mangel på forståelse for af karakteren af mineralindustrien. Derfor kommer han med nogle forslag til en ny indsats:

• En yderligere gennemgang af råstofpolitikken er en nødvendighed. • En indsats, som bliver baseret på en langt mere grundig gennemgang af, hvorle-‐

des andre jurisdiktioner har organiseret deres råstofpolitik.

23

• Foruden dette forudsætter det, at sådan en gennemgang tager hensyn til rele-‐vante aspekter af økonomisk, juridisk og organisationsteori.53

Udstedelse af licens Før jeg går videre med at behandle afsnittet om licens, vil jeg kort nævne de primære begivenheder der skete inden for råstofpolitikken i 1980’erne.

En væsentlig ændring inden for råstofpolitikken igennem 80’erne skete ved at et fæl-‐les dansk, grønlandsk selskab Nuna Oil A/S, i forbindelse med tildelingen af olieefter-‐forskningskoncessionen for Jameson Land i Østgrønland, blev oprettet.

Den anden væsentlige ændring skete i 1988 ved, at der blev indgået en indtægtsde-‐lingsaftale hvilket gav Grønland halvdelen af de årlige indtægter fra koncessioner beløbende sig op til 500 mio. pr. år. For Grønlands vedkommende var det reelt den første tilskyndelse til at modtage investeringer i forskning, og for at øge investerin-‐gerne inden for råstofområdet blev en arbejdsgruppe nedsat som skulle have til mål-‐sætning at afklare hvorledes en ny råstofpolitik kunne udformes.54 Mislykkede forhold i 1980’erne med at tiltrække mineselskaber til Grønland, førte til en kort men intensiv kampagne om olieefterforskning i Grønland. Denne kampagne resulterede i boring af i alt 5 efterforskningsboringer i farvandet ud for Vestgrøn-‐land. Men resultaterne var ikke opløftende. Dette medførte en mangel på interesse for olieefterforskning i Grønland i den efterfølgende 20 årige periode. Siden hen for-‐søgte myndighederne at indbyde internationale olieselskaber til at efterforske i Grønland i 1992, men resulterede i ikke en eneste ansøgning om efterforskningstilla-‐delse. Maarmorilik minens lukning førte til nogle anbefalinger fra arbejdsgruppen og mun-‐dede ud i vedtagelsen af en ny råstoflov for Grønland i 1991.

De centrale elementer i loven blev:

• Rettighedsstrukturen ændredes. En efterforskningskoncession gav nu ret til op-‐nåelse af en udnyttelseskoncession.

• Den grønlandske skattelovgivning overtog myndigheden mht. beskatning af rå-‐stofaktiviteter.55

I råstofloven af 1991 og under overskriften ”Principles and Procedures” beskrives detaljeret, hvordan ansøgninger skal laves, hvorledes de formelt behandles og hvor-‐dan konkurrerende ansøgninger om efterforskningstilladelse skal behandles, og endvidere en række punkter også indeholdt i standardvilkårene.

Til forskel fra den nuværende råstofmyndighed og procedure, involverede processen både en administrativ og politisk bedømmelse, og ifølge Sinding kunne processen i praksis have været meget mere simpel.

I afsnittet ”Principles, Procedures and Standard Terms” beskrives standardvilkårene, som giver detaljerede regler for mineaktiviteter, efterforskningstilladelser mv. Men 53 Sinding, Knud, 1994: s. 246 f. 54 Sinding, Knud: 1993, s. 379 f. 55 Sinding, Knud: 1993, s. 379 f.

24

som det bliver påpeget er indehavere af forundersøgelsestilladelser ikke forpligtede til at udføre deres operationer, og behøver heller ikke at refundere administrations-‐omkostningerne. Råstofforvaltningen kunne dog i visse tilfælde kræve betaling for udgifterne til inspektionsbesøg.56 I forbindelse med energiministerens rolle og ministerens beføjelser til at tage del i udbudsrunden, fremgår det også i afsnittet Principles, Procedures…, at efterforsk-‐ningstilladelsen kan konverteres til en produktionslicens.

Sagsbehandling:

57

56 Sinding, Knud: 1994, s. 216 f. 57 Sinding, Knud: 1994, s. 218.

25

Fællesrådet for Mineralske Råstoffer forsøgte i begyndelsen af 1990’erne, at forslå en række initiativer med udbudsrunder. Ifølge Råstofforvaltningen var årsagen til at man fortsatte disse initiativer, nødvendigheden af at teste niveauet for interessen fra olieindustrien. Det andet argument var, at erfaringerne fra første udbudsrunde ville være vigtige for senere runder. Disse initiativer blev ikke vellykkede.

Sinding påpegede, at:

• Udbudsrunderne var uoverensstemmende og giver udtryk for at klamre sig til modellen af udbudsrunder anvendt langt tidligere, og velkendte fra udbudsrun-‐derne i den danske Nordsø.

Et af råstofforvaltningens argumenter med at fortsætte udbudsrunder var, at strate-‐gier inden for efterforskning ikke var statiske, men kunne ændre sig over tid og på tværs af virksomheder. I teorien er Sinding enig i dette argument og synspunkt, men gør opmærksom på at dette ville indebære involveringen af en mere detaljeret analy-‐se af olieselskabernes investeringsstrategier, og sandsynlige ændringer i oliepriser-‐ne. Sinding nævner også, at der ingen beviser er for at en sådan analyse er blevet ud-‐ført, og foreslår bl.a. en mere fleksibel tilgang til den måde udbudsrunder udføres, og påpeger den nødvendige udsættelse af kommende udbudsrunder, hvilket ikke med-‐fører skade eller troværdighed for Råstofforvaltningen.58

Sindings anbefaling er, at en efterforskningstilladelse burde være tilgængelig for en-‐hver person eller virksomhed, som ønsker at foretage en efterforskning efter minera-‐ler, men dog kun ud fra en simpel adfærdsnorm, og at den juridiske konsekvens af en efterforskningstilladelse burde udmønte sig i en tilladelse til en eksklusiv efterforsk-‐ningstilladelse.59 Efterfølgende kommer han ind på andre anbefalinger vedrørende efterforskning og rettighedshavere.

• Designe en type efterforskningstilladelse og åbne muligheden for at udvide de til flere type zoner.

• Give adgang til alle landområder og åbne for efterforskning. • Begrænse retten til at ansøge om en efterforskningstilladelse til indehavere af

en i forvejen efterforskningstilladelse.

Et andet aspekt som Sinding nævner, og med relevans til nutidens udstedelse af li-‐censer, i relation til erfaringer fra andre jurisdiktioner, er, hvis niveauet for mineral-‐efterforsknings aktivitet bliver øget i en region eller et område, er det vigtigt at man på tilstrækkelig vis har et veldokumenteret grundlag for berettigelsen til et licens-‐område, og ikke mindst mht. det interessante om, hvem der er blevet prioriteret til at opnå en licens. I en sammenhæng, hvor det drejer sig om en prioritering af selskaber og lokale, der kunne ønske sig at udnytte samme naturgivne ressource, vil det være usandsynligt at de lokale ville have samme midler til at kommunikere for som sel-‐skaberne. Dertil er spørgsmålet om, hvorvidt dette ikke burdes afspejles i et regelsæt mht. prioritering af ansøgere.

I sager om f.eks., hvem der har indsendt en ansøgning om efterforskningstilladelse, er det vigtigt at få en viden, information om, hvem der ansøger og for hvilket område,

58 Sinding, Knud: 1994, s. 243 f. 59 Sinding, Knud: 1994, s. 271 f.

26

ligeledes er det vigtig at få et overblik over om nogen besidder en individuel efter-‐forskningstilladelse, som kunne gælde for det samme eller et overlappende område.

Kilderne indikerer, at information om, hvorledes prioriteringen af licensansøgere er blevet holdt skjult, og derfor bliver det anset for nødvendigt at foretage en anden tilgang til prioriteringsrækkefølgen. Et alternativ kunne være udelukkende, at stole på det tidspunkt, hvor der er blevet indgivet ansøgning.

Information og rapportering Visse forhold kan gøre det svært at få adgang og indsigt i informationer, en typisk begrænsning er, at informationer er fortrolige så længe ”mineral titel” (eneret til ef-‐terforskning af et bestemt mineral) er gældende. Men i betragtning af sådanne op-‐lysninger kan have en offentlig nytteværdi, bliver det påpeget af Knud Sinding, at det ville være mere naturligt at gøre oplysninger tilgængelige for andre, således at nye ideer kan afprøves, men han anbefaler i øvrigt, at Grønland skal fortsætte dets beva-‐relse af geologiske og udforskningsmateriale data.

For at realisere og give adgang til oplysninger om det offentliges værdier, burde der være en form for mekanisme som muliggør, at andre kan få adgang til geologiske informationer om en given licens. En måde, at få dette muliggjort er, at virksomhe-‐derne antages at være rationelle, og derfor har maksimeret udbyttet af de informati-‐oner de har erhvervet. Og også i forhold til de registrerede ejendomsrettigheder, burde beskyttelsen givet af ”mineral titel” være en tilstrækkelig beskyttelse. Diskussionen om hvorledes man på bedste vis gør informationer tilgængelige for offentligheden ifm. udstedelse af licenser bliver det påpeget at den mest frugtbare tilgang ikke vil være at gøre oplysninger akkumuleret og frit tilgængelige i en statslig database, men der imod at lette udvekslingen af informationer mellem virksomheder med eksisterende ”titler” (registrering af mineralrettigheder til land).60 Udveksling på denne måde gør det muligt for etablerede virksomheder at få maksi-‐meret værdien af deres akkumulerede information, mens den nye virksomhed kan kræve relevant baggrundsinformation uden altid at skulle gentage det arbejde som er udført af en rettighedsindehaver.

En eller anden form for mekanisme er nødvendig for præcist at have kendskab til hvilke miljømæssige begrænsninger hvert projekt indebærer, og et alternativ kunne være, at udarbejde et omfattende system af regler som søger at dække alle mulige situationer indenfor minedrift.

60 Sinding, Knud: 1994, s. 277.

27

Planlægning af brugen af land For et nyt mineindustri land, som ønsker at tiltrække investeringer, er det vigtigt at sende et signal til investorerne, at rettighederne til mineralforekomster hviler på et sikkert grundlag når en tildeling af koncession eller licens engang sker, og at miljøpo-‐litikken ikke efterfølgende vil blive brugt til at blokere projektet. Det helt centrale som Sinding nævner i afsnittet om ”Land use planning and land ac-‐ces” er, at rettighederne til mineralforekomster:

• Kun udstedes i områder hvor regeringen er fast besluttet på at beskytte dis-‐se rettigheder.

I områder med betydelige andre værdier, som ikke kan beskyttes uden total udeluk-‐kelse af råstofaktiviteter bør:

• Adgangen til udnyttelse være af en sådan klarhed, at der ikke er noget inci-‐tament i at spekulere i en tilbageførsel af denne politik.

Problemerne mht. implementeringen af retningslinjer for rettigheder til råstoffer bliver betragtet ganske alvorligt, fordi:

• Et regeringsløfte kun kan vare frem til det næste valg. • Usikkerheden om et løfte og engagement kan reduceres, hvis der er bred po-‐

litisk enighed om en sådan politik.

For Hjemmestyret var det anbefalelsesværdigt fra Sindings side at gøre opmærksom på disse forhold overfor investorer, og ved muligheden for at give rettigheder til rå-‐stoffer, at dette hvilede på et sikkert videns grundlag. Dette er også aktuelt og rele-‐vant i forbindelse med nutidens Grønland.

Eksempel på områder med betydelige mineralske værdier, som ikke kan beskyttes, kan relateres og sammenlignes med urandebatten i efteråret 2013, nemlig Killavaat Alannguat (Kringlerne) og Narsaq borgernes rettigheder. Det er en god pointe med at usikkerheden om et politisk løfte og engagement kan blive reduceret, hvis, når der er bred politisk enighed om politikken. Men som vi ved, var der kun et meget snævert flertal i Inatsisartut med ophævelsen af nultolerancen for uran, 15 for og 14 imod. For det andet er problemet om informationers tilgængelighed. For at en sådan politik om brugen af et landområde, arealområde skal gøres troværdig, er det nødvendigt at regeringen, i dette tilfælde Landsstyret og for så vidt offentligheden, er velinformeret om de miljømæssige værdier, som kan kræve et forbud mod mineralsk aktivitet. En tilgang af denne art kan kun være muligt i lande eller regioner, hvor informations-‐grundlaget i sådanne spørgsmål allerede er veletableret.61

61 Sinding, Knud: 1994, s. 138 f.

28

Arealplanlægning Befolkningskoncentration i byerne i begyndelsen af 1950’erne og 60’erne, og den eksplosive befolkningstilvækst rejste problemer indenfor arealforvaltningen. Det blev nødvendigt at få reguleret principperne for arealanvendelse, altså brugen af jord.

I princippet kan arealplanlægning blive forvaltet af markedsregulering eller ved re-‐gulering gennem planlægning, eller ske gennem en kombination af disse. Hvis man valgte markedsregulering ville det medføre privat ejendomsret. Før moderniseringsprocessen omkring 1950 var begrebet jordrente et ukendt fæ-‐nomen i Grønland. Årsagen til dette var omfanget af landområder og få indbyggere. Derfor var jord et gratis gode. Da jorden, arealområderne, blev en sparsom ressource i byerne, opstod spørgsmålet om jordrente. Grønlandskommissionen af 1960 disku-‐terede spørgsmålet om areal og jordforvaltning. Under denne diskussion besluttede flertallet af kommissionen, at opretholde den kollektive ret til jorden. Argumenterne var følgende:

• Indførelsen af privat ejendomsskab ville føre til ulighed mellem grønlændere og danskere.

• I tilfælde af at Danmark, inklusive Grønland, blev medlem af det Europæiske Fællesmarked ville muligheden foreligge, at der ville blive et pres for at købe jord fra andre europæere.

• Muligheden for at skabe kapitalindkomst – jordrente, ville stride mod princip-‐perne om at forbinde stigningen i levestandarden og arbejde udført i Grønland.

• I sidste ende markedsvilkårenes ikke-‐eksisterende situation i Grønland62

Urbaniseringen og industrialiseringen understregede behovet for en egentlig plan-‐lægnings lovgivning, og behovet blev yderligere forstærket af efterforskningen af olie i Davids Strædet langs Grønlands Vestkyst. Olieefterforskningen ville kræve bygnin-‐ger og andre konstruktioner på land, og for at kunne planlægge og regulere placerin-‐gen og brug af arealer, havde planmyndighederne brug for en planlovgivning.

”The Land Use Act” (loven) blev vedtaget i 1977, og i 1981 fik Hjemmestyret ansvaret for den nationale planlægning og arealforvaltning. Planlovgivningen er med tiden blevet ændret et par gange af Hjemmestyret for at forenkle reglerne og bedre tilpas-‐set til de grønlandske forhold.

62 Adolphsen, Jes og Tom Greiffenberg: 1998 s. 89.

29

Planlægningssystemet Den fysiske planlægning eller arealplanlægningen (land use) i Grønland er retslig baseret på Land Use and Planning Act (Planloven) og anført i en forordning af Lands-‐tinget i 1986 (Landstingsforordning nr. 6 af 19. December 1986 om arealanvendelse og planlægning)63

Det generelle formål med arealplanlægningen er at sikre at de områder af landet vil blive anvendt i henhold til en fælles social samlet vurdering. Visse punkter nævnes for at kunne realisere målet, bl.a. deltagelse af lokale myndigheder og befolkningen i arealplanlægningsprocessen. De vigtigste elementer i planlægningssystemet består af:

• Kontrolstruktur forstået som, at den lokale, kommunale og nationale planlæg-‐ning skal være sammenhængende selvom planerne er udarbejdet i varierende grader af detaljer.

• Decentralisering. • Samfundets deltagelse. • National planlægning. • Kommuneplaner. • Lokalplaner og arealtildeling.

Punkterne bliver efterfølgende uddybet, men udelukkende kommentere på samfun-‐dets deltagelse og hvad dette indebærer:

• Sikre at planerne er udarbejdet med fuld offentlig indsigt. • At enkeltpersoner kan deltage i diskussionen om fremtidige planer, ikke kun for

at fremme den demokratiske deltagelse men også for, • at overbevise politikere og planlæggere om at finde bedre planlægning løsnin-‐

ger.

Arealforvaltning vedrørende udnyttelse af mineraler Licens til forundersøgelser og koncessioner er ikke omfattet af Land Management og Planning Act, selv hvis jorden ikke er privatejet, er en grundværdi opstået.64

Moderniseringsprocessen og opbygningen af moderne byer med veje, vandforsyning og kloaksystemer til en voksende befolkning, medførte mangel på brugbar jord til bebyggelse. Landjord med en god beliggenhed kom til at få en økonomisk værdi.

Koncentrationspolitikken blev begyndelsen på fysisk planlægning i Grønland. Indtil 1970’erne blev fysisk planlægning udført uden et retligt grundlag, men planerne blev gennemført, selvom der ikke eksisterede privat ejendomsret til jord. På dette tidspunkt blev planlægningssystemet anset som temmelig avanceret, og de væsentligste elementer bliver anset for gode, men fremkomsten af nye aktører som private investorer og aktieselskaber skabte en ny situation.

63 Adolphsen, Jes, Greiffenberg, Tom. The Planned Development of Greenland, s. 91 64 Adolphsen, Jes, Greiffenberg, Tom. The Planned Development of Greenland, s. 95

30

Fra begyndelsen af 1990’erne hvor Sindings bog blev skrevet er der sket meget in-‐denfor den teknologiske udvikling, og derfor er det blevet anbefalet at udarbejde en strategi for evaluering af de områder, hvor der er relativ let adgang til et stort poten-‐tiale af mineralske forekomster. På den måde ville det være muligt at få reduceret omfanget af det område, der skal undersøges, og hvor områderne kan klassificeres inden for to eller tre kategorier:

• Landområde åben for efterforskning med standardbetingelser. • Landområde åben for efterforskning med restriktive betingelser. • Landområde lukket for efterforskning.

Et landområde åben for efterforskning med restriktive betingelser bør opfattes som land, hvor mineselskaber kan være sikre på at få en langtidsleje eller licens til mine-‐drift, omend det kan være på mere restriktive vilkår end under standardbetingelser.

Når det står klart at minedrift vil blive tilladt i et givet område skal det være ledsaget af en generel angivelse af de miljømæssige forhold et projekt i en indskrænket zone, skal opfylde, og på baggrund af dette bliver visse anbefalinger nævnt i forbindelse med planlægning af brug af land:

• Vedtage et enkelt zoneinddelings-‐system med 2 eller 3 zoner. • Koncentrere indsatsen for zoneinddelinger i områder med stort potentiale for

mineraler. 65

Forvaltning og administration Forhold som en overdragelse til at tillade brug af et landområde før en efterforskning påbegyndes, skulle gerne være fulgt op med en erklæring om, at enhver fremtidig minedrift skal være baseret på et rimeligt sæt af miljøkrav. Et væsentligt element er at få opbygget et godt omdømme, som ikke går på kompromis med en politisk accep-‐tabel tærskel ved, at få indført et sæt af begrænsninger, som er defineret i forhold til de mest almindeligt forekommende miljøpåvirkninger fra minedrift, og som ikke må overskrides.

En fastlæggelse af disse påvirkninger bliver nøglen til efterfølgende regulering, og samtidig bør man stræbe efter, at processen ideelt set baseres på en grundig viden-‐skabelig og økonomisk analyse af de større konsekvenser en mineindustri vil inde-‐bære, samt mulige måder for at afbøde dem.

De efterfølgende skridt i opbygningen af et godt omdømme afhænger af et regule-‐rende organs evne til at arbejde med et vis projekts fortalere til at udtænke beskyt-‐telse og bekæmpelses samt miljømæssige foranstaltninger som er tilfredsstillende for begge parter. På fortaler siden handler det om at få minimeret omkostningerne, og et vigtigt inci-‐tament, men på anden vis er man samtidig åben for anmodninger om miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger, i det omfang disse er nødvendige for at opnå enighed om en aftale om udvikling og produktionsfase.

65 Sinding, Knud: 1994, s. 270 f.

31

Minesikkerhed er en specialiseret gren af arbejdsmiljøet, hvorfor informationsgrund-‐laget er vigtig for at kunne beskæftige sig med disse spørgsmål. På daværende tids-‐punkt, i begyndelsen af 1990’erne, var dette ikke tilgængeligt i Grønland. I praksis skal en udvikling –og produktionskontrakt give adgang til minen og overvågning af denne, og samtidig kræve at en operatør overvåger udledning og spildevand og afgø-‐re, om de opfylder de mål der er blevet aftalt med miljøagenturet.

For miljøovervågning og overholdelse er manglen på tidligere erfaringer ikke desto mindre et problem. På dette tidspunkt fandtes et miljøagentur til minedrift i Grøn-‐land, og dette agentur havde nogle erfaringer m.h.t. regulering og overvågning af for-‐ladte miner. Til orientering blev miljø og råstoffer delt i slutningen af 2012, hvor to nye styrelser Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen skal behandle ansøgninger om efter-‐forskning og udnyttelse.66 Sinding, forfatteren til bogen ”A mineral policy for Greenland”, kommer med visse anbefalinger omhandlende adgang til efterforskningstilladelse samt projektets drift:

• Få bestemt og bekendtgøre generelle minimumskrav for miljømæssige be-‐grænsninger før en efterforskningstilladelse videreudvikles.

• Give incitamenter til efterforskningsprojekter og til at indsamle grundlæggende data om miljømæssige forhold som del af efterforskningen.

• Sørge for at få etableret en aktuel informations base på regulering og overhol-‐delse af miljølovgivningen, og vurdere om efterlevel-‐se/overholdelsesomkostninger (compliance) eksisterer.

• Medtage miljøforhold i produktionslicensen, der er udstedt til mineselskabet, og som regulerer udviklingsforløbet, produktion og nedlæggelse af mine.

• Få opbygget en inspektion, organisation for minesikkerhed gradvist, som rekti-‐on på efterspørgslen fra mineselskaber, og anvendelse af eksterne konsulenter, rådgivere for inspektion, og uddannelse af inspektører.

Som oplysning skal det nævnes, at ingen af anbefalingerne er blevet foretaget med råolie i tankerne, da dette aspekt blev nedtonet som følge af ugunstige forhold i off-‐shore områder.

66 Kristensen, Kurt: 2012.

32

Lovgivningen om råstoffer og kollektiv ejen-‐domsret i korte træk I 1990’erne blev der formuleret en vision om, at råstofferne skulle være et af fremti-‐dens tre bæredygtige ben sammen med fiskeri og turisme. Dette ønske er også blevet understreget i nutidens selvstyresammenhæng.67 I maj 1990 publicerede Råstofdirektoratet en rapport fra Strategigruppen vedrøren-‐de mineralske råstoffer i Grønland. I rapporten bliver det bl.a. påpeget, at det over-‐ordnede mål for en revideret mineralpolitik bliver det foreslået, at det er en industri der kan bidrage væsentligt til økonomien. For at virkeliggøre dette mål kræves det først en meget stor stigning i mineralefterforskningen og efterfølgende produktion, og for det andet, at sådan en aktivitet faktisk vil gavne Grønland i form af kommerciel udvikling, beskæftigelse, skatteindtægter, uddannelse, infrastruktur, overførsel af teknologi og internationalisering. Samtidig bestræbtes det at omkostningerne vedr. miljø, sociale og kulturelle forhold mv. opstået i kølvandet af en mineindustriudvikling, skulle begrænses så vidt som muligt. Lignende målsætninger og intentioner lyder også bekendt i de nuværende debatter, på borgermøder, i valgkampe mv., ligesom det fremgår i de Vurderinger af Virkninger for Miljøet (VVM) som vi er bekendt med.

Et andet langsigtet mål, var at have 2-‐4 mellemstore industriprojekter på et givet tidspunkt, samt et antal mindre.68

Jeg vil i det følgende kort og afslutningsvis nævne de mest væsentlige lovgivnings-‐mæssige rammer, der blev gennemført i 1990’erne, og ind i det 21. Århundrede:

• Bekendtgørelse af nr. 23 af 18. november 1992 om arealanvendelse og planlæg-‐ning.

• Aftalen af 22. december 1992 med Færøernes landsstyre om råstoffer i under-‐grunden.

• Bekendtgørelse af Lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. Lov-‐bekendtgørelse nr. 49 af 21. januar 1994.

• Senere fulgte Lov nr. 303 af 24. april 1996, og Lov nr. 317 af 3. juni 1998.

En selvstyrekommission med forskellige arbejdsgrupper blev nedsat af Landsstyret ved årsskiftet 1999 – 2000. Kommissionens arbejde udmundede i en betænkning, som blev afleveret til Landsstyret i 2003. En af arbejdsgrupperne skulle tage sig af beskrivelsen af spørgsmålet om råstofferne i undergrunden. I arbejdsgruppens ar-‐bejde fandt man det relevant at medtage Færøaftalen af 22. december 1992 som in-‐spiration for dens overvejelser. I sagsområdet ”råstoffer i undergrunden”, og i medfør af § 3 i den færøske hjemmestyrelov, blev området overført til hjemmestyret med den virkning, at hjemmestyret efter lovens § 4 har den lovgivende og administrative myndighed på området.69

67 Secher, Karsten: 2005, s. 4. 68 Sinding, Knud: 1992, s. 228 f. 69 Betænkning afgivet af Selvstyrekommissionen, 2003. Bilag 5: Råstofferne.

33

Efterfølgende gjorde arbejdsgruppen sine overvejelser om Grønland kunne indgå en lignende aftale med den danske regering. Fra arbejdsgruppen blev det bl.a. under-‐streget, at aktiviteterne omkring råstofområdet i Grønland igennem årene har vist, at der kræves væsentlige investeringer og knowhow, og at landet på lang sigt generelt vil have stor afhængighed af ekspertise udefra når det gælder aktiviteter knyttet til mineralske råstoffer.

Ligesom i dag, hvor grønlandske politikere og udenlandske eksperter slår fast, at der er store potentialer for udnyttelse af mineralske forekomster i undergrunden, og med tiden også udvidet ti offshore aktiviteter. Men i spørgsmålet om mulighederne for at efterforske og udnytte disse ressourcer er det afgørende spørgsmål om:

• Hvorvidt Grønland kan finde en bedre samarbejdsform eller andre samarbejds-‐partnere for på bedste vis at få udnyttet de ressourcer der kappes om.

Det blev ligeledes påpeget, at:

• Selskaber, der efterforsker og udvinder mineraler og kulbrinter er meget res-‐sourcestærke når man ser på deres økonomi, jura og anden faglig ekspertise. Som modstykke til selskaberne, skal de offentlige myndigheder være i stand til at trække på tilsvarende kompetence for kunne klare sig over for selskaberne.

Arbejdsgruppen anbefalede endvidere:

• At det grønlandske folk får ejendomsretten til alle naturgivne ressourcer. • At Grønland vælger at fortsætte samarbejdet med Danmark og danske virk-‐

somheder, eller vælger at etablere nye samarbejdsrelationer med stater eller virksomheder udenfor rigsfællesskabet.

• At Hjemmestyret tager kontakt til andre samarbejdspartnere end staten for at vurdere hvorvidt fordelingen af udbytte med staten kan erstattes af en mere fordelagtig aftale.

Efterfølgende nævner arbejdsgruppen tre muligheder for forvaltningen af Grønlands råstoffer. For det første at den nugældende råstofordning (2003) fastholdes, og at Grønland sikres en fortsat efterforskning og udnyttelse af råstoffer på basis af en ny aftale med statens institutioner og evt. andre samarbejdspartnere.

Sidst og ikke mindst drejer det sig om en satsning på at Grønland kan stå frit for at finde nye samarbejdspartnere indenfor råstofområdet. For alle overvejelserne gæl-‐der det, at der fra politisk side foretages nøje vurderinger af eventuelle konsekvenser for valget af en eller flere muligheder i forbindelse med ændringerne af den gælden-‐de råstofordning.

Folkeretlige bestemmelser i FN regi, blev også inddraget i arbejdsgruppens arbejde, hvor der henvises til FN’s resolution 1803 (XVII), af 14. december 1962: ”folkene og nationerne har retten til permanent suverænitet over deres naturgivne rigdomme og ressourcer”. Ligeledes fastslår den Internationale konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966: ”alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres na-‐turgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrø-‐rende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gensi-‐dig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder”.70

70 Betænkning afgivet af Selvstyrekommissionen, 2003. Bilag 5: Råstofferne

34

Afslutningsvis gør arbejdsgruppen opmærksom på at grønlænderne har visse ret-‐tigheder iht. en række traktater og verdenserklæringen om menneskerettigheder, samt erklæringen om uafhængighed for kolonilande og folk.71

Arbejdsgruppen konstaterede, at Grønland fremover generelt vil være afhængig af ekspertise udefra i forbindelse med udviklingen af råstofindustrien, hvilket nok ikke er overraskende set i relief til nutidens Grønland. Men afhængigheden og mangelen på knowhow kan dog have konsekvenser for et lille samfund med få erfaringer som Grønland, især når man ser på styrkeforholdet mellem Selvstyret og de multinationa-‐le selskaber, hvor man kan frygte fremover at selskaberne vil sætte dagsorden, og grønlænderne blive en minoritet i forhold til en vidtrækkende mine-‐ og olieindustri.

Rettigheder til et fangstområde, et sommeropholdssted hvor familier rundt på hele kysten årligt tager på ophold, er også vigtigt at få belyst og få en vished om. Hvilke værdier de værdsætter og hvorledes de ser på den nye udvikling på råstofindustri.

Qunneq – et feltstudie Qunneq

Qunneq betyder på dansk ’kløft’, og ligger 60 km øst for Maniitsoq i en meget smuk dal omgivet af fjelde, og forskellige dyrearter som rensdyr, havørne, ryper m.v. findes i området. En kilde med frisk vand er der også. I Richard og H.C. Petersens bog Isortoq – Maniitsup pequusivissua, eller på dansk ”Maniitsoqs spisekammer” bliver Qunneq beskrevet i lighed med mange andre steder i det større Isortoq område. Bogen er interessant og informativ og beskriver mange ting som erhvervsfangst af ørred, Maniitsoq befolkningens fangststeder og deres sommerpladser mv.72

Hjemmestyret, påbegyndte forhandlingerne om opførelsen af en aluminiumsmelter med verdens største producent af aluminium, amerikanske Alcoa, i 2006. I februar 2008 indstillede Landsstyret overfor Landstinget, at placeringen af aluminiumsmel-‐teren skulle være ved Maniitsoq. Elektriciteten vil blive ført fra to dertil opførte vandkraftværker ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua, gennem transmissionsled-‐ninger til aluminiumsværket og tilhørende havnefaciliteter.73 Der er endnu ingen afklaring på, hvornår Alcoa-‐projektet bliver til en realitet. Naalakkersuisut har en målsætning om at få aluminiumsværket etableret, men der er ikke indgået aftale om ejerskabsform og de konkrete vilkår for projektet.

Hvis Alcoa-‐projektet realiseres og virksomheden i fremtiden ønsker, at få udvidet deres vandreservoir, kan vandressourcerne omkring Qunneq elven blive berørt og få vidtgående konsekvenser for de lokale brugere af stedet. Dette kan skabe konflikt med lokalbefolkningens brug og ret til forskellige sommerfangstområder.

71 Betænkning afgivet af Selvstyrekommissionen, 2003. Bilag 5: Råstofferne. 72 Petersen, Richard og H.C.: Petersen: 2012. 73 Redegørelse om rammevilkår for realisering af storskalaerhvervsprojekter i Grønland: 2012. Sørensen, Bent Højgård: 2007.

35

Det er på baggrund af dette, at feltstudiet ved Qunneq blev valgt. Formålet var at få indblik i en families brug af en fangst –og sommerplads i et område som de på et bæ-‐redygtigt grundlag har anvendt gennem flere generationer. Feltstudiet har sin rele-‐vans da ørredfangstområdet Qunneq ligger nær ved det område hvor aluminiums-‐producenten Alcoa har planer om opførsel af et aluminiumsmelteværk baseret på vandkraft.

Kort over Maniitsoq, Qunneq og område for vandkraft. (Google Earth)

Familien Berthelsens ørredfangst gennem generationer Feltopholdet varede fra 22. juli til 27. juli 2013, og blev foretaget sammen med Tøn-‐nes (Kaka) Berthelsen og hans familie. Kaka er søn af Klaus Berthelsen. To år tidlige-‐re var jeg første gang i Qunneq, også sammen med Kaka og hans familie. Indsamling af materiale skete gennem interviews og deltagerobservation.

Klaus Berthelsen, kaldet Kilaasersuaq, er født i 1938 i Maniitsoq. Klaus’ far hed Tho-‐mas Berthelsen og var fisker, og moderen var hjemmegående husmoder, men da der blev opført en fabrik i Maniitsoq arbejdede hun på den som vaskedame. Senere ar-‐bejdede hun på lageret i KGH. Klaus’ ægtefælle er Helene Berthelsen, født Larsen i 1940. Hendes far var tømrer Tønnes Larsen ansat som kiffaq (hushjælp). Moderen hed Rosine Larsen og sammen havde de 5 børn.

36

Klaus begyndte at arbejde i KGH som 15 årig, og da der senere var mangel på skibsfø-‐rere gik han i lære som skibsfører i Paamiut og Nuuk i begyndelsen af 1960’erne. Derefter var han skibsfører på forskellige skibe som politikutteren Malik og Angaju Ittuk, sammenlagt i alt ca. 30 år. Klaus var sammen med sin fætter Valdemar Lyberth i Danmark i 1958-‐59 for at lære idræt, og har siden sin opvækst været interesseret i sport, og kan stadig lide at stå på ski. Klaus tog hvert år til Qunneq med sine forældre på sommerfangst, men vidste ikke at der også fandtes en anden fangstplads ved Qunneq. Det var først senere i hans op-‐vækst, at han fandt ud af det. Stedet lå i indlandet og hedder Aasiveralak, hvor man nu kun kan se omridsene af tidligere teltringe og pæle.

Familien Berthelsen benytter også Qunneq i dag, hvor de fanger ørreder som bliver saltede og røgede. Samtidig går de på rensdyrjagt i de år, hvor der har ikke været mangel på rensdyr. Efter Klaus’ udsagn er det bemærkelsesværdigt at bestanden af ørreder er blevet øget. Tidligere benyttede de flere garn, men alle, som har teltlejr på stedet benytter kun et garn i dag, og efter kun to dage kan man have rigeligt med ørreder.

Qunneq fotograferet fra nord

37

Historien bag brugen af fangststedet Qunneq Klaus har fra barnsben primært været i Qunneq årligt, og har gennem sin opvækst lagt mærke til, hvor vigtigt det er, at have omhu med et afsides beliggende landområ-‐de. Det er primært ham, der har brugt mange kræfter på at bibeholde det. Af og til taler han med sine medborgere om at bevare og bibeholde naturforholdene. Færdsel med båd er med tiden også blevet mere effektivt, og mht. til forsyning af Qunneq. Klaus nævner, at i hans barndom sejlede de i robåd med hans bedstefar Peter (Piitaa-‐raq) Berthelsen og bedstemor Karoline (Kaluliit) Berthelsen. Bedsteforældrene har haft en betydningsfuld indflydelse på Klaus’ opvækst, og omtaler sin bedstefar som en dejlig og humoristisk person, og nævner, at de plejede at ro i båd fra Maniitsoq til Kangerluarsuk, der er et lille udsted med en kirke syd for Maniitsoq, hvor der boede omkring 50 personer, men siden blev det affolket. Derfra plejede de at sejle videre efter at have fisket torsk. Klaus har arvet den traditionelle viden og metode til f.eks. fangstteknik fra sine bed-‐steforældre.

Klaus nævner sin far og sin interesse for hans fangstudstyr og fulgte dette, f.eks. nis-‐sik (krog med skaft til ørreder) som han brugte ved elven. Om morgenen trak fade-‐ren sine bukser op og gik ud i elven i bare tæer og blev der nogle gange indtil middag, hvilket sikkert må have været koldt. Han fortæller videre, hvilken praksis og metode faderen anvendte ved ørredfangsten, og hvor Klaus og den øvrige familie stod ved bredden og puttede ørrederne i sække. Senere da garnene kom til begyndte hans far også at fange ørreder med garn, og se-‐nere igen fik faderen nylongarn af landsrådsmedlem Albret Josefsen. De skulle vise sig at være rigtig gode. Det var interessant og sjovt for Klaus at opleve det tidligere fangstudstyr, samtidig med at vænne sig til nyt fangstudstyr og metoder. Dengang var der restriktive regler for børn, at færdes ved elvene, og de måtte heller ikke bru-‐ge årer i elvene, da det kunne skabe larm og skræmme ørrederne bort, idet de er føl-‐somme for støj – i lighed med motorlarm. Dengang var der mange ørreder.

Qunneqs betydning for familien Berthelsen Området havde dengang vital betydning for dem ligesom det har nu. Og selvom han ikke direkte står som ansvarlig eller forpligtet, har han fra kommunen i Maniitsoq fået en form for bemyndigelse som tilsynsmand for Qunneq området, hvilket han har ikke haft noget i mod. Ved at bevare og passe på området har han til tider kommet med kritik af andre som ikke følger de krav mht. at færdes i området og med omhu. Dette synes han godt om. Klaus kommer med en interessant bemærkning i tilknytning til dette:

”Soorunami nuna paarilluassagaanni tamatta inuiaqatigiiusugut sapinngisamik ikioqatigiinniartariaqarpugut, pingaartumik asiartarfiit tamakku eqqarsaatigalugit.

Uanga isumaqarama asiartarfiit amerlavallaat, uanga isumanga naapertorlugu, tu-‐kappallaartut. Soorlu eqqagassat tugaatigut”.

Oversat til dansk

38

”Vi må fælles værne, varetage og passe godt på vores sommerfangstpladser, og efter min mening er der for mange sommerfangst pladser som er rodede, og når man ser affaldet.”

Fra de jagtbetjente, som kommer til Qunneq har Klaus fået at vide, at de kan se at området er vel bevaret. Sidst havde han fået at vide af en jagtbetjent, at det ikke var nødvendigt at komme årligt, idet han ingen indvendinger havde mod naturbevarel-‐sen. Dette var godt for Klaus, og jeg oplevede det også selv da jeg var i Qunneq i sommeren 2013, og forstod godt under rundvisningen, hvor meget han gør ud af at passe omhyggeligt på stedet og ikke bare smide affald på jorden. Også på en bådtur i området, som familien har gjort det gennem generationer, passer man på ikke øde-‐lægge naturen, fordi der er grænser for hvor meget naturen kan yde.

Hvad er det naturen, Qunneq giver?

Ørreder er en form for deres levebrød, og tidligere anvendte de garn i fjordmundin-‐gen af Qunneq, men hvad årsagen til garnforbuddet var kunne Klaus ikke direkte si-‐ge: ”Måske er udviklingen stoppet, måske er det meget godt med et ophør af garn-‐fangst”. Men det ville sætte begrænsninger for Klaus mht. salg af ørreder, og det er beklageligt, og han har overfor kommunen flere gange udtrykt sit ønske om at få genoptaget garnfangst.

Efter forbuddet mod garnfangst er bestanden af ørreder blevet øget ifølge Klaus’ op-‐lysninger.

Alcoa og Qunneq Under en tidligere samtale har Klaus udtrykt, at han ikke decideret har været bekym-‐ret for en mulig aluminiumsmelter, hvilket han af og til også har drøftet med familien og andre.

Alle har dog bemærket, at indlandsisen på grund af klimaændringerne er begyndt at smelte hurtigere. Efter hans synspunkt kan Tasersiaq søen måske eksistere i mange år endnu, men det er svært at vurdere, og kommer helt an på Alcoas planer og evt. klimaændringer, som kan ændre vandmængderne i søen. Det ligger i første omgang ikke i planerne at anvende Tasersiaq søen til at drive vandkraftværket, idet vandet skal komme fra en anden sø, men hvis vandressourcer-‐ne skal udvides og Tasersiaq søen blive inddraget, kan det få konsekvenser for elve-‐ne i området og ikke mindst for ørredbestandene, hvilket kan ende med at beskadige disse. Derfor er det vigtigt for Klaus, at der først sker en ordentlig planlægning og afholdt borgermøder, hvor de kan blive informeret om eventuelle følger af anlæggelsen af aluminiumssmelteren og en mulig udvidelse af søen.

39

Er informationerne tilstrækkelige om Alcoa planerne? Ud fra de borgermøder, der er blevet afholdt i Maniitsoq og de informationer man derfra har fået om planerne, mener Klaus at det har været godt nok, ajunngillat. Klaus og de øvrige brugere af Qunneq er også blevet spurgt kort om hvad de synes om de kommende stærkstrømskabler på store master, der skal gå over Qunneq og til Maniitsoq. Klaus regner ikke med at der vil medføre gener for dyr og mennesker. Men bliver der grebet ind på anden måde og skal f.eks. Tasersiaq søen udvides, er det vigtigt at blive yderligere informeret. Jeg påpegede under interviewet, at det er vig-‐tigt at der finder et samråd sted, og at befolkningen bliver spurgt, hvilket Klaus var enig i, især hvis en anden elv Majoqqaq skal besejles af Alcoa, da det kan påvirke be-‐folkningen i Maniitsoq, fordi det er et stort rensdyrfangstområde. Efterfølgende spurgte jeg Klaus om han og andre støttede planerne om Alcoa, eller om der var nogen som var imod disse planer. Jo, der var nogle få, som ikke ville være med til at etablere smelteren. men måske er modstanden delvis ophørt.

Jf. Robert Petersens artikel vedrørende sædvaneretten, hvor familier gennem gene-‐rationer har anvendt fangststeder, og hvor nytilkomne måtte vente på enten tilladel-‐se eller afvisning til at benytte deres fangstområde. Jeg spurgte Klaus om familien også anvendte denne praksis, og om det havde været praksis tidligere i familien.

Klaus havde ikke oplevet sådanne tilfælde, men i et tilfælde med to turister, som ikke varetog naturforholdene og begyndte at misbrugte nogle ting, havde Klaus’ søn kriti-‐seret dem. Dagen efter havde turisterne forladt stedet. Man skal være påpasselig med turisterne: ”Du ved hvor frodigt og grønt stedet er, og derfor er det vigtigt at de bliver informeret om f.eks. brugen af ild og især om at være påpasselig og undgå brand om sommeren hvor det kan blive tørt. Området er ikke som sådan åbent for turister endnu, men alle er selvfølgelig velkomne”, ifølge Klaus, men der skal være begrænsninger for hvilke områder, som må bruges, og så skal det organiseres.

Bevare og passe på Qunneq i fremtiden Klaus er ikke i tvivl om, når de engang går bort, vil nogle fra familien fortsætte med ørredfangsten. Derfor er han fortrøstningsfuld mht. Qunneqs videre eksistens: ”Selv-‐følgelig, hvis vi ikke er fortrøstningsfulde er det ikke godt. Nu hvor det ikke kun er os, men også mine søskende, og andre, der har lyst, som er her er jeg fortrøstningsfuld. Det er selvfølgelig ikke vores sted men er kommunens ...”. Afslutningsvis sætter jeg mig hen til Klaus for at vise ham en artikel af Robert Peter-‐sen, og hans registreringer af nogle familier, der tidligere har anvendt Qunneq områ-‐det gennem generationer for at høre om han kendte disse familienavne. Klaus kender navnene, som primært brugte landet ved fjordmundingen og nævner flere navne. Efter Klaus’ synspunkt var hans egen familie gennem generationer nok de mest stabi-‐le brugere af Qunneq. Det så ud til at de familier han nævnte, ikke var så stabile mht. til at fortsætte og bruge deres forfædres land og fangstområder i forhold til Klaus og familien. Nogle steder har andre overtaget fangstpladserne fordi folk er flyttet til an-‐dre steder.

40

Konklusion Feltstudiet i Qunneq var rigtig givtigt og gav et godt indblik i en families og dennes slægtninges brug og forvaltning af et unikt ørredfangstområde, som er blevet benyt-‐tet gennem generationer, og ikke mindst på et bæredygtigt grundlag.

Klaus’ traditionelle arv fra sine forældre og bedsteforældre om at varetage natur mil-‐jø med omhu, lærer han sine børn og andre som kommer til stedet for at undgå mil-‐jøsvineri med affald og andet. Derved sender han også et signal til selskabers eller en mineindustris brug og anvendelse af land. Jeg mener, at vi, det grønlandske samfund, beslutningstagere og også udefrakommende selskaber kan lære noget af det feltop-‐hold jeg fik, den praksis med naturbevarelse som familien Berthelsen udøver med klar respekt for naturen, kulturarven og den traditionelle viden, som er blevet vide-‐reført og som er vigtig at bevare, og som efter mit synspunkt ikke uden videre kan tilsidesættes når tanken også falder på rettighedsprincipperne mellem lokale borge-‐re og multinationale selskaber.

En vidensopbygning om disse forhold er vigtig for kommende brugere af områder for potentiel minedrift, eller No-‐go zoner. Hvad kan vi lære af brugerne, og hvad kan mi-‐neselskaberne lære af os? Flere har bidraget til at få registreret brugerne af land ved Maniitsoq og Sisimiut, men der ligger forstsat en stor opgave i også at få registreret brugere, familier, nye generationer og nytilkomne til stederne, ikke kun i disse om-‐råder, men også i det øvrige Grønland. Det drejer sig ikke kun om at få registreret de mange brugere og familier, men også at komme på stederne og komme i dialog med dem. Det handler i høj grad om borgerinddragelse, som ikke udelukkende kan ske ved borgermøder på et par timer.

Der er behov for mere forskning, flere undersøgelser og feltstudier, som gerne skulle munde ud i videreformidling af viden om brugsområder til gavn for planlægningen af råstofaktiviteter, fordi planlæggerne ikke har nærmere kendskab og viden om disse forhold, idet de primært satser på udnyttelsen af råstoffer på et maksimalt profitud-‐bytte. Afslutningsvis må det nævnes, at der bør ske en vidensdeling på samme måde som det sker mellem biologerne og fangerne om bæredygtighed og naturbevarelse.

41

Afsluttende analyse Ejendomsret

Diskussionen og spørgsmålet om ejendomsretten til Grønland viste sig op gennem 1970’erne, at være mest af politisk karakter, og det fremgår at der i forbindelse med den grønlandske hjemmestyrekommissions arbejde, blev gjort opmærksom på dette, og at teorier om oprindelige folks rettigheder ikke indgik i de danske juristers nor-‐male sprogbrug og som det nævnes, ”kundskabsmæssige bagage”.74

I diskussionerne om retten til undergrunden viste det sig, at spørgsmålet om rettig-‐hedshaver princippet ikke blev nærmere defineret eller tydeliggjort. Der blev ikke foretaget juridiske analyser som kunne have eksemplificeret dette nærmere. I det hele taget blev der stillet spørgsmålstegn ved landsrådet som en stærk modpart overfor danske politikere og staten. Juridiske spørgsmål om sædvaneret, hævdvund-‐ne rettigheder, og for den sags skyld privat ejendomsret blev ikke diskuteret. Jens Brøsted tydeliggør, at man fra den danske stat havde hensigten, at styre hjemmesty-‐reforhandlingerne uden om rettigheder af privatretlig karakter, såsom ejendomsret. Når man ser på en retlig vurdering af spørgsmålet om ejendomsretten til Grønland, er det ikke overraskende at det i Grønland gældende retssystem ikke var det samme som det der gjaldt i Danmark. Konsekvensen ved at have et herskende dobbelt rets-‐system er, at der kan opstå konflikter mellem grønlandsk og dansk ret når man ser på vurderingen af et retsspørgsmål, og til tider være nød til at skele til international lovgivning eller anvendelse af konventioner: ”Hvis der for en given lovkonflikt ikke i lovgivningen er angivet særlige retningslinjer (kollisionsnormer) for, hvorledes en kon-‐flikt skal løses, er det antaget, at man må søge retsforholdet klarlagt ud fra et interna-‐tionalt synspunkt”.75

Jeg vil vende blikket fra tiden omkring Hjemmestyret til Selvstyreloven og se på, hvilke ændringer, der er sket i forhold til den tidligere lovgivning, og vil tage ud-‐gangspunkt i Thomas Trier Hansens rapport med overskriften ”Beskyttelsen af grøn-‐lændernes kollektive rettigheder i nationalt og internationalt perspektiv”.

Ifølge Selvstyreloven er ejendomsretten til Grønland og den grønlandske undergrund blevet fastslået som tilhørende det grønlandske folk. Dette indebærer at befolknin-‐gen i Grønland har en kollektiv ret til det grønlandske territorium og udnyttelsen deraf. Samtidig kan fysiske eller juridiske personer ikke eje jord i Grønland, men har dog mulighed for, at få brugsret til et område med henblik på opførelsen af fysiske installationer. Udgangspunktet er, at der er en kollektiv ret for alle grønlændere.

74 Brøsted, Jens: 1978, s. 23. 75 Brøsted, Jens: 1978, s. 27.

42

ILO konventionen 169, artikel 14, stk. 1 giver også visse beføjelser for oprindelige folk til at eje og besidde de landområder, som de traditionelt råder over. Dette skal anerkendes. I bestemmelsens andet punkt har staten visse forpligtelser de skal leve op til, der i blandt:

• træffe foranstaltninger med henblik på at sikre de pågældende folks ret til at udnytte landområder.

Og hvor det præciseres:

• der ikke udelukkende besiddes af dem, men hvortil de traditionelt har haft ad-‐gang til at skaffe sig deres udkomme og udøve traditionelle aktiviteter.76

Storskalaloven blev vedtaget i december 2012, men ifølge ILO konventionen 169 vil store udvindingsprojekter som f.eks. Alcoas planer om etablering af en aluminium-‐smelter ved Maniitsoq, være et indgreb i den kollektive ret til primært at udøve fangst og fiskeri i de områder, hvor udvindingsprojekter har sin påvirkningssfære. Ud fra samme ILO konvention 169, artikel 14 (1), pkt. 2, vil projekterne også være et indgreb i de rettigheder, det berørte samfund har.77

I efteråret 2009 overtog Grønland ansvaret for råstofområdet fra Danmark, og ved-‐tog i den sammenhæng Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske rå-‐stoffer og aktiviteter af betydning herfor. Lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske råstoffer m.v. i Grønland, blev efterfølgende ophævet.

Når man gennemgår Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december bliver der ikke nærmere nævnt noget om kollektiv ret til et fangst eller fiskeri område. Det eneste hvor ejen-‐domsretten bliver fremhævet er: ”Grønlands Selvstyre har ejendomsretten til at råde over og udnytte mineralske råstoffer i undergrunden i Grønland”.

Det ville være anbefalelsesværdigt, at få implementeret ILO konventionen 169’s principper om oprindelige folks rettigheder til at eje og besidde deres egne landom-‐råder i lovgivningen i Grønland, og blive anerkendt. Retten til jord er et kontroversielt emne og kan intensiveres fremover og i forbindel-‐se med nye koncessionsaftaler med multinationale selskaber, med mindre man fra Selvstyrets side får præciseret og klarlagt principperne i lovgivningen for hvordan man vil finde en balance mellem henholdsvis kollektiv ejendomsret og privat ejen-‐domsret. Det er ikke noget Selvstyret eller Naalakkersuisut udelukkende alene skal afgøre, men må ske i et samråd med befolkningen og de organisationer, der repræ-‐sentere folket og brugerne af naturen.

Jeppe Strandsbjerg skriver i artiklen ”Skal Grønland nu være en stat?”, at der i Grøn-‐land er opstået et paradoks ved, at Inuit udgør langt størstedelen af befolkningen, hvilket betyder at Inuit ikke længere er et udsat mindretal, men udgør en majoritet inden for et statslignende kollektiv.

76 Hansen, Thomas Trier: 2013, s. 32. 77 Hansen, Thomas Trier: 2013, s. 33.

43

Brøsteds artikel beskrev konsekvensen ved at have et dobbelt retssystem. Denne diskussion tages også op af Strandsbjerg, hvor han bruger betegnelsen at to identi-‐tetsformer står over for hinanden og kommer med eksemplet.

På den ene side:

• Inuit som et folk med en form for etnisk defineret fællesskab, med en række ret-‐tigheder ifølge FN-‐erklæringen.

På den anden side:

• Et grønlandsk samfund, som er territorielt defineret, og hvor rettigheder og pligter er blevet defineret gennem dansk og grønlandsk lovgivning.

Der er sådan set ikke noget i galt i at have to identitetskomplekser over for hinanden, men ifølge Strandsbjerg er der gnidninger og han vil ikke blive overrasket, hvis ikke spændingen mellem de to blev større. Med ambitionen om øget selvstændighed har Grønland og politikerne især set råstofudvinding som nøglen til økonomisk udvik-‐ling, og i takt med at Grønland hjemtager flere sagsområder er Grønland begyndt at agere mere selvstændigt. 78

Grønland søger, at positionere sig som et attraktivt land at investere i ved bl.a. at tage på offensive udlandsrejser eller ved at invitere store multinationale mine-‐ og oliesel-‐skaber. Selskaberne opererer i en økonomisk verden, der er baseret på privat ejen-‐domsret, og her er der noget interessant Strandsbjerg bemærker.

Privat ejerskab til jord og land, brugsret til et landområde og den grundlæggende idé om kollektiv ejendomsret, sætter visse spørgsmål til, hvorledes disse rettigheder kan forenes. Strandsbjerg stiller følgende spørgsmål:

• Hvordan forener man denne grundlæggende norm med at skulle uddele eksklu-‐sivrettigheder til et selskab, der søger at anlægge f.eks. rubinminer?

• Hvordan forener man en norm om kollektivt ejerskab med en international poli-‐tisk økonomi baseret på privat ejendomsret?

I øvrigt påpeger Strandsbjerg, at Selvstyret ikke har implementeret erklæringen om oprindelige folks rettigheder, og han stiller derfor spørgsmålet om dette er nødven-‐digt. Men, hvem er den oprindelige befolkning i Grønland? Thomas Trier Hansen ud-‐trykte det på et pressemøde d. 13. november 2013, at det ikke hedder Indigenous Government of Greenland, men Government of Greenland.

Strandsbjerg nævner i artiklen at det er muligt, at tiden og vilkårene i Grønland er løbet fra den kulturbevarende logik, som fremgår i erklæringen oprindelige folk. Spørgsmålet har tidligere været rejst af enkelte grønlandske politikere, men har ikke fyldt meget. I stedet har emnet drejet sig om ønsket om at få sin egen grundlov.

Grønlandske politikere og andre frygter, at den kollektive ejendomsret til jord vil blive udfordret af udenlandske multinationale selskaber, og derfor dukker idéen op om at få sikret den kollektive ejendomsret i en grundlov. Tanken om grundloven an-‐ses af visse for at være kontroversielt, og leder tanken hen mod et markant skridt mod løsrivelse fra Danmark.79

78 Strandsbjerg, Jeppe: 2011. 79 Grønland vil have sin egen grundlov, 2011.

44

Det seneste velkendte eksempel på de gnidninger der kan opstå mellem den traditio-‐nelle kollektive brugsret landet og dets rigdomme, og et mineselskab, er en hændelse ved Nuuk, hvor folk i flere århundreder har ernæret sig som fiskere og ved at samle rubiner, men dette blev brat stoppet i august 2007 da nogle lokale var i gang med at samle rå rubiner ved Aappaluttoq. En medarbejder fra det daværende Råstofdirekto-‐rat, politibetjente og en ansvarlig fra det canadiske selskab True North Gems, som har tilladelse til at udforske rubiner i området, ankom til stedet med helikopter og forbød dem at samle rubiner og samtidig bortviste dem fra området.

Rettighedsspørgsmålet og ejendomsretten blev sat på prøve dette år, og en af de lo-‐kale rubinsamlere udtalte: ”Vi blev selvfølgelig overraskede over, at direktoratet duk-‐ker op sammen med ordensmagten. Men det hjalp ikke, at vi forsøgte at påberåbe os vores lovlige ret til at være der og samle de sten, vi har arbejdet med den korte sommer, nøjagtig som Råstofloven siger, vi må”. Birger Poppel fra Ilisimatusarfik udtalte sig i samme artikel: ”Grønland giver køb på retten til egne mineraler”, og han vurderede, at lignende situationer vil opstå i takt med at råstofinteressen intensiveres, og at der kan opstå konflikter mellem forskellige rettighedshavere.80

Ulrik Pram Gad fra Københavns Universitet, som har forsket i Danmarks og Grøn-‐lands relationer mener, at Selvstyret har valgt side på to måder. For det første, hvor undergrunden bliver håndteret som noget, der kan laves aftaler med andre om også uanset om det står i vejen for en oprindelig, kollektiv brugsret. For det andet, at man igennem erklæringer solidariserer sig med andre oprindelige folk, men at dette ikke bliver vægtet særlig højt når konkrete interesser står på spil. Gads afsluttende be-‐mærkning er spørgsmålet om det er muligt for Grønland at opfinde en måde hvor man kombinerer noget oprindelighed med noget moderne.

Aqqaluk Lynge (ICC) mener tillige, at Grønland er sprunget direkte ind i minepro-‐blematikken, uden først at have set nærmere på hvordan vi opfatter ejendomsretten til jorden og undergrunden.

Jeppe Strandsbjerg efterlyser ligesom Gad, at Grønland og de politiske myndigheder må finde en metode til at løse denne komplekse problemstilling. For ham giver det en god mening at tage initiativ til en principiel diskussion om de grundlæggende politi-‐ske normer, pligter og rettigheder i det grønlandske samfund81.

80 Ravn, Tida 2007. 81 Strandsbjerg, Jeppe: 2011.

45

Rettighedshaver Ifølge Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer i kapitel 5 ”Efterforskning og udnyttelse” fremgår følgende: § 16. Naalakkersuisut kan for et nærmere afgrænset område på nærmere fastsatte vil-‐kår meddele tilladelse med eneret til efterforskning og udnyttelse af et eller flere mine-‐ralske råstoffer. Tilladelse kan meddeles særskilt for henholdsvis efterforskning og ud-‐nyttelse.

Stk. 2. I en tilladelse til efterforskning kan der fastsættes vilkår om gradvis indskrænk-‐ning af det område, der omfattes af tilladelsen, og om de arbejdsforpligtelser rettig-‐hedshaveren skal opfylde.

§ 29. For mineraler meddeles tilladelse efter § 16 til efterforskning for en periode på indtil 10 år eller, hvis særlige omstændigheder foreligger, for en periode på indtil 16 år. En tilladelse kan forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen. En forlængelse ud over 10 år kan meddeles på ændrede vilkår.

Stk. 2. En rettighedshaver, som under en tilladelse efter stk. 1 har påvist og afgrænset kommercielt udnyttelige forekomster, som denne agter at udnytte, og som i øvrigt har opfyldt de i tilladelsen anførte vilkår, har ret til at få meddelt en tilladelse til udnyttelse. Tilladelsen kan meddeles til et af rettighedshaveren udpeget selskab, jf. herved § 16, stk. 3.

Uddrag af lovens § 16: ”meddele tilladelse med eneret til efterforskning og udnyttelse af et eller flere mineralske råstoffer, og for et nærmere afgrænset område på nærmere fastsatte vilkår”, og § 29: ”En rettighedshaver…, har påvist og afgrænset kommercielt udbyttelige forekomster, som denne agter at udnytte, og som i øvrigt har opfyldt de i tilladelsen anførte vilkår, har ret til at få meddelt en tilladelse til udnyttelse” ... ”Tilla-‐delsen meddeles for en periode på 30 år, med mindre en kortere periode er fastsat som vilkår for tilladelsen”. Disse uddrag fra Råstofloven tegner et tydeligt billede af, hvorledes rettighedshave-‐ren, et selskab, til en koncessionstilladelse er begunstiget i forhold til lokalbefolknin-‐gen, og man kan ikke undgå at spørge, hvor grønlænderen befinder sig i dette spil om Grønlands ressourcer. Hvilke rettigheder har befolkningen?

Det eneste sted hvor fysiske personer bosiddende i Grønland har mulighed for at søge tilladelse til efterforskning og udnyttelse er gennem småskalaprojekter, hvilket fremgår af kapitel 8.

§ 32. Stk. 2. En tilladelse til småskala efterforskning og udnyttelse kan uanset § 16, stk. 3, kun meddeles til fysiske personer, der er fast bosiddende og er fuldt skattepligtige i Grønland og har haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående 5 år og har væ-‐ret fuldt skattepligtige i Grønland i de forudgående 5 år.

Og § 33. Naalakkersuisut kan på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse med eller uden eneret til småskala efterforskning eller udnyttelse af mineraler. Stk. 2. Småskala tilladelser kan meddeles som tilladelser til samtidig efterforskning og udnyttelse eller særskilt for henholdsvis efterforskning og udnyttelse. I tilladelser til efterforskning kan der tillægges rettighedshaver fortrinsret til tilladelse til udnyttelse.

46

Med eksemplet om de lokale rubinsamlere og deres magtesløshed over en råstof-‐myndighed og et canadisk selskab, er det tydeligt at den menige borger ikke har me-‐get at skulle have sagt i forhold til lovgivningen og de rettigheder man kunne ønske sig i forbindelse med at skabe en privat virksomhed. Eksemplet fra Aappaluttoq viser tydeligt, at private borgere ikke har en chance.

Det er bekendt at Grønland på flere områder halter bagud på råstofområdet, bl.a. med hensyn til kapacitet i form af mangel på ingeniører, knowhow mv., og vil derfor også fremover være afhængig af udenlandskekspertise og viden. Derfor kan det også blive svært for lokale borgere, at skulle leve op til lovgivningen og følge den mht. kravene om efterforskning, foretage undersøgelser, eller udnyttelse af mineralske råstoffer på en samfundsmæssig bæredygtig måde, samt at fortage en udnyttelses-‐plan, fordi man har begrænsede midler til at foretage gennemgribende undersøgel-‐ser.

Udstedelse af licens I den nuværende Råstoflov, kapitel 6 § 23 Stk. 3, kan en tilladelse efter § 16 meddeles efter en særlig offentlig indkaldelse af ansøgninger om meddelelse af tilladelse (en særlig udbudsrunde), hvis en ansøgning om meddelelse af en tilladelse for et område er indgivet uden forudgående indkaldelse efter stk. 2, og Naalakkersuisut finder, at ansøgningen bør behandles.

I denne sammenhæng anvender Naalakkersuisut et udvælgelseskriterium som om-‐handler ansøgernes sagkundskab, som sker ved en tilladelse til efterforskning og ud-‐nyttelse af kulbrinter, og ifølge § 24 kan Naalakkersuisut endvidere fastsætte andre relevante objektive og ikke-‐diskriminerende udvælgelseskriterier med henblik på at foretage det endelige valg mellem de ansøgere, der vurderes at stå lige efter en be-‐dømmelse.82 I den tidligere lovgivning påpegede Knud Sinding, at alternativet med ikke at påbe-‐gynde nogen udbudsrunde før man nåede til en tid hvor teknologien og prisen gør en udbudsrunde relevant. At sammenligne den tidligere anvendte teknologi med den nuværende situation er svært at vurdere, fordi der må være sket fremskridt med bå-‐de teknologi og prisniveau.

Ifølge Naalakkersuisuts nye Olie-‐ og Mineralstrategi 2014-‐2018 vil man fortsætte med Åben Dør-‐proceduren hvor Naalakkersuisut har bemyndigelse til at fastsætte et nærmere bestemt område i en bestemt periode, som skal være åbent for løbende meddelelser af tilladelser. Udbudsrunderne har været afholdt med knap to års mel-‐lemrum siden 2002.

Ved anvendelsen af Åben Dør-‐område runder, er der blevet givet et stort antal tilla-‐delser med eneret til forskning og udnyttelse af olie/gas i Grønland.

Naalakkersuisut udtrykker i Olie-‐ og Mineralstrategien, at man i den hidtidige tilla-‐delsesstrategi for olie/gas har opnået målet om at skabe og vedligeholde industriens interesse for olieefterforskning i Grønland.

82 Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009, Råstofloven.

47

I Naalakkersuisuts målsætning har man påtænkt sig at fortsætte arbejdet med at til-‐trække private investorer til at foretage olieefterforskning i Grønland. En anden mål-‐sætning er, at have olieefterforskning i forskellige regioner i Grønland, og vurderer samtidig at det nuværende niveau for tilladelser er tilfredsstillende.83 Ud fra denne målsætning og strategi ser det ud til at Naalakkersuisut ikke vil ændre taktik og fort-‐sætte Råstofforvaltningens tidligere strategi med at udbyde udbudsrunder.

Som jeg var inde på lagde Sinding op til at en fortsættelse af udbudsrunder, måtte det bl.a. indebære en mere detaljeret analyse af olieselskabernes investeringsstrategier. Men ifølge Sinding var der ingen beviser for at sådanne analyser var blevet foretaget.

Tilladelse til efterforskning og udnyttelse Ifølge råstofloven af 2009, kapitel 5, Stk. 3, kan en tilladelse til udnyttelse kun med-‐deles til et aktieselskab. Selvom selskabet som hovedregel skal have hjemsted i Grøn-‐land, må selskabet alene udføre virksomhed i medfør af tilladelser i henhold til Inatsisartutlov.84

I dag opereres der med forskellige typer tilladelser, tilladelser omhandlende forun-‐dersøgelser, efterforskning, tilladelse til udnyttelse og undergrundstilladelser. De forskellige typer af tilladelser gives i relation til kulbrinter og mineraler.

I spørgsmålet om informationer om, hvem der har indsendt en ansøgning til en efter-‐forskning og bliver valgt fremfor andre, påpeges det ligeledes at man har en viden om disse forhold, hvilket er interessant i forholdet om prioritering af selskaber og lokale, der kunne ønske at udnytte eller have krav, at få adgang til samme ressource eller område. Mht. prioritering og udvælgelse af ansøgere til koncession spørger Sin-‐ding, hvorvidt dette ikke burde afspejles i et regelsæt. Et regelsæt i behandlingen af indkomne ansøgere kunne skabe en bedre gennemsigtighed i forbindelse med, hvem der primært bliver tilgodeset i forhold til andre ansøgere, og kunne også være et in-‐strument i forbindelse med klagesager om rettighedsforhold til et område. Dette handler også om offentlighedsloven.

Informationer fra Råstofdirektoratet / Råstofstyrelsen Diskussionen om, hvorledes man på bedste vis gør informationer tilgængelige for offentligheden, handler også om borgerinddragelse, hvilket er et omdrejningspunkt i dag ved høringer og borgermøder. Det mest naturlige i nutidens Grønland ville være at gøre oplysninger tilgængelig for alle, også mht. udstedelse af licenser, og på den måde få afprøvet nye ideer som Knud Sinding har været inde på.

Sinding kommer efter min mening med mange gode anbefalinger, som har relevans og ligheder til den nuværende situation i Grønland, hvor vi med forsigtighed så vidt prøver at undgå at ”glide” i sneen og ind i favnen på store multinationale selskaber.

Sinding påpegede meget ufuldstændige informationsbaser forud for en efterforsk-‐ning.

83 Naalakkersuisut FM 2014/133: s. 24. 84 Naalakkersuisut FM 2014/133: s. 24.

48

Råstofstyrelsen – Licensafdelingen Råstofmyndigheden i Grønland i dag består af både Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for råstofområdet. På deres hjemmeside bliver proceduren for sagsbehandlingen af ansøgning til licens beskrevet i en figur85, og ellers bliver borgere, selskaber kort guidet i, hvor de skal henvende sig når de vil indsende en ansøgning.86 Licensafdelin-‐gen forklarer, at man løbende laver sagsbehandling af ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse, efterforskning –og udnyttelse af råstofferne mineraler, olie, is og vand. Alle oplysninger er givet på engelsk.

Når man klikker sig ind og kommer ind på siden, er alt skrevet på engelsk og med nogle oplysninger og en del links. F.eks. klikker jeg mig ind, og der dukker et doku-‐ment op med overskriften ”Application Procedures And Standard Terms For Mineral Exploration And Prospecting Licenses In Greenland” på 50 sider og udført af Govern-‐ment of Greenland, Bureau of Minerals 2013.

Kort analyse af råstofstyrelsens rolle Når man vurderer og sammenligner Råstofforvaltningens og Råstofdirektoratets tid-‐ligere rolle og magtposition som bindeled til det nuværende Selvstyre og råstofindu-‐strien, har billedet ikke ændret sig. Det samme må siges mht. det væld af informatio-‐ner Råstofstyrelsen besidder, og med eksemplet fra licensafdelingens hjemmeside, hvor mange oplysninger om licensforhold er på engelsk, hvilket gør det svært for almindelige borgere at kunne forstå og gennemskue indholdet af hjemmesiden.

85 Se figur s. 49. 86 http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Raastoffer-‐og-‐

Erhverv/Raastofstyrelsen / http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Raastoffer-‐og-‐Erhverv/Raastofstyrelsen/Licensafdelingen

49

87

Sagsbehandling Samme informationer bliver også præsenteret for de grønlandske politikere via Rå-‐stofudvalget mv. Der findes ingen analyser af, hvorledes politikerne i dag håndterer det væld af informationer inkl. efterforskningstilladelser, rapporter, uafhængige ana-‐lyser, VVM, VSB mv., som præsenteres forud første, anden og tredje behandlingerne.

Rapporter, kontrakter fra selskaber ser heller ikke ud til at være synlige eller tilgæn-‐gelige på Råstofstyrelsens side. Derfor har der gennem tiden været en del fokus på de informationer, der fremkommer, og ikke mindst transparensen. Her er flere nye til-‐tag nødvendige. Men der er en forklaring på Råstofstyrelsens restriktive tilgang til offentliggørelse af information, og den har udspring i Selvstyrets ønske om et godt og effektivt samarbejde med de selskaber, der investerer i det grønlandske samfund. Selskaberne stiller nemlig visse krav om, at specifikke oplysninger, der har kommer-‐ciel værdi for dem, ikke må offentliggøres, idet det ville stille dem ufordelagtigt i for-‐hold til andre konkurrenter på området. Dette var bl.a. en af grundende til at Cairn

87 http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Raastoffer-‐og-‐

Erhverv/Raastofstyrelsen

50

Energys beredskabsplan, og rapporter omhandlende Cairns eller GME’s tekniske di-‐spositioner og løsninger ikke blev offentliggjort.88

Når man ser på sagsbehandlingen af ansøgning til licens beskrevet i en figuren før, er det tydeligt, at al ekspertise og information er koncentreret i Råstofstyrelsen. Tidli-‐gere Råstofdirektoratets, nu Råstofstyrelsens dobbeltrolle og centralisering af mag-‐ten i direktoratet / styrelsen beskrives også nærmere i to artikler med overskriften ”Grønlandsk oliemyndighed har farlig dobbeltrolle” fra 2010, og ”Kritik af den demo-‐kratiske proces” fra 2011, hvor redaktør Niels Fastrup i den første artikel udtrykker, at det blot 30 mands store direktorat er en ”stat i staten”. Direktoratet har ikke blot til opgave at føre tilsyn med industrien og udstede efterforsknings-‐ og udvindingsli-‐censer, men samtidig skal det også arbejde aktivt på at markedsføre landets råstof-‐potentiale overfor en olie-‐ og mineralindustri. I artiklen refereres også til Anne Mer-‐rild Hansen, forsker ved Aalborg Universitet, og formand for den grønlandske miljø-‐forening Avataq, Mikkel Myrup. De ser det som et problem, at man i samme bygning, både skal sørge for at få efterforsknings-‐ og udvindingstilladelser solgt, og samtidig have ansvaret for sikkerheden og føre tilsyn. Der er en åbenbar interessekonflikt.89

I den anden artikel skriver Henrik Leth, at medlem af Inatsisartut for IA, Nauja Na-‐thanielsen havde anmeldt en forespørgselsdebat om forvaltningen af råstofområdet. I artiklen er Henrik Leth enig med Nauja Nathanielsen i at det ikke er betryggende, at den samme forvaltningsenhed markedsfører, sagsbehandler, udsteder tilladelser og kontrollerer. Derefter udtrykkes videre: ”Det er efter vores mening kritisabelt, at der – med denne sammenblanding af roller – ikke er nogen reel og uvildig kontrol med for-‐valtningen af et af de vigtigste erhvervsområder i Grønland”90. I begge artikler efterly-‐ses også åbenhed og transparens.

Afslutningsvis vil jeg igen referere og komme ind på dele fra rapporten ”Demokratisk legitimitet i høringsprocesser i forbindelse med stor-‐skala projekter i Grønland” skre-‐vet af Sara Bjørn Aaen i 2012 for Grønlands Arbejdsgiverforening. Sara Bjørn Aaen fra Institut for Planlægning på Aalborg Universitet har været ansat som projekt-‐konsulent i Grønlands Arbejdsgiverforening nævner i sin undersøgelse, at der er en generel tendens til at undersøgelsens informanter betragtede Råstofdirektoratet som lukket i forhold til offentliggørelse af informationer.

Jeg nævnte før Cairns beredskabsplan som ikke blev offentliggjort før efter et pres på forvaltningen fra Greenpeace og efterfølgende interesseorganisationer bl.a. ICC og Avataq. Beredskabsplanen blev først offentliggjort i august 2011, men eksemplet på tilbageholdelse af beredskabsplanen er ikke noget enkeltstående eksempel. Dette anses som problematik i forhold til kriteriet om en lige og effektive adgang til infor-‐mationer.

Senest udsendte NGO-‐koalitionen for bedre borgerinddragelse en pressemeddelelse, kort før julen 2013 om at man fastholdt kravet om forlængelse af høringsfristen for Tanbreeze projektets vurdering af virkninger på miljøet (VVM) til d. 20. Januar 2014. Fristen var fastsat af Naalakkersuisut til 6. Januar 2014. Kort sagt blev der reelt kun givet 2 ugers ekstra tid pga. jul og nytår, hvor den almindelige høringsfrist er på 8

88 Aaen, Sara Bjørn: 2012, s. 64 f. 89 Fastrup, Niels: 2010. 90 Leth, Henrik/Redaktionen. Kritik af den demokratiske proces. Sermitsiaq 29/8 2011

51

uger. Begrundelsen om forlængelse af høringsfristen var, at NGO’erne og andre ville have bedre tid til at sætte sig grundigt ind i de meget vigtige undersøgelser, rappor-‐ter vedrørende mulige påvirkninger af miljø-‐ og natur, som der ikke var adgang til. Disse kom dog først senere sent inden årets udgang på Naalakkersuisuts hjemme-‐side. NGO-‐koalitionen fik først svar d. 23. Januar i en mail, hvor Naalakkersuisut be-‐grundede i deres svar, at de tidligere havde forlænget høringsfristen med 4 uger så den dækkede perioden fra september 2013 til 6. Januar 2014. Til oplysning skal det nævnes at der var 22 høringer i alt med en tidsfrist i januar.91

Kritik af Råstofdirektoratet i forbindelse med høringer bliver også påpeget i rappor-‐ten. Frem til 2011 har det ikke været muligt for interessenterne at se de svar, der er givet til deres indsigelser. Ligeledes har det ikke været muligt at granske reaktioner-‐ne på høringssvar og grunden bag, hvorfor f.eks. ændringsforslaget ikke blev imøde-‐kommet. Konsekvensen af dette bliver:

• at høringsprocessen bliver uigennemskuelig for befolkningen og interessenter som NGO’er der deltager, som kunne have gavn af at læse andre interessenters indsigelse.

Denne praksis bliver anset for at stride imod kriteriet om en lige og effektiv adgang til information (free, prior, informed consent).

Det viser sig, at let tilgængelig information er nødvendig og et krav, hvilket også er et af NGO koalitionens anbefalinger til Naalakkersuisut bl.a. under overskriften om formidling:

• Information bør sikres både skriftligt, visuelt og i lettilgængeligt sprog • Alt ikke-‐fortroligt materiale fra industrien skal fremlægges i høringsportalen92

Ekstern bistand, rådgivning Siden Råstofforvaltningens etablering har Grønlands Geologiske Undersøgelser (GGU) stået som en form for garant for Hjemmestyret og senere Selvstyret, hvor man har kunnet benytte sig af deres ekspertise og viden mht. at udføre efterforskning. I den sammenhæng opfordrer Sinding, at Grønland skal fortsætte dets bevarelse af geologiske udforskningsmateriale, og åbne op for idéen med en eller anden form for mekanisme som gør det muligt, at andre kan få adgang til geologiske informationer om en given kontrakt. I Råstofloven 2009 kapitel 1 Stk. 4, fremgår det, at de Nationale Geologiske Undersø-‐gelser for Danmark og Grønland (GEUS) ”kan udføre efterforskning af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland, og i det omfang og så længe forskningen udføres for at opfylde regeringens forpligtelse til at stille sådan forskning til rådighed for Naalakkersuisut efter Lov om Selvstyre for Grønland § 9, stk.4”.93

Fællesrådet for Mineralske Råstoffer i Grønland blev som tidligere nævnt nedlagt i 2009, og i en nyere artikel fra 22. Januar 2014 i Ingeniøren med overskriften ”Grøn-‐ 91 Duus, Søren Duran: 2013. 92 Bedre borgerinddragelse. Anbefalinger til Naalakkersuisut : NGO koalitionen for bedre borgerind-‐

dragelse, 2014. 93 http://lovgivning.gl/lov?rid={4F8B6CD0-‐3E04-‐4476-‐A332-‐2A814FBA35A1}

52

land vil skrotte Geus: Skal have egne eksperter”, i Naalakkersuisuts nye forslag til Grønlands olie-‐ og mineralstrategi 2014-‐2018, ønsker Grønland fremover på egen vis at stå for den geologiske rådgivning i råstofmæssige spørgsmål.94

I KNR’s radioavis d. 14 marts 2014 var der et indslag med overskriften ”GSG koster over 50 millioner årligt”, om den nye drøm, et grønlandsk geosurvey. Ud fra artiklen som er på KNR’s hjemmeside og ifølge Naalakkersuisut’s strategi for mineraler og råstoffer, har man påtænkt sig at iværksætte GSG inden for de næste 4 år. Men denne udmelding er allerede blevet kritiseret af skeptikere som påpeger, at det vil tage længere tid at få opbygget og tiltrække kompetencer.95 Der begynder at tegne sig et mønster på vejen mod et fuldt selvstyre, og næste skridt bliver måske overtagelse af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, men det kan man kun gisne om, og hvor Råstofstyrelsens magtposition og indflydelsesrolle måske vil blive udvidet.

Konklusion Kollektiv ejendomsret / privat ejendomsret.

Den danske stat havde til hensigt, at styre hjemmestyreforhandlingerne uden om spørgsmålet om ejendomsret, og samtidig har Selvstyret ikke fået nærmere defineret de juridiske spørgsmål om ejendomsret og selskabers eksklusivret til et landområde. Thomas Trier Hansen analyserer og definerer nærmere de juridiske forhold mht. ejendomsret begrebet i rapporten ”Beskyttelsen af grønlændernes kollektive rettighe-‐der i nationalt og internationalt perspektiv”. Denne mangel på en juridisk definition af begrebet, har givetvis øget den forvirring, der er mht. kollektiv ejendomsret og mine-‐selskabers eksklusivret til jord. Privat ejerskab til jord og land, brugsret til et land-‐område og den grundlæggende idé om kollektiv ejendomsret, sætter visse spørgsmål om, hvorledes disse rettigheder kan forenes. Spørgsmålet har tidligere været rejst af enkelte grønlandske politikere, men har ikke fyldt meget. I stedet har emnet drejet sig om ønsket om at få sin egen grundlov. Sådan ser det umiddelbart også ud nu når man vurderer den nuværende råstoflovgivning, og igen f.eks. om Qeqertarsuatsiaat Rubinsagen og med de lokale stensamlere og urandebatten.

Råstofforvaltningen

Ligesom det tidligere råstofdirektorat, er der fortsat en høj koncentration af informa-‐tion i Råstofforvaltningen, og forvaltningens evne til kontrollere og udarbejde infor-‐mation til Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, og ikke mindst Naalakkersuisut, som vil kunne påvirke en magt-‐fordeling mellem de givne parter. Det ser ikke umiddelbart ud til at der er sket nogen væsentlig ændring med beslut-‐ningskompetencen og Råstofforvaltningens position og rolle. Det samme som når

94 Holm, Erik: 2014. 95 Løvschall-‐Wedel, Jonas: 2014. 95 Se s. 49.

53

Råstofdirektoratet tidligere kom med initiativer og udspil til Fællesrådets medlem-‐mer.

Når man følger sagsbehandlingen i figuren96, er det tydeligt at informationstilgang kan blive et problem, når en aktør, et departement eller politikere overbelastes med informationer uden at have kendskab til sammenhænge eller baggrundsviden for at kunne bearbejde eller filtrere indtryk og informationer.

Råstofforvaltningens / Råstofstyrelsens fortsatte centrale placering i beslutningspro-‐cessens indledende fase, gør dem i vidt omfang i stand til at:

• Få informationsadgang • Kontrollere informationer

Fællesrådet for Mineralske Råstoffers ubetydelige rolle og dets betegnelse som et gummistempel, og det at det befandt sig på et lavt informationsniveau, viser med dette tydelige eksempel, at et nyt råd med grønlandske politikere og evt. andre frem-‐over, ikke vil være anbefalelsesværdig.

Råstofforvaltningens rolle og formål har været på en eller anden måde at ”skære sa-‐gerne til” overfor en beslutningsmyndigheden, men bliver samtidig også rost for at have været dygtige til at spille en konfliktdæmpende rolle. Dette må også være til-‐fældet i dag når grønlandske politikere udtrykker sig i forskellige sager som f.eks. når Naalakkersuisoq for Råstoffer og Erhverv Jens Erik Kirkegaard i en artikel i Sermitsi-‐aq under overskriften ”Ingen grund til at udsætte urandebat” afviser kritikken af, at der ikke er blevet informeret nok om konsekvenserne.97

Licens

Transparens og forvaltningen af udstedelse af licenser var mangelfuld og ikke til-‐strækkelig efter hjemmestyrets indførelse, og en af anbefalingerne har været zone-‐inddeling i forbindelse med råstofaktivitet. Ligesom der senest i rapporten ”Til gavn for Grønland” bliver anbefalet No Go-‐zoner hvor råstofaktiviteter helt udelades.

Storskala-‐projekter

Storskalaloven blev vedtaget i december 2012, men ifl. ILO konventionen 169 vil sto-‐re udvindingsprojekter som aluminiumsmelteren ved Maniitsoq, være et indgreb i den kollektive ret til at udøve fangst-‐ og fiskeri i de områder, hvor udvindingsprojek-‐ter har sin påvirkningssfære.

96 Se. s. 49 97 Hansen, Nukappiaaluk: 2013.

54

Feltstudie

Qunneq feltstudiet viser, at der er et klart behov for at få registreret brugerne af de mange familier, som hvert år og gennem flere generationer har anvendt og fortsat anvender et sommerfangstområde. At skabe en viden om, hvilke familier det er, de-‐res interesser og rettigheder set i forhold til mineselskaber og mineindustriens inte-‐resser.

Det er anbefalelsesværdigt at der bør ske en vidensdeling mellem brugerne og mine-‐selskaber, på samme måde som der sker mellem biologerne og fangerne om bære-‐dygtighed og naturbevarelse.

Råstofforvaltningen

Det har været svært, at finde eksempler på forhandlinger med selskaber som Alcoa, London Mining og Cairn Energy, hvor Selvstyret har stået stejlt overfor et selskab eller været i konflikt med en forhandlingspartner, og hvor man, befolkningen, kun har kunnet få indtryk af, at der er god enighed og harmoni mellem Selvstyret og sel-‐skaberne.

Råstofdirektoratets lukkethed bliver kritiseret for manglende informationer om de beslutninger, der tages af denne myndighed, hvilket bliver efterlyst i rapporten om Demokratisk legitimitet. At informationer først efter et pres bliver offentliggjort an-‐ses ligeledes som problematisk i forhold til kriteriet om en lige og effektive adgang til informationer. Råstofdirektoratets restriktive tendens til offentliggørelsen af infor-‐mationer kommer også til udtryk i forbindelse med aktindsigt. En anden ting som står klart, er at Grønland på langt sigt generelt vil have stor af-‐hængighed af ekspertise udefra når det gælder aktiviteter knyttet til mineralske rå-‐stoffer.

Afsluttende anbefalinger

• At der i Råstofstyrelsen sker en erkendelse af vigtigheden af en mere proaktiv tilgang til offentliggørelse af informationer.

• At få implementeret ILO konvention 169’s principper om oprindelige folks rettigheder til at eje og besidde deres egne landområder i lovgivningen i Grøn-‐land.

• At gøre oplysninger tilgængelige for alle, også mht. udstedelse af licenser. • At befolkningen i Grønland og de grønlandske myndigheder må finde en me-‐

tode til at løse den komplekse problemstilling mht. henholdsvis kollektiv ejendomsret og selskabers eksklusivret til jord.

55

Litteraturliste Adolphsen, Jes og Tom Greiffenberg 1998: The Planned Development of Greenland

1950-‐1979. Department of Development and Planning, Aalborg University. Bedre borgerinddragelse. Anbefalinger til Naalakkersuisut : NGO koalitionen for bed-‐

re borgerinddragelse, 2014. Link: http://inuit.org/fileadmin/user_upload/File/2014/Reports/NGO_koalitionen_for_bedre_borgerinddragelse_anbefalinger_Naalakkersuisut_18-‐03-‐2014__DK.pdf

Betænkning afgivet af Selvstyrekommissionen, 2003. Bilag 5: Råstofferne. Link: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Selvstyre/Selvstyrekommissionen/Betaenkning-‐afgivet-‐af-‐Selvstyrekommissionen/Bilag-‐5

Betænkning Nr. 363, 1964: Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960. Betænkning Nr. 837, 1978: Hjemmestyre i Grønland. Brøsted, Jens 1979: Et beskåret hjemmestyre. Rhodos Radius. Brøsted, Jens 1981: Mod en retlig vurdering af ejendomsretten til Grønland. Retfærd i

Grønland. Retfærd 16, s. 22-‐61. Brøsted, Jens 1985: Grønlandske territorielle rettigheder. Tidsskriftet Grønland, Nr.

8, s. 201-‐215. Brøsted, Jens og Mads Fægteborg 1987: Thule – fangerfolk og militæranlæg. Akade-‐

misk Forlag. Dahl, Jens 1986: Arktisk selvstyre. Akademisk Forlag. Dahl, Jens 1987: Tradition og kultur i den grønlandske naturudnyttelse. Tidsskriftet

Grønland, Nr. 10, s. 295-‐304. Dahl, Jens og Peter Bach: Ressourceudnyttelse og magt. Atuagagdliutit / Grønlands-‐

posten, 30. marts 1982, s. 30. Dalager, Lars 1752: Grønlandske Relationer. Kiøbenhavn. Dall, Jakob 2012: Grønland giver køb på retten til egne mineraler. Information 2. juli. Davis, Jerome D. m.fl. 1984: Offentlig styring af Olie-‐Gasaktiviteter i Grønland. Insti-‐

tut for Statskundskab, Århus Universitet. Duus, Søren Duran. Høring. NGO-‐koalitionen fastholder forlængelseskrav. Sermitsiaq 13/12 2013 Fastrup, Niels: 2010 Grønlands oliemyndighed har farlig dobbeltrolle. Information 13. september. Frost, Mette og Olivia Handberg Scott 2014: Råstofaktiviteter i Grønland. Arktiske

erfaringer. Sammenlignende studie af borgerinddragelsen i forbindelse med rå-‐stofaktiviteter i en række arktiske lande. Inuit Circumpolar Council & WWF Verdensnaturfonden.

Fægteborg, Mads 2000: Grønland i dag – en introduktion, år 2000. Arctic Informati-‐on.

Fægteborg, Mads 2013: Råstofaktiviteter i Grønland. En historisk introduktion til efterforskning, udnyttelse og følger i en sårbar natur og et samfund i forvand-‐ling. Inuit Circumpolar Council & WWF Verdensnaturfonden.

George, Jane 2008: Greenland makes do with little land planning. http://www.nunatsiaqonline.ca/archives/2008/808/80801/news/nunavut/80801_1411.html

56

Hansen, Nukappiaaluk. 2013: Ingen grund til at udsætte urandebat. Sermitsiaq 4. September.

Hansen, Thomas Trier 2013: Råstofaktiviteter i Grønland. Beskyttelsen af grønlæn-‐dernes kollektive rettigheder i nationalt og internationalt perspektiv. Inuit Cir-‐cumpolar Council & WWF Verdensnaturfonden.

Hertz, Ole 1995: Inuits plads i det økologiske system. Tidsskriftet Grønland, Nr. 6, s. 241-‐252.

Holm, Erik 2014: Grønland vil skrotte Geus: Skal have egne eksperter. Ingeniøren 22. Januar.

Information 1976: Rigsfællesskabet forhindrer ikke at Grønlands befolkning får ejendomsret. Reklameavis: Information – også om Grønland. september / okto-‐ber 1976. Indlagt i Atuagagdliutit / Grønlandsposten 23.9.1976.

Jessen, Keld B. 1999: Filosofi. Fra antikken til vor tid. Systime. Kjær Sørensen, Axel 1983: Danmark-‐Grønland i det 20. århundrede. Nyt Nordisk For-‐

lag Arnold Busck. Konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs

af landegrænserne. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=22824

Kristensen, Kurt 2012: Miljø og råstoffer deles. Sermitsiaq, 22. oktober. Landstingsforordning nr. 6 af 19. december 1986 om arealanvendelse og planlæg-‐

ning. http://arkiv.lovgivning.gl/gh.gl-‐love/dk/1986/ltf/ltf_nr_06-‐1986_dk.htm Langhoff, Rune 2013: Råstofaktiviteter i Grønland. Med folkets mandat? Høringspro-‐

cesser og borgerinddragelse på råstofområdet. Inuit Circumpolar Council & WWF Verdensnaturfonden.

Larsen, Finn Breinholt 1984: Grønlandsk oliepolitik og Jameson Land. Tidsskriftet Grønland 8-‐9, s. 231-‐248.

Leth, Henrik: 2011 Kritik af demokratisk proces. Sermitsiaq, 29. august Lov nr. 577, 1978: Lov om Grønlands hjemmestyre. Løvschall-‐Wedel, , Jonas. 2014: GSG koster over 50 millioner årligt. KNR Nyheder 14.

Marts. Marx, Karl og Friedrich Engels 1973: Det kommunistiske manifest. Forlaget Tiden. Nielsen, Karen Marie Pagh 1980: Råstofudnyttelsen i Grønland. Politica. 12. årgang

Nr. 4, s. 63-‐96. Nielsen, Karen Marie Pagh og Finn Breinholt Larsen, 1985: Grønlandsk råstofpolitik –

grønlandsk indflydelse? Politica, Bind 17-‐1, s. 96-‐112. Naalakkersuisut FM 2014/133: Grønlands olie-‐ og mineralstrategi 2014-‐2018. Olsen, Odâq 1978: Råstofudvindingen skal være til gavn for Grønland og det grøn-‐

landske folk. Atuagagdliutit / Grønlandsposten, 6. juli 1978. Petersen, H.C. og Finn Lynge 2003: Fangst og redelighed i vor tid / Nalitsinni pinia-‐

rneq pissuserissaarnerlu. Forlaget Atuagkat. Petersen, Richard og H.C. Petersen 2012: Isortoq – Maniitsup pequusivia. Forlaget

Atuagkat. Petersen, Robert 1963: Family ownership and right of disposition in Sukkertoppen

District, West Greenland. Folk. Dansk etnografisk tidsskrift. Vol. 5, s. 269-‐281. Petersen, Robert 1974: Perspektiver for minedrift i Grønland. Institut for Eskimologi. Petersen, Robert, 1981: Principper og problemer omkring kollektiv ret til jorden.

Retfærd i Grønland. Retfærd 16, s. 5-‐21. Ravn, Tida 2007: Kampen om rubinerne. Information, 3. oktober.

57

Redegørelse om rammevilkår for realisering af storskalaerhvervsprojekter i Grøn-‐land. Naalakkersuisut, 2012: http://www.kamikposten.dk/lokal/last/container/da/hvadermeningen/pdf/redegoer-‐else_om_rammevilkaar_for_realisering_af_storskalaerhvervsprojekter_i_groenland.pdf / http://www.business.dk/industri/aluminiums-‐gigant-‐har-‐kig-‐paa-‐groenland/

Secher, Karsten 2005: Mineralske råstoffer i Grønland. Geoviden, Nr. 1. Sejersen, Frank 2014: Efterforskning og udnyttelse af råstoffer i Grønland i historisk

perspektiv. Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturres-‐sourcer. Københavns Universitet og Ilisimatusarfik.

Sinding, Knud 1992: At the Crossroads: Mining Policy in Greenland. Arctic. Vol. 45, No. 3, s. 226-‐232.

Sinding, Knud 1994: Mineral Development and Mining Policy in Greenland. Institut for nationaløkonomi. Handelshøjskolen i København.

Skjelbo, Per F. 1995: Og så vender vi kajakken? Serie om Nordatlantiske Forhold, nr. 12. Aalborg Universitetsforlag.

Sperling, Anna von og Martin Breum 2011: Grønland vil have sin egen grundlov. In-‐formation 27. september.

Strand, Ida 2013: V og K sagde god for Grønlands råstofeventyr. Mandagmorgen, 21. februar.

Strandsbjerg, Jeppe 2011: Skal Grønland nu være en stat? Politikken. 28. september. Sørensen, Bent Højgård 2007: Aluminiums-‐gigant har kig på Grønland. Berlingske

Business, 14. februar. Trolle, J. 1953: Dansk Lovsamling. C.E.C Gads Forlag. Udenrigsministeriet, den 9. oktober 1997 – Niels Helveg Petersen

http://www.logir.fo/foldb/bek/1997/0000097.htm Undersøgelsesudvalget af 4. juni 1987. 1994: Beretning om flytningen af Thulebe-‐

folkningen i 1953. Aaen, Sara Bjørn 2012: Demokratisk legitimitet i høringsprocesser i forbindelse med

stor-‐skala projekter i Grønland. Rapport for Grønlands Arbejdsgiverforening.

58

Links Bekendtgørelse af Lov om mineralske råstoffer i Grønland: http://www.sslug.dk/~chlor/www.retsinformation.dk/lov/l87509.html Bilag 5: Råstofferne: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Selvstyre/Selvstyrekommissionen/Betaenkning-‐afgivet-‐af-‐Selvstyrekommissionen/Bilag-‐5 Demokratisk legitimitet i høringsprocesser i forbindelse med storskala-‐projekter i Grønland, 2012: http://www.ga.gl/LinkClick.aspx?fileticket=u3Dqm159SjY%3D&tabid=36&language=da-‐DK

Inatsisartutlov nr. 25 af 18. december 2012 om bygge-‐og anlægsarbejder ved stor-‐skalaprojekter: http://lovgivning.gl/lov?rid={6D7F52B4-‐6893-‐4BDC-‐A943-‐601817D309A0} Inatsisartutlov nr. 7 af 7. December 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning (Råstofloven): http://lovgivning.gl/lov?rid={4F8B6CD0-‐3E04-‐4476-‐A332-‐2A814FBA35A1} I www.inatsisartut.gl Mineral title: http://www.amebc.ca/policy/land-‐access-‐and-‐use/mineral-‐title.aspx

Råstofstyrelsen: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Raastoffer-‐og-‐Erhverv/Raastofstyrelsen Licensafdelingen: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Raastoffer-‐og-‐Erhverv/Raastofstyrelsen/Licensafdelingen

Documents

Kollektiv ejendomsret og mineindustri. Tidligere og nuværende