Journalen 100

journalenMagasin fra Læger uden Grænser i Danmark

nr. 100

November2014

100 PATIENTER som vi takket være jeres bidrag har hjulpet til et bedre liv.

Mød nogle af dem vi aldrig glemmer på side 6-7.

2 journalen 100 / november 2014

4 Børnesoldater, borgerkrig og et æble fra Abkhasien Sygeplejerske Jette Hartvig har været med siden 1993 og har lige

været på sin 10. mission for Læger uden Grænser.

6 Patienter, vi aldrig glemmer De udsendtes oplevelser, der har gjort indtryk.

8 Dansk projekt med enorme perspektiver Et epokegørende projekt.

10 Hvorfor gik det så galt? Syv måneder efter at der officielt blev erklæret ebola i

Vestafrika, er epidemien ude af kontrol.

12 Vacciner til felten Det er en kæmpe logistisk udfordring at få livsvigtige vacciner

ud til de ofte fjerntliggende egne.

14 Kære Læger uden Grænser Brev fra en donor.

15 Støt os

4 8 14

LEDER

Med dette nummer af Journalen runder vi ud-

givelse nummer 100. Det kunne jo umiddel-

bart betragtes som et jubilæumsskrift. Men når

vi stadig har masser at skrive om, er det des-

værre også en tydelig indikation af, at der fort-

sat er brug for vores arbejde rundt omkring i

verden.

Sidste år hjalp vi 9,5 millioner patienter i

vores projekter verden over. På forsiden finder

du 100 af dem. 100 mennesker, som i mange

tilfælde har fået reddet livet takket være den

behandling, der er blevet gjort mulig af jeres

bidrag.

Trods de enorme behov og de mange men-

nesker i nød vi ser, der hvor vi arbejder, er der

lykkeligvis også gode historier at fortælle. Der

er drengen i Etiopien, som overlevede et kra-

niebrud. Der er dem, der bliver helbredt for

ebola, og som bagefter giver sig til at pleje an-

dre ofre for sygdommen. Der er forsknings-

projektet, som kan blive afgørende i kampen

mod underernæring. I dette nummer vil vi ger-

ne se lidt nærmere på noget af det, som også

går godt, og noget af det, som er blevet muligt,

fordi vi med jeres hjælp kan rejse ud og give

lægehjælp til de hårdt trængte.

Jette Hartvig er en af dem, der har en ukue-

lig tro på, at det nytter. Da vi udgav det første

nummer af Journalen i 1993, tog hun afsted

for første gang, og hun er netop vendt hjem fra

sin 10. tur. Hun er et forbillede at føl-

ge, fordi hun, trods sine 69 år og tre

børnebørn, stadig føler sig forplig-

tet til at hjælpe. Senest midt i den

voldsomme konflikt i Den Central-

afrikanske Republik.

Selvom det ikke er alle for-

undt at rejse afsted som syge-

plejerske, læge eller elektriker,

så kan vi alle dele troen på, at

det nytter, og ønsket om at

give andre et værdigt liv. Så

tak for støtten, der er desvær-

re stadigvæk rigtig meget

brug for den.

Cheme Andersen, formand

Læger uden Grænser

Et værdigt liv

sin 10. tur. Hun er et forbillede at føl-

ge, fordi hun, trods sine 69 år og tre

børnebørn, stadig føler sig forplig-

tet til at hjælpe. Senest midt i den

voldsomme konflikt i Den Central-

Udgives af Læger uden GrænserDronningensgade 68, 3.1420 København K. Telefon: 39 77 56 [email protected] 008-1000

Ansvarshavende redaktørMichael Gylling Nielsen

Redaktion og tekstAnne WitthøftAnne LarsenTina FogelbergKristina BoldtAnne Sophie BonefeldIlija Gudnitz Weber

Design og layoutMediegruppen as - 2404

Repro og tryk Bording A/S

Redaktionen er afsluttet den 23. oktober 2014.

ISSN 1904-4895 (tryk)ISSN 2246-6576 (online)

Oplag 53.500 stk.

Forside Foto: © MSF

journalen 100 / november 2014 3Foto: Lam Duc Hien

VEJEN TIL PATIENTEN

Det er en stor udfordring at nå Aka-pygmæerne, da de lever i isolerede samfund langt væk fra det almindelige sundhedssystem.

Når Læger uden Grænser skal behandle Aka-pyg-mæer for den invaliderende hudsygdom Yaws i det nordlige Congo, går vejen ad Ubangi-floden. Det er en stor udfordring at nå Aka-pygmæerne, da de lever i isolerede samfund langt væk fra det almin-delige sundhedssystem. Ydermere besværliggøres rejsen dertil af, at man kun kan rejse i regnsæsonen, da det er det eneste tidspunkt, man kan regne med at finde dem hjemme i deres landsbyer.


ENGAGEMENTET

Jette tilser en tuberkulose-patient i Monrovia.

Børnesoldater, borgerkrig og et æble fra Abkhasien

JOURNALEN NR. 100

I dag er det 100. gang, at Læger uden Grænser kan sende Journa-len ud til donorerne. For 21 år siden, i november måned 1993, udkom det allerførste nummer af Journalen. En publikation på 10 sider, hvor man i en lille notits under overskriften »Danske læger og sygeplejersker på vej ud med MSF« kunne læse: » En sygeplejerske, Jette Hartvig Gravsen, rejste i begyndelsen af november til Liberia, hvor hun skal arbejde med flygtninge i en periode på 6 måneder. «

For nylig kom selvsamme Jette Hartvig hjem fra sin 10. mission som udsendt med Læger uden Grænser.

Her er hendes historie.

Sygeplejerske Jette Hartvig har både skældt ud på børnesoldater i Liberia og fået et takkebrev fra præsidenten af Abkhasien. Og selv om hun i dag er 69 år, er det ikke mange måneder siden, hun sidst var udsendt med Læger uden Grænser. For ’man er forpligtet til at bruge de evner, man har,’ siger hun.

L iberia 1993. Borgerkrigen raser

på fjerde år. Og befolkningen

sulter, fordi de ikke kan komme

til at dyrke deres marker. I Dan-

mark fortæller en lille notits på side 8 i den

allerførste udgave af Læger uden Grænsers

danske medlemsblad, at sygeplejerske Jette

Hartvig er på vej til Liberia. Nærmere be-

stemt til Læger uden Grænsers ernærings-

center i Vahun – en by med 2.000 indbyg-

gere – i den nordlige del af landet.

Selv om det i dag er mere end 20 år si-

den, står oplevelserne stadig helt klart i Jette

Hartvigs hukommelse. Børnesoldaten, der lig-

ger og spærrer vejen, og som Jette Hartvig

uden frygt stiger ud af bilen og beordrer op at

stå. Kollegaen, som på tegneseriemaner får

skudt en cirkel af kugler rundt om sine fød-

der, da hun forsøger at forhindre en gruppe

soldater i at stjæle sukker og olie fra ernæ-

ringscenterets lager. Natten, hvor hun sam-

men med en kollega sidder fast i mudderet i

en bil – midt i borgerkrigen. Selvsamme kolle-

ga, der en anden gang med livet som indsats

løber direkte ud i krydsild for at redde nogle

børn. Ham, som senere bukker under for ople-

velserne og tager sit eget liv. Det checkpoint,

som Jette Hartvig passerer hver dag, hvor et

afskåret hoved sidder på

en pæl. Resten af kroppen

hænger fra et træ. Delt i to

halvdele. Og den nat, hvor

nabohuset blive angrebet

og samtlige beboere dræbt,

og hvor hun mærker sin

krop ryste ukontrollabelt,

mens hun og en kollega

holder om hinanden.

Bee og LawrenceAlligevel er det ikke de hi-

storier, Jette Hartvig først

kommer i tanke om at for-

tælle om tiden i Liberia. Det er derimod Bee

og Lawrence. Bee, den unge kvinde, som in-

gen sundhedsuddannelse har, men som læ-

rer, hvordan man giver medicin. Og som gør

indtryk, fordi hun er så sød, dygtig og kor-

rekt. Bee, som synger med børnene og lærer

dem at skrive bogstaver.

Og så er der drengen Lawrence. Mest af alt

er der Lawrence. Lawrence med lungebetæn-

delsen og hjertefejlen. Ham, der med det sam-

me siger til Jette Hartvig: »Jeg vil bo hos dig.«

Ud over lungebetændelsen er han under-

ernæret, men Læger uden Grænser får ham

på benene, og han kommer hjem til sin fa-

milie. Et stykke tid efter bliver han syg igen.

Hans familie er så fattig, at de er nødt til at

prioritere, at de mest overlevelsesdygtige

børn får den smule mad, de har.

»Vi tager ham ind, fodrer ham op igen.

Han kommer hjem. Bliver syg igen og bliver

indlagt for tredje gang. Og så siger han: ’Nu

kommer jeg ikke hjem mere’ – og så dør han

to dage senere,« siger Jette Hartvig, som for

første og eneste gang i løbet af interviewet

får blanke øjne. Mens et lille ’hvad nu hvis’

hænger usagt i luften.

Generelt er det de positive ting, der fyl-

der mest i Jette Hartvigs hukommelse. Som

chaufføren i Abkhasien, der tager et æble

med hjem til hende fra et helt særligt æble-

Navn: Jette HartvigNavn: Jette Hartvig

Stilling: SygeplejerskeStilling: Sygeplejerske

Missioner: 10Missioner: 10

journalen 100 / november 2014 5

En af de børnesoldater Jette mødte i Liberia.

I 1995 vender Jette Hartvig tilbage til Liberia for at koordinere indsatsen over for den koleraepidemi, der er udbrudt i hovedstaden Monrovia.

Jette med Lawrence på armen

træ på et svært tilgængeligt bjerg. Eller præ-

sidenten, der sender hende et takkebrev,

fordi Læger uden Grænser redder en ung

kvindes liv.

»Jeg har ikke været på en eneste mission,

hvor jeg ikke kom til at holde af de menne-

sker, der var der. Selvfølgelig er jeg meget

præget af Liberia. Det var første gang, jeg

oplevede tortur tæt på. Og stadig den dag i

dag har jeg svært ved at sige, hvad det gjor-

de ved mig. Men jeg tror, at hvis psyken

overlever alle andre oplevelser, så er det de

positive historier, der står stærkest tilbage.

Jeg tror, at jeg har opsuget den venlighed,

som folk har vist mig, fordi jeg var et venligt

menneske. Nøden koncentrerede den ven-

lighed. Og da jeg stod midt i det, tænkte jeg

bare, hvordan behandler jeg den her lunge-

betændelse eller det her sår.”

Meget er forandretDer er mange ting, der har ændret sig, siden

Jette Hartvig rejste ud første gang. Først og

fremmest sikkerhedssituationen, hvor der i

dag også sker planlagte drab på nødhjælps-

arbejdere.

»Bare i Den Centralafrikanske Republik

blev tre nødhjælpsarbejdere dræbt et par

måneder inden, jeg kom i august.«

Graden af professionalisme er også ble-

vet større, og chancerne, man tager, færre.

»Man tog flere chancer, men man fik

også lejlighed til at afprøve sine ideer. Selv

om der var kampe, så tog vi alligevel en båd

og roede medicin over på den anden side af

floden, hvis de manglede. Det ville man ikke

få lov til i dag,« siger hun.

– Men nytter det overhovedet noget, det

arbejde Læger uden Grænser laver? Der er jo

stadig masser af nød og krig i verden?

»Selvfølgelig nytter det. I M’poko-lejren (i

Den Centralafrikanske Republik) behandlede

vi cirka 1.000 børn under fem år om ugen for

malaria. De børn overlever da,« siger hun og

henter en udgave af avisen MetroXpress, der

skriver, at der i dag dør 42 procent færre

mennesker af malaria end i 2000.

Og Jette Hartvig er langt fra færdig med

at rejse ud med Læger uden Grænser og gå

på pension trods en alder på 69 og en status

som bedstemor til tre. For indeni brænder

det stadig.

»Når folk spørger, om jeg ikke strikker,

siger jeg, at jeg jo kun bliver gammel uden-

på”, siger Jette Hartvig. ”Og at jeg har nogle

evner, og derfor har jeg også en forpligtelse

til at bruge de evner. Vi har en forpligtelse

til at behandle folk ordentligt og give dem et

værdigt liv. Et liv, hvor man ikke sulter, og

hvor man får lov til at gå i skole. Og så tror

jeg på, at hvis vi viser en interesse for hin-

anden globalt set, så går det også den anden

vej. Det er noget idealistisk tænkt, og det er

jo ikke altid, at ens intention lykkes. Men

man kan jo håbe,« siger hun.


VERDEN RUNDT

Drengen, der mod alle odds overlevede

Jeg er ude med mobilklinikken i en by, der ligger

relativt langt inde i junglen. Vi får nogle mala-

riapatienter ind. Blandt andre en pige, som er

8-10 år gammel. Hun har det rigtig skidt og har

blodmangel. Senere samme dag kommer der en

lille fyr på cirka tre år, som har det endnu vær-

re. Han er bevidstløs og trækker vejret meget hurtigt. De to patienter får

mig til at beslutte, at vi ikke som vanligt skal overnatte, men forsøge at

komme tilbage til Masisi, så de kan få blod. Uheldigvis begynder det at

regne. Bilerne sætter sig hele tiden fast, og en af dem taber en motordel,

som vi må bruge tid på at lede efter. Til sidst må vi indse, at vi ikke når til-

bage. Vi overnatter halvvejs tilbage på et lille hospital. Jeg tænder hospita-

lets generator og vælger at bruge af den begrænsede mængde diesel, så

drengen kan få ilt fra en kompressor. Næste dag lykkes det at komme til

Masisi og give dem begge blod. Jeg tror, at jeg husker dem så tydeligt, for-

di jeg tilbringer så lang tid sammen med dem.

Kristoffer Vogler, læge.

PATIENTEN, JEG ALDRIG GLEMMER

Vi har talt med nogle af de mennesker, som har været udsendt gennem tiden. Her fortæller de om de patienter, de aldrig glemmer.

Der er historien om drengen, der blev sparket i hovedet af et æsel og fik kraniebrud. Om Sergej, den unge fyr i et fængsel i Sibirien. Og om kvinden med ni børn, der trod-sede sin mands vilje og blev steriliseret.

Mændene bestemte alt

Midt i 1990’erne er jeg i Zimbab-

we, hvor jeg arbejder på kvinde-

og fødselsafdelingen på et lille di-

striktshospital. Det, jeg husker

bedst, er, at det var mændene,

der bestemte alt. Bestemte om

kvinderne skulle have børn eller ej – og hvilket køn børnene

skulle have. På et tidspunkt bliver en meget kraftig kvinde

indlagt med henblik på planlagt kejsersnit. Hun har allerede

fået otte børn og har ikke lyst til flere. Vi tilbyder at sterilise-

re hende i forbindelse med kejsersnittet. Hun siger, at hendes

mand ikke ville acceptere det. Men vi siger, at hendes mand

ikke behøver at få det at vide. Og så siger hun ja. Hun fødte

sit sidste barn. Det var meget stort, vejede fem kilo, og hun

blødte 1,2 liter blod. Om det var etisk rigtigt at gøre det på

den måde eller ej, ved jeg ikke. Men hun var glad.

Curth Danielsen, læge.

DR CONGO

ZIMBABWE

ETIOPIEN

PAKISTAN


luftvejssygdomme og hudsygdomme

PATIENTEN, JEG ALDRIG GLEMMER

Drengen i trillebøren

Det er i Etiopien – langt ude på landet

i august 2010. En far og en mor kom-

mer med deres femårige knægt i en

trillebør. Han er blevet sparket i hove-

det af et æsel og har et stykke klæde

om hovedet, der er smurt ind i blod,

mudder og snavs. Det har taget dem to dage at komme frem til

vores klinik. Da jeg fjerner forbindingen, ser jeg, at drengen har

åbent kraniebrud med synlig hjernemasse. Vi renser såret, og

han får antibiotika. Dagen efter kører jeg drengen og hans mor

til hovedstaden Addis Ababa, så han kan blive opereret på hospi-

talet. Det er en tur på tre dage i bil. Da jeg forlader Etiopien to

måneder senere, får jeg at vide, at han har det godt. Jeg tænker

stadig ofte på ham og på hvor heldigt, det var, at vi var der og

kunne gøre noget for ham.

Cheme Andersen, læge og bestyrelsesformand i Læger uden Grænser, Danmark.

Drengen, der nægtede at smile

En af de patienter, jeg aldrig glemmer, er

en dreng på fem-seks år fra Pakistan, der

kommer ind på skadestuen med svært for-

højet blodsukker og malaria. Han har suk-

kersyge, men er ikke blevet reguleret i sin

medicin. Maven er kæmpestor, og først

tror vi, at det er underernæring, derefter milten, men da vi får ham

CT-scannet, viser det sig at være leveren, der er forstørret, fordi hans

uregulerede sukkersyge har givet sukkeraflejringer i leveren. Jeg hu-

sker ham, fordi han nægtede at smile, og han græd aldrig – han skjulte

bare hovedet. Men så den sidste dag, da han skulle hjem, så så jeg ham

siddende foran på sin fars motorcykel, storsmilende fordi han skal

hjem. Jeg husker ham også, fordi han var der en hel måned, og fordi

han er et billede på, hvad kroniske sygdomme kan give af konsekven-

ser, når behandlingen er svær at få fat i.

Heidi Christensen, læge og bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser, Danmark.

Ikke bare et nummer

I 1998 var jeg på en tu-

berkuloseafdeling for

multiresistente patien-

ter i et fængsel i Sibiri-

en. Der var ingen be-

handling til dem – kun multivitaminer og mælk.

Her ventede 1.700 mænd i alderen 14-80 år kun på

at dø. En søndag eftermiddag beder en fange mig

om at komme med ind på et værelse. Det må vi

normalt ikke, men han ser alvorlig ud. I den neder-

ste køjeseng ligger en ung fyr. Han siger, at han

tror, at han snart skal dø. Jeg siger, at det tror jeg

også. Han tager et lille stykke papir og skriver sit

navn. Sergej. Normalt blev fangerne bare tituleret

ved nummer. Så sidder jeg der et stykke tid. Næste

morgen er køjesengen tom. Han var død. Men jeg

tænkte meget på det der med, at det betød så me-

get for ham, at jeg anerkendte ham – at han havde

et navn og ikke bare var et nummer.

Hanne Klink Epstein, sygeplejerske og program-medarbejder i Læger uden Grænser, Danmark.

SIBIRIEN


D er er 33-36 millioner moderat

underernærede børn på ver-

densplan. Når de bliver syge af

malaria eller lungebetændelse,

bliver de mere syge – og syge i længere tid.

Og de er også i større risiko for at dø, fordi

deres immunforsvar er meget lavt som føl-

ge af underernæringen. Desuden kan det

give uoprettelige fysiske og psykiske skader,

hvis et barn er moderat underernæret over

længere tid.

EPOKEGØRENDE FORSKNING

Læger uden Grænser har i samarbejde med danske forskere udviklet en opskrift på nødhjælpsmad, der kan få stor betydning for flere millioner moderat underernærede børns liv. Børnelæge Vibeke Brix kalder projektet for ’epokegørende’ og ’med internationale perspektiver’

Dansk projekt med enorme perspektiver

Alligevel har der frem til i dag ikke væ-

ret hjælp at hente for moderat underernæ-

rede børn.

Det gik for alvor op for børnelæge Vibe-

ke Brix, da hun i begyndelsen af 2005 var

udsendt med Læger uden Grænser til en

flygtningelejr i Darfur. Her oplevede hun,

hvordan mængden af nødhjælp til Darfur

faldt drastisk, da tsunamien i 2004 skyllede

ind over Asien og tog verdens og mediernes

opmærksomhed med sig.

»Vi manglede alt, inklusiv mad. Og køen

uden for teltet blev længere hver dag. En dag

kom der en mor ind med et moderat under-

ernæret barn. Men vi havde ikke noget, der

kunne hjælpe hende. Moren kom hver dag,

indtil barnet ikke længere var moderat, men

svært underernæret,« fortæller Vibeke Brix.

»Det var der, det stod fuldstændig klart

for mig, hvor håbløst det var, at vi ikke hav-

de noget behandlingstilbud til moderat un-

derernærede, når vi ved, hvordan underer-

En lille dreng får en beriget jordnøddepasta.

Foto

: Kim

Fle

isch

er M

ich

aels

en/K

øben

hav

ns

Un

iver

site

t

næring generelt har en forværrende

indflydelse på sundhedstilstanden hos børn.

Moderen var nødt til at sulte sit barn for at

få hjælp. Det gjorde et uudsletteligt indtryk

på mig,« siger hun.

Havde barnet i stedet for moderat unde-

rernæret været svært underernæret, havde

det kunnet få en pakke med beriget jord-

nøddepasta, et såkaldt ready to eat produkt,

som sikrer, at svært underernærede børn

får de næringsstoffer, som er livsnødvendi-

Foto

: Kim

Fle

isch

er M

ich

aels

en/K

øben

hav

ns

Un

iver

site

t

SVÆR VS. MODERAT UNDERERNÆRING

Svær underernæring udgør en akut livstruende risiko for barnet.

Moderat underernæring udgør ikke en umiddelbar fare for, at barnet dør af underernæring. Men moderat underernæ-ring øger risikoen for at dø af simple sygdomme som diarré og lungebetændelse, og hæmmer barnets fysiske og men-tale udvikling, hvilket kan have livslange konsekvenser.

ge for børns udvikling. Men et sådan pro-

dukt målrettet specifikt til ’moderat’ un-

derernærede børn, manglede.

Oplevelsen i Darfur blev startskuddet

til et samarbejde, TreatFood-projektet,

mellem professorer og ph.d.-studerende

på Københavns Universitet, Alima, en lo-

kal NGO i Burkina Faso, og Læger uden

Grænser i Danmark. Projektets mål var at

udvikle et produkt, der indeholdt lige præ-

cis den bedste og billigste opskrift til at va-

retage de moderat underernærede børns be-

hov. Og samtidig sørge for, at der ikke var

nogen, der kunne tage patent på opskrifter-

ne, som folkene bag projektet ønsker skal

være tilgængelige for alle, så de kan nå ud

til så mange børn, som overhovedet muligt.

TreatFood er netop nu inde i sin afslut-

tende fase i Burkina Faso, hvor 1.600 børn i

alderen 6 måneder til tre år afprøver 12 for-

skellige ernæringsprodukter for at finde ud

af, hvilket der er det bedste.

»Perspektiverne er enorme. Vi samar-

bejder med internationale eksperter inden

for moderat underernæring – og der løber

allerede interessante resultater ind fra pro-

jektet i Burkina Faso. Læger uden Grænser

kan være med til at ændre på internationale

standarder med det her projekt. Og også

WHO har allerede vist stor interesse for det,

siger Vibeke Brix og fortsætter:

»Det bliver epokegørende. Vi kan være

med til at sikre en bedre fremtid for moderat

underernærede børn, således at deres risiko

for sygdom og død reduceres. Det er stort.«

Vibeke Brix med et af de børn, der er med i projektet

Hvert år dør 3,5 millioner moderat underernærede børn af sygdom-me,de ikke kan bekæmpe på grund af et svækket immunforsvar.

BURKINA FASO



EBOLA

”V i befinder os i ukendt far-

vand i den største ebola-

epidemi nogensinde. Den

er uforudsigelig, udvikler

sig konstant og kræver en stor og konstant

indsats. Nogle gange ser vi, at antallet af til-

fælde i et område falder, for så blot at se an-

tallet af patienter gå op igen kort efter. Det,

vi helt sikkert ved, er, at det langt fra er slut,

og at der er desperat brug for mere hjælp.«

Sådan lyder status i Læger uden Græn-

sers kriseopdatering den 16. oktober, som

beskriver situationen i de tre berørte lande

således: ”I Guéckédou i Guinea har Læger

uden Grænser tilset flere patienter i den se-

neste måned end i de første syv måneder. I

Sierra Leone er alle landets distrikter nu be-

rørt af epidemien. Læger uden Grænsers be-

handlingscentre er fulde. Befolkningen kan

ikke komme igennem på myndighedernes

nødhjælpstelefon. Og både ambulancer og

triage-områder er så overbebyrdede, at der

Hvorfor gik det så galt?Syv måneder efter at der officielt blev erklæret ebola i Vestafrika, er epidemien ude af kontrol. Geografi, dårlige sundhedssystemer, mistillid og et internationalt samfund, der reagerer alt for langsomt, er nogle af årsagerne til, at det denne gang er gået så galt, siger programmedarbejder i Læger uden Grænser i Danmark, Hanne Klink Epstein

er risiko for, at raske patienter bliver smit-

tet, mens de venter på at blive undersøgt.

Og i Liberia, det land der er hårdest ramt,

oplever Læger uden Grænser stadig, at

mange familier ikke bringer de syge til

hos pitalerne, ligesom folk også finder en

vej uden om myndighedernes krav om, at

de døde skal kremeres.”

Geografi og mangel på lægerIndtil nuværende epidemi har det værste

ebolaudbrud kostet 280 mennesker livet.

Det var tilbage i 1976. Så hvordan kan det

være, at det denne gang er gået så galt, at

der den 16. oktober ifølge WHO var 4.492

døde ebolapatienter?

Ifølge sygeplejerske og programmedar-

bejder på Læger uden Grænsers danske

kontor, Hanne Epstein, skyldes det en lang

række faktorer.

”Det er første gang, at der er ebola i

Vestafrika, og derfor er man længe om at

LÆGER UDEN GRÆNSERS INDSATS

Læger uden Grænser har siden marts været med til at bekæmpe ebolaudbruddet i Gui-nea, Sierra Leone og Liberia.

Ved redaktionens afslutning den 23. oktober havde Læger uden Grænser

3.253 nødhjælpsarbejdere

i felten fordelt på de tre lande.

276 af dem var internationalt udsendte.

I alt driver Læger uden Grænser seks behand-lingscentre fordelt på de tre lande – og har næsten 600 senge i isolationsafdelingen.

Siden udbruddets begyndelse har Læger uden Grænser tilset

4.500 patienter af hvem mere end

2.700 er blevet testet positive for ebola.

Af dem har

1.000 mennesker har overlevet.

af dem var internationalt udsendte.

i felten fordelt på de tre lande.

næsten 600 senge i isolationsafdelingen.

patienter af hvem mere end

er blevet testet positive for ebola.

Foto

: Syl

vain

Ch

erka

oui/

Cos

mos

Vores medarbejdere hjælper en ung pige med at spise på vores behandlingscenter i Sierra Leone. Hun er indlagt med ebola, og derfor er vores udsendte i beskyttelsesdragt.


finde ud af, hvad man har med at gøre.

Symptomerne ligner i starten til forveksling

malaria og kolera,” siger Hanne Epstein,

som forklaring på, at der går tre måneder

fra den første patient – en toårig dreng – bli-

ver smittet i december 2013 i en lille landsby

udenfor Guéckédou – til der i marts måned

bliver konstateret ebola i Guinea.

”En anden ting, der spiller ind, er, at ebo-

laudbrud tidligere har fundet sted i meget

afgrænsede områder i lukkede samfund.

Derfor er virus også hurtigt brændt ud. En-

ten er man død eller også har man overlevet

og er blevet immun,” siger Hanne Klink.

Men denne gang er det anderledes. For

da den toårige drengs bedstemor bliver syg,

opsøger hun en sygeplejerske i Guéckédou.

Dermed kommer virussen til en livlig han-

delsby, der har stor social interaktivitet –

også med nabolandene Liberia og Sierra Le-

one. Derfra får sygdommen rig mulighed

for at kunne sprede sig i alle retninger.

Læger uden Grænser advarerAllerede få dage efter at der er konstateret

ebola i Guinea, advarer Læger uden Grænser

om, at denne epidemi er helt anderledes end

noget, man har oplevet før, fordi sygdommen

har spredt sig til flere forskellige områder i

landet – og også til hovedstaden. Den udmel-

ding affærdiger WHO, som advarer mod at pi-

ske en stemning unødvendigt op. Fire måne-

der senere – i august – er mere end 1.000

mennesker døde, og WHO kalder nu ebolaepi-

demien for ”en fare for den internationale

sundhed”.

”I det her tilfælde ville det have gjort en

stor forskel, hvis der havde været en hurtigere

og bedre international respons. Verdenssund-

hedsorganisationen WHO, som har det over-

ordnede ansvar for koordinationen af den in-

ternationale indsats mod epidemier, har ikke i

starten levet op til deres ansvar. De har reage-

ret alt for langsomt,” siger Hanne Epstein.

Sygdomsforståelse og mistillidAt epidemien udvikler sig så drastisk, skyl-

des også, at der i de berørte lande er en høj

grad af mistillid til regeringerne samt en

sygdomsopfattelse, der ikke er videnskabe-

ligt baseret men i høj grad funderet på over-

tro. Dertil kommer, at samtlige lande, allere-

de da epidemien brød ud, havde dårligt

fungerende sundhedssystemer. F.eks. var

der i Liberia cirka 50 læger til en befolkning

på 4,4 millioner mennesker. Til sammenlig-

ning er der i Danmark 20.000 læger.

”Hvor vi taler om virus, taler de om dår-

lig magi. Udgangspunktet er en overbevis-

ning om, at når man bliver syg, skyldes det,

at man har gjort noget dårligt. Og så er det

svært at mødes i en fælles forståelse. Det

kræver masser af oplysning og kommunika-

tion, siger Hanne Epstein.

Selv om der – i takt med at epidemien har

udviklet sig fra slem til værre – er kommet

større international opmærksomhed samt

løfter om hjælp, understreger Hanne Ep-

stein, at ord i sig selv ikke er nok.

”Vi mangler stadig at se, at der bliver fulgt

op på de fine ord, og at det for alvor materiali-

serer sig på jorden i de berørte lande. Der er

stadig nye områder i alle tre lande, hvor der

opstår tilfælde af ebola for første gang, og an-

dre områder, hvor det tilsyneladende er kom-

met under kontrol, men så dukker det op igen.

Vi har ikke ebola under kontrol, og så længe

det er tilfældet, er det umuligt at spå om,

hvornår epidemien er slut. Og her er tiden es-

sentiel – epidemien udvikler sig ekspotentielt.

Hver tredje uge, hvor folk triller tommelfing-

re, fordobles antallet af smittede og døde. Og

det på trods af den indsats, vi allerede yder.

Det, synes jeg, klart viser, hvordan situationen

er…,« siger hun.

Foto

: Mar

tin

Zin

ggl

Særlige begravelseshold hjælper familier med at begrave deres pårørende på sikker vis for at undgå videre smitte.

0

22. marts22. juni

22. august

22. september

17. oktober

9200

2615

5843

567

Udviklingen i antallet af Ebola-tilfælde

Det, vi helt sikkert ved, er, at det langt fra er slut, og at der er desperat brug for mere hjælp.

9

Lageret i Bruxelles

Menigitis- og mæslinge-vacciner fremstilles i Indien.

Kanyler laves i Belgien

Kanylerlaves

i Indien

Vaccinerne opbevares

i kølerum på Læger uden Grænsers store lagre. I Bruxelles er lagerrummet7.000 kvadratmeter og indeholder alt fra medicin til køretøjer, tøj ogoperationstelte.

Vaccinerne bliver transporteret i et særligt køleskab, som holder vaccinerne kolde i tilfælde af strømsvigt.

Udfordringerne med at overholde den nødvendige temperatur under transporten, gør, at vaccinerne altid sendes med fragtfly. Normalt sendes medicin og andet udstyr med fragtbåd - med mindre det er en akut nødsituation - da det er langt billigere.

Flyet lander i det pågældende land, og vaccinerne kommer gennem tolden.

Vaccinerne køres til Læger uden Grænsers centrale lager, nogle gange er det bare et lille skur. Her opbevares vaccinerne i et afkølet rum eller et køleskab.

I felten laver en logistiker fra Læger uden Grænser en liste over, hvad der er brug for.

De bestilte vacciner transporteres i kølebokse fra det centrale lager ud til Læger uden Grænser projekter i landet.

Vaccinerne ankommer, og patienterne kan få de livsvigtige vaccinationer.

I lande som for eksempel Den Demokratiske Republik Congo, er vejene ofte mudrede og umulige at køre på for større køretøjer. Her spændes køleboksene på motorcykler, som lettere kan komme frem.

VACCINER TIL FELTEN


D et er en kæmpe

logistisk udfor-

dring at få livs-

vigtige vacciner

ud til de ofte fjerntliggende

steder, hvor der er brug for

dem. Vaccinerne skal kon-

stant opbevares ved tempera-

turer mellem 2 og 8 grader for

ikke at blive ødelagt. Det er

især en udfordring på steder

med dårlig infrastruktur og

ustabile elektricitetsforsynin-

ger.

Mere end 26 millioner børn

mangler de WHO-anbefalede

vacciner. Og mange dør af

sygdomme, der kunne have

været forhindret med vacci-

ner.

Læger uden Grænser vacci-

nerer cirka 10 millioner børn

hvert år.

Vacciner til felten

NY FORSKNING

For nylig har studier vist, at det tyder på, at nogle vacciner er i stand til at klare sig uden for den kolde kæde, hvilket vil gøre det billigere og lettere for flere at blive vaccineret. Men der mangler stadig forskning i hvilke og hvor længe og under hvilke temperaturer.


9

Lageret i Bruxelles

Menigitis- og mæslinge-vacciner fremstilles i Indien.

Kanyler laves i Belgien

Kanylerlaves

i Indien

Vaccinerne opbevares

i kølerum på Læger uden Grænsers store lagre. I Bruxelles er lagerrummet7.000 kvadratmeter og indeholder alt fra medicin til køretøjer, tøj ogoperationstelte.

Vaccinerne bliver transporteret i et særligt køleskab, som holder vaccinerne kolde i tilfælde af strømsvigt.

Udfordringerne med at overholde den nødvendige temperatur under transporten, gør, at vaccinerne altid sendes med fragtfly. Normalt sendes medicin og andet udstyr med fragtbåd - med mindre det er en akut nødsituation - da det er langt billigere.

Flyet lander i det pågældende land, og vaccinerne kommer gennem tolden.

Vaccinerne køres til Læger uden Grænsers centrale lager, nogle gange er det bare et lille skur. Her opbevares vaccinerne i et afkølet rum eller et køleskab.

I felten laver en logistiker fra Læger uden Grænser en liste over, hvad der er brug for.

De bestilte vacciner transporteres i kølebokse fra det centrale lager ud til Læger uden Grænser projekter i landet.

Vaccinerne ankommer, og patienterne kan få de livsvigtige vaccinationer.

I lande som for eksempel Den Demokratiske Republik Congo, er vejene ofte mudrede og umulige at køre på for større køretøjer. Her spændes køleboksene på motorcykler, som lettere kan komme frem.

10 mio. børnbliver hvert år vaccineret af Læger uden Grænser


DONORER


Kære Læger uden GrænserJeg donerede for nylig en større sum penge til Læger uden Grænser og

modtog et fint, lille brev som tak. I brevet spørges, om jeg er tilfreds med

at støtte, og om noget kan gøres bedre.

De korte svar er JA og NEJ, men lad mig uddybe det lidt.

På baggrund af den voldsomme ebolaepidemi havde jeg tænkt at donere et

beløb udover mit faste månedlige bidrag, men havde endnu ikke fået gjort

noget ved det.

Det var indtil, jeg modtog en mail med en personlig beretning fra en

medarbejder, som påtog sig den svære opgave at stå i døren og afvise de

mange patienter, man ikke havde kapacitet til at hjælpe, vel vidende at

det ville betyde døden for dem. Det gik lige i hjertet på mig!

Som sygeplejerske har jeg været udsendt med Forsvaret tre gange i

Afghanistan, og to af gangene har jeg arbejdet på felthospitalet i Camp

Bastion i Helmand-provinsen. Her afviste vi ikke patienter i døren, men

dilemmaerne var alligevel til stede, men i en helt anden målestok. Vi tog

os også af civile sårede, men man måtte nøje overveje, hvor mange og

hvilke typer behandling, man skulle iværksætte. Skulle man amputere

den lille piges ben og sende hende til det lokale hospital? Så ville hun

overleve, men til hvilken skæbne. Eller skulle man iværksætte en

behandling, som kunne redde hendes ben, men ville betyde, at hun skulle

være på felthospitalet i uger til måneder, fordi det lokale hospital ikke

have ressourcer og viden til at færdiggøre behandlingen.

Jeg kommer aldrig til at rejse med Læger uden Grænser, for det tør jeg

ganske enkelt ikke! Jeg er så fuld af respekt og beundring for det arbejde,

som gøres, og støtter derfor af glad hjerte jeres fantastiske arbejde.

Fortsæt, I gør det så godt, som I gør det nu. Tak for jeres indsats.

Med venlig hilsen

Lisbeth Plüger

IKEA STØTTER LÆGER UDEN GRÆNSER

I september gav IKEA-fonden 37 millio-ner kr. til Læger uden Grænsers akutte arbejde med at bekæmpe ebola.

Ud over at bremse epidemien ønsker IKEA samtidig at inspirere andre pri-vate virksomheder til også at tage an-svar – og bidrage økonomisk til kam-pen mod ebola.

»Vi håber, at andre i den private sektor også vil træde til og finansiere projek-ter, som ikke alene er med til at redde liv og bekæmpe spredningen af ebola, men også vil være med til at hjælpe i nogle af de andre nødsituationer, som får mindre medieopmærksomhed,« si-ger administrerende direktør i IKEA-fonden, Per Heggenes.

Patienter venter foran det overfyldte center i Monrovia. Foto: Caitlin Ryan


STØT

Dit bidrag gør en forskel

Køb i shoppen netop nu shop.msf.dk

IDE TIL ADVENTS- ELLER MANDELGAVE – EN LYKKELIG SLUTNING”En lykkelig slutning” er små hæfter med historier fra felten, der har en lyk-

kelig slutning. Hæfterne er tænkt som en anderledes julehilsen, for eksempel

som adventsgave eller mandelgave. Til gengæld for en donation modtager du

en historie, der viser, hvordan du er med til at redde liv rundt om i verden.

Alle historierne i hæfterne er baseret på en virkelig oplevelse i felten fortalt

af en udsendt fra Læger uden Grænser. Du kan vælge mellem flere forskellige

historier og beløb i vores netbutik. De små hæfter egner sig godt til at give

som gave, og de leveres med en kuvert påtrykt “God jul og lykkelig slutning”.

Historierne fås også i print-selv versioner, som du modtager i en e-mail.

HAR DU UDNYTTET DIT SKATTEFRADRAG FOR 2014?Husk at alle donationer op til 14.800 kr. pr. år er fradragsberettigede. Hvis du

vil være sikker på at få fradrag i 2014, bør du overholde følgende frister:

Bankoverførsel senest 30. december.

Girokort stemplet med betaling i 2014.

Checks dateret senest 31. december 2014.

Vi indberetter til SKAT via dit CPR-nummer. Har vi det ikke, så oplys det

på www.msf.dk/cpr (du kan læse i følgebrevet til Journalen, om vi har

dit CPR-nummer allerede).

JULEGAVE-IDEERKøb dine julegaver i vores webshop, for eksempel årets halskæde fra PILGRIM, kvalitetsdrikkedunke fra schweiziske SIGG eller t-shirts til børn og voksne.Sidste frist for bestillinger, der skal være fremme inden jul, er fredag den 19. december kl. 17.00.

DONORSERVICESpørgsmål om donationer,

PBS, gavebreve, eller skattefradrag? Kontakt vores donorservice på

[email protected]

(mandag-fredag 10-16) Mellem jul og nytår holder vi åbent

29. og 30. december.

DANSKE UDSENDTE

Kirsten Roldsygeplejerske• Liberia

Jeg rejser ud med Læger uden Grænser, fordi jeg fi k en mail, der spurgte, om jeg ville tage af sted til et af de ebolaramte lande. Jeg har tidligere været i Liberia og har stadig kontakt til folk der, som jeg har lyst til at hjælpe i den her svære situation.Kirsten Rold

2

8

16

9

7

4

17

185

12

15

6

14

11

13

1 Adriana Kleivan, flyvende medicinsk koordinator

2 Antonios Goutsios, logistiker, Indien

3 Bjørn Heinesen, logistiker, Liberia

4 Edda Schmidt-Bambach, HR-koordinator, Sudan

5 Efthymia Georgiou, administrator, Indien

6 Elena Quadri, sygeplejerske, Liberia

7 Guleed Dualeh, assisterende HR-koordinator, Myanmar

8 Helle Gammelgaard, felt-koordinator, Etiopien

9 Helle Ljungmann Pedersen, sygeplejerske, Etiopien

10 Jesper H. Brix, projektkoordinator, Lesotho

11 Junaid Khan, projektkoordinator, Sydsudan

12 Jørgen Bjarnesen, gynækolog, Nigeria

13 Kasper Pedersen, læge, Den Centralafrikanske Republik

14 Kathrine Sørensen, jordemoder, Sydsudan

15 Kirsten Rold, sygeplejerske, Liberia

16 Mal Pantelic, logistiker, Etiopien

17 Mohamed Eltom Hamid, medicinsk koordinator, Egypten

18 Ronald von Beest, logistiker, Sierra Leone

19 Taus Hansen, logistiker, Liberia

3

19

10

1

Documents

Journalen 100