1

2

James Bond, - Gå hjem og læg dig!

Det hele startede vel engang i 1978. Jeg var begyndt at interessere mig for akvarier, nå ja

dette startede allerede i vinteren 1977, for i efteråret

1977 var jeg kommet hjem fra en lille 2-årig tur ved

Sirius Patruljen, hvor jeg det meste af tiden havde

været oppe på det man dengang kaldte Station Sirius

Nord inden for militæret. Nu var jeg altså kommet

hjem igen, og havde ligesom lagt militæret lidt på

afstand, jeg havde trods alt også været inde for

militæret siden 1970, så jeg trængte til en pause. - Men ”De” holdt stadig øje med mig, hvilket jeg siden hen skulle erfare.

”Farmer Jones”

Jeg var begyndt at arbejde for en herlig

forretningsmand, der kaldte sig ”Farmer Jones” og han købte, og solgte alt muligt, bare der var penge i

det. Optakten til mit samarbejde med ham startede, da jeg så

en avis artikel om Farmeren, hvori han fortalte, at han

havde fået ideen til sit koncept ovre i USA, og at han nu

påtænkte, at ville videreføre ideen her i Danmark, samt

en masse andre gode ideer. Alt dette havde jeg med

fornøjelse læst i før omtalte avis.

3

For mig er der sjældent langt fra tanke til handling, så

jeg tænkte, hvad fa’en, hvo intet vover intet taber, og

den type var jeg ikke, for jeg er bare født så nysgerrig. Jeg drog altså en dag ud til ”Farmer Jones”. Han viste sig at være en gæv rødhåret jyde, der i det

daglige lød navnet Erling Østergård. Næe, han mente nu ikke rigtig, at han havde brug for

nogen på nuværende tidspunkt, men var da imponeret

over mit initiativ og gå på mod, og kunne ikke lade være

med at fortælle mig om sine fremtidsplaner og ideer, for

hans genistreg bestod i, at han havde købt alle Carlsberg

og Tuborg’s 30 stk. sodavandskasser og 50 stk. ølkasser,

der dengang var lavet i træ, da disse to virksomheder var

gået over til at bruge 30 stk. plastikkasser til begge

produkter i stedet for. Det drejede sig jo kun om 4 – 5 hundredetusinde

trækasser, som Farmeren beskedent fortalte mig.

Ideen var så, at sælge disse brugte trækasser, til især

unge studerende, der jo tit var på farten, således, at de

kunne bruge kasserne til reoler, skabe, eller hvis man

bare lod dem stå i to rækker ved siden af hinanden med

åbningen udad, og så bare lagde en krydsfinersplade og

en skumgummi madras oven på. Ja, for sådan vupti, og

man havde for små midler fremtryllet en fortræffelig

seng, hvor de åbne kasser

hele vejen rundt kunne bruges til et tøj skab, hvor de

farvestrålende skjorter, bukserne med blondekanterne

eller de hjemmestrikkede strømper i alle regnbuens

4

farver, der selvfølgelig var lagt pænt sammen. Det var

så det dekorative islæt, der kunne give hele værelset

atmosfære.

Eller der kunne sættes bøger og lignende der i. Stablet

oven på hinanden virkede kasserne som en ganske

almindelig reol.

Her kunne man så igen have sine bøger, sin

uundværlige transistor-radio eller sin grammofon med

højttaler i låget, for ikke at tale om den for datiden så

livsnødvendige chillum. Skulle man så en dag flytte, og det hændte jo tit for de

unge studerende, så var det jo bare at rejse kasserne op

og bruge dem

som flyttekasser, hvor det hele altid var pakket. Så det

var jo

slet ikke så svært for de unge, for var man rigtig heldig,

kunne man jo blot bære kasserne over til sit nye hjem.

Dette var Farmerens fremtidsvisioner. Så efter endt rundvisning og fortælling var det tid til at

drage videre, så jeg sagde farvel, og undskyldte

ulejligheden, og satte mig op på cyklen, og skulle lige

til at drage videre. Da var det at Farmeren vendte sig

om, og spurgte, om jeg da ikke også skulle kunne male

vinduer.

For jeg havde jo spurgt ham, om ikke han manglede en

hjælpende hånd eller to, der kunne lidt af hvert. Så jeg

svarede, at selvfølgelig kunne jeg da det, det var der da

ingen problemer i, og spurgte så hvad det drejede sig

om.

5

Jo, for han ville meget gerne have malet alle de

udvendige vinduesrammer og karme på hele hoved

huset. Samt, hvad jeg skulle have for - sådan et bette

stykke arbejde. Jeg fortalte ham så, at jeg ville have det og det for hele arbejdet, og det var vist ikke så lidt endda. Han fandt jo lynhurtigt ud af, at det ville være langt

billigere for ham at ansætte mig, i stedet for at betale

mig den timeløn, jeg havde forlangt. For hvis jeg var

ansat, kunne han jo trække det fra i virksomheden. Jo

han var en rigtig gæv jyde. Jeg kan huske, at jeg aldrig blev færdig med at male

alle vinduerne, for der gik ikke lang tid før end

Farmeren fandt ud af,

at der var flere penge i, at lade mig tage imod telefon

bestillinger af kasserne i dagtimerne. For han kørte selv

rundt i landet for at aflevere dem. Han satte nemlig en

ære i den personlige kundebetjening. Således blev det en fin arbejdsfordeling til begge parters

tilfredshed

Dette gik så godt i et par år, men til sidst var der jo ved

at være udsolgt af kasserne, men markedet var slet ikke

mættet endnu. Så en dag spurgte jeg Farmeren, hvorfor

vi ikke selv begyndte at lave kasserne i nyt træ. Der gik ikke lang tid, før end Farmeren var i fuld gang

med at skabe forbindelser rundt om i Europa, og det

endte med at blive Tjekkoslovakiet, der havde de bedste

(billigste) tilbud.

6

Holbæk messen i 1978

Her er vist et lille udsnit af de forskellige ting,

der blev solgt ude hos "Farmer Jones".

Bemærk ølkasserne ude til venstre.

Samt, Danmarks største sættekasse til højre.

Den var alle tiders til at vise varerne frem i.

7

De Østtyske politibetjente.

Så en tidlig morgen først i marts 1979 drog vi første gang af sted imod Prag. Det var på disse ture, at det igen gik op for mig, at

har man engang været inden for militæret, - ja, så er

man altså blevet lidt miljøskadet. For når vi i bil sådan drog ned igennem Østtyskland, og

skulle videre til Tjekkoslovakiet og jeg så ind imellem

så nogle russiske militære køretøjer, som jeg aldrig før

havde set. Dette til trods for, at jeg selv havde undervist

mange af vores menige soldater i panserkending for blot

få år siden. Så må jeg nu nok sige, at det begyndte at krible lidt i

mig igen. Samtidig var det lidt af en uhyggelig

opdagelse, at se hvor mange af disse forskellige

krigsmaskiner, der var bare lige sådan lidt syd for

Danmark. Men det var nu heller ikke meningen, at vi skulle have

været inde på disse veje, hvor vi kom til at passere alle

disse omtalte militær køretøjer.

For dengang var der noget der hed tvungne transit veje,

og disse var til for at de skulle følges.

Det der desværre var sket, var, - at da jeg jo var vant

til inden for mili at læse kort, og Farmeren var utrolig

glad for at køre sin flotte sorte Mercedes personvogn,

så var jeg selvfølgelig blevet udnævnt til stifinder.

8

Men nede midt i Østtyskland blev vi stoppet af en af

politiets patruljevogne, hvori der var en ung og en

ældre politimand. Vi blev begge beordret ud af vores

bil. Farmeren, der var utrolig dygtig til tysk, og den ældre politi-mand begyndte efter kort tid at skændes heftigt. Jeg selv var ikke så velbevandret ud i det tyske, så jeg

spurgte den unge betjent, om han kunne tale engelsk, og

det kunne han. Udmærket engelsk endda. Jeg spurgte ham så, hvad der var galt. Han svarede, at vi var langt uden for transitvejen, og at det var strengt forbudt. Jeg stak så armen ind ad det åbne vindue til bilen, og tog

vores landkort frem, og forklarede ham, hvilken vej jeg

havde anvist Farmeren. Så begyndte den unge betjent at

grine, og fortalte mig, at han nu var helt klar over hvad

og især hvor, det var gået galt.

Han forklarede mig så, hvilken vej vi skulle havde haft

taget. Samt hvordan vi skulle komme over på den rigtige

transitvej igen. Alt imens dette foregik stod de to andre

stadig og skændtes.

Farmeren var blevet mere og mere rød i hovedet af

arrigskab.

Jeg så os allerede side og ruske tremmer i et Østtysk

fængsel. Så til sidst spurgte jeg den unge betjent, hvordan vi fik

stoppet skænderiet i mellem hans chef og min chef.

9

Da begyndte den unge betjent igen at grine, for som han

fortalte, så var den ældre betjent slet ikke hans chef.

Nej, det var skam ham, altså den unge betjent, der var

chefen, og hvis jeg bare kunne få stoppet min chef. Ja,

så kunne vi da bare fortsætte, når blot vi lovede, at

huske på at melde os hos den grænse-post, hvor han

ville melde vores ankomst. Så det var bare med at få stoppet Farmeren, og hvis

ikke han før var rød i hovedet på grund af skænderiet,

så blev han det i alt fald nu på grund af flovheden

over, at havde stået her og skændes over faktisk ingen

verdens ting. Så nu gjaldt det bare om at komme af sted og det gjorde

vi så. Vi huskede at melde os til den aftalte grænsepost, og de

havde fået anmeldelsen, så man må sige, at deres

efterretningssystem virkede dernede. Nede i Tjekkoslovakiet var der også mange forskellige

militærkøretøjer, jeg aldrig før havde set. Så jeg

begyndte stille og roligt at orientere mig, om de

forskellige typer af køretøjer jeg så. Den dag i dag ved jeg egentlig ikke hvorfor. Måske bare en dårlig gammel vane. Det jeg bedst husker fra Tjekkoslovakiet og især Prag

var nu nok, at Farmeren altid skulle smage på den

10

berømte tjekkoslovakiske øl, mens jeg mere var til de

tjekkoslovakiske piger.

De smagte nu også dejligt. Nå ja, vi havde jo hver sin smag. Jeg husker især en dejlig sigøjner pige, jeg mødte på en

ølstue. Farmeren var helt fortabt i et stort krus Tjekkisk øl.

Jeg sad med min lille cola, der var fire gange så dyr. Stedet var sådan rigtig med hopsa-dans og ølkrusenes

klang og masser af frodige piger, og pludselig kom der

en høj flot sort-håret pige hen, og ville have mig med ud

at danse, men jeg afslog høfligt. Hvorefter hun spurgte,

om hun måtte sætte sig. Hvilket hun da selvfølgeligt fik

lov til.

Da vi så havde siddet her en times tid og ført en råbende

samtale med hinanden på engelsk, på grund af den høje

musik og almindelige ølstuelarm, forslog hun at vi

kunne gå hjem til hende for at få noget natmad. Det

synes jeg var en god ide, men Farmeren ville heller have

et krus øl mere. Så jeg fulgte med hende hjem. Det jeg

husker bedst om hende var, at da vi havde elsket, for det

var faktisk det hun ville. Gik jeg bogstaveligt talt ud, og

åd mig igennem indholdet i hendes køleskab. Hvorefter

vi igen gik ind og hyggede os. Klokken seks vækkede hun mig, og sagde, at nu måtte

jeg heller gå, for hendes børn ville snart vågne. Det kan

nok være, at jeg kom i tøjet og ud.

11

Men det var nu en fantastisk dejlig morgenstemning,

jeg her oplevede, da jeg denne tidlige morgen

langsomt fornemmede storbyen Prag’s opvågning, da

jeg var på vej tilbage til vores hotel.

Hvor vil jeg så hen med hele denne lange indledning. - Jo, for da vi efter en uges tid vendte hjem, mødte jeg

en af mine forhenværende officerer fra min soldatertid,

og ham fortalte jeg så, om mine iagttagelser på mine

ture inden for jern-tæppet. Bl.a. om de for mig ukendte

militære køretøjer. Han lyttede tålmodigt, og sagde til sidst, at han nok skulle lade det gå videre til rette sted.

Den ukendte mand.

Så vender jeg kort tilbage til min hobby med akvarier.

Da jeg i 1977 var vendt hjem fra en 2-årig

udstationering ved Station Sirius Nord i det

Nordøstligeste af Grønland, begyndte jeg igen, at

interessere mig for min gamle hobby med akvarier. Det

endte til sidst med, at jeg også begyndte at deltage i

diverse udstillinger rundt omkring på Sjælland. Det gik

faktisk meget godt. Langt bedre end jeg havde forventet.

Der var begyndt at samle sig lidt sølvtøj på hylden fra de

forskellige udstillinger jeg havde deltaget på.

Da jeg nu som før omtalt, var vendt hjem fra

Tjekkoslovakiet midten af marts 1979. Blev jeg til

påsken det år inviteret ind til en udstilling med mine

akvarier.

12

Udstillingen skulle foregå på biblioteket i Glostrup. Jeg sagde mange tak, og deltog med tre anderledes

hjemmelavede akvarier. Bl.a. et der var bygget ind i et

gammelt fjernsynskabinet med jalousi skyde låger.

Dette vakte megen positiv opsigt, så det blev til mere

sølvtøj til hylderne herhjemme.

Men en af dagene i den weekend udstillingen varede,

kom der en mand hen til mig, og begyndte bl.a. at

spørge til mine akvarier, så jeg var lige i mit es, og vi

havde en rigtig hyggelig samtale.

Så begyndte han pludselig at spørge til min forhen-

værende soldatertid, hvordan det havde været ved

Station Sirius Nord Patruljen, og om jeg stadig kunne

huske, at jeg havde undervist i Panserkending. Jeg stod og tænkte som en gal.

Jeg havde jo aldrig set ham før. Så jeg spurgte forsigtigt, hvor han viste alt dette fra.

Men han fortsatte bare med at fortælle mig en masse

om mig selv. Noget af det han fortalte om mig, var det vi inden for

militæret, havde kaldt ”følsomme oplysninger”. Da jeg

tilligemed, mens jeg var ved militærpolitiet, var blevet

clearet til yderst hemmeligt, hvilket han også var

orienteret om. Så var jeg ved at blive mere end blot lidt

mistænksom. Til sidst fortalte han mig, at han arbejdede

inden for FET, (Forsvarets Efterretnings Tjeneste). Ja, den var nu meget god, om jeg venligst lige måtte se noget legitimation.

13

Det måtte jeg selvfølgelig ikke, men om jeg måske

havde lyst til at rejse inden for jerntæppet igen.

Bare sådan for at se om der mon skulle være andet,

end det jeg allerede havde set, der kunne være af

interesse for min gamle arbejdsplads. Ok, der var da

endeligt noget, jeg kunne bruge. For han viste altså, at

jeg havde set nogle militærting, der var nye for mig, og

som ”De” altså også fandt interessante. Nu havde jeg ligesom fundet ud af, at han ikke var en

hr. hvem som helst. Så jeg spurgte, om ikke det var et

dårligt sted at stå her og tale om disse ting, det måtte

han give mig ret i. Så vi tog i stedet for ind på en

restaurant i det indre af København.

Da vi havde fået noget godt at spise, fortsatte han med

at fortælle, hvad det egentlig var, at ”De” var så

interesseret i, samt at ”De” meget gerne ville have, at

jeg skulle kunne skaffe ”Dem” disse oplysninger. Hvis i så fald at jeg var interesseret, måtte jeg altså lige

først på nogle kurser, for at opøve mine iagttagelses-

evner samt træne min hukommelse. Således, at jeg

kunne huske, hvad der var værd at vide, til jeg var

kommet vel hjem igen. Hvor jeg så skulle aflægge

mundtlig rapport. Jeg sagde ja til opgaven og de næste

par måneder, skulle så gå med at blive undervist og få

trænet sindet op til de opgaver og udfordringer, jeg

eventuelt kunne komme ud for.

Jeg skulle nu finde på et godt skalkeskjul. Så min rejse ind i et Østeuropæisk land ikke ville

vække for megen opsigt.

14

Et anderledes akvarium.

Et af de særprægede akvarier, som jeg fremstillede,

og tog ud og udstillede rundt omkring i Danmark.

Dette var mest for at vise, hvor flotte akvarie-

planterne kunne blive, når bare de fik lov til,

at gro op over vandoverfladen.

Turen går til Polen.

Jeg sagde nu op hos Farmer Jones, og fik arbejde i

København som sælger ved firmaet Bjarne Manley, der

havde lejet sig ind i kældrene på den gamle cykeldæk

fabrik, Schjønning og Ave.

15

Bjarne Manley var på dette tidspunkt den største

akvariegrossist i Danmark. Samtidig var jeg jo også tættere på mit trænings-,

og uddannelsessted.

Det blev også hos Manley, at jeg fik alle tiders ide til

skalke-skjul, for vi solgte også levende fiskefoder bl.a.

Tubefix, der er en lille rød blod orm, populært kaldet

kloak orm, der levede i de mest forurenende kloakudløb

rundt omkring i verden og ind til nu, havde vi fået dem,

vi skulle bruge fra Themsen i London England.

Da jeg var ved at være færdiguddannet inde hos

”Dem”, og ”De” var ved at være klar til at afprøve

min kunnen. Spurgte jeg en dag Manley, om der var

mulighed for at få en 14 dages fri, for jeg havde

påtænkt mig at tage en tur til Polen. Først blev han

lidt overrasket, og spurgte hvad jeg dog ville der.

Jeg svarede bare, at jeg trængte til at slappe lidt af,

samt at det skulle være forholdsvis billigt at leve og

bo i Polen. Da jeg så samtidig fortalte ham, at jeg

kunne prøve, om det var muligt at købe Tubefix

billigt dernede. Ja så fik jeg da til sidst lov.

Men tilbage til Tubefixene, dem måtte der da være

mange af i Polen, for der var der jo også megen

forurening. Men hvor kunne man købe dem, og

hvordan skulle man kunne forklarer sig dernede.

Her tænkte jeg mest på sproget. Polsk er ikke det

sprog jeg forstår bedst.

16

Så jeg gik frejdig ind på Den Polske Ambassade, der

ligger i Hellerup, og kom i kontakt med en ung mandlig

ansat, der spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe

mig med. Det var der jo, så jeg forelagde ham mine

problemer, og bad ham, om ikke han kunne lave mig et

officielt udseende stykke papir med en forespørgsel om;

- hvor det var muligt at købe dem, og hvad de i så fald

ville koste pr. kilo samt transport. Ork jo, det skulle han da nok klare for mig, kom igen i næste uge.

På vej hjem fra Hellerup, tog jeg ind til Vester

Voldgade, og her gik jeg ind til et rejseselskab der hed

Vindrose, som der på det tidspunkt stod for alle rejser

til Polen.

De var utrolig flinke, jeg fik visa ansøgninger og ellers

en mængde oplysninger om, hvad jeg skulle passe på,

når først jeg var nede i Polen. Den næste dag var jeg igen inde på rejsebureauet for at

aflevere mit pas, visum ansøgningen, samt 4 stk. pas

billeder. Disse var ikke blevet særlig gode, men til

gengæld meget vellignende.

Tiden begyndte at gå stærkt, ”De” havde givet mig en

pose penge, og så ville ”De” blot høre fra mig, når jeg

igen var kommet hjem. Det var simpelt hen ”Deres”

taktik, at nu skulle jeg afprøves. Ud og stå på egne ben

så ”De” kunne se og siden bedømme, hvad jeg nu

duede til.

17

Næste uge oprand, og jeg begav mig igen ind til

ambassaden. Får fat i min gode ven, der med et stort

smil viser mig det fine brev, han har skrevet, med de

ting der skulle forespørges om på polsk og slutteligt

forsynet brevet med et flot stempel. Jo, det så skam

meget officielt ud. Samtidig med at han rækker brevet over imod mig, bad

han mig om at lade være med selv at prøve at udtale det

der står her i brevet. Jeg spurgte ham selvfølgelig, hvorfor jeg dog ikke måtte

det. Det var lige præcist det spørgsmål, han havde ventet

på fra min side. For han svarede hertil med et frækt

glimt i øjet, og som om han havde kendt mig i adskillige

år. At han havde den fornemmelse af mig. At jeg

garanteret ville henvende mig til en smuk pige i Polen,

for at spørge hende, om ikke hun ville være mig

behjælpelig med at finde dette, og peger på brevet.

Hvorefter jeg så ville prøve at udtale de ord, der stod her

i brevet. For som han derefter sagde, ville han garanterer

for, at jeg ville få et par på skallen. For hvis ikke jeg lagde trykket på den rigtige måde, på

det rigtige ord. Ville jeg ikke spørge efter kloak orm,

men, - om ikke hun havde orm i kloakken. Han havde jo nok ret, for jeg prøvede aldrig at spørge efter dette. Han fortalte også, at de var i fuld gang med at udfærdige mit visum, og at det hele

ville blive afleveret ind hos Vindrose så hurtigt som muligt og senest fredag. Ja den var meget god, det var jo den dag, hvor jeg

skulle af sted.

18

Polferries.

Luksusfærgerne, der sejlede imellem

Danmark og Polen.

Den danske Nationalsang.

Alt klappede som det skulle og aftenen oprand for

afrejsen. ”Polferries” færgen lå, hvor den skulle ved

kajen ved Havnegade. Så ca. 11 timer efter vi forlod

København og ved rolig sejlads ned igennem

Østersøen, lagde vi til kaj i Swinoujscie i Polen.

19

Her startede det hele så allerede i tolden med engang

tvangsveksling. Man skulle veksle 15 US dollars, det

der svarede til ca. 100 dkr. om dagen. Alle ens penge

blev omhyggeligt talt op og indført i ens visum.

Nå, men efter alle disse formaliteter var vel overstået,

skulle jeg bare have fat i den bus, der kørte de ca. 160

km. til byen Koszalin. For så derfra at komme videre

helt ud til mit bestemmelsessted, der var en lille

landsby, der hed Dobrzyca. Her havde jeg god tid i

forvejen bestilt værelse, på et meget hyggeligt

pensionat. Som jeg var blevet varmt anbefalet af min

gode ven fra Den Polske Ambassade.

Pensionatet lå lige i udkanten af landsbyen i nogle

dejlige natur omgivelser. Det levede fuldt op til det med

hygge og varme. Allerede på den måde hvorpå man blev

modtaget af den trinde pensionat værtinde, der med

store armbevægelser bød mig velkommen, kunne jeg

fornemme atmosfæren af menneskevarme

og hygge. Hun blev især glad over, at det var meget småt, jeg

kunne tale tysk, og da jeg så slog over i det engelske.

- Ja så var jeg bare hendes øjesten.

Jeg husker også, at i resten af tiden under hendes

vinger, blev jeg utrolig meget forkælet.

Efter ankomsten den første dags eftermiddag ville jeg

lige tage mig et brusebad for, at skylle lidt af rejsestøvet

af. Dette kom dog til at gå meget hurtigt, for der var

kun koldt vand i hanerne, men man bliver utrolig frisk

af sådan et koldt brusebad.

20

Min dejlige pensionat værtinde

Der var en utrolig dygtig tallerken dekorations maler.

Bemærk også vægudsmykningerne.

Så var det blevet tid til aftensmaden, og efter den var det bare på hoved i seng.

Den næste morgen efter morgenmaden, ville jeg

ligesom over for mig selv og over for ”Dem”, bevise, at

nu var tiden inde. Således at ”De” virkelig følte, at

”Deres” penge var godt givet ud. Så jeg bestemte mig for at gå en tur ned i centrum af

den lille idylliske landsby, der nu skulle blive mit

21

tilholdssted de næste mange dage. Jeg gik ind til

centrum, og her startede balladen, for der var markeds-

gøgl, og jeg kunne høre den lifligste spillemandsmusik

sådan lidt i det fjerne.

Så jeg skrånede over hovedgaden, for at komme tættere på. Det skulle jeg nok ikke have gjort. For straks var der en betjent der blæste i sin fløjte, og kom styrtende over imod mig. Han begyndte nu at sige en hel masse til mig på polsk. Jeg fattede ikke en s... spor. Det jeg nu tænker på, hvor det er mange år siden, er

- at dernede var der virkelig den gamle landsby ånd.

For ikke så snart han havde brugt sin trillefløjte, og

fået mig stoppet, til han var begyndt at skælde mig ud.

Før end det meste af landsbyens indbyggere tog

opstilling rundt omkring os, for at se hvad det nu var

for noget spændende noget, der her gik for sig. For det

var jo ikke hver dag at der skete noget spændende. Så dette lille optrin med en fremmed turist, ville man

da for alt i verden nødigt gå glib af.

Jeg kan endnu se betjenten for mig. Se ham, hvor han

blev mere og mere kro, jo flere, der stimlede sammen om os. Da han indimellem også skulle trække vejret, prøvede

jeg først på engelsk og dernæst på lidt tysk, at forklare

og spørge ham om, hvad der var galt, og hvori min

forbrydelse bestod. For det ville jeg da meget gerne

have at vide. Men det lykkedes aldrig rigtigt, for vi

havde jo de samme problemer.

22

Da han jo heller ikke forstod et ord, af de sprog jeg

talte, begyndte han bare, at råbe højere og højere

samtidig med, at han begyndte, at prikke til mig på

brystet, for hvert ord han sagde.

Da det til sidst blev mig for meget, begyndte jeg at

fremsige vores Nationalsang på dansk, samtidig med,

at jeg også prikkede ham hårdt på brystet.

Der blev han sgu godt nok overrasket, for jeg var nok

ca. 25 cm. højere, og vejede betydeligt mere end han

gjorde. Så han måtte godt nok til at gå baglæns ind i

den tætte menneskemængde, der ligesom havde slået

ring omkring os.

Anna, min Anna. Pludselig var der en pige, der tog fat i min hånd, og rev

mig med den anden vej, samtidig med at hun hviskede

på engelsk, at jeg skulle løbe og bare følge med hende.

Hvilket jeg blindt gjorde. Vi stoppede først, da vi nåede

hen til en lille restaurant, hvor vi stakåndet gik ind og

satte os. Da vi endelig havde fået vejret igen, begyndte

vi bare at grine.

Det er noget som jeg altid bliver meget sulten af. Så jeg inviterede min redningskvinde på frokost, det var da det mindste, jeg kunne gøre efter alle de strabadser,

hun havde været igennem for at hjælpe mig.

Det viste sig så, at hun hed Anna. Anna Jasinska var

hendes fulde navn, hun var en dejlig blondt 32-årig

polsk pige, der til hverdag boede i byen Bydgoszcz, der

23

lå ca. 200 km. syd-øst på herfra, men for tiden var hun

udstationeret i denne provins.

Dette område blev brugt til ferieområde for de polske

fabriksarbejdere fra de sydlige industribyer.

Så når arbejderne havde gjort sig særlig fortjent til ferie,

og var blevet udvalgt af det kommunistiske styrer,

kunne de alt efter fortjeneste, få en eller to uges

ferieophold her ved Østersøens dejlige strande.

Det var så dette store puslespil Anna stod for, alt

papirarbejdet med indkvarteringen af alle de her mange

udvalgte fabriksarbejdere, der godt kunne trænge til

den friske luft, de kunne få heroppe. Så kort fortalt om Anna, så var hun altså et eller andet inden for politbureauet.

Hun blev mig en uvurderlig hjælp i den følgende tid. For det blev sådan at Anna brugte formiddagene til

hurtigt at få sit arbejde fra hånden.

Således at hun var færdig ved 13-14 tiden, og så brugte

vi ellers eftermiddagene og aftenerne sammen i

hinandens selskab, uha de var vilde, men dejlige vi var

jo begge to unge, og det var højsommer.

Vi tog på mange busture rundt om i området, og jeg

legede en meget forelsket dansk turist, og hun var bare

en utrolig dejlig rejseguide.

Så sammen fik vi set mange af de områder, som jeg

havde regnet med, selv at skulle ud og inspicere.

For Anna var det bare om for hende, at vise mig så

meget som muligt af hendes hjemlands så skønne natur.

24

Og så samtidig være så meget sammen med mig, som

overhoved mulig. Vi boede sammen på pensionatet, og vores værtinde

syntes, at det var alle tiders gode ide, at vi havde fundet

sammen. For som hun sagde, hun syntes, at vi var

sådan et smukt par, og vi klædte hinanden så godt.

Men tilbage til Anna. Hun var bare fantastisk, hvad hun kunne give af sig

selv, var ikke småting. Hun var så utrolig kælen og

sexlysten, og hendes kærlighed var uudslukkelig.

Hun var faldet pladask for mig, og hun viste gudske

lov ikke, at jeg desværre kun havde brug for hende for

at få min opgave fuldendt.

Ja, - gid hun dog bare havde vist, hvem jeg egentlig var.

Det havde nok kunnet redde hende fra mangt en

tårevædet nat. Hvorfor har livet dog lov til at være så uretfærdigt.

Om formiddagene når hun var på kontoret, sad jeg på

pensionatet, og skrev alt det ned, som jeg mente, der

kunne have ”Deres” interesse. På det her tidspunkt

var det ikke så lidt, for Polen var på dette tidspunkt

et meget fattigt land. Så alt det der så nyt og anderledes ud, kunne jo godt være noget, der havde med militære installationer at

gøre.

Det der med, at Polen var et meget fattigt kommunist-

land, fik jeg også at se på andre måder, f.eks. var jeg

en dag inde i en by, der hed Bialogard, og her

igennem gik også en jernbane.

25

Her inde midt i byen så jeg straffefanger gå og lægge skærver på imellem svellerne. Nå ja og hvad så tænker man umiddelbart, jo for de her

20 – 30 straffefanger var hver især lænket sammen til

hinanden med en tre meter lang jernkæde, der så var låst

fast ned i en fodring. På hver side af straffefangerne gik

der så bevæbnede russiske soldater for at passe på dem.

Ind imellem var der også nogle af soldaterne, der lige-

som prøvede at opildne fangerne til at arbejde hurtigere,

ved at give de sammenlænkede straffefanger nogle

drøje kraftige rap på ryg eller ned over lårene med et

langt tyndt spanskrør.

Lige da jeg så disse stakkels straffearbejder, og hørte

svippet af spanskrøret, fór tanken igennem mit hoved.

- Var det, det der måske også ventede mig, hvis nu jeg

blev nappet her på job. Nå, pjat med dig.

Det sker jo ikke. Det er jo kun på film.

Skal vi så komme videre i dagens tekst.

Det viste sig senere, at det var en ganske god ide

det med, at affotograferer alle de nye installationer,

jeg mødte på min vej. For ved at se det fra denne

vinkel fik vi en hel del nyttige oplysninger om bl.a.

de nyeste russiske radar og radiomaster, så ”De” blev

meget fornøjet ”Dem” derhjemme.

Men tilbage til min meget forelskede Anna. Da vi nærmede os weekenden, spurgte hun, om ikke jeg

havde lyst til at tage med hende op for at besøge hendes

26

storebror, der boede oppe i Kolobrzeg, hvor der også var

en fantastisk god badestrand, fordi byen ligger helt op til

Østersøen. Da det jo samtidig var midt i Juli måned, kunne vi jo

også tage vores badetøj med derop.

Det gjorde så udslaget, jeg besluttede mig for, at tage

med.

Den første polske kaserne.

Det blev så weekend, og klokken halv otte forlod vi

pensionatet og landsbyen, begav os på gåben af sted,

og gik de små 8 km. ud til hovedvejen.

Her var vi ved 9 tiden, så vi kunne nå at støde til den

første bus, der afgik fra Koszalin. Den kom så ved 9.30

tiden, hvor vi så blev kørt de sidste 35 km. til

Kolobrzeg. Hvortil vi ankom klokken lidt over 11, efter

en lang snørklet tur igennem et utroligt naturskønt

bondelandskab, hvor man mange gange føler at tiden er

gået helt i stå.

Det er fantastisk, hvad man kan se fra sådan et bus

vinduerne og bare sådan tilfældigt komme til at

fotografere. Der var mange sjove ting, der nok skulle

give ”Dem” derhjemme lidt hovedbrud. Selvom jeg

også bare blev fascineret over at se at de stadig gik og

slog græs ved hjælp af håndkraft.

Hjemmefra havde jeg fået at vide, at jeg kun måtte have

et objektbillede på hver film.

27

Således så det ville virke som et uskyldigt tilfælde, at der

f.eks. skulle være noget af militær interesse på ét

Landsbystemning

.

Sådan kunne stemningen i landsbyen også opfattes.

Disse to pragtfulde mennesker, med deres får.

Kunne jeg ikke stå for, de måtte fotograferes.

billede ud af de 24 billeder på filmen, hvor resten så var turistbilleder.

Men jeg er jyde, så jeg havde altid fuldt hus, altså

24 billeder med mere eller mindre militær interesse,

sådan!

28

I Kolobrzeg stod vi så af lige uden for en stor militær

kaserne, og Anna styrede lige over imod hovedind-

gangen, hvor der stod en flot officer og vinkede til os.

Jeg var målløs, det havde hun da ikke nævnt det

mindste om over for mig, at hendes bror var officer i

den Polske hær. Samt at det var her på kasernen, vi

skulle besøge ham. Nå, det er jo bare med at tænke hurtigt og få lagt ansigtet i de rigtige folder.

Der var ingen problemer, han var ligesom sin lille-

søster også meget god til engelsk, og han var meget

glad for at se mig, for Anna havde fortalt ham så

meget, om sin dejlige kæreste fra Danmark. Alt dette stod han og fortalte mig, for han havde måtte

lægge ører til hendes fortællinger igennem hele den

sidste uge. Hvor hun hver dag havde ringet til ham, for

at fortælle ham om hvor forelsket hun var i mig. Vi stod nu alle tre og pludrede på engelsk lige uden for

vagt-bygningen, hvorefter Ludwig som Anna’s bror

hed, pludselig sagde, at nu skulle vi altså ind og have

noget at spise.

Ingen kontrol - nej da for vi var jo sammen med en

officer, og vi gik over i Officersmessen,

og fik et herligt måltid mad. Der kom flere og flere hen

for at ønske Anna og jeg tillykke. Lidt efter lidt gik det

så endeligt op for mig, at Ludwig havde udgivet os for at

være forlovede. For ellers havde jeg jo selvfølgelig ikke

29

kunnet komme ind på kasernens område, men nu hvor

Ludwig’s lillesøster og jeg var forlovede.

Ja så var der jo ingen problemer. Da vi så var færdig med den lækre frokosten, rejste vi

os for at gå ud, og strække benene og samtidig kunne

vi jo lige så godt begive os ud for at se på hele

kaserneområdet.

Selv jeg kunne også bevæge mig overalt på kasernen,

når bare jeg var i selskab med dem. Hvor heldig har man da lov til at være.

Jeg måtte jo styrer min nysgerrighed og således ikke

virke alt for interesseret, men igen ingen problemer.

Ludwig og tre af hans officers venner var helt over-

stadige for at få lov til at vise mig, hvor fantastisk

overlegen Warszawa pagten var i forhold til Nato.

Især nu hvor de endelig havde fået de aller nyeste

Sovjetiske våbentyper og køretøjer. Så bare ved at gå rundt her og lytte, fik jeg alt at vide,

hvad mit lille militærhjerte kunne begære. Da jeg så indimellem gik og små nussede og kyssede

Anna, skulle der jo heller ikke megen overtalelse til,

for at få Anna og vennerne til at stille sig op til foto-

grafering, foran nogle af de objekter jeg desperat havde

brug for at få billeder af. For de skulle jo bruges som

dokumentation for alle de oplysninger og indtryk, jeg

her gik, og sugede til mig.

De fattede aldrig mistanke.

30

Billede af dagligdagen fra busturen til Anna's broder.

Idyllisk høstarbejde udføres med håndkraft.

Efter, at græsset på marken er slået med le,

bliver det lufttørret. Ved at man dagligt vender det med

grebe. For så til sidst, at det bliver stakket.

Da vi sådan havde gået rundt i et par timer, foreslog

Anna pludselig, at nu var det altså tid til en tur i vandet.

Som den naturligste ting i verden kommanderede en af

Ludwigs venner en soldat til at hente et militær køretøj.

Bagefter kørte han så os alle seks de 300 meter igennem

det bløde sand ned til selve stranden. Stranden lå jo også inden for kasernens område, og var et slags øvelsesterræn.

Hvor var det dog skønt, sikke nogle flotte billeder jeg fik der fra stranden.

31

Nej da ikke af selve stranden, men derimod ned over

hele kasernen med alle hangarerne og alle beboelses-

bygningerne. Værkstederne og garageanlæggene med

alle de forskellige køretøjer flot opmarcheret. Så man

rigtig kunne se de nye jord til jord raket affyrings-

ramperne og deres nye pansrede bæltekøretøjer med

de såkaldte ”Staling orgel” raketbatterier.

Altså, I må tro mig, det var flottere end nogen

romantisk solnedgang. Jo, jeg nåede også i vandet.

Oh Anna, du der elskede mig så højt, hvor har jeg

meget at takke dig for, din dejlige favn, dine skønne sexlege. Sidst men ikke mindst dit dejlige humør.

For slet ikke at omtale hvor stor en tak jeg er din bror og

hans venner skyldige, uden al deres viden angående den

militær strategi inden for den polske hærs ledelse.

Ja da havde turen ikke været den samme. Samt, ikke

mindst alle oplysningerne om hele Warszawa pagten.

Altså uden jeres utrolige værdifulde oplysninger. Ja, så

havde jeg været helt fortabt, og nok aldrig fået lov til at

blive sendt af sted på en ny ferie af ”Dem” inden for

den anden side af det såkaldte ”Jerntæppe” allerede

11 måneder efter, at jeg var kommet hjem til Danmark.

Så tak for det mine skønne venner, jeg har jo desværre

ikke turde kontakte Jer igen siden.

Jeg håber at I undskylder mig, og forstår hvorfor jeg

siden hen, har været nød til at lade jer gå over i

glemslen, det er lige så meget for jeres egen skyld.

32

Men skønt jeg ikke arbejder for ”Dem” mere, er I

stadig tit i mine tanker, endnu engang tak for alt. Jeg håber af hele mit hjerte, det at I lærte mig lidt at

kende, ikke på nogen måde har forvoldt Jer nogen skade.

Problemer med kvinder!

Så blev det endelig den 1. juni 1980. Jeg skulle af sted igen, men efter at det var gået mig så godt den forrige gang havde ”De” i ”Deres” genialitet

besluttet, at jeg skulle have en overordnet med denne

gang. Til FET vil jeg stadigvæk den dag i dag sige, at det var meget dumt, det ”I” dengang gjorde. For ”De” havde i ”Deres” genialitet dengang ligeledes

fundet på, at det skulle være et hunkønsvæsen, der

skulle ledsage mig, nemlig en kvindelig agent. Men ok hun var da nydelig, hende de havde uddannet og udvalgt til jobbet. En smuk lille sorthåret kvinde på seksogtredive år. Hun var ca. et hundrede og tres cm. høj, og da jeg er et

hundrede og halvfems cm. høj og lyshåret, ja, så kan

man jo nok forstå, at der faktisk ikke var nogen, der

lagde mærke til de små ubetydelig forskelle, der var

imellem os, vel.

33

Nå, men det største problem med sådan en smuk kvinde

var, at hun aldrig syntes, at hun var smuk nok.

Så det blev oftest hen af middags tid, før vi kunne

komme af sted på observation, og det var til sidst,

ved at blive lidt træls. For når jeg stod op klokken syv om morgenen, og tog

et bad, ja så var jeg færdig en halv time efter og klar til

dagens dont, men min ledsager skulle jo først efter

badet have lagt makeup.

Når det så var gjort, skulle håret lige have en times tid

med hårtørreren. Når vi så for det meste også gerne lige skulle nå, at

have lidt morgenmad.

Var hun som oftest på dette tidspunkt stadig kun iført

sin campinghabit.

Det var egentlig sjældent, at vi nåede at spiste

morgenmad sammen. Hvis vi så endelig for engangsskyld var sammen og

fulgtes ad op til vores værelse.

Ja, så var det lige så sikkert som amen i kirken, at når

vi kom op på værelset, så var der igen problemer.

Jo, for så skulle der lige vælges hvilket tøj, der nu duede

til især vejret, dagens arbejde eller hendes humør. Så hen ad middagstid var vi endelig ved at være klar til dagens spændende opgaver.

34

I mit hjemlig, men ikke

hemmelige arbejdstøj.

35

Luder eller kaptajn?

Det var efterhånden blevet vores fast kutyme, at vi gik ned i restauranten ved tyve tiden hver aften. Dette gjorde vi også denne aften, som jeg nu vil fortælle

om. Det hele startede den tredje aften, hvor vi var gået

ned på hotellets restaurant for at få lidt at spiste. Så jeg

sad altså sammen med min kvindelige medagent, der jo

som før fortalt var min overordnet, og det var ikke altid

lige nemt, for hun var egentlig meget sød og måske også

villig nok, men jeg var, og er stadig af den

overbevisning, at man ikke skal blande arbejde og for-

nøjelser sammen. Da det måske kan få indvirkning på ens overvågenhed,

når vi senere er ude på opgaver og det så pludselig,

måske blev lidt varmt, - ja så skal vi bare virke som en

velsmurt maskine uden følelser. Så det var hun lidt nedtrykt over, så hun var dybt koncentreret om sin mad. Jeg var selv godt i gang med min mad, da jeg ligesom

fornemmede, at der var nogen der betragtede mig, - og

ganske rigtig. Pludselig fik jeg øjenkontakt med en

pragtfuld kvinde, der sad alene ved et bord lidt fra vores.

Hun var klædt i en dejlig kropsnær mørkeblå silkekjole

med en dyb nedringning, der viste alt hvad der var værd

at vise af en dejlig fyldig overkrop, hvor der især var to

ting, der blev meget fremhævet.

36

Samtidig var hendes lyse hår, der var lidt over i det

platinblonde, klippet i en fræk kort frisure der klædte

hendes smukke ansigt utroligt, samt den diskrete sminke

der lige markerede de få ting, der skulle fremhæves; - så

som læberne og så de dejlige store brune dådyragtige

øjne, der sad tilpas langt fra hinanden. Der var bare

frække viberationer i det gennemtrængende varme blik

hun sendte over imod mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt smigret,

for jeg var tredive, og hun har nok været en ca. fyrre år

gammel. Men hold da op hvor hun bare var en flot

kvinde i mine øjne, og desuden forstod hun den svære

kunst, det er at føre sig frem med en så forførerne

elegance. Min overordnet sad med ryggen til hende, og

bemærkede overhovedet intet, så optaget var hun af sin

meget lækre hovedret, der netop lige var blevet serveret. Så jeg havde rigelig tid til at beundre denne flotte

kvinde ved det andet bord. Da hun så pludselig diskret

pegede på min ledsager, og derefter pegede på sin

ringfinger, kunne jeg med det mest forførerne smil blot

ryste sagte på hovedet. Herpå smilede hun og med et

frækt glimt i øjnene, pegede hun stille og roligt på sit

armbåndsur, og med fingrene markerede hun så ti. Altså

klokken toogtyve. Jeg smilte og nikkede, hvorefter jeg med løftede øjenbryn så meget spørgende på hende.

37

Hun sendte mig et lille trutmunds kys og skrev så med

store typer; - nummer syvoghalvtreds på sin serviet,

som hun diskret holdt op, som skulle hun tørre sig ved

mundvigen. Også dette nikkede jeg til, og sendte hende

et lille blink. Herefter rejste hun sig fra sit bord og forlod restauranten.

Min overordnede og jeg spiste færdig i ro og mag. Ved kvart over ni tiden gik vi op på vores værelse, hvor hun gik i gang med at løse en kryds og tværs. Jeg lagde mig på dobbeltsengen og lå og spekulerede på, hvad dælen jeg nu havde rodet mig ind i. Klokken toogtyve sagde jeg til min chef, at nu ville jeg

ud for at støve noget kvims op. Det blev hun meget

fortørnet over, for vi kunne da bare hygge os her og nu, men jeg gik bare ud af værelset, og lukkede døren med et: - Hyg dig, vi ses. Jeg tog trappen op til tredje sal, og fandt hurtigt dør

nummer syvoghalvtreds, som jeg så forsigtigt bankede

på. Døren blev øjeblikkeligt åbnet af min dejlige

veninde, der nu var klædt i en næsten gennemsigtig

negligé. Der overhoved intet overlod til fantasien, men

det gjorde nu heller ikke noget, for der var intet,

fantasien kunne havde skabt bedre. Hun smøg sig ind til mig, og gav mig et varmt vådt kys.

Da vi ligesom skulle have lidt luft, spurgte hun mig om

38

et eller andet, som jeg ikke forstod spor af, det var

polsk. Så jeg spurgte forsigtigt på engelsk, om der var

mulighed for, at hun kunne tale engelsk. Det kunne

hun udmærket endda. Så nu kunne samtalen fortsætte,

og det gjorde den samtidig med, at hun trak mig hen

imod dobbeltsengen, hvor hun fik lagt mig ned, og

begyndte at knappe min skjorte op. Alt i mens hun med sin mest sexede og indsmigrende

stemme hviskede, at hun først skulle have ti dollars af

mig, hvis jeg ville have lov til at sove med hende, som

hun udtrykte det. Nå, det var det hun var, en simpelt luksus luder. Men nej min pige, du kan lige tro nej, tænkte jeg så.

Du ved vist ikke, hvem du har med at gøre, nok var hun køn og sød, men at betale for sex, ikke tale om.

Så kunne jeg jo bare gå tilbage til mit værelse, og få det

ganske gratis. Nej, men så nemt skulle hun nu ikke slippe. Så jeg måtte jo lige fortælle hende, at der da vist var

noget, hun helt havde misforstået. For der hvor jeg kom

fra, var det da mig, der plejede at få penge for at gå i

seng med ældre damer. Samt, at for mine seksuelle

ydelse betalte de ældre kvinder mig et honorar, der lå

imellem tredive og fyrre dollars per nat.

39

Jeg kunne se, da jeg fortalte hende det, at det var noget

der sveg, men hun havde svar på tiltale og det gik ud

over mig. For det første som hun udtrykte det, ville hun

altså ikke regnes for nogen ældre dame, for hun var kun

otteogtredive, og det var da ingen alder. Nej, til dette måtte jeg give hende ret, og med den krop

hun var i besiddelse af, var der ikke mange yngre

kvinder, der ikke ville misunde hende den. Og for det andet, som hun udtrykte det, ville hun altså

aldrig betale for elskov. Lige meget hvor skøn og flot

manden så end var. Så selvom hun nu havde kastet sine

øjne på mig, og hvor megen lyst hun nu engang havde

til mig, ja så fik jeg altså ingen penge af hende, men jeg

måtte nu godt blive alligevel. Til sidst blev vi da så også enige om, at ingen af os

skulle betale noget, men bare have det dejligt i

hinandens selskab. Dette gik der så et par timer med. Efter et dejligt tiltrængt bad lå vi så bare på sengen, og nussede blidt hinanden. Under dette lå vi sådan og små pludrede. På et eller

andet tidspunkt spurgte jeg hende, hvorfor hun tjente

penge på ryggen. Hertil svarede hun, at det var til

hendes sønners uddannelse. For hun ville have, at de

skulle til Vesteuropa, for at videreuddanne sig. Det

kostede mange penge, og det var ikke nok, det hun

tjente som chef på sit polsk krigsskib.

40

Ups! – Øh kunne jeg lige få det sidste, bare lige en gang

til.

Ork ja da, hun var da chef på et stort polsk krigsskib.

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt ad hendes

historie. Det var lidt for usandsynligt at denne dejlige

spirrevip, skulle kunne være kaptajn på et polsk skib,

og dette fortalte jeg hende. Det blev hun først lidt støt over, men lyste så pludselig

op. For hun havde fået den glimrende ide.

I morgen tidlig, sagde hun, ville hun inviterer mig ned

på morgenmad nede på sit skib. Ja, ja tænkte jeg bare, så tror jeg også på den, og lod

som om, at det da var en fantastisk god ide, og sagde,

at det ville jeg da heller end gerne. Fint sagde hun så, og smygede sig ud af mit favntag,

og satte sig ved det lille skrivebord i værelset, og

begyndte at skrive et eller andet. Da det var endt, kom hun over med en seddel, som hun

fortalte, var min passerseddel, som jeg blot skulle vise

til den vagtsoldat, der ville stå vagt ved landgangen nede

foran skibet. På den anden side af sedlen havde hun skrevet en

adresse, som jeg bare skulle give til taxichaufføren. Så

skulle han nok kører mig direkte ned til havnen og hen

til hendes skib.

41

Jeg skulle love hende at være der præcis klokken otte

fem og fyrre. Jeg morede mig kongeligt over hendes alvorlige ansigt

alt imens hun fortalte alt dette og da hun endelig var

færdig, tog jeg hende ind til mig igen, og vi elskede

pragtfuldt endnu engang.

Hen ad klokken fire om morgenen, blev vi enige om at

gå hver til sit, for hun skulle jo snart op, men hun

glædede sig til at se mig til morgenmaden nede på sit

skib, som hun udtrykte det. Jeg listede tilbage til mit værelse. Her blev jeg mødt af

en meget kold skulder, men hvad, jeg havde også fået

varme nok for denne nat. Så jeg satte uret til at ringe klokken syv, og faldt omgående i søvn. Næste morgen forløb alt som det skulle, efter et kort

skænderi med hende jeg delte værelse med. Angående

nattens hændelser blev vi til sidst enige om, at det

måske godt kunne være nok så vigtigt, at forfølge denne

her historie, angående den kvinde jeg havde hygget mig

med det meste af natten. For måske kunne hun virkelig godt være en kvindelige

polsk flådekaptajn, sådan som jeg lige havde fortalte

min overordnede om, at hun havde prøvet at bilde mig

ind.

42

Jeg havde jo som den største selvfølge aflagde fuld

rapport, hun var jo tros alt min overordnede. Inderst inde troede jeg vel ikke selv rigtig på det min

søde natte veninde havde sagt, men hvad hun var jo

egentlig meget sød, så hvorfor ikke tage ned for at

besøge hende igen.

Min overordnede syntes, at jeg skulle forfølge sagen.

Så ok, hvad gør man ikke for sit fædreland, jeg glædede

mig allerede. Da jeg havde bevæbnet mig med min gode gamle

lægetaske, der altid fulgte mig, hvor i jeg havde mit

ligeså gode gamle Exakta spejlrefleks fotokamera plus

noget drikkelse, drog jeg af sted.

Hospitalsskibet.

Jeg fik fat i en taxi og viste chaufføren sedlen og sagde

til ham på engelsk, at der ville jeg godt hen til. Han læste hvad der stod, og nikkede og kørte uden at sige et ord. Et kvarter efter var vi nede ved havnen, og han drejede

over i retningen imod nogle store krigsskibe. Her

stoppede han ved en af vagtpostene, og spurgte ham om

et eller andet og blev dirigeret videre frem, for til sidst,

at køre op langs med et skib, der for mig mindede om en

torpedobåd. Her gjorde han så holdt, og pegede på

taxameteret.

43

Jeg gav ham rigeligt med drikkepenge, og fik til sidst

forklaret ham, at jeg gerne lige ville have, at han lige

ventede en fem minutters tid med at kører, for det

kunne jo være, at jeg skulle med tilbage med det

samme, hvis det hele nu var en fuser.

Det lovede han til sidst.

Jeg steg ud og gik over til vagten, der stod ved

landgangsbroen, og rakte ham sedlen. Han læste den

igennem, hvorpå han gjorde stram honnør. Råbte et eller andet og straks kom der en anden soldat

ned af landgangen. Han modtog nu sedlen, som han gennemlæste, hvorpå

han gjorde honnør, og bad mig så, på dårlig engelsk,

om at følge med ombord.

Soldaten var nu nået op på dækket, og gik frem til en

kahyts dør, som han bankede på, hvorefter han gik ind. Jeg tænkte, at det bare måtte være løgn det hele, det her

kunne bare ikke passe. For igennem den åbne dør kunne jeg se hende fra i nat,

hende som jeg havde ligget og elsket med, nu iført en

polsk flådeofficers uniform, nu siddende bagved et stort

skrivebord.

Jeg vinkede til taxichaufføren, at han godt kunne kører. Hun sagde et eller andet til soldaten, der gjorde honnør

og fortrak. Hvorefter hun kaldte mig ind, og bad mig

lukke døren efter mig. Da jeg havde udført hendes ordre, rejste hun sig op fra

stolen bag skrivebordet og gik langsomt rundt om

44

bordet, oh hvor jeg nød at se hende bevæge sig på den

måde, da hun så endelig nåede hen til mig sprang hun

mig om halsen, og kyssede mig varmt og længe. Hun var utrolig glad over at se mig, for hun var ikke

sikker på, om jeg ville komme. For jeg havde jo ikke

rigtig ville tro på hende, men dette var altså hendes

arbejdsplads, om jeg så nu ville tro på hende. Ja det var jeg jo ligesom nød til, nu hvor jeg stod her på

kaptajnens kontor. Og kaptajnen var også utrolig smuk i uniform, og jeg

viste jo udmærket fra forrige nat, hvilken fantastisk krop

der var inden i kaptajns uniformen.

Da hun efter at vi igen havde sluppet hinanden, så

spurgte mig, om ikke også jeg var hundesulten. Kunne

jeg ikke dy mig fra at spørge, efter hvad. Hvorpå jeg

trak hende ind til mig, så hun rigtig kunne mærke, at jeg

havde masser af lyst til at spise hende på kinesisk, med

pind. Hun gjorde sig langsom fri, samtidig med at hun

svarede, at når hun var på arbejde, var der ingen hangy

pangy, da der pludselig kunne komme nogen, der ville

tale med hende. Her efter trykkede hun på en knap på samtaleanlægget, og sagde en hel masse ned i mod mikrofonen.

Et kvarters tid efter, kom en purser med en stor bakke med det lækreste morgenmåltid man kunne forestille

sig. Han dækkede nu op ved et lille bord, der stod til højre for skrivebordet, skænkede te op, og slog toppen

af de to blødkogte æg, hvorefter han bukkede dybt, og

45

forlod rummet. Efter en trekvarters tid var vi færdige

med at spise, og hun spurgte, om ikke jeg var interesseret i at se hendes skib. Om jeg var, jeg måtte hele tiden prøve på, ikke at virke alt for interesseret. Så

jeg sagde let henkastet, at det ville jeg da gerne, hvis ikke det var til alt for meget besvær.

Det viste sig så, at det meste af mandskabet, var på

orlov, men de skulle alle møde igen her til aften, for da

skulle de af sted på øvelse.

Flådebesøg.

Det var et flådefartøj som dette, min kvindelig flådeofficer, var kaptajn på.

Så på nuværende tidspunkt var der kun få officerer og søfolk ombord, og de var alle sat i arbejde.

46

Så vi kunne bare gå og slentre omkring på det meste

af skibet.

Her på denne rundtur fik jeg så forklaret alt om skibets

mandskab, dets bevæbning, topfart og jeg ved ikke

hvad, men det fik ”De” alt sammen at vide, da jeg var

kommet hjem med alle de her forskellige oplysninger og

der skulle komme mere.

For mens vi nu sådan gik rundt ude på dækket, var der

pludselig noget, der fangede min opmærksomhed ovre

ved en af de andre kajer. For her var der et kæmpe skib, der ikke lignede noget,

jeg før havde set. Det var malet i de her karakteristiske

grålige farver, der bruges til flådens fartøjer, men der

var ingen bevæbning at se nogen steder. Så jeg spurgte min dejlige kaptajn, sådan lidt

henkastet, hvad det dog var for et skib.

Jo, det var russernes stolthed, et kæmpe stort russisk

hospitalsskib, som lå gemt her i havnen. For russerne

havde ligesom glemt, at man ikke bare lige kunne sejle

dette monster ud igennem de danske farvande, uden at

vække berettiget opsigt.

Så der efter fik jeg også hele dette skibs historie. Hun fortalte det så levende og humoristisk om

russernes tåbeligheder, at jeg til sidst sagde, at det

måtte jeg da bare have et billede af. Så jeg stillede hende hen til rælingen med ryggen til

skibet, og fik et par flotte billeder af hende med det

russiske hospitalsskib som baggrund.

47

Hun blev lidt uskarp, men hospitalsskibet var bare til

UG. Desuden fik jeg også, da jeg lidt senere måtte tage

afsked med hende, nogle billeder af hende stående, som

den stolte chef på sit skib. Det var nu især af hendes skib, at der blev taget nogle

rigtige gode flotte billeder. For da hun stod der og vinke farvel til mig, da jeg ved

middagstid var nød til at tage afsked med hende, da det

nu var tid for hende, at vende tilbage til sit arbejde med

at planlægge den forestående øvelse der jo snart skulle

løbe af stablen.

Så efter en kort afsked inde på hendes kontor med lidt

tårer fra hendes side, for hun viste godt at vi nok aldrig

sås mere, kunne jeg jo ikke andet, end tage en hel stribe

billeder af min søde kaptajn. Efterhånden som jeg langsomt bevægede mig baglæns

væk fra hendes skib, for til sidst at have hele skibet inde i søgeren. Jeg kan stadig se for mig, den flotteste kaptajn jeg kan

mindes, der kærligt vinkede ned til mig, fra sit stolte

skib. Jeg så aldrig mere til min dejlige kaptajn.

Rationeringer.

Den næste dag tog min ledsager og jeg ind til havnebyen Sopot. Det var helt tilfældigt, at vi landede her, vi ville bare

ud for at se noget andet, også for at få lidt ud af dagen sammen.

48

Det var jo ikke så meget, vi havde været sammen i de

sidste par dage. For selvom hun selv bare kunne have taget bilen og så

alene være kørt nogle ture, var det ikke rigtig noget

for hende. Hun var lidt utryg ved det der med, at

benzinen var rationeret for indbyggerne. De kunne kun købe 20 liter om dagen.

Men for turisterne var der ingen problemer. Men hun følte alligevel altid, at de sådan skulede til os, når vi var nede for at tanke. For vi havde jo betalt med hård valuta, så vi havde

fået (købt ved udlejningsbureauet) nogle rationerings

kuponhæfter til benzin, og vi havde købt rigeligt. Så vi havde ingen problemer, ud over det sædvanlige med at holde i køer i op til en time for at få tanket. Så

vi måtte købe alt den benzin, vi ville.

Hvor gerne vi end ville have hjulpet polakkerne, så de

kunne have fået noget af vores benzin. Kunne det bare

ikke lade sig gøre, for der stod politifolk ved hver en

tankstation, og tjekkede, at alt gik rigtigt til. Så der var

bare ikke noget at gøre.

Men vi var altså her i Sopot, og her gik vi og fordrev

tiden. Vi havde rigtig været på strøgtur og set de meget

store butikker, der ligefrem bugnede af tomhed, for det

var kun på specielle dage at der var forsyninger, og så

skulle man endda være heldig for at få købt nogle af

varerne før end at også disse var udsolgte. Selv foran

en forretning, hvor der kun havde få stykker håndsæbe

49

tilbage, var der en lang kø af mennesker, og så var der

de lange køer ved hver eneste af de mange forskellige

aviskiosker. Det var faktisk tilladt, at bruge arbejdstiden til at stå i kø i, for at købe sin daglige avis. For nok var Polen et kommunistisk land, men det var en folkeret at følge med i, hvad der stod at læse i de

officielle avis propaganda organer.

Stjerneparaden.

Nu var vi gået ind på en lille hyggelig fiskerestaurant,

hvor vi ville prøve noget lækkert fra havet. Det var på

denne fiskerestaurant, jeg første gang stiftede

bekendtskab med den polske national ret Barszcz, der

er en slags rødbedesuppe. Jeg vil egentlig sige, at det faktisk smager meget godt.

Den jeg fik her, var dejlig krydret.

Men hovedretten der bestod af Duszona Losos

(dampet laks). Det var bare et helt kapitel for sig selv,

det skal simpelthen bare opleves. Jeg tror aldrig jeg

kan få den bedre, end den jeg nød her. Min ledsager

ville hellere have tun, og det var vist ikke noget at

skrive hjem om.

Men som vi nu sad her, og var ved at være færdig med

at spise. Jeg havde sluttet det hele af med, en stor

portion budding med et tykt lag flødeskum.

50

Så jeg var egentlig klar til at tage hjem til en middags-

lur, da vi pludselig kunne høre militær marchs musik i nabolaget. Jeg spurgte nu en af servitricerne, hvad det var der

foregik udenfor. Hun svarede, at det bare var nogle fremmede flåde

officerer, der var til parade nede ved havnen. Min ledsager og jeg kiggede bare på hinanden og nikkede, der behøvedes ingen ord. Vi bad stille og roligt om at få lov til at betale. Hvilket

hurtigt var overstået, for os begge blev de ca. 40,-

dk.kr. Hvorpå vi skyndsomt forlod fiskerestauranten. Vi fulgte nu lyden, og kom ned til havnekajen, hvor der var fyldt med mennesker. Til sidst fik vi da

møvet os op på et blomsterbed, hvor der var en flot udsigt. Pludselig kom hele det persiske marked lige

ned imod os. Jeg fik hurtig åbnet min gode gamle lægetaske.

Fik fat i kameraet, så til min forskrækkelse, at der kun

var tre billeder tilbage på den film, der sad i apparatet.

Ingen tid at spille.

Spolede hurtigt filmen tilbage og ud med den og i med en helt frisk 36 billeders film. Så kunne de bare komme og det gjorde de sgu. De defilerede lige så flot forbi, lige der hvor vi stod.

Forrest gik musikkorpset så kom først de Russiske -, så

de Tjekkiske -, så de Østtyske -, og til sidst de Polske

flådeofficerer i deres stiveste puds.

51

Et af de meget idylliske spisesteder.

52

Jeg nåede at få skudt 33 billeder af denne parade,

af de aller øverste inden for flåden af Warszawa pagten.

Vi fik senere at vide, at det var første gang, det var lykkedes, at få billeder af så mange flådeofficerer på

en gang. Så man kan vist rolig sige, at det kan svare sig, at slappe af engang imellem, når man er på arbejde.

Jeg havde nær glemt en lille episode, der hændte i

kølvandet på selve flådeparaden. Vi var gået hen til en stor park, der lå lige i nærheden. Her havde vi siddet en lille times tid, da min

kvindelig chef lige ville hente lidt drikkeligt i en lille cafe.

jeg sad og gjorde nu kameraet klar til brug igen. Chefen var lige netop kommet tilbage, da vi hørte nogle, der skreg nede ved en lille sø midt i parken.

Jeg bad hende om at passe på jordemodertasken og løb ned hvor der stod en mængde mennesker ved

søbredden. Ude i vandet lå der en mindre åring dreng og plaskede rundt. Det så helt forkert ud, for han gik under et par gange. Så jeg sprang ud i vandet

og fik fat i drengen og fik ham trukket ind på søbredden.

Han var helt forfjamsket og græd og klagede sig højlydt. Nogle af tilskuerne prøvede også at berolige ham, da der pludselig kom en russiske officerer. Der

jo nok havde været med i selve paraden. Han skubbede bare folk til side og greb fat i drengen og

53

tog ham op til sit bryst og sagde en hel masse, som

jeg ikke forstod et ord af. Pludselig begyndte nogle af tilskuerne, at pege over på mig. Russeren satte nu drengen ned og kom over imod mig med fremstrakt

hånd. Jeg tog imod hans hånd og blev trukket ind til hans favn og fik et par kys på kinderne. Han sagde

en hel masse, som nogle af de polske tilskuere så oversatte til engelsk for mig.

Det viste sig, at drengen var hans barnebarn og han var

mig megen tak skyldig, da han jo havde fået at vide, at det var mig havde reddet

hans barnebarn op fra søen. Der var jo ingen andre, der

gjorde tegn på at hjælpe den stakkels våde dreng. Her efter tog han en af sine

ordner af og overrakte mig den man ser her til højre.

Jeg har sidenhen fundet ud af, at det er en fortjeneste medalje for 30 års godt

landbrugskendskab.

Sortbørs veksling.

En af de ting der var meget udbredt på de tider, da jeg

var inde bag jerntæppet, var pengeveksling på det

54

sorte gade marked. Overalt i de små eller større byer

var der gang i forretningerne så snart Polakkerne eller

især Russerne så en turist, prøvede de at få lokket én

med ind i en lille skummel mørk gyde, for her at få

turisten til at veksle sine hårde efterspurgte US-

Dollars, om til massevis af Polske Zloty og Russiske

Rubel eller Østtyske Mark. De omvekslede US-Dollar kunne sortsbørs hajerne

så bruge i de forskellige forretninger der kun tog

imod vestlig valuta, her kunne man så købe sig til de

vestlige landes goder. Det var bare helt sejt prestige

for dem der havde råd til dette, og især top moderne

tøj var bare sagen, den rigtige hårde sellert var

cowboybukser. Selv en for os næsten værdiløs ting som en

plastikpose med et billede af et på cowboybukser, var i høj kurs. Men for mig gik det jo ikke at sælge min flotte plastikpose, det var jo min kostbare dagbog. Som de

tit og ofte tilbød mig en god pris for, for den ville de

da meget gerne købe af mig. Havde man US-Dollars, kunne man på det sorte

marked få op til ti gange den officielle kurs, så det

benyttede jeg mig faktisk tit af, men med en helt

anden bagtanke. Når jeg på det sorte marked, havde fået vekslet mig til en ordentlig røvfuld øst penge, gik jeg ind i en af

de store smykkeforretninger, som altid fandtes i de

større byer. Her købte jeg så en mængde flotte

55

smykker i rav eller bare den rå rav. Når jeg så kom

tilbage til København, havde jeg tre forskellige af de

større Guld og Sølvsmede forretninger, hvor jeg

altid fik det utroligt godt betalt.

Det var først mange år efter, at det gik op for mig, at

det på de tider da jeg var på mine ture, at det var

ulovligt, at udfører rav fra de Østeuropæiske

landene.

Tilbage til selve vekslingen, når man nu stod der, i en

halv-mørk port i en smal gyde, eller i et dunkelt

oplyst diskotek, var det med at have øjnene med sig,

for det hele gik utroligt hurtigt, de var fantastisk

dygtige de her sortbørs hajer, de stod der med et

bundt af deres pengesedler halvt skjult og spejdede

efter et offer. Gik der så en i fælden, kunne de nu hviske til en, at

man fik 100 eller 1000 af deres penge, afhængig af

hvilket land man nu var i, for i Polen var den

officielle kurs 10.000 zloty for en US-Dollar så der

skulle man jo gerne have meget mere. Når man så var blevet enige om en eller anden

veksel kurs, så man dem så stå og tælle pengene op,

så man var sikker på, at de stod med f.eks. 10

stykker 100-Østmark sedler. M E N

Under hele seancen stod de og så meget nervøse ud,

hele tiden talte de nervøst om politiet, og at man skulle skynde sig.

56

Det hele endte så gerne med, at hvis ikke de bare rev

dine penge til sig, og løb bort med både dine og deres

egne penge. Ja så skete der som reglen det, at når

man havde afsluttet handlen, og endelig turde tælle

sine sorte penge sammen, ja så havde man i stedet for

de 10 stykker 100-Østmark, kun fået 6 stykker 100-

Østmark. Prøv selv at tage 6 stykker 100-krone-

sedler, tag så og læg de 4 stykker sammen og brug

de sidste to stykker som for og bag side.

Prøv så at tælle dem, jo den er god nok, der er 10

stykker, men fra den anden side, er der kun 2 stykker.

Sortbørshajer, Uha nej da !

Bare nogle katolske folk, der ikke vidste,

om deres kirke også skulle laves om

til en restaurant eller et diskotek.

57

Jo, de var bare meget dygtige dernede, men jeg havde

fået de fleste af trickene forklaret hjemmefra af min

gode ven inde på Den Polske Ambassade.

Jeg havde desuden lært mig, at presse min modstander ind i et hjørne og så bare bede ham om, at tælle sedlerne op. Når det så var gjort, blev han derefter

beordret til lægge dem enkeltvis i min åbne højre hånd, alt i mens jeg så bare stod, og lod som om, jeg støttede

mig op ad væggen med min venstre hånd, i hvilke jeg så samtidig havde de gyldne Dollars, han stod og savlede efter.

Så hvis hajen så var så dum, at prøvede på noget,

var det jo bare hans penge, der fløj ned på jorden, når

min højre hånd fløj op og greb ham hårdt om halsen.

Så til sidst var der faktisk ikke nogle af de lyssky

sortbørs hajer, der turde snyde mig ved vekslingen af

de eftertragtede US-Dollars.

Diskoteks kirker.

Jeg har før fortalt, at Pollakkerne var meget religiøse,

men der var også nogle af deres kirker, der ikke kunne

bruges til gudstjenester mere. Så blev de solgt til

højestbydende og lavet om til restauranter eller disko-

teker. Der var en fantastisk stemning disse steder og en

spændende akustik, og alle stederne var det med leven-

de lys. Det kunne vi måske lærer noget af her i Dan-

58

mark. Hvor mange af vores gamle kirker står gabende

tomme det meste af året og kun bliver brugt til jul.

Tilbage til arbejdet, for da vi kom tilbage til Danmark, blev vi kaldt ind til evaluering. Det foregår på den måde, at vi kommer ind i hvert sit

afhørings rum. Her sidder man så mutters alene. Der bliver så stillet spørgsmål, og man svarer igennem et samtalesystem.

På den ene væg er der det her, så kendte fra de

udenlandske kriminalfilm, så berømte store spejl, hvor

man rigtig kan fornemme, at de der stiller

spørgsmålene, nu med fordrejede stemmer, sidder og

betragter en igennem. Jeg nåede aldrig at se nogle af mine FET overordnede, men det vendte jeg mig nu hurtigt til.

Det kan nok være at ”De” var meget fornøjede over alt det, vi havde fået opsporet. Så der gik nøjagtigt et år, så fik jeg lov til at tage af sted

igen. M e n, det var nok en fejltagelse fra ”Deres” side af,

men det blev nu en helt anden historie. Det gik så hen og blev den to og tyvende maj 1981, og jeg blev igen kontaktet af ”Dem”. Denne gang havde ”De” fået nys om, at der skulle være

blevet fremstillet en ny type russiske landgangsfartøjer i enten Gdynia eller Gdansk i Polen. Så, om ikke jeg lige kunne tænke mig, at tage et smut

ned for at se, om det nu var rigtigt.

59

Så smuk kan en kirke genbruges.

60

Og jo forresten, da det jo var gået så godt sidste gang,

med den kvindelige kollega. Så ville de da også meget

gerne glæde mig med en sådanne igen denne gang. For som ”De” sagde, bare lige at holde mig på det rette spor, så jeg ikke blev for overmodig. Jeg kunne bare gå i gang med det samme, hvis jeg altså endnu engang igen var interesseret. Selvfølgelig var jeg da det, så jeg sagde igen ja tak. Og

fik som sidste påmindelse at vide, at jeg skulle mødes

med min ledsager ombord på færgen den to og tyvende

juni, og ellers ville ”De” da bare gerne ønske mig eller

os en rigtig god tur. Jeg gik straks i gang med at lave det indledende forarbejder for mig selv. Alt klappede som det skulle, jeg havde jo stadig

mine gode venner, både på den polske ambassade og

hos Vindrose. Vi, min overordnede og jeg, mødtes ganske rigtig på

færgen, denne gang havde de da valgt en, der kunne

leve op til min højde og lidt mere over i min hårfarve, så

vi kunne godt gå for at være nyforlovede, der bare lige

skulle på en lille kærlighedsferie i Polen. Som før lagde skibet til kaj i Swinoujscie. Vi var kommet igennem tolden, med paskontrol og tvangsveksling.

61

Nu skulle vi ud for at finde det bil udlejningsbureau,

hvor der meget gerne skulle holde en bil, som jeg i forvejen havde lejet hjemmefra.

Utøj i bilen.

Til sidst fandt vi da bureauet, og fik bilen udleveret, men

da var det at de små hår begyndte at rejste sig, nej jeg vil

heller sige stritte i nakken på mig.

For det var nøjagtig den selv samme bil, som jeg havde

lejet hernede året i forvejen. Det var lidt for meget af en tilfældighed, synes jeg godt

nok. Nå, men vi fik alt vores pakkenillike pakket ind i bilen,

og kørte i retning imod Gdynia. Det var bare en lille

strækning på en 350 – 400 km, der hurtigt skulle over

stås.

Da vi var nået lidt uden for Swinoujscie, havde vi på

begge sider af vejen et smukt sumpet område, og få

kilometer herfra var der en stor ridderborg med en

voldgrav rundt om, hvor der gik en mængde storke og

fangede foder til deres unger. Det har altid fascineret mig at se på disse store stolte

flotte fugle, som er ved at være så sjældne hjemme i

Danmark og her gik de bare i hobetal

Men jeg kunne stadig ikke slappe af. For der var en bil der lå et godt stykke bagved os

igennem lang tid, blev ved med at holde den samme

afstand. Jeg prøvede at køre meget langsomt, det hjalp

62

ikke, heller ikke da jeg over et længere stykke bare

havde jogget speederen godt ned, blev bilen bagved ved

med at holde den samme afstand op til os.

Der var noget galt, jeg kunne bare mærke det.

Så til sidst sagde jeg til min ledsager, at jeg troede der

manglede vand på køleren. Så, - om ikke lige hun ville

være mig behjælpelig med at hente noget vand, der

nede fra den sø der, samtidig med at jeg pegede ud ad

bilvinduet. Hun gloede mærkeligt på mig, og sagde at

det gjorde der da ikke, for så ville lampen da have lyst. Puha, ”De” havde pusset en snusfornuftig mekanikker

pige på mig, der desværre ikke havde lært, at forstå at

lytte efter, hvordan det blev sagt, men kun kunne forstå,

hvad der blev sagt. Da jeg så lagde min pegefinger på mine læber, spurgte hun bare, hvorfor jeg dog opførte mig som

en åndssvag. Ja, så var der ikke andet at gøre, end at stoppe bilen. Gå ud og om til hendes side, lukke bildøren op. Tage

godt fat i konen og trække hende ud af bilen, for så at

fører hende et godt stykke væk. Her forklarede jeg hende så, at det var nøjagtig den

samme bil, som jeg sammen med en anden agent, havde

lejet sidste år. Samt, at det var lidt for underligt for mig,

at der igennem de sidste 40 kilometer var en bil der

havde fulgt efter os i passende afstand og at selvsamme

bil nu var kørt i skjul, lige der ca. hundrede meter

tilbage i skyggen under nogle træer.

63

Og nu skulle vi to altså lige gennemgå denne bil her

meget grundig for utøj (skjulte mikrofoner). Da blev hun lidt bleg, men det var intet imod, hvad hun

blev, da vi ved en overfladisk undersøgelse af bilen

hurtigt fandt tre små ”micker”, som vi dog lod sidde. De næste 300 km. blev der ikke talt andet end turist

artige ting. Der blev intet sagt, absolut intet der kunne

misforstås af de forkerte ører, der stadig lå i tilpas

afstand ca. 200 meter bag os. Og jo jeg havde selvfølgelig ganske rigtig haft ret, for

tidligt den næste morgen kom der nogle ansatte fra

udlejningsfirmaet og undskyldte mange gange, at de

fuldstændigt havde glemt, at den bil vi havde lejet,

skulle til service netop her til morgen, men de havde da

en meget bedre og større, som vi da selvfølgelig ikke

skulle betale ekstra for. Så det kan nok være, at vi for engangsskyld spillede

nygifte og meget forelskede over for disse to ”udlejningsfirma folk”. På ingen måde lod vi dem mærke med, at vi udmærket

viste hvad de havde gang i. Det eneste der den dag i dag ærgre mig var, at jeg

glemte at tage nogle af de mini mikrofoner vi fandt

med til Danmark, for de måtte da have været utrolige

spændende for ”Dem” at få lov til at undersøge.

64

Gammel ridderborg, måske.

Mange af de gamle ridderborge, i de gamle østlande,

er utrolig flotte og meget velbevarede og velholdte.

Man fornemmer endog stemningen,

af de store ridderturneringen i fortidens dage.

Den russiske guide.

Min kære kollega og jeg havde hjemmefra fået

forskellige opgaver og objekter, som vi skulle prøve om

vi kunne få verificeret. Bl.a. var der de her landgangsfartøjer, man mente, der

var ved at blive bygget på et eller andet skibsværft. Så et par dage efter vores ankomst besluttede vi så at

tage på udflugt indtil Gdansk. Her havde vi hjemmefra

fået at vide, at der nok var den største sandsynlighed

for, at det var her det foregik.

65

Den dag jeg nu vil berette om, tog vi tidlig af sted og

det var et flot solskinsvejr denne morgen og vi nåede

ind til havne-, og skibsværftsområdet ved ti tiden om

formiddagen, men her kunne man ikke bare sådan lige

komme ind på området. Der var portvagter ved alle

indgangene. Så vi parkerede bilen et godt stykke fra

selve værftsområdet. Så bevæbnet med min uund-

værlige gamle slidte lægetaske, med mit lige så

uundværlige Exakta spejlreflekskamera og de forskel-

lige telelinser, begav vi os så af sted. Vi begyndte at spadsere rundt om dette kæmpe ind-

hegnede område. Til sidst fandt vi et hul i hegnet, og

krøb igennem, gik ind imellem nogle store fabriks-

haller, for til sidst at nå ned til selve kajanlæggene. Hernede var der så en halvanden meter bred anløbs-

bro, der strakte sig i en små hundrede meters længde

ud midt i havneindløbet. Den ville jeg meget gerne ud på, for her var der frit

udsyn til alle værfts hallerne.

Min ledsager derimod, var ved at være helt grøn i

ansigtet af skræk. Hun ville bare tilbage, væk fra dette

sted. For vi havde intet absolut intet at gøre herinde. Vi kunne bare have været taget med på tur med en af de der almindelige turist rundfarts både, der sejlede

lige uden for havneindløbet. Så måtte vi jo derfra kunne se, om ikke vi kunne se en

lille smule ind på værftet med vores lille turistkikkert,

ellers var det bare ærgerligt for ”Dem”.

Hun var ved at være lidt farlig at have med.

66

Så til sidst enedes vi om, at vi bare stillede os her lidt

i skjul, og viste egentlig ikke hvad, vi skulle gribe

eller gøre i.

Så skete der pludseligt og heldigvis noget, der reddede

dagen for mig. Der kom en russisk delegation på en tredive mennesker

med en kvindelig guide, der viste rundt og de var på vej

ud ad den før omtalte anløbsbro.

Hurtigt fik jeg fat under armen på min ledsager og

styret hende med ud i den bagerste del af flokken, hvor vi så lignede de andre. Sådan skulle det bare ikke blive ved, for på et eller andet

tidspunkt fik jeg øjenkontakt med guiden. Hun må have

været blevet varm om hjertet, for den næste halve time

var det som om, hun hele tiden henvendte sig til mig

med alle sine oplysninger. Der var jo ikke andet for mig

at gøre, end at lade som om at jeg udmærket forstod

russisk. Og så nikke på de, forhåbentlige rigtige

tidspunkter. Samt se meget overrasket ud, når hun

fortalte noget, som hun fremhævede med fagter og

store armbevægelser, at dette og dette var af særlig

stor betydning

Til sidst kom vi da så langt ud på anløbsbroen, at vi

kunne se lige ind i de haller, hvor de var i fuld gang

med at monterer landgangsfartøjerne. Rygterne hjemmefra havde været sande. Der var nogle der var helt færdige, de stod på kajen. Plus et par stykker nede i vandet, der var surret fast til

inder kajen.

67

Guiden stod i modsatte side, så vi trak længere ud imod

kaj kanten, og da de andre nu stod så tæt, var der ikke

nogle, der kunne se hvad man stod og lavede. Desuden må guiden have været en glimrende fortæller,

for hun havde virkelig fanget tilhørernes opmærksomhed.

Så jeg hviskede til min ledsager, at hun langsomt skulle

tage og åbne min lægetaske, som jeg stod med og sætte

telelinsen på kameraet og give mig sættet, hvorefter hun

skulle tage lægetasken. Jeg har aldrig set nogen ryste sådan, som hun gjorde. Jeg

var lige ved at være bange for, at hun ville tabe det hele

ned i vandet, men til sidst lykkedes det da, jeg satte

blænderen på uendelig og holdt kameraet ind til maven

og vendte mig langsomt om imod værftet, og skød alle

seks og tredive billeder ind over området.

Spolede filmen tilbage, og stoppede den i lommen, lagde

kameraet ned i tasken, som min ledsager havde været så

fornuftig, at åbne for mig, da hun ligesom havde

resigneret, at nu måtte det enten briste eller bære, og var

begyndt at vågne op til dåd.

Menneskeflokken var nu begyndt at rører på sig, og jeg

hviskede til hende, at nu var det bare med at være

forrest og så komme ind og væk, uden at det virkede alt

for opsigtsvækkende.

Det lykkedes, og jeg tror ikke, at der var nogle, der

bemærkede vores forsvinden bortset fra guiden, der nok

savnede en af sine mest trofaste lyttende tilhører, der

68

virkelig havde vist hende, at han var meget interesseret i

den meget grundige gennemgang, hun havde udvist og

derfor især havde henvendt sig til ham. Hvor var han

dog pludselig blevet af, - ja hun skulle bare vide.

Da vi endelig var sluppet ud af hullet i hegnet igen og

havde fundet bilen, kørte vi tilbage til Gdynia, hvor vi

bare slappede af og fik nedskrevet alle vores indtryk. Dette blev som tidligere omtalt, nedskrevet på

bagsiderne af nogle meget farvestrålende plastik indkøbsposer. Selv om dette var totalt forbudt, var det den bedste måde at gemme optegnelserne på. Der var så mange input, at det for mig i alt fald, var

fuldkommen umuligt at huske det hele og man ville jo

nødig glemme noget af det man havde oplevet.

Nej for ”De” skulle da have fuld valuta for ”Deres” penge, og dette var en af mine måder at give ”Dem” det på.

Den næste dag tog vi så bare en turist tur ud i det blå.

Det er utroligt at se, hvordan de polske kvinder, der

meget gerne vil være vesteuropæisk klædt med hvad

der dertil høre, går i højhælede sko ud ad mark-, og

grusveje. Man kunne møde dem langt fra byen, på

gåben hjem med en stor kurv i hver hånd fyldt med

dagens indkøb.

Det samme gjorde sig gældende om søndagene. Pollakker er meget religiøse, og her er det især den

katolske tro, der er udbredt.

69

Men igen, det at se de polske kvinder gå så elegant de

mange kilometer for at komme i kirke.

Og igen de fleste af dem i højhælede sko. For man skal

da ikke kun til messe, man skal også ses, og især at

man er med på moderne selvom det gør ondt.

Storken er en dejlig fugl!

Nå, men dagen efter vores slappe af dag, skulle der igen arbejdes. Så vi kørte lidt rundt i landskabet, for at se om der skulle være noget af interesse. Et godt stykke ud af vejen i det fjerne, så jeg pludselig en kolonne af militærkøretøjer, der var på vej hen et

sted, hvor vi ikke regnede med, at der skulle være

nogen kaserne. Så jeg kastede vores bil ned ad den samme vej, og vi

holdt ca. 200 meters afstand til kolonnen. På vores venstre side af vejen var der et højt levende hegn, som var så tæt, at man ikke kunne se igennem

dette. Pludselig drejede kolonnen ned til venstre og inden det rigtigt var gået op for mig, holdt jeg lige uden for

en svært bevogtet indgang til et stort radar anlæg, som vi ikke havde fået noget at vide om hjemmefra,

at der skulle være et sådan her. Det var for sent bare at dreje rundt og kører tilbage, der var allerede kraftig bevægelse inden fra vagtens side af.

70

Jeg kastede et blik over på min ledsager, men hun var

igen ved at se ud i hovedet, som om hun havde røget en

alt for stor cigar. Normalt siger man, at kvinder ikke kan

svede. Det kunne hende her, det piblede bare ud på

hendes ansigt. Ingen hjælp at hente her.

Men så så jeg, at lige til højre for hvor vi holdt, var der

en stor storkerede oppe på toppen af to gamle døde

træer der stod og lænede sig op ad hinanden og de blev

samtidig også brugt som lygtepæle. Så alt i alt et godt fundament til en storkerede. Jeg steg ud af bilen og gik over imod træerne, alt i

mens jeg hele tiden kiggede op på reden. Jeg hørte godt, at der kom nogle bagfra. Mens jeg så stod der, meget optaget af at studere

storkereden, mærkede jeg pludselig noget hårdt i

ryggen, og samtidig var der en, der råbte noget ind i

nakken på mig, jeg vendte mig langsomt om, og der stod

syv soldater med deres rifler pegende lige imod mig. Jeg hilste pænt på dem på dansk, og gik hen til ham,

der havde mest på skuldrene og pegede op på

storkereden, hvor den ene af storkene lige stak hovedet

ud over rede kanten, for lige som at sige, om det mon

ikke snart var muligt, at den kunne få lidt ro. Det var mit stikord, for jeg stod bare og pegede op på

storken, og sagde på dansk, stork. Han fattede selvfølgelig ikke en s..., spor.

Så jeg vendte bare rygge til dem, og gik over i bilen.

71

Her sad min ledsager, og nu var hun blevet helt hvid i

hovedet. Jeg fik lige hvisket til hende, at hun bare skulle

slappe helt af.

Herefter tog jeg min store fugle bog, som jeg havde taget

med, da jeg er meget interesseret i fugle, og viste, at der

var mange forskellige store arter her nede i Polen.

Storken er en dejlig flyver.

Denne dejlige fugl, der reddede mig i en snæver

vending. Så jo, jeg tror på storken.

72

Endda nogle som vi så godt som aldrig mere ser i

Danmark, som f.eks. de store ørne fugle og som før

sagt var her mange storke.

Jeg tog så bogen med over til ham officeren og slog

op på storken. Viste han billedet af fuglen, samtidig

med, at jeg pegede op på storken der nu havde rejst

sig oppe i sin rede.

Ja, det kunne han da godt se, at den der oppe var den

samme som jeg viste ham i bogen.

Nu tog jeg så bogen imellem benene, og dannede med

begge mine tommel og pegefinger ligesom en oval og sagde bambino, bambino og så meget spørgende på

ham.

Da opgav han, og begyndte at grine og ryste

opgivende på hovedet, samtidig med at han gav en

eller anden ordre, hvorpå de andre soldater slængte

deres rifler op på skuldrene.

Jeg sagde en hel masse på dansk, alt imens jeg gik

tilbage til bilen med fugle bogen, og kom tilbage

med mit uundværlige fotografiapparat. Gik over til officeren og førte han blidt over, så han

stod lige under reden.

Gjorde med fagter ham begribeligt, at hans mandskab

også skulle fotograferes sammen med ham. Og de gjorde det sgu, stillede sig flot op til

fotografering.

73

Jeg havde hjemmefra gjort mit Exakta spejlrefleks-

kamera klar med en frisk film.

Så da jeg var over i bilen, havde jeg sat en 135 milli-

meter tele-linse på. Jeg stod nu og fjumrede lidt, og så forvirret ud op

imod solen.

Tog et billede af storken oppe i sin rede. Så igen på kameraet, indstillede det på uendeligt og

automatisk. Drejede mig igen rundt med ryggen imod min fine opstilling og skød indover radarstationen fra

brysthøjde. Vendte mig så om, og rettede kameraet i mod

soldaterne, tog et billede af dem. Gik over, og rettede

lidt på dem, gik så tilbage med ryggen imod dem,

imens jeg så igen langsomt vendte mig om, nu den

modsatte vej og nåede at skyde ti billeder, før jeg

igen i deres øjne havde gjort mig klar til at tage det

sidste billede

af dem. Herefter gik jeg over og med et håndtryk til hver

især, sagde jeg pænt farvel. Gik så over til bilen, satte mig ind, startede den, og

kørte langsomt bort, mens jeg vinkede tilbage til de

syv, der troligt stod, og vinkede, til ham den her

skøre dansker, der så gerne ville have et billede af

dem, mens de stod der under en ganske almindelig

storkerede, og hvor var han dog længe om, at få

indstillet sit meget dyre kamera.

74

Da vi igen nåede ud på hovedvejen, begyndte min

ledsager at græde helt hysterisk. På dette tidspunkt begyndte jeg også at svede som et svin, men hvad, det var jo gået godt.

Den aften gik der lang tid, før hun endelig var faldet

helt til ro.

Resten af den periode gav vi den bare som turister. Men jeg vil nu også mene, at det kunne vi godt

være os selv bekendt med at gøre.

Efter denne tur blev jeg lagt på is.

Året efter læste jeg i en af de større aviser. Samt,

så i TV-Avisen, at mine afløsere var blevet taget,

den første dag de var i et Østland. Det blev der en masse ballade ud af, ”De” kunne

jo bare havde åbnet fryseren for mig igen og ladet

os der har erfaringen, udføre ”Deres” arbejde,

i stedet for at sende, to helt grønne af sted. Det kan kun give problemer og så to mænd, jamen hvad tænkte ”De” da på. Til sidst måtte vores Udenrigsminister Uffe Ellemand-Jensen klare problemerne.

Men det blev der talt meget om det år, om det

virkelig kunne være rigtigt at Danmark havde haft sendt spioner til et Østland.

Det var for mig personligt, som en af de måske få

udvalgte, det sidste jeg har hørt til denne, for den

ganske almindelige dansker så ukendte, men i min

75

verden, så utrolig spændende sportsgren, der ofte

omtales som spionage.

Når man så tænker på, at alt dette skyldtes, at jeg

bare fandt en dejlig hobby, som jeg kunne bruge

min fritid på. Nemlig akvarier. Så se og kom i gang. Find Jer en hobby.

Så er det engang måske er Jer,

der med fryd i stemmen kan sige:

James Bond, gå dog hjem og læg dig.